Axel Holger Thiess (1860-1926). (Efterskrift til Politivennen).

 

Fotograf Peter Newland (1866-1928): Axel Holger Thiess (1860-1926). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Axel Holger Thiess (1860-1926), humoristisk tegner. Han kom på kunstakademiet oktober 1876, her nåede han i 1880 ikke videre end forberedelsesklassen. Han havde dog allerede da lavet humoristiske tegninger. 

Han var journalist og tegner ved Avisen og lavede 1883–1900 hver dag dette blads satiriske forsidetegning. Senere i Vort Land og København. Han var medarbejder ved  Punch ( til 1893) og efterfølgeren Puk (1893 til 1. juli 1898), Klods Hans (fra 1899) og  Blæksprutten. Han udgav tillige i 20 årligt 50 tegninger i et hæfte fra 1884. 1915–19 udgav han mandagsbillederne til Vort Land. 

Han bidrog endvidere til folkekomedierne "Gutter ombord" (1889) og "Gennem Ild og Vand" (1910), farcen "Fine Fremmede" og "Marine-Minder ombord og i Land" (1924).

Axel Holger Thiess: P. A. Alberti (1903). Teksten lyder: "Fra Ministerbordene ilede de Herrer Deuntzer og Alberti den ikke korte Vej hen til Borgmester Jensens Plads og trykkede hjerteligt hans Haand," ("Vort Land"). De to Stats-Raadsherrer: "Vi recommendere os da samtidig udi Hr. Borgmesterens Bevaagenhed." Jensen: "Det skal være mig en Fornøyelse, at gjøre Dem nogen Tjeneste. Om Forladelse at jeg følger Dem ikke længere." (Frit efter "den politiske Kandestøber", 3. Akt, 2. Scene. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"De danske Forsvarskvinder".

(Tegning til "Blæksprutten" af Axel Thiess.)

Paa ovenstaaende Billede, der er hentet fra dette Aars "Blæksprutten", har den vittige Tegner Axel Thiess søgt at give en Forklaring over hvorledes han forstaar den hysteriske, kvindelige Forsvarsbevægelse og Kanonkvinde-Forening. Vi ser en kvindelig Sessionskomite tage Skøn over de unge Damer for at udskrive dem til den Vaabenafdeling, de bedst maatte egne sig for. Selv om Billedet kun er Fantasi - de forsvarsgale Damer vilde vist hurtigt stikke Piben ind, dersom de selv skulde springe Soldat! - er det lige vittigt - ikke mindst i Aar, da det er et krigerisk "Skudaar"!

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse) 18. januar 1908).

Socialisterne skriver Truselsbreve til Axel Thiess.

I et af de sidste Numre af Vittighedsbladet "Klods-Hans" har Tegneren Axel Thiess tegnet en Billedserie, der illustreret en Socialists Liv. Pudsigt havde Hr. Thiess fremstillet al den Understøttelse, der bliver et moderne Fagforeningsmedlem til Del, fra Børn i Friskolen lige til Statens Understøttelse af de arbejdsløse. Til Slut havde Tegneren anbragt et Billede, hvor man ser en Skare Socialister raabe: "Ned med Overklassen" osv. Det hele var en ret harmløs Satire. Hr. Thiess skulde imidlertid ikke have begaaet sin Tegning, thi siden den har været i Bladet, har den elskværdige og afholdte Københavner modtaget en Række Truselsbreve, hvori der loves ham Pest og Død og andre Ubehageligheder. Man kan ikke ustraffet satirisere over organiserede Fagforeningsmedlemmer. Hr. Thiess har foreløbig foretrukket at behandle Brevene som en Spøg. Men disse Truselsbreve, der efterhaanden er kommen paa Mode, synes at antage mindre hyggelige Former.

(Holstebro Avis. Hjerm-Ginding Herreders Tidende 17. april. 1909).

Skitsebogen

Axel Thiess

Nævner man Alfred Schmidt bliver ogsaa Axel Thiess nævnt. De to Tegnere har troligt fulgt hinanden gennem mange Blade og Publikationer. Medens Alfred Schmidt som Satiriker ikke er bleven mindre bidsk med Aarene og stadig hvæsser sin Tegnestift til respektløse Udfald, er Axel Thiess, der heller ikke savner en satirisk Aare, dog bleven mere menneskekærlig gennem Tiden, der svandt. Han er bleven en godmodig Iagttager af Omgivelserne, medens Røgen snor sig blaalig fra hans Cigar, og Kaffen dufter.

Omgivelserne - selvfølgelig København! Hvorvidt Thiess "ligger paa Landet" om Sommeren, vides ikke. Snarere plasker han vist husvant til Søs, men han kan alligevel daarlig tænkes uden i Københavns umiddelbare Nærhed, og allerhelst paa selve Strøget, roligt slentrende, lunt iagttagende, med et elskværdigt Blink bag Lorgnetterne.

Thiess er Københavns, nøjere bestemt Københavnerindernes Tegner, og saa atter de pur unge Damers, "Backfischene"s Tegner. Han har Blik for det tøsede og kan gengive det med Lune og Humor, men ogsaa den udvoksede unge Dame i Forlovelsesalderen, ja, selv den kokette, unge Frue kan han med Behændighed fæste til sin Skitsebogs Blade.

Vigtige Bidrag til den moderne Københavnerindes Psykologi har Thiess givet gennem sine mange Tegninger, som han uden Standsanseelse har strøet omkring i Blade, Blæksprutter og Klods Hans'er. Skal den københavnske Dame paa Grænseskellet mellem to Aarhundreder, mellem to Tidsaldre, under Modernes lunefulde Kamp en Gang skildres, kommer man Ikke udenom Axel Thiess' Tegninger. De vil i al deres Flygtighed sikre ham mod Forglemmelse; thi han har gennem dem givet vigtige Bidrag til Modernes og Sædernes Historie.

Absalon.

(Nationaltidende 30. maj 1916).

Axel Thiess fortæller Ernst Bojesen-Anekdoter.

I Anledning af den glade Kjøbenhavners 70 Aars Fødselsdag imorgen.

Fra de gode gamle Blæksprutte-Dage i Fredensborg.

(Med Illustrationer af Axel Thiess).

I Anledning af Ernst Bojesens 70 Aars Fødselsdag imorgen har hans utallige Venner besluttet at opgive Haabet om, at han nogensinde bliver rigtig voksen. Skønt, egentlig har de aldrig næret noget Haab eller Ønske i saa Henseende. De har holdt af ham, forgudet ham netop fordi han var den han var - den glade, festlige Svend, den ægte spillelevende kjøbenhavner med Hovedet fuldt af Spilopper og kaade Drengestreger, den uovertrufne Festarrangør, der strømmede over af Ideer og Indfald, Løjer og Spas. At han unddrager sig Vennernes Hyldest paa Dagen Imorgen. der vilde være som skabt til at sættes i Scene af Hædersgæsten selv, er i Grunden det eneste mindre gode Indfald han har haft.

Blækspruttens aandelige Fader. Hvad Axel Thiess fortæller 

Ernst Bojesen var, som bekendt, i en Aarrække Direktør for Gyldendal; og det er i Grunden ham, der er Fader til "Blæksprutten. Ikke blot var det ham, der i 1888 fik Ideen men han har i Aarenes Løb spillet en saa stor Rolle ved det kære Bløddyrs aarlige Genfødelse at man kan kalde ham den aandelige Fader, skønt han ikke tog direkte Del i Redaktionen.

I Dagens Anledning har vi henvendt til en af Blækspruttens berømte A'er, Tegneren Axel Thies, og bedt ham fortælle lidt om de berømmelige Ture til Fredensborg, hvis Ry ikke dør saa længe de 4 A'er og Ernst Bojesen endnu kan komme sammen ved en stor Toddy og en af Bojesens fabelagtigt lange Cigarer

- Ak ja, sukker Hr. Thiess. den gode gamle Tid er jo nu desværre forbi da vi fem ranke Drenge - Bojesen, Henriques, Schmidt, Melbye og jeg - hvert Aar ved September snørede vor Ransel og drog ud til Asminderød Kro eller et Hotel i Fredensborg for at lave Aarets Blæksprutte. Vi fire Forfattere og Tegnere for at Arbejde og Bojesen for at holde os i Humør. Vi gik i en stadig Skræk for, hvad han nu vilde finde paa.

