Selvstyrebevægelsen: Cornelius Petersen. (Efterskrift til Politivennen)

Domsbegrundelsen i Sagen mod Cornelius Petersen.

Hans Henvisning til, at han ikke kan Dansk, og at han af Vanvare har nævnt Statsministerens Person, afvises.

I Domsbegrundelsen i Sagen mod Cornelius Petersen hedder det, efter at der er anført et udførligt Uddrag af den paaklagede Artikel i "Bondens Selvstyre" "Forbryder eller Statsminister":

"Som særlig injurierende er der fra Anklagerens Side fremhævet, foruden Artiklens Overskrift, følgende Udtalelser - efter at den danske Stat er fremstillet som en i System sat Forbryderverden og som den største Morder og Voldsmand. - Om Statsministeren, 

at Toppunktet af dette Røvervæsen talte altsaa i Bov til sine smaa Underrøvere, sammensvorne og medskyldige.

Naar en Røverkaptajn taler til sine Mænd, aflægger han Beretning om, hvad der er røvet og plyndret. Saadan gør Statsministeren ogsaa, at Statsministeren betegnes derefter stadig som Røverkaptajn. "Kaptajnen siger, Skaansel gives der ikke", hans Medhjælpere betegnes som Røvere; ved Landet forstå af "Kaptajnen og hans Mænd", hvilke derefter betegnes som "Bander".

at Samfundet skal ødelægges, ser vi af Statsministerens Tale, og Statsministeren kaldes derefter "han og hans Kanutter", der vil have alt, hvad Jorden frembringer, derfor laver han jo alle sine Love og Pengesvindel, at Statsministeren vil altsaa sende dem, som han har udplyndret i Sultedøden, og hans medsammensvorne og Snaphaner glæder sig allerede, fordi de kan være Vidner til deres Ofres kvalfulde Død,

at Statsministeren sammenstilles med Snaphaner og Brodermorderen Kong Abel, der blev dræbt af Henner Friser, hvorhos der udtales "Vi kommer til at gøre noget lignende" og "Enten skal Røverkaptainen dø, eller vi vil dø", og "Vi kunde have gjort det af med ham, havde vi været mandsstærke til Stede", hvorhos der i denne Forbindelse tales om Røvervæsen og Røversystem.

Tiltalte har erkendt, at han er ansvarlig Udgiver, og at han selv har forfattet Artiklen og foranlediget den optaget i Bladet. 

Tiltalte har paastaaet sig frifundet, idet han har anført, at han ikke vilde fornærme Statsminister Stauning, men at han kun har villet kritisere Statsministerens System og Statens Forhold i Valutaspørgsmaalet, og han har ment sig berettiget og pligtig til at kritisere Statsministeren og advare ham og hele Folket imod den skrækkelige Situation, i hvilken Landet befinder sig; han har følt sig krænket over Statsministerens Tale i Bov, og han har villet rette det Spørgsmaal til Offentligheden, om Statsministeren er Forbryder, og at han har brugt de refererede Udtalelser, fordi han har villet udtrykke sig billedlig, han har endvidere anført, at han ikke er det danske Skriftsprog fuldkommen mægtig, og at han af Vanvare har nævnt Statsministerens Person i Stedet for Statsministerens Politik i Artiklen.

Til tiltaltes Paastand om ikke at være Skriftsproget mægtig, og at hans Udtalelser er sket i Vanvare, vil der ikke kunne tages noget Hensyn, idet tiltalte i flere Aar har optraadt som politisk Taler og Forfatter af Artikler i Dagspressen, hvor han saa at sige altid bruger det danske Sprog, og der kan heller ikke tages Hensyn til hans Paastand om, at han kun har villet kritisere Statsministerens Politik, idet hans Udtalelser hele Tiden tager Sigte paa Statsministeren, hans Person og Embedsvirksomhed.

Da paagældende Udtalelser maa antages at have faaet en betydelig Udbredelse gennem Pressen, og da de alle maa anses for i høj Grad ærekrænkende og ubeføjede, vil tiltalte være at anse efter Strfls. 216, 215 med en Straf, der findes at kunne fastsættes til simpelt Fængsel i 3 Maaneder. hvorhos de fornærmelige Udtalelser vil være at kende for døde og magtesløse at være. Tiltalte vil derhos have at udrede alle af denne Sag lovlig flydende Omkostninger, derunder Salær til den for tiltalte beskikkede Forsvarer, Landsretssagfører Dr Sievert, Tønder, 60 Kr.

Thi kendes for Ret:

De foran ommeldte for Statsminister Stauning fornærmelige Udtalelser og Sigtelser bør døde og magtesløse at være, og bør tilt. Gaardejer Cornelius Petersen, Vesteranflod ved Møgeltønder, hensættes i simpelt Fængsel i 3 Maaneder og betale alle af denne Sag lovligt, flydende Omkostninger, derunder Salær til den beskikkede Sagfører Dr. Sievert, 60 Kr.

(Hejmdal, 2. oktober 1926).

Dommen over Cornelius Petersen.

Landsretten i Sønderborg ændrede i Lørdags Underrettens Dom over Cornelius Petersen fra 3 Maaneders Fængsel til 2000 Kr. Bøde. Som det vil mindes fældede Landsretten for et Par Aar siden en Dom i en anden Fornærmelsessag, der var anlagt mod en Medarbejder ved "Neue Tondernsche Zeitung", og som kom til at lyde paa 2 Maaneders Fængsel, men Højesteret nedsatte Søndre Landsrets Dom til en Bøde paa 1000 Kr. Maaske tør man gaa ud fra, at Hensynet hertil i nogen Maade har været medafgørende ved Landsrettens Dom over Cornelius Petersen.

Foruden selve Dommen har Henvisningen i Præmisserne til Statsministerens Udtalelse i Bov vakt Opmærksomhed. Vi skal iøvrigt, da Landsretsdommen allerede er bleven appelleret til Højesteret, afholde os fra videre Kommentar og afvente Højesteretskendelsen. Hvad Statsministerens Udtalelse i Bov angaar, har vi, som vi har skrevet her i Bladet, fundet den særdeles uheldig, men Udtalelsen blev gengivet i en forvansket Form, navnlig i "Bondens Selvstyre", og den falske Gengivelse er bleven udnyttet partipolitisk paa en Maade, som er kommen Selvstyrebevægelsen til Gode. I et københavnsk Dagblad er det blevet paastaaet, at "Hejmdal" har skrevet, at der ikke kunde tages Anstød af Statsministerens Udtalelse. Vi benytter Lejligheden til at gøre opmærksom paa, at det ikke er rigtigt. Rigtigt er derimod, at vi har oplyst, at tre ansete Mænd fra Bov Sogn, to konservative og en Venstremand, der var til Stede ved Mødet har erklæret, at saaledes som Udtalelsen faldt som en Replik paa et Tilraab, kunde der ikke tages Anstød af den.

Indtrykket af Landsrettens Dom afspejles i nogle Presseudtalelser i de københavnske Blade:

"København" skriver: "Landsrettens Præmisser vil utvivlsomt blive udnyttet af Selvstyrebevægelsen. Hos os andre skal Hr. Stauning ikke finde Hoveren over de beskæmmende Præmisser, men kun Beklagelse paa det danske Samfunds Vegne over, at Landet i en alvorlig Tid har en Statsminister, hvis Ord er saa lidet overvejede og ansvarsbevidste som Tilfældet var, da han lod Partilidenskaben løbe af med sig i Bov."

"Politiken": "Det kan ikke overses, at Landsretsdommens Præmisser gaar Ministeriet lovligt nær, ja, næsten træder Hr. Stauning over Tæerne. Hvis det blot havde været Dommens Hensigt at understrege den formildende Omstændighed, som maatte antages at ligge deri, at Hr. Corn. Petersen - efter hvad han selv anførte - havde følt sig stærkt irriteret over Statsministerens meget omtalte Udtalelse i Bov - da kunde dette meget godt være udtrykt, uden at Retten behøvede paa saa tydelig Maade, som det sker i Præmisserne, selv at udtale sig om den ministerielle Strøbemærkning. Men derved kommer Søndre Landsret lidt for langt ud i aktiv Politik, idet man vistnok vil være enig om at finde, at det ikke var den Opgave, der forelaa for Domstolen, at udtale sig om den eller give Hr. Stauning en Slags Tilrettevisning ved at fortælle, at han er optraadt udæskende. Det ligger formentlig uden for Rettens Kompetence."

"Nationaltidende": "Landsretsdommen i det justitsministerielle Injuriesøgsmaal imod Cornelius Petersen bør og kan naturligvis ikke betegnes som en Sejr for den sagsøgte. Vel blev Underretsdommens Fængselsstraf forvandlet til en Bøde, men det erkendes dog principielt i Domspræmisserne, at Cornelius Petersens Optræden berettiger til Brugen af de Straffelovsparagrafer, som Underretten har taget i Anvendelse. Naturligvis kunde Cornelius Petersen ikke undgaa at blive dømt for sin Udskældning af Statsministeren, naar Regeringen i det hele taget skred til Sagsanlæg; i saa Henseende har Sagen hele Tiden været saa oplagt som overhovedet muligt."

"Socialdemokraten": "Vi udtaler Haabet om, at Dommens Prøvelse ved højeste Instans vil blive fremskyndet det mest mulige. Landsrettens Dom kan simpelthen ikke blive staaende uanfægtet. Det danske Samfund er ikke tjent med, at der tillægges Cornelius Petersen og hans Garde en paa begrænset Ansvarlighed hvilende næsten ubegrænset Handlefrihed"

(Hejmdal, 18. oktober 1926).

Sagen kom for Højesteret marts 1927. Den stadfæstede landsrettens afgørelse.

En Holmgang mellem Statsministeren og Corn. Petersen.

Cornelius Petersen paa slap Line. - Han truer med Sabotage overfor Rigsdagen og fremsætter Iøse Paastande.

Nordborg, Tirsdag.

De to Ærkefjender, Statsminister Stauning og Cornelius Petersen mødtes i Aftes til det politiske Møde paa "Nørherredhus", som var arrangeret af Socialdemokratiet. Det blev ikke det Opgør, man kunde vente. Stillet Ansigt til Ansigt med Hr. Stauning forsøgte C. P. at klare sig med nogle meningsløse Paastande, der kun kan være paa fri Fantasi eller løse og pjankede Rygter. Der var mødt 6-700 Mennesker, hvoriblandt en hel Del Hjemmetyskere, som sikkert aldrig før har sat deres Ben i det danske Forsamlingshus. De applauderede Cornelius Petersen stærkt, naar han fremsatte nogle af sine Kraftudtalelser.

Statsminister Stauning var første Taler. Han indledede med et stærkt Angreb paa Madsen-Mygdal og efter en Omtale af Krisesituationen omtalte han Selvstyrebevægelsen og hævdede som i Aabenraa, at Socialdemokraterne vilde opnaa deres Maal ad lovlig Vej og ikke ved Anvendelse af Trusler og Vold. Hr. Stauning undlod dog - som han gjorde det i Aabenraa - at tale om Bander.

Folketingsmand J. P. Nielsen var næste Taler. Han omtalte de sociale Udgifter, som Socialministeriet ikke ønskede skaaret ned, og fremhævede, at de sociale Udgifter dels blev baaret af Fagorganisationens Medlemmer selv. Den socialdemokratiske Regering havde ikke brudt sit Løfte til Vælgerne, men den havde intet kunnet gennemføre paa. Grund af de andre Partiers og Landstingets Stilling. Folketingsmanden korn derpaa ind paa en Omtale af, hvad Regeringen havde gjort for Sonderjylland.

Cornelius Petersen sammenligner Bismark med Stauning.

Efter at Redaktør Finnemann Bruun havde haft Ordet, talte Cornelius Petersen. Han holdt sit sædvanlige Foredrag, med de kendte Bemærkninger om Krydset paa Stemmesedlen, og at Rigsdagsmændene vælger sig selv. Hvem skal saa vælge Corn. P.? Han overraskede med at sammenligne Stauning med Bismarck. Bismarck var Datidens Stauning, sagde han.

J. P. Nielsen imødegik stærkt Cornelius Petersen og udtalte, at han havde skadet, den nationale Sag. Han paatalte stærkt Udtalelsen paa Selvstyremødet i Aabenraa om Grænseflytning.

Cornelius Petersen afbryder: Det har jeg aldrig sagt. Det er Løgn, hvad der staar i alle de parlamentariske Blade!

Stauning er skuffet over Cornelius Petersen 

Efter at J. P. Nielsen havde afsluttet sin Tale fik Hr. Stauning paany Ordet. Han udtalte sin dybe Skuffelse over, at Cornelius Petersen ikke fremkom med sin sædvanlige Skylle: Røverkaptajn, Løgnhals, Idiot og Kæltring, som han plejede at titulere Taleren med. Han var øjensynlig lidt mere forsigtig Og naar man som C. P. havde gjort i Aften, fremkom med Beskyldninger som "Vælgerbetaling" og lignende, plejede hæderlige Mænd at fremkomme med en Bevisførelse.

Cornelius Petersen fremsætter Iøse Beskyldninger og truer med at sabotere Rigsdagen.

Iver Møller, Rinkenæs, havde derpaa Ordet og angreb Folketinget, hvorpaa Cornelius Petersen paany fik Ordet. Beskyldningen om "Vælgerbetaling" vilde han bevise med en indirekte Beskyldning om, at Stauning havde faaet Betaling for i 1920 at gaa i Spidsen for Toget til Amalienborg for dermed at bane Vejen for Ministeriet Friis. Kan man faa Penge for at foretage en saadan Handling, eller gør man det gratis, spurgte Cornelius Petersen.

Rigsdagsmændene fik ogsaa et Hip. De sad, sagde Taleren, i Snapstinget og drak hinanden saa fulde, at de kunde prikke hinanden paa Øjnene. løvrigt udtalte han, at hvis Selvstyrefolkene kom ind paa Rigsdagen med en 2-3 Mand, kunde de blive Tungen paa Vægtskaalen ved at stemme med det ene eller det andet Parti, for derved at hindre, at Lovene gennemføres.

Efter at Hr. Finnemann Bruun endnu engang havde haft Ordet, sluttede Mødet, uden at Hr. Stauning tog til Genmæle mod Cornelius Petersens Udtalelser.

(Hejmdal, 16. november 1926).

Cornelius Petersen paa Talerstolen. Foto fra Middelfart Avis, 2. august 1927.

En tysk Karakteristik af Cornelius Petersen.

VI har, ligesom alle danske Blade i Nordslesvig med en enkelt Undtagelse, altid stærkt fremhævet, at det farlige og for alle danske beskæmmende ved Selvstyrebevægelsen var, at den blev udnyttet af den tyske Agitation og gjorde Forspandstjeneste for den. Det er indrømmet aabent fra tysk Side ved flere Lejligheder.

I "Flensburger Nachrichten"s Søndagsnummer har Redaktør Ernst Schrøder nu skrevet en Artikel om Hr. Cornelius Petersen og Selvstyrebevægelsen, som ikke er uden Interesse, naar man vil se, hvorledes Bevægelsen bedømmes fra tysk Side. Det hedder i Artiklen: 

"Man kan ikke tale om dette Parti, uden først at sige et Ord om Manden. Som saa ofte, naar en Mand bliver kaldt i Spidsen for et Parti, ligger der personlige Motiver til Grund. Der var det først den umættelige Ærgerrighed, der søgte Tilfredsstillelse. Der var det yderligere den rasende Skuffelse hos den Mand, der var født i Ejdersted, hvis Familie ganske vist havde danske Forbindelser, men som paa Trods heraf lod sig opstille til den tyske Nationalforsamling Weimar, der opslagede sit danske Hjerte i Afstemningstiden, og som paa den ham egne grove Maade slog om, da de store danske økonomiske Løfter ikke blev indfriet, og nu blev Motor for et nyt Parti og en ny Bevægelse. Først forsøgte man indenfor højre-danske Bondekredse, ikke mindst i København, at indfange denne Mand, der var sammensat af Ærgerrighed og økonomisk utilfredshed, og indfange ham til Brug for højrepartipolitiske Ministerstormerier (over for Kabinettet Stauning). Man vil erindre at han talte i den konservative Klub i København, hvor han redegjorde for sine Selvforvaltningsideer. For os er det et interessant Skuespil: Kandidaten til den tyske Nationalforsamling i Weimar som Nationalistdansker paa Talerstolen i København, han der endnu for slet ikke saa lang Tid siden med de værste Udtryk skældte ud paa Tyskland, det tyske Folk og Slesvig-Holsten, derpaa i vildt Raseri bekæmpede det socialdemokratiske Kabinet Stauning, hvilket skaffede ham en Proces, hvori han blev dømt - alt i alt en Mand med Energi, en Mand, der væsentligst lader sig lede af økonomiske Instinkter og personlig Ærgerrighed, men fremfor alt en Mand, der med sin Bevægelse er ubekvem for den danske Regering, ligegyldigt hvilket Parti den tilhører. Vi maa sige, en Mand, der med det endnu virksomme Selvstyreparti vil repræsenterer noget brugbart, skønt i og for sig en Umulighed, ingen Karakter i nationalpolitisk Henseende, men mere drevet af Ærgerrighed til at ville spille en Rolle, i stort som i smaat upaalidelig."

Hr. Schrøder fremhæver, at Corn. Petersen ikke er Nordslesviger, men at han har forstaaet at ophidse de nordslesvigske Bønders Utilfredshed. Han skriver videre, at H. P. Hanssen har forsøgt at udnytte den Kendsgerning, at "tysksindede nordslesvigske Bønder staar sympatisk overfor Bevægelsen", til at gøre den til en tysk Bevægelse. - Denne Fremstilling er ikke rigtig. H. P. Hanssen har tvertimod i en Tale i Rigsdagen udtalt om Corn. Petersen, at han hævder at han er dansk, og "at vi ikke har Grund til at støde nogen fra os, der selv bekender sig som danske." Men samtidig har vi paavist, hvorledes Bevægelsen i stigende Grad udnyttes fra tysk Side, støttes af den tyske Presse og af tyske ledende Politikere, og at den i sin Tendens er gledet længere og længere over mod den tyske Agitation. Det er Hr. Schrøder ogsaa langtfra blind for.

"Man kan", skriver han, "ikke nægte", at der i vide tyske Kredse i Nordslesvig sporedes lyst til ikke blot at komme i nøje Føling med Selvstyrebevægelsen, men til at slutte et Forbund. Klart Blik og roligt Overlæg har forhindret det. Den tyske Bevægelse kan hverken identificere sig med Selvstyrebevægelsens Kampmetoder eller dens Mani. Men det hindrer ikke en foreløbig Sympatisøren med Selvstyrebevægelsens Kraftudtryk overfor København."

Og selv om Hr. Schrøder nok indser, at de Cornelius Petersenske uklare og eventyrlige Planer umuligt kan føres til Sejr og at han, hvis personlige Mod svigter det afgørende Øjeblik, ikke er den rigtige Mand til at gennemføre en stor Tanke", er han dog klar over, at 

"den Kendsgerning, at Partiet eksisterer og fæstner sig, beviser, at den danske Regering ikke er i Stand til at blive Herre over Forholdene i Nordslesvig, og denne Kendsgerning betyder - hvorfor skulde man nægte det? - et Plus for den tyske Side"

- Hr. Red. Ernst Schrøder har dermed fuldtud bekræftet den Bedømmelse, som H. P. Hanssen gav af Selvstyrebevægelsen i sin Tale paa Genforeningsdagen, at den baner Vej og gør et nyttigt Forarbejde for Tyskerne.

(Hejmdal, 28. juni 1927).

Cornelius Petersen og hans Tilhænger, Gdr. Iver Møller, Rinkenæs paa Vej til Audiensen. Foto fra København, 16. august 1927.

Kongen giver Cornelius Petersen en skarp Afvisning.

Statsministeren var til Stede som Regeringens Repræsentant. - Kongen svarede, at Sønderjylland var en del af Danmark og underkastet Grundlovens og Lovgivningsmagtens Bestemmelser.

Allerede Søndag Aften ankom Selvstyrebevægelsens Ledere, Gaardejerne Cornelius Petersen og Iver Møller, til København og tog Ind paa Missionshotellet i Løngangsstræde.

Efter Forhandling med Kabinetssekretariatet var Audiensen hos Kongen fastsat til Kl. 9 M, og 10 Minutter før det fastsatte Tidspunkt indfandt de to Herrer sig paa Christiansborg i Prins Jørgens Gaard. Hr. Cornelius Petersen havde for Lejligheden iklædt sig sort Diplomatfrakke.

Cornelius Petersen

Forud for alle de øvrige Audienssøgende modtog Kongen de to Selvstyrefolk. Ved hans Side stod Statsminister Madsen-Mygdal, hvilket parlamentarisk betød, at Kongens Svar var den ansvarlige danske Regerings Svar.

Gaardejer Iver Møller oplæste Resolutionen, der lyder saaledes:

Ca. 5000 Mænd og Kvinder af alle Samfundslag, forsamlet til Møde i Aabenraa, opfordrer Hs. Majestæt Christian den Tiende, Konge af Danmark, Hertug til Slesvig, at tage de sønderjyske Landsdele i Besiddelse, saadan som Grundloven foreskriver, og gøre Ende paa det Misregimente, det saakaldte Parlament under H. P. Hanssens Ledelse har Indført.

Vi kræver fuldstændigt uafhængigt Selvstyre for Slesvig uden dansk politisk Indblanding.

Vi kræver at blive holdt skadesløse for det Tab, vi har lidt ved Finansieringen i Slesvig med de os laante ikke-Parikroner.

Vi kræver, at den Statsgæld, der er stiftet forinden 1920 af de forskellige danske Regeringer, ikke kommer ti at berøre os i mindste Maade, ligeledes Tabet ved Landmandsbanken, saaledes at vi bliver fritagne for at yde noget Tilskud eller Forrentning dertil.

Vi kræver, at samtlige Tvangsforanstaltninger fra Statens Side overfor de Ejendomsbesiddere, dér er insolvente, øjeblikkelig standses.

Ledelsen af "Folkets Selvstyre" bemyndiges til at foretage Henvendelse til Kongen og foretage en Afstemning Imellem det bestaaende og den nordslesvigske Selvforvaltning efter Sclvstyreprlncippet, og eventuelt gøre de nødvendige Henvendelser til Folkeforbundet.

Umiddelbart efter oplæste Kongen følgende Svar:

Vi har ikke villet nægte at modtage D'Herrer, men efter at Vi er blevet gjort bekendt med Ordlyden af den Henvendelse, De overbringer, kan Vort Svar i det væsentlige kun blive afvisende.

Efter den sønderjyske Befolknings ved frivillig Afstemning klart tilkendegivne Vilje er de sønderjyske Landsdele i Henhold til Versaillestraktaten paa lovlig Maade indlemmet i Kongeriget Danmark og udgør en uadskillelig Del af dette.

Som Følge heraf er Landsdelene undergivet Bestemmelserne i Danmarks Riges Grundlov, med hvilke en forfatningsmæssig Særstilling for Landsdelenes Vedkommende vilde være uforenelig.

Begæringer vedrørende de øvrige anførte Foranstaltninger henhører under Lovgivningsmagten.

- Efter Oplæsningen af dette Svar, var Audiensen forbi. Den forventede yderligere Ordveksling fandt ikke Sted. Allerede 5 Minutter før 10 stod de to Mænd atter ude i Prins Jørgens Gaard, saaledes, at Audiensen højst har varet 5-6 Minutter. De var øjensynlig dybt skuffede over det magre Udbytte.

Nogle Journalister henvendte sig til den frisiske Gaardejer for paa høflig Vis at forespørge om han ønskede at udtale sig om Audiensen, men de mødtes med de grove Ord, som han formentlig ikke har turdet anbringe Inde hos Kongen.

"Folkets Selvstyre" bebuder nye Veje.

Et Rigsdagsgrin paa Madsen-Mygdals Ansigt.

Straks efter at Cornelius Petersen var ankommen til Missionshotellet søgte han telefonisk Forbindelse med Selvstyrebladet i Sønderjylland. Til dette udtaler han sig om Audiensen og siger bl. a., at da Kongen henviste de andre Spørgsmaal til Lovgivningsmagten, "gik der et Rigsdagsgrin over Statsministerens Ansigt".

"Folkets Selvstyre" slutter sin Artikel om Audiensen med følgende;

"Nu er alle lovlige Instanser gennemgaaet, og som det synes uden Resultat. Vor fremtidige Politik maa da gaa andre Veje."

Bladet indeholder iøvrigt en af Cornelius Petersen skrevet højst mærkværdig Artikel om et Delegeretmøde, som Venstre i Sønderjylland nylig har afholdt. Det hedder i denne om Regeringspartiets Møde:

Djævelen - den Onde - kommer altsaa til os med glat Tale - den svarer ikke til Handlingerne - og i Diplomatfrakke. Forleden drøftede han i et hemmeligt Møde med sine Smaadjævle, hvordan man nu skulde fyre under Kedlen i det slesvigske Helvede, og hvordan man skulde holde Folk hen med glat diplomatisk Tale, til Helvedet endelig var over dem. Her mødte de op alle vore Smaadjævle med deres Førstemand Belzebub, som jo er den ypperste, her sluttede de op, her dinglede de med Halen, de bukkede saadan, at Hornene slog mod Jorden, og Fipskægget blev eet med Busken af den Indeklemte Hale. Her svor de den satanske Majestæt Troskab, de svor, at Ikke et eneste Ord af deres skulde være sandt i Fremtiden.

De to Selvstyremænd rejste allerede i Gaar tilbage til Sønderjylland. Nu skal der vel nok rumles paany, men Sukces fik de jo ikke ud af denne højt opreklamerede Audiens

(Social-Demokraten, 16. august 1927).

I sit blad, Folkets Selvstyre, det sidste nummer, 19. juni 1928 (se Mediestream), redegjorde Cornelius Petersen for bevægelsens opfattelse af hvorfor bladet ikke længere kunne udkomme.

September 1928 fik Cornelius Petersen et nervesammenbrud, blev indlagt på Tønder Sygehus, og ifølge aviserne skulle han i vildelse rase over tyskerne. Han blev indlagt på sindssygehospitalet/nerveklinikken i Vester Vedsted indtil  december 1928. Han var herefter rekonvalescent på Toftlundegnen hos dr. Lauensgaard, og vendte hjem sommeren 1929. I november 1929 fik han imidlertid tilbagefald og blev igen indlagt på sindssygehospitalet, seneste Augustenborg, hvorefter han rekreerede hos Iver Møller i RInkenæs. 

Sommeren 1933 synes han imidlertid at være kommet sig. Og den danske nazi-leder, Fritz Clausen brugte ham som trækplaster ved et møde i Bovrup den 3. september 1933. Her udbragte han et leve for nationalsocialismen. I oktober 1933 solgte han sin gård, Supskog syd for Møgeltønder til Statens Jordlovsudvalg. 

Han døde den 25. maj 1935:

Selvstyre-Agitatoren Cornelius Petersen død.

Et Kapitel og et Navn i Efterkrigstidens Nordslesvig.

Dagens Nyheder Privat.

Tønder, Lørdag.

DEN i sin Tid for sin voldsomme Selvstyreagitation i Sønderjylland saa kendte Marskbonde Cornelius Petersen, der var Ejer af Gaarden Vester Anflod, er Klokken 3 i Eftermiddags død paa Tønder Sygehus, hvor han har ligget i nogle Dage ramt af en Hjertesygdom. Han blev 53 Aar gammel.

DER VAR EN TID, da ethvert Barn i Landet vidste, hvem Cornelius Petersen var. Det var i Aarene omkring 1925, da Krisen satte ind i Sønderjylland som Følge af Kronestigningen. I Genforeningssommeren og de nærmeste Aar derefter, havde vi en lav Krone.

Det sønderjyske Landbrug var med Begejstring indstillet paa, at Omlægningen til danske Landbrugsformer, fra ekstensiv til Intensiv Drift, eller i hvert Fald til en Intensivere Drift end man almindeligt havde haft, skulde ske omgaaende. Der var meget at genopbygge efter Krigen, som havde spist Kapitalerne og ødelagt og udmarvet Bedrifterne. Hele dette Omlægnings- og Genopbygning fandt sted for "smaa Kroner" og derfor maatte Kronestigningen mærkes særlig føleligt i Sønderjylland, og det var hele denne Situation, der dannede en modtagelig Jordbund for Cornelius Petersens Agitation.

Agitator for 3. Zone

I 1920 havde han været ivrig Agitator for 3. Zones Tilknytning til Danmark, Tysker var han ikke, Dansk vel egentlig ej heller, - skønt han hævdede, at allerede hans Fader var draget af det danske - ret beset Slesviger, havde Rod i Frisland, selvstændig, stejl og stædig, Oprører mod enhver "fremmed" Indblanding og enhver Autoritet.

Han kaldte den Bevægelse, han rejste, for Selvstyrebevægelsen, og det var i Virkeligheden Selvstyre for Slesvig han vilde, ingenlunde i Tilknytning til Tyskland, snarere til Danmark, men lige fjendtlig var han overfor Berlin og København, to Ord, han stadig brugte, naar han talte om Tyskland og Danmark.

Stejl Oppositions-Mand

BETEGNENDE er det, at hans Frihedstrang og stærke Selvstændighedsfølelse allerede tidligt bragte ham i Konflikt med de tyske Myndigheder, saaledes at han derved afgørende blev drevet over i de Danskes Rækker i deres Kamp mod tyske Overgreb. Han var født i Eidersted - hvor hans Fader for Resten var Lærer - men drog Nord paa og byggede i 1905 den prægtige Marskgaard Vesteranflod ved Møgeltønder.

Ikke saasnart havde det danske Styre holdt sit Indtog i Sønderjylland, før Corn. Petersen følte sig i Modsætning til det, og da Krisen kom, skabte den Mulighederne for et Felttog for Idéer, der utvivlsomt bundede dybt i hans Sind og havde et vist idealistisk Præg. Han ønskede et Bondestyre i Sogne og Herreder, vendte sig voldsomt mod Centralisationen.

Saa megen Visdom saa meget Flæsk -

HVAD vidste man - sagde han - ovre i København om slesvigske Bønder? Nøjagtig lige saa lidt som i Berlin! Begge Steder fra vilde man paatrykke frie Bønder en bestemt Samfundsopfattelse, fjern fra Bondens Tankegang, for at undergrave og ødelægge dem, berøve dem Friheden. Han rasede mod alt, hvad der var Statens - Skolen var en Fordummelsesanstalt, der kun bød paa statscensureret Oplysning  En Kreds af Bønder burde slutte sig sammen om Lærer for deres Børn, naar de fandt den rette Mand. Og alt for stor Løn blev der naturligvis givet. Vi vil, sagde Corn. Petersen, selv bestemme, hvem der skal undervise vore Born, hvad de skal undervises i, og hvormeget det skal koste -  "Saa meget Visdom, saa meget Flæsk"

En farlig Agitation

CORN. PETERSENS Agitation for et udpræget Selvstyre i Sogne og Herreder - der utvivlsomt til en vis Grad havde sit Udspring i frisiske Forhold, han hentede naturligt nok ofte sine Billeder og Udtryk derfra - tog til syvende og sidst Sigte paa et selvstyrende Slesvig, og paa det særslesvigske samlede han en Tid lang mange Tilhængere. Det lader sig ikke nægte, at det er en Tale, der finder et vist Gehør i den sønderjyske Befolkning. Saadan maa det være.

Men det var selvfølgelig en farlig Agitation, den krævede et Maadehold i Ordvalg, som i Reglen gjorde Talen taaget - selvom Corn. Petersen ellers kunde føre særdeles tydelig Tale og ofte rent ud sagt brugte en grov Kæft.

En Overgang samlede han Folk i Hundrede-, Ja, Tusindvis om sine Talerstole, ofte var Forsamlingssalene alt for smaa, saaledes at Møderne selv ved Vintertid holdtes i fri Luft, og i Timevis stod Bønderne i tætte Skarer for at høre Corn. Petersen tale fra en Vogn i Skæret af en enlig Flagermuslygte.

Han samlede mange Tilhængere, men som Tiden gik, gjorde Ord alene det ikke. Ord, der tilmed ofte i det væsentlige var taagede eller i Længden dog saa tydelige, at de stødte mangé fra sig. Han blev drevet længere og længere ud, dels af sin egen Agitation, dels af de Fusentaster, der sluttede sig nær til ham, men som ikke havde hverken hans Begavelse eller idémæssige Indstilling, naar det kom til Stykket. Efterhaanden som hans Indflydelse svækkedes ved de Foranstaltninger mod Krisen, Lovgivningsmagten gennemførte og ved de Afsløringer af hans "statsfarlige" Planer, der fandt Sted, blev han drevet ud i Eksperimenter der tilsidst berøvede ham enhver Indflydelse.

Hvor langt han til syvende og sidst var ude i "statsfarlige" Overvejelser og Forhandlinger vides vel ikke, men i hvert Fald fik han jo da paa et vist Tidspunkt rodet nogle unge aktive og forhenværende Løjtnanter ind i en kedelig "Oprørs-Sag", der dog endte med frifindelse ved Nævningetinget i Sønderborg. Han fablede i forblommede Vendinger om en Toldgrænse ved Kongeaaen, Gang paa Gang havde han Planer om et Bondetog til Kongen, men turde ikke vove Eksperimentet, og hans Udsendelse i 1927 af egne Pengesedler, Selvstyre-Penge, var utvivlsomt i det væsentlige et Forsøg paa at skabe fornyet Reklame om en Bevægelse, der var ved at miste sin Magt og dø hen. Pengesedlerne blev omgaaende forbudt.

En Grænselands-Skikkelse

CORN. PETERSEN er en Skikkelse, der alene kunde fostres i et Grænseland, og nu da hans Epoke forlængst er endt, tør det uden Fare for Misforstaaelser siges, at hans Agitation og Bevægelse skulde man utvivlsomt igennem, saadan som Psyken nu engang er og altid vil være hos en Del af Befolkningen i et Grænseland. Sine egentlige Proselyter fik han hovedsagelig i de Kredse, der er betegnet som de nationalt indifferente - hos dem, der som han selv hverken er Tyske eller Danske, men føler sig som Slesvigere. Dem vil der altid være nogle af, men efter Corn. Petersen vil en særslesvigsk Bevægelse ikke have store Muligheder. At han blev Manden skyldtes hans frisiske Oprindelse, det umulige for netop ham i at anerkende den nye Grænse.

Han var paa sin Vis en begavet Mand, havde tænkt over Tingene, og sine Tanker gav han Udtryk med en ikke ringe Veltalenhed med rig Anvendelse af Vendinger og Billeder, som sagde Bønderne, at her talte en af deres egne. Hans Sprog var en ejendommelig Blanding af Dansk, Plattysk og Frisisk, der ogsaa bidrog til at give hans Tale Særpræg. Han virkede stejl og robust, men havde i Virkeligheden et følsomt Sind, og han var ikke bare en Spekulant, men et Stykke af en Idealist - selvom en større Retssag, der for nogle Aar siden rulledes op ved Byretten, viste, at han midt under den Grænsekamp, som han deltog i med ukuelig Iver, havde været Deltager i forskellige Spekulationsforretninger. Han var en sammensat Karakter som de fleste andre, et Menneske paa godt og ondt.

De sidste Aar

DA han havde mistet ethvert Tag i den sønderjydske Befolkning, fulgte et alvorligt Nervesammenbrud efter Agitationsaarenes Anspændelse, en Tid var han paa Augustenborg Sindssygehospital, og selv om han forlængst havde forladt Hospitalet, levede han dog sine sidste Aar som en nedbrudt Mand. Hans Rolle var udspillet. 

I Sommeren 1933 fik Nazi-Føreren, Dr. Frits Clausen ham til at træde frem som Taler ved et Nazist-Stævne. Men hans Navn kaldte ikke Tilhørere til i større Tal, og selv lagde han i sin Tale ikke Skjul paa, at han var en færdig Mand,

Sine sidste Aar levede han ensomt paa Vesteranflod, svækket og skuffet. I de Aar, da Agitationen optog ham med Møder Dag efter Dag, havde hans kloge og stærke Hustru passet Bedriften. Gaarden var bygget efter frisisk Mønster, en typisk Marskgaard, og her skulde man se og tale med Corn. Petersen, han havde skabt sig et smukt og særpræget Bondehjem, her kunde han udfolde adskillig Charme, og i Samtale med ham her undgik man ikke at faa et Indtryk af, at han var et Stykke af en Idealist, men Krisen udnyttede han hensynsløst. 

C. T.

(Dagens Nyheder, 26. maj 1935).

Christian Carl Brix (1820-1908). (Efterskrift til Politivennen)

Christian Carl Brix (1820-1908) var skolebestyrer og politiker. Han underviste efter sin embedseksamen i forskellige skoler, navnlig i Borgerdydskolen på Christianshavn. Studierejser til Stockholm og Uppsala (1845) og til England (1851). 1851-1892 bestyrer for Efterslægtsselskabets realskole. 1858–92 medlem af Københavns borgerrepræsentation. 1863–66 medlem af rigsdagens landsting for København. 1864–1866 medlem af rigsrådets og 1866–87 af rigsdagens folketing. Han stod i rigsdagen i anden række, hans indflydelse var mere mærkbar i den nationalliberale ledelse af hovedstadens offentlige liv. Blev professor 1869,  etatsråd 1886.

Alfred (Alfred Valdemar) Larsen (1860-1946): Efterslægtens gård på Østergade nr. 54. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kjobenhavn den 31te December 1878. Det politiske Møde, som den kjøbenhavnske Afdeling af den herværende Grundlovsværneforening havde sammentrommet med Bebudelse af, at Berg, Hørup og andre af det radikale Venstres Koryfæer vilde indfinde sig. og hvortil de kjøbenhavnske Rigsdagsmænd af det opløste Folkething vare indbudne, fandt efter Bestemmelsen Sted igaar Aftes i Gothersgadens Exercerhus.

- - -

. . . Derefter talte Brix, som i et fortrinligt Foredrag oplyste, at det var Venstre, der havde standset hele vor Udvikling. Han erindrede om, at Højre havde indbragt mange Reformforslag om Skolevæsenet, Præsternes Lønning, Toldtarifen, Forsvarsvæsenet o. s. v., men Venstre havde systematisk modsat sig alle disse Forslag. Naturligvis bleve hans Udtalelser modtagne med Larm, Hylen og usømmelige Tilraab af den største Del af Forsamlingen, og der blev endogsaa raabt til ham, at han skulde "sikke af" o. s. v., men han modstod al denne Tumult med den største Koldblodighed og Fasthed. 

(Fyns Stiftstidende 2. januar 1879).

Grundlovsværneforeningens Valgmøde som i Mandags Aftes afholdtes i Gothersgadens Exercerhus, var besøgt af flere tusinde Mennesker. Allerede forinden Kl. 7 havde Folk begyndt at opstille sig i god Orden paa Fortogene i Gothersgade, hvor Tiden tilbragtes under alskens behagelig Skjemt. Især lod det til, at Bestemmelsen om at tage 10 Øre i Entre tiltalte Publikum. "Havde I. A. Hansen altid gjort det, havde han ikke behøvet at laane af Kassen". Thi det var man enig om, at en Frihedsmand trængte til andet end Ideer og Frihedskjærlighed; "Snapse og baiersk Øl" maatte ogsaa til. Forøvrigt havde man sinde, hvis Høire skulde gjøre "et morderligt Grin", at vise, at der her i Kjøbenhavn fandtes et "Demokrati".

- - -

--- Professor Brix udtalte, at den foregaaende Taler havde givet Høire sit Skudsmaal. Ja, hvis han havde Ret til at give Skudsmaal, saae det slemt ud. Grunden til, at Høire havde stillet sig i en saa stærk Opposition mod Venstre var, at Venstre i en Række af Aar havde hæmmet vor Udvikling; det havde reist et nyt Spørgsmaal, hvorfor det satte alle Hensyn tilside, i de første 22 Aar af vor Frihed gik Udviklingen rask fremad. Efterat Venstre tilligemed de nu saa forkættrede Godseiere vare blevne enige om et nyt Landsthing (og Berg med!) havde Venstre begyndt sin Opposition. Taleren mindede om, at det havde nægtet Reservens Indkaldelse, det havde indsendt den bekjendte Adresse til Kongen og endelig havde det viist det af den foregaaende Taler saameget omtalte Maadehold ved at nægte Finansloven. Taleren gjennemgik derefter de sidste Aars politiske Historie under stærke Afbrydelser (Tal om Arbejderne! - Estrup leve ! - Hurra! Venstre leve!). Den provisoriske Finanslov blev udstedt, fordi saavel Landsthing som Folkething havde vedtaget hver sin Finanslov. Der var altsaa kommet en Rift i Grundloven, men Skylden var Venstres, der havde været ufordrageligt. Venstre havde ikke henvendt sig til den rette Dommer over Ministeriet, nemlig Rigsretten. Hvorledes havde det store Venstre hævdet sine Principer? Ved at gaa fra hinanden. Hvis Parlamentarismen herskede, vilde man nu ikke kunne danne et Ministerium af Folkethinget (Gaa, gaa! stærke Raab). "Jeg viger ikke, om De skrige nok saameget. Jeg er valgt af kjøbenhavnske Borgere, og dette er min Berettigelse til at staa her (stærk Støj). Hvis De bliver ved at skrige saaledes, maa det siges, at kjøbenhavnske Venstremand, som vare i Minoritet, ikke kunde give deres Mening tilkjende uden ved Skraal og Skrig". Høire elskede Grundloven høiere end dem, der ved deres ubesindige Fremstormen udsatte den for Fare. Grundloven leve! (Hurra! Brix leve! Hurra! Hyssen). -

- - -

(Thisted Amtsavis 2. januar 1879. Uddrag).

Fotograf Budtz (Bertel Christian Budtz) Müller (1837-1884): Christian Carl Brix (1820-1908). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

C. C. Brix som Skolemand.

Ved Professor Fr. Bokkenheuser.

Naar en Mand bliver Gammel - meget Gammel - Brix blev 87 Aar - gaar han let ud af Sagaen. Og Brix gik det som de andre. Om ham som Politiker og Borgerrepræsentant er der skrevet en Del i Tidsskrifter, Blade og Leksika, om ham som Skolemand meget lidt.

Det er nu over 50 Aar, siden jeg saa Brix første Gang. Gennem det lille Forværelse, der i sin Tid havde været Edvard Storms Sovekammer, kom man ind i det store, firkantede Kontor. Ligefor Døren stod det runde Arbejdsbord, og mellem Bordet og Kakkelovnen stod Brix med Hænderne under Frakkeskøderne og Byggen til Kakkelovnen, i Munden havde han Cigarstumpen, som uafladelig gik ud og uafladelig blev tændt igen. Derfra havde han Oversigt over alt og kunde øjeblikkelig finde hvert Papir eller hver Piece, han havde Brug for, og som laa i en Dynge paa Bordet. Ingen vovede at flytte en Stump. Naar et Papir ikke længer brugtes gik det hug Kakkelovnen.

Enhver, der i sin Tid kom paa Kontoret, mindes vist den gamle Sofa med det grønne Betræk tilhøjre for Døren. Stod Brix ikke med Ryggen til Kakkelovnen, kunde man være temmelig sikker paa, at han laa paa Sofaen, sidde gjorde han sjeldent, men han kunde ligge og arbejde med fuld Kraft. Engang skulde jeg hjælpe ham med at gøre en Forandring i Skemaet. Efter vel en hel Snes Ombytninger lykkedes det, og jeg vilde da til at nedskrive Forandringerne, men Brix, som laa paa Sofaen, sagde: "Det behøves ikke, det kan jeg sagtens huske, til jeg rejser mig."

Naar man i de Tider saa Brix første Gang, maatte man absolut finde noget imponerende ved ham; han var en smuk Mand, midt i Trediverne og i sin fulde Kraft. I rokkelig Fasthed, forbunden med mild Humanitet, stod at læse i hans Ansigt. I H. A. C. Lunds "Studenterforeningens Historie" findes der et Ungdomsportræt af ham, men jeg kan ikke tro, at det nogensinde har lignet: der forekommer mig at være noget brutalt i Udtrykket, som ikke hørte til. Medens han nød enorm Respekt baade fra Lærernes og Drengenes Side, var han dog mild og venlig mod enhver, der kunde trænge til hans Venlighed, og han taalte ikke, at nogen led Uret. Da jeg blev Lærer i Efterslægten i Efteraaret 1856, var det 5 Aar, siden han var bleven Inspektør ved Skolen. Nu var han fast i Sadlen, men det var ikke ganske lette Forhold, under hvilke han havde begyndt sin Virksomhed. Professor Friedenreich var død i Foraaret 1851; Cand. juris E. A. Juel blev konstitueret som midlertidig Inspektør med ('.lir. Agerskov som Viceinspektør. Under Friedenreichs lange Sygdom var Skolen gaaet tilbage: bedre blev det ikke og kunde det ikke blive i Sommeren efter hans Død, da man slet ikke vidste, i hvis Hænder Skolen skulde betros Der var indgivet 13 Ansøgninger om Pladsen: iblandt dem 4 af Skolens Lærere og desuden A. F. H. Fleischer, Jens Holbeck. Ole Chr Borch, F. A Milo - og en Hoboist ved Kastelsjægerne.

Brix var dengang i Udlandet paa et Rejsestipendium; han kunde derfor ikke personlig henvende sig til Skolens Direktion, men hans Ansøgning var ledsagen af udmærkede Testimonier fra det teologiske Fakultet og glimrende Anbefalinger fra H. N Clausen og Martin Hammerich, i hvis Skole han havde undervist i Historie, Geografi og Dansk. Da han fra Geheimekonferensraad Collin fik Brev om. at han havde faaet Pladsen, rejste han straks hjem fra London, og den 1ste November 1851 blev han højtideligt indsat som Skolens Bestyrer.

Han beholdt hele den fungerende Lærerstab og gjorde i Aarenes Løb alt for at uddanne og styrke dem, og da han 25 Aar efter sin Udnævnelse samledes med Lærerne i Gymnastiksalen, var der endnu adskillige, som havde fulgt ham lige fra Begyndelsen, medens han naturligvis i Aarenes Løb havde knyttet en Række andre dygtige Mænd til Skolen.

Kort efter sin Udnævnelse udarbejdede han de saakaldte "Skolens Vedtægter", der endnu gælder; de vidner gennemgaaende om Brix' Humanitet og klare Blik paa Forholdene. Den 18de September 1855 udkom en Bekendtgørelse fra Kultusministeriet angaaende en Plan for en særskilt Realundervisning og Afgangseksamen for nogle af de lærde Skoler i Kongeriget, men den skulde ogsaa under behørig Kontrol kunne afholdes ved private Skoler, der gjorde Fyldest i enhver Henseende. Efter Brix' Mening var skolen iblandt den, der i sin Plan mest nærmede sig til det foreskrevne Kursus og der behøvedes ikke mange eller gennemgribende Forandringer for at præstere, hvad der fordredes. P« var imidlertid nogle faa Vanskeligheder at overvinde Skolen maatte opgive noget den fuldstændige Uafhængighed, den hidtil havde nydt, og gaa ind under en fremme Autoritets Kontrol, og endvidere maatte den forandre sin Eksamenstid fra Februar til Sommertiden. Disse Betænkeligheder lykkedes det ham dog at faa overvundne.

Nu tiltog Elevantallet i Skolen i en rivende Fart saa at det i løbet af nogle faa Aar blev fordoblet De gamle Lokaler var ikke længer tilstrækkelige, og i 1857 opførtes den store Bygning, der kom til at rumme den naturhistoriske Samling og ni store Klasseværelser.

I November 1876, da Brix havde været Bestyrer i 25 Aar, stod han i sin fulde Manddomskraft og Skolen i sit bedste Flor. Den talte omtrent 500 Elever, fordelte i 23 Klasser, underviste af 62 Lærere. Paa mange Mander blev han hyldet den Dag; iblandt andet samledes l ærerne og Eleverne lidligt om Formiddagen paa Skolen i Gymnastiksalen Det blev overdraget Professor Agerskov at holde Festtalen, som han sluttede saaledes "Det var dog ikke alene ved de sjeldne Evner eller ved sin rige Kundskabsfylde, at Professor Brix frembragte et saa skønt Resultat, det var fuldt saa meget ved sin Personlighed, ved den Aand, der gik gennem hele hans Virksomhed; ved en sand og ægte Humanitet havde han forstaaet at vinde Elevers og Læreres Kærlighed og Højagtelse.

I 1885 var Brix' Helbred begyndt at vakle, men ingen ofrede det nogen alvorlig Tanke, før pludselig ved Skolens Hundredaarsfest den 4de Marts 1886 Hukommelsen svigtede ham, da han stod paa Talerstolen i Industriforeningens Sal. Dagen efter begyndte den haarde Sygdom, der nær havde kostet ham Livet

Ved omhyggelig Pleje og konsekvent Overholdelse af Lægens Forskrifter kom han sig; men den gamle Kraft vendte ikke tilbage, særlig Hukommelsen vedblev det at skorte paa. Ved Slutningen af 1892 traadte han tilbage Den sidste Dag for Juleferien samledes Drengene i Skolens Sal. Brix ønskede, at ingen af Lærerne skulde være tilstede, men i sidste Øjeblik bad han mig at gaa ind med. Der var Dødsstilhed udbredt over hele de - store Skare af Børn, og med ganske faa Ord sagde han dem et hjerteligt Farvel Han var lige ved at synke sammen. Drengene gik da hjem, uden at man hørte en Lyd ved Bortgangen.

Senere har han nok af og til vist sig paa Skolen, mild og venlig som altid, men han holdt ikke af at komme der.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 27. oktober 1908. 2. udgave)

Etatsraad C. Brix død.

14. Marts 1820. - 26. Oktbr. 1908,

Med "Efterslægten"s tidligere Bestyrer, Etatsraad Brix, er en Mand gaaet bort, der indtil for ca. 20 Aar siden spillede en fremragende Rolle i Kjøbenhavn. Han hørte til det nationalliberale Parti, og hans Navn figurerede Side om Side med Billes og D. B. Adlers under alle Opraab, hvad enten det gjaldt et politisk eller kommunalt Valg eller en Opfordring til at støtte en eller anden almennyttig Sag.

C. C. Brix var en jydsk Præstesøn, der i en Alder af kun 16 Aar blev Student og fem Aar efter blev theologisk Kandidat. I Studenterverdenen, hvis Betydning den Gang var en ganske anden end i vore Dage, kom Brix Snart til at høre til de ledende i Kraft af et gode Hoved og sin Slagfærdighed som Taler. Han sluttede sig med Liv og Sjæl til den nationalliberale Bevægelse og hele det skandinaviske Røre. Den unge kjøbenhavnske Privatlærer kastede sig over historiske Studier og besøgte med offentlig Understøttelse i Arkiverne i Stockholm og Uppsala; senere gæstede han i samme Øjemed England. Under sit Ophold her blev han udnævnt til Bestyrer af Efterslægtselskabets Skole og tiltraadte sit Embede den 1ste November 1851. I over 40 Aar sad han som Bestyrer i af den gamle Skole og skaffede sig et Navn sorn en dygtig Skolemand. En af Lærerne har udtalt for os, at han som Skolebestyrer var en Gentleman ud til Fingerspidserne og almindelig afholdt af Lærere og Elever. Han havde altid en Spøg paa Læben og forstod at haandhæve en god Disciplin. Var der noget i Vejen med en Lærer eller en Discipel, kunde han buldre løs, men var altid snart god igen. Saavel Lærere som Elever saa op til ham med Ærbødighed.

I ca. 30 Aar repræsenterede Brix Kjøbenhavns 2den Kreds i Folketinget og havde i mange Aar Sæde i Borgerrepræsentationen. Intet af Stederne kom han dog til at spille den fremtrædende Rolle, som hans gode Evner egentlig gjorde ham selvskreven til; men dette hang sammen med en vis Magelighed i hele hans Temperament; nogen Slider har Brix aldrig været. Paa en Talerstol fyldte han sin Plads og forstod at skaffe sig Ørenlyd selv i nok saa urolig en Forsamling. Den, der skriver dette, husker, hvorledes Brix ved det store Møde i Gothersgades Exercerhus ved Juletid 1878 tiltordnede den overvejende socialistiske Forsamling, der ikke vilde høre ham i Ro: "Jeg er valgt af kjøbenhavnske Borgere til Rigsdagsmand og viger ikke for Deres Brøl, mine Herrer!" Tilhørerne blev imponerede af hans uforknytte Maade at tage Afbrydelserne paa og lod ham tale.

Men dette Møde blev et Fingerpeg om, at det nationalliberale Partis Eneherredømme i Kjøbenhavn stundede mod sin Ende, og da nu tilmed faa Aar efter en Hjærtelidelse traadte til, trak Brix sig i Firsernes Slutning ud af sine offentlige Hverv. Han vedblev dog at virke ved sin kære Skole indtil 1893, men hans gamle Kraft var brudt, og det undrede egentlig mange, at hans Otium blev saa langvarigt.

Hans Død indtræffer netop paa det Tidspunkt, hvor hans Efterfølger I belaver sig paa at vige Pladsen som Forstander for Edv. Storms gamle Skole og overlade til cand. theol. H. P. Hansen som den 9de i Rækken af "Efterslægten"s Bestyrere at føre Skolen frem mod nye Tider.

(Dannebrog 27. oktober 1908).

Han er begravet på Vestre Kirkegård i København.

Frantz Dahl: Chr. Brix. I Anledning af 100-Aarsdagen for hans Fødsel 14. Marts 1920.

Etatsråd Chr. Brix' familiegravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

"Læseforeninger", "Sutter" og saadan noget. (Efterskrift til Politivennen)

Bladenes Referater af Højesterets Domme læses sikkert med Interesse af mange og kan jævnlig være vejledende for Folks Retssans.

Det kan dog ikke være andet, end at Medlidenheden jævnlig vækkes for en og anden Stymper, der dømmes efter Lovens Strenghed, og at man sender en venlig Sidetanke til den Underretsdommer, der lod male med store Bogstaver over sin Kontordør: Summum jus summa injuria. Paa den anden Side kan det gøre godt helt ind i ens Marv, naar Højesteret foretager en ordentlig Afklapsning af en af disse slimede Existenser, som Samfundet er befængt med, og som kun en forbigaaende Uforsigtighed bringer over paa den Side af Stregen, hvor Lovens Haand kan faa Tag i ham.

Som nu for nylig. En jydsk Herredsfoged havde grebet ind overfor en af de saakaldte "Ungdomsforeninger" - andre Steder kaldes de "Læseforeninger" eller "Sutter" eller med andre Kælenavne. En Mand, der selvfølgelig ingen Udskænkningsret havde, var Foreningens Vært. Den havde Love med Bestemmelser om Kontingent, Bestyrelse, Formaal, (Foredrag, Sangøvelser!) Lukketid o. s. v. Heldigvis overholdtes Lovene i dette Tilfælde aldeles ikke; derfor kunne det lykkes at faa fat i Trafikken, som bestod i Kortspil og Drikkeri Nat efter Nat, ofte endende med Slagsmaal. Betalte man 25 Øre i Entre, kunne enhver blive Medlem, og Sognets Ungdom og de ældre Fyldebøtter med sad og drev Nat efter Nat i "Værten"s Stuer, ødte deres Penge og Helbred og blev en Fortvivlelse for Forældre og Hustruer.

Saa tog Herredsfogeden fat, saa snart der kunde tages fat, og mulkterede "Foreningsværten" med 300 Kr. Overreten sagde 200, men Højesteret atter 300 Kr. Disse Ungdoms- eller Læseforeninger er formodentlig en Fordærvelse for mange ogsaa her i Hovedstaden; men de er det i ethvert Tilfælde ganske aabenlyst for en Mængde Egne ude i Landet.

Lad os engang se, hvordan en saadan Læseforening bliver til. En eller anden Høker f. Ex, der har en Stue ved Siden af Butikken, og hvis Finanser trænger til at stives af, foreslaar en Dag sine jævnlige Kunder i Bagbutikken, at de skal se at faa deres Sammenkomster ind under lovlige Former. Ellers bliver de bare en Dag "huggede". De faste Kunder faar nogle ligesindede med, og en Dag holder Læseforeningen for Snaverby og Omegn konstituerende Generalforsamling. En naiv Sjæl er kommen med i Laget. Han vil endelig vide, hvilke Bøger man skal have, og hvad for Blade man skal holde, og hans utrættelige Nyfigenhed paa disse Omraader er en Stund ved at gøre Forsamlingen ganske forlegen. Men endelig reiser Jens Slagter sig ærgerlig med et : "Aa Sludder, Peter, la' nu være mæ aa skave Dig! Du ve' sgu godt, a vi ska'nte læse i andet end som i Holmblads Salmebov, aa a vi bare ska' ha' vos et Sted, hvor vi ka' sidde ganske ugenert aa ta' vores Kaffepunser!"

Og saa stiftes Læseforeningen.

Man har skaffet sig Lovene fra en anden Læseforening i Nærheden, og er man meget forsigtig, lader man en Sagfører se dem igennem.

Kort Tid efter er Læseforeningen i fuld Gang. Der er Bestyrelse, Aarskontingent (man er liberal, og tager det ved given lejlighed ikke saa nøje), Generalforsamlingsbestemmelser, o. s. v. Høkeren vælges til "Vært". Hans Stue forsynes med nogle flere Stole og en Reol, hvori et Par gamle Aargange af "Illustreret Familiejournal", nogle lasede Avisfeuilletoner og muligvis en Salmebog, som der alligevel ikke er Brug for der i Huset; og Værten lægger daglig sin private Avis frem paa Bordet.

Saaledes faar en Høker, der ellers ikke vilde kunne faa Næringsbevis som Beværter, Ret til at holde Beværtning uden Afgifter, uden Politikentrol, saa længe Lovene overholdes blot nogenlunde, og - med anden kvindelig Betjening end egen Hustru og egne Døtre! Der spiIles og drikkes. Værten bliver federe, Hjemmene fattigere. Demokratlisering breder sig. Der er fuldt af Cykler fra Omegnen udenfor Høkerens Dør. Kroen, der ligger en halv fjerdingvej borte, holder aabent over Lukketid, fordi Høkeren har aabent hele Natten. Brugsforeningen i Nabobyen, der har Ret til Udskænkning til Medlemmerne, kan heller ikke mere Iukke Kl. 10. Og Egnens andre Høkere eller Handlende eller Købmænd, hvad de nu kaldes, faar, ofte modstræbende, deres Bagstue lavet om til Smugkro. Thi naar deres Kunder kommer ind og forlanger Brændevin eller Cognac eller bajersk Øl til Nydelse paa Stedet, tænker de paa deres vanskelige Status og paa konkurrenten, Høkeren med Læseforeningen, og saa - værs'go og gaa ind i Bagstuen!

Ja, saadan gaar det. Det vrimler med latente Smugkroer ude i Landbefolkningen, og de fleste - for der er vel Undtagelser - af "Læseforeningerne" er de værste. Og saa er det saa fortvivlet vanskeligt at komme dem til Livs. Store Dele af Befolkningen kan være forbitrede nok paa dem; men alligevel - kommer Herredsfogden og vil have Oplysninger, gør man sig tvær. Og det værste er, at det er Grundloven selv, man har at kæmpe imod. Det er i Læ af dens Bestemmelser om Forsamlingsfriheden, at alle disse Smugkroer trives.

Hvordan mon Ædruelighedskommissionen i Grunden vil stille sig overfor alt dette? Mon den vil gøre gældende at Grundlovens Indskrænkning af Borgeres Ret til at samle sig eller danne Foreninger til kun at gælde, naar de er ubevæbnede, ogsaa maa gælde, naar det er de skarpe Drikkes tveæggede Sværd, man sidder og bekæmper hinanden med? Eller - Spøg til Side - vil den, da Forsamlingsretten nu allerede er begrænset af dette: "ubevæbnede", søge ved en Grundlovstilføjelse at faa den begrænset ogsaa overfor Misbrug af Udskænkningsretten?

Hvorom alting er - det har været disse Liniers Maal at pege paa en Kræftskade paa Samfundslegemet (svagere Udtryk kan ikke bruges), som alle gode Kræfter maa enes om at se at faa bekæmpet.

Obs.

(Nationaltidende 12. juni 1906).

Næringslovens §61 blev ved en Højesteretsdom af 30. marts 1885 fortolket således at beværtning kunne drives overalt på landet når blot det blev iagttaget at man kalder sig "sluttet selskab" og hver deltager betalte et årligt kontingent at 25 øre.

Fra en helt anden boldgade: Kvindelig Læseforening på hjørnet af Gammel Mønt og Kristen Bernikowsgade. Foreningen eksisterede 1872-1962. På artiklernes tid havde foreningen et par tusind medlemmer, og havde et udlånstal der oversteg Det Kongelige Bibliotek og Universitetsbiblioteket - tilsammen.Lars Peter Elfelt (1866-1931): Kvindelig Læseforening, interiør, cafe. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Læseforeninger" m. m.

En Indsender, der har Autoritet og Erfaring paa det Omraade, gør os opmærksom paa, at det Ikke er saa vanskeligt at komme "Læseforeningerne" og de andre Smugkroer til Livs, som det efter vor Artikel forleden skulle synes at være. Det kommer blot an paa, hvilken Energi og Interesse de stedlige Retsbetjente sætter ind paa at faa disse skadelige Indretninger, om hvis Existens de naturligvis ved god Besked for deres Jurisdiktions Vedkommende, bragt ud af Verden. Det gælder om at faa konstateret, at "Læseforeningerne" er et Skalkeskjul for ulovlig Beværternæring, og dette vil i mange Tilfælde ikke være svært.

Som bekendt hænder det ret jævnligt, at Gæstgivere dømmes for Overtrædelse af Næringsloven, fordi de driver Beværtning med Udskænkning af Brændevin og benytter Gæstgiverbevillingen som et Skærmbrædt. Paa samme Maade vil det i ni af ti Tilfælde kunne konstateres, at en "Læseforening" ikke har sit Formaal i den Læsning, i Foredragene, Sangøvelserne o. s. v. der findes omtalt i dens Lov, men slet og ret er en Omgaaen af Næringsloven, en Smugkro. Det hele afhænger af, om Retsbetjentene virkelig vil prøve at være de gode Elementer i Befolkningen til Støtte i disse Sager, sætte alle de personlige Hensyn, ved hvilke netop saadanne Sager under de snævrere Forhold ude paa Landet ofte lider ilde, til Side, og navnlig sørge for at holde deres Sognefogeder ordentlig til IIden.

Indsenderen gør opmærksom paa, hvorledes flere Retsbetjente - han nævner særlig en enkelt midt inde i Jylland - , har sat stor Energi ind paa at faa renset deres Jurisdiktioner for de falske "Læseforeninger" og for Smugkroerne og, trods adskillige Kampe til at begynde med, har vundet Befolkningens Taknemmelighed. Men der er langt frem endnu.

Obs. 

(Nationaltidende 19. juni 1906).

Citatet ”Summum jus, summa injuria” kan oversættes til ”Den højeste ret, den største uretfærdighed.” Det er også titlen på et maleri fra 1886 af maleren Erik Henningsen. Billedet forestiller en kvinde, der har dræbt sit barn og begravet det. Forfatteren til artiklen kan muligvis hentyde til det.

En herredsfoged i Maribo idømte i slutningen af 1860'erne medlemmer af en læseforening bøder fordi den blev misbrugt til kortspil og svir. Endvidere pålagde han foreningen at holde lukket fra kl. 22. Foreningen klagede til justitsministeriet som gav foreningen ret i at herredsfogden ikke havde lovhjemmel at lukke på det tidspunkt. Og pålagde herredsfogden at gribe ind når beviser forelå om ulovlig hasardspil mm. Med jævne mellemrum dukkede sådanne sager op i pressen:

En moderne Smugkro

Højesteret  (---)  tog () fat paa en af de Smugkroer, der er ved at opstaa rundt omkring i Landet, og som i Ly af Foreningsloven unddrager sig den Kontrol, som andre Beværtninger er underkastede.

Foreningsvært N. P. Andersen af Bramminge var tiltalt for at have overtraadt Næringslovene. Han var ved Esbjerg Politiret og Viborg Overret idømt 300 Kr. i Bøde for femte Gang at have begaaet ulovligt Næringsbrug og ulovlig Brændevinsudskænkning. For Højesteret var Hr. Salomon Aktor, Hr. Asmussen Defensor.

Aktor gav en Fremstilling af den Læseforening, for hvilken Hr. Andersen havde været Vært. Foreningens Formaal var, hed det i Lovene, at rejse et Foreningshus og oprette et Bibliotek, men ved Siden heraf skulde Medlemmerne, og hvem disse medførte i Lokalerne, kunne faa Drikkevarer "efter Behag og Evne". Dette sidste Punkt blev snart Foreningens egentlige Formaal. Det aarlige Kontingent, som var sat til 50 Øre, opkrævedes aldrig, det eneste, der af Medlemmerne blev betalt, var 25 Øre i Indskud. Disse Penge modtog Andersen, og han skulde aflægge Regnskab for dem, men gjorde det aldrig. I Foreningens Love hed det, at Værten skulde vælges paa en særlig Generalforsamling, men en saadan fandt aldrig Sted, og det betragtedes ganske som givet, at Andersen var selvskreven Vært. Foreningen var, siger Aktor, med andre Ord blot det Skærmbræt, bag hvilket Tiltalte skjulte sit ulovlige Næringsbrug, og den var, som Formanden paa Foranledning havde erklæret, stiftet paa Andersen Initiativ. Hr. Salomon paastod den indankede Dom stadfæstet eller skærpet.

Defensor, Hr. Asmussen, mindede om, at Andersen, da han overtog Stillingen som Vært, udtrykkelig havde forbeholdt sig, at Lovene blev af en saadan Art, at han ikke kunde komme i Strid med Næringsloven; heller ikke fandt Defensor, at Foreningens Love kunde aabne nogen Vej til Brud paa Næringsloven. Man kunde ikke med Rette hævde, at Foreningen ikke havde arbejdet paa sine mere ideelle Formaal, men kun havde virket som Beværtning! det havde den ganske simpelt ikke haft Tid til, da den kun havde virket som Beværtning i tre Maaneder, fra Oktober til Januar. Af samme Grund var det ogsaa let forklarligt, at man ikke havde opkrævet Kontingent eller aflagt Regnskab ! det var noget, der kunde være sket i den nærmeste Fremtid, og man var saa smaat begyndt at tænke paa det.

Defensor henstillede derfor, om man virkelig med Sikkerhed kunde sige, at Næringsloven her var overtraadt, i andre Tilfælde, hvor slige Sager havde været for Højesteret, havde Forretningen altid haft længere Tid til at vise sin sande Karakter. Han indstillede derfor Tiltalte til Frifindelse.

Men Højesteret stadfæstede den indankede Dom.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 5. oktober 1901).

I Ove Pedersen: "Et sogn og dets lærer" om lærer Iver Kristensen Holmgaard som var lærer i Ørre 1869-1913, nævnes at Holmgaards forgænger i embedet holdt smugkro for landsbyens beboere både før og efter kirketjenesten. Mens præsten kun passede det nødvendige som han skulle passe. Holmgaard selv fik i 1914 et mindesmærke i Ørre Kirkeby.