Smedemester Svedstrup 1825-1827. 2/2. (Efterskrift til Politivennen)

101 Aar gammel.

Mørdrup er en lille stilfærdig Landsby oppe bag Espergærde. Der er ikke noget Særpræg over den. men den har det frem for de fleste andre Landsbyer, at her lever en af Landets Ældste, fhv. Smedemester Svedstrup, der i Dag fylder 101 Aar.

Den 101-aarige Smedemester Svestrup.

I den Anledning aflagde vi ham i Guar et Besøg i hans hyggelige Hjem, hvor en Datter og Søn nu plejer ham paa det omhyggeligste. Glæden over den forestaaende Fødselsdag er imidlertid slaaet lidt ned. Gamle Svedstrup maa nemlig fejre Dagen i Sengen. En stærk Forkølelse har faaet et alvorligt Tag i ham og derfor gaar Samtalen ogsaa kun med stor Varsomhed.

Se os kan han ikke. For en halv Snes Aar siden blev han blind, men ellers har han alle sine Sanser i Behold, og hans Erindring spænder over Epoken helt tilbage fra Frederik den Sjettes Tid til Døgnets sidste Nyt. Og han fortæller: - Jeg er født i Helsingør, hvor Far var Kommandersergent og Skoleholder. Vi var mange Børn og der skulde noget til at mætte deres Munde. Jeg levede altsaa en hel Del af min Barndom paa Kronborg, hvor Frederik den Sjettes Moder, Caroline Mathilde havde siddet som Fange. Det kunde Kongen aldrig glemme, og derfor satte han aldrig sine Ben paa Slottet. Dets Sale blev brugt som Oplagsplads for ult muligt Skrammel. Det var rent sørgeligt at se paa. Men saa kom Christian d. Ottende paa Tronen, og det kan nok være, Piben fik en anden Lyd.

Man ventede ham kort efter Tronbestigelsen paa Besøg Helsingør, og De kan tro, det gik med Fart at faa ryddet op og gjort i Stand i Salene til hans Ankomst.

Alle vi maatte tage en Haand med. Ja, hvad er der saa at fortælle? Jeg saa Rye og Schleppegrel rykke ud, da Krigen kom. De havde begge Garnison i Helsingør. Det var en bevæget Afsked. Den gjorde et dybt Indtryk, selv paa os Børn, Saa dybt, at det aldrig er gaaet mig af Minde.

I 1850 nedsatte jeg mig saa som Smedemester hernede i Mørdrup. Ja, og siden er Livet gledet stille hen for mig. Nu er jeg gammel og blind og min Datter maa læse Aviserne for mig. Man vil jo gerne følge med, saa længe man kan. Ak ja - den Gang man var ung, var det ingen Sag. Saa regnede man ikke en Fodtur fra Helsingør til København for noget. Det Svip har jeg gjort mange Gange.

Men sig mig for Resten, hvorledes gaar det med den store Udstillingshal med det vældige Tag uden Støttebjælker? Som gammel Smed kunde jeg godt have ønsket at se det Stykke Arbejde.

Og saa den Historie nede i Ungarn med de falske Penge. Det maa være nogle fæle Karle.

Ja. Tiderne har forandret sig. Jeg kan jo nok tale med om det.

Saadan snakker den gamle Mand løs springende fra Fortid til Nutid. Men saa er han ogsaa træt. Han lægger sig tilbage i Puderne, og Fotografen tager en Plade af den Gamle, der har levet i et Tidsrum. der spænder over mere end et Aarhundrede

(Aftenbladet (København) 3. februar 1926).

Smedemester Svedstrup 1825-1827. 1/2. (Efterskrift til Politivennen)

Ferdinand Svedstrup var ud af en familie hvor faderen døde som 44 årig, mens moderen blev overlag opdragelsen af de 14 børn (12 drenge og 2 piger). I 1850 overtog han Mørdrup Smedje, Mørdrupvej 125. Som smed var han især kendt for sine hestesko som folk kom langsvejs fra for. Omkring 1898 overtog sønnen John William Svedstrup smedeforretningen. Han blev gift med en norsk kvinde, men flyttede efter hustruens død i 1900 tilbage til Helsingør til sin datter, fhv. skolebestyrerinde frk. Betzy Svedstrup. En af hans sønnedøtre var indtil 1921 sproglærerinde ved realskolen i Stenlille. 

Kort fra 1857 som viser smedjens placering (til venstre) i forhold til landsbyen Mørdrup.

Den hundred-aarige

Fhv. Smedemester Ferdinand Svedstrup fortæller om gamle Dage.

Slaverne paa Kronborg

I den lille Landsby Mørdrup, faa Kilometer fra det mondæne Espergærde, fandt der forleden en ret usædvanlig Begivenhed Sted, idet en af Beboerne, den gamle, forhenværende Smedemester Ferdinand Svedstrup fyldte 100 Aar.

Den usædvanlige Fødselsdag gik selvfølgelig ikke stille af. Skolen, hvor den gamle Smed bor hos sin Datter, den tidligere Lærerinde, var Dagen igennem fyldt med Gratulanter fra nær og fjærn. Sogneraadet mødte in pleno, Smedelauget fra Helsingør, hvor Fødselsdagsbarnet er født, mødte ogsaa op, og desuden kom der Venner og Bekendte fra hele Egnen for at lykønske den gamle Smed, der altid har været og stadig er ualmindelig afholdt.

Den 100-aarige fortæller. Minder fra Slaveriets Dage.

Vi har igaar aflagt et Besøg hos Smedemester Svedstrup, der nu er faldet til Ro ovenpaa Fødselsdagsfestlighederne. Da vi kom ind, sad den gamle Mand i en Lænestol og underholdt sig interesseret med sin Datter om Døgnets Begivenheder, i hvilke han følger med med stor Interesse.

Vi bad den gamle Smedemester fortælle lidt om gamle Dage, en Anmodning, han efterkom med den allerstørste Velvilje, og det varede ikke længe, inden vi var inde i en interessant Samtale om en Tidsalder, der for os Nutidsmennesker synes saa uendelig langt borte, og som dog altsaa ikke er fjernet længere fra os, end at der endnu lever Mennesker, der har oplevet den.

- Jeg er født den 3. Februar 1825 i Groskenstræde, i Helsingør, siger den gamle Smedemester. Min Fader var Kommandersergent, men ved Siden heraf holdt lian ogsaa Skole. Da jeg var tre Aar gammel, døde min Fader, og Skolen blev da nedlagt, hvorefter min Moder og mine Søskende flyttede ud til Trykkerdammen. Fra denne Periode kan jeg tydeligt huske Slaverne paa Kronborg. Disse ulykkelige Mennesker sad indespærret i skumle Fængsler paa Slottet, med tunge Jernlænker om Fødderne, og havde det kun saa kummerligt. I deres Fangebuller lavede de forskellige Smaating, som de roligste og mest fredelige af dem en Gang om Ugen fik Lov til at gaa ud i Byen og sælge. De var dog stadig under Opsigt af Slavesergenten, der flittigt brugte sin Pisk, hvis de ikke vilde makke ret, og de var altid iført Slavedragt.

Slaverne blev den Gang meget haardt behandlet, og forbrød de sig mod Reglementet, blev de strengt straffet, ja, der skulde saamænd ikke saa meget til, for at de stakkels Mennesker blev dømt til Døden. Henrettelsen fandt da altid Sted paa den aabne Plads, Grønnehave, der endnu findes. Som Dreng overværede jeg en såadan Halshugning af en dødsdømt Slave, en Oplevelse, jeg aldrig glemmer. Alle Eksekutioner foregik den Gang offentlig, og der var selvfølgelig fuldt af Folk, naar en Dødsdom skulde eksekveres.

Et mislykket Flugtforsøg.

Saadan som Slaverne havde deit, fortsætter den gamle Smedemester efter en Pause, var det selvfølgelig ikke underligt, at de af og til prøvede paa at flygte, men det var meget vanskeligt, og det lykkedes kun faa at slippe bort. De fleste af dem der naaede udenfor Kronborg Fængsel, blev som Regel taget lige i Omegnen. Jeg erindrer saaledes et Tilfælde, hvor en Slave undslap forklædt som Kommandanten General Rothes Kusk. Han blev imidlertid fanget lige udenfor Byen og straffet for Flugtforsøget ved at blive offentlig pisket Han blev bundet til en Pæl, og en af Slavesergenterne piskede ham da mod en svær Tamp. For at overdøve den Ulykkeliges Skrig lod man Regimentsmusiken spille.

Soldatens "glade" Liv.

Det var strenge Dage dengang. Selv Soldaterne havde det ikke for godt. Jeg blev aldrig Soldat, jeg var nemlig født i en Købstad, og var saaledes det, man kaldte "frifødt". Soldaterne skulde imidlertid heller ikke gøre sig skyldig i mange Forseelser, før de blev haardt straffede. En af de mest almindelige Straffemetoder var Spidsrod. Jeg har ved flere Lejligheder overværet, at Soldater har maattet løbe Spidsrod, og de Kammerater, som var udkommanderet tal at eksekvere Dommen, turde ikke andet end slaa til, thi bag dem stod Sergenterne og passede paa, at de udiførte Afstraffelsen paa en ordentlig Maadc. Gjorde de ikke det, kunde de risikere selv at kamme til at løbe Spidsrod ... Louis.

(B. T. 6. juni 1925).

For 100 Aar siden - og nu.

Smedemester Ferdinand Svedstrup i Mørdrup ved Helsingør fyldte i Tirsdags 100 Aar. Han har i den Anledning fortalt en Del af sine Erindringer, bl. a. følgende:

Jeg skal fortælle Dem lidt om Læreforholdene den Gang. Det vil maaske have nogen Interesse for Nutidens Lærlinge at læse om, hvad der blev budt os Lærlinge i 1840.

Min Læremester var Smed Georg Smidt - der tampede os fra Morgen til Aften. Kl. 5 om Morgenen skulde der være Ild paa Essen. VI havde jo ikke Tændstikker den Gang, men maatte hugge Ild med Fyrtøjet. Det tog Tid, og det kunde ogsaa mislykkes. Var Ilden ikke blæst op til Kl. 5, saa vankede der Dagens første Klø, og de var de værste. Mester var altid bedst oplagt til Klø om Morgenen. Min Læretid er for mig en lang Erindring om Sult og Klø, Sult og Klø. Vor Frokost bestod af 2 Skiver Fedtebrød, Svendene fik et Stykke Ost paa det ene Stykke. Til Vesper Kl. 5 fik vi et halvt Stykke Fedtebrød med Ost. Svendene fik hertil en Snaps, til Aftensmaden var to Rundtenommer (1 Stk. med Fedt og 1 Stk. med Ost og Smør). Middagsmaden bestod af Ærter, Kant, Grød og lign. og var det eneste Maaltid, der nogenlunde kunde mætte en sulten Mave, men dog kun for en kort Tid. Det skete mange Gange, at jeg segnede besvimet om af Mathed ved Ambolten. Sulten nagede evig og altid. Jeg kan huske, at jeg gjorde mig til Vane at levne en File Bid af vort knap tilmaalte Aftensmaaltid til næste Morgen. Morgenmaaltidet var nemlig kun en Kop tefarvet Vand med en Bid brunt Sukker til. Naar Jeg havde en lille lavning af Fedtebrødet fra den foregaaende Aften, kun et Stykke paa en Tomme i Firkant, kunde jeg saa nogenlunde klare Morgenarbejdet og svinge de tunge Forhamre.

Vi Lærlinge hittede paa at gaa til Bageren og bede ham om at gøre Brødene kortere og tykkere, da der jo kun vankede det bestemte Antal Rundtenommer, og at spørge om mere vilde blive besvaret med en Lussing. Bageren grinte til os - det var alt. Det var i og for sig føret, da jeg lærte at bruge Skraatobak, at jeg kunde holde Sulten nede og Arbejdsevnen oppe. Skraaen blev Lægedom for mig, og den har fulgt mig som en trofast Følgesvend lige til i Dag, da jeg kan skimte mine 100 Aar.

(Folkets Avis - København 18. februar 1925).

Foto fra Dagbladet (København) 2. februar 1925.

Slaverne paa Kronborg.

Af en Hundredaarigs Erfaringer.

Forleden fyldte Smedemester Ferdinand Svedstrup, Mørdrup ved Helsingør, 100 Aar.

Til "Nordsjælland" fortæller den Hundredaarige følgende, der sikkert vil interessere:

Jeg erindrer fra de Dage, da jeg var ca. 6 Aar gammel, Halshugningen paa Grønnehave. En af Slaverne paa Kronborg havde forbrudt sig haardt, og i de Dage gaves ingen Pardon. Han skulde halshugges, og Dødsdommen skulde fuldbyrdes ude paa Grønnehave paa det Sted, hvor Skydevoldene senere fandtes. Henrettelsen var som altid i de Dage offentlig - det vil sige: Folk blev holdt i tilbørlig Afstand fra Retterstedet af en tæt Kordon af Soldater. Publikum mere anede end just saa, hvad der skete.

Men vi Drenge havde bedre Chancer. Vi smed os ned paa Grønsværet og kunde sna nogenlunde faa vor Nysgerrighed tilfredsstillet ved at kigge mellem Soldaternes Ben.

Der var altsaa i de Dage Slaver paa Kronborg. Der skulde ikke saa meget til for at blive smedet i Jern. Et Tyveri, ja, mindre end det var tilstrækkeligt. Slaverne var indespærrede i Slottets yderste Udenværk. De sad her bag Tremmerne med deres Lænker om Benene og lavede forskellige Smaating. En Gang om Ugen fik de skikkeligste Lov til at gaa ud i Byen og sælge disse Smaating til Folk, men altid var de under Bevogtning af Slavesergenten. Jeg købte en Gang som Dreng et Par Trætøfler af en Slave for en Rigsort (50 Øre).

Den samme Slave var for øvrigt et rigtigt pænt Menneske at se paa. lHan var selvfølgelig frygtelig udmajet med sine Lænker om Benene og sin hvide og sortdelte Slavedragt. Jeg spurgte ham, hvorfor han var kommen i Slaveriet. Jeg trak en Tøjrepæl op! sagde han. Saa fulgte der vel en Hest med? spurgte jeg. Det gjorde der vel - Saa var den Passiar forbi. Slavesergenten jagede ham videre.

En lille Begivenhed fra Slavedagene, som vakte en Del Opsigt, maa jeg dog fortælle, fordi det viser, at det ikke var helt umuligt at flygte fra Slaveriet. Kommandanten paa Kronborg - jeg tror, han bed General Rothe - var en fin Mand, der havde stort Hestehold derude og altid kørte med fire Heste. Han ejede "Aggersvold" ved Jyderup og andre Godser, og han kørte hver Sommer derned. Hans Kusk hed Peter Jensen, en flot Karl, som altid var med ham. Under en af disse Udflugter lykkedes det en af Slaverne, der hjalp til med Pasningen af Genoralens Heste at slippe uset ind i Peter Jensens Kammer. Her fik han med Hammer og Mejsel Jernringen om Foden hugget over, hvorefter han iførte sig Peter Jensens flotte Søndagstøj, den høje Hat, Kalvekrydset, Lakstøvler og Spadserestok, og i denne Mundering passerede Slaven stolt forbi den ellers meget paapasselige Vagt og vandrede bort. Faa Timer efter blev Flugten opdaget, og Jagten gik saa efter den ulykkelige undvegne. Tilsidst fangede man ham og førte ham tilbage til Slaveriet. Først skulde han dog have en ekstra Revselse i Generalens egen høje Nærværelse. Paa Slottets Grund var rejst en Pæl, hvor den ulykkelige blev bundet. Han fik saa paa den bare Krop alle de Prygl, han kunde taale. For at overdøve hans Skrig spillede Regimentsmusiken.

Ja, føjer Svedstrup til, det var en haard Tid dengang. Soldaterne havde det saamænd ikke bedre. Soldaterne var jo i de Dage Bønder, thi vi Købstadfolk var "frifødte". Jeg erindrer at have set en sølle Soldat løbe Spidsrod, som det kaldtes, ogsaa under Militærmusik. En lang Række Soldater blev stillet op i to Geledder, hver forsynet med en smidig Hasselkæp. Gennem denne "Gade" skulde den strafskyldige Soldat saa gaa. Hver Mand skulde give ham et Rap, og de havde at slaa til, thi bag dem stod Underofficererne og sørgede for, at Straffen blev eksekveret i sin fulde Strenghed. Snød en af Kammeraterne, var han udsat for selv at faa samme Omgang. Den arme Soldat var mere død end levende, da Torturen var endt.

(Fredericia Social-Demokrat 24. februar 1925).

Tydskerne paa Marienlyst. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Marienlyst. En tilfældig Korrespondent skriver til os fra Badeanstalten Marienlyst ved Helsingør:

Min Sidemand forleden ved Table d'hôte paa Marienlyst var om Morgenen kommen fra Baden-Baden. Han havde forladt dette vidt berømte Badested paa Grund af den trykkende Hede, var nu dragen imod Nord og agtede at slaae sig ned her for længere Tid. Han kunde ikke noksom prise Herlighederne her i Sammenligning med dem, som Baden-Baden frembød, og det i alle Henseender. Efter denne indledende Meddelelse havde vi stiftet Bekjendtskab og underkastede nu vore Bordfæller en live Revne. Jeg havde et Par Dage i Forveien spiist ved Table d'Hote paa Klampenborg og undrede mig der over, at det overvejende Sprog var Tydsk. Her var det endnu værre; thi man hørte næsten ikke et Ord uden Tydsk. Der var endnu een Forskjel. Paa Klampenborg syntes alle "det store Fædrelands" forskjellige Lande repræsenterede, om end de nordlige, som rimeligt er, havde stillet det største Kontingent; her paa Marienlyst derimod synes den gode Hansestad Hamborg at have anlagt en Filial, et andet Kuxhaven. Min Bordfælle var ogsaa fra Hamborg og kunde fortælle mig næsten om hver eneste af de Tilstedeværende, hvem ha i vor, eller rettere hvilket hans "Geschäft" var; jeg fik det Indtryk, at disse Mennesker godt kunde holde en lille Børs her, idet næsten alle Brancher vare repræsenterede. Forresten synes Hamborgerne selv at være forbausede over at gjenfinde sig selv saaledes i Masser herovre. En skikkelig Fabrikant og "Grosshändler", med hvem jeg fulgtes hertil fra Kjøbenhavn, og som paa Dampbaaden betroede os, hvorledes han glædede sig til det frie, ugenerte Landliv, forløb sig ikke ubetydelig og har lært at tage sig iagt. Der er, som bekjendt, ingen adstadigere eller mere filistreus sindig Race Mennesker til paa den hele Klode end disse ægte, indfødte hamborgske "Grosshändler". Naar nu Temperamentet hos et enkelt Individ gaaer i en anden Retning, maa det koste megen Overvindelse at holde sig selv indenfor de strengt afmaalte Former, og om end slige livligere Gemytter under selve de hjemlige Omgivelser og i den tunge Forretningsluft holdes indenfor disse Skranker, saa bliver Tilbøjeligheden jo saa meget større hos dem til "at staae til Skaglerne", naar de ere mange Mile borte fra Børsen og alle disse Skranker. Dette var det nu netop, som min Rejsefælle havde Trang til, en Trang, der voxede, jo mere han fjernede sig fra Hjemmet, og jo mere han nærmede sig til det fremmede Land, hvor han i Naturens Skjød skulde leve det idylliske Liv med sin Kone, Svigerinde og fem Børn, som han havde sendt forud, og som nu jublende modtog ham paa Helsingørs Skibsbro. For en Stund skulde han glemme Hamborg og Børs og Kontor og "Geschäft" og stive Flipper - men at han skulde forløbe sig saa forskrækkelig, som han gjorde, det tænkte vist Ingen. Han er nu dødsdømt, og jeg beklager ham. Uden at ane, at han endnu fremdeles var i Hamborg, om end Geograferne kalde Stedet Helsingør eller Marienlyst, gik den Ulykkelige, efter hvad en anden troværdig hamborgsk Familie fra sine Vinduer i Hotellet til sin Rædsel opdagede og til ikke mindre Indignation meddeelte Omgivelserne, strax den følgende Morgen en lille Spadseretour med lang Pibe i Munden, uden Frakke og Vest, med røde Seler, uden Halstørklæde eller Flipper, ja, jeg troer saagar, med broderede Tøfler. Det er sørgeligt at høre, at en Mand i hans Stilling kunde forløbe sig saa forskrækkelig, og hans Kone, der havde fundet sig deri, var ogsaa meget at dadle derfor; havde det været i Hamborg eller i Baden-Baden, var han ganske vist bleven fotograferet, meente man, og hans Fotografi vilde være blevet omdeelt blandt Badegjæsterne til Skræk og Advarsel for Ligesindede. Jeg er forresten overbeviist om, at den gode Mand aldrig mere vil vise sig her i dette Toilette. Han er nu rigtignok ikke bleven fotograferet; men han har ganske vist mærket den almindelige Misbilligelse og vover ikke mere at forsøge paa deslige Abnormiteter. Men han tænkte jo heller ikke paa, at han her skulde gjenfinde Naboer og Gjenboer. Det syntes, at han ved en forceret Champagne»ydelse søgte Dagen efter denne Skandale at aflede Opmærksomheden fra det, der trykkede ham.

Som De kan tænke, er Vind og Veir, ligesom i den øvrige Verden, saaledes her paa dette Badested især et Hovedthema for Konversationen. Fra at have hørt Et eller Andet om Nordsøens Badesteder medbringe disse Tydskere de forunderligste Begreber om Naturforholdene ved Kysten. Der er navnlig et særegent teknisk Ord, som de ved alle Lejligheder føre i Munden; det er Ordet "Wellenschlag", der vanskelig lader sig gjengive paa Dansk i et Udtryk, der svarer til det fabelagtige Begreb, hvormed en tydsk Hjerne omsætter det. Igaar havde vi en frisk Norden kuling, saa var der Fryd og Glæde; nu var der da endelig Noget, der lignede "Wellenschlag"; bare det nu kunde holde sig hele Saisonen. For at et Bad kan være et rigtigt Bad, mene de, er dette "Wellenschlag" en uundværlig Belurgelse, og en net lille Hamborgerinde, der følte sig meget skuffet i sine Forventninger om et "Wellenschlag", sagde, at da det næsten aldrig var ordenligt her, saa lavede hun det selv, naar hun var i Vandet.

Naar undtages ganske saa Engelske, Svenske og Danske, ere altsaa alle de andre Badegjæster Tydskere og specielt Hamborgere. Det gaaer saa vidt, at Opvarterne tiltale os paa Tydsk, og naar vi svare dem paa Dansk, gjøre os mange Undskyldninger og sige, at de maae tiltale Fremmede saaledes, da de ni Tiendedele ere Tydskere. Ja, da vi igaar tog et Bad, meddeelte Bademesteren os, at det var et rigtig godt "Wellenschlag" idag. Vi, Landets egne Børn, gaae derfor omkring her næsten som paa et fremmed Territorium. Dersom vi ikke saa tæt her ved havde Helsingør, hvis Befolkning gjerne om Aftenen af Musiken lokkes ud i Marienlyst Have, dersom vi ikke saae vort gamle skjønne Kronborg for os overalt, hvor der er en Udsigt, og dersom vi ikke fandt os omgivne af en ægte sjællandsk Natur med de herlige Bøgeskove og foran os vort dejlige blaae Øresund, kunde vi let komme til at glemme Bevidstheden om, at vi ere i vort eget kjære, velsignede Fædreland. Tydskere vrimler det af rundt omkring; hveranden Dreng hedder Hermann og hveranden Wilhelm eller Fritz, og her som overalt kjendes Berlinerne og Stokpreusserne paa deres brøsige Optræden, deres langtrukne Næsetoner og deres Kommanderen overalt, hvor de tør kommandere, altsaa ligeoverfor de stakkels Opvartere og lignende Personer.

Skulle vi nu glæde os eller bedrøves over denne Græshoppesværm, der har slaaet sig ned her? Det er let forklarligt, at mange kjære Landsmænd ere uvillige ligeverfor dette Særsyn, og der er vel dem, der mene, at disse Tydskere ere her i Besøg ligesom for at see "Lejligheden an", i hvilken de gjerne ville have fast Fod. At nu En eller Anden af disse Mennesker kan gaae omkring med denne stille Tanke som et fromt Ønske, hvem tør benægte det; men i det Hele tænke disse hamborgske Grosserere sikkert mindst af Alt herpaa. De ere Fredens Mænd for enhver Priis og neppe større Venner af Preussen og preussisk Politik end vi Danske. Men hvorfor i al Verden er det da saaledes. Hvorfor skjønne vi ikke selv paa den Perle, vi have i dette deilige Stykke Land. Gaaer det maaskee saaledes hermed som med saa meget Andet, vi besidde af Stort og Herligt, at Udlændinge først skulle anerkjende det som Saadant, før vi selv tilgavns faa Blikket opladt for Storheden og Herligheden? Jeg veed nu meget vel, at mange danske Familier ligge heromkring i Omegnen for til en billigere Priis og mere tilbagetrukkent at nyde Naturen og benytte Badene; men hvorfor seer man dog ei flere Landsmænd her, end Tilfældet er? Navnlig maa man undre sig over, al Kjøbenhavnerne ikke drage herud og tilbringe nogle Dage her. Ved selv at have besøgt adskillige af de nordlige Bade ved Østersøen og Nordsøen, og ved at have talt med Folk, der have besøgt andre, er jeg kommen til den Overbevisning, at intet Badested har en saadan Fremtid for sig som Marienlyst. Andre Badesteder kunne have enkelte Fortrin: Vandet er maaskee saltholdigere i Nordsøen, Luften maaskee renere Søluft paa Helgoland o. s. v., men neppe forener noget Badested ved de nævnte Have alle de Fortrin som dette, for ei at tale om det Skue, man maa reise til Bosporus, til Gibraltar eller Kanalen for at nyde, jeg mener de Hundreder af Seil- og Dampskibe, der daglig glider forbi. Ved Siden af Alt, hvad Naaturen i saa rigt et Maal har givet, vilde det være ubilligt ikke at omtale, at man finder her al den Comfort, som man paa nogen Maade kan ønske sig. Forpagteren af Marienlyst, der begyndte paa et efter den almindelige Mening meget risikabelt foretagende, maa man ret Ønske tillykke til, at dette foretagende nu synes at skulle krones med Held, og os tilkommer det ikke at lade Tydskerne være de Eneste, som anerkjende dette. 

Deres osv.
Traveller.

(Dagbladet (København) 6. august 1868)

Marienlyst blev startet af vekselerer J. S. Nathanson i Marienlyst Slot. Det var opkaldt efter Frederik 5.s dronning, Juliane Marie. Det blev den 1. juni 1858 til "Marienlyst Cuur- og Badeanstalt". Nathanson omdøbte Rakkerrendens gamle kilde Marie Kilde til Ophelia Kilde. Og en grav til Hamlet blev anlagt bag muren til Marienlysts have. Hotellet blev dog ikke liggende her. Arkitekt N.P.C. Holsøe (1826-1895) tegnede et nyt badehotel, "Marienlyst Kur- og Søbadeanstalt", der blev indviet i 1861. Nathanson var gået fallit, så ejerne var nu Helsingør Kommune med gæstgiver J.W. Briggs som forpagter. 

Marienlyst Søbadehotel ud mod Sundet. Illustreret Tidende nr. 929, 1877.

I 1883 overgik det til et aktieselskab der indrettede et kasino ved siden af den gamle hotelbygning. Et kurhus med teater og koncertsal blev opført nede ved stranden og i 1890 flyttet op til de andre bygninger ved Nordre Strandvej. Bygningen blev nedrevet i 1915 og erstattet af ejendommen Stella Maris på Nordre Strandvej 2. En strandsø i området blev reguleret og forsynet med en kunstig ø, hvortil romantiske hvidmalede svungne broer førte.

Kong Christian 9.s bror, prins Hans, boede hver sommer på hotellet. Kongen besøgte stedet. Den russiske zar spiste frokost med hele sit følge. Prinsen af Wales fik middag. En "Marienlyst-vogn" kørte nonstop om sommeren gæster fra byen til hotellet. Holger Drachmann betegnede hotellet som et teglværk, restaurationsbygningen et bryggeri og kursalen et fængsel.

Det i dag kendte Hotel Marienlyst er fra 1897, ligesom de mange, særegne huse på Nationernes Allé. Hotellet blev opført ved vandkanten og er fra 1901. Fra 1920'erne gik det tilbage med hotellet.

Fuldemandskjørsel i Helsingøer. (Efterskrift til Politivennen)

Efter at en Bonde fra Smidstrup ved Gilleleie i Løverdags havde gjort forsskellige Indkjøb i Helsingør, vilde han om Aftenen kjøre hjem over Hammermøllen (Kronborg Geværfabrik), men ankommen til Marienlyst, tog han under Indflydelse af et betydeligt Qvantum nydt Brændevin feil af Veien og kjørte i stærkt Trav igjennem Parken og derpaa ud ad Promenaderne, hvor Brøndgjæster og andre Spadserende maatte flygte tilhøire og venstre; da han havde naaet den saakaldte "Verdens Ende", tog han atter feil af Veien og kjørte opad den høie, steile Skovbrink ad en Gangsti, som fører skraaes op ad denne, men som er saa smal, at 2 Mennesker vanskeligt kunne passere den ved Siden af hinanden. Trods gjentagne Tilraab og Advarsler fortsatte han i temmelig stærk Fart den halsbrækkende Kjørsel og havde næsten naaet Kammen af Brinken, vel 30 Fod over den nedre Promenade, da omsider Vognen væltede og drog Hestene med sig ned ad Skraaningen, men lykkeligviis tørnede mod et stærkt Bøgetræ. Flere Folk, som ved den derved opstaaede Larm og Bragen samlede sig nede paa Promenaden, opdagede snart til deres store Forundring Vognen og Hestene hængende ved Træet høit oppe paa Skrænten. Ved hurtigt tililende Hjælp bleve Hestene fraspændte og tilligemed Vognen med Forsigtighed bragte ned i Promenaden, hvor Alt snart blev bragt i behørig Orden, uden at enten Kudsk, Vogn eller Heste havde taget den mindste Skade. (S. Bl.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. juli 1849)

Brøndgravere døde i Helsingøer og Vibenshuus. (Efterskrift til Politivennen)

I Helsingør har Uforsigtighed kostet tvende Mennesker Livet. En Grundeier der i Byen, som ønskede en i 13 Aar ikke aabnet Brønd af 11½  Alens Dybde efterseet og renset, overdrog dette Hverv til Byens Vandkiger, som i Løverdags sendte 2 af sine Folk til at udføre Arbeidet. 2 Timer efter at Dækslet var aftaget og en Stige nedladt, steg den Ene ned, men ankommen midt paa Stigen, tumlede han ned i Brønden. Den Anden, der vilde redde ham, steg derpaa ligeledes ned, men deelte øieblikkeligt sin Kammerats Skjæbne. Med megen Anstrængelse fik man Begge op ved Hjalp af Brandhager, men som Liig. - Som bekjendt udvikler der sig ofte i lange tillukkede nogenlunde dybe Brønde forskjellige Luftarter, især Kulsyre og Svovlbrint, af hvilke navnlig førstnævnte er meget farlig, og som oftest dræbende for hvert animalsk Liv; da disse Luftarter ere tungere end den atmosphæriske Luft, uddrive de under Udviklingen denne af Brønden indtil i en Afstand af 5 a 6 Alen fra Overfladen. Tilstedeværelsen af saadanne giftige Luftarter kjendes ved Nedsænkning af et brændende Lys i Brønden, idet dette kun kan brænde saa lange den atmosphæriske Luft er tilstede, men udslukkes, saasnart det naaer ned under denne i hine Luftarter. Dette Forsigtighedsexperiment var ved hint sørgelige Tilfælde ikke blevet iagttaget. - Stadphysicus Klem, som strax blev hentet, da Ulykken var skeet, lod Forsøget foretage, men Lyset slukkedes i en Dybde af 5 Alen; et næste Dag gjentaget Forsøg viste samme Resultat. (Hels. A.) 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. juli 1849)

Mærkeligt nok er der i Nærheden af Kjøbenhavn passeret en ganske lignende Begivenhed som den i Helsingør med den forgiftede Brønd. I Løverdags skulde der i en i Store Vibenshuus værende Brønd, der ikke havde været brugt siden sidste Vinter, nedsættes et nyt Pumpetræ. En Brøndgraver, Peter Larsen, var nede og skulde i 5 Alens Dybde slaae en Klampe fast, da han tabte sin Hammer; han lod sig da Heise ned med Spanden i en Dybde af 12 Alen, men idet han gav Signal til at trækkes op, faldt han død om, dræbt af de ved Kulsyren og Svovlbrinten udviklede giftige Dunster. Man troede, at han kun var kommen tilskade ved at stude sig, og en anden Brøndgraver, Peter Petersen, lod sig derfor Heise ned til hans Hjælp; men ikke saasnart var denne kommen 6 til 7 Alen ned, førend de giftige Dunster ligeledes øieblikkeligt dræbte ham. Med megen Møie fik man Begge trukne op som Liig. For end yderligere at overtyde sig om Brøndens forgiftede Tilstand, lod man et brændende Lys gaae ned, og det slukkedes strax i en Dybde af 5 Alen. - Maatte disse beklagelige Ulykkestilfælde være en Advarsel for Fremtiden om at anvende en storre Forsigtighed ved Brønde, der ikke i længere Tid have været i Brug. (Flvp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. august 1859)

Scandinavistisk Uovereensstemmelse. (Efterskrift til Politivennen)

Imellem Helsingør og Helsingborg, hvor Scandinavismen ellers dog skulde antages at befinde sig i nærmeste Berøring, er "Fælleds-baandet alt nærmest ved at briste, idet man forlods i Helsingborg næsten brister af Harme over den "fælleds" - Næringsfrihed paa Søen og af Krænkelse over de af Helsingørerne nedsalte Dampskibspriser. Man er endog allerede rykket halvveis frem med en Krigserklæring, der selv anteciperer sig som en Krigsberetning. I Helsingborgs "Øresundsp." lyder Bulletinen saaledes: "Uhyggelige Rygter ere her i Omløb, f. Ex. at alle Sømærker ere borttagne paa Kysten imellem Helsingør og Kjøbenhavn, saa at "Helsingborg" som et mere dybtgaaende Dampskib (der altsaa synes bygget uden tilstrækkelig scandinavisk Øresundskjendskab) end "Ophelia", neppe vovede at Iæqge til ved de sædvanlige Landgangspladse paa Kysten; - dernæst at "Helsingborgs" Fører ofte skal være bleven modtaget med Haan og Skjældsord baade i Helsingørs Havn og andetsteds osv. "Saadanne Rygter sætte dog ondt Blod i Folket, endskjøndt de - tilføier Beretningen til Beroligelse - lykkeligviis ikke kunne forstyrre et Venskab og Tillidsforhold imellem Nabofolkene, som hviler paa en sikkrere Grund. Een Draabe i Havet gjør jo heller Intet, men mange Draaber (yderligere Prisnedsættelse) ere en heel Flod." - Den krigerskadvarende Unionist er "blot en Student, som "for ikke 6 Uger siden har været med i Henrykkelsen paa det scandinaviske Møde i Upsala. Det er saaledes ene en billig Harme, vakt af Kjærlighed til Scandinavismen, der driver ham til nærværende Skridt." Man kan sige hvad man vil og betragte Sagen som man vil, saa forlanger han, at "Ophelia" og "Hamlet" og "Helsingborg" skulle af Mængden ansees at "repræsentere Landene og deres industrielle Liv". Det Sidste, skulde man troe, kundgjør sig bedst ved de af den scandinaviske broderlige Concurrence nedbragte Priser. Men Studenten seer dybere i denne "kildne Sag" og haaber, at "Fdrl."'s Redacteur, hvem han traf paa Upsalatouren, vil "oplyse noget i Sagen." - "Troligen - tilføier Helsingborgstudenlen da naivt eller polidsk - underretter han os om, at Dampskibsinteressenterne i Helsingør, hvllket jeg ogsaa strax antager, blot ere nogle i Staten for saa Aar siden indflyttede Tydskere"

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. august 1856)

Se også artiklen om prins Oscars besøg i Danmark.

Kong Carl XVs ankomst i Helsingørs Havn på dampskibet Slesvig den 17. juli 1862. Illustreret Tidende. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

15. Bataillon i Helsingøer. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående historie er en blandt mange hvor hovedstadspressen - flittigt citeret af provinspressen - beskrev historier som skulle antyde at slesvig-holstenere var rå og brutale personer. Historierne blev ofte bragt langt fremme i bladene, med forsøg på generalisering. Denne historie viste sig senere at være opspind, på trods af flere påstande om at den var sand, og et dementi blev udsendt, dog næsten bagest i bladet, og næsten ikke citeret i provinspressen. En lovet opfølgning på hvad der reelt skete, kom aldrig.

Helsingør, den 26de Decbr. Igaar Aftes er der her i Byen forefaldet Optøier af en temmelig alvorlig Natur. De holsteenske Soldater, som ligge i Garnison i Helsingør, ere lange blevne betragtede med mindre gunstige Øine af Byens lavere Befolkning, og der er allerede tidligere skeet Excesser, som Følge af hvilke Soldaterne ved en Parolbefaling have faaet Ordre til stedse at bære deres Sabler. Igaar Aftes stødte endeel "Kadreiere", som man siger her i Helsingør, paa et Beværtningssted sammen med Soldaterne; der opstod snart et Slagsmaal, som fortsattes ud paa Gaden, hvor Soldaterne bleve stemt medtagne ved et Bombardement med Muursteen, men fik Forstærkning og hævnede sig ved en kraftig Brug af deres Sabler. Striden maa have været alvorlig, thi over hundrede Soldater skulde have været indviklede i den, og paa Valpladsen er der forefundet adskillige Sabler og en afhuggen Finger, hvis resp. Eiermænd nok ville blive fundne. Soldaterne have foreløbig faaet Ordre til at afholde sig fra at besøge Værtshusene i Byen, og Forhørere allerede optagne over de Skyldige. Naar jeg erfarer det Nærmere om Sagens Gang, skal jeg meddele Dem det. (Dagbl. Con.)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 29. december 1854).

Efter "Helsingørs Avis" har hele Slagsmaalet der i Byen paa første Juledags Aften bestaaet i, at endeel Soldaler, rimeligviis foranledigede ved tidligere Uenighed med nogle Civile paa en af Byens Dandseboder, i et Værtshuus havde begyndt Klammeri med de der tilstedeværende civile Gjæster, og under det sig her deraf udviklede Slagsmaal havde gjort Brug af deres Sabler og tilføiet 2 eller 3 af bemeldte Civilpersoner Saar, der heldigviis ikke have været betydelige. Den derved udenfor paa Gaden forsamlede Folkemængde havde angrebet og forfulgt de Soldater, der enten virkelig havde eller dog antoges at have deeltaget i det saaledes Forefaldne, og frataget to af dem Sablerne, ved hvilken Lejlighed den ene, der uheldigviis var aldeles uden Deelagiighed i det Passerede, desværre er bleven temmelig forslaaet. Det forholder sig ogsaa rigtigt, at endeel Soldater under bemeldte Forfølgelse ere drevne paa Flugten ved Steenkast; men foruden de Personer, der, som anført, bleve let saarede i Værtshuset, vides kun Een at være saaret paa Gaden ved et Hug over en Finger. Et Forbud imod, at Soldaterne besøge Byens Værtshuse, er ikke givet, hvorimod det anden Juledags Aften var dem forbudt at komme paa Dandseboderne eller at være ude af deres Qvarterer efter Tappenstreg. Vi have, tilføier Bladet, al Grund til at haabe, at denne vistnok beklagelige Tildragelse, der udentvivl har sin Oprindelse fra "Kjærestehistorier", og saaledes, som ialmindelighed i saadanne Tilfælde, maa tilskrives Feil fra begge Sider: ikke vil have videre forstyrrende Følger for det gode og fredelige Forhold, som det Tidsrum af over to Aar, hvori den 15de Bataillon har garnisoneret i Helsingør, har fundet Sted imellem Bataillonens Mandskab og Byens Befolkning.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. januar 1855).

Kjøbenhavn, d. 19. Febr.

- (Dgbl.) Vore Læsere ville erindre, at vi i Dagene mellem Juul og Nytaar omtalte nogle Optøjer, af en temmelig alvorlig Natur , som havde fundet Sted i Helsingør, hvor det gjentagne Gange var kommen til Slagsmaal mellem Civile og Militære paa et Beværtningssted. "Hels. Avis" indeholdt kort Tid efter en Art "Berigtigelse" af denne Meddelelse, men det var kun aldeles uvæsenlige Punkter, som bleve modsagte, medens Avisen maatte indrømme alt det Væsenlige af vor Beretning. Der blev dengang talt om stræng og nøjagtig Undersøgelse for at opdage de Skyldige og forhindre slige Excesser for Fremtiden, men senere have vi hørt , at hele Sagen er bleven neddysset og tilgivet. Vi ere nu blevne underrettede om, at denne Ligegyldighed fra Autoriteternes Side, som man kunde vente, har havt de allersørgeligste Følger: der er begaaet nve Excesser af den helsingørske Garnison, og denne Gang paa en saadan Maade. at det vilde være aldeles uforsvarligt, om man atter vilde neddysse Sagen istedetfor at anstille nøjagtige Undersøgelser og dømme de Skyldige efter Lovens hele Strænghed. - Medens Isen har ligget fast over Øresund have saavel Svenske som Danske gjæstet Nabolandet, og der har stedse hersket den bedste Forskånelse mellem de tvende Nationer, indtil dette gode Forhold er bleven forstyrret af den helsingørskc Garnison. Søndagen d. 11. Januar besøgte et stort Antal Menige af den 15. Bataillon (Holstenere), væbnede med Sidegevær, Helsingborg og viste der en højst upassende Opførsel; de spærrede klyngeviis Torvet og Gaderne i Byen og anfaldt navnlig ved høilys Dag Fruentimmerne paa en højst uanstændig Maade. Fra svensk Side blev der Intet foretaget mod Rolighedsforstyrrerne, skjøndt der havde været god Anledning dertil, og kun paa et Beværtningssted bleve nogle af Soldaterne, der vilde holde Huus som nylig paa Gaderne, pryglede igjennem og satte udenfor af nogle danske Søfolk. Paa Tilbagevejen over Isen mødte Soldaterne en ubevæbnet svensk Husar, der med tvende svenske Piger havde været i Helsingør; uden Anledning overfaldt de danske Soldater Husaren med deres Sabler, tilføjede ham adskillige Hug og Slag, sønderreve hans Uniform og berøvede ham hans Feltbue, som Dagen efter fandtes med afskaarel Skygge, afsprættede Snore, qjennemstukket og ituflænget ved Helsingørs Havn og indleveredes som Hittegods paa Politikammeret. De tvende Piger, der fulgte med Husaren, bleve paa den uteerligste Maade mishandlede. En dansk Politibetjent, som sendtes over til Helsingborg for at opspore Ejermanden til den fundne Hue , skal have bragt en smuk Rapport tilbage. Alt, hvad der fra Bataillonskommandøren, Major Nissens Side er gjort i Anledning af disse skandaløse Optrin, indskrænker sig til, at det ved Parolen i Mandags eller Tirsdags er forbudt Soldaterne at gaae til Helsingborg; forøvrigt har man ikke hørt Noget om, at Undersøgelse er indledet for at opdage de Skyldige , hvilket dog ikke kan være saa vanskeligt, da flere Sergeanter og andre Overordnede i Søndags vare i Helsingborg og maae have seet idetmindste nogle af Soldaterne. - Klagerne over den 15. Bataillon ere hverken saa eller nye. Afvigte Foraar blev der klaget over, at Soldater af BatailIonen havde slæbt store Stene og Straatage (der bruges af Steenhuggerne paa Chausseen) ud paa Kjøreveien, ja endog havde taget en Harve fra en Ager og lagt denne med opadvendte Tænder paa Veien. I Julen var det Slagsmaalet med Kadreierne, og nu er det de oprørende Scener i Helsingborg. Medens Oberstlieutenant Dodt kommanderede Bataillonen, fandtes Disciplin og Mandstugt, men efterat denne Officeer hovedkulds er bleven først forflyttet og siden afskediget af Krigsminister Hansen, og siden Major Nissen er bleven Bataillonskommandør, hersker tøjlesløs Uorden mellem de holsteenske Soldater, og Kommandøren skal have besvaret Vedkommendes Klager med den Yttring, at han ikke kunde forbyde sine Folk at more sig, hvor der var Lystighed. - Saaledes lyde de Beretninger, vi have modtaget fra Helsingør. Det er muligt, at der i et eller andet Punkt kan være nogen Feil eller Overdrivelse, men i Hovedsagen troe vi, at Beretningen vil befindes sand. Vi haabe, at Krigsministeriet vil tage sig af Sagen og med den yderste Strænghed lade anstille Undersøgelser for at opdage de Skyldige og drage dem til Ansvar, selv om Bataillonskommandøren kunde være tilbøjelig til atter at "neddysse" det Skete. Det er saameget nødvendigere at gjøre en Ende paa disse Uordener, som Excesserne denne Gang ere udøvede i et fremmed Land og mod dets Undersaatter, der have Krav paa den fuldstændigste Satisfaktion.

(Dannevirke 21. februar 1855).

Langt henne i en avis fandtes følgende:

Kjøbenhavn, d. 20. Febr.

- "Dagbladet" tilbagekalder idag i Efterstaaende den forfærdelige Beretning, det meddeelte igaar om Uordener, forøvede af den 15. Bataillon i Helsingør, en Beretning, som synes at have været Opdigtelse og være bleven "Dagbl." tilsendt for at faae dette saare kjæphøie Blad ud paa glat Iis. Det siger: 

"Efter foreløbige Oplysninger, som ere os meddeelte fra en competent Side, synes det, at den i vort Gaarsnummer meddeelte Beretning om Excesser, som skulle være udøvede i Helsingborg og mod Svenske af den 15de Bataillons Soldater, hidtil ikke er støttet paa Andet end løse Rygter, og at den ialfald i væsenlige Punkter er unøiagtig. Da Beretningen allerede for flere Tage siden er bleven os tilsendt fra en navngiven Mand i Helsingør, havde vi ingen Grund til at betvivle dens Paalidelighed; det skulde gjøre os ondt, om vi derved havde givet Plads for uretfærdige Beskyldninger mod Bataillonen og dens Chef. - Vi haabe om nogle Dage at kunne give en nøiagtig Beskrivelse af hvad der er forefaldet.

(Dannevirke 22. februar 1855)

Med Hensyn til de Excesser, som skulde være udøvede mod civile Indvaanere i Helsingborg af den 15de Bataillons Soldater, meddeler "Hels. Av.", at Borgermester Weylander i Helsingborg efter Vedkommende Opfordring har ladet Stadsfiskalen Rosenberg anstille de nøiagtigste Undersøgelser, om saadanne Excesser have fundet Sted og i hvilket Omfang, men at ogsaa Fiskalens Erklæring efter disse Undersøgelser gaaer ud paa, "at der i Soldaternes Opførsel i Helsingborg den nævnte Dag ikke har været mindste Grund til Klage".

(Ribe Stifts-Tidende 6. marts 1855).

15. Bataillon blev oprettet ved kongelig resolution af 17/12 1777 som Lollandske Infanteriregiment. 1785 Holstenske Infanteriregiment. 1842 15. Linie Infanteribataillon. 1848 slettet af Armeen. Bataillonen blev en del af den slesvigholstenske hær under ledelse af overgeneral Willisen og stabschef von der Tann under slaget ved Isted . 1851 1. Holstenske Infanteribataillon (Helsingør). 1852 15. Linie Infanteribataillon. 1860 15. Infanteribataillon. 1863 15. Infanteriregiment. 1865 15. Infanteribataillon. 1867 15. Bataillon. 1951 ophævet.

Indbrud i Helsingør Toldkammer-Directeurbolig. (Efterskrift til Politivennen)

Helsingør den 3. ds. Mandag morgen udbredte det rygte sig at der den foregående nat var begået en her i byen heldigvis sjælden forbrydelse, nemlig et indbrudstyveri i Øresunds Toldkammerdirektørbolig hvor et vindue i fløjen udad til Sofiegade var fundet hensat udenfor på gaden med en sønderslået rude og en sekretær i værelset opbrudt.

Ved den i den anledning af politiet straks påbegyndte undersøgelse, opstod der fra først af formodning om at tyven ikke var kommet udefra, men derimod snarere efter at have begået forbrydelsen, havde sønderslået ruden og aftaget vinduet for at give det udseende af at gerningsmanden havde skaffet sig adgang til værelset ved indbrud gennem vinduet. 

Mistanken henledtes straks ved forskellige omstændigheder på husets tjener der havde sit kammer i nærheden af det værelse hvori tyveriet var begået og god lejlighed til at sætte sig i besiddelse af nøglen til samme. Og efter at de stjålne koster, navnlig en kostbar gulddåse med brillanter og nogle flere prætiosa, tilsammen omtrent 550 rbd.'s værdi, var fundet skjult i en bunke sand i kælderen, tilstod tjeneren at være gerningsmanden. Han var opsagt at forlade sin tjeneste den 1. april og havde i anledning heraf bestemt sig til forinden at benytte sin herres fraværelse til at sætte sig i besiddelse af dennes penge som han antog at være forvarede i sekretæren i dennes eget værelse, hvilken han derfor om natten opbrød med en håndøkse.

Han fandt imidlertid kun omtrent 6 rbd i småpenge hvorfor han bestemte sig til for dog at få noget for ulejlighed, af de i sekretæren gemte prætiosa at tage de ovennævnte. Han er født i København, 20 år gammel og så vidt vides ikke før tiltalt eller straffet. (Hels. A.)

(Kjøbenhavnsposten, 5. april 1851)

Den kgl. Generalpostdirection vedkommende. (Efterskrift til Politivennen).

Politivennen skrev ofte om "Generalpostdirektoratet", for sammen med vognmænd og private diligenceførere bandt postvognene Danmark sammen når man (og det vil fortrinsvis sige borgerskabet) skulle rundt i Danmark. Det foregik med diligence (som vi i dag mest forbinder med westernfilm) som på de ofte ufarbare landeveje sneglede sig afsted fra kro kro til.

Efter Politivennens ophør begyndte jernbanen imidlertid at overtage diligencernes opgaver. Men det tog lang tid før man i sidste halvdel af 1800-tallet havde fået lagt skinner over det hele. Det er fra denne mellemperiode de nedenstående tre artikler fra Kjøbenhavnsposten stammer (1847)

Til Nordsjælland - Helsingør og Hørsholm - måtte man stadig benytte diligencen, således som det bliver beskrevet i den første artikel fra Kjøbenhavnsposten. Den næste artikel handler om forholdene på Roskilde Station. Den tredje artikel om problemer med at stå på postvognen ved Slagelse. 

Efter at diligencen mellem Helsingør og København, og Helsingør og  Hørsholm i en årrække  var blevet befordret ved Helsingørs vognmænd, som vist nok har opfyldt de indgåede forpligtelser til tilfredshed, blev nævnte befordring fra 1. oktober 1845 overdraget
til en mand i København, som skal have antaget i kompagni med sig de herrer postmester Jöchten og Groth i Hørsholm, der alle tre således er entreprenører for befordringen af diligencen på hele ruten mellem København og Helsingør.

Denne sidste overdragelse d. 1. oktbr. i år er i særdeleshed mærkelig derved, at den kongl. Generalpostdirektion, som ellers ser så nøje på besparelsessystemet, ved denne lejlighed har vist en sjælden, men som vi skal vise, mindre hensigtsmæssig rundhåndethed med offentlige midler, betroede til dens samvittighedsfulde bestyrelse.

Helsingørs og Københavns vognmænd fik i de senere år i betaling for ovenberørte befordring tilsammen 10.800 rbd. årlig imod at denne skulle besørges i 4 ½ time på hele ruten imellem København og Helsingør. Til denne befordring brugte Helsingørs
vognmænd på vejen mellem Helsingør og Hørsholm, alene for deres vedkommende, om sommeren 16 og vinteren 20 Heste. Da det senere arrangeredes således, at Helsingørs vognmænd skulle befordre diligence på vejstykket mellem Helsingør og Niverød - 2
mil - i 1 Time 7 minutter imod en årlig betaling af 3180 rbd. brugtes til denne befordrings prompte opfyldelse 12 heste foruden forspand når vejen var dårlig.

Hørsholm Postgård, senere hotel, nu beboelser. Erik Nicolaisen Høy, 2016.

Ved sædeprisernes stigen så vognmændene sig ikke i stand til uden stort tab at befordre diligencen for en så ringe betaling og med så stor en hurtighed, nemlig 2 mil i 1 time og 7 minutter, og ansøgte derfor generalpostdirektionen om forhøjelse i betalingen. Men de fik uden nogen gyldig angiven grund, afslag og så sig således nødsagede til at opgive befordringen, der nu som nævnt på hele ruten mellem København og Helsingør, er overdragen til en mand i København, som skal have associeret sig med Jöchten og Groth i Hørsholm. Han får i årlig betaling 13,500 rbd altså 2700 rbd. mere end der før betaltes, eller 1350 rbds. forhøjelse for vedkommende, der nu befordrer diligencen mellem Helsingør og Hørsholm, imod at han skal besørge diligencen på hele ruten mellem København og Helsingør befordret ligeledes i 4 ½ Time, men dette sker næsten aldrig; tværtimod bruger diligencen nu som oftest 7 ½ Time, idet den i mange dage i f. å. er ankommet til Helsingør Kl. l ½, 2, 3 ja sågar kl 3 ½ om eftermiddagen, i stedet for kl. 12 ½ om middagen.

Dette kan heller ikke være anderledes uagtet vejen  efteråret og indeværende vinter langt fra har været så dårlig som før. For de herrer entreprenører i Hørsholm bruger kun 12 små og simple heste til diligencens befordring mellem Hørsholm og Helsingør, på hvilket vejstykke Helsingørs vognmænd, som meldt, brugte 20 heste om vinteren og 10 heste om sommeren.

Hvorledes det nuværende arrangement med diligencen end hænger sammen, så synes det meget gådefuldt. Og den kongl. Generalpostdirektion har vist nok ved dette ikke gavnet hverken postkassen eller publikum, til hvis nytte og bekvemmeligbed diligencerne er indrettede. For at disse befordringer er indrettede til den højkongelige Generalpostdirektions egen nytte og fornøjelse, kan jo ikke være tilfældet.

Rimelighed havde vel talt for at de forrige entreprenører havde beholdt befordringen imod et passende tillæg - langt fra ikke en sådan forhøjelse som nu - og det så meget mere som de strengt opfyldte deres indgåede forpligtelser med hensyn til tiden, i hvilken diligencen skulle befordres, og de dertil i de senere år ved foderets stigende priser og yderlig dårligt føre, havde været underkastede store tab. 

Da man ikke vil antage, at nogen af de underordnede embedsmænd i Generalpostdirektionen skulle have skyld i det ovenfor berørte gådefulde arrangement, har man taget sig den frihed direkte at henvende sig til den kongl. Generalpostdirektion selv med opfordring om tilstrækkelig oplysning til publikum, der nu kun er dårlig tjent med at blive befordret med diligencen, når man tager hensyn til den uforsvarlig lange tid, den temmelig ofte bruger på ruten.

Roskilde Station blev netop opført i 1847. Og nedenstående artikels forfatter har måske kendt denne. Den er den ældste stadig fungerende station i kongeriget Danmark, samt hertugdømmerne Slesvig Holsten (stationerne, bl.a. Altona og Kiel er enten nedrevet eller ikke længere er stationer). Foto Erik Nicolaisen Høy.

(Kjøbenhavnsposten, 11. januar 1847)

Så behageligt det er at foretage en lystrejse på jernbanen til Roskilde, lige så ubehageligt er det, at man ved ankomsten der må føle et mærkeligt savn, som man ikke er vant til. Ved banegården holder ingen drosker eller andre vogne, som kan tilbyde de rejsende at befordre dem hvorhen de ønsker. Man vel vel sige, Roskilde er ikke så stor. Man kan snart gennemløbe den by. Ja, når vejret er godt, men ved regnvejr er det ikke behageligt at blive gennemblødt af den årsag, at der ikke forefindes vogne. Og for dem, som kommer på Jernbanen fra København og vil med dampskibet, der går til Nykøbing, er det ubehageligt, ikke at kunne få en billig enspændervogn til at bringe dem fra banegården til skibsbroen, hvortil vejen er temmelig lang, så at de reisende, der langt fra heller ikke alle kender denne vej, er udsat for at komme for sent til skibet. 

Men dette er ikke den eneste mangel, hvad befordringen angår, som de besøgende føler i Roskilde; for når de ønsker at besøge et eller andet fra ældre tider bekendt sted, såsom Ledreborg eller Boserup, og de da spørger om en vogn, så hedder det: ja, den kan De få; men den må tages på rullen på postgården, ellers kan De ingen få. Og da kan man ikke engang få en enspændervogn som på de fleste andre poststationer, men må tage en wienervogn, hvilken befordring for en lille lystrejse bliver temmelig dyr. 

Det var derfor højst ønskeligt, at der blev indrettet en billig befordring, ikke alene fra banegården til skibsbroen, og omvendt fra skibsbroen til banegården, men at der tillige kunne haves enspændervogne til at befordre de besøgende til de nærmest liggende steder i omegnen. Det ville ikke alene være til fordel for enkelt mand, som påtog sig befordringen, men det ligger tillige i hele byens interesse, at de besøgende imødekommes med al mulig bekvemmelighed, da de i modsat tilfælde snart vil blive kede af at besøge Roskilde.
R.

(Kjøbenhavnsposten, 30. august 1847)

Roskilde postkontor lå ca. 1800 til ca 1857 i Skomagergade 15. Herefter flyttede det til Hersegade 11, og endnu senere til Jernbanegade. Der blev tillige drevet gæstgiveri her indtil 1860'erne. Bygningen blev nedrevet i 1964.

Nedenstående klage til den kgl. Generalpostdirektion og det derpå meddelte svar afgiver et vist nok sjældent eksempel på en så rigorøs fremgangsmåde mod en rejsende at om den også skulle kunne støtte sig til en eller anden positiv bestemmelse - direktionen har i det mindste afvist den klagende - dog ikke kan andet end anses for en overordentlig vilkårlig brug af en embedsmyndighed, der ikke tager i betænkning uden al nødvendighed at fornærme og skade borgeren, hvor netop velvillighed og forekommende adfærd både burde og kunne fremtræde såvel i de dertil tjenende bestemmelser som i den enkelte embedsmands forhold. Det er vel muligt at postmesteren i Slagelse kun gør en undtagelse i så henseende, og at han kun, når det falder ham ind, således som i dette tilfælde, nægter en rejsende først at indtage sin betalte plads på et andet holdested end der hvorfra pladsen er betalt; for vist er det at dette ofte sker i mange andre stæder, idet endog bivogne kører forud udenfor staden for at optage derboende medrejsende. Vist er det også at hvis postvæsenet var privat, ville en rejsende, der fremkom med en sådan klage, ikke således uden videre blev afvist. Det kan rigtignok gerne være og er vel endog meget sandsynligt, at den omhandlede postmester har af direktionen modtaget et tilhold om for fremtiden at lempe sig mere efter de rejsendes tarv og bekvemmelighed. Men da hverken klageren eller publikum er blevet underrettet herom, så bliver det pressens pligt at offentliggøre sagen for at man i det mindste kan gætte sig til årsagen. hvis postmesteren i Slagelse herefter skulle vise noget mere menneskelig rimelighed og Opmærksomhed mod de rejsende, egenskaber som altid bliver at fordre hos et postvæsen og i dets Bestemmelser og anordninger, hvad enten det er kongeligt og monopoleret eller ej:

Genpart.

Søndag den 27. juni lod jeg mig på Slagelse postkontor indtegne på ageposten, for samme dags aften at returnere til mit hjem, og lagde herfor i fragt 9 Mk. 8 sk. Kort for postens afgang traf jeg en broder, der er landmand og bor i nærheden af Løvekro, hvor posten regelmæssigt holder. Da jeg havde ting af vigtighed at tale med ham om, og tiden ikke tillod længere ophold, tilbød min broder straks at rejse tilbage; jeg kunne da køre med ham og stå på posten i Løvekro. I denne Anledning sendte jeg straks bud til posthuset for at underrette postmesteren om mit ønske herom, men fik af denne det svar: "at hvis jeg ville med, skulle jeg stå på ved posthuset, da jeg ellers ikke kunne komme med." Da jeg ikke kunne antage denne besked for rigtig, henvendte jeg mig personlig på postkontoret , men fik der kun yderligere bekræftelse på den besked, budet havde bragt mig. 

Da jeg anså hr. postmesteren uberettiget til at nægte mig at stå på ved et almindeligt holdested - noget som jeg så ofte selv har gjort og tillige været vidne til almindeligt sker og denne nægtelse formentlig kun kunne have sin grund i uvilje og højeste grad af inhumanitet, ville jeg ikke underkaste mig hans vilkårlige vilje, men erklærede: at jeg rejste til Løve med den omtalte lejlighed for der at stå på posten, hvor jeg også indtraf 1/4 time før postens ankomst. Her måtte jeg til min forundring erfare, at agestolen ved et tæppe var tillåset og min betalte plads spærret, hvor foruden - efter postillonens forklaring - denne var truet og strengt forbudt at tage mig på, - hvilket kun kunne ske derved, at jeg skulle sidde tværs over vognen og lade benene hænge udenfor, og hvilket vidner om med hvad øjne hr. kammerjunker og postmester Krogh betragter borgerlige og hvad befordring han supponerer en borgerlig passager nok kunne tage til takke med. 

Jeg måtte derfor leje en befordring til mit hjem. Da jeg mener, at hr. postmesteren ikke alene har handlet i høj grad inhumant og i en aldeles modsat ånd, som den, den høje Generalpostdirektion altid lægger for dagen, og derhos gjort et ulovligt misbrug af sin embedsmyndighed, forventer jeg ved at indberette nærværende sag, at hr. kammerjunker og postmester Krog, næst at få en fortjent tilrettevisning, pålægges at erstatte mig udgifterne for ekstrabefordringen efter vognmandstakst.

Kalundborg den 19. juli 1847.

I. Hansen,
Købmand.

Til
den kongelige Generalpostdirektion i København.

I anledning af Deres besværing af 19. f. m. over at postkontoret i Slagelse har nægtet Dem at tiltræde pakkeposten mellem denne station og Kalundborg i Løvekro, undlader Generalpostdirektioncn ikke at meddele Dem, at bemeldte postkontor efter de gældende anordninger har været fuldkommen berettiget til denne nægtelse, og ar der således ikke kan tilkomme Dem nogen erstatning i denne henseende.

Generalpostdirektionen d. 3, August 1847.

Monrad. Winge. Wedel Heinen.

(Kjøbenhavnsposten 13. september 1847)

"The Prince", royal mail steamer for Denmark. The Illustrated London News, 19. april 1850.

Et Par Bemærkninger angaaende Helsingørs-Diligencen, anbefalede til Generalpostdirectionens Opmærksomhed. (Efterskrift til Politivennen)

 Inds. heraf, som ikke forhen har havt Leilighed til at afbenytte Deligencebefordringerne, har i den senere Tid et Par Gange benyttet samme i den Vogn, som gaaer imellem Kjøbenhavn og Helsingør om Natten, og kan ikke negte, at han har beundret den Omhu for Passagerernes Beqvemmelighed, der saavel er viist ved Vognens Indretning, som ved alt øvrigt dertilhørende baade materielt og personelt. Man erkjender strax, at Intet er sparet, hverken fra Over- eller Underordnedes Side, for at befrie den Reisende for enhver Ubehagelighed, som ellers er forbundet med at reise, og i denne Erkjendelse er det at man henvender sig til høie Vedkommende med følgende Bemærkninger:

1) Med Hensyn til Afgangstiden Kl. 11 om Aftenen, da er denne vistnok meget velvalgt for den Vogn, som afgaaer fra Kjøbenhavn, hvor der er en Mængde Aftenfornøielser, saasom Comedier m. fl., som Pluraliteten af de Reisende vistnok gjerne ville nyde uden at være nødte til at tabe noget deraf for den tidligere Reises Skyld; men for den Vogn, som gaaer fra Helsingør, da var Kl. 10 eller maaskee endog Kl. 9 en mere passende Tid, især i Vintermaanederne. Helsingør er, saavidt Inds. har havt Leilighed til at bemærke, temmelig fattig paa offentlige Forlystelser, eller endog paa Tidsfordrivsmidler, saa at 3-4 Aftentimer ere temmelig haarde at faae Bugt med i denne By, naar man er der som Forretningsmand og ikke har adgang til Familiekredse, hvilket vel er Tilfældet med en stor Deel af Diligencebenyttende. Forretningstiden naaer sjeldent længere end til Kl. 7; naar man saa har 2 Timer til Spisning, Ordning og Indpakning af sine Sager, da ønske de Fleste vistnok at komme afsted Kl. 9. Byens Beboere ville vistnok ogsaa i Regelen ligesaa godt kunne indrette sig til at reise Kl. 9 som Kl. 11. De fleste Familiers Sengetid er vel Kl. 10, skal noget Medlem reise først Kl. 11, kommer der dog ikke rigtig Ro i Huset førend dette er borte. En saadan Ventetid er ogsaa under saadanne Omstændigheder kjedsommelig. Det synes saaledes vist, at med Hensyn til Afreisen er den tidligere Tid mere beqvem end den sildigere, spørgsmaalet er derefter om Ankomsttiden her til Kjøbenhavn, der da vilde blive Kl. 3 om Natten, ikke er mere ubeqvem end den nuværende Ankomsttid Kl. 5. Det kan ikke negtes, at Kl. 3 om Natten er en ubeqvem Tid at komme tilbyes paa, men det samme kan siges om Kl. 5, især om Vinteren. Helsingorianeren, der reiser hertil med Natdeligencen, med den Bestemmelse næste Dag eller Aften at reise tilbage, er yderst forlegen med de 2-3 Timer, han har at tilbringe inden han kan begynde sine Forretninger; søge og betale Logis krymper han sig ved, da Tiden han har godt deraf er saa kort; offenlige Steder, i det mindste saadanne som Diligencereisende ønske at besøge, ere ikke aabne; der er næsten Intet tilovers for ham uden at drive om paa Gaderne, og dette er vist ikke mindre end Behageligt især efter 6 Timers Reise om endog Veiret er godt; om ondt Veir vil vi ikke engang tale. Kommer han derimod hertil Kl. 3, da vil vist Ingen betænke sig paa at give nogle Mk, for at erholde 4 a 5 Timers Ro og Hvile, der gjør ham bedre skikket til sine Forretningers Udførelse. Der kan neppe være Spørgsmaal om den Herboende ikke heller vil komme 2 Timer tidligere hjem. Een Omstændighed er der endnu, som anbefaler den tidligere Afgang af Helsingørs-Diligencen, og den er at de 2 Diligencer undertiden indtræffe paa een Tid i Hirschholm. Det var da ikke utænkeligt, at en Reisende kom til at gaae iden urigtige Vogn; det er vel af de Tilfælde som ikke let eller ofte indtræffe, men utænkeligt er det ikke, og det blev fortalt, at det een Gang er skeet, om det er sandt veed Inds. rigtignok ikke; med det veed han, at det kunde have høist ubehagelige Følger for Paagjeldende. Der synes saaledes ikke Lidet at tale for det Forslag, at oftnævnte Deligence afgaaer fra Helsingøer Kl. 9 i Stedet for Kl. 11 om Aftenen, og indstilles derfor samme til den høie Generalpostdirections Overveielse.

2) Temperaturen i Deligencen er i Almindelighed saaledes, at den Reisende ikke generes af Kulde, naar han er nogenlunde reiseklædt og der er flere Passagerer med, hvilket nok næsten altid er Tilfældet. Det Eneste man har Vanskelighed ved at holde varme er Fødderne; derpaa vilde kunne hjelpes betydeligt ved at lægge et Teppe af tykt laadent Skind paa Bunden af Vognen, der kunde befæstes med Stropper, saadan at det let kunde tages ud, deels for at renses, deels for at borttages, naar Veiret ikke nødvendiggjorde det. Dettes Anskaffelse og Vedligeholdelse vilde jo være en Udgift, men da saamange Omstændigheder bevise, at Directionen ikke skyer nogen Udgift, der kan forskaffe den Reisende Beqvemmelighed, og da Erfaringen stadfæster, at dette Princip er fuldkommen rigtig, saa haaber man dette Ønskes Opfyldelse.

Diligencen har formentlig ikke kørt ad Strandvejen til Helsingør, men taget Kongevejen. Her gennem Fredensborg. Dengang nok uden skove, men man får et indtryk af det kuperede terræn.

3) Luften i Deligencen er som oftest trykkende og ubehagelig især naar der er mange Passagerer og Veiret ikke tillader at have Vinduerne aabne; om dette kunde ændres ved at angringe et slags Skorsteen med Dæksel over i Loftet, uden at derved frembragtes Træk eller andre Ulemper, større end dem, der skulde forebygges, tør Inds. ikke tiltroe sig Kundskab nok om til at gjøre nogen Indstilling om, og henstiller blot samme til Vedkommendes Overveielse.

4) Hvorvidt det for Pluraliteten vilde være behageligt, om Vognen var oplyst indvendig, tør han ei heller yttre nogen Mening om. For ham selv, der ikke har kunnet bringe det til at sove i Diligencen, vilde det være en stor Behagelighed, da det er betydeligt kjedeligt at sidde i flere Timer og høre paa 5 a 6 Snorkere, uden at have nogen Tidsfordriv. Var Vognen oplyst kunde man jo ved Læsning forkorte Tiden, men maaske de sovende Medlemmer ere af anden Mening, og dette Ønske maa derfor ansees for individuelt.

(Kjøbenhavnsposten den 1. november 1843)