Adolf Gustavsen (1866-1913). (Efterskrift til Politivennen)

Til folketingsvalget 28. januar 1887 blev et par dage før valget arresteredes en af socialdemokratiets ivrigste agitatorer i 5. kreds, blikkenslager A. Gustavsen, sigtet for ved forrige valg - i 1884! - at have stemt for 16 udeblevne vælgere. Herved skulle socialdemokraternes forkastelige fremfærd afsløres. Gustavsen måtte dog løslades efter 14 dages arrest, uden at sigtelsen i mindste måde var bevist. 

Blikkenslager A. Gustavsen, der havde siddet i Arbejderforsikringsrådet siden 1898, havde en fortid som arbejder på en af landets største industriarbejdspladser, B&W, hvor han var medlem af virksomhedens ulykkesforsikringsfond.

Opstillet og valgt for den Liberale Vælgerforening og Socialdemokratisk Forbund i marts 1900 til borgerrepræsentationsvalget den 27. marts 1900. Ved valget marts 1900 fik "oppositionen" af socialdemokrater og liberale 27 ud af 36 stemmer. Medlem af Socialdemokratiske Forbunds hovedbestyrelse.

D.6. November 1911 fremdrog Borgerrepræsentant Gustavsen følgende Eksempel i Københavns Borgerrepræsentationen: "Forleden havde en gammel Kvinde på nogle og treds År henvendt sig til Understøttelsesforeningen om Hjælp, hvad der desværre ikke kunne ydes hende, idet Foreningens Regler forbyder at give Hjælp til Aldersdomsunderstøttede. Hun havde det Lov, at - hun er en flittig og ærlig Person, at hun gør et meget sørgeligt Indtryk, er temmelig døv og ser svag og dårlig. Der var Lånesedler, og hvad lød de på ? På hendes tarveligste Klædningsstykker, Chemisser osv.. Denne Kvinde har 15 Kr. om Måneden i Alderdomsunderstøttelse. Det siges så ofte til gamle Mennesker, når de kommer og søger Alderdomsunderstøttelse, at de nok må kunne tjene noget til Hjælp. Selvfølgelig kan et Menneske ikke leve for 14 Kr. om Måneden. Hun betaler 9 Kr. om Måneden i Husleje. På de Tider af året, hvor hun kan få lidt at bestille med at sy kunstige Blomster, kan hun derved tjene 12-15 Kr. om Måneden."

(A. Engelbert Nielsen: Fra elendighedens dyb.)

Blikkenslager A. Gustavsen

Gustavsen hører til vort Partis Veteraner, og hans politiske Historie er nøje knyttet til 6. Kreds gennem alle dens Omskiftelser, fra Holms gamle, vidtstrakte Kreds til den nuværende Kampkreds. I over 20 Aar var han Vælgerforeningens Formand og Sjælen i Agitationsarbejdet.

Han er født 1866 i København. Hans Fader var Arbejdsmand. Efter Konfirmationen kom han i Blikkenslagerlære. Han har altid været blandt sin Organisations Førstemand. Han er Forretningsfører for Arbejdsløshedskassen og Formand for Sygekassen. I en Aarrække var han tillige Formand for Fagforeningen, men maatte nedlægge dette Hverv, da han som Medlem af Arbejderforsikringsraadet fik sin Arbejdskraft alt for stærkt beslaglagt.

Han indvalgtes i Borgerrepræsentationen i 1900 og har ogsaa i denne. Forsamling udført et stort Arbejde; han er saaledes indsat i Hovedbestyrelsen for Kommunens Folkebiblioteker og for Københavns Understøttelsesforenings kommunale Afdeling.

I mange Aar har han haft Sæde i vort Partis Hovedbestyrelse, og han er en kendt og skattet Skikkelse i hele den københavnske Arbejderbevægelse.

Gustavsens Navn paa Listen vil bidrage alt til Sejren den 11. Marts.

(Social-Demokraten 6. marts 1913).

Borgerrepræsentant Gustavsen død.

Socialdemokratiet har i Nat mistet en af sine bedste Mænd, Borgerrepræsentant A. Gustavsen, der i en Alder af 67 Aar er afgaaet ved Døden.

For et Par Maaneder siden blev Gustavsen angrebet af en Nyresygdom, og den arbejdsivrige Mand maatte lægge sig til Sengs, senere stødte der Borgerrepræsentant A. Gustavsen on Lungebetændelse til, og da maatte han bukke under.

Gustavsen var Søn af en Arbejdsmand her i Byen. Efter Konfirmationen kom han i Blikkenslagerlære. Allerede som 16-aarig kom han med i Arbejderbevægelsen.

Han har været sit Parti en fuldtro Mand. Mod en aldrig svigtende Energi har han arbejdet for sine Kammerater og sit Parti. I 24 Aar var Gustavsen Formand for socialdemokratisk Vælgerforening i 5 Kreds, han traadte tilbage, da hans øvrige Arbejde lagde for stærkt Beslag paa ham.

Hans kolossale Arbejde for Arbejdsløshedskasserne og Arbejderforsikringen vil altid blive mindet af hans Kammerater.

I 1890 valgtes han for første Gang ind i Borgerrepræsentationen, hvor han særlig arbejdede for Forbedring af Hospitalerne. Gustavsen var til sin Død Formand for Blikkenslagernes Sygekasse og var Arbejdernes Repræsentant i Carnegie-Fonden.

Gustavsen var desuden Medlem af Hovedbestyrelsen for Kommunens Folkebiblioteker, mangeaarigt Medlem af Hovedbestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund og af Hovedbestyrelsen for Københavns Understøttelsesforenings kommunale Afdeling.

Paa Børnenes Kontor vil man ogsaa savne Gustavsen, thi selv om han var en meget optaget Mand, saa skulde der blive Tid til at arbejde for Børnene.

Gustavsen vil længe blive mindet mellem Kammeraterne som den arbejdsivrige og pligttro Kammerat, han var.

Han efterlader sig en Enke og 3 Børn, 2 Sønner og 1 Datter. Den ene Søn er Maler, den anden Assistent ved Statsbanerne.

Emanuel.

(Folkets Avis 26. maj 1913).

A. Gustavsens Kiste føres til Kapellet.

En lille Kreds af Slægtninge og Partifæller samledes i Aftes ved Gustavsens Baare og bragte ved en stemningsfuld Højtidelighed vor trofaste Partifælle en sidste Tak før Afskeden fra Hjemmet.

Paa den blomstersmykkede Baare hvilede vor afdøde Partifælle, medens hans Søn, Jærnbaneassistent Gustavsen, udtalte Hustruens og Børnenes Tak for, hvad han havde været for dem.

Redaktør Borgbjerg mindede om, hvor god, brav og dygtig Gustavsen gennem de mange Aar havde været, hvor trofast han havde arbejdet i sit Partis Tjeneste. Det var kun faa, om hvem man kunde sige, at de ved deres Arbejde havde gavnet deres Kammerater og Klassefæller saa meget som A. Gustavsen. For hans Slægtninge maatte dette være en Trøst i deres store Sorg.

En for en tog de Tilstedeværende Afsked med vor afdøde Partifælle, hvorpaa de har hans Kiste ud til den ventende Rustvogn, som førte den ud til Vestre Kirkegaards store Kapel.

Begravelsen finder Sted paa Fredag fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

A. Gustavsen.

Saa løfted' Døden da Igen sin Lé
og tog sin Høst. Det nytter ej at klage,
en Dag har Jubel og en anden Vé,
og denne Gang vi maa paa halv Stang flage;
Du fik just Sejrens stolte Stund at se,
den, som Du vented fra din Ungdoms Dage,
den, som Du selv har været med at vinde,
og som bevarer Dig l kærligt Minde.

Du havde Jordbund, hvor en ældre Slægt
har brudt vor Sag de første, stolte Baner,
hvor Sammenholdet vandt de Smaa Respekt,
og det holdt haardt, langt mer end Nogen aner,
DIn Handling mere end dit Ord fik Vægt,
Du stod blandt vore bedste Veteraner
endnu parat til Gærning, aldrig trættet,
fur Døden selv dit gode Navn fik slettet.

Dn ærlig Tak skal lyde ved din Grav,
er Tak for svunden Tid og svunden Hæder,
og dér, hvor Du har lagt din Vandringsstav,
den unge Vaar i Højtidsdragt sig klæder;
hver nyfødt Tid vil forme sine Krav,
men om de de gamle Minder Livet freder,
et fattigt Folk, de Tusind Proletarer
I Hjærterne til Minde tro bevarer.

A. C.

(Social-Demokraten 27. maj 1913).

Borgerrepræsentant A. Gustavsens Jordefærd.

En stemningsrig Højtidelighed.

Vor afdøde Partifælle, Borgerrepræsentant A. Gustavsen jordfæstedes i Gaar Middags Kl. 2 paa Vestre Kirkegaard.

Skønt det var Hverdag og regnfuldt Vejr havde der indfundet sig et meget betydeligt Følge, og det blev kun en ringe Part af dette, som opnaaede at komme ind i Kapellet.

Her stod den med Blomster rigt prydede Kiste, til hvilken en Række Arbejder- og  Sygekassefaner dannede en hel Allé. Der var sendt

Kranse

fra følgende Foreninger, Institutioner m. fl.:

Den alm. Arbejdersygekasse af 1894, Bladet "Social-Demokralen", den socialdemokratiske Gruppe i Borgerrepræsentationen. Arbejderforeningen af 1. Februar 1867, Arbejderforsikringsraadet, Københavns Understøttelsesforening, Det kvindelige Arbejderforbund, Københavns Borgerrepræsentanter, Københavns kommunale Arbejdsanvisningskontor, Glarmestersvendenes Syge- og Begravelseskasse, Københavns Kommunes Folkebibliotek. Dansk Arbejdsmands Forbund, Hustømrerforeningen, Blikkenslagernes Klub, Glud & Marstrands Fabriker, Socialdemokratisk Forbund, Socialdemokratisk Forening i 5. Kreds, Forsamlingsbygningen Rømersgade, Den borgerlige Fællesgruppe, Sygekasselæger, De forenede Arbejderes Sygekasse, Dansk Sygeplejernad, Carnegiefondens Bestyrelse, Blikkenslagerne fra Carl Lunds Fabriker, Arbejdernes Havelejerforening, De Blindes Sygekasse, Kvindelige Haandarbéjderes Sygekasse, Sygekassen af 1853.

Listen er ikke fuldstændig, men den vidner i alt Fald tilstrækkeligt om, hvor mange Opgaver A. Gustavsen beskæftigede sig med, og hvor høj Grad han havde erhvervet sig Sympati i vide Kredse, takket være hans Arbejdsflid og offentlige Interesser.

I Følget saas foruden socialdemokratiske Rigsdagsmænd og Borgerrepræsentanter Borgmester Dybdal, Raadmændene Gram og Philipsen, Overretssagfører Becker, Havnebygmester Møller, Herman Trier, Just Cohen, fhv. Borgerrepræsentant, Overretssagfører Hvass, Carnegiefondens Repræsentant, Blikkenslagerlavets Oldermand Hr. Steenberg, Repræsentanter for "Børnenes Kontor" m. fl. «

Den smukke, hyppigt sungne Salme "Lyksalig, lyksalig" indledede Højtideligheden i Kapellet, hvorefter

Pastor Rasmussen

fra St. Johannes Stiftelse holdt en varmtfølt og smuk Tale over den Afdøde. Han skildrede ham som Mennesket, Partifællen, Familiefaderen og fremhævede, hvor uegennyttigt og ihærdigt Gustavsen havde virket for sin Sag og i alle de Opgaver, han viede sine Kræfter.

Talen gjorde et stærkt Indtryk paa den store Forsamling.

Derefter lød Salmen "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder", og da Tonerne var hendøde, istemte Arbejdersangere et kort Farvel, som var skrevet i Anledning af Gustavsens Jordefærd. Det lod saaledes:

Saa lyder da vort Farvel. kærligt Farvel.
Graven Dig aabner sit Gem,
tag nu en Tak fra dit Hjem,
fra Hustru og Børn, som bedrøvet
ser sig berøvet
en Husbond, en Fader, en Ven.
Dit Minde bor i vort Bryst,
bor i vort Bryst.

Mens dette Farvel blev sunget, bar socialdemokratiske Tillidsmænd Kisten ud af Kirken. En Snes Faner og Bannere blev baaret foran, allerforrest "Socialdemokratisk Forbund"s og 5. Kreds' store Standere, og bagefter fulgte et endnu større Antal Bannere og Faner. Musikdirektør Sticks Orkester spillede Kuhlaus Sørgmarsch paa Vejen til Graven som ligger i temmelig stor Nærhed af Nordre Kapel. .

Da Kisten var sænket i Jorden, og Musiken havde spillet "Dejlig er Jorden", traadte 5. Kreds' Folkethingsmand,

Red. Borgbjerg

frem ved Graven og holdt en Mindetale af følgende Indhold:

Efter Venners og Meningsfællers Anmodning og efter egen Tilskyndelse træder jeg frem her for at sige Adolf Gustavsen et Farvel. Men hvad er der egenlig at føje til de smukke og sande karakteriserende Ord, Pastor Rasmussen udtalte i Kapellet? Jeg kom da til at tænke paa Ordet, der lyder: I ham fandtes ingen Svig! Det er maaske det bedste og skønneste, der kan siges om et Menneske, og det passer paa Gustavsen. Han var en samvittighedsfuld Mand, en begejstret Tilhænger af vor Sag og tillige en praktisk Mand. I sit Arbejde smøgede han baade bogstavelig og figurlig talt Ærmerne op og tog fat. Han var en Type paa den danske Arbejder, stolt af sin Stand, af ein Gærning og sit Hjem, en Hæder for sit Folk, loyal i hele sin Færd. . . 

Nu kun et Farvel. Tak, Adolf Gustavsen, for din store Gærning blandt dine Kammerater og dit Folk! Ære være dit Minde!

Den dybe Stemning, som disse Ord fremkaldte, øgedes nu yderligere, da Afdødes ældste Søn

Assistent Gustavsen,

gik op ved Graven og med bevæget, men dog fast Stemme takkede Faderen for det lysende Eksempel, han havde været for Børnene, men mest for den store Kærlighed, han havde vist dem. Han sluttede med et "Farvel, Fader, og hvil i Fred!"

Der var Taarer i manges Øjne. Sønnens Ord fortalte om, hvor god en Mand Gustavsen har været.

Men det var, som om alle Børnene maatte tolke deres Hjærtevé, før Graven lukkedes. En Datter stod ogsaa frem og sagde: "Farvel, Du gode, kærlige Fader!", og efter hende kom den dybt nedbøjede Hustru, støttet af to af sine Børn, for at kaste et sidste Blik paa Kisten, det gemmer Husbondens afsjælede Legeme.

Til Slut sendte ogsaa Afdødes Broder og dennes Familie en sidste Hilsen. Saa sænkedes Fanerne over Graven, og der toges Afsked, mens en mild Sommerregn faldt over Kirkegaarden med de blomstersmykkede Grave.

(Social-Demokraten 31. maj 1913).

Dorothea Hekscher 1858-1914. (Efterskrift til Politivennen)

Dorothea Heckscher (1858-1914) var datter af en kantor i den jødiske menighed i Horsens. 28 år gammel blev hun 1887 ansat som timelærer i tysk, engelsk og håndarbejde ved den kommunale borgerskole. Håndarbejde blev i 1889 obligatorisk fag for piger i det offentlige danske skolevæsen efter tysk forbillede: den schallenfeldske metode (efter den tyske håndarbejdspædagog Rosalie Schallenfeld 1819-1864). I 1900 fik Dorothea Heckscher et rejsestipendium fra Det mosaiske Præmieselskab til at rejse til Berlin, Hamburg og Altona og studere håndarbejdsuddannelse efter den schallenfeldske metode. Hun tog desuden faglærereksamen i tysk.

I 1901 flyttede hun til København og etablerede sig i 1902 som kursusbestyrerinde. Hun tilbød et seksmåneders lærerindekursus afsluttende med eksamen, et tremåneders kursus for lærerinder samt kunstindustrielle kurser for unge piger. Året efter kom feriekurser til samt kurser i skræddersyning både for begyndere og viderekomne.

Fem Tabeller til Mønstertegning af Linned.

I disse Dage har Kursusforstanderinde, Frk. Dorothea Heckscher, Kjøbenhavn, gjennem G. B. N. F. udsendt ovennævnte lille som er et nyt Bevis paa Frk. Heckschers aldrig hvilende Energi og Virkelyst paa Haandarbejdets Omraade, og det fortjener at kjendes og benyttes i vide Kredse. Navnlig da i de Hjem, hvor man har Forstaaelse af den store Betydning, det har, ikke alene i moralsk, men ogsaa i pekuniær Henseende, at Moderen og de voxne Døttre kan forfærdige deres eget og Børnenes Tøj, thi man faar gjennem disse Tabeller, ligesom gjennem de tidligere af Frk. Heckscher udgivne Tabeller til "Skrædersyning", en letfattelig og praktisk Anvisning til at kunne fremstille Mønstre til Linned: Chemiser, Benklæder m. m. til enhver Alder og Størrelse, og disse Mønstre er saa gode, som man kan ønske sig dem. I de Skoler, hvor man endnu ikke er kommet bort fra de gamle, traditionelle Former, vilde disse Tabeller ogsaa være paa dens Plads; man vilde heraf kunne lære noget Nyt og gjennem Børnenes Arbejder lidt efter lidt vænne Forældrene til at glæde sig over disse praktiske og gode Faconer.

Nogle vil maaske indvende, at Frøken Heckschers System er vanskeligt at finde ud af. Tværtimod! Har man først een Gang sat sig ind i det, saa gaar det af sig selv, og det er fornøjeligt at se de gode Resultater man naar. Jeg har selv i flere Aar arbejdet efter disse Tabeller, baade hvad Skrædersyning og Linnedsyning angaar, og jeg kan kun give dem min varmeste Anbefaling og udtrykke min Glæde over, at Frøken Heckscher har udgivet dette Hefte til Gavn for sine Medmennesker. Gid det snart maatte blive efterfulgt af andre af lignende Art !

Ellen Svendsen.

(Fyens Stiftstidende  2. april 1908).

Hun udgav lærebøger om metodisk undervisning i skræddersyning, fx Skole-Skræddersyning, 1904 samt forevisningstavler som blev sat i produktion af Nordisk Forlag og solgt gennem Gyldendalske Boghandel.

Mens Dorothea Heckscher blev anerkendt i det københavnske borgerskab, lykkedes det ikke for hende i den offentlige børneskole. Her valgte man i stedet andre der stod for et enklere system til mønstertegning og tilskæring. 1910 blev Dorothea Heckscher autoriseret som den første og eneste til at udbyde en statsanerkendte faglæreruddannelse i håndarbejde. 

Gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads: Kursusbestyrerinde Dorothea Hekscher f 22 nov. 1858 d. 20 juli 1914. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

Lille Kongensgade. (Efterskrift til Politivennen)

Drama i Lille Kongensgade.  

En Moder dræber sig selv og sine Børn

Der er igaar Eftermiddags i en 2 værelsers Lejlighed paa 3. Sal i Lille Kongensgade Nr. 31 foregaaet et af disse Familiedramer, der snart synes at skulle høre til Dagens Begivenheder. En stakkels, forladt Kvinde har dræbt sig selv og sine fire Børn i et Anfald af Fortvivlelse over den haabløse Fremtid, baade hun og Børnene saa i Møde.

I den lille Lejlighed boede Madam Gustafson med sine i Børn, tre Smaapiger i Alderen 12, 9 og 7 Aar samt en lille Dreng paa 5 Aar. Madam Gustafson var gift med en Skomager, der imidlertid havde forladt hende for 3-4 Maaneder siden. Nu havde hun og Børnene intet Andet at leve af end, hvad hun nu og da fik fra Manden, der har Forretning her i Byen. For at faa lidt Hjælp til Huslejen havde hun taget en ung Pige i Logis hos sig.

De øvrige Beboere i Nr. 31 saa ikke meget til Madam Gustafson, og de talte  næsten aldrig med hende, da hun var af en meget indesluttet Natur. Derimod udtalte de sig meget rosende om Børnene, der vare artige og velopdragne. Nu, efterat Katastrofen er skeet, mener En og Anden af Beboerne, at Moderen flere Gange tidligere har gjort Forsøg paa at ombringe sig selv og Børnene. Det er nemlig hændet et Par Gange, at den ældste Datter er kommen løbende ned og har sagt, at hun var saa bange for at være hos Moderen, der var saa underlig.

Igaar Eftermiddags ved 4 Tiden har Moderen endelig fuldbyrdet sin frygtelige Gjerning.

I Aftes Kl. 7 kom den unge Pige, som boede i Lejligheden, som sædvanlig hjem fra sit Arbejde. Hun fandt imidlertid Døren aflaaset; Nøglen sad indvendig i Laasen. Trods al hendes Banken og Kalden blev der ikke lukket op. Forskrækket løb den unge Pige ned til nogle af Husbeboerne og fortalte dem, at der vist maatte være noget Galt paa Færde, da hverken Madam Gustafson eller noget af Børnene lod sig se. Fra Husbeboernes Side blev der gjort et nyt Forsøg med at banke paa den lukkede Dør; men inde i den lille Lejlighed forblev Alt stille.

Man besluttede nu at sende Bud efter Politiet, og da en Betjent var kommen til Stede, sprængtes Døren. I Lejligheden mødte der de Indtrædende et frygteligt Syn. Paa en Krog i Væggen i et af de smaa Værelser hang alle de fire Smaabørn døde, og paa et Søm ved Siden af hang Moderen. Politiet lod strax sende Bud efter Dr. Klingemann, som boer i Nærheden, og han kom hurtig til Stede. Han konstaterede, at ethvert Oplivningsforsøg vilde være unyttigt, det var fem Lig, som laa paa Gulvet i Lejligheden; men af den Tilstand, hvori Ligene vare, skjønnede Lægen, at Døden maatte være indtraadt for 3-4 Timer siden, altsaa ved 4-Tiden om Eftermiddagen.

Det var et gribende Syn at se Moderen og de 4 Børn ligge Side om Side paa Gulvet i den fattige Lejlighed. Børnene vare alle smukke og kraftige, om Smaapigernes Hoveder flød det lyse Haar som en gylden Strøm. Udtrykket i Ansigterne var hverken forpint eller rædselsslagent, men paa Forsiden af Halsen og op langs Hovedet saaes den dybe Fure, som Snoren, med hvilken Moderen havde dræbt dem, havde fremdragt. Hvorledes Madam Gustafson har faaet Børnene til at følge sig i Døden uden Kamp, vil altid blive en uopklaret Gaade. Selv laa hun der med et forpint og forgræmmet Udtryk i det af Døden stivnede Ansigt. Hun var tilsyneladende en Kone i Alderen mellem 30-40 Aar.

Senere paa Aftenen kom Politiassistent With tilstede. Efterat han havde seet Ligene, beordrede han Lejligheden aflaaset. Først Dag vil det legale Ligsyn blive foretaget.

I det tæt beboede Kvarter vakte Dramaet selvfølgelig den største Bestyrtelse, overalt saa man blege og forskræmte Ansigter. Børnene i Ejendommen gik smaagrædende omkring; aldrig mere skulde de lege med de smaa, flinke Kammerater fra 3. Sal. 

Foruden de dræbte Børn fandtes i Lejligheden endnu et lille Barn, den omtalte unge Piges. Dette viste sig at være meget sygt og blev af Politiet bragt til Kommunehospitalet. Man mente at have Formodning om, at dets Sygdom var fremkaldt ved Forsøg fra Mad. Guftassons Side paa at tage ogsaa det med i Døden.

(Nationaltidende 1. december 1897).

Johannes Hauerslev (1860-1921): Lille Kongensgade ulige numre. ca. 1887-1918. Nr. 31 er det første hus til højre. Nummeret står på huset. Det var på 3. sal begivenheden fandt sted. Bygningerne er nedrevet til fordel for Magasin du Nord. Kbhbilleder. Public domain.

Dramaet i Lille Kongensgade.

Manden i Forhør

Det gruopvækkende Mord og Selvmord i Lille Kongensgade minder i meget om det Drama, som fandt Sted den 3. November ved Landsbyen Karlebo i Nærheden af Hørsholm. Da dræbte ogsaa en Moder sig med sine fire Børn, idet de fandt Døden i en Tørvegrav ved Stadsevang. Begge Mødrene er af svensk Fødsel, og begge tager de alle deres Børn med i Døden.

Det naturligste er vel at søge Aarsagen til disse uhyggelige Begivenheder i Sindssyge og i stor social Elendighed. Endvidere har Eksemplet fra Karlebo vel nok paavirket Madam Gustafsson i Lille Kongensgade. Hysteriske Mennesker, der kues af Sindslidelser, lader sig let paavirke.

Men først og fremmest bærer den sociale Elendighed Skylden, og sandt er det, at vore Dages talrige Forbrydelser og Selvmord rejser en frygtelig Anklage mod det kapitalistiske Samfund. Tusinder og atter Tusinder lever et Liv, der ikke alene er glædesløst og trangt, men en fortsat Række Lidelser under Kamp for Brød og Husly, Lidelser saa meget bitrere, som andre Mennesker pralende kan bære deres Rigdom og Lykke til Skue.

Ved Begravelser lyder Følgets Ord atter og atter: "Herregud nu har han det godt. Lad ham hvile i Fred, thi Livet var bittert nok for ham!" Saaledes er de Tanker, hvormed største Delen af Befolkningen lever. De smaa Nyfødte modtages med Beklagelse og med Frygt, fordi Spisekamrene er tomme og Fremtiden mørk, og de Døde hilses som dem, der nu endelig er friede fra denne Verdens Nød.

Men dette kan ikke være Skaberens Mening med Livet. Det er rovbegærlige Kapitalisters, egoistiske Magthaveres og dumme Menneskers Værk, og det maa forandres, og det kan forandres den Dag Folket selv vil.

*

Ligene af Skomager Gustafssons Hustru og deres fire Børn, der ligger i St. Johannes Stiftelsens Lighus, vil blive underkastet det legale Ligsyn af Retslægen, Prof. Gædecken. Dette vil dog ikke kunne bringe noget nyt, da Dødsaarsagen jo ligger saa klar for alle, al Ligsynet nærmest vil blive en Formalitet.

De er nu døde, og man bør da kun haabe, at Eksemplet ikke atter vil smitte; men at disse 3 Lig vil mane til alvorlige Tanker og anspore til Kamp mod det herskende System.

Inden Skomager Gustafssons Hustru døde, havde hun fortalt til Naboerne og hendes Logerende, at Gustafsson havde været hos Husværten og opsagt hendes Lejlighed, idet han havde erklæret, at han ikke mere vilde betale Huslejen. Et Par Dage før hun døde, fortalte hun, at hun havde været i Forretningen i Admiralgade 21 for at bede Manden om nogle Penge til Mad til sig og Børnene, men han havde nægtet hende enhver Hjælp.

I Gaar var Gustafsson i Forhør hos Politiassistent With, og følgende Forklaring blev her afgivet:

Gustafsson forklarer, at da han for ca. 13 Aar siden var paa Rejse i Tyskland, blev han kendt med sin Kone, der den Gang tjente i Hamborg. Hun var 3 Aar ældre end han, men det mente de ikke gjorde noget, og da de ikke havde noget at vente efter, giftede de sig og flyttede straks hjem til hendes Hjemsted, Rønneby i Skaane. Hun havde der hjemme et Barn, som var født udenfor Ægteskab og nu var 6 Aar gammel. Dette Barn hadede og mishandlede hun i en saadan Grad, at hendes Slægt satte det i Pleje hos dets Gudmoder.

Trods Konens Karakter forløb deres Ægteskab dog ret roligt, men hun havde imellem Anfald af Jalusi, og de havde flere Gange været hos Overpræsidenten for at blive separerede. Hver Gang fortrød hun det og nægtede sit Samtykke, og saa fortsatte de Samlivet en Tid igen. Helt galt blev det først, da Manden virkelig blev kendt med en anden Kvinde. Saa flyttede han fra hende, men hver Uge hentede den 12aarige Datter Anna 12 Kr. og han betalte desuden Lejligheden.

Gustafsson, der er meget nedbøjet, fik nu af Politiassistenten udleveret et Brev fra Datteren, hvori denne tager Afsked med Faderen og meddeler ham, at Moderen og hun har besluttet at berøve sig selv og de smaa Sødskende Livet.

Den lille Pige, som fandtes i Lejligheden, og som blev bragt til Kommunehospitalet, er nu udenfor Fare.

*

Mandens Forklaring er vel rigtig, skønt det maaske ikke er sikkert, at han har betalt saa ganske regelmæssigt. Men i alle Tilfælde har dette Ægteskab været uhyggeligt nok, med Mistanke, Scener og Spektakler indenfor en lille Lejligheds snævre Vægge. Manden gaar sin Vej, og Konen sidder tilbage med de smaa Børn, hvis Part af Livets Glæder har været Synet af den daglige Kamp mellem Forældrene.

Og Konen har tænkt: "Hvad har jeg at leve for? Og hvad har mine Børn at vente?" Har hun haft den ringeste Tendens til Sindssyge, er den blusset op under hendes triste Grublerier - og Dramaet fandt sin endelige og sørgelige Afslutning!

(Social-Demokraten 2. december 1897).

Dramaet i Lille Kongensgade.

Nu har det legale Ligsyn fundet Sted paa St. Joh. Stiftelsen, og har givet det selvfølgelige Resultat, at saavel Moderen som Børnene ere døde ved Hængning, uden Spor af Anvendelse af anden ydre Vold. Sagen vil derefter blive beskreven, og Dokumenterne sendt til Politidirektøren.

Der har i flere Blade staaet, at der ganske sikkert vilde blive indledet Undersøgelse ved et Kriminalkammer for at komme til Bunds i denne Sag. Paa Grund af den totale Mangel paa Vidner, der med Sagkundskab kan udtale sig om denne Sag, har vi allerede tidligere udtalt, at det sikkert vilde være umuligt at oplyse mere om Sagen; men vi gik alligevel i Gaar til Politiassistent With for at kunne bringe vore Læsere ganske paalidelig Besked.

Hr. With udtalte sig ganske i Overensstemmelse med "Social-Demokraten": Gustafsson erklærer, at hans Kone og Børn absolut ikke har manglet noget, hverken til Føde eller Husly, og saavel Konen som Børnene er jo døde, saa de kan ikke vidne. Saa er der Beboerne i Huset. Ikke en eneste af dem siger, at han eller hun ved Besked med Mishandlinger, som Gustafsson skulde have udført, eller om, at hans Familie skulde have lidt Mangel for det daglige Udkomme. Tilbage er der saa enkelte Husbeboere, der siger, at den afdøde Kone har klaget over den Maade, hvorpaa Manden behandlede hende; men det beviser jo intet, da der ogsaa er nogle, hvis Vidnesbyrd gaar i den flik modsatte Retning.

Kan der være Tale om Ansvar for Skomager Gustafsson, da maa det være af moralsk Natur. Juridisk Ansvar kan der sikkert ikke paalægges ham. Akterne er endnu ikke sendt til Politidirektøren, men det sker en af de nærmeste Dage. Naar det er gjort, vil han formodentlig resolvere, at det skal have blivende med den Undersøgelse, der er foretaget her ved Stationen.

Saa vidt Politiassistent With. Vi modtog i Aftes et Brev fra Skomager Gustafsson, hvori han meddeler os, at han har følt sig forarget over en Sætning i vor Artikel i Onsdagsbladet. Der stod: "Det er den gamle Historie om igen med Konen, der forlades af Manden og overgives til Sult og Nød." Han anmoder os om at tilbagekalde denne Beskyldning imod ham. Vi er lidt i Tvivl om, hvad han mener. At han har forladt sin Hustru, det turde vel ikke en Gang Hr. Gustafsson benægte. Det kan altsaa kun være Ordene "overgives til Sult og Nød", han ønsker afkræftet; men i den Retning maa han vel være tilfreds med ovenstaaende Udtalelse af Politiassistent With, der er kommen just til samme Resultat som vi ved vore Undersøgelser.

(Social-Demokraten 4. december 1897).

Nogle af Gustafsons folk blev også afhørt og vidnede næsten alle i hans favør, mens de omtalte fru Gustafson som urimelig jaloux.

Skomager Nielsens Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Forretningsfører Nielsens Jordefærd.

I Søndags Kl. 1 var den store Have, der hører til Solitudevej Nr. 3, aldeles overfyldt af Partifæller, som vilde overvære Forretningsføreren for Skomagernes Forbund, Nielsens borgerlige Begravelse. Mange maatte blive udenfor paa Gaden, da det var umuligt at komme ind i Haven.

Den Afdødes Kiste var ganske overfuldt med Kranse, og navnlig havde  Vælgerforeningen i 12. Kreds og Skomagersvendenes Forbund sendt meget smukke Palmekranse, hvad der ogsaa gælder Arbejderne paa forskellige Skotøjsfabriker. Præcis Kl. 1 tog Formanden for Skomagernes Sygekasse R. P. Daugstrup Ordet. Han meddelte, at den Afdøde selv havde udtalt Ønsket om, - at en Partifælle og ikke en Præst maatte sige et Par Ord ved hans Kiste. Derfor havde hans Enke besluttet sig til den borgerlige Begravelse, skønt de var kirkelig viet. Taleren mindede derefter i varme Udtryk om den Afdødes store Energi og Kærlighed til Arbejdersagen. Særlig for Skomagernes faglige Bevægelse havde han været en dygtig og uegennyttig Leder, hvorfor han bragte ham alles hjertelige Tak. Den store Forsamling sluttede sig til denne Udtalelse ved ærbødigt at blotte Hovederne. Derefter talte Formanden for Vælgerforeningen i 12. Kreds, -Murer A. Andersen. Han bragte den Afdøde en Tak for hans Virksomhed som politisk Agitator. Utrættelig havde han virket ude i det Fattigmands Kvarter, hvor han havde opslaaet sin Bolig. Lad os tage hans Eksempel til Mønster, lad os søge at efterligne ham, bedre Tak kan vi ikke bringe ham, og bedre Tak vilde han aldrig have ønsket sig. Den sociale Skomagersangforening afsang nu en Sang, og Kisten bares derefter af Fagfæller ad Nørrebrogade og Jagtvejen til Assistens Kirkegaard. 

Her havde Præsterne haft travlt. Ved Graven mødte Fuldmægtig Smidt fra Begravelseskontoret og nedlagde Forbud imod, at der blev talt og sunget ved Graven uden Biskoppens Tilladelse. Just som han meddelte Daugstrup dette Forbud, lød det fra Sangforeningen:

Lær mig o Skov at visne glad,
som sent i Høst det gule Blad.

Præsterne kom altsaa for sent denne Gang. Formanden for Skomagersvendenes Forbund, Madsen, bragte det store Følge - vel et Par Tusind i Tal - en Tak. Saa sænkes de 9 røde Faner over Graven og den stilfulde Højtidelighed er forbi.

(Social-Demokraten 29. juni 1897).

Præsteforbudet ved Forretningsfører Nielsens borgerlige Begravelse.

Vi har modtaget følgende:

Hr. Redaktør!

I Anledning af "Soc.-Demokr."s Referat i Tirsdagsnumret af Forretningsfører Nielsens Begravelse, i hvilket det hedder, at "Præsterne havde haft travlt", nemlig - som det fremgaar af Referatets øvrige Indhold - med at faa forhindret Sang og Tale ved Graven, skal jeg, da der fornuftigvis ved "Præsterne" ikke kan være ment andre end Præsterne i Helligkors Sogn, i hvilket den Afdøde boede, og til hvis Kirkebog Dødsfaldet blev anmeldt, tillade mig at oplyse, at der ikke fra vor Side er lagt hverken sadan eller nogen anden Hindring i Vejen ved Begravelsen, da vi, som det der maatte stemme bedst med den Afdødes Ønske, ganske har ladet Familien og de Paarørende om, hvorledes de selv vilde arrangere denne Begravelse, som vi slet intet fik at gøre med. - Maaske De derfor, Hr. Redaktør, loyalt vil bevise Dem redebon til at korrigere vedkommende Indsenders aldeles uhjemlede Paastand, eller ogsaa oplyse, hvilke Præster der ellers maatte være mente.

Ærb,

Jul. Ifversen.

I Anledning af Pastor Ifversens Protest skal vi komme nærmere ind paa den lille Episode, der var arrangeret ved Forretningsfører Nielsens Jordefærd, og saa lade vore Læsere dømme.

Da det meget store Følge kom ind paa Assistents Kirkegaard, bad Forretningsfører R. P. Daugstrup Graverkarlen om at vejlede Følget hen til Graven. I det samme kom en høj, ældre Mand i sorte Klæder hen til ham og spurgte, om det var ham, der havde med den Begravelse at gøre. Efter at Daugstrup havde bekræftet dette, fulgte følgende Replikskifte :

"Skal der synges eller tales ved Graven?"

"Ja, det er da Meningen."

"Det kan ikke tillades."

Dangstrup spørger nu, hvem han har den Ære at tale med, og Herren navngiver sig som Fuldmægtig Smidt ved Begravelsesvæsenet. Saa ønsker Dangstrup at vide, med hvilken Bemyndigelse, Smidt optræder. Han har nemlig nok vidst, at Sangforeninger ikke har Lov til at synge i Kapellerne uden Præstens Tilladelse, men han har ikke troet, at dette Forbud ogsaa gjaldt Sang og Tale ude paa Kirkegaarden. Hr. Smidt svarer hertil, at det er Biskoppen, der har forbudt det; men Daugstrup mener, at det maa da være sket fornylig: thi det er ikke længe siden der er sunget paa Kirkegaarden ved en lignende Begravelse.

Det var en Gang i Foraaret, mente Hr. Smidt, at han havde faaet en trykt Instruks fra Bistoppen, og i denne stod, at der ikke uden Biskoppens Tilladelse maatte synges eller holdes Taler paa Kirkegaarden. Daugstrup spørger saa :

"Vil De nedlægge Forbud imod, at der synges og tales ved denne Grav?"

"Ja, det gør jeg herved i Følge min Instruks."

Fuldmægtigen bliver gjort opmærksom paa, at det dog nu var meget for sent at indhente Biskoppens Tilladelse, men han blev ved sit, og Daugstrup skulde just hen at kundgøre Præsteskabets Villie for "Den sociale Skomagersangforening", da denne afværgede Forbudet ved at intonere sit Farvel til den afdøde Kollega.

Det vil heraf fremgaa, at den af Pastor Ifversen fremdragne Sætning i vort Referat er fuldstændig berettiget. For at stille Sagen i et saa klart Lys som muligt, skal vi gærne oplyse Hr. Ifversen om, at den samme Sangforening et Øjeblik efter sang ved en anden Begravelse paa samme Kirkegaaard, uden at der var Tale om Forbud eller biskoppelig Instruks.

(Social-Demokraten 2. juli 1897).

Carl Jensen 1861-1895: Skandinaviens stærkeste Mand. (Efterskrift til Politivennen)

Carl Jensen.

Blikkenslager Carl Jensen.

Danmarks - og vi havde nær sagt Verdens - stærkeste Mand er en født Mønbo.

Blikkenslager Carl Jensen i Kjøbenhavn er nemlig født i Stege den 10. Maj 1861 og er Søn af daværende Opsynsmand ved Sindssygeanstalten, J. Jensen. Carl Jensen stammer saaledes fra en gammel østmønsk Bondeslægt, som i Tidernes Løb har leveret et ikke ubetydeligt Bidrag til den gamle Hestgarde.

Som Dreng gjorde han sig ikke bemærket ved overdreven Styrke, vel nærmest fordi han var en sindig og godmodig Natur, der ingen Tilfredsstillelse fandt ved at banke sine svagere Medborgere. Først da han som Læredreng i Kjøbenhavn fik Smag paa Sportslivet, kom hans udmærkede legemlige Egenskaber frem og fik den Udvikling gjennem Trænering, som er absolut nødvendig, hvor et stort Resultat skal naas, ligegyldigt i hvilken Retning. Navnlig var Skøjteløbning hans Kæphest, hvorfor han ogsaa drev det saa vidt som kun faa. At løbe fra alle andre med en stor Knægt paa den ene Arm og en anden paa Ryggen oversteg ikke hans Kræfter. Om Sommeren drev han Sejlsporten med lige saa stor Ivrighed. Den Sejlads han stiller op, kan just ikke al Tid henregnes til Lystsejlads, det sker nemlig som oftest, at han helst stikker til Søs under et Vejr, som populært betegnes paa den Maade, at 15 gamle Kjærlinger ikke kan holde en Jærnvægge i et Hjulspor. Det er netop hans Lyst at overvinde det vanskeligste, hvilket dog ikke betyder for hans Vedkommende Dumdristighed. Han er tværtimod meget beregnende og vover sig ikke over Grænsen. - Da Atlethklubben i Kjøbenhavn blev stiftet i 1889, blev han strax Medlem og fik samme Aar Foreningens Sølv- og Broncemedalje og har til Dato hævdet Pladsen som en smuk Nr. 1, saaledes ved sidste Præsentation ved Brydning og ved at bære 1900 Pd., en Vægt, som man for et halvt Aarhundrede siden vist generede sig for at lade et Par Bønderheste trække. To Gange har han været i Tyskland for at prøve Kræfter, første Gang i 1890 en international Atlethfest, hvor han vandt baade Bronce- og Sølvmedalje. Sidste Gang den 3dje April i Aar i Køln, hvor han foruden Medaljer og Diplomer paa gammel græsk Vis som Sejrherre blev bekranset med Egekranse med forgyldte Agern.

Ligegyldigt om man sætter Atlethsporten højt eller lavt, staar Carl Jensen som et smukt Exempel paa, at et stort Resultat kan naas selv af Dilettanter, naar der arbejdes energisk; thi professionel Kæmpe er han ikke, trods det, at han jo nemt kunde opnaa glimrende Engagementer ved Forlystelsesetablissementer hele Verden over. - Tværtimod ernærer han sin ikke lille Familje pænt som Blikkenslagersvend; kun sin Fritid deler han mellem Klubben og sin Baad, og naar han har kunnet faa Raad til at drive Sport med et saadant Resultat, kan det kun forklares ved, at hverken Beværtninger eller Spiritus, ja ikke en Gang Tobak har faaet noget Offer af ham. Uden Styrke til at holde sig fra disse Ting, havde han aldrig faaet Kræfter til at bære 1900 Pd.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 20. april 1893)

At Carl Jensen skulle have båret 1900 pund (950 kg) lyder ikke som vægtløftning. Moderne vægtløftere kan højst løfte ca. 500 kg. Der må være tale om hvor meget han har båret på sin krop fx på en træplade. Her er rekorden omkring 2.000 kg.

Danmarks stærkeste Mand styrtet ned fra 3. Sal.

I Torsdags ved Femtiden skete et sørgeligt Ulykkestilfælde paa Hjørnet af Rolfsvej og Yrsavej i København, hvor Brolægningsentreprenør Simon Jensen lader opføre et stort Bygningskomplex, ivet en af Københavns mest kendte Sportsmænd Carl Jensen mistede Livet under sit Arbejde Carl Jensen arbejdede for Firmaet W. F. Dahl & Søn, og var netop beskæftiget med at opmaale det Arbejde, han havde udført i Dagens Løb, da Ulykken skete. Sammen med flere Arbejdskammerater befandt han sig paa 3. Sal i Ejendommen og i Nærheden af Køkken trappehullet, der ikke var overdækket. For bedre at kunne bedømme sit Arbejde, lænede han sig baglænds ud over Trappehullet, idet han holdt sig fast i en Murpille, men til alt Uheld var denne nylig opmuret, Stenene gav efter, og Jensen styrtede ned fra den betydelige Højde. Hans Kammerater ilede til, men inden de naaede Huset, laa den ulykkelige allerede som en uformelig Klump paa en Bunke Skærver i Husets Kælderetage. I Faldet havde han slaaet et Par Kuldbøtter, og netop i det Øjeblik, Legemet naaede Jorden, slyngedes Hovedet med saa voldsom Kraft mod Trappeopgangens Murværk, at det kløvedes, og Blodet sprøjtede vidt omkring.

Alligevel var Jensen levende, da hans dybt rystede Kammerater bar ham ud fra Bygningen, men han saa forfærdelig ud. Det før saa stærke og smidige Legeme laa klumpet sammen til en Masse, ned over hans Ansigt flød Blodet i en stadig Strøm. Med stor Varsomhed blev han lagt i en Droske og kørt til Frederiksberg Hospital, hvor han døde strax efter Indlæggelsen. Kun en eneste Gang efter Faldet var han ved sin Bevidsthed og hviskede: Jeg dør.

Blikkenslager Carl Jensen var en i Sportskredse her og i Udlandet meget kendt Mand. Han var indtil nylig Skandinaviens stærkeste Mand, og med Held har han konkurreret med Udlandets mest kendte Atleter. Ved et stort Sportsstævne i Køln, hvor der bl. a. var samlet over et halvt Hundrede tyske Atleter, fik han saaledes anden Præmie. I 13 Aar har Carl Jensens Overlegenhed som Atlet været ubestridt, indtil han kort før sin Død blev besejret af Stockholmeren Ånderson, der kunde løfte 292 Pund op over Hovedet, medens Jensens Maximumsvægt var 270 Pund. For faa Dage siden prøvede Professional Atleterne fra Tivoli, Hallmeyer og Jagendorfer, at løfte hans Kuglestang, men maatte lade den ligge. Han mest imponerende Sportspræstation var dog den Sikkerhed, hvormed han kunde bære enorme Vægte.

Indtil for faa Aar siden bar han staaende 3000 Pund. Ogsaa som Bryder var hans Danmarks champion.

I 1889, da Folketingsmand A. C. Meyer traadte tilbage som Formand for- Københavns Atletklub, blev Carl Jensen valgt i hans Sted, og han har siden beklædt Formandsposten.

Den afdøde, der var meget afholdt af Kammerater og andre, der kom i Berøring med ham, har i F. "Polit." i en længere Aarrække arbejdet for W. F. Dahl & Søn. Han var 35 Aar og efterlader sig Enke og 5 Børn.

(Aalborg Amtstidende 31. august 1895).

Det nordøstlige hjørne af Yrsavej-Rolfsvej er opført 1892. Det sydvestlige 1918. Det sydøstlige 1895, så det må vel være det hjørne der har været under opførelse. 

Kjøbenhavns Athlet-Klub blev stiftet i 1888 af folketingsmand A.C. Meyer og Norman Bryn. Siden fulgte andre hurtigt med, bl.a. den ældste bestående klub Hermod i 1893 (Thor Nykøbing blev stiftet i 1910 og er landets sjetteældste eksisterende klub).

Athleten Carl Jensens Begravelse.

Athleten Carl Jensens Begravelse var fastsat til Kl. 2 i Gaar Eftermiddag, men allerede Kl. 1 var der mødt Tusinder, af hvilke de forreste Hundreder bogstavelig talt stormede det store Kapel, da Dørene aabnedes. Der var en forfærdelig Trængsel, og mange af den Afdødes Venner kom slet ikke med i Kapellet. Ved store Begravelser viser det sig overhovedet absolut nødvendigt at udstede Kort til de Deltagere, der i Følge Slægt- eller Bekendtskab er berettigede til at faa Plads.

Men denne Masse Mennesker var paa den anden Side et talende Vidnesbyrd om den Yndest, Athletklubbens Formand nød i vide Kredse. Særlig var der mødt mange Kvinder, af hvilket man tør drage den Slutning, at Styrkesporten øver stor Tiltrækning paa det smukke og svage Køn.

I det oplyste Kapel stod den guldsirede Kiste, fuldstændig dækket af Kranse og Palmegrens. Paa de røde og hvide Silkebaand læstes Givernes Navne. Der var alle de her i Byen værende Athletklubber, Fodsportforeningen, Københavns Roklub, flere udenlandske Klubber, fra den Afdødes Kolleger, fra Murerne paa Bygningen, hvor Jensen faldt ned, fra Beboerne i Ejendommen i Saksogade, i hvilken han boede, ja selv de forhenværende Medlemmer i en opløst Forening ved Navn "Gefion", som Carl Jensen var Medlem af i sin grønne Ungdom, havde husket deres stærke g godmodige Ven ved at sende en smuk Krans til hans Kiste. I alt var der sendt over 76 Kranse, Palme- og Lavrbærgrene til den danske Kæmpes Ligfærd.

Omkring Kisten stod Blikkenslagerfagets fire floromvundne Faner, hvis Flige sænkede sig ned mod Blomsternes Rigdom.

Den dejlige Salme "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred" lød gennem Rummet, hvorefter Pastor Basse traadte frem og holdt en til Lejligheden fortrinlig afpasset Tale, af hvilken vi giver et sammentrængt Referat:

"Skabningen et underlagt Forkrænkelighed og gaar Opløsningen i Møde. Denne unge Mand ejede et Overmaal af Kraft, men Døden er den stærkeste af alle Magter. Han hørte til de Mennesker, der som faa andre var udrustet med Legemskraft, og man kaldte ham "Danmarks Kæmpe". De Unge samledes ved ham til Idræt, de vil savne ham søm en god Kammerat. Han misbrugte aldrig sine Kæmpekræfter og havde næppe en eneste Uven. Han var en trofast og paalidelig Mand. Det hedder, at Arbejdet adler Manden, og hans Kammerater giver ham det Vidnesbyrd, at var hans Arbejdsdag end kort, saa har han anvendt den godt. Om Morgenen gik han paa sit Arbejde, hvorfra han ikke mere vendte tilbage til sit lille, fattige men lykkelige Hjem, hvor nu 6 Børn er ladet faderløse tilbage. En gammel Moder og en Hustru, som har baaret Livets Byrde sammen med ham, følger ham til det sidste Hvilested. Nu maa de leve i Mindet om de lykkelige Timer, afbrudt af den bratte Død. Hvorfor kom den? Der falder ikke en Spurv til Jorden uden Guds Vilje, og heller ikke han er ældet uden at Gud har villet det. Der er bleven en Plads tom i hans Hjem, men de tomme Pladser taler til os om de kære Minder."

Præstens Tale rørte mange til Taarer.

Salmen "Lær mig o Skov at visne glad" blev afsunget, hvorefter Kisten blev baaret ud af Kapellet af Københavns Athlet-Klubs Medlemmer, medens Hr. Jørgen Lindahl sang et Farvel.

Og henover Kirkegaarden bevægede sig det store Tog til den fjærnt liggende Grav, omkring hvilken de Tusinder af Mennesker grupperede sig. Da Præsten havde kastet Jord paa, takkede Athletklubbens Sekretær, Hr. Norman Bryn, de Tilstedeværende fra Carl Jensens Familie og Athlet-Klubben, og bragte en Hilsen fra Sportsklubber i Danmark, Norge og Sverig, hvorefter han sluttede med en Tak til den Afdøde for godt Arbejde og Kammeratskab.

Det mægtige Følge spredtes nu langsomt, medens den sørgende Hustru med de 6 smaa Børn og den øvrige Familie gik deres stille Vandring fra Graven, om gæmmer det forgængelige af en god Fader, brav Kammerat og udmærket Sportsmand.

(Social-Demokraten 5. september 1895).

Carl Jensen var repræsentant for arbejdersportsmænds tilbøjelighed til styrke fremfor hurtighed som blev foretrukket af over- og middelklassens mænd især i storbyerne  på daværende tidspunkt. En del kropsarbejdere dyrkede kraftsportsgrene som f. eks. vægtløftning, brydning og boksning. "Københavns Athlet-Klub" blev i 1888 oprettet som den første kraftsportklub - for mænd. Blandt initiativtagerne var den socialdemokratiske agitator A. C. Meyer og den socialdemokratisk sportspioner journalisten Norman Bryn. For at blive medlem skulle man kunne svinge en 70 pundskugle op i strakt arm. 

Samme år 1895 som Carl Jensen døde, dannede en tredje arbejdersportspioner sprøjtefører P. L. Jacobsen "Arbejdernes Idræts Klub" som dyrkede f.eks. gymnastik, brydning, boksning og atletik. Også den tiltrak mest faglærte arbejdere, men også andre end hvor kropsstyrke var afgørende f.eks. snedkere, malere og skræddere. Man havde dog også græsk-romersk brydning og boksning. 

Omkring århundredeskiftet blev showbrydning en folkefornøjelse. Se indslaget om Magnus Bech Olsen. Interessen for det forsvandt efter 1905.

Et præsteligt Forbud ved en Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget følgende:

Den sociale Skomagersangforenings tidligere Formand, Vilhelm Blandford, afgik i forrige Uge ved Døden og blev i Søndags under stor Deltagelse begravet paa Garnisons Kirkegaard. Ved oenne Lejlighed passerede følgende, der fortjener at blive kendt i videre Kredse.

Som naturligt er, ønskede Sangforeningen at bringe sin afdøde Formand et sidste Farvel i en Sang, og indbetalte i den Anledning paa Klokkerkontoret et Beløb af 4 Kr., som er den fastsatte Takst for Tilladelse til at synge i Kapellet. I god Tro mødte vi i Søndags med Partituret til vor Gravsang, som vi i de sidste 13 Aar har benyttet ved et stort Antal Begravelser, men vi havde denne Gang gjort Regning uden den tjenstgørende Præst, hvis Navn er Mynster.

Da vi havde samlet os og skulde begynde Sangen, udbad Præsten sig et Eksemplar af vor Gravsang til Laans, og da han havde gmnemset det, nedlagde han et bestemt Forbud imod, at nogen Sang blev sungen, som ikke fandtes i den autoriserede Salmebog. Vi gjorde Præsten opmærksom paa, at vi forud havde betalt Tilladelsen til at synge, uden at der den Gang var taget noget som helst Forbehold, og vi paaviste, at der ved mangfoldige Begravelser blev sunget Sange, som ikke findes i Salmebogen; endelig søgte vi at gøre ham begribelig, hvad vel for Resten alle normale Mennesker ved, at et firestemmigt Sangkor behøver Tid til Indstudering af enhver Sang, og at vi derfor ikke kunde benytte os af hans naadige Tilladelse til at synge en avtoriseret Salme.

Alt dette hjalp os imidlertid ikke det mindste. Præsten fastholdt sit Forbud, erklærede Diskussionen for sluttet, og begyndte nu med en salvelsesfuld Stemme at beskrive det Helvede, der ventede den Afdøde, hvis han ikke her paa Jorden havde været i Besiddelse af den eneste rigtige Tro, som Pastor Mynster var saa heldig at repræsentere. Selvfølgelig opnaaede Præsten ved sit Magtsprog kun at skabe Bitterhed og Harme hos de mange, som var komne for at vise deres afdøde Ven og Kammerat den sidste Ære, og det er vor Overbevisning, at ikke en eneste af det store Følge stolede fuldt ud paa Præstens Oprigtighed, da han til Slutning ude ved Graven med himmelvendte Blikke nedbad Guds Fred over os allesammen.

Sangen, vi ønskede at synge, og som var skreven til Salmemelodien: "Lær mig, o Skov, at visne glad", havde følgende Indhold:

Hvil trygt i Gravens dybe Fred.
Vi mindes Dig med Kærlighed,
Lad Aar og Dage rinde.
I Livets Kampe kæk Du stod.
Ej Modgang kuede dit Mod
Velsignet var dit Minde

Sov sødt i Gravens tavse Bo;
Kun der er Fred, kun der er Ro,
Naar udslukt er vort Pje.
Det er den sidste sikre Havn,
Naar Graven tager dem t Favn,
Som har kendt Livets Møje.

Farvel, Farvel! for sidste Gang
Nu har Du vandret Vejen trang,
Kun Mindet er tilbage,
Det skal os følge paa vor Vej.
Farvel, Farvel! vi mindes Dig
Til Livets sidste Dage.

Enhver vil sikkert indrømme, at Sangen ikke i mindste Maade er stødende, men tværtimod i høj Grad passende ved en Jordefærd. Da vi, som anført, har sunget den ved mange tidligere Begravelser, er det os uforstaaeligt, hvad der har bevæget Præsten til at nedlægge sit Forbud. J. H.

(Social-Demokraten 23. juli 1891.

En dygtig Haandværkers Levnedsløb. (Efterskrift til Politivennen)

Stille og ubemærket er i forrige Uge en gammel dansk Haandværker afgaaet ved Døden i Kjøbenhavn, skriver "Haandværkerbladet". Lauritz Brandt fortjener imidlertid fuldt vel at mindes blandt den Kreds af Mænd, han tilhørte; thi ikke blot var han en god og brav dansk Haandværker, men Skriftstøbemaskinens Opfinder har ogsaa Krav paa at fremhæves i denne Egenskab som en Mand, der hædrede sit Land og sit Folk ved sin betydningsfulde Opfindelse. "Haandværkerbladet"s Redaktør, der maaske var en af de første, som i sin Tid henledede Opmærksomheden paa Brandt, griber derfor gjærne denne Lejlighed til at minde om ham.

Lauritz Brandt blev født i Svendborg den 6te September 1807. Hans Fader var Klejnsmed i Faaborg, og hos ham lærte han Professionen, hvorefter han i 1827 som Svend drog til Kjøbenhavn, hvor han forblev til 1829. Saa begyndte hans "Vandreaar". Med Ranselen paa Nakken og Stokken i Haanden drog han af Sted, dog ikke, som de fleste Haandværkesvende paa den Tid, til Tyskland, men til Rusland. I St. Petersborg henlevede han et Par Aar, sysselsat ikke blot med Arbejder i sit egenlige Haandværk. men ogsaa med alle Haandemekaniske Arbejder, saasom mathematiske Instrumenter o. desl. Fra Rusland gik Rejsen til Tyskland og Østerrig, hvor han gjæstede Prag, Wien, Munchen, Køln, Berlin og flere Byer og navnlig opholdt sig i længere Tid i den prøjsiske Hovedstad. Under sit Ophold i Tyskland ægtede han 1839 i Missdach i Bajern Anna Kerrn.

Efter at have set sig godt om i Evropa drog Brandt til Amerika, og her falder største Delen af hans senere Liv. Strax efter sin Ankomst til New York arbejdede han i Aarene 1840-43 hos det bekjendte Skriftstøberfirma David Bruce jun., og her forfærdigede han sine første Skriftstøbemaskiner. Der var Tale om, at han skulde gaa i Kompagni med Bruce, men dette blev ikke til noget, og han rejste saa til Europa for at udnytte sin Opfindelse der. I 1844 overlod han sit Patent til det bekjendte Skriftstøberfirma Ed. Haenel i Berlin, men det pekuniære Udbytte deraf var ikke stort, og Ære høstede han ejheller meget af, da Haenel i sine Cirkulærer fortiede Opfinderens Navn, saa at man i Tyskland snart tillægger Haenel, snart Steiner i München eller andre Æren for Skriftstøbemaskinens Opfindelse.

Ogsaa andre Gjenvordigheder maatte Brandt døje i Tystland, saaledes den, at en Landsmand, der arbejdede i hans Værksted, og som han havde vist megen Tillid, forlod ham for at gaa til F. A. Brockhaus i Leipzig, hvor han grundlagde et nyt Værksted, som imidlertid kan præsterede daarlige Arbejder og derfor bragte Maskinstøbningen i Miskredit. Misfornøjet forlod Brandt Tyskland og vendte hjem til Danmark, for hvilket Land Skriftstøber Fr. Fries i 1846 havde kjøbt Patentet, og hvor han byggede flere Maskiner, deriblandt tre for Fries, som endnu existerer. Senere byggede Fries selv flere Maskiner, men trods Forandringer i Konstruktionens Enkeltheder ligner de i alt væsenligt Brandts oprindelige. Ogsaa til Sverige afsattes flere Maskiner, særlig til den bekjendte dygtige Journalist, industridrivende og Politiker Lars Hierta, der havde afkjøbt Brandt det svenske Patent, som imidlertid efter Overenskomst overdroges Bogtrykkerfirmaet P. A. Norrstedt & Søner. En ligeledes her i Landet bygget Maskine kom til Hamborg. 

I 1848 vendte Brandt tilbage til New York og grundlagde der et Værksted, som udfoldede en betydelig Virksomhed, og hvorfra en Mængde Maskiner er udgaaede til alle Verdensdele: Evropa, Amerika, Asien (Ostindien og Kina). Forretningen var nu bleven lukrativ, og med en ved Flid og Dygtighed erhvervet Formue kunde Brandt i 1859 trække sig tilbage til Privatlivet efter at have overdraget sit Værksted til en dansk Medarbejder. N. Erlandsen, der som fattig Dreng havde været i Huset hos hans Forældre i Faaborg og derefter var kommen over til ham i Amerika. Brandt vedblev at bo i New York, hvor han nød høj og vel fortjent Anseelse i den danske Koloni, men han følte dog af og til Trang til at besøge den gamle Verden og glemte selvfølgelig da ikke at gjæste sit Fædreland, til hvilket han vedblev at nære varm Kjærlighed. Under et Besøg her i 1869 havde han den Sorg, da han maatte vende tilbage til New York, at maatte efterlade sin syge Hustru paa Diakonissehospitalet, hvor hun næste Aar afgik ved Døden af Kræft.

Endnu godt og vel en halv Snes Aar forblev Brandt i Amerika; men i 1881 vendte han tilbage til Danmark for at tage varigt Ophold her, og i Kjøbenhavn henlevede han sine sidste Aar. Som 83-aarig Olding døde han i den By, til hvilken han kom første Gang for 63 Aar siden som ungt Menneske. Hans Liv har været langt og bevæget; men det har ikke været levet forgjæves, thi i hele den civiliserede Verden nyder man godt af hans Snille.

(Morgenbladet (København) 4. juli 1890).

Lauritz Brandt blev begravet fra kapellet ved Fasanvejen (Solbjerg Kirkegård) fredag den 2. juli 1890.

I flere amerikanske gennemgange af maskinerne fremgår at det var David Bruce som i 1838 opfandt maskinen og at Lauritz Brandt stjal opfindelsen og solgte den i Europa under sit eget navn, hvorfor man helt op til midten af det 20. århundrede i Europa kunne se omtaler af maskinerne som Brandt maskiner.

Man kan se lidt om ham og hans værktøj på en hjemmeside. Heraf fremgår det at Brandt havde værksteder forskellige steder  mellem 1842 og 1880 i New York. Han fremhæves flere steder som en pioner.

Tvangshuse. (Efterskrift til Politivennen)

Det er desværre en bekendt Sag, at naar Murer- og Tømrersvende samt Murarbejdsmænd søger Arbejde hos en Bygherre, kan de som oftest kun erholde dette ved at forpligte sig til at tage en Lejlighed enten i en af Bygherrens opførte Ejendomme eller de maa love at ville bo i en Ejendom, der skal opføres.

Ude paa Frederiksberg er denne Fremgangsmaade farlig brugbar af nogle Byggespekulanter, som opfører hele Gadestrækninger af Ejendomme.

Kvarteret Folkvarsvej, Sindshvilevej og omliggende Gader er saa at sige næsten helt igennem opført under de Omstændigheder, at Arbejderne har maattet flytte fra det ene Hus til det andet, efterhaanden som disse er blevne færdige eller solgte til andre. Arbejderne paa Frederiksberg har af denne Grund døbt dette Kvarter "Tvangshuskvarteret", og selve Folkvarsvej har sjælden andet Navn end "Tvangshusgade".

Denne Trafik fra Bygherrernes Side har naturligvis sine gode Fordele for dem, idet det jo er en given Sag, at de Familier, der staar i deres Arbejde, absolut bliver tvungne til at være solide Lejere. Spekulationen er endvidere den, at det er lettere for en Bygherre at faa solgt sin Ejendom, naar denne er fuldt beboet, og i den Henseende gør "Tvangslejlighederne" god Nytte.

Hvad bekymrer Byggespekulanterne sig om, at de kort efter Salget af en Ejendom trækker næsten alle Beboerne bort fra denne og hen i en anden ny opført Bygning, og derved lader den nye Ejer staa med en Masse tomme Lejligheder, naar blot deres Interesser kan blive fremmet!

Gaar man op i en af disse Ejendomme, kan man som oftest se, at lige fra Stue til 3die Sal er den beboet af Murere og Tømrere, hvorimod 4de Sal og Kvisten udelukkende er beboet af Arbejdsmænd.

Der tages heller ikke faa meget Hensyn til Sundheden overfor Arbejderne af Bygherrerne, idet det meget ofte sker, at en Ejendom, der efter almindelige Regler ikke er mer end halvt færdig, dog er beboet af mange Familier. Man kan saaledes mange Gange se, at der i en Ejendom mangler det meste af Trappen, hele Trappegelænderet, Glasruder mangler i Dørene, Tapeter findes ikke paa Væggene, sa ofte mangler Kakkelovne i Lejlighederne, - men alligevel er disse beboede af Haandværkere.

Dette er naturligvis paa ingen Maade tilladeligt efter Sundhedslovenes Bestemmelser, men Arbejderne er desværre tvungne til at bo i dem, hvis de vil have Arbejde hos Bygherren, og han tager det som sagt ikke saa nøje med Sundheden hos sine Lejere, naar blot han faar Lejen ind hurtigst mulig og i rigelig Mængde.

At Arbejderne paa flere Maader kan have store Tab ved Saadan at blive tvungne til at bo et bestemt Sted, blot for at faa noget at bestille, er en Selvfølge, og vi skal nævne et af de Tilfælde, hvor Tabet er blevet meget føleligt for en af disse saakaldte "Tvangsfamilier".

En Tømrersvend med Hustru og 4 Børn havde i 6 Aar været Medlem af en Sygekasse og i samme Tidsrum boet paa Vesterbro. En Dag faar han Løfte om Arbejde paa Frederiksberg, men kun paa den Betingelse, at han skal tage en Lejlighed i en bestemt Ejendom derude, og det gjorde han. Lejligheden var ikke nær færdig; Væggene var raa og fugtige, og Luften var alt andet end sund, da Malerne og Tapetsererne laa midt i Arbejdet da han flyttede.

Da han havde boet paa Frederiksberg i 3 Uger, blev hans 2 mindste Børn syge og blev indlagt paa Frederiksberg Sygehus, og efter ca. 6 Ugers Ophold der blev Børnene helbredede og kom atter hjem. Men nu blev der præsenteret ham en Hospitalsregning paa et halvt hundrede Kroner for Børnenes Kur og Pleje der, og da han ikke saa sig i Stand til at betale, blev Børnenes Ophold paa Frederiksberg Hospital betragtet som Fattighjælp, og de deraf kommende Følger udebliver naturligvis ikke.

Hvis denne Familie var bleven boende paa Vesterbro, havde Manden ikke mistet sine borgerlige Rettigheder, om virkelig Børnene alligevel var blevne syge og indlagte paa et af Københavns Hospitaler, idet han, som havde svaret Kontingent til en Sygekasse i 6 Aar, derved havde erhværvet den Ret at have frit Hospital til Hustru og Børn i 20 Uger, men denne Ret havde han mistet fra den Dag af, da han flyttede ud paa Frederiksberg, idet Københavns Magistrat kun giver Moderation til Sygekassemedlemmer, som har bopæl paa Stadens Grund, hvorimod Frederiksberg Kommunalbestyrelse kun giver Moderation i Betalingen for Hospitalspleje (60 Øre daglig) til Sygekassemedlemmer, som har Bopæl paa Frederiksberg men giver ikke frit Hospital til Hustru eller Børn.

Man ser altsaa af den anførte Eksempel, hvor store Tab Arbejderne kan have ved at flytte ud paa Frederiksberg, naar de i Forvejen har boet i flere Aar indenfor Stadens Grænser og er Medlemmer af Sygekasser, og d'Hrr. Byggespekulanter burde dog tage saadanne Tilfælde i betragtning og undlade at paatdvinge deres Arbejdere Beboelseslejligheder paa  Frederiksberg fordi de giver dem Beskæftigelse maaske kun i nogle Maaneder.

I hvert Tilfælde vil vi tilraade Sundhedskommissionen at have sin Opmærksomhed henvendt paa disse "Tvangshuse", som opføres trindt omkring nu til Dags, og forbyde Husejerne at lade Mennesker flytte ind i Lejlighederne, før disse er fultud færdige og tilstrækkelig tørre.

L. C. 

(Social-Demokraten 11. oktober 1888).

En Have paa Hustaget. (Efterskrift til Politivennen)

Ikke sandt, det lyder næsten en Smule eventyrligt, at en Mand har anlagt en Have paa sit Hustag ude i Gothersgade, en komplet Have med Gran- og Løvtræer, Buskadser og Slyngplanter helt oppe mellem gamle, raagraa Mure og Skorstene.

