Elendighed over alle Grænser. (Efterskrift til Politivennen)

I Ejendommen Nr. 45 i Borgergade var der i Gaar et voldsomt Spektakel.

I en Sidestue bor en enligstillet 37-aarig Kone ved Navn Kristine Olsen, som siden Manden - en Fisker - forlod hende, har ført et mindre heldigt Liv. Man saa' hende saa godt som aldrig ædru. Hun begyndte med Snapsen som Morgendrik, og hele Dagen slukkede hun sin fortsatte Torat i det ulyksalige Brændevin. Det udartede tilsidst til, at hun fik Delirium og maatte indlægges i Celleafdelingen paa Kommunehospitalet.

Da hun atter kom hjem, syntes Beboerne, at hun var undergaaet en Forandring til det bedre, og man glædede sig derover. Men det varede ikke ret længe, førend hun atter helt og holdent hengav sig til den kendte Nationaldrik, og tidlig i Gaar Morges naaede hun at faa et nyt Anfald af Delirium.

Da hun under dette vovede sig udenfor sin Dør for at komme ud i Gaarden, faldt hun ned ad den høje Stentrappe og forslog i uhyggelig Grad hele Ansigtet. Dette frembød tilsidst en uformelig blodig Masse.

Madam Olsen blev straks baaret op i sin Bolig, der viste sig at være en Pesthule af modbydeligste Art. En raadden Lugt slog straks den Indtrædende i Møde, og der var bogstavelig talt ikke én ren Plet, man kunde sætte sin Finger paa, saa tommetykt med Snavs og Støv var der i hendes Køkken og Stue. Overalt, hvor man vendte sig, laa Dynger af Snavs, og hun selv var paa hele Kroppen fuld af Utøj og Snavs.

Efter at man havde faaet hende lagt i de sørgelige Rester af en Seng, der tilligemed et faldefærdigt Bord og et Par elendige Stole udgjorde hele hendes Bohave, blev hun ret for Alvor rasende. Hun skreg som en Besat og vilde med Vold og Magt flere Gange springe ud gennem Vinduet. Da Raseriet vedblev, maatte man holde Vagt over hende, indtil endelig Kommunehospitalets Sygevogn langt om længe arriverede og kørte afsted med den saa dybt i Drik og Elendighed faldne Kvinde.

Hun er kun 37 Aar.

(København 9. december 1893).

Drikfældige Præster paa Island. (Efterskrift til Politivennen)

Tørstige Præster. I et Brev fra Island til "Morgenbl." læses følgende: En af de islandske Præster er bleven afskediget fra sit Embede paa Grund af Drikfældighed og deraf følgende Uregelmæssighed i sin Embedsførelse, hvilket af mange er bleven hilst med stor Tilfredshed. Der findes nemlig inden for den islandske Præstestand en Del, som paa Grund af deres Drikfældighed maa betegnes som fuldstændig uværdig til at beklæde et Præsteembede, og det er at haabe, at Regeringen ikke indskrænker sig til denne eneste Afgjørelse, men søger ved fortsat energisk Optræden at faa Bugt med dette Drikkeriuvæsen blandt vore Præster; kun under denne Forudsætning vil denne Stand kunne gjenvinde den Anseelse, som den ved alt for mange af sine Medlemmers hidtidige Opførsel allerede har tilsat. De drikfældige Præster har ikke alene stor skadelig Indflydelse paa den Menighed, som de er sat til at lede og bevogte, men de sætter ogsaa en Plet paa hele Folket, hvad man ogsaa hyppig kan læse sig til i de mange Rejsebeskrivelser, som fremmede Turister næsten hvert Aar udgiver om deres Rejser i Island, og hvori de næsten aldrig undlader at omtale enkelte fulde Præsters forargelige Optræden.

(Aarhus Amtstidende 21. april 1890).

Forhandling af spirituøse Drikke i København. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Magistratens Skrivelse af 13de September 1880 rejstes Spørgsmaalet om Beværtningsnæringens Ordning, Forhandling og Udskænkning af Spirituosa o. s. v. her i Byen. Borgerrepræsentationen nedsatte i den Anledning en Kommission, som kom til at bestaa af d'Hrr. Crone, Fenger, Giødesen, Hansen (Formand), Jensen, Kayser, Knudsen, Mannheimer, Møller, Schleisner og Syndergaard, og disse har nu fremsat følgende Forslag: Den har opstillet en betydelig Indskrænkning i Beværtningsstedernes Antal som en Hovedopgave og i Forbindelse dermed bedre Orden og større Tilsyn med de tilbageblivende Beværtninger, hvorimod den ikke har tilsigtet en Fordyrelse af Spirituosa, da et saadant Skridt maa være Statens Sag. Med Hensyn til Værtshusholdernæringen foreslaas der som Betingelser for Borgerskab 35 Aars Alder, Vidnesbyrd om godt Rygte og Sikkerhed efter Magistratens Skøn, samt maaske Forsørgelsesret i København. Antallet bør bringes ned til én Værtshusholder for hver 800 Indbyggere. Der er for Tiden 1350 Værtshusholdere, men deres Antal vilde efter Forslaget bringes ned til 300. Afgiften bør betydelig forhøjes; Rettigheden bør kun gives for tre Aar, men kan paaregnes fornyet, naar Vedkommende er værdig dertil.

Tænkes Ordningen gennemført inden 1890, bør der indtil videre opstilles følgende Regler: Der meddeles indtil videre intet nyt Værtshusholderborgerskab. Den aarlige Afgift forhøjes fra 1. Januar 1884 til 200 Kr. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde dem, der ville give Afkald paa deres nuværende Ret, et Beløb af f. Eks. 300 Kr. Af Konditorier findes der nu 30. Dette Tal bør være Grænsen, og Afgiften for 1883 sættes til 200 Kr. og bør senere søges forøget.

Af Restaurationer findes der nu 60,  af Gæstgiverier 115. Disse Tal bør danne den fremtidige Grænse, særlig for at forebygge, at Grænsen for den øvrige Beværtningsnæring skal kunne omgaas ved at erhverve disse Arter af Borgerskab; hertil kræves dog for Gæstgiverier Lovhjemmel. Afgiften foreslaas foreløbig sat til henholdsvis 200 og 400 Kr.

Høkere, mener Kommissionen, bør fremtidig ikke have Ret til Udskænkning af Øl og Brændevin ved Disken for staaende Kunder, hvorhos denne Ret for de ca. 200, der have den, bør ophøre med 1885. Indtil da bør den nuværende Afgift af 10 Kr. forhøjes.

Endvidere anbefales Oprettelsen af en Del offenlige Bespisningssteder, som med Held ere forsøgte andre Steder. De skulle være fordelte over hele Byen og paa passende Steder i hensigtsmæssige Lokaler, hvor der beværtes med al Slags kold og varm Spise, The, Kaffe, Øl, men hvor Vin eller Spirituosa hverken maa udskænkes eller forhandles. Blade og Aviser bør forefindes (Læsestuer); Kortspil maa ikke finde Sted. De bør holdes aabne fra Kl. 5 Morgen til 11 Aften. For saadan Virksomhed maatte kræves de almindelige Borgerskabsbetingelser, 25 Aars Alder osv.; Næringsadkomsten skulde betales som Borgerskab af 2. Klasse (138 Kr.), men kun meddeles Personer, som efter Magistratens Skøn dertil findes egnede, og som afgive behørig Betryggelse mod Misbrug, og kun naar det paagældende Lokale er befundet egnet til Øjemedet. Der vil selvfølgelig ikke komme til al paahvile denne Næring nogen aarlig Afgift; heller ikke skulde den underkastes Tal-Begrænsningen for Beværtningsnæringerne. For saa vidt et Selskab maatte danne sig til Oprettelsen af slige Bespisningssteder (mulig forbundne med Bogsamlinger), kunde Kommunen give et saadant Selskab særlig Støtte ved i de første Aar at yde Selskabet et nærmere bestemt aarlig Tilskud til disse Etablissementers Drift.

Endvidere har Kommissionen stillet Forslag til Politivedtægten, der angaar Lokalernes Renlighed og Orden. Det bestemmes fremdeles, at berusende Drikke ikke maa udskænkes til Personer under 18 Aar eller til Berusede, ej heller til Gæster, der ere begyndt at blive berusede eller til Personer, om hvem det vides, at de ere henlagte i Fattigvæsenets Stiftelser. Ingen maa vise sig kendelig berusede paa Gade eller offenlig Sted. Værten skal i lukket Vogn hjembringe dem, der ere blevne berusede hos ham. Værten maa ikke tillade Udbetaling af Arbejdsløn eller Hyre i hans Lokaler. Finder Slagsmaal eller Lign. Sted i en Beværtning, kan Politiet forlange den lukket for den Dag. Forstyrrende Støj kan Politiet forbyde, ligesom kvindelig Medhjælp til Opvartning - Værtens Hustru undtagen. Offenlige Beværtningssteder skulle holdes lukkede fra 12-4 om Natten, og i den Tid maa ingen Gæst opholde sig der. Sluttede Selskaber er dog udelukket fra denne Bestemmelse.

Nogle af Kommissionens Medlemmer udtale sig endvidere for Ansættelse under Magistraten af en Mand, der skal føre Tilsyn med Beværtningsvæsenet og dermed beslægtede Forhold, indgive Beretninger om Tilstanden og foreslaa nye Foranstaltninger.

I Vedtægten af 12te Juni 1858 foreslaas en Forandring, hvorefter Høkere ikke skulde kunne faa Ret til Udskænkning af Øl og Brændevin paa Stedet. De nuværende Høkere skulle dog beholde den af dem erhvervede Ret til Udløbet af Aaret 1885.

Hvad angaar offenlige Danselokaler, da foreslaas, at disse ikke maa holdes aabne efter Kl. 12 Midnat. Ved saadanne Lokaler maa der ikke findes særskilte, ved Dør, Forhæng eller paa anden Maade lukkede Rum til Beværtning af eller Ophold for de Besøgende.

Bevilling til Logishuse skal kun kunne meddeles, naar der i den Lejlighed, som dertil agtes benyttet, findes særlig Adgang, som ikke berøre Skænkestuen, til Sovelokalerne. Betalingen for Natteleje maa ikke modtages i Skænkestuen.

De oven for anførte Forslag foreslaar Kommissionen skulle vedtages straks. Derhos indstiller den, at Sagen i sin Helhed underkastes en almindelig Behandling i Kommunalbestyrelsen, saaledes at det overdrages Magistraten senere at fremsætte nærmere Forslag til til de Foranstaltninger, som Kommissionen yderligere anser for nødvendige til Forholdenes videre Udvikling. Disse Forslag gaa bl. A. ud paa, at der skal gives skarpere Bestemmelser om Antallet af Udsalgssteder for Spirituosa, ikke forbunden med Udskænkning, og gives nøjere Bestemmelser om Udskænkningslokalernes Beskaffenhed og hele Indretning, Beliggenhed, Størrelse etc. 

I de Kommissionsbetænkningen ledsagende Oplysninger meddeles der bl. A., at der i 10 af Beværtningsstederne for Tiden gives musikalske Aftenunderholdninger, dog ere kun 4 af disse egenlige Sangerindelokaler; det gennemsnitlige Antal af Besøgende er for disse sidstes Vedkommende henholdsvis 450, 250, 200 og 150, for de øvrige ca. 50 daglig.

Med Hensyn til de offenlige Danselokaler oplyses, at Antallet er 6, og det ene af disse er forsynet med særskilte Kabinetter, hvorimod dette ikke er Tilfældet for de øvriges Vedkommende. Der afholdes Dans tre Gange ugenlig, de to Aftener til Kl. 1 og den ene til Kl. 12. Det gennemsnitlige Antal af Besøgende hver Aften stiller sig saaledes : i "Figaro" 100.500, i "Fønix" 100-400, i "Aftenstjernen" 100-300, i "Kjæden" 200-800, i "Vega" og "Valkyrien" 50-300.

Siden Vinteren 1870-71 indtil 1879-80 er der aarlig afholdt henholdsvis 16, 19. 20, 21, 23, 20, 22, 17, 20 og 23 offenlige Maskerader, der have været besøgte gennemsnitlig af 100-300 og for et enkelt Lokale (Kasinos) Vedkommende af 400-1000 Personer hver Gang.

Antallet af Herberger og Logishuse er 85 med Plads til 1581 Personer. Af disse Lokaler ere 69 særlig for Søfolk (af hvilke 628 kunne optages), Haandværkere og andre Rejsende, der kunne modtages i et Antal af 458), medens I I ere egenlige Nattelogishuse med Sengeplads til ialt 495 Individer. Hver enkelt Nattelogisghus er beregnet til 5 a 120 Personer, der erlægge en Betaling af 25 eller 35 Ø. pr. Nat. For de Logishuses Vedkommende, som søges af Søfolk, besørges Opvartningen 16 Steder udelukkende af Kvinder, 21 Steder af Mænd og 5 Steder tildels af Mænd, tildels af Kvinder. 10 af Værterne give sig tillige af med Forhyring af Søfolk i større Omfang (de sidste Aar gennemsnitlig 5000 Individer), medens flere andre lejlighedsvis befatte sig hermed.

For at forhindre de Ulemper, som ere forbundne med, at mange Personer, navnlig Søfolk, ere henviste til at opholde sig paa Værtshuse for at træffes af dem, der ville søge deres Arbejde, anser Kommissionen det for meget ønskeligt, om der kunde træffes den Ordning, at intet Beværtningssted, hvor der udskænkes Spirituosa, maa findes paa nogen Arbejdsplads eller i dens umiddelbare Nærhed, men den erkender, at praktiske Hensyn hindre en saadan Ordning. Derimod tilraader den bestemt Forbud mod, at Arbejdsløn eller Hyre udbetales paa saadanne Steder, hvilket vil virke ikke lidet dæmpende paa Beværternes Redebonhed til uden kontant Betaling at udskænke til Arbejdere og Søfolk. Kommissionen har tillige ved sine Undersøgelser bragt i Erfaring, at der i de Beværtningssteder, hvor der samles mange Arbejdere, spilles Kort i stort Omfang, og at der spilles om Drikkevarer.

Det behøver næppe nogen nærmere Forklaring, i hvor høj Grad denne Omstændighed befordrer overdreven Nydelse af Spirituosa; dels forlænger Spillet Opholdet paa Beværtningsstedet, dels bliver Resultatet af hvert Spil, at den Tabende giver "en Omgang" til alle Medspillende, og man vilde derfor anse det heldigt, om et Forbud kunde udstedes mod, at der drives Kortspil paa offenlige Værtshuse. Efter den bestaaende Lovgivning er imidlertid saadant Spil i Almindeligbed tilladt, og der vil næppe kunne opnaas nogen Forandring heri, hvorfor Kommissionen, hvor meget den end beklager det paaankede Forbold, har afholdt sig fra at stille noget Forslag vedrørende dette Punkt.

I Logishusene finder paa store Steder Adgangen til Soveværelserne Sted gennem Skænkestuen, hvor først Betalingen for den kommende Nat erlægges og dernæst Resten af Paagældendes Penge jævnlig medgaar til Drikkevarer, som han dels selv nyder, dels maa traktere de øvrige Gæster med. For at raade Bod paa dette højst beklagelige Forhold turde det, da et Forbud mod Udskænkning af Spirituosa paa disse Steder - hvad der vilde være det ønskeligste - lige saa lidt tør paaregnes, som i de oven for nævnte Tilfælde, være det mest praktiske, at fastsætte, at ethvert Logishus skulde have en særskilt Adgang til Sovelokalerne, saaledes at Ingen for at naa til disse var nødt til at passere Udskænkningsstuen, ligesom det maatte forbydes, at Betaling for Logiet erlagdes i sidstnævnte Lokale.

(Social-Demokraten 26. april 1882).

Fordrukken Præst paa Island. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom. Under en af Høiesteret idag paakjendt Sag sagsøgtes en islandsk Præst i første Instants ved Provsteretten til Embedsfortabelse formedelst uordentlig Embedsførelse, Drukkenskab og anden forargelig Vandel.

Af Alt, hvad der var oplyst, maatte det ansees for godtgjort, at Tiltalte i mange Aar har viist sig at være i høi Grad hengiven til Drikfældighed, og at denne Last har yttret sig paa forargelig Maade saavel i Tiltaltes Embedsforretninger som i hans Forhold udenfor samme. Det var saaledes oplyst, at han engang, da Folk agtede at gaae til Alters hos ham i Aaret 1867, var bleven beskjænket forinden Gudstjenesten skulde begynde, og at han ikke havde villet lade Gudstjenesten bortfalde og havde begyndt paa Skriftemaalet, men at det, som han da havde talt, havde været noget meningsløst Vrøvl, hvisaarsag Folk gik ud af Kirken, og da Størstedelen havde forladt denne, havde Tiltalte sagt: Saa gaae da, jeg tilgiver Eder alligevel Eders Synder i Guds Navn og de Fyrretyves. Efter den Tid er det undertiden hændet, at Tiltalte ikke har været istand til at forrette Gudstjenesten, fordi han har været beruset, og der er navnlig blevet fremhævet et Tilfælde, da Tiltalte agtede at confirmere Børn, men maatte opsætte det paa Grund af Drukkenskab. En anden Gang havde han været saa beruset, at han ikke kunde forrette en Barnedaab, hvilken Handling Vedkommende fik en anden Præst til at forrette. Men foruden disse specielle Tilfælde har ellers Tiltalte stundom været mere eller mindre beskjænket tilstede ved Embedshandlinger, eller naar han havde at forrette slige Handlinger. Udenfor Embedsforretningen har dernæst Tiltalte ofte været beskjænket ved Leiligheder, hvor denne hans Tilstand nødvendig maatte vække Anstød, særlig med Hensyn til hans Stilling som geistlig Embedsmand, navnlig har han ofte været beskjænket ved Bryllupsgilder, og hans Færd ved et saadant Tilfælde har endog været i høi Grad forargelig. Han har fremdeles forstyrret Huusandagt hos sin Medboende ved fuld Mands Lader og Fagter, og han er ofte bleven seet i meget beruset Tilstand paa Handelsstedet Akureyri, ja en Dag i den Grad beskjænket, medens han opholdt sig der, at han maatte lægge sig ude i den frie Luft under aaben Himmel paa alfar Vei. I en i 1879 afholdt Provstovisitats fremhæves det, at Tiltalte ved Visitatsen var optraadt i beruset Tilstand og havde ført forargelig og i enhver Henseende usømmelig Tale. Endvidere var det i Visitatsen anført, at, da Provsten hos Degnen og tvende Bønder forhørte sig angaaende Livet hos Menigheden, var der fremkommet mange Besværinger, og der var blevet afgivet Erklæring om, at Kirken i flere Aar kun er bleven daarlig besøgt, at kun yderst Faa i Sognet havde i de to sidste Aar gaaet til Herrens Bord og at Præsten under sine Huusbesog bekymrer sig om lidet Sindet end Optagelse af Folketallet, og at Hovedaarsagen til Uenigheden er Tiltaltes forargelige Drikfældighed.

For det ovennævnte Forhold var Tiltalte ved den islandske Synodairets Dom af 6te Mai f. A. anseet med at have sit Embede forbrudt, medens han ved Provsteretsdommen ikkun var idømt en Bøde af 200 Kr.

Højesteret stadfæstede den indankede Dom.  

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. april 1882. 2. udgave).

Ferdinand Vilhelm Weikop og Emilie Marthine Myhre. (Efterskrift til Politivennen).

Mishandling af sin Hustru. Under en ved Criminalretten behandlet Sag tiltaltes Arrestanten Ferd. Vilh. Weikop, der tidligere er straffet med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød for overnævnte Lovovertrædelse. I Aaret 1862 blev Arrestanten gift og har siden samlevet med sin Hustru, med hvem han har 7 Børn, med Undtagelse af lidt over 1 Aar fra Slutningen af 1878 til Begyndelsen af 1880, i hvilken Tid de vare separerede, men efter Mandens Anmodning sluttede de igjen sammen. I Begyndelsen af Ægteskabet var Forholdet mellem Ægtefolkene godt, men i de sidste 8 Aar har det derimod været meget slet, idet Arrestanten forfaldt til Drik og forødte største Delen af sin Arbeidsfortjeneste til Svir, og naar Konen bebreidede ham hans uordentlige Liv og beklagede sig over, at han ikke bidrog Tilstrækkeligt til Familiens Underhold, mishandlede han hende hyppigt ja næsten daglig med Slag i Hovedet og paa Legemet, som jevnlig have efterladt mindre Saar og Skrammer, Contusioner og Hævelser, og dette uden anden Grund end hendes ovennævnte Bebreidelser. De mod Arrestantens Hustru saaledes udøvede Mishandlinger have dog ikke medført varige eller blivende Følger for hendes Helbred, og Arrestanten har ogsaa paastaaet, at det aldrig har været hans Hensigt at paaføre hende nogen egentlig Skade. Ved ovennævnte Rets Dom blev Arrestanten anseet efter Straffelovens § 202 med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. marts 1882).

Ferdinand Vilhelm Weikop (26. november 1839) blev 9. maj 1862 gift med Emilie Marthine Myhre (24. april 1839). Hun var født på fødselsstiftelsen. En arbejdsmand Ferdinand Vilhelm Weikop blev marts 1908 begravet på Vestre Kirkegård.

Om deres liv fortæller måske deres datter Olivia: Hun blev 1875 på Store Kongensgade 100. Som 5-årig kom hun på Børnehjemmet 1870 i Ryesgade 80 (1880). I 1883 annoncerede Ferdinand og Emilie efter en plejefamilie til det ene af deres børn. I 1890 boede Olivia på Grevinde Danner Stiftelsen i Jægerspris, sammen med sin 2 år ældre søster Agnes Emilie. Emilie døde året efter på Sankt Hans Hospital. I 1892 flyttede hun til Læsøegade 24, hun arbejdede som tjenestepige og buffetjomfru, og flyttede adskillige gange rundt i København. Ferdinand blev som ovenfor nævnt anholdt flere gange, for bedrageri (1876) og hustruvold (1882). Han fik fattighjælp i 1887 og 1890 fattiglem på Almindelig Hospital hvor han døde i 1908. Olivia kom 1912 ud for en trafikulykke, og boede på Lindevangs Alle 11 hos kunstmaleren Georg Achen og hans hustru Ane Cathrine Elisabeth Thiele. Hun blev udskrevet 8 måneder senere (29. april 1913) og flyttede til Elmegade 17, med en erstatning for en invaliderende benskade på 5.120 kr. I 1924 fik hun forsørgelse og fattighjælp. Hun døde i 1936 af brystkræft. 

Ulovlig Udskænkning af spirituøse Drikke. (Efterskrift til Politivennen)

Vægterne Thomsen og Madsen indbragte anden Juledags Aften til Frederiksberg Politistation 2 Drenge, som de havde truffet paa Niels Ebbesens Vej, hvor de havde udvist en særdeles kaad Opførsel. De havde saaledes revet en Barnevogn med et Barn i fra en Dame og havde derpaa løbet med Vognen henad Vejen. De havde endvidere forulempet Folk, der gik paa Vejen, ved at spænde Ben for dem, og Kørende ved pibende og skrigende at løbe efter Vognene. De vare begge to i høj Grad berusede og maatte blive paa Stationen Natten over. Næste Morgen forklarede de derefter, at de i Forening med 6 andre Drenge der vare i en Alder af mellem 13 og 17 Aar, havde tilbragt Aftenen i Værtshuset "Rhabarber-draaben" paa Nordvestvej, hvor de alle havde drukket "Knuder", næmlig en Blanding af bajersk Øl og Pommerants. Veertshusholder Bernt Alfred Nielsen var i den Anledning tiltalt ved den offenlige Politiret for Overtrædelse af Politivedtægtens § 68 og erkendte, at han i sin Beværtning ved sin 15-aarige Søn havde ladet ovennævnte berusende Drik udskænke for de paagældende Drenge. Han afgjorde Sagen i Mindelighed med en Bøde paa 30 Kr.

(Social-Demokraten 12. januar 1881).

Drikfældighed blandt Landpostbudene. (Efterskrift til Politivennen)

I "Tidskrift for Postvæsen" Nr. 9 har en Postembedsmand rettet en Henvendelse til Publikum, der fortjener en almindeligere Udbredelse, end Tidsskriftet kan give den. Forf. har i sin Praxis i det sidste Aars Tid maattet afskedige tre Postbude paa Grund af Drikfældighed; om mindst det ene af disse kan han med Sikkerhed sige, at Publikum bærer Skylden. Der er næppe nogen, der under Udførelsen af sin daglige Dont kommer i nærmere Berøring med Befolkningen end Postbudet, og der er næppe nogen, som paa Grund af sit Arbejdes Krav til fysisk Styrke lettere bukker under for den Fristelse, der ligger i den øjeblikkelige, stimulerende Opmuntring ved Nydelsen af stærke Drikke, end Landpostbudet. Der bliver ofte budt ham 10-20 Snapse eller flere om Dagen. At dette i Længden kun kan virke skadeligt er indlysende; og Skylden ligger hos Befolkningen, der ikke har faaet Øjet op for den Skade, der voldes. Vi man anerkjende sit Postbuds Virksomhed, saa lad det ske ved Modtagelsen af Forsendelser, til Nytaar eller ved hvilken som helst anden Lejlighed; men byd ikke Brændevin.

(Morgenbladet (København) 22. oktober 1880).

Drukkenskab i København. (Efterskrift til Politivennen)

Politidirektør Crone har i Anledning af en Artikel i "Dagbl.", hvori det bebrejdedes Politiet, at det ikke villigt nok arresterede Folk, som viser sig i drukken Tilstand paa Gaden, tilskrevet dette Blad bl. A. følgende:

Denne Udtalelse foranlediger mig til at tilstille Dem nedenstaaende Oversigt over Antallet af de Personer af begge Køn, der i de sidste 5 Aar her i Staden er anholdte for Drukkenskab eller tiltalte for de dermed nærmest i Forbindelse staaende Politiforseelser:

           Anholdte for Drukkenskab.     Tiltalte for uorden på/i

            Mdf. Frt. ialt.                          Gade     Værtshus Nattesæde

1875: 3118 152 3270                          1017        313          143

1876: 2893 153 3046                          1232        336          185

1877: 3771 151 3922                           1275       387          235

1878: 4284 133 4417                           1761        451         212

1879: 4425 209 4634                           2013        517         297

Disse Tal, der vel maa antages at være temmelig paalidelige med Hensyn temmelig paalidelige med Hensyn til Oplysninger om Drukkenskabsforholdene her i Landet, konstaterer for det første den almindelige Anskuelse, at den "frieste og mest oplyste Nation i Verden", saaledes som L. Pedersen og Konsorter siger ved Grundlovsfesterne, er temmelig fordrukken af en fri Nation at være, idet i 1879 mindst 8 af hvert 100 Mandfolk i København har været anholdte for denne Svaghed. Naar man ved, hvor sjældent det er, at berusede Folk faar Lov til at gaa hjem eller i det Mindste til at gaa alene hjem fra Selskaber og Drikkelag, saa kan man fra disse 8 store Mængder [en linje ulæselig] Sted i 1879, og som finder Sted hvert Aar. Drukkenskab er imidlertid et Særkende ikke for en fri og oplyst Nation men for en ufri og uoplyst, og det tør desværre betragtes som sikkert, at den Tilbøjelighed for stærke Drikke, som vi har tilfælles f. Eks. med Rusland, hænger nøje sammen med de fortryllede sociale og politiske Tilstande, der meget ligner hinanden i Rusland og Danmark. Det er kun gennem sand Frihed og Selvstyrelse, at Folket naar til den Modenhed og den Følelse af Pligtansvar over for sig selv, som afholder det fra alle Udskejelser.

Det andet, der konstateres ved Hr. Crones Tal, er. at medens Arbejdslønnen i Tidsrummet fra 1875-79 har været rask nedad gaaende, saa har Drukkenskaben med dens Følger været rask opad gaaende. Dette stemmer saa nøje overens med, hvad vi ofte har sagt, at Hr. Crone ikke har kunnet gøre os nogen bedre Tjeneste end at offenliggøre sin Statistik. Det følger egenlig ogsaa af sig selv, at naar Nøden tvinger Arbejderen til at lade sit Hjem forfalde, naar hans Stue staar kold og mørt, blottet for al Hygge, naar hans Hustru er tungsindig og hans Bern blege og forkrøblede, saa er han mest tilbøjelig til at søge paa Værtshus for at glemme sin Tilværelse i en Rus til nogle faa Øre. Det er sikkert ikke rigtigt; men den Dydsdragon, der haaner ham for det, burde sættes i hans Sted, saa vilde han faa at føle, hvorledes Næringssorgen kan knuge og slappe et Menneske paa Sjæl og Legeme. Den overhaandtagende Drukkenskab har sin Rod i Overdaadigheden paa den ene Side og Elendigheden paa den anden samt i den store Mængdes Ufrihed og Uvidenhed. At det er saaledes lader sig ikke modbevise, og dermed er Vejen givet for Enhver, der alvorligt og oprigtigt vil hidføre sunde Tilstande i Samfundet.

(Social-Demokraten 18. juni 1880).

Drikfældige skoledrenge. (Efterskrift til Politivennen)

Under en Sag ved den offenlige Politiret fremkom Sigteise mod Værtshusholder Nielsen, Kristenbernikovstræde 7, for at have tilladt, at der i hans Beværtning udskjænkedes berusende Drikke til Børn. Politiet foretog nærmere Undersøgelse, og det oplystes, at 4 Drenge, i en Alder af mellem 10 og 13 Aar, tilligemed et Par andre Drenge, som ikke have været til at opspørge, havde den 13de f. M. været i nævnte Beværtning og der drukket 7 halve Flasker Bajerskøl, 7 Snapse Brændevin og Kaffe med 2 Snapse Rom i hver Kop. Flere af disse Drenge havde tidligere ofte været i den paagjældende Beværtning og der nydt Bajerskøl, Kaffe med Rom i og Toddy. De indfandt sig i Reglen i Beværtningen, naar de om Eftermiddagen gik fra Skole, og det var let at se, at de vare Skoleelever, da de medbragte deres Skolebøger. Værten havde saa godt som altid været til Stede i Lokalet, og det var med hans Vidende, at Drengene bleve beværtede med berusende Drikke. Det oplystes derhos, at en af de omtalte Drenge om Aftenen paa den ovenfor nævnte Dag var bleven truffen liggende paa Gaden i beruset Tilstand. Efter ved en Forbigaaendes Foranstaltning at være bragt til nærmeste Politistation havde han her i en Timeslid lidt of Opkastning, der gik over til Kramp trækninger og var i den Tilstand bleven bragt til sine Forældres Hjem. For at have overtraadt Politivedtægtens § 68, der forbyder i offenlige Beværtningslokaker at udskjænke stærke eller berusende Drikke til Børn, betalte Værtshusholder Nielsen i Mindelighed en Bøde af 30 Kr.

For et lignende Forhold, men udøvet i et noget mindre Omfang, vedtog Værtshusholder Hansen, Gammelmønt 7, i mindeligbed en Bøde af 25 Kr.

(Morgenbladet (København) 5. februar 1880).

Sophie Frederikke Frederiksen. (Efterskrift til Politivennen)

Formodet Drab. Tirsdagen den 29de f. M. afgik Hiulmand Peter Andersens hustru Sophie Frederikke Frederiksen af Virum ved Døden efter kun et Par Dages Sygeleie. Der opstod kort efter i Lyngby og Omegn forskiellige Rygter om, at Afdøde ikke var død paa en naturlig Maade, af hvilken Grund i Forbindelse med flere andre Omstændigheder, der kom til Politiets Kundskab, Birkedommeren i Kiøbenhavns Amts nordre Birk, Cancelliraad Schow, fandt Anledning til at lade foretage den sædvanlige Fogedforretning ved Indtrædelse af pludselige Dødsfald i Forening med Districtslægen. Ved den nu foretagne medico-legale Ligsyn fremkom der saadanne Oplysninger, der foranledigede Peter Andersens Anholdelse og Arrestation og samtidigt blev der af Politimesteren i Forbindelse med Landphysicus Tolderlund og Districtslægen foretagen en Obductionsforretning af Liget i Virum. Ved denne fandtes Afdøde kort forinden sin Død at være bleven tilføiet betydelige udvortes Læsioner. Der viste sig saaledes omkring det venstre Øre og strækkende sig op paa venstre Side af Panden en betydelig Blodudtrædning og paa venstre Side af Hovedet et ca. 7 Linier langt Saar med gabende Rande samt størknet Blod paa Øvreranden. Endvidere forefandtes paa venstre Overarm tværsover denne Mærker af et stærke Slag og omkring Albuen en betydelig Blodudtrædning. Af Resultatet af den i det Hele foretagne Obductionsforretning sluttede imidlertid Lægerne, at den Afdøde paa naturlig Maade har fundet sin Død ved Sygdom, hvilken Erklærings Beskaffenhed imidlertid har givet Anledning til at afæske en yderligere Udtalelse af Lægerne.

Ved det optagne Forhør er det foreløbigt bleven oplyst, at Ægtefolkene have været gifte i 20 Aar, men ikke førte noget lykkeligt Samliv. Omtrent et Par Aar efter Ægteskabets Indgaaelse begyndte Andersens Hustru at forfalde til Drik, til hvilken Last hun efterhaanden mere og mere hengav sig, saaledes at hun i de senere Aar aldeles forsømte sine huuslige Pligter, bedrog sin Mand for at erholde Midler til at tilfredsstille sin Hang til Drik, og endelig var hun oftere i flere Maaneder borte fra Hjemmet og blev da omsider funden paa Marker og Veie i beruset Tilstand. Naar hun saa blev bragt hjem, henlaa hun i nogle Dage tilsengs og udsov sin Ruus, hvorefter hun da paany kunde tage Flugten fra Hjemmet og blive borte i længere Tidsrum. De forskjellige Personer, der kjendte Ægtefolkene, have udsagt, at det var dem bekjendt, at Peter Andersen jevnlig mishandlede sin Hustru og under den forannævnte Obductionsforretning tilstod endelig Peter Andersen, at han om Mandagen den 28de s. M., Dagen forinden hans Hustru afgik ved Døden, efterat han havde slaaet hende tre Slag over hendes venstre Arm med et tykt Kosteskaft, fordi hans Kone ikke paa hans Opfordring gjorde Mine til at reise sig af Sengen for at tillave hans Mad, i sin hidsige Sindsstemning gik ind i Stuen ved Siden af Kammeret, hvor Konen laa og tog sin Spanskrørsstok, der er oplyst at være 3 Tommer i Omkreds og 1 Tomme i Tvermaal, og bibragte med dette farlige Redskab sin Hustru 2de Slag paa den venstre Side af Hovedet. Konen hverken skreg eller gav sig ved disse voldsomme Slag, men blev liggende aldeles stille hen i samme Stilling i Sengen. Konen, der om Løverdagen var hjemkommen fra en af sine sædvanlige Udflugter og siden uafbrudt holdt Sengen, havde i Løbet af Søndagen og Mandagen ligget og været besværet af Hoste og laa stadig og stønnede. Disse Symptomer tiltoge om Tirsdagen i den Grad, at Peter Andersen, da han om Eftermiddagen kom hjem fra Skoven, hvor han havde været hele den Dag for at hente Brænde, blev opfordret af sin Svend til at hente Distriktslægen; men da denne ankom til Virum i Løbet af Eftermiddagen, var Andersens Hustru imidlertid afgaaet ved Døden. Peter Andersen har vedblevet at paastaae, at det ikke har været hans Hensigt med de hans afdøde Hustru tilføiede Læsioner at foranledige eller bidrage til hendes Død. Foruden sin foran angivne Tilstaaelse har han nemlig endvidere vedgaaet, hvad der ogsaa stemmer med de afgivne Forklaringer af hans Naboer og hans egen Huusstand, at han oftere tidligere har mishandlet sin Hustru, naar hun var beruset, men han har da tillige erkjendt, at han aldrig tidligere har slaaet hende saa voldsomt som den sidste Gang, han slog hende. Han hensidder naturligviis vedblivende som Arrestant i Arresthuset paa Blegdamsveien, og Undersøgen er endnu fornemmelig rettet paa at faae oplyst, hvorvidt Arrestantens Adfærd overfor sin afdøde Hustru kan antages at have været en medvirkende Aarsag til hendes Død. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. marts 1876).

Formodet Drab. Som af os tidligere meddelt, afgik Husmand Peder Andersens Hustru Sophie Frederikke Frederiksen den 29de Februar d. A. ved Døden under mistænkelige Omstændigheder, og foranlediget ved de i Omegnen cirkulerende Rygter om Aarsagen til Dødsfaldet blev der af Politiet i Forening med Distriktslægen afholdt Syn over Liget, hvorved der om venstre Øre og herfra op paa venstre Side af Panden og Tindingen fandtes en meget betydelig Blodudtrædning og Svulst og paa venstre Overarm Mærke af et stærkt Slag, vistnok med en Stok. Paa venstre Side af Issen under Haaret saaes et uregelmæssigt gabende Saar, gjennem hvilket den blottede Benhinde føltes. Under den derefter anstillede Undersøgelse oplystes det, at den Tiltaltes afdøde Hustru var i meget høi Grad drikfældig, og at hun ved at tilfredsstille denne Tllbøielighed aldeles forsømte sin Mand og sit Hus, hvoraf Følgen atter blev, at der i de senere Aar udviklede sig et slet Forhold imellem Ægtefællerne, og den Tiltalte tilstod nu selv, at han oftere, naar hans Hustru var drukken, havde tilføjet hende Slag med Haanden eller med en Kiæp og lignende Redskab, samt at han Dagen forinden hun døde, da hun laa i Sengen i en, som han troede, drukken Tilstand, for at bevæge hende til at staa op og lave Mad, havde med Skaftet af en Kost tilføiet hende tre Slag over Armen og derefter med en meget tyk Spanskrørsstok givet hende et Par Slag i Hovedet eller Ansigtet. Den Tiltalte fastholdt vedblivende under Sagen, at han ikke ved denne mod hans Hustru udviste Adfærd havde havt til Hensigt at tilføie hende nogen Skade, og det maatte ogsaa ansees for tilstrækkelig godtgjort, at der ovenbeskrevne Saar, som fandtes paa den Afdødes Isse, ikke var bibragt hende ved den hende af Tiltalte tilføiede Overlast, men at hun havde faaet Saaret ved at falde omkuld i sin berusede Tilstand. Den legale Obduktion, som Liget blev Gjenstand for, frembragte heller ikke Oplysninger, der tydede paa, at den Medfart, som den Afdøde havde lidt af den Tiltalte, havde været medvirkende til hendes Død, idet Lægerne udtrykkelig udtalte, at der ikke ved Obduktionen forefandtes Noget, som tydede paa en voldsom Død, hvoraf de sluttede, at den Afdøde paa naturlig Maade havde fundet sin Død ved Sygdom. Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom blev den Tiltalte, der er 60 Aar gammel og ikke fandtes tidligere tiltalt eller straffet, anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 6 Dage.

(Nationaltidende 12. juni 1876).

Mord i Dronninglund. (Efterskrift til Politivennen).

Mordet i Dronninglund Sogn. Om denne skrækkelige Begivenhed har "Nordj. Folkebl." fra en Meddeler, der kom til Stede umiddelbart efter Mordet, modtaget følgende Beretning. I Søndags Morges vare nogle Folk sysselsatte med at grave Lyngtørv i en kort Afstand fra Bolleskov. De bleve pludselig opmærksomme paa, at fra et af Husene der, tilhørende Peder Nielsen Sieg, kom Konen løbende ud og ligesom søgte at naa hen til dem; lige i Hælene paa hende kom Manden, og de saa, hvorledes han slog efter hende, og at hun faldt i en Afstand af omtrent 50 Alen fra Husets Lade. Folkene løb nu alt, hvad de kunde, for at redde Konen, idet de mente, at det var en Knippel, han slog efter hende med. Det var imidlertid en Hakkelsekniv, og saasnart Konen var falden, gav han sig til at hugge løs paa hende og skilte Hovedel heelt fra Kroppen. Han greb derpaa Hovedet i udstrakt Haand og viste det frem for Karlene, der først nu saa, hvad der var sket. Karlene løb nu tilbage for at hente deres Spader, da de ikke turde nærme sig med de blotte Hænder; imidlertid var han gaaet tilbage ind i Laden, havde lukket alle Døre og Porten og huggede løs derinde paa Alt med Kniven samt raabte og skreg som en Besat. Der kom nu flere Folk til. Porten blev sprængt, og med en Brandhage, som blev kastet om Benene paa ham, blev han reven omkuld, overmandet og bunden. Han var aldeles rasende, saa at han, liggende paa Ryggen, bed omkring sig, kastede sig pludselig om paa Maven og bed i Græset, tog Munden fuld af Jord og Halm osv. Han rystede og dirrede over hele Kroppen, Øinene lynede i Hovedet, og man kom uvilkaarlig til at tænke paa en Djævlebesættelse, thi det var som om en ond Aand sled i ham. Da Meddeleren spurgte ham, hvorfor han havde forøvet den skrækkelige Gjerning, fragik han det ikke, men raabte, at han kunde ikke andet; Satan havde befalet ham det, og det var for hendes Nysgjærrigheds Skyld. Konen havde nemlig villet see efter ham inde i Laden, da hun var bange, at han skulde tage Livet af sig; thi han havde om Natten og om Morgenen baaret sig ad som en gal Mand: alle Døre og Vinduer havde han tættet med Gødning, et Hul havde han tilstoppet med grøn Rug, og Folk havde om Morgenen seet ham løbe om med grønne Rugstraa i Munden. Med Fanden har han altid haft meget at bestille; saaledes var han i Juli Maaned ifjor aldeles forvirret i 8 Dage, lagde Halmstraa over Kors for Fanden Stuen rundt; undertiden meente han da at see Fanden staa et eller andet Sted. "men du skal blive ude", sagde han, men tilføiede dog undertiden: "Ja, ja kom saa ind." Og hele denne Tilstand, hvori han saa længe har befunden sig, skriver sig vistnok alene fra Brændeviin. Naar han havde nok deraf, var han især rasende, og efter Naboernes Udsagn har han i de sidste 10 Dage før Mordet drukket 13 Potter Brændeviin. Gjerningen maa vel derfor nok siges at være fuldbyrdet i Deliriumsraseri, men han kjendte dog alle Folk, da han bunden blev sat paa Vognen, der skulde føre ham til Arresthuset i Sæby, og han kunde svare paa flere Spørgsmaal meget fornuftig, men saa atter noget forvirret derimellem. Han burde jo vistnok allerede for længe siden have varet gjort uskadelig, men Konen har aldrig villet gaa ind herpaa endskjønt hun har døiet meget med ham. De levede ikke i smaa Omstændigheder, men havde et Fæstehuus, hvorpaa de holdt 6 Kreaturer og et Par Faar; Konen havde været gift tidligere og haft Barn i første ægteskab, medens det andet Ægteskab var barnløst. - Hun er forfærdelig lemlæstet; i Ryggen har hun faaet Flænger paa 4 a 5 Tommers Længde og 2 meget dybe, den ene helt igjennem Skulderbladet; Undermunden er fraskaaren hovedet og hænger ved Halsen, løse Tænder og Kjødtrævler laa endnu paa Gjerningsstedet, da Distriktslægen undersøgte det. Det er en Selvfølge, at denne Begivenhed har vakt almindelig Rædsel paa Egnen, selv ogsaa hos andre Drukkenboldte der, og det kunde maaskee være at den i det Mindste for en Tid kan tjene til Skræk og Advarsel for disse.

(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 15. juni 1875).

Mordet skete 6. juni 1875. Afhøring af vidner og drabsmand foregik få dage efter. Retsmøder foregik i slutningen af juni til august, og Peder Nielsen Sieg fastholdt at mordet på konen Mette Christensdatter var pga. Fanden. Sundhedskololegiet mente at han havde vist umiskendelige tegn på sindsforvirring med hallucinationer, men kunne ikke bekræfte distriktslæges mistanke om at det skyldtes delirium tremens. Kollegiet mente i øvrigt at han måtte anses for at være en for samfundet farlig person. Ved dommen 23. december 1875 blev han kendt skyldig, men fritaget for straf da han havde været sindssyg. Derimod skulle han indsættes i livsvarig forvaring. Han blev herefter indsat på Mariager Pleje- og Arbejdsanstalt hvor han døde 1. november 1899, 72 år gammel. 

Mord i Grenaa. (Efterskrift til Politivennen)

Mord. Om en uhyggelig Begivenhed, som har tildraget sig i Grenaaegnen, idet en Mand først har dræbt sin Hustru og tre Børn og derefter aflivet sig selv, meddeler "Grenaa Av." følgende: Væver Søren Christian Hansen i Selkjær, der var 40 Aar gl,, var i høi Grad forfalden til Drik og lediggang, hvorfor Sognet tildeels maatte underholde Familien. Af disse Grunde havde Sogneraadet ønsket at faae ham anbragt i Mariager Tvangsarbeidsanstalt, og han var i den Anledning stævnet til at møde for Retten i Grenaa i Løverdags. Efter i Fredags Eftermiddag at have været beruset, besøgte han Fredag Aften sin ligeoverfor boende Svoger, hvor den af Sogneraadet trufne Foranstaltning var Gjenstand for Samtalen. Hansen, der paa den Tid ialtfald ikke var i den Grad beruset, at han kunde kaldes utilregnelig, yttrede Ulyst til den følgende Dag at give Møde i Retten, ligesom han ogsaa har ladet Ytringer falde om, at der vel gaves Midler til at undgaae at komme i Arbejdsanstalten. Under sit Besøg hos Svogeren nød han ikke Spiritus, og omtrent Kl. 9½ begav han sig over til sin Bolig, hvor man Kl. 11 vil have seet Lys, men forøvrigt ikke har bemærket noget Usædvanligt. I Løverdags Formiddags, da man fra Svogerens Huus vilde bringe nogen Mad over til Familien, hvis ene Barn var sygt, fandt man Døren laaset, og da den en Timestid senere endnu ikke var bleven aabnet, brød man den op og banede sig paa denne Maade Vei ind i Stuen, hvor et rædselsfuldt Syn mødte de Indtrædende. I en Alkoveseng laae Hansens Hustru (34 Aar gammel) og det mindste Barn (1½ Aar gl.), i en anden de to ældre Børn (det ene 7, det andet 4 Aar gl.), alle svømmende i deres Blod, Konen laa paaklædt med Ansigtet nedad og med knuust Hjerneskal, med Barnet udenfor sig. Udenfor Sengen laa en med Blod besudlet Øxe hvis afbrukne Skaft laa paa Bordet; i et Hjørne af Stuen stod en svær Knippel, der formenes at være benyttet som Mordredskab, efterat Øxen er sprungen af Skaftet. Ved fra Stuen at begive sig gjennem Forstuen og Kjøkkenet til Tørvehuset, fandt man paa sidstnævnte Sted Hansen selv hængende. Forholdet imellem Hansen og Hustru skal, udenfor de Tider, naar han var beruset, have været taaleligt godt, og Konen beskrives som skikkelig og, i Forhold til sine Evner, ordentlig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. marts 1873).

Dagsbegivenheder. (Efterskrift til Politivennen)

- I Tirsdags Aftes indbragte ifølge "Dgbl." den paa Lygteveien posthavende Politibetjent til Stationen paa Nørrebro tvende Arbeidsmænd, af hvilke den Ene beskyldte den Anden for at have dræbt en Mand, hvis Lig henlaa i Grøften ved Bisbergveien under Kjøbenhavns Amts nordre Birk, tildækket med Løv og deslige. Efterat den formentlige Morder var sat under sikker Bevogtning paa Stationen, fulgte nogle Betjente med Anmelderen for at lade ham paavise Stedet, hvor Liget laa, men forinden de naaede dette, mødte de en i høi Grad beskænket Mandsperson, ledsaget af endel Mennesker, som havde fundet ham i Grøften og faaet ham op. Denne Person, der ikke bar Spor af nogen imod ham anvendt ydre Vold, men kun var i høi Grad drukken, blev af Anmelderen gjenkjendt som den formentlig Dræbte og medtagen til Stationen, hvor ban tilligemed sin foregivne Banemand, som ogsaa var endel beskænket, forblev Natten over for at udsove Rusen. Sammenhænget oplystes nu at være det, at de to Hovedpersoner i den bedste Forstaaelse havde nydt en stor Del Drikkevarer, samt at de derefter vare gaaede ud ad Veien, idet den Ene vilde søge Arbeide i en i Nærheden liggende Eiendom. Medens han udrettede dette Ærinde, satte den Anden sig paa Veikanten, men var ved sin Kammerats Tilbagekomst falden i Grøften, hvor han laa i en saa dyb Søvn, at denne ikke kunde faa ham vækket og derfor troede, at han var død. Han sprang da op af Grøften, netop idet Anmelderen kom forbi, og løb for at gjøre Anmeldelse til Politiet, men da han paa Anmelderens Spørgsmaal om, hvorfor han løb, svarede, at der laa en død Mand i Grøften, troede Anmelderen i ham at se en Morder i Begreb med at flygte og foranledigede derfor, efter først selv at have taget den formentlig Dræbte i Øiesyn, at han blev anholdt og bragt til Politistationen.

(Dags-Telegraphen (København) 30. maj 1868).

Vanvidskjørsel. (Efterskrift til Politivennen)

Den 1ste dS, forefaldt paa en Landevej lidt Vesten for Varde en Scene af en besynderlig Beskaffenhed. To Vogne, hvoraf den ene var forspændt med 3 Heste, kjørte omkap ved Siden af hinanden i saa stærk en Fart, at de for den ene Vogn forspændte tre Heste bleve løbske. Under Ledet henad Vandevejen faldt efterhaanden de to paa Vognen værende Mennesker at, uden dog ar komme videre til Skade, og et Stykke længere frem tørnede de tre løbske Heste med Vognen mod et Kobbel Køer. Den her stedfundene Forvirring lader sig lettere tænke end beskrive: Roerne, Hestene og Brudstykkerne af en massakreret Vogn imellem hverandre. Samtlige Køer bleve tide tilredte, en af dem mistede i Kampen et Horn, en anden fik Snuden opreven, en tredie blev liggende paa Valpladsen med en Del af Vognen ovenpaa sig. - Vi meddele imidlertid ikke denne Begivenhed for at fortælle en Nyhed, men vi meddele ben for atter at komme tilbage til et Thema, vi tidligere have behandlet, og som vi tro ikke kan omtales for tidl. Der er nemlig der afskyelige Brændevinsfylderi. Det forsikres nemlig, at begge Kudskene for de omkapkjørende Vogne (Christen Nielsen den Ældre af Outrup og Mølleforpagter Mohr af Søvig Mølle) vare drukne, og at dette ogsaa virkelig maa have  været Tilfældet, fremgaaer tydelig af Væddekjørselen, thi ingen ædru og fornuftig Mand vil kunne hitte paa, baade for sin egen og sine Hestes Skyld, ikke at tale om den Fare, han udsætter de Vejfarende for, at gjære sig skyldig i saadanne kaade Drengestreger. (Varde Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 17. september 1859)

Beretningen fik følgende ord med på vejen:

- - - Det er ogsaa vitterligt at der, især Markeds- og Torvedagene, i flere Timer kan holde forspændte Vogne udenfor Værtshuse i Varde (og ikke der alene) og vente paa dem, der skulle befordres, medens disse sidde paa Værtshuset og drikke sig fulde, og naar saa Vedk. endelig skulle afsted, er der strax Sammenstimlen af Mennesker for at see de fulde Folk. Bladet henstiller til Værterne, i Menneskelighedens Interesse at give Afkald paa den Smule Fortjeneste, der kan hentes ved allerede berusede Folk - "siden Politiet, der umuligt kan være uvidende herom, lukker Øinene for Scandalen og i den Retning forholder sig passiv". Bladet opfordrer ogsaa Politiemesteren til at paatage sig det Hverv personlig af og til at "lade sig see omkring i Byen; han vilde da tidt komme til Kundskab om Ting, som han nu ikke veed, og som en Politiemester ubestrideligt bør vide".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. september 1859. Uddrag).

Markedet ved Hørmested. (Efterskrift til Politivennen)

hedder det i "Frederiksh. Av.", endte paa en beklagelig Maade. Politimesteren havde truffet den vistnok meget rigtige og ved en Mængde trykte Placater bekendtgjorte Forholdsregel , at Udskjænkning, Beværtning og andet Udsalg paa Markedspladsen, skulde ophøre strax efter Solens Nedgang. Boutikerne og Udsalgene standsede i ordentlig Tid og Folk forføiede sig med Rolighed fra Markedet. Ogsaa ud af Kroens Skjænkestue begave Folk sig efter Opfordring; men derefter begyndte adskillige unge og urolige Personer udenfor at fordre at ville ind og at være utilfredse over, at dette negtedes dem, der allerede da havde nydt Mere end til Nødtørft. Uagtet Politiets Forbud og uagtet de assisterende Sognefogder vare stillede i Døren, søgte en Masse at trænge ind, hvilket kun ved Politiets Understøttelse af adskillige sindige Mænd, der vare tilstede, forhindredes. Adskillige Lovstridigheder og Uordener forefaldt, saasom voldsomt Angreb paa Politiet og Ødelæggelse af Vinduerne paa Kroen. Det er ikke Urostifternes Skyld, at ingen Ulykke skete, og, da Politimesteren, der var i Uniform, gjentagne Gange i Forveien høit og lydeligt betydede de Larmende i Kongens og Lovens Navn, at de maatte fjerne sig og at deres Opsætsighed mod de givne Bestemmelser var en Forbrydelse, mod hvilken de advaredes, idet de Fornuftige opfordredes til at gjøre Begyndelsen med at fjerne sig, er saaledes Mængdens Indtrængen mod Politiet saa meget fordømmeligere, som der ikke blev anvendt Slag eller anden Magt for at fjerne dem fra Huset, der af de Gjenstridige kunde paaskydes som Grund til Ophidselse. At Adskillige under Paatrængenheden paastode, at de vare Rejsende, havde glemt Cheniller osv. i Stuen, var naturligviis aldeles ingen Adkomst for dem til at indlades, saalænge Opløbet og Sammenstimlingen ei var forbi. En stor Deel af Urostifterne ere alt bekjendte, og det er at haabe, at ved de Undersøgelser, der ville blive anstillede, de øvrige ogsaa ville blive det, da det er i høi Grad i det Offentliges Interesse, at de blive afstraffede. Der gives desværre flere Exempler paa Uordener som de, der have fundet Sted; saaledes paa Hjallerup Marked i Dronninglund Sogn for nogle Maaneder siden, hvor Massen var opsætsig og begik Uordener af Vrede over, "at der ikke nu kunde faaes mere mere Brændeviin".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. oktober 1853, 2. udgave).

Ladegaardsarbejder idømt Vand og Brød. (Efterskrift til Politivennen)

Fabriksarbejder paa Ladegaarden Frdr. Aug. Olsen var Søndagen den  3die August d. A. med Tilladelse udgaaet fra Anstalten, og efterat han med Fabrikarbeider Muhl havde varet inde paa 2 a 3 Værtshuse, indfandt de sig endelig i den af Ladegaardens Befolkning saa yndede "Dandsekjelder" paa Blaagaardsveien, hvor Muhl snart mærkede, at han ikke kunde taale mere , hvorfor han begav sig bort og faldt isøvn paa Marken. Olsen fik imidlertid en Pægel, men drak heraf kun en ringe Deel. Han vilde nu af Høker Rasmussen have Tilladelse til at gaae igjennem Disken hen til en anden Fabrikarbeider, der sad inde i Rasmussens Stue, men da dette blev ham nægtet, begyndte han herover at raabe og skrige, samt teede sig som et galt Mennesie. Medens han, siddende paa Gulvet, opførte sig saaledes, kom Politibetjent Hertz tilstede for at styre ham tilfreds, men idet Olsen nævnede Betjenten ved Navn, som derhos havde sit Skilt fremme, yttrede han: "jeg bryder mig ikke om Politiet " og at han blæste Politiet Noget, og foer ind paa Hertz, samt lagde sin Haand paa ham og truede med at ville slaae ham ihjel. Da han derefter blev ført ind til Byen i Politiarresten, udskjældte han her en af Arrestvagterne for en "Tyveknægt" og en anden for en "Skurekarl". Arrestanten har vel, under Paaskud af, at han ved den omhandlede Leilighed var aldeles drukken, benegtet at kunne mindes det Passerede, men efter hvad der desangaaende under Sagen blev oplyst, kunde det ikke antages, at han havde været i den Grad beruset, at hans Tilstand maatte udelukke Tilregnelighed. Da den af Arrestanten udviste Adfærd, med Undtagelse af hans Trudsel med at ville slaae Betjenten ihjel, hvorom der ikke tilveiebragtes fuldstændigt Beviis, var sat udenfor Tvivl ved Politibetjentens og Arrestvægternes, som og ved Høker Rasmussens og 2de tilstedeværende Snedkersvendes aflagte edelige Forklaringer herom, blev Arrestanten, der forhen oftere var straffet, ved Criminal- og Politirettens Dom af 22de Novbr. herfor anseet efter Frdn. 4de Octbr. 1833 § 16 og Lovgivningens Grundsætninger med en Straf, der bestemtes til 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. november 1851, 2. udgave).

Bekjendtqjørelse fra Politimester Ræder i Horsens. (Efterskrift til Politivennen)

indrykket i Byens Avis: Læredrengene her i Byen have i længere Tid besøgt Kipperne og lignende Steder, og der afstedkommet mange og mange Slags Uordener, indtil jeg troede at gjøre bedre i at tillade dem, indtil et bestemt Klokkeslet, at besøge visse Værtshuse, dog uden at de der maatte spille eller drikke. Paa denne Maade dreves Drengene ud af Kipperne. Det har imidlertid viist sig, at Værtshuusbesogene have ført til endnu større og mere almindelige Uordener, og jeg har derfor nu maattet forbyde samme. Forudseeligen vil dette Forbud have til Følge, at Drengene igjen ville søge til Kipperne, hvilket Politiet vistnok, saavidt muligt, vil søge at forhindre, men dog alene ikke vil være istand til at forebygge. Ondet har nemlig sin Rod i den altfor store Frihed, som ikke blot om Søn- og Helligdagene, men selv om Sognedagene indrømmes Drengene, og saalænge Forældre og Mestere ikke i dette Stykke ville virke i Forening med Politiet, vil dette kun beholde Valget imellem at drive Drengene fra Værtshusene til Kipperne og fra Kipperne til Værtshusene. Jeg opfordrer derfor paa det Indstændigste enhver samvittighedsfuld Mester, Fader eller Huusbonde til at holde deres Drenge og Sønner saavel fra Kipperne som fra Værtshusene, og derimod at søge paa passende Maade at beskjæftige dem i deres Fritimer, eller at forskaffe dem anstændig Fornøielse hjemme, hvilket i al Fald ved Foreninger imellem et Antal Mestere letteligen vil lade sig gjøre. Erfaringen har i den seneste Tid viist, for hvilke Farer Haandværksdrenge og lignende unge Mennesker, naar de formeget ere overladte til dem selv, ere udsatte, og ingen brav Mand vil have det paa sin Samvittighed at have bidraget til at styrte et ungt Menneske i Fordærvelse, der af Forsynet eller af Forældre og Værger var overdraget ham til Opdragelse og Omsorg.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1842).

Et Spørgsmaal.

Burde det ikke forbydes samtlige værthusholdere af høj og lav rang at udskænke spirituosa til konfirmander. Så vidt anmelderen ved, udskænkes der ikke mere spirituosa til dem i konditorboderne i Kronpinsessegade. Men grunden skal ikke blot være at disse sager nægtes dem nu der, men til dels også at konditorens likører er dem for svage, hvorfor de henvender sig til en i Kronprinsessegade boende værtshusholder hvor de kan få "noget som river i halsen" /en kradser) fx ½ pægel dansk brændevin, eller 1/4 bolle punch, hvilket de forgæves har forlangt hos konditoren.

Anmelderen ved at en for nyligt konfirmeret piberdreng for længere tid siden drak 7 snapse, den ene efter den anden, og at en anden, misfornøjet med de firmenichske lukørers svaghed, forlangte noget der kradsede dygtigt, og først tilkendegav sit befald da han fik en snaps qvassia. (Den rosenkildske piberdren, Søren Winther gør al sin dumhed uagtet, sådanne herrer til skamme.) Dette karakteriserer den københavnske almueungdom træffende. Men hvor mange smil det end aflokker de fleste, er det dog et sørgeligt tidernes tegn som indeholder et betydningsfuldt vink til forældre, skolelærere, præster og regeringen.

(Politivennen nr. 1377, Løverdagen, den 21de Mai 1842. Side 324-325)

Til Vertshuusholder Knud - , udenfor Vesterport.

Min kære Knud! Du erindrer vel det besøg du og din kammerat fra Fuglestangen nede ved vandet gjorde hos mig torsdag den 2. i denne måned og mindes da vel også at I begge to da jeg ville sige jer min mening om den opførsel I viste, kom så hurtigt afsted at jeg ikke kunne få lejlighed til det, hvorfor jeg nu vil sige dig det i dette blad.

Når 2 borgermænd der er kommet til skels år og alder, kommer tumlende ind på et sted, den ene hængende på ryggen af den anden, og gør en hob abekattestreger der kun kan passe for en bajads i en fjælebod, derefter flere gange slukker lysene, kaster dem med tilbehør under borde og bænke, samt forsøger på at gøre skade og virkelig gør den, så synes mig at de viser en opførsel som man endog ikke kunne tilgive uopdragne, kåde, halvdrukne gadedrenge.

Efter således ganske kort at have sagt dig min mening om din og din kammerats opførsel, vil jeg endnu gøre dig opmærksom på at der gives skrappe love mod forstyrrere af folks husfred, og at jeg helt sikkert ikke skal undlade at tage min tilflugt til dem hvis det oftere skulle falde dig eller andre ind at gæste mit hus på sådan pøbelagtig måde. Ville du ikke gøre det samme, Knud! hvis nogen øvede vold i dit hus?

København den 7. januar 1834
Andersen

(Politivennen nr. 941, Løverdagen den 11te Januar 1834, s. 28-29) 

Lazaronerne ved Gymnastikhuset.

Ved det nye gymnastikhus ved Filosofgangen indfinder sig dagligt når det er solskin et antal lange, pjaltede dagdrivere der her især i middagsstunden og henad eftermiddag, udhviler deres dovne kroppe i det grønne. At de alle er besværede med en vis indkvartering, viser den uafbrudt riven og skutten, og skønt de er unge, efter udseende stærke karle, tror man dog ikke de hverken ønsker eller kan arbejde, da de alle i større eller mindre grad har den rystende syge (delirium tremens).

Da de næsten dagligt afstedkommer de afskyeligste uordener med slagsmål og ved at udskælde de forbigående, var det inderligt at ønske at vort raske politi ville se lidt ind til dem - men kraftigt måtte det være, for uden grov konfekt er alt uforståeligt for disse spyfluer for borgerfreden.

(Politivennen nr. 911, Løverdagen, den 15de Juni, 1833. Side 409-410)