Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915).
Serien skal illustrere finkulturen inden for musik i Danmark i anden halvdel af 1800-tallet, kvindesynet (Franz Nerudas større søstre var international kendte violinister), dansk nationalfølelse - Neruda var tysker, og et gravsted på Vestre Kirkegård.
Professor Franz Neruda.
Professor Franz Neruda fylder i Morgen sit 70. Aar. "Nationaltidende" bringer ham sin bedste Lykønskning med Tak for alt det store og betydningsfulde, han ved sin Personlighed og Virken har tilført vort Samfund paa et vigtigt Kulturomraade.
Franz Neruda er, som bekendt, ikke født her i Landet. Men fra den Stund, han som ung 20aarig Violoncellist kom dertil i Følge med sit herlige Kammermusikensemble, tilhørte han os i Grunden i Kraft af den Naturlov, der forener dem, som passer sammen, om en lykkelig Skæbne lader dem finde hinanden. For denne rigt udstyrede unge østerriger stod ganske vist hele Verden aaben, men København maa allerede dengang for ham have havt den Tiltrækning, som Udlændinge i Almindelighed føler sig dragne af og som "passer" dem. At Franz Neruda passede før os, kan der efter hans hele Livsværk slet ikke være Tvivl om.
Det var i den første Halvdel af 1860'rne, han kom hertil. Han fandt København i en frodig musikalsk Opgangsperiode. Med sin europæiske Berømmelse stod Niels W. Gade som den straalende Sol, ved hans Side J. P. E. Hartmann, og "Musikforeningen" var deres Profet. Det var gode, ja store Tider den Gang, med Liv og aabne Øren i Følge med den nyvakte Musikinteresses forske Friskhed og Virkelyst. Saa lyst Billedet saaledes var, havde der imidlertid ogsaa sin Bagside. Vi var, trods alt dog alligevel de smaa, og vi anede det ikke selv. Grænserne for vort Musikliv var snævert dragne. Horisonten ikke vid. Den gik ikke meget ud over den tyske "Gewandhaus"-Retning med Mendelssohn og Schumann som Bannermærker.
I denne lille Verden gled Neruda efterhaanden ind, først som kgl. Kapelmusikus (1864-1876), senere under mere frie, og bestandig mere førende Former. Danmark, og særlig København, holdt ham fast, men den store Verden derude glemte han aldrig. Han modtog i en Aarrække, ved sin Søster Lady Halles Side, Engagementer i England, særlig i London og Manchester, ligeledes i Sverrig, særlig i Stockholm, til hvilken han blev, og endnu er knyttet som Dirigent i den derværende Musikforening. Men i hvor store Kredse, hans Udvé end drog ham - København blev dog altid Midtpunktet, hvortil han vendte tilbage. Fra Verden derude bragte han de ny, friske Indtryk med sig til os, saavi ikke fik Lov til at stagerre. Han blev for os en bestandigt virkende Luft-Regenerator.
Inden baade han selv og vi andre ret blev det var, var Neruda saaledes i Kraft af Forholdenes Logik en af Førerne herhjemme i Musikkens Rige. Hvor han satte sin Fod, deri spirede og groede det. Selv den Modstand, han maatte igennem, blev ham kun en ny Spore, og den faldt desuden snart tilføje. Han havde dette "Wienerblut" i sig, som afvæbner al Surhed. Og den Fremgang, han gav, var ikke skabt ved andres Nederlag. Hvem af os kan nogen Sinde glemme "Neruda-Kvartetten", den som - ak! nu synes selv at have glemt København ! Og hvem kan rigtig maale Betydningen af de Kulturværdier, "Kammermusikforeningen" har tilført os i de snart halvhundrede Aar, den med Nerudas Navn i Spidsen, har staaet paa sin ideale Post? Eller hvem kan bestemme Omfanget af den Udvikling, der gennem Neruda er tilflydt hver den, der har søgt hans Vejledning som Lærer?
Endelig "Musikforeningen", hvor Neruda nu i over 20 Aar har virket som Dirigent, den Post, som mere end nogen anden trængte til hans Initiativ og Førerevner. For Gades Forening var Parolen: den klassiske Kunst. Men Livet kræver sin Ret og sin Musik, og intet der vil leve, kan sætte sig ud over denne Ret. Opgaven blev da for Neruda den yderst vanskelige, at forbinde disse to Hensyn, baade Klassikertidens og Nutidens Rettigheder. Med hvilken Respekt for sin Opgave og tillige med hvilken Kløgt han har varetaget denne Sag, forstaar den, der ved lidt Besked om de nærmere Forhold i Kategorien "den nyeste Musik". Men Neruda gaar ud i den store, vide Verden, det være sig i Tyskland eller Italien eller England eller Rusland eller Frankrig, og naar han kommer hjem, vender han ikke de tomme Hænder mod "Musikforeningen"s højt ærede Medlemmer.
Ogsaa her staar han med sit Sinds mærkelige Spændkraft, der, hvor hans Plads var forudbestemt, da han som ganske ung valgte at blive hos os. Neruda blev for os det Ferment, der bragte nyt Liv i de stillestående Vande.
Angul Hammerich.
(Nationaltidende 2. december 1913. 2. udgave)
I Anledning af Professor Nerudas 70 Aars Fødselsdag har vi henvendt os til en Række af hans Kunstfæller og andre, der som Elever, som Tilhørere ved hans Koncerter og Kammermusikopførelser eller paa anden Vis er komne ham paa nærmere Hold og har havt Betingelser for at danne sig et personligt Indtryk af hans Indsats i dansk Musikliv, og anmodet dem om gennem "Nationaltidende" at bringe Franz Neruda deres Hilsen og Hyldest.
Vor Anmodning er elskværdigt blevet fulgt af kgl. Hofpianinistinde Frk. Johanne Stockmarr, Professorerne Anton Svendsen, Otto Malling og Fritz Bendix, Borgmester Carl Lehmann, Zylograf F. Hendriksen. Kontorchef Hother Ploug. kgl. Kapelmester Carl Nielsen og Forfatteren Aage Matthison-Hansen, hvis Udtalelser om Kunstneren vi her gengiver:
Mit første Besøg hos Franz Neruda.
Det var en Vintermorgen 1864, at jeg første Gang betraadte den da nylig ansatte kgl. Kapelmusiker Franz Nerudas Ungkarlebolig. Neruda havde lovet Chr. Schiemann, der havde anbefalet mig som "et lovende ungt Menneske", at give mig Violoncelundervisnnig uden Vederlag; min Fader var paa den Tid økonomisk uheldig stillet.
Jeg blev staaende ved Døren i det mennesketomme Værelse og saa mig omkring, mens jeg i Forventning hørte mit Hjerte banke. Et Aars Tid forinden havde jeg overværet en Koncert, hvor han havde spillet dels sammen med Søstrene, dels alene, og jeg tror nok, at jeg betragtede ham snarere som en Halvgud end som et ualmindelig begavet Menneske.
Ventetiden var drøj! Allerede Værelset imponerede mig: Noder i Skabe, Noder paa Borde, Noder paa Stole og - Noder paa Gulvet (Undskyld, kære Neruda, men jeg tror nok, det er rigtigt!). Paa Væggen billeder af de store Komponister, paa Hylder, Skrivebord og Sekretær Fotografier af verdensberømte Virtuoser, en Cello i Kasse, et Par andre Stykker uden Kasse rundt omkring i Krogene, og saa nogle løierlige, gamle Blæseinstrumenter; mon det ikke var antikveret Kontrafagot og en Oboe d'amore?
Nu hørte jeg nogen rumstere i Værelset ved siden af. Ventetiden blev værre og værre. Og saa Halvguden jo ikke en Gang Dansk. Hvordan skulde jeg klare mig paa Tysk? Gud ved, om det hed "der" eller "das" Violoncell?
Saa, nu havde han da endelig faaet Støvlerne kunde jeg høre. Et Tag i Sovekammer-Døren, og Neruda kom ind og gik mig venligt i Møde.
Saadan saa han altsaa ud paa nært Hold, han, som forrige Aar havde siddet nede paa Folketheatrets Scene og med Wilhelmine paa den ene Side og Marie paa den anden havde henaandet Schumanns "Träumerei"! Kanske rigtigt, det var det slaviske Anmed den noget fladtrykte Næse og de smukke, livlige Øine, det hjertevindende Smil og Haaret, der Skilning, redt lige i Vejret, blødt og fyldigt helt ud over Skuldrene.
Jeg stod og stammede i det, mens mit Blik blev hængende ved den store Kunstnersløjfe, og jeg formaaede knap at svare paa hans første, ingenlunde Vanskelige Spørgsmaal: "Wir heissen Sie eigentlich? Ich habe den Namen leider vergessen". Men da jeg endelig havde faaet samlet mig saa meget, at jeg kunde tilfredsstille hans Videbegærlighed, ja, saa varede det ikke længe, førend Neruda havde udfoldet al den personlige Elskværdighed, som endnu den Dag i Dag gør ham saa skattet i Selskabslivet. Kun faa kan være saa "charmerende" som han, og selv om jeg den Gang kun forstod de to Tredjedele af, hvad han sagde, saa blev dog denne vor første Samtale Begyndelsen til et, jeg haaber, jeg tør sige: Venskab, som uden nogen Mislyd har varet til i Dag.
Og jeg har ogsaa al mulig Anledning til at nære Venskab for Neruda. Thi fra det Øjeblik, han tog Celloen frem fra Krogen og begyndte at lægge Grunden til min Uddannelse som Violoncellist, lagde han som Lærer en saadan Energi og Flid, Aand og Intelligens i sit Arbejde, at hver Times Undervisning blev en Fest. Og det var sandt for Dyden ingen Sinecure for Neruda! Jeg var langt tilbage i Forhold til min Alder, da jeg, der var bestemt til at gaa "den studerende Vej", kun havde havt liden Tid tilovers for Musikken.
En udmærket Egenskab havde Neruda blandt mange andre, en Egenskab, som ikke kan vurderes højt nok: han, den fuldtudviklede Kunstner, følte sig ikke for stor til at stille sig paa kollegial Fod med den fire Aar yngre Elev og Begynder. Mange er de Gange, hvor han, - efter at Eleven havde faaet en ordentlig Omgang Romberg og Dotganer, og han for hundrede Gang havde indprentet ham, at "Reinheit ist die erste Bürgerpflicht", og at kun Flid og Flid og atter Flid førte til Maalet - sammen med Eleven slentrede ind til i Porto. Der var han ikke længere Læreren, men den unge Kunstner, der berigede "Kollegaen" med sine Erfaringer. Og som Neruda kunde fortælle!
Lyslevende blev hans Fremstilling af Samværet med Tidens store Virtuoser - med Rubinstein med Servais, hos hvem Neruda havde faaet nogen Undervisning, med Wieniawski, sammen med hvem Nerudaerne havde koncerteret, og med mange, mange flere. Ogsaa om Reiseeventyrene fortalte han godt og gerne, især da om Slædefærden i Rusland, hvor den gennemmusikalske Fader, der endog undervejs holdt Børnene strengt til de daglige Øvelser, var Reisens Leder.
Men det var dog ikke Rejselivet med alle dets Oplevelser, der drog ham mest; dertil var han en altfor betydelig Kunstner. Det var Musikken, Musikken for dens egen Skyld, der havde taget ham med Hud og Haar. Og her i København, som saa at sige blev hans anden Fødeby, skulde han ogsaa snart vise, hvad der alt boede i ham.
Længe varede det ikke, for han havde dannet sin Strygekvartet, og Aug. Winding blev som Pianist optaget i Ensemblet. Ogsaa ved "Musikforeningen"s "smaa" Koncerter, i "Kammermusikforeningen", som han kaldte til Live, og ved "Kapelsoireerne", som han selv-tredie grundede, blev han den selvskrevne Leder, ham, om hvem alle flokkede sig. Og det tør vel nok siges, at hver den, der dyrkede Kammermusik, han være sig ung eller gammel, med mere eller mindre Held har været under Paavirkning og nydt godt af hans rige Talent og store Erfaring.
Og alle ved vi, at han, ikke tilfreds med de Laurbær, han har plukket som den ypperlige Violoncellist og Kammermusikdyrker, han er, stadig har søgt større og større Felter for sine Evner og sin ukueligt Energi, til han stod som Dirigent for vor fineste Forening, selve Niels W. Gades "Musikforening".
Men hvad han har virket baade paa det ene og paa det andet Omraade, i København og Stockholm, som Lærer, udøvende Kunstner eller som Orkesterleder, er det ikke min Opgave her at gøre Rede for. Jeg har kun villet minde Fødselsdagsbarnet om mit første Besøg hos ham, - det Besøg, der fik en saa væsentlig Betydning for mig. Ja, og saa vilde jeg samtidig sige ham Tak for alt godt igennem de mange Aar og ønske ham hjertelig til Lykke med Dagen!
Frits Bendix.
Franz Neruda og hans to Søstre Wilhelmine (Lady Hallé) og Marie. Billedet er taget i 1862.
Glade Aftener.
I den sidste Del af Vinteren 1862 var jeg Vidne til de tre Søskende Nerudas tidligste Færden i København. De gav paa den Tid den første Række Koncerter her i Byen, og denne Række blev lang, thi faa Kunstnere har som disse unge Mennesker saa hurtigt og afgjort formaaet at besejre og begejstre vort Musikpublikum.
Under dette ret lange Ophold, og under et lignende det efterfølgende Aar, var de stadige Gæster i det gamle Musikhandlerhus i Gothersgade Nr. 11. hvor den Gang, i en høj gammeldags Stueetage, Lose & Delbancos Forretning fandtes. Paa første Sal boede C. C. Lose, og Nerudaerne blev strax indlemmede i hans snævreste Vennekreds.
Husets fra Gaden aflukkede stille Gaardsrum genlød ikke alene af Musikken, der dyrkedes i Stuerne, men ogsaa af de tre ranktvoxne unge Folks Skæmt og Latter. Paa Baghusets Kvist blev Træsnittene til "Illustreret Tidende" skaarne, og der var min Plads som Læredreng; men mit femtenaars Hjerte interesserede sig mere for denne fejrede Kunstnerungdom end for Træstykkerne, og det bankede lønligt - i Beundring for den ældste Søster - Wilhelmines - Skønhed.
Broderen Franz ser omtrent ud nu som den Gang. Haaret er dog blevet tyndere, og han bærer ikke mere et saa tydeligt ydre Udtryk for sit muntre Sind, som hans Ansigt, i hvilket to skælmske Øjne lyste, den Gang gjorde: men Rankheden og sit særprægede Ydre har han beholdt.
Senere, da Franz Neruda i tolv Aar gjorde Tjeneste i vort Kapel, lærte man høit at vurdere den Iver og den sunde, uegennyttige Kunst, hvormed han virkede fremmende og udviklende for vort Musikliv.
Alle gamle Medlemmer af hans kære - snart halvtreds Aar gamle - Barn, Kammermusikforeningen i København, vil sende ham venlige Tanker og Tak for mangfoldige skønne og rige Minder, indsamlede i sene Aftentimer, i hvilke han og Kolleger gjorde os delagtige i Kendskab til herlig Musik, der blev festligt og aandfuldt fremført. I "Haandværkerforeningen"s lave Stuesal mødtes man til de ugentlige Musikaftener, og da det hører med til Foreningens mandfolkeagtige Karakter, at Tobaksrygning er tilladt, blev Salen hurtigt godt sløret, thi vi - undertiden Kvartetten med - røg som Skorstene.
Der findes ogsaa dem, der mindes de glade Aftener i 1886, da vi samledes i P. S. Krøyers store Arbejdsrum i Bredgade. Neruda, Anton Svendsen, Cr. Petersen og nuværende Stamhusbesidder H. Møller spillede Kvartetter, medens Krøyer malede det store Billede, som han kaldte "Musik i Atelieret". Det var en Fest at være Deltager og det var i egentligste Forstand Kammermusik, som den bør dyrkes, vi hørte.
Fr. Neruda hører ikke til de Kunstnere, der har mange blomstrende Ord paa Læben, og han var altid ganske fri for Virtuos-Manerer. Som andre fremragende Kunstnernaturer er han en stærkt arbejdende Mand. - Ved en festlig Lejlighed i Kammermusikforeningen, hvor en Tilstedeværende havde mindet ham om gamle Dage, sagde han stilfærdigt: Ja. N. N., som De nys talte om var interesseret, ligesom saa mange Musikvenner er det, men det er ikke nok at være interesseret, man maa ogsaa være flittig, ihærdig og arbejde meget - og saa - ja, saa maa man ogsaa have Talent. -
For de rige Evner og det store Arbejde, der kom os til Gode, da Neruda tog til Takke med de smaa Forhold, vort Land var i Stand til at byde ham, skylder vi ham, den fremmede Mand, der valgte at leve og virke imellem os fremfor at modtage anselige Stillinger, Udlandet bød ham, vor Tak og vor Hyldest.
F. Hendriksen.
Kammermusik i Hjemmet.
Da Neruda kom til Danmark, var jeg kun en meget lille Dreng. Mine Forældres Hjem, som i Ordets bedste Forstand var et Musikhjem, drog ham hurtigt til sig, og han blev hurtigt knyttet til det.
Hans sydlandske Ydre, hans Paaklædning og hans lange mørke Kunstnerhaar fængslede mine Barneøjne, og disse tre Ting er i Grunden min første Barndomserindring om den unge Østerriger Franz Neruda.
Men det varede ikke længe, førend jeg, som var en andægtig Tilhører ved al den gode Kammermusik, som blev spillet i mit Barndomshjem, følte Nerudas Violoncelstemme.
Neruda gik ud og ind i vort Hjem; hans pragtfulde Humør og hans hyggelige Lune bevirkede, at selv de yngste af Børneflokken, hvortil jeg hørte, mærkede den Festlighed, som Neruda bragte med sig, strax han kom ind ad Døren.
Jeg mindes tydeligt en Aften, Nerudas to Søstre Wilhelmine (senere Lady Halle) og Marie Neruda var ankomne her til Byen for at besøge Broderen. Han tog dem begge - ganske improviseret - over i mine Forældres Hjem, og hvor der blev spillet Kammermusik den Aften !
Nerudas Violoncel var dog den, som fandt længst Vej ind i mig, og naar dette Instrument saa decideret er blevet mit Yndlinginstrument, mener jeg, at det i første Række skyldes mine Barndomsminder om Neruda og hans Kunst. Dette takker jeg ham for; og jeg, som nu er saa nøje knyttet til vor kære By København, bringer ham tillige en Tak i Dag, paa hans Jubeldag, fordi han et langt Liv igennem blev Borger i vor By; han gav os derved ofte Lejlighed til at nyde hans vidunderlige Kunst, han. Mesteren udi Kammermusikken, men først og fremmest god han nyt og ædelt Blod ind i vor Bys Musikliv, som derved blev rigere, og han har mærket det for lange Tider.
Carl Lehmann.
Neruda ved Generalprøverne i Musikforeningen.
Det første og tidligste Billede af Franz Neruda, som jeg har bevaret i min Erindring, er fra Halvfjerdserne, da jeg saa ham i Spidsen for Violoncellisterne ved Gades Generalprøver i "Musikforeningen".
Der var ved disse Prøver en egen andagtsfuld Stemning, som jeg og mine Jævnaldrende aldrig vil glemme, og hertil bidrog bl. a. de ydre Forhold: det udelukkede Dagslys, erstattet af fuld kunstig Belysning, den højtidelige Stilhed, der herskede, den Følelse af Begunstigelse, som man havde ved at faa Lov til at overvære disse Prøver, men tillige naturligvis og først og fremmest: Pieteten for den store Kunstner, der ledede det hele.
Men til ham slutter sig i min Erindring Billedet af Franz Neruda som den, der saa fuldtud forstod Mesterens Intentioner og bidrog sit til den forunderlige Festivitas, der omgav disse Prøver, thi han deltog øjensynligt i Udførelsen med den samme straalendc Glæde og kunstneriske Alvor som Mesteren og med en aldrig svigtende Paalidelighed.
Han var saavel den romantiske, instrumental cantabile Solist som den solide Grundbas, hvorpaa man altid kunde stole, og den samme Følelse havde man under hans mangeaarige Udførelse af Kammermusik sammen med de udmærkede Kolleger. Paa dette Omraade maa vistnok hans største Betydning for Musiklivet herhjemme siges at ligge, og herom vil hans Kolleger være de nærmeste til at udtale sig.
Ofte har jeg undret mig over, at man saa uhyre sjældent herhjemme hørte noget til hans Kompositioniske Virksomhed; den er jo egentlig ret omfattende, og det kan kun forklares som en altfor vidtgaaende Beskedenhed, naar han i denne Henseende er saa lidet fremtrædende.
Men hans Evne som Dirigent har vi jo stedse Lejlighed til at glæde os over, og naar vi ved den sidste "Musikforenings"-Koncert saa ham lede Udførelsen af Sgambattis store og skønne Værk med saa usvækket Energi, Smag og kunstnerist Alvor, saa kan vi kun ønske os til Lykke med at besidde ham og haabe paa. at der cednu maa gives ham mange Aars forstar Kunstnervirksomhed.
Otto Falling.
Komponisten Neruda.
Min Beundring for Neruda er baade gammel, prøvet og meget stor. Paa alle tre Omraader: som udøvende Instrumentist, som Dirigent og som Komponist har han beriget og begejstret mig.
Men i Anledning af hans Fødselsdag vil jeg i faa Ord særlig gøre opmærksom paa hans Komponistgerning, fordi han paa det omhyggeligste, saa vidt muligt, har unddraget sine Værker Offentlighedens Opmærksomhed, hvad han egentlig ikke ret kan forsvare, og hvad vi andre ikke ret kan finde os i.
Paa en Rejse i Udlandet forleden traf jeg en af Skandinaviens betydeligste Klaverpædagoger. Vi faldt paa at sige i Armene paa hinanden, fordi vi næsten øjeblikkelig kom i Samtale om Nerudas "Præludier og Fuger" for Klaver. Der var fuldstændig Enighed mellem os om, at disse Præludier og Fuger er noget af det mærkeligste, fineste og interessanteste, der er fremkommen i lange Tider. Dette Værk taaler Sammenligning med selve Bachs "Wohltemperiertes Clavier" og har endda den ejendommeligste slavisk-nationale Tone over sig. Men jeg ved, at Neruda har sine Skrivebordsskuffer fulde af Kompositioner, som denne fornemme Aand holder tilbage.
Er der af Lede for vor Tids slette Smag og for dens Mangel paa virkelig Aandskultur? Eller er det af Foragt for Hobens Ønsker og Villie ?
Hvem ved ?
Eet er imidlertid sikkert: at i Fald det er sandt, at "gode Tanker kan slet ikke dø", saa vil Værdierne i hans Kompositioner en skønne Dag lyse for os med den varme Fornemhed, der er hans hele Personlighed egen - denne Personlighed, der afskyer Larmen, men elsker Kraften; foragter det hule, men tilbeder det ægte; som kun er blevet helt forstaaet af de ganske faa, endda hans Natur og Temperament i sin inderste Grund er helt ud folkelig, fyldt af Vid og Varme, Liv og Sundhed.
Carl Nielsen.
Betydningen af Nerudas Arbejde.
Vil man ret forslaa, hvad Nerudas Virken blandt os har betydet, da maa man tænke tilbage på København sidst i Treserne, den Gang da Florentinerne spillede for tomme Bænke; da Gade paa "Musikforeningen"s Abonnementskoncerter kun vovede sig til at fremføre Beethovens opus 18 eller, naar der skulde være Gilde, en af de russiske Kvartetter, medens hele Mesterens senere stolte Kvartetrække var Kaviar for Publikum; da Brahms spillede heroppe, uden at man anede, hvem denne "Hr. Brahms" var, og da Opførelsen af en Trio af Bargiel vakte Sensation som en betænkelig Indræmmelse til Modernismen.
Naar Københavns Musikpublikum nu stormer Koncertpalæets Porte, saasnart "Brysselerne" eller andre af Kammermusikkens Mestre spiller de "gale" Kvartetter, naar nu enhver fremstræbende Musiker holder sig ligesaa godt á jour med Brahms' og Tschaikowskys Kvartetter og Trioer som med de ældre Klassikeres; naar nu ny dansk Kammermusik i den strænge polyfone Stil strax kommer frem, og man forstaar, at et saadant Arbejde vejer mere til end et Par Duetter eller fem Sange for en Mellemstemme, - saa er dette væsentlig Frugten af Nerudas energisk ansporende og geniale Arbejde blandt os; og Æren derfor er først og fremmest hans.
Hother Ploug.
Franz Neruda som Lærer.
Det er mig en meget stor Glæde at følge Opfordringen til i Anledning af Professor Nerudas 70Aars Fødselsdag at sende "Nationaltidende" et Par Ord om bom lem Lærer. Det er jo de færreste, der har personligt Kendskab til ham i den Henseende, mens hele den musikalske Verden herhjemme forlængst er paa det rene med hans eminente Betydning for vort Musikliv.
Men det er vanskeligt eller rettere umuligt i faa Linier at tegne et helt Billede af hans geniale Lærerpersonlighed. der bunder i saa mange sjeldne Egenskaber hos ham, saavel kunstneriske som rent menneskelige, og jeg maa derfor nøies med ved spredte Træk at kaste Strejflys hen over den.
- - Da jeg første Gang skulde spille for Prosessor Neruda, var jeg naturligvis meget ængstelig til Mode; men aldrig skal jeg glemme, hvor elskværdig og opmuntrende han var, og kort efter blev han min Lærer. Hans Undervisningstimer var saa interessante og lærerige, at jeg ikke mindes nogen Sinde at være gaaet fra dem uden med Følelsen af at have oplevet noget stort og smukt, og det ikke alene i musikalsk Henseende, thi Nerudas Aand spænder over saa mange Felter, at det ogsaa paa mange andre Omraader blev uforglemmelige og lærerige Timer for mig.
Og det var Timer, der fløj, takket være hans Iver og sprudlende Humør, der bragte Liv og Fart i Undervisningen, saa at jeg mangen Gang er bleven forbauset over, at nu var Timen allerede omme - endda den ofte var bleven til to.
En velgørende Ro var der over hans Timer, charakteristisk Træk, jeg senere har genfundet hos ham i Koncertsalen: altid den overlegne Selvbeherskelse og Ro, der uvilkaarligt smitter Omgivelserne og bidrager til, at hver enkelt, Elev eller Kunstfælle, tryg giver sig hen i Øieblikkets foreliggende Opgave. Men var Neruda misfornøjet og streng hvad jo ogsaa kunde hænde, saa var det ikke ubetinget behageligt at sidde i "Torturkamret", som hans Værelse ved stig Lejligheder kaldtes. Jeg mindes saaledes, at jeg en Gang maatte "sidde over", fordi jeg var usikker i en Fuga af Bach. Professoren gik med Noderne, og jeg fik Forbud mod at forlade Flyglet i Musikværket, før jeg havde overvunder Usikkerheden.
Mange lyse Minder har jeg fra talrige Aftensammenkomster i hans Hjem, hvor Eleverne ofte mødes og spiller for hverandre. Det var ikke altid nogen let Opgave: men naar Neruda sagde: "Det gælder Livet", saa spillede man ud os sit Inderste, som om det virkelig i Øjeblikket gialdt Livet: det var Timer der styrkede og modnede, og Nerudas talrige Elever tidligere som nuværende har i saadanne Aftener hentet Mod og Kraft til Kampen i Kunstens Tieneste.
Som en rød Traad gaar det gennem hele hans beaandede Vejledning, at han indprenter sine Elever en Ærbødighed for og Kærlighed til Kunsten, som aldrig tillader dem at gaa uden for dennes rene Linier, og det er maaske ikke det mindste af alt det uendelig meget, vi har at være ham taknemmelige for.
Johanne Stockmarr.
I det kgl. Kapel.
Der hvilede i Treserne en egen Nimbus over Det Kgl. Kapel. Webers og Marschuers anerkendende Udtalelser om Kapellets Præstationer i Tyverne og Trediverne var endnu i frisk Minde, og det levede Højt paa svundne Tiders Laurbær. Der var mange udmærkede Kunstnere i Kapellet, men unægteligt ogsaa adskillige Middelmaadigheder. Alle var imidlertid enige om at en "Kgl. Kapelmusikus" var en Mand, der maatte tages Hensyn til, og som havde Betydning ikke alene for Kapellet, men for Samfundet i det hele. Selv om Kapellet ikke mere, som tidligere, bar Uniform og Kaarde med "Guldkvast", saa var der den Gang ved en Kapelmusiker noget fornemt og tilknappet, og Ve de unge nyansatte Medlemmer, der ikke i dybeste Ærbødigbed nærmede sig de gamle, selvbevidste Herrer!
Med Nerudas Ansættelse i 1864 var det, ligesom Kapeltonen fik en helt anden Karakter. Han havde i Udlandet levet og virket sammen med datidens betydeligste Musikere og var sandelig ikke tilsinds at lade sig imponere af en fornem, vranten Mine. Han bragte en Ungdom og Friskhed med sig, der var ganske uimodstaaelig, og da han desuden strax gjorde sig gældende som en fortrinlig Musiker og ypperlig Violoncellist, saa varede det ikke længe, før de Gamle glemte deres Værdighed og begyndte at lytte til den unge Mands livlige Skildring af udenlandske musikalske Forhold og med Forbavselse hørte ham fremsatte sine kætterske Meninger om Kunst og Kunstnere.
Men allermest var de dog maaske optagne af hans sprudlende Humør og pudsige Indfald, der lokkede Smilet frem paa Ansigter, som i mange Aar havde været stivnede i Alvor og Selvfølelse. Thi det var da sikkert, at en større Spasmager havde det Kgl. danske Kapel aldrig havt indenfor sine fredhellige Enemærker. Hans Indfald var legio og nærmede sig undertiden betænkeligt til at spille Halløj med hele den kongelige Borgermusik.
Jeg mindes saaledes, hvorledes det en Aften midt under Opførelsen af en Ballet lykkedes ham med sin Bue at hale et Par Galocher, som en forsigtig Sekondviolinist omhyggeligt havde skiult under sin Stol, ud paa Gulvet og derpaa med et elegant Svip sende dem langt over i den modsatte Ende af Orkestret, hvorfra de naturligvis strax blev befordrede videre. Den ulykkelige Ejermand sad just midt i en vanskelig Passage og maatte derfor indskrænke sig til at følge sine Fodbeklædningers vildsomme Vandring med stive Øjne. -
En Dag, ved en Prøve, fandt en Bratschist, der var usædvanlig lille af Væxt og derfor havde valgt en af Kapellets allerhøjeste Stole, sin Nodepult stillet saa langt ned, at han fra sit ophøjede Stade havde vanskeligt ved at læse Noderne. Han var selvfølgelig oprørt, og, da Kapelmester Paulli netop kom forbi, klagede han over, at Neruda - thi hvem skulde det vel ellers være? - havde bortfjernet Sømmet i hans Nodepult. Kapelmesteren fik konvulsiviske Trækninger i Mundvigene ved at se den lille Mandsling paa den høje Stol ved den lave Nodepult, men han svarede dog meget alvorligt: "Hm! - ja - Sømmet - ja, men jeg har desværre ikke noget Søm hos mig." -
Det var dog sjældent, at Nerudas Kolleger for Alvor tog ham hans pudsige Indfald ilde op. Hans store Elskværdighed og den Respekt og Beundring, de uvilkaarligt maatte nære for hans kunstneriske Dygtighed, afvæbnede al Gnavenhed. Baade som Solist og som Kammermusikspiller, havde han jo rig Lejlighed til at lægge sin store Begavelse for Dagen. Men det var ham ikke nok selv at udrette noget: han vilde og saa have de andre med dertil. Kammermusikforeningen - som jo er hans Værk - staar endnu som et Vidnesbyrd om hans Virksomhedstrang og organisatoriske Evne.
Han samlede sine Kammerater til hyggelige og interessante musikalske Sammenkomster, og han holdt baade sig selv og sine Venner á jour med, hvorledes man arbejdede og kæmpede derude i den store Verden. Selv havde han en Arbejdsevne, der var beundringsværdig: Foruden pligtopfyldende at passe sin Orkestertjeneste spillede han daglig Kammermusik, komponerede, arrangerede, informerede, og desuden fandt han Tid til at dyrke sine forskellige Passioner: Korttegning, Snedkeri osv. osv.
Alsidighed var i det Hele en Hovedegenskab hos ham, og den gjorde sig ogsaa stærkt gældende i hans Kunst og Smag. Han kunde føle en næsten barnlig Glæde over en Kvartet af Haydn, paa samme Tid som han elskede Brahms og host beundrede Wagner. Da "Mestersangerne" i sin Tid kom frem her i København, var han den begejstrede Forer for en lille Wagnermenighed, der sandelig havde alvorlige Kampe at bestaa paa en Tid, hvor det endnu ikke var moderne at være "Wagnerianer" eller vel endog at betragte Wagner som et tilbagelagt Standpunkt.
Den ungdomsfriske Begejstring og stærke Trang til at arbejde for alt det, der i Kunsten forekom ham stort og skønt - hvad enten det var gammelt eller nyt - har Neruda bevaret til den Dag i Dag, og hans Virksomhed som Dirigent i "Musikforeningen" har jo til den eneste Tid baaret Vidnesbyrd derom.
Anton Svendsen.
Til Professor Neruda!
Til Professor Neruda I
Kære Hr. Professor - fra Bøhmerland fór
De og Deres Søstre herop imod Nord,
hvor det sjeldne Trekløvers Kunstnerrang
- Deres noble Spil, Deres Cellosang -
vandt for Dem selv et saa fornemt Stade,
at De nævnedes sammen med Hartmann og Gade.
Naar Aarenes Gang dette Ry forstærker
og samler saa trofast en Venneskare,
er Grunden den ganske enkle og klare:
Det er, fordi vi bestandigt mærker,
at De fører ene Mesterværker
paa Deres Foreningers Repertoire!
23.11.1913
Aage Matthison-Hansen.
(Nationaltidende 2. december 1913. 2. udgave)
Fotograf Samuel Moses Marcus (1841-1920): Franz Neruda (1843-1915). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
I begyndelsen af marts 1915 meddelte aviserne fra Stockholm at en koncert som Neruda skulle have givet, var blevet aflyst da han var blevet syg. Han døde den 20. marts 1915.
Erindringer om Franz Neruda.
Den 5. December 1868, nogle Dage efter sin 25-Aars Fødselsdag, havde Franz Nerua et musikalsk Selskab hjemme hos sig i Holbergsgade Nr. 3.
Gæsterne var en Del af hans Kammerater i Det kgl. Kapel, baade Strygere og Blæsere - Neruda var jo den Gang Medlem af Kapellet (2. violoncellist) - og desuden var til Stede nogle af hans gode Venner fra Københavns musikalske Kredse, I alt ca. 25 Herrer.
Der blev, som rimeligt i et saadant Selskab, "gjort Musik", og inden man skiltes, havde man overværet en rent improviseret regulær Kammermusik-Aften. hvor førsterangskræfter havde spillet i Mozarts Sextet for Strygere og 2 Horn, Wald. Bargiels Klaver-Trio og N. W. Gades Sextet i S-dur.
Men før Selskabet brod op, var der sket noget mere: Neruda havde foreslaaet, at man skulde afholde flere af den Slags Musikaftener, og det Forslag vandt almindelig Tilslutning. Neruda, der var en praktisk Mand, som holdt af at smedde, mens Jernet var varmt, lod imidlertid ikke Sagen bero derved og saaledes rimeligvis glide ud. Paa hans yderligere Forslag vedtog man at mødes igen Ugedagen derefter og saa senere at fortsatte med regelmæssige uguntlige Sammenkomster. hvis Formaal skulde være: Dyrkelse af Kammermusik.
Kapelmusikus Edvard Møller fik skaffet et passende - og billigt - Lokale i "Hotel Phønix" (hvis Festsal den Gang var meget benyttet til Koncerter), og den 12. Decbr. fandt det berammede næste Møde Sted. Hermed var "Kammermusikforeningen" stiftet.
Moderne i "Phønix" fortsattes med mønsterværdig Præcision hver Ugedag i den første Sæson, der kunde opvise i alt 19 Kammerkoncerter. Neruda sendte underhaanden en Liste ud til bekendte Musikfolk, og inden Vinteren var gaaet, havde der meldt sig saa mange Medlemmer, at man maatte sige Stop; man havde da allerede de 100, man kunde rumme i Salen - og Expektancelisterne fyldtes hurtigt og let.
* * *
Prof. Anton Svendsen har fortalt forskellige Smaatræk fra hans nære Ungdomsven og Kunstfælle Nerudas Virksomhed (1864-74) i Det kgl. Kapel. Træk, der vidner om hans sprudlende Humør og pudsige Indfald; thi Neruda var en stor Spasmager.
En Aften under Opførelsen af en Ballet lykkedes det Neruda med sin Violoncelbue at hale et Par Galoscher, som en forsigtig Violinist omhyggelig havde skjult under sin Stol, ud paa Gulvet og derpaa med et elegant Svup sendte den langt over i den modsatte Ende af Orkestret, hvorfra de - naturligvis - strax blev expederet videre. Den stakkels Ejermand sad netop midt i en vanskelig Passage og maatte derfor indskrænke sig til med stive Øjne at følge sine Galoschers Tourn gennem Orkesterrummet.
En anden Dag fandt ved en Prøve en Bratschist, der var usædvanlig lille af Væxt, og som derfor havde udvalgt sig en af Kapellets allerhøjeste Stole at sidde paa, at hans Nodestol var indstillet lavt, at han fra sit ophøjede Stade havde Vanskelighed ved at læse Noderne. Han blev selvfølgelig smækvred og beklagede sig til Kapelmesteren, gamle Paulli, over, at Neruda havde spillet ham det Puds. Thi hvem andre end Neruda skulde det vel være?
Saadan var han. Men han var alligevel almindelig afholdt af Kapel-Kammeraterne for sin uimodstaaelige Elskværdighed.
* * *
Kun de færreste her i Danmark, selv indenfor de egentlige Musikkredse, har et tilstrækkeligt tydeligt Begreb om den Side af Franz Nerudas Virksomhed, der laa paa svensk Grund. Den stod i Virkeligheden ikke synderligt tilbage i Omfang for den, han udfoldede her i København.
I en Snes Aar havde Neruda - sideordnet med vor "Musikforening" - dirigeret Koncerterne i Stockholms "Musikföreningen", 8 i hver Sæson. Denne Stilling gjorde det nødvendigt for ham hyppig at foretage Rejser imellem Stockholm og København, et besværligt Liv, hvis Strabadser han dog med beundringsværdig Kraft og Energi udholdt til det sidste.
Endnu i denne Vinter havde han som sædvanlig varetaget sine Dirigent-Pligter ogsaa i Stockholm, hvortil det var hans Hensigt at rejse umiddelbart efter den "Extrakoncert", som han ledede i vor egen "Musikforening" til Indtægt for "Dronningens Indsamling" den 22. f. M. - et Forehavende, han altsaa maatte opgive paa Grund af den Sygdom, der nu har endt hans Liv.
. . Men ogsaa paa anden Vis har Prof. Neruda dyrket sin Kunst i Sverrig. Således foretog han for nogle Aar tilbage Koncertreiser derovre, hvor han selvspillede sin Violoncel og akkompagneredes af sin Frue, Datter af Etatsraad Chr. Holm. Ogsaa den Trio, han havde dannet med Frk. Johanne Stockmarr ved Flygelet og Prof. Anton Svendsen ved Violinpulten, gæstede svenske Byer.
* * *
Xylograf F. Hendriksen har mindet om de glade Aftener i 1886, da der samledes en musikinteresseret Kreds i P. S. Krøyers store Arbejdsrum i Bredgade.
Neruda, Anton Svendsen, Kristian Petersen og nuværende Stamhusbesidder Holger Møller spillede da Kvartetter, medens Krøyer malede det store, senere saa berømte Billede, som han kaldte "Musik i Atelieret", og paa hvilket man finder de nævnte Kvartetspillere portrætterede.
(Nationaltidende 20. marts 1915).
Hans sjælemesse den 25. marts 1915 i St. Ansgars Kirken blev bl.a. overværet af kongen, dronningen og prins Valdemar. Kisten var dækket af et klæde med de østrigske farver. Komponisten Carl Nielsen var med til at bære kisten ud. Han er begravet på Vestre Kirkegård.
Mindefester blev afholdt april 1915 og december 1923 i kammermusikforeningen, den sidste i anledning af Nerudas 80 årsdag samt foreningens 55 årsdag.
Franz Neruda er ikke i familie med den chilenske nobelprismodtager Pablo Neruda (1904-1973) - han hed i virkeligheden Ricardo Eliécer Neftali Reyes, Pablo Neruda er et pseudonym inspireret af den tjekkiske forfatter Jan Neruda (1834-1891) - som formentlig heller ikke var i familie med Franz Neruda.
Franz Neruda 3.12.1843-20.3.1915 og Dagmar Neruda (født Holm) 8.4.1863-14.11.1954. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.
