03 oktober 2021

Randers Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

- I "Aarh. Av." læses følgende mærkelige Skildring af Forholdene i Randers Hospital: Efter Sigende skulle de Afsindige, som findes i Randers Hospital, henflyttes til Sindssyge-Anstalten ved Aarhus. Naar dette er iværksat, skal der være Tale om at omdanne fornævnte Hospital saaledes, at det kan faae en mere tidssvarende Skikkelse, en Foranstaltning, der kan findes saameget mere fornøden, som det i sin nuværende Tilstand næppe tilfredsstiller endog de tarveligste Fordringer, hvilket, som vi haabe, det Efterstaaende vil gjøre indlysende. Lemmerne ere for Tiden pakkede sammen til 10 a 12, ja mulig Flere, i hver Stue, hvor de tilbringe Tiden, baade Nat og Dag, uden anden Beskjæftigelse end den, de selv kan skaffe sig. Her leve Sunde og Syge imellem hverandre; thi uagtet denne Anstalt, der skal være en af de rigeste i Landet, tæller over 100 Lemmer, har den dog ei engang en Sygestue. Den Syge har ingen anden Pleie end den, de andre i Stuen værende Lemmer ville yde, og da de fleste af dem ere gamle halv eller helfjollede Mennesker, kan man derfor slutte sig til Pleiens Beskaffenhed. Finder intet godt Forhold Sted imellem den Syge og Stuens øvrige Beboere, er hin prisgiven disses vilkaarlige Behandling. Distriktslægen har vel Tilsyn med Anstalten, men da han derfor kun oppebærer en aarlig Løn af - 100 Rd., kan man vel skjønne, af hvad Beskaffenhed det Lægetilsyn kan blive, der for slig Betaling kan ydes over 100 gamle og svage Mennesker. Ville Lemmerne engang imellem trække frisk Luft, kan denne i Anstalten ikke søges andetsteds end i nogle brolagte Gaarde, hvoraf der findes flere, uagtet en meget stor med Træer besat Have støder umiddelbart op til Hospitalet. Denne er imidlertid ikke til Afbenyttelse for Lemmerne, men ene til Hospitalforstanderens og Økonomens Disposition, uagtet den Første har en tilstrækkelig stor Have ved sin Bopæl, og den Sidste meget godt kan have Kjøkkenurter deri, fordi der var indrømmet Lemmerne Adgang til den.

(Jyllands-Posten 31. januar 1862)

Randers Hospital (nu Randers Kloster) blev oprettet i 1558. De sindssyge var isoleret i små "dårekister" indtil midten af 1800-tallet. I 1852 indviedes Helbredelsesanstalten for Nørrejylland (nu Psykiatrisk Hospital) i hus som radikalt ændrede de sindssyges forhold, og hertil overførtes de sindssyge fra Randers Hospital. Randers Hospital blev herefter kraftigt ombygget og afsluttet i 1867.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar