Censur i Sønderborg. (Efterskrift til Politivennen)

Frit Ordskifte

Haandhæves Censuren forsvarligt?

Vi har modtaget:

Paa Haandværker- og Industriudstillingen i Sønderborg fra 1.-18. Maj dette Aar opførtes der næsten daglig en Revue, der paa Grundlag af sit i moralsk Henseende overmaade daarlige Indhold vakte stor Forargelse.

Jeg fremkom derfor i Dagspressen med en skarp Kritik af Revuen, som havde til Følge, at jeg modtog et Brev fra Hotelejer Bang i Sønderborg, der havde ladet Revuen opføre i sit Restaurationstelt paa Udstillingspladsen. I dette Brev meddelte Bang, at de Sange, som jeg særlig havde paatalt for Deres tvetydighed og Slibrighed, var censurerede af Censor i København. Efter at jeg havde faaet Censors Adresse opspurgt, tilskrev jeg ham følgende:

Hr. Censor P. A. Rosenberg. København.

Ved Haandværker- og Industriudstillingen i Sønderborg fra 1.-18. Maj opførtes der en Revue, i hvilen der blev sunget en Sang, som to Venner af mig, der to Gange var til Stede, har noteret to Vers af. Versene lyder saaledes:

1. Vers:

Jeg er gift, en Hustrus Lod er streng,
Naar min Mand gaar ud om Natten,
Tror De han kommer hjem i Seng?
Naar jeg spørger ham, saa svarer han:

Refrain:

Jeg gør det ikke om jeg faar Penge til,
men saa er der saa mange andre, der vil.

2. Vers:

Jeg elsker Børn, selv har jeg fem,
i Ægteskabet fik jeg dem alle,
Tror De min Mand siger, han er Fader til dem?
Naar jeg spørger ham, saa svarer han:

Refrain:

Jeg gør det ikke, om jeg faar Penge til,
men saa er der saa mange andre, der vil.

I en Artikel i "Sonderburger Zeitung" har jeg omtalt Revuen og betegnet dette Digt som umoralsk, da det omhandlede Horeri og Ægteskabsbrud. I Henhold til denne Artikel i "Sonderburger Zeitung" har Hotelejer  Hoffmann Bang, som lod Revuen opføre i sit Restaurationstelt, tilskrevet mig, at den af mig paatalte Sang, tillige med Revuens andre Sange er censurerede af Censor i København.

Jeg beder godhedsfuldt at ville meddele mig, om det forholder sig saaledes, som Hr.  Hoffmann Bang skriver. Svarporto vedlægges. Ærbødigst

C. Jørgensen, Sognepræst.

Efter nogle Dages Forløb modtog Jeg følgende Svarskrivelse, som jeg med Censor P. A. Rosenbergs Tilladelse meddeler:

Herr Pastor C. Jørgensen!

I Gensvar paa Deres ærede Forespørgsel skal jeg meddele, at den omtalte Vise har været fremlagt til Censur og er tilladt af mig. Hvis man i den Art lette Løjer vil søge Krænkelse af Moralen, kommer man til at forbyde omtrent alle Operetter, tyske, franske, engelske, danske, og de allerfleste Kabaretviser. Det er min Opfattelse, at dette vilde være meget uklogt, og Jeg tvivler om, at slige Narrestreger kan gøre noget Menneske Skade. Med denne Motivering har jeg tilladt Visen.

Deres meget ærbødige
P. A. Rosenberg.

Vi mener, at den Maade, paa hvilken Hr. Censor Rosenberg haandhæver Censuren, staar i en skarp Modsætning til den kristelige Morals Fordringer, og at Smudslitteraturen derved faar Lov til, frit at udbrede sig til stor moralsk Fordærvelse af vide Kredse af vort Folk. Det vilde derfor være ønskeligt, om Censoren fra det Ministerium, hvorunder han sorterer, kunde faa Bemyndigelse til en kraftigere Censur, eller hvis - hvad Censors anførte Brev synes at antyde - han ikke finder et Systemskifte nødvendigt, der da kunde ansættes endnu en Censor, under hvem denne Art af Skriverier kunde sortere. Det maatte da være en Mand, som klart ser den Fare, der truer vor Ungdom gennem Smudslitteraturen. En saadan vil ikke være vanskelig at finde.

Sønderborg, d. 8. Novbr. 1924.
T. Biering, Provst. 
C. Jørgensen, Sognepræst.

(Heimdal 10. november 1924)

10,000 Film har passeret den den danske Censur. (Efterskrift til Politivennen)

Den har nu virket i 10 Aar.

700,000 Meter Film rullet op for Censorerne.

Den ene Censor, Kommunelærer Nicolajsen i sit lille private Biografteater.

Foruden de to Snese offentlige Teatre for Fremvisning af levende Billeder, der nu findes i København, er der endnu et, som ikke er tilgængeligt for Offentligheden, men som dog har kunnet møde med det største og mest udsøgte Program. Og uden Pral kan dette Teater rose sig af, at der her er blevet spillet Film, som intet andet af BilIedteatrene har kunnet møde op med.

Teatret, hvorom Talen er, findes i en stor, moderne Ejendom paa Vestre Boulevard, hvor et Skilt tilkendegiver, at her har Statens Filmcensur til Huse. I Anledning af, at denne Censur nu har virket i 10 Aar, har den ene af Censorerne. Kommunelærer Nicolajsen, udtalt følgende om Censurens Arbejde:

Manden, der har set 10,000 Film.

Den 15. Juli 1913 begyndte Censureringen af de første Film, men det var først fra 1. Januar 1914, at den obligatoriske Censur indførtes, saa vi kan altsaa nu fejre vort 10 Aars Jubilæum. Censuren oprettedes oprindeligt ved en justitsministeriel Bekendtgørelse. Senere lovfæstedes den ved Loven af 17. Marts 1922. Dette har dog ikke bevirket væsentlige Forandringer i vor Arbejdsmetode, idet Reglen stadigt har været og fremdeles er den, at hvad der kan virke forraaende eller paa anden Maade moralsk nedbrydende, man Censuren ikke tillade.

Hvad der kommer indenfor Rammerne,

som jeg her har angivet, maa vi selv afgøre og tage Ansvaret for. Men vi gaar frem paa den Maade, at vi særligt forbyder, hvad der er forraaende eller umoralsk, eller hvad der kan virke forbryderisk instruktivt. Det er de Hovedlinier, vi holder os for Øje. Det er Justitsministeriet, der sammensætter Censuren, og den bestaar af Professor Riis Knudsen, der er udpeget som Æstetiker, og mig som Pædagog, og vi varetager vore specielle Interesser. Der finder dog stadigt Samarbejde Sted, saaledes at den ene kan tilkalde den anden, og kommer der en Film, der er lidt ekstraordinært ved, beses og bedømmes den af os begge. I særlige Tilfælde kan vi endvidere tage Censurens tredie Medlem med paa Raad, det er Kontorchef Jespersen i Justitsministeriet. Paa denne Maade har vi direkte Forbindelse med Ministeriet. Vor Afgørelse kan iøvrigt indankes for Justitsministeriet. Vi har haft ganske enkelte saadanne Tilfælde, men Ministeriet er aldrig gaaet imod Censuren. Gennemsnitlig er det 5 pCt. af de Film, der forevises os, der ikke tillades.

Forbudt for Børn?

- Er det i alle Tilfælde en Følge af Censurens Bedømmelse, naar Teatrene giver en Film Karakteren: Forbudt for Børn?

- Ja, Teatrene kan ikke selv tage Bestemmelse om, at en Film kun maa forevises for Voksne. Naar vi træffer denne Afgørelse, afhænger det af Emnet og Spillemaaden, og ikke altid af selve Handlingen. Det er ikke altid, at en Film forbydes for Børn, fordi den er uartig, altsaa paa Grund af umoralsk Handling, men fordi denne kan glide ind paa Emner, hvor Børn i Kraft af deres manglende Erfaring ikke vil forstaa hele Handlingen. Det kan da virke som en Række forraaende Enkeltheder, hvor Helheden maaske nok for Voksne kan blive et virkeligt Livsbillede.

Et tveægget Sværd.

Vi holder ellers ikke af disse Børneforbud, for det kan blive et tveægget Sværd for Børn og barnlige Sjæle. Et Børneforbud lokker for Børn i 15-Aars Alderen, og de lyver sig ældre for at kunne komme ind og se dette, der er forbudt, og som saa vel ogsaa maa være interessant. Med barnlige Sjæle mener jeg Mennesker, yngre eller ældre, der gaar ind til forestillingen med gale Forudsætninger - de tror, de skal se noget frygteligt - og saa faar de noget forkert ud af deres Indtryk. Det er kun 4-5 pCt. af de foreviste Film, vi forbyder for Børn. Og i Almindelighed holder Teatrene heller ikke af disse Børneforbud.

Det første 10,000 naaet.

Vi har nu til 1 Januar rundet de 10.000 Film, og i de ti Aar er ca 700,000 Meter passeret forbi Censuren. Der har ikke været større Stigning i Filmenes Antal Aar efter Aar, det har i alt væsentligt været det samme Antal gennem Aarene. Det store Antal nye Biografteatre, der er kommet 1 de senere Aar, har ikke spillet nogen Rolle her. Følgen deraf er kun, at en Film nu kan spilles et større Antal Gange, men flere Film bruges der ikke.

- Hvem betaler Censuren?

- Det er Staten, der opretholder den; men Staten har dog Ingen Udgifter ved den. Forholdet er dette, at Filmudlejningsselskaberne betaler 6 Øre pr. løbende Meter for hver Film, der forevises os. Disse Penge faar de igen af Teatrene, og der indkommer paa denne Maade saa store Beløb, at Staten ikke har Udgifter ved Censuren.

(Aftenbladet (København) 5. februar 1924).

Filmcensur varetoges indtil 1913 af den lokale politimyndighed, men overgik derefter til staten. Statens Filmcensur fik sin endelige form med Biografloven af 1938.  Frem til 1960 blev film enten tilladt for alle, forbudt for børn, totalforbudt eller beskåret, oftest pga. voldelige og/eller erotiske scener. I 1969 bortfaldt voksencensuren. Ved Filmloven af 1997 afløstes Statens Filmcensur af Medierådet for børn og unge der vejledende mærker film efter aldersgrupperne 7, 11 og 15 år. Alle film blev tilladt for børn over syv år i følge med en voksen.

Om Anton Nicolaisen, se Historisk-topografisk selskab for Frederiksberg, Henrik Knudsen: Forbudt for Børn! (2007).

Opsigtsvækkende Forbud mod Betty Nansen-Teatret. (Efterskrift til Politivennen).

Et Skuespil, Censor finder anstødeligt.

Der er sket noget virkeligt opsigtvækkende i den københavnske Teaterverden, en Begivenhed, der har Krav paa lnteresse, og som vil give Anledning til megen Diskussion, baade mundtlig og skriftlig. Censor, Dr. Norman har nedlagt et kategorisk Forbud mod, at Betty Nansen Teatret opfører sin næste planlagte Forestilling, den tyske Forfatter Walter Hasenclevers Komedie "Ægteskaber stiftet i Himlen".

I korte Træk er Stykket Handling følgende: Tre Afdøde kommer op til Himlen, og paa Magdalene Forbøn faar de Lov til at vende tilbage til Jorden og søge at leve deres Liv om paa en fornuftigere Maade. Men det viser sig, at de begaar akkurat de samme Dumheder igen, som de har g|ort en Gang tidligere.

De to Akter foregaar i Himlen, den ene paa Jorden, de Jordiske Personer er to Mænd og en ung Kvinde, de himmelske er Vorherre, Sct. Peter og Maria Magdalene.

Stykket er opført mange Gange i Tyskland, bl. a. i Berlin hos Reinhardt, men der har været meget kraftig Protest imod del, og det er enkelte Gange kommet til Skandalescener.

Hvad de interesserede Parter mener.

Ude paa Betty Nansen Teatret hersker der selvfølgelig megen Vrede, baade Fruen selv og Henrik Bentzon udtaler sig meget aabenhjertigt, og det er ikke blide Ord. der falder om Censor.

Fru Nansen taler om "den taabelige Censorinstitution" og hævder, at hun nok selv er i Stand til at tage Ansvaret for sine Handlinger. Hun forklarer, at Komedien er et satirisk Udfald imod og Angreb paa det gængse Vanebegreb "Gud", at det er af stor Iiterær Interesse, og et virkeligt kunstværk.

Modparten, Dr. Normann ønsker ikke at udtale sig nærmere, men siger dog: Vorherre optræder I Stykket iført Sportsbenklæder og med Shagpibe. Man kan godt revse, men man skal ikke forarge.

Vi forstaar udmærket godt Fru Nansens Vrede og har al Respekt for hendes kunstneriske Idealer - med sin gode Vilje vil hun næppe forarge, og det kan være meget godt at revse - men .. Selv Solen har sine Pletter, og mon ikke ogsaa selve Fru Nansen kan tage fejl?

Det forekommer os, at Dr. Normanns korte Udtalelser vejer betydeligt tungere, end Fruens Beklagelser og Forsvar. Folks religiøse Begreber skal man nu en Gang respektere, og at ville "revse Vanebegrebet Gud" er en betænkelig Sag, navnlig naar det foregaar paa den Maade, Dr. Normann antyder.

Mon Censor ikke har gjort Fru Nansen en Tjeneste ved at nedlægge sit Forbud?

Fruen erklærer, at hun agter at indanke Forbudet for selve Ministeren - saa nu faar man jo se, hvad han siger til det.

(Aftenbladet (København) 11. oktober 1929).

Censorens forbud blev tiltrådt af justitsminister (radikal) Carl Theodor Zahle (1866-1946), dog ikke uden kommentarer. Han mente ikke at han som justitsminister uden væsentlige grunde kunne gå imod censor, især da det drejede sig om et udenlandsk stykke, men antydede at han måske ville afgøre anderledes hvis det havde været dansk.

I oktober besluttede Studenterforeningens Frie Scene, ledet af Per Knutzon at opføre stykket i Studenterforeningen, hvor det havde premiere 27. november.

Dr. phil J. C. Normann afløste P. A. Rosenberg den 1. april 1929 som censor for teatrene. Han havde iscenesat skuespil både på det Kgl. Teater og Dagmarteatret. Censorerne havde ikke noget kontor, de arbejdede hjemmefra. Han var på daværende tidspunkt 51 år gammel. P. A. Rosenberg indgav sin afskedsbegæring i juli 1928 (han var da 70 år gammel) Efter at have været censor i 20 år. Som afløser var ellers nævnt forfatteren Otto Rung, som også var formand for Teaterrådet.

Et Besøg paa Hellebæk Fabriker. (Efterskrift til Politivennen)

I

For nogen Tid siden var vi oppe i Nordsjælland og vor Vej førte os da forbi Hellebæk Fabriker. Disse ligger saa isoleret og saa langt borte, at Kritiken kun sjældent slipper inden Dørene, og Følgen er da game, at Forholdene for Arbejderne er særlig slette. Derfor fik vi Lyst til at se dem paa nært Hold og gik Fabrikerne igennem.

Bygningerne er af saa ny Datum, at man skulde tro de bød Arbejderne ret gode Lokaler, men det er saare langt fra at være Tilfældet. Saaledes i det første Fabriksrum vi kom ind i. Naar man kommer indenfor Døren, er det ligesom Aandedrættet i samme Nu besvaredes, saa tung, støvfyldt og stinkende er Luften. Det er et stort Lokale, men der er lavt til Loftet og rundt om staar der store Maskiner, som krasser og karter Ulden og som sender en uafladelig Støvsky ud til alle Sider. Navnlig lagde vi Mærke til noget gammelt Stof, som krassedes op igen, og hvor Bomulden var brændt bort med Syre, - det lavede en infernalsk Atmosfære rundt omkring. Arbejderne i disse Lokaler saa alle som en i høj Grad blege og sygelige ud, og paa vort Spørgsmaal erfarede vi, at kun de allerstærkeste kan udholde dette Arbejde i længere Tid. Folk, hvis Lunger ikke er sunde, er straks ødelagt. Dertil var de alle i høj Grad overdryssede med Støv og Snavs fra Arbejdsmaterialet, noget, som paa mange Maader skader Sundheden og forkorter Livet. Ogsaa var der her en modbydelig Oliestank, vistnok hidrørende fra slet Olie, hvormed Ulden fedtes. Paa Gulvet var der et næsten tommetykt Lag af Snavs og gammel Fedt.

Det gælder her, hvad vi saa ofte skrev i vore Artikler om "Arbejder-Mord", at der intet gøres for Arbejdernes Sundhed, ikke engang dette, at skaffe dem frisk Luft. Det er uforsvarligt, at en Fabrik, der ligger paa aaben Mark, klods op af Øresund og Kattegat, hvor Luften udenfor er saa ren og frist, - at den har mange Lokaler, som er komplette Pesthuler. Der er ikke gjort det fjærneste for Ventilation. Skal Luften fornyes, maa Vinduer og Døre lukkes op, og i de vekslende Aarstider med Storm, Regn og Sne ind fra Søen kan dette ofte ikke lade sig gere. Det Offenlige er i de senere Aar endelig kommen i Tanker om, at der hører andet til for at skaffe en god Luftforsyning end lukke et Vindue op. Det ny Kvindefængsel paa Nytorv er saaledes forsynet med et udmærket Ventilationsapparat, som uafbrudt pumper frisk opvarmet Luft ind i alle Værelser og suger den daarlige Luft ud. Den ny Fattigstiftelse ved Nørre Alle har et Ventilationsapparat, som fornyer Luften 6 Gange i Timen overalt Bygningen. Hvor uforsvarligt er det da ikke, at Arbejderen, som gaar og træller fra Morgen til Aften for at skabe Kapitalisternes Rigdom, skal leve de halve Døgn i en pestagtig Luft og fylde sine Lunger med store Støvmasser, som avler særlige Sygdomme og forkorter hans Liv.

Under Udstillingen i 1888 var der af Fabriken "Hamlet" i Helsingør opstillet et Sugeapparat, som transporterede alle Bødkerspaanerne ud af Fabrikslokalet. Det var forbavsende at se, med hvilken Lethed og hvor fuldstændigt det kunde suge alle de store Spaaner, alt Smul og Støv bort fra Maskinerne. Hvis der i Fabrikslokalerne anvendes lignende, men mindre voldsomme Sugere til at fjærne det skadelige Støv, vilde der lægges mange Aar til Arbejdernes Liv. Baade dette og en kunstig Luftfornyelse vilde saadanne Steder som paa Hellebæk Fabriker kunne gøres uden store Bekostninger, da der jo forud baade er Damp- og Maflinkraft i alle Rum. Men det ligger nu engang ikke til vore Kapitalister frivilligt at gøre Sligt, - for dem er det ligegyldigt, om Arbejderne kreperer nogle Aar for eller senere, der er billig Afløsning nok at faa.

Et andet Lokale, hvor Forholdet ogsaa er yderst slet, er Farveriet. Som oftest staar alt her i en uigennemtrængelig Damp og Taage og Arbejderne gaar bestandig med vaade Fødder, hvilket for en Del har sin Skyld i, at Afløbene for Vandet er daarlige. Lokalet er snævert og skummelt, og en af Arbejderne havde Ret, da han betegnede det som det værste Svinehul paa Fabriken. De stakkels Mennester, som fra Kl. 6 til 6 her maa ase for det daglige Brød, tjener 11 Kr., siger og skriver 11 Kroner, om Ugen. Vi tænker ikke nogen misunder dem.

Overalt hvor vi kom var der daarlig Luft, Støv og mange Maskiner pakkede saa tæt sammen, som paa nogen Maade muligt. Den, der aldrig har været paa en Klædefabrik eller et Bomuldsvæveri, aner ikke hvilket Helvede det i Grunden er. En af Kapitalisternes egne Fruer, en af de rigtig nervøse, hvem den mindste Støj bringer til at fare sammen og jamre sig, skulde blot opholde sig i en Væversal en eneste Time. Hun vilde sandsynligvis dø med det samme.

For den, der ikke er vant til at færdes her bestandig, gør det et overvældende Indtryk pludselig at befinde lig i den Helvedslarm, som disse Hundreder af Dampvæve gør. Det er et saa infernalsk Spektakel, at man slet ikke kan tale sammen, ja kun med den yderste Møje er i Stand til at raabe et forstaaeligt Ord ind i hinandens Øre. Og hvilken Støv, navnlig i Bomuldsvæveriet. Det staar som en Damp op fra de larmende Væve og fylder Øjne, Næse og Mund paa de Kvinder, som Dagen lang skal staa bøjet over dem. Vi har før under Omtale af Crome & Goldchmidt og Rubens Fabriker udviklet, hvor skadeligt dette Arbejde er for de Hundreder af Kvinder, som stuves sammen i disse Væversale. Vi har paavist, hvor fordærveligt det kan blive under Svangerkabsperioder baade for Moder og Barn, hvor det selv under Menstruationen kan have skadelige Følger, og hvilken Masse Gift der indaandes med det anilinfarvede Støv.

Det er da ogsaa et sørgeligt Syn at se ned igennem en saadan Sal, og se alle de blege Kvinder med flove, matte Øjne og gusten Hudfarve febrilsk anspændte passe paa det Virvar af Traade og Maskindele, som kræver deres Opmærksomhed. Og det er mange, thi Udbytningens Hyæne har ikke nøjedes med lidt, da den spændte disse ulykkelige Kvinder i Arbejdsselen. De har nemlig ikke hver sin Væv at passe, men de har hele to. Uafladelig maa de vende sig fra den ene til den anden. Deres Blik er aldrig rolig et Sekund, det flakker uafbrudt over de Tusinder af Traade, for at opdage naar en af dem brister eller der sker andet som kan afstedkomme Uorden i Arbejdet. Vævene staar ikke ved Siden af men ligeoverfor hinanden, saa Væversken staar imellem dem, og der er to og to Væversker i samme Række, saa de to Kvinder altsaa staar mellem 4 jagende, støjende Dampvæve. Salene er paa Hellebæk ikke saa store som hos Crome & Goldschmidt, hvor der var 400 Væve i én Sal, her varierer Tallet fra 50 til 90-100 i samme Lokale. Vi lagde Mærke til, at de fleste af Væverskerne var svenske. Paaklædning vidnede om, at de ikke havde opholdt sig ret længe her i Landet.

For dette Arbejde er Betalingen paa Bomuldsvæveriet gennemsnitlig 10 a 11 Kroner om Ugen og paa Klædefabriken 9 Kr., ligegyldigt om det er Mænd eller Kvinder. Vi skal tilføje, at ved Spindemaskinerne lønnes Kvinderne med fra 8 Kr. 50 Øre til 7 Kr. 50 Øre, 6 Kr., 4 Kr. og 3 Kr. om Ugen. Dette er kun for voksne, i al Fald konfirmerede Kvinder.

Af de øvrige Arbejdslokaler skal vi endnu omtale Valkeriet og det saakaldte "Rueri". Det er ikke morsomt at opholde sig her, hvad Enhver vil kunne forstaa, naar han hører, at de til Arbejdet her paa en Dag bruger 12 til 14 Spande Urin, foruden Amoniakvand og andre Syrer. Stanken heraf er modbydelig. Gulvet er al Tid som en Sø, idet Vandet gaar i Strømme derover. Der er ganske vist en 3-4 Rendestene, men de er altfor utilstrækkelige til at bortfare Spildevandet. Hvor sundhedsfarligt det er for Arbejderne, navnlig om Vinteren, at vade i alt dette Vand, behøver vi næppe at paavise.

Paa Loftet, hvor der ogsaa er Arbejdslokaler, klager Arbejderne over at Taget er saa slet, at det regner ret alvorligt ned paa dem, men det tages der i Lighed med alt øvrigt intet Hensyn til. 

Dette er i store Træk selve Fabrikerne. Forholdene er, som man ser slet, mm det faar dobbelt Vægt, naar dette sammenholdes nied, at Arbejderne ogsaa udenfor den Tid, de maa gaa under Arbejdsaaget, opholder sig og lever under saare slette Betingelser.

Hellebæk Fabriker har nemlig saakaldte Arbejderboliger til sine Arbejdere, og her bor de gifte og ugifte. Mænd og Kvinder under skandaløse Forhold, som vi skal udvikle nærmere i næste Artikel.

(Social-Demokraten 28. maj 1891).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt f. Petersen (1.1.1866-18.2.1931): Wæversal, Hellebæk fabrik. 1893. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

II.

Hellebæk Fabrikers Arbejdere bor paa ganske enkelte Undtagelser nær i Fabrikernes Arbejderboliger. Dette Husly udgør en Del af deres Arbejdsfortjeneste. Hvor højt Fabrikerne vurderer den Bolig, de saaledes overlader deres Arbejdere, fremgaar af, at de, som ikke bor dér, faar udbetalt i Huslejegodtgørelse om Ugen 35 Øre for Kvinder og 50 Øre for Mænd.

Men saa er Boligerne rigtignok ogsaa derefter. Der er to Slags: nogle gamle Huse i selve Hellebæk og en Koloni af nyere Bygninger, som ligger midt i Skoven og bærer det aparte Navn "Figaro". Det er vanskeligt at afgøre, hvilke der er de sletteste De er nemlig slette alle tilhobe.

Det aldeles overvejende Antal er 1 Værelses Lejligheder, nogle med Køkken og andre uden Køkken. Vi tager først et af de bedre i Stueetagen. Det er et lille snævert, hvidkalket og paa alle Maader yderst tarveligt Rum, hvor der er "fuldt Hus", naar der er 3 eller 4 Mennesker. Fugtigt er der, saa Vandet driver ned af Væggene, og Køkkenet svarer i et og alt til "Salonen". Arbejderne er dertil forpligtede selv at vedligeholde Lejligheden med Kalkning, Malning, Reparationer osv.

Ovenpaa er der endnu snævrere Plads. Her er det "Værelser" eller rettere Tagkamre, hvor næsten hele den ene Væg kun er et skraat Tag. Vinduet er i bedste Tilfælde et smalt Gavl- eller Kvistvindue, men de allerfleste er kun ganske almindelige Tagvinduer af den Slags, som findes paa ethvert Loft. Og i saadanne "Boliger", hvis flade Loft ofte ikke er 1, siger og skriver en Alen bredt, og som ikke har andet Køkken end en Kakkelovn, der hos nogle jævnlig falder ned, i saadanne Boliger bor der 2 eller 3 Mennesker.

Men Toppunktet af disse skandaløse Beboelsesforhold er dog ikke naaet hermed. Hidtil har dog hver Familie faaet Lov til at bo for sig selv i sit Hul. Men nu har Fabrikerne faaet en ny Bestyrer, og han forlanger intet mindre, end at der for Eftertiden skal bo 2 Familier i 1 Værelse. Det er utroligt, hvad Kapitalisterne vover at byde deres Arbejdere, Kilden til al deres Rigdom. Den, som skriver delte, har før set 2 Familier bo i et Værelse, men det var i Schlesien, hvor de ulykkelige polske Kulgrubearbejdere levede som Dyr mellem hinanden og kun havde en Kridtstreg paa Gulvet til Skæl mellem deres Territorier og Ejendele. Vi havde dog ikke troet, at danske Arbejdskøbere vilde byde noget lignende.

Et Værelse, som vi nøjagtigt maalte op, var 3 Alen 10 Tommer højt, 5 Alen og 20 Tommer bredt og 6 Alen og ca. 13 Tommer langt. Men en Entré ved Døren borttog ca. 3 Kvadratalen af Gulvfladen og berøvede Værelset en stor Del af Pladsen til at bevæge sig paa. Her boede en Kvinde med sine 2 Børn. og til hende forlangte man, at en anden fuldstændig fremmed Kvinde med et Barn skulde flytte ind Værelset er saa fugtigt, at Vandet til sine Tider rinder i Strømme ned ad Væggen, og her skal der saa være Plads til 6 Mennesker, 3 Senge og de nødvendigste Møbler. Størstedelen af Møblerne er der selvfølgelig ikke Plads til, og spørger Arbejderne saa Bestyreren hvor de skal gøre af disse Møbler og af deres Madvarer, saa svarer han dem, at de kan sætte det paa Loftet Og er der et Sted, hvor Sengene ikke kan saa Plads i Stuen, faar de den Besked, at saa kan de sætte dem i Køkkenet - hvis der da er noget Køkken.

I en anden Lejlighed var Forholdene ligesaa elendige. Værelset var her 3 Alen 7 Tommer højt, 5 Al. 13 Tom bredt og 8 Al. 14 Tom. langt. Heri skulde der bo 2 Familier paa tilsammen 7 Personer, og der skulde staa 4 Senge. Fugtigheden var den samme som de andre Steder, og alt i alt. vil vi rette den indtrængende Opfordring til Sundhedskommissionen for Tikøb Sogn eventuelt til Sogneraadet eller højere Avtoriteler at de tager sig lidt af Beboelsesforholdene paa Hellebæk Fabriker. De er saavist en Skandale.

Vi skal nu anføre et Eksempel paa den Grad af Humanitet, hvormed Fabrikbestyrelsen optræder som Vært over for Arbejderne i disse Boliger. I en af de smaa Lejligheder ovenpaa "Figaro" boede der et Ægtepar. Konen var Arbejderske paa Fabriken, hvor hun passede en Maskine. Saa blev hun frugtsommelig, og som Følge deraf en kort Tid ude af Stand til at arbejde. Selvfølgelig fik hun da heller ingen Løn, men de menneskekærlige Arbejdskøbere ræsonnerede endvidere, at Boligen var en Del af Lønnen, og da hun ikke kunde arbejde nogle Uger, skulde hun heller ikke have Bolig i disse Uger, og Resultatet blev, at hun blev smidt ud af Lejligheden. Det var om Sommeren. Hellebæk var fuld af Badegæster, hvert Hul var optaget og det var ikke muligt for den stakkels frugtsommelige Kone at faa Tag over Hovedet. Da forbarmede en af de andre Arbejdere paa Fabriken sig over hende og tog hende, uagtet der var knap Plads i Forvejen, ind i den Stue, hvor der var Husrum, fordi der var Hjærterum.

Denne skandaløse Historie satte, som rimeligt var, ondt Blod, og Følgen heraf blev til Gengæld, at Konen ikke kunde faa Arbejde, da hun kom igen. I lange Tider gik hun uden Beskæftigelse, og hvor hun senere er bleven af aner vi ikke. Men et véd vi, at dette er en ypperlig Illustration til den Interesse og Kærlighed Kapitalisternes store Flertal nærer for deres Arbejdere. Men det er jo ikke første Gang Hellebæk Fabrikers Indehavere har lagt disse Principer for Dagen. For et Aarstid siden forsøgte de - som vi den Gang meddelte - under en Lønkonflikt, med et Slag at kaste alle deres Arbejdere ud af Boligerne eller i bogstavelig Forstand ud paa Gaden. Heldigvis blev det forhindret i Tide.

At det ikke al Tid gaar saa strængt til, naar det gælder Folk af en "vis" Slags, skal vi give et Bevis paa. I Følge det i Lokalerne ophængte Reglement skal den, som gør sig skyldig i Slagsmaal, Klammeri, Overfald eller lignende straks have sin Beboelsesret forbrudt og fraflytte Lejligheden. En af Skruebrækkerne fra sidste Strejke tillod sig en Dag at gøre sig skyldig i denne Overtrædelse af Reglementet. Han overfaldt og slog i Arbejdstiden en af sine Medarbejdere paa en Maade, om just ikte var egnet til at opvække Sympati. Det blev meldt til Bestyreren, og denne var nødt til efter Reglementet at opsige ham til øjeblikkelig Fraflytning. Men det viste sig snart, at det kun var for et Syns Skyld, for at redde Skinnet, thi den kære Skruebrækker kom ikke til at flytte. Derimod blev Fagforeningens Formand uden Naade og Barmhjærtighed smidt ud uden at have forbrudt sig mod noget Reglement. Nu skal man høre hvorfor.'

Den 3. Avgust afholdt den københavnske Væverforening sammen med Kolleger i Helsingør og Hellebæk en Fest i Helsingør. Dagen efter blev Formanden for Fagforeningen i Hellebæk tillige med hans Hustru, der ogsaa arbejdede paa Fabriken, opsagte fra deres Pladser og fik desuden Ordre til at rømme deres Lejlighed i Løbet af 14 Dage Grunden til Opsigelsen og Udsmidningen blev angivet at være, at "Fagforeningen i Hellebæk havde for megen Samkvem med andre Foreninger". Det vil sige med socialdemokratiske Foreninger, thi med konservative Klubber og Højres saakaldte Arbejderforeninger maa Arbejderne helst have saa inderligt Samkvem, at de melder sig ind som Medlemmer.

Vi lagde Mærke til, at der lige udenfor Indgangen til Fabriken og andre Steder var opslaaet Plakater, som opfordrede til Indbetaling i en eller anden af Højres Krigskasser, og Mestrene driver efter højere Ordrer en ivrig Agitation for at hværve Proselyter.

Men som sagt Formanden havde for meget Samkvem med de "forkerte" Foreninger, derfor maatte han ud paa Gaden. Skruebrækkerne, som naturlig vis er i de "rigtige" Foreninger, faar derimod uhindret Lov til at bo, selv om de overfalder andre Mennesker paa Bøllevis. Dette er altsaa, naar det udføres af de rette Folk, ikke nær saa strafbar en Ting, som naar en hæderlig Arbejderske og gift Kone bliver frugtsommelig og derved en kort Tid uarbejdsdygtig.

I næste og sidste Artikel skal vi fremdrage den tredie Side af Arbejdsforholdene paa Hellebæk Fabriker.

(Social-Demokraten 29. maj 1891).

Forbud fra Hellebæk Fabriker.

Vore Artikler om Hellebæk Fabriker har foranlediget Formanden for det Aktieselskab, der eier Fabrikerne, Hr. Hamann, til at sætte Kongens Foged i Bevægelse for at faa nedlagt Forbud mod yderligere Omtale af Fabrikerne.

Fogden var straks Hr. Sagfører Hamanns Sagfører "følgagtig', og nedlagde i  Fredags Forbud mod,

"at der i "Social-Demokraten" optages eller indrykkes nogen Meddelelse, der med eller uden Navns Underskrift, direkte eller indirekte omtalter Aktieselskabet "Hellebæk Fabrikers" indre Forhold eller Virksomhed paa en saadan Maade, at Aktieselskabets Bestyrelses Privatlivs Fred derved krænkes eller ubeføjede injurierende Sigtelser mod Selskabets Bestyrelse derved fremføres."

I Rekvisitionen til Kongens Foged hvori vore Artikler om Hellebæk Fabriker omtales, hedder det:

"Da der ved disse Fremstillinger, der gennemgaaende er usande og urigtige, ikke blot tilføjes Aktieselskabet Skade, eftersom Publikum, der læser de anmeldte Artikler, maa formene, at de af Fabrikerne leverede Varer er af en ringere Kvalitet end de udgives for, og eftersom Personer, der ellers vil lade sig antage som Arbejdere paa Fabrikerne, ved de anmeldte Skildringer afholder sig derfra, hvorfor Fabrikerne stilles vanskeligere ved at skaffe sig det fornødne Arbejdspersonale, og der tillige fremføres injurierende Sigtelser mod Aktieselskabets Bestyrelse, og der i ethvert Fald finder en Krænkelse Sted af den Retsbeskyttelse for Privatlivets Fred, som ogsaa maa tilkomme Aktieselskabets Bestyrelse, og da det af Artiklerne fremgaar, at yderligere Meddelelser vil fremkomme, beder jeg Deres Velbaarenhed nedlægge Forbud mod osv."

Endskøndt Forbudet nedlagdes i Fredags, kom Ordlyden deraf dog først i Gaar til vor Kundskab.

Ved dette sidste Skridt mod vort Blad er Forbudssagerne indtraadt i et nyt Stadium. Tidligere har det været Strejkemeddelelser, der var Genstand for Forbudene, men nu er man slaaet ind paa at forbyde rent objektive Meddelelser om Forholdene paa en Fabrik, uden at der er Strejke paa Stedet, og uden at Tilgang deriil paa nogen som helst Maade søges forhindret. 

Dette er et endnu voldsommere Tryk paa Pressefriheden her i Landet end de tidligere nedlagte Forbud, og selvfølgelig lader vi det ikke have sit Forblivende ved Fogdens Afgørelse af dette Spørgsmaal, men lader Sagen gaa til Domstolene. Det vil have sin Interesse at se, om Hof- og Stadsretten eller eventuelt Højesteret vil sanktionere den Fremgangsmaade, der i Følge dette Forbud agtes anvendt mod Pressen. Erkendes et saadant Forbud for "lovligt", da kan Arbejdskøbere for Fremtiden behandle deres Arbejdere fuldstændig efter Forgodtbefindende, og saavel Arbejderne selv som enhver anden er afskaaren fra offenlig at kunne klage derover. Arbejderne er med andre Ord fuldstændig bleven Slaver.

Hr. Hamann paastaar, at vore Fremstillinger i Artiklerne er "usande og urigtige". Dette er Hr. Homanns Mening, og hvorvidt denne er korrekt eller ikke, vilde han jo have faaet konstateret ved en Sagsanlæggelse. En saadan Fremgangsmaade har Hjemmel i Presselovgivningen, men hverken Grundloven eller Presseloven indeholder noget om Forbud mod Udtalelser i Pressen, selv om den Person, disse omhandler, anser dem for "usande og urigtige". Det samme gælder, naar Vedkommende mener at have været Genstand for "injurierende Sigtelser".

Forbudet er endvidere, ligesom adskillige andre af de mod os rettede Forbud, baseret paa "Krænkelse af Privatlivets Fred", men der er den Forskel, at der her er Tale om et Aktieselskabs "Privatliv". Man har ondt ved at forstaa, at Forholdet mellem en enkel Arbejdskøber og hans Arbejdere hører ind under Arbejdskøberens Privatliv, men værre bliver det, naar der er Tale om et Aktieselskab. Et saadant bestaar til forskellige Tider af højst forskellige Personer, eftersom Aktiernes Omsætning paa Børsen er mere eller mindre livlig, og hverken Selskabet selv eller dets Bestyrelse staa i et saadant Forhold til Arbejderne, at disse kan komme ind under Selskabets eller Bestyrelsens "Privatliv".

Ved en tidligere Lejlighed har Fogden da ogsaa nægtet at nedlægge et Forbud under Henvisning til, at et Aktieselskab ikke kunde være Genstand for "Krænkelse af sit Privatliv". Det var den Gang Arbejdere, der ønskede Forbudet nedlagt, nu er det Kapitalister, og nu har Fogden ikke haft Betænkelighed ved at nedlægge Forbud paa Basis af et Aktieselskabs Bestyrelses Privatliv.

I den nærmeste Fremtid kommer Forbudene mod Strejken, ed del el til Afgørelse ved Højesteret. Det nu nedlagte Forbud mod i Almindelighed at omtale Arbejdsforholdene ved en Fabrik, vil ligeledes blive indanket for Domstolene, eventuelt Høiesteret.

(Social-Demokraten 2. juni 1891).

Aktieselskabet Hellebæk Klæde- og Tæppefabrik og en nye fabrik blev opført 1873-74. Gustav Frederik Hamann sad i bestyrelsen fra 1873, fra 1880 som formand og administrerende direktør. Fra starten var der mangel på væve, og arbejdskraft blev importeres. Et bomuldsvæveri indrettedes i den gamle geværfabrik fra 1868 ved Bondedammen i 1876 (Hellebæk Klædefabrik).

Et skrædderi lå i bygningen ”Figaro”, navnet stammede fra folkene som kom fra Dyrehavsbakken og som altid i forbindelse med pinsefesterne, tog en tur omkring Figaro. En syge- og begravelseskasse blev oprettet 1875, en skole 1894, og børnehave i 1947. 

Arbejderboliger blev opført i etaper: I 1873 en samling rækkehuse (”Figaro”). Lejlighederne var små, væggene til naboerne tynde og udskiftningen af lejere stor. De blev ikke anset for særlig fine at bo i, og de hyppigste lejere var svenske piger. Boligerne betød at fabrikken havde mere styr på arbejderne, bl. a. med truslen om opsigelse af lejemål. 

Hellebæk og Omegns Arbejderforening (1887) skulle dæmme op for socialistisk agitation blandt arbejderne der var begyndt at organisere sig og forsøgte at danne en fagforening. Den blev dog mere af social og selskabelig karakter. Nogle få ansatte fik i 1889 dannet en fagforening, men efter en hård og bitter strejke som blev brutalt imødegået af ledelsen, blev foreningen opløst.

Først i 1898 var der atter et forsøg på at danne en fagforening. Den fik stor tilslutning, men blev ikke anerkendt af ledelsen. Blandt ildsjælene var Betzy Jensen (Tekstilarbejderforbundet) fra Hornbæk. Gustav Frederik Hamann døde i 1919, hvor overskuddet var på sit højeste, og en epoke i fabrikkens historie var slut. Spændingerne mellem arbejdere og ledelse satte præg på 50-års jubilæet i 1923.

Den 18. august 1891 bragte Social-Demokraten en artikel fra et besøg på fabrikken. Retssagen startede oktober 1891. Under sagen førte Social-Demokraten 8 vidner som alle bekræftede at de opgivne beskrivelser af forholdene var korrekte. De stammede fra arbejdere som havde arbejdet fra 2½ til 11½ år på fabrikken. Dette på trods af at kaptajn Hamann personligt mødte op og stillede sig ansigt til ansigt med arbejderne. Hamann fremførte til fabrikkens forsvar velgørenhedsarbejde, ulykkesforsikring, badehus ved stranden, asyl og de frie boliger.

Det ser således ikke ud til at det lykkedes for Social-Demokraten at få ophævet fogedforbuddet. På den anden side bragte bladet alligevel artikler om forholdene på fabrikken - uden videre følger.

Literaten Martin Jørgensen 1849-1917. 6/6. (Efterskrift til Politivennen).

En Forbrydere.

Et Kriminalbillede fra Halvfemsernes København.

Literaten Martin Jørgensen.

Hans Liv og Levned og sidste Dom.

I Formiddags har Kriminalretten for ottende Gang afsagt Dom over "Literaten" Martin Jørgensen.

Han er en pjokket, ynkværdig Fyr og ligner en udlevet Olding, et Menneskevrag, skønt han kun er 45 Aar.

Han blev født den 4de November 1849 paa Vesterbrogade, hvor hans Forældre havde Beværtning og Øludsalg.

Allerede fra Barnsben var han af stridig og egenkærlig Natur og samme Stædighed udviste han som Dreng i Skolen. Sine Lektier vilde han nødig lære, og for at straffe ham, satte man ham fra Realskolen over i Friskolen.

Ulysten til at lære noget gentog sig efter Konfirmationen, da man satte ham i Sætterlære hos Bogtrykker Sally B. Salomon. Den monotone Lyd af Typernes Klapren, Blydunsterne fra Sættekassen, det ensformige bedøvende Spektakel fra Maskinerne, den stærke, trykkende Varme, alt dette irriterede Martins Sanser, saa han en skønne Dag løb fra Læren.

Saa forsøgte Martin sig i forskellige Handelslære, men hans Hu stod ikke til Livet bag Disken. Han var en idealistisk Sværmer, der drømte om en Gang at blive en stor, berømt Skribent.

Da han var 18 Aar gl., rystede han Støvet af sine Fødder og forlod Urtekrambutiken for at begynde et nyt Liv som "Forfatter".

Det første Værk som Forfatter.

Martin Jørgensens første Værk var en Køkkentrappe-Kolportageroman. Han indrømmer selv, at Bogen ikke var noget literært Værk, men den slog an blandt Kokkepigerne.

Men da Konkurrenterne fik Færten af, at der var Penge at tjene, endte det med, at Martin bukkede under i Konkurrencen og maatte søge sit Levebrød bag Disken igen.

Han fik nu Plads hos en Urtekræmmer paa Nørrebrogade, hvor han gjorde Bekendtskab med den Kvinde, der ødelagde ham i Bund og Grund.

Mathilde Rømer

hed hun, en ung, rig Enke.

Hun, der stadig havde forstrakt ham med Penge en masse, havde givet ham bestemt Løfte om en større Sum til at aabne en Forretning for i Kolonial- og Delikatessevarer paa den daværende Parcelvej.

Forretningen var omtrent startet, men i det afgørende Øjeblik stillede hun Jørgensen de to Alternativer - enten at faa Pengene og gifte sig med hende eller ogsaa - ikke at faa dem.

Efter en større Scene valgte han det sidste.

Fallent. Professionel Alfons. Dramatiker. Antikvar. Karambolage med Politiet.

I fem Maaneder holdt han sin Forretning gaaende paa Kredit, - saa gik han fallit. Efter i nogen Tid at have prøvet et Liv som Alfons, gik det svært ned ad Bakke for ham. Han forsøgte at starte en dramatisk Forening, der dog snart gik i Hundene. Derefter lykkedes det ham at faa pumpet en bekendt Godsejer, der syntes at have fattet Kærlighed til Jørgensen. Ved hans Hjælp lykkedes det J. at nedsætte sig som Antikvarboghandler i Larsbjørnstræde.

Faa sit eget Forlag udgav han nu sin ovennævnte Bog, "Livsnydelse", der paa Grund af sit utugtige Indhold blev konfiskeret og J. ved Højesteret idømt 1 Maaneds simpelt Fængsel.

Fire Agenter, der skulde kolportere 2den omarbejdede Udgave, snød han saa godt, at han i 1885 paany kom i Karambolage med Politiet og fik sig en lille Vand- og Brødtur i 6 Gange 5 Dage.

Aaret efter gjorde han sig paa samme Vis skyldig i Bedrageri og blev idømt 3 Gange 5 Dage paa Vand og Brød.

Jørgensens Antikvarboghandel, der imidlertid var flyttet til Fiolstræde, nød ikke længer Godsejerens kærlige Omsorg og var som Følge deraf svært paa Retur.

Han søger Kompagnon.

For at faa nye Finanser i den slunkne Kasse, averterede "Literaten", som J. kaldte sig i 1887, efter en "Kompagnon". En troskyldig Medborger gik ogsaa paa Limpinden i den Tro, at Jørgensen var en stor Forfatter. Hans tro blev dog hurtig rokket, da han en Dag traadte ind i J.s private Kabinet og saa' den store "Forfatter" liggende paa det bare Gulv - med en stor kinesisk Parasol over sit Hoved.

Da han ikke fik det reglementerede Afdrag af sin Kapital, gjorde han Anmældelse til Politiet, og da det viste sig, at det var et overlagt Bedrageri med falske Kavtionister m. m., maatte J. paany spasere i Hullet. Under Sagens Gang blev han dog atter løsladt, og denne Frihed benyttede han til at lave andre Bedragerier, hvorved han paany blev sat fast. Den første Bedragerisag skaffede ham 18 Maaneder i Forbedringshuset, og inden han havde afsonet denne Straf, faldt Dommen i den anden Bedragerisag, der lød paa 15 Maaneders Forbedringshusarbejde, - altsaa i alt 33 Maaneder Forbedringshusarbejde.

Som Sædelighedsforbryder.

Efter at have udsonet sin lange Straf, levede han i al Stilhed, indtil 1893, da Offenligheden paany beskæftigede sig med hans Navn i Anledning af en mindre proper Historie. En Sommerdag blev J. truffet i en uhyggelig téte-å-téte med to Mandfolk i Østre Anlæg. Herfor blev han efter lang Tids Varetægtsfængsel idømt 200 Kr. i Bøde, som han fik Lov at afsone med Fængsel paa Vand og Brød.

Hans sidste Bedrift. Et Bladforetagende.

Trods Livets Omskiftelser havde J. ikke lagt sin "literære" Virksomhed paa Hylden. I December f. A. fik han paany en Mand, en Tilskærer Nielsen, til at gaa i Tøjet og indskyde Penge i et Bladforetagende, som han - ret betegnende - kaldte "Livsglæden", redigeret af Nils Pan.

Bladet saa dog aldrig Dagens Lys, idet J., da det første Numer skulde udgaa, selv havde forbrugt Pengene, som han skyldte Bogtrykker Knudtzon for Trykningen. Tilskæreren, Bogtrykkeren og en Del brøstholdne Handlende, der havde betalt for Avertissementer i Bladet, meldte Sagen til Politiet, og J. maatte vandre den gamle kendte Gang til Arresten.

I Morges faldt hans Dom, der ogsaa denne Gang lød paa Forbedringshusarbejde i ét Aar.

Martin Jørgensen har trods sine mærkelige Livsprincipper alle Dage været en loyal Mand og har bl. a. givet sine Følelser Luft i en i 1887 udgivet mindre Bog, betitlet: "Fra Kong Christian den Niendes Spasereture".

Hans Majestæt, der selvfølgelig ikke har kendt noget nærmere til Martin, skænkede den kongetro "Forfatter" 50 Kr.

Benatus.

(København 5. maj 1894).

Kriminel "Livsglæde".

"Forfatteren", Martin Jørgensen dømt til Forbedringhus.

Højesteret beskæftigede sig atter i Gaar med den velkendte Sædelighedsforbryder og Bedrager, "Literaten" Niels Martin Jørgensen, hvis Livshistorie vi udførlig meddelte den 5. Maj, da han af Kriminalretten blev idømt et Aars Forbedringshusarbejde - en Dom, han nu havde appelleret til Højesteret.

Han havde denne Gang ligesom tidligere startet et "literært" Foretagende, et Blad, som han gav det velklingende Navn "Livsglæden". Og for at faa Penge dertil havde han averteret efter en Mand, der som Interessent i Foretagendet vilde indskyde 200 Kr. mod at oppebære en maanedlig Gage af 80 Kr.

En Skomagersvend, der hedder Niels Carl Nielsen, var naiv nok til at hoppe paa Limpinden. Med sine surt sammensparede 200 Kr. henvendte han sig den 7. Decbr. f. A. i Følge den indlagte Billet til "Livsglæden"s Redaktør, Hr. Niels Pan alias Martin Jørgensen, der havde Redaktionskontor hos Enkemadam Cederborg paa Kvisten i Ejendommen Nr. 5 i Fredensgade.

Imellem Parterne blev der saa oprettet en Kontrakt, der lød paa, at Skomager Nielsen var antaget som Medhjælper ved Ugebladet "Livsglæden"s Annonce- og Redaktionskontor for en Løn af 80 Kr. maanedlig, og som Sikkerhed for Inkassationerne og til Disposition for Udgiveren indbetalte han de 200 Kr.

Martin skulde selv skrive Teksten til Bladet, og han haabede, at det kunde give Overskud. 7. September havde han sluttet Kontrakt med Bogtrykker Knudtzon i Amaliegade om Bladets Trykning. Det skulde koste 75 Kr. pr. Numer i et Oplag at 2000 Eksemplarer og Bladets Sætning vilde blive paabegyndt, saa snart Martin Jørgensen havde betalt 40 Kr.

Bladet gik ogsaa i Trykken, men det udkom ikke. "Livsglæden" strandede paa Bogtrykker Knudtzon, der partout forinden vilde have de resterende 35 Kroner.

Og det mægtede Martin ikke. Han havde fra den 7. til den 22. December, da Bladet skulde udkomme, forbrugt de 200 Kr.

Skomager Nielsen blev gnaven og anmeldte saa Martin Jørgensen til Politiet, der har holdt ham i Varetægtsarrest fra kort før Nytaar.

Under Proceduren i Gaar var Aktor Højesteretssagfører Salomon og "Literatens" Defensor Kammeradvokat Hindenburg. Resultatet blev, at den indankede Dom, et Aars Forbedringshusarbejde, blev stadfæstet.

Martin Jørgensen overværede Forhandlingerne ved Højesteret.

(København 4. august 1894)

Fredericia Dagblad refererede 6. august 1894 udførligt retssagen. Her blev Martin Jørgensen beskrevet som 45 år gammel, men lignede en olding på 70. Social-Demokraten 4. august 1894 tilføjede at hans øjne var røde, ansigtsfarven gul. Bladet lå færdig fra trykken 22. december 1893. 

Avisen København gjorde den 26. juli 1896 opmærksom på at en af de komiteer der havde påtaget sig ordningen af provinsbørnenes feriebesøg (Foreningen til Provinsbørns Ferieophold) havde hyret Martin Jørgensen som fører for de små feriebørn. 2 dage efter meddelte avisen at han var blev et afskediget. 

Martin Jørgensen flyttede usædvanlig meget omkring. I 1910 kom han på Almindelig Hospital, og 4 år senere på Skt. Hans. Her døde han 23. marts 1917 og blev begravet på hospitalets kirkegård. Dødsårsagen angaves til "Degeneratio myocardii" osv. Dvs. svækket hjertemuskel. Hans titel angives lidt intetsigende som "fhv. agent af København".

Se også: Aage Welblund: Martin Jørgensen: Livsnydelse. Philobiblon. Bind 3-4, s. 109-118. 1951-1952.

Udgivelse af et usædeligt Skrift. (Efterskrift til Politivennen)

I Henhold til Justitsministeriets Resolution af 26. Mai d. A. tiltaltes under en ved Kriminalretten anlagt Sag den Tiltalte Jens Theodor Jensen, kaldet Berg, og Anton Hougaard Jensen for Overtrædelse af Straffelovens § 184 og sigtes for at have gjort sig skyldige heri, Berg med Hensyn til Nr. 13, 18 og 26 af det her udkommende Ugeblad "Eva" 1. Aargang og Nr. 1 af det ligeledes her udkommende Ugeblad "Den lille Eva", 1. Aargang, paa hvilke Numre som Redaktør er anført "Theodor Berg", Hougaard Jensen med Hensyn til Nr. 27 og 29 af førstnævnte Ugeblads 1. Aargang, paa hvilke Numre som Redaktør er anført "Anton Hougaard." For Tiltalte Bergs Vedkommende blev Sagen imidlertid afvist ved Rettens Dom, da Stævningen ikke er bleven forkyndt for ham, der efter det oplyste har forladt Landet forinden Stævningens Udtagelse, og han ikke har givet Møde ved Sagens Foretagelse. Tiltalte Hougaard Jensen har i Overensstemmelse med Sagens øvrige Oplysninger erkjendt, at der ved det paa de sidstnævnte to Numre af Ugebladet som Redaktør anførte Navn er sigtet til ham, og at han ogsaa - uden at andre have havt hermed at gjøre - har ledet Redaktionen af disse to Numer af Ugebladet, der ere udkomne i indeværende Aar, og i Medfør af foreløbig Lov af 13. August 1886 om Ansvaret for Indholdet af Dagblade og Ugeblade m. m. § 2, bærer han saaledes Ansvaret for Indholdet af de nævnte Numre. Samtlige de ovennævnte Numer af Ugebladet "Eva" og det nævnte Numre af Ugebladet "Den lille Eva" indeholder Fortællinger og Fremstillinger af saadan Beskaffenhed, at de maa betragtes som utugtige Skrifter, og idet de derfor maatte anses at være af et efter Strfl. § 184 strafbart Indhold, bleve disse Numre, derunder de Exemplarer, som i Henhold til vedkommende Forhørsdommers Kiendelse af 18. April d. A. ere tagne i Bevaring under Sagen, konfiskerede. Tiltalte Hougaard Jensen blev derhos anset etter Straffelovens § 184 med simpelt Fængsel i 14 Dage.

(Dagens Nyheder 2. august 1887).

Tidsskriftet "Eva. Illustreret Ugeblad for pikant og humoristisk Underholdning udkom 1886-87, tidsskriftet "Den lille Eva. Ugeblad for pikant og humoristisk Underholdning" udkom 1887. 

Theodor Julius Berg 1865-1933 arbejdede som blodkontrollør og vejer på Kvægtorvet i København. Han udgav "Paa Sandhedens Ø. Uddrag af Sangene af den forbudte Revue"  (1887) og "Selskabssangeren. Samling af de mest populære, gemytlige og alvorlige Sange, passende for enhver" (Strandberg 1908), "Hds. kgl. Højhed Prinsesse Marie. Det danske Folks Yndling" (Strandberg 1910. 36 s.). Han udgav desuden talrige viser og sange i enkelttryk, bl. a. "Oh Dagmar" (1890’erne) og visen om Skamlingsbanken "Hist hvor Kornet" ca. 1910. Bidragyder til: Originale Københavnerviser, Populære Københavnerviser, Det syngende København, Tidens Kupletter. Se Vennelyst Varietés Blad. 1903, nr. 3.

Socialdemokratisk sangbog konfiskeret. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af Indholdet af den i forrige Aar udkomne Sangbog for socialdemokratiske Arbejdere, hvilken angiver sig som "udgivet af Socialdemokratisk Forbund", tiltaltes elleve Medlemmer af dette Forbunds Hovedbestyrelse, samt Indehaveren af det Bogtrykkeri i hvilket Bogen var trykt, for Overtrædelse af Straffeprovisoriet. Under en i November Maaned f. A. ved Kriminalretten indledet Undersøgelse fremkom følgende Oplysninger:

I forrige Aar blev en af de Tiltalte, M., og en Journalist, der ikke er blandt de Tiltalte, fordi han har forladt Landet, enige om at udgive en Sangbog for socialdemokratiske Arbejdere og erholdt i et af Hovedbestyrelsen for socialdemokratisk Forbund den 22de Juni f. A afholdt Møde - i hvilket dog ikke alle de under Sagen tiltalte Bestyrelsesmedlemmer var til Stede - en Slags Sanktion heraf. De hverken forlangte eller erholdt noget udtrykkeligt Samtykke af Bestyrelsen til at angive, at Sangbogen var udgiven af socialdemokratisk Forbund, men de gik efter Tiltalte M.s Formening ud fra, at Bestyrelsen ikke havde noget derimod, og angav derfor paa Manuskript til Sangbogen, at den var udgiven af Forbundet.

De øvrige Bestyrelsesmedlemmer paastod imidlertid under Forhørerne, at de ikke havde opfattet Bestyrelsens Beslutning paa Mødet saaledes, at den gav M. og den omtalte Journalist nogen Bemyndigelse til at udgive Sangbogen i Forbundets Navn, men kun som en Anerkjendelse fra Bestyrelsens Side af at disse to Personer egnede sig til Udførelsen af Foretagendet. Efter hvad der er oplyst, er Sangbogens Udgivelse ogsaa besørget af Tiltalte M. og Journalisten paa egen Haand og uden Kontrol eller Medvirkning af Bestyrelsen, der ej heller efter dens Udgivelse har foretaget noget Skridt til at godkjende Sangbogen som udgiven paa Forbundets Vegne.

Efter det foreliggende fandt Retten, at Ansvaret for Udgivelsen af Sangbogen maatte paahvile M, der er Medlem af Hovedbestyrelsen for socialdemokratisk Forbund og ogsaa under Sagen har erkjendt, at et saadant Ansvar paahviler ham. De øvrige tiltalte Bestyrelsesmedlemmer kunde derimod ikke ved deres Forhold antages at have paataget sig noget Medansvar for Bogens Udgivelse, og om at paalægge Bogtrykkeren noget Ansvar som saadan blev der herefter ikke Spørgsmaal.

Sangbogen, der er udgiven i 10 Hæfter, indeholder 221 Sange, hvoraf Størstedelen efter M.s Forklaring tidligere har været offenliggjorte. Blandt disse findes der i de tre første Hæfter, hedder det i Dommen, sammenstillet laa godt som Side om Side en Del, der ved Skildringer af Arbejderbefolkningen som mishandlet og forpint af de bedre stillede og med hadefulde Udfald og Trusler om Hævn mod disse, der fremstilles som udøvende et tyrannisk Herredømme over de ubemidlede, umiskjendeligt har til Øjemed at ophidse Arbejderbefolkningen til Had og Forbitrelse mod de andre Samfundsklasser.

Da Sangbogen som Følge heraf maatte anses at være af et efter § 3 i Straffeprovisoriet strafbart Indhold, kunde M. ikke undgaa Strafansvar efter bemeldte Bestemmelse Medens derfor de elleve Tiltalte ved Rettens Dom frifandtes for Aktors Tiltale, blev M. anset med simpelt Fængsel i 14 Dage. Det udtaltes derhos i Dommen, at Sangbogen vil være at konfiskere.

(Morgenbladet (København) 23. juni 1887).

Sagen var oprindelig anlagt mod 11 af forbundeet bestyrelsesmedlemmer, men under sagen kom det frem at det var to medarbejdere ved "Social-Demokraten" A. C. Meyer og Kjeldskov der stod bag. Kjeldskov havde allerede under de foreløbige forhør forladt landet for at unddrage sig sagen. Sangbogen blev trykt i ca. 10.000 eksemplarer. Højesteretsdommen januar 1888 stadfæstede frikendelsen af de øvrige bestyrelsesmedlemmer samt frikendte endvidere A. C. Meyer. Sangbogen findes på internettet: Sangbog for Socialdemokratisk Forbund. 

Literaten Martin Jørgensen 1849-1917. 1/6. (Efterskrift til Politivennen).

En annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 1. maj 1884 lød sådan. Den var indrykket i flere hovedstadsblade og landsdækkende aviser:

Livsnydelse

Naturalistisk Studie af

Martin Jørgensen

Den 1ste og 15de i hver Maaned udkommer et Hefte a 25 Øre og bliver komplet i c. 10 Hefter. Subskription modtages i

Boghandelen

Gothersgade 61, 1ste Sal.

Hefterne begyndte da også at udkomme henover sommeren 1884. Men så blev der udstedt et politiforbud som dog synes at være ophævet i april 1885, indtil den blev beslaglagt i juni 1885. Forfatteren Martin Jørgensen fik efterfølgende en bøde på 200 kr. og 30 dages simpelt fængsel. Ikke desto mindre fandtes annoncer for bogen også i Lolland-Falsters Folketidende 26. november 1886 med variantteksten: "Et livsnydende Individs Historie". Bogen blev konfiskeret og afleveret til Det Kongelige Bibliotek "at indsættes under Laas og Lukke" den 3. december 1887. Begge findes kun på Det Kongelige Bibliotek.

Martin Jørgensens bog "Livsnydelse" handlede bl.a. om en rig enke af en højtstående embedsmand som beretter om sin livslyst, lesbianisme mm. En smagsprøve af bogen: 

"I det jeg satte Glasset fra mig, raabte hun vildt: "Leve - Sanseligheden". I samme Nu kastede hun sin Champagne i Ansigtet paa mig. Jeg blændedes, blev ilde berørt og opbragt over hendes Hensynsløshed og vilde tilkendegive mit Mishag. I Vrede for jeg op, men blev i det samme væltet tilbage paa Chaiselonguen. Hun kastede sig over mig - hendes sitrende Hænder omspændte mit Hoved - hun sugede og slikkede Champagnen bort fra mit Ansigt og min Hals - det overflødige, følte jeg, løb ned paa mit bare Bryst. Hendes lange, prægtige silkebløde Haar, der var sat op i en stor Knude i Nakkes, opløstes og ombølgede vore Hoveder. - Hun gjorde mig til, hvad hun selv var. - To Rovdyr parredes" . 

(Citat fra Mchangama, Stjernfelt: "MEN: Ytringsfrihedens historie i Danmark", s. 562-563.)

Bogen blev beslaglagt og Martin Jørgensen indkasserede en streng Højesteretsdom, en bøde på 200 kr. og 4 ugers simpelt fængsel:

Sagen Nr. 230/1885 *). Højesteretssagfører Lunn Aktor

contra Niels Martin Jørgensen (Def. Højesteretssagf. Bagger).

(Afsagt den 8 December 1885).

En paa et trykt Skrift navngiven Forfatter anset efter Strfl. § 184 paa Grund af den i Skriftet indeholdte Udmaling af sandsepirrende Enkeltheder og vellystige Optrin, uanset at Forfatteren nægtede at have forbundet noget utugtigt Formaal med Skriftet, men paastod ved dette at have villet advare mod en overdreven Tilfredsstillelse af Kjønsdriften.

Kriminal- og Politirettens Dom af 1 August 1885 er saalydende:

Tiltalte Niels Martin Jørgensen, der er født den 4 November 1849 og ved denne Rets Dom af 14 April 1877 anset efter Straffelovens $ 262, 2det Stykke, med simpelt Fængsel i 1 Maaned, tiltales under nærværende Sag i Henhold til Justitsministeriets Resolution af 21 Maj d. A. for Overtrædelse af Straffelovens § 184 og sigtes for at have gjort sig skyldig heri ved Offentliggjørelsen af et i indeværende Aar her i Staden i tvende Leveringer udkommet, 80 Sider stort Skrift, betitlet "Livsnydelse, Naturalistisk Studie", hvorpaa som Forfatter er navngivet Martin Jørgensen. Tiltalte har erkjendt, at der ved dette Navn er sigtet til ham, og, idet han iøvrigt ogsaa har vedkjendt sig Forfatterskabet til Skriftet, bærer han saaledes i Medfør af § 3 i Lov om Pressens Brug af 3 Januar 1851 Ansvaret for dettes Indhold. Da Tiltalte nu paa Side 38—42 og 64 - 80 af Skriftet har skildret Sandselighedens Opvaagnen hos unge Mennesker og et vellystigt Fruentimmers kjønslige Udskejelser under en saadan Udmaling af sandsepirrende Enkeltheder og vellystige Optrin, at Skriftet findes at maatte betegnes som utugtigt, og, da det ikke kan fri ham for Strafansvar, at han ikke vil have forbundet noget utugtigt Formaal med Skriftet, men derimod ved dette har villet advare mod en overdreven Tilfredsstillelse af Kjønsdriften en Tendens, der iøvrigt ikke paa nogen kjendelig Maade fremtræder i Skriftets Indhold vil han være at anse efter det ovenanførte Lovbud efter Omstændighederne med en Statskassen tilfaldende Bøde af 200 Kr. eller i Mangel af denne Bodes fulde Betaling inden Exekutionsfristens Udløb med simpelt Fængsel i 4 Uger, hvorhos det omhandlede Skrift i Medfør af Straffelovens $ 34 vil blive at konfiskere.

Thi kjendes for Ret: Tiltalte Niels Martin Jørgensen bør til Statskassen bøde 200 Kr., eller, saafremt denne Bøde ikke fuldt betales, hensættes i simpelt Fængsel i 4 Uger. Saa bør og det ovenomhandlede Skrift, betitlet "Livsnydelse, Naturalistisk Studie af Martin Jørgensen", konfiskeres, og Tiltalte udrede Aktionens Omkostninger, derunder Salærer til Aktor og Defensor, Prokuratorerne Lassen og Petersen, 25 Kr. til hver. Den idømte Bøde at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og Dommen i det Hele at efterkommes under Adfærd efter Loven.

*) H. R. T. 1885 p. 587.

Højesterets Dom.

For det af Tiltalte udviste, i den indankede Dom fremstillede Forhold er han rettelig anset efter Straffelovens § 184, men Straffen findes at burde bestemmes til simpelt Fængsel i 1 Maaned. Dommens Bestemmelser om Konfiskation og Aktionens Omkostninger tiltrædes.

Thi kjendes for Ret:

Niels Martin Jørgensen bør hensættes i simpelt Fængsel i én Maaned. Iøvrigt bør Kriminal- og Politirettens Dom ved Magt at stande. I Salarium for Højesteret betaler Tiltalte til Højesteretssagførerne Lunn og Bagger 40 kroner til hver.

(Ugeskrift for Retsvæsen, årgang 1886).

Vilhelm Fleron dømt. (Efterskrift til Politivennen)

Overtrædelse af Straffelovens § 82 om Fornærmelser mod fremmede, i Venskab med Kongen, staaende Magter. I Anledning af en i Bladet "Herolden"s Dagsnumer 21 for 15de Marts d. A. indrykket anonym Artikel, overskreven "Keiserdrabet", blev Arrestanten Vilhelm Ludvig Fleron, paa Andragende af de keiserlige russiske og tydske Regjeringer, gjennem deres derværende Gesandtskaber givne Ordrer, sat under Tiltalte for Overtrædelse af ovennævnte Lovbud. Under Sagen har Arrestanten erkjendt, at det bemeldte Blad paatrykie Navn W. Fleron betegner ham og forøvrigt opgivet sig som Artiklens Forfatter. I denne Artikel meddeles Efterretning om det 2de Dage forud forøvede Mord paa Keiser Alepander den 2den af Rusland. Artiklen omtaler bl. A. dette Mord som "en Seir for Revolutionen, der vil medvirke til alle undertrykte Folks Befrielse", samt at "det endelig er lykkedes Folkehævnen at knuse en af Menneskehedens Tyranner," at den russiske Keiser er befordret ud af Verden ved et dristigt og vellykket Attentat, "at dette Mord kun er en Begyndelse til en Række Heltegjerninger, der vil medvirke til alle undertrykte Folks Befrielse," en Seir for Revolutionen, en retfærdig Opreisning for alle Frihedskjæmper, der have ofret Liv og Frihed i Kampen. Der fremsættes endvidere i Artiklen, hvis Tendents er at søge at retfærdiggjøre Mordet og de tidligere forøvede Attentater paa Kejserens Liv, lastende og forhaanede Udtalelser om Keiseren. Forsaavidt Arrestanten endvidere var tiltalt for at have gjort sig skyldig i at have i et Locale her i Staden afholdt et saakaldet Arbeidermøde, hvor han under Discussionen om Gjenoprettelse af Arbeiderpartiet havde udtalt sig om, at en politisk Organisation med et Program, der tillod Anvendelsen af ethvert Middel for at udføre den socialistiske Samfundsorden, burde skaffes tilveie, fandtes der imidlertid ikke at kunne tillægges Tiltalte noget Strafansvar. Ved Criminalrettens Dom blev Tiltalte anseet efter Straffelovens § 82 sidste Stykke med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. juni 1881, 2. udgave).

En større sag blev rejst mod den ansvarshavende redaktør på Herolden, Jens Jørgensen (1856-?). Se Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. august 1881. Han blev dømt til 1 års forbedringshus efter straffelovens § 85, 2. stykke, jfr. § 46. Desuden blev nogle numre af bladet konfiskeret. Endvidere blev han dømt til 3 måneders simpelt fængsel for en artikel i bladet nr. 62.

Højesteretsdom: Mogens Abraham Sommer. (Efterskrift til Politivennen)

 Den 1ste Februar.

Tirsdagen den 1ste Februar.
Nr. 276. Advocat Henrichsen

contra

Mogens Abraham Sommer (Defensor Nellemann), der tiltales for ved Udgivelsen af Maanedsskriftet "Indøvelse i Christendommen“ 2den Aargang Nr. 1 for October 1874, at have gjort sig skyldig i den i Straffelovens § 156 omhandlede Forseelse.

Nørvang Tørrild Herreders Extrarets Dom af 16de Juli 1875: "Tiltalte Mogens Abraham Sommer bør hensættes i simpelt Fængsel i 4 Maaneder, og bør det af ham udgivne Skrift "Indøvelse i Christendommen“, 2den Aargang Nr. 1, October 1874, være confiskeret; derhos bør Tiltalte at udrede de af denne Sag flydende Omkostninger, derunder Salair til hans Anklager, Procurator Wadum 16 Kr. og til hans Forsvar, Cancelliraad Borch 12 Kr. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Viborg Landsoverrets Dom af 11te October 1875: "Underretsdommen bør ved Magt at stande, dog saaledes at Straffetiden bestemmes til 2 Maaneder. I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Morville og Isaacsen, betaler Tiltalte 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.“

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande.

I Salarium til Advocaterne Henrichsen og Nellemann for Høiesteret betaler Tiltalte 30 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under denne Sag tiltales Mogens Abraham Sommer for ved Udgivelsen af Maanedskriftet "Indøvelse i Christendommen“, 2den Aargang Nr. 1 for October 1874, at have gjort sig skyldig i den i Straffelovens § 156 omhandlede Forseelse.

I det ommeldte Skrift, som Tiltalte har erkjendt at have forfattet og offentliggjort, har; Tiltalte navnlig i en Artikel med Overskrift "Fader vor“ anstillet forskjellige Betragtninger over Misbrug, der efter hans Mening skulle gaae i Svang ved Kirketjenesten, og hvorved han efter Artiklens hele Indhold maa antages ogsaa at have havt Folkekirkens Gudstjeneste for Øie, ligesom han i en anden Artikel med Overskrift "Stat og Kirke“ har fremsat sine Anskuelser med Hensyn til Spørgsmaalet om Kirkens og Statens Adskillelse, og da han ved den Maaade, hvorpaa han deels i den førstnævnte Artikel har omtalt Folkekirkens Lære om Nadverens Sacrament samt enkelte anordnede kirkelige Skikke, deels i den sidstnævnte Artikel blandt Andet har udtalt sig om dem, der forblive i, som det hedder, "Folke- eller Statskirken“ saavelsom om den saaledes betegnede Kirke og Kirketjeneste i Almindelighed — i hvilke sidste Henseender han navnlig har yttret, at den omtalte Kirke "er Djævelens Bolig og et Fængsel for alle urene og afskyede Fugle; thi af hendes Horeries giftige Viin (falsk Lære og Afgudsdyrkelse) have alle Folkeslag drukket, og Jordens Konger have bolet med hende (derfor beder Geistligheden ogsaa de lange Bønner for Kongehusene)“ o. s. v., og at dersom "Konger og Myndighed ville plyndre Menneskene, fordi de ikke ville bidrage til at opretholde en Kirketjeneste, som de føle Afsky for, saa vide vi hvad de ere“ o. s. v. — maa ansees at have drevet Spot med og forhaanet Folkekirkens Troeslærdomme og Gudsdyrkelse, maa det billiges, at Tiltalte, der tidligere flere Gange har været straffet, deels efter Lov 3die Januar 1851 § 8 og deels efter Straffelovens § 156, senest ifølge Høiesteretsdom af 27de October 1868 efter den sidstnævnte Lovbestemmelse med simpelt Fængsel i 3 Maaneder, nu ved Underretsdommen paany er anseet efter samme Lovbestemmelse, men Straffen, der ved bemeldte Dom er bestemt til simpelt Fængsel i 4 Maaneder, findes efter Sagens Omstændigheder at kunne indskrænkes til samme Slags Fængsel i 2 Maaneder, og med denne Nedsættelse i Straffetiden vil saaledes den indankede Dom, ved hvis Bestemmelser om det paagjældende Skrifts Confiskation og Actionens Omkostninger det maa have sit Forblivende, være at stadfæste.“

(Højesteretstidende 11. og 18. februar 1876)

Se sagen om tumulter i Kolding i anledning af et møde Sommer holdt der i 1857 og en nekrolog andetsteds pǻ denne blog.

§ 156 i Straffeloven af 1866 er identisk med den senere straffelovs § 140 om blasfemi som blev ophævet i 2017.

Socialisten og Politidirektør Crone. (Efterskrift til Politivennen).

"Socialisten", den herværende internationale Arbejderforenings officielle Organ, der skulde udkomme, og siden sin første Fremtræden ogsaa er udgaaet hver Lørdag, er idag udebleven, fordi - saa siges det idetmindste af Velunderrettede - ingen Bogtrykker her i Staden mere vil have med Bladet at gjøre. Om denne for "Internationale" og dens Ledere uden Tvivl noget uvelkomne "Strike" skulde være hidført ved Tanken om paa denne Maade at kunne standse Bladets Udgivelse og paa denne Maade at berøve "Internationale" en af dens Gifttænder, er vistnok meer end tvivlsomt. Muligviis, maaskee endog sandsynligviis, bør Grunden snarere søges i "Internationales" - idetmindste dens herværendc Afdelings - alt andet end glimrende finantsielle Status, der vel kan gjøre en Bogtrykker kjed af og betænkelig ved at arbeide for den. Og at det staaer sig ringe med Kassen, det spores i Hr. M. Sommers mere og mere hjerteskjærendc Opraab til at hverve nye Medlemmer - skjøndt disse efter hans eget Sigende - daglig melde sig i Sneseviis, 'ja i Hundredeviis"; det lød gjennem hans i et Sectionsmøde forleden med taarekvalt Stemme afgivne Erklæring, at han nu i syv Uger har ligget her i Kjøbenhavn i "den gode Sags" Tjeneste paa sin egen Pung; det udtaltes med rene Ord af Hr. Brix under Forhandlingerne om Snedkernes Strike, under hvilke man fraraadede en almindelig Arbeidsnedlæggelse, fordi Selskabet manglede Midler til at støtte og vedligeholde en saadan, og det kan læses paa prent i "Socialistens" sidste Nummer af 25de November, hvor Medlemmerne i Spidsen af Bladet med fedeste Corpus anmodes om snarest muligt at indbetale deres Maanedscontingent - 4 sk. - for November. At "Socialistens" Redaktion vil søge at benytte den indtraadtc Standsning i Bladets Udgivelse saavidt muligt til sin Fordel, er en Selvfølge, og det er naturligviis et Skridt i denne Retning, naar det annonceres, at det er lykkedes "Politiets Anstrengelser" at forhindre den sædvanlige Udgivelse af Bladet, men at dette i sin Heelhed vil blive "oplæst" iaften paa et Fællesmøde i Dandsesalonen "Kjæden", hvortil Entreen koster 8 sk pro persona. Denne Insinuation om Politiets Indskriden maa naturligviis opfattes med stor Vaersomhed; men den gjør foreløbig sin Virkning, idet den virker stimulerende paa "Internationale"s Medlemmer, der begyndte at vise sig lidt sløve og ikke kunne holdes tilstrækkeligt i Aande ved de temmelig kjedelige og eensformige Sectionsmøder, - og saa skaffer et saadant Fællesmøde til forhøjet Pris og i en saa opsigtsvækkende Anledning ialtfald Kassen en god og kjærkommen Indtægt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. december 1871).

"Socialisten" udkom ikke i Løverdags, hvorimod de Artikler, som skulde have staaet i Bladet, oplæstes paa et Fællesmøde i Salonen "Kjæden", imod at der løstes Adgangskort til 8 Sk. Grunden til at Bladet saaledes har maattet skuffe sine talrige Læsere synes at være Chikanerier fra Politiets Side "Berlingske Tidende" benytter Anledningen til at omtale saavel Bladet "Socialisten" som en af de Mænd, der formodes at staa det nar, nemlig M. A. Sommer, i en Stil, som ikke burde findes i et officielt Blads Spalter. Bladet kalder "Socialisten" "en af Internationales Gifttænder" og synes ligesom at gjøre Nar ad at Hr. Sommer befinder sig i Nød og Pengeforlegenhed, fordi han virker for "den gode Sag", som det officielle Blad siger (med Tilføielse af de ironiske Gaaseøine). Det vilde være meget ønskeligt, om "Berlingfle Tidende" vilde besinde sig en Smule paa sin Stilling, og mindes, at man ikke behøver at taale, at den gjør sig saa lystig som det første det bedste nationalliberale Partiblad.

(Aarhus Amtstidende 4. december 1871)

Hr. Politidirektør Crone og Friheden i Danmark.

Siden Grundlovsforandringen har det stedse maattet gøre et trist Indtryk paa enhver Frihedsven at se Folket drage ud til Festlighederne den 5te Juni. Man vidste med sig selv, at det ikke længere var den unge, kraftige, livsglade Grundlovs Fødselsdag, man fejrede, det var kun en stakkels svækket, affældig Krøblings. Saa trøstede man sig med den Tanke, at vi dog havde beholdt noget af vor Frihed tilbage, dengang Kong Kristian den 9te tog, hvad Frederik den 7de havde givet: "har vi ikke Forsamlingsret, Valgfrihed, Trykkefrihed og Trosfrihed? Jo, der skal vi have det! Den, der blot én Gang har sét Godsejerne lade deres Fæstebønder og Husmænd køre paa Høstvogne til Valgstedet for at stemme paa storborgerlige Kandidater, den, der blot har en lille Ide om, hvor ofte Arbejderne paa de store Fabriker saavelsom Haandværkerne i Købstæderne har maattet stemme imod deres egen Overbevisning, fordi de ellers vilde være blevet brødløse, - han vil aldrig vove at paastaa, at det egentlige Folk har haft sin frie Villie ved Valgene. Og nu Trosfriheden? Kan en Menighed maaske blive af med sin Præst, naar han spiller Kort, gaar paa Jagt, og skraber Penge sammen istedetfor at opfylde sin Pligter? Kan en Menighed vælge sig selv en Præst, som ikke er blevet forkluddret og sprænglærd paa Universitetet ved at lære udenad alle mulige gale Meninger, som alle mulige Præster til alle mulige Tider har skrevet? Maa ikke ethvert fornuftigt Menneske indrømme, at en sand Trosfrihed først kan opnaas, naar Stat og Kirke stilles ad, og naar Præsterne ophører at være velmæskede, dovne, af Staten underholdte Embedsmænd?

Men er der snavs sat med Tros- og Valgfriheden, saa staar det ikke et Haar bedre med det danske Folks Forsamlings- og Trykkefrihed. Vi véd vistnok allesammen, hvor stor og ubegrænset en Frihed vor Grundlov indrømmmer alle ubevæbnede Borgere til at forsamle sig, men vi véd vistnok ogsaa alle, at det ikke har været den internationale Forening muligt at opnaa Tilladelse til at benytte ét eneste af de mange store Lokaler, som vore idiotiske Avtoriteter har til deres Raadighed, Lokaler, som dog er bestemt til at gavne alle Borgere, men som de Storborgere, der har tilranet sig Magten, betragter som deres private Ejendom, og som de disponerer over efter deres eget Hovede. Og vi véd ogsaa alle sammen, at ingen Magt her i Staten, selv ikke Regeringen, har Lov til at forbyde et Blad før det er kommet ud; men den, der af den Grund vilde stole paa, at han kunde trykke væk i Ro og Fred, han vilde gøre Regning uden Vært, og Værten det er Hr. Etatsraad, Politidirektør Crone. Denne Mand har forlænge siden taget sit Parti; han mener, at han og hans Kammerater staar over Loven. Loven er, efter hans Ideer, kun til at holde Fattigfolk, Arbejderne, itømme; men at anvende Loven mod de Rige, - ! Vorherre bevares! det gik nok ikke an. Skal en fattig Mand udspørges, saa kaldes han op paa Kammeret og kan faa Lov til at spilde sin halve Dagløn for at vente paa Politidirektørens Forgodtbefindende; men skal man have en Underretning af en formuende Storborger, saa sendes en Betjent i civil Dragt hjem til ham, for "venskabeligst" at bede ham være saa "velvillig" at give de fornødne Oplysninger. Denne Mand har naturligvis stedse havt et Horn i Siden paa vort Blad, han har stedse luret paa, om der ikke skulde være en eller anden Ytring, som han kunde hænge sin trekantede Hat paa; men han har ikke været heldig heri. Tilsidst kunde han da ikke styre sig længer, men vi haaber, at hans Mangel paa Selvbeherskelse skal blive værst for ham selv.

Vi har idag indgivet Klage over ham til Justitsministeriet, og da denne Klage indeholder en Skildring af hans Opførsel imod os, meddeler vi den her.

"Undertegnede tillader sig herved at frembære for det høie Justitsministerium en Klage over den Maade, hvorpaa Hr. Etatsraad Crone i sin Egenskab af Politidirektør i København er optraadt mod den internationale Arbejderforening for Danmark saavelsom imod dets Organ, Ugebladet "Socialisten".

Politidirektøren opkaldte Lørdagen den 19de November d. A. Bogtrykker Olsen, Firma C. C. Olsen & Co., boende i Pilestræde 18, for at forhøre ham angaaende en "Opfordring til Kjøbenhavns snedkere", som aldeles intet Ulovligt indeholdt og som Politiet heller ikke senere har vovet at anlægge Sag for. Ved samme Lejlighed ytrede Hr. Crone til bemeldte Hr. Olien, at "Politiet ganske vist ikke kunde forbyde bladet, men at det vilde gøre Alt for at stanse det, kunde det ikke faa fat i Udgiveren, saa skulde det nok vide at ramme Trykkeren" Det fremgik klart, og blev ogsaa saaledes opfattet af Hr. Olsen, at han vilde være udsat for vedvarende Forfølgelser fra Politiets Side, hvis han vedblev at trykke Bladet, og kun af denne Grund opgav han det. Vi maa her tillade os at bemærke, hvad der ogsaa vil kunne sees af medfølgende Eksemplar af Bladet, at der paa det staar Udgiverens Navn. Samme Dag, som det Anførte foregik, blev der holdt et formeligt Politiforhør paa Trykkeriet over alle de der beskjæftigede, hvorved Trykningen af det i Pressen værende Nummer forsinkedes en halv Dag, ligesom vi ogsaa har bragt i Erfaring, at en denne sag aldeles uvedlommende Person blev kaldt op til Politidirektøren og truet med kriminel Tiltale, endskøndt Presselovens § 3 udtrykkelig paalægger den paa "Opfordringen" angivne Trykker Ansvaret herfor.

Da vi fik en ny Trykker, Hr. Oettinger, lod denne umiddelbart eller Trykningen af et eneste Rummer os vide, at han ikke kunde paatage sig Trykningen for Fremtiden. Efter Hr. Crones Udtalelser, har Hr. Oettinger forespurgt hos Politiet om det havde Noget imod, at han trykkede Bladet, og faaet det Svar, at hvis han trykkede det, saa blev ene og alene af den Grund alt Poltiarbejde, som han ellers stedse har havt, taget fra ham.

To af Sektionsformændene for de internationale Cigarmageres Sektion i vor Forening havde i forrige Uge udstedt en Indbydelse til Cigarmagerne i København til et Diskussionsmøde Søndagen den 26de November Kl. 9 Formiddag, i Helligejslstræde 13. Efter vort Raad forespurgte de først hos Politiet, om der kunde være Noget tilhinder for dette Møde, men fik af Hr. Crone det Svar, at det ikke kunde tillades, ligesom der samtidig blev sendt en Politibetjent til Værten, for at forbyde ham at aabne Salen til det bestemte Klokkeslet. Hr. Crone støtter sig, som det vil ses at medfølgende Bilag, til Helligdagsanordningen af 26de Marts 1845 §  11; men ligesom vi vilde kunne anføre mange Beviser paa, at denne Lov ikke før af Politiet er blevet fortolket paa den Maade, saaledes fremgaar det ogsaa klart af Helligdagsanordningens hele Indhold, saavelsom at Udtrykkene i § 11: "Communalmøder eller offenlige Møder", at der her kun er Tale om saadanne offenlige Møder, som foranstaltet af Statsavtoriteter og som derfor mere eller mindre er tvungne; men vi kender ingen Lov, som kunde antages at indskrænke Grundlovens § 88, der giver ubevæbnede Borgere Lov til trit og uhindret at forsamle sig i ethvert lovligt Øjemed.

Støttet til ovennævnte Fakta, hvis Rigtighed vi kan bevise ved Vidner, tillader vi os at anmode det høje Justitsministerium om, at der maa blive foranstaltet en Undersøgelse af Hr. Crones Forhold i disse Sager, eftersom hans Adjærd efter vor Formening maa falde ind under Straffelovens § 124 om Misbrug af Embedsmyndighed, ligesom han ogsaa maa være pligtig til at erstatte Udgiveren det Tab, som er forvoldt ved de utilladelige Trusler mod Trykkeren. Vi haaber, at det høje Justitsministerium vil vide uopholdeligt at sætte Grænser for en Adtærd, som mere minder om Forholdene i en middelalderlig Tyranstat end om Forholdene i et frit Land.

Paa den internationale Arbejderforenings samt egne Vegne

H Brix,

Sekretær samt Udgiver af "Socialisten"

(Socialisten 6. december 1871)

Vor Klage over Etatsraad Crone.

I Onsdags modtog Sekretæren for Internationalt følgende Skrivelse fra Etatsraad Crone:

"Justitsministeriet har under 18de dennes tilskrevet mig saaledes;

"I et med Hr. Etatsraadene behagelige Erklæring af 12te d. M. hertil tilbagesendt Andragende, har Udgiveren af Bladet "Socialisten" H. Brix, der angiver sig at være "Sekretær for den internationale Arbejderforening", saavel paa egne som paa bemeldte Forenings Vegne fremført forskellige Besværinger over Hr. Etatsraaden i Deres Egenskab af Politidirektør heri Staden, dels med Hensyn til at De skal have bevirket, at tvende Bogtrykkere have frasagt sig Trykningen af det ovennævnte Blad, dels paa Grund af at De under Paaberaabelse af Helligdagsanordningen af 26de Marts 1845 § 11 har nægtet at meddele Tilladelse til paa en Søndagsormiddag Kl. 11 at afholde en Forsamling, til hvilken tvende Cigarmagere agtede at indkalde samtlige Cigarmagere heri Staden, og har Andrageren anholdt om, at der maa blive indledet en Undersøgelse til nærmere Oplysning om Hr. Etatsraadens Forhold i de omhandlede Retninger."

Foranlediget heraf skulde Ministeriet, idet man efter Omstændighederne i dette Tilfælde skal se bort fra, at Andrageren med Hensyn til flere Punkter ikke har godtgjort nogen berettigelse til at optræde paa deres Vegne, der vilde have været de rette Klagere, tjenstligst anmode Hr. Etatsraaden om at tilkendegive ham, at Ministeriet efter de modtagne Oplysninger maa anse Besværingen for ubeføjet.

Hvilket jeg ikke undlader herved tjenstligst at meddele til fornøden Efterretning

Crone."

Skrivelsen taler selv saa tydeligt, at vi ikke finder det fornødent at ledsage den med nogen Kommentar. Men det kunde være ret morsomt at saa at vide, hvor Ministeriet har hentet de "modtagne Oplysninger", om det har søgt dem andre Steder end hos Politimesteren. Vi har al Grund til at tro, at kun Hr. Crone er bleven "forhørt", og det er derfor ikke saa sært, at Ministeriet "maa anse Besværingen for ubeføjet."

(Socialisten 23. december 1871).