Opsigtsvækkende Forbud mod Betty Nansen-Teatret. (Efterskrift til Politivennen).

Et Skuespil, Censor finder anstødeligt.

Der er sket noget virkeligt opsigtvækkende i den københavnske Teaterverden, en Begivenhed, der har Krav paa lnteresse, og som vil give Anledning til megen Diskussion, baade mundtlig og skriftlig. Censor, Dr. Norman har nedlagt et kategorisk Forbud mod, at Betty Nansen Teatret opfører sin næste planlagte Forestilling, den tyske Forfatter Walter Hasenclevers Komedie "Ægteskaber stiftet i Himlen".

I korte Træk er Stykket Handling følgende: Tre Afdøde kommer op til Himlen, og paa Magdalene Forbøn faar de Lov til at vende tilbage til Jorden og søge at leve deres Liv om paa en fornuftigere Maade. Men det viser sig, at de begaar akkurat de samme Dumheder igen, som de har g|ort en Gang tidligere.

De to Akter foregaar i Himlen, den ene paa Jorden, de Jordiske Personer er to Mænd og en ung Kvinde, de himmelske er Vorherre, Sct. Peter og Maria Magdalene.

Stykket er opført mange Gange i Tyskland, bl. a. i Berlin hos Reinhardt, men der har været meget kraftig Protest imod del, og det er enkelte Gange kommet til Skandalescener.

Hvad de interesserede Parter mener.

Ude paa Betty Nansen Teatret hersker der selvfølgelig megen Vrede, baade Fruen selv og Henrik Bentzon udtaler sig meget aabenhjertigt, og det er ikke blide Ord. der falder om Censor.

Fru Nansen taler om "den taabelige Censorinstitution" og hævder, at hun nok selv er i Stand til at tage Ansvaret for sine Handlinger. Hun forklarer, at Komedien er et satirisk Udfald imod og Angreb paa det gængse Vanebegreb "Gud", at det er af stor Iiterær Interesse, og et virkeligt kunstværk.

Modparten, Dr. Normann ønsker ikke at udtale sig nærmere, men siger dog: Vorherre optræder I Stykket iført Sportsbenklæder og med Shagpibe. Man kan godt revse, men man skal ikke forarge.

Vi forstaar udmærket godt Fru Nansens Vrede og har al Respekt for hendes kunstneriske Idealer - med sin gode Vilje vil hun næppe forarge, og det kan være meget godt at revse - men .. Selv Solen har sine Pletter, og mon ikke ogsaa selve Fru Nansen kan tage fejl?

Det forekommer os, at Dr. Normanns korte Udtalelser vejer betydeligt tungere, end Fruens Beklagelser og Forsvar. Folks religiøse Begreber skal man nu en Gang respektere, og at ville "revse Vanebegrebet Gud" er en betænkelig Sag, navnlig naar det foregaar paa den Maade, Dr. Normann antyder.

Mon Censor ikke har gjort Fru Nansen en Tjeneste ved at nedlægge sit Forbud?

Fruen erklærer, at hun agter at indanke Forbudet for selve Ministeren - saa nu faar man jo se, hvad han siger til det.

(Aftenbladet (København) 11. oktober 1929).

Censorens forbud blev tiltrådt af justitsminister (radikal) Carl Theodor Zahle (1866-1946), dog ikke uden kommentarer. Han mente ikke at han som justitsminister uden væsentlige grunde kunne gå imod censor, især da det drejede sig om et udenlandsk stykke, men antydede at han måske ville afgøre anderledes hvis det havde været dansk.

I oktober besluttede Studenterforeningens Frie Scene, ledet af Per Knutzon at opføre stykket i Studenterforeningen, hvor det havde premiere 27. november.

Dr. phil J. C. Normann afløste P. A. Rosenberg den 1. april 1929 som censor for teatrene. Han havde iscenesat skuespil både på det Kgl. Teater og Dagmarteatret. Censorerne havde ikke noget kontor, de arbejdede hjemmefra. Han var på daværende tidspunkt 51 år gammel. P. A. Rosenberg indgav sin afskedsbegæring i juli 1928 (han var da 70 år gammel) Efter at have været censor i 20 år. Som afløser var ellers nævnt forfatteren Otto Rung, som også var formand for Teaterrådet.

Teaterstykket "Lygtemænd". (Efterskrift til Politivennen)

Molbech havde indstillet stykket til antagelse, men bemærkede dog at satiren savnede myndighed. Den konservative presse var tilfreds med stykkets hensigt. Om end stykkets miljø- og personskildring ikke var dybtgående. 

Om "Lygtemænd" m. m.

(Første del er udeladt).

* * *

Der gives en "Literat", der fornylig har naaet til at fabrikere den originale 4 Akts Nyhed, "Lygtemænd", som nu skal vandre over Nationalteatrets Brædder. Dette Individ har for flere Aar tilbage i Kompagni med en anden lavet nogle Farcer, der opførtes paa et af Sekundteatrene. De var højst ubetydelige, og det bedste i dem var endda af Kompagnonen. Saa forsøgte han sig for nogle Aar siden med et Stykke til "Nationalteatret". Men det skulde han ikke have gjort. Stykket var udtværet og kedeligt, gjorde ingen Lykke og blev snart lagt hen. Saa begyndte hans Stjerne - hans Middags-Stjerne - at dale. En uheldig Forfatter var der ingen, der brød sig om. Dem var der nok af. Man havde jo baade Richard Kaufmann og unge Grundtvig. Saa følte han, at der maatte gøres noget. Det nye Nationalteater skulde lyksaliggøres med et genialt Stykke af ham. Men sligt Forsøg var jo for strandet. Det maatte ikke ske denne Gang. Saa var det rent ude med ham. Han grublede og grublede. Endelig fik han - det klinger underligt, men er dog sandt - han fik en Idé. Han kunde jo i Stykket angribe enten Socialismen eller den frie Tanke, eller han kunde slaa to Fluer med ét Smæk, og angribe dem begge. Saa var han jo vis paa, at hans Stykke, om det end var nok saa daarligt, dog vilde gøre Lykke hos Adskillige, og fremfor Alt hos Grossererne. Som tænkt, saa gjort. Og saa skrev Villiam Bloch "Lygtemænd", originalt Skuespil i 4 Akter. - Stykket indleveredes saa for c. 1½ Aar siden, men til Uheld for Forfatteren sendte Teaterbestyrelsen ham det tilbage. Han tabte dog ikke Modet. Han lavede om paa Stykket, indleverede det igen, og - det blev antaget. Det var jo ogsaa ubilligt andet. Selv om Stykket var aldrig saa daarligt, Tendensen var dog ypperlig. Og at Stykket er daarligt, det kan vi, der har været saa heldige, eller rettere sagt uheldige, at læse Det, bevidne. Der er, for at tale i Sigurd Müllers Stil, hverken Klarhed i Anlæget eller Skarphed i Formen, hverken "hejbergsk-subjektiv eller holbersk-objektiv Latter"; Handlinger snegler sig hen udtværet og uinteressant. Ikke en eneste god Idé, ikke en eneste fintbygget Replik, ikke en eneste original Tanke. Det Hele er udgaaet fra en forvirret Hjærnes uklare Forestillinger om at Socialisme og Fritænkeri er "noget fælt noget". Et Blik paa Stykket vil gøre dette indlysende. Der er nu Helten, Hr. Holm ("28 Aar gammel"). Han vender i Stykkets Begyndelse tilbage fra et fleraarigt Ophold i Udlandet, hvor han har tilegnet sig Civilisationens Frugter: de frie ideer. Han optræder nu som ægte Radikal, forsøgende paa at gennemføre sine Yndlingsideer i sit Fædreland. Han møder imidlertid Modstand hos Mange, blandt Andre hos Frøken Schnell. Og saa viser Holm sig som et ægte Foster af den blochske Fantasi: han har ingen Karakter. I Stedet for som de frie Ideers Førere herhjemme at sætte sin Sjæls fulde Kraft ind paa at gennemføre din Bevægelse, som de af dem udtalte Ideer har vakt. i Stedet for i Konsekvens med sig selv at kaste Vrag paa den Kvinde, der ikke deler hans Ideer, synker han ængstelig og forsagt sammen under Modstanden, og viser sig som en Pjalt. Og her træder Forfatterens Perfiditet tydelig frem. For at stille mulig frisindede Tilskuere Blaar i Øjnene, viser han os i Begyndelsen de radikale Ideers Magt, for til Slutningen - til de Nationalliberales Glæde og Henrykkelse - at vise os deres totale Afmagt. Denne Helt optræder, omgivet af unge, frisindede Mennesker, der er latterliggjorte, og af Arbejdere, der begynder som Socialister, og ender med at mene, at det dog er bedst at Storborgerslaver! Stykkets mest ideelle Figur er - Hr. Jerndorf!!

Hermed har Læserne sikkert faaet Nok.

Og man forbavse nu ikke over, at det i vore Dage kan falde en ung mand ind at skrive mod Fremskridtsideerne. Husk blot paa, denne unge Mand er Hr. Villiam Bloch. Og hvor skulde han forstaa Fordringen om Arbejdets Ret? Han, der aldrig har vidst, hvad Arbejde er. Og hvor skulde han forstaa Fordringen om Tankens Frihed? Han, der aldrig har vidst, hvad Tænkning er.

Og man forbavses heller ikke over at Teaterbestyrelsen har antaget et saadant Aandsprodukt. For derved vinder den maaske Bifald hos sine værste Plageaander, Recensenterne og disses Ekko: Grossererne.

Ti hvad siger ikke Heinrich Heine:

Nur wenn wir ins Koth uns fanden
so verstanden wir uns gleich. 

E. H.

(Social-Demokraten 6. oktober 1875).

Hansen, Schou & Weller: William Bloch. Optaget mellem 1867 og 1877. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

"Lygtemænd" anstiftede, som vi i gaar bemærkede, adskillige Ulykker i vort fine Nationalteater i Onsdags Aftes. Dhrr. Grosserere havde troet, at de i al Ro og Mag kunde sidde og fryde dem over det idiotiske Makværk, som en af deres Frispisere havde fabrikeret, de gned sig i Hænderne ved at tænke paa, hvor grumt Fyren havde tresakket Alt, hvad der laa udenfor Madstrævet og Børsjobberiet, hvor fuldstændig han havde knust saadanne "Galskaber" som Ideerne om Frihed, Lighed, Broderskab osv.

Men hvorlænge var Abrahams i Paris? Den Herlighed varede ikke længere end til midt i 2den Akt: da Grossererne og deres Pakhuskarle raabte Bravo over Fabrikant Rosens Smørrebrødslogik, skingrede Piberne løs baade fraoven og franeden og vedblev at lade sig høre ved hver Klapsalve. I de næste Akter var det noget stille; kun da en Arbejder i Stykket talte om "Kløften" mellem Storborgere og Arbejdere, udbrød en Socialist under Loftet i et lydeligt: "Det er hørt!" Men da Arbejderformanden i Stykkets sidste Akt kommer krybende for at "bede om Naade" hos Fabrikanten, da Stykkets "Helt" viser sig beredt til at sælge sin Overbevisning for at komme til slikke en Fabrikanttøs med 12 Garneringer, - kort sagt da det viste sig, at Personerne i Stykket kun er Straadukker, der er opstillede for at Forfatteren, Hr. Bloch, kan vise sin Drabelighed ved at stikke til dem, fra det Øjeblik var Stykkets Skæbne afgjort. Vistnok over et halvt Hundrede Piber, deriblandt en sand Jernbanefløjte, hvislede efter Tæppets Fald gennem "Talias Tempel", der havde vanæret sig ved at blive Organ for den smudsigste Reaktion, og skønt Gongongen gik, skønt Storborgerne i yderste Raseri vrælede paa deres Politi, som imidlertid ikke havde vigtig "Lyst til Handverket", vedblev Spektaklet en god halv Time og endte med Fløjternes Sejr.

Den samme Historie gentog sig iaftes. Paa Lørdag gaar Stykket igen, vi anbefaler det til vore Meningsfællers fløjtende Opmærksomhed, og tilføjer, at vi er villige til at købe Billetter til dem, der mælder sig i Løbet af idag paa Ekspeditionskontoret, Suhmsgade 2 eller Gotersgade 83, og forud betaler dem.

(Social-Demokraten 8. oktober 1875).

"Lygtemænd" blev da til Gavns udpebet i Lørdags, blev udpebet trods det, at adskillige Hundreder af de Socialister, der paa "Soc.-Dem." Kontor havde tegnet sig for billetter, ikke fik saadanne. Billetterne til Forestillingen blev allerede for en stor Del opkøbt i Fredags til dobbelte Priiser og de, der var tilbage, købte Billetsjvoverne i Lørdags til forhøiet Pris. Som følge deraf maatte Arbejderne betale to til tre Kroner for en Billet til Galleriet og da der oven i Købet kun kunde skaffes faa Billetter til denne Plads, maatte ikke saa ganske faa Arbejdere løse Billet til Parterret, Balkonen osv., og saare mange fik, som sagt, slet ingen Billet.

Det var ikke alene Billetsjoverne, men ogsaa Politiknægtene, der havde opkøbt Billetterne. Saa godt som hele Københavns Politistyrke var anbragt i Teatret. Allevegne, hvor man saa hen, opdagede man et over- eller underordnet Politimenneske, i Særdeleshed var Galleriet stærkt forsynet. Forestillingen fremkaldte hverken Bifalds- eller Mishagsytringer, førend Midten af fjerde Akt naaedes. Da kunde nogle Klappere ikke længer dy sig, men de blev straks bragt til Tavshed af en Del Hyssen og nogle Pibere. Hovedkritiken over Stykket blev dog selvfølgelig først afsagt, efter at Forestillingen var forbi. Aldrig saa snart rullede Tæppet ned for sidste Akt, førend Piberne begyndte; Klapperne gjorde ligeledes deres bedste, men det forslog ikke, de blev fuldstændig overdøvede. Damerne holdt sig for ørerne og adskillige af dem var nok lige paa Nippet til at besvime. Meningskampen varede ikke ret læge, ti efter i det højeste to Minuters Forløb lød Gongonen, hvorpaa baade Pibere og Klappere øjeblikkelig holdt inde. Til Slutning gav Politiinspektør Clausen, der havde sneget sig ind paa balkonen, en morsom Scene til Bedste. Efier at det andet Slag paa Gongonen havde lydt, og der var indtraadt fuldstændig Stilhed traadte han næmlig frem og brølede: "Det var anden Gang - holdt!" Det tør vel antaget, at dette Brøl i Henhold til Politidirektørens Plakat vil skaffe ham en alvorlig Bøde paa Halsen.

- Efter hvad "Jyllandsposten" vil vide har en Direktør for et Provinsskuespillerselskab skaffet sig Ret til at opføre "Lygtemænd". Han agter at begynde dermed i Aarhus om en Maanedstid. Det er vel ønskeligt, at vi opfordrer vore Meningsfæller i denne By til ligeledes at gøre Kaal paa dette jammerlige Stykke.

(Social-Demokraten 12. oktober 1875).

"Lygtemænd" er et altfor kært Barn for det "kongelige" til at det skulde anvende sine egne Regler paa det. Stykket er nu bleven udpebet 3 Gange og desuagtet bødes det Publikum igen i Gaar. Vi haaber, at den fornuftige Del af Publikum nu, efter at have vist sin Mening om dette Makværk, vil lade Idioterne og Politiet sidde i Ro og beklappe det hver Aften om saa skal være; det vilde være urimeligt at fylde Penge i Hr. Blochs Lommer. Apropos, mon det ikke skulde være passende at give den unge Mand en eller anden Opmuntring, f. Eks. en Dydsmedalje eller Lignende? Da han har vist sig som en drabelig Dydsdragon ligeoverfor den frie Kærlighed paa Scenen, kan det jo ikke fejle, at han ogsaa maa være det i sit eget private Liv, og en saadan Perle af en Storborger kunde der ikke let gøres for meget af. Eller skulde det være sandt at den gamle Historie om Bjælken og Skæden ogsaa gælder om denne Hædersmand?

I Gaar var nogle Arbejdere og Studenter bleven anmodet af Hr. Crone om at besøge ham. Den gode Mand tror aabenbart, at Arbejderne har lige saa Lidt at bestille som han selv. Han vi de næmlig kun fortælle dem, at de ikke vilde blive tiltalt i Anledning af den første Udpibning af "Lygtemænd", og det var selvfølgelig overflødigl, da i saa Tilfælde Klapperne, Hr. Vekselmægler Lorck, Hr. Digter Kock, Hr. Ploug og en hel Hoben Damer ogsaa let kunde have kommet til at figurere i den offenlige Politiret, hvis vi vilde have været saa "uridderlige" at vidne imod dem.

(Social-Demokraten 13. oktober 1875).

Georg Brandes overværede den tredje opførelse fra første parket. Her kunne han opleve hvordan 50 studenter og 150 arbejdere piftede af det ikke særlig godt anmeldte stykke. Brandes skrev om arbejdernei et brev til Gosse: "De er ikke slyngler, langtfra, men fattige, uvidende og til dels fantastiske stakler, som det gjaldt om at hjælpe og ikke om at håne eller kue." (Her citeret efter Jørgen Knudsen: G. B.: En biografi om Georg Brandes (2008).

"Lygtemænd". Dette fire Akts Skuespil, der jo skal være forfattet af en Student Bloch, Broder til Maleren, har, som tilstrækkelig bekjendt, faaet den Skjæbne, der i de senere Aar ikke har timedes ret meget af, hvad der fremkommer paa vort kgl. Teater, at tildrage sig det store Publikums, ikke blot den kjøbenhavnske Tevandssladers, Opmærksomhed. Dette er i og for sig meget. Det viser, at Stykket staar i en eller anden Samklang med Tidens Hovedtanker, hvad somme, mærkværdig nok, synes at anse for en stor Fejl, idet de forlange "Politik" holdt borte fra Scenen, ligesom ogsaa fra Prædikestolen, hvor højlydt end Kjendsgjerningerne vidne om, at Tilskuerne og Tilhørerne i Reglen blive borte med det samme. Anmelderen af dette nu i Bogladerne foreliggende Teaterstykke gaar altsaa ud fra, at dets Berøren af Tidens brændende Spørgsmaal i og for sig er en stor Dyd ved det. Ved Siden af denne Ros tilstaar Anmelderen lige saa aabent, at han ikke billiger Stykkets Tendens medens han villig indrømmer, at Stykket, hvis denne havde gaaet i modsat Retning, uden Tvivl ikke havde naaet at komme frem paa det kgl Teater, der i sin Egenskab som Statsanstalt selvfølgelig paa sit Omraade ubetinget repræsenterer det bestaaende. Bemeldte Tendens gaar nemlig ud paa en dramatisk Forkyndelse af alle Spidsborgeres Yndlingslære om det nedarvedes næsten ubetingede Ret over for det Nye, hvilken Lærdoms Berettigelse Forfatteren i det foreliggende Tilfælde slipper nemt fra at godtgjøre ved det gamle Kneb at lade al Elskværdighed og Ynde være paa det gamles Side, medens det nyes Repræsentanter i det Hele ere Karikaturer. At Forfatteren mellem de forskjellige Nutidsproblemer har valgt den frie Kjærlighed, er selv følgelig blot exempelvis og i Overensstemmelse med det dramatiske Behov, idet Kiærlighed jo er en uundværlig Ingredients i ethvert Stykke.

Dette Valg kan der derfor ikke i og for sig lægges nogen Vægt paa, med mindre man vilde antage, at Forfatterens Mangel paa Sympati med det nye over Hovedet har ladet ham med Forkjærlighed gribe dette i en af dets mest umodne og mest frastødende Skikkelser. Men naar man nu erkjender og føler, at hvad vi hjærtelig trænge til at høre forkyndt med klare og begejstrede Stemmer i Kunstens Templer, er et Vidnesbyrd om den menneskelige Aands Kraft til at bryde nye Baner og til at kaste udlevede Former til Side, og man saa tvertimod bydes en fad og begejstringsløs Gammelklogskab, hvilket, som sagt, sker i det her omhandlede Tilfælde, hvor let forledes man da ikke til at give sin Skuffelse og Ærgrelse Luft, om ikke just ved Pibning, saa dog gjennem en vis Forudindtagethed, der lader en blive lidt partisk overfor Stykkets mulige æstetiske Fortrin! Saadanne ere nemlig virkelig til Stede i en Grad, der bevæger Anmelderen til sluttelig at nedlægge en Indsigelse mod den gjentagende fremsatte Formening, at "Lygtemænd" væsentlig kan takke den ihærdige Udpibning for, at det ikke alt er død Straadøden.

(Aarhus Amtstidende 22. oktober 1875).

Efter anden opførelse forbød politidirektør Crone såvel mishags- som bifaldsytringer under forestillingen. Med ikke efter forestillingens slutning. Ved tredje og fjerde opførelse var der så uhindret spektakel indtil gongongen lød. Efter at tumulterne var blevet helt forbudt, forsvandt interessen for stykket. Et tid spillede stykket et par steder i provinsen:

"Lygtemænd" blev atter spillet i Horsens Tirsdag og Onsdag, og som der i "Horsens Avis" saa smukt refereres, uden Forstyrrelse, da vor dygtige Politimester havde taget sine Forholdsregler. Lad os en Gang undersøge, hvori disse Forholdsregler bestod; for det Første var det forbudt alle de mulkterede Pibere oftere (for Tid og Evighed) at komme i Teatret, naar "Lygtemænd" spilles. Dette Forbud gælder naturligvis over hele Danmark og Bilandene, om Island og Færøerne er deri indbefattet, blev ikke tilføjet. For det Andet blev Galleriet besat af hele vort respektabte Nærpoliti, tilligemed det øvrige Politipersonale, naturligvis med Hr. Kammerherre v. Jessen i egen høje Person som første Kommanderende. Havde Arbejderne givet deres Mishag tilkende, ved at give et Stød i Fløjten, saa havde den naturligvis straks staaet paa Slag, eftersom Lovens Haandhævere var forsynede med de uundværlige Knipler. Her kan man med Rette sige, at alle Politimestre i Danmark (Crone og Hammerich deri indbefattet) er nogle Sinker ligeoverfor Politimesteren i Horsens, som forstaar at tage en saa alvorlig Sag paa den rette Maade, er vi enige derom, saa lad os fortsætte.

I Lørdags er Dommen bleven forkyndt paa den lovbefalede Maade for den "Socialdemokratiske Arbejderforenings" Vært, Hr. Carl Madelaire og Skræder Hoffmann, 2 Syndere, som ikke kunde indse deres store Forbrydelse ved i Teatret at give deres Mishag tilkende, fordi at Arbejderne bliver fremstillet som nogle sande Pjalte, og som Følge deraf ikke vilde indgaa noget som helst Forlig. Dommen tilligemed Udskriften af Retsprotokollen skal blive serveret for Bladets Læsere i de nærmest paafølgende Dage, "hvorefter alle have sig at rette."

I Lørdags Aftes var der Møde af samtlige mulkterede Pibere, og blev der enstemmig vedtaget, ikke at berige hverken Politi-, Fattig- eller Kammerherrens Kasse med 1 Skilling af den idømte Mulkt; hvad der ellers blev forhandlet, vil senere blive offenliggjort her i Bladet tilligemed mere. De dømte klappen i og trampende Spektakelmagere var ogsaa indbudt, men der mødte naturligvis ingen, og det af den simple Grund, at der slet ingen var dømt. Det er kun den fattige Arbejder, der skal blokkes; kan Pengene ikke strække til, saa hedder det sig: Kroppen skal bøde. Om ogsaa Familien lider Sult, kommer ikke Avtoriteterne ved. Nu nok for denne Gang. De skal snart, Hr Redaktør, høre noget mere fra Deres ærbødige

En af Piberne.

(Social-Demokraten 2. november 1875).

Politiet i Horsens og "Lygtemænd". Vi har fra Horsens modlaget følgende Korrespondance:

"Hr. Redaktør! Paa Grund af at jeg havde saavel Samvittighedsnag, fordi jeg ikke tilligemed mine pibende og fløitende Kammerater blev tilsagt og dømt, mødte jeg for Politimesteren. Hr. Kammerherre V. Jessen i Horsens, sidste Lørdag Formiddag Kl. 11 3/4, og bad mig straffet for mine Fløjtetoner ved "Lygtemænds" Opførelse, og samtidig ønskede jeg, der atter at faa min Samrittighedsro tilbage, at opgive Flere, som Politiet muligt (?) havde overset. Men til min store Forbavselse blev jeg affærdiget med et bestemt Afslag: der kunde ikke optoges Flere, Sagen var sluttet. Det er jeg nu slet ikke tilfreds med, jeg har hverken Ro Nat eller Dag, før jeg faar anmeldt for vor upartiske Øvrighed hele den Bunke pibende, klappende og trampende Spektakelmagere, som jeg for Øjeblikket er frugtsommelig med, og faar dem alle afstraffet tilligemed

Deres ærbødige
Jakobsen, Skraber,
Søndergade 82."

(Social-Demokraten 4. november 1875).

Friheden i Danmark. Vi meddelte forleden, at en Del Pibere af "Lygtemænd" i Horsens blev mulkterede, og at det samtidig for Tid og Evighed blev forbudt dem at indfinde sig i Teatret, naar "Lygtemænd" opførtes. Adskillige af vore Læsere har rimeligvis troet, at dette sidste var en behagelig Spøg af os. Af den Grund gengiver vi her følgende:

Udskrift af Horsens Købstads Politiprotokol.

Aar 1875 den 26de Oktober Formiddag Kl. 11½ blev en Politiret sat paa Raadstuen af den i kammerherre Jessens Fraværelse konstituerede Dommere og Skriver Kammerassessor Fuldmægtig Madsen i Overværelse af nedentegnede Vidner.

Hvor da blev foretaget Sag mod forskellige Personer, som i Aftes i Teatret under Opførelse af Stykket "Lygtemænd" havde gjort Spektakler ved vedholdende Piben saaledes, at dette havde forstyrret Forestillingen i den Grad at samme maatte afbrydes i nogen Tid. og først kunde fortsættes, efter at flere af Urostifterne af Politiet var fjernede fra Tilskuerpladsen.

Efter Tilsigelse mødte Møllebygger Christian Johansen, Medlem af den saakaldte socialdemokratiske Forening heri Byen, som forklarede, at han i Aftes indfandt sig i Teatret for at pibe Stykket "Lygtemænd" ud, idet han i Forvejen havde læst Stykket og sundet, at det indeholder en Forhaanelse imod Arbejderne og disses Talsmænd, til hvilke Komparenten ogsaa hører, idet han flere Gange har talt Arbejdernes Sag. Han indrømmer, at han gentagende af Politiet blev forbudt at pibe og desuagtet vedblev dermed, fordi at Andre vedblev at klappe og trampe i Gulvet, og han anser sig liges aa vel berettiget til at ytre sin Mishag ved at pibe som at Andre kan have Lov til at give deres Bifald tilkende ved at klappe og ved at trampe i Gulvet.

Foreholdt, at han, i Forening med hans Meningsfæller, have forstyrret Forestillingen ved den vedholdende Piben, indrømmer han, at dette netop var Hensigten, og at han med mange Andre har i Sinde, atter i Aften at møde i Teatret og pibe for om muligt derved at fortrænge Stykket fra Scenen.

Han blev forelæst Politivedtægtens § 69 og indser, at han har forbrudt sig mod denne, men beder dog udtrykkelig tilføjet, at mange Andre ligeledes har overtraadt Paragrafen ved deres Bifaldsytringer.

Paa Opfordring af Dommeren forpligtede Komparenten sig til for sit udviste Forhold at erlægge en Bøde til Politikassen af 10 Kr , hvormed Sagen for hans Vedkommende blev sluttet. Han blev derefter dimitteret med Tilkendegivende, at han ikke oftere maa indfinde sig i Teatret, naar Stykket "Lygtemænd" opføres, og at han, saafremt han overtræder Dette Tilhold, vil blive tiltalt og straffet derfor.

Retten hævet Ludv. Madsen. 

Vidner Svendsen. Poulsen.

Udskriftens Rigtighed bekræfter Horsens Byfogedkontor den 28. Oktober 1875.
Chr. Jessen.

(Social-Demokraten 17. november 1875).

"Lygtemænd." Under denne Titel opføres i denne Tid paa den danske Skueplads et Stykke, som har vakt en vis Opmærksomhed og meningskamp alle Steder, hvor det er blevet opført, og som man har set af Bladene, er det gennemgaaende blevet udpebet, og derved fremkaldt kraftige Foranstaltninger af det "tappre danske Politi". Da nævnte Stykke skulde opføres her i Rønne, blev der saaledes, uagtet der vist næppe findes 20 Socialister blandt de omtrent 6000 Indbyggere denne By tæller, og Folk herovre desuden ikke er nok med til at kunne forstaa Stykket, gjort Forberedelser i Guds Velsignelse for at forebygge al Uorden og gribe de slemme Pibere. Saaledes mødte i Lørdags til Generalprøven hele vor Politistyrke, (8 Mand stor) Byfogden i Uniform og Ordenskorpset, der vel tæller 20-30 Mand, blev posteret i alle Kroge baade i og udenfor Teatret. Stykket gik meget godt af, ja, næsten altfor godt; ti ingen anden Lyd lod sig høre fra Publikums Side, end den at Folk, kede af at se og høre noget "Pjank", gav sig til at tale under Akterne. Saaledes fik Politiets "kraftige Anstrængelser" for den Andens Vedkommende, en "lang Næse". Søndag Aften skulde Stykket atter gaa, men denne Gang blev dog Ordenskorpset ganske roligt hjemme, medens Byfogden og Politistyrken mødte fuldtallig. Ligeledes denne Aften talte Folk paa Kraft under Akterne, og paa en Bænk, saa jeg en Pige sidde og sove, omtrent da 2den Akt var til Ende, dette er jo i og for sig Bevis nok for, hvilken Interesse og Forstand Bornholmerne har paa dette Stykke. Det bemærkes, at jeg ogsaa, som jeg tilfældig kom til at staa bag to Mænd, der talte sammen, hørte den Ene sige: "Der skulde blot En give Tonen an, saa skulde denne min Sandten komme til Tjeneste," og med det samme vist han den anden en Fløjte.

Rønne d. 13. november. F. Clausen.

(Social-demokraten 18. november 1875).

Som nævnt i den første artikel opførte Det kongelige Teater i 1872 lystspillet "De hvide Roser" af William Edvard Bloch (1845-1926) med Bøgh som medforfatter. Skuespillet Lygtemænd (1875) lå i en tradition på det kongelige Teater hvor man på de gamle magthaveres præmisser parodierede nye samfundsreformatorer (i dette tilfælde Brandes og Holger Drachmann). Dengang som før det medførte det ofte piben og tumulter i teatret. 

Edvard Brandes (1847-1931) svarede igen med parodien "Søgte Mænd eller den frie middag". I denne nærer Willig, Ludolf og Kaufbar et brændende ønske om at stige i graderne og blive en del af det finere selskab. En dag møder Kaufbar en mand, der lover, at indføre ham i et selskab af fornemme mænd af alle aldre, der kalder sig ‘Dydskredsen‘, men én ting er at sidde til bords med de fine herrer, en anden ting er at opføre sig efter rollen. Morgenbladet (København) bragte allerede 23.-24. oktober 1875 et uddrag af dette stykke. ...I juli 1881 blev Bloch ansat som instruktør på Det kgl. teater hvor han samme år fik sit kunstneriske gennembrud med En Folkefjende.

Se også den lille serie her på bloggen om hans kone, skuespilleren Anna Bloch.

Officerer vs Urtekræmmer i Folketheatret. (Efterskrift til Politivennen)

En affære som muligvis omhandler kendte politikere og krigsheltes ungdom: Statsminister Bluhmes søn og Karen Blixens far eller onkel.:

- I Forsalen til Folketheatret er der i Mandags Aftes forefaldet et ubehageligt Optrin, som i disse Dage bliver meget omtalt i Hovedstaden. En Gardeofficeer og et Par Reserveofficerer indfandt sig i Theatret og tog Plads i en Loge bagved en Urtekræmmer Petersen. Denne, der havde en Dame med, blev meget geneert af dem paa Grund af deres højrøstede Tale, der var af et meget upassende Indhold, og af at de, trods det gjældende Forbud, vedbleve at dampe paa deres Cigarer. Han vendte sig derfor flere Gange om og saae stift paa dem, men uden at yttre noget Mishag. Efterat begge Parter havde "ugleseet" hinanden paa denne Maade i nogen Tid, yttrede en af Reserveofficererne, hvis Navn er Bluhme (Søn af afdøde Geheimeraad B.), at det nok var bedst, at han gik hjem og trak i Uniformen for at indgyde Respekt. Han gik og vendte virkelig tilbage i fuld Uniform med Sabel paa, stillede sig bag i Logen og sagde høit til Gardeofficeren: "Aa Dinesen, tag Din Hat af, for at jeg kan see Personen dernede rigtigt." Petersen forholdt sig dog vedvarende rolig og forlod efter Aktens Slutning Tilskuerpladsen for at trække frisk Luft i Forsalen. De tre Officerer fulgte imidlertid efter, og Bluhme gik henimod ham med den Yttring: "Hvorfor har de siddet og ugleseet mig?" "Jeg vil ikke have Noget med saadan en Dreng at gjøre," svarede Petersen og vilde undgaae ham; men da Bluhme nu trængte ind paa Livet af ham, tabte P. Taalmodigheden og gav den unge Reserveofficeer et Ørefigen. Nu trak Bluhme blank og begyndte at smøre løs paa sin Modstander, men blev strax anholdt af en Politibetjent, der bød ham stikke Sablen i Skeden. Bluhme nægtede dette, da han hellere vilde jage Petersen den i Livet, som han udtrykte sig, men da Betjenten truede med at tage Sablen og den vedhængende Porte Espée fra ham, fandt han sig i at adlyde og blev derpaa ført til Hovedstationen for at afgive Forklaring. Der blev optaget et fuldstændigt Forhør og afhørt Vidner, hvorpaa Sagen er bleven indsendt til Krigsministeriet, der, som man antager, vil lade det unge Menneske slippe med Afskedigelse. Hermed vil den fornærmede Modpart imidlertid ikke lade sig nøie og har derfor indstævnet Sekondlieuten. Bluhme for Kriminal- og Politiretten. 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 28. februar 1868)

Den omtalte afdøde geheimeråd Bluhme må være Christian Albrecht Bluhme (1794-1866). Han var konservativ politiker og Danmarks 2. og 10. statsminister (første gang fra 1852 til 1853 med titel af premierminister, anden gang fra 1864 til 1865 med titel af konseilspræsident). 

Hvem er så sønnen? De uklare angivelser siger reserveløjtnant af artilleriet. Hans Emil Bluhme (1833-1926) blev også politiker. Han var søofficer og blev løjtnant 1852, afgik 1868 med titel af kaptajn (1902 kommandør). Han blev senere politiker og opstillede forgæves for partiet Højre mod Frederik Bajer. Han blev først valgt 1884, om end i opposition til Estrup, og vekslede i de følgende år mellem Venstre og Højre. Just Eiler Bluhme (1846-1934) var ifølge Haandbog for Hæren 1868 ved 22. artilleri-regiment. Han blev marts 1870 gift i København med forhenværende skuespillerinde Helga Rasmussen. Han købte 1878 en stor landbrugsejendom Skovsgaard ved Hobro og er begravet i Skjellerup (gravstedet findes stadig).

Fotograf Pierre-Louis Pierson (1822-1913): Adolph Wilhelm Dinesen (1845-1895). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I flere aviser omtales Dinesen som A. W. Dinesen, (premier)løjtnant af 2. bataljon eller løjtnant i garden. Her er også tale om flere muligheder. Faderen må være Adolph Wilhelm Dinesen (1807-1876). Han var officer og godsejer, kendt fra Krigen 1848-1851. Han meldte sig igen ved begyndelsen af Krigen 1844, men ved overgeneralskiftet forlod han hæren. To sønner er de sandsynlige: Adolph Wilhelm Dinesen (1845-1895). Se Haandbog for Hæren 1868. Han blev oktober 1863 sekondløjtnant ved 9. regiment og deltog i Krigen 1864. Han var i 1867 blevet premierløjtnant og gjorde tjeneste i København indtil november 1870 (tog sin afsked 1873). I 1879 købte han Rungstedlund og Folehavegård og fik sammen med Ingeborg Westenholz fem børn, heriblandt Karen Blixen og Thomas Dinesen. Han begik selvmord i 1895. Endvidere Venzel (eller Wentzel) Laurentius Dinesen. Premierløjtnant, 5. bataljon (Haandbog for Hæren).

Det er uvist hvem urtekræmmer Petersen var. 

- I Anledning af den igaar efter "Fyens Stiftstidende" meddelte Fortælling om en i Folketheatret, ikke i Mandags, men i Søndags, forefalden utilbørlig Scene, ere vi anmodede om at bemærke, at Fremstillingen i flere Punkter ikke er nøiagtig. Det var ikke tre, men kun to unge Lieutenanter, nemlig Reservelieutenant Bluhme af Artilleriet og Premierlieutenant Dinesen af Fodfolkets anden Bataillon, imellem hvilke og, ikke Grosserer, men Urtekræmmer L. Petersen Sammenstødet fandt Sted. Denne havde ingen Dame med, og der forefaldt ingen Ordvexel mellem ham og de unge Officierer i Logen. Ligesaalidt begyndte P. Haandgribeligheder i Forsalen. Paa det Spørgsmaal af Lieut. B., hvorfor han havde seet paa ham, svarede han, at han ikke indlod sig med Drenge. Da B. derpaa slog efter ham med Haanden, afbødede han Slaget med sin Arm og ramte derved B. med nogle af sine Fingre i Ansigtet. Nu trak B. Sablen og gav, efter at have svunget den, P. et Slag over Nakken med flad Klinge. - Efter hvad vi erfare er Politiets Rapport over det Forefaldne indsendt til Krigsministeriet, og eftersom det Skete er foregaaet paa et aldeles offenligt Sted og Gjenstand for hele Byens Samtale, er det ikke muligt, at det kan hengaae uden Paatale fra Krigsbestyrelsens Side.

(Fædrelandet 29. februar 1868)

- Der fortælles her i Byen, at en i disse Dage nedsat Krigsret har dømt Lieutenant Bluhme, som overfaldt en Mand i Folketheatret, til 3 Maaneders Fæstningsarrest i Nyborg. De militaire Domstole skulle iøvrigt have fuldt op at gjøre i denne Tid. Medens saaledes en Kapitain, som vi sidst meddeelte, har maattet tilbringe 8 Dage paa Hovedvagten, fordi han havde undladt at hilse en Oberst, skulle et Par Lieutenanter have faaet Kvarteer sammesteds, fordi de havde glemt i rette Tid at indfinde sig til Vagtparaden, og man fortæller, at en Gardist, som flere Gange er bleven straffet for Desertion og Tyveri, i disse Dage er bleven dømt for lignende Forseelser til den barbariske Straf: 150 Rottingstag, fordeelte paa to Dage, og ovenpaa 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 30. marts 1868).

Krigsretsdom (Dagstel.). Der var for nogen Tid siden megen Tale om en i Folketheatret og dets Forsal foregaaet Scene mellem to unge Officerer og en Civil, hvilken Sag blev gjort til Gjenstand for en Krigsrets- Undersøgelse. For nogle Dage siden har denne Krigsret afsagt Dom i Sagen, og denne, der gaaer ud paa, at den ene Officeer, Lieutenant Bluhme, skal straffes med 3 Maaneders Fæstningsarrest, den anden, Lieutenant i Garden Dinesen, med 8 Dages Arrest paa Hovedvagten, er i disse Dage bleven stadfæstet af Hs. Maj. Kongen, hvorhos det er bestemt, at Lieutenant Bluhme skal udstaae sin Straf i Citadellet i Kjøbenhavn.

(Fyens Stiftstidende 23. april 1868).

Maskerader paa Hoftheatret. (Efterskrift til Politivennen)

- Hoftheatrets Maskerader toge deres Begyndelse i Søndags, og den næste vil finde Sted paa Søndag. Det til disse Maskerader med Hoftheatret trufne Arrangement er saa smukt som man vel kan tænke sig. Selve Skuepladsen er sat i Forbindelse med Tilskuerpladsen, der er forandret til en Søilehalle med Speilglas paa Siderne, omgiven af Divaner. Decorationen og Belysningen er brillant. Overhovedet er Hoftheatret vanskeligt at gjenkjende i sin nuværende Skikkelse, der gør Entrepreneuren, Kammerraad Lange, megen Ære. Besøget var ikke mere talrigt i Søndags, men det vil næppe udeblive ved de følgende Maskerader. (Flp.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 1. januar 1857).

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. januar 1857. Damer var ikke tilladt uden at være ledsagede af en herre. Den 6. januar i Sjællandsposten kunne man læse at maskeballet blev udsat på grund af et meget ringe antal deltagere. I det første ud af i alt 8 deltog ca. 3-400. Flot, men "man kedede sig". Samtig blev prisen nedsat 1 Rd for begge køn. Hvilket også var prisen til ballerne 14. og 21. januar, 11. og 22. februar 1857.

Det Maskeraderaseri, hvoraf Kiøbenhavn i Vinter har været besat, overgaaer al Beskrivelse, og det har næsten været ligesaa galt her som i Paris, hvor Sengeklæder bleve en Luxusartikel, da Ingen var hjemme nogen Nat, og derfor ombyttedes imod en Maskeradedragt, som i allerhøieste Grad var en Nødvendighedsartlkel. Der gives nu mangen Student, der sidder med Benene overkors midt paa Gulvet i Mangel af en Stol og i Tankerne forestiller sig, hvorledes Alt saa ud for en Maaned siden; paa Krogen der hang den Merskumspibe, som Papa gav ham ved Afskeden, forsynet med en passende Inskription i Dagens Anledning, ved Væggen tilvenstre stod Bogreolen med de aandelige Skatte, der skulde danne Grundlaget for hans tilkommende Berømmelse, i Hjørnet fandtes under er grønt tæppe forskjellige mere og mindre brugte Klæder ... O, du lieber Augustin, Alles ist weg! Men unge Mennesker ere ogsaa udsatte for ualmindelige Fristelser; netop som Maskeraderne ere bedst i Gang, vrimler det i Bladene med Avertissementer om, at brugelige og ubrugelige (!) Bøger kjøbes, at "man for Gud i Himmelens Skyld ikke maa overse disse Linier", som give Underretning om, hvor qamle (og nye) Klæder, hvis Opbevaring generer "af Mangel paa Plads", kunne blive anbragte, og saa er der disse uforlignelige Skilter, som lave de Forbigaaende vide, at "her kjøbes Alt". De stakkels Kommis'er, med hvilket Navn den stigender Civilisation  har omdøbt alle de forskjellige Arter af Kræmmersvende, ere ikke slupne bort fra Maskeradetiden under et halvt Aars Løn, for ikke at tale om Tjenestepigerne, som maa vaske Trapper i ungarske Halvstøvler, Blomsterpigeskjørt og græsk Hue, fordi alle deres nødvendige Klædningsstykker ere blevne feiede ud. En ung Mand, som ikke længere kunde begaa sig i Kjøbenhavn under saa rivende Forhold, var heldig nok til at saa en Plads i Fyen, men maatte med Livsfare begive sig paa Reisen i Nankinsbenklæder, lakerede Dandsestøvler og en let Kontorfrakke af den Slags, som om Sommeren averteres under Overskriften: "Lette Støvfrakker, 12 Lod vægtige". Og dog maa man lykønske ham og Andre, som heldig ere slupne ud af dette Sodoma og saaledes ere undgaaede den umaadelige Fristelse, der fremstiller sig i Form af de to sidste Maskerader paa Hoftheatret. (Dvk.)

(Ribe Stifts-Tidende 3. marts 1857)

Den sidste maskerade fandt sted i marts og var velbesøgt. Ifølge Østsjællandsk Avis (Køge) 14. marts 1857 var der en maske forestillende Hr. Høedt i "Den sidste nat" som sandsynligvis "vilde have været af uimodstaaelig Interesse for de qvindelige Besøgende, hvis vedkommende Copi ikke havde været slet saa uheldig som Fremstiller."

I 1842 var Hofteatret blevet renoveret (arkitekten Jørgen Hansen Koch) til hvad man nogenlunde kan opleve i dag. Teatret brugtes ud over som teater, også til koncertspillested, ”events”, feststed m.m. I januar 1857 arrangerede kammerråd Lange maskeballer, men det blev ikke nogen umiddelbart succes før han nedsatte prisen fra 5 til 3 Rd. parret (2 Rd. for en mænd og 1 Rd. for en kvinde). Den sidste maskerade i 1857 fandt sted 20. februar.

Peter Most (1826-1900): teaterdirektør og kammerråd Hans Wilhelm Lange (1815-1873). Hans ophold på Hofteatret blev en kort station mellem Casino og Folketeatret.

Kammerråd Hans Wilhelm Lange (1815-1873) afholdt en række musikalske soireer på Hofteatret i februar 1857. H. W Lange forlod i 1855 Casino efter en strid med bygningens ejere. I stedet fik han tilbudt Hofteatret af Frederik 7. I 1857 oprettede han Folketeatret på Nørregade.

Hofteatrets maskerader var i konkurrence med Casino. Hvad der dog ifølge Flyveposten ikke skabte problemer, idet op til 2.100 deltog i Casinos første i februar. Et andet fandt sted 19. februar 1857.

Assens. (Efterskrift til Politivennen)

Assens. Fyens Av. af 30te ds. meddeler: Vi have her i disse Dage paa eengang havt et større Antal reisende "Kunstnere" end i Mands Minde, nemlig foruden det Olsenske Skuespillerselskab, der i Forbigaaende sagt er tarveligt nok, ikke færre end fire forskjellige Slags Præstationer til Publikums Underholdning. Man skulde undres over, at en By med 2600 Indvaanere kunde give Fortjeneste til saa mange Udøvere af de frie Kunster, og dog see vi de forskjellige Forestillinger givne for godt Huus. Der maa altsaa være Penge i Assens og dette kan ikke negtes. Assens er velhavende og i sin Opkomst. See vi hen til hvad denne By tidligere var og hvad den nu er, kunne vi ikke Andet end glædes ved de Forandringer til det Bedre, man overalt sporer. De forhen ujevne og hullede Gader ere nu nyt og godt brolagte, og smagfulde Bygninger ere opførte i Mængde; vi ville blot nævne det nye Theater og Apotheket. - Byens nærmeste Omegn er bleven betydelig forskjønnet; saaledes afgiver det smukke Skovanlæg og Trottoirerne udenfor Byen behagelige og meget søgte Spadseregange. Paa gavnlige Indretninger og Stiftelser mangler det ei heller; af disse maae vi fremhæve Arbejdsanstalten. Denne stiftelse, der beskjæftiger og forplejer henved 40 Fattiglemmer, er fordeelagtig bekjendt endogsaa i Udlandet, og dens Fabricata ere saa søgte, at deres Salg i de sidste Aar har givet en Gennemsnitsindtægt af 13 -1400 Rbd. aarlig. Til denne Anstalt tilbygges i denne Tid et Sygehuus. At Byen saaledes Aar for Aar tiltager i Skjønhed, at gavnlige Foranstaltninger træffes og nyttige Stiftelser grundlægges, skyldes vel nærmest en dygtig og virksom Borgerrepræsentation; vi kunne derfor, idet vi glæde os over de nuværende Forhold, med Tryghed imødesee Fremtiden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. november 1847)

Julius Olsen (1796-1862) havde et omrejsende skuespillerselskab om hvilket Erik Bøgh skrev: "En ægte gammeldags Provinsskuespiller i Heltefaget, en Alvorsmand, der altid saa vel paa Scenen som i Hverdagslivet optraadte på de mest højhælede Koturner som Ridderen uden Frygt for Dadel, men som, naa det kom til Stykket, ikke kunde skjule, at han var en meget jævn Almuesmand. Han faldt hvert Øjeblikke ude af sin Rolle, udtalte alle fremmede ord galt og bandede som en Svabergast". Olsen turnerede fra 1848 til sin død i 1862 i Danmark på etårige bevillinger. "...personalet var altid uegalt med få habile, tildels dygtige, og mange middelmådige, tildels stymperagtige kræfter, og udførelsen derefter.

Assens var indtil Krigen 1864 det primære overfartssted til Slesvig og knudepunkt for trafikken mellem København og Hamborg. Den havde i 1820 fået en egentlig havn. Efter artiklen kom et gasværk (1855) og jernbaneforbindelse.

Confirmation dress, bridal dress, fisherman's wife. Costumer - island of Funen. The Illustrated London News, 26. april 1850.

Casino Theateret (Efterskrift til Politivennen)

Casino i Amaliegade 10 (nu Aasurandørernes Hus) blev indviet februar 1847, på initiativ af Georg Carstensen (Tivoli). Casino blev nedrevet i 1960. Godt et år efter indvielsen lagde det lokaler til det historiske Casinomøde 20. marts 1848. Hvordan det gik i den mellemliggende periode, belyser artikler fra Kjøbenhavnsposten. En af dem foreslog (nærmest profetisk) at stedet sagtens kunne bruges til stænderforsamlingerne.

Peter Elfelt. Amaliegade 10. (Kbhbilleder, public domain).

På fredag åbnes Casino. Det er en efterretning der synes at måtte gøre epoke i det københavnske vinterfornøjelsesliv. At det skulle have nogen indflydelse at det uheldigvis er i fasten at dette så grandiose etablissement for første gang åbnes, kan næppe antages. Københavnerne er jo ikke katolikker. For nogle af dem kan hele året gerne være en fastetid, men andre ved ikke og behøver ikke at vide, at der er nogen grænse for karnevalet. Det er dem, der skal lægge renterne af den kapital, der er sat i Casinoanlægget, og hvem ville ikke ønske at de måtte det. Det er jo kun derved at aktionærerne kan bestå og vedligeholde modet til foretagender, hvorved den industrielle virksomhed fremmes. 

Men derfor må det også synes at være et alt for stort offer af sine kollegaer, som "en mand, der selv ejer 200 aktier i Casino", fordrer i Berl. Tid., at nemlig den første aftens indtægt skal tilfalde "husarme til brød- og brændselshjælp." Forslaget er vistnok meget velment, og svarer ganske til vor tids almindelige anskuelser, der ikke alene søger at forene det nyttige, det indbringende med det fornøjelige - hvorpå Casino selv er et eksempel - men også det dydige, velgørenheden med det fornøjelige; for vel findes der hos endnu mange, som yder velgerninger uden at forlange anden nydelse for deres gaver end den, bevidstheden om det gode giver, men for flertallet er dog en solidere nydelse en langt bedre spore til velgerninger.

Dog er det i så henseende alt for meget forlangt, når proponenten til den hensigt endog vil have deres majestæter og den øvrige kgl. familie, samt ministre og høje embedsmænd inviterede. Det ville jo være at give den forening af fornøjelse og velgørenhed et så højtideligt, officielt udseende som om den ligefremme velgørenhed næsten havde årsag til at skamme sig ved sin simpelhed, og så vidt bør man dog ikke gå i sin hyldning af tidens tendenser. Imidlertid ville forslaget vel heller ikke kunne komme til udførelse, uden først at være antaget på en generalforsamling af aktionærerne, og da anstalten, som sagt, skal åbnes i overmorgen kan der ikke være tale herom.

(Kjøbenhavnsposten, 17. februar 1847)

Ifølge "Fædrelandet" har regeringen understøttet den smukke Casino-indretning med et tilskud af 25,000 Rbd., som anden prioritet i bygningen. Det er et glædeligt bevis på, at regeringen har penge nok, og må bestyrke håbet om, at den både vil og kan anvende betydelige summer til det, der under de nuværende omstændigheder, er blevet påtrængende nødvendigt. Imidlertid kunne de penge også anses ret godt anvendte; Casino vil naturligvis, selv med et sådant ekstraordinært lån, som det aldrig kunne have ventet at få hos private, dog ikke kunne holde sig som fornøjelsesanstalt, især på grund af den mere og mere tiltagende forarmelse blandt middelklasserne. Casino vil altså om kortere eller længere tid blive nødt til at lukke, og når da regeringen udbetaler første prioritet på 60.000 rbd., vil den være ejer af den hele solide bygning. 

Man kunne vel spørge, hvilken brug regeringen skulle have for en sådan bygning. Men intet er lettere at besvare, da den store sal, der roses så meget for sin hensigtsmæssige indretning, jo næsten uden nogen som helst forandring straks kan anvendes til forhandlingshal for en tilkommende rigsstænderforsamling, og den øvrige del af bygningen afgiver alle de andre dertil hørende lokaliteter. - Således vil vi altså i det mindste ikke generes af nogen mangel på lokale, når tidens fylde kommer, og hvis en sådan betragtning har været medvirkende ved bevillingen af hiin understøttelse af en ren fornøjelsesanstalt, så bliver det et tegn på en klog forsynlighed, om man også skulle mene, at regeringen vist kunne have fået bygningen for noget bedre køb.

(Kjøbenhavnsposten, 24. april 1847)

Oven nævnte brug af teatret til stænderforsamlingen er jo nærmest profetisk da det i marts året efter næsten kom i opfyldelse.

Den af mad. Stage på Casinos Teater arrangerede forestilling, der fandt sted i lørdags, var så talrigt besøgt, at alle billetter, 1800 i tallet, var udsolgt. Desværre viste det sig ved denne lejlighed, at det omtalte teater er, om just ikke ganske ubrugeligt, så dog højst ufordelagtigt for dramatiske og navnlig for musikalske præstationer, idet de tilskuere, der havde været så uheldige at få plads i den for scenen fjerneste halvdel af salen, så godt som hverken kunne se, eller høre hvad der foregik på scenen, i det mindste ikke således, at der kunne være spørgsmål om nogen egentlig nydelse af de spillendes og syngendes præstationer. 

Det ligger i tingens natur, - og denne ulempe deler Casino med alle teatre, der har en meget stor tilskuerplads - at de bageste tilskuere ikke kan skelne de spillendes ansigtstræk, og følgelig går mimiken, der er en så væsentlig del af skuespillerens kunst, aldeles tabt for dem. Hvorvidt publikum kan høre eller ikke, afhænger naturligvis for en stor del af den grad af styrke og tydelighed, som den spillende er i stand til at meddele sin stemm. Mens således Phister meget godt kunde forstås overalt, var det komplet umuligt for halvparten af publikum at høre et eneste ord tydeligt af mad. Stages diktion. Men det må vel bemærkes, at hr. Phister nødsagedes til uafladeligt at anstrenge sin stemme, så at han snarere skreg end talte, og at det, navnlig ved en musikalsk-dramatisk forestilling, ikke er nok, at kunne, hvad man i daglig tale kalder at høre - men at man også forlanger at kunne høre grant, at kunne skelne de finere nuancer i foredraget, det, der bringer lys og skygge i kompositionen. 

Vi tvivler på at ret mange af det publikum, der i lørdags var forsamlet i Casinos sal, har kunnet høre på denne måde. Efter hvad vi har yttret, er det ligefrem at opførelsen af "Ungdom og Galskab" ikke har tiltalt os, og vi kunne ingen bestemt mening have om udførelsen af de enkelte roller. Formodentlig vil dette vakre syngestykke nu, da personalet på egen hånd har indstuderet det, blive genopført på det kgl. Teater, hvorfra det i længere tid ufortjent har været udelukket. Naturligvis vil den nuværende rollebesætning ikke kunne tilfredsstille dem, der mindes "Ungdom og Galskab" mens Frydendahl endnu spillede Grøndal; men under opera-repertoirets store magerhed og fattigdom vil det dog være en gevinst, når det forøges med et syngestykke, der har en så smuk, livlig og melodiøs musik som dette. 

Vi skal ved denne lejlighed ikke undlade at henvende agent Carstensens eller Casinos bestyrelses opmærksomhed på forskellige ulemper for publikum, der følger med lokalets afbenyttelse til sådanne forestillinger. For det første er der aldeles ikke fulgt nogen bestemt, i det mindste ingen rimelig orden ved anbringelsen af de nummererede pladser, så at man kan løbe flere timer omkring med sin billet i hånden, før man er så heldig at kunne finde sin Plads. 

Nummerpladserne bør indskrænkes til bestemt del af salen og have deres egne tilgange. Den der betaler sin billet dobbelt, kan dog vel gøre krav på, at han sikkert og bekvemt kan komme til sin Plads, og at han ikke ved sin ankomst finder denne besat af en anden. Endvidere er de tilstedeværende fire garderober ved sådanne lejligheder, hvor det hele publikum på engang forlader etablissementet, aldeles uhensigtsmæssige og utilstrækkelige, og det kan, når henved et par tusinde mennesker pludselig forlanger deres frakker, kåber, hatte, stokke osv., ikke undgås, at mange må vente halve og hele timer i en utålelig træk, før de kan få deres sager. På gangen bag ved estraderne og balkonerne bør der derhos anbringes knager, der kan benyttes af publikum, nar der i salen gives koncerter eller forestillinger på teatret. Endelig er der i salen en uafladelig og højst generende træk, der let
må kunne afværges ved at anbringe et par døre for sideudgangene til pergolaen og sørge for at de holdes lukkede ved et par af de gallonerede haidukker, der alle vegne løber omkring i lokalet.

(Kjøbenhavnsposten, 3. maj 1847)

"Ungdom og galskab"  er et syngespil af Édouard Du Puy. Den danske digter og forfatter Niels Thoroup Bruun (1778-1823) skrev teksten efter librettoen til É.-N. Méhuls syngestykke Une Folie. Syngespillet havde urpremiere i Danmark i 1806 på Det Kongelige Teater.

Pergolaen i Casino ca. 1870. (Kbhbilleder, public domain).

Bestyrelsen af Stiftelsen på Holsteinsminde til forladte og forældreløse børns opdragelse og oplæring har i dag i Casinos lille sal åbnet en bazar eller udstilling og salg af de til stiftelsen veldædigt skænkede håndarbejder og andre gaver som fortsættes i morgen (onsdag) fra kl. 12 og 6, samt på torsdag fra kl. 11 til 3. Samme dags eftermiddag fra kl. 6-8 udleveres de i bazaren købte sager, hvorefter om fredagen den 7. kl. 11, præcis, auktion vil blive afholdt over adskillige til salg på denne måde bestemte genstande. Entreen betales med en mark, veldædige bidrag modtages i Bazaren.

(Københavnsposten, 4. august 1847).

Købehavn, den 10. November 1847.

- Søndag aften indtrådte atter det "uheld" i Casino, at gasbelysningen gik ud før de besøgende havde forladt bygningen, i hvilken anledning hr. "gasfabrikant" Stuhlmann i Adresseavisen har meddelt publikum den interessante oplysning, "at der, som en følge af den dårlige beskaffenhed af kørevejen i Ny Toldbodgade, havde samlet sig vand i hovedledningsrørene, og at således ikke den nødvendige mængde af gas var til at bringe igennem dem", hvorhos hr. gasfabrikanten dog tilføjer, at "en reparation, der for fremtiden vil forebygge lignende uheld, er allerede iværksat".

Den dårlige brolægning af mange gader i København kan vist nok være skyld i mange uheld og ubekvemmeligheder, men at gøre den til syndebuk for den dårlige hamborg-engelske gasbelysningsindretning i Casino, synes dog temmelig utilladeligt. Hr. S. siger vel ikke bestemt, at det er en reparation af brolægningen i nævnte gade, han har ladet foranstalte, men man skulle ifølge hans bekendtgørelse næsten antage det; l alt fald må han forudsætte at have med et meget ukyndigt publikum at gøre, for ellers ville han vel ikke fremkomme med en sådan forklaring. Når hovedledningsrørene er af den beskaffenhed, at der kan trænge vand ind i dem fra kørevejen, må de naturligvis være utætte og da må også gassen trænge ud af dem, men deri kan ikke kørevejen være skyld, men kun rørene selv.

Da gasbelysningen blev indrettet i Casino, kostede den nok omtrent dobbelt så meget, som man først havde antaget, og som man vel kunne have fået den udført for af kyndige mænd her i Staden; men da "gasfabrikanten" var en fremmed kunstner, der forsikrede, at det var en ganske ny forbedret måde, hvorpå gasledningen skulle ske, så fandt man sig villig deri.

Nu viser der sig, at denne nye kostbarere måde endog er afhængig af brolægningen, i det mindste efter hr. Stuhlmanns egen Forklaring. - Ved en ordentlig udført ledning kan der aldrig ovenfra eller nedenfra samle sig vand i gasrørene, hvorimod det vist nok er tilfældet at der, uden hensyn til kørevej eller brolægning, afsætter sig vand af gasset i rørene; men derfor må der også ved sådanne ledninger være anbragt tilbørligt fald og reservoirer for vandet, som derfra på en eller anden måde bortskaffes. Når dette iagttages, kan aldrig sådanne udslukninger indtræde som i Casino, og brolægningen har aldeles intet dermed at gøre. Men hvorledes hr. Stuhlmanns indretning er, skal vi ikke kunne sige. Imidlertid var det dog ønskeligt, om den Københavnske kommunalbestyrelses gasbelysningskomite erkyndigede sig lidt nøjere derom, før man traf et endeligt valg, for at ikke den nye belysning skulle blive alt for afhængig af brolægningsvæsnet.

(Kjøbenhavnsposten, 10. november 1847)

Gasbelysningen i Casino var atter i aftes indisponibel, så at anstalten måtte lukkes. Heldigvis indtraf de før forestilingens begyndelse, men dog så sent at man ikke kunne underrette publikum herom før ved indgangen. Om det igen har været kørevejens indvirkning på fgasledningen eller en anden omstændighed, der har foranlediget belysningens udeblivelse, er endnu ikke bekendtgjort.

(Kjøbenhavnsposten den 22. november 1847)

Hr. agent G. Carstensen har udstedt en subskriptionsplan til den første maskerade i Casino for i år, som hvis ingen forhindring indtræder, skal afholdes tirsdag den 25. januar fra kl 9 til onsdag morgen kl. 3. Lokalet vil blive brillant belyst og teatret blive sat i forbindelse med den store sal, samt gulvet bonet (dog ikke således som nylig i Aalborg) m.m. Kapelmester Harpis orkester bliver forstærket og harmonimusik gives i pergolaen. Subskriptionsprisen er 2 rbd. for en herre og 1 rbd. for en dame. Herrerne kan møde med eller uden maske, men ikke iføre sig fruentimmerkostume. Alle damer må bære maske og være i kostume eller domino og ikke demaksere sig under hele maskeraden. Påtegnede subskriptionslister indleveres i konvolut i Casino addresserede til hr. Carstensen inden fredag den 21. På subskriptionslisten anføres dansene og den orden som derunder må iagttages, for alt er nøjagtigt bestemt og angivet i forvejen, da der ikke skal være nogen bestaltet dansedirektør. Med billetten fås et program som angiver det nærmere med hensyn til kostume, garderober, omklædnigsværelser, toiletkabinetter, vognbefordring osv. 


(Købnehavnhsposten, 17, januar 1848).

Skuespiller Frederik Ferdinand Printzlau. (Efterskrift til Politivennen)

Frederik Ferdinand Printzlau (1814-1859). Debuterede 1833 på det kongelige teater. Han fik her en stormende succes. Bagsiden var at han begyndte at tage stimulanser, og da faderen Ferdinand Printzlau som var teatrets kasserer, af revisorerne i 1934 blev afsløret i at tage af teatrets kasse (der manglede 5.000 rigsdaler), tog det hårdt på ham. Faderen var også kasserer ved enkekassen hvorfra beløb blev overført frem og tilbage. Han blev langsomt til et vrag. Omkring 1846 blev Frederik fjernet fra det kongelige teater og blev provinsskuespiller. Også her fik han stor succes i de første år før det begyndte at gå ned ad bakke. De følgende artikler er om hans første år i provinsen.

Uorden paa Alborgs Theater. (I Aalborg Avis har man anket over, at Skuespiller Prinzlau har tilladt sig upassende Tilsætninger i en af ham udført Rolle. Formodentlig ere Andre af en modsat Mening, hvilket har givet Anledning til nedenstaaende Optøier):

Aalborg Avis af 10de ds. indeholder derom Følgende: Atter igaar vare vi Vidne til Optrin, der maatte sætte i Forbauselse, hvis ikke forresten ogsaa selve Forundringen nu maa ophøre og lade os indskrænke til det Ønske og den nødvendige Opfordring, at, naar Tact- og Velanstændighedsfølelsen i Publicum ikke er istand til selv at værne om sig, da Politiet, hvis Pligt det ved saadan Lejlighed er, ikke at være taus Tilskuer, skaffer sædelig og lovlig Orden, Ret og Ro tilveie. Ved Forestillingen maa nemlig den Deel i Publicum, som fandt Smag i Hr. Prinzlaus sidste Opførsel paa Scenen, have besluttet at ville give denne Anskuelse ny Stadfæstelse, thi ved nævnte Skuespillers Indtræden i "Aprilsnarrene", modtoges han fra denne Side med stærk Applaus, der imidlertid paafulgtes af Piben og Hyssen, og vedvarede disse Menings- eller Parti-Tilkjendegivelser - hvad man nu vil kalde dem - med den gjensidige Støi og Larmen, som en Kamp, der fremkaldes ved saa uheldigt beregnede Demonstrationer, altid maa have med sig i Følge Istedetfor at lade det forblive ved det tilstrækkelig Uhyggelige i en saa stærkt marqueret Meningskamp, søgte imidlertid Acclamanterne at forøge deres Styrke, idet der fra Mange af disse udsendtes Raab, der ikke blot vare insulterende mod den modsatte Menings Tilkjendegivere, men endog med al Simpelhed paakaldte raa Magt til at gjøre Mening til Villie, saa at selve Opinions- eller Partikampen befandt sig paa yderste Grændse af brutal Voldsomheds Gebeet, hvilket endog ved en Tilskuers korporlige Forgribelse paa en Anden blev betraadt, og det ved Tæppets Fald kun møisommelig lykkedes at tilveiebringe noget af den Orden og Anstand, som skyldes enhver offentlig Sammenkomst og fremfor Alt den, som idetmindste af Hensyn til Dame-Publicummet bør vide at holde sig indenfor Excessers Grændser. Da Tæppet atter var gaaet op, fornyede imidlertid Støien og Excesserne sig og bragtes kun et Øieblik til Taushed, idet Hr. Printzlau udbad sig Ordet og Tilladelsen til med dette at træde udenfor sin Rolle. En saadan Ret var under disse Omstændigheder naturlig, men Hr. Prinzlaus Brug heraf - ved navnlig at udtale sig om en af ham specielt udhævet Mand, som Organ i den offentlige Mening (og ved paa en confus Maade at sammenstille dens Bedømmelse, hans sidste Færd paa Scenen havde modtaget i den herværende Presse, med den Retfærdighed, der stedse af Samme med Roes er vederfaret ham indenfor sin Rolles Gebeet) - en Bersærkergang, som vi for vort Vedkommende forøvrigt ere lige saa tilbøielige til at undskylde, som vi, hvis en Reflekteren derover kunde underholde os, stedse ville føle det Smigrende i en saadan Opførsels og Ligesindedes Demonstrationer var saaledes beskaffen, at Hr. Prinzlau under ny Støien maatte afbrydes indtil Directeuren, under Raabet om Stykkets Fortsættelse, traadte frem og efter med et Par Ord at have henvendt sig til Publicum, tilfredsstillede dettes Forlangende, hvorefter Stykket fortsattes og fra de fleste Spillendes Side udførtes meget godt, med Undtagelse af den Svækkelse, som enkelte Fremstillinger efter det Passerede altid maatte lide. Med Hensyn til Begivenhederne i Publicum maae vi imidlertid beklage, at Politiets Tilstedeværelse ikke blev mere kjendelig eller virksom, eller at den tilstedeværende Officeer, som tog den rigtige Beslutning at tilkalde Vagten for at erstatte Politiet, ikke fik denne udført; thi ved Bortgangen fra Theatret vare atter Excesser af endnu scandaleusere Natur i Begreb med at udbryde, idet, efter hvad der er os berettet, en Mængde var sammenstimlet om den Person, i hvem Publicum oprindelig ved Hr. Printzlaus Rolletilsætninger, var bleven fornærmet, og ved Incitering og Insultering nødsagede flere agtede Tilstedeværende til under Politieskorte at ledsage den Forfulgte bort, efterfulgt af en Sværm, som endog underveis skal have forsøgt sig i et - Steenkast, der ramte en Dames Hat og efter den Voldsomhed, hvormed det traf, naar Hovedbedækningen ikke havde beskyttet, vilde have bibragt et maaskee dræbende Saar. Det er ubehageligt at maatte give et Referat af saadanne Begivenheder, der tildrage sig i vor Midte. Men Udskeielsen er her gaaet saa vidt, at en Skildring dog maaskee kan bidrage til at fremkalde en bedre Overvejelse og danne et fremtidigt sikkrere Værn imod slige Optrin. Hvad Politiet i denne Sag har foretaget, er os ubekjendt, men vi forstaae i det Hele taget ikke, hvortil Politiet holder en Fuldmægtig i Theatret, naar det ikke maa paahvile ham - uden Hensyn til den Stemning han som privat Tilskuer i den ene eller anden Retning kan dele (skjøndt han som Politiofficiant slet ingen privat Tilskuer kan være) - at forebygge eller standse en Meningskamps Overgang til Udbrud og Opfordringer, der skulde give en raa Magt eller Lidenskab Tøile. Beklageligt er det at maatte tænke eller ønske sig Politiets Indskriden ved en offentlig Handling eller Sammenkomst, men bliver den ved Excesser til Nødvendighed, saa skylder det baade Publicum og Skuespildirecteuren, hvis Ret og Stilling ved slige Optrin lige saa fuldt krænkes, at tilveiebringe Orden og idetmindste paabyde den Rolighed og lovlige Ret, som Politiet maa vaage over at see udført.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1846, 2. udgave).

Personen som Printzlau havde udtalt sig upassende om, var redaktøren af Aalborg Avis, Bernhard Ree. 

Johan Friedrich Fritz (1798-1870): Frederik Ferdinand Jacob Carl Printzlau (1814-1859). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Aalborg, den 19de Januar.

- Den tredie puniske Theaterkrig var dog ikke aldeles tilende, thi Laurbærrene vare endnu at uddele, ligesom maaskee ogsaa Resultatet af Krigen, med Hensyn til Publicums Bedømmelse af Scenens skyldige Decorum og af Publicums Pligter imod sig selv, har været et andet (idetmindste efter Søndags-Publicummets Fortolkning), end det vi troede at see stipuleret. Efter at Hr. Printzlau ved Stykkets Slutning igaar Aftes var fremkaldt, henvendte han sig nemlig med en Takketale til Publicum og havde dernæst - efter formeentlig Berigtigelse af den Maade, hvorpaa vi i vort sidste Referat havde opfattet Tilkjendegivelserne og Stemningen ved hans fornyede upassende Tilsætninger - den gode Idee, at holde en Skjændetale mod "Aalborg Stiftstidende", der blev modtagen med enthusiastisk Bifald: en Demonstration, der var os en interessant Stadfæstelse af del Omdømme om og Sindelag imod os og vor Redactions-Virksomhed, som vi ved saamangen anden Erfaring aldrig have betvivlet, besjæler en stor Deel af Aalborgs Publicum. (Aalb. Av.)

Fra Hr. Printzlau læses følgende Bekendtgørelse i "Aalborg Avis" :

"Til Publikum! Naar en Paastand fremsættes med Suffisance, og oftere gjentages, vinder den let Tiltro, og antages, af de i Sagen Uindviede, for et Evangelium. Denne gamle Erfaringssætning gør mig det til Pligt, herved foreløbig at bekjendtgjøre, at jeg, snarest muligt, i et Følgeblad til en af Provindsens resp. Tidender, skal give en aldeles tro Skildring af de i Theatret opførte Intermezzer, hvori det har behaget Hr. Ree at give mig Hovedrollen, uden at nævne sig selv og de andre tre Herrer, som godhedsfuld assisterede, Aarsagen, hvorfor jeg ikke strax seer mig istand til at fremkomme med denne nødvendige Berigtigelse af Facta (for det ærede Publicum heri Byen behøvedes dette vist ikke, da det er bekjendt nok, hvormegen Misbilligelse Hr. Ree's Referater angaaende denne Sag have mødt), vil være let at indsee for Enhver, der kjender Hr. Ree's Taktik, og veed, hvor vanskeligt og kostbart det er, at faae aabnet Aalborg Stiftstidendes Spalter for Artikler, der vedrøre Redacteuren. Jeg tillader mig tillige, at benytte denne Lejlighed til at takke det ærede Aalborgensiske Publikum for al den Deeltagelse, det navnlig under de sidste Forhold har viist mig, og uden hvilken jeg neppe vilde kunne holde mig imod en Modstander, der har saa stærke Vaaben, som Piben og Pennen, og som bruger begge med saa stor Færdighed.

Aalborg, den 20de Januar 1846.

Fr. Printzlau"

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 21. januar 1846)

Mere om Aalborgs Theater. Det hedder i Byens Avis af 17. dS.: Efter Alt hvad der senere er passeret, var det allerede mindre rigtigt af Hr. Printzlau, at gjentage saa kort efter til sin Benefice det Stykke, der havde givet Anledning til Optøierne i Theatret, og hvis fornyede Opførelse ogsaa af Politiet forbødes og først tillodes efter at saavel Beneficehaveren som Directeuren hos Politiet havde deponeret Forsikkring om, at ingen Tilsætninger deri skulde finde Sted. Uafseet herfra, maatte det desuagtet almindelig forudsættes, at Beneficehaveren, naar han end ved Stykkets Valg havde troet at maatte fjerne andre Hensyn for det, der i hans Forventning kunde influere paa Aftenens Indtægt: dog ikke kunde falde paa, atter at forsynde sig imod det simple, og ved Gjentagelse end mere saarede, Tactbegreb. Det maatte derfor høilig overraske, naar Hr. P. endogsaa igaar atter kunde glemme sig til at fremkomme med et Par af de sidste, til Personligheder alluderende, flaue Tilsætninger, og som ogsaa hver Gang mødtes med stærk og almindelig Hyssen og havde til Følge, at hans Fremkaldelse, der ved Stykkets Slutning forsøgtes og som Tæppet altfor iilsomt imødekom, ikke kunde udføres uden ligesaa at ledsages af stærk og vedholdende Hyssen. Hr. Printzlau vil nu indsee, at man ogsaa som duelig Skuespiller skylder at iagttage Scenens Decocum (og som ogsaa, om vi forstod ret, udtrykte sig i og vil finde sin Undskyldning ved hans Slutnings-Henvenden til Publicum); i Publicum stadfæstede den hele tactfulde Tone og Stemning, som man havde Grund til at vente, Erkjendelsen om hvad der skyldes Theatret, naar dette som Kunstforædlende og Sædeligheds-Anstalt ikke skal udarte til et Boldhuus for Lidenskabelighed eller Kabale; Politiet, hvis Virksomhed vi naturligviis altid helst ønske saa neutral som muligt, har af denne Theater-Sag ogsaa høstet sin Erfaring for Fremtiden, og saaledes "endte da den tredie puniske Krig".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. januar 1846, 2. udgave).

- Et Inserat i "Randers Avis", som udtaler sin Misbilligelse over Hr. Printzlaus Scene-Tilsætninger, mener kun, at vi ved at revse en i sig selv saa Uvigtig Sag og Personlighed, maaskee havde været for varm. Vi ville kun hertil bemærke, at vi heller langtfra have tillagt denne Sag i sig selv ringeste Viglighed og endnu mindre reflekteret over den paagiældende Skuespillers Personlighed, men den Fraværende maae herved erindre, at Skuespilleren i del omhandlede Tilfælde ikke blot havde tilladt sig at alludere til Personligheder, men endog, ved at ville kritisere en Persons Stillinger ved Scenens Nærhed, havde paa den meest upassende Maade forladt sin Rolle og formelig begivet sig ind i Publicums; og skal Scenen ikke være et Giøglebrædt og Theatret ikke Puerititetens Boldgade, men begge Dele saavidt muligt repræsentere og befordre Kunst og Dannelse; saa behøver Udskeielsen, især naar den gaaer saavidt, ogsaa den alvorligste Tilretteviisning, og naturligviis staaer det da til Publicum, om det ovenikjøbet vil acclamere en Fornærmelse mod det selv eller vil vide at conservere og hævde sin og Theatrets Værdighed thi at, som "O. Th. Av." i Anledning af Hr. Pr.'s Færd bemærker, "Raaheden jo altid har Tilhængere", det er en Sandhed, som saadanne Begivenheder, uden at kunne præjudicere det bedrefølende Publicum, altid ville erindre om og som ogsaa "Aarhuus Avis" kan stadfæste. Naar hin Indsender i "Rand. Av." forøvrigt tillige mener, at det er Skuespildirecteuren, der burde have vaaget over at Scenen ikke misbruges, da maae vi ganske istemme dette. Veed en Skuespiller ikke at iagttage Scenens Pligt og Decorum, saa er det naturligviis ogsaa Directeuren, der maa erindre ham herom eller give de fornødne Paalæg. Men Intet af dette see vi at være foretaget af Hr. Orlamundt, af hvis gode Tact i øvrig Theaterbestyrelse vi ellers havde ventet en bedre Conduite end at han, som her aabenbar, enten har viist en Svaghed eller staaet i Forbindelse med det Passerede; thi ikke alene, at Rygtet allerede forud skal have bebudet, at man vilde gjøre et Stykke til Gjenstand for Scene-Tilsætninger, saa burde Directeuren idetmindste ved de første Misbrug i Stykket, selv uanseet at disse acclameredes, have modsat sig deres Fornyelse og end stærkere Fremtræden i det Følgende, og allermindst burde han have tilladt en ny Opførelse, om der end hertil inciteredes; thi hvad nytter det, at Dhrr. Orlamundt og Printzlau give Politiet Tilsikkringer, naar man dog har den mageløse Hardiesse at fremkomme med nye upassende Tilsætninger, og hvorledes har da Politiet optaget disse, thi Stykket "den letsindige Løgner" indeholder intet om "at ride paa Crocodiller", og har heller Intet om "Hofjunkere" (hvor der i Stykket staaer Kammerraade). Af Randers Avises Inserat i denne Sag hidsætte vi endnu Følgende: "Af hvad der om de omtalte Theaterscener er meddeelt, fremgaaer ogsaa, at der har været Misfornøjelse tilstede over at der hyssedes i Theatret. Denne spidsborgerlige Misfornøjelse erindrer os om en magnifique Spidsborgerlighed, der for nogle Aar siden gav sig tilkjende i Odense, idet endeel Herrer, der fandt Anledning til at hysse ad en Præstation, endog udsattes for Brutalitetens Udbrud, retsom om man i et Theater, hvor man har Tilladelse til at tilkjendegive Bifald, ikke ligesaafuldt havde Ret til at give sit Mishag tilkjende. Vi kunne ingenlunde ønske, at man underkaster omrejsende Skuespilselskabers Præstationer nogen stræng Kritik, men ganske at lade Kritiken borte og idelig kun at rose, klappe, fremkalde, hvor der saa ofte ikke er Anledning hertil - det er dog virkelig under al Kritik. At der anvendes Kritik, er unægtelig i Skuespillerselskabernes egen Interesse. Havde man saaledes oftere i Provindserne udtalt sig dadlende om slette Præstationer, vilde det vel ogsaa have bidraget til, at flere Skuespillere, der nu kun udi egen Indbildning ere duelige, vare blevne ret brugbare Skuespillere."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. januar 1846)

Debatten fortsatte i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. februar 1846)

Frederik Ferdinand Jacob Carl Printzlau døde 43 år gammel 1859 af tæring (tuberkulose og andre sygdomme som medfører vægttab fx kræft) hos sin tante Regine Thorup i Frederiksberggade. Han efterlod sig en frakke, to par bukser, en vest, en hat, et halstørklæde, tre skjorter, tre par strømper og et par støvler til en samlet værdi af 16 rigsdaler der ikke dækkede begravelsen. Dagbladet og nogle provinsaviser omtalte ham i få linjer "damernes afgud". Nogle så uret i at Det kongelige Teater ikke ønskede ham. Faderen overlevede ham og døde på Almindelig Hospital omkring 1864.