Et præsteligt Forbud ved en Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget følgende:

Den sociale Skomagersangforenings tidligere Formand, Vilhelm Blandford, afgik i forrige Uge ved Døden og blev i Søndags under stor Deltagelse begravet paa Garnisons Kirkegaard. Ved oenne Lejlighed passerede følgende, der fortjener at blive kendt i videre Kredse.

Som naturligt er, ønskede Sangforeningen at bringe sin afdøde Formand et sidste Farvel i en Sang, og indbetalte i den Anledning paa Klokkerkontoret et Beløb af 4 Kr., som er den fastsatte Takst for Tilladelse til at synge i Kapellet. I god Tro mødte vi i Søndags med Partituret til vor Gravsang, som vi i de sidste 13 Aar har benyttet ved et stort Antal Begravelser, men vi havde denne Gang gjort Regning uden den tjenstgørende Præst, hvis Navn er Mynster.

Da vi havde samlet os og skulde begynde Sangen, udbad Præsten sig et Eksemplar af vor Gravsang til Laans, og da han havde gmnemset det, nedlagde han et bestemt Forbud imod, at nogen Sang blev sungen, som ikke fandtes i den autoriserede Salmebog. Vi gjorde Præsten opmærksom paa, at vi forud havde betalt Tilladelsen til at synge, uden at der den Gang var taget noget som helst Forbehold, og vi paaviste, at der ved mangfoldige Begravelser blev sunget Sange, som ikke findes i Salmebogen; endelig søgte vi at gøre ham begribelig, hvad vel for Resten alle normale Mennesker ved, at et firestemmigt Sangkor behøver Tid til Indstudering af enhver Sang, og at vi derfor ikke kunde benytte os af hans naadige Tilladelse til at synge en avtoriseret Salme.

Alt dette hjalp os imidlertid ikke det mindste. Præsten fastholdt sit Forbud, erklærede Diskussionen for sluttet, og begyndte nu med en salvelsesfuld Stemme at beskrive det Helvede, der ventede den Afdøde, hvis han ikke her paa Jorden havde været i Besiddelse af den eneste rigtige Tro, som Pastor Mynster var saa heldig at repræsentere. Selvfølgelig opnaaede Præsten ved sit Magtsprog kun at skabe Bitterhed og Harme hos de mange, som var komne for at vise deres afdøde Ven og Kammerat den sidste Ære, og det er vor Overbevisning, at ikke en eneste af det store Følge stolede fuldt ud paa Præstens Oprigtighed, da han til Slutning ude ved Graven med himmelvendte Blikke nedbad Guds Fred over os allesammen.

Sangen, vi ønskede at synge, og som var skreven til Salmemelodien: "Lær mig, o Skov, at visne glad", havde følgende Indhold:

Hvil trygt i Gravens dybe Fred.
Vi mindes Dig med Kærlighed,
Lad Aar og Dage rinde.
I Livets Kampe kæk Du stod.
Ej Modgang kuede dit Mod
Velsignet var dit Minde

Sov sødt i Gravens tavse Bo;
Kun der er Fred, kun der er Ro,
Naar udslukt er vort Pje.
Det er den sidste sikre Havn,
Naar Graven tager dem t Favn,
Som har kendt Livets Møje.

Farvel, Farvel! for sidste Gang
Nu har Du vandret Vejen trang,
Kun Mindet er tilbage,
Det skal os følge paa vor Vej.
Farvel, Farvel! vi mindes Dig
Til Livets sidste Dage.

Enhver vil sikkert indrømme, at Sangen ikke i mindste Maade er stødende, men tværtimod i høj Grad passende ved en Jordefærd. Da vi, som anført, har sunget den ved mange tidligere Begravelser, er det os uforstaaeligt, hvad der har bevæget Præsten til at nedlægge sit Forbud. J. H.

(Social-Demokraten 23. juli 1891.