Nu gaar Bogsæsonen ind --. (Efterskrift til Politivennen).

En Samtale om Bøger og Mennesker.

Stadsbibliotekar J. Aarsbo i sit Kontor i Nikolaj Kirkebygning.

- En Gang troede vi, at Radioen vilde hæmme Iæselysten, siger Stadsbibliotekar J. Aarsbo. - men vi tog fejl. Boglaanene viser ingen Nedgang, og vi faar tidt Besøg af Folk, som har hørt en Radiooplæsning af den og den Forfatter og nu gerne vil læse noget mere af ham. Nej, Jeg ser ikke, at Radioen skader Bibliotekerne.

- Hvor mange Laanere har Kommunens Biblioteker?

- Der staar udmeldt 70 Tusind og Udlaanene var sidste Aar 1,900,000 ... Bindenes Antal er 280,000. Det er omtrent en Bog til hveranden Indbygger. For 15 Aar siden, da jeg begyndte ber, havde vi kun 40,000 Bind ialt

- Hvem er de bedste Læsere?

- Det er ikke nemt at svare paa. Kommunebibliotekerne søges af Folk i alle Samfundslag. Men blandt Arbejderne har vi mange af vore mest interesserede og dygtigste Læsere. Der er jo en vældig Opdrift i Arbejderne

De Indfødte og de Indvandrede

- Hvad læses mest?

- Folk søger fortrinsvis Skønliteratur. Men man maa sige, at Udlaanet af Fagliteratur er meget stort, det andrager ca. 600,000 Bind eller 33 pCt. af det samlede Bogudlaan. Vi har en Mængde populærvidenskabelig Literatur, som ikke kan faas paa Statens Biblioteker, jeg vil eksempelvis nævne geografiske Værker, Rejseskildringer og den Slags. De Bøger er nu gerne udenlandske. Paa dansk findes der næsten ingen moderne populær geografisk Literatur. Svenskerne er mere med.

- Hvilke skønliterære Forfattere læses mest?

- Andersen-Nexø, Jeppe Aakjær, Thomas Olesen Løkken, Johs. V. Jensen, Bergstedt, Gyrithe Lemcke, Maric Bregendahl, Sigrid Undset og Selma Lagerløf. Af "Pelle Erobreren" har vi 150 Eksemplarer, og de cirkuler stadig.

- Thomas Olesen Løkken og Marie Bregendahl? Københavnerne interesserer sig altsaa for Hjemstavnsliteratur?

- Nej, det er skam ikke de indfødte Københavnere, der læser Hjemstavnsforfatterne, - det er de indvandrede. Tænk, hvor mange Jyder, der er i København ... De er forresten ogsaa stærkt interesserede i Topografi og Lokalhistorie. Vi maa købe alle Amternes historiske Aarbøger.

Bibliotekerne og Boghandlerne.

- Der er dem, der paastaar, at Bibliotekerne skader Boghandlerne.

Jeg tror ikke, Bogsalget lider noget Afbræk ved Bibliotekernes Virksomhed. De, der vil læse det nyeste, kan ikke vente, og har altsaa ingen Fordel af Bibliotekerne, - der gaar nemlig gerne en 2-3 Maaneder, inden vi kan udlaane de nye Bøger. Og det Antal Eksemplarer vi køber, er alt for ringe til at kunne tilfredsstille Efterspørgslen. Hvad tror De, at de 100 Eksemplarer, vi har af "Kirsten Lavransdatter" forslaar? Hele Kvindeverdenen vil læse den Bog ...

- Forfatternes 5 Øre spøger stadig!

- Ja - Forfatterne overser, at Bibliotekterne ikke har nogen Indtægt ved Bogudlaanet, og slutter, at naar Restaurationsmusik kan lægge Penge i Restauratørernes Lommer, saa maa Bogudlaanet ogaa kunne være indtægtsgivende. Men Bibliotekerne her er jo ikke Lejebiblioteker. Forfatterne maatte hellere slutte fra Forholdet med Kunstnerne, der har solgt Billeder til Gallerierne, - de maa jo nøjes med den Betaling, de en Gang har faaet. Og Kunstmuseet tager dog Entre.

Indførelsen af 5 Øresafgiften vilde bare betyde, at de Forfattere, der tjener godt i Forvejen, vilde faa flere 5-Ører, mens de, der hverken sælges eller udlaanes i større Grad, ikke vil de vinde noget videre. Maaske kunde man tænke sig en kollektiv Fordeling. Men vil de, der tjener godt, være glade for at afstaa noget til dem, der har smaa Indtægter. Forfatterne er vist ikke anderledes paa det Punkt end andre Mennesker. Forresten er der mange Forfattere, der er glade for Bibliotekerne. Vi bliver tidt ringet op af Skribenter, som spørger os, hvorfor vi ikke har skaffet deres Bøger ... Og efter vor Mening er Bibliotekerne i Virkeligheden rene Reklameanstalter for Literaturen. Her lærer Folk Bøger at kende og faar Lyst til at danne private Bogsamlinger.

Storbyen er en Heksekedel.

- Er Aaandskulturen i Tilbagegang eller hvad?

- Man kan ikke sige, at det moderne Liv gaar i Dybden. Storbyen er en Heksekedel, der tvinger Folk til at hvirvle rundt ... Man spreder sig for meget. Men ikke desto mindre er der mange Mennesker, der har opdaget, at virkelig Uddannelse kræver Fordybelse. Og vil man danne sig nogen rigtig Mening om Kulturens Stade i Øjeblikket, saa maa man ikke glemme at tage i Betragtning, at helt nye Folk er kommet med, Samfundslag, som tidligere var helt udenfor det kulturelle Liv. Det giver sine Udslag. Forresten maa vi sige, at da de aandelige Værdier ikke kan vejes, bliver det altid noget af en Smagssag, om det Hele er værre eller bedre ...

Men, siger Stadsbibliotekaren til Slut, - De har jo helt glemt at spørge om Læsesalene! De besøges i Aarets Løb af 420,000 Mennesker, der læser Faglitteratur, Tidsskrifter og Blade ...

Steen.

(Aftenbladet (København), 23. november 1929).

Henrik Julius Lehmann 1869-1925. (Efterskrift til Politivennen)

Henrik Julius Lehmann var student 1887 fra Metropolitanskolen. 1893 cand.jur. og var derefter fuldmægtig ved Amager birk og ved Thisted amt.  Lehmann var medlem af Statens bogsamlingskomité 1910–1920 og var som medlem af biblioteksrådet fra 1920 med til at forberede og udforme de rammer for biblioteksvæsenets ordning som fastlagdes ved loven af 5. marts 1920. 1919 tog han initiativet til sammenslutning af foreningerne Danmarks folkebogsamlinger og Dansk biblioteksforening til Danmarks Biblioteksforening. 

Han var 1914–1919 formand for Centralforeningen for ministeriernes embedsmænd og assistenter.  Som foreningens repræsentant i lønningskommissionen af 1917 fik han udvirket at lønningsloven af 1919 på adskillige punkter imødekom de ministerielle tjenestemænds ønsker. Organisationen udgjorde sammen med Den danske dommerforening og Universitetsforeningen Danske stats-embedsmænds samråd (den højere embedsstand).

1919-1925 var han amtmand over Thisted amt efter Bache som blev forflyttet til Aalborg. 

Amtmands-Udnævnelser.

Amtmand Henrik Lehmann.

Kontorchef i Undervisningsministeriet Henrik Lehmann, der er udnævnt til Amtmand over Thisted Amt, er født i Kjøbenhavn den 30te August 1869 som Søn af Sundhedskollegiets Dekanus, Dr. med. Julius Lehmann og Hustru, født Behrens. I 1887 blev han Student fra Metropolitanskolen og i 1893 juridisk Kandidat, hvorefter han i fire Aar var Fuldmægtig ved Amager Birk, med et Aars Mellemrum, da han var Fuldmægtig ved Thisted Amt, hvortil han nu altsaa vender tilbage som Amtmand.

Sin Løbebane i Kultusministeriet begyndte Lehmann som Assistent i 1896 han avancerede til Fuldmægtig i 1909 og har siden 1912 været Kontorchef, deraf fra 1916 i Undervisningsministeriet. Af de mere betydende Hverv, som han har beklædt eller endnu beklæder, skal anføres, at han siden 1907 har været juridisk Sekretær ved Sundhedsstyrelsen, Medlem af Dansk skolehygiejnisk Forenings Repræsentantskab og af Statens Bogsamlingskomité. I 1917 udnævntes han til Medlem af Døvstummekommissionen og af Lønningskommissionen, og i længere Tid har han beklædt Posten som Formand i Hovedbestyrelsen for Centralforeningen af Ministeriernes Embedsmænd og Assistenter.

Den nye Amtmand, der er usædvanlig stærkt interesseret i sociale Forhold, bar udfoldet en ikke ringe faglitterær Virksomhed. Han har saaledes udgivet Skolelovene af 1899 og 1904 med Noter samt en meget benyttet Haandbog i Lovgivningen om den danske Folkeskole og er siden 1910 Medudgiver af Gejstlig Reskriptsamling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. februar 1919).

Lehmann var som amtmand formand i direktionen for Thisted-Fjerritslev-jernbanen 1919–25 og fra 1921 formand i tilsynsrådet for Sparekassen for Thisted Amt. I forbindelse med kommunedelingen i 1923 af Hunstrup-Østerlid blev der i Thisted Amts Tidende gjort protester fra beboere i Østerlid mod Lehmann og Amtsrådet for ikke at blive hørt, samt overdragelsesbeløbet. Uenigheden gik bl. a. på fortolkninger i håndbøgerne samt om hvilken udgave man skulle have brugt.

Foto fra Thisted Amts Tidende 11. august 1924 i anledning af Thisted købstads 400 årsjubilæum.

Amtmand Lehmann.

Som meddelt i Lørdags, er Amtmanden over Thisted Amt Henrik Lehmann afgaaet ved Døden paa Rigshospitalet, kun 56 Aar gammel.

Han blev efter hvad "Nationaltid." meddeler, for et Par Maaneder siden generet af konstante Feberanfald og søgte saa til Professor Faber paa Rigshospitalet. Efter en tidligere Observationstid viste det sig, at Patienten led af en ikke særlig hyppig, men farlig Blodsygdom, Septikæmi, og efter tre Ugers Sygeleje bukkede han under for den.

Henrik Lehmann var født i København som Søn af Dekanus for Sundhedsskollegiet, Dr. med. Julius Lehmann og hans Hustru, født Behrens, og en Søster til ham er Fru Retspræsident Friis, Viborg. Efter Artium fra Metropolitanskolen blev han juridisk Kandidat, Fuldmægtig først ved Amager Birk og senere ved Thisted Amt, og fra 1896 ansat i Kultusministeriet, hvor han var Kontorchef, da han 1919 udnævntes til Amtmand over Thisted Amt.

Lehmann, der var af et repræsentativt Ydre og ogsaa satte Pris paa Formernes Overholdelse, var en særdeles dygtig, flittig og meget anvendt Embedsmand, der i sin Ministerietid beskæftigede sig indgaaende og personlig Interesseret med Sagerne. De forskellige Hverv, der i denne Forbindelse tilfaldt ham, varetog han godt. 

Ikke mindst Arbejde gjorde han i Statens Bogsamlingskomité, ligesom han i det hele taget var en Autoritet vedrørende Skolesager, har udgivet flere Skolelove og forrige Aar afsluttet den særdeles brugbare "Haandbog i Lovgivningen om den danske Folkeskole". I Organisationsarbejdet indenfor Embedsstanden trak Lehmann i mange Aar den største Del af Læsset. Han var de ministerielle Embedsmænds Repræsentant i den store Lønningskommission, og han var den egentlige Fader til den store Sammenslutning, der kaldes "Embedsmændenes Samraad".

Amtmand Lehmann var gift med Gerta, født Klug, Datter af Borgmester, Dr. juris Heinrich Klug i Lybæk. Fruen overlever sin Mand sammen med tre halvvoksne Børn.

(Viborg Stifts-Tidende 30. november 1925).

Amtmand Lehmann død

Efter længere Tids Sygdom er Amtmand Henrik Lehmann, Thisted, i Gaar død paa Rigshospitalet.

Amtmand Lehmann var Søn af den i sin Tid meget kendte Læge og Videnskabsmand Julius Lehmann.

Efter at være blevet Kandidat i 1893 var han Fuldmægtig I Provinsen i nogle Aar, kom saa ind i Kultusministeriet og blev 1912 Kontorchef her.

Det var især Skolesagerne, som lagde Beslag paa Lehmanns Arbejdsevne, og han blev efterhaanden en Autoritet i alle Spørgsmaal vedrørende Folkeskolevæsenet.

Hans "Haandbog i Lovgivningen om  den danske Folkeskole" er et fortrinligt tilrettelagt og meget benyttet Værk. Desuden har han udgivet Skolelovene af 1899 og 1904 med Noter. Ogsaa for de statsunderstøttede offentlige Biblioteker nærede han levende Interesse, og han gjorde som Medlem af Statens Bogsamlingskomité 1910-20 og i Biblioteksraadet 1920 et stort Arbejde.

En særlig betydningsfuld Indsats ydede han som Formand 1914-19 for Centralforeningen af Ministeriernes Embedsmænd og som disses Repræsentant i Lønningskommissionen af 1917. Naar de ministerielle Tjenestemænd har opnaaet betydelige Lønforbedringer og nu staar samlede i en fast Organisation, der sammen med Dommerforeningen og Universitetsforeningen har dannet et fælles "Samraad", omfattende hele den højere Embedsstand, skyldes det i høj Grad Lehmanns Initiativ og Forhandlingsevne. Ogsaa for det fællesnordiske Arbejde interesserede han sig meget.

Fra 1919 var han Amtmand over Thisted Amt, hvor han var kendt fra sine Fuldmægtigdage. Her gjorde han fortrinlig Fyldest paa Grund af sine repræsentative Egenskaber, store Dygtighed og gamle Kendskab  til Egnen.

Amtmand Lehmann efterlader sig Enke, født Klug, og et Par Børn.

(København 29. november 1925).

Mindetale over Amtmand Lehmann.

Ved Begyndelsen af Amtsskoleraadets Møde i Dag udtalte den konstituerede Amtsmand de Jonquires:

Det var en trist Meddelelse, vi modtog i Lørdags om, at Amtmand Lehmann var afgaaet ved Døden. Vel vidste vi, at han var syg og farlig syg, men derfor var det dog en trist Meddelelse, trist for dem, som arbejdede sammen med ham, og for mig, som har kendt ham i mange Aar og har nydt godt af hans smukke Personlighed. Amtmand Lehmann blev ikke nogen gammel Mand, men naaede dog at sætte sig Spor i det offentlige Liv, jeg tænker her paa den fremragende Indsigt, han naaede paa Skolevæsenets Omraade, og jeg tænker paa det store, frivillige Arbejde, som Amtmand Lehmann under sin Embedsgerning nedlagde i de særlig til Skolevæsenet knyttede Led af Arbejdet. Naar han naaede saa fortrinlige Resultater, skyldes det ikke blot, at han var i Besiddelse af stor Arbejdskraft, men ogsaa, at han havde en varm Interesse for alle de Forhold, han beskæftigede sig med, men det skyldes ikke mindst, at han havde Egenskaber, som gjorde, at Medlemmerne fik Tillid til ham ved hans udprægede Finhed og Redelighed i Tankegangen og hans sjældent stilfulde Fremtræden. Det tilkommer ikke mig at udtale mig om hans Gerning i Amtsraadet, men er der noget som, at man bedst kan bedømme et Menneske efter hans Omdømme blandt dem, som staar ham nærmest i hans daglige Liv, hvis det er saadan og hvis jeg som ny Mand maa have Lov at dømme Amtmand Lehmann efter de varme Udtalelser, som jeg har hørt )remsat om ham paa Amtskontoret og efter den Hengivenhed og Højagtelse, han var omgivet af paa Amtskontoret, saa vil jeg sige, at Amtmand Lehmann med Hæder og Ære kan tage det Omdømme, han har skabt sig, med sig i sin Grav. Jeg tror, at det er i Overensstemmelse med Raadet, naar jeg udtaler en Beklagelse over, at Amtsmand Lehmann saa tidligt døde. (Medlemmerne rejser sig.)

Amtsraadsmedlem Sloth: Det var ret vemodigt i Lørdags at modtage Budskabet om, at Amtmand Lehmann var død, vi havde haabet, at han maatte overvinde den svære Sygdom. Han har i den Tid. i hvilken han var Amtmand i Thisted Amt gjort et betydeligt Arbejde for, hvad han ansaa for nyttigt, og det var ikke blot i Skolesager, Amtmanden var jo Autoritet paa det Omraade, men ogsaa ved Amtsraadets Sager, han sparede sig aldrig for at faa det bedst mulige Resultat af Forhandlingerne. Og selv om Sagen fik et Resultat, som Amtmanden ikke syntes om, saa bøjede han sig altid loyalt for Resultatet. Amtmand Lehmann har en Gang sagt, at af de Pligter, han havde som Amtmand, var Møderne her ham de kæreste. Vi skylder ham Tak for den rolige og saglige Maade, han ledede Forhandlingerne paa. Vi vil mindes ham som den fine og ridderlige Personlighed, han var, og vi vil udtale et Ære være hans Minde. 

(Medlemmerne rejser sig.)

(Thisted Amtsavis 30. november 1925)

Thisted Byraad

Mindetale.

Borgmesteren indledede Byraadsmødet med bl. a. at udtale: Siden Byraadets sidste Møde er der kommen Meddelelse om, at Hr. Amtmand Lehmann er afgaaet ved Døden. Selv om man altid under en Sygdom er forberedt paa et saadant Udfald, saa gør det altid et særligt Indtryk, naar en Mand som her kaldes bort mens han staar midt i sin Manddoms Gerning. Den Gang Amtmand Lehmann kom her til Thisted var det med Haabet om at kunne sætte sig ind i denne Kgns og Befolkningens Ejendommeligheder for derefter at kunne udrette det bedst mulige baade for By og Land. Selv om Amtmand Lehmanns Forslag og Tanker ikke altid har vunden udelt Tilslutning, saa maa det erkendes, at han har været ridderlig og nobel saavel under Forhandlingerne som udenfor disse. Naar nu Amtmand Lehmann er gaaet ud paa den store, tavse Rejse, sænker vi alle Kaarden og idet jeg ikke tvivler om, at hans Virke var præget af Retsind og Ønsket om at øve Retfærdighed, udtaler jeg: Ære være hans Minde (Medlemmerne rejser sig).

- For lukkede Døre vedtog Byraadet iaftes ved Amtmandens Jordefærd i København at lade sig repræsentere af Borgmester Bjerregaard.

(Thisted Amtsavis 2. december 1925).

Amtmand Lehmanns Jordefærd.

