Rædselsfuld Familie-Tragedie i Eckersberggade. (Efterskrift til Politivennen)

En Grossererfrue død i Gaar af Fosterfordrivelse.

Grossereren har begaaet Selvmord i Nat.

I Ejendommen Eckersberggade Nr. 38 ude i de smaa Byggeforeningshuse mellem Øster Farimagsgade og Sortedamssøen er der i Gaar og i Nat udspillet et rædselsfuldt Familiedrama af en saa uhyggelig Natur, at der vil staa Gny om det over den hele By og det ganske Land.

I Lejligheden paa 1. Sal har der i en Aarrække boet en 44-aarig Grosserer ved Navn T. Henriksen sammen med sin 39-aarige Hustru. Ægteparret, der sad i nogenlunde gode Kaar, idet Fruen, der var Russerinde af Fødsel, supplerede Mandens Indtægter ved at give Undervisning i Fransk og Russisk, havde kun et Barn, en lille 4-aarig Pige, der var anbragt i Pleje hos nogle Slægtninge. Nu havde det imidlertid vist sig, at Fru Henriksen paany skulde bringe et Barn til Verden. Og hun har i den sidste Tid - uvist egentlig hvorfor - været meget nedtrykt derover.

I Forgaars Aftes blev hun pludselig syg, uden at der blev tilkaldt nogen Læge. Denne

blev først tilkaldt i Gaar Eftermiddags, og

da Lægen kom var Fruen død!

Lægen fandt ved en Undersøgelse Dødsfaldet saa mystisk og mistænkeligt, at han nægtede at udstede nogen Dødsattest og i Stedet for sendte en Meddelelse til Politiet.

Det blev Opdagelse-politiets Mordeksperter, der fik Sagen til Undersøgelse. Og det første, der skete, var, at Fru Henriksens Lig blev beslaglagt og kørt ud paa Retsmedicinsk Institut for at blive underkastet legal Obduktion.

Denne skulde have fundet Sted i Formiddag. Men forinden har Dramaet udviklet sig videre paa en endnu mere tragisk og uhyggelig Maade, idet Ægtemanden, der i Gaar kun havde været Genstand for en ganske kort Afhøring, men i Dag skulde være mødt paa Politigaarden, har

unddraget sig enhver Opgørelse

af sit mulige Ansvar for eller Meddelagtighed i Hustruens Død, idet har har begaet Selvmord!

I Morges tidligt fandt nogle af Huset andre Beboere, der kom ind for at se til ham og trøste ham i hans Sorg over Hustruens Død, ham siddende eller rettere liggende i en Stol inde i sin Dagligstue, hvor han havde skudt sig i Baghovedet med en Revolver af svær Kaliber.

Døden er sikkert indtraadt øjeblikkelig.

Tæppet er saaledes allerede faldet for denne Tragedie, hvis Udvikling ellers næppe havde været til at overse. Der kan jo vel næppe være Tvivl om, at Fru Henriksens Død skyldes et mislykket Forsøg paa Fosterfordrivelse, og at Grossereren har været saa stærkt meddelagtig heri og derigennem i Hustruens Død, at han ikke har turdet tage Ansvaret ved et retsligt Opgør men har valgt at gaa i Døden for egen Haand.

(Aftenbladet (København) 9. januar 1926).

Obduktionen af fru Henriksens lig viste at der ikke var foretaget nogen forbryderisk operation. Hun var blevet såret under en almindelig udskylning. Udskylning blev på daværende tidspunkt bl. a benyttet efter samleje (fx med antiseptisk opløsning) for at undgå graviditet. I dag ved vi at det ingen effekt havde på sædcellerne og at effekten er meget lav.

Grosserer Henriksen havde ikke nogen andel i konens død, og selvmordet skyldtes formentlig sorgen over hustruens død. Så vidt jeg kan se var der ikke noget dementi i Aftenbladet over den uberettigede beskyldning.

Tragedien i Hejlsgade . (Efterskridt til Politivennen)

Frygteligt Familiedrama i Hejlsgade i Nat.

En Fader søger Døden med sine tre Børn. - Børnene er døde, og Faderen kan næppe overleve. - Aarsagen er Fortvivlelse over Hustruens Død.

I Nat har der fundet et trist Familiedrama Sted i Ejendommen, Hejlsgade Nr. 1. 

En Mand og Fader har I Fortvivlelse over sin Hustrus Død besluttet sig til at berøve sig og sine Børn Livet. Og hans Forehavende har medført Døden for Børnene, medens han selv endnu i Nat, da disse Linjer skrives, er i Live.

En Dame, der bor i samme Ejendom, mærkede, at der strømmede Gas ind gennem Entrédøren til hendes Lejlighed, og hun stod straks op for at se, om det var fra hendes Køkken, at Gassen kom; men det viste sig, at det var fra hendes Nabos, Maskinarbejder Jacobsens Lejlighed.

Da hun vidste, at Jacobsen i de sidste Dage havde været meget fortvivlet over, at hans Hustru var afgaaet ved Døden, frygtede hun straks tor, at Manden I sin Fortvivlelse havde gjort en Ulykke paa sig selv og sine Børn.

Hun alarmerede derfor Politiet, som straks mødte med stor Udrykning, og Ambulancen blev tilkaldt, men den kom ikke i Anvendelse, da Politiet forinden standsede 2 Taxa-Vogne, som med det sædvanlige holde Flag hurtigt kørte til Kommunehospitalet med de gasforgiftede Mennesker.

Da Politiet kom ind i Lejligheden.

Da Politiet kom og sprængte Døren til Jacobsens Lejlighed, mødte der det et uhyggeligt Syn. I Sengene laa tre Børn tilsyneladende i den blideste Søvn. De var afklædt og kun iført Linned. I Værelset ved Siden af laa Jacobsen paaklædt men bevidstløs.

De fire Personer blev fordelt i de to Biler og kørt til Hospitalet. Her kunde man imidlertid kun konstatere, at de tre Børn, der er 16, 13 og 11 Aar gamle, var døde, medens Faderen er meget stærkt forgiftet og maaske Ikke kan leve. Det vil vel ogsaa være det bedste for ham, om han maa følge Hustru og Børn i Graven, da han ellers kan blive sat under Tiltale for Drab.

Inde i Lejligheden fandt Politiet en Gasslange, der var ført fra Køkkenet ttl Værelserne, hvor Børnene og Faderen laa. Der var derimod ikke gjort Forsag paa at lukke for Aabninger I Vinduer og Døre.

Motivet.

Da Lægerne paa Hospitalet havde konstateret Dødsfaldene, blev Politiets Mordkommission alarmeret. Men Kendsgerningerne talte, de tre Børn var døde - og Faderen tilsyneladende haabløs syg.

Det meste Materiale, der forelaa for Opdagerne, var et Brev, hvori Maskinarbejder Jacobsen

meddelte, at Motivet til hans fortvivlede Handling var Sorgen over Hustruens Død.

Mordkommissionen l Arbejde.

Da der foreligger et aabenbart Mord og Selvmordsforsøg, og da der Ikke kunde være Tale om at afhøre Hovedpersonen, blev to Opdagere sendt ud i Ejendommen for at søge nærmere Oplysning. Men de kunde ikke i Nat faa andet at vide end det, vi ovenfor har meddelt.

Den 16-aarlge Ingrid, den 13-aarlge Knud Ove og den 11-aarige Harry var døde, og den ca. 40 Aar gamle Fader var Døden nær.

Hvad det omtalte Brev indeholdt ud over Meddelelsen om, at Aarsagen til den fortvivlede Handling var Sorg over Hustruens Død, kunde man kun meddele Familien.

(Social-Demokraten 21. august 1929).

Huset i Hejlsgade, hvor Dramaet fandt Sted. Krydset viser, hvor Jacobsens Sovekammer er. Døren og Vinduerne er slaaet op for at faa Gaslugten ud. Foto fra Klokken 5, 21. august 1929.

Nielsen, der sprængte Døren til Jacobsens Lejlighed og saa, hvad der var sket. Foto fra Klokken 5, 21. august 1929.

Ejendommen i Heilsgade i København, hvor det rystende Gasdrama, der krævede tre Ofre, fandt Sted. Foroven ses Politiets Segl paa Døren. Foto fra Ærø Venstreblad, 22. august 1922.

Faderen døde to dage efter, den 22. august ved middagstid på hospitalet, efter kun kortvarigt at være ved bevidsthed

Ofrene fra Hejlsgade-Dramaet begraves

En Jordefærd af gribende Virkning.

De fire Kister bæres til Fællesgraven.

En tusindtallig Skare strømmede i Gaar ud til Vestre Kirkegaard, hvor Ofrene for det frygtelige Drama i Hejlsgade, Faderen, der tog sine tre Børn med sig i Døden, skulde sænkes i Graven ved Siden af Moderen der var gaaet forud.

Det store Kapel har vel aldrig været Ramme om en mere gribende Tragedie end denne. Her stod de fire hvide Kister, alle pyntet med en Guirlande af røde Roser, og foran sad de af Sorgen sønderknuste Slægtninge. Jacobsens gamle Forældre, stivnede i Fortvivlelse, hans Broder, Søster og Svigerinde samt andre Paarørende. Bag Kisterne stod to floromhyIlede Faner, Maskinarbejderforbundets og Sygekassens. 

Pastor Charles Nielsen fra Kristkirken havde faaet den uhyre vanskelige Opgave at tale ved Baarerne, og han løste Opgaven smukt. Jævnt og roligt , men saadan at det gik til Hjerterne, skildrede han det smukke Sammenhold mellem Forældrene gennem 17 Aar, Jacobsens Kamp for at holde Hjemmet oppe under Hustruens toaarige Sygeleje og hans fuldstændige Sammenbrud i Sorgen, da hun døde.

- Denne Mand, der elskede sine Børn saa højt, at han aldrig vilde have kunnet lagt Haand paa dem, havde desværre den altfor let tilgængelige Adgang til Gassen, der dræber uden Brutalitet - det var den store Ulykke.

Og derefter udtalte Præsten et Ønske, som alle vil være enige med ham i: Gud give, vore Teknikere kunde gøre det vanskeligere for Folk at aabne for Gassen! Talen sluttede med en Bøn; Forlad ham hans Skyld; han vidste ikke, hvad han gjorde.

Medens Rummet genlød af Hulken, sang man Salmen, der var sunget ved Moderens Baare, og hvis trykte Tekst havde ligget i den lille Iris Hænder, da man fandt hende død: "Jeg er træt og gaar til Ro ..."

Og saa blev de fire Kister baaret ud og sænket i Graven til Moderen. Da brast det for Slægtningene, Jacobsens Moder, Søster og Svigerinde sank bevidstløse sammen og maatte bringes ud til en Droske og køres hjem.

Men længe efter stod der i Hundredvis af Mennesker og stirrede paa Graven, der lukkedes over en Tragedie saa rystende, som vi heldigvis sjældent oplever den.

(Aftenbladet (København) 26.  august 1929)

To af Kisterne bæres til Graven. Foto fra Social-Demokraten 26. august 1929.

Liva Weels Plads. Heilsgade går ind til venstre, man kan se de lige numre. Bygningen med nr. 1 er yderst til venstre. Ud fra fotoet ovenfor virker det som om den lå på hjørnet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Tragedie i Valby. (Efterskrift til Politivennen)

Et Drama i Valby.

Valbygaards Villakvarter opskræmmedes i Formiddags ved at erfare, at der i dets fredelige Omgivelser havde fundet et Dobbelt Selvmord Sted. Sagens nærmere Omstændigheder ere følgende! Hos Staldmester paa GI. Carlsberg H. P. Hansen, Valbygaardsvej 30, boede paa 1. sal en enlig Dame, der havde lejet en 2 Værelses Lejlighed af Hr. hansen, og som atter havde udlejet det ene Værelse til en Gartner, der var ansat paa Valbygaard.

I Morges Kl. 5 vækledes Hr. Hansens Hustru ved et Par Skud, og hun kaldte strax paa sin Mand, der øjeblikkelig ilede op i Lejligheden ovenover. Her mødte ham et uhyggeligt Syn. Ved sin Indtræden i Værelset saa han en ung Pige, rimeligvis Gartnerens Kjæreste, ligge fuldt paaklædt paa Sofaen, medens Gartneren laa noget derfra paa Gulvet. Begge vare døde. Øjeblikkelig løb Hr. Hansen efter Læge Durloo og Politibetjent Svendsen. De gave begge strax Møde, men kunde kun konstatere, at Døden var indtraadt.

Gartneren havde sandsynligvis skudt den unge Pige med en Revolver, staaende i nogen Afstand, og herefter rettet denne mod sig selv.

Skuddene havde ramt godt og strax dræbt begge de unge Mennesker.

Motivet synes at være Næringssorg. Gartneren var igaar af sin Principal, Grosserer Petersen, Valbygaard sagt op til Fraflytning i Dag, hvad der vel har trykket ham, og kan have været i ethvert fald medvirkende årsag til dobbeltselvmordet.

Efter hvad vi senere erfarer er den afdøde gartners navn Petersen. Han havde efterladt sig 3 breve, et til den dame han boede hos, og 2 til folk i Valby. Samtlige breve blev taget i forvaring af politiet. Ligene er ført til Valby fattighus.

(Nationaltidende 25. januar 1899. 2. udgave).

Mord og selvmord.

Frygtelig begivenhed i morges.
En ung mand skyder sin kæreste, og bagefter sig selv.
Tvende Dræbte.

Ude i Valby er der tidlig i morges foregået en forfærdelig Begivenhed, idet en ung Mand har dræbt sin unge Kæreste ved et Revolverskud og bageste taget Livet af sig selv

Det forfærdelige Mord og Selvmord er fuldt ud lykkedes, idet de to unge Mennesker var døde og kolde da Læge og Politi tilkaldtes.

Vi skal i det efterfølgende give sammentrængt Skildring af Morgenens sørgelige Drama.

Hovedpersonen er, som sagt, en ung mand

Valdemar Petersen

Han boede paa Valbygårdsvej nr. 24, ikke langt fra Jesus-Kirken. 

Han havde her et lille Værelse i Hus, hvor han boede til Leje hos Staldmester Hansen fra Gamle Carlsberg.

Den unge Mand var Kæreste med en purung Pige, den kun ca. 17-årig Agnes Andresen, Datter af en paa GI. Jernbanevej boende Handelsagent.

Der er ikke Tvivl om, at den unge Mand ikke har næret “alvorlige Hensigter" overfor den unge Pige, med hvem han jævnlig gik ud og morede sig.

Saaledes havde de i Søndags været paa et Bal, hvorfra de først kom hjem langt ud paa morgenen.

Valdemar Petersen var da stærkt beruset.

Hans Principal, Forpagteren Valbygaards Have, Gartner Christiansen, blev gnaven over at se sin Undergivne komme hjem paa den Tid af Dagen, og sagde til ham:

“Jeg vil ikke finde mig i de Slags Narrestreger."

Herover blev Petersen rasende og svarede med nogle mindre behagelige Grovheder.

Christiansen sagde da:

“Ja, saa er De opsagt fra Deres Plads til den første!"

“Jeg kan saamænd gerne gå med det samme," svarede Petersen.

“Naa, ja, det har jeg heller ikke noget imod," var Christiansens svar og herved blev det.

Da Petersen blev ædru, gik det op for ham, at han havde baaret sig galt ad, og han blev i et meget nedtrykt Humør.

Det var forøvrigt i den sidste tid blevet klart at han allerede var ked af sin kæreste. Ofte kom det til stormende Optrin imellem dem, naar hun besøgte ham paa hans Værelse i det lille Hus.

I de sidste Dage havde han ladet sig forlyde med, at han ville rejse til Hamborg da han var blevet led og ked af opholdet herhjemme

I går aftes 

ved nitiden opsøgte Agnes Andresen sin kæreste i hans hjem.

Beboerne i huset mærkede dog ikke til at det gik særligt stormende til mellem de to.

Først ud paa Morgenen kom det uhyggelige drama, der forstyrrede freden i dette lille, idylliske Hjem.

Omtrent kl. 6 vaagnede Familien ved at høre to paa hinanden hurtigt følgende Knald.

Forfærdet sprang de op og ilede op Lejerens værelse.

Det forfærdelige Syn, der mødte dem her, fik dem til at skrige højt af skræk. 

De var en Besvimelse nær og havde i det første Øjeblik helt tabt sans og Samling.

Hvad de saa, var:

Paa Sofaen i Petersens Værelse lå den unge Pige, helt paaklædt udstrakt, øjensynlig død. Hun var ramt af Kuglen i Tindingen, hvorfra en tynd Bloddraabe piblede ned over det blege Ansigt, hvis Mund var aaben og hvis brustne Øjne med et endnu i Døden bevaret Udtryk af rædsel stirrede tomt ud i det dystre lys som Skæret fra de Tililendes lampe kastede derind.

Men, endnu uhyggeligere:

Paa Gulvet laa det unge menneske, vridende sig i de sidste Smerter, rallende og stønnende. Et Skum af hvid fråde stod om hans Læber. Hans ben var krampagtigt trukne sammen, således at knæene stod næsten helt oppe under Hagen. Ved hans Side laa Revolveren, af hvis Løb det dræbende Bly var udgået. Det var let at se, at han var Døden nær. 

Læge og politi.

Da Familiens Medlemmer havde overvundet den første Skrækslagenhed, styrtede de ud i den mørke Nat for at kalde Læge og Politi.

Det varede imidlertid omtrent en times Tid, inden Læge Durloo kom til Stedet, og da var enhver tanke om at redde Livet for de to unge Mennesker udelukket. Der laa to kolde Lig i Værelset. Lægen havde kun at konstatere Døden og Dødsårsagen.

Kort efter ankom Politiet, der hurtigst muligt sørgede for Ligenes Borttagelse. Paa en Vogn kørtes de til byens Fattighus.

Politiet fandt endvidere i værelset 

et brev

hvis Overskrift lød: "Min egen kære moder".

Brevet var fra Selvmorderen, stillet til hans her i Byen boende gamle moder, der er Enke.

I Brevet skildrer Valdemar Petersen sine Ulykker. Han havde opgivet alt Haab om at komme frem i Verden, efter at hans Kæreste havde meddelt ham, at hun var frugtsommelig. Heri maa da den direkte Årsag Selvmordet og Mordet paa den unge Pige søges.

Det fremgår endvidere af Brevet, at de, begge lige fortvivlede over deres forhold, har været enige om at gaa i døden sammen.

Foruden dette Brev laa der Breve både fra ham og hende til deres venner og Slægtninge, og hvori de hver paa sin Vis skildrer de ulykker der har drevet dem i døden. 

Ude i nat.

Det fremgår af de Undersøgelser, vi har anstillet, at Kæresteparret ikke, som man har troet, har tilbragt hele natten i hans Hjem.

Kl. 1 i Nat talte Valdemar Petersen nemlig med en af Medhjælperne i Christiansens Gartneri.

Medhjælperne bemærkede da, at et stykke henne paa Vejen stod Agnes Andresen, men hun holdt sig under hele Samtalen skjult.

Petersen gjorde Indtryk af at være meget nedtrykt, og han talte gentagne gange om, at han vilde rejse til Tyskland. Til Sidst sagde han:

“Ja, nu ses vi ikke mere, Farvel og Lev vel”

Siden er der ingen der har talt med ham. Han er sandsynligvis straks efter gaaet med den unge Pige op paa sit værelse.

Ligsyn.

Endnu i Formiddags, da Redaktionen af "København" sluttedes, var der ikke holdt Ligsyn, men det meddeltes os at det ville finde sted i løbet af eftermiddagen, ligesom der vil blive afholdt forhør over den familie hos hvilken selvmorderen boede.

(København 25. januar 1899.)

(København 26. januar 1899 fulgte op om sagen).

Dobbelt-Selvmord l Valby.

Et Par unge Kærestefolk afliver sig.
Efterladte Breve.

Natten til i Gaar har en ung Gartner Hermann Petersen, der boede hos Staldmester Hansen paa Valbygaardsvej i Valby, dræbt sin Kæreste og sig selv ved et Revolverskud. Den unge Pige, Agnes Andresen, var Datter af en paa Gl. Jærnbanevej i Valby boende Slagtermester.

Hermann Petersen, der er Søn af en i Frederiksberggade boende Enke, havde i Søndags tilligemed sin Forlovede og sine Svigerforældre været til Bal paa "St. Thomas", og dette medførte, at hans Principal, Gartner Petersen paa Valbygaard, straks afskedigede ham, da han mente, Arbejdet ikke blev passet. Hermann Petersen udtalte til sin Familie og sine Venner, at han agtede at rejse til Udlandet, og hans herboende Søster laante ham i den Anledning 10 Kr. Han købte imidlertid i Tirsdags Eftermiddags for disse Penge en Revolver af svær Kaliber, og Selvmordet var altsaa allerede paa dette Tidspunkt besluttet.

Hermann Petersen var Medlem af den socialdemokratiske Forening i Valby samt Bestyrelsesmedlem i den dertil knyttede Sangforening, for hvilken Garver L. P. Pedersen paa Mosedalsvej er Formand. I Tirsdags Aftes havde Sangforeningen Mode i Valby Kro; Hermann Petersen kom til Stede og deltog i Øvelserne, uden at nogen af hans Kammerater og Venner anede, at han rugede paa Selvmordsplaner.

Da Petersen gik, tog han Afsked med Formanden med den Tilføjelse, at han rejste, men den følgende Dag skulde der indtræffe Brev fra ham. Hermann Petersen gik fra Sangforeningen hjem til sine Svigerforældre, hvor han om Aftenen ved 10-11 Tiden hentede sin Forlovede. De to unge Mennesker fulgtes sammen til hans Logi, hvor altsaa Dramaet foregik Kl. 5 i Gaar Morges.

Man er ikke klar over, hvad der har bevæget de unge Mennesker til at søge Døden. Familien mener, at den unge Pige er bleven fortvivlet over, at hendes Kæreste skulde rejse, og at hun har talt om at begaa Selvmord. Hendes mørke og eksalterede Sindsstemning har saa paavirket ham i den Grad, at han har besluttet at følge hende i Døden.

Kl. 5 i Gaar Morges hørte Hermann Petersens Vært et Skud, og efter nogle Minutters Forløb atter et Skud, fulgt af et dumpt Fald. Da Værten gik ind i Petersens Værelse, fandt han ham liggende paa Gulvet og den unge Pige paa Sofaen, begge fuldt paaklædte. De havde begge Skudsaar i Hovedet, hun i den venstre Tinding og han i højre Tinding. Den unge Pige var allerede død, medens Petersen udaandede kort efter. Det formodes, at han først har rettet Vaabenet mod sin Kæreste og dræbt hende, og at han derefter har skudt sig selv.

Paa Bordet laa to Breve, et fra den unge Pige til hendes Forældre, og et fra Hermann Petersen til Sangforeningens Medlemmer. Det sidstnævnte har følgende Indhold:

Til
"Socialdemokratisk Sangkor"
ved Hr. Garver L. P. Petersen,

fra Gartner Herman Petersen.

Kære Partifæller!

Jeg maa forlade Eders Rækker og siger Eder Tak for den tid, vi har arbejdet sammen. Jeg har, som I ved, kun interesseret mig for sangkoret og dettes sociale arbejde og formål, men nu må jeg trække mig tilbage.

Fremad, brødre! Frem til kamp! Vor sang, den giver kraft!
Farvel, I gode kammerater, nu har jeg og min pige det godt!

Den unge piges brev lød således:

Kære Moder?

Tak for alt, hvad Moder har været for mig. Naar jeg skriver disse Linier, saa er jeg lykkelig, thi jeg dør med ham, som jeg har kærest over alt i Verden. Han vilde jo dø, og Moder ved jo nok, at foruden ham kunde jeg ikke leve.

Jeg vil ønske, at Moder med Glæde ser paa os. Nu har vi det jo saa godt. Ej med Sorg maa Øjet skue de to kære Ansigter, thi hellere maa jeg da være død, end at Vanvidets grufulde Spøgelse maa mærke min Pande.

En Ting skal Moder vide: jeg gaar i Døden som en uskyldig ung Pige. Hos Hermann har jeg jo været sikker som hos Moder selv, saa den tanke må moder endelig ikke have.

I min kommodeskuffe ligger en rose - læg den på mit bryst!"

Sammen med Agnes' brev lå en lille skrivelse fra Herman Petersen til hans svigerforældre:

"Kære fader og moder! Ja - det har I været for mig! tilgiv mig og Agnes den sorg vi  nu har gjort eder.

Hjælp till med at skåne min gamle moder, at hun først sent og varsomt får denne sorg at høre. Send først bud til mine brødre i København og i Lyngby.

Farvel og tilgiv os, thi vi vil sammen i graven!"

Vi talte i Aftes med de Afdødes respektive Familier, der selvfølgelig var dybt rystet over det skete, og for hvem hele begivenheden stod som en uløselig gåde. Vor partifælle, garver Petersen udtalte sig i stærke lovord om sin afdøde ven, der trods sin ungdom havde været en trofast støtte i virksomheden for Socialdemokratiet.

Hermann og Agnes får nu deres sidste ønske opfyldt - de kommer til at hvile i en fælles grav på Vestre Kirkegård.

Social-Demokraten 26. januar 1899.

Aftenbladet den 26. januar 1899 bragte et resume over de ovennævnte oplysninger, samt denne tegning. Avisen fortalte at han efter mødet i sangforeningen havde været på besøg hos bager Hansen hvis ene datter han gennem et stykke tid havde "haft et godt øje til ... Men hun ville ikke vide af ham."

De Forlovedes Begravelse.

Pastor Ussing forbyder Fane og Sang.
Præsten hilstes med Hurraraab.

Begravelsen i Gaar paa Vestre Kirkegaard, hvor Ligene af Gartner Herman Petersen og hans Forlovede, Frøken Agnes Andresen, jordfæstedes, formede sig til en Begivenhed, der ret karakteriserer Præsteregimentets Magt.

Som omtalt havde Herman Petersens Venner ønsket at synge et Farvel i Kapellet samt at lade den socialdemokratiske Fane vaje ved de to Baarer - men Præsten Ussing fra Jesuskirken i Valby nægtede rent ud sin Tilladelse hertil. Det er den samme Øl-kirkepræst, som forbød Musik (men ikke Øl) paa Frederiksberg Pinse-Morgen. Præsten Glahn ved Frederiksberg Kirke, der havde konfirmeret den unge Pige, nægtede paa Forespørgsel at tale ved hendes Baare, og de Efterladte var da henvist til Hr. Ussing, der er bekendt for sin Fanatisme og bl. a. har faaet sit Navn i Folkemunde ved den populære Sang i "Sommerrevuen om Pinse-Solen.

Hr. Ussing svarede Familien, at han ikke kunde tillade firstemmig Sang ved denne Lejlighed!!!. Hvad Fanen angik, saa kunde han ganske vist ikke forbyde, at den ledsagede Kisterne, men i saa Fald vilde han ikke tale.

Den afdøde Herman Petersens Broder gjorde opmærksom paa, at Fanerne var floromvundne.

"Det nytter intet", svarede Hr. Ussing. Og han tilføjede: "Jeg skriver for Tiden en Bog om Selvmordere og om Ceremonierne ved deres Begravelse. Denne Bog udkommer om kort Tid, og jeg vilde komme i Modstrid med de Meninger, som jeg fremsætter i Bogen saafremt jeg føjede Dem i Deres Ønsker."

Efter denne Indledning var der Grund til at vente, at Præsten vilde give Anledning til yderligere Forargelse ved selve Begravelsen.

I Kapellet.

Kl. 12 i Gaar Middags var en talrig Skare samlet paa Kirkegaarden, og det lille Kapel blev hurtig fyldt til sidste Plads. Det socialdemokratiske Sangkor fra Valby var mødt med floromvunden Fane, men trods indstændig Anmodning i sidste Øjeblik nægtede Ussing den Adgang til Kapellet.

De to lyse Kister var stillet Side om Side og dækkedes med et overvældende Flor af duftende Kranse og Blomster - den sidste Hilsen fra de Afdødes store Familie og Vennekreds. Blandt Kransene bemærkedes flere med store røde Sløjfer, der var sendt fra de socialdemokratiske Foreninger.

Efter en Ventetid paa en Snes Minuter arriverede Hr. Ussing, bleg og mager, af et asketisk Udseende og med kolde, haarde Øjne; hele Mandens Optræden viser, at han staar uforstaaende og udeltagende overfor de almindeligste menneskelige Følelser. Han har kun et Maal: hensynsløst at pege paa Svovlpølen som det endelige Opholdssted, og man maa lade ham, at han i fuldt Maal benyttede sin Talefrihed, selv om to stakkels Moderhjærter krymper sig derunder.

Hr. Ussing sagde bl. a. følgende :

Vi samles her i en saare alvorlig Anledning. Mørket har overfaldet de to unge Mennesker, ved hvis Baare vi staar. De havde heldigvis ikke gjort sig skyldig i noget, der i Menneskenes Øjne anses for ondt. Aarsagen til deres Død var uforklarlig, og Sorgen bliver da faa meget større for de Efterlevende . . .

Indtil dette Punkt var Hr. Ussings Tale ret moderat. Men havde Præsten klappet med den ene Haand, saa slog han nu til med den anden. Han fortsatte omtrent saaledes :

Men det kan ikke forties, at disse unge Mennesker har overgivet sig til Mørket, de har gjort sig skyldig i en af de store Synder, baade overfor Gud og Mennesker. Der er onde Aander oppe i Tiden, som stiller sig undskyldende overfor Selvmordere og siger, at vi ikke bør dømme disse Stakler. Men Guds Ord skal have Lov til at stemple saadanne Ord som Løgn. Man siger om Selvmord, at det er "at dø i Skønhed". Man kan kun tale om at dø i Skønhed, naar man ser Døden fremstillet paa et Teater eller beskrevet i en Roman, men ikke, naar man staar med Virkeligheden for Lynene. De, der hin Morgen kom ind i Stuen paa Valbygaardsvej og saae de to Lig, kunde ikke paastaa, at det var en Død i Skønhed . . .

Præstens Tale afbrydes her af en stærk Hulken, en krampagtig undertrykt Graad - det er den afdøde Herman Petersens gamle, svagelige Moder, der segnefærdig maa klynge sig til en af sine Slægtninge.

Forsamlingen er stærkt indigneret over Præstens Udtalelser og udtaler sig herom saa højlydt, at det overdøver Talen. Da der atter bliver Ro, fortsætter Hr. Ussing - han er øjensynlig fuldt opsat paa at repetere et Kapitel af sin Selvmorderbog:

Det er pjaltede Mennesker, som ikke ved, hvad Mod er. Der skal mere Mod til at leve end til at dø. Lad os ikke prise det, som ikke er Pris værd. Man har sagt, at det her dog var Kærlighed, som havde ført dem i Døden, og Kærlighedens Kaabe skjuler Syndernes Mangfoldighed. Men det var ikke Kærlighed, men Egenkærlighed, ikke alene at tage sit eget Liv, men ogsaa en andens Liv. Vi ved ikke, hvem af dem der først tog Beslutning om at dø. Men der er ingen Undskyldning for den, der fortvivler og erklærer, at han ikke længer kan leve. Dette siger jeg dog ikke for at dømme disse to Mennesker - dem skal Gud dømme. Sker der en saadan Ulykke, da skal vi efterlevende dømme os selv og det Samfund, der priser en saadan Død, et Samfund, der optager Menneskenes Sind med mange Spørgsmaal, men glemmer Gud ....

Der er ogsaa dem, der har sagt om disse To, at nu har de jo Fred. Ingen Kristen har Lov til at sige dette. Ingen ved, om disse Døde har det godt. Husk vel paa, at Herren siger: Den, der ikke troer, gaar hen til et evigt Mørke, hvor der er Graad og Tænders Gnidsel, til et Sted, hvor der er forfærdeligt!

. . .

Atter lyder der Skrig og Graad fra Kvinderne; Situationen bliver et Øjeblik helt uhyggelig; Forsamlingen føler Medlidenhed med den stakkels Familie, mod hvem Præsten har vendt sig og slynger sine sidste truende Ord. Nu er det heldigvis Slut, og man trækker atter lettet Vejret, som befriet fra et uhyggeligt Mareridt. Men det er uforstaaeligt, at Folk i det hele taget anmoder Præsterne om at tale over de Døde.

*

Kisterne bæres ud af Kapellet; den floromvundne Fane føres nu frem og bæres i Spidsen for Toget. Saasnart Hr. Ussing, der bærer lavpullet, bredskygget Kvækerhat, faar Øje paa Fanen, raaber han: Væk med den! Væk med den! Sogneraadsmedlem Therkelsen parlamenterer med Præsten, mens Toget et Øjeblik standser. Det ender med, at Præsten giver sit Samtykke paa den Betingelse, at Fanen bæres sammenrullet!

Ved Graven.

Fællesgraven er gravet helt ude paa det lave, flade Terræn tæt ved Frederiksholms Teglværker, hvor der endnu fuldstændig mangler Beplantning. Fra Gravtuen ses et vidtstrakt Panorama: paa den ene Side Kalveboderne med Amagers Kyst, og langt ude i Horisonten Køgebugt, og paa den anden Side Valby med de lave, landlige Huse, hvor de unge Mennesker boede, og hvor Selvmords-Dramaet foregik.

Efter at Kisterne er sænket i Graven, - Hermans nederst og Agnes' øverst, - og Præsten har udført Jordpaakastelsen, træder Fanebæreren til og svinger det røde Banner tre Gange over Graven. Nu, da Præsten fuldført sin Funktion og er parat til at stige til Vogns, træder Sogneraadsmedlen Therkelsen hen til ham for at saa en Forklaring om, af hvad Grund han stillede sig saa afvisende overfor Fanen. Det store Følge lytter opmærksomt til, men føler sig ikke tilfredsstillet ved Hr. Ussings Argumenter.

Indignationen vokser, og da Præsten tilsidst afbryder Samtalen og kører bort, stormer Folk sammen om hans Vogn og - raaber et demonstrativt Hurra! Tre lange, taktfaste Hurraraab tordner hen over Kirkegaarden og afbryder Gravstilheden, mens Ussings Vogn ruller bort.

Et lignende Optrin er næppe nogensinde tidligere forefaldet i de Dødes Have. Vinder Hr. Ussing mange saadanne Sejre, er det snart ude med ham og Præstevældet.

Men det var jo en god Reklame for hans forventede Værk om Selvmorderne.

(Social-Demokraten 1. februar 1899).

Dramaet.

De Dræbtes Begravelse i Gaar.

Pastor Henry Ussing
Talen
En Kamp om Fanen!
Skandaløse Optrin paa Kirkegaarden

Den Forventning, vi Gaar udtalte om, at man vilde sørge for, at Begravelsen af det unge Kærestepar fra Valby, Herman Petersen og Agnes Andresen, ikke gav Anledning til offenlig Forargelse, har desværre ikke bekræftet stg.

Tværtimod blev Begravelsen Anledning til forargelige og skandaløse Optrin.

I det Efterfølgende vil vi give et tro Referat af denne den uhyggeligste Begravelse, det nogensinde er falden i vor Lod at overvære

Foran Kapellet

paa Vestre Kirkegaard havde der ved Tolvtiden samlet sig en stor Del Mennesker, som afventede Præstens Ankomst.

Foran Indgangen stod Medlemmer af den socialdemokratiske Sangforening med deres røde Silkefaner.

Da Hr. Ussing i sin Landauer kørte op foran Porten - en Snes Minuter over den fastsatte Tid - blev han straks adspurgt af et Bestyrelsesmedlem.

- Maa vi tage Fanen med ind i Kirken?

- Nej!

- Hvorfor? Er det, fordi vi er Socialdemokrater?

- Nej. Jeg er selv Socialdemokrat, det gør Intet. Men, de, der skal begraves, er Selvmordere - dem maa der ikke gøres Stads af! De skal begraves i Stilhed. 

Efter delte Ordskifte gik Præsten ind i Kapellet.

Omkring Kisterne

Det lille Kapel er overfyldt til stuvende Trængsel. Luften er kvælende tung at indaande. Foran de to Egetræskister, der er dækkede med smukke Kranse, sidder de Afdødes Familier, alle klædt i dybeste Sorg. Det øvrige Publikum staar op, saa tæt, at der er ikke Plads til at røre sig en Tomme.

Efter at Præsten er traadt ind, bliver der afsunget en lang Salme. Der er ingen Musik, ligesom der heller ikke er Lys i Kapellet. Kun Faa synger.

Saa træder Præsten frem, beder en kort Bøn og oplæser det Skriftsted, han vil tale over:

"Lyser er endnu en liden Stund hos Eder - vandrer derfor varligen, mens I have Lyset, at Mørket ej skal falde over Eder

Efter at have oplæst dette Skriftsprog, begynder Præsten paa 

Talen,

af hvilken vi paa Stedet nedskrev et omtrent ordlydende Referat, som vi her gengiver med enkelte uvæsenlige Forkortelser.

Han begynder saaledes :

- Lyset er dette Livs Lys. Lad os huske, at Livet er kun en liden Stund. Men, vi ved ikke, hvor længe. Ingen af os har Brev paa, hvor gamle vi skal blive. Derfor gælder det om at bruge den Tid, vi har, og at vandre frem ad den Vej, der fører til Lyset.

Der skinner Lys i denne Verden, men det er omgivet af Mørke.

En alvorlig Anledning

Han sænker nu sin Stemme til en Hvisken, idet han fortsætter:

Det er en alvorlig Anledning, der har kaldt os sammen her.

Mørket har overfaldet to unge Mennesker, og vi er bevægede til den dybeste Medlidenhed med deres Skæbne.

Det var unge, raske Mennesker med Udsigt til et langt og lyst Liv. Men saa faldt Mørket over deres Sind, og de begik denne foriærdelige Gerning.

Enhver, der har lidt Følelse i Hjærtet, maa have Medlidenhed med dem. Vore Hiærter maa bæve af Medlidenhed. Sært vilde det være, dersom vi ikke følte med i den dybe Sorg, der hersker i Hjemmene, som disse To har efterladt sig.

I Stilhed vil vi da følge dem til deres sidste Hvilested.

Familjens Sorg.

Præsten vender sig nu direkte til Familjen, og udtaler med blid Stemme:

- I siger, at det var unge, livfulde, ja, flinke og brave Mennesker. Det er en Trøst, at I kan tale svaaledes om dem, en stor Trøst, at de ikke har forladt Verden, fordi de har gjort noget Ondt i menneskelig Forstand. Men ...

I skal høre Guds Ord!

Her hæver Præsten sin Røst, idel han ligesom retter sig op og næsten raaber. Med en prælatmæssig Myndighed i Tonen fortsætter han:

..... Men, det gør paa den anden Side ogsaa Sorgen ubegribeligere og større. Naar vi nu staar her med mørke Hjærter, saa kan vi ikke glemme, at Guds Ord har noget at sige. Guds Ord maa holdes i Ære! Og det kan da ikke skjules, naar I nu har ønsket Guds Ord talt her - (henvendt til Familjen): "Og det var var jo Eders Ønske?- - saa kan det ikke forties at de, der selv overgiver sig til Mørkets Magt, begaar en stor og forfærdelig Synd.

Et Barn græder.

Paa dette Tidspunkt begynder et Spædebarn at skrige himmelhøjt ude i Forhallen. En Hund gøer, der tysses og støjes, saa det er næsten umuligt at følge Præsten. Han fortsætter:

- Dette skal ikke siges for at dømme de Døde, men for at retlede de Levende.

Del er en Synd, den Merstørste Synd mod Gud at begaa Selvmord, og det er den største Synd mod Menneskene.

Og dette skal siges saa meget des stærkere i vore Dage, fordi det er onde Aander oppe i Tiden, som priser denne Synd. De nøjes ikke med med at undskylde den, men de oplyser den forfærdelige Synd som den skønne og sande Død. Men med Guds Ord vil vi stemple stige Røster som Løgnen? Tale. Nej, det er og bliver en Synd !

Man har talt store og berømte Ord om at dø Skønhed.

Del et en forvirret Hjærnes tale.

Dette er dog ikke at dø i Skønhed - hvem tør sige Sligt ?

Det kan være skønt at se det paa Teatre, eller at læse det i Romanerne, men saaledes er det ikke i det virkelige Liv.

Et stygt Syn!

Pludselig hæver Præsten sin Røst paany, idet han taler ud over Forsamlingen med gennemtrængende og hævet Røst:

Hvad tror I, de Mænd mener, som hin Morgen trængte ind i Værelset paa Valbygaard, hvor disse Mennesker laa døde? De siger sikkert ikke, at det var skjønt, hvad de der saae?

Demonstrationer

Fra Forsamlingens Baggrund lyder der i dette Øjeblik harmfulde Udbrud. "Fy! Fy!" raaber Nogle "Lad os gaa," siger andre. "Vi vil ikke høre mere!" En Del oprørte Mennesker trænger op mod Kapeldøren for at slippe ud. Under den stærke Uro, der opstaar, hører man fortvivlet Hulken og klagende Udbrud fra de Kvinder, der omgiver Kisterne. Herman Petersens Moder græder højt og fortvivlet.

Præsten har forsøgt at fortsætte, han priser den Død, der er efter Salmens Ord "Lær mig o Skov at visne glad," i Modsætning til den stygge Død, der fremkaldes af Lidenskabernes vilde Storm, der river Løvet af Træerne og knækker de tykkeste Skovstammer.

Tilsidst maa han dog holde op. Han ser med lynende Øjne og rynkede Bryn ud over Forsamlingen, i hvilken Uroen er stor. Hans Tavshed og hans af en mægtig Fanatisme lynende Blikke frembringer den Ro, som hans Tale har afbrudt. Efter et Minuts Ophold forsætter han sin Tale.

Var de modige ?

Præsten fortsætter:

- Mange siger at der skal Mod til at give slip paa Livet. Ja, der gives et saa stort Pjatteri hos Folk at de ikke en Gang har Mod til at begaa Selvmord.

Men, lad os tale alvorligt og tilstaa, at der skal mere Mod til at leve Livet end til at dø.

Jeg kalder det ikke modigt, at man render fra det Hele!

Nej, lad os ikke prise Sligt!

Var det Kærlighed?

Saa siger man :

Men, det er Kærlighed!

Ja, Kærlighed er een stor og skøn Følelse. Men her er det ikke den store, skønne Kærlighed, som det saa gerne vil give sig ud for at være. Hvis det var saa, da kunde man bøje sig derfor. Men det er slet ikke Kærlighed - det er kun Egenkærlighed!

Saa forfærdeligt det end er at sige det: Det er lige det modsatte af Kærlighed, at tage en Andens Liv med sig i Graven.

Mellem de to maa Gud dømme, men vi skal have Lov at sige:

Nej, det er ikke Kærlighed!

Samvittigheden!

Der et to Lys : Lyset i Guds skrevne Ord og Lyset i os selv Naar Guds Lys overskygges af Vantroens Sorger, har vi Lyset i vor egen Sjæl, den menneskelige Samvittighed.

Den største Ulykke for et Menneske er at give slip paa sin Samvittighed, saa han glemmer at spørge: Hvad er Ret?

Giver vi efter for øjeblikkelige Stemninger, det kun er halv Sandhed, saa er det en skrækkelig Ulykke. At gøre, hvad der er Uret, gøre, hvad man kun i øjeblikket har mest ulyst til, det er en forfærdelig Utroskab imod Samvittigheden, men en endnu større Synd mod Guds Ord deroppe!

Er man tilmed født i et kristent Land og døbt i Jesu Kirke, saa er det en frygtelig Utaknemlighedens og Vantroens Synd.

Der er ingen Undskyldning for den, der døer i Fortvivlelsens Mørke, naar han har Lyset over sig!

Kan Du ikke andel i Din Ulykke, saa kan Du kaste Tig paa dine Knæ og bede til Gud!

Synd ! Synd !

Præsten vender sig nu mere direkte til hele Forsamlingen, idet han udtaler :

- Saa skal det del da være sagt, at disse Mennesker har sluppet Lyset for at kaste sig ud i Mørket. Det er en grusom Synd! Gid Eders hjærter i denne Stund maatte føle en saadan Frygt og Bæven, at I aldrig vil kunne gøre en saadan Gærning!

Samfund og Kirke!

- Dog - disse to Mennesker bærer ikke hele Skylden for det forfærdelige.

Lad os tilstaa: Samfundet, hvor saadanne onde Selvmordsgjærninger prises i høje Toner, har ogsaa sin Del af Skylden.

Og den Kirke, som har døbt og opdraget dem, bærer ogsaa Skyld, fordi den ikke har mægtet at vække dets Samvittigheder.

Lad kun kirken slaa sig for Brystet hver Gang der sker saadanne Gærninger!

Et Glimt af Haab?

Præsten siger derefter Noget, der vækker Opmærksomhed. Han antyder, at deres Forstand kan have været omtaaget i Gerningsøjeblikket. Derfor maa man ikke dømme dem. Endvidere:

- Ingen ved, hvad der er sket i deres Hjerter i det Øjeblik, de endnu levede, efter at de havde skudt sig! Jesu Kærlighed er umaadelig. Endnu i den sidste Stund kan han gøre et Under med Mennesket, der døer i en Synd!

Præsten forlader imidlertid hurtigt disse mildere, men meget dunkle Antydninger, og nu anslaar han meget kraftige Toner :

- Nogle trøster sig, idet de siger:

"Ja, det var sørgeligt som det gik. Men nu har de Fred, nu er de lykkelige."

Det kan en Kristen ikke sige - det maa han ikke sige.

Vi ved ikke om de er lykkelige. Men vi véd af Guds Ord, at de, der slipper deres Faders Haand, gaar ind i det yderste Mørke, hvor der er evig Graad og Tænders Gnidsel! Hvo, der tror, bliver salig, men hvo, der ikke troer, er fordømt til det evige Mørke

Endelig er Præsten færdig.

Hans sidste Ord er en Bøn om, at de, der har staaet de Afdøde nær, maa finde Trøst i deres dybe Sorg. 

Grennem Præstens Ord lyder uafbrudt fortvivlet Graad og Hulken fra de Kvinder, der sidder nærmest Kisten.

Til Graven!

Kapellets Døre smækkes atter op, og Folk presser sig ud paa Kirkegaardspladsen.

Midt i Skaren kommer de to Kister, baarne af kraftige Mænds Arme, ud af Kapellet.

Sangforeningens Fane er løftet højt foran Toget og smælder i den stærke Blæst paa sin høje Stang.

Pastor Ussing er kommen efter Kisterne. Da han ser Fanen, kalder han ad en Kirkebetjent.

- Sig til dem, at de skal tage den Fane væk !

Betjenten styrter i fuld Firspring ud paa Pladsen, hvor han raaber til de Forreste :

- Væk med Fanen!

Der bliver Uro, og Toget standser.

Paany forsøger Folk fra Sangforeningen at paavirke Pastor Ussing :

- Nej, siger han, hvis Fanen ikke kommer bort, gaar jeg ikke med til Graven!

Saa bæres Fanen til Side, og Toget sætter sig atter i Bevægelse.

Dog, rundt om fra lyder der dæmpede Raad til Fanebæreren :

"Fanen frem!"

Og tilsidst gaar han virkelig frem med Fanen igen og gaar foran Toget. 

Kun løfter han ikke Fanen i Vejret, men sænker den ned mod Jorden.

Jordpaakastelsen

Begravelsespladsen er langt borte, i Kirkegaardens yderste Ende. Man ser Frederiksholms Teglværk tæt foran sig, Kallebodstrands blaa Vandflade sænker sig nær derunder. Man vader

i et frygteligt Søle.

Graven er dyb. De to Kister skal staa ovenpaa hinanden Først sættes Herman Petersens Lig i Jorden, hvorpaa Præsten forretter Jordpaakastelsen, og læser "Fadervor". Derefter drages Agnes Andresens Kiste ned i det sorte Dyb.

Da Præsten ogsaa har kastet Jord paa den unge Kvindes Kiste, tager han Afsked med Familien.

Medens dette foregaar, trænger Fanebæreren sig op til Graven og sænker Fanen tre Gange ned over den - den sædvanlige sidste Hilsen.

Præsten gør intet Forsøg paa at hindre denne Demonstration. Men idet han træder bort fra Graven, hilser han paa et af Valby Sogneraads Medlemmer, Hr. Therkilsen.

En Diskussion.

Og med denne Mand indlader Præsten sig nu i en længere Diskussion, den frembyder et mærkeligt Billede.

Omkring de to Mænd, der hæftigt disputerer om Præstens Kompetence til at forbyde Fanernes Udfoldelse, danner der sig en stor Gruppe Mennesker, der ivrigt trænger og skubber omkring dem.

Latter og spottende Bemærkninger lyder lil Præsten, der siger:

- Her er jeg Herre. Der bliver intet juridisk Spørgsmaal ud af den Ting! 

Tilsidst bliver det dog øjensynligt Præsten for hedt. Hurtigt byder han Therkilsen Farvel og skrider ud gennem Menneskemængden.

Han faar da

Et sidste Farvel!

Det kommer her til et Optrin, der heldigvis er uhørt paa Kirkegaarden, hvis Fred dog altid respekteres.

Ude paa Vejen holder Præstens Landauer, hvis Kusk knalder lystigt med Pisken.

Idet Præsten nu fejer sin Kjole sammen omkring sig for at stige op i Vognen, lyder der ude fra Flokken et spottende Raab :

- Skal vi ikke give Præsten et Hurra !

Just da smækker Præsten Vogndøren i efter sig - og i samme Ojeblik genlyder Luften af høje Skrig :

- Hurrah-h! - Hurrah-h!

Piben og Hyssen og larmende Tilraab forfølger Præstens Vogn, der i flyvende Karriere bag de skræmte Heste piler op ad Kirkegaardsvejen.

Saasnart Øjeblikket er forbi, bliver der en kort, uhyggelig Tavshed blandt de Tilstedeværende. De ser paa hverandre, som om de ikke ret vil tro, hvad de i dette øjeblik har oplevet: at Kirkegaardens Fred brutalt er bleven forstyrret af ubesindige Mennesker, der er komne i en ophidset og irriteret Sindsstemning overfor en Præsts Optræden.

Saa afløses Tavsheden af livlig bevæget Samtale om det forefaldne, mens Flokken langsomt spreder sig mellem Gravene og i en sagte drivende Strøm rækker over mod Udgangene.

Dramaet i Valby har faaet sin dramatiske og triste Afslutning.

Pax

(København 1. februar 1899).

I efteråret 1911 udsendte kultusministeriet et cirkulære til landet biskopper om at ministeriet ikke anså det for stemmende med hverken udviklingen og kirkens tarv at præster modsatte sig faner i kirken, fx våbenbrødrene, fagforeninger eller andre faner ved begravelser. Det samme gjaldt for brug af udsmykning og anden musik end orgelspil. Biskopperne blev pålagt at indskærpe præsterne dette, så man blev forskånet for forargelige optrin ved begravelser hvor præster farer frem mod en socialdemokratisk fane eller en beværterfane.

Buste af Henry Ussing (1855-1943). Jesuskirkens første præst 1891-1915. Af Ludvig Brandstrup (1915). Busten befinder sig allerbagest i kælderen under Jesuskirken i museumssamlingen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Strindberg i Danmark af Axel Lundegård. (Efterskrift til Politivennen)

“Strindberg er kommen”, skrev Victoria Benedictsson i sin notebog den 7de november 1887. Den 14de skrev hun, at hun havde set "Faderen", den 22de at  hun skulde have spist til middag med Strindberg og mig, men var bleven forhindret, og den 29de står der, at jeg havde besøgt hende og fortalt hende, "at Strindberg syntes meget godt om Fru Marianne".

Han havde lånt bogen af mig og “den behagede ham” (således plejede han at sige). Den unge dame, som omvender sig og bliver manden underdanig, vakte behagelige følelser hos ham. Det eneste, som foruroligede ham, var tanken om, at ‘Ernst Ahlgren’, der skrev så fornuftigt, var en kvinde.

Da de mødtes var han genert og nysgerrig. Han vidste ikke, hvordan han skulde være overfor hende. Naturligvis måtte der “være noget” bagved det kammeratskab mellem hende og mig. Selve udtrykket ‘kammerater’ havde i hans øren en foragtelig klang (derfor omdøbte han ogs ‘Griller’ til ‘Kammerater’ efter at han havde gjort sig fri). Venskab mellem mand og kvinde var for ham et unaturligt begreb. Det måtte hvile på løgn og forstillelse. Han troede at vi vilde tage ham og alle andre ved næsen.

Han bad, om han måtte låne romanen ‘Penge’. På titelbladet stod der en tilegnelse, hvor det forkætrede ord gik igen. Og under læsningen af bogen har han sikkert fået alle sine værste mistanker bekræftet. Da jeg fik bogen tilbage, var den forsynet med talrige randbemærkninger. Navnlig i slutningskapitlet, opgørelsen mellem Selma og hendes mand. Det havde åbenbart i den grad forarget Strindberg, at han måtte give udtryk for sin medfølelse med den forfordelte. Dér, hvor det om manden siges, at han, i stedet for at høre efter de alvorsord, som hans hustru henvendte til ham, sidder i tanker “optaget af at pille en hummer”, klapper Strindberg ham forstående på skulderen og skriver udenfor “Bravo!”

Og da manden løfter sit ølglas, føler Strindberg sig i den grad i et med ham, at han i overensstemmelse med sin egen smag retter ordet øl til ‘porter’. Han følger også med henrykkelse ordstriden mellem ægteparret, for det meste lidt vel meget i ægtemandens egen ånd. Således f.eks. da Strindberg til Selmas udtalelse om, at loven burde forandres (hun hævder at ingen kvinde burde have lov til at gifte sig, før hun er blevet myndig) føjer den formodentlig spøgefuldt mente bemærkning “burde ligeledes gælde for drenge, som ønsker at gifte sig i 12 års alderen”. Lige så lidt som ægtemanden vil Strindberg indrømme, at kvinden behøver noget at leve på, udover hvad hendes ægteskab bringer hende. Ægtemanden siger: “Livsindhold! Sludder! Hvor mange kvinder lever ikke, til de bliver 60, uden derfor at få noget livsindhold. Lad dem gifte sig, så kommer livsindholdet nok…” Strindberg stregede ordene under og skriver: “Godt sagt! Udmærket! Bravo!”

Ægtemanden ryger i tavshed sin cigar og gider ikke svare på Selmas efter hans mening urimelige tale om, at den samme moral burde være gældende for kvinder som for mænd. Men Strindberg svarer: “Nej, ikke den samme. 1) fordi manden ikke kan få børn, 2) fordi det er ham, der betaler gildet.” Og mod Selmas udtalelse “Det kan aldrig være en pligt at underkaste sig ømhedsbeviser, mod hvilke hele ens væsen oprøres”, protesterer Strindberg med et understreget “Jo!” Han tager stærkt til genmæle overfor Selmas kætterske meninger. “Vrøvl” er et af hans mildeste udtryk. Da hun gentager sin påstand, at kvinder ikke burde gifte sig, før de var myndige, indvender han: “ved man da så fandens meget bare fordi man bliver 21. Nej, man ved ikke noget, før man bliver gift! Så kommer erfaringerne!” Og han trækker på skuldrene af hendes udtalelse om et indhold i ægteskabet. Indhold? “Was ist das?”

Alligevel var han i udmærket humør, da han lånte ‘Penge’ og skrev sine randbemærkninger. Han frydede sig ved tanken om, at kvinderne har en halehvirvel mere end manden. Det betyder, at de stod dyrene nærmere! Deraf drog han igen den slutning, at de ikke var modne for frihed og selvbestemmelsesret. Hvis han kunde have skabt dem om, vilde han sikkert have udstyret dem med et par halehvirvler til.

Han hævder, at kvindens kamp for menneskelige rettigheder vilde medføre en indskrænkning af mandens rettigheder. Derved vilde for fremtiden millioner af mænd være dømte til den samme kval, som havde ødelagt hans eget liv. Det var dette, han drog i leding for, når han slyngede sine kraftsentenser mod en kvinde, hvis liv var blevet ødelagt af de misforhold, som han forsvarede.

Således stod den datidige nordiske litteraturs stærkest og dybest følende personligheder overfor hinanden uden gensidig forståelse af de lidelser, der hjemsøgte dem.

VIctoria Benedictsson var midt i den krise, som førte til selvmordsforsøget natten mellem den 8de og 9de januar. Tilfældet vilde, at Strindberg var kommet til byen og boede på Leopolds Hotel.

I det samme værelse mod gården, hvor Strindberg nogle uger før havde skrevet sit afskedsbrev til mig, lå nu Victoria Benedictsson og stredes med døden.

Jeg vidste det. Jeg gik den nat op og ned ad gulvet i mit værelse, som lå lige overfor på den anden side af korridoren. Jeg led under den spænding, jeg var i, jeg længtes efter at dele den med en anden. Strindberg kunde jeg sende bud efter! Det var en fristelse, som jeg med sammenbidte tænder værgede mig imod.

Det bankede. Døren gik op. Udenfor stod Victoria Benedictsson i hvid natdragt og så bleg, at ansigtet lyste i skumringen.

Stønnende under sit hjertes uro sagde hun, at hun havde taget gift. (Det var morfin.) Hendes beslutning at dø stod fast, men hun følte en uovervindelig angst og bad, om jeg vilde våge hos hende.

Jeg gik med hende ind i hendes værelse, og hun gik igen til sengs. Jeg husker ikke mere, hvordan tiden gik. Sige noget kunde vel ingen af os. Men jeg kan huske, at mine tanker blandt andet kredsede om det kommende politiforhør. Det straffes med fængsel, hvis man ikke prøver at forhindre et selvmord. I de uger, der var gået forud, havde jeg gjort alt, hvad der stod i min magt for at frelse Victoria Benedictsson. Men at gøre vold på hende var uforeneligt med min retsopfattelse. Efter loven var netop dette min pligt. Men det vilde være at svigte en tillid, som, hvor tung den end var at bære, dog måtte bevares ubrudt, fordi hun havde betroet sig til mig, fordi hun stolede så ubetinget på mig. Her kom samvittigheden i åbenlys konflikt med loven. Der var for mig intet andet at gøre end handle imod loven og tage min straf.

Pludselig mærkede jeg, at der kom en stærk uro over den livstrætte, som jeg troede allerede var døende. Jeg forstod ikke straks, at hun følte, hvad jeg sad og tænkte på. Hun rejste sig op i sengen og bad mig gå. Da jeg afslog det, blev hun ude af sig selv af angst for, at jeg ikke vilde gøre, som hun bad. Jeg hørte hende låse døren efter mig. 

Jeg famlede mig frem i korridoren til Strindbergs dør. Da jeg trådte ind, fo’r han op af søvnen og stirrede vildt på mig. Jeg sagde til ham, at jeg ikke kunde være alene, og hvorfor. Jeg betroede ham mere, end jeg havde ret til, af Victoria Benedictssons lidelseshistorie.

Han hørte på mig med et udtryk, som altid vil stå brændt ind i min erindring, et grumt og ubønhørligt udtryk uden mindste spor af menneskelig medfølelse. Som hos en menneskeæder.

Imens udførte naturen det redningsarbejde, som havde været lægens opgave, hvis han var bleven tilkaldt. Om morgen fortalte pigen, at fru Benedictsson havde været meget syg om natten, og at hr. Strindberg var gået tidlig ud. Få timer efter fik jeg at vide, at han havde forrådt den tillid, jeg havde vist ham.

Jeg sagde til mig selv, at han var utilregnelig netop på dette område, hvor jeg af svaghed havde skænket ham fortrolighed, og jeg fortalte senere alt til Victoria Benedictsson. Hun dømte ingen. Hun frikendte mit hjerte og min forstand; men mine nerver glemte hun aldrig.

Ved middagstid tog Strindberg igen ud til Klampenborg og skrev til mig, som om der ingenting var hændet, at han havde været så heldig at låne 500 kr. hos August Lindberg.

“Axel Lundegård” 

Lindberg kom ind hos Nimb med 500 kr. Han var vred på mig. Jeg tog ud hertil og åndede lettere, da jeg så skoven.

Oh! Og vandet!

Der er åbenbart et gran af sundhed i mit had til kulturen! Storstaden er jo et rudiment af barbariske tider, med de trange gader, byggede til brug under et forsvar, som nu er unødvendigt, fordi vi har et godt politi m.m.

Hvordan har fru Benedictsson det?

Hvad bestiller hun og hvilke planer har hun?

Nu får du fred for mine litanier og analyser.

Lev vel og lad mig høre noget om operationerne med Margit (og fru B-n).

DIn hengivne
August Strindberg
Klampenborg 9de januar 88.

(“Margit” - det var “hr. Bengts hustru” som i dansk oversættelse var indleveret til Det kgl. Teater).

To dage efter var han i endnu bedre humør. Han skrev:

“Sommerluft, Øresundsblåt, vand og måger som parres. VInduet står åbent, hønsene er sluppet ud, kogt oksebryst med peberrodssauce - livet er skønt!

Men ingen “politik” i dag eller i går! Kære, send mig den i korsbånd og klip ud af de andre blade, hvis du ser noget, som jeg kan have nytte af!

Hvordan går det med fru B? Hun burde bo herude hos en eller anden familie - en anden end den, jeg bor hos, for når man er ene, kan man aldrig være så ensom som midt i hoben.

Og fru M(argit)?

Stephensen motiverede sin standsning af tournéen med ‘Faderen’ med, at jeg har “lagt hindringer i vejen” ved at sælge til Lindberg.

“Lagt hindringer i vejen”? ”Sælge”? Har jeg solgt? Hvor er så pengene?

Farvel og lad mig høre noget om fru B, hvis ‘Penge’ jeg har læst med øjnene spærret op af nysgerrighed.

Din
Aug. S-g.
Klampenborg, 11de januar 1888.

(Oddgeir Stephensen havde på Casino spillet ‘Faderen’ og planlagde en tourné med stykket).

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. juli 1920).

Skudt sig paa sin Kones Grav. (Efterskrift til Politivennen)

Et Selvmord paa Vestre Kirkegaard

Han vilde følge sin Hustru i Døden

Ganske tidligt i morges fandt man et lig liggende ved en af gravene på Vestre Kirkegård. Nattevagt Oskar Larsen fra Sofievej 5, fandt ham, da han gik sin runde. Inde på en grav lå den døde med hovedet hvilende mod en lille gravsten hvorpå der stod "Herunder hviler Møbelsnedker J. Petersens Hustru."

Manden havde skudt sig

Hans hoved var gennemboret af en kugle, og hans fingre holdt så krampagtigt fast på revolveren, at man måtte vriste den ud af hans hånd.

Man kørte den døde til St. Johannes Stiftelse, hvor man for øvrigt var klar over, at han allerede havde skudt sig den foregående aften, for hans lig var forlængst stift og koldt.

Et Brev til Familien.

Han håbede på et gensyn med sin unge hustru

Den livstrætte blev også snart genkendt som den døde kvindes mand, møbelsnedker Jens Petersen, Nordre Frihavnsgade 73. Hun var død i januar måned, kun 24 år gammel. Han havde siden da være meget nedtrykt. Han boede hos sin søster, og man gjorde alt for at han skulle glemme sorgen, men for hver dag blev den tungere og tungere. Og til sidst har den taget magten fra ham. Efter at have skrevet et brev til søsteren og hendes mand, et brev som man fandt hos ham, og hvori han fortæller, at han ikke mere kan bære sorgen, og han håber på et gensyn med sin unge hustru hinsides, er han gået ud på kirkegården.

Han har gemt sig for at tilbringe sin sidste nat på sin hustrus grav. Han har set det sidste genskær af den varme sommerdags sol svinde bort mellem kirkegårdens mørke graner og sagte vuggende buske. Og lænet med hovedet op til gravstenen, har han drømt, at han i det sagte nattesus mellem kirkegårdens grave har hørt sin unge hustrus stemme.

Da har der lydt et skud. Der er ingen, der har hørt noget, udover måske et par fugle, der har bygget i en busk; lyden er hurtig døet bort, og han er faldet tilbage, smilende i sin drøm om den lykkelige genforening.

Forhåbentlig kommer han til at hvile i den samme grav. Der burde stå en lille sten over den, der fortalte, at man også i vore dage i en jævn arbejderfamilie kan støde på en følelse, der spænder ud over rum og tid og rækker udover døden og ind i evigheden.

(Aftenbladet, 12. juli 1911)

"Reservebaronen": George Petersen. (Efterskrift til Politivennen).

Den store Retsskandale.

En Fremstilling af Affæren.

Et Gilde paa Gravens Rand.

Af alle de Retsskandaler. der har været fremme i de sidste Aar, inklusive Fru Munthe Morgenstjerne og Vekslerne, er der næppe nogen, der, hvis den blev fuldstændig afsløret, vilde være saa aabenbar og saa vidtrækkende i sit Omfang som Georg Petersen Gernandt-Affæren. Ikke blot giver den os et Indblik i den Raaddenskab og de Perversiteter, der frodigt gaar i Svang i vort højeste Aristokrati, men den viser os tillige, hvorledes visse Myndigheder sætter Kræfter i Bevægelse for at saa Forbrydelsen dysset ned for at redde og dække over nogle højtstaaende Personer.

Det vil derfor ikke være uden Interesse at fremstlle denne Affære saaledes som den har udviklet sig fra første Færd. Samtidig skal vi fremdrage forskellige nye Momenter, som ikke hidtil har været omtalt, men som vi kan dokumentere med Bevis.

En Levemands Selvmordsforsøg.

Det var i Begyndelsen af Januar i Aar, at der indløb Meddelelse hertil fra det svenske Politi om, at en yderst elegant københavnsk Herre havde forsøgt at begaa Selvmord paa det kendte, fashionable Hotel "Mollberg" i Helsingborg. Herren havde boet et Par Aar paa Hotellet og havde Aftenen i Forvejen fejret et stort Gilde sammeen med en Kreds af unge københavnske Venner, og dette Gilde var trukket ud til henad Morgen.

Den næste Dag fandtes han liggende halvt bevidstløs paa sit Værelse. Det var straks klart, at der forelaa et Selvmordsforsøg. Paa Bordet ved Siden af Sengen laa der et halvt hundrede Antifebrinpulver-Omslag, hvis Indhold han havde tømt. 

Selvmordet mislykkedes imidlertid, og det opklaredes hurtigt, at den københavnske Herre var en 32-aarig Kontorist Georg Petersen, kaldet "Reserve Baronen", som havde Ansættelse i det gamle Vekselmæglerfirma Schiøler, Holmens Kanal 22. Han havde været ansat i denne Forretning lige fra sin Konfirmation og indtog nu en ret betroet Stilling.

Hans Fader var en mindre Porcellænshandler i Gothersgade, og den Elegance, som Sønnen udfoldede i sin Klædedragt, stod i intetsomhest Forhold til hans ret beskedne Herkomst og den mere end beskedne Gage, han fik for sit Arbejde.

Selvmordsforsøget og de Omstændigheder, der ledsagede det, var derfor allerede paa Forhaand egnet til at vække Opmærksomhed.

Forøvrigt viste det sig hurtigt, at det havde en nærliggende Begrundelse.

Var Selvmordet fremtvunget?

I de allerførste Dage af Januar var det blevet Vekselmægler Schiøler og hans Søn, der var associeret i Forretningen, paafaldende, at den disponible Kapital paa langt nær ikke svarede til Forretningens Omsætning. Der maatte være noget galt et eller andet Sted. Og de begyndte derfor at indlede en Undersøgelse for at komme til Klarhed over, hvorfra dette Misforhold stammede.

Et Par Dage efter at denne Undersøgelse var begyndt, meldte Georg Petersen sig syg, og den Mistanke, man straks havde fattet til ham, blev derved yderligere bestyrket.

Sporenstregs rejste Georg Petersen af Sted til Helsingborg, traf der - som ovenfor meddelt - sammen med en Kreds af sine meget fine Venner, holdt den store Afskedsfest og foretog sit Selvmordsforsøg.

Selv vidste han selvfølgelig nok, hvorfra den Schiølerske Kassemangel stammede.

Georg Petersen var en udpræget fejg Mand, en slap, ubeslutsom Natur, som aldrig selv vilde kunne have fattet Tanken om at berøve sig sit Liv. Denne Tanke maa være indgivet ham andetsteds fra. Og dette bliver saa mere sandsynligt, som han Aftenen før Selvmordsforsøget er samlet med sine Venner.

Og i hvilken Hensigt kommer disse Venner til Helsingborg? Og hvorledes er det tænkeligt, at de en hel Aften kan være sammen med Georg Petersen som hans Gæster, uden at han - denne af Udsvævelser udmarvede Person, pjattet og pjokket som han var - skulde have indviet dem i, hvorledes Sagerne stod. Snarere end at tænke sig denne Sammenkomst som et Gilde paa Gravens Rand, har den været den sidste Raadslagning, hvor den fortvivlede Georg Petersen har søgt efter Hjælp! Med Kracket hængende over sig har han kaldt Vennerne sammen for at forsøge at redde sig - men Vennerne har set, at der ingen Redning var. De har set, at Bedragerierne ikke kunde skjules, at Flugt var umulig, at en offenlig Undersøgelse var uundgaaelig. Og for ikke selv at blive draget ind i denne Undersøgelse - højtstaaende og højtfornemme som de var - har de nu blot tænkt paa at redde sig selv! De vidste, at hvis denne Sag blev skarpt forfulgt, da var det Forbedringshuset for dem selv det gjaldt! Og kæmpende for selv at holde sig fri for Skandale, er de faldet over Georg Petersen: "Dræb Dig! Dræb Dig! Dette var den eneste Udvej til at faa dysset Sagen ned!

Saa vidt man kan se er det næsten til det haandgribelige sandsynligt, at Georg Petersen ikke frivilligt har søgt Døden, men er blevet tvunget dertil.

Og Vennerne er med lettet Samvittighed Samvittighed rejst tilbage til København - medens Georg Petersen er gaaet op paa sit Værelse for at tømme Antifebrinpulverne ud i sit Glas...

Flugt og Anholdelse

Efter det mislykkede Selvmordsforsøg kom Georg Petersen hertil Byen, og da Vekselmægler Schiøler endnu ikke havde noget Overslag over. hvor meget Bedragerierne androg, men mest var tilbøjelig til at tro, at det kun drejede sig om nogle faa Tusind Kr.. vilde han ikke straks gaa til Politiet og gøre Anmeldelse. Georg Petersen kunde derfor uantastet lade sig indlægge paa Professor Jacobsens Klinik paa Kochsvej for at søge Hvile og Rekreation.

Samtidig fortsatte dog Hr. Schiøler sine Undersøgelser og saa for hver Dag Bedrageriernes Sum vokse. Bedragerierne var udført efter de mest moderne og mest komplicerede Snyderisystemer. En af de Maader, der hyppigst var anvendt, var den, at der var foretaget Fejltællinger i Bøgerne. Talkolonnerne var talt galt sammen, men dog saaledes, at Saldoen paa Indtægts- og Udgiftssiden stadig passede. Selvfølgelig var det umuligt i en saa stor Forretning stadig at se, om hver Side i Kontoristernes Bøger stemmede, og saa man paa de sammentalte Summer, var de hos Georg Petersen al Tid i nøje Overensstemmelse med Kassebeholdningen. Desuden har han flere Gange for at redde sig foretaget Rettelser og Forfalskninger i Bøgerne. 

Efter en Uges Tids Forløb havde man konstateret Bedragerier til et Beløb af over 100,000 Kr.! Georg Petersen, der ude paa Kliniken havde faaet Nys om, hvordan Sagerne stod, og saa, at en Anholdelse var forestaaende, besluttede sig da til et afgørende Skridt. Den 25. Januar flygtede han fra Klinikken, løste i sidste øjeblik Billet til Udlandet og dampede af med Toget til Korsør.

Vekselmægler Schiøler blev imidlertid allarmeret om Flugten og satte straks Politiet i Bevægelse. Der blev telefoneret til Mellemstationerne, og da Toget kom til Roskilde, var allerede det daværende Politi underrettet, og Georg Petersen blev stoppet.

Han førtes her til København under Politibevogtning. Dagen efter afsagdes der Arrestdekret. Sagen henvistes til 6. Kriminalkammer, Assessor Obelitz.

Og hermed begynder den egenlige Affære, som vi nærmere skal omtale i Morgen

(Social-Demokraten 6. september 1908)

Georg Petersen var født 1892 og fra 1891 ansat som kasserer og bogholder hos vekselmægler Schiøler. Det lå Holmens Kanal 22, en adresse hvor Overformynderiet senere blev opført. Fra december 1904 til midt i januar 1908 lykkedes det Georg Petersen at tage 118.000 kr. af vekselmæglerens kasse. Så blev svindlen opdaget, og han blev arresteret. Tiltalen frafaldtes efter at familien havde betalt 6.000 kr i dækning, og han blev løsladt 25. marts 1908. Han flygtede herefter, men blev den 26 februar 1902 arresteret i Buenos Aires. 

Ukendt fotograf (Mariboes Samling): Holmens Kanal og Størrestræde set fra hjørnet af Niels Juels Gade mod Christiansborg ca. 1870. Th. nr. 12, Industriforeningen, senere Landmandsbanken. George Petersen arbejdede i en af de bygninger som blev nedrevet til fordel for Overformynderiet. Omtrent midt i fotoet. Kbhbilleder. Public Domain.

Den store Retsskandale.

Homoseksualisme og Storbedragerier

En Telefonopringing fra Justitsministeriet.

Vi omtale i Gaar de Tildragelser, der var gaaet forud for Storbedrageren Georg Petersens Arrestation. Straks efter at denne var sket, begyndte Forhørene, og de seksuelle Skandalesener, der omtaltes under disse, og de Navne, der nævntes, var af en saadan Art, at de aldrig nogen Sinde før har været nævnt i en dansk Retssal.

Men forinden vi kommer ind paa en Omtale heraf, vil det være paa sin Plads ganske kortelig at give en Karakteristik af Georg Petersens Person.

Som tidligere nævnt, var han en Mand paa 32 Aar. Af Ydre ganske spinkel, bleg, ja næsten hvid, med et lidt sygeligt Udseende og med et Par sky, flakkende Øjne. Hele hans Skikkelse bar Præg af fremskreden Degeneration og var iøjnefaldende ødelagt af kønslige Udskejelser.

Ved en Lægeundersøgelse skulde det desuden være blevet konstateret at han havde en Gren af Tuberkulose.

Han var en Mand uden større Begavelse, snarest under Jævnmaalet. Men hvad der først og fremmest karakteriserede ham, var at han ganske savnede Personlighed. Han var i saa Henseende en fuldendt Type paa de moderne Mennesker, der, udtærede af Udsvævelser, er fuldstændig gennemtrængte af Slaphed, saa de ganske er berøvet Evnen til Selvhævdelse og Initiativ. Han var en Kastebold for sine Indskydelser og Drifter og manglede i særlig Grad Vilien til at staa imod. Derfor blev han ogsaa et let Bytte for den Hob af "Venner" han efterhaanden var kommet sammen med, og som udbyttede ham uden Skamfølelse eller Skaansel.

Hertil kom saa hans grænseløse Forfængelighed. I sin Klædedragt var han en fuldkommen Modedukke. Elehgant lige indtil Lapsethed og altid udstyret efter de mest moderne og mest udfordrende Modejournaler. Naar det drejede sig om Klæder, kendte han ingen Grænser for sin Ødselhed. De kostede ham i Tusindevis af Kroner i de sidste Aar.

Et udpræget Træk hos ham var ogsaa hans Lyst til at ville prale og glimre overalt, hvor der frembød sig en Lejlighed til at stille sin Person til Skue. Der var i saa Henseende noget fuldstændig kvindagtig i hans Natur. Ved Væddeløbene paa Eremitagen og ved de mest fornemme Premierer kunde man være sikker paa at træffe ham paa en fremskudt Plads, hvor Aristokratiet færdedes, og hvor han kunde komme til at stryge sig opad Frakkeærmerne paa dem. Al hans Iver og Interesse var blot at komme til at omgaas dem, der var højest paa Straa og blive indført i Aristokratiets Saloner, og han dyrkede med dette Formaal for Øje de unge Adelsmandspirer med et Snobberi og en ydmyg Tilbedelse, der overalt, hvor han var kendt, omgav ham med det latterligt Skær. Hurtigere og hurtigere droges han af denne Tilbøjelighed ind paa det Skraaplan, der førte til hans Fald. Thi denne Adelsmands-Omgang kostede Penge. Alle blokkede de ham. Og medens han til at begynde med kun stjal i Hundreder, stjal han i Løbet af de sidste tre Maaneder i halve Snese Tusinder!

En Middag paa Phønix.

Allerede i de første Forhør tilstod han, at han var homoseksuel og havde gjort sig skyldig i homoseksuelle Forbrydelser. Den allerstørste Del af de Adelsmænd, han var kommet i Berøring med, led af samme kønslige Abnormitet, og netop dette var det, der havde ført dem sammen. Thi - underligt nok - er det jo et videnskabeligt Faktum, at Homoseksualitet har en meget skarp Evne til straks at kunne vejre de Personer, der er i Besiddelse af samme Følelsesliv.

Som et Barn, der tror at gøre sin egen Forseelse ringere ved at faa inddraget andre i den, plaprede Georg Petersen i Forhørene ud med Navnene paa alle dem, der hørte til hans nærmeste Omgangskreds. Det var Navne, der fik Retsvidnerne til at vaagne af deres Dvale og spile Øjnene op. Det var Navne fra vort allerfineste Aristokrati. Det var den unge Baron Reedtz-Thott. Det var den unge von Holstein-Rathlou. Det var den græske Generalkonsul Thalbitzer. Det var Folk der kom paa selve Slottets Trapper.

Blandt disse Folk gik Georg Petersen under en Masse Kælenavne. Mest anvendt var Betegnelsen "Reservebaronen", men forøvrigt kaldtes han ogsaa "Englebarnet" og "Premiere-Petersen".

Almindeligvis troede man, at han var velhavende, da han al Tid var beslaaet med Hundredkronesedler og slog om sig, som om han var i Familie med selve Rothschild. Selv søgte han, ud fra sin Forfængelighed, at bestyrke denne opfattelse for at veje Manglen af et adeligt Navn op med klingende Guld. Angaaende Oprindelsen til sin Formue fortalte han, at den stammede fra en Gevinst i et tysk Lotteri, men den almindelige Opfattelse blandt hans Venner var, at han havde faaet den som Arv efter en kendt homoseksualistisk Etatsraad, der døde for et Par Aar siden, og som man vidste havde testamenteret en Del af sin svimlende Kapital til forskellige Personer, der havde staaet ham nær.

Officielt beboede Georg Petersen en forholdsvis beskeden Lejlighed i Rømersgade 21. Den var udstyret med en vis yppig Komfort, men dog uden Haremsluksus, som ellers er et Kendetegn for Homoseksualisters Hjem.

Men ved Siden af denne Bolig havde han en Aftrædelses-Lejlighed i Bredgade 63, og her var det, han opførte sine Orgier. Lejligheden var udstyret som Salon med den mest overdådige østerlandske Luksus, med høje Palmer, med dekorative Lamper og bløde, lyddæmpende Draperier. I disse Sale modtog han sin Vennekreds og gav han sine Gæstebud. 

Ved enkelte lejligheder, hvor det særlig drejede sig om at glimre, og hvor hans egen Bolig var for lille til at rumme alle de indbudte, forlagde han Scenen til Hotel Phønix. Mest omtalt af alle hans svimlende Gilder var en saadan Fest paa dette Hotel. Der var over 50 personer til Stede, og Middagen kostede 6000 Kr.! Der blev serveret med Jordbær til 1 Kr. Stykket, og Champagnen flød i Strømme!

Den sidste store Fest, han gav, blev holdt i Salonerne i Bredgade, og der blev ved denne Lejlighed alene drukket Champagne for henved 600 Kr. Tre sorte Tjenere vartede op for gæsterne!

Hvad der iøvrigt er foregaaet i disse Saloner, er det næppe værd at udmale.

Myndighederne sættes i Bevægelse.

Om hele denne Side af Georg Petersens Forhold var hans Principal, Vekselmægler Schiøler, ganske uvidende. For ham var Georg Petersens Adresse Rømersgade 21, og han saa i ham kun Kontoristen, der mødte til sit Arbejde og sad i den reglementerede Tid og knirkede nemt paa Kontorstolen for en alt anden end aristokratisk Gage af 1200 Kr. om Aaret! Han kendte vel nok lidt til sin Kontorists fine Bekendtskaber og flotte Vaner, men blev stadig dysset til Ro ved Forsikringerne om "den store Gevinst" og tænkte vel ogsaa nærmest, at det var Georg Petersen, som udnyttede sin fornemme Omgangskreds til at skaffe sig Penge, i Stedet for at det omvendte var Tilfældet.

Lidt efter lidt, efter at Bedragerierne var kommet for en Dag, afdækkes dog Forholdene. Det begyndte som Rygter, der svirrede i Krogene, men efterhaanden faldt der Slør for Slør, til hele Skandalen laa aabenbar. Og den pegede ikke blot ind til et Rædselskabinet af Perversitet og moralsk Pest i vort allerhøjeste Aristokrati, men den viste tillige en Række højst indviklede og mystiske Transaktioner, der forgrenede sig gennem flere Mellemmænd frem til Navne, som man maatte forstaa det vilde være farligt at kompromittere.

Vekselmægler Schiølers Mistanke om, at denne Sag var af en ganske særlig Natur, bestyrkedes dog først, da han mærkede, at der fra Indflydelsesrige Magter var stærke Kræfter i Bevægelse for at faa Sagen begrænset og dysset ned. Georg Petersens homoseksuelle Forseelser blev under Fohørerne ganske holdt udenfor Behandling, skønt man ikke mere end et Aars Tid i Forvejen havde skredet ind overfor Tandlæge Aae og hans homoseksuelle Venner med Haard Haand og uden Barmhjertighed. Nu, da det gjaldt Georg Petersen og hans Bande, drejede alt dig  derimod blot om at faa drysset Sand paa!

Georg Petersen selv blev fritaget for det tvangsbundne Fængselsophold og blev overladt til den forholdsvis friere Tilværelse paa 6. Afdeling, hvor han indlagdes til Observation.

Samtidig gjordes der alt for at faa bevæget Vekselmægler Schiøler til at lade Bedragerisagen falde. Hvis han nemlig tog sin Anmeldelse tilbage, var det efter loven ensbetydende med, at Georg Petersen slap fri, de videre Undersøgelser af den kedelige Affære blev indstillet, og Storbedrageren blev sendt ud af Landet!

I denne Hensigt tog endogsaa selve Justitsministeriet Affære og ringede pr. Telefon til Hr. Schiølers Sagfører, Højesteretssagfører P. G. F. Jensens Kontor, og anmodede - selvfølgelig paa en diskret Maade - om at faa Sagen bilagt. Ja, selve Kongens Kabinetssekretær, Geheimeetatsraad Rosenstand, har haft Konferencer med Hr. Schiølers juridiske Konsulent angaaende denne opsigtsvækkende Sag.

Men herom mere i Morgen. 

Gert.

(Social-Demokraten 7. september 1908) 

Georg Petersen-Affæren.

En Erklæring fra Professor Westergaard

I "Kristeligt Dagblad" har Professor H. Westergaard i Gaar offentliggjort en Erklæring angaaende Domstolene og Georg Petersens Sag.

Professoren er Lærer i Statsvidenskab ved Københavns Uiriverfitet og er kendt som en af Indre Missions ledende Mænd.

Erklæringen lyder saaledes:

Som Befuldmægtiget i det Schiølerske Bo har jeg haft rig Anledning til at blive bekendt med Enkelthederne i den sørgelige Affære, som er knyttet til Georg Petersens Navn og fra ham forer opad gennem en uhyggelig Mængde Navne.

Med voksende Forbavselse har jeg faaet Indblik i den Maade, hvorpaa man ansaa sig for forpligtet til at pleje Retten i denne Sag, og den Ugenerthed, hvormed de degenererede, homoseksuelle Individer kunde tilfredsstille deres Triste og brede Smitten i en Grad, som de færreste Vistnok drømmer om.

Den Undersøgelse, som Justitsministeriet har indledet mod Frk. Esche, synes at være løbet ud i Sandet: maaske har den aabnet Øjnene paa Dommeren, men Offenligheden er da ikke bleven delagtiggjort i hans Viden.

Ogsaa Sagen mod "Novemberherrerne" for et Par Aar siden fik jo et ganske ejendommeligt Forløb.

Det er imidlertid paa Tide at der i denne Snobberiets og Ligegladhedens Tidsalder uden Persons Anseelse bliver gjort noget for at vække alle alvorlige Mennesker, og først og fremmest den kristne Menighed, til Kamp mod denne Fare.

Vi kan ikke staa os ved, at Smitten faar Lov at brede sig, og særlig gæld« det at værne Ungdommen derimod.

Man maa derfor være "Kristeligt Tagblad" taknemligt, fordi det har begyndt Kampen ubekymret om Raillerier fra visse Sider, og Ligegyldighed og Sløvhed fra andre.

Jeg vil gærne udtale min Tak derfor og mit Haab om, at det maa lykkes at fore Kampen til Ende til Gavn for vort Folk, saa al Perversitetens Smuds atter kan blive vist tilbage derhen, hvor det hører hjemme.

Harald Westergaard

(Social-Demokraten 8. september 1908)

Thora Esche var forstanderinde for Indre Missions Magdalenehjem for "faldne kvinder". Hun havde i juli 1908 beskyldt Livgarden utugt både mod unge piger og unge mænd. Et udslag af "Missionens" kamp mod "Mørkets Magter" både i Kristeligt Dagblad og bogform. Justitsminister P. A. Alberti beordrede en politiundersøgelse mod Thora Esche, der ikke blev til noget - det var få måneder før han gik af. Kongen var rasende over angrebet og afskedigede en indremissionsk hofmarskal grev Joachim Moltke. Thora Esche blev så skræmt over reaktionen, og holdt siden inde. I 1913 lod hun sig indlægge på en nerveklinik.

Den store Retsskandale

Hvordan man udøver Retfærdighed.

Lovene tilsidesættes!

III

Under de fortsatte Afhøringer i Storbedrager- Affæren viste det sig snart, at der i Georg Petersen ikke var meget af det Stof, som skader den store Forbryder. Han var nærmest et Pjok, en sølle Person, et af de vankelmodige Mennesker, der, naar de kommer ind i tvivlsomme Forhold og sammen med tvivlsomt Selskab, let bliver et Forbrydelsens Redskab. De Anstrængelser, der - som i Gaar omtalt - allerede paa et tidligt Tidspunkt udfoldedes, havde da heller ikke først og fremmest til Formaal at fri Georg Petersen for Straf. Ham var der i Virkeligheden ikke en Sjæl, dere havde noget tilovers for eller brød sig det bitterste om! Men han var farlig, fordi han sad iinde med Oplysninger! Og for at fri visse adelige og højtstaaende Personer fra at blive kompromitterede ved at blive blandede ind i en modbydelig Sædelighedsaffære og blive stemplede som bevidst eller ubevidst delagtige i Bedragerens Forhold, var det, at Himmel og Jord sattes i Bevægelse. 

Man kan tænke sig, hvilken Forfærdelse det vakte, da Georg Petersen lagde de adelige Navne frem paa Forhørsdommerens Bord. - Alle Telefonerne ringede, man hviskede og tiskede, og der holdtes timelange Konferencer mellem Forhørsdommeren, Assessor Obelitz og hans juridiske Foresatte. Samtidig blev der omhyggeligt sørget for, at alt Retspersonale fik syv Segl for deres Mund, at intet af Stanken kom udenfor Dørene, og at Offentligheden intet fik at vide om de Plamager, der sad paa visse af de adelige Vaabenskjolde.

Hvor staar ikke en Fremgangsmande som denne i den mest skærende Modsætning til den, som ellers er den almindelige ved vore Domstole. Det skulde blot have været almindelige Borgere. Sagen havde drejet sig om! Utallige er de Tilfælde, vi i Aarenes Løb har fremdraget, paa, hvorledes Fattigfolk, Arbejdere og Bønder er blevet idømt Vand og Brød og Forbedringshus i Aarevis for Forseelser, der ikke var værd at rejse sig for, og det uden at Justitsmyndighederne har rørt en Finger for at befri dem for Straffen eller forringe deres Skyld!

Forhørene blev fra første Færd drevet med en rentud enestaaende Lemfældighed, og Protokoltilførslerne blev nedskrevet med en Fintfølenhed, som om de havde været bestemt til Læsning for unge Piger i Konfirmationsalderen. Alle de Bemærkninger og Tilstaaelser, der fremkom angaaende Georg Petersens og hans Venners kønslige Forhold, blev omhyggeligt afdæmpede eller ganske udeladte. Skønt Georg Petersen selv havde indrømmet, al han var Homoseksualist, blev dette Forhold ganske ladet udenfor Undersøgelse, og der afhørtes ikke en eneste af de Personer, som han angav som meddelagtige i sine Orgier.

Ligeledes indeholder Forhørsprotokollerne ikke, hvad Georg Petersen har brugt de stjaalne Penge til, skønt det er notorisk, et han overfor Dommeren har navngivet adskillige af sine "fine" Venner som Folk, der har søgt at plyndre ham og har modtaget ret betydelige Laan af de Penge, han stjal. Heller ikke disse Navne er nævnte.

Justitsministeriet har været ihærdigt for at meddele Hr. Schiøler, at en Kapital paa 9000 Kr., som var udsat for Georg Petersen i Overformynderiet, vilde blive udbetalt, hvis Sagen blev bilagt. Disse Penge kunde kun hæves med Ministeriets Sanktion, og Ministeriet tilbød nu at give denne Sanktion, hvis Hr. Schiøler vilde give efter. I den sidste Henvendelse fra Ministeriets Side desangaaende ytrede man endogsaa. at Hr. Schiøler nu "maatte skynde sig med at træffe Bestemmelse", da man ellers ikke turde indestaa for, at Pengene vilde blive udbetalt. Disse 9000 Kr. er altsaa i Virkeligheden blevet brugt som et Slags Middel til at slaa en Tuskhandel af angaaende Ret og Retfærdighed.

Vekselmægler Schiølers Død.

Da Forhørene havde staaet paa et Par Maaneder, indtraf ret pludselig Vekselmægler Schiølers Død.

For den gamle Mand - han var oppe  halvfjerdserne - havde hele Affæren selvfølgelig været et haardt Slag. Først og fremmest havde han mistet 130,000 Kr. Hertil kom, at man rundt om begyndte at svine hans Navn til. Dette stammede netop fra nogle af de Folk, som havde hørt til Georg Petersens nærmeste Omgangsfæller. De tog nu Agressiven og fortalte overalt i Byen, at Hr. Schiøler selv var homoseksuel og havde staaet i Forhold til Georg Petersen! Hr. Schiøler saa sig saaledes ikke blot berøvet sin Formue, men ogsaa sin Ære. Nedbøjet af Bekymring og oprevet af Sorg ramtes han da af en Hjærneblødning og afgik efter et Par Dages Sygeleje ved Døden. 

Georg Petersen slipper fri.

Efter Vekselmægler Schiølers Død indtraadte Overretssagfører Mygind og den afdødes Søn, Hr. Eiler Schiøler, som Testamentseksekutorer, og med disse førtes nu de videre Forhandlinger angaaende Sagens Bilæggelse. I et af Forhørene angav disse, at Georg Petersen havde gjort sig skyldig i Falsk, og at Sagen saaledes ikke kunde sluttes, selv om de samtykkede deri. Efter hvad Hr. Schiøler meddeler, skal Georg Petersen ogsaa selv have tilstaaet at have gjort sig skyldig i Falsknerier. Ligeledes tilbød Hr. Schiøler at føre sine Dokumenter op i Rette, saa Dommeren selv kunde overbevise sig om, at Falsknerierne var foretaget. Alt, hvad han fik til Svar var imidlertid, at Dommeren ikke brød sig om at se disse Dokumenter, og at det vilde være umuligt, hvis Hr. Schiøler fastholdt denne Anklage, at lade Sagen falde. Hvor Hr. Schiøler bemærkede, at det selvfølgelig var noget, som Retten maatte om.

Til Trods for disse Anmeldelser gjordes der dog intet for at opklare Falsknerierne. Tværtimod fortsattes Bestræbelserne fra Myndighedernes Side for at faa Sagen standset, samtidig med at man ret tydelig lod forstaa, at Hr. Schiøler skulde faa alle de stjaalne Penge tilbage. Ud fra denne Forudsætning og tillige fordi de forudsaa, at Myndighederne under ingen Omstændigheder vilde have Sagen undersøgt til Bunds, indvilgede da de to Testamentseksekutorer tilsidst i at frafalde Kravet om Tiltale mod Georg Petersen.

Samme Aften sattes Georg Petersen paa fri Fod og dampede af til et Badested i Pyrenæerne for at søge Rekreation. I Forvejen var der allerede udsat en Sum for ham, saa han kan leve anstændigt Resten af sin Levetid.

Gert.

(Social-Demokraten 8. september 1908).

I juni 1908 antydede nogle aviser antydede, at prins Harald havde haft en homoseksuel forbindelse til Georg Petersen. Med Albertis afgang i september, vaklede tilliden til retsstaten, og Georg Petersens sag blev genoptaget. Georg Petersen undgik ikke sin dom ved at rejse til udlandet. Han blev arresteret i Buenos Aires, Argentina. I februar 1910 blev Georg Petersen idømt et års forbedringshus.

Georg Petersen-Affærens Afslutning

I Gaar fik endelig den saa meget omtalte Georg Petersen-Affære sin Afslutning, idet Georg Petersen eller "Reservebaronen", som han kaldes, fik 1 Aars Forbedringshus.

Georg Petersen er bleven dømt for Bedrageri, og "Kristeligt Dagblad", der som bekendt var draget i Leding mod Assessor Obelitz og krævede Georg Petersen tiltalt for hans homoseksuelle Tilbøjeligheder, har altsaa ikke faaet sin Krig ført igennem.

En anden Sag er det, at de Forhør, der er bleven afholdt efter at Sagen blev taget op igen paa Justitsministeriets Initiativ, kaster et skarpt Lys over det Slæng, der sejlede i den homoseksuelle Levemands Kølvand. De Oplysninger, der er kommen frem, viser, hvilken uhyggelig Raaddenskab, der har hersket i de "fine" Kredse, som det var Georg Petersens Stolthed at komme i.

Han havde jo saa fine Bekendte som Kongens Adjutant, Oberstløjtnant Ipsen, og angaaende denne højtstaaende Officer oplyser Forhørene, at han har modtaget Laan af den homoseksuelle Bedrager. Han har ganske vist senere tilbagebetalt dem - men det gør jo i og for sig ikke Sagen bedre.

Forhørene bringer ogsaa interessante Oplysninger om den nu bortflygtede Generalkonsul Thalbitzers Forhold til Reservebaronen, nemlig angaaende hans store Kup, da han laante Penge af Georg Petersen - efter hvad han sagde, "til Prins Harald".

Ester hvad der foreligger oplyst, er der vel ingen Grund til at tvivle om, at Thalbitzer kun har benyttet Prins Haralds Navn for at faa Georg Petersen til at gaa i Tøjet.

Det hellige Blad "Kristeligt Dagblad" har saaledes ikke faaet meget ud af sin Kamp mod de usædelige, "højere" Steder.

Ganske vist har Forhørene bragt mange uhyggelige Ting frem angaaende Georg Petersen og hans Venners Homoseksuelle Udskejelser, men en egentlig dybtgaaende Undersøgelse i saa Henseende har man ikke indladt sig paa. Og det er heller ikke godt at se, til hvad Nytte skulde være. Homoseksualisterne udryddes jo ikke, fordi nogle enkelte mindre højtstaaende Personer kommer i Forbedringshuset.

"Kristeligt Dagblad" havde ogsaa angrebet Assessor Obelitz, fordi Sagen i sin Tid blev sluttet uden Tiltale.

Herom siger Dommens Præmisser: "Der ses ikke at være nogen retslig Hindring for, at Justitsministeriet i en Sag som den omhandlede, dekreterer Aktion, uanset, at den tidligere Undersøgelse, under hvilken det ikke var konstateret, at Arrestanten havde anvendt urigtige Tilførsler til Kassebogen for at skjule sine Bedragerier - var sluttet med Politidirektøren Samtykke.

(Kolding Social-Demokrat 9. februar 1910).

Af Reservebaronens Memoirer.

Historien om "Forbindelsen" med Hoffet. - Da Bedrageren nær var opdaget.

I disse Tage, da den faa meget omtalte "Reservebaron", Georg Petersen, har været for Højesteret, har man for en Gangs skyld haft Lejlighed til at se lidt bag Kulisserne i den mærkelige Affære.

I Fordørene fra Kriminalretten fortælles saaledes følgende:

Kun en Gang har Georg Petersen været sammen med Prins Harald; det var kort før nu afdøde Prinsesse Louise blev gift med Prins Friedrich af Schaumburg-Lippe. Mødet fandt Sted i Prinsesse Louises Dagligstue i den daværende Kronprins' Palæ paa Amalienborg.

"Reservebaronen" og hans Søster Olga havde i flere Aar af og til været Gæst hos Prinsesse Louises Kammerjomfru, Frøken Holm, som i sin Tid havde haft Tjeneste hos Georg Petersens Bedstemoder, Enkefru Withusen. Igennem de nævnte Besøg havde Georg Petersen og Søsteren igen lært Prinsesse Louise at kende og talt flere Gange med hende. Da Prinsessen nu skulde rejse, havde hun tilsagt de to til at komme op for at tage Afsked med hende.

Medens Peorg Petersen nu sad her i Prinsessens Stue, kom Prins Harald ind og henvendte nogle faa Ord til ham om, at det var sørgeligt, at Prinsessen nu skulde drage bort.

Det er den eneste Gang, Georg Petersen har været i Stue med Prins Harald, og den eneste Gang, han har vekslet noget Ord med Prinsen.

- -

En anden, næsten lige saa karakteristisk Episode:

Ved Juletid 1907 var Georg Petersen og Kontorist Christiansen ved at gøre Kassen op hos Veksellerer Schiøler. Naturligvis tog Georg Petersen "Hensyn" til sine Snyderier - som han havde opført paa en særlig Seddel - og det lykkedes ham at faa det til at stemme paa en halv Snes Kroner nær.

Efter at Georg Petersen var gaaet, søgte Kontoristen endnu en Gang at faa Kassen stemt af, og han opdagede da, at det var rent galt fat. Da han gik fra Kontoret, gik han ud til Georg Petersen og sagde, at efter hans Mening var der en Fejl paa mange Tusind Kroner.

"Reservebaronen" svarede da: "Ganske vist har jeg taget nogle Penge af Kassen, men det skal jeg nok bringe i Orden!"

Næste Dag gjorde han Kassen op, og erklærede overfor Christiansen, at nu stemte den - og saa blev der ikke talt mere om det!

- - -

Som i Gaar telegrafisk meddelt skal "Reservebaronen" 8 Maaneder i Forbedringshuset. Men nu er Spørgsmaalet, om hans Familie ikke har Krav paa Tilbagebetaling af de betydelige Beløb, den i sin Tid betalte Veksellerer Schiøler - netop paa Betingelse af, at Georg Petersen ikke skulde straffes!

(Telegram).

Veksellerer Schiøler har til "Soc. Dem." udtalt, at Georg Petersens Familie kan faa de 14,100 Kr som i sin Tid er indbetalt til Firmaet, tilbage, saa snart Familien maatte ønske det.

Derimod vil Georg Petersen ikke kunne faa de 10,000 Kr. tilbage, som han selv har betalt.

(Aarhuus Stifts-Tidende 25. juni 1910).

Højesteret nedsatte som nævnt straffen til 8 måneder. Kongen benådede ham i juli 1910 under hensyn til den lange varetægtsarrest mod at han rejste 10 år til udlandet. Det skete dog ikke lige med det samme, først da politiet formanede ham at rejse. 

En overlegen Herre. Reservebaronen Georg Petersen blev som bekendt benaadet paa Betingelse af, at han forlod Landet.

Saa meget større Forundring har det derfor vakt, at han stadig - 6-8 Uger efter at Benaadningen er sket - opholder sig i København.

Hver Eftermiddag kan man møde ham paa Strøget, smilende og elegant som i hans Velmagtsdage.

For et Par Dage siden mødte en Overbetjent i Københavns Politi ham og spurgte ham - halvt spøgefuldt:

Tror De nu ogsaa, at den gaar Petersen? hvortil "Reservebaronen" i en let fornærmet Tone svarede :

- Jeg vil nok se den Betjent, der lægger Haand mig"

- Jamen, indvendte Politimanden, der var jo dog Meningen, at De skulde rejse?

- Det var det, svarede Petersen flot, men det er virkelig ogsaa meget muligt at jeg en Tag rejser til - Malmø.

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov 3. september 1910).

På politikammeret fandt man 24.000 kr i hans tegnebog. Han rejste efterfølgende til Algier i oktober 1910 med 22.000 kr. Hans ødselhed vakte politiets opmærksomhed og han blev arresteret fordi en to år gammel arrestordre ikke var blevet annulleret - det var den der var brugt da han blev taget i Buenos Aires. Efter kontakt til Københavns Politi om fejltagelsen, blev han efter 3 dage løsladt igen. Han puslede ifølge aviser med at åbne en chokoladefabrik - eller forretning som han ifølge Kolding Social-Demokrat 28. juni 1911 havde åbnet. Han forsvandt efter at have formøblet 25.000 kr. som familien havde indsamlet til forretningens start.