Axel Holger Thiess (1860-1926). (Efterskrift til Politivennen).

 

Fotograf Peter Newland (1866-1928): Axel Holger Thiess (1860-1926). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Axel Holger Thiess (1860-1926), humoristisk tegner. Han kom på kunstakademiet oktober 1876, her nåede han i 1880 ikke videre end forberedelsesklassen. Han havde dog allerede da lavet humoristiske tegninger. 

Han var journalist og tegner ved Avisen og lavede 1883–1900 hver dag dette blads satiriske forsidetegning. Senere i Vort Land og København. Han var medarbejder ved  Punch ( til 1893) og efterfølgeren Puk (1893 til 1. juli 1898), Klods Hans (fra 1899) og  Blæksprutten. Han udgav tillige i 20 årligt 50 tegninger i et hæfte fra 1884. 1915–19 udgav han mandagsbillederne til Vort Land. 

Han bidrog endvidere til folkekomedierne "Gutter ombord" (1889) og "Gennem Ild og Vand" (1910), farcen "Fine Fremmede" og "Marine-Minder ombord og i Land" (1924).

Axel Holger Thiess: P. A. Alberti (1903). Teksten lyder: "Fra Ministerbordene ilede de Herrer Deuntzer og Alberti den ikke korte Vej hen til Borgmester Jensens Plads og trykkede hjerteligt hans Haand," ("Vort Land"). De to Stats-Raadsherrer: "Vi recommendere os da samtidig udi Hr. Borgmesterens Bevaagenhed." Jensen: "Det skal være mig en Fornøyelse, at gjøre Dem nogen Tjeneste. Om Forladelse at jeg følger Dem ikke længere." (Frit efter "den politiske Kandestøber", 3. Akt, 2. Scene. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"De danske Forsvarskvinder".

(Tegning til "Blæksprutten" af Axel Thiess.)

Paa ovenstaaende Billede, der er hentet fra dette Aars "Blæksprutten", har den vittige Tegner Axel Thiess søgt at give en Forklaring over hvorledes han forstaar den hysteriske, kvindelige Forsvarsbevægelse og Kanonkvinde-Forening. Vi ser en kvindelig Sessionskomite tage Skøn over de unge Damer for at udskrive dem til den Vaabenafdeling, de bedst maatte egne sig for. Selv om Billedet kun er Fantasi - de forsvarsgale Damer vilde vist hurtigt stikke Piben ind, dersom de selv skulde springe Soldat! - er det lige vittigt - ikke mindst i Aar, da det er et krigerisk "Skudaar"!

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse) 18. januar 1908).

Socialisterne skriver Truselsbreve til Axel Thiess.

I et af de sidste Numre af Vittighedsbladet "Klods-Hans" har Tegneren Axel Thiess tegnet en Billedserie, der illustreret en Socialists Liv. Pudsigt havde Hr. Thiess fremstillet al den Understøttelse, der bliver et moderne Fagforeningsmedlem til Del, fra Børn i Friskolen lige til Statens Understøttelse af de arbejdsløse. Til Slut havde Tegneren anbragt et Billede, hvor man ser en Skare Socialister raabe: "Ned med Overklassen" osv. Det hele var en ret harmløs Satire. Hr. Thiess skulde imidlertid ikke have begaaet sin Tegning, thi siden den har været i Bladet, har den elskværdige og afholdte Københavner modtaget en Række Truselsbreve, hvori der loves ham Pest og Død og andre Ubehageligheder. Man kan ikke ustraffet satirisere over organiserede Fagforeningsmedlemmer. Hr. Thiess har foreløbig foretrukket at behandle Brevene som en Spøg. Men disse Truselsbreve, der efterhaanden er kommen paa Mode, synes at antage mindre hyggelige Former.

(Holstebro Avis. Hjerm-Ginding Herreders Tidende 17. april. 1909).

Skitsebogen

Axel Thiess

Nævner man Alfred Schmidt bliver ogsaa Axel Thiess nævnt. De to Tegnere har troligt fulgt hinanden gennem mange Blade og Publikationer. Medens Alfred Schmidt som Satiriker ikke er bleven mindre bidsk med Aarene og stadig hvæsser sin Tegnestift til respektløse Udfald, er Axel Thiess, der heller ikke savner en satirisk Aare, dog bleven mere menneskekærlig gennem Tiden, der svandt. Han er bleven en godmodig Iagttager af Omgivelserne, medens Røgen snor sig blaalig fra hans Cigar, og Kaffen dufter.

Omgivelserne - selvfølgelig København! Hvorvidt Thiess "ligger paa Landet" om Sommeren, vides ikke. Snarere plasker han vist husvant til Søs, men han kan alligevel daarlig tænkes uden i Københavns umiddelbare Nærhed, og allerhelst paa selve Strøget, roligt slentrende, lunt iagttagende, med et elskværdigt Blink bag Lorgnetterne.

Thiess er Københavns, nøjere bestemt Københavnerindernes Tegner, og saa atter de pur unge Damers, "Backfischene"s Tegner. Han har Blik for det tøsede og kan gengive det med Lune og Humor, men ogsaa den udvoksede unge Dame i Forlovelsesalderen, ja, selv den kokette, unge Frue kan han med Behændighed fæste til sin Skitsebogs Blade.

Vigtige Bidrag til den moderne Københavnerindes Psykologi har Thiess givet gennem sine mange Tegninger, som han uden Standsanseelse har strøet omkring i Blade, Blæksprutter og Klods Hans'er. Skal den københavnske Dame paa Grænseskellet mellem to Aarhundreder, mellem to Tidsaldre, under Modernes lunefulde Kamp en Gang skildres, kommer man Ikke udenom Axel Thiess' Tegninger. De vil i al deres Flygtighed sikre ham mod Forglemmelse; thi han har gennem dem givet vigtige Bidrag til Modernes og Sædernes Historie.

Absalon.

(Nationaltidende 30. maj 1916).

Axel Thiess fortæller Ernst Bojesen-Anekdoter.

I Anledning af den glade Kjøbenhavners 70 Aars Fødselsdag imorgen.

Fra de gode gamle Blæksprutte-Dage i Fredensborg.

(Med Illustrationer af Axel Thiess).

I Anledning af Ernst Bojesens 70 Aars Fødselsdag imorgen har hans utallige Venner besluttet at opgive Haabet om, at han nogensinde bliver rigtig voksen. Skønt, egentlig har de aldrig næret noget Haab eller Ønske i saa Henseende. De har holdt af ham, forgudet ham netop fordi han var den han var - den glade, festlige Svend, den ægte spillelevende kjøbenhavner med Hovedet fuldt af Spilopper og kaade Drengestreger, den uovertrufne Festarrangør, der strømmede over af Ideer og Indfald, Løjer og Spas. At han unddrager sig Vennernes Hyldest paa Dagen Imorgen. der vilde være som skabt til at sættes i Scene af Hædersgæsten selv, er i Grunden det eneste mindre gode Indfald han har haft.

Blækspruttens aandelige Fader. Hvad Axel Thiess fortæller 

Ernst Bojesen var, som bekendt, i en Aarrække Direktør for Gyldendal; og det er i Grunden ham, der er Fader til "Blæksprutten. Ikke blot var det ham, der i 1888 fik Ideen men han har i Aarenes Løb spillet en saa stor Rolle ved det kære Bløddyrs aarlige Genfødelse at man kan kalde ham den aandelige Fader, skønt han ikke tog direkte Del i Redaktionen.

I Dagens Anledning har vi henvendt til en af Blækspruttens berømte A'er, Tegneren Axel Thies, og bedt ham fortælle lidt om de berømmelige Ture til Fredensborg, hvis Ry ikke dør saa længe de 4 A'er og Ernst Bojesen endnu kan komme sammen ved en stor Toddy og en af Bojesens fabelagtigt lange Cigarer

- Ak ja, sukker Hr. Thiess. den gode gamle Tid er jo nu desværre forbi da vi fem ranke Drenge - Bojesen, Henriques, Schmidt, Melbye og jeg - hvert Aar ved September snørede vor Ransel og drog ud til Asminderød Kro eller et Hotel i Fredensborg for at lave Aarets Blæksprutte. Vi fire Forfattere og Tegnere for at Arbejde og Bojesen for at holde os i Humør. Vi gik i en stadig Skræk for, hvad han nu vilde finde paa.

Da Bojesen brændte Fingrene og spillede Mester Jakel med Fingertutterne

- De maa jo være fyldt med Anekdoter fra den Tid. Fortæl et Par af dem.

- Ja der er nok at tage af. En Dag vilde vi forfriske Aanden ved en Pot Kegler i Hotelhaven. Vi var midt i det ædle Spil, da det pludselig fyger os om Ørene med Ild, der sprutter og gnistrer som et Fyrværkeri. Hvad det ogsaa var - det var Bojesen der vilde bringe sit Bidrag til den festlige Stemning. Bojesen brændte imidlertid Fingrene ganske forsvarligt paa Solene, som det naturligvis ikke kunde falde ham ind at kaste fra sig, og han maatte have hvide Tutter paa alle Fingrene. Det var naturligvis en Lejlighed han ikke kunne lade gaa fra sig. Han malede Ansigter paa alle Tutterne, og en Aften gav han, skjult bag en Kakkelovnsskærm, en Mester Jakel-Forestilling med Tutterne som kunde have faaet en Flodhest til at revne af Grin hvis den tilfældigvis havde været en tilstede.

Ernst Spøgesen eller Det forheksede Sovekammer

Axel Thiess' Ansigt skinner af Fornøjelse, mens han sidder og fortæller om sin gamle Kammerat og Dus-broder.

En lille Historie til der heller ikke er kedelig:

- Jeg var gaaet tidlig i Seng en Aften, efter at vi havde siddet og forlystet hinanden med Spøgerihistorier.

Jeg maa have sovet en Timestid, da jeg vaagnede ved nogle underlige hvislende Lyde. Jeg var Ikke blevet kIar over Aarsagen, da min Gyngstol paa eengang gav sig til at gynge paa det mest hysteriske, mens mere eller mindre intime Møbler dansede ud paa Gulvet under stort Rabalder. Og ikke et Menneske var der i Stuen foruden mig selv. Men da tilsidst en hvid Skikkelse med udbredte Arme hævede sig Iangsomt i Vejret bag Sofaen, var jeg dog blevet saa klar over mig selv, at jeg kunde regne tid, at det maatte være Bojesen. Jeg sprang derhen og greb fat i Skikkelsen. Men - oh! - den daskede frit i Luften, da jeg tog fat i den. Nu begyndte det at blive uhyggeligt.

Det viste sig at være en stor Lagen-Dukke, som Bojesen med stor Kunstfærdighed og mekanisk Snille havde anbragt saadan i Snore og Trisser, at han ude fra Gangen kunde bringe den til at hæve sig som et Gespenst. Det øvrige Spøgeri var han selvfølgelig ogsaa Mester for. Melbye var posteret nede i Gaarden hvor han højtidsfuldt stod og trak i en Snor, hvis anden Ende var bundet i Gyngestolen. Den uhyggelige Hvislen var frembragt af de øvrige Deltagere i Komplottet, der stod udenfor og gned Væggen med Karduspapir. Bojesen, der efter den Dag ikke hed andet end Knud Spøgesen, havde brugt en hel Eftermiddag til at arrangere denne vanvittige Scene. 

Da E. B. nær havde faaet klø af Bech Olsen

Engang var Bojesen nær ved at komme galt af Sted, siger Thiess. Han og jeg var kommet paa Karneval. Bech-Olsen var der ogsaa - det var i hans gode Tid - og han sad og drak en Bajer. Bojesen kom forbi, og i Forbifarten stak han ganske nonchalent Pegefingeren i Munden og derfra ned i Bechs Glas, idet han spurgte

- Er den go'?

Bech blev rasende

- Nu skal du ha paa Tæven! din lille, flejnskallede Avekat! brølede han, men inden han fik hævet sine flere Hundrede Pund fra Stolen, fik jeg givet Signal til Bojesen, der forsvandt som en Streg. Da jeg bagefter fortalte Bojesen, at det var Danmarks Bech, han havde drevet Løjer med, sank han alligevel et Par Tommer i Knæene.

.... om 10 Aar naar E. B. bliver en Jubelolding paa 80, skal jeg fortælle Dem mere, slutter Axel Thiess. Stof er der nok naar der er Tale om Ernst Bojesen.

Bor.

(B. T. 22. februar 1919).

Illustration i Roskilde Avis 31. januar 1890 for Axel Thiess og Aage Blichfeldts soldaterkomedie "Gutter ombord". Øverst hr. Getti. Øverst til venstre Kolling. Øverst til højre, Kolling danser med sin forlovede, fru Schwartz-Nielsen. Midt: Scene fra Nyboder. Tv for denne overbådsmandsmad. Fru Julie Hansen, th. matrosdrengen Peter (fru Hunderup). Nederst underbådsmand Steffensen.

 Axel Thiess 60 Aar.

Nogle Mennesker siger, man skal være forsigtig med at støde Journalister paa Manchetterne, men det er blot, fordi de ikke kender Bladfolks typiske Godmodighed.

Derimod skal man være saare varsom overfor "humoristiske Tegnere", og det er med megen Beklemthed, at vi herved meddeler Offentligheden, at Axel Thiess i Morgen fylder 60 Aar

For det første vil Offentligheden ikke tro det det. Naar Thiess en kølig Majaften promenerer fra sit Hjem paa Gamle Kongevej over til sit kære Tivoli og, korrekt og spændstig som altid, viser sig i elegant Pels og funklende Silkehat, tør baade unge og gamle sværge paa, at, han er 40.

Men for det Andet kan det jo tænkes, at Fødselsdagsbarnet baade véd, i at han virkelig er 60 og ikke holder af at mindet derom, og saa kommer det maaske ved Lejlighed til at gaa artigt ud over den indiskrete Meddeler.

En skønne dag ser denne Person sit i eget Billede i "Klods-Hans", og dér udleveres han til Publikum hverken med Pels eller Spændstighed, men snarere med Hængemave og alderdomssvækkede Ansigtstræk.

Naa. Udleveringen finder  kan hænde alligevel ikke Sted. Thi Axel Thiess er den personificerede Elskværdighed, der desuden mest tegner søde unge Piger og fede gamle Tanter. Han viser egentlig kun Malice, naar hans politisk konservative Temperament provoceres, og skaber ypperlige Karikaturer, som dem, han i Aartier forsynede "Avisen" og "Vort Land" med.

Axel Thiess er en livsglad Københavner, der ogsaa i Ny eg Næ har grebet Pennen . forbavsende, at han aldrig fortsatte sin dramatiske Succes "Gutter ombord"! Han et dertil en beskeden Mand, der i Morgendagens Anledning har gjort sig usynlig.

Vi har imidlertid Medlidenhed med den store Vennekreds der vil hylde ham. og fortæller lige ud af Posen, hvor Flygtningen opholder sig. Det er i Snolderød, hvor hans mangeaarige chef. Redaktør Frederik K. Slamberg af "Snolderød Espræx" kvitterer med en lille intim Middag for Axel Thiess' rammende og lattervækkende Tegnebidrag.

Hr. Vaar.

(Nationaltidende 16. maj 1920)

Axel Thiess: Gulliver er taget til fange af lilleputterne (1921). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tegneren Axel Thiess død.

I Gaar Middags ved 1-Tiden er Tegneren Axel Thiess afgaaet ved Døden paa Marinehospitalet, hvor han havde lagt sig ind Dagen i Forvejen.

Han havde ikke været rask de sidste 3 Aar. Det begyndte som en Sygdom i Blodet, og herfra gik det over til at angribe Hjertet. Han led til Tider meget store Smerter; men han bar dem med stor Taalmod og havde trods alt et Smil paa Læben, naar man traf ham paa hans Yndlingsspadseretur ned gennem "Strøget".

For nogen Tid siden rejste han til Menton. Han troede saa fuldt og fast, at Sydens varme Sol og milde Klima vilde hjælpe ham; men han blev sørgelig skuffet. Det meste af Tiden dernede laa han i Sengen, og Sygdommen fik stærkere og stærkere Tag i ham.

Tilsidst, da det bar mod Slutningen, længtes han hjem mod den By, hvis ægte Søn han var, og som ejede hele hans Hjerte.

I Tirsdags Aftes kom han til København, Dagen efter søgte han ud til Marinehospitalet, og i Gaar døde han; omtrent 67 Aar gl.

*

Med Axel Thiess er en kendt og skattet Københavner gaaet bort. Det vil sige, han hørte vel nærmest hjemme i det 90'ernes København, der fulgte efter Udstillingsaaret 1888, og som prægede Byen ved Aarhundredskiftet. Han slog hurtigt igennem som Tegner, og for Datidens Øjne at skue var hans Gengivelse af de unge københavnske Bachfische ret nær ved Grænsen af, hvad man kunde tillade sig.

Nu synes man, de er hyggelige og harmløse. Saadan skifter Tiderne.

Han havde lært som Xylograf hos gamle Henriksen, begyndte som Tegner ved "Avisen" i 1883 og vandt hurtigt et stort Publikum ved sine Tegninger, der gerne var ledsaget af en lille Vits.

Ved Siden af sit daglige Arbejde tegnede han naturligvis alle andre Steder - i "Klods-Hans", i "Blæksprutten" og i en Række illustrerede Ugeblade.

Ogsaa som Forfatter er hans Navn kendt. I 1889 skrev han sammen med Redaktør Blichfeldt det kendte Stykke "Gutter ombord", der hvilede paa hans Erindringer som Marinesoldat, og som er gaaet flere Hundrede Gange paa Casino. Senere var han med til at skrive et Stykke, "Gennem Ild og Vand", der blev en stor Sukces paa Sønderbros Teater, og det er ikke mere end et Par Aar tilbage, at han udgav en morsom og interessant Bog om sine Soldateroplevelser ved Marinen.

*

Axel Thiess, der i de senere Aar var en afholdt og skattet Medarbejder ved KØBENHAVN, havde kun Venner. Han var født med et sjælden godt Humør, der rigtig udfoldede sig, naar han indtog sin Plads i Vennekredsen. Her vil han blive savnet som den trofaste Ven og Kammerat, som det hjertevarme og hjælpsomme Menneske, han var.

Han var den sidste af sin Slægt. Hans eneste Søster, Pianistinden Frk. Helga Thiess, med hvem han i mange Aar beboede en Lejlighed paa Gl, Kongevej udfor St, Jørgens Sø, døde i November i Fjor, og det var hans eneste Familie. Hendes Død ramte ham i øvrigt meget haardt og fremskyndede sikkert hans Sygdom.

R.-J.

(København 26. marts 1926).

Axel Thiess' gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling 9, række 2, nummer 11 ligger godt gemt i buskadset. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Margrethe Svenn Poulsen. 2/2. (1877-1962). (Efterskrift til Politivennen)

En Maler.

Fru Margrethe Svenn aabner imorgen en repræsentativ Udstilling i Den Fri's Lokaler i Grønningen.

I en lang Aarrække hørte Fru Poulsen hjemme paa Charlottenborgs Foraars-Udstilling. Hendes Billeder vakte Interesse ved en Ærlighed, der trodsede al kvindelig Behagesyge og ved Farvernes Sanddruhed. Fru Poulsen kunde opfatte og gengive et Landskab med dets eget Lys og dets egne Farver, og hendes Mennesker blev Karakteristiker.

- Hvorfor har De ikke udstillet saa længe, siger jeg til Fruen.

- I ti Aar ikke. Jeg blev jo syg i de første Krigsaar, meget syg, jeg havde ikke Kræfter, følte ikke den Nervernes Oplagthed, som skal til - og derfor holdt jeg helt op .. Det var ikke saa let. Men det var nødvendigt. For Kunst kræver baade Nerver og Fysik .... Jeg rejste ud for at samle nyt Mod .... Det hører ogsaa til, naar man skal skildre Mennesker ....

- Kalder De det at skildre - -

- Selvfølgelig - ja, naar man ikke kender sine Medmennesker, saa kan man heller ikke male dem ..

- Skal man kende sin Model?

- Ja, i høj Grad, man skal i hvert Fald have et meget hurtigt Blik for hans Ydre og være i Stand til at kunne, ja, kunne finde de indre Karaktertræk, som er ham. For mig er Udtrykket det vigtigste. Derfor maler jeg aldrig Billeder med Ovenlys, det vil kaste Skygger ned over Øjnene .... Jeg tror, jeg psykologisk har lært en hel Del af alle de Læger, der findes i min Familie.

- Hvordan?

- Jo, Læger bliver gode Menneskekendere, derfor er det ogsaa interessant at male dem .... de kan glemme sig selv - for de andre. Jeg synes, det klæder en Mand saa glimrende at være Læge .... han kan leve for sin Næste, tænke ud over sit eget .... Det er ikke nær saa interessant at male Kunstnere ....

- Hvorfor dog?

- Nej, de er selvoptagne, saa umaadeligt, ofte paa Bekostning af Sandheden i dem, og tit ved de det slet ikke .... De skal være meget intelligente for at de kan staa overlegen! overfor deres eget Indre og Ydre.

- Hvordan var Prins Harald som Model?

- Udmærket, forstaaende og elskværdig .... og saa præcis .... han kom altid fem Minutter før han skulde .... Han var meget behagelig. 

- Kan Modeller være ubehagelige?

- Det kan De tro, jo. De kan fuldkommen ødelægge det for en Maler - ikke altid, fordi de ikke kan sidde stille og holde sig i Ro, men, der er dem, som ikke kan eller vil forstaa, at man maa rette sig i alt efter Kunstneren. Modellen maa have nogen Forstaaelse af Kunstens Alvor og Maal - ellers er det umuligt at male Folk.

- De er af Malerslægt?

- Ja, det er jeg rigtignok .... Lauritz Tuxen er min Onkel og H. C. Andersens geniale Illustrator Vilh. Pedersen, var min Bedstefars Bror og min Bror er Landskabsmaleren Tuxen-Meyer og Viggo og Thorolf Pedersen er ogsaa min Familie.

- De maler baade Landskaber og Portrætter?

- Ja, men jeg kan ikke lide det Ord Portræt, det siger ingenting, jo, noget tomt og udvendigt .... Og jeg vil i al min Kunst udtrykke Karakteren. Naturens og Mennesket. Det er saa underligt at se selv betydelige Malere, hvordan de, for Eksempel i et italiensk Landskab - altid forbliver danske .... det bliver som oftest Sjælland alligevel .. Malemaaden betyder for mig mindre. Udtryk og Karakter alt - ogsaa i do døde Ting .... en Citron eller en Blomst.

- Synes De Malerkunsten er en kvindelig Kunst?

- Fru Poulsen riger energisk: 

- Kunst har ikke noget med Køn at gøre. Og denne Snak om. at Maleren helst skal være forelsket i Modellen for at Billedet skal lykkes, det er Vaas, tværtimod, det distraherer.... Kunst er forst og fremmest Koncentration til det alleryderste ....

Christian Houmark.

(B. T. 12. februar 1926).

Margrethe Svenn Poulsens gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling G, række 2, nummer 13. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Statuen af Holger Drachmann paa Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen).

Drachmann faar sit Monument.

Kampen om hans Statue

Den bekæmpes til Fordel for en Pegasus af Utzon-Frank.

Om kort Tid staar Lorry-Klubben paa Frederiksberg ved det Maal, for hvilket den i sin Tid blev stiftet: Oprettelsen af et Mindesmærke for Holger Drachmann - den Digter, der i sine glade Dage kastede en vig Ilterser Glans over det glade Sted, hvor Lorry Fejlberg er bleven afløst af Waldemar Nielsen, to Værter af omtrent samme Type.

Lorry-Klubben er siden sin Start blevet saa velhavende, at den knapt nok ved, hvor den skal gøre af sine Penge. Med de aftenlige Indtægter, Klubben nyder godt af, regner man med, at Kassen nu maa indeholde ca. 100,000 Kroner. En Del af disse Penge anvendes til velgørende Formaal. Man har bl. a. hørt, at en syg Skuespiller er bleven understøttet, og at Drachmanns Edith til Hamborg har faaet 300 Kroner sendende. Men forøvrigt vil et offentligt Regnskab antagelig snart gøre udførlig Rede for den Side af Sagen.

Hvorledes det nu end er - Lorry-Kassen har forlængst ligget inde med de 20,000 Kroner, som det vil koste at rejse Holger Drachmann et stort og værdigt Mindesmærke. Men af hvad Art skal dette Mindesmærke være? Herom har der i længere Tid staaet Strid paa Frederiksberg.

Vi har forespurgt i Lorry-Klubben om denne Strid og faar Besked af et af dens Bestyrelsesmedlemmer, Musikdirektør Holger Nilsen.

- I Bestyrelsen, siger Hr. Nielsen er Stemningen afgjort for at rejse Drachmann en Statue. Nogle vil have udført en hel ny Statue, men Flertallet samler sig om en Forstørrelse af det lille Drachmann-Monument, som vi hidtil har haft staaende herude i Haven, og som i sin Tid blev afsløret under stor Bram og Brask med Taler af Borchsenius og A. C. Meyer.

- Den, der kaldes Kakkelovns-Figuren eller Buksemanden?

- Ja. Den er, synes jeg, bleven udsat for en ganske uberettiget Kritik. Den skyldes den unge Billedhugger Ivar Holther, der for nogle Aar siden døde i Fattigdom, men var et Talent med en stor Fremtid for sig. Statuen giver Drachmann udmærket, i Holdning og alle Karaktertræk, og den tilfredsstiller alle kunstneriske Krav. I Miniature, saaledes som den nu staar, kan man slet ikke bedømme den. Men den vil sikkert virke pompøst, naar vi faar den udført i Metal i halvanden Gang Menneske-Højde. Den er ogsaa forlængst blevet sanktioneret af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, som skal overtage Statuen, engang naar Lorrys Have skal udlægges til offentlig Haveanlæg i Lighed med, hvad der er sket i den halve Del af Allégade.

- Hvornaar vil Statuen blive rejst?

- Det er Spørgsmaalet, thi nu møder der pludseligt en Del fremmede Mennesker, der fortæller os at vi slet ikke skal have nogen Statue af Drachmann, men derimod et Slags symbolsk Monument. Det er Venner af Kunstneren af Kunstneren Utzon-Frank, der samlet sig om en "Vinget Pegasus" han har udført - en temmelig kedelig Krikke, efter min Mening, der slet Ikke siger noget om Drachmanns særegne Personlighed, Saadan en Rosinante kan man stille op for Ferd. P. Vadum eller en hvilken som helst anden, der slaar Harpens Strenge.

- Kampen staar altsaa for Øjeblikket om Statue eller Pegasus?

- Ja, vi befinder os midt i Krigens Hede. Men jeg gaar ud fra, at Statuen - og afdøde Holthers Statue - vil sejre. Spørgsmaalet afgøres i disse Dage, og straks naar det er sket, gaar vi i Gang med Støbningen, saaledes at det nye Drachmann-Monument om et Par Maaneder kan staa færdig til Afsløring.

- Den Dag bliver der Fest paa Frederiksberg?

- VI har jo lidt Fest her hver Dag. Men den Dag bliver naturligvis særlig stor. Hele vor literære Verden vil antagelig deltage i den.

Saa vidt Hr. Holger Nielsen. Hovedsagen: at Holger Drachmann faar et Monument, værdig til Digterens Betydning, synes da at være i Orden. Det bliver ganske vist foreløbig i Lorrys Have. Men det bliver dog heller ikke saa langt fra en god Kollega: Adam Oehlenschläger.

(Social-Demokraten, 20. maj 1923).

Der rejses en Statue af Drachmann

Frederiksberg Kommunalbestyrelse modtager Lorry-Klubbens Gave.

Drachmann, den farende Sanger, Havets, Vinens Sanger, skulde han ikke huskes, den største i Danmark? Der var andre store Digtere fra samme Kuld, og der er yngre Planter i Skoven, der tegner til maaske engang at naa op paa hans Højde; men endnu rager han op, vældig, og de unge sænker Kaarden for den store Mester. Da den bedste af det nye Kuld, Hans Hartvig Seedorff, blev sammenlignet med den gamle Skjald, bøjede han sig beskedent og skrev:

Man sammenligner mig med Holger Drachmann,
0 var jeg blot en Tjener i hans Følge,
men jeg er blot en Krusning i lidt Brakvand.
hvor han var Havets stærke, stolte Bølge.

Skal han ikke have et Monument i Byen, et virkeligt Monument, som vi kan vise frem mellem alle de andre Mindesmærker, vi har? Ganske vist: Drachmann har jo et Monument, den unge Billedhugger Holters lille Statue ude i Drachmann Kroen; men mange har berettiget ment, at dette Miniaturarbejde Ikke var Mesteren værdig. Det skulde knejse rankere mod Himlen, som han selv gjorde, han der sad over Skyerne, hvor Himlen den var blaa, der bar sin Hat, som han vilde og brød sig Pokker om ærværdige Borgeres summende Sladder.

Marius E. Jørgensens Udkast.

Og det er da ogsaa ude fra Drachmann Kroen, at Initiativet er taget til at faa et nyt Monument rejst, Da "Lorry Klubben" startede for et Par Aar siden, blev det dens største Opgave: at faa indsamlet de nødvendige Penge dertil.

Og det er altsaa det, der nu er sket.

- Det er nogle Maaneder siden, fortæller Hr. Hermann Florenz, vi blev enige om, at nu skulde det være Alvor. Vi havde ca. 23.000 Kr. og dem overlod vi til Frederiksberg kommunalbestyrelse til Rejsningen af et Monument for Drachmann paa Frederiksberg. Kommunalbestyrelsen maa selv bestemme, hvorideee det skal se ud, hvem der skal lave det og hvor det skal staa. "Lorry klubben" har kun skaffet Pengene, som den engang lovede.

I den forløbne Tid har Sagen været behandlet i Frederiksberg Kommunalbestyrelses tekniske Udvalg. Gaven vil formentlig blive modtaget.

Er de indkomne Midler tilstrækkelige, spørger vi Hr. Forretningsfører Emanuel Olsen. Socialdemokratiets Repræsentant i Udvalget, da han har haft Sagen til Forbehandling.

- Jeg tror det ikke, var Hr. Olsens Svar.

- Vil Kommunalbestyrelsen i saa tilfælde bevilge det nødvendige Restbeløb?

- Nej, i saa Tilfælde maa "Lorry Klubben" træde til igen; men vi overtager selvfølgelig Udgifterne til Vedligeholdelse og den Slags.

Endnu vides ikke, hvem der skal udføre det hæderfulde Arbejde, eller hvordan det kommer til at se ud. Der tales fra flere Sider om at udskrive en Konkurrence. Foreløbig har vor gamle Partifælle, Billedhuggeren Marius E. Jørgensen lavet Udkast: Drachmann som vi kendte ham med Bulehatten og Flagrekappen. Soklen er af Kampesten, indfattet Broncereliefer med Motiver hentede fra forskellige af Drachmanns Skuespil. Marius E. Jørgensens Udkast, der har vakt Glæde og Tilfredshed i vide Kredse, har faaet sig en Konkurrent i den unge Billedhugger Jean Gauguin, der har ment det bedre end at portrættere Drachmann at symbolisere ham ved en vinget Pegasus paa en høj, slank Sokkel

Jean Gauguins Udkast

Maaske vil der nu blive lidt Strid om, hvilke af disse, der skal udføres, og maaske kommer der andre Udkast til. Foreløbig menes det dog fra de indviede Kredse, at Marius E. Jørgensens Udkast vil blive det foretrukne.

Men alt det hører Fremtiden til. Forberedelserne er trufne, og om et Aar eller to vil den gamle Skjald faa sit Monument.  -en

(Klokken 5 (København), 12. juni 1923).

Skarp Protest mod Drachmann-Statuen.

En Henvendelse til Frederiksberg Kommunalbestyrelse.

Interview med Forfatteren Sophus Clausen og Folkethingsmand Friis-Skotte.

I Aftes udsendtes gennem Ritzaus Bureau følgende Protest:

Vi undertegnede tillader os at anmode Frederiksberg Kommunalbestyrelse om at undlade den paatænkte Opstilling af Drachmanns Statue, der synes os en uværdig Hyldest af Digteren.

Sophus Claussen. Vibeke Dahl. August Enna. Axel Garde. Louis Glass. A. Hauberg. Sven Lange. Viggot Lachmann. Betty Nansen, f. Krøyer. Chr. Rimestad. Edith Rode. Helge Rode. Otto Rung. Ingeborg Marie Sick

Om denne Protest udtaler Folkethingsmand Friis Skotte, som er Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse:

- Den kommer noget sent. Der har allerede været Prøveopstilling, og det er overladt til teknisk Udvalg at foretage det videre fornødne. Kommunalbestyrelsen modtog fra den saakaldte Lorry-Klub Tilbud om Opstilling af en Drachmann-Statue i Nærheden af det Sted, hvor Goldschmidt og Oehlenschlæger staar. Der blev forevist os en Sokkel med en vinget Pegasus. Den var ikke heldig. Saa fik vi Valget mellem to Statuer i overnaturlig Størrelse. Den ene var en Forstørrelse af den lille, kendte Statue, der staar i Lorry-Etablissementets Have og som skyldes en afdød Billedhugger. Den anden var en omtrent tilsvarende af en nulevende Kunstner. Vi foretrak den første, altsaa Forstørrelsen. At der nu protesteres kan skyldes dels at Kunstnerne altid skændes, dels at der raader Misfornøjelse med at denne kunstneriske Opgave løses ved Hjælp af en Danseforening. Men det maa erindres, at det var Drachmann-Klubben og ikke den nu bestaaende Danseforening, der tog Initiativet til Sagens Løsning.

Vi har derefter talt med en af Underskriverne, Digteren Sophus Clausen, som siger:

- Der er Erfaring for, at naar en Statuette forstørres, bliver Resultatet gerne pauvert. Selv Stefan Sinding led den Tort, at da hans Statuetter af Ibsen og Bjørnson forstørredes, blev de til de "Ostemændene" udenfor det norske Nationalteater. Vi Underskrivere har talt om Tingene, og vi er paa det rene med, at det vil vække Anstød at opstille den foreslaaede Statue. Drachmann fortjener et bedre Eftermæle. Jeg kender ikke Komiteen for den Danseforening, der virker for Statuen, men jeg ved at dens Handlinger er meningsløse og naive. Har Foreningen Penge, saa lad den betale til noget kunstnerisk værdifuldt.

Med denne Optakt aabnes der Udsigter til en lang og varm Debat. At det konservative Flertal i Frederiksberg Kommunalbestyrelse har indledet et intimt Samarbejde med Lorry-Klubbens muntre Tilhængere er en Sag for sig. Penge lugter som bekendt ikke. Og maaske vil den afdøde Kunstners Statuette vise sig præsentabel ogsaa i forstørret Udgave.

(Social-Demokraten, 13. december 1923).

Også København og Nationaltidende refererede protesten den 13. december 1923, sidstnævnte bragte en udtalelse fra Helge Rode og Chr. Rimestad:

Vi henvender os i Anledning af denne henvendelse først til Forfatteren Helge Rode. der er Medunderskriver, og spørger om Grunden tiI, at han ikke ønsker Statuen opstillet.

- Jeg finder, svarer Helge Rode, at Statuen kunstnerisk er ganske undervægtig. Saavidt jeg har forbinet, vil man ad mekanisk Vej forstørre den lille Statue foran Lorry, og dette vil blive et Værk, som staar langt under alle de øvrige Statuer, vi har her i København, hvilket jeg synes er uværdigt. Desuden synes jeg ikke, det er heldigt, at Lorry-Klubben skal rejse et Mindesmærke for Holger Drachmann. Klubben begyndte jo sin Virksomhed med at kalde sig Drachmann-Klubben. men den offentlige Mening vendte sig da saa stærkt imod den, at den maatte opgive det Navn. Jeg finder det derfor en Gang for alle er slaaet fast, at denne Klub ikke har nogen som helst Forbindelse med Holger Drachmann, og dette bør ikke ændres ved, at Klubben nu faar Lov til at reise Drachmann en Statue.

Chr. Rimestad havde ikke noget imod at klubben udførte statuen, men fandt den tilbudte statue uegnet. Han foreslog at lade Kai Nielsen udføre den. Han indrømmede at underskriverne ikke havde samme holdning til klubben

Drachmann-Statuen.

Forfatterforeningens Bestyrelse kommer ogsaa bagefter.

Dansk Forfatterforenings Bestyrelse tiltræder enstemmigt den fra Frederiksberg udgaaede Kunstner- og Forfatterprotest imod offentlig Opstiling af den ogsaa efter vor Formening saare uheldige Drachmann-Statue.

Sophus Michaelis, Formand. Sven Lange, Næstformand. Ingeborg Vollquarts, Thorkild Barfod. J. O. Bøving-Petersen. Hans Henriksen. Louis Levy.

(Social-Demokraten, 15. december 1923).

Den 24. marts 1924 blev sagen behandlet i Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Der var også indkommet en protestskrivelse af fru Emmy Drachmann. Stemningen var delt, og sagen blev henvist til et kunstnerisk udvalg. 

Vor Fotograf har haft den udmærkede Ide at besøge Broncestøber Rasmussen og snuppe et Snapshot af den nu færdige Drachmann-Statue, hvis Opstilling, efter Behandlingen forleden i Frederiksberg Kommunalbestyrelse, er bleven en Kendsgerning.

Paa Billedet har har vi anbragt Statuen i de Omgivelser, hvori den vil blive opstillet, nemlig i Allégade tæt ved Krydset. Saa kan vore Læsere jo selv dømme om, hvorledes Drachmann tager sig ud her. Den almindelige Mening vil sikkert være den, at Virkningen er ganske tiltalende.

Om Statuen som Kunstværk vil det blive Kunstkenderes Sag at dømme. De vil sikkert ikke være enige - det er Kunstkendere aldrig - og om føje Tid faar vi nok se d'Hrr. fare ud i Pressens Spalter og ryge i Totterne paa hverandre over Spørgsmaalet, om "Kakkelovnsmanden" nu har vokset sig stor og smuk ved at blive forstørret af Broncestøberen. En Ting maa man imidlertid Ikke glemme og det er den, at da denne Drachmann-Figur i sin Tid blev afsløret i Lorrys Have, var det under almindelig Bifald, med Taler og Festsange af Otto Borchsenius, Charles Kjerulft og mange andre kunstneriske og Literære Navne. Den Gang var der idel Glæde over "Kakkelovns-Manden", mod hvem man kun havde den Indvending, at den ikke var stor nok.

Nu da Statuen - i hvert Fald i det rene Maal - svarer til Drachmanns Størrelse, synes der ingen særlig Grund til Hysteri.

Frederiksberg Kommunalbestyrelse har da ogsaa foretrukket denne Statue mellem tre Forslag: et Udkast af Billedhugger Marius Jørgensen og et (symbolsk) af Gaugin. Den er altsaa Resultatet af alvorlig kunstnerisk Overvejelse, og naar den nu opstilles, er det en smuk Æresoprejsning for dens Skaber, den afdøde meget sympatiske Kunstner Hother, der døde som ganske ung under højst sørgelige Omstændigheder.                    g.

(Social-Demokraten, 29. maj 1924).

Drachmann-Statuen opstillet.

Den meget omtalte Statue af Holger Drachmann, som af Lorry-klubben er skænket til Frederiksberg Kommune, blev i Gaar opstillet i Anlæget ved AIlégade.

Drachmann Statuen har faaet Plads ved Frederik den 6tes Allé, og Digteren skrider frem imod Frederiksberg Have. Statuen er modelleret af den unge Billedhugger Holter. som døde for nogle Aar siden. Ligheden er god, skønt Holter aldrig havde set Digteren, men maatte arbejde efter Fotografi og mundtlig Beskrivelse af Drachmanns Udseende.

Statuen er støbt i Bronce af Bronzestøber Rasmussen, og Soklen er udført I Paradesgranit fra De forenede Granitbrud. Frederiksberg Kommune har foreløbig opstillet Statuen paa Prøve. Hvis det viser sig, at den ikke passer i Anlæget ved Allegade, har man betinget sig Ret til at opstille den et andet Sted i Kommunen.

(København, 5. juli 1924).

Nationaltidende 12 juli 1924 pegede på at Drachmann havde dedikeret nogle sider i "Forskrevet" til forlystelsesetablissementet, og det derfor var naturligt at det nu takkede for det. København havde jo også fået masser af statuer foræret af brygger Jacobsen (Carlsberg). Holger Drachmann kunne godt lide forlystelser, og skrev bl.a. også et digt om Barrisons. Statuen står som bekendt hvor den blev opstillet på prøve, og er aldrig siden blevet flyttet til en anden plads.

Se også artiklen "Kunstdommere og Dydsdragoner" af vicestadsarkivar Lars Schreiber Pedersen  i "Frederiksberg'eren", november 2008.

Statuen af Holger Drachmann står hvor den blev opstillet på prøve i 1924. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Asta Krohn, f. Heymann (1872-1951). (Efterskrift til Politivennen)

Asta Heymann (1872-1951) var datter af grundlæggeren af Tuborg, Philip W. Heyman. Hun blev gift med komponisten Rudolph Sophus Berg (1859-1924). De fik sønnen Erwin som hun boede med på Nybrogade 26, 2. sal. Ægteskabet blev opløst. I 1911 giftede hun sig med museumsinspektør, senere direktør Mario Krohn (1881-1922)

1922 udstillede kunstmaleren Alhed Larsen (1872-1927, født Warberg, gift med maleren Johannes Larsen), Christine Swane (1876-1960, født Larsen og søster til Johannes Larsen) og Asta Krohn sammen:

Tre Malerinder.

Alhed Larsen, Asta Krohn og Christine Swane.

Den Udstilling som Malerinderne Alhed Larsen, Asta Krohn og Christine Swane arrangerede i "Den Frie" har haft meget vanskeligt ved at gøre sig gældende. Og Forklaringen ligger lige for. For det første virker den alt for ensartet med sine talrige blege Pasteller og Akvareller. For det andet er alt for mange af disse kun egnede til at give et Begreb om Kunstnerindernes Evne til at stille Farver sammen paa en saadan Maade, at Resultaterne mere gør Indtryk af at være Udkast til Broderier og vævede Tæpper end Skitser til Malerier, endsige færdige Saadanne. 

- - -

Om Fru Asta Krohns koloristiske Begavelse kan der lige saa lidt være Tvivl. Naar hun har frigjort sig for den uheldige Paavirkning, hun har været ude for i en Skole, der - i Modsætning til Zahrtmanns - synes at gaa ud paa at skabe alle Elever om i samme Form eller rettere Formløshed, kan hun sikkert naa meget videre, end hun nu er. Mange af hendes Akvareller er ganske yndige i Farven, men for Formens Vedkommende det rene Ingenting. Og hvis Farven ikke benyttes til at skabe Form, da bliver Resultatet ikke et Billede, men i bedste Fald t mere eller mindre fængslende Ornament.

Fbg.

(Nationaltidende 19. februar 1922).

I anledning af 150 året for hendes fødsel arrangerede Johannes Larsen-museet en udstilling af hendes værker hvori Nationaltidendes omtale af de tre kvinder blev imødegået. 

Alhed Larsens reaktion udtrykte hun i et brev til sin mand, Johannes Larsen: 

”Jeg selv gaar og er noget utrøstelig efter Udstillingen, har en væmmelig Fornemmelse af at jeg aldrig kommer til at male mere. Men forhaabentlig er det noget Depression efter den spanske (syge), jeg maa til at have fat paa Olje, naar jeg kommer hjem”. 

Hun havde malet siden hun var 13 år, hun havde fået undervisning af Fritz Syberg og fungerede i det hele taget som den ene halvdel af Larsen-ægteparret, også Social-Demokraten omtalte hende som “Fru Johannes Larsen” - sin berømte mands kone. Hendes bange anelser om at anmelderne ville forholde sig kritisk kom til at holde stik: De så hende som Johannes Larsens lærling og de tre kvinder kunst mest af alt lignede skitser til udprægede kvindesysler. Museumsfolkene mente at forholdet var ligeværdigt og at de gensidigt inspirerede hinanden. Måske derfor lod Johannes Larsen hver eneste dag i resten af sit liv hendes plads ved spisebordet stå tom og urørt hen.

Udstillinger.

Kjøbenhavn, Februar.

Kunstforeningen, der først og fremmest burde tage sig af unge Kunstnere, hvis Talent er saa Indlysende ægte og betydeligt, at der Ikke kan vare nogen Tvivl om dets Levedygtighed og Udviklingsmulighed, og at sprede Kjendskab til ældre Malere, om hvis Egenart og Betydning man ikke kan faa tilstrækkeligt Begreb i vore offentlige Samlinger, har i en Aarrække tilsidesat denne dobbelte Opgave af Hensyn til unge, moderne Malere, der senere enten er gaaet helt ud af Spillet eller er vandret til Canossa for ikke alene i Ord, men ogsaa i Gjernlng at gjøre Afbigt for de Udskejelser, som Kunstforeningen gav sin Tilslutning. 

- - -

Paa den Udstilling, som tre Damer, Alhed Larsen, gift med Maleren Johannes Larsen, Christine Swane, Maleren Sigurd Swanes Hustru, og Asta Krohn, Enke efter den sørgeligt tidligt bortkaldte Mario Krohn, i Fællesskab afholdt i den Frie, maatte man falde fra den ene Forbavselse i den anden. 

- - -

Fru Krohn aahenbarede baade i Oliemalerier og Akvareller en sin Farvesans, men ogsaa hun giver Formen en god Dag og benævnede undertiden et gaadefuldt Virvar af Farver Landskab eller Sligt.

- - -

(Jyllandsposten 1. marts 1922. Uddrag).

Ifølge Leo Goldberg ("The Rescue of the Danish Jews") sad Asta Krohn i Horserødlejren under besættelsen

Forfatterinden Rigmor Stampe (der har skrevet om H.C. Andersen, jf. også Nysø og Thorvaldsen) og som giftede sig med komponisten Victor Bendix, købte ’Lynghuset’, nu for enden af Rigor Stampes vej.

Efter hendes død 1923 blev det købt af Niels Bohr. Malerinden Asta Krohn (en kusine til Niels Bohr) byggede i 1930-31 det meget karakteristiske funkishus imellem Lyngvejen og Doktorstien, et af de allerførste funkishuse i Danmark. Hubert Paulsen, søn af Julius Paulsen, var dets arkitekt. Efter det fulgte Hubert Paulsen op med billedhuggeren Hugo Liisbergs store atelier. Liisberg var gift med Inger, Julius Paulsens anden datter, der også var maler. Man kan stadig kende deres huse på de store ateliervinduer.

Men der kom mange flere kunstnere til, der nu er borte. Bl.a. komponisten Knudaage Riisager i 1934 og hans kone malerinden Aase Riisager, som der er en udstilling af lige nu i Ramløse Sognelænge. Hun havde ligesom Marie HaagenMüller og William Scharff gået på Araujos malerskole i Paris.

(Vejby-Tibirke Selskabet: Årbog 2019)

Brev fra Fernanda Nylund til Jens Frederik Willumsen 12. juli 1947:

– Jeg selv maler i de senere Aar, og udstiller ofte paa finske Kunstneres Udstill[in]ger i Helsingfors. – Du, Asta Krohn og jeg er vist de eneste af hele vort morsomme Cycle-Udflugts Selskab, som endnu vandrer rundt paa denne Klode. Asta er desværre ogsaa syg og er i Norge for Øjeblikket. – 

I 1933 byggede Asta Krohn et sommerhus på Doktorstien 8A i Tisvildeleje.  Hun sad i Horserødlejren i 1943. På sine ældre dage boede hun i Tibirke hvor hun også døde.

Asta Krohns gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling G, række 18, nummer 8. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Arne Bang: "En Falden (Kriger)". Efterskrift til Politivennen).

Ung Billedhugger faar Akademiets store Guldmedaille.

Kun uddelt til to Billedhuggere det sidste halve Aarhundrede.

Stentøjskunstneren Arne Bang fik i Gaar tildelt den sjældne og hæderfulde Udmærkelse for Skulpturen "En falden Kriger".

AKADEMIET uddelte i Gaar den store Guldmedaille til en Billedhugger. En ung og af Offentligheden næsten ukendt Kunstner, Billedhuggeren Arne Bang, fik tildelt den overordentlig sjældne Udmærkelse, som i det sidste halve Aarhundrede kun to Gange tidligere er faldet i en Billedhuggers Lod. Som Hædersbevisning kan en dansk Kunstner ikke ønske sig nogen fornemmere, og praktisk betyder den et Rejsestipendium paa fem Tusinde Kroner. Det Arbejde, der skaffede Arne Bang Medaillen, er legemsstor Skulptur, der forestiller en dræbt Soldat, og bærer Titlen: "En falden Kriger".

Stentøjs-Kunstner paa Holmegaard.

De to forudgaaende Billedhuggere, der siden Aarhundredskiftet har faaet den store Guldmedaille, er Axel Poulsen i 1913 og Erik Rahr i 1930. Den nye Guldmedaillevinder er 32 Aar gammel, Københavner, og har det meste af sit Liv boet her i Byen

Billedhuggeren Arne Bang

Men da den store Nyhed i Gaar spredtes i Kunstnerkredse, var Arne Bang en af de sidste, der fik den at høre. Han har de senere Aar boet paa Holmegaards Glasværk, der aabenbart synes at være blevet Danmarks aandelige Centrum. Man tænke blot paa Dramatikeren Karl Schlüter. Her arbejder han med Stentøj - idet det er ham, der har "indført" denne Industri paa Holmegaard. Saa snart han havde erfaret den glædelige Nyhed, tog han Imidlertid til København for at fejre Begivenheden, og her havde vi Lejlighed til at træffe ham.

- Jeg vil hellere udtale mig i Marmor og Ler end i Ord, var det første, den unge Billedhugger svarede, da vi bad ham fortælle lidt om sig selv, sine Planer og sine Idéer.

Da Marselisborg-Komitéen udskrev Konkurrence.

Som mange Kunstnere - og ikke de daarligste - er Arne Bang faamælt, og hvad Arbejdet angaar nærmest tavs.

"En falden Kriger", Skulpturen, der skaffede Arne Bang den store Guldmedaille.

Talentet udfolder sig paa andre Omraader. Bevægelsen over Medaillen var synlig. Under hele Samtalen sad han nervøst med en Tændstikæske og strøg Svovlstikker paa de forunderligste Maader; der var hvert Øjeblik ved at gaa Ild i de fine Fingre.

- De har været Utzon Franks Elev, sagde vi.

- Det har jeg, ja ....

- Har han spillet en stor Rolle for Dem?

- Det har han ja. Baade for mig og for alle de Unge paa Akademiet. "En falden Kriger" er til Dels mit Afgangsarbejde derindefra. Det blev lavet for fire Aar siden, men siden har jeg jo arbejdet det om og forbedret det. Ideen kom til mig fra Konkurrencen om Marselisborg-Monumentet. Det skulde være en ung Dansker, falden i Krigen ....

- Har De udført andre store Arbejder?

- Mit Omraade har næsten udelukkende - været Stentøjet. Dyrefigurer mest. Til at begynde med arbejdede jeg sammen med Carl Haller, senere blev det Holmegaard, hvor min Broder, Arkitekten Jacob Bang, ogsaa er. En Del af Tingene har været paa Charlottenborg og paa Kunstnernes Efteraarsudstilling. 

- De maler ikke?

- Nej, jeg er først og fremmest Billedhugger, og det er da i Grunden mindst lige saa godt. Man foretrækker altid Malerier - i Stuerne og andre Steder - og de har selvfølgelig ogsaa .... Farve og alt det der. Men man skal gøre mere for Billedhuggerkunsten. Vi har jo mange fortræffelige Billedhuggere herhjemme.

- Hvilke?

- Det vilde blive altfor mange Navne, og iøvrigt har jeg ikke forstand paa Kunst. Jeg kan se, naar jeg selv har lavet noget godt, og somme Tider, naar mine Venner har det - hvis de viser mig det, - ellers kender jeg ikke saa meget.

- Men nu rejser De ud og ser paa det?

- Til Paris, ja. Det vil sige, jeg maa jo først tage min Kone med paa Raad, men da hun snart skal have en ny Hat, bliver det nok Paris.

- Det er særlig franske Billedhuggerkunst ....?

- Jeg gaar ikke paa Museer - noget videre, men selvfølgelig er der Rodin. Iøvrigt er Verden fuld af dejlige Ting, og bortset fra en Statue af Sophus Claussen, der betød meget for mig, har jeg absolut ingen Fremtidsideer.

Cadio. 

(Dagens Nyheder, 15. november 1932).

Ny Skulptur ved Vestre Kirkegaard.

"En Falden", af Arne Bang.

Ved Borgerrepræsentationens Møde i Morgen foreligger Forslag fra Fællesudvalget for Fonden til kulturelle Formaals Fremme om Anskaffelse af en ny Skulptur til Opstilling i København.

Det drejer sig om et Værk af Billedhugger Arne Bang, dets Titel er "En Falden", og det har faaet Akademiets store Guldmedaille. I Øjeblikket er Skulpturen opstillet i Billedhuggerskolens Have paa Charlottenborg, men det er Kommunens Hensigt at anbringe Værket ved Hovedindgangen til Vestre Kirkegaard.

Prisen for Skulpturen, der er udført i Bronce og staar paa en Sokkel af Kunststen, er 6000 Kr., hvortil kommer 800 Kr. til Inskription, Fundamentering og Opstilling.

(Social-Demokraten, 29. maj 1940).

Arne Bang fik gulmedaljen for skulpturen i 1932. Pengene blev skaffet fra Eibeschütz' Legat til Stadens Almindelige Bedste og blev opstillet 31. juli 1940.

Foto fra Nationaltidende, 10. april 1943. Aviserne fotograferede flittigt blomsterfloret ved mindemærket hver 9. april under krigsårene.

Foto fra Social-Demokraten 11. april 1944 som viser mindesmærket den 9. april 1944.

Monumentet var en torn i øjet på det nazistiske blad, Fædrelandet:

Mindemærket paa Vestre Kirkegaard.

Mindet om Heltene af 9. April er ikke det hæslige Monument, der er opstillet paa Vestre Kirkegaard, men et Minde, der vil leve i Fremtidens Historie. Den 9. April 1940 vaagnede det danske Folk af Tornerosesøvnen og tog Afsked med et System, der førte vort Land mod Fornedrelse og Skændsel. Kun naar man klart erkender dette, kan man med tryg Samvittighed erklære, at Heltene, der faldt den 9. April, ikke bragte deres Offer forgæves, erkender man ikke dette, vil deres Død have været en Meningsløshed.

Monumentet paa Vestre Kirkegaard: den liggende, nøgne Mand, som vrider sig i Krampe, er som Monument over den Tid, der førte til den 9. April, ganske karakteristisk og kunde i al sin Hæslighed slet ikke være valgt bedre. Det kunde med rette betitles: "Destruktionskomplekset".

Et Monument over dansk Daad og Indsats, Heroisme og Offervilje er det selvfølgelig ikke. Man behøver blot at sammenligne det med "Den tapre Landsoldat", der er rejst i Fredericia til Minde om 6. Juli eller Bissens "Istedløven", som begge paa en mesterlig Maade udtrykker de Følelser, der besjæler enhver Landsmand ved Mindet om dansk Soldaterdaad; Handlekraft, Beslutsomhed, Tapperhed og Trods. - Det er bestemt ikke de Karaktertræk, Monumentet paa Vestre Kirkegaard giver Udtryk for. 

(Fædrelandet (København), 12. april 1944. Uddrag).

Arne Bangs "En Falden" er et erindringssted hvor der hvert år den 9. april lægges blomster. På det tidspunkt er græsplænen bag statuen normalt fyldt med krokus. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Arne Bang (1901-1983) var uddannet billedhugger, men mest kendt som formgiver af stentøj, sølv og tin. Bror til glasdesigner og arkitekt Jacob E. Bang (1899-1965) der var kunstnerisk leder ved Holmegaard Glasværk 1928-1941, hvor også Arne Bang blev ansat 1929. Ideen til statuen fik Arne Bang fra en konkurrence om Marselisborg-Monumentet og skulle forestille en ung dansker, faldet i krigen. Som modeller brugte han unge arbejdere fra glasværket. 

Kort efter besættelsen var der rygter om at tyskerne ville sætte et minde om de omkomne, men det blev altså kommet i forkøbet. Den 25. maj meddelte Politiken at kommunen havde købt skulpturen for 6.000 kr. Siden skulle den støbes. Den blev indviet 31. juli 1940 - Arne Bang mødte op for sent, fordi hans tog var forsinket en halv time.