Under stor Deltagelse jordedes i Dag Amtmand Lehmann, Thisted, fra Holmens Kirke i København. Der var til Baaren sendt et Væld af Kranse, deriblandt signerede fra Kongen og Dronningen, Thisted Amtsraad, Danmarks Hypotekforening, Dansk Lokomotivforbunds Afdeling i Thisted Amt, Personalet paa Thisted Amtskontor, Provsterne i Thisted Amt, Thisted Plantage, Thisted Bank (Den danske Landmandsbanks Thisted-Afdeling), Thisted Amts kommunale Hjælpekassers Forening, Samtlige Ministerier, Thisted Amts og Morsø Sogneraadsforeninger, Det nordiske administrative Forbunds danske, norske og svenske Afdelinger, Thisted Amts Tidende, Danske Statsembedsmænds Samraad, Sundhedsstyrelsen, Thisted Byraad, Statens Biblioteksraad, Hjørring Amtsraad, Nykøbing Byraad, Sparekassen for Thisted Amt, Thisted-Fjerritslev Jernbane, Sagførerne i Thisted og Ministerialembedsmandsforeningen. 

I det talrige Følge Bemærkedes bl. a. Stiftamtmændene Ammentorp og Grøn, Indenrigsminister Hauge, Departementscheferne Graae, Martensen-Larsen og Hollbøll, Admiral Carstensen, Kommandør Cold, Kaptajn von Pontoppidan, Retsformand Oldenburg, Generaldir. Michael Koefoed og Afdelingschef Valeur i Udenrigsministeriet, samt fra Thisted Amtsraad: konst. Amtmand de Jonquieres, Fuldmægtig Andersen, Amtsraadsmedlemmerne Carl Madsen og Sloth. 

Efter Salmen "Jeg lever og ved" talte Provst Fenger ud fra Pauli Ord i 1. Korinthierbrev om Tro, Haab og Kærlighed. I sin korte, men gribende Tale nævnede Provsten, hvorledes Afdøde havde elsket sin Gerning og set sin Fremtid lykkeligt i Møde. Men ligesom en Skygge kan komme paa en dejlig, solrig Sommerdag, havde her Sygdom ført til Døden. Provsten sluttede sin Tale med Bøn for de Efterladte.

Operasanger Linke sang "Lær mig Nattens Stjerne", hvorefter "Altid frejdig" blev blev sunget.

Kisten, der var smykket med broncefarvede Crysanthemer, bares ud - efter Afdødes Ønske - af hans Sønner og nogle af hans nærmeste Venner.

Jordfæstelsen fandt Sted paa Vestre Kirkegaard, hvor "Dejlig er Jorden" blev afsunget

Amtmand Lehmann og Mindesmærket for J. P. Jacobsen.

Om Amtmand Lehmann, hvis Begravelse fandt Sted i Dag i København, skriver Magister Bøwing-Petersen, der som bekendt var Hovedtaler ved Afsløringen af Mindestenen over I. P. Jacobsen, følgende i Polit.:

Nu ved Amtmand Lehmann Død saa kort efter Afsløringen af J. P. Jacobsen-Monumentet i Thisted bør det fremdrages og mindes med Tak, at han mere end nogen anden har Æren for dette Monuments Tilblivelse. Fra den Dag, han som Amtmand drog ind i J. P. Jacobsens Fødeby, var det ham en Hjertesag, at den skulde sone sin Fortids Uvilje mod sin berømte Søn. At dette skete, blev hans sidste store Glæde, inden Døden altfor tidligt bortrev ham. 

Den, der skriver disse Linjer, véd, hvor ihærdigt Amtmand Lehmann gennem Aarene virkede for at gennemføre sin Tanke - ved Samarbejde med Dansk Forfatterforening, med Kunstnere og Arkitekter og først og sidst med de Mænd fra Thisted og Thy, hvis Støtte han turde paaregne. Ved selve Afsløringsfesten i dette Efteraar lød hans Stemme kraftig og klar ud over den solblanke Skovplænes Tilhørermængde, og ingen kunde ane, at denne højst ranke Skikkelse allerede da bar Dødens Kim i sig.

Men naar den nuværende Generation af Thistedboer fremtidig glæder sig over den smukke Sandstenssøjle, som pryder deres Skove, vil de ikke blot mindes Digteren, for hvem den er rejst, men tillige ham, der fik den rejst - fik Thisted til at bringe sit skyldige Sonoffer.

(Thisted Amts Tidende 4. december 1925).

Carl Stenders Kunstforlags negativsamling (1888-1963): Thisted. Mindesøjle for J. P. Jacobsen. Efter tegning af arkitekt Fr. Kiørboe med relief af billedhugger Jens Lund. 1888-1963. Det kongelige Bibliotek.

Som oversætter af Darwin "Arternes oprindelse", fritænker og del af Det moderne gennembrud var J. P. Jacobsen formentlig ikke vellidt i Indre Mission i Thisted hvor den stod stærkt. Senere er der opkaldt en gade efter ham, ligesom Thisted Museum har en samling og hans barndomshjem er ligeledes bevaret. 

Amtmand Lehmanns Jordefærd.

(Supplerende Referat)

Fredag Eftermiddag Kl. 2 begravedes fra Holmens Kirke i København Amtmand Henrik Lehmann under meget stor Deltagelse.

Til Baaren var sendt en Mængde pragtfulde Kranse og Blomsterdekorationer, som laa i en lang Række lige fra Indgangsdøren helt op til Kisten oppe i Koret. Foruden de i Gaar nævnte saas i det talrige Følge Departementscheferne Aagesen og Vedel, Amtmændene Saxild, Holbæk, og Lundbye, Sønderborg, Viceadmiral Konow, Kommandørerne Harttung og Topsøe Jensen, Oberstløjtnant Carstensen, Retspræsident Friis, Professor Frantz Dahl, Politimestrene Kampmann, Thisted. d'Auchamp, Hurup, og Kold, Nykøbing M., Borgmester Bjerregaard, Redaktør Aaberg og Amtsfuldmægtig Ehlern, Thisted, Hovedbogholder Eyber, Rigshospitalet, Stabslæge Norrie, o. m. fl.

Efter Salmen "Jeg lever og ved hvor længe fuldtrøst" talte Provst Fenger:

Hernede ser vi kun Tingene i Spejl og som Brudstykker, og meget af det, vi oplever, synes derfor gaadefuldt og dunkelt, først hisset vil vi komme til at forstaa. hvorfor alt hernede artede sig som det gjorde.

Saa blev da Henrik Lehmann revet ud af den Gerning, som havde hele hans Kærlighed, den Virksomhed, hvortil han følte sig saa stærkt kaldet. Vi mindes her Pauli Ord: Hvorfor, Herre, hvorfor? Han stod, før Sygdommen kom, midt i sin Lykke. Ganske kort forinden havde han og Hustru fejret deres Sølvbryllup, hvor deres Hjerter svulmede af Glæde. Han selv følte sig lykkelig i sin Gerning. Han har selv udtalt: Hvor Gud har skænket mig megen Lykke. Han levede i et lykkeligt Ægteskab med sin Hustru, som var hans Ungdoms Kærlighed, og han saa Børnene, som han elskede af hele sit Hjerte, vokse op omkring sig og udvikles til dygtige Mennesker.

Og saa kom med et som en mørk Sky paa en skyfri Himmel denne Sygdom umiddelbart efter Sølvbryllupet og Fødselsdagen. Han har sikkert dengang spurgt: Hvorfor, Herre, hvorfor?, og det samme Spørgsmaal er bleven stillet af hans Hustru og Børn og hele hans Slægt. Lægerne udfoldede forgæves deres Kunst. Som med et Slag var hele den Lykke, der var ham betroet, bortvejret, og Døden endte brat denne smukke Livsbane, just som den befandt sig i sin Zenit.

Atter maa jeg gentage: Hernede ser vi kun Tingene i spredte og dunkle Træk, og vi fremstammer derfor vort: Hvorfor? Men engang hisset skal vi lære at forstaa, at det var Guds Visdom og Kærlighed, som var bagved det hele.

Jeg har kendt Henrik Lehmann fra hans Ungdom, kendt ham som den ældste Søn i Barndomshjemmet hos hans dygtige og gode Fader, højt skattet og elsket af begge Forældrene. Der var fra hans Ungdom noget ejendommeligt værdigt over ham. Aldrig var der noget ukorrekt eller stødende over hans Færd. Han var i Besiddelse af en medfødt Takt, som var ham en sikker Ledetraad. Ved Siden deraf var han samvittighedsfuld og pligtopfyldende til det yderste, og dette i Forening med hans gode Evner medførte, at hans Slægt og Venner altid vidste, hvor de havde ham, vidste, at han var en Mand, paa hvem de helt ud kunde stole. Det viste sig da pgsaa allerede i hans Ungdom at han var i Stand til at arbejde, ikke albue sig frem.

Jeg mindes ogsaa endnu den Sommerdag, da han og hans Ungdoms Kærlighed lagde Hænderne sammen og gik ind til 25 lykkelige Aar. Han omfattede sin Gerning oppe i Ministeriet med hele sin Kraft og satte en Ære i at gøre sin Pligt, idet han følte, at det var den højeste, hvem han havde at staa til Regnskab. Den samme Samvittighedsfuldhed fulgte ham ved Udarbejdelsen af hans Bøger.

Og saa tænker jeg paa den Stund, da den høje Embedsstilling blev ham betroet. Det kan godt være, at Gerningen til at begynde med var ham noget fremmed, men naar et Menneske, der er udrustet med gode Evner samtidig udfolder hele sin Flid, saa vil det ogsaa lykkes ham at gøre Fyldest. Det kan ogsaa være, at man oppe i Thisted Amt fra Begyndelsen fandt ham noget for korrekt og tilbageholden, men man har sikkert lært at forstaa, at han søgte ikke sit eget, men at det var ham om at gøre at yde sit bedste for den Befolkning, han var sat til at virke iblandt. Der foreligger da ogsaa mange Vidnesbyrd om, at man lærte at paaskønne hans Virksomhed, at man skænkede ham Tillid og Venskab. Og man gjorde derhos den Erfaring, at der bag det noget afmaalte Ydre fandtes et varmt bankende Hjærte, som man aldrig forgæves paakaldte. Jeg tror næppe, der er nogen af Amtets Beboere, som ikke da Dødsbudskabet kom, følte et Stik i Hjærtet i Forening med en Følelse af, at de vilde komme til at savne ham.

I, hans Hustru og hans Børn, havde i ham en trofast Ægtefælle og Fader, som I dybt vil føle Savnet af. Jeg har besøgt ham paa hans Dødsleje og jeg fik en stærk Følelse af, at han var klar over, hvor det bar hen. I Børn havde ingen bedre Ven end Eders Fader. Han følte dybt Savnet af Jer, da I havde forladt Hjemmet, og I og Eders Moder har sikkert fremfor alle andre lært, at Henrik Lehmann var mere end en værdig og korrekt Embedsmand, han var en Mand med et varmt bankende kærligt Hjærte, en Mand, der var trofast mod sit Hjem og dets gamle Traditioner, trofast mod Hustru og Børn.

I Forholdet til sin Gud var han en sanddru og ydmyg Mand, der kendte sin egen Ringhed. Han vidste godt, hvor langt han var fjærnet fra Idealet. Men han slap aldrig sin Kristentro, og han takkede Herren af hele sit Hjærte for den Lykke, han havde nydt herneden.

I Verden ser vi kun i Spejl og gaadefuld Tale, men det gælder for Jer som for os alle at forblive faste i Troen, aldrig at opgivet Haabet om, at vi om en liden Stund hisset skal samles igen med dem, vi elskede hernede, og intet Øjeblik at slippe Kærligheden til Herren histoppe og til hverandre indbyrdes.

Og saa vil jeg slutte med at sige: Gud velsigne og glæde ham, Herren lade Mødet mellem den Afdøde og hans Forældre hist oppe blive lykkeligt. Han lære Jer, hans Efterlevende at bære Skilsmissens Smerte, han lære os alle at bevare Troen, Haabet og Kærligheden, i Forvisning om, at ikke alt er forbi med Livet herneden, men at vi, naar vi har naaet vort Maal herneden, engang skal naa at komme hjem.

Fhv. kgl. Operasanger Lincke sang: Lær mig Nattens Stjerne, hvorefter Kisten under Sangen "Dejlig er Jorden" af den Afdødes Sønner, Svigersøn og yngre Slægtninge blev baaren ud af Kirken.

Begravelsen fandt Sted paa Vestre Kirkegaard, hvor Provst Fenger forrettede Jordpaakastelsen. Han fremsagde ved Graven, efter Afdødes Ønske, følgende Salmevers:

Fred til Bod for bittert Savn
Gud os gav i Jesu Navn,
Fred os købte med sit Blod,
Fred os Jesus efterlod,
Kristendommen er i en Sum
Fredens Evangelium.
Fred er Kirken Velkomstord,

Og, Farvel paa denne Jord,
I vor Daab den til os lød,
Skal genlyde i vor Død,
Fred med Eder - Herren Fred
Nu og i al Evighed.

En Broder til Afdøde, Speditør Lehmann takkede paa Familjens Vegne for den store Deltagelse.

(Thisted Amts Tidende 5. december 1925).

Provst Fenger tilhørte Indre Mission. Han er omtalt flere steder på denne blog. 

Amtmand Henrik Lehmann 30 aug. 1869 - 28 nov. 1925. Anita Lehmann. 29 juni 1876 - 17 febr. 1972. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

Københavns Hovedbibliotek - Helligaandshuset. (Efterskrift til Politivennen).

Ernæringsrådet flyttede fra Nikolai Hus et par år efter 1. verdenskrigs slutning. I januar 1922 åbnede kirke- og foredragssalen, den 12. januar hovedbibliotekets læsesal. Men Hovedbiblioteket var nu så stort at der ikke er plads i Nikolaj Hus, og en tiltænkt midlertidig ordning var helligåndshuset blev permanent indtil flytningen til Kultorvet i 1957.

Folkebibliotek i Helligaandshuset

Da Ernæringsraadet fik overladt den nye Nikolaj-Bygning til Kontorer, kom Kommunens Folkebibliotek i den Indre By i Forlegenhed, det skulde nemlig være flyttet til Nikolaj-Bygnlngen omkring 1. Januar, og det indtil nu benyttede Lokale i Store Kongensgade skulde fraflyttes. Kommunen har derfor mattet leje Lokale til Biblioteket i det gamle Helligaandshus ved Valkendorffsgade, og her aabnes Kredsbiblioteket den 8. Februar.

Vort Billede viser det smukke Rum, hvor Bibliotek og Læsesale midlertidig skal Indrettes, og det er ganske Interessant at vide at det var her var Bibliotek for ca. 800 Aar siden, Idet en gammel katolsk Lærd skænkede Universitetet en Bogsamling, som opbevaredes her. Den blev den første Spire til det nuværende Universitetsbibliotek.

Det smukke nye Inventarium, som Kommunen har ladet lave til Nikolaj-Bygningen, skal opstilles delvis i Helligaandshuset, og ved at anbringe Bogreoler mellem Søjlerne l Rummets Midte, deles dette i to Afdelinger, hvoraf den ene vil blive benyttet til Bogudlaan og Bibliotek, medens der i den anden Indrettes to Læsestuer - den ene for Avislæsning.

For Besøgende i Læsestuen staar Haandbøger af enhver Art til Raadighed. En paatænkt Læsestue for Børn, der skulde have været etableret I Nikolaj-Bygningen, kan der ikke blive Plads til i det midlertidige Lokale.

Det er muligt, at Biblioteket ret snart flyttes til Nikolaj-Bygningen, hvor Hovedbiblioteket allerede findes, Idet Ernæringsraadet ønsker at faa Lokaler paa Kristiansborg, hvor der antagelig snart vil kunne Indrettes en Del Kontorer, hvis Størrelse og Beliggenhed bedre tilfredsstiller Kravene end Lokalerne i Nikolaj-Bygningen.

(Social-Demokraten 3. februar 1918).

Da Hovedbiblioteket i 1957 flyttede til Kultorvet, forfattede ukendte medarbejdere nedenstående vise som fortæller om hvordan de oplevede deres tid her. Sangteksten er  uden årstal, men må vel være fra efter Hovedbiblioteket flyttede til Kultorvet. Melodien kendes også som “Sølvstænk i dit gyldne hår”.

Minefeltet: Da Hovedbiblioteket holdt til i Nikolaj kirke, var det navnet på værtshuskvarteret omkring Nikolaj Plads, kendt fra Tom Kristensens bog “Hærværk”. Her holdt for bohemer, kunstnere, livskunstnere, excentrikere og særlinge til, fx Jens August Schade, Tom Kristensen, Otto Gelsted og Sigfred Pedersen. Nogle af værtshusene eksisterer stadig, omend nu med et andet klientel: Galatheakroen, Skindbuksen, Lauritz Betjent og Vingaarden.

Toneskred: Der var et orgel i Nikolaj Kirke hvor organisten øvede sig. Midt i kontortiden. Dette er berettet fra adskillige.

Hvad der mentes med Stadsbo og VB står hen i det uvisse.

Nikolajvisen

(Mel.: Darling, I am growing old).

Ofte, når jeg set tilbage
på min lange livsens vej,
mindes jeg de skønne dage
i det gamle Nikolaj.
Over lave, røde tage -
minefeltets tågekaj -
stod i nætter og i dage
tårnet på Sankt Nikolaj.

Hjertet gemmer end et billed
fra den allerførste dag,
da som ung elev man stilled’
under kirkens mørke tag.
Rundt om spirets gyldne kugler
strandens hæse måger skreg
for at hilse på de ugler,
som holdt til i Nikolaj

Ugler var de ikke alle.
Nogle syntes skabt til fryd.
Men hvis hjertet ville falde,
mødte det en mur af dyd.
Lange lokker, lange kjoler,
ubemalet kontrafej,
det var ærbarhedens symboler
i det gamle Nikolaj

Hvilken ny, atletisk kriblen
her i sjæl og krop man fik.
Stadsbo spurgte straks disciplen:
“Er De flink til gymnastik?”
Stejle, skumle vindeltrapper
gjorde tit en yngling bleg -
skjulte rum og små karnapper -
sådan var Sankt Nikolaj

Gamle rygter, som fortæller
ting, hvis sandhed står på spil,
hævder, at i husets kælder
holdt en varmemester til.
Sådan siger folkesnakken
derfra fandt tobaksrøg vej!
Hvilken løgn, når nu tobakken
var forbudt i Nikolaj.

Alting leved’ efter loven:
Bogens hus er stilheds sted.
Dog, fra hvælvene fra oven
brast der stundom toneskred.
Dette vækked’ brat kontoret
samt en salig tro hos mig:
der sang engle med i koret
i det gamle Nikolaj.

Og jeg husker endnu VB -
broget, ja, såvel som hvis.
Der var mange ting at se te’
også i den gamle tid.
Enkelte, som ville låne, 
steg til vejrs og opgav ej,
før de stod hos sol og måne
oven på Sankt Nikolaj.

Jævninge fra hele byen
mødtes her til årlig prat,
altid opstemt af menuen:
sodavand og frugtsalat.
Den slags tradiadditioner,
som vi træffer på vor vej,
kan forene mænd og koner -
også dem i Nikolaj.

Kære, gode gamle minder
fra min fordums hyggekrog -
oh, jeg mærker nok, I binder
hjertet med Jert stille sprog.
Ad det nye effektive
skal man ikke kimse, nej.
Men mit hjerte måtte blive
i det gamle Nikolaj.

Se også en animation over hvordan hovedbiblioteket blev indrettet efter 1917.

Københavns Hovedbibliotek - Indvielsen af Nikolaj Hus. (Efterskrift til Politivennen).

 Det nye Nikolai-Hus

Professor Amberg i Samtale med Arkitekt Petersen.

Byen Københavns Hjertebarn, Brygger Jacobsen, skænkede Nikolaj Taarn et Spir, der forskønner Byens i Forvejen saa smukke Silhouet.

I disse Dage vil en anden god og gavmild Borger, Departementschef Rentzmann, skænke Københavns Kommune den nye Nikolaj Kirkebygning.

Og vor By er da - takket være Arkitekten, Professor Amberg, der sine 80 Aar paa Trods er saa ung i sin Kunst - bleven et skønt Bygningsværk rigere.

Kommer man ind i Nikolaj Kirkebygning gennem den gamle Taarndør med sin forsvarlige Laas og sin Kæmpenøgle og staar i “Forstuen", bliver man straks paavirket af den højtidelige Stemning, der præger hele den indre Bygning. Over Ens Hoved et Bjælkeloft - til højre for sig den svære Trappe, der fører op til Bymuseet. Hvad Øjet straks falder paa, er en firkantet, langstrakt og graa Sten, der er muret ind i Forstuens hvide Væg og som hærer Aarstallet 1591. Den har oprindelig siddet oppe i Taarnet. men blev fjernet, da Spiret blev rejst. Paa den ene Side af Indgangen ind til den store Kirkesal, er indmuret en af de mange Ligsten, der er fundet under Udgravningen af den tidligere Nikolaj Kirkegaard. Den bærer en lang og rosende Omtale af en god københavnsk Borger. Paa den modsatte Side af Indgangen ind til den store Kirkesal, er indmuret end af de mange Ligste, der er fundet under Udgravningen af den tidligere Nikolaj Kirkegaard. Den bærer en lang og rosende Omtale af en god københavnsk Borger. Paa den modsatte side af Indgangsdøren staar en stor Trækegle. Den ser ud til at hidrøre fra et Skibsskrog, men er i Virkeligheden øverste Hætte af Spiret, der brændte sammen med Kirken i 1795. Medens Luerne slog op om den gamle Kirke, styrtede Spiret med et Dommedagsbrag ned i Flammehavet. Den fuldstændigt sammenbøjede Flagstang viser tydeligt, med hvilken Kraft den er styrtet ned fra sin Højde. Dette Minde om den frygtelige Brand, der for 123 Aar siden hærgede  København, blev ogsaa fundet under Udgravningerne udenom Taarnet, og nu faar det en værdig Plads i den nye Nikolaj Kirke.

Kirkesalen.

Den store Kirkesal virker med sin hvide Kølighed imponerende paa Beskueren. Gennem det store Spidsbuevindue luer Vintersolen ned over den korlignende Platform med sine graagule Paneler. Paa begge Sider strækker Vinduesrækken sig indtil Sideskibene, hvor  Folkebiblioteket skal have sine Lokaler. Det søndre Sideskib er allerede taget i Brug  - og gennem Vinduerne skimler man Reolernes brogede Bindrygge. Ovenover Bibliotekslokalet, i det nordre Sideskib, vil der blive indrettet en lignende Børnelæsestue, blot i langt større Maalestok, som f. Eks. findes paa Christianshavn.

Pulpituret er bygget saaledes, at der er Plads til et Orgel, der kan være Kirken værdigt. Men et saadant findes ikke endnu. Professor Amberg, Mesteren for hele Bygningen har dog allerede fuldført en Tegning ti et Orgel. Naar det en Gang bliver bygget, vil det løfte sig over Indgangsdøren som et kæmpestort Byvaaben. I det hele taget kan man finde Frederik d. 3.s tretaarnede Vaaben overalt i denne Bygning, snart udskaaret i Paneler, snart hugget i Sten, snart i Gipset i Lofterne. Disse talrige Byvaaben skal vidne om, at denne Kirkebygning tilhører de københavnske Borgere.

Ned fra Salens Loftsbuer hænger fire store og meget smukke Messing-Kroner med Motiver af de gamle Byporte - Amagerport, Nørreport, Øster- og Vesterport. 

Foran en af Pillerne ved det søndre Sideskib, er i Gulvet markeret en Bue, indrammet af en Firkant. Man har nemlig her under Udgravningerne fundet et muret Fundament til en Prædikestol - Hans Tavsens Prædikestol - hvorfra han Reformationens første danske Prædikant - skrev Luthers Ord ind i de københavnske Borgeres Hjerter. I Pillen bag denne Markering er da ogsaa Grundstenen for Nikolaj nye Kirkebygning nedlagt.

I det nordre Sideskib standser man foran en tillukket Hvælving i Muren. Det er Resterne af en gammel Vindeltrappe, som Professor Amberg har bevaret. Der er endnu et Par enkelte Trin tilbage.

Konservator Linde i Bymuseets Sal, beskæftiget med Resterne af den gamle Døbefont.

Man gaar atter ud i Forstuen for ud den svære Trappe at naa op til Bymuseet. Paa den første Afsats kigger man ind i det lille Taarnværelse, som muligvis skal benyttes af Holmens Kirkes Menighed til kirkelige Møder.

Hele Værelsets ene Væg dækkes af Bøhm's: “Den store, hvide Flok" - det Billede, som for et Par Aar siden vakte saa berettiget Opsigt paa Charlottenborg - Udstillingen. Billedet er kun midlertidigt ophængt her, men man maa oprigtigt ønske, at Københavns Kommune, der nu en af Dagene overtager Kirkebygningen, vil erhverve sig dette Billede, thi en bedre Plads og en værdigere Ramme kan dette Kunstværk sikkert ikke finde. Lyset fra Taarnvinduet falder fra Siden ind over den hvide Skare og gør den endnu mere levende, endnu mere forklaret.

Paa anden Afsats ligger Bymuseets store Iokale - en klosterlignende Sal, hvis Forhal er beklædt med røde Sten.

Forinden vi gaar ind i Bymuseet, ser vi os om i det høje Taarnrum. Et Betonloft afslutter al Brandfarlighed fra Taarnet. Under Galerierne skal med Tiden de gamle Laugsfaner ophænges. Paa Væggene ved Indgangen til Bymuseet er paasat Rester af gamle Ligsten fra Nikolaj Kirkegaard. Det er sørgeligt, at man under tidligere Udgravninger har vist en utilladelig Skødesløshed, idet man har sønderslaaet utallige af de gamle, smukke Sten, saa de nu kun kan opbevares i Brokker.

Vi staar overfor en af de faa Ligsten, der nogenlunde er bevaret sin Helhed, og som har dækket Christian den 4des Skatmester Ove Høegs Grav. Hidtil har der ikke eksisteret noget Billede af Ove Høeg. Først nu møder Efterverdenen denne Mands karakteristiske Træk.

Konservator Linde er for Tiden beskæftiget med at placere disse Gravminder - et møjsommeligt Taalmodighedsarbejde, der Gang paa Gang maa blive forstyrret af den Harme, der uvilkaarligt griber enhver, der har fattet Interesse og Kærlighed for vore rige, gamle Minder, naar de staar overfor en saa komplet Mangel paa Pietet, som disse sønderbrudte Stenbrokker vidner om.

Til Bymuseets Tilblivelse har Professor Amberg med Forkærlighed benyttet røde Sten. Forhallen har røde Stenmure, og Gulvet i Museet er af røde Sten. Naar Solen skinner ind ad Museets Vinduer, kaster de varme, røde Fliser et Genskær op paa det hvide, buede Loft. Der fremkommer paa den Maade den smukkeste Rosafarve, som ingen Pensel kan gøre efter, men som kun Solen, den guddommelige Farvernes Mester, kan genskabe.

Fra Museets Vinduer har den herligste Udsigt ud over Københavns røde og sorte Tage - saa selve Byen er faktisk indlemmet som Museumsgenstand i sit Museum. Paa det røde Gulv ligger en Række graa Sten - atter ituslaaede Ligsten fra Kirkegaarden. “Dieser Stein…” læser man paa en Stenbrok - - men man faar aldrig at vide, hvem den Sten har været et Minde om. Aarstallet 1712 læser man paa en anden Stenbrok. Aarstallet 1690 paa en tredie. Her ligger Resterne af en Statue - et brynjeklædt Knæ - derhenne et skønt formet Stenhoved .... 

Hr. Rentzmanns Dagligstue. - I Hjørnet Departementschefen selv.

Vi vil slutte denne Vandring gennem Nikolaj Kirkebygning med at aflægge en Visit i Bygningens Fader, Departementschef Rentzmann's Lejlighed. En saadan Iejlighed findes der sikkert intet Steds Mage til.

Naar Folk i disse Aftener gaar gennem Vingaardsstræde, ser de med Forbavselse, at der er Lys i den øverste Del af et Par af de store Kirkevinduer, mens den største og nederste Del ligger i Mørke. Det kommer sig af, at Departementschef Rentzmann maa dele Vinduer med Folkebiblioteket og kan desuden fra sin lejlighed gennem et af Kirkens indre Vinduer kaste et Blik ind i Bibliotekslokalet.

Denne Københavns mærkeligste, men samtidig absolut smukkeste Lejlighed bestaar af to store, rummelige Værelser samt et Par mindre Værelser i Etagen oven over.

Departementschef Rentzmann har ønsket at bo i den store Bygning, som han nu en af Dagene med gavmild Haand skænker Københavns Kommune, for at de Møbler, han har arvet efter sine Forældre, kan opbevares samlede, saaledes at Fremtidens København kan faa Lejlighed til at se, hvorledes et københavnsk Borgerhjem var udstyret i de første Snese Aar af det 19. Aarhundrede.

Netop de Rentzmann’ske Familiemøbler passer til denne Kirkelejlighed. Den kunde overhovedet ikke være udstyret med andre. Man tænke sig en engelsk Klubstol stillet op i disse Stuer ..! Nej, den gamle Mahogni-Chiffoniere fra før 1830 og de smukke i Stilen saa lette og elegant Stole - de hører sammen med de gamle Købberstik i de forgyldte rammer og Familieportræterne hjemme i denne Lejlighed. 

I begge Stuer hænger et Billede af en yngre Dame med et Par milde Øjne og en karakterfast Mund. Det er Departementschef Rentzmanns Søster, der i sin Tid foreslog Broderen, at de skulde skænke den fælles Formue til Nikolaj Kirkes Genrejsning.

- Det er en Oplevelse at gaa gennem Nikolaj nye Kirkebygning, til Trods for, at der hist og her endnu mangler lidt i Fuldendelsen, og Oplevelsen bliver større, naar man, mens man vandrer mellem de hvide Mure, tænker paa, hvorledes denne Bygning er blevet til. 

To Mænd har i deres Alderdom skabt denne Bygning. Den ene har ofret hele sin store Formue paa Bygningernes Tilblivelse - den anden har ofret den sit ungdommelige friske Talent. 

(Nationaltidende 4. november 1917).

Nummeret indeholdt også en artikel om kirkens historie

I St. Nicolai Kirkebygning.

Fra Overdragelseshjtideligheden igaar.

Vort Billede viser det indre af den ny Kirkebygning, paa Talerstolen ses Overpræsidenten og foran Talerstolen Medlemmerne af den kgl. Familie. Om Højtidelighedens Forløb henviser til Referatet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. november 1917)

Ved Indvielsen af St. Nikolai Kirkebygning.

Af

Departementschef, Lenssekretær Rentzmann.

Deres Majestæterl Deres kgl. Højheder! Kjøbenhavns højtærede Kommunalbestyrelse! Ærede Damer og Herrer!

Jeg byder Alle et hjerteligt Velkommen, og beder at Alle efter Festlighedens Afslutning vil tage Bygningens Sale i Øjesyn.

Den Plan, hvorefter og de Øjemed hvori den i Aaret 1795 den 5te Juni nedbrændte St. Nikolai Kirke er genrejst som borgerlig Kirkebygning, fremgaar med Tydelighed af min Henvendelse i Juni 1913 herom til Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse og af Magistratens Skrivelse til mig af 5te Juli s. A., hvori den efter Forhandlingerne i Borgerrepræsentationen modtog Tilbudet. Dette findes trykt Borgerrepræsentationens Samling. Det grunder sig paa min i 1910 afdøde Søsters og mit notarialiter oprettede Fælles testamente af 12te Juni 1902 med Codicil af s. D., hvori jeg, hvis jeg blev den Længstlevende, fik Bemyndigelse til at ændre det. Tilbudet gik ud paa Tilladelse til at lade genopføre Nicolai Kirke som en kommunal Kirkebygning i Forbindelse med Taarnet, i det Ydre i samme Stil som den oprindelige Kirke hvor Reformationens Lære i 1529 første Gang blev forkyndt paa Dansk her i Hovedstaden, altsaa som et monumentalt-historisk Mindesmærke herom, i det Indre til Anvendelse som Foredrags- og Forsamlingssal,, Folkebibliotek og Bymuseum. Hovedskibet blev delt i 2 etager, hvoraf den underste, den hvori vi idag er samlede, svarende til Hovedskibet i Folkekirken og de anerkendte Trossamfunds Kirker, er bestemt til Forsamlingssal for Byens Borgere, den kan rumme mellem 400 og 500 Mennesker, samt til Foredragssal - ogsaa om Emner af kristelig Natur - og den øverste Etage i Forbindelse med Lokaler i Teamet til Bymuseum. - Forsamlings- og Foredragssalen omfattede i mit Tilbud ogsaa Sideskibene, hvorved der vilde være bleven Plads til 900 a 1000 Personer, men i 1914 blev der truffet anden Bestemmelse om Sideskibenes Anvendelse. Ifølge Tilbudet skulde de 2de i Kapelstil opførte Sidebygninger, hver i 2 Etager, anvendes til Folkebibliotek, dog forbeholdt jeg øverste Etage i søndre Sidekapel mod Vingaardsstræde for Bestyrelsen, hvoraf jeg er livsvarigt Medlem, og tillige til Minde om et kjøbenhavnsk Borgerhjem fra Midten af forrige Aarhundrede - mit Fædrehjem - medens underste Etage og hele nordre Sidekapel mod Lille Kongensgade skulde anvendes til Kredsfolkebibliotek. Ifølge den nysnævnte af Kommunalbestyrelsen i 1914 tagne Beslutning skal desuden begge Sideskibene med Loftsetager og Værelserne, ialt 4, ved Podiet inddrages under Folkebibliotekerne til Oprettelse af et Central folkebibliotek, det første her i Landet. Den langt overvejende Del af Bygningen vil altsaa blive anvendt til Folkebibliotek, nemlig saaledes: I søndre Sidekapels underste Etage i Værelserne ved Podiet (Koret) bliver Centralfolkebibliotekets Hovedkontorer og Værelse for Folkebibliotekets Hovedbestyrelse.

I søndre Sideskib bliver en stor Læsesal og Avislæsestue. I nordre Sideskib bliver Udlaansiden fra Kredsbiblioteket, der installeres i nordre Sidekapels underste Etage, og i øverste Etage bliver Børnebibliotek med Børnelæsesal. Loftsetagerne over lægge Sideskibe anvendes til Bogmagasiner. Omkostningerne ved Anlæget af dette storartede Centralfolkebibliotek afholdes af Kommunen, da Merudgiften - hvad jeg straks under Forhandlingerne I 1913-14 gjorde opmærksom paa - oversteg min Ydeevne. Det har kostet over 60.000 Kr., men dette betydelige Beløb er i Virkeligheden ensbetydende med en endnu betydeligere Besparelse ved, at man undgaar Opførelsen af en særlig Bygning hertil.

Dette til nødvendig Orientering, naar Bygningen tages i Øjesyn.

Som Nikolaj kommunale Kirkebygning er genrejst efter Arkitekt Prof. A s Tegninger og overslag, staar den i udvortes Henseende som et Mindesmærke om den oprindelige Nikolaj Kirke paa Reformationens Tid, idet den er opført i nøjagtig de samme Dimensioner ved Benyttelsen af de ved Udgravningen forefundne Fundamenter. Jeg vil her indskyde, at da det viste sig, at disse var 6 Alen længere end angivet paa Tegningerne, hvorefter Overslagene var beregnede, har Entreprenørerne. Murermestrene Ph. Hansen & J. Jeppesen, Betonmurermester Børgesen og Tømrermester Winther, af Interesse for Sagen uden Vederlag opført Bygningen i sin hele Længde og fulde Højde, 324 Alen foruden Tagværket, hvilket repræsenterer en Kapital af adskillige Tusinde Kroner. Ligeledes bar nævnte Murermestre Hansen A Jeppesen samt Tømrermester Winther uden Vederlag opført det af Brandvæsenet fordrede Trappekompleks ved højre Sidekapels nordlige Ende, for at skaffe 2 Adgange til Børnelæsesalen. Det bør ogsaa nævnes, at Billedhuggeren Anders Larsen, med personlig Opofrelse og stor Talent har udført Størstedelen af Sandstensarbejdet, særlig ved det store Vindue i Øst, hvilket har været af Betydning for hele Bygningen.

Derimod er Bygningen ikke saa lang som den i 1795 brændte Kirke, da den af Kong Chr. IV., altsaa 100 Aar efter Reformationen, opførte Kor-Tilbygning mod Øst mod Nikolajgade allerede af den Grund ikke kunde genopføres, da man i saa Fald maatte ekspropriere de i Aaret 1850 opførte Bygninger i Gaden, fordi Koret strakte sig lige til Husrækkerne. Hertil havdes ikke Midler saa meget mere som Ekspropriation ikke vilde kunne ske efter Grundlovens 82, da Almenvellet dog ikke kan siges at vilde have paakrævet det, men maatte ske ved almindeligt Køb. Desuagtet er Kirkebygningen meget større end de Folkekirker, der nu opføres.

Arkitekten har til Fuldkommenhed løst den ham stillede Opgave, nemlig at opføre en Kirkebygning paa Pladsen ved Taarnet. Dette kunde efter Spirets Rejsning i 1909 ikke vel staa ene, hvor skønt og korrekt stilfuldt det end er, og en Kirkebygning er den eneste Bygningsart, som i arkitektonisk Henseende kan slutte sig til Taarnet, og som opført i sin oprindelige Stil har sand historisk Berettigelse. Det var mig en stor Tilfredsstillelse, at Landets højeste Statsmyndighed o. s. v. under en Audiens i en ganske anden Anledning

i Efteraaret 1913 af sig selv udtalte, at det var det eneste naturlige, at der paa Pladsen opførtes en Kirkebygning. Allerhøjstsamme viste derved og senere ved flere lejligheder bande at følge enhver af de Begivenheder, der rører sig hos Hovedstadens Borgere og at have samme Opfattelse som Flertallet af disse og alle Landets Borgere. Thi, bortset fra enkelte Personer og Kredse i Hovedstaden, har jeg med Glæde konstateret, at Tanken om og Realisationen af Opførelsen af denne borgerlige Kirkebygning har vundet Genklang i vide kredse over hele Landet. Hos Bonden, ikke mindst hos den jævne Mand, Folket med det enfoldige, usammensatte Sind med Barnetroen. De forstaar alle, at det ikke er rigtigt, som offentligt udtalt af en iøvrigt meget kundskabsrig, men med den kristelige Tro uforstaaende Mand, at Kirkebygningen skulde indeholde en ideel Usandhed, en Uoverensstemmelse mellem dens Udseende og de Former, den stræber efter at fyldestgøre ved dens Benyttelse. Kundskaben om Guds Ord, som det læres i Bibelen, baade det gamle og det nye Testamente, vil blive forkyndt her i Foredragssalen, men at der skulde være en Modsigelse i, at ogsaa Kundskab om andet kan forlanges, naar det kun ikke strider mod Lov og Ærbarhed, kan fornuftigvis ingen hævde. Dette være sig historiske Foredrag, paa hvilken Kirkens Reformator, Universitetslærer, Dr. Martin Luther, lagde den største Vægt, hvilket ogsaa er min Hovedinteresse, eller oplysende Foredrag af hvilken som helst anden Art, der tjener til at vække og fremme Borgernes Sans for Nutidens Fremskridt paa Handelens, Haandværkets og Industriens Omraade, og for ethvert samfundsnyttigt Øjemed. Foredragssalen er det centrale vigtigste Sted i Bygningen; dette ønsker jeg pointeret.

Det er min Tanke, at de belærende Foredrag, støttet ved de to Institutioner, som faar Plads i Bygningen, nemlig Kjøbenhavns Bymuseum, som vil omfatte Tiden fra Byens Grundlæggelse ved Biskop Absalon i sidste Halvdel af det 12te Aarhundrede indtil Aaret 1864, altsaa et Tidsrum af 700 Aar, for de historiske Foredrags, særlig Hovedstadens Vedkommende, og Centralfolkebiblioteket med tilhørende Kredsbibliotek til Slotte for saavel disse som alle andre Foredrag, vil bidrage til al højne Borgernes Tanker, at de sætter sig Maal for deres Livsvirksomhed og i deres Livsførelse søger og stræber efter at naa disse Maal. Det vil bidrage til at afholde Ungdommen fra at gaa til tomme Forlystelser og fra at give Penge ud til Pynt og Stads, men leve i Nøjsomhed og Sparsomhed. Kunde det derhos ske, at en sand og fornuftig kristelig Aand kunde gennemtrænge enhver af os, saa at vi arbejder i Flid og Fordragelighed i vor Livsgerning og med Ansvarsfølelse overfor Medmennesker, fremfor alt overfor Gud - altsaa at føre Kristendommen ud i Livet - har jeg opnåaet, hvad jeg har søgt ved at gøre min Indsats i at rejse dette Bygværk som en Kirkebygning.

Den vi ikke komme til at henhøre under Kirkeministeriet som øverste administrative Myndighed, men nærmest under Indenrigsministeriet som enhver anden kommunal Bygning og efter sine Formaal have Berøring med andre Ministerier.

Ligesom jeg selv har mit Hjem i et af Bygningens Sidekapeller, er det mit Ønske, at den kjøbenhavnske Ungdom gennem Benyttelsen af Folkebiblioteket, Bymuseet og ved at samles og klares i Foredragssalen maa føle sig som hjemme i denne Fredens Bygning, føre Hjemmets Fred og Hygge med sig overalt i Livet, saa man mærker, de er udgaaede fra et godt Hjem.

De fleste af Bygningens Sale staar endnu tomme, idet af Folkebibliotekerne kun Centralbibliotekets Hovedkontor er indflyttet siden Maj d. A., medens Kredsbiblioteket først i Januar n. A. vil flytte ind i nordre Kapel, og samtidig dermed aabnes Udlaanssalen i nordre Sideskib og Læsesalen i søndre Sideskib (antagelig til Nytaar), og først da vil Biblioteket, der af Bestyrelsen fremtidig ønskes benævnt Kjøbenhavns Stadsbibliotek, blive taget i Brug.

Bymuseet vil først fra April n. A være færdigordnet i Museumssalen, der er ovenover denne Sal af samme Længde og Bredde samt i Lokaler i Taarnet. I Taarnet, som indtil 1913 var et højt, tomt Rum helt op til over Vægtergangen, over 70 Alens Højde, var der aabne Trapper, øverst Stiger, medens nu en bred, lukket Trappegang, først med Indgang til Orgelpulpituret, efter næste Afsats til en Sal med Vindue til Admiralgade, bestemt til mindre Forsamlinger, 80-100 Personer, nærmest tænkt til Brug for Holmens Sogns Menighed, f. Eks. Bibellæsning, hvilket selvfølgelig og saa kan ske i Foredragssalen, hvis vedkommende Præst har en meget stor Tilhørerkreds, paa bestemte Tider efter nærmere Aftale med Bygningens Bestyrelse. Efter de to næste Trapper kommer man til Bymuseets Lokaler. I Forhallen hertil er hver Sten støbt med Kjøbenhavns Vaaben. Museumssalen staar, som tidligere sagt, tom, hvorved dens arkitektoniske Skønhed fuldt ud kommer til sin Ret. Senere vil den blive delt ved spanske Vægge i 8 Afdelinger, hver for en vis Aarrække af Byens Historie, begyndende fra dens Grundlæggelse ved Bisp Absalon, dernæst dens Ophøjelse til Hovedstad i 1448, dernæst Reformationen i 1530, dernæst Christian IV’s, derefter Tiden for Byens Belejring, for Enevældens og Pietismens Tid, for Byens Handels- og Storhedsdage i Slutningen af det 18de Aarhundrede og endelig for den nyere Tids Historie indtil 1804.

Forinden Overdragelsen af Kirkebygningen til Kommunen, være det mig tilladt at takke enhver af de Tilstedeværende; en underdanigst Tak til Ds. Majestæter Kongen og Dronningen, med særlig Tak for, at Ds. Majestæter og Hds, Majestæt Enkedronningen, lige allernaadigst, samt at Ds. Kg!. Højheder Kongehusets Prinser og Prinsesser har villet overvære Kirkebygningens borgerlige Indvielse ved dens Overdragelse til Kommunen. Jeg takker al oprigtigt Hjerte Kjøbenhavns .samlede Kommunalbestyrelse: Magistraten, Overpræsident, Borgmestre og Raadmænd, og alle Borgerrepræsentationens Medlemmer for den Forstaaelse, jeg til enhver Tid har mødt hos disse Myndigheder af Borgerrepræsentanterne. Jeg gentager min Tak overfor Overretssagfører Becker, der kendte vort fælles Testamente og ønskede at faa det udført i levende Live, fordi han gav mig Vink om det belejlige Tidspunkt ved i Marts 1913 at forelægge Planen om Slagtebodernes Fjernelse og Pladsens Anvendelse. Ogsaa en særlig Tak til Borgermagistratens Medlemmer, ganske særlig til Borgmester Jensen, for den udmærkede Støtte, han fra den Dag, Jeg forelagde ham og Udvalget Planen, har givet mig, og for hans Imødekommenhed og besindige Rtaad. Jeg takker Arkitekten, Professor Amberg og hans nærmeste Medhjælpere, Arkitekt Martin Petersen og samtlige Haandværksmestre, Svende, Lærlinge og Arbejdere, som ivrigt har arbejdet og fremdeles arbejder paa Bygningens Fuldførelse, for deres udmærkede Arbejde. Ligeledes takker Jeg Ingeniøren, cand. polyt. Danstrup og andre, der har været beskæftiget som Installatører og Montører m. fl. under Tilsyn af kommunale embedsmænd. De ledende Mænds Navne er indskrevne i Grundstenens Fundament.

Først og sidst takker Jeg dog Gud, fordi det blev mig forundt at være i Stand til at lade opføre og at opleve Fuldførelsen af denne Kirkebygning, og beder jeg Gud om, at det ogsaa maa blive mig forundt at opleve, at det Formaal, hvortil den er rejst føres ud i Livet og kommer til at virke til Slægtens Udvikling og Fremgang i Kundskabsfylde og sand kristendom. Hertil hører ikke indgaaende Kendskab til de mange hellige Skrifter eller idelig kun at høre Prædikener herom, men det turde være tilstrækkeligt, men ogsaa nødvendigt, at man kender de ti Lovens Bud i det gamle Testamente og at søge at holde disse Lovens Bud, og at man kender sit Fadervor, som Jesus Krlstus lærte sine Disciple, og at stræbe efter I sit daglige Liv, i sit Hjem og i sin Virksomhed at leve derefter, for sammen med de Kære forudgangne, dem, som uegennyttigt har holdt af os, og hvis Minde vi frede, at kunne opnaa det evige Liv i Guds Rige, uden hvilket Livet her paa Jorden vilde være hensigtsløst. Fra denne Kristentroens Grund viger jeg ikke et Hlaarsbred nogen Stund, som Kingo siger i en af sine Salmer. Skulde jeg synde herimod, endog blot i Tanken, vilde Gud ramme mig, og Jeg vilde forspilde det evige Liv, og jeg frygter hans Dom mere end Menneskers Dom over mine Ord og Handlinger i det borgerlige Liv.

Fader vor - - Amen!

Hermed overdrager Jeg Nikolaj Kirkebygning, “genrejst Gud til Ære og Medborgere til Gavn" til min Fødeby, Kjøbenhavn, Danmark Hoved- og Residensstad, og beder jeg Byens   kommunale Bestyrelser, Magistrat og Borgerrepræsentation, med hvis Udvalg Jeg vedblivende skal have den Ære at samarbejde, at modtage Bygningen.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 12. november 1917).

Det skulle ikke gå som Rentzmann spåede i sin tale. Den 15. august 1917 havde Københavns Kommune ladet Ernæringsrådet overtage det meste af kirken. Bymuseet flyttede aldrig ind, og Hovedbiblioteket blev henvist til et af sideskibene, samt som kompensation Helligåndshuset. Om Ernæringsrådet, se online "Ernæringsraadet" som indeholder mange fotoer fra Nikolaj Kirkebygning.

Folkebibliotekerne og Arbejderbefolkningen. (Efterskrift til Politivennen)

Sidste Aar udlaante de kommunale Folkebiblioteker 644,000 Bind til 15,000 Laanere.

Børnene strømmer i tusindvis til Læsestuerne

Af den udsendte Beretning om Virksomheden i de kommunale Folkebiblioteker i Aaret 1915-1916 fremgaar, at der er en fortsat og betydelig Fremgang i Bibliotekernes Virksomhed. Bogudlaanet - der er vokset med 76,012 Bind - omfattede i Aarets Løb 644,668 Bind Bøger, der blev benyttet af 16,106 Laanere, hvilket er 1711 Personer mere end i Aaret 1914-15.

Benyttelsen af Bibliotekernes store Bestand af Oplysningsliteratur er i stadig Stigning. I 1914-15 udlaantes fra den ialt 126,682 Bind Bøger, i 1915-16 146.766 Bind eller henved 26 pCt, af det samlede Bogudlaan. For kun fire Aar siden var Udlaanet af den Art Literatur næppe 40,000 Bind om Aaret, mens det alt overvejende Tal af Hjemlaanet gik paa Skønliteratur og Romaner.

Bibliotekernes Budget naaede i det forløbne Aar en Højde af 102,431 Kr., hvoraf det kommunale Driftstilskud beløb sig til 92,000 Kr. Efter Omstændighederne er dette en ret anselig Størrelse i Forhold til Byens halve Million Indbyggere og i Sammenligning med de kommunale Tilskud til Biblioteker ude i Landet.

Omtrent 2500 Bind udlaanes dagligt

Som naturligt er, har Biblioteket paa Nørrebro, der er bedst Indrettet og ligger i den største Bydel, ogsaa haft den største Benyttelse, - og den er i stadig Stigning. Ogsaa flere af de andre Biblioteker viser betydelig Fremgang.

Ved de forskellige Biblioteker hjemlaantes som sagt ialt 644,663 Bind Bøger, altsaa 2560 Bind i Gennemsnit dagligt

Den største Udlaansdag var Paaskelørdag den 6. April, hvor der hjemlaantes 4450 Bind Bøger.

Besøget paa Bibliotekernes Læsestuer har i dette Aar - som i det hele taget siden Krigens Begyndelse - ikke været i nævneværdig Tiltagende for de voksne Læseres Vedkommende. Særlige Forhold har derimod i Aar medført en stor Forøget af Børnebesøget.

Af det samlede Besøgstal, 150,985 Personer, har ca. 70 pCt. været Mænd, 25 pCt Børn og næppe 6 pCt. Kvinder. Indkaldelserne til Sikringsstyrken og den ringe Arbejdsløshed i Byen har formentlig i Aar hindret mange yngre Menneskers Besøg paa Læsestuerne.

Af de fem Læsestuer er de tre nyeste hyggeligt Indrettede og ret rummelige; alle er de godt forsynede med Dagblade, Tidsskrifter og Haandbøger af enhver Art, der stadig forøges i Tal og fornyes Læsestuen. Guldbergsgade har desuden et godt teknisk Haandbibliotek, og Læsesalen i St. Kongensgade en betydelig og kostbar Samling af Haandbøger og Adressebøger for Forretningsfolk og Handlende.

Børne-Læsestuerne.

Bestyrelsen har i flere Aar arbejdet paa at faa oprettet Børnelæsestuer i de stærkest befolkede Bydele, men Planen har mødt forskellige Vanskeligheder. Man har ventet paa det private Initiativ, men det har hidtil vist sig meget svagt. Kommunen støtter en af Lærerinde, Frk. J. Rudolph ledet Læsestue for Børn med et aarligt Tilskud, og paa Folkebibliotekernes Læsestuer gives der en meget begrænset Plads for Børn. Men dette er ganske utilstrækkeligt i en Storby, hvor Titusinder af Børn fra Dag til Dag er henvist til Gadelivet med dets Fristelser og Farer og dets Spirer til alle Slags Samfundssygdomme. I egen velforstaaet Interesse har Samfundet her er vigtig Opgave at varetage, og Bibliotekerne ønsker at hjælpe til med at løse den.

Efter at Kommunalbestyrelsen havde bevilget 4500 Kr. til det forberedende Arbejde, lykkedes det at skaffe to gode Lokaler til dette Brug ved Kredsbibliotekerne paa Nørrebro og Vesterbro. Lokalerne bestaar hvert Sted af en lys og rummelig Læsesal med 70-80 Siddepladser, Garderobe og Vaskerum. Reoler, Borde og Stole er afpassede i Størrelse efter Børnenes Krav.

Bogbestanden, ca. 1500 Bind, er udvalgt blandt de bedste og smukkeste danske Børnebøger for enhver Alder fra det 6 til det 16. Aar. Den omfatter Billedbøger med Tekst, Æventyr, Sagn og Sagaer, alle velkendte Børneforfatteres Skrifter, lettere Skønliteratur, historisk og geografisk Læsning, Bøger om Dyr og Planler og om alle Slags nyttige og fornøjelige Sysler, samt Børneblade.

Der er med dette forhaabentllg gjort en heldbringende Begyndelse, som snart vil faa videre Følger.

I hvert at Byens børnerige Kvarterer tiltrænges der haardt el saadant smukt og hyggeligt Fristed for den opvoksende Slægt. Det næste Børnebibliotek er allerede planlagt og vil blive Indrettet I Biblioteket ved Nikolaj Taarn.

I de to Børnelæsestuer, der som nævnt er aabnet paa Nørrebro - Griffenfeldtsgade 4 - og paa Vesterbro - Valdemarsgade 28 - har Tilstrømningen været meget stor. Enkelte Dage er der mødt over 200 Børn. Alens l de tre Maaneder; Januar, Februar og Marts var det samlede Besøg 21,764 Drenge og Piger. Den daglige Aabningstid fr Kl. 4 - 7½ Eftermiddag.

*

Til Bogbestandens Forøgelse | Folkebibliotekerne disponeres der over ca. 30,000 Kr. aarllgt - en Sum, der Ingenlunde er for stor, eftersom der siden 1913 er kasseret og udrangeret en 8000 Bind Bøger.

Blandt de fremmede Forfatters i Skønliteratur nyder de engelske det største Ry hos os. Men det kniber haardt med at vedligeholde dem i Bibliotekerne, og det hænder stadig, at endog adskillige Bøger af saa bekendte Forfattere som Dickens, Scott, Marryat og Haggard ikke kan fremskaffes, hverken i nye eller i antikvariske Eksemplarer.

Bogbestanden var i 1916: 77,823 Bind.

Central-Biblioteket paa St. Nikolaj Plads.

I den nye Bygning ved Nikolaj Taarn, som Byen har faaet skænket af Departementschef Rentzmann, vil der bl. a. blive Indrette et Centralbibliotek.

I Bygningens Sideskibe indrettes Læsesal med ca. 100 Siddepladser og et Haandbibliotek paa 3000 Bind Bøger og 100 Tidsskrifter, samt en Udlaanssal, der ogsaa strækker sig ind i det nordre Kapel og har Reolplads til 30,000 Bind Bøger.

I nordre Kapels 2. Etage indrettes en Børnelæsestue med 60 Siddepladser.

Bygningens Indre er saavidt færdigt, at Lokalerne snart kan lndrettes og Inventariet fremstilles. Kommunalbestyrelsen har vedtaget en Bevilling paa 22,000 Kr. til de tekniske Installationer i Bygningen.

*

I Bestyrelsen for Folkebibliotekerne - hvis Formand er Borgmester Dybdal - har bl. a. vor Partifælle, Borgerrepræsentant Sophus Mortensen Sæde.

Bibliotekernes Adresser er:

Hovedbiblioteket; Gothersgade 53.
St. Kongensgade 14 (Udlaan og Læsesal).
Brogade 6 (Udlaan og Læsesal).
Valdemarsgade 28 (Udlaan og Læsesal).
Griffenfeldtsgade 4. Læsesal: Hjørnet af Guldbergsgade og Møllegade.
Østerbrogade 84 (Udlaan og Læsesal).
Gentoftegade 12, Karmel, (Udlaan).
Udlaansstatlonen i Valby: Langgade 66 (Udlaan).
Udlaansstatlonen i Brønshøj: den gamle Skole, (Udlaan).
Børnelæsestue: Valdemarsgade 28.
Børnelæsestue: Griffenfeldtagade 4.

N.-B.

(Social-Demokraten 30. oktober 1916).

Se også indslaget om tilblivelsen  af Københavns Hovedbibliotek her på Bloggen.

Kort over placeringen og fotoer af bibliotekerne i Københavns Kommune gennem tiderne kan findes på dette link. De sorte angiver at bibliotek og bygning ikke eksisterer længere. De røde at bygningen eksisterer, men biblioteket ikke længere er i den. De grønde betyder nuværende biblioteker (2024). Et show med bibliotekernes historie kan ses på Prezi.