Hr. Redaktør! I vor Tid, da sammenstyrtede Huse og nedfaldende Etager hører til Dagens Orden - eller rettere Uorden, og da det ikke er vore udi egen Indbildning højvise Avtoriteters Skyld, at disse Sammen- og Nedstyrtninger ikke har krævet Tab af Menneskeliv, men ikkun det lunefulde Tilfældes, der saaledes viser sig at være i Besiddelse af mere Menneskekærlighed og Barmhjærtighed end dem, der til dagligdags brøster sig af disse Egenskaber, i disse Tider maa det være mig tilladt at henlede rette Vedkommendes Opmærksomhed paa et Sted, som, hvis der ikke snart bliver taget kraftige Forholdsregler, inden føje Tid vil komme til at høre til "det København, som gaar tilbunds!"
Sagen er som følger: Der gives en Gade i vort gode, gamle København, der bærer det klassiske Navn "Snaregade", efter Sagnet fordi den mandhaftige Ridder Esbern Snare for længst forsvundne Tider siden skal have havt sin Bolig her. Dermed maa det nu forholde sig som det vil, men saameget er vist, at der i samme Gade er en Gade er en Gaard, hvis Ruiner er 6, denne Gaard, der forresten beæres af de omkring sig boende med Benævnelsen "Pjaltenborg", tilhører en Hr. Salmonsen. Baghuset er i alle Henseender forfaldent og mørt, hvilket i og for sig ikke er saa underligt, da det er meget gammelt, og Værten aldrig, mig bekendt, har ladet og aldrig lader det saa en Reparation, der er værd at tale om, ti man kan da ikke kalde det for en Reparation, naar han engang hvert andet eller tredie Aar lader Halvdelen af Huset og sommetider Trappegangen oversmøre med Kalkvand! Vel? Det er saaledes forfaldet mere Dag for Dag og endelig skete Tirsdagen den 26de Septbr. den Unge imødesete Katastrofe, idet Halvdelen af Loftet paa anden Sal styrtede ned, medens den anden Halvdel en af Dagene maaske gaar samme Vej. Længe har det hængt som en truende Uvejrssky over de ulykkelige Beboeres Hoveder, og hver Aften er de gaaet i deres Seng med Tvivl om, hvorvidt de næste Morgen vilde komme til at se Dagens Lys, uden som maaske Stakler. Imidlertid skete der ingen anden Ulykke, end at en Del Porcellæn gik istykker og nogle Møbler blev spoleret. Naa, Herregud! Den Fattiges Stumper har naturligvis ikke nogen stor Værdi for den rige Vært! Nu faar man at se, om det gaar ligesaa heldig med den anden Halvdel. - Men det er ikke nok hermed. Huset synker næmlig, hvilket har sin Grund i, at en stor Murpille, som tidligere har gjort megen Nytte som Afstivelsesmiddel, er borttagen, rigtignok lod Værten, da han blev gjort opmærksom paa, at Huset sank, en Træpille stille op der, hvor Murpillen engang har staaet, men som man kan sige sig selv til ingen synderlig Nytte - Hertil kommer at alle Ledighederne er i høj Grad forfaldne, mørke og usunde. Sæt nu, at der rammer en saadan gammel, raadden kasse noget - noget husligt! Jeg vil slet ikke tale om, at den styrter sammen, ti det er noget som er saa naturligt, noget som man er belavet paa, men sæt, at der kom i Ild i den? Rædsomme Tanke! Huset - Pokker ivold med det! - nej Beboerne stod slet ikke til at redde; ti "Kassen" vilde inden faa Minutters Forløb være en Askehob, og da den ligger indeklemt i en smal Gaard, paa alle Sider omgiven af høje, ubestigelige Mure, og i Kælderen har et Vinlager, saa kan man selv danne sig et Begreb om de uhyggelige Udsigter! Jeg finder derfor, at i stedet for at betale den høje Leje, som Værten fordrer, burde han give En Penge til, fordi man er saa modig at bo der. - Hvorfor har nu vort saa nidkære Politi, der viser sig saa opfindsom paa mange mindre farlige Omraader, ikke ogsaa en Gang gjort sig bekendt med disse Forhold? Spørgsmaal: Har den Omstændighed, at Politiet har Lokale i samme Hr. Salmonsens Ejendom paa Graabrødretorv, virket bestemmende paa det i denne Henseende? -- Der endnu en anden Omstændighed, som nok fortjener at noteres: Østifternes Kreditforening har næmlig en Sum Penge staaende i Ejendommen, og hvert Aar sender den derfor et Par Mænd hen i Ejendommen for at paase Foreningens Tarv; kan den ærede Bestyrelse for dette Pengeinstitut virkelig forsvare at sende Folk, der er saa stæreblinde, at de ikke kan saa Øje paa disse mildest talt uhyggelige og Menneskeliv faretruende Forhold? Eller er det for ikke at gøre det gamle Ordsprog tilskamme, der siger, at "den ene Ravn hugger ikke Øjet ud paa den anden?!"
Spekulator.
(Social-Demokraten 2. oktober 1875).
Snaregade var ikke opkaldt efter Esbern Snare, men blev i 1607 opkaldt efter rådmand Erling Jonssøn Snare som ca. 100 år før havde lejet en grund der. De tilbageværende bygninger blev opført i 1796. Måske er baghuset blevet opført senere?
