Molbech havde indstillet stykket til antagelse, men bemærkede dog at satiren savnede myndighed. Den konservative presse var tilfreds med stykkets hensigt. Om end stykkets miljø- og personskildring ikke var dybtgående.
Om "Lygtemænd" m. m.
(Første del er udeladt).
* * *
Der gives en "Literat", der fornylig har naaet til at fabrikere den originale 4 Akts Nyhed, "Lygtemænd", som nu skal vandre over Nationalteatrets Brædder. Dette Individ har for flere Aar tilbage i Kompagni med en anden lavet nogle Farcer, der opførtes paa et af Sekundteatrene. De var højst ubetydelige, og det bedste i dem var endda af Kompagnonen. Saa forsøgte han sig for nogle Aar siden med et Stykke til "Nationalteatret". Men det skulde han ikke have gjort. Stykket var udtværet og kedeligt, gjorde ingen Lykke og blev snart lagt hen. Saa begyndte hans Stjerne - hans Middags-Stjerne - at dale. En uheldig Forfatter var der ingen, der brød sig om. Dem var der nok af. Man havde jo baade Richard Kaufmann og unge Grundtvig. Saa følte han, at der maatte gøres noget. Det nye Nationalteater skulde lyksaliggøres med et genialt Stykke af ham. Men sligt Forsøg var jo for strandet. Det maatte ikke ske denne Gang. Saa var det rent ude med ham. Han grublede og grublede. Endelig fik han - det klinger underligt, men er dog sandt - han fik en Idé. Han kunde jo i Stykket angribe enten Socialismen eller den frie Tanke, eller han kunde slaa to Fluer med ét Smæk, og angribe dem begge. Saa var han jo vis paa, at hans Stykke, om det end var nok saa daarligt, dog vilde gøre Lykke hos Adskillige, og fremfor Alt hos Grossererne. Som tænkt, saa gjort. Og saa skrev Villiam Bloch "Lygtemænd", originalt Skuespil i 4 Akter. - Stykket indleveredes saa for c. 1½ Aar siden, men til Uheld for Forfatteren sendte Teaterbestyrelsen ham det tilbage. Han tabte dog ikke Modet. Han lavede om paa Stykket, indleverede det igen, og - det blev antaget. Det var jo ogsaa ubilligt andet. Selv om Stykket var aldrig saa daarligt, Tendensen var dog ypperlig. Og at Stykket er daarligt, det kan vi, der har været saa heldige, eller rettere sagt uheldige, at læse Det, bevidne. Der er, for at tale i Sigurd Müllers Stil, hverken Klarhed i Anlæget eller Skarphed i Formen, hverken "hejbergsk-subjektiv eller holbersk-objektiv Latter"; Handlinger snegler sig hen udtværet og uinteressant. Ikke en eneste god Idé, ikke en eneste fintbygget Replik, ikke en eneste original Tanke. Det Hele er udgaaet fra en forvirret Hjærnes uklare Forestillinger om at Socialisme og Fritænkeri er "noget fælt noget". Et Blik paa Stykket vil gøre dette indlysende. Der er nu Helten, Hr. Holm ("28 Aar gammel"). Han vender i Stykkets Begyndelse tilbage fra et fleraarigt Ophold i Udlandet, hvor han har tilegnet sig Civilisationens Frugter: de frie ideer. Han optræder nu som ægte Radikal, forsøgende paa at gennemføre sine Yndlingsideer i sit Fædreland. Han møder imidlertid Modstand hos Mange, blandt Andre hos Frøken Schnell. Og saa viser Holm sig som et ægte Foster af den blochske Fantasi: han har ingen Karakter. I Stedet for som de frie Ideers Førere herhjemme at sætte sin Sjæls fulde Kraft ind paa at gennemføre din Bevægelse, som de af dem udtalte Ideer har vakt. i Stedet for i Konsekvens med sig selv at kaste Vrag paa den Kvinde, der ikke deler hans Ideer, synker han ængstelig og forsagt sammen under Modstanden, og viser sig som en Pjalt. Og her træder Forfatterens Perfiditet tydelig frem. For at stille mulig frisindede Tilskuere Blaar i Øjnene, viser han os i Begyndelsen de radikale Ideers Magt, for til Slutningen - til de Nationalliberales Glæde og Henrykkelse - at vise os deres totale Afmagt. Denne Helt optræder, omgivet af unge, frisindede Mennesker, der er latterliggjorte, og af Arbejdere, der begynder som Socialister, og ender med at mene, at det dog er bedst at Storborgerslaver! Stykkets mest ideelle Figur er - Hr. Jerndorf!!
Hermed har Læserne sikkert faaet Nok.
Og man forbavse nu ikke over, at det i vore Dage kan falde en ung mand ind at skrive mod Fremskridtsideerne. Husk blot paa, denne unge Mand er Hr. Villiam Bloch. Og hvor skulde han forstaa Fordringen om Arbejdets Ret? Han, der aldrig har vidst, hvad Arbejde er. Og hvor skulde han forstaa Fordringen om Tankens Frihed? Han, der aldrig har vidst, hvad Tænkning er.
Og man forbavses heller ikke over at Teaterbestyrelsen har antaget et saadant Aandsprodukt. For derved vinder den maaske Bifald hos sine værste Plageaander, Recensenterne og disses Ekko: Grossererne.
Ti hvad siger ikke Heinrich Heine:
Nur wenn wir ins Koth uns fanden
so verstanden wir uns gleich.
E. H.
(Social-Demokraten 6. oktober 1875).
"Lygtemænd" anstiftede, som vi i gaar bemærkede, adskillige Ulykker i vort fine Nationalteater i Onsdags Aftes. Dhrr. Grosserere havde troet, at de i al Ro og Mag kunde sidde og fryde dem over det idiotiske Makværk, som en af deres Frispisere havde fabrikeret, de gned sig i Hænderne ved at tænke paa, hvor grumt Fyren havde tresakket Alt, hvad der laa udenfor Madstrævet og Børsjobberiet, hvor fuldstændig han havde knust saadanne "Galskaber" som Ideerne om Frihed, Lighed, Broderskab osv.
Men hvorlænge var Abrahams i Paris? Den Herlighed varede ikke længere end til midt i 2den Akt: da Grossererne og deres Pakhuskarle raabte Bravo over Fabrikant Rosens Smørrebrødslogik, skingrede Piberne løs baade fraoven og franeden og vedblev at lade sig høre ved hver Klapsalve. I de næste Akter var det noget stille; kun da en Arbejder i Stykket talte om "Kløften" mellem Storborgere og Arbejdere, udbrød en Socialist under Loftet i et lydeligt: "Det er hørt!" Men da Arbejderformanden i Stykkets sidste Akt kommer krybende for at "bede om Naade" hos Fabrikanten, da Stykkets "Helt" viser sig beredt til at sælge sin Overbevisning for at komme til slikke en Fabrikanttøs med 12 Garneringer, - kort sagt da det viste sig, at Personerne i Stykket kun er Straadukker, der er opstillede for at Forfatteren, Hr. Bloch, kan vise sin Drabelighed ved at stikke til dem, fra det Øjeblik var Stykkets Skæbne afgjort. Vistnok over et halvt Hundrede Piber, deriblandt en sand Jernbanefløjte, hvislede efter Tæppets Fald gennem "Talias Tempel", der havde vanæret sig ved at blive Organ for den smudsigste Reaktion, og skønt Gongongen gik, skønt Storborgerne i yderste Raseri vrælede paa deres Politi, som imidlertid ikke havde vigtig "Lyst til Handverket", vedblev Spektaklet en god halv Time og endte med Fløjternes Sejr.
Den samme Historie gentog sig iaftes. Paa Lørdag gaar Stykket igen, vi anbefaler det til vore Meningsfællers fløjtende Opmærksomhed, og tilføjer, at vi er villige til at købe Billetter til dem, der mælder sig i Løbet af idag paa Ekspeditionskontoret, Suhmsgade 2 eller Gotersgade 83, og forud betaler dem.
(Social-Demokraten 8. oktober 1875).
"Lygtemænd" blev da til Gavns udpebet i Lørdags, blev udpebet trods det, at adskillige Hundreder af de Socialister, der paa "Soc.-Dem." Kontor havde tegnet sig for billetter, ikke fik saadanne. Billetterne til Forestillingen blev allerede for en stor Del opkøbt i Fredags til dobbelte Priiser og de, der var tilbage, købte Billetsjvoverne i Lørdags til forhøiet Pris. Som følge deraf maatte Arbejderne betale to til tre Kroner for en Billet til Galleriet og da der oven i Købet kun kunde skaffes faa Billetter til denne Plads, maatte ikke saa ganske faa Arbejdere løse Billet til Parterret, Balkonen osv., og saare mange fik, som sagt, slet ingen Billet.
Det var ikke alene Billetsjoverne, men ogsaa Politiknægtene, der havde opkøbt Billetterne. Saa godt som hele Københavns Politistyrke var anbragt i Teatret. Allevegne, hvor man saa hen, opdagede man et over- eller underordnet Politimenneske, i Særdeleshed var Galleriet stærkt forsynet. Forestillingen fremkaldte hverken Bifalds- eller Mishagsytringer, førend Midten af fjerde Akt naaedes. Da kunde nogle Klappere ikke længer dy sig, men de blev straks bragt til Tavshed af en Del Hyssen og nogle Pibere. Hovedkritiken over Stykket blev dog selvfølgelig først afsagt, efter at Forestillingen var forbi. Aldrig saa snart rullede Tæppet ned for sidste Akt, førend Piberne begyndte; Klapperne gjorde ligeledes deres bedste, men det forslog ikke, de blev fuldstændig overdøvede. Damerne holdt sig for ørerne og adskillige af dem var nok lige paa Nippet til at besvime. Meningskampen varede ikke ret læge, ti efter i det højeste to Minuters Forløb lød Gongonen, hvorpaa baade Pibere og Klappere øjeblikkelig holdt inde. Til Slutning gav Politiinspektør Clausen, der havde sneget sig ind paa balkonen, en morsom Scene til Bedste. Efier at det andet Slag paa Gongonen havde lydt, og der var indtraadt fuldstændig Stilhed traadte han næmlig frem og brølede: "Det var anden Gang - holdt!" Det tør vel antaget, at dette Brøl i Henhold til Politidirektørens Plakat vil skaffe ham en alvorlig Bøde paa Halsen.
- Efter hvad "Jyllandsposten" vil vide har en Direktør for et Provinsskuespillerselskab skaffet sig Ret til at opføre "Lygtemænd". Han agter at begynde dermed i Aarhus om en Maanedstid. Det er vel ønskeligt, at vi opfordrer vore Meningsfæller i denne By til ligeledes at gøre Kaal paa dette jammerlige Stykke.
(Social-Demokraten 12. oktober 1875).
"Lygtemænd" er et altfor kært Barn for det "kongelige" til at det skulde anvende sine egne Regler paa det. Stykket er nu bleven udpebet 3 Gange og desuagtet bødes det Publikum igen i Gaar. Vi haaber, at den fornuftige Del af Publikum nu, efter at have vist sin Mening om dette Makværk, vil lade Idioterne og Politiet sidde i Ro og beklappe det hver Aften om saa skal være; det vilde være urimeligt at fylde Penge i Hr. Blochs Lommer. Apropos, mon det ikke skulde være passende at give den unge Mand en eller anden Opmuntring, f. Eks. en Dydsmedalje eller Lignende? Da han har vist sig som en drabelig Dydsdragon ligeoverfor den frie Kærlighed paa Scenen, kan det jo ikke fejle, at han ogsaa maa være det i sit eget private Liv, og en saadan Perle af en Storborger kunde der ikke let gøres for meget af. Eller skulde det være sandt at den gamle Historie om Bjælken og Skæden ogsaa gælder om denne Hædersmand?
I Gaar var nogle Arbejdere og Studenter bleven anmodet af Hr. Crone om at besøge ham. Den gode Mand tror aabenbart, at Arbejderne har lige saa Lidt at bestille som han selv. Han vi de næmlig kun fortælle dem, at de ikke vilde blive tiltalt i Anledning af den første Udpibning af "Lygtemænd", og det var selvfølgelig overflødigl, da i saa Tilfælde Klapperne, Hr. Vekselmægler Lorck, Hr. Digter Kock, Hr. Ploug og en hel Hoben Damer ogsaa let kunde have kommet til at figurere i den offenlige Politiret, hvis vi vilde have været saa "uridderlige" at vidne imod dem.
(Social-Demokraten 13. oktober 1875).
Georg Brandes overværede den tredje opførelse fra første parket. Her kunne han opleve hvordan 50 studenter og 150 arbejdere piftede af det ikke særlig godt anmeldte stykke. Brandes skrev om arbejdernei et brev til Gosse: "De er ikke slyngler, langtfra, men fattige, uvidende og til dels fantastiske stakler, som det gjaldt om at hjælpe og ikke om at håne eller kue." (Her citeret efter Jørgen Knudsen: G. B.: En biografi om Georg Brandes (2008).
"Lygtemænd". Dette fire Akts Skuespil, der jo skal være forfattet af en Student Bloch, Broder til Maleren, har, som tilstrækkelig bekjendt, faaet den Skjæbne, der i de senere Aar ikke har timedes ret meget af, hvad der fremkommer paa vort kgl. Teater, at tildrage sig det store Publikums, ikke blot den kjøbenhavnske Tevandssladers, Opmærksomhed. Dette er i og for sig meget. Det viser, at Stykket staar i en eller anden Samklang med Tidens Hovedtanker, hvad somme, mærkværdig nok, synes at anse for en stor Fejl, idet de forlange "Politik" holdt borte fra Scenen, ligesom ogsaa fra Prædikestolen, hvor højlydt end Kjendsgjerningerne vidne om, at Tilskuerne og Tilhørerne i Reglen blive borte med det samme. Anmelderen af dette nu i Bogladerne foreliggende Teaterstykke gaar altsaa ud fra, at dets Berøren af Tidens brændende Spørgsmaal i og for sig er en stor Dyd ved det. Ved Siden af denne Ros tilstaar Anmelderen lige saa aabent, at han ikke billiger Stykkets Tendens medens han villig indrømmer, at Stykket, hvis denne havde gaaet i modsat Retning, uden Tvivl ikke havde naaet at komme frem paa det kgl Teater, der i sin Egenskab som Statsanstalt selvfølgelig paa sit Omraade ubetinget repræsenterer det bestaaende. Bemeldte Tendens gaar nemlig ud paa en dramatisk Forkyndelse af alle Spidsborgeres Yndlingslære om det nedarvedes næsten ubetingede Ret over for det Nye, hvilken Lærdoms Berettigelse Forfatteren i det foreliggende Tilfælde slipper nemt fra at godtgjøre ved det gamle Kneb at lade al Elskværdighed og Ynde være paa det gamles Side, medens det nyes Repræsentanter i det Hele ere Karikaturer. At Forfatteren mellem de forskjellige Nutidsproblemer har valgt den frie Kjærlighed, er selv følgelig blot exempelvis og i Overensstemmelse med det dramatiske Behov, idet Kiærlighed jo er en uundværlig Ingredients i ethvert Stykke.
Dette Valg kan der derfor ikke i og for sig lægges nogen Vægt paa, med mindre man vilde antage, at Forfatterens Mangel paa Sympati med det nye over Hovedet har ladet ham med Forkjærlighed gribe dette i en af dets mest umodne og mest frastødende Skikkelser. Men naar man nu erkjender og føler, at hvad vi hjærtelig trænge til at høre forkyndt med klare og begejstrede Stemmer i Kunstens Templer, er et Vidnesbyrd om den menneskelige Aands Kraft til at bryde nye Baner og til at kaste udlevede Former til Side, og man saa tvertimod bydes en fad og begejstringsløs Gammelklogskab, hvilket, som sagt, sker i det her omhandlede Tilfælde, hvor let forledes man da ikke til at give sin Skuffelse og Ærgrelse Luft, om ikke just ved Pibning, saa dog gjennem en vis Forudindtagethed, der lader en blive lidt partisk overfor Stykkets mulige æstetiske Fortrin! Saadanne ere nemlig virkelig til Stede i en Grad, der bevæger Anmelderen til sluttelig at nedlægge en Indsigelse mod den gjentagende fremsatte Formening, at "Lygtemænd" væsentlig kan takke den ihærdige Udpibning for, at det ikke alt er død Straadøden.
(Aarhus Amtstidende 22. oktober 1875).
Efter anden opførelse forbød politidirektør Crone såvel mishags- som bifaldsytringer under forestillingen. Med ikke efter forestillingens slutning. Ved tredje og fjerde opførelse var der så uhindret spektakel indtil gongongen lød. Efter at tumulterne var blevet helt forbudt, forsvandt interessen for stykket. Et tid spillede stykket et par steder i provinsen:
"Lygtemænd" blev atter spillet i Horsens Tirsdag og Onsdag, og som der i "Horsens Avis" saa smukt refereres, uden Forstyrrelse, da vor dygtige Politimester havde taget sine Forholdsregler. Lad os en Gang undersøge, hvori disse Forholdsregler bestod; for det Første var det forbudt alle de mulkterede Pibere oftere (for Tid og Evighed) at komme i Teatret, naar "Lygtemænd" spilles. Dette Forbud gælder naturligvis over hele Danmark og Bilandene, om Island og Færøerne er deri indbefattet, blev ikke tilføjet. For det Andet blev Galleriet besat af hele vort respektabte Nærpoliti, tilligemed det øvrige Politipersonale, naturligvis med Hr. Kammerherre v. Jessen i egen høje Person som første Kommanderende. Havde Arbejderne givet deres Mishag tilkende, ved at give et Stød i Fløjten, saa havde den naturligvis straks staaet paa Slag, eftersom Lovens Haandhævere var forsynede med de uundværlige Knipler. Her kan man med Rette sige, at alle Politimestre i Danmark (Crone og Hammerich deri indbefattet) er nogle Sinker ligeoverfor Politimesteren i Horsens, som forstaar at tage en saa alvorlig Sag paa den rette Maade, er vi enige derom, saa lad os fortsætte.
I Lørdags er Dommen bleven forkyndt paa den lovbefalede Maade for den "Socialdemokratiske Arbejderforenings" Vært, Hr. Carl Madelaire og Skræder Hoffmann, 2 Syndere, som ikke kunde indse deres store Forbrydelse ved i Teatret at give deres Mishag tilkende, fordi at Arbejderne bliver fremstillet som nogle sande Pjalte, og som Følge deraf ikke vilde indgaa noget som helst Forlig. Dommen tilligemed Udskriften af Retsprotokollen skal blive serveret for Bladets Læsere i de nærmest paafølgende Dage, "hvorefter alle have sig at rette."
I Lørdags Aftes var der Møde af samtlige mulkterede Pibere, og blev der enstemmig vedtaget, ikke at berige hverken Politi-, Fattig- eller Kammerherrens Kasse med 1 Skilling af den idømte Mulkt; hvad der ellers blev forhandlet, vil senere blive offenliggjort her i Bladet tilligemed mere. De dømte klappen i og trampende Spektakelmagere var ogsaa indbudt, men der mødte naturligvis ingen, og det af den simple Grund, at der slet ingen var dømt. Det er kun den fattige Arbejder, der skal blokkes; kan Pengene ikke strække til, saa hedder det sig: Kroppen skal bøde. Om ogsaa Familien lider Sult, kommer ikke Avtoriteterne ved. Nu nok for denne Gang. De skal snart, Hr Redaktør, høre noget mere fra Deres ærbødige
En af Piberne.
(Social-Demokraten 2. november 1875).
Politiet i Horsens og "Lygtemænd". Vi har fra Horsens modlaget følgende Korrespondance:
"Hr. Redaktør! Paa Grund af at jeg havde saavel Samvittighedsnag, fordi jeg ikke tilligemed mine pibende og fløitende Kammerater blev tilsagt og dømt, mødte jeg for Politimesteren. Hr. Kammerherre V. Jessen i Horsens, sidste Lørdag Formiddag Kl. 11 3/4, og bad mig straffet for mine Fløjtetoner ved "Lygtemænds" Opførelse, og samtidig ønskede jeg, der atter at faa min Samrittighedsro tilbage, at opgive Flere, som Politiet muligt (?) havde overset. Men til min store Forbavselse blev jeg affærdiget med et bestemt Afslag: der kunde ikke optoges Flere, Sagen var sluttet. Det er jeg nu slet ikke tilfreds med, jeg har hverken Ro Nat eller Dag, før jeg faar anmeldt for vor upartiske Øvrighed hele den Bunke pibende, klappende og trampende Spektakelmagere, som jeg for Øjeblikket er frugtsommelig med, og faar dem alle afstraffet tilligemed
Deres ærbødige
Jakobsen, Skraber,
Søndergade 82."
(Social-Demokraten 4. november 1875).
Friheden i Danmark. Vi meddelte forleden, at en Del Pibere af "Lygtemænd" i Horsens blev mulkterede, og at det samtidig for Tid og Evighed blev forbudt dem at indfinde sig i Teatret, naar "Lygtemænd" opførtes. Adskillige af vore Læsere har rimeligvis troet, at dette sidste var en behagelig Spøg af os. Af den Grund gengiver vi her følgende:
Udskrift af Horsens Købstads Politiprotokol.
Aar 1875 den 26de Oktober Formiddag Kl. 11½ blev en Politiret sat paa Raadstuen af den i kammerherre Jessens Fraværelse konstituerede Dommere og Skriver Kammerassessor Fuldmægtig Madsen i Overværelse af nedentegnede Vidner.
Hvor da blev foretaget Sag mod forskellige Personer, som i Aftes i Teatret under Opførelse af Stykket "Lygtemænd" havde gjort Spektakler ved vedholdende Piben saaledes, at dette havde forstyrret Forestillingen i den Grad at samme maatte afbrydes i nogen Tid. og først kunde fortsættes, efter at flere af Urostifterne af Politiet var fjernede fra Tilskuerpladsen.
Efter Tilsigelse mødte Møllebygger Christian Johansen, Medlem af den saakaldte socialdemokratiske Forening heri Byen, som forklarede, at han i Aftes indfandt sig i Teatret for at pibe Stykket "Lygtemænd" ud, idet han i Forvejen havde læst Stykket og sundet, at det indeholder en Forhaanelse imod Arbejderne og disses Talsmænd, til hvilke Komparenten ogsaa hører, idet han flere Gange har talt Arbejdernes Sag. Han indrømmer, at han gentagende af Politiet blev forbudt at pibe og desuagtet vedblev dermed, fordi at Andre vedblev at klappe og trampe i Gulvet, og han anser sig liges aa vel berettiget til at ytre sin Mishag ved at pibe som at Andre kan have Lov til at give deres Bifald tilkende ved at klappe og ved at trampe i Gulvet.
Foreholdt, at han, i Forening med hans Meningsfæller, have forstyrret Forestillingen ved den vedholdende Piben, indrømmer han, at dette netop var Hensigten, og at han med mange Andre har i Sinde, atter i Aften at møde i Teatret og pibe for om muligt derved at fortrænge Stykket fra Scenen.
Han blev forelæst Politivedtægtens § 69 og indser, at han har forbrudt sig mod denne, men beder dog udtrykkelig tilføjet, at mange Andre ligeledes har overtraadt Paragrafen ved deres Bifaldsytringer.
