Borgerrepræsentant Peter Wraae: Havnens Vækst.

I.

Fra Københavns Raadhus har Biskop Absalon - dér hvor han staar - god Udsigt over Raadhuspladsens myldrende Liv. Hvis hans Højærværdigheds Bronceøjne pludseligt en Dag kunde se, vilde tusinde Reflekser brydes i dem: Fart, Mekanik, Kaos, Farver; hvilken Uorden! Hvilken Forskel fra den Tid, da han i 1167 "bygged en Borg ved Havn."

Først Boplads, derefter Landsby, laa Handels- og Havneby ("Mercatorum portus") Købmændenes Havn, kalder Saxo Stedet) og endelig Hovedstad - det er i store Træk Københavns Udvikling og tillige Havnens. For Havnens Vedkommende maaske nærmere betegnet saaledes: Fra Absalon til Christian IV, fra denne til Midten af forrige Aarhundrede og endelig vor Tid, hvor en ny Epoke trænger sig paa.

Forudsætningerne for denne er det, som i det følgende skal undersøges. Desværre havde de Folk, der i den ældre Tid beskæftigede sig med Havnens Anliggender, ikke egentlig Skrivekløe, og positive Oplysninger om Havnens Forhold i gamle Dage er meget faa. De spredte Fakta er imidlertid behandlede af den senere Tids Topografer og Historieskrivere. Saaledes foreligger et Tabelværk fra 1879, udgivet af Københavns Magistrat i Forening med Havnevæsenet, hvor Havnens Topografi gennem Aarene er Genstand for en sammentrængt Fremstilling. Dette Tabelværk er efterfulgt af periodisk udgivne statistiske Oplysninger. Endvidere har selve Byens Historie og Topografi naturligvis krævet Omtale af Havnen, som endnu mangler sin Historieskriver. I 1908 udkom i Anledning af 50 Aars Dagen for Udstedelsen af Lov af 30. December 1858 Gerhard L. Groves kortfattede Beskrivelse af Havnens Historie fra Christian IV's Tid, ligesom Æmnet har beskæftiget fhv. Havnedirektør H. C. V. Moller, Havnebygmester Lorenz m. fl. - dog nærmest i havneteknisk Retning.

Den Havn, vi nu kender, har omtrent kun det tilfælles med den oprindelige, at den er en Arm af Havet, der strækker sig mellem Sjælland og Amager og forbinder Østersøen med Øresund. Den af Naturen dannede oprindelige Havn paa Sjælilandssiden laa i Ly af en Række Smaaøer eller Holme - den senere Slotsholm, Bremerholm (nu Gammelholm) og flere. Gennem Aarhundreder blev Brygge lagt til Brygge, men Omraadet var snævert og Skibsfarten ikke tilnærmelsesvis af Omfang som f. Eks de daværende Hansestæder, hvis Konkurrence var saa kraftig, at de i 1368 foretog et Angreb paa København, der omtrent lagde Byen i Ruiner.

Af den gamle Havns Konturer er saa godt som intet tilbage. Skibsstørrelserne voksede og krævede mere Plads, Lilleputrammerne sprængtes, de altfor snævre Løb og Indhug maatte udfyldes. H. N. Rosenkjær fortæller i sin Bog om det underjordiske København, at den før-Absalonske By har ligget omkring Gadekæret, som har strakt sig fra Vestergade (omkring ved Nr. 10) og over paa den anden Side af Studiestræde. Vestergade har været Byens Gade, som har fortsat sig ned til en gammel Kystlinie langs Amagertorv og videre frem mod Øst ud til den egentlige gamle Havn, Holmens Kanal, hvor nu Landmandsbanken ligger.

Denne Beskrivelse giver et godt Indtryk af de betydelige Arealer, der efterhaanden er udfydte og bebyggede før København blev egentlig Havneby.

Til dette bidrog den Initiativrige Christian IV i væsentlig Grad. Dels i militært, men ogsaa i Handels- og Havneøjemed anlagde han Christianshavn og udvidede dermed Havnen mod Øst. Der opfyldtes da store Vandarealer paa Amagersiden og efterhaanden flk Christianshavn Form ud mod Havneløbet, Knippelsbro opførtes 1620 for Enden af "Nybørs". Broen bestod af Stendæmninger fra begge Sider med en Vindebro af Træ i Midten. Langebro er af nyere Dato, idet den først opførtes 1686 for Enden af den nuværende Vestervoldgade.

Knippelsbro bar iøvrigt ikke dette Navn i Christian IV's Tid. I lang Tid kaldtes Broen Amagerbro, Christianshavns Bro eller Langebro. Sit nuværende Navn har den formentlig hentet fra en senere Konstruktion med sammenlagte Træstammer eller Bjælker. En Bro af denne Konstruktion hed paa Tysk "Knippelsbrücke".

I Fortsættelse af Christianshavn - i en Bue mod Nord - laa en stor Grund, Revshalen, der paa naturlig Maade afgav Beskyttelse for Havnen. Dette udnyttedes af Christian V, der her anlagde Bastioner og Volde - en militær Havnebefæstning, ret enestaaende for sin Tid.

I 1624 fuldførte Christian IV Bygningen af Børsen, der den Gang rummede Pakhuse og Kældere, hvorfra Varer bekvemt kunde indlades i og losses fra de i Kanalen liggende Skibe, idet der netop ved Børsen var tilvejebragt Muligheder herfor ved Udgravning af Kanaler og Opfyldninger paa Slotsholmen.

I de følgende Aar havde den opblomstrende Handel da ogsaa sin væsentlige Andel i Havnens Udvikling. Christianshavn bærer endnu Minde om den Virksomhed, som f. Eks. udfoldedes af Ostindisk Kompagni, der indrettede sig med Bygninger og Havneplads, ligesom andre Handelskompagnier søgte til denne Del af Havnen, som da var den mest moderne. Denne Udvikling bevirkede, at Dybdeforholdene maatte revideres, saaledes at Ostindiefarerne kunde naa frem til Rederiernes Kajpladser.

*

Paa de Tider blev Havnens Administration varetaget af Magistraten, til hvem Havnens "Forstander" maatte aflægge Regnskab. Et Slags Tilsyn førtes formentlig af Stadens daværende Borgerrepræsentation, de 32 Mænd, der ikke kunde undslaa sig for Hvervet som "Havneherre". I 1692 blev paa Initiativ af Københavns Politimester af Kongen valgt en Kommission til at føre Tilsyn med Havnens og Kanalernes Tilstand, der - navnlig for de sidstes Vedkommende - efterhaanden var stærkt forurenede ved Afløb fra Husene og paa anden Maade. Mod dette maatte foretages Foranstaltninger og til Udførelsen af disse Arbejder var bl. a. foreslaaet den senere saa berømte Ole Rømer.

Havnekommissionen blev et fast Led i Havnens Administration, og Marinens Folk fik et betydeligt Ord med i Laget. Det skyldtes Kommissionen, at der ved en Forordning af 1744 blev tilvejebragt Regler for Skibenes Anlæg til Bolværkerne efter Ladningens Art, saaledes at bestemte Varekategorier fik anvist bestemte Pladser at lade og losse ved. Af et Kort over Havnen fra 1794 faar man at vide, at der paa den Tid fandtes et 200 Fod bredt Løb fra Toldbodbommen ned til et Punkt noget syd for Nyhavn. Denne Passage var farbar for Skibe af indtil 20 Fods Dybtgaaende. Herfra og til Knippelsbro kunde Skibe med 18 Fods Dybtgaaende passere. En Del af Løbet mellem Knippelsbro og Langebro havde en Dybde af 14 Fod med omkring 12 Fod Vand ved Bolværkerne paa Christianshavnssiden, men i den sydøstlige Del af Løbet mellem de to Broer - den saakaldte "Havfrugrund" - var kun 3-4 Fod Vand.

Navnet Havfrugrunden stammer fra det Vartegn for de Søfarende, som Christian IV anbragte her. Vartegnet bestod af en ,paa en høj Søjle staaende Statue, formentlig en mytologisk Kvindeskikkelse, men de fra Samtiden overleverede Afbildninger stemmer ikke overens med Hensyn til Statuens Udseende. Meningen med den var at advare Skibene mod den for Sejladsen farlige Grund. Dér hvor den stod - udfor Tøjhusbroen - har den uden Tvivl ikke taget sig ilde ud og fik da ogsaa med Aarene Betegnelsen "Københavns Vartegn". Efter en Strid mellem Magistraten og Staten om, hvem der havde Pligt til at vedligeholde Vartegnet, blev det sløjfet i Slutningen af det 18. Aarhundrede efter at have udført sin Mission i op imod 200 Aar.

Vest og syd om Havfrugrunden gik et 12 Fod dybt Løb, ikke alt for bredt, som strakte sig omtrent midtvejs ud mellem Langebro og de saakaldte "Estakader" ved Rysensteens Bastion. Herfra strakte sig et ca. 1 Mil langt smalt og bugtet Løb med 6 a 8 Fod Vand gennem Kalvebodstrand ud til Køge Bugt. Disse Forhold undergik ikke væsentlige Forandringer i den første Del af forrige Aarhundrede. Ved Toldbodens Bolværk blev udvidet til at kunne tage imod Skibe af indtil 14 Fods Dybtgaaende. I 1848- 50 blev Mangelen paa Bolværksplads saa følelig, at man maatte gaa til en Uddybning af Havnen ud for St. Annæplads og til Udførelsen af det derværende Havneanlæg i Forbindelse med Kvæsthusbroen.

Med Loven af 30. December 1858, der var en Følge af den Aaret i Forvejen vedtagne Lov om Bestyrelsen af Københavns kommunale Anliggender, fik Kommunalbestyrelsen Hovedindflydelsen paa Havnens Forhold. Der etableredes et Havneraad og en Havneforvaltning, og det varede ikke længe, før der blev trukket Veksler paa de nye Folks Initiativ og Arbejdskraft. Nogle Aar efter den nye Forfatnings Ikrafttræden, i selve det vanskelige Krigsaar 1864, vedtog Kommunalbestyrelsen en "Plan til Københavns Havns Forbedring". Denne Plan blev "modificeret" bl. a. ved Indenrigsministeriets Resolution af 1872 og gik ud paa en gennemgaaende Uddybning af Havnen fra Toldboden til Vestre Gasværk, Uddybning endvidere af de Kanaler, der skar sig ind i Byen, og endelig af den Del af Rheden, der laa nærmest Havnen. Den Fyldmasse, der herved fremkom, skulde anvendes paa hensigtsmæssige Steder paa Rheden og i Havnen. Yderligere skulde Toldbod- og Havnepladserne reguleres og forbedres.

De i 1872 vedtagne Ændringer tager Hensyn til Havnens Udvikling sydpaa, idet de bl. a. giver Anvisning paa Uddybning af ef Sejlløb mellem Langebro og Vestre Gasværk og tillige om et Bassin ved Gasværket for Kulskibe.

Man tog straks fat paa Realisationen af denne Plan. Uddybninger og Landdannelser fulgte Slag i Slag. Der optoges over 5 Millioner Kubikmeter Fyld ved Uddybningen, og man tilvejebragte ved Hjælp heraf Landarealer paa Refshalegrunden, ved Tøjhuset, ved Langebro og i Kalvebodterrænet, med andre Ord: de nuværende Konturer begyndte at vise sig. Hertil kom naturligvis en Række Bolværksarbejder. 

I 1869 ombyggedes Knippelsbro, i 1870 Børnehusbroen paa Christianshavn, i 1875 Langebro, og i 1879 ombyggedes Holmensbro og Højbro. Nyhavnsbroen byggedes i 1874, Børsbroen og Frederiksholmsbroen i 1880. Ved Siden af disse Arbejder fandt i 1877-78 en Udvidelse af Kvæsthusbroen Sted. Fra samme Tid stammer Havnesporet, der førtes fra den daværende Banegaard til Nyhavn, hvilket bl. a. medførte Bygningen af Børsbroen.

Det kostede mange Penge at gennemføre denne Havneplan. Alene Uddybningen androg over 2% Million Kroner. Paa Havnevæsenets Regnskaber over ekstraordinære Udgifter (Udgifter til Havneplanens Gennemførelse) er ialt ved Slutningen af 1877 opført godt 5 1/4 Million Kroner.

Hvor nødvendig denne Reform af Havnens Struktur var, fremgaar bl. a. af, at Københavns samlede Omsætning med Udlandet i 1864-65 androg ca. 375,000 Tons ind og ud, medens Omsætningen i 1877 var noget over 1 Million Tons, ligeledes ind og ud. Heraf var 79.8 pCt. Indførsel, 12 pCt. Udførsel af indenlandske Varer og 8,3 pCt. Udførsel af fremmede Varer.

De følgende Aars Udvikling af Skibsfart og Skibsstørrelser nødvendiggjorde stadige Forbedringer af Forholdene baade i selve Havneløbet og i Land. Handelens Udvikling ligeledes. Fabriker og Pakhuse byggedes umiddelbart ved de dybe Havnebassiner, og Bolværkernes Længde forøgedes baade paa Sjællands- og Amagersiden. Man naaede en samlet Bolværkslængde af ca. 20 Kilometer, hvoraf de 9,6 tilhørte Havnen, medens Resten ejedes af Stat. Kommune eller Private.

Konkurencen blev stærkere. Porten til Byen og dens voksende Næringsliv maatte give Plads for en stadigt stigende Tonnagemængde, og da Forholdene i den Indre Havn nu omtrent var givne, maatte Udvidelsen finde Sted nord- og sydpaa. Anlæget af Frihavnen i Begyndelsen af Halvfemserne betegner et nyt Afsnit af Havnens Vækst. Herom i en følgende Artikel.

Peter Wraae.

II.

Havnen maa ligesom alt andet kæmpe for Tilværelsen. Dens Ledere maa byde den Vilkaar, der sætter den i Stand til at møde Konkurrencen, giver den Mulighed for at følge den Udvikling, der foregaar indenfor dens Interessesfære.

Besejlingen af et saa udpræget Kystland som Danmark maa naturligvis blive decentraliseret, og vore mange Havnebyer udfolder hver for si g megen Aktivitet for ved Skibsfart at bringe Liv og Arbejde til de større eller mindre lokale Zoner, Oplandet, som man ser sin Interesse i at erobre og betjene. Men i et Land med 3-4 Millioner Indbyggere, hvis Hovedstad rummer omkring en Sjettedel af Befolkningen, bliver Hovedstadens Havn det egentlige Knudepunkt for Samfærdselen til Søs.

Den bliver det simpelthen ved sin Størrelse, men desuden opfylder Københavns Frihavn en Mission, der gaar langt ud over Bygrænsen og bidrager til at gøre Hovedstadshavnen til en Landshavn - ganske ufortalt Købstadhavnenes overordentlig store Betydning for Handel og Omsætning.

Der knytter sig derfor omfattende Interesser til det københavnske Havnespørgsmaal, Interesser, hvor Hovedstaden maa gøre sig gældende, blandt andet af den Grund, at Havnen er en Del af Byen. Havnens Areal er jo ikke alene de blaa Bølger, der beskyller Skibssider og Bolværker, men Landarealer af stor Udstrækning, saa stor, at f. Eks. Byplanlægningen og Bysamkvemmet i høj Grad præges deraf.

Alt dette, hele den brogede Virksomhed, der hedder Havnen, tjener et Formaal, hvor Konkurrencen træder tydeligt frem. Hvad enten man har foretaget Landvinding eller mejslet ud af det faste Land, er Havnen et Aktiv i Befolkningens Anstrængelser for at hævde sig udadtil. Havnens Interessesfære er et udvideligt Begreb, dens Muligheder maa vurderes under Hensyn til dens Brugbarhed som Redskab for de mange og forskelligartede Kræfter, der tilvejebringer Samkvemmet mellem Landene.

Østersøen ligger lige udenfor Porten. Hvad dette alene betyder for de ovennævnte Kræfter fremgaar bl. a. af det uhyre bekostelige Anlæg - paabegyndt i 1888 - af Kielerkanalen, der i de senere Aar er uddybet til at kunne befares al dybtgaaende Skibe.

Det var bl. a. denne Konkurrence, men ogsaa Frihavnsanlægene i Hamborg og Bremen, der affødte Planen om en Frihavn i København. De naturlige Muligheder - dybt Vand og den egnede Plads - var til Stede. En Ordning af Frilagerspørgsmaalet havde længe trængt sig paa. Det gjaldt om at til vejebringe bedre Vilkaar for Transitvarer, d. v. s. Varer, som atter skulde udføres og som ved midlertidig Oplægning kunde undgaa Toldbehandling m. v. Endvidere sadanne Varer, som efterhaanden kom til Forbrug i Indlandet og for hvilke Havneafgifter og Told først kom til Betaling, naar Forbruget krævede det. Med andre Ord, man vilde skabe en Havn, som med Hensyn til Told og Produktion skulde betragtes som Udland, men tillige var en Del af Københavns Havn,

Dette skete ved Lov af 31. Marts 1891. Fra "Kalkbrænderiet" til Langelinie blev anlagt Moler, Kajer og Bassiner med saadanne Dybdeforhold, at store transatlantiske Dampere kunne gaa ind og tømme deres Indhold ud i Siloer og Pakhuse. Frihavnsanlæget omfattede et samlet Areal paa ca. 110 Tønder Land, hvoraf Vandarealet udgjorde ca. 44 Tønder og Landarealet ca. 66 Tønder Land, med en samlet Kajmurs- og Bolværksstrækning af ca. 3800 m.

Driften blev for et Tidsrum af  80 Aar overladt til et Aktieselskab med en Grundkapital af 4 Mill. Kr. I 1894 kunde Frihavnen aabnes for Trafik, dens Anlæg havde kostet ca. 18 Mill. Kr. Man naaede at faa den færdig et Par Aar før Fuldendelsen af Kielerkanalen.

Etableringen af Frihavnen gav iøvrigt Anledning til en Ændring Havnevæsenets Administrationsforhold, idet det ved Loven af 1891 bestemtes, at Havneraadet, der bestod af 8 Medlemmer - hvoraf 6 valgte af Københavns Borgerrepræsentation - med Overpræsidenten som Formand, skulde udvides med- 4 Medlemmer, 2 valgte af hver af Rigsdagens Thing.

I Aarene omkring Frihavnens Tilblivelse skete ogsaa Uddybninger og Landdannelse andre Steder i Havnen. Refshaleøen blev fuldført, der tilvejebragtes Uddybning gennem Inderrheden til den gamle Havns nordlige Del, ligesom et Løb gennem Inderrheden og Havnen til Larsens Plads blev uddybet. Disse Arbejder var en lille Del af en Række Planer om betydelige Omlægninger og Udbedringer, som man imidlertid af økonomiske Hensyn (hvor det klinger af vore Dage!) maatte lade ligge foreløbig.

Men Havnen var blevet større. Der fastsattes i 1899 nye Grænser: Mod Nord fra det Punkt paa Kysten, hvor Bygrænsen ligger og i en Vinkel øst- og sydpaa til det østlige Hjørne af Trekroner; mod Syd fra det Punkt, hvor Spærredæmningen møder Amagers Kyst og i en svag Vinkel over til Frederiksholm. Dermed var Havnens Længde ca. 10,600 m eller op imod halvanden Mil.

Hvor nødvendigt det var at udvide Rammerne fremgaar af den stærkt øgede Trafik fra Havnen. "Havets stolte Svaner" fik i stigende Antal Ærinde til København, hvis Handel og Omsætning tog et ikke ringe Opsving. Tempoet i en ca. 25-aarig Periode, fra 1874 til 1900, ses af nedenstaaende Tal, der viser den samlede Vægt for Ind- og Udførsel:

1874: 890 Millioner kg. 
1887: 1580 Millioner kg.
1900: 2712 Millioner kg.

Anlæget af den nuværende Vestre Gasværkshavn havde fundet Sted i 1895-97, paa hvilket Tidspunkt ligeledes Godsbanegaarden blev anlagt ved Kalvebod Strand, man orienterede sig mod Syd. Strømregulerings- og Sluseanlæget i Kalvebod Strand blev tilvejebragt i Aarene 1900-04, Langebro blev ombygget i Aarene 1900-03 med en forøget Gennemsejlingsvidde fra 13,2 til 22 m. Knippelsbro ombyggedes i 1906-08 og fik Gennemsejlingsvidden forøget fra ca. 17 til 25 m.

Efter Færdiggørelsen af Dæmningen i Kalvebod Strand fandt en Række Uddybnings- og Opfyldningsarbejder Sted syd for Langebro. I Aarene 1903-1907 paabegyndte man den store Landvinding ved Islands Brygge, der gennem Aarene er fortsat Syd paa. Den lange Kajstrækning langs Bryggen blev bygget og det store, nu tæt befolkede, Kvarter rejste sig langs Kajen og over til Militærets Arealer, ligesom Industri og Handel benyttede sig af de her skabte Muligheder ved Fabriksanlæg, Kulpladser o. l. Den omfattende Virksomhed "Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger" har saaledes i en Aarrække haft til Huse her tilligemed en Række private Foretagender, Soyakagefabriken m. fl.

Ogsaa paa Byens Side ved Enghave Brygge blev indvundet betydelige Arealer Syd for Vestre Gasværkshavn. I 1911 tilvejebragtes en Overenskomst mellem Kommunen, Havnevæsenet og Statsbanerne om Landvinding for Kommunen Syd paa, bl.a. til Opførelse af det store Elektricitetsværk, H. V. Ørstedsværket.

Massive Kajmure har paa lange Strækninger fæstnet Havnens Konturer paa disse Kanter og en yderligere Udvikling er at imødese paa begge Sider af Havneløbet, hvor der i Aarenes Løb er groet Land frem, som er - og vil blive - god Basis for Virksomheder af forskellig Art. Set fra Langebro er den sydlige Del af Havnen nu et Billede paa Liv og Arbejde; Skorstene ryger og Kraner durer; Ø. Ks store Baade og bredbugede Kulskibe har i stigende Grad Ærinde herud.

Mod Nord er Frihavnen udvidet væsentligt. Kalkbrænderihavnen er udvidet ved en betydelig Landvinding og forsynet med Kaj, I Svanemøllebugten er ved Opfyldning tilvejebragt den smukke Strandpromenade, hvortil iøvrigt omtrent Halvdelen af Fylden blev hentet fra Statsbanernes Udgravning af Boulevardtunnellen.

Man vil af det foregaaende have set, at Havnespørgsmaalet er i rig Udvikling. Selv maalt med europæiske Øjne er Københavns Havn en Storhavn. Dens samlede Længde af Bolværker og Kajmure er omkring 35 km eller opimod 4 3/4 Mil - med gode Muligheder for de udvidelser, som Fremtiden utvivlsomt vil kræve. 

Havnens Besejlingsforhold har i Tidens Løb sat mange Sind l Bevægelse. Det er da ogsaa en særdeles vigtig Ting at være klar over hvor Udviklingen bærer hen, idet Havneanlæg, Broforhold, Byplanlægning o. s. v. maa rette sig herefter. Saa tidligt som i 1740 var Planen fremme til Udgravning af en Rende gennem Kalvebodstrand, 7,5 m dyb og 81,4 m bred, som skulde forbinde de dybe Farvande Nord og Syd for København - naturligvis under Hensyn til Østersøtrafiken. Talrige Planer har senere set Lyset, idet Problemet paa naturlig Maade har beskæftiget Havnevæsenet, men ogsaa adskillig andre har givet deres Besyv med.

Forhaabentlig naar man til Enighed, inden det bliver for sent. Det er ikke Opgaven her at tage Stilling til , hvor fremtidige Udvidelser skal ske - om Nord, Øst eller Syd paa. Objektivt set vil Oplandet Nord paa dog formentlig medføre visse Vanskeligheder, og en Østhavn paa Amagers Nordøstkyst vil ikke lette det i Forvejen vanskelige Færdselsproblem mellem Amager og "Fastlandet". Begge disse Planer, saavelsom Planen om et Sydløb, har dog Tilhængere.

Netop Broforholdene griber stærkt ind i Havnespørgsmaalet. De nuværende Forbindelser, der er etablerede i Aarhundredets Begyndelse, er utilstrækkelige, ligesom Forholdene i Land fra Christianshavnssidens Vedkommende er uheldige ved Knippelsbro. Paa dette sidste er er man dog i Gang med at bøde ved Forarbejderne til Torvegades Udvidelse, der er en uomgængelig Nødvendighed for Løsningen af Færdselsproblemet her.

*

I det foregaaende er forsøgt en Skildring af Havnens Vækst under de forskellige Vilkaar, der gennem Tiderne er budt denne "Mercatorum portus". Den var Københavns Havn og er det endnu, men den udviklede sig tillige til at blive et Knudepunkt for alle de moderne Erhverv, hvoraf Landet søger sin Næring, Landbrug, Industri og Handel. Dansk Næringsliv - ikke alene Københavns - er dybt interesseret i Havnens gode Udvikling i Henseende til Konkurrencedygtighed og Kapacitet Dens Beliggenhed for Transithandel er god, og naar der bl. a. i denne Retning vil blive, trukket yderligere Veksler paa dens Ydeevne, vil disse Veksler kunne honoreres, idet man allerede paa det nuværende Stadium er naaet særdeles vidt.

I Biernes Samfund spiller Kuben en afgørende Rolle. Den er indrettet som Basis for de smaa Insekters Virketrang og er det Sted hvor Arbejdets Resultater aflejres. En saadan Kube er København og dens Havn. Skibe kommer og gaar - som bier, der hver for sig har en Mission at udføre til Gavn for Kuben.

Hvad angaar Havnens Forpligtelser overfor Byen er tidligere paa dette Sted gjort opmærksom paa disse. Saaledes som Administrationsforholdene er ordnede, er Havnen en selvejende Institution. Kommune og Havn er de to Faktorer, der maa forhandle sig til Rette Sm Vilkaarene, naar disse berører Byen - f. Eks. med Hensyn til færdselsproblemet. Da Byen iøvrigt for sit Vedkommende gennem Tiderne har budt Havnen gode Kaar at trives og vokse under, vil saadanne Forhandlinger uden Tvivl forløbe glat, saaledes at Fremtidens By og Fremtidens Havn gaar op i en harmonisk Enhed, til Fordel for begge Parter.

Thi Havnen er et Aktiv - tilvejebragt ved Arbejde i Byen.

Peter Wraae.

(Social-Demokraten, 2.-3. november 1927).

Enevold Peter Wraae (1881-1934) var fuldmægtig og borgerrepræsentant for Socialdemokratiet. Han var født i Gjøl. Uddannet som boghandlermedhjælper. Formand for Handels- og Kontormedhjælperforeningen i København 1913-14. 1916 sekretær i Hovedstadens Brugsforening. 1917 fuldmægtig i Kommunens Kulkontor. 1925 i Den danske Købstadsforening. I borgerrepræsentationen 1917.

Artiklen udgives på denne blog mere end 70 år efter forfatterens død.

Da det rigtige Juleskib kom. (Efterskrift til Politivennen).

 

"Frederik den VIII" bugseres ind, medens Folkeskarerne paa Kajen venter. - De Hjemvendte vinker den første Hilsen ind til Byen.

Naar der i Gaar Middag var mødt hen mod 20.000 Mennesker op i Frihavnen for at byde Aarets "rigtige" Juleskib - den sidste Amerikadamper før Jul - Velkommen, var det ikke, fordi de alle havde Paarørende med Skibet, men fordi det efterhaanden er gaaet op for Københavnerne, at det er lidt af en Oplevelse at overvære dette Skibs Ankomst Det er et københavnsk Folkelivsbillede af en egen, hjertevarm Stemning, - Skibet med Juletræet i Mastetoppen. Skibsorkestrets Julesange og Fædrelandsmelodier, de Hjemvendendes og Modtagerens Glæde danner tilsammen et Billede, der uvilkaarligt griber, river med og bider sig fast i Mindet. Det kan ikke beskrives, det skal ses, og i Gaar blev det altsaa set af en mægtig Folkeskare med selve Kronprinsen i Spidsen. Han var den første til at gaa om Bord, og de ca. 600 Passagerer tog dette som en fin Opmærksomhed, en lille ekstra Oplevelse, straks ved Ankomsten. Det var hovedsagelig jævne Folk, Farmere fra de forskellige Stater, der i Gaar kom hjem for at holde Jul i "det gamle Land".

(Aftenbladet (København) 20. december 1926).

Billeder fra Indkørslen til Frihavnen. (Efterskrift til Politivennen).

Det er et dagligdags Billede fra Frihavnen vi her bringer. Under den store Bro ved Østbanegaarden passerer daglig lange Rækker af Vogne fra og til Frihavnen; Men de faar ikke Lov til at passere uantastet. Udenfor den lille Bygning under Broen staar Tolderne paa Vagt for at underkaste hvert Læs en nøje Ransagning, og der fortælles mange pudsige Historier, baade om hvad Tolderne under denne Ransagning opdager, og hvad de ikke faar Kig paa. Som vort Billede viser, og som de fleste Københavnere selv har set, er det et travlt pulserende Liv, der udfolder sig her.

(Social-Demokraten, 6. marts 1924).

Samme foto som i artiklen fra 1924, her fra 2019. Indkørslen er i mellemtiden blevet fjernet, og der er bygget etagebyggeri bag husene i forgrunden, der står nogenlunde uforandret. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Finansministeriet forhøjede tolden på en række udenlandske varer (fx tobak, sydfrugter og silke), og importører der havde varer liggende i Frihavnen, måtte skynde sig at få varerne bragt ud af Frihavnen til gammel toldtakst. På fotoet fra Nationaltidende, 1. februar 1924 er det rosinernes tur.

Toldlovændringen skabte kø ved Frihavnen, her et foto fra Aftenbladet (København), 2. februar 1924.

Hvor Benzin-Damperne losser. (Efterskrift til Politivennen)

Det nye Havneanlæg tages i Brug.

Benzintanken er skjult i de store Jordvolde, der ses bag det lave Maskinhus.

Benzin er jo efterhaanden blevet en meget efterspurgt Vare. For en Snes Aar siden var det nok. naar Petroleums-Damperne havde et Par Tønder med i lasten af den brandfarlige Væske, for at Damerne kunde faa for den obligate Tiøre til Handske-Rensningen.

Men i Automobilernes Tidsalder kræves der jo noget større Tilførsler, og da Frihavnsudvidelsen blev vedtaget, besluttedes det ogsaa at indrette en særlig Benzin-Havn.

Dette Anlæg er bygget nord for Kalkbrænderihavnen og er indrettet paa en Maade, der saa vidt det staar i menneskelig Magt sikrer Omgivelserne og i sidste Instans Byen mod den frygtelige Fare. det vilde være, hvis en saadan fuldtladet Tank eksploderede eller kom i Brand

Otte mægtige Jern-Tromler, hver rummende 500 Tons, er anbragt nede i Grunden, dækket af mægtige Jordlag, der hæver sig adskillige Meter til Vejrs over Jordplanet. Som en yderlig Sikringsforanstaltning kan Indløbet til dette Havneanlæg fuldstændig aflukkes ved et Sluse-System, saa at Benzinen i Tilfælde af Uheld ikke kan flyde ud i Havneløbet eller da ændre Bassiner og anrette Ulykker ved mulig Antændelse.

I Gaar fik det nye Havneanlæg sin Indvielse, idet en amerikansk Benzindamper lagde sig til Kajen, hvorefter Lasten gennem mægtige Sugerør pumpedes ind i de store Cementbeholdere.

Vort Billede viser den brandfarlige Damper under Udlosningen.

(Aftenbladet (København) 4. januar 1923).

Kjøbenhavns Storhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Havnen flytter sine Grænsepæle.

Nye Anlæg til et Beløb af ca. 40. Mill. Kr.

Kjøbenhavns Havn har fra sin Grænse mod Nord udfor Scherfigsvej til sin Grænse mod Syd en Udstrækning af 13 Kilometer eller nær op mod 2 Mil medens den Del af Havnen, som begrænses af Bølgebryderne mod Nord og Slusedæmningen i Kallebodstrand mod Syd, er 8 Kilometer eller godt 1 Mil.

Havnen har, som Byen er vokset, flyttet sine Grænsepæle dels mod Nord dels mod Syd, og Udvidelserne har til Tider været store, men ingensinde saa store paa een Gang og i Løbet af saa faa Aar som de Udvidelser, der er planlagt og gennemført under og efter Verdenskrigen.

En moderne Havn kræver ikke blot betydelige Vandarealer med dybt Vand, men ogsaa udstrakte Landarealer til Spor og Gadeanlæg, Lagerbygninger, Oplagspladser og Fabriker. Begge disse Opgaver har Havneadministrationen løst eller er i Færd med at løse, hvorved der skabes rige Muligheder for Handelens Trivsel og Industriens Udvikling.

Vi skal i det følgende i store Træk give vore Læsere en Oversigt over de storstilede Arbejder, der er udfort og de meget betydelige Anlæg, som endnu er under Udførelse.

Havnens Udvidelse foregaar som bekendt dels mod Nord, dels mod Syd.

Udvidelserne mod Nord.

Frihavnen. - Redmolen. - Kalkbrænderihavnen. - Det nye Trafikbassin og Skudehavnen.

Frihavnens Landomraade er under Verdenskrigen blevet udvidet med 28 Tdr. Land eller med ca. en Trediedel af den ædre Frihavns Areal, og der er blevet anlagt et nyt stort Bassin, Kronelobsbassinet, med 30 danske Fods Vanddybde.

Dernæst er der tilvejebragt et ca. 5 Td. Land stort Landareal, den saakaldte Redmole med tilhørende Kajanlæg og foretaget en Uddybning og Udvidelse af Kalkbrænderihavnen, ligeledes i Forbindelse med Landvindinger. Store Kuldampere losser nu deres kostbare Last ved Kalkbrænderihavnens Kajer, hvor de tilstødende Arealer er udlagt til Kulimport Firmaer, medens Brændselsolien fra Tankdamperne oplagres paa Redmolens Terræn, hvor forskellige Oliefirmaer har eller er i Færd med at opføre Tanke, hele Redmolen er beslaglagt i dette Øjemed, med Undtagelse af Spidsen, hvor Store Nordiske Telegrafselskab har opført en Kabel-Depotbygning.

Under Udførelse.

Umiddelbart nord for Frihavnen er et endnu større og dybere Havnebassin end Kroneløbsbassinet under Udførelse. Det nye Bassin, med tilhørende Havnearealer, anlægges paa den Plads, hvor den saakaldte "Sundkrog" laa. I Forbindelse med dette Anlæg, paa hvis Fuldførelse der arbejdes Dag og Nat, er der allerede gennemført en Uddybning ude fra Sundets dybe Farvand ind til Bassinet og opført en Bølgebryder til Dækning af Indsejlingen. Det nye Trafikbassin, som endnu ikke har faaet Navn, faar 32 Fods Vanddybde, og det kan saaledes optage de største Dampere, som befarer Verdenshavene.

Et andet nyt Arbejde i Nordhavnen, der ligeledes paabegyndtes for et Aarstid siden, og som nu snart er færdigt, er Anlæget af den saakaldte "Skudehavn", "Sundkrogens" Afløser. "Skudehavnen" indrammes af et Dækværk med tilstødende Landarealer, som omslutter et Vandareal af ca. 32 Tdr. Lands Størrelse og med 14 Fods Vanddybde. Dette nye Havnebassin er særlig bestemt til Opankring af mindre Fartøjer og de tilstødende Landarealer er tænkt anvendt til Baadebyggerier, Fiskepladser, Sejl- og Rosportsforeninger, ogsaa Badeanstalter vil kunne faa Plads her.

Vi vender os derefter til

Havneudvidelserne mod Syd.

Det nye Industricentrum.

Udvidelserne i den sydlige Del af Havnen er ikke mindre imponerende end Udvidelserne nordpaa - tvertimod. 

Mens Havneadministrationen ved Udvidelse i "Nordhavnen" fortrinsvis har den oversøiske Trafiks Udvikling for Øje, tager Udvidelserne i "Sydhavnen" Sigte paa at skabe en Havn særlig til Anvendelse for Industrien, som her vil kunne erhverve Grunde paa rimelige Betingelser med Adgang til Bolværk ved saa betydelige Vanddybder, indtil 24 Fod, at selv Skibe, der gaar i oversøisk Fart, kan lægge til direkte ved Bolværkerne.

Udvidelserne i Sydhavnen deler sig om tre større Arbejder: Landvindingen ved Islands Brygge, Kajanlæget ved Enghave Brygge og Anlæget af Teglværkshavnen og Teglholmen.

Islands Brygge, der hidtil stoppede op ved Soyakagefabriken, er blevet forlænget ca. 2200 Fod mod Syd og Farvandet udfor den nye Kajmur, som er bygget, er uddybet til 24 Fod og de flade Vandarealer bagved ind mod Hærens Skydebaner er indvundne til Landdannelse. Det nye Landareal, paa hvilket man er i Færd med at anlægge Gader, udgør ca. 30 Tdr. Land, hvoraf Størstedelen er solgt til "Ø. K."

Det andet store Arbejde - Kajanlæget ved Enghave Brygge - omfatter Bygningen af en Kaj af ca. 1000 Fods Længde med 20 Fod dybt Sejlløb og Opfyldning af et bagved liggende Areal paa ca. 10 Tdr. Land. En Del af den nye Kaj er bestemt for Kullosning til Kommunens nye Elektricitetsværk - "H. C. Ørsted-Værket" - som ligger paa det til Kajen stødende Terræn.

Det tredie store Arbejde, som er udført i Sydhavnen, er Anlæget af Teglværkshavnen og Teglholmen.

Vi befinder os her paa Frederiksholms Teglværkers tidligere Arealer i Nærheden af Slusedæmningen.

Den nye Teglværkshavn, hvis Størrelse er ca. 20 Tdr. Land, er skabt paa Frederiksholms Teglværks gamle Lergrav, som i Løbet af et Par Aar er blevet omdannet til et Havnebassin mod 22 Fods Vand dybde, og de bagved liggende store Arealer er opfyldt til Brug for Industrien. Endvidere er der ved Opfyldning lige ud for Teglværkshavnen fremstillet en Ø - "Teglholmen" - der har en Størrelse som 6 Gange Kongens Nytorv og en samlet Vandfront af 6000 Fod, hvoraf foreløbig ca. Halvdelen er forsynet med Bolværk.

Den nye Ø, som i Løbet af et Par Aar er dukket op i Kallebodstrand, er ved en fast Bro sat i Forbindelse med Vejnettet paa Frederiksholms Jorder, hvorfra man enten ad Enghavevej eller Vasbygade naar ind til Byen.

Som man vil se, er der i Havnens sydlige Del tilvejebragt mægtige Arealer til Brug for Industrien. Store Anlæg er allerede, trods de vanskelige Tider, paa amerikansk Maner skudt op derude, saaledes Kjøbenhavns Flydedok og Skibsværft med 4 Tørdokker. Det nye Skibsværft "Baltica" har ligeledes sine Beddinger og Værksteder henide, og flere andre industrielle Virksomheder har sikret sig Arealer.

Paa selve "Teglholmen" har "Burmeister & Wain" købt Grund til Opførelse af en ny stor Værkstedsbygning, der vil komme til at dække over et Areal af 1½ Td. Land. Komplekset bliver cirkelrundt og faar en Højde, der naar Rundetaarn, en anden Ejendommelighed ved dette Bygningsværk bliver, at der anlægges et Sejlløb fra Havnen midt ind i Bygningen.

--- Ogsaa Dele af den gamle Havn har i Krigsaarene været under Forvandlingens Lov. "Gammel Dok" er bleven nedlagt og opfyldt for at give Plads til nye Bygningskomplekser, og de gamle krogede Bolværker paa lav Vanddybde er bleven afløst af nye Bolværker af Jernbeton paa 24 Fods Vanddybde.

Der er ogsaa foretaget en Uddybning ved Christiansholms tidligere Areal - "Christiansholms Ø" - der er købt af "A/S Baltic Cotton Co.", som for Tiden er i Færd med at rejse nye Bygninger, der skal huse de Lagre af Bomuld, som vi tidligere har maattet hente fra Hamborg og Bremen.

Som det vil fremgaa af denne vor Oversigt over Udvidelsesarbejderne i Havnen har der været arbejdet og arbejdes fremdeles mod fuld Kraft af Havnens Administration paa at gøre Kjøbenhavns Havn saa konkurrencedygtig som muligt. Naar Havnedirektør Th. Borg og Havnebygmester Loren i Løbet af næste Fornar og Sommer staar ved Afslutningen af de Arbejder, som for Tiden er under Udførelse, vil Havnens samlede Bolværksstrækninger være forøgede med ca. 6000 Meter eller nær op mod 1 dansk Mil, og det til Havnen hørende Landareal med 142 Tdr. Land, men der vil da ogsaa være anvendt et Beløb af 40 Mill. Kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. august 1920.)

Kort fra 1920 som viser Nordhavnens udstrækning på daværende tidspunkt. I Svanemøllebugten ses badeanstalten Helgoland markant ud i vandet. Kortet viser også Stadsingeniørens forslag af 18. juni 1921 til opfyldning ved Nordhavn. Kbhbilleder.

Rekylgeværaffæren 1904-1905, 1. - 8. januar 1905. (Efterskrift til Politivennen)

 Hr. Madsen har indgivet sin Demission.

Krigsminister Madsen har endelig bøjet sig for den offenlige Menings Tryk og har indgivet sin Afskedsbegæring.

Den er dog endnu ikke officielt modtaget. I det Ministerraad hvor Afskedsbegæringen drøftedes, fremkaldte nemlig Hr. Madsens Demission en almindelig Ministerkrise, der først vil finde sin Afgørelse i et Statsraad en af de første Dage i det ny Aar.

Vi har i vor Gaarsartikel udførlig paavist hele Hr. Madsens uholdbare Stilling. Kassemataffæren, Træfældningerne, Saltholmsskanserne, en hel Række af Overgreb og selvraadige Foranstaltninger i ærkemilitærisk Aand havde efterhaanden undergravet hans Stilling. I Sommer meddelte saa "Dannebrog" officielt, at Hr. Madsen var Tilhænger af Københavns Befæstning og var traadt ind i Ministeriet som saadan! Dermed haabede Hr. Alberti aabenbart at fremkalde en politisk Afgørelse, en Sprængning af Venstre i Fæstningsvenner og Fæstningsfjender, og Dannelsen af et nyt moderat konservativt Regeringsparti - med ham selv Alberti, til Chef.

Hr. Deuntzer søgte endnu en Gang at "holde det gaaende". Paa Venstres Partimøde i Efteraaret kom det til et Kompromis: Rebellerne blev ikke som Alberti, Enevold Sørensen og

Ole Hansen havde forlangt, smidt ud af Partiet. Disciplinen blev skærpet, men samtidig blev det ogsaa betydet Hr. Madsen, at han maatte holde sig i Skindet og fremtidig i højere Grad end hidtil bøje sig for Partiets Vilje og navnlig huske, at hele Fæstningsspørgsmaalet endnu var uafgjort.

Saa kom den af os i Gaar omtalte Affære med Usserød Klædefabarik, hvor Hr. Madsen paa ny blev greben i Forsøg paa at skaffe sig Midler til sine militaristiske Formaal bag Folkethingets og Finansudvalgets Ryg. Og samtidigt viste Rekylriffel- Affæren, med hvilken utrolig Letsindighed Hr. Madsen opfattede Landets Neutralitets-Forpligtelser. Hans Væv af modsigende Erklæringer gjorde ham simpelt hen umulig som offenlig Personlighed.

Man skulde imidlertid kende Hr. Madsen daarligt for at tro, at han ganske jævnt og ligefremt vilde erkende sin Stillings Uholdbarhed og i Overensstemmelse med de parlamentariske Regler begrunde sin Afskedsbegæring med den Konflikt, der dels var opstaaet, dels truede med at opstaa mellem ham og Finansudvalget. Nej, Hr. Madsen har med den Blanding af Fanatisme og Udspekulerethed, der kendetegner hans hele Færd, gjort sin Afskedsbegæring til en Sprængmine for hele Ministeriet og for hele Venstre. Han haaber endnu, at han og Alberti kan realisere deres Plan fra i Sommer, sprænge Venstre og stille sig i Spidsen for et nyt Regeringsflertal, hvori ikke blot de Moderate og de Frikonservative, men store Dele af det gamle Højre gaar op, og hvis fornemste Program bliver Fuldførelsen af Bahnsons Værk.

Hr. Madsen har nemlig motiveret sin Afskedsbegæring med den Uoverensstemmelse i Militærspørgsmaalet, der efterhaanden var opstaaet mellem ham og Marineminister Jøhnke!

Hr. Madsen giver med andre Ord Ministeriet Valget mellem ham selv og Jøhnke, og det vil atter sige: mellem Københavns Befæstning og Venstres Program.

Den lange ulmende Strid i Ministeriet - som i Venstre - mellem en moderat og en mere radikal Retning er dermed brudt ud i lys Lue. Der maa nu ske en Afgørelse. Alle Forsøg paa at overplastre Modsætningerne er haabløse. Enten maa Jøhnke gaa eller Madsen. Men driver Hr. Madsen sin maritime Kollega ud af Ministeriet, da gaar sikkert samtidigt Hage og Deuntzer, og Venstre sprænges. Maa derimod Madsen vige Valpladsen, synes hvert Fald ogsaa Albertis Stilling uholdbar.

Vi staar altsaa midt i en almindelig Ministerkrise.

Den Forfalskning af "Systemskiftet", der skete den 23. Juli 1901 mod Folkets Vidende og Vilje - ved Optagelse af Fæstningsvennen Madsen bærer nu sin Frugt. Det er, takket være særlig Socialdemokratiets Virksomhed, ikke lykkedes at dysse Befolkningen i Søvn. Det er ikke, som Meningen var, lykkedes i al Stilhed at vende et Flertal af Befolkningen vort fra Demokratiets gamle Militærprogram. Socialdemokratiets Fremgang ved sidste Folkethingsvalg og den derpaa følgende stadig voksende "Uro" i selve Venstre har medført, at Arbejdet i Forsvarskommissionen er gaaet helt i Staa. Der findes et radikalt Mindretal, som  kræver Fæstningen nedlagt i Overensstemmelse med Venstres gamle Standpunkt, og der findes et Flertal, som ikke tør tage Parti! I det forløbne Aar har Kommissionen, efter hvad vi erfarer, kun været samlet nogle ganske faa Dage. Den er i Virkeligheden ikke naaet et Skridt videre, end den var ved Nedsættelsen for tre Aar siden.

Selv "de Sagkyndige" i Kommissionen staar raadløse og indbyrdes uenige. Det er gennem en nylig stedfunden Polemik i "Berlingske Tidende" mellem en Søofficer og forskellige Landmilitære bleven klart, at man i Flaaden ser med stadig voksende Uvilje paa Hr. Madsens fæstningsvenlige Virksomhed. Marinen har aldrig været Tilhænger af Bahnsons Værk. Man kan af Fejden i "Berl. Tid." danne sig et sikkert ganske korrekt Billede af "de Sagkyndige"s Diskussion i Kommissionen. Hr. Jøhnkes Sagkyndige paaviser, hvor umulig Bahnsons Fæstning er, og Hr. Madsens Sagkyndige svarer med at trævle den saakaldte "maritime Forsvarsplan" op. Socialdemokratiet og de Radikale lader de to Parter gensidigt fortære hinanden og peger paa Demokratiets gamle Standpunkt som det eneste mulige, det hvorpaa Hr. Christensen-Stadil som Venstres Ordfører stod endnu i 1899: Vi kan ikke forsvare vor Nevtralitet, lad os da nøjes med at konstatere den, hvortil der kun behøves et Minimum af Militærapparat.

Nu maa Ministeriet træffe en Afgørelse. Luskeriet fra "Systemstiftets" første Aar gaar ikke længere.

Hr. Alberti var i Torsdags til et Møde i Ringsted med Tillidsmænd i Bondestandens Sparekasse. Han klagede her over Venstres Uenighed og udtalte: "Venstre var nu saa svagt, som det ikke havde været i lang Tid".

Naturligvis, thi det Hus, som er splidagtigt med sig selv, maa falde. Det er det saakaldte "Systemskifte"s indre Løgn - Optagelsen af en Fæstningsven i det Ministerium, der i Følge Folkets Vilje skulde betyde Venstres Sejr over Fæstningen - som nu faar Ministeriet til at ramle sammen.

(Social-Demokraten 1. januar 1905)

Lars Peter Elfeldt: K. M. Klausen. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Nye Afsløringer af Hr. Madsen

Rekylriflerne

Provisoriske Fæstningsarbejder

Kasematter paa Saltholm

[Første del af artiklen er i alt væsentlig en gentagelse af artiklen fra 1. januar, og er derfor ikke medtaget her.]

Vi skal imidlertid bidrage vort til, at Befolkningen faar sandheden at vide.

Den forestaaende 2den Behandling af Finansloven vilde, hvis Madsen naaede at give Møde som Krigsminister for at staa Folkethinget til Regnskab, komme til at dreje sig om følgende Punkter :

Rekylriflerne. Den 13. December affordrede K. M. Klausen i Finansudvalget Krigsminister Madsen en Forklaring om Geværfabrikens Tilvirkning af Rekylrifler under Forhold, der kunde vække Mistanke om Nevtralitetskrænkelse. Hr. Madsen søgte først at nægte sig fra hele Sagen, men maatte efter et Krydsforhør love at foretage en Undersøgelse. Torsdagen den 15de December omtalte Finansudvalget Rekylriffelaffæren overfor Konsejlspræsident, Udenrigsminister Deuntzer, og det viste sig da, at Hr. Madsen ikke har meddelt denne noget som helst om Finansudvalgets Forespørgsel. Hr. Deuntzer blev meget pinlig berørt ved at erfare denne Fortielse saavel som hele Affæren, da det kunde krydse hans Bestræbelser for at skaffe Danmarks Nevtralitet almindelig anerkendt. Han lovede nu selv at foretage en Undersøgelse og har senere meddelt et bekendt medlem af Finansudvalget, at den, der maatte have Ansvaret, "ikke skulde dø i Synden". I Stedet for, at Udenrigsministeren burde have haft meddelelse om Sagen, søgte man at udviske Sporene! Der er saaledes paa Geværfabriken givet Ordre til omhyggeligt at fjærne de brugte Prøvepatroner (med de russiske Bogstaver).

Om alt dette forestod der en højst sensationel Debat ved Finanslovsdebatten.

[Resten af artiklen beskæftiger sig med andre emner end rekylgeværsagen]

(Social-Demokraten 3. januar 1905)

Krisen

4 Ministre følger Hr. Madsen, Alberti, Ole Hansen, Christensen Stadil og Enevold Sørensen har indgivet deres Demission.

I Gaar Eftermiddags Kl. 4,25 udsendte Ritzaus Bureau følgende Meddelelse:

Efter at Krigsministeren ved Skrivelse af 24. f. M. havde meddelt Konseilspræsidenten sit Ønske om at fratræde, har nu Torsdag den 5. tillige Kultusministeren, Landbrugsministeren, Indenrigsministeren og Justitsministeren indgivet deres Ansøgninger om Afsked.

DHrr. Alberti, Ole Hansen, Christensen - Stadil og Enevold Sørensen træder altsaa ud sammen med Krigsminister Madsen, og Ministeriet bestaar for Øjeblikket kun af Konseilspræsident og Udenrigsminister Deuntzer, Finans- og Trafikminister Hage samt Marineminister Jøhnke.

Den hermed fuldbyrdede Deling mellem de 5, som gaar, og de 3, som bliver, viste sig allerede i Fjor Foraar under Pryglelovskrisen: Alberti, Ole Hansen, Christensen-Stadil, Enevold Sørensen og Madsen var baade sagligt Tilhængere af Pryglestraffen og støttede den Sammensmæltningspolitik, som Prygleloven bar i sit Skød. Bag Prygleloven stod, som vi den Gang skrev, Fæstningen. Det gjaldt for Alberti og Madsen om i Tide at tilvejebringe det Flertal, der skulde trække Fæstningen i Land.

I Sommer forlangte de pryglevenlige Ministre, at de saakaldte "Rebeller", d. v. s. de Venstremænd, der fastholdt Venstres gamle Standpunkt til Prygl, Fæstning og anden Højrepolitik, skulde smides ud af Venstre, og antydede, at Ministeriet ellers maatte tage sin Afgang under Overvejelse. Deuntzer erklærede derimod, at han ikke ønskede nogen Udsmidning.

Da Rigsdagen samledes i Efteraaret, sejrede Deuntzer, for saa vidt som der ikke lykkedes Alberti og hans Venner at faa de Radikale sat ud. Ja, det indskærpedes endogsaa Krigsminister Madsen, at han i højere Grad end hidtil maatte holde sig indenfor en loyal Administrations Rammer.

Men Hr. Madsen var en altfor fanatisk Fæstningsven og tillige saa forunderlig smaatskaaren selvraadig, at han snart kom i ny Konflikt med Venstres demokratiske Elementer. Han havde paa Opfordring leveret Finansudvalget en Liste over de Arbejder, hvortil han vilde bruge de i Foraaret efterbevilgede ekstraordinære Midler. Paa denne Liste fandtes ingen Magasin- og Soldaterrum paa Saltholm, - alligevel indrettede han egenraadigt saadanne! Hr. Madsen anlagde, uden Bevilling eller Bemyndigelse, elektriske Anlæg i Bagsværd- og Charlottenlundforterne. Han skaffede sig ad en fedtet Omvej de 50,000 Kr. til Raadighed fra Usserød militære Klædefabrik, som Folkethinget én Gang havde nægtet ham.

Der findes i den allerede færdigtrykte Finanslovbetænkning - hvis Offenliggørelse, som i Gaar meddelt, er udsat - Skrivelser, som maatte fremkalde en Diskussion, der med Nødvendighed maatte udvikle sig til et Generalopgør, og Finansudvalgets militære Ordfører, Hr. Zahle, havde sin Partibestyrelses Samtykke til ikke at forsvare Krigsministeren.

Samtidigt med, at denne Konflikt forberedtes i Finansudvalget, trængte striden mellem Land- og Søofficerer i Forsvarskommissionen ud til Offenligheden gennem en Fejde i "Berlingske Tidende". For hver Dag, der gik, blev det nødvendigere for venstre og for Ministeriet at tage

Stilling for eller imod Fæstningen.

Som Draaben, der bragte Bægeret til at flyde over, kom "Social-Demokraten"s Artikler om Rekylriflerne. Hr. Deuntzer havde udtrykkelig forbudt danske Forretningsmænd at sende en saa forholdsvis uskyldig Vare som islandske Nattrøjer til Rusland. Nu viste det sig at Hr. Madsen lod Statens Geværfabrik tilvirke Krigsmateriel til Udlandet - af hans egen Opfindelse! - uden at han havde skaffet sig paalidelig Underretning om, hvor det skulde hen. Hr. Madsens modsigende Udflugter gjorde hurtigt hans Stilling ganske uholdbar, og Forholdet mellem ham og Deuntzer blev yderst spændt.

Den 24de December. Juleaftensdag, bøjede Hr. Madsen sig endelig for det uundgaaelige og indgav sin Demission.

Den blev imidlertid foreløbig hemmeligholdt, og der gjordes store Anstrængelser for at løse den indtraadte Ministerkrise i Stilhed, inden Rigsdagen paa ny traadte sammen, og løse den saaledes, at den afgørende Tagen Stilling til Fæstningen blev udskudt. Den bergianske Presse har meddelt, at man arbejdede paa en Rekonstruktion af Ministeriet, hvorved Marineminister Jøhnke skulde træde af sammen med Madsen og deres Efterfølger blive en fælles civil Forsvarsminister, der kunde "tilvejebringe den fornødne Enhed i Ledelsen af Hær og Flaade" - og føre Militærkommissionens Arbejde til et Resultat.

Hr. Jøhnke viste imidlertid ikke Spor af Lyst til at lade sig ofre, fordi Madsen havde lavet "Dumheder". Noget urimeligere og uretfærdigere Forlangende kunde da heller ikke tænkes. Hr. Jøhnke har altid administreret loyalt i Overensstemmelse med Folkethingets Vilje, han staar som den gamle Venstremand, han er, paa Venstres gamle Standpunkt i Fæstningssagen. Hvorfor skulde han da gaa?

Med Jøhnkes Vægring ved at være den uskyldige Bager, der skulde henrettes, om just ikke i den skyldige Smeds Sted, saa dog sammen med denne, blev Situationen yderst tilspidset.

Vi skrev i Søndags:

"Der maa nu ske en Afgørelse. Alle Forsøg paa at overplastre Modsætningerne er bleven haabløse. Enten maa Jøhnke gaa eller Madsen. Men driver Hr. Madsen sin maritime Kollega ud af Ministeriet, da gaar sikkert samtidigt Hage og Deuntzer, og Venstre sprænges. Maa derimod Madsen vige Valpladsen, synes i hvert Fald ogsaa Albertis Stilling uholdbar."

Det slog til. Hr. Alberti har nu indgivet sin Demission. Og sammen med ham gaar ikke blot hans tro Vaabendrager Ole Hansen, men ogsaa Ministeriets bergianske Medlemmer, Christensen Stadil og Enevold Sørensen, hvis Plan om en Overplastring af Modsætningerne og en ny Udsættelse af Fæstningsspørgsmaalets Løsning var strandet.

Den Deling i Ministeriet, der viste sig under Foraarets Pryglelovs-Situation, er bleven til en Sprængning. Fra Pryglene, der laa mere paa Overfladen i dansk Politik, har Konflikten nu koncentreret sig om et af dens dybeste Centralpunkter: Militærvæsenet.

[Her stopper denne blogs uddrag af artiklen som fortsætter]

(Social-Demokraten 7. januar 1905. 2. udgave)

Ministerkrisen.

Provinspressen.

"Randers Venstreblad" (Anders Nielsen. Formanden for Reformpartiet) skriver: "Finansudvalget har modtaget Oplysninger, der gør, at Venstres Medlemmer har taget Afstand fra Krigsministerens Handlemaade i Henseende til Anvendelse af det Beløb, der bevilgedes i Foraaret i Anledning af den østasiatiske Krig. Vi skal i Dag blot bemærke, at Venstres Medlemmer staar sluttet og enige i Opfattelsen af Forholdene og selv har iagttaget, hvad de skyldte at iagttage overfor Ministeriet. Der er noget, der gør en Rekonstruktion ønskelig. Der har imidlertid ikke fra Partiets Side været stillet Krav i saa Henseende. Initiativet til det Nytaarsdag bragte Budskab skyldes Ministeriet selv, og ingen anede den Gang, at der vilde blive Tale om nogen egentlig Krise som denne, at de 4 af de 5, der i snævrere Forstand er udgaaet af Partiet, har indgivet Afstedsbegæring. Dette Budskab virkede nedslaaende i samme Grad, som Ministeriets Udnævnelse for 3½ Aar siden virkede opløftende og befriende. Man aner, at Grunden er et Brud i Ministeriet, lykkeligvis ikke et Brud mellem Partiet og de i Ministeriet, som virkelig har følt at være Kød og Blod af Folkets eget Kød og Blod. Det er med oprigtig Sorg, at vi ser paa den Kendsgerning, at Ministeriet er sprængt, men har det ikke kunnet være anderledes, saa nytter det ikke at fortabe sig i sørgmodige Betragtninger. Der er kun en forstandig Mulighed for et Enderesultat af Krisen, nemlig, at der kommer et nyt Venstreministerium. I. C. Christensen maa tage Færten. Venstre har ikke kæmpet sin 30-aarige Kamp og vundet Sejr, for at alt skal forspildes ved  - ja vi ved ikke hvad der er passeret i den røde Bygning i Ugen som gik".

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 8. januar 1905)

Hr. Madsens Fald.

"Dementiernes Minister".

En Venstre-Folkethingsmand komplimenterer "Social-Demokraten"

Krigsminister Madsen er færdig, uigenkaldelig færdig. Dette er hele Pressens enstemmige Mening. Hvorledes end Ministerkrisen forløber, hvordan det nye Ministerium end kommer til at se ud - Hr. Madsen bliver ikke mere Minister.

Og lige saa let turde det være at tilvejebringe Enstemmighed i den væsenlige Mening om, at det er Socialdemokratiet, særlig vort Partis Finanslovsordfører K. M. Klausen, som har fældet ham.

Skønt Ministeriet i tre Aar hemmeligholdt, at Hr. Madsen var Tilhænger af Fæstningen - nemlig lige fra den 23. Juli 1901 til den 30. Juni 1904, da "Dannebrog" maatte tilstaa Sandheden - , blev Klausens Mistanke hurtig vakt og udviklede sig snart til Vished. Han angreb Feltskytsbevillingen paa de 5 Millioner Kr. ikke alene for de mange spildte Penges Skyld, men ogsaa fordi Meningen aabenbart var at foregribe Militærkommissionens Arbejde og paa Forhaand fastslaa Rammen for Feltartilleriet. Klausen paastod, at de gamle Kanoner ingenlunde var ubrugelige, - det er senere stadfæstet af en Autoritet som Oberst N. P. Jensen. Klausen mistænkte Krigsministeren for at ville bruge de gamle Kanoner til Bestykning af Fæstningen og greb ham senere i Forsøg derpaa. Nu ser enhver, hvor uforsvarligt og hvor uparlamentarisk det var, at Venstre lod denne uhyre Bevilling gaa gennem Folkethinget uden Udvalg, uden nogen som helst Undersøgelse, - endda 400,000 Kr. højere end Højres Krav Aaret i Forvejen og med kortere Anskaffelsesfrist.

Da Hr. Madsen saa gennem "Ministerialtidende" udsendte sin Forordning om "Krigsbestyrelsen"s Afskaffelse og Venstrepressen naivt eller hyklerisk jublede over, at denne Institution fra Provisoriets Tid var ophævet, læste Klausen Forordningen omhyggeligt igennem og opdagede, at Hr. Madsen netop organiserede "Fæstningen København". Paa Grundlovsdagen i Fjor forkyndte selve Hr. Madsen paa Frederiksberg Eksercerplads, at han ansaa Fæstningen for "et lovligt Led i vort Forsvar!" Ved de sidste Aars Manøvrer har Bahnsons ulovlige og landsfarlige Værk da ogsaa spillet en Rolle som aldrig tidligere.

Det er overflødigt i Dag at omtale Kasematterne i Vestfronten, Træfældningerne i Dyrehaven og de ekstraordinære Militærforanstaltninger Fjor Foraar. Alt, hvad "Social-Demokraten" og vore Partifæller Rigsdagen sagde herom, er efterhaanden Punkt for Punkt bleven stadfæstet. Vi skal derimod minde om, at den Saltholms-Kaserne, som nu sidst rejste Konflikten mellem Hr. Madsen og Finansudvalgets Flertal og saaledes gav Anledning til Ministerkrisen, blev omtalt i "Social-Demokraten" allerede i Sommer, i vort Numer for 26. juni 1904. Vi skildrede hvorledes Hr. Madsen havde et helt Korps af Murere og Arbejdsmænd ovre paa den lille Ø, lod støbe Cementfundamenter og foretage en Række permanente Arbejder. Nu foreligger det altsammen stadfæstet i en Skrivelse, der er Hr. Madsen affordret af Finansudvalget.

Hver Gang "Social Demokraten" eller Klausen i Rigsdagen fremsatte en Afsløring af Krigsministerens fæstningsvenlige og ulovlige Virksomhed, blev det regelmæssigt dementeret i den ministerielle Presse. Klausen kunde næppe lukke sin Mund op og spørge: "Er det sandt . ." før en eller anden Regeringskøter bjæffede: "Det er Løgn!" Faa Dage efter forelaa "Dementiet" dementeret af Kendsgerningerne.

Det er morsomt at se, hvorledes Hr. Madsens specielle Organ "København" endnu i Gaar søger at værne hans Minde ved en Række Dementier Det har spurgt Lars Dinesen (!) om, hvorvidt vore Oplysninger angaaende Saltholms-Kasernen og Venstre-Finansudvalgsmedlemmernes Stilling dertil var korrekt. Paa selve Spørgsmaalet om Saltholms-Kasernen vilde Hr. Dinesen ikke svare, - hvad der jo ogsaa var et Svar, og "København" maa indrømme, at paa dette Punkt har vi haft Ret. Men da Bladet spørger Dinesen, om det forholder sig rigtigt med "vor Fortælling: at Zahle i Finansudvalget har erklæret, at han ikke mere vilde være Ordfører for de militære Budgetter, fordi han ikke kunde forsvare Krigsministerens Handlinger", - svarer Dinesen, at "en saadan Udtalelse ikke er faldet i Finansudvalget".

"København" fremhæver Ordene "ikke er faldet". Men det var Ordene "i Finansudvalget", der burde være fremhævet. Vi har nemlig ikke skrevet, at Hr. Zahles Ord faldt saaledes i Finansudvalget, men i et Møde af Venstres Finansudvalgsmedleminer.

Dette sidste "Dementi" er typisk. Det er Jesuitismen i Renkultur. Og af samme Art har den snart endeløse Række af "Dementier" været, der stadig fulgte i Hælene paa vore Afsløringer, blot for at skabe et Øjebliks Forvirring og faa tankeløse Læsere til at dæmpe deres Indignation. De Madsen'ske "Dementier" i "København" - som Ministeren betegnende nok aldrig selv ved Navns Underskrift paatog sig det direkte Ansvar for - blev regelmæssigt sendt ud til Højres og Venstres Provinspresse, der udkommer om Eftermiddagen, for at Publikum straks kunde blive tvivlende overfor "Social-Demokraten"s Meddelelser om Morgenen, der indtraf omtrent samtidigt med Provinsbladenes Udkomst.

En saa infam Leg med Sandheden er der drevet halvfjerde Aar igennem, indtil Krigsministeren endelig blev saa indfiltret i dette Løgne væv af "Dementier", at han kvaltes i det.

Men vi siger nu til det Publikum, der maaske et Øjeblik troede de Madsen'ske "Dementier", vi siger til Venstremændene, der er Læsere af Hr. Sigurd Bergs Blad i Nordsjælland, af Hr. Lassens i Nordjylland, af Anders Nielsens "Randers Venstreblad" og af de andre Regeringsorganer: Ser I nu, hvem der havde Ret! Lad det, der er sket de sidste halvfjerde Aar, indgyde eder en maaske bitter, men sund Mistænksomhed overfor den officielle Presse Dementier og Bortforklaringssnak.

En ganske pudsig Episode ved et Møde i Odsherred forleden viser hvorledes Venstremænd, naar de er ærlige, meget godt anerkender vor Presses Velunderrettethed og Paalidelighed. Den stedlige Folketingsmand P. Madsen, Eskildstrup, skulde forsvare sin Stilling til Indkaldelserne og sagde da i Følge "Holbækposten" Referat :

"At Indkaldelserne ikke blev forelagt i Partiet, er ikke Ministeriets Skyld, thi Ministeriet ønskede netop Sagen frem der. Det var Partiets Bestyrelse, der ikke turde lægge Sagen 

frem for Partiet, fordi man har Erfaring for, at selv de størst Partihemmeligheder indenfor Venstre øjeblikkelig offenliggøres i "Social-Demokraten". Hvem der er Bladets Meddeler, ved man ikke, men saaledes er det, det ved vi alle. I denne Forbindelse maa det forøvrigt nævnes, at naar der ikke længer er den bedste Fortrolighed mellem Ministeriet og Venstrereformpartiet, ligger Skylden herfor væsenlig deri, at man ikke længer kan tale i Fortrolighed ved vore Partisammenkomster, thi vi ved alle, Ministre saavel som Rigsdagsmænd. at selv om der paalægges os alle absolut Tavshedspligt, saa kan vi næste Morgen læse alle Hemmelighederne paa Tryk i "Soc. - Dem." Dette maa selvfølgelig i høj Grad præge Forholdet mellem Ministeriet og det samlede Parti."

Vi skal ikke opholde os ved denne ejendommelige Undskyldning for, at Forholdet mellem Venstre og Regeringen "ikke længere" er det bedste (en nok saa nærliggende Grund er

vel den, at Regeringen har svigtet Venstres Principer), men kun fastslaa, at et Medlem af Folketingets Venstre her anerkender vor Betydning som hurtigt og absolut velunderrettet politisk Organ.

Hr. Madsens Fald under de nuværende Forhold fastslaar uigendriveligt for det hele Land, hvor korrekte og berettigede vore Angreb paa denne Minister har været.

Store dele af Venstres Vælgere ud over hele Landet vil nu forstaa dette. De vil herefterdags søge gennem den socialdemokratiske Presse at skaffe sig sandere Underretning om dansk Politik end den, de har fået gennem Regeringspressen. Og der vil i vide Kredse af Befolkningen blive endnu bedre Jordbund end hidtil for socialdemokratisk Agitation.

(Social-Demokraten 8. januar 1905. 2. udgave)

Johan Henrik Deuntzer (1845-1918) var statsminister 24. juli 1901 til 14. januar 1905 i den første regering efter systemskiftet. Han betegnes som en højreorienteret Venstremand, medstifter af ØK. Og som sådan acceptabel for en den enevældigt indstillede Christian 9. P. A. Alberti blev justitsminister. Han trådte tilbage efter at han nedlagde veto mod Albertis retsreform som betød skrappere straffe. Han udtrådte af folketinget i 1913 og fortsatte som kongevalgt medlem af Landstinget. Foto Mary Dorothea Frederikke Steen (1856-1939). Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Den nye statsminister, I. C. Christensen nedlagde forbud mod udførsel af rekylgeværer så længe krigen stod på. Efter afslutningen af krigen ophævedes våbenstandsningen. Geværfabrikken på Amager kunne herefter igen levere til Syndikatet som så videresendte dem uden at nogen anede hvem der havde bestilt dem.

I slutningen af november 1905 beslaglagde Københavns politi dampskibet "Arcturus" last af ammunition. Det var grosserer i cykler og isenkram Chr. Achen, Stormgade nr. 12 som havde afsendt adskillige ladninger. Denne last var af Bowling-revolvere. Lasten var bestemt for Finland som havde bestilt mellem 10.000 og 12.000 af revolverne. Den blev konfiskeret i Frihavnen og angiveligt skete konfiskering efter ordre fra politidirektøren der igen havde instrukser fra justitsministeriet. Der igen havde fået velsignelse af udenrigsministeriet. Al ammunitionen blev beslaglagt. Finland havde brug for våben mod Rusland, og udenrigsministeriet var på daværende tidspunkt sympatisk indstillet overfor Rusland. Om konfiskeringen foregik efter lovens bogstav, kan diskuteres.