Leo Manuel Jenrich, 1910-1944. (Efterskrift til Politivennen)

Leo Manuel Jenrich. Født 27. september 1910 i København. Arbejdsmand. Medlem af DNSAP, hvor han sendte hilsner til deltagerne i Waffen-SS. Marinevægter på Høegh Rasmussens Maskinfabrik i Vanløse. Han blev forsøgt likvideret den 21. december 1944, og døde dagen 22. december 1944 efter af sine skudsår på Nyelandsvejens Lazaret på Frederiksberg. Han blev bisat på Vestre Kirkegårds tyske afdeling, 28. december 1944 kl. 11.00. I dag findes hans grav samme sted med nummer B/581-582.

Omkring december 1944 havde en Holger Danske gruppe fået at vide at Høegh-Rasmussens Maskinfabrik i Vanløse fremstillede vitale dele til Værnemagten. Der var da også sabotagevagter på fabrikken som under modstandsfolkenes rekognesering havde beskudt dem. Dedn 21. december 1944 forsøgte modstandsfolk at sprænge fabrikken i luften, men det blev forpurret af fabrikantens søn som godt nok forhindrede sabotagen, men ved samme lejlighed blev skudt.

Vagtværnsfolkene blev holdt op. Ingeniør Høegh Rasmussen, Dybendalsvej 49, tilkaldte i Aftes Vagtværnet, fordi der var Indbrud i hans Maskinværksted, Bogholderallé [Bogholder Allé] 76 i Vanløse. Da Vagtværnets Folk ankom, viste Hr. Høegh Rasmussen dem fra Kontoret over til Maskinværkstedet, men saasnart de tog i Døren, kom 3 revolverbevæbnede Mænd farende og tvang dem til at stille sig med Ansigtet mod Væggen. Ogsaa Chaufføren blev hentet ind og stillet op mod Væggen. I Mellemtiden var der kommet yderligere 3 revolverbevæbnede Mænd til. De skyndte sig at lægge forskellige Effekter i en Sæk og trak sig derefter tilbage med Ordre til Vagtværnets Folk om ikke at røre sig det første Kvarter, da de ellers vilde blive skudt. Det viste sig, at alle Skabene i Kontoret var brudt op, Pengekassen tømt og nogle Cykler i Cykleskuret skrællet.

(Redaktør Søren Hansens Beretninger om Tiden fra den 19. September 1944 til den 4. Maj 1945. Fredag den 8. december 1944)

Mand dræbt i Bogholder Allé 76. I Morges blev Brandvæsenets Ambulance kaldt ud til Bogholder Allé 76. De tilstedeværende fortalte Ambulancefolkene, at en Mand laa dræbt inde i Ejendommen, men at de ikke skulde gaa derind, da der var udlagt Sprængstof. Da det hævdedes bestemt, at Manden var død, kørte Ambulancen tilbage. Ved 10-Tiden blev der ringet fra det tyske Politi og forlangt en Vogn til at køre den Døde bort. Samtidig opgav man, at Sprængstoffet var fjernet. Der blev saa sendt en Rustvogn ud efter den Afdøde, som kørtes til Nørre Hospital, og derfra senere til Retsmedicinsk Institut. Det er siden blevet opklaret, at den Dræbte var en ca. 20-aarig Sabotagevagt, Høgh-Rasmussen. Nogle Sabotører havde udlagt en Sprængbombe i Ejendommen, men Høgh-Rasmussen rev Lunten af og blev saa skudt. Senere kom Folk fra Sommers Vagtkorps til Stede og tog Affære.

(Redaktør Søren Hansens Beretninger om Tiden fra den 19. September 1944 til den 4. Maj 1945. Torsdag den 21. december 1944).

Episoden i Bogholder Allé 76. I Ejendommen Bogholder Allé 76, hvor en ung Sabotagevagt, Høgh-Rasmussen i Gaar blev dræbt, findes en Maskinfabrik, og det var den, Sabotageforsøget blev rettet imod. Fabrikens Indehaver er den dræbte unge Mands Fader, Ingeniør Høgh-Rasmussen.

Vagtposterne satte sig iøvrigt til Modværge, og det kom herunder til Ildkamp. Sabotørerne flygtede i en Bil.

(Redaktør Søren Hansens Beretninger om Tiden fra den 19. September 1944 til den 4. Maj 1945. Fredag den 22. december 1944).

Efterspil fra mislykket Sabotageforsøg. Den i Morgenbladene i Dag omtalte Leo Jerrick, som Fredag Eftermiddag blev saaret ved Skud i Bogholder Allé, var Marinevægter og tilknyttet Vagten i Høgh-Rasmussens Maskinfabrik, Bogholder Allé 76, hvor et Sabotageforsøg forleden mislykkedes, og hvor en Søn af Indehaveren blev skudt, da han skar Lunterne til Bomberne over.

(Redaktør Søren Hansens Beretninger om Tiden fra den 19. September 1944 til den 4. Maj 1945. Lørdag den 23. december 1944).

Gravsten B/581-582 på Vestre Kirkegårds tyske afdeling. Leo Jenrich, Wächter. 27.9.1910 22.12.1944. Nedenunder står Seekadett Eduard Tombrink, som død en alder af 18 år. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den berygtede Stikker, Marinvægter Leo Jenrich, der var Sabotagevagt paa Høegh Rasmussens Maskinfabrik i Bogholderalle 76, blev i Fredags saa haardt saaret af en Revolvermand udfor Arbejdsstedet, at han nu er afgaaet ved Døden. Desværre blev Revolvermanden, den 25-aarige Henning Hansen fra Hillerød selv saaret under Kampen med Stikkeren og var død inden Ankomsten til Hospitalet.

(Information 28. december 1944).

Der blev i den illegale presse regelmæssigt berettet om marinevægtere der begik vold og skudepisoder, også når de var hjemme på orlov. De omtaltes også ofte som stikkere. Blev de anholdt, afleveredes de til tyskerne der som regel løslod dem igen. Se fx Information for perioden op til december 1944. Der er dog ikke beretninger desangående Leo Jenrich, men læsere af den illegale presse har formentlig forbundet ham med andre marinevægteres opførsel.

Høegh-Rasmussens Maskinfabrik i Bogholder Alle er blevet ødelagt ved Sabotage. Der har to Gange tidligere været gjort Forsøg paa at ødelægge Virksomheden, men først tredie Gang lykkedes det.

(Information 12. januar 1945). Sabotagen skete den 9. januar 1945.

Se eventuelt Dines Bogøs fremstilling af sagen.

Niels Andreas Jensen. (Efterskrift til Politivennen).

Tre af de Dræbte begravet

København, 31.1. (RB.)

Tre af de ved bombeangrebet i onsdags dræbte blev i dag begravet. Fra det store kapel på Vestre Kirkegård begravedes den 44 årige sukkerhusarbejder Niels Andreas Jensen, Gunløgsgade 16. Den 30-årige sukkerhusarbejder Eigil Einer Olsen, Dronning Dagmars Allé 4, begravedes fra Timoteuskirken og jordfæstedes ligeledes på Vestre Kirkegård.... Alle tre Begravelser fandt sted under overvældende deltagelse, og mange af de dræbtes arbejdskammerater, funktionærer og repræsentanter for sukkerfabrikkernes ledelse fulgte deres bårer. Ligeledes sås et væld af kranse.

(Hejmdal, 1. februar 1943)

Sukkerfabrikken Phønix efter det engelske bombardement. Det Kongelige Bibliotek. Billedet er muligvis beskyttet af loven om ophavsret.

De to arbejdede på Raffinaderiet Phønix. Bombningen den 28. januar 1943 ved 17-tiden var det første egentlige bombardement i Danmark. Bombemålet var B&W der fremstillede dieselmotorer til tyske u-både. Sukkerraffinaderiet blev alvorlig ramt, ligesom skader på ejendomme i kvarteret. 5 blev dræbt og andre såret.

Efter luftangrebet 28 januar 1943 var der flere blindgængere og tidsindstillede bomber på Islands Brygge. De blev fjernet af sprængningseksperter. Kvarteret var under arbejdet evakueret og sprængningerne forløb som beregnet. (Fotoer af begravelsen i Vestsjællands Social-Demokrat, 1. februar 1943. Landbrugernes Dagblad (Maribo), 1. februar 1943. Nationaltidende 1. februar 1943). Et fjerde offer, sukkerhusarbejder Knud Svend Nissen, Ny Carlsbergvej blev begravet 4. februar 1943 på Vestre Kirkegård.

Raffinaderiet lå Langebrogade 1-3. Det var opført 1912 på Applebyes Plads, tegnet af Emil Jeppesen, udvidet ved Louis Jeppesen. Administrationsbygningen blev delvis nedrevet og ombygget 1988. Bygningen er ret markant synlig fra Langebro. 

Arbejdsløse til Kontrol. (Efterskrift til Politivennen).

Den frygtelige Arbejdsløshed som stadig stiger, sætter sit Præg paa mange omraader. Ikke alene i Hjemmene, hvor Savn og Nød bliver en mere og mere hyppig Gæst, men ogsaa paa Gader og Stræder. Ovenstaaende Billeder hører ikke til de lyse Solstrejf fra Storbyen. - Øverst ser man ledige Arbejdsmænd til Kontrol i Suhmsgade. Nederst til venstre gengiver vi en Situation foran Smedenes Kontrol i Vester Søgade, og tilhøjre endnu et Billede fra Suhmsgade.

(Social-Demokraten 12. oktober 1927).

Krystal Sodavand. (Efterskrift til Politivennen)

En "Grænsestrid" mellem to Fagforeninger.

Kampen om en Fabrik. - Den ene erklærer Blokade, den anden giver fri Bane.

Mineralvandsfabriken "Krystal" i Flensborggade er blokeret af "Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejderforbund", og fornøden Meddelelse herom er udsendt. Men i Dag til Morgen skriver Landstingsmand Lyngsie i "Social-Demokraten" paa "Dansk Arbejdsmands Forbund"s Vegne, at Fabriken har Overenskomst med hans Forbunds Øl- og Mineralvandsarbejderafdeling, i hvilken Organisation alle dens Arbejdere staar som Medlemmer. Det hele er en Grænsestrid mellem to Fagorganisationer, siger Hr. Lyngsie, og denne Sgtrid bør ikke komme Fabriken til Skade paa dens gode Navn og Rygte.

(Aftenbladet (København) 9. maj 1928).

Frænde er Frænde værst

Det gamle Ord, at Frænde er Frænde værst, bekræfter sig ikke sjældent ved Konflikter mellem Arbejdsgiverne og Fagforeningslederne, hvor Arbejdsgiveren er tidligere Fagforeningstillidsmand.

I det sidste Aars Tid har der paa Vesterbro i København hersket en saadan bitter Strid mellem to tidligere Fagforeningskammerater. En fhv. Næstformand i Bryggeriarbejdernes Forbund har begyndt for sig selv med en Sodavandsfabrik "Krystal" og har som Ejer af den lille Fabrik haft den Dristighed at tage en Chauffør fra Arbejdsmændenes Arbejdsløshedsanvisning en Morgen, da han stod og skulde bruge en Mand i en Fart, og BryggeriarbejderforbundetsFormand ikke havde faaet Kontoret lukket op. Der blev Avispolemik og Processer i lange Baner, og Chaufføren, der havde gaaet ledig i over et Aar, skønt han var en dygtig Mand, maatte atter ud og suge paa Labben. Ved Processen skete der det mærkelige, at Chaufføren fik en stor Erstatning, men ved Højesteret blev "Krystal" dømt til at tage en ny Chauffør fra Bryggeriarbejderforbundet.

Det vilde Manden fra "Krystal" ikke, og Formanden i Forbundet vilde ikke lade sin gamle Kammerat i Fred, og saa blev der dekreteret Blokade paany. Imidlertid har Sodavandsfabrikanten nu spillet Bryggeriarbejderforbundet det Puds at flytte det Par Mand, som han beskæftiger, over i Lyngsies Arbejdsmandsforbund, og da Lyngsie i de praktiske Forhandlinger er en lige saa stor Ynder af at skære hurtig igennem Vrøvlet, som han til Tider kan være rask til at slaa i Bordet, er han nu faret i Blækhuset og har skrevet i "Social-Demokraten", at Bryggeriarbejderne skal holde op med deres Blokade-Vrøvl. Fabrikens Folk hører under Lyngsie, og saa er der ikke mere om den Blokade.

Mærkeligt nok synes Bryggeriarbejderformanden at ville putte Reprimanden i Lommen, idet han nu udtaler offentligt, at der nu ikke mere er tale om Blokade, og at Sagen vil blive afgjort ved Voldgift.

(Sorø Amts Dagblad 14. maj 1928).

Hjørnet af Flensborggade 8 og Broagergade - Krystal Sodavand, Foto Erik Nicolaisen Høy.

Arbejdsløse til Kontrol. (Efterskrift til Politivennen)

 

Den frygtelige Arbejdsløshed som stadig hærger, sætter sit Præg paa mange Omraader. Ikke alene i Hjemmene, hvor Savn og Nød bliver en mere og mere hyppig Gæst, men ogsaa paa Gader og Stræder. Ovenstaaende Billeder hører ikke til de lyse Solstrejf fra Storbyen. - Øverst ser man ledige Arbejdsmænd til Kontrol i Suhmsgade. Nederst tilvenstre gengiver vi en Situation foran Smedenes Kontrolsted i Vester Søgade, og tilhøjre endnu et Billede fra Suhmsgade.

(Social-Demokraten, 12. oktober 1927).

Et Besøg i Københavns Proletarkvarterer. (Efterskrift til Politivennen)

Mennesker, der lever som Dyr i uhumske Huler. - Hvordan Skøger og Forbrydere udklækkes.

Ved et Møde, som Kirkens Korshær afholdt forleden, fremkom der en Række Oplysninger om de frygtelige Boligforhold, der hersker i det saakaldte mørke København. En af vore Medarbejdere, som har aflagt Besøg i de forskellige Kvarterer, giver her en Skildring af de mildest talt forfærdende Forhold, som raader.

Fra den velholdte Vesterbrogade, der er Hovedfærdselsaaren fra Raadhuspladsen og udefter til Valby, strækker sig en Række Sidegader, bag hvis høje Arbejderkaserner der adskillige Steder skjuler sig et helt ukendt Kvarter, som man almindeligvis næppe skænker en Tanke.

Det er her i de saakaldte Vesterbros Sidegader, at Københavns "Forbryderkvarter" findes. Her er nemlig Arnestedet for hele den lovløse Prostitution, hvis Hærskare af ulykkelige Kvinder hver Aften og Nat hjemsøger Raadhuspladsen og Vesterbrogade. Søger man ind gennem en af Portene i en saadan Sidegade, opdager man at den ene Bygning gemmer sig bag den anden. Der kan være 1., 2. og 3. Bagsal, som det kaldes, og her kan man finde 1-Værelsers Lejligheder. Et enkelt Sted fandtes her et usselt Hummer, hvor der levede en hel Familie bestaaende at Fader og Moder, to voksne Døtre, en voksen Søn og fire Børn i Alderen fra 5 til 12 Aar. Yderligere fandtes der 1 Logerende, en Veninde til en af Døtrene. Alt Familieliv foregik aabenlyst i denne Hule, hvor den udslidte Kone prøvede paa at holde saa nogenlunde rent. Vi spurgte hende, hvorfor hun ikke søgte at faa Børnene ud, og hun svarede, at saa længe de kunde blive i Reden, havde de dog et Hjem. Andre Steder var det værre, der havde man Værelset adskilt i to Afdelinger af Hensyn til Datteren, som ernærede Familjen ved Prostitution, og hvis Kæreste ogsaa boede i "Lejligheden".

Saadanne frygtelige Forhold finder man i Massevis af, og man kan derfor ikke forundre sig over, at de Børn, der vokser op under disse Omgivelser, bliver moralsk ødelagte allerede inden de bliver konfirmeret, og holder man endelig "Stien ren" indenfor det lille Hjems egne Døre, saa er der nok af Ting, der foregaar alle andre Steder i det samme Hus, der kan ødelægge Børnene.

Nogle Steder kan man se en "enlig Dame", som i Forhuset sidder med en Treværelserslejlighed, hvor hun selv bebor et usselt Hummer, der kaldes "Pigekammer". medens de tre Stuer er lejet ud til en af Gadens Piger og lader, som om de ikke hører eller aner hvad der foregaar i dette Værelse.

Akkurat de selvsamme Forhold finder man i det saakaldte Rabarberkvarter paa Nørrebro, og ikke langt der fra kan man finde et helt nyt Kvarter, hvor den saakaldte "finere Prostitution" holder til.

I selve den gamle By i Aabenraa og Landemærket og andre Steder finder vi den københavnske Ghetto. Det er her, at vore polske Gæster holder til. Disse Folk er af en hel anden Type end Beboerne paa det yderste Nørrebro eller Vesterbro. De polske Jøder er myreflittige Folk, som stuver sig sammen ligesom Rotter i en Rede. Ofte kan man finde ligefremme Huler, livor hver eneste Plads er udnyttet, og hvor der hersker det frygteligste Griseri. Mange af disse polske Boliger er rene Udklækningsanstalter for Væggetøjet, der i de senere Aar er blevet en sand Plage i København. I de varme Sommere breder de sig til andre Kvarterer, og det er jo en Kendsgerning, hvordan disse Dyr har bidt sig haardnakket fast i Husvildebarakkterne, der jo meget viseligt syens at være bygget netop saaledes, at en rationel Udryddelse ikke kan iværksættes.

Det, der imidlertid rummer den største Fare, rent samfundsmæssigt er imidlertid de overfyldte

Huse med 1 Værelsers Lejligheder, idet det er her, at den opvoksende Ungdom bliver ødelagt. Man kan ikke fortænke Børnene i, at de hellere vil være uden for Hjemmet undtagen lige netop, naar de skal sove, og hvad der kan foregaa i disse overfyldte Værelser, er ikke sundt for Barnesindet. For en ikke ringe Del kan man regne dette grelle Udslag af Bolignøden som Aarsag til den stigende Umoralitet blandt de sidste Aars Ungdom. Derfor burde ogsaa en Løsning af Boligspørgsmaalet sættes langt frem foran adskillige andre Sager, der udmærket godt kunde vente.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 17. februar 1926).

Anders Peter Johansen Berg (1846-1935). (Efterskrift til Politivennen)

80 Aar.

Et Par Erindringer fra vort Organisationslivs første Dage.

Gamle A. P. Berg i København, en af vort Partis stoute Veteraner, fylder i Morgen, Søndag, 80 Aar.

Vi træffer A. P. Berg i "Social-Demokraten"s Ekspedition, hvortil han knyttedes for godt 40 Aar siden, i 1885, og hvor han endnu virker.

Ja, saa er jeg jo ved de 80 siger Berg og ser lidt tankefuldt hen for sig, hvorefter han begynder at fortælle Træk fra sin Barndom, Ungdom og Manddomsaar.

Jeg er født i Varde, hvor min Fader var Bagermester og Konditor, og mit Barndomshjem var et Samlingssted for mange Frisindede. Endnu husker jeg tydelig 3-Aarskrigens Dage, hvor Diskussionen gik højt i mine Forældres Stuer, og jeg sad stille i en Krog og lyttede til.

I Kolding lærte jeg Snedkerfaget, og efter en Tysklandstur naaede jeg i Begyndelsen af 70-erne til Aarhus, i den bevægede Brydningstid.

Fra København spredtes socialistiske Smaaskrifter Landet over, og jeg slugte Indholdet med en sand Graadighed. Jeg saa, hvorledes vi Svende overalt blev underbudt paa det skammeligste for vort Arbejde og sagde til mig selv: Der maa strax gøres noget.

Det var netop paa den Aarstid, da der skulde arrangeres en "Nøddedag", den skulde benyttes, og jeg gik rundt paa Værkstederne og opfordrede Svendene til at følge med mig ud paa Ferdinandspladsen i Riis Skov, hvor vi saa kunde holde Møde. Dagen oprandt, og efter Aftale marscherede vi i sluttet Trup derud. Men det vakte selvfølgelig stor Opsigt i Byen. da vi kom vandrende gennem Gaderne og Mestrene kunde ikke holde sig hjemme, de troppede fuldtalligt op for at se, hvad vi foretog os.

Ankommen til Skoven fik vore Mestre hurtig Færten af, hvad der foregik; de skummede af Raseri, smed Jakken - men besindede sig - heldigvis for dem.

Om Aftenen var Snedkersvendenes Organisation i Aarhus oprettet, den første Forening der i Byen, som tilsluttede sig Internationale, der den Gang var bleven dannet med Pio i Spidsen.

Nogen Tid efter rejste jeg til København, hvor jeg saa siden har taget fat med Liv og Sjæl i Partiarbejdet.

- Efter at være kommen til København" var Berg med til at gøre det forberedende Arbejde for Oprettelsen af "Demokraten", Aarhus, samt vore Part i blade i Aalborg og Randers og havde i lang Tid Sæde i vor Presses Kontrolkomite i København. Han var i København i Spidsen blandt dem, der startede Arbejdernes Fællesbageri og Bryggeriet "Stjernen" og har siden siddet i Ledelsen for disse Institutioner.

Desuden beklæder han stadig en Kække øvrige Tillidsposter, og i Brønshøj har Berg udført et stort kommunalt Arbejde.

1 Socialdemokratisk Forbunds Hovedbestyrelse sad Berg gennem godt 25 Aar og vil derfor af Partifæller Landet over være velkendt fra Forbundets Kongresser. Til de mange Lykønskninger, som Fødselsdagsbarnet modtager, føjer vi ogsaa vor.

(Horsens Social-Demokrat 13. februar 1926).

A. P. Berg fylder 80 Aar.

En af Socialdemokratiets stouteste og ivrigste Forkæmpere, vort Blads mangeaarige Inkassator, Snedker A. P. Berg, fylder i Dag 80 Aar.

Da Berg for 10 Aar siden fyldte 70 Aar, skrev vi, at "han dermed havde naaet "Støvets Aar", men alle vi, der kender ham, véd, at denne Betegnelse slet ikke passer paa Jubilaren; thi hans Virkelyst og Aand er saa klar som i hans Manddoms bedste Dage, og hans Ansigt lyser af ungdommelig Begejstring, naar vort Parti har gjort et eller andat heldigt Fremstød, eller naar han i festligt Lag tolker Drachmanns Ungdomsaange - eller en af Digterne Indenfor vort eget Parti."

Disse Ord gælder endnu, skønt A. P. Berg i Dag passerer de 80 Aar. Det eneste, der i hans høje Alder synes at genere ham i hans Virkelyst, er Undersaatterne, der nu har ondt ved at bære den kraftige Skikkelse; men hans klare Hjærne og det glade Humør har han bevaret usvækket fra sin Ungdom.

Endnu lyser hans Øjne af Begejstring, naar han i et muntert Lag rejser sig og slaar ud med Haanden for i næste Nu at deklamere enten: "Engelske Socialister" eller: "Havde jeg blot et Vikingeskib med Hundrede Kæmper om Bord." Saa lytter alle med Beundring og Glæde til Bergs glimrende Deklamering.

Det samme har været Tilfældet, naar han ved Møder og Partisammenkomster for Tusinder af Tilhørere har tolket Landsthingsmand Martin Olsens prægtige Digt, der paa saa træffende Maade karakteriserer gamle Dages Svendeliv, hvor et helt Værksteds Svende tilsammen kun havde en eneste brugelig Frakke. Den maatte de have paa skiftevis, og de kom derfor kun sjældent i Luften. Ellers gik Tiden med at arbejde og sove, og lidt Underholdning havde de kun, naar de kunde faa Lov at prygle en stakkels Lærling.

Saa bruser Begejstringen op om vor gamle Partifælle, som han staar dér, selv en Kæmpe med sit mægtige graablonde Fuldskæg.

I saadanne Øjeblikke er det 80-aarige Fødselsdagsbarn mest lykkelig. Da føler de lyttende Tilhørere, at endnu ruller Ungdommens Blod gennem den gamle Kæmpe, og saaledes er det 1 Virkeligheden ogsaa; thi alt det, han med sin Malmrøst tolker, har han selv gennem sit lange Svendeliv paa Værksteder og paa "Valsen" gennemlevet.

Fra sin Ungdom har A. P. Berg taget levende Del i den faglige og politiske Bevægelse, og hvad enten han talte til sine Fagfæller eller til Tusinder af andre Fags Arbejdere, saa følte Tilhørerne, at hans hjærtevarme Ord var baaret frem af Kærlighed til den Stand, hvorfra han selv var udgaaet. De socialistiske Frø, han selv har været med til at saa, har han set spire og vokse op til et mægtigt Træ med en pragtfuld Krone.

Men det har sikkert været A. P. Bergs lykkeligste Øjeblik, da det blev forundt ham at opleve den Dag, da Socialdemokratiet blev Landets største Parti - se det danne Regering og føre Landets Tøjler efter det socialistiske Program, han ogsaa havde været med til at skabe. A. P. Berg var nemlig gennem mange Aar et skattet Medlem af vort Partis Hovedbestyrelse, og i denne Egenskab var han selvskreven Sekreter ved alle vore Kongresser, og med den Dygtighed og store Ordenssans, som han er i Besiddelse af, var man paa Forhaand overbevist om, at Protokollerne blev netop, som de skulde være.

A. P. Berg er født den 14. februar 1846 i Varde, hvor hans Fader, der var Bagermester og Konditor. Selv fortæller han, at han havde en lykkelig Barndom, og at hans senere Liv har formet sig "som et Eventyr". Hans Fader satte ham i Snedkerlære, og efter at han var blevet udlært, arbejdede ham som Svend i Flensborg, Hamborg og Weimar og derefter i forskellige danske Byer. Da han kom til Aarhus, stiftede han Familie og slog sig en Tid ned i denne By. Her var han den 11. September 1871 Medstifter af Aarhus' Snedker-Sektion under Internationale.

Efter at Berg med sin Familie var flyttet til København, valgtes han den 9. November 1882 til Formand for Bygningssnedkernes Fagforening. Denne Stilling beklædte han til 9. Maj 1889. Under hans lange Virksomhed i Fagforeningens Tjeneste skabte han ogsaa en Skole for sine Fagfæller, hvor han selv underviste i Opmaaling og Beregning.

1 1885 var han med til at danne Snedker-Forbundet og blev dets Første formand. I "Social-Demokraten"s Kontrolkomité havde han Sæde fra 1885-89, hvorefter han blev vort Blads dygtige Inkassator.

Men ogsaa i vort Partis kooperative Bevægelse har han gennem de mange Aar taget Ivrig Del. Det var ham, der gennemførte Opførelsen af den smukke Haveby ved Brønshøj, der nu er efterfulgt af mange andre Havebyer. Selv bor Berg nu hos en Søn, der er Skolebetjent ved Brønshøj Skole.

En Kreds af Vener vil 1 Morgen Aften samles med ham til en Fest l Ny Rosenborgs Lokaler.

(Social-Demokraten 14. februar 1926).

Af en højesteretsdom fra 5. januar 1888 fremgår at A.P. Berg sammen med 11 andre (Bl. a. A. C. Meyer, E. E. Wiinblad, Jens Jensen) var anklaget for at have udgivet "Sangbog for socialdemokratiske Arbejdere" som var under mistanke for at "tilsigte eller indeholde en saadan for den offentlige Ro og Orden faretruende Ophidselse til Had og Forbittrelse eller til Voldsgerninger" og som skildrede "Arbejderbefolkningen som mishandlet og forpint af de bedre Stillede, og ved hadefulde Udfald og Trusler om Hævn mod disse, der fremstilles som udøvende et tyrannisk Herredømme over de Ubemidlede...." Som eksemplar angaves 16, bl.a. Socialisternes March, Protetarens Vise og Sang til den Røde Fane. Sangbogen blev af retten anset for at have strafbart indhold. 

Allerede før Paul Geleff som agitator for Internationale sidst i oktober 1871 kom til Århus, havde "Socialistens" opfordringer til arbejderne om at organisere sig, haft effekt. Aarhus havde en stor Arbejderbefolkning ud af de 15,000 Indbyggere (1870). Internationales første filial var i Århus dannet ud fra en socialdemokratisk snedkerfagforening. Bl.a. af Anders Peter Johansen Berg der dengang var Snedkersvend i Aarhus. Han havde samlet kolleger til en "nøddetur" til Riis Skov med det skjulte formål at danne en Forening. Den blev konstitueret 16. september 1871 og havde fra starten ca. 70 Medlemmer. Få år efter flyttede han til København, hvor han 1882—89 var formand for Bygningssnedkernes Fagforening og var medstifter af Snedkerforbundet

Berg var før indlemmelsen i København "sognekonge" i Brønshøj.

Arbejdsløses Demonstrationer 1926. (Efterskrift til Politivennen)

 Til Hovedstadens organiserede Arbejdere!

Fællesorganisationen fraraader Deltagelse i Demonstrationen i Dag.

Fra Forretningsudvalget for Arb. Fællesorganisation har, vi modtaget følgende:

Paa Foranledning af en Henvendelse til Arbejdernes Fællesorganisation om Deltagelse i en Demonstration, som et Møde af Arbejdsløse har vedtaget at afholde Onsdag den 3. Februar, afholdt Arbejdernes Fællesorganisations Forretningsudvalg. som allerede meddelt. Møde i Gaar. Forretningsudvalget vedtog at fraraade Deltagelse i den af dette tilfældige Udvalg planlagte Demonstration.

Arbejdernes Fællesorganisation har. som det er meddelt gennem Social-Demokraten, allerede den 23. November ved en Deputation rettet Henvendelse til Landsthingets Udvalg vedrørende Foranstaltninger mod Arbejdsløsheden, hvor man paa 325.000 organiserede Arbejderes Vegne rettede Opfordring til de forskellige Partier om at samles paa Grundlag af Folkethingets daværende Lovforslag til Fremme af offentlige Arbejder, og hvor man pegede paa den stadig stigende Arbejdsloshed og den heraf følgende Nød, der kræver ekstraordinære Foranstaltninger gennemført.

I Henhold hertil maa Forretningsudvalget understrege den samlede Arbejderklasses Tilslutning til de Foranstaltninger med Hensyn til Fremme af Arbejders Iværksættelse, samt med Hensyn til Forbedringer af Understøttelserne, som det socialdemokratiske Ministerium og vore øvrige Repræsentanter i Rigsdagen alt har gennemført eller forelagt som Lovforslag.

- Endvidere har Fællesorganisationens Forretningsudvalg paa et Møde den 25. Januar behandlet en fra de københavnske Byggefagsorganisationer fremsendt Skrivelse, omhandlende en Række Punkter, der dels tager Sigte paa Ændringer af Arbejdsløshedslovens uheldige Bestemmelser i Lighed med det af Socialministeren den 15. December fremsatte Forslag og dels paa andre herhenhørende Spørgsmaal.

Til nærmere Bearbejdelse er Sagen henvist til Organisationernes samlede Arbejdsløshedsudvaig. der paa samtlige organiserede Arbejderes Vegne snarest muligt vil fremsende Kravene til Rigsdagen.

Vi maa derfor kraftigt tilbagevise de Forsøg, der fra anden Side geres paa at iværksætte Demonstrationer, idet snadanne tilfældige og hovedkulds arrangerede Demonstrationer kun kan virke ødelæggende for Arbejderklassens samlede Optræden. 

Forretningsudvalget for Arbejdernes Fællesorganisation henstiller derfor til alle organiserede Arbejdere i København Ikke at deltage I den paatrnkte Demonstration i Dag. 

Forretningsudvalget for Arbejdernes Fællesorganisation i København.

(Social-Demokraten 3. februar 1926).

De Arbejdsløses Demonstration: Demonstrationen igaar havde samlet ca. 3000 Mand. Her ses Politiet holde Demonstranterne tilbage udenfor Rigsdagen. Foto fra B. T. 4. februar 1926.

Thøgersen taler: Thøger Thøgersen taler fra Rigsdagstrappen til Mængden. Foto fra B. T. 4. februar 1926.

Vald. Larsen, Formand for Kuskenes Fællesforbund, taler. Foto fra B. T. 4. februar 1926.

Internationale: Med opplantede Faner og Plakater og med blottede Hoveder synes "Internationale". Foto fra B. T. 4. februar 1926.

Ernst Christiansen taler fra Rigsdagstrappen. Foto fra B. T. 4. februar 1926.

Faar de Vognen over Bakken?

De Arbejdsløses Demonstrationstog til Rigsdagen.

I et Antal af over 10,000 bevægede de af "Arbejdernes Fællesorganisation" med kortest muligt Varsel sammenkaldte Demonstranter sig i Gaar Eftermiddags I et faneprydet Optog fra Grønttorvet til Christiansborg, i hvis ydre Slotsgaard var arrangeret et Fællesmøde med forskellige Talere til at korte Tiden, medens den Deputation, der ses paa ovenstaaende Billede, forhandlede med Folketingets Finansudvalg om nye Bevillinger til Byggeriet og med Landstingets Kriseværnsudvalg om den ekstraordinære Hjælp til de uunderstøttede Arbejdsløse og om Foranstaltninger til Støtte for den nødstedte Industri.

Der faldt hvasse Ord i Slotsgaarden. "Gamle Nisser" og "Forbrydere" blev af kommunistiske Talere anvendt som Betegnelse for Landstingets Medlemmer, og der blev hentydet til Midler som "den brutale Magt". "Blodsudgydelse' og "Barrikaden", Men det Hele var aabenbart ikke var slemt ment.

Da Deputationen vendte tilbage med den Besked fra en af Socialdemokratiets egne Rigsdagsmænd (J. A. Hansen), at antagelig vilde Demonstrationen være "tilstrækkelig til at bringe Vognen over Bakken', opløste Forsamlingen sig, efter at den med blottede Hoveder havde sunget Internationale, og dens Deltagere gik i Ro hver til sit.

Deputationens Medlemmer. Fra venstre: Erik Jacobsen, Robert Niel￾sen, Johs. Hansen, Johanne Jensen, Rassow og Walther.

(Aftenbladet (København) 4. marts 1926).

40 Aars Fagforeningsjubilæum. (Efterskrift til Politivennen).

Den nuværende Bestyrelse i den jubilerende Forening.

Det er i Dag 40 Aar siden, den første Afdeling af Kvindeligt Arbejderforbund dannedes. Det var en lille Kreds af Kvinder, der hovedsagelig bestod af Vaskekoner og Strygersker, som gjorde et første Forsøg paa at samle de arbejdende Kvinder til et fælles Virke. Den ny Organisation fik Navnet "Den frie Kvindeforening", og den blev altsaa Moderforening til de mange Afdelinger, der nu danner Kvindeligt Arbejderforbund.

Foreningens første Formand blev, som det den Gang hed, Madam Jacobsen. Hun fungerede dog kun et halvt Aar, hvorefter Fru Emilie Jensen overtog Pladsen som Formand. Dette viste sig at være et heldigt Valg, idet der under Fru Jensens energiske Ledelse kom Fart i Organisationsbevægelsen.

Den københavnske Afdeling har i Anledning af Jubilæet udgivet et meget smukt Festskrift, der baade i Form og Indhold vidner højt og den kulturelle Betydning, som Organisationen har haft.

Det er vor Partifælle, Bogtrykker Emil Kristensen, St. Pederstræde 27, der har Æren for den smukke typografiske Udstyrelse, som Festskriftet har faaet. Men Indholdet skyldes de københavnske Afdelingers mangeaarige, energiske og afholdte Formand, Fru Johanne Jensen. Og netop fordi hun selv er Forfatter til Festskriftet har hun valgt at stille sig selv saa meget som muligt i Baggrunden, skønt hun mere end nogen anden fortjente en fremtrædende Plads i det smukke Hefte.

Formand, Fru Johanne Jensen i de københavnske Afdelinger.

Fru Johanne Jensen skildrer livligt og interessant de historiske Begivenheder i den jubilerende Forening gennem de 40 Aar. Det var jo ikke saaledes at den nydannede Forening straks tog fat paa at løse Løn- og Arbejdstidsspørgsmaalene. At Mændene stod i deres faglige Organisationer taaltes knapt af Arbejdsgiverne og mange af Pionererne stod da ogsaa paa den sort Tavle; men at Kvinderne skulde beskæftige sig med faglige Spørgsmaal og være organiserede - ja, det var jo - mente Borgerskabet - det rene Vanvid!

Lederne maatte da ogsaa lide mange Skuffelser i de første Aaringer, og for at ikke Pillen skulde blive altfor bitter at sluge baade for de kvindelige Arbejdere paa Arbejdspladserne og for Arbejdsgiverne, begyndte Organisationen med at være selskabelig; men det varede ikke længe før Ledelsen begyndte at pille ved de elendige Arbejdsforhold, hvorunder Kvinderne virkede paa de forskellige Arbejdspladser.

Der kom dog først rigtig Fart i Tingene, da vor afdøde Partifælle, Fru Olivia Nielsen valgtes til Formand. Med frisk Mod og glødende Tro paa Sagens retfærdighed tog hun sig den Opgave paa at samle de arbejdende Kvinder under faste organisationsmæssige Fortner, og med sikkert Blik satte hun straks det faglige i Forgrunden. Naturligvis led ogsaa Fru Olivia Nielsen Skuffelser, idet de fleste Kvinder den Gang troede, at naar blot de var kommet indenfor Rammerne, saa fik de gode Arbejdsforhold med det samme. Mange faldt derfor hurtig fra, idet de ofte lod sig lokke af gyldne Løfter fra Arbejdsgiverne, naar de blot vilde holde sig borte fra Fagforeningen. Løfterne blev naturligvis aldrig holdt.

Afdøde Forretningsfører Olivia Nielsen. Københavns Afdelinger.

Organisationen var imidlertid saa heldig at vinde et Par Strejker, hvorved Kvinderne opnaaede betydelige Fordele paa de paagældende Arbejdspladser. Dette gav Fagforeningen Vind i Sejlene og Lederne Mod til at fortsætte Organisationsarbejdet. Der blev dannet flere Afdelinger, og den 4. Juli 1897 afsløredes i Rømersgade en ny rød Fane, der blev Samlingsmærket for de organiserede Kvinder. Aaret efter havde man skabt saa mange Afdelinger i København, at de dannede et Forbund, som meldte sig ind i De samv. Fagforbund, som paa det Tidspunkt blev dannet.

I 1901 dannede Kvindeligt Arbejderforbund Landsforbund, og Olivia Nielsen valgtes til Forbundets første Forretningsfører; men 9 Aar senere - 1910 - blev hun syg paa en Kongres i Aarhus og døde derovre. Et godt Organisationsarbejde havde hun udført for sine Medsøstre - men strenge Aar havde det været.

Fru Johanne Jensen afløste Fru Olivia Nielsen som de københavnske Afdelingers Formand, hvilken Post hun siden med stor Dygtighed har bestridt.

Under Frk. Johanne Jensens Ledelse har der været mange Lønkonflikter, som Organisationen dens Medlemmer imidlertid er gaaet ud at med Ære og store Fordele.

Den jubilerende Forening i Blaagaardsgade 21 vil sikkert i Dag modtage mange velfortjente Lykønskninger for de 40 Aars dygtige og gode Værn for Kvinderne. Social-Demokraten bringer sin hjertelig Lykønskning til den jubilerende Afdeling.

F. K.

(Social-Demokraten 21. november 1925).

En af Socialdemokratiets Veteraner. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdsmand Peder Knudsen

Vi besøgte i Gaar en af vort Partis Gamle, Arbejdsmand Peder Knudsen, Rolighedsvej 9. Anledningen var den, at Veteranen i Morgen, Torsdag den 1. Oktober, fylder 70 Aar.

VI træffer Manden i en solbeskinnet Stue, hvor Væggene er fyldt med Familieportrætter og Billeder fra Socialdemokratiets rige Liv. Ved Knudsens Fødder leger et yndigt Barn, en Dattersøn, og inde i Soveværelset pusler hans Hustru, en ærværdig Kvinde.

- Ja, jeg vil gerne fortælle lidt om mig selv, naar Social-Demokraten har vist mig den Ære at besøge mig, siger P. Knudsen. Men for Resten er mit Liv ikke anderledes end Tusinder af jævnaldrende Arbejderes. Jeg og mine Kammerater hører til "de ukendte Soldater". Men Tak skal De ha', fordi De kom til mig.

Jeg fødtes i en Arbejderfamilie og delte Arbejdernes Kaar Livet igennem. Min meste Tid har jeg levet i Nakskov, hvorfor jeg navnlig har denne By kær. Der var jeg med fra første Færd. Hele Partilivet dér staar prentet fast i min Bevidsthed, fra vi i 1884 indviede vor første røde Fane til vi mange Aar efter erobrede Flertallet i Byens Baad og valgte en Socialdemokrat til Rigsdagsmand! Det hele er et Æventyr! tilføjede den Gamle og viskede en Taare bort.

- Det var denne første røde Fane, som jeg særlig mindes. Se dette forstaar i unge vel ikke saa godt. For nu er røde Faner en Selvfølgelighed, og det i By og paa Land. Men den første Gang, Socialismens straalende Symbol rejstes i de konservative Reder i gamle Danmark - se, det var en Fest, ja mere end det. En Revolution, forstaar De! Ny stærke Tanker vaagnede i Arbejderne! Nyt Fjendskab vaagnede ogsaa i Borgerskabet. Kampen begyndte. Det var en herlig Tid. Naar vi gik fra Mederne, følte vi os som Verdenserobrere.

Men - der var langt igen. Organisationerne var smaa og uden Betydning. Arbejdslønnen var 20 Øre i Timen paa Sukkerfabriken, og en Tid derunder, saa Daglønnen for 12 Timers Arbejde kun blev 2 Kroner. Min Kone fik 10 Kr. om Ugen i Husholdningspenge til hele Familjen. Og vi stiftede først en Fagforening for Arbejdsmænd i 1894, 10 Aar efter den første politiske Forening.

Nutidens Unge forstaar ikke denne Sendrægtighed. Men husk paa, Arbejderne selv var jo Socialismens og Fagbevægelsens værste Fjender. Vi maatte rive Arbejderne ud af Konservatismen. Hele deres gammeldags Tankegang skulde forandres. Ja, et nyt Kuld af unge, mere forstaaende Mennesker maatte vokse op l Arbejdernes Hjem, før vi rigtig fik Fodfæste.

Saa holdt vi Møder paa Landet. Den var drøj, kan De tro. Vi travede Mile frem og tilbage med smaa Flyveblade og Eksemplarer af vort Blad, og kom hjem om Aftenen, overstænkede med Mudder helt op til Nakken.

Vi var unge og stærke og glødende.

Aarene tog omsider paa Ens Helbred og legemlige Styrke. Og endelig havnede jeg her i Storstaden ligesom saa mange andre af mine Kammerater. Jeg fik Arbejde hos Murermester Thorsen, Dronningens Tværgade, men blev efter et Par Aars Forløb ramt af den spanske Syge, som jeg stadigvæk bar Mén af.

Min Hustru og jeg faar nu Aldersrente, og saa piller Jeg et Par Skilling sammen ved at rense Kloaker og feje Gaarde - - Ja, ja, jeg maa ikke klage. Vi Gamle har det bedre nu end de Gamle, da jeg selv var ung; Thi dem tog Fattiggaarden, hvor de henslæbte triste Dage til Døden tog dem.

I min Alderdom oprandt det største Øjeblik for mig, da Cigarmager Th. Stauning dannede Ministerium. Har man hørt Mage! En Cigarmager som en af Estrups Arvtagere. Det er det mærkeligste, jeg nogensinde har oplevet!

Vi arbejder saa videre paa at farve Frederiksberg Kommune rød. Jeg melder mig til Husagitationen, selv om de svære Trapper er vanskelige at tage. Men naar man puster ud ved hver Afsats, saa gaar det!

Jeg er selvfølgelig Medlem af Vælgerforeningen her i Frederiksberg 3. Kreds, og jeg har været Afholdsmand 23 Aar og er nu Medlem af Nørrebros Afdeling.

- - Den lille Dreng har hidtil siddet pænt stille under Bedstefaders Udvikling. Men nu mener han, at det kan være nok. Han puffer mig blidt, men bestemt til Side og viser Bedstefader en Billedbog. Her er saa meget, som skal forklares.

Jeg gaar da fra den hidtil ukendte Soldat i Verdens største Armé.

I Morgen fylder han 70!

J. P. B.

(Social-Demokraten 30. september 1925).

Sukkerfabrikken i Nakskov, de gamle bygninger. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kryolitarbejdernes Sommerudflugt til Bræen "Isblink". (Efterskrift til Politivennen)

Bjørndalshytten og dens storslaaede Omgivelser.

I Kryolitminen i Ivigtut arbejder for Tiden 140 danske Arbejdere. En af dem sender os følgende stemningsfulde Artikel:

Den dejlige grønlandske Sommer har nu atter indfundet sig hos os. Sent var det i Aar, før vi rigtig fik den at mærke. Meget ustadigt Vejr, med Regn og Taage, har vi haft, men alligevel - Arbejdet i Minen er gaaet roligt og støt. Temperaturen har været ideel for vort Akkordarbejde, tilpas Varme, og vi har været skaanet for den forfærdelige Myggeplage (Moskitoer), som i en varm Sommer kan være utaalelig.

Vi har nu naaet Lørdag d. 4. Juli, Dagen og Tiden for vor Sommerudflugt til Isblink - "Isblinkerdag" som den kaldes og er en stadig tilbagevendende Festdag i Aaret, som vi Arbejdere ser henmod med Glæde og Længsel. For den er vor eneste Sommerferie. Ja tænk - at have fri fra Lørdag Frokost og til Mandag Morgen; det er en Nydelse, som skattes af os, der ellers hver Dag arbejder 11 Timer og tillige Søndag Formiddag.

Jo - det er herligt med saadan en Dag, hvor man kan komme bort fra den daglige Trædemølle, fra Minens Støj og Larm.

Og i Dag er Vejret henrivende, rigtig en grønlandsk Sommerdag med straalende Sol fra en aldeles blaa og skyfri Himmel.

"Qvarta", Brudets store Motorbaad, er nu klar til Start. Den har faaet 4 Robaade paa Slæb, bemandet med ca. 40 af Minens 140 Arbejdere - og nu gaar det for fuld Speed udover Arsukfjorden, med Kurs mod Isbræen lsblink (Indlandsisen), som ligger ca. 30 km nordøst for Ivigtut.

Her sejler vi nu paa den stille, dybe Arsukfjord. Rundt om os knejser mægtige nøgne Fjeldtoppe, der afveksler med dybe, grønklædte Dale og smaa Fjordindskæringer.

Nedad Fjeldskraaningerne haster et Utal af smaa Elve, der i et Skum og Brus opsluges og forsvinder i Fjordens mægtige Dyb.

I Dag, som sidste Aar og som for Tusinde Aar siden, er "Isblink" den samme med sine takkede Istoppe og sin brølende Moræne.

I tavs Beundring ser man opad og udover og grunder uforstaaende paa, hvad er det hele? Hvor langt rækker du og hvad gemmer din Is under din mægtige Dyne?

Efter at have spist vor medbragte Mad og haft et to Timens Ophold her sejlede vi videre, forbi det stejle Maagefjeld, Tusinder af Maagers Yngleplads. Morsomt var det at se de Masser af Maager kredse over os og rundt om os.

Umiddelbart herved ligger et mægtigt Vandfald, "Foxfaldet", det største her i Sydgrønland. Her i en lille Vig gik vi i Land for at foretage Turen over Bjørndalsøen til Bjørndalshytten, der ligger paa den modsatte Side.

Lad mig sige det straks, at for os som var med paa denne Spadseretur, var det den bedste, vi endnu har oplevet mellem de vilde grønlandske Fjelde. Med paa denne Tur var flere af Brudets Assistenter, Lægen og vor afholdte Bestyrer, den svenske Ingeniør D. Carp. Samtalen var livlig, glad og fri. Da Halvdelen af Vejen var tilbagelagt, traf vi paa smaa fjeldsøer (Indsøer), som i derea maleriske Beliggenhed frembød et interessant Skue. Foruden det indbød det friske, klare Vand os med en uimodstaaelig Kraft til at tage en Dukkert

Knapt var denne Tanke bleven til Virkelighed hos os, før Bestyreren havde smidt al Klunset og hoppede ud, og tro fulgte ham hans Svende.

Det skal bemærkes, at det hører til Sjældenhederne, at nogen her i Grønland bader i aabent Vand. Selv i den varmeste Sommer er Fjordvandet aldrig over 4 Gr. C. Betydelig varmere kan Fjeldsøen blive (ca. 10 Gr.). Foruden dette, at det var en sand Nydelse at bade her, hvor vi kunde røre Lemmerne, svømme og dykke ganske som der hjemme, var det jo en Oplevelse, ja et Eventyr. Paa Turen til Indlandsisen var vi ude at bade! - ikke sandt, det lyder utrolig; men sandt er det.

Med lette Fjed over Stok og Sten naaede vi snart Bjørndalshytten, hvor Baadene forlængst var ankommet. Her ventede der os varm Kaffe og Punsch. Ja, det kan ikke nægtes - dejligt var det at faa noget at styrke sig paa ovenpaa den Tur!

Her er henrivende dejligt, her midt mellem Fjord og Fjeld. Alt er saa grønt og smilende blidt - det er som hviler her en tusindaarig Fred og Ro over hele Landet.

Kære Venner der hjemme! I kan ikke tænke, hvor smukt her er. Det kan ikke beskrives - det maa ses. Selv maa man prøve at aande i den friske bakteriefri Luft, som her omgiver os. Først da føler man sig sund og veltilpas. Og man mærker hvor langt man er fra al Civilisation!

Som den hvide Polarræv lever vi unge Mænd her i vort store, fredelige Land sundt og friskt - fri for alle Sorger og Bekymringer - ja, fri for alt, hvad der kan tynge en Mand paa Sjæl og Legeme.

Men alligevel er vi unge Mænd ikke rigtig glade, som da vi var hjemme. Der er saa meget vi synes at mangle - ikke alene er det Hjemlandet med alle de vante Herligheder, som vi her er afskaaret fra, men ogsaa Savnet af Kvinden hende som alene er i Stand til at give os den Kærlighed, som maa til mellem Mennesker for at holde Mod og Styrke oppe til den stadige Kamp for Tilværelsen.

En Tænker har engang sagt: "Livet er en Kamp for Tilværelsen". Men vel ingen Steder mærkes det saa høj en Grad som her i de arktiske Egne, hvor Vinter og Kulde,

Sult og Nød er Fjender mod de faa Skabninger, Mennesker og Dyr, som af Naturen er henviet til at leve her.

Da har vi unge danske Mænd det godt i "Tutten" - ogsaa ved Vintertid. Penge har vi nok af, og Mad giver Moder Danmark os som altid.

Ivigtut 1 Juli 1925.

Ivigtutter.

(Social-Demokraten 6. september 1925).

Luskeprinser og Sløjbergere. (Efterskrift til Politivennen)

Den faste Voldgiftsret.

De samvirkende Fagforbund har fra Dansk Arbejdsmandsforbunds og dettes  københavnske Fabrikarbejder-Afdelings Vegne indbragt en Klage for Den faste Voldgiftsret. Sagen angaar et paastaaet Overenskomstbrud af Firmaet V. Madsens Røgerier.

(Social-Demokraten 29. oktober 1924)

Annonce for Madsens Røgerier i Jyllandsposten 25. maj 1921

2 uforbederlige Luskeprinser.

Vi meddelte for nogen Tid siden her i Bladet, at 2 af vore tidl. Medlemmer, Jensen Kjær, Vendersgade 9 st., og Aron Christensen, Valdemarsgade 26, 3., der arbejder paa V. Madsens Røgerier, Vesterbrogade 89, ikke var til at formaa til at ordne deres Forhold til Forbundet.

Foruden at staa udenfor Organisationen optraadte disse 2 noble Herrer ogsaa paa dette Tidspunkt som Løntrykkere, idet de arbejdede for en Timeløn, der laa 20 Øre under den overenskomstmæssige Løn i Røgerifaget.

Ved Indgriben fra Forbundets Side blev Lønforholdene ordnet saaledes, at Firmaet nu betaler den samme Løn, som de andre Røgerifirmaer, hvilket vil sige, at de 2 gæve Sløjbergere ved Forbundets Hjælp fik en stor Lønforhøjelse, og som Tak derfor praler de nu af, at de vil blæse Fagforeningen et langt Stykke. Vi henstiller til alle rettænkende Arbejdere, at hvor de træffer disse 2 Luskeprinser, da at behandle dem som de har fortjent, deres Optræden overfor Fagforeningen er af den Beskaffenhed, at de ikke burde taales blandt organiserede Arbejdere.

For Fabrikarbejdernes Forbund
Martin Svendsen

(Social-Demokraten, 21. februar 1925)

Fabrikarbejdernes Forbund hos til i Forsamlingsbygningen Jagtvej 69, Nørrebro.

Til Fabrikarbejderne

Det er forbudt vore Medlemmer at tage Arbejde paa Vesterbros Røgeri, Vesterbrogade 89, og hos Røgeriejer H. F. Hansen, Naboløs 3, da begge Firmaer kun beskæftiger uorganiserede Folk.

Paa Vesterbros Røgeri gaar vore gamle Kendinge, de to Luskeprinser, Aron Christensen, Valdemarsgade 26, 3., og Jensen Kjær, Vendersgade 9, stadeig og drysser om.

H. F. Hansen har afskediget et af vore Medlemmer, og antaget en anden Mand til en Ugeløn af 35 Kr., der siges, at denne Mand skal være et helt Amfibium, idet han er baade Pølsemand, Røgeriarbejder og Løntrykker - det sidste passer i alle Tilfælde - men han er nok ogsaa en bedre Mands Søn og arbejder kun for sin Fornøjelses Skyld.

For Fabriksarbejdernes Forbund

Martin Svendsen.

(Social-Demokraten 21. marts 1925).

En yngre Sliber fra Raadvaddams Fabriker Aron Christensen kom en dag i Maj Maaned ulykkelig af Dage ved et Ulykkestilfælde. Da han kom cyklende i Park Alle, blev han revet om af et Par løbske Heste, og fik saa svære Læsioner, at de medførte Døden.

Køretøjet tilhørte Københavns Kommune. Kusken, Søren Knudsen Sørensen, har forklaret, at han havde spændt Skaglerne fra, inden han forlod Vognen, men at den ene Hest var meget nervæs, og at det aabenbart var den, der havde begyndt den vilde Fart.

Ved Landsretten kræver den Dræbtes enke en Erstatning paa 13,918 for Tabe af Forsørger.

(Klokken 5 (København) 2. marts 1929).

William Elof Arnold Madsen havde formentlig overtaget det efter sin far, formodentlig Jens Peter Madsen. Et af Madsens røgerier lå også i Tordenskjoldsgade 11.

Handelen med den røgede Sild.

Uden at komme nærmere ind paa den for Tiden standende Strid paa Bornholm angaaende bornholmske røgede Sild, vilde det maaske - ikke mindst for at dæmpe de ophidsede Fiskergemytter paa Bornholm - være paa sin Plads at gøre opmærksom paa:

1) at de Priser, der ifølge Bornholmernes eget Udsagn er betalt for røgede Sild i Sæsonen 1934 svarer til en Gennemsnitspris af ca. 35 Øre pr. kg for fersk Sild, betalt netto til Fiskerne paa Fiskepladsen uden Udgift til Kasser, Is eller lign. i alle Sæsonens 6 Maaneder.

2) at ingen andre danske Fiskere faar eller kan vente en tilsvarende pris.

3) at denne Pris og saadanne Forhold kun er opstaaet gennem et mangeaarigt loyalt Samarbejde mellem københavnske Røgeriejere og bornholmske Fiskere, idet københavnske Røgerier i Sommermaanederne ikke røger Sild, men i Stedet forhandler de bornholmske.

4) at det udelukkende er takket være denne Ordning, at de bornholmske Sild har vundet det Indpas i København, som de har, hvilket bevises ved, at Varen aldrig har kunnet sælges i Provinsen, hvor de stedlige Røgerier og Fiskere producerer en lige saa god - til Tider bedre Vare.

5) at de bornholmske Fiskere ingen Krav har paa at være Eneleverandører af røgede Sild til København i Sommermaanederne, idet baade københavnske Røgeriejere, københavnske Røgeriarbejdere og de øvrige Fiskere i Landet ogaaa har et berettiget Krav paa at existere og selvfølgelig vil kampe for Existensen, naar den trues.

William Madsen,

Indehaver af Firmaet

Vesterbro Røgeri,

W . Madsens Røgerier, København

(Bornholms Social-Demokrat 31. januar 1935)

Valdemarsgade 26. Det var på tredje sal, Aron Christensen, der arbejder paa V. Madsens Røgerier, Vesterbrogade 89, boede. Foto Erik Nicolaisen Høy.

W. Madsen blev senere forretningsfører for Bornholms og Christiansø's Fiskeriforening. Han vedblev dog at bo i København.

Carmen Sylvia Rovsing. (Efterskrift til Politivennen)

Carmen Sylvias triste Jul.

Den kærlige Fabrikant, den uvidende Jærnbaneassistent og den unge Kvinde der fødte i Dølgsmål.

Den unge Moder løslades til Sagen behandles ved Nævningeretten.

I Gaar oprulledes for Byretten et lille Samfundsbillede, der virkede mere gribende end de fleste tillavede Films.

En ung Pige, den 20-aarige Carmen Sylvia Rovsing, stod tiltalt for Fødsel i Dølgsmaal og som sigtet for Barnemord.

Politiassessor Aage Madsen repræsenterede Anklagemyndigheds medens Overretssagfører Staffeldt var Forsvarer. Ham blev der imidlertid ikke megen Brug for da Dommer Troels-Lund med sædvanlig Medfølelse for de Lidende selv optraadte i Retten som Defensor.

Carmen Sylvia saa meget lidende ud, hvilket ikke var saa underligt, da Fødslen fandt Sted Lillejuleaften, hvorefter hun holdt sig oppe, til hun blev anholdt, og siden har hun ligget paa Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Carmen Sylvias Forklaring.

Efter at de indledende Formaliteter var foretagne, gav den unge Pige en Skildring af sit Liv i de senere Aar og af sin Ulykke.

I nogle Aar har hun været ansat i en Fabrik. Fabrikanten, der er en ældre Mand, har i de sidste 2 Aar jævnligt gjort Tilnærmelser til hende uden, at der dog er opstaaet noget Forhold imellem dem. Trods hans Optræden overfor hende, var han dog den eneste, hun nærede en Smule Tillid til, og han var den eneste, som betroede sig til, da hun opdagede, at hun var i Omstændigheder.

For et Aars Tid siden traf hun en ung Jernbaneassistent, med hvem hun indlod sig i et Kærlighedsforhold, der altsaa fik Følger.

Hen paa Sommeren betroede hun sig til Fabrikanten, men da han ikke kunde yde hende nogen Hjælp, studerede hun flere Konversationsleksikon for at lære om Fødsler.

Ind sit Studium havde hun regnet ud, at Fødslen vilde finde Sted mellem Jul og Nytaar.

Lillejuleaftensdag blev hun utilpas og korte hjem fra sit Arbejde. Da hun kom hjem i Gaarden paa Samosvej blev hun mere daarlig og gik ind i Vaskerummet, hvor hun uden at føle Smerter fødte et Barn. Hun hørte ikke en Lyd og mente, at Barnet var dødfødt.

Hun tænkte straks paa at betro sig til sin Moder, men hun opgav igen denne Tanke. Hun lod som om intet var panseret, og gik ind i Hjemmet, hvor hun spiste sammen med Familien. Derefter lagde hun sig paa en Divan, idet hun fortalte, at hun havde Ørepine. Hele Natten laa hun vaagen, og Juleaftens Morgen stod hun op og gik ind i Vaskerummet, hvor hun tog det lille Barnelig, som hun svøbte ind en Dug og gemte i Skorstenen.

3. Juledag var hun paa Arbejde igen, og da hun kom hjem, fortalte man hende, at der var fundet et Barn i Skorstenen. Hun betroede sig da til Moderen, der raadede hende til at henvende sig til Politiet. Det gjorde hun samme Aften.

Dommerens Protokollat.

Da Carmen Sylvia havde afsluttet sin triste Fortælling, kunde man mærke paa Dommeren, at denne havde Medfølelse for hende, og dette gav sig udtryk i Protokollatet.

Dommeren dikterede til Protokollen, at den unge Pige nægtede at have handlet i Drabshensigt og at have født i Dølgsmaal samt at have handlet uforsvarligt med det nyfødte Barn. 

Hendes Optræden maa ses paa Baggrund af den Viden, hun havde erhvervet sig ved at studere Leksika. Hun havde ikke betroet sig til Moderen, da hun paa Grund af sin mangelfulde Viden ikke mente at Fødslen var saa nært Forestaaende. Desuden havde hun dels sparet Penge sammen til Fødslen, dels samlet noget Børnetøj.

Den unge Pige nægter sig skyldig i noget forsætligt retsstridigt.

Derefter erklærede Carmen Sylvia, at hun ønskede sin Sag til Nævningebehandling, hvis der bliver rejst Tiltale mod hende.

Efter Konference mellem Dommer, Politiassessoren og Forsvareren, blev den unge Pige løsladt til Nævningetinget faar Sagen til Behandling.

De to Mænd.

Under Sagens Behandling er der foretaget grundig Undersøgelse af de to Mænds, den gamle Fabrikants og den unge Jærnbaneassistents Forhold til den unge Pige.

For Barnefaderens Vedkommende er det godtgjort, at han har været ganske uvidende baade om Svangerskab og Fødsel, og dermed er han juridisk set ude af Sagen.

Noget anderledes stiller Sagen sig med Fabrikanten, men hans Forhold vil ikke blive fuldt belyst, før under den kommende Nævningesag.

Allerede nu er det imidlertid fastslaaet, at han har været mere end almindelig kærlig overfor sin Fabrikspige, og at han har været vidende om hendes Tilstand uden at yde hende Hjælp eller Raad.

Om der er noget at bebrejde ham, vil Nævningeretten komme til at afgøre.

(Social-Demokraten 15. januar 1925).

Hun gik dog ikke fri med det samme. Retten afventede herefter en erklæring fra fængselslægen (overlæge Friis-Møller) som støttede udsagnet om at hun havde født uden at mærke det og uden at føle smerter. Derefter fik hun dagen efter lov til at gå hjem i følgeskab med moderen.

Retsmedicinsk Institut kunne ikke fastslå om barnet var dødfødt. Den 2. marts 1925 fik Carmen Sylvia Sofie Rovsing (eller Rossing) Staffeldt en betinget dom på 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Denne dom blev stadfæstet i maj samme år.

Brev fra Moserne. (Efterskrift til Politivennen)

To københavnske Arbejdere, der for Tiden er paa Tørvearbejde i Jylland, sender os følgende friske og interessante Hilsen fra Mosen.

Augustdag i Mosen

Hier sendes en lille Hilsen til "KLOKKEN 5" fra en jysk Tørvemose paa Grindsted-Egnen. Hele Sommeren har vi slidt i det, fra Solen om Morgenen stod op til den om Aftenen gik ned langt vesterude. Varmt har det været at bjærge Tørvene op af de vaade Tørvegrave, men hvad gør de "dovne Arbejdere" ikke for at tjene 50-60 Kroner om Ugen og for at hæve den danske Krone.

Mange Arbejdere herude bor i selvlavede Hilse. Det vil sige,

vi graver et Hul i Lyngjorden

graver Pæle ned, rejser Mure af Lyngtørv, og Taget laver vi af Granstænger og tørret Græs. Komfortabelt er det jo ikke, men det er nøjsomme Folk, der slider herude langt fra Civilisationens Goder og Rigmænds luksuøse Villaer. Og der kan være helt lunt i "Hulen", naar Aftensmaden er fortæret, og Aftenvinden synger over Mosen, varslende Efteraarets Komme.

Konfortabelt er det jo ikke, men det er nøjsomme Folk, der slider herude.

Det er iøvrigt et haardt Arbejde at grave Tørv. Kun de Indviede kan gøre sig nogen Forestilling om, hvilke Savn og Vanskeligheder Tørvearbejderne maa døje.

Deres Slid og Slæb,

deres Levned og Tilværelse er den kraftigste Protest mod Overklassens Fraser om, at nu om Dage vil Folk intet bestille, men kun gaa og drive rundt som Arbejdsløse og kun ryge Cigaretter og løbe i Biograf.

For at holde en beskeden Dagløn maa vi arbejde i hurtigste Tempo

10-11 Timer i Døgnet, mens Solen bager og brænder.

Saadanne Dage slipper Øllet hurtigt op, og Drikkevand er kun at faa paa lang Afstand.

Og naar Aftenen kommer, slæber vi os hjem - sultne og trætte, og hvad venter der os saa? God Mad, bløde Stole og en Divan? Nej! Nej! Vanskeligheder og Afsavn fremdeles. Det er ikke Herreretter, der vanker herude. I Reglen Øllebrød eller kogte Kartofler, der spises tit stegt Flæsk. Resten af Dagen staar den paa Rugbrød, Margarine, Ost og Spegepølse. Yndet i vore Kredse er det ogsaa nu og da at købe Hakkekød, som raat smøres paa Brødet og spises med Løg og Sult. Det giver Kraft og Styrke til Slidet.

Fra alle Landets Egne - ogsaa fra København - kan vi træffe Arbejdere i Landets Tørvemoser. Vi maa jo søge hen, hvor Arbejde er at finde. Humøret herude er godt. Man kan høre Sange som: "Snart dages det, Brødre" og "Naar Vinteren rinder", sunget ved Arbejdet.

Snart er Tørvegravningen forbi for i Aar. Mange Tons er allerede i Hus, og naar Trækfuglene for Alvor haster sydpaa, da siger ogsaa vi Moserne Farvel og haster hjem til Kone og børn.

... Naar Trækfuglene for Alvor haster sydpaa, siger ogsaa vi Moserne Farvel.

(Klokken 5 (København) 28. august 1924).