Men Æventyret fremtræder som den skjønneste Virkelighed. Haven er der, den spirer, skyder, blomstrer om Sommeren og staar i denne Tid og længes efter, at de første milde Vinde og de første varme Solblink skal finde den paa dens ejendommelige Plads. For Resten er den ikke det mindste forknyt ved at være til Vejrs; langt hen ad Efteraaret og først paa Vinteren stod den endnu med Løvet i glansfulde grønne og gule og brune Farver, og med kraftige, friske Knopper venter den paa Foraarets Komme.

Den eventyrlige Haves Grundlægger er Guldsmed Petersen i Gothersgade. Han ejer Stedet Nr. 12, og her, hvor han har Værksted og fører en betydelig Forretning navnlig med Guld- og Sølvarbeider i oldnordisk Stil, er det, at han paa en Mellembygnings flade Tag har anlagt sin Have, Tagets Flade er en ret anselig, firkantet Plads, tæt omsluttet af Gavlmure og Hustage, der vel nu og da skygger for Solen, men ogsaa yder Læ og Lunhed.

Det er kun er Par Aars Tid siden, Hr. Petersen begyndte at sysle med Udførelsen af sin Haveplan. Han havde altid holdt meget af Planter og Friluftsliv, og denne Tilbøielighed indgav ham sagtens den snilde Ide. De fornødne Gartnerkundskaber skaffede han sig dels gjennem Læsning, dels gjennem Praxis. Han plantede, podede, gødede, Anlæget tog hele hans Fritid: Middag, Fyraften og Helligdag, og krævede stor Udholdenhed; men til Giengjæld skred alt ogsaa frem med forbavsende Fart, hver en ny Plantning lykkedes, Træer som Bøg, Gran og Lind skød frejdig til Vejrs. Hækker og Buske svulmede i tæt Grøde, Blomster og Græs vældede op som af den bedste Skovbundsmuld, og Springvandet sprang.

Træerne plantede i Spande og Baljer, de urteagtige Planter i Potter og lange Trækasser, der altsammen er ordnet net og smagfuldt i Grupper, Busketter og Løvhylter med Spaseregange imellem. Som Ramme om det hele stanger sig Vedbend og vild Vin, hvis Ranker snart hænger mageligt ud over Gitterværket, snart kravler ufortrødent op ad de graa, triste Murflader.

Mærkeligt er det at se, hvor dygtigt de større Træsorter trives i deres Baljer. Der er Gran, Bøg og Lind af 6-7 Alens Højde, saa nøjsomme de er med Jorden, saa frodigt breder de sig i Luft og Lys - en yderst fornuftig Økonomi. Dernæst følger en Rigdom af Syrener, Jasminer, Guldregn, Tuja og Roser, af de sidste alene findes henved et Par Snese Træer og af vidt forskjellig Slags. Endelig er der en Vrimmel af Smaablomster fra Mark og Have og Skov, anbragte i Potter og Konkylier, de mindre under og omkring de større, saaledes at de i Sommertiden, naar Løvet er tæt, fuldstændig skjuler Plantningsmaaden, 

Midt i Haven knejser en Miniatur-Udgave af et middelalderligt Borgtaarn, Egenlig er det en ordinair Skorsten, som fra først af satte Havens Ejer i stor Forlegenhed, derved at den, anbragt som den var midt i Taget, i høieste Grad misprydede Anlægget. Men Hr. Petersen fik det lykkeligt Indfald at forvandle Skorstenens Prosa til sublim Romantik; det passede ind i Stilen til alt det øvrige. Han malede Skorstenen i smukke røde Munkestenstavl, forsynede den med en udskaaren, takket Krans foroven, med glasfarvede Vinduer i Spidsbuestil paa Siderne og endelig med en kunstig udskaaren Port, der bevogtes af to store Hunde, Tæt omgivet ai svajende Ranker og Blomsterklynger, som Taarnet er ved Sommertid, og vogtet af tavse Dyr, var det ret et Sted for Børn at høre om Æventyrets Slotte med fortryllede Prinsesser.

Foran Taarnet findes et anseligt Springvand, paa hvis smukke, buede Metalstativ der er anbragt en Ring af Gaslamper, medens ovenover svæver en vinget Gudinde. I Bassinet, hvor Roser og andre "yndelige Blommer" spejler sig, leger ikke blot Guldfisk, men tillige Karper og Karudser, der om Sommeren bliver saa fede, at de fanges til Vinterslagtning. Næste Foraar sættes saa ny Yngel i Vandet.

Medens et af Havens Hiørner er optaget af Mistbænke, der opelsker Køkkenurternes solide Retter, faar et andet Hjørne Fylde ved et prægtigt Lindelysthus, det omgives og overhvælves af et Metalstativ, som er tæt behængt med Slyngplanter, der dels skyder op fra neden, dels vælder ned fra hængende Potter foroven. I Lysthusets Indre fyldes den ene Væg af et stort Dekorationsmaleri, forestillende en østjydsk skovrig Egn - et Minde, som Hr. Petersen har bragt med sig fra Jylland, thi han er selv Kunstneren.

Hvis der virkelig kom en Skare Børn derop for at lytte til Æventyr, vilde de uden Tvivl flokkes i Grotten, som findes mellem Lysthuset og Borgtaarnet. Den er bygget af en Art tyk, furet Bark og bevoxet med Mos og Blomster og et skæglignende Græs, der giver den et eventyrligt kjønt og gammelt Udseende. Inde i Grotten fører en Trappe ned til Hr. Petersens Guldsmeddeværksted, og Trappen er en befærdet Vej af hans Arbejdere, idet de giærne, naar Lejret er mildt, søger op i Haven under deres Maaltider.

Naturligvis er Haven forsynet med Flagslang og en smuk Pynt af Statuetter, Kugler, Vaser. Konkylier o. desl.

De babyloniske hængende Haver, som Oldtidens Sagn har berømmet, har i Hr. Petersens Anlæg fundet et kjøbenhavnsk Sidestykke, som de gamle Huse i Gothersgade kan være ganske stolte af. Den ejendommelige Have er bleven til under et lykkeligt Lune og megen Flid. Men Ejeren kan nu ogsaa hver Dag nyde sin Kaffe og Cigar i det grønne, og naar han om Aftenen, ved højtidelige Lejligheder, tænder Gaslamperne, har han et helt lille Tivoli.

En Stump Friluftsliv med dets Glæder og Duft, Vækst og Pragt er bragt ind i denne Afkrog mellem halvmørke Baggaarde, fugtige Hustage og graa triste Mure. Endog Fuglene har søgt hertil og sat Bo i de udhængte Kasser.

(Morgenbladet (København) 26. februar 1887).

I Kraks Vejviser for 1887 er opført H. A. Petersen, guldsmed, Gothersgade 12 Bb1.

Fotograf Rasmus Frederik Hendriksen (1847-1938): Gothersgade (1917). Nr. 12 eksisterer ikke længere, men bygningen ses midt i fotoet. Til højre ses nr. 8 - nu indgangen til Boltens Gård, og nr 10 til venstre for den. Bygningen med påskriften Konfektion er nr. 12. Foto Kbhbilleder. Public domain.

Udvandring af Arbejdere. (Efterskrift til Politivennen)

Ude paa Toldboden ved Lybek-Dampernes Afgangstid Kl. 3, foregaar der i denne Tid en usædvanlig Udvandring. Det er Bygningshåndværkere, særlig Tømrere og Murere, der i Hundredvis forlader det Land, hvor der er "smukt at leve, tungt at dø" for visse Samfundsklasser, men hvor der for den flittige Arbejder i denne skønne Sommertid næppe findes saa meget Arbejde, som i den strængeste Tid sidste Vinter. Det er ikke Amerika, Rejsen gælder, dertil mangler de Folk Midler, nej. Rejsens Maal er Tyskland, særlig Hamborg, hvor der bliver udført en Del større Arbejder. Udenforstaaende vil vel antage, at det alene er den unge uafhængige Svend, der saaledes "med Randselen paa Nakken og Staven i Haand" begive sig paa Vandring. Dette er dog ikke Tilfældet. Flertallet af de bortdragende er Familjefædre, mange har været bosiddende her i flere Aar og efterlader Hustru med en 5, 6 Børn, det sidste Aars Arbejdsløshed har gjort mangt et Hjem tomt, og nu, da alt Haab om at erholde Arbejde er bristet, og alle Hjælpekilder tømte, tages der Afsked med Hustru og Børn, og kun Haabet om ved Hjælp af Arbejde i fremmed Land at kunne redde Familjen fra Undergang, holder endnu Modet oppe. - Ude paa Toldboden indfinder Kollegerne sig, man skal dog ud at se, hvilke Kammerater der "stikker af i Dag". Klokken lyder tredje Gang, der tages en hjærtelig Afsked med Kammeraterne: "Lev vel. Held og Lykke, hils Kammeraterne i Tyskland!" - Trossen kastes los, man giver hverandre et Afskedshurra, og det sidste man hører fra de bortdragende er "Nationalsangen": Ned med o v. osv. - Saaledes gaar det flere Gange om Ugen, og der er i Løbet af de sidste 2 Maaneder udvandret en 4 a 500 Bygningshaandværkere fra København.

(Social-Demokraten 12. august 1886).

I 1880'erne steg udvandringen markant, og fra 1886 fik den et ekstra hop opad. Det kulminerede i 1887 med næsten en fordobling af antallet hvorefter det holdt sig på et højt niveau til 1894. Det var som det fremgår af artiklen, især yngre, arbejdsføre mænd i 20-30 årsalderen.

Kobberstikker, fotograf Thomas Niels Møller (1839-1920): Toldboden set mod havnen, 1887. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Gendarmerne og Haandværkerne. (Efterskrift til Politivennen)

Det er stadig galt med at faa noget at bestille til Gendarmerne; nu har alle Amtmænd bekendtgjort, at Gendarmerrnes Virksomhed b) vil bestaa i "at anholde Haandværkssvende, der viger fra den dem i Vandrebogen foreskrevne Vej"; men Haandværkerne synes mærkeligt nok ikke at være særlig tilfredse med, at der saaledes rundt om rider og spadserer Folk, der hjælper rejsende Haandværkssvende til ikke at gaa fejl af Vejen. I "Haandværkerbladet" skriver Ludv. Sørensen af Hørsholm en skarp og kraftig Protest mod dette tyske Gendarmeriarbejde; han anser denne Ordre til Gendarmerne for en Fornærmelse mod Haandværkerstanden, og selve Cirkulærets Fremkomst i Landets Blade for "saa stor en Skænsel for hele Standen, at enhver ærekær Haandværker maa føle det som en Tort, der er overgaaet ham selv personlig". Artiklen slutter saaledes: "Lige overfor dette Cirkulære finder jeg, at Fællesrepræsentationen for den danske Haandværkerstand maa have en uomtvistelig Pligt til at gøre sin Avtoritet gældende for om muligt snarest at saa dette Forhold forandret,eller dog i det mindste indsende til Justitsministeriet en energisk Protest imod den Maade, hvorpaa Øvrigheden tillader sig at behandle en stor Del af Standen, som særlig i denne strænge arbejdsløse Vinter kunde gøre Fordring paa den største Grad af Overbærenhed og Hensyntagen." 

(Social-Demokraten 7. april 1886).

Arbejderforfølgelsen i Næstved. (Efterskrift til Politivennen)

(Korrespondance.) Den økonomiske Krig, hvormed Højre paa en hensynsløs Maade forfølger de Arbejdere, der nærer selvstændige Anskuelser, er atter i disse Dage kommen til Udbrud i Næstved, idet Formanden for den socialdemokratiske Forening der i Byen, Blikkenslager Vestergaard, er bleven berøvet sit Erhverv af politiske Grunde. Det er ikke første Gang, at Estrupperne i Næstved har fulgt det af deres Aandsfrænder i andre Egne af Landet givne Eksempel, idet ogsaa tidligere Arbejdere er blevne gjort brødløse for deres politiske Anskuelsers Skyld i den By, hvor det pøbelagtige Højre lavede det bekendte Avertissement om de udelukkede Smedes Hustruer.

Den direkte Anledning til Blikkenslager Vestergaards Afskedigelse fik Højre derved, at han var til Stede og havde Ordet ved det politiske Møde for Ungdommen, som i Søndags blev afholdt ved Lundby Station, og det fortjener særlig at fremhæves, at hans Afskedigelse skyldes et Tryk, som fra Egnens Godsejeres og andre Estrupperes Side blev lagt paa den Mester, hos hvem han arbejdede.

I Torsdags Formiddags blev Vestergaard kaldt ind til sin Mester, som meddelte ham, at han fra de Godsejere, som han leverede Arbejde til, havde faaet forskellige Meddelelser om, at de vilde berøve ham deres Søgmug, hvis han ikke straks afskedigede Vestergaard. Da Mesteren, som ikke havde noget som helst at klage paa den nævnte Arbejder, ikke uden betydeligt Tab kunde undvære Godsejernes Søgning, bøjede han sig for det gemene Tryk, disse havde paalagt ham, og gav øjeblikkelig Vestergaard sin Afsked.

Saaledes handler dette Parti, der udbringer Leve for "Arbejdets Frihed" og som danner Foreninger til "Arbejdernes Værn". Kan de ikke direkte komme de Arbejdere til Livs, der nærer frisindede Anskuelser, saa erklære de økonomisk Krig mod disse Arbejderes Arbejdsgivere og truer disse med økonomisk Ruin, dersom de ikke straks som lydige Slaver danser efter Højres Pibe og gør de selvstændigt tænkende Arbejdere brødløse.

Hvis Estrupperne imidlertid tror, at de paa den Maade kan true Frihedstanken hos Arbejderne, tager de storligt Fejl. De vil derimod foranledige, at Arbejderne i større Grad end ellers vil rejse sig imod det gemene Tyranni, som nu udøves af Godsejere og Storkapitalister, ligesom de bidrager til at bortrydde den politiske Ynkelighed. der hidtil har været fremherskende hos en stor Del af de Næringsdrivende i Købstæderne. Disse vil sikkert ikke ret længe finde sig at danse efter Godsejernes Slavepisk som viljeløse Nikkedukker, men derimod, idet de kommer til at indse det nedværdigende i at spille en saadan Rolle, ligesom Arbejderne rejse sig for at afkaste det Tyranni, der kuer dem.

O.

(Social-Demokraten 17. oktober 1885).

Sadelmagerarbejdet paa Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Sadelmagerne have gjennem et Udvalg af Mestre og Svende anket over, at der paa Ladegaarden forfærdigedes Madratser til St. Hans Hospital uden at være udbudte til Licitation, og at der gjennem Kvartermesteren er udført privat Arbeide. I denne Anledning henviser Magistraten til 4. Afsnit af Planen for Kjøbenhavns Fattigvæsen, særlig § 46: "Findes Fattigvæsenet Fordel ved, til Udsalg eller til Brug hos sig selv, at give sit spundne Garn eller andre Varer videre Forædling ved Vævning og deslige, gjør det dertil de fornødne Anlæg; dog vogter det sig i den Henseende for at begynde med altfor vidtløftige eller kostbare Anlæg. Hellere gaar det frem fra det Mindre til det Større, efterhaanden og forsigtigen; altid dog med Hensyn til, at intet mangler, for at sætte arbeidsføre Hænder i nyttigst Arbeide", og § 47: "Alt slags Fabrik- og Haandarbeide for Fattigvæsenets Regning, eller for andre efter Akkord, foretages og udføres under dets Tilsyn og Bestyrelse, almindeligen i Fattigvæsenets offenlige Arbeidshuse." Hertil slutter sig for Arbejdsanstalten paa Ladegaardens Vedkommende Kancelliskrivelse af 4. Juni 1833, kommuniceret ved allerhøieste Resolution af 29. Mai f. A., angaaende denne Anstalts Indretning, i hvilken det hedder i § 2, "at Ladegaardsindretningen skal vedligeholdes som et Arbejdssted, hvor Fattigvæsenet kan give arbeidsføre Trængende stadig og hensigtsmæssig Beskæftigelse, og at der til den Ende skulde indrettes saa mange forskjellige Beskæftigelsesmaader, som Omstændighederne tillade, og som kunne sætte Fattigvæsenet i Stand til at benytte de i Indretningen optagne Individers Arbeide paa fordelagtigste Maade efter den Arbeidsdygtighed, de medbringe, hvorhos Fattigvæsenet fornemmelig bør stræbe, saa vidt muligt, selv der at lade forarbeide alle dets Forbrugsartikler, og tillige søge at træffe Overenskomster med andre offenlige Indretninger om Leverance af de til disses Bedrift nødvendige Gjenstande, samt endelig, for saa vidt tilstrækkelig Beskæftigelse ikke paa disse Maader kan forskaffes de Individer, der ere anbragte i Indretningen, tabe arbeide til Afsætning, hvorved det dog, saa meget som muligt, bør undgaas at gaa Ind paa de næringsdrivende Borgeres Erhverv", og i § 3, "at den administerende Direktion for Fattigvæsenet maa, om den finder det hensigtsmæssigt, etablere et Udsalgsted i Byen for de ved Ladegaardsindretningen tilvirkede Produkter".

Det fremgaar heraf, at Magistraten er pligtig til, saa vidt mulig, i Anstalten at lade forarbeide, hvad den behøver til sit eget Brug, men at den ved Siden heraf ogsaa kan lade Arbeider udføre saavel for Fattigvæsenet i Almindelighed som for Kommunen, ligesom den ogsaa kan paatage sig Arbeider saavel for andre Institutioner som for Private og endog etablere et Udsalg og altsaa afhænde de i Anstalten tilvirkede Arbeider til alle og enhver, altsaa uden foregaaende Bestilling. Det fremgaar heraf, at Besværingen hviler paa Mangel paa Kundskab til de Normer, der ere bindende for Administrationen, og paa hvilke den hele Arbeidsvirksomhed paa Anstalten hviler, og Klagen maa saaledes afvises som ubeføiet. Da Klagen imidlertid særlig fremhæver det Arbeide, der er fuldført for St. Hans Hospital, hvilket skal være St. Johannes Stiftelsen i Ryesgade, oplyser Magistraten, at Anstalten for denne har paataget sig Syning og Stopning af 632 Hvømadratser, 275 Under- og Hovedmadratser med Krølhaar, 50 Hovedmatratser med do, 53 Madrasser med vegetabilske Krølhaar, 38 do. med Skraa- og Fodpuder til Børnesenge og 250 do. stoppede med Hø, hvorfor Arbeidslønnen er  kalkuleret til 2254 Kr. 30 Øre. Af Madratserne er en betydelig Del færdige, men hvorvidt det hele Parti kan forarbejdes paa Anstalten, vil bero paa, naar nævnte Stiftelse har Anvendelse for hele Partiet, samt paa, hvorvidt den fornødne fyndige Arbeidskraft vil være til Stede. Foruden anførte Madratser har Anstalten ogsaa paataget sig at udføre en Del Snedkerarbeide, navnlig Skabe, Skrivepulte, Skriveborde, Borde, Træstole, Servanter, men alle Møbler kunne ikke forfærdiges samme Steds, og Jernsenge samt en Del Stole ere udbudne til Haandværkere. Endvidere har Anstalten paataget sig at levere noget Blikkenslager- og Bødkerarbeide samt Syarbeide til nævnte Stiftelse, men af uldne og linnede Varer har Anstalten kun leveret den mindre Det, hvorimod den betydeligere Del er udbudet ved Licitation. Anstalten har derudover leveret uldne og linnede Varer samt Møbler til enkelte Afdelinger under Kommunen og enkelte offentige Institutioner, men til Kommunen har den langt fra leveret, hvad denne har havt Anvendelse for, saaledes navnlig ikke til Skolevæsenet, der dog i de senere Aar har ladet en Række Skolebygninger opføre, hvorimod Internatet tildels er blevet monteret fra Arbeidsanstalten, og dette ligger i, at Anstalten gar Vanskelighed ved til given Tid at paatage sig større Leverancer, idet disse altid maa modtages med Forbehold paa Grund af den vekslende og til visse Aarstider indskrænkede Befolkning. Det er under disse Forhold ofte vanskeligt at faa Arbeide fra Kommunen og andre Autoriteter, og da de i Anstalten værende Haandværkere helst vedblivende bør beskæftiges med det af dem lærte Haandværk, har det været nødvendigt at modtage Bestillinger fra Private. I 1883 er der til Private afsat: Snedkerarbeide for 2058 Kr., Trædreierarbeide for 236 Kr., Sadelmagerarbeide for 191 Kr , Malerarbeide for 19 Kr., Smedearbejde for 16 Kr., Blikkenslagerarbeide for 24 Kr., Skræderarbeide for 103 Kr., Arbeidsløn af Fitlsko for 335 Rr., øvrigt Skomagerarbeide for Funktionærerne for 710 Kr., Bogbinderarbeide for 300 Kr.. Uldkartning for 176 Kr., solgt uldne Varer for 73 Kr., solgt linnede do. for 344 Kr., solgt Bomuldsvarer for 2444 Kr. Af disse Beløb ses det, at Anstalten kun er gaaet meget lidt ind paa Borgernes Erhverv, idet Indtægten i hver Branche er saa ringe, at en Mester ikke kan leve deraf, og der er saaledes taget det mest mulige Hensyn til Paalæget i den nævnte kgl. Resolution. Det fremhæves derhos, at de producerede Ting ikke ere billigere, i alt Fald kun meget lidt billigere end de, der frembringes af private Haandværkere, fordi de paa Anstalten indbragte Arbeidere, af hvilke mange paa Grund af det af dem førte tidligere Liv ere sløvede saavel i legemlig som Aandelig Henseende, anvende langt mere Tid til et Stykke Arbeide end de private Haandværkere, hvorved Prisen paa de færdige Varer uagtet en billig Arbeidsløn omtrent ækvivalerer med private Mesteres Arbeider. Til Slutning giver Magistraten en Fremstilling af, hvorledes Arbeidsvirksomheden paa Ladegaarden har udvidet sig, og den udtaler endelig, at den i Mandfolkeafdelingen altid har en Vanskelighed at kæmpe med, nemlig den overordenlig vekslende Befolkning samt den Omstændighed, at naar Belæggelsen er størst, er det Arbeide, der kan faas, ringe, medens man omvendt, naar Belæggelsen er mindre stærk, kan have Vanskelighed med at faa præsteret, hvad man har paataget sig, Omstændigheder, over hvilke Magistraten ikke er Herre, men som mere end alt andet udelukker Fattigvæsenet fra i nogen betydelig Grad at lade Arbeidsanstalten overtage privat Arbeide eller gribe ind paa den private Industris Omraade, og saaledes vise, at den af Fagforeningen udtalte Bekymring for, at et saadant vil ske, maa karakteriseres som ugrundet.

Sagen skal paa Mandag forhandles i Borgerrepræsentationen.

(Nationaltidende 19. december 1884).

St. Johannes Stiftelsen. Illustreret Tidende nr. 30, 26. april 1885.