Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Østre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Tjenestepige pisket. (Efterskrift til Politivennen)

En Slyngel, der prygler sin Tjenestepige med en Hundepisk.

En forfærdende Mishandlings-Affære for Retten.

Piskeslagene regnede ned over den unge Pige, og liggende paa Knæ maatte hun love intet at fortælle.

Vor Korrespondent i Nykøbing telefonerer:

Forpagter Larsen fra Hillested er anholdt for Mishandling af sin Tjenestepige. Han var i Gaar fremstillet i Forhør, hvor det oplystes, at han havde slaaet Pigen 10 til 15 Gange over hele Kroppen med en Ridepisk. Slagene havde været saa voldsomme, at den unge Pige maatte køres til Læge. Forpagteren havde med Ridepisken i Haanden tvunget den unge Pige til at falde paa Knæ foran ham og bede om Forladelse, fordi hun havde omtalt et Forhold mellem Forpagteren og hans Husbestyrerinde. Endvidere maatte hun - stadig liggende paa sine Knæ - love, at hun ikke vilde fortælle til nogen, at han havde slaaet hende!

Forpagteren tilstod i Forhøret, at han havde slaaet Pigen og tilbød at afgøre Sagen med en Bøde, men dette vilde Dommeren ikke udtale sig om i Øjeblikket. Forpagteren tilbød derefter en Kaution paa 2000 Kr., hvis han maatte blive løsladt, men dette Tilbud blev straks afslaaet, og Forpagteren blev atter ført ned i Arresten.

I Eftermiddag vil han paany blive fremstillet i Forhør, og det ventes, at der vil blive afsagt Arrestdekret over ham.

Den anholdte er Broder til den for kort Tid siden omtalte Obligationssvindler.

(Klokken 5 (København) 12. juni 1924)

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

I december 1920 gjorde Socialdemokraten Fornæs i forbindelse med Frederiksbergs Kommunes bevillinger opmærksom på at mens Kronprinsesse Louises Tjenestepigeskole fik penge, så gjaldt det samme ikke Husassistenternes Fagskole, selv om denne havde langt større tilslutningen.

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole.

Aldrig har nogen Maler malet dette Billede, og det vilde dog være et anderledes Sujet end Pakkasserne: Et stort lyst Køkken af Størrelse som en mindre Dansesal med Køkkenborde langs Vinduerne, opfyldt med Fade, Skaale og Krukker med Mad under Tilberedning. Midt paa Gulvet et mægtigt Komfur, hvor en lystig Ild brænder. Der er 8-9 Huller med Pander og Gryder, og foran hver staar en lille Kokkepige i Bomuldskjole med blaat Forklæde og et hvidt Tørklæde om Hovedet og rører med en Slev andægtigt og opmærksomt. Bagved dem en Dame ivrig belærende med et Øje paa hver Finger.

Eller et andet Billede: En nydelig Dagligstue med Fløjlsmøbler. To smaa Stuepiger flytter Møblerne bort fra Væggen, ruller Tæppet sammen, børster, banker, tørrer af, vasker Gulv, mens en Lærerinde nøje vaager over deres Færd.

Eller et lille Pjevs med to lange lyse Fletninger ned ad Nakken manøvrerende med et Par mægtige Herrestøvler, som hun lærer at børste saa blanke som et Spejl.

Vi kan give et Billede endnu: En Vaskekælder med en Klynge Smaapiger, der staar og skyller og vrider Tøj. I dette tætte Slør af Damp ser de ud som smaa legende Alfer.

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole skabtes for 47 Aar siden efter svensk Mønster af vor nuværende Enkedronning, daværende Kronprins Frederiks Gemalinde. Den blev, hvad der var Hensigten: praktisk. Den nuværende udmærkede Bestyrerinde, Frk. Blichfoldt, er et Menneske paa sin rette Plads. Dygtig, energisk, selv foran i alt Arbejde ejer hun det rette Haandelag og den fulde Forstaaelse af den grønne Ungdom, der er betroet hende.

Paa Skolen kan der optages 31 Børn. De antages i Fjortenaarsalderen og bliver i to Aar. De betaler for Undervisning i al Huslighed og fuldt Ophold 25 Kroner Maaneden. De arbejder i Hold, to Maaneder skiftevis ad Gangen i hvert Fag. Det ser ud, som om de gaar med Lyst til deres Arbejde, og naar de er udlærte, er der Rift om dem, som de flinke Husterner de er.

Men hvorfra kommer nu de Støvler, de lærer at blanke, den Mad de laver, og Vasken, der vaskes? Jo, det er ligesaa simpelt som praktisk indrettet. Tjenestepigeskolen har Pensionat. Sytten Damer og Herrer, mest ældre, og; det er disse Menneskers Tjenerinder, Pigebørnene er.

Ja, det koster jo lidt, Læretiden herinde, men de Forældre, der kan ofre Pengene, giver deres Børn en Uddannelse, der ikke blot kan blive et godt Levebrød for dem, men ogsaa komme dem tilgode, naar de engang selv faar Hus og Hjem.

Fru Rosalie.

(Folkets Avis (København) 27. januar 1921).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Fra "Karens Minde". (Efterskrift til Politivennen)

Fedtebrød i Grøden og Soya i Sødsuppen

Et mærkeligt Pigebarn.

Gamle hæderkronede Madam Mangor - Opfinderen af Nellikerne i Flæskestegens Sprækker og andre smaa kulinariske Rariteter, vilde have vendt sig i sin Grav, hvis hun havde hørt, hvorledes der blev skiftet Ord om Kogekunst i Byrettens 4. Afdeling hos Dommer Friis i Lørdags.

Der stod Nelly Henriksen, Tjenestepige fra Optagelseshjemmet "Karens Minde" anklaget.

Dommeren spærrede Øjnene op, da han hørte, at Nelly havde kommet Fedtebrød i Gryderne, naar der blev kogt Risengrød og Soya, naar der blev kogt Sødsuppe.

- Nu har jeg aldrig hørt Mage til Skarnsstreger, sagde Hr. Friis, 

Men videre blev der læst op, at Nelly havde klistret Smør og Grød op ad Væggene, havde hældt Kakkelovnene over med Øl og paa forskellig Maade ødelagt inventaret.

- Men er den Pige da gal!  udbrød Dommeren.

Nellys Moder var mødt og vilde gerne have sin Datter med Hjem, men saa kom det frem, at Nelly ogsaa havde stjaalet Penge, Smykker og rede Penge fra de andre Tjenestepiger derude, endda ved ligefrem at brække deres Kufferter op.

Saa sagde Dommeren Nej, og Nelly bliver nu anbragt paa Optagelseshjemmet "Engelsborg", indtil der foreligger en Afgørelse fra Justitsministeriet. Men i hvert Fald, Gryderne faar Nelly ingen Adgang til foreløbig.

(Aftenbladet (København) 6. december 1920).

Optagelses- og Iagttagelseshjemmet Engelsborg, Bagsværdvej 39, Lyngby, blev oprettet af Fængselshjælpen 1907 og drives for Dansk Forsorgsselskabs regning. Hjemmet blev anerkendt 25/9 1923 (fornyet 28/10 1953). Hjemmet optager kun piger. I dag er det et udslusningsfængsel for dømte der afsoner den sidste del af deres straf, eller som er i tilsyn. Der er plads til 22 beboere, samt fem familier i udslusningsfængslets familiehusprojekt.

Aandssvag Pige føder i Dølgsmaal.

En uhyggelig Sag i København.

Københavns Politi arbejder i disse Dage med en uhyggelig Sag, hvor en 18-aarig, aandssvag Pige, Lisa Andersen, Saksogade 77, er Hovedpersonen.

Den stakkels Pige, der gennem flere Aar har haft Ophold paa Aandssvageanstalten "Karensminde", maatte ved Juletid sendes hjem derfra, fordi hun var gravid. Hvem der er Fader til Barnet, ved man ikke, - og den aandssvage Stakkel sikkert heller ikke.

For faa Dage siden konstateredes det, at hun maatte have født Barnet, og ved nærmere Undersøgelse er Barnet fundet som Lig paa et Pulterkammer. Det menes, at Barnet har været dødfødt, saaledes at der ikke foreligger Barnemord, men kun Fødsel i Dølgsmaal.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. april 1922).

Alma Bondesen. (Efterskrift til Politivennen)

Alma Bondesen kontra Assessor Finsen.

Retsskandalen for Højesteret.

Endelig i Gaar kom Alma Bondesens Sag til Behandling ved Højesteret. Den unge Pige opnaar forhaabentlig her den Oprejsning og Frifindelse, som hun fuldt ud fortjener, og som skal afvaske den Tort, der er overgaaet hende, og de Lidelser, hun har udstaaet i Fængslet.

Det er Assessor Finsen, som har forlangt Sagen revideret. Han var nødsaget dertil, dels paa Grund af de stærke Angreb, som "Social-Demokraten" og den øvrige Arbejder-Presse rettede mod ham, og dels som Følge af, at Alma Bondesen ogsaa stod parat med en Fordring om Sagens Revision.

I Højesteret optræder Salomon som Alma Bondesens Defensor, og Nellemann har paataget sig Hvervet som Aktor. Det vil erindres, at Alma Bondesen har siddet uskyldig fængslet i 3 Maaneder, anklaget af sin Husbond, Herreekviperingshandler Fisker, for et Indbrudstyveri, som hun ikke havde begaaet, og til hvilket Gerningsmanden senere opdagedes.

Medens Alma sad arresteret, fremsatte Hr. Fisker hæsblæsende en ny Anklage mod hende. Anklagen gik ud paa, at hun havde gjort sig skyldig i Bedrageri med en Kjole, som hun før sin Fængsling havde besørget til Farveren for en Veninde, en Tjenestepige ved Navn Elise, der havde medgivet Alma 3 Kr. til dermed at betale Farveren.

Disse 3 Kr, paastod man, havde Alma beholdt, og derfor skulde hun straffes for Bedrageri. Hr. Finsen tog intet Hensyn til, at det netop var den uforskyldte Varetægtsarrest, der forhindrede Alma i at opfylde sine Løfter over for Elisa.

Altsaa: Saafremt Alma ikke af Hr. Fisker var bleven sigtet for Tyveri og arresteret, saa havde der i det hele taget slet ikke kunnet komme til at foreligge nogen "Bedragerisag".

Endnu ét er mærkeligt. Paa det Tidspunkt, da den uheldige Hr. Fisker fremsatte sin sidste Anklage, altsaa den om Bedrageriet med Kjolen, havde Elise for længst faaet tilbageleveret baade Kjolen og Pengene, som Almas Fatter havde paataget sig at levere hende, lige som Elisa havde erklæret, at hun intet yderligere Krav havde paa Alma. Trods disse Kendsgerninger optog Finsen Kjole-Sagen til Undersøgelse, og Resultatet blev, at Alma idømtes Vand og Brødstraf for Bedrageri.

Paa denne letkøbte Maade haabede Finsen at han kunde redde sin Assessor-Ære. Alma gik ganske vist fri og frank ud af Indbrudstyveri-Affæren. Men de 3 Maaneders Arrest havde ikke været forgæves. Den unge Pige stod nu stemplet og dømt som en Bedrager trods at hele hendes Vandel var uden mindste Plet og Lyde. Alma udstod sin Vand- og Brødstraf. Det er oprørende, at denne Kvinde, som ikke har gjort sig skyldig i noget som helst ulovligt, ikke desto mindre har tilbragt 3 Maaneder i et Fængsel, hvor hun blev pint og plaget, blev uagtet Extraforplejning, blev trakasseret ved Disciplinærstraffe for den Bagatel, som hun under Opholdet i Fængselsgaarden med en Haarnaal havde indridset sin Broders Navnetræk paa et Plankeværk, at hun maatte lide den vanærende Vand og Brød-Straf, og at hun endelig kun blev løsladt af Mangel paa Bevis, idet Sigtelsen for Indbrudstyveri stadig svævede over hendes Hoved.

Paa dette Tidspunkt var det, at "Social-Demokraten" tog sig af Alma Bondesen. Afsløringerne vakte den største Opsigt.

Angrebene tvang altsaa Finsen til at forlange Sagen om de 3 Kr. revideret. Alma Bondesens Defensor, Højesteretssagfører Salomon, har foretaget meget omfattende Undersøgelser.

Der ventes, at hans Procedure ved Højesteret vil bringe en hel Række nye Afsløringer for Dagen, bl. a ogsaa om Almas Behandling i Fængslet.

Af Aktors, Højesteretssagfører Nellemanns Tale for Højesteret i Gaar refererer vi:

Nellemann : Alma Bondesen er født den 4. December 1878 paa Lolland. I 1898 kom hun til at tjene hos Grosserer Fisker, men i en tidligere Tjeneste havde hun haft det Uheld, at hun er sigtet for at have stjaalet en 50 Kroner Seddel. Under denne Sag har hun erkendt, at Mistanken maatte falde paa hende og Drengen. Grosserer Fisker boede paa Holckenhus, men laa paa Landet om Sommeren. Paa et Besøg inde i Byen blev der opdaget et Tyveri, og hun blev sigtet derfor og arresteret, indtil hun den 27. September 1899 løslodes, idet Sagen hævedes med Politidirektørens Samtykke. Under Sagen blev det imidlertid oplyst, at hun havde gjort sig skyldig i et andet strafbart Forhold, hvorfor hun idømmes 5 Dages Vand og Brød. Nogen Tid efter blev det oplyst, at en anden Kvinde, Ida Hasselberg, havde forøvet Tyveriet hos Grosserer Fisker, saa at Alma Bondesen altsaa var fuldstændig uskyldig i denne Sag. Hun blev tilkendt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest, men hermed lod man sig ikke nøje. Der blev skrevet lange Artikler og afholdt Protest og Folkemøder til Gunst for Alma Bondesen. For Højesteret foreligger der egentlig kun den lille Bedragerisag, hvorfor Alma Bondesen er dømt, men jeg maa dog ogsaa gaa ind paa den store Sag, da det ikke paa nogen Maade kan gaa an, at denne Sag ses isoleret. Alma Bondesen fulgte altsaa med Fisker fra Landet til Byen. Hun blev den 19. Juli 1899 indbragt til Politistationen af Fisker, som sigtet for at have stjaalet kostbare Sølvgenstande og Silketøjer. Fiskers Sigtelse var meget bestemt. Han følte sig overbevist om, at Alma var Tyven, og erklærede, at ingen andre kunde have begaaet det. Ved Arrestationen fandtes hun i Besiddelse af 92 Øre og en Laaneseddel paa et Sølvcylinderuhr. Hun indrømmede i det første Forhør, at Køkkendøren var aflaaset, og at Nøglen sad indvendig. Næste Dag anmeldte Fisker, at der ude paa Landet var stjaalet 2 Sølvspiseskeer. Han sigtede altsaa Alma for at have stjaalet baade i Byen og paa Landet. Dertil kom Historien om 50 Kroner Seddelen, og det kan jo i det hele siges, at den stakkels Pige har været meget uheldig. Ikke mindst uheldig var hendes egen Forklaring, at Nøglen sad indvendig i Køkkendøren, og hele Tiden havde siddet der. Assessor Gram holdt Grundlovsforhør og afsagde Arrestdekret over hende, hvorefter Sagen overtoges af Assessor Finsen. Den 28. Juli mødte Fisker i Retten, men forinden findes ved Visitationen Brevet fra Broderen hos hende, hvor han meget indtrængende paalægger hende at skaffe ham Penge - saa mange som muligt - for at han kunde skabe sig en Forretning. Man kunde naturligvis ikke paastaa, at hun havde stjaalet for at hjælpe Broderen, men man forstaar, at Dommeren leder Forhørene i den Retning, og føler Mistanken bestyrket. Den 26. Juli møder Fisker altsaa for Retten og paastaar i stærke Udtryk, at Alma maatte være Tyven Han erkendte, at Familien iøvrigt havde været tilfreds med Alma, og oplyste, at de to Sølvskeer maaske nok var bleven borte inde i Byen. Grosserer Fisker sagde tillige, at Alma vistnok havde et uægte Barn, som hun skulde bruge Penge til. Der blev nu søgt Oplysninger om hende, men det viste sig, at hun i et og alt var en ordentlig Pige, der kun var lidt letsindig med sine Penge. Hun tilhørte Indre Mission, som hun skyldte Penge for gudelige Skrifter og kontante Laan. Almas Broder bliver derimod fra forskellig Side skildret som en Mand, der har en uheldig Indflydelse paa sin Søster. Saaledes stod Sagerne længe. Fiskers Kone afhørtes den 16. August. Hun vidner, at Alma var uordentlig i Pengesager, men hun har altid gjort Rede for sig. Tillige har hun gentagne Gange faaet Forskud paa sin Løn, en Gang en hel Maaned forud. Dette skete ved Hjælp af en Løgn, og dette indrømmede hun, idet hun urettelig havde foregivet, at Moderen var syg. Ligeledes indrømmede hun, at hun enkelte Gange havde forbrugt nogle Smaapenge, som var hende betroet, og som hun altid betalte tilbage. Ellers indrømmes fra alle Sider, at hun er tarvelig anlagt, gik ikke paa Sjov og havde ingen Kærester. Arkitekt Warming, som tog sig af Alma efter hendes Arrestation, siger om hende, at hun er uordenlig og upaalidelig i sin Tankegang og ofte kommer Sandheden for nær, uden at hun efter hans Mening er sig dette bevidst. Begge Overbetjente ved Kamret bevidner, at Alma var lidet sanddru, og aldrig passede paa, at det hun sagde, var overensstemmende med, hvad hun tidligere havde sagt. Assessor Ussing siger, at hun er holdningsløs og lader sig i sine Udsagn bestemme af, hvad der i Øjeblikket tager sig bedst ud. Efter Sagens Akter faar man det Indtryk, at Alma er, hvad man kalder for en skikkelig Person, der ikke trykkes af alt for megen Forstand. Alma havde i det sidste Halvaar faaet en Løn af 84 Kr., hun havde af en Kvinde laant 22 Kr., og hun havde pantsat Uhret for 7 Kr. Ialt var der 113 Kr., som hun ikke kunde gøre Rede for, uden at hun havde sendt Missionær Jensen 18 Kr., som hun skyldte ham for gudelige Skrifter. Senere huskede hun, at hun havde brugt 58 Kr. til Klæder og til en Rejse til Maribo. Denne mærkelige Mangel paa Hukommelse og hendes gaadefulde Forhold til Broderen maatte bestyrke Dommerens Mistanke. Dertil kommer Fiskers hensynsløse og uoverlagte Paastand, at Alma maatte være Tyven, og at hun ogsaa havde stjaalet ude paa Landet (2 Sølvsker). Ogsaa han fortæller, at Nøglen i Køkkendøren har siddet indvendig og paa tværs, og nu siger Alma pludselig, at Nøglen ikke sad indvendig uden den første Gang, hun var inde, ganske i Modstrid med hendes eget tidligere Udsagn. Det kunde Dommeren ikke tro, men det blev virkelig oplyst, at en Pige i Huset havde hjulpet hende med at pirke Nøglen ud af Laasen, og at hun saa tog Smæklaas Nøglen med hjem. Det er dette hendes daarlige Forsvar, der har hidført den hele kedelige Sag, men man har ikke derfor Ret til at gøre Systemet og Dommerne ansvarlig derfor. Hun har kun sig selv og navnlig Grosserer Fisker at takke derfor. Hans Optræden er lidet tiltalende. Han er optraadt altfor rask og hensynsløs, og hans Vidnesbyrd bar ikke været overensstemmende med Sandheden. Justitsen har ved at yde hende 500 Kr. i Erstatning gjort hvad den kunde for at rense hende for Tyverisigtelsen. Hun blev dømt for Bedrageri, og det kan hun ogsaa takke Grosserer Fisker for. Alma havde modtaget 3 Kr., for at hun skulde besørge en Kjole farvet. Alma indrømmer, at dette er rigtigt, men Farveren havde lukket, og hun bragte Kjolen hen til en Fætter, Elektriker Jensen, der lovede at besørge den. De 3 Kr., hun havde faaet af Pigen, havde hun brugt. Denne Rapport blev lagt til Side indtil sidst i August. Dommeren har rimeligvis fra først af ikke tænkt sig at ville gøre noget ud af denne Sag. Da Dommeren saa ikke kunde komme nogen Vej med Alma, men alligevel var overbevist om, at han var Tyven, blev Rapporten om Bedrageriet fremlagt, for at Justitsen kunde ske Fyldest. Pigen Elise Andersen, der ejede Kjolen, blev forhørt. Hun fortalte, at Alma havde sagt til hende, at hun vel ikke havde truffet Farveren, men havde givet Broderen kjolen og de 3 Kr. Dette var altsaa usandt, og her ligger Almas Strafskyld. Hun bruger Elise Andersens Penge og giver hende en Løn at løbe med. Taleren skulle indrømme, at det var uheldigt, at Finsen havde ladet protokollere, at Alma havde tilvendt sig Pengene i svigagtig Hensigt, thi ingen tvivler vel om, at Alma jo havde i Sinde at betale disse Penge. Hun havde benyttet Lejligheden til at skaffe sig et Tvangslaan, men, som sagt, den hele Sag kan ikke taale at ses alene. Den maa ses i Belysning af Tyverisagen og af hendes fuldstændige Mangel af Evne til at føre et Forsvar. Hun har ikke en Gang sagt, at hun var i Stand til at betale Pengene tilbage. Ligesaa galt er det, at Elise Andersen glemmer at sige, at hun ikke ønsker Alma Bondesen straffet. Hun er ganske vist heller ikke bleven spurgt derom. (Munterhed). Ja, hun burde jo have sagt det, og hun har ogsaa sagt det i Reassumptionsforhøret. Den 21. September bliver Tyverisagen sluttet med Politidirektørens Samtykke. Der afsiges Dom den 23. September, og Alma Bondesen straffes med Lovens mildeste Straf - 5 Dages Vand og Brød. I Højesterets Dom af 1882 blev der konstateret en lignende Straf skyld, idet en Mand dømmes, fordi han faar Penge til at betale Afdrag paa en Vexel, undlader at gøre det og falskelig fortæller, at han har gjort det. Her drejer det sig kun om 3 Kr., ja i Virkeligheden drejer det sig kun om 2 Kroner, men Lovgivningen tager nu ikke Hensyn dertil, selv om den nu burde gøre det. I de Reassumptionsforhør, der paa Defensors Begæring er optaget, er Situationen ikke blevet forandret. Hun har igen tilstaaet, at hun har forbrugt Pengene, og at hun til Elise Andersen havde sagt, at hun havde givet Broderen dem. Kun paa enkelte Bipunkter er der sket en Forandring, som dog ikke kan saa Indflydelse paa Dommen, hvis den høje Ret godkender Kriminalrettens Skøn over Alma Bondesens Strafskyld efter Straffelovens § 253. Elise Andersen har nu erklæret, at hun først senere har givet Alma Pengene til Farveren, da Kjolen først skulde betales, naar den var farvet. Hun sik først Pengene i Juni Maaned. Ligeledes kan Elise nu erindre, at Alma har sagt. at hun havde givet Fætteren og ikke Broderen Pengene. Da hun ikke hurtigt fik Kjolen, spurgte hun efter de 3 Kr , og da hun fik det Svar, at Fætteren, som var arbejdsløs, havde faaet Pengene, blev hun bange for, at denne skulde bruge dem, men Alma sagde: "Nej, han er saa ærlig." Om hvorledes Alma har forbrugt Pengene, kunde hun ikke sige. Hun havde i de Dage betalt Syløn og Fodtøj med 9 Kr. 75 Øre, og hun havde da kun 37 Øre tilbage. I Reassumptionsforhøret fortæller Alma Bondesen, at hun brugte de 3 Kr. Søndag den 18 Juni til at betale en Skomager med, og hun har altsaa brugt Pengene til egne Øjemed; hvorvidt hun derfor kan straffes efter Straffelovens § 253, som den, "der i bedragerisk Hensigt afhænder eller pantsætter eller paa anden svigagtig Maade, hvorved rette Ejers Ejendomsret kunde gaa tabt, tilegner sig Gods, der er ham betroet til Laan, Leje eller Forvaring, Bestyrelse eller Pant, eller hvorover Tredjemand har erhvervet en Rettighed, med hvilken den, der ved hin Handling skulde stiftes, er uforenelig, saa og paa den, der svigagtig bortflytter eller forstikker arresteret Gods", skal han overlade til Rettens Skøn. Reassumptionsforhørene er meget omfattende, og de viser ret, hvor pjaltet og upaalidelig hun er i sine Forklaringer, og Taleren kan ikke forstaa, hvorfor Defensor har fremdraget en saadan Masse ubetydelige Ting. (Taleren har paa dette Tidspunkt talt i tre Timer og i en Uendelighed opholdt sig ved disse Ubetydeligheder). I Reasumtionsforhøret har hun endelig tilstaaet, at hun havde de tre Kr., da Elise krævede hende for dem, men hun havde besluttet at ville bruge dem til at betale Skomageren med. Er det ikke utroligt, at et Menneske kan "gravere" sig selv paa den Maade? Broderen har erklæret, at han vilde have betalt de tre Kroner, om han havde faaet mindste Antydning om Søsterens Uheld, men det var jo Broderen, som plagede Alma for Penge, saa det passer ikke. Hun skrev derimod fra Fængslet til en Veninde, om denne vilde gaa til Fætteren og bede ham hente Kjolen og sende den til Elise Andersen samt lægge de tre Kroner ud for hende, som hun skriver, at hun har faaet af Elise Andersen. Fætteren hentede Kjolen, men Elise Andersen betalte ham de tre Kroner, som Farveren havde faaet, da hun vidste, at han var arbejdsløs. Taleren sluttede endelig sit Foredrag med for tyvende Gang at fremhæve, at Alma havde brugt de tre Kroner af Elises Penge og at hun har skjult det med en Løgn. Defensor har i en lang Skrivelse fremsat en Række Klager, men disse er dels ubeføjede, dels ubevislige. Ogsaa i den Retning er Alma Bondesen helt igennem upaalidelig. Endelig maa det tillades inden for en vis Grænse, at en Dommer skælder en Inkvisit ud for en Løgner og en Tyv. Derimod vilde det være ganske nederdrægtigt, hvis Overbetjent Laurids Pedersen havde sagt "infam Løgn", "Tyvemær" o. s. v. Laurids Pedersen har bestemt benægtet dette. Han paastaar, at han aldrig siger "Tyvemær", men "Tyvetøs' til de kvindelige Arrestanter. (Stor Munterhed.) Taleren maatte betragte det som ukorrekt, naar Alma Bondesen ikke har faaet Mad før Kl. 2 om Eftermiddagen. Det kan ikke undskyldes, hvis det er sandt, og Stationspersonalets Forklaringer er paa dette Punkt slet ikke fyldestgørende. Naar hun klager over, at hun ikke maatte faa Extraforplejning, da er det paavist, at dette ikke er sandt. Der er ingen, der har budt hende noget, eller søgt om at faa Lov til at yde hende saadan. Det hele indskrænker sig til, at en enkelt Mand har tænkt paa at tilbyde hende noget. Endelig paastaar Alma Bondesen, at man ikke tilstrækkeligt tydeligt har betydet hende, at hun kunde faa en Defensor. Der blev spurgt hende, om hun vilde have Dom strax eller vente en 14 Dages Tid, og saa valgte hun det første, da hun slet ikke tænkte sig Muligheden af at faa en Defensor. Da Dommen blev forkyndt hende, spurgtes der, om hun var tilfreds, og dertil svarede hun nej. Betjenten spurgte saa, om hun da ikke vilde modtage Dommen, og hun svarede: Ja, det maa jeg vel. Ja, det skulde hun ogsaa, mente Betjenten, da del var den mildeste Dom efter den Paragraf. Aktor fandt det ganske urimeligt at spørge et Menneske, om hun var tilfreds med at komme paa Vand og Brød. Gid vi kunde faa den Slags Ting forandret i Stedet for at tale saa meget om de store Revolutioner af vor Retspleje.

Dermed begyndte Dokumentationen.

Sagen fortsættes i Dag.

(Demokraten (Århus), 6. februar 1901)

Alma Bondesen (som eneste kvinde) på Social-Demokratens redaktion efter Højesteretsdommen. Foto fra H. P. Sørensen: F. J. Borgbjerg. Fremad, 1943, side 55.

Alma Bondesen led psykisk under den falske anklage, og fængselsopholdet svækkede og nedbrød hende også fysisk: Den reglementerede kost var utilstrækkelig, og da broderen, snedker Bondesen tilbød ekstraforplejning, blev det afslået. Hun blev meget syg, men i stedet for sund mand, fik hun noget medicin af fængselslægen. Da hun blev løsladt, var hun afmagret og afkræftet og tog ophold hos sine forældre for at komme lidt til kræfter igen. Under fængselsopholdet havde hun ridset et Navn i muren og derfor idømt 8 dages strengt fængsel, uden lys og beskæftigelse. Ved forhørene blev hun indsat i et af de berygtede "skabe" indtil hendes sag om for. En betjent skal have trukket hende i ørene og kaldte hende "mær". Assessor Finsen brugte ord som "tyvetøs" og "hold kæft. Om broderen som han mistænkte for at være medskyldig, anvendte han betegnelser som "skurk og Laban". Sidste gang Alma Bondesen var i forhør, truede Finsen hende med at hvis hun ikke tilstod, beholdt de broderen. 

Alma Bondesen frifunden

(Telegram gennem Ritz. Bur.)

500 Kr. i Erstatning.

Højesteret misbilliger Assessor Finsens Optræden.

København, den 11. Februar.

Højesteret har i Dag frikendt Alma Bondesen og tilkendt hende 500 Kr. i Erstatning for den uskyldig udstaaede Straf. Højesteret tildelte endvidere Kriminalretsassessor Finsen en Misbilligelse.

(Sidste Telegr.)

Næsen til Finsen.

Det hedder i Dommen:

"Det maa misbilliges, at Tiltaltes Forklaringer om hendes Forhold med Hensyn til de hende betroede Penge under de for Dommens Afsigelse optagne Forhør, som det senere er oplyst, ærlig ved en af Undersøgelsesdommeren afgiven Erklæring, er tilført Retsprotokollen paa en unøjagtig og en med de virkelige Forhold ikke stemmende Maade."

Alma Bondesen

Denne Dom er et Lyspunkt i vor Retspleje. Det vilde have været for sørgeligt. om det skulde have staaet som en uomstødt Dom, at en i alle Maader hæderlig Pige kan fældes for Bedrageri, fordi hun har brugt 2 Kr. 8 Øre, som hun har faaet af en Veninde til at betale Farvningen af en Kjole med. og som hun baade kunde og vildes udrede, naar Farveren skulde have sine Penge.

Defensor,

Højesteretssagfører Salomon

traf Hovedet paa Sømmet, da han sagde herom: Hvis dette er Bedrageri, saa er jeg hver Dag en Bedrager. Defensor er det ikke alene; det er vi næsten alle, alle de i hvert Fald, der jævnlig er Mellemmænd for andres Pengeforhold. Her gør den absolute Frifindelse fra Højesteret og den til

kendte Erstatning godt. Den slaar Juristeriet ned og giver den sunde Fornuft Æren.

Det er heldigt, at Højesteret ogsaa endelig en Gang har tildelt en underordnet Dommer, hvis Forhold giver Anledning til berettiget Kritik, en Misbilligelse. Alt for ofte har Højesteret været lemfældig overfor Forhørsdommere. Ganske vist: Assessor Finsen slipper ret billigt. Her vilde ikke have været noget at indvende, hvis der var tilfaldet ham noget mere end Misbilligelsen.

Assessor Finsen har indrømmet, at det Ord "svigagtigt", som i Protokollen var indført i Almas Tilstaaelse, aldrig har været udtalt af hende. Selv om han nok saa meget har været i god Tro, da han skrev, dette Ord, er denne Protokoltilførsel alligevel en grov Fejl. som fortjener en stræng Dom.

Forhørsdommere ved danske Kriminaldomstole maa vide, at det Ord, de hæfter paa Papiret, det gælder den Anklagedes hele Ære og Velfærd, og at det Ord, de en Gang har sat i deres Protokol, paa det skal der dømmes i alle Instanser, og det er saa urokkeligt, at den Anklagedes Tilbagekaldelse, ja selv nye Oplysninger, i Reglen vil vise sig virkningsløse. Det er kun i faa lykkelige Tilfælde - som her i denne Sag at Sagens Indhold bliver saa klart belyst, at det fejlagtigt skrevne Ord falder.

Maaske kunde Højesteret ogsaa have ladet lidt falde af til de Funktionærer ved Retten, der har brugt grove Ord mod Alma Bondesen. Det vilde være godt, om der en Gang kunde sættes Punktum for den Skik, at en Anklaget skal være Skive for Betegnelser, der ikke er tilladte overfor hæderlige Folk. Højesteret burde have benyttet Lejligheden til at sætte dette Punktum.

Men selv med disse Indvendinger glæder vi os over Højesterets afgørelse.

-   -   -

Blandt dem, der ogsaa bør mindes i denne Affære, er Anklageren.

Højesteretsadvokat Nellemann.

Denne Mand har benyttet sin Anklager Stilling i denne Sag taktfuldt, og der aandede gennem hans Tale en ret varm Sympati for den unge Kvinde, som har lidt saa haard en Medfart, og hvis Modpart han skulde være.

(Aalborg Amtstidende, 11. februar 1901)

Kristian IX stilles overfor Resultatet af Valgene den 3. april 1901. Alma Bondesens sag var formentlig en af talrige andre som førte til systemskiftet i 1901. Illustration fra Det danske socialdemokratis historie fra 1871 til 1921.

Fra Inkvisitionssystemets Dage

Alna Bondesen-Affæren, der i sin Tid var paa alles Læber, og som gav Stødet til den nye Retsreform

Paa Vestre Kirkegaard jordedes Skærtorsdag Værkmester Vilh. Wieder fra Odense, skriver "Social-Demokraten". I den afdødes sørgende Enke genkendte Bladet den af "Social -Demokraten" i sin Tid meget omtalte Alma Bondesen, som i 1899 uskyldig sad fængslet i 3 Maaneder og derefter idømtes Vand- og Brødstraf.

Da vi forlod Kirkegaarden, stod hele den Alma Bondensenske Sag lyslevende i vor Erindring. De frygtelige Mishandlinger, som den purunge Pige for ca. 25 Aar siden var Genstand for fra Politiets og Kriminalretsdommer Finsens Side. Først ved "Soc.-Dem." Hjælp lykkedes det at skaffe hende Oprejsning for alle de Lidelser, hun uskyldig havde gennemgaaet.

I de Dage, da Sagen stod paa, var Alma Bondesens Navn paa alles Læber; thi det var faktisk 

en oprørende Justitsforbrydelse. 

Derfor blev det ogsaa Alma Bondesen-Sagen. der gav Stødet til den ny Retsreform: thi alle rettænkende Mennesker oprørtes over den inkvisitoriske Mishandling, som den unge Pige var blevet underkastet.

Alma Bondosen var fra Maribo, men tog Plads i København hos Herreekviperingshandler Fisker. En Dag blev der stjaalet nogle Sølvskeer, og Fruen kunde selvfølgelig ikke tænke sig at andre end den unge Pige havde begaaet Tyveriet.

Fru Fisker lod Politiet hente, og Alma Bondesen blev straks sigtet som Tyven. Saa spærrede man den unge Pige ind i en Celle, og det blev Kriminalretsassessor Finsen, der fik hende under Behandling. Finsen var 

en af de mest berygtede Dommere, 

der paa det Tidspunkt regerede i Kriminalretten. I 3 Maaneder hersede han med den unge Pige for at faa hende til at tilstaa en Forbrydelse, som hun aldrig havde begaaet. Man var i de i Dage ikke bange for at anvende Tortur som Sult og lignende for at faa presset Tilstaaelsen ud af det ulykkelige Offer, der var kommet indenfor Fængslets Mure. Ingen fik hun Lov til at tale med - ja, selv de, der ønskede at forsvare hende, blev afvist. Og under alle Forhørene var Fru Fisker, der senere er død som sindssyg paa St. Hans Hospital, den ivrigste til at sværte Alma Bondesen. skønt denne havde det bedste Lov fra alle, der kendte hende. Den virkelige Tyv tilstod senere Tyveriet.

Da Dommer Finsen ikke kunde faa Alma til at bekende Tyveriet, søgte han andre Veje for at hindre, at hun slap ud af Arresten uden Straf 

Han rejste en ny Sigtelse for Tyveri.

Dommeren havde faaet at vide, at en anden Tjenestepige havde bedt Alma Bondesen om at hente hende en Kjole i Byen, og at hun af denne Pige havde faaet 3 Kr. til Betaling af Kjolen. Alma Bondesen naaede ikke at faa hentet Kjolen, da hun i Mellemtiden blev arresteret; men da hun ved Arrestationen kun havde 92 Øre hos sig, betragtede Dommeren det som Bedrageri af 2 Kr. 68 Øre. skønt Alma havde mange flere Penge til Gode hos Fisker, og skønt hun fra Arresten havde tilskrevet en Slægtning om at hente og bringe Kjolen til den omtalte Pige.

Alt dette tog Dommer Finsen sig ikke af. Han og fire andre Krimlnalretsdommere idømte hende 5 Dages Vand og Brød for Bedrageri.

Efter 3 Maaneders Indespærring og efter at have udstaaet Vand og Brød straffen, slap Alma Bondesen ud af "Retfærdighedens" Kløer. I dén Nød henvendte den mishandlede og uskyldig dømte unge Pige sig til "Social-Demokraten", der øjeblikkelig tog sig af hendes Sag. Der blev indkaldt til et offentligt Møde paa det daværende Vodroffslund, hvor

hele Alma Bondesens Lidelseshistorie blev skildret for Tusinder af Mennesker.

En mægtig Harme greb iøvrigt hele Befolkningen ved de Afsløringer, som "Social-Demokraten" bragte. Dette medførte, at Alma Bondesen af Kriminalretten fik udbetalt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest.

Alma Bondesen var dog ikke dermed renset for Bedrageri-Sigtelsen og den Straf, hun havde lidt. "Social-Demokraten" rettede nu alle sine Bestræbelser paa at faa Sagen taget op til Paakendelse ved selve Højesteret, og dette lykkedes.

Det tog flere Dage for Retten at behandle Sagen færdig, og under dette herskede der bogstavelig talt, i store Dele af Befolkningen ligefrem Feberspænding, thi hver eneste Dag bragte Defensor, Højesteretssagfører Salomon nye Ting frem fra Forhørskammeret i Kriminalretten. Det oplystes saaledes, at Finsen havde ladet indføre Ting i Protokollen, som intet havde med Virkeligheden at gøre, og paa dette Grundlag havde den samlede Ret dømt Alma Bondesen!

Sagen endte med,

at Højesteret pure frifandt Alma Bondesen

og yderligere tilkendte hende 500 Kr. , i Erstatning. 

I den paafølgende Rigsdagssamling fremdrog Redaktør Borgbjerg Sagen og samtidig krævede han en ny Retsreform gennemført.

Alberti, der var Justitsminister, turde ikke, efter det der var sket, gaa imod dette Krav.

Vi fik den ny Retsreform, og Stødet til denne skyldtes i ikke ringe Grad de Lidelser, Alma Bondesen under den gamle lnkvisitionssystem maatte udstaa.

P. K

(Social-Demokraten, 1. april 1923. Nordjyllands Social-Demokrat, 4. april 1923).

En lignende skæbne overgik Nelly Andersen, som sad arresteret 1. december 1895-22 januar 1896 for at have stjålet en urkæde fra det herskab hun tjente. Det viste sig senere at urkæden befandt sig i fruens kjoleliv. Hun var blevet anmeldt af den hun tjente hos, nemlig daværende justitsminister Nellemann. Efterfølgende anklagede denne nu i stedet Nelly Andersen for at havde stjålet en fodpose og ske - som senere blev fundet på loftet. Hun tilkendtes ligeledes erstatning ved Højesteret. 

Alma Bondesen i 1926 da hun blev klasselotterikollektor. Foto fra Social-Demokraten, 23. februar 1926.

Grosserer Fisker gav efter Højesteretsdommen Alma Bondesen en skriftlig undskyldning for ubetænksomt at have voldt hende uret. Samt en sum af 500 kr. Alma Bondesen fik i 1926 tilkendt en klasselotterikollektion. 

De to sager spillede en rolle i udarbejdelse af de grundlæggende principper i retsreformen af 1916 (trådte i kraft 1919). som vores nuværende retsplejelov hviler på. Den afskaffede den hemmelige inkvisitoriske procesform, som var et levn fra enevælden. Dommeren skulle med den anklagede som væsentligt undersøgelsesobjekt søge at få sandheden oplyst. Det betød at dommeren på forhånd pressede den sigtede for en tilståelse. Under enevælden blev anvendt tortur. Efter grundloven i 1849 blev mistænkte holdt fængslet i lang tid for at fremkalde tilståelsen. Inkvisitionssystemet betragtede altså den måske uskyldige som overbevist forbryder, den sikrede altså ikke borgerne retssikkerhed.

Jensines korte Herreliv. (Efterskrift til Politivennen).

Tjenestepigen Jensine er vist som Regel en rigtig rar Pige, men naar det stikker hende, kan hun faa de særeste Indfald.

Som nu forleden Aften.

Da mødte hun i "National" med en anden Dame under Armen. Det havde Jensine naturligvis Lov til.

Men hvad hun ikke havde Lov til, det var at optræde i Herredragt, og det gjorde hun.

Hendes yppige Former gjorde sig godt i et Par Herrepantalons, og i det hele saa hun meget indbydende ud.

Den forvandlede Jomfru vakte fortjent Opmærksomhed Deltagende Mennesker stimlede sammen om hende, og tilsidst kom ogsaa en Politibetjent stimlende.

Han havde Betjentes indgroede Vane: han noterede.

Og derfor maatte den smukke Jensine i Gaar møde i Retten og staa til Ansvar for sit korte Herreliv.

Hvorfor hun havde forklædt sig?

For Løjer.

Men den Slags Løjer maatte man ikke bedrive.

Jensine smiler overlegent.

Det er 12 Kroner til den 16de December. 

Jensine vilde gærne betale med det samme.

Det gjorde hun. Og saa gik hun, seende sig omkring som en Dronning af Blodet og fulgt af Publikums beundrende Blikke.

Hun lader magelig Forestillingen gaa om igen ved Lejlighed.

Kvik

(København 3. december 1892).

Etablissementet National. Interiør fra Restaurations- og koncertsalen mod hjørnet af Vesterbrogade og Vester Farimagsgade (senere Axeltorv), ca. 1885. Kbhbilleder. Public Domain.

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. I det forløbne Regnskabsaar (1ste Mai 1891 til 30te April 1892) har Skolen gjennemsnitlig havt 25 Elever i en Alder af mellem 14 og 18 Aar. 21 af disse Elever vare fra Kjøbenhavn og Frederiksberg. Eleverne vare særlig Døttre af Arbeidsmænd og Haandværkere; 6 vare forældreløse. Skolen er i det forløbne Aar ligesom tidligere bleven ledet af en Forstanderinde, for Tiden Fru Antonia Rodian, og tre Medhjælperinder, der alle boe paa Skolen. Paa Hds. kgl. Høihed Kronprindsessens Fødselsdag den 31te October fejrede Skolen som sædvanlig sin Aarsfest med Sang og Tale. Bestyrelsens Formand er Kammerherre Generalmajor Krieger. Den maanedlige Betaling for Underviisning og fuldstændig Forpleining er 10 Kr. Det hedder i Slutningen af Aarsberetningen, efterat der er ydet en hjertelig Tak til Alle, som hidtil have hjulpet: "Skolen trænger vedvarende til Bistand og Velvillie. Det er vort Haab, at den fremdeles maa gjøre sig værdig dertil." Indtægten har ifjor udgjort 21,482 Kr. 46 Ore. Pensionatet indbragte 3571 Kr., Skolepigernes Contingenter 2550 Kr., Middagsabonnenter 3708 Kr. 77 Øre og Vadsk 3749 Kr. 17 Øre. Statskassens Bidrag udgjorde 1000 Kr. Afdøde Kammerherre, Generalmajor Rægler har ydet et extraordinairt Bidrag af 1000 Kr. Der er i sidste Regnskabsaar afbetalt af Prioritetsgjælden 1200 Kr. ; den er derved gaaet ned til 34,700 Kr., medens Skolens Eiendom i Emiliegade Nr. 3 er taxeret til 60,000 Kr. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. juni 1892).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Charlotte Ulrikke eller Charlotta Ulrika Månsson. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen Nr. 248  1886 248. Højesteretssagfører Oct. Hansen Aktor

contra

Charlotte Ulrikke eller Charlotta Ulrika Månsson (Def. Adv. Nellemann) .

(Afsagt den 22 December 1886).

Ikke fundet at kunne statueres, at et Fruentimmer, som i den Hensigt at dræbe sit 10 Dage gamle, uægte Barn med sin Haand havde klemt dets Strube sammen, derved havde bevirket det meget syge Barns ganske kort efter indtrufne Død. Straf idømt efter Strfl. § 186, jfr. § 46.

Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom af 7 September 1886 er saalydende :

Under nærværende, fra Frederiksborg Birks Extraret hertil indankede Sag tiltales Arrestantinden Charlotte Ulrikke eller Charlotta Ulrika Månsson for den 22 Oktober f. A. at have ombragt sit den 12 s. M. fødte Barn eller i alt Fald for Forsøg paa denne Forbrydelse, og ere de med Sagen forbundne Omstændigheder ifølge den af Arrestantinden afgivne Forklaring og de iøvrigt tildels paa Foranledning herfra tilvejebragte Oplysninger følgende:

Den 22 Oktober f. A. afgik et af Arrestantinden den 12 s. M. udenfor Ægteskab født Barn ved Døden. Da der ved det af Ligsynsmændene den 25 s. M. foretagne Ligsyn over Barnet paa Ligets Hals fandtes et Saar og en sorterød Skjold, som forekom dem mistænkelig, nægtede Ligsynsmændene at udstede Døds- attest og anmeldte Sagen for Politimesteren. I den Anledning indfandt 2 Politibetjente sig paa Gaardejer Carl Jørgensens Gaard i Kollerød, hvor Arrestantinden da tjente i Dagleje. Da hun erfarede Politibetjentenes Ankomst, kastede hun sig i en Dam for at drukne sig, men blev trukken op af Vandet og bragt til Live igjen; forinden hun kastede sig i Vandet, havde hun lagt fra sig et Brev, som hun havde skrevet den foregaaende Dag, da hun havde hørt, at hun kunde vente at blive anholdt, og i hvilket Brev hun tog Afsked med forskjellige Personer og skrev, at hvis de ikke kunde finde hende, laa hun nede i Vandet eller i Dommen. Efter at hun efter nogle Timers Forløb var kommen noget til Kræfter igjen, tilstod hun ligeoverfor en af Politibetjentene, at hun havde ombragt Barnet og forklarede i saa Henseende, at hun den 22 Oktober f. A. om Eftermiddagen, da det nævnte Barn laa i en lidende Tilstand Formening paa Grund af indvendig Krampe tage Livet af det, og at hun derfor holdt de 3 Fingre paa den højre Haand fast om Barnets Strube, hvorefter Barnet blev næsten blaat i hele Ansigtet, og hun troede nu, at Barnet var død, og for at konstatere Døden og for at bortlede Mistanken om, at hun havde aflivet Barnet, kaldte hun Arbejdsmand Jacob Jensens Hustru, Ane Marie Carlsen, der netop gik udenfor Huset ind, for at denne kunde se, at Barnet var død.

Efterat den af Politibetjenten optagne Rapport, hvori den ovenfor anførte Forklaring findes optagen, den 27 Oktober f. A. inden Retten var blevet oplæst for Arrestantinden, henholdt hun sig til Rapporten og fastholdt saaledes den af hende afgivne Tilstaaelse, men, medens hun til Politirapporten havde forklaret, at hun strax efter Barnets Fødsel havde besluttet at aflive det, idet hun tænkte sig, at der ikke var nogen Fremtid for Barnet, da den Karl, der var Fader til Barnet, ikke vilde gifte sig med hende, forklarede hun inden Retten, at hun ottende Dagen efter Barnets Fødsel var gaaet til den Gaard, hvor bemeldte Karl tjente, og at hun først da, efter at Karlen, der i September Maaned havde givet hende 10 Kr., for hvilke hun havde kjøbt Tøj til Barnet, havde vægret sig ved at love hende Hjælp i Fremtiden til dette, besluttede at omkomme Barnet. Den 29 Oktober f. A., paa hvilken Dag Liget af Barnet forevistes Arrestantinden, paaviste hun inden Retten i Distriktslægens Overværelse, hvorledes hun havde anbragt de 3 Fingre paa sin højre Haand paa Barnets Hals, da hun kvalte det. Samme Dag blev af Fysikus og Distriktslægen foretaget Obduktion af Liget, og ifølge det af de nævnte Læger afgivne visum repertum fremgik det af Obduktionen, at det afdøde Barn havde været fuldbaaret, at der udvendig paa Halsen af Liget fandtes nogle svage Indtryk, som vel kunde tyde paa, at det var taget af Dage ved Kvælning, hvilket dog ikke bestyrkedes ved den indre Undersøgelse, og at der ved den kemiske Analyse ikke kunde paavises noget Giftstof i Maven eller dens Indhold; Lægerne tilføjede derhos, at det er en Erfaring, at Kvælningsdøden hos spæde og svage Børn som oftest ikke efterlader Spor i Ligene, og at Muligheden af, at Arrestantinden kunde have taget Barnet af Dage ved Kvælning, derfor ikke kunde nægtes. 

Under et Forhør den 2 November f. A. paastod Arrestantinden imidlertid, at Barnet virkelig var død af Krampe, og at hun saaledes ikke har gjort sig skyldig i noget strafbart Forhold overfor Barnet, og denne Forklaring har hun siden fastholdt. Som Grund til, at hun tidligere havde tilstaaet at have dræbt Barnet, angav hun, at hun var tvungen dertil af Politibetjentene, der skulde have udøvet Vold imod hende paa Gaardejer Carl Jørgensens Gaard, forinden hun bragtes til Arresten, men efter samtlige foreliggende Omstændigheder, navnlig de af fornævnte Carl Jørgensen og dennes Hustru afgivne beedigede Forklaringer, maa dette Foregivende anses aldeles usandfærdigt, og, naar Arrestantinden har anført, at hun i de første Dage, efter at hun var kommen i Arresten, ikke vidste af sig selv at sige, strider dette Foregivende baade imod den af Distriktslægen afgivne Erklæring og imod de af Arrestforvareren og dennes Hustru afgivne beedigede Forklaringer.

Ligesom fornævnte Carl Jørgensen derhos har forklaret, at Arrestantinden, den Dag hun blev anholdt, forinden hun bragtes fra hans Gaard, i hans Nærværelse tilstod at have kvalt Barnet, og at hun da viste, hvorledes hun havde taget fat i Halsen paa Barnet og kvalt det, saaledes have oftnævnte C. Jørgensens Hustru, hans Tjenestepige og en anden Tilstedeværende forklaret, at Arrestantinden, forinden hun bragtes bort fra Gaarden, fremkom med forskjellige Udtalelser, hvoraf det fremgik, at hun havde gjort sig skyldig i den hende paasigtede Forbrydelse, og ligeledes har Arrestforvareren forklaret, at Arrestantinden i de første Dage, indtil om Eftermiddagen den Dag, da Obduktionsforretningen blev holdt, bestandig er fremkommen med Udtalelser, der gik ud paa, at hun fortrød sit Forhold og var ængstelig over, hvad Straf hun kunde vente. Der vil derfor i Henhold til Lovens 1-15-1 ikke kunne tages noget Hensyn til Arrestantindens Tilbagekaldelse af den af hende tidligere afgivne Tilstaaelse. Arrestantinden, der tidligere har født 3 uægte Børn, maa saaledes antages at have havt det Forsæt at ombringe Barnet ved Kvælning. Derimod findes det efter de foreliggende Omstændigheder betænkeligt at statuere, at hun har handlet med Overlæg. Da Barnets Død dernæst maa antages at være indtraadt ganske kort Tid efter, at hun foretog den Handling, hvorved hun tilsigtede at kvæle det, og da der ingen anden Dødsaarsag kan paavises, maa hun anses for at have foraarsaget Barnets Død ved den nævnte Handling; det kan navnlig ikke komme i Betragtning herimod, at Barnet efter de foreliggende Oplysninger maa antages at have været svageligt, hvorfor det det 21 Oktober f. A. blev hjemmedøbt, og, forsaavidt ovennævnte Ane Marie Carlsen, Arbejdsmand Jacob Jensens Hustru, hvem Arrestantinden, efter at have foretaget Kvælningshandlingen, kaldte ind fra Gaden, har forklaret, at Barnet, hvis ene Arm var aldeles blaa, da endnu ikke var død, idet det gispede i det, men at det umiddelbart derefter døde, har det kgl. Sundhedskollegium i en paa Foranledning herfra afgivet Betænkning ytret, at den af Arrestantinden tilstaaede Kvælningshandling desuagtet, forudsat at den er udført, maa antages at kunne have medført Barnets Død, og Sundhedskollegiet har fremdeles anført, at bemeldte Antagelse bestyrkes ved de paa Ligets Hals forefundne Læsioner, der kunde tyde paa, at Barnets Strube har været klemt sammen, og at denne Antagelse maa fastholdes, uanset at den indvendige Sektion ikke i enhver Henseende bestyrkede, at Barnet var død ved Kvælning, dels fordi de indre Tegn paa denne Dødsmaade i og for sig ere usikre, navnlig hos svage Børn, dels fordi Sektionen ikke viste Tegn til nogen anden Dødsmaade. Kollegiet har derhos tilføjet, at et Barn, efter at Kvælningen er udført, kan i det asfyktiske Stadium ligge en kort Tid med enkelte snappende eller gispende Aandedrætsbevægelser, inden Døden indtræffer. 

For det af Arrestantinden saaledes udviste Forhold vil hun, der er født i Sverrig den 7 April 1859 og ikke tidligere er funden straffet, være at anse efter Straffelovens § 186, og findes Straffen at kunne bestemmes til Tugthusarbejde i 12 Aar, og, da hun ikke i de sidste 5 Aar har havt stadigt Ophold i den danske Stat, idet hun nemlig ved Juletid 1882 efter Begjæring af Vordingborg Fattigvæsen blev transporteret til Sverig, hvorfra hun dog strax vendte tilbage her til Landet, vil det i Medfør af Straffelovens § 16 være at bestemme, at Arrestantinden efter udstaaet Straf skal bringes ud af Riget. I Overenstemmelse hermed vil Underretsdommen, hvorved Arrestantinden i Medfør af Straffelovens § 190 jfr. § 46, er tilfunden at hensættes til Tugthusarbejde i 8 Aar, være at forandre, medens den i Henseende til Aktionens Omkostninger, der rettelig ere paalagte Arrestantinden, vil være at stadfæste.

Thi kjendes for Ret: Arrestantinden, Charlotte Ulrikke eller Charlotta Ulrika Månsson, bør hensættes til Tugthusarbejde i 12 Aar og efter udstaaet Straf at bringes ud af Riget. I Henseende til Aktionens Omkostninger bør Underretsdommen ved Magt at stande. I Salær til Aktor og Defensor for Overretten, Overretsprokuratorerne Casse og Bloch, betaler Arrestantinden 40 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

Ifølge den af Tiltalte afgivne Tilstaaelse i Forbindelse med de øvrige Højesteret forelagte, tildels efter den indankede Doms Afsigelse tilvejebragte Oplysninger maa det vel anses godtgjort, at hun har gjort sig skyldig i den af hende vedgaaede, i Dommen ommeldte Behandling af sit spæde Barn i den Hensigt derved at dræbe det; men ligesom det, som ogsaa i Dommen antaget, ikke tør statueres, at hun har handlet med Overlæg, saaledes findes det endvidere ikke med tilstrækkelig Sikkerhed at kunne antages, at det meget syge Barns Død er bevirket ved hendes fornævnte Gjerning. Tiltalte vil derfor være at anse efter Straffelovens § 186, jfr. § 46, og hendes Straf findes at kunne bestemmes til Forbedringshusarbejde i 6 Aar. I Henseende til Tiltaltes Udbringelse af Riget og Aktionens Omkostninger vil Overretsdommen være at stadfæste.

Thi kjendes for Ret :

Charlotta Ulrika Månsson bør hensættes til Forbedringshusarbejde i sex Aar. Iøvrigt bør Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom ved Magt at stande. I Salarium for Højesteret betaler Tiltalte til Højesteretssagfører Hansen og Advokat Nellemann 80 Kroner til hver.

(Ugeskrift for Retsvæsen nr. 14 og 15 (19. marts 1887) og nr. 16 og 17 (26 marts 1887), side 239-244).

Nordlige del af Kollerød. Husene ser ældre ud med stråtag mm. Men er betydelig mere velholdte end i den sydlige del af landsbyen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Opdaget Barnemorderske. (Efterskrift til Politivennen)

Efter at der i Bladene havde staaet en Meddelelse om, at der i et Vandhul i Nærheden af Nordre Fasanvej var fundet Liget af et ca. et halvt Aar gammelt Barn, indfandt der sig i Torsdags en Væver fra Ringsbjerg ved Tureby Station, som, efter at have taget de Klædningsstykker i Øjesyn, som Liget var iført, med Bestemthed genkendte disse at være dem, som et Barn, han havde havt i Pleje fra den 20. Juni til den 1. ds., havde været iført, da Moderen, en 19 Aar gammel, svensk Pige, afhentede Barnet. Pigen havde tjent hos en Bonde i Nærheden og havde fortalt, at hun vilde rejse hjem med Barnet til sine en Forældre i Sverig, og at hun havde [haabet] at en Fæstemand paa Halmtorvet, der havde bortfæstet hende til den Tjeneste, hun nu forlod, vilde hjælpe hende med de fornødne Rejsepenge. Pigen havde af sin Løn betalt ham de akkorderede Plejepenge. Om Faderen, en svensk Karl, havde Pigen fortalt, da hun en Dag kom hjem fra Helsingør, at han var kommen af Dage ved ulykkelig Hændelse. Efterat Politiet derefter havde faaet oplyst, at Pigen var bleven bortfæstet til Forvalteren paa Schelenborg i Fyen, afrejste samme Dags Aften to Politibetjente til Fyn og traf igaar Pigen i den opgivne Tjeneste. I Førstningen nægtede hun Alt, men da hun var iført ganske samme Slags Tøj som det fundne Barn, og dette blev foreholdt hende, afgav hun Tilstaaelse om at være Moder til Barnet og at have kastet Barnet i det ommeldte Vandhul. Hun havde stadig, navnlig efter at hun havde faaet at vide, at Barnets Fader var bleven slaaet ihjel af en Hest, havt til Hensigt at aflive Barnet, men havde ikke før nu kunnet finde Lejlighed dertil. Efter at hun den 1. ds. rar kommen til Frederiksberg Station, opsøgte hun strax et Sted, hvor hun kunde drukne Barnet, og gik i den Anledning over Sporet ved Stationen samt over nogle Marker, indtil hun kom til "en lille Sø", i hvilken hun kastede Barnet ud af al Magt, hvorefter hun strax forlod Stedet uden senere at vende sig om for at se, hvad der var blevet af Barnet. Hun er ikke af Nogen bleven tilskyndet til sin Gerning, men Motivet var, at hun ikke kunde forsørge Barnet og endnu mindre faa Tjeneste, naar hun førte det med sig.

(Social-Demokraten 22. november 1885).

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. Den 11te Aarsberetning omfatter Tidsrummet fra 1ste Maj 1883 til 30e April 1884. Skoleaaret begyndte med et Antal af 20 Piger. I Aarets Løb tilkom 11 og udgik 10, saa at Aaret endte med et Antal af 21. Skolen har fortsat sin Virksomhed uforandret og med samme Held som tidligere. Pensionatet har været besat næsten hele Aaret, og Vaskeriet har været benyttet i samme Omfang som forrige Aar. Indtægten af betalende Skolepiger og Elever er aftagen med circa 2800 Kr. En af de væsentlige Aarsager hertil er den, at Skolen i det forløbne Aar har været meget lidet benyttet af private Elever, hvortil Grunden vistnok hovedsagelig maa søges i Oprettelsen af flere saakaldte Husholdningsskoler, hvor man er istand til at gjøre Undervisningen baade lettere og behageligere, end Tilfældet kan være i den praktiske Tjenestepigeskole. Skolen har ved denne Mangel paa højt betalende Elever lidt et ikke ringe pekuniært Tab, men paa den anden Side fremhæves i Beretningen, at saadanne Elever ofte stille Fordringer, der ikke kunne opfyldes. Regnskabet udviser et Deficit af 283 Kr., men det maa derved bemærkes, al der paa Skolens Prioritetsgjæld er blevet afbetalt 1204 Kr. 75 Øre.

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole er anlagt som en Slags Normalskole for hele Landet. Den optager unge Piger af tarvelige Kaar strax efter deres Konfirmation og oplærer dem i et toaarigt Kursus i Madlavning, Vask, Strygning og al Pigegjerning. Der er udgaaet efterhaanden circa 150 Piger fra Skolen til Tjeneste baade i fornemme og borgerlige Huse og saa godt som alle have vist i Gjerning, at Skolen havde løst sin Opgave med dem. Af dens nuværende 22 Elever ere 14 fra Kjøbenhavn og Frederiksberg og 8 fra Provindserne. Skolen fik paa Udstillingen i Bryssel en hædrende Anerkjendelse og er i Norge bleven benyttet som Forbillede. Den virker for Tiden desværre under trange Forhold, og Bestyrelsen har for ikke ret lang Tid siden rettet en Opfordring til Medborgere og Medborgerinder om at komme Skolen til Hjælp ved hver i sin Kreds al vække Interesse for Sagen og skaffe Skolen Hjælp enten ved aarlige Bidrag eller en Gang for alle. Skolen har sin Bygning i Emiliegade Nr. 8.

(Ribe Stifts-Tidende 24. oktober 1884).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Voldsmanden Svend Petersen paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Udaaden paa Amager.

Om det af Gaardmand Svend Pedersen i Sundbyvester forøvede Overfald paa to af sine Tjenestepiger har vi modtaget følgende :

Da Undertegnede Mandagen den 11. Avgust d. A. henvendte os i Svend Pedersens Gaard, medundertegnede Lovise Poulsson for at afhente mine Ejendele og medundertegnede Henriette Hansen for at erholde et Beløb af den mig tilkommende Løn, som jeg ikke havde faaet udbetalt, blev vi Genstand for følgende Behandling.

Ved vor Ankomst til Gaarde, henvendte undertegnede Henriette Hansen sig til Svend Pedersens Hustru med j Forespørgsel om, hvorvidt Svend Pedersen var hjemme, idet jeg ønskede at faa mit Tilgodehavende udbetalt. Der blev imidlertid svaret, at Pedersen ikke var hjemme, og da jeg saaledes ikke kunde faa mit Ærinde udrettet maatte jeg foreløbig lade dette bero. Imidlertid gik medundertegnede Louise Poulsson ind i Pigekamret og hentede sin Koffert, som vi da i Fællesskab bar ud ad Bagporten til Gaarden. Da vi var komne ud paa Vejen kom Svend Pedersen imidlertid løbende efter os, og da han kaldte paa os, standsede vi, og satte Kofferten ned paa Vejen. Da han kom hen til os gav han sig uden nogen Foranledning til at ruske i medundertegnede Lovise Poulsson, og slog mig gentagne Gange i Ansigtet med knyttede Hænder, saaledes at min Næse blev slaaet til Blods, hvorefter han tilsidst sparkede mig med sin Træsko i den venstre Side af Underlivet.

Medundertegnede Henriette Hansen var imidlertid gaaet over til den anden Side af Vejen. Svend Pedersen kom da over imod mig og tilføjede mig en Mængde Slag dels i Hovedet og dels i Ryggen af den venstre Side. Han stødte mig endvidere ud i en bag ved Gaarden værende Vandpøl, der har Tilløb fra Møddingen, greb mig i Halsen og trak eller stødte mig flere Gange Voldsomt frem og tilbage i Vandet. Følgen af denne Behandling var, at jeg kom til at spytte Blod i en meget høj Grad. Svend Pedersen skød mig derpaa foran sig tilbage til Gaarden, hvor jeg opholdt mig i Borgstuen indtil Birtedommeren, der var ankommen til Gaarden for at undersøge et Aftenen i forvejen stedfundet Lynnedslag, havde forladt Gaarden. Under dette mit Ophold paa Gaarden vedblev den hæslige Blodspytning uafbrudt. Svend Pedersens Hustru forsøgte nu at overtale mig til atter at tage Tjeneste hos dem, og da jeg frygtede for at blive Genstand for yderligere Overlast, lovede jeg at komme tilbage den paafølqende Morgen, hvorefter jeg forlod Gaarden, og begav mig under stadig Blodspytning og hæslige Smærter til en i Sundbyøster boend Kone, hvis Hjem jeg med stort Besvær naaede. Her fik jeg et meget hæsligt Krampetilfælde, og efterat Politiet havde taget Rapport om det Forefaldne, blev jeg den paafølgende Morgen indlagt paa Amtssygehuset i Ryesgade.

Efterat Svend Pedersen havde ført Henriette Hansen tilbage til Gaarden løb han atter hen imod medundertegnede Lovise Poulsson, og forfulgte mig ca. 200 Alen henad Vejen. Da han imidlertid saa, at Birkedommeren kom kørende hen imod Gaarden, ophørte han at forfølge mig. Derpaa tog han, i Forening med en af sine Sønner min Kuffert og satte den i Porten hvor jeg, da jeg atter blev alene paa Vejen, hentede den og bar den saa langt jeg formaaede indtil det lykkedes at faa den transporteret videre ved Hjælp af en forbikørende Vogn, hvorefter jeg ligeledes begav mig til den ovenfor omtalte Konge i Sundbyøster.

Medundertegnede Henriette Hansen har ligget i 7 Uger paa Hospitalet indtil jeg i Onsdags blev udskreven. Det viste sig paa Hospitalet, at jeg tillige havde faaet Skade i den venstre Hofte, som bevirkede, at Benet blev flere Tommer kortere end det højre. For denne Skade er jeg dog nu helbreder, hvorimod jeg endnu føler Smerter i den venstre Side og er ude af Stand til at paatage mig nogen Tjeneste. Ogsaa undertegnede Lovise Poulsson har siden Overfaldet været ude af Stand til at paatage mig nogen Plads, idet Lægerne udtrykkelig har forbudt mig at udføre andet end meget let Arbejde.

Det er os bekendt, at Svend Pedersen under Forhørene dels nægtede at have slaaet os, og dels søgte at give Sagen et andet Udseende ved at foregive at han ikke kunde huske, hvad der var foregaaet. Vi maatte desaarsag aflægge Ed paa vor, i Overensstemmelse med ovenstaaende afgivne Forklaring i Retten. Det er ligeledet betegnende for Svend Pedersens Optræden, at han i en Tid af 7 Dage betalte for medundertegnede Lovise Poulssons Underhold, men at han tog denne Understøttelse bort. saa snart jeg havde aflagt Ed paa Rigtigheden af den af mig afgivne Forklaring. Svend Pedersen har ligeledes forsøgt at faa Sagen bilagt ved Hjælp af Penge, idet han i Retten og medens Birkedommeren og Retsbetjentene hørte derpaa direkte tilbød mig Penge i Erstatning, hvis jeg ville blive "enig" med ham. Birkedommeren tilskyndede mig ligeledes til at "komme overens" med Svend Pedersen. Efter at han nemlig i et Forhør havde tilspurgt mig, hvor meget jeg skulde have i Erstatning, hvortil jeg svarede, at Retten maatte tildømme mig en saadan. bemærkede Birkedommeren, at "det dog var bedst at komme overens." Ogsaa medundertegnede Henriette Hansen er af Birkedommeren bleven tilspurgt om. hvor meget jeg vilde forlange i Erstatning, uden at han dog tilskyndede mig til at indgaa noget Forlig med Svend Pedersen. Med Hensyn til den 3 Uger lange Arrestation, jeg blev underkastet paa Grundlag af den ugrundede Beskyldning for at have faaet Svend Pedersens Datters Armbaand, har Birkedommeren erklæret, at der vilde blive mig tilkendt en Æresoprejsning.

Lovise Charlotte Poulsson.
Henriette Ludolffine Hansen.

* * *

Det er betegnende for Retstilstandene paa Amager, at Voldsmanden, der foretog ovenomtalte brutale Overfald, kun har siddet under Anholdelse i 11 Dage og den Dag i Dag befinder sig paa fri Fod, medens de to Piger, der bleve arresterede paa Grundlag af den urigtige Beskyldning for at have taget det nævnte Guldarmbaand, blev holdt i Arrest i 3 Uger. Det er ligeledes betegnende, at Birkedommer Dahlerup, i Stedet for at virke hen til, at Voldsmanden faar sin fortjente Straf, tværtimod søger at faa Sagen bilagt paa den for Svend Pedersen læmpeligste Maade ved ligefrem at stille Opfordring til de mishandlede Piger om, mod Udbetaling af et større eller mindre Beløb, at "komme overens" med deres Plageaand. Dette Forsøg paa at lade Pengeposen gøre Udslaget mener vi bør ikke gaa upaatalt hen.

Muligvis har det sine ubehagslige Sider for Hr. Dahlerup, naar han en Gang imellem bliver nødt til at tage en velhavende Voldsmand under Behandling, og derfor kan have Tilbøjelighed til at lade denne slippe saa billig som muligt, men Straffeloven staar dog over Hr. Birkedommeren, og selv om den ikke lader enhver Voldsmand faa den Straf, han tilkommer, bør den dog ikke ligefrem skubbes til Side for en fyldt Pengesæk. Vi antager, at Hr Dahlerup, naar han vil, nok kan finde ud af, hvor meget der skal tilkendes Pigerne i Erstatning, uden at der behøves at gaas paa Akkord med Svend Pedersen. Red.

(Social-Demokraten 3. oktober 1884)

Birkedommer og herredsfoged Hans Dahlerup (1832-1896) var blevet cand. jur 1856, auditør 1862. Han var by- og herredsfoged i Mariager 1870-1877, birkedommer i Amager Birk 1877-1888, herredsfoged i Lejre herred 1888. Han blev ridder af Dannebrog 1888.

Dommen over Voldsmanden Svend Petersen paa Amager

Under en ved Amager Birks Ekstraret behandlet Sag tiltaltes Gaardejer Svend Petersen af Sundbyvester for Vold, og efter de fremkomne Oplysninger er de nærmere Omstændigheder herved følgende: Natten mellem den 18de og 19de Juli f. A. rømmede Pigen Henriette Rudolphine Hansen af sin Tjeneste hos Tiltalte, der bor paa Sundbyvester Mark, og kort Tid derefter blev hun arresteret som mistænkt for at have begaaet en Forbrydelse; men da hun ikke blev overbevist herom, blev hun igen løsladt den 7de Avgust, og tog da, skønt hun havde lovet at vende tilbage til Tjenesten, Ophold hos Madame Nielsen i Dyvekestræde i Sundbyvester. Den 10de August om Aftenen rømmede Pigen Lovisa Charlotte Poulsen ligeledes af sin Tjeneste hos den Tiltalte, fordi hun, der var frugtsommelig, frygtede for, at hun ikke skulde kunne udholde det forestaaende Høstarbejde, hvorfor den Tiltalte, da hun ikke havde medtaget sit Tøj, gav Ordre til, at dette ikke maatte udleveres hende, før hun kom tilstede, da han vilde efterse det, for at forvisse sig om, at hun ikke bortførte Tyvekoster. Den følgende Dag, altsaa den 11te Avgust, om Eftermiddagen, indfandt Lovisa, der ligeledes havde taget Ophold hos fornævnte Madame Nielsen, sig igen paa den Tiltaltes Gaard, for at hente sit Tøj, og var da i Følge med ovennævnte Pige, Henriette, der kom for at kræve sin tilgodehavende Løn. Da de kun traf den Tiltaltes Hustru tilstede, gik Lovisa ind i Pigekammeret og hentede, trods givet Forbud, sin Kuffert, som hun og Henriette derefter gik bort med gennem Gaardens Bagport, og da Tiltalte, som opholdt sig tæt udenfor Gaarden, straks blev underrettet herom, løb han efter Pigerne, som han indhentede lige udenfor Porten, og om hvad der derefter foregik har Tiltalte forklaret, at da Pigerne ikke efter hans Opfordring vilde vende tilbage med Kufferten, som han vilde efterse, kastede han Louisa med Magt til Side, saa at Pigerne slap Kufferten, idet han greb Lovisa i Skulderen og ruskede hende, hvorhos han gav hende to Slag i Ansigtet med sin Haand, og da Lovisa derefter løb bort, vendte han sig mod Henriette, idet han tog fat i hende og ruskede hende, og da hun derfor vilde flygte fra ham, greb han hende med begge Hænder svingede hende rundt, hvorved de begge kom til at træde ud i en Vandpyt, som Regnen havde dannet; og da han havde faaet hende vendt mod Porten, greb han hende i Ryggen, idet han holdt hende fast i hendes Kjole, og skubbede hende foran sig igennem Portlaagen, fordi han vilde, at hun, der, som anført, havde lovet at vende tilbage i sin Tjeneste, skulde gaa ind til hans Hustru, og for at fremskynde hendes Gang stødte han hende med venstre Haand i Ryggen, og efter at han saaledes havde ført hende ind paa Gaardspladsen, hvor han slap hende, vendte han tilbage og hentede Kufferten, som han satte ind i Porten, hvorpaa han gik ind for at tage imod Birkedommeren, som i det samme kom kørende til Gaarden.

Efter begge Pigernes beedigede Forklaringer har den Tiltalte, foruden at behandle Lovisa som anført, hvorved hendes Næse kom til at bløde, tillige, idet hun vilde til at løbe bort, sparket hende i Underlivet, hvad den Tiltalte har erklæret ikke at kunne erindre, og i øvrigt gaar Lovisas Forklaring ud paa, at hun, efter at være kommen bort fra Tiltalte, løb over til en Nabogaard, hvorfra hun kort Tid efter vendte tilbage og hentede sin Kuffert, der nu var hensat i Porten, og begav sig med den til sin Bolig i Dyvekestræde, idet hun kom til at køre den største Del af Vejen med en Vogn, som tilfældig indhentede hende, og da hun havde været hjemme en Times Tid følte hun Smærter i Underlivet som en Følge af det hende tildelte Spark, og da disse Smærter tiltoge, henvendte hun sig den 14de Avgust til Distriktslægen, som derefter tog hende under Behandling. Af denne Læges under Sagen fremlagte Erklæringer fremgaar det, at Lovisa, skønt der ikke fandtes nogen Affarvning af Huden eller nogen kendelig Hævelse, havde stærke Smærter i venstre Side af Underlivet, hvilke Smærter efter Anvendelse af Igler og Omslag efterhaanden aftoge og var den 19de August, da den første Erklæring afgaves, ofte ubetydelige, men indfandt sig atter ved de mindste Bevægelser, hvorhos hendes Befindende i det Hele ikke var godt, da hun havde tabt Madlysten og havde nogen Feber. Da Lægen i sin Erklæring af 20de Avgust havde udtalt, at det forekom ham aabenbart, at de omtalte Tilfælde maatte skyldes en hende den 11te s. M. tilføjet Læsion, og at der, da Lovisa fra samme Tid ikke havde bemærket Fosterbevægelser, var sandsynlighed for, at samme Læsion havde bevirket hendes Fosters Død, blev den Tiltalte den 27de s. M belagt med Varetægtsarrest, men blev dog atter løsladt den 5. September, efter ar der ved en den 30. Avgust paa den kgl. Fødselsstiftelse foretagen Undersøgelse var bemærket Liv. I sin Slutningseklæring af 12te September udtalte Distriktslægen, at Lovisa da maatte anses som helbredet uden sandsynlige Følger for Fremtiden, og i Følge en Skrivelse af 30. November fra Læge Th. B. Hansen paa den kgl. Fødselsstiftelse havde Lovisa den 18de s. M. der født et fuldbaaren levende Drengebarn.

Hvad dernæst angaar Pigen Henriette, da gaar hendes beedigede Forklaring ud paa, at den Tiltalte, foruden at have behandlet hende som af ham omforklaret, tillige har med knyttet Haand slaaet hende baade i Tindingerne og i Baghovedet, og givet hende et Stød i højre Side, samt at det forekom hende, at det var med en eller anden Genstand, som den Tiltalte optog i Porten, at han gentagne Gange slog hende paa Ryggen, uden at hun dog har kunnet sige noget bestemt herom, men at hun ved disse Slag fik Blod i Munden. Da den Tiltalte havde sluppet hende, gik hun ind i Gaardens Vaskehus, hvor hun opholdt sig et Par Timer, og talte fredeligt baade med den Tiltalte og hans Familje, som af og til saa ind til hende og gav hende noget at spise, og hun hor erkendt, at hun da gav et noget ubestemt Løfte om næste Dag at ville vende tilbage til Tjenesten, men tilføjet, at det skete i Anledning af Frygt for den Tiltalte. Da Birkedommeren havde forladt Gaarden, begav hun sig til Fods tilbage til sin Bolig i Dyvekestræde, der ligger en Kvart Mil fra den Tiltaltes Gaard, og følte da under Gangen nogle ikke meget stærke Smærter i sin venstre Hofte, hvilke Smærter hun havde begyndt at mærke, da den Tiltalte trak hende ud i Vandpytten, og da hun kom paa Trappen, der fører til hendes Bolig faldt hun og stødte sin venstre Hofte, saa at hun maatte slæbe sig op ad Trappen ved at holde i Rækværker, og kunde ikke siden støtte paa sit venstre Ben.

Af Sagens øvrige Oplysninger fremgaar det, at Henriette, der har et svageligt Helbred og navnlig har lidt af Saar paa Tarmene, da hun kom ind i sin Lejlighed var blodig om Munden, og hun straks faldt om og fik Krampe og spyttede Blod op, hvorfor hun den næste Dag blev indlagt paa Amtets Sygehus. I sine under Sagen afgivne Erklæringer, har Lægen ved bemeldte Sygehus udtalt under 30te Avgust, at Henriette straks efter Indlæggelsen paa Sygehuset ophostede en meget ringe Mængde Blod, men at der iøvrigt intet andet abnormt fandtes end nogen - dog ikke megen - Ømhed i højre Side af Mellemgulvsregionen og over venstre Hoftekamp, og under 26de f. M., at uagtet der ikke fandtes synlige Mærker, f. Eks. Blodudtrækninger, skyldtes de omtale ømme Steder utvivlsomt Stød eller Slag, men at Ømheden ved venstre Hofteregion havde vist sig at være langt betydeligere end straks antaget, og endelig under 12te September, at da Ømheden i højre Side i Løbet af nogle Dage havde tabt sig ved Sengeleje alene, er det sandsynligere at den skyldtes Stød og Slag, der dog ikke kunne have været betydeligere, end at den skulde være Symptom paa Mavesaar, og at det Blod, som Henriette har faaet i Munden, enten kan skyldes Stød eller Puf i Ryggen eller mindre Beskadigelser ved Tænderne i Mundhulen eller paa Læberne; men at ingen af disse tvende Læsioner har efterladt skadeligt Følger for Fremtiden. Med Hensyn til Smerterne i venstre Hofteregion, erklærede Lægen, at de havde vist sig at hidrøre fra en Betændelse i Hofteleddet, hvilken Sygdom ikke kan tænkes at være opstaaet ved et Fejltrin, men maa antages at være foraarsaget ved Henriettes ovennævnte Fald paa Trappen til hendes Lejlighed, og de Krampeanfald, som Henriette fik i sit Hjem, har efter Lægens Formening næppe staaet i direkte Forbindelse med den hende overgaaede Vold, men maa snarere opfattes som almindelige hysteriske Anfald som Følge af Sindsbevægelse, især da hun under Opholdet paa Sygehuset har gjort Indtryk af al være en Del hysterisk. Endelig har den samme Læge under 3. September erklæret, at Henriette da var fuldstændig helbredet, uden at hendes Sygdom har efterladt skadelige Følger for hendes fremtidige Helbred.

Efter det anførte, maa det anses som godtgjort, navnlig ved begge Pigernes beedigede Forklaringer i Forbindelse med Beskaffenheden af den Lovisa tilføjede Læsion i Underlivet, som ikke er oplyst at være bleven tilføjet hende paa anden Maade, at den Tillalle ikke alene har tilføjet Lovisa den af ham omforklarede Vold, men ogsaa sparket hende i Underlivet, og derved tilføjet hende den i Distriktslægen Erklæring ommeldte Læsion, hvorimod det ikke kan anses som godtgjort, at den Tiltalte, som Lovisa endvidere har forklaret, ved den ovennævnte Lejlighed havde Træsko paa Fødderne, og den tiltaltes Forklaring om, at han kun var iført Morgensko vil saaledes som ikke modbevist være at lægge til Grund for Sagens Paadømmelse. Efter Indholdet af de ovennævnte Erklæringer fra Lægen ved Amtets Sygehus maa det anses som godtgjort, at Tiltalte, foruden at behandle Henriette som af ham omforklaret, tillige har puffet eller stødt hende i venstre Side, men medens de øvrige mindre Sygdomssymptomer, hvoraf Henriette ved sin Indlæggelse paa Sygehuset fandtes at lide, maa anses som Følger af den hende af den Tiltalte tilføjede Vold, findes den Hoftebetændelse, hvoraf hun har lidt, ikke at staa i en saadan Forbindelse med hans Behandling af hende, at han herfor kan drages til Ansvar. Begge Pigerne har erklæret, at de ikke ønske Spørgsmaalet om deres Erstatningskrav hos Tiltalte paakendt under denne Sag, og deres eventuelle Ret i faa Henseende vil saaledes være dem forbeholdt. 

For sit ovennævnte Forhold vil Tiltalte, som er født i Sundbyvester, den 17de April 1822 og ikke tidligere er funden straffet, nu være at anse efter Straffelovens § 203, og idet der tages Hensyn til, at det var ham bekendt, at Lovisa var frugtsommelig og Henriette af et svageligt Helbred, findes hans Straf at burde fastsættes til simpelt Fængsel i 4 Uger, hvorhos han vil være at tilpligte at udrede Aktionens Omkostninger, hvorunder Salær til Aktor, Prokurator Møller 50 Kr., hvorimod der ikke blive at tilkende Defensor, Overretssagfører Diechmann, noget SaIær, da han, som tidligere privat engageret, ikke har nedlagt Paastand.

(Social-Demokraten 13. januar 1885).

Ukendt fotograf: Minorkagade. Gamle huse. Tidligere Dyvekestræde, Sundbyøster. Det var i dette stræde de to tjenestepiger et par årtier før havde lejlighed. Kbhbilleder. 1905-1910.

Dyvekestræde skiftede i 1901 navn til Minorkagade. Det var en sidegade i den gamle Sundbyøster landsby på Amager. Minorkagade blev nedlagt i begyndelsen af 1960'erne i forbindelse med opførelsen af beboelsesejendommen Øresundsvej 31-37 og Rødegård 14-18. Bagsiden husene i Minorkagade var en smøge "Gissegyden" som førte ind til Røde Kro.