Fodposten. (Efterskrift til Politivennen)

Fodposten. Allerede i 1805 indrettedes der af Postvæsenet en Fodpost i Kjøbenhavn; men da man fandt, at den ikke svarede Regning, blev der i 1809 meddeelt den hidtilværende Bestyrer Privilegium paa den som privat Foretagende først for en Tid af 3 Aar og kort efter paa hins egen og Enkes Livstid. Efter Enkens Død blev Privilegiet tilstaaet hendes ældste Datter paa 5 Aar, og da det udløb i 1840, men Postvæsenet dengang endnu ikke selv kunde overtage Fodposten, overlod man hende fremdeles at foreslaae den og oppebære Indtægten af den, hvorhos man tilsagde hende en billig Erstatning, naar hun senere maatte fratræde, hvilket skete i 1849 Den 14de Juni begyndte Postvæsenet at omdele Bybreve mod en Porto af 2 Skilling for et Brev i den egentlige By og 4 Skilling for et Brev mellem Byen og Forstæderne (inkl. Frederiksberg) og mellem disse indbyrdes. I Tiden fra 14de Juni 1849 til 31te Marts 1850 udgjorde Antallet af Fodpostbreve kun noget over 39,000, medens det i 1859-60 var steget til 375,000, hvoraf 298,000 kom paa den egentlige By, medens Resten udvexledes mellem Byen og Forstæderne samt disse indbyrdes. Indtil 1861 var der kun oprettet Fodposter, foruden Kjøbenhavn, i Slesvig og Aalborg, men fra dette Aars Begyndelse oprettedes Byposter i de Byer, som havde over 6000 Indvaanere: Altona, Flensborg, Kiel, Odense, Aarhuus, Rendsborg, Randers, Horsens, Helsingør, Haderslev, Itzehoe, Neumünster, Elmshorn, Heide og Fredericia. Bybrevene omdeles der samtidig med de ankomne Breve, dog mindst 3 Gange daglig

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. marts 1862)

Initiativet i 1806 blev gjort af en fhv. told- og konsumptionsinspektør i Maribo, Henrik F. Riegels som boede i København. Napoleonskrigene betød et voldsomt tilbageskridt for fodposten. Efter 1810 overtog enken privilegiet. En datter af Riegel fra et tidligere ægteskab, Emilie Petersen overtog 1833 bestyrelsen og fik gang i foretagendet. Efter enken Riegels død i 1841 overgik priviligiet til datteren, madam Due. Postvæsnet overtog fodposten 1849. I begyndelsen udgik de oftere end de almindelige postbude. Ofte gik de samme rute, og i 1876 havde fodposten mistet så meget af sin eksistensberettigelse at det blev nedlagt.