Paa Opfordring af Dommeren forpligtede Komparenten sig til for sit udviste Forhold at erlægge en Bøde til Politikassen af 10 Kr , hvormed Sagen for hans Vedkommende blev sluttet. Han blev derefter dimitteret med Tilkendegivende, at han ikke oftere maa indfinde sig i Teatret, naar Stykket "Lygtemænd" opføres, og at han, saafremt han overtræder Dette Tilhold, vil blive tiltalt og straffet derfor.
Retten hævet Ludv. Madsen.
Vidner Svendsen. Poulsen.
Udskriftens Rigtighed bekræfter Horsens Byfogedkontor den 28. Oktober 1875.
Chr. Jessen.
(Social-Demokraten 17. november 1875).
"Lygtemænd." Under denne Titel opføres i denne Tid paa den danske Skueplads et Stykke, som har vakt en vis Opmærksomhed og meningskamp alle Steder, hvor det er blevet opført, og som man har set af Bladene, er det gennemgaaende blevet udpebet, og derved fremkaldt kraftige Foranstaltninger af det "tappre danske Politi". Da nævnte Stykke skulde opføres her i Rønne, blev der saaledes, uagtet der vist næppe findes 20 Socialister blandt de omtrent 6000 Indbyggere denne By tæller, og Folk herovre desuden ikke er nok med til at kunne forstaa Stykket, gjort Forberedelser i Guds Velsignelse for at forebygge al Uorden og gribe de slemme Pibere. Saaledes mødte i Lørdags til Generalprøven hele vor Politistyrke, (8 Mand stor) Byfogden i Uniform og Ordenskorpset, der vel tæller 20-30 Mand, blev posteret i alle Kroge baade i og udenfor Teatret. Stykket gik meget godt af, ja, næsten altfor godt; ti ingen anden Lyd lod sig høre fra Publikums Side, end den at Folk, kede af at se og høre noget "Pjank", gav sig til at tale under Akterne. Saaledes fik Politiets "kraftige Anstrængelser" for den Andens Vedkommende, en "lang Næse". Søndag Aften skulde Stykket atter gaa, men denne Gang blev dog Ordenskorpset ganske roligt hjemme, medens Byfogden og Politistyrken mødte fuldtallig. Ligeledes denne Aften talte Folk paa Kraft under Akterne, og paa en Bænk, saa jeg en Pige sidde og sove, omtrent da 2den Akt var til Ende, dette er jo i og for sig Bevis nok for, hvilken Interesse og Forstand Bornholmerne har paa dette Stykke. Det bemærkes, at jeg ogsaa, som jeg tilfældig kom til at staa bag to Mænd, der talte sammen, hørte den Ene sige: "Der skulde blot En give Tonen an, saa skulde denne min Sandten komme til Tjeneste," og med det samme vist han den anden en Fløjte.
Rønne d. 13. november. F. Clausen.
(Social-demokraten 18. november 1875).
Som nævnt i den første artikel opførte Det kongelige Teater i 1872 lystspillet "De hvide Roser" af William Edvard Bloch (1845-1926) med Bøgh som medforfatter. Skuespillet Lygtemænd (1875) lå i en tradition på det kongelige Teater hvor man på de gamle magthaveres præmisser parodierede nye samfundsreformatorer (i dette tilfælde Brandes og Holger Drachmann). Dengang som før det medførte det ofte piben og tumulter i teatret.
Edvard Brandes (1847-1931) svarede igen med parodien "Søgte Mænd eller den frie middag". I denne nærer Willig, Ludolf og Kaufbar et brændende ønske om at stige i graderne og blive en del af det finere selskab. En dag møder Kaufbar en mand, der lover, at indføre ham i et selskab af fornemme mænd af alle aldre, der kalder sig ‘Dydskredsen‘, men én ting er at sidde til bords med de fine herrer, en anden ting er at opføre sig efter rollen. Morgenbladet (København) bragte allerede 23.-24. oktober 1875 et uddrag af dette stykke. ...I juli 1881 blev Bloch ansat som instruktør på Det kgl. teater hvor han samme år fik sit kunstneriske gennembrud med En Folkefjende.
Se også den lille serie her på bloggen om hans kone, skuespilleren Anna Bloch.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar