Den frygtelige Arbejdsløshed som stadig stiger, sætter sit Præg paa mange omraader. Ikke alene i Hjemmene, hvor Savn og Nød bliver en mere og mere hyppig Gæst, men ogsaa paa Gader og Stræder. Ovenstaaende Billeder hører ikke til de lyse Solstrejf fra Storbyen. - Øverst ser man ledige Arbejdsmænd til Kontrol i Suhmsgade. Nederst til venstre gengiver vi en Situation foran Smedenes Kontrol i Vester Søgade, og tilhøjre endnu et Billede fra Suhmsgade.
(Social-Demokraten 12. oktober 1927).
Mineralvandsfabriken "Krystal" i Flensborggade er blokeret af "Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejderforbund", og fornøden Meddelelse herom er udsendt. Men i Dag til Morgen skriver Landstingsmand Lyngsie i "Social-Demokraten" paa "Dansk Arbejdsmands Forbund"s Vegne, at Fabriken har Overenskomst med hans Forbunds Øl- og Mineralvandsarbejderafdeling, i hvilken Organisation alle dens Arbejdere staar som Medlemmer. Det hele er en Grænsestrid mellem to Fagorganisationer, siger Hr. Lyngsie, og denne Sgtrid bør ikke komme Fabriken til Skade paa dens gode Navn og Rygte.
(Aftenbladet (København) 9. maj 1928).
Det gamle Ord, at Frænde er Frænde værst, bekræfter sig ikke sjældent ved Konflikter mellem Arbejdsgiverne og Fagforeningslederne, hvor Arbejdsgiveren er tidligere Fagforeningstillidsmand.
I det sidste Aars Tid har der paa Vesterbro i København hersket en saadan bitter Strid mellem to tidligere Fagforeningskammerater. En fhv. Næstformand i Bryggeriarbejdernes Forbund har begyndt for sig selv med en Sodavandsfabrik "Krystal" og har som Ejer af den lille Fabrik haft den Dristighed at tage en Chauffør fra Arbejdsmændenes Arbejdsløshedsanvisning en Morgen, da han stod og skulde bruge en Mand i en Fart, og BryggeriarbejderforbundetsFormand ikke havde faaet Kontoret lukket op. Der blev Avispolemik og Processer i lange Baner, og Chaufføren, der havde gaaet ledig i over et Aar, skønt han var en dygtig Mand, maatte atter ud og suge paa Labben. Ved Processen skete der det mærkelige, at Chaufføren fik en stor Erstatning, men ved Højesteret blev "Krystal" dømt til at tage en ny Chauffør fra Bryggeriarbejderforbundet.
Det vilde Manden fra "Krystal" ikke, og Formanden i Forbundet vilde ikke lade sin gamle Kammerat i Fred, og saa blev der dekreteret Blokade paany. Imidlertid har Sodavandsfabrikanten nu spillet Bryggeriarbejderforbundet det Puds at flytte det Par Mand, som han beskæftiger, over i Lyngsies Arbejdsmandsforbund, og da Lyngsie i de praktiske Forhandlinger er en lige saa stor Ynder af at skære hurtig igennem Vrøvlet, som han til Tider kan være rask til at slaa i Bordet, er han nu faret i Blækhuset og har skrevet i "Social-Demokraten", at Bryggeriarbejderne skal holde op med deres Blokade-Vrøvl. Fabrikens Folk hører under Lyngsie, og saa er der ikke mere om den Blokade.
Mærkeligt nok synes Bryggeriarbejderformanden at ville putte Reprimanden i Lommen, idet han nu udtaler offentligt, at der nu ikke mere er tale om Blokade, og at Sagen vil blive afgjort ved Voldgift.
(Sorø Amts Dagblad 14. maj 1928).
Den frygtelige Arbejdsløshed som stadig hærger, sætter sit Præg paa mange Omraader. Ikke alene i Hjemmene, hvor Savn og Nød bliver en mere og mere hyppig Gæst, men ogsaa paa Gader og Stræder. Ovenstaaende Billeder hører ikke til de lyse Solstrejf fra Storbyen. - Øverst ser man ledige Arbejdsmænd til Kontrol i Suhmsgade. Nederst tilvenstre gengiver vi en Situation foran Smedenes Kontrolsted i Vester Søgade, og tilhøjre endnu et Billede fra Suhmsgade.
(Social-Demokraten, 12. oktober 1927).
Ved et Møde, som Kirkens Korshær afholdt forleden, fremkom der en Række Oplysninger om de frygtelige Boligforhold, der hersker i det saakaldte mørke København. En af vore Medarbejdere, som har aflagt Besøg i de forskellige Kvarterer, giver her en Skildring af de mildest talt forfærdende Forhold, som raader.
Fra den velholdte Vesterbrogade, der er Hovedfærdselsaaren fra Raadhuspladsen og udefter til Valby, strækker sig en Række Sidegader, bag hvis høje Arbejderkaserner der adskillige Steder skjuler sig et helt ukendt Kvarter, som man almindeligvis næppe skænker en Tanke.
Det er her i de saakaldte Vesterbros Sidegader, at Københavns "Forbryderkvarter" findes. Her er nemlig Arnestedet for hele den lovløse Prostitution, hvis Hærskare af ulykkelige Kvinder hver Aften og Nat hjemsøger Raadhuspladsen og Vesterbrogade. Søger man ind gennem en af Portene i en saadan Sidegade, opdager man at den ene Bygning gemmer sig bag den anden. Der kan være 1., 2. og 3. Bagsal, som det kaldes, og her kan man finde 1-Værelsers Lejligheder. Et enkelt Sted fandtes her et usselt Hummer, hvor der levede en hel Familie bestaaende at Fader og Moder, to voksne Døtre, en voksen Søn og fire Børn i Alderen fra 5 til 12 Aar. Yderligere fandtes der 1 Logerende, en Veninde til en af Døtrene. Alt Familieliv foregik aabenlyst i denne Hule, hvor den udslidte Kone prøvede paa at holde saa nogenlunde rent. Vi spurgte hende, hvorfor hun ikke søgte at faa Børnene ud, og hun svarede, at saa længe de kunde blive i Reden, havde de dog et Hjem. Andre Steder var det værre, der havde man Værelset adskilt i to Afdelinger af Hensyn til Datteren, som ernærede Familjen ved Prostitution, og hvis Kæreste ogsaa boede i "Lejligheden".
Saadanne frygtelige Forhold finder man i Massevis af, og man kan derfor ikke forundre sig over, at de Børn, der vokser op under disse Omgivelser, bliver moralsk ødelagte allerede inden de bliver konfirmeret, og holder man endelig "Stien ren" indenfor det lille Hjems egne Døre, saa er der nok af Ting, der foregaar alle andre Steder i det samme Hus, der kan ødelægge Børnene.
Nogle Steder kan man se en "enlig Dame", som i Forhuset sidder med en Treværelserslejlighed, hvor hun selv bebor et usselt Hummer, der kaldes "Pigekammer". medens de tre Stuer er lejet ud til en af Gadens Piger og lader, som om de ikke hører eller aner hvad der foregaar i dette Værelse.
Akkurat de selvsamme Forhold finder man i det saakaldte Rabarberkvarter paa Nørrebro, og ikke langt der fra kan man finde et helt nyt Kvarter, hvor den saakaldte "finere Prostitution" holder til.
I selve den gamle By i Aabenraa og Landemærket og andre Steder finder vi den københavnske Ghetto. Det er her, at vore polske Gæster holder til. Disse Folk er af en hel anden Type end Beboerne paa det yderste Nørrebro eller Vesterbro. De polske Jøder er myreflittige Folk, som stuver sig sammen ligesom Rotter i en Rede. Ofte kan man finde ligefremme Huler, livor hver eneste Plads er udnyttet, og hvor der hersker det frygteligste Griseri. Mange af disse polske Boliger er rene Udklækningsanstalter for Væggetøjet, der i de senere Aar er blevet en sand Plage i København. I de varme Sommere breder de sig til andre Kvarterer, og det er jo en Kendsgerning, hvordan disse Dyr har bidt sig haardnakket fast i Husvildebarakkterne, der jo meget viseligt syens at være bygget netop saaledes, at en rationel Udryddelse ikke kan iværksættes.
Det, der imidlertid rummer den største Fare, rent samfundsmæssigt er imidlertid de overfyldte
Huse med 1 Værelsers Lejligheder, idet det er her, at den opvoksende Ungdom bliver ødelagt. Man kan ikke fortænke Børnene i, at de hellere vil være uden for Hjemmet undtagen lige netop, naar de skal sove, og hvad der kan foregaa i disse overfyldte Værelser, er ikke sundt for Barnesindet. For en ikke ringe Del kan man regne dette grelle Udslag af Bolignøden som Aarsag til den stigende Umoralitet blandt de sidste Aars Ungdom. Derfor burde ogsaa en Løsning af Boligspørgsmaalet sættes langt frem foran adskillige andre Sager, der udmærket godt kunde vente.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 17. februar 1926).
Den nuværende Bestyrelse i den jubilerende Forening.
Det er i Dag 40 Aar siden, den første Afdeling af Kvindeligt Arbejderforbund dannedes. Det var en lille Kreds af Kvinder, der hovedsagelig bestod af Vaskekoner og Strygersker, som gjorde et første Forsøg paa at samle de arbejdende Kvinder til et fælles Virke. Den ny Organisation fik Navnet "Den frie Kvindeforening", og den blev altsaa Moderforening til de mange Afdelinger, der nu danner Kvindeligt Arbejderforbund.
Foreningens første Formand blev, som det den Gang hed, Madam Jacobsen. Hun fungerede dog kun et halvt Aar, hvorefter Fru Emilie Jensen overtog Pladsen som Formand. Dette viste sig at være et heldigt Valg, idet der under Fru Jensens energiske Ledelse kom Fart i Organisationsbevægelsen.
Den københavnske Afdeling har i Anledning af Jubilæet udgivet et meget smukt Festskrift, der baade i Form og Indhold vidner højt og den kulturelle Betydning, som Organisationen har haft.
Det er vor Partifælle, Bogtrykker Emil Kristensen, St. Pederstræde 27, der har Æren for den smukke typografiske Udstyrelse, som Festskriftet har faaet. Men Indholdet skyldes de københavnske Afdelingers mangeaarige, energiske og afholdte Formand, Fru Johanne Jensen. Og netop fordi hun selv er Forfatter til Festskriftet har hun valgt at stille sig selv saa meget som muligt i Baggrunden, skønt hun mere end nogen anden fortjente en fremtrædende Plads i det smukke Hefte.
Fru Johanne Jensen skildrer livligt og interessant de historiske Begivenheder i den jubilerende Forening gennem de 40 Aar. Det var jo ikke saaledes at den nydannede Forening straks tog fat paa at løse Løn- og Arbejdstidsspørgsmaalene. At Mændene stod i deres faglige Organisationer taaltes knapt af Arbejdsgiverne og mange af Pionererne stod da ogsaa paa den sort Tavle; men at Kvinderne skulde beskæftige sig med faglige Spørgsmaal og være organiserede - ja, det var jo - mente Borgerskabet - det rene Vanvid!
Lederne maatte da ogsaa lide mange Skuffelser i de første Aaringer, og for at ikke Pillen skulde blive altfor bitter at sluge baade for de kvindelige Arbejdere paa Arbejdspladserne og for Arbejdsgiverne, begyndte Organisationen med at være selskabelig; men det varede ikke længe før Ledelsen begyndte at pille ved de elendige Arbejdsforhold, hvorunder Kvinderne virkede paa de forskellige Arbejdspladser.
Der kom dog først rigtig Fart i Tingene, da vor afdøde Partifælle, Fru Olivia Nielsen valgtes til Formand. Med frisk Mod og glødende Tro paa Sagens retfærdighed tog hun sig den Opgave paa at samle de arbejdende Kvinder under faste organisationsmæssige Fortner, og med sikkert Blik satte hun straks det faglige i Forgrunden. Naturligvis led ogsaa Fru Olivia Nielsen Skuffelser, idet de fleste Kvinder den Gang troede, at naar blot de var kommet indenfor Rammerne, saa fik de gode Arbejdsforhold med det samme. Mange faldt derfor hurtig fra, idet de ofte lod sig lokke af gyldne Løfter fra Arbejdsgiverne, naar de blot vilde holde sig borte fra Fagforeningen. Løfterne blev naturligvis aldrig holdt.
Organisationen var imidlertid saa heldig at vinde et Par Strejker, hvorved Kvinderne opnaaede betydelige Fordele paa de paagældende Arbejdspladser. Dette gav Fagforeningen Vind i Sejlene og Lederne Mod til at fortsætte Organisationsarbejdet. Der blev dannet flere Afdelinger, og den 4. Juli 1897 afsløredes i Rømersgade en ny rød Fane, der blev Samlingsmærket for de organiserede Kvinder. Aaret efter havde man skabt saa mange Afdelinger i København, at de dannede et Forbund, som meldte sig ind i De samv. Fagforbund, som paa det Tidspunkt blev dannet.
I 1901 dannede Kvindeligt Arbejderforbund Landsforbund, og Olivia Nielsen valgtes til Forbundets første Forretningsfører; men 9 Aar senere - 1910 - blev hun syg paa en Kongres i Aarhus og døde derovre. Et godt Organisationsarbejde havde hun udført for sine Medsøstre - men strenge Aar havde det været.
Fru Johanne Jensen afløste Fru Olivia Nielsen som de københavnske Afdelingers Formand, hvilken Post hun siden med stor Dygtighed har bestridt.
Under Frk. Johanne Jensens Ledelse har der været mange Lønkonflikter, som Organisationen dens Medlemmer imidlertid er gaaet ud at med Ære og store Fordele.
Den jubilerende Forening i Blaagaardsgade 21 vil sikkert i Dag modtage mange velfortjente Lykønskninger for de 40 Aars dygtige og gode Værn for Kvinderne. Social-Demokraten bringer sin hjertelig Lykønskning til den jubilerende Afdeling.
F. K.
(Social-Demokraten 21. november 1925).
Arbejdsmand Peder Knudsen
Vi besøgte i Gaar en af vort Partis Gamle, Arbejdsmand reder Knudsen, Rolighedsvej 9. Anledningen var den, at Veteranen i Morgen, Torsdag den 1. Oktober, fylder 70 Aar.
VI træffer Manden i en solbeskinnet Stue, hvor Væggene er fyldt med Familieportrætter og Billeder fra Socialdemokratiets rige Liv. Ved Knudsens Fødder leger et yndigt Barn, en Dattersøn, og inde i Soveværelset pusler hans Hustru, en ærværdig Kvinde.
- Ja, jeg vil gerne fortælle lidt om mig selv, naar Social-Demokraten har vist mig den Ære at besøge mig, siger P. Knudsen. Men for Resten er mit Liv ikke anderledes end Tusinder af jævnaldrende Arbejderes. Jeg og mine Kammerater hører til "de ukendte Soldater". Men Tak skal De ha', fordi De kom til mig.
Jeg fødtes i en Arbejderfamilie og delte Arbejdernes Kaar Livet igennem. Min meste Tid har jeg levet i Nakskov, hvorfor jeg navnlig har denne By kær. Der var jeg med fra første Færd. Hele Partilivet dér staar prentet fast i min Bevidsthed, fra vi i 1884 indviede vor første røde Fane til vi mange Aar efter erobrede Flertallet i Byens Baad og valgte en Socialdemokrat til Rigsdagsmand! Det hele er et Æventyr! tilføjede den Gamle og viskede en Taare bort.
- Det var denne første røde Fane, som jeg særlig mindes. Se dette forstaar i unge vel ikke saa godt. For nu er røde Faner en Selvfølgelighed, og det i By og paa Land. Men den første Gang, Socialismens straalende Symbol rejstes i de konservative Reder i gamle Danmark - se, det var en Fest, ja mere end det. En Revolution, forstaar De! Ny stærke Tanker vaagnede i Arbejderne! Nyt Fjendskab vaagnede ogsaa i Borgerskabet. Kampen begyndte. Det var en herlig Tid. Naar vi gik fra Mederne, følte vi os som Verdenserobrere.
Men - der var langt igen. Organisationerne var smaa og uden Betydning. Arbejdslønnen var 20 Øre i Timen paa Sukkerfabriken, og en Tid derunder, saa Daglønnen for 12 Timers Arbejde kun blev 2 Kroner. Min Kone fik 10 Kr. om Ugen i Husholdningspenge til hele Familjen. Og vi stiftede først en Fagforening for Aibejdsmænd i 1894, 10 Aar efter den første politiske Forening.
Nutidens Unge forstaar ikke denne Sendrægtighed. Men husk paa, Arbejderne selv var jo Socialismens og Fagbevægelsens værste Fjender. Vi maatte rive Arbejderne ud af Konservatismen. Hele deres gammeldags Tankegang skulde forandres. Ja, et nyt Kuld af unge, mere forstaaende Mennesker maatte vokse op l Arbejdernes Hjem, før vi rigtig fik Fodfæste.
Saa holdt vi Møder paa Landet. Den var drøj, kan De tro. Vi travede Mile frem og tilbage med smaa Flyveblade og Eksemplarer af vort Blad, og kom hjem om Aftenen, overstænkede med Mudder helt op til Nakken.
Vi var unge og stærke og glødende.
Aarene tog omsider paa Ens Helbred og legemlige Styrke. Og endelig havnede jeg her i Storstaden ligesom saa mange andre af mine Kammerater. Jeg fik Arbejde hos Murermester Thorsen, Dronningens Tværgade, men blev efter et Par Aars Forløb ramt af den spanske Syge, som jeg stadigvæk bar Mén af.
Min Hustru og jeg faar nu Aldersrente, og saa piller Jeg et Par Skilling sammen ved at rense Kloaker og feje Gaarde - - Ja, ja, jeg maa ikke klage. Vi Gamle har det bedre nu end de Gamle, da jeg selv var ung; Thi dem tog Fattiggaarden, hvor de henslæbte triste Dage til Døden tog dem.
I min Alderdom oprandt det største Øjeblik for mig, da Cigarmager Th. Stauning dannede Ministerium. Har man hørt Mage! En Cigarmager som en af Estrups Arvtagere. Det er det mærkeligste, jeg nogensinde har oplevet!
Vi arbejder saa videre paa at farve Frederiksberg Kommune rød. Jeg melder mig til Husagitationen, selv om de svære Trapper er vanskelige at tage. Men naar man puster ud ved hver Afsats, saa gaar det!
Jeg er selvfølgelig Medlem af Vælgerforeningen her i Frederiksberg 3. Kreds, og jeg har været Afholdsmand 23 Aar og er nu Medlem af Nørrebros Afdeling.
- - Den lille Dreng har hidtil siddet pænt stille under Bedstefaders Udvikling. Men nu mener han, at det kan være nok. Han puffer mig blidt, men bestemt til Side og viser Bedstefader en Billedbog. Her er saa meget, som skal forklares.
Jeg gaar da fra den hidtil ukendte Soldat i Verdens største Armé.
I Morgen fylder han 70!
J. P. B.
(Social-Demokraten 30. september 1925).
I Kryolitminen i Ivigtut arbejder for Tiden 140 danske Arbejdere. En af dem sender os følgende stemningsfulde Artikel:
Den dejlige grønlandske Sommer har nu atter indfundet sig hos os. Sent var det i Aar, før vi rigtig fik den at mærke. Meget ustadigt Vejr, med Regn og Taage, har vi haft, men alligevel - Arbejdet i Minen er gaaet roligt og støt. Temperaturen har været ideel for vort Akkordarbejde, tilpas Varme, og vi har været skaanet for den forfærdelige Myggeplage (Moskitoer), som i en varm Sommer kan være utaalelig.
Vi har nu naaet Lørdag d. 4. Juli, Dagen og Tiden for vor Sommerudflugt til Isblink - "Isblinkerdag" som den kaldes og er en stadig tilbagevendende Festdag i Aaret, som vi Arbejdere ser henmod med Glæde og Længsel. For den er vor eneste Sommerferie. Ja tænk - at have fri fra Lørdag Frokost og til Mandag Morgen; det er en Nydelse, som skattes af os, der ellers hver Dag arbejder 11 Timer og tillige Søndag Formiddag.
Jo - det er herligt med saadan en Dag, hvor man kan komme bort fra den daglige Trædemølle, fra Minens Støj og Larm.
Og i Dag er Vejret henrivende, rigtig en grønlandsk Sommerdag med straalende Sol fra en aldeles blaa og skyfri Himmel.
"Qvarta", Brudets store Motorbaad, er nu klar til Start. Den har faaet 4 Robaade paa Slæb, bemandet med ca. 40 af Minens 140 Arbejdere - og nu gaar det for fuld Speed udover Arsukfjorden, med Kurs mod Isbræen lsblink (Indlandsisen), som ligger ca. 30 km nordøst for Ivigtut.
Her sejler vi nu paa den stille, dybe Arsukfjord. Rundt om os knejser mægtige nøgne Fjeldtoppe, der afveksler med dybe, grønklædte Dale og smaa Fjordindskæringer.
Nedad Fjeldskraaningerne haster et Utal af smaa Elve, der i et Skum og Brus opsluges og forsvinder i Fjordens mægtige Dyb.
I Dag, som sidste Aar og som for Tusinde Aar siden, er "Isblink" den samme med sine takkede Istoppe og sin brølende Moræne.
I tavs Beundring ser man opad og udover og grunder uforstaaende paa, hvad er det hele? Hvor langt rækker du og hvad gemmer din Is under din mægtige Dyne?
Efter at have spist vor medbragte Mad og haft et to Timens Ophold her sejlede vi videre, forbi det stejle Maagefjeld, Tusinder af Maagers Yngleplads. Morsomt var det at se de Masser af Maager kredse over os og rundt om os.
Umiddelbart herved ligger et mægtigt Vandfald, "Foxfaldet", det største her i Sydgrønland. Her i en lille Vig gik vi i Land for at foretage Turen over Bjørndalsøen til Bjørndalshytten, der ligger paa den modsatte Side.
Lad mig sige det straks, at for os som var med paa denne Spadseretur, var det den bedste, vi endnu har oplevet mellem de vilde grønlandske Fjelde. Med paa denne Tur var flere af Brudets Assistenter, Lægen og vor afholdte Bestyrer, den svenske Ingeniør D. Carp. Samtalen var livlig, glad og fri. Da Halvdelen af Vejen var tilbagelagt, traf vi paa smaa fjeldsøer (Indsøer), som i derea maleriske Beliggenhed frembød et interessant Skue. Foruden det indbød det friske, klare Vand os med en uimodstaaelig Kraft til at tage en Dukkert
Knapt var denne Tanke bleven til Virkelighed hos os, før Bestyreren havde smidt al Klunset og hoppede ud, og tro fulgte ham hans Svende.
Det skal bemærkes, at det hører til Sjældenhederne, at nogen her i Grønland bader i aabent Vand. Selv i den varmeste Sommer er Fjordvandet aldrig over 4 Gr. C. Betydelig varmere kan Fjeldsøen blive (ca. 10 Gr.). Foruden dette, at det var en sand Nydelse at bade her, hvor vi kunde røre Lemmerne, svømme og dykke ganske som der hjemme, var det jo en Oplevelse, ja et Eventyr. Paa Turen til Indlandsisen var vi ude at bade! - ikke sandt, det lyder utrolig; men sandt er det.
Med lette Fjed over Stok og Sten naaede vi snart Bjørndalshytten, hvor Baadene forlængst var ankommet. Her ventede der os varm Kaffe og Punsch. Ja, det kan ikke nægtes - dejligt var det at faa noget at styrke sig paa ovenpaa den Tur!
Her er henrivende dejligt, her midt mellem Fjord og Fjeld. Alt er saa grønt og smilende blidt - det er som hviler her en tusindaarig Fred og Ro over hele Landet.
Kære Venner der hjemme! I kan ikke tænke, hvor smukt her er. Det kan ikke beskrives - det maa ses. Selv maa man prøve at aande i den friske bakteriefri Luft, som her omgiver os. Først da føler man sig sund og veltilpas. Og man mærker hvor langt man er fra al Civilisation!
Som den hvide Polarræv lever vi unge Mænd her i vort store, fredelige Land sundt og friskt - fri for alle Sorger og Bekymringer - ja, fri for alt, hvad der kan tynge en Mand paa Sjæl og Legeme.
Men alligevel er vi unge Mænd ikke rigtig glade, som da vi var hjemme. Der er saa meget vi synes at mangle - ikke alene er det Hjemlandet med alle de vante Herligheder, som vi her er afskaaret fra, men ogsaa Savnet af Kvinden hende som alene er i Stand til at give os den Kærlighed, som maa til mellem Mennesker for at holde Mod og Styrke oppe til den stadige Kamp for Tilværelsen.
En Tænker har engang sagt: "Livet er en Kamp for Tilværelsen". Men vel ingen Steder mærkes det saa høj en Grad som her i de arktiske Egne, hvor Vinter og Kulde,
Sult og Nød er Fjender mod de faa Skabninger, Mennesker og Dyr, som af Naturen er henviet til at leve her.
Da har vi unge danske Mænd det godt i "Tutten" - ogsaa ved Vintertid. Penge har vi nok af, og Mad giver Moder Danmark os som altid.
Ivigtut 1 Juli 1925.
Ivigtutter.
(Social-Demokraten 6. september 1925).
De samvirkende Fagforbund har fra Dansk Arbejdsmandsforbunds og dettes københavnske Fabrikarbejder-Afdelings Vegne indbragt en Klage for Den faste Voldgiftsret. Sagen angaar et paastaaet Overenskomstbrud af Firmaet V. Madsens Røgerier.
(Social-Demokraten 29. oktober 1924)
Vi meddelte for nogen Tid siden her i Bladet, at 2 af vore tidl. Medlemmer, Jensen Kjær, Vendersgade 9 st., og Aron Christensen, Valdemarsgade 26, 3., der arbejder paa V. Madsens Røgerier, Vesterbrogade 89, ikke var til at formaa til at ordne deres Forhold til Forbundet.
Foruden at staa udenfor Organisationen optraadte disse 2 noble Herrer ogsaa paa dette Tidspunkt som Løntrykkere, idet de arbejdede for en Timeløn, der laa 20 Øre under den overenskomstmæssige Løn i Røgerifaget.
Ved Indgriben fra Forbundets Side blev Lønforholdene ordnet saaledes, at Firmaet nu betaler den samme Løn, som de andre Røgerifirmaer, hvilket vil sige, at de 2 gæve Sløjbergere ved Forbundets Hjælp fik en stor Lønforhøjelse, og som Tak derfor praler de nu af, at de vil blæse Fagforeningen et langt Stykke. Vi henstiller til alle rettænkende Arbejdere, at hvor de træffer disse 2 Luskeprinser, da at behandle dem som de har fortjent, deres Optræden overfor Fagforeningen er af den Beskaffenhed, at de ikke burde taales blandt organiserede Arbejdere.
For Fabrikarbejdernes Forbund
Martin Svendsen
(Social-Demokraten, 21. februar 1925)
Fabrikarbejdernes Forbund hos til i Forsamlingsbygningen Jagtvej 69, Nørrebro.
Det er forbudt vore Medlemmer at tage Arbejde paa Vesterbros Røgeri, Vesterbrogade 89, og hos Røgeriejer H. F. Hansen, Naboløs 3, da begge Firmaer kun beskæftiger uorganiserede Folk.
Paa Vesterbros Røgeri gaar vore gamle Kendinge, de to Luskeprinser, Aron Christensen, Valdemarsgade 26, 3., og Jensen Kjær, Vendersgade 9, stadeig og drysser om.
H. F. Hansen har afskediget et af vore Medlemmer, og antaget en anden Mand til en Ugeløn af 35 Kr., der siges, at denne Mand skal være et helt Amfibium, idet han er baade Pølsemand, Røgeriarbejder og Løntrykker - det sidste passer i alle Tilfælde - men han er nok ogsaa en bedre Mands Søn og arbejder kun for sin Fornøjelses Skyld.
For Fabriksarbejdernes Forbund
Martin Svendsen.
(Social-Demokraten 21. marts 1925).
En yngre Sliber fra Raadvaddams Fabriker Aron Christensen kom en dag i Maj Maaned ulykkelig af Dage ved et Ulykkestilfælde. Da han kom cyklende i Park Alle, blev han revet om af et Par løbske Heste, og fik saa svære Læsioner, at de medførte Døden.
Køretøjet tilhørte Københavns Kommune. Kusken, Søren Knudsen Sørensen, har forklaret, at han havde spændt Skaglerne fra, inden han forlod Vognen, men at den ene Hest var meget nervæs, og at det aabenbart var den, der havde begyndt den vilde Fart.
Ved Landsretten kræver den Dræbtes enke en Erstatning paa 13,918 for Tabe af Forsørger.
(Klokken 5 (København) 2. marts 1929).
William Elof Arnold Madsen havde formentlig overtaget det efter sin far, formodentlig Jens Peter Madsen. Et af Madsens røgerier lå også i Tordenskjoldsgade 11.
Uden at komme nærmere ind paa den for Tiden standende Strid paa Bornholm angaaende bornholmske røgede Sild, vilde det maaske - ikke mindst for at dæmpe de ophidsede Fiskergemytter paa Bornholm - være paa sin Plads at gøre opmærksom paa:
1) at de Priser, der ifølge Bornholmernes eget Udsagn er betalt for røgede Sild i Sæsonen 1934 svarer til en Gennemsnitspris af ca. 35 Øre pr. kg for fersk Sild, betalt netto til Fiskerne paa Fiskepladsen uden Udgift til Kasser, Is eller lign. i alle Sæsonens 6 Maaneder.
2) at ingen andre danske Fiskere faar eller kan vente en tilsvarende pris.
3) at denne Pris og saadanne Forhold kun er opstaaet gennem et mangeaarigt loyalt Samarbejde mellem københavnske Røgeriejere og bornholmske Fiskere, idet københavnske Røgerier i Sommermaanederne ikke røger Sild, men i Stedet forhandler de bornholmske.
4) at det udelukkende er takket være denne Ordning, at de bornholmske Sild har vundet det Indpas i København, som de har, hvilket bevises ved, at Varen aldrig har kunnet sælges i Provinsen, hvor de stedlige Røgerier og Fiskere producerer en lige saa god - til Tider bedre Vare.
5) at de bornholmske Fiskere ingen Krav har paa at være Eneleverandører af røgede Sild til København i Sommermaanederne, idet baade københavnske Røgeriejere, københavnske Røgeriarbejdere og de øvrige Fiskere i Landet ogaaa har et berettiget Krav paa at existere og selvfølgelig vil kampe for Existensen, naar den trues.
(Bornholms Social-Demokrat 31. januar 1935)
W. Madsen blev senere forretningsfører for Bornholms og Christiansø's Fiskeriforening. Han vedblev dog at bo i København.
I Gaar oprulledes for Byretten et lille Samfundsbillede, der virkede mere gribende end de fleste tillavede Films.
En ung Pige, den 20-aarige Carmen Sylvia Rovsing, stod tiltalt for Fødsel i Dølgsmaal og som sigtet for Barnemord.
Politiassessor Aage Madsen repræsenterede Anklagemyndigheds medens Overretssagfører Staffeldt var Forsvarer. Ham blev der imidlertid ikke megen Brug for da Dommer Troels-Lund med sædvanlig Medfølelse for de Lidende selv optraadte i Retten som Defensor.
Carmen Sylvia saa meget lidende ud, hvilket ikke var saa underligt, da Fødslen fandt Sted Lillejuleaften, hvorefter hun holdt sig oppe, til hun blev anholdt, og siden har hun ligget paa Vestre Fængsels Sygeafdeling.
Efter at de indledende Formaliteter var foretagne, gav den unge Pige en Skildring af sit Liv i de senere Aar og af sin Ulykke.
I nogle Aar har hun været ansat i en Fabrik. Fabrikanten, der er en ældre Mand, har i de sidste 2 Aar jævnligt gjort Tilnærmelser til hende uden, at der dog er opstaaet noget Forhold imellem dem. Trods hans Optræden overfor hende, var han dog den eneste, hun nærede en Smule Tillid til, og han var den eneste, som betroede sig til, da hun opdagede, at hun var i Omstændigheder.
For et Aars Tid siden traf hun en ung Jernbaneassistent, med hvem hun indlod sig i et Kærlighedsforhold, der altsaa fik Følger.
Hen paa Sommeren betroede hun sig til Fabrikanten, men da han ikke kunde yde hende nogen Hjælp, studerede hun flere Konversationsleksikon for at lære om Fødsler.
Ind sit Studium havde hun regnet ud, at Fødslen vilde finde Sted mellem Jul og Nytaar.
Lillejuleaftensdag blev hun utilpas og korte hjem fra sit Arbejde. Da hun kom hjem i Gaarden paa Samosvej blev hun mere daarlig og gik ind i Vaskerummet, hvor hun uden at føle Smerter fødte et Barn. Hun hørte ikke en Lyd og mente, at Barnet var dødfødt.
Hun tænkte straks paa at betro sig til sin Moder, men hun opgav igen denne Tanke. Hun lod som om intet var panseret, og gik ind i Hjemmet, hvor hun spiste sammen med Familien. Derefter lagde hun sig paa en Divan, idet hun fortalte, at hun havde Ørepine. Hele Natten laa hun vaagen, og Juleaftens Morgen stod hun op og gik ind i Vaskerummet, hvor hun tog det lille Barnelig, som hun svøbte ind en Dug og gemte i Skorstenen.
3. Juledag var hun paa Arbejde igen, og da hun kom hjem, fortalte man hende, at der var fundet et Barn i Skorstenen. Hun betroede sig da til Moderen, der raadede hende til at henvende sig til Politiet. Det gjorde hun samme Aften.
Da Carmen Sylvia havde afsluttet sin triste Fortælling, kunde man mærke paa Dommeren, at denne havde Medfølelse for hende, og dette gav sig udtryk i Protokollatet.
Dommeren dikterede til Protokollen, at den unge Pige nægtede at have handlet i Drabshensigt og at have født i Dølgsmaal samt at have handlet uforsvarligt med det nyfødte Barn.
Hendes Optræden maa ses paa Baggrund af den Viden, hun havde erhvervet sig ved at studere Leksika. Hun havde ikke betroet sig til Moderen, da hun paa Grund af sin mangelfulde Viden ikke mente at Fødslen var saa nært Forestaaende. Desuden havde hun dels sparet Penge sammen til Fødslen, dels samlet noget Børnetøj.
Den unge Pige nægter sig skyldig i noget forsætligt retsstridigt.
Derefter erklærede Carmen Sylvia, at hun ønskede sin Sag til Nævningebehandling, hvis der bliver rejst Tiltale mod hende.
Efter Konference mellem Dommer, Politiassessoren og Forsvareren, blev den unge Pige løsladt til Nævningetinget faar Sagen til Behandling.
Under Sagens Behandling er der foretaget grundig Undersøgelse af de to Mænds, den gamle Fabrikants og den unge Jærnbaneassistents Forhold til den unge Pige.
For Barnefaderens Vedkommende er det godtgjort, at han har været ganske uvidende baade om Svangerskab og Fødsel, og dermed er han juridisk set ude af Sagen.
Noget anderledes stiller Sagen sig med Fabrikanten, men hans Forhold vil ikke blive fuldt belyst, før under den kommende Nævningesag.
Allerede nu er det imidlertid fastslaaet, at han har været mere end almindelig kærlig overfor sin Fabrikspige, og at han har været vidende om hendes Tilstand uden at yde hende Hjælp eller Raad.
Om der er noget at bebrejde ham, vil Nævningeretten komme til at afgøre.
(Social-Demokraten 15. januar 1925).
Hun gik dog ikke fri med det samme. Retten afventede herefter en erklæring fra fængselslægen (overlæge Friis-Møller) som støttede udsagnet om at hun havde født uden at mærke det og uden at føle smerter. Derefter fik hun dagen efter lov til at gå hjem i følgeskab med moderen.
Retsmedicinsk Institut kunne ikke fastslå om barnet var dødfødt. Den 2. marts 1925 fik Carmen Sylvia Sofie Rovsing (eller Rossing) Staffeldt en betinget dom på 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Denne dom blev stadfæstet i maj samme år.
Augustdag i Mosen
Hier sendes en lille Hilsen til "KLOKKEN 5" fra en jysk Tørvemose paa Grindsted-Egnen. Hele Sommeren har vi slidt i det, fra Solen om Morgenen stod op til den om Aftenen gik ned langt vesterude. Varmt har det været at bjærge Tørvene op af de vaade Tørvegrave, men hvad gør de "dovne Arbejdere" ikke for at tjene 50-60 Kroner om Ugen og for at hæve den danske Krone.
Mange Arbejdere herude bor i selvlavede Hilse. Det vil sige,
graver Pæle ned, rejser Mure af Lyngtørv, og Taget laver vi af Granstænger og tørret Græs. Komfortabelt er det jo ikke, men det er nøjsomme Folk, der slider herude langt fra Civilisationens Goder og Rigmænds luksuøse Villaer. Og der kan være helt lunt i "Hulen", naar Aftensmaden er fortæret, og Aftenvinden synger over Mosen, varslende Efteraarets Komme.
Det er iøvrigt et haardt Arbejde at grave Tørv. Kun de Indviede kan gøre sig nogen Forestilling om, hvilke Savn og Vanskeligheder Tørvearbejderne maa døje.
deres Levned og Tilværelse er den kraftigste Protest mod Overklassens Fraser om, at nu om Dage vil Folk intet bestille, men kun gaa og drive rundt som Arbejdsløse og kun ryge Cigaretter og løbe i Biograf.
For at holde en beskeden Dagløn maa vi arbejde i hurtigste Tempo
Saadanne Dage slipper Øllet hurtigt op, og Drikkevand er kun at faa paa lang Afstand.
Og naar Aftenen kommer, slæber vi os hjem - sultne og trætte, og hvad venter der os saa? God Mad, bløde Stole og en Divan? Nej! Nej! Vanskeligheder og Afsavn fremdeles. Det er ikke Herreretter, der vanker herude. I Reglen Øllebrød eller kogte Kartofler, der spises tit stegt Flæsk. Resten af Dagen staar den paa Rugbrød, Margarine, Ost og Spegepølse. Yndet i vore Kredse er det ogsaa nu og da at købe Hakkekød, som raat smøres paa Brødet og spises med Løg og Sult. Det giver Kraft og Styrke til Slidet.
Fra alle Landets Egne - ogsaa fra København - kan vi træffe Arbejdere i Landets Tørvemoser. Vi maa jo søge hen, hvor Arbejde er at finde. Humøret herude er godt. Man kan høre Sange som: "Snart dages det, Brødre" og "Naar Vinteren rinder", sunget ved Arbejdet.
Snart er Tørvegravningen forbi for i Aar. Mange Tons er allerede i Hus, og naar Trækfuglene for Alvor haster sydpaa, da siger ogsaa vi Moserne Farvel og haster hjem til Kone og børn.
(Klokken 5 (København) 28. august 1924).
Fra ølstrejken 1924:
Da B. T. i Lørdags meddelte, at Bryggeristrejken vilde komme Mandag, kom det i høj Grad overraskende for det almindelige Publikum. Kun de færreste havde troet paa en omfattende Strejke i dette Foraar.
Ikke destomindre er Strejken en Kendsgerning idag, og 4600 Mand er blevne ledige ved denne store Arbejdsnedlæggelse.
Strejken omfatter de fleste store Bryggerier i København og Provinsen, undtagen "Hafnia" og saadanne Provinsbryggerier som Ringsted, Sønderborg og Tønder.
Dog er en Del større Hovedstadsbryggerier som "Hafnia", Glostrup, Vanløse og Husum udenfor Strejken, medens De forenede Bryggerier i Følge Samarbejdet med "Tuborg" ogsaa er indbefattet i Strejken.
Endelig er der en Kreds af Sodavandsfabrikanter med en særlig Organisation, som staar udenfor Strejken.
Ogsaa Krystalisværket paa Frederiksberg har indstillet Driften men der er sikret Hospitalerne Is til flere Uger, og det almindelige Publikum kan jo nok undvære Is lige i de første Dage.
Paa Fagforeningskontoret erklærer man, at man gør Regning paa, at det bliver en langvarig Konflikt. Man har selv Midler til at understøtte de 4600 Mand, som Strejken omfatter, i mindst 3 Maaneder og desuden har man Gensidighedsoverenskomet med Sveriges Bryggerifagforbund. Der er idag begyndt paa Strejkekontrolmøderne og der er udstillet Strejkevagter ved alle Bryggerier.
løvrigt mener man, at Strejkevagterne faar det let, thi man gaar ud fra, at Bryggerierne ikke vil udlevere Øl til Forretningerne, selv om disse vil afhente det selv. Kun Hospitaleme menes at ville faa udleveret Øl. og det vil de Strejkende ikke modsætte sig.
Paa Carlsberg bekræfter man, at der ikke vil blive udleveret Øl til Folk, som selv vil hente det. Kun Hospitalerne kan hente deres Forsyning selv.
Hvorvidt Konflikten kan blive langvarig, har man ikke nogen Mening om, men Parterne er jo ret langt fra hinanden.
Bryggerierne har tilbudt en Lønforhøjelse paa 3 Kr. om Ugen, men Arbejderne forlangte oprindelig mindst 10 Kr. ud over denne Forhøjelse.
I Forligsmandsinstitutionen erklærer man at man ikke agter at gribe ind foreløbig. Det forkastede Forslag var ganske vist ikke et egentligt Mæglingsforslag, men et Resultat af Forhandlinger mellem Parterne selv ved Forligsmandens Medvirkning, men da Forslaget er forkastet med saa stor Majoritet, mener Forligsmændene ikke, at det kan nytte at stille et egentligt Mæglingsforslag i dette Øjeblik.
Der er delte Meninger om, hvorlænge Restauratorernes og de Handlendes Iagre kan strække til. Nogle Restauratorer erklærer at have Øl nok til flere Uger, medens de Handlende hævder, at de kun har til en halv Snes Dage.
Paa Carlsberg erklærer man, der ikke er udleveret til saa særlig mange Dage forud.
Der har i den sidste Tid været et dagligt Forbrug af ca. 1½ Mill. Flasker om Dagen af Carlsberg, og stort mere har Carlsberg Bryggerierne ikke kunnet præstere.
E. n,
(B. T. 5. maj 1924)
Øverst: Gamle Carlsbergs Bryggerier. Nederst: Ny Carlsbergs tomme Ølvogne.
Carlsberg Bryggerierne danner en By for sig i den store By, men nu ligger denne lille By tavs og død, medens den store By lever og larmer rundt om den.
Strejken har standset Livet paa Carlsberg og paa de andre Bryggerier. Deres Skorstene ryger ikke, de varme Dampe vælder ikke ud fra Bygningerne. Øllet flyder ikke fra den ene Bygning til den anden, Fadene fyldes ikke, Aftapningsmaskinerne er stumme, og i Gaarde, paa Pladser og i Garager staar Vogne og Automobiler tomme og urørlige, medens Hestene faar en uvant Ferie.
Og for hver Bajer, der drikkes ude i Byen, nærmer den Stund sig mere og mere, da en halv Bajer ikke kan vejes op med Guld.
Hvis ikke Parterne forinden faar sig talt til Rette.
Foreløbig er Udsigterne dertil lig Nul.
(Aftenbladet 7. maj 1924).
Ikke mindre end 63 af de 100 Deltagere i Bryggeriforbundets Kongres udtalte sig i Gaar om Folketingsmand Andreasens Mæglingsforslag, saa man forstaar, at Mødet, der, som meddelt, begyndte Kl. 11. ikke kunde afsluttes før Kl. 5. Resultatet af Afstemningen blev, at Forslaget vedtoges med alle Stemmer mod 3. Saa snart Resultatet forelaa, blev der afsendt Meddelelse fil Bryggeriforeningen, hvis Forhandlingsudvalg, der jo var forsynet med Mandat til at slutte Forlig straks accepterede Mæglingsforslaget. Hermed var Strejken altsaa forbi, og det vedtoges at Arbejdet straks fra Dags Morgen skulde genoptages i fuld Udstrækning. Ølstrejken varede altsaa i 30 Dage, hvilket ganske sikkert var de 25 for mange.
Den nu afsluttede Overenskomst gælder for 2 Aar, nemlig til 1. Maj 1926. Arbejderne faar straks 1 Kr mere om Ugen i Minimalløn - de havde her i Byen før Strejken 62 Kr. 18 Øre - fra 1 Mai 1925 forhøjes Ugelønnen yderligere med 1 Kr. Til Gengæld faar Arbejderne i Fremtiden kun Ret til 5 Bajere pr. Dag i Stedet for de 6, de tidligere maatte faa.
Naturligvis er der til Morgen sat fuld Kraft paa for saa hurtigt som muligt at skaffe den tørstende By den saa længselsfuldt ventede Læskedrik.
Da Portene til Carlsberg-Bryggerierne i Morges ved 5-Tiden var slaaet op, varede det ikke mange Minutter, før Livet derinde paa det mægtige Terræn pulserede paa fuld Kraft.
Og Humøret var højt overalt. Man mærkede tydeligt Glæden hos de mange Menesker over igen al kunne komme til at tage fat. Det eneste Sted, hvor der herskede Alvor, var blandt mange Hundrede Arbejdssøgende, der straks strømmede til, men for hvis Hænder der endnu ikke var Brug.
Ude paa Pladsen traf vi Arbejdsinspektør Jensen, der øjensynlig var lige saa glad som Arbejderne over Kampens Afslutning
- Hvorledes vi! De nu forsyne den tørstende By? spurgte vi.
- Naturligvis faar Restauratørne Første-Grøden. Den bestaar i Hektoliter Fad-Øl, der køres ud i Morgen. Opad Dagen følger der mere efter. Øl har vi selvfølgelig nok af, men det er jo ikke tappet. Men nu er der 800 Kvinder i Gang med det Arbejde, og jeg tænker der kommer et lignende Antal il! od paa Formiddagen.
Vi kører hele Dagen i Dag og i Morgen med, saa at Restaurationerne kan være forsynede til Søndagens Rykind. Derimod maa Byens Handlende vente til Mandag Morgen, for vi kan ikke have Flaskeøl nok til Disposition. Men saa er vi ogsaa over det værste.
- - -
Oppe ved Depoterne begyndte Vognene at køre frem. De staldkande Heste var næsten ikke til at styre efter den tre Uger lange Ferie. Vogn paa Vogn fik læsset Smaatønderne paa og strøg af Sted ud gennem Gitterportene.
Livet pulserede atter.
(Aftenbladet (København) 31. maj 1924).
Som bekendt møder de Arbejdsløse i Morgentimerne bl.a. til Kontrol paa den gamle Ladegaard ved Aaboulevarden. Vor Fotograf har taget nogle Lynskud fra den store Forsamling af Arbejdsmænd, der her møder op, og hvor et Par musikalsk anlagte Kammerater forkorter Ventetiden ved en lille "Morgenmusik" med Violin og Guitar. Nederst ses et Parti af Vodroffsvej med Bagsiden af "Strygejernet" og Kontrolstedet.
(Social-Demokraten, 24. februar 1924).
Paa Howitzvej Nr. 18 i Kælderen bor en Hørkræmmer Hansen, som har den heldigvis ret enestaaende Opfattelse, at han mener at kunne byde sine Leverandørers Personale hvad som helst; det er jo kun Arbejdere, som der intet Hensyn bør tages til. Formentlig søger denne egenmægtige Hørkræmmer ikke sine Kunder blandt Arbejderklassen, da han i saa Fald vanskeligt kunne formene det foreneligt med sin Overklassestilling at fremsætte fuldstændig meningsløse og ubegrundede Beskyldninger for Tyveri mod disse.
Da saaledes en Carlsberg-Medhjælper for nogen Tid siden skulde have nogle tomme Flasker retur for leveret Øl, og disse har deres Plads i en mørk Kælder, hvor det er ganske umuligt at tælle Flaskerne, var der - da Hjælperen kom op i Forretningen, 4 Flasker for meget i Kassen. Dette foranledigede Hr. Hansen til at overfuse Medhjælperen med Beskyldninger for at ville stjæle de 4 Flasker, og som Motivering herfor kunne anføre, at der i Løbet af et Aar var forsvundet en hel Kasse Flasker, og hvem andre end Medhjælperne paa Bryggervognene skulde vel have stjaalet disse Flasker. Nu vil enhver, der har blot det mindste Kendskab til Ølhandel, straxs være klar over, at en Kasse Flasker er for intet at regne i Løbet af et Aar. hvorfor den fremsatte Beskyldning er saa meget mere meningsløs.
Da imidlertid Hr. Hansen ikke har været at formaa til at tilbagekalde sine gemene Beskyldninger, har vi ikke villet undlade at gøre Offentligheden, specielt Kunderne i bemeldte Forretning, opmærksom paa, hvad denne Hørkræmmer mener at kunne byde hæderlige Arbejdere, ligesom vi nu ad Rettens Vej vil kræve Oprejsning for de fremsatte Beskyldninger
Bryggeriarbejdernes Forbund for
København og Omegn.
Niels Hoppe
(Social-Demokraten, 21. januar 1924).
Der er tale om hørkræmmer Chr. Hansen.
Medens Ekscellencen lader vente paa sig, fryser og sulter de arbejdsløse Arbejdsmænd og deres Familie.
Vi skrev for nogle Dage siden, at Formanden for Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse, Hr. Johs. Nielsen, havde rettet en Henvendelse til Indenrigsminister Kragh om ekstra ordinær Hjælp til de marine frysende og sultende Arbejdsmænd og deres Familier.
De Tilstande, der hersker i mange Hjem, er saa forfærdelige, at man skulde have troet, at Ekscellencen straks vilde have sammenkaldt Rigsdagsudvalget, og der forelagt et Forslag om saa hurtigt som muligt at lukke op for Hjælpen til disse Mennesker, der uforskyldt er kommet i Nød. Men vi indrømmer nu. at vi havde forregnet os, thi endnu 14 Dage efter er der Intet sket for at stille disse Mænd, Kvinder og Børns Sult. Ganske vist har Ekscellencen indkaldt Rigsdagsudvalget til Møde den 24. Januar, altsaa paa Torsdag - ca. 3 Uger efter, at han fik den forfærdelige Statistik fra Arbejdsløshedskassen - men sultne Mennesker kan nu en Gang ikke blive mætte af, at man meddeler dem, at det Udvalg, der skal Afgørelsen, vil blive Indkaldt i Løbet af 3 Uger. Det er en blodig Haan mod disse Mennesker, en urimelig Maade at optræde paa, som ikke kan fordømmes stærkt nok.
Interview med Jobs. Nielsen.
Vi spurgte i Gaar Johs Nielsen om der var sket noget nyt med Hensyn til den Henvendelse, han havde rettet til Ministeren?
- Ikke ud over, at Udvalget er kaldt sammen til Møde den 24. Januar.
- Hvordan er Situationen blandt de Arbejdsløse?
- Nærmest forfærdelig. Jeg bliver saa bedrøvet, naar Jeg tænker paa al den Elendighed, disse Mennesker maa gennemgaa, men jeg staar magtesløs overfor Ministeren. Jeg kan jo desværre ikke selv træffe Afgørelse om Udbetaling af Hjælp, ellers kan De tro, at dette var sket for længe siden.
- Er det nødvendigt for Ministeren at have saa lang Betænkningstid?
- Det maa det jo være, ellers ved jeg ikke. hvorfor det trækker saa længe ud, men forfærdeligt er det for disse ulykkelige Mennesker - men jeg kan godt tilgive Ministeren han Langsommelighed, saafremt han vil gøre sit Forslag saa fyldigt som muligt, saaledes at alle de Arbejdsløse kommer ind under Lovens § 31.
- - -
Saaledes er Situationen I Dag. Vi skal blot gentage: Arbejdsmændene sulter, Hr. Kragh!
(Klokken 5 (København) 19. januar 1924).
En krisefond blev den 1. februar 1924 åbnet op for 30.000 arbejdsmænd og 2.500 landarbejdere. Den gav 80 øre, dertil 42 øre pr. barn, pr. dag. Dette var hvad der var blevet bedt om.
Mindestenen afsløres for Sukkerhusarbejdernes tidligere Formand, Ludvig Petersen.
For et Aarstid siden døde en kendt og dygtig Partifælle, Sukkerhusarbejder Ludvig Petersen. Han var Formand for Sukkerhusarbejdernes Fagforening og udrettede i denne Egenskab et stort og uegennyttigt Arbejde til Gavn og Held for sine Kammerater. Det er derfor naturligt, at disse har villet ære hans Minde ved at rejse en Sten paa hans Grav. paa Vestre Kirkegaard. Afsløringen at Mindesmærket foregik i Gaar. En stor Kreds af den afdøde Organisationsmands Fagfæller havde givet Møde ved Graven, som er beliggende i Nærheden af Østre Kapel.
Fagforeningens Formand. Hr. Jens Nielsen, foretog Afsløringen. Forinden opridsede han i en lille Tale Ludvig Petersens Betydning for Organisationen. Han mindedes sin Forgængers Bestræbelser for at naa til en Sammenslutning indenfor Branchen og fremhævede hans Flid og Arbejdsævne. Enighed gør stærk, - var Ludvig Petersens Valgsprog, og dette bør vi ogsaa tage Iære af til Gavn for vor Organisation.
Dækket faldt for Mindesmærket, der præsenterede sig som en smuk Granitsten. Foruden Ludvig Petersens Navnetræk bærer Stenen følgende Inskription: "Tak, for dit Arbejde. Skænket af Sukkerhusarbejdernes Fagforening."
Paa Slægtens Vegne lovede d'Hrr. Henry Jensen og Vilhelm Petersen at hæge og værne om Mindesmærket.
Den lille Højtidelighed afsluttedes med, at Repræsentanten for D. A. F. , Hr. Olsen, nedlagde en Krans med røde Silkebaand paa Graven.
Ludvig Petersens Enke, som stærkt bevæget overværede den Hyldest, der vistes hendes Mands Minde, beder os herigennem bringe alle Fagforeningens Medlemmer en hjærtelig Tak for det smukke Mindesmærke.
(Social-Demokraten 8. december 1924).
Sukkerhusarbejdernes Fagforenings Tilblivelse og Udvikling gennem 25 Aar. 1893—6. Aug.—1918. Historisk Tidsskrift.
