Fisken under Krigen
Af K. M. Vendsyssel, København.
I 1913 androg Totaludbyttet af vort Saltvandsfiskeri ca. 17 mill. 515,200 Kr., i 1914 ca. 17 Mill. 293,200 Kr., i 1915 ca. 26 Mill. 525,000 Kr. og i 1916 ca. 57 Mill. 792,500 Kr. Endnu er den statistiske Opgørelse af Udbyttet af Saltvandsfiskeriet i 1917 ikke publiceret; men Udbyttet antages at ville andrage henved 30 Mill., altsaa dog ca. 12 Mill. mere end Aaret forud for Verdenskrigens Udbrud.
Da Krigen udbrød i Begyndelsen af August Maaned 1914, blev der Panik i Fisken, Eksporten af fersk Fisk til England og Tyskland standsede brat, og Priserne paa alle Sorter Fisk faldt meget betydeligt. Efter den første Tids Forskrækkelse kom der atter nogen Eksport i Stand til de nordtyske Byer, derunder Hamburg og Berlin, men til lave Priser, og da Leveringsfristen i Tyskland var suspenderet, og store Forsinkelser hørte til Dagens Orden, var Eksporten forbunden med stor Risiko; der var ofte Tab i Stedet for Fortjeneste. Jydske Hummer, der i Juli Maaned var betalt med Kr. 1,50 pr. ½ kg faldt til det halve. Det samme var Tilfældet med Aal, og de Eksportører, der havde opkøbt Aal pr. Kontrakt til fast Pris, kunde notere betydelige, samlede Tab inden Aarets Udgang; thi Aal vedblev i Efteraarsmaanederne at være en Vare, som Tyskerne betragtede som Luksus, der kunde undværes. Omkring 1. Oktober 1914 var Aalepriserne ca. 40 pCt. under Priserne i det foregaaende Aar paa samme Tid. Den eneste Fiskesort, der om Efteraaret i 1914 var livligt efterspurgt i Tyskland, var ferske Sild til Røgerierne. Tyske Opkøbere kom herop og gjorde daglige Indkøb til ret høje Priser. Aaret 1915 begyndte med stigende Priser paa alle Sorter ferske Fisk, og i Aarets Løb naaede Priserne en usædvanlig Højde. Allerede i Marts betaltes der af danske Fiskeeksportører for Vesterhavskuller til Eksport 42 Øre for 1., 37 Øre for 2. og 30 Øre for 3. Kl. pr. ½ kg.
1916 var det store Rekordaar med 57,792,500 Kr.s Indtægt ved Saltvandsfiskeriet. Priserne for Kuller og Torsk steg efterhaanden rent svimlende. Der betaltes f. Eks. i Oktober Maaned 1916 paa Vestkysten indtil 95 Øre pr. 1 kg usorterede Kuller og 90 Øre pr. ½ kg Kabliau. En Kasse Sild, som paa det københavnske Fiskemarked før Krigen havde kostet 6-7 Kr., gik op i 100 Kr. Det var en gylden Tid for Fiskerne, og Fiskeeksportørerne, tjente ogsaa godt. De gode Fortjenester virkede stimulerende paa Købeevnen, der ofte gav sig interessante Udslag. Ja, det var en herlig Tid, en Guldregns Tid, som aldrig før havde været og maaske aldrig mere kommer igen.
De unaturlige høje Fiskepriser, som paa Grund af det stærke Begær paa tyske Fiskemarkeder blev noterede herhjemme ved Salg til Forbrugerne, kunde ikke vedblivende passere, og Regeringen saa sig derfor nødsaget til at tilvejebringe en Ordning, saaledes at Fisk kunde sælges til rimelige Priser til Publikum. Denne Prisregulering blev behandlet i den overordentlige Kommission af 1914 under Medvirkning af Repræsentanter for Danmarks Fiskehandler- og Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening, og sluttelig vedtoges der en Fiskeordning med Maksimalpriser. Først af 23. September 1916 for Sild og senere af 23. Oktober ogsaa for Rødspætter, Torsk, Aalekvabber, Issinger og Skrubber.
Ordningen gik ud paa at Hjemmemarkedet først skulle forsynes, og Forskellen mellem Maksimalpriserne og Eksportpriserne skulde dækkes af Statskassen. Det blev artige Summer, som Statskassen maatte af med, og Tilskuddene beløb sig efterhaanden til Millioner af Kroner. Alt gik godt for Fiskerne og Fiskeeksportørerne til i Slutningen af November Maaned 1916, da Tyskerne satte en Stopper for de vanvittigt høje Eksportpriser. Der skete gennem Central Einkaufsgesellschaft i Berlin en Centralisering af al Import til Tyskland af ferske Fisk, og der fastsattes samtidig visse Højestepriser for de forskellige, importerede Fiskesorter. Fra 20. November gjaldt de tyske Højestepriser, og paa samme Maade traadte en ny Fiskeordning i Kraft her i Landet. Maksimalpriserne reguleredes lidt opad, og der paalagdes en Eksportafgift af 10 pCt. til delvis Dækning af Statens Tilskud til Udligning af Forskellen mellem Maksimalpriserne og Eksportpriserne. Senere blev Eksportafgiften nedsat til 5 pCt.
Fiskeordningen af 20. November 1916 skulde efter Bestemmelsen gælde til 1. Januar 1917. Den fortsattes imidlertid ogsaa i Januar Maaned; men Fiskenævnet, der ikke mente vedblivende at kunne have Ansvaret for denne Ordnings Fortsættelse og de med samme forbundne betydelige Udgifter for Statskassen, androg saa Landbrugsministeriet om at ophæve Ordningen, og derefter blev en ny Fiskeordning administrativt oprettet og Fiskenævnet ophævet. Der ansattes nu i Henhold til denne administrative Fiskeordning af 13. Marts 1917 21 autoriserede Fiskeeksportører, hvoraf 5 for Andelsforeningerne. Ordningen af 13. Marts fortsattes til hen i August Maaned, da vi atter fik en ny Fiskeordning Nr. 5, - igen med nogen højere Maksimalpriser. Denne Ordning var mere ugunstig for Fiskeriet og Eksporten end alle tidligere Fiskeordninger, fordi Eksporten blev limitteret til det ringe Kvantum af 25,000 Tons aarlig.
Det er denne Fiskeordning, vi har den Dag i Dag, og den er alle interesserede utilfredse med. Har Fiskerne og Fiskeeksportørerne ellers Vanskelighed ved at mødes i et fælles Syn paa Fiskeri- og Fiskehandelsforhold, saa har der med Hensyn til den nuværende Fiskeordning hersket fuld Enighed. Men Korset maa jo bæres med Taalmodighed i Erkendelse af, at det udelukkende skyldes krigspolitiske Forhold, at Fiskeeksporten er bleven saa stærkt begrænset. En værre Misére er det, at Manglen paa Petroleum og Fiskeredskaber er bleven skæbnesvanger. Navnlig for Fiskeredskabers Vedkommen de ser det for Øjeblikket saa sort ud, som vel muligt. De Redskaber, der haves, slides efterhaanden op, og der er ingen Udsigt til Tilførsler af Materialier til ny Fiskeredskaber. Det Spørgsmaal er derfor trængt i Forgrunden: kan vi ikke tilvejebringe Erstatning for Tvist? Der spørges videre: kan der ikke avles Hør og Hamp og bruges Nælder til Fremstilling af Fiskeredskaber?
Vort Havfiskeri er for Tiden en eneste Mistrøstighed. Det er saa meget beklageligere, som Havet er blevet fuldt af Fisk ved den ufrivillige Fredning af Fiskebestanden i Nordsøen i Krigsaarene. Der ligger Værdier af Millioner af Kroner uden for Strandbredden, bare vi havde noget at skovle ind med.
(Vestkysten. Esbjerg Avis 15. juli 1918).
Fiskekrigen
Af K. M. Vendsyssel.
Kommunens Fiskeforretning blev startet med det Formaal at tilvejebringe en bedre Forsyning af fersk Fisk end den. de private Fiskehandlere havde magtet. Det skulde være en Trumf imod den gamle Slendrian i den københavnske Fiskehandel, og vellancerede Reklamemeddelelser kom til Syne i Pressen. For saa vidt var alt i Orden. Senere er det gaaet anderledes. De sædvanlige Genvordigheder i Fiskehandelen er ogsaa begyndte for Kommunen; der mangler daglig Fisk, der mangler frem for alt god Fisk. Men Kommunen har i alt Fald det forud for de private Fiskehandlere, at den i Følge Dispensation fra Indenrigsministeriet kan betale Jernbanefragten fra Fiskepladserne til København, hvad de københavnske Fiskehandlere ikke maa paa Grund af Fiskeordningen, og heller ikke har Raad til. Det har derimod Kommunen, og saaledes set, er Kommunen stadigt en haard Konkurrent, saalænge Importørerne og Grossisterne maa betale Forsendelsesomkostningerne af deres egen Lomme.
Chefen for Dyrtidskontoret. Hr. Henning Koch, har baade i "Politiken" og "Nationaltidende fremsat svære Anklager imod mig, der virkelig ikke er skadefro, - saaledes som Hr. Koch tror - over at der kommer saa faa Sild til Byen, og ej heller ønsker at skaffe Vanskeligheder for Tilførslerne. Saadanne Paastande at Hr. Koch ser jeg mig foranlediget til energisk at tilbagevise, lir. Koch insinuerer. at jeg handler imod bedre Vidende, men jeg begriber virkeligt ikke, hvorledes den kommunale Gentleman kan udslynge en saadan Fornærmelse imod en ældre Borger i Staden. Det drejer sig i denne Forbindelse om den Særstilling, som jeg har hævdet, Kommunen har faaet. Jeg skal endnu en Gang fremsætte min Begrundelse. Der foreligger en ministeriel Tilkendegivelse af, at alle Afsendere af fersk Maksimal-Fisk til Forhandling her i Landet skal forud betale Fragten, men at det er tilladt at sende Fisken frankeret til Københavns Kommune, der har Indenrigsministeriets Tilladelse til at betale Jernbanefragten. Da nu de københavnske Importører under ingen Omstændigheder selv maa betale Fragten, kan jeg ikke indse andet, end at der fremkommer et Forhold, der muliggør det for Kommunen at fremskaffe Fisk, naar de private Importører ikke er i Stand dertil. Det er det, jeg har kaldt en Særstilling; jeg kender ikke noget bedre Ord derfor. Hr. Koch fortsætter i "Politiken": "Jeg siger udtrykkeligt imod bedre Vidende; thi som Formand for Danmarks Fiskehandler og Havfiskeriforening forhandler Hr. Vendsyssel just i Øjeblikket med Magistraten om, hvorledes den Fragt, han og hans Kolleger betaler, skal blive godtgjort af Kommunen. Hr. Koch husker fejl, og det er menneskeligt. Hverken Danmarks Fiskehandler- og Havfiskeriforening eller jeg personlig har hidtil været i Forhandling med Magistraten om Fragtspørgsmaalet og Københavns Fiskeforsyning; men vi vil gerne forhandle om Sagen og imødeser en Indbydelse til et Møde. Jeg vil her bemærke, at jeg den 11. September modtog en Skrivelse fra Magistraten, saalydende:
"Under Dags Dato har Magistraten tilskrevet Foreningen til Fiskehandelens Fremme saaledes:
"Som Svar paa den ærede Forenings Skrivelse af 2. ds. skal man meddele, at Københavns Kommune er villig til at betale Jernbanefragten for den af Foreningens Medlemmer hertil Byen fremskaffede Maksimalfisk, idet betones, at Tilbudet kan omfatter det Kvantum Maksimalfisk, som virkelig medgaar til Konsum i Københavns og Frederiksberg Kommuner.
De andre i foreningens Skrivelse, anførte Omkostninger ved Tilførsel af Fisk til København og Frederiksberg ser man sig ikke i Stand til at refundere, da de er uden Forbindelse med den Dispensation fra Indenrigsministeriets Bekendtgørelse af 13. Marts f. A. § 2 sidste Stykke, som er givet Københavns Kommune, og som gaar ud paa. at det i dette Tilfælde er tilladt Modtageren at betale Jernbanefragten for maksimalprisbehæftet Fisk.
Med Hensyn til det foreslaaede Kontrolsystem udbeder man sig mere detaillerede Oplysninger."
Hvilket man herved ikke undlader at meddele Dem, idet tilføjes, at det formentligt vil være formaalstjenligt, om De vilde indlede Forhandling med saavel ovennævnte Forening som Foreningen af Københavns Fiskeimportører og Eksportører, saaledes at Sagen kunde forhandles videre og afgøres under eet med de tre Foreninger."
Paa Grund af Omstændighederne kunde Bestyrelserne for de tre Foreninger ikke samles før den 17. September. Man vedtog paa dette Møde et Svar, der den 18. ds. blev udfærdiget og underskrevet af de tre Foreningers Formænd. Jeg tillader mig at henlede Opmærksomheden paa, at det i Magistratens Skrivelse udtrykkeligt hedder, at man kun kan refundere Jernbanefragten for maksimalprisbehæftede Fisk, hvilket er den Dispensation, Magistraten har erhvervet. Men naar Magistraten blot vil godtgøre Jernbanefragten til Importørerne og Grossisterne, kan disse ikke faa andet end Tab ved Forretningen, da Maksimalfisken ikke kan købes ude paa Fiskepladserne under de fastsatte Maksimalpriser, og den skal sælges igen i København til de samme Priser. Desuden løber der adskillige flere Omkostninger paa Maksimalfisken end den almindelige Jernbanefragt. der er saaledes undertiden ogsaa Ekspresgodsfragt at betale, samt altid Returfragt af Fiskekasser osv.
Det er en "utrolig Paastand", siger Hr. Koch, jeg har fremsat om, at Magistraten ikke har overholdt Maksimalbestemmelserne. Jeg tillader mig at henvise til Indenrigsministeriets Bekendtgørelse af 13 Marts 1917 angaaende Fiskemaksimalpriserne. I § 2 hedder det bl. a., at ved Salg af nævnte Arter af Fisk maa ikke under nogen Form tages højere Pris end den anførte, som for Torsk er 60 Øre pr. kg til Forhandlere. I § 3 staar: "Transporten til Køberen (Detallisten m. fl.) er indbefattet under Maksimalprisen." I en Vejledning af 15. Marts 1917, vedrørende Fiskeordningen, fra Landbrugsministeriets Fiskeordningskontor hedder det: "Handel til højere Priser end de fastsatte medfører Strafansvar baade for Sælger og Køber." Det er disse Bestemmelser der ligger til Grund for min Anskuelse, at Kommunens Fiskeforretning har overtraadt Maksimalbestemmelserne ved at betale 20 Øre pr. mere for levende Torsk, leverede i Kutter eller Kvase København, end Maksimalbestemmelserne foreskriver; thi det er kun Jernbanefragten, Magistraten i Følge Dispensation kan betale.
Hr. Koch udtaler, at min Fremfærd, samtidigt med at jeg ligger i Forhandling med Kommunen, er ganske uforstaaelig. Jeg maa gentage, at Danmarks Fiskehandler- og Havfiskeriforening har ikke forhandlet med Hr. Koch eller nogen anden kommunal Embedsmand om den københavnske Fiskehandel eller været anmodet om Forhandling før i Magistratens Skrivelse af 10. September. Men i Svaret af 18. September pas denne Skrivelse, hvilket er undertegnet af Danmarks Fiskehandler- og Havfiskeriforening, Foreningen at Københavns Fiskeimportører og Eksportører og Foreningen til Fiskehandelens Fremme, meddeles til Slut, at nævnte tre Foreninger erklærer sig beredte til at forhandle med Magistraten om en Ordning af Københavns Fiskerforsyning paa det bedst mulige Grundlag.
Angaaende Kommunens Fiskeforretning, som I Følge Hr. Kochs Udtalelse er forsvarligt ledet, maa det være mig tilladt at meddele følgende Tilfælde, som to mindre bemidlede Detailfiskehandlere til mig har klaget deres Nød over:
Den 17. September købte og betale Fru Rasmussen, Ægirsgade 4. og Fru Clausen, Nørregade 120, hver 2 Kasser Torsk, som af Ekspedienten blev garanteret at være prima friske, hvad de imidlertid ikke var. Fru Clausen fik den ene Kasse godtgjort, men kun med Besvær. Fru Rasmussen opdagede, da hun var kommet hjem, at lægge hendes Kasser Torsk heller ikke var friske, og hun havde et betydeligt Tab paa dette Indkøb i Fiskehallen. Den 18 September købte Fru Rasmussen og Fru Clausen atter under Garanti for Friskhed hver en Kasse Torsk i Fiskehallen. De vilde laane et Brækjern for at aabne Kasserne, men dette blev dem nægtet. Derpaa bragte de Kasserne hen til Gl. Strand og lod dem aabne dér. Da det viste sig, at ogsaa disse Torsk var utjenlige til Salg, blev de bragt hen til Sundhedspolitiet og kasseredes der som utjenlige til Menneskeføde. Disse to Tilfælde er mig berettede den 19 September personligt af de nævnte to Detailfiskehandlere.
Følgende Udtalelse af Hr. Henning Koch: "Jo mere man kommer ind i Fiskehandelens Mysterier, desto klarere indser man, at hvis det Offentliges Indgriben noget Steds har været paakrævet, saa er det i den københavnske Fiskehandel. Og jeg anser det for givet, at Kommunen aldrig mere slipper sin Kontrol med denne Handel", har den største Interesse. Her antydes Retningslinierne for det private Erhvervs fremtidige Stilling. Kommunal Centralisation, Regulering, Kontrol! Hvad der derefter kan blive tilbage af Frihed i Fiskehandelserhvervet, synes ikke at være Omtale værd. Bundet og bastet paa alle Ledder og Kanter, det er, hvad Dyrtidskontorets Chef stiller i Udsigt for Erhvervet. Kan det derfor undre, at de københavnske Fiskehandlere, store og smaa strider haardt for at værne deres Levevej. Og efter Fiskehandelserhvervet vil andre Erhverv komme under Kommunens Centralisation og Regulering med økonomiske Ofre".
Da der antageligt nu vil komme Forhandling i Stand med Magistraten om Købenbavns Fiskeforsyning, skal jeg hermed for mit Vedkommende afslutte Diskussionen med Hr. Kontorchef Henning Koch om Kommunens Fiskeforretning. Det har været en oplysende Diskussion og i Grunden en ikke helt ubehagelig Meningsudveksling.
(Nationaltidende 21. september 1918, 2. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar