Kan Kvinder være Stationsforstandere? (Efterskrift til Politivennen)

Principielt er der intet til Hinder derfor, men Statsbanerne har til Trods for sit store kvindelige Personale ingen Kvinder ansat som Stationsforstandere - siger Generaldirektør Finn Hoskiær.

Uden Tvivl vil den Omstændighed, at Stationsforstanderen paa den lille private Homhækbane, hvor en forfærdelig Togkatastrofe igaar kun ved et Lykketræf blev undgaaet, var en Dame, fra antifemirnistisk Side blive benyttet mod Kvindernes Adgang til den Slags Embeder. 

En af Privatbanernes første kvindelige Stationsledere, Frk. Didi Utzon paa sin Post, Odinshøj pr. Hellebæk (1912).

- Togsammenstødet skyldtes en Kvindes Glemsomhed - vil man sige - dér ser man altaaa, at man ikke bør anbringe Kvinder paa den Slags ansvarsfulde Poster. - Men man glemmer de forfærdelige tidligere Jernbanekatastrofer ved Vigerslev, ved Gentofte, ved Bramminge - hvor Mænd var ene om Ansvaret!

Uvilkaarligt spørger man dog sig selv, om det kun er Privatbanerne, der sætter sine kvindelige Funktionærer paa Stationslederens ansvarsfulde Post. og vi henvender os til Statsbanernes Personalekontor. Generalsekretær Hoskiær med Spørgsmaalet:

- Har de danske Statsbaner ingen kvindelige Stationledere?

Konestationerne, der faldt bort.

- Nej, svarer Generalsekretæren os - nej - i Øjeblikket har Statsbanerne ingen af sine mange fuldt uddannede Trafikassistenter ansat som Stationsledere. 

- Skyldes det et Princip? 

- Nej, det kan man ikke sige. at det gør. Der var engang ovre i Jylland, paa Funderbanen. nogle mindre Baneposter, de saakaldte Konestationer, der efterhaanden var gaaet over til helt at betjenes af Kvinder, f. Eks. Enker efter tidligere Funktionærer; men efterhaanden faldt det væk af sig selv, da disse Baneposter forsvandt eller blev afløst af Smaastationer.

Kvinder som Vikarer.

Det hænder ogsaa nu, at en kvindelig Trafikassistent i Ferie eller Sygdomstilfælde har vikarieret for Stationsforstanderen paa en Statsbanestation. 

- Hvorfor har Statsbanerne da aldrig ansat nogen af sine kvindelige Funktionærer som Stationsforstandere? 

- Fordi Lejligheden dertil endnu aldrig hør foreligget. Der har - saavidt jeg véd - mellem Ansøgerne til ledige Stationsforstanderembeder ikke hidtil været Kvinder - muligvis ogsaa fordi vore kvindelige Embedsmænd ikke har været gamle nok.

Er det for stort et Ansvar for en Kvinde?

- Mener De, det er for stort et Ansvar og for anstrengende en Gerning at paa lægge en Kvinde? 

- Det vil jeg personligt ikke saa gerne udtale mig om. Men jeg kunde godt tænke mig Kvinder i Statsbanernes Tjeneste fuldt ud kvalificerede til visse Stationsembeder. Det maatte naturligvis i hvert enkelt Tilfælde undersøges, men som sagt - principmæssigt har Statsbanerne kvindelige Personale samme Chancer som dets mandlige.

- Privatbanerne anvender altsaa Kvinder som Stationsforstandere? 

- Ja. men vistnok kun paa mindre Holdepladser, altsaa lignende Tilfælde som de Baneposter hos os, jeg før omtalte. Gunver.

(B. T. 30. juni 1925).

Sundhedsforhold paa Statsbanens Værksteder. (Efterskrift til Politivennen)

Kort forinden Statsbanens Værksteder i 1909 flyttede ud paa sin nuværende Plads, tilkaldte den daværende Værkstedsbestyrer Werner Organisationens Formand og forklarede ham nogle Enkeltheder ved Værkstedernes Indretning, herunder udtalte han: "Der findes to store Ulæmper i Omgivelserne. Den ene er den saakaldte aabne Belvedere Kloak, og den anden er Kødfoderfabriken. Disse to Ulæmper har Værkstedsledelsen gjort alt for at fjærne, det er ikke lykkedes, og vi overlader det nu til Arbejderne selv at faa disse uheldige Forhold ændret.

Straks efter Overflytningen maatte Arbejderne erkende, at det var højst ubehagelige Omgivelser, de stiftede Bekendtskab med. Organisationen tog straks fat, og bl a. "Social-Demokraten" rejste en kraftig Kritik af disse Forhold, der for Kødfoderfabrikens Vedkommende synes at have baaret nogen Frugt, men dog saaledes, at det nu mere er Destruktionsanstalten, der til visse Tider har Æren af at forpeste Luften herude. Belvederekloaken har derimod i de forløbne 13 Aar faaet Lov at udvikle sig i Fred, den har i disse Aar forvandlet sig til en gærende, boblende Masse, der i særlig Grad om Sommeren udbreder en saa modbydelig Stank, at Opholdet i Værkstederne til Tider er næsten umulig Som bekendt er Værkstederne forsynet med Ovenlys, og naar Solen varmer paa Taget, er Luften ikke til at arbejde i. For at hjælpe herpaa er der lagt store Ledninger i Værkstederne, hvorigennem der kan blæses frisk Luft ind, men denne friske Luft findes ikke, vi maa helst lukke saavel Vinduer som Døre.

I 18 Aar har der fra Arbejdernes Side været arbejdet for at faa denne Pestkilde fjærnet, alt har været forsøgt, sidst prøvede vi at faa det sat ind som Nødhjælpsarbejde; men alt er forgæves. Det er jo kun Arbejderne, der lider herunder, det er jo ikke et Villakvarter.

I det sidste Aarstid har Borgerrepræsentant J. A. Hansen beskæftiget sig med Sagen, og efter hvad jeg har erfaret, er han naaet netop dertil, hvor ogsaa vi selv er standset, nemlig der: Hvem har Pligt til at rense eller fjærne denne Kloak? Kommunen siger, det er Statsbanens Pligt, Kloaken findes paa Statens Grund, og Statsbanerne siger, det er Kommunens Pligt at rense den, thi det er fra Kommunen den fyldes med Snavs. Her synes der saaledes ikke at være nogen Vej at finde, og jeg kunde da ønske at spørge, om der ikke her i Staden findes en Sundhedskommission, der har en vis Pligt til at paase, at en saadan modbydelig Pestkilde ikke faar Lov til at brede sig i flere Aar. Vi er ca. 1000 Mennesker, der daglig maa opholde os i disse Omgivelser, vi har saa godt som alle Familie, til hvem eventuelle smittefarlige Sygdomme kan hjemføres. Hvis Sundhedskommissionen vilde gøre sig den Ulejlighed at aflægge os et Besøg herude, vilde vi da faa nogen Forstaaelse af, at ogsaa vi har Ret til at kræve Beskyttelse for vor Sundhed. Vil man vedblivende vende det døve Øre til, glem saa ikke, at det er for sent at Lukke Brønden, naar Barnet er druknet.

M. Kirketerp

(Social-Demokraten 7. juni 1923)

Udover sundhedsfaren skete der hyppigt arbejdsulykker på centralværkstedet. Her nogle eksempler fra de første år (listen fortsatte det næsten årti):

16. juli 1910, arbejder A. Jønsson, Skjalm Hvidesgade 9,  fik en finger knust af en nedfaldende hammer.

4. maj 1911 maskinsmed Christian Nielsen, Søndre Boulevard 87 fik sin hånd i klemme under en dunkraft. En finger knust og hånden lemlæstet.

19. juli 1911 Karetmager H. Westergaard, Matthæusgade 36, fik brystkassen klemt mellem bufferne på to jernbanevogne. (Berlingske 19. juli 1911).

8. marts 1912, arbejder Emil Nielsen, Guldborgvej 3, fik brud på ryggen og en del andre alvorlige kvæstelser, da drivremmen på en af maskinerne fik fat i hans tøj og trak ham rundt.

19. marts 1912, arbejder Th. Thomsen, Flensborggade 17, fik en stok gennem underlivet.

24. februar 1913, smed Mortensen, Landskronagade 127, venstre tommelfinger slemt såret i en maskine.

9. marts 1913. 5 arbejdere kom til skade ved kedelrørsprængning på godsbanegårdens lysstation. Alvorlige brandsår.

Statsbanernes Ambulancevæsen. (Efterskrift til Politivennen)

København.

Efter den forfærdelige Vigerslev-Katastrofe tog Statsbanernes Generaldirektorat Spørgsmaalet op om en Revision af Ordningen af Statsbanernes Ambulancevæsen og Hjælpetog, og der nedsattes i den Anledning to Udvalg, der skulde beskæftige sig med dette meget alvorlige Spørgsmaal.

Det ene Udvalg, hvis Formand er Maskindirektør A. Floor har behandlet Spørgsmaalet om Hjælpevognenes Udstyr, Bemanding og Udsendelse, det andet Udvalg med Trafikdirektør V. Helper som Formand har drøftet selve Ambulancevæsenet. Jærnbanelæge Th. Jensen, København, har været Medlem af det sidstnævnte Udvalg, og Overdirektør S. Falck Redningskorpset, Medlem af begge Udvalg.

Disse Udvalg har nu tilendebragt deres Arbejde og er fremkommen med Forslag til en ny Ordning.

For at bedømme Forslagene er det imidlertid nødvendigt at give en Oversigt over

Statsbanernes nuværende Ambulanceordning.

For Tiden omfatter Statsbanernes Ambulance- og Hjælpetogsmateriel 18 Tog, hvert bestaaende af en Ambulancevogn med 12-16 Baarer, Medicin, Forbindssager og Operationsbestik, en Hjælpevogn med Værktøj og Redskaber, en Personvogn til Transport af lettere Saarede og en Rejsegodsvogn.

Togene er stationerede paa forskellige Stationer, jævnt fordelt over hele Banenettet.

Ved mindre Uheld, Sporafløb og dsl., benyttes alene Hjælpevogne, men ved større Uheld, hvor Mennesker kommer til Skade, udsendes det samlede Ambulancetog.

Til Fremførelse af hvert Ambulancetog holdes altid - i hele den Tid, der er Tog paa Linien - et opfyret Lokomotiv til øjeblikkelig Raadighed. Ambulancetogene betjenes af tilstedeværende Stations- og Togpersonale, som er indøvet i Betjening af Baarer og under Vejledning af Læger Læger har gennemgaaet Kursus i Behandling af saarede, og bemandes med et forud udpeget fast Rydningsmandskab af Statsbanernes stedlige Haandværkere og Arbejdere, som er fortrolig med Betjeningen af Værktøj og Redskaber i Hjælpevognen, og som om Dagen møder straks fra Arbejdsstedet og om Natten tilkaldes fra Hjemmet.

Foruden det til Ambulancetogene hørende Materiel haves der endvidere Lægekasser i alle Tog og paa alle Stationer, og tillige er der anbragt Lægekasser i en Del Vogterhuse langs Banelinien, for at der ved en eventuel Ulykke hurtigt kan skaffes rigeligt Forbindingsmateriale til Ulykkesstedet. Baarer medføres i alle Tog og haves paa en Del Stationer. Endelig er der afsluttet Overenskomst med "Københavns og Frederiksbergs Redningskorps" om Assistance med dettes Katastrofemateriel ved Redningsarbejdet ved eventuelle Ulykker paa Sjælland.

Den nye Ordning omfatter 23 Ambulancetog og 12 Hjælpetog.

Det vil af det ovenstaaende fremgaa, at Ambulancetogenes Ordning har været baseret paa en samlet Udrykning af Personel og Materiel til saavel Rednings- som Rydningsarbejdet, saaledes at Rydningsmandskabet med det fornødne Værktøj straks kan assistere ved Redningsarbejdet og umiddelbart efter med det sværeste Rydningsmateriel rydde Banelinien paa Ulykkesstedet.

I København bor Rydningsmandskabet i Tjenesteboliger umiddelbart ved Ambulancetogets Afgangssted og kan, allarmeret ved elektrisk Ringning, øjeblikkelig give Møde. Men paa de øvrigt Ambulancetog-Stationer rundt omkring i Landet, hvor en saadan Boligordning og fast Vagt af praktiske og økonomiske Grunde ikke lader sig gennemføre, kan Rydningsmandskabets Tilkaldelse og Tilstedekomst i Tilfælde af natlig Udrykning tage nogen Tid.

Udvalgene foreslaar derfor følgende:

Udrykningen bliver delt, saaledes at Ambulancetogenes Afventning af Rydningsmandskabet helt undgaas.

Til Fremførelse i Ambulancetogene sammen med Ambulancevognen indfører 

en ny særlig Type Redningsvogn 

med Belysningsmidler, Save, Økser og andet Haandværktøj til Redningsarbejdet. Alt Personale paa Ambulancetog-Siationerne skal være indøvet saavel i Samaritergerning som i Brugen af Redningsvognens Værktøj og Redskaber. Ved Forlangende om Hjælp vil Ambulancetoget saaledes straks kunne afsendes, bemandet og udstyret ti! Redningsarbejdet. Efter Ambulancetogets Afgang afsendes et Hjælpetog med det sværere Rydningsmateriel til Baneliniens Rydning, og med dette følger let særligt indøvede Rydningmandskab.

Til Gennemførelsen af denne Ordning vil det være nødvendigt at raade over ialt 23 Ambulancetog og 12 særlige Hjælpetog, og hertil maa anskaffes 5 Ambulancevogne og 29 Hjælpe- og Redningsvogne. Togenes fordeles paa

20 Ambulancetog-Stationer

hvorved man gennemsnitlig faar et Ambulancetog for hver 120 km Banelinie, og da der i Almindelighed kan tilkaldes Hjælp fra to Sider, vil man ved en eventuel Ulykke inden for en kort Frist kunne raade over 2 Ambulancevogne med 28 Baarer m.m. samt 2 Hold Personale med Redskaber, Værktøj og Belysningsmidler

I Ambulancetogene indrettes Forbindingsrum, i hvilke Lægerne under Opholdet paa Ulykkestedet eller paa Vejen til Hospitalet kan foretage Forbindinger, ligesom hvert Ambulancetog skal medføre 2 Telte, der kan opstilles paa Ulykkesstedet som Læ for de saarede, samt et Antal Tæpper i samme Øjemed.

Alle Statsbanetog skal medføre Magniumsfakler.

Af Belysningsmidler medførte hvert Ambulancetog tidligere 2 Karbidfakler, 1 stor Luxlampe og 2 Benzinlamper. Efter de indvundne Erfaringer kan dette imidlertid ikke anses for tilstrækkeligt, og Udrustningen er derfor fastsat til 4 Karbidfakler, 12 Benzinlamper i Stativer og et Antal elektriske Haandlygter; hertil fornødne Anskaffelser er alle foretaget. Endvidere skal alle Statsbanetog medføre Magniumsfakler til Brug ved en eventuel Ulykke.

Efter Erfaring behøves af Værktøj ved en Togulykke især et rigeligt Antal Økser og Save til øjeblikkelig Raadighed for Jernbanepersonalet og den tilfældige Hjælp. En stor Del Personvogne er derfor i den sidste Tid forsynet med saadant Værktøj ligesom hvert Ambulant i tog medfører en særlig Beholdning 

Efter Gennemførelsen af de sidstnævnte Anskaffelser vil der saaledes i Statsbanernes Tog altid findes foreløbige Hjælpemidler (Baare, Lægekasse, Værktøj og Magniumsfakler) til det allerførste Redningsarbejde, indtil Ambulancetoget med den effektive Hjælp indtræffer.

For at Hjælpen til et forulykket Tog kan tilkaldes og bringes saa hurtigt som muligt, foretages forskellige Foranstaltninger sigtende til, at [Læs]iontjenesten i Anledning af en Ulykke kan foregaa saa let som muligt, og til, at Ambulancetogene kan være klar til Udrykning med kortest muligt Varsel, ligesom Stationerne er instrueret om Tilkaldelse af Automobiler til Transport af Læger og Samariter til Ulykkesstedet. Endvidere afsluttes Overenskomst om Hjælp fra Redning korpsets Provinsstationer.

Endelig forsynes alle Stationer med Baarer, og Lægekassernes Indhold af Forbindsager forøges.

Lille interview med Generaldirektøren.

- Naar kan ovennævnte ny Ordning ventes gennemført? spurgte vi i Aftes Generaldirektør Andersen Alstrup, der lige er vendt hjem fra en længere Rejse.

- Den ny Ordning vil blive gennemført saa hurtigt som muligt, og noget af den er allerede gennemført, idet vi har Bevillinger dertil og dernæst søger Bevillinger til Resten.

(Horsens Social-Demokrat 30. juni 1922)

Fire ambulancevogne som Statsbanerne har bestilt i Randers, ankom i august 1911 på sporene ved jernbanens centralværksteder ved Kalvebodstrand.

I december 1912 blev afholdt en øvelse: Kl. 10 fik redningskorpset besked om en ulykke. Få øjeblikke efter kørte redningskorpset afsted til godsbanegården med 3 biler fuldt lastede med katastrofemateriel. De kørte ind in ambulancetoger, som altid holdt klar på baneterrænet. Funktionærerne var i mellemtiden alarmeret. 22 minutter efter meldingen satte ambulancetoget i bevægelse.

Begravelser af de Døde ved Gjentofte-Ulykken. (Efterskrift til Politivennen)

Den 11. juli 1897 skete Danmarkshistoriens første store togulykke ved Gentofte Station. Et ekstratog fra Helsingør kørte bagfra op i et holdende tog som medførte et stort antal rejsende fra Holte, bl.a. fra de socialdemokratiske vælgerforeninger i 10. 12. og 13. kreds som havde været på udflugt til Søllerød. Blandt de der tilfældigvis undgik døden var folketingsmændene Jen. Jensen (han havde taget et tidligere tog), A. C. Meyer, Hørdum og landstingsmand Knudsen. De to sidste havde besluttet at tage et senere tog. Forfatteren Sofus Michaëlis brækkede et ben.

40 døde og 132 blev kvæstede. Lokomotivføreren i toget der kom bagfra, var Carl Hansen. 40 år, og havde kørt i 11 år. Dagen før (lørdag) var han mødt ind 3:30 om morgenen til kl. 5 eftermiddag. Om søndagen var han mødt ind kl. 7 morgen og assisterede med vask og vognrangering til hen på eftermiddagen. Efter et par timers fritid, blev han kl. 5 kommanderet til ekstratoget til Helsingør. Han havde overset et signal, og fik 4 måneders fængsel.

Indenrigsministeren udsendte en skrivelse til Statsbanerne angående understøttelse til de forulykkede og deres efterladte. Mange fattige henvendte sig derfor til Johannesstiftelsen for at få ordnet begravelsen på statens bekostning, men her meddelte inspektør Matthiesen at en meddelelse ikke var kommet fra ministeriet - man måtte selv betale kisterne. Han henviste til Begravelsesvæsnet der igen henviste til Statsbanerne. 

Aftenbladet bragte den 13. juli en beskrivelse af ligene på St. Johannes Stiftelsens Kapel.

Alfred Theodor Collin (1849-1922): Gentofte Ulykken 11/7 1897. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De Døde.

Den første Begravelse.

I Gaar Eftermiddags Kl. 2 begravedes Gasværksarbejder Ole Larsen. Han var den første af de ved Gentofteulykken dræbte, som stededes til Hvile.

Begravelsen havde samlet over 300 Mennesker, væsenligst Kammerater og  Partifæller af den Afdøde, der vilde vise ham den sidste Ære. I det store Kapel, der var fyldt til sidste Plads, og som var højtideligt smykket med grønne Træer og Lyspyramider, stod l Kisten, omgiven af Fanerne fra 13de i Kreds's socialdemokratiske Forening, Gasværkets Faner, Gasværksarbejdernes Sygekasses Fane, "Den broderlige Arbejderforenings Sygekasses Fane samt Gasværkets Faner med Københavns Kommunes Mærke paa Spydet. Kisten var dækket af et Væld af smukke Krandse. Statsbanerne havde sendt en Palmedekoration, og fem store Krandse var sendt fra 13de Kreds's socialdemokratiske Forening, fra kammeraterne paa Gasværkets 1ste og 2det Hold, samt fra Gasværkets Pladsarbejdere og Kullossere. Ved Kistens Fodende var henlagt en Krands af lyserøde og gule Roser med Silkebaand, signerede "Fra Kongen."

Efter at Koret med Orgelets Ledsagelse havde sunget Salmen "Jeg lever og ved ej hvorlænge fuldtrøst", talte Provst Levinsen over Emnet "Fra Morgen til Aften skifte Tiden, og alle Ting er snare for Herren."

Der var i Talen ikke noget Trøstens Ord til den Afdødes Datter, den unge Pige, som nu har mistet sin Fader og for kort Tid siden maatte sige sin kære Moder Farvel. Provsten meddelte, at han vilde vente med at omtale Jærnbane-Ulykken til i Morgen, hvor den kan løbe af Stablen med mere Effekt.

Efter Talen afsang Koret "Dejlig er Jorden", og Kisten bares derefter, under et af Koret sunget Farvel, ud af den Afdødes Kammerater og Bestyrelsesmedlemmer i 13. Kreds.

Regnen faldt tæt henover Kirkegaardens friste Grønsvær og blomstersmykkede Grave som varme Taarer fra en graa Himmel. Den græd ustandseligt ligesom hin unge Pige, som vandrede bag sin Faders Baare til Hvilestedet langt borte i Kirkegaardens sydligste Hjørne.

Foran vajede Fanerne. Saa fulgte den kransebehængte Kiste, og paa Vejen op til Graven skiftedes der hyppigt Bærere. Den Afdøde var en svær Mand, og Føret var tungt af den vedvarende Regn. 

Endelig svingedes der til venstre. Jorden var kastet op paa en lang Strækning. Det var her, i den saakaldte "Liniebegravelse", hvor en Række Grave, for at spare paa Arbejdslønnen, opkastes paa en Gang, at Ole Larsens afsjælede Legeme skulde sænkes ned.

Saafremt denne Plads, hvis Areal næppe levner de Efterlevende Jord til Plantning af et Par Blomster, og hvis Omgivelser hører til de paa Kirkegaarden mest vanrøgtede, er anvist af det Offenlige, der har bekostet Begravelsen, da er dette atter et Bevis paa, at Staten i denne Folkesorg ganske vist siger: "Hvis det forlanges, vil vi hjælpe, men det skal være paa billigste Maade."

Byen rundt vistes Deltagelse ved Flagning paa halv Stang. Saaledes var dette Tilfældet paa Banegaardene, vestre Gasværk samt fra en stor Del as Kolonihaverne ved Vester Fælledvej.

Af Kransenes Overflod blev der lagt en Del til Side, hvorefter den gule Kiste langsomt sænkedes i den lerede Jord. Præsten bad Fadervor og gik bort. Men ved den aabne Grav stod den unge Kvinde, Barnet, som log Afsked, Afsked med ham, der en Gang legede med sin lille Datter og bar hende paa sine stærke Arme.

*

Provst Levinsen havde lovet, at Vælgerforeningens Banner maatte være til Stede ved Ligfærden i Gaar, og han havde givet Tilsagn om, at Banneret atter maatte følge i Morgen, hvor 5 Medlemmer fra Kredsen, 4 Kvinder og 1 Mand, begraves fra Matthæuskirken.

Men i Gaar var Provsten bleven betænkelig. Han havde paa Banneret set Ordene: "Folkets Vilje den højeste Lov" broderet i gul Silke, og dette Valgsprog kan Provsten ikke lide. Han mener, at Guds Vilje er den højeste Lov. Lad gaa! Men i Forfatningsspørgsmaal deler man ikke den politiske Magt mellem Gud, Konge og Folkerepræsentation. Altsaa kan man paa en Fane skrive f. Eks. "For Konge og Fædreland" eller "Folkets Vilje er den højeste Lov" uden derved at ville skyde til Himmels. Provsten burde simpelthen aldrig forbyde nogen Fane paa sit Omraade, naar der da ikke i vedkommende Fanes Devise er en ligefrem Haan eller Udfordring overfor Kirken.

Saa fast holdt Hr. Levinsen paa sit Forbud mod "Folkets Vilje", at han kun tillod Bannerets Nærværelse i Morgen, naar de farlige Ord dækkes af et Stykke Klæde. Mærkelige Mennesker, de Præster!

(Social-Demokraten 17. juli 1897)

Dagen efter var der igen begravelser fra Assistens Kirkegård, Holmens Kirkegård og Vestre Kirkegård:

Paa Vestre Kirkegaard

begravedes i Gaar den 32-aarige Syerske Frøken Marie Thomsen. 

Omtrent 150 Mennesker havde indfundet sig i det store Kapel for at følge den dræbte unge Kvinde til Graven, og i Kirkegaardens Omegn flagedes flere Steder paa halv Stang, saaledes, ligesom i Fredags, fra en stor Del af Kolonihaverne.

I Kapellet, der var smykket med Lavrbærtræer og Lyskandelabrer, stod Kisten skjult af Sommerens smukkeste Blomsterstor, der i lyse og lette Farver dækkede Baaren. Kongen havde sendt en Krans af hvide Lillier og gule Roser, og ovenpaa Kisten laa Palmegrene, famlede med lyserøde Roser.

Orgelet og Koret intonerede "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred", og Præsten, Pastor Oldenburg fra Frue Kirke talte over Apostlen Paulus' Ord "Intet skal skille mig fra Guds Kærlighed".

Ligesom Dagens Vejr syntes ogsaa Dagens Præst at se med mildere Øjne paa de stakkels Forulykkede end Fredagens, og i Modsætning til Provst Levinsens Tale Dagen forud var Pastor Oldenburgs, om den end ikke virkede gribende eller varmende og nærmest var som en almindelig præstelig Indvielsestale, dog præget af en Understrøm af Medfølelse, ligesom den ogsaa sluttede med nogle Ord til de Forulykkedes to Søstre.

Koret afsang nu "Jeg lever - og ved hvorlænge fuldtrøst" og et Farvel, under hvilket Kisten bares ud af de faste Ligbærere til Graven, der er beliggende tæt bag Kapellet.

(Social-Demokraten 18. juli 1897).

Søndagens Begravelser.

Fællesbegravelsen.

Formiddagsgudstjenesten i Matthæuskirken er netop forbi, og Menigheden anmodes om at forlade Kirken. Kl. 12 skal den store Fællesbegravelse af de fem unge Mennesker, som satte Livet ti! ved Gjentofteulykken, foregaa, og der er kun en halv Time til Forberedelserne.

Der bliver Travlhed.

Lavrbærtræer og Palmer bæres ind, de ti sorte Skamler anbringes foran Koret, de blomstersmykkede Kister bliver baarne ind i Kirken af nænsomme Hænder, og Slægt og Venner kommer sagte, Bortklædte, med Slør for forgrædte Øjne og med sorgtunge Skridt ind og tager Plads i Koret.

Saa kommer Mængden, der har staaet presset sammen foran Kirkedørene under Kampen for at faa Plads. De floromvundne socialdemokratiske Faner - alle Kjøbenhavns Valgkredse har vist sendt hver sin - anbringes rundt om de fem Kister, som alle bærer Kranse fra Kongen og Dronningen, fra Statsbanerne, fra de socialdemokratiske Foreninger, fra de unge Menneskers Arbejdskolleger og fra mange, mange deltagende Venner og Bekjendte.

Det er Arbejderes Børn, som her ligger Lig - man ser det saa let. Men Kisterne er smykkede som til nogen Rigmands Jordefærd, og den dybeste Deltagelse ses i Minerne paa hvert et Menneske i den store Kirke.

Vi gaar rundt om Kisterne, og vi taler med de grædende Kvinder eller med Mændene, der staar med alvorsfulde Miner.

Der ligger den 17 aarige Emilie Christensen og ved Siden af: hendes Veninde, den kun 15 aarige Jenny Burmeister; midt iblandt de fem Kister staar Kisten med Arbejdsmand Johannes Nielsen, der blev 21 Aar. og ved denne Kistes anden Side ligger Ligene af den 19aarige unge Pige Jacobine Petersen og den 17 sange Syerske Gertine Jensen.

Alle fem var de om Morgenen paa den skæbnesvangre Dag, ungdomsfriske, søndagsmuntre, tagne med 10de og 13de Kreds af Socialdemokratisk Forening i Skoven.

- - - Klokkeringningen fra Taarnet holder op. Orglet falder ind med et Præludium, og saa synger Menigheden "Lyksalig, lyksalig"!

Kvinderne omkring Kivterne hulker, og i Mændenes Øjne er Taarer. En Kone græder saa hjærtegribende tungt, og hun stammer frem gjennem Hulken: "Jeg vil se hende, længe jeg kan I Jeg vil se hende ! Jeg - vil --se - - hende - - - ! Og Manden ved hendes Side lægger varsomt og ømt sin Arm om hendes Skulder, trykker hendes Hoved ned til sit Bryst og hvisker til hende: "Aa, vær nu god, Mutter, vær nu god! Og han maa selv tørre Taarerne af Øjnene, hvor de pibler frem

Ingen højlydte Klager, men stille Graad, hjærteskærende Jammer omkring Kisterne; kun i faa Øjne er der ikke Taarer, og alt imedens lyder gjennem Kirken: "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred !

Provst Levinsen træder frem i Kordøren, og han taler over det smukke Ord: Ikke en Spurv falder til Jorden, uden at det er Guds Vilje. Med mere aabne, mere modtagelige Hjærter har en Menighed ikke mødt en Præst end den Menighed, som i Gaar Middag fyldte Matthæuskirken

Rørt Sangbund fandt Provsten ogsaa, da han lagde et godt Ord ind for den nedbøjede Lokomotivfører Hansen og hans stakkels Hustru.

Orglet faldt atter ind med: "Jeg lever og véd, hvor længe fuldtrøst, og endelig bares de fem Kister ud af Kirken, ud paa Ligvognene, som ventede udenfor.

Og det vemods indgydende Ligtog satte sig i Bevægelse ud mod Vestre Kirkegaard, medens Regnen strømmede ned og lagde sit Taageslør over alt.

(Dannebrog (København) 19. juli 1897)

Fra Matthæuskirken:

---

Under en trykkende Varme, der medførte et Besvimelsesanfald hos en Dame, der stod paa Galleriet, holdt Pastor Levinsen Sørgetalen.

Præsten, der talte tørt, dogmatisk, uden Varme eller Inderlighed og ikke henvendte et eneste trøstende Ord til Ofrenes Efterladte, benyttede som Udgangspunkt Skriftstedet om, at ikke en Spurv falder til Jorden uden Guds Villie. Præsten talte ikke om selve Gentofte-Ulykken, men fremdrog et Tilfælde fra Jesu Liv, hvor der i det gamle Jødeland styrtede et Taarn sammen og dræbte 18 Mennesker, og hvor Jesus havde sagt: Tror I, at disse ikke var lige saa gode som alle andre Mennesker? Men Præsten formaaede kun et eneste Sjeblik at fængsle tilhørernes Opmærksomhed, nemlig da han med et ganske forbmaaende Henblik paa Gentofte-Ulykken opkastede Spørgsmaalet om, hvem der bar Skylden, og besvarede Spørgsmaalet med at anføre Jesu Ord, da den faldne Kvinde førtes til ham: Den, som er uskyldig, kaste den første Sten ...

- - -

Herefter beskrives højtidelighederne på Solbjerg Kirkegård, Garnisonskirkegård, Holmens Kirkegård, Assistens Kirkegård, Frelsers Kirkegård og Vestre Kirkegård:

Paa Vestre Kirkegaard.

Kl. 1½ begravedes her fra det nordre Kapel Skorstensfeiermester Rasmussen, hans Hustru, hendes Søster, Enken efter Sprøjtefører Sørensen og dennes 10aarige Plejedatter Theodora. De fire Kister stod ved Siden af hverandre ballede af Kransene, blandt hvilke, der foruden de officielle Krans bemærkedes Kranse fra "Foreningen til Lærlinges Uddannelse". Skorstenssejerlavet - hvis Fane paraderede foran Kisten - , Lystfiskeriforeningen, Idrætsforeningen "Goon" , Fodsportforeningen "Freya", beboere i Toldbodgade og fra de efterladte Børn.

Pastor Sørensen fra Garnisons Kirke holdt Talen. Han talte over Jeremias Ord "Land, Land, Land hør Herrens Ord!" og henvendte sig derefter til Familien: Jeg véd, at der er en dyb Sorg i alle deres Hjærter, der stod de Afdøde nær. De har jo tabt saa meget. Faderen var en Mand, der i mange Aar havde levet i smaa Kaar, troligt hjulpen af sin svagelige Hustru og dennes Søster, om hvis kærlige Hjærte den lille Kiste ved Siden af hendes vidnede. Den indeholdt jo en lille Pige, som hun havde taget sig af, da Tiderne syntes lysere for hende og hendes. Men hvad jeg her kan sige derom er kun saa lidt. Eders Kærlighed vil selv kunne lægge Resten til, naar I dvaler ved Minderne om de bortdragne. Men vil der spørges mig om de var forberedte, da de kaldtes bort, da vil jeg sige, at derom kan jeg ikke dømme, dertil har jeg kendt dem for lidt, og der ligger jo heller ingen Vægt paa min Mening. Her har kun en højeres Mening Ret.

Pastor Sørensens Tale var saavel i Form som Tone holdt myndigt og kraftigt, men uden Spor af Indre-Missions Svovl og Helvedestrusler. Særlig kønt lød det, da han bad om Guds Velsignelse for de efterladte Børn, hvoraf en lille Pige, Carla, der ligger paa Frederiks Hospital fra Ulykkesnatten og endnu ikke véd, at hendes Nærmeste er døde. Efter at Koret havde afsunget "Tænk, naar en Gang -" bares Kisterne under Tonerne af et Farvel ud til Graven. Enken Sørensens Kiste blev baaret af hendes afdøde Mands Kammerater i Brandvæsenet, fra hvilken ligeledes Brandfuldmægtig Hyller saas i Følget.

*

En Time senere begravedes fra samme Kapel det 25aarige Bud Stjernblad, der den ulykkelige Søndag havde virket som Opvarter i Søllerød Kro og blev knust i Toget paa Hjemvejen.

Tienestetyendets Syge- og Begravelseskasses Fane var til Stede Kranse var sendte fra Kongen, Statsbanerne, hans Principal J. A Gøtkes kvindelige Personale, Tuborg og fra Søllerød Kro. Talen holdtes af Pastor Nielsen fra Johannes Kirkes nye Sogn. Han talte over Æmnet: "Menneskene tænker sig deres Livs Veje, men Gud bestemmer dem." Da de, der den Søndag drog ud i den friste grønne Skov for at nyde Naturens Skønhed, tog af Sted derud, da var der ingen, der tænkte sig Hjemkomstens Frygtelighed. Særlig var det vel de mindre bemidlede af Samfundet, der paa denne Maade vilde styrke sig til deres daglige Arbejde, og for mange var det maaske Aarets eneste Friluftstur, og alle tænkte sig Dagen anderledes, end den blev. Men der er jo i den forløbne Uge talt og skrevet og grædt saa meget om den Ulykke. Præsten henvendte Ordet til den Afdødes Forlovede, med hvem den Forulykkede jo havde tænkt sig at følges en anden Vej end den, der var bestemt af Herren, og til hans Moder, hvorefter han sluttede med Bøn. Kisten bares derefter under orglets og Korets Toner til Graven.

(Social-Demokraten 20. juli 1897)

Georg Christian Charles Ambt 1847-1919. (Efterskrift til Politivennen)

Georg Christian Charles Ambt. Fra 1868 til 1902 var han ansat i Københavns Kommune, ved havnevæsenet, 1869 Københavns kommunes brolægnings- og vejvæsen og 1875 viceinspektør ved Københavns brolægnings- og vejvæsen. Læs om Ambts mindre vellykkede forsøg på et vandværk i Nakskov i 1882 i indslaget Vand og Kloak i Nakskov. (Efterskrift til Politivennen). Lignende opgaver udførte han i Nykøbing F., Korsør og Holstebro. Samt i Sverige Malmø og Lund. 

Som 38-årig blev han opstillet som kandidat til den tekniske borgmesterpost i København i 1885 men blev slået af daværende havnebygmester C. K. Øllgaard. Fra 1885 underviste han på Polyteknisk Læreanstalt i fagene kloakering og vandforsyning. Københavns indbyggertal voksede fra 181.000 (1870) til 358.000 (1900).

I 1886 blev Ambt 1886 stadsingeniør.  I hans tid anlagdes Frihavnen (fra 1891), den såkaldte store kloakplan. I 1902 blev han generaldirektør for statsbanerne. 

Generaldirektør Ambt.

I Dag fungerer Generaldirektør Ambt for sidste Gang som Generaldirektør for Statsbanerne.

Georg Christian Charles Ambt er født den 14. Febr. 1847 i København. I 18GS blev han cand. polyt. og ansattes samme Aar som Ingeniør vod Københavns Brolægnings- og Vejvæsen. Her avancerede han efterhaanden og udnævntes i 1886 til Stadsingeniør. Han udarbejdede her de glimrende Planer til Anlæggelse af Københavns Kloaker og Omdannelse af de gamle Volde til Parker. Disse Anlæg forestod han selv, ligesom han som privat Ingeniør har ledet Kloak- og Vandværksanlæg i en Række danske og svenske Provinsbyer.

I 1889 og 1899 vandt han den største udsatte Præmie for Projekt henholdsvis til Københavns Frihavn og til en Ordning af Jernbanerne i og ved København.

Paa Grund af de udmærkede administrative Evner, han tidligere havde vist sig at være i Besiddelse af, samt sidstnævnte genialt ud tænkte og gennemførte Projekt udnævntes han i 1902 til Generaldirektør Tegners Efterfølger som Generaldirektør for Statsbanerne.

Hr. Ambt har i denne Stilling ikke danset paa Roser. Det var ikke nogen taknemlig Opgave at gennemføre Tantiéme-Sparesystemet. Overalt blev han angrebet. Der gik efterhaanden næsten Politik i at angribe Statsbanerne.

Politiken og Social-Demokraten har siden den Tid, hvad enten der har været Anledning dertil eller ej, uafladeligt, som oftest paa det løseste Grundlag, kritiseret Hr. Ambt, ja, der bragtes oven i Købet gentagne Gange Billede af hans Efterfølge Rigsdagsmændene rejste rundt og kritiserede, og de havde endda selv ønsket, Sparesystemet indført.

Til Slut nedsattes Jernbanekommissionen, efter hvis Betænkning den nye Lov om Statsbanernes Styrelse er udarbejdet. Den daværende Trafikminister, Hr. Thomas Larsen, satte ved Nedsættelsen af denne Kommission, i hvilken Rigsdagsmænd i rigelig Maal fik Sæde, og en Fuldmægtig fra Ministeriet var Sekretær, men hvor ikke eneste fra Statsbanerne var Medlem, Generaldirektionen paa Anklagebænken. Generaldirektionen havde at give Svar paa alle Kommissionens talrige skriftlige Forespørgsler. De underordnede Funktionærer indenfor Statsbanerne blev derimod af Kommissionen direkte opfordret til at meddele denne deres Anker, Kritik og Forslag!!

Resultatet blev den ny Lov. Hr. Ambt, som kendte Forholdene indenfor Statsbanerne, og som derfor ikke ønskede at have noget med denne Lov at gøre trak sig tilbage.

En blid Behandling har han ikke faaet, og dog har han bragt Statsbanerne fra næsten urentable op til et godt Statsaktiv. Han har personlig gennemført hele Omordningen af Københavns Banegaardsforhold, og Statsbanerne har under ham i det hele gennemgaaet en meget stor og betydningsfuld Udvikling.

Af Offentligheden er han ikke bleven skattet, af Statsbanernes store Personale heller ikke.

Han var for meget Mandfolk, der ikke som Ministrene dansede efter Personalets Pibe blot det fløjtede.

Retfærdighed, Orden og Disciplin vilde han have og skaffede han; men i vore Dage vinder man ikke Folkeyndest paa den Slags.

En stor Personlighed træder fra i Dag ud af vort offentlige Liv. Vi har ikke for mange af dem, og fra i Morgen begynder der, mest som Offer paa "Politiken"s Alter et Forsøg mod Administrationen af Statsbanerne, der maaske kan blive dyrekøbt.

Qui vivra, verra - -

(København 30. september 1915)

Fhv. Generaldirektør G. C. C. Ambt død.

24de Februar 1847 - 15de Juli 1919.

Fotograf Peter Marius Meilsøe Christensen (1874-1907), fotograf Esther Ingeborg Theresia Christensen, f. Bäckström (1871-): Ingeniør, generaldirektør Georg Christian Charles Ambt (24.2.1847-15.7.1919) ingeniør, generaldirektør. 1905-1920. Det kongelige Bibliotek. Fotoet erstatter originalartiklen noget slørede foto.

Den tidligere Generaldirektør ved Statsbanerne Georg Christian Charles Ambt er idag afgaaet ved Døden uden foregaaende Sygdom. Han færdedes til det Sidste tllsyneladende rask, og Meddelelsen om Dødsfaldet kom idag til hans Venner ganske uventet.

Da Ambt i 1902 tiltraadte Stillingen som Generaldirektør for Statsbanerne havde han allerede fra sit 21de Aar virket som Ingeniør i Kjøbenhavns Kommunes Tjeneste, først som Assistent og senere som Inspektør ved Brolægnings- og Vejvæsenet, og fra 1886 som stadsingeniør. Han deltog her blandt andet i Arbejderne ved Anlæg af Gader og Parker i Forbindelse med Voldenes Sløjfning samt i Ordningen af Kloakforholdene ved Havnen.

I 1898 meldte Ambt sig til den internationale Konkurrence om Planer til Ordningen af de kjøbenhavnske Banegaardsforhold. Han sejrede over de 22 andre Deltagere i Konkurrencen, i 1889 havde han vundet i en Konkurrence om et Udkast til Frihavnen, og da nu ogsaa hans Banegaardsplan blev belønnet med en første Præmie, var dermed hans sjeldne og fremragende Evner som tekniker og Ingeniør fra alle Sider erkendt. Han overtog i 1902 efter Opfordring Generaldirektoratet for statsbanerne og gennemførte her betydelige Reformer, der ogsaa gjorde ham kendt hos det  store Publikum. Hans Navn vil i Statsbanernes Historie først og fremmest være knyttet til Ordningen af Kjøbenhavns Banegaardsforhold, hvor man i det væsentlige fulgte hans præmierede Projekt, samt ikke mindre til den Sparsommelighed, som han med megen strenghed og Trofasthed gennemførte i Statsbanernes Drift.

Dette sidste var naturligvis ikke egnet til at gøre ham populær hverken blandt Statsbanernes Personale eller iblandt Publikum. Den Fjernhed, hvori Ambt kom til at staa, øgedes yderligere ved hans meget stejle og selvstændige Væsen. Han anglede ikke selv efter Popularitet. Han fulgte sine egne Veje, ofte impulsiv og uberegnelig, men altid stærkt personlig. Hans Dygtighed og Retsindighed erkendes af alle.

*

Den afdøde Generaldirektør var Søn af en Kjøbenhavnsk Glarmester J. F. Ambt og Hustru, født i Langreuter. Han ægtede i 1874 Thekla Emilie Mathilde Johnsen, Datter af Boghandler J. i Faaborg. Hans Hustru død i 1917.

Ambt blev Cand. polyt. 1868 og samme Aar Ingeniør ved Brolægnings- og Vejvæsenet her i Byen, Viceinspektør 1875 Inspektør 1886 og Stadsingeniør fra 1886-1902. Derefter Generaldirektør for Statsbanerne til 1915.

Den Afdøde var Æresmedlem af Ingeniørforeningen, hvis Formand han var fra 1902-05, samt Medlem af Bestyrelsen for Det tekniske Selskabs Skole og Lægeforeningens Boliger.

Han var dekoreret med Dannebrogsordenens Kommandørkors og var Dannebrogsmand. Af udenlandske Ordener havde han den mecklenburgske Griforden den norske St Olav Orden, den preussiske røde Ørns Orden og den svenske Vasa Orden

Nogle Udtalelser om fhv Generaldirektør Ambt,

Afdelingsingeniør Karsten.

Efter vor Anmodning har Afdelingsingeniør paa Stadsingeniørens Kontor A. C. Karsten, der i mange Aar har arbejdet sammen med Ambt som Stadsingeniør, udtalt følgende om Ambts Betydning for Kjøbenhavns Kommune;

Da Ambt blev Stadsingeniør i November i 1886, var Embedet ikke som nu. Der var Ikke engang et Kontor, endsige et Arkiv. Men Ambt tog fat. I Lavendelstræde Nr. 1 havde han et Par Aar efter grundlagt hele det nuværende Stadsingeniørkontor.

Hans Betydning for Kjøbenhavns Kommune var meget stor. Han skabte Kjøbenhavns Kloaksystem og muliggjorde Indførelsen af W. C'er. Det er hans Skyld, at vi paa dette Omraade har en af de sundeste Byer Ham skyldes Projekteringen af de store Færdselsaarer f. Fks. Vejen fra Tuborg Fabriker udenom Byen helt til Vanløse, og Borups Allé og Tagensvejs Forlængelse til Bispebjerg. Han forestod ogsaa Ingeniørarbejdet under de store Arbejder ved Hospitaler og Stiftelser. Hans Arbejdsevne var aldeles utrolig. Han trængte altid ind til Sagens Kerne, og hans Energi opildnede os andre til ar føre Sagerne igennem. Han kunde maaske støde, navnlig de Ældre, lidt ved sit Væsen, men han var dog en saa elskværdig Mand, at alle alligevel kom til at holde af ham.

I den Periode, han var Stadsingeniør, skete der ikke meget i Kjøbenhavns Kommune, uden at man tog Ambt med paa Raad. Borgmester Borup satte 1 sin Tid megen Pris paa ham Det var et Tab for Kommunen da Ambt overgik til Statsbanerne. Han burde have været Borgmester for 4de Afdeling.

Professor, Overarkitekt Henrik Wenck

udtalte idag til os om den nu afdøde Generaldirektør:

- Ambts Betydning for Ordningen af Jernbaneforholdene kan ses alene deraf, at han kort Tid efter sin Fratrædelse som Generaldirektør for de danske Statsbaner fik den meget ærefulde Anmodning om at indtræde i den svenske Kommission hvis vanskelige Opgave var at ordne Jembaneforholdene i Stockholm. Ambt blev ikke blot kaaret til Medlem, han blev Formand for Kommissionen.

Resultatet af Kommissionens Arbejde forelaa ved Nytaarstid iaar og man maatte igen beundre Ambts overlegne Evne til at løse de største tekniske Vanskeligheder. Man ser ogsaa i dette Arbejde hans sjeldne Begavelse for at bevare arkitektoniske Værdier og Skønheden i et Bybillede, samtidig med at han opfyldte de nødvendige Hensyn til det praktiske. Han var ogsaa noget af en Diplomat, han forstod at lede de ofte ret vanskelige Forhandlinger.

Arbejdet i Stockholm fyldte hans sidste Tid med al den Glæde, som han altid følte over Arbejdet, og ikke mindst over at han endnu i sin høje Alder kunne paatage sig et saadant Erhverv og bringe det til Afslutning. Han var en sjelden Arbejdskraft og han var klar til det sidste.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 15. juli 1919).

Generaldirektør Ambt død.

Statsbanernes tidligere Generaldirektør G. C .C. Ambt er Natten til i Gaar pludselig afgaaet ved Døden i sit Hjem i Ø. Søgade. Den afdøde blev 72 Aar gammel.

I 1868 blev Ambt, der var Søn af en københavnsk Glarmester, polyteknisk Kandidat. Samme Aar ansattes han som Ingeniør ved Københavns Brolægnings- og Vejvæsen. Fra 1886 til 1902 var han Stadsingeniør, og i denne Egenskab var det ham, der planlagde og gennemførte det store Kloakeringssystem samt omdannede Voldstrækningerne til de skønne Parker, som enhver Københavner og alle Tilrejsende glæder sig over at færdes i. Derimod havde Ambt mindre Held med de Byggegrunde, han planlagte, og som mange Steder i aller højeste Grad skæmmer vor By. Havde man den Gang haft en frisindet Kommunalbes[tyrelse], vilde disse Byggeplaner aldrig være bleven godkendt.

Det var ogsaa Ambt, som ved Planlæggelsen af Frihavnsanlæget fik tildelt de højeste Præmier, og derfor høstede de største Anerkendelser. Ogsaa om Planlæggelsen af de københavnske Jærnbaneforhold med Hovedbanegaarden skete der fra Myndighedernes Side Henvendelse til Ambt, og det viste sig da ogsaa, at han var Mand for at løse denne Opgave paa en for Byen tilfredsstillende Maade.

I en Række danske og svenske Provinsbyer har den Afdøde forestaaet Anlæget af Kloak- og Vandværksanlæg.

I 1902 blev Ambt kaldet til at staa i Spidsen for Statsbaneledelsen. Dette var sikkert et Fejlgreb, thi trods alle hans store og gode Egenskaber, naaede han aldrig at faa noget særlig godt udrettet for Statsbanerne, og blev til Tider angrebet meget stærkt for den slette Maade, hvorpaa han ledede dem. Der herskede derfor ingen Sorg kun Glæde blandt Publikum, da han i 1916 tog sin Afsked som Generaldirektør.

For Københavns Kommune var Ambt derimod en god Borger, og med Hæder har han indskrevet sit Navn i Byens Historie.

(Social-Demokraten 16. juli 1919)

Thekla Ambt f. Johnsen 15. marts 1855 - 4. oktober 1917. G. C. C. Ambt stadsingeniør i København 1886, generaldirektør for de danske statsbaner 1902, 24. febr. 1847 - 15. juli 1919. Einar Ambt, architect 22. marts 1877 - 21 decbr 1928. Jo Ambt 23 juli 1878 - 11 juli 1969. Sidstnævnte Jo: Josephine Johanne Marie Hansen, gift med Einar Ambt 1909. Gravsten på Vestre Kirkegård. Afdeling 1, rk. 17, nr. 3a. Foto Erik Nicolasien Høy.

De mystiske Dødsfald paa Statsbanens Centralværksted. (Efterskrift til Politivennen)

De maa sikkert skyldes de usunde Omgivelser.

Saavidt Arbejderne bekendt, er der intet foretaget i den af Bladet den 10. ds. fremdragne Sag ang. de hygiejniske Forhold ved Statsbaneværkstederne. Det er sandsynligvis den samme Opfattelse, der gør sig gældende nu, som da vi for flere Aar tilbage fremdrog Sagen her i Bladet, men Forholdene har i disse Aar udviklet sig i en saadan Grad, at Arbejderne ikke vedblivende vil finde sig i det farlige Naboskab - Kloaksumpen - der jo nu som paavist er langt farligere efter at Inddæmningen i Kalvebodstrand har fundet Sted.

Efter det sidste Dødsfald indsendte Organisationen en Prøve af Olien til Undersøgelse hos den Læge, der havde behandlet Patienten, og herfra er der modtaget følgende Svar:

Lægeerklæringen fra Rigshospitalet.

I den olieagtige Vædske, jeg har modtaget fra Dem, fandtes ingen Bakterier. Det kan saaledes anses for udelukket, at den direkte har haft nogensomhelst Indflydelse paa Sygdomstilfældets Opstaaen.

At den indirekte - gennem sin Fordampning og Dampenes eventuelle skadelige Indflydelse paa Slimhinderne - kan være skadelig, anser jeg ikke for sandsynligt. Herom vil man ialt Fald ikke kunne udtale sig nærmere, før det er oplyst, hvilke kemiske Bestanddele der findes i Væsken.

(sign.)
Carl Sonne.

Om Statsbanerne eller andre Autoriteter herefter vil foretage videre i Sagen, vil Arbejderne vel næppe erfare noget om, men af ovennævnte Erklæring vil man da kunne slaa sig til Ro med, at Faren ikke er at finde Olien, men da de to Dødsfald upaatvivlelig ikke kan tilskrives ganske almindelige Aarsager, ligger det nær at søge Aarsagen i Værkstedets Sundhedsforhold, og vi skal til yderligere Belysning heraf oplyse følgende:

Værkstederne er bygget paa en Skarnbunke.

Værkstederne ligger paa en opfyldt Grund, hvis væsentligste Bestanddel er Dagrenovation. Igennem det store Maskinværksted fører en Hovedkloak,

der har sit Udløb fra Vesterbrokvarteret, og paa sin Vej tager imod Tilløbet fra Værkstedernes W. C.

Fra de / Værkstederne anbragte Rensebrønde opstiger til Tider en ganske ulidelig Stank, og da Værkstedet er som et helt lukket Drivhus, er der ingen Adgang til Fornyelse af Luften.

De Indlagte Varmeledninger, der iøvrigt var beregnet paa at indblæse frisk Luft i Værkstederne, bliver af Sparsommelighedshensyn ikke benyttet, og saalænge Luften udenfor er lige saa daarlig som inde i Værkstederne, vilde det heller ikke være til synderlig Nytte.

"Belvedere-Kloaken«.

"Belvedere-Kloaken" fungerer som en Art Hjælpekloak for den, der fører igennem Værkstedet, idet der paa denne findes Porte, der ved stærkt Tilløb, Regn o. l. automatisk aabner sig, og dens Overflod løber da ud i den aabne Kloak. Ved saadanne Lejligheder flyder da Menneskeekskrementer rundt i flere Dage i den aabne Kloak til de helt opløses eller gaar til Bunds!

Under disse utroligt uforsvarlige hygiejniske Forhold tilbringer Arbejderne 10½ Time daglig i et Statsværksted, og det er nu ikke saaledes, at det her er Arbejderne alene, der beklager sig; alle vore Overordnede lider under akkurat de samme Forhold og er ganske enige med Arbejderne om, at dette sundhedsfarlige Forhold forlængst burde være fjærnet. Skal denne Kloak endnu have Lov at udøve sin Virksomhed i den kommende Sommer, saa lover vi at invitere alle Sundhedsautoriteterne til at stifte nærmere Bekendtskab med den, naar den rigtig en varm Sommerdag staar i fuld Gæring.

En Epidemifare.

VI er ikke forhaabningsfulde, vi venter naturligvis ikke, at man nu straks tager fat paa at ordne dette Forhold, vi venter kun at se, hvem der bliver den næste; thi nu har i ventet i snart 10 Aar paa Forbedringer, og vor største Glæde er nu, saa snart det er Fyraften, hurtigst muligt at søge bort fra Statsbanens Terræn, hen, hvor der blæser en frisk Vlnd, der ligesom giver os nyt Liv; skulle en Epidemi indtræffe, vilde vi vel næppe være saa glade ved hver Dag at forlade en saadan Smittekilde for muligvis at bringe Smitten hjem til Familien.

Vi skal senere komme tilbage til denne Sag og vil vedblive dermed til der bliver taget alvorligt fat paa en Forklaring.

(Social-Demokraten 24. oktober 1917).

Allerede 6. juni 1911 havde Social-Demokraten klaget over at Rosenåen som løb fra Godsbanegården forbi Statsbanernes centralværksted ud til Kalvebod Strand, var en sort, stinkende sump hvis stank generer arbejderne i maskinværkstederne.

Mogens Falk-Sørensen, Stadsarkivets fotografiske Atelier: Vasbygade og DSB-arealet. Optaget fra taget af turbinehallen på H.C. Ørstedsværket. På billedet ses kolonihaver og lokomotivværkstedet på Otto Busses Vej. I baggrunden ses Ingerslevsgade. Foto optaget for Stadsingeniørens Direktorat af Stadsarkivets fotografiske Atelier. 1949. Kbhbilleder. CC-BY.

Attentat mod Statsbanernes Kullosningsbane. (Efterskrift til Politivennen)

Et Attentat mod Statsbanerne.

En tysk Montør anholdt.

For et Par Dage siden opdagede man, at nogle Afbrydere var fjernede paa den store nye elektriske Luftbane, der tjener til at føre Kul fra Gasværkshavnens Skibe til Statsbanernes Depoter. Man opdagede Mærværket saa betids, at enhver Ulykke blev afværget. I værste Tilfælde kunde det have hændt, at en af Tipvognene var styrtet ned paa den stærkt trafikerede Dybbølsgade.

Forskellige Mennesker havde set en tysk Montør, der havde været beskæftiget ved Broens Opførelse, luske om paa Strækningen over Dybbølsgade, hvor han nn intet havde at gøre. Montøren, der hedder Heinrich Schmidt, havde i Vidners Overværelse fortalt, at han følte sig krænket paa Statsbanerne, fordi han ikke havde opnaaet Ansættelse og at han nok skulde forstaa at hævne sig.

Disse sammenstødende Omstændigheder gjorde, at Maskinbestyreren i første Maskinkreds indgav Politianmeldelse paa Montør Schmidt. Denne er bleven anholdt og taget i Foriiør, men nægter foreløbig enhver Forbindelse med Hærværket.

Fjernelsen af de elektriske Afbrydere paa Luftbanen har ikke foraarsaget nogen egentlig Skade, da Statsbanerne selv var i Stand til at erstatte dem med interimistiske Anordninger. Der er derfor ikke sket noget Afbræk i Driften paa Grund af det uhyggelige Tyveri.'

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 13. august 1913).

Statsbanernes Kullosningsbane. (Efterskrift til Politivennen)

Landet har faaet sin første elektriske Højbane - ganske vist ikke en rigtig elektrisk Bane til almindelig Trafik, men alligevel et ganske interessant Stykke moderne Ingeniørarbejde.

Det er en ca. 2 Kilometer lang Kullosningsbane fra Gasværkshavnen til Statsbanernes Kulpladser ved de nye Centralværksteder.

Banen, der er udført af et udenlandsk Firma og har kostet ca 1/4 Mill. Kr., skulde allerede have været færdig til 1. April 1911. For hver Dag, der gik ud over denne Frist, skulde Firmaet betale en Dagmulkt af 100 Kr og da Statsbanerne først har overtaget Anlæget i disse Dage, løber Mulkterne op til over 60,000 Kr.

Imidlertid kan hele Skylden for Forsinkelsen ikke paalægges det udenlandske Firma, og det slipper da nok noget billigere.

Statsbanerne vil overlade til Trafikministeriet at afgøre, hvor meget Firmaet maa bøde.

(Riget. Illustreret Dagblad (København) 11. januar 1913)

I august 1913 forøvede en tysk montør, Heinrich Schmidt, et attentat på den elektriske kulbane som kunne have fået uberegnelige følger og koste menneskeliv.

Portnerboligen. Kullosningsbanen gik langs med dæmningen med de gule bygninger. De genkendes måske fra Olsen-banden filmen "På sporet". Den høje bygning ("Det gule Palæ") er nu flyttet til museet i Gedser. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hvor "Kæmpelokomotiverne" repareres. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg paa Statsbanernes Centralværksteder i København.

For nogen Tid siden blev der talt Landet over om de store nye Lokomotiver, som vi havde faaet fra Udlandet og som allerede før de var tagne i Brug var defekte. Da vi forleden var i København, besluttede vi os til at aflægge at Besøg paa Værkstederne, hvor de bliver reparerede, og som efter de Beskrivelser vi fik, skulde være noget af en Seværdighed.

Vi henvendte os derfor til Værftsbestyrer Hr. Werner, der meget elskværdigt stillede en Mand til vor Disposition. Vore Forventninger viste sig, ikke at være for store; den ret hurtige Tur gennem Anlæget tog ca. 5 Timer, men vi blev ikke træt, tværtimod bødes stadig paa nye interessante Ting, som kunde fængsle Opmærksomheden.

Det første, vi kommer til, er Vognværkstedet, og det er saa langt, at vi daarligt kan se fra den ene Ende til den anden. I Midten af Lokalet er en lang, bred Fordybning, hvor ud til løber en Mængde smaa Spor. I Fordybningen løber en Slags elektrisk Blokvogn frem og tilbage. Naar Vognen, der skal repareres, kommer ude fra det Frie og i den ene Ende af Lokalet køres ind paa den besporede Blokvogn, er det let for denne igen et Par Sekunder efter at aflevere Ladningen paa et hvilket som helst Sidespor, hvor der for Øjeblikket er Plads.

Fra Vognværkstedet. Foroven ses de mægtige Ventilations- og Varmerør.

Skal der nu kun foretages en lettere Reparation i Maskineriet, er der en dyb Udgravning i Jorden, under Vognen, hvorfra dette let lader sig gøre. Er Reparationen større, - er det Hjul eller større Dele af Undertøjet, det er galt med, føres en mægtig Dobbeltkran over Skinner, der krydser hinanden over hele Loftet, hen over Vognen og et Minut efter hænger den i Luften. Kranerne kan samlede tage ca. 180,000 Pd., saa selv et af de største Lokomotiver er for den kun Legeværk. Naar først Vognen er løftet, er det nemt at skille den ad, og de forskellige Dele vandrer rundt paa Værkstederne.

Nutidigt foto af vognreparationsværkstedet, med "Kineserbyen" bagest og et forterræn med skinner, boogier m.m. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vi ser nogle af de store Lokomotiver, som er skilt ad. Hovedfejlen ved dem har været, at nogle støbte Akselender ikke har været solide nok. Der har været en lille Rift i dem, som ikke maa eksisterer, da den før eller senere kan faa hele Akselenden til at knække. - Men ogsaa andre Dele vandrer af Sted for at blive reparerede.

Vi følger med og kommer først til Smedeværkstedet, hvor der arbejder ca. 60-70 Mand ved halvt saa mange Esser (Ildstedet i hvilket Jernet bliver varmet). Det futter og sprutter overalt. Dette Værksted er forøvrigt, som alle de øvrige, vi kommer igennem, forsynet med en Masse moderne Maskiner. Det Apparat, der imponere os mest, er en Pressemaskine, der kan levere 

et Tryk af 1½ Million Pund.

I Løbet af et Sekund kan den presse en 10 Tommer tyk Jernblok ned til en Tykkelse af 1 Tomme. Det mægtige Apparat, der vejer henved en Snes Tusind Pund, udfører sit Arbejde ligefrem elegant og man føler absolut ingen Lyst til at lægge Fingrene imellem Blokkene ti! eventuel Fordel for Jernet.

Pressemaskinen, der kan levere et Tryk af 1½ Million Pund.

Vi lægger ogsaa Mærke til et ca. 2 Meter bredt Rør, der gaar hen under Loftet; det sender en hel Mængde smaa Rør ud til de forskellige Esser, og vi faar at vide, at de suger al Røgen bort i Stedet for, at denne ellers vilde brede sig i Lokalet. Trækken til Ildstederne kommer ikke fra høje Skorstene; den kommer fra en Blæseovn, og gør udmærket Fyldest.

Værkstederne er i sin Tid bygget paa et Stykke af det udfyldte Kalvebod Strand og der har derfor stadig været meget fugtigt; dog dette er der ogsaa raadet Bod paa, der er bygget en Kanal under Jorden og naar Vandet i denne er steget til en vis Højde sætter en automatisk Pumpe sig i Gang og Vandet pumpes væk.

Her laves ogsaa delvis Hjulene i Stand. Et Hjul bestaar, før det er i Orden, af Nav, Eger og et tyndt Fælg. Her uden paa lægges den saakaldte "Bandage", d. v. s. en ca. 4 Tommer tyk støbt Ring, som hentes fra Krupp i Essen. Arbejdet med at sætte Bandager om Fælgene, derefter at slibe dem til, hvilket foregaar i en stor Boremølle, og endvidere med at tage gamle Bandager af udføres ogsaa i Smedeværkstedet og er meget interessant.

Vi forlader denne Afdeling og kommer ind i Støbehuset. Her støber man alle Ventiler, Haner over Modeller, der er udført i en Blanding af Sand og Gødning. Vi naar lige at kigge ned i en stor Smelteovn i Jorden, hvor Blandingen Kobber, Bly og Tin tilberedes, og maa saa forsvinde derfra, da Dampen fra Ovnene ikke er morsom. Vi kommer derefter igennem en stor Bygning, som indeholder Jernlåger, d. v. s. : Jern i alle mulige Størrelser og Former - , og befinder os lidt efter i 

Maskinhallen.

Denne Hal er større end Flakhaven i Odense og er omtrent fyldt med Maskiner - Boremaskiner, Drejemaskiner og en Mængde andre. Her findes bl. a. en mægtig Cylinderboremaskine, der har kostet ca. 80,000 Kr., og en Pressemaskine mod 600,000 Pd. Tryk. I Forbindelse hermed er et Værktøjsværksted, som er forsynet med alt. Her leveres Arbejderen det, han skal bruge mod Aflevering af et Numer. Ved Tilbageleveringen bliver alt Værktøj efterset, og repareret, om det er nødvendigt.

Vi kommer nu ind i Kedelsmedien og det er et af de værste Steder at være for et almindeligt Menneske. Der er et Bulder, saa det gør ondt i Trommehinden. Det fremkommer ved, at en Mængde Mennesker med Iver og - tilsyneladende - Lyst bearbejder nogle store Kedler paa det kraftigste. Til Kitning bruges Luftværktøj. Det er komprimeret Luft, som gennem Rør og Slanger fra Kraftstationen føres derover, hvor det igen blæses ind i Haandværktøj, som ligner en moderne Vibrationsmaskine. Her findes ogsaa en mægtig Maskine, der i den ene Side som en Mis kan skære en 32 mm Plade over og i den anden Side kan bøje en Plade af hvilken som helst Tykkelse. Kraften, der driver denne, er ogsaa Luft, som dog ikke kommer fra Kraftstationen, men fra en mægtig Luftpumpe, som Værkstederne 6elv har lavet af gammelt Jern. Den leverer et Tryk af 60,000 Pd.

Spektaklet faar os hurtigt ud ad Døren, og vi befinder os straks efter i Kraftstationen. Denne er delt i tre Afdelinger; i den ene findes fire belgiske Dampkedler, hvor paa 500 H. K., og de er selvfyrende. I den anden findes 4 Dynamoer, 3 til Lys og Kraft og 1 til komprimeret Luft. Værkstederne bruger ialt ca. 750 Amp. i Døgnet. I den 3die Afdeling, der er et Hus for sig, findes Akkumulatorbatterierne, der samlede har en Styrke af 600 Amp. Da dette Rum er sundhedsfarligt, skal de 13 Mand, der arbejder der, til Lægeeftersyn mindst en Gang om Maaneden. Endvidere faar de hver en Pot Sødmælk om Dagen, foruden at de faar noget Filttøj, som ikke nemt ædes op af Syredampene.

Nutidigt foto: Trykluftværkstedet (forrest) og kraftcentralen (bagest). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vi kommer saa til det elektriske Værksted, hvor alt, lige fra en simpel Afbryder til det fineste elektriske Maaleapparat fabrikeres. I en 2-Etages Bygning ved Siden af er der Sadelmagerværksted og det indeholder og leverer ligeledes baade groveste og fineste Sager og Arbejder. I og udenfor Karethmagerværkstedet og Malerværkstedet, som vi derefter beser, holder der flere Hundrede Vogne, der skal repareres og males. Alt er indrettet praktisk og let - der er saaledes i Malerværkstedet paa begge Sider af Vognen indrettet Stilladser, som i Løbet af et Øjeblik kan hejses op og ned. Vi mangler saa kun Snedkeriet, og der er ogsaa noget overraskende. Ved hver Høvlebænk og Savemaskine udmunder en stor Tragt, som saasnart der kommer en Spaan eller noget Savsmuld paa Bænken suger dette til sig. Det suges derefter gennem lange Rør over til Kraftstationen, hvor det selvfølgelig udmærket kan bruges. Der findes ogsaa en stor Høvlemaskine, - naar de raa Brædder gaar ind i den ene Side, kommer de ud igen i den anden, og er da høvlede til en bestemt Tykkelse og skaaret til i janten.

Vi er nu kommen gennem alle Værkstederne med deres ca. 900 Mand og skal kun omtale Badeanstalten. Den ligger midt i det hele. Hver Arbejder paa Værkstederne har Tilladelse til at bade gratis - endda i Arbejdstiden. Hvert Værksted, eller 2 ad Gangen, har sin Dag, og Arbejderne maa gaa, paa hvilken Tid de vil. Badeanstalten indeholder 21 Baderum, og der er Afvaskningsrum, Styrtebade og Svederum.

Vi skal saa kun omtale de mægtige Rør, som gaar gennem alle Lokalerne, og som opvarmer dem. - Det maa være lidt af en Fornøjelse at arbejde i saa store, lyse og godt ventilerede Lokaler.

En Tur gennem Statsbanernes Centralværksteder er meget interessant - den overbeviser om, at vi har noget, som vist ikke alene herhjemme virker imponerende.

Den Mindste.

(Fyens Stiftstidende 2. marts 1912)

Personalet ved godsbanegården og beboerne i tjenestemandsboligerne øst for Enghavevej klagede fra starten over kommunens destruktionsanstalt på Vesterfælledvej, samt fra den private kødfoderfabrik. Det blev behandlet i borgerrepræsentationen sommeren 1912.

Centralbanegaarden og Centralværkstederne. (Efterskrift til Politivennen)

 Centralbanegaarden

Et Overblik - Fingeret daglig Drift.

Når man vil danne sig et Begreb om den nye Banegaards Størrelse, tænker man uvilkaarligt paa Tunneludgravningen foran den nye Personbanegaard og til Nød ogsaa, hvad der ligger bag ved indtil Tietgensbroen. Hvilket fejlagtigt Billede!

Ovenstaaende Plan vil illustrere Fejltagelsen. Gaa ud paa Personbanegaarden i Hjørnet øverst tilhøjre. Den svinder betydeligt ind ved Sammenligning med det umaadelige Jernbaneterræn, der strækker sig bag Søndre Boulevard lige til Enghavevejen. Det er den Del af Centralbaneanlæget, som Publikum ikke ser, men som netop med sine utallige Sporskifter, Rangerspor og brydsspor udgør Betingelsen for at kunne lægge selve Banegaarden i saa nær Byens Centrum, som Tilfældet er. Paa et Areal, der er 3 Kilometer langt og paa sit bredeste Sted en halv Kilometer, ligger her indtil et halvt Hundrede Spor ved Siden af hinanden. Yderst tilvenstre paa Planen sender Terrænet to Banelinjer ud i Landet. De fører begge til Roskilde. Den øverste er Personlinjen, der skærer sig gennem Valby Bakke; forneden; er Godslinjen, som er lagt sønden om Vestre Kirkegaard. Saasnart de to dobbeltsporede Linjer har skaaret Enghavevej, folder de sig ud som mangegrenede Vifter.

Paa Arealet mellem Enghavevejen og Tietgensbroen ligger Spor til en samlet Længde af 60 Kilometer. En Privatbane, regner man, raader sædvanlig over halvt saa mange Kilometer Sporlængder.

Hvor imponerende Personbanegaarden end er, saa repræsenterer den dog kun en mindre, og næppe den vigtigste Del af det storartede Anlæg. Den har da ogsaa kun kostet 4 Millioner af de 25, der i del hele allerede er medgaaet eller vil medgaa til den nye Ordning af vore Banegaardsforhold. Der ei mellem Centralværkstederne Bygninger, som optager langt større Areal end selve Personbanegaarden.

Del er en Selvfølge, at et saa omfattende Anlæg ikke en skønne Dag kan erklæres færdigt og derefter straks tages i Brug. Der maa foretages grundige Prøver med de nye Materiel, for at det kan godtgøres, at alt er i Orden. Mandskabet, der for Fremtiden skal gøre Tjeneste paa den nye Banegaard, maa gøres nøje tortroligt med de nye, forbedrede Systemer, som man har fundet det hensigtsmæssigt at indføre samtidig med alt det aDde nye.

Sporskifterne er særlig en af de Ting, der har været Genstand for Reformer. Medens de tidligere var forsynet mød Olielamper, markeres de nu ved elektriske Lamper; Signaliseringstjenesten er blevet elektrisk. I Signaltaarnet er hver enkelt Signal betegnet ved en elektrisk Knap, og Signalvagten skal paa en Prik vide, hvor hvert Signal har sin Knap; Tøven og Famlen er der ikke Tid til. Han maa indøves.

Eller Lokomotivføreren, der fra den gamle Banegaard kender Sporlægningen saa godt, at han nøjagtig véd, om han følger de rigtige Spor. Nu stilles han pludselig overfor et indviklet Banenet, der let kunde forvirre bam, om han ikke i Forvejen havde haft Lejlighed til at lære Sporvejene at kende og skelne dem fra hinanden.

Og endelig maa de Hundreder af Folk, der har Beskæftigelse ved Banen, gøres fortrolige med de nye Lokaliteter. Det er ikke nok, at de kender Hovedbygningerne. Ude paa Terrænet ligger Maskinhuse med Varmeapparater, elektriske Afbrydere, Støvsugeapparater, Elevatorer, som det kan være af langt større Vigtighed for Funktionærerne at vide Besked med.

Derfor vil der i nogen Tid blive opretholdt en fingeret daglig Drift, under hvilken hver enkelt Funktionær, der har et Arbejde at passe, faar Lov at passe dette ganske som under normale Forhold. Togene løber ind til de fastsatte Tider og forlader igen Stationen paa Klokkeslet. Paa den Maade mener man at skaffe Mandskabet den tilstrækkelige Øvelse, inden det nye Baneanlæg om kort Tid aabnes for fuld, normal Drift. Men Publikum! Mon ikke ogsaa det trængte til et lille Kursus i den nye Banegaards Indretning?

(Riget (København) 16. oktober 1911)

Vandtårnene, nutidigt foto. Erik Nicolaisen Høy.

Fra Jærnbanens Terræn

De færreste Københavnere kender andet af vort nye Jærnbaneterræn, end hvad der kan ses fra Vesterbrogade eller Tietgensbroen.

Det er dog kun en lille Del af Terrænet, der ses herfra, hvad man kan forstaa, naar man véd, at fra Vesterbrogade og ud til Vesterfælledvej, hvor det egentlige Banegaardsterrain ender, er der en Afstand af over 4000 Alen eller ½ Mil. Paa visse Steder er Arealet over 1000 Alen bredt, saa man forstaar, at det er store Forhold, her er Tale om, omkring 130 Tdr. Land. Det allermeste er tilvejebragt ved Opfyldning i Kalvebod Strand, saaledes at Kvægtorvet og Gasværket, der tidligere laa ved Bolværk, nu ligger langt inde paa Land, og Gasværket har maattet bygge en mægtig Bro, ad hvilken Kullene føres fra Havnen til Kulpladsen. Paa vort Billede, der er set fra Dybbølsbroen, ses denne Bro, hvis svære Jærnbjælker herfra tager sig ud som det fineste Fletværk strakt ind over Jærnbanens Spor, kun støttet af spinkle Søjler. Allerede her ude paa Dybbølsbroen, ikke halvvejs inde i Jærnbanens Terræn, føler man sig langt fjærnet fra Byen, hvis Taarne og Spir tegner sig i Horisonten, med Banegaardens Kuppel længst til venstre. Inde fra Byen strækker de lange Rader af Vogne sig helt her ud, og endda et godt Stykke længere ud mod Vesterfælledvej. Til højre ses de vældige Rækker Godsvogne, og til venstre ses en Del Personvogne, hvis Tal dog bliver meget forøget, naar Personbanegaarden endelig tages i Brug.

Vort andet Billede er set fra de høje Opstillingsspor ved Vesterfælledvej, hvorfra Togene ledes ind mod Godsbanegaarden eller Kvægtorvet. Herfra ser man ud over de vældige Centralværkstedsbygninger, hvor Hundreder af Haandværkere hver Dag arbejder, her er Maskinværksteder, her færdes Snedkere, Sadelmagere, Blikkenslagere og Malere, og her er vældige Lokomotivremiser og Kulpladser.

De to taarnlignende Bygninger, der ses i Baggrunden af Billedet, er Vandtaarne, hvorfra Lokomotiverne faar deres Forsyning. Til venstre ligger nogle Tjenesteboliger, hvor en Del Banearbejdere bor for altid at kunne være i Nærheden, dersom der kræves hurtig Udrykning. Paa Billedet kan man kun utydelig skimte Dybbølbroens Linier, hvad der illustrerer, hvor stort det nye Jærnbane-Terræn i Virkeligheden er.

(Social-Demokraten 13. november 1911)

Fra Arbejdets Mark. II. (Efterskrift til Politivennen)

 

Lokomotiver under Reparation.

Vort Billede i Dag viser en .Scene fra Statsbanernes Centralværksted. Det er Lokomotivværkstedet. Her føres alle Maskiner ind til Reparation. Den store Hal, der rummer mellem 25 og 30 Lokomotiver, er stadig optaget, og alene ved Reparationer beskæftiges der daglig halvtredie Hundrede Arbejdere. Det er en Fornøjelse at se, hvor let, der tumles med de mægtige Lokomotiver. Ved Hjælp af svære Taljer løftes de fra Sporene, saaledes at de hænger frit svævende i Luften. Elektriciteten er her en god Hjælper. Et Tryk paa en Knap, en hvislende Lyd skærer igennem Hallen, og i samme Nu bliver alle Hjul og Remskiver levende.

I denne Larm høres ingen Menneske-Stemme. Hver Mand er paa sin Plads. For Arbejderne gælder det om at have Øjnene med sig. Den mindste Fejl kan betyde Død eller Lemlæstelse. Men Arbejderne tænker ikke paa Farerne. Som Myrerne i en Tue maser de frem mod den vældige Kolos, der hænger i Taljerne. Med senestærke Arme gribes der om Hammer og Nøgle. Den store Damphest, der nylig foer pustende ud over Landet, slæbende Mennesker og Gods efter sig, maa nu finde sig i at blive bastet og bundet af Menneskehænder. Stykke for Stykke piller Arbejderne de tusindpundige Maskindele fra hinanden. Det gaar først ud over Hjulene. De er blevet kantede og skal nu have en Omgang paa Drejebænken. Derefter kommer Turen til de "ædlere" Dele i selve Damphesten. Hver Ting maa nøje efterses; thi om nogle Dage skal den atter fare susende ud over Landet, og da gælder det om, at der ikke er glemt noget. Det kan komme til at dreje sig om Meneskeliv . . . Det véd den sortsværtede og svedende Arbejder. Derfor gaar han og Kammeraterne endnu en Gang en Runde om Maskinen, før den faar Lov at slippe ud af Lokomotivernes »Sygehus«.

Vi staar netop og stirrer ud over denne travle Virksomhed, da i det samme Fabrikpiben sender sin gennemtrængende Lyd ud over Kalvebod Strand. Det vældige Maskineri stopper op. Hammer og Skruenøgle lægges til Side. Kort efter vandrer de mange Hundrede Arbejdere ud til de smaa Hjem i Vester- og Nørrebros Sidegader. Vi -kaster et langt Blik ud over Kalvebod Strand. Vor Tanke gælder den store By. Kun faa af dens Beboere aner, at der her ude, langt fra Byens Tummel, findes vældige Statsbaneværksteder med Hundreder af flittige Arbejdere, der nu vandrer ind mod den By, hvor de skal finde en Smule Hvile til Dagværket atter begynder næste Morgen.

(Social-Demokraten 10. oktober 1911).

Kakerlakker paa Centralværkstederne. (Efterskrift til Politivennen)

Kakerlakker paa Statsbanekontorerne. Ude paa det yderste af den nye Banegaards Terræn i København, i Nærheden af den i sin Tid saa meget omtalte Djævleø, og i Tilslutning til de store Centralærksteder har Statsbanerne opført nogle kontorbygninger. Disse er i Øjeblikket truede af en meget alvorlig Plage, idet der vrimler saaledes med Kakerlakker, at Opholdeet paa Kontorerne er næsten umuligt for Personalet. Man har allerede maattet omlægge flere af Gulvene og tilkitte alle Revner og Sprækker for at forhindre de uappetitlige Dyr i at komme frem. Men ikke engang det har kunnet hjælpe, og Statsbanerne maa nu rimeligvis anvende adskillige Tusinde Kroner til en rationel Udryddelseskrig mod Dyrene.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 1. august 1912).

Administrationsbygningerne, nutidigt foto. Erik Nicolaisen Høy.