Da Bojesen brændte Fingrene og spillede Mester Jakel med Fingertutterne

- De maa jo være fyldt med Anekdoter fra den Tid. Fortæl et Par af dem.

- Ja der er nok at tage af. En Dag vilde vi forfriske Aanden ved en Pot Kegler i Hotelhaven. Vi var midt i det ædle Spil, da det pludselig fyger os om Ørene med Ild, der sprutter og gnistrer som et Fyrværkeri. Hvad det ogsaa var - det var Bojesen der vilde bringe sit Bidrag til den festlige Stemning. Bojesen brændte imidlertid Fingrene ganske forsvarligt paa Solene, som det naturligvis ikke kunde falde ham ind at kaste fra sig, og han maatte have hvide Tutter paa alle Fingrene. Det var naturligvis en Lejlighed han ikke kunne lade gaa fra sig. Han malede Ansigter paa alle Tutterne, og en Aften gav han, skjult bag en Kakkelovnsskærm, en Mester Jakel-Forestilling med Tutterne som kunde have faaet en Flodhest til at revne af Grin hvis den tilfældigvis havde været en tilstede.

Ernst Spøgesen eller Det forheksede Sovekammer

Axel Thiess' Ansigt skinner af Fornøjelse, mens han sidder og fortæller om sin gamle Kammerat og Dus-broder.

En lille Historie til der heller ikke er kedelig:

- Jeg var gaaet tidlig i Seng en Aften, efter at vi havde siddet og forlystet hinanden med Spøgerihistorier.

Jeg maa have sovet en Timestid, da jeg vaagnede ved nogle underlige hvislende Lyde. Jeg var Ikke blevet kIar over Aarsagen, da min Gyngstol paa eengang gav sig til at gynge paa det mest hysteriske, mens mere eller mindre intime Møbler dansede ud paa Gulvet under stort Rabalder. Og ikke et Menneske var der i Stuen foruden mig selv. Men da tilsidst en hvid Skikkelse med udbredte Arme hævede sig Iangsomt i Vejret bag Sofaen, var jeg dog blevet saa klar over mig selv, at jeg kunde regne tid, at det maatte være Bojesen. Jeg sprang derhen og greb fat i Skikkelsen. Men - oh! - den daskede frit i Luften, da jeg tog fat i den. Nu begyndte det at blive uhyggeligt.

Det viste sig at være en stor Lagen-Dukke, som Bojesen med stor Kunstfærdighed og mekanisk Snille havde anbragt saadan i Snore og Trisser, at han ude fra Gangen kunde bringe den til at hæve sig som et Gespenst. Det øvrige Spøgeri var han selvfølgelig ogsaa Mester for. Melbye var posteret nede i Gaarden hvor han højtidsfuldt stod og trak i en Snor, hvis anden Ende var bundet i Gyngestolen. Den uhyggelige Hvislen var frembragt af de øvrige Deltagere i Komplottet, der stod udenfor og gned Væggen med Karduspapir. Bojesen, der efter den Dag ikke hed andet end Knud Spøgesen, havde brugt en hel Eftermiddag til at arrangere denne vanvittige Scene. 

Da E. B. nær havde faaet klø af Bech Olsen

Engang var Bojesen nær ved at komme galt af Sted, siger Thiess. Han og jeg var kommet paa Karneval. Bech-Olsen var der ogsaa - det var i hans gode Tid - og han sad og drak en Bajer. Bojesen kom forbi, og i Forbifarten stak han ganske nonchalent Pegefingeren i Munden og derfra ned i Bechs Glas, idet han spurgte

- Er den go'?

Bech blev rasende

- Nu skal du ha paa Tæven! din lille, flejnskallede Avekat! brølede han, men inden han fik hævet sine flere Hundrede Pund fra Stolen, fik jeg givet Signal til Bojesen, der forsvandt som en Streg. Da jeg bagefter fortalte Bojesen, at det var Danmarks Bech, han havde drevet Løjer med, sank han alligevel et Par Tommer i Knæene.

.... om 10 Aar naar E. B. bliver en Jubelolding paa 80, skal jeg fortælle Dem mere, slutter Axel Thiess. Stof er der nok naar der er Tale om Ernst Bojesen.

Bor.

(B. T. 22. februar 1919).

Illustration i Roskilde Avis 31. januar 1890 for Axel Thiess og Aage Blichfeldts soldaterkomedie "Gutter ombord". Øverst hr. Getti. Øverst til venstre Kolling. Øverst til højre, Kolling danser med sin forlovede, fru Schwartz-Nielsen. Midt: Scene fra Nyboder. Tv for denne overbådsmandsmad. Fru Julie Hansen, th. matrosdrengen Peter (fru Hunderup). Nederst underbådsmand Steffensen.

 Axel Thiess 60 Aar.

Nogle Mennesker siger, man skal være forsigtig med at støde Journalister paa Manchetterne, men det er blot, fordi de ikke kender Bladfolks typiske Godmodighed.

Derimod skal man være saare varsom overfor "humoristiske Tegnere", og det er med megen Beklemthed, at vi herved meddeler Offentligheden, at Axel Thiess i Morgen fylder 60 Aar

For det første vil Offentligheden ikke tro det det. Naar Thiess en kølig Majaften promenerer fra sit Hjem paa Gamle Kongevej over til sit kære Tivoli og, korrekt og spændstig som altid, viser sig i elegant Pels og funklende Silkehat, tør baade unge og gamle sværge paa, at, han er 40.

Men for det Andet kan det jo tænkes, at Fødselsdagsbarnet baade véd, i at han virkelig er 60 og ikke holder af at mindet derom, og saa kommer det maaske ved Lejlighed til at gaa artigt ud over den indiskrete Meddeler.

En skønne dag ser denne Person sit i eget Billede i "Klods-Hans", og dér udleveres han til Publikum hverken med Pels eller Spændstighed, men snarere med Hængemave og alderdomssvækkede Ansigtstræk.

Naa. Udleveringen finder  kan hænde alligevel ikke Sted. Thi Axel Thiess er den personificerede Elskværdighed, der desuden mest tegner søde unge Piger og fede gamle Tanter. Han viser egentlig kun Malice, naar hans politisk konservative Temperament provoceres, og skaber ypperlige Karikaturer, som dem, han i Aartier forsynede "Avisen" og "Vort Land" med.

Axel Thiess er en livsglad Københavner, der ogsaa i Ny eg Næ har grebet Pennen . forbavsende, at han aldrig fortsatte sin dramatiske Succes "Gutter ombord"! Han et dertil en beskeden Mand, der i Morgendagens Anledning har gjort sig usynlig.

Vi har imidlertid Medlidenhed med den store Vennekreds der vil hylde ham. og fortæller lige ud af Posen, hvor Flygtningen opholder sig. Det er i Snolderød, hvor hans mangeaarige chef. Redaktør Frederik K. Slamberg af "Snolderød Espræx" kvitterer med en lille intim Middag for Axel Thiess' rammende og lattervækkende Tegnebidrag.

Hr. Vaar.

(Nationaltidende 16. maj 1920)

Axel Thiess: Gulliver er taget til fange af lilleputterne (1921). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tegneren Axel Thiess død.

I Gaar Middags ved 1-Tiden er Tegneren Axel Thiess afgaaet ved Døden paa Marinehospitalet, hvor han havde lagt sig ind Dagen i Forvejen.

Han havde ikke været rask de sidste 3 Aar. Det begyndte som en Sygdom i Blodet, og herfra gik det over til at angribe Hjertet. Han led til Tider meget store Smerter; men han bar dem med stor Taalmod og havde trods alt et Smil paa Læben, naar man traf ham paa hans Yndlingsspadseretur ned gennem "Strøget".

For nogen Tid siden rejste han til Menton. Han troede saa fuldt og fast, at Sydens varme Sol og milde Klima vilde hjælpe ham; men han blev sørgelig skuffet. Det meste af Tiden dernede laa han i Sengen, og Sygdommen fik stærkere og stærkere Tag i ham.

Tilsidst, da det bar mod Slutningen, længtes han hjem mod den By, hvis ægte Søn han var, og som ejede hele hans Hjerte.

I Tirsdags Aftes kom han til København, Dagen efter søgte han ud til Marinehospitalet, og i Gaar døde han; omtrent 67 Aar gl.

*

Med Axel Thiess er en kendt og skattet Københavner gaaet bort. Det vil sige, han hørte vel nærmest hjemme i det 90'ernes København, der fulgte efter Udstillingsaaret 1888, og som prægede Byen ved Aarhundredskiftet. Han slog hurtigt igennem som Tegner, og for Datidens Øjne at skue var hans Gengivelse af de unge københavnske Bachfische ret nær ved Grænsen af, hvad man kunde tillade sig.

Nu synes man, de er hyggelige og harmløse. Saadan skifter Tiderne.

Han havde lært som Xylograf hos gamle Henriksen, begyndte som Tegner ved "Avisen" i 1883 og vandt hurtigt et stort Publikum ved sine Tegninger, der gerne var ledsaget af en lille Vits.

Ved Siden af sit daglige Arbejde tegnede han naturligvis alle andre Steder - i "Klods-Hans", i "Blæksprutten" og i en Række illustrerede Ugeblade.

Ogsaa som Forfatter er hans Navn kendt. I 1889 skrev han sammen med Redaktør Blichfeldt det kendte Stykke "Gutter ombord", der hvilede paa hans Erindringer som Marinesoldat, og som er gaaet flere Hundrede Gange paa Casino. Senere var han med til at skrive et Stykke, "Gennem Ild og Vand", der blev en stor Sukces paa Sønderbros Teater, og det er ikke mere end et Par Aar tilbage, at han udgav en morsom og interessant Bog om sine Soldateroplevelser ved Marinen.

*

Axel Thiess, der i de senere Aar var en afholdt og skattet Medarbejder ved KØBENHAVN, havde kun Venner. Han var født med et sjælden godt Humør, der rigtig udfoldede sig, naar han indtog sin Plads i Vennekredsen. Her vil han blive savnet som den trofaste Ven og Kammerat, som det hjertevarme og hjælpsomme Menneske, han var.

Han var den sidste af sin Slægt. Hans eneste Søster, Pianistinden Frk. Helga Thiess, med hvem han i mange Aar beboede en Lejlighed paa Gl, Kongevej udfor St, Jørgens Sø, døde i November i Fjor, og det var hans eneste Familie. Hendes Død ramte ham i øvrigt meget haardt og fremskyndede sikkert hans Sygdom.

R.-J.

(København 26. marts 1926).

Axel Thiess' gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling 9, række 2, nummer 11 ligger godt gemt i buskadset. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Danmarks første Pressefotograf. (Efterskrift til Politivennen)

Den kendte Kunstner og Pressefotograf, Julius Aagaard, fejrer idag Femogtyveaars-Dagen for sin Fremstilling af det første Fotografi i den københavnske Presse.

En lille, bred Herre med Kunstnerpræg, hvidt, bølgende Haar, Moustache og Fip og rigtig Slængkappe, vakte i de Aar, da vort Kongehus modtog Besøg af Udlandets fyrstelige Damer og Herrer, altid venlig Opmærksomhed om sig. Der stod Elskværdighed om ham. Han tog alle, ikke blot med sit Kamera, men ogsaa med sit Smil, de smukke, blaa Øjne og det ridderlige Væsen - det var Danmarks første Pressefotograf, Julius Aagaard.

Artiklens foto er her erstattet af: Fotograf Georg (Sophus Georg August) Lindström (1866-1923): Pressefotograf, maler, heliograf Johan Gottlieb Julius Aagaard, (1847-1926) . Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

- Hvordan begyndte De, spørger jeg Hr. Aagaard, der bor i en hyggelig Villa paa Frederiksberg.

- Det var slet ikke saa nemt, siger den gamle Herre.... Dagspressen var jo ikke den Gang naaet saa højt, alt saa teknisk, som nu; jo, jeg begyndte i "Hver fjortende Dag" ....

- Ja, men hvem var den første?

- Aah, naa, saadan, det var saamænd Bech-Olsen, der var jo noget at kigge paa .... det var en Brydekamp i Hellerup.

- Vandt han?

- Vandt - næh, det kan jeg skam ikke huske, men gjorde han ikke altid det ....

- Hvordan var Folk imod Dem?

- De blev skam fornærmede....

De vilde ikke se sig selv, eller maaske vilde de ikke, at andre skulde se dem, saadan paa Væddeløbsbaner ... Der var engang en Prinsesse, som ogsaa var et elskeligt Menneske, og hun bad mig, uden at han maatte vide det, om at tage et Billede af en Herre, medens han stod og kurti.... vi kan jo sige konver serede to Eremitage-Damer . . Det gjorde jeg ogsaa .... Hun sendte saa ham Billedet . . Han truede ad mig, da jeg mødte ham, saadan i al Elskværdighed.... Jo, de Kongelige, de var altid hensynsfulde.... Jeg skulde en Dag tage Kejserinden og Dronning Alexandra ... det var ved en Modtagelse .... aah, ja, det var de Tider, de sad i en nedslaaet Vogn med opslaaet Parasol og snakkede. Saa nikkede Kejserinden til mig og sagde til Dronningen:

Der er Aagaard, lad os slaa Parasollerne ned, ellers kan han ikke ta' os ... Jo, de var mageløse.... Og gamle Kong Christian.... Jeg fotograferede ham i Admiralsuniform, da hen skulde males af Frantz Henningsen .... Kongen vilde nemlig ikke staa Model mere end højst ti Minutter. Baade Fotografiet og Maleriet blev godt . . . ., Og Frederik den Ottende og Kong Georg af Grækenland, blot de saa, at jeg løftede Apparatet, saa stod de stille.... Jeg søgte nu altid at tage mine Billeder saadan, at Situationen eller Stillingen passede til de Paagældende.... Man kan ellers saa let virke ufrivillig komisk paa et Fotografi, naar man ikke véd, man bliver taget . . og det er Synd mod Folk. Det vidste de Kongelige ogsaa --.. derfor var det saa let at tage dem ... Kejser Wilhelm, han havde nu sin egen Fotograf med, som skulde besørge de kejserlige Plader til de tyske Aviser .... Politiet det var derimod paa Nakken af mig. jeg havde et Mas med at komme indenfor Afspærringen nede paa Toldboden, naar der var Ankomst eller Afgang.... De kan jo have en Bombe i Apparatet, sagde en Politimand engang til mig. Jeg svarede kun: Ser jeg saadan ud.... og saa hævedes Snoren for mig. . . .

- Hvor gammel er De. Hr. Aagaard?

- Ni og halvfjers, den seksogtyvende April.... Og jeg har undervist i Perspektivtegning paa Teknisk Skole i otteogtredive Aar og paa Kunstakademiet, i det samme Fag, i seksten. Og ikke været syg, altsaa sengeliggende, én Dag. . . Min Kunst bidrog ogsaa til, at mine Fotografier blev noget for sig.

- Der staar et Maleri paa Deres Staffeli?

- Ja-a, jeg maler da endnu . . ... Det er fri Komposition.... en Vinterdag i Bøllemosen .... I Slutningen af Ugen rejser jeg saa til Italien.... ja, jeg har altid ønsket at se Italien.... inden.... inden.... naa....! Det er mine Børn og mine Svigerbørn, som forærer mig den Rejse.... jeg kan næsten ikke begribe, at jeg ogsaa skal se det Ønske opfyldt .... tænk, at jeg skal fejre Paasken i Rom. . . .

.... Mange gode Tanker vil følge den fine, gamle Herre, den elskværdige Kunstner paa hans første Italien Fart. . . .

Christian Houmark

(B. T. 24. marts 1926).

Fotografen Johan Gottlieb Julius Aagaard (1847-1926) var 1871-84 guide i generalstaben med foto-litografering som speciale. Uddannet på Teknisk skole (1879) og kunstakademiet 1881-1882. Underviste 1881-1919 på Teknisk skole og 1895-1911 på kunstakademiet. Fra 1899 var han knyttet til ugebladet Hver 8. Dag hvor han tog "lynskud" af tidens danske begivenheder, med stemningsfulde landskabsoptagelser og med karakteriserende portrætter. Han var i 1912 medstifter af Pressefotograf-Forbundet. Han døde samme år og er urnebegravet på Solbjerg Kirkegård. 

Harald Otto Jensen (1851-1925). (Efterskrift til Politivennen).

Harald Jensen død.

(Social-Demokratens foto er her erstattet med Fotograf Thomas Sørensen (1867-1930): Harald Otto Jensen (13.10.1851-18.10.1925) redaktør, politiker. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.)

NATTEN til i Gaar er Landsthingsmand Harald Jensen gaaet ved Døden i sit Hjem i Aarhus. Døden kom brat. En Hjærtelammelse meldte sig uden Forvarsel. Endnu i Lørdags Aftes var Harald Jensen til Stede paa "Demokraten"s Redaktion og underholdt sig med Medarbejderne om Dagens brændende Emner. For faa Dage siden havde han og hans Hustru i Rigsdagens Restaurant samlet en lille Kreds af Venner om sig for at fejre hans 74-aarige fødselsdag. Han gjorde vel et lidt træt Indtryk, men han talte lunt og livligt som altid med gode Venner.

Var Døden ikke ventet netop nu, saa havde det dog længe været aabenlyst, at det gik paa Hæld med den gamle Kæmpe. Siden han for nogle Aar siden næsten mistede Synet og efter at en alvorlig Operation var mislykkedes, genvandt han aldrig sin gamle Kraft. Hans sidste Aar var tragiske, fordi Mangelen paa Synsevne hindrede den stadig lige aandsfriske og altid før saa virksomme Mand i at deltage aktivt i Dagens Gerning. Han klagede aldrig. Han havde som før altid en Spøg eller et hjærteligt Ord paa Læben. Men han har følt sin Ulykke stærkt. Da for nogle Aar siden København havde været hjemsøgt af en tæt Taage og dette var Samtaleemnet en Aften paa Gruppeværelset, blev gamle Harald saa underlig stille. Saa sagde han langsomt og bevæget: Saadan en Taage maa jeg færdes i hver Dag!

Nu har han for stedse lukket de svage Øjne. De svigtede ham paa det sidste Vejstykke, og dog er det dem, hans Venner vil huske længst, saadan som de var, da de sad med den fulde Glans under de buskede Øjenbryn og bag de skarpe Brilleglas: milde, stærke, trofaste og med en altid spillevende Skælm i hver Krog.

Harald Jensen vil gaa over i Historien som Jyden blandt vort Partis Banebrydere. Og dog var han født i et fattigt Hjem i København. Som ung Typograf kom han for 54 Aar siden til Aarhus, allerede grebet af den socialistiske Idé, der havde tændt sine første Gnister paa dansk Grund. 5 Aar senere var han Formand for Aarhus-Typografernes Fagforening og i 1883 startede han for egen Rigning det første socialistiske Blad i Jylland. Efter et Aars Forløb blev det lille Ugeblad forvandlet til et Dagblad i Tilknytning til Social-Demokraten i København.

Af den ringe Begyndelse blev under Harald Jensens Ledelse "Demokraten" til - nu Danmarks største Provinsblad og Stamtræ for hele vor vidtforgrenede Presse i Jylland. Hans enestaaende Evner i de mange Arbejdsaar skal ikke blot maales med den Styrke, vort Parti randt i Aarhus, men endnu mere ved den Kendsgerning, at der ikke i nogen By eller Flække i hele Jylland sidder en eneste Mand ved vor Presse, som ikke føler, at Harald Jensen har haft Betydning for hans Skæbne og var hans personlige Ven. Til ham kom de med deres Planer, deres Bekymringer deres Sorger. Myndig stak han de farbare Veje ud, lunt tog han Livet af for højtflyvende Planer, mildt bortvejrede han unødige Sorger. Han havde en enestaaende Evne til at skabe Tryghed omkring sig og han var til sin sidste Stund en Raadgiver, man aldrig søgte forgæves. Han blev det jyske Socialdemokratis ubestridte Høvding - ikke en Fører, der herskede med stærke Midler, ikke altid saa man Haanden, der styrede, men den føltes allestedsnærværende.

I vort Partis Ledelse var han altid Sammenholdets Talsmand. Han anerkendte intet Skel efter Landsdele eller Særinteresser: een Vilje, eet Maal, een Hær, var hans Parole for det samlede danske Socialdemokrati i stort som i smaat. I den Aand øvede han sin Rigsdagsgerning i 35 Aar.

Harald Jensen var en uforlignelig Agitator. Han havde sin egen Form. Han fik i hele sit offentlige Liv næppe sagt et voldsomt Ord eller gjort en eneste stor Gestus, men i hans jævne, stilfærdige Ord laa en egen smeltende Varme og hans Lune lyste med festlige Glimt. Naar han tog en politisk Situation paa Kornet, kom der vingede Ord ud deraf. Han elskede de gamle, malende Ordsprog og han kunde forme sine egne Sætninger som Ordsprog, der levede længe efter, at den Situation, de tog Sigte paa, var glemt.

Et daadrigt Liv er endt. Dets Frugter vil langt ud i Fremtiden modnes Aar for Aar. I gode sociale Love lever hans Værk. I en stor og blomstrende By føles hans Indsats. Og rundt mellem Lyngbakker og sandede Klitter sætter hans Gerning Blomst omkring lave Hytter. En god og stor Mand er død. I Tusinder af Hjem vil man ikke modtage Budskabet som man ellers erfarer en landskendt Politikers Død. Man vil føle det, som fik man Brev: Din Fa'r lever ikke mere! Og mange, mange varme Tanker vil naa den lille, tapre hjærtensgode Kvinde, som skabte hans hyggelige Hjem, som fulgte ham i onde og gode Dage, som pylrede om ham til det sidste og græd sin tungeste Graad ved hans Bryst da Døden tog ham.

Mindeord om Harald Jensen

Vi der færdedes sammen med Harald Jensen, har naturligvis længe følt, at hans Kraft var udtømt, men alligevel kom Budskabet om hans Død som en Overraskelse for mig. Det er ikke 14 Dage siden, at han deltog 1 Festen for Klaus Berntsen, og det er kun 6 Dage siden, at han, under festlige Former, fejrede sin 74 Aars Fødselsdag her inde i Rigsdagen, han var livlig, trods Svagheden og han kæmpede nu som i de sidste Aar, for at følge med i Livets Gang og særlig i det politiske liv, trods den triste Skæbne som Blindheden havde paaført ham. Hans Død kalder nu tusinde Minder from og ganske særlig Minderne om hans rige Indsats I vort Partis Barndoms- og Ungdomstid.

Som stor Dreng hørte jeg allerede om Harald Jensen, der havde gaaet i den samme Kommuneskole som jeg selv. Jeg hørte om hans Virksomhed i Aarhus, hvor han oprettede vort Partis første Provinsblad. Det gjorde et aldrig udslettet Indtryk, da jeg hørte, at han selv skrev, trykte og uddelte dette Blad, og jeg fulgte siden de mange Efterretninger om hans Kæmpearbejde som Redaktør og Agitator derovre i Jylland. Jeg saa ham som ganske ung i 1890 rykke ind i Rigsdagen som Repræsentant for Skjoldelevkredsen, og vi, der var unge, følte hans Valg, som det første Tegn paa Gennembrud udenfor Hovedstaden.

Da jeg nogle Aar senere blev Medlem af Partiets Bestyrelse, kom jeg nærmere ind paa Livet af gamle Harald Jensen, thi allerede den Gang syntes han ældet af Kampen og Slidet, som da laa bag ham. Han var en af de Mænd vi lyttede til, naar han talte i Hovedbestyrelse og paa Kongres, og vi følte ogsaa, at han øvede en væsentlig Indflydelse som Politiker, som den Forhandlingens Mand han var født og opdraget i København som værende i Slægt med Demokratiet store Mænd. Endskønt han var født og opdraget i København, havde han Jydens sindige Karaktertræk, og maaske netop derfor følte ri, at han var af samme Slægt som Bjørnbak, Chr. Berg, Høgsbro og Neergaard, og vi har senere kunnet glæde os over, at han aldrig forlod de Veje han begyndte at vandre, han svigtede aldrig de Idealer, som han i Ungdommen viede sin Overbevisning og sit hele Lav.

Vi husker ham ogsaa fra de Brydninger i det politiske Liv, der fulgte efter Venstres Overtagelse af Regeringen. Vi husker, hvorledes han prøvede og overvejede hvilken Taktik, der nu var bedst tjenlig for vort Parti, og vi husker navnlig den Ungdomsglød, der stadig luede i ham.

Da Krigen i 1914 satte ind og satte vort Parti paa Prøve, var Harald Jensen ikke i Tvivl om sin Plads eller om vort Partis Holdning. I de Brydninger, der var afgørende for vort Parti, var Harald Jensen iblandt den Kreds af Førere, der bidrog til at afværge saadanne Ulykker, som Broderpartier flere Steder kom til at lide under.

Jeg husker ham ogsaa i de bevægede Timer i 1916, da vort Parti stilledes overfor det Krav, at vi skulde udpege en Minister. Han var ikke i Tvivl om, hvad vi burde, og da vi naaede til Personspørgsmaalet, var det mig en Glæde, at han, saavel som en anden af vore ældste Partifæller, uden Vaklen krævede, at Partiets Formand skulde overtage Posten.

Og saa husker jeg hans varme Interesse for det betydningsfulde Samarbejde imellem de nordiske Lande. I mange Aar var han vort Partis Repræsentant i den Bestyrelse, som planlægger Arbejdet med de nordiske Delegeretmøder af Rigsdagsmænd. Hans Navn og hans Gerning lever i Sverige og Norge som herhjemme.

Ja, der var mange andre Minder, der kunde nævnes, alle i vort Parti kan supplere, hvad der nu siges og skrives ved den Jyske Høvdings Bortgang. Med Sorg har vi set, hvor trist Harald Jensens Livsaften formede sig, da Sygdom lukkede for hans Øjnes Kraft, men alligevel er det en dyb Smerte, som nu lejrer sig hos alle os, der elskede vor gamle Ven.

Et Kæmpearbejde er sluttet. Et Liv i Kærlighed til Socialismens Sag og til dansk Arbejderbevægelse er til Ende, men et uudsletteligt Minde om Harald Jensen vil leve.

Th. Stauning.

* *

Skønt jeg var klar over, at det bar mod Afslutningen med min gamle Ven, har hans Død dog gjort et stærkt Indtryk paa mig. I henimod 50 Aar har vi kendt hinanden som Venner og Partifæller, og vi har jo delt ondt og godt, Sejre og Skuffelser med hinanden.

Harald Jensen var en Mand, der alle Dage havde stor Betydning indenfor vore Organisationers Ledelse og man hørte gerne paa ham, thi han var en klog og besindig Mand. Hans største Betydning maa dog søges i Aarhus hvor han i sine unge Dage startede det første socialdemokratiske Blad i Jylland. Harald Jensen maatte den Gang kæmpe med Fattigdom baade i sit Hjem og i Partiet. Vi var omtrent ligesaa fattige her i København, men vi hjalp dog saa godt vi kunde, og efter stor Møje og Besvær rejstes den store, stolte Presse vi nu har i Jylland samtidig med, at Partiet blev mægtigt. Harald Jensen har sin meget stor Del af Æren derfor, og derfor vil hans Navn leve indenfor vort Parti. Harald Jensen var et godt Menneske og en ærlig trofast Kammerat, og Minderne om vort mangeaarige Venskab overvælder mig ganske i denne Stund. Og mine Tanker gaar til hans gamle, gode Hustru, som nu sidder ene og svagelig tilbage.

C. C. Andersen.

* *

Der bliver stille i Skoven, naar en af de gamle Ege falder, og med Harald Jensen er en af Pionererne, en af de store Skikkelser i dansk Arbejderbevægelse og en stor Personlighed i dansk Politik gaaet bort. At skildre hans Liv vil blive Skildringen af det danske Socialdemokratiets Historie og dansk Politik siden 80-ernes første Aar, thi han var en af dem, der skabte den danske Arbejderbevægelse, dens Organisationer og dens Presse, og som var med til at præge vort Lands politiske Udvikling.

Med Smerte saa vi, hvorledes Blindhed i de sidste Aar røvede hans Arbejdskraft, og vi følte, hvor han led derunder, men hans Interesse og hans Pligttroskab var lige levende til det Sidste.

Harald Jensen gik bort midt i det Arbejde, som blev hans Liv, og over det ganske Land vil Arbejderne i Sorg sænke Fanerne ved Efterretningen om hans Død.

Fr. Andersen.

* *

"Demokraten" om Harald Jensen.

Det Blad, Demokraten, i Aarhus, som Harald Jensen i 35 Aar redigerede skriver i sin Nekrolog følgende:

Han var Skaberen af den Socialdemokratiske Presse udenfor København. Han var den første der saa, at Betingelsen for at Socialdemokratiet kunde vinde lndpas udenfor København, var den, at det havde en Presse ud over Landet. Derfor satte han sine egne Spareskillinger ind paa at rejse et Blad og derfor var han interesseret i, at det blev efterfulgt af en Skov af Blade Lande over. For ham var Pressen ikke noget Maal, men et Middel, det sikreste og bedste i Arbejdernes Frigørelseskamp.

Han skaanede aldrig sig selv, men var ogsaa efter at Synet begyndte at svigte ham forrest l Kampen. Han skrev ikke blot Bladet, men han ledede Agitationen og stod i Spidsen for Partibevægelsen i Aarhus. Han var med overalt, hvor der blev virket for Socialdemokratiet. Han planlagde og ledede selv Agitationen forud for Valgene, de politiske og de kommunale, og Arbejdernes store, smukke Forsamlingsbygning er hans Værk.

Han var Aarhus en god Mand baade i de mange Aar han havde Sæde i dens Raad og ved sin Virksomhed inde paa Tinge. Som en af de politiske Livs Forgrundsfigurer hævde hans Ord Vægt i alle Lejre. Man lyttede fordi det at tid var gode og kloge Ord der lød fra hans Laber.

Ved hans Baare siger vi ham en dybtfølt og smertefyldt Tak for hvad han har betydet for os, og for alt det gode, han har udrettet. Han udførte en Livsgerning saa stor og stolt, saa smuk og rig som det kun de færreste beskaaret at udføre.

Noter.

Med en enkelt Afbrydelse sad Harald Jensen i Rigsdagen siden 1890, altsaa 35 Aar. Til Folkethingsmand valgtes han første Gang i Skjoldelevkredsen, og i 1895 erobrede han Aarhus søndre Kreds, som han repræsenterede med stedse stigende Stemmetal, indtil han 1906 traadte ind i Landsthinget. Ved ny Grundlovs ikrafttræden i 1918 blev han thingvalgt, og dette Tillidshverv beklædte han endnu ved sin Død. Han var i Perioden 1921-24 Landsthingets Næstformand og var Medlem af Finansudvalget. Af andre betydende Tillidsposter kan nævnes, at Harald Jensen var Medlem af Rigsretten og Formand for Statens Tilsyn med Himmelbjerggaarden.

*

Til Medlem af Aarhus Byraad valgtes Harald Jensen allerede i 1894, paa en Tid, da Socialdemokratiet kun havde faa kommunale Repræsentanter. Han blev i over en Menneskealder den førende Mand i Aarhus og prægede denne blomstrende Bys stærke Udvikling. Paa de sociale Omraader har han sat i uudslettelige Spor i Alderdomsvæsenet og Skolevæsenet. Hans varme [ord ulæselig] kom ogsaa frem under det langvarige og møjsommellge Arbejde for Aarhus ny Banegaard, og indenfor Partiet rejste han et blivende Monument i den smukke Fo[bogstaver ulæselige]bygning, hvortil han lagde Grundstenen i Amaliegade, Ogsaa Aarhus's skønne Teater var han med til at skabe. Med ham som Fører blev Aarhus "Den røde By", og Socialdemokratiet blev Flertal i Kommunalbestyrelsen, valgte Borgmester og gennemførte de store Reformer, der har gjort Jyllands Hovedstad til det, den er.

*

Harald Jensens særlige Egenskaber. hans taktiske Sans, hans medfødte Evne til at dreje Modstanderne en Knap og gøre det paa en saadan Maade, at han fik Latteren paa sin Side, kom til den mest straalende Udfoldelse ved Valget i Skjoldelevkredsen for 85 Aar siden. Det var en udpræget Landkreds, og endnu havde ingen Socialdemokrat vovet at give sig i Kast med Gaardmænd og Husmænd. Derfor blev Harald Jensens Valg ogsaa en Sejr, der satte svære Dønninger og bragte det første Varsel baade om vor Fremmarch paa Landet og om Modstandernes kommende antisocialistiske Sammenrotning. Venstrebønderne, som den Gang stod Socialdemokratiet nær, blev ængstelige og svigtede Demokratiet - men det har hævnet sig.

*

Ved dette berømmelige Valg for 35 Aar siden havde Venstre opstillet to Kandidater. Saa stærkt var Partiet i Skjoldelev, at det mente at have Raad til denne Flothed, men der var for en Sikkerheds Skyld truffet Aftale om, at den af de to Venstremænd, som vandt mindst Tilslutning blandt Vælgerne, skulde trække sig tilbage paa Valgdagen. Foruden Harald Jensen var ogsaa en Højremand opstillet, altsaa ialt 4 Kandidater. Nu magede Harald Jensen det saaledes, at de socialdemokratiske Vælgere forholdt sig musestille, naar han talte. De var instruerede om at ødsle deres Bifald paa den af Venstremændene, der gjorde mindst Lykke blandt sine egne. Ved selve Kaaringen paa Valgdagen fordeltes de socialdemokratiske Stemmer saaledes, at de to Venstremænd fik omtrent lige mange Stemmer. Harald Jensen fik ikke en eneste. Følgen var, at Ingen af de to Venstrekandidater vilde trække sig tilbage. Der blev begæret skriftlig Afstemning Og nu kunde det nok være, at Socialdemokraterne benyttede deres Stemmeret rigtigt og enigt. Medens Venstre splittede Stemmerne paa to Mand, samlede Harald Jensen sine trofaste under én Hat - og sejrede. Dette Valg er blevet historisk. Vel maatte Harald Jensen i næste Omgang afgive Kredsen, men siden erobredes den tilbage, og nu er Skjoldelevkredsen udpræget socialdemokratisk.

*

Harald Jensens Hustru, der fyldte 75 Aar, er Husmandsdatter Framlev. Hun sidder tilbage med 4 voksne Børn, en gift og en ugift Datter, en Søn, der er Funktionær under Aarhus Kommune, og en anden som er Bogtrykker i København. For dem vil Tabet virke lammende. Endnu i Fredags var Harald Jensen det stærke Træ, under hvis Krone Familjen levede. Ingen troede Døden nær. Selv talte han om sin forestaaende 75 Aars Fødselsdag, som han glædede sig til at fejre i sit kære Aarhus, omgivet af Slægt og Venner fra de Dage, da Socialdemokratiet skabtes. Døden kom hurtig, uventet - men let. Og noget bedre kan ingen ønske Menneske, der er elsket.

*

Harald Jensen var kendt for Evne til at forme vingede Ord. Da de Radikale i 1905 brød ud af Venstrepartiet, og der opstod Diskussion. om hvorvidt Socialdemokratiet skulde træde i politisk Samarbejde med det ny, spirende Parti, hvis Tilværelse jo var truet, formede Harald Jensen sin endelige Tilslutning til Valgsamarbejdet i de klassiske Ord:

- Lad os bygge dem et lille Halvtag!

Fra de Aar huskes ogsaa det kendte Billede af Zahle som Lirekassemand. Harald Jensen ligger opp i sit Vinnever og tllraaber Musikanten:

- Aah,  spil den en Gang til, den lød saa kønt!

*

Fra de senere Aur vil erindre den gemytlige Maade, paa hvilken Harald Jensen dyppede daværende Forsvarsminister Klaus Berntsen. En dødssyg Soldat var blevet slet behandlet ved Garnisonen i Sønderborg, flygtede til København og døde. Affæren vakte stor Bevægelse, og bedre blev jet naturligvis Ikke, da Ministeren udsendte en beroligende Erklæring, som imidlertid viste sig at tage Sigte paa en helt anden Soldat. Det kom til Interpellation i Rigsdagen, og Tilhørerpladserne var overfyldte, da Harald Jensen langsomt rejste sig, pudsede først Brilleglassene, saa sin Næse i det store, ternede Lommetørklæde, for derpaa med et lunt Blik til Klaus Berntsen at sige:

- Jeg takker Forsvarsministeren for hans klare og vægtige Redegørelse. Naar jeg se bort fra de fire Smaating, at Soldaten ikke hed Petersen, men Jørgensen, at han ikke led af Hududslet, men af Blodstyrtning, at han ikke var garnisoneret i København, men i Sønderborg, og at han ikke er udskrevet som rask, men er død og begravet, konstaterer jeg, at Ministerens Redegørelse i alt væsentligt er rigtig.

Saa var Debatten ikke længere.

*

Harald Jensens Lig vil blive bisat paa Søndag i Aarhus, den By han viede sit Livs største Arbejde. Han har i sin sidste Vilje frabedt sig gejstlig Medvirkning ved Bisættelsen. Hans tusinder al Venner forstaar og respekterer dette Ønske. Ægte, som Harald Jensen var til Marv og Ben, ønskede han ingen uægte Ceremoni ved sin Død. Derfor vil kun Partifæller tale ved hans Baare. Men hele Aarhus, uanset Religion, Opdragelse, Stilling, vil samles ved denne Jordefærd, og vil lytte til de jævne Mænd, der taler ved en stor, jævn Mands Kiste.

(Social-Demokraten 20. oktober 1925).

Harald Otto Jensen (1851-1925) var blandt de første i fagforeningsbevægelsen i provinsen. 1876 blev han formand for en århusiansk afdeling af Alm. dansk typografforbund som imidlertid opløstes efter en tabt strejke. 1881 dannedes Jyllands typografiske forening, senere Dansk Typografisk forening hvor han var formand indtil 1883 og 1886–88. 

Han stiftede oktober 1882 sammen med sin kollega typograf Emil Marott diskussionsklubben Demokratisk samfund som april 1883 vedtog at antage socialdemokratiets program og indmelde sig som afdeling under det 1878 i København stiftede Socialdemokratisk forbund, dets første i provinsen. 

Det af Jensen den 19. juni 1883 udkommende Socialdemokratisk Ugeblad blev fra oktober 1883 dagblad under navnet Demokraten. Han fik flere domme på vand og brød for presseforseelser. Omkring 1914 var det Jyllands største dagblad (oplag ca. 12.000).

1888 blev han medlem af socialdemokratiets hovedbestyrelse. Ved folketingsvalget jan. 1890 opstilledes han i Skjoldelevkredsen hvor han blev valgt, men mistede kredsen 1892. I 1895 valgtes i Århus søndre kreds som han repræsenterede i folketinget til 1906, da han i Randers indvalgtes i landstinget som han var medlem af til sin død.

Han var medlem af Århus byråd 1894–1916. Han gik under navne som "Kong Harald" eller "Jyllands ukronede Konge". Han bidrog til at statsbiblioteket, statens avissamling og fødselsstiftelsen blev lagt i Århus.

Gamle Minder fra Nørregade 5 og Brolægger Stræde 11. (Efterskrift til Politivennen)

 Af A. C. Meyer.

Kontoret paa Nørregade: Wiinblad og A. C. Meyer i Diskussion. Fordybet i Avisen sidder gamle Kandidat Lund, i Færd med at skrive C. E. Jensen.

Lidt fra Nørregade og Brolæggerstræde har Redaktøren bedt mig om. Her er det:

Vi flyttede i Begyndelsen af Firserne til Nørregade 5, 2. Sal i Mellembygningen. Ejendommen hed "Den forgyldte Nøgle" og ejedes af en Vognmand. I den store Baggaard var der Gæstgiveri, hvis Indre og ydre Forhold var ganske i Stil med de Brodervirksomheder, som den Dag i Dag drives i Vestergade.

Fra Redaktionskontorets Stuer ud mod Baggaarden havde man et interessant Overblik over det travle Liv, der udfoldede sig med Gæstgiveriet som Bikube. Var Dagens ydre Gerning med Hestevrinsken og Staldkarletale forbi, klang Frue Kirkes Klokkeslag stundom gennem Stilheden, men da var Arbejdet netop travlest paa Redaktionskontoret. Vi var jo ikke mange om Arbejdet.

Fra først af var E. Wiinblads Bolig og Redaktionslokalerne indenfor samme Omraade. Men da Bladets Fremgang krævede forøget Plads, flyttede Redaktøren, og alle Værelser toges i Brug af Proletarpressen. Aaret 1886, 25. Juni, havde bragt Socialdemokratiet en straalende Sejr ved Valget af I. C. Hørdum i Københavns 9. Kreds og P. Holm i 5tes Kæmpekreds. Sejren virkede som Solskin paa en regnmættet Muld. Københavns Arbejdere, Foregangsmændene i Arbejderpolitiken og den faste Stok i de mod Højre forenede Oppositionspartier, jublede over Sejren, medens Købstædernes Arbejdere og Landets Smaakaarsfolk fattede Haab for kommende Dage, Haab om større Ret, om Sammenholdets Evne til at vinde Sejre efter Kampfællernes Forbillede derinde fra Hovedstaden.

Den socialdemokratiske Agitation vandt et uanet Opland, og "Social-Demokraten" blev et spaltevoksent Organ, som forholdsvis kort Tid efter Valgsejren noterede sine 20.000 Holdere. Æren herfor maa deles medlem mange, men den tilkom og tildeltes i første Række Wiinblad. Gennem smaa og trykkende Forhold, fra Tiden for Partiets nære Selvopgivelse i Halvfjerdsernes Slutning, havde han kæmpet for "SocialDemokraten"s Fremgang. Tiden var ham gunstig, og Nørregade 5, 2. Sal i Mellembygningen blev Revolutionsværkstedet, hvor der smededes nye Vaaben til baade politiske og faglige Agitatorer.

Borgmester J. Jensen.

De nyvalgte Folkethingsmænd Hørdum og Holm kunde ikke paatage sig Agitationens rastløse Udfærd. Men det var dem, man forlangte som Talere ude i Provinsen, og Anmodningerne kom i Snesevis efter Valget i 1881. Pianofortearbejder V. T. Holst og Smed F. Hurop tog en Del af Arbejdet, men det forslog ikke. Saa engagerede Firmaet Wiinblad & Knudsen mig som Journalist og Agitator. Basis i Redaktionen, Nørregade 5. Som Knudsens Sekretær i Beesvarelsen af Forespørgsler kneb det undertiden med at forklare Partifæller i Provinsen omstændeligt nok. hvorfor Holm eller Hørdum ikke kunde komme. Havde jeg forklaret Situationen paa et Par Brevsider, kasserede Knudsen Brevet og skrev selv et paa fire Sider. Det afgørende var imidlertid, at jeg skulle sendes ud til Mødet. Kendetegn for den paa Jærnbanestationen ventende Partifælle: Taleren fra København har et Eksemplar af "Social-Demokraten" i højre Haand.

Jeg har adskillige Gange i hin Tid set Skuffelse og Tvivl præge de ventende Partifællers Aasyn. En ung Knægt i Vikariat for en nyvalgt Folkethingsmand! Men "Journalisten", som Højrepressen satte i Gaaseøjne maatte jo til det. Maaske ræsonnerede Tilhørerne ligesom Johan Herman Wessel:

Naar Dig nogen Karper byder,
og Du kun faar tørre Jyder,
bliver Du lidt flov derved,
men har Du en sulten Mave
og ej anden Mad kan have,
gaar den tørre Jyde ned.

Naa - nogen egentlig Klipfisk var Journalisten fra København da heller ikke.

Saa tilbage til Redaktionskontoret og paa Hovedet i Artiklerne. Wiinblad havde med nogen Besvær lært Nykomlingen den rette Facon, som kort og godt kunde udtrykkes ved: Spring Indledningen over!

Der var en egen Hygge ved det gamle Redaktionskontor, skønt man boede yderst beskedent og laante af Wiinblads private Møbler.

Og Samarbejdet var intimt kammeratligt, selv om den brave Redaktionssekretær Adolf Decker, som sad i det lille Bur nærmest Trappen, kunde gøre ufornødne Ophævelser, naar man bad om en Pen eller et Frimærke. Han passede sine daglige Pligter med et Urværks Nøjagtighed, modtag Stoffet samt ekspederede Nyhedsjægere og andre, som indfandt sig i Buret, Selv var han kommen som Faktor paa Cohens Bogtrykkeri i Raadhuustræde, hvor "Social-Demokraten" blev trykt.

Bladets "Centralværksted", hvorfra man havde Udsigt til et Pensionat i Forhuset, var den midterste store Stue ud mod Forgaarden. Her sad Medarbejdernes Gros, mens den inderste Stue, det allerhelligste, var forbeholdt Redaktøren selv. Hos ham samledes man til de store politiske Raadslagninger med P. Knudsen som Partioverhoved og Maler J. Jensen som Fagforeningsleder. De egentlige, ofte stedfindende Forhandlinger om selve Socialismens Doktriner fandt. Sted i "Centralværkstedet", der ses paa øverste Billede.

Naar i den mørke Tid Drengen havde sat de tændte Petroleumslamper paa Plads, skrev Redaktøren Dagens politiske Artikel, cand. phil. Ipsen dukkede Advokat Hindenburg eller en anden Antisocialist i Satirens iskolde Vand. og Sejer Kjeldskov kom hjem fra et stormende politisk Møde med færdigskrevet Referat.

Senere paa Aftenen mødte C. E. Jensen for at anmelde en Forestilling. Hans noble Stil og kritiske Vurdering af Scenens eller Literaturens Ydelser var kendt langt ud over Arbejderpressens Læsekreds. Om mig selv gjaldt det, at jeg delte min Tid mellem Agitationsrejser og Kontorarbejde. Jeg var Redaktionens Benjamin. Norman Bryn virkede som Reporter og studerede ved Siden heraf med Flid periodisk Literatur, for Eks. "Ugeskrift for Læger", hvorfra han hentede Stof til mangen populær Artikel, hvad han for Resten gør endnu den Dag i Dag.

Medarbejdernes Tal er dog ikke ført til Ende hermed. Der var den "udenlandske Medarbejder", Barber Søren Larsen, som kom fra lille Regnegade med Nyheder "derude fra", specielt fra Tyskland, hvor Partifællerne vilde have sat Bismarck mange graa Haar i Hovedet, hvis han da havde haft flere end de 3, hvormed han til Stadighed afbildedes. 

Og saa var der den gamle cand. phil. H. V. Lund, som præsterede det betydelige Arbejde at oversætte Karl Marx' Hovedværk "Kapitalen". Naar vi vilde have Oplysning om noget ukendt, slog vi aldrig op i et Leksikon. Vi spurgte bare H. V. Lund .

Et af Medarbejderværelserne i Brolæggerstræde. Siddende Journalist Larsen, dernæst Borgbjerg, P. Knudsen, siddende ved Skrivebordene G. Chr. Olsen, Norman Bryn, og ved det runde Bord nuværende Redaktør J. E. Hansen i Nakskov.

Af særlig interessante Begivenheder fra Nørregade 6 kan nævnes hin Grundlovsdag, da Højremændene i Kongens Have opdagede "Social-Demokraten"s Referent, J. J. Ipsen, som de gjorde Forsøg paa at drukne i Svanespringvandets Bassin. Mordet mislykkedes og gav derved Ipsen selv Lejlighed til at referere Begivenheden.

En anden højtidelig Dag var den, da Typograf Rasmussen havde skudt paa Estrup. Da Redaktionen fik Meddelelsen, ventedes hvert Øjeblik Politiets Ankomst og Arrestation af Journalisterne. Paa Ekspeditionen i Rømersgade 22 og de forskellige Fagkontorer tænkte man sig ligeledes et Attentat paa erhvervede Rettigheder, en Slags Bismarcks Undtagelseslov, Men der skete ikke noget i Retning af Socialistlov. Estrup havde set, hvor lidt den Slags frugtede i Tyskland. Men provisoriske Love, der rettedes mod hele den politiske Opposition, fik man nok af. Blandt dem var Gendarmeriloven den mest forhadte. De "lyseblaa" pyntede kun i Provisorismens Landskab.

For redaktionen, socialistisk Virksomhed var Presseprovisoriet alligevel det mest generende, men "Social-Demokraten" havde nok af offervillige Mænd, som turde lægge Navn til "ophidsende" Artikler. Her skal med Ære især Sigvald Olsen nævnes. Han gik gentagne Gange i Fængsel for sin Overbevisning og sit Blad.

Wiinblad ved sin Pult i Brolæggerstræde 11. Ved Siden af ham afdøde Faktor Bøtcker.

Forfølgelserne skadede imidlertid ikke "Social-Demokraten". Tværtimod! Oplaget, som allerede var naaet til 25,000, voksede stadigt, og Valgnederlaget i 1887, da Hørdum faldt, ansporede kun til nye Anstrængelser. Det blev nu nødvendigt at finde større Lokaler. I 1889 forlod Redaktionen "Den forgyldte Nøgle" og drog til Brolæggerstræde 11, hvor den ulykkelige Frihedsmand Dr. Dampe en Gang havde boet. 

*

Aaret 1890 indledede en fredeligere Æra i Politik. Firsernes sidste Halvdel havde været Provisoriernes og den første store Lockouts Tid. Den 1. Oktober 1890 udkom "Social-Demokraten" med et omfangsrigt Numer, hvori C. C. Andersens og P. Knudsens Valg til Landsthingsmænd Dagen forud betegnedes som vor "største Sejr", og som ønskede de tyske Partifæller til Lykke med Socialistlovens Ophævelse. Lykønskningen forelaa bl. a. i et Digt, hvis Slutningslinjer var:

Død er den Lov, man skrev foroven,
nu der skrives franeden: leve Loven!

Marius Jensen og Th. Andersen i Korrektørværelset i Brolæggerstræde.

Det nye Tiaar mødte saaledes med Krans om Haaret. Det prægede ogsaa Redaktionens Arbejde. Det politiske Tryk var lettet, og den faglige Situation viste bedrede Kaar for Lønarbejderne, hvis Organisationer tog til i Tal og Styrke.

Med saa megen desto [mere] Ihærdighed kunde "Social-Demokraten" kaste sig over en af vigtigste Reformer, Underklassen havde Krav paa: Fattigplejens Omordning og Gennemførelsen af en human Alderdomsforsorg. Det var P. Knudsen, som gav Stødet til Agitationen for denne Sag, men det blev "Social-Demokrat", som ved en Række Artikler, der afslørede Fattiggaardenes Elendighed, leverede Materiale; til Domfældelse af Misbrug og Vilkaarlighed overfor Fattiggaardenes Beboere.

Redaktionen boede til Huse paa 2. Sal i Forhuset, og Bogtrykker Cohen havde installeret sig i Baghuset. Redaktionen raadede over 7-8 ret store Værelser, og dens Medarbejderstab var forøget. Købmand Anton Mundberg, som tidligere havde været Bladchef, men var fratraadt Redaktionen, rykkede nu atter ind som Medarbejder, og sad i Værelse sammen med A. C. Meyer og P. J. Borgbjerg, hvis første Artikler i Bladet, signeret "En Bondestudent", havde vakt berettiget Opsigt. Borgbjerg var baade Agitator og Journalist og blev i sidstnævnte Egenskab den, der snart kom til at præge Bladets politiske Kurs. Mundberg dyrkede Nationaløkonomi og læste 'det engelske Blad "Pall Mall Gazette". Han tog kun sjældent ud til Møder og var ikke stiv i Geografien. Han skulde saaledes til i Kalundborg, hvorom det bl. a. hed i et Opslag paa Døren i Redaktionsværelset:

Før Anton op til Mødet slap,
han saa paa Landkort, saa i Trap.
aah, hvor det Møde gør mig Sorg,
hvor Pokker ligger Kalundborg.

En Fødselsdag i Brolæggerstræde. Wiinblad, Borgbjerg, J. E. Hansen, C. E. Jensen. I Sofaen Oskar Jørgensen og Fru Wiinblad ved Siden af afdøde Børnehjemsforstander Marius Jensen, G. Chr. Olsen, Georg Wiinblad, Larsen og yderst afdøde Redaktionssekretær Adolf Decker.

Samværet i Brolæggerstræde 11 var i høj Grad præget af Arbejdets Festglæde, som ikke forstyrredes, selv om der mødte Genvordigheder. Blandt disse var den 3 Maaneders Fængselsstraf, som ramte Redaktør Wiinblad, fordi Bladet havde kritiseret en nordsjællandsk Præsts Optræden i Tyendeaffære. Den 19. Avgust 1891 fejredes Redaktørens Løsladelse ved en festlig Sammenkomst. Der omdeltes ved den Lejlighed et Eksemplar af "Social-Demokraten", som aldrig er kommet nogen abonnent i Hænde. Forsiden var nemlig udelukkende forbeholdt et Velkommen til den løsladte Redaktør. I en Sang hed det om hans Fængselsophold:

Wiinblad kom blandt slemme Lukser,
Allesammen Samfundsfukser,
Og et Opsyn paa Instrukser,
Og hver Aften Wiinblads Bukser,
Klokken 6 han atter saa
Bukserne og tog dem paa,
gik en Tur, en af de smaa
for lidt Appetit at faa.

Wiinblad kom ud i tilstrækkelig Tid til at være med ved Blads 20 Aars Jubilæum som Dagblad, den 2. April 1892. Der var saa megen større Grund til at fejre denne Dag, som Bladets Fremgang fortsattes, og Partiet holdt Trop dermed. Valget 1892, der havde skadet Folkethingets radikale Venstreopposition, gav Socialdemokratet ny Tilvækst. Men der var jo langt igen for Partiet ude i Provinsen. I Nakskov havde Mundberg kun faaet 35 Stemmer, og i en Redaktionsvise hed det, at han

faldt med saadan en Minoritet, 
som endnu aldrig her i dette Land er set.

Og nu! Nu er Nakskov en af de stærkeste Arbejderfæstninger. 

"Social-Demokraten" havde sin Part af Æren for det Arbejde, som førte til Partiets Fremgang ogsaa i 1892, til Sejre ved Borgerrepræsentantvalgene i 1893 og ved det store Folkethingsvalg i 1895.

Æren kunne deles med andre Faktorer, og man vil navnlig mindes P. Knudsens febrilske Arbejdsiver. Den kom naturligvis ogsaa paa Vers ved en Redaktionsfest.

Naa Gud ske Lov for Knudsens travle Flid,
det siger jeg foruden mindste Nid,
selv Decker, som kan ellers dejligt snærre,
er tavs, naar Kaspar han har meldt sin Herre.

"Kaspar" var Knudsens Hund, som ofte fulgte ham paa hans Besøg i Redaktionen.

Af nye Mænd, der tiltraadte Redaktionen i Tiaaret 1890-1899, var A. E. Hansen, nuværende Redaktør af Partiorganet i Nakskov, Lundbeck og G. Chr. Olsen, Hørdums Svigersøn. Den djærve "G. Chr." var Rigsdagsreferent, og om ham kunde det da med Rette siges:

Han fejer godt, for det solide Tag han har,
han refererer selv sin egen Svigerfar.

Og en ny Mand kom til, som fra første Færd blev en af vore virksomste Landagitatorer. Det var Oskar Jørgensen, "Social-Demokraten"s nuværende Redaktør. Han fører an for den Abonnenthær, der voksede med Titusinder i Firserne og Halvfemserne og aldrig hører op med at kalde Rekrutter til Fanerne.

Gamle Minder i Ære! Mændene fra svunden Tid forberedte Vejen for en yngre Slægt og trykkede den Sejrens Vaaben i Haand. "Social-Demokraten" er bleven større, men egner sig ikke - ligesom i gamle Dage - som Dug paa et Middagsbord. Andre Tider, andet Format!

A. C.

(Social-Demokraten 2. april 1922)

Artiklen er en ud af tre som udkom i Social-Demokraten 2. april 1822 i anledning af 50-årsdagen for den socialdemokratiske presse.