Kopper paa Ladegaarden (Efterskrift til Politivennen)

Kopperne paa Ladegaarden.

Ladegaarden lukket.

Det i Gaar omtalte Lem fra Ladegaarden, der som angrebet af Kopper er bleven indlagt paa Øresundshospitalet, var først for 8 Dage siden som erhvervsløs indkommen til Ladegaarden. Han var allerede den Gang noget skrantende og kom derfor straks paa Sygeafdelingen. S!u først en Uge efter brød Kopperne frem, og saasnart Lægen havde konstateret disses Tilstedeværelse, blev han som sagt øjeblikkelig transporteret afsted og de fornødne Forsigtighedsforanstaltninger trufne.

Blandt disse er først og fremmest den, at Ladegaarden er erklæret i en Slags Belejringstilstand, det vil sige Anstalten er lukket - al Adgang udefra er forbudt og ingen indefra maa passere ud.

Ogsaa i Anstaltens forskellige Afdelinger er den store Befolkning - ca. 900-1000 Individer - isoleret ud over den sædvanlige Adskillelse. En omfattende Desinfektion er foretaget - Vakcination har allerede tidligere fundet Sted - og Arbejdet tildels standset paa Værkstederne, da det producerede jo ikke foreløbig maa føres ud.

Disse Forsigtighedsforholdsregler er selvfølgelig paa deres Plads, skønt der rimeligvis ikke er Grund til at frygte nogen videre Udbredelse af Sygdommen Den Angrebne har under sit Ophold derinde heldigvis ikke havt Samkvem med de øvrige Lemmer, men udelukkende været indlagt paa den isolerede Sygeafdeling.

I Byens Fysiognomi vakte det Gaar en Del Forstyrrelse, at Ladegaardens sædvanlige Rengøringskompagni ikke mødte til Fejning paa de offenlige Pladser og Torve. Omtrent 150 Ladegaardslemmer er i Reglen udkommanderet til dette Stykke Arbejde, nu var de jo paa Grund af Karantænen forhindret, og de gamle, udslidte Mennesker har sikkert været glad ved for en Gangs Skyld at slippe for denne offenlige Elendighedsparade.

Gaderengøringen var som Følge deraf en Del mangelfuld i Gaar - Magistratens Folk maatte i Huj og Hast besørge det vigtigste. Men der bliver sandsynligvis nu, saa længe Karantænen vedvarer, engageret privat Arbejdskraft, og det er kun at ønske, at denne med det samme maa vedblive at virke i Fremtiden.

Saa var der i al Fald gjort en Ende paa den Skandale, som Magistraten hidtil hver Formiddag har præsenteret ved at lade Livets Havarister udstilles offenlig paa Gader og Stræder i den bekendte Uniform og med Kost og Skovl.

Smøleri

Som tidligere meddelt blev en Arbejdsmand ved Stavn Rasmussen fra Skyttegade 6, der arbejdede paa Øresundshospitalet, i Tirsdags indlagt paa Hospitalet som angrebet af Kopper.

Tilfældet viste sig meget alvorligt, men desuagtet er der først i Gaar af Sundhedsavtoriteterne foretaget Desinfektion af hans Hjem. Familien blev bragt ud paa Hospitalet, dens Klæder desinficeret og dens Bohave flyttet til den ny Ladegaard ved Møllegade, hvor den foreløbig skal have Bopæl.

Der henligger nu i alt 36 Patienter paa Hospitalet.

(Social-Demokraten 7. marts 1891).

Gadefeiningen igaar

Der er igaar i al Stilhed flet en lille kommunal Revolution i Kongens gamle Kjøbenhavn. Det berømte blaabuxede Compagni, som under Ledelse af de ikke mindre berømte Ladegaardssergeanter siden vore Forfædres Tider daglig har besørget den offentlige Gadefeining, havde igaar faaet Kaserne arrest paa Grund af det paa Ladegaarden forefaldne Koppetilfælde.

At denne Svigten af Fanen ikke kunde løbe af uden Vanskelighed, siger sig selv, vg Dagen igaar har derfor medført en kommunal Begivenhed af Rang.

Byens Feining besørges hovedsagelig af Husværterne, idet disse have den Pligt at renholde Gaden indtil 15 Alen fra Husfacaden. Ganskevist ere kun faa af vore Gader over 30 Alen brede, men der bliver alligevel nok tilbage for Kommunen at renholde. Alt, hvad der hedder Torve og Pladser, alle Strækninger udenfor Kommunens Bygninger og en Del af Statens falder herunder, og tilsammen bliver dette Areal 974,000 Kv.-Alen, hvortil endvidere paa forskjellige Conti kommer saa Meget, at det samlede Antal Kvadratalen bliver op mod en Million.

Dette Arbeide har i umindelige Tider været besørget af Ladegaarden, hvis til Andet uduelige Lemmer daglig i et Antal af gjennemsnitlig noget over 100 under Opsigt føres ud til Arbeide om Morgenen i et stort og om Eftermiddagen i et mindre Hold.

Det vil heraf ses, at Stopningen af dette Arbeide maatte forvolde Magistratens 4. Afdeling, under hvilken slige tekniske Anliggender sortere, ikke ringe Afbræk. Iforgaars Kl. 3½ en halv Time for Kontortidens Afslutning - meldte tredie Afdeling, under hvem Ladegaarden sorterer, sig fra Arbeidet, idet den communicerede en Skrivelse, i hvilken Politidirektøren og Stadslægen i Henhold til den nye Epidemilovs 2, 3. Stykke forbød Beboerne af Ladegaarden at forlade denne. I en Hast blev Brolægningsinspectør Meyer hentet til Borgmester Øllgaard, og efter en kort Conference rullede han i Droschke - alle Begivenheders Vehikel - rundt til Brolægningsvæsenets "Opsigtsførere", sex i Tallet. Disse, der hver have sit District af Byens Brolægning under sig og lede de der forefaldende Arbeider, fik Ordre til straf at tilsige Alt, hvad Brolægningsvæsenet raader over af faste Arbeidere, og desuden at antage en yderligere Dagleierstyrke. Man bragte herved en Styrke af ca. 150 Mand paa Benene, altsaa noget Flere end Ladegaardens Styrke. Alt dette blev ordnet, og igaar Morges kunde man til sædvanlig Tid tage sat paa tot vante Arbeide. Selvfølgelig gik det ikke saa raskt fra Haanden som ellers, det er jo som bekjendt ikke Enhvers Sag "at feie saadan lige rundt om en Lygtepæl" - men det gik under utallige Vittigheder om Arven efter Lemmerne.

Opsigtsførerne ledede Arbeidet, men paa Grund af, at enkelte af deres Districter ere temmelig spredte, kom man i Baghaanden med Strækninger som Nybrogade nærmest ved Bolværket, Rigensgade, Sølvgade og Store Kongensgade. Imidlertid kunde Brolægningsinspecteuren allerede Kl. 11 igaar meddele Borgmesteren, at Arbeidet var gjort, og at han fra idag Lørdag fuldstændig kunde svare for Renligheden i Byen.

Der blev feiet godt, thi det var med nye Koste - Ladegaardens antoges at have Kopper. Allerede dette blev jo en Udgift, og desuden faa Folkene 2,20 Kr. pr. Dag. Og saaledes vil Magistratens fjerde Afdeling, saa længe Ladegaarden er cerneret, have en Extraudgift af et Par Hundrede Kroner daglig. Dem maa tredie Afdeling, hvad den strax i sin Skrivelse iforgaars meddelte, refundere. Men bagefter kommer et nyt Regnskab! Hvorfor skulde nemlig Stadens Kasse ikke nyde Godt af Epidemilovens § 15? Sundhedskommissionen har jo forbudt den at tjene (eller spare) Penge ved Ladegaardens Arbeide, og den maa vel derfor være berettiget til "et passende Vederlag for det derved foranledigede Tab". Men det bliver dog ikke Justitsministeriet, der alene kommer til at bekoste Stadens Renholdelse, thi efter § 22 skal Staden og Staten dele Udgifterne ved Epidemier.

Saadan ser den lille kommunale Begivenhed ud. I al sin Beskedenhed viser den, hvor stort Kjøbenhavns Maskineri virkelig er, og tjener dem, der have maattet handle i den store Hast, til Ære.

Og Alt det, fordi et Ladegaardslem har faaet Kopper!

Jesper

(Dagens Nyheder 7. marts 1891).

Et afhjulpet Savn. (Efterskrift til Politivennen)

At tale til Kommunen om Gadevanding er som at tale for døve Øren. Lad Støvet ligge tæt paa Gader og Veje, lad Blæsten hvirvle det op i Luften. saa Snavset staar op om Ørene og trænger sig ind i Øjne og Mund, og lad Solen bage paa den tørre Stenbro, saa Luften bliver dobbelt lummer - det rører ikke de delvise Herrer i mindste Maade.

Det kan hænde, at de en sjælden Gang lader et Par Vandvogne stænke et Par Gader over med nogle Draaber Vand, som den tørstige Sol skyndsomt suger til sig, men ellers lader de Støv og Snavs være hvad det er, og lader det ligge, hvor det ligger. Åndeagtig folder de Hænderne og siger resigneret, med Øjnene vendt mod Himlen: Vi faar saamænd nok den Regn, vi skal have!

Ja, blot vi gjorde - men desværre slaar det ikke altid til. Ske kan det dog imellem, Gudskelov, og det vilde vare syndigt ikke at anerkjende det, naar Himlen træder Hjælpende til der, hvor Magistraten stopper op.

Som i Gaar f. Ex. Med al Anerkjendelse af Varmens Fortræffelighed kan det ikke nægtes, at den de sidste Dage havde vist sig fra en saa trykkende og lummerhed Side, at man med god Grund sukkede efter lidt Forfriskelse. Magistraten gjorde ingen Ting, eller hvad der omtrent er det samme, saa godt som ingen Ting, fra den Kant var der intet at vente. Hjælpen maatte komme fra Himlen.

Den lod da ogsaa høre fra sig i Gaar Eftermiddag med en forsvarlig Skylle. Ved 4-Tiden trak det pludselig op, Himlens Blaa blev overdækket med regntunge, graa Skymasser, og inden man vidste noget af det, hvirvlede Blæsten gjennem Gaderne, og det med saadan Fart og saadanne Stød, at den et Par Gange var ved at tage Vejret fra Folk.

Himlen blev mørkere og mørkere, man mærkede, hvad der var i Vente, og satte Fart paa, for hurtigst muligt at komme i Læ. Og; ganske rigtig kom Regnen, pisket i lystig Dans hen ad Gaderne, hvis Udseende den i et Nu fik forandret. De, der ikke øjeblikkelig søgte Porte eller Gadedøre, løb, det bedste de havde lært, de faa, der havde forsynet sig med Paraply, fik dem hurtig slaaet op, for i samme Nu at faa dem vendt af den uregerlige Blæst, Vognene, ikke mindst Barnevognene, fik dobbelt Fart paa, Kuskene puttede Hovederne ned mellem Skuldrene og skjulte sig under Hestedækkenerne, ja, om det saa var Politibetjentene, brugte de Benene som flinke Hurtigløbere.

Det var færdigt lige laa hurtig, som det var begyndt. Paa et Kvarter var det hele forbi, og den blaa Himmel kiggede venligt giennem de drivende hvide Skyer ned paa Byen, der var bleven saa nydelig ren og nyvasket.

Det Støv, man ikke i Forvejen havde flugt, fik Regnen lagt en god Dæmper paa. Vandet drev Snavset fra Gaderne ned i Rendestenene, for derfra at føre det videre til en foreløbig underjordisk Tilværelse, man kunde uden Risiko trække Vejret og fylde Lungerne med den friske Luft, som den uventede Skylle havde renset og svalet.

Saaledes badede Himlen i Gaar paa Magistratens Synder og friskede Byen op, saa det var en Fornøjelse at se. Men er vi andre fornøjede, er Magistraten det endnu mere. Lur den, om den ikke har givet Ordre til, at ikke en eneste Vandvogn maa kjøre ud de første 14 Dage.

(Morgenbladet (København) 10. juni 1887).

Helligaften i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Intet kan være mindre festlig og mere trist end en Helligaften i Kjøbenhavn.

Gaderne ligger hen i Halvmørke. De store Butiksvinduer, der pleier at lyse og blænde med et vexlende Farvespil, er forvandlede til sorte Firkanter, der glor en i Møde saa uhyggeligt som blinde Øine. Omkring Theatrene og de uskyldige Forlystelsessteder er der saa tomt og øde som i en Ruin.

Alle Vegne slukket og lukket, undtagen i Restaurationerne, Værtshusene og ForlysteIsesknejperne af allerlaveste Rang,

Og Menneskestrømmen, der langsomt bevæger sig gjennem Gaderne, ser trist og træg ud, ligegyldig, hvordan Dagen har været. Folk kommer hjem fra Skoven, fra Fællederne, fra Frederikberghave eller fra Amager, fra Solskin og vaargrønt Muld, muntre og glade - men saasnart de betræder deres Fødebys Stenbro, taber Stemningen sig, og jo dybere de kommer ind i dens skumle eller halvmørke Gader, og medens Udsigten til en døsende Aften i Hjemmet eller paa Beværtningen oven paa den glade Dag rykker betænkelig nær, bliver Gangen mere slentrende og Udtrykket mere trevent.

Aldrig møder man færre glade Ansigter end saadan en Helligaften, aldrig flere ærgerlige, kjedelige, misstemte og mismodige Ansigter. Det er Gadelivets Dødvande. Følg en Gang med Strømmen og se, hvorledes Familierne tripper og sjokker af Sted, Børnene er søvnige og grædevorne, de unge driver og finder, de er nærved at forgaa af Kjedsomhed, og saa slentrer de Gade op og Gade ned, uden Spor af den fornøjelige Oprømthed, som oplyste Gader og Torve, Musik og Theater lokker frem.

Og de Scener, man bliver Vidne til af det Kjøbenbavn, som ogsaa denne Aften vil more sig, er ofte ikke ganske hyggelige. Der er en Ungdom, hvis Dag hverken gaar med Arbejde eller Gymnastik, der er Folk, som træder temmelig usikkert paa Benene, og Gadernes ensformige, stabende Lyd bliver Tid efter anden afbrudt af et forvorpent Tilraab, af en drukkens ufrivillige Komik. Thi ingen Sinde nydes mere Spiritus i Kjøbenhavn end paa en Højtidsaften.

Paa Cafeerne sidder Folk og døser over Cigar og Øl, over Aviserne, som de gjennemkigger for tredje eller fjerde Gang, og med Billedbladenes Mapper stablede foran sig. Brætspillernes Raaben og Billardspillernes Stød og Kuglernes Rullen lyder med en irriterende Eneformighed. Og fra Kjælderbeværtningerne lyder Skrig Skraal i tiltagende Grad som Aftenen skrider frem og Skodderne kommer for Vinduerne.

Man har villet det saa. Man lukker Theatrene og gjør intet for billige Øl- og Musikhaller, men man tillader den frieste Udskjænkning af Spiritus, man holder Adgangen aaben til de sletteste Udskejelser, og just paa Helligaftener, da den gode Modvægt, som Theatrene yder, savnes, tjener Knejpe Værterne og Værteinderne Penge.

Mon man ikke snart kunde blive enig om, at her er gjort enten for meget eller for lidt. Enten aabne Døre overalt eller stræng Lukning for alt, der ikke hører med til det nødtørftige. Hvilket man end vælger, vil Helligaftenen vinde derved, og Borgerne ogsaa, saa vist som baade festlig Stilhed og straalende Munterhed er at foretrække for den osende, halvskumle Atmosfære, der nu er ejendommelig for Kjøbenhavn paa en Helligaften.

(Morgenbladet (København) 10. april 1887).

Pasteursvej eller Alliancevej? (Efterskrift til Politivennen)

Striden mellem Brygger Jakobsen og hans Søn antager efterhaanden Former, der gør disse tvende Kapitalister og "Samfundsstøtter" mere og mere latterlige i Publikums Øjne. Saaledes meddeler "Dagsav.": Den bekendte franske Videnskabsmand, Kemikeren Pasteur, der som bekendt kommer hertil til den forestaaende Lægekongres, har ufrivilligt givet Anledning til en Strid mellem Fader og Søn, der udkæmpes paa den Vej, der fører forbi - Ny og Gamle Carlsberg til Fabrikken "Alliance". Denne Vej har hidtil baaret Navnet "Alliancevej", men paa Grund af Pasteurs Ankomst hertil ønskede Hr. Jakobsen jun. at hædre ham, der har gjort sig saa fortjent af Bryggerierne ved sine kemiske Opdagelser, ved at kalde Vejen for "Pasteursvej". Han anbragte derfor ved den ene Ende af Vejen, hvor hans Andel begynder, en "Vejviser", hvorpaa der staar "Pasteursvej" og "Vej til Fabriken Alliance"; dette syntes Jakobsen sen. imidlertid ikke om, og anbragte derfor, hvor hans Andel begynder, en stor Plade paa tværs af Vejen, hvorpaa der stod "Alliancevej"; straks derpaa anbragte hans Modstander en lige saa stor Plade ved Siden af med Navnet "Pasteursvej". Dette, kunde Faderen selvfølgelig ikke finde sig i og oprejste derfor paa den anden Side af Vejen en endnu større Plakat, der anbragtes tværs over Fortovet fra en Lygtepæl til et Stakit paa den anden Side af Fortovet med Navnet "Alliancevej", og straks derefter anbragte Sønnen ved Siden af en med Navnet "Pasteursvej". Hidtil staar Kampen lige, da Sønnen har tre Plakater og Faderen to, der imidlertid tilsammen er ligesaa store som Sønnens tre. Endnu er Kampen altsaa uafgjort, og endnu er det uvist, hvem Sejren tilfalder - Fader eller Søn. - Pasteur eller Alliance.

(Social-Demokraten 8. april 1884).

Fra Gader og Veie. (Efterskrift til Politivennen)

Guldbergsgades Brolægning. Konfenceraad Ehlers lader i disse Dage i Guldbergsgade paa Nørrebro udføre et Brolægnings- og Reguleringsanlæg, som fortjener at tages i Øiesyn, særlig af D'Hrr. Borgerrepræsentanter, der maaske ved et venskabelig Pression paa Konferensraaden kunde foranledige det paabegyndte Arbeide i Tide ændret. For et Aarstid siden forhindrede den ærede Borgerrepræsentation en anden Borgermester, Etatsraad Hansen i Opførelsen af offenlige Retirader paa den smukke Nørre Boulevard, som er belemret nok i Forvejen, nemlig med 2 Jernskure og 2 Træhuse. D'Hrr., som ved deres Afstemning forhindrede dette Anlæg, gjorde sig i høi Maade værdige af Medborgeres pligtskyldige Tak. Man kunde næsten ønske, at ethvert Brolægnings- og Reguleringsarbeide, som fremtidig skal udføres, først skulde forelægges Borgerrepræsentationen, naar D'Hrr. Borgermestre vise saa stort Mangel paa skjønhedshensyn, thi man fritoges da for slige Absurditeter, som nu sker i Guldbergsgade. Som bekjendt, skal der alt i dette Efteraar føres en Gade gjennem Hr. Fløistrups Have fra Nørrebrogade til Guldbergsgade. Lige overfor dens Udmunding i sidstnævnte Gade ligger en stor Have, som Eieren er tilfreds at udparcellere, og bag denne Have eier Kommunen en temmelig betydelig Grund, der fører ud til Nørrealle. En Gade fra Nørrebrogade til Nørrealle kan saaledes ventes i den allernærmeste Tid, og der vil blive til meget stor Fordel for Kommunen. Man skulde nu tro, at vedkommende Borgermestre med Begjærlighed vilde gribe Leiligheden, og Guldbergsgade nu brolægges, til at præsentere den saa smuk og regelmæssigt som muligt, men han er af modsat Mening. Gadens søndre Side indtages omtrent for en Fjerdedel af Jødekirkegaarden, og hele denne Side i Gadens Længde forsynes nu med bredt Fortov, medens den nordre Side, som har Fremtidens hele Chance for sig, belemres med en Række gamle, visnende Træer, hvorved Fortovet indsnævres det mest mulige. Disse Træer komme til at staa i Jordhøie i Høider af indtil over 1 Alen over Gadens Niveau. Jordhøiene ere afrundede, saa at Rødderne ere afskaaret paa alle Sider, og dermed er det jo klart, at Træerne ere dødsdømte. Hvad var nu rimeligere, end at de straks borttoges og Gaden reguleredes med bredt Fortov paa den nordre som paa den søndre Side? Da Kommunen opførte sin nye Bygning i Guldbergsgade, som bruges til Kontorer for Brolægningsvæsenet, brolagdes Gaden og Træerne borttoges der; hvorfor da i al Verden ikke gjøre det samme nu, da Resten af Gaden brolægges? Nævnte Bygning minder forøvrigt om Magistratens fjerde Afdelings bekjendte Skjævheder, idet den svinger til den feile Side. De famøse Træers Skamler ville rimeligvis blive til uberegnelig Forøgelse for den store Masse af det unge Danmark, som passerer Guldbergsgade, naar den kommer fra Kommuneskolerne i St. Hans- og Charlottegade. Forsvarssagen staar jo paa Dagsordenen, her vil blive leget Fæstning samt Forsvar af de opkastede Skanser men de unge Kombattanters Liv staa virkelig i Fare, thi der behøves ingen stærk Storm, før de Fæstningsværker falde. Politiet vil dog forhaabenlig i Tide have sin Opmærksomhed henvendt herpaa. Da Reguleringen er grim, ikke uden Livsfare og til Skade saavel for vedkommende Grundeier som for Kommunen selv, er det ufatteligt, hvorfor Konferentsraad Ehlers, der er bekjendt for sin store Humanitet og Nidkjærhed i Kommunens Tarv, haardnakket vil paastaa det paabegyndte Arbeides Fuldførelse, især da de, der participere i Udgiften, have anmodet ham om at regulere Gaden paa den Maade, som ovenfor er anført.

J.F. Meyer (1849 - 1905): Brolagt gade, mand skælder drenge ud. Formentlig Guldbergsgade set fra hjørnet af Peter Fabers Gade. Ca.1870-1905. Kbhbilleder.

Hr. Redaktør! I "Nationaltidendes" Aftenavis for den 2. ds. læste jeg med Glæde den med Mærket P. underskrevne Anke over den Hensynsløshed, der vises mod Beboerne af store Strandstræde og tilstedende Plads, derved, at det støiende Brolægningsarbeide tager sin Begyndelse allerede Kl. 4 om Morgenen; men ak! Hr. P. har kun bevist os en Bjørnetjeneste. Ret som for at trodse Indsenderen paabegyndtes Arbeidet Igjen imorges Kl. 4, ikke med en "enlig Jomfru", men med samtlige, saavel Enkeltmands- som firearmede Stempler, akkompagnerede af en øredøvende Musik fra nogle paa Kirkepladsen placerede Stenhuggere, der for at gjøre Støien saa stærk som muligt, havde anbragt Flisestenene, som de tilhuggede, paa et Hult Underlag. Mærkværdig nok ophørte denne Musik tidlig om Formiddagen, hvilket tyder paa, at Arbeidet ikke har været saa patrængende nødvendigt, at Natten maatte tages til Hjalp. For sunde Mennesker kan det være ubehageligt nok, dog, de kunne i værste Fald fortrække, men for Syge - og i en saadans Navn er det, jeg taler - er det uudholdeligt at blive forstyrret i deres Smule Nattero; der hører saamænd Taalmodighed nok til at høre paa Støien fra 6 Morgen til 7 Aften.

Ærbødigst

En Beboer af Pladsen ved St. Strandstræde.

den 4. August 1883.

Fra Østerbro. Tillad mig, Hr. Redaktør, gjennem Deres ærede Blad at rette en Opfordring til Poliliet om at befri os for et Onde, som der lyder almindelig Klage over herude, nemlig den utaalelige Syngen og Skraalen, som mere eller mindre glade hjemvendende Skovgjæster, navnlig paa Strækningen mellem Vibenshus og Trianglen, ikke tage i Betænkning at divertere os med til langt ud paa Natten, hvorved vor Nattesøvn i høi Grad forstyrres. Jeg indser vel, at det ikke vil være ganske let for Politiet at forhindre det, men en resolut og fornuftig Optræden fra Politiets Side og nogle advarende Exempler i Form af Mulkter Politivedtægtens § 5 ville uden Tvivl snart hjælpe, og forhaabenlig befri os fra et Onde, som har taget stærkt Overhaand i den senere Tid.

Ærbødigst

B.

(Nationaltidende 6. august 1883).

Ingeniør, konferensråd og teknikborgmester i Københavns Kommune 1858-1885 var Edvard Diderik Ehlers (1812-1893). 

Børneopdragelse paa Gaden. (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift skriver en Indsender i "Morgenbladet" følgende: "Man gaar næppe nogen Aften paa Gaden, uden at man ser smaa Grupper af Mennesker, der har samlet sig om en lille, ofte kun 7 til 8 Aar gammel, grædende Dreng eller Pige, der under Armen har en Bunke Smaablade eller i Haanden en Del Smaabuketter, og som, naar man spørger om Aarsagen til deres Graad, fortæller, at de ikke tør komme hjem, før de har solgt alle deres Aviser eller alle deres Blomster, "ellers faa de Bank af Moder". Enten denne Graad er sand eller forstilt, finder der her en Misbrug Sted mod disse Børn, som det er uforstaaeligt, at Politiet ikke kan se. Det er kun en slet Tjeneste, Politiet her ved sin Overbærenhed viser disse Børn. Er denne Graad kun et Fif for at røre medlidende Hjærter, er det utilstedeligt og noget, der, naar det saaledes drives offenligt, bør og godt kan sættes en Stopper for; det "bør ikke taales, at Børn lever i en saadan offenlig Trafik af Løgn, som hver Gang det lykkes at gøre Indtryk med den, kun ydermere styrker de Smaa i Fordærvelsen. Og give Forældrene virkelig deres Børn en saadan Medfart, at de ikke vover sig hjem langt ud paa Natten, saa maa dette ubetinget henregnes til den Mishandling af Børn, der berettiger det Offenlige til at gribe ind. Foreligger en saadan Mishandling egenlig ikke allerede, naar de lader Børn under 10 Aar løbe om paa Gaden til Kl. 12 om Natten? At Politiet skulde være uvidende om dette Forhold, kan der ikke være Tale om, dertil drives det altfor aabenlyst og altfor metodisk. Det er meget almindeligt at høre Folk, som kommer i Berøring med de fattigste Lag af Samfundet, klage over den moralske Fordærvelse, der saa ofte klæber ved dem; men hvor kan man undre sig over, at det ofte er Tilfældet, naar de opvoksende Børn fra deres tidligste Barndom uhindret og for Alles Øjne ligefrem oplæres til Løgn og Lediggang?" Den ærede Indsender har, som man ser, faaet Øje paa en af Samfundets mange og dybe Brøst, og han er straks paa det Rene med, hvad der skal gøres, der skal raabes paa Politi, og Straffelovens skal bringes i Anvendelse, ikke for at bøde paa Brøsten, men for at forhindre den i at vise sig paa offenlig Gade. Det er en meget nem Maade, kun Skade, at Samfundsforholdene slet ikke vil blive bedre, skøndt denne Metode har været benyttet ved alle mulige Lejligheder allerede i mange Aar.

(Social-Demokratiet 19. juli 1878).

Gaderne paa Gammelholm. (Efterskrift til Politivennen)

At det blæste i Gaar, fik de ulykkelige Beboere i Gammelholmskvarteret til Gavns at føle. De hvirvlende Vinde lod ikke det tommetykke Støv i Gaderne et Øjebliks Ro. Det skarpe Flyvesand kastedes frem og tilbage, højt op j Luften og ud over de tilstødende Gader; langs Husene og op over Tagene stod det som en ugjennemsigtig Taage, og Folk, der risikerede at passere Gaderne med halvt lukkede Øjne, krøbe, naar Sirokkoen nærmede sig, om Hjørnerne og ind i Portaabninger med en Angst, der mindede om en Vinterdags forrygende Storm. Inde i Husene jamrede Husmødrene for deres Møbler, Tæpper og Gardiner, thi et Vindue kunde ikke holdes aabent i to Minutter uden at alt i Værelset blev bedækket mcd et tykt Lag Støv af den ubehageligste Slags, og Husejerne i dette af Magistratens Unaade hjemsøgte Kvarter vrede Hænderne over deres nymalede Facader alt fordi man ikke kan afse nogle Tønder Vand til Gadernes Vanding.

(Morgenbladet (København) 4. august 1876).

Løgstør. (Efterskrift til Politivennen)

Løgstør, den 11te October.

"De har selv været her i Løgstør, Hr. Redacteur ! og kjender da vore saakaldte Gaders Beskaffenhed, idetmindste ved Dagens Lys, og kan saa let slutte Dem til, hvorledes de maae være nu i disse mørke, regn- og sludfulde Aftener, da ikke en eneste Lygte oplyser disse med utallige fremspringende Huushjørner forsynede, med Smuds og Steen opfyldte, Gader. Dog dette være nu som det er, endskjøndt det baade kunde og burde have været anderledes; kun forekommer det mig, at jo slettere vore Gader ere, desto større Pligt paahviler der Politieøvrigheden til at paasee, at Folk ikke upaatalt forøge de forhaandenværende Farer ved at henstille paa Gaderne om Natten Vogne, Tømmer, Tønder og Gud veed hvad. At dette finder Sted, ikke en enkelt Gang, men dagligt, ikke paa et enkelt Sted, men næsten i hver Gade og Stræde, er Noget, som Enhver her i Byen veed og som Mange ubehageligt have maattet faae at føle. Man er derfor ogsaa her saa vant til slige Uskikke, at naar man en Aften tørner imod en Vognstang eller falder over et Stykke Tømmer og forslaaer baade Arme og Been, saa trøster man sig med den Tanke, at man kun har deelt Skjæbne med mange Andre, og at det nu engang ikke skal være anderledes. Jeg skulde heller ikke være falden paa at omtale dette, hvis jeg ikke i Løverdags havde seet et saa tydeligt Beviis paa den hensynsløse Ligegyldighed imod Folks Lemmer og Helbred, at jeg ikke har kunnet lade det gaae upaatalt hen. I en af Byens meest befærdede Gader, hvor det kun er muligt at gaae tørskoet paa et meget smalt Fortoug, var man nemlig beskjæftiget med at lappe paa dette og udgravede til den Ende en meget stor Steen, for at rette paa dens Stilling; men om Aftenen forlod man Arbeidet og lod Stenen henligge midt i Fortouget i det udgravede Hul, som idetmindste er 1 Alen dybt, og det uden at afspærre Færdselen og uden i mindste Maade at underrette Folk om, at de maatte tage sig ivare; Følgen var da naturligviis ogsaa, at idetmindste Een, og rimeligviis Flere, styrtede i Hullet. At han imidlertid slap med at skrabe Huden af sit Been, er ikke den tilsynshavende Øvrigheds Skyld, og havde det været en ældre Mand, kan Ingen vide, hvad Følgen var bleven. Igaar, Søndag, henlaae Stenen uforandret og har rimeligviis ogsaa været der om Aftenen, da saa Mange færdes paa Gaderne; thi her er ikke Tale om Politietilsyn med Gaderne, og seer man endog Politiebetjenten ude, saa er det kun for at løbe fra Huus til Huus, for at barbere og frisere Folk; gaaer man paa Politiekammeret og beklager sig for Fuldmægtigen, saa smaaleer han som sædvanligt; og gaaer man til Politimesteren selv, saa svøber han sig høitideligt i sin Slobrok og frabeder sig hver Indblanding af Uvedkommende i hvad der kun angaaer ham.

Haabet om, at Vedkommende, ved at see Sagen fremdraget for Offentligheden, skulde bevæges til at opfylde en saa ringe Pligt, har ledet mig til at bebyrde Dem, Hr. Redacteur! med disse Linier."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 13. oktober 1858)

Løgstør havde på daværende tidspunkt omkring 1.000 indbyggere i selve byen og i hele sognet ca. 1.400.

Gadebelægning. (Efterskrift til Politivennen)

Enhver, hvem det gaaer som Indsenderen, der, for sit Helbreds Skyld, er nødt til at bevæge sig meget i fri Luft, har vistnok i Løbet af den sidste Ugestid, siden det saa pludselige og stærke Sneeveir indgjort den Erfaring, at Hovedstadens Gader og navnlig Fortougene i denne Tid ere meget farlige at passere. Kjøbenhavns Brolægning har aldrig videre udmærket sig, og som en Følge af den af Politiet beordrede absurde Fremgangsmaade, at feie Sneen bort fra Fortougene, medfører den daarlige Brolægning i denne Tid mange Ulykker. Forleden Aften umiddelbart efter en slig Renselse af Fortougene - passerede Indsenderen i Løbet af en Time to Gange Østergade og saae omtrent et Halvhundrede Personer glide ud og falde paa de isglatte Fortouge, uden at dog Nogen af dem kom tilskade; værre gik det i Onsdags Eftermiddag hvor han - ligeledes strax efterat der var bleven fejet - saae en Dame falde paa Østergade, tæt oppe ved Kongens Nytorv, va brække Benet, en Karl faldt midt paa samme Gadens Fortoug med en Kurv Viin, og en Pige med en stor Flaske Olie paa Hjørnet af Amagertorv og Kjøbmagergade, og disse Exemplers Antal er vistnok legio, ene og alene som en Følge af den ufornuftige Fremgangsmaade, at feie Fortougene, hvorved de netop blive spejlglatte. Til Trekroner spadserer man jo paa Isen nok saa muntert og trygt, medens man i Gaderne seer Folk, navnlig naar de ere nødte til at gaae paa Fortouget, vandre, som Ordsproget siger : "med Livet i Hænderne"; og hvorfor? Ene og alene fordi Isen til Trekroner er belagt med et Sneelag, som ganske og aldeles paralyserer Isens Glathed. Hvis det derfor virkelig er Politiet om at gjøre, at værne om Borgernes Liv og Lemmer, saa befale det ufortøvet, at Sneen bliver liggende paa Fortougene, hvor den da i en Fart vil blive traadt saameget sammen, at den danner et behageligt Underlag, medens det samtidigt hermed sørge for, at Sneen ude fra Gaderne bortkjøres. - Det kunde dog maaskee være rigtigt, engang at anvende denne modsatte Fremgangsmaade, da det jo har viist fig, at ved Politiets hidtil anordnede Foranstaltning opnaaes der i Reglen i hver sneefuld Vinter et stort Antal Beenbrud og andre Ulykker, saa at man tør være overtydet om at Undladelsen deraf vilde formindske disse Ulykker til et ubetydeligt Antal. - m.

(Kjøbenhavnsposten 18. februar 1853).

Er det Kobbersmedene tilladt at udøve deres Haandværk paa de offentlige Gader?

Enhver vil vist besvare nærværende spørgsmål benægtende, selv om den jævnlige erfaring viser at sådant undertiden finder sted.

Ikke alene at naboer og genboer såvel som forbigående personer på det mest ømfindtlige forulempes af den støjen der som en torden fra disse på gaden oprettede værksteder gennemryster den forbigående, så at han ofte nødes til at gå en lang afvej, for at undgå denne kanonade, men endog såvel kørende som ridende personer står i fare for, ved at passere et sådant sted, selv at blive beskadiget, og at beskadige andre på lemmer og helbred, ja vel endog at miste livet.

Således gik det indsenderen da han for nogen tid siden kørte med 2 (ellers ikke sky heste) forbi tre på gaden arbejdende, og på en en stor kedel hamrende kobbersmede, at nemlig hestene ved denne alarm nær havde taget magten fra kusken, og følgelig løbet løbsk, dersom ikke denne havde været desto mere duelig i at køre, og tøjet på hestene desto stærkere.

Vort ypperlige politi der i alle henseender sørger for stadens bedste og borgernes sikkerhed, vil vist også hæmme denne uorden ved kraftige foranstaltninger. Det var jo mere passende og mindre skadebefrygtende, om disse håndværkere blev forpligtet at udøve dette rolighedsforstyrrende arbejde i gården ved end netop på gaden udenfor deres hus, hvilket virkelig kan give anledning til stor skade.

(Politivennen Nr. 1543, Fredagen den 30 Mai 1845, s. 329-330)

Anmodn. til Vedk.

Når gaderne fejes, bliver urenlighederrne samlet i bunker ved rendestenene på begge sider af gaden for at renovationsvognene kan køre midt ad gaden og således komme til på begge sider at læsse på vognen. Denne indretning synes meget god. Men de karle der kører renovationsvognene, har den uskik at to kører jævnsides midt ad gaden når de vil pålæsse, og således spærrer al passage for kørende der vil køre på gaden. Anm. har ofte været vidne til ubehagelig ordveksling mellem nævnte karle og andre kuske som tror at gaden ikke uden nødvendighed bør spærres på denne måde. Ikke sjældent går striden så vidt at man idet man stoler på sin vogns styrke, kører på hinanden og forsøger om den kan holde. Men da tabet som herved kan forårsages, dog kommer  på husbondens regning, og sådan adfærd i sig selv kan kaldes uordentlig, så vil det være godt om gadekommissæren eller også renovationskontrahenten pålagde kørekarlene at de ikke måtte køre jævnsides, men at den ene burde i det mindste holde så langt fra den anden at en anden vogn kan passere mellem dem. Herved ville megen disput og vognmolestrering blive forebygget

(Politivennen Nr. 1555, Fredagen den 2 Mai 1845, s. 269-270)

Hunderakkernes Triumphtog.

Blandt de gadescener som hele året igennem tildrager sig i hovedstaden, henhører unægtelig rakkertoget til en af de meste interessante for byens gadedrenge som her har en herlig lejlighed til at pibe og råbe hurra. Den imødeses vist nok derfor af disse med levende deltagelse, og stod det til dem, da var det nævnte optog vist nok langt sikrere på at blive gentaget end nogen højtidsfest. Men betragtes denne sag fra sømmelighedens side, da synes der virkelig adskilligt at tale for afskaffelsen af denne politiskik. For det første er det en skandale at se denne hundejagt rundt omkring i byen. En hel hob af pøbel med skrig og piben, rakkeren med sit net, de forskrækkede uskyldige dyr, alt dette til sammen taget fremkalder et så ubehageligt indtryk at man virkelig må forundres over at sådant kan finde sted i en så gentil by som København der i det hele taget udmærker sig ved orden og politur.

Men ikke alene det ydre indtryk går den nævnte skik modbydelig. Men den er desuden unyttig i det mindste for en del. I et foregående nummer af dette blad blev det foreslået at husejerne skulle optage en fortegnelse over de hunde som beboerne holder, og det på deres eget ansvar under straf af mulkt. Dette forslag fortjente sikkert at tages til følge. Politikassen ville sikkert vinde derved, og indbyggerne blive fri for det stygge syn af rakkervognen med dens gelejde. Hvad mon fremmede der befinder sig i byen på denne tid, ville tænke om vores gode stad og dens politi når de ser dette skuespil? Mon det således sker i andre lande? Lad os dog ikke give tyske avisskrivere lejlighed til at fortælle endnu mere om vores jurisdiktion over de umælende, således som der for nogle år siden berettedes at man havde pågrebet og lagt sag an imod nogle hunde som havde overfaldet et menneske og dømt dem til at hænges.

Til slut skal indsenderen ikke undlade at gøre opmærksom på hvor upassende det er at politibetjente skal bruges til en så uværdig anledning. Man må erkende at de ifølge deres stilling kan være hvad sikkert også mange blandt dem er, agtbare mænd for hvem delagtighed i sådant må være noget ømfindtligt. og besidder de en sådan æresfølelse, da må man vist nok anse det for umagen værd ikke at træde den for nær hvor der ikke er nogen nødvendighed for hånden som gør sådant uundgåeligt.

(Politivennen nr. 1335, Løverdagen, den 31te Juli 1841. Side 493-495). 

Skiden Opdækning i Myntergaden.

Allerede i år har en fejl fundet sted ved afløbsslusen mellem Møntergade og Pilestræde så vandet sjældent kan få flugt og ofte samler sig til en stillestående pøl der afgiver den afskyeligste stank, således at man i denne tid må holde sine vinduer lukket i stedet for at kunne indånde den behagelige og forfriskende sommerluft. Stanken har fuldkommen lighed med den man hjemsøges af når det behager vedkommende kørekarle at opvarte publikum med en dosis vellugt mellem kl. 10 og kl. 11 om aftenen. 

Hertil kommer endnu den store ubehagelighed at Springgade er forsynet med en brændevinsbrænder og en fiskebløder hvis duftende udførsler og udgydelser ofte bringer lugteorganet i forlegenhed. Det sidste slags næringsvej burde helt forvises fra en stor stad når vedkommende ikke kan eller vil indrette det således at det rådne fiskevand gives afløb efter kl. 11 om aftenen eller i den tidligste morgenstund. For det er dog alt for ubehageligt at indånde sådant når man om aftenen kl. 9 eller 10 kommer hjem fra en spadseretur som man har foretaget sig for at styrke sundheden.

Man håber med sikkerhed at de ansvarlige ufortøvet vil sørge for ovennævnte sluseafløbs istandsættelse, samt at opsigtsbetjentene må beordres ikke at tilstede fejekoner og fejekarle at dæmpe gadestøvet ved at overøse gaden med uhumskheder fra rendestenene, men at hente et par spande vand dertil. For ellers gør de kun ondt værre og forpester den luft der trænger ind gennem åbenstående vinduer.

(Politivennen nr. 714, Løverdagen den 5te September 1829, s. 584-585)

Ny Kongensgade Testamente

Da min doktor har fortalt mig og jeg nu mærker at min sidste time er for hånden, og da jeg i min sygdom flere gange forgæves har råbt om hjælp for mig elendige stakkel, så vil jeg nu da jeg ser mig forladt af alle, opsætte min sidste vilje og dele mit efterladenskab. Jeg er kun en ussel gade og mine ejendele derfor ringe. Rigtig nok bør mange ansete folk om mig, ja endog en af statens højeste embedsmænd, Sjællands stiftamtmand. Men det skal man ikke kunne se på min forunderligt dejlige brolægning. Derfor har jeg på simpel vis delt mine ejendele således:

1. Alle de "skældsord" og "forbandelser" jeg har modtaget i de sidste 3 til 4 år giver jeg til hver den der ikke vil gavne konge og folk, men kun tænker på sig selv. Findes ingen sådanne hos os, da skal arvegodset velindpakket sendes til Ibrahim Pascha på Morea.
2. Den store vandursten der ligger midt i rendestenen op mod volden, skænker jeg til grækerne for at hænge om halsen på den første undertrykker og blodsuger de fanger.
3. Endvidere er mit ønske at stadens samtlige ligtornelæger ville nedsætte sig i min nærhed. For en for deres metier mere velsignet og for fodgængere mere forbandet gade vil de næppe finde inden for Københavns volde.
4. Det sure, stinkende vand der nu i så lang tid har stået i mine rendesten (da det intet afløb har), vil jeg overlade til stadens farverlav da det efter det grønne bundfald at dømme vil afgive en dejlig håbets farve.
5. De fæle gadedrenge der alarmerer mine beboere især op mod volden, vil jeg overlade til søndagsskolerne og den indbyrdes undervisning som med Guds hjælp nok vil sætte skik på dem.

Således har jeg ved fuldkommen sans og samling underskrevet denne min sidste vilje.
København den 30. maj, 1828.

Ny Kongensgade bag Slottet.

(Politivennen nr. 649, Løverdagen den 7de Juni 1828, s. 367-368)

"Jeg er kun en ussel gade og mine ejendele derfor ringe." (Ny Kongensgade i dag med Christiansborg i baggrunden. Eget foto, 2015)

Bøn på Østergade.

For anmelderen har det været et lige så ubehageligt som påfaldende skue at stadens mest befærdede gade, Østergade på visse tider af dagen - dog især om formiddagen mellem kl. 7 og 10 - er aldeles ufremkommelig for den del af almenheden der vil passere samme til vogns eller hest. Denne mangel på uhindret gennemfærdsel er imidlertid mest følelig på fejedage da det ikke er sjældent at se renovationsvogne med en tørvevogn på hver side hvorved gadens hele bredde optages og passagen spærres.

Mest påfaldende var det imidlertid sidste mandag da den kongelige familie måtte finde sig i et ikke kort ophold, fordi gaden spærredes på den ovennævnte måde.

Anmelderen tillader sig på grund af det at ytre ønske om at der i det mindste på fejedagene og så længe den kongelige familie opholder sig på Frederiksberg, måtte patruljere et par betjente i nævnte gade for at afværge at noget sådant ikke oftere skal finde sted da gadebetjentene jo må være til stede i flere gader.

(Politivennen nr. 606. Løverdagen den 11te August 1827, s. 504-505).

Bøn om Fred for tre urolige personer ved Frederiksholms Canal.

Ved at passere forbi Prinsens Palæ ved Frederiksholms Kanal lørdag aften klokken halv tolv, blev jeg, min kone og hendes søster på det skammeligste udskældt af tre personer som stod i porten. Og da jeg ville forsvare mig og min familie, blev jeg truet med prygl. Jeg kaldte da på vægteren. Men der kom ingen vægter, og de omtalte personer råbte: Her er ingen vægter, men vil I have prygl, kan i få det? 

Da vi gik samme vej tilbage fra apoteket på Gammeltorv, hvor vi havde hentet medicin til en syg og nærmede os porten, stod samme 3 personer der endnu og slog en høj latter op, dog uden at tiltale os videre, og en vægter stod lige over for dem. Da det ikke er første gang at noget sådant er udøvet sammesteds, så formoder man at disse personer hører til palæets tjenestepersonale. Man har derfor med denne bekendtgørelse til hensigt at gøre disses herskaber opmærksomme på deres tjeneres usømmelige opførsel som de vist ikke vil billige, og tillige give vægteren et vink om at påse at rolige og fredelige folk kan passere hans post utiltalte.

(Politivennen nr. 489. Løverdagen den 14de Mai 1825, s. 9684-9685)

"Da vi gik samme vej tilbage fra apoteket på Gammeltorv og nærmede os porten, stod samme 3 personer der endnu og slog en høj latter op, dog uden at tiltale os videre, og en vægter stod lige over for dem". (Vejen fra Gammeltorv til Prinsens Palæ - i dag Nationalmuseet - ad Rådhusstræde. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning.

Prinsens Palæ opført 1743-46 på Frederiksholms Kanal 12 blev brugt som "købmandsgård, kongeslot, bolig for kronprinsen og den kongelige familie ... atelierer, retssale og lærde selskaber". Siden 1850'erne har det huset Nationalmuseet der dengang hed Oldnordisk Museum og holdt i 1825 til på Trinitatis Kirkes loft. 1832 flyttede samlingen til Christiansborg.

Kjøbenhavnsposten havde en beskrivelse af Prinsens Palæ, 20. december 1844.

En Bemærkning til Politievennen No. 479.

Det i Politivennen anbefalede tilsyn af vindetove kunne vel være godt nok, men det ville dog aldrig helt forebygge fare for fodgængere på fortorvene. For om sådanne vinder endog hvert halve år blev synede, kunne de dog i mellemtiden især hvor de bruges hyppigt, opslides, så at uheld ved samme kunne indtræffe. Desuden har adskillige kørekarle den fejl at de ikke er forsigtige nok med at slå tovet om midten af den byrde der skal ophejses, så at denne ofte ikke er sikret for at glide ud og falde ned. Meget mere hensigtsmæssigt var det derfor når enhver der har og benytter loftsvinder, ville som bageren i det anførte eksempel, udsætte et varsko eller spærre passagen for gående under vinden mens denne benyttes. Et sådant ubetydeligt redskab koster kun lidt, og kan benyttes ved flere lejligheder såsom ved husreparationer, tages istandsættelse eller rengøring for sne. Det kunne derfor være ønskeligt om det pålagdes dem der ejer loftsvinder til gaden at udsætte et sådant varsko for at sikre medborgeres liv og lemmer.

(Politivennen No. 481, Løverdagen den 19de Marts 1825. Side 9564-9565)

Forslag til at forekomme Skade, som kunde foraarsages ved brøstfældige Loftsvinder.

Når man går på vore gader og lægger mærke til hvor ubekymrede mange mennesker går under loftsvinder, mens disse er i brug for at op- eller nedhejse varer, så må man virkelig undres over at ikke flere kommer til skade eller slås ihjel når et sådant tov springer og byrden styrter ned på gaden. Det er naturligt at et vindetov slides ved friktionen i udlæggeren og ved at vikles om vindestablen, jo hyppigere det bruges og jo sværere lasten det skal befordre, er. Men sjældent tænker nogen på at efterse sit vindetov om det har nogen brøst, men mængden lader det holde så længe det kan, og anskaffer sig et nyt når det andet brister. Og dog var et sådant eftersyn såvel nyttigt som gavnligt for den offentlige sikkerhed. Anmelderen kan derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at en eller anden autoritet, hvorunder sådant kunne sortere, ville i det mindste en gang årligt, med et par mænd lade efterse stadens samtlige vindetove og pålægge de ejere hvis tove af besigtigelsesmændene var erklæret for brøstfældige, straks at anskaffe ny og forsvarlige. Om disse mænd burde tages af magistratens eller politiets betjente, drister indsenderen sig ikke til at bestemme, men vover blot at fremsætte den mening at hvis man skulle finde dette eftersyn ville berøve vedkommende betjente for meget tid fra andre forretninger, eller at det måtte gøre flere betjentes ansættelse nødvendig, det da kunne foretages af brandkorpsets officerer når disse tager syn over husejernes brandredskaber. Man venter ikke at møde den indvending at sådant eftersyn er overflødigt da enhver kan se sig for og vogte sig for at gå på de steder hvor varer op eller nedhejses. Før børn og fulde mennesker kan ikkebruge behørig forsigtighed og mange som går ad fortorvet med tanken henvendt på deres forretninger, falder det ikke ind at frygte for en overhængende fare. Desuden, holder man det for pligt at redde de menneskers liv som selv opofrer det, hvor meget mere bliver det da pligt at betrygge deres som ønsker at vedligeholde det?

Indsenderen finder det slet ikke upassende her at bemærke: at når bageren på hjørnet af Pilestræde og Antonigade bruger sin loftsvinde, stopper han passagen på fortorvet med en bom som anbringes tværs over samme fra vognen indtil muren. Denne opmærksomhed og omhu for medmenneskers liv og sikkerhed fortjener tak og efterlignelse.

(Politivennen No. 479, Løverdagen den 5te Marts 1825. Side 9519-9522)

Om nogle Renovations-Karles Magelighed.

Da gaderenovationen ved en hensigtsvarende indretning blev påbudt ved at feje dem til siderne i stedet for at feje gaderne til midten, og det blev forbudt at kaste fejeskarn og andre urenligheder på gaden, blev det tillige ved en politiplakat bekendtgjort at foruden de to fastsatte fejedage om ugen til fastsat klokkeslæt for hver gade, skulle renovationsvognene tillige alle søgnedage indfinde sig til nævnte klokkeslæt for at modtage fejeskarnet med videre. 

I ovennævnte plakat blev det enhver pålagt at bringe fejeskarnet til vognen. Men karlene som kører disse vogne, har i almindelighed den skik ikke at ville modtage hvad vedkommende bringer til vognen, men påstår at enhver selv skal lægge det på vognen med mindre de får drikkepenge for det. De fleste er uvidende om nævnte plakats indhold eller kan ikke huske samme, og giver derfor disse karle hvad de forlanger, nemlig drikkepenge som disse også straks ved at benytte. For efter at have ladet sin skralde høre, forføjer skraldebassen sig i de værtshuse som der ikke er mangel på i enhver gade, ubekymret om de pågældende kan blive af med fejeskarnet ikke. Og til tidsspilde og tab for husbonden opholder han sig der hele og halve kvarterer ad gangen og en gang imellem længere, hvilket indsenderen heraf ofte har haft lejlighed til at erfare. 

"Karlene som kører disse vogne har i almindelighed den skik ikke at ville modtage hvad vedkommende bringer til vognen, men påstår at enhver selv skal lægge det på vognen med mindre de får drikkepenge for det." (En kludekælling og en skarnagerkarl med sin skralde. I baggrunden "styrter" en tjenestepige en fjerding skarn op i vognen. Lahdes kobbertryk).

Da det ikke er muligt for alle at holde en karl eller stærk pige som kan løfte snavset på vognen eller som har evne og lyst til at betale for det, må de finde sig i at få grove ord af disse karle, eller endog at de kører bort med skraldespanden når bringeren ikke har kræfter til at styrte det af. Det skete i forrige uge for en af indsenderens bekendte. En fornyet bekendtgørelse af allerede nævnte plakats indhold synes at kunne være nødvendig for at afværge disputser og grovheder.

(Politivennen nr. 467. Løverdagen den 11te December 1824, s. 9337-9339)

En Gade-Concert.

Indsenderen der kom til byen forleden aften og fik logi hos en af sine venner der bor i Gothersgade, tror at publikum ikke vil finde det så ganske uinteressant hvad for en udenbys er påfaldende og pudsigt at høre, men som af mere vante ører der dagligt hører det, ikke bliver lagt mærke til.

Efter at have rejst på en overmåde varm dag, kom jeg til byen kl. 10 om aftenen og var meget træt, hvilket forårsagede at jeg sov over mig og først blev vækket af min vært kl. halv elleve. Jeg beklagede mig over at jeg havde meget at besørge i byen, så jeg ikke kunne blive færdig den dag fordi det allerede var så højt op ad dagen, hvorfor jeg blev anmodet om at tage mig det mageligt som jeg lod mig behage. Som jeg nu lå og tænkte over mine forretninger jeg skulle udføre her i byen og som var årsagen til min rejse, blev min opmærksomhed henvendt på følgende for en fremmed uhørte og påfaldende koncert:

Rødspætter - spætter - røds - højre sving - kartøfler kartøfler tøf tøf tøf tøf tøfler - holdt, retter eder - pind pind pindebrænde - Urs marsch - så jag ser det er omøjelig at leve lykkelig i hop med dig - venstre sving, lige ud!

"Sandelig, tilsammen taget et umelodisk musikstykke og aldeles forstyrrende for den der skal arbejde med hovedet". (Gadeliv omkring 1840 af P. Klæstrup. Væggen, Københavns Museum.)

Efter flere gange i træk at have hørt dette komiske vrøvl der virkelig bedøvede mine ører, bevægedes jeg ved lyden af den store tromme til at undersøge hvad årsagen var til sådan koncert. Jeg fik da at se at de musici der opførte den, var en tørvebonde med sin udråber som udhylede tørv til salg, vagtparaden der kom ud af eksercerhusets port og hvis officerer kommanderede geledderne til højre og venstre efter hvad vagt de skulle trække op til, endvidere en kælling på en vogn med kartofler der ligeledes lod sin stemme på det mest skingrende høre, en lille halv øllet kælling der sang eller rettere peb en svensk vise og en ditto ditto med levende rødspætter. Sandelig, tilsammen taget et umelodisk musikstykke og aldeles forstyrrende for den der skal arbejde med hovedet.

(Politivennen nr. 454. Løverdagen den 11te September 1824, s. 9131-9133)