Sluppen "Ragnhild" blev bygget 1861 under navnet "Meeltraveren". Den blev maj 1875 solgt til købmændene Sørensen og Winther i Nykøbing Mord som omdøbte den til "Ragnhild".
Søulykker. Efterretningerne om Følgerne af den stærke Storm, der rasede i Begyndelsen af forrige Uge, begynde nu at indtræffe. Saaledes maatte bl. a. Sluppen "Ragnhild", Skipper Gregersen af Nykjøbing p. F., fra Moss til Hjemstedet med Trælast, forsynes i Mandags Formiddags med 4 Mand fra Gammelskagen, for at sejle Sluppen til Frederikshavn, da Besætningen, 2 Mund, var syg og maatte gaa i Land paa Skagen. I Følge Telegram fra Fjällbacka i Sverig er desto værre Sluppen inddreven der, kæntret, og den ene af de fire Mænd fra Skagen, Hans Peter Kristoffersen af Gammelskagen, druknet.
(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 6. oktober 1875. Uddrag).
Der var tale om skipper Gregers Chr. Gregersen og en matros. Den 27. september 1875 ankom de til Gammel Skagen under nødflag.
Dagsnyt.
- Lods O. Eriksen af Skagen samt S. Chr. Pedersen, J. Chr. Nielsen og H. P. Christoffersen af Gl. Skagen afgik forleden med Sluppen "Ragnhild" fra Skagen for at seile til Frederikshavn. Det var ifølge "Frederikshavns Avis" en haard Storm, Søerne skyllede over det lille Skib, som af Stormen dreves over mod Sverigs Kyst, og da Skibet trak Vand, maatte der stadig pumpes. Af de ombord værende var J. Chr. Nielsen syg og opholdt sig derfor i Kahytten; omtrent mellem Kl. 11 og 12 om Aftenen den 27de September besluttede O. Eriksen og S. Chr. Pedersen at gaae ned i Kahytten for i Forening at faae Lys tændt; men de vare neppe komne derned, før en svær Braadsø slog over Skibet og kæntrede det; den paa Dækket værende Mand, H. P. Christoffersen, blev skyllet overbord - hvad der ogsaa vilde være blevet de Andres Skjæbne, dersom de havde været deroppe. I dette frygtelige Øieblik for de 3 Mænd i Kahytten havde S. Chr. Pedersen Aandsnærværelse nok til at erindre, at der i Kahyttens Gulv fandtes en Lem, der førte til Kjælderen lige over - eller i dette Tilfælde under - Skibets Kjøl. Med stor Møie fik han Lemmen aabnet, og gjennem den snevre Aabning krøb nu de 3 op i Kjælderen. Her tilbragte de nu ca. 32 Timer - halvt i Vand - uden at faae Noget at spise eller drikke; det var forfærdelige lange Timer for de stakkels Mennesker, for hvem Redning næsten syntes umulig. Luft fik de deels gjennem en Sprække i Skibets Bund, deels gjennem den omtalte Lem, naar Bølgernes Slag kastede Skibet om paa Siden, og der saaledes kunde komme Luft ind. I Begyndelsen efter Kuldseilingen drev Skibet med Bølgerne, der kastedes over flere Skjær, indtil det endelig stod fast paa en Klippe. Da de 3 Mænd Onsdag Morgen gjennem Sprækken i Skibets Bund kunde skjønne, at det var Dag, og vidste, at Skibet stod fast paa en Klippe, medens de ikke turde oppebie Hjælp fra Land, besluttede de selv at gjøre Forsøg paa at blive befriede fra deres fortvivlede Stilling. De toge hinanden i Hænderne og krøb da op gjennem den oftere omtalte Lem, derfra gjennem Kahytten, der var fyldt med Vand, og kom saaledes ud under Skibet op paa Klippen. De vare nu reddede paa en vidunderlig Maade og kunde takke - næst den Magt, der styrer Alt - deres eget Mod og Koldblodighed for Frelsen. Det var i Nærheden af Fjällbacka, at de kom i Land, og derfra begave de sig til Gøteborg, hvorfra de med Dampskib naaede Frederikshavn.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1875).
