Premierløjtnant Hans Fenger, Finlandskorpset. (Efterskrift til Politivennen).

De første danskere som faldt i 2. verdenskrig, var nogle af de ca. 1.000 "finlandsfrivillige" som deltog i vinterkrigen 30. november 1939-marts 1940 på Finlands side. Om dette spørgsmål havde statsminister Stauning i sin nytårstale 1939/40 udtalt:

Nu har vi krigen, og den har endda fået uhyggeligere udfoldelse end man måske forud forestillede sig ... Store tab og hårde lidelser er allerede påført de neutrale, særlig gennem skibsfarten, og jeg har ingen tro på at en bedring forestår. Jeg mener at man bør nære tillid til de aftaler man indgår, og jeg tror derfor på holdbarheden af traktater som er indgået med Danmark. Det er forståeligt om nogle har fået rokket ved deres tro ved den skæbne som er undergået Finland, og vi her i de nordiske lande føler det naturligvis meget pinligt ... jeg og mine meningsfæller har ventet at de aftaler der forelå mellem Rusland og Nordens lande skulle bevare deres gyldighed, og det er en bitter skuffelse vi har oplevet. 

I starten af krigen var det ikke tilladt for danskere og danske officerer at melde sig frivilligt i finsk krigstjeneste, men nogle gjorde det alligevel. Oberst Alf Erland Giersing (1882-1968), chef for gardehusarregimentet (1934-1942), havde derfor sendt et åbent brev til Stauning, som besvarede dette den 12 januar:

"Landets kræfter skal selvfølgelig sættes ind for at afværge angreb på landets neutralitet - når jeg ikke har betonet dette i mine udtalelser ved årsskiftet, var det for at undgå selvfølgeligheder". 

Giersings støtter opfattede det som at man ville forsvare Danmark, og udtalelsen skabte derfor en følelse af forræderi fra regeringens side da Danmark blev besat den 9. april. Også blandt de Finlandsfrivillige som generelt følte en beundring for finnernes modstand, og tilsvarende afsky over for den danske regering der ikke havde ydet særlig megen modstand. Ca. 500 Finlandsfrivillige vendte tilbage til Danmark. Nogle af de frivillige kom tilbage til Danmark efter den tyske besættelse. Tyskerne ville så give dem en heltemodtagelse, men nogle havde det svært med det. 

Fengers gravmæle findes tilsyneladende ikke længere på Vestre Kirkegård, men en anden finlandskæmper - Carl Knut Kalmberg - har stadig sit på Garnisonskirkegården, se teksten nedenfor. På stenen står: Søløjtnant Carl Knut Kalmberg. Født 12.1.1913. Faldet 13.2.1940. For Finland. Han steg saa fro mod overmagt. Som fugl mod morgenrøden. Til med et smil af ringeagt. Han mødte selve (?) døden. Rejst af kammerater i den danske flaade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De finlandsfrivillige kom ikke i kamp, bortset fra ti danske militærflyvere, hvoraf seks blev skudt ned: løjtnant Fritz Rasmussen, søløjtnant Knut Kalmberg, flyverløjtnant Erhard Krag-Juel-Vind-Frijs, premierløjtnant Hans Fenger og flyverløjtnant Carl Mogens Heiner Kristensen. 21. marts skiftede korpset navn til Den Danske Finlandsbataillon. Hans Fenger (1914-1940) gjorde tjeneste ved Nylands dragoner og faldt 17. februar 1940 ved Ladogasøen. Han blev indsat i Svenska Friviligkåren og kom til Nylands Dragonregiment den 19. januar. Den 16. februar 1940 blev  han indsat i kampene på det Karelske Næs, hvor han efter få minutter inde i den første træfning blev ramt af en maskingeværsalve. 

"Dagligt liv ved regimentet". Heri er også et billede af premierløjtnant Hans Fenger. Det finske Hufvudstadsbladet,  4. April 1940:

"Specialopgaverne, som tildeltes Kavalleriet, blev udført paa en fortræffelig Maade. Disse Opgaver var bl. a. "Mottirensning" (en finsk Benævnelse for de "Fælder", som Finnerne ved Flankeangreb bragte Fjenden i, og som det var Rytteriets Opgave at rense), en Opgave, hvorefter enhver Kavallerist, som deltog, fortjener sit Heltedigt i denne Krigs »Fændrik Stål«. Kavalleristerne veg ikke fra deres Pladser, trods Saar og Træthed. Først naar til sidst Haanden slappedes, eller Foden svigtede, var de at formaa til at søge Lægehjælp og en haardt tiltrængt lille Tids Hvile. Mangen dygtig Officer, Underofficer og Menig kom ikke til at opleve Mottistridens Sejrsdag; men de, som ofrede sig, gav dem, der fortsatte Striden, et smukt Eksempel paa, hvorledes en Kavallerist bør leve, kæmpe og dø.« Den danske Gardehusarløjtnant Hans Fenger faldt 50 m foran sin Deling. Efter en saadan større »Mottirensning« oplæstes et Telegram til Nylands Dragonregiment fra dettes Hæderschef:

"Til Kommandøren for Kavalleribrigaden, Oberst .......

Modtag selv og frembær for mit Regiment, Officerer, Underofficerer og Mandskab min Tak, fordi de med Blod har skrevet et nyt, lysende Blad i dets ærefulde Historie. Idet jeg hædrer Mindet om dem, der faldt som Helte, udtrykker jeg min faste Tillid til Regimentets Vilje til at kæmpe til sidste Mand for vort Fædrelands Frihed.

Mannerheim."

I Fædrelandet blev hans begravelse på Vestre Kirkegård beskrevet:

En af regimentets officerer, premierløjtnant Hans Fenger, forlod i december 1939 i utålmodighed regimentet og landet uden rejsetilladelse for at melde sig som frivillig i Finland, men mange ansøgninger fra regimentets hjemsendte personel om sådan rejsetilladelse blev giver ...

Hans død vakte sorg overalt, ikke kun ved regimenet; divisionschefen udtalte således over for regimentschefen: "I anledning af det smertelige tab, som Garderhusarregimentet har lidt ved Premierløjtnant H. Fengers død på ærens mark i kamp for Finlands og Nordens frihed og ret, udtaler jeg over for Gardehusarregimentets divisionens og min personlige, dybeste deltagelse. Premierløjtnant Fenger gav efter for et dybtfølt kald og faldt under udøvelsen af dette som en tapper og rask soldat til ære for vort land og vor hær og som et forbillede for os alle. Jeg udtaler på divisionens vegne et: Æret være hans minde."

Den danske Finlandskæmper Flyverløjtnant Fengers Bisættelse i Gaar.

Oberst Giersing taler om den usle Regering ved Graven.

Den hede danske sommerdag var som selve moderlandets varme hjerte, der i går drog den tapre danske flyverløjtnant Fenger ind til sig. Som den skarpeste modsætning til krigens iskolde gru, som han havde oplevet den i Finlands polarnætter tog nu den varme danske muld imod hans urne på Vestre Kirkegård. Løjtnant Fengers urne - ham, der vidste, at livet ikke er det at leve, men først og fremmest det, der giver det Indhold og gør det skønt, - selv om det først er bagefter .... når det er forbi.

Den blide luftning greb af og til i silkefanens folder - fik dannebrog til at vifte et lydløst farvel - og tak for den ære og glans, du nu også har været med til at skabe om mig.

 

Ved graven talte bl.a. oberst Giersing:

- Det er en mand som løjtnant Fenger, dansk ungdom i dag har at se op til som ideal. Han var en god soldat og vi er stolt over ham. Hans ritmester sagde engang, at det var den bedste løjtnant, han havde haft. Og det var en gammel ritmester.

Videre udtalte obersten:

- Ved juletid sagde Fenger, at han ville til Finland. Han ville være med til at kæmpe for Nordens frihed - og han havde på fornemmelsen, at regeringen ikke ville benytte sig af den danske hær! Og så rejste han.

Idet Oberst Giersing let berørte begivenhederne den 9. april og sigtede til regeringens skændige handlinger, sagde han:

- Selv ved et åbent gravsted må man skamme sig over en sådan ussel regering.

En repræsentant for familien takkede for den mægtige sympati og deltagelse, der havde været dem til en stor trøst i deres sorg.

ove.

(Fædrelandet, 5. juni 1940.)

I en artikel af oberst Langberg: "Erindringsglimt fra besættelsestiden", udtrykkes en lignende harme over regeringen over 9. april: 

"Jeg var godt frustreret, havde mister respekten for foresatte, måske uretfærdigt, det var dog regeringen, der havde ansvaret for landets politik. Der var heldigvis også lyspunkter: Oberst Helge Bennike, der tog med dele af sit regiment til Sverige og oberst Giersings forsøg på at samle Gardehusarregimentet i Nordsjælland."

Landbrugernes Dagblad (Maribo), 20. september 1941: Løjtnant Jørgen Hagemann, faldet i Finland bisættes. 

De finlandsfrivllige gik vidt forskellige veje. En del gik over de de engelske styrker i Norge. En mindre del finlandsfrivillige blev senere medlemmer af modstandsgruppen Holger Danske (nok så bekendt er "Citronen" Jørgen Hagen-Schmidt) og Josef "Tom" Søndergaard), en større del kom under nazistisk indflydelse, og af disse deltog en del i tysk krigstjeneste på østfronten i Frikorps Danmark anført at officeren Christian Frederik von Schalburg der faldt 2. juni 1942 i kamp under tysk ledelse.

Patruljebåd V 701 Forlis 21. Oktober 1939. (Efterskrift til Politivennen)

Tyskerne udlagde efter udbruddet af 2. verdenskrig 1. september 1939 miner for at forhindre englænderne i at gå ind i Østersøen. Minerne begyndte at drive rundt, og drev bl. a. i land på Møn. Den 21. oktober 1939 ramte den tysk patruljebåd V 701 (en tidligere fiskerbåd ved navn "Este") en af minerne. Måske tyskernes første skibstab i krigen. Af besætningen på 55 mand reddede en sig selv, mens 4 blev reddet af danske vandfly og skibe. 28 blev fundet omkomne og 23 savnet. 

En af de omkomne var i følge en internetside "Estes" oprindelige kaptajn, Karl Mewes (1895-1939, Vestre Kirkegård B 434-433) som var ombord som matros:

Hej, jeg er meget overrasket og rørt over at finde så meget om "Este" her. Min bedstefar, Karl Martin Hinrich Mewes, som jeg desværre aldrig nåede at møde, var blandt ofrene. Jeg vil gerne bemærke, at han i fredstid var kaptajn på trawleren "Este". I besætningslisten er Karl Mewes opført som matros. Uanset hvad, død er død.

Han efterlod sin kone Marie Mewes og 9! børn, 7 piger og 2 drenge - den næstældste er min mor Edith (født 1922). Min mor døde i november 2018 i en alder af 96 år. Jeg kan sige, at det indtil hendes død (og i stigende grad i hendes alderdom) generede min mor meget at hendes far måtte forlade dem så tidligt. Endnu i sommeren 1939? fik hun lov til at tage på fisketur med en veninde som hun ofte fortalte mig om. Kvinder var faktisk tabu om bord. Det bringer ulykke! Ja, hvad kan man sige...

Jeg vil gerne lave en lille rettelse - min bedstefar er ikke født i Puttgarden, men på Elben-øen Finkenwerder (som sagt den 11. november 1895).

Det er tragisk at hans far, kaptajn Kai Johannes Hinrich Mewes, døde på samme måde i Første Verdenskrig. Den 2. juli 1917 ramte han også en mine med sin trawler "Altona". Intet medlem af besætningen overlevede. Han efterlod sin kone og 11! børn.

Fra nutidens perspektiv er det ikke overraskende at min mor, der dengang ofte som et mantra for os unge, blev ved med at sige: Aldrig mere krig! I dag vil jeg gerne gentage min mors ord af hele mit hjerte. Jeg ville elske at have mødt min bedstefar!

Desværre kan jeg ikke sige noget om andre medlemmer af Estes besætning. Jeg kan godt forstå, at børnebørn gerne vil vide mere om deres bedstefars skæbne. Da hun blev pensioneret, lavede min mor en masse slægtsforskning og efterlod os meget præcise slægtsbøger. Det takker jeg min mor for!

Hallo, ich bin ganz überrascht und gerührt hier soviel über die "Este" zu finden. Mein Großvater, Karl Martin Hinrich Mewes, den ich leider nie kennenlernen durfte, war unter den Opfern. Anmerken möchte ich, dass er in Friedenszeiten Kapitän des Fischdampfers "Este" war. Hier in der Liste der Besatzung wird Karl Mewes als Matrose aufgeführt. Was soll's, tot ist tot.

Er hinterließ seine Frau Marie Mewes und 9! Kinder, 7 Mädchen und 2 Jungen - als zweitälteste meine Mutter Edith (geb. 1922). Meine Mutter verstarb im November 2018 im Alter von 96 Jahren. Ich kann sagen, dass es meine Mutter bis zu ihrem Tod (und im hohen Alter zunehmend) sehr beschäftigt hat, dass ihr Vater so früh von ihnen gehen musste. Noch im Sommer des Jahres 1939? durfte sie mit einer Freundin an einer Fangreise teilnehmen, von der sie mir oft erzählt hat. Eigentlich waren Frauen an Bord ein Tabu. Das bringt Unglück! Ja, was soll man da sagen...

Ich möchte noch eine kleine Korrektur anbringen - mein Großvater ist nicht in Puttgarden geboren, sondern auf der Elbinsel Finkenwerder (am11.11.1895 wie angegeben).

Tragisch ist, dass sein Vater, Kapitän Kai Johannes Hinrich Mewes im ersten Weltkrieg auf gleiche Weise ums Leben kam. Am 02.07.1917 lief er mit seinem Fischdampfer "Altona" ebenfalls auf eine Mine. Kein Mitglied der Besatzung überlebte.Er hinterließ seine Frau und 11! Kinder.

Aus jetziger Sicht nicht verwunderlich, dass meine Mutter, für uns Junge damals oft gebetsmühlenhaft, immer wieder sagte : Nie wieder Krieg! Heute möchte ich mich den Worten meiner Mutter aus vollem Herzen anschließen. Sehr gerne hätte ich meinen Großvater noch kennengelernt!

Zu anderen Mitgliedern der Besatzung der Este kann ich leider nichts sagen. Ich kann gut nachvollziehen, dass Enkel mehr über das Schicksal ihres Großvaters erfahren möchten. Meine Mutter hat sich im Rentenalter sehr mit Ahnenforschung beschäftigt und uns sehr genaue Ahnentafeln hinterlassen. Ich danke meiner Mutter dafür!

Skibet var en del af 7. Vorpostenflottille som var blevet dannet 22. september 1939. Den bestod af 8 tidligere fiskerdampere. Dens første chef var korvettenkapitän Erich Schuster (1888-1939) som omkom under ulykken (Vestre Kirkegård B 461-462). Flotillen blev opløst i september 1944. 

Kaptajn på V 701 var kaptajnløjtnant Bruno Wilhelm Ferdinand Kindt (1896-1939). Han deltog i 1. verdenskrig som officer på torpedobådene S18 og V1. I mellemkrigstiden tog han PhD i kemi, og blev i 1930erne en højtstående person i Vereinigte Lausitzer Glaswerke AG (VLG). Hans villa var tegnet af den berømte arkitekt Ernst Neufert - selskabets interne arkitekt. Neufert var fra Bauhaus-skolen og assistent for Walter Gropius. Nazisterne forfulgte Bauhausfolkene og lukkede højskolen. Neufert fortsatte i en privat skole der blev tvunget til at lukke 1934, og blev samme år han arkitekt for VLG:

Flere glasværker, en porcelænsfabrik og et brunkulsudvindingsanlæg forblev i Weisswasser. Designekspertisen kom også fra AEG. Efter 1933 byggedes under ledelse af dr. Bruno Kindt i samarbejde med forskellige kunstnere som Charles Crodel, Josef Hoffmann, Richard L.F. Schulz en moderne industrifacilitet med en forskningsfacilitet, centrallager og det stadig eksisterende hjem for dr. Kindt med farvede glasvinduer af Crodel som er tegnet af Ernst Neufert, VLGs fabriksarkitekt. Indtil udbruddet af 2. Verdenskrig var Vereinigte Lausitzer Glaswerke den største producent af bægerglas i Tyskland. I 1935 ansatte bestyrelsen Karl Mey Wilhelm Wagenfeld (1900–1990) som virksomhedens kunstneriske leder. Han havde stor indflydelse på udformningen af ​​produkterne i de følgende år. Det skete gennem hans egne designs og ved at bestille eksterne designere, men frem for alt gennem tæt samarbejde med de glaspustere og glasmagere, der motiverede Wagenfeld til at opnå toppræstationer.

Fra 1936 til 1944 var Ernst Neufert VLGs interne arkitekt. Han tegnede direktørboligen Dr. Kindt (med farvet glas af Charles Crodel) overtog design og byggeledelse af bosættelser, kontorbygninger og fabrikker i Weißwasser, Tschernitz og Kamenz. Bogen Building Design Theory udsprang også fra denne aktivitet. En håndbog for byggespecialister, bygherrer, lærere og studerende fra 15. marts 1936, som stadig er et standardværk.

In Weisswasser verblieben mehrere Glaswerke, eine Porzellanmanufaktur und ein Werk zum Abbau von Braunkohle. Von der AEG stammte auch die Designkompetenz. Nach 1933 entstand unter der Leitung von Dr. Bruno Kindt in Zusammenarbeit mit verschiedenen Künstlern wie Charles Crodel, Josef Hoffmann, Richard L.F. Schulz[3] eine moderne Industrieanlage mit Forschungsstätte, Zentrallager und dem erhaltenen Wohnhaus Dr. Kindt mit Farbglasfenstern von Crodel, die von Ernst Neufert als Werksarchitekt der VLG entworfen wurden.[4] Bis zum Ausbruch des Zweiten Weltkrieges waren die Vereinigten Lausitzer Glaswerke der größte Kelchglasproduzent in Deutschland. Aufsichtsrat Karl Mey[5][6] stellte 1935 Wilhelm Wagenfeld (1900–1990) als künstlerischen Leiter der Firma ein, der das Design der Produkte in den folgenden Jahren maßgeblich prägte. Dies geschah durch eigene Entwürfe und durch Beauftragung externer Gestalter, vor allem aber durch enge Kooperation mit den ausführenden Glasbläsern und Glasmachern, die Wagenfeld zu Höchstleistungen motivierte.

Von 1936 bis 1944 war Ernst Neufert Hausarchitekt der VLG. Er entwarf das Direktorenwohnhaus Dr. Kindt (mit Farbglas von Charles Crodel), übernahm den Entwurf und Bauleitung von Siedlungen, Bürohäusern und Fabrikanlagen in Weißwasser, Tschernitz und Kamenz. Aus dieser Tätigkeit ging auch das Buch Bauentwurfslehre. Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden vom 15. März 1936 hervor, das bis heute als Standardwerk.

Indtil i dag betragtes den berømte "Manual for the Construction Expert, the Teacher and the Learner" (Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden, 38. udgave, 2005) af den tyske arkitekt Ernst Neufert, blot kaldet "The Neufert", som benchmark for tysk arkitektur. Ernst Neufert var også arkitekten bag Kindt-huset. Han studerede på Bauhaus-universitetet, arbejdede i den berømte Walter Gropius' studie og var lærer ved akademiet Bauhochschule Weimar. Hans arbejde i Øvre Lausitz er dog langt mindre kendt. I 1930'erne blev Neufert fast arkitekt for glasværket i Weißwasser, hvor han arbejdede sammen med glasdesigneren Wilhelm Wagenfeld. De to kendte hinanden fra deres dage på Bauhaus. I 1936 tegnede Neufert det private hjem for direktøren for fabrikken, dr. Bruno Kindt. Huset er ret simpelt i stilen, men det var oprindeligt udstyret med nogle ret sofistikerede detaljer, såsom de udtrækbare vinduer i stuen. Det er et eksempel på hr. Neuferts udvikling af yderst teknisk og funktionel arkitektur. Under nationalsocialismens æra blev han udnævnt til "kommissær for standardisering ved den generelle bygningsinspektør for rigshovedstaden Albert Speer". Efter krigen tegnede Neufert postordrelageret Quelle i Nürnberg (1955) blandt andre meget andet.

Up to the present day, the famous "Manual for the Construction Expert, the Teacher and the Learner" (Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden, 38th edition, 2005) by the German architect Ernst Neufert, simply called "The Neufert", is considered the benchmark of German architecture. Ernst Neufert was also the architect of the Kindt House. He studied at the Bauhaus university, worked in the studio of the famous Walter Gropius, and was a teacher at the academy Bauhochschule Weimar. His work in Upper Lusatia, however, is far less known. In the 1930s, Neufert became the resident architect for the glassworks in Weißwasser, where he worked together with the glass designer Wilhelm Wagenfeld. The two knew each other from their days at Bauhaus. In 1936, Neufert designed the private home for the director of the factory, Dr. Bruno Kindt. The house is rather simple in style, yet it was originally equipped with some rather sophisticated details, such as the retractable windows in the living room. It is an example of Mr. Neufert's development of highly technical and functional architecture. During the era of National Socialism he was appointed as »Commissioner for Standardization at the General Building Inspector for the Reich Capital Albert Speer«. After the war, Neufert designed the Quelle mail order warehouse in Nürnberg (1955) among other many others.

Neufert lod sig i 1938 hyre som rådgiver af Hitlers "byplanlægger" Albert Speer og udtænkte standarder som under krigen blev brugt til at anlægge byer for den "ariske" befolkning, bl.a. i de besatte områder. Omkring 25.000 boliger blev opført efter disse. Han blev dog ikke stillet til ansvar for disse projekter.

Kindt blev ansat på I. G. Farben som var blevet etableret i 1925 og hurtigt blev verdens førende kemikoncern og Tysklands største virksomhed. I 1933 knyttede selskabet tætte bånd med nazisterne, bl.a. blev alle jødiske funktionærer afskediget.  En kilde antyder at Kindt var involveret i nazistisk virksomhed. Om rigsdagsbranden 27. februar 1933:

Eksistensen af ​​et SA-brandhold, der udførte brandattentater ved hjælp af en meget brandfarlig væske et stykke tid før Rigsdagsbranden, er bevist af andre hidtil ukendte kilder og vidneudsagn. Forfatternes forskning understøtter mistanken o, at den daværende SA-leder Hans Georg Gewehr, en ven af ​​Berlin SA-gruppelederen Karl Ernst som blev skudt den 30. juni 1934, også tilhørte denne kommando. Gewehr blev i 1946 nævnt af den tidligere Gestapo-medarbejder og senere medsammensvorne af 20. juli 1944, Hans Bernd Gisevius, som teknisk leder af ildspåsættelsen. Ifølge hans egne udsagn (som blev overleveret af den kendte Bauhaus-designer prof. Wilhelm Wagenfeld) var den senere leder af Vereinigte Lausitzer Glaswerke (VLG), dr. Bruno Kindt involveret i forberedelserne. Den kvalificerede kemiker krediterede Wagenfeld for korrekt at have beregnet den nødvendige mængde brandmateriale.

Die Existenz eines SA-Brandstifterkommandos, das einige Zeit vor dem Reichstagsbrand Brandanschläge mittels einer leichtentzündlichen Flüssigkeit durchgeführt hatte, wird durch weitere bisher unbekannte Quellen und Zeugenaussagen belegt. Recherchen der Autoren stützen den Verdacht, daß zu diesem Kommando auch der damalige SA-Führer Hans Georg Gewehr gehörte, ein Freund des am 30. Juni 1934 erschossenen Berliner SA-Gruppenführers Karl Ernst. Gewehr war 1946 von dem früheren Gestapo-Mitarbeiter und späteren Mitverschwörer des 20. Juli 1944 Hans Bernd Gisevius als technischer Leiter der Brandstiftung genannt worden. In die Vorbereitungen der Brandstiftung verwickelt war nach seinen eigenen Aussagen (die von dem bekannten Bauhaus-Designer Prof. Wilhelm Wagenfeld überliefert wurden) auch der spätere Betriebsführer der Vereinigten Lausitzer Glaswerke (VLG) Dr. Bruno Kindt. Der studierte Chemiker rechnete es sich gegenüber Wagenfeld als Verdienst an, die benötigte Menge an Brandmaterial richtig vorausberechnet zu haben.

Han omtales  af Otto Riesser (1882-1949), en tysk farmakolog af jødisk afstamning som i 1934 blev afskediget efter Nürnberglovene. Han emigrerede først til Schweiz, i 1939 til Holland. Efter krigen vendte han tilbage til sin familie i Tyskland. I Riessers erindringer omtaltes Kindt således:

Riesser mødte doktor i kemi Bruno Kindt (1896-1939) og beskrev ham som en "særlig behagelig og respekteret medarbejder". Han var en uorganisk videnskabsmand der arbejdede sammen med ham på instituttet fra 1926 til 1927 og primært undersøgte silicametabolismens fysiologi. Efter et par vellykkede studier flyttede Kindt til Osram glasværk i Weißwasser, hvor han overtog ledelsen af ​​værkerne som direktør: "Hans energiske, klare natur, hans organisatoriske talent og hans evner forudbestemte ham til en lederstilling." Ved krigsudbrud meldte Kindt der allerede havde været løjtnant til søs under 1. Verdenskrig, sig frivilligt til flåden og blev dræbt i en af ​​sine første missioner: ”Jeg ville have givet meget for igen at stå ansigt til ansigt med denne fremragende mand som jeg kun så igen en gang efter tiden i Greifswald.” Samtidig med Pels-Leusden og Kindt kom også kemikerne Fritz Lehmann og Walter Stamm der havde doktorgrader, til hans laboratorium. Ingen af ​​dem blev længe, ​​og mens Lehmann flyttede til Sächsische Serumwerke i Dresden, blev Stamm ansat hos I.G. Farben.

Mens Riesser skrev disse linjer, vidste han allerede om Kindts død. Ifølge oplysninger fra "det tyske kontor for underretning af pårørende til faldne soldater fra den tidligere tyske Wehrmacht" døde Kindt som kaptajnløjtnant og besætningsmedlem på forpostbåden "Vp 701", da den sank i Nordsøen i oktober 21, 1939. En måned senere blev hans lig skyllet i land ud for Atlandshage, Danmark.

Als einen "besonders angenehmen und geachteten Mitarbeiter“ lernte Riesser den promovierten Chemiker Bruno Kindt (1896-1939) kennen. Dieser war Anorganiker, arbeitete von 1926 bis 1927 bei ihm am Institut und untersuchte vor allem die Physiologie des Kieselsäure-Stoffwechsels. Nach einigen erfolgreichen Studien wechselte Kindt zu den Osram-Glaswerken nach Weißwasser, wo er als Direktor die Leitung der Werke übernahm: „Seine energische, klare Art, sein Organisationstalent und sein Können prädestinierten ihn zu einer leitenden Stellung.“ Mit dem Ausbruch des Krieges meldete sich Kindt, der schon im Ersten Weltkrieg Leutnant zur See war, freiwillig bei der Marine und er fiel direkt bei einem seiner ersten Einsätze: „Ich hätte viel drum gegeben, diesem trefflichen Mann, den ich nach der Greifswalder Zeit nur einmal noch wiedersah, nochmals in die Augen zu sehen.“ Zum gleichen Zeitraum wie Pels-Leusden und Kindt kamen in sein Labor noch die promovierten Chemiker Fritz Lehmann und Walter Stamm hinzu. Beide blieben aber nicht lange und während Lehmann zu den Sächsischen Serumwerken nach Dresden wechselte, wurde Stamm bei der I.G. Farbenindustrie tätig. 

---

Während Riesser diese Zeilen schrieb, wusste er bereits von Kindt’s Tod. Laut Auskunft der „Deutschen Dienststelle für die Benachrichtigung der nächsten Angehörigen von Gefallenen der ehemaligen deutschen Wehrmacht“ fiel Kindt als Kapitänleutnant und Besatzungsangehöriger des Vorpostenbootes „Vp 701“ bei dessen Untergang in der Nordsee am 21.10.1939. Einen Monat später wurde sein Leichnam vor Atlandshage (Dänemark) ans Land getrieben.

(Biographie des Pharmakologen Otto Riesser. Aus dem Universitätsklinikum Münster Institut für Ethik, Geschichte und Theorie der Medizin-Direktor: s. 42)

Som nævnt meldte Kindt sig ved krigsudbruddet som frivillig og blev kaptajn på patruljebåden V 701 (et tidligere fiskerfartøj med navnet "Este"). 

Bruno Kindts gravsted på Vestre Kirkegård. Han skyllede senere i land ved Amagers Aflandshage. Kindts gravsten står på Vestre Kirkegård (B 378). Bag ham ud mod Sjælør Boulevard ligger stort set resten af besætningen, se listen nedenfor. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Under krigen profiterede I. G. Farben på sprængstoffer og fremstillede bl.a. giftgassen Zyklon som blev benyttet til massedrab af jøder og andre koncentrationslejrfanger.

Fra begravelsen i Stege af de fundne omkomne efter V 701's forlis ud for Møn.

Danske aviser skrev en del om ulykke, ligesom der blev optaget en film om begravelsen af 28 af de døde. Wiki. med dramatisk underlægningsmusik. Til stede var også gesandt von Renthe-Finck. "Hele Stege fulgte ligtoget til den store fællesgrav". Tyske flag med hagekors vajer sammen med dannebrog på kirkegården og på kransene, og de fire overlevende tyskere viste nazihilsen ved gravens rand. 28 af de fundne besætningsmedlemmer blev begravet i Stege. De blev i juli 1944 flyttet til Vestre Kirkegård i København (se listen nederst).

Foto taget fra begravelsen af 28 af de omkomne i Stege, 29. oktober 1939: "8 deutsche Seeleute in dänischer Erde bestattet. Associated Press (1846-) amerikansk nyhedsbureau. Unser Bild zeigt vier der Geretteten (in Regenmänteln) mit der Besatzung des dänischen Flugzeuges, die diese Vier retteten, während der Beisetzungsfeierlichkeit. 29.10.39". Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret. Der findes endnu et par fotoer på Det kongelige Bibliotek.

En polsk side giver nogle oplysninger (i bearbejdet Google Translates udgave):

- Oplysningerne om forliset af det lille tyske patruljeskib V 701 den 21. oktober 1939 i Østersøen spredte sig næsten over hele verden. Den opmærksomhed i datidens aviser som denne i det væsentlige mindre hændelse, skyldtes utvivlsomt det store antal ofre og en vis grad af mystik omstændigheder, og især det danske kongehofs involvering i det efterfølgende begivenhedsforløb. 

***

Patruljefartøj ("Vorpostenboot") V 701 blev bygget i 1934 som dampfisketrawler med navnet "Este", 426 BRT og en længde på 48 meter. Det blev armeret i august 1939 med en 88 mm kanon og antiluftskytskanoner i lille kaliber artillerivåben (20 og 40 mm) og maskingeværer. Patruljeringen begyndte den 22. september 1939 i 7. "Vorpostenbootflotille" med base i Kiel. Flotillen bestod af seks tidligere trawlere hvis opgave var at patruljere Øresund og de omkringliggende farvande hver dag med tilsyn defensive minefelter placeret der og detonering af løsrevne ankerminer.

Krigsmarinekommandoen meddelte den 22. oktober 1939 at patruljefartøjet V 701 var forsvundet i Østersøen, idet den ikke var vendt tilbage til basen til den dato. Senere kom nyheder fra Danmark om en kæmpeeksplosion på havet nær Møn den 21. oktober 1939. Et dansk Heinkel HE8-vandfly fra basen på Amager lykkedes trods meget dårlige vejrforhold at finde en tømmerflåde der drev i det barske hav. Piloten trodsede faren fra de høje bølge, og landede ved siden af ​​flåden som fire overlevende desperat klamrede sig til. De blev herefter overflyttet til flyets flydere. En anden Heinkel ledte en redningsenhed til dette sted som fik de overlevende op af vandet ti timer efter eksplosionen. 

Et andet overlevende medlem af V 701-besætningen nåede den danske kyst på egen hånd og i en tilstand af ekstrem udmattelse. Dagen efter at danske fiskere de fiskede syv lig af tyske sømænd ud. Den 24. september blev der fundet yderligere 50 lig på strandene.

Af de 76 besætning overlevede kun 5. Ofrenes begravelse fandt sted i Danmark under overværelse af regeringsrepræsentanter dansk og ambassadør for Det Tredje Rige. De faldne blev begravet i en fælles grav, og deres minde blev hædret med et monument. Begge vandflyvepiloter modtog rosende breve fra kongen af ​​Danmark, Christian X.

Kommandanten for den uheldige V 701 var en erfaren søofficer, kaptajnløjtnant dr. Bruno Kindt (født 1896). Under 1. Verdenskrig han gjorde tjeneste med rang af søløjtnant som vagtofficer på torpedobådene S 18 og V 1. Han trak sig tilbage til det civile liv den 31. marts 1919 og afsluttede derefter sine studier universitet og opnåede en doktorgrad i kemiske videnskaber. Ved udbruddet af Anden Verdenskrig havde han en direktørstilling i virksomheden OSRAM, men meldte sig frivilligt til at tjene i Krigsmarinen. Hans lig blev fundet en måned efter katastrofen, skyllet ud af havet Amagers sydlige bred.

Tyskerne gav den officielle årsag til sænkningen af ​​V 701 som at gå ind i deres eget minefelt. Danskerne antydede uofficielt, at eksplosionen var meget kraftig tydede tydeligt på en mineeksplosion om bord på fartøjet.

Lister over øvrige døde og savnede udover Mewes og Kindt.

Først de 27 på Vestre Kirkegårds tyske afdeling. Det er formentlig dem (og Mewes) som oprindelig blev begravet på Stege Kirkegård. De øvrige ligs skæbne har jeg ikke oplysninger om:

Martin Helmut Schütze. Matrose der reserve. 5.1.1915-21.10.1939 B 432-431.  Erich (Georg Walter) Helmecke. Matrose der Reserve. 26.5.1906-21.10.1939. B 317-318. Richard Barnekow. Matrose der Reserve. 28.1.1900-21.10.1939 B 488-487. Kurt Oskar Hilpmann. Signalgefreiter. 7.12.1898-21.10.1939. B 436-435. Wilhelm (Karl Fritz) Teske. Matrose der Reserve. 8.10.1914-21.10.1939. B 405-406. Johann Klein. Ober-Schreibfeldwebel. 9.6.1898-21.10.1939. B 486-485. Gustav Schulze. Matrosen-Obergefreiter. 16.12.1914-21.10.1939. B 459-460. Uwe (Peter Saul) Erichsen. Maat. 26.6.1913-21.10.1939. B 407-408. Johannes Janzen. Matrose der reserve. 24.10.1910-21.10.1939. B 490-489. Leopold Frischmann. Matrosen-Gefreier. 13.11.1900-21.10.1939 B 492-491. Gustav Werber Kühnau. Maschinen-Gefreiter der Reserve. 25.3.1915-21.10.1939 B 432-431. Walter Bresslein. Matrose der Reserve. 4.12.1915-21.10.1939. B 403-404. Willi Erdmann. Obergefreiter der Reserve. 26.11.1897-21-10.1939. B 317-318. Johann Gusek. Matrosen-Hauptgefreiter der Reserve. 20.10.1910-21.10.1939. Vestre: Obergefreiter.  B 519-520. Richard (Benne) Trenkler. Signalmeister (der Reserve). 30.10.1897-21.10.1939. B 403-404. Johannes Heinrich Plath. Matrose. 21.6.1895-21.10.1939. B 380-379. Willy (Walter Hans) Selow. Matrosen-Hauptfegreiter. 11.2.1905-21.10.1939. B 457-458. Wilhelm Vierboom. Bootmannsmaat der Reserve. 16.2.1907-21.10.1939.  B 463-464. Hans-Joachim Kettler. Leutnant zur See. 9.6.1914-21.10.1939. B 459-460. Karl Heringslake. Maschinist. 30.9.1905-21.10.1939. B 405-406. Emil Hinkfuss. Funkgefreiter. 25.5.1909-21.10.1939. B 490-489. Johann Linden. Maschinen-Hauptgefreiter. 22.1.1915-21.10.1939. B 513-514. Karl Johann Wenzel Hoffmann. Mechannikermaat. 31.5.1898-21.10.1939. B 434-433. Erwin Willi Drewes. Matrose. 20.1.1917-21.10.1939. B 515-516. Rudolf Heinrich Friedrich Stephan. Oberfunkmaat. 5.5.1913-21.10.1939 B 488-487. Konrad Fiedler. Maat. 30.8.1901-21.10.1939 B 461-462. Helmuth Peters. Gefreiter. 9.9.1904-21.10.1939 B 515-516.

Yderligere 18 (udover Schuster) som ikke er begravet på Vestre Kirkegård:

Wilhelm Anton Ochmann. Matrose der Reserve. 18.4.1917-21.10.1939. Peter Lutzebeck. Matrose der Reserve. 25.8.1914-21.10.1939. Paul Gustav Olle. Matrosen-Hauptgefreiter. 26.12.1913-21.10.1939. Hermann Sembrowski. Leutnant zur See. 31.12.1889-21.10.1939. Heinrich Friedrich. Matrose der Reserve. 6.4.1913-21.10.1939. Horst-Siegfried Jänicke. Leutnant der Reserve. 1.1.1906-21.10.1939. Peter Bauer. Matrosen-Stabsgefreitet. 19.9.1905-21.10.1939. Heinrich Wilhelm Scharnetzky. Matrose deer Reserve. 4.1.1915-21.10.1939. Erich Karl Wilhelm Rogowski. Stabsmatrose. 31.12.1913-21.10.1939. Albert Tesch. Matrose der Reserve. 28.2.1888-21.10.1939. Richard Grabzinsky. Matrose der Reserve. 19.8.1913-21.10.1939. Heinrich Urban. Overleutnant zur See. 10.1.1895-21.10.1939. Hermann Gottlieb Graaf. Matrose-Gefreiter. 23.5.1914-21.10.1939. Alfred Wohlert. Matrose. 7.3.1900-21.10.1939. Karl Eberhard. Maschinen-Hauptgefreiter. 5.6.1903-21.10.1939. Willi Otto Berger. Matrosen Hauptgefreiter. 27.10.1914-21.10.1939. Karl Hartig. Matrose der Reserve. 4.7.1914-21.10.1939. Ewald Hans Werner Wittford. Matrose-Hauptgefreiter der Reserve. 20.12.1916-21.10.1939. 

Enoch Elias Andersen (1889-1934). (Efterskrift til Politivennen)

Enoch Elias Andersen var søn af missionær Jens Christian Andersen og Ane Jensine Jensen. Han var kandidat ved Odense Amtssygehus kirurgisk afdeling. I de følgende år var han 2. reservelæge Hjørring Amtssygehus,  kandidat ved St. Hans Hospital, på Rigshospitalet, konstitueret klinisk assistent, kandidat ved Københavns Amtssygehus, reservelæge ved dansk Ambulance i Polen (Zajezierzo), kandidat ved Dronning Louises Børnehospital, assistent for Vanføre Klinik,  kandidat ved Rigshospitalets fødeafdeling, reservelæge på Nakskov Sygehus, Vrønding og endelig fra februar 1924 læge og sygehuslæge i Køge indtil sin død 1934.

Enoch E. Andersen. Foto fra Danmarks Amter, bd. 1930.

Om sig selv skrev han: 

E. E. ANDERSEN

Enoch Elias Andersen født i Hjørring 25. Nov. 1889, Søn af Missionær Jens Christian Andersen og Hustru Ane Jensine, f. Jensen.

Sproglig. Cand. med. Jan. 1916. Efter alsidig Hospitalsuddannelse i Aarene 1916—1923, blandt andet ved den danske Ambulance i Polen, nedsatte jeg mig i 1923 som praktiserende Læge i Vrønding, fra 1924 i Køge. Fra 1. April 1924 Sygehuslæge ved Køge Sygehus og Læge ved Børnehjemmene Vallø Strand.

Po. r. K. 2.
Ugift.

Mit Liv og Arbejde i de forløbne Aar har først og fremmest været koncentreret om 1) at opnaa den Stilling i Samfundet, som jeg fra Barndommen ønskede, og 2) senere at dygtiggøre mig i den. Jeg mener at kunne sige, at mit Arbejde ikke blot tager det meste af min Tid, men Størsteparten af min Interesse. Skulde jeg i Dag vælge mit Studium, vilde jeg vælge det samme som for 25 Aar siden.

Udenfor mit Arbejde ligger min Særinteresse indenfor Musikens og Sangens Omraade. Eet Sted maa man kunne knibe ud fra "det sædvanlige" og netop derved hente den Fornyelse, som gør, at "det sædvanlige" aldrig bliver "det kedelige".

(Studenterne MCMVIII, 1933. s. 257-258).

Af en hjemmeside om familien Borries fremgår at Enoch Elias Andersen købte Jernbanegade 10 af sin forgænger, Carl August Borries i juni 1924. I 1931 købte han den tilstødende grund. Andersen var ugift, men hans søster flyttede ind og førte hus for ham indtil hans død i 1935. Herefter afvede hun ejendommen hvor hun og broderen boede indtil hans død i 1851. Herefter flyttede hun til Valby. Huset blev overtaget af Odd Fellow-logen.

På et sygehusudvalgsmøde 19. april 1923 meddelte sygehuslæge Borries, at han var fyldt 70 år, og i henhold til tjenestemandsregulativet skulle fratræde sin stilling. Han havde da haft stillingen siden 1902. Han meddelte dog, at han gerne ville fortsætte, hvilket blev godkendt. Men da han efter kun ¾ år afgik ved døden, skulle der ansættes en ny sygehuslæge. Efterfølgeren, Elias Andersen, stillede ved ansættelsen krav om visse forbedringer. Han mente bl.a. at sygehuset burde indrettes med centralvarme, i hvert fald i stueetagen således, at man slap for de støvede kakkelovne og så der var varmt vand på operationsstuen. Det har været barske tider!

Farfar blev begravet på min fars 37 års fødselsdag, 10½ år før jeg blev født. Arvingerne, dvs. farfars enke, far og Elna, videresolgte ejendommen til farfars efterfølger, læge Elias Andersen for 52.000 kr. Efterfølgeren udvidede grundarealet med yderligere 333m2, som han betalte med 3.300 kr. Elias Andersen boede i Jernbanegade 10 indtil sin død i 1934, kun 44 år gammel. Hans 2 søskende arvede ejendommen, som hans søster boede i indtil Odd Fellow-Logen købte ejendommen i april 1951. Logen frasolgte det tilstødende areal, matr. 208b, hvor der i dag ligger et stort supermarked. Til højre for huset udbyggedes med et indgangsparti, og bag huset med en stor tilbygning med plads til loge-sal og festlokaler.

Køge, Sygehusvej – Mindesmærke for sygehuslæge Elias Andersen

7. oktober 2013

Mindesten for Elias Andersen ved lokationen for det gamle Køge Sygehus, Sygehusvej 27: "Sygehuslæge Elias Andersen. *25.11.1889 +16.10.1934. Patienter og venner rejste dette minde. På bagsiden: Sygehuslæge i Køge fra 1.4.1924. Pleje de blomster. I hjertet gror. Søge de trættes og syges spor. Glædes ved livets rige gaade. Tage med tak mod dødens naade". Bag på busten findes indskriften: C. Arvesen okt. 1935

Mindesmærket for Sygehuslæge Elias Andersen (1889-1934) blev rejst i 1935 for at mindes en god og pligtopfyldende læge i Køge. Elias Andersen virkede som sygehuslæge og praktiserende læge i Køge fra 1924 til sin død i 1934. På det tidspunkt var der kun én sygehuslæge på Køge Sygehus, og ved siden af havde han sin private praksis. Da han aldrig sagde nej til syge patienter, arbejdede han hårdt og sled sig op i en ung alder. Efter Elias Andersens død blev der nedsat en komite, der skulle indsamle penge til et monument. 1000 venner og patienter bidrog til mindesmærket, der er udført af stenhugger Sam Svenstrup, Køge.

Sygehuslæge Elias Andersens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Etatsraad Bestle. (Efterskrift til Politivennen)

Etatsraad Bestle.

Etatsraad Bestle bliver den attende Marts halvfjerdsindstyve Aar.

Høj, venlig og værdig staar Etatsraad Bestie foran mig i sin gammeldags stilfulde Dagligstue i Amaliegade-Hjemmet.

- Ja, her er smukt, siger han. Se blot ud ad Vinduet. Vi kan se Skibene glide ud i Sundet, vi er herinde i Byen nærmere ved Vandet, end i vort Sommerhjem paa Strandvejen .... vi har Langelinie næsten udenfor Døren .. Jeg har altid elsket Vandet.

- Og Malerkunster, siger jeg og ser paa Væggene.

- Ja, alene af Ring har jeg atten dejlige Billeder .... Han og jeg, vi er gamle Venner .... Det store dér - Roeoptagningen, det ventede han sig meget af, og det var ham en Skuffelse, da det ikke blev solgt paa Udstillingen - og saa købte jeg det til Katalogprisen.

- Etatsraaden er gammel Københavner?

- Ja, ja. Jeg er født paa Amagertorv, og min Far var ogsaa Vinhandler.

- Bliver man Vinhandler af Lyst?

- Absolut Jeg var saa begejstret for det, at jeg, som Dreng bad min Far om at maatte blive det samme som han. Jeg havde set ham gaa dernede i de gamle, store Lagre .... Vin er ogsaa et interessant Studium, inden vi drikker den. Den skal behandles næsten som en Patient. Man regner med, at Bordeaux vinen skal ligge en to, tre Aar paa Flasker, før den kan drikkes .... Nae, nu har jeg jo overladt mit Firma - jeg havde det i over 30 Aar - til flinke, unge Folk, som jeg haaber vil føre det videre paa god og værdig Maade.

- Hvilken Vin er der interessanteste at sysle med?

Bordeauxvinen .... den er ædel. Og den kræver et ligefrem personligt Arbejde for at give et smukt og godt Resultat.

- Hvad betyder Vinen for Menneskene?

- Den maa ikke betyde andet end Glæde, og vi skal takke Vorherre for Druen, der er skænket os til lægedom, til Glæde, til Fest, men man maa ikke lade Vinen krænke Skønheden, det er Synd imod den og Imod os selv.

- Etatsraaden er ogsaa Kirkeværge?

- Ja, for Helligaandskirken Det blev jeg ogsaa efter min Far, og jeg blev valgt af Menigheden og Borgerrepræsentationen. Jeg var Værge i nogle og tredive Aar, men saa kom der Menighedsraad med alle de Damer, som man skulde spørge om man maatte købe en Gulvskruppe og alt det Vrøvl, som der er i vor Tid, og saa gik jeg. Men Helligaandshuset tik jeg dog bevaret, selv om de ogsaa har lavet det til Bibliotek. Dér var nu Konferensraad H. N. Hansen mig en udmærket Hjælper .... Det er ham, jeg kan takke for, at jeg blev Etatsraad, han var et sjældent Menneske. Tiden er gaaet langt ned siden

Etatsraad Bestle.

- Hvad synes Etatsraaden om København - nu?

- Naar jeg ser den nu, saa ser jeg en By i stærk Fremgang, jeg kan beundre den i mange Retninger, men det gamle Præg, det hjertelige, Familie-Samfølelsen, er gaaet tabt. Folks Hjem er nu snarest de offentlige Steder .... Desværre ....

- Hvori ligger det?

- De har for let Adgang til store Gager, til mange Penge. De smukke Hjem forsvinder. Man forstaar ikke Glæden over Hjemmet. Det er en Station, hvor man sover, hviler, klæder sig om. Jeg skulde vel ikke sige alt det om de offentlige Steder, for jeg har jo handlet med mange af dem - men, jeg gør det alligevel.

- Etatsraaden har aldrig følt noget Misforhold ved Dobbeltstillingen: Kirkeværge-Vinhandler?

- Aldrig. Tværtimod. Jeg har set Festen og de gode Glæder i Livet - og Fattigdommen og Nøden indenfor Kirken. Sammen med min kære, afdøde Ven, Pastor Blaumüller søgte jeg at lindre med aaben Haand. Jeg har hjulpet, hvor jeg har kunnet. Og jo mere aaben min Haand har været jo mere har Vorherre givet mig til Gengæld ... Jeg er Højkirkelig. Jeg føler tit Trang til en god Prædiken .... Jeg hører Fenger og Ricard, og Winther i Marmorkirken og Storm, min Ven ovre i Citadellet .... men ikke de yderligtgaaende, det skal man ikke ....

- De var Medstifter af de billige lånekontorer?

- Ja, jo. Det var et morsomt gammelt Selskab Det vilde, at Folk skulde kunne faa billige Laan. og at de ikke behøvede at opgive Navn, de Ulykkelige, de fik blot en Seddel, og saa blev deres Tøj pænt og ordentligt opbevaret. Nu likviderer vi, men skønt vi begyndte med en Aktiekapital paa kun tyve Tusinde, saa har vi ved Flid, uden Tantieme eller saadan noget, hvad man kalder, kunnet stifte et Legat paa Sekshundred tusinde Kroner. Det skal først komme Funktionærerne tilgode, og derefter værdige, værdige Trængende Jeg er ogsaa med i Foreningen til gamle Bygningers Bevarelse .... Det Arbejde interesserer mig meget .... Vi reddede Ulstrup, den herlige Gaard. Det er jo rædsomt med de Tiender, de stakkels Godsejere skal ud med.

- Er der en indre Forbindelse mellem Kunst og Vin?

Min Interesse for Kunst er tildels nedarvet. Som Barn gik jeg med min kære, afdøde Mor paa alle Charlottenborg-Udstillinger og saa de store Mestre, Bloch og Vermehren .... Kunstnere er søde Mennesker, det er min Erfaring .... Vin. jo, Vin giver Skønhedsforstaaelse, Skønhedsglæde .... Jeg er dog selv et af de mindst drikkende Mennesker. Jeg drikker kun et lille Glas Bordeaux til min Middag .... Men Øl afskyer jeg. Det sagde jeg engang til Carl Jacobsen, der var min gode Ven Jeg er Søn af Bacchus - du af Gambrinus - og han- var en Udarter ....

- - -

Den attende Marts vil paa mangfoldig Maade blive en Fest - en Mærkedag for Etatsraad Bestle. Han staar idag som et smukt og stateligt Minde om den Tid, han selv føler, er forbi. En Tid, hvor Hjertefølelsen, Godheden og Tilliden var større. Hvor Festerne prægedes ikke blot af Bordet, man nød, men ogsaa af Ordet, der lød. Og hvor man ikke spurgte smaaligt, men hjalp, fordi Hjertets Trang var at skabe Glæde ogsaa for andre ....

Etatsraad Bestle blev i Ordets dobbelte Forstand Billedet paa en god Københavner .... Og som saadan vil han blive fejret og hyldet ....

Christian Houmark

(B. T. 13. marts 1925).

Et Millionlegat til Gardens Officerer

Den meget kendte københavner-vinhandler, etatsråd Georg Bestle er lørdag eftermiddag død, 78 år gl. Af hans betydelige formue vil der efter hans hustrus død, efter hvad “Berl. Tid." vil vide, tilfalde forskellige institutioner store beløb, således 50.000 kr. til Vinhandlerforeningen, 100.000 kr. til bevarelse af gamle bygninger og ikke mindre end ca. 1 mill. kr. til et legat for officerer ved garden. Han havde selv tjent ved garden og omfattede dette korps med stor interesse. I sine levedage har han ofret betydelige beløb på kunsten, særlig malerkunst, ligesom Helligåndskirken, som han var værge for, har modtaget store gaver, bl. a. billeder af Skovgaard. Også bevarelsen af gamle bygninger støttede han stærkt, hvad der bl. a. kom herregården Ulstrup til gode. Han var 2 gange gift. Efter sin første hustrus død ægtede han enken efter forfatteren, pastor Blaumüller; men han efterlader ingen børn.

Da Bestle blev løjet død.

En dag for 26 år siden meddelte et københavnsk blad at Bestle var død og skrev en længere nekrolog over ham. Han læste den selv ved sin morgenkaffe, og som den udprægede københavner, han var, tog han sagen med største overlegenhed. Han drak kaffen færdig, satte sin grå hat på hovedet, kaldte på sine to puddelhundre, og med den ene af dem foran sig og den anden bagved, som det var hans skik, spadserede han nedad Strøget. Allevegne, hvor Bestle kom frem, vakte han forbavselse; i nogle tilfælde endda forfærdelse hos de mennesker, der havde hørt om dødsfaldet. Men etatsråden spadserede uanfægtet som ellers ned gennem gaden, og da han nåede bladets kontorer, gik han derop og præsenterede sig for den vagthavende: “Da De nu har set, at jeg er levende, er De nok saa god at bringe sagen i orden i morgen.”

(Thisted Amtsavis 9. maj 1933).

Georg Bestle er begravet på Vestre Kirkegård hvor han ligger i den fornemme afdeling, tæt på Nordre Kapel og Det Røde Hav. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Georg Christian Bestle (1855-.1933) var etatsråd, vinhandler, grosserer. Han startede i 1882 med en mindre vinhandel i Nørrevoldgade. I 1886 købte han Gottlieb Bonnesens forretning, Skindergade 47, og til denne bopæl flyttede han samtidig sin tidligere forretning. Fusioneret efter faderens død i 1892 til Georg Bestle A/S. Afhændet 1918, hvorefter han trak sig tilbage. Gennem en længere årrække Danmarks største vinhandel. Thorvald Bindesbøll opførte i 1897 en villa for ham i Vedbæk. 

Den 6. august 1925 kom Bestle kørende gennem Hedehusene i sin bil da den 5-årige datter af bagermester Larsen løb ud på vejen ud for kreaturhandler Chr. Jensen. Hun blev så hårdt kvæstet at hun døde efter indlæggelsen på St. Maria Hospital i Roskilde.

Henrik Bertelsen (1874-1933). (Efterskrift til Politivennen)

Hans Henrik August Bertelsen (1874-1933), lærer ved københavnske latinskoler og ved Statens lærerhøjskole, assistent ved universitetsbiblioteket (1899–1901). I 1903 blev han ansat ved sin gamle skole i Århus, 1905 forflyttet til Metropolitanskolen som adjunkt. I 1902 blev han dr. phil. på en afhandling om Didrik af Berns sagas oprindelse og udsendte 1905–11 en kritisk udgave af denne saga. I øvrigt interesserede han sig for dansk grammatik og dansk retskrivning:

Filosofisk Doktordisputats.

Dr. phil. Henrik Bertelsen.

Lærer ved Metropolitanskolen, cand. mag. H. Bertelsen forsvarede i Gaar sin Afhandling for den filosofiske Doktorgrad om "Didrik af Berns Sagas oprindelige Skikkelse, Omarbejdelse og Haandskrifter. Handlingen varede godt 2½ Time og havde samlet et temmelig stort Avditorium. Dekanen, Prof. Paludan, ledede Disputatsen, der iøvrigt overværedes bl. a. af Professorerne Gertz, Heiberg, Henr. Scharling, Jespersen, Møller, Steenstrup og Fridericia, Doktorerne Siesbye, Olrik og Gudmundsson, Docent Dahlerup samt Professor Hans Olrik.

Om Doktoranden kan vi meddele følgende Personalia. Han blev Student i 1891 fra Aarhus Skole og var da 17 Aar gammel. I 1898 tog han Skoleembedsexamen med Dansk som Hovedfag, Latin og Historie som Bifag. Endvidere har han faaet Universitetets Prismedaille og informerer nu ved kjøbenhavnske Skoler, bl. a. ogsaa ved Metropolitanskolen.

- Den gammeltyske Sagnhelt har lokket mange Videnskabsmænd til Studium, særlig naturligvis tyske, og det var da ogsaa oprindelig om selve Sagnhelten, Doktorandens Studier drejede sig, idet han for 2 Aar siden tænkte paa at besvare Videnskabernes Selskabs Prisopgave, men Mangel paa tilstrækkeligt Otium hindrede ham i at besvare Opgaven indenfor den fastsatte Tidsfrist. Ved at sendre sine Studier med en Doktordisputats for Øje har han kunnet specialisere dem i højere Grad og har nu skrevet saa at sige en Indledning til Didrik af Berns Saga.

Forsvaret faldt overordenlig heldigt ud, ligesom Doktoranden fra begge sine Opponenter, Professorerne Jonssons og Wimmers Side høstede megen Anerkendelse for sit Arbejde. I det følgende skal vi i stor Korthed omtale Oppositionen: om et Æmne som dette er Indvendingerne for største Delen af saa speciel videnskabelig Natur, at de ikke har Interesse for en videre Kreds.

Prof. Finnur Jonson

roste den gode videnskabelige Methode, der laa til Grund for Afhandlingen, der viste et nøje Kendskab til de tyske Kilder, røbede gode sproglige Kundskaber og efter Professorens Anskuelse ikke indeholdt nogen egenlig Fejl, ligesom Citaterne var rigtige. Sagaens Oprindelse mener han al kunne sætte allerede til Slutningen af det 12te Aarhundrede, da tyske Købmænd oversvømmede Norge; Forfatteren er en Islænder. Den danske Folkevise om Didrik af Bern stammer bevislig fra tyske Kilder og ikke fra Sagaen. Prof. Jonsson slutter med at udtale, at Afhandlingen vil faa stor Betydning for fremtidig Forskning. Doktoranden takker Professoren for grundig Vejledning i Islandsk.

Prof. Ludv. Wimmer

fik derefter Ordet som anden officiel Opponent, idet der ikke havde meldt sig nogen Opponent fra Avditoriet. Han roste ligeledes Arbejdet og takkede spøgende Doktoranden, fordi denne "havde givet ham Lejlighed til paa ny at læse den Samling af Røverhistorier, som kaldes Didrik af Berns Saga". Det undrede ham, at Doktoranden havde glemt at omtale P. E. Müllers Afhandling om Sagaen. Dette Arbejde fortjente at nævnes. Prof. Wimmer savnede endvidere en samlet Oversigt over de tidligere Forskeres Undersøgelser og Resultater. Han mente desuden, at der i Bogen var brugt vel ofte "hvis" og "dersom, men sluttede med en varm Anerkendelse af Doktorandens dygtige Arbejde.

Præses takker sluttelig Prof. Wimmer for den klare og overlegne Opposition, han havde ydet. Klarhed og Overlegenhed, udtalte han, er netop 2 Egenskaber, som alle Prof. Wimmers Disciple finder hos deres højt ansete Lærer. Efter Udtalelsen af de sædvanlige Ønsker om en lys Fremtid for dansk Videnskab og Kjøbenhavns Universitet sluttede Handlingen.

(Dannebrog (København) 4. oktober 1902).

1912 blev han rektor for Roskilde katedralskole:

Den nye Rektor.

Rektor Dr. phil. Henrik Bertelsen.

Dette er et Billede af den nye Roskilde Rektor, Dr. phil. Henrik Bertelsen. Han er endnu en forholdsvis ung Mand - man tænker sig jo i Reglen som Rektor noget ærværdigt, helst graaskægget - og skønt han allerede paa mange Omraader har gjort sig bemærket, er han dog ikke i den Forstand en "kendt" Mand, at ikke hans Billede for de fleste vil have Nyhedens Interesse.

Det er en dygtig, kundskabsrig Mand, der til August overtager Styret i den gamle, graa Bygning over for Domkirken. Mens han i 6 Aar studerede Filologi i København, tog han Guldmedaillen som Student. Det er Dansk og særlig da dansk Grammatik, der har Dr. Bertelsens lærde Interesse, og han har skrevet og udgivet forskellige Ting, deriblandt en Pjece om store og smaa Bogstaver, en Ide, i hvis Kamprækker Dr. Bertelsen i det sidste Aars Tid har ladet sig indrullere, hvorfor maaske denne lille Artikel som en fin Kompliment til Rektoren burde have fulgt denne maaske Fremtids-Stavemaade.

Dr. Bertelsen er gift med en Dame fra Philadelfia, en Frk. Yhlen Olsen, Datter af Ingeniør Tinius Olsen, Philadelfia. Hun var taget herover for at studere skandinavisk Sprog, blev forlovet med Dr. Bertelsen, tog Doktorgraden i Engelsk og har været Lærer ved Statens Højskole. Dr. Bertelsens Fader har taget sin Afsted og bor nu i København som Justitsraad.

Rektor Bertelsen er som sagt en dygtig Mand og desuden en elskværdig og behagelig Mand. Han er meget elsket af sine Elever, men samtidig respekteret, for han er en streng Lærer. Han gaar meget op i sine Elevers Liv og deltager i deres Arbejde og deres Glæder - efter den gamle Regel: Arbejdet først, siden Fornøjelserne!

(Roskilde Dagblad 26. april 1912)

1915–29 udarbejdede han for Det danske sprog- og litteraturselskab en 6 binds udgave af danske grammatikere i 16- og 1700-årene. I spørgsmålet om en reform af retskrivningen tog han del bl.a. ved udsendelsen af pjecerne Fællesnavne og Egennavne, 1911 og små og store bogstaver. 

Den nye Undervisningsinspektør.

Et interessant Interview.

Henrik Bertelsen.

Undervisningsministeriet har i Gaar udnævnt Rektor ved Roskilde Katedralskole, Dr. phil. Henrik Bertelsen til Prof. Tuxens Efterfølger som Undervisningsinspektør ved Gymnasieskolerne.

Rektor Bertelsen skal altsaa nu fortsætte sin anerkendt dygtige pædagogiske Virksomhed under andre Forhold og andre Former.

Den nye Undervisningsinspektør, der er en Mand paa kun 44 Aar, blev, som det vil erindres, den 25. April 1912 udnævnt til Rektor ved Roskilde Kathedralskole.

De Forhold, som Rektor B. den Gang gik ind til, var alt andet end lette. Den nye Leder havde Vanskeligheder at overvinde for at Samarbejdets Aand, der paa dette Tidspunkt just ikke var Skolens stærkeste Side, atter kunde dale ned over Kathedralskolens Lærerkorps. Rektor Bertelsen medbragte til denne Opgave fremragende Egenskaber, som i Paranthes bemærket vil -komme hans nye Virksomhed og derved det højere Undervisningsvæsen Landet over til Gode. Ved sin Forhandlingsevne, sin Sans for Betydningen af Arbejdsfrihed og navnlig ved sin Takt lykkedes det hurtigt at faa Arbejdsforholdenes forstyrrede Maskine i Lave. Og paa dette nødvendige Grundlag har Skolen under Rektor B.s Ledelse arbejdet sig frem til stedse stigende Anerkendelse som en Skole, der saavel ved sin Arbejdsindsats som sin Aand indtager en smuk Plads blandt Landets øvrige Skoler.

* * *

Det vakte vistnok nogen Forbavselse, da Rektor Bertelsen ved sidste Byraadsvalg lod sig opstille som Kandidat paa den radikale Liste.

Det er en offentlig Hemmelighed, at Rektor Bertelsens Kandidatopstilling ved den nævnte Lejlighed var Følgen af, at et andet Kandidatur - paa Grund af Gnidninger indenfor det radikale Parti - var bleven trukket tilbage. Vi skal selvfølgelig ikke ved denne Lejlighed fordybe os i dette rent indre Partianliggende, men kun anføre, at de Radikale var godt tjent mod at faa Rektor Bertelsen til Kandidat. Hans ansete Navn har sikkert tilført den radikale Liste adskillige Stemmer, den ellers ikke kunde have gjort Regning paa.

I sin Virksomhed i Byraadet har Rektoren imidlertid ikke ladet sin Behandling af de foreliggende Sager diktere af radikale Synspunkter. Hans synspunkter og Afstemningen har altid været dikterede af saglige Motiver, og han har altid i Sagerne søgt Realiteterne. Rektor Bertelsen har i Byraadet og som Formand for .Skolekommissionen udført et godt og solidt Arbejde - navnlig naturligvis i de Udvalg, i hvilke han har haft Sæde - og han vil derfor sikkert blive savnet af sine Kolleger i Raadet.

* * *

Det blev kun et kort Aaremaal Rektor Bertelsen fik Lejlighed til at virke her i Byen, og de forholdsvis faa Aar kan vel næppe have knyttet Rektoren uløselig fast til Roskilde. Antagelig har han selv ved hans Tiltrædelse af Rektoratet ved Katedralskolen her haft en Følelse af, at denne Virksomhed vilde blive Gennemgangsleddet fil et andet Virkeomraade paa det pædagogiske Felt. Alligevel vil de 6 Aar, han har tilbragt her i Roskilde, sikkert staa for Undervisningsinspektør Bertelsen som en lykkelig Tid. Sikkert vil der blande sig adskillig Vemod i Afskedens Øjeblik, saavel blandt Elever og Forældre, som mellem Skolens Lærerpersonale. Et Lyspunkt vil være, at B.s nye Virksomhed dog bevare ham en vis Forbindelse med sin gamle Skole.

Interview med Undervisningsinspektør Bertelsen.

Uro og Bevægelse kan være Tegn paa Liv; indenfor (Skoleverdenens Mure skulde der herefter skyde en frodig Udvikling frem, i alt Fald mangler det ikke paa Spørgsmaal, som sætter Sindene i den pædagogiske Verden i Bevægelse. For muligt at erfare lidt om. hvorledes den nye Undervisningsinspektør stiller sig til nogle af de betydelige og aktuelle Spørgsmaal, som han i sin kommende Virksomhed faar Indflydelse paa, bankede vi i Dag paa Rektorværelsets Dør.

Samtalen kommer ind paa den nylig vedtagne Lov om de københavnske Skoler, som i sine Konsekvenser vil faa en vidtrækkende Betydning for Skolevæsenet ogsaa udenfor København.

Spørgsmaalet staar bl. a. paa, om der ogsaa ved Statsskolerne udenfor København skal indrømmes vederlagsfri Undervisning for Indtægter under et vist Beløb (for Københavns Vedkommende er den Indtægtsgrænse, der hjemler gratis Undervisning, sat til 4000 Kr.). Og af ikke mindre Interesse er Spørgsmaalet om Statens Stilling til Privatskolerne udenfor København. Vil Staten (og Kommunerne) ogsaa gaa ind paa at bidrage til Privatskolernes Drift mod at faa Tilsyn med Skolernes Ledelse?

Den nye Undervisningsinspektør erklærer paa vor Forespørgsel, at der ikke kan være nogen Tvivl om, hvorledes disse Spørgsmaal maa besvares. "For Statsskolerne udenfor København vil den nye Lov utvivlsomt faa den Konsekvens, at der vil indtræde Lempelser i Betalingen for Undervisningen. Paa Ministeriets Forespørgsel har samtlige Rektorer enstemmig anbefalet, at der indføres saadanne Betalingslempelser. Og sikkert vil Privatskolerne udenfor København komme ind under en lignende Ordning som nu er gennemført for de københavnske Privatskoler, saaledes at Staten giver et vist Tilskud til Driften mod at Skolerne kommer under offentligt Tilsyn. Men selvfølgelig, for Staten bliver det en dyr Historie - en meget dyr Historie."

"Er De personlig stemt for, at der gennemføres en saadan Ordning?"

"Ja - ubetinget. Efter de Erfaringer, jeg i min Virksomhed har gjort ved Privatskolen som ved Statsskolen, maa jeg ubetinget mene, at den offentlige Skole bør danne Grundlag for vort Skolevæsen."

Interviewet kommer derefter ind paa eventuelle Reformer i Skoleloven af 1903.

"Mulig," udtaler Undervisningsinspektøren, "vil der forestaa enkelte Forandringer i Undervisningsplanen for Almenskolen. f. Eks. med Hensyn til Historie og Naturfag. Ligeledes kan der maaske være Tale om at forlænge den treaarige Gymnasieundervisning med et Aar.

Med Hensyn til Studentereksamen kan der være Opfordring til at skærpe Fordringerne til Bedømmelsen. Iøvrigt anser jeg det ikke for nødvendigt at forøge Kravene til selve Undervisningen til Studentereksamen. Den Uddannelse, som medgives Demittenderne, har sikkert ingensinde været bedre."

"Endnu et Spørgsmaal Hvorledes stiller De Dem Spørgsmaalet om Religionsundervisningen?"

"Spørgsmaalet er ikke aktuelt. I I alt Fald vil der næppe foreløbig ske nogen væsentlig Forandring paa dette Punkt. Derimod har der været ført nogen Debat om Undervisningsmetoden. Men heller ikke dette Forhold ligger for Øjeblikket."

(Roskilde Avis 5. juli 1918).

Som undervisningsinspektør var han med til at gennemføre skolelovene af 1918 og 1919 som udvirkede det offentliges overtagelse af en række gymnasieskoler og om de sønderjyske gymnasiers oprettelse. Antallet af statens gymnasieskoler steg fra 13 til 33. Desuden til administrationen af lønningsloven af 1919. Han deltog i den 1919 nedsatte store skolekommissions arbejde. Han trådte tilbage i 1927 af helbredshensyn.

1926 skrev han en bog om grammatikeren og fonetikeren Jens Pedersen Høysgaard. Særlig betydning for skolen havde hans retskrivningsvejledning i Retskrivningsordbogen, udgivet af undervisningsministeriets retskrivningsudvalg som B. var formand for 1920–30. 

Bertelsen'ernes gravsted på Vestre Kirkegård. Henrik blev 20.12.1902 gift med mag. art., senere lærer ved Statens lærerhøjskole og Zahles faglærerinde-kursus Sophia Yhlen Olsen, født 24.10.1876 i Philadelphia, USA. Gravstedet ligger på den særlige Afdeling H i halvcirklen bag Nordre Kapel som blev indrettet som mønsterkirkegård. Bl.a. skulle alle gravsten være fremstillet af Nexø sandsten, de måtte ikke rage op over hækken samt skulle have udsmykning af kunstnere eller arkitekter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ellen Reumert (1866-1934). (Efterskrift til Politivennen).

Ellen Marie Sophie Reumert (1866 - 1934) var forfatterinde med stor succes i sin samtid. I samtiden var hun mest kendt for et meget omfattende forfatterskab. Et indtryk af hvad hun skrev og hvordan det blev modtaget får man af nedenstående artikler. Ellen Reumerts far var 61 år gammel, da hun blev født. Hendes moder var betydeligt yngre. Noget hun beskrev i erindringsbogen "To lykkelige Hjem" (1919). Hun blev undervist hjemme. Efter faderens død flyttede familien til København, hvor Ellen uddannede sig inden for musik og underviste i klaver. Hun blev 1890 gift med sin fætter Alexander Reumert (1856-1912), inspektør på Carlsberg. Hun var i familie med Poul Reumert. 

Senere startede hun sit forfatterskab, som hun som ung havde startet under pseudonymet Knud Hagen i 1892: "Novelletter". Hun udsendte dog nu bøger i eget navn. Hendes skue- og syngespil, "Tvillinger" blev opført 1904 på Folketeatret. "Sofaen" opførtes samme sted 1913. "Aflad" gik på Casino 1908. "Firkløveret" på Det Ny Teater 1912. "Jul" på Blancheteatret i Stockholm 1916. 

Kasino

Aflad - Gerda Krum.

Historien om den pæne mand der forlader sin fattige elskerinde så snart hun er med barn, for at gøre et rigt parti, er jo ikke nogen ny historie. Den er heller ikke behandlet på nogen ny måde af fru Ellen Reumert i det stykke, Kasino spillede i aftes. Fru Reumert hamrer ufortrødent løs på de sentimentale strenge som emnet frembyder, og som sjældent forfejler deres virkning. Og hun har tilsat en slutningensscene hvor den barnløse bourgeoisifrue mødes med den fattige pige som har slidt sig til døde for sin lille dreng, og hvor de to kvinder måler deres livs lykke med hinanden. Denne scene som i øvrigt blev spillet smukt af fru Marie Dinesen og frk. Dietrich, gjorde det af med resten af publikums modstandskraft.

Men der er ingen grund til at tage fortrydelse af fru Reumerts stykke, velment som det utvivlsomt er, med en passende spot mod de fine fruers hovmodige selvretfærdighed.

(Social-Demokraten, 7. marts 1908, 2. udgave)

En af hendes bøger blev anmeldt af A. C. Meyer i Social-Demokraten:

Ellen Reumer:

"Lænker".

Fortællinger. (Udkommet på I. L. Lybeckers Forlag.)

Forfatterinden Ellen Reumert har i den foreliggende bog samlet tre fortællinger og en lille dramatisk skitse. Af fortællingerne er bogens første, som bærer titlen "Gerda", ubetinget den bedste.

"Gerda", der fremtræder som en brevveksling, handler om en ung pige. som skal giftes med en præst. Han har just overtaget sit embede, der lægger meget beslag på hans tid. Imens er Gerda omsværmet af glade fætre, og en af dem attrår den unge. ubefæstede pige. Ulykken kommer over hende en dag, da hun er på cykleudflugt med fætteren. Hun giver sig hen til ham, skønt hun elsker sin præst, og først bagefter former det skete sig for hende som en forbrydelse, på hvilken hun ingen forklaring kan give.

Den tilsyneladende mærkværdighed, at en kvinde elsker en mand og giver sig hen til en anden, lader sig psykologisk forklare af Gerdas flagrende uskyld, der kender sit mål, men ikke kan nå det og i en tilstand af omtåget længsel kaster sig i fætterens arme. Forfatterinden har ikke gjort forføreren til en usympatisk person, beskæftiger sig overhovedet ikke med ham udover det der bringer Gerda i ulykke. Fortællingen refererer, hvorledes forholdet bliver åbenbart for alverden fordi Gerda skal være moder. Hun er vel blevet gift med præsten, men fødslen vil falde seks måneder efter vielsen. Hun oprives af en frygtelig sjælekamp, men ender med at betro sig til Præsten. Det kommer til en voldsom scene. Han slår hende, løber sin vej som en gal mand og vender om for at tilgive sin hustru, tids nok til at frelse hende fra at blive begravet i søen i hvis tavse vande hun ville ende sin tilværelse. 

Præsten beslutter at tage sit kors på sig, at trodse sine sognebørns kritik og foragt og sejre eller falde med hustruen ved sin side. For ingen uden hans gamle moder, hvem han har betroet alt, har anelse om, at det er en anden end netop præsten som har ejet hendes elskov i utide.

Denne Konflikt er udmærket smukt fortalt. Gerda offeret for et øjebliks svaghed, føres billedlig talt tornekranset og lænkebunden frem for den strenge dommer, hvis navn er kristelig moral. Hun får et dødfødt barn, men da hun første gang efter fødslen besøger kirken, viger folk til side for hende og straffende øjekast hudfletter synderinden. 

Men Præsten taler om kristelig kærlighed og tilgivelse, og han tvinger den hårde dommer til Mildhed. Og atter synes solen at smile til de to mennesker. Gerda bliver atter Moder. Dog - skæbnen synes ikke at unde hende nogen lykke. Hun dør fra mand og barn, den stakkels

lille Gerda, som måtte bøde så bitterlig hårdt for et øjebliks letsind.

Har Fru Ellen Reumert i denne fortælling villet andet og mere end give en ung kvindes tragiske skæbne? Løftes dette smertens ris ikke mod selve dommeren, som sidder gusten og marmorkold i sit dommersæde? Så smukt og rørende denne historie er fortalt, fører den læserens sympati helt og holdent på den unge kvindes side.

Den digteriske facon i fortællingen kan der for så vidt indvendes noget imod, som brevvekslingen kun i ringe grad præges af hver brevskrivers individualitet. Det er forfatterinden, som taler gennem hver af personerne, og hun gør utvivlsomt præsten noget for kvindagtig. 

Den næststørste af bogens fortællinger bærer titlen "Af Dr. Holmers Praksis", men er ikke noget sammenhængende hele. Den virker mere som en moralsk afhandling over visse forhold, som fx drankerens ret til at hundse sin kone uden at denne har lovens hjælp til at fordre ham anbragt på en helbredelsesanstalt.

Ved en fremstilling af denne art føres man lige ind i debatten om drankerloven, og hvad man end kan sige om den - litterær er den ikke.

Derfor kan man jo godt have glæde af at læse en novellistisk fremstilling af sygelige tilstande i samfundet, og fru Ellen Reumert er Gud ske lov aldrig kedelig.

Man lægger da heller ikke "Lænker" fra sig uden at have fået et dybt og varigt Indtryk af en ualmindelig kvindes forfatterpersonlighed. 

A. C. Meyer

(Social-Demokraten 15. juli 1910.)

Forfatteren Ellen Reumert som viser tre af sine værker. Fotograf: Julie Rasmine Marie Laurberg (1856-1925). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Et eftermiddagsbesøg

hos

fru Ellen Reumert.

Aldrig før i mit liv har jeg set et par så mægtige kopper eftermiddagskaffe som dem fru Ellen Reumert og hendes mand, driftsinspektøren på Carlsberg, satte til livs, da jeg i går eftermiddags aflagde et besøg hos "Andedammen"s forfatterinde i hendes arbejds- og musikværelse. Man må være meget sund og ligevægtig for at kunne stå for en sådan dosis koffein!

Men hvad havde ikke en dame i forvejen sagt til mig, da hun havde fået et benægtende svar på spørgsmålet om, hvorvidt jeg kendte fru Reumert: "Det er kedeligt fer Dem! Ellers ville De have været sammen med et af byens elskværdigste mennesker, sund og god og ligefrem, en dame med et udmærket humør og et fortræffeligt hjerte, en ypperlig pianistinde, moder og husmoder, og som forfatterinde . . . men det ved De dog måske?"

Jo, det vidste jeg dog. Jeg huskede både "Tvillinger", der gik på Folketeatret. "Aflad" fra Kasino, hendes bog "Lænker", der kom sidste år, og som gjorde megen lykke, og adskilligt andet af fruens snart ikke ringe forfatterskab.

Nu sad jeg overfor fru Reumert, og vi talte om fortid og nutid og fremtid, og jo mere, vi talte sammen, kom jeg til at tro på den karakteristik, der var givet mig, inden jeg kom derud.

Der var først den uforbeholdne anerkendelse af andres arbejde.

"Johannes Nielsen er ligefrem genial i sin iscenesættelse. Det første og utaknemmelige slid tog hr. Normann, medens Nielsen var syg; men nu går det jo bedre med helbredet, og som han kan arbejde! Det er ikke nogen blid omgang, - han tordner bravt, og man er efter disse lange prøver som en klud, men man lærer, lærer så uendelig meget af det. Man ser, hvor stor forskellen er på det, man har tænkt sig sådan eller sådan, og så på, hvorledes det ganske nødvendigvis må blive, når scenens krav melder sig. Om det så er skikkelserne, får de jo undertiden anden form. ... ja, der bliver såmænd ofte af replikker, man ikke har tænkt sig noget videre forbundet med, ting der aldrig er faldet en ind . . ."

Fruen ler med sin inderlige kluklatter, og så fortæller hun om den gode rollebesætning, der er

givet "Andedammen".

"Hovedpersonen, adjunkt Brasens kone, et menneske der traver lige ind i alle hjerter og som ordner alt til det bedste i den jydske, sladrende andegård, er fru Neiiendam. Jeg synes hun bliver god - hun sprudler jo af talent, og så er hun opfindsom . . . ellers spiller med Nelleman, fru Orlamundt, frk. Thorberg Sommer, Vewer, Albrecht Schmidt, fru Dinesen og frk. Kranse, så jeg kan ikke klage. 

Oprindelig skulle "Andedammen" have været oppe tidligere men så gik det jo så godt med "Karen, Maren og Mette", nu får vi se hvorledes det går mig! Om der er dialekt? Nej, absolut ikke. Den holdes alligevel ikke stykket igennem, og forøvrigt kunne handlingen lige så godt foregå i en anden landsdel end Jylland."

En gang imellem får vi et lille stikord fra hr. Reumert, der med rette beundrer sin frues energi, og de oplysninger, som disse stikreplikker giver anledning til, er bl. a., at "Andedammen" oprindeligt var i fire akter, men nu er skrevet ned til tre, (det var et slemt arbejde at plukke det hele fra hinanden! Trøst Dem. Frue! In der Begrenzung zeigt sich erst der Meister !), at Kasino med kyshånd har taget mod lystspillet "Gaflen", der skal op næste år med Sophus Neumann i hovedrollen, og at der om kort tid på Lübeckers Forlag kommer et alvorligt skuespil af fruen. "Solhøj".

"Det er mit yndlingsarbejde ... jeg har skrevet på det i flere år - og det venter jeg mig en del af. Det kan selvfølgeligt være meget tilfredsstillende at skrive en novelle, en bog, en roman . . . men skuespillet, den dramatiske produktion er dog den, der står mit hjerte nærmest. At se sine skikkelser vokse frem, høre dem sige de ord, man har givet dem - det er alligevel noget andet."

"Hvornår var det "Tvillinger" kom op?'

"Det var - jeg må se efter, for årstal kan jeg ikke med - det var den 4. december 1904 og det var ikke meningen, at det skulle være gået mere end til jul. Men så havde de jo mere livskraft, disse tvillinger, end vi havde tænkt, og de væltede endogså juleforestillingen "Maria Theresia" med Betty Nansen og spilledes - til sidst som eftermiddagsforestilling - til 16. maj. For "Aflad" der kom frem på Cafino for vistnok treår siden, fik jeg egentlig meget bedre anmeldelser, men det var sat op sammen med "Den lille pige med svovlstikkerne" - og to Dødsfald på samme aften, det var for drøveligt, så det gik ikke særlig længe."

"Andedammen" er jo et lystspil?"

"Jo. decideret lystspil!"

"Det er ikke satirisk i udpræget grad?"

"Ikke ud over det, der jo ligefrem ligger i titlen ... nej. sådan rigtig satirisk ... jeg tror, jeg er for godmodig anlagt til dertil!"

Hr. Reumert ser på sin frue og smiler - og siger uden at sige det - "det tror jeg med"

Crayon

(Nationaltidende, 24. marts 1911.)

Da Alexander døde 1912, ophørte forfatterskabet i en periode, men hun skrev mere end 40 bøger med fortællinger for både børn og voksne samt skrev og fik opført flere skuespil. Som børnebogsforfatter opnåede hun at blive meget læst, mens hendes succes som voksenforfatter var knap så stor.

Hos Fru Ellen Reumert

Et Interview med Forfatterinden, som om faa Dage udsender to nye Bøger.

Fru Ellen Reumert i sit hyggelige Hjem ved Nørrevold, fotograferet til "Natonaltidende".

I vor Tid, da Ordet Nivelering staar med usynlig Skrift som Motto for Folk og fæ i alle Livets forskellige Forhold og Foreteelser, hvor alle Særprægsskel helst maa glide ud i een stor Udvisket - er det velsignet at træffe et Menneske, der er noget for sig, og som har mod til at vedkende sig at være det. 

Et saadant Menneske er Ellen Reumert.

Et godt Hoved, et stort, varmt Hjerte og udpræget Retfærdighedssans, medfødt Humør og kunstneriske Anlæg har været de Ingredienser, der - vel brug[] - har skabt hende et Navn, man []mer med som Menneske og som Forfatterinde. - Og saa er Fru Reumert myreflittig. Hendes Arbejdskraft er ukuelig. Det hænder, at man med Sorg hører, at nu er Fru Reumert daarlig af Lugebetændelse - meget medtaget af Gigt, har smaa, ubehagelige Mus i Knæene eller anden Daarligdom - og saa et Par Dage efter læser man [] af hendes gode, menneskelige Kronikker i De Ferslewske Blade, læser, at hun er ved at lægge sidste Haand paa en Bog, at en anden udkommer i Vers, og at hun overværer de sidste Prøver paa Teatret, hvor et af hendes dramatiske Arbejder skal frem.

- Men, siger Fru Reumert - vi sidder i hendes hyggelige Hjem og snakker om "Arbejdskraften" - husk, jeg har ikke andet end mit Arbejde, har hverken Mand eller Barn at passe og derfor Tid og Ro dertil. Og altid var Arbejdet den bedste Trøst i min Ensomhed. Uden det var jeg næppe heller kommet igennem de mange store Sorger, som Livet []ndte mig. Jeg tror, at naar jeg en Gang ikke mere kan arbejde, er Livet forbi for mig. Derfor føler jeg ogsaa, at mine mange Venner hilser ethvert Livategn fra mig, stort eller lille, skrevet for Gamle eller Unge, med Glæde. Jeg selv ved, at hvad enten dette bliver venligt eller uvenligt modtaget, er der altid noget af mit Hjerteblod blandt Linierne.

- Ja, og heldigvis ogsaa noget af Deres dejlige Humor, indskyder jeg. - Det maa da ogsaa have hjulpet Dem.

- Ja, siger Fru Reumert.- Sans for Humor er en god Forbundsfælle. Men saa let i Humor, som det kunde synes, er jeg nu slet ikke af Naturen. Her, som alle Steder, har Selvtræningen meget at sige. Der er altid blevet forlangt af mig, at jeg skulde være opmuntrende. Muligvis det slider, det er vel en større Lettelse at kunne give efter for vekslende Stemninger, men man lærer at beherske sig. I Skelby Præstegaard, mit Barndomshjem, var min Far 79. da jeg var 19. Han var en retfærdig, men meget streng og alvorlig Mand. Jeg husker ham sidde for Enden af Bordet og se ud over Børn og Unge. Selv lo han aldrig, fordi "Kristus ikke lo". - Det staar nu for Resten et Steds i Bibelen, at Kristus lo, siger Fru Reumert med en af sine morsomme Overgange fra Alvor til Munterhed. - Men det gjaldt altsaa om selv at være i godt Humør ... ogsaa naar den skævbenede Lars, Præstegaardskarlen, altid kom for at hente mig paa et Tidspunkt, da det morsomme lige skulde til at begynde.

Mor derimod havde et ukueligt Humør og var rædsom grinagtig. Alle Sorger gled af hende, ogsaa det at miste en Mængde smaa Børn, og hun var den, der var Midtpunktet for alle de Unge. som i Ferien samledes i den gamle Præstegaard - en af de rigtig gamle, helt fra det 16. Aarhundrede. Hun var ogsaa den, der kunde faa Fader glad og faa den gode, Kloge Mand til at glemme - i hvert Fald for en Tid - al den Alvor. der havde været i hans Liv.

Vi Børn gyste, naar vi hørte, at Fader, da han rejste op til Færøerne, hvor han var Præst i 10 Aar, var i Havsnød, og at hans Haar blev hvidt paa en eneste Nat Men jeg lærte af Mor. Det kom mig til Gode i mit Ægteskab med min Fætter Alexander Reumert, for alle vi Reumerter er hidsige og impulsive. saa det var jo godt, at en af os havde lært at beherske sig, ler Fru Reumert. - Tænk, vi blev for Resten forlovede paa Lammefælleden, min Mand og jeg! Naa, jeg kender et Par. som blev forlovet i en Hestestald - Stedet har ogsaa mindre at sige. l i blev i hvert Fald meget lykkelige.

Uvilkaarligt kommer man til at tænke paa Alex. og Ellen Reumerts dejlige Hjem paa Carlsberg, hvor to Mennesker havde en sjælden Evne til at gøre det til en Fest at komme. Og videre gaar Tankerne til Fru Reumerts smukke Bog om de "To lykkelige Hjem" - Barndomshjemmet og Hjemmet sammen med hendes Mand. Foran mig staar en henrivende Tegning af den gamle Præstegaard, og jeg ved, at Fru Reumert er Mester for den.

- Ja, siger hun og følger mit Blik - der var mange, som undrede sig over, at jeg kunde skrive den Bog; de at hente mig paa et Tidspunkt, da det syntes, det var at udlevere sig selv og - sit eget. Men hvorfor egentligt? Naar man har været saa lykkelig, set og levet i saa meget smukt og ejendommeligt, hvorfor saa ikke give andre Del deri og muligt meddele dem en Glæde. Nu er min Bog kommet i 4. Oplag, saa nogle maa dog have glædet sig derover.

Pludseligt kommer jeg til at smile. En enkelt af de mange Smaahistorier fra Bogen rinder mig i Hu, den om den lille, tungnemme Mads, som daværende Ellen Kaarsberg skulde forsøge at lære Bibelhistorie. Efter en tids Forløb syntes den unge Lærerinde, at Drengen havde gjort Fremskridt, og hun indbød sin Moder til at overvære Eksaminationen. Det første Spørgsmaal kom værdigt: "Naa, lille Mads - hvem tror du saa paa?"

Mads saa op med sine store, blaa Øjne og svarede uden Betænkning: "Ælen - jæ - trour paa dej!"

Talen glider over paa Fru Reumerts Bondetyper, og jeg spørger, om hun i sin nye Ungpigebog, "En god Kammerat", ogsaa har haft levende Modeller.

- Noget af det. man har oplevet sammen med Mennesker, præger vel altid, hvad man skriver, og Begyndelsen af Bogen, som er henlagt til Præstegaarden. er selvfølgelig min egen Barndoms Ramme - ligesom jeg vel næppe kan sige mig fri for, at min Broder, afdøde Professor Kaarsberg. har været i mine Tanker, da jeg skrev om "Store Bror". Ellers har jeg væsentligst gennem den lille Fortælling gerne villet vise den Ungdom, som jeg elsker, hvori tit Børn saarer, ikke af Ondskab, men af Tankeløshed, hvor svært det er al være fattig, og hvor let det er at glæde den, der er det, fordi de er saa nøjsomme.

Jeg har haft meget med Børn og Unge at gøre. Efter min Faders Død gennemgik jeg Konservatoriet, spillede med Professor Neruda og begyndte saa for Alvor at undervise i Musik. Ogsaa senere, da min Datter voksede op, kom der mange Unge i vort Hjem.

- Og Deres nye Bog for Voksne? "To Fruer" er en god Titel .... fortæl lidt om den.

- Den handler - siger Fru Reumert - om den forskellige Maade, hvorpaa to Kvinder tager Deres Mands Utroskab. Den ene, en lille Kunstnerfrue, gaar efterhaanden paa Akkord med Livet, som det nu en Gang er, og trøster sig med. at hun, trods alt, ejer sin Mands Hjerte. Den anden faar sit Grundskud. Bogen er en Blanding af Lys og Skygge som selve Tilværelsen, og jeg haaber, at et Par Kapitler fra et lille, forstyrret Kunstnerhjem vil sætte mine Læsere i godt Humør.

- - -

Og saa gaar jeg - standser et Øjeblik udenfor Døren og ser den lille, firkantede Gaard med Vogne og Heste, et gammelt, københavnsk Gaardinteriør, der sammen med den gammeldags Port med Glasruderne skaber en morsom og egenartet Ramme om dens lige saa morsomme og egenartede Beboerske.

Ing. T.

(Nationaltidende 11. november 1925, 2. udgave).

Syngespillet "Synge-Jens" (1927) blev en eklatant fiasko. Hun udgav flere selvbiografiske bøger, "Mit Hjem paa Nørrevold" (1932). Hun døde af influenza og lungebetændelse.

Af alle danske forfatterinden er der ingen, der overgår fru Ellen Reumert i harmonisk menneskelighed. Det sociale spørgsmål eksisterer ikke for hende. Men hun skildrer en krans af skæbner ud fra sin rige erfaring og sin sanddru menneskelighed - der næsten er rigere og ægtere for hvert år der går ... (Har. B.)

(Social-Demokraten, 15. januar 1932)

Alexander og Ellen Reumerts gravsted på Vestre Kirkegård. Helt i tidens ånd er det Alexander som har fået et relief på gravstenen, ikke Ellen Reumert, selv om det måske er hende som mest fortjente det. Foto Erik Nicolaisen Høy.