Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Østre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Tjenestepige pisket. (Efterskrift til Politivennen)

En Slyngel, der prygler sin Tjenestepige med en Hundepisk.

En forfærdende Mishandlings-Affære for Retten.

Piskeslagene regnede ned over den unge Pige, og liggende paa Knæ maatte hun love intet at fortælle.

Vor Korrespondent i Nykøbing telefonerer:

Forpagter Larsen fra Hillested er anholdt for Mishandling af sin Tjenestepige. Han var i Gaar fremstillet i Forhør, hvor det oplystes, at han havde slaaet Pigen 10 til 15 Gange over hele Kroppen med en Ridepisk. Slagene havde været saa voldsomme, at den unge Pige maatte køres til Læge. Forpagteren havde med Ridepisken i Haanden tvunget den unge Pige til at falde paa Knæ foran ham og bede om Forladelse, fordi hun havde omtalt et Forhold mellem Forpagteren og hans Husbestyrerinde. Endvidere maatte hun - stadig liggende paa sine Knæ - love, at hun ikke vilde fortælle til nogen, at han havde slaaet hende!

Forpagteren tilstod i Forhøret, at han havde slaaet Pigen og tilbød at afgøre Sagen med en Bøde, men dette vilde Dommeren ikke udtale sig om i Øjeblikket. Forpagteren tilbød derefter en Kaution paa 2000 Kr., hvis han maatte blive løsladt, men dette Tilbud blev straks afslaaet, og Forpagteren blev atter ført ned i Arresten.

I Eftermiddag vil han paany blive fremstillet i Forhør, og det ventes, at der vil blive afsagt Arrestdekret over ham.

Den anholdte er Broder til den for kort Tid siden omtalte Obligationssvindler.

(Klokken 5 (København) 12. juni 1924)

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

I december 1920 gjorde Socialdemokraten Fornæs i forbindelse med Frederiksbergs Kommunes bevillinger opmærksom på at mens Kronprinsesse Louises Tjenestepigeskole fik penge, så gjaldt det samme ikke Husassistenternes Fagskole, selv om denne havde langt større tilslutningen.

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole.

Aldrig har nogen Maler malet dette Billede, og det vilde dog være et anderledes Sujet end Pakkasserne: Et stort lyst Køkken af Størrelse som en mindre Dansesal med Køkkenborde langs Vinduerne, opfyldt med Fade, Skaale og Krukker med Mad under Tilberedning. Midt paa Gulvet et mægtigt Komfur, hvor en lystig Ild brænder. Der er 8-9 Huller med Pander og Gryder, og foran hver staar en lille Kokkepige i Bomuldskjole med blaat Forklæde og et hvidt Tørklæde om Hovedet og rører med en Slev andægtigt og opmærksomt. Bagved dem en Dame ivrig belærende med et Øje paa hver Finger.

Eller et andet Billede: En nydelig Dagligstue med Fløjlsmøbler. To smaa Stuepiger flytter Møblerne bort fra Væggen, ruller Tæppet sammen, børster, banker, tørrer af, vasker Gulv, mens en Lærerinde nøje vaager over deres Færd.

Eller et lille Pjevs med to lange lyse Fletninger ned ad Nakken manøvrerende med et Par mægtige Herrestøvler, som hun lærer at børste saa blanke som et Spejl.

Vi kan give et Billede endnu: En Vaskekælder med en Klynge Smaapiger, der staar og skyller og vrider Tøj. I dette tætte Slør af Damp ser de ud som smaa legende Alfer.

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole skabtes for 47 Aar siden efter svensk Mønster af vor nuværende Enkedronning, daværende Kronprins Frederiks Gemalinde. Den blev, hvad der var Hensigten: praktisk. Den nuværende udmærkede Bestyrerinde, Frk. Blichfoldt, er et Menneske paa sin rette Plads. Dygtig, energisk, selv foran i alt Arbejde ejer hun det rette Haandelag og den fulde Forstaaelse af den grønne Ungdom, der er betroet hende.

Paa Skolen kan der optages 31 Børn. De antages i Fjortenaarsalderen og bliver i to Aar. De betaler for Undervisning i al Huslighed og fuldt Ophold 25 Kroner Maaneden. De arbejder i Hold, to Maaneder skiftevis ad Gangen i hvert Fag. Det ser ud, som om de gaar med Lyst til deres Arbejde, og naar de er udlærte, er der Rift om dem, som de flinke Husterner de er.

Men hvorfra kommer nu de Støvler, de lærer at blanke, den Mad de laver, og Vasken, der vaskes? Jo, det er ligesaa simpelt som praktisk indrettet. Tjenestepigeskolen har Pensionat. Sytten Damer og Herrer, mest ældre, og; det er disse Menneskers Tjenerinder, Pigebørnene er.

Ja, det koster jo lidt, Læretiden herinde, men de Forældre, der kan ofre Pengene, giver deres Børn en Uddannelse, der ikke blot kan blive et godt Levebrød for dem, men ogsaa komme dem tilgode, naar de engang selv faar Hus og Hjem.

Fru Rosalie.

(Folkets Avis (København) 27. januar 1921).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Fra "Karens Minde". (Efterskrift til Politivennen)

Fedtebrød i Grøden og Soya i Sødsuppen

Et mærkeligt Pigebarn.

Gamle hæderkronede Madam Mangor - Opfinderen af Nellikerne i Flæskestegens Sprækker og andre smaa kulinariske Rariteter, vilde have vendt sig i sin Grav, hvis hun havde hørt, hvorledes der blev skiftet Ord om Kogekunst i Byrettens 4. Afdeling hos Dommer Friis i Lørdags.

Der stod Nelly Henriksen, Tjenestepige fra Optagelseshjemmet "Karens Minde" anklaget.

Dommeren spærrede Øjnene op, da han hørte, at Nelly havde kommet Fedtebrød i Gryderne, naar der blev kogt Risengrød og Soya, naar der blev kogt Sødsuppe.

- Nu har jeg aldrig hørt Mage til Skarnsstreger, sagde Hr. Friis, 

Men videre blev der læst op, at Nelly havde klistret Smør og Grød op ad Væggene, havde hældt Kakkelovnene over med Øl og paa forskellig Maade ødelagt inventaret.

- Men er den Pige da gal!  udbrød Dommeren.

Nellys Moder var mødt og vilde gerne have sin Datter med Hjem, men saa kom det frem, at Nelly ogsaa havde stjaalet Penge, Smykker og rede Penge fra de andre Tjenestepiger derude, endda ved ligefrem at brække deres Kufferter op.

Saa sagde Dommeren Nej, og Nelly bliver nu anbragt paa Optagelseshjemmet "Engelsborg", indtil der foreligger en Afgørelse fra Justitsministeriet. Men i hvert Fald, Gryderne faar Nelly ingen Adgang til foreløbig.

(Aftenbladet (København) 6. december 1920).

Optagelses- og Iagttagelseshjemmet Engelsborg, Bagsværdvej 39, Lyngby, blev oprettet af Fængselshjælpen 1907 og drives for Dansk Forsorgsselskabs regning. Hjemmet blev anerkendt 25/9 1923 (fornyet 28/10 1953). Hjemmet optager kun piger. I dag er det et udslusningsfængsel for dømte der afsoner den sidste del af deres straf, eller som er i tilsyn. Der er plads til 22 beboere, samt fem familier i udslusningsfængslets familiehusprojekt.

Aandssvag Pige føder i Dølgsmaal.

En uhyggelig Sag i København.

Københavns Politi arbejder i disse Dage med en uhyggelig Sag, hvor en 18-aarig, aandssvag Pige, Lisa Andersen, Saksogade 77, er Hovedpersonen.

Den stakkels Pige, der gennem flere Aar har haft Ophold paa Aandssvageanstalten "Karensminde", maatte ved Juletid sendes hjem derfra, fordi hun var gravid. Hvem der er Fader til Barnet, ved man ikke, - og den aandssvage Stakkel sikkert heller ikke.

For faa Dage siden konstateredes det, at hun maatte have født Barnet, og ved nærmere Undersøgelse er Barnet fundet som Lig paa et Pulterkammer. Det menes, at Barnet har været dødfødt, saaledes at der ikke foreligger Barnemord, men kun Fødsel i Dølgsmaal.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. april 1922).

Alma Bondesen. (Efterskrift til Politivennen)

Alma Bondesen kontra Assessor Finsen.

Retsskandalen for Højesteret.

Endelig i Gaar kom Alma Bondesens Sag til Behandling ved Højesteret. Den unge Pige opnaar forhaabentlig her den Oprejsning og Frifindelse, som hun fuldt ud fortjener, og som skal afvaske den Tort, der er overgaaet bende, og de Lidelser, hun har udstaaet i Fængslet.

Det er Assessor Finsen, som har forlangt Sagen revideret. Han var nødsaget dertil, dels paa Grund af de stærke Angreb, som "Social-Demokraten" og den øvrige Arbejder-Presse rettede mod ham, og dels som Følge af, at Alma Bondesen ogsaa stod parat med en Fordring om Sagens Revision.

I Højesteret optræder Salomon som Alma Bondesens Defensor, og Nellemann har paataget sig Hvervet som Aktor. Det vil erindres, at Alma Bondesen har siddet uskyldig fængslet i 3 Maaneder, anklaget af sin Husbond, Herreekviperingshandler Fisker, for et Indbrudstyveri, som hun ikke havde begaaet, og til hvilket Gerningsmanden senere opdagedes.

Medens Alma sad arresteret, fremsatte Hr. Fisker hæsblæsende en ny Anklage mod hende. Anklagen gik ud paa, at hun havde gjort sig skyldig i Bedrageri med en Kjole, som hun før sin Fængsling havde besørget til Farveren for en Veninde, en Tjenestepige ved Navn Elise, der havde medgivet Alma 3 Kr. til dermed at betale Farveren.

Disse 3 Kr, paastod man, havde Alma beholdt, og derfor skulde hun straffes for Bedrageri. Hr. Finsen tog intet Hensyn til, at det netop var den uforskyldte Varetægtsarrest, der forhindrede Alma i at opfylde sine Løfter over for Elisa.

Altsaa: Saafremt Alma ikke af Hr. Fisker var bleven sigtet for Tyveri og arresteret, saa havde der i det hele taget slet ikke kunnet komme til at foreligge nogen "Bedragerisag".

Endnu ét er mærkeligt. Paa det Tidspunkt, da den uheldige Hr. Fisker fremsatte sin sidste Anklage, altsaa den om Bedrageriet med Kjolen, havde Elise for længst faaet tilbageleveret baade Kjolen og Pengene, som Almas Fatter havde paataget sig at levere hende, lige som Elisa havde erklæret, at hun intet yderligere Krav havde paa Alma. Trods disse Kendsgerninger optog Finsen Kjole-Sagen til Undersøgelse, og Resultatet blev, at Alma idømtes Vand og Brødstraf for Bedrageri.

Paa denne letkøbte Maade haabede Finsen at han kunde redde sin Assessor-Ære. Alma gik ganske vist fri og frank ud af Indbrudstyveri-Affæren. Men de 3 Maaneders Arrest havde ikke været forgæves. Den unge Pige stod nu stemplet og dømt som en Bedrager trods at hele hendes Vandel var uden mindste Plet og Lyde. Alma udstod sin Vand- og Brødstraf. Det er oprørende, at denne Kvinde, som ikke har gjort sig skyldig i noget som helst ulovligt, ikke desto mindre har tilbragt 3 Maaneder i et Fængsel, hvor hun blev pint og plaget, blev uagtet Extraforplejning, blev trakasseret ved Disciplinærstraffe for den Bagatel, som hun under Opholdet i Fængselsgaarden med en Haarnaal havde indridset sin Broders Navnetræk paa et Plankeværk, at hun maatte lide den vanærende Vand og Brød-Straf, og at hun endelig kun blev løsladt af Mangel paa Bevis, idet Sigtelsen for Indbrudstyveri stadig svævede over hendes Hoved.

Paa dette Tidspunkt var det, at "Social-Demokraten" tog sig af Alma Bondesen. Afsløringerne vakte den største Opsigt.

Angrebene tvang altsaa Finsen til at forlange Sagen om de 3 Kr. revideret. Alma Bondesens Defensor, Højesteretssagfører Salomon, har foretaget meget omfattende Undersøgelser.

Der ventes, at hans Procedure ved Højesteret vil bringe en hel Række nye Afsløringer for Dagen, bl. a ogsaa om Almas Behandling i Fængslet.

Af Aktors, Højesteretssagfører Nellemanns Tale for Højesteret i Gaar refererer vi:

Nellemann : Alma Bondesen er født den 4. December 1878 paa Lolland. I 1898 kom hun til at tjene hos Grosserer Fisker, men i en tidligere Tjeneste havde hun haft det Uheld, at hun er sigtet for at have stjaalet en 50 Kroner Seddel. Under denne Sag har hun erkendt, at Mistanken maatte falde paa hende og Drengen. Grosserer Fisker boede paa Holckenhus, men laa paa Landet om Sommeren. Paa et Besøg inde i Byen blev der opdaget et Tyveri, og hun blev sigtet derfor og arresteret, indtil hun den 27. September 1899 løslodes, idet Sagen hævedes med Politidirektørens Samtykke. Under Sagen blev det imidlertid oplyst, at hun havde gjort sig skyldig i et andet strafbart Forhold, hvorfor hun idømmes 5 Dages Vand og Brød. Nogen Tid efter blev det oplyst, at en anden Kvinde, Ida Hasselberg, havde forøvet Tyveriet hos Grosserer Fisker, saa at Alma Bondesen altsaa var fuldstændig uskyldig i denne Sag. Hun blev tilkendt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest, men hermed lod man sig ikke nøje. Der blev skrevet lange Artikler og afholdt Protest og Folkemøder til Gunst for Alma Bondesen. For Højesteret foreligger der egentlig kun den lille Bedragerisag, hvorfor Alma Bondesen er dømt, men jeg maa dog ogsaa gaa ind paa den store Sag, da det ikke paa nogen Maade kan gaa an, at denne Sag ses isoleret. Alma Bondesen fulgte altsaa med Fisker fra Landet til Byen. Hun blev den 19. Juli 1899 indbragt til Politistationen af Fisker, som sigtet for at have stjaalet kostbare Sølvgenstande og Silketøjer. Fiskers Sigtelse var meget bestemt. Han følte sig overbevist om, at Alma var Tyven, og erklærede, at ingen andre kunde have begaaet det. Ved Arrestationen fandtes hun i Besiddelse af 92 Øre og en Laaneseddel paa et Sølvcylinderuhr. Hun indrømmede i det første Forhør, at Køkkendøren var aflaaset, og at Nøglen sad indvendig. Næste Dag anmeldte Fisker, at der ude paa Landet var stjaalet 2 Sølvspiseskeer. Han sigtede altsaa Alma for at have stjaalet baade i Byen og paa Landet. Dertil kom Historien om 50 Kroner Seddelen, og det kan jo i det hele siges, at den stakkels Pige har været meget uheldig. Ikke mindst uheldig var hendes egen Forklaring, at Nøglen sad indvendig i Køkkendøren, og hele Tiden havde siddet der. Assessor Gram holdt Grundlovsforhør og afsagde Arrestdekret over hende, hvorefter Sagen overtoges af Assessor Finsen. Den 28. Juli mødte Fisker i Retten, men forinden findes ved Visitationen Brevet fra Broderen hos hende, hvor han meget indtrængende paalægger hende at skaffe ham Penge - saa mange som muligt - for at han kunde skabe sig en Forretning. Man kunde naturligvis ikke paastaa, at hun havde stjaalet for at hjælpe Broderen, men man forstaar, at Dommeren leder Forhørene i den Retning, og føler Mistanken bestyrket. Den 26. Juli møder Fisker altsaa for Retten og paastaar i stærke Udtryk, at Alma maatte være Tyven Han erkendte, at Familien iøvrigt havde været tilfreds med Alma, og oplyste, at de to Sølvskeer maaske nok var bleven borte inde i Byen. Grosserer Fisker sagde tillige, at Alma vistnok havde et uægte Barn, som hun skulde bruge Penge til. Der blev nu søgt Oplysninger om hende, men det viste sig, at hun i et og alt var en ordentlig Pige, der kun var lidt letsindig med sine Penge. Hun tilhørte Indre Mission, som hun skyldte Penge for gudelige Skrifter og kontante Laan. Almas Broder bliver derimod fra forskellig Side skildret som en Mand, der har en uheldig Indflydelse paa sin Søster. Saaledes stod Sagerne længe. Fiskers Kone afhørtes den 16. August. Hun vidner, at Alma var uordentlig i Pengesager, men hun har altid gjort Rede for sig. Tillige har hun gentagne Gange faaet Forskud paa sin Løn, en Gang en hel Maaned forud. Dette skete ved Hjælp af en Løgn, og dette indrømmede hun, idet hun urettelig havde foregivet, at Moderen var syg. Ligeledes indrømmede hun, at hun enkelte Gange havde forbrugt nogle Smaapenge, som var hende betroet, og som hun altid betalte tilbage. Ellers indrømmes fra alle Sider, at hun er tarvelig anlagt, gik ikke paa Sjov og havde ingen Kærester. Arkitekt Warming, som tog sig af Alma efter hendes Arrestation, siger om hende, at hun er uordenlig og upaalidelig i sin Tankegang og ofte kommer Sandheden for nær, uden at hun efter hans Mening er sig dette bevidst. Begge Overbetjente ved Kamret bevidner, at Alma var lidet sanddru, og aldrig passede paa, at det hun sagde, var overensstemmende med, hvad hun tidligere havde sagt. Assessor Ussing siger, at hun er holdningsløs og lader sig i sine Udsagn bestemme af, hvad der i Øjeblikket tager sig bedst ud. Efter Sagens Akter faar man det Indtryk, at Alma er, hvad man kalder for en skikkelig Person, der ikke trykkes af alt for megen Forstand. Alma havde i det sidste Halvaar faaet en Løn af 84 Kr., hun havde af en Kvinde laant 22 Kr., og hun havde pantsat Uhret for 7 Kr. Ialt var der 113 Kr., som hun ikke kunde gøre Rede for, uden at hun havde sendt Missionær Jensen 18 Kr., som hun skyldte ham for gudelige Skrifter. Senere huskede hun, at hun havde brugt 58 Kr. til Klæder og til en Rejse til Maribo. Denne mærkelige Mangel paa Hukommelse og hendes gaadefulde Forhold til Broderen maatte bestyrke Dommerens Mistanke. Dertil kommer Fiskers hensynsløse og uoverlagte Paastand, at Alma maatte være Tyven, og at hun ogsaa havde stjaalet ude paa Landet (2 Sølvsker). Ogsaa han fortæller, at Nøglen i Køkkendøren har siddet indvendig og paa tværs, og nu siger Alma pludselig, at Nøglen ikke sad indvendig uden den første Gang, hun var inde, ganske i Modstrid med hendes eget tidligere Udsagn. Det kunde Dommeren ikke tro, men det blev virkelig oplyst, at en Pige i Huset havde hjulpet hende med at pirke Nøglen ud af Laasen, og at hun saa tog Smæklaas Nøglen med hjem. Det er dette hendes daarlige Forsvar, der har hidført den hele kedelige Sag, men man har ikke derfor Ret til at gøre Systemet og Dommerne ansvarlig derfor. Hun har kun sig selv og navnlig Grosserer Fisker at takke derfor. Hans Optræden er lidet tiltalende. Han er optraadt altfor rask og hensynsløs, og hans Vidnesbyrd bar ikke været overensstemmende med Sandheden. Justitsen har ved at yde hende 500 Kr. i Erstatning gjort hvad den kunde for at rense hende for Tyverisigtelsen. Hun blev dømt for Bedrageri, og det kan hun ogsaa takke Grosserer Fisker for. Alma havde modtaget 3 Kr., for at hun skulde besørge en Kjole farvet. Alma indrømmer, at dette er rigtigt, men Farveren havde lukket, og hun bragte Kjolen hen til en Fætter, Elektriker Jensen, der lovede at besørge den. De 3 Kr., hun havde faaet af Pigen, havde hun brugt. Denne Rapport blev lagt til Side indtil sidst i August. Dommeren har rimeligvis fra først af ikke tænkt sig at ville gøre noget ud af denne Sag. Da Dommeren saa ikke kunde komme nogen Vej med Alma, men alligevel var overbevist om, at han var Tyven, blev Rapporten om Bedrageriet fremlagt, for at Justitsen kunde ske Fyldest. Pigen Elise Andersen, der ejede Kjolen, blev forhørt. Hun fortalte, at Alma havde sagt til hende, at hun vel ikke havde truffet Farveren, men havde givet Broderen kjolen og de 3 Kr. Dette var altsaa usandt, og her ligger Almas Strafskyld. Hun bruger Elise Andersens Penge og giver hende en Løn at løbe med. Taleren skulle indrømme, at det var uheldigt, at Finsen havde ladet protokollere, at Alma havde tilvendt sig Pengene i svigagtig Hensigt, thi ingen tvivler vel om, at Alma jo havde i Sinde at betale disse Penge. Hun havde benyttet Lejligheden til at skaffe sig et Tvangslaan, men, som sagt, den hele Sag kan ikke taale at ses alene. Den maa ses i Belysning af Tyverisagen og af hendes fuldstændige Mangel af Evne til at føre et Forsvar. Hun har ikke en Gang sagt, at hun var i Stand til at betale Pengene tilbage. Ligesaa galt er det, at Elise Andersen glemmer at sige, at hun ikke ønsker Alma Bondesen straffet. Hun er ganske vist heller ikke bleven spurgt derom. (Munterhed). Ja, hun burde jo have sagt det, og hun har ogsaa sagt det i Reassumptionsforhøret. Den 21. September bliver Tyverisagen sluttet med Politidirektørens Samtykke. Der afsiges Dom den 23. September, og Alma Bondesen straffes med Lovens mildeste Straf - 5 Dages Vand og Brød. I Højesterets Dom af 1882 blev der konstateret en lignende Straf skyld, idet en Mand dømmes, fordi han faar Penge til at betale Afdrag paa en Vexel, undlader at gøre det og falskelig fortæller, at han har gjort det. Her drejer det sig kun om 3 Kr., ja i Virkeligheden drejer det sig kun om 2 Kroner, men Lovgivningen tager nu ikke Hensyn dertil, selv om den nu burde gøre det. I de Reassumptionsforhør, der paa Defensors Begæring er optaget, er Situationen ikke blevet forandret. Hun har igen tilstaaet, at hun har forbrugt Pengene, og at hun til Elise Andersen havde sagt, at hun havde givet Broderen dem. Kun paa enkelte Bipunkter er der sket en Forandring, som dog ikke kan saa Indflydelse paa Dommen, hvis den høje Ret godkender Kriminalrettens Skøn over Alma Bondesens Strafskyld efter Straffelovens § 253. Elise Andersen har nu erklæret, at hun først senere har givet Alma Pengene til Farveren, da Kjolen først skulde betales, naar den var farvet. Hun sik først Pengene i Juni Maaned. Ligeledes kan Elise nu erindre, at Alma har sagt. at hun havde givet Fætteren og ikke Broderen Pengene. Da hun ikke hurtigt fik Kjolen, spurgte hun efter de 3 Kr , og da hun fik det Svar, at Fætteren, som var arbejdsløs, havde faaet Pengene, blev hun bange for, at denne skulde bruge dem, men Alma sagde: "Nej, han er saa ærlig." Om hvorledes Alma har forbrugt Pengene, kunde hun ikke sige. Hun havde i de Dage betalt Syløn og Fodtøj med 9 Kr. 75 Øre, og hun havde da kun 37 Øre tilbage. I Reassumptionsforhøret fortæller Alma Bondesen, at hun brugte de 3 Kr. Søndag den 18 Juni til at betale en Skomager med, og hun har altsaa brugt Pengene til egne Øjemed; hvorvidt hun derfor kan straffes efter Straffelovens § 253, som den, "der i bedragerisk Hensigt afhænder eller pantsætter eller paa anden svigagtig Maade, hvorved rette Ejers Ejendomsret kunde gaa tabt, tilegner sig Gods, der er ham betroet til Laan, Leje eller Forvaring, Bestyrelse eller Pant, eller hvorover Tredjemand har erhvervet en Rettighed, med hvilken den, der ved hin Handling skulde stiftes, er uforenelig, saa og paa den, der svigagtig bortflytter eller forstikker arresteret Gods", skal han overlade til Rettens Skøn. Reassumptionsforhørene er meget omfattende, og de viser ret, hvor pjaltet og upaalidelig hun er i sine Forklaringer, og Taleren kan ikke forstaa, hvorfor Defensor har fremdraget en saadan Masse ubetydelige Ting. (Taleren har paa dette Tidspunkt talt i tre Timer og i en Uendelighed opholdt sig ved disse Ubetydeligheder). I Reasumtionsforhøret har hun endelig tilstaaet, at hun havde de tre Kr., da Elise krævede hende for dem, men hun havde besluttet at ville bruge dem til at betale Skomageren med. Er det ikke utroligt, at et Menneske kan "gravere" sig selv paa den Maade? Broderen har erklæret, at han vilde have betalt de tre Kroner, om han havde faaet mindste Antydning om Søsterens Uheld, men det var jo Broderen, som plagede Alma for Penge, saa det passer ikke. Hun skrev derimod fra Fængslet til en Veninde, om denne vilde gaa til Fætteren og bede ham hente Kjolen og sende den til Elise Andersen samt lægge de tre Kroner ud for hende, som hun skriver, at hun har faaet af Elise Andersen. Fætteren hentede Kjolen, men Elise Andersen betalte ham de tre Kroner, som Farveren havde faaet, da hun vidste, at han var arbejdsløs. Taleren sluttede endelig sit Foredrag med for tyvende Gang at fremhæve, at Alma havde brugt de tre Kroner af Elises Penge og at hun har skjult det med en Løgn. Defensor har i en lang Skrivelse fremsat en Række Klager, men disse er dels ubeføjede, dels ubevislige. Ogsaa i den Retning er Alma Bondesen helt igennem upaalidelig. Endelig maa det tillades inden for en vis Grænse, at en Dommer skælder en Inkvisit ud for en Løgner og en Tyv. Derimod vilde det være ganske nederdrægtigt, hvis Overbetjent Laurids Pedersen havde sagt "infam Løgn", "Tyvemær" o. s. v. Laurids Pedersen har bestemt benægtet dette. Han paastaar, at han aldrig siger "Tyvemær", men "Tyvetøs' til de kvindelige Arrestanter. (Stor Munterhed.) Taleren maatte betragte det som ukorrekt, naar Alma Bondesen ikke har faaet Mad før Kl. 2 om Eftermiddagen. Det kan ikke undskyldes, hvis det er sandt, og Stationspersonalets Forklaringer er paa dette Punkt slet ikke fyldestgørende. Naar hun klager over, at hun ikke maatte faa Extraforplejning, da er det paavist, at dette ikke er sandt. Der er ingen, der har budt hende noget, eller søgt om at faa Lov til at yde hende saadan. Det hele indskrænker sig til, at en enkelt Mand har tænkt paa at tilbyde hende noget. Endelig paastaar Alma Bondesen, at man ikke tilstrækkeligt tydeligt har betydet hende, at hun kunde faa en Defensor. Der blev spurgt hende, om hun vilde have Dom strax eller vente en 14 Dages Tid, og saa valgte hun det første, da hun slet ikke tænkte sig Muligheden af at faa en Defensor. Da Dommen blev forkyndt hende, spurgtes der, om hun var tilfreds, og dertil svarede hun nej. Betjenten spurgte saa, om hun da ikke vilde modtage Dommen, og hun svarede: Ja, det maa jeg vel. Ja, det skulde hun ogsaa, mente Betjenten, da del var den mildeste Dom efter den Paragraf. Aktor fandt det ganske urimeligt at spørge et Menneske, om hun var tilfreds med at komme paa Vand og Brød. Gid vi kunde faa den Slags Ting forandret i Stedet for at tale saa meget om de store Revolutioner af vor Retspleje.

Dermed begyndte Dokumentationen.

Sagen fortsættes i Dag.

(Demokraten (Århus), 6. februar 1901)

Alma Bondesen (som eneste kvinde) på Social-Demokratens redaktion efter Højesteretsdommen. Foto fra H. P. Sørensen: F. J. Borgbjerg. Fremad, 1943, side 55.

Alma Bondesen led psykisk under den falske anklage, og fængselsopholdet svækkede og nedbrød hende også fysisk: Den reglementerede kost var utilstrækkelig, og da broderen, snedker Bondesen tilbød ekstraforplejning, blev det afslået. Hun blev meget syg, men i stedet for sund mand, fik hun noget medicin af fængselslægen. Da hun blev løsladt, var hun afmagret og afkræftet og tog ophold hos sine forældre for at komme lidt til kræfter igen. Under fængselsopholdet havde hun ridset et Navn i muren og derfor idømt 8 dages strengt fængsel, uden lys og beskæftigelse. Ved forhørene blev hun indsat i et af de berygtede "skabe" indtil hendes sag om for. En betjent skal have trukket hende i ørene og kaldte hende "mær". Assessor Finsen brugte ord som "tyvetøs" og "hold kæft. Om broderen som han mistænkte for at være medskyldig, anvendte han betegnelser som "skurk og Laban". Sidste gang Alma Bondesen var i forhør, truede Finsen hende med at hvis hun ikke tilstod, beholdt de broderen. 

Alma Bondesen frifunden

(Telegram gennem Ritz. Bur.)

500 Kr. i Erstatning.

Højesteret misbilliger Assessor Finsens Optræden.

København, den 11. Februar.

Højesteret har i Dag frikendt Alma Bondesen og tilkendt hende 500 Kr. i Erstatning for den uskyldig udstaaede Straf. Højesteret tildelte endvidere Kriminalretsassessor Finsen en Misbilligelse.

(Sidste Telegr.)

Næsen til Finsen.

Det hedder i Dommen:

"Det maa misbilliges, at Tiltaltes Forklaringer om hendes Forhold med Hensyn til de hende betroede Penge under de for Dommens Afsigelse optagne Forhør, som det senere er oplyst, ærlig ved en af Undersøgelsesdommeren afgiven Erklæring, er tilført Retsprotokollen paa en unøjagtig og en med de virkelige Forhold ikke stemmende Maade."

Alma Bondesen

Denne Dom er et Lyspunkt i vor Retspleje. Det vilde have været for sørgeligt. om det skulde have staaet som en uomstødt Dom, at en i alle Maader hæderlig Pige kan fældes for Bedrageri, fordi hun har brugt 2 Kr. 8 Øre, som hun har faaet af en Veninde til at betale Farvningen af en Kjole med. og som hun baade kunde og vildes udrede, naar Farveren skulde have sine Penge.

Defensor,

Højesteretssagfører Salomon

traf Hovedet paa Sømmet, da han sagde herom: Hvis dette er Bedrageri, saa er jeg hver Dag en Bedrager. Defensor er det ikke alene; det er vi næsten alle, alle de i hvert Fald, der jævnlig er Mellemmænd for andres Pengeforhold. Her gør den absolute Frifindelse fra Højesteret og den til

kendte Erstatning godt. Den slaar Juristeriet ned og giver den sunde Fornuft Æren.

Det er heldigt, at Højesteret ogsaa endelig en Gang har tildelt en underordnet Dommer, hvis Forhold giver Anledning til berettiget Kritik, en Misbilligelse. Alt for ofte har Højesteret været lemfældig overfor Forhørsdommere. Ganske vist: Assessor Finsen slipper ret billigt. Her vilde ikke have været noget at indvende, hvis der var tilfaldet ham noget mere end Misbilligelsen.

Assessor Finsen har indrømmet, at det Ord "svigagtigt", som i Protokollen var indført i Almas Tilstaaelse, aldrig har været udtalt af hende. Selv om han nok saa meget har været i god Tro, da han skrev, dette Ord, er denne Protokoltilførsel alligevel en grov Fejl. som fortjener en stræng Dom.

Forhørsdommere ved danske Kriminaldomstole maa vide, at det Ord, de hæfter paa Papiret, det gælder den Anklagedes hele Ære og Velfærd, og at det Ord, de en Gang har sat i deres Protokol, paa det skal der dømmes i alle Instanser, og det er saa urokkeligt, at den Anklagedes Tilbagekaldelse, ja selv nye Oplysninger, i Reglen vil vise sig virkningsløse. Det er kun i faa lykkelige Tilfælde - som her i denne Sag at Sagens Indhold bliver saa klart belyst, at det fejlagtigt skrevne Ord falder.

Maaske kunde Højesteret ogsaa have ladet lidt falde af til de Funktionærer ved Retten, der har brugt grove Ord mod Alma Bondesen. Det vilde være godt, om der en Gang kunde sættes Punktum for den Skik, at en Anklaget skal være Skive for Betegnelser, der ikke er tilladte overfor hæderlige Folk. Højesteret burde have benyttet Lejligheden til at sætte dette Punktum.

Men selv med disse Indvendinger glæder vi os over Højesterets afgørelse.

-   -   -

Blandt dem, der ogsaa bør mindes i denne Affære, er Anklageren.

Højesteretsadvokat Nellemann.

Denne Mand har benyttet sin Anklager Stilling i denne Sag taktfuldt, og der aandede gennem hans Tale en ret varm Sympati for den unge Kvinde, som har lidt saa haard en Medfart, og hvis Modpart han skulde være.

(Aalborg Amtstidende, 11. februar 1901)

Fra Inkvisitionssystemets Dage

Alna Bondesen-Affæren, der i sin Tid var paa alles Læber, og som gav Stødet til den nye Retsreform

Paa Vestre Kirkegaard jordedes Skærtorsdag Værkmester Vilh. Wieder fra Odense, skriver "Social-Demokraten". I den afdødes sørgende Enke genkendte Bladet den af "Social -Demokraten" i sin Tid meget omtalte Alma Bondesen, som i 1899 uskyldig sad fængslet i 3 Maaneder og derefter idømtes Vand- og Brødstraf.

Da vi forlod Kirkegaarden, stod hele den Alma Bondensenske Sag lyslevende i vor Erindring. De frygtelige Mishandlinger, som den purunge Pige for ca. 25 Aar siden var Genstand for fra Politiets og Kriminalretsdommer Finsens Side. Først ved "Soc.-Dem." Hjælp lykkedes det at skaffe hende Oprejsning for alle de Lidelser, hun uskyldig havde gennemgaaet.

I de Dage, da Sagen stod paa, var Alma Bondesens Navn paa alles Læber; thi det var faktisk 

en oprørende Justitsforbrydelse. 

Derfor blev det ogsaa Alma Bondesen-Sagen. der gav Stødet til den ny Retsreform: thi alle rettænkende Mennesker oprørtes over den inkvisitoriske Mishandling, som den unge Pige var blevet underkastet.

Alma Bondosen var fra Maribo, men tog Plads i København hos Herreekviperingshandler Fisker. En Dag blev der stjaalet nogle Sølvskeer, og Fruen kunde selvfølgelig ikke tænke sig at andre end den unge Pige havde begaaet Tyveriet.

Fru Fisker lod Politiet hente, og Alma Bondesen blev straks sigtet som Tyven. Saa spærrede man den unge Pige ind i en Celle, og det blev Kriminalretsassessor Finsen, der fik hende under Behandling. Finsen var 

en af de mest berygtede Dommere, 

der paa det Tidspunkt regerede i Kriminalretten. I 3 Maaneder hersede han med den unge Pige for at faa hende til at tilstaa en Forbrydelse, som hun aldrig havde begaaet. Man var i de i Dage ikke bange for at anvende Tortur som Sult og lignende for at faa presset Tilstaaelsen ud af det ulykkelige Offer, der var kommet indenfor Fængslets Mure. Ingen fik hun Lov til at tale med - ja, selv de, der ønskede at forsvare hende, blev afvist. Og under alle Forhørene var Fru Fisker, der senere er død som sindssyg paa St. Hans Hospital, den ivrigste til at sværte Alma Bondesen. skønt denne havde det bedste Lov fra alle, der kendte hende. Den virkelige Tyv tilstod senere Tyveriet.

Da Dommer Finsen ikke kunde faa Alma til at bekende Tyveriet, søgte han andre Veje for at hindre, at hun slap ud af Arresten uden Straf 

Han rejste en ny Sigtelse for Tyveri.

Dommeren havde faaet at vide, at en anden Tjenestepige havde bedt Alma Bondesen om at hente hende en Kjole i Byen, og at hun af denne Pige havde faaet 3 Kr. til Betaling af Kjolen. Alma Bondesen naaede ikke at faa hentet Kjolen, da hun i Mellemtiden blev arresteret; men da hun ved Arrestationen kun havde 92 Øre hos sig, betragtede Dommeren det som Bedrageri af 2 Kr. 68 Øre. skønt Alma havde mange flere Penge til Gode hos Fisker, og skønt hun fra Arresten havde tilskrevet en Slægtning om at hente og bringe Kjolen til den omtalte Pige.

Alt dette tog Dommer Finsen sig ikke af. Han og fire andre Krimlnalretsdommere idømte hende 5 Dages Vand og Brød for Bedrageri.

Efter 3 Maaneders Indespærring og efter at have udstaaet Vand og Brød straffen, slap Alma Bondesen ud af "Retfærdighedens" Kløer. I dén Nød henvendte den mishandlede og uskyldig dømte unge Pige sig til "Social-Demokraten", der øjeblikkelig tog sig af hendes Sag. Der blev indkaldt til et offentligt Møde paa det daværende Vodroffslund, hvor

hele Alma Bondesens Lidelseshistorie blev skildret for Tusinder af Mennesker.

En mægtig Harme greb iøvrigt hele Befolkningen ved de Afsløringer, som "Social-Demokraten" bragte. Dette medførte, at Alma Bondesen af Kriminalretten fik udbetalt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest.

Alma Bondesen var dog ikke dermed renset for Bedrageri-Sigtelsen og den Straf, hun havde lidt. "Social-Demokraten" rettede nu alle sine Bestræbelser paa at faa Sagen taget op til Paakendelse ved selve Højesteret, og dette lykkedes.

Det tog flere Dage for Retten at behandle Sagen færdig, og under dette herskede der bogstavelig talt, i store Dele af Befolkningen ligefrem Feberspænding, thi hver eneste Dag bragte Defensor, Højesteretssagfører Salomon nye Ting frem fra Forhørskammeret i Kriminalretten. Det oplystes saaledes, at Finsen havde ladet indføre Ting i Protokollen, som intet havde med Virkeligheden at gøre, og paa dette Grundlag havde den samlede Ret dømt Alma Bondesen!

Sagen endte med,

at Højesteret pure frifandt Alma Bondesen

og yderligere tilkendte hende 500 Kr. , i Erstatning. 

I den paafølgende Rigsdagssamling fremdrog Redaktør Borgbjerg Sagen og samtidig krævede han en ny Retsreform gennemført.

Alberti, der var Justitsminister, turde ikke, efter det der var sket, gaa imod dette Krav.

Vi fik den ny Retsreform, og Stødet til denne skyldtes i ikke ringe Grad de Lidelser, Alma Bondesen under den gamle lnkvisitionssystem maatte udstaa.

P. K

(Social-Demokraten, 1. april 1923. Nordjyllands Social-Demokrat, 4. april 1923).

En lignende skæbne overgik Nelly Andersen, som sad arresteret 1. december 1895-22 januar 1896 for at have stjålet en urkæde fra det herskab hun tjente. Det viste sig senere at urkæden befandt sig i fruens kjoleliv. Hun var blevet anmeldt af den hun tjente hos, nemlig daværende justitsminister Nellemann. Efterfølgende anklagede denne nu i stedet Nelly Andersen for at havde stjålet en fodpose og ske - som senere blev fundet på loftet. Hun tilkendtes ligeledes erstatning ved Højesteret. 

Alma Bondesen i 1926 da hun blev klasselotterikollektor. Foto fra Social-Demokraten, 23. februar 1926.

Grosserer Fisker gav efter Højesteretsdommen Alma Bondesen en skriftlig undskyldning for ubetænksomt at have voldt hende uret. Samt en sum af 500 kr. Alma Bondesen fik i 1926 tilkendt en klasselotterikollektion. 

De to sager spillede en rolle i udarbejdelse af de grundlæggende principper i retsreformen af 1916 (trådte i kraft 1919). som vores nuværende retsplejelov hviler på. Den afskaffede den hemmelige inkvisitoriske procesform, som var et levn fra enevælden. Dommeren skulle med den anklagede som væsentligt undersøgelsesobjekt søge at få sandheden oplyst. Det betød at dommeren på forhånd pressede den sigtede for en tilståelse. Under enevælden blev anvendt tortur. Efter grundloven i 1849 blev mistænkte holdt fængslet i lang tid for at fremkalde tilståelsen. Inkvisitionssystemet betragtede altså den måske uskyldige som overbevist forbryder, den sikrede altså ikke borgerne retssikkerhed.

Jensines korte Herreliv. (Efterskrift til Politivennen).

Tjenestepigen Jensine er vist som Regel en rigtig rar Pige, men naar det stikker hende, kan hun faa de særeste Indfald.

Som nu forleden Aften.

Da mødte hun i "National" med en anden Dame under Armen. Det havde Jensine naturligvis Lov til.

Men hvad hun ikke havde Lov til, det var at optræde i Herredragt, og det gjorde hun.

Hendes yppige Former gjorde sig godt i et Par Herrepantalons, og i det hele saa hun meget indbydende ud.

Den forvandlede Jomfru vakte fortjent Opmærksomhed Deltagende Mennesker stimlede sammen om hende, og tilsidst kom ogsaa en Politibetjent stimlende.

Han havde Betjentes indgroede Vane: han noterede.

Og derfor maatte den smukke Jensine i Gaar møde i Retten og staa til Ansvar for sit korte Herreliv.

Hvorfor hun havde forklædt sig?

For Løjer.

Men den Slags Løjer maatte man ikke bedrive.

Jensine smiler overlegent.

Det er 12 Kroner til den 16de December. 

Jensine vilde gærne betale med det samme.

Det gjorde hun. Og saa gik hun, seende sig omkring som en Dronning af Blodet og fulgt af Publikums beundrende Blikke.

Hun lader magelig Forestillingen gaa om igen ved Lejlighed.

Kvik

(København 3. december 1892).

Etablissementet National. Interiør fra Restaurations- og koncertsalen mod hjørnet af Vesterbrogade og Vester Farimagsgade (senere Axeltorv), ca. 1885. Kbhbilleder. Public Domain.

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. I det forløbne Regnskabsaar (1ste Mai 1891 til 30te April 1892) har Skolen gjennemsnitlig havt 25 Elever i en Alder af mellem 14 og 18 Aar. 21 af disse Elever vare fra Kjøbenhavn og Frederiksberg. Eleverne vare særlig Døttre af Arbeidsmænd og Haandværkere; 6 vare forældreløse. Skolen er i det forløbne Aar ligesom tidligere bleven ledet af en Forstanderinde, for Tiden Fru Antonia Rodian, og tre Medhjælperinder, der alle boe paa Skolen. Paa Hds. kgl. Høihed Kronprindsessens Fødselsdag den 31te October fejrede Skolen som sædvanlig sin Aarsfest med Sang og Tale. Bestyrelsens Formand er Kammerherre Generalmajor Krieger. Den maanedlige Betaling for Underviisning og fuldstændig Forpleining er 10 Kr. Det hedder i Slutningen af Aarsberetningen, efterat der er ydet en hjertelig Tak til Alle, som hidtil have hjulpet: "Skolen trænger vedvarende til Bistand og Velvillie. Det er vort Haab, at den fremdeles maa gjøre sig værdig dertil." Indtægten har ifjor udgjort 21,482 Kr. 46 Ore. Pensionatet indbragte 3571 Kr., Skolepigernes Contingenter 2550 Kr., Middagsabonnenter 3708 Kr. 77 Øre og Vadsk 3749 Kr. 17 Øre. Statskassens Bidrag udgjorde 1000 Kr. Afdøde Kammerherre, Generalmajor Rægler har ydet et extraordinairt Bidrag af 1000 Kr. Der er i sidste Regnskabsaar afbetalt af Prioritetsgjælden 1200 Kr. ; den er derved gaaet ned til 34,700 Kr., medens Skolens Eiendom i Emiliegade Nr. 3 er taxeret til 60,000 Kr. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. juni 1892).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. Den 11te Aarsberetning omfatter Tidsrummet fra 1ste Maj 1883 til 30e April 1884. Skoleaaret begyndte med et Antal af 20 Piger. I Aarets Løb tilkom 11 og udgik 10, saa at Aaret endte med et Antal af 21. Skolen har fortsat sin Virksomhed uforandret og med samme Held som tidligere. Pensionatet har været besat næsten hele Aaret, og Vaskeriet har været benyttet i samme Omfang som forrige Aar. Indtægten af betalende Skolepiger og Elever er aftagen med circa 2800 Kr. En af de væsentlige Aarsager hertil er den, at Skolen i det forløbne Aar har været meget lidet benyttet af private Elever, hvortil Grunden vistnok hovedsagelig maa søges i Oprettelsen af flere saakaldte Husholdningsskoler, hvor man er istand til at gjøre Undervisningen baade lettere og behageligere, end Tilfældet kan være i den praktiske Tjenestepigeskole. Skolen har ved denne Mangel paa højt betalende Elever lidt et ikke ringe pekuniært Tab, men paa den anden Side fremhæves i Beretningen, at saadanne Elever ofte stille Fordringer, der ikke kunne opfyldes. Regnskabet udviser et Deficit af 283 Kr., men det maa derved bemærkes, al der paa Skolens Prioritetsgjæld er blevet afbetalt 1204 Kr. 75 Øre.

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole er anlagt som en Slags Normalskole for hele Landet. Den optager unge Piger af tarvelige Kaar strax efter deres Konfirmation og oplærer dem i et toaarigt Kursus i Madlavning, Vask, Strygning og al Pigegjerning. Der er udgaaet efterhaanden circa 150 Piger fra Skolen til Tjeneste baade i fornemme og borgerlige Huse og saa godt som alle have vist i Gjerning, at Skolen havde løst sin Opgave med dem. Af dens nuværende 22 Elever ere 14 fra Kjøbenhavn og Frederiksberg og 8 fra Provindserne. Skolen fik paa Udstillingen i Bryssel en hædrende Anerkjendelse og er i Norge bleven benyttet som Forbillede. Den virker for Tiden desværre under trange Forhold, og Bestyrelsen har for ikke ret lang Tid siden rettet en Opfordring til Medborgere og Medborgerinder om at komme Skolen til Hjælp ved hver i sin Kreds al vække Interesse for Sagen og skaffe Skolen Hjælp enten ved aarlige Bidrag eller en Gang for alle. Skolen har sin Bygning i Emiliegade Nr. 8.

(Ribe Stifts-Tidende 24. oktober 1884).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Der foreligger 9de Aarsberetning, som omfatter Tidsrummet fra 1ste Mai 1881 til 30te April 1882. Skoleaaret begyndte med 20 Piger. I Aarets Løb afgik 13 og tilkom 18, saa at Antallet den 1ste Mai 1882 udgjorde 25 Piger. Af de 13 afgik 8 som fuldt uddannede Tjenestepiger i et toaarigt Cursus med anvist Condition; 5 forlode Skolen uden fuld Uddannelse. I Løbet af afvigte Mai er Grev Holstein til Holsteinborg udtraadt af Bestyrelsen, og i hans Sted indtraadt Khrr. Johannsen, som er valgt til Formand. Ved Aarsfesten, der som sædvanlig afholdtes paa Kronprindsessens Fødselsdag, modtog 3 af Skolens tidligere Piger, der siden deres Udgang uafbrudt have tjent i 5 Aar hos det samme Herskab, en Præmie af 20 Kr. Ved Skoleaarets Begyndelse havdes en contant Beholdning af 1939 Kr. 75 Ø., og ved Aarets Slutning var den 275 Kr. 41 Ø. større. Det er det første Aar, i hvilket Skolen har virket med et Overskud. En Sammenstilling for de 3 sidste Aar viser, at Skolens Indtægter hvert Aar have været i Stigning, der ikke alene hidrører fra Gaver og Medlemsbidrag, men tillige fra Skolens Driftsindtægter. Udgifterne have ligeledes været i Stigning, hvilket forsaavidt er en Selvfølge, som de større Indtægter af Pensionatet og Middagsabonnementet, som Skolen især i det sidste Aar har bragt tilveje, betingede dermed forbundne Udgifter. I dette sidste Aar ere de samlede Udgifter imidlertid kun stegne ud over Udgiften i det foregaaende Aar med ca. 139 Kr., medens Indtægten paa samme Tid er stegen med ca. 2733 Kr. Naar al Indtægt og Udgift medregnes, have 21 Piger og Elever i Regnskabsaaret kostet Skolen 9553 Kr. eller 454 Kr. pr. Pige. Naar Skolen skal holde fast ved sin philanthropiske Bestemmelse, kunne Contingenterne ikke sættes høiere, end de for Tiden ere, nemlig for Pigerne mellem 100 Kr., dog i et begrændset Antal, og 20 Kr. maanedlig uden Beklædning, og for Eleverne 40 Kr. maanedlig, hvorfor Gaver og aarlige Bidrag fremdeles maa bibeholdes. Hds. kgl. H. Kronprindsesse Louise betaler, foruden et aarligt Contingent af 400 Kr., endvidere for tvende Fripladser a 240 Kr. Skolen agter ligeledes i Aarets Løb at oprette 2 Fripladser, der skulde vedblive at bestaae, saalænge Skolens pecuniaire Forhold tillade det. Skolen vil saaledes ved dette Aars Udgang have 4 Fripladser. De 9553 Kr. for Piger og Elever vare i det sidste Aar bestridte saaledes: Contingenterne 5145 Kr., Gaver og aarlige Bidrag 4375 Kr. og en extraordinair Indtægt 33 Kr. Skolens Eiendom i Emiliegade er taxeret til 60,000 Kr. og Inventariet assureret for 6000 Kr. Prioritetsgjælden er 47,029 Kr. Der er i Aarets Løb paa samme afdraget 789 kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. juni 1882. 2. udgave)

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole har i 1877 kunnet udføre sin Gjerning uden at blive hindret ved Sygdom eller andre ydre Ulemper, men dens Tilværelse er saa truet, at Bestyrelsen alvorlig har maattet overveje, om den ikke burde ophæve Skolen, da den arbejder med betydelig Underbalance. Det Maal, man ved Skolene Stiftelse for 7 Aar siden satte sig, nemlig at uddanne unge Piger til praktisk dygtige Tjenestepiger og vordende Husmødre, har maa osaet, thi de omtrent 50 Piger, der hidtil ere udgaaede fra den, have alle strax faaet Pladser og have viist sig i Stand til at udfylde dem. Andragender om Optagelse i Skolen og Efterspørgsel efter Piger fra den ere derfor ogsaa stadig tiltagne of overstige nn langt, hvad Skolen kan præstere. Det har fremdeles viist sig, at de egenlige Driftsindtægter kunne dække Driftsudgifterne, men derimod er Pigernes Arbejde ikke tilstrækkeligt til at betale Huslejen. Skolen begyndte først i et lejet Lokale, men det viste sig snart, at det var forbundet med store Ulemper at bo tilleje, og man byggede da et eget Hus, idet man haabede paa, at den offenlige Godgjørenhed vilde støtte en Institution, der arbejder for et saa gavnligt Formaal som at gjøre unge Piger dygtige til deres Gjerning. Dette Haab er tildels slaaet fejl, idet de aarlige Bidrag langtfra ere tilstrækkelige til at dække Udgifterne ved Forrentningen og Afbetalingen af den paadragne Byggegjæld, der endnu udgjør 44 800 Kr., samt ved de aarlige Skatter. Bestyrelsen har dog besluttet endnu i 2 Aar at fortsætte Driften efter en noget indskrænket Maalestok, saaledes at Udgifterne kunde formindskes samtidig med at man søger at skaffe forøgede Indtægter. Den retter derfor en indtrængende Opfordring til Alle, om at hjælpe den, saa den ikke skal blive nødt til at opgive en nyttig Virksombed, som den har viist hidtil at kunne udføre paa en fyldestgjørende Maade - Ifjor bleve 9 Elever uddannede, og disse have alle faaet Pladser. Regnskabet udviser en Udgift af 5395 Kr. hvoraf 1500 Kr. til Forstanderinden, 400 Kr. i Skatter, 2106 Kr. i Renter og 1052 Kr. i Afdrag paa Gjæld. Disse Udgifter have kan kunnet dækkes ved at realisere en som Gave modtaget Obligation paa 2000 Kr., thi de øvrige Indtægter, der bestaa i Betaling at Pensionatet 692 Kr., Bidrag dele stadige dels een Gang for alle 2980 Kr., Overskud af en Koncert 390 Kr. m. m., have ikke værst tilstrækkelige dertil. Bestyrelsen bestaar for Tiden af Fru H. Ewaldsen, Fru M. Friederichsen, Stiftsdame W. Tillisch, Oberst Arnholtz, Gehejmeraad Classen, Etatsraad H. A. Clausen, Pastor Ewaldsen, Skoleinspektør Hoffmann og Oberst Olufsen.

(Fædrelandet 8. juni 1878).

I november 1879 indstillede tre af Københavns større jødiske forretningsmænd deres bidrag til skolen da de ikke ville støtte en skole der brugte et kors som flag. Chr. Evaldsen forsvarede sig med at dette ikke kunne være ubekendt da der hver morgen og aften holdtes andagt med eleverne. Formanden Holstein-Holsteinborg måtte senere erklære at skolen  udelukkende havde praktiske formål, ikke konfessionelle. Men samtidig dog fulgte den lære som var i overensstemmelse med folkekirkens forskrifter.

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Tyendesag på Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Tyendesag. Under en ved Københavns Amts søndre Birks Politiret paakendt Sag havde Oberst S. anført, at han af den, ved dens Formand, Pastor Evaldsen, indklagede Bestyrelse for Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole i forrige Sommer fæstede den umyndige Pige Helga, der den Gang maa antages at have været optaget i Skolen, halvaarsvis fra sidste 1ste November at regne, som Enepige, for en halvaarlig Løn af 48 Kr., men at Pigens Moder - for hvem den Indklagede havde ladet Sagen anmælde, og som ogsaa havde givet Møde uden at nedlægge nogen Paastand - i den første Halvdel af sidste December opsagde Tjenesten til Maanedens Udgang, idet hun erklærede, at Bestyrelsen for Tjenestepigeskolen ikke havde været berettiget til at bortfæste hendes Datter halvaarsvis, hvorefter Pigen, der i Forskud paa Lønnen for Halvaaret havde modtaget 16 Kr., hvilket Beløb altsaa svarer til Lønnen for 2 Maaneder, trods Klagerens Protest forlod Tjenesten den 1ste Januar d.A., og Klageren havde derfor paastaaet Bestyrelsen tilpligtet til at yde ham den Erstatning, som Tyendeloven paalægger det Tyende, der uden lovlig Grund forlader sin Tjeneste før Tjenestetidens Ophør, og derhos at erstatte ham Sagens Omkostninger. Bestyrelsen havde erkendt, at den har bortfæstet den omtalte umyndige Pige paa de af Klageren angivne Betingelser, hvortil den, i Henhold til de for Skolen gældende Statuter, af hvilke der under Sagen var fremlagt et Eksemplar, havde anset sig for berettiget, men den paastod sig frifunden for Klagerens Tiltale, med Tillæg af Sagens Omkostninger, idet den gjorde gældende, at da det er mod dens Vilje, at Pigen har forladt Tjenesten, havde den ikke gjort sig skyldig i noget Kontraktbrud, og kunde derfor ikke have paadraget sig nogen Erstatningspligt, ligesom den nægtede, at Klageren havde lidt noget Tab ved den skete Afbrydelse af Tyendeforholdet. Retten fandt ogsaa, at det var en Selvfølge, at der ikke kunde paahvile Bestyrelsen eller dens Formand noget Ansvar for det af Pigen, i Forening med hendes Moder, mod Bestyrelsens Vilje, gjorde Brud paa Fæstekontrakten, hvis Gyldighed ikke var omtvistet mellem Parterne, og Bestyrelsen blev derfor frifunden for Klagerens Tiltale, medens Sagens Omkostninger ophævedes, fordi det ikke kunne ses, at Sagen med Nødvendighed havde foranlediget nogen Udgift for Bestyrelsen.

(Social-Demokraten 22. juli 1877).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet

Ane Cecilie Petersen og Emilie Kristine Frank. (Efterskrift til Politivennen)

Ane Cecilie Petersen (1822-?) var datter af en konstabel i artilleriet. Hun var 8 år da han blev afskediget som 53-årig og herefter levede af en beskeden pension. Han var i de sidste år drikfældig. Moderen var lam i den ene hånd og døde 52 år gammel da Ane Cecilie var 14 år gammel. Hun levede alene med faderen i 4 år. Parret fik 12 børn. Kun 4 blev voksne. 2 sønner blev straffede, kom gentagne gange i straffeanstalt og døde unge. En 3. søn forsvandt i Jylland. Da faderen blev afskediget, var Ane Cecile det eneste barn hjemme og han sendte hende ud for at betle. Når det ikke lykkedes, blev hun straffet. Hun begyndte derfor at stjæle med faderens viden. Hun var blevet straffet 4 gange siden hun var 14 år. Hun var kæreste med bl. a. en bondekarl fra Storeheddinge. Da faderen døde begyndte hun at at stjæle. 22 år gammel blev hun arresteret (januar 1844) og fik 2 års arrest hvorefter hun i 1846 sad i Straffeanstalt i 5 år. Hun var i 1846 blevet involveret i et større hæler- og tyvenetværk, se særskilt afsnit. 

Et par måneder efter hun blev løsladt i 1851 idømtes hun ved kriminal- og politiretten 2 års forbedringshusarbejde for bestjæle sit herskab. 

Efter løsladelsen i 1853 ernærede sig ved vask og rengøring. I 1855 blev hun gravid med en snedkersvend. Hun var en tid på Ladegården. Hun blev gift i 1856 med en mand som forsørgede hende. Han var dog stærkt drikfældig, forsømte sit Arbejde og døde af druk 1861. Barnet var allerede dødt. Hun begyndte igen at stjæle, blev taget og idømt 5 års Straffeanstalt. Hun levede igen af vask efter løsladelsen i slutningen af 1866, kom sammen med en arbejdsmand Fritze - og begyndte igen at stjæle. I begyndelsen af 1869 blev arresteret og inddømt til 10 år i straffeanstalt. Efter løsladelsen i 1875 var hun på fri fod henved 1 år, i hvilket hun atter stjal, nu sammen med Emilie Kirstine Franck.

Emilie Kirstine Franck (1839-?) var født i en børnerig arbejderfamilie hvoraf 7 børn blev voksne. Alle ustraffede. Da hun var 8 år, blev hus udsat til husfolk i Slangerup. Efter 2 år kom hun til en familie på Bornholm indtil hun blev konfirmeret. Herefter kom hun ud at tjene i 3 1/2. Hvorefter hun tog til København for at tjene 1/2 Aar. Hun kom så til en gård i Vendsyssel i et år, derefter ny tjeneste i Hjørring. Her stjal hun nogle pynteting i en butik, blev opdaget og straffet. Efter et år stjal hun igen i en butik, hvorfor hun fik 1 år i Viborg Tugthus. Herefter blev hun sendt tilbage til Bornholm, derfra til København og fik tjeneste hos en fæstemand på Jægerspris. En murersvend der arbejdede på slottet, gjorde hende gravid. Hun stjal et par støvler og et par trætøfler, og blev idømt 4 år i Straffeanstalten:

Tyveri. Emilie Kirstine Franck - der er født den 6te Mai 1839 og senest i 1862 anseet med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar - kom den 1ste November, efterat have fratraadt en Kondition paa Frederikspriis, hertil Staden, hvor hun tog Ophold hos sin Moder. Den 3die November om Eftermiddagen gik hun ned til Skomagermester Rosted i Løvstræde for at kjøbe et Par Støvler, og eflerat have passet forskjellige Par, forlod hun Udsalget uden at kjøbe Noget. Strax efter hendes bortgang savnede Mesteren et Par brunelsstøvler, af Værdi 8 Mk., hvorfor han lod sin Læredreng gaae efter Fruentimmeret, hvem han ogsaa fik Øie paa og fulgte efter til Pedermadsensgang, hvor hun gik ind i Nr. 4. Drengen rapporterede det til Mester, der i Forening med en Politibetjent og Drengen gik til det betegnede Sted, hvor Pigen blev antruffen, og fandtes Støvlerne i hendes Kjolelomme. Samme Dags Middag havde Pigen været nede i Frederiksberggade og handlet med Enken Nielsen om Trætøfler, men ingen kjøbt, hvorimod hun saae Leilighed til at stjæle et Par umagede dito, af Værdi 2 Mk., og som ogsaa bleve fundne hos hende. Arrestantinden blev af Kriminal- og Politiretten nu dømt til Forbedringshuusarbeide i 4 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. januar 1864)

“Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, født og hjemmehørende i Kbhvn:; er straffet ofte og 3 Gange med Forbedringshusarbeide for Tyveri; et ualmindeligt tyvagtigt Frt:; stjæler især fra uaflaasede Kjøkkener.” [1866-1867]. Genealogisk Forlag.

Hun blev løsladt i 1868, besluttet på ikke at stjæle mere. Hun fik tjeneste og fik i løbet af 6 år 4 børn med forskellige Mænd. Så tjenesten blev afbrudt. Fødslerne fandt dels sted på Fødselsstiftelsen dels hos en broder. På nær et barn døde alle. Hun lejede et kvistkammer og ernærede sig af vask og rengøring i 3 år. 

I 1869 fødte Emilie Kristine Franck en dreng på Fødselsstiftelsen. Den Kgl. Fødsels- og Plejestiftelse, udsætterprotokoller. Tekst: Til Moderen Emilie Kirstine Franck  ugift f: har for 4 år siden født udenfor Stift.  fød 6 maj 1839 p. den kgl. fødselsstiftelse, har tjent dels heri Staden dels på Landet sidst fra 1/5 1868 p. "Christiansminde" pr Jægerspris - hvor hun er besvangret - derefter været i København; hun tager med barnet til Sundbyøster p. Amager hos arbmd. Franck.  26/6 69 til Borgergaden Nr 46, 4 sal til gaden hos Enken Paludan.

I mellemtiden havde Ane Cecilie fortsat sin virksomhed:

- Atter er en Sag bleven paadømt af Kriminal- og Politiretten, hvorunder to Fruentimmer optræde som Kvistkammertyve. Det var nemlig mellem Arrestantinderne Charlotte Amalie Hansen, Bürgers Hustru, og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke, allerede i Slutningen af forrige Aar blevet aftalt, at den Førstnævnte, om det nødvendiggjordes, ved Indbrud skulde stjæle, hvorsomhelst Leilighed dertil gaves, og at den Sidste i Reglen skulde gjøre det Stjaalne i Penge til fælles Bedste; men ved denne hendes Medvirksomhed, navnlig ved Pantsætning af det Stjaalne, bleve Tyverierne opdagede, og en Del af det Stjaalne bragt tilstede. Det blev saaledes under Sagen oplyst, at Bürgers Hustru i Slutningen af forrige og i Begyndelsen af dette Aar alene havde begaaet 4 Tyverier, af hvilke hun udførte de to, nemlig i Eiendommene Nr. 31 paa Nørregade og Nr. 2 paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, paa den Maade, at hun om Dagen skaffede sig Adgang til Kvistværelserne sammesteds ved paa det første Sted at aabne Værelsets aflaasede Dør med en falsk Nøgle og paa det sidste Sted ved at itubryde den for Værelsets der anbragte Hængelaas. Ved disse Tyverier fik hun et Udbytte af 3 Muffer, 3 lodne Kraver og endel Klædningsstykker m. m. til en Værdi af i det Hele 71 Rd. 2 Mk. 8 Sk. Efter den mellem hende og Arrestantindcn Beck trufne Aftale om at stjæle i fælles Interesse, saaledes at Tyverierne skulde udføres af Bürgers Hustru, og at Arrestantinden Bech skulde modtage de Stjaalne og gjøre dette i Penge, havde Bürgers Hustru desuden i Begyndelsen af indeværende Aar udført 14 andre Tyverier, af hvilke 9 vare forbundne med Indbrud, paa samme Maade som ovenanført. Ved disse Tyverier havde hun stjaalet foruden Klædningsstykker og Dækketøi forskjellige andre Ting, hvis samlede Værdi udgjorde 96 Rd. 4 Mk. 8 Sk. Da Arrestantinderne vare blevne enige om at begaa det foran anførte Tyveri i et Sted paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, og en Person ved Ravn Vilhelm Julius Fritze, der dengang levede sammen med Arrestantinden Bech, havde hørt paa deres herom trufne Aftale, fulgte han paa Opfordring med dem og forsynede Arrestantinden Bech i dette Øiemed med et Jernspiger, hvormed hun frabrød Krampen paa en Hængelaas, med hvilken Døren til et Kvistkammer var aflukket, medens Arrestantinden Bürger stod ved Siden af, og Arrestanten Fritze stod udenfor paa Gaden for at holde Vagt samt var behjælpelig med al borlbringe det Stjaalne. For sin Ulejlighed herved og ved under et af Arrestantinden Bürger udført Tyveri i Blaagaardsgade at bortbære et af hende dersteds stjaalet Stykke Lærred havde Fritze modtaget en Vest og nydt Spise- og Drikkevarer, som begge Arrestantinderne bød ham, uagtet han vidste, at Vesten var stjaalen. og nærede Mistanke om, at de ikke vare komne i Besiddelse af de af ham modtagne Fødemidler paa lovlig Maade. Arrestantinderne og Arrestanten, der vare i en Alder af henholdvis 39, 46 og 44 Aar, og som alle før have været straffede, bleve af Kriminal- og Politiretten idømte Tugthusarbeide, Arrestantinderne hver især i 6 Aar, og Arrestanten i 3 Aar.

(Dags-Telegraphen (København) 14. august 1869)

Som antydet ovenfor mødte Emilie Kristine Franck tilfældig i nr. 34 Cecilie Petersen, som hun kendte fra Straffeanstalten. Hun må da have udstået sin tugthusstraf på 6 år. Ane Cecilie fik hende igen ind på forbryderbanen på samme vis som hun havde samarbejdet med Charlotte Amalie Hansen - dog med byttede roller: Mens Cecilie (der var kendt af politiet) udførte tyverier, bar Emilie tyvekosterne til pantelånerne. Efter 3 uger blev de anholdt. Under forhørene erkendte Emilie at hun havde svært ved at afholde sig fra at stjæle fra butikker, men at hun af kærlighed til hendes sidste Barn (der var anbragt på Bøggildgård) og hendes familien havde holdt sig fra at stjæle indtil hun mødte Cecilie Petersen. 

Høiesteretsdomne.

Høiesterets 2den Session.

Mandagen den 2den October.

Nr. 165. Etatsraad Buntzen mod Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke for Tyveri (Defensor Levinsen). Ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 15de Juli 1876 ere de Tiltalte dømte til at hensættes til Tugthuusarbeide, Førstnævnte i 6 og Sidstnævnte i 10 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Buntzen oq Advocat Levinsen for Høiesteret betale de Tiltalte, Een for Begge og Begge for Een, 50 Kr. til hver.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1876, 2. udgave).

Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen blev indsat i Kvindefængslet 7. oktober 1876. De var ved Højesteret 2. oktober 1876 ( se tekst nedenfor) idømt straffearbejde (tugthus) i henholdsvis 6 og 10 år.. Under retssagen sad de arresteret 1/2 år. En gift søster besøger jævnligt Emilie.

Højesteretsdomme.

(Fortsættelse, se forr. Aarg. p. 1172).

1876

Ved Dom at 2 Oktober 1876 i Sagen Nr. 1) imod Arrestantinderne Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, stadfæstede Højesteret i Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde, dog med Bemærkning, at der ikke i nærværende Sag for Bechs Enkes Vedkommende findes Anvendelse for Bestemmelsen i Straffelovens § 241, 2det Stykke", Kriminal- og Politirettens Dom af 15 Juli 1876, af hvis Præmisser sidste Stykke er saalydende:

Af Arrestantinderne er Arrestantinden Franck, der er født den 6 Maj 1839, tidligere straffet 3 Gange for Tyveri, senest ved denne Rets Dom af 16 Januar 1864 efter Forordningen 11 April 1840 § 15 med Forbedringshusarbejde i 4 Aar, hvilken Straf hun havde udstaaet den 21 Januar 1868, og Arrestantinden Becks Enke, der er født d. 14 August 1822, forhen straffet mange Gange, navnlig for Ejendomsindgreb, senest ved samme Rets Dom af 10 August 1869 i Henhold til Straffelovens § 54 efter sammes § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 1ste Led for simpelt og grovt Tyveri 4de Gang begaaet med Tugthusarbejde i 6 Aar. De ville saaledes nu blive at dømme efter bemeldte Lovs § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 sammenholdt for Arrestantinden Becks Enkes Vedkommende tildels med § 54, Arrestantinden Becks Enke for 5te Gang begaaet grovt og simpelt Tyveri og Arrestantinden Franck for 4de Gang begaaet simpelt og grovt Tyveri samt Sidstnævnte tillige i Medfør af nysnævnte Lovs § 241 1ste Stykke efter dens § 238 som for Hæleri 4de Gang begaaet, hvorhos de Tyverier, for hvilke Arrestantinden Becks Enke nu dømmes, ville, da hun ved en inden den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret d. 27 December 1845 afsagt Dom er, foruden for Tyveri, bleven dømt for Hæleri, i Overensstemmelse med den ovennævnte Lovs § 241 2det Stykke blive at tilregne hende efter § 238 som Hæleri 5te Gang begaaet, og findes Straffen at kunne bestemmes til Tugthusarbejde for Arrestantinden Becks Enke i 10 Aar og for Arrestantinden Franck i 6 Aar.

*) H. R. T. 1876-77 p. 236.

(Ugeskrift for Retsvæsen, 1877, s. 108-109)

“Emilie Kirstine Franck, født her 6/5 39; str: sidst 2/11 76 med 6 Aar Tugthus for Delagtighed i en Mængde grove Qvistkt: Mist. Prot. G 172. 366”. [1882] Genealogisk Forlag.

I artiklen: Grethe Ilsøe i Tugt- og forbedringshus. Kvindelige straffefanger 1871-1885. I: Bur, Kan, kan ikke Vil, vil ikke. Kvindelig i perspektiv, 1996, S. 19-23, hvor dette indslags kommentarer er hentet, følger herefter en gennemgang af Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersens ophold i tugthuset. 

Emilie Kirstine Franck blev løsladt den 7. oktober 1882. Hun fik besøg i alt 5 gange i løbet af de 6 år i Kvindefængslet. Hver gang af et eller 2 familiemedlemmer (søster, bror og svigerinde). Hun skrev med tilladelse 4 breve til søsteren, 3 til broderen, 2 til sønnen, der som nævnt på hendes generalieblad opholdt sig på opdragelsesanstalten Bøgildgaard i Viborg Amt, og 3 til forstanderen på samme Bøgildgaard. 

Cecilie Petersen modtog derimod hverken besøg eller skrev et eneste brev i sin 10 år lange fangetid. Hun må være løsladt omkring 1886. Derfor kan det være en anden Ane Cecilie Petersen som fik en dom i 1893. Hvis det var hende, var hun omkring de 70 år:

Højesteretsdomme.

Mandagen den 6te Februar,

- - -

Nr. 357. Høiesteretssagfører Salomon mod Emilie Kirstine Franck for Tyveri eller Hæleri (Defensor Lunn). Ved Criminal- og Politirettens Dom af 19de November 1892 er Tiltalte dømt til at hensættes til Tugthuusarbeide i 8 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Høiesteretssagførerne Salomon og Lunn 56 Kr. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. februar 1893).

Tjenestepigeforhold. (Efterskrift til Politivennen)

Fra en Tjenestepige har vi modtaget Følgende :

Der er næppe nogen Stand, der tilnærmelsesvis er saa undertrykket, som den, hvortil jeg hører, men hvoraf kommer det? Simpelt hen af den Grund, at Herskaberne nu en Gang finder det i sin Orden at betragte os som Trældyr - ja, Udtrykket er stærkt, men for stærkt er det ikke, hvad Enhver vil sande, som nøjere kender Forholdet , og derfor heller ikke under os anden Frihed end den, som bliver disse til Del, og det endda knapt nok. Det er ikke fordi, at der altid er noget, som nødvendigvis maa udføres, nej, tvertimod, jeg er vis paa, at mangen Frue har spekuleret sig en Hovedpine til, bare for at udfinde noget, hvormed hun kunde holde sin Pige i Trædemøllen, hvilket derfor ogsaa sker ved at hun maa udføre de mest urimelige Ting. Kommer saa endelig Ens Fridag (og den kommer aldrig oftere end hver 14de Dag), saa maa man, som en pæn Pige, først gaa ind og spørge Fruen "om der er mere" eller naar man maa gaa, men træffer det sig nu saa uheldigt, at "Fruen sover" - og det træffer sig tidt - , ja, saa maa man naturligvis vente til hun faar udsovet, for at faa Tilladelse til at gaa, med andre Ord: man maa tage som Naade, hvad der tilkommer En som Ret, og faar man saa Tilladelsen, saa er den i Reglen ledsaget med et: "Lad mig se. - Du kommer ikke for sent hjem!" men har man virkelig en Aften været ude til Kl. 11, saa er Fanden løs den næste Dag, hvorimod man saa godt kan saa Lov til at vente til Klokken er 2-3 om Natten, naar Fruen eller Frøkenen er i Selskab. Sligt har intet at sige, man er jo dog "kun en Tjenestepige" og om en saadan maa man endelig ikke nære den forfængelige Tro, at hun behøver Nattesøvn !

Værst stillede med Hensyn til Nattesøvn tror jeg dog de Piger er, som har den tvivlsomme Lykke at tjene hos en Bager. Jeg har et specielt Kendskab til en Saadans Stilling og skal til Slutning fremdrage den: Hun maa op hver Morgen Kl. 6 og saa kan hun gaa og arbejde strængt den hele udslagne Dag, ja, der levnes hende næppe Tid til at spise, og det er ens baade Hellig og Sogn. Om Aftenen naar Klokken er 10 og alle andre Mennesker gaar i Seng, eller i alt Fald kan det om de vil, saa kan ogsaa hun "gaa hen og lægge sig", det vil sige paa Gulvet i Butiken, som hun har at skure inden hendes "Dagværk" er endt, og med dette, samt med at bringe Alt i Orden til næste Dag, gaar Tiden, saa hun aldrig kommer i Seng for Klokken er henad 1, efter en Arbejdsdag paa henimod 19 Timer, saa kan hun sove, for om 5 Timer at begynde forfra! Saaledes er Forholdene og saa ved disse Fruer dog ikke alt det Onde de skal sige om os (Skældsord vil jeg nu slet ikke tale om), men taler bestandig om , hvor uforskammede vi er, ja, de skriver saagar Bøger om, hvorledes de skal faa "en god" Tjenestepige.

(Social-Demokraten 10. maj 1877).

Tjenestepigers Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

Tjenestetyendets stilling. Ved at læse Artiklen i "Social-Demokraten" for i Tirsdags, betitlet "Normalarbejdsdagen", hvori der omtaltes, at der var mange Arbejdsgrene, hvor Arbejdsdagen var 14 Timer i Døgnet, kom jeg til at tænke paa den Tid, jeg tjente Bønderne som Tjenestepige. Jeg tilbagekaldte i min Erindring, hvor lang min Arbejdsdag den Gang var, og nu vil jeg bede Dem, Hr. Redaktør, om at optage disse Linier i Deres Blad, for at det kan komme til "Social-Demokratens" Læseres Kundskab, hvorledes en Tjenestepige paa Landet har det hos Gaardmændene :

Da jeg blev fæstet til Tjeneste, blev det mig indprentet af mine Forældre, at om det skulde træne sig, at min Husbonde eller Madmoder kom til at skænde eller sige noget til mig, som de ikke havde Ret til, skulde jeg alligevel tie stille og aldrig sige dem imod og altid være lydig og flittig, hvilket Raad jeg tror jeg har fulgt nogenlunde, hvorfor jeg heller ikke har havt flere end to Tjenester i 8 Aar. Den første Tjeneste jeg havde var hos Grdm. Frants Thomsen i Grundfør, hvor jeg tjente fra 1865 til 1870; den næste var hos Gaardmand Ebenhardt Laursen i Sandby, hvor jeg var i de næste 3 paafølgende Aar til 1873. Hos den Førstnævnte kom vi op af Sengen og begyndte Arbejdet om Sommeren fra Kl. 3½, eller 4 om Morgenen, hvorpaa vi saa arbejdede til Kl. 10 eller 10½ om Aftenen med 2 Timer fri om Middagen, naar undtages, at vi maatte malke Køerne i de samme to Timer. Om Vinteren kom vi op Kl. 5 om Morgenen, og saa arbejdede vi til Kl. 10, og ofte til Kl. 11 om Aftenen. Der havde vi altsaa 17 a 18 Timers Arbejdstid. Hos den anden havde jeg det meget bedre. Der begyndte jeg ikke Arbejdet før Kl. 5 Morgen om Sommeren og saa holdt vi op Kl. 9 Aften, og om Vinteren Kl. 7 Morgen til Kl. 10 Aften; altsaa kun 15 a 16 Timers Arbejdstid. Det er ikke dermed ment, at de to nævnte Steder er daarlige Pladser, tvertimod, de er endog bekendt i deres Egn som gode Pladser for Piger, men det er kun sagt for at give "Socialdemokratens" Læsere et Begreb om, hvorledes Tjenestepigerne paa Landet har det. Da der i disse Tider tales saa meget om at hjælpe Arbejderne til en bedre Stilling, saa synes jeg, at der paa det Omraade var meget at gøre med at skaffe de stakkels Landsbypiger en taaleligere Tilværelse, saasom ved at saa hendes Arbejdstid indskrænket og især søge at skaffe hende lidt bedre Sovesteder, ti, som bekendt, er Pigekamrene meget kolde og fugtige, da der ikke bliver fyret i dem om Vinteren. Det var mange Gange, naar jeg gik tilsengs om Aftenen om Vinteren, at Væggene tindrede af Frost, og mit Kammer var endda i et solidt grundmuret Hus, men dog trængte Frosten igennem alligevel, og hvad maa man saa tænke om utætte gamle Bindingsværkshuse. Til Slutning vil jeg kun sige, at hvis denne min Fremstilling kunde bringe en eller anden Husbond til at tænke lidt over det og maaske derved saa i Sinde al bekoste en Kakkelovn til Pigekammeret og tillige give de stakkels Piger lidt mere Fritid, da vilde Hensigten ved min Skrivelse være naaet.

Aarhus, den 10de Januar 1877.

Birgitte Andreasen.

(Social-Demokraten 13. januar 1877).

Tyendesag. (Efterskrift til Politivennen)

Tyendesag. En Husjomfru paastod under en ved Københavns Amts nordre Birks Politiret anlagt Sag en Overretssagfører og Gaardejer i Øverød tilpligtet til at betale hende resterende Løn for Tidsrummet fra den 1ste Juni f. A. til 1ste November f, A. med 40 Kroner og Kostpenge for 8 Uger med mindst 66 Øre pr. Dag og Sagens Omkostninger, Alt fordi den Indklagede uden lovlig Grund havde bortvist Klageren fra sin Tjeneste. Uagtet Sagen havde været foretagen 4 Gange i Retten og den ene Gang endog reassumeret, havde den Indklagede ikke indladt sig paa at svare i Realiteten, men begært Udsættelse, de to Gange, deriblandt den sidste Gang, paa Grund af Veirforholdene (Snefog); men Klagerinden protesterede mod enhver yderligere Udsættelse og paastod Sagen optagen til Doms, og denne Paastand fandtes at maatte tages til Følge, saaledes at yderligere Udsættelse nægtedes den Indklagede. Ligesom nemlig Klagerinden havde gjort gældende, at det Havde været hende ubekendt, at Vejrforholdene havde lagt Hindringer i Vejen for den Indklagedes Møde ved Sagens sidste Foretagelse, saaledes havde saadant ogsaa været Dommeren ubekendt, og der maatte gives Klagerinden Medhold i, at selv om en saadan Forhindring skulde have fundet Sted, maatte det dog være Noget, som den Indklagede, der havde havt 6 Dage til sin Raadighed for at forberede et Tilsvar i Sagen og tilmed har Kontor her i Byen, burde have forudset som en Mulighed, saa at han burde have givet sin Fuldmægtig fornøden Instruks eller ladet ham aflevere et itide affattet Indlæg; men da den Indklagede Intet af dette havde gjort, maatte han tilskrive sig selv, at han nu blev afskaaren fra at fremkomme med sine Indsigelser, og da Klagerinden paa behørig Maade havde deduceret Sagen og begrundet sin Fordring, vilde Dom være at give efter hendes Paastand, der fandtes at være hjemlet i Tyendeloven af 10de Mai 1854 § 46, idet det bemærkedes, at Kostpengene i det Hele vilde udgøre 36 Kr. 96 Øre. Klagerinden fik ligeledes Sagens Omkostninger tilkendte hos den Indklagede.

(Social-Demokraten 6. januar 1877).