Olaf Hans Jørgen Olsen (8/8). (Efterskrift til Politivennen)

I 1927 åbnede Olaf Olsen en kolonialvarehandel i Hedebygade 8, st. Den blev solgt i oktober 1929.

"Den hvide Neger" slipper billigt.

Han skal kun tiltales for Overtrædelse af Beværterloven.

Det vakte for nogle Dage siden stor Opsigt, at Oluf Olsen, den saakaldte "hvide Neger", efter et Aars Efterlysning var bleven anholdt i Helsingør. Endnu mere Opsigt vakte det, at Politiet i København paa en telefonisk Henvendelse svarede Kollegerne i Helsingør, at det ikke nærede noget Ønske om at se Olsen her i Byen. Han blev derfor straks løsladt.

Oluf Olsen havde for et Aarstid siden nogle Sager løbende ved fjerde Undersøgelseskammer hos Politiassessor Prytz. Han var anmeldt baade for Vold og for Alfonseri. Der var Tale om, at han skulde interneres og Professor Wimmer afgav en Erklæring, der i nogen Grad støttede dette Krav.

Olsen havde indrettet sig en lille Vin-Shop paa Vesterbro, og her var der livligt Rykind om Natten.. Men det lader nu til, at man kun vil opretholde den sidste Anklage imod ham og saaledes kun dømme ham for ulovlig Værtshushold.

Politi assessor Prytz udtaler om Sagen, at det med Hensyn til Alfonserisigtelsen kun har været muligt at fremskaffe et meget spinkelt Grundlag. Maaske har han modtaget Penge af Anmelderinden, men han har paa anden Maade haft saa store Indtægter, at han kunde leve af dem.

Hvad Voldssigtelserne angaar drejer det sig øm Anmeldelser fra letlevende Kvinder, der i drukken Tilstand havde raget sig i Klammeri med ham, naar de sad paa Beværtninger, og Anmeldelserne er taget tilbage.

Statsadvokaten har imidlertid nu faaet Sagen til Afgørelse. Paa Forespørgsel erklærer Statsadvokat Gammeltoft, at der ikke kan gøres andet end at tiltale ham for Overtrædelse af Beværterloven.

Om nogle Dage kan man da se Oluf Olsen høj og flot betale en Bøde i Byrettens 5. Afdeling.

(Social-Demokraten 29. juni 1927).

"Den hvide Neger" i Byretten.

Da han var Smugkrovært paa Vesterbro.

I Dag bliver "den hvide Neger" paany fremstillet i Byretten. Han skal møde i Byrettens 1. Afdeling hos Dommer Scharling, overfor hvem han skal gøre Rede for sine Forhold som Smugkrovært; han drev nemlig i sin Tid en Slags Vinstue paa Vesterbrogade i en Bagbygning.

Samtidig skal "Negeren" tiltales for Overtrædelse af Næringsloven. Han driver for Tiden en Urtekramforretning her i Byen.

(Folkets Avis - København 28. september 1927).

Den hvide Neger.

I Byretten afgjordes i Gaar et Mellemværende mellem Olaf Olsen, kendt under Navnet "Den hvide Neger", og en Mandsperson samt dennes Kæreste. Efter at "Den hvide Neger" paa en Restaurant havde erklæret over for Damen, at han vilde skamfere hendes Ansigt med Glasskaar, var der senere paa Vesterbro opstaaet en voldsom Batalje mellem "Den hvide Neger", Pigebarnet og hendes Kæreste. Kæresten tildelte da Olaf Olsen nogle voldsomme Slag i Hovedet, som han har Men af, hvorfor han anmeldte Sagen til Politiet. Under Retsforhandlingerne i Dag kom det til mange dramatiske Optrin. Sagen endte med at Olsen fik en Bøde paa 50 Kr. og Pigen og hendes Kæreste en Bøde paa 30 Kr.

(Nordjyllands Social-Demokrat 15. november 1927).

Den hvide Neger i Landsretten i Dag,

Anklagemyndighederne syntes at Byretten tog for mildt paa ham.

Den hvide Neger.

Landsrettens 1. Afdeling skal i Dag behandle en Sag mod Oluf Olsen, kaldet Den hvide Neger.

Han indviklede sig for nogen Tid siden i en Sag om Værtshusuorden i en Kafe paa Vesterbro. Sagen fik dog en for ham saare uheldig Vending, idet han, der selv er en kendt Voldsmand, fik en ordentlig Omgang Klø af en stærk Slagter.

Maaske var det dette Forhold, der gjorde, at Byretten tog skikkeligt paa ham og nøjedes med at idømme ham en Bøde paa 50 Kr. Men Anklagemyndigheden mente, at dette var mildt, og appellerede Sagen til Landsretten.

(Klokken 5 (København) 2. februar 1928).

Olaf Olsen var stukket af til Hobro hvor han meldte sig selv og bad om at få afsonet straffen i Hobro Arrest. Det indvilligede Københavns Politi i april 1928. Han sad i Hobro Arresthus 1. marts til 1. maj 1928. Han giftede sig med kæresten Emma der til stadighed forsøgte at få ham løsladt. Han rejste en del i udlandet, mens en pige passede hans forretning (hvilket bl.a. indebar prostitution).

I 1930 flyttede han til en lejlighed i Gothersgade, hvor husspektakler ofte forekom. Parret havde en lejlighed i Knabrostræde som blev brugt til prostitution. Han fik 18 måneders tvangsarbejde på Sundholm. Han blev løsladt i 1932, kun for at blive kaldt til flere forhør hos politiet. Han blev skilt i 1932.

Et nyt navn (Olsen blev til Vildorf) og et nyt ægteskab hjalp ikke, Olaf var depressiv, græd og igen voldelig. Men hans kriminelle løbebane ser ud til at være stoppet i 1934. 1935 købte han et hus, Ishøj Bygade nr. 49 og slog sig ned som fjerkræopkøber. 

I de følgende år blev han gentagne gange syg og indlagt på hospital, fik konstateret syfilis og hans mentale tilstand blev som følge af det stærkt forringet. Han døde af syfilis 3. stadium i sit hjem dem 16. april 1951. Boet blev opgjort til 65.908 kr. og løsøret til 5.000 kr., hvilket var et højt beløb for den tid.

Det løb fra 1890'erne til 1930 op i mere end 20 “løsagtige kvinder”, hvad der førte til to fængselsophold på henholdsvis 1 og 1½ år. Samt talrige straffe for vold, tyveri, hæleri, fornærmelse af politiet m.m. Under fængselsopholdene opførte han sig ofte som syg, måske fordi han reelt var syg, måske simulerede han.

Olaf Olsen er grundigt beskrevet i 3 artikler i Personalhistorisk tidsskrift, se:

Personalhistorisk Tidsskrift 2012 nr. 2. Del 1 
Personalhistorisk Tidsskrift 2013 nr. 1. Del 2
Personalhistorisk Tidsskrift 2013 nr. 2. Del 3

Liget kom godt i Jorden. (Efterskrift til Politivennen).

Liget kom godt i Jorden

De, der gjorde Boet op, havde revet de sidste Klude af det. 
Graadige Likvidatorer ribber de sammenbrudte Selskabet ved deres mægtige Honorarer af det.
Graadige Likvidatorer ribber de sammenbrudte Selskaber ved deres mægtige Honorarer.

Som bekendt er Bank- og Sparekassbedrageri ved at blive en national dansk Næringsvej. Dertil kommer nu ogsaa Stillingen som Likvidator i Likvidationsboer, den sidste synes endda at være ved at blive den mest Indbringende. I den beretning om Likvidationen at "International Assurance Compagni", der er udsendt, faar man at vide, at de tre Likvidatorer, Højesteretssagfører Bache, Direktør Jacob Tannenberg og Direktør C. Østergaard, "foranlediget ved Udtalelser af de to interesserede Banker" har ansat Honoraret til 275,000 Kroner, "uagtet Likvidatorerne i samtlige andre sammenbrudte Forsikringsselskaber har beregnet mindst 10 pCt. af Nettoaktierne, der her er ca. 6½ Million". Det vil altsaa sige, at de Herrer egentlig mener at have Ret til at beregne sig 650,000 Kroner. Vil man sige; Hvorfra kommer denne Ret? ja saa hedder det, at det er Praksis i Konkursboer, og derfra er denne Praksis gaaet over i Likvidationsboer. Saaledes faar man, om man saa maa sige, Metode i Galskaben.

Mon mod denne Metode har bankerne da heldigvis protesteret, thi som en Protest maa Bemærkningen om de faldne Udtalelser forstaas. Og Protesten synes heldigvis forfulgt paa Kreditormødet og Generalforsamlingen, der skal afholdes i de kommende Dage, og det er Meningen at lade Sagen gsa til retslig Afgørelse.

Med Hensyn til Henvisningen til Konkursboerne, saa er Forholdet det, at der her jo som oftest er Tale om mindre Boer og deraf følgende mindre Værdier. En Beregning af 10 pCt. vil her ofte være rent naturlig og absolut ikke for meget i Betaling for Arbejdet med Afviklingen, men hvad der er naturligt her, bliver unaturligt - Ja ligefrem Graadigheden sat i System, naar der er Tale om Selskabernes Millionboer.

- - - -

Der er den lille interessante Omstændighed ved det Hele, at fhv. Trafikminister Haasing-Jørgensen - o, salig Ihukommelse!  ogsaa har været med i Likvidationen; han sad der, indtil han efter Diskontobankens Sammenbrud fandt det formaalstjenligt at bosætte sig mellem Schweitz' Bjerge. Han har saaledes Krav paa en Andel af de store Honorarer, vel 50.000 Kroner. Ak, javist har vi store Mænd her i Landet; de er bare en Smule kostbare.

- - - -

Det er at haabe, at der maa komme noget ud af denne Protest. - Det er paa Tide, at der sker Ændringer i dette Forhold, at et sammenbrudt Selskabs Restværdier paa den Maade skal beklippes i en saa uhyre Grad for at faa de sidste Regnskaber sluttet og de sidste Værdier realiseret. Saasom man jo kan forvente, at der endnu af og til vil bryde et eller andet Selskab sammen, saa er det paa Tide, at der kommer en ganske anden Ordning end den, der nu finde; den, der jo i Virkeligheden kun har kunnet praktiseres, fordi den er bleven tolereret uden Protest.

Ellers staar vi en skønne Dag dér, at Likvidatorerne tager Rub og Stub, saa at vi kan skrive samtlige sammenbrudte Selskabers Gravskrift i de Linier: Liget kom godt i Jorden. De, der gjorde Boet op, havde revet de siste Klude af det.

J. H. 

(Aftenbladet (København), 23. juni 1927).

En skarp Protest mod de høje Likvidations-Honorarer.

Domstolene skal afgøre Spørgsmaalet.

Kreditormødet i "Intern. Assurance Compagni" blev afholdt i Gaar, og Hovedpunktet i Forhandlingerne blev, som det var at vente, de høje Likvidationshonorarer.

Efter at Højesteretssagfører Bache havde indledet og havde henvist til Hovedpunkterne i Regnskabet, kom Kritiken til orde. Overetssagfører Angelo førte Øksen med haard Haand. Her kan selvfølgelig kun inden for rimelighedens Grænser almindeligvis regnes med det Likvidations-Salær paa 10 pCt., som Beretningen henviser til. Men her er der jo Tale om Millionsummer, og saa er vi ude i Urimelighederne. Det ser ud, som d'Herrer Likvidatorer vil have os til at det saaledes, at det er en elskværdig Imødekommenhed, at de ikke har taget 10 pCt. Vi kan ikke se det saadan, ja vi kan ikke en Gang mene, at 6 pCt. er rimeligt.

For et Par Aar siden blev der taget 200,000 Kr. a conto paa Likviditionssalæret. Jeg protesterede som Revisor i Selskabet ved en Antegning i Protokollen. Og med Hensyn til det nu foreliggende Regnskab protesterer jeg igen over for det samlede Beløb paa 375,000 Kr. Bankerne finder ligesom jeg, at 3 pCt. vilde være en passende Takst. Hvad der ligger højere, er og bliver urimeligt.

Højesteretssagfører Steglich-Petersen sluttede sig til den fremsatte Kritik (Højesteretssagføreren repræsenterer Handelsbanken og Diskontobanken.) Det er givet, sagde Hr. S.-P., at der skal ydes et passende Honorar for et saa ansvarsfyldt Arbejde, men naar man kommer op paa saa store Beløb som her, saa maa der kræves en anden Motivering end den, d'Herrer har givet. En almindelig Sammenligning med andre Boer er ikke nok.

Højesteretssagfører Bache svarede derefter: - Ja, de fremsatte Bemærkninger om Salærerne kommer jo Ikke overraskende efter hvad der har staaet I Pressen. (Steglith Petersen: Nmh ja. og efter hvad vi har sagt til Dem paa Forhaand.) 

Saa fortsatte Hr. Bache: Jeg skal ikke komme nærmere ind paa den Kritik, der har rejst sig. Jeg vil blot spørge d'Herrer, om de vil akceptere en Afgørelse her, eller de vil gaa til Domstolene.

Steglich-Petersen svarede straks: Vi akcepterer ikke.

Bache: De fastholder, at De vil gaa til Domstolene.

Stegl.-P.: Ja, det gør vi.

Bache: Saa er det jo ørkesløst at diskutere Sagen her.

Alligevel blev der diskuteret om Kontorer og Hjælp og Sagfører-Salærer og om Pressens Stilling til Sagen.

Hr. Bache forlangte til sidst en Afstemning, fik den ogsaa, men den betød intet som helst. Det Hele var kun Indledningen til den Retssag, hvor Spørgsmaalet om Honorarernes Størrelse vil blive endelig afgjort.

(Aftenbladet (København), 25. juni 1927).

Sagen startede i Landsretten i oktober 1927. Landretten afgjorde i april 1928 at honoraret skulle nedsættes med 125.000 kr. til 250.000 kr. Sagen blev ikke appelleret..

Fosterfordrivelse. (Efterskrift til Politivennnen).

En uhyggelig Affære.

En Fosterfordrivelses-Klinik i St. Kongensgade.

To finske Damer arresterede.

Opdagelsespolitiet har i Gaar anholdt to finske Kvinder, Fru Hilma Jensen og Fru Caroline Ekling, der i en Lejlighed paa 1. Sal i Ejendommen St. kongensgade Nr.  44 gennem længere Tid har drevet en Slags "Privatklinik" til Hjælp for unge Kvinder, der har "kommen galt af Sted".

Anmeldelsen skyldes en Mand, der gennem en kvindelig Bekendt havde hørt om den mærkelige "Massageklinik" og de to Damers Tilbud, og som i Forstaaelsen af den Fare "Operationer" af denne Art jo altid rummer for "Patienterne", mente det bedst at faa sat en Stopper for Virksomheden

Sagen blev overgivet til Mordeksperterne. Og i Gaar Middag indfandt Overbetjent Ottosen og Kriminalbetjent Strømmen sig i Lejligheden i St. Kongensgade og anholdt Fru Jensen, der var Hjemme, parat til at give "Konsultation", og straks derefter Fru E k l i n g, der havde været ude i Byen og just kom hjem, da Politiet var i Færd med at føre hendes Kollega bort.

Begge Kvinderne blev i en Politibil kørt ud til Politigaarden, hvor Overvagtmester Liktner fik dem til Afhøring.

Fru Jensen indrømmede, at det i det enkelte Tilfælde, som foranledigede Anmeldelsen, havde været Hensigten at forsøge Fosterfordrivelse. Men hun hævdede, at hun hverken i dette eller i noget andet tidligere Tilfælde havde indladt sig paa nogen Operation.

Fru Ekling, der kaldte sig "Professorinde", og som vistnok ogsaa i sin Tid har været gift med en finsk Professor, nægtede pure at kende noget som helst til Fosterfordrivelse eller nogen Sinde at have gjort sig skyldig i noget ulovligt. Men Politiet fandt ved en Husundersøgelse i Lejligheden ikke alene to Sæt Instrumenter, som anvendtes til de kriminelle Operationer, men ogsaa en omfattende Korrespondance mellem de to Damer og en Række Kvinder, der har søgt deres Hjælp, saa Dommer Troels Lund, der fik de to Fruer til Grundlovsforhør, fandt det foreliggende Bevismateriale imod dem saa fældende, at han afsagde Fængslingkendelse over dem begge.

Naturligvis vil de stakkels unge Kvinder, der har været Patienter paa Kliniken i St Kongensgade, næppe kunne undgaa at blive implicerede i Sagen. Men det plejer jo i vor moderne Tid heldigvis at gaa saaledes. at Retfærdigheden nøjes med at straffe de egentlig skyldige, som har gjort sig en Levevej at den forbryderiske Virksomhed. medens deres ulykkelige Ofre, selv om de dømmes efter Loven, jo i Reglen bliver benaadede.

Sagen vil rimeligvis fortsat blive behandlet af Dommer Troels Lund.

(Aftenbladet (København), 4. september 1926).

I oktober 1926 indrømmede de to ved Byretten af de havde haft et fosterfordrivelsesbureau. Massøsen Hilma Jensen blev ved landsretten 20. december 1926 idømt 3 års forbedringshus. "Professorinden" var i mellemtiden død på kommunehospitalet. En impliceret dame fik 8 måneders forbedringshus.

En ny pinlig Affære.

En Massør anholdt for professionel Udnyttelse af unge Kvinders Ulykke ved Fosterfordrivelse.

Han udgav sig for Provinslæge for at faa de nødvendige Operations-Instrumenter.

Politiet har i dag til Morgen foretaget en Anholdelse, der, som det allerede kan ses, danner Indledning til en ny uhyggelig Fosterfordrivelses-Affære.

Den Anholdte er en midaldrende Mand, der i en årrække har drevet en slags massørvirksomhed

ude paa Vesterbro og Anholdelsen er foregaaet under helt ejendommelige Omstændigheder.

Fanget paa Hovedbanegaarden.

I en af den indre Bys større lntrunientførretninger fik man i Gaar besøg af en Herre, der kaldte sig Dr N N fra Aarhus, og som købte en hel Del forskellige Operations-lnstrumenter af dem, der specielt anvendes at Kvindelæger.

Manden forstod meget vel at anvende de rigtige tekniske Betegnelser for de forskellige Instrumenter. Men der var alligevel noget hos ham, der vakte Ekpedientens mistanke. Og da man ved et Gennemsyn af den Fortegnelse over de praktiserende Læger, som ethvert Apotek og enhver Instrmenthandler ligger inde med, ikke fandt det opgivne Navn opført under Aarhus,

bestyrkedes Mistanken yderligere, og der skete Anmeldelse til Politi idet man samtidig meddelte delte, at den mystiske "Doktor" havde beordret de bestilte Instrumenter sendt ud i Hovedbanegaardens garderobe ved Korsørtogets Afgang i Morges.

To Opdagere blev stillet paa Vagt ved Garderoben. Og da "Doktoren" ved 8-tiden mødte og forlangie sin pakke, traadte de frem og erklærede ham for anholdt.

Manden faldt fuldstændig sammen og maatte halvvejs bæres ud til Bilen, hvoii hun blev kørt til Politigaarden. 

Her kom han straks til en Afhøring, hvorunder han, efter at have opgivet sit Navn og en Adresse, tilstod, at han skulde have brugt de bestilte Instrumenter til den forbryderiske Virksomhed, han i længere tid havde drevet, mod for en klækkelig Betaling at hjælpe unge KVinder, der var "kommen galt afsted".

Den forræderiske Korrespondance.

Da Afhøringen af "Doktoren" var til Ende, blev han sendt over i Arresten og samtidig foretoges der en Husundersøgelse i hans Hjem, hvor Politiet fandt en omfattende Korrespondance, han havde ført med sine forskellige Klienter - de stakkels unge Kvinder, der har søgt hans Assistance i deres Nød, og som nu uundgaaeligt vil komme til at møde i Retten, selv om der naturligvis som altid nu i slige Affærer vil blive taget paa dem med aI mulig Diskretion og hensynsfuldhed. 

Særlig tragisk former Sagen sig i et enkelt tilfælde. hvor det drejer sig om en herværende Embedsmands unge Hustru, der, som den beslaglagte Korrespondance viser det, er bleven "behandlet" af Massøren med sin Mands Vidende og paa han Foranledning. Thi selv om Embedsmanden mulig vil slippe med en betinget Dom, vil han jo vel uundgaaeligt miste sin Stilling, naar han bliver dømt.

(Aftenbladet (København), 15. september 1926).

Det viste sig ved forhøret at massøren der havde brugt dæknavnet dr.Griff, hed Ingerslev, og desuden havde udført pengeafpresning mod nogle af kvinderne. I oktober blev Svend Lembcke Otto anholdt for at havde skaffet kunder til "Dr. Griff".

Massage-Kliniken i Skindergade 19. (Efterskrift til Politivennen).

Massage-Kliniken i Skindergade debatteres i Byretten.

Uhyggelige Afsløringer over den 70-aarige Kvindes Misbrug af unge Piger.

Som omtalt blev der for et Par Uger siden afsløret en mystisk Klinik, der havde til Huse i en Ejendom i Skindergade. Klinikken, der fingerede at besørge Massage og Manicure, betjentes af unge Damer, der efterhaanden førtes ind i et efterhaanden alt andet end tillokkende Liv.

Institutets Leder var en ældre Kvinde, Fru Udbo, som, da Politiet fik med Sagen at gøre, blev fængslet, og hendes Sag har siden været til Behandling hos Politiassessor Seerup.

Sagen blev oprindelig anmeldt til Politiassessor Prytz, der en dansk Formand for den internationale Forening "Les amies des jeune filles", hvilket paa dansk betyder "De unge Pigers Venner" eller Foreningen mod den hvide Slavehandel. Hr. Prytz foranledigede Politiets Indblanding i Sagen, og at der har været god Grund hertil, vil enhver forstaa, naar de erfarer, hvad der oplystes under et Forhør, der i Gaar blev afholdt af Dommer Hoppe.

Assessor Seerup fremstillede den næsten 70 Aar gamle Kvinde, Fru Udbo, der fik Plads ved Siden af sin Forsvarer, Overretssagfører Warburg. 

Institutets Anklager I Forhør.

Mødet indledtes med en Afhøring af en Grosserer Olsen, der er Genbo til Institutet, og han gav en meget dramatisk Skildring af, hvorledes han har afsløret Forretningen.

Grossereren fortalte, at han flere Gange fra sin Bopæl lige overfor Institutet her bemærket, at et Par unge Damer mistænkeligt ofte blev sendt i Byen efter Spiritus. En Dag, da han stod udenfor Ejendommen, saa han den ene af de unge Damer gøre Indkøb, og han kom da med en Bemærkning om, at det vist var en rigtig Klinik, hun var ansat i. Hun havde da svaret: "Ja, det kan De tro". 

Det var ham ikke muligt at finde noget Grundlag for en Anmeldelse mod Fru Udbo, men en Dag fandt han paa at gaa op for at blive manicure. Han blev da modtaget af den samme unge Pige, som han havde talt med paa Gaden. Hun paatog sig et behandle hans Negle, men ham opdagede straks, at hun ikke havde det fjerneste Begreb om Arbejdet. De fik da en lille Samtale, hvorunder hun oplyste, at hun gennem en Annonce i et Dagblad havde faaet Ansættelse som Husassistent hos Fru Udbo.

Nogen Tid efter havde Fru Udbo anbefalet hende at flytte ind i Kliniken for at gaa til Haande der, da hun derved kunde tjene flere Penge. Fortjenesten kunde hun dele med Fruen.

Da Grossereren havde hørt dette, var det, at han henvendte sig til Politiassesor Prytz.

Dørene lukkes.

Paa dette Tidspunkt besluttede Dommeren at lukke Dørene af Hensyn til de unge Piger, der skulde afhøres som Vidner.

Først afhørtes den unge Pige, der havde talt med Grossereen. Hun er nu paa Politiassessor Prytz Foranledning sendt hjem til sine Forældre paa Landet, men i Anledning af Forhøret var hun blevet tilkaldt hertil.

Hendes forklaring refereres saaledes fra det lukkede Møde, at hun i et og alt kunde bekræfte Grosserer Olsens Anmeldelse.

Efter Afhøringen af endnu et Par Vidner, blev Dørene aabnede paany.

Klinikbestyrerinden nægter

Den gamle Dame blev nu spurgt, om hun nogensinde havde lært at give Massage.

Hertil svarede hun:

- Ja, for mange Aar siden.

- Har De nogensinde givet Undervisning til Deres Elever?

- Ja, straks efter at De havde faaet Ansættelse.

- De unge Piger siger, at de ingen Undervisning har faaet.

- Det passer ikke.

Med dette Resultat afsluttes Forhøret. Fru Udbo føres tilbage til Arresten, hvor hun vil faa Lov til at hvile tid, til Politiet, faar hele Materialet samlet.

Hun og hendes noble Klinik, der af Anstændighedshensyn Ikke kan beskrives nærmere, vil senere komme til Behandlingi1 Landsretten

(Social-Demokraten, 8. juli 1926).

Annonce fra fru Udbo, Skindergade 19, København den 6. november 1925.

Klinikken havde et fast klientel som kendte fru Udbos ulovlige virksomhed, flere af disse blev indkaldt som vidner i sagen. Landsretten stadfæstede i november 1926 underrettens dom over fru Udbo: 6 måneders fængsel for alfonseri. Hendes virksomhed foregik i Skindergade 19. Huset er fra 1796.

Skindergade 19 midt i billedet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Olaf Hans Jørgen Olsen (7/8). (Efterskrift til Politivennen)

 Se alle indslag om Olaf Hans Jørgen Olsen ved at søge hans navn.

Smugkroen i Slippen.

Politiet ryddede i Nat "Den hvide Neger"s Natklub.

Politiet har stadigt travlt med "Den hvide Neger" og hans lille Smugkro paa Vesterbrogade. Naar Vesterbros Restauranter lukker, finder altid et lille Selskab Vej ned til den Slippe, hvor "Grosserer" Oluf Olsen har sit "Kontor".

Negeren er Imidlertid ikke billig med sine Vinpriser, og dette foranledigede i Aftes en af Gæsterne til at protestere kraftigt imod Optrækkeriet. Men den hvide Neger var ikke sen i Vendingen. Hvor han var Vært og elskværdigt aabnede sit Paulun for uforbederlige Natteravne, der skulde han nok bestemme Priserne. Han gav da den protesterende Gæst et Par Lussinger. Gæsten gik derefter sporenstregs til Svendsgades Politistation, og lidt efter ryddede Politiet Klubben. Værten kom med paa Stationen, men fik i Morges atter Lov til at gaa. Men Sagen gaar nu til Retten.

(Nationaltidende 23. januar 1926).

Fra Politiretten.

- - -

En Række Herrer af forskellige Samfundsklasser stod i Gaar i Byrettens 1. Afdeling som Vidner i en Sag, der er rejst mod Oluf Olsen eller mere populært "Den hvide Neger" for Overtrædelse af Beværterloven.

Fhv Beværter M. var inviteret ind i "Den hvide Negers" Smugkro og sad der sammen med en

Grosserer M. da et Selskab bestaaende af tre andre Herrer Maskinarbejder L. Handelsmand A. og Tjener R. kom til.

Sidstnævnte Vidne afgav en meget svævende Forklaring, der flere Gange foranledigede Dommeren til at minde ham om den Paragraf i Loven, der omhandler falsk Vidneforklaring.

Han begyndte med at fortælle, at Oluf Olsen havde staaet ude paa Gaden og havde Inviteret ham ind, men ændrede efterhaanden Forklaringen derhen, at "Olsen i hvert Fald havde lukket ham op".

Grosserer B. havde betalt 30 Kr. som han mente var for nydte Drikkevarer, medens ingen af de andre havde betalt noget.

Et Kvarter efter den fastsatte Tid kom "den hvide Neger" selv tilstede i Retten. Den Overbetjent, der havde taget Rapport kom med en Bemærkning om hans Forseelse, og straks aabnede Hr. Olsen for sin Veltalenheds Sluser:

- Her jeg ikke Lov at invitere et Par Mennesker hjem til mig, det har jeg vel nok

- Jamen de er jo ikke Deres Bopæl.

- Det ved jeg ikke noget om og det rager ikke Dem, ti nu bare stille.

- De bor jo i Rantzausgade.

- Aah, den kender De godt, la' bare vær'. Det er Værten, der ikke vil ha'et, der hvor Forretningen er.

- Stævningen er forkyndt for Deres Hustru.

- Hva'bar? Hvem er det?

- Er de ikke gift?

- Jo, det har jeg været fem Gange, det er dejligt, ikke!

- De har modtaget 20 Kr. som Betaling for de Whiskysjusser, der blev drukket,

- Aah, Vrøvl, jeg har laant 20 Kr. af en af mine Gæster, vi sku' paa Morgenbeværtning.

- Vidnet, Grosserer M. udtaler at De har faaet Pengene som Betaling.

- De under mig det godt Hr. Dommer. De ka' ikke li mig. Sidst skaffede De mig 18 Maaneder,

- Ja, havde jeg kunnet give Dem mere, havde De faaet det.

- De losser bare op, Hr. Dommer, men det er mig, der maa ta' fra. Hvor er for Resten denne Grosserer, ham kunde jeg godt li at se.

- Ti stills.

- Næh, gu' gør jeg ej.

- Saa idømmer jeg Dem en Bøde ag leder Dem sætte til Afsoning med det samme.

- Aah, det var dejligt, dejligt. Jeg har lige været fuld i fem Dage saa jeg trænger gevaldigt til lidt Ro.

- Ti nu stille!

- Ja, ti stille og ti stille, det er let nok, men her oppe faar jeg aldrig Ret.

- Sagen gaar saa til Doms.

- Jo, jo, hvad sagde jeg! udbrød "Negeren" med komisk Fortvivlelse, jeg faar aldrig min Ret. De er haard ved mig, Hr. Preissler Knudsen.

- Ja, Ae er godt, gaa nu bare.

Negrøren forsvandt ud i Forværelset bedyrende sin Uskyldighed med Hensyn til den Forseelse han bliver beskyldt for at have gjort sig skyldig i.

Mærkværdigvis er der kun rejst Tiltale imod ham for Overtrædelse af Beværterlovens Paragraf 1, der kunde ogsaa have været rejst Tiltale paa andre Punkter, men det lader til, at den kærlige Omsorg Politiet nærer for hans dyrebare Person heller ikke fornægter sig i dette Tilfælde.

Paa samme Maade vilde ingen anden end netop Hr. Olsen have undgaaet en Bøde for sin Optræden i Retten.

- -

(Folkets Avis (København) 28. januar 1926. Uddrag).

Bøden lød på 100 kr. Det blev stadfæstet ved landsretten i marts 1926. I marts var han påny i retten med samme dommer.

Skal "den hvide Neger" interneres?

I Gaar blev den saa ofte omtalte Voldsmand Otto Olsen, der gaar under Navnet "Den hvide Neger" anholdt for Alfonseri. Han er Gang paa Gang bleven tiltalt for Voldshandlinger, for at have drevet Smugkro paa Vesterbrogade osv., og det meddeles nu, at Politiet vil søge at faa ham erklæret farlig for den offentlige Sikkerhed for paa den Maade at faa ham interneret.

(Nordjyllands Social-Demokrat 23. marts 1926).

"Den hvide Neger" fængslet.

Politiet sigter ham for stadig at drive Alfonseri og vil kræve ham interneret.

Politiet har, som man vil erindre det, i den senere Tid atter beskæftiget sig med Oluf Olsen, alias "Den hvide Neger", som holder Smugkro paa Vesterbro, hvor han modtager betalende Gæster efter Kaféernes Lukketid.

Nu har Politiet besluttet sig til at undersøge hans Forhold til Bunds. Han blev i Gaar tilsagt til at møde paa Politigaarden, og under Afhøringen rejstes der Sigtelse imod ham for stadigt at drive Alfonseri. Han blev holdt tilbage, og i Eftermiddagens Grundlovsforhør blev han fremstillet for lukkede Døre og belagt med Arrest. 

Politiet vil kræve ham interneret som farlig for den offentlige Sikkerhed, som uforbederlig Alfons.

(Nationaltidende 23. marts 1926)

Den 29. marts 1926 blev han fremstillet i retten i adskillige sager om kvæleroverfald på sin tidligere kærest Olga Hansen (39 år)., ulovligt natteherberg og alfonseri. "Københavns" reporter noterede at han var begyndt at gråne og mødte med antydning af gråligt fuldskæg. 

En uhyggelig Fyr

Opdageren Chr. Gjerløv fortæller lidt om sit Bekendtskab med Olaf Olsen - den hvide Neger.

Hvis man for Alvor vil have noget at vide om dem, der lever nede i Samfundets Dyb, noget autentisk, som Intet har mod Roman, hverken i den ene eller den anden Betydning, at gøre, kan man ikke henvende sig til nogen bedre end Forfatteren Chr. Gjerløv, der jo i sin Person forener den nøgterne og iagttagende Politimand, og den psykologisk og følelsesmæssigt Indstillede Skribent. I en Aarrække har han haft sit daglige Arbejde blandt Samfundets Bærme, og han kender den ud og ind. Ogsaa "Den hvide Neger", om hvem det jo for Tiden overvejes, hvorvidt han skal interneres eller ej, er en af Chr. Gjerlevs gamle Bekendte.

En stor Mand.

"Negeren" og jeg, vi er skam gamle Bekendte, siger Hr. Gjerløv, Han er jo ikke nogen Aarsunge mere, vel henlmod de halvthundrede. Det er da vel i alle Fald nu en ca. 16-18 Aar siden, jeg engang anholdt for Alfonseri ude i "Florasalen", og dengang var han en Mand paa omkring ved de 30.

Jeg husker det, som var det i Gaar!

En stærk Fyr er han og har han altid været.

Men den Nat gik han rolig med mig og ud i Bilen.

Men havde jeg ikke haft min nye Regnfrakke paa, saa var vi nu kommet til at nappes om det! sagde han. Han havde med andre Ord ikke kunnet nænne at sætte sig til Modværge

ene og alene af Hensyn til ikke at faa en pæn Frakke spoleret.

Jeg synes, det er et ganske pudsigt Træk hos en Fyr af hans - ikke helt hyggelige - Kaliber.

Forresten har den hvide Neger jo

altid været en meget stor Mand

i de Kredse, hvor han hører hjemme. Man ser paa ham med en vis Ærbødighed. Han er jo lige som lidt større i Formatet end de fleste af hans Fæller. De ser paa ham omtrent som en jævn lille Købmand ser paa en Tietgen, og de kalder ham da ogsaa for "en Storreder, der har mange Skuder i Søen, der alle laster for "den hvide Neger!" Dermed mener man i den Verden, at han ikke, som en almindelig lille Alfons har en enkelt Pige, der tjener Penge til ham, men

et helt Kompagni.

Der var en Overgang, hvor han havde 4 Piger i Hamburg, 3 i Berlin, et Par Stykker her i Byen. Det kan da kaldes en Engros-Forretning!

Meget pudsigt yndede han ogsaa at lade sig kalde "Hr. Grossereren"!

Det opdagede jeg en Dag, jeg sad inde i Beh Olsens gamle Beværtning, da den endnu laa ud for Frihedsstøtten. Jeg sad derinde og spise lidt Frokost, ved et andet Bord sad "Negeren". Han rejste sig, og i samme Minut styrtede Stedets gamle Tjener til og hjalp under højlydte Udbrud om "Hr, Grossereren", Negeren Pelsen paa.

Der vanker en Daler.

Da han var gaaet, kaldte jeg paa den gamle Mand. Jeg syntes det var Synd han skulde gøre sig til Grin for Folk ved at behandle den hvide Neger som en finere Herre:

- Sig mig, véd De ikke, hvem og hvad den Fyr er, som lige er gaaet ud ad Døren? spurgte jeg.

Men saa lo den gamle Mand og forsikrode:

- Ork Jo! Det véd Jeg rigtignok! Men der falder altid en Daler af til mig, naar jeg titulerer ham "Hr. Grossereren" rigtig højt!

Ja, den menneskelige Forfængelighed ....

- Hvorfor tror De, at denne Mand har

en saa usædvalig Magt over Kvinderne,

for er det ikke vitterligt, at gennem ham er mange ellers ufordærvede Pigebørn blevet ført lige ud i Sumpen?

- Jo, gennem ham, som gennem adskillige andre af de rigtigt ondartede Alfonser. Men Negeren har nu vel nok et ganske usædvanligt Kvindetække. Pigerne kappes om ham og i de Kredse anses det for en ganske speciel "Udmærkelse" at blive "Den hvide Negers Pige" - selv om man i Øjeblikket bare er én af en halv Snes Stykker.

De ulykkelige Ofre.

Og dette bunder vel i to Omstændigheder:

For det første, at disse Kvinder føler sig uhyre smigrede, naar Negeren viser dem Opmærksomhed, han gaar jo for en usædvanlig Kvindekender, og en kræsen Mand paa det Omraade. Og for det andet er han utvivlsomt i Besiddelse af visse erotiske Egenskaber, som ganske særligt binder disse fordærvede Kvinder til ham.

- Ja, de fordærvede. Men de forholdsvis anstændige?

- Ja, dér begynder det vel nok mest med den smigrende Forfængeligbed, men han faar dem hurtigt ødelagt, og saa! Ja, saa - hænger de paa den, som man siger.

*

Det er sikkert kun godt, at Myndighederne nu for Alvor forsøger at uskadeliggøre denne ondartede Snylter.

(Klokken 5 (København) 12. april 1926).

Christian Frederik Vilhelm Gjerløv (1870-1940) var forfatter og politibetjent. Han er begravet på Solbjerg Parkkirkegård.

Den 14. april blev Olaf Olsen løsladt mens retten på en erklæring om hans mentalitet. Retslægerådets erklæring forelå den 19. juni 1926 og lød på at han var egnet til internering. Dommer Spang Hansen havde efterfølgende ferie, så sagen blev udsat en måned. I mellemtiden forsvandt Olaf Olsen til Frankrig med 28.000 kr. efter at have realiseret sine ejendele.

I Paris overfaldt han den 6. august 1926 dirigenten i et orkester med 4 sorte musikere på en stamkafe og rev stok og saxofon ud af hænderne på ham, hvorefter han selv begyndte at dirigere.

Da hans veninde Ada J. var syg, besøgte han i slutningen af august hende på falsk pas. Her festede han med sine venner i to dage og forsvandt så igen til Paris.

I julen 1926 kom han på forklædt julebesøg i København:

"Den hvide Neger" forklædt i København.

Den  berygtede Forbryder kom ind i Landet paa falsk Pas. - En ny Brutalitet mod Kæresten.

Det lader til, at det danske Politi Ikke saa let bliver fri for den berygtede københavnske Alfons Oluf Nielsen, ogsaa kaldet "Den hvide Neger". For nogle Maaneder siden blev han anmeldt af sin Kæreste, og da han mærkede, at Jorden brændte under Fødderne paa ham, og der ventede ham en længere Fængselsstraf, stak han af til Udlandet, og Politiet gjorde sig ikke synderlige Anstrengelser for at faa ham tilbage hertil.

For nogen Tid siden fik man som meddelt Underretning om, at han i Rotterdam havde faaet udstedt et falsk Pas paa Navnet Poul B. Møller, og Politiet satte sig den Gang i Forbindelse med de hollandske Myndigheder for at faa lidt nærmere Rede paa "Negerens" Forhold i Udlændigheden.

Forklædt med falsk Fuldskæg.

"Den hvide Neger" har imidlertid været frækkere, end selv Politiet formodede, thi medens Retfærdighedens Haandhævere troede, at "Negeren" sad et eller andet Sted i Udlandet, dukkede han, i F. "B. T.", den 2. Januar stilfærdigt op i København.

Han kom hertil paa det falske Pas som Styrmand Poul Møller, og han havde anlagt sig et pragtfuldt falsk Fuldskæg. Fuldskægget gjorde "den hvide Neger" saa godt som ukendelig, og i et Par Dage promenerede han nok saa flot paa de gammelkendte Steder paa Vesterbro, hvor han hilste paa Venner og Bekendte, som han navngav sig overfor, og der var Glæde og Munterhed, hvor han kom frem, da han paa ingen Maade syntes at mangle Penge, og var en flot Giver.

Han lokker sin Kæreste med til Hamburg.

Negeren havde dog et andet Formaal med at komme herop end ligefrem for at hilse paa Venner og Bekendte. Han vilde ogsaa besøge en af sine mange Kærester, Kaja Andersen, og hende kom han ikke alene i Forbindelse med, men han fik hende overtalt til at tage med til Hamburg.

Han blev dog ikke ret længe i København. Da han havde faaet Kæresten til at tage med til Hamburg, stak han af, og det var i rette Tid, da Politiet nemlig Dagen efter af en Stikker havde faaet at vide, et Negeren var i Byen, og alle Opdagerne var sendt ud efter ham, men de kom som sagt for sent.

Han truer Kæresten med en Dolk.

I det fremmede maa Kærligheden imidlertid hurtigt være forsvundet; det varede nemlig ikke længe, før den hvide Negers gamle Brutalitet kom op i ham, og han gav sig til at mishandle Kaja Andersen. Han slog hende, og en skønne Dag truede han med at myrde hende med en Dolk. Saa blev det hende for broget, og hun flygtede fra det Pensionat, hvor de begge boede. Hun havde dog ikke saa mange Penge, at hun kunde komme hjem, hvorfor hun satte sine Ejendele i Pant hos Logisværtinden, og det var Meningen, at hun skulde sende Penge, naar hun var naaet tilbage hertil.a

Da hun fra København skrev efter Tøjet, som hun bad om matte blive sendt paa Postopkrævning, fik hun det Svar, at Oluf Nielsen, alias den hvide Neger, havde været og hentet det og antagelig solgt det.

(Demokraten (Århus) 1. februar 1927).

Frygtelig Mishandling af et 7-Aars Barn. (Efterskrift til Politivennen)

En brutal Slyngel i Bevtoftegade. - Et Selskab af Radiumskandidater. - Da Moderen blev slaaet, græd den lille Dreng, og blev derfor mishandlet paa det frygteligste

Forbryderen fængslet.

I Bevtoftegade Nr. 6 paa Vesterbro er der i Forgaars Aftes begaaet en frygtelig Volds-Forbrydelse imod en 7-aarig Dreng

Her bor en Søfyrbøder Hans Larsen, der er meget fordrukken. Han lever sammen med en Kvinde, der har et Par Drenge i 7 til 11-Aars-Alderen.

Om Eftermiddagen havde Hans Larsen truffet et Par Kammerater i Saxogade og inviteret dem hjem. Her gav de tre Mænd sig til at drikke "Radium" til langt hen paa Aftenen, og deres Beruselse steg og steg. Til sidst blev Hans Larsen ondsindet og fandt Lejlighed til at overfalde sin Kæreste, som han gennempryglede. Da den 7-aarige Willy, der laa i sin Seng hørte, at Moderen blev mishandlet, gav han sig til at græde. Herover blev den berusede Mand saa rasende, at han gennempryglede Willy, der var afklædt. Derefter tog han Drengen i Arme og Ben og kylede ham hen i en Krog af Værelset. Drengen slog Hovedet imod en Sæbeskaal og fik el stort, blødende Saar over det ene Øje. Men Vreden var endnu ikke løbet af den brutale Mand Han tog atter den lille Dreng og slyngede ham op imod Loftet. Han faldt og slog Hovedet imod Sengekanten.

Willys 11-aarige Broder havde set til, men nu blev det Drengen for meget. Han fo'r ind paa den berusede Mand for at værge sin Broder, og nu syntes ogsaa de andre Drukkenbolte, at det gik for vidt. Men imidlertid var Politiet kommet til, og Larsen blev taget med.

I Dommervagten. - Hvad Lægeerklæringen siger.

I Gaar blev Hans Larsen fremstillet i Dommervagten for Dommer Troels Lund. Han stod frækt med begge Hænder i Lommen under Afhøringen. Han afviste kort Sigtelserne. - Nok har jeg revset Drengen, sagde han, men mishandlet ham har jeg ikke.

Dommeren læste Imidlertid Læge-Erklæringen op. Den udtaler, at Willy ved Undersøgelsen havde et 2 cm langt, gabende Saar over det ene Øje. Paa venstre Laar og Bagpartiet var der Spor af meget kraftige Slag. Der var blodunderløbne Mærker af Fingrene efter den, der havde slaaet. I Munden og paa Læberne fandtes Saar. Næsen havde blødt, og der var talrige Mærker af brutale Tag. Dommer Troels-Lund fængslede den raa Volds-Forbryder og gav Politiet en Frist paa 14 Dage til Undersøgelsen.

Hans Larsen har været straffet mange Gange. Sidst har han været i Forbedringshus for Tyveri.

(Nationaltidende 2. december 1925).

To Smaadrenge, der vidnede imod deres brutale Stedfader

Barnemishandling i Bevtoftegade. - En velbegrundet Fægslingskendelse.

I Gaar afholdt Dommer Troels-Lund Forhør over den fængslede Havnearbejder Hans Larsen. der i Ejendommen Bevtoftegade 6 nylig mishandlede sin Kærestes 7-aarige Søn, Willy, paa den uhyggeligste Maade.

Kæresten, Fru Anna Lundgreen, forklarede, at Manden hyppigt havde mishandlet hende. Nu var han kommen hjem sammen med nogle Kammerater, hvorefter de havde sat sig til at drikke Radium. Pludselig for han op og vilde prygle hende, og da hun flygtede, havde han kastet sig over Willy. Kort efter vendte hun tilbage under Politiledsagelse. Hun saa da nu, at Blodet flød ned over Barnets Ansigt, og at hans Sengeklæder var blodige. Over det venstre Øje havde Drengen et dybt Saar.

Det mishandlede Barn skulde herefter give Forklaring, men da han øjensynlig var bange for at tale, medens Larsen var til Stede, lod Dommeren Arrestanten føre ud. Drengen fik en Pose Chokolade af Dommeren, og fortalte saa paa en afgjort troværdig Maade, hvordan Stedfaderen havde slaaet ham, fordi han græd af Angst for, at Moderen skulde faa Prygl; tilsidst havde Larsen kastet ham op i Luften. 

Willys 11-aarige Broder, Svend Aage, var næste Vidne. Han huskede, at Stedfaderen havde slaaet Willy i Ansigtet med knyttede Hænder. Derefter havde han taget fat i den lille Drengs Ben og slynget ham ind imod Væggen.

Saasnart disse Forklaringer var protokollerede, blev Larsen taget i Forhør. Han indrømmede at have slaaet Willy, men nægtede at have kastet ham op i Luften. Han tilføjede, at Svend Aage havde gemt sig under Dynen, saaledes at han intet kunde se.

Dommeren gjorde Larsen opmærksom paa, at en Nægtelse vilde være overflødig. Sagen var saa oplagt, som den kunde være.

Larsen ønskede dog ikke at tilstaa. Forundersøgelsen blev dermed erklæret for sluttet; Materialet tilstilles i de nærmeste Dage Statsadvokaten for at han kan udarbejde Anklageskriftet.

Arrestanten bemærkede, at han ventede at komme paa fri Fod og holde Jul, men Dommeren forlængede Fængslingsfristen til 28. December.

(København, 13. december 1925).

Hans Larsen blev i februar 1925 idømt 6 måneders fængsel på sædvanlig fængekost. Dommeren mente at han egentlig stod til forbedringshusstraf, men Hans Larsen havde vist nogen anger. 

Hjørnet af Enghavevej og Bevtoftegade (til højre). Bevtoftegade nr. 6 anes yderst til højre. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Røveri paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

En Landmand skamslaaet og plyndret.

Københavns Politi anholdt Mandag en ualmindelig raa Voldsmand, Carl Jørgensen. Den anholdte sad forleden Aften paa en Beværtning i Istedgade sammen med en af Vesterbros letlevende Kvinder Paula Bøje-Rasmussen. De var kommen i Selskab med en Landmand, der var velbeslaaet med Penge, og som ustandselig rekvirerede Spiritus. Parret syntes imidlertid, at man skulde have endnu mere og blev meget fornærmet, da Landmanden betalte sin Regning og gik. Paula Rasmussen fulgte efter og fik han til sidst overtalt til at gaa med tilbage til Beværtningen. Saa fortsattes Drikkeriet en Tid, skønt Landmanden var meget beruset.

Ved Lukketid, da Manden hverken kunde høre eller se, betalte han for i anden Gang en større Regning. Jørgensen saa ved den Lejlighed, at han endnu havde en Del Penge hos sig. Saa snart Manden var kommen ud paa Gaden, gik Parret ogsaa. Jørgensen fulgte selv efter den ravende Mand. Er Stykke henne i Gaden opdagede Landmanden en aabentstaaende Gadedør, hvor han gik ind, antagelig for at sætte sig og hvile lidt paa Trappen

Næppe var han kommen indenfor, før Jørgensen indfandt sig. Skønt denne maatte have let Spil overfor den berusede Mand, slog han ham flere frygtelige Slag i Hovedet, saa han straks faldt bevidstløs om ved Foden af Trappen.

Her blev han senere fundet af nogle af Husbeboerne, der tilkaldte Politiet. Paa Politistationen kom han saa meget til sig selv. at han kunde forklare, hvad der var sket. Nogle Kriminalbetjente blev sendt ud og fandt hurtigt, hvem Parret var.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Konservativt Organ for Gjentofte- og Lyngbykredsen 21. januar 1925)

Udbyttet blev ca. 50 kr. Poula Jørgensen blev også anholdt, men løsladt igen. Hun forklarede imidlertid at Carl Jørgensen havde allieret sig med en kammerat, Thorvald Burthoft. Han blev nogle dage senere anholdt.

De "letlevende kvinder" søgte fx husrum på Hotel Banegaarden, Istedgade 6. Alfonser kunne også være "pæne" mennesker som levede en dobbelttilværelse, fx barber Einar Viggo Jensen, der december 1924 blev anholdt for alfonseri, selv om han var gift. Han var alfons for en hel skare letlevende kvinder. Han blev anholdt i Westend 6.

Politibetjent dømt for Usædelighed. (Efterskrift til Politivennen)

Den 22. marts 1924 startede en affære som fik store følger for Københavns Politi: Den involverede var opdageren Plougholt der havde været gift i 4 år og havde et lille barn, skal have dyrket "fremmede damebekendtskaber", og yndede at fremvise utugtige postkort til sine politikolleger. Om denne sags følger for kriminalpolitiet, se særskilt afsnit på denne blog.

Opdager Plougholt dømt.

Han fastholder sin Uskyldighed og indanker Sagen for Højesteret.

Ved Landsrettens 1. Afdeling - Retsformand Axel Rasmussen - behandledes i Gaar den pinlige Sag imod Opdageren Plougholt.

Retshandlingen foregik for aabne Døre, og en Række Politimænd overværede Mødet.

Statsadvokat Gammeltoft mødte personlig som Anklager, medens Overretssagfører Lachmann varetog Forsvaret.

Plougholt er 30 Aar gammel. Efter at han havde været Sergent, blev han i 1920 ansat i Politiets Tjeneste. Han er gift, og i Ægteskabet er et lille Barn. Fra alle Sider har han faaet gunstige Vidnesbyrd.

Statsadvokaten gennemgik det, der skete om Aftenen den 22. Marts, og paastod, at Plougholt havde vist strafbar Opførsel imod den 14-aarige Agnete Petersen, da hun var inde i Ejendommen Vestervoldgade 12 for at aflevere Aviser. Den Forklaring, den Sigtede afgav straks efter Anholdelsen, ændrede han paa væsentlige Punkter i Dommervagten.

Barnets Forklaring.

Agnete blev nu afhørt, og hun gav en meget tydelig Forklaring. Retsformanden indskærpede hende, at hun maatte tale Sandhed. Hun maatte tænke paa, hvilken Ulykke, hun kunde bringe over den unge Politimand; hvis han paa hendes Forklaring blev dømt uskyldig, vilde hun aldrig faa Fred for sir Samvittighed. Hun maatte ikke tage i Betænkning at ændre sin Forklaring, hvis den var urigtig; ingen vilde gøre hende det mindste derfor.

Barnet fortalte derefter, at Plougholt havde staaet paa Trappen, da hun kom ind. Han gik op; hun bagefter. Imidlertid passerede hun forbi ham, og de hun skulde ned igen, stod han paa Afsatsen nedenunder og opførte sig uanstændigt. Han vinkede til hende, men hun var nu blevet bange og raabte om Hjælp.

Kontorbud Clausen, der bor paa 1. Sal, hørte hendes Raab. Idet han tog i Døren, løb Plougholt. Hun erklærede, at hun ikke havde tænkt at melde ham til Politiet, før en Chauffør opfordrede hende dertil.

Opdagerens Fremstilling.

Opdager Plougholt forklarede, at han den paagældende Aften skulde være rejst til Horsens med sine Kammerater for at synge for Tugthusfangeme. Efter at han paa Banegaarden havde set, hvornaar Toget gik, cyklede han til Vestervoldgade, hvor han skulde møde en af sine Venner. Da han kom i Nærheden, saa han en Mand gaa ind i Nr. 12. og da han mente, at det var ham, stod han af og gik ind. Han mødte Pigebarnet paa Trappen, men det er ikke rigtigt, at han havde opført sig uanstændigt.

Flugten.

- Men hvorfor styrtede De da af Sted, fordi hun raabte? spurgte Retsformanden. Tænkte De paa, hvad De kunde blive sigtet for?

- Nej, jeg vilde blot bort for ikke at komme ind i nogen Ballade.

Det vil erindres, at Plougholt cyklede op ad Nørrevold, og at der foregik en hidsig Eftersøgelse, indtil han væltede i i en Snedrive.

- Det var en ren Flugt, sagde Retsformanden.

- Jo, da De endelig var blevet fri for Deres Forfølgere, søgte De op til Deres Svigermoder for at hvile Dem. Vejret var da ved at gaa helt af Dem. Det var en flugt.

Dommen

Der afhørtes ialt 17 Vidner, hvorefter fulgte en kort Procedure.

Kl. 4 Eftermiddag faldt Dommen, det lød paa 80 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Retsformanden: De behøver ikke straks at udtale Dem om, hvorvidt De vil indanke Sagen eller modtage Dommen.

Plougholt: Jo, jeg kan godt sige straks, at jeg vil have Sagen for Højesteret. Jeg er nemlig uskyldig i det Forhold, for hvilket jeg er dømt.

- Ja, jeg ved godt, at det er Deres Standpunkt, men Dommerne har fundet tilstrækkeligt Bevis, sagde Retsformanden.

- Jeg er uskyldig dømt, svarede Plougholt.

Det tilførtes Retsbogen, at den Domfældte ønskede Sagen for Højesteret. Udskriften tilstilles nu Rigsadvokaten.

Dermed sluttede Retsmødet.

(København 17. april 1924)

Opdager Plougholt blev ved landretten i april 1924 - og i juni stadfæstet af højesteret - idømt 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost for at have udvist usømmelig opførsel overfor en 15-årig pige, Agnete Petersen. Sagen rullede som nævnt videre senere på året.