02 juli 2017

Om Mangel af Hegn for en Deel af Assistents-Kirkegaarden.

Det betydelige jordstykke der allerede for en del år siden er indtaget til udvidelse af den såkaldte Assistenskirkegård det er stadens hovedkirkegård, og hvor nu i reglen alle lig hvis familier ikke har ejendoms gravsteder på de to ældre afdelinger af kirkegården, begraves er endnu ikke blevet omgivet med nogen ringmur, heller ikke vides noget om at sådant er påtænkt, uagtet den allersimpleste landsbykirkegård ikke savner dette værn om de dødes hvilested. Dan denne del af kirkegården ligger tæt ved landevejen og ud til denne kun er omgivet med en tør grøft og en ubeplantet grøftevold, er det endog omtrent det samme som om den var aldeles uden hegn. Vi vil ikke tale om de begrebet almuen endnu har om en begravelse udenfor kirkegårdenes ringmur, heller ikke om at mange er af den opfattelse at denne begravelsesplads er fattigkirkegård. Men spørge ligefrem om det ikke må anses for usømmeligt at lade den uden hegn, åben for markens vilde dyr som ingen hindring kan finde for at tage bopæl hos den skrinlagte eller stille sin hunger med hans levninger, åben for løsgående kreaturer som vi ikke tvivler på undertiden må finde vej derud. Og til enhver tid tilgængelig for den frække der vil udrække sin hånd for at røve eller ødelægge hvad en taknemmelig efterslægt med kærlig hånd henplantede på en elsket hedenfarens gravhøj? Klager over sådan skammelig færd endog på de ældre dele af kirkegården som er hegnede med en forsvarlig ringmur, og hvortil adgangen kun er åben til visse tider om dagen, hører jo ikke til sjældenheder. Ved at kaste et blik på denne nyere del af kirkegården og sammenligne den med de ældre dele, vil man også finde at forholdsvis kun få anvender nogen særdeles flid eller bekostning for at pryde de derværende grave hvortil grunden rimeligvis ikke alene ligger i de københavnske borgeres aftagne velstand, men sandsynligvis også med rette må søges i den ringe udsigt man her har til at se gravene fredede.

Man kan ikke vide hvad der har været årsag til at den omtalte del af stadens almindelige begravelsesplads ikke som dens andre dele fik et forsvarligt hegn før man begyndte at nedsætte lig i den hvilket ellers overalt plejer at være tilfældet. Men det er dog uden for al tvivl at den bør have det, og det er at ønske at nu ikke længere nogen udsættelse i denne henseende må finde sted.

Er den almindelige anløbssten for vore foretagender - pengemangel - årsag til den her påankede mangel, da synes der dog allerede nu at måtte være indkommet en ikke ubetydelig sum for de på denne del af kirkegården nedsatte lig, og stadens kasse er jo i alt fald i stand til at gøre forskud som vil kunne refunderes af de for sådan anvendelse bestemte indtægter. Og skulle der end ikke, hvad vi dog ikke kan formode, være udsigt hertil, da ville det visseligt være en meget passende anvendelse for en del af stadens midler når de brugtes for at frede om dens borgeres grave. - Gravens hellighed anerkendes jo endog hos de mest rå nationer og har hidtil heller ikke hos os savnet vedbørlig anerkendelse.

(Politivennen nr. 1361, Løverdagen, den 29de Januar 1842. Side 73-75). 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar