Homoseksualitet i 1920'erne. (Efterskrift til Poltivennen).

Indtil 1933 var homoseksualitet kriminelt i Danmark. Danske Lov fra 1683 gjalt stadig: ”Omgængelse, som er imod naturen, straffes med bål og brand”. I 1866 var dødsstraffen (bål og brand) dog blevet erstattet med forbedringshusarbejde. Først med straffeloven 1930 (virkning fra 1. januar 1933) blev sex mellem voksne mænd afkriminaliseret.

Frygten for homoseksualitet synes ydermere forstærket gennem en række domfældelser i sager hvor fx voksne mænd forgreb sig på børn, således at homoseksuelle generelt kunne forbindes med forbrydere.

Fra avisreferater fra 1920 virker det som om at folk så gennem fingre med det, hvis den homoseksuelle holdt det skjult, ikke gjorde sig bemærket, endsige foretog sig noget kriminelt. Hvis dette ikke skete, faldt hammeren imidlertid. Og hårdt. Ved forbrydelser som indbrud, overfald mm. undlod aviserne ofte ikke at bemærke hvis vedkommende var homoseksuel, eventuelt tidligere straffet for det.

Nedenstående samling af artikler fra 1920'erne viser hvordan journalister berettede om homoseksualitet - og sager som de mente hørte homoseksuelle til. Man vil lede forgæves efter artikler som antyder nutidens syn på  homoseksuelle. Artikler fra samtlige politiske fløje omtaler homoseksuelle med stort afsky, ord som "uappetitlig", "menneskedyr", "uhyggelig" og "modbydelig" går igen. En enlig svale er måske en boganmeldelse i Arbejderen fra 1922.

Homoseksuel Ingeniør.

Han har mishandlet nogle Spejderdrenge.

Politiet i København har anholdt en Ingeniør H., som indtil for kort Tid siden indtog en ledende Stilling indenfor Spejderbevægelsen.

Ingeniøren, som blev uddrevet af Spejderkorpset grundet homoseksuelle Tilbøjeligheder, er i Følge "Ekstrabl." anholdt for at have mishandlet et Par Spejderdrenge i sit Hjem paa Islands Brygge.

(Nordjyllands Social-Demoklat 6. januar 1921).

En uhyggelig Forbryder

Han har overtraadt et Politiforbud.

For Dommer Pihl mødte igaar en mange Gange tidligere straffet Forbryder Josef Hoffmann, anklaget for at have overtraadt et Tilhold. 

Han, der er en seksuel pervers Person, har været straffet for Pengeafpresning, Alfonseri, Tyveri osv. Sidst han blev dømt var i 1914, da han fik 2 Aars Tugthus for Pengeafpresning af homoseksuelle Personer.

Efter udstaaet Straf i 1926 fik han nævnte Tilhold, der gik ud paa, at han i 5 Aar ikke maatte nærme sig København i en Omkreds paa 50 Km.

Han er altsaa alligevel kommen hertil, og paa Dommerens Forespørgsel om hvorfor, svarer han, at det overlader han til Politiet at undersøge.

"Det har godt af at bestille noget."

Fængslingskendelsen, der lød paa 14 Dage, erklærede Hoffmann at ville appellere, idet han hævder, ikke at have overtraadt noget TIlhold, da han slet ikke har faaet et saadant oplæst for sig. 

(Solidaritet 17. april 1921).

Overfaldet og udplyndret i sin Lejlighed.

Han turde ikke gøre Anmeldelse.

En homoseksuel Revisor, som bor ude paa Jagtvejen, tiltalte Aften inde ved Raadhuspladsen en ung Mand, som sad paa en Bænk, og opfordrede ham til at gaa med sig hjem. Den unge Mand erklærede aig villig, men inden kan gik med, gik han hen til fire af sine Kammerater, som opholdt sig i Nærheden, og sagde til dem om at følge bagefter.

De kom ud i Lejligheden og sidder der og taler sammen. Pludselig gaar Døren op, og de fire andre styrter ind, binder Revisorens Arme, overskærer Telefonledningen og plyndrer derpaa Lejligheden for alt, hvad der fandtea af Værdi.

Den udplyndrede Mand turde ikke anmelde Sagen til Politiet, da han frygtede Tiltale mod sig selv for Homoseksualitet, saa Sagen kom ikke frem pa daværende Tidspunkt.

For kort Tid tiden saa en Løjtnant Kleven to Mandspersoner ude et Lysthus i Brønshøj; han fandt deree Adfærd meget mistænkelig, og henledte derfor Politiets Opmærksomhed paa dem.

Dagen efter blev de anholdt i Lysthuset, mens de var i Færd med at skjule nogle Tyvekoster. De tilstod straka en Række Indbrudstyverier samt Overfaldet paa og Tyveriet hos Revisoren paa Jagtvej, og angav tre andre som deres madskyldige. Disse er nu ogsaa sat under Anholdelse.

Assessor Kold, der leder Undersøgelserne mod Komplottet, mener, at dette, hvis Hovedmænd hedder Jensen og Dahl, har endnu flere Synder paa Samvittigheder.

Solidaritet 11. maj 1921

Graverende Beskyldninger mod Esbjerg-Politiet.

En Esbjerg-Vagabond, "Store Poul", har if. "Vestkysten" rettet kraftige Beskyldninger mod flere Esbjerg-Betjente, bl.a. for Tyveri og Bestikkelse. 

Den mest graverende af "Store Poul"s Anklager er, at han sigter en bestemt betjent for Homoseksualitet og for at have anvendt sin Myndighed overfor anholdte og arresterede Personer til at skaffe sig Tilfredsstillelse for sine abnorme Tilbøjeligheder.

Anklagen er af saa alvorlig Karakter og de fremførte Vidnesudsagn saaledes beskafne, at den anklagede Betjent er bleven suspenderet fra sin Stilling saa længe Undersøgelsen staar. paa.

(Kolding Folkeblad 14. september 1921).

Sagen blev refereret udførligt i jyske aviser, ofte over hele sider. Store Poul rettede foruden det ovenstående en række beskyldninger mod politiet, og blev  flittigt bakket op i retssalen af sine kammerater. Det endte i februar 1922 med at Store Poul blev idømt 2 måneders fængsel, hvilket var en mild straf fordi han blev bedømt som utilregnelig.

En uforstaaelig og uhyggelig Affære.

Det vakre fornylig Sorg og Fortvivlelse i en Række københavnske Hjem, da det opdagedes, at Spejderføreren Fritz W. Ilstrup havde misbrugt over Hundrede af de Smaadrenge, der af Forældrene var anbragt i Spejderkopset. Man troede, at de der vilde blive uddannede til ranke unge Mænd, styrkede ved sund Idræt og Friluftsliv. I Stedet blev de stedse mere blege og sky.

Tilsidst kom det frem, at Ilstrup paa en uhyggelig Maade havde forbrudt sig mod dem. Overalt, hvor han færdedes med Børnene, i Tivoli, i Skovene, i Spejderkvartererne, havde han gjort dem til Ofre for sine unaturlige Tilbøjeligheder.

I Lørdags blev Ilstrup ved Østre Landsret idømt 3 Aars Tugthus. Det er ret uforstaaeligt, at dette har kunne gaa for sig. Ilstrup var tidligere Plejer ved Middelfart Sindssygehospital, og paa Grund af sit belevne Væsen blev han dengang Leder af Frivilligt Drengekorps her i Byen. Heldigvis opdagedes det i Tide, at han havde i Sinde at misbruge Drengene, og han blev fjernet og efter en Dom ved Middelfart Ret straffet.

Hvorledes kan da dette Menneske paany faa Indpas i det store københavnske Drengekorps? Er det saadan, at man alene paa fromme Lader og hellige Gebærder kan blive antaget i de Kredse - endda som Ungdomsleder? Der tiltrænges her en betydelig skærpet kritisk Sans, hvis ikke større Ulykker skal ske. Det, der er sket, er mere end nok.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns avis 27. december 1921).

Forbrydere og Ungdomsforeninger.

I Anledning af nogle af Ærgrelse og Væmmelse dikterede Bemærkninger om Homoseksualisten Ilstrups Forbryderspil indenfor Spejderkredse, har vi modtaget følgende:

Hr. Redaktør! I Deres ærede Blad af 27. ds. meddeles Domsafsigelsen over Fritz W. Ilstrup. Da det med Rette kan forbavse, at en saadan Person faar Lov at være Ungdomsleder, skal jeg oplyse, at det omtalte Spejderkorps, saavidt jeg har faaet Klarhed derover, er noget han selv privat har oprettet. Desuden er det maaske rigtigt at meddele, at der indenfor de store Organisationer K. F. U. M. i Danmark, Frivilligt Drengeforbunds Hovedbestyrelse og K. F. U. M.-Spejderne findes et meget samarbejdende Meddelelsesforhold, saaledes at jeg f. Eks. forlængst har været personligt underrettet gennem Generalsekretær Axel Bang (F. D. F.) om Ilstrups sidste Forbrydelser.

I det hele taget antages ingen som Førere eller Ledere (og ogsaa kun sjældent som almindelige Medlemmer) uden man først har søgt nøje Oplysning paa det Sted, hvor vedkommende har været for. Ligeledes er der mellem de 3 Hovedledelser og Ledelserne i de forskellige Byer og Sogne et Samarbejde til Kamp mod alle, som paa nogen Maade kan antages at ville "spekulere" i disse Organisationers Arbejde. Og selvfølgelig oplyser man ogsaa andre udenforstaaende Ungdomsledelser, dersom det maa tænkes, at nogle hos os udelukkede Folk vil gøre Skade der.

Med Tak for Optagelsen.
Middelfart, den 28. December 1921.

Willy B. Bracher,
Sekretær i K. F. U. M.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns avis 28. december 1921).

Efter at have udstået straffen på tre års tugthus, blev Ilstrup igen spejderfører og genoptog sine overgreb mod drenge og kom igen for retten i oktober 1925. Ved en landsretsdom december 1925 blev han interneret på den nye afdeling for sådanne på Sundholm. 

Homoseksualist-Skandalen i Grenaa.

Foreløbig 2 Anholdelser.

Politiet venter, at Sagen skal brede sig stærkt

Statspolitiet har forleden i Grenaa - efter hvad der skrives til "KLOKKEN 5" - foretaget en Anholdelse af en yngre Mand, der sigtedes for en Mængde homoseksuelle Forseelser.

Blandt Borgerne i den lille By havde man allerede i nogen Tid skumlet over, at der var bleven dannet et Slags "Klub", hvor en Del af Byens mandlige Ungdom begyndte at holde til om Aftenen, og hvortil ogsaa Tilrejsende under een eller anden Form kunde skaffe sig Adgang. Oprindelig mente man, at denne Klubs Medlemmer morode sig med Kortspil, lidt Sang og Drik og andre relativt uskyldige Fornøjelser. Men efterhaanden rygtedes det, at der i Klubben foregik Skandaler af højst uappetitlig Art. Politiet greb saa ind og arresterede en af Hovedmændene for Klubben, Undørsøgelseme er senere bleven fortsat, og allerede nu har Statspolitlet foretaget en Anholdelse til. Begge de Anholdte har tilstaaet i stort Omfang at have gjort sig skyldige i homoseksuelle Forhold.

Politiet venter, at Sagen skal antage et meget stort Omfang, og der menes at være adskillige nye Anholdelser forestaaende.

(Klokken 5, 12. januar 1922)

Literatur

Karl Larsen: Daniel Daniela.

Med et Forord af Forfatteren og en Efterskrift af Professor, Dr. med Oluf Thomsen - M P. Madsens

Boghandel. 1922.

"- - -  at kalde Afvigelsen fra det normals for Last, Mangel paa moralsk Følelse o s .v. er blot at dæmonisere sin dybe Uvidenhed paa ublufærdig Maade. "Normale" Mennesker maa virkelig engang lære at forstaa dette".

(Dr. med O. Thomsen i Efterskriften).

Man har allerede i Bourgeoistpressen læst saakaldte "Anmeldelser" af den lille Novelle, d.v.s. lange Citater af Forordet.

Men til trods for, at Verdens tre største kunstneriske Genier og efter al Sandsynlighed selve Kristendommens Stifter ligesom en Sokrates har været homoseksuelle, ja endog hele den græske Kultur med Platon i spidsen er utænkelig uden dette Følelsesliv og tiltrods for, at adskillige Tusinder mænd og Kvinder af alle Samfundsklasser er det og Videnskaben har fastslaaet dens farlighed, saa ser vi det nødvendigt, at anset forfatter indsylter en Novelle, der behandler dette Følelsesliv, for ikke for[]eget at udæske Forargelsen.

Lever vi da stadigt paa Bondelandet, hvor det erotisk ikke eksisterer uden som Forplantning? Hvor ganske vist ethvert Svineri er tilladt i Forholdet mellem de to Køn, og hvor man gaar godmodig henover Forførelse, Svigagtighed, Paaføring sf Sygdomme fra Mand til Kvinde, og- hvor man - med Rette  opstiller Forholdsregler overfor Forplantning, [] samtidig selvretfærdig forfølger, hvad der er forskelligt fra ens egne Lyster. Der hersker herhjemme - i Modsætning til Udlandet syd paa - den mest horrible Ukendskab til Fænomenet Homoseksualisme; ja, man gaar saa vidt, at man betragter de homoseksuelle Mænd og Kvinder, der oftest er i besiddelse af den højeste Sundhed, Hjertelighed og Moral, som en Pestbyld for Samfundet.

Professor Karl Larsen har sagt at bringe den Uvidende bort fra danne Vildfarelse ved Skildringen af en begavet Homoseksuels Dagbogsblade. Han gør derved alt for at nedbryde de Fordomme, der hersker blandt Flertallet paa dette Omraade, ligesom jeg selv i min Roman "Den nye Adam"s tredje Bind har vovet en Redegørelse i et Kapitel for Følelsesliv

Utvivlsomt er der paalagt de Homoseksuelle meget store Lidelser, men derfor er ogsaa mange iblandt dem de dybeste erkendende, Ja betragter dog ikke deres følelsesliv Utilfredsstillethed som noget Martyrium.

Dal er godt at have et Kors her i Livet, det ikke gør farisæisk overmodig og derved sjælslig blind; det er altid lutrende at gennemgaa sjælelige Kvaler. Rigtignok magter de færreste at bare dem, De fleste Selvmord, der ikke skyldes økonomiske Sorger, og mange ulykkelige Ægteskaber, har sin Grund i Vedkommendes Lidelse ved sit Følelsesliv. Det tvinger i et bonert Samfund til gennemført Hykleri overfor Verden, der ellers falder over den Ulykkelige. Kun ved at gennemføre Løgnen kan de blive endnu højagtede, gifte sig rigt (og gøre Kvinden ulykkelig) eller opnaa høje Stillinger.

I Reglen er alle Homoseksuelle stærkt aandelige og kunstnerisk interesserede; man træffer derfor de fleste blandt Skuespillere og Digtere, hvor det feminine Elernent i dem er af stor Betydning til universel Forstaaelse af Menneskene. Det homoseksuelle Følelsesliv danner alle Overgange; vi finder det baade som seksuelt begærlighed efter evig Afveksling, som hos snart alle normale unge Mænd, vi finder det ogsaa blot søgende i erotisk farvet Venskab, og vi finder det som helt asketisk ene homoseksuelt i fantasien. Vi finder det uklart over sig selv og ubevidst som hos H C. Andersen, og vi finder det som aldeles kvindeligt i Bøger og Tankegang hos det andet danske homoseksuelle Geni, Herman Bang.

Den psykologiske Kritik er imidlertid saa vanrøgtet og i Hænderne paa saa svage og bonerte Hoveder herhjemme, at der ikke maa røres ved Behandling af ejendommelige Former for et erotisk Liv, hvorved da ogsaa enhver Literaturkritik er banlyst. Er dette Resultatet af det "Frisind", der har raadet herhjemme under Hoforganet "Politiken"s radikale Vælde? I det mindste er dette "Frisind" ligesaa uægte moralsk som dets "Liberalisme" er det politisk.

Derfor kan Professor Karl Larsen ikke skrive, som han aabenbart ønsker i denne Sag, og derfor kan heller ikke jeg skrive en saa grundig - og haardt tiltrængt - Omtale af denne, som Emnet opfordrer til.

Konrad Simonsen.

(Arbejderbladet (ugeblad) 28. oktober 1922)

Daniel-Daniela.

En Indsender spørger os, om vi virkelig har i SInde "ligesom K. S. i sidste Numer, at forsvare den abnormitet, der kendtegnes ved Homoseksualisme, og vi skal promte svare med et afgjort Nej.

Og hvad mere er: vi har ikke i den paagældende Anmeldelse set noget Forsvar, men kun en Forklaring paa denne desværre stærkt udbredte Sygelighed.

Vor Stilling er i alle Tilfælde den, at vi nærer den dybeste Medfølelse med disse Ulykkelig og kun, hvor Sygeligheden giver sig voldelige Udslag, være sig mod Mindreaarige som mod Voksne, mener at kunne forsvare en Isolering af den paagældende Syge.

Forøvrigt giver vi Indsenderen Ret i, at den paagældende Anmeldelse i højere Grad burde have handlet om Bogen selv end, som Tilfældet var, hovedsagelig en Række private Betragtninger.

(Arbejderbladet (ugeblad), 4. november 1922).

Homsexualist-Skandalen.

Forstanderen for Kristeligt Sømandshjem var Hovedmanden

(Privat)

"Kl. 5" meddeler i Dag, at Hovedmanden i den Homosexualist-Affære, som Politiet i denne Tid har til Behandling, er Forstanderen paa Kristeligt Sømandshjem paa Sct. Annaplads i København. Blandt de andre implicerede er en Kelner og en københavnsk Skuespiller.

(Demokraten (Århus) 16. maj 1923).

En opsigtvækkende Vending i den store Homoseksualist-Skandale.

Forestaar der Anholdelser af flere kendte Mænd?

Politiassessor Stamm afholdt i Gaar Eftermiddags i 5. Undersøgelseskammer Forhør over de implicerede i den store Homoseksualist-Affære, der i den sidste Tid har beskæftiget Retten. Hovedmanden, Bestyreren for det kristelige Sømandshjem paa Sct. Annæplads, Fr. Nielsen, var særlig Genstand for en indgaaende Afhøring.

Under denne fremkom der, efter hvad vi erfarer, saa opsigtvækkende Oplysnigner, at det almindeligvis ventes, at Sagen vil tage et endog meget stort Omfang, ligesom man kan forvente, at yderligere en Række kendte Mænd vil bklive afhørte og muligvis sat under Anholdelse.

I det hele taget synes det, som om Homoseksualismen har meget dybe Rødder i visse Samfundsklasser. Forhaabentlig vil der nu for Alvor blive skredet ind fra Politiets Side med de mange Homoseksualister, der ødelægger saa mange unge Mennesker.

Politiet bevarer stadig den største Hemmelighedsfuldhed om Sagen og om Afhøringerne.

(Klokken 5 (København), 25. maj 1923).

Sømandshjemmet i Sankt Annæ Plads 20 var stiftet af Athalie Rørbye (1840-1919) i 1879. Det startede i Holbergsgade 14, senere Nyhavn, Holbergsgade 17, Holbergsgade 18 og endelig i 1896 til Sankt Annæ Plads.

Anholdt for Pengeafpresning.

En lollandsk Tjenestekarl anholdt i København.

Efter Begæring fra Politimesteren i Rødby har Københavns Politi anholdt en yngre Tjenestekarl V. Andersen. Han har sidst tjent hos Godsejer Moesgaard-Kjeldsen, har tidligere været straffet for Pengeafpresning og er nu atter sigtet for denne Forbrydelse. Sagen drejer sig om, at Andersen skal have forsøgt Pengeafpresning overfor en kendt Forretningsdrivende i Maribo, hvem han beskyldte for Homoseksualisme. I Gaar fremstilledes han i Grundlovsforhør hos Dommer Troels-Lund, Københavns Byret. Han nægtede sig skyldig, men arresteredes, og er nu sendt til Rødby, hvor Sagen imod ham skal nærmere behandles.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 30. august 1923).

En uhyggelig Betjent.

Indbrud, Homoseksualisme Pengeafpresning m. m.

Natbetjent Iversen i Slagelse, der blev attrapperet, netop som han var i Færd med at begaa Indbrud bos Købmand Henningsen, viser sig at være en Forbryder med mange Synder paa sin Samvittighed.

Det er nu lykkedes Statspolitiet at faa Rede paa graverende Sigtelser mod den arresterede Politimand. Iversen er Homoseksualist og har haft Omgang med en Slagelseborger. Dette Forhold har Betjenten benyttet sig af til Pengeafpresning. Under Trusler om øjeblikkelig Anholdelse har ham tvunget Manden til at underskrive et Dokument, hvori vedkommende erklærer at skylde Betjenten 100 Kr. Manden kunde imidlertid ikke skaffe Beløbet, idet hans Familie afslog at hjælpe hajn. En Slægtning gav Statspolitiet et Vink om Sagen.

Straffen for Pengeafpresning er mindst 3 Maaneders Fængsel, højst 6 Aars Strafarbejde. Da i det foreliggende Tilfælde Omstændighederne er særlig graverende, og da der foruden Pengeafpresning og Indbrud foreligger andre Anklager mod Politimanden, vil den strengeste Straf utvivlsomt blive bragt i Anvendelse. Iversen har tilstaaet, at ham af indkasserede Alimentationsbidrag har forbrugt et lille Hundrede Kroner. Ogsaa paa andre Omraader har han forset sig. Tirsdag kommer han i offentlig Forhør.

(Social-Demokraten 3. marts 1924)

En modbydelig Fyr.

København, Tirsdag.

Repræsentant Josef Hoffmann, der er 34 Aar, har flere Gange været i Konflikt med Straffelovens Bestemmelser angaaende Homoseksualisme. Da han for nogle Aar siden blev løsladt fra Straffeanstalten, fik han Tilhold om ikke at komme Hovedstaden nærmere end 50 km. Han tog da Bopæl i Aarhus, men har gentagne Gange overtraadt sit Tilhold og har nu paany gjort sig skyldig i forbryderiske Udskejelser. Ved Byretten er han nu idømt 4 Aars Forbedringshus.

(Ribe Stifts-Tidende 8. juli 1925).

Sædelighedsaffæren i Haderslev.

De to første Domme.

Haderslev, Mandag.

I den store homoseksuelle Affære, der har beskæftiget Retten her i Haderslev i længere TId, er bleven idømt 60 Dame. Købmand F. er bleven idømt 60 Dages simpel Fængsel, medens en yngre Lagerist N. har faaet 8 Maaneders Forbedringshus. For N's Vedkommende vil der blive indgiv et Ansøgning om Benaadning. Han er en ganske ung Mand, der er bleven draget med ind i Affæren af en af Hovedpersonerne.

(Hejmdal, 21. december 1925).

Arresteret i sagen var en 30-årig cand. pharm, en 40-årig blomsterhandler (der angaves at være hovedmanden og som havde en betinget dom fra 1919), en yngre mand fra Vojens, en 60-årig snedker, en 20-årig arbejdsløs kelner fra Kolding og en overmontør.

Smukke Karl's Dødsspring.

Uhyggelig Tildragelse i Blegdamsvejens Arresthus.

Som "Folkets Avis" forleden omtalte, verserer der for Tiden en uhyggelig Sag ved Retten i Søndre Birk. Det er en ung Mand, Hans Jørgen Petersen, almindelig kendt under Navnet "Smukke Karl", der staar tiltalt for et Karlekammertyveri. Under Forhørene hos Dommer Nielsen oplystes det, at han tildels har ernæret sig ved Homoseksualisme.

I Gaar Eftermiddags var "Smukke Karl" til et afsluttende Forhør. Der blev ført en Del Vidner mod ham, men trods alt nægtede han kategorisk, hvad der blev foreholdt ham. Hans Forsvarer, Sagfører M a n d a l Berthelsen, hævdede, at der jo heller ikke laa fulde Beviser mod ham.

Anklagemyndigheden, der var repræsenteret ved Overvagtmester B e r t h e l s e n, forlangte Manden arresteret, fordi der var Mulighed ior, at han vilde forsøge at paavirke Vidnerne. Ved at høre, at der var Mulighed for at blive arresteret, bad "Smukke Karl" Dommeren om endelig at blive sat paa fri Fod, da han var uskyldig, hvilket han vilde beedige.

Dommeren svarede hertil: "En Slambert af Deres Art bør ethvert hæderligt Menneske have den dybeste Foragt for, og der er sikkert ikke et eneste Menneske, der kunde tænke at tage Dem i Ed."

Et haanligt Smil gled ved denne Bemærkning hen over den unge Mands Ansigt Og uden at fortrække en Mine hørte han paa, at Arrestdekretet blev afsagt over ham.

Dommeren havde netop sluttet sit Diktat til Protokollen og bad Overvagtmester Berthelsen føre "Smukke Karl" ind I Arresten, da denne pludselig sprang op i Vinduet, rev Hasperne af og vilde styrte sig ned i Gaarden, uden Tvivl for at alslutte sit Liv.

Overvagtmesteren sprang over Skranken for at afholde Manden fra den fortvivlede Handling, men for sent, han naaede kun at gribe fat i den unge Mands Ben, kunde ikke holde ham filbage, og et Øjeblik efter laa han fraadende nede paa Stenbroen efter Faldet fra 1. Sal.

Dommeren, der var ret stærkt præget af Begivenheden, afsluttede straks Rettens 'Arbejde.

Ambulancen fra Rigshospitalet blev øjeblikkelig tilkaldt, og i bevidstløs Tilstand blev "Smukke Karl" kort bort.

"Smukke Karl" Tilstand.

Efter hvad vi erfarer, er Petersens Tilstand noget bedre. Paa Hospitalet er man dog endnu ikke klar over, om han har paadraget sig et alvorligt brud paa Hofteskaalen.

(Folkets Avis (KØbenhavn) 11. november 1926).

Uhyggelige Afsløringer.

Mandfolkene i Kvindeklæder er Homoseksualister og Alfonser.

Privat.

København (Radio.) Københavns Byret beskæftiger sig stadig med Sager, der gaar ud paa, at kvindeklædte Personer i Højverdenenes Selskabsliv afsløres som Mænd. I et Par Tilfælde drejer det sig om Spekulation i Homoseksualisme. I flere andre Sager har det dog vist sig, at Kvindeklæderne er Paaskud til at lokke velklædte Personer i Fælden for at udplyndre dem. Flere Alfonser har saaledes været paa Spil.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn, 5. december 1927)

En Mand fundet bevidstløs paa Gaden.

Uhyggelige Udskejelser i en Privatlejlighed i Raadhusstræde.

Sygelige Mennesker har i Nat under deres uhyggelige Udskejelser begaaet en frygtelig Voldsforbrydelse.

Ved halvfire Tiden i Morges fandt Nattevandrere i Raadhusstræde en halvnøgen Mand liggende blødende og bevidstløs paa Gaden.

De tilkaldte en Ambulance, som førte Manden, hvis navn er Leo Hansen, til Kommunehospitalet, hvor Lægerne tog sig af ham.

Han var meget medtaget, og viste sig at være

forbidt over hele Kroppen,

og da han efter at være kommet til sig selv oplyste, at han havde været Offer for en Forbrydelse, førtes han til Politistationen paa det gamle Domhus, hvor han kom til Afhøring og meddelte, at han var blevet lokket op i en Lejlighed i Raadhusstræde, hvor han efter at have faaet noget at drikke var blevet tvunget til at være Offer for tre homosexuelle Mænds forfærdelige Udskejelser.

De havde mishandlet ham paa det frygteligste, og hans Raab om Hjælp havde ikke kunnet trænge gennem Lejligheden.

- Først ud paa Morgenen slap han bort.

- Politiet rykkede efter denne Forklaring ud og anholdt de tre MÆnd, som i Dag vil komme i Grundlovsforhør.

(Folkets Avis - København 27. januar 1928).

Han var homoseksuel.

Tennisspilleren Rovsing, der blev ekskluderet af "Dansk Boldspil-Union".

Østre Landsret behandlede i Gaar en temmelig delikat Eksklusions-Affære fra Sportsverdenen. Kløvermarkens Tennisklub i København havde til de forestaaende Tennisturneringer anmeldt den kendte Tennisspiller Hr. Leif Rovsing som Deltager. Hans Deltagelse blev imidlertid nægtet, da "Dansk Boldspil-Union" og senere »Københavns Boldspil-Union« havde ekskluderet Rovsing, fordi han var homoseksuel. Kløvermarkens Tennisklub forlangte denne Eksklusion omstødt.

Overretssagfører Vibe Hastrup mødte som Sagfører for Kløvermarkens Tennisklub, mens Overretssagfører Thorsten Larsen mødte for Dansk Boldspil-Union. Han understregede, at vel havde Rovsing ikke gjort sig skyldig i noget utilbørligt Forhold i sin Egenskab af Medlem, men alene det, at han aabent erkendte at have et abnormt Følelsesliv, var nok til, at man ikke ønskede, at han skulde færdes i Unionens Lokaler, derunder Omklædnings- og Badeværelser. Unionens Bestyrelse havde derfor været berettiget til at ekskludere Hr. Rovsing. Sagen indlodes til Doms.

(Kolding Social-Demokrat 28. september 1928).

Ludvig Leif Sadi Rovsing (1887-1977) var elitetennisspiller, og talsmand for homoseksuelles rettigheder. Han vandt bl.a. i perioden 1907-1916 fem danske mesterskaber. Allerede i 1917 var Rovsing blevet udelukket af DBU pga formodet homoseksualitet. Da han i 1927 forsøgte at finansiere en turnering for egne penge, forbød Dansk Lawn-Tennes Forbund ham at deltage. Østre Landsret stadfæstede udelukkelsen den 12. oktober 1928.

En uhyggelig Affære

Om den Ulykke, der Natten til Lørdag skete paa "Hotel Tre Hjorte" i København, hvor en 20-aarig Tømrerlærling sprang ud af Vinduet paa 2den Sal og dræbtes ved Faldet ned i Gaarden, foreligger der nu nærmere Oplysninger efter Forhør af hans Ledsager Jørgensen, der meldte sig til Politiet i Lørdags Formiddags. Herefter er Sagen ikke fri for Uappetitlighed og Uhygge. Gram var en ca. 20-aarig Tømrerlærling, der boede i Kattesundet, København. Jørgensen havde derimod over for Hotellet opgivet delvis falsk Navn og Adresse. Han havde opgivet at være Ekspedient, hjemmehørende i Odense . Det er nu godtgjort, at han hedder M. Jørgensen Buur, er bosat i København og ansat som Bademester paa Badeanstalten "København".

At der er Homoseksualitet med i Spillet i dette Drama, er ganske givet. Formentlig har Gram ladet sig lokke med paa Hotellet, men i har senere villet unddrage sig den andens Efterstræbelser og er da formentlig sprunget ud af Vinduet, uden at tænke paa, at det blev et Spring fra 2. Sal.

Hvorvidt der vil kunne gøres retslig Ansvar gældende overfor Jørgensen Buut, vides endnu ikke.

(Ribe Stifts-Tidende 5. november 1928).

Hvad man aabner Foredragssalene for i vore Dage.

Fru Joe Jakobsen holdt forleden et "seksuelt" Foredrag for en lille Tilhørerkreds i Casinos Teatersal i Slagelse. Hendes Tale var et kraftigt Forsvar for Kammeratægteskab, Prostitution , Homoseksualisme, Børnebegrænsning, kort sagt Hedenskab i dets grelleste Form.

(Helsingørs Avis 4. marts 1929).

Danseklubben Nekkab. (Efterskrift til Politivennen)

Nekkab (grundlagt i København i 1919) var en selskabelig forening for artister og amatørskuespillere med tilknytning til Bakken. Formålet var at afholde karnevaller og baller, aftenunderholdning og fælles skovture. Nekkab var en sammenslutning af kunstnere, musikere og skuespillere, som også accepterede tilfælde af ukonventionel kønslig og seksuel adfærd ved sine baller, hvilket tiltrak flere af hovedstadens homoseksuelle mænd som til tider mødte op i lange damekjoler. 

I slutningen af 1923 holdt Københavns politi øje med Nekkabs baller som dels var åbne for offentligheden, dels præget af åbenlys homoseksuel adfærd. Københavns politidirektør skred til et midlertidigt forbud mod foreningen med den begrundelse, at foreningen i virkeligheden havde et andet og ulovligt formål end vedtægterne foreskrev. Fx at fungere som et tilholdssted og bindeled for homoseksuelle mænd. Anal- og oralsex mellem mænd var dengang ulovligt og strafbart. 

Annonce for Nekkab-arrangement i Aftenbladet (København) 15. marts 1923.

Danseklubben "Nekkab" er fornærmet.

Alt - foregaar anstændigt!!

Vi har modtaget følgende:

Til "KLOKKEN 5"s Redaktion! De bedes venligst optage nedenstaaende angaaende Foreningen "Nekkab".

Efter at have læst Deres Artikel I KLOKKEN 5 af 29. December 1923 kunde jeg føle Trang til at imødegaa denne, da jeg mener, at Redaktionen sikkert har faaet ganske fejlagtige Oplysninger om Foreningen.

Foreningen har eksisteret i ca. 4 Aar og i dette Tidsrum har der ikke været anket over den i nogen som helst Retning.

Jeg har været Medlem af den siden dens Start og har været til de fleste af Foreningens Fester.

Størsteparten af Medlemmerne er efter hvad jeg kan se ganske almindelige Mennesker af begge Køn og ikke som af Dem opgivet lutter forklædte Mandfolk og det var ingenlunde vanskeligt at blive Medlem gennem Medlemmernes Bekendte og Familie øgedes Medlemsantallet ganske som i enhver anden Forening.

At der var enkelte forklædte Mandfolk skal jeg ikke nægte, men jeg skulde mene, at til et Karneval eller Kostumefest er det ganske i sin Orden.

Det finder man da ved saa godt som alle Karnevaller og det er der da Ingen der kan forarges over.

Jeg har aldrig set nogen som helst Krænkelse af Blufærdigheden eller nogen Svinagtighed, tværtimod vi jeg paastaa, at Tonen er en Del pænere end ved mange andre Foreningers Fester.

Maatte dette virke en lille Smule oplysende at ikke alle gaar rundt og tror at det er en Klike  Sædelighedsforbrydere der samles for at drive deres svinske Tilbøjeligheder, men munter moderne Ungdom, som kun ønsker at more sig og faa en glad Aften og eftersom der ved alle Foreningers Fester har været Politi tilstede, kan ethvert fornuftigt tænkende Menneske vel Indse at det er det pureste Opspind, hvad Bladene har faaet medde!t desangaaende af mere eller mindre fantasifulde Hjerner. Foreningen maa absolut ikke forveksles med de herværende Danseklubber som Borgmester Kaper er ude efter og der er aldeles ingen Grund til at holde noget skjult; drag Foreningens Virken frem i Lyset og jeg tror ikke der vil findes den mindste Raaddenskab.

Med Tak for eventuel Optagelse.
P. Lund Maskinarbejder.
Öhlenslægersgade 66. 2.

Vi skal til ovenstaaende Interessante Brev kun svare, at ikke alene giver Foreningens Navn Nekkab (omvendt Bakken) en Mistanke om Foreningens Art - , men ogsaa de Skildringer, der paa officielt Sted er fremkommen, lader ikke nogen Tvivl tilbage.

Foreningens Forhold vil jo nu nærmere blive undersøgt, og saa kan man se om "Nekkab" staar Ildprøven igennem.

(Klokken 5 (København) 3. januar 1924).

Mere om "Nekkab"

Bestyrelsen skriver til "Klokken 5".

Vi har yderligere modtaget følgende:

Til "KLOKKEN 5"s Redaktion.

De bedes venligst optage følgende angaaende "Selskabelig Forening "Nekkab".

Efter at have læst Deres ærede Kl. 5 af 3. ds. og seet et af Foreningens Medlemmer indsendt Indlæg, tillader Bestyrelsen for Foreningen at bede om Optagelse af følgende:

Bestyrelsen havde ellers taget det Standpunkt ikke at svare paa de forskellige Injurier mod Foreningen, men efter Sagens Slutning ved Sagsanlæg, at prøve, om det er lovligt at sammensætte og skrive en saadan Masse Sludder og Injurier mod en Forening, som man ikke har Spor af Kendskab til, men paa Grund af det, af nævnte Medlem indsendte Indlæg mener Bestyrelsen del formaalstjenligt at bede Dem optage dette.

Først af alt er det ingen Klub, men en ganske almindelig Selskabelig Forening, som enhver hæderlig Mand eller Kvinde kan blive Medlem af. Blandt Medlemmerne findes bl. a. mindst 10 Ægtepar, Foreningen bestaar af en 250 til 300 Medlemmer, hvoraf mindst Halvdelen er Kvinder, saa hvor bliver det Sludder af om en Mandeklub. Dernæst, Deres, maaske for Dem selv, geniale Paafund, med Hensyn til Foreningens Navn, til Oplysning sender vi hermed et Eksemplar af Foreningens Love, deraf ser De bedre hvorfra Navnet stammer. Vi skal paa samme Tid gøre opmærksom paa, at vi har afholdt Fester i en meget stor Del af de københavnske Selskabslokaler ogsaa i den Periode, hvor vi som De skriver har holdt til paa Jagtvej. Har Lokalet paa Jagtvej ikke været ledig, har vi afholdt Festen andet Steds, men da Foreningen sender Halvaarligt Program, angaaende Afholdelse af Fester, ud til deres Medlemmer er del selvfølgelig mest formaalstjenlig, saa vidt muligt at holde sig til et Lokale.

At der til vore Karnevaller eller Kostymeballer har været Mandfolk. forklædte som Kvinder, er som De skriver, fuldstændig rigtig, men hvorfor skriver De ikke at der til samme Fester har været Kvinder forklædte som Mænd?

Det havde været nok saa rart om De havde søgt Oplysning paa rette Sted.

Med Tak for Optagelsen.

P. B. V.
S. A. Hansen.

- - -

I de Love, som nævntes i Artiklen staar anført at Foreningen "fortrinsvis optager Artister og Amatører som optræder eller har optraadt paa Bakken" (deraf Navnet).

Om Karakteren af det skrivende Medlems Forargelse vil man formentlig faa rigtig Besked, naar Sagen nu snart behandles for Retten.

(Klokken 5 (København) 5. januar 1924).

Danseklubben "Nekkab"

Hvor Mænd dansede i Damedragt. 

Statsadvokat Gammeltoft mødte i Gaar i Østre Landsret og paastod i Henhold til Grundlovens Bestemmelser Danseklubben "Rekkab" ("Bakken") opløst som havende et ulovligt Formaal.

Klubben, der har Lokale paa Jagtvej, har eksisteret et Aars Tid. Betjentene, der har taget Rapport, gav en meget drastisk Beskrivelse af, hvorledes en Del af Klubbens mandlige Medlemmer om Aftenen kom korende til Festerne i Aftenkaaber med Dame-Parykker og høje Hæle, og hvorledes de dansede med andre Mandfolk. Klubben havde et Par Hundrede Medlemmer, hvoraf kun et Par Stykker var Kvinder. Formanden var en for homoseksuelle Forbrydelser tidligere straffet Person, Gerome Herlach Hansen, og Statsadvokaten hævdede, at Foreningen havde et usædeligt og altsaa ulovligt Formaal, hvorfor den maatte kunne opløses ved Dom.

Som Forsvarer talte Overretssagfører Barth, der ikke mente, at der var konstateret noget ulovligt Formaal. Han førte et Par Vidner, som forklarede, at de syntes, det gik meget pænt til. Formanden var udeblevet paa Grund af Sygdom.

Dommen falder senere.

(Holbæk Amts Venstreblad 26. januar 1924)

Højesteret stadfæstede dommen i april 1924. Uddrag af Østre Landsrets Dom om forbud mod foreningen Nekkab 31. januar 1924 

”Foreningens Program for Maanederne Oktober - December 1923 indeholder Meddelelse om Afholdelse af 4 Kostumeballer og en Pakkefest i Jagtvejens Selskabslokaler, Jagtvej Nr. 113. Ved Rapporter afgivet af Politibetjente, der har skaffet sig Adgang til Foreningens fester, er oplyst Følgende: 

Ved Festen den 27 Januar 1923 var Gaarden fuld af Folk, der med sjofle Betegnelser raabte højt om, at det var homoseksuelle Personer, der deltog, og der saas i Lokalet flere mandsklædte Par, der kyssede hinanden, ligesom Mandspersoner dansede med hinanden paa højst uanstændig Maade.

Ved Festen den 17 Marts 1923 var Størstedelen af de tilstedeværende ”Damer” forklædte Mandspersoner, der ikke alene i Klædedragt, men ogsaa i deres Maade at være paa havde en skuffende Lighed med Kvinder; deres Dans betegnedes af Betjentene som i høj Grad uanstændig, og de og deres mandsklædte Kavalerer kyssede og krammede hinanden.”

I “Kostumeballerne” den 3 November og 1 December 1923 deltog 200 á 250 Personer, deraf ca 2/3 Mandspersoner; af disse var 10-20 Stk udklædt som Kvinder og var de eneste kostumerede, de bar Paryk og nedringede, udfordrende Selskabskjoler, var stærkt omsværmede og dansede omtrent til Stadighed med andre Mandspersoner, og efter en Betjents Forklaring ofte paa en lidenskabelig, æggende og pervers Maade; en anden Betjent vil ikke have observeret noget usømmeligt ved Festen den 1 December.

Ved samme Fest – i hvilken bl a deltog to unge Mænd i 17 – 18 Aars Alderen og 8 – 10 unge Mænd, der formentlig ikke var over 20 Aar – opstod der Slagsmaal imellem to Mandspersoner, idet Stridens Genstand var en af de kvindeklædte Mænd, og en ældre kendt homoseksuel Mandsperson blev udvist af Politiet.

”Den ’selskabelige’ Forening Nekkab blev ophævet som ulovlig, da den bl.a. tilstræbte at være Tilholdssted for og Bindeled mellem Mænd med homo-seksuelle Tilbøjeligheder og dens Sammenkomster skabte en nærliggende Fare for Forførelse af unge Mænd til "Uterligheder og var egnede til at vække offentlig Forargelse.” 

Højesteretsdomme (April 1924) s. 514-517 H D 30 April 1924 i sag nr. 53/1924

Jagtvej 113 blev nedrevet få år efter og den nuværende bygning opført 1929.

Højesterets forbud mod Nekkab var det andet foreningsforbud efter Junigrundlovens indførelse af foreningsfrihed i 1849: I 1874 ophævede Østre Landsret den Internationale Arbejderforening i Danmark. I moderne tid har politikere ytret ønske om at forbyde den muslimske forening Hizb ut-Tahrir. 

De Ulykkeligste iblandt os. (Efterskrift til Politivennen).

Homosexualismen kan hæves ved Operation.

Naturens Love er ikke fuldkomne. De tilsyneladende regelbundne Linier brydes paa mangfoldige Punkter - hos Mennesker, hos Dyr og hos Planter. Der lever iblandt os Tusinder af Mennesker, der ikke er helt Mand og ikke helt Kvinde, bærende i sig enten rent ydre eller - endnu hyppigere - indre og usynlige Tegn paa begge Køn. Det er Fejltagelser, Forvirringer, Naturen har begaaet - i et Lune eller en Skødesløshed - ved Konstruktionen af det komplicerede Kunstværk, et menneskeligt Legeme er. Fejltagelser og Forvirringer, der bliver forstaaelige, naar man tænker paa, at et Foster, et Barn i Moders Liv, tilsyneladende er kønsløst indtil fjerde Maaned og først fra da af  udvikler sig til Dreng eller Pige.

Det er disse Fejltagelser, Professor Steinach vil rette ved den anden Side af sin Opdagelse og kan rette, saaledes som Professor Rovsing gjorde det forleden paa sin Klinik ude i Rosenvængets Allé.

Ved Professor Rovsings Operation drejede det sig om, som man vil huske det fra Omtalen her i Bladet, om en ung Pige, der viste udprægede mandlige Tegn i hele sit Væsen og sin Opførsel, og som sagtens vilde være endt som rent homosexuel Kvinde, saafremt hun ikke var blevet opereret og befriet for de mandlige Kirtler, der paavirkede baade hendes fysiske og psykiske Liv paa ganske forvildende Vis.

Professor Steinach beretter om en analog Operation, han har foretaget paa en 30-aarig ung Mand.

Vi kan af forstaaelige Grunde ikke gaa nærmere ind paa Enkelthederne i denne Operation, men maa nøjes med at notere, at Operationen havde den Virkning, at Manden, der var udpræget homosexuel og kvindagtig i Ydre og Væsen, efter blot et Par Ugers Forløb mærkede sit Følelsesliv vendt fra Mænd til Kvinder, - kun et Par Maaneder senere havde strøget alt det kvindagtige af sig og var forvandlet til en sund og kraftig Mand, der et Aar efter Operationen giftede sig med en ung Pige, med hvem han nu lever det lykkeligste Familieliv.

- - -

Der er, som vi skrev forleden, gennem disse overordentlig vellykkede Operationer aabnet Udsigt til, at Lægevidenskaben inden længe vil kunne fravriste Juraen de ulykkelige Homosexuelle, paa hvilke Juristerne hidtil har haft Monopol gennem Lov og Rettergang og Dom. Vi taler her ikke om de Mennesker, der har Homosexualismen til en Levevej - de Forbrydere, der staar lavere end Gadens usleste Skøger, men om de Andre, om dem, der lider under deres forkvaklede Tilværelse, om dem, hvis Liv som Følge af deres Abnormitet blev en Kæde af Kamp og Forfølgelse. Dem, som vore Læger - de højest ansete Specialister paa Sindssygens og Abnormitetens Omraade, som fik Staklerne til Observation, hidtil i gammel Uvidenhed afleverede til Dommerne og Fængslet med en Erklæring, der ikke var en Forklaring endsige en Undskyldning.

Nu kommer Professor STeinach altsaa og fortæller os, at det, der er Tale om, er en Konstruktionsfejl, for hvilken det vilde være sindssygt at gøre Ofret Ansvarligt, naar der da ikke foreligger Forbrydelser mod de rent elementære af Samfundet Love - og en Konstruktionsfejl, der kan rettes, repareres, om man vil, og bør repareres, vi havde nær sagt: enten Patienten vil eller ej!

Nogen Fare rummer Operationen næppe for Homoseksualisternes Vedkommende. Det gaar her som ved Foryngelsesoperationerne, om hvilke selve vor hjemlige Dr. Sand erklærer, at han ikke kan se rettere, end at de Steinachske Operationer krafrigt opfordrer til Fortsættelse:

"Hvis det drejede sig om et stort, et livsfarligt eller blot i nogen Grad svækkende Indgreb med risiko i den ene eller den anden Retning, vilde Spørgsmåaalet stille sig helt anderledes. Men Vas deferens-Ligaturen, der let kan udføres i Lokalbedøvelse, maa jo selv for Oldinge siges at være en simpel og hurtig Operation, der næppe i nogen Retning er forbunden med nævneværdig Risiko."

- - -

Jeg køber Risikoen - jeg, gamle Mand!

Jeg vil bort, væk fra den øde Landevej, der blev mit Liv, siden Ungdommen svandt, og hvis Endemaal er Døden, ene Døden.

Jeg vil ind over Markerne igen, hvor Blomsterne gror. - Jeg vil plukke dem paany i fejende Dans, som jeg gjorde det den Gang i længst forsvunden Tid, da jeg var ung og stærk og vild!

Steinach kommer ...!

Nemo.

(Aftenbladet 25. oktober 1920).

Dr. med Knud Sand havde under et besøg i Wien hørt om Steinachs arbejde. En anden artikel i bladet beskriver 3 eksempler på Steinachs operationer på ældre mænd med forbløffende foryngende resultater.

Niels Thorkild Rovsing (1862-1927), læge og kirurg. Han var undervisningsminister i forretningsministeriet Liebe 30. marts – 5. april 1920. Rovsing grundlagde den moderne urologi i Danmark. Privatklinik i en villa i Rosenvænget på Østerbro, det senere Institut Français. Villaen blev revet ned i 2006. Mellem Lyngbyvej og Tagensvej, langs Ringbanen, løber Rovsingsgade, der er opkaldt efter ham.

Professor Steinach. Foto fra Demokraten (Århus) 23. juli 1920.

Eugen Steinach (1861-1944), østrigsk fysiolog og professor ved universitetet i Wien. I 1916 hævdede han fejlagtigt, at homoseksualitet er en form for hermafroditisme, hvorfor der i 1920'erne blev gennemført resultatløse transplantationer af heteroseksuelle mænds testikler til homoseksuelle mænd. Steinachs teorier påvirkede som mævnt i artiklen den danske retsmediciner K. Sand. I 1920'erne underkastede en del ældre mænd sig Steinachs operation, idet Steinach fejlagtigt antog, at afbrydelse af begge sædledere har foryngende virkning. Helt op i 1930'erne troede man på Steinachs foryngelsesoperationer.

Knud Sand (1887-1968), dansk retsmediciner og seksualbiolog. Inspireret af Eugen Steinach mente han at kunne påvise en årsagssammenhæng mellem kønskirtlernes funktion og seksuel orientering, hvilket siden ledte ham til flere forfejlede forsøg på behandling af homoseksuelle mænd med transplantation af testikler. I 1922 offentliggjorde Knud Sand resultatet af 15 operationer på mænd a la professor Steinach på Kommunehospitalet. 1925-57 var Sand professor i retsmedicin ved Københavns Universitet; 1929-59 var han tillige Retslægerådets formand. Sand var en hovedkraft bag Sterilisationsloven af 1929, og den legale kastration blev karrierens dominerende tema. Langt op i 1930'erne sagde han god for professor Steinachs foryngelsesoperationer. I 1933 blev Steinach afsløret som skattesvindler.

Marryat Lauritzen (1884-1951). (Efterskrift til Politivennen)

(Otto) Marryat Lauritzen (1884-1951) var en meget populær visesanger og komiker som optrådte overalt i landet i fra 1908 til sin død. I perioden fra 1908 til november 1917 optræder han i talrige annoncer som optrædende, indtil dette sker:

Anholdt

Hr. Marryat Lauritzen anholdt for homoseksuelt Forhold. - Sangeren nægter at være skyldig.

Visesangeren Marryat Lauritzen, der i Sommer optraadte i "Børsen"s Lysthave, skulde Torsdag Aften have tiltraadt et Engagement i Svendborg Sangforenings Palmehave. Men det blev der intet af; thi et Par Timer før Hr. Lauritzen skulde optræde, blev han anholdt i en Cigarforretning i Svendborg.

Anholdelsen skete efter Rekvisition af Randers Politi, og i Aftes blev Lauritzen under Politiledsagelse sendt til Randers. Sigtelsen gaar ud paa, at han skal have gjort sig skyldig i homoseksuelt Forhold overfor nogle Drenge i Randers, men foreløbig nægter Sangeren bestemt at være skyldig.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 3. november 1917).

Børsens lysthave lå i Esbjerg. Annoncer viste at han i hvert fald optrådt til 5. september 1917 på dette sted. Han der ellers er meget omtalt i annoncer i aviserne, er efter  som sunket i jorden, i hvert fald ud fra aviserne at dømme. Først september 1918 - altså næsten et år efter - begynder der igen at komme annoncer for hans engagementer. Herefter genoptages den nærmest uendelige række af annoncer. I juli 1920 blev han igen anholdt, men denne gang fortsætter han sin karriere. 

Anholdt for Uterlighed.

Visesangeren Marryat Lauritzen, der jo ikke er helt ukendt her i Esbjerg, er sidst i forrige Uge bleven anholdt for Homoseksualisme i Korsør.

Under et Forhør har han tilstaaet at have vist Uterlighed overfor en Dreng, hvorimod han bestemt nægter at have begaaet noget homoseksuelt. Undersøgelsen mod ham fortsættes, og der er afsagt Anholdelsesdekret over ham.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 21. juli 1920).

Nedenfor nogle få eksempler på annoncer.

(Nordjyllands Social-Demokrat 29. november 1923)

Marryat Lauritzen

trækker stadig Publikum til Hyby Lund. De, der endnu ikke har hørt og set ham, maa benytte Lejligheden i Morgen Em. og Aften eller Torsdag og Søndag i næste Uge, da det er sidste Optrædender - for denne gang.

(Fredericia Social-Demokrat 9. juni 1928).

Tegningen er en selvkarikatur. Helt til sin død i 1951 fortsætter han med at optræde, hvilket fremgår af hundredvis af annoncer. At han kunne genoptage karrieren efter den i sin tid meget alvorlige anklage, er en undtagelse fra reglen om at homoseksuelle, eller anklagede for homoseksualitet, vakte afsky og afstandtagen. Hans eftermæle nævner intet om den tavse periode i hans liv:

Marryat Lauritzen døde i gaar.

En munte- og glad aarhusianer er ikke mere. I gaar døde visesangeren, Bondekomikeren, træskodanseren og karikaturtegneren Marryat Lauritzen paa Marselisborg hospital, 67 aar gammel. Gennem mange aar har Marryat Lauritzen lidt af sukkersyge. ligesom han ogsaa led af daarlige nyrer. Men alligevel kommer hans død overraskende. - Han havde netop været I Silkeborg og optræde, da han hjemkommet til Aarhus i gaar morges blev syg og maatte Indlægges paa Marselisborg hospital, hvor han døde i løbet af dagen.

Marryat Lauritzen hørte vel nok en svunden generation til, selvom han endnu rejste ud og optraadte og ogsaa kunne more en forsamling Men sin store popularitet hentede han hjem for adskillige aar siden, da han var fast inventar ved det daværende "Salonen", nu "Sjette Frederiks kro" i Risskov. Her debuterede han i 1906 som bondekomiker og fik en saadan sukces. at han fortsatte 3 maaneder i træk for senere at vende tilbage hertil gennem 29 sæsoner. I 40 aar rejste han fra etablissement til etablissement i Danmark, Norge, Sverige og Finland - og var elsket alle vegne paa grund af sit straalende humør og sin enestaaende hjælpsomhed.  Gennem nogle sæsoner var han fast gæst paa "Bakken" ved København, ligesom han naaede at komme i radioen og har indsunget og indfortalt 300 af sine bedste numre paa Polyphon- og Odeon-plader.

Nu var der blevet stille om Marryats navn, selvom han stadig hørte til bybilledet i Aarhus, naar han med sin lille hund gik tur gennem byen fra sit hjem i Høegh Guldbergsgade 61. Han var en stor dyreven.

I de senere aar helligede han sit arbejdet indenfor en af byens aldersrenteforeninger, hvis formand han var. Man stod netop overfor faneindvielse i denne forening en af dagene. Marryat havde været sjælen i at skaffe fanen, og han skulle ogsaa være sjælen i afsløringen og slaa det første som i fanestangen. Nu kommer fanen til at vaje over hans baare l stedet.

(Demokraten (Århus) 4. april 1951).

Marryat Lauritzen indspillede omkring 50 grammofonplader i periode 1910-1930. Hvoraf et par kan findes på You Tube. Han optrådte mest i Århus på mindre steder som komiker i molbokostume. Der findes en diskografi på nettet. Den røber måske indirekte lidt af historien: 1907-1915 udkommer hvert år en håndfuld plader. Så er der et hul 1916-1918. Hvorpå produktionen genoptages med fornyet kraft 1920.

"Reservebaronen": George Petersen. (Efterskrift til Politivennen).

Den store Retsskandale.

En Fremstilling af Affæren.

Et Gilde paa Gravens Rand.

Af alle de Retsskandaler. der har været fremme i de sidste Aar, inklusive Fru Munthe Morgenstjerne og Vekslerne, er der næppe nogen, der, hvis den blev fuldstændig afsløret, vilde være saa aabenbar og saa vidtrækkende i sit Omfang som Georg Petersen Gernandt-Affæren. Ikke blot giver den os et Indblik i den Raaddenskab og de Perversiteter, der frodigt gaar i Svang i vort højeste Aristokrati, men den viser os tillige, hvorledes visse Myndigheder sætter Kræfter i Bevægelse for at saa Forbrydelsen dysset ned for at redde og dække over nogle højtstaaende Personer.

Det vil derfor ikke være uden Interesse at fremstlle denne Affære saaledes som den har udviklet sig fra første Færd. Samtidig skal vi fremdrage forskellige nye Momenter, som ikke hidtil har været omtalt, men som vi kan dokumentere med Bevis.

En Levemands Selvmordsforsøg.

Det var i Begyndelsen af Januar i Aar, at der indløb Meddelelse hertil fra det svenske Politi om, at en yderst elegant københavnsk Herre havde forsøgt at begaa Selvmord paa det kendte, fashionable Hotel "Mollberg" i Helsingborg. Herren havde boet et Par Aar paa Hotellet og havde Aftenen i Forvejen fejret et stort Gilde sammeen med en Kreds af unge københavnske Venner, og dette Gilde var trukket ud til henad Morgen.

Den næste Dag fandtes han liggende halvt bevidstløs paa sit Værelse. Det var straks klart, at der forelaa et Selvmordsforsøg. Paa Bordet ved Siden af Sengen laa der et halvt hundrede Antifebrinpulver-Omslag, hvis Indhold han havde tømt. 

Selvmordet mislykkedes imidlertid, og det opklaredes hurtigt, at den københavnske Herre var en 32-aarig Kontorist Georg Petersen, kaldet "Reserve Baronen", som havde Ansættelse i det gamle Vekselmæglerfirma Schiøler, Holmens Kanal 22. Han havde været ansat i denne Forretning lige fra sin Konfirmation og indtog nu en ret betroet Stilling.

Hans Fader var en mindre Porcellænshandler i Gothersgade, og den Elegance, som Sønnen udfoldede i sin Klædedragt, stod i intetsomhest Forhold til hans ret beskedne Herkomst og den mere end beskedne Gage, han fik for sit Arbejde.

Selvmordsforsøget og de Omstændigheder, der ledsagede det, var derfor allerede paa Forhaand egnet til at vække Opmærksomhed.

Forøvrigt viste det sig hurtigt, at det havde en nærliggende Begrundelse.

Var Selvmordet fremtvunget?

I de allerførste Dage af Januar var det blevet Vekselmægler Schiøler og hans Søn, der var associeret i Forretningen, paafaldende, at den disponible Kapital paa langt nær ikke svarede til Forretningens Omsætning. Der maatte være noget galt et eller andet Sted. Og de begyndte derfor at indlede en Undersøgelse for at komme til Klarhed over, hvorfra dette Misforhold stammede.

Et Par Dage efter at denne Undersøgelse var begyndt, meldte Georg Petersen sig syg, og den Mistanke, man straks havde fattet til ham, blev derved yderligere bestyrket.

Sporenstregs rejste Georg Petersen af Sted til Helsingborg, traf der - som ovenfor meddelt - sammen med en Kreds af sine meget fine Venner, holdt den store Afskedsfest og foretog sit Selvmordsforsøg.

Selv vidste han selvfølgelig nok, hvorfra den Schiølerske Kassemangel stammede.

Georg Petersen var en udpræget fejg Mand, en slap, ubeslutsom Natur, som aldrig selv vilde kunne have fattet Tanken om at berøve sig sit Liv. Denne Tanke maa være indgivet ham andetsteds fra. Og dette bliver saa mere sandsynligt, som han Aftenen før Selvmordsforsøget er samlet med sine Venner.

Og i hvilken Hensigt kommer disse Venner til Helsingborg? Og hvorledes er det tænkeligt, at de en hel Aften kan være sammen med Georg Petersen som hans Gæster, uden at han - denne af Udsvævelser udmarvede Person, pjattet og pjokket som han var - skulde have indviet dem i, hvorledes Sagerne stod. Snarere end at tænke sig denne Sammenkomst som et Gilde paa Gravens Rand, har den været den sidste Raadslagning, hvor den fortvivlede Georg Petersen har søgt efter Hjælp! Med Kracket hængende over sig har han kaldt Vennerne sammen for at forsøge at redde sig - men Vennerne har set, at der ingen Redning var. De har set, at Bedragerierne ikke kunde skjules, at Flugt var umulig, at en offenlig Undersøgelse var uundgaaelig. Og for ikke selv at blive draget ind i denne Undersøgelse - højtstaaende og højtfornemme som de var - har de nu blot tænkt paa at redde sig selv! De vidste, at hvis denne Sag blev skarpt forfulgt, da var det Forbedringshuset for dem selv det gjaldt! Og kæmpende for selv at holde sig fri for Skandale, er de faldet over Georg Petersen: "Dræb Dig! Dræb Dig! Dette var den eneste Udvej til at faa dysset Sagen ned!

Saa vidt man kan se er det næsten til det haandgribelige sandsynligt, at Georg Petersen ikke frivilligt har søgt Døden, men er blevet tvunget dertil.

Og Vennerne er med lettet Samvittighed Samvittighed rejst tilbage til København - medens Georg Petersen er gaaet op paa sit Værelse for at tømme Antifebrinpulverne ud i sit Glas...

Flugt og Anholdelse

Efter det mislykkede Selvmordsforsøg kom Georg Petersen hertil Byen, og da Vekselmægler Schiøler endnu ikke havde noget Overslag over. hvor meget Bedragerierne androg, men mest var tilbøjelig til at tro, at det kun drejede sig om nogle faa Tusind Kr.. vilde han ikke straks gaa til Politiet og gøre Anmeldelse. Georg Petersen kunde derfor uantastet lade sig indlægge paa Professor Jacobsens Klinik paa Kochsvej for at søge Hvile og Rekreation.

Samtidig fortsatte dog Hr. Schiøler sine Undersøgelser og saa for hver Dag Bedrageriernes Sum vokse. Bedragerierne var udført efter de mest moderne og mest komplicerede Snyderisystemer. En af de Maader, der hyppigst var anvendt, var den, at der var foretaget Fejltællinger i Bøgerne. Talkolonnerne var talt galt sammen, men dog saaledes, at Saldoen paa Indtægts- og Udgiftssiden stadig passede. Selvfølgelig var det umuligt i en saa stor Forretning stadig at se, om hver Side i Kontoristernes Bøger stemmede, og saa man paa de sammentalte Summer, var de hos Georg Petersen al Tid i nøje Overensstemmelse med Kassebeholdningen. Desuden har han flere Gange for at redde sig foretaget Rettelser og Forfalskninger i Bøgerne. 

Efter en Uges Tids Forløb havde man konstateret Bedragerier til et Beløb af over 100,000 Kr.! Georg Petersen, der ude paa Kliniken havde faaet Nys om, hvordan Sagerne stod, og saa, at en Anholdelse var forestaaende, besluttede sig da til et afgørende Skridt. Den 25. Januar flygtede han fra Klinikken, løste i sidste øjeblik Billet til Udlandet og dampede af med Toget til Korsør.

Vekselmægler Schiøler blev imidlertid allarmeret om Flugten og satte straks Politiet i Bevægelse. Der blev telefoneret til Mellemstationerne, og da Toget kom til Roskilde, var allerede det daværende Politi underrettet, og Georg Petersen blev stoppet.

Han førtes her til København under Politibevogtning. Dagen efter afsagdes der Arrestdekret. Sagen henvistes til 6. Kriminalkammer, Assessor Obelitz.

Og hermed begynder den egenlige Affære, som vi nærmere skal omtale i Morgen

(Social-Demokraten 6. september 1908)

Georg Petersen var født 1892 og fra 1891 ansat som kasserer og bogholder hos vekselmægler Schiøler. Det lå Holmens Kanal 22, en adresse hvor Overformynderiet senere blev opført. Fra december 1904 til midt i januar 1908 lykkedes det Georg Petersen at tage 118.000 kr. af vekselmæglerens kasse. Så blev svindlen opdaget, og han blev arresteret. Tiltalen frafaldtes efter at familien havde betalt 6.000 kr i dækning, og han blev løsladt 25. marts 1908. Han flygtede herefter, men blev den 26 februar 1902 arresteret i Buenos Aires. 

Ukendt fotograf (Mariboes Samling): Holmens Kanal og Størrestræde set fra hjørnet af Niels Juels Gade mod Christiansborg ca. 1870. Th. nr. 12, Industriforeningen, senere Landmandsbanken. George Petersen arbejdede i en af de bygninger som blev nedrevet til fordel for Overformynderiet. Omtrent midt i fotoet. Kbhbilleder. Public Domain.

Den store Retsskandale.

Homoseksualisme og Storbedragerier

En Telefonopringing fra Justitsministeriet.

Vi omtale i Gaar de Tildragelser, der var gaaet forud for Storbedrageren Georg Petersens Arrestation. Straks efter at denne var sket, begyndte Forhørene, og de seksuelle Skandalesener, der omtaltes under disse, og de Navne, der nævntes, var af en saadan Art, at de aldrig nogen Sinde før har været nævnt i en dansk Retssal.

Men forinden vi kommer ind paa en Omtale heraf, vil det være paa sin Plads ganske kortelig at give en Karakteristik af Georg Petersens Person.

Som tidligere nævnt, var han en Mand paa 32 Aar. Af Ydre ganske spinkel, bleg, ja næsten hvid, med et lidt sygeligt Udseende og med et Par sky, flakkende Øjne. Hele hans Skikkelse bar Præg af fremskreden Degeneration og var iøjnefaldende ødelagt af kønslige Udskejelser.

Ved en Lægeundersøgelse skulde det desuden være blevet konstateret at han havde en Gren af Tuberkulose.

Han var en Mand uden større Begavelse, snarest under Jævnmaalet. Men hvad der først og fremmest karakteriserede ham, var at han ganske savnede Personlighed. Han var i saa Henseende en fuldendt Type paa de moderne Mennesker, der, udtærede af Udsvævelser, er fuldstændig gennemtrængte af Slaphed, saa de ganske er berøvet Evnen til Selvhævdelse og Initiativ. Han var en Kastebold for sine Indskydelser og Drifter og manglede i særlig Grad Vilien til at staa imod. Derfor blev han ogsaa et let Bytte for den Hob af "Venner" han efterhaanden var kommet sammen med, og som udbyttede ham uden Skamfølelse eller Skaansel.

Hertil kom saa hans grænseløse Forfængelighed. I sin Klædedragt var han en fuldkommen Modedukke. Elehgant lige indtil Lapsethed og altid udstyret efter de mest moderne og mest udfordrende Modejournaler. Naar det drejede sig om Klæder, kendte han ingen Grænser for sin Ødselhed. De kostede ham i Tusindevis af Kroner i de sidste Aar.

Et udpræget Træk hos ham var ogsaa hans Lyst til at ville prale og glimre overalt, hvor der frembød sig en Lejlighed til at stille sin Person til Skue. Der var i saa Henseende noget fuldstændig kvindagtig i hans Natur. Ved Væddeløbene paa Eremitagen og ved de mest fornemme Premierer kunde man være sikker paa at træffe ham paa en fremskudt Plads, hvor Aristokratiet færdedes, og hvor han kunde komme til at stryge sig opad Frakkeærmerne paa dem. Al hans Iver og Interesse var blot at komme til at omgaas dem, der var højest paa Straa og blive indført i Aristokratiets Saloner, og han dyrkede med dette Formaal for Øje de unge Adelsmandspirer med et Snobberi og en ydmyg Tilbedelse, der overalt, hvor han var kendt, omgav ham med det latterligt Skær. Hurtigere og hurtigere droges han af denne Tilbøjelighed ind paa det Skraaplan, der førte til hans Fald. Thi denne Adelsmands-Omgang kostede Penge. Alle blokkede de ham. Og medens han til at begynde med kun stjal i Hundreder, stjal han i Løbet af de sidste tre Maaneder i halve Snese Tusinder!

En Middag paa Phønix.

Allerede i de første Forhør tilstod han, at han var homoseksuel og havde gjort sig skyldig i homoseksuelle Forbrydelser. Den allerstørste Del af de Adelsmænd, han var kommet i Berøring med, led af samme kønslige Abnormitet, og netop dette var det, der havde ført dem sammen. Thi - underligt nok - er det jo et videnskabeligt Faktum, at Homoseksualitet har en meget skarp Evne til straks at kunne vejre de Personer, der er i Besiddelse af samme Følelsesliv.

Som et Barn, der tror at gøre sin egen Forseelse ringere ved at faa inddraget andre i den, plaprede Georg Petersen i Forhørene ud med Navnene paa alle dem, der hørte til hans nærmeste Omgangskreds. Det var Navne, der fik Retsvidnerne til at vaagne af deres Dvale og spile Øjnene op. Det var Navne fra vort allerfineste Aristokrati. Det var den unge Baron Reedtz-Thott. Det var den unge von Holstein-Rathlou. Det var den græske Generalkonsul Thalbitzer. Det var Folk der kom paa selve Slottets Trapper.

Blandt disse Folk gik Georg Petersen under en Masse Kælenavne. Mest anvendt var Betegnelsen "Reservebaronen", men forøvrigt kaldtes han ogsaa "Englebarnet" og "Premiere-Petersen".

Almindeligvis troede man, at han var velhavende, da han al Tid var beslaaet med Hundredkronesedler og slog om sig, som om han var i Familie med selve Rothschild. Selv søgte han, ud fra sin Forfængelighed, at bestyrke denne opfattelse for at veje Manglen af et adeligt Navn op med klingende Guld. Angaaende Oprindelsen til sin Formue fortalte han, at den stammede fra en Gevinst i et tysk Lotteri, men den almindelige Opfattelse blandt hans Venner var, at han havde faaet den som Arv efter en kendt homoseksualistisk Etatsraad, der døde for et Par Aar siden, og som man vidste havde testamenteret en Del af sin svimlende Kapital til forskellige Personer, der havde staaet ham nær.

Officielt beboede Georg Petersen en forholdsvis beskeden Lejlighed i Rømersgade 21. Den var udstyret med en vis yppig Komfort, men dog uden Haremsluksus, som ellers er et Kendetegn for Homoseksualisters Hjem.

Men ved Siden af denne Bolig havde han en Aftrædelses-Lejlighed i Bredgade 63, og her var det, han opførte sine Orgier. Lejligheden var udstyret som Salon med den mest overdådige østerlandske Luksus, med høje Palmer, med dekorative Lamper og bløde, lyddæmpende Draperier. I disse Sale modtog han sin Vennekreds og gav han sine Gæstebud. 

Ved enkelte lejligheder, hvor det særlig drejede sig om at glimre, og hvor hans egen Bolig var for lille til at rumme alle de indbudte, forlagde han Scenen til Hotel Phønix. Mest omtalt af alle hans svimlende Gilder var en saadan Fest paa dette Hotel. Der var over 50 personer til Stede, og Middagen kostede 6000 Kr.! Der blev serveret med Jordbær til 1 Kr. Stykket, og Champagnen flød i Strømme!

Den sidste store Fest, han gav, blev holdt i Salonerne i Bredgade, og der blev ved denne Lejlighed alene drukket Champagne for henved 600 Kr. Tre sorte Tjenere vartede op for gæsterne!

Hvad der iøvrigt er foregaaet i disse Saloner, er det næppe værd at udmale.

Myndighederne sættes i Bevægelse.

Om hele denne Side af Georg Petersens Forhold var hans Principal, Vekselmægler Schiøler, ganske uvidende. For ham var Georg Petersens Adresse Rømersgade 21, og han saa i ham kun Kontoristen, der mødte til sit Arbejde og sad i den reglementerede Tid og knirkede nemt paa Kontorstolen for en alt anden end aristokratisk Gage af 1200 Kr. om Aaret! Han kendte vel nok lidt til sin Kontorists fine Bekendtskaber og flotte Vaner, men blev stadig dysset til Ro ved Forsikringerne om "den store Gevinst" og tænkte vel ogsaa nærmest, at det var Georg Petersen, som udnyttede sin fornemme Omgangskreds til at skaffe sig Penge, i Stedet for at det omvendte var Tilfældet.

Lidt efter lidt, efter at Bedragerierne var kommet for en Dag, afdækkes dog Forholdene. Det begyndte som Rygter, der svirrede i Krogene, men efterhaanden faldt der Slør for Slør, til hele Skandalen laa aabenbar. Og den pegede ikke blot ind til et Rædselskabinet af Perversitet og moralsk Pest i vort allerhøjeste Aristokrati, men den viste tillige en Række højst indviklede og mystiske Transaktioner, der forgrenede sig gennem flere Mellemmænd frem til Navne, som man maatte forstaa det vilde være farligt at kompromittere.

Vekselmægler Schiølers Mistanke om, at denne Sag var af en ganske særlig Natur, bestyrkedes dog først, da han mærkede, at der fra Indflydelsesrige Magter var stærke Kræfter i Bevægelse for at faa Sagen begrænset og dysset ned. Georg Petersens homoseksuelle Forseelser blev under Fohørerne ganske holdt udenfor Behandling, skønt man ikke mere end et Aars Tid i Forvejen havde skredet ind overfor Tandlæge Aae og hans homoseksuelle Venner med Haard Haand og uden Barmhjertighed. Nu, da det gjaldt Georg Petersen og hans Bande, drejede alt dig  derimod blot om at faa drysset Sand paa!

Georg Petersen selv blev fritaget for det tvangsbundne Fængselsophold og blev overladt til den forholdsvis friere Tilværelse paa 6. Afdeling, hvor han indlagdes til Observation.

Samtidig gjordes der alt for at faa bevæget Vekselmægler Schiøler til at lade Bedragerisagen falde. Hvis han nemlig tog sin Anmeldelse tilbage, var det efter loven ensbetydende med, at Georg Petersen slap fri, de videre Undersøgelser af den kedelige Affære blev indstillet, og Storbedrageren blev sendt ud af Landet!

I denne Hensigt tog endogsaa selve Justitsministeriet Affære og ringede pr. Telefon til Hr. Schiølers Sagfører, Højesteretssagfører P. G. F. Jensens Kontor, og anmodede - selvfølgelig paa en diskret Maade - om at faa Sagen bilagt. Ja, selve Kongens Kabinetssekretær, Geheimeetatsraad Rosenstand, har haft Konferencer med Hr. Schiølers juridiske Konsulent angaaende denne opsigtsvækkende Sag.

Men herom mere i Morgen. 

Gert.

(Social-Demokraten 7. september 1908) 

Georg Petersen-Affæren.

En Erklæring fra Professor Westergaard

I "Kristeligt Dagblad" har Professor H. Westergaard i Gaar offentliggjort en Erklæring angaaende Domstolene og Georg Petersens Sag.

Professoren er Lærer i Statsvidenskab ved Københavns Uiriverfitet og er kendt som en af Indre Missions ledende Mænd.

Erklæringen lyder saaledes:

Som Befuldmægtiget i det Schiølerske Bo har jeg haft rig Anledning til at blive bekendt med Enkelthederne i den sørgelige Affære, som er knyttet til Georg Petersens Navn og fra ham forer opad gennem en uhyggelig Mængde Navne.

Med voksende Forbavselse har jeg faaet Indblik i den Maade, hvorpaa man ansaa sig for forpligtet til at pleje Retten i denne Sag, og den Ugenerthed, hvormed de degenererede, homoseksuelle Individer kunde tilfredsstille deres Triste og brede Smitten i en Grad, som de færreste Vistnok drømmer om.

Den Undersøgelse, som Justitsministeriet har indledet mod Frk. Esche, synes at være løbet ud i Sandet: maaske har den aabnet Øjnene paa Dommeren, men Offenligheden er da ikke bleven delagtiggjort i hans Viden.

Ogsaa Sagen mod "Novemberherrerne" for et Par Aar siden fik jo et ganske ejendommeligt Forløb.

Det er imidlertid paa Tide at der i denne Snobberiets og Ligegladhedens Tidsalder uden Persons Anseelse bliver gjort noget for at vække alle alvorlige Mennesker, og først og fremmest den kristne Menighed, til Kamp mod denne Fare.

Vi kan ikke staa os ved, at Smitten faar Lov at brede sig, og særlig gæld« det at værne Ungdommen derimod.

Man maa derfor være "Kristeligt Tagblad" taknemligt, fordi det har begyndt Kampen ubekymret om Raillerier fra visse Sider, og Ligegyldighed og Sløvhed fra andre.

Jeg vil gærne udtale min Tak derfor og mit Haab om, at det maa lykkes at fore Kampen til Ende til Gavn for vort Folk, saa al Perversitetens Smuds atter kan blive vist tilbage derhen, hvor det hører hjemme.

Harald Westergaard

(Social-Demokraten 8. september 1908)

Thora Esche var forstanderinde for Indre Missions Magdalenehjem for "faldne kvinder". Hun havde i juli 1908 beskyldt Livgarden utugt både mod unge piger og unge mænd. Et udslag af "Missionens" kamp mod "Mørkets Magter" både i Kristeligt Dagblad og bogform. Justitsminister P. A. Alberti beordrede en politiundersøgelse mod Thora Esche, der ikke blev til noget - det var få måneder før han gik af. Kongen var rasende over angrebet og afskedigede en indremissionsk hofmarskal grev Joachim Moltke. Thora Esche blev så skræmt over reaktionen, og holdt siden inde. I 1913 lod hun sig indlægge på en nerveklinik.

Den store Retsskandale

Hvordan man udøver Retfærdighed.

Lovene tilsidesættes!

III

Under de fortsatte Afhøringer i Storbedrager- Affæren viste det sig snart, at der i Georg Petersen ikke var meget af det Stof, som skader den store Forbryder. Han var nærmest et Pjok, en sølle Person, et af de vankelmodige Mennesker, der, naar de kommer ind i tvivlsomme Forhold og sammen med tvivlsomt Selskab, let bliver et Forbrydelsens Redskab. De Anstrængelser, der - som i Gaar omtalt - allerede paa et tidligt Tidspunkt udfoldedes, havde da heller ikke først og fremmest til Formaal at fri Georg Petersen for Straf. Ham var der i Virkeligheden ikke en Sjæl, dere havde noget tilovers for eller brød sig det bitterste om! Men han var farlig, fordi han sad iinde med Oplysninger! Og for at fri visse adelige og højtstaaende Personer fra at blive kompromitterede ved at blive blandede ind i en modbydelig Sædelighedsaffære og blive stemplede som bevidst eller ubevidst delagtige i Bedragerens Forhold, var det, at Himmel og Jord sattes i Bevægelse. 

Man kan tænke sig, hvilken Forfærdelse det vakte, da Georg Petersen lagde de adelige Navne frem paa Forhørsdommerens Bord. - Alle Telefonerne ringede, man hviskede og tiskede, og der holdtes timelange Konferencer mellem Forhørsdommeren, Assessor Obelitz og hans juridiske Foresatte. Samtidig blev der omhyggeligt sørget for, at alt Retspersonale fik syv Segl for deres Mund, at intet af Stanken kom udenfor Dørene, og at Offentligheden intet fik at vide om de Plamager, der sad paa visse af de adelige Vaabenskjolde.

Hvor staar ikke en Fremgangsmande som denne i den mest skærende Modsætning til den, som ellers er den almindelige ved vore Domstole. Det skulde blot have været almindelige Borgere. Sagen havde drejet sig om! Utallige er de Tilfælde, vi i Aarenes Løb har fremdraget, paa, hvorledes Fattigfolk, Arbejdere og Bønder er blevet idømt Vand og Brød og Forbedringshus i Aarevis for Forseelser, der ikke var værd at rejse sig for, og det uden at Justitsmyndighederne har rørt en Finger for at befri dem for Straffen eller forringe deres Skyld!

Forhørene blev fra første Færd drevet med en rentud enestaaende Lemfældighed, og Protokoltilførslerne blev nedskrevet med en Fintfølenhed, som om de havde været bestemt til Læsning for unge Piger i Konfirmationsalderen. Alle de Bemærkninger og Tilstaaelser, der fremkom angaaende Georg Petersens og hans Venners kønslige Forhold, blev omhyggeligt afdæmpede eller ganske udeladte. Skønt Georg Petersen selv havde indrømmet, al han var Homoseksualist, blev dette Forhold ganske ladet udenfor Undersøgelse, og der afhørtes ikke en eneste af de Personer, som han angav som meddelagtige i sine Orgier.

Ligeledes indeholder Forhørsprotokollerne ikke, hvad Georg Petersen har brugt de stjaalne Penge til, skønt det er notorisk, et han overfor Dommeren har navngivet adskillige af sine "fine" Venner som Folk, der har søgt at plyndre ham og har modtaget ret betydelige Laan af de Penge, han stjal. Heller ikke disse Navne er nævnte.

Justitsministeriet har været ihærdigt for at meddele Hr. Schiøler, at en Kapital paa 9000 Kr., som var udsat for Georg Petersen i Overformynderiet, vilde blive udbetalt, hvis Sagen blev bilagt. Disse Penge kunde kun hæves med Ministeriets Sanktion, og Ministeriet tilbød nu at give denne Sanktion, hvis Hr. Schiøler vilde give efter. I den sidste Henvendelse fra Ministeriets Side desangaaende ytrede man endogsaa. at Hr. Schiøler nu "maatte skynde sig med at træffe Bestemmelse", da man ellers ikke turde indestaa for, at Pengene vilde blive udbetalt. Disse 9000 Kr. er altsaa i Virkeligheden blevet brugt som et Slags Middel til at slaa en Tuskhandel af angaaende Ret og Retfærdighed.

Vekselmægler Schiølers Død.

Da Forhørene havde staaet paa et Par Maaneder, indtraf ret pludselig Vekselmægler Schiølers Død.

For den gamle Mand - han var oppe  halvfjerdserne - havde hele Affæren selvfølgelig været et haardt Slag. Først og fremmest havde han mistet 130,000 Kr. Hertil kom, at man rundt om begyndte at svine hans Navn til. Dette stammede netop fra nogle af de Folk, som havde hørt til Georg Petersens nærmeste Omgangsfæller. De tog nu Agressiven og fortalte overalt i Byen, at Hr. Schiøler selv var homoseksuel og havde staaet i Forhold til Georg Petersen! Hr. Schiøler saa sig saaledes ikke blot berøvet sin Formue, men ogsaa sin Ære. Nedbøjet af Bekymring og oprevet af Sorg ramtes han da af en Hjærneblødning og afgik efter et Par Dages Sygeleje ved Døden. 

Georg Petersen slipper fri.

Efter Vekselmægler Schiølers Død indtraadte Overretssagfører Mygind og den afdødes Søn, Hr. Eiler Schiøler, som Testamentseksekutorer, og med disse førtes nu de videre Forhandlinger angaaende Sagens Bilæggelse. I et af Forhørene angav disse, at Georg Petersen havde gjort sig skyldig i Falsk, og at Sagen saaledes ikke kunde sluttes, selv om de samtykkede deri. Efter hvad Hr. Schiøler meddeler, skal Georg Petersen ogsaa selv have tilstaaet at have gjort sig skyldig i Falsknerier. Ligeledes tilbød Hr. Schiøler at føre sine Dokumenter op i Rette, saa Dommeren selv kunde overbevise sig om, at Falsknerierne var foretaget. Alt, hvad han fik til Svar var imidlertid, at Dommeren ikke brød sig om at se disse Dokumenter, og at det vilde være umuligt, hvis Hr. Schiøler fastholdt denne Anklage, at lade Sagen falde. Hvor Hr. Schiøler bemærkede, at det selvfølgelig var noget, som Retten maatte om.

Til Trods for disse Anmeldelser gjordes der dog intet for at opklare Falsknerierne. Tværtimod fortsattes Bestræbelserne fra Myndighedernes Side for at faa Sagen standset, samtidig med at man ret tydelig lod forstaa, at Hr. Schiøler skulde faa alle de stjaalne Penge tilbage. Ud fra denne Forudsætning og tillige fordi de forudsaa, at Myndighederne under ingen Omstændigheder vilde have Sagen undersøgt til Bunds, indvilgede da de to Testamentseksekutorer tilsidst i at frafalde Kravet om Tiltale mod Georg Petersen.

Samme Aften sattes Georg Petersen paa fri Fod og dampede af til et Badested i Pyrenæerne for at søge Rekreation. I Forvejen var der allerede udsat en Sum for ham, saa han kan leve anstændigt Resten af sin Levetid.

Gert.

(Social-Demokraten 8. september 1908).

I juni 1908 antydede nogle aviser antydede, at prins Harald havde haft en homoseksuel forbindelse til Georg Petersen. Med Albertis afgang i september, vaklede tilliden til retsstaten, og Georg Petersens sag blev genoptaget. Georg Petersen undgik ikke sin dom ved at rejse til udlandet. Han blev arresteret i Buenos Aires, Argentina. I februar 1910 blev Georg Petersen idømt et års forbedringshus.

Georg Petersen-Affærens Afslutning

I Gaar fik endelig den saa meget omtalte Georg Petersen-Affære sin Afslutning, idet Georg Petersen eller "Reservebaronen", som han kaldes, fik 1 Aars Forbedringshus.

Georg Petersen er bleven dømt for Bedrageri, og "Kristeligt Dagblad", der som bekendt var draget i Leding mod Assessor Obelitz og krævede Georg Petersen tiltalt for hans homoseksuelle Tilbøjeligheder, har altsaa ikke faaet sin Krig ført igennem.

En anden Sag er det, at de Forhør, der er bleven afholdt efter at Sagen blev taget op igen paa Justitsministeriets Initiativ, kaster et skarpt Lys over det Slæng, der sejlede i den homoseksuelle Levemands Kølvand. De Oplysninger, der er kommen frem, viser, hvilken uhyggelig Raaddenskab, der har hersket i de "fine" Kredse, som det var Georg Petersens Stolthed at komme i.

Han havde jo saa fine Bekendte som Kongens Adjutant, Oberstløjtnant Ipsen, og angaaende denne højtstaaende Officer oplyser Forhørene, at han har modtaget Laan af den homoseksuelle Bedrager. Han har ganske vist senere tilbagebetalt dem - men det gør jo i og for sig ikke Sagen bedre.

Forhørene bringer ogsaa interessante Oplysninger om den nu bortflygtede Generalkonsul Thalbitzers Forhold til Reservebaronen, nemlig angaaende hans store Kup, da han laante Penge af Georg Petersen - efter hvad han sagde, "til Prins Harald".

Ester hvad der foreligger oplyst, er der vel ingen Grund til at tvivle om, at Thalbitzer kun har benyttet Prins Haralds Navn for at faa Georg Petersen til at gaa i Tøjet.

Det hellige Blad "Kristeligt Dagblad" har saaledes ikke faaet meget ud af sin Kamp mod de usædelige, "højere" Steder.

Ganske vist har Forhørene bragt mange uhyggelige Ting frem angaaende Georg Petersen og hans Venners Homoseksuelle Udskejelser, men en egentlig dybtgaaende Undersøgelse i saa Henseende har man ikke indladt sig paa. Og det er heller ikke godt at se, til hvad Nytte skulde være. Homoseksualisterne udryddes jo ikke, fordi nogle enkelte mindre højtstaaende Personer kommer i Forbedringshuset.

"Kristeligt Dagblad" havde ogsaa angrebet Assessor Obelitz, fordi Sagen i sin Tid blev sluttet uden Tiltale.

Herom siger Dommens Præmisser: "Der ses ikke at være nogen retslig Hindring for, at Justitsministeriet i en Sag som den omhandlede, dekreterer Aktion, uanset, at den tidligere Undersøgelse, under hvilken det ikke var konstateret, at Arrestanten havde anvendt urigtige Tilførsler til Kassebogen for at skjule sine Bedragerier - var sluttet med Politidirektøren Samtykke.

(Kolding Social-Demokrat 9. februar 1910).

Af Reservebaronens Memoirer.

Historien om "Forbindelsen" med Hoffet. - Da Bedrageren nær var opdaget.

I disse Tage, da den faa meget omtalte "Reservebaron", Georg Petersen, har været for Højesteret, har man for en Gangs skyld haft Lejlighed til at se lidt bag Kulisserne i den mærkelige Affære.

I Fordørene fra Kriminalretten fortælles saaledes følgende:

Kun en Gang har Georg Petersen været sammen med Prins Harald; det var kort før nu afdøde Prinsesse Louise blev gift med Prins Friedrich af Schaumburg-Lippe. Mødet fandt Sted i Prinsesse Louises Dagligstue i den daværende Kronprins' Palæ paa Amalienborg.

"Reservebaronen" og hans Søster Olga havde i flere Aar af og til været Gæst hos Prinsesse Louises Kammerjomfru, Frøken Holm, som i sin Tid havde haft Tjeneste hos Georg Petersens Bedstemoder, Enkefru Withusen. Igennem de nævnte Besøg havde Georg Petersen og Søsteren igen lært Prinsesse Louise at kende og talt flere Gange med hende. Da Prinsessen nu skulde rejse, havde hun tilsagt de to til at komme op for at tage Afsked med hende.

Medens Peorg Petersen nu sad her i Prinsessens Stue, kom Prins Harald ind og henvendte nogle faa Ord til ham om, at det var sørgeligt, at Prinsessen nu skulde drage bort.

Det er den eneste Gang, Georg Petersen har været i Stue med Prins Harald, og den eneste Gang, han har vekslet noget Ord med Prinsen.

- -

En anden, næsten lige saa karakteristisk Episode:

Ved Juletid 1907 var Georg Petersen og Kontorist Christiansen ved at gøre Kassen op hos Veksellerer Schiøler. Naturligvis tog Georg Petersen "Hensyn" til sine Snyderier - som han havde opført paa en særlig Seddel - og det lykkedes ham at faa det til at stemme paa en halv Snes Kroner nær.

Efter at Georg Petersen var gaaet, søgte Kontoristen endnu en Gang at faa Kassen stemt af, og han opdagede da, at det var rent galt fat. Da han gik fra Kontoret, gik han ud til Georg Petersen og sagde, at efter hans Mening var der en Fejl paa mange Tusind Kroner.

"Reservebaronen" svarede da: "Ganske vist har jeg taget nogle Penge af Kassen, men det skal jeg nok bringe i Orden!"

Næste Dag gjorde han Kassen op, og erklærede overfor Christiansen, at nu stemte den - og saa blev der ikke talt mere om det!

- - -

Som i Gaar telegrafisk meddelt skal "Reservebaronen" 8 Maaneder i Forbedringshuset. Men nu er Spørgsmaalet, om hans Familie ikke har Krav paa Tilbagebetaling af de betydelige Beløb, den i sin Tid betalte Veksellerer Schiøler - netop paa Betingelse af, at Georg Petersen ikke skulde straffes!

(Telegram).

Veksellerer Schiøler har til "Soc. Dem." udtalt, at Georg Petersens Familie kan faa de 14,100 Kr som i sin Tid er indbetalt til Firmaet, tilbage, saa snart Familien maatte ønske det.

Derimod vil Georg Petersen ikke kunne faa de 10,000 Kr. tilbage, som han selv har betalt.

(Aarhuus Stifts-Tidende 25. juni 1910).

Højesteret nedsatte som nævnt straffen til 8 måneder. Kongen benådede ham i juli 1910 under hensyn til den lange varetægtsarrest mod at han rejste 10 år til udlandet. Det skete dog ikke lige med det samme, først da politiet formanede ham at rejse. 

En overlegen Herre. Reservebaronen Georg Petersen blev som bekendt benaadet paa Betingelse af, at han forlod Landet.

Saa meget større Forundring har det derfor vakt, at han stadig - 6-8 Uger efter at Benaadningen er sket - opholder sig i København.

Hver Eftermiddag kan man møde ham paa Strøget, smilende og elegant som i hans Velmagtsdage.

For et Par Dage siden mødte en Overbetjent i Københavns Politi ham og spurgte ham - halvt spøgefuldt:

Tror De nu ogsaa, at den gaar Petersen? hvortil "Reservebaronen" i en let fornærmet Tone svarede :

- Jeg vil nok se den Betjent, der lægger Haand mig"

- Jamen, indvendte Politimanden, der var jo dog Meningen, at De skulde rejse?

- Det var det, svarede Petersen flot, men det er virkelig ogsaa meget muligt at jeg en Tag rejser til - Malmø.

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov 3. september 1910).

På politikammeret fandt man 24.000 kr i hans tegnebog. Han rejste efterfølgende til Algier i oktober 1910 med 22.000 kr. Hans ødselhed vakte politiets opmærksomhed og han blev arresteret fordi en to år gammel arrestordre ikke var blevet annulleret - det var den der var brugt da han blev taget i Buenos Aires. Efter kontakt til Københavns Politi om fejltagelsen, blev han efter 3 dage løsladt igen. Han puslede ifølge aviser med at åbne en chokoladefabrik - eller forretning som han ifølge Kolding Social-Demokrat 28. juni 1911 havde åbnet. Han forsvandt efter at have formøblet 25.000 kr. som familien havde indsamlet til forretningens start.