Bombeangrebet på Gestapos Hovedkvarter i Aarhus, 31. Oktober 1944. (Efterskrift til Politivennen)

Den tyske SS-sturmbannführer Eugen Schwitzgebel (1900–1944) var øverstbefalende for Gestapo i Aarhus. Han kom fra en lille landsby i Saarland. Før nazisternes magtovertagelse var han startet på en karriere indenfor politiet og nåede at blive Kriminalrat (senioropdager, en mellemhøj rang i kriminalpolitiet). Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 meldte han sig frivilligt til Sicherheitsdienst (SD) og var da medlem af nazistpartiet (NSDAP). Så han må have haft nazisympatier allerede dengang. Der vides ikke meget om hans aktiviteter ellers før krigen. Han arbejdede også for Gestapo og opnåede rang af SS-Sturmbannführer (svarer til major i den tyske hær). Hvilket normalt betød at han havde aflagt troskabsed til Hitler og hans racistiske og ideologiske principper. 

Da han både var i Gestapo og Kriminalrat kunne han nemt overflyttes til opgaver i de besatte områder: Han blev udnævnt til leder af Gestapos afdeling i Århus i december 1943. Her samarbejdede han med Sicherheitsdienst i bekæmpelse af modstandsbevægelsen der. Hovedkvarteret lå på Aarhus Universitet. Han fik bl.a. arresteret den britiske faldskærmsman Jakob Jensen 13. december 1943 som afslørede lokale modstandsceller. Schwitzgebels aktiviteter var brutalt effektive. 

Han overværede bl. a. den 3. december 1943 henrettelse af 5 sabotører på Skæring Hede. De blev hemmeligt begravet nær Oksbøl. Den 31. december 1943 blev modstandsmanden Alf Toldboe Jensen henrettet. Dernæst optrævledes to større modstandsgrupper i Århus og Randers i begyndelsen af november 1943. Han ledede personligt en aktion mod modstandsmanden Leo Kæraas i Risskov hvorunder konen Doris blev dræbt for øjnene af sine børn. Leo Kæraas blev deporteret til kz-lejren Neuengamme og kom hjem med de hvide busser til Sverige 26. april 1945. Efter Langåbroernes sabotering blev 5 modstandsfolk arresteret og henrettet den 2. december 1943.

Efter mordet på Kaj Munk den 4. januar 1944, kørte morderne til Aarhus og blev modtaget som Gestapo-chefens særlige gæster. Schwitzgebels strategi var at hyre morder-banden til opgaver i Aarhus. Han  stod også bag afsløringen og arrestationen af Hvidstengruppen 11. marts 1944. 

Schwitzgebel rådede over 40-50 Gestapofolk og satte især ind over for kurerer, bl. a. ved hjælp af lokale kollaboratører, Resultatet var et højt antal arresterede modstandfolk og sabotører og fik efterhånden næsten stoppet for modstandsaktiviteterne i løbet af første halvår af 1944. Modstandsbevægelsen var kommet undervejrs med at Gestapo planlagde et altødelæggende slag mod modstandsbevægelsen og advarede den 15. oktober 1944 London og bad om at intervenere. Dette skete med et angreb af RAF den 31 October 1944. Raidet ødelagde Gestapos arkiver, dræbte Schwitzgebel og 38 andre agenter, 20 tyske soldater, samt - udenfor hensigten - omkring 10 danske civile. 

Dræbt blev også SS-Obersturmführer Lonechun fra Sicherheitsdienst og mindst 27 andre Gestapo officers, 39 Gestapofolk og 18 soldater. De undgik derfor efterkrigstidens retsforfølgelser.

Aktionen blev en succes i den fortand at det eliminerede Gestapo i Århus. Men fik senere repressalier. Det varede dog lidt som følge af det vakuum der opstod for Gestapo efter bombardementet. 

(Efter: Grokipedia)

Erdmann Mulach, Oberscharführer 23.8.1913-31.10.1944. Eugen Schwitzgebel, Sturmbannführer 1.10.1900-31.10.1944. Vestre Kirkegård tysk afdeling B/666-665. Se nederst en liste over andre som blev dræbt ved angrebet den 31. oktober 1944. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

Tirsdag den 31. oktober 1944 blev Gestapos hovedkvarter i Århus bombet af engelske flyvere. Nedenfor nogle samtidige kilder:

Onsdag den 1. November 1944.

Luftangrebet paa Aarhus. Tirsdag Formiddag Kl. 11,41 rettede en Snes engelske Maskiner et Bombeangreb paa Aarhus Universitetsby. Af Maskinerne var dog kun 6-8 bombeførende. Der dræbtes herunder ifølge Opgivelse fra den tyske Presseofficer ca. 110 Tyskere, hvoraf 90 er identificerede. Antallet af saarede kendes ikke, men har efter Ambulanceudrykningerne at dømme været stort. Tyskerne var netop forsamlede til Spisning, da Angrebet fandt Sted.

De dræbte Danskere er efter den foreløbige Opgivelse følgende: Tømrersvend Christian Jeremias Laursen, Falstersgade 7, Ewald Aabenhus, Adresse ukendt, Fru Installatør Paaske Petersen, Murer Anton Marius Andersen, Samsøgade 21, Tømrer Svend Jeppesen, Lundbyesgade, Kontorist Kalle Sørensen, Balagervej 70, Viby, Repræsentant Poul Helmer Jensen, Solsortvej 6. Desuden er der dræbt to uidentificerede Kvinder.

Der opgives endvidere at være 15 haardtsaarede Danske og et lignende Antal lettere saarede. En Del har kunnet føres til deres Hjem.

Fra Udenrigsministeriet foreligger i Dag følgende samlede Oversigt over Begivenhederne:

Kl. 11,41 blev der varslet Alarmtilstand, og knap to Minutter efter hørtes voldsom Motorlarm. Endnu inden Folk havde gjort sig klart, at det drejede sig om allierede Maskiner, lød de første Detonatianer. Der udspillede sig i den vestlige og nordlige Bydel ret panikagtige Scener, medens Mødrene fik deres Børn ind fra Legepladser og Gaarde.

Det opgives, at ca. en Snes Maskiner deltog i Angrebet, men det menes, at kun 6-8 har været bombeførende. Angrebet fandt Sted i tre Bølger, og der opgives ialt at være kastet 24 Bomber, deraf flere - maaske alle - 500 Pounds. Disse Bomber fordelte sig saaledes: I Universitetets Hovedbygning 6 Bomber (plus én Forsager), i Kollegium Nr. 1 og 2 en Bombe hvert Sted, i Kollegium Nr. 4, to Bomber, i Kollegium Nr. 5 en Bombe. I Langelandsgades Kaserne fem Bomber og to Forsagere, i en Villa paa C. F. Richsvej Nr. 5 en Bombe og i Villakvarteret Palludan Müllersvej-Chr. Wintersvej en Bombe. Endelig faldt to Forsagere i Universitetsparken.

Universitetets Hovedbygning er endnu under Opførelse, og der befandt sig en Del Arbejdere og tre Arkitekter i Bygningen, deriblandt Universitetets Arkitekt, C. F. Møller. Arkitekten og en Del Arbejdere befandt sig i Kantinen, da de første Bomber faldt og sprængte Aulaen. De løb mod Beskyttelsesrummet, og nogle af dem var naaet derned, da den næste Fuldtræffer kom; denne ramte lige ved eller i Beskyttelsesrummet. To Arbejdere, der sad sammen med Arkitekten, blev dræbt. Selv kom Arkitekten i Klemme under nogle Bjælker. Han var imidlertid ved Bevidsthed og kunde gøre sig bemærket, da den første Hjælp kom. Da man fik ham befriet, viste det sig, at han bl. a. havde faaet det ene Ben brækket. Han var imidlertid ualmindelig koldblodig, og gav nøgternt Redningsmandskabet sine Ordrer og Besked om, hvor andre laa begravet. De to andre Arkitekter, Carl Windelef og Max Boye Rasmussen blev saaret. Den sidste har dog atter kunnet udskrives. Der arbejdede mange Arbejdere paa Universitetet i disse Dage, men man ved ikke, hvor mange der var til Stede under Angrebet. Ambulancer kørte de saarede og dræbte over til det kun 100 Meter borte liggende Ortopædiske Hospital. Efter ca. 1 1/2 Times Arbejde maatte man regne med ikke at kunne finde flere i Live, hvorfor Arbejdet blev afbrudt, da der var Fare for, at en Del af Forsagerne var tidsindstillede; efter at disse var demonteret, blev Arbejdet fortsat. Under Demonteringen maatte et større Omraade evakueres, og Socialtjenesten oprettede Luftværnskvarter paa Skovvangsskolen, medens Hospitalets Patienter maatte forblive i Beskyttelsesrummene.

Kollegierne Nr. 4 og 5 var Hovedkvarter for Gestapo i Jylland. Disse Bygninger blev fuldstændig ødelagt. Det opgives, at Chefen for Gestapo i Jylland, Schwitzgibel, er dræbt, ligesom hans Næstkommanderende skal være omkommet. Det meddeles, at Bombardementet fandt Sted kort efter, at samtlige danske Fanger var ført til deres Fængsler for at spise, saaledes at der ikke skulde befinde sig danske Fanger i de sammenstyrtede Kollegier. Ogsaa Kollegierne Nr. 1 og 2 blev stærkt ødelagt.

Langelandsgades Kaserne benyttedes af den tyske Værnemagt. Hele Kasernen er ødelagt, værst er det gaaet ud over Officersfløjen og et Depot mod Gaarden. Man regner med, at der ikke var mange Mennesker i denne Kaserne, da Bombardementet fandt Sted.

Der faldt en Bombe i en lille Villa C. F. Richsvej 5, tilhørende Elektriker Paaske Petersen. Han selv laa paa Kommunehospitalet, og hans lille Søn var i Skole, saa Fru Petersen var alene gaaet ned i Beskyttelsesrummet. Huset fik en Fuldtræffer, og Fru Petersen blev dræbt under Ruinerne. En anden Bombe faldt i Villakvarteret tæt ved, hvor der anrettedes stor Ravage, men ingen Mennesker synes dræbt ved dette Bombe nedslag.

En af de engelske Maskiner blev ramt af Antiluftskytset og kom ned i Aarhusbugten. Besætningens Skæbne er ukendt.

Samtlige andre Bygninger i Universitetsparken og de omliggende Kvarterer led større eller mindre Skader, hovedsagelig blev Tage og Vinduer ødelagt.

Torsdag den 2. November 1944.

Antallet af dræbte Danskere ved Luftangrebet paa Aarhus er nu opgjort til 17, desuden er der paa Kommunehospitalet indlagt 25 saarede. Af de dræbte er yderligere identificeret: Ellen Hansen, Møllevej 39 (eller Møllevangsvej 34); Elly Jensen, Silkeborgvej 19, Murer Anders Kristian Jørgensen, Peder Skramsgade 42, Murer Harald Jørgensen, Stadionallé 9, Knud K. Olesen, Arbejdsmand Søren Marius Sørensen, Guldbergsgade 141, Else Johanne Johansen, Klostergade 70, Elektriker Evald Severin Sørensen, Borupsgade 18.

Det er godtgjort, at Gestapochefen for Jylland, Schwitzgibel, er dræbt, idet man Onsdag Formiddag har fremdraget hans Lig blandt Ruinerne. Ogsaa hans Næstkommanderende, Rothenburg, er dræbt. Fra tysk Side bevares Tavshed med Hensyn til Antallet af dræbte, ligesom der intet foreligger oplyst om dræbte Danskere i Kollegium 4 og 5. Dels har der her opholdt sig en Del Danskere i tysk Tjeneste, dels formenes der ogsaa at have været nogle danske Fanger.

Fredag den 3. november 1944

Luftangrebet paa Aarhus Universitetsby. Blandt de saarede Danske ved Luftangrebet er ogsaa Kjeld Helweg Larsen, der har været ansat ved "Fædrelandet".

Det oplyses, at der stadig arbejdes med Udgravningsarbejde i Ruinerne af Kollegierne 4 og 5, hvor man i Løbet af Onsdagen skal have fremdraget Ligene af 15 Danskere. Luftangrebet har krævet sit 18. Offer blandt Aarhusianerne, idet Tømrer Hilmer Michael Ancher, Gertrud Rasks Vej 1, er død af sine Kvæstelser. De øvrige saarede med Undtagelse af en enkelt befinder sig efter Omstændighederne godt.

(Daglige Beretninger om begivenheder under den tyske besættelse).

Hvad angår de dræbte danskere, står på Mindetavlen på Aarhus Universitet:

Murerformand Harald Jørgensen, Stadion Alle 9.
Murer Anders Chr. Jørgensen, Peder Skramsgade 42.
Murer Chr. Andersen Krogh, Falstersgade 5.
Tømrer Hilmer Mikael Ancher, Gertrud Raskvej 4.
Tømrer Carl Emil Jeppesen.
Tømrer Svend Jeppesen, Lundbyesggade.
Tømrersvend Jeremias Chr. Laursen, Falstersgade 7.
Elektriker Ivan Severin Sørensen, Borupsgade 18.
Gartner Marinus Sørensen.
Marketenderske på universitetet, frk. Lilli Laursen, Chr. Wærumsgade 5.

En kilde (Kolding Folkeblad 3. november 1944) nævner yderligere:

Else Johanne Johansen, Klostergade 70.
Knud K. Olesen, Aarhus.
Ellen Hansen, Møllevangs Alle 39.
Elly Jensen, Silkeborgvej 19.
Fru Paaske Petersen, Palludan Müllersvej.
Murer Anton Marius Andersen, Samsøgade 21.
Arbejdsmand Søren Marius Sørensen, Høegh Guldbergsgade 41.
Kontorist Palle Sørensen, Balagervej 70, Viby.
Repræsentant Poul Helmer Jensen, Solsortevej 6.

På den liste er også en som samarbejdede med tyskerne (se nedenfor):

Ewald Aabenhus, Aarhus.

På Vestre Kirkegård findes et område med 29 personer der døde den 31. 0ktober 1944 eller dagene efter: 14 er nævnt døde i kilder under bombardementet. De er forsynet med: RAF. De andre 15 kan være iblandt de dræbte.

Paul Bauer, Sturmscharführer 1.11.1896-31.10.1944. RAF. B/ 664-663

Erich Kössling, Hauptwachtmeister der Polizei 6.4.1906-31.10.1944. RAF. B/ 664-663

Erdmann Mulach, Oberscharführer 23.8.1913-31.10.1944. B/666-665

Eugen Schwitzgebel, Sturmbannführer 1.10.1900-31.10.1944. RAF. B/666-665

Vagn Oest, Unterscharführer 24.12.1920-31.10.1944. B/668-667

Arthur Schulz, Scharführer 28.6.1902-31.10.1944. RAF. B/668-667

Hans Raeder, Sturmmann 10.10.1916-31.10.1944 B/670-669

Gustav Johannesson, Unterscharführer 17.10.1912-31.10.1944. B/670-669

Ingeborg Siebers 7.9.1914-31.10.1944. B/ 672-671

Willi Oestergreen, Wachtmeister 2.9.1921-1.11.1944. B/ 672-671

Paul Jensen, Rottenführer 16.1.1924-31.10.1944. RAF. Dansker. B/691-692

Werner Kniesa, Unteroffizier. 28.10.1901-31.10.1944. B/691-692

Ernst Wassersteiner, Hauptscharführer 18.6.1913-31.10.1944. RAF. B/693-694

Heinrich Völker, Oberscharführer 7.12.1912-31.10.1944. RAF. B/693-694

Richard Falck, Rottenführer 3.8.1904-31.10.1944. RAF. B/695-696.

Hans Werner, Sturmscharführer 22.10.1902-31.10.1944. RAF. B/695-696

Heinrich Lönneker, Obersturmführer, 17.12.1909-31.10.1944. RAF. B/697-698

Heinrich Lessmeister, Obersturmführer 26.8.1904-31.10.1944. RAF. B/697-698

Ewald Aabenhus 21.5.1909-31.10.1944. Dansker. RAF. B/699-700.

Ernst Schlaphoff, Oberwachtmeister. 21.9.1895-6.11.1944. B/699-700.

Hermann Heinrich Anton Rothenberg 25.1.1906-31.10.1944, SS-Hauptscharführer, Gestapo. RAF. B/720-719

Adolf Lutz SS-Unterscharführer. Krim. Angestellter Stapoleitstelle Hamburg. RAF. 10.6.1884-31.10.1944. B/720-719

Ernst Bluhm, Untersturmführer 4.6.1903-31.10.1944. B/722-721

Günther Loose, (SS) Hauptstürmführer 25.10.1907-31.10.1944. B/722-721

Paul Wettemann, Unterscharführer 29.6.1907-31.10.1944. B/724-723

Heinrich Decker, Oberscharführer 5.9.1910-31.10.1944. B/724-723

Kamal Alijew, Soldat 20.3.1920-31.10.1944. B/726-725

Peter Neisser, Soldat 29.4.1917-31.10.1944. B/726-725

Hans Mücke, Polizei-Assistent 15.12.1912-31.10.1944. B/727.

Kommunalpolitikeren Johanne Berg. (Efterskrift til Politivennen)

Se også indslaget om Johanne Berg som Danmarks første politibetjent.

Ved kommunalvalget i marts 1925 blev Johanne Berg indvalgt i Århus byråd for Socialdemokratiet. 1925-28 var hun formand for partiforeningen i midtkredsen, og hun blev i 1936 og 1943 valgt til suppleant til Landstinget.

Den første Kvinde i Aarhus Byraad.

Byraadsvalget i Aarhus betyder en lille Mærkepæl i den jyske Hovedstads kommunale Historie. Der blev nemlig for første Gang indvalgt en Kvinde, Politibetjent Frk. Johanne Berg.

I 11 Aar har Frk Borg været knyttet til Politikorpset, hvor hendes Arbejde er blevet meget paaskønnet, navnlig i Sager vedrørende Kvinder og Børn. I en længere Aarrække har hun tillige hørt til de mest fremtrædende Medlemmer indenfor Aarhus Socialdemokrati.

Hendes Valg har derfor vakt almindelig Glæde, ikke mindst i Tjenestemandskredse.

(Aftenbladet (København) 17. marts 1925).

Hendes interesser var især det sociale og det kulturelle område. Gennem sine godt 20 år i byrådet sad hun på 35 udvalgsposter. Fra 1928 arbejdede hun for at skabe et folkebibliotek i Århus uafhængigt af Statsbiblioteket hvilket resulterede i 1934 med en ny bygning i Mølleparken. Hun indtrådte i bestyrelsen, hvor hun sad til 1946, de sidste fire år som formand.

Johanne Berg blev udnævnt til overpolitibetjent i 1937. Den eneste uddannelse hun modtog i politiets tjeneste, var et månedskursus for ældre betjente i foråret 1927, der omfattede stort set alle polititjenestens aspekter.

Indtil 1946 havde hun en fremtrædende position i partiets gruppe. Hun fortsatte i politiet indtil sin afsked i 1949.

Dagens Nyheder: Statsminister Stauning med Familie for Tiden paa Besøg i Aarhus. Stauning, Th. (1873-1942) politiker, minister Stauning, Olga f. Kofod Hansen (1883-1970) Berg, Johanne (1883-1963) overbetjent, politiker, byrådsmedlem. Fra venstre: Byråsmedlem Johanne Berg, Olgas datter Ida Marie, Søren, Olga og Thorvald. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Thomas Larsen Schiøler (1861-1939). Efterskrift til Politivennen)

Thomas Larsen Schiøler (født 29. maj 1861 i København, død 6. oktober 1939 på Frederiksberg) var en dansk præst og teolog, der var biskop over Århus Stift 1916-1931. Han var præstesøn fra København og virkede som kapellan i Budolfi Kirke i Aalborg gennem 18 år, inden han 1. november 1916 blev han udnævnt til biskop over Århus Stift. Forgængeren i embedet, Hans Sophus Sørensen, var gået af i protest mod folkekirkens udvikling, se nederst i dette indslag.

Den nye Biskop.

Fotograf Lauritz Olsen (1834-1899): Biskop Thomas Larsen Schiøler (1861-1939). Det kongelige Bibliotek. Fotoet erstatter avisens foto.

"Aalbo. Amtstid." skriver om den ny Biskop:

Den ny Biskop er født 29. Maj 1861 i København, men opvokset i Vestjylland, hvor hans Fader var Præst. Ganske ung blev han teologisk Kandidat, og herefter var han i et Par Kapellan paa Sjælland.

1887 blev han Sognepræst i Nr. Snede. 1894 residerende Kapellan ved St. Pauls Kirke i København, og beskikkedes han til residerende Kapellan og Præst ved Hospitalskirken i Aalborg, hvor han senere har virket.

Allerede i sin tidlige Ungdom blev han stærkt greben af den grundvigske Anskuelse, som siden er bleven yderligere uddybet og rodfæstet hos ham. Hans Forkyndelse er da ogsaa stærkt præget deraf. Man behøver ikke at høre ham ret længe for at faa et stærkt Indtryk af, hvor han staar i kirkelig Henseende. Maaske ejer han ikke af Naturen den store Veltalenhed, som umiddelbart river Tilhørerne med sig, men der er Aand i hans Tale og over den, og han øser dybt af sine egne Erfaringer og Oplevelser. 

Ogsaa mange andre end selve Menighedskredsen vil savne Pastor Schiøler, naar han rejser bort fra Aalborg. I mangt og meget har han haft Del. Saaledes har han udført et stort dygtigt Arbejde som Formand i Høiskolehjemmet, han har været og er Formand for Skolekommissionen og har deltaget stærkt i Velgørenhedsarbejdet i Byen, ligesom han har været en meget søgt Taler ved folkelige og kirkelige Møder i hele Nordjylland. Ogsaa de mange, han gennem hele denne Virksomhed er kommen i Forbindelse med, vil sikkert ønske ham al Lykke i hans fremtidige Gerning.

I de Aar, han har virket i Aalborg, har der derfor ogsaa samlet sig en trofast Kreds om hans Prædikestol, og det vil blive med Vemod, at hans mange Venner i Aalborg nu ser ham og hans elskelige Hustru drage bort; men tillige vil de af Hjertet ønske ham baade Lykke og Velsignelse til hans store og betydningsfulde Gerning i fremtiden.

Men dernæst er der al Grund til at lykønske Aarhus Stift med sin nye Biskop. Det bliver en baade frisindet og folkelig Mand, der tager Sæde paa Bispestolen i Aarhus. Og han møder udrustet med gode Forudsætninger til at kunne udfylde den ansvarsfulde Post. Navnlig i det nye Testamente er han bevandret som vistnok kun faa af vore Præster, han er en praktisk dygtig Mand, en Mand med Vilje, Energi og Handlekraft. Præster og Menigheder i Aarhus Stift vil ikke gaa forgæves, naar de søger til ham om Raad og Vejledning.

- - - -

Biskop Schiøler har overfor "Fyns Tid." udtalt, at han er en trofast Ven af den danske Kirke, som han ønsker bevaret, og at han er Tilhænger af det, som Udtrykket "den taalsomme Folkekirke" dækker over, selv om han ikke ynder Udtrykket.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende  2. november 1916).

Smaa Betragtninger over Bispevalget.

Vi har modtaget følgende:

Det er nu anden Gang, en grundtvigsk Kapellan er bleven gjort til Biskop. Uvilkaarligt rinder os det gamle Rim i Hu, som i sin Tid blev digtet med Henblik paa Grundtvig selv;

En Kapellan kan gammel blive
og holde sig ved Haab ilive.

Paa Grundtvig passede det i Virkeligheden ikke. Men de nuværende grundtvigske Kapellaner? 

Spøg tilside! Sagen er alvorlig. Hvis den nye Biskop skulde tages blandt Grundtvigianernes Kreds, var der saa virkelig ikke blandt de grundtvigske Provster og Sognepræster et Bispeemne? Vi kan ogsaa spørge saaledes: Er den nye Aarhusbisp saa fremragende, at han staar Maal med, maaske endog rager op over de andre grundtvigske Førere? En Kapellan kan jo meget godt have Bispeegenskaber. Grundtvig selv var allerede som Kapellan en af Landets ypperste Præster. Og hvad man end vil sige om Udnævnelsen af Pastor Ludwigs til Biskop, Ludwigs var dog som Præst paa Christianshavn en kendt og betydelig Mand.

Trods sine 55 Aar er den nye Aarhusbisp imidlertid en næsten ukendt Mand uden for Aalborg. Man erindrer hans Navn de Steder, hvor han for har virket, men her i Kjøbenhavn, i St. Pauls Sogn, hvor han i nogle Aar var Kapellan, synes hans Gerning ikke at have efterladt sig Spor. Den grundtvigske Kreds, som han fuldt og helt tilhører, har - saa vidt vides - aldrig tildelt ham noget særligt Tillidshverv ud over rent lokale. Hvem erindrer nogen Tale eller noget Ord af Biskop Schiøler, som har vakt Opmærksomhed?

Efter samstemmende Vidnesbyrd fra deres Side, som kender Schiøler, har han i særlig Grad været udrustet til at være Sognets Præst, til at samle Sognets Menighed, lede Sognets kirkelige Arbejde, besøge de Syge, tage sig af Børnene, opmuntre og trøste, hvor han færdes blandt de Sørgende og Lidende. Han skildres fra alle Sider som en afholdt, jævn og folkelig Præst, med andre Ord som en af dem, der i Stilhed gaar Herrens Ærinde inden for Sognemenigheden og har Evner og Kald hertil. 

Men hvorfor trækkes en saadan Mand ud af det Embede, til hvilket han passer, og ind i Landets næstypperste Bispeembede - som Aarhus-Bispestolen maa regnes for at være - som Brammers, Clausens, Fredrik Nielsens og Sophus Sørensens Efterfølger? Hvis der ikke er skjulte Høvdingeegenskaber hos ham, staar han jo langt tilbage for sine Forgængere. Og i hans Alder skulde man dog tro, at de mulige Førerevner maatte have vist sig.

Man kan med nogen Grund, synes vi, undres over, at han selv har villet tage mod Bispestolen, og at hans Venner ikke har fraraadet det. Naar man betænker, hvor mange ansete Provster og Præster der sidder i Stiftets Byer og ude paa Landet, bliver det vanskeligt at fatte, at de skal have denne ukendte Kapellan fra Aalborg til Tilsynsmand, til Støtte og aandelig Raadgiver. Og naar Menighedsraadene skal forhandle med Biskoppen om ny Præst, og Biskoppen skal være Raadenes aandelige Vejleder, har man ondt ved at tænke sig, at den fornødne Autoritet her skulde være tilstede hos Biskoppen. Det kirkelige Lægfolk i vore Dage venter i Biskoppen at finde en Mand, som kan være dets Hoved. Hvorfor vil Pastor Schiøler udsætte sig for den Kritik og de Vanskeligheder, som uvægerlig vil følge med Stillingen? Og føler han ikke selv, at der i hans egen Lejr, den grundtvigske, er større Bispeemner?

Skal den grundtvigske Fløj i det Hele være saa talrigt repræsenteret paa Bispestolene? Er den nuværende Bisperepræsentation et fuldgyldigt Udtryk for Menighedslivet og Menighedsarbejdet i vort Folk? Det er der vist ikke mange, som vil driste sig til al hævde. Men var det ikke ganske rimeligt, at de Mennesker, der gør Arbejdet i Kirken, at den Retning, der særlig ofrer personlig Kraft og økonomisk Værdi paa at bringe Evangeliet ud blandt vort eget Folk og blandt Hedningefolkene, der giver den største Indsats i Indre Mission, Ydre Mission, Kirkesagen, Ungdomssagen, Søndagsskolen og saa fremdeles paa de fleste Arbejdsfelter - vi ved alle, hvad det er for en Retning - at denne Retning engang faar en af sine Førere op i Bispestolen? Som Forholdene ligger, har den i Øjeblikket næppe nogen af sine Førere paa nogen Bispestol. Vi siger "næppe", fordi alle vore Biskopper naturligvis ser venligt til denne Retning, og fordi i hvert Fald en af dem staar Retningen meget nær. Men er det ikke besynderligt, at den ene Grundtvigianer efter den anden føres op i Kirkens øverste Embeder, medens denne anden Retning ikke i mange Aar har haft nogen af sine Førere i disse Embeder. Og - læg Mærke til, at denne Retning ingenlunde savner Førere.

Vi nævnede før Menighedsraadene, som den nye Biskop jo faar meget at gøre med. Er det rigtig demokratisk, at Ministeriet ganske ignorerer deres Ønsker, naar en ny Biskop skal udnævnes? Vilde det ikke være klogt Demokrati, ja, klog Politik at lade Menighedsraadene og Præsterne i det paagældende Stift faa Lejlighed til at udtale sig? Minder den nye Udnævnelse ikke om visse Udnævnelser under det gamle konservative Styre, hvor der fraoven blev beskikket en Tilsynsmand - rigtignok med den Forskel, at det gamle konservative Styre ikke tillod sig at sende en ukendt Mand.

Der er kun een Forklaring paa den nye Udnævnelse, nemlig: Biskoppen i Aarhus Stift er en Mand, som Ministeriet kan bruge. Maaske er han ikke den Mand, Ministeriet helst vilde have. Maaske har Kirkeministeren ønsket en anden, men ikke fundet det opportunt eller tilraadeligt at sætte denne anden ind og har saa ladet sig nøje med Pastor Schiøler, som i hvert Fald kunde bruges!

Dette er den eneste tænkelige Forklaring, thi hvem skulde ellers have ønsket Schiøler?

Men i saa Fald har Ministeriet paa den eftertrykkeligste Maade konstateret sin aandelige Fattigdom i kirkelig Henseende. Højere naar Ministeriet ikke, mere evner det ikke, betydeligere Præster er der ikke blandt dets Meningsfæller, end figura udviser.

Og saa spørger vi andre; Med hvilken Ret kan et saadant Ministerium varetage Kirkens Interesser, naar det ikke har betydeligere Mænd til Kirkens højeste Embeder?

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1916).

Schiølers nærmeste forgængere var som nævnt i artiklen: den konservative Gerhard Peter Brammer (1845-1881), Bruun Juul Fog (1881-1884), Johannes Clausen (1884 – 1905), den højre-grundtvigske Frederik Nielsen (1905 – 1907) og Hans Sophus Sørensen (1907 – 1916). Denne sidste tog sin afsked efter at en liberal og vækkelsesvenlig teolog, Niels Peter Arboe Rasmussen blev frifundet for at have brudt sit præsteløfte, bl. a. med udtalelser om at kirkelige dogmer som jomfrufødslen ikke hørte til kernen i kristendommen. I 1916 vedtoges en særlov som sikrede at Arboe Rasmussen kunne virke som sognepræst i Vålse. Dette var Hans Sophus Sørensen stærkt imod, og han søgte sognepræstembedet i Nørup (Vejle) for at komme væk fra bispeembedet. 

Mellem 1875 og 1889 var alle bisper teologisk og kirkepolitisk af den mynsterske tradition og disciple af Martensens disciple, dvs. de tihørte politisk det yderste Højre. Grundtvigianismen havde konkurrence fra Indre Mission, i 1870 gik det grundtvigske Venstre 1870 ind i Det forenede Venstre. I 1895 var der for første gang et indslag af vækkelserne i bispekollegiet. I 1916 nåede Indre Mission et højdepunkt.

Schiøler faldt for aldersgrænsen som biskop 6. juni 1931. Sognepræst ved Århus domkirke Fritz Charles Bruun-Rasmussen afløste ham i embedet. Han var Venstremand og var kirkeminister 1926-1929. Thomas Schiøler flyttede til Frederiksberg og døde fem år senere. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Aage Gjerløv Schiøler og Anna Ernestine Schiøler, f. Petersen. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy. 2026.

Politibetjent Johanne Kirstine Hjersing Berg. (Efterskrift til Politivennen)

Johanne Berg 1883-1963 var den første kvinde ved toldvæsenet i Ålborg. I 10 år arbejdede hun på et sagfører- og livsforsikringskontor. Hun arbejdede i Centralorganisationen af danske Handels- og Kontormedhjælperforeninger (senere HK), i 1907 blev hun indvalgt i lokalbestyrelsen for Ålborgafdelingen hvor hun også blev kasserer. 1908 valgt til forbundets hovedbestyrelse - det første ordinære kvindelige hovedbestyrelsesmedlem i HK. Endelig medlem af bestyrelsen for Ålborgs kvindevalgretsforening. Johanne Berg glemte hverken sin kvindesaglige eller organisationsmæssige interesse. Hun sad i bestyrelsen for DKs Århuskreds og var medstifter af Socialistisk Kvindeforening i 1918 og var medlem af bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund i Aalborg.

I 1914 blev hun ansat som politibetjent, formentlig den første kvinde i Danmark med egentlig politimæssigt arbejde. Når begrebet kvindeligt politi blev udsat for angreb, svarede hun skarpt igen i Politiforbundets blad Politivennen. 

Se også indslaget om Johanne Berg som kommunalpolitiker.

Kvindelig Politibetjent.

Aarhus Byraad har som kvindelig Politibetjent antaget Bogholderske Frøken Johanne Berg. Datter af Enkefru Berg, Danmarksgade 70, Aalborg. Frøken Berg. der allerede første Maj skal tiltræde sin nye Livsstilling, har været et skattet og virksomt Medlem af Bestyrelsen for Kvindevalgretsforeningen, og Frøkenens Bortrejse betyder et stort Tab for Foreningen af Handels- og Kontormedhjælpere, hvis Kasserer hun har været gennem en Aarrække, og i hvis Bestyrelse hun som Repræsentant for de kvindelige Medhjælpere har udført et stort og fortjenstfuldt Arbejde.

Ogsaa indenfor Hovedbestyrelsen for Centralorganisationwn af danske Handels, og Kontormedhjælperforeninger, af hvilken Frøken Berg er Medlem, vil hun blive savnet som en energisk Repræsentant for de organiserede og selverhvervende, kvindelige Handels- og Kontormedhjælpere.

(Aalborg Amtstidende 24. april 1914).

Den kvindelige Politibetjent.

For lukkede Døre ansatte Aarhus Byraad i Aftes Frk. Johanne Berg, Aalborg, som Politibetjent i Aarhus.

Den nye kvindelige Politibetjent er 30 Aar. Frøkenen har i en Aarrække været ansat paa Sagfører Rafns Kontor i Aalborg. Hun har taget megen Del i Kvindevalgretsbevægelsen, og er Medlem af Bestyrelsen for Aalborg Kvindevalgretsforening. Desuden er hun Kasserer for Handels, og Kontormedhjælperforeningens Aalborgafdeling og Medlem af samme Forenings Hovedbestyrelse.

Naar Frøken Berg nu har ønsket at blive Politibetjent, er en af hendes væsentligste Grunde Lysten til at forsøge sig paa et nyt Felt, hvortil hun mener at have Evner, og Ulysten til det noget ensformige Liv paa et Sagførerkontor. Stillingen som kvindelig Politibetjent i Aarhus vil sikkert ogsaa byde paa adskillig mere Afveksling.

Frk. Berg tiltræder sin nye Stilling i næste Maaned.

(Aarhuus Stifts-Tidende 24. april 1914).

Den første kvindelige - !

Frk. Johanne Berg, der er ansat som Politibetjent i Aarhus.

Der har jo et Par Gange tidligere været Tale om, at "den første kvindelige Politibetjent" i Danmark nu var ansat. Det var først Frk. Jensen i Aarhus og bagefter en Dame i Aalborg. Men begge de to Damer er dog i alt væsentligt kun bleven brugt til Kontorarbejde, til Visitation as kvindelige Arrestanter o. lign.

Fra 1. Maj er der imidlertid, som man ved, bleven ansat en "rigtig kvindelig Politibetjent" i Aarhus, nemlig Frk. Johanne Berg, som vi herved har den Fornøjelse at præsentere for vore Læsere.

Frøkenen vil som Betjent komme til at arbejde under Former, der næsten i et og alt svarer til, hvad hendes mandlige Kolleger maa udføre, hun faar Myndighed som Politibetjent og skal f. Eks. som de mandlige Betjente udføre Patroljetjeneste, særlig om Aftenen, da hendes specielle Opgave er at holde Øje med de ganske unge Piger, som er ved at begynde paa at færdes for hyppigt paa Gaden efter i Beværtninger i daarligt Selskab. Dem er det, hun skulde søge at redde, inden de endnu er sunket altfor dybt.

Hvordan? Ja, det bliver en Skønssag i hvert enkelt Tilfælde, En kan maaske paavirkes ved et Par fornuftige Ord om den Fremlid, der venter hende, hvis hun ikke bryder af i Tide, en anden maa Kvindehjælpen maaske tage sig af - at faa med Politiet at gøre under de for ældre og mere forhærdede Kvinder gængse Former er det jo netop, man skulde bevare disse stakkels Børn for.

Det er ikke noget hverken let eller behageligt Arhejde, den unge Aalborg-Dame gaar ind til. "Men," som hun siger i en Samtale, vi i Gaar har haft med hende, "jeg møder i hvert Fald med en god Villie og et godt Mod til at tage fat, saa jeg haaber, det skal gaal"

- Det haaber vi ogsaa. Alle gode Borgere vil i hvert Fald se med Sympati paa Frøkenens Arbejde, og fra sine Overordnede og Kammerater vil hun sikkert ikke komme til al savne den Støtte, som hun kan gor« Krav paa.

(Aarhuus Stifts-Tidende 25. april 1914).

Den kvindelige Beijent

En Journalist ved "Aalborg Venstreblad" har interviewet Frk Johanne Berg. der er udnævnt til Politibetjent i Aarhus.

- Skal De have Uniform, spurgte Journalisten ?

- Nej, jeg bestemmer selv Munderingen.

- Hvordan skal den saa være ?

- Ved det ærlig talt ikke. siger Frøkenen og tænder en Cigar, foreløbig tager jeg min Søndagslue paa, og den øvrige Dragt har jeg ikke tænkt nøiere over

- Hvis nu en Herre tager Fejl en Aften og absolut vil følge Dem hjem?

Frøken Berg sender Journalisten et sønderknusende Blik: "Saa hænger jeg Politiskiltet ud og siger: "Passer gaden lille Ven."

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 18. maj 1914).

Johanne Berg rejste i maj til Norge, Kristiania (Oslo) for at få et kursus hos de derværende kvindelige betjente.

Danmarks første kvindelige Betjent.

Frk. Johanne Berg, der holder 10 Aars Jubilæum

Mange Aalborgensere vil sikkert mindes Landets første kvindelige Politibetjent, Frk. Johanne Borg, fra den Tid hun, før sin Ansættelse i Politiet, tilbragte her i Byen. Frk. Berg var en overordentlig livlig og interesseret Kvinde, der med Iver og Lyst deltog i Arbejdet indenfor vort Partis Rækker. Navnlig Ungdomsbevægelsen nød godt af hendes rige Evner, thi hun var en af de Partifæller, der fuldt ud forstod Betydningen af at opdrage de unge socialistisk. Men ogsaa fagligt var Frøkenen med i forreste Række. Indenfor H. K. M. F. var Spørgsmaalet om en tidligere Lukketid den Gang brændende, og Frk. Berg var Sjælen i den energiske Agitation, der fra Foreningens Side blev drevet for at faa Folk til at gøre deres Indkøb før Kl. 7 Aften.

Om Jubilaren skriver en Indsender i "Kvinden og Samfundet" bl. a.:

Frøken Berg er født i Aalborg, hvor hun i tre Aar arbejdede ved Toldkammeret, vistnok den første Kvinde, der havde Beskæftigelse ved Toldvæsenet, og var senere i 10 Aar paa et Sagfører- og Livsforsikringskontor. Hun blev saa ansat som Landets første kvindelige Betjent i Aarhus, hvor hun nyder almindelig Anerkendelse for det udmærkede Arbejde, hun har udført. I de første Aar efter Ansættelsen arbejdede Frøken Berg især med de Sager, der hørte ind under Sædelighedspolitiet og gjorde i disse Aar Patrouilletjeneste i Gaderne om Aftenen. Dette Arbejde interesserede hende i høj Grad, og her er det jo netop ogsaa, at en kvindelig Politibetjent kan komme til at udrette det overfor en forvildet ung Pige, som en mandlig Betjent vanskeligt kan være I Stand til, og mange mindes fra den Tid Frøken Bergs gode Arbejde paa dette Omraade.

Efter den nye Retsordnings Ikrafttræden Oktober 1919 henlagdes de fleste Steder Sædelighedssager under Kriminalpolitiet, og Frøken Berg har siden da væsentligt beskæftiget sig med Paternitets- og Adoptionssager. Ogsaa Værgeraadssager, saa snart disse kræver Politiundersøgelse, og de mange Tilfælde, hvor der til Politiet sker Henvendelse om forskellige Forhold, der vedrører Kvinder og Børn, henvises til Frøken Berg. Af Paternitetssager har Aarhus særlig mange, fordi den jyske Fødselsstiftelse og Fødehjemmet "Bethesda" er beliggende I Byen. Paa et Sted som "Bethesda" (under "Magdalenehjemmet") er det af meget stor Betydning, at det er en Kvinde, der foretager de fornødne Afhøringer.

- - -

Der er her i Landet af kvindelige Betjente 1 i Aalborg, 1 i Aarhus og 4 i København.

(Nordjyllands Social-Demokrat 11. august 1924).

Hun var revisor i Århus Politiforening og medlem af biblioteksudvalget.

Se også artiklen fra Aarhus Stiftstidende, 8. november 2015 som aftrykt i Aarhuswiki.

Paa Variete. (Efterskrift til Politivennen)

Jeg havde lige læst det her i Bladet meddelte Referat fra "Vigilia"s Møde om den offentlige Moral, da jeg i Aftes paa Embeds Vegne anduvede "Bygningen"s Variete for at underkaste dette Etablissements nyeste Program en lidt nøjere Kritik.

Pastor Ussings Udtalelse om, at man først og fremmest burde indskrænke Drikkeriet ved ad Lovgivningens Vej at begrænse Udskænkningsstedernes og Forlystelsesstedernes Antal, var underkastet den mest omhyggelige Undersøgelse i min rummelige Hjørne, medens Pastorens haarde Ord om den dybt sunkne Presse og dens Del i, at daarlige Forlystelser har bredt sig ud i Provinserne, ja selv ud i Landbefolkningen, sved i min Sjæl, mens jeg vandrede gjennem Gaderne.

Du er altsaa et dybt sunken Individ, Per! Du forleder Folk til Daarlighed! Du skulde skamme Dig, skulde Du! Du skulde meget hellere gaa hjem igjen og sende dit Anmelderkort tilbage.

Saadanne Tanker jog hinanden.

Men det endte dog med, at jeg gik ind og fandt mig en Siddeplads.

Paa Scenen dansede Anna Mandela paa rullende Globus, mens hun manøvrede med et halv Dusin dresserede Duer. Hun fik dem til at løbe op og ned ad en lille, forgyldt Stige, kastede dem ned i Salen til Publikum og havde dem igjen et Øjeblik efter siddende paa sin Haand, sit Haar eller sine Arme. Hun fik disse Duer til at lave de utroligste Kunster En lille sexaarig "Publikummer", som sad umiddelbart bag mig. lo og jublede. Han glemmer aldrig den Forestilling, og har han selv Duer, er de sikkert allerede i Dag underkastet den første Dressur

Heri var da intet ondt.

Saa kom den engelske Sang- og Danserinde Alice Norten, en lille, væver kattesmidig Dame, hvis gode naturlige Anlæg aabenbart er opøvede gjennem god og omhyggelig Skole. Skal hendes Præstationer kaldes anstødelige, maa vi ogsaa have det kgl. Teaters Balletskole nedlagt.

Det samme gjælder Rosita Berlinis Sang og Dans.

Og der er vel da ingen, som vil paastaa, at man ikke kan se og høre Hr. og Fru Schmidt og bag efter skrive anerkjendende om dem, uden derved at bedærve den offentlige Moral?

Men saa er der intet mere paa Programmet - undtagen et Par lige saa uskyldige som morsomme "extentriske" Musikere.

Lokalet er efterhaanden blevet fyldt af Tilskuere. De klapper og ler og passiarer; de klapper for de agerende, de klapper for de tre flinke Musikere, som leverer "Mellemaktsmusiken" og akkompagnerer Sangerne og Sangerinderne; Publikum er lige ved at klappe, da den elektriske Motor tager fat og med sin mekaniske Ventil fornyer Luften i Lokalet under den to Minutters Pause. De 100-200 Mennesker befinder sig øjensynligt uhyre vel; men efter anstødelige Scener spejder man forgjæves baade paa den ene og paa den anden Side af Lamperækken.

Der kan disputeres om det aandelige Udbytte, der hentes ved en saadan Varieteforestilling. Man kunde ønske, at disse Mennesker havde kjøbt Teaterbilletter i Stedet, eller at de havde kjøbt gode Bøger og var bleven siddende i Selskab med disse hver i sin lune Dagligstue. Men tale om moralsk Fordærv kan man ikke.

Pastor Ussing og de andre har ikke Ret, naar det gjælder Varietelivet i Aarhus.

Og mon Nutidens Variete ikke - ret beset - er en hel anden end den, der angribes saa stærk?

De værste "Variete-Scener", jeg nogensinde har set, blev fremstillet paa rigtige Teatre i "Damen fra Natkafeen", "Familien Jensen" o. s. v.

Varieteforlystelsen, som den former sig her i Byen, taaler i nogen Grad Sammenligning med det Liv, som i Begyndelsen af Aarhundredet rørte sig i Frederiksberg Have og paa Dyrehavsbakken; det, som Oehlenschläger og andre Klassikere har forherliget og foreviget i digterigske Billeder, der endnu har deres sikre Plads paa Boghylden i de fleste af vore Præstegaarde.

Jeg beholder foreløbig mit Anmelderkort baade til "Bygningen" og til "Kasino"; der skal jeg hen i Aften. Per.

(Aarhus Amtstidende 8. marts 1901).

Præster havde henvendt sig til Den kongelige Porcelænsfabrik og anket over de mange statuer af nøgne mænd og især kvinder og i stedet foreslået bibelske helgeninder. Den 4. marts havde der været et møde i koncertpalæet om de offentlige forlystelser. Pastor Ussing havde her anmodet om lovgivningsmagtens indskriden.

En "kjærlig" Ægtemand. (Efterskrift til Politivennen)

En ca. 25 Aar gammel Murersvend i Aarhus, der i August Maaned 1897 blev viet til sin noget yngre Hustru, har senere ofte mishandlet hende. Foruden at han ofte har skubbet til hende og taget hende i Armen, saa der fremkom gule og blaa Pletter, har han hyppigt kastet Knive og Gafler efter hende og været lige ved at ramme, og en Gang, da han kastede en Brødkniv efter hende, ramte han hende i venstre Knæ; Saaret blødte noget, smærtede i nogen Tid og efterlod et lille Ar. Ved samme Lejlighed gav han hende et Slag i Panden med en Sten, som han havde bundet ind i et Lommetørklæde.

I Avgust Maaned d. A. har han to Gange i deres Lejlighed skudt efter hende med en Revolver, dog kun i flere Alens Afstand og uden at hans Forklaring om, kun at have villet skræmme hende, kunde forkastes. Kuglen passerede nær forbi hendes Hoved og borede sig ind i Panelet. Næste Formiddag gik han, efter først paa forskjellig Maade at have plaget deres to smaa Børn, ud til sin Hustru, der var beskjæftiget i Kjøkkenet, trak hende hen under Gashanen og gjorde tilsyneladende Forsøg paa at kvæle hende ved den udstrømmende Gas, hvilke Førsøg dog ej heller kan antages at have været alvorligt ment.

Senere paa Dagen, da begge havde lagt sig, hver paa sin Seng, greb han hende med begge Hænder om Halsen og gjorde et efter hendes egen Mening alvorligt Forsøg paa at kvæle hende, snoede hendes Haarfletning om Halsen paa hende og ytrede, at naar hun var færdig, vilde han gjøre det af med Børnene og til sidst med sig selv. Hustruen strittede imod og forsøgte at skrige. Det var allerede efter hendes Forklaring bleven fuldstændig sort for Øinene af hende, da han pludselig slap hende og hentede en Barberkniv, medens han spærrede Vejen for hende, der søgte at undslippe. Han havde faaet Kniven ud af Futteralet, da en Nabokone, der havde hørt Hustruen klage sig, bankede paa Døren. Han lod da Hustruen gaa hen og aabne Døren, og efter at Nabokonen var kommen ind, lykkedes det hans Kone at slippe bort med Børnene og at komme hjem til sine Forældre.

Arrestantens Paastand om heller ikke denne Gang at have haft Drabshensigter, fandtes ikke at kunne forkastes.

Ved flere, og navnlig ved den sidste Lejlighed, maa Arrestanten antages at have været noget beruset. Særligt maa hans Opførsel betragtes som Udslag af en brutal og tyranisk Karakter. Dommen lyder i Henhold til Straffelovens §§ 202 og 203, sidstnævnte til Dels sammenholdt med § 346, paa 8 Maaneders Forbedringshusarbejde.

(Aarhus Amtstidende 13. december 1900).

Et Jubilæum. (Efterskrift til Politivennen)

Den folkelige Forsamlingsbygning i Aarhus.

For 25 Aar siden, i 1875, stod Aarhus-Egnens Demokrati midt i et stort Samlingsarbejde med Skoleforstander Lars Bjørnbak i Spidsen, og et Led i dette Arbejde var Opførelsen af den Forsamlingsbygning, der i Aar fejrer sit Jubilæum. Kampen mellem gammelt og nyt, mellem Reaktion og Fremskridt, var skarpere paa denne Egn end andre Steder i Landet. Paa Møderne vexledes bidende Ord, og i Pressen havde Polemiken en hæftigere Form, end man ellers var vant til. Mod Slutningen af Aaret 1875 skrev Lars Bjørnbak i "Aarhus Amtstidende" en Række Artikler under Overskriften: "Til Overvejelse", og han forklarede i en af disse sine Læsere og Kolleger indenfor den da ret sparsomme Venstrepresse, hvorledes man skulde tage fat paa Højrebladene med mest Virkning.

"Mange ærede Værkfæller", skrev han, "er bange for at blive angrebne af Højrebladene saadan som f. Ex. "Aarhus Amtstidende" bliver angrebet af Mørk og Hoffmeyer, naar vi tale til vore Venner. Saadant har jo i og for sig intet at betyde. At man fører Krig saadan, at Fjenden bliver alvorligt ophidset, det er just Bevis paa, at Krigen føres "med Eftertryk." Og senere hen hedder det:

"Der vindes saamæn intet ved at behandle de Godtfolk finere og pænere, end vi finde det fornødent for ikke at smudse os selv. Deres Grovheder kunne vi sagtens give dem tilbage med Renter. Det er en smal Sag at være grov; men der er ikke andet, der bider paa dem.

Det er ubehageligt at fægte med dem. Men det kan saamæn heller ikke hjælpe at stænke Rosenvand paa Højres Grobrianer, naar de overdænge os med Spandfulde af deres Møddingspøl."

Fra Højrebladenes Side førtes Kampen med lige saa meget Eftertryk, og en særlig Gjenstand for Striden var netop den Forsamlingsbygning, som blev rejst. Øjemedet med Bygningen var først og fremmest at skaffe Byens og Omegnens Demokrati et Samlingssted, og det var for 25 Aar siden nødvendigt nok. Højre, der var saa godt som eneraadende i Byen, drev sin Modstand mod Venstre saa vidt, at det lukkede alle Døre for politiske Sammenkomster med oppositionelt Præg. Venstre var husvild i Aarhus. Det havde ikke en Sal til et Møde.

Lars Bjørnbak.

Saa var det, Lars Bjørnbak fattede Planen om en folkelig Forsamlingsbygning i Aarhus, og med al sin Energi tog han fat paa det store og besværlige Arbejde: at skaffe Midlerne tilveje for Planens Virkeliggjørelse. Lars Bjørnbak var ikke ene om dette Arbejde. Mange trofaste Venner hjalp ham. Men naar et enkelt Navn stal knyttes til den folkelige Forsamlingsbygnings Oprindelse, saa bliver det Lars Bjørnbaks. Han havde i Forvejen vundet grundfæstet Tillid hos denne Egns demokratiske Befolkning, og Tilliden gav sig det smukkeste Udslag under Forarbejdet til Bygningens Opførelse. Og trods Højrebladenes Mistænkeliggjørelse lykkedes det ikke at rokke det gode Forhold, der bestod mellem Lars Bjørnbak og hans politiske Meningsfæller. Der blev ellers gjort adskilligt for at ødelægge Forholdet og forpurre hele Planen. Den ene Krønike blev sat ud efter den anden for at forskrække de Folk, der havde tegnet Aktier og forhindre flere i at sætte Penge i Foretagendet. Det hed det sig, at Bygningen var revnet og kunde styrte sammen, hvilket Øjeblik det skulde være, og der blev arbejdet systematisk paa at hindre Optagelsen af de nødvendige Laan. Især var det afdøde Konsul Mørk, der var paafærde. Men han fik ikke Lov at dø i Synden.

"Mørks Hensigt er blot at gjøre Skade", skriver Lars Bjørnbak, "hvad han gjentagende selv proklamerer, idet han siger, at han vil forhindre et efter hans Mening nødvendigt Laan.

Men den Hensigt er ikke den eneste; thi bag denne udtalte ligger, som enhver kan sige sig selv, naar han ser Angrebets Beskaffenhed, at ødelægge  Forsamlingsbygnings Værket og hævne sig paa Bjørnbak. Men atter bag ved disse Hensigter ligger Hovedhensigten: at komme Venstrepartiet til Livs i Aarhus By og Omegn, at medvirke til, at vi Venstremænd skulde gaa og tigge Højremændene i Aarhus om Husly til at samles i, for at vi som tidligere kunde være afhængige af dem og kun samles ved deres Naade".

I en Række Artikler imødegaar Lars Bjornbak udførligt alle Højre-Angrebene paa Forsamlingsbygningen og gjør klart Rede for alt, hvad der vedrører selve Sagen. Denne Redegjørelse oplyser bl. a., at den Grund, som blev kjøbt af Kasernen, ca. 5000 Kv.-Alen, kun kostede 15 Mark (5 Kr.) pr. Kv.-Alen. Værdien har fordoblet sig adskillige Gange i de forløbne 25 Aar.

Af selve Bygningens Tilblivelseshistorie skal vi anføre følgende :

I Februar 1873 var der Udsigt til, at den om Efteraaret valgte Rigsdag vilde blive opløst. Det blev af Folketings Kredsformændene i "Den jyske Folkeforening" i Aarhus Amts 1., 2 og 3. Folketingskreds: Peder Rasmussen, Ondrup, Bjørnbak, Viby, og Niels Pedersen, Aarslev, samt Folketingskredsformændene i Skanderborg Amts 2. og i Randers 3. Kreds, Frederik Christensen, Søballe, og Simon Andersen, Indrupgaard, anset for ønskeligt at henvende sig til Folketinget angaaende de Rigsdagen forelagte vigtige Love om Hærvæsenet, Kirke- og Skolevæsenet. Man ønskede i denne Anledning et talrigt Møde, men Frandsens Lokale og Haandværkerforeningen kunde ikke faas, og Raadhuset i Aarhus kun med Nød og næppe. Det sidstnævnte Mødested var alt for lille til den store Forsamling, som indfandt sig Lørdag den 8. Februar 1873. Her foreslog L. Bjørnbak, Viby, at vælge et Udvalg paa 5 Medlemmer, der kunde tilkalde andre 5 for at drøfte Planen om Opførelsen af en folkelig Forsamlingsbygning i Aarhus. Forslaget vedtoges enstemmigt, og Udvalget kom til at bestaa af Simon Andersen, Indrupgaard, Søren Loft, Viby, Rasmus Mortensen, Ravnholt, Niels Pedersen, Aarslev, og Sofus von Haven, Aarhus.

Den sidstnævnte valgtes til Formand, og Sagen fremmedes saaledes, at de nævnte Medlemmer, der havde tilkaldt Teglværksejer H. P. Kjeldsen, Aarslev, Karetmager Kruse, Aarhus, J. P. Mikkelsen, Vitved, R. Pedersen, Skaade, Anders Toft, Mejlby, Peder Rasmussen, Ondrup, og Frederik Christensen, Søballe, alle tolv den 7. Juni 1873 udstedte Indbydelse til Aktietegning i en folkelig Forsamlingsbygning i Aarhus.

Planen gik ud paa, at Pengene skulde tilvejebringes ved Aktier paa 25 Rdlr. Stykket, og Omegnens Venstrebefolkning modtog Sagen saa velvilligt, at Formanden i Udvalget, Cand. theol. Sofus v. Haven kunde indvarsle Aktionærerne til en konstituerende Generalforsamling den 24. Januar 1874. Til Bestyrelse valgtes her et Repræsentantskab paa 15 Medlemmer. Det kom til at bestaa af de ovennævnte tolv med Undtagelse af Kruse, der bad sig fritaget, og saa følgende 4 nyvalgte Medlemmer: M. H. Christiansen, Beder, Tømrer Thorbrøgger, Aarhus, Snedker Lauritzen, Aarhus, og L. Bjørnbak, Viby. Bjørnbak blev valgt til Repræsentantskabets Formand, og han tilligemed S. Loft, R. Mortensen, H. Kjeldsen og Thorbrøgger valgtes til et mindre Udvalg, som ledede Forretningerne mellem Repræsentantskabets Møder.

Lørdag den 31. Januar vedtog Repræsentantskabet at kjøbe af N. & M. Lazarus den Byggegrund, hvorpaa Forsamlingsbygningen og det meste af Gjæstgiveriet er opført, for 10 Mark 8 Sk. pr. Kvadratalen, samt Vinhandler Nielsens og Toldbetjent Pfeiffers Sted. Senere kom Kasernegrunden til. Imidlertid var Aktiekapitalen naaet til en saadan Størrelse, at Planen kunde føres ud i Livet. Tegningerne og Overslag udførtes af Arkitekt Wilh. Puck, og den 19. Septbr. 1874 afholdtes Licitationen. Strax derefter paabegyndtes Arbejdet med følgende Entreprenører: N. Jensen & Karstensen for Murarbejdet, Thorbrogger for Tømrerarbejdet, Lauritzen & Lydemann for Snedkerarbejdet, C. Jensen & Co., Vestergade, for Jærnstøberiet m. m., Voer for Malerarbejdet og Olsen for Dekorationen af den store Sal og Spisestuen med Gangen. Bygningen skulde have staaet fuldt færdig til 15. Oktbr. 1875, men det lykkedes ikke helt. Den 13. Juli blev Kransen hejst med en lille Festlighed, hvor der holdtes en Række Taler. I en Sang, som fhv. Lærer A. Jungersen havde skrevet for Anledningen, hedder det:

Aarhus-Egnens Venstrefolk
Sammenkomster yndte,
men ej Byens Stemnings Tolk
Gjæstmildhed forkyndte;
Byen har Lokaler nok
til Byfolkets Møder,
men den simple Venstreflok
husvild man forstøder.

- - -

Snart skal Byens Højre se
Venstrehjem helt fagert;
Husvildhed var Venstres Spe,
trygle alt for magert.
Venstresagen smuk og god
har et Fristed fundet;
Enighed det hjalp paa Fod,
derpaa er det grundet.

Selve Indvielsen fandt Sted Mandag den 27. December. Efter at den store Kreds af Aktionærer med Damer havde beset Lokalerne, samledes man i den smukke med 108 Gasblus oplyste Festsal, hvor Lars Bjørnbak bød Velkommen og senere holdt Indledningstalen, der refereres saaledes:

Han var overbevist om, at vi nu først følte os rigtig hjemme, nu vi havde vort eget Hjem; først nu var vi i den fulde Besiddelse af vor fulde Forsamlingsfrihed. Her er vi rigtig hjemme; her har vi ikke Behov at spørge hverken den ene eller den anden om Lov til at samles. Det vilde ikke være værdigt, om denne Egns velstaaende Befolkning skulde gaa omkring og tigge for Hus til at afholde Forsamlinger og Møder i. Her ser man, at naar Folk lægger deres Kræfter sammen, saa kan de udrette betydeligt. Da Tanken om en Forsamlingsbygning først kom frem, da tænkte man vel ikke paa noget saa storartet; men denne Egns frisindede Mænd viste en saadan Interesse for Sagen, at det var muligt at rejse et Værk, der gik langt over vore Forventninger. Han var overbevist om, at Guds Velsignelse vilde hvile over dette Værk, der var støttet af saa mange og havde saa ædelt et Formaal. Det havde vist sig, at Højremændenes Modstand ikke havde skadet os det mindste, men snarere gavnet os. De var bleven gjort til Skamme ved hele deres Opposition mod dette Værk. Dette Værk, der er vort eget, vilde bidrage til at bæve vor Selvfølelse, og denne smukke Sal vilde løfte vore Tanker til noget højere. At vi nu kunne indvie dette Værk, er ikke noget dagligdags, det har en stor Betydning og er en Epoke i vort politiske Liv, som vil have den største Betydning for os og vore Efterkommere. Saa være da dette Hus overgivet til denne Egns demokratiske Befolkning med Haab om, at Fred, Frihedssind og Kjærlighed maa leve og bo i dette Hus. Et Leve for den folkelige Forsamlingsbygning!

Derefter talte Folketingsmand Dr. Winther for Kongen; Gaardejer R. Andersen, Tinning, opfordrede til yderligere Aktietegning; Proprietær Wistoft, Lægdsgaard, udbragte et Leve for Enighed og Samdrægtighed, og Gaardejer H. P. Hansen talte for Amtstidendes Grundlæggere: L. Bjørnbak og Wistoft.

Dermed var Aabningshøjtideligheden endt, og man begav sig til det rigt dækkede Festbord, hvor Talernes Række fortsattes.

Saaledes var da det store Arbejde endt, og Aarhus-Egnens Demokrati havde sin egen stolte Bygning, der endnu - 25 Aar efter - staar lige saa fast og grundmuret som da. Man kan ikke undgaa at nævne, at Bygningen for øjeblikket ikke helt ud svarer til den Hensigt, hvormed den blev rejst. Men naar man omtaler dette, bør det strax tilføjes, at Tiden ogsaa har forandret sig meget i de forløbne 25 Aar. Der gjøres ikke saa megen Brug af de store Møder nu. Aarhus er ikke længere det centrale Punkt for Egnens politiske Sammenkomster. Rundt om paa Landet har der rejst sig det ene Forsamlingshus efter det andet, og hver af disse er bleven et Centrum for sin Kreds. Men den folkelige Forsamlingsbygning i Aarhus staar parat for Byens og Egnens Venstre, naar den tiltrænges, og ingen ved for Øjeblikket, om ikke den Tid kan komme igjen, da det bliver mere nødvendigt for Venstre at have et fast Støttepunkt i Aarhus By. Tiderne har forandret sig meget i de forløbne 25 Aar, og de kan forandre sig lige saa meget i de kommende. Men hvorledes end Udviklingen bliver, saa vil selve den folkelige Forsamlingsbygning staa som et smukt Symbol for denne Egn - et Symbol paa, hvad der kan naas, naar mange Hænder arbejder trofast sammen.

(Aarhus Amtstidende 17. oktober 1900).

Kommunalvalg 1900. (Efterskrift til Politivennen)

Kommunalvalgene januar 1900 blev et stort nederlag til Højre, mens oppositionen fik en tilsvarende fremgang. På første valgdag 2. januar 1900 hvor der var valg i småkøbstæder hvor Højre tidligere havde domineret ubestridt, valgtes 21 Højre- og Moderationsmænd, 19 oppositionsmænd (Radikale og Socialdemokrater). 

På anden valgdag 3. januar (Køge, Skælskør, Stubbekøbing, Svaneke, Allinge, Kolding, Rødby, Nysted, Stege, Holbæk, Kalundborg og Maribo) valgtes 30 Højre- og Moderationsmænd, 35 fra oppositionen. I flere af de købstæder vandt Højre endda kun med en smal margin. 

På 3. valgdag den 4. januar vandt oppositionen. I Helsingør fik Socialdemokraterne 5 og Venstre 5, mens Højre røg helt ud. I Korsør, Ærøskøbing, Nykøbing F., Neksø, Ebeltoft, Assens, Kerteminde, Lemvig og Skagen kunne oppositionen notere stor fremgang. Mange steder hvor Socialdemokratiet ikke havde været opstillet før, blev der valgt flere ind. Ialt fik Højre valgt 73, mens oppositionen 63.

På 4. valgdag 5. januar fortsatte denne tendens i Hjørring, Næstved, Ringsted, Odense, Præstø, Aalborg, Horsens, Vejle, Nyborg, Varde, Saxkøbing. Højre fik valgt 20, mens oppositionen fik valgt 37. Alt i alt var resultatet efter 4. valgdag at Højre havde 144, mens oppositionen havde 154.

På 5. og 6. valgdag fortsatte denne tendens, og så kom valget i Århus:

Valget i Aarhus.

Andet Steds i Bladet har vi aftrykt Resultatet af Byraadsvalget i Aarhus. Det viser en uventet stor Sejr for Socialdemokratiet, idet den socialistiske Liste er bleven gjennemført med omtrent 1000 Stemmer flere, end der faldt paa Borgerlisten. Og da der paa Socialdemokraternes Særkandidater er bleven stemt af næsten Halvdelen af de Vælgere, som ved denne Lejlighed havde Stemmeret, er det bleven klart, at de under alle Omstændigheder og alle Situationer kunde beherske Valget. Hertil er altsaa intet at sige. Fra begge Sider har Deltagelsen i Valget været god, og over 80 pCt. af Vælgerne har afgivet deres Stemme. Det er saaledes ikke Tilfældigheder, der har afgjort Valget. Det virkelige Flertal har sat sine Mænd igjennem, og Flertallet har Ret.

Socialdemokratiets Tilvæxt i de senere Aar er uhyre. For 6 Aar siden, da den nu afløste Halvdel af Aarhus Byraad blev valgt ind, var 1700 Stemmer tilstrækkeligt til at sejre. Og disse 1700 repræsenterede da hele den kommunale Opposition: Socialdemokrater, Højre og Venstre. Det var i 1894. Nu, i Aar 1900 kan Socialisterne alene mønstre halvfjerde Tusinde kommunale Vælgere.

De tre Venstremænd, som var Fælleskandidater har selvfølgelig opnaaet det højeste Stemmeantal. De er valgt med tæt op til 6000 Stemmer hver. Vi lægger nogen Vægt paa dette; selv om det giver et meget falsk Begreb om Venstres Stemmeantal her i Byen, har det dog for os Betydning, at det blev Venstremændene, der valgtes ind i Aarhus Byraad med det største Antal Stemmer. De halvtredie Tusinde Stemmer, som Borgerlistens Vælgere lagde over paa dem, vil skaffe dem en friere Stilling i Byraadet, end Tilfældet vilde have været, hvis de udelukkende var sat ind ved Socialdemokratiets Hjælp. Og saaledes som Forholdene er i det Byraad, der træder sammen næste Torsdag med 9 Højremænd, 6 Socialdemokrater og 4 Venstremænd, bliver det de sidstnævnte, der ved en klog Benyttelse af deres Stilling kan skaffe sig Hovedindflydelsen paa Raadets Afgjørelser. Betingelsen for vor Deltagelse i Opstilling af en Borgerliste var fra første Færd den, at Borgerlistens Mænd akcepterede i hvert Fald tre af de Mænd, som Venstrevælgerforeningen havde udpeget og dette blev fastholdt og fort igjennem. Vi bør tilføje, at Samarbejdet helt igjennem har været loyalt og godt, saaledes som ogsaa Stemmeafgivningen viser

(Aarhus Amtstidende 11. januar 1900).

Den store Brand i Aarhus. (Efterskrift til Politivennen)

(Fra vor udsendte Korrespondent).

Aarhus, den 19. Aug. Kl. 10.30 Fm.

En tæt Menneskestrøm bølger stadig gjennem Gaderne ud til Stedet, hvor den store Katastrofe igaar foregik. Omkring Brandtomten, der strækker sig fra Aarhus' yndede Promenade, Kystvejen, over paa den anden Side Kjærlighedsstien og langt ned ad Mejlgade - et Areal paa vistnok over 25,000 Kvadratalen - har en stor Menneskemængde forsamlet sig; den holdes i passende Afstand fra Brandstedet af Dragon-Vagtpatrouillen. Imellem faldefærdige Ruiner af brændte Bygninger og store Bunker forkullede Træstykker, fra hvilke en stærk Røg staaer frem, sees sodede og sværtede Brandfolk rette Slangerne mod de Steder, hvorfra smaa, slikkende Flammer og Røgsøjler endnu stige op. Men Alt gaaer under Brandinspektør Springborgs Ledelse roligt og stilfærdigt for sig. Faren er for længst overstaaet. Omkring det store, nye Bygningskomplex, "Meilborg", der beboedes af talrige Familier af Aarhus' Beaumonde, og som nu er fuldstændig ødelagt ved Branden, er der truffet strenge Afspærringsforanstaltninger, da Bygningens to Taarne true med at styrte sammen. Pladsen foran "Mejlborg" ud mod Aarhusbugten er et broget Kaos af Møbler og Husholdningsgjenstande, mere eller mindre molesterede.

Paa Brandstedet træffer vi en af Brandvæsenets Assistenter, der giver os en livlig Skildring af den skjæbnesvangre Begivenhed. Han fortæller: Klokken 12½ blev Ilden opdaget paa den over 12,000 Kvadratalen store Tømmerplads ved Meilgades Port. Hvorledes den er opstaaet, ved man ikke bestemt. Rygtet gik iaftes, at den var paasat. Sandsynligheden taler for, at en Arbejders eller et Par Børns Uforsigtighed med Tændstikker er Aarsagen. I første Øjeblik saa det ud til, at det let skulde lykkes os at blive Herre over Ilden. Men den stærke nordvestlige Storm bar i Løbet af faa Minutter Flammerne ud over hele Pladsen og langt videre.

I den første halve Time efter Ildens Udbrud var Alt Forvirring. I Gaderne omkring Tømmerpladsen trængtes og skubbedes en tusindtallig Menneskemængde og ind i Mængdens Raaben og Skrigen blandedes Sprøjternes Kimen og Kommandoraabene fra de forskjellige Officerer, der i Spidsen for deres Afdelinger vare ilede til Brandstedet. Snart var alle de mægtige Fyrretræsstabler, der fandtes paa Pladsen, et flammende Luehav, fra hvilket Gnister i tusindvis fløj udover de omliggende Bygninger. Inden det kunne forhindres, havde Ilden antændt et tæt ved Tømmerlageret liggende Bødkerværksted. Og trods vore Anstrengelser gik ogsaa det op i Flammer, og med rasende Hurtighed angrebe Flammerne en Maskinfabrik, der kun ligger faa Alen fra den store Spritfabrik. To af Fabrikens Bygninger ødelagdes, og den tredje var Gang paa Gang antændt. Alle vore Anstrengelser koncentreredes om at redde den den. Kunde vi ikke det, var Spritfabrikken et sikkert Bytte for Flammehavet. og Brandens Omfang var da blevet umaadeligt, foruden at en Explosion af sikkert højst skjæbnesvangre Følger. Det lykkedes os at standse Ildens Fremtrængen paa denne Side; 7 Gange havde den kraftigt fat i Maskinværkstedet, og lige saa ofte blev den dæmpet.

Paa de andre Sider var Ilden imidlertid trængt frem med utrolig Hurtighed, og snart var Tømrernes Aktie-Savværk et eneste Flammehav. I Knudrisgade brændte samtidig en stor 3-Etages Ejendom, og paa dette Tidspunkt har Ilden paa alle Kanter saa stærkt fat, at hele Bydele ere stærkt truede, saa at Beboerne mange Steder flytte alle deres Eiendele ned paa Gaderne, og over hele Byen raader en ubeskribelig Panik.

Ganske uventet er imidlertid vort store, smukke "Meilborg" blevet tændt i Brand. Gnister og glødende Træstykker fra Tømmerpladsen lige overfor ere af stormen blæst op paa "Mejlborg"s Tag, havde antændt nogle Markiser i de øverste Etager og i løbet af nogle Minutter omspændt hele det store Komplex. Nu var Paniken ubeskrivelig, Hvin og Skrig lød gjennem Flammernes Knitren og oppe vinduerne i øverste Etager løb Beboerne forvildede omkring, nogle af dem kastede deres Møbler ned paa Gaden. Buffetter, Servanter etc. I Stumper og Stykker gik paa den Maade hele kostbare Møblementer. Kl. 5½ styrtede det store Taarns øverste Del ned med et voldsomt Brag, og nogle Timer senere stod af den kostbare Bygning kun de nøgne Mure tilbage.

Endnu blev en gammel Bygning med Svalegange etc, der laa op ad Mejlborg antændt og brændte ned til Grunden. Paa dette Tidspunkt vat omtrent en Snes Bygninger gaaet op i Luer og hermed vor Ildens videre Fremtrængen standset. Men Natten igjennem maatte der dynges store Vandmasser paa de brændende Ruiner.

Ialt ere 18 Bygninger helt nedbrændte og 4 delvis. Henved 50 Familier er blevne husvilde. Deriblandt den kommanderende General, Generalløjtnant Lorentzen, der har taget Ophold paa Hotel Royal. Generalen havde netop arrangeret en stor Middag for Generalstabens Officerer, der befinde sig her i Byen for Øjeblikket. Noget før denne skulde begynde, tog Ilden fat i Mejlborg, og Gjæsterne, blandt hvilke befandt sig Prins Jean af Orleans, maatte i Stedet tage til Takke med det imponerende Syn, som Branden unægtelig frembød. Vine, Stege etc. bleve i sidste Øjeblik transporterede ned paa Gaden.

Den samlede Skade anslaaes løst til til imod 1½ Mill.

Grunden til Ildens stærke og hurtige Udbredelse forklares af Mange ud fra den Omstændighed, at Kommunen ikke har villet ofre, hvad der fra sagkyndig Side krævedes, for en tidssvarende Udvikling af Brandvæsnet i den store By. Denne ejer f. Ex. ingen Dampsprøjte, og fra Brandmandskabets Side klagedes stærkt over, at der havde været for faa Slanger til Benyttelse under Branden.

Nogle Smaa notitser.

Stueetagen i Mejlborg var indrettet til Kafé. Restauratøren, Hr. Frederiksen, havde først igaar, en Time før Udbrud, assureret for 60,000 Kr.

Flere Familier i det store Bygningskomplex vare fraværende under Branden, hvorfor Redningsarbejdet blev besværliggjorl, og meget af det kostbare Indbo, der fandtes i Mejlborg brændte.

Under Branden kom en Dragon og flere Brandfolk til Skade. Ingen dog betydeligt.

*

To Personer anholdte, mistænkte for at have paasat Ilden

Det synes, som om Politiet er paa Sporet efter dem, der have foraarsaget den store Ildebrand. 

De nærmere Omstændigheder ere følgende:

En Kone havde i Forgaars paa et Værtshus i Aarhus hørt to Personer tale om Brand. Den Ene havde hun udtrykkelig hørt sige: "Jeg lover for, at inden i morgen skal Tømmerpladsen brænde."

Da hun igaar hørte om den Brand paa Tømmerpladsen, skyndte hun sig med at meddele det stedlige Politi, hvad han Dagen forinden havde hørt. Af de to Personer gav hun et Signalement, hvorefter den ene var iført blaat Jakkesæt med hvid Kasket medens den Anden var iført graa Klæder og sort, blød Filthat. Hun var temmelig paa det Rene med, at Personerne ikke hørte hjemme i Aarhus, snarere troede hun, efter, hvad hun af Samtalen kunde opfatte, at det to Københavnere.

Da hun var sikker paa at kunne gjenkjende Personerne, naar hun atter saa dem, lod man hende i Aftes forsøge at finde dem ombord paa Dampskibet "Christiania". Skibet blev undersøgt paa det Nøjeste, men Personerne vare ikke at finde. Kaptajn Ishøj og Styrmanden assisterede Politiet med at lede omkring i alle Smuthuller, men de Mistænkte vare intet Steds at finde.

Da Skibet tidlig i Morges sejlede langs med Kysten her i Sundet, opdagede Styrmanden en Person paa Dækket, som han ikke tidligere havde seet paa Skibet, og som fuldstændig passede paa Signalementet til den Person, det bar den hvide Kaskjet osv. Styrmanden gik for at indberette sin Iagttagelse til Kaptajnen, og da han vendte tilbage, opdagede han den anden eftersøgte Person Tale med Kammeraten. Der blev ikke om Bord i Skibet vexlet Ord med dem. Men da Skibet lagde til Kvæsthusbroen, bleve de afleverede til Politiet og i Droske befordrede til Politikammeret.

Hvorvidt man her har faaet fat i Brandstifterne. lader sig naturligvis i Øieblikket ikke sige. Selvfølgelig har det herværende Politi strax sat sig i Forbindelse med Politiet i Aarhus for nærmere at faa Rede paa, hvem de Anholdte ere.

*

Det Brændte er i alt forsikret for 1,200,000 Kr, deraf 300,000 Kr. for Løsøre; Løsøret er væsentligt forsikret i de udenlandske Selskaber. De 20 Husnumre er forsikrede i Kjøbstædernes almindelige Brandforsikring for ½ Mill. Kr. Over 60 Familier ere blevne husvilde. (R. B.)

(Nationaltidende 19. august 1899. 2. udgave).

Aviserne skrev at der var tale om nogle drenge som havde startet ilden med nogle tændstikker. Måske var det en syvårig dreng som havde fået tændstikkerne af ældre drenge.

Mejlborgs brand - beskydning af ruinerne. 1899. Af fotograf Thomas Sørensen Hermansen. Fra Hovedbibliotekets Lokalhistoriske Samling. Ruinerne af Mejlborg Ruiner blev først forsøgt sprængt med 100 kg skydebomuld. Det forårsagede en del knuste ruder i de nærliggende huse, og nogle døre splintredes i en ejendom. Men ruinen overlevede nogenlunde intakt. Det blev efterfølgende opgivet. Herefter blev ruinen skudt ned af to kanoner betjent af artilleriet. Det tog 2 timer, fra kl. 5 til kl. 8. I dag findes et nyt Mejlborg med enkelte ændringer i facaden på samme sted.

Lock-out'en. (Efterskrift til Politivennen)

Lock-out'en

Der er i Dag rundt omkring i Aarhus By blevet stille paa Arbejdspladserne. Til Gjengjæld er Gaderne fyldte af de udelukkede Arbejdere, der især flokkes om nogle af "Demokraten" opslaaede Plakater, hvorpaa der staar, at Arbejdsgiverens Ring brydes. Vi modtog i Løbet af Dagen flere Forespørgsler om, hvorledes dette forholder sig, men kan kun meddele, at der indtil disse Linier skrives, ikke foreligger noget officielt om Uenighed mellem Arbejdsgiverne. Dog skal der være en Del Smaamestre, som er noget utilbøjelige til at gaa videre ad de skrappe Forholdsreglers Vej. Alligevel synes det, at Lock-outen i en nær Fremtid skal yderligere udvides. Der er nemlig udbrudt Strejke paa en Cementfabrik ved Mariager, og i den Anledning holder Cementfabrikanternes Bestyrelse Møde i Dag i Aarhus. Det hedder sig, at hvis de strejkende ikke bøjer sig, bliver der erklæret Lock-out i alle Cementfabrikerne, hvorved yderligere 1,200 Mand vil blive ledige.

Under disse kritiske Forhold rejste Arbejdsgiverforeningens Formand, Etatsraad N. Andersen, i Aftes til Ems paa en 5-Ugers Rekreationsrejse. Snedkermester Kaspar Rostrup har imidlertid overtaget Ledelsen.

Ritzau-Telegram.

Om Situationen i Kjøbenhavn meddeler et Ritzau-Telegram, som er afsendt fra Kjøbenhavn i Aftes:

"Arbejdsgiverforeningen har i Gaar holdt Møde for at drøfte Lock-out-Spørgsmaalet. Foreningens Formand, Etatsraad N. Andersen, deltog i Mødet, men afrejste i Aftes til Jylland; desuagtet vil Møder dog blive afholdt i de nærmeste Dage.

Blikkenslagerlavet holdt Generalforsamling i Aftes for at forhandle om Situationen. Man er nemlig ikke ganske maa det rene med, om Lockouten ogsaa omfatter Gas- og Vandmestre, eller om Gjørtlere og Metaltrykkere skal gaa med ind under den.

I Blikkenslagerfaget er det særlig "Glud & Marstrands Fabriker" samt "Carl Lunds Fabriker", der rammes af Lock-outen. Hvis Gjørtlerne og Metaltrykkerne ogsaa skal udelukkes, vil det tillige ramme H. V. Christensens Fabrik i Ryesgade føleligt.

Om Erklæring af Kontra-Strejker fra Arbejdernes Side foreligger der endnu intet faktisk, men Rygterne om, at noget saadant vil ske, holder sig.

Medens der i Dag paa de Fabriker og Værksteder, hvor Lock-outen træder i Kraft, er arbejdet med saa godt som fuld Styrke, er mange af Svendene i Bygningsfagene udeblevne fra Arbejdet." Udsigt til yderligere Udvidelse af Lock-out'en. - Arbejdernes Repressalier. - Af hvilken varighed vil Krigen blive?

En anden Korrespondent skriver til os fra Kjøbenhavn:

Den store Lock'out, som nu iværksættes, vil altsaa komme til at omfatte ca. 30,000 Arbejdere. Men vil man have Tallet paa alle de Mennesker, som Arbejdsstansningen direkte berører, maa man medregne de udelukkede Arbejderes Familie, og man kan da regne med mindst 100,000 Mænd, Kvinder og Børn, som Lock-out'en strax vil gaa ud over.

Det er et stort Tal. Og der skal ikke mange Spekulationer til for at udregne, at denne Arbejdsstansning meget mart vil kunne mærkes i alle smaa Hjem og tilsidst af det hele Samfund.

Der vil i disse Dage blive sagt meget for og imod de to Parters, Arbejdsgivernes og Arbejdernes Optræden, og en vil søge at slaa fast, at hele Skylden for Situationen falder paa Arbejdsgiverne, en anden, at hele Skylden falder paa Arbejderne.

Egentlig er alt dette overflødigt. Arbejdsgiverne selv erkjender, at de har villet Krigen. Skylden paahviler far saa vidt dem. Men et andet er, hvor megen Grund de har haft til at ville Krigen.

Den Ild, der nu er slaaet ud i Flammer, har længe ulmet, ja gjennem Aaringer. Og man kunde sige sig selv, at der maatte komme en Tid, da Branden med al dens Ødelæggelse tog paa at rase.

Det er Kampen om Herredømmet paa Værkstederne, der nu er inde.

De, der staar saa nogenlunde udenfor, har vel nok gjennemgaaende set med Sympati paa, at Arbejderne i Aarenes Løb har tilkæmpet sig bedre Lønningsvilkaar.

Men for Arbejdsgiverne, særlig de mindre Mestre, har det mange Gange været drøjt at skulle honorere de stedse stigende Krav fra Arbejdernes Side. Det har knebet med at kunne det.

Desuagtet er det ikke just de stadige Lønkrav, der har bragt Arbejdsgiverne til at se mørkt paa Tilværelsen, til at irritere dem. Det er ikke Lønforhøjelserne, men den Medbestemmelsesret, som Arbejderne mere og mere gjør gjældende i alle Værkstedsspørgsmaal.

Arbejderne tvinger i mange Tilfælde Mesteren til at afskedige og antage Folk under Trusel af ellers at ville nedlægge Arbejdet, og Arbejderne tager i mange Tilfælde fri, naar det behager dem, - som da Bagerne i Kjøbenhavn meddelte deres Principaler, at de ikke kom den 1. Maj, eller som naar Arbejderne i et bestemt Fag beslutter at forkorte Arbejdsdagen med en Time eller en halv, hvad Tilfældet skal være i Tømrerfaget.

Det er dette, Arbejdsgiverne ikke mener at kunne finde sig i i Længden, og det er dette, der ligger bag ved den store Lock-out. Mestrene fordrer at være Herrer paa deres Værksteder.

Og at det er Alvor med at fremtvinge denne Fordring, viser Arbejdsgivernes skrappe Fremgangsmaade. Om otte Dage vil Lock-out'en saaledes yderligere blive udvidet, hvis Arbejderne ikke inden den Tid har bøjet sig - hvad de sikkert ikke har; Vognmændene, Entreprenørerne og Skræddermestrene vil da ogsaa udelukke deres Folk.

Paa den anden Side vil Arbejderne naturligvis søge efter Repressalier. Foreløbig truer en hel Del under Kjøbenhavns Magistrat staaende Arbejdere med at standse Virksomheden, - saaledes Belysnings-, Gasværks- og Vandværksarbejderne samt Lygtetænderne; fremdeles Renovationsarbejderne. Det vil sige, at Kjøbenhavn ved en saadan Strejke vilde sættes tilbage paa et middelalderligt Standpunkt - som vilde være uudholdeligt blot efter faa Døgns Forløb.

Fra Arbejdernes Side er der selvfølgelig mange Planer oppe, tilsigtende at øge Modstandsevnen. Strejkekasserne kan vel næppe holde ud længere end tre Uger, maaske en Maaned. Men man vil naturligvis strax iværksætte en Indsamling til Fordel for de Udelukkede, og med den derved erhvervede Sum vil Kampen kunne fortsættes. Hvis Lock-outen yderligere udvides, er det dog et Spørgsmaal, om en saadan Indsamling vil indbringe noget synderligt. Arbejderne har naturligvis nærmest kun sig selv at stole paa, og naar de saa at sige alle berøres af Lock-outen, vil Bidragsydernes Tal muligvis ikke komme til at staa i noget rimeligt Forhold til Tallet paa dem, der skal understøttes.

Eventuelt paatænker Arbejdernes Organisation, efter hvad der forlyder, at udstede en Slags Papirpenge, med hvilke de Udelukkede stal kunne betale hos de Handlende, og som de samlede Fagforeninger forpligtiger sig til at indløse i Løbet af 5 Aar. Men det kommer jo an paa, om de Handlende, der ogsaa stal bruge Penge, kan nøjes med disse Papirer.

Den almindelige Mening blandt Arbejdsgiverne er vistnok, at Kampen ikke kan komme til at strække sig ud over et Par Maaneder.

Men hvilke uhyre Værdier kan der ikke gaa tabt i disse Par Maaneder!

Af øjeblikkeligt Nyt foreligger der forovrigt ikke andet, end at der fra Arbejder-Organisationens Side er sket Henvendelse til en Voldgiftsdomstol, som har existeret i de sidste Par Aar - med Professor Deuntzer som Formand - idet Organisationen mener, at Arbejdsgiverne har begaaet Brud paa trufne Aftaler ved at foranledige Arbejdsstandsning uden forud at søge Voldgift.

Sidste Telegrammer.

Kjøbenhavn, den 24. Maj. Paa Forespørgsel af "Politiken" har de samvirkende Fagforbunds Formand, Folketingsmand, Maler J. Jensen meddelt, at der ikke er Tale om, at Arbejdernes Organisation vil besvare Lockout'en med at erklære Strejke i flere Fag, i alt Fald ikke foreløbig.

Lyngby, den 24. Maj. Tømrer- og Snedkermesterforeningen i Nordre Birk, der ikke staar under Centralforeningen, vedtog paa en extraordinær Generalforsamling i Aftes at slutte sig til Lockout'en og standse Arbejdet Fredag Eftermiddag.

Kjobenhavn, d. 24. Maj. Arbejdsgiverforeningen modtog i Gaar Meddelelse fra de samvirkende Fagforbund om, at disse ønskede Lock'out'en indanket for det i 1898 nedsatte Fællesudvalg. Arbejdsgiverforeningens Bestyrelse vil, i Følge "Natt.", i en nær Fremtid meddele Fagforbundet sin Opfattelse af Sagen.

(Aarhus Amtstidende 24. maj 1899).