Sextus Miskow (1857-1928). (Efterskrift til Politivennen)

Sextus Miskow (3. februar 1857 i Nyborg – 24. november 1928) var en dansk sanger, komponist og musikanmelder. Efter to år på Hærens Elevskole fra 1871 videreuddannede han sig i violin- og klaverspil og blev 1876-1879 undervist på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han fik sangundervisning med Carl Helsted som lærer, og debuterede som bassanger på Det kongelige Teater i 1880. Han fik imidlertid aldrig fast ansættelse på teatret og virkede siden som sanglærer og som koncertsanger:

Sextus Miskow (født 3. febr. 1857) debuterede i Schrams Parti som Jacob, Israelitternes Stamfader. Han var elev af Musikkonservatoriet og Adolph Rosenkilde og ejede en i Dybden velklingende Basbaryton, som han benyttede musikalsk. Men dens ungdommelige Klang passede ikke til Oldingens Skikkelse, og Pressen turde intet spaa om Debytantens Fremtid. Han trak sig forøvrigt snart tilbage til en omfattende Gerning som Komponist og Sanglærer.

(Fra: Det kongelige Teaters historie 1878-1882).

I 1880 skrev han melodien til Holger Drachmanns "Den spillemand snapped' fiolen fra væg" (1879). Den kom med i mange sangbøger op til nutiden, og indspillet af talrige kunstnere.  Bl. a. genoplivet af Peter Malberg i "Det gamle guld" (1951). I 1903-1914 var han også musikanmelder bl.a. ved Berlingske Tidende og kordirigent for Københavns Arbejder Sangkor, som han stiftede i 1915. Desuden begyndte han at komponere. Hans Allegretto Fantasia for klarinet og klaver kan høres i flere udgaver på nettet.

Sextus Miskow

Sextus Miskow har i Aarenes Løb med Rette skabt sig et Navn som sangkomponist - ja, han er vel egentlig den, der mest har forstaaet at trænge igennem, naar Talen er om dansk Sang-Komposition, En Lange-Müller kan være finere, dybere, og han henvender sig derfor til en snævrere Kreds af Musik-Interesserede, Men Miskow har den store Fordel, at hans Sange er skrevne for alle, ikke mindst for den menige Mand, der længes efter sund, naturlig Musik - og af den har vi ikke altfor megen i dette Land, hvor "fin" Musik ofte er det samme som kunstlet, utilgængelig.

Sextus Miskow hører ikke til den Slags Komponister, der mener at have brudt nye Baner. Han har det gode, sunde Talent, der ved, hvad han kan, og stadig søger at uddybe sig selv.

Han havde f. Eks. til i Aftes skrevet en ny Sangcyklus - aldeles fortrinlig udført af Frk Ellen Beck - "Erico" til Tekst af Søderberg. Man genkendte Miskow i disse Sange og dog var der et nyt Moment, et dramatisk Spring, som men ikke tidligere har bemærket hos denne Komponist. Skulde mon Hr. Miskow ikke sidde inde med Evner til at skrive for Scenen? Han burde i alt Fald efter denne Cyklus prøve derpaa.

En Suite for Piano og Klaver, d Hrr, Edv. Borregaard og Fini Henriques, er tidligere hørt. Den er saa vidt vides omarbeidet. og har kun vundet ved denne Omarbejdelse - sidste Sats maatte endda gives da capo.

Nogle Stykker for Piano og Klarinet viste netop Hr, Miskows fine poetiske Nerve. De er just ikke særlig banebrydende, men man genfinder i dem den Miskowske Ynde og Naturlighed. Det er ikke store Motiver eller ejendommelige Kombinationer, som Komponisten leverer, men man hører Sextus Miskow selv, der skriver ud af sit store, gode musikalske Hjerte, Fantasistykkerne blev udmærket blæst af Hr. Anders Brems.

Mindst betydelige forekom mig de 6 Sange for Mandskor. Der manglede jeg Miskows sædvanlige Melodiøsitet og naturlige Ligefremhed. De var hørlig vanskelige for Koret - som forøvrigt sang med stor Interesse - og der var ikke den Klangsang, som man skulde have tiltroet Miskows fine Øre.  Bedst Iykkedes hans herlige Spillemandsvise, der tog sig overordentlig morsom ud i denne Udsættelse.

Der var stor og stærk Begejstring for hele Koncerten, og Miskow fortjente det i fulde Maal - og Komponisten fremkaldtes Gang paa Gang.

Sophus Andersen

(København 15. marts 1905).

Der var også en anmeldelse af Miskow-Koncerten i Frederiksborg Amts Avis 16. marts 1905 der stillede store forventninger til dennes gentagelse for Folkekoncert for Hillerød og Omegns Foredragsforening på "Leidersdroff".

Sextus Miskow

Hr. Redaktør!

I Anledning af "København"s elskværdig-spøgefulde Artikel om min "Spillemandsvises" forestaaende 25-aarige Fødselsdag den 13. ds., tillader jeg mig at berigtige en lille Unøjagtighed.

Der udtales nemlig, at Frk. Ellen Beck har skabt den Popularitet, der knytter sig til den Melodi, jeg har skrevet til Ludvig Holsteins "Far, hvor flyver Svanerne hen?" Dette er ikke ganske korrekt; thi den Melodi, som Frk. Beck plejer at foredrage til Holsteins Tekst, er ikke at mig, men af Lange-Müller.

Min Melodi kan fornemlig takke min kære Ven og gamle Elev, Operasanger Ejnar Forchhammer, for den store Udbredelse, som den har vunden blandt Publikum.

Deres ærbødige.

Sextus Miskow.

(København 8. december 1906)

I Morgen - "Snehvide" paa Casino

Komponisten Sextus Miskow

Endelig i Morgen naar Casino at faa "Snehvide" paa Plakaten og faa udløst den Spænding, hvori Komponisterne Sextus Miskow og Chr. Danning saa længe har gaaet.

Men endelig staar nu den store Julepremiere i Morgen Aften. Vi synes oprigtig talt, det er kedeligt at servere Juleknas en Uge før Jul. Anmelderne er meget mere glade 2den Juledag, naar de har Maverne fulde af Gaas og Rødkaal, Marzipan og Romtoddyer, - meget mere mætte og velvillige. Selv Sven Lange har Vinger paa i Julen.

Men det bliver jo nu Casinos Sag.

Kongen af Sjælland spilles af Vilh. Birch, Dronningen af Carmen Riis, Snehvide af Illemann Levinsen (udslagent Haar), Prins Jørgen af Lolland af Carl Hillebrandt, Prinsens Følgesvend af Gunnar Helsengreen, Førsteministeren af Regnar Bjelske og Mosekonen af Amanda Lund.

Reenberg medvirker ikke.

(Folkets Avis 15. december 1916).

Dagens Krønike

Dagens Fødselsdagsbarn

Sextus Miskow

I Dag fylder Sextus Miskow, - tal bare ikke om det! - Fanden er gammel, - ikke jeg! siger Sextus, og det har han Lov til at sige.

Sextus er en af mine livligste Bekendte, og man opdager stadig nye Talenter hos ham. For tre Aar siden opdagede jeg f. Eks., at han er en udmærket Maler, - ikke I Kunstmaler, - dem er der nok af, - nej, rigtig Maler, - Plankeværk osv.

Sextus Miskow er bl. a. en Svend til at male Havemøbler! Han og jeg var for tre Aar siden oppe i Skive og hjalp hinanden med at holde Sommerferie.

Sextus havde nemlig en Søn der var Præst i Skive. - Sextus, - en Søn der er Præst! - Ja det lyder mærkeligt, men som bekendt er dét Livet selv, der digter de mærkeligste Æventyr.

VI holdt Sommerferie deroppe, og for at faa Tiden til at gaa, skulde vi male Præstens Havemøbler. Vi stod nede i en Kælder og gjorde det. - Det lyder ogsaa mærkeligt, men det havde sine Grunde. Skive Befolkning er nemlig alvorlig, lidt religiøs og rettænkende. - de maatte ikke se at vi malede Møblerne, - for Sextus og jeg kan nemlig ikke male Møbler uden at drikke Øl til Altsaa stod vi inde i Kælderen.

Og vi malede, og trallede og sang. - den Spillemand snapped' Fiolen fro Væg, - og drak Albani Øl.

Det lyder ogsaa mærkeligt at man drikker Albani Øl i Skive. - men det havde ogsaa sine Grunde. De rettænkende Skiboniter maatte Ikke se at Præsten fik en Kasse Øl hver Dag, - derfor fik vi den sendt fra Odense, - Albani Øl - godt emballeret. og der stod skrevet uden paa Kassen:

- Forsigtig! Billedbibler!

Men Møblerne blev malet, - det var muntert. - jeg fik mange Malerklatter paa Tøjet.

Træffer jeg Sextus Sivsko i Dag skal v| have en Fødselsdagsøl sammen. - ikke Albani. - her i København behøver vi jo ikke af genere os. Her er Folk ikke nær saa "rettænkende", som i Skive

Skaal. Sexsjus!

Michael.

(Folkets Avis - København 3. februar 1923)

"Den Spillemand snapped' Fiolen fra Væg betalt med 40 Kr.

Komponisten Sextus Miskow fortæller om sin Fortjeneste hos Wilhelm Hansens Musikforlag.

Mellem de Skrivelser, vi har modtaget i Anledning af vor Omtale af det Wilhelm Hansenske Musikforlag, er en, der har henledt vor Opmærksomhed paa Forlagets Forhold til en enkelt af dets Komponister, Hr. Sextus Miskow. Brevet nævner som et Kuriosum, at Hr. Miskows Melodi til Holger Drachmanns herlige Sang "Den Spillemand snapped' Fiolen fra Væg" - en Sang, der ved Melodien ikke mindre end ved Teksten er blevet et nationalt Klenodie - i sin Tid af Wilhelm Hansens Musikforlag er blevet betalt med 300 Kr.

- Er dette rigtigt? spurgte vi i Gaar den gamle Komponist.

- Ikke helt, svarede Hr. Sextus Miskow. Thi naar jeg skal være helt ærlig, er Sandheden den, at der den Gang jeg afleverede min Melodi kun blev udbetalt mig 40 Kr. Det blev jo regnet for meget den Gang, og ingen kunde jo da ane, hvor godt Melodien skulde slaa igennem.

- Har De da ikke senere faaet udbetalt mere for Kompositionen alt som den blev trykt op i Oplag efter Oplag?

- Nej, det kan jeg jo heller ikke godt sige, naar jeg skal være i Overensstemmelse med Sandheden. For den enkelte Melodi har jeg intet særligt faaet. Men mit Forhold til Wilhelm Hansens Forlag er i Aarenes Løb blevet saadant, at Forlaget har fundet sig foranlediget til at yde mig en lille ekstra Paaskønnelse nu og da. Alt ialt har Jeg vel faaet nogle Hundrede Kroner udbetalt med Mellemrum.

- Og hvor meget mener De, at Forlaget selv har tjent paa "En Spillemand snapped' Fiolen fra Væg"?

- Ork, det løber op i mange Tusinder. Men forøvrigt er vi Komponister jo saa vant til den Slags Misforhold. De aner ikke, hvad Forlaget har tjent paa "Lille Ellen", en anden af mine Melodier, der synges i hvert Hjem, og jeg tror saamænd ikke, at jeg selv fik 50 Kr. for den. Men det er dog Ingenting mod den Skuffelse, jeg har haft med et lille Bind med tre Sange, deriblandt Melodien "Vil man kysse Hjertenskær", ogsaa en Komposition, der er bleven uhyre populær og blandt andet hører til Koncertsangerinde Ellen Bechs faste Repertoire. Paa det Bind har Wilhelm Hansen tjent enorme Summer. Engang, jeg henvendte mig paa Forlaget, fortalte en af Personalet mig, det var Forlagets bedste Salgsartikel.

- Men De selv har intet faaet for det?

- Saa godt som intet. Jeg er den Dag i Dag en fattig Mand, der maa kæmpe for det daglige Udkomme og maa være glad for det lille, aarlige Tilskud, jeg faar af Staten. Havde jeg levet i Tyskland, saa havde jeg forlængst haft en Formue alene for Melodien "En Spillemand". Men saadan er det jo nu engang. Den ene bliver rig paa den andens Arbejde.

- Finder De ikke, at det var mere rimeligt, at et Musikforlag betalte en Kunstner eftersom hans Arbejde blev solgt til?

Den gamle Komponist lér.

- Jo, naturligvis! Naa, saadan de moderne Kontrakter vel ogsaa indrettede. Men forsøg paa at faa Wilhelm Hansen til at efterbetale mig i Forhold til, hvad Forlaget har solgt af mig. Prøv blot paa at gøre Forsøget.

Nej, vi anser paa Forhaand Forsøget for haabløst.

g.

(Social-Demokraten  1. oktober 1925).

Med Fryd og megen Glæde...

Men ikke for Komponisten Sextus Miskow, der bare fik et par Kroner.

Hos den gamle Komponist.

Under et besøg fortæller han om Kunstnerkaar og Forlagssucces.

Den gamle djærve Sextus Miskow fortæller om Komponistvilkaar og []dagssukcesser.

Vi synger de gamle Sange, vi lærer at holde af dem - men oftest glemmer vi vel at sende en venlig Tanke til dem, der har skabt de gamle Sange.

Og hvor mange Gange har vi ikke, naar det gode Humør var oppe, sunget Visen om Spillemanden, der snappede Fiolen fra Væg og gik i Skoven med Pigerne, disse djærve Ord af Drachmann til Sextus Miskows prægtige Melodi.

FOR TID OG EVIGHED

Og nu hører man, at den muntre gamle Kunstner fik - 40 Kroner for denne Sang, der er gaaet ud i Folket og solgt i titusinder Eksemplarer, ja endda hører man, at han for de 40 Kr. yderligere leverede to andre Sange - og underskrev Kontrakt paa, at Retten til de 3 Sange for Tid og Evighed gik over til Forlæggeren for samme 40 Kr.

- Det har været svært at være Kunstner i "de gode gamle Dage", siger vi til Sextus Miskow, der nu med sit store Skæg og sine buskede Bryn minder om en af de gode og gæve gamle Gubber, der fortælles om i skønne Æventyr.

- Naa - den Gang gik det - siger han - men nu, hvor man er blevet lidt gammel, ja, man kan vel næsten sige en Fortidslevning, nu sidder man jo og synes, man havde fortjent lidt mere for det, man skabte i de unge Aar - og som gik ud i Folket

- Er det Forlæggernes Skyld?

- Naa - egentlig ikke. De kunde selvfølgelig være lidt mere forstaaelige - men det er Loven, der er gal. Der skulle pilles ved den - og det er det Forhold, der aldrig er rør ved. Vi har solgt vore Ting for et Par skilling - for Tid og Evighed. De unge Kunstnere har faaet lidt bedre Forhold ved Loven af 1913. Men vi, der solgte før - vi sidder i det. Det vilde gavne de gamle Kunstnere, om man kunde faa ordnet dette Forhold. 

DE GAMLE SANGE

- Hvornaar skrev De "Den Spillemand snapped'"?

- Da jeg var 25 Aar? Det var min første Komposition. Aa, det var dejlige Tider.

- Hvor længe varede det før den slog Igennem?

- Det var Jerndorff, der holdt den over Daaben, men det varede et Par Aar, inden den blev - skal vi sige en Forlagssukces.

- Hvor meget fik De for Sukces'en Lille Ellen?

- Jeg tror, det var 50 Kr - for Tid og Evighed. 

-- Har De haft nogen kunstnerisk Glæde af Deres Kompositioner?

- Ja, det kan De tro, jeg har. Og de har da ogsaa slaaet an - mange af dem. Baade Spillemanden, Lille Ellen, Skriv hjem til Mor, Fader vor, der ofte spilles i Tivoli Koncertsal under Navnet "Andante religiøs" - og - ja, der er mange, der synges meget.

- Hvilken af de nyere Kompositioner synes De er slaaet an?

- Melodien til Seedorfs prægtige "3 Røvere fra Rold".

HVOR ER "DUKKELISE"

- Bundede de gamle Sange dybere end Nutidens?

- Ja, det kan man vist sige uden at sige noget ondt om Nutiden. Vi er kommet ind i Schlagernes Tid. En Sang, eller et Par Stykker, for hver Sæson. Saa lever de et hektisk Liv. De kommer paa Lirekasser, paa Grammofoner, de sælges rundt i Hjemmene til alle Klavererne, de sælges paa Postkort - og Forfatter og Komponist tjener en Snes Tusind Kroner. Men de dør hurtigt, glider væk. Hvem husker "Dukkelise" nu? Hvem synger og spiller den? Jeg tror, der var mere Følelse i de gamle Sange, derfor lever de udover alle de Snese af Døgnmelodier der dukker op.

Og den gamle Spillemand nynner nogle af de gamle Sange, der har sunget sig ud over Danmark og for nogles Vedkommende udover Verden - og har skabt deres Forfattere Publikums Gunst - men ikke af Forlæggerens Guld.

(Klokken 5 (København) 12. oktober 1925)

Sextus Miskow 3.2.1857-24.11.1928. Gudrun Miskow, f. Langkilde 5.8.1871-15.5.1957. De blev gift i Odense 29.11.1890. Gudrun var datter af Niels Valdemar Langkilde (1838-1914) og Hedevig Marie Petersen (1848-1921). Hun var klasselotterikollektrice. I 1930 boede hun i Nansensgade 23, i 1940 i Hellebækgade 1, st. Gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling 4, række 1, nummer 15. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Helge Bonnen 1896-1983. (Efterskrift til Politivennen)

Helge Bonnén lærte at spille klaver Agnes Adler, Edgar Henrichsen og Anders Rachlew og teoriundervisning af Vilhelm Rosenberg og Edgar Henrichsen. Han debuterede som komponist og pianist i 1916. Bonnén gav i 1922 den formodentlig første danske opførelse af Claude Debussys Suite bergamasque (komp. 1890, rev. 1905) samt af Maurice Ravels Le tombeau de Couperin (1914-17).  I årene 1925-1929 var Bonnén den første redaktør af Dansk Musik-Tidsskrift. 

Før "Unge Tonekunstneres" Musikfest i Tivoli.

De vil spille ind i Sommer, hvad de koncerterede ud i Vinter.

Tivoli bliver et eneste Brus af Sang og Musik paa Tirsdag.

Komponisten og Klaverspilleren Helge Bonnén.

- I Morgen bliver der stor Musikfest i Tivoli - i dejligt Vejr og med Assistance af Kammersanger Peter Cornelius som Gæst, "Bel Canto", der synger for første Gang efter Hjemkomsten fra Finland, de centraliserede Sangforeninger, som tæller to Hundrede Mand, "Arion", "Forsvarsbrødrenes Sangkor", "Dur og Moll" og atten syngende Solister foruden et stort Antal spillende.

Det var Foreningen "Unge Tonekunstnerens Formand, Komponisten og Klaverspilleren Helge Bonnén, som talte saaledes, og han havde en Varme og Begejstring i sin Stemme, som maatte kunne overbevise selv den værste Skeptiker.

- Hvor kan De vide, at det bliver dejligt Vejr? spurgte vi.

- Jeg er vis paa, at alle, ogsaa Vejret, vil støtte os, fortsatte han - for vort Formaal er godt, og vort Underskud er stort.

Om Vinteren giver vi vore Penge ud til Abonnementskoncerler, ved hvilke vi bringer unge Talenter frem, og til de internationale Koncerter, franske, czekiske o. s. v.  som vi har faaet saa megen Anerkendelse for. Nu skal vi samle Kraft til den kommende Sæson - og vi møder med et Kæmpeprogram paa Tirsdag. Tivoli bliver eet eneste Brus af Sang og Musik lige fra Kl. 7,30 til Kl. 11,30

- Hvem er det, der bruser?

- Sangeren Anker Olsen synger nye Sange af Riis Magnussen og mig i Koncertsalen, og der opføres Lange-Müllers "Niels Ebbesen" for Soli, Mandskor og Orkester. Violinisten Mogens Hansen spiller vor Formand, Launy Grøndahls nye Violinkoncert, og kgl. Kapelmusikus Vilhelm Aarkrogh spiller hans nye Koncert for Trækbasun. Paa Pantomimeteatret synger tresindstyve Sangere under Ledelse af Richard Østerfeld, og der opføres Gades "Elverskud" med Frk. Stella Hellemann som Moderen, Emil Friis som Oluf og et Solistkor med Kunstnerinder som Frk. Else Schøtt. Frk. Ebba Søgaard-Larsen, Fru Kamma Jordan -

- Det er nok I Det er nok! afbrød vi. 

- Det bruser allerede af saa megen Musik inde i vort Hoved, at vi er overbevist om, at det vil blive prægtigt Vejr paa Tirsdag.

- Kgl. Koncertmester Peder Lynged bliver Dirigent for det forstærkede Orkester, fortsatte Helge Bonnén -,

- Det er utænkeligt at Vejret skulde svigte saa megen talentfuld Ungdom, sagde vi - og det er endnu mere utænkeligt, at Publikum skulde gøre det.

Hélas.

(Nationaltidende 29. juni 1925).

Foto fra Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 26. juni 1925 der bragte en stort set enslydende artikel.

Koncerten i Haandværkerforeningen paa Søndag.

Haandværker- og Industriforeningen aabner paa Søndag sin Vintersæson med en Koncertaften, hvortil man har engageret saa kendte Navne som Koncertsangerinde Fru Dagmar Samuel Hahn og Operasangerinde Frøken Gerda Goll samt Pianisten Helge Bonnen. Frk. Gerda Goll gjorde sidste Vinter Springet fra Koncerttribunen til Scenens skraa Brædder, idet hun uden Varsel overtog Titelrollen i "Grevinde Mariza" paa Scala. Forsøget faldt heldigt ud. Kritikerne var enige om, at Debutantinden var et dramatisk og sangligt Talent. Efter denne Sukces to Gerda Goll paa Tourné i Norge, og overalt roses hun for sin smukke Stemme.

Fru Samuel Hahn har jo tidligere sunget her i Byen, saa hun er ikke Horsenianerne ukendt. Hun har fejret store Triumfer baade her og i Udlandet, og hun gælder for at være en Sangerinde af Rang.

Endelig er der Helge Bonnen, der vil akkompagnere de to Sangerinder og spille Ting bl. a. af Mendelssohn, Bartholdy, Cesar Frank og Claude Debussy. Et Blad skriver om ham: "Helge Bonnen er modnet kunstnerisk set, og han har bevaret sin herligt ungdommelige Forkærlighed for det overraskende, det nye, det, der ikke er Allemandssag. Hans Tekniks Properhed taaler Koncertsalens skarpeste Lys"

Uden Tvivl har man Lov til at vente sig en virkelig udbytterig Sang- og Musikaften.

(Horsens Social-Demokrat 1. oktober 1925).

Han medvirkede som en af første i radioen i Ryvang Radios festkoncert for P. E. Lange-Müller hvor han såvel holdt festtalen som spillede klaver. 

- Det er i Aften, "De unge Tonekunstneres Selskab" holder deres Festkoncert til Ære for Komponisten Lange-Müller i Anledning af hans forestaaende 75-Aars Fødselsdag.

Vi moder Selskabets Formand, Helge Bonnén, som fortæller os følgende om det Forløb, Aftenen vil faa, hvis den kommer til at gaa programmæssigt:

- Det bliver i Odd Fellow-Palaiets mindre Sal, og det bliver den eneste Festkoncert, da selve Fødselsdagsfesten er henlagt til Det kgl. Teater. Lange-Müller kommer til Stede, og jeg indleder med at henvende en lille Tale til ham, en Hilsen fra Ungdommen.

Derefter træder Ungdommen selv frem paa Tribunen for at synge og spille hans Toner. Fru Lilly Gade, Ove Peters og Erik Rytter vil spille hans Trio, Fru Stella Hellemann synger "Sulamiths Sange", Fru Gudrun Seligmann spiller nogle Klaverstykker, Fru Lis Mogensen synger, ledsaget af en Damesekstet, Aria Pastorale, og hun akkompagneres paa et sjældent, gammelt Hammerklaver, Hornung & Møller har laant os, og som endnu aldrig har været udenfor Firmaets Lokaler.

Der er endnu flere Medvirkende - 

- Det bliver, kort sagt, Ungdommens Hyldest til den gamle Mester?

- Det bliver det! siger Helge Bonnén med et Udtryk, der viser, at de Unge glæder sig til i Aften. - Og jeg kan betro Dem. at Koncerten, som vi forhaabentlig faar fuldt Hus til, skal slutte med Touche og Laurbær!

(Nationaltidende 26. november 1925).

I 1920 var Bonnén medstifter af Unge Tonekunstneres Selskab og dets formand i to perioder: 1920-22 og 1925-28. Selskabet var blevet dannet i 1925 ved sammenslutning af to solistforeninger og havde ca. 250 medlemmer.

Unge Toner.

Helge Bonnén fortæller om Kammeratskabets Indflydelse paa Kunsten og paa Kunstneren - og om UngeTonekunstneres Selskab.

Helge Bonnen tager sige Briller af og lægger dem foran sig paa bordet:

- Jo - for jeg skal jo tale, siger han ivrigt, og ikke spille .... der er Forskel ....

- Hvor stammer Deres Navn fra?

- Vi er gamle .... fra det 15de-16de Aarhundrede, og vi er Vestfrisere .... vores Forfædre var alle Haandværksmestre, uden Spor af Sjov i .... det er først begyndt med Folmer og mig .. Min Far, som bor paa Fyn, giftede sig med en rigtig Skibsrederdatter, og det er fra Mor, vi har, min Broder og jeg, vore kunstneriske Evner og Interesser .... men hvad der er det allervigtigste: Mor er et enestaaende elskeligt Menneske .... det er ogsaa hende, som har næret vore Kunstneriske Længsler .... ; Jeg løb af Skole, inden jeg blev Student og jeg tudede mig til at blive Pianist, Mor kan ikke holde ud at se nogen græde....

- De har stiftet Unge Tonekunstneres Selskab, hvad er det ?

- Ja, det har jeg .... jeg fik Idéen ved at læse Rostands vidunderlige Bog om Musiken i vore Dage .... Han aabnede mit Blik for, hvad Sammenslutning og Kammeratskab betyder, og saa vilde jeg forsøge saadan noget her i Landet .... og nu arbejder vor Forening - fuldkommen internationalt.

- Hvad vil det sige

- Det vil sige, at vi hvert Aar, paa vor slunkne Pengekasses Bekostning, beder nogle udenlandske Kolleger her op for at lade deres Toner lyde til Gengæld giver vi dem saa en lille Prøve paa vore egne.

- Bliver det ikke let en selskabelig Forening?

- Næ - æ-h - og - jo. Stundom er vi kun kammeratlige, til andre lider bliver vi Musikforening i almindolig Forstand. Vi giver ogsaa Koncerter til Fordel for trængende Kolleger, men først og fremmest, saa hæger vi om vort Kælebarn: de internationale Koncerter .... Vi trænger til herhjemme athente Inspiration hos baade nære og fjerne Dyrkere af Musikens Kunst.

- Er vi ved at staa stille?

- Nej, absolut nej .... det kan man da ikke sige, naar vi har et saa stort Navn som Carl Nielsen.

Helge Bonnén.

- Er et Navn nok ?

- Næh, naturligvis ikke .... men der ligger mange Muligheder i det opvoksende Slægtled af Musikere .... Man har Lov at haabe, at netop det, at vi her i Landet kan modes med Kolleger udefra, at det vil sætte Spor Fremtiden ....

- Har De set Resultater?

- Ja - a hos flere af vore unge Komponister .... Knudåge Riisager er en af dem.

- Vil De kalde ham typisk dansk?

- Absolut nej .... han repræsenterer, i Øjeblikket, det spekulativt moderne, hos ham spiller Intelligensen og Tanken Hovedrollen .... men .... efter met Kendskab til ham, saa haaber jeg, at Hjertet ogsaa engang vil trarnge igennem og skabe den helt ægte Kunstner.

- Er dansk Tonekunst ikke for Tiden ude i Eksperimenternes Fare?

- Egentlig ikke andre end ham .. eller bygger vi paa Carl Nielsen og hvad han har skabt og lært os

- Er der slet ingen, som ønsker at fortsætte i Gades, Hartmanns, Heises og Weyses Spor ?

-Nej .... vi har kun saa faa Romantikere Siegfried Salomon med sin Leonora Christina, jo, og saa Riis-Magnussen .... om ham har Kammersanger Hansen sagt, at han var den moderne Heise .... og det maa man dog sige betyder noget

- Har den internationale kammeratskabsfølelse bragt den Lykke, De ventede Dem?

- Jeg vil sige, at blandt et lille Mindretal finder man de Venner, man kan sætte sin Lid til Livet ud ... men de er, desværre, saa faa... Vi haaber jo, al den Dag kommer, hvor vi alle gaar op i en større Harmoni af kammeratskab og Forstaaelse, da først betyder vor Forening noget ....

- Det gør den altaa ikke nu?

- Ak, det er saa menneskeligt. . . .

- Skabes den bedste kunst ikke ud af Ensomhed og Bitterhed?

- Af Ensomhed - og Kærlighed .... men for mig er det en Livsbetingelse. at jeg møder Sympati uden den kan jeg ikke arbejde .... og jeg ved, der er mange, som føler paa samme Maade ... derfor har jeg stiftet vores Selskab ....

Christian Houmark.

(B. T. 30.november 1926).

Han var medarbejder ved blade Radio Magasinet 1927-29, Ugens Radio 1928 og Radiolytteren. Samt stifter og kunstnerisk leder af Operaselskabet af 1932, hvor han i øvrigt også fungerede som kapelmester. Han stod 1933-1934 i spidsen for de første danske opførelser af Maurice Ravels opera L’heure espagnole (komp. 1907-1911) og Kurt Weills og Bertolt Brechts Mahagonny (komp. 1927). Han stiftede Tonekunstnerfondet af 1941 og var første formand til 1950.

Bonnén udgav i 1946 biografien P.E. Lange-Müller og i 1960 Bogen om Folmer Bonnén, Helge Bonnéns bror, som foruden at være maler også komponerede.

Helge Bonnén skrev klaverværket Variationer og Finale op. 10 fra 1922, hovedværket Spoon River Antologien over Edgar Lee Masters' berømte digtsamling (1937). Desuden skrev og udgav han en del sange hos Wilhelm Hansen

I 1946 fik Bonnén udgivet København: Billeder fra en Storby med illustrationer af Alex Garff.

Helge Bonnens gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling 6, række 17, nummer 15. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Se også:

Vor Tids danske Musikere og Tonekunstnere (København: Forlaget Vort Land, 1937), s. 84f.

Vagn Kappel: ”Helge Bonnén”, Ejnar Jacobsen og Vagn Kappel: Musikkens Mestre. Danske Komponister. København: Jul. Gjellerups Forlag, 1947, s. 472f.

Musikken Hvem Hvad Hvor. Biografier bd. 1. København: Politikens forlag, 1961, s. 79.

Michael Fjeldsøe: Den fortrængte modernisme – den ny musik i dansk musikliv 1920-1940. København: Hr. Nilsson, 1999.

Peter Erasmus Lange-Müller (1850-1926). Sygdom og Begravelse. (Efterskrift til Politivennen).

Lange-Müller ramt af Apoplexi

Den berømte Komponist styrtede igaar om paa Gaden og blev ukendt kørt til Kommunehospitalet

Komponisten Lange Müller er i Gaar Aftes pludselig blevet alvorligt syg, og er indlagt paa Kommunehospitalets 7. Afdeling, hvor han tilses af sin Svoger, Overlæge Bentzen. Lange Müller var i Aftes ude at spadsere en Tur. Da han passerede gennem Rosenørns Allé blev han pludselig grebet af et Ildebefindende, og styrtede om paa Gaden. I Faldet kvæstede han Hovedet saa Blodet piblede frem. Tililende Folk tog sig af ham. og fik uden at vide, hvem det var, den Tilskadekomne bragt i Ambulance til Kommunehospitalet.

Ukendt paa Hospitalet.

Paa den vagthavende Læges Forespørgsel om hvem Patienten var svarede Lange-Müller, at han hed Musiker Møller, og under delte Navn blev han indskrevet paa Hospitalet. Senere opdagede Lægen dog, at den Tilskadekomne var den berømte Komponist, og man underrettede derfor straks hans Svoger, Overlæge Bentzen, der øjeblikkelig kom til Stede, og drog Omsorg for. at Lange-Müller blev overflyttet til hans Afdeling.

Her vil han idag blive undersøgt af et Par af vore mest fremragende Nervespecialister. En foreløbig Undersøgelse synes at godtgøre, at den berømte Komponist ikke er kommet til Skade ved selve Faldet, men at han er blevet ramt af et apoplektisk Tilfælde, der har lammet hele den venstre Side.

Allerede da man for nogen Tid siden fejrede Komponisten paa hans 75 Aars Fødselsdag, var han yderst svagelig, og det var kun med Opbydelsen af alle sine Kræfter, at han var i Stand til at overvære Festforestillingen paa Det kgl. Teater.

Da vi imorges forhørte os om Lange-Mullers Befindende, meddelte man os paa Kommunehospitalet, at det var uforandret, men ikke frembød øjeblikkelig Fare. Louis

(B. T. 23. februar 1926).

Lange-Müllers Begravelse

Lange Mullers Begravelse foregik Fredag Eftermiddag fra Frue Kirke ved en stor og meget smuk Højtidelighed.

Et stort og repræsentativt Følge var mødt, deriblandt de fleste af Musikverdenens kendte Navne.

Efter Orgelpræludium og Afsyngelsen af "Kirken den er et gammelt Hus" - Lange-Müller havde selv bestemt, hvilke Salmer, der skulde synges ved hans Bisættelse - talte den unge Pastor Reumert fra Hørsholm smukt ud fra Ordene i Jacobs Brev: "Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra". Ud fra sit nære Kendskab til Large-Muller skildrede han den afdøde som den gode og trofaste Hjemmets Mand og Fædrelandets Søn, den store Kunstner og det beskedne Menneske.

Derefter sang Koret Ingemanns to Salmevers: "Igennem Nat og Trængsel gaar Sjælens Valfartsgang", og saa lød Tonebruset oppe fra Orgelpladsen, hvor det kgl. Teaters Kapel udførte Lange-Müllers egen Andante funebre, der oprindelig var skrevet til Hartmanns Bisættelse.

Straks efter sang Operasangerinden Fru Birgit Engell: "En Engel har rørt ved din Pande", skrevet af Lange-Müllers Ungdomsven Ernst v. d. Recke. Og sluttelig sang Cæciliaforeningens Kor to Salmer af Lange-Müller: "Efter Skriftemaalets Trøst" og "Der kommer en Konge, naar Nøden er størst".

Kisten blev derefter ført ud af Kirken og førtes til vestre Kirkegaard, hvor Jordpaakastelsen foregik, og hvor Studentersangerne sang et Farvel.

Ovenstaaende Billede er taget, da en Kreds af Komponister bærer Kisten ud af Kirken.

Foran til venstre ses Komponisten Alfred Toft, bag ham Fini Henriques. Til højre: Reder Gram, bag ham Poul Schirbeck. I Baggrunden ses nogle af de mange Bannere fra Musik- og Sangforeninger, som blev baaret efter Kisten. Yderst til venstre og højre: Studenterforeningssangere, der fungerer som Marskaller.

(Vestkysten. Esbjerg. 6. marts 1926).

Lange-Müllers Begravelse i Gaar.

Den foregik fra Frue Kirke under mægtig Deltagelse. - En pompøs Sørgehøjtidelighed.

Kisten, dækket af mægtigt Dannebrog, anbragt paa Vognen, som skal føre den til Vestre Kirkegaard.

Den danske Midsommers Tonekunstner Lange-Müller er i Gaar lagt under Mulde. Under mægtig Deltagelse foregik hans Begravelse fra Frue Kirke, hvor den sidste Hilsen og Hyldest til ham formedes i Musik og Sang af stor Skønhed - Sørgehøjtideligheden havde et overordentlig stemningsfuldt, ja, pompøst Præg.

Der var udstedt Adgangskort til Kirken, og der havde været Rift om disse Kort. Hver Plads var optaget. Man saa ud over en Sørgeskare saa stor, som den sjældent findes. Hoved ved Hoved, galaklædte, sad her Repræsentanterne for det Folk, Lange-Müller havde tjent og glædet. Oppe i Koret havde Studentersangerne Plads: de vilde som Æresvagt ledsage Kisten vil Vestre Kirkegaard.

Den pompøse Sørgehøjtidelighed i Frue Kirke.

Kisten stod nedenfor Korrundingen mellem mildt lysende Kandelabre og stedsegrønne Træer. Et Dannebrogsflag dækkede den, og ovenpaa Flagdugen laa Blomster fra Familien. Men omkring Kisten og ned gennem Kirkens Midtgang og langs Stolestaderne blussede Blomstervældet og de rødhvide Baands Pragt indtil Overdaadighed.

Der var Blomsterdekorationer fra Kongeparret, Medlemmer af Kongehuset og fra de forskellige Institutioner indenfor Musikverdenen. En Række Faner fra Musik og Sangforeninger var opstillet bag Kisten

Højtideligheden

Sørgehøitidelighden indledtes med Lange Mullers "Andante Funebre", komponerer til Hartmanns Tekst. Derefter sang Koret von der Reckes Omarbejdelse af "En Engel har rørt ved din Pande" til Lange-Müllers egen Musik. Talen holdtes af den afdødes Ven Pastor Reumert, Hørsholm.

Pastor Reumerts Tale tager sit Udgangspunkt fra et Sted i Jakobs Brev i Det nye Testamente: "Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende Skygge". Han skildrer med disse Ord som Baggrund den store danske Komponist og hans skønne Livsværk.

Saa lyder Salmen "Igennem Nat og Trængsel". Og da denne er sunget, lader Det kgl. Kapel sig høre - de fine Toner genskaber den Andante funebre, som Lange-Müller komponerede til J. P. E. Hartmanns Bisættelse, men som aldrig blev sunget. 

Nu høres Birgit Engells rene Stemme gennem det aandeløst stille Rum. Hun synger "En Engel har rørt din Pande": Melodien er Lange-Müllers, medens Teksten er tilrettelagt af Ernst v. d. Recke. Og atter lyder der Sang, denne Gang mangestemmig og med Ledsagelse af Orkestret -Cæciliaforeningens store Kor under P. S. Rung-Kellers Ledelse afsynger Lange-Müllers to sidste Salmer "In Extremis" ("Efter Skriftemaalets Trøst" af Alexia Tolstoy ved Thor Lange) og "In te Domine speramus" (Der kommer en Konge, naar Nøden er størst", af B. S. Ingemann efter Davids 72. Salme).

Til Kirkegaarden.

Tonerne fra Kor og Orkester forstummer. Og medens Orglet spiller dæmpet og højtidsfuldt, træder nu en Kreds af Komponister hen til Kisten og bærer den ud af Kirken.

Et tusindtalligt Følge fulgte med til Vestre Kirkegaard. Ved Graven sang Studentersangerne et Farvel.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 6. marts 1926).

P. E. og Ruth Lange-Müllers gravsted på Vestre Kirkegård. Ruth Lange-Müller var datter af konsul Jens Frederik Block på Sophienberg, Da han døde i 1892, overtog enken Sophienberg. Efter Ruths giftermål med Lange-Müller i 1892, døde moderen i 1897, hvorefter Ruth overtog Sophienberg hvor parret boede om sommeren. Efter Ruth Lange-Müllers død i 1921 arvede deres 3 døtre Sophienberg. Den ældste datter Irmelin afstod arven i 1928 til den yngste Vibeke, der blev diakonisse i Indien. Den mellemste datter Merete rådede så over Sophienberg. Hun blev i 1930 gift med Brahim ben Hannine som hun havde truffet i Biskra/Algier hvor faderen Lange-Müller havde været på et længere rekreationsophold. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Georg Rygaard (1894-1921). (Efterskrift til Politivennen).

Georg Rygaard var tidligere kapelmester i "Scala", komponist og døde 3. marts 1921, 26 år gammel og blev begravet på Vestre Kirkegård. Han døde af tuberkulose. Han blev trods sin unge alder en landskendt person i Danmark, og lidt i udlandet. Hvilket bl.a. gav sig udslag til hans begravelse. 

