Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Østre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Tjenestepige pisket. (Efterskrift til Politivennen)

En Slyngel, der prygler sin Tjenestepige med en Hundepisk.

En forfærdende Mishandlings-Affære for Retten.

Piskeslagene regnede ned over den unge Pige, og liggende paa Knæ maatte hun love intet at fortælle.

Vor Korrespondent i Nykøbing telefonerer:

Forpagter Larsen fra Hillested er anholdt for Mishandling af sin Tjenestepige. Han var i Gaar fremstillet i Forhør, hvor det oplystes, at han havde slaaet Pigen 10 til 15 Gange over hele Kroppen med en Ridepisk. Slagene havde været saa voldsomme, at den unge Pige maatte køres til Læge. Forpagteren havde med Ridepisken i Haanden tvunget den unge Pige til at falde paa Knæ foran ham og bede om Forladelse, fordi hun havde omtalt et Forhold mellem Forpagteren og hans Husbestyrerinde. Endvidere maatte hun - stadig liggende paa sine Knæ - love, at hun ikke vilde fortælle til nogen, at han havde slaaet hende!

Forpagteren tilstod i Forhøret, at han havde slaaet Pigen og tilbød at afgøre Sagen med en Bøde, men dette vilde Dommeren ikke udtale sig om i Øjeblikket. Forpagteren tilbød derefter en Kaution paa 2000 Kr., hvis han maatte blive løsladt, men dette Tilbud blev straks afslaaet, og Forpagteren blev atter ført ned i Arresten.

I Eftermiddag vil han paany blive fremstillet i Forhør, og det ventes, at der vil blive afsagt Arrestdekret over ham.

Den anholdte er Broder til den for kort Tid siden omtalte Obligationssvindler.

(Klokken 5 (København) 12. juni 1924)

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

I december 1920 gjorde Socialdemokraten Fornæs i forbindelse med Frederiksbergs Kommunes bevillinger opmærksom på at mens Kronprinsesse Louises Tjenestepigeskole fik penge, så gjaldt det samme ikke Husassistenternes Fagskole, selv om denne havde langt større tilslutningen.

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole.

Aldrig har nogen Maler malet dette Billede, og det vilde dog være et anderledes Sujet end Pakkasserne: Et stort lyst Køkken af Størrelse som en mindre Dansesal med Køkkenborde langs Vinduerne, opfyldt med Fade, Skaale og Krukker med Mad under Tilberedning. Midt paa Gulvet et mægtigt Komfur, hvor en lystig Ild brænder. Der er 8-9 Huller med Pander og Gryder, og foran hver staar en lille Kokkepige i Bomuldskjole med blaat Forklæde og et hvidt Tørklæde om Hovedet og rører med en Slev andægtigt og opmærksomt. Bagved dem en Dame ivrig belærende med et Øje paa hver Finger.

Eller et andet Billede: En nydelig Dagligstue med Fløjlsmøbler. To smaa Stuepiger flytter Møblerne bort fra Væggen, ruller Tæppet sammen, børster, banker, tørrer af, vasker Gulv, mens en Lærerinde nøje vaager over deres Færd.

Eller et lille Pjevs med to lange lyse Fletninger ned ad Nakken manøvrerende med et Par mægtige Herrestøvler, som hun lærer at børste saa blanke som et Spejl.

Vi kan give et Billede endnu: En Vaskekælder med en Klynge Smaapiger, der staar og skyller og vrider Tøj. I dette tætte Slør af Damp ser de ud som smaa legende Alfer.

Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole skabtes for 47 Aar siden efter svensk Mønster af vor nuværende Enkedronning, daværende Kronprins Frederiks Gemalinde. Den blev, hvad der var Hensigten: praktisk. Den nuværende udmærkede Bestyrerinde, Frk. Blichfoldt, er et Menneske paa sin rette Plads. Dygtig, energisk, selv foran i alt Arbejde ejer hun det rette Haandelag og den fulde Forstaaelse af den grønne Ungdom, der er betroet hende.

Paa Skolen kan der optages 31 Børn. De antages i Fjortenaarsalderen og bliver i to Aar. De betaler for Undervisning i al Huslighed og fuldt Ophold 25 Kroner Maaneden. De arbejder i Hold, to Maaneder skiftevis ad Gangen i hvert Fag. Det ser ud, som om de gaar med Lyst til deres Arbejde, og naar de er udlærte, er der Rift om dem, som de flinke Husterner de er.

Men hvorfra kommer nu de Støvler, de lærer at blanke, den Mad de laver, og Vasken, der vaskes? Jo, det er ligesaa simpelt som praktisk indrettet. Tjenestepigeskolen har Pensionat. Sytten Damer og Herrer, mest ældre, og; det er disse Menneskers Tjenerinder, Pigebørnene er.

Ja, det koster jo lidt, Læretiden herinde, men de Forældre, der kan ofre Pengene, giver deres Børn en Uddannelse, der ikke blot kan blive et godt Levebrød for dem, men ogsaa komme dem tilgode, naar de engang selv faar Hus og Hjem.

Fru Rosalie.

(Folkets Avis (København) 27. januar 1921).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Fra "Karens Minde". (Efterskrift til Politivennen)

Fedtebrød i Grøden og Soya i Sødsuppen

Et mærkeligt Pigebarn.

Gamle hæderkronede Madam Mangor - Opfinderen af Nellikerne i Flæskestegens Sprækker og andre smaa kulinariske Rariteter, vilde have vendt sig i sin Grav, hvis hun havde hørt, hvorledes der blev skiftet Ord om Kogekunst i Byrettens 4. Afdeling hos Dommer Friis i Lørdags.

Der stod Nelly Henriksen, Tjenestepige fra Optagelseshjemmet "Karens Minde" anklaget.

Dommeren spærrede Øjnene op, da han hørte, at Nelly havde kommet Fedtebrød i Gryderne, naar der blev kogt Risengrød og Soya, naar der blev kogt Sødsuppe.

- Nu har jeg aldrig hørt Mage til Skarnsstreger, sagde Hr. Friis, 

Men videre blev der læst op, at Nelly havde klistret Smør og Grød op ad Væggene, havde hældt Kakkelovnene over med Øl og paa forskellig Maade ødelagt inventaret.

- Men er den Pige da gal!  udbrød Dommeren.

Nellys Moder var mødt og vilde gerne have sin Datter med Hjem, men saa kom det frem, at Nelly ogsaa havde stjaalet Penge, Smykker og rede Penge fra de andre Tjenestepiger derude, endda ved ligefrem at brække deres Kufferter op.

Saa sagde Dommeren Nej, og Nelly bliver nu anbragt paa Optagelseshjemmet "Engelsborg", indtil der foreligger en Afgørelse fra Justitsministeriet. Men i hvert Fald, Gryderne faar Nelly ingen Adgang til foreløbig.

(Aftenbladet (København) 6. december 1920).

Optagelses- og Iagttagelseshjemmet Engelsborg, Bagsværdvej 39, Lyngby, blev oprettet af Fængselshjælpen 1907 og drives for Dansk Forsorgsselskabs regning. Hjemmet blev anerkendt 25/9 1923 (fornyet 28/10 1953). Hjemmet optager kun piger. I dag er det et udslusningsfængsel for dømte der afsoner den sidste del af deres straf, eller som er i tilsyn. Der er plads til 22 beboere, samt fem familier i udslusningsfængslets familiehusprojekt.

Aandssvag Pige føder i Dølgsmaal.

En uhyggelig Sag i København.

Københavns Politi arbejder i disse Dage med en uhyggelig Sag, hvor en 18-aarig, aandssvag Pige, Lisa Andersen, Saksogade 77, er Hovedpersonen.

Den stakkels Pige, der gennem flere Aar har haft Ophold paa Aandssvageanstalten "Karensminde", maatte ved Juletid sendes hjem derfra, fordi hun var gravid. Hvem der er Fader til Barnet, ved man ikke, - og den aandssvage Stakkel sikkert heller ikke.

For faa Dage siden konstateredes det, at hun maatte have født Barnet, og ved nærmere Undersøgelse er Barnet fundet som Lig paa et Pulterkammer. Det menes, at Barnet har været dødfødt, saaledes at der ikke foreligger Barnemord, men kun Fødsel i Dølgsmaal.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. april 1922).

Herredsfoged Knud Nielsen Seith 1858-1917. (Efterskrift til Politivennen)

K. N. Seith blev kandidat 1888, herefter fuldmægtig (amtsrådssekretær) hos amtmand, baron Wedell i Frederiksborg indtil 1891. Amtsfuldmægtig hos grev Brockenhuus-Schach i Svendborg 1891-1905 (Brogade 25). Birkedommer i Faaborg 1905-1911. 1911-1917 herredsfoged i Kalundborg.

En Tjenestepige faar 300 Kr. for uforskyldt Varetægtsarrest.

Fra Herredsfoged Seiths Virksomhed.

Den uskyldige Pige nedbrydes fuldstændig af Arrestopholdet.

Der er i Gaar ved Hof- og Stadsretten faldet en Dom, der har mere end almindelig Interesse, 

Den stiller nemlig vore Underdommeres Maade at behandle Fattigfolk paa i det skarpeste Lys - et Emne, der netop i disse Dage, hvor Jespersen-Affæren vækker saa stor Opsigt, har Krav paa Offenlighedens Opmærksomhed.

Det drejer sig om en 22aarig Tjenestepige Marie Sørensen, der er født i Kallundborg og er Datter af en derboende Enke.

Marie kom i Tjeneste hos den kendte Godsejer Lawaetz paa Kallundborg Slots Ladegaard. Nogen Tid efter viste det sig, at der blev stjaalet nogle Penge - ialt en Snes Kroner - fra Pigerne paa Gaarden og en Mejerielev. Ogsaa fra Marie forsvandt der 6 Kroner, som hun gjorde Anmeldelse om sammen med de andre Piger.

Herredsfoged Knud Seith i Kallundborg arresterede efter nogle Dages Forløb Marie Sørensen som mistænkt for Tyveriet.

I Forvejen havde Statsbetjent Nansen optaget Rapport og havde som sin uforgribelige Mening udtalt, at det var Marie, der var den Skyldige.

Da hun protesterede herimod, sagde Statsbetjenten: Jeg behøver ingen Forklaring. Jeg kan bare tage Dem med!

Herredsfoged Seith beholdt Marie fængslet i 18 Dage - fra den 18. Januar til 6. Februar 1913.

Marie hævdede stadig sin Uskyldighed, men Herredsfogden vilde ikke høre Tale herom.

Fængselsopholdet nedbrød ganske den unge Pige. Hun blev nervesyg, og der maatte vaages over hende i Arresten. Senere flyttedes hun til Arrestens Sygehus.

Herredsfogden fortsalte endog her sine Forhør over den stærkt lidende Vige og udtalte meget overlegent, at Pigens Sygdom var "Skaberi"!

Endelig maatte Herredsfogden løslade Marie Sørensen - selvfølgelig uden nogen Art af Undskyldning eller Beklagelse.

Den stakkels Pige vilde formodentlig vedblevet at have Mistanken hæftet paa sig, hvis ikke kort efter den virkelige skyldige var bleven sat fast.

I selve Kallundborg arresterede Politiet nemlig en ung Pige for Tyveri. Under Forhørene tilstod hun - der havdo været ansat hos Godsejer Lawaetz - at hun havde stjaalet Penge fra Mejerieleveri og de 5 Kr. fra Marie Sørensen.

Marie Sørensens Uskyldighed var dermed bevist, og ved Hof- og Stadsrettens Dom tilkendtes der hende i Gaar 300 Kr. i Erstatning.

I Rettens Præmisser hedder dit bl. a.:

Efter Sagens Omstændigheder gik Retten ud fra, at Citantinden ogsaa var uskyldig i da andre hende paa.sigtede Tyverier, og da Citantinden paa Grund af en hende ved Arrestationen tilføjet Nervelidelse endnu i Midten af April Maaned havde været ude af Stand til at tage en Plads i Stedet for den paa Kallundborg Slots Ladegaard, som hun havde mistet, og hvori hun havde været siden 1. Novbr. 1911, blev Erstatningen tilkendt hende som ovennævnt.

Til 300 Kroner vurderes altsaa denne stakkels Piges Lidelser, hendes deraf opstaaede Sygdom og det Tab, hun har lidt.

Men det drejer sig jo ogsaa "kun" om en Tjenestepige!

(Social-Demokraten 15. juli 1913).

Retspleje.

Herredsfoged Teith og den uskyldige Pige.

Endnu et Blad af det danske Retssystems Historie.

Oprørende Enkeltheder.

Vi meddelte forleden, at en ung Pige - Tjenestepige Laura Sørensen - var bleven tilkendt 300 Kr. for uforskyldt Varetægtsarrest, som hun havde udstaaet under Herredsfoged Seith i Kallundborg. Laura var beskyldt for at have stjaalet ca. 15 Kr. fra sine Medtjenerinder. og først da den rigtige Tyv blev opdaget, kom Laura Sørensens fuldstændige Uskyldighed for Dagens Lys.

Vi skal anføre nogle interessante Eksempler paa, hvorledes den stakkels Pige blev behandlet i Arresten.

Efter at Statsbetjent Hansen i en 14 Dages Tid havde drevet sine Undersøgelser i Sagen, indfandt han sig en skønne Dag paa Kallundborg Slots Ladegaard, hvor Pigen tjente, og tog hende i Forhør. Han sigtede hende for at have begaaet Tyveriet, og da Pigen forfærdet bad ham give en Grund til sin Mistanke, svarede han: "Jeg kan bare tage Dem i Nakken og sætte Dem over - jeg skylder ingen Forklaring."

Pigen blev derefter anholdt og fra første Færd behandlet som overbevist Forbryder.

Laura hævdede hele Tiden sin Uskyldighed, men Herredsfogden og Betjenten sagde til hende, at hun var "fuld af Løgn", og Herredsfogden tilføjede, at hun "kunde ligesaa godt tilstaa straks - for der var jo ingen anden."

Det eneste Grundlag for Herredsfogdens Mistanke var, at Laura med en Tjenestepiges Løn næppe kunde være saa velklædt.

Statsbetjenten sigter Laura for at staa i Forhold til de mandlige Elever.

Maden i Arresten kunde Laura omtrent intet spise af. Hun bad Arrestbetjenten om at skære Brødet lidt tyndere, da hun ikke var rask, men han sagde, at det maatte ikke være tyndere end - ½ Tomme! Han tilføjede haanligt: "Hun lærer s'gu nok at spise!"

Slotsbetjenten har aabenbart udført den samme Rolle som Betjent Jensen overfor Gaardejer Jespersen. Han sagde stadig til Pigen i Arresten:

"Tilstaa De bare! De faar en betinget Dom!"

Da Laura stadig nægtede, blev Betjenten vred og erklærede, at hun havde staaet i Forhold til de mandlige Elever paa Gaarden. Pigen var forlovet, og det var derfor en utrolig Sjofelhed af Slotsbetjenten at udtale sig saaledes.

Paa Grund af de sjælelige og legemlige Lidelser blev Laura Sørensen syg og maatte paa Sygehuset. Men end ikke her fik hun Lov til at være i Fred.

Herredsfoged Seith fo'r en Dag rasende hen imod hendes Seng, som om han vilde slaa Pigen, og brugte ganske ubeherskede Ord.

"Det er mig ganske ligegyldigt, om De tilstaar", raabte han. "Jeg er overbevist om, at De er den skyldige. Men De er proppet af Løgn! De skal nok komme i Arresten igen, og selv om De bliver syg, skal De nok faa Lov at blive der - - -"

Nu staar Laura Sørensen fuldstændig renset. Men hvad har hun faaet som Erstatning for alle de udstaaede Lidelser, for den hende tilføjede Tort og Skam, for Sygdommen, hvis Efterveer hun endnu sporer? 300 Kr. har Retten tilkastet hende og mener vel, at hun skal sige Tak til!

Men man tænke sig Muligheden af, at den virkelige skyldige aldrig var bleven fundet. Selv om Laura var undgaaet Fængslet, havde hun t hvert Fald for Resten af sin Levetid haft Mistanken hæftet paa sig. Og Erstatning havde hun heller ikke faaet.

Og hvad sker der den Herredsfoged, der optræder saaledes som vi ovenfor har skildret det?

Intet! Han sidder uantastet i sit Embede. Han forfremmes maaske oven i Købet!

I alle andre Livets Forhold bliver en Mand fjærnet fra sin Plads, naar han begaar graverende Fejlgreb. En dansk Dommer af Hr. Seiths Slags bliver siddende til sin Dødsdag - hvis han da ikke som Hr. Seiths Forgænger i Embedet, Borgmester Stricker, begaar ligefremme Forbrydelser.

(Bornholms Social-Demokrat  22. juli 1913).

Om forgængeren Robert Stricker se afsnit 2/3 (Byfoged i Kalundborg 1903-1908) om denne

Chefen for 8. bataljons 2. kompagni kaptajn Kruse var indlogeret hos Seith i november 1914. Seith blev i december 1915 underkastet en operation i København og blev udskrevet ved juletid. Han tog herefter på rekreation. Han beklædte igen sin post i starten af marts 1916.

Dødsfald

Herredsfoged K. N. Seith.

Efter længere Tids tiltagende Svaghed er Herredsfoged i Arts og Skippinge Herreder K. N. Seith i Formiddags afgaaet ved Døden.

Forsaavidt kom Døden pludseligt som Herredsfogden endnu, de allersidste Dage særdedes ude.

Men hans Helbred var svagt; i de sidste 2 a 3 Aar har han været syg og uarbejdsdygtig. Det var Tarmlidelser, han plagedes af, og gentagne Gange maatte han underkaste sig Operationer uden dog at opnaa den tilsigtede Helbredelse

Herredsfoged Seith, der blev 59 Aar gl., kom her til Kallundborg i Oktober 1911 fra Faaborg, hvor han beklædte Embedet som Birkedommer i Brahetrolleborg og Muckadell Birker.

Kun 6 Aar blev altsaa Herredsfoged Seiths Virksomhed her. Egentlig kendt af Egnens Befolkning kunde han ikke naa at blive i de faa Aar, særlig da Sygdommen jo tvang ham til at være saa hyppigt borte fra sit Embede. Men han var en dygtig og human Embedsmand og en elskværdig Personlighed med stor national Følelse.

Blandt Personalet paa Herredskontoret var han meget afholdt.

(Kalundborg Avis 3. september 1917).

- Højesteret afsagde i Gaar Dom i en Sag mellem Bregninge Bjergsted Sogneraad og Gartner O. P. Sørensen, der i 1912 efterfulgte Proprietær Omøe som Formand og Kasserer for Sogneraadet. Der var da noget Underskud i Kassen, som Omøe dækkede. Snart efter fratraadte Sørensen, og der var da et Underskud paa ca. 2750 Kr., hvoraf Sørensen dækkede de 750 Kr., medens han hævdede, at de 2000 Kr, ikke hidrørte fra hans Formandstid. Sogneraadet anlagde Sag mod ham, og ved Arts-Skippinge Herreds Ret blev han dømt til at betale de 2000 I Kr. Overretten kom paa Grundlag af en af Revisions- og Forvaltningsinstitutet foretagen Opgjørelse til det Resultat, at der ved Sørensens Tiltræden havde været et udækket Beløb paa 2000 Kr., hvorfor Overretten frifandt Sørensen og paalagde Sogneraadet Sagens Omkostninger med 300 Kr. samt idømte Herredsfoged Seith, Overretssagfører Aage Schultz og Underretssagfører Th. Werner Bøder paa henholdsvis 40, 50 og 25 Kr. for Forhaling af Sagen.

(Jyllandsposten 12. oktober 1918).

Seith var i mellemtiden afgået ved døden, så hans bøde bortfaldt.

Herredsfoged Knud Seith 30.10.1858-3.9.1917. Sønnen Aage Seith 4.10.1890-?.11.1920. Hustru Jane Cecilie Seith (4.11.1862). Derudover var der to døtre: Edith og Jane samt sønnen, inspektør John Knox-Seith (1894-1959) som da han var ansat i ØK i 1922 blev  gift med forfatteren Estrid Ott (1900-1967). De boede et år i Finland og senere ti år i USA. I 1933 flyttede familien til Danmark. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nelly Magdalene Andersen. (Efterskrift til Politivennen)

Justitsminister Nellemann og hans Tjenestepige.

Uskyldig i Fængsel.

En ung Pige, Frøken Nelly Andersen, har siddet uskyldig arresteret fra 1. Decbr. 1895 til 22. Januar 1896, altsaa i 53 Dage.

Det er 5 Aar siden, at denne Begivenhed fandt Sted. Frøken Andersen har i denne lange Tid omhyggelig skjult den Skæbne, som er overgaaet hende; men det Udfald, som Alma Bondesens Sag fik ved Højesteret, har givet hende Mod. Hun erfarede, at "Social-Demokraten" var det Blad, som uden Frygt og efter store Undersøgelser og Anstrængelser skaffede Alma Bondesen Æresoprejsning og Erstatning, og derfor er Frøken Andersen gaaet til os og har lagt sin Sag i vore Hænder.

Hvem er Frøken Andersen?

Hun er en ung Pige fra Korsør. Datter af en derværende pensioneret Politibetjent Andersen, der er kendt som en hæderlig og agtværdig Mand. Hendes Brødre er dygtige og fremadstræbende unge Mænd; en af dem er ansat som Skibs-Maskinassistent i Korsør-Damperen "Ægir"; en anden Broder er Overfyrbøder i Nyborg-Damperen; en af hendes Søstre er gift med den unge Ingeniør C. J. Jensen, der bl. a. har haft Forretning i Berlin.

Frøken Andersen tilhører altsaa en fuldt ud hæderlig og dygtig Familie.

Hun har tjent her i Byen et Par Aar og har senere opholdt sig hos en Familie, ovennævnte Ingeniør Jensen i Berlin. Da hun vendte tilbage fra Tyskland, kom hun straks til os og anmodede om vor Bistand i Anledning af den Tort og Uret, der er overgaaet hende fra fhv. Justitsminister Nellemann og Kriminalassessor Colds Side.

Frøken Andersen har tjent hos Hr. Nellemann paa det Tidspunkt, da han endnu var Justitsminister.

Sagen drejer sig om en Gulduhrkæde, der tilhørte Fru Nellemann, og som en Dag forsvandt. Nelly Andersen beskyldtes for at have stjaalet Kæden. Skønt Fruen et Par Dage efter fandt Kæden, der havde forstukket sig i hendes (Fruens) Kjoleliv, blev Pigen arresteret og underkastet Fængslets lange Tortur.

- - -

(Social-Demokraten 15. marts 1901. Uddrag).

Fotograf Hans Adam Christian Emil Hohlenberg (1841-1901): Retslærd, politiker Johannes Magnus Valdemar Nellemann, (1.11.1831-26.8.1906). 1876-1901. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nationalbankdirektør Nellemanns Tjenestepige og "Social-Demokraten".

Ingen ny Alma Bondesen Affære!

Fredag og Lørdag i afvigte Uge samt Søndag i denne Uge har "Socialdemokraten" indeholdt en Række Artikler, der skulle tjene til at bevise, hvor skammeligt, en Pige ved Navn, Nelly Magdalene Andersen, der i Efteraaret 1895 tjente hos daværende Justitsminister Nellemann, var bleven behandlet af Ministeren, af Politiet og af Kriminalretten. "Social-Demokraten"s Eftersnakkere i Pressen med "Politiken" i Spidsen bragte længere og kortere Uddrag af de interessante "Afsløringer". Da man har søgt at slaa Sagen op til en ny Alma Bondesen Affære, og "Socialdemokraten" efter bedste Evne har søgt at sværte saavel Nationalbankdirektør Nellemann som Politiet og Kriminalretten, skulle vi i det Følgende korrigere den fra Ende til anden forvrængede og usandfærdige Fremstilling.

Den 1. November l895 kom Pigen Nelly Andersen til at tjene hos daværende Justitsminister Nellemann. Den 13. November hændte det, at Fru Nellemann tabte sit Uhr, der gik i Stykker. Hun tog da Uhrkjæden af og lagde den i en uaflaaset Skrivebordsskuffe, idet Uret sendtes til en Uhrmager. Et Par Dage efter, da Fruen atter vilde tage Uhrkjæden, var den borte. Der blev nu gjort Anmeldelse til Politiet paa St. Kongensgades Politistation, idet man maatte gaa ud fra, at Kjæden, der var af Guld og temmelig værdifuld, maatte være stiaalen. Den 19. November indfandt Opdagelsesbetjent Jacobsen sig i Justitsministerens Hjem for at blive sat ind i Sagen og 'foretage en foreløbig Undersøgelse. Mistanken rettedes strax mod Tjenestepigen Nelly, da hun var ny i Tienesten, medens Familiens to andre Tjenestepiger havde tjent den i længere Tid, og man var sikker paa deres Ærlighed. Opdagelsesbetjenten foretog dog kun en ganske foreløbig Undersøgelse. Da han gik, blev der truffet Aftale med Justitsministeren om, at Politiet skulde lade alle Pantelaanekontorer efterse for om muligt at finde Kjæden. Ministeren udtalte udtrykkelig til Opdagelsesbetjenten, at han ikke ønskede rejst Tiltale mod Tjenestepigen Nelly, hvis den mod hende rejste Mistanke skulde vise sig begrundet.

Det 23. November indfandt opdagelsesbetjent Jacobsen sig atter i Justitsministerens Hjem. Man sagde ham her, at det var bleven besluttet at opsige Nelly til den 1. December, da man fandt det uhyggeligt baade for hende og for Familien, at den reiste Mistanke stadig hvilede paa hende. Selvfølgelig skulde hun have Løn for November og December Maaneder samt Kostpenge for December. Opdagelsesbetjenten foretog atter en Afhøring af de to andre Tjenestepiger, og da han gik, tog han Nelly med til Stationen, hvor hun underkastedes en kort Afhøring, hvorpaa hun atter vendte tilbage til sin Kondition.

Da Fru Nellemann havde udtalt, at hun vilde sætte stor Pris paa at faa sin Uhrkjæde igjen, henvendte Opdagelsesbetjenten, der var ganske overbevist om at Nelly havde taget den, sig til hendes Søster og foreholdt hende, at blot Kjæden fandtes, vilde der næppe blive foretaget noget mod Nelly.

Kjæden findes.

Det var i Dagene mellem en 13. og 16. November, at Fru Nellemanns Uhrkæde forsvandt. Den fandtes den 1. December paa følgende Maade: da Fru Nellemann den 1. December om Morgenen vilde tage sit Kjoleliv paa, et Kjoleliv, hun havde gaaet med mange Gange i de 14 Dage, der vare forløbne, siden Kjæden blev borte, faldt den ud Kjolelivets Gylp og ned paa Gulvet. Som meddelt var det den 1. December, at dette skete, altsaa den Dag, Nelly skulde fratræde sin Tjeneste. Hun var imidlertid meget uvillig til at flytte, og hun henvendte sig endogsaa paa Politistationen med Forespørgsel om, hvorvidt hun var nødt til at finde sig i den skete Opsigelse. Da Uhrkæden var funden, blev dette meldt til Stationen, og Opdagelsesbetjent Jacobsen indfandt sig atter i Ministerens Hjem. Da han hørte de nærmere Omstændigheder, hvorunder Kjæden var funden, var han ikke i Tvivl om, at det var Nelly, der havde anbragt den i Kjolelivet. Familien Nellemann forlangte blot, at hun skulde forlade Pladsen. Paa et Bord i Stuen laa de 50 Kr., Nelly skulde have i Løn og Kostpenge; men hun vægrede sig paa det Bestemteste ved at modtage Pengene, ligesom hun protesterede mod at forlade Pladsen. Under disse Omstændigheder fandt Opdagelsesbetjent Jacobsen det rigtigst at tage baade Pigen og Pengene med til Stationen. Da han gik, udtalte Justitsminister Nellemann at ham, at som Sagerne havde udviklet sig, vilde han ganske overlade til Politiet, hvad det ansaa for rettest, enten det vilde lade Nelly løbe eller foranledige rejst kriminel Tiltale mod hende. 

Kl. 1 om Middagen ankom Opdagelsesbetjent Jacobsen til St. Kongensgade Politistation med Nelly, og Kl. 8 blev hun afleveret som anholdt til Raad- og Domhuset. I de 7 Timer havde Nelly faaet to Kopper Kaffe med tilhørende Smørrebrød, saa at Paastanden i "Soc. Demokr." om, at hun ved sin Anholdelse sultede en hel Dag, er ganske usandfærdig. Dagen efter, den 2. December, blev Nelly fremstillet i Grundlovsforhør, efter hvilket hun erklæredes for anholdt.

Den kriminelle Undersøgelse.

Sagen blev herefter overgivet til Behandling af Kriminalretsassessor Cold, der den Gang forestod 6. Kriminelkammer. Vi indskyde her den Bemærkning, at Assessor Cold, der nu er Dommer i første Civilkammer, ikke har havt det Fjerneste at gjøre med den senere saa meget omtalte Alma Bondesen'ske Sag, hvilket ogsaa er bleven urigtig paastaet i "Socialdemokraten". 

Da Assessor Cold havde læst Politirapporterne i Nellys Sag igjennemm var han strax paa det Rene med, at han ikke vilde arrestere Nelly - hvilket skal ske tre Døgn efter Grundlovsforhøret, ved hvillet den Mistænkte er bleven anholdt - før han havde afhørt Fru Nellemann. I Dagene mellem den 2, og 5. December mødte Fru Nellemann da efter tilsigelse til Forhør i 6. Kriminalkammer. - Ogsaa dette benægter "Socialdemokraten".

Det oplystes under dette Forhør, at der var hengaaet over 11 Dage mellem Uhrkjædens Forsvinden og Fundet af den i Fru Nellemanns Kjoleliv. Saavel Kjolelivet som Uhrkjæden vare tilstede i Retten. Angaaende de nærmere Omstændigheder ved Fundet oplyste Fru Nellemann: Hun havde jævnlig gaaet med Kjolelivet i de 14 Dage mellem Kjædens Forsvinden og dens Gjenfindelse. Den 30. November om Aftenen havde en af Fru Nellemanns Døttre syet paa Kjolelivet, under hvilket arbejde hun vendte op og ned paa det uden at se noget til Kjæden. Livet blev derefter hængt op paa 2. Sal udenfor Fru Nellemanns Soveværelse, hvorfra Fru Nellemann Kl. 12 Nat flyttede det ind i et Klædeskab. Da Fru Nellemann ville tage Livet paa, den 1. December om Morgenen, fandtes Kjæden i Livets Gylp.

Nelly var den eneste i Justitsministerens Tjeneste, der havde Værelse paa 2. Sal lige over for Familiens Soveværelse. Hun var den 30. November om Aftenen gaaet op paa sit Værelse, efter at Kjolelivet var hængt op. De to andre Tjenestepiger havde slet ikke den Aften været paa 2. Sal, efter at Livet var bleven hængt paa den nævnte Plads.

Som omtalt var Kjolelivet og Kjæden tilstede i Retten, idet Fru Nellemann havde det første paa. Det viste sig, at Livet var ganske glat og stramtsiddende, der fandtes intet andet Sted paa det, hvor Kjæden kunde forstikke sig end Gylpen. Dommeren foretog paa Stedet Forsøg med at anbringe Uhrkjæden i Gylpen paa det Sted hvor den laa, da den blev funden. Angaaende dette Experiment er der tilført Retsprotokollen en Bemærkning, umiddelbart efter Protokollens Referat af Fru Nellemanns Forklaring. I Bemærkningen staaer Følgende:

"Dommeren bemærkede, at, naar Kjæden var stukket ind, som af Fru Nellemann angivet, vilde det være ganske umuligt at hægte Livet sammen uden at bemærke Kjæden, idet det paagjældende Rum i Gylpen, som altsaa er aaben til den ene Side, kun er ca. 1 1/4 Tomme langs og med en Brede af ca. 1 Tomme, medens Stangen paa Kjæden er 1½ Tomme lang og Kjæden sammenrullet indtager en Brede af ½ Tomme, samt saaledes som den har været anbragt, er det ganske utænkeligt, at den kan være gleden ind paa det paagjældende Sted uden at være anbragt der med Villie."

Denne Dommerens Bemærkning er i Protokollen tiltraadt og underskrevet af Protokolføreren og af Retsvidnet.

Efter Resultatet af det over Fru Nellemann afholdte Forhør, fandt Assessor Cold, at de mod Nelly fremkomne Indicier vare saa vægtige, at han afsagde Arrestdekret over hende.

Nelly sad nu arresteret, og Undersøgelsen i Sagen fortsattes indtil den 22. Januar 1896. Under Sagen kom der Meddelelse til Retten om, at man i Nellemanns Hus nu ogsaa savnede en Sølvske samt en Fodpose. Da Indicierne mod Nelly vare saa stærke i Sagen om Uhrkjæden, vilde man henlede Rettens Opmærksomhed paa, om hun ikke ogsaa skulde have taget de nu savnede Ting. Nelly benægtede imidlertid, at hun havde taget de omhandlede Ting, ligesom hun stadig nægtede, at hun havde taget Uhrkjæden.

Den 22. januar kom der Meddelelse til Retten om fra Justitsminister Nellemann om, at de to sidste som savnede anmeldte Gjenstande vare fundne. Umiddelbart efter, altsaa den 22. Januar, løslod Assessor Cold Nelly, og kort efter meddeltes det hende, at der ikke vilde blive rejst Tiltale mod hende,

Nelly gjorde derefter Krav paa Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest. I den Anledning afsagde Assessor Cold den 20. Februar 1896 følgende

Kjendelse:

"Da Nelly Magdalene Andersen, der under nærværende Sag har hensiddet i Varetægtsfængsel fra den 2. Debr. f. A, til 22. f M. efter de fremkomne Oplysninger ikke er skyldig i Tyveri af en Sølvske og en Fodkurv, hvorfor hun under Sagen har været sigtet, og da Varigheden af hendes Varetægtsarrest er bleven forlænget ved de i saa Henseende fremsatte Sigtelser mod hende, vil der efter hendes derom fremsendte Begjæring - uanset at den mod hende fra først af fremsatte Sigtelse for Tyveri af en Guldkjæde findes bestyrket ved flere af de under Sagen fremkomne Oplysninger - og idet hun ikke kan siges ved sit Forhold selv direkte at have givet Anledning til Fængslingen, være at tilkjende hende en Erstatning af det Off. stor 50 Kr. for uforskyldt Varetægtsarrest.

Thi eragtes:

Politidirektøren bør paa det Offentliges Vegne betale Nelly Magdalene Andersen i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest 50 Kr." 

Det vil saaledes sees, at Erstatningen ikke giælder Nellys Varetægtsarrest i Anledning af Uhrkjædens Forsvinden, som det ikke lykkedes at faa opklaret, men kun den Forlængelse af Varetægtsarresten, der fremkom ved de skete Eftermeldinger.

Naar det i Kjendelsen udtales, at Nelly ikke ved sit Forhold selv direkte har givet Anledning til sin Fængsling, saa menes hermed, at hun er arresteret paa Grundlag af graverende Indicier, ikke som Følge af egen Tilstaaelse, fordi hun er greben paa fersk Gierning eller Lignende.

*

Af denne udførlige Fremstilling af "den nye Alma Bondesen-Sag" vil det sees, at den ikke har fjerneste Tilknytnings punkt med denne Sag. Kriminalrettens og Assessor Colds Optræden har paa ethvert Punkt været korrekt og human. De fremkomne Beskyldninger mod Politiet ere ligesaa grundløse.

Det meste Beklagelige i hele Affæren, er den skete Eftermelding om den forsvundne Sølvske og Fodpose, der senere fandtes i Nellemanns Hus. Men efter de graverende Indicier, der forelaa mod Nelly i Anledning af Uhrkjædens Forsvinden, er der nogen Undskyldning for, at Familien Nellemanns Mistanke strax rettedes mod hende da de nævnte Ting savnedes i Huset.

Men paa denne i det Højeste noget overilede Anmeldelse, rejses ingen ny Alma Bondesen Sag, lige saa lidt som det skal lykkes "Socialdemokraten" og dens Drabanter at faa et Valgnummer lavet ud af "Tjenestepigen Nellys sørgelige Historie". Cand. mag. Ottosen var ved Mødet i Aftes paa Vodroflund den Første, der gjorde Brug af Nellys Historie paa en Valgtribune.

Efter Fremkomsten af nærværende Redegørelse burde Hr. Ottosen blive den sidste, der falder paa at benytte "Nellemanns Tjenestepiges Historie" som et Vaaben mod den bestaaende Retspleje og de Mænd, der ere satte til at varetage den kriminelle Retspleje under det bestaaende System - om hvilket man iøvrigt kan mene, hvad man vil.

(Nationaltidende 19. marts 1901).

En opfølgende artikel stod i Nationaltidende 20. marts 1901, 2. udgave og 21. marts 1901, 2. udgave.

Nellemann anmeldte den til politiet at Nelly Andersen den 14. november 1895 havde forsøgt at tilvende sig 1 kr. 35 øre i Carl Nielsens Købemagasin, Østergade 28. Dette fremgik af en politirapport af hr. Jacobsen den 22. november 1895:

Justitsminister Nellemann som privat Opdager.

- - -

Uddrag af Politi-Rapporten

"Ekscellencen indfandt sig senere paa Stationen og meddelte, at hans og Fruens Mistanke til Nelly blev stærkere og stærkere, idet Ekscellencen nu har erfaret, at hun i den korte Tid, hun har været i hans Tjeneste, har anskaffet sig flere nye Ting, saasom en Kaabe fra Østergade, en og nogle Fløjelsbaand til Kjolebesætning, samt et Humbug, som hun har foræret sin Broder. Førend hun købte Kaaben, ytrede hun til Kokkepigen, at hun kom til at laane nogle Penge, da hun ikke havde nok, men afslog dog Kokkepigens Tilbud om at laane hende 10 Kr., dersom det ikke drejede sig om mere.

Endvidere har Ekscellencen hørt, at hun har forsøgt at tilvende sig et Beløb af 1 Kr. 35 Øre, som Ekspedienten, hvor hun købte Saaben, tabte paa Gulvet.

Ekscellencen gav derefter Tilladelse til, at jeg (Opdager Jacobsen), naar et Eftersyn hos Pantelaanerne, som er paabegyndt, er sluttet, maa bringe Nelly til Stede paa Stationen for nærmere at afhøre og visitere hende."

*

Saa vidt Ministerens Besøg paa Stationen.

Opdager Jacobsen fik nu travlt. Han skulde jo søge at konstatere, at Ministerens Angiveri var begrundet og hans Paastande var korrekte. Men baade Ministeren og Opdageren fik en lang Næse. Nelly var ligesaa uskyldig i de her nævnte Forhold, som i alt det øvrige løse Sladder, Ministeren havde overdænget hende med.

Opdager Jacobsen afhørte den omtalte Ekspedient. Hr. A. Ullsted. angaaende de nævnte 1 Kr. 35 Øre. og det viste sig straks, at der ikke forelaa noget Forsøg paa Bedrageri fra Nellys Tide.

Vi giver atter Ordet til Opdager Jacobsen og citerer følgende

Uddrag af Politi-Rapporten.

"Derefter har jeg (Jacobsen) indfundet mig i Carl Nielsens Kaabemagasin, Østergade 28, hvor Kommis Ullsted paa Anledning forklarede, at det med den nævnte 1 Kr. 35 Øre forholder sig saaledes.

Nelly tog den nye Kaabe, som hun betalte med 22 Kr., paa og bad Kommis'en om at sende den gamle til hendes Bolig. Kommis'en opfordrede hende derefter til at medtage, hvad der var i Lommerne i den gamle Kaabe, og medens Kommis'en holdt Kaaben i den ene Haand, tømte hun Lommerne, men tabte under dette noget af Indholdet paa Gulvet. Kommis'en bukkede sig og tog disse Ting op, men under dette faldt der 1 Kr. 35 Øre ud paa Gulvet, og i den Tanke, at Pengene faldt fra hendes Kaabe, gav han hende disse, som hun modtog, sikkert den Tro, at det var hendes.

Senere paa Dagen savnede Kommis'en imidlertid 1 Kr. 35 Øre af sin Billetlomme, og det stod ham da straks klart, at han havde tabt dem ved at bukke sig, og at det var dem, han havde givet Pigen, hvorfor han sendte Bud ud til hende, og han fik dem ogsaa tilbage."

*

Betjent Jacobsen afhørte endvidere Nelly, der i Følge Politirapporten erklærede, "at hun ikke har handlet i nogensomhelst ulovlig Hensigt; hun tog imod Pengene, fordi hun virkelig troede, at de tilhørte hende, og at de var faldet ud af hendes Lommer."

Nelly tilføjede (i Følge Politirapporten). "at hun straks, da hun kom hjem og havde købt sin Kaabe, ytrede til Kokkepigen, at hun (Nelly) var 1 Kr. 35 Øre rigere end hun havde troet, idet disse Penge var faldet ud af Lommerne i hendes gamle Kaabe hos den Handlende".

Betjenten afhørte dernæst Nellemanns Kokkepige Christine Vilhelmine Petersen, der indrømmede, at Nelly "straks, da hun kom hjem efter at have købt Kaaben, fortalte om de »i«vnte 1 Kr. 35 Øre".

---

... den 8. Januar 1896 mødte Kommis'en, Hr. Arnold Ullstad, efter Tilsigelse for Skranken hos Assessor Cold. for hvem han maatte afgive Forklaring angaaende de 1 Kr. 35 Øre, som Justitsministeren havde anmældt.

Hr. Ullstad forklarede (efter Forhørsprotokollen) :

"at han personlig fik det Indtryk, at Nelly virkelig troede, at det Beløb af l Kr. 35 Øre, der faldt ud paa Gulvet, tilhørte hende, og at det altsaa skyldtes en Fejltagelse, at hun tilegnede sig dem" . . .

---

(Social-Demokraten 23. marts 1901).

Nellemann påstod endvidere at Nelly Andersen have stjålet penge, men politirapporten viste at hun kunne gøre rede for regnskabet. Nellemann fik også opdagelsespolitiet til at undersøge om Nellys bror overfyrbøder Vilhelm Førster Andersen havde begået hæleri. Dette kom der heller ikke noget ud af.

Johannes Magnus Valdemar Nellemann var justitsminister i 21 år i Estrups regeringer 1875-1896. Som sådan måske den mest magtfulde efter Estrup selv. Under ham gennemførtes bl. a. en lov om erstatning for uforskyldt varetægtsfængsling (1888). Han blev herefter nationalbankdirektør.

Socialdemokratiet brugte de to affærer i Folketinget: Den 29. marts 1901 vedtog dette med alle stemmer mod fem en dagsorden med opfordring til regeringen om at fremme en retsreform. Så de to kvinders sager blev således et af de første skrift frem mod en ny retsordning.

Ved valget den 3. april 1901 fik Folketingets Venstre 42,8 %, Højre 23 %, Socialdemokratiet 17 %, Det moderate Venstre 11 %. Mandatmæssigt tabte Højre 8 og Det moderate Venstre 7 mandater, mens Folketingets Venstre gik 12 og Socialdemokratiet 2 mandater frem. Hvor meget denne sag påvirkede valgresultatet, er naturligvis umuligt at afgøre.

Alma Bondesen. (Efterskrift til Politivennen)

Alma Bondesen kontra Assessor Finsen.

Retsskandalen for Højesteret.

Endelig i Gaar kom Alma Bondesens Sag til Behandling ved Højesteret. Den unge Pige opnaar forhaabentlig her den Oprejsning og Frifindelse, som hun fuldt ud fortjener, og som skal afvaske den Tort, der er overgaaet hende, og de Lidelser, hun har udstaaet i Fængslet.

Det er Assessor Finsen, som har forlangt Sagen revideret. Han var nødsaget dertil, dels paa Grund af de stærke Angreb, som "Social-Demokraten" og den øvrige Arbejder-Presse rettede mod ham, og dels som Følge af, at Alma Bondesen ogsaa stod parat med en Fordring om Sagens Revision.

I Højesteret optræder Salomon som Alma Bondesens Defensor, og Nellemann har paataget sig Hvervet som Aktor. Det vil erindres, at Alma Bondesen har siddet uskyldig fængslet i 3 Maaneder, anklaget af sin Husbond, Herreekviperingshandler Fisker, for et Indbrudstyveri, som hun ikke havde begaaet, og til hvilket Gerningsmanden senere opdagedes.

Medens Alma sad arresteret, fremsatte Hr. Fisker hæsblæsende en ny Anklage mod hende. Anklagen gik ud paa, at hun havde gjort sig skyldig i Bedrageri med en Kjole, som hun før sin Fængsling havde besørget til Farveren for en Veninde, en Tjenestepige ved Navn Elise, der havde medgivet Alma 3 Kr. til dermed at betale Farveren.

Disse 3 Kr, paastod man, havde Alma beholdt, og derfor skulde hun straffes for Bedrageri. Hr. Finsen tog intet Hensyn til, at det netop var den uforskyldte Varetægtsarrest, der forhindrede Alma i at opfylde sine Løfter over for Elisa.

Altsaa: Saafremt Alma ikke af Hr. Fisker var bleven sigtet for Tyveri og arresteret, saa havde der i det hele taget slet ikke kunnet komme til at foreligge nogen "Bedragerisag".

Endnu ét er mærkeligt. Paa det Tidspunkt, da den uheldige Hr. Fisker fremsatte sin sidste Anklage, altsaa den om Bedrageriet med Kjolen, havde Elise for længst faaet tilbageleveret baade Kjolen og Pengene, som Almas Fatter havde paataget sig at levere hende, lige som Elisa havde erklæret, at hun intet yderligere Krav havde paa Alma. Trods disse Kendsgerninger optog Finsen Kjole-Sagen til Undersøgelse, og Resultatet blev, at Alma idømtes Vand og Brødstraf for Bedrageri.

Paa denne letkøbte Maade haabede Finsen at han kunde redde sin Assessor-Ære. Alma gik ganske vist fri og frank ud af Indbrudstyveri-Affæren. Men de 3 Maaneders Arrest havde ikke været forgæves. Den unge Pige stod nu stemplet og dømt som en Bedrager trods at hele hendes Vandel var uden mindste Plet og Lyde. Alma udstod sin Vand- og Brødstraf. Det er oprørende, at denne Kvinde, som ikke har gjort sig skyldig i noget som helst ulovligt, ikke desto mindre har tilbragt 3 Maaneder i et Fængsel, hvor hun blev pint og plaget, blev uagtet Extraforplejning, blev trakasseret ved Disciplinærstraffe for den Bagatel, som hun under Opholdet i Fængselsgaarden med en Haarnaal havde indridset sin Broders Navnetræk paa et Plankeværk, at hun maatte lide den vanærende Vand og Brød-Straf, og at hun endelig kun blev løsladt af Mangel paa Bevis, idet Sigtelsen for Indbrudstyveri stadig svævede over hendes Hoved.

Paa dette Tidspunkt var det, at "Social-Demokraten" tog sig af Alma Bondesen. Afsløringerne vakte den største Opsigt.

Angrebene tvang altsaa Finsen til at forlange Sagen om de 3 Kr. revideret. Alma Bondesens Defensor, Højesteretssagfører Salomon, har foretaget meget omfattende Undersøgelser.

Der ventes, at hans Procedure ved Højesteret vil bringe en hel Række nye Afsløringer for Dagen, bl. a ogsaa om Almas Behandling i Fængslet.

Af Aktors, Højesteretssagfører Nellemanns Tale for Højesteret i Gaar refererer vi:

Nellemann : Alma Bondesen er født den 4. December 1878 paa Lolland. I 1898 kom hun til at tjene hos Grosserer Fisker, men i en tidligere Tjeneste havde hun haft det Uheld, at hun er sigtet for at have stjaalet en 50 Kroner Seddel. Under denne Sag har hun erkendt, at Mistanken maatte falde paa hende og Drengen. Grosserer Fisker boede paa Holckenhus, men laa paa Landet om Sommeren. Paa et Besøg inde i Byen blev der opdaget et Tyveri, og hun blev sigtet derfor og arresteret, indtil hun den 27. September 1899 løslodes, idet Sagen hævedes med Politidirektørens Samtykke. Under Sagen blev det imidlertid oplyst, at hun havde gjort sig skyldig i et andet strafbart Forhold, hvorfor hun idømmes 5 Dages Vand og Brød. Nogen Tid efter blev det oplyst, at en anden Kvinde, Ida Hasselberg, havde forøvet Tyveriet hos Grosserer Fisker, saa at Alma Bondesen altsaa var fuldstændig uskyldig i denne Sag. Hun blev tilkendt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest, men hermed lod man sig ikke nøje. Der blev skrevet lange Artikler og afholdt Protest og Folkemøder til Gunst for Alma Bondesen. For Højesteret foreligger der egentlig kun den lille Bedragerisag, hvorfor Alma Bondesen er dømt, men jeg maa dog ogsaa gaa ind paa den store Sag, da det ikke paa nogen Maade kan gaa an, at denne Sag ses isoleret. Alma Bondesen fulgte altsaa med Fisker fra Landet til Byen. Hun blev den 19. Juli 1899 indbragt til Politistationen af Fisker, som sigtet for at have stjaalet kostbare Sølvgenstande og Silketøjer. Fiskers Sigtelse var meget bestemt. Han følte sig overbevist om, at Alma var Tyven, og erklærede, at ingen andre kunde have begaaet det. Ved Arrestationen fandtes hun i Besiddelse af 92 Øre og en Laaneseddel paa et Sølvcylinderuhr. Hun indrømmede i det første Forhør, at Køkkendøren var aflaaset, og at Nøglen sad indvendig. Næste Dag anmeldte Fisker, at der ude paa Landet var stjaalet 2 Sølvspiseskeer. Han sigtede altsaa Alma for at have stjaalet baade i Byen og paa Landet. Dertil kom Historien om 50 Kroner Seddelen, og det kan jo i det hele siges, at den stakkels Pige har været meget uheldig. Ikke mindst uheldig var hendes egen Forklaring, at Nøglen sad indvendig i Køkkendøren, og hele Tiden havde siddet der. Assessor Gram holdt Grundlovsforhør og afsagde Arrestdekret over hende, hvorefter Sagen overtoges af Assessor Finsen. Den 28. Juli mødte Fisker i Retten, men forinden findes ved Visitationen Brevet fra Broderen hos hende, hvor han meget indtrængende paalægger hende at skaffe ham Penge - saa mange som muligt - for at han kunde skabe sig en Forretning. Man kunde naturligvis ikke paastaa, at hun havde stjaalet for at hjælpe Broderen, men man forstaar, at Dommeren leder Forhørene i den Retning, og føler Mistanken bestyrket. Den 26. Juli møder Fisker altsaa for Retten og paastaar i stærke Udtryk, at Alma maatte være Tyven Han erkendte, at Familien iøvrigt havde været tilfreds med Alma, og oplyste, at de to Sølvskeer maaske nok var bleven borte inde i Byen. Grosserer Fisker sagde tillige, at Alma vistnok havde et uægte Barn, som hun skulde bruge Penge til. Der blev nu søgt Oplysninger om hende, men det viste sig, at hun i et og alt var en ordentlig Pige, der kun var lidt letsindig med sine Penge. Hun tilhørte Indre Mission, som hun skyldte Penge for gudelige Skrifter og kontante Laan. Almas Broder bliver derimod fra forskellig Side skildret som en Mand, der har en uheldig Indflydelse paa sin Søster. Saaledes stod Sagerne længe. Fiskers Kone afhørtes den 16. August. Hun vidner, at Alma var uordentlig i Pengesager, men hun har altid gjort Rede for sig. Tillige har hun gentagne Gange faaet Forskud paa sin Løn, en Gang en hel Maaned forud. Dette skete ved Hjælp af en Løgn, og dette indrømmede hun, idet hun urettelig havde foregivet, at Moderen var syg. Ligeledes indrømmede hun, at hun enkelte Gange havde forbrugt nogle Smaapenge, som var hende betroet, og som hun altid betalte tilbage. Ellers indrømmes fra alle Sider, at hun er tarvelig anlagt, gik ikke paa Sjov og havde ingen Kærester. Arkitekt Warming, som tog sig af Alma efter hendes Arrestation, siger om hende, at hun er uordenlig og upaalidelig i sin Tankegang og ofte kommer Sandheden for nær, uden at hun efter hans Mening er sig dette bevidst. Begge Overbetjente ved Kamret bevidner, at Alma var lidet sanddru, og aldrig passede paa, at det hun sagde, var overensstemmende med, hvad hun tidligere havde sagt. Assessor Ussing siger, at hun er holdningsløs og lader sig i sine Udsagn bestemme af, hvad der i Øjeblikket tager sig bedst ud. Efter Sagens Akter faar man det Indtryk, at Alma er, hvad man kalder for en skikkelig Person, der ikke trykkes af alt for megen Forstand. Alma havde i det sidste Halvaar faaet en Løn af 84 Kr., hun havde af en Kvinde laant 22 Kr., og hun havde pantsat Uhret for 7 Kr. Ialt var der 113 Kr., som hun ikke kunde gøre Rede for, uden at hun havde sendt Missionær Jensen 18 Kr., som hun skyldte ham for gudelige Skrifter. Senere huskede hun, at hun havde brugt 58 Kr. til Klæder og til en Rejse til Maribo. Denne mærkelige Mangel paa Hukommelse og hendes gaadefulde Forhold til Broderen maatte bestyrke Dommerens Mistanke. Dertil kommer Fiskers hensynsløse og uoverlagte Paastand, at Alma maatte være Tyven, og at hun ogsaa havde stjaalet ude paa Landet (2 Sølvsker). Ogsaa han fortæller, at Nøglen i Køkkendøren har siddet indvendig og paa tværs, og nu siger Alma pludselig, at Nøglen ikke sad indvendig uden den første Gang, hun var inde, ganske i Modstrid med hendes eget tidligere Udsagn. Det kunde Dommeren ikke tro, men det blev virkelig oplyst, at en Pige i Huset havde hjulpet hende med at pirke Nøglen ud af Laasen, og at hun saa tog Smæklaas Nøglen med hjem. Det er dette hendes daarlige Forsvar, der har hidført den hele kedelige Sag, men man har ikke derfor Ret til at gøre Systemet og Dommerne ansvarlig derfor. Hun har kun sig selv og navnlig Grosserer Fisker at takke derfor. Hans Optræden er lidet tiltalende. Han er optraadt altfor rask og hensynsløs, og hans Vidnesbyrd bar ikke været overensstemmende med Sandheden. Justitsen har ved at yde hende 500 Kr. i Erstatning gjort hvad den kunde for at rense hende for Tyverisigtelsen. Hun blev dømt for Bedrageri, og det kan hun ogsaa takke Grosserer Fisker for. Alma havde modtaget 3 Kr., for at hun skulde besørge en Kjole farvet. Alma indrømmer, at dette er rigtigt, men Farveren havde lukket, og hun bragte Kjolen hen til en Fætter, Elektriker Jensen, der lovede at besørge den. De 3 Kr., hun havde faaet af Pigen, havde hun brugt. Denne Rapport blev lagt til Side indtil sidst i August. Dommeren har rimeligvis fra først af ikke tænkt sig at ville gøre noget ud af denne Sag. Da Dommeren saa ikke kunde komme nogen Vej med Alma, men alligevel var overbevist om, at han var Tyven, blev Rapporten om Bedrageriet fremlagt, for at Justitsen kunde ske Fyldest. Pigen Elise Andersen, der ejede Kjolen, blev forhørt. Hun fortalte, at Alma havde sagt til hende, at hun vel ikke havde truffet Farveren, men havde givet Broderen kjolen og de 3 Kr. Dette var altsaa usandt, og her ligger Almas Strafskyld. Hun bruger Elise Andersens Penge og giver hende en Løn at løbe med. Taleren skulle indrømme, at det var uheldigt, at Finsen havde ladet protokollere, at Alma havde tilvendt sig Pengene i svigagtig Hensigt, thi ingen tvivler vel om, at Alma jo havde i Sinde at betale disse Penge. Hun havde benyttet Lejligheden til at skaffe sig et Tvangslaan, men, som sagt, den hele Sag kan ikke taale at ses alene. Den maa ses i Belysning af Tyverisagen og af hendes fuldstændige Mangel af Evne til at føre et Forsvar. Hun har ikke en Gang sagt, at hun var i Stand til at betale Pengene tilbage. Ligesaa galt er det, at Elise Andersen glemmer at sige, at hun ikke ønsker Alma Bondesen straffet. Hun er ganske vist heller ikke bleven spurgt derom. (Munterhed). Ja, hun burde jo have sagt det, og hun har ogsaa sagt det i Reassumptionsforhøret. Den 21. September bliver Tyverisagen sluttet med Politidirektørens Samtykke. Der afsiges Dom den 23. September, og Alma Bondesen straffes med Lovens mildeste Straf - 5 Dages Vand og Brød. I Højesterets Dom af 1882 blev der konstateret en lignende Straf skyld, idet en Mand dømmes, fordi han faar Penge til at betale Afdrag paa en Vexel, undlader at gøre det og falskelig fortæller, at han har gjort det. Her drejer det sig kun om 3 Kr., ja i Virkeligheden drejer det sig kun om 2 Kroner, men Lovgivningen tager nu ikke Hensyn dertil, selv om den nu burde gøre det. I de Reassumptionsforhør, der paa Defensors Begæring er optaget, er Situationen ikke blevet forandret. Hun har igen tilstaaet, at hun har forbrugt Pengene, og at hun til Elise Andersen havde sagt, at hun havde givet Broderen dem. Kun paa enkelte Bipunkter er der sket en Forandring, som dog ikke kan saa Indflydelse paa Dommen, hvis den høje Ret godkender Kriminalrettens Skøn over Alma Bondesens Strafskyld efter Straffelovens § 253. Elise Andersen har nu erklæret, at hun først senere har givet Alma Pengene til Farveren, da Kjolen først skulde betales, naar den var farvet. Hun sik først Pengene i Juni Maaned. Ligeledes kan Elise nu erindre, at Alma har sagt. at hun havde givet Fætteren og ikke Broderen Pengene. Da hun ikke hurtigt fik Kjolen, spurgte hun efter de 3 Kr , og da hun fik det Svar, at Fætteren, som var arbejdsløs, havde faaet Pengene, blev hun bange for, at denne skulde bruge dem, men Alma sagde: "Nej, han er saa ærlig." Om hvorledes Alma har forbrugt Pengene, kunde hun ikke sige. Hun havde i de Dage betalt Syløn og Fodtøj med 9 Kr. 75 Øre, og hun havde da kun 37 Øre tilbage. I Reassumptionsforhøret fortæller Alma Bondesen, at hun brugte de 3 Kr. Søndag den 18 Juni til at betale en Skomager med, og hun har altsaa brugt Pengene til egne Øjemed; hvorvidt hun derfor kan straffes efter Straffelovens § 253, som den, "der i bedragerisk Hensigt afhænder eller pantsætter eller paa anden svigagtig Maade, hvorved rette Ejers Ejendomsret kunde gaa tabt, tilegner sig Gods, der er ham betroet til Laan, Leje eller Forvaring, Bestyrelse eller Pant, eller hvorover Tredjemand har erhvervet en Rettighed, med hvilken den, der ved hin Handling skulde stiftes, er uforenelig, saa og paa den, der svigagtig bortflytter eller forstikker arresteret Gods", skal han overlade til Rettens Skøn. Reassumptionsforhørene er meget omfattende, og de viser ret, hvor pjaltet og upaalidelig hun er i sine Forklaringer, og Taleren kan ikke forstaa, hvorfor Defensor har fremdraget en saadan Masse ubetydelige Ting. (Taleren har paa dette Tidspunkt talt i tre Timer og i en Uendelighed opholdt sig ved disse Ubetydeligheder). I Reasumtionsforhøret har hun endelig tilstaaet, at hun havde de tre Kr., da Elise krævede hende for dem, men hun havde besluttet at ville bruge dem til at betale Skomageren med. Er det ikke utroligt, at et Menneske kan "gravere" sig selv paa den Maade? Broderen har erklæret, at han vilde have betalt de tre Kroner, om han havde faaet mindste Antydning om Søsterens Uheld, men det var jo Broderen, som plagede Alma for Penge, saa det passer ikke. Hun skrev derimod fra Fængslet til en Veninde, om denne vilde gaa til Fætteren og bede ham hente Kjolen og sende den til Elise Andersen samt lægge de tre Kroner ud for hende, som hun skriver, at hun har faaet af Elise Andersen. Fætteren hentede Kjolen, men Elise Andersen betalte ham de tre Kroner, som Farveren havde faaet, da hun vidste, at han var arbejdsløs. Taleren sluttede endelig sit Foredrag med for tyvende Gang at fremhæve, at Alma havde brugt de tre Kroner af Elises Penge og at hun har skjult det med en Løgn. Defensor har i en lang Skrivelse fremsat en Række Klager, men disse er dels ubeføjede, dels ubevislige. Ogsaa i den Retning er Alma Bondesen helt igennem upaalidelig. Endelig maa det tillades inden for en vis Grænse, at en Dommer skælder en Inkvisit ud for en Løgner og en Tyv. Derimod vilde det være ganske nederdrægtigt, hvis Overbetjent Laurids Pedersen havde sagt "infam Løgn", "Tyvemær" o. s. v. Laurids Pedersen har bestemt benægtet dette. Han paastaar, at han aldrig siger "Tyvemær", men "Tyvetøs' til de kvindelige Arrestanter. (Stor Munterhed.) Taleren maatte betragte det som ukorrekt, naar Alma Bondesen ikke har faaet Mad før Kl. 2 om Eftermiddagen. Det kan ikke undskyldes, hvis det er sandt, og Stationspersonalets Forklaringer er paa dette Punkt slet ikke fyldestgørende. Naar hun klager over, at hun ikke maatte faa Extraforplejning, da er det paavist, at dette ikke er sandt. Der er ingen, der har budt hende noget, eller søgt om at faa Lov til at yde hende saadan. Det hele indskrænker sig til, at en enkelt Mand har tænkt paa at tilbyde hende noget. Endelig paastaar Alma Bondesen, at man ikke tilstrækkeligt tydeligt har betydet hende, at hun kunde faa en Defensor. Der blev spurgt hende, om hun vilde have Dom strax eller vente en 14 Dages Tid, og saa valgte hun det første, da hun slet ikke tænkte sig Muligheden af at faa en Defensor. Da Dommen blev forkyndt hende, spurgtes der, om hun var tilfreds, og dertil svarede hun nej. Betjenten spurgte saa, om hun da ikke vilde modtage Dommen, og hun svarede: Ja, det maa jeg vel. Ja, det skulde hun ogsaa, mente Betjenten, da del var den mildeste Dom efter den Paragraf. Aktor fandt det ganske urimeligt at spørge et Menneske, om hun var tilfreds med at komme paa Vand og Brød. Gid vi kunde faa den Slags Ting forandret i Stedet for at tale saa meget om de store Revolutioner af vor Retspleje.

Dermed begyndte Dokumentationen.

Sagen fortsættes i Dag.

(Demokraten (Århus), 6. februar 1901)

Alma Bondesen (som eneste kvinde) på Social-Demokratens redaktion efter Højesteretsdommen. Foto fra H. P. Sørensen: F. J. Borgbjerg. Fremad, 1943, side 55.

Alma Bondesen led psykisk under den falske anklage, og fængselsopholdet svækkede og nedbrød hende også fysisk: Den reglementerede kost var utilstrækkelig, og da broderen, snedker Bondesen tilbød ekstraforplejning, blev det afslået. Hun blev meget syg, men i stedet for sund mand, fik hun noget medicin af fængselslægen. Da hun blev løsladt, var hun afmagret og afkræftet og tog ophold hos sine forældre for at komme lidt til kræfter igen. Under fængselsopholdet havde hun ridset et Navn i muren og derfor idømt 8 dages strengt fængsel, uden lys og beskæftigelse. Ved forhørene blev hun indsat i et af de berygtede "skabe" indtil hendes sag om for. En betjent skal have trukket hende i ørene og kaldte hende "mær". Assessor Finsen brugte ord som "tyvetøs" og "hold kæft. Om broderen som han mistænkte for at være medskyldig, anvendte han betegnelser som "skurk og Laban". Sidste gang Alma Bondesen var i forhør, truede Finsen hende med at hvis hun ikke tilstod, beholdt de broderen. 

Alma Bondesen frifunden

(Telegram gennem Ritz. Bur.)

500 Kr. i Erstatning.

Højesteret misbilliger Assessor Finsens Optræden.

København, den 11. Februar.

Højesteret har i Dag frikendt Alma Bondesen og tilkendt hende 500 Kr. i Erstatning for den uskyldig udstaaede Straf. Højesteret tildelte endvidere Kriminalretsassessor Finsen en Misbilligelse.

(Sidste Telegr.)

Næsen til Finsen.

Det hedder i Dommen:

"Det maa misbilliges, at Tiltaltes Forklaringer om hendes Forhold med Hensyn til de hende betroede Penge under de for Dommens Afsigelse optagne Forhør, som det senere er oplyst, ærlig ved en af Undersøgelsesdommeren afgiven Erklæring, er tilført Retsprotokollen paa en unøjagtig og en med de virkelige Forhold ikke stemmende Maade."

Alma Bondesen

Denne Dom er et Lyspunkt i vor Retspleje. Det vilde have været for sørgeligt. om det skulde have staaet som en uomstødt Dom, at en i alle Maader hæderlig Pige kan fældes for Bedrageri, fordi hun har brugt 2 Kr. 8 Øre, som hun har faaet af en Veninde til at betale Farvningen af en Kjole med. og som hun baade kunde og vildes udrede, naar Farveren skulde have sine Penge.

Defensor,

Højesteretssagfører Salomon

traf Hovedet paa Sømmet, da han sagde herom: Hvis dette er Bedrageri, saa er jeg hver Dag en Bedrager. Defensor er det ikke alene; det er vi næsten alle, alle de i hvert Fald, der jævnlig er Mellemmænd for andres Pengeforhold. Her gør den absolute Frifindelse fra Højesteret og den til

kendte Erstatning godt. Den slaar Juristeriet ned og giver den sunde Fornuft Æren.

Det er heldigt, at Højesteret ogsaa endelig en Gang har tildelt en underordnet Dommer, hvis Forhold giver Anledning til berettiget Kritik, en Misbilligelse. Alt for ofte har Højesteret været lemfældig overfor Forhørsdommere. Ganske vist: Assessor Finsen slipper ret billigt. Her vilde ikke have været noget at indvende, hvis der var tilfaldet ham noget mere end Misbilligelsen.

Assessor Finsen har indrømmet, at det Ord "svigagtigt", som i Protokollen var indført i Almas Tilstaaelse, aldrig har været udtalt af hende. Selv om han nok saa meget har været i god Tro, da han skrev, dette Ord, er denne Protokoltilførsel alligevel en grov Fejl. som fortjener en stræng Dom.

Forhørsdommere ved danske Kriminaldomstole maa vide, at det Ord, de hæfter paa Papiret, det gælder den Anklagedes hele Ære og Velfærd, og at det Ord, de en Gang har sat i deres Protokol, paa det skal der dømmes i alle Instanser, og det er saa urokkeligt, at den Anklagedes Tilbagekaldelse, ja selv nye Oplysninger, i Reglen vil vise sig virkningsløse. Det er kun i faa lykkelige Tilfælde - som her i denne Sag at Sagens Indhold bliver saa klart belyst, at det fejlagtigt skrevne Ord falder.

Maaske kunde Højesteret ogsaa have ladet lidt falde af til de Funktionærer ved Retten, der har brugt grove Ord mod Alma Bondesen. Det vilde være godt, om der en Gang kