Bastine Erichsen 1862-1927. (Efterskrift til Politivennen)

 

Elfelt & Co.: Interiør: Kontor, Norsk Farsforretning, Værndamsvej. 1935. Det kongelige Bibliotek. CC BY. Fotoet er taget efter at Bastine Erichsen var død.

Norsk Farsforretning var i knap 100 år en institution i København. Det første butik på Værnedamsvej 10 blev åbnet i 1907 af den norske kvinde Bastine Erichsen. Selv om fiskefrikadeller var kendt i Danmark før den tid, slog butikken sig op på en original (norsk) opskrift baseret på friskfanget torsk rørt med fløde. Den blev efter hendes død overtaget af frøken Petra Sletten sammen med direktør Johannes Andersen. Norsk Farsforretning fik snart 12 forretninger i hovedstadsområdet. Varerne var dyre og efter 100 år måtte den sidste forretning (på Lyngby hovedgade) lukke i 2004. Firmaet (der nu hed Norsk Fars) blev overtaget af Jakob Kongsbak. Frøken Bastine Erichsens Mindelegat blev oprettet i 1928. 

I november 1918 blev forretningen blokeret da den ikke ønskede at beskæftige organiserede bude.

Frøken Bastine Erichsen. Født i norge ?.4.1862-26.9.1927. Gravsted på Vestre kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fisketorvet. (Efterskrift til Politivennen)

Torsk er godt!

Stævn ved Stævn ligger Fiskeskuderne ved Kajen i Børsgade, og alle har de Last af Torsk, dejlige spillevende Fisk, som endda udbydes til meget rimelig Pris. Man skulde tro, de maatte faa udsolgt med det samme, men det gaar aabenbart lidt langsomt med Handelen. Vil Byen ikke spise Fisk? Jo. den vil; men der er iøvrigt ingen Tvivl om, at vi ikke bruger dette fortræffelige Ernæringsmiddel i tilstrækkelig Grad. Inde i Bladet kastes der et interessant Strejflys over hele Spørgsmaalet.

Kommunens Fiskehandel.

En Samtale med Lederen, Kontorchef Henning Koch.

Københavnerne spiser altfor lidt Fisk.

Men der er mange der ikke har Raad, trods det at den er billig.

Kommunens Fiskehandel er jo det store stærkt omdisputerede Væsen, der, som Bekendt med visse Mellemrum sætter Sindene i Bevægelse og sidst har fremkaldt en voldsom Kritik af Borgerrepræsentant Espersen, der Iigefrem erklærer, at denne Institution er uhyre kostbar for Skatteyderne.

- Hvorledes gaar det da egentlig med Forretningen? spørger vi Kontorchef i Magistratens 2den Afdeling, Cand. jur. Henning Koch, lederen af Foretagendet.

- Fiskehandelen er jo efterhaanden blevet et Hovednumer i den politiske Agitation, siger Kontorchefen, og derfor synes jeg, det maa blive Politikernes Sag at angribe og forsvare den. medens Embedsmændene administrerer den i Overensstemmelse med Kommunalbestyrelsens Beslutninger.

- Er det rigtigt, at Fiskehandelen sidste Aar har givet et Underskud paa 28.900 Kr.?

- Ja. det viser Regnskabet. Lige fra det Tidspunkt da Fiskehandlerne lukkede os ude fra Københavns Fisketorv og derved tvang os til at ligge med uforholdsmæssig store Lagre for at kunne være leveringsdygtige, har vi haft Underskud. Uden Boycottering ville vi sikkert kunne klare os. 

- Betaler Kommunens Hospitaler Fisken for dyrt?

- Ikke naar Varens Kvalitet tages i Betragtning. Fisk er jo netop en spise for syge Mennesker. Hospitalerne maa have det allerbedste, der kan skaffes.

- Burde ikke alle Københavnere spise meget mere Fisk, end de gør?

- Jo, absolut. Men Husmødrene har den Opfattelse, at en Fiskeret til Middag er forholdsvis dyr, fordi der ikke levnes noget videre til næste Dag eller til Paalæg, og derfor er de ikke ivrige efter at købe Fisk. Det er en Kendsgerning, at i en Tid som den nuværende, hvor alle er inde paa at spare, er Fiskeforretningerne de haardest ramte af alle Fødevareforretninger.

- Er Fisk ikke billig for Tiden?

- Jo. Torsk f. Eks. er billig, takket være de store Tilførsler.

- Saa maa det altsaa være kærkommen Mad for de mange Arbejdsløse?

- Ja, bare de kunde faa den. Men de haardest ramte kan ikke engang købe Torsk, end ikke naar denne, som i disse Dage, falbydes ved Børsen til 30 Øre Pundet. Vi ser bedst ude omkring i vore smaa kommunale Udsalg, hvad Folk lever af. De fleste Indkøb ligger under en Krone og omfatter en stor Spegesild og 2 Pund Kartofler for 10 Øre Løg og en Spand Koks, samt lidt Optændingsbrænde. For de faa Skillinger gælder det om at faa baade en Ret Middagsmad og lidt Varme i Stuen. Det er en lidt ensformig Kost, men de Familier, der er længst nede, klarer sig med den.

(Aftenbladet 1. februar 1926)

En politibetjent ser til at Fisketorvet rømmes klokken 2. "Havfruerne" har travlt med at få solgt de sidste fisk. Han siger ifølge billedteksten til "havfruen" med bagdelen vendt imod ham "Så lukker vi butikken, madam Jørgensen". Foto fra Aftenbladet (København) 7. juli 1926.

Fiskehandlerne "Ved Stranden"

Baadene, som Magistraten nu er ude efter.

Magistratens Aktion imod de 12 i "Aftenbladet" for i Gaar omtalte Fiskerbaade, der ses paa ovenstaaende Billede, har vakt en Del Opsigt, og, som man kunde vente, var den et af Samtaleemnerne i Gaar paa Fisketorvet. Baade Grossererne og Konerne ser jo skævt til Konkurrenterne imellem Højbro og Holmens Bro og hævder, at der ingen mening er i, at disse skal ligge ganske gratis og handle paa den ene Side af Broen, medens der skal svares Afgift ovre ved GI. Strand.

Og Magistraten, der har overtaget Administrationen af Fisketorvet, støtter altsaa sine Lejere og forlanger Baadene flyttet ned til Assistenshuset. Vi skal kun have et Fisketorv, siger Kommunens Embedsmænd. Fiskehandelen skal centraliseres, og alle Handlende skal stilles lige.

Endnu har Havnebestyrelsen ingen Beslutning taget, og man har det Indtryk, at Bestyrelsen trykker sig ved at efterkomme Magistratens Krav og fratage de 40 Familieforsørgere de Pladser, der nu en Gang er anvist dem.

Der blev i Gaar solgt for godt et halvt hundrede Kroner Fisk fra  hver af de omstridte Bande, men paa Ugens sidste Dage er Salget betydeligt større. Der betaltes i Gaar fra 60 til 80 Øre pr. Halvkilo Rødspætter og fra 20 til 30 Øre for Torsk af Størrelse fra ½ til 1½ kg, altsammen levende Fisk i god Tilstand.

(Aftenbladet (København), 22. september 1926).

Foto fra Aftenbladet (København) 8. september 1923 som viser sildebåde ved Gammelstrand. En storm havde forøget mængden af sild ned i bælterne og fiskernes garn skal have været ved at sprænges af fisk. Så mange at eksportørerne ikke kunne modtage flere sild.

Fiskerbåde og trawlere ved Børsgade. Foto fra Aftenbladet (København) 24. oktober 1923.

Naar Klokken er slagen 2! (Efterskrift til Politivennen)

Det mægtige Prisfald i Fisketorvets sidste Minutter - !

Raadhusuret har lige sendt sine drønende Slag ud over Staden og kundgjort, at Klokken er 2, og at Tiden er inde, da Fisketorvet skal rømmes, og Fiskekonerne skal væk med deres Aal og Rødspætter, deres Sildekasser og Ballier. Lovens Haandhæver er allerede rykket frem for med sin blotte Nærværelse at sætte Fart i Op- og Bortrydningsarbejdet. Og det kan nok være, "Havfruerne" har faaet travlt. 

Ølkasserne, der udgør deres spartanske Sæde den lange Formiddag, ligger væltede bag Ballierne, og i en hidsig Kamp kaster Konerne sig over de smarte Husmødre, der er mødt op for at udnytte Prisfaldet i Torvets sidste ilsomt glidende Minutter, vel vidende, nt Havfru orne hellere vil lade Spætterne og Sildene ryge for en Slik end slæbe dem hjem til den grimme Død og Forraadnelse i Sommervarmen.

Kuu en enkelt. Damen i Forgrunden af Billedet, synes ganske upaavirket af Tiden. Hun er i Færd med at flaa et Par Rødspætter og har for at fastslaa, hvor ligeglad hun er under Varetagelsen af sine Forretningsinteresser, demonstrativt vendt Bagsiden af sin brede Nederdel lige op i Ansigtet paa den skikkelige Politimand og hans manende: "Saa lukker vi Butikken, Madam Jørgensen --!

(Aftenbladet (København) 7. juli 1926).

Gammel Strand i fin Stand. (Efterskrift til Politivennen)

Gammel Strand er i Eftersommerens Løb lavet saa fint i Stand, at den næsten ikke er til at kende igen, men bevares, nu er det jo ogsaa Kommunen, der selv skal til at overtage "Stranden" dernede. Hele Gaden er bleven asfalteret, men paa en ny Maade, idet der er lagt en Asfaltblanding ovenpå Brostenene, hvad der er en betydelig Besparelse i Forhold til den kostbare Undercementering, man hidtil har brugt.

Men selv om der nu er moderniseret, skal selve Gadebilledet med Fiskerkonerne forhaabentlig ikke skifte Udseende. Det er et saa karakteristisk Prospekt i Hovedstadens Fysiognomi, at en Ændring heri sikkert vil fremkalde de skarpeste Protester fra aIle, der elsker deres By.

Virker ovenstaaende Udsnit af Livet dernede, som vor Fotograf tog i Gaar, ikke som et helt lille Genrebillede, skabt af en Kunstners Haand.

(Aftenbladet (København), 25. september 1925).

Foto fra Aftenbladet (København), 30. september 1925, af en pæreskude taget ud for Børsen. 

I 1940 blev billedhuggeren Chr. Svejstrup-Madsens granit-fiskerkone rejst på Gammel Strand. Den trivelige kvinde havde nok ikke meget tilfælles med skovserkonerne der gennem århundrede på bare fødder vandrede fra Skovshoved Havn hertil. Her kommer Vivian Roses "Skovserpige" (2003) i Skovshoved nok tættere på virkeligheden. Fiskesalget ved Gammelstrand ophørte i 1958 og flyttede til Fisketorvet.

Gammelstrand i nutiden - nogenlunde samme sted som det første foto. Erik Nicolaisen Høy.

Byens Sommerplage. (Efterskrift til Politivennen)

Hvordan kommer vi af med Byens Stank? Luften i i København er ikke altid lige god, tværtimod, og der maa en pinlig gennemført Renlighed til, for at denne Sommerplage ikke skal overvælde os.

Fra den kommunale Losseplads.

Dagen igaar blev indhylet med, at en umaadelig vred fiskehandler ringede Redaktionen op i Anledning af, at der i vort Interview igaar med Støberiarbejder Frandsen stod en Bemærkning om, at et helt Hus var forpestet af Stanken fra en Fiskebutik. Og Vreden blev ikke mindre, selv om vi gjorde opmærksom paa, at vi havde skrevet, at vedkommende Fiskehandler utvivlsomt havde overholdt alle Sundhedsvedtægternes Forskrifter.

Det var Indledningen. Straks efter kom et "run" af Klager fra Folk, der følte sig generede af Hovedstadens Sommerstank. Det var ikke alene Stanken fra Osteforretninger og Fiskeforretninger, det gjaldt, men ogsaa Stanken fra Kommunens Lossepladser og Stanken fra de halvt udtørrede kommunale Aaer.

Man kan sikkert være enig med en Del af Klagerne. En Køretur igennem Byen vil vise, at det er galt fat flere Steder, og det samme giver et Blik paa ovenstaaende Billede fra de kommunale Lossepladser. Her ophobes alskens Skrammel, og Affald faar Lov til at forpeste Luften, som bæres af de saakaldte blide Sommervinde, kilometervidt omkring.

Vi holder os dog foreløbig til Spørgsmaalet om Stanken fra Fiskehandlerne, og vi har forespurgt en af Fiskehandlernes Førstemænd, Hof-Fiskehandler Oscar Frederiksen, om, hvad man mener.

Den yderste Renlighed maa til i Sommertiden, hvis ikke Ejendommens Beboere skal lide under Stanken, lyder Svoret. En Fiskehandel, tilføjer han, behøver aldeles ikke at udsprede ilde Lugt. Levende Fisk og Fisk paa Is lugter ikke. Det er kun fordærvet Fisk, der kan mærkes af Lugteorganerne Men der behøves kun saa umaadelig lidt for, at den forfærdeligste Stank kan opstaa. Fjernes Affaldet ikke, ligger der Hoveder og Indvolde i aabne Kasser og Beholdere, er Skærebrædderne ikke pinlig rene, opstaar der Stank. En varm Sommerdag kan en Affaldsbeholder gaa saadan i Gæring, at der bliver ulideligt i dens Nærhed. Butikerne, som Publikum ser, er altid rene, kniber det enkelte Steder med Renligheden, saa er det i Gaardene, hvor Affaldet opmagasineres.

De kan derfor rolig sige, at det kun er Slendrian og Mangel paa Paapasselighed, der gør, at der er ilde Lugt de Steder, hvor der sælges Fisk.

Stormbukken.

(B. T. 1. juli 1925)

Den 3. juli 1925 var der i B. T. på forsiden en billedereportage som bl.a. også illustrerede lugtgenerne:

Dagrenovation og alt muligt Affald og Skrammet køres hver Dag til Sydhavnen, hvor det læsses af i Strandkanten. Der indvindes Land paa denne Maade, og engang ad Aare vil nye Gader og Kajer blive anlagt her.

Et "Fluepapir" savnes ikke i Sydhavnen, men det bærer Præg af sin nære Forbindelse med Dagrenovationsvognene og deres Indhold. Noget friskt eller fristende Opholdssted byder dette Sand ikke, men i Mangel af bedre kan det i disse varme Dage bruges.

Mellem Ansjosdaaser og hvad andet, de Skraldespande indeholder, der udtømmes i Sydhavnen, leger Frederiksholms Ungdom uforstyrret med hele den Interesse for Søen som ligger paa Bunden af ethvert Drengesind.

Kristian Mikkelsen Vendsyssel. (Efterskrift til Politivennen)

Fiskeeksportør Kristian Mikkelsen Vendsyssel (egentlig Christian Mikkelsen) kom i købmandslære i Løkken. Han startede 1883 sin egen forretning i Hjørring, flyttede 1886 til Frederikshavn hvor han var medlem af byrådet, og begyndte at eksportere hummere til Tyskland. I 1885 flyttede han til København, rejste til USAs vestkyst for at studere laksefiskeri og til Tyskland for at studere lakserøgeri. Han var efterhånden blevet fiskehandler af internationalt format med forretning i København (Vendsyssel Centralkompagni og Vendsyssel Packing Company) med filialer i USA og Bruxelles. Se artiklen "Fiskesalg under Krigen" af K. M. Vendsyssel.

Fotograf Marie Antoinette Ernestine Böckmann (10.8.1865-11.11.1932), fotograf Frederikke Camilla Knudstrup (12.9.1869-): Fiskeeksportør Kristian Mikkelsen Vendsyssel,  f. Mikkelsen (29.5.1855-24.1.1932) (Ved dåben: Mikkelsen, Christian). 1896-1898. Det kongelige Bibliotek.

Han var vicepræsident for den første nordiske fiskehandler- og havfiskerikongres i Kbh. 1912 og præsident for den anden i Malmø 1914. I størsteparten af sit liv fra 1907 til sin død var han formand for Danmarks fiskehandels- og havfiskeriforening. Han udgav ved disses jubilæer skrifter med interessante træk fra dansk fiskehandel i årenes løb. 

Danmarks Fiskehandler- og Havfiskeriforening.

40 Aar Jubilæum.

Grosserer K. M. Vendsyssel, Foreningens Formand siden 1907.

Danmarks Fiskehandler- og Havfiskeriforening fejrer imorgen sit 40 Aars Jubilæum, med Generalforsamling og paafølgende Festmiddag, her i Byen. 1 Anledning af Foreningens Jubilæum bar dens nuværende Formand, Grosserer K. M. Vendsyssel, udarbejdet et smukt Festskrift, der paa mange Punkter former sig som et historisk Tilbageblik over Udviklingen for dansk Fiskeri og dets Organisationer gennem de forløbne 40 Aar.

Jubilæumsskriftet bringer en indgaaende Redegørelse dels for alle de laglige Spørgsmaal, der er bleven løst, dels for Udviklingen af Fiskeriet herhjemme, ikke mindst med Hensyn til det søgaaende Fiskeri, Oprettelsen af Fiskeriinspektionen under Island omtales, og ligeledes de internationale Havundersøgelser.

Festskriftet slutter med en Omtale af de gyldne Tider under Verdenskrigen og de yderst vanskelige Forhold, der er fulgt efter.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. september 1921)

Han sad i handelsministeriets udvalg af 1925 til undersøgelse af spørgsmålet om en udvikling af fiskeriet og dertil knyttede handels- og industriforetagender. Foruden gennem sin forretning var V. aktivt interesseret i havfiskeriet. En række år sad han i Dansk fiskeriforenings bestyrelse, og han holdt selv kuttere på fiskeri i Nordsøen samt under Færøerne og Island.

70 Aar. Grosserer K. M. Vendsyssel.

Naar Talen er om dansk Havfiskeri, er er der et Navn, vnn man straks møder, nemlig K. M. Vendsyssels. Selv er han af Fiskerslægt, men uddannet som Købmand. Han etablerede sig i Hjørring, flyttede derefter til Frederikshavn. Han eksporterede i stor Stil dansk Pisk, men fra 1895 knyttedes til Virksomheden Import af amerikansk Laks, hvorefter han dels i København og dels i flere tyske Byer oprettede moderne Specialrøgerier for Laks.

Trods denne omfattende Forretningsvirksomhed, bar Hr. Vendsyssel dog kun net afse Tid og Arbejdskraft til et stort Arbejde for det danske Fiskeri, den danske Fiskehandels og Fiskeeksportens Interesser, og ban har bl. a. siddet i Bostyrelsen for "Dansk Fiskeriforening" ligesom han i en Aarrække var en energisk Formand for "Dansk Fiskehandels og Havfiskeriforening".

Idag fylder Hr. Vendsyssel 70 Aar, men Alderen bar ikke taget stærkere paa ham, end at han for et Par Aar siden rejste til Belgien for at oprette et Lakserøgeri, der nu er i fuld Virksomhed under hans Ledelse, medens Forretningen i København er overgaaet til hans Son.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. maj 1925).

I 1923 tog Vendsyssel fast ophold i Bruxelles hvor han 1928 blev dansk konsul. Fra 1930 var han medlem af fiskerirådet. Til sin død stod han i spidsen for den verdensomspændende fiskehandel som han ledede fra Bruxelles.

Sophie Franciska Vendsyssel, f. Hansemann. 29. marts 1859-8. marts 1922. Vendsyssel, Kristian Mikkelsen Vendsyssel, konsul.29. maj 1855-24. januar 1932. Gravsted på Vestre Kirkegård, Afd. 10, rk. 8, nr. 12a. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hans søn Adolph Kristian Mikkelsen Vendsyssel (1886-1962) var fra 1923 administrerende direktør for Vendsyssel Packing Company og efter faderens død formand for selskaberne i Bruxelles og Paris. Fra 1933 var han formand for Danmarks fiskehandels- og havfiskeriforening; han var desuden medlem af fiskerikommissionen fra 1935, af fiskerirådet fra 1938 (næstformand 1954) og af fiskeriministeriets eksportudvalg. Efter anden verdenskrig blev firmaet i Belgien agent for Carlsberg ligesom det optog forhandling af andre danske artikler inden for levnedsmiddelbranchen.

Da Københavns Fiskeauktioner aabnede i Morges. (Efterskrift til Politivennen).

En Start under ret primitive Forhold.

Flere Folk end Fisk.

"Torvespidser" paa Fiskeauktion i Morges. I Baggrunden: Torveinspektør Koch og til højre (med rundpullet Hat): Torveinspektør Rannow. - Det andet Billede viser en Del af Auktionens interesserede Publikum. Billede viser en Del af Auktionens interesserede Publikum.

Det brogede Morgenliv paa Gammelstrand har i Morges faaet en ny Tone. Det er Københavns offentlige. Fiskeauktioner, der nu er traadt i Virksomhed ved Siden af Assistenshuset. Længe har Fiskernes Andelsorganisationer krævet Oprettelsen af en offentlig Auktion i Lighed med Fiskeauktionerne i Esbjerg, Frederikshavn og Skagen, og efter langvarige Forhandlinger fik den kendte Fiskehandler Jacob Nielsen omsider Auktionsbevilling. Som det vil erindres, forsøgte nu afdøde Auktionsholder Rasmus Nielsen allerede under krigen at etablere en Fiskeauktion men den Gang gik Foretagendet Ikke.

I Morges Kl. 7 afholdtes da saa den første Auktion under betydelig større Tilstrømning af Folk end Fisk. Der var i det hele taget ikke mange Fisk paa Torvet, og slet ingen mærkelige iblandt. Derimod var der blandt Folkene Notabiliteter som Torvedirektør Koch, Torveinspektør Rannow og Folketingsmand Ludvigsen, der gennem Fiskernes Andelsforeninger har haft en betydelig Andel i Auktionernes Oprettelse. Men Begyndelsen var alligevel god, selv om de primitive Forhold generede en Del, og Auktionsholderen endnu ikke havde erhvervet den Rutine, der faar Auktionen til at gaa hurtigt. Salget foregaar jo væsentlig til Detailhandlere i 1, 2 eller 3 Kasser Fisk ad Gangen, og det skal naturligvis gaa meget hurtigt. 

Men det kommer nok. Der maa jo ogsaa kunne findes noget bedre ydre Forhold, en Forhøjning, som Varerne kan staa paa, og et Tag over, saa Vinterens Sne og Slud ikke driver bande Auktionarius og Køberne væk. Og der er ingen Tvivl om, at en velholdt Auktion vil faa stor Betydning, ikke mindst fordi den offentlige Prisfastsættelse giver Lejlighed til en virkelig Kontrol med Detailpriserne.

Der var, som sagt, ikke store Mængder Fisk i Dag, 30 Kasser Makrel a 20 kg, der solgtes for 10 Kr. 50 Øre Kassen, 10 Kasser store Rødspætter, Pris 1,80 pr. kg, 7 Kasser mellemstor Aal, Pris 1,70 pr. kg, foruden forskellige andre Fiskearter og Størrelser i mindre Partier.

Det var det hele i Morges. Men Auktionsholderen venter, at Auktionen, naar den først er indarbejdet vil faa Tilførsler pr. Bil fra hele Sjælland, ja undertiden ogsaa fra Fyn og Jylland.

Hvad de sagde.

Vi vekslede nogle Ord med Auktionens prominente Besøgende.

Torvedirektør Koch sagde:

- Jeg er fuldstændig neutral. Københavns Kommune har ikke haft andet med Auktionen at gøre end at anvise den en Plads, Men der bør ubetinget skabes bedre ydre Forhold. Ideelt kan det jo ikke blive, før vi faar Torvet flyttet.

Folketingsmand Ludvigsen: Det er jo en fin Premiere. Det skal nok blive Sukces. Men København Kommune kan ikke vedblivende være bekendt at byde Fiskehandelen et Torv som dette. Der maa skaffes en bedre Plads, hvor Varerne kan komme under Tag.

Auktionsholder Jakob Nielsen: Nu har vi faaet begyndt, det er det vigtigste. 

Fiskeauktionerne.

- En kendt Detailhandlers Mening.

Den kendte Fiskehandler Fehmerling, der har Forretninger i Smallegade og Frederiksberg Allé, svarer paa vor Forespørgsel om hvad han mener om Auktionerne:

- Min Mening, og jeg tror den deles af de fleste af mine Kolleger, er, at Auktionerne ikke har nogen Fremtid for sig her i Hovedstaden, det viser ogsaa de tidligere Forsøg, der er gjort. Auktionerne er paa deres Plads ude i de store Fiskerihavne, Esbjerg, Grenaa etc., men næppe her i Byen. Kommer her store Fangster ind af Sild f. Eks., er der blandede Varer, køber man et Parti, har man flere forskellige Kvaliteter, nogle man kan bruge, andre man helst vil være fri for, man vil have vanskeligt ved at faa den ensartede Vare, man helst vil føre. Og kommer der kun ringe Tilførsel, ja saa bliver det alligevel Kommissionærer, der køber dem og handler videre. Jeg tror den frie Konkurrence er den bedste, baade for de Handlende og for det købende Publikum. 

(Aftenbladet 17. september 1929)

Ved Gammel Strand.

Mellem Fiskesmakker og Pæreskuder.

Paa den historiske Torveplads, hvor der aarlig omsættes for 15 Mill. Kr. Fisk.

Fiskekonerne ved Gammelstrand i København.

Trods Kommunikationsmidlernes store Udvikling, den hurtige Transport pr. Bane og Bil, sætter Skipperne paa Pæreskuderne fra det sydfynske Øhav hver Eftersommer Sejlene til, og Farten gaar mod Hovedstaden med Lasten fuld af moden Træfrugt, Æbler, Pærer og Blommer, men der kommer ogsaa hele Skibsladninger af Asier og Kartofler m. v. Saa er Kajpladsen langs store Dele af Kanalerne omkring Slotsholmen optaget, det gælder navnlig Strækningen ud for Børsen, hvor Kornet i fordums Dage lossedes og ladedes. Naar saa det store Eftersommerfiskeri sætter ind, oprinder Kanalkajernes største Dage.

Det historiske Parti,

Gammel Strand,

over for Thorvaldsens Musæum vil en Gang før eller senere miste det Liv, der nu dagligt udfolder sig her. Naar Udlændinge kommer til København og faar præsenteret Københavns Fisketorv, smiler de og ikke uden Grund, Pladsforholdene er saare beskedne for ikke at sige alt for smaa.

Kun yderst sjældent undergaar dette Stykke København en eller anden Fornyelse; men Gammel Strand har jo nu faaet sin første offentlige Fiskeauktion, og den er i disse Dage staaende Samtaleemne. Som overfor alt nyt har adskillige af Hovedstadens Fiskere stillet sig noget skeptiske til denne Auktion, men hvis Fiskerne i København og Provinsen vil, kan Fiskeauktionen selvfølgelig blive, hvad den er tænkt at skulle være, det faste Mellemled, til Gavn for Producent og Forbruger.

I 1926 overtog Københavns Kommune Torvet ved GI. Strand af Havnevæsnet, og Inspektør Ottosen har nu det daglige Opsyn med Gangen paa Hovedstadens Fisketorv. 

- Tillader Pladsforholdene her Afholdelsen af Fiskeauktioner, spørger vi Inspektøren.

- Det gaar nok, men en Gang vil det hele jo blive flyttet.

- Men en Flytning vil vel nok møde Modstand?

- Ja, det kan De tro. Der har været mange Planer fremme om at foretage baade Udvidelser og Forandringer her. I sin Tid kunde Havnevæsenet have faaet Assistenthuset til 

Torvehal m. v., 

men det blev kun ved Overvejelserne.

- Vil Fiskerne ikke bort fra denne Plads?

- De fleste af dem ønsker at blive, skønt Tilsandings- og Pladsforholdene umuliggør det for større Fartøjer at gaa ind. Fisken maa som oftest omlades ved Knippelsbro og i de mindre Baade føres ind til Torvet. Indehaverne af Fiskeforretningerne og de kendte Fiskerestauranter vil ogsaa paa det kraftigste stride imod en Flytning.

- Og de berømte Fiskekoner i grønne Nederdele og med Helgolændere ?

- Det vil selvfølgelig vel nok betragte det som Ruin, hvis de skal væk fra deres Pladser, hvor 

Fiskekonerne 

før dem, Generation paa Generation, har falbudt deres Varer. For selve Torvet betyder deres Handel intet i Sammenligning med den øvrige Omsætning, der andrager en Værdi af omkring 15 Mill. Kr. aarlig.

- Betales der en stor Afgift for Stadepladserne ?

- Indtil 1926 var Afgiften latterlig lille: 4 Øre pr. Dag med daglig Opkrævning. Nu er der en Grundafgift for Kommissionærer m. fl. paa 200 Kr. om Aaret og en Arealafgift paa 10 Kr. pr. Kvadratmeter.

- De Priser, Fiskerne opnaar, svinger stærkt?

- Unægtelig, efter Tilførslerne paa de forskellige Aarstider. Af Rødspætter modtog Torvet sidste Aar 1½ Mill. kg.

Den Pris, Fiskerne fik 

for Rødspætter, varierede for middelstore Frederikshavnere fra 80 Øre til 2 Kr. 75 øre pr. kg. og for store Østersø-Rødspætter fra 30 Øre til 2 Kr. 50 Øre. Af Torsk modtoges 2½ Mill. kg., for store levende opnaaedes Priser fra 10 Øre til 1 Kr. 20 Øre, og for de øvrige Sorter er ogsaa meget store Svingninger.

- Hvornaar vil GI. Strands Torv blive flyttet?

- Der er vist ingen, der ved det. Der foregaar jo ogsaa nu en Del Handel til Kommissionærer ved Børsbroen; men det burde selvfølgelig samles under et paa en velegnet Plads. Og det kommer ogsaa en Gang.

Først bliver der dog sikkert Tale om en Ordning af Grønttorvsforholdene og Flæskehallerne. Men naar Fisketorvet skal flyttes, rykkes det maaske ud til Arealerne ved Badeanstalten "Helgoland", det maa være et Sted med gode Anløbsforhold og Plads til Salgshaller, Auktionslokaler, Ishuse o. s. v.

- Hvad mener De om den nye Fiskeauktion.

- Jeg er - slutter Inspektøren - spændt paa, hvordan den gaar.

(Social-Demokraten 21. september 1929.)

Samme vinkel (nogenlunde) 2020 som fotoet af Fiskekonerne ved Gammelstrand. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I 1920erne havde fisketorvet ændret sig markant siden Politivennen der skrev snesevis af artikler om torvet. Formentlig hvilede der dengang over området dunster af forrådnelse fra halvfordærvede fisk. Skovserkonerne skal have lavet en del larm, dels stammende fra deres indbyrdes skænderier, dels vrøvl med kunderne, eller de som ikke ville handle med dem. 100 år senere var både stanken og skovserkonerne var i mellemtiden forsvundet fra området. I 1958 flyttede fisketorvet fra Gammelstrand til Sydhavnen, hvorefter fiskehandlen ophørte, bortset fra en enlig fiskerkone som fortsatte indtil 2008. I dag er der kun en romantiserende statue af en trivelig "skovserkone" som minder om områdets omskiftelige fortid.

Husene er fra efter bybranden i 1795, ofte forhøjet med en eller flere etager senere. Kun Gammelstrand 48 (midt i fotoet med Kunstforeningens gule bannere) overlevede granden. Det er fra 1750'erne og tegnet af Philip de Lange til købmanden Isenberg. 3. salen er fra 1796, den murede kvist fra 1930. Siden 1941 beboet af Kunstforeningen. Indtil 1857 var der ikke udsigt til Assistentshuset, da der stod bl.a. en vejerbod. Assistenthuset (udenfor fotoet til venstre) startede med at være borgmestergård (1730). Den blev senere udbygget (af Philip de Lange) og fungerede 1757-1950 som udlånsvirksomhed "Assistentshuset". Siden 1962 Kulturministeriet.

Fiskesalg Krigen. (Efterskrift til Politivennen)

Fisken under Krigen

Af K. M. Vendsyssel, København.

I 1913 androg Totaludbyttet af vort Saltvandsfiskeri ca. 17 mill. 515,200 Kr., i 1914 ca. 17 Mill. 293,200 Kr., i 1915 ca. 26 Mill. 525,000 Kr. og i 1916 ca. 57 Mill. 792,500 Kr. Endnu er den statistiske Opgørelse af Udbyttet af Saltvandsfiskeriet i 1917 ikke publiceret; men Udbyttet antages at ville andrage henved 30 Mill., altsaa dog ca. 12 Mill. mere end Aaret forud for Verdenskrigens Udbrud. 

Da Krigen udbrød i Begyndelsen af August Maaned 1914, blev der Panik i Fisken, Eksporten af fersk Fisk til England og Tyskland standsede brat, og Priserne paa alle Sorter Fisk faldt meget betydeligt. Efter den første Tids Forskrækkelse kom der atter nogen Eksport i Stand til de nordtyske Byer, derunder Hamburg og Berlin, men til lave Priser, og da Leveringsfristen i Tyskland var suspenderet, og store Forsinkelser hørte til Dagens Orden, var Eksporten forbunden med stor Risiko; der var ofte Tab i Stedet for Fortjeneste. Jydske Hummer, der i Juli Maaned var betalt med Kr. 1,50 pr. ½ kg faldt til det halve. Det samme var Tilfældet med Aal, og de Eksportører, der havde opkøbt Aal pr. Kontrakt til fast Pris, kunde notere betydelige, samlede Tab inden Aarets Udgang; thi Aal vedblev i Efteraarsmaanederne at være en Vare, som Tyskerne betragtede som Luksus, der kunde undværes. Omkring 1. Oktober 1914 var Aalepriserne ca. 40 pCt. under Priserne i det foregaaende Aar paa samme Tid. Den eneste Fiskesort, der om Efteraaret i 1914 var livligt efterspurgt i Tyskland, var ferske Sild til Røgerierne. Tyske Opkøbere kom herop og gjorde daglige Indkøb til ret høje Priser. Aaret 1915 begyndte med stigende Priser paa alle Sorter ferske Fisk, og i Aarets Løb naaede Priserne en usædvanlig Højde. Allerede i Marts betaltes der af danske Fiskeeksportører for Vesterhavskuller til Eksport 42 Øre for 1., 37 Øre for 2. og 30 Øre for 3. Kl. pr. ½ kg.

1916 var det store Rekordaar med 57,792,500 Kr.s Indtægt ved Saltvandsfiskeriet. Priserne for Kuller og Torsk steg efterhaanden rent svimlende. Der betaltes f. Eks. i Oktober Maaned 1916 paa Vestkysten indtil 95 Øre pr. 1 kg usorterede Kuller og 90 Øre pr. ½ kg Kabliau. En Kasse Sild, som paa det københavnske Fiskemarked før Krigen havde kostet 6-7 Kr., gik op i 100 Kr. Det var en gylden Tid for Fiskerne, og Fiskeeksportørerne, tjente ogsaa godt. De gode Fortjenester virkede stimulerende paa Købeevnen, der ofte gav sig interessante Udslag. Ja, det var en herlig Tid, en Guldregns Tid, som aldrig før havde været og maaske aldrig mere kommer igen.

De unaturlige høje Fiskepriser, som paa Grund af det stærke Begær paa tyske Fiskemarkeder blev noterede herhjemme ved Salg til Forbrugerne, kunde ikke vedblivende passere, og Regeringen saa sig derfor nødsaget til at tilvejebringe en Ordning, saaledes at Fisk kunde sælges til rimelige Priser til Publikum. Denne Prisregulering blev behandlet i den overordentlige Kommission af 1914 under Medvirkning af Repræsentanter for Danmarks Fiskehandler- og Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening, og sluttelig vedtoges der en Fiskeordning med Maksimalpriser. Først af 23. September 1916 for Sild og senere af 23. Oktober ogsaa for Rødspætter, Torsk, Aalekvabber, Issinger og Skrubber.

Ordningen gik ud paa at Hjemmemarkedet først skulle forsynes, og Forskellen mellem Maksimalpriserne og Eksportpriserne skulde dækkes af Statskassen. Det blev artige Summer, som Statskassen maatte af med, og Tilskuddene beløb sig efterhaanden til Millioner af Kroner. Alt gik godt for Fiskerne og Fiskeeksportørerne til i Slutningen af November Maaned 1916, da Tyskerne satte en Stopper for de vanvittigt høje Eksportpriser. Der skete gennem Central Einkaufsgesellschaft i Berlin en Centralisering af al Import til Tyskland af ferske Fisk, og der fastsattes samtidig visse Højestepriser for de forskellige, importerede Fiskesorter. Fra 20. November gjaldt de tyske Højestepriser, og paa samme Maade traadte en ny Fiskeordning i Kraft her i Landet. Maksimalpriserne reguleredes lidt opad, og der paalagdes en Eksportafgift af 10 pCt. til delvis Dækning af Statens Tilskud til Udligning af Forskellen mellem Maksimalpriserne og Eksportpriserne. Senere blev Eksportafgiften nedsat til 5 pCt.

Fiskeordningen af 20. November 1916 skulde efter Bestemmelsen gælde til 1. Januar 1917. Den fortsattes imidlertid ogsaa i Januar Maaned; men Fiskenævnet, der ikke mente vedblivende at kunne have Ansvaret for denne Ordnings Fortsættelse og de med samme forbundne betydelige Udgifter for Statskassen, androg saa Landbrugsministeriet om at ophæve Ordningen, og derefter blev en ny Fiskeordning administrativt oprettet og Fiskenævnet ophævet. Der ansattes nu i Henhold til denne administrative Fiskeordning af 13. Marts 1917 21 autoriserede Fiskeeksportører, hvoraf 5 for Andelsforeningerne. Ordningen af 13. Marts fortsattes til hen i August Maaned, da vi atter fik en ny Fiskeordning Nr. 5, - igen med nogen højere Maksimalpriser. Denne Ordning var mere ugunstig for Fiskeriet og Eksporten end alle tidligere Fiskeordninger, fordi Eksporten blev limitteret til det ringe Kvantum af 25,000 Tons aarlig. 

Det er denne Fiskeordning, vi har den Dag i Dag, og den er alle interesserede utilfredse med. Har Fiskerne og Fiskeeksportørerne ellers Vanskelighed ved at mødes i et fælles Syn paa Fiskeri- og Fiskehandelsforhold, saa har der med Hensyn til den nuværende Fiskeordning hersket fuld Enighed. Men Korset maa jo bæres med Taalmodighed i Erkendelse af, at det udelukkende skyldes krigspolitiske Forhold, at Fiskeeksporten er bleven saa stærkt begrænset. En værre Misére er det, at Manglen paa Petroleum og Fiskeredskaber er bleven skæbnesvanger. Navnlig for Fiskeredskabers Vedkommen de ser det for Øjeblikket saa sort ud, som vel muligt. De Redskaber, der haves, slides efterhaanden op, og der er ingen Udsigt til Tilførsler af Materialier til ny Fiskeredskaber. Det Spørgsmaal er derfor trængt i Forgrunden: kan vi ikke tilvejebringe Erstatning for Tvist? Der spørges videre: kan der ikke avles Hør og Hamp og bruges Nælder til Fremstilling af Fiskeredskaber?

Vort Havfiskeri er for Tiden en eneste Mistrøstighed. Det er saa meget beklageligere, som Havet er blevet fuldt af Fisk ved den ufrivillige Fredning af Fiskebestanden i Nordsøen i Krigsaarene. Der ligger Værdier af Millioner af Kroner uden for Strandbredden, bare vi havde noget at skovle ind med.

(Vestkysten. Esbjerg Avis 15. juli 1918).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt f. Petersen (1.1.1866-18.2.1931): Mænd holder stor fisk. Fiskeri. 1916-09. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fiskekrigen

Af K. M. Vendsyssel.

Kommunens Fiskeforretning blev startet med det Formaal at tilvejebringe en bedre Forsyning af fersk Fisk end den. de private Fiskehandlere havde magtet. Det skulde være en Trumf imod den gamle Slendrian i den københavnske Fiskehandel, og vellancerede Reklamemeddelelser kom til Syne i Pressen. For saa vidt var alt i Orden. Senere er det gaaet anderledes. De sædvanlige Genvordigheder i Fiskehandelen er ogsaa begyndte for Kommunen; der mangler daglig Fisk, der mangler frem for alt god Fisk. Men Kommunen har i alt Fald det forud for de private Fiskehandlere, at den i Følge Dispensation fra Indenrigsministeriet kan betale Jernbanefragten fra Fiskepladserne til København, hvad de københavnske Fiskehandlere ikke maa paa Grund af Fiskeordningen, og heller ikke har Raad til. Det har derimod Kommunen, og saaledes set, er Kommunen stadigt en haard Konkurrent, saalænge Importørerne og Grossisterne maa betale Forsendelsesomkostningerne af deres egen Lomme.

Chefen for Dyrtidskontoret. Hr. Henning Koch, har baade i "Politiken" og "Nationaltidende fremsat svære Anklager imod mig, der virkelig ikke er skadefro, - saaledes som Hr. Koch tror - over at der kommer saa faa Sild til Byen, og ej heller ønsker at skaffe Vanskeligheder for Tilførslerne. Saadanne Paastande at Hr. Koch ser jeg mig foranlediget til energisk at tilbagevise, lir. Koch insinuerer. at jeg handler imod bedre Vidende, men jeg begriber virkeligt ikke, hvorledes den kommunale Gentleman kan udslynge en saadan Fornærmelse imod en ældre Borger i Staden. Det drejer sig i denne Forbindelse om den Særstilling, som jeg har hævdet, Kommunen har faaet. Jeg skal endnu en Gang fremsætte min Begrundelse. Der foreligger en ministeriel Tilkendegivelse af, at alle Afsendere af fersk Maksimal-Fisk til Forhandling her i Landet skal forud betale Fragten, men at det er tilladt at sende Fisken frankeret til Københavns Kommune, der har Indenrigsministeriets Tilladelse til at betale Jernbanefragten. Da nu de københavnske Importører under ingen Omstændigheder selv maa betale Fragten, kan jeg ikke indse andet, end at der fremkommer et Forhold, der muliggør det for Kommunen at fremskaffe Fisk, naar de private Importører ikke er i Stand dertil. Det er det, jeg har kaldt en Særstilling; jeg kender ikke noget bedre Ord derfor. Hr. Koch fortsætter i "Politiken": "Jeg siger udtrykkeligt imod bedre Vidende; thi som Formand for Danmarks Fiskehandler og Havfiskeriforening forhandler Hr. Vendsyssel just i Øjeblikket med Magistraten om, hvorledes den Fragt, han og hans Kolleger betaler, skal blive godtgjort af Kommunen. Hr. Koch husker fejl, og det er menneskeligt. Hverken Danmarks Fiskehandler- og Havfiskeriforening eller jeg personlig har hidtil været i Forhandling med Magistraten om Fragtspørgsmaalet og Københavns Fiskeforsyning; men vi vil gerne forhandle om Sagen og imødeser en Indbydelse til et Møde. Jeg vil her bemærke, at jeg den 11. September modtog en Skrivelse fra Magistraten, saalydende:

"Under Dags Dato har Magistraten tilskrevet Foreningen til Fiskehandelens Fremme saaledes:

"Som Svar paa den ærede Forenings Skrivelse af 2. ds. skal man meddele, at Københavns Kommune er villig til at betale Jernbanefragten for den af Foreningens Medlemmer hertil Byen fremskaffede Maksimalfisk, idet betones, at Tilbudet kan omfatter det Kvantum Maksimalfisk, som virkelig medgaar til Konsum i Københavns og Frederiksberg Kommuner.

De andre i foreningens Skrivelse, anførte Omkostninger ved Tilførsel af Fisk til København og Frederiksberg ser man sig ikke i Stand til at refundere, da de er uden Forbindelse med den Dispensation fra Indenrigsministeriets Bekendtgørelse af 13. Marts f. A. § 2 sidste Stykke, som er givet Københavns Kommune, og som gaar ud paa. at det i dette Tilfælde er tilladt Modtageren at betale Jernbanefragten for maksimalprisbehæftet Fisk.

Med Hensyn til det foreslaaede Kontrolsystem udbeder man sig mere detaillerede Oplysninger."

Hvilket man herved ikke undlader at meddele Dem, idet tilføjes, at det formentligt vil være formaalstjenligt, om De vilde indlede Forhandling med saavel ovennævnte Forening som Foreningen af Københavns Fiskeimportører og Eksportører, saaledes at Sagen kunde forhandles videre og afgøres under eet med de tre Foreninger."

Paa Grund af Omstændighederne kunde Bestyrelserne for de tre Foreninger ikke samles før den 17. September. Man vedtog paa dette Møde et Svar, der den 18. ds. blev udfærdiget og underskrevet af de tre Foreningers Formænd. Jeg tillader mig at henlede Opmærksomheden paa, at det i Magistratens Skrivelse udtrykkeligt hedder, at man kun kan refundere Jernbanefragten for maksimalprisbehæftede Fisk, hvilket er den Dispensation, Magistraten har erhvervet. Men naar Magistraten blot vil godtgøre Jernbanefragten til Importørerne og Grossisterne, kan disse ikke faa andet end Tab ved Forretningen, da Maksimalfisken ikke kan købes ude paa Fiskepladserne under de fastsatte Maksimalpriser, og den skal sælges igen i København til de samme Priser. Desuden løber der adskillige flere Omkostninger paa Maksimalfisken end den almindelige Jernbanefragt. der er saaledes undertiden ogsaa Ekspresgodsfragt at betale, samt altid Returfragt af Fiskekasser osv.

Det er en "utrolig Paastand", siger Hr. Koch, jeg har fremsat om, at Magistraten ikke har overholdt Maksimalbestemmelserne. Jeg tillader mig at henvise til Indenrigsministeriets Bekendtgørelse af 13 Marts 1917 angaaende Fiskemaksimalpriserne. I § 2 hedder det bl. a., at ved Salg af nævnte Arter af Fisk maa ikke under nogen Form tages højere Pris end den anførte, som for Torsk er 60 Øre pr. kg til Forhandlere. I § 3 staar: "Transporten til Køberen (Detallisten m. fl.) er indbefattet under Maksimalprisen." I en Vejledning af 15. Marts 1917, vedrørende Fiskeordningen, fra Landbrugsministeriets Fiskeordningskontor hedder det: "Handel til højere Priser end de fastsatte medfører Strafansvar baade for Sælger og Køber." Det er disse Bestemmelser der ligger til Grund for min Anskuelse, at Kommunens Fiskeforretning har overtraadt Maksimalbestemmelserne ved at betale 20 Øre pr. mere for levende Torsk, leverede i Kutter eller Kvase København, end Maksimalbestemmelserne foreskriver; thi det er kun Jernbanefragten, Magistraten i Følge Dispensation kan betale.

Hr. Koch udtaler, at min Fremfærd, samtidigt med at jeg ligger i Forhandling med Kommunen, er ganske uforstaaelig. Jeg maa gentage, at Danmarks Fiskehandler- og Havfiskeriforening har ikke forhandlet med Hr. Koch eller nogen anden kommunal Embedsmand om den københavnske Fiskehandel eller været anmodet om Forhandling før i Magistratens Skrivelse af 10. September. Men i Svaret af 18. September pas denne Skrivelse, hvilket er undertegnet af Danmarks Fiskehandler- og Havfiskeriforening, Foreningen at Københavns Fiskeimportører og Eksportører og Foreningen til Fiskehandelens Fremme, meddeles til Slut, at nævnte tre Foreninger erklærer sig beredte til at forhandle med Magistraten om en Ordning af Københavns Fiskerforsyning paa det bedst mulige Grundlag.

Angaaende Kommunens Fiskeforretning, som I Følge Hr. Kochs Udtalelse er forsvarligt ledet, maa det være mig tilladt at meddele følgende Tilfælde, som to mindre bemidlede Detailfiskehandlere til mig har klaget deres Nød over:

Den 17. September købte og betale Fru Rasmussen, Ægirsgade 4. og Fru Clausen, Nørregade 120, hver 2 Kasser Torsk, som af Ekspedienten blev garanteret at være prima friske, hvad de imidlertid ikke var. Fru Clausen fik den ene Kasse godtgjort, men kun med Besvær. Fru Rasmussen opdagede, da hun var kommet hjem, at lægge hendes Kasser Torsk heller ikke var friske, og hun havde et betydeligt Tab paa dette Indkøb i Fiskehallen. Den 18 September købte Fru Rasmussen og Fru Clausen atter under Garanti for Friskhed hver en Kasse Torsk i Fiskehallen. De vilde laane et Brækjern for at aabne Kasserne, men dette blev dem nægtet. Derpaa bragte de Kasserne hen til Gl. Strand og lod dem aabne dér. Da det viste sig, at ogsaa disse Torsk var utjenlige til Salg, blev de bragt hen til Sundhedspolitiet og kasseredes der som utjenlige til Menneskeføde. Disse to Tilfælde er mig berettede den 19 September personligt af de nævnte to Detailfiskehandlere.

Følgende Udtalelse af Hr. Henning Koch: "Jo mere man kommer ind i Fiskehandelens Mysterier, desto klarere indser man, at hvis det Offentliges Indgriben noget Steds har været paakrævet, saa er det i den københavnske Fiskehandel. Og jeg anser det for givet, at Kommunen aldrig mere slipper sin Kontrol med denne Handel", har den største Interesse. Her antydes Retningslinierne for det private Erhvervs fremtidige Stilling. Kommunal Centralisation, Regulering, Kontrol! Hvad der derefter kan blive tilbage af Frihed i Fiskehandelserhvervet, synes ikke at være Omtale værd. Bundet og bastet paa alle Ledder og Kanter, det er, hvad Dyrtidskontorets Chef stiller i Udsigt for Erhvervet. Kan det derfor undre, at de københavnske Fiskehandlere, store og smaa strider haardt for at værne deres Levevej. Og efter Fiskehandelserhvervet vil andre Erhverv komme under Kommunens Centralisation og Regulering med økonomiske Ofre".

Da der antageligt nu vil komme Forhandling i Stand med Magistraten om Købenbavns Fiskeforsyning, skal jeg hermed for mit Vedkommende afslutte Diskussionen med Hr. Kontorchef Henning Koch om Kommunens Fiskeforretning. Det har været en oplysende Diskussion og i Grunden en ikke helt ubehagelig Meningsudveksling.

(Nationaltidende 21. september 1918, 2. udgave).

Formiddagstravlhed i Sildetiden ved Gl. Strand. (Efterskrift til Politivennen)

Formiddagstravlhed i Sildetiden ved Gl. Strand.

- Hvad Silden koster, lille Dame - siger Karen Andersen nede ved Gammel Strand. - tresindstyve Øre. Snesen sælger vi dem til idag; igaar kostede de næsten det dobbelte.

Nu er det Tiden for dem, der vil lægge Sild ned til Vinter, det kan være det bliver en Føde, vi kommer til at skønne paa. De kommer nok lidt ujævnt ind paa Grund af disse hersens Miner, men der er skam ingen Mangel paa dem.

Torsk er jo næsten ikke til at komme omkring ved. Vi plejer paa denne Tid af Aaret at give fire Kroner for Lispundet, og nu maa vi give seks, saa De kan sige Dem selv, at de er ikke meget efterspurgte.

Ja, ja - sukker Karen Andersen - Krigen spores nok ogsaa her ved Gammel Strand. Selv om der ogsaa skal Mad til, naar Manden er indkaldt, saa ved De nok, hvordan det gaar; Konen klarer sig med en Kop Kaffe. 

Men vi maa ikke klage. Kan vi bare saa Lov til at sidde i Fred her ved Stranden, skal vi saamænd takke til, selv om Tiderne kanske bliver lidt sløje.

21-26-30; det var halvanden Snes. Farvel, Dame, og Tak for Handelen.

Jylle.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1914).

Ombygning ved Fisketorvet. (Efterskrift til Politivennen)

Bolværkerne langs Slotsholmscanalen, som forhen omtalt, er det bestemt, at Bolværkerne langs Canalen fra Høibro til Stormbroen skulle opføres af hugne Steen i Lighed med dem der ere opførte fra Høibro til Holmensbro og Arbeidet er nu i fuld Gang ved en stor Styrke. Jordens Udgravning og Borttagelse af det gamle Træbolværk paa Slotsholmens Side er udført, og Nedramningen af Pælene, der skulde tjene som Fundament for steenkagerne, slrider rask frem, ligesom ogsaa disse Arbeider ere paabegyndte paa Byens Side. Naar Pælramningen er fuldført, vil Canalen blive afdæmmet og Vandstanden sænket, forat man kan afskjære Pælene under daglig Vandstand og opmure den nederste Deel af Steenkaierne.

Foranlediget af de nævnte Arbeiders Paabegyndelse har det været nødvendigt at flytte Fisketorvet fra den Plads, det tidligere har indtaget. Der er derefter fra Høibro til den for Hotel Royal i omtrent 200 Fods Længde i Canalen opført en midlertidig Anlægsbro som benyttes af de Baade og Hyttefade, der om Morgenen bringe levende Fisk til Torvet. Paa Fortouget overfor denne Anlægsbro ere alle de Fiskeforhandlere, der hidtil have havt fast stade paa Fisketorvet, placerede, hvorimod de fra Fiskeleierne om Morgenen indkommende Fiskerkoner ere anbragte paa Pladsen henimod Assistenshuset, samtidig er den lille svømmende By, bestaaende af gamle Baade og Flaader hvorpaa der var bygget Skure af den meest phantastiske Farm, der i Aarenes Løb havde samlet sig udfor Fisketorvet, og som benyttedes til Opbevaring af de til Fiskehandelen fornødne Reqvisitter, bleven fjernet, for ikke mere at vende tilbage, naar Canalen efter fuldendt Ombygningen fremtræder i sin nye og smukke Skikkelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. september 1880).

Nybrogade, Gammel Strand og Thorvaldsens Museum set fra Frederiksholms Kanal mod Højbro Plads. Th. Thorvaldsens Museum med sporvognsskinner (ét spor) foran. Kildetekst (transskription af tekst på bagside eller fra album): Kildetekst: Paa dette Tidspunkt blev de gamle Træ-Bolværker erstattede med nye af Sten. Tv. Nybrogade og Gammel Strand. Th. for Kanalen Thorvaldsens Museum, og bag dette Tag og Kuppel over slotskirken. Th. Christiansborg slot. I Baggrunden Sankt Nicolai Taarn. (Mariboe). Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Christianshavn: Kallehauge og Schreiber. (Efterskrift til Politivennen)

I 1864 lavede fiskehandler Jens Peter Kallehauge (1816-1889) og hans to sønner ravage hos vinhandler Schreiber på Christianshavn. Nedenfor nogle punktnedslag i såvel Kallehauges som Schreibers videre skæbne. Kallehauge solgte fisk ud for det blå kar på Gammelstand 6.

Kjøbenhavns offentlige Politiret

2den Afdeling, Assessor Wallick

Lørdagen den 31te December

- - -

Fiskehandler-Familien Kallehauge, Fader og 2 Sønner hvoraf den yngste haabefulde Pode er mindreaarig, havde i Forening med Hesteslagter Baron og Oliemester Jørgensen været paa en Vinkælder hos Vinhandler Schreiber paa Christianshavn. Efterat et større Kvantum Portvin var konsumeret, oplivedes Selskabet i den Grad, at ved et Uheld et Mahognibord og en Stol hver mistede et Ben, og da Schreiber kom ind fra sit Kontor og bad Selskabet gaa, overfaldt de ham, som øieblikkelig sendte sin Karl efter Politiet, medens han selv, der er en meget stærkt Mand, indtog en defensiv Holdning og retirerede tilbage til sit Kontor, forfulgt af Tumultuanterne. Oliemesteren var saa klog at holde sig udenfor Spektaklet og forsvandt, da Betjenten kom; derimod bleve de Øvrige Anholdte og bragte til Politistationen. Sagen, som har været for engang tidligere i Retten, hvor den forrige slesvigske Stutmester Jørgensen mødte for Schreiber, der var syg, maatte atter idag opsættes, da Kallehauge i Mellemtiden havde tilskrevet Schreibers Kone et saa usømmeligt Brev, at dens Oplæsning i Retten var umulig, hvilket Brev øieblikkelig var blevet tilstillet Politidirektøren.

(Dags-Telegraphen 1. januar 1865).

Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets 2den Afdeling for offentlige Politisager.

Løverdagen den 31te December 1864.

- - -

Forhandlingerne i Sagen imod Fiskehandler Kallehauge m. Fl., for at have tilføiet Viinhandler Schreiber Overlast i hans Viinkjælder, fortsattes idag uden at tilendebringes. Af de afgivne Forklaringer syntes at fremgaae, at S. i alt Væsentligt har havt Ret i sin Klage, og at blandt de Tiltalte navnlig den ældre Kallehauge er den, der væsentligst har bidraget til, at de paaklagede Uordener have fundet Sted. Det oplystes tillige, at Sidstnævnte siden forrige Retsmøde til de tidligere har føiet nye Fornærmelser imod Schreiber, og at disse ere af en saa krænkende Beskaffenhed, at Politidirektøren har fundet sig opfordret til al lade Undersøgelser anstille ved Inspektøren for Opdagelsespolitiet. Saalænge disse Undersøgelser ikke ere tilendebragte, vil Sagen henstaae uafgjort, for at det kan vise sig, om de nye Fornærmelser egne sig til at være Gjenstand for Behandling ved de offentlige Retter under den alt verserende Sag; befindes dette at kunne skee, ville Forhandlingerne sandsynligviis foregaae for lukkede døre.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. januar 1865).

Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets 2den Afdeling for offentlige Politisager.

Torsdagen den 5te Januar.

Efterat Advarseler vare meddeelte deels i Anledning af en Forsømmelse, der var sket med at anmelde en Tjenestepige for Politiet, deels for Nattesæde, ikke tidligere begaaet, fremstod Fiskehandler Kallehauge og Viinhandler Schreiber i Anledning af den imellem dem verserende Sag. Efter Overretsprokurator Winthers Opfordring havde Sidstnævnte forinden Retsmødet erklæret sig villig til at indgaae paa Sagens Afgjørelse i Mindelighed, og det Forslag, Dommeren havde stillet, antog ogsaa Kallehauge. I Henhold hertil erklærede Kallehauge i det offentlige Retsmøde, at han erkjendte at have skrevet det under Sagen omhandlede, fornærmelige og Velanstændigheden krænkende, Brev, samt at dettes Indhold var usandt, og gav derefter Schreiber en saadan Æreerklæring, som denne fandt sig tilfredsstillet ved. Idet han derhos tillige erkjendte at have ved den i Sagen paaklagede Leilighed gjort Brud paa Schreibers Huusfred, betalte han i Erstatning for det ituslaaede Meublement 18 Rd., og erlagde en Bøde af 50 Rd., hvoraf 30 Rv. tilfaldt "Bræstrups Stiftelse" og 20 Rd. Rettens Fattigkasse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. januar 1865)

Jens Peter Kallehauge, Sundbyvester købte sammen med værtshusholder Chr. Erichsen en ejendom i Charlottenlund Strandmark for 3.300 Rd., forsikret til 4.760 Rd.

I en højesteretssag afsløres nogle forhold omkring ildebrandstilfælde og borgeres pligt til at møde med brandslukningsmateriel. Her var Kallehauge indblandet, og blev ved den lejlighed frikendt:

Nr. 250.

Advocat Hansen

contra

Grosserer Ishøi, Oliemøller Petersen, Bager Hamann, Bovedts Enke, Gartner Hasberg, Kroeier Petersen, Eddikebrygger P. Jensen, Koholder C. Jensen, Vognmand Mads Larsen, Bager Meyer, Møller Lind, Fiskehandler Jens P. Kallehauge, Slagter Carl Schmidt, Vognmand Jacob Johnsen, Huuseier Jens Bentsen, Røgmand Henrik Johnsen, Slagter Eisemann, Værtshuusholder Peter Lund, Slagter F. Hansen og Jordbruger Søren Hansen (Defensor Levinsen), 

der tiltales for ikke at have efterkommet deres Forpligtelse til at møde som Vandkjørere i Ildebrandstilfælde.

Amager Birks Politiretsdom af 24de September 1867: "De Tiltalte Grosserer Ishøi, Oliemøller Petersen, Bager Hamann, Bovedts Enke, Gartner Hasberg, Kroeier Petersen, Eddikebrygger P. Jensen, Koholder C. Jensen, Vognmand Mads Larsen, Bager Meyer, Møller Lind, Fiskehandler Jens P. Kallehauge, Slagter Carl Schmidt, Vognmand Jacob Johnsen, Huuseier Jens Bentsen, Røgmand Henrik Johnsen, Slagter Eisemann, Værtshuusholder Peter Lund, Slagter F. Hansen og Jordbruger Søren Hansen bør for det Offentliges Tiltale i denne Sag fri at være. Tiltalte Smed P. Larsen bør til Amager Birks Politikasse bøde 1 Rd. Tiltalte Huuseier Niels Linnemann af Kastrup bør under en Mulct af 1 Rd. til Kjøbenhavns Amts Fattigkasse for hver Dag, denne Dom siddes overhørig, inden 14 Dage efter Dom. mens lovlige Forkyndelse oplægge det manglende Loft over sit Kjøkken og bevise Saadant ved Brandfogdens Attest. Saa bør han og til Politikassen bøde 2 Rd. At efterkommes inden 3 Solemærker efter Dommens lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven."

Landsover samt Hof- og Stadsrettens Dom af 26de November 1867: „Birketingsdommen bør, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande. Sagens Omkostninger, derunder Salair til Prøveprocurator Kalko og Procurator Berggreen med 5 Rd. til hver, udredes af det Offentlige."

Høiesterets Dom.

Ved kgl. Ordre af 27de f. M. er Høiesteret bemyndiget til at tage nærværende Sag under Paakjendelse, uanseet at dens Gjen stand maatte befindes ikke at udgjøre summa appellabilis.

Selv om det antages, at der med Hensyn til den under Sagen omhandlede Kjørepligt haves en i formel Henseende gyldig Bestemmelse, om hvis Overtrædelse fra de Tiltaltes Side der kunde være Spørgsmaal, maa Høiesteret ialtfald i henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde billige, at der er tillagt dem Frifindelse for det Offentliges Tiltale, og bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Sagens Omkostninger billiges, bliver derfor at stadfæste.

Thi fjendes for Ret:

Landsover samt Hof- og Stadsrettens Dom bør ved Magt at stande. Advocaterne Hansen og Levinsen tillægges i Salarium for Høiesteret hver 20 Rd., der udredes af det Offentlige.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Det er under nærværende Sag tilstrækkeligt oplyst, at de Tiltalte Grosserer Ishøi, Oliemøller Petersen, Bager Hamann, Bovedts Enke, Gartner Hasberg, Kroeier Petersen, Eddikebrygger P. Jensen, Koholder C. Jensen, Vognmand Mads Larsen, Bager Meyer, Møller Lind, Fiskehandler Kallehauge, Slagter Carl Schmidt, Vognmand J. Johnsen, Huuseier Jens Bentsen, Røgmand Henrik Johnsen, Slagter Eisemann, Værtshuusholder Peter Lund, Slagter F. Hansen og Jordbruger Søren Hansen, der i Medfør af Kiøbenhavns Amtsraads Skrivelse af 31te Mai 1866 ere opførte paa det af Taarnby Sogneforstanderskab for Aaret 1867 affattede Regulativ for Vandkjørsel i Ildebrandstilfælde, med Forpligtelse til i saadanne Tilfælde at møde med Vogn og Hest forsynede med 1 eller 2 Vandtønder, desuagtet ere udeblevne respective ved Ildebrand den 3die Juni og Mønstring den 11te s. M. Ved Amager Birketingsdom af 24de September d. A. ere de imidlertid frifundne for det Offentliges Tiltale af Hensyn til, at 2 33 i Loven af 2den Marts 1861 knytter Forpligtelsen til i Ildebrandstilfælde at møde med Heste og Vogn til Besiddelsen af en Gaard, hvilken Ingen af de Tiltalte besidder i Ordets legale Betydning, samt af Hensyn til, at den Bemyndigelse til Affattelse af Ændring i Regulativet, hvilken Loven tildeler de communale og administrative Autoriteter, ikke kan antages at strække sig ud over selve hiin Betingelse for Forpligtelsen, navnlig ogsaa fordi den Godtgjørelse i Sogneægter, hvortil Paragraphen henviser, kun lader sig give til Besiddere af "Gaarde".

Da nu Overretten maa være enig med Underdommeren i denne Opfattelse af Lovgivningen, vil Birketingsdommen, der ogsaa angit flere Tiltalte, for hvis Vedkommende Sagen ikke er appelleret, forsaavidt paaanket er, være at stadfæste, og Sagens Omkostninger, derunder Salairerne til Actor og Defensor her for Retten 5 Rd. til hver, at udrede af det Offentlige.“

(Højesteretstidende 1867).

I 1875 var Kallehauge indklaget endnu engang for fornærmelser, denne gang mod en anden fiskehandler. Denne gang fik han ikke medhold i retten:

Æreserklæring.

Udskrift

af

Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets 2det Civilkammers Protokol.

Aar 1875, den 22de Marts foretoges alter Sagen

Nr. 51/1875.

Fiskehandler og Danebrogsmand Søren Nielsen Thrane

mod

Fiskehandler I. P. Kallehauge

Klageren mødte personlig.

Indklagede mødte ved Prokuralet H. I. Torp, der fremlagde Indlæg og Fuldmagt.

Sagen blev nu saaledes forligt, at Prokurator Torp paa Indklagedes Vegne erkjendte, at Indklagede, dersom denne ved den i Klagen anførte Lejlighed har fornærmet Klageren paa den i Klagen anførte Maade, beklager, at dette, som er skeet uden Indklagedes Vidende og mod hans Ønske, og hvortil han ikke har havt nogensomhelst Berettigelse eller Grund, har fundet Sted, tilbagekalder de fornærmelige Udladelser, der maatte være faldne, saa at de ikke skulle komme Klageren til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte, og forpligte sig til inden 8 Dage fra Dato at betale en Bøde til denne Rets Fattigkasse af 30 Kr., samt til Klageren i Godtgjørelse for Sags Omkostning« og Tidsspilde 20 Kr.

Sagen sluttet kom forligt.

Knudsen. Reiendahl. Bergen.
Udskriftens Rigtighed bekræftes

Justitskontoret under Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret, den 27de Marts 1875

(Dags-Telegraphen (København) 19. april 1875).

Et mærkeligt Selvmord.

I dette Blads Onsdagsnumer læstes følgende Nyhed, som Politiet havde tilsendt os:

"Endskønt der i Forgaars Eftermiddags var afspærret paa Knippelsbro paa Grund af, at et Skib skulde igennem, brød en Fiskehandler, der kom kørende med et Enspænderkøretøj, sig ikke det mindste derom, og uagtet ogsaa Brovægteren advarede ham derimod, kørte han uden om Spærrebrædtet og op paa Broklapperne, der allerede var begyndt at løfte sig; der kunde let være sket en Ulykke, hvis han ikke var holdt tilbage med Magt. Politiet noterede ham. 

Den omtalte Fiskehandler var Jens Leth Kallehauge, som efter at Handelen paa Fisketorvet i Mandags Eftermiddags var forbi var paa Vejen til sit Hjem i Sundbyvester paa Amager 

Den paafølgende Morgen - om Tirsdagen - stod Kallehauge op ved 4 Tiden, vækkede sin Karl og beordrede denne til at spænde for og køre - imod Sædvane - alene ind til Byen for at varetage Fisteforretningen, og gik derpaa ind paa Ejendommens Retirade.

Senere fandt man ham hængende livløs paa Retiradedøren med et Reb fastsurret om Halsen.

Den Afdøde var, trods sin høje Alder - 73 Aar - , en rask og rørig Mand. Han sad i temmelig gode Omstændigheder, ejede foruden det Sted, han selv beboede paa Bülowsvejen et Par andre Ejendomme paa Amager, og han var ved Hjælp af den Fiskeforretning, han drev ved Gammel Strand, en Mand - efter Sigende - paa ca. 60,000 Kr. I den senere Tid havde han været en Del melankolsk, og man formener om Affæren ved Knippelsbro, at det har været hans Hensigt at styrte sig med Køretøjet t Havnen.

Han efterlader sig en Hustru paa 75 Aar og en 10-12 voksne Børn.

(Social-Demokraten 26. oktober 1889)

Selvmordet skete den 22. oktober 1889. Han blev begravet den 27. oktober 1887 fra Sundby Kirke. Han var gift med Marken (Marchen) Kallehauge, født Clausen. Hun takkede efterfølgende pastor Nielsen for en smuk tale og nogle sangere. Marken Kallehauge solgte i 1893 deres hus, matrikelnummer 137, Sundbyvester Gade nr. 4 i Raagaardsstræde for 2.200 kr til bestyrer Hans Olsen. Hun ser ud til at være død i 1903:

Alle og Enhver, som maatte have Noget at fordre Boet efter afdøde Enkefru Marchen Kallehauge født Elan sen, af Sundbyvester og tidligere - 1889 - afdøde Mand, Fiskehandler Jens Peter Kallehauge, efter hvem Enken hensad i uskiftet Bo, indkaldes herved med 6 Maaneders Varsel til at anmelde og bevisliggjøre deres Krav for undertegnede Skiftekommission, som behandler Boet, hvori Arv og Gjæld ikke er vedgaaet.

Med samme Varsel indkaldes derhos de Afdødes Arvinger til at melde sig paa Skiftet og varelage deres Interesser under Boets Behandling. Særlig indkaldes Sønnen Andreas Peter Kallehauge, der for ca. 45 Aar siden udvandrede lil Amerika, og fra hvem der ikke senere skal være hørt 

Den kgl. Landsover samt Hos- og Stadsrets Skiftekommission, Kjøbenhavn, den 29de Maj 1903.

Schack.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. juni 1903).

Andre end sønnen synes at være udvandret, om en Andreas Peter Kallehauge fortæller en slægtsside:

Brief Life History of Martin Andreas Peter Kallehauge (1860-1930)

When Martin Andreas Peter Kallehauge was born on 14 February 1860, in Sundbyvester, Solvang, Sokkelund, København, Denmark, his father, Peter Kallehauge, was 23 and his mother, Ane Kuhre, was 24. He married Amalie Josefine Søderberg on 21 November 1880, in København, Denmark. They were the parents of at least 2 sons and 1 daughter. He lived in København, Denmark for about 10 years and Gentofte, Copenhagen, Hovedstaden, Denmark in 1925. He died on 10 April 1930, in Copenhagen, Hovedstaden, Denmark, at the age of 70, and was buried in Hellerup, Copenhagen, København, Denmark.

Af oplysningerne fremgår at det ikke kan være den samme, trods navnelighederne.

Huset gik den 27. juni 1903 på tvangsauktion. Af bohavet nævntes bl.a. en del antikke møbler (bl.a. en maghonisekretær), 2 taffelure, et bornholmsk stueur, sølvtøj, 14 lirekasser og spilledåser, 5 skibsmodeller, et pengeskab, kobber- og messingtøj og 2 vogne. I en tvangsauktionsannonce den 6. august 1903 nævnes ejendommen som Finlandsgade 13 og 15 i Sundbyvester. Den fremvistes af fiskehandler Thorvald Emil Kallehauge (død marts 1907), Sverigsgade nr. 22, 2. sal. Boet aflagde regnskab i november 1904.

Om Wilhelm Schreiber (-1876) findes i aviser forskellige oplysninger:

Et Hundredaars-Jubilæum. Den 14de Februar kan det bekjendte Vinfirma Wilh. Schreiber & Co. fejre Hundredaarsdagen for sin Grundlæggelse. Forretningens Stifter var Jacob Peter Kaarsberg. der den 14de Februar 1793 løste Borgerskab som Vinhandler heri i Staden og aabnede sin Vinhandel med tilhørende Vinstue i den af ham opførte Ejendom i Strandgade, det nuværende Nr. 20. I 1809 løste hans Søn Peter Andreas Kaarsberg Borgerskab i om Vinhandler, og fra 1816 overtog han Faderens Forretning. Efter 1820 flyttedes Forretningen hen paa Hjørnet af Strandgade og Torvegade. Peter Andreas Kaarsberg, der døde i 1866, havde allerede i 1859 overdraget Forretningen til Johan Asmus Wilhelm Schreiber, en indvandret Tysker. I 1867 flyttede den nye Indehaver Forretningen hen til den Ejendom i Lille Torvegade, hvor den endnu har sit Seede. I 1876 optoges som Kompagnon Hr. Anton Olsen, som i en længere Aarrække havde varet ansat hos Moses & Søn G. Melchior. Allerede kort efter døde Schreiber og Olsen fortsatte da under det allerede en Aarrække før antagne Firmanavn Wilm. Schreiber & Co.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende februar 1898

100-åars Forretningsjubilæum.

I Dag kan Vinfirmaet Wilh. Schreiber & Ko. fejre Hundred-Aarsdagen for Forretningens Grundlæggelse.

I dette lange Tidsrum har Forretningen uafbrudt haft Sæde paa Kristianshavn, hvor den dog, som en naturlig Følge af de skiftende Tider, er undergaaet betydelige Forandringer i de forløbne Aar.

Forretningens Stifter er Jacob Peter Kaarsberg, der den 14de Februar 1798 løste Borgerskab som Vinhandler her i Staden og aabnede sin Vinhandel i den af ham opførte Ejendom i Strandgade (nuværende Nr. 20), beliggende imellem Hofmaler hos Christian den 4de Carl van Manderns (nu Nr. 18) og Etatsraad Friederich Christian Aaters Ejendom (nu Nr. 22). Alle disse Ejeudomme staar endnu til Dato uforandrede, og navnlig er dette Tilfældet med den Kaarsbergske, som ved sin Svalegang i den snævre Gaard og den smalle, men sirlige Trappegang er et lige saa smukt som interessant Vidnesbyrd em svundne Tiders Arkitektur. Paa Husets Facade findes saledes den Dag i Dag anbragt et langt Sandstens-Hautrelief, forestillende to af de af Josva til Kanaans Land udsendte Spejdere, som til Vidnesbyrd om Landets Frugtbarhed vendte tilbage med en Drueklase saa stor, at de to Mænd maatte bære den paa en Stang imellem sig; ogsaa over den med Udskæringer og Ornamenter smukt forsirede Gadedør, saavel som over Nedgangen til Kjælderen i Gaarden, findes gamle Prydelser.

Allerede i Aaret 1809 løste Grundlæggerens Søn, Peter Andreas Kaarsberg, Borgerskab som Vinhandler, og han overtog i 1816 Forretningen efter Faderen, som da kjøbte den meget større Ejendom paa Hjørnet af Strandgade og Torvegade, nu Nr. 14, det saakaldte "Raadhus", hvor han boede til sin Død 1830.

Sønnen, Peter Andreas, flyttede da sin Forretning fra Nr. 20 hen i den ovennævnte smukke Hjørneejendom, i hvis rummelige, korshvælvede Kjælder der fandtes den allerede længe savnede Plads til Udvidelse, og under P. A. Kaarsbergs Ledelse gjorde Forretningen her betydelige Fremskridt.

Her samledes adskillige af Byens bedste Borgere for ved en kvart Portvin at drive deres uskyldige politiske Kandestøberier, og her traf man ogsaa mange af de saakaldte gode Hoveder. Blandt Stamgjæsterne kan nævnes Borgerdydskolens Inspektør og geniale mathematiklærer, Islænderen Cleophas Svenningsen, og hvor han holdt til Huse, kunde man være sikker paa at finde et godt Glas Vin, krydret med en ikke mindre god Historie.

Blandt de mange, som i denne lange Aarrække har medtaget døres Uddannelse i den ædle Vintapperkunst og som dygtige Folk af Faget er udgaaede fra denne Forretning, kan nævnes de afdøde Vinhandlere Chr. W. F. Bestle og Tottenberg, senere Ejer af Hotel Tottenberg. I Aaret 1827 blev Peter Andreas Kaarsberg Forsørgelse Biore tander og i 1828 Kaptejn i Borgervæbningen. Han døde 1866, men forinden, allerede i 1859, havde han overdraget Forretningen til den for sit Kjendskab til Vinfaget almindelig ansete Johan Asmus Wilh. Schreiber; dog førtes Forretningen endnu i Peter Andr. Kaarsbergs Navn, indtil Schreiber selv, som Udlænding, ved den nye Næringslov blev berettiget til at købe Borgerskab som Vinhandler her i Staden og fra den 11te Marts 1862 førte Forretningen i eget Navn.

Wilh. Schreiber fortsatte nu Forretningen i den nedarvede Aand, men flyttede i 1867 til den til Forretningen erhvervede Ejendom i Lille Torvegade Nr. 9, hvor den endnu har sit Sæde. Wilhelm Schreiber, som var født i Lübeck, havde modtaget sin bedste Uddannelse i de store Slotskjældere i Doberan i Mecklenburg, hvorfra han indforskreves hertil af Firmaet P. de Coninck for at lede deres den Gang nyanlagte Vinforretning.

Som Kuriosum kan anføres, at Schreiber, som ovenfor nævnt, flyttede Forretningen til den den Gang aldeles øde og ubefærdede Ende af Lille Torvegade - idet Knippelsbro paa den Tid, som bekjendt, laa for Enden af Brogade - fordi han fandt, at der paa Hjørnet af Strandgade var før megen Færdsel til, at hans Kunder blandt Amagerne kunde holde uforstyrrede udenfor med deres Kjøretøjer ; Skæbnen vilde imidlertid, at Knippelsbro kun faa Aar senere blev flyttet netop hen for Enden af Lille Torvegade, og Schreiber fandt sig samledes pludselig - imod sin Vilje, men til Forretningens senere store Fordel - hensat i en af de snart efter mest befærdede Gader I Byen.

Afkræftet af Sygdom optog Wilh Schreiber den 1ste April 1876 Hr. Anton Olsen som Kompagnon i Forretningen. Hr. Olsen havde i en længere Aarrække været ansat hos Firmaet Moses Søn O. Melchior som Forvalter paa derea Pakhuse paa Asiatisk Kompagni. Forretningen fortsattes nu af begge I Forening under Firma: Wilh. Schreiber & Ko.

Allerede den 18de December samme Aar afgik Wilh. Schreiber ved Døden, og Kompagnonen Anton Olsen fortsatte da Forretningen som Ene-Indehaver under samme Firma.

Meget Vand er løbet I Stranden, siden Jacob Peter Kaarsberg den 14de Februar 1798 aabnede sin Vinhandel paa Kristianshavn. Vinstuen er forlængst nedlagt, men i Forretningens Kjældere minder de hundredaarige Lagerfade os endnu den Dag i Dag om Forretningens Ælde.

(Dannebrog (København) 14. februar 1898).

Fritz Theodor Benzen. Strandgade 18-20. Optaget mellem 1900 og 1910. Kaarsbergs hus ses til venstre med relief af vindruebærerene. Husene blev nedrevet i forbindelse med Torvegades udvidelse. Kbhbilleder. Public Domain.

De nævnte ejendomme i Strandgade 18 og 20 blev nedrevet i forbindelse med Torvegades udvidelse. Ejendommen Torvegade 20/ Strandgade 14 blev - formentlig ukorrekt - i lang tid omtalt som Christianshavns gamle rådhus. Af kilder for den selvstændige købstad Christianshavn 1673 fremgår at der intet rådhus var, og for den sags skyld heller ikke fængsel.

Reg. 1911 Nr.488. Anmeldt den 7de September 1911 Kl. 11.54 af Wilhelm Schreiber & Co., Vinhandel, København, og registreret den 14de Oktober s. A. En sort Etikette med hvid Indskrift og et rødt Skjold i øvre, venstre Hjørne. I Etiketten staar med fremtrædende Bogstaver; Monntain Deiv og: The Pearl of Scottish Whiskies. Derunder og derover staar Angivelser angaaende Varen og nederst Anmeldernes Navn og Bopæl, I det røde Skjold staar med sorte Bogstaver Ordene: Black label. Mærket er kun registreret for Vine og Spirituosa. Ordene: Black label er af Anmelderne angivet at skulle anvendes som en særlig opfunden Benævnelse for disse Varearter. (Registrerings-Tidende for Varemærker nr. 29, 1911).

Efter Anton Olsen (1838-1910) overtog sønnen Hjalmar Steglich firmaet. Firmaet havde da adresse på Torvegade 9.