Han skrev mange melodier til Scala-revyerne som var datidens ørehængere. Ved premieren juni 1920 på en af de revyer han havde lavet musik til, udbrød der brand i Scala Teater, og forestillingen måtte aflyses resten af sæsonen. Han blev herefter gift, rejste til Frankrig og døde af tuberkulose.

Tegning i BT, 19 januar 1918. Georg Rygaard yderst til højre.

Foto fra før premieren fra Scalas gård, Aftenbladet København, 30. maj 1918. Et stillads med en fuldt udstyret sovevogn som blev brugt i revyen. Skrevet af Arctander og Alfred Kjerulff. Medvirkende var bl.a. Alstrup, Laur. Olsen, Amelie Kirkegaard og Liva Olsen, Stribolt, Olga Svendsen, Ebon Sstrandin, Jean Børlin. Georg Rygaard var ny orkesterdirigent og havde komponeret halvdelen af melodierne. 

Foto fra BT, 21.februar 1919 om de første prøver på Scala. Kapelmester Georg Rygaard ved klaveret. De øvrige er Amalie Kierkegaard (kvindelige hovedrolle) og axel Kjerulff, librettoens forfatter.

Sikke han kan's komponist Georg Rygaard

Et Interview i Det ny Teater.

Ved premieren på "Den grønne elevator" på Det ny Teater, traf vi Scala-Teatrets berømte og dygtige komponist-dirigent Georg Rygaard, nylig hjemvendt fra sin lange udenlandsrejse.

- Vær hilst, kære Georg Rygaard. Sikke De kan!

- Tak, tak. Ja, det går udmærket.

- Skal De nu til at tage fat på Scala Revyen?

- Ja, det er derfor Jeg kom hjem fra Schweitz og så lader det til, at vi Ingen Scala-Revy får frem.

- Hvorfor?

- I anledning af den kedelige musikerstrejke.

- Det er jo sandt. Vi har musikløse dage herhjemme. Hvor længe var De i Davos og hvorledes går det med helbredet?

- Jeg var et halvt år i Davos og mit helbred er godt nu. Men det forbandede klima herhjemme er ikke behageligt

- Er revyen færdig?

- Fiks og færdig både fra forfatterens og min side.

-  Og den bliver god?

- Det tør jeg nok sige.

- Har De solgt nogle kompositioner til udlandet?

- Ja. Jeg opholdt mig 14 dage i Paris og der spilles en del af mine melodier på de fleste revyteatre. I London traf jeg direktør Skaarup og vi var i teatret mindst to gange om dagen for at se på nyheder. Forresten kommer Londons største musikforlægger til København i næste uge for at høre mine melodier for orkester til Scalarevyan. 

- Går "Sikke han kan" i udlandet?

- Mægtigt, navnlig i Amerika. Samme succes havde jeg bl. a. med "En farvesymfoni".

- Hvem har skrevet teksten til revyen?

- Det har Poul Sarauw, Johannes Dam og Aage Steffensen.

- Er Johannes Dam hjemme? 

- Ja, ligeledes i anledning af Revyen. Men til sommer rejser Dam og jeg til Paris for at bosætte os i Sct. Cloud.

- Vil De så komponere der?

- Ja i høj grad. Der er bud efter mine kompositioner og en skønne dag kommer jeg vel med en operette.

Mellemakten er forbi og Georg Rygaard går op sin loge, hvor han fuldstændig må overgive sig på

nåde og unåde over Rasmus Christiansens vanvittige farcepræstation som den perialiserede ægteman.

(Klokken 5 (København), 28. april 1920.)

4. juni 1920 var der premiere på revykomedien "Hallo, Amerika!" i Scala Teater.  På premiereaftenen udbrød der brand:

Stor Scenebrand i "Scala"

Brand-panikken afbryder premieren

Branden der udbrød ved 3. akts begyndelse raserer hele scenen

Publikum styrter skrækslagne mod udgangene, men ingen kommer til skade.

Scala-premieren i aftes blev afbrudt af en brand, der let kunne have fået katastrofal karakter -

og som også i nogle minutter havde præg af en rigtig teaterbrand - men som heldigvis forløb

uden større ulykker end den, at Scala vistnok et par uger må indstille sine forestillinger.

Branden opstod ved 10-tiden, i samme øjeblik tæppet gik op for revyens 3. Akt. Dirigenten, Georg Rygaard, havde lige slået an, publikum sidder allerede på pladserne, og det yderste fortæppe går i vejret.

I dette øjeblik sker det. Man hører en højst uhyggelig susende lyd - omtrent som når der pludselig går ild i noget papir - blot mange gange stærkere. Et lysskær blusser op oppe på scenen, hvor det bagerste fortæppe stadig er nede, og på en gang regner ildgnister og store ildflager ned over orkestret og farer ind over tilskuerpladserne der allerede er i vild oprør.

Ildgnisterne og ildflagerne kommer fra oven oppe under suffitterne. Det brænder! En uhyggelig

panik er under udbrud. Publikum på de midterste pladser springer op på stolesæderne og forsøger så hurtigt som muligt at nå ud, andre baner sig endnu hensynsløsere vej og river mere

besindige med, nogle damer falder, hjælpes op - hele tilskuerpladsen er i oprør. Heldigvis virker alle forsigtighedsforholdsregler, som de skal. Medens jerntæppet - lidt langsomt - går ned, er alle reservedøre, som ved et trylleord, sprunget op, og da publikum gennem de åbne udgange kan se helt ud i gården - opløser panikstemningen sig lidt efter lidt.

Man trænges endnu foran garderoberne - men i løbet af nogle få minutter er tøjet udleveret, og Publikum samles i gården.

På Scenen.

I det øjeblik, branden udbrød, var nogle enkelte skuespillere og direktør Skaarup på scenen. Et

glimt - en Ildregn - og et øjeblik efter er scenen et fuldstændigt ildhav. Skuespillerne styrter ud -  direktør Skaarup trodser modigt ilden et øjeblik, men må naturligvis også fortrække.

Nu virker overrislingsapparatet - automatisk, som det skal, ved den ved ilden fremkaldte temperatur. Vandet styrter ned over scenen i kaskader, og hvad ilden ikke i løbet af få sekunder

har ødelagt af dekorationer, kostbare silke- og fløjlstæpper o. s. v., det fuldender vandet.

Det driver ned i orkesteret, hvor noderne ligger hulter til bulter, således som musikerne i panikøjeblikket har kastet dem. Også noderne bliver et offer for ild og vand.

I løbet af få minutter er ilden slukket - takket være det sikkert virkende overrislingsapparat. Men en tyk, kvælende røg slår fra alle teatrets luger op over teatret og breder sig over de tilgrænsende gader gennem hvilke allerede sprøjternes klemten lyder.

En del af det beroligede publikum vender tilbage til tilskuerpladserne. Alstrup går rundt i salen. Han er i kostume, springer op på en stol og råber: Bliv bare roligt - Forestillingen fortsætter. Men der blev ingen fortsættelse. Kort efter går lyset ud i teateret og folk famler rundt i mørke. Der går nogen tid - så tændes lyset igen, men om at fortsætte er der naturligvis ikke tale.

Alt på scenen er brændt.

På scenen er nemlig alt raseret - først og fremmest af ilden, men vandet har fuldendt ødelæggelsen. 

- Vi står på scenen og beskuer katastrofens virkninger. Her hvor for et øjeblik siden var farver, strålende og kostbare stoffer og pragtfulde dekorationer, er nu kun et stort, uhyggeligt hul, hvor noglo enkelte laser dasker i gennemtrækken og sorte, forrevne ledninger dingler. Vandet driver

ned overalt og har omdannet scenegulvet til en sø, hvorfra vandet som en fos styrter ned i Orkestret

Direktør Skaarup om branden.

Vi træffer på scenen direktør Skaarup, selvfølgelig i skjorteærmer, tilsmudset og med et ansigt, sort af røg og vand - men fuldstændig rolig. Ingen kan se på denne mand, at et pludseligt slag, en uforståelig ulykke lige har ramt ham, netop som sejren var ved at vindes.

Ja - alt er ødelagt, siger direktør Skaarup, dekorationer, tæpper, noder - og hvad der er det allerværste lysanlægget. Det er ikke alene kostbart, men næsten i øjeblikket uerstatteligt. Årsagen til branden er en kortslutning. --

Altså ikke en gnist fra et revolverskud i 2- akt, således som det siges?

- Nej - der er sket en kortslutning - et af disse hændelige tilfælde. Men Gud ske Lov, at der ingen ulykker er sket. Alle de foranstaltninger, der er truffet for iIdebrandstilfælde, har virket fuldstændig, som de skulle.

- Og skadens omfang?

- Det er umuligt at sige i dette øjeblik. Det sikre er, at der må blive en længere Standsning. Alt - lige fra dekorationerne til noderne må anskaffes fra nyt --

Men det var synd - slutter hr. Skaarup - for sidste akt, den kunne jeg have undt publikum at se ---

Scalas Overrisling frelste teater og publikum.

En Brandmand forbrændt.

Brandvæsenet berømmede efter branden Scala's indretning, idet det indrettede overrislingsapparat havde skyllet vand ned over scenen i et sådant omfang, at det hele "druknede" i kaskader af vand, ligesom det viste sig, at alle reserveudgange virkede præcist

efter hensigten.

Da ilden udbrød stod der oppe på scenens galleri en brandmand ved navn Bildal. Han ville ikke

forlade sin post på galleriet, men søgte at hindre ildens forplantning til denne afdeling. Følgen heraf blev, at han blev meget stærkt forbrændt. Hans brandsår var så svære, at han måtte føres til hospitalet.

Desværre blev nogle af teatrets musikere også en del forbrændte. Ingen af dem blev dog så alvorligt medtagne, at, de ikke kunne gå hjem efter at  være forbundne.

(Social-Demokraten 5. juni 1920.)

BT 6. august 1920: Foto af teaterbryllup:,, Brudeparret Grethe Schmidt og Georg Rygaard. Gift i Garnisons Kirke. Herefter var der middag på Skydebanen og bryllupsrejse til Sydfrankrig. Senere på efteråret rejste de til Davos.

Københavnske Kvinders utilladelig Nysgerrighed.

I "Natt." for i går læses følgende:

"Det var ikke behageligt for det store følge, som i går mødte ude på Vestre Kirkegård for at vise Georg Rygaard den sidste ære, at finde alle kapellets pladser besatte af nysgerrige damer.

Det var mennesker, der havde siddet der allerede under den forrige begravelse for at være sikre på at få en siddeplads. Resultatet var, at kun et fåtal af det rigtige følge kom til at overvære sørgehøjtideligheden ved Rygaards båre. Det store flertal måtte blive stående ude i kapellets forgård.

De mange nysgerrige damers optræden gjorde et alt andet end tiltalende indtryk."

(Kallundborg Avis, 11. marts 1921.)

Georg Rygaards gravsten på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Conrad Johan Bartholdy 1853-1904. 3/3 Dødsfald. (Efterskrift til Politivennen)

Så tæt op ad hans død som 5. september 1904 var denne annonce i Dannebrog (København) 5. september 1904.

Johan Bartholdy.

I sit 52de Aar er Professor BarthoIdy i Gaar Morges temmelig pludselig død. Uden foregaaende Sygdom, midt i sin Livsgerning, optaget af sit nær forestaaende Sølvbryllup, som skulde festligholdes bl. a. med en Koncert, bestaaende af egne Kompositioner, er den livsglade, mobile Mand kaldt herfra, ladende os andre - trods lignende, hyppig indtræffende Tilfælde - undrende og forbavsede tilbage.

Alle vi ældre, der har fulgt Bartholdy fra Ungdomsfærden, husker ham som et ideelt anlagt, ungt. begejstret Musikmenneske. Det var af Kærlighed til Kunsten, han forlod den Bane, som han havde forberedt, og der var over hans Ungdoms- og Manddomstid altid været Tilløb til det store i den musikalske Komposition. Men Bartholdy havde ikke Evne til at uddybe sine Værker, og derfor finder man blandt meget godt ogsaa ikke saa lidt usigtet og ligesom tilfældigt. Det betydeligste, han har skrevet, er vistnok Operaen "Loreley" - samt en Del af hans mange Sangkompositioner. Operaen "Dyveke" skyldes ogsaa ham.

Ved Siden af sin kompositoriske Virksomhed var den afdøde Kantor ved Matthæuskirken, og havde en betydelig Lærergerning, fra hvilken der er udgaaet ikke faa dygtige Sangere.

Bartholdy var en jovial og elskværdig Mand, der havde en stor Vennekreds. I nogle Aar var han Leder af Studentersangforeningen.

(Dannebrog (København) 7. december 1904)

Loreley blev i 1887 opført på det Kongelige Teater. Han blev kanto ved Matthæuskirken 1883.

Johann Bartholdy død.

Jeg traf ham for vel en 26 Aar siden for første Gang oppe i Albert Meyers sangkonservatorium. Han var da min første Lærer i Sang  en aaben elskværdig, ligefrem Natur, sund og stærk med en Malmrøst, som kunde faa Jerichos Mure til at falde. Han var Fyr og Flamme, naar Talen var om Musik, robust som selve den jyske Natur, hvoraf han var rundet - kunde ikke sætte sig til Flyglet uden at rutsche frem og tilbage paa stolen, smække med Rodepulten og anslaa Klaveret med sine haarde Hænder, saa det rungede. Først da var han kapabel til at undervise.

Bartholdy og jeg s nakkede løst og fast om Musik, lige interesserede - en Del af Timerne forløb ganske vist udelukkende paa denne Maade - , og han spillede og sang sine Sange for mig med en aldrig utrættet Begejstring - "Jeg har skrevet alle mine Sange for min Kæreste" (hans nuværende efterladte Hustru) - det vat det stadige Omkvæd.

Hvor jeg holdt af ham! Og hvilke hyggelige Timer vi tilbragte sammen først i hans Ungkarlehjem i Nyhavn, senere da han som Nygift bosatte sig i Gothersgade, lige over for Botanisk Have - jeg som det beskedne "unge Menneske", han som den rasttøse Komponist, der skrev, saa Noderne føg omkring ham, medens han tillige forstod at traktere alle mulige Instrumenter.

Traf man ham atter efter et Sommerophold, kunde man være vis paa al høre ham sige: "Jeg strutter af Musik".

Og som han struttede af sundhed, Kammeratlighed og Glæde over Livet, var der ogsaa i hans Kompositioner en overdaadighed af Evne, Lyrik, af Guld og af slakker.

Thi Bartholdy var ikke nogen kritisk Natur. Han tog alt med af godt eller ondt, hvad der faldt paa hans Veje, arbejdede utrættelig, havde Elever i Massevis og fik endda Stunder til at koncentrere sin spredte Natur paa saadanne Opgaver som et Par Helaftensoperaer. De vil ikke overleve ham - dertil var han ikke kræsen nok i Valget af sine Midler - af hans mindre Sange vil man endnu i mange Aar huske en Række paa Grund af deres Ærlighed, deres lyriske Evne og den hele musikalske Naturkraft, som de indeholder.

Ja. Bartholdy struttede virkelig af Musik.

Foruden sin Virksomhed som Komponist fik Bartholdy med sin utrættede Arbejdskraft Lejlighed til at virke paa andre Mander i Musikens Tjeneste.

Man vil huske ham fra en Række populære Kirkekoncerter i Matthæuskirken til bedste for Sognets Fattige.

Man vil ligeledes huske hans Virksomhed som "Studentersangsoreningen"s Dirigent, hver han ikke sparede sig selv eller sine Kræfter, selv om hans robuste Maade at optræde paa maaske okke altid faldt i det akademisk renlivede Sangkors smag.

Underligt nok, at man vragede ham som Akademikernes Kordirigent. Thi var der noget, han var stolt af, da var de, netop det at være Akademiker. Vi talte saa ofte om Akademikernes Berettigelse til at være Foregangsmænd som Stand betragtet, og han hævdede med jysk Stædighed, at blot det, at man mere end det øvrige Bourgeosi forstod Fremmedordenes Betydning, gav studenterne en særlig Forret - og han var sikkert mere stolt af at være statsvidenskabelig Kandidat end af at være titulær Professor.

Med Johan Bartholdy har Landet mistet en fanatisk Elsker af Musik, en alsidig og dygtig, om end ikke særlig fremragende Kunstner - og et bravt Menneske

(Sophus Andersen)

(København 7. december 1904)

Johan Bartholdy døde pludselig af en hjerneblødning. Han er begravet på Vestre Kirkegård

Johan og Octavia Bartholdys gravsten på Vestre Kirkegård. Nederst på stenen står at den er "rejst af venner". Mindestenen blev opsat december 1908. Den er udført af billedhugger Aage Hassel.Foto Erik Nicolaisen Høy.

Golla Hammerich 1854-1903. (Efterskrift til Politivennen)

Golla Andrea Bodenhoff Jensen Hammerich (1854-1903) nedstammede fra skuespillerslægten Rosing. Som barn fik hun klaverundervisning af pianisten Orpheline Olsen-Schram og videreuddannede sig til pianist hos professorerne C. F. E. Horneman, Franz Neruda og August Winding. Karrieren som offentlig koncertgiver blev sat på pause da hun giftede sig med den senere musikhistoriker Angul Hammerich. I hjemmet spillede hun kammermusik med nogle af tidens fremtrædende musikere. 

Fra 1895 begyndte hun hyppigt at medvirke ved koncerter. I 1896 afholdt hun fx en soire i Hornung & Møllers Koncertsal, hvor hun førsteopførte klaverstykker af E. Grieg og den hollandske komponist J. Röntgen, og i 1898 optrådte hun med violinisten Frederik Hilmer og cellisten Ernst Høeberg i et program, der bl.a. omfattede musik af den russiske komponist A. Arenskij. I 1900 var hun med til at førsteopføre Frederik Rungs klaverkvintet og spillede ved samme lejlighed et udvalg af hans 24 Klaverstykker, op. 37.

Hun skrev endvidere til forskellige tidsskrifter og skrev både tekst og musik. I 1901 udgav hun under pseudonymet Anselmus et selvbiografisk skuespil "Et Skriftemaal". I dette mere end antydedes at hendes lidenskab ikke fandt afløb inden for hendes ægteskab. Skuespillet handler om en grosserer der er gift med en forhenværende skuespillerinde og Husets datter der elskes af en ung kunstner med en fraskilt kone. Grossereren opdager datterens forelskelse og laver en familiescene. Moderen tilstår da at hun i sin ungdom har været sin mand utro. 

Golla Hammerich 1882. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fru Golla Hammerichs Kammermusik-Koncert.

Hornung & Møllers stilfulde Koncertsal eger sig udmærket til en Koncert af saa fornem en Slags som den. Fru Golla Hammerich gav i Aftes. Baade Koncertens Indhold ligesom ogsaa Indholdets Udførelse var vellykket fra først til sidst, der hvilede en kunstnerisk Stræben og en Gaaen af Vejen for i ydre Henseende at vinde Term-n, som i høj Grad virkede velgørende.

Fru Hammerich er en Kunstnerinde, der med smaa Midler opnaar store Virkninger. Hendes Klaverspil er ikke larmende eller flygelbetvingende, det ejer den diskrete Bestemthed, den faste, fra et ægte Musik gemyt kommende indre Klangsans og Rhythmesans i Forening med en dyb Forstaaelse af den Komponist, hun foredrager.

De Værker, Fruen udførte, var godt skikkede til at vise Tilhørerne, hvor god en Musiker og sindrig en Musikpsykolog hun er. Sjøgrens Sonate Nr. 3 for Klaver og Violin, som Fru Hammerich spillede sammen med Hr. Axel Gade, er et nobelt, men ikke særlig lødigt Værk, der er anlagt paa Klangafskygninger. I Brahms' C-moll-Trio, i hvis Udførelse Violoncellist Ejler Jensen foruden de fornævnte deltog, var Koncertgiverinden i fuld Overensstemmelse med Kompositionens Aand. I første Allegro formede det store og brede sig fast under de sikre Hænder, og i den nydelige Andante grazioso viste hun, hvor træfsikkert hun netop forstaar at udføre den for Brahms ganske særegne Leg med det yndefulde og inderlige. I de Lange-Müllerske Fantasistykker for Klaver og Violin, af hvilke det første, appassionato, ma non troppo allegro, er noget af det bedste i Komponistens Produktion, er Violinen egenlig den førende Part, medens Klaveret mere er akkompagnerende. Man hørte med Glæde Hr. Gades noble, formfulde Tone og fuldkomne Intonation, og det lykkedes ham ved sit udtryksfulde Spil at give et rigtigt Udtryk for Komponistens Tanker.

- - -

Leop. Rosenfeld.

(Dannebrog (København) 7. marts 1902. Uddrag).

Fru Golla Hammerich.

En skarp intelligens, et livfuldt Temperament, mangesidig kunstnerisk Begavelse, en højt udviklet og fint kultiveret Musiksans - det var kendetegnene for Fru Golla Hammerich, der forleden (den 1. ds.) døde af en Hjærtelidelse.

Artiklen er ledsaget af dette foto af Sophus Peter Frederik Juncker-Jensen (1859-1940): Golla Andrea Bodenhoff Hammerich (1854-1903). Jeg har hentet det fra Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Først i de senere Aar var hun kommet til at spille en Rolle i det offentlige Musikliv i København, men allerede fra sin tidligste Ungdom har hun i private Kredse været kendt som et ualmindeligt Talent, af hvilket man havde Lov til at vente sig meget.

Musiken i hende var en Arv fra hendes Moders Familie, den bekendte Rosing'ske Slægt, hvis Medlemmer alle var mere eller mindre musikalske, saaledes Frk. Louise, der blev Moder til Wieherne og var Golla Hammerichs Grandtante.

Men fra disse Forfædre fik Fru. H. ikke alene Musik- men ogsaa Teater-Blod i sig; og det er da ikke til at undres over, at hun i sine unge Aar følte en brændende Lyst til at gaa til Scenen. Imidlertid blev det dog altsaa Musiken, der fik Overtaget.

Fru H. var en Datter af den bekendte Overlæge, Etatsraad Jensen paa Sindssygeanstalten Oringe ved Vordingborg og var født dernede. Som man kan tænke, fik de usædvanlige Omgivelser, hvori hun voksede op, en stærkt Indflydelse paa hendes Ævners Udvikling; hun bevægede sig mest i sin egen Drømme- og Æventyrverden, følte en ubændig Lyst til at opleve noget ekstraordinært, var romantisk over alle Bredder og higede efter at komme ud i Verden og gaa paa Æventyr!

Fra den Tid stammer en hel Digtsamling, som den smaa Golla Jensen har skrevet, og hendes Debutarbejde i den Kunstart hed "Kong Valdemars vilde Jagt"; denne hendes poetiske Virksomhed strakte sig til hendes 11. Aar.

Med det 12. Aar begyndte hendes Klaverundervisning hos Fru Opheline Olsen; senere tog hun Timer hos Prof. C. F. E. Hornemann, Prof. Franz Neruda og Prof. August Winding. Imidlertid var hun blevet forlovet og gift i en meget ung Alder med Musikhistorikeren Dr. Angul Hammerich. Skønt huslige Pligter nu lagde beslag paa hende, fik hun dog Tid til fremdeles at dyrke Musiken indenfor Hjemmet, hvor f. Eks. Anton Svendsen og nu afdøde G. A. Lembcke kom meget og dyrkede Kammermusik med det unge Ægtepar.

Sammen med sin Mand har Fru Hammerich selvfølgelig deltaget meget i det musikalske Liv baade herhjemme og i Udlandet, og hun har paa Rejser haft Lejlighed til at træffe sammen med en Række Verdensberømtheder saasom Richard Wagner, Rubinstein, Liszt osv.

I de senere Aar - da hendes Børn vare blevne voksne - begyndte Fru Hammerich til Glæde for alle Musikvenner at optræde paa enkelte meget fine Koncerter. Og i sin Fritid mellem mange Informationer skrev hun smaa fikse og rammende Causerier og feuilletoner i forskellige Blade.

Gustav Hetsch.

(Illustreret Tidende, nr. 32 1903)

Golla Hammerichs gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling G, Række 12, nummer 12. Foto Erik Nicolaisen Høy.