Krystal Sodavand. (Efterskrift til Politivennen)

En "Grænsestrid" mellem to Fagforeninger.

Kampen om en Fabrik. - Den ene erklærer Blokade, den anden giver fri Bane.

Mineralvandsfabriken "Krystal" i Flensborggade er blokeret af "Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejderforbund", og fornøden Meddelelse herom er udsendt. Men i Dag til Morgen skriver Landstingsmand Lyngsie i "Social-Demokraten" paa "Dansk Arbejdsmands Forbund"s Vegne, at Fabriken har Overenskomst med hans Forbunds Øl- og Mineralvandsarbejderafdeling, i hvilken Organisation alle dens Arbejdere staar som Medlemmer. Det hele er en Grænsestrid mellem to Fagorganisationer, siger Hr. Lyngsie, og denne Sgtrid bør ikke komme Fabriken til Skade paa dens gode Navn og Rygte.

(Aftenbladet (København) 9. maj 1928).

Frænde er Frænde værst

Det gamle Ord, at Frænde er Frænde værst, bekræfter sig ikke sjældent ved Konflikter mellem Arbejdsgiverne og Fagforeningslederne, hvor Arbejdsgiveren er tidligere Fagforeningstillidsmand.

I det sidste Aars Tid har der paa Vesterbro i København hersket en saadan bitter Strid mellem to tidligere Fagforeningskammerater. En fhv. Næstformand i Bryggeriarbejdernes Forbund har begyndt for sig selv med en Sodavandsfabrik "Krystal" og har som Ejer af den lille Fabrik haft den Dristighed at tage en Chauffør fra Arbejdsmændenes Arbejdsløshedsanvisning en Morgen, da han stod og skulde bruge en Mand i en Fart, og BryggeriarbejderforbundetsFormand ikke havde faaet Kontoret lukket op. Der blev Avispolemik og Processer i lange Baner, og Chaufføren, der havde gaaet ledig i over et Aar, skønt han var en dygtig Mand, maatte atter ud og suge paa Labben. Ved Processen skete der det mærkelige, at Chaufføren fik en stor Erstatning, men ved Højesteret blev "Krystal" dømt til at tage en ny Chauffør fra Bryggeriarbejderforbundet.

Det vilde Manden fra "Krystal" ikke, og Formanden i Forbundet vilde ikke lade sin gamle Kammerat i Fred, og saa blev der dekreteret Blokade paany. Imidlertid har Sodavandsfabrikanten nu spillet Bryggeriarbejderforbundet det Puds at flytte det Par Mand, som han beskæftiger, over i Lyngsies Arbejdsmandsforbund, og da Lyngsie i de praktiske Forhandlinger er en lige saa stor Ynder af at skære hurtig igennem Vrøvlet, som han til Tider kan være rask til at slaa i Bordet, er han nu faret i Blækhuset og har skrevet i "Social-Demokraten", at Bryggeriarbejderne skal holde op med deres Blokade-Vrøvl. Fabrikens Folk hører under Lyngsie, og saa er der ikke mere om den Blokade.

Mærkeligt nok synes Bryggeriarbejderformanden at ville putte Reprimanden i Lommen, idet han nu udtaler offentligt, at der nu ikke mere er tale om Blokade, og at Sagen vil blive afgjort ved Voldgift.

(Sorø Amts Dagblad 14. maj 1928).

Hjørnet af Flensborggade 8 og Broagergade - Krystal Sodavand, Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vidunderfabriken i Haraldsgade. (Efterskrift til Politivennen)

Hvor Elektrik og Radio mødes.

I den fra Byens Centrum fjerntliggende Haraldsgade ses Laur. Knudsens Kæmpefabrik, hvori ca. 700 Arbejdere - deraf de ca. 400 kvindelige - udretter et Stykke Arbejde, som i alle Henseender staar paa Højde med det bedste udenlandske. Indenfor de vældige Mure, i store, lyse Lokaler, tilvirkes den fine Mekanik, som anvendes i elektriske Artikler og til Radioapparater.

Vi aflagde i Gaar efter Indbydelse et Besøg i den fire Etager høje Bygning og flk et levende Indtryk al dansk Snille og danske Arbejderes fremragende Præstationer.

I et Utal af Lokaler sad eller stod her kvindelige og mandlige Arbejdere og fremstillede de Tusinder af Detailler, som fordres for at f. Eks. et elektrisk Maaleapparat kan virke præcist og følsomt, og interessant var det at betragte den omfattende mekaniske Proces et Radioapparat gennemgaar fra den første Plade lægges, til det moderne Vidunder stod fuldfærdigt til at gengive Æterens Toner.

Radioen har revolutioneret den mekaniske Fabriksvirksomhed, der maatte tilføres nye Maskiner, nyt Materiale og hidtil ukendt Værktøj til Frembringelse af Lav- og Højfrekvenstransformatorer, Drejckoadensatorer, Mikroskalaer, Støjkompensatorer og Kegle- og andre Højttalere

Her findes i denne Fabrik blandt mange andre mærkelige Laboratorier et Rum, hvor Tonen i Højttalere afstemmes og prøves pr. Elektricitet. Hele Skalaen fra det dybeste Brum til den højeste Råben aflæses paa en Tonegenerator samtidig med, at Øret opdager Tonens Renhed og Styrke. I andre og større Lokaler sidder unge Damer og samler Radioapparaternes Hundreder af mærkelige Detailer. Her er Sliberier og Lokaler for

elektrisk Nitning,

der ganske lader den gammeldags Form med Hul, Nitte og Slag ude af Betragtning, og i Drejebænkværkstedet staar store Revolverbænke, hvoraf Halvdelen ganske paa egen Haand og uden fjerneste Hjælp af Menneskehænder leverer flere Tusind smaa Møtrikker i Timen.

Fabrikationen af Maaleapparater, der viser Hjemmenes Forbrug af Elektricitet, er et Vidunder af teknisk Behændighed, et fuldkommen mekanisk Eventyr. Inde i Maaleren cirkulerer et Hjul, hvis Tænder driver Tallene, der viser Forbruget. Dette Hjul gaar i 

kunstige Diamanter,

der er indkapslede i en Tap, hvis yderste Spids, der er fln som en Synaal, glider i en Skaal, der er lille som et udhulet Knappenaalshoved og denne Spids og denne Skaal er lavet I af lilla Safirer, de kunstige Diamanter, der ikke kan sildes.

Overordentlig lærerigt er et Besøg l denne højmoderne Fabrik for Elektricitet og Lydmaskiner, og som et sidste Eksempel paa Fabrikens sælsomme Liv ser vi en Spændingsprøve paa en mægtig Porcelæns-Isolator, der ved en Ledning er sat i Forbindelse med en diabolsk stærk Akkumulator.

Vi bliver lukket lod i et bælgmørkt Rum og Prøvemesteren slipper alle Akkumulatorens fantastisk mange Hestekræfter løs. Det syder, rasler og hyler, og lidt efter lidt oplyses Rummet af et gulligt Lys, der kommer fra Isolatoren og som i Løbet af et Minut bliver til et kunstigt Uvejr med rasende Zig-zag-Lyn i sælsomt Nordlysskær.

- Hvor mange Volt er vi oppe paa? raaber vor Cicerone.

- 130,000! svarer Prøvemesteren gennem Lynildens Knitren.

Oehlenschlæger og Aladdin kan gaa hjem og lægge sig! 

Ave

(Social-Demokraten 14. oktober 1927).

Blaakilde Mølle. (Efterskrift til Politivennen).

Aktieselskabet Blaakilde Mølles Fabriker var indtil 1870 en kornmølle. Herefter begyndte den at fabrikere dampet og gæret benmel, 1901 overtog den Levins Fabrik på Dortheavej 2, der 1929 gik over til lerjordsblegning og i 1936 fik den første tørsmelte. 

22. april 1912 nedlagde arbejderne arbejdet på Dortheavej pga. afskedigelser uden opsigelse. Ved den lejlighed konstaterede man den ulidelige stank og myriader af maddiker som arbejderne skulle arbejde i. På trods af sundhedsmyndighedernes påbud om straks at destruere affaldet, lå titusindvis af kilo affald opstablet. 

Sundhedskommissionen mente på et møde den 19. juli at den ikke kunne kræve virksomheden nedlagt eller flyttet, da dette så også ville gælde en halv snes andre fabrikker i området. Der blev dog stillet "meget vidtgående" krav til reformer mm. og henstillede til fabrikken at den skulle gøre så vidt muligt for at fjerne generne, og dette blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen september 1926. 

Utterslev forpestes af gamle Ben.

10,000 Beboere protesterer mod Blaakilde Mølle paa Dortheavej. - Blandt Klagerne er Overlægerne paa Bispebjerg Hospital og Inspektører for de kommunale Skole.

En Benmelsfabrik, der forpester kvarteret omkring Nørrebro, Utterslev, Præstevangen og Brønshøj.

Social-Demokraten har nu med en omfattende Kampagne faaet fjernet den Benmelsfabrik, der forpestede Kvarteret omkring det yderste Istedgade. Vi aabner i Dag en ny Kampagne med det Formaal at skaffe frisk Luft for Tusinder af Familier. Det drejer sig her om Fabriken "Blaakilde Mølle" paa Dortheavej. Denne Fabrik ligger i en tætbefolket Bydel, der omfatter Havebyen "Præstevangen", Lygtekvarterets Boligselskab og Frederikssundsvej.

Fra Beboerne, 10,000 i Tallet, er der til Sundhedskommissionen indsendt en Klage, i hvilken det bl.a. hedder:

- - - Blaakilde Mølle forpester Luften i hele vor Bydel, omfattende det yderste Nørrebro, Utterslev, Præstevangen og Brønshøj. Vi Beboere, der er flyttet herud i Byens Ydeeikvarter for at hente Sundhed og Styrke i den friske Luft, maa i Stedet finde os i at indsaade den forpestede Luft fra raadne og halvopløste Kadaverrester, der undergraver vort Helbred og bringer os til at opholde os indeni Døre, men selv her har vi ingen Fred, idet vore Stoler fyldes med Fluer, der tilgriser vor Mad- og vore Hjem og spreder deres Bakterier, opsamlet i Kadaverfabriken Raaddenskab.

- - - Fabriken maa lukkes. Der er jo ingen Tvivl om, at dersom denne Aadselfabrik havde ligget i Strandvejens Villakvarter, var den forlængst blevet flyttet, Vi vægrer os bestemt ved at tro, at fordi det hovedsagelig er Arbejdere, der bor i dette Kvarter, kan Fabriken godt blive liggende.

Det er i denne Forbindelse a! Vægt, at Overlæge, Dr. med. E Meulengracht, Bispebjerg Hospital, har afgivet en Erklæring, i hvilken det hedder:

For ca. 14 Dage aiden har jeg indsendt en Klage til Politiet, fordi sunken fra bemeldte Fabrik er l høj Grad til Gene for Patienter og Beboere paa Bispebjerg Hospital. Forholdet er det, at med en bestemt Vindretning er Luften her paa Hospitalet forpestet med en hæslig Stank, der særlig gør sig gældende om Aftenen. Den trænger gennem de aabentstaaende Vinduer ind paa Sygestuerne og ind i vore private RUm, og selv om den næppe kan siges at være direkte  sundhedsfarlig, er den dog i høj Grad til Gene for Patienterne, der, skulde man synes, har et rimeligt Krav paa, naar de er indlade paa et iøvrigt godt og moderne Hospital, da ikke at være generede af raadden, slet brændt Lugt fra Virksomheder 1 Nærheden.

For Fuldstændighedens Skyld aftrykker vi endnu en af de mange Klager, der lyder i Anledning af Benmelsfabriken :

I Tilslutning til Beboernes Klage fra Kvarteret i Nærheden af "Blaakilde Mølle" paa Dortheavej ønsker undertegnede et udtale, at vi paa Bispebjerg, Frederikssundsvej og Grøndalsvænge Skole af og til er stærkt generede af Stanken fra denne Fabrik.

K. Bonde,

Inspektør ved Bispebjerg Skole

K. Svane,

Inspektør ved Skolen i Grøndalsvænge.

J. Rasmussen,

Inspektør ved Frederikssundsvejens Skole.

Naar dertil kommer, at Dr. E. Verning erklærer, at Fabriken fylder Kvarteret med Spyfluer, som frembyder en alvorlig Smittefare vil det forstaas, at Sundhedskommissionen ikke kan sidde Klagen overhørig.

Fabriken skal flyttes. Der staar meget paa Spil. De Udgifter, Fabriken indirekte paafører Kommunen ved at fremelske Sygdom, er underordnede i Sammenligning med den Fare for Menneskeliv, der aabenbart er tilstede.

(Social-Demokraten, 7. juli 1926).

Fabriken, der forpester Utterslev, Brønshøj og Bispebjerg.

Benmelsfabriken "Blaakilde Mølle" paa Dortheavej

Vor Meddelelse om, at ca. 10,000 Beboere i Kvarteret ved Dortheavej agter at klage til Sundhedsavtoriteterne over den Stank, der udbredes fra Benmelfabriken "Blaakilde Mølle" har allerede sat Spor.

Fabrikens Bestyrer, Hr. Simonsen, erklærer saaledes, at der vil blive gjort energiske Forsøg paa at bøde paa Miseren. Stanken stammer fra Skorstenen, der er for lav. Det maa i denne Forbindelse erindres, at Fabriken anlagdes for Utterslevs Indlemmelse i København. Der var landlige Omgivelser, hvor der nu, siden 1900 har rejst sig en mægtig Bydel med Hospitaler og Skoler. Fabrikens Ledelse haaber at en ny og meget høj Skorsten, bygget efter de mest moderne Udblæsningsprinciper, vil vise sig tilstrækkelig til at befri Kvarteret for Stank. Desuden vil Adgangen til og fra Fabriken fremtidig ske gennem lukkede Passager, og i det hele vil der blive ofret store Beløb paa at bedre Forholdene.

Om disse Forbedringer vil tilfredsstille Beboerne og Avtoriteterne er naturligvis en anden Sag. Politiinspektør Schepelern-Larsen udtrykker Betænkelighed ved ligefrem at kræve Fabriken fjernet. Han har forhandlet med Lederne, og mener, at de paatænkte Reformer maa prøves inden man gaar saa vidt som til at forlange Benmøllen flyttet udenfor Hovedstadens Grænser. Ogsaa Hensynet til de Arbejdere, der er beskæftigede paa Fabriken spiller naturligvis ind.

Imidlertid fortsættes Kampagnen mod "Kadaverfabriken". I Morgen eller Overmorgen indgives den af 10,000 Beboere underskrevne Adresse til Sundhedsstyrelse og Sundhedskommission.

Der vil samtidig ske personlig Henvendelse til Indenrigsministeriet og Magistratens 4. Afdeling. Principielt fordres Fabriken fjernet, men det er jo muligt, at Kravet vil blive stillet i Bero indtil det haar vist sig om de lovede Reformer svarer til Forventningerne eller ej.

Besøg hos Stadslægen

Overtilskærer A. Johansen, H. C. Jensensvej 100, er en af de mange Beboere, der føler sig haardt ramt af Naboskabet med Fabriken. Han har været virksom for at skaffe Underskrifter paa Protestadressen, og har opsøgt forskellige Autoriteter. Sidst har han været hos Stadslæge J. P. Chrom, der erkendte Klagens Berettigelse og lovede at gøre, hvad der staar i hans Magt.

Overfor Stadslægen udtalte Hr. Johansen paa Beboernes Vegne en Beklagelse over de Forsøg, der nu gøres paa at reformere. 

Enhver Reform vil vise sig utilstrækkelig, hævder Hr. Johansen. Fabriken maa flyttes, og helst over paa Saltholm. Hvilke Foranstaltninger til Forbedringer, der end træffes, vil det ikke kunne hindres, at Skyer af Spyfluer letter fra Aadslerne paa Benmelsfabriken og trænger ind i Beboernes Spisekamre. Af Hensyn til denne Fabrik kan man ikke lade tætbefolkede Kvarterer som Utterslev, Præstevangen, Brønshøj, Bispebjerg og Borups Allé forpeste og forgifte.

Fabriken maa væk, siger Hr. Johansen, og ham følger altsaa 10,000 Mennesker, hvoriblandt Læger og Skoleautoriteter.

(Social-Demokraten, 10. juli 1926).

Sundhedsministeriet besluttede dog at inddrage tilladelsen til at drive en sådan virksomhed i et beboet kvarter, og at den skulle nedlægges senest 1. juli 1928. Fabrikken formåede dog ved en investering på 80.000 kr til fjernelse af generne at fortsætte. Hvorfor sagen atter rejstes i september 1934. Her ofrede fabrikken så 100.000 kr. Året efter var der igen protestmøder. Et rensningsanlæg blev opført, og i 1937 synes det som om man endelig nåede tålelige forhold. Fabrikken lå der endnu i 1970'erne.

Fred Cox (?-1925). (Efterskrift til Politivennen)

Jordefærd.

Direktør F. Cox.

Direktør Fred. Cox, United Shoe Machinery Co., blev i Formidlings under stor Deltagelse begravet fra St. Alban Church i Grønningen.

Lila Syrener og Rhododendron smykkede den hvide Kiste, der henstod Koret omgivet med et Væld af Kranse, og i hele Kirkens længde strakte der sig et Tæppe af skønne, dekorerede Blomsterdekorationer fra det store Firmas forskellige Afdelinger, baade her i Landet og i Norge, Sverige og Finland. Der var bl. a. ogsaa en signeret Krans fra Deutscher Vereinigter Schuhmashinen Gesellschaft i Frankfurt a/m.

I det store Følge sans bl. n. Overretssagfører Repsdorph, Skotøjsfabrikant Jørgen Petersen, Direktørerne Gardener, Andreasen, Kihlstrøm og Seibert fra Firmaets Afdelinger henholdsvis i Leicester, Oslo, Tammerfors og Ørebro. Hele Firmaets københavnske Personale var ogsaa mødt op med Disponenterne H. J. Haakonson og A. Almborg i Spidsen, og videre bemærkedes Direktør Carl Duus m. fl.

Sørgehøjtideligheden, der helt igennem var liturgisk, lededes af den herværende engelske Præst, Reverend Kennedy.

Efter Salmen "Peace perfect peace" blev Kisten baaret ud af Direktører af Medarbejdere 1 Firmaet.

Begravelsen foregik paa Vestre Kirkegaard

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 2. januar 1926).

Fred Cox døde december 1925. Fred Cox var 1910 med til at etablere  Alfelder Schuhleistenfabriken for Carl Behrens, grundlæggeren af Fagus. Fabriksanlægget blev 2011 erklæret for UNESCO verdenskulturarv.

United Shoe Machinery Co havde siden 1. januar 1909 en fabrik i Tordenskjoldsgade 10. I hvert fald fra maj 1919 havde firmaet et lager i Store Kongensgade 59. I januar 1914 blev en 28-årig forvalter arresteret efter at have spillet 2.000 kr. op i en spillebule. Han havde bedraget firmaet for ca. 3.000 kr.

Hvordan et Regnskab kan stilles op.

En Proces om 286.000 Kr.

(Specialtelegram).

København.

I to Dage har Sø- og Handelsretten været optaget af en Proces, hvis Akter vejer mange Kilogram.

Grosserer Ernst Enna blev t 1912 antaget som administrerende Direktør for United Shoe Machinery Company i København, der er en Afdeling af et Verdensselskab, som ejes af Amerikanere. Gagen skulde være 30,000 Kr. aarlig. Umiddelbart forinden havde Enna erhvervet en Femtedel af Selskabets Aktiekapital eller Aktier for 320,000 Kr. Naar han fratraadte, skulde Selskabet være forpligtet til, hvis han ønskede det, at købe Aktierne tilbage til en nærmere fastsat Kurs.

Da Enna fratraadte den 31. December 1913 opstod der Uenighed om Afviklingen med Hensyn til Aktierne, men efter nogle Forhandlinger blev man enig om, at Selskabet skulde overtage Aktierne til Kurs 122 samt yderligere betale Enna en Femtedel af Nettofortjenesten for 1916.

Hvor stor var denne? Herom er det, Processen drejer sig. Selskabet har opgjort den til 33,000 Kr., men Højesteretssagfører Steglich Petersen, der mødte for Hr. Enna. opgjorde den i Overensstemmelse med Selskabets tidligere Opgørelser til 1.431,733 Kr, saaledes at Hr. Enna herefter skulde have udbetalt 236,307 Kr. som sit Aktieudbytte før 1916. At Selskabet iøvrigt havde vedtaget ikke at udbetale Udbytte for 1916, kom ikke Hr. Enna ved.

For Selskabet mødte Overretssagfører Arnstedt ved Overretssagfører Schiørring, der hævdede, at de af Hr. Enna opgjorte Værdier slet ikke eksisterede i Selskabet, og at dettes egen Opgørelse var fuldt forsvarligt. Hr. Enna forlangte 90 pCt. i Udbytte for 1916, det var da højst mærkeligt, at han havde villet sælge sine Aktier tik Kurs 1221

Dommen vil senere blive afsagt.

(Aarhus Stifts-Tidende 26. juni 1918).

Dommen faldt den 2. august 1918, og lød på at firmaet skulle betale direktør Enna 156.862 kr. med renter 5 % årligt fra 1. juli 1917. Beløbet fremkom ved at retten nedskrev indtægten fra 1.431.788 kr. til 784.310 kr., hvoraf Enna tilkendtes en femtedel. Firmaet frifandtes iøvrigt for hans tiltale. Det var Enna ikke tilfreds med, og anlagde en ny sag hvori han gjorde gældende at firmaet ikke havde udret de beløb som ved hans fratræden blev henlagt til at betale skatter med. Handelsretten afgjorde i 1923 at sagen allerede var afgjort og Enna fik en bøde på 50 kr. for unødig trætte.

United Shoe Machinery Company

er et Datterselskab af det bekendte Firma United Shoe Machinery Corporation, Boston. Mass., som tillige med sine Underafdelinger konstruerer de Maskiner, der anvendes ti! Fremstilling af Fodtøi, lige fra den fineste Damestøvle til de groveste, langskaftede Støvler - nogle enkelte Maskiner til Syning af Overlæderet undtagen.

Det er det ovennævnte Selskab, der ved sine sindrigt konstruerede Maskiner har muliggjort Fremstillingen af de bekendte randsyede Goodyear-Sko, til hvis Fabrikation der udkræves over 150 Maskiner. Good year-Fodtøjet har naaet en saadan Fuldkommenhed, at det næsten har fortrængt den gamle, haandsyede Randsko, og Maskinerne har mangedoblet Fremstillingen af Fodtøiet. En dygtig Haandskomager kan - Syning af Skafterne Ikke medregnet - fremstille 1-1½ Par Sko om Dagen; Maskinerne fremstiller 3-4 Par af det fineste Goodyear-Fodtøi pr. Mand daglig; af det saakaldte gennemsyede Skotøi (Mc Kay) eller af pløkket Arbeide kan den gennemsnitlige daglige Produktion pr. Mand udføre 5-6 Par.

United Shoe Machinery Company er Foregangsfirmaet paa Skotøismaskinomraadet, og Firmaet har i forholdsvis kort Tid foraarsaget en Omvæltning paa Skotøisfabrikationens Omraade hele Jorden over. Bistaaet af Opfindere og Specialister ser Firmaet sig i Stand til altid at kunne tilbyde de bedste Maskiner.

Selskabet kan altid levere komplet de Maskin-lndretninger til Skotøisfabriker, store og smaa, og stiller en Stab af fuldt uddannede Montører til Fabrikernes Raadighed til Opstilling af Maskinerne og Folk til Oplæring af Arbeiderne i sammes Brug.

Hovedfabriken ligger i Beverly, Mass., hvor der er beskæftiget ca. 5000 Mand. Der er Filialfabrlker i Leicester (England), Frankfurt (Tyskland) og i Paris, og disse Fabriker beskæftiger tilsammen Tusinder af Arbejdere samt mange Teknikere. Efter Sigende fremstilles ca. 80 pCt. af alt maskinsyet Fodtøi hele Jorden over paa Selskabets Maskiner.

Alle Dele til Selskabets Maskiner fremstilles efter Præcisionssystemet, saaledes at Reservedele kan sendes fra den ene Filial tit den anden og de vil altid passe til den Maskine. Delene skal anvendes til. For Brugerne af Maskinerne er dette Forhold af stor Betydning, saa meget mere som Maskinerne er meget komplicerede, men ikke destomindre meget driftsikre og lette at betjene.

Det danske Selskab stiftedes i Begynde!sen af Anret 1909, og det har Datterselskaber i Ørebro, Christiania, Petrograd og Tammerfors. Før Krigens Udbrud beskæftigede de fem nordiske Selskaber ca. 400 Personer - paa Grund af Forholdene i Rusland er Personalet midlertidigt blevet reduceret.

Selskabet har Kontor i St. Kongensgade her i Byen og i Frihavnen Lagerbygnlnger, hvoraf det oven staaende ses et Billede. Fra dette Lager fordeles Maskiner, Maskindele og Materialer til forskellige Selskaber i Skandinavien, Finland og Rusland.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. marts 1920).

United Shoe Machinery Corporation (USMC) var oprettet 1899 af de tre skomaskinefirmaer Goodyear Shoe Machinery Company, Consolidated McKay Lasting Machine Company og McKay Shoe Machinery Company. Det leverede under og mellem de to verdenskrige og den kolde krig varer til regeringen. Det var oprindelig grundlagt i Beverly, Massachusetts, senere flyttet til Boston. I 1910 stod det for 80% af skomaskineproduktionen i USA. I 1917 opkøbte det United Shoe Machinery Company. I 1916 producerede det 24.000 maskiner om året.

I 1947 anklagede USAs regering firmaet for brud på Sherman Antirust Act pga. dets monopol siden 1912. Det blev afvist af Højesteret i 1954. Det skete i stedet i en fornyet proces i 1967. I 1987 blev det opkøbt af British United Shoe Machinery.

Alexander Foss. (Efterskrift til Politivennen)

Alex(ander) Foss (1858-1925) var en dansk erhvervsmand og politiker. Foss blev 1887 medejer af F.L. Smidth & Co. som i hans tid blev et verdensfirma. 1903-1912 var han formand for jernindustriens arbejdsgivere og 1911-1921 formand for Industrirådet. Samt medlem af en række bestyrelser og kommissioner og medstifter af bl.a. Foreningen Norden og Ingeniørforeningen, som han 1904-1907 var formand for. 

Foss var medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1903-1907 for partiet Højre (fra 1915 Det Konservative Folkeparti) og sad i Folketinget 1915-1918 og Landstinget 1918-1920. Foss var tilknyttet partiets højrefløj. Han opfordrede Christian 10. til at afskedige den radikale statsminister Zahle under Påskekrisen i 1920. En mindestøtte blev rejst for ham uden for Industriens Hus i København. 

Alexander Foss døde på Antoinettevej 2 i "Carlsberg-kvarteret" som er kendt for sine mange, store arkitekttegnede herskabshuse. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Alex. Foss død.

SKANDERBORG, Tirsdag.

(Privat.)

Ingeniør Alex. Foss døde i Eftermiddag paa "Høvildgaard", hvor han har ligget syg, uden at være kommen til Bevidsthed.

Naar engang den Del af vort Lands Historie skal skrives, som handler om Danmark under Krigen, vil Ingeniør Alexander Foss faa en fremtrædende Plads, ikke blot fordi han stod som Lederen af og Sjælen i en verdensomspændende industriel Virksomhed, men i fuldt saa høj Grad, fordi han i disse vanskelige Aar stod som den anerkendte Fører for den danske Industri og Industripolitik. At bedømme hans Betydning helt retfærdigt kan ikke gøres nu. Dertil greb han for stærkt ind i saa at sige alle Forhold, og dertil er der gaaet for kort et Spand af Aar, siden denne Arbejdet Kæmpekraft stod paa sin Middagshøjde, altid vel vidende, at han trak et af de største Læs for Landet. Men naar de utallige forskellige Forhold engang kommer til at staa afklaret for os gennem Afstanden, vil man faa et dybt og stærkt Indtryk af den Personlighedens Vægt, som var i Alexander Foss, og man vil kun yde ham ham paa en Plads mellem Landets betydelige Mænd.

Udpræget Førernatur var Alexander Foss, og denne Evne gjorde ham ganske naturligt til Industriens store Talsmand herhjemme. Hvor han greb ind, fandt han sig uvilkaarligt Vej frem, hjulpet af en klar Dømmekraft, der hyppigt satte ham i Stand til at sige det rette Ord. Han havde Modet til altid dristigt, hastigt og klart at fremsætte sin Mening og faa den ført ud i Praksis. Mente han det opportunt, kunde han med Taalmod lytte til de Ord, der altid i Forsamlinger, der ikke er sammensat af lutter Vismænd, og i hvis Midte en Mand som Foss ragede op som en Ener. Han kunde svæve over det Hele i ilsom Flugt, han kunde gaa langsomt med de Langsomme. Men hvordan Forholdet end var, følte man Tryghed ved at være i en Debat under Forsæde af Foss. Han forstod at ramme Sømmet paa Hovedet, og selv de, der kunde være uenige med ham i en Detaille, bøjede sig velvilligt for hans Dom ud fra det rigtige Ræsonnement, at han hørte til de dygtigste af Krigstidens Mænd.

Hans Uddannelse som Ingeniør havde været ualmindelig alsidig Hans Verdensfirma blev det ogsaa - og han var det i sine allersnævreste Privatinteresser. Med samme Kærlighed, som hans Hu stod til Industrien, hang han ved Plantningssagen; ikke mindst hans Arbejde og Offervilje i Hedesagen kan tale med derom.

Under Krigen var det Alexander Foss, der som Formand for Industriforeningen kom til at spille den største Rolle, nogen dansk Industrimand nogensinde har spillet. Han og hele Industriraadet var ét, og der for fik det Betydning, ikke blot som Institution for en Stand, men midt i hele Landets offentlige Liv i en Tid fuld af Farer og Vanskeligheder. Han stod, hvor han stod, med begge Fødder i Arbejdet, med Vilje og Fremsyn og som Autoritet. Naar den fremtidige Industripolitiker og Historiker engang gaar 1 Dybden, vil han kunne fælde Dommen - Dommen over en Stormand.

Udadtil var han ogsaa det store Initiativ. Begavet med eminente Sproggaver var det ham naturligt at paatage sig flere betydelige Hverv til Ære og Gavn for vort Land. Gang paa Gang maatte han i Krigens Tid rejse til England, Frankrig og Tyskland i officielle Anliggender, og det blev mere og mere hans Aand og Vilje, som kom til at lede vort industrielle Liv i Forhold til de krigsførende Magter. Og da Forholdene langt om længe aabnede Muligheden for et skandinavisk Samarbejde, var Foss straks Manden til at tage dette Arbejde op med den største Iver og Begejstring. Ser man tilbage paa dette Afsnit af hans Virke, kan man bl. a. takke ham for, at det Arbejde, som vore Forfædre forløftede sig paa, og som vi selv ikke havde større Tiltro til, nu er inde i et Spor, som lover godt for Fremtiden.

At denne Mand blev slaaet ned af Sygdom, der var en direkte Følge af Overlæsning af Arbejde, var et Tab for Landet. Gennem svære Tider var han dets store og gode Søn - og det skal mindes nu, han har lukket de viljestærke Øjne.

Johannes Lehmann.

(København 25. november 1925)

Ingeniør Alexander Foss døde i Gaar.

Industrimanden, der blev alle Erhvervs Fører.

Klokken 5 i Gaar Eftermiddags sov Ingeniør Alexander Foss stille og roligt hen paa sit Gods "Høvildgaard", ved Salten Langsø.

Fotoet til artiklen er erstattet af dette: Elfelt, Peter (Lars Peter f. Petersen) (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør. Foss, Alex (1858-1925) ingeniør, fabrikant. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Der er snart gaaet fem Aar siden hin Vinterdag, da Ingeniør Alex. Foss pludselig blev syg under et Møde i Industriraadet og kørtes herfra i Falcks Sygevogn til sit Hjem paa Antoinettevej i Valby. Nogen Tid derefter sendte det store Lands-Industrimødc ham en telegrafisk Hilsen, gennem hvilken de mange danske fndustridrivende, der var forsamlede ved denne Lejlighed, udtalte Ønsket om, at deres Førstemand snart, fuldt helbredet, kunde genindtage sin ledende Stilling indenfor landets Erhverv.

Dette Ønske skulde ikke gaa i Opfyldelse. Ingeniør Foss rejste sig aldrig helt efter det Sammenbrud, der var en Følge af mange Aars energisk Arbejde og særlig af det overmenneskelige Slid, hvormed han i Krigsaarene og i Efterkrigstiden ofrede sig for sit Lands vitale Interesser. Den Hjerneblødning, der ramte ham midt under Arbejdet, indtraf i Januar 1921, og endnu samme Aar trak han sig tilbage fra Stillingen som Formand for Industriforeningen og Industriraadet. Efterhaanden frasagde Alex. Foss sig omtrent alle sine Hverv. I 1923, da F. L. Smidth & Co. Aaret forud havde fejret sit 40-Aars Jubilæum, udtraadte han af dette Verdensfirma, hvor han havde været Medindehaver i 38 Aar. Den Mand, der i Følge sine naturlige Anlæg var den virksomste af de virksomme, og som gennem vanskelige Krisetider indtog en Forerplads i vort offentlige Liv, maatte nu nøjes med at se til, medens Livet derude gik i sin brogede Gang. Det maa være faldet ham tungt at sidde som stille Betragter, hvor han før havde været Handlingens Mand, den store, villiestærke, maalbevidste Organisator.

I stedet for originalartiklens foto er brugt dette: Hansen, N. C. (Niels Christian) (16.12.1834-25.10.1922) maler, fotograf. Weller, C. (Frantz Clemens Stephan) (17.5.1838-17.7.1900) fotograf: Foss, Alex (1858-1925) ingeniør, fabrikant. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En Gang imellem mødte Ingeniør Foss i disse Sygdommens Aar frem med et lille Indlæg angaaende et eller andet offentligt Spørgsmaal. Men iøvrigt førte han en stille, tilbagetrukken Tilværelse, viet hans nærmeste. Og nu er han død, derovre paa sin jydske Ejendom, hvor han i de voldsomme Arbejdsaar af og til hentede Friskhed til en ny energisk Indsats i vort Samfundsliv, og hvor han søgte Hvile i den senere Tid da han selv havde opgivet Haabet om nogen Sinde at vende tilbage til Arbejdets Verden.

*

I 1850'erne levede i Viborg Stifts Landinspektør Foss og hans Hustru Annie af Kornerup'ernes Slægt. I dette Ægteskab fødtes Alexander Foss den 1. Oktober 1858. Han var knapt fire Aar gammel, da Faderen døde. Den næppe 30-aarige Enke flyttede med sine Drenge til København. Kaarene var ikke just store, men hun var en dygtig, praktisk anlagt Kvinde, der forstod at slaa igennem. Alex. Foss havde, efter sit eget Udsagn, som Barn fuldt saa megen Lejlighed til at omgaas sine Bedsteforældres som sine Forældres Generation. Han færdedes til Stadighed baade hos sin Farfader, den forhenværende Byfoged Etatsraad Laurids Foss og hos Morfaderen, kgl. Bygningsinspektør, Etatsraad Kornerup. Adskillige Sommerferier tilbragte han i den store, gamle Købmandsgaard i Roskilde hos Mormoderens Broder, den bekendte Agent Anders Borch. Saa godt og solidt var det Milieu, som Alex. Foss tilhørte ved sin Fødsel. Han har selv senere fremhævet, hvorledes Omgangen med de Gamle tidlig vakte hans Følelse for Samhørighed med Fortiden. Men Foss var en Mand, der først af alt saa fremad. "Som de nulevende Generationers Skæbne", skrev han en Gang i et Tilbageblik over sin Barndom, "i meget er bestemt ved vore Forfædre, vil de fremtidige Generationers afhænge af vort Arbejde og i meget bestemmes ved vore Fortrin og ved vore Fejl. Og naar denne Tanke altid har staaet som afgørende for mig, skylder jeg sikkert mit Barndomshjem Takken derfor." 

Denne Livsbetragtning var netop afgørende for Alex. Foss. Hans Personligheds Styrke, hans sikre Stade, hans Arbejdes fast optrukne Linier bundede netop i Ærbødigheden for svundne Generationers Livsværk og i den dybe Følelse af Ansvar overfor kommende Slægter, overfor Fremtidens Danmark. Naar han gjorde sit Arbejde i Nuet, var det et Arbejde paa langt Sigt. Saaledes virker de Store, de sjældne faa.

*

Atten Aar gammel blev Alex. Foss Student med Udmærkelse fra "Haderslev Læreres Skole". Sammen med Poul Larsen studerede han ved Pen polytekniske Læreanstalt. I 1882 forlod de Anstalten, Foss som Bygningsingeniør, Larsen som Maskiningeniør. Efter nogen Tids praktisk Uddannelse som Tømrer ved Brobygnings- og Havnearbejder fik Alex. Foss Ansættelse hos Etatsraad P. Langgaard ved Hakkemose Teglværk. Paa Forslag af Poul Larsen opfordrede F. L Smidth. der havde grundlagt sit Firma i 1882, Alex. Foss til at indtræde i dette. De tre dygtige unge Ingeniører, der saaledes havde fundet hinanden, bragte F. L. Smidth & Co. frem til en forende Stilling indenfor Cementmaskinindustrien. Det blev en Virksomhed i Verdensformat. Den leverede ikke blot Maskiner til Cementfabriker: den anlagde selv Fabriker rundt om i Verden. F L. Smidth & Co. er viden om et af de store lysende Navne i dansk Industri. F. L Smidth døde i 1899. Poul Larsen og Alex. Foss arbejdede sammen endnu i mange Aar. De tre Mænd har hver for sig og gennem fælles Indsats gjort deres Land Ære.

*

Det Tidspunkt kom. da Samtiden kaldte paa Ingeniør Foss' store organisatoriske Evner. Omkring Aarhundredskiftet var der her betydelige Opgaver at løse. Det Felt, der laa Foss nærmest, var Jernindustrien. Han gjorde et stort organiserende Arbejde indenfor denne Industri, for hvis Arbejdsgiversammenslutning han var Formand fra 1903 til 1912, og en lignende Virksomhed udfoldede han indenfor Teglindustrien. Dette Organisationsarbejde for de Industrigrene, til hvilke han direkte var knyttet, førte ham naturligt ind i Arbejdsgiverforeningens Hovedbestyrelse og Forretningsudvalg, hvor han blev et meget indflydelsesrigt Medlem. Og da den Tid kom, da det i dybeste Alvor gjaldt vigtige økonomiske Interesser ikke blot for dansk Industri, men, praktisk talt, for hele vort Samfund, stod Alexander Foss som Industriens Forstenand. Han var i 1911 blevet Formand for det Aaret forud oprettede Industriraad, som fik saa stor en Arbejdsmark under Verdenskrigen.

Allerede i Krigens første Aar havde Industriraadet sin Opmærksomhed henvendt paa Mulighederne for en selvstændig Optræden med Hensyn til de vanskelige handelspolitiske Forhold. Foss lagde først og fremmest Vægten paa Erhvervenes Selvvirksomhed. Erhvervene skulde overtage Kontrollen indadtil. Ud fra dette Grundlag sluttede man - i Forstaaelse med Statsmagten - Handelsoverenskomster først med Tyskland, derefter med England og senere med andre Magter. Foss var Sjælen i de mange Forhandlinger - med dertil knyttede Rejser - , som gik forud for Afslutningen af Overenskomsterne, og han var ligeledes, fra dansk Side, den førende, da det gjaldt Konferencerne om nordisk Vareudveksling. Alex. Foss stod her som den store Talsmand for en moderne Skandinavisme, der vel havde sin bærende Idé, men som ogsaa hvilede paa det rent praktiske Interessefællesskab. Det danske Folk skylder Ingeniør Foss Tak for hans fremragende Arbejde i disse Krigens og Efterkrigstidens Aar, en vidtskuende, fremsynet Mands storslaaede Virke, tillige et fænomenalt Slid, som blev hans Bane. Han ofrede sit Fædreland alt.

*

I 1917, midt under en af de vanskeligste Perioder, fremsatte Ingeniør Foss paa et stort Møde nogle Udtalelser, der direkte tog Sigte paa Erhvervenes selvstændige Virksomhed i Tider, hvor man ikke har Stunder til at vente paa, at det indviklede Embedsmaskineri skal faa knirket færdigt

"Vi i Erhvervene", sagde Ingeniør Foss, der den Gang var Formand for Erhvervenes Fællesudvalg, "skal først og fremmest tage Beslutninger. Jeg mindes meget tydeligt i mit eget Liv Overgangen fra at have været Skoledreng, først i Skolen og saa i Studieaarene, til at virke i det praktiske Liv. Det, som voldte mig den største Vanskelighed, var at lære at tage Beslutninger. Hvad det kommer an paa for os i Erhvervslivet, er at kunne gribe til og handle hurtigt. Det kan ikke nytte, at vi sætter os til at filosofere over Opgaverne i halve Aar, forinden vi kommer til en Afgørelse, - nej, Forholdene kræver, at vi handler hurtigt, selv om vi undertiden derved kommer til at gribe fejl."

De Ord giver os et tydeligt Billede af Manden, der staar bag dem: den i Livet skolede Praktiker med den rige Verdenserfaring, med intimt Kendskab til Mennesker og menneskelige Tilstande, den stærke, helstøbte Mand, som vil handle, og som handler under Ansvar de holde Kun lange Foredrag - om

Foss var den mandige Type i en splittet og vanskelig Tid. Han kun- Danmark som Industriland og om lignende Emner - , vægtige, omhyggeligt udarbejdede Taler med vidt Perspektiv, men hvor lange de var, rummede de ikke et overflødigt Ord. Foss var en Hader af Ordgyderi. Et stort Emne fik sin omhyggelige Behandling. Men hver Sætning var klar og koncis, - som selve den, der talte.

*

Ingeniør Foss var i nogle Aar Medlem af Borgerrepræsentationen. Egentlig havde han vist lidt vanskeligt ved at afvinde det kommunale Arbejde større Interesse, da han først kom det paa nærmere Hold. Han deltog i det politiske Liv som Folketingsmand for Københavns sjette Kreds fra 1915 til 1918 og derefter som Landstingsmand indtil 1920. Den Gerning, havde bag sig, hans personlige Egenskaber, hans betydelige Indsigt og hans Sans for de store Linier gav hans Ord Myndighed og Vægt, naar han talte paa Tinge. Men hans mest betydningsfulde Livsværk tilhører Erhvervslivets Omraade.

Ved en stor Fest paa Raadhuset i April 1918 overrakte man Ingeniør Foss det Industrifond, til hvilket der blandt Industriens Mænd var indsamlet en halv Million Kroner, - et Fond, der bærer hans Navn og som anvendes til Fremme af industrielle Formaal. Industriraadets daværende Næstformand, Direktør Benny Dessau, hyldede ved denne Lejlighed under Tilslutning fra den store Skare af Industrimænd Alex. Foss som den fremragende Industridrivende og utrættelige Organisator, som dansk Industris Samlingsmærke og ypperste Forer.

Det var Ord, som Lejligheden krævede dem. Men naar vi ser tilbage over det Liv, der nu er afsluttet, maaler vi en Virksomhed, som rækker endnu videre ud. Ingeniør Foss vilde samle vore store Erhverv i fælles Arbejde. Han gjorde sit Land store Tjenester, som i høj Grad bidrog til at føre det frelst gennem Krigens Ragnarok. Han var baade Idealisten og den praktiske Mand. Navnet Alexander Foss og det Livsvirke, som knytter sig dertil, er ikke en enkelt Stands, ikke et enkelt Erhvervs udelte Eje. De tilhører et helt Folk, og de omfattes med Ærbødighed og Beundring ud over Danmarks Grænser.

C. A. C.

Fra Plantagen omkring "Høvildgaard" har man den prægtigste Udsigt over en af Jyllands skønneste Egne ved Himmelbjergene.

Noter.

I flere Døgn havde de tilkaldte Læger anset Alex. Foss' Tilstand for ganske haabløs, og Døden var derfor ventet. Naar det trak saa længe ud, var det kun, fordi Alex. Foss' Kæmpekræfter endnu en Gang satte sig til Modværge.

Men Dødskamp var der ikke Tale om. Allerede Søndag Aften indtraadte der fuld Bevidstløshed, og Foss sov derfor ganske stille ind i Døden. Der var knap nogen Overgang at se. Huslægen, Dr. Isager kunde blot konstatere, at Pulsen var holdt op at slaa. Det nøjagtige Dødsøjeblik angives af Dr. Isager til Kl. 5 Eftermiddag.

Hele Alexander Foss' nærmeste Familie, hans Hustru, Sønner, Døtre og Svigersønner, var til Stede paa Gaarden, da Døden indtraf. Kun den ældste Son, Ingeniør Einar Foss, som havde været nødt til at vende tilbage til sit Arbejde i F. L. Smidth & Co.s Filial I Estland, var i Gaar endnu under Vejs, og kommer først Torsdag. Svigersønnerne var i yderste Øjeblik kaldt til fra deres Garnisoner og naaede rettidigt frem til "Høvildgaard".

I Forgaars ved Middagstid var det ligesom Foss et Øjeblik vaagnede op og sagde et Par Ord. Men Ordene var uforstaaelige, og han har sikkert ikke kendt sine Omgivelser.

*

I Fredags var Ingeniør Foss i sit Automobil paa Vej til København, men undervejs blev han grebet af en pludselig Lammelse, og han maatte da føres tilbage til Høvildgaard.

*

Dodsaarsagen angives som Hjertelammelse. Meu Lammelsen er rimeligvis en Konsekvens af den fremadskridende Aareforkalkning og de gentagne Hjerneblødninger, der har ramt Foss i de fem sidste Aar. Ogsaa denne Gang har der været en mindre Hjerneblødning.

løvrigt havde Sommeren været helt god. Etter det forrige Sygdomsanfald var Foss kommet til Kræfter igen. Han var fuldstændig aandsfrisk, interesserede sig levende for alt omkring sig og deltog saaledes med stor Iver i politiske Diskussioner med Gæsterne paa Gaarden. Han spadserede ganske uden Hjælp rundt paa Godset og Inspicerede hver Dag sine Hedeplantningsforsøg, som vel nok under de sidste Aar var vokset op til at blive hans største Interesse.

*

Da Ingeniør Foss i Januar 1921 sporede en tiltagende Træthed, lod han sig overtale til at søge fire Ugers Rekreation - men forinden skulde han dog, saare betegnende, holde et stort Foredrag i den norske Forening Norden i Christiania om "Selvstændighed og Samarbejde" og deltage i den nordiske Traktatkom missions Forhandlinger; først naar alt dette var fra Haanden, vilde han unde sig den haardt tiltrængte Hvile. Inden Foss naaede saa vidt, ramtes han en Formiddag af en Hjerneblødning - som før omtalt - midt under et industriraadsmøde. Man bar ham ud af Mødesalen og lagde ham paa en Sofa. Foss kunde lige fremstamme Navnet paa sin Læge, og Direktør Gunnar Gregersen styrtede uden Hat og uden Overtøj ned til et Automobil, der førte ham til den kendte Hjertespecialist, Dr. A. Øigaard, som den Gang havde Konsultation paa Amagertorv. Lægen gav Ingeniør Foss nogle Indsprøjtninger, og efter halvanden Times Forløb førtes den Syge til sit Hjem, hvor han i nogle Dage svævede mellem Liv og Død.

Efterhaanden - fortæller Dr. Øigaard os - begyndte Ingeniør Foss at komme lidt til Kræfter igen. I de første Aar gik det jævnt fremad, men saa kom der et Tilbageslag, og i det sidste Aars Tid var Ingeniør Foss vistnok klar over det haabløse i sin Tilstand. Han talte ikke gerne derom. Men det var ham sikkert en stor Sorg, at han var henvist til Uvirksomhed. Sidste Gang, jeg talte med Ingeniør Foss, var i Marts Maaned. Vi havde den Gang Møde angaaende Uddelingen af et Legat, som han havde oprettet for Sygeplejersker, efter at hans yngste Datter, Grethe, et 12-13Aars Barn, var afgaaet ved Døden, og som bærer hendes Navn. Modet plejede at finde Sted den 8. April, Aarsdagen for hendes Fødsel. Men det blev i Aar rykket frem til Marts, fordi Ingeniør Foss stod lige foran en Rejse til Paris. Han vilde foretage Rejsen i Automobil, og han folte sig en Del oplivet ved Tanken om denne Tur. Men et Ildebefindende hindrede Afrejsen. Ingeniør Foss tog da op til Aalsgaarde, og hen paa Sommeren tog han til Høvildgaard.

*

Allerede i Morgen føres Alexander Foss' Baare fra Høvildgaard til København.

Og først paa Ugen finder Begravelsen Sted paa Vestre Kirkegaard. Dagen og Tidspunktet er ikke fastsat, men det er iøvrigt allerede bestemt, at Begravelsen skal finde Sted i Stilhed.

*

Chefen for F. L. Smidth & Co, Ingeniør Poul Larsen, befinder sig i Øjeblikket paa Rejse hjem fra Amerika. Fra Foss' gamle Firma lyder der derfor ved hans Død ingen Mindeord om ham.

Men flere af Selskabets Funktionærer har fortalt os, hvor dybt et Indtryk Dødsbudskabet gjorde paa Kontorerne nede i Vestergade. Selv om Foss sjældnere og sjældnere kom derned, blev han overalt husket som Firmaets gamle, afholdte Chef.

*

I 1891 ægtede Alex. Foss den 29-aarige Margrethe Schultz, Datter af afdøde Kontreadmiral J. P. Schultz.

Den ældste Søn i dette Ægteskab, Ingeniør Einar Foss er gift med en Datter af F. L. Smidth og Medlem af det F. L. Smidth'ske Aktieselskabs Bestyrelse. Han leder en stor Fabrik i Kunda ved Reval.

En anden Søn, Premierløjtnant Torben Foss, er Landmand og ejer Gaarden Løvenholt, der ligger i Nærlieden af Høvildgaard.

Dan yngste Søn, Ingeniør Erling Foss, er knyttet til F. L. Smidths Filial i Paris.

Af de tre Døtre er en gift med Greve, Premierløjtnant K. Schulin, og en anden ægtede for nogle Maaned er siden Premierløjtnant Matthiesen i Randers.

Den yngste Datter Grethe Foss døde i 1922. Forældrene sørgede dybt over dette Dødsfald. Allerede et halvt Aar efter Datterens Bortgang afgik Fru Margrethe Foss ved Døden under et Ophold paa Høvildgaard, hvor nu ogaaa Alex. Foss har udaandet.

Ingeniør Alex. Foss havde to Brødre, Vinhandler Foss, der døde for en Del Aar siden, og Oberstløjtnant Foss. 1 Januar 1924 ægtede Alex. Foss sin afdøde Broders Enke, Datter af Universitetsbogtrykker Fr. Hostrup-Schultz. Den største Del af den sidst forløbne Sommer tilbragte Ingeniør Foss paa sin Hustrus smukke Ejendom "Lille Odinshøj" i Aalsgaarde.

*

Ingeniør Foss var Kommandør af Dannebrog og Dannebrogsmand. Desuden var han dekoreret med en Række udenlandske Ordener.

*

Ingeniør Foss sad fra 1892 til 1901 i Dansk Ingeniørforenings Bestyrelse og var Foreningens Formand fra 1904 til 1907. I 1922 udnævntes han til Æresmedlem.

Det følgende Aar blev han Æresmedlem i Industriforeningen.

I Tilknytning til Firmaet F. L. Smidth & Co.s Jubilæum overbragte en Deputation fra Arbejdsgiverforeningens Hovedbestyrelse Ingeniør Foss en kunstnerisk udstyret Adresse og et malet Portræt af ham er senere blevet ophængt i Arbejdsgiverforeningen.

*

Plantningssagen havde i høj Grad Ingeniør Foss' Interesse. Professor, Dr. phil. F r. Weis, der har bistaaet ham paa dette Omraade, fortæller os om de Plantninger, som Foss har foretaget paa sin Ejendom "Høvildgaard" ved Salten Station og - sammen med andre - paa Skærbæk Hede.

Skønt saa meget andet lagde Beslag paa ham, havde Foss et indgaaende Kendskab til Plantningssagen. Han har ladet Hedestrækninger beplante baade med fremmede Naaletræer og med Eg, og han havde Hela med Egekulturerne, der mislykkedes for saa mange. Ogsaa her arbejdede Foss for et Maal langt ud i Fremtiden. Han vilde, at der skal vokse en Egeskov op til Glæde for kommende Slægter.

Paa Foss' Initiativ lagdes Grunden til den Virksomhed, som Prof. Weis leder: Dansk Skovforenings Gødningsforsøg, hvortil senere kom Hedeselskabets Fællesgødningsforsøg Alex. Foss skød personlig en stor Sum til. Nu drives Virksomheden med Tilskud fra Staten og med private Bidrag fra forskellige Sider.

*

Ingeniør Foss skænkede for nogle Aar siden Københavns Kommune den af Billedhugger Brandstrup udførte store Statue af Ole Rømer, som afsløredes foran Den polytekniske Læreanstalt den 18. april 1918.

(Nationaltidende 25. november 1925)

Alexander Foss døde i Gaar.

Fotoet til artiklen er erstattet af dette: Elfelt, Peter (Lars Peter f. Petersen) (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør. Foss, Alex (1858-1925) ingeniør, fabrikant. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Dansk Industri har i Gaar mistet sin Førstemand, idet Ingeniør Alexander Foss efter længere Tids forudgaaende Svagelighed er af gaaet ved Døden i en Alder af 67 Aar.

Allerede som ganske ung polyteknisk Kandidat blev Alexander Foss Medindehaver af Firmaet F L. Schmidt & Co., og under hans dygtige Ledelse blev det 1 Løbet af kort Tid verdenskendt og førende paa sit Omraade, Fabrikation af Maskiner for Teglværker og Cementfabriker. Firmaets Interessesfære voksede med dets stigende Velstand, og Alex. Foss' Firma behersker faktisk i øjeblikket den danske Cementtrust.

Dansk Industri har aldrig talt mange betydelige Personligheder, og Alexander Foss kom derfor i Kraft af sin uomtvistelige Dygtighed hurtigt til at indtage den absolute Førerstilling indenfor sin Kreds. 1903-1912 var han Formand for Foreningen af Fabrikanter i Jærnindustrien, i mange Aar sad han 1 Dansk Arbejdsgiverforenings Hovedbestyrelse og var dens Formand fra 1904-1907. Endvidere organiserede han Industriraadet, hvis Formand han var fra 1911-1921 og sad i en Række Bestyrelser for Selskaber af største Betydning for dansk Erhvervsliv.

Alexander Foss var en skabende Aand, hvis Indsats i dansk Industri fortjener Anerkendelse; han var Typen paa den produktive Storindustrielle og Storkapitalist. I Kraft af sit Livssyn var han den fremadstræbende Arbejderklasses  afgjorte Modstander og som sin Kreds' Førstemand den, der i en Aarrække førte Kampen mod Arbejderklassens Marsch frem mod bedre Levevilkaar. Men det skal siges til Alexander Foss' Ros, at han i Modsætning til Hr. Langkjær - Smaahaandværkeren, der blev sat i Spidsen for Industrien - ikke var i mere forstokket, end at der i hans storindustrielle Opfattelse af Arbejdsforholdene fandtes et Islæt af social Forstaaelse, som ved Lejlighed har gjort det lettere at skabe Forstaaelse mellem de kæmpende Parter.

Ogsaa i praktisk Politik har Alexander Foss taget Del. Han var saaledes nogle Aar Medlem af Borgerrepræsentationen, 1915 blev han Medlem af Folkethinget og sad i Landsthinget fra 1918-1920, men hans egentlige Indsats ligger saa godt som udelukkende indenfor det industrielle Omraade.

I de sidste Aar har Alexander Foss været en mærket Mand, og tvunget af Sygdom havde han trukket sig tilbage fra Ildlinien. Den mere passive Tilværelse har sikkert ikke passet den virksomme og myreflittige Mand, for hvem Døden sikkert er kommet som en Befrielse.

Alexander Foss havde faa Tillidshverv og vistnok ogsaa kun faa Interesser udover den Kreds, hvor hans Arbejdsfelt laa. Han var Æresmedlem i Dansk Ingeniørforening, Æresmedlem i Industriraadet, Præsident for Danmarks naturvidenskabelige Samfund, i Bestyrelsen for den Letterstedtske Forening og Indtil 1924 af Rask Ørsted Fondets Komité, 1919 var han Medlem af den danske Rigsdagsdelegation ved Fredskonferencen i Paris. Under Krigen havde han som Industrlraadets Formand medvirket ved Afslutningen af en Række Handelsoverenskomster og skrev meget om Krigsforholdene i Pressen. Disse Artikler lod han i 1920 samle til en Bog: "Danmark i Krigsaarene 1914-19"

(Social-Demokraten 25. november 1925)

Alex. Foss' Bisættelse.

En stemningsfuld Højtidelighed paa "Høvildgaard".

(Fra vor Korrespondent.)

Skanderborg, Torsdag.

Den storladne Natur omkring Himmelbjerget ydede i Dag sin Tribut til en af Landets gode Sønner, hvis Navn nu er gaaet over i Historien. Over det skønne Landskab havde Sneen trukket sit hvide Klæde, og Rimkrystallerne funklede i Solen, der gik lavt i Synskredsen over de store Skove. Naturen var faldet til Ro og aandede Fred efter Elementernes Rasen i Gaar. Den hvide Sørgedragt, der klædte "de jydske Alper" omkring "Høvildgaard", var den sidste gribende Hilsen, der skulde bringes Alexander Foss fra den Egn, hvis Skønhed han værdsatte saa højt. Og i det sneklædte Landskab vajede Korsdugen fra Gaarde og Huse paa halv Stang, og Vejen gennem Salten, ad hvilken Liget skulde føres, var bestrøet med Blomster og Grønt.

Gennem meterlange Driver banede et lille Hundrede Mennesker sig ved Middagstid i Biler Vej til "Høvildgaard", hvorfra Alex. Foss' Bisættelse skulde foregaa. - Det var hovedsagelig Egnens Beboere, der var mødt. Fastkørte Tog og Biler og snefyldte Veje havde forhindret Folk længere borte i at naa frem. Blandt de indesneede var ogsaa Alex. Foss' ældste Søn, Ingeniør Foss, der var paa Vej hjem fra Estland, men maatte stoppe op i Børkop i Gaard, hvor Københavnstoget kørte fast i Sneen.

Blandt dem, der var mødt for at vise Alexander Foss den sidste Ære, bemærkedes Familiens Huslæge og nære Ven, Dr. med. Kr. Isager, Ry, Driftsbestyrer Godske Nielsen, Silkeborg, og Skovrider Mørk, "Høvild".

Alex. Foss' Kiste henstod i Gaardens rummelige Spisestue, indhyllet i et stort Dannebrogsflag og smykket med Blomster.

Sørgehøjtideligheden indlededes med Salmen "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder", hvorefter Sognepræst Nielsen, Them, holdt en kort Tale. Præsten dvælede ved Alex. Foss' rastløse Færd, hans Storsyn og Initiativrigdom og omfattende Arbejde for at gavne sit Fædreland og højne Folket. Afdøde var en stærkt nationalsindet Mand; hans Fædrelandskærlighed har gennem Aarene, ikke mindst i Krisetiden for vort Land, givet sig de smukkeste Udslag, og ikke mindst Befolkningen paa denne Egn, der, smaa som store, stod hans Hjerte nær, vil bevare hans Minde i taknemlig Erindring.

Til Tonerne af "Til Himlene rækker" blev Kisten derefter af Sønner og Svigersønner baaret ud til Ligvognen, et af Afdødes egne Hestekøretøjer, hvorefter Ligtoget satte sig i Bevægelse mod Salten. Her blev Baaren paa Premierløjtnant Foss' Gaard "Løvenholt" indsat i en Rustvogn, og umiddelbart efter ad Landevejen ført til Aarhus. Livet videreføres i Aften herfra med Rutedamperen til København.

J. K. 

(Aarhus Amtstidende 27. november 1925)

Alex. Foss og Heden.

For at Billedet af Alexander Foss' ejendommelige og stærke Personlighed skal være fuldstændigt, maa ogsaa hans dybe Kærlighed til den jydske Natur og hans varme Interesse for Hedeplantningen mindes nu ved hans Død. Som de øvrige Indehavere af F. L. Smith ejede han store Besiddelser i den skønne Silkeborg-Egn, en Mils Vej Syd for selve Byen Silkeborg og Himmelbjerget. Tæt ved Salten ligger hans Hovedbesiddelse Høvildgaard med sine imponerende Kløfter og Skraaninger, et Stykke Natur fuldt saa smukt og langt mere uberørt end de gennemtrampede Turistegne lidt længere mod Nord. Desuden besad han længere vestpaa store Plantager. Han havde ogsaa erhvervet den gamle historiske Ansø Mølle ved Salten Aa, den reneste Perle af jydsk Skønhed. Hans forbavsende Energi omfattede ogsaa alle disse Ejendomme, Beplantningen og Hugsten overvaagede og ledede han selv personlig; han anlagde med betydelig Bekostning store Veje gennem det bakkede Terræn og syslede utrættelig med nye Planer til Ejendommenes Forbedring. I de sidste Aar boede han Sommer og Vinter paa Høvildgaard efter at have opgivet sin Bolig i København.

I sine Velmagtsdage var Foss en glad og munter Vært, der elskede at samle Gæster om sig i sin Sommerbolig. Men det hændte, at Værten undertiden forsvandt. Naar Selskabeligheden blev ham for meget, begav han sig ganske stille, sammen med en eller anden god Ven, ud i Skoven, hvor han et fjernt Sted havde bygget sig en Jægerhytte, og aldrig befandt han sig bedre end midt ude i Ensomheden, uden Betjening eller Opvartning af nogen Art. Saa gik han selv om Morgenen i højst ufuldstændigt Kostume ned til Aaen og hentede et Par Fisk og lavede iøvrigt Middagsmaden af de Konserves, der laa i Depot i Bjælkehytten.

Det var for denne virksomme og ærgerrige Mand, der i sin gode Tid vilde herske paa alle Omraader, alligevel Toppunktet af Velvære og Livsnydelse. Efter en Uges Tid vendte han saa tilbage til Civilisationen.

I det sidste Aars Tid syslede Foss med Oprettelsen af et lokalt Museum i Landsbyen Them. Han havde dertil købt et smukt gammelt Bondehus, som hans gode Ven og Sommer-Nabo Arkitekt Tvede satte i Stand, og hvor han samlede en Mængde af de Genstande, der giver saa interessant et Indblik i gammel jydsk Kultur. Han syntes med Rette, at det var rimeligere at samle alt sligt et Sted, hvor det hørte hjemme, end sende det altsammen over til Nationalmuseet i København, der dog ikke havde Plads dertil.

Naar man i Hovedstaden, skriver "Politiken", mindes Foss, er man tilbøjelig til i ham at se en særlig københavnsk Type, den fremragende Forretningsmand og mægtige Industrifyrste. Født i Jylland var det dog Jylland, har vendte tilbage til, da Kræfterne slog Klik, og det var midt ude i den jydske Natur, at dette urolige og bevægede Liv afsluttedes.

(Herning Avis 27. november 1925)

Århusdamperen sejlede kisten med liget af Alexander Foss til København. Slægtningen og venner bar kisten i land. Forrest grev Schulin og sønnen Erling Foss. Fotoet blev bragt i adskillige aviser, fx Skive Folkeblad 28. november 1925.

Foss' sønner og sønnesønner bærer kisten ud af Frederiksberg Kirke. Kolding Folkeblad 30. november 1925.

Gravmæle for Einar Alexander Foss, Frederikke Margrethe Foss, f. Schultz, Margrete Frederikke Foss og Mogens Alexander Foss. Andre familier er begravet her med særskilte sten. på Vestre Kirkegård. Afdeling M, rk. 17, nr. 25 Foto Erik Nicolaisen Høy.

Erik og Christian Steen Hasselbalch. (Efterskrift til Politivennen).

Grosserer Christian Hasselbalch (1851-1925) stod bag Gardinfabrikken i Lyngby. En af de største fabrikker i kommunen som eksisterede 1892-1961. Gardinvæveriet var i 4 etager med en blegeri- og vaskeribygning langs Mølleåen. Efter stadige udvidelser fik fabrikken i 1913 det endelige udseende.

Den ene af fabrikslængerne - en tilsvarende står til højre udenfor fotoet. I starten af Gammel Lundtoftevej, tæt på Bondebyen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I 1901 var der 208 væve og 5 gardinvæve. Med 250 arbejdere ansat. I 1915 604 væve og 10 gardinvæve, med ca. 500 ansatte. Lyngbys største arbejdsplads. 

Fabrikant Hasselbalch fik opført arbejderboliger, fx Hyldehavehusene. I 1897 stiftede nogle arbejdere Dansk Gardinfabriks Hjælpekasse som hjalp hvis man blev syg og fik brug for økonomisk hjælp.

Erik Hasselbalch.

Brat og meningsløst er en Livstraad blevet klippet over. Fabrikant Erik Hasselbalch er død, kun 35 Aar gammel.

Erik Hasselbalch hørte til de allermest kendte Københavnere.... og dog var det meget faa, der kendte ham.

For de fleste var han kun et "kendt Ansigt", en Monocle, der glimtede ved alle mulige mondæne Anledninger - en smuk, rig Mand, der kom susende i en Rols-Royce, naar der var noget paa Færde - Premiere, Galop, Golf. Man vidste, at han tilhørte, det store Hasselbalch'ske Dynasti og deltog med Liv og Lyst i Administrationen af de store Fabriksvirksomheder baade her og i Sverige.... men iøvrigt forsvandt Manden i den kølige Atmosfære, der omgav ham.

Men for dem, der var trængt gennem Overfladen og Køligheden, var Erik Hasselhalch noget andet og værdifuldere end Rigmand og kendt Københavner.

Han var en Mand, der levede med en Ild I Hjertet. Han elskede Kunst med en lidenskabelig, næsten troldbunden Kærlighed. Blandt vore Amatørsamlere var han uden Tvivl den kyndigste og betydeligste. - Hans skønne Hjem i Trondhjemsgade var en Samling af det ædleste og kosteligste, som mange Landes Kunst- og Kunstindustri har skabt - og hvert Stykke var bogstavelig talt udvalgt af hans egne Hænder. Han havde den ægte Samlers liflige Glæde ved at søge og købe. Han kendte alle de Smuthuller paa den venstre Seinebred, hvor der er Skatte at finde - og i den Verden paa Godt og Ondt, der hedder Londons antiquity shops, vidste han suverænt at skelne det falske og ringe fra det ægte, og skønne.

Selv samlede han ikke for Offentligheden, men for at hygge et Hjem - et hjem, der med Aarene skulde vokse i Skønhed og Mangfoldighed - men midt i det altsammen er han blevet revet bort.

Som den sunde, stærke gentleman han var, forenede han sin Kærlighed til Kunst med Begejstring for Sport og Friluftsliv - og valgte sig da ogsaa en Hustru, der herhjemme næsten er blevet Sportens og Friluftslivets Muse: Louise Hasselbalch, født Baronesse Plessen.

Om hende og hendes Barn vil Deltagelsen samle sig ved dette Dødsfald.

(B. T. 6. april 1925).

Dødsfald.

Fabrikejer Christian Hasselbalch.

En af Landets største og dygtigste Storhandlende og Industriledere, Fabrikejer Christian Steen Hasselbalch, er i Gaar afgaaet ved Døden paa sit store, smukke Landsted "Piniehøj" ved Rungsted i en Alder af 74 Aar.

Fabrikejer Hasselbalch tilhørte en dygtig, gammel Handelsslægt, som ned gennem Generationerne har talt en Række af store, driftige Handelsmænd, hvis Virkefelt mest faldt i Jylland og paa Fyn. Hans Fader var den store Købmand Steen Hasselbalch i Randers, og det faldt som en Selvfølge, at Sønnen forholdsvis hurtigt forlod Randers lærde Skole og gik i Handelslære i Aarhus. Senere arbejdede han i Vett og Wessels Udsalg i Horsens, og den store Forretning blev hurtigt opmærksom paa hans fremragende Handelsevner og betroede ham i en Alder af 25 Aar Bestyrelsen af Forretningens store Filial i Nakskov.

I 1882 etablerede Hasselbalch sig som Grosserer i København og paabegyndte et en gros-Salg af Kjoletøjer. Og mod Slutningen af Firserne begyndte han i det smaa paa Fabrikationen af Gardiner. Forretning havde de første Aar kun en eneste Væv, og det betød efter de daværende Forhold en ganske rivende Udvikling, at den allerede i 1892 kunde flytte ind i et storstilet, moderne Fabriksanlæg i Lyngby, etablere en selvstændig Filialfabrik i Malmö samme Aar og en stor Filial i Frederikshald fem Aar senere.

Den svenske Filial er nu flyttet til Göteborg under Navnet "Svenska Gardinfabrik", og Afdelingen i Frederikshald er netop i de senere Aar undergaaet en mægtig Udvikling. Fabriken i Lyngby, som ligger lige ved Hovedgaden, umiddelbart efter at Vejen til Lundtofte er gaaet af, har stadig undergaaet store Udvidelser og har nu skaffet sig en saa mægtig Afsætning, at vistnok over 1000 Arbejdere til Stadighed er beskæftiget i dens Lokaler.

Sjælen i hele dette storstilede Værk og i den ustandselige Fremgang har alene været Fabrikejer Hasselbalch, det er i hans Hænder, at det er skabt, og af ingen Ting ex det skabt. Og det vil huskes af hans mange Arbejdere, at han aldrig glemte Forpligtelsen ved at være Chefen for de tusind. Han har altid været en forstaaende og human Arbejdsgiver, og lige saa snart regne med hans Støtte, naar det hans Formueforhold tillod det, var han parat til at hjælpe paa enhver Maade. Ogsaa alle mulige kunstneriske og huntane Formaal kunde gjaldt.

Ogsaa i Erhvervslivet udenfor hans egen store Virksomhed fandt man Brug for hans glimrende Evner. I en lang Række Aar har han været Formand for Privatbankens Bankraad og Medlem af Bestyrelsen for Det forenede Dampskibsselskab. I ikke mindre end fjorten Aar var han Medlem af Sø- og Handelsretten, og gennem lange Tider var han en dygtig Kasseret i Fængselshjælpen.

Fabrikejer Hasselbalch var helt op til sine sidste Dage en smuk. en rank og statelig Mand. Der var over hele hans F'remtræden en naturlig og myndig Autoritet, som gavnede ham meget i hans ansvarsfulde Virksomhed. Baade her og under den betydningsfulde Virksomhed som den faktiske Leder af Privatbankens Bankraad gennem en Snes Aar lagde han aldrig Skjul paa sit Standpunkt, og han betragtede det vistnok som en Selvfølge, at netop det blev ført igennem. Det var et Held for Banken, at det næsten ogsaa altid var det rigtige.

I det offentlige Liv brød han sig forholdsvis lidt om at gøre sig gældende. Han levede for sin Fabrik, sin Bank og sine smukke Hjem, det ene paa "Piniehøj" ved en Sandskraaning mellem Vedhæk og Rungsted og det andet i Christianiagade, og alle disse Steder vil det mærkes, at en stor og stærk Personlighed, en myndig og elsket Fører er gaaet bort.

*

Fabrikejer Hasselbalch døde i Gaar Formiddags ved Ti-Tiden ude paa Piniehøj. Dødsaarsagen var en Hjerteforkalkning. men allerede i de fire-fem sidste Maaneder kunde det mærkes, at Livet langsomt ebbede ud. Det kan vel ikke siges, at Døden kom som en Befrielse, fordi han sikkert i den sidste Tid har været nærmest bevidstløs, men Døden kom i hvert Fald som en ventet og naturlig Udgang paa den lange og stadig stærkere Afkræftelse.

*

Det maa antages, at Firmaet nu vil blive drevet videre af Sønnen Hugo Hasselbalch i Forbindelse med Familiens mangeaarige Ven, Prokurist Jensen. Et stort Tab var det for Firmaet, da den anden Søn, Fabrikejer Erik Hasselbalch, i Foraaret pludselig afgik ved Døden. Han nærede den allerstørste Interesse for Virksomheden og havde ved sine sidste Rejser i Udlandet bidraget væsentligt til at udvide Firmaets Virkefelt.

*

Fabrikejer Hasselbalchs Navn blev tidligere ofte nævnt i Forbindelse med Bankdirektør Heides, og dennes store Forretningsforetagender. Hasselbalch var ogsaa en af Heides gode Venner, og hans Indflydelse bidrog vistnok væsentligt til, at Heide i Nedgangstiderne bevarede sin Tilknytning til Banken.

Men med Heides Projektvirksomhed havde hverken Banken eller Hasselbalch meget at gøre. Det var netop Hasselbalchs store Styrke, at han evnede at koncentrere sig om sin Livsgerning Han fabrikerede Gardiner, han fabrikerede alene Gardiner, og han gjorde det med en saadan Energi og Koncentration om Arbejdet, at Storbedriften blev hans Arbejdsresultat.

(Nationaltidende 8. august 1925).

Nogle adresser hvor Hasselbalck virkede: Lyngby Hovedgade 18, Villa Olga (1885). Bygningen husede 1924-1956 Dansk Gardin & Textil Fabrik (Hasselbalch & Co.) Bygningen blev nedrevet i 1964.

Christian Steen Hasselbalch, gravsted på Vestre Kirkegård. Indskriften på den viste sten lyder: Christian Steen Hasselbalch * 27' febr. 1851 + 7' aug. 1925. Hugo Helms Hasselbalch * 29' maj 1888 + 14' novbr 1957. Desuden ligger andre sten på det meget store gravsted. Foto Erik Nicolaisen Høy.