Svenskere på Bohuskysten så den 28. september ved 16.30-tiden det kæntrede skib tørne mod nogle skær. Først huggede skibet mod Rödskär 3 gange, hvorved bovspryd og masten knækkede. Dernæst kom det ud i dybt vand så agterenden sank og det drev ind på Lilla Rödskär og huggede 6 gange. Endelig ved solnedgang huggede det sig fast på skæret Hornösva.
Vraget var slået så meget i stykker, at der kom frisk luft ind og da der råbtes efter hjælp kom der svar fra de svenske redningsmænd. De 2 svenske både med 13 mand turde ikke gå igang med deres værktøj og afventede at søen ville falde så meget, at de kunne ligge tæt op af vraget. Ved 5-tiden vovede den ene af de indespærrede at svømme ud gennem hullet i agterenden og forskrækkede svenskerne, som derefter hjalp de 2 andre ud. De 3 overlevende landsattes i det nærliggende fiskerleje Tegelstrand ca. 5 sømil syd for Fjällbacka. De var senere ude ved vraget at lede efter deres kollega, men forgæves.
I Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 13. oktober 1875 tilføjedes at "De Skibbrudne beklagede sig over, at den danske Konsul i Gøteborg uagtet deres Annmodning ikke vilde forsyne dem med andet Tøi, skjændt deres eget var vaadt og ubrugeligt, og de ikke havde Andet, end hvad de gik og stod i."
Redningsbelønning. 200 Kr. er, i Følge "Nordj. Folkebl.", af Justistsministeriet tilstaaet Besætningen paa de to svenske Baade, ført af Ola Hansson og Christian Johannson af Tegolstrand i Fjällbacka Distrikt, som reddede de i den 27. September kæntrede Slup "Ragnhild" af Nykjøbing paa Mors i et lille Rum under Kahytten indespærrede 3 Skagboere.
(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 26. november 1875)
14 år efter begivenheden mindedes den i en artikel i Social-Demokraten i anledning af Søren Kristian Petersens død:
Paa Sømands Tro og Love.
For et Par Dage siden begravedes paa Gl. Skagens Kirkegaard Avlsbruger Søren Kristian Petersen.
Han var en af de mest kendte Personligheder og mest agtede Mænd paa Skagen. Han blev kun 44 Aar gammel. Fra 1869, da Gl. Skagen fik sin første Redningsbaad, og til sin Død, altsaa i 20 Aar, har han været fast ansat ved Redningsbaaden og taget mangen drøj Tørn, hvor det gjaldt om at bjærge Menneskeliv. Han var ikke af dem, der nogensinde holdt sig tilbage.
Men blandt de mange Affærer, hvori han har taget Del, er der især én, som er levende i alle Skagboeres Erindring og skal fortælles her som et talende Vidnesbyrd om vore Kystboeres møjsommelige, farefulde og heltemodige Liv og Færd.
Det var i September 75. Vejret havde staaet paa med sydlige Vinde, og der havde paa Nordsiden af Skagen samlet sig saa mange Skibe, som ingen før havde set paa samme Tid. Den 27. om Morgenen blæste det op til Storm; der stod høj Sø udenfor Revet, og det var akkurat saa lyst, at man kunde observere en Slup - det var "Ragnhild" fra Nykøbing p. M. - ,som rullede derude med Nødflag til.
Fire Mænd - nu afdøde Søren Kristian Petersen, Lods Ole Eriksen samt Fiskerne Jens Nielsen Gajhede og Hans Peter Kristoffersen - blev enige om at ro ud til Sluppen. Det viste sig, at baade Skipperen og Matrosen var saa udmattede, at de ikke kunde mere. Skipperen vilde have Folk til at fore Skuden udenom Revet ned til Frederikshavn, og det paatog de fire Mænd sig da at besørge. De gik om Bord og sagde Farvel til Skipperen og Matrosen, som blev sat i Land.
Om den Tur, der nu kom, fortæller Holger Drachmann i sin Bog "Paa Sømands Tro og Love" med Lodsen Ole Eriksens egne Ord:
De kom ombord Kl. 9 om Formiddagen og laa og red til Kl. var 11, da Ankerkættingen sprang. De holdt det gaaende under Kysten til Middag; saa kogte de Kaffe og skar Smørrebrød, og det var baade det første og det sidste Maaltid de fik ombord i Sluppen.
Skibet huggede voldsomt, og Jens Gajhede, som var den yngste, blev søsyg, men han gjorde sin Gærning med. - Der kom drøje Byger op. Himlen blev ligesom Kakkelovnssværte, og Søen rejste herude saa krap og bansat, at der snart ikke var en Trevl tørt paa os, trods Oliejakkerne.
Det bliver værre endnu ! sagde jeg.
Og det blev ogsaa værre."
Ud paa Eftermiddagen blev det en Orkan, Fokken blæste væk, og snart gik Klyveren ogsaa. Det var blevet bælgmørkt. - Vi tog den ene Braadsø over os efter den anden; det knagede og bragede i Mørket forude, og snart var alt opstaaende paa den luv Bov slaaet væk af Søerne." Der kom en Sø og slog Kahytkappen af som Hatten af Hovedet paa en Mand, men de sil den stillet paa Plads igen. Og saa gik del løs paa Pumperne.
"Det er for Resten ikke saa galt med denne Pumpen, naar det kniber. Det gi'er Varme om Fingrene og holder Humøret oppe."
Ved Midnatstid rendte en Sejler dem klos forbi i Læ. - Idet den strøg os forbi i Mørke og Stormens Kast, tænkte vi rigtignok allesammen i vor lille daarlige Skude paa et og det samme: nemlig, at det vilde have været os den letteste Sag af Verden at springe over paa den fremmede Sejler. Vi vidste alle, at vi ikke kunde have noget synderlig godt i Vente der, hvor vi befandt os; men vi vidste tillige, at Skuden var os anbetroet, og at vi havde givet vort Ord. En Sømænd maa hverken gaa fra sit Ord eller fra Skuden, saa længe der er nogen Mulighed for al holde begge."
Ole og Søren gik nedenunder for at sinde en Hjærtestyrkning at varme dem paa. Idet de gik ned, sagde Hans ved Roret :
"Det kunde være rart at vide, hvad Klokken var. Natten er lang og sort; det er, som om den aldrig fik Ende!"
Det var de sidste Ord, vi hørte fra ham." Han blev skyllet over Bord.
Nede i Kahytten havde de lige faaet en Svovlstik tændt, da der kom en vældig Braadsø. - Og i samme Øjeblik slukkedes Svovlstikken, og vi tumlede omkuld i Mørke og Vand, med Hovedet nedefter og Benene opad.
Søren var den første, der talte herefter :
"Skuden er kæntret; nu er vi levende begravne !"
Da vi atter kom op at staa, gik Vandet os midt paa Brystet...
Nu stod vi et Øjeblik saaledes, og en af os bad en Stump af sit Fadervor, og en anden af os sagde noget om dem derhjemme, og jeg for min Part mente, at nu maatte vi da drukne denne Gang."
Søren fandt imidlertid Lemmen til Kælderen, som for havde været under Fødderne, men nu var over Hovedet paa dem, da de laa med Bunden i Vejret, og han fik Lemmen brækket op. De kravlede saa op i Kælderhullet og søgte at gøre sig det bekvemt.
"Det var for Resten ikke meget bekvemt, det maa jeg sige. Jeg kunde akkurat, naar jeg satte Hovedet mellem Knæerne og trak Benene til mig, faa Plads under Kølen. Det var en Slags Krumslutning, i mørk Arrest oven i Købet, som en Soldat vilde sige. Jeg maatte lave min Krop til en Foldekniv; men de andre to fik ikke en Gang saa megen Plads."
Søren laa med Hovedet mod Kahytsgulvet, der paa den indvendige Side var tæt besat med Sømspidser. "Han maatte da have den ene Arm stadig liggende under Ansigtet som en Pude, der kunde tage af mod Sømmenes Stik, hver Gang den kæntrede Skude duvede i Søen. Han mente, at han havde ligget blødere før i sit Liv.
Jens kunde ikke en Gang komme saa langt op som vi andre. Han maatte stadig staa i Vand til midt paa Brystet og hæve Hovedet og Armene op igennem Kahytsgulvet. Til Gengæld kunde han saa bevæge Benene, og det gjorde han da ogsaa, naar det blev ham for koldt.
Saaledes sad vi da hele Natten, til vi kunde gisne os til, at det maatte være Tirsdag og op paa Formiddagen.
"Hvad tænker Du paa, bitte Jens?" spurgte jeg.
"Jeg tror, jeg tænker paa min Farbroer derhjemme, den gamle Ole Gajhede. Han plejede al Tid at ligge med Grisen i Sengen hos sig den hele Vinter, for at Dyret skulde ha'e det godt. Jeg vilde næsten ønske, jeg var i Grisens Sted."
. . . Saa gik der atter en halv Snes Timer, og vi maatte efter Beregningen være højt ud paa Eftermiddagen.
Noget efter tørnede Vraget. Vi huggede tre Gange haardt, og nu var det første Gang, at Søren skreg, for Sæmspidserne gik ham dybt ind.
Den anden Gang hørte vi, at Masten og Sprydet knækkede. Tredie Gang var det nok Agterspejlet, som gik.
. . . Vi troede, at Skibet skiltes ad, og vi var forberedte paa, at nu var al Redning forbi. Vi sagde ikke et Muk, men holdt fast ved hinanden. Saa lettede Vraget igen, og nu fulgte seks Stød efter hinanden, og saa var vi atter flot.
"Av for Satan!" sagde Søren.
"Nu skal Du ikke bande!" sagde jeg. "For nu skal det vise sig . . .!"
Og jeg havde knap sagt dette, da vi stødte for sidste Gang og blev staaende.
Det var ved Solnedgang, Tirsdag Aften. De raabte om Hjælp, men ingen hørte. Søren vilde krybe ud paa Klippen for at kalde paa Hjælp, men de blev enige om, at det var halsløs Gærning, og havde de holdt sammen saa længe, saa kunde de ogsaa holde sammen Natten ud. Saa gik da den Nat med.
Men nu kunde Søren ikke holde ud længere. Han var klemt halvt ihiel, forstaaet og forrevet af Sømstumperne, og havde altfor stærke Smærter i alle Lemmerne. Det lykkedes ham da at dukke sig ud under Vraget og krybe op paa Bunden af Skibet. Herfra fik han prajet en svensk Fiskerbaad. Fiskerne blev svært forskrækkede over at høre menneskelige Stemmer fra det "døde" Skib. De troede vistnok alle, at det var Profeten Jonas, som blev søret ud af det store Søuhyre, saaledes som vi kender det fra den gamle Bibedbibel.
"For Fanden, kan I ikke se, at det er danske Skippere fra Skagen!" raabte Søren.
Saa kom de tre Mand da ind til det svenske Fiskerleje, og Folkene tog godt imod dem - - men det forstaar sig, naar de saa ofte kommer i deres store søgaaende Baade til Skagen og faar den Fisk, vi fanger, for saa godt Køb, saa kan de da heller ikke være andet bekendt, naar vi kommer over til dem selv om det er i Kælderhullet af en kæntret Slup!"
- Paa den Tur var det, Søren Petersen fik den Brystsyge, som nu har lagt ham i Graven i hans bedste Mandsalder.
(Social-Demokraten 29. september 1889).
Den fulde historie - der er en hel del længere end uddraget i Social-Demokraten - af Holger Drachmann: "Paa sømands tro og love" kan findes på nettet i kapitlet "En nutids saga", s. 221-244.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar