Pastor Ussing forbyder Musik i Pinsen. (Efterskrift til Politivennen)

Pastor Ussing i Øl-Kirken.

Helvedespræsten i Søndermarken

I Onsdags blev Restavratørerne Andreas Petersen, "Mellemhaven", Schultz "Alleenberg", og Frederik Petersen "Billigheden", ved Frederiksberg Politiret hver idømt en Mulkt af 50 Kr., fordi de havde ladet musicere i deres Lokaler 1ste Paaskedags Morgen mellem Kl. 4 og 9. Endvidere blev Restavratør Bock paa "Sommerlyst" idømt en Bøde paa 70 Kr., forbi han tillige havde hast Musik Skærtorsdag og Langfredag

Endelig har samtlige Restauratører paa Frederiksberg, som har Ret til at lade udføre Piano og Violinmusik i deres Lokaler, faaet den Meddelelse fra Birkedommer Ingerslev, at Musiktilladelsen straks vilde blive dem frataget, hvis de lod musicere i deres Restavrationer 1ste Pinsedag.

Enhver Københavner ved,. hvilken Folkevandring der finder Sted til Frederiksberg Pinsemorgen. I de lyse Morgentimer kommer der i Tusindvis af Besøgende derud til de friske, grønne Haver, og Restavratørerne har derfor altid regnet 1ste Pinsedag for en af deres store Dage.

Selvfølgelig har de kappedes om, hvem der kunde gøre det hyggeligst for de københavnske Gæster, og en lille Smule Musik har lydt mellem det friske Grønne.

Nu er det forbi, og det er naturligvis Indre Mission, der atter har været paa Spil her.

Ude i Valby ligger Jesu Kirken eller mere populært kaldet Øl-Kirken, fordi den er opført af Brygger Jacobsen paa Ny Carlsberg, hvis Brygger-Forfængelighed krævede en Kirke for sig selv. Ved Siden af Kirken lod han bygge en flot og herskabelig Villa som Præstebolig, og derefter kaldte han Pastor Ussing til at være Præst her.

Men Pastor Ussing, Indre Missionsmanden, kunde ikke se roligt paa, at Folk foretrak Søndermarken, Korups Have og Restavrationerne i Pilealleen fremfor hans Helvedesprædiken. Han skrev til Hr. Ingerslev om Folkets verdslige Glæde l den lyse Sommermorgen.

Nu bliver der altsaa stille paa Frederiksberg Pinsemorgen. Missionen har lagt sin klamme Haand paa et nyt Stykke af den Smule Folkeliv, vi har tilbage. Bryggerens Penge bruges til en Præst, der rydder Værtshusene for Gæster. Andet vil Hr. Ussing ikke naa. Solen vil danse lige saa lidt og lige saa meget, som den har gjort for, og vi Københavnere vil tage vor Morgentur. som vi har giort det før, og kan vi ikke saa det hyggeligt paa Restavrationerne, saa vil vi tage Frokosten med og lejre os i den friste, grønne Skov eller paa Plænerne i Frederiksberg Have. og vor Morgensang skal lyde fra Søndermarken over til den hellige Præst og fortælle ham. at det endnu er de mange, der lige som alt andet levende jubler af Glæde, naar den genfødte Natur straaler i Foraarspragten.

Pastor Ussing og hans Indre Mission kan ikke staa sig imod Solen. Vi husker tydeligt en Pinsemorgen ude i Søndermarken. Folk laa i Grupper paa den grønne Plæne og dasede i Solen efter at have nydt Frokosten. Inde fra Korups Have lød Musiken fra Karussellens Lirekasse, og rundt omkring i den foraarsprydede Skov hørte man Arbejdersangforeningerne, hvis Medlemmer sang omkap med Fuglene. Saa blev der ganske stille et Øjeblik. Der havde lydt en Stemme, som bragte en Mislyd midt ind i al Glæden. Ud fra Træernes Skygge traadte en af Missionens Lægprædikanter, og der flød fra hans Læber en rigelig Strøm af Ild og Svovl og Helvedes Pine. medens hans Øjne sprudlede i fanatisk Vanvid.

Der blev som sagt stille et Øjeblik, hvor man ret følte den skærende Disharmoni, der var bragt ind i glade Menneskers rene Liv. Saa tog en Drossel fat, og slog sine Triller af fuld Hals, en Sangforening sekunderede med:

- Vor Sang, vor glade Morgensang.

Helvedesprædikanten studsede lidt; men den lille Skare, der havde dannet sig om ham. tyndedes ud, og han maatte luske af for at finde bedre Sangbund andet Sted.

Nu har Missionen altsaa naaet at standse Musiken i Restaurationerne. Vi faar trøste os med, at vi beholder vort eget gode Humør, og at Hr. Ussing ej heller formaar at standse Fuglenes Sang, fordi han skal prædike i Ølkirken. Den hele Sag kan derefter blive en privat Affære, som d'Hrr. Ussing og hans Patron faar at klare med hinanden. Vi andre vil kun huske, at Missionen atter har vist sin Ufordragelighed. Den har atter forstaaet at vække Forargelse.

(Social-Demokraten 23. april 1898).

Pastor Ussings villa. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pastor Ussing og Bygger Jacobsen

Hr. Redaktør!

Pastor Ussing ved Valby-Kirken er altsaa rendt til Politiet for at faa forbudt en Smule uskyldig Musik Pinsemorgen. Alle er enige om at takke "Social-Demokraten", fordi den har ladet Præsten høre, hvor daarlig han handlede, navnlig da han rammer det arbejdende Folk, hvis Liv i Forvejen er fattigt nok paa Glæder.

Men det er en Fejltagelse, hvis nogen tror, at "Ny Carlsberg"s Ejer, Hr. Carl Jacobsen, billiger Præstens Optræden. Hr. Jacobsen er ganske vist ikke her i Byen i denne Tid, men efter mit Kendskab til hans Livssyn, godkender han ikke, hverken at Præsten er løbet til Politiet eller at han har faaet forpurret den Smule Musik.

Det er rigtigt nok, at Pastor Ussing kan takke Hr. Jacobsen for det gode Embede, han nu har; men det fik han, fordi man troede, at han var en forholdsvis frisindet Mand. Dog aldrig saa snart sad han fast i Valby, før han udviste andre Egenskaber, som hurtigt bragte ham paa en spændt Fod med sin Velgører. Det er en offenlig Hemmelighed, at Forholdet mellem de to Mænd er alt andet end godt; men nu kan han ikke afstediges igen af Brygger Jacobsen.

"Ny Carlsberg" er altsaa ganske uskyldig i Ussings Gerninger, og hertil kommer, at en Misstemning mod dette Bryggeri meget let kan skade Folk, som tværtimod fortjener Tak. Jeg sigter hermed til Ny Carlsbergs Ølhandlerforening. Jeg husker endnu, at denne Forenings Medlemmer afholdt et Møde ved Borgerrepræsentantvalgene for et Par Aar siden og ved den Lejlighed var saa frisindede, at Frederik Hansen blev arrig i "Avisen" og skrev, at de hellere skulde gaa hjem og skylle Flasker fremfor at beskæftige sig med Politik. Det var imidlertid ham selv, som blev sendt hjem; men "Ny Carlsberg"s Ølhandlere bør ikke nu lide under, at der er kommen en uheldig Præst i Valby.

Derfor har jeg fremsendt disse Oplysninger om Hr Jacobsens Stilling til Hr. Ussing, og naar de er læste, vil alle give mig Ret i, at Bryggeriet intet Ansvar skal have for, hvad denne Præst bedriver.

L. L. 

(Social-Demokraten 26. april 1898).

Der er øl på bordet i M. G. Petersens familiehave på Frederiksberg i 1894. Mon ikke også der har været musik? Men den gik altså ikke pinsedag 1898. Kbhbilleder.

Pinsemusik.

Et beskedent Brev.

Pastor Ussing 

tilskriver os følgende :

Hr. Redaktør !

I Anledning af Artiklen "Pastor Ussing i Ølkirken" i "Soc.-Dem." fsor 23. ds. beder jeg om Plads for nogle Bemærkninger.

Om Brygger Jacobsens Forhold til Jesuskirken og dens Præst synes der at være udbredt ret forvirrede Forestillinger. I Virkeligheden forholder Sagen sig saaledes : Brygger Jacobsen har ladet Jesuskirken bygge og har overdraget den til Folkekirken. Den er herefter indviet til Filialkirke i Hvidovre Sogn, der i kirkelig Henseende er stillet ganske ligesom Landets øvrige Sogne. Præsten kaldes - ligesom Landets andre Præster - af Kongen (Kirkens Bygherre har kun havt den i faadanne Tilfælde almindelige Indstillingsret) og lønnes udelukkende ved de almindelige folkekirkelige Indtægter. Præsten staar ikke i noget andet Forhold til Brygger Jacobsen end til enhver anden Sognebeboer. Ikke engang Præsteboligen skyldes ham; den ligger slet ikke ved Kirken, netop fordi Brygger Jacobsen hverken vilde skænke eller sælge noget as sine Grunde der til Præsteembedet. Den er tilvejebragt ved et almindeligt Embedslaan ligesom andre Præstegaarde, saa at det er Præsten selv, der betaler det hele (i Renter og Afdrag). Brygger Jacobsen vilde derfor sikkert - og med Rette - blive meget forbavset, om man tiltroede ham nogen Indflydelse paa, hvad der prædikes i Jesuskirken, eller hvad Hvidovre Sognepræst tager sig for.

Med Hensyn til Pinsemusiken er jeg meget i Tvivl, om virkelig jeg fortjener Æren for at have sat denne Sag igennem, da det, jeg har gjort, indskrænker sig til et beskedent Brev, jeg sendte Frederiksberg Politi for et Aar siden, og hvori jeg kun klagede over enkelte, her fremtraadte Misligheder. Men hvorledes det nu dermed forholder sig, maa dog enhver retsindig Mand indrømme, at Aarsagen til Forbudet i alt Fald ikke er Klagen over en vitterlig Lovovertrædelse, men Loven selv. Det er jo nu Lov og Ret i Danmark saaledes, og "Social-Demokraten"s Læsere vil dog sikkert være enige med mig i, at det er samfundsnedbrydende at give og have Love, som ikke overholdes. Er Loven forkert, da lad os faa den lovlig ændret. Men saa længe Loven beståar, er det dog meningsløst at anse sig for forurettet, fordi den hævdes paa et Punkt, hvor den ikke behager, medens man ivrer for den paa andre Punkter, hvor man selv har Gavn af den.

Men Pinsemorgen i det grønne - er det da noget ondt? Nej, tilvisse. Og lidt god Musik dertil? Ja, ogsaa det vilde jeg glæde mig ved, om det blev tilladt. Jeg skulde med Fornøjelse støtte et Andragende om en Dispensation fra (eller Ændring i) Helligdagsloven, for at der kunde gives offenlig Musik i den tidlige Pinsemorgen i Frederiksberg Have og andre Steder, hvor Folk samles til uskyldig Glæde - og uden Drik. Thi lad os ikke hykle: den hidtilværende Praksis var ikke Musik i Søndermarken o. I., men Musik i "Sommerhaverne" og Beværtningerne, og det, som forekom ikke blot alvorlige Kristne, men mange hæderlige Verdensmennesker forargeligt, var ikke Tonerne i det grønne, men alt det Drikkeri og larmende Gøgl, som vanhelligede en af Landets største Helligdagsmorgener. Det var kommet saa vidt, at man næppe kunde gaa til Kirke paa Pinsedag igennem eller langs med Søndermarken uden at overrendes af fulde Folk. Det kan vi vel enes om, er ikke uskyldig Folkeglæde. Og saa længe jeg faar Lov at virke som Præst, vil jeg af Hjærtet bekæmpe Drikkeriet og al anden Synd, som er Folkets Fordærvelse.

Naar "Social-Demokraten" angriber Præster, fordi de ikke gør deres Pligt eller holder sig Loven efterrettelig (optræder unobelt i Pengesager o. a.), saa siger vi Tak. Det er godt, at alt sligt bliver revset. Men naar vi stræber at gøre vor Pligt, fortjener vi faa ogsaa Dadel ?

Valby, den 25. April 1598.

Henry Ussing.

Hvad Hr. Ussing skriver i den første Del af sit Indlæg, kender vore Læsere fra Hr. L. L.'s Artikel i Tirsdagsnumret, nemlig at der ikke længere er nogen særlig Forbindelse mellem Ejeren af "Ny Carlsberg" og Præsten ved Kirken i Valby. Hr. Jacobsen mener maaske endda i dette Øjeblik, at han kunde have givet sine Penge bedre ud end da han byggede denne Kirke.

Med Hensyn til Pinse-Musiken erkender Pastoren, at det ganske rigtigt er ham, som i "et bskedent Brev" klagede til Politiet og fik Musiken forbudt; men han mener, at Loven er paa hans Side, og deri ser han sin Undskyldning.

Naa ja: Efter Loven maa der ikke musiceres offenligt Paaske- og Pinsemorgen; men alligevel har den Smule Musik haft gammel Hævd, og Politiet har set gennem Fingre med den. Ogsaa i Tivoli er der i en Aarrække bleven musiceret Pinsemorgen. Vi har herhjemme kun ringe Folkeliv og faa Frilufts Glæder, saa meget bedre var det, at Pinsen havde arbejdet sig op til en folkelig Glædesdag.

Hvad der fandt Sted paa Frederiksberg, skete under Politiets Opsigt. Dette vidste altsaa fuldt vel Besked. Det forekommer os da, at Hr. Ussing kunde have ladet Politiet selv om at passe "Loven", Det havde saamænd nok skredet ind, om Musiken dertil havde givet Anledning. Han følte sig imidlertid som en større Politisjæl end selve Frederiksberg Politi. Han tvang Forbudet og MnIkterne igennem ved sit "beskedne Brev", som Hr. Ingerslev vel vanskelig kunde undlade at tage Hensyn til.

Nu tror den gode Præst, at han klarer sig ved at vise hen til "Loven og Retten i Danmark". Men der er mange Ting. som er "Lov og Ret" og som alligevel kun bliver taaleligt, fordi Politiet ikke ved alle Lejligheder hænger sig i det død? Bogstav. Det er "Lov og Ret", at Børn ikke maa spille Boldt, Pind eller Klink paa Gaden, Bybude maa ikke opstille sig i Klynge, Ingen maa sætte sig paa andres Trapper, det kan forbydes, at to eller flere Personer standser og taler med hverandre paa Gaden osv. Render Hr. Ussing virkelig til Politiet, hver Gang han ser et Barn spille Boldt eller ser en fattig Kone paa en Trappegang? Os forekommer det. at der er Politibetjente nok, som kan passe "Loven og Retten", og at det er værdigst for os andre at passe os selv.

Men Hr. Ussing har moralske Grunde, siger han. Han vil bekæmpe "Drikkeriet og al anden Synd." 

Men han er da paa en gal Vej, naar han forbyder Musik, selv den i "Sommerhaverne". Det er notorisk, at jo kedeligere og tristere Livet gøres, jo mere drikkes der. Man ser aldrig saa mange berusede Mennesker som Skærtorsdag og Langfredag, naar alle offenlige Forlystelser er stængede. Man ser til Gengæld færrest berusede Mennesker i de Lande, hvor Politikniplen svinges mindst og Folkelivet rører sig livligst.

Men Hr. Ussing vil være med til at erstatte Sommerhavernes Musik med en Koncert i Frederiksberg Have. Hvorledes vil han det? Jo, han vil støtte et Andragende! Mange Tak! Men offenlige Koncerter koster Penge, og naar han har taget Musikken bort fra Folk et Sted, saa burde han virkelig selv betale dens Genopstandelse et andet Sted, da det ellers kun bliver til pæne Talemaader, selv om han nok saa meget møder med sin ærede Underskrift.

Og dertil kommer, at hvad Folk ønsker er Musik der, hvor de drikker deres Morgenkaffe og spiser deres Smørrebrød. Det foretrækker man nu engang fremfor at staa ret op og ned og høre paa et Orkester. Men lad os alligevel se, om Hr. Ussing Pinsemorgen skaffer os Koncert i Frederiksberg Have! Gør han ikke det, og indskrænker hele hans Bedrift sig til, at han har taget en lille Adspredelse fra Folk uden at give noget som helst i Stedet, saa tror vi, at Solen Pinsemorgen lige saa lidt danser for ham som sor andre gnavne Herrer, der har en mindre god Samvittighed.

Red.

(Social-Demokraten 28. april 1898).

I 1898 faldt pinsedag den 29. maj. Helligdagsloven forbød musik fx på beværtningssteder på folkekirkens helligdage, hvilket var gældende til langt op i 1900-tallet, i forskellige udformninger, "Der må ikke afholdes offentlige forlystelser på langfredag, påskedag eller pinsedag efter kl. 6, på juleaftensdag efter kl. 16 eller på juledag." Det afholdt dog ikke fx afholdsforeninger og sangforeninger fra at lave musikarrangementer netop på de tidspunkter. 2. pinsedag blev musikmæssigt ikke anset for en helligdag, hvorfor der offentligt i aviserne blev annonceret talrige musik- og dansearrangementer.

"Pinsemorgen paa Frederiksberg-Bakke." Illustreret Tidende nr. 38, 20. juni 1886.

Først i 1991 blev dette forbud ophævet. Nu står der ganske kort at "Der må ikke på folkekirkens helligdage foretages noget, hvorved gudstjenesten forstyrres". Dermed var lovgivningen kommet i overensstemmelse med hvad der allerede praktiseredes.

Henry Braëm Ussing (1855-1943) var præst ved Jesuskirken 1891-1915, hvorefter han var sognepræst ved Vor Frue Kirke. Han spillede en ledende rolle i Det københavnske Kirkefond (1896) som det på den ene side lykkedes at opføre ca. 50 kirker, men på den anden side også udviklede en "kirke i kirken" med et fjendskab såvel venstreregeringerne som de socialdemokratisk-radikale regeringers demokratiske lovgivning (som han anså for forløbere for Antikrist). Om end hans prædikener tiltrak mange folk, gjaldt dette ikke i samme grad hans virke udenfor kirken. 

Et Bededagsbrev. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn, St. Bededag 1892

Kjære Ven!

Naar Du og jeg engang blive gamle hvidhaarede Mænd med Bedstefaderrang, saa ville vi overfor en beundrende Kreds af Unge med Alvor kunne sige "Ja, som Dreng var jeg med paa Volden store Bededagsaften". Og saa ville de i deres Uvidenhed tro, at det dreier sig om noget Saadant som Skærtorsdag paa Rheden. Vi ville i deres Øine staa som tapre Veteraner, der allerede fra Barnsben have været med til at værge Fædrenestaden, og de Kyndigste af dem ville opregne 1659, da Byens Borgere mandeligen kæmpede paa Volden, 1892, da de ligeledes værnede Staden ved modigt at stemme mod Socialisterne.

I Grunden vare vore Heltebedrifter pea Volden just ikke store, men Mindet om dem staar dog klart for mig. Tydeligt husker jeg endnu Volden fra Bastion til Bastion, fra Rysensten til Østerport. Jeg kan huske dens sjofle Bænke, ureparerede Trapper, de steile af Regnbækkene furede Bakker, hvor røde Murstensbrokker stak op af Hullerne, de nedtrampede Brystværn med deres slidte Kanter, hvor Drengene altid havde en Extrasti at balancere paa, Møllerne og de populære Græsmarker foran dem, Møllestensbelægningcn ved Foden mod Voldgaden. Rebslagerbanerne med deres krebsegaaende Mænd og dreiende Drenge - Alt det staar for mig som et Billede af charmerende Skiønhed og eventyrlig Interesse. Saa selve Voldpromenaden, Ridestien fra Vester- til Østerport, som Filosofgangen fortsatte til Rysensten. Jernbroen over Gabet ved Nørrevold et vidunderligt Værk, der tillod at spytte ned paa Vognene underneden,

Men alligevel, hvor var ikke det Alt afrakket og forsømt, et Tumlested for Verdens hensynsløseste Individer: Børn, Hunde og "Md. Græsmeiers" Logerende. Kun Kirsebærgangen var saa nogenlunde frelst, thi det var sjældent, man kunde se sit Snit at slippe derned. Men hvad var saa ikke det for en Nydelse! Jeg kan kun tænke mig at stille den ved Siden af de store Eventyropdageres, naar de med Vaaben i Haand, i Panser og Plade med forvovne Svende bag sig trængte ind gjennem Amerikas Urskove tørstende efter Guld og Kampe - som Cortez og Pizarro. Der var hemmelighedsfulde Skjulesteder, tilpas uigjennemtrængelige Vildnisser, pludselige Drejninger af Stien, Udskæringer i Terrænet, der var Alt, hvad en vilter og sund Drengefantasi kunde ønske. Om vi havde noget særligt Indtryk af Omgivelsernes Skjønhed eller om det stammer fra en senere Tid, har jeg ofte spurgt mig selv. Jeg tror dog: jo; jeg tror, at vi Brostensdrenge, der ellers vare indelukkede i en Gaard, paa en Skoleplads her fik Øiet op for grønne Træers, for bakket Jords, for smilende Indsøers Skjønhed, et stort Natursands vaagnede til Halvbevidsthed. Og vor Fantasi spændtes og æggedes i de Omgivelser.

Og nu, store Bededag. Under de gamle Træers tykke regntætte Kroner, mellem deres snorlige Rækker var hver Plads optagen af et muntert Publikum i bedste Foraarsstads. De var den Aften en Allemandspromenade, hvor the upper ten thousand blandede sig med Almuen. Fine Toiletter efter Aarets nyeste Model saaes Side om Side med den tarvelige lyse Trøje, vaiende Strudsfjer ved Siden af den simple lyst Straahat fra forrige Sommer. Man gned sig op ad hinanden i den mest brogede Blanding. Trængselen stoppede ofte Farten, særlig for begge Ender af Broen over Nørregab. Der var Summen og Leen, Hilsen og Nikken, og en gruelig Støv laa tæt under Trækronerne. Den hørte med til Billedet, til Stemningen, den hidsede og sløvede paa en Gang som Alt, hvad der hører med til en stor Folkesamling.

I den smalle Voldgade - hvor Alle Husene syntes saa hyggelige - saas Tilskuere, som nød den livlige Forsamling paa genefri Afstand. Nede i Gaden promenerede nogle faa, og vi Drenge fløi op og ned ned ad Bakkerne, smuttede paa den mest irriterende Mande ud og ind mellem Benene paa de Spadserende og hørte mangen drøi ed over de Satans Drenge. Snart balancede vi paa vore Stier paa Brystværnets Rand og saa ud over Forsamlingen, snart krydsede vi efter hverandre igjennem den, ned af Skrænten og op Igjen. Ja, det var Liv og Lyst. Til Østerport gik Turen, men mange Drenge holdt ikke saa ganske af dette Sted hvor de aarlige Kampe mellem "Jenere" og "Ulke" fandt Sted. Der kunde meget let falde en Lussing af selv til den fredelige Dreng - ja, naar man var adskillige i Følge og helst, naar et Par af de stærkeste Drenge i Klassen vare med, saa gik man stolt igjennem. Heller ikke selve Publikum gouterede Kampen ved Østervold, for den gik vildt til med Sten og Stokke, og der fortaltes gruelige Historier om blodige Saar og alskens Rædsler.

Engang kan jeg da huske, at vi vel var en halv Snes Drenge fik Smør ved Østervold - Du husker det maaske lige saa godt, selv. Du fik Din Anpart. Ja, det var glade Dage. Gud ved, om disse aarlige Kampe udfægtes endnu ?

Hvad man i det Hele egentlig vilde paa Volden just store Bededagsaften, skal jeg ikke let kunne sige. Nogle paastod, at det var for at høre Kirkeklokkerne - jeg har aldrig hørt dem, men vi havde meget Andet at tage vare paa den Aften.

Saa mod Mørkning gik det hjemad til varme Hvedetvebakker; lidt forpustede, ophidsede og forpjudskede vare vi vel. Men vi havde haft vor Del af Bededagsglæden, og næste Dag fandt vi igjen vor Vold som sædvanlig.

Jo, vi vare med paa Volden Store Bededagsaften! Var det nu end ingen Bedrift vi engang kunne mindes, saa bliver det dog et ganske aparte Stykke Folkeliv, vi have været de Yngste til at deltage i, et Stykke Folkeliv af gammel Dato. Voldene ere borte, det Kjøbenhavn, vi tidligst og bedst kjendte, er forandret, og til dets Sceneri hører Bededagsaftenen som Hovedhandlingen. Med det er en af de faa kjøbenhavnske Folkeskikke uddødt.

Ja, kun disse smaa Minder var det, jeg vilde sende Dig pr. Brev til Din landlige Ensomhed. Uden Brevet mindedes Du dem vel ikke. Jeg fra mit Vindue ser nu festklædte Folk gaa ud ad vor fashionableste Promenade allerede i Østergade og Bredgade bliver der Trængsel, i Grønningen Ubehagelighed, ved Indgangen til Langelinie Myrderi, og for Resten Kjedsommelighed. En Skik kan ikke omplantes. Men naar Byen engang voxer ud af - tror Du saa ikke, at man vil promenere paa Vestfronten?

Din hengivne

E M.

(Dagens Nyheder 13. maj 1892).

Maler, grafiker Peter Tom-Petersen (1861-1926): Store bededag aften på langelinie, mennesker på promenaden. 1894. Scenariet med trængsel stemmer godt overens med det sidste afsnit i artiklen. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Grundlovsfesten forbudt! (Efterskrift til Politivennen)

Højre er i Aar saa optagen af Guldbrylluppet, at de har besluttet, ikke at afholde nogen Grundlovsfest. Festlighederne i Anledning af Guldbrylluppet varer i 4 Dage og Natter og kun 6 Dage derefter indtræffer Grundlovsdagen. Højres Ledere mener da, at Partiet bliver saa mat i Sokkerne af de 4 Dages Anstrangelser, at en Grundlovsfest 6 Dage derefter kun vilde blive dem en dyr Fiasko.

Socialdemokratiet, paa hvem Guldbrylluppet ikke vil tage saa haardt, har derimod ingen Grund til at opgive vor sædvanlige Mønstringsdag den 5. Juni, og Socialdemokratisk Forbund har derfor atter i Aar indgivet Andragende til Politidirektøren om at maatte fejre Dagen paa vanlig Vis. Herpaa har Politiet givet et Afslag med følgende Motivering :

Den 5. Juni er 1. Pintsedag og i Henhold til Helligdagsloven kan der slet ikke gives Tilladelse til nogen som helst Fest den Dag. Vi ønskede da at afholde den 2den Pintsedag, men det forbødes os at samles paa Boulevarden og brage i Procession gennem Gaderne. Det hele Politiet vilde give Tilladelse til paa den Dag var, at vi maatte samles paa Fælleden ganske som den 1. Maj.

Der blev spurgt Politidirektøren, hvorfor vi ikke kunde saa Lov til at gaa i Procession 2den Pinsedag, der jo kun er som en almindelig Søndag. Svaret lød, at vort Tog var et politisk Tog, og der gaves ikke Tilladelse til politiske Processioner udenfor Grundlovsdagen.

Vi skal nu vise, hvilken ny Hensynsløshed dette er mod Arbejderpartiet, hvorledes man bestandig vover at satte Arbejderne udenfor de Regler og Rettigheder, der gælder for andre Statsborgere.

Autoriteterne er ikke uvidende om, at det, at forbyde Processionen, er at forbyde hele Grundlovsfesten. Det, som giver Festen sin Karakter, er netop Masseudfoldelsen gennem Gaderne, Husenes Udpyntning, Flagene, hele Røret, som Toget vækker, og som gør det til en virkelig Demonstration. Hvis vi ikke den 1ste Maj havde holdt Mødet om 8 Timersdagen paa Fælleden, havde det maaske endda kunnet gaa, men en Maaned efter, saa at sige at holde det samme Møde om igen, det maa enhver kunne sige sig selv er en Umulighed. Kun fordi Politiet vidste dette har de sandsynligvis strakt sig til at tilbyde os at holde Majdagen om igen.

Pintsedag maa vi altsaa slet ikke holde Fest, men Kristi Himmelfartsdag (selve Guldbryllupsdagen) kører Kongeparret og dets Følge gennem Byen; der raabes Hurra i de menneskefyldte Gader, flages og pyntes op, men det forstyrrer ikke Helligdagsfreden.

Paa Højbroplads staar hele den samlede Kommunalbestyrelse og holder Taler midt paa aaben Gade, men det forbydes os at gøre det samme i en afsides Krog paa Fælleden. Om Aftenen kører de atter gennem Byen, der skal illumineres fra Kl. 9 til 11½, men det forhindrer ikke Fejrelsen af Kristi Himmelfart, medens vor Grundlovsfest ikke kan forlige sig med den Hellige Aands Pintsesøndag.

Endnu grellere bliver det, naar man ogsaa sammenligner 2. Pintsedag og Søndagen den 29. Maj. Det forbydes os at gaa i Procession, fordi politiske Processioner aldrig tillades udenfor Grundlovsdagen. Dette Forbud falder samtidig med, at man forbyder os at benytte Grnndlovsdagen. Men i Aftes indeholdt "Berlingske Tidende" en Fortegnelse over "Guldbryllupsforanstaltningerne i København". Heri hedder det:

"Om Søndagen Kl. 4 vil der blive bragt Majestaterne Hyldest af et stort Folketog, udgaaende fra Rosenborg Eksercerplads, ad Gothersgade, Store Kongensgade, Toldbodvejen, Amaliegade til Amalienborg Plads. Efter Opfordring af den Komite, som forestaar Ledelsen af dette Tog, vil Kommunalbestyrelsen gaa i Spidsen for Toget."

Vi foreholdt Politidirektøren, at man her gav Højre Tilladelse til det, man nægtede os. Det var intet politisk Tog, svarede Hr. Eugen Petersen. Jo, saamænd er det saa, og vi skal levere Beviset. Der har været ført Forhandlinger mellem de Liberale og Højre om, at de Liberale skulde deltage i Toget. Som Betingelse fordrede de Liberale, at Toget ikke maatte faa Karakter af nogen politisk Demonstration, men det vilde Højre ikke gaa ind paa. De vilde have Lov til at udfolde deres partipolitiske Bannere fra alle Højres Vælgerforeninger og de øvrige Faner, hvorpaa Indskriften siger, at det er det politiske Højreparti, som demonstrerer. Det vilde de Liberale ikke gaa ind paa og saaledes er det slaaet fast, at Toget Søndag den 29. Maj er et rent og skært politisk Højretog.

Politidirektøren tillod sig endvidere den vittige Bemærkning, at det jo stod os frit for, saa mange vi var, at slutte os til Højres Tog. Det samme kan vi med lige saa god Ret sige om Socialdemokratiels Tog den 5. Juni; det staar alle frit for - selv d'Hrr. Ministre og Ploug og Matzen - at slutte sig til vor Procession, men vi tænker, at d'Hrr. har lige saa lidt Lyst dertil, som vi til at fylde op i Højres Rækker.

Forholdene er altsaa lige med Hensyn til de to Tog, begge er de politiske og Adgangen aaben for alle. Desuagtet forbydes vort Tog, men Højres tillades, skønt det demonstrerer for en privat Familiefest, medens vort er en Festligholdelse af Landets eneste Frihedsdag, der hvert Aar plejer at blive feiret. Og saa forsøger man at klare sig ved en Usandhed oven i Købet.

Dette er den nyeste Illustration til den "lige" Ret, man nyder, naar man hører hjemme blandt Arbejderne og naar man er indrulleret i Højres Geledder. Det gaar gennem alt, stort og smaat. Lighed for Loven, Kampen for Brødet og nu ogsaa Retten til at gaa gennem Byens Gader.

Skade kun, at de ikke helt kan undvære Arbejderne, thi saa forbød de dem da overhovedet at være til.

(Social-Demokraten 8. maj 1892).

Den 9. maj 1892 indsendte bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund en ansøgning til Krigsministeriet om at afholdt et offentligt møde for Grundloven den 6. juni i Rosenborg Slotshave. Såvel krigs- som indenrigsministeriet afslog anmodningen.

Pintse. (Efterskrift til Politivennen)

Paa pintsefart.

Freverik«berg.

de ivrigste Pintsemennesker staar op Kl 3 Pintsemorgen, for fra Frederiksberg Bakke at kunne overvære en Solopgang, for "at se Solen danse", som det traditionelt hedder. Naturligvis er der ingen af disse Pintsemorgenmænd og Kvinder, der i sit inderste tror paa, at Solen just den ene Dag i Aaret gaar op paa en mærkeligere eller skjønnere Maade end ellers. Men Traditionen i Forbindelse med en naturlig Stræben efter at gjøre denne Aarets eneste, til Friluftsglæder viede, absolute Fridag saa lang og indholdsrig som muligt behersker i den Grad Kjøbenhavn og dens Ungdom, at de Frederiksberg-Beværtere altid trygge og uden Risiko til hver tilbagevendende Pintsemorgen kan Næne extraordinære Dispositioner med Hensyn til Øl-, Kaffe-, Bolle- og Opvarterforsyningen.

Foruden Solen, Øllet, Kaffen, Bollerne og de nystrøgne Opvartere byder iøvrigt den smukke Have aldrig paa nogen særlig Overraskelse i Anledning af Festen, og naar Solen saa, som det hænder en Gang imellem, faar Forfald og slet ikke "leger med", endsige danser, kan det være slet nok bevendt med Feststemningen. Den pintsepyntede, ufordærvede Ungdom, som er mødt i den Hensigt ærligt at beundre Naturens poetiske Skjønhed i Dagbrydningen, bliver tavse og fortrydelige over Himlens aldeles malplacerede graa, grædefærdige Mine, over de triste Udsigter for Dagens Hovedbegivenhed: den store Fælles- og Andels-Familieskovtur, hvis samlende Midtpunkt er den store Madkurv, men hvis uafviselige Forudsætning er Solskin og Tørvejr. Og saa bliver det den mindre ufordærvede Del, de, der begyndte Pintsefesten Lørdag Aften og nu lusker sig ud efter Nattens Knejpe-Bakkanaler, der er Morgenstemningens menneskelige Bærere - en høirøstet uhyggelig erotisk-alkoholistisk Stemning. 

I Aar var Solen imidlertid venlig og smilende. "Dagmoders straalende Karfunkel" hæver sig rød og rund i festlig guldbræmmede Skyer og sender sin mandstærke Riddervagt paa Frederiksberg Bakke Straalerne lige i Linene.

De trætte, forvaagede Øjne maa lukke sig - det er ikke det Lys, de er vant til - , en upoetisk Gentleman laver sig til at gaa med et: "Lad os ikke staa her og glo, men komme hen og faa noget Øl". Hans Donna følger ham ned ad Bakken, og flere følger efter for at besætte Ølkjældernes solfrie Pavluner og Traktørernes skyggefulde Lysthuse. Men de sunde Øjne nyder den "gyldne Udsigt" over Stadens Mylder af Huse og Skov, af Taarne og Spir en god Stund endnu. Naar den bliver altfor blændende, trækker den unge Pige blot lidt ned i den bredskyggede hvide Straahat, hvorunder de friske Kinder gløder dobbelt i Pintsestemning og Sollys.

Saa gaar det hjemad til Dagens Fornøjelser, der gjærne skal begynde saa tidligt som muligt. Af disse Fornøjelser er der en Slags, der for hvert Aar vinder mere og mere Tilslutning; det er "det forenede Dampskibsselskab"s 

Lystture i Sundet.

Kl. halvotte gaar det første Skib til Helsingør og Helsingborg, anløbende alle Kyststationerne. Det skal blive en storartet Tur i det herlige Sommervejr.

For 7 allerede begynder der at blive Trængsel i Havnegade, og da den store Sunddamper Kl. 7 1/4 lægger Landgangsbroen over, er det paa et Øieblik fyldt fra øverst til nederst, fra For til Agter. "Færdig!" hedder det pludselig, og Landgangsbroen trækkes ind under et Sorgens-Udbrud fra den paa Kajen tilbagestaaende Mylder af skuffede Lvstturister. Det dages dog hurtigt. Næppe har Skibet lettet med sin glade Last, før et nyt lægger til og tager Resten om Bord. Og i Løbet af Dagen afgaar saa med korte Mellemrum nye Skibsladninger af Skovgjæster til de forskjellige nordsjællandste Kyststationer.

Af dem, der vilde nyde Dagen fra Morgenstunden af, blev kun faa i Klampenborg; de fleste tog til Skodsborg, hvor Skovene og den romantiske Bøllemose gjemmer alle en skjøn Naturs tillokkende Herligheder, og hvorfra den herligste Fodtur til Klampenborg kan foretages, naar man har set sig mæt paa det skjønne og spist sig mæt i det grønne.

En stor Mængde tog dog ogsaa helt til Helsingør. Med de mange Ophold under Vejs blev Klokken næsten elleve, inden man naaede i Havn her. Ankommen gik Turen, til Vogns og til Fods, sporenstregs ad "Marienlyst" og med den vidunderlig skjønne Strandpromenade ad Julebæk, Hellebæk og Aalsgaarde til. For de rigtige Naturens Børn, der ikke bryder sig om, at man ikke kan se fra det ene Bedested til det andet, er denne Tur noget aldeles udsøgt. Mellem Marienlyst og Aalsgaarde træffer man intet Spor af hjemlig Hovedstadskomfort, kun ved Stranden et lille Hus med en lille Have gjemt under en svimlende høi Skovskrænt og med den mest henrivende Udsigt over Sundet til svenske Kysten. Her faas "Øl fra Fad", Mælk, Kaffe, "Vand paa Maskine" m. m., altsammen til saa fabelagtig billige Priser, at hele den beværternæringsdrivende Del af Kystbefolkningen fra Skodsborg til Kjøbenhavn med Skam faar tilstaa, at de ikke kan optage Konkurrencen. Bliver Skovgjæsterne, som i Søndags, overfaldne af en yndig og velment, men ikke just særlig belejlig Regnskyl, kan det nok hænde, der bliver Liv i det lille Hus og den lille Have. Hver Stump Stol og Bænk bliver optaget. Mand, Kone og vævre Smaapiger anstrænger sig næsten over Evne for at imødekomme og betjene Giæsterne; fra alle Sider kommer de af Regnen jagede Skovgjæster, Herrer uden Paraply med ødelagte Silkehatte, Damer - ulykkelige Damer - med lyse Silke- eller Kniplingsparasoller over de hvide Straahalte med de prægtige, krusede Fjer.

Jens Møllers Boghandel (1878-1927). Postkort. Julebæk. Det kongelige Bibliotek.

Regnen varer stive to Timer, og Fortvivlelsen vilde være stor, hvis ikke en Smule Sangforening, trodsende Regn og Spot, fra Skovskrænten oplivede det sunkne Mod ved at afsynge forskjellige populære danske og svenske Sange i Pauserne mellem ØI-"Omgangene".

Men Regnen holdt op, uden at have spoleret hele Resten af Dagen. Og der blev Anledning til ny Fryd, nemlig over den grønne Frodigheds fornyede Friskhed og Syrenernes forstærkede Duft efter Regnen. Marienlyst med Hamlets Grav, Ofelias Kilde, Badehotellet med dets friske Park, dets udmærkede Restavrant og dets elskværdige Leder, Hr. Kaptejn Dahl, og Kronborgs Seværdigheder blev besøgt og beundret, inden man begav sig paa den 5 Timer lange Sørejse hjemefter.

Det var 1ste Pintsedag. 2den Pintsedag var trist og iskold og vel egnet til at holde Udflugtslysterne nede.

Anden pintsedag.

Huha, sikken et Vejr, da 2den Pintsedag oprandt. 1ste Pintsedag var vel til Dels en slem Dag, - men den anden var dog værre.

Himlen snavset og graa, med jagende tunge Skyer, Blæst, der, hujende fælt, fo'r gjennem Gaderne, ruskede i Trætoppene og jog Kastanieblomsternes Blade som Sne hen over Gader og Boulevarder - og saa bitterlig koldt.

Trøstesløst stirrede man ud ad Vinduet - hvad Kulde det dog blive til. Og Pintsetøjet, der knap var tørt endnu efter Gaarsdagens Regn, blev hængt bort - hvad nyttede det at pynte sig, naar Himlen aldeles ufejlbarlig lovede Masser aj Regn.

Somme foretrak saa at holde sig hjemme og se Tiden an, andre knappede Tøjet tæt til, fik Paraplyen i Haand og vovede sig ud. Huh! hvor det blæste, det gik gjennem Klæderne til Marv og Ben - man kunde saamænd gjærne, naar det ikke var for Skams Skyld, have trukket i Vintertøjet, for Grund til at prise Sommer var der virkelig ikte.

Af og til saa' det dog ud til, at det skulde blive lidt bedre. Solen stak Hovedet frem gjennem Skyerne og straalede varmt, saa Træerne atter stod grønne og man blev lidt varmet op. Men strax var der saa en stor sort Bussemand af en Sky, der hyllede dens Hoved ind, og en kort Regnbyge raslede over den syndige Jord, og det var alter koldt og uhyggelig, - -

Men Kjøbenhavnerne er nu engang et lystigt Folkefærd. Det kunde dog ikke gaa an, da Kl. 4 Helligdagsfreden var til Ende, saa at gaa om og hænge med Næbet. Fat tog jo nu Lystigheden i By og i Skov - Lystigheden, der havde hvilet i et Par Dage, der for forlystelsessyge Mennesker absolut synes en Uendelighed. Og fat tog derfor Kjøbenhavnerne paa at more sig saa godt, som Forholdene tillod det. -

I Tivoli.

Fra Facadebygningen vaiede Flag paa Flag, lystigt piskede om af Blæsten, makrelstribede Plakater meldte stor Fest, og saa Kl. 4 drønede de obligate Skud, og Indgangen var aabnet for Folket til Watts Regn.

Godt besat var der da allerede derinde af Drenge, der havde gaaet og frosset dét fra Morgenstunden og levet frugalt paa deres Smørrebrød i den græsgrønne "Botanismørkasse", og af lange Gardere, lyseblaa Husarer og smaa Infanterister, der maabende gik om og saa' paa alle de lukkede Herligheder og ventede paa, at Musiken skulde kalde til Dans paa den dertil indrettede aabne Estrade.

Trægt smækkede Tælleapparaterne, men efterhaanden blev der mer og mer Liv: det syntes virkelig, som om Tivoli, trods det høist uheldige Vejr dog skulde blive nogenlunde besat.

Men hvor var der dog koldt derinde - da Illuminationen straalede i al den kjendte Pragt, jog Vinden isnende om og lod Flammen flakke usikkert.

Ved koncertsalen travede Stamgiæsterne i hurtigere Tempo end ellers om og søgte at holde sig i Aande, - men udenfor var hver Plads besat, og trindt om paa Bordene dampede varme Toddyer. Det var ikke langt fra, at man overalt svigtede Nationaldrikken ØI og slog sig paa koghede Varer, for at holde Liv i sig.

I Fregatten var der lunt nede under Dæk - og dér stuvede Folk sig sammen og lyttede til Tyrolernes jodlende Sang. Ja om det saa var ved Arenatheatret, som ellers er lidt stifmoderlig behandlet fra Publikums Side, var der hele Tiden brillant besat. Der er derovre sket den prisværdige Foranstaltning, at Halvdelen af de mange reserverede Bænke til 50 Øre nu er inddraget, hvilket sikkert vil vise sig fordelagtig baadet for Tivoli og Værten, Hr. Bock.

Med Fyrværkeri sluttede Aftenen. og langsomt sluktes Illuminationens Masser af Blus.

Cirkus Busch

var det Etablissement, der nød godt af Himlens onde Lune.

Allerede tidlig paa Dagen begyndte Folk at belejre Billetkontorerne, for at faa Billet til Eftermiddagsforesiillingen.

Og da Forestillingen begyndte, var Cirkus fyldt lige fra Barrieren til op under Loftet, et broget. fornøjet Søndagspublikum af pyntede Smaafolk, hjemløse Fugle, Masser af Børn og Masser af Soldater.

Straalende glad viste Hr. Busch sig i Manegen under drønende Bifald - og da tilsidst Hestene ranke som Lys stod paa Bagbenene og rakte deres Forpoter mod Himlen, saa' det ganske ud, som om de med deres Direktør anraabte Himlen om, at det saaledes maatte blive ved.

Korr efter var der ogsaa udsolgt til Aftenforestillingen.

Særlig Frk. Weis hilstes med Jubel, da hun i vildt Ridt fo'r over Barriererne og lod Hesten stejle, saa man skulde tro, hun maatte styrte af det vilde Dyr.

Hr. Busch tog ind en smuk Skilling til al begynde sin egenlige Sæson med.

Paa Bakken.

Efter første Pintsedags Stilhed, da "Bakken" officielt aabnedes, tog nu Lystigheden fat, - al den gamle kjendte Lystighed, der er ens fra Aar til Aar, og et stort, gemytligt Søndagspublikum overværede Premieren og tog livlig Del i alt.

Lirekasserne larmede i Munden paa hinanden. Skuddene smældede ved Skydeapparaterne, med hvinende Elskerpar fo'r Gyngerne op i de høje Træers Kroner, Karussellerne fo'r om, og ridderlige Svende stak ufortrødent til Ringen, mens inde fra Teltene Sangerindernes skingrende Toner lokkede galante unge Mænd ind at "ligge paa Tallerkenen".

Hele det ejendommelige Sommerliv, der lokker Folk til Bakken og Kirstens Kilde og kulminerer St. Hans Nat, var nu vaagnet.

(Morgenbladet (København) 28. maj 1890).

Helligaften i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Intet kan være mindre festlig og mere trist end en Helligaften i Kjøbenhavn.

Gaderne ligger hen i Halvmørke. De store Butiksvinduer, der pleier at lyse og blænde med et vexlende Farvespil, er forvandlede til sorte Firkanter, der glor en i Møde saa uhyggeligt som blinde Øine. Omkring Theatrene og de uskyldige Forlystelsessteder er der saa tomt og øde som i en Ruin.

Alle Vegne slukket og lukket, undtagen i Restaurationerne, Værtshusene og ForlysteIsesknejperne af allerlaveste Rang,

Og Menneskestrømmen, der langsomt bevæger sig gjennem Gaderne, ser trist og træg ud, ligegyldig, hvordan Dagen har været. Folk kommer hjem fra Skoven, fra Fællederne, fra Frederikberghave eller fra Amager, fra Solskin og vaargrønt Muld, muntre og glade - men saasnart de betræder deres Fødebys Stenbro, taber Stemningen sig, og jo dybere de kommer ind i dens skumle eller halvmørke Gader, og medens Udsigten til en døsende Aften i Hjemmet eller paa Beværtningen oven paa den glade Dag rykker betænkelig nær, bliver Gangen mere slentrende og Udtrykket mere trevent.

Aldrig møder man færre glade Ansigter end saadan en Helligaften, aldrig flere ærgerlige, kjedelige, misstemte og mismodige Ansigter. Det er Gadelivets Dødvande. Følg en Gang med Strømmen og se, hvorledes Familierne tripper og sjokker af Sted, Børnene er søvnige og grædevorne, de unge driver og finder, de er nærved at forgaa af Kjedsomhed, og saa slentrer de Gade op og Gade ned, uden Spor af den fornøjelige Oprømthed, som oplyste Gader og Torve, Musik og Theater lokker frem.

Og de Scener, man bliver Vidne til af det Kjøbenbavn, som ogsaa denne Aften vil more sig, er ofte ikke ganske hyggelige. Der er en Ungdom, hvis Dag hverken gaar med Arbejde eller Gymnastik, der er Folk, som træder temmelig usikkert paa Benene, og Gadernes ensformige, stabende Lyd bliver Tid efter anden afbrudt af et forvorpent Tilraab, af en drukkens ufrivillige Komik. Thi ingen Sinde nydes mere Spiritus i Kjøbenhavn end paa en Højtidsaften.

Paa Cafeerne sidder Folk og døser over Cigar og Øl, over Aviserne, som de gjennemkigger for tredje eller fjerde Gang, og med Billedbladenes Mapper stablede foran sig. Brætspillernes Raaben og Billardspillernes Stød og Kuglernes Rullen lyder med en irriterende Eneformighed. Og fra Kjælderbeværtningerne lyder Skrig Skraal i tiltagende Grad som Aftenen skrider frem og Skodderne kommer for Vinduerne.

Man har villet det saa. Man lukker Theatrene og gjør intet for billige Øl- og Musikhaller, men man tillader den frieste Udskjænkning af Spiritus, man holder Adgangen aaben til de sletteste Udskejelser, og just paa Helligaftener, da den gode Modvægt, som Theatrene yder, savnes, tjener Knejpe Værterne og Værteinderne Penge.

Mon man ikke snart kunde blive enig om, at her er gjort enten for meget eller for lidt. Enten aabne Døre overalt eller stræng Lukning for alt, der ikke hører med til det nødtørftige. Hvilket man end vælger, vil Helligaftenen vinde derved, og Borgerne ogsaa, saa vist som baade festlig Stilhed og straalende Munterhed er at foretrække for den osende, halvskumle Atmosfære, der nu er ejendommelig for Kjøbenhavn paa en Helligaften.

(Morgenbladet (København) 10. april 1887).

Forstyrrelse af Gudstjenesten. (Efterskrift til Politivennen)

Da ifølge Helligdagsloven alle Arbejdssysler, der ved den Larm, hvormed de ere forbundne, forstyrre Helligdagens Fred ere forbudne, og det gjøres til en særlig Betingelse for de Arbejder, som undtagelsesvis tillades, at Gudstjenesten ikke derved forstyrres, maa det utvivlsomt være et Hovedformaal for Loven, at forhindre, at selve Gudstjenesten forstyrres. Man tillader sig derfor at rette den Opfordring til Kjøbenhavns Politi, at det vil forhindre den Gudstjenesten i Helligaandskirken i høj Grad forstyrrende Kjørsel igiennem den Del af Vimmelskaftet, som gaar langs med den nævnte Kirke, ved Kirketiden at afspærre det Stykke af Gaden, der ligger imellem Hyskenstræde og Niels Hemmingsensgade, for Kjørsel. For Tilhørerne paa Kirkens søndre Pulpitur, der løber langsmed de store Vinduer ud mod Vimmelskaftet, er det nemlig, ialtald for de bageste Rækker, saagodtsom umuligt at høre Prædikenen uforstyrret paa Grund af den betydelige Vognfærdsel; navnlig er det umuligt at høre Noget, hver Gang en af de tunge Omnibusser buldrer forbi med Brag og Larm og Bjældeklang, og da dette sker omtrent hvert femte Minut bliver det yderst vanskeligt at fastholde Tankegangen, naar den paa denne Maade iderig overskæres for Tilhørerne. Skulde der derfor være Vanskeligheder forbundne med at faa det omtalte Stykke at Gaden afspærret under Gudstjenesten, maa det dog ialtfald kunne lade sig gjøre, at paabyde Omnibusserne i Kirketiden at kjøre om ad Badstuestræde og Læderstræde. Dersom Politiet ikke paa egen Haand vil paabyde dette er det at haabe, at Kirkens Værger ville gjøre de fornødne Skridt for at værne om Kirkefreden.

(Dagbladet 2. februar 1885).

Forstyrrelse af Helligdagsfreden. (Efterskrift til Politivennen)

Fra den offentlige Politiret. I afvigte Juli Maaned blev Mølleeier Mortensen ved den offentlige Politiret tiltalt for at have overtraadt Loven af 7de April 1876 om den offentlige Fred paa Folkekirkens Helligdage, ved at han en Søndag havde ladet sin i Møllegade beliggende Dampmølle arbeide mellem 9 og 4. Under Sagen oplystes det, at den Støi, som havde været forbunden med Møllens Virksomhed, havde kunnet høres i en Afstand af flere Hundrede Alen. Paa Grund heraf formente Dommeren, at Sigtede havde overtraadt nævnte Lov, og tildelte ham i den Anledning en Advarsel. I Begyndelsen af August Maaned anmeldte derefter en i Møllegade boende Mand for Politiet, at Møllen atter havde været i Virksomhed Søndagen den 3die August under Kirketiden og foraarsaget en for de Omkringboende meget generende Larm. Under den i nævnte Anledning anlagte nye Sag erkjendte vel den for Tiltalte mødende Fuldmægtig, at der var blevet arbeidet i Møllen den paagjældende Dag i den anførte Tid, men benægtede, at der havde været forbunden nogen saadan Støi med dette Arbeide, at Helligdagens Fred derved kunde siges at vare bleven forstyrret. De under Sagen afhørte Vidner forklarede imidlertid, at den ved Arbeidet i Møllen foranledigede Larm havde kunnet høres i en Afstand af et Par Hundrede Alen; et af Vidnerne forklarede endog, at Larmen havde kunnet høres i en Afstand af 400 Alen. Da Sigtedes Fuldmægtig ikke vilde erkjende Rigtigheden af de afgivne Forklaringer, bleve Vidnerne tagne i Ed eg Sigtede ved Dom paalagt en Bøde af 15 Kr, idet Dommeren formeente, at det ved de afgivne Vidneforklaringer maatte ansees for godtgjort, at Arbeidet i Møllen havde været forbundet med en saadan Larm, at Helligdagens Fred derved var bleven forstyrret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1879. 2. udgave).

Højesteretsafgørelse om Helligdagsordningen. (Efterskrift til Politivennen)

Højesteretsdom. Høiesteret paakjendte idag ifølge dertil meddeelt allerhøjeste Bevilling under Eet de 2de tidligere heri Bladet omtalte Sager, hvorunder deels 20 forskejllige Personer, deels Poul Johansen Geleff tiltaltes for Overtrædelse af Helligdagsforordningen af 16de Marts 1845.

Som det vil erindres, havde den saakaldte Centralbestyrelse for de frie Fagforeninger - af hvilken Bestyrelse 18 af de ovenmeldte først nævnte Personer vare Medlemmer, deels som Formand, deels som Repræsentanter for forskjellige Fagforeninger - ved et Udvalg meddeelt Politidirecteuren mundtlig i dennes Embedslocale, at Centralbestyrelsen havde besluttet at afholde et offentligt Arbeidermøde en af Søndagene i afvigte Juli Maaned, ved hvilken Lejlighed Politidirecteuren tilkjendegav Udvalget, at en saadan Meddelelse ikke var tilstrækkelig, men at der ifølge ovennævnte Helligdagsforordnings § 11 udfordredes Politidirecteurens Tilladelse, hvorom nærmere skriftligt Andragende maatte indgives, men at Centralbestyrelsen paa et faa Dage efter afholdt Møde besluttede alligevel at afholde et Arbeidermøde under aaben Himmel Søndag den 18de Juli uden at indhente Politidirecteurens Tilladelse dertil, idet det kun vilde blive at anmelde hos Politidirecteuren samtidig med at det averteredes i "Socialdemokraten", og i Overeensstemmelse hermed tilstilledes der under 14de s. M. Politidirecteuren en dertil sigtende skriftlig Meddelelse, undertegnet "Centralbestyrelsen", hvori det udtaltes, at denne formeente, at det ifølge Grundlovens § 88 ikke var nødvendigt at bede om særlig Tilladelse til at afholde Mødet, hvorhos der i "Socialdemokraten" for 15de f. M. indrykkedes en Bekjendtgjørelse om Mødets forestaaende Afholdelse den nævnte Søndag. I den Anledning blev det den paafølgende Dag, den 16. Juli, efter skriftlig Tilsigelse til en af Udvalgets Medlemmer, i hans Egenskab som Formand for den ovennævnte Centralbestyrelse, tilkjendegivet denne til Politidirecteurens Protocol, at ligesom Medlemmerne af Bestyrelsen og den ansvarlige Redacteur af "Socialdemokraten" vilde blive satte under Tiltale for den Overtrædelse af den nysciterede Paragraph af Helligdagsanordningen, hvori de ved at beramme og indbyde til det omhandlede offentlige Møde allerede havde gjort sig skyldige, saaledes vilde yderligere Tiltale finde Sted, saafremt Mødet virkelig afholdtes, uden at Politiets Tilladelse dertil forud var erhvervet. Centralbestyrelsen fastholdt imidlertid, trods den skete Tilkendegivelse, sin Beslutning, og efterat en fornyet Bekjendtgjørelse om Mødet havde været indrykket i nævnte Blad, afholdtes Mødet Søndagen den 18de Juli fra Kl. 4½ til Kl. 6 1/4 Eftermiddag paa Nørrefælled i en Afstand af omtrent 500 Alen fra St. Johannes Kirke, hvor der begyndte Gudstjeneste Kl. 6. De 18 af de ovennævnte Tiltalte havde erkjendt at have deeltaget og samtykket i Beslutningen om Afholdelsen af det nævnte Møde uden dertil indhentet Tilladelse, og i Bestyrelsens Bekjendtgjørelse i "Socialdemokraten", ligesom 4 af de nævnte Tiltalte havde erkjendt deels at have ledet Mødet, deels at være optraadte som Talere ved samme, hvilket ligeledes den 19de Tiltalte og Poul Geleff havde erkjendt at have gjort, uagtet de vidste, at Mødet afholdtes uden Politidirecteurens Tilladelse. Som Følge heraf vare de nævnte 19 Personer ved Criminal- og Politirettens Dom af 7de September d. A. og Poul Geleff ved samme Rets Dom af 25de f. M. ansete efter § 14 i Helligdagsanordningen med Bøder hver især til Kjøbenhavns Communes Kasse af fra 10 til 30 Kroner. Hvad den 20de Tiltalte, Redacteuren af "Socialdemokraten" - for hvilken ingen særlig Udgiver er anført paa samme - angik, var han ved bemeldte Rets Dom af 7de Septbr. d. A. frifunden for det Offentliges Tiltale af Hensyn til, at Ansvaret ifølge Presseloven af 3die Januar 1851 for Indholdet af et her i Riget ved Trykken offentliggjort Skrift paahviler Forfatteren, naar han paa Skriftet har navngivet sig og ved Sagens Anlæg er inden Statens dømmende Myndigheds Omraade, og de tvende ovenomhandlede Bekjendtgjørelser i "Socialdemokraten" udtrykkelig angave sig som hidrørende fra Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger, hvilket efter Rettens Formening maatte sættes i Klasse med en Navngivelse af Forfatteren.

Ved Høiesteretsdommen blev Sagen for en af de Tiltaltes Vedkommende afviist, idet det ikke ved det Høiesteret Forelagte kunde ansees tilstrækkeligt oplyst, at Indstævningen til Høiesteret var tilstrækkelig forkyndt for ham.

Hvad Tiltalen imod Redacteuren af "Socialdemokraten" angik, billigede Høiesteret i Henhold til de herfor i den indankede Dom anførte Grunde, at han var frifunden for det Offentliges Tiltale og Sagens Omkostninger for hans Vedkommende paalagte det Offentlige.

Hvad de øvrige Tiltalte angik, bemærkede Høiesteret, "at efter de i Fr. 26de Marts 1845 § 11 brugte omfattende Udtryk, samt naar hensees til §ens Bestemmelse om, at Politimesteren kan tilstede Afholdelsen af Møder paa Søn- og Helligdage efter Kl. 4, blandt Andet, naar dette, som det hedder, ikke kan give Anledning til at befrygte Uordener, maa bemeldte ansees at indeholde et Forbud mod Afholdelsen paa Søn- og Helligdage ikke blot af communale Møder og andre, som dermed kunne sættes i Klasse, men af offentlige Forsamlinger i Almindelighed."

I Betragtning deraf samt iøvrigt i Henhold til hvad der i de indankede Domme var anført, billigede Høiesteret, at de her ommeldte Tiltalte for det af dem udviste Forhold vare ansete efter Forordningens § 14 med de i Dommene fastsatte Bøder til Kjøbenhavns Communes Kasse, samt at det var paalagt dem at udrede Omkostningerne, og bemeldte Domme bleve derfor for disse Tiltaltes Vedkommende stadfæstede.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. november 1875).

Møde paa Nørre Fælled. (Efterskrift til Politivennen)

Sag om Overtrædelse af Helligdagsanordningen. Den 9de d. M. indfandt Formanden for Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger, Barbeer Klein samt Bestyrelsesmedlemmerne, Cigarmagerne Johnsen og Kiefert, sig hos Politidirecteuren i hans Embedslocale paa Politikamret og meddeelte, at Centralbestyrelsen havde besluttet at afholde et offentligt Arbeidermøde paa Nørrefælled Søndagen den 18de d. PR. Kl. 4½ Efter at Politidirecteuren tilkjendegav dem, at en saadan Meddelelse ikke var tilstrækkelig, men at der ifølge Helligdagsanordningen af 26de Marts 1845 § 11 udfordredes Politiøvrighedens Tilladelse, og at de derfor vilde have at indgive skriftligt Andragende om fornøden Tilladelse, hvilket tillige maatte indeholde Oplysning om, hvad der agtedes forhandlet paa Mødet; dette Andragende skulde da strax blive taget under Overveielse, og Afgjørelsen dem meddeelt. Den 14de indfandt Formanden sig atter hos Politidirecteuren for at meddele, at Kjøbenhavns Magistrats Samtykke til Afbenyttelse af Fælleden til det ommeldte Møde var indhentet. Ved denne Leilighed erholdt Formanden den samme Tilkjendegivelse som ovenfor anført. Den følgende Dag blev der vel tilstillet Politidirecteuren en skriftlig Anmeldelse om Mødet, men intet skriftligt Andragende om Tilladelse til dets Afholdelse, hvorimod Centralbestyrelsen i en Anmeldelsen ledsagende Skrivelse til Politidirecteuren udtalte som sin Formening, at det ifølge Grundlovens § 88 ikke var nødvendigt at bede om særlig Tilladelse til at afholde Mødet, efterat der af Kjøbenhavns Magistrat var anviist en Plads til dets Afholdelse. Samme Dag var der i "Social-Demokraten" blevet indrykket en Bekjendtgjørelse, hvori Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger indbød alle Arbeidere i Kjøbenhavn og Omega til det omtalte offentlige Møde, og bemeldte Bestyrelses Formand blev derefter anmodet om at give Møde hos Politidirecteuren samme Dags Eftermiddag Kl. 2. Formanden nægtede imidlertid at give Møde efter en mundtlig Anmodning, og han tilsagdes derfor skriftligt til Møde den følgende Dag. I dette Møde erkjendte han at have tilstillet Politidirecteuren den ovenomtalte Skrivelse og Anmeldelse samt indrømmede, at Bekjendtgjørelsen i "Social-Demokraten" for den 15de Juli hidrørte fra Centralbestyrelsen. Det blev derefter Barbeer Ernst Vilhelm Klein i hans Egenskab som Formand for den ommeldte Centralbestyrelse tilkjendegivet, at ligesom samtlige Medlemmer af nævnte Bestyrelse og den ansvarlige Redacteur af Bladet "Social-demokraten" vilde blive satte under Tiltale ved Politiretten for den Overtrædelse af den citerede Paragraph af Helligdagsanordningen, hvori de ved at beramme og indbyde til det omhandlede offentlige Møde allerede havde gjort sig skyldige, saaledes vilde yderligere Tiltale imod dem finde Sted, saafremt Mødet virkelig afholdtes, uden at Politiets Tilladelse dertil forud var indhentet. Efterat derefter "Social-Demokraten" for Søndagen den 18de Juli havde indeholdt en ny Bekjendtgjørelse om Mødets Afholdelse, fandt dette Møde Sted samme Dag fra Kl. 4½ til Kl 6 1/4 paa Nørrefælled i Nærheden af St. Johanneskirken, i hvilken der netop samtidig afholdtes Gudstjeneste. Dirigent ved Mødet var Smed Adam Petersen og Talerne vare: Poul Geleff, Skomager Hørdum, Skibstømrer Poulsen, Barbeer Klein og Cigarmager Johnsen. I Forbindelse med den Sag, der var anlagt imod Fagforeningernes Centralbestyrelse og Redacteuren af "Social-Demokraten", S. Larsen, blev nu Tiltale for at have afholdt Modet uden Politiets Tilladelse iværksat imod Centralbestyrelsens Medlemmer som Indbydere, samt mod Dirigenten og samtlige Talere. Efter hvad der bragtes i Erfaring, vare følgende frie Fagforeninger centraliserede, nemlig: Vævernes, Cigarmagernes, Snedker- og Stolemagernes, Skomagernes, Smede- og Maskinarbejdernes, Skrædernes, Sadelmagernes. Billedskjærernes, Murernes, Modelleerarbeidernes, Huustømrernes, Dreiernes, Skibstømrernes, Formernes, Gjørtlernes, Arbejdsmændenes og den blandede; Medlemmerne af Centralbestyrelsen vare Cigarmagerne Kiefert og Jensen, Arbeidsmand Petersen, Skraber Jensen, Xylograph Touscher, Modelsnedker Kuntze samt Gjørtlerne Kiefert og Jensen.

Sagen forhandledes idag i den offentlige Politiret. De Tiltalte vare foruden de alt nævnte endvidere esternævnte Repræsentanter for vedkommende Fagforeninger, nemlig: Snedkerne Andersen og Lamp, Skomager Lindberg, Smedene Thomsen og Hansen, Stræber Berglund, Sadelmager Joerien, Skibstømrerne Trueljen og Holm og Typograph Foltmer, Sidstnævnte som Repræsentant for den blandede Fagforening.

Eflerat de Mødende havde erklæret sig over, hvorvidt de ansee sig ansvarlige for den i Centralbestyrelsens Møde fattede Beslutning om Arbeidermødets Afholdelse og Indbydelsen til samme i "Social-Demokraten", erklærede Formand Klein paa samtlige Tiltaltes Vegne, at de ønskede Sagens Forhandling udsat for at afvente Resultatet af et til Justitsministeriet indgivet Andragende om at faae den behandlet ved Landets almindelige Domstole - hvorved sigtedes til den samlede Criminal- og Politiret - for den eventuelle Appels Skyld, samt om at Sagen maatte blive anlagt imod Foreningen som saadan og ikke med dens enkelte Medlemmer. Dommeren erklærede derefter, at han vilde udsætte Sagen til næste Retsmøde for at conferere med Politidirecteuren i Anledning af det fremkomne Andragende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. juli 1875).

Helligdagsanordningen blev ret vilkårligt fortolket. I Kalundborg blev Isted-slaget fejret en søndag på Møllebakken. Deltagerne marcherede dertil, der blev  holdt taler og derefter spise- og drikkegilde uden at politiet greb ind. Flere aviser gjorde opmærksom på at anordningen tilsyneladende blev brugt politisk således at den mest ramte ikke-Højre-arrangementer.

Den Sag, som det kjøbenhavnske Arbeiderpartie har ladet reise angaaende Forbudet imod at holde offentlige Møder under aaben Himmel om Søndagen, nyder ikke den Interesse indenfor vor juridiske Verden, som man kunde være tilbøielig til at troe, da Spørgsmaalet jo her synes at dreie sig om et "Princip". Sagen er den, at hele den juridiske Verden er enig om hvad Udfaldet vil blive, idet Dommen kun kan komme til at gaae Arbejderpartiet imod. Det er sørgeligt, men ubestrideligt. Grundloven siger vel i sin § 88, at Borgerne have Ret til at samles ubevæbnede under aaben Himmel, men denne Ret tilhører dem kun i det Omfang, som den øvrige bestaaende Lovgivning tilsteder. Helligdagsanordningen af 1845 staaer endnu ved Magt baade en gros & en detail og Grundlovens § 88 har ikke ophævet dens fameuse § 11. Politiedirecteuren har derfor ikke overskredet sin Competence, idet han forbød eller vel rettere nægtede at give sit Samtykke til Fælledmødet den 18de f. M., men det vilde have stemmet godt og nøie overeens baade med Humanitetens og Retssædvanens Bydende, om han offentligt havde bekjendtgjort, at Helligdagsanordningens § 11 herefter vilde blive bragt i Anvendelse ligeoverfor politiske Møder og andre Folke forsamlinger om Søndagen. Det er nemlig en Retssædvane at en slig offentlig Kundgjørelse finder Sted, naar Øvrigheden paany vil sætte en i længere Tid uændset eller forbigaaet Lovbestemmelse i Kraft; dette gjorde Politiedirecteuren saaledes ifjor ligeoverfor det i saa lang Tid tolererede Billetprangeri uden for det kongelige Theater. Denne Mangel paa Hensynsfuldhed fra Politiedirecteurens Side vil - saaledes antages bet almindeligt af kyndige Jurister - lede til, at de Paagjældende kun ville blive idømte den ringeste Bøde, som Helligdagsanordningen foreskriver, men i selve "Principet" er Tabet af Sagen for dem og Alle, som elske vor Frihed og de Rettigheder, den skjænker os, alligevel særdeles betydningsfuld. Der bliver nu ikke Andet for, end at det - forhaabentligt gjenforenede Venstre til Efteraaret paa en eller anden Maade faaer slaaet en Pæl igjennem den taabelige Helligdagsanordnings taabeligste Paragraph.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. august 1875).

Efter avisernes omtaler af hvor politisk anordningen blev håndhævet, begyndte Estrup-regeringen at håndhæve helligdagsanordningen noget hårdere, så det også ramte Højre-folk, fx forbud mod politiske møder om søndagen. En håndhævelse ville under alle omstændighederne ramme arbejderne hårdest eftersom de kun havde fri om søndagen til at gå til møder under åben himmel. 

Efterhånden udvidedes forbuddet også til andre områder. Dog afholdtes folketællingen i 1880 på en - søndag. I Præstø blev Snesere Skyttekreds forbudt at afholde en skyttefest. Af aviser var det mest det nationalliberale Fædrelandet og dens aflæggere som støttede denne linje.

Kriminalretten idømte den 7. september 1875 centralbestyrelsens 5 medlemmer mulkt på 30 kr, 13 fagforeningsformænd 20 kr. Redaktøren  af Social-Demokraten blev frifundet. 

Arbejderudflugt til Vridsløse. (Efterskrift til Politivennen)

Udflugten til vore Føreres Fængsel ved Vridsløselille fandt efter Bestemmelsen Sted. Pinsemorgen Kl. 5 samledes en stor Del Arbejdere med Damer ved Banegaarden og under Marschen gennem Vesterbrogade, stødte Mange til, saa at Antallet steg til over 100. Nu gik Toget videre indtil et Stykke paa den anden Side af Damhuskroen hvor der indtoges en Forfriskning. Vejret var som bekendt udmærket og Stemningen især efter Frokosten meget gemytlig. Velordnede og afsyngende Socialisternes Marsch, drog Toget igennem Glostrup By til stor Forbauselse for samtlige Byens Folk, der nok ikke var vandt til at see en saadan Kolonne af "de Røde". Eftersom Sangforeningen saavelsom flere med de følgende Arbejdere, endnu ikke var ankomne til Samlingspladsen ved Kirken, drog Toget videre til Fængslet, som hilsedes med et rungende Hurra, da man fik det i Sigte. Udfor Fængslet var de 2 Veje, der fører ned til dette, - spærret af Gensdarmer og der var flere Embedsmænd og Betjente fra Anstalten tilstede. Det kom nu til en Forklaring mellem Fuldmægtig fra Birkekontoret Hr. Evers og Togets Leder Fr. A. Herts, hvoraf det fremgik, at Arbejderne ifølge Ordre, saavel fra Politimesteren som fra Inspektøren ved Fængslet, - ikke maatte betræde Fængslets Grund, eller nærmeste Omgivelser. Der var altsaa ikke Andet at gøre end at holde paa Landevejen og der - paa det mest passende Sted at bringe den paatænkte Hyldest. Men nu fremtraadte en Privatmand Hr. Proprietair Ramsault, idet han med megen Forekommenhed tilbød Arbejdertoget at tage Plads paa hans Grund paa en ganske udmærket Plads, under løvfulde Træer, 100 Alen fra Fængslet og liggende særdeles gunstig for Vinden, som bar lige paa de høje Mure. Imidlertid fik man Sangforeningen med Fanen i Sigte og man marscherede den imøde med Sang og Klang. Da Toget var samlet i et Antal af mellem 2-300 Deltagere, med Landboere fra de omliggende Byer baade tilfods og tilvogns - indtoges den overladte Plads og Sangen begyndte. Lyden bar fortræffelig over mod Fængslet og Ekkoet slyngedes ind, selv i de indre Gaarde, saa at vore højtagtede Førere, uden Tvivl har erfaret med levende Deltagelse, at de tro Arbejdere var dem saa nær og mindedes dem med udelt Hengivenhed. En Deputation bestaaende af Fr. A Herts, Cigarmager Johnsen og Snedker Hansen, begav sig ind i Fængslet, for at anmode Inspektøren om, at bringe Førerne en venlig Hilsen. Inspektøren var meget imødekommende og underrettede Deputationen om, at alle de Savnede var ved godt Helbred, omendskønt Brix i del Hele var noget svag af Konstitution.

Efter at Sangene vare afsungne med sædvanlig Præciston og Kraft af Sangforeningen, saa afsang samtlige Tilstedeværende i et mægtigt Kor "Socialisternes Marsch". Derpaa udbragtes et Leve med 9 Gange rungende Hurra for Førerne, som Arbejderne i dette Øjeblik kun var noget over hundrede Alen borte fra. Dernæst udbragtes et Leve for Hr. Proprietære Ramsault, - for hans Ulejlighed ved at anvise den prægtige Plads, - hvilket ligeledes besvaredes med et nifoldigt Hurra. Der holdtes derpaa flere korte Taler, samt udbragtes Leve for Arbejderen, for de derværende Øvrighedspersoners humane Optræden, nemlig for Fuldmægtig Evers, Distrikts Gendarm F. Jakobsen og Gensdarm Simonsen. Med vajende Fane og Sang af den utrættelige sociale Sangforening, begav Toget sig paa Hjemvejen. Der var endog "fine Folk" tilstede, ti 2-3 Herskabsvogne, - fuldt besatte - havde overværet hele Højtideligheden og fulgte med paa en Del af Hjemvejen, I Rødevejrmøllekro gjordes Holdt, navnlig for at Damerne kunde faa sig en Kop Kaffe. I et stort Lokale i Kroen blev der i Løbet af et Par Timer danset og senere holdt adskillige Taler, saasom af Herts om Dagens Betydning, af Typograf Heineman om Arbejdernes Indflydelse paa Landets Regering og Lovenes Tilblivelse, af Johnsen om Arbejdernes Ret, af Snedker Andersen om Lønningsvilkaarene, af Kasseren ved Sygekassen Laursen om Forholdet mellem Kapitalist og Arbejder, af Garnai om Enighed og Broderskab, af Møller om Førernes Skæbne og deres Følelse ved denne Lejlighed og af Formanden for den sociale Arbejdersangforening Jensen om denne, den bedste Anvendelse af Sangens opløftende Kraft. Saa blev der pebet til Afmarsch og fra Glostrup kørtes med Toget til Frederiksberg og derfra gik Vejen til C. Hansen i Allegade hvor den smukke og vellykkede Tour endtes.

(Social-Demokraten 27. maj 1874).

Kjøbenhavn i forrige Uge. (Efterskrift til Politivennen)

Det er en bekjendt Sag, at vi Dødelige ere vanskelige at gjøre til Pas. I gamle Dage fandt man sig med Taalmodighed i at sidde en 2-3 Dage og skumples i en umagelig Diligence for at kjøre et Stykke Vej, som man nu kan tilendebringe i lige saa mange Timer, siddende i en bekvem og komfortabel indrettet Kupé, og dog klager man over den uendelige Langsomhed, naar man tilfældigvis er kommen med et Godstog og bruger 12 i Stedet for 16 Minuter til en Mil. - Lige saa utilfredse ere vi lige over for Vejret. I forrige Uge sukkede vi efter Sommerens velsignede Varme og beklagede os lydelig over den mer end vinterlige Kulde. Næppe indfandt Varmen sig, før man gaar over til den modsatte Yderlighed: puster og stønner af Hede og lister sig som blege Skygger langs Husene for at skjærmes saa meget som mulig mod Solens brændende Straaler. Alle, der paa nogen mulig Maade have Raad til at holde Sommerlejlighed - om det saa kun bestaar i et komfortabel indrettet Tørvehus hos en lille Fiskerfamilie i Skovshoved - flytte ud paa Landet: og dem, der ere lænkede til Hovedstaden, enten ved Forretningernes Baand eller under "Trykket af pekuniære Forpligtelser", som Mr. Micawber saa smukt udtrykker sig, maa nøjes med smaa Udflugter i nærmeste Omegn eller ty til det vaade Element: at gaa i Bandet. Nu begynde ogsaa ret Badeanstalterne at florere, skjønt Gud skal vide, det er en meget betinget Forfriskelse at gaa i Vandet her i Kjøbenhavn. Det bedste Vand er saa langt borte. Badeanstalten hedder "Lynetten" og ligger Pokker i Vold ude i Kongedybet. Man ror, sejler eller damper derud, og naar man saa paa Hjemfarten har været udsat for Solens brændende Straaler, er man lige saa gjennembagt, som man var før Badet. Det Samme er Tilfældet, naar man frekventerer Badene paa Kastelsvejen ude ved Langelinie (Bechs og Engelbrechts Badehuse) kun med den Forskjel, at Vandet paa disse Steder har en liflig aromatisk Tilsætning af Spildevandet fra Kloakerne, der føre fra Nørre- og Østerbro. Ikke bedre er man stillet paa "Venedig" ude i Kallebodstrand bag den kongelige Skydebane; dog er der den Forandring, at da Spildevandet der kommer fra Gasværket, overtrækker det den Badende med en i sanitær Henseende ypperlig Fernis af Kultjære kort sagt, det eneste Sted, hvor man maaske skulde kunne bade sig i Vand, der er uberørt af fremmede Ingredienser, er den saakaldte "Ryssenstens Badeanstalt" mellem Langebro og Estakaderne; men for ogsaa at berøve Københavnerne denne renlige Fornøjelse, have Avtoriteterne i denne Tid med sædvanlig Visdom og Indsigt anbragt tvende Dampmuddermaskiner, der plumre Vandet paa det Forfærdeligste og forpeste Luften i afgjort mefitisk Retning. Det kan endda gaa for de bedre stillede Klasser, der kunne gaa et andet Sted hen og "vaske sig"; men værre er det for de Fattige, for hvem Renlighed er deres eneste Luksus. De have nemlig deres Badeanstalt ude ved Estakaderne paa Kigkurven eller, som det hedder i den kjøbenhavnske Jargon, Kykkenkoret, og de komme da navnlig til at lide under denne Ulempe, eftersom de udelukkende ere henviste til dette Sted.

Uagtet Sommeren ikke var begyndt i Søndags, 1ste Pintsedag, var der dog, som hvert Aar paa denne Dag, storartet Udvandring til Frederiksberg, navnlig dog af Middel- og Underklasserne - Pigerne gik ikke i Seng Lørdag Nat; de skulde jo være paa Frederiksberg Kl. 4½ i det Seneste, og hvorfor? Ja efter Sagnet for at se Solen udføre en Pas de seiil, da 1ste Pintsedags Morgen jo skal være den eneste Dag om Aaret, at den tillader sig denne koreografiske Udskejelse; men de Færreste vente sig nok nogen egenlig Nydelse af denne Soldands, og desuden var det Bygevejr i Aar, Gardinerne vare trukne for, saa Dandseren viste sig slet ikke. Nej. Turen er nok mere beregnet paa at vise sig i de ny Sommertoilettet, møde Kiæresten, spadsere med ham og nyde en let Forfriskning hos Josty eller i Pilealeen - alle Beværtningsstederne derude havde meget travlt. Om Formiddagen allerede var "Alt udsolgt" baade af tørre og vaade Varer, og i en løftet Stemning gik nu Vejen til de respektive Konditioner for at sætte den hjemlige Kjødgryde over Ilden til Middagsmaden.

Nej, saa var det et anderledes Sommervejr 2den Pintsedag; det var en ordenlig Benefice for Sporvejsselskaber, Vognmænd, store nordiske Dampskibsselskaber og hvad alle de Selskaber hedde, der tage sig af deres Medmenneskers Befordring. Karavanerne gik mod Nord til Skoven aldeles overfyldte - 24 Ekstratog maatte der i Gang foruden de ordinære 18, og de gamle Kaffemøller, som Kapervognene med et teknisk Navn benævnes, toge Hævn for gamle Krænkelser og satte pæn lille Skrue i Gang, da der ikke var mere Plads paa Jernbanens Vogne - der kostede det kun 12 sk. til Klampenborg; Kaperkudskene benyttede sig af de heldige Tidskonjunkturer og toge 3 Mk., og da Folk skulde hjem om Aftenen, og den røde Lygte var hængt ud paa Banegaarden i Klampenborg, steg Fordringerne endogsaa til 8 blege Markstykker. Opbragte over denne ublu Fordring, travede mangen Familiefader af med hele Besætningen for med modigt Sind at naa til Staden; men de Smaa bleve trætte, Mutter skjændte, og var man endelig naaet til Charlottenlund, saa blev Enden paa det, at Fatter alligevel maatte op med Portemoniksen, og Prisen var den Samme, saa Fatter havde, foruden sin Ærgrelse, kun haft den Privatfornøjelse under Graad og Tænders Gnidsel at trave et langt Stykke Vej og faa dog ikke saa sin Krig frem. - Nej, saa var man da mere sikret ud ad Vesterkanten; der er dog Takster; man ved, hvad det koster at kjøre; har man saa ikke Raad dertil, kan man lade være, Vejen er ikke saa lang, og Nydelserne ere endogsaa mere intensiv tilstede baade for dem. der holde af Larm og Musik, og dem, der holde af at fordybe sig i Naturens Skjød.

Jeg vil just ikke paastaa, at en 2den Pintsedag paa Frederiksberg yder den allerbedste Lejlighed til en Fordyben i den fredelige, tavse Natur, desformedelst der er fuldt af Børn, Lirekasser og, hvad det er det Værste, Sangforeninger, der i kunstnerisk Henseende just ikke staa paa det allerøverste Trin af harmonisk Udvikling.

I Torsdags havde vi igjen Festdag; det var Grundlovens 24aarige Fødselsdag. Det blev altsaa ikke til Noget med at holde den ved Frederik den Syvendes Rytterstatue, eftersom den, med sædvanlig Komiteilterhed, naturligvis ikke blev færdig. Kl. 6-7 vaagnede man af sin søde Søvn ved Koralmelodier, der blæstes fra Stadens Kirker. Det gjorde et smukt og højtideligt Indtryk i den stille Morgenstund. Kl. henad 9 trak forskjellige Musikkorps, anførte af en Ceremonimester og tvende Fanebærere og eskorterede af en Mængde Mennesker, gjennem Byens Gader, blæsende Fædrelandssange, Dandsemelodier og andre kvikke Sager - det vedblev af og til hele Dagen. Kl. 4 samlede de sig alle foran Raadhuset paa GI. Torv og musicerede en Time; derefter trak de i Procession ud til Frederiksberg Have, hvor de forbleve til Kl. 10. Der afbrændtes et Fyrværkeri paa Østerfælled, da Slotsgartner Rothe paa det Bestemteste satte sig imod, at det maatte futtes af i Frederiksberg Have, som det er sket de andre Aar. Hele Byen var festlig smykket med vajende Danebrogsflag, navnlig i Hovedgaderne og fra offenlige Bygninger. Se, det var nu den Maade, Magistraten fejrede Grundlovens Fødselsdag paa. - De forskjellige Lav og Foreninger havde som sædvanlig slaaet sig sammen og mødte paa en af Plænerne ved Erimitagen; de marcherede derefter i Procession til Plænen Øst for denne, hvor der var rejst en med Grønt og Danebrogsflag smykket Talerstol. Det gik Altsammen meget loyalt og fredeligt af. Der blev talt for Kongen, for Fædrelandet og for Grundloven. Kongen var indbudt, men kom ikke - kort sagt - Alt gik som de foregaaende Aar. - Socialisterne havde arrangeret sig en lille privat Grundlovsfest ved den slesvigske Sten i Dyrehaven; men det fæle Politi og de stemme Storborgere kunde ikke lade dem i Fred; de havde faaet anskaffet sig en dejlig blodrød Fane, hvori der med Hvidt var broderet: Frihed. Lighed og Broderskab; men - de Eksekutive intervenerede. Det blev rekvireret Husarer fra Jægersborg, og "Borger" Johnsen maatte overlevere det dyrebare Banner, dog ikke direkte i Politiets urene Hænder - en velvillig Storborger agerede nok, ialfald foreløbig Modtager. Hvad der senere blev af Banneret, vides ikke.

O. T.

(Jyllandsposten 8. juni 1873).

Parti af Klampenborg Vandcuuranstalt. Illustreret Tidende 564, 1870.

Pintse i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Beskjæftigelse da det gryede ad anden Pintsemorgen, skildres i en Idyl til Aarh. Av. saalunde: "Det Første Kjøbenhavnerne imorges gjorde, efter at være staaede op af Sengen, var at trække Rullegardinet op og betragte Himlen. Regn eller Solskin? - det var Dagens store, brændende Spørgsmaal. Men der forelaae intet fyldestgjørende Svar. Vel regnede det ikke, men Himlen var overtrukken ligesom med et graat Shirtings Overtræk, der ikke levnede Plads blot til den allermindste Plet af blaa Æther, hvoraf man kunde drage en Slutning om en smuk Sommerdag. Men Kjøbenhavnerne have en urokkelig Tillid til Veiret. "Aa, idag bliver det neppe Regn", siger man, og saa tager man sit pæneste og nyeste Sommertøj paa. Hvad var der ikke blevet arbejdet af Hattemagere, Skrædere, Modehandlerinder og Dameskræderinder for at faae alle de bestilte Sager færdige til Pintsen, og hvad solgte Kræmmerne ikke af Blomster, Baand, Fjer, Kniplinger og Handsker? Ja, hos Handskem. Larsen paa Store Kjøbmagergade var der i Løverdags Aftes en saadan Trængsel af Mennesker, at man maatte vente en halv Times Tid paa at faae et Par Handsker, skjøndt der vistnok var 6 eller 8 expederende Aander bag Disken." Første Pintsedagsveir havde været "meget uheldigt", det regnede; men Kjøbenhavnernes "urokkelige" Veirtro har frelst dem den anden Helligdag, hvis brændende Spørgsmaal ene var: hvor man skulde hen. "Der var tre Steder at vælge mellem": Dyrehaven, Tivoli og Frederiksberg Have. Men Dyrehavskaravanerne samlede de fleste Valfartende. "Fra den tidlige Morgenstund gik hver halve Time det ene propfulde Jernbanetog efter det andel til Klampenborg, og Kaperkudskene gjorde brillante Forretninger hos de Mange, der foretrække at kjøre langs med Øresund ad den deilige Strandvej, fremfor at puttes ind i en qvalm Jernbanewaggon, hvor man blev stuvet sammen, ligesom Sardiner i en Blikdaase." "Der var saa mange Mennesker i Skoven, at endstjøndt Jernbanetogene hver halve Time befordrede store Mængder (tilbage) ind til Hovedstaden, kunde de Sidste dog ikke komme ind med Jernbanen før Kl. var omtr. 1½ om Natten." Det var vistnok den længste Dag i Kjøbenhavns glade Liv.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. juni 1865).

Kongehusets handskemager N. F. Larsen (1814-1881) havde sin butik 1844 på Købmagergade 23 (nu nedrevet), 1845-1879 Købmagergade 27 og 1871-1881 Købmagergade 7. Bygningen er bevaret.

En Pintseudflugt. I. Udtouren. Tegnet af Knud Gamborg. Illustreret Tidende 766, 31. maj 1874.

En Pintseudflugt. II. Hjemtouren. Tegnet af Knud Gamborg. Illustreret Tidende 766, 31. maj 1874.