Viser opslag med etiketten vold (mod kvinder). Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vold (mod kvinder). Vis alle opslag

29 januar 2026

Frygtelig Mishandling af et 7-Aars Barn. (Efterskrift til Politivennen)

En brutal Slyngel i Bevtoftegade. - Et Selskab af Radiumskandidater. - Da Moderen blev slaaet, græd den lille Dreng, og blev derfor mishandlet paa det frygteligste

Forbryderen fængslet.

I Bevtoftegade Nr. 6 paa Vesterbro er der i Forgaars Aftes begaaet en frygtelig Volds-Forbrydelse imod en 7-aarig Dreng

Her bor en Søfyrbøder Hans Larsen, der er meget fordrukken. Han lever sammen med en Kvinde, der har et Par Drenge i 7 til 11-Aars-Alderen.

Om Eftermiddagen havde Hans Larsen truffet et Par Kammerater i Saxogade og inviteret dem hjem. Her gav de tre Mænd sig til at drikke "Radium" til langt hen paa Aftenen, og deres Beruselse steg og steg. Til sidst blev Hans Larsen ondsindet og fandt Lejlighed til at overfalde sin Kæreste, som han gennempryglede. Da den 7-aarige Willy, der laa i sin Seng hørte, at Moderen blev mishandlet, gav han sig til at græde. Herover blev den berusede Mand saa rasende, at han gennempryglede Willy, der var afklædt. Derefter tog han Drengen i Arme og Ben og kylede ham hen i en Krog af Værelset. Drengen slog Hovedet imod en Sæbeskaal og fik el stort, blødende Saar over det ene Øje. Men Vreden var endnu ikke løbet af den brutale Mand Han tog atter den lille Dreng og slyngede ham op imod Loftet. Han faldt og slog Hovedet imod Sengekanten.

Willys 11-aarige Broder havde set til, men nu blev det Drengen for meget. Han fo'r ind paa den berusede Mand for at værge sin Broder, og nu syntes ogsaa de andre Drukkenbolte, at det gik for vidt. Men imidlertid var Politiet kommet til, og Larsen blev taget med.

I Dommervagten. - Hvad Lægeerklæringen siger.

I Gaar blev Hans Larsen fremstillet i Dommervagten for Dommer Troels Lund. Han stod frækt med begge Hænder i Lommen under Afhøringen. Han afviste kort Sigtelserne. - Nok har jeg revset Drengen, sagde han, men mishandlet ham har jeg ikke.

Dommeren læste Imidlertid Læge-Erklæringen op. Den udtaler, at Willy ved Undersøgelsen havde et 2 cm langt, gabende Saar over det ene Øje. Paa venstre Laar og Bagpartiet var der Spor af meget kraftige Slag. Der var blodunderløbne Mærker af Fingrene efter den, der havde slaaet. I Munden og paa Læberne fandtes Saar. Næsen havde blødt, og der var talrige Mærker af brutale Tag. Dommer Troels-Lund fængslede den raa Volds-Forbryder og gav Politiet en Frist paa 14 Dage til Undersøgelsen.

Hans Larsen har været straffet mange Gange. Sidst har han været i Forbedringshus for Tyveri.

(Nationaltidende 2. december 1925).


To Smaadrenge, der vidnede imod deres brutale Stedfader

Barnemishandling i Bevtoftegade. - En velbegrundet Fægslingskendelse.

I Gaar afholdt Dommer Troels-Lund Forhør over den fængslede Havnearbejder Hans Larsen. der i Ejendommen Bevtoftegade 6 nylig mishandlede sin Kærestes 7-aarige Søn, Willy, paa den uhyggeligste Maade.

Kæresten, Fru Anna Lundgreen, forklarede, at Manden hyppigt havde mishandlet hende. Nu var han kommen hjem sammen med nogle Kammerater, hvorefter de havde sat sig til at drikke Radium. Pludselig for han op og vilde prygle hende, og da hun flygtede, havde han kastet sig over Willy. Kort efter vendte hun tilbage under Politiledsagelse. Hun saa da nu, at Blodet flød ned over Barnets Ansigt, og at hans Sengeklæder var blodige. Over det venstre Øje havde Drengen et dybt Saar.

Det mishandlede Barn skulde herefter give Forklaring, men da han øjensynlig var bange for at tale, medens Larsen var til Stede, lod Dommeren Arrestanten føre ud. Drengen fik en Pose Chokolade af Dommeren, og fortalte saa paa en afgjort troværdig Maade, hvordan Stedfaderen havde slaaet ham, fordi han græd af Angst for, at Moderen skulde faa Prygl; tilsidst havde Larsen kastet ham op i Luften. 

Willys 11-aarige Broder, Svend Aage, var næste Vidne. Han huskede, at Stedfaderen havde slaaet Willy i Ansigtet med knyttede Hænder. Derefter havde han taget fat i den lille Drengs Ben og slynget ham ind imod Væggen.

Saasnart disse Forklaringer var protokollerede, blev Larsen taget i Forhør. Han indrømmede at have slaaet Willy, men nægtede at have kastet ham op i Luften. Han tilføjede, at Svend Aage havde gemt sig under Dynen, saaledes at han intet kunde se.

Dommeren gjorde Larsen opmærksom paa, at en Nægtelse vilde være overflødig. Sagen var saa oplagt, som den kunde være.

Larsen ønskede dog ikke at tilstaa. Forundersøgelsen blev dermed erklæret for sluttet; Materialet tilstilles i de nærmeste Dage Statsadvokaten for at han kan udarbejde Anklageskriftet.

Arrestanten bemærkede, at han ventede at komme paa fri Fod og holde Jul, men Dommeren forlængede Fængslingsfristen til 28. December.

(København, 13. december 1925).

Hans Larsen blev i februar 1925 idømt 6 måneders fængsel på sædvanlig fængekost. Dommeren mente at han egentlig stod til forbedringshusstraf, men Hans Larsen havde vist nogen anger. 

Hjørnet af Enghavevej og Bevtoftegade (til højre). Bevtoftegade nr. 6 anes yderst til højre. Foto Erik Nicolaisen Høy.

01 januar 2026

Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Østre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)


Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

14 december 2025

Tjenestepige pisket. (Efterskrift til Politivennen)

En Slyngel, der prygler sin Tjenestepige med en Hundepisk.

En forfærdende Mishandlings-Affære for Retten.
Piskeslagene regnede ned over den unge Pige, og liggende paa Knæ maatte hun love intet at fortælle.

Vor Korrespondent i Nykøbing telefonerer:

Forpagter Larsen fra Hillested er anholdt for Mishandling af sin Tjenestepige. Han var i Gaar fremstillet i Forhør, hvor det oplystes, at han havde slaaet Pigen 10 til 15 Gange over hele Kroppen med en Ridepisk. Slagene havde været saa voldsomme, at den unge Pige maatte køres til Læge. Forpagteren havde med Ridepisken i Haanden tvunget den unge Pige til at falde paa Knæ foran ham og bede om Forladelse, fordi hun havde omtalt et Forhold mellem Forpagteren og hans Husbestyrerinde. Endvidere maatte hun - stadig liggende paa sine Knæ - love, at hun ikke vilde fortælle til nogen, at han havde slaaet hende!

Forpagteren tilstod i Forhøret, at han havde slaaet Pigen og tilbød at afgøre Sagen med en Bøde, men dette vilde Dommeren ikke udtale sig om i Øjeblikket. Forpagteren tilbød derefter en Kaution paa 2000 Kr., hvis han maatte blive løsladt, men dette Tilbud blev straks afslaaet, og Forpagteren blev atter ført ned i Arresten.

I Eftermiddag vil han paany blive fremstillet i Forhør, og det ventes, at der vil blive afsagt Arrestdekret over ham.

Den anholdte er Broder til den for kort Tid siden omtalte Obligationssvindler.

(Klokken 5 (København) 12. juni 1924)

21 november 2025

En Silistria-Affære i København. (Efterskrift til Politivennen)

Manden, der vilde save sin Hustru midt over.

En ond Ægtemand - Chauffør Julius Cæsar Boeck - blev i Gaar fremstillet i Byretten i København.

Fru Boeck har fortalt Politiet, at i de 12 Aar, hun har været gift med Julius Cæsar, har hun gaaet i en stadig Angst for sit Liv. Hun er fra Dag til Dag bleven mishandlet - siger hun - paa den skændigste, mest barbariske Maade.

Fru Boeck forklarede, at hun var bleven mishandlet af sin Ægtefælle omtrent fra den Dag, da hun var bleven gift. Han havde ikke alene slaaet hende med Hænderne, nej, han havde ogsaa brugt en Læderrem.

- Hvorfor slog han Dem? spurgte Dommeren.

- Min Mand beskyldte mig for at være ham utro.

- Havde han Grund dertil?

- Nej, nej! Det er en Beskyldning, der er grebet ud af Luften. Jeg har intet at bebrejde mig selv.

- De har forklaret, at han har truet med at tage Dem af Dage?

- Ja, mange Gange I Han har forfulgt mig med en Brødkniv i Haanden. Og han har sagt, at han vilde skyde mig. Og mindst et Par Gange har han truet med, at han vilde save mig midt over!

Af Politiets Rapport fremgik, at Fru Boeck for et Par Aar siden blev separeret fra sin Mand. Hun maatte efter Separationen sammen med sine Børn tage Ophold i en Kælderlejlighed, Valbygaardsvej 56. Men heller ikke her fik hun Fred for sin Ægtefælle. Atter og atter opsøgte han hende og truede hen de med det værste. En Gang havde han knust Ruderne og var trængt ind i Lejligheden. For at undgaa at blive mishandlet maatte hun og Børnene flygte ud af Bagdøren.

- Jeg havde en ung Pige, der gik mig tilhaande. Hun irriterede min Mand i den Grad, at han truede med at slaa hende ned med en Jærnstang, sagde Fru Boeck.

I Søndags havde Boeck paany forulempet sin Hustru.

Ved Aftenstid havde han indfundet sig i Valbygaardsvej 56 og hamrede løs paa Døren.

- Kommer Du ikke hjem til mig, havde han raabt, bliver det værst for Dig selv. Du spøger med dit Liv!

- Hr. Dommer, tryglede den ulykkelige Kvinde, sig mig, hvad jeg skal gøre? Jeg er saa forpint! Jeg véd ikke, hvor jeg skal skjule mig. Jeg lever i stadig Angst!

Julius Cæsar Boeck var meget syg, da han kom for Skranken, og han havde stor Medlidenhed med sig selv.

- Jeg har aldrig ment det alvorligt, sagde han. Jeg er saa rask til at true, men det betyder intet, og det véd min Kone meget godt. Det er ikke rigtigt, at jeg har truet hende paa Livet.

Men efter at Dommeren havde foreholdt ham, hvad hans Hustru havde forklaret, maatte Julius Cæsar indrømme, at det i hvert Fald var rigtigt nok, at han i Søndags havde sagt, at hun spøgede med sit Liv.

- Hvad mente De dermed ? spurgte Dommeren.

- Mente? Ærlig talt, jeg véd det ikke, svarede Julius Cæsar. Det var et Par Gloser, der faldt mig i Munden.

- Det var nogle meget uheldige Gloser, bemærkede Dommeren.

Og derefter blev der afsagt Arrestdekret over den brutale Julius Cæsar.

(Demokraten 30. august 1923).

Sagen endte et par uger efter med at der blev indgået et forlig mellem ægtefællerne om separation og senere skilsmisse.

Den eneste beboelige kælderlejlighed i nuværende Valbygårdsvej. I dag beboerlokale for Andelsboligforeningen Vesterparken. Foto Erik Nicolaisen Høy.

10 maj 2025

Georg Alexander Krause. (Efterskrift til Politivennen)

For Højesteret.

En uhyggelig vestindisk Drabssag.

I Gaar behandlede Højesteret en vestindisk Drabssag, hvis Omstændigheder er meget uhyggelige.

Den Tiltalte er tidligere Forvalter paa Plantagen "Magens Bay" paa St. Thomas, Georg Alexander, kaldet Krause, der er ca. 30 Aar gl. En Dag i Oktober Maaned i Fjor anmeldte Krause, at hans Elskerinde, Maria Louisa James var afgaaet ved Døden samme Dag af Mavekrampe, og uden videre Undersøgelse blev Pigen derpaa begravet samme Eftermiddag. Der opstod imidlertid kort efter Rygter om, at Maria James var bleven mishandlet af Krause, og at hendes Død var en Følge af denne Mishandling, og der blev derfor indledet nærmere Undersøgelse af Sagen, hvorunder Liget blev opgravet og obduceret. Der fremkom herunder følgende Oplysninger, til Dels paa Grundlag af Krauses egne Tilstaaelser:

Krause havde i nogle Aar boet sammen med den nævnte Pige, da han en Aften i Oktober i Fjor kom i Trætte med hende om en Spøg, hun havde foretaget med ham. Krause blev herunder ganske rasende, greb en Tyremie og slog Pigen paa Kroppen, medens han holdt hende fast. Krauses Moder, der hørte Støjen fra Værelset ved Siden af, raabte til ham, at han skulde lade Pigen være, og prøvede paa at komme ind, men kunde ikke, da Døren var aflaaset. Efter nogle Minutter gav Krause sig til atter til at prygle løs paa Pigen, hvorpaa han efter ca. ½ Times Forløb gik i Seng. Pigen blev oppe, og da de blev ved at kives, sprang Krause noget senere op af Sengen og gav hende endnu nogle Slag over Brystet med Tyremien. Pigen løb saa hen til Krauses Moder i et nærliggende Værelse, men Krause indhentede hende og slæbte hende med tilbage, hvorpaa han fortsatte Prygleriet paa den raaeste og brutaleste Maade trods Pigens Skrig og Bønner, indtil han knækkede sit grufulde Torturredskab paa hendes Ryg. Krause gik saa til Sengs og Pigen ogsaa, men kort efter vaagnede han ved, at Pigen faldt ud af Sengen, og da han tændte Lys og saa efter, fandt han hende liggende paa Gulvet med Ansigtet nedad. Han løftede hende op, og da hun udstødte et Skrig og var meget medtaget, kaldte han paa sin Moder, men kort efter døde Pigen.

Den foretagne Obduktion kan nærmest kun give et negativt Resultat, da den blev foretaget saa længe efter Begravelsen, men de Kvinder, der havde vadsket Liget inden Begravelsen, havde forefundet en hel Mængde blodunderløbne og sorte Strimer paa Legemet. Og da alle Oplysninger tydede paa, at Pigen var et sundt, normalt og kraftigt Menneske, om hvem der ikke var Grund til at mene, at hun pludselig skulde dø af Mavekrampe, fandt St. Thomæ Bythings Extraret det tilstrækkelig godtgjort, at Pigen var død som Følge af Krauses Mishandling, hvad enten denne havde medført en indvendig Bristning i Underlivsorganerne eller en Hjertelammelse. Men Retten mente ikke, at Krauses Voldshandling var overlagt, navnlig ikke, at han havde havt til Hensigt at dræbe hende og heller ikke, at Pigen var ganske sagesløs. Retten dømte derfor Krause til 3 Aars Forbedringshus.

Sagen appelleredes, og under sit Ophold i Arresten fik Krause imidlertid et Raserianfald og oversendtes til Sindssygeanstalten paa St. Croix for at tages under Observation. Her erklærede Landfysikus Kalmer, at Krause lider af epileptiske Anfald og moralsk Svækkelse, og at hans Handlinger altid vil farves af hans abnorme Tilstand, og at han til Tider ikke er ganske ufarlig for sine Omgivelser. Fysikus mente heller ikke, at Krause under den her omhandlede Handling havde været fuldt tilregnelig. Overretten skønnede som Følge heraf, at Krause led af en saadan Form for Sindssyge, at der ikke vilde kunne paalægges ham Straf, og dømte ham derfor til at tages i Forvaring af det Offentlige.

Ved Forelæggelsen i Gaar for Højesteret mødte Højesteretsadvokat Hindenburg som Aktor og Højesteretssagfører Winther som Defensor.

Højesterets Dom lød saaledes:

Da hverken den afgivne Lægeerklæring eller de i Sagen iøvrigt foreliggende Oplysninger afgiver Føje til at gaa ud fra, at Krause i Handlingens Øjeblik var utilregnelig, vil han være at anse efter Forordningen 4. Oktober 1833 § 2. Straffen findes - som ved Underretten - at kunne bestemmes til Forbedringshusarbejde i 3 Aar.

(Dagens Nyheder 2. august 1906).


En tyremige/tyremie er et slagvåben eller pisk fremstillet af en tyrepenis. Krause afsonede straffen i Statsfængslet i Horsens hvorfra nedenstående foto er hentet. Han gik fra forstanden og endte sandsynligvis på et sindssygehospital i Risskov. Mange sorte blev dømt i Danmark, da retssystemet i Dansk Vestindien så mildere på de hvide. De kunne i stedet blive sat på et skib og sejlet væk. Beboerne på øerne var født ind i en kultur af mishandling og ekstrem social nød som stammede tilbage fra slaveriet. Ofte gik brutaliteten ud over ægtefæller og børn.

G. Alexander kl. Krause 10-1-06 412/6286. Fotografier af fanger i Statsfængslet i Horsens.

Ejeren af Magens Bay var dr. landfysikus Mortensen. Mortensen havde angiveligt købt plantagen for at bevise at det var muligt at få alting til at gro på St. Thomas. Jorden var dækket af buske som beskrives som et "uigennemtrængeligt vildnis" efter at sukkerdyrkningen var opgivet efter emancipationen.

Magens Bay var beboet af de oprindelige vestindere, formentlig Taino-folket. Bugten er opkaldt efter Arve Petersen Magens og hans efterkommere. I 1916 blev den købt af Arthur S. Fairchild hvis familie i 1940'erne forærede den til St. Thomas og St. John kommune som en offentlig park I dag et populært turistmål.

Ukendt fotograf: Magens Bay. 1915. Det kongelige Bibliotek.

Omtrent på samme tidspunkt som dette fandt sted, offentliggjordes en beretning fra et besøg i Magens Bay, se andetsteds på bloggen.

02 januar 2025

Mads Hansen - "Mads Øje" 1846-1913. (Efterskrift til Politivennen)

"Mads Øje"

For nogen Tid siden anholdt Politiet en paa Graabrødretorv boende Værtshusholder Mads Hansen, almindelig kaldet "Mads Øje", som sigtet for falsk Anmeldelse.

Sagen blev henvist til Behandling ved idet Kriminalkammer, men "Mads Øje", der er temmelig durkdreven, har hidtil benyttet sig af et gennemført Benægtelsessystem, og det har saaledes endnu ikke været Assessor Ussing muligt at faa noget ud af den Sag.

Til Gengæld er der derimod kommen andre rare Historier om "Mads Øje" frem før Dagens Lys. Ti kort efter Værtshusholderens Arrestation anmeldte seks Piger, der har tjent hos ham, at Mads havde opført sig overfor dem paa en Maade, der er stærkt stridende mod Sædeligheden. Endvidere lod Pigerne fremkomme Ytringer om, at de langt fra var de eneste, der havde været Genstand før hans uappetitlige Optræden, og Politiet anmoder derfor ethvert Tyende, der har været i "Mads Øje"s Tjeneste og har noget at klage over, om at henvende sig med deres Oplysninger til andet Kriminalkammer.

(København 27. januar 1895).


"Mads Øie". "Avisen" skriver :

Kjender De "Mads Øje?"

Han er forhenværende kjøbenhavnsk Værtshusholder fra Graabrødretorv og Fiolstræde med flere Steder.

Bitte Mads er ikke Vært længere, men derimod Gjæst hos Plejefa'r under andet Kriminelkammer.

Mads er sigtet for fæle Ting, nemlig - som Politiet fortæller - "for i større Omfang at have udvist usædeligt Forhold overfor sit Tjenestetydende".

Der foreligger mange Klager over den slemme Mads, nok til at drage ham tit Ansvar for, men alligevel ønsker Politiet at modtage mulige Oplysninger og Klager fra de Mange, som i Aarenes Løb have tjent hos "Mads Øje".

(Isefjordsposten 2. februar 1895).


Mads Øjes Hukommelse.

Forleden blev der foretaget en Fogedforretning hos en bekendt københavnsk Værtshusholder, Mads Hansen, ogsaa kaldet "Mads Øje", der for Tiden sidder anholdt som sigtet for Voldtægt imod flere Tjenestepiger.

"Mads Øje" protesterede imod Forretningens Fremme under Henvisning til, at Kriminalrettens Forsal, hvor Forretningen foretoges, kun var hans midlertidige Opholdssted.

Kongens Foged omstødte imidlertid hans Protest, og i Lørdags fortsattes Forretningen paa samme Sted.

Rekvirenten forlangte, i F. "Folk. Av.", at han skulde opgive, hvad han ejede, og specielt, om Billardet i hans Beværtning paa Vestergade Nr. 7 var hans eget.

"Mads Øje" erklærede imidlertid, at Opholdet i Varetægtsfængslet havde indvirket saa stærkt paa hans Hjerne, at han for Tiden var meget syg og under Behandling af Fængselslægen.

Han havde ganske tabt Hukommelsen og vidste hverken, om han var gift eller forlovet, hvad han ejede eller ikke ejede, saa lidt som, hvor han var henne i Verden.

Skulde imidlertid Kongens Foged alligevel ønske at fortsætte Forretningen, forlangte han at blive indlagt paa et Hospital til Observation - paa Rekvirentens Regning!

Det kan blive ganske interessant at se, hvad Enden bliver paa denne mærkelige Fogedforretning.

(Nordjyllands Arbejderblad 15. januar 1901).


Fra Højesteret.

En gammel Sædelighedsforbryder.

---

... tog Retten fat paa Sagen mod den fhv. Værtshusholder Mads Hansen, kaldet "Mads Øje".

Sagen foretoges for lukkede Døre, og jeg kan af Hensyn til dens Natur heller ikke referere dens Detailler nærmere end saaledes:

Tiltalte er født 1846 og er en ualmindelig usympatetisk Personlighed. Han blev i 1895 straffet med 15 Dages Vand og Brød for Bedrageri, men det holdt haardt at faa ham til at tilstaa. Senere har der flere Gange været indledet Undersøgelse mod ham for forskjellige Lovovertrædelser, men han klarede sig hver Gang ved sine Benægtelser.

Under denne Sag er han tiltalt for Voldtægt mod ikke mindre end 7 Kvinder. De første Sager skriver sig fra 1890, da han var Værtshusholder i en Kjælder paa Graabrødretorv, nedenunder politistationen, og der sivede allerede den Gang noget ud om, at der var noget i Vejen med ham, men han forstod at klare sig. Først i Midten af November blev han arresteret, og efter al Sandsynlighed har han gjort sig skyldig i mange flere Forbrydelser, end der foreligger Anmeldelse om.

Som sædvanligt nægtede han til det yderste og søgte at skyde Skylden paa Anmelderinderne, af hvilke for Resten flere stod paa et lige saa lavt Standpunkt som han. Derved lykkedes det ham at faa sit Forhold draget bort fra de strenge Voldtægtsparagrafer og skubbet ind under lempeligere. Sagen foreligger ret daarligt oplyst fra Kriminalrettens Side, men i slige Sager er det selvfølgelig vanskeligt at faa de kvindelige Vidner til at forklare den fulde Sandhed.

Kriminalretten har efter Straffelovens §§ 285 og 210 idømt ham 1 Aars Forbedringshus. Politidirektøren vilde have haft ham dømt efter § 171, og saa var Straffen bleven meget haardere, rimeligvis Tugthus.

Højesteret blev ikke færdig med Voteringen før et Kvarter over 2. Assessorerne vilde helst have været helt færdige med det samme. De vilde imidlertid ikke vente, til Dommen var indført, og maatte nu i Morges tidlig ulejlige sig ind til Retten blot for at oplæse Dommen. Man kan da gaa ud fra, at den er lang og rimeligvis ogsaa betydelig haardere end Kriminalrettens.

(Aarhus Amtstidende 1. august 1901)

Mads Øje blev ved kriminalretten idømt 1 års forbedringshusarbejde for at have lokket en mængde kvinder med sig under foregivende af at ville fæste dem og derefter har forsøgt eller fuldbyrdet voldtægt imod dem. Kriminalretten skønnede at kvinderne måske ikke havde været helt uvillige, men det mente Højesteret ikke. Den 1. august 1901 forhøjede Højesteret straffen til 18 måneders forbedringshusarbejde.

"Mads Øje" udpantet.

Optrin paa Politikamret.

For nogle Dage siden stadfæstede Højesteret en Dom paa 4 Aars Forbedringshusarbejde over den bekendte Værtshusholder Mads Hansen, ogsaa kaldet "Mads Øje".

Nu er det imidlertid saaledes, at Arrestanter, der bliver dømte, selv skal betale Omkostningerne ved deres Arrestophold, det er lige haardt nok, men saaledes byder en gammel Lov. Udgiften for Mads Øjes Vedkommende er løbet op til 354 Kr. 40 Øre.

Da den stridbare Mads Hansen ikke vilde betale disse Penge godvilligt, sendte Politiet ham i Gaar Kongens Foged paa Halsen. Fogden traf ham i Arresten i Vestre Fængsel. Da Mads hørte, hvad Fogdens Ærinde var, blev han gal i Hovedet og erklærede, at han ikke ejede noget og derfor intet havde at betale med.

Politiet havde imidlertid opsnuset, at Mads Hansen ejede en Sparekassebog, hvorpaa der indestod 370 Kr , og forlangte, at Fogden skulde gøre Udlæg i denne. Dette protesterede imidlertid Mads Hansen imod og hævdede, at Bogen tilhørte hans Søn.

Politiet fik alligevel Pengene. I Gaar Eftermiddags kom nemlig Sønnen op paa Politikamret for at tage Afsked med Faderen, der skulde afrejse til Vridsløselille. Politiet forklarede saa Sønnen, hvad Faderen havde sagt om Sparekassebogen og betydede, at hvis Sønnen ikke godvillig overleverede Politiet Pengene, vilde der blive rejst en ny Sag mod Faderen for falsk Forklaring til Fogedprotokollen. Efter denne Forklaring gav Sønnen Politiet Fuldmagt til at hæve Pengene.

Da Mads Hansen hørte dette, bebrejdede han Sønnen paa det skarpeste, at han havde givet efter, men Politiet lo, det havde jo faaet Pengene og beholdt dem.

(Social-Demokraten 7. august 1901).


Malerens Hævn.

Der var forleden Aften et vældigt Opløb udenfor en Beværtning i en af Københavns Smaagader. 

Og Aarsagen var en ret sjælden.

For et Par Dage siden havde Værten, der gaar under det smukke Navn "Mads Øje" han har kun et Øje - faaet hele sin forretning malet op i blomstrende farver

Da Maleren kom med sin Regning, nægtede Værten kategorisk at betale. Mads tog sit luneste Smil paa og beklagede, at han ikke kunde betale.

At Maleren blev arrig, siger jo sig selv Og saa udpønsede han en frygtelig Hævn.

Forleden Aften, da Gaden laa øde og stille hen, listede han sig med en Tønde Tjære hen til Beværtningen, og med en vældig Kalkekost oversmurte han hele facaden fra øverst til nederst med den vellugtende Tjære

Der blev slaaet Alarm, og Mads kom ud og spurgte, hvad det var for noget.

Til Svar fik han en Pøs Tjære ned ad Ryggen, saa han blev lige saa sort udvendig, som hans Sjæl maa antages at være.

Til sidst blev Politiet tilkaldt, men da var den onde Maler selvfølgelig over alle Bjerge.

(Korsør Avis 9. juni 1908).


Attentatet mod "Mads Øje".

København, Lørdag.

Det er en lille Skiftedagshistorie, der nær kunde have udartet til Tragedie.

I Larsbjørnstræde ligger en lille Beværtning, hvis Vært gaar under Navnet "Mads Øje". Beværtningen søges ved Skiftedagstider af en Del af Landboerne. Hos Mads Øje indlogerede i Fredags en ældre Karl sig. Han havde omtrent 200 Kroner hos sig, da han den første Nat gik i Seng, men i Morges, da han vaagnede, var Pengene borte. Han syntes at høre nogen pusle ved Døren, men da han kom op, var den formentlige Tyv borte. Straks efter fik han fat i Værten, "Mads Øje", og bebrejdede ham i stærke Ord, at hans Beværtning var en Tyvebeværtning, hvor ærlige Folk blev bestjaalet. Værten kunde intet svare hertil, og Karlen forsvandt rasende. Han gik ud i Byen og købte for sine sidste Penge en Revolver med tilhørende Patroner. Nogle Timer senere indfandt han sig i Beværtningen, satte sig ved et Bord i en Krog, og da "Mads Øje" et Øjeblik vendte Ryggen til, trak han Revolveren op og fyrede. Under vildt Slagsmaal blev han overmandet og afleveret til Politiet. Han tilstod straks, at det havde været hans Hensigt at skyde Værten, hvem han mistænkte for Tyveriet. Den anholdte har tidligere været straffet for Vold. Der venter ham nu en streng Straf.

Rvportor.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 7. november 1910).


Pistolskudet i Mads "Øjes" Beværtning

En Eftermiddag i November var der stor Staahej i "Agrarcaféen" i Lars Biørnstræde 12. En af Gæsterne, fhv. Vognmand Jens Petersen havde beskyldt Værtens Fader, Mads Hansen, kendt under Navnet "Mads Øje", for at have stjaalet 180 Kr, fra ham og var efterhaanden kommen i saadant Raseri, at han havde slaaet en Rude ud og afskudt en lille Pistol, som Mads Hansen mente var rettet mod ham.

Jens Petersen blev arresteret, men det kunde ikke bevises, at det havde været hans Hensigt at ramme. Petersen selv hævdede, at han kun vilde skræmme Mads Hansen. Petersen, som under Sagen har været indlagt til Observation, og som i Følge Professor Friedenreichs Erklæring er alt andet end begavet, blev derfor frifunden.

(Social-Demokraten 12. februar 1911).


Menneskemarkedet.

Blot et Blik paa ovenstaaende Sceneri fra "Skiftedagen" og man føler Forbavselse over, at dette fra "Herremandstiden" stammende Menneskemarked endnu opretholdes.

Udenfor Hagers Engageringsbureau i Klosterstræde, men især dog i Larsbjørnstræde, hvor W. Hansens Efterfølger og Jørgen Jensens Enke har deres Fæstekontorer, samles ved November og Maj en Skare af unge. og ældre Bønderkarle og -Piger, der søger de yderst slet lønnede Arbejdspladser.

I Gaar rørte der sig et ejendommeligt Liv i Gaden, helt forskelligt fra det vanlige. I hundredevis gik og kom "Arbejdskraften" mens en og anden Forpagter eller Proprietær kom slentrende og saa til som ved et Dyrskue.

Allerede tidligt paa Formiddagen var der "Rabalder" i Gaden. Et Par unge Mennesker kom i Klammeri, og det gik udover "Agrar-Kafeen"s store Rude, bag hvilken den bekendte Gæstgiver Madsen, kaldet "Mads Øje" residerer.

Naa, det aabne Gab til Beværtningen skadede ikke Omsætningen; det snildt beliggende Traktørsted havde hele Dagen stærkt Besøg af Pladssøgende og af de kendte "Bondefangere", der lurede paa Rov, og ude paa Gaden købsloges der om "ægte", men meget billige Gulduhre, som forsvandt i Lommerne, hver Gang Betjenten kom anstigende.

Det hele forældede og inhumane Arrangement gjorde et nedslaaende Indtryk paa sundttænkende Tilskuere.

Hvor er det dog urimeligt, at disse arbejdskraftige unge Mænd skal være henviste til at staa som Kvæg paa aaben Gade eller sidder til Beskuelse i mørke, snævre Lokaler.

Vi har et velorganiseret, kommunalt Arbejdsanvisningskontor (i Guldbergsgade) men intet tilsvarende for Staten.

Vi har krævet og vil vedblivende kræve menneskelige Forhold indførte ogsaa paa dette Omraade; et stort, godt indrettet og humant ledet Anvisningskontor for Landets Mænd og Kvinder, der søger Arbejde, en Institution, som vilde kunne danne en Regulator ved Arbejdsløsheden og en Hæmsko for Indførsel af udenlandsk og da navnlig polsk Arbejdskraft.

Som dette Menneskemarked nu er indrettet, er det en Haan mod Menneskeheden. Der var hen paa Eftermiddag foretaget henved en halv Snes Anholdelser, navnlig for Bondefangeri, og et Par for Slagsmaal - og adskillig flere ventedes i Løbet af Aftenen og Natten.

(Social-Demokraten 3. maj 1911).


Mads Hansen døde i marts eller april 1913.

På dette foto (udsnit) fra Kbhbilleder af en ukendt fotograf ses Larsbjørnsstræde med Agrar-Cafeen til venstre 1909. Nogenlunde samme vinkel som Social-Demokratens tegning i artiklen ovenfor.

30 december 2024

En "kjærlig" Ægtemand. (Efterskrift til Politivennen)

En ca. 25 Aar gammel Murersvend i Aarhus, der i August Maaned 1897 blev viet til sin noget yngre Hustru, har senere ofte mishandlet hende. Foruden at han ofte har skubbet til hende og taget hende i Armen, saa der fremkom gule og blaa Pletter, har han hyppigt kastet Knive og Gafler efter hende og været lige ved at ramme, og en Gang, da han kastede en Brødkniv efter hende, ramte han hende i venstre Knæ; Saaret blødte noget, smærtede i nogen Tid og efterlod et lille Ar. Ved samme Lejlighed gav han hende et Slag i Panden med en Sten, som han havde bundet ind i et Lommetørklæde.

I Avgust Maaned d. A. har han to Gange i deres Lejlighed skudt efter hende med en Revolver, dog kun i flere Alens Afstand og uden at hans Forklaring om, kun at have villet skræmme hende, kunde forkastes. Kuglen passerede nær forbi hendes Hoved og borede sig ind i Panelet. Næste Formiddag gik han, efter først paa forskjellig Maade at have plaget deres to smaa Børn, ud til sin Hustru, der var beskjæftiget i Kjøkkenet, trak hende hen under Gashanen og gjorde tilsyneladende Forsøg paa at kvæle hende ved den udstrømmende Gas, hvilke Førsøg dog ej heller kan antages at have været alvorligt ment.

Senere paa Dagen, da begge havde lagt sig, hver paa sin Seng, greb han hende med begge Hænder om Halsen og gjorde et efter hendes egen Mening alvorligt Forsøg paa at kvæle hende, snoede hendes Haarfletning om Halsen paa hende og ytrede, at naar hun var færdig, vilde han gjøre det af med Børnene og til sidst med sig selv. Hustruen strittede imod og forsøgte at skrige. Det var allerede efter hendes Forklaring bleven fuldstændig sort for Øinene af hende, da han pludselig slap hende og hentede en Barberkniv, medens han spærrede Vejen for hende, der søgte at undslippe. Han havde faaet Kniven ud af Futteralet, da en Nabokone, der havde hørt Hustruen klage sig, bankede paa Døren. Han lod da Hustruen gaa hen og aabne Døren, og efter at Nabokonen var kommen ind, lykkedes det hans Kone at slippe bort med Børnene og at komme hjem til sine Forældre.

Arrestantens Paastand om heller ikke denne Gang at have haft Drabshensigter, fandtes ikke at kunne forkastes.

Ved flere, og navnlig ved den sidste Lejlighed, maa Arrestanten antages at have været noget beruset. Særligt maa hans Opførsel betragtes som Udslag af en brutal og tyranisk Karakter. Dommen lyder i Henhold til Straffelovens §§ 202 og 203, sidstnævnte til Dels sammenholdt med § 346, paa 8 Maaneders Forbedringshusarbejde.

(Aarhus Amtstidende 13. december 1900).

22 september 2024

Pastor Gades Voldtægt af 15aarig Pige. (Efterskrift til Politivennen)

En Præst som Sædelighedsforbryder

Til "Ritzaus Bureau" telegraferes i Gaar:

Nibe, den 9de Septbr. Sognepræst Niels Peter Andersen Gade, Østerhornum, er i Aftes efter afholdt Forhør bleven arresteret som sigtet for Sædelighedsforbrydelse samt for Forsøg vaa Forledelse til falsk Forklaring for Retten. - Pastor Gade er født 1854; han blev teologisk Kandidat 1886 og Sognepræst til Østerhornum 1887.

Denne Arrestation har vakt almindelig Sensation paa Egnen. Rygterne om Præstens Nærgaaenhed mod en 15aarig Pige, der gik til Konfirmationsforberedelse hos ham, har allerede i nogen Tid cirkuleret blandt Beboerne, men det er først ved Præstens Arrestation at man har faaet Vished for, at det er mere end Sladder, hvad der blev sagt om hans Optræden overfor den unge Pige.

Hun var allerede i Fredags i Forhør. Det var et langt Retsmøde og først henad Aften slap Pigen fri, dødstræt af den lange Eksamination. Resultatet heraf blev, at Pastor Gade blev tilsagt til Forhør i Onsdags og efter dette arresteredes han, som i Telegrammet angivet, sigtet ikke alene for Sædelighedsforbrydelsen, men ogsaa for Forsøg paa at forlede en ung Pige til at vidne i hans Favør, med andre Ord falsk Forklaring for Retten.

Gade er Indremissionsmand og Søn af en Skolelærer i Aalborgegnen.

I Følge senere Telegram til Ritzaus Bureau er Pastor Gade suspenderet fra sit Embede.

Privattelegram.

Vi modtog sent i Aftes følgende Privattelegram med yderligere Oplysninger i Sagen :

Aalborg, den 9. Septbr. Den 15aarige Pige, som den arresterede Pastor Gade sigtes for at have begaaet Sædelighedsforbrydelse mod, er Datter af en anset Haandværksmester her i Aalborg. Den unge Pige havde Ophold i Præstens Hus under Forberedelsen til Konfirmationen, og her skal Præsten ved Nattetid have forøvet sin Udaad mod hende. Pigen har skrevet hjem til sine Forældre og meddelt dem Enkelthederne ved det forefaldne.

Efter Pigens Beretning havde Pastor Gade den paagældende Dag været i Nibe, og da han ved Aftenstid kom hjem til Østerhornum, var Pigen gaaet i Seng. Præsten klædte sig af, og da Pigen noget efter var falden i Søvn, listede han sig ind i hendes Værelse, krøb op i Sengen og lagde sig hos den sovende.

Pigens Forældre blev naturligvis i høj Grad bestyrtede over, hvad de erfarede om den Guds Tjener, i hvis Hænder de havde betroet deres Dalter, og Faderen gjorde straks Anmældelse til Politiet i Nibe. Men Politiet vægrede sig ved at arrestere Præsten, inden der forelaa nærmere Oplysninger.

Der blev derfor afholdt en Række Forhør over Folk der fra Egnen, deriiblandt flere af Byens mest ansete Gaardmænd. og her fremkom der efter Forlydende meget graverende Oplysninger om Præstens Forhold ogsaa overfor flere andre Kvinder, særlig hans Tjenestepiger. Han sigtes for at have gjort Forsøg paa at forlede en af disse Tjenestepiger til falsk Forklaring for Retten.

*

Pastor Gade er Indremissionsmand. Det bliver snart uhyggeligt med alle de Sædelighedsforbrydelser, som rundt omkring i Landet knytter sig til Indre Mission, og som synes at staa i uløselig Forbindelse med denne overspændte religiøse Retning. En Forbindelse, der beror paa det Faktum, at overspændt Religiøsitet i mange Tilfælde kun er et Udtryk for overspændt Sanselighed.

Vore Forfattere har i den senere Tid været opmærksomme paa Fænomenet. En P. E. Benzon, har i sin Roman "Det sjætte Bud" - som i sin Tid omtaltes udførligt her i Bladet - givet en Skildring af den Usædelighed, der hyppig gaar i Svang blandt Indremissionsfolk under Broder- og Søsterskabets Maske.

Det er ingenlunde, forbi alle de saakaldte "Hellige" er bevidste Hyklere. Aldeles ikke. Men det er som sagt i mange Tilfælde Mennesker med voldsomme Drifter, og det er netop disse Drifter, der hyppigt driver dem over i Missionen. De føler sig som store Syndere, der er fordømte til Helvede, og saa bliver de Troende. Men selv om man driver Naturen ud med en Høtyv, kommer den dog igen. Og Livet i de indremissionære Menigheder, hvor alle Mænd og Kvinder er "Brødre og Søstre", er i høj Grad egnet til at opægge Sanseligheden, samtidig med at den fordømmes som Djævelens Fristelse.

Desuden præker Indre Mission jo den Lære, at det ikke kommer an paa Gerningerne, men paa Troen. Alle Synder, alle Forbrydelser, kan tilgives, naar man blot tror. I Tillid til denne absolute Syndsforladelse tager de "Hellige" det ikke al Tid saa nøje med en Overtrædelse mere eller mindre, Naar blot de angrer kraftigt bagefter, saa er der Tilgivelse selv for den største Synd.

S. Schandorph har i sin sidste Roman "Frigjort" skildret en Indremissionspræst, som er typisk for hele denne Retning. Det er en jysk Bondestudent, Kristen Kristensen, som er bleven Kapellan og er oprigtigt troende. Alle dem, der ikke tror, fordømmer han med Nidkærhed til Helvede. Men han har selve Pælen i Kødet og lider dybt derunder. Han staar i Forhold til to gifte Koner, og han krymper sig som en Orm under de Fristelser, hans voldsomme Sanselighed forvolder ham, og som han ikke formaar at modstaa. I Nattens Mulm og Mørke qaar han ind i Kirken, tænder Lys. kaster sig ned paa Gulvet foran Alterbordet og stønner:

"Skal jeg da aldrig blive sikker i Naadestanden? . . . Skal jeg aldrig blive fri for at føle Djævelen slide i mit Kos . . . Hvorfor har Du, o Gud, ikke gjort mig til dem, som Skriften kalder Gildinger fra Moders Liv? . . . Hvorfor kan jeg aldrig se paa en Kvinde uden med uren Attraa? . . . Herre, Herre, led mig ikke i Fristelse! . . . Herre, hvorfor forstader Du min Sjæl og skjuler Dit Ansigt for mig? . . . Skal jeg støde de Kvinders Sjæle bort, som kalder paa mig, for at jeg skal forkynde dem det Ord, som de hungrer og torfter efter?... Bøj dog en troende Kvindes Hjærte til mig, at jeg kan blive som Dit Redskab, Morten Luther, ham, der helligede sit Kød, saa det blev Dig en Velbehagelighed ... Du ved jo, Du maa jo vide, at jeg tror paa hver Tøddel af Dit hellige Ord, og at jeg forkynder det rent og purt uden Menneskefrygt . . . Driv da Djævelen ud af mit ulykkelige Legeme, hvor han huserer som en nagende Kræft!"

Han vred sig som en Orm, der troedes paa, rejste sig paa sine Knæ, slæbte dem henad Altergulvet, løftede atter sit Hoved mod Krucifikset . . .

Schandorph har forstaaet denne Præst; han har haft en vis Medlidenhed og Sympati med ham, skønt han ikke deler hans Livssyn, og han har ikke fordømt ham, men søgt at forklare den Sjælekamp, han er Bytte for. - Paa samme Maade kan man have Medlidenhed med Pastor Gade i Nibe, der maaske har lidt eller i hvert Fald nu lider noget lignende og har kæmpet den samme Kamp mod kødelige Lyster, som var stærkere end hans Tro.

Vi kan have en vis Medlidenhed med de "Hellige", naar de falder som Ofre for den "Djævel", de vil bekæmpe. Men lad os huske paa, at de aldrig har Medlidenhed med os andre, som ikke deler deres Tro. Os fordømmer de uden Naade og Barmhjærtighed til Helvede. Lad os derfor al Tid være skaanselløse Modstandere af den barbariske Lære, de forkynder! Disse Folk, som kalder sig "hellige", er selv de bedste Beviser paa, hvor naturstridig og umenneskelig Indre Mission er i sin Grundvold.

(Social-Demokraten 10. september 1897).


Pastor Gades Sædelighedsforbrydelse.

Han har tilstaaet.

Sagen med den himmerlandske Præst, der paa en saa oprørende og skamløs Maade har voldtaget og skamskændet en 15½ Aars Pige, vækker saavel paa selve Egnen, hvor Forbrydelsen er begaaet, som i Aalborg, hvor Offerets Forældre boer, den største Opsigt, og, som rimeligt er, almindelig Indignation.

Gade er en Mand i sine bedste Aar, født 1854, høj og kraftig af Vækst med fyldigt Haar og Skæg, blegt fedt Ansigt og grove sanselige Læber ligner han en gammel Munk.

Som Præst virkede han højst uappetitligt ved sin unaturlig salvelsesfulde Maade at optræde paa. Dertil kom, at hans Tale var meget indremissionsk, nærmest i Moesk Lignelse. Det kunde saaledes godt falde ham ind at holde haarde fordømmende Ligtaler.

Han var ivrig Befæstningsven og undlod aldrig at bruge den fadeste Smiger om Kongehuset, naar Talen faldt paa dette.

Saadan talte og gebærdede den Mand sig, hvis Navn nu forbandes af en hæderlig og i alle Henseender respektabel Borgerfamilie i Aalborg. Denne Familie har faaet at mærke og det grundigt, hvad Kaliber denne retfærdige og fanatiske Højrepræst var af.

Familien i Aalborg havde i Foraaret en Datter ved Navn Ane, som havde gennemgaaet et Kursus i Madlavning i Menighedshjemmet. En Dag talte man med Diakonissen og efter hendes Raad blev man enige om at søge en Plads hos en Præstefamilie paa Landet til Pigen, som nylig havde fyldt 15 Aar. Man indrykkede i den Anledning følgende Avertissement i "Aalborg Stiftstidende":

En ung Pige

paa 15 Aar af kraftig Vækst, Datter af Haandværksfolk, søger Plads hos en Lærer- eller Præstefamilie paa Landet. Billet mrkt. osv.

Der indløb ca. 30 Billetter, og blandt disse en fra Pastor Gade. Da han boede saa nær Aalborg, valgte man til al Ulykke hans Tilbud og skrev til ham.

Et Par Dage efter indfandt han sig i Hjemmet og lod sig Pigen forestille.

I mit Hus, sagde Præsten, skal ingen sjælelig eller legemlig Fare true hende. Vi skal behandle hende, som var hun vort eget Barn, og med Guds Hjælp skal hun blive en sand Engel.

I Præstens Hus blev Ane kort efter Enepige. Forældrene skrev til Præsten, at Ane ikke maatte overbebyrdes, og efter nogen Tids Forlob blev Forholdene da ogsaa taaleligere.

I al denne Tid havde Præsten søgt kønslig Omgang med Pigen naar hun sov, og hver Gang tvang han hende til at tie.

Han forbød hende saaledes at skrive og tale til og med nogen og passede hende op ved alle tænkelige Lejligheder.

Den ulykkelige Pige saae dog en Dag sit Snit til at tale med Lærerens Hustru.

Denne Kone udviste imidlertid den næsten utrolige Fejghed og Hensynsløshed at svare Pigen:

For Gud i Himlens Skyld, sig intet! Præsten kunde jo risikere sin Afsked, og hvad vilde der saa blive af hans stakkels Kone og Børn.

Pigen lod sig dog ikke nøje med den Besked, men nogen Tid efter fortalte hun Forpagterens Forlovede, at Præsten vilde være Kæreste med hende, og herfra gik Historien videre til Smeden i Øster Hornum, der øjeblikkelig anmeldte Sagen til Herredsfogden i Nibe og samtidig besørgede et Brev, Pigen havde skrevet til Forældrene.

Brevet, der fyldte 8 tætskrevne Sider, gav en omstændelig og gribende Skildring af de Kvaler, hun havde maattet udstaa, de Ydmygelser, hun havde maattet lide, og den Fornedrelse, hun var kommen i.

Næppe havde man faaet Brevet læst til Ende, før Pastor Gade gled ind af Døren, fed, glinsende og myndig.

Pigens Moder var nær besvimet ved Synet af den Mand, der paa en saa lumpen Maade havde krænket Datterens Ære, men han var fræk. Med foldede Hænder og i den mest salvelsesfulde Tone af Verden gav han sig til at fortælle om Datterens udmærkede Egenskaber, og at hun nu kunde trænge til at komme hjem, da hun havde en daarlig Fod osv.

- - -

Men nu foer Faderen bleg og skælvende af Bevægelse op og udbrød:

"Slyngel! Og De vover - - "

"Hva-ba ?"

"De har opført Dem som en Usling, voldtaget vor Datter - tilstaa !"

"De maa jo være gal," udbrød Præsten. 

"Tilstaa!" raabte Faderen, "eller De skal blive arresteret og komme i Bladene."

"Dette er jo et simpelt Forsøg paa Pengeafpresning," svarede Præsten. 

"Hvad vover De? Ud af mit Hus, hører De!"

Præsten gik.

Desværre maa det efter de alt foretagne Undersøgelser anses for givet, at den 15½aarige Pige er frugtsommelig.

*

I Torsdags indfandt Provst Rasmussen i Fellen sig i Arresten hos Pastor Gade for at formaa ham til at aflægge Tilstaaelse. Gade nægtede imidlertid, at han havde gjort sig skyldig i noget som helst. Det er dog bevisligt, at han har truet den unge Pige med evig Fortabelse, hvis hun ikke lod ham faa sin Villie; hvis hun derimod var føjelig, lovede han hende at bestride Omkostningerne, der var forbundet med at tage Lærerindeeksamen.

Det er i det hele taget hans Princip under saadanne Forhold at love i det uendelige, og bagefter nægter han planmæssig alt.

Faderen til den voldtagne Pige var i Søndags i Kirken, mens Gade prædikede; Gade var i Begyndelsen meget nervøs og rystede synligt, men tog sig snart sammen og talte, som om intet var forefaldet.

Til Ritzaus Bureau telegraferes:

Nibe, den 11. Septbr. I et i Formiddags af Herredsfoged Dændler afholdt Forhør har Sognepræst Gade tilstaaet sig skyldig i Overtrædelse af Straffelovens § 174.

*

Om Tilstaaelsen modtog vi i Aftes følgende Privattelegram:

Aarhus, den 12. September.

De sidste Forhør blev skæbnesvangert for Gade. Under det 5 Timers lange Forhør i Fredags Morges begyndte Selvmodsigelserne og da om Eftermiddagen Lærerinden, der havde staaet i intimt Forhold til Præsten, aflagde en uforbeholden Forklaring om alle Præstens erotiske Forvildelser, blev Gade komfus.

Forbrugsforeningens Uddeler havde endvidere i Forhøret oplyst, at han og flere andre i Kikkert havde set Præsten og Lærerinden kysses. Præsten havde af hende ventet Vidneudsagn til Gunst for sig, men det blev det modsatte. Lærerinden, der ikke gør noget fordelagtigt Indtryk, gjorde ingen Røverkule af sit Hjærte og i et Par Timer opvartede hun med saa haarrejsende Historier, at de gamle Retsvidner rødmede af Undseelse. Efter en kort Konfrontation tilstod Præsten derpaa, at han, Natten efter at den 15aars Pige var kommen i Huset, trængte sig nøgen ind i Kammeret og tvang hende til Samleje, ligesom han under Pigens 5 Uger lange Sygdom hvert Døgn havde plejet Samleje med hende. Efter Tilstaaelsen græd han som et Barn, slog sig for Brystet og forbandede den Time, da han var født.

(Social-Demokraten 12. september 1897).


Præsten fik sin suspension forkyndt i arresten den 9. september 1897 og en kommission nedsat. Den dømte ham til at have sit kald forbrudt, forbedringshus i 1 år, samt erstatning til den umyndige N. N. 1.100 kr. Dommen blev i april 1898 stadfæstet ved Højesteret. Niels Peter Andersen Gade døde 1935, 80 år gammel. Han var gift med Dorothea Elisabeth Andersen Gade (1855-1928). Parret havde 8 børn. 

Edvard, Theodor og Harald, julen 1899. Foto fra artiklen i "Hanen". Niels Nørgaard Nielsen. Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune.

Hustruen lod sig separere og da Gade i 1901 blev løsladt, udvandrede han til Amerika. På sine gamle dage vendte han tilbage til Danmark og slog sig ned i Kolding.

En gammel præstegård brændte samtidig med en stor brand i 1889 og en ny opført. En længere artikel om hans kone Dorothea Gade står i Hanen. Nye tidener om gamle emner. Lokalhistorisk Forening for Støvring Kommune, nr. 10 2006. Nedenfor bringes et kort uddrag af denne artikel:

 

Thea Gade efter skilsmissen

Da Niels Peter Andersen Gade 9. sep. 1897 bliver arresteret for utugt og nogle dage senere tilstår, skriver Thea i et brev dateret 15/9 1897 til Provst Rasmussen og beder ham om en samtale om mange ting, først og fremmest skilsmisse. Det stod mig klart, at jeg umuligt turde vove længere at være hans hustru, og at hans opførsel imod mig for Gud og mennesker, har løst mit troskabsløfte, så jeg fra det øjeblik af ikke har betragtet ham som min mand. Senere i samme brev skriver Thea selv er jeg til mode, som om jeg var sluppet ud af slaveriet. Alle viser mig kærlighed og deltagelse, og jeg bor atter, som den sumeriske kvinde sagde "midt iblandt mit folk". Efter flere besværligheder, verdslig og gejstlig mægling, protester fra Niels Peter, men ved god hjælp af hendes farbror provst Marcus Wøldike, Brahetrolleborg og Provst Rasmussen, Gudum bevilges skilsmissen i december 1897. Marcus Wøldike skriver således i et brev 28/10 1897 til provst Rasmussen: at skilsmissen ikke for længst er bevilget - eller snarest befalet – forstår jeg aldeles ikke.

(Doro)Thea Gade. Foto fra artiklen i "Hanen". Niels Nørgaard Nielsen. Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune.

Thea er nu alene med 7 børn, Elisabeth, 18 år, Gurli 15 år, Otto 14 år, Andreas 11 år, Harald 9 år, Edvard 7 år og den yngste Theodor 1 år. Andreas på 11 år, er åndssvag og kommer på Ebberødgaard. Det er nu slemt, at jeg skal forvolde så megen ulejlighed i verden, men Herren ske Tak som giver gode mennesker vilje til at hjælpe, skriver Thea i et brev til Provst Rasmussen, da han sammen med kære gamle pastor Blicher (Ravnkilde?), har sørget for at Andreas optages på Ebberødgård.

N.P.A. Gade suspenderes 16.sep. og embedet passes i første omgang af pastor Barfod i Sønderholm.

Den 22. oktober 1897 skriver Thea i er brev til Provst Rasmussen, at pastor Barfod har været her med en ny pastor Vested, som jeg forstår, er udset til vikar her, og som jeg måske snart kan vente hertil. Måtte det nu blive til Guds Ære. Christian Frederik Vested konstitueres i embedet og bliver til megen gavn for Thea. 

- - -

Thea befinder sig godt i præstegården og forpagteren viser hende megen velvilje. Hun "glædede sig over at være ene med børnene og at kunne trække vejret let i sit kære barndomshjem og trøstede sig i Herren som hendes sol og skjold". Befolkningen i Øster Hornum viser hende også megen sympati og "venner fjernt og nær lader hende ikke lide nød".

I april 1898 afskediges N. P. A. Gade og pastor Vested kaldes til embedet 1/8 1898. Thea skal nu forlade præstegården.

- - -

Thea har forberedt sig godt på at komme videre i tilværelsen. Hun sætter en del af indboet i præstegården på auktion gennem en annonce i Aalborg Stiftstidende, hun lejer en lille forretning i Kolding, fra oktober 1898 og inden de flytter fra Øster Hornum rejser hun til København for i et par måneder, at lære noget om mode. I oktober 1898 åbner hun så en modehandel i Søndergade 14, de små drenge Harald, Edvard og Theodor flytter med hende.

Thea Gades modeforretning lå på dette sted. Foto af Niels Nørgaard Nielsen, Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune (2025).

Datteren Elisabeth er lærerinde på Albæk Hovedgård i Suldrup sogn. Otto er muligvis i lære i Hjørring, han skriver nemlig i et brev dateret 24/12 1899 til pastor Vested, at han er så glad for sin plads i Herning, meget bedre end den han havde i Hjørring. Hans Principal Dalgaard er så flink ved ham, og har foræret ham 10 kr. i julegave. Gurli er sikkert i huset et eller andet sted. Ved juletid 1899 er hun i nærheden af Kolding.

- - -

I april 1912 kommer Niels Peter hjem fra USA, og da Thea i 1928 dør, sidder han i uskiftet bo, hvorfor de må have giftet sig igen.

(Hanen. Nye tidener om gamle emner. Lokalhistorisk Forening for Støvring Kommune, nr. 10 2006. Uddrag).

28 juni 2024

Landsbypigen. (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift beretter Ignotus i "Polit." følgende rædselsfulde Skildring, som kan tjene til Advarsel for de mange vige, der med higende Længsel tragter efter blot at komme til Hovedstaden. Ignotus skriver :

Vi kjender denne Skikkelse, som ved Skiftedage vandrer fra Jærnbanestationen hen til Fæstemændenes Kontorer: Den lyshaarede unge Pige, der er saa jomfruelig undselig, saa bly og kejtet i sit Hvergarn. Frygtsom og nysgjerrig ser hun sig om i den store, straalende Verden, som skal bringe hende al den Lykke, hun drømte om ude i den stille Landsby.

Det er om en saadan ung Pige, vi vil fortælle en Historie fra de sidste Dage. Og naar De har læst den, vil De sige: Det er umuligt. Det kan ikke være sket i København.

Den unge Pige hed Marie Fuglede, og det var ikke blot Lyst til at komme bort fra Landsbyen, det var ogsaa Længsel efter den, hun elskede, der uimodstaaeligt drog hende ttl Hovedstaden. Under Efteraarsmanøvren, der havde fundet Sted paa hendes Egn, forelskede hun sig i en Infanterist, en Possementmagersvend ved Navn Køser, og gjennem Breve fra ham erfarede hun nu, at han havde faaet Løfte om en Plads i Hamborg og skulde rejse. Saa tog hun fra Hjemmet og ankom til Byen, netop tidligt nok til at faa sagt Farvel.

Nu stod hun alene. Rejse hjem vilde hun ikke gjerne, og hos Fæstemændene var der Trængsel. Hun søgte forgjæves, indtil hun tilsidst intet ejede. Da var hun glad, at hun fik en Plads i Kjælderen, Holmensgade 28. Hun anede i sin Uskyldighed intet om, hvad de fleste unge Piger vilde have anet blot ved at høre denne Gades Navn.

Vi fører nu vore Læsere ned i Kjælderen, kaldet Gummikjælderen, der ligger 8 Trapper in under ærbart Selskab.

Kjælderen bestaar af 2 Rum, af hvilket det ene og større er Samlingsstedet for de saakaldte Gummidrenge, det andet og mindre for tilfældige Gjæster. Paa Sidevæggen i den store Stue hænger Frederik den 7des Billede mellem to bibelske Stykker, hvoraf det ene bærer Titelen "Der verlorene Sohn erhält sein Erbtheil", og det andet "Der verlorene Sohn hütet die Schweine". 

Gjennem Tobaksrøgen, der fylder Stuerne, skjelnes de store Bjælker under Loftet, og paa Gulvet rundt om Bordene et Mylr af søndagsklædte Herrer, der spiller Kort og drikker Øl. Der hviler over disse Skikkelser et Præg af Sejghed, som berettiger dem til Kjælenavnet Gummidrenge. Alle Haandbevægelser foretager de med udspilet Lille finger. De bærer Nakkeskilning, Læg i Kravebrystet og kulørte Slips. Desuden har de i fortrolig Samtale deres eget Sprog.

I dette Selskab befandt den unge Pige, Marie Fuglede, sig en skønne Dag.

Hun anede ikke, hvad det var for Mennesker, der fyldte disse Stuer, og da hun intet forstod og derfor ikke rødmede, saa troede Gummidrengene, at hun tilhørte deres kreds.

Men da det lidt efter lidt gik op for dem, at hun var en ung uskyldig Pige, saa blev de baade slaaede af Forbavselse og optændte af Forbitrelse. En saadan Piges Nærværelse betragtedes af dette Selskab som et rent ud sagt usømmeligt Brud paa Traditionen.

Under Paaskud af, at hun skulde hente noget, lokkede derfor en af de mest kjendte Gummidrenge hende op paa sit Værelse i samme Gade Nr. 8, og her aflaasede han Døren, kastede sig over hende og rev Livet op paa hendes Kjole.

Den unge Pige skreg og satte sig ttl Modværge, og det med en saadan Hæftighed. at Voldsmanden blev kastet over mod Væggen. Til alt Held laa der i Stuen ved Siden af en syg Haandværkssvend, som mærkede, hvad der var paa Færde. Han var saa svag, at han ikke kunde rejse sig, men dog greb han en Støvleknægt og dunkede med den paa Læggen. Herover blev voldsmanden forskrækket, kastede den skjælvende Pige fra sig og gik, dog først efter omhyggeligt at have aflaaset Døren.

Hun laa paa Gulvet og blev liggende nogen Tid. Da traadte der pludselig 2 Banditer ind i Værelset.

De vor udsendte af Voldsmanden, hvis Navn var Fritz Sørensen, kendt under Navnet "Fritz med Hummeren". Fritz havde mødt disse Kammerater i Kælderen og havde beklaget sig for dem. Saa havde de bedt om Nøglen og traadte nu begge ind til den forfærdede Pige, hvem de behandlede paa den skændigste Maade, uden at de dog opnaaede deres Hensigt. Omsider forsvandt de, da de ved en Støj paa Trappen var blevne ængstelige for, at Folk nu paa Gaden skulde have hørt Pigen.

Men før deres Bortgang aflaasede de Døren, og da de kom ned i Kælderen, gav de Fritz Nøglen. Derpaa drak de tre Gentlemænd "en Spids".

Imedens slæbte den udmattede Pige sig hen til Vinduet og skreg om Hjælp. Men af Skøgerne, som stod langs Husrækkerne, fik hun ikke andet Svar en grove Ord og Haanlatter.

Hvillen Scene! Den syge Haandværkssvend, der ligger i sin Seng med Støvleknægten. I Vinduet den unge rædselsslagne Pige, der raaber ned til Skøgerne, og i Kjælderen de 3 Banditter, der stikker Hovederne sammen om en Spids.

Ingen forbigaaende ænsede den unge Piges Raab.

Først ved Tolvtiden indfandt Fritz "med Hummeren" sig igjen i Værelset, kastede sig atter over den ulykkelige, brødes med hende og slog hende, indtil hun besvimede. Saa røvede han hendes Ære.

Efter endt Forbrydelse lagde han sig paa sin Seng og faldt i Søvn. Og ud af hans Vestelomme tog nu den unge Pige Nøglen, aabnede Døren og løb ned paa Gaden.

Men hun løb ikke hjem. Nej, hun løb lige ud. Gade op og Gade ned med nøgne Ben, med iturevne Klæder og med flagrende Haar. Og hver Gang hun i Nattens Mørke fløj forbi en Forbigaaende udstødte hun et forfærdet Skrig.

Hun var bleven vanvittig, og som saadan indfangede man hende og sendte hende ud til Bistrup, hvor hun er i dette Øjeblik.

Selvfølgelig blev "Fritz med Hummeren" og de to andre Gummidrenge arresterede, og ligesaa blev Skøgerne, som havde hørt den unge Piges Raab. De aflagde allesammen falsk Forklaring, hvilket yderligere vil øge deres Straf.

Nu skete der det uventede, at Fritz Sørensen kort efter sin Anholdelse arvede en Sum paa 25.000 Kr. Af disse Penge vil den unge Pige faa en Erstatning, rimeligvis en halv snes Tusinde Kroner. Men af denne uventede Rigdom har hun ingen Glæde. Rædslen, hun har følt, synes for evigt at have kastet Mørke over hendes Sjæl.

Hun har været en af de friskeste Blomster, der uden Skaansel kastes paa det store Baal. Maaske hænder sligt ret ofte. Det bør dog vel en Gang imellem læses ude i de smaa Landsbyhjem - til Skræk og Advarsel.

(Aarhus Amtstidende 20. november 1894).

Under navnet "Ignotus" gemmer sig ret sikkert Henrik Cavling. Ved kriminalretten blev Fritz januar 1895 idømt 4 års tugthus samt 6.000 kr. i skadeserstatning til pigen. Kongens foged afhentede beløbet i Christianshavns arresthus. Fritz havde arvet pengene efter sin mor, enken Johanne Frederikke Vilhelmine Sørensen, Kongens Lyngby.

12 april 2024

Sædelighedsforbryder: Bagermester Thorendal. (Efterskrift til Politivennen)

Sædelighedsforbrydelser

Bagermester Thorendal idømt 3 Aars Tugthusarbejde.

Bagermester Niels Christian Frederik Vilhelm Thorendal, der har havt Forretning i Falkoneralleen Nr. 12, er ved Højesteret idømt 3 Aars Tugthusarbejde for Forbrydelser mod Sædeligheden.

Sagen mod Thorendal paabegyndtes for ca. 1½ Aar siden ved Frederiksberg Birk, foranlediget oprindelig ved Alimentationssag fra en ung Tjenestepige, som han havde forført og som havde faaet et Barn ved ham. Under denne Sag fremkom der saa graverende Oplysninger, at det foranledigede Retten til at arrestere Bageren, og nu kom der en Mængde Forbrydelser for Dagens Lys.

Frederiksberg Birk idømte ham 8 Aars Tugthusarbejde; Straffen blev af Overretten nedsat til 3 Aar, og Højesteret stadfæstede forleden denne Dom.

Af det i Sagen oplyste fremgaar det, at Thorendal har forbrudt sig mod en Række af Straffelovens Paragrafer for paa sædelige Omraade, nemlig §§ 170, 174, 176 og 185. Han har øvet Vold, Utugt med mindreaarrige Piger, Uterlighed, samt Krænkelse af Blufærdigheden og og under Sagen er fremført ikke mindre end 9 Kvinder, der har staaet i hans Tjeneste, og som har været Ofre for hans brutale Lyster.

* * *

Forbryderens 9 Ofre.

Thorendals 1ste Offer var Pigen A. (Dette og de følgende Bogstaver er kun anonyme Mærker paa de vedkommende forurettede Kvinder, hvis virkelige Navne selvfølgelig ikke nævnes for Offenligheden.) Hun var 21 Aar, da hun 4. Februar 1889 kom til at tjene Thorendal som Butiksjomfru i en Forretning, han den Gang havde i Slotsgade. Han fordulgte at han var gift, og han boede alene i Lejligheden med Pigen. Han forsøgte straks de første Dage at tiltvinge sig Kys hos hende og at tage hende om Livet, og den 19. Februar forsøgte han i et til Butiken stødende Beboelsesværelse at tiltvinge sig Samleje med hende. Men hans Forsøg lykkedes ikke, dels paa Grund af hendes Modstand, dels fordi der kom Folk i Butiken. Otte Dage senere lukkede han hende ind i sit Soveværelse, hvor han trods hendes Graad og Bønner kastede hende om paa Sengen og tumlede saa længe med hende, at hendes Modstand blev brudt og han fik sin Vilje. Han havde senere flere Gange Samleje med hende indtil hun midt i Marts mærkede, at hun var besvangret ham, og han lejede da et Værelse til hende, hvor de mødtes til fornyet Samleje. Grund til, at Pigen ikke straks forlod Tjenesten efter Thorendals Voldtægtsforsøg, men senere endog hengav sig til ham, har hun forklaret, at hun længe havde gaaet arbejdsløs og ikke turde meddele sin Familie det Passerede.

Thorendals 2det Offer, den 16aarige Pige B, kom i hans Tjeneste 29. November 1889, da han havde Forretning i Falkoneralleen. Straks den første Nat, hun opholdt sig i hans Hus, blev hun vækket ved at Dynen i hendes Seng blev smækket op over hendes Hoved, og Thorendal, der kun var iført Skjorte og Underbenklæder, lagde sig op i Sengen hos hende. Hun skreg om Hjælp, men Skrigene kvaltes under Dynen. Hun kæmpede af al Magt for at værge sig, men Thorendal, der er en stor og kraftig Person, kunde sagtens overvinde den unge Piges Modstand, og han tiltvang sig Samleje med hende. En Morgen, et Par Dage derefter, kom han atter ind til hende, der laa afklædt i Sengen. Hun gjorde al tænkelig Modstand, men han tiltvang sig paany Samleje med hende, og han truede hende med, saafremt hun skreg, at han vilde angive hende som den Skyldige overfor hendes Forældre. Ved Juletid 1889 kom han paany en Morgen tidlig ind til hende, der laa i Sengen, og tiltvang sig igen ved Vold Samleje med hende, uagtet hun paany gjorde al den Modstand hun kunde. Der hengik ved denne Lejlighed omtrent et Kvarter, inden han overvandt hende, og i den Tid skreg hun uophørlig i sin Angst: "Lad være, Thorendal!" En Kone, der sov i et Værelse i Nærheden havde hørt Skrigene, der gjorde Indtrykket af at være udstødt af et Menneske, der er i fortvivlet Sindsstemning, og senere paa Dagen, da Pigen græd, spurgte Konen om Aarsagen hertil, og Pigen erklærede da, at Thorendal havde været grov mod hende, uden nærmere at forklare Beskaffenheden af hans Opførsel, og hun bad Konen ikke omtale til nogen hvad hun havde hørt. Hun blev i Tjenesten til September 1890, og i dette Tidsrum har Thorendal omtrent 20 Gange Vold tiltvunget sig Samleje med hende, dels paa hendes Kammer, dels i et Værelse ved Butiken. Hun modsatte sig stedse af yderste Magt hans Voldshandlinger, bl. a. ved at rive ham i Haar og Skæg og bide ham i Armen. Hun blev besvangret og fødte i Januar 1891 et Barn. Som Grund til, at hun trods Thorendals Opførsel blev saa længe i hans Tjeneste, angav hun dels, at hun var i høj Grad uvidende paa det kønslige Omraade og derfor, omend hans Behandling var hende i højeste Grad modbydelig, ikke tilfulde forstod dens Betydning, dels at hendes Forældre havde strængt forbudt hende at løbe af Tjenesten, dels endelig, at Thorendal havde truet hende paa forskællig Maade, hvis hun røbede Forholdet. Hendes Forældre og daværende Forlovede har bekræftet, at hun, da hun kom i Thorendals Tjeneste, var temmelig uvidende om alt, vedrørende det kønslige Forhold mellem Mand og Kvinde, og Forældrene har udsagt, at efter at deres Datter var kommet i Thorendals Tjeneste, var hun ofte forknyt og gik og græd, men de anede ikke Grunden og forbød hende at forlade Tjenesten i Utide.

Det 3dje Offer, Pigen C. var 19 Aar, da hun 1. December 1889 kom i Thorendals Tjeneste, altsaa samtidig med forannævnte Pige. Straks den anden Morgen, hun var i Tjenesten, vækkede han hende i Sengen med et Kys, og han vedblev derefter næsten daglig med at frarøve hende Kys og førte slibrig Tale til hende. Bl. a meddelte han hende, at han havde staaet i Forhold til en tidligere i hans Tjeneste værende norsk Bagerjomfru, og han opfordrede hende til at rejse bort med ham og lovede hende et Bageriudsalg at bestyre, hvor han da vilde komme og besøge hende. Misfornøjet med hans Behandling forlod hun Tjenesten efter 9 Dages Forløb den 9. December. Forannævnte Pige B. har forklaret, at hun en Dag saa Pigen C. komme grædende ned fra sit Kammer og hele Dagen gik og græd, uden at hun til nogen beklagede sig over Thorendal. 

Det 4de Offer, Pigen D, var 18 Aar, da hun fra 1 Septbr til 1. Oktbr 1890 tjente hos Thorendal, der straks begyndte at føre letsindig Tale til hende og opfordrede hende til at gaa ud med ham, hvilket hun bestemt vægrede sig ved. En Nat i Slutningen af Maaneden vaagnede hun ved at han stod bøjet over hendes Seng og forsøgte at tiltvinge sig et Kys, hvilket dog ikke lykkedes ham, da hun gav sig til at skrige og gjorde stærk Modstand. Da Svenden hørtes komme, tyssede Thorendal paa hende og forlod Værelset. Svenden har forklaret, at Pigen til ham grædende har beklaget sig over Thorendals Adfærd mod hende. Hun forlod Tjenesten nogle faa Dage derefter.

Det 5te Offer, den 21aarige E. kom den 1. Oktober 1890 i Thorendals Tjeneste. Paa sin sædvanlige Maade begyndte Thorendal straks at føre slibrig Tale til hende og at opfordre hende til at tilstaa ham Samleje. En Nat, da hun laa afklædt i sin Seng, vaagnede hun ved, at han liggende paa Knæ ved hendes Seng og kun iført Skjorte, overgramsede hende. Hun forlangte, at han straks skulde forlade Værelset, men han blev desuagtet en hel Time hos hende og vedblev med sine Opfordringer. Da hun ogsaa senere ikke kunde være i Fred for hans idelige Anmodninger om at tilstaa ham Samleje, forlod hun Tjenesten efter 10 Dages Forløb, den 10. Oktober.

Det 6te Offer, den 18aarige F, kom i Tjeneste hos Thorendal den 13 Oktober 1890. En Eftermiddag kom han ind i hendes Kammer, hvor hun stod blottet; han tog fat i hendes nøgne Skuldre og bad hende om at "elske" ham. Hun afviste ham forbitret og beklagede sig over hans Opførsel til hans Hustru. Da han vedblev at føre stibrig og liderlig Tale til hende under Tjenesten, forlod hun sin Plads den 1. November.

Det 7de Offer. Pigen G., var ikke fyldt 16 Aar, da hun den 1ste November 1890 kom i Thorendals Tjeneste, og da hun lod sig fæste fik han Oplysning om hendes Mindreaarighed. Nogle Dage efter, da hun og Thorendal sad alene og spiste til Middag og hun græd over sin Madmoders Behandling af hende, tog han hende om Livet og søgte at tvinge hende ned paa sit Skød, hvilket dog ikke lykkedes ham. Da hun derefter satte sig ned for at spise færdig, kom han bagfra og tog hende om Halsen, lagde sin skind op mod hendes og bad om et Kys. Hun afviste ham, men han gentog sin Opfordring, idet han foreslog hende, at de skulde indgaa "en Alliance", hvilket hun forstod som et Forslag om at hun skulde træde i utugtigt Forhold til ham. Nogle Dage derefter lovede han at skaffe hende en Plads til 40 Kr. om Maaneden, og tilføjede, at det vilde han kun gøre paa visse Betingelser, og at hun jo nok kunde forstaa, at han havde sine Hensigter dermed, samt at hendes Indvendinger intet havde at betyde, og at det hele kun var en Sag paa 5 Minuters Forglemmelse, og at han, hvis han var et Fruentimmer, ikke vilde betænke sig. Disse Udtalelser, tilligemed nogle andre Yttringer. som hun ikke kunde forstaa paa anden Maade end som sigtende til at forføre hende til Utugt, bevirkede at hun, der følte sig ulykkelig over hans Optræden overfor hende og ofte græd og beklagede sig til sin Moder og Medtjenerinde, forlod Tjenesten efter 2 Ugers Forløb, den 10. November. Pigens Fader begærede Thorendal tiltalt.

Det 8de Offer. Pigen H, var ikke fyldt 15 Aar, da hun den 10. Novbr 1890 tiltraadte Tjenesten hos Thorendal, der var vidende om hendes Mindreaarighed. Han begyndte straks at føre slibrig Tale til hende, bl. a. fortalte han om sit Forhold til den fornævnte norske Bagerjomfru, med hvem han havde levet sammen, medens han anbragte sin Familie andetsteds. Han foreslog hende, at han vilde sende sin Familie til en anden Forretning og spurgte hende, om hun saa vilde blive alene med ham i den oprindelige Forretning. Senere kom han med et lignende Forslag, som hun maatte forstaa som sigtende til at forføre hende til Utugt. Han vedblev med sin slibrige Tale, og efter først forgæves at have bedt hende om et Kys, tiltvang han sig en Ugestid senere nogle Kys, trods hendes Modstand. Paa Grund af disse Efterstræbelser forlod hun Tjenesten efter li Dages Forløb, den 1. Decbr. Pigens Moder har forlangt Thorendal tiltalt. 

Det 9de og sidste Offer. Pigen I., var knapt 18 Aar, da hun den 1. Decbr. 1890 begyndte at tjene hos Thorendal. Han begyndte straks, trods hendes Modstand, at ville kærtegne og kysse hende samt at tage hende om Livet, hvorved han engang iturev hendes Forklæde. Og han tog hende op under Klæderne. En Aften, 5 Dage efter at hun var kommen i Tjenesten, da hun laa og sov i sin Seng, vaagnede hun ved at han laa afklædt ved Siden af hende. Da han begyndte at skrige, kvalte han hendes Skrig ved Hjælp af Hænderne og Dynen. Og han søgte ved Anvendelse af Magt at tiltvinge sig Samleje. Det lykkedes ham dog ikke paa Grund af hendes Modstand, men i 10 Minuter varede Kampen før han forlod hende. En Formiddag, da hun bragte Mad op til ham, der laa afklædt i sin Seng, befalede han hende at komme hen til ham, og da hun vægrede sig herved og flygtede ud paa Trappen, sprang han ud af Sengen, trak hende med Magt tilbage ind i Værelset og slæbte hende hen til en der staaende Chaiselongue, hvor han paany søgte at tiltvinge sig Samleje. Hun gjorde energisk Modstand, og heller ikke denne Gang lykkedes det ham at opnaa sin Hensigt. Den 14. December fulgte han efter hende op i Beboelseslejligheden, hvor der ingen andre var til Stede. Han paastod, at han havde opdaget, at hun havde stjaalet 85 Øre af Butiksskuffen, og han truede hende med at anmælde Tyveriet for Politiet, hvis hun ikke tilstod ham Samleje. Da hun bestemt vægrede sig herved, trak han hende hen paa en Chaiselongue, hvor han tumlede saalænge med hende, at hun udmattet maatte opgive al Modstand, og det lykkedes ham da at tiltvinge sig Samleje. Juleaften 1890, da Thorendal og Pigen befandt sig alene i et Værelse, der støder op til Nabolejligheden, greb han sat i hende og kastede hende om paa en i Værelset staaende Chaiselongue, og tumlede med hende for at tiltvinge sig Samleje. Hun gjorde imidlertid al mulig Modstand og skreg højt: "Lad mig være, Thorendal, lad mig komme op!" Hendes Skrig hørtes af Nabofolkene, der gentagne Gange bankede paa Væggen, og han maatte derfor slippe hende. I den Maaned, Pigen var i Tjenesten, har Thorendal i alt l0 Gange forsøgt med Vold at opnaa Samleje med hende, uagtet hun tydelig tilkendegav ham, at hans Tilnærmelser var hende i højeste Grad imod, og uagtet hun hver Gang gjorde al den Modstand, hun formaaede. Efter Voldtægtsforsøgene beklagede hun sig gentagne Gange til sin Madmoder, til de omtalte Nabofolk og flere andre Personer og fortalte dem, at Thorendal søgte at tiltvinge sig Samleje med hende. Som Grund til, at hun ikke straks forlod Tjenesten, men forblev Maaneden ud, har hun angivet, at hun, der er hjemmehørende i Sverig, vilde staa ganske forladt og ene, hvis hun forlod Tjenesten i Utide. Endvidere forklarede hun, at hun en Aften, efter at Thorendal havde søgt at voldtage hende, havde henvendt sig paa Frederiksberg Politistation om Beskyttelse. Den Besked, der her blev givet hende, forstod hun saaledes, at der ikke var andet for hende at gøre, end at blive Tjenesten ud.

Bagermester Thorendal, der er født 18. December 1852, er en kraftig bygget, stærk Mand af et lidenskabeligt og meget sanseligt Temperament; han har lige fra Barndommen været hengiven til kønslige Udskejelser, og saavel inden som under sit Ægteskab har han staaet i Forhold til mangfoldige Kvinder. Navnlig har han i de sidste Aar forsøgt at komme i Forhold til de ham tjenende Piger, og er overfor dem optraadt som en brutal og samvittighedsløs Forfører.

Thorendal har ofte været straffet, bl. a. ved 14. Bataillons Krigsretsdom af 30. December 1874 for Uterlighed osv. med simpelt Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage; ved Aarhus Købstads Ekstrarets Dom af 13. April 1882 for Forbrydelser mod den offenlige Myndighed og for Uterlighed med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage; ved Kriminal- og Politirettens Dom af 6. Novbr. 1886 for Uterlighed med 4 Gange 5 Dages Vand og Brød; ved samme Rets Dom af 16. April 1887 for Forbrydelser mod Sædeligheden med Forbedringshusarbejde i 1 Aar; og senest er han ved Frederiksberg Birks Ekstrarets Dom af 26. Februar 1889 for Vold paa Person og Legemsbeskadigelse idømt fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

Nu kan hertil føjes Højesteretsdommen, hvorved han er tilkendt 3 Aars Tugthusarbejde.

(Social-Demokraten 15. maj 1892).


Thorendals Sædelighedsforbrydelser

Vi bragte i Søndags et udførligt Referat af Bagermester Thorendals mange Sædelighedsforbrydelser. Vi gjorde det, fordi disse Forbrydelser vel sagtens havde gaaet i Svang den Dag i Dag, hvis vor Sagfører ikke havde trukken dem frem for Lyset, og fordi hele denne Sag er et nyt Bevis paa, hvor megen Raaddenskab der kan saa Lov til at trives her i Landet, hvis Socialdemokratiet ikke ryddede op.

Vor Sagfører opdagede under en Alimentations-Sag, at den unge Pige, han førte Sagen for, var bleven voldtaget af Bager Thorendal. Dette gav Anledning til, at Politiet maatte tage sig af Thorendals Affærer, der snart viste sig at vare i høj Grad kriminelle.

Havde Politiet da forud ingen Anelse om, at Bager Thorendal aspirerede til Tugthuset? Jo saamænd havde det saa. I Forhørene er det konstateret, at en knapt 18aarig Tjenestepige en Aften efter at Thorendal havde forsøgt at voldtage hendes, flygtede til Frederiksberg Politistation og bad om Beskyttelse. Det utrolige skete. Politiet lod hende gaa hjem igen med den Besked, at hun skulde blive sin Tjeneste ud. Og en Tid efter, da vor Sagfører havde holdt Politiet disse Forbrydelser under Rasen, dømte den samme Øvrighed Forbryderen til 8 Aars Tugthus. Foruden Politiet havde i længere Tid en hel Del Mennesker været vidende om, hvorledes Hr. Thorendal behandlede sine Tjenestepiger og Butiksjomfruer. Bagersvenden, Pigernes Mødre, Medtjenerinder, Nabofolkene og flere andre Personer havde dels hørt Pigerne skrige, naar Principalen var i Lag med dem, dels havde Pigerne beklaget sig og rent ud sagt, at han øvede Voldtægt imod dem. Der kan have været mange Grunde for disse Mennesker til at tie, men en af dem er absolut den, at Thorendal var en velsitueret Samfundsstøtte og Klagerinden kun en fattig Tjenestepige. Der hører altid et vist Mod til i dette Samfund at angribe de Store for at forsvare de Smaa. Og desuden, naar Politiet med oprørende Ligegyldighed kunde sende Pigen hjem til Forbryderen igen, saa kan man forklare sig, om end ikke undskylde, at Privatpersoner er for ængstelige og for forsigtige til at gribe ind i slige Affærer. Politiet er saa meget stærkere at dadle i denne skandaløse Sag, som det jo maatte vide, hvad for en Person Thorendal var. Han er tidligere straffet mindst 5 Gange for beslægtede Forbrydelser, deriblandt Forbedringshusarbejde, og det mest graverende er, at han i 1889 er bleven straffet netop under Frederiksberg Birk og har siddet paa Vand og Brød hos den samme ivrighed, som nu viser det 18aarige Barn, der kommer og klager over Voldtægt og beder om Beskyttelse, hjem til Forbryderen med den Besked, at hun maa blive sin Tjenestetid ud.

Vi spørger, om ikke selv den mest reaktionære Højremand, der da har Gnist af Følelse for sine Børn, med dette for Øje maa være Socialdemokratiet taknemligt for, at der dog er nogen, som ikke bliver troet af at rode op i al denne Raaddenskab, om vi end kun høster Had og Forfølgelse til Løn derfor? Nu koster Politiet Stat og Kommune Tusinder og atter Tusinder om Aaret og i hvor ringe Grad er alle Statsborgere saa ikke betryggede til Gengæld. Vi derimod, som man hellere saa undertrykte i Dag end i Morgen, vi har gennem Aarenes Løb skaffet mange den Retsbeskyttelse, alle har fuldt Krav paa. Vi skal blot erindre om de beslægtede Skandaler fra Stolpegaarden og Næstved Fattiggaard, som kom frem under vor Razzia gennem Fattiganstalterne.

Vi er nødt til at afdække alle disse Uhumskheder og holde dem frem for Publikum i deres fulde Vederstyggelighed. Det er vor Pligt at advare de unge Piger, at gøre dem forsigtige og klartseende, hvor deres Uvidenhed kunde bringe dem i Ulykke. Det viser sig atter her i hvilken sørgelig Grad disse Kvinder skjuler og dækker over Forbrydelsen og vedblivende udsætter sig for at den gentages i Stedet for straks at melde Forbryderen. Grundene hertil er dog i nogle af Tilfældene det sørgeligste af alt.

Thorendal havde disse pur unge Piger, halve Voxne i sin Magt, dels fordi han var dem langt overlegen i fysiske Kræfter, dels fordi de alle var økonomisk afhængige af ham. To af Pigerne forklarer i Forhøret, at de ikke meldte ham efter den første Voldtægt, men fandt sig i at være udsat for hans gentagne Forsøg, fordi de ikke turde risikere at miste deres Plads. Den ene siger, at hun længe havde gaaet arbejdsløs for hun kom i Thorendals Tjeneste som Butiksjomfru. Man kan begribe, hvor haard denne Arbejdsløshed har været hende, hvilken Angst hun har haft for dens Sult og Fortvivlelse, siden hun hellere udsatte sig for de forfærdelige Vilkaar i Thorendals Hus, end for atter at blive gjort brødløs. Den anden Pige, hjemmehørende i Sverig, fandt sig kun i hans mange brutale Angreb, fordi hun vilde staa ganske forladt og ene i det fremmede Land, hvis hun forlod sin Tjeneste i Utide. Hvilken Illustration er disse to Tilfælde ikke til vore privatkapitalistiske Samfundsforhold, hvor den fattige al Tid er prisgiven den første den bedste Slyngel med Penge paa Lommen.

For de ganske unge Pigers Vedkommende er der en Omstændighed, som ogsaa fortjener at fremhæves. Det er deres Uvidenhed. En 16-aarig Pige havde ikke Begreb om, hvad Thorendal tilsigtede, uagtet hans Opførsel var hende i højeste Grad modbydelig. Hendes Forældre har i Retten bekræftet, at hun var temmelig uvidende om alt vedrørende Forholdet mellem Mand og Kvinde. Dette Barn blev voldtaget, besvangret og fødte, selv kun 16 Aar gammel.

Hendes Forældre forbød hende at forlade sin Plads, da hun bad derom; de anede ikke, hvad hun udsatte sig for, fordi hun af Uvidenhed intet havde fortalt dem. Hvis hun under sin Opdragelse eller i Skolen havde lært lidt Anatomi, saa vilde hun have været klar over hvilken Rækkevidde Principalens Tilnærmelser kunde faa for hende, og Ulykken kunde maaske have været afværget. Vi fremhæver dette til Belysning af vor Tids forløjede og forhyklede Opdragelse. Man skjuler under et falsk Skin af Anstændighed den simple og naturlige Sandhed for de Unge og de styrter let i de uanede Faldgruber, som Livet lægger for dem. Erfarer de trods Skjulenet Sandheden, saa faar de den at vide ad usunde og umoralske Veje, som netop lægger Spiren til Fordærvelsen hos dem.

Uslere Moral end den, som raader i det nuværende privatkapitalistiske Samfund, kan ikke godt tænkes. Det viser tilfulde denne Retssag. Her er en Ridder af det hellige Ægteskab, som har været mindst 6 Gange straffet for Utérlighed, Forbrydelser mod Sædeligheden, Vold og Legemsbeskadigelse, men desuagtet er der fra Samfundets Side intet til Hinder for, at han vedblivende sidder som en Ædderkop i sit Næt, spundet af Penge, en god Bedrift og borgerlig Anseelse, og lokker den ene unge Pige til sig efter den anden.

Hvilken Fader og Moder er sikker paa, naar de sender deres Barn ud i Verden for at tjene det daglige Brød, at det ikke falder i Kløerne paa en saadan Ædderkop? Samfundet yder dem ikke Spor af Garanti derfor. Slyngelen kan have været i Tugthuset for at have voldtaget en Snes unge Piger, men der er intet i Vejen for, at han i en anden By eller en anden Gade kan etablere sin Bedrift paany. Han averterer blot i "Berlingske", at han har Brug for en ung Pige til sin Butik eller sit Køkken, og Kampen for Tilværelsen driver Skarer af unge, brave Piger ind i hans Ædderkoppenæt uden at Statens Love, dens Øvrighed eller dens Præster fortrækker en Mine derved. Vi lever i den frie Konkurrences Samfund paa alle Omraader, hvor det da ikke gaar ud over de Besiddendes Privilegier, og ingen uden Socialdemokratiet har for Alvor vist Vej ud af denne Mudderpøl.

I et socialistisk Samfund, hvor hvert Menneskes Vel er en Samfundsfag, var sligt utænkeligt. Lige saa lidt som det her vilde tillades unaturlige, tyranniske eller moralsk fordærvede Forældre at opdrage deres Børn selv, lige saa lidt vil det blive tilladt en Mand, der i den Grad er brændemærket af Straffeloven som Bager Thorendal, at faa nogen som helst Slags Hals- og Haandsret over andre Mennesker, naar det kunde føre til disse Menneskers Ulykke.

I det nuværende Samfund har man endog flere Gange været Vidne til, at Kommuner for at spare en Kronespenge har bortliciteret deres Plejebørn til Hjem, hvor Konen var eller havde været Skøge og Manden var en straffet Forbryder. Saa samvittighedsløst gaar endog offenlige Myndigheder frem over for den opvoksende Slægt - er det saa underligt, at de roligt ser paa, at der rundt i Landet sidder Hundreder af straffede Forbrydere og under Lovens Beskyttelse strækker deres Fangarme ud efter nyt Bytte? Og dog lever vi i et kristeligt Samfund, der anvender store Summer paa Hævdelse af Religion og Moral. I vort Fremtidssamfund har vi tænkt at spare de fleste af disse Penge, men i Stedet derfor lægge det Heles Grundvold saaledes, at Befolkningen ikke ogsaa i den Forstand faar Stene for Brød.

(Social-Demokraten 18. maj 1892).


Sagen ses ikke omtalt i nogen andre aviser, hverken Venstre, Højre eller Radikale Venstre. Især Højreaviserne som fx Dagens Nyheder var ellers flittige til at citere sager af den karakter hvis der var tale om arbejdere.

Niels Thorendahl blev gift med Mathilde Mariane Thorendahl (født Knudsen 1857) i 1878, i en alder af 25. De fik sønnen Edvard Viggo Kristian Olaf Vilhelm Thorendahl.

Stambog fra Statsfængslet i Horsens 1885-1892 for Niels Christian Frederik Vilhelm Thorendal:

Fange nr. 263. Tugthusarbejde 3 år. Indsat 10. maj 1892. Født 18. december 1852. Gift.

Forsøgt forførelse § 174 jvf. § 45, Uterlighed § 176 jvf. 170 og voldtægt §§ 168 og 169 jvf. § 46

Yderligere tekst: 7 tidligere straffe. Værnepligt: Fodfolket 1874. Ægte født. - Søn af afdøde bagermester Thorendal i Silkeborg, senere i Aarhus og efterlevende enke. Forældrene, der levede godt sammen, havde 8 børn, hvoraf 1 død. Ingen af familien drikfældig, 1 broder straffet for opsætsighed mod politi og en anden broder sindssyg. Opdraget hjemme i gode kår og har gået i real- senere latinskole, dog ikke i ?? latinklasser (gode kundskaber, men angiver han, at hans hukommelse siden er sløvet). Efter konfirmationen stod han 3 år i bagerlære hos faderen, var derpå svend på mange forskellige bagerier rundt om i landets købstæder og København og etablerede sig som bager i 1878 i Aarhus. I 1880 gik han fallit og flyttede da til Horsens, ?? ?? ½ år, senere har han været etableret forskellige steder i Aarhus, Jyderup, København og i de sidste 4 år på Frederiksberg. Gift i 1878, mindre godt samliv, ret gode kår, navnlig i de senere år. Er ikke drikfældig. Har haft periodiske anfald af sindssygdom (sløvhed), hvilket han antager er mindelser fra ungdommen, da han var hengiven til onani. 1. straf - 22 år. Har nu forsøgt af forføre et pigebarn på 15 år til utugt, samt forsøgt at voldtage en uberygtet pige, som han tillige har behandlet uterligt. Begge pigebørn var i hans tjeneste. Anfører sanselighed som grund til sin opførsel, men ?? forøvrigt at denne har været strafbar.