Johan August Wilhelm von Weiss 1833-1923. 3/3 Dødsfald. (Efterskrift til Politivennen)

Kaptajn Weiss er død.

Den gamle Kaptajn.

I Gaar døde Kaptajn Wilhelm Weiss, mæt og træt og 90 Aar gammel.

Man kaldte ham en fuldblods Københavner, skønt Sandheden er, at hans Fader var tysk som nogen, Sachser af Fødsel, og kun ved et Tilfælde blev Wilhelm Weiss født i København dér, hvor nu Hotel d'Angleterre ligger.

Han bevarede da ogsaa hele sit Liv igennem en stor Interesse for Tysk og Tyskland, hvad der ikke forhindrede ham i at deltage i Krigene 1848-50 og 1864 paa dansk Side, lystrende sit for Æventyr oplagte Temperament. Om hans krigeriske Bedrifter vides kun lidt, men han bevarede sin Uniform og flk over sig en militaristisk Patina, der ledede Tanken hen paa Løjtnant von Buddinge.

Han kom - som denne hostrupske Figur - meget ofte i "Selskaber" og var indenfor en vis Kreds selvskreven Gæst paa "Skydebanen" og paa Skovture.

Skønt han var fuldkommen blottet for det, man kalder "Aand", kunde han udmærket godt more sine Omgivelser ved at fortælle Krigskrøniker og krydre dem med en Del kunne paabegynde sin Procedure drastiske Soldatereder og pudsige efter Frokostpausen Kl. 12. Vendinger som f. Eks.: "Katten skal rive i mine blaa Husarstrømper."

For en Snes Aar siden var han Stamgæst i den gamle "Bræddehytte", hvor han vakte Opsigt ved at drikke en formidabel Bunke Bajere, og da "Hytten" forsvandt, slog han sig for Sommeren ned hos Luftskipper Johansen i "Grøften", hvor hans - stadig kolossalt mange - "Bajsere" blev tempererede ved Hjælp af et særligt Varmeapparat. Om Vinteren holdt han til i "Prins Wilhelms Palæ".

Hans Hovedinteresse knyttede sig til Cirkus, dets Artister og Heste, og han mødte saa at sige ved enhver Forestilling hos Bentz, Busck og andre tyske Cirkusdirektører.

Naar han efterhaanden fik en Slags "Glorie" over sit Hoved, skyldtes det hans høje Alder og æventyrlige Helbred. Han blev 70, 80 og 90 Aar, og overalt, hvor han viste sit hvide Haar (som forøvrigt var Paryk), blev han hilst med Pietet og Ærbødighed.

Hans Omgangskreds fra 70'erne og 80'erne er forlængst gaaet i Graven, og i de sidste Aar havde han kun faa og betydelig yngre Venner, som med stor Velvilje tog sig af den gamle "kuriøse" Mand, om hvis Boheme-Tilværelse der endnu i mange Aar vil gaa sære Sagn.

(Social-Demokraten 11. september 1923).

Bræddehytten er behandlet andetsted på denne blog, hvor der også er en tegning hvor kaptajn Weiss er med.

Kaptajn Weiss er død.

Kaptajn Wilhelm Weiss er Onsdag Morgen Kl. 6½ afgaaet ved Døden.

Da han den 28. Maj i Aar fylde 90 Aar, bragte vi en lang, udførlig Artikel om den gamle Veteran og Hædersmand, og vi skal derfor i dag erindre om hans Data.

Født paa Kongens Nytorv som Søn af den fra Sachsen indvandrede Sølvvarefabrikant E. W. Weiss, følte han sig hele sit Liv som ægte Københavner med K.

Da Krigen brød ud i 1848-50, meldte den halvvoksne Dreng sig straks som Frivillig og kom med i Felten i andet Krigsaar, hvor han bl. a. deltog i Kampene ved Fredericia og Isted.

Efter Krigen blev han Løjtnant, men afskedigedes ved Hærreduktionen, hvorfor han drog til Udlandet og tumlede rundt i Tyskland og Italien, indtil han ved Krigens Udbrud 1864 ilede hjem og i Slaget ved Sankelmark var Chef for første Bataillons første Kompagni og blev dekoreret paa Valpladsen.

Efter Krigen stod Weiss atter uden Beskæftigelse og blev saa ansat som Bestyrer af Drewsens Pletvarefabriks Udsalg paa Østergade, ligesom han senere fik Karakter af Kaptajn.

Lige til de sidste Aar hørte gamle Kaptajn Weiss til Forgrundsfigurerne i København, særlig paa Vesterbro, i Cirkus og i Tivoli. Men for nogle Uger siden gik det nedad med Helbredet, og han, der aldrig tidligere havde været syg, blev ramt af et apoplektisk Tilfælde, der lammede hans venstre Side.

Kaptajn Weiss boede nu hos sine Slægtninge ude paa Amager, og her er han død, hvad alle ældre Københavnere vil erfare med Vemod.

This han var et ægte Barn af sin By!

O. M.

(Dagbladet (København) 13. september 1923).

Viggo Cecil Bauer (1861-1930): Johan August Vilhelm von Weiss (1833-1923). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kaptajn Weiss blev begravet 16. september 1923 på Garnisonskirkegård. Følget var ifølge Social-Demokraten ikke så stort som ventet. Hans cigaretrør kan ses på Tivolimuseet.

Johan August Wilhelm von Weiss 1833-1923. 2/3 90 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Omkring årsskiftet 1919-1920 var kaptajn Weiss indlagt på Sct. Josef Hospital hvor han blev behandlet efter et fald i hjemmet og for åreforkalkning. Han blev udskrevet i februar 1920. Året forinden var han kun nået i Tivoli to aftener. 

Kaptajn Weiss med sin trofaste ven, hunden "Dolly" i Skovshoved fra en kort notits i Aftenbladet (København) 26. juli 1921.

Kaptajn Weiss fylder 90 Aar.

Et Besøg hos den gamle Kæmpe.

Det er helt underligt at tænke sig. at man sidder overfør en af de Frivillige fra Krigen 48. Et Ansigt, der næsten ikke har en Rynke, et velplejet hvidt Skæg og et Par Øjne, der endnu ser skarpt og bestemt paa Gæsten, der træder ind i det hyggelige Værelse Villaen paa Ingolfsvej.

Det er Kaptajn Wilhelm Weiss her er Tale om den gamle Officer og velkendte Københavner, som den 28. Mai fyIder 90 Aar. Han sidder dampende paa sin Formiddagspibe, da vi kommer op til ham, og som den gamle Kavalier, han er, forsøger han at rejse sig, men han man nøjes med at nikke.

Kom herhen og sæt Dem ned, siger han. Nu kniber det med Undersaatterne. De vil ikke makke ret, og med Synet og Hørelsen er det jo heller ikke helt godt. Men ellers maa jeg ikke klage over Helbredet. Naah, man er jo ogsaa efterhaanden kommen lidt op i Aarene

Jeg har hørt. at der er nedsat en Komité, som vil lave lidt Hallo til min 90 Aars Fødselsdag. Men se om de Satans Mennesker kommer herud og fortæller mig lidt om, hvad de har for. Det ku' de da godt gøre.

Nu holder jeg mig mest inden Døre. Lyset og Spektaklet generer mig. Jeg sidder her og mindes Ungdomstiden. Den Gang, man var med ved Fredericia og lsted, og i 1864, hvor jeg førte 1. Bataillons 1 Kompagni som Løjtnant.

Ak ja, det var en stor Tid at leve i. Nutiden bryder jeg mig ikke om. Alle de Gamle, der stod mig nær er jo døde, det eneste, jeg savner er Tivoli. Det svigtede jeg først for to Aar siden, og nu naar jeg vel heller ikke at komme derind mere. Men jeg klager ikke. Jeg har levet mit Liv og faaet baade Sol og Skygge. Nu har jeg, som sagt, Minderne at tære paa.

(Aftenbladet 23. maj 1923)

Tusinde Bomber og Granater.

Københavns sidste Original fylder 90 Aar.

Interview med Kaptejn Weiss

København har gennem Tiderne haft sine Originaler, der har præget Gadelivet, og man mindes med Vemod "Pudse-Peter" (ikke ham fra Galopbanen), Frederik den 7s Søn, Jomfru Tidsfordriv og Scheibelein m. fl.

De er nu døde og borte; men Kaptajn Welss lever, og denne gamle morsomme Københavner- og Tivoli-Original fylder den 28. Maj 90 Aar.

I den Anledning tog vi ud til Skovshoved for at interviewe den gamle Hædersgubbe; men fandt ham ikke hjemme. Hans Oppasser, en Grønskolling paa 79 Aar modtog os i Døren og førte os ind i Kaptajnens Arbejdsværelse (en Veranda med en Liggestol). Oppasseren tog til Orde:

- Vil den Herre Ikke bivuakere i dette Værelse. Kaptajnen kommer straks. Han er i Søbad.

Vi satte os imponeret. Lidt efter kom Kaptajnen, duftende af Tang og Fiskenet, kyssende paa Fingeren til et Par Backfische i Nabo-Villaen. Oppasseren gik ham i Møde og meldte os paa følgende Maade:

- Der er en Herre derinde!

- Ah! En Herre! Altsaa en Militærperson?

- Nej, en Civilist!

- Føj for Satan!

Kaptajn Weiss tog Verandatrappen I ét Spring og sendte os et gennemborende Blik:

- Hvad Dælen vi De?

- Interviewe Kaptajnen i Anledning af Deres 90-aarige Fødselsdag paa Mandag. 

- Tusinde Bomber og Granater, jeg synes jo nok, at der var noget, jeg skulde huske paa Mandag, og derfor havde jeg slaaet en Knude paa min Bandarole. Jeg vil vædde 100 Bajsere med Fedtskum paa, at var I ikke kommet med denne Meddelelse, havde jeg glemt Dagen.... Ret! Rør!.... Sit ner! (Til Oppasseren): Jens. Din Maddike, hent os 12 Bajsere!

Vi afbrød:

- Tak. ingen Øl!

- Jens, saa kun 11 Bajsere! Ved General Ryes blodige Patrontaske: Jeg er saa tørstig, at jeg næsten kunne drikke et Glas Vand.... Naa, hvad hedder Deres Avis? "Fædrelandet" eller "Dagbladet"?

- Klokken 5!

- Død og Pølse! Jeg vil staa med aabent Visir for 500 tyske Granater og Bismarksklumper om jeg kender den Avis!

- Kan Kaptajnen huske Slaget ved Sankelmark?

- Ved mine blodsprængte Husarer! leg husker denne muntre Episode som det var i Gaar!

- Onde Tunger fortæller, at De gemte Dem bag en Busk, da Tyskerne stormede!

- Det er den Onde brandstejle mig Løgn. Jeg havde netop den Dag spist 13 Tallerkner Tykmælk og et Fad med Agurkesalat og maatte et Øjeblik forlade min Post. Maven var jo ikke saa stærk dengang som nu!

- Var De med til at danne Karré ved Sankelmark?

- Danne - det hedder sgu lave Karré, elendige Civilist! Jeg var, forstaar han, en Helvedes Karl til at lave en Gryde Mad, og efter Sejren ved Sankelmark, lavede jeg en Svinekarré med Rødkaal til mine tapre Drenge, der var saa delikat, at de Døde rejste sig og bad om at faa en Bid med .... Lad mig aldrig se en Romtoddy mere, hvis det er Løgn hvad jeg siger! .... Skaal!

- Elsker De Løjtnant von Buddinge?

- Potz Sakrament, om jeg husker von Buddinge. Det var en tapper Karl. Han var med ved samme Bataillon som jeg og faldt i Slaget ved Frederitz!

- Kendte De ogsaa General de Meza?

- Vi var Dus-Brødre!

- Man sagde dog, at det ikke ham, der havde opfundet Krudtet!

- Føj for Satan, sagde man det? Saadan en Løjser! Ja. jeg syntes jo nok, at der var noget fordægtigt ved ham!

- Der fortælles, at Kaptajnen var med den Dag Tivoli aabnede i 1843?

- Ved Kanonernes Brag. Det var mig der stiftede Tivoli for Aar siden.

- VI troede, at det var Georg Carstensen?

- Det er Dælen dundrende mig den sorteste Løgn. Carstensen var Musikdirektør i Koncertsalen og H. C. Lumbye var Pjerrot paa Pantomimeteatret. Men jeg har nok hørt, at denne Carstensen gaar rundt og fortæller, at det er ham, der har stiftet Tivoli, og jeg skal brandstage mig lade ham ride Træhesten, naar jeg træffer ham.

- Han er død.

- Det har han flække mig mine Dragoner godt af!.... Skaal! Men sig mig. Du Afkom af en civil Træl: Hvem er nu Direktør i Tivoli. Er det stadig min gamle Ven Thorvald Trahne? Jeg har ikke været Inde i min gamle Have siden Slaget ved Marne!

- Var De med ved Marne?

- Potz Sakrament - om jeg var med! Jeg stod ved Siden af Marskal Stoffer under hele Træfningen.

- Hedder han ikke Joffre?

- Jo, paa det fransøsiske, men oversat paa Dansk hedder han Stoffer. Det var der, at jeg fik en tysk Kugle i Ryggen Men nu maa han undskylde mig. Jeg ser, at Jens har sadlet min Hest.

- Hvor rider Kaptajnen hen?

- Jeg skal op og træne paa Galopbanen til Løbet om Hs. Majestæt, vor elskede Konges allernaadigste Ærespæmie Ret!.... Træææd af!

Og saa traadte vi af, medens Kaptajn Weiss med kaad ungdommelig Lethed svang sig i Sadlen, og følte om Skægget og Parykken sad fast.

Tippe.

(Klokken 5 (København) 25. maj 1923)

En gammel Københavners Saga.

Af Carl Muusmann

Ude i et lille beskedent Værelse paa en af Amagervejene fylder Kaptajn Wilh. Weiss i Morgen 90 Aar.

Der er skrevet ofte og meget om denne "Danmarks yngste Veteran" som nu snart er dets ældste Soldat, men der er vist ikke mange, der har nogen rigtig Forestilling om, hvem Kaptajn Weiss egentlig er. Man har været tilbøjelig til - undertiden med et Smil - kun at betragte ham som den bandende, lidt stortalende Hugaf, uden at kende ham som Borger, Københavner og Hjertemenneske,

"Wilhelm Weiss og jeg",  som hun altid selv omtaler sin Person, er Københavner med K, I alleregentlig Forstand, idet han er født midt i ved Kongens Nytorv, der, hvor nu "Standard" rejser sit hvide Marmorpalæ.

Her havde hans Fader, E. W. Weis, der var en indvandret Sachser, en Nysølvvarefabrik, medens Moderen, født Brønnum, var af god jydsk Herkomst.

I Hjemmet, hvor der baade blev talt Tysk og Dansk, oplevede den kvikke Dreng mange store Dage, som da han fra Vinduerne saa Thorvaldsens Hjemkomst og Frederik den Sjettes Ligfærd.

Men allerede 1844, da han kun var 11 Aar gammel, døde Faderen, og 3 Aar senere i 1847 mistede han sin Moder, som han aldrig senere har glemt.

Wilhelm Weiss var nu forældreløs, og han havde sin Slægt i Tyskland. Det saa lidt sort ud for det unge Menneske, der ganske vist var kommet ind paa det daværende "Landkadetakademiet", men som endnu ikke var blevet optaget som Elev.

Saa udbryder Krigen 1848. Næsten kun en Dreng melder den lille Wilhelm Weiss sig straks i Henhold til Kongens Proklamation som Frivillig, og man kan godt tænke sig, at det er mellem ham og hans Kommandersergent, at der veksles de kendte Ord fra H. P. Holsts "Den lille Hornblæser"

"Hvad nytter du? Ja, hvis jeg kan. sagde Drengen med lidt Stammen, thi Kongen trænger, staar der jo, nu til os Allesammen!"

Da han var rask og stærk som en Bjørneunge, blev han imidlertid antaget og indrulleres som Menig i 11te Bataillons andet Kompagni i Aalborg.

Fjorten Dage senere er han Korporal, kun sytten Aar gammel, og som saadan deltager han ved Fredericia og Isted, hvor han af sine Folk bliver indstillet til Dannebrogsmand for derefter at udnævne til Løjtnant.

Saa sluttede da Treaarskrigen, og en Hovedstad og et Land jublede over Sejren, men de, der havde været med til at vinde den, maatte nøjes med Laurbærrene!

Løjtnant Weiss var der ikke længere Brug for i Hæren, og han slog sig saa i 1852 paa Landvæsenet.

Det blev den grinagtigste Landvæsenselev, der nogen Sinde er set selv i Farcerne. Han første Indsats paa det agrariske Omraade var at lave en Manege, i hvilken han dresserede Gaardens Heste til at tage Lommetørklædet op og affyre Pistoler, medens han selv optraadte som Kraftkunstner.

Det gjorde megen Lykke, naar der var Fremmede paa Gaarden om Søndagen, men det gjorde slet ingen lykke i det daglige hos Forvalteren.

Saa udbryder imidlertid den italienske Krig. Weiss forlader Danmark for at melde sig som Frivillig paa østerrigsk Side, men da han naar til sine Slægtninge i Dresden, har Napoleon den Tredie efter de store Sejre ved Magenta og Solferino hurtigst muligt sluttet Freden i "Villa Franca" den 11te Juli 1869.

I 5 Aar tumler Wilhelm Weiss saa rundt i Europa paa bedste Beskub. I disse Vandreaar slaar han ofte Følge med rejsende Cirkus eller et af de store Menagerier a la Kleeberg, men professionel Artist har han dog aldrig været, saaledes som man har fortalt.

Da udbryder Krigen 1864. Weiss vender hjem til Danmark og deltager ved Sankelmark med 1ste Regiments 1ste Kompagni, hvorefter han paa Slagmarken faar Ridderkorset ad Christian den Niende.

Atter Udmærkelse, men da Krigen er forbi, alter paa Gaden! Det bliver haarde Aar, og da Kongen en Dag træffer ham ved en Fest, spørger han.

- Hvordan gaar det, Løjtnant Weiss?

- Skidt, Deres Majestæt!

Svaret er ikke til at misforstaa. Det er tillige behageligt kort. og Kongen voterer Weiss 300 Rigsdaler aarlig af sin Chatolkasse. Men en Dag søger Løjtnant Weiss Audiens hos Christian den Niende, som vistnok er forberedt paa et udvidet Andragende, men Ordene lyder:

- Nu kan jeg klare mig selv, Deres Majestæt, saa nu er det vist bedst, at Pengene gaar til een, der trænger mere end jeg.

Det er en af den gamle Konges Omgivelser, der i sin Tid har fortalt mig, at dette Optrin ligefrem gjorde Indtryk paa Majestæten, der sagde;

- Jeg har aldrig for oplevet, at nogen har frasagt sig sin Understøttelse, selv om han er kommet i gode Kaar.

De gode, om end ikke overdaadige Kaar, i hvilke Wilhelm Weiss var kommet, hidrørte fra, at han havda slaaet sig paa sin Faders Branche, havde lært Handelen, og var blevet ansat som Bestyrer af Drewsens bekendte Sølvpletvareudsalg paa Østergade.

Her var "Løjtnant Weiss", som han altid kaldtes, beskæftiget i 28 Aar, og han blev efterhaanden en kendt Forgrundsfigur i det endnu lille København, hvor han var med paa alle de store Dage fra Hoffet ned til Tivoli og Cirkus.

l Tivoli var han Ven med de skiftende Direktører: Bernhard Olsen, Robert Watt, Thrane og Arne Petersen, og han demonstrerede sit Mod ved Datidens sportligt Vovestykke: at gaa op mod Ballon for at falde i Vandet.

I Cirkus var han endnu nærmere knyttet til Datidens Direktører: Benz, Salamonski, Schumann, Leonard, Antoni og Paul Busch.

Da de store Fredensborgdage oprandt, kom Weiss ind med de udenlandske Opdagere, og navnlig den russiske Ekscellence Raskovsky skulde altid have fat i Weiss, saa snart han kom til København, og den første Prøve, han stillede vort hjemlige Opdagelsespoliti paa, var altid, hvor hurtigt det kunde finde "Kaptajnen".

Thi Weiss havde i Mellemtiden faaet fornyet Afskedepatent som saadan.

Imidlertid blev der selvfølgelig gjort en Del Bemærkninger om, at et saadant Liv jo maatte koste mange Penge, og endelig led Kaptajn Weiss den Tort, at Ligningskommisionen drog hans meget beskedne Skatteangivelse i Tvivl.

Da var det, at jeg kom nærmere ind i Kaptajn Weiss Forhold, idet han med megen Ret gik ud fra, at jeg var i Besiddelse af større Skrivefærdighed end han selv, hvorfor han henvendte sig til mig.

Det blev en højst ejendommelig Skrivelse, der blev Resultatet af vort Samarbejde, og som ikke fyldte mere end 4 store Foliosider. Den begyndte omtrent saaledes:

"Jeg staar op om Sommeren Kl. 7, om Vinteren Kl. halv otte. Jeg laver selv min Kaffe med 2 Boller (8 Øre) - Rukbow anbefales! - derefter banker jeg mit Tøj - brug altid Benklaædestrækkere, saa kan Bukserne holde længe! - og børster mine Støvler. Derefter fodrer jeg mine Fugle (4 Øre) og gaar saa ind i min Forretning. Min lejlighed bestaar af eet Værelse en suite til Gaarden uden Sol, mit højeste Ønske er at faa et med Sol! Jeg spiser min Middag - god og billig - hos min Ven Frederik Nielsen i "Bræddehytten" - om lørdagen gratis - og drikker om Aftenen "Bajsere" - Skum til Bunden! - a 14 Øre. I Tivoli, Cirkus, Variété og Teatre gaar jeg kun paa Fribillet."

Denne Skrivelse, der var udstyret med en lang Række yderligere Detailler, isprængt med gode Raad til dem, som vilde leve økonomisk, skal have gjort et gribende Indtryk, da den blev oplæst i Ligningskommission, som aldrig mere gjorde Indvendinger. 

Et Par Sæsoner fik Weiss iøvrigt sit Ønske om Sol i Værelset opfyldt, idet han boede hos Nielsen Bahn paa første Sal i den daværende "Kiste", nu "Apollo-Teatret", og hver Morgen spadserede rundt i Tivoli, mens han fodrede Svanerne, som den store Dyreelsker han altid har været, til Trods for, at hans glubske Hund, "Boksle" ofte gjorde ham mange Knuder.

Ved Hoffet vedblev Kaptajn Weiss at være velset ogsaa i Frederik den Ottendes Tid. Prinsesserne morede sig, naar han gjorde Tryllekunster, og i det hele over hans snurrige Jargon og hans Frisprog, der bl. a. tillod ham at forlange "Køkkensalt" ved Taffelet. Paa alle Højtidsdage mødte Kaptajn Weiss som Gratulant i sin Egenskab af livsvarig Formand for "Foreningen af 1ste Regiment".

Da Verdenskrigen brød ud, var der en ung, lidt næbbet Københavner, der var kommet i Trøjen, og som, da han kom ned hos Luftskipper Johansen, hvor Weiss havde sit Sommerstambord, slog ham fortroligt paa Skulderen og sagde:

- Saa, nu skal vi ud og slaas, Gamle.

Men Kaptajnen svarede stilfærdigt:

- Nej, nu er Turen til jer Unge!

I de senere Aar var det derefter særlig "Tivoliforeningen Vi", i hvilken han er Æresmedlem, der blev det Sted, hvor Kaptajn Weiss søgte hen, naar han vilde adsprede sig nu, da hans Søster var død, da saa mange var gaaet bort, og da han begyndte at føle sig ensom.

En stor Forskrækkelse fik han i denne Periode, da "Det danske Petroleumsselskab" købte "Prins Wilhelms Palæ", hvor Kaptajn Weiss i mange Aar havde boet højt oppe mellem Himmel og Jord med Vinduer. der stadig var belejrede af Fugle. Petroleumsselskabet opsagde ganske vist ogsaa Weiss, der kun var Logerende, men det konsoliderede til Gengæld hans sorgløse Udkomme for Resten af hans Liv.

Og nu sidder "den gamle Kaptajn" altsaa ude paa Amager - Ingolfs Allé 15 - og har lagt sin tidligere sirlige Paryk til Side for at vise hele sit Kranie ep lade sit Skæg vokse, saa at han har faaet et saa værdigt Udseende, at han er kommet til at ligne Billeder af Lord Salisbury.

Hans Saga har jeg her skrevet saa udførligt, ikke blot, fordi der er saa faa, der kender denne gamle Københavner, men fordi han i sig selv er et Stykke gammelt Kongens København, en Type, der aldrig kommer igen mere, fordi den tilhører den Tid, da København var lille.

(Nationaltidende 27. maj 1923)

Det kongelige Bibliotek har et fotografi af 1. (eller 3.) infanteriregiments officersgruppe, hvor Weiss optræder. Måske den samme.

Istedkirken. (Efterskrift til Politivennen)

Grundstenen lægges.

(Flensb. Av.)

Saa oprandt den store Dag med Graavejr og Blæst, der hvirvlede Støvet hen ad Landevejen. Ved Middagstid trak Skydækket bort, og Solen kom frem; det var stikkende varmt.

Paa Landevejen Flensborg-Slesvig slæbte nogle enlige Hjulryttere sig frem. Det første Festtegn saas ved Gamle eller Sender Skovkro, hvor der vajede et Flag i Haven. Længere Syd paa var der flere Flag, til Eksempel i Stenderupaa og ved en Del enlige Huse og Gaarde i Nærheden af landevejen. Der saas dog ogsaa en enkelt Stang uden Flag.

Ved Helligbæk Kro var der rejst en Æresport over Vejen, og nu kunde man ogsaa skimte Festpladsen langt forude med Masser af Flag. Nede til Venstre laa Isted By, der i Forventning om talrigt Besøg heller ikke havde sparet paa Flagene.

Nu ophører ogsaa Landevejen al være forladt og ubefærdet. En Del Vogne ruller hen ad den, og der ses Flokke af Fodgængere. Deres Tal øges, alt som Fest pladsen rykker nærmere. Ud for hver Gaard og hvert Hus ved Vejen er der slaaet en Plakat op paa et Træ eller en Tavle: "Gæstgiveri og Staldrum", "Ridehjuls-Opbevaring", "Vognpark" osv. Der lod til at være ganske god Søgning. I en af "Vognparkerne" stod Vogne og Heste i lange Rækker.

Ved Festmarken er der Travlhed og Liv. Nord og Syd fra, fra Gammellund- og Istedvejen strømmer Folk til, og der er allerede mange, skønt Klokken kun er 1.

Kæmpehøjen ved Markens Nordside er sort af Mennesker, og de staar i tætte Rækker hele Festpladsen rundt paa og ved Volden. Beredne Gendarmer farer rundt paa Marken for at holde Folk borte, saa der er Plads til Veteranerne. Og paa Vejene rundt omkring er der fuldt af Folk. Tilstrømningen maa aabenbart tælles til flere Tusender. Maaske det kan synes underligt, at der kom saa mange; men der er Folk omtrent fra hele Angel og Egnen Vest for, fra Flensborg og især fra Slesvig, som kun ligger rigelig en Mil borte, foruden at der er trommet Veteraner sammen fra alle tre Hertugdømmer.

Ved Totiden istemmer omsider et Musikkorps "Vor Gud han er saa fast en Borg", og en Del synger med. Det gaar trevent. En opstillet Fonograf begynder allerede at snurre oppe paa Taget, Salmen skat ogsaa med.

Der synges og spilles kun et Vers. 

Saa gaar op paa Talerstolen Hr. Landretsraad Ahlefeld fra Flensborg, Formand i Komiteen for Rejsningen af en "slesvig-holstensk" Mindekirke. Landretsraaden, der er i Kjole og sort Slips, bestræber sig for at tale langsomt, højt og tydelig. I den stærke Blæst, der faar Flagene over hans Hoved til at smælde, kan hans Stemme dog ikke naa ud til alle. Hr. Ahlefeld udtaler :

Jeg har den Ære i Komiteens Navn at byde Dem Velkommen. Æren for, at vi har kunnet samles her i Dag, tilkommer vel en Højere, men vi vil dog sige Tak til alle dem, der hjalp os saa vidt. Efter at Byggefonden nu i Hovedsagen er samlet, er det vor Opgave at bære Omsorg for Kirkens Udsmykning. Jeg er da i Stand til at kunne takke en Kammerat i Altona, som nu desværre er syg, for, at han har givet Sølv-Alterkar, og vi vil bede om, at ogsaa andre vil følge dette Eksempel.

Vi er saa meget mere taknemmelige, som det er os velbekendt, at vort Foretagende ikke overalt har fundet almindelig Samstemning.

Der er blevet sagt, at vi paa en Slagmark, hvor vi har tabt et Slag, vil rejse et Sejersmindesmærke. Vi har alvorlig overvejet Sagen, inden vi skred til dens Udførelse. Og den Kirke, vi bygger, skal jo heller ikke være et Sejerstegn, men et Sted for Mindet og Taknemmeligheden; der skal ikke lyde Jubel og Sejershymner.

Om det Slag, der udkæmpedes her, siges rigtignok, at det var tabt, men jeg hævder, at taktisk og strategisk var det ikke tabt, det vil De, mine Herrer, de gamle Veteraner, der her er til Stede, tilfulde kunne bekræfte. (Bravo.) Maaske det politisk set var tabt, og mon Enden var bleven anderledes, hvis det ikke var tabt i politisk Henseende? Jeg maa ubetinget svare Nej! 

Slagets Betydning ligger et helt andet Sled. Det var et Vidnesbyrd om en storartet Kraftudvikling fra det Forenede Slesvig-Holstens Side, som vilde forsvare en retfærdig Sag. Med en kun lidt øvet Hær under lidet paalidelig Ledelse, med halvt tomme Kasser og imod Stormagternes Vilje blev den heltemodige Beslutning laget og udført i Aarene 1848, 48 og 50, indtil vi naaede Højdepunktet i Slaget her ved Isted. Det er om denne betydningsfulde Tid, Kirken skal minde med sit Dobbelttaarn pegende mod Himlen.

Der er ogsaa sagt, at vi drev Partikularisme, at Slesvigholstenerne vilde have noget for sig selv, men dette er berettiget, og som Vidne herfor har jeg en af Nutidens berømteste Politikere, afdøde Fyrst Bismarck. Han sagde i Rigsdagen: Har vi først faaet Tyskland i Sadelen, skal det nok kunne ride. Han erkendte, at Begyndelsen til Tysklands Storhed ligger hos os.

Men i denne Partikularisme ligger dens egen Begrænsning. Over denne vil vi ikke glemme den større Nutid, og vi vil ikke begynde, for vi ogsaa har givet Udtryk for vor Taknemmelighed til det store Tyskland, som enig strækker sig fra Rhinen til Weichsel, fra Alperne til Kongeaaen, i det Raab: Hans Majestæt Kejser Vilhelm den Anden leve! Hurra!

Der spilles derefter "Heil dir im Siegerkranz", og imens affyres en halv Snes Kanonskud.

Langsomt stiger Biskop Kaftan nu paa Tribunen. Han er i sædvanlig Præstekiole, bærer Briller og har paa Brystet det store Sølv Embedskors og en tysk Orden. Han taler noget hurtigere end Hr. Ahlefeld og høres maaske næppe saa langt borte:

Kære Kristne og Trosfæller! Vi er samlede her for at lægge Grundstenen til en Kirke, som savnes i vid Omkreds. Den er et Led i Bestræbelserne for al bygge flere Kirker i store Sogne.

Denne Kirke faar dog sit Præg af, at den er bygget her paa Slagmarken, den skal være en Mindekirke. Naar en Gang den skal indvies, vil det være Tid at forklare, hvad i Grunden en Kirke er og hvilken Betydning den har. Nu, da Grundstenen lægges, kan vi nok dvæle ved dens Præg som Mindekirke.

Jeg vil her i denne Forbindelse nævne Ord et i Salomo Ordsprog Kapitel 10, syvende Vers: En Retfærdigs Ihukommelse er til Velsignelse, men de Ugudeliges Navn skal raadne.

Dette kan ogsaa passe her. Det drejer sig om Ihukommelse af tunge Tider, Kampens Tider, men det Værk, vi driver her, er Fredens. Isted minder os om Kampen om vort elskede havomslyngede Slesvig-Holsten, som Tyskere og Danskere har følt ikke alene for 60 Aar siden, men i Aarhundreder.

Hvad der nu ophidser Sindene i Nordslesvig, er Efterveer. Her rundt omkring, i Syd og Nord, Øst og Vest er Kampen til Ende. Vi mindes en Kamp, der er afsluttet. Hvad vi gør nu, er et Pietetens Værk. For det, der er levende i Sjælene, vil vi give pietetfuldt Udtryk, i det vi bygger en Kirke.

Hvorfor skal der rejses en Kirke til Minde om Slaget ved Isted? Histovre paa Højen staar Mindesmærket, rejst af trofaste Hænder. Hvorfor skal der saa ogsaa en Kirke til? Det skal være en Bekendelse.

Hvor to Nationer strides med hinanden, strides ikke alene forskellige Interesser, Meninger og Retsanskuelser, nej noget langt mere, og begge Parter kæmper for deres Overbevisning. - Der gives rigtignok lavere stemte Sjæle som søger at tilskrive Modstanderne deres eget Sindelag, og der savnes ikke Folk, som hober Skændsel paa Skændsel paa dem, der stred her for deres gode Sag; de omkredser deres Grave med sædelige Mistænkeliggørelser.

Den Kamp, de førte, har de ført som de Retfærdige, ikke for den enkeltes Mening, men for hele Folkets Sag. Jeg kan sige, at vore Fædre ikke kæmpede i Utroskab, men i Troskab, ikke med tvivlende Samvittighed, men med Blikket vendt op til Vorherre.

Det er den Bekendelse, der ligger i Kirkebygningen. Men vi lægger ikke alene en Bekendelse, men ogsaa en Tak ind deri. Isteddagen var ikke alene en Kampens Dag, men ogsaa en Sorgens og Taarernes Dag. I Øst og Vest, Syd og Nord blev der grædt mange Taarer, og den lagde ogsaa en dyb Skygge over vor Ungdom.

Og paa Isteds Mark rejser vi en Takkekirke? Ja, hvad der den Gang syntes at skulle slaa fejl, det er nu opnaaet alligevel. Alle vilde, at Slesvig Holsten skulde forblive sammen til evige Tider udelt; nu vel, dette er naaet; fast indføjet i Hohenzollernes Rige er vort Land blevet, hvad der var vor Ungdoms Længsel.

Uden det Offer fra Isted, uden Slesvig-Holstens Optræden med Dødsforagt for dets egen Sag, vilde vi trods al politisk Indgriben ikke have opnaaet det, vi nu har naaet.

Ja, vi er Mennesker og ser kun, hvad vi har for Øje; den Almægtige har ledet Begivenhederne, og vi eftersporer de sammenslyngede Traade. Men vi har ikke Ret til overalt at søge Aarsag og Virkning. I Historiens Dybder ligger den Almægtiges Tanker.

Vi taler ikke som Hedninger om en tysk Gud, lige saa lidt som der kan tales om en dansk Gud. Men Gud er ogsaa vor. Ogsaa dette Værk gik igennem en Historie af Synd, men hvad der blev, det blev af Gud.

Og deri, at vi bygger en Kirke, ligger der ikke alene Bekendelse og Taknemmelighed, men ogsaa Løfte og Bøn.

At vi rejser en Kirke ved Siden af et Mindesmærke om Slaget, deri ligger det Løfte, at vi vil grunde vort Folks Liv i Tingenes dybeste Grund, i Gud.

Der var før et gudfrygtigt Folk imellem Kongeaaen og Elben. Saaledes skal det blive. Den Gud, der var vore Fædres Trøst, skal være vor Fremtids Styrke.

Men Løftet bliver til Bøn. (Biskoppen bøjer Hovedet og slutter med en Bøn, hvis sidste Ord lyder) Vær ogsaa os naadig, velsign vort hele Fædreland, vor Konge, vor Dronning, velsign Kejser og Rige Amen!

- Den følgende Taler var mindre godt forstaaelig. Arkitekt Wimkler fra Altona, der oplæste det Dokument, som skulde nedlægges under Grundstenen. Det var skrevet paa Pergament, og foruden det skulde der nedlægges en Bibel, en Salmebog, nogle ny og gamle Mønter, deriblandt en Søsling og en Trepenning.

Nu foregaar selve Grundstensnedlæggelsen.

Kun de Nærmeststaaende kunde se, hvad der foregaar, men man kan slutte sig til det. Der høres enkelte Hammerslag og et afbrudt Ord, blandt andet med en kraftig Røst: Up ewig ungedeelt!

Saa gaar Bispen igen op paa Talerstolen og beder en Bøn, som slutter med Fadervor, og lyser dernæst Velsignelsen.

Musikken spiller: Nu takker alle Gud!

Saa lyder der Kanonskud, og nu kommer der Røre i Folk; de fleste arbejder sig ud i "fri Luft"; de har været nær ved at kvæles i Trængselen og faaet saare lidt godt af Talerne.

Ved Grundstenen trænger dog en tæt Klynge sig sammen. Der staar en af Mursvendene og murer den flade Slen fast. Ved Siden af ham staar en Kalkbalje med en Grandslyngning om. To andre Murere staar en paa hver Side med et opløftet Vinkeljern i Haanden for at holde Folk borte.

(Heimdal 26. juli 1900).

Kirken blev indviet den 25. juli 1903 under overværelse af tyske embedsmænd. Mens den på tysk blev betegnet Gedächtnisskirche (mindekirke), kaldte flere danske aviser den Nederlagskirken, enkelte Oprørskirken og beskrev den mestendels som ualmindelig uskøn. Postkort gengiver kirken med højt skib tårn og to spir, ikke ulig flere af de kirker som Kirkefonden i Danmark opførte på samme tidspunkt. Den blev (i lighed med flere andre samtidige kirker) opført meget lemfældigt, og allerede i 1904 begyndte de første bygningsskader at vise sig. Den var efter adskillige reparationer i 1950'erne så faldefærdig at den blev nedrevet og en ny opført i 1956 der ikke har megen lighed med den nedrevne.

Slaget ved Isted den 24. og 25. juli 1850. (Efterskrift til Politivenen)

Slaget ved Isted den 24. og 25. juli 1850.

* Efter næsten et års forhandlinger blev der den 2. juli 1850 sluttet endelig fred mellem Preussen og Det Tyske Forbund på den ene side og Danmark på den anden. Hertugdømmerne hvis indbyggere i dette år havde været fulde af spændinger og frygt, så sig nødsaget til at fortsætte krigen på egen hånd hvis de ikke skulle overgive sig til landets fjendes nåde. Organisationen af ​​hæren som Bonin havde påtaget sig og udført med iver, havde resulteret i at Slesvig-Holsten nu havde en hær på 27.000 mand, fordelt på 40 halvbataljoner på hver 600 mand, 10 eskadroner dragoner og 11 batterier med 84 kanoner. Skønt denne styrke ikke kom i nærheden af ​​den danske hærs der talte 38.000 mand med 90 kanoner, var hertugdømmernes indbyggere dog fast overbevist om at deres hær, behørigt ledet, ville være i stand til sejrrigt at repræsentere fædrelandets rettigheder.

Ja, hvis den blev ledet ordentligt! Men det gjorde den desværre ikke. Selvom forskellige dygtige tyske officerer sluttede sig til officerskorpset, deriblandt von der Tann og von der Horst, tildelte guvernørposten desværre overkommandoen til den tidligere preussiske general v. Willisen som havde gjort sig upopulær i sit hjemland, og som havde et godt ry som teoretiker og militærskribent, men som manglede evnen til at føre en kamp.

Den 14. juli var størstedelen af hæren i Slesvig. Den 15. da Willisen ankom, rykkede fortroppen ind i stillingen Isted og Wedelspang, en mil nord for Slesvig, og den 16. var hele hæren koncentreret i denne stilling. Den danske hær under general v. Krogh blev samlet ved Flensborg den 18.. Så nu stod begge hære over for hinanden. Isolerede sammenstød fandt sted i løbet af de næste dage, men den 24. og 25. juli blev det skæbnesvangre slag opkaldt efter landsbyen Isted, som gik tabt på grund af Willisens og hans generalstabs inkompetence, samt store fejl begået af de enkelte ledere. Den 24. begyndte danskerne kampen med at angribe slesvig-holstenernes venstrefløj på Treene og samtidig centrum ved Isted. Her hvor general Baudissins brigade var stationeret, var der hårdnakket kamp fra kl. 8.00 til sent på aftenen og Isted, som danskerne midlertidigt havde taget i besiddelse, blev endelig taget tilbage af tyskerne; Danskerne på Treene blev også smidt tilbage over floden om aftenen og havde lidt store tab på begge punkter. Willisen der kendte vanskeligheden ved det rene forsvar, besluttede at angribe næste dag og dermed forpurre fjendens plan. Den 25. krydsede Horsts brigade der skulle falde på flanken af ​​fjenden, der rykkede frem mod Isted, over Lungsee fra Oberstolk og stødte her på danskerne, der var så rystede over det yderst dristige og vellykkede angreb at slaget næsten kunne anses for vundet. Mødet havde påført fjenden sådanne tab - ifølge deres egen rapport var 32 officerer, inklusive deres bedste stabsofficerer, general Schleppegrell og andre, samt 971 underofficerer og menige, døde - at alt ville være vundet, hvis oberst von Abercron som skulle lede det afgørende angreb mod den danske venstrefløj, ikke have begået fejl. Abercron havde misforstået sine ordrer og standsede. Von der Horsts brigade måtte derfor atter trække sig tilbage og efterlade de erobrede kanoner. Fokus var dog stadig på mødet. Et angreb der efter Willisens opfattelse mislykkedes, kombineret med den midlertidige trussel mod venstre flanke, fik generalen til at beordre et tilbagetog, selvom danskerne allerede havde bragt deres vagter ind på rækken som sidste reserve. Fire slesvig-holstenske bataljoner var endnu ikke blevet sat ind i kampene, men det vidste Willisen intet om. Et fornyet angreb fra dem ville sandsynligvis have vundet slaget, selvom resultatet ikke ville have været så strålende, som hvis Abercron havde gjort sin pligt den morgen.

I Slesvig havde man begge dage været i den største spænding da man næsten kunne høre hvert kanonskud, og den 25. juli afventede man nyheden om sejr eller nederlag med hjertebanken. Middagen var knap nok passeret, da pludselig flere kvinder løb gennem gaderne og råbte: "Danskerne kommer!" Jeg stod i døren og blev ikke så lidt skræmt af opkaldet. Jeg greb hurtigt min kasket som hang bag hoveddøren, og skyndte mig hurtigt op ad Kapauenberg og ud på vejen mod syd. Min hastige flugt var ikke uden grund. Jeg var allerede fyldt nitten og var i den alder, hvor man er egnet til militærtjeneste. Et år senere ville jeg formentlig være blevet rekrutteret til den slesvig-holstenske hær. Men det var kendt at danskerne under deres invasion af hertugdømmet Slesvig forskellige steder havde hentet unge mennesker i den værnepligtige alder og sendt dem til Danmark for at blive indrulleret der. Jeg kunne derfor med sikkerhed regne med at denne skæbne ville ramme mig, og at jeg derfor ville blive tvunget til at gribe til våben mod mit fædreland.

Jeg kom en anelse til fornuft på Eckernförder Chaussee. Jeg var stukket af uden at sige farvel til mine forældre, uden at fortælle dem hvad jeg lavede, uden at de vidste hvor jeg var. Jeg følte tydeligt at det ville gøre de vanskelige dage forude endnu mere vanskelige for dem hvis de skulle bekymre sig om mig. Så jeg stoppede og overvejede at vende tilbage. Jeg kiggede over Slien til den lange by. Det blå, hvide og røde flag vajede stadig på Gottorp Slot. Så danskerne kunne ikke være nået dertil endnu, endsige ved mine forældres lejlighed. Pludselig kom vogne kørende ud af byen, den ene bag den anden, en næsten endeløs række, samt ryttere og fodgængere. Alle tog retningen via Eckernförde til Kiel og havde tydeligvis travlt. I en af ​​de første biler, en lukket vogn, så jeg hertugdømmernes generalforstander Nielsen og flere andre herrer som jeg ikke kendte, men som sikkert også var højtstående embedsmænd. Så kom der vogne, hvori hele familier sad. Jeg spurgte en af ​​fodgængerne hvad der var sket. Jeg fik det svar at slaget var tabt, at vore tropper havde påbegyndt tilbagetoget, og at danskerne mod aften ville ind i Slesvig. Denne nyhed skræmte mig så meget at jeg straks begyndte min march sydpå igen. Først ville jeg til Eckernförde og så, selvom jeg ikke var sikker der, ville jeg fortsætte til Kiel. Erfaringen havde vist at der ikke var noget dansk militær at se i Holsten.

I Eckernförde var stemningen lige så dyster som i min hjemby. En onkel der boede der, tog venligt imod mig, og min tante, min mors søster, sørgede for at jeg fik nok at spise. Jeg fik også som en trøst at vide at jeg kunne blive i gruppen, indtil danskerne kom til Eckernförde, selvom det nok ville tage nogle dage mere. Pludselig hørte vi en tromme. Vi gik ud på gaden, og se, et meget fragmenteret kompagni infanteri med en enkelt officer i spidsen og kun en trommeslager marcherede gennem byen fra Missunda. Troppen passerede os lydløst, Eckernförder-folkene så tavse på de ulykkelige mennesker, kun lyden af ​​tromme lød sørgmodigt gennem de stille gader. Til sidst vovede jeg at spørge den sidste soldat, hvad jeg så måtte forvente. Der kommer flere, sagde han, nemlig meget artilleri og tog; danskerne følger snart efter og er formentlig også i Eckernförde i dag.

"Farvel, onkel!" Jeg råbte og fortsatte mit fly uden at stoppe. Selvom dagen allerede var ved at være slut, troede jeg alligevel, selv om det kun var om natten, at jeg ville nå Kiel, hvor min søster var gift med en gartner, eller mere præcist, jeg tænkte slet ikke. Bare kom væk fra den danske magtsfære! det var mit eneste ønske.

Det var først næste eftermiddag jeg nåede Kiel. Jeg vil dog skåne mine læsere for beskrivelsen af ​​de strabadser og afsavn, jeg måtte udstå på marchen dertil, samt en beretning om mine videre oplevelser.

Slaget ved Isted markerede den faktiske afslutning på hertugdømmernes kamp for befrielse. Danskerne havde ikke kunnet finde på at forfølge dem, og vore tropper havde, modvilligt adlydende den øverstkommanderendes ordrer, delvis trukket sig tilbage i sejrsbevidsthed. Sejren var givet til fjenden. (Generalkommandoen gjorde forgæves anstrengelser for at fremstille hæren som besejret og i færd med at blive løsladt, for at dække over sin egen skyld. At højst 300 til 400 spredte soldater samlede sig i Rendsborg er et strålende vidnesbyrd om den rækkefølge, hvori tilbagetrækningen havde fundet sted.) Opfordret af guvernørskabet, gjorde general Willisen endnu et par resultatløse angreb på de danske stillinger i efteråret samme år; så fik han sin afsked. Hans efterfølger, den gamle kriger general v. d. Horst var ikke i stand til at gøre noget på grund af de ugunstige vejrforhold, som gjorde stierne fuldstændig ufremkommelige, og blev derfor tvunget til at forblive inaktiv, indtil Slesvig-Holstens skæbne var opfyldt.

Die Schlacht bei Idstedt am 24. und 25. Juli 1850.

* Nach fast einjährigen Verhandlungen war am 2. Juli 1850 der definitive Friede zwischen Preußen und dem Deutschen Bunde einerseits, Dänemark anderseits geschlossen worden. Die Herzogthümer, für deren Bewohner dieses Jahr reich an Spannungen und Befürchtungen gewesen war, sahen sich sonach, wenn sie sich nicht auf Gnade und Ungnade dem Feinde des Landes ausliefern wollten, genöthigt, auf eigene Faust den Krieg fortzusetzen. Die Organisation des Heeres, die von Bonin unternommen und mit Eifer durchgeführt worden war, hatte zur Folge gehabt, daß Schleswig-Holstein nunmehr eine Armee von 27,000 Mann besaß, die auf 40 Halbbataillone von je 600 Mann, 10 Schwadronen Dragoner und 11 Batterien mit 84 Geschützen vertheilt waren. Reichte diese Stärke auch nicht an die der dänischen Armee, die 38,000 Mann mit 90 Kanonen zählte, heran, so beherrschte doch die Bewohner der Herzogthümer das feste Vertrauen, daß ihre Armee, richtig geführt, die Rechte des Vaterlandes siegreich werde vertreten können.

Ja, wenn sie richtig geführt würde! Aber daran fehlte es leider. Zwar traten in das Offizierkorps verschiedene tüchtige deutsche Offiziere ein, unter ihnen von der Tann und von der Horst, aber die Statthalterschaft übertrug unseligerweise den Oberbefehl an den früheren preußischen General v. Willisen, der sich bei seiner heimischen Regierung mißliebig gemacht hatte und der zwar als Theoretiker und als Militärschriftsteller einen guten Ruf besaß, dem aber die Fähigkeit, eine offene Feldschlacht zu leiten, abging.

Am 14. Juli war das Gros der Armee in Schleswig, am 15., als Willisen anlangte, rückte die Avantgarde in die Position von Idstedt und Wedelspang, eine Meile nördlich von Schleswig, und am 16. zog sich das ganze Heer in dieser Stellung zusammen. Die dänische Armee unter General v. Krogh war am 18. bei Flensburg versammelt. So standen sich nun beide Heere einander gegenüber; bereits an den nächsten Tagen fanden vereinzelte Zusammenstöße statt, am 24. und 25. Juli aber wurde die verhängnißvolle, nach dem Dorfe Idstedt benannte Schlacht geschlagen, die durch die Unfähigkeit Willisens und seines Generalstabes, sowie durch grosse Fehler einzelner Führer verloren ging. Am 24. begannen die Dänen den Kampf, indem sie den linken Flügel der Schleswig-Holsteiner an der Treene und zugleich das Zentrum bei Idstedt angriffen. Hier, wo die Brigade des Generals Baudissin stand, wurde von Früh 8 Uhr bis gegen Abend hartnäckig gekämpft und Idstedt, in dessen Besitz die Dänen vorübergehend gelangt waren, schließlich von den Deutschen wieder genommen;,ebenso waren die Dänen an der Treene am Abend wieder über den Fluß zurückgeworfen und hatten auf beiden Punkten starke Verluste gehabt. Willisen, der die Schwierigkeit einer reinen Vertheidigung kannte, beschloß, andern Tags selbst zum Angriff überzugehen und so des Feindes Plan zu durchkreuzen. Am 25. ging die Brigade von der Horst, die dem gegen Idstedt vordringenden Feinde in die Flanke fallen sollte, über den Lungsee aus Oberstolk und stieß hier auf die Dänen, die durch den überaus kühnen und gelungenen Angriff dermaßen erschüttert wurden, daß die Schlacht fast schon als gewonnen angesehen werden konnte. Das Treffen hatte dem Feinde solche Verluste beigebracht — waren doch nach seinem eigenen Berichte 32 Offiziere, darunter seine besten Stabsoffiziere, General Schleppegrell und Andere, sowie 971 Unteroffiziere und Gemeine gefallen —, daß Alles gewonnen gewesen wäre, wenn die Brigade des Obersten v. Abercron. die den entscheidenden Stoß gegen den dänischen linken Flügel führen sollte, nicht versagt hätte. Abercron hatte seine Ordre unrichtig aufgefaßt und war stehen geblieben. Von der Horsts Brigade mußte sich deshalb wieder zurückziehen und auch die eroberten Kanonen zurücklassen. Im Zentrum stand indeß das Treffen noch; ein unter Willisens Augen fehlschlagender Angriff in Verbindung mit der zeitweisen Bedrohung der linken Flanke veranlaßte den General indessen, dm Rückzug anzuordnen, obwohl die Dänen schon ihre Garde als letzte Reserve in's Treffen gebracht hatten. Von den Schleswig-Holsteinern waren vier Bataillone noch nicht engagirt gewesen, wovon Willisen aber nichts wußte. Ein erneuter Angriff durch diese hätte die Schlacht wahrscheinlich noch gewonnen gemacht, wenn auch das Resultat nicht so glänzend ausgefallen wäre, als wenn Abercron am Morgen seine Schuldigkeit gethan hätte.

In Schleswig hatte man sich an beiden Tagen in der größten Aufregung befunden, da man dort fast jeden Kanonenschuß hören konnte, und man erwartete nun am 25. Juli mit Herzklopfen die Nachricht über Sieg ober Niederlage. Die Mittagszeit war kaum vorüber, als plötzlich mehrere Weiber durch die Straßen liefen mit dem Geschrei: "Die Dänen kommen!" Ich stand gerade in der Hausthür und erschrak über den Ruf nicht wenig. Rasch griff ich nach meiner Mütze, die hinter der Hausthür hing, und eilte spornstreichs den Kapaunenberg hinauf und hinaus auf die nach dem Süden führende Chaussee. Meine eilige Flucht war nicht ohne Grund. Ich hatte bereits das neunzehnte Lebensjahr zurückgelegt und stand also in dem Alter, in dem man zum Militärdienste tauglich ist. Ein Jahr später wäre ich wahrscheinlich in die schleswig-holsteinische Armee eingestellt worden. Nun aber war bekannt geworden, daß die Dänen bei ihrem Einmarsch in das Herzogthum Schleswig an verschiedenen Orten die jungen Leute, die zum Kriegsdienste tauglich erschienen, ausgehoben und nach Dänemark geschickt hatten, um dort einexerzirt zu werden. Ich konnte also mit Sicherheit darauf rechnen, daß mir dieses Loos bevorstände und ich somit gezwungen werden würde, gegen mein Vaterland die Waffen zu tragen.

Auf der Eckernförder Chaussee kam ich erst einigermaßen zur Besinnung. Ich war davon gelaufen, ohne von meinen Eltern Abschied zu nehmen, ohne ihnen zu sagen, was ich vorhatte, ohne daß sie wissen konnten, wo ich geblieben war. Ich empfand lebhaft, daß die Sorge um mich ihnen die schlimmen Tage, die ihnen bevorstanden, noch weit schwerer machen würde. Ich hielt daher an und überlegte, ob ich nicht wieder umkehren solle. Ich blickte über die Schlei nach der lang hingestreckten Stadt. Noch wehte auf Schloß Gottorp die blauweiß-rothe Flagge. Die Dänen konnten also dort noch nicht angelangt sein, geschweige denn schon bei meiner Eltern Wohnung. Plötzlich kamen aus der Stadt Wagen angefahren, einer hinter dem andern, eine fast endlose Reihe, desgleichen Reiter und Fußgänger. Alle nahmen die Richtung über Eckernförde nach Kiel und hatten offenbar Eile. In einem der ersten Wagen, einer geschlossenen Kutsche sah ich den Generalsuperintendenten der Herzogthümer, Nielsen, und mehrere andere Herren, die ich nicht kannte, die aber wahrscheinlich auch hohe Beamte waren. Dann wieder folgten Wagen, auf denen ganze Familien Platz genommen hatten. Ich fragte einen der Fußgänger, was sich ereignet hatte. Ich erhielt zur Antwort, daß die Schlacht verloren sei, unsere Truppen den Rückmarsch angetreten hatten und daß die Dänen gegen Abend in Schleswig einrücken würden. Dieser Bescheid erschreckte mich so, dass ich sofort wieder meinen Marsch nach dem Süden aufnahm. Zunächst wollte ich nach Eckernförde und dann, wenn ich dort auch nichtsicher wäre, weiter nach Kiel. In Holstein, das hatte die Erfahrung gelehrt, ließ sich kein dänisches Militär sehen.

In Eckernförde war die Stimmung ebenso trübe wie in meiner Vaterstadt. Ein dort lebender Onkel nahm mich freundlich auf und die Tante, eine Schwester meiner Mutter, sorgte vor Allem dafür, daß ich mich satt aß. Auch wurde mir zum Trost gesagt, daß ich im Haufe bleiben könne, bis die Dänen nach Eckernförde kämen, worüber aber doch wohl noch einige Tage vergehen würden. Plötzlich hörten wir eine Trommel. Wir traten auf die Straße hinaus, und siehe da, eine sehr zusammengeschmolzene Kompagnie Infanterie mit einem einzigen Offizier an der Spitze und nur einem Tambour marschirte von Missunda her durch die Stadt. Lautlos zog der Trupp an uns vorüber, lautlos blickten die Eckernförder auf die unglücklichen Leute, nur der Klang der Trommel tönte wie klagend durch die stillen Straßen. Endlich wagte ich den letzten Soldaten zu fragen, was weiter zu erwarten fei. Es kommen noch mehr, sagte er, namentlich viel Artillerie und Train; die Dänen folgen bald hinterher und werden heute Abenh wohl auch in Eckernförde sein.

"Adieu, Onkel!" rief ich und setzte ohne Aufenthalt meine Flucht fort. Obgleich der Tag schon zur Neige ging, dachte ich doch noch, wenn auch erst in der Nacht, Kiel zu erreichen, wo eine Schwester von mir an einen Gärtner verheiratet war, oder richtiger gesagt, ich dachte gar nichts. Nur fort aus dem Bereiche der dänischen Macht! das war mein einziges Verlangen.

Erst am nächsten Mittag erreichte ich Kiel. Ich verschone jedoch meine Leser mit der Schilderung der Strapazen und Entbehrungen, die ich auf dem Marsche dahin zu erleiden gehabt hatte, und ebenso mit einem Bericht über meine weiterm Erlebnisse.

Mit der Schlacht bei Idstedt war eigentlich der Befreiungskampf der Herzogthümer beendet. An eine Verfolgung hatten die Dänen zwar nicht denken können, und unsere Truppen hatten, dem Befehl des Oberstkommandirenden widerwillig gehorchend, zum Theil im Siegesbewußtfein den Rückzug angetreten. Der Sieg war dem Feinde gefchenkt worden. (Das Generalkommando gab sich vergebliche Mühe, die Armee als geschlagen und in der Auslösung begriffen darzustellen, um so seine eigene Schuld zu bemänteln. Die Thatsache, daß sich höchstens 300—400 versprengte Soldaten in Rendsburg ansammelten, gibt ein glänzendes Zeugniß von der Ordnung, in der der Rückzug erfolgt war.) Von der Statthalterschaft gedrängt, machte General Willisen im Herbst desselben Jahres noch ein paar verfehlte Angriffe auf die dänischen Stellungen; dann erhielt er seinen Abschied. Sein Nachfolger, der alte feurige Haudegen General v. d. Horst konnte wegen der ungünstigen Witterungsverhältnisse, die die Wege völlig unpassirbar machten, nichts unternehmen, und war so gezwungen, in Unthätigkeit zu verbleiben, bis das Geschick Schleswig-Holsteins sich erfüllte.

(Münchner neueste Nachrichten : Wirtschaftsblatt, alpine und Sport-Zeitung, Theater- und Kunst-Chronik. 24. juli 1900).

En Veteran. (Efterskrift til Politivennen)

Ude paa Tinning Mark bor der en gammel Krigsveteran ved Navn Jens Poulsen; han hører til dem, der var med i Krigen lige fra dens Begyndelse og til dens Afslutning, har været med i næsten alle Hovedslagene foruden flere mindre Træfninger; han har hørt til "Ryes Brigade" og staaet som en af de faa menige Soldater af Bondestanden, som har ført Dagbog under Krigen, hver eneste Dag har han gjort Optegnelse i sin Bog, mangen Gang har han nedskreven Dagens Begivenheder, naar han efter endt Kamp laa i Hvil paa Marken. Om sig og sit Kompagnis Oplevelse og Deltagelse i Krigen, fortæller Jens Poulsen :

Den 31te Marts 1848 rejste vi fra Kjøbenhavn med Dampvognen til Ringsted, hvor vi blev indkvarteret, næste Morgen drog vi videre og kom den 7de April til Landsbyen Gaskjær lidt syd for Aabenraa og der gjorde vi den første Feltvagt. Den 9de blev der gjort Allarm Kl. 3 om Morgenen og vi rykkede syd paa indtil vi lidt op paa Formiddagen stødte paa Tyskerne ved Bou og her kom vi i Slag med dem, men de blev dog snart nødt til at retirere og vi kom til Flensborg. Efter at have opholdt os i Flensborg om Natten marscherede vi syd paa og nu rykkede vi hver Dag et Stykke frem, indtil vi den 19de stod ved Dannevirke, hvor vi blev opstillet i slagfærdig Orden, saaledes som vi skulde staa, naar Tyskerne vilde angribe; derefter blev vi indkvarteret i en Landsby 1 Mil nord for Slesvig; her laa vi indtil der om Morgenen den 23., som var 1ste Paaskedag, begyndte en stærk Kanonade nede ved Slesvig. Hele Formiddagen blev vi dog liggende i vort Kvarter, og vi skulde lige til at spise til Middag, da vi fik Ordre til at rykke ud og vi kom nu ned til Dannevirke, hvor der mødte os et sørgeligt Syn. Paa en Vej, som vi passerede laa vore Kammeraler døde og saarede i Hundredvis i Grøften. Ved den første Salve faldt vor Bataillonskommandør og Adjudantens Hest blev skudt under ham. Hele Eftermiddagen varede Kampen, men da det blev Aften, trak vi os tilbage efter Flensborg, hvortil vi kom næste Dag lidt over Middag. Her fik vi nu ikke megen Ro, thi strax efter hed det sig, at Tyskerne var i Nærheden. Vi kom derfor ufortøvet ud af Byen og kom paa Feltvagt, men Tyskerne kom dog ikke.

Efter Slaget ved Slesvig kom vi over til Sønderborg og derfra drog vi hver Dag over til Dybbøl, hvor vi arbejdede paa at lave Skanser for at forhindre Tyskernes Overgang til Als; men den 5. Juni om Morgenen begyndte de at rykke frem for at gaa over til Als. Det kom til en svær Kamp, der endte med Sejr for os, idet Fjendens Angreb blev afslaaet. Hele Sommeren laa vi nu paa Als og ved Dybbøl, indtil den 30. Oktober, da vi rejste til Skanderborg, hvor vi blev permitteret.

Den 7. Marts 1849 blev jeg atter indkaldt og stillede i Skanderborg, hvor vi for blev indtil den 21., da vi begyndte at marschere syd paa, indtil vi kom til Landsbyen Ejstrup ved Kolding, hvor vi den 23. stødte sammen med Tyskerne. Efter at have kæmpet med dem hele Dagen, maatte vi om Aftenen trække os tilbage til Aagaard, hvor vi laa indtil den 6. Maj. da vi var paa Forpost ved Dons Mølle, blev overfalden af Tyskerne og maatte trække os tilbage til Vejle, hvor vi blev om Natten. Næste Dag kom vi atter i Slag, men det var som om Vaabenlykken havde forladt os; thi vi maatte atter retirere og kom til Horsens. I de efterfølgende Dage marscherede vi stadig nordpaa, kom til Egaa den 29. Maj. hvorfra vi næste Dag kom ind til Aarhus, hvor Tyskerne angreb os. Vi sloges med dem i 7 Timer, da de maatte trække sig tilbage og vi kom i Kvarter i Lystrup. Nu laa vi en Tid der paa Egnen uden at komme i noget Slag med Fjenden, der laa ved den anden Side af Aarhus Den 28. Juni fik vi Ordre til at rejse over paa Mols, hvor vi var en Dags Tid, saa kom vi til Hels, hvorfra vi sejlede den 30. om Morgenen Kl. 3 og kom til Fyn. Den 4. Juli om Aftenen kom vi til Strib, hvorfra vi blev oversat til Fredericia. Der laa vi paa Gaden indtil den 6. Juli om Natten Kl. 1½, da vi rykkede ud af Byen og angreb Fjenden. Det kom til en voldsom Kamp forinden Tyskerne vilde forlade deres Forskansninger og tage Flugten. 1800 Mand toges til Fange og en Mængde Skyts faldt i vore Hænder.

Hele Sommeren laa vi nu dels i Fredericia og dels paa Fyn. Tyskerne havde faaet saa godt ved Fredericia, at dem saa vi ikke mere til det Aar. Den 7. Septbr. blev jeg permitteret og rejste hjem.

Det tredie Krigsaar blev jeg indkaldt den 20de Maj og kom strax til Egnen ved Fredericia, hvor vi laa til den 14de Juli, i hvilken Tid vi næsten daglig havde Exercits og Skiveskydning; saa kom der Ordre til, at vi skulde længere syd paa. Vi marscherede gennem Kolding, Haderslev til Flensborg, hvorfra vi næste Morgen kom ca. 4 Mil ud paa Landet i Retning efter Husum. Der kom jeg paa Feltvagt om Natten, men Kl. 3 om Morgenen den 25de Juli blev vi ført frem mod Tyskerne, som denne Gang maatte tage Flugten; vi satte efter dem og forfulgte dem 2½ Mil syd paa, saa kom vi til Dannevirke ved Slesvig, hvor vi laa indtil den 8die August, da vi rykkede frem mod Frederiksstad, som var besat af Tyskerne. Om Natten til den 7de var vi indkvarteret i en Landsby som hed Oxenfeldt; vi marscherede derfra om Morgenen og en Mils Vej længere frem, saa gjorde vi Holdt og fik Proviant. Vi laa der til hen paa Eftermiddagen, da rykkede vi frem mod Frederiksstad, hvor vi blev modtaget af de kielske Jægere, som laa i Forskansninger ved Byen; efter en haard Kamp maatte de forlade Skanserne og gaa over Ejderen, og vi drog ind i Byen.

Medens vi opholdt os i Frederiksstad stødte vi ofte sammen med Tyskerne, saaledes den 8de September, da vi paa en Rekognecering kom i en Træfning med dem 3/4 Mil udenfor Byen.

Den 27de September begyndte Tyskerne at beskyde vore Forskansninger, og de følgende Dage vedvarede Kampen, saa Byen næsten blev en rygende Grushob, da den flere Gange blev skudt i Brand. Vi laa stadig i Skanserne, og da der faldt en Del Regn, blev disse til sande Lergrave, hvor vi maatte opholde os baade Nat og Dag, medens Granater og Kugler susede over vore Hoveder. Navnlig den 4de Oktober var Kampen haard. Fjenden beskød Byen af yderste Magt, og Kl. 5 om Eftermiddagen stormede de frem med 6 Batailloner og 2 Jægerkor, men blev slaaet tilbage. 5-6 Gange stormede de etter, men blev hver Gang slaaet tilbage.

Efter Tyskernes mislykkede Angreb paa Frederiksstad, kom vi til en By, som hed Lemsig, hvor vi laa i nogle Barakker indtil den 15de December, da vi atter kom til Frederiksstad, hvor vi blev til den 3die Februar 1851, da vi marscherede til Husum, hvor vi var om Natten. Saa marscherede vi til Flensborg, der kom vi om Bord paa Dampskibet "Holger Danske", som førte os til Korsør og derfra rejste vi til Kjøbenhavn, hvor vi, efter at have været præsenteret for Kongen, blev beværtede med Spise og al den Vinpunsch vi vilde drikke.

Nogle Dage efter blev vi permiteret og den 18de Februar kom jeg til Aarhus og samme Aften til mit Hjem.

V-h-.

(Aarhus Amtstidende 8. juli 1898).

Maler, tegner F. C. Lund (1826-1901), I. W. Tegner & Kittendorffs lith. Inst. (1850-1893), Isac Wilhelm (1815-1893) litograf: Det indvendige af en Feltvagts Barakke i Cugraben ved Dannevirke den 7de Nvbr. 1850. 1850. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Jens Christian Henrik Claudius Jagd 1821-1895. (Efterskrift til Politivennen)

Jagd død.

Den tidligere Folkethingsmand for Thisted, Amtsforvalter Jagd, er død i Lørdags her i Byen. 74 Aar gl.

Den yngre Slægt kendte ham kun som et Slags morsomt gammelt Inventar i Folkethinget. Man ansaa ham for saa fast knyttet til sin Valgkreds, en Egn, der, som det blev udtalt af en af hans Højrekolleger efter Harboøre-Ulykken, staar 500 Aar tilbage i Tiden, at det vakte Forbavselse, da han trak sig tilbage før Valget den 9 April. De sidste Aar af sin Rigsdagsvirksomhed hørte man sjælden Jagd i Thinget. Han havde jo ogsaa da faaet en Slags Afløser i Lyngby-Obersten. Men fra 70'erne og et Stykke ind i 80'erne optraadte han ret hyppigt og vakte altid megen Munterhed. Selv hans Partifæller talte med Hovedrysten om "den vilde Jagd".

Jagd var fanatisk Højremand og Ærkemilitarist, dertil Socialistfresser om en Hals. Men hans Angreb paa Socialismen var nærmest af humoristisk Natur og ganske virkningsløse. Han havde ikke Gnist af Forstaaelse af det, han angreb. Han levede saa trygt og uanfægtet, som man dog sjælden ser det, paa de fra Fædrene nedarvede Fraser.

Konservativ havde Jagd dog ikke altid været. I 1848 var han en ivrig nationalliberal Frihedsmand, der bl. a. sværmede for Folkevæbning, gik med i Krigen som Fører for et Friskarekorps, til nogen Forargelse for de "regulære" Officerer. Senere traadte han dog som Løjtnant ind i disses Rækker, blev saaret i Slaget ved Isted og fik i 1852 Afsked med Titel af Kaptejn. Allerede i 1849 var han bleven valgt til Folkethingsmand for Svendborg. Først senere, i 1859, efter nogle Aars upolitisk Virksomhed, valgtes han i Thisted. Fra 1873 har han uafbrudt repræsenteret denne Kreds.

I sin Ungdom var Jagd Skolelærer, blev derefter Opfinder, kastede sig over Ingeniørvæsen, anlagde efter Krigen forskælligeTelegrafledmnger, og paabegyndte 1858 Udtørringen af Sjørring Sø i Thy.

Først national Demokrat, derpaa Mellempartimand, endte Jagd i 70erne som det forenede Venstres hidsige Modstander. Saa kom ogsaa den officielle Anerkendelse. Han blev først Amtsforvalter i Kolding, derpaa i Thisted og endelig - fra 1886 - i København, et rundelig aflagt Embede uden egenligt Arbejde.

I 1892 blev Jagd valgt i Thisted med 1031 Stemmer mod 384, der faldt paa en bergiansk Venstremand. Den 9. April i Aar, da han var traadt tilbage, kom det til en hæftig Kamp mellem Byboere og Fiskere paa den ene Side, Agrarer paa den anden. Kaptejn Trolle sejrede over Agrarerne. Ogsaa i Jagds Valgkreds var den møderne Interessepolitik trængt ind.

(Social-Demokraten 30. juli 1895).

Fotograf Andreas Nicolai Høeg (1835-1906): Lærer, kaptajn, amtsforvalter, folketingsmand Jens Christian Henrik Claudius Jagd (27.4.1821-27.7.1895) . 1865-1895. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kaptein Jagd.

En af vore Korrespondenter i Kjøbenhavn skriver til os:

Det kan vel være knap to Maaneder, siden vi hilste paa Kaptein Jagd for sidste Gang. Veiret var varmt, og en Mængde Kjøbenhavnere bevægede sig ad Strandveien. I en af de talrige Ekvipager kjørte en ældre Mand, indhyllet i Tæpper og iført en mægtig Vinterpels. Det var Kaptein Jagd. Han saae træt ud, men under Hilsenen kom der spillende Liv i de stærke Øine. Jagd har længe været træt. Han var træt af Politiken; den interesserede ham ikke i de Aar, Forligsunderhandlingerne stod paa; han var vant til Kampens Tummel, og naar han ikke kunde faa Lov til at sige sin Hjertens Mening, brød han sig ikke om at være med.

Ogsaa legemligt seet var Jagd træt. Han havde i sit eventyrlige Liv budt sin kraftige Konstitution meget af Alt, og det saae ud, som om han aldrig skulde kunne bøies. Men Gigten blev hans Overmand, og af den led han stærkt i de senere Aar. I Begyndelsen af sidste Rigsdagssamling reiste han til Rom, og snart indsaa han, at et længere Ophold i det milde Klima var nødvendigt; han søgte da Orlov fra Folkethinget og tog til Algier. Han vendte hjem uden at være helbredet. Han viste sig et kort Øieblik i Rigsdagen, men forsvandt saa stille for ikke mere at vende tilbage. Den gamle Hugaf havde brugt mange skrappe Ord i Folkethinget, baade rettet til Thinget i sin Helhed og til enkelte Modstandere. "Se Dem om i denne Sal, mine Herrer - sagde han engang - synes De, det er Blomsten af den danske Nation". Hans Røst lod malmfuld, og mangt et Hoved dukkede sig uvilkaarligt. Eller da Jens Busk ved en Lejlighed rigtig havde søgt at slaa sig til Ridder paa Jagd og langt fra havde brugt de fineste Betegnelser, da rungede Latteren, idet Jagd bad Busk om fremtidig, naar han vilde tage hans Navn i sin Mund, da at skylle den godt forinden. Men trods det var der neppe Nogen paa Rigsdagen, som bevarede uvenlige Følelser overfor Jagd. Alle vidste, at der slog et varmt Hjerte hos ham, og at paa Ingen passede bedre Bergs Ord om at have Dannevirke i Brystet.

Det viste han jo bedst som Friskytter-Høvdingen i Krigen, hvor han netop vilde lade det komme an paa den enkelte Mand og ikke kunde finde sig i at indordnes under det regulære Militærliv. Han vandt sine Troppers Hengivenhed, og naar han i den politiske Kamptid ved Møder traf gamle Krigskammerater, var Gjensynet af en saadan Hjertelighed, som vi kun have seet Magen til overfor afdøde Oberst Falkenberg. Han og Jagd vare jo ogsaa stærkt beslægtede Naturer og forstod at vinde deres Tilhørere ved sjelden Livfuldhed og drastisk Originalitet. Jagd var et Barn af denne Verden; men han var paa ingen Maade nogen gudsforgaaen Krop. I de senere Aar vendte han altid i sine Taler tilbage til en Paamindelse om at virke for "Livets høieste og bedste Indhold". Valgsproget "Med Gud for Konge og Fædreland" var fuldtud hans. I sine senere Aar boede Jagd i det hyggelige Villakvarter paa Østerbro, hvor han omgikkes en lille, trofast Vennekreds og i et kjærligt Hjem fandt Hvile efter et stormfuldt Liv. Den Afdøde var en ridderlig Karakter, en sjelden Fremtoning i vort rolige Folk, et bravt Menneske og en trofast Patriot. Hans Navn har ofte været omstridt, men der vil kun være Fred om hans Minde.

(Thisted Amtsavis 31. juli 1895).

Jens Christian Henrik Claudius Jagd (1821-1895) var oprindelig skolelæreruddannet og var et år skolebestyrer i Svendborg. Han konstruerede 1844 en roterende dampmaskine. Under Krigen 1848–51 organiserede han frikorpset "De gule kanariefugle". Han udnævntes til premierløjtnant, senere kaptajn. 1857-1863 var han telegrafbestyrer i Nyborg og anlagde flere telegraflinjer. Udtørringen fra 1858 af Sjørring sø i Thy fik han aldrig bragt til ende. 1878–82 var han bestyrer af Kolding oppebørselsstue, 1882– 86 amtsforvalter i Thisted, 1886–95 i København. 

Han var medlem af Folketinget 1849–52 for Svendborg, 1859–61, 1869–72 og 1873–95 for Thisted. Oprindelig venstremand men senere højremand. I aviser blev offentliggjort et digt af ham som først måtte offentliggøres efter hans død, se fx Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 2. august 1895. Han blev begravet på Vestre Kirkegård, G-2-16. Gravstedet er nedlagt. Begravelsen var annonceret til at skulle foregå i stilhed, og tiden var ikke bekendtgjort. Kun en snæver kreds af venner og meningsfæller deltog.

Dømte Dommere. (Efterskrift til Politivennen)

En Birkedommer dømt! 

Atter er en Dommer bleven dømt for sit utilbørlige Forhold overfor den, der har staaet for hans Skranke. For 4 Dage siden faldt, som vi den Gang meddelte, den første Dom af den Art her i Landet. Det var Højesteret, der dømte Borgmester Mangor i Sakskøbing til at udrede Omkostningerne ved 32 Dages Varetægtsfængsel, som Hr. Mangor havde holdt en Mand i for en ubetydelig Forseelse, hvorfor Straffen endog helt bortfaldt ved Højesteret. Denne splinternye Optræden af vor øverste Domstol har straks givet Overretten Mod til forsigtigt at vandre den samme Vej. Tor Højesteret rokke ved en Dommers Ufejlbarhed og Ukrænkelighed maa Overretten jo nok kunne tillade sig ogsaa at prikke lidt til ham.

Ved Vedelsborg Birkeret idømte Birkedommer Langkilde en Mand 2 Gange 5 Dages Vand og Brød i Anledning af formodet misligt Forhold til et Uhr. Ved Overretten blev imidlertid denne Dom ikke blot kasseret, idet Manden frifandtes, som det hedder, af Mangel paa Bevis, men Sagens Omkostninger paalagdes det Offenlige, og Forhørsdommeren, Langkilde, blev idømt en Bøde af 30 Kroner til Amtsfattigkassen for utilbørlig Forhaling af Sagen.

Det, der i Dommen gæmmer sig bag de Ord "utilbørlig Forhaling af Sagen", er selvfølgelig et længere Varetægtsfængsel. Ingen kan falde paa at tro, Overetten skulde straffe en Dommer, fordi han havde trukket en Sag i Langdrag, hvis han ikke samtidig havde holdt den Anklagede i Arrest.

Vi kan kun hilse den Praksis, her indføres, med stor Glæde, forudsat at den gennemføres, og gennemføres med Fynd og Klem overalt, hvor Uretfærdigheder og Ulovligheder finder Sted. Thi hvis der i en Række af Aar er drevet Misbrug med noget her i Landet, saa er det da med Anvendelsen af Varetægtsfængsel. For et godt Ord smider Underdommeren Folk i Fængsel, selv om det, de sigtes for, allerhøjst kan medføre en Straf af simpelt Fængsel. Herved gør Dommeren et aabenlyst Brud paa Loven, der forbyder dette. Og hvor ofte har de ikke holdt Folk i Arrest i lange Tider for sluttelig at frifinde dem som uskyldige i det, de sigtedes for. Vi meddelte for kort Tid siden et Par storartede Beviser derpaa i den Mand i Nykøbing, som holdtes i Varetægsfængsel i 2 Aar og saa blev frikendt, og den Mand, som sad 11 Maaneder i Arrest, fordi han var vidende om, at hans Pige havde stjaalet noget gammelt Ragelse til Værdi af 1 Kr. 35 Øre.

Kommer det for Fremtiden til at gaa føleligt ud over d'Hrr. Dommeres Pengepung, naar de uden Grund spærrer Folk inde, tænker vi nok, at de tager sig lidt bedre ivare.

Der er et Omraade, hvorpaa det ikke mindst tiltrænges at den nye Praksis breder sig: de Sager, som laaner deres Farve fra en politisk Baggrund. Hvor ofte er der ikke bleven anvendt lang Varetægtsarrest mod Folk, som ikke havde anden Forbrydelse paa deres Samvittighed end at have raabt "Skruebrækker" efter en saadan Fyr eller for at have givet en Lussing fra sig eller været i Nærheden, da en anden gjorde det. Vi kender alle disse Sager, hvor der tages saa haardt fat, naar det er Modstandere af det bestaaende Regimente, som er "Forbryderne". Og her vilde saadan en Dom over Dommeren være paa sin rette Plads.

(Social-Demokraten 13. december 1889).

Ukendt fotograf: Johan Herman Georg Mangor (1844-1911) byfoged og byskriver i Sakskøbing, herredsfoged og skriver i Musse herred 1888, herredsfoged og skriver i Odense Herred. Gift med Elise Rohde (1853-1913). Det kongelige Bibliotek.

En 3die Dommer dømt.

Atter har Overretten fældet en Dom over en Underdommer, som er kompromiterende for denne i højeste Grad. Dette er saa meget mere betydningsfuldt, som der jo for ganske kort Tid siden er faldet to lignende Retfærdighedens Hug paa Dommeres Hoveder. Sagen er følgende:

Gæstgiver Stybe af Gjedser henvendte sig den 13. Juni til Premierløjtnant. Borgmester og Byfoged Neckelmann i Nykøbing paa Falster og anmodede ham om i Egenskab af Kongens Foged at gøre Arrest i Købmand af Gjedser Peter Petersens Ejendomme som Sikkerhed for, at denne opfyldte sine Forpligtelser mod Stybe i Anledning af en Ejendomshandel, Stybe paastod havde fundet Sted mellem dem. 

Fogedforretningen fandt Sted straks samme Dag, og under den opgjorde Stybe sin Fordring til 5121 Kr., og herfor blev der gjort Arrest i Petersen hele Ejendom: Hus, Indbo, Varer, en Obligation og hans udestaaende Fordringer, ialt til Værdi af 10,508 Kr.

Denne Arrestforretning appellerede Købmand Petersen til Overretten efter Stævning til Borgmester Neckelmann og Stybe.

Det blev nu oplyst, at der ikke af Stybe for Fogden (Borgmester Neckelmann) var produceret nogen som helst Dokumentation til Støtte for, at han overhovedet havde en saadan Fordring som den, hvorfor Arresten blev forlangt. Det lykkedes ikke heller Stybe at føre noget Bevis herfor, og i Overrettens Dom siges der, at det ikke kan anses for godtgjort, at der er kommen nogen endelig Handel i Stand imellem Stybe og Petersen, for hvis Misligholdelse der kunde tilkomme Stybe nogen Erstatning hos Petersen.

Som Følge deraf havde hverken Stybe været berettiget til at lade foretage Arrest hos Petersen eller Borgmester Neckelmann haft Hjemmel til at udføre Forretningen. Arresten kendtes derfor af Overretten at være ulovlig gjort, og der tilkendtes Købmand Petersen Erstatning for den ham ved det Passerede tilføjede Skade. Denne Erstatning for Tort og Kreditspilde skal fastsættes efter udmeldte Mænds Skøn, dog ikke ud over det af Petersen forlangte Beløb: 2000 Kr. med Tillæg af 3 pCt. Rente.

Dommen siger endvidere, at "da Borgmester Neckelmann ikke havde ladet Arrestrekvirenten stille nogen reel Sikkerhed, der kunde være Petersen til Betryggelse, hvis Arresten fandtes ulovlig", blev han dømt til i Forening med Stybe at tilsvare Petersen Erstatningen.

Yderligere blev det paa samme Mande paalagt Borgmesteren og Stybe at betale Petersen Sagens Omkostninger med 100 Kr

* * *

Enhver vil sige, at den Borgmester sker kun hvad Ret er. Det er dog godt, at vi endelig er kommen saa vidt, at vi kan faa stækket Vingerne paa disse dømmende Herrer, naar de i deres Visdom flyver saa højt, at vi Folk med almindelige Begreber om Lov og Ret ikke kan saa Øje paa dem. Gaar det bare hver Gang føleligt ud over deres Pengepung, lærer de vel saa nogenlunde at tage deres Fornuft med, naar de sidder til Doms over deres Medmennesker.

Naar denne Dommer saadan uden videre kan faa i Sinde at gøre Arrest i og lægge Beslag paa en Mands hele Eje, blot forbi der kommer en anden Mand og fortæller noget om en Handel, som i Virkeligheden ikke har fundet Sted, naar han i den Grad afsiger en Kendelse paa Grundlag af løs Snak og ikke tager den nødvendige Sikkerhed, hvorledes ser saa hans kriminelle Domme ud. Hvilke Kunststykker kan den Mand ikke have præsteret, hvoraf Følgerne for epigk er skjulte i hans Forhørsprotokoller eller bag Straffeanstalternes Mure!

Det er opbyggeligt at tænke paa Sligt, paa det Retssystems Konsekvenser, der svæver os Allesammen over Hovedet.

Han er Premierløjtnant ved Siden af sine andre Værdigheder. Han burde vende tilbage til Hr. Bahnson, thi han egner sig aabenbart bedre til at dresere Rekruter end Lov og Ret i Landet.

(Social-Demokraten 21. december 1889).

Premierløjtnant, borgmester, byfoged, by- og rådstueskriver i Nykøbing paa Falster, samt Herredfoged og Skriver i Nykøbing Herred Harald v. Neckelmann (1826-1890) var født i Randers. Han afbrød sine jurastudier for at deltage i Krigen 1848-1851. Han afsluttede 1854 i Flensborg den slesvigske juridiske Embedseksamen. Volontør i det Kongl. Ministerium for hertugdømmet Slesvig (det slesvigske Ministeriums) 1. departement. 1856 aktuar (tingskriver) i Hviding Herred, Tønder Amt, fra 1. august s. å., og den 28. Marts 1863 i Bøcking Herred i samme amt. Afsat 6. Februar 1864 hvorefter han flyttede til København. Bestod i 1866 prøven i dansk ret. 1866-1870 konstitueret byskriver i Thisted og herredskriver i Hillerslev og Hundborg herreder. 1870-1877 byfoged og byskriver i Hjørring samt herredsfoged og skriver i Vennebjerg herred. 1877 tillige borgmester i Hjørring købstad. 1877 byfoged, by- og rådstueskriver i Nykøbing Falster samt herredsfoged og skriver i Nykøbing herred, samt borgmester i Nykøbing Købstad. Nekrolog i Nationaltidende 29. Januar 1890. Han døde i januar 1890. Han blev begravet i Nykøbing F.

Kaptajn Hallas (7): Død 1882. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsfald. Svendborg den 31te August. (Fra vor Meddeler.) Et Dødsfald, der vistnok vil vække Deltagelse i vide Kredse, er indtruffet her idag, idet Kaptajn Fred. Ferd. Georg Conrad Hallas, vor dygtige Fattiginspektør, er død imorges Kl. 9 af en Blærebetændelse, efter temmelig haarde Lidelser. Den Afdøde har havt et temmelig bevæget Liv. Han var født i Fredericia den 28de Oktober 1814, men blev opdraget i Slesvig, hvor han allerede 1821 traadte ind i Hæren som Tambur, en meget ung Alder opnaaede han at blive Furer, og allerede i en Alder af 19 Aar var han Lærer ved Underofficersskolen. Da Krigen 1848 brød ud, kom hans Lokalkundskab til Slesvigs Omegn den danske Hær til Nytte, og lige som han ved Revuen paa Lerbæk Mark af Frederik den Syvende fik overrakt Dannebrogsmændenes Hæderstegn, saaledes blev han i et af Krigens første Aar Premierløjtnant og laa efter Krigen i nogle Aar i Rendsborg, hvor han var Adjudant hos Scharffenberg. Efter at være udtraadt af Hæren med Kaptajns Rang, blev han i 1858 Husfoged og Branddirektør i Neumünster Amt, hvilken Stilling han beklædte til 1864, da han paany indtraadte i Tjeneste og laa i Kjøbenhavn som Bataillonschef ved Centralskolen. I Aaret 1869 blev han ansat her som Fattiginspektør, og har ved sin sjældne Dygtighed og Iver bragt Fattigvæsenet ind i en udmærket Gang. Det var under hans Auspicier, at den fortrinlige Fattiggaard her blev bygget og Fattigvæsenet næsten helt omordnet. Det skal ogsaa siges om ham, at han ikke alene ved sin Forretningsdygtighed var skikket til sin Post; under hans tilsyneladende noget barske Optræden skjulte der sig en inderlig varm, altid levende Følelse for Fattiges Lidelser, hvad de, der kjendte ham, ikke kunde undgaae at mærke. Han kan som Fattiginspektør vanskeligt erstattes, skjønt hans Eftermand vil faae det lettere end ham. Han var Frimurer af hos Rang, saavidt vides. Formand for den herværende Instruktionsloge, og først ved ham har Frimureriet her i Byen faaet den Udvikling, som det nu har. Han var Botaniker og havde en levende Sans for Havedyrkning; af den Plet Jord, som var tillagt hans Bolig paa Fattiggaarden, har han skabt en ganske dejlig Have. Han efterlader sig ti Børn og en Enke, med hvem han om et Par Aar kunde have holdt Guldbryllup.

(Fyens Stiftstidende 1. august 1882).

Den omtalte have var prydhave og en nyttehave i romantisk stil: slyngende stier, staudebede og rindende vand. Mens prydhaven var kun for inspektøren og hans familie, var nyttehaven var en vigtig og integreret del af Fattiggården. De mange grøntsager blev brugt i køkkenet og indgik i de forskellige måltider. På den måde sparede Fattiggården mange penge. En lille del af haven eksisterer stadig, mens hovedparten er inddraget til veje og boliger.

Fattiganstalten i Svendborg, den ene af fire fløje hvor de uværdige blev anbragt. Bemærk gårdmuren med pigtråd og tremmerne i vinduerne. Inspektørens lejlighed lå på 1. sal, højre side - den kan skelnes ved at der ikke er tremmer foran vinduerne. haven lå bagved og til højre for bygningen hvor man kan se det store træ. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

I 1881 havde fattigvæsnet (fattiggårdens 38 lemmer og udenfor gården 17 familier fordelt på 22 enkeltpersoner og 36 børn, fremmede fattige ), arbejdsanstalten og sygehuset et budget på omkring 24.000 kr. Fattiggården fungerede til 1961 som en anstalt, hvor beboerne mistede deres frihed. 1961- 1974 blev den omdannet til forsorgshjem hvor opholdet bag murene i princippet var frivilligt. 

Sogneraaders skandaløse Behandling af Forsørgelsesberettigede. (Efterskrift til Politivennen)

I et Brev fra Amerika til "Jyllp." skrives: Den 21. Maj 1879 kom en dansk Mand til Newyork. Hvorfra og Hvordan? Jo se: Manden var c. 60 Aar gammel og kunde ikke ernære sig selv i Danmark, og da nu et Sogneraad i Aarhusegnen tænkte, at han kunde leve i mange Aar og være Sognet til stor Byrde, saa blev det besluttet, at Manden skulde udvandre. Det kunde jo kun koste c. 190 Kr. at saa ham til det forjættede Land, og saa var man fri for ham for Resten af hans Levetid. Manden indvilgede i at rejse, da man vel sagtens havde fortalt ham om Guldklumperne, som ligge over alt her og kunde samles op uden Udgift. En Udvandringsagent i Aarhus sendte ham til Baltimore, d. v. s. Dampskibet kom til Nework, og her blev Rasmus landsat, uden Ven, uden Arbejde, og uden at kunne arbejde. Tænk Eder, Landsmand, denne gamle Mands hjælpeløse Stilling! Hvad vilde I gjøre, om I stode her i denne store Stad ligesom den gamle Mand, lige saa forladte og hjælpeløse? thi han var hjælpeløs. I Amerika bruger man Folk, som kunne arbejde, men ikke Folk, som ere udslidte i Danmark. En Rormand havde, for dog at hjælpe ham lidt til Rette, givet ham en Seddel med følgende Inskription paa Engelsk: "En stakkels dansk Udvandrer beder Dem vise ham hen til nogle skandinaviske Folk, hvor han kan saa Arbejde." Men der var ingen Skandinaver, som kunde give ham Arbejde. Nogle Svenske og Normænd spurgte mig, om det var Maaden, hvorpaa vi behandlede vore Fattige i Danmark! Hvad skulde jeg svare? Den gamle Mand, som stod ved Siden af mig, var jo et levende Bevis paa dansk Sogneraads Humanitet. Nu havde han faaet sin Frokost og Middagsmad  Danmark og nu skulde han til Amerika for at faa sin Nadver, der, hvor ikke en Sjæl bryder sig om ham, hvor Ingen forstaar hans Tale, og hvor ikke saa meget som en Kammerat fra Fattighuset vil trykke hans Øje til og tilhviske ham et Farvel i det Sprog og en Hilsen fra det Land, han af sin Konge havde været kaldet til at forsvare. Han bar nemlig Medaljen 1848-50 paa sit Bryst. Jeg følte mig virkelig skamfuld tilmode, som Dansk betragtet, over den hele Historie, og jeg indhentede Underretning om Manden. Skulde jeg møde flere Oldinge herovre, behandlede paa samme Maade, skal jeg sende Dem, Hr. Redaktor, nøjagtige Oplysninger om Sagen, for om muligt at saa en saadan Uskik hæmmet. - Skulde der ikke være en eller anden Maade at faa slige Sogneraader draget til Ansvar paa, saaledes, at der bliver udvist Humanitet mod de Fattige; vi henstiller det til vedkommende Ministerium, at der maa blive skredet ind mod slige Skandaler som ovennævnte.

(Social-Demokraten 10. februar 1880).