Jens Jensen (1859-1928). (Efterskrift til Politivennen)

 Overpræsident Jensen død.

Overpræsident Jensen blev som bekendt, for kort Tid siden angrebet af en heftig Influenza, der straks gav Anledning til alvorlig Bekymring, og da den Nyre- og Galdesygdom, som Overpræsidenten tidligere har lidt af, atter brød op, tilraadede Lægen en Overflytning til Kommunehospitalet, paa Overlæge, Professor Sophus Bangs Afdeling. Her indtraadte straks en Bedring, men denne viste sig desværre kun at være af forbigaaende Art. Langsomt ebbede Kræfterne ud, og uden Smerter, stille og rolig, sov Overpræsidenten ind. Kl. 12.15 i Nat indtraadte Døden.

- - -

Overpræsident Jens Jensen vil alle Dage komme til at staa som en af Social-Demokratiets mest særprægede og nobleste Repræsentanter, en Mand, hvis Gerning og Livsværk har været af uvurderlig Betydning for hele Partiet. Kølig, sindig og ligevægtig har han, fra den første Dag han traadte ind i offentlig Virksomhed, arbejdet sig fremad, og uden store Ord og voldsomme Fagter, men med maalbevidst, sejg Energi, banet Vejen for det Parti, han viede sine Kræfter.

Født 18. April 1859 i Rørup paa Fyen i et Smaakaarshjem - Faderen var Murer og Lejehusmand - røbede han tidlig en umættelig Kundskabstrang, al sin Fritid benyttede han til Læsning, i Skolen var han stadig den første i sin Klasse, og de sidste Skoleaar benyttede Læreren ham endda som en Slags Hjælpelærer. Han kom i Malerlære i Aarup, blev Svend og arbejdede nogle Aar i Odense og Randers, sidstnævnte Sted malede han københavnske Sporvogne paa den store Fabrik "Skandia".

I 1879 kom han til Hovedstaden, just i den Periode, da "Kongens København" var ved at udvikle sig til "Folkets København", her kom han i sit rette Element. Han fik Arbejde hos det store Firma Bernhard Schrøder, og han var en dygtig Arbejder. Vil man se nogle af hans Arbejder fra den Tid, kan man gaa ind i Universitetets Solennitetssal og se paa Friserne, eller paa Ornamenterne i det kgl. Teaters Foyer. Det "Malerarbejde" har den senere Overpræsident ofte set paa med berettiget Tilfredshed

Fagforeningsbevægelsen tog han hurtig fangen; han blev formand for Malernes Fagforening, og allerede i 1886 stod han som Formand for De samvirkende Fagforbund, forholdsvis ung paa en saa fremskudt Post. Men han var Stillingen voksen, hans urokkelige Ro indgød Tillid, og paa de Tiders bevægede Møder i Rømersgade var han ofte den Bølgedæmper, der forhindrede Overilelser, og hans Ord havde altid Vægt, selv om han ikke var den fødte Taler; men man følte, at der stod en paalidelig Mand bag ved Ordene.

Sin største Opgave og vanskeligste Prøve fik Jensen i 1899 under den store Lockout, der varede næsten et halvt Aar, omfattede 34,000 arbejdere og kostede et Løntab af 11 Millioner Kroner. Det var en yderst alvorlig Krise, og det tjener Jensen til uvisnelig Ære, at han under de fortvivlede Forhold bevarede sin Ro og intet øjeblik lod sig forlede til Forløbelser. Heide, Bing og Trier gennemførte Forliget og høstede det meste af Æren, men de ville aldrig have kunne gjort det, om de ikke havde haft netop Jensen at forhandle med.

2. Marts 1903 blev den store Dag i Jens Jensens Liv, da han, efter 10 Aar at have siddet i Borgerrepræsentationen, blev valgt til Finansborgmester. Man forstaar ikke nu den mægtige Opstandelse, dette Valg vakte, den bitre Modstand, der mødte ham; i store Kredse følte man det som en Revolution, der herskede, jo endnu mange Steder "Socialistforskrækkelse", og netop i det saa meget betydende Finansborgmestersæde havde man saa vanskeligt ved at tænke sig en Arbejdernes Repræsentant. Men naar man nu ikke forstaar den Opstandelse Valget afstedkom, da er dette netop Jensens egen Fortjeneste. Han viste sig, mod saa manges Forventning, som den rette Mand paa den rette Plads, han lod sig intet Øjeblik forvirre, blev aldrig ør af sin Ophøjelse, leflede ikke og blev aldrig Snob, han bevarede sin Ro, forvaltede sit Embede og Byens Pengekasse saadan, at alle fik Respekt, selv hans argeste Modstandere, og han slog Bro over den Kløft, skilte Socialdemokraterne og de besiddende Klasser, han dræbte kort sagt Socialistforskrækkelsen i København Og han fik udrettet noget virkeligt, skønt han traadte til i en vanskelig Tid, netop i de Aar, da Byens Udvikling foregik. Hans Navn vil bl. a. evig være knyttet til saa store og betydende Institutioner som Fælledparken, Bispebjerg Hospital og Stadion.

Finansborgmesterens kloge og altid sympatiske Fremtræden skabte ham en mægtig Popularitet, man fik Bud efter ham fra mange Sider, og utallige var de Hæders- og Tillidshverv, der blev betroet ham. Det var en iøjnefaldende Modsætning i Stemningen ved Valgene i 1903 og i 1924. da Jensen gled ind Byens allerfineste Embede som overpræsident; nu fandt ingen det mærkeligt, det var nærmest en ren selvfølge, og Jensen, der aldrig har paataget sig en Opgave, han ikke kunde magte, har ogsaa her gjort god Fyldest. Har han ikke haft sine Forgængeres fornemme, repræsentative Egenskaber, havde han til Gengæld en bred, solid og folkelig Værdighed, han lod sig aldrig imponere, var saa ægte dansk og gav netop Udtryk for de bedste Egenskaber i den danske Folkekarakter. Derfor blev den Mand, man i sin Tid var bange for, efterhaanden en af vor Bys mest populære, og hans Bortgang føles som et virkeligt Tab, ogsaa af dem, der en Gang var hans Modstandere.

O. B.

(Aftenbladet 16. marts 1928)

Borgmester Jens Jensen på talerstolen i Borgerrepræsentationen (Riget 24. november 1910). 

Overpræsident Jensen død.

Fra København telegraferes, at Overpræsident J. Jensen i Nat Kl. 12.15 er afgaaet ved Døden.

I det danske Socialdemokratis Historie, i dansk Arbejderbevægelse er Jens Jensen et af de største Navne. Ikke fordi han naaede saa højt i Embeder og ydre Anseelse, men paa Grund af sit store Arbejde og sine fremragende Egenskaber.

J. Jensens Deltagelse i offentligt Liv spænder over næsten alle Felter og over langt mere end en Menneskealder. Kun 23 Aar gammel valgtes han i 1883 til Formand for Malernes Fagforening i København, og i de 45 Aar, der er gaaet siden da, har hans Navn været kendt i Offentligheden, og hans Arbejde været med til at præge dansk Samfundsliv.

Hans første Virksomhed faldt i Fagorganisationerne. Som Formand for sin Fagforening blev han trods sin Ungdom kaaret til Fagbevægelsens Leder. Ved den store skandinaviske Arbejderkongres i 1886 blev han Ordfører for den danske Delegation, og samme Aar var han med til at stifte og blev valgt til Formand for De samvirkende Fagforeninger i København - en Sammenslutning af alle Fagforeninger i Hovedstaden, senere kaldt Arbejdernes Fællesorganisation.

Herved kom J. Jensen ind paa et Felt, hvor han skulde komme til at vise enestaaende Evner. Fagbevægelsen led endnu den Gang under de Vanskeligheder, som var skabt ved Pios Bortrejse i 1877 og det deraf følgende Mismod i Arbejderbevægelsen. Det begyndte dog at gry. I 1881 valgtes de to første Socialdemokrater, P. Holm og Hørdum, til Folketinget. Social-Demokraten gik under Wiinblads Ledelse udmærket frem. De enkelte Fagforeninger var ogsaa voxet sig ret stærke, selv de ufaglærte Arbejdsmænd blev grebet af Organisationstanken. Men der manglede ligesom Samling, et fælles Udtryk overfor Samfund og Offentlighed.

Ved Dannelsen af De samvirkende Fagforeninger skabtes dette, og J. Jensen havde afgørende Indflydelse derpaa. Han havde mere end en overfladisk Forstaaelse af Sammenholdets Betydning. En Fagforening i Konflikt er ikke stærk overfor Arbejdsgiverne, men sammen med alle andre Fagforeninger dannes en Magtfaktor. Han forstod at føre Organisationstanken ud i sine Konsekvenser; Hver Mand sin Fagforening, hver Fagforening i sit Fagforbund, og hvert Fagforbund i Landsorganisationen. Og endnu videre: Hver Landsorganisation samlet i et Internationale, omfattende hele Verdens Arbejderklasse. - Ejendommeligt nok, var det netop J. Jensen, den danske Arbejderleder, der fik Idéen til og førte de første Forhandlinger om Dannelsen af det store Fagforeningsinternationale.

De danske Fagforeninger var ved at blive en Magt. Arbejdsgiverne følte sig truet og samlede sig i en Kamporganisation for hele Landet. I København havde man allerede længe diskuteret Dannelsen af et stort fælles Landsforbund. Og nu var Tiden moden. Under J. Jensens Førerskab, hvis Styrke det var altid at gøre det rigtige paa det rigtige tidspunkt, dannedes De samvirkende Fagforbund i 1898.

Næppe var De samvirkende Fagforbund blevet et Aar gammel, før Uvejrsskyerne trak sammen om den unge Organisation, og den store Lockout kom. 34,000 Arbejdere blev kastet paa Gaden, fordi Snedkersvendene i syv jyske Byer strejkede. Og det samlede Løntab for de 17 Ugers Konflikt blev 11 Mill. Kr. 

Saa meget kostede denne første store Konflikt danske Arbejdere. Men de vandt Respekt for deres Organisation. Den blev en med Arbejdsgiverne sideordnet Faktor. Organisationsretten var anerkendt.

Lockouten blev en mægtig Anspændelse af J. Jensens legemlige Kræfter og aandelige Evner. Han arbejdede baade Nat og Dag. Et uhyre Ansvar hvilede paa ham. 34,000 Arbejdere med Hustruer og Børn var ude i en Kamp, hvor det gjaldt Liv eller Død for Organisationen. Ikke en Dag længere end nødvendigt maatte Konflikten vare, men den maatte heller ikke sluttes en eneste Dag forinden Sejren var sikret. Jensen bar Ansvarets Byrde paa sig, og han førte med den Blanding af Maadehold og Fasthed, der altid har karakteriseret ham, Lockouten til en for Arbejderne lykkelig Afslutning. Ved Septemberforliget lagdes Grunden til den Retsorden, der bestaar mellem de to Parter, og den permanente Voldgiftsret - som senere fik Navneforandring til den faste - oprettedes.

Dannelsen af De samvirkende Fagforbund og Ledelsen af Arbejderne under Lockouten i 1899 er J. Jensens to store Bedrifter i Fagbevægelsen, store nok til at sikre hans Navn fra Forglemmelse.

Den 2. Marts 1903 valgtes han til Finansborgmester. Og for den nulevende Generation staar han i første Række som Borgmester Jensen eller som Overpræsidenten, med hele den mægtige 25 Aar lange administrative kommunale Virksomhed bag sig.

Forud havde han endda ogsaa en stor politisk og journalistisk Virksomhed bag sig. Han var Medarbejder ved Social-Dernokraten fra 1887 til 1903 og valgtes i 1895 til Folketingsmand for Københavns 10. Kreds.

I en kortvarig Periode blev han paany draget ind i Politik som Socialminister i Forretningsministeriet Friis efter Paaske-Kupet i 1920.

Men ellers helligede han sig Københavns Kommune i de mange Aar, efter at han havde forladt Fagbevægelsen.

Han valgtes i 1893 til Borgerrepræsentationen, han og K. M. Klausen var de første Socialdemokrater, der tog Sæde i Byens Raad.

Borgmester Jensen var ikke for intet Socialdemokrat. Han kendte selv Arbejdernes Kaar, han vidste selv, hvad det vil sige at bo i en lille 2 Værelsers Lejlighed i en mørk Baggaard. Derfor var det hans Maal at give Københavns Befolkning Adgang til Sol og Luft. Gaderne skulde gøres bredere og Haver og grønne Træer skulde erstatte de høje, skumle Lejekaserner. Af den samme Følelse udsprang Tanken om Fælledparken med Idrætsparken, der gav Idrætten, Ungdommens evigt rindende Sundhedskilde, en anerkendt Plads i København.

Et andet smukt Monument for J. Jensens sociale Virksomhed er Bispebjerg Hospital.

Først og sidst var han Manden, der bragte Orden i Kommunens Økonomi. Han viste, at Malersvenden var langt mere Finansmand end Ministerialkontorernes Departementschefer.

Han konsoliderede Kommunen, bragte Orden og System i Regnskabsførelsen, og under en rivende Udvikling med et voxende Antal Opgaver og en Mangedobling af Kommunens Balancesum bevarede han hele Tiden Herredømmet og Oversigten over Københavns finansielle Forhold.

Nu er altsaa hele denne Virksomhed endt. Et rigt Liv er afsluttet, og Manden er draget tilbage til den store Alnatur, hvoraf Liv og Død begge er Børn. Men som det gamle Havamaal siger, er Mennesket borte, saa lever hans Virke efter ham. Og J. Jensens Arbejde vil blive bevaret i Historien.

J. Jensen var Arbejderklassen en god Søn, ærlig, usvigelig Tro paa dens Ret og dens Fremtid fyldte hans Sind. Sine rige Evner som Organisator og Administrator anvendte han til Gavn for Arbejderne og for det Samfund hvis gode Søn han ogsaa var.

Han har selv en Gang sagt, at han altid følte sig som Tjener. Derfor var Pligtfølelse en af hans fornemste Egenskaber og sammen med hans Karakters uplettede Renhed fuldender det Billedet af en Mand, der var af de ædles Æt. 

Saaledes vil Arbejderklassen mindes ham, den trofaste Søn, Skaberen af Arbejdernes faglige Landsorganisation og Socialdemokratiets første Borgmester.

(Demokraten (Aarhus) 16. marts 1928)

Borgmester Jensen (nr. 2 fra højre) ses her sammen med cand. phil. Gandil, formand i Boldklubben af 1893, afdelingsingeniør Nobel, arkitekt Brandstrup og Dansk Idræts-Forbunds formand, overretsssagfører J. L. Nathansen. De var blandt de mænd der arbejdede for at få anlagt Idrætsparken. Riget 24. maj 1911.

Da Byen viste sin Overpræsident den sidste Ære.

Byen stod i Gaar i den store Begravelses Tegn. Et Følge paa 2000-3000 Mennesker fyldte Raadhushallen til den officielle Bisættelseshøjtidelighed for Overpræsident Jensen. Vort Billede til højre er taget derfra og giver et Indtryk af Sørgefestens pompøse Karakter. Neden under ser man det store Ligtog paa Vej ud ad Vesterbrogade med de flyvende Faner i Spidsen. Mange Tusinde Mennesker sluttede sig undervejs til Toget, saa det var et mægtigt Folketog, da det omsider naaede Vestre Kirkegaard.

(Nationaltidende 22.marts 1928)

Kongeparret ledsaget af en tilsyneladende tilfreds borgmester Jensen ved Bispebjerg Hospitals indvielse. Riget 20 september 1913.

Overpræsident Jensens sidste Færd gennem København.

En dybt gribende Sørgehøjtid i Raadhushallen. - Talere fra alle politiske Lejre hyldede den Afdødes Livsindsats. - I den storslaaede Procession gennem byen deltog over 200 Faner og et tusindtalligt Følge. - Afslutningen paa Kirkegaarden var præget af dyb Vemod.

STORSLAAET gribende og pompøs - saaledes formede Overpræsident Jens Jensens Bisættelse sig i Gaar. Ingen Konge eller Fyrste kunde have faaet en skønnere Jordefærd end denne Folkets tro Tjener, som fra fattige og foragtede Kaar havde kæmpet sig frem til at blive den første og ædleste Borger i Danmarks Hovedstad. Overalt hvor Ligtoget passerede gennem den solbestraalede By stod Tusinder af Mennesker og bøjede Hovederne til en sidste Hilsen da den sortbetrukne Ligvogn fulgt af den imponerede brogede raneskov passerede. Ikke siden Hørdum og Knudsen jordedes under overvældende Deltagelse har København oplevet et lignende Sørgetog. Fra utallige offentlige og private Bygninger vajede Flagene paa halv Stang smældende i den isnende Jævndøgnsblæst. Paa Vestre Kirkegaard, der laa som en lun og solbeskinnet Oase midt i den kolde Dag fyldtes alle Gange og Stier i Løbet af kort Tid af et  mægtigt Menneskehav, som andagtsfuldt overværede den sidste gribende Højtidsakt ved Graven. Længe efter at Højtideligheden var afsluttet valfartede nye Tusinder til Gravhøjen ved det store Kapel for at sige Byens Overpræsident det sidste Farve!.

Da Kisten førtes til Raadhushallen.

Ved Middagstid førtes Overpræsidentens hvide Kiste fra Kommunehospitalets Kapel til Raadhushallen. Otte Raadhusbetjente med Sørgebind om Armen bar den ud fra Kapellet til den sorte Rustvogn, som langsomt satte sig i Bevægelse fulgt af et Par Vogne med Familiens Medlemmer. Det lille Sørgetog passerede Social-Demokratens Bygning, hvor Flaget vajede paa halv, og et Kvarters Tid efter naaede Rustvognen den larmende Raadhusplads og forsvandt snart bag Nyrops skønne Raadhus. Klokken slog just 12, og samtidig lukkedes alle Raadhusets Kontorer. Den store Bygning laa tom og stille som paa en Helligdag med lukket Hovedindgang, som var flankeret af to grønne Laurbærtræer. Raadhusbetjentene bar Kisten ind i Hallen og anbragte den i et Blomstervæld paa den høje, sorte Katafalk, som var rejst midt paa Langsiden foran Hovedindgangen. Kisten var smykket med grønne Guirlander og en Dekoration af lyserøde Roser, og foran Baaren saas de mange hundrede Kranse med de farvede Baand Væggene i Hallen var ligeledes prydet med Kranse; et uforglemmeligt og skønt Syn.

Det mægtige Kransevæld.

Kongen, Dronningen og Kronprinsen havde sendt smukke Laurbærkranse. Lige foran Kisten paa en sort Fløjelspude laa en Sølvkrans af udhamrede Bøgeblade fra Embedsmænd og Læger ved Kommunens Hospitaler. Indenrigsministeriet og Undervisningsministeriet hædrede Overpræsidenten med smukke Blomsterdekorationer, og fra De samvirkende Fagforbund saas en dejlig Krans af Mahogniløv med Syrener og Kaméliaer. Lige ved Kisten hang to store Kranse fra mandlige og kvindelige Tjenestemænd i Raadhusforvalterens Kontor, og en Laurbærkrans fra Københavns Borgerrepræsentation.

Endvidere var der Krans fra Københavns Magistrat, Overpræsidentens Sekretariat, Den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe, Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Arbejdernes Fællesorganisation, Socialdemokratisk Forbund, Social-Demokraten. Dansk Kommunalarbejderforbund, Stjernen, Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet, Idrætsparkens funktionærer og Arbejder Guld-, Sølv- og Elektropletarbejderne- Organisation, Dansk Smede og Maskinarbejderforbund, Dansk Arbejdsmandsforbund, Keramisk Forbund og endnu en lang Række Fagorganisationer og socialdemokratiske Partiforeninger. Endvidere fra Finlands Præsident, Demokraten, Aarhus, Dansk Tonekunstnerforening. Den polytekniske Læreanstalt. Arbejdernes Andels Boligforening. Havnevæsenet, Welanderbjemmene, Dansk Købestævne, Statsbanerne, Arbetet, Malmø, Dansk Sten-industriforbund, Købstadsforeningen, Nationalforeningen, Husassistenternes Fagskole, Arbejdernes Læseselskab, Stockholms socialdemokratiske Stadsfuldmægtige. Tivolis Direktion, Det kooperative Fællesforbund, Stukkatørernes Fagforening, Malernes Fagforening. De samvirkende Sygekasser, Nationalmuseumsfondet, Kolonihaveforbundet, Det czekoslovakiske Gesandtskab, Prags kommune, Københavns Idrætspark, Kalvebod Bastion, Borups Højskole, .Socialdemokratisk Forbund, Odense, Foreningen til Lærlinges Uddannelse, Fængselshjælpen, Socialdemokratisk Døvstummeforening, Borgerrepræsentationens Presseloge. Politiken, Havnearbejdernes Fællesforbund, De forenede Bryggerier, Kvindeligt Arbejderforbund, Glyptoteket, Dansk Blindesamfund, Folkekøkkenerne, Kørselsafdelingen, Handelsbanken, Den olympiske Komite, Helsingør Byraad, Frihavnen, Dansk Idrætsforbund, Danmarks socialdemokratiske Ungdom, Funktionærer paa Thorvaldsens Museum, Belysningsvæsenet, Dansk Arbejde, Sporvejene, Dansk Brilæggerforbund, St. Hans Hospital o. s. v

Det imponerende Følge.

En Times Tid før Højtideligheden skulde indledes begyndte det store Følge at indfinde sig. Snart fyldtes Gulv og Balkonerne bag de bølgende Dannebrogsflag af Mennesker, og ved 2-Tiden var mellem 2 og 3000 samlet i Hallen. Nærmest Kisten ved den sorte Talerstol sad Talerne, Folkethingsmand Stauning. Borgerrepræsentationens Formand Em. Svendsen, Ingeniør Jul. Madsen. Dommer Jesper Simonsen og Borgmester Bååth fra Helsingborg. Tilhøjre for Kisten sad det samlede Ministerium fraregnet Undervisningsminister Byskov og Kirkeminister Bruun-Rasmussen. Derefter fulgte Kammerherre Krieger, den svenske, norske, finske, islandske, hollandske, tyske, polsk- og czekiske Minister. Paa den anden Side sad Borgmestrene og Raadmændene med deres Damer og Kommuners Direktører. Midt foran Katafalken fik Familiens Medlemmer anvist Plads. Her sad ogsaa Rigsdagens Præsidium og en Mængde af Borgerrepræsentationens Medlemmer. Endvidere saas Landsthingsmand C. C. Andersen, Redaktør Borgbjerg med Frue, Folkethingsmændene Vilhelm Rasmussen. Hans Nielsen, L. Rasmussen, Friis Skotte, Zahle og Pinstrup, Borgmestrene Godskesen og Parkov, Landsthingsmændene Josiassen Alb. Jensen, Ludvig Christensen og C. F. Sørensen, fhv. Borgmester Møller, Redaktør H. P. Sørensen, C. F. Madsen, Sekretærerne Hans Jacobsen og Johs. Hansen, Formanden for Kommunalarbejderforbundet Th. Thomsen, General Castenskjold, A. C. Meyer, Pastor Dahl Sædder, Generaldirektør Koefod o. fl. a. 

Uden om disse officielle Repræsentanter grupperede den mægtige, tavse, sortklædte Forsamling sig.

Sørgetoget passerer Akselborg.

Staunings gribende Mindetale.

Højtideligheden indlededes med at Gardens Orkester spillede Hartmanns pompøse Sørgemarch over Thorvaldsen. Saa sang Forsamlingen A. C. Meyers Sang, der i 4 smukke Vers gav en Karakteristik af Jens Jensens gærning. Vi citerer et Par af Versene:

Runden af Danmarks rige Muld,
skønt fattig selv, af Hjærtets Guid
han dannede sit Værge
og søgte hen til Smaamands Bo.
til Tidens Gæring, Trods og Tro,
den Tro der flytter Bjerge

Løftede den ham selv paa Skjold,
saa lønned' han den mangenfold
ved trofas! Borgenvirke,
hans milde Sind og faste Haand
har ydet sit i Tiden Aand
og rejst dens nye Kirke.

Stauning taler i Raadhushallen.

Stauning traadte derpaa op bag Kisten og holdt bevæget sin gribende Mindetale, hvoraf vi gengiver et Afsnit:

Byens Raadhus er i Dag klædt til Sorg. Landets Hovedstad tager farvel med en af sine bedste Mænd, Folkets brede Lag tager Afsked med e trofast Fører.

Den store Kreds, som er randt her i Afskedsstunden, er Repræsentanter for Tusinder, der med Smerte modtog Budskabet om Jens Jensens Død, og vi ved, at i denne Stund gaar Tanken fra mange Hjem til denne Baare, for ham, de mange Aars smukke og gode Gerning, til ham, der maatte forlade os længe før vi havde ventet det.

Vi ved at det er Byens Overpræsident, som er gaaet bort, men i vor Erindring staar ogsaa præget Træk fra andre Stadier af den Afdødes Liv og det er netop disse Træk, som opfylder den største Plads.

Over 45 Aar spændte hans offentlige Virksomhed, stille og beskeden udførte han sin Gerning i det Fag han havde lært, men fremadstræbende som han var, fandt han i de unge Aar Tid til den Selvudvikling, som fortsattes hele hans Liv.

23 Aar gammel blev han Formand i Malernes Fagforening, og hermed indlededes snart et saare rigt Afsnit af Liv. Med en egen fin Kultur kastede han sig over de store Opgaver, som skulle de løses igennem Organisationslivet.

Storslaaet var vor afdøde Vens Gerning. Den unge Fagforeningsmand lægger allerede i 1886 Grunden til den betydningsfulde Samvirken mellem de faglige Organisationer i Hovedstaden og i samme Aar lykkedes det ham at grundlægge en praktisk og værdifuld Skandinavisme, ved Afholdelse af den første skandinaviske Arbejderkongres. Og videre gaar hans Stræben frem til den store Landsorganisation: De samvirkende Fagforbund, hvis samfundsmæssige Værdi ingen kyndig vil benægte. Og atter herfra knyttes Baandene ud over Verden, i en international faglig Samvirksomhed, som Jensen tog Initiativet til.

Jensens Maal var at se Arbejderklassen blive jævnbyrdig med andre Befolkningslag. Han slog det fast, da Landsorganisationen dannedes i 1898, at dens Opgave ikke alene var økonomisk Højnelse, den stærke Organisation, sagde han, skal udvikle Mennesker.

Ja, dette var netop i saa høj Grad lndholdet i disse første 20 Aar af Jensens Liv som Fører. I enhver Side af Livet fandt han det der kunde tjene til Udvikling.

En betydningsfuld Epoke i dette Afsnit af Jensens Liv var den første faglige Storkamp, der fandt Sted i 1899. Det er ikke Stedet her at udrede Oprindelse og Skyld, men det vil utvivlsomt af alle blive erkendt, at Jensens Førerskab, ganske særlig ved Kampens Afslutning, kom til at betyde uhyre meget.

Stauning skildrede videre Jensens politiske og kommunale Indsats. I de 22 Aar, Jensen var Borgmester, styrede han med fast og sikker Haand Byens Økonoml.

Fælledparken. Bispebjerg Hospital og Idrætsparken.

er tre af de mest fremragende Vidnesbyrd om afdøde Jens Jensens Fremsyn og Forstaaelse. Og om disse grupperer sig gode Beboelseshuse, brede Gader, nye smukke Bydele og talrige Værker, som er fornødne for Byens og Folkets Trivsel.

VI ved, fra de mange Aar. hvorledes han omfattede Hustru, Børn og Hjem med Ømhed og Kærlighed. Og vi forstaar ogsaa, hvor meget det offentlige Liv har taget fra hans Hjem.

Hustru og Børn maatte vise Resignation. Naar Partiet kaldte, naar det offentlige Liv krævede Mands Gerning, naar Nationens Interesser krævede en Haandsrækning fra Københavns Finansborgmester, saa bød Pligtfølelsen, at han mødte og udrettede hvad han kunde og hvad der ventedes af ham, men meget af dette blev udrettet paa Bekostning af Familieliv, ved Ofre fra dem, han elskede saa højt.

VI tager da Afsked med den stilfærdige, men kloge og varmtfølende Borger, som viede hele sit Liv i Folkets Tjeneste.

VI takker Dig Jens Jensen for al din Gerning. Tak fra Hytterne, fra alle de Smaafolk, som stod dit Hjerte saa nær. Tak fra de Organisationer, der er de nødvendige Led i det bestaaende Samfund. Tak for din store Gerning, for din opdragende og højnende Virksomhed og

Æret være Jens Jensens Minde.

Em. Svendsens Mindeord

Borgerrepræsentationens Formand takkede i bevægede Mindeord Byens Sorg ved Tabet af Overpræsidenten. Jens Jensen efterlader sig et stort Savn. Jeg hørte til dem, der paa et tidligt Tidspunkt lærte Jensen at kende, og jeg beundrede snart hans store Indsats i den faglige Bevægelse. Han var Grundlæggeren af De samv. Fagforbund, en Indsats, der for evigt har knyttet hans Navn til den danske Arbejderbevægelse. Da han i 1903 blev Borgmester, jublede mange af os, men med en Understrøm af Vemod. En elsket Fører gik fra os over i en anden Gerning. Men vi bøjede os i dyb Taknemlighed for den Indsats, Maler Jensen havde ydet for Arbejderklassens Fremgang.

Det andet Afsnit af hans Liv optoges af 35 Aars kommunalt Arbejde, hvoraf de 25 foregik Indenfor Magistraten. Jeg skal ikke her skildre hans mangesidede Virksomhed, men prise hans store Udsyn. Fælledparken og Bispebjerg Hospital er Resultater heraf og vil bevare Jensens Navn længst.

Em. Svendsen rettede sluttelig nogle gribende Trøstens Ord til Jensens Hustru og Børn, og han sluttede med at sige: Vi siger ham Tak og vil længe bevare hans Minde!

Et betydeligt Menneske med store Ævner til Samarbejde.

Efter Svendsens Tale sang Forsamlingen Grundtvigs Salme "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder". 

Malernes Sangforening, som var anbragt paa Balkonen, sang for med skolede Stemmer.

Derefter talte Repræsentanten for den borgerlige Fællesgruppe, Ingeniør Julius Madsen, der karakteriserede Jensen som et betydeligt Menneske med Evner til Samarbejde. Det, som særlig prægede den afdøde Overpræsident, var hans Evne til ikke blot at løse Opgaver men ogsaa at løse dem paa allerbedste Maade. Han havde en betydelig Evne til at sætte sig ind i andres Tankegang og indlede et Samarbejde, der bar rige Frugter. Paa den borgerlige Fællesgruppe Vegne bringer jeg Overpræsident Jensen en Tak for hans gode Borgersind: Æret være hans Minde.

Byretsdommer Jesper Simonsen, der bragte en Hilsen fra den Radikale Gruppe, mindede bl. a. om, at Jensen sammen med fem andre Mænd tilførte Borgerrepræsentationen nyt Blod i 1893. Dette Valg blev Udgangspunktet for en Livsgerning af ganske særlig Betydning. Med Sans for Realiteter og med Respekt for Forskelligheder i de politiske Synspunkter søgte Jensen at skabe de sundeste og bedste Forhold for Byens Borgere. Hans store Grundighed og ualmindelige Kyndighed tillod ham at lære af andre Meninger, uden at han derfor svigtede sin egen Opfattelse. Først Fremtiden vil formaa rigtigt at vurdere hans store Forudseenhed. En dybfølt Tak for det gode Samarbejde og for det Eksempel til Efterfølgelse, Jens Jensen var for os

Svenske Mindeord..

Borgmester Bååth fra Helsingborg bragte paa Nordens sydsvenske Kreds Vegne en Tak for Overpræsidentens betydningsfulde Indsats i det skandinaviske Samarbejde. Overpræsident Jensen ejede et varmt Hjærte og en rig Intelligens og alt, hvad han beskæftigede sig med, forlenede han med et Præg af Personlig

Kisten bæres ud af Magistratens Medlemmer..

Talerne var nu forbi. En Kvartet, bestaaende af Kammermusikus Peder Maller. Koncertmester Johannes Schiørring, Violoncellisten Louis Jensen og Violinisten Chr. Sandby spillede Schuberts dejlige Andante i D-Moll, som paahørtes under andagtsfuld Stilhed.

Forsamlingen istemte "Dejlig er Jorden", og under Salmen løftede ti sortklædte Raadhustjenere Kisten ned af Katafalken. Saa traadte den samlede Magistrat til og bar med Borgmester Kaper og Raadmand Fr. Andersen i Spidsen Kisten ud til den ventende Ligvogn.

Bagefter fulgte et Par Hundrede sænkede Foreningsfaner, som under Højtideligheden havde været anbragt langs Væggene i Hallen. Tæt bag Kisten vajede to Faner fra Malernes Fagforening, Socialdemokratisk Forbunds Fane og røde Duge fra 3. og 6. Kreds Vælgerforeninger.

Tilskuerne blev paa Plads, til Sørgetoget var naaet udenfor, og uafladelig lød Tonerne af Chopins gribende, pompøse Sørgemarch.

Sørgetoget gennem Byens Gader til Vestre Kirkegaard.

I Sørgetoget gennem Byens Gader var en uforglemmelig betagende Oplevelse. Da Magistratens Medlemmer havde baaret Kisten ud til den ventende Ligvogn, satte Processionen sig langsomt i Bevægelse ud til Vesterbros Passage, hvis Fortove flankeredes af Tusinder af Tilskuere. Forrest red fire Politibetjente paa stejlende Gangere banende Vej for Ligvognen. Umiddelbart efter denne vajede en lille Afdeling af røde og blaa Faneduge, som smældede i den kraftige Blæst. Saa fulgte Overpræsidentens nærmeste Slægt i tre Vogne, Toget afsluttedes af et mylder af farvestraalende rødee, blaa og hvide Faner og Bannere. De blanke Messingspyd lynede i Solen, og Dugene fyldtes som Sejl af Blæsten, saa Fanebærerne havde stor Møje med at holde Balancen. Toget passerede forbi Axelborg, hvor Flaget vajede paa halv, videre ad Vesterbrogade til Enghavevej, som fulgtes til Ny Carlsbergvej. I dette typiske Arbejderkvarter var samlet Tusinder af Beboere, Mænd, Kvinder og Børn. Vinduespladserne var tæt besat af Folk, som vilde se et Glimt af Processionen. Paa en stor Nybygning paa Hjørnet af Ny Carlsbergvej og Vesterfælledvej stod Haandværkerne i deres Arbejdstøj med blottede Hoveder, da Kisten førtes forbi. Alléen op til Kirkegaarden dannede et sydende Hav af Mennesker, der alle søgte indenfor, hen til Graven, som er beliggende paa Skrænten ved den lille Sø tæt ved Kapellet.

Ved Indgangen trak de ridende Betjente sig tilbage, og Sørgetoget  svingede med Magistratens Medlemmer i Spidsen Ind paa den brede Vej op mod Kapellet, 

Højtidelighedens skønne Afslutning.

Omkring en halv Snes Tusind Mennesker stod samlet omkring Graven, hvis Vægge var smykket med grønne Grangrene. Under gribende Stilhed bar Raadhusbetjentene Kisten op paa Forhøjningen og sænkede den i Dybet, medens alle blottede Hovederne. Der fulgte nu en lille Pavse. Saa viste Pastor Rannow sig paa Platformen og holdt en smuk Mindetale over Overpræsidenten. Han priste Jensens store Kærlighed til Familien, en Kærlighed, som altid fandt rige og varme Udtryk. Præsten forrettede derpaa den gejstlige Handling, og Forsamlingen sang "Klokken slaar".

Overpræsidentens Søn, Fuldmægtig i Indenrigsministeriet Alf Jensen bragte sluttelig sin Fader en bevæget Hyldest for alt, hvad han havde betydet for sit Hjem og sin By. Han takkede Københavns Kommune for den pompøse Jordefærd, som var et Udtryk for den Betydning, man tillagde Overpræsidentens Livsgerning.

Den storslaaede Ligfærd var hermed til Ende. Fanerne blev rullet sammen, og Følget skiltes langsomt. Men længe efter valfartede nye Tusinder til Jens Jensens Grav for at bringe Byens Førsteborger en sidste taknemmelig Hilsen.

Kisten sænkes i Graven af Raadhusbetjente.

(Social-Demokraten 22. marts 1928)

Jens Jensens grav på Vestre Kirkegård, Afdeling A, rk. 5, nr. 5. Både kirkebogen og begravelsesprotokollen oplyser at han blev begravet på Vestre, men ikke nærmere hvor. I begravelsesprotokollen er der ikke noteret priser for jord eller andre handlinger i forbindelse med Jensens begravelse, måske fik han det gratis. Jens Jensen er i nogen grad stået i skyggen af andre socialdemokrater. Der er dog udkommet en biografi om ham som ses ovenpå rygsækken. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Søren Federspiel: 1. maj, Fælledparken og borgmester Jensen. Historiske meddelelser om København 1990. Side 100-141. 

Johannes Carl Schmidt - Schmidt-Wodder 1869-1959. (Efterskrift til Politivennen)

Den tyske præst og politiker Johannes Carl Schmidt (Schmidt-Wodder eller Schmidt-Vodder) var født i Tønder og præst i Vodder mellem Ribe og Skærbæk 1896-1920. Han var modstander af Köllers tvangspolitik, men for fortyskning af Nordslesvig. Han stiftede 1909 foreningen "Verein für deutsche Friedensarbeit in der Nordmark".

Han udtalte efter afstemningen i 1920: "Nu har afstemningen fundet sted, og det nationale sindelag i Nordslesvig kan klart aflæses - såvidt det er muligt i forhold til bestemmelserne i fredsaftalen. Det er dette, som nu med hensyn til almindelig ret og fornuft skal danne grundlaget for, hvad der skal ske." Efter 1920 var Schmidt initiativtager til "Schleswiger Wählerverein" - forgænger til Slesvigsk Parti. Han repræsenterede det tyske mindretal i Danmark i Folketinget 1920-1939

En leder.

I den valgkamp, ​​der i øjeblikket raser i Nordslesvig, er regionens ærværdige leder, pastor Schmidt-Wodder, endnu engang i forgrunden. Han har allerede seks års parlamentarisk arbejde bag sig, dedikeret til at repræsentere den tyske befolkning. Bedre end nogen anden parlamentarisk repræsentant fra Nordslesvig har han været dygtig til at lade sin stemme blive hørt i hovedstaden når det gjaldt om at fremhæve Nordslesvigs vanskelige situation. Hans sidste store tale, kort før Rigsdagens opløsning, demonstrerede hvor dybt han havde gjort Nordslesvigs sag til sin egen. Denne idé vinder i stigende grad frem i den nuværende valgkamp: at "Slesvigsk Parti" er det bedst egnede til at repræsentere hele Nordslesvigs interesser. Schmidt-Wodders platform er klar og gennemsigtig. Det er en direkte linje fra hans første optræden før krigen til i dag. Hans program er kendetegnet ved en bekræftelse af det nordslesvigske hjemland, ved en stærk tro på folkets magt, hvorfra en ægte respekt for den nationale fjende naturligt opstår. Det som Schmidt-Wodder for år siden næsten alene kæmpede for og som de fleste afviste, er nu blevet grundlaget for alt tysk kulturarbejde i grænseområdet, og når en ung slesvig-holstener hvert år bliver mere og mere resolut i sin kamp for hjemlandets rettigheder, er det noget af den nordslesvigske leders ånd der inspirerer disse unge mennesker. Ved mange lejligheder har den store respekt, ofte udtrykt i enkle ord, som befolkningen føler for deres leder, været tydelig. Og hvis det nu føles som en opvågnen i store dele af Nordslesvig, hvis helt nye ansigter dukker op på valgmøderne der ønsker svar på de spørgsmål der optager dem, så er dette en frugt af det utrættelige, trofaste arbejde som pastor Schmidt-Wodder har udført i og omkring Nordslesvig i mange år.

Hvordan pastor Schmidt-Wodders arbejde opfattes i Sydtyskland, illustreres af en artikel, der blev offentliggjort i "Deutsche Tageszeitung" den 26. november. Artiklen begyndte med at understrege, at den opmærksomhed der blev givet til Cornelius Petersen, havde overskygget Nordslesvigs sande ledere, og især Schmidt-Wodders særegne personlighed. Derefter stod der ordret:

"Schmidt-Wodder besidder et bemærkelsesværdigt talent for at samle tysk liv omkring sig og udvikle og pleje dets begyndelse og frø. Parlamentarikeren er derfor kun den ene side af denne mand, og ikke, i hans egen bevidsthed, den mest essentielle. Han vil bevare sin betydning som tysk leder helt uafhængigt af, om han er medlem af parlamentet eller ej. Dette skyldes primært hans karakters absolutte ligefremhed, integritet og urokkelige natur. Lige fra begyndelsen af ​​sin karriere har han måttet kæmpe imod at tysk uddannelse og kirkelige praksisser blev påtvunget tyskerne, på tysk, men med en dansk ideologi. H. P. Hanssen-lignende kurs mod assimilering af tysk kultur fortsættes uændret af danskerne, og det er netop imod dette at Schmidt-Wodders krav om kulturel selvstyre er rettet."

Artiklen afsluttes med at erindre om Schmidt-Wodders modige forsvar for tyske interesser, da Tyskland var i alvorlige vanskeligheder på grund af inflationens virkninger.

Ein Führer.

In dem Wahlkampf, der jetzt in Nordschleswig tobt, steht die bewahrte Führergestalt des Landes, Pastor Schmidtchvdder, wieder in den ersten Reihen. Sechs Jahre parlamentarischer Arbeit im Dienste des abgetretencn Deutschtums liegen bereits hinter ihm. Besser als alle anderen parlamentarischen Vertreter Nordschleswigs hat er es verstanden, sich in der Hauptstadt Gehör zu verschaffen, wenn es galt, auf die Nöte Nordschleswigs hinzuweisen. Besonders seine letzte grosse Rede kurz vor der Reichstagsauflösung bewies, wie sehr er die Sache Nordschleswigs zu seiner eigenen gemacht hat. Dieser Gedanke dringt auch jetzt in dem Wahlkanrpf immer mehr durch, dass die "Schleswigsche Partei" diesenige ist, die eigentlich am besten die Interessen ganz Nordschleswigs vertreten kann. Klar und durchsichtig ist das Programm Schmidt-Wodders. Es ist eine gerade Linie von seinem ersten Austreten vor dem Kriege bis in unsere Zeit. Sein Programm wird gekennzeichnct durch Bejahung der nordschlcswigschcn Heimatort, durch einen starken Glauben an die Kräfte des Volkstums, woraus sich von selbst eine ehrliche Achtung vor dem nationålen Gegner ergibt. Was Schmidt-Wodder vor Jahren fast allein, von den meisten verlassen, vertrat, ist jetzt die Grundlage der gesamten deutschen Kulturarbeit im Grenzgebeet geworden, und wenn ein junges Schleswig-Holstein von Jahr zu Jahr entschlossener sich für die Rechte der Heimat einsetzt, so ist es etwas von dem Geist des nordschleswigschen FührersS, das diese Jungen befeelt. Bei vielen Gelegenheiten kam die grosse Hochachtung zutage, oft in schlichte Worte gekleidet, die die Bevölkerung ihrem Führer entgegenbringt. Und wenn es jetzt wie ein Erwachen durch weite Kreise des nordschleswigschen Landes geht, wenn auf den Wahlversammlungcn ganz neue Gesichter austauchen, die Antwort haben möchten aus die Fragen, die sie bewegen, so ist das eine Frucht der unermüdlichen treuen Arbeit, die Pastor Schmidt-Wodder Zahre hindurch in und um Nordschleswig geleistet hat.

Wie die Arbeit Pastor Schmidt-Wodders im südlicheren Deutschland eingeschätzt wird, zeigt ein Artikel, der am 26. November in der "Deutschen Tageszeitung" erschien. In diesem Artikel wurde eingangs betont, dass über das Aufsehen, das Cornelius Petersen erregt hätte, die wahren Führer Nordschlceswigs und besonders die markante Persöhnlichkeit Schmidt-WodderS allzu sehr in den Hintergrund getreten warcn. Dann heistt es wörtlich:

"Schmidt-Wodder hat eine ausgesprochene Begabung, deutsches Leben um sich zu sammeln und dessen Ansatze und Keime zu entwickeln und zu pflegen. Der Parlamentarier ist also nur die eine Seite dieses Mannes, und zwar in seinenr eignen Bewusttsein nicht die wesentlichste. Er wird seine Bedeutung als deutscher Führer haben ganz unabhangig davon, ob er Mitglied des Parlaments ist oder nicht. Dazu befähigt ihn zu allererst die unbedingte Gradlinigkeit, Lauterkeit und Unbeugsamkeit seines Charakters. Seit den ersten Tagen seiner Wirksamkeit hat er dagegen kampfen müssen, dass den Deutschen ihr Unterricht und ihre Kirche, und zwar in deutscher Sprache, aber mit danisscher Gesinnung aufgezwungen wurde. Der H. P. Haussen'sche Kurs der Aufsaugung des Deutschtums wird von den Dänen unverändert weitergesteuert und gerade gegen diesen richtet sich Schmidt-Wodders Forderung nach kultureller Selbstverwaltung."

Das Blatt erinnert zum Schluss an das mannhafte Eintreten Schmidt-Wodders für die deutschen interessen, als Deutschland durch die Wirkungen der Inflation in schwerster Not sich befand.

(Sonderburger Zeitung (Sønderborg) 29. november 1926).

København, 6. december.

Det vigtigste kendetegn for Tyskland ved det danske folketingsvalg den 2. december er den uventet stærke stigning i tyske stemmer i Nordslesvig, fra 7.715 til 10.426. Ved folkeafstemningen den 10. februar 1920 i den første slesvigske zone blev der afgivet 25.329 stemmer for at forblive i Tyskland, 25% af de afgivne stemmer. Ved folketingsvalgene efter Danmarks annektering af Nordslesvig blev antallet af tyske vælgere reduceret af de tyske embedsmænd og andre tyskere der var flyttet væk fra Nordslesvig. Ved valget i 1924 afgav 13,5% af alle vælgere i Nordslesvig deres stemme på tyske kandidater. Ved dette års valg er denne procentdel steget til 16,5%.

Det tyske parti har registreret den største stigning i stemmetal af alle partier i Danmark, cirka 35%, et resultat der langt overgik de tyske forventninger om at partiets position kunne opretholdes på trods af, og faktisk på grund af, den voldsomme agitation fra Cornelius Petersens parti. Samtidig modbeviste det øjeblikkeligt den udbredte opfattelse i den danske lejr om at tysk indflydelse i Nordslesvig var i langsom, støt tilbagegang. De dovne og ligeglade blev rystet vågne af landbrugskrisen og omfavnede det tyske program, hvis vigtigste punkter, udover "Væk fra Versailles!", var kravet om økonomisk integration med Tyskland. De mange danskere, der havde udtrykt sig arrogant og hånligt om dette punkt i programmet, har nu taget ved lære. Blandt dem der stemte på den tyske liste, var der måske folk hvis overbevisning vaklede, som følte sig mere danske end tyske, men som da de ikke ønskede at stemme på den karakterløse og fuldstændig uegnede Cornelius Petersen som leder, foretrak de tyske kandidater frem for alle danske for kraftigt at modarbejde ikke blot Staunings venstrefløjsregerings politik, men også det midlertidige borgerlige kabinets og alle danske parlamentspartiers, med undtagelse af det tysk-slesvigske parti.

For dem er den tyske rigsdagsrepræsentant Schmidt-Wodder ikke blot en repræsentant for det tyske mindretal, men også en forkæmper for rettighederne for alle nordslesvigere af tysk og dansk overbevisning, der befinder sig i en usikker situation. Stor politisk skarpsindighed og fremsynethed vil være nødvendig for at realisere kravet om at genvinde de økonomiske bånd med Tyskland og for at kæmpe for det i det danske parlament. Men vi har al mulig grund til at stole på Schmidt-Wodders dokumenterede lederegenskaber for at mestre denne vanskelige opgave. Tyskland vil gengælde loyalitet med loyalitet og gøre alt hvad der står i sin magt for at lette den tyske befolknings kamp i Nordmarchen for deres rettigheder og Nordslesvigs rettigheder, både økonomisk og kulturelt.

Allerede nu advares der fra dansk side, især inden for den konservative lejr, mod den tyske fremrykning i Nordslesvig. Men vi har al mulig grund til at stole på Schmidt-Wodders dokumenterede lederegenskaber for at overvinde denne vanskelige opgave. Dette skal modvirkes af dristig forsigtighed fra tysk side. En overvurdering af situationen og udsigterne for tyskerne, såvel som betydningen af ​​dette valg der fandt sted midt i en krisestemning, ville ikke være i det tyske mindretals interesse. Dette mindretal har dog tydeligst demonstreret sin sunde vitalitet for Danmark og hele verden.

Kopenhagen, 6. Dez.

Das für Deutschland wichtigste Charakteristikum der dänischen Folkethingswahl vom 2. Dez. ist das unerwartet starke Anwachsen der deutschen Stimmen in Nordschlwswig, von 7715 auf 10 426. Bei der Abstimmung vom 10. Febr. 1920 in der ersten Schleswigzone wurden 25 329 Stimmen für das Verblieben bei Deutschland abgegeben, 25% von allen abgegebenen Stimmen. Bei den Folkethingswahlen nach der Einverleibung Nordschleswigs in Dänemark war die Zahl der deutschen Wähler um de deutschen Beamten und andre Deutsche, die aus Nordschleswig weggezogen waren, verringert. Bei der Wahl von 1924 gaben 13,5% aller nordschleswigschen Wähler den deutschen Kandidaten ihre Stimme. Bei der diesjährigen Wahl ist der Prozentsatz auf 16 5 gestiegen.

Die deutsche Partei hat den grössten Stimmenzuwachs von allen Parteien Dänemarks zu verzeichnen gehabt, etwa 35%, ein Ergebnis, das die deutschen Erwartungen, dass die Stellung trotz und wegen der Marktschreierischen Agitation der Partei Cornelius Petersens gehalten werden könne, weit übertraf und zugleich die im dänischen Lager allgemein verbreitete Ansicht, dass das Deutschtum in Nordschlesxwig in langsamen, stetigem Rückgang begriffen sei, blitzartig widerlegte. Die Indolenten und Indifferenten sind curch die Landwirtschaftskrise wachgerüttelt worden und haben sich zum deutschen Programm bekannt, unter dessen wichtigsten Punkten neben dem "Weg vom Versailles!" die Forderung des wirtschaftlichen Anschlusses an Deutschland sich befand. Die vielen Dänen, die sich über diesen Programmpunkt überheblich-geringschätzig geäussert haben, sind nun eines Bessern belehrt worden. Unter denen, die für die deutsche Liste gestimmt haben, mögen Leute sein, deren Ueberzeugung schwanked war, die Mehr dänisch als deutsch empfanden, die aber, da sie nicht für den charakterlosen und als Führer ganz und gar ungeeigneten Cornelius Petersen stimmen mochten, die deutschen Kandidaten allen dänischen vorzogen, um damit energisch gegen die Politik nicht nur der Linksregierung Staunings zu opponieren, sondern auch gegen die des vorbergehenden bürgerligchen Kabinetts und sämtlicher dänischen reichtagsparteien, mit Ausnahme eben der deutsch-schleswigschen Partei.

Ihnen gilt der eutsche Reichtagsabgeordnete Schmidt-Wodder nicht nur als Vertreter der deutschen Minderheir, sondern zugleich als ver Vorkämpfer für die Rechte aller in kritischer lage sich befindlichen Nordschleswiger deutsche und dänischer Gesinnung. Zur Verwirklichung der Forderung, den wirtschaftlichen Anschluss an Deutschland zurückzugewinnen, und zu ihrer Verfechtung im dänichen parlament, wird grosser politischer Scharfsinn und Weitblick notwendig sein. Aber wir haben allen Grund, auf die bewährten Führereigenschaften Schmidt-Wodders für die Bewältigung der schwierigen Aufgabe zu bauen. Deutschland wird Treue mit Treue vergelten und alles daran setzen, um dem Deutschtum in der Nordmark Seinen Kampf um sein und Nordschleswigs Recht in wirtschaftlicher wie kultureller Beziehung zu erleichtern.

Schon werden auf dänischer Seite, besonder im konservativen lager, Warnrufe gegenüber dem deutschem Vormarsch in Nordschleswig laut. Dem muss vom deutscher Seite kühe Besonnenheit entgegengestellt werden. Eine Ueberschätzung der Lage und der Aussichten des Deutschtums, sowie der Bedeutung dieser Wahl, die in Krisenstimmung vor sich ging, läge nicht im Interesse der deutschen Minderkeit. Dänemark und der ganzen Welt hat diese minderheit jedoch ihre gesunde Lebenskraft aufs deutslichste vor Augen geführt.

(Münchner neueste Nachrichten. 10. december 1926).

Johannes Carl Schmidt udgav "Stimmen aus Nordschleswig", var hovedmedarbejder ved bladet "Nordschleswig" og fra 1927 medudgiver af bladet "Nation und Staat". Slesvigsk Parti fik i perioden 13-15 % af stemmerne i Nordslesvig. Hans arbejde for kulturelt selvstyre for hjemmetyskerne blev delvis opfyldt med folkeskolen i Nordslesvig 1939.

Skønt formentlig ikke nazist, skrev han under besættelsen artikler for besættelsesmagten i "Nordschleswigsche Zeitung" og holdt radioforedrag 1941 og 1943. Han blev derfor 1946 arresteret mistænkt for højforræderi og hvervning for besættelsesmagten, men løsladt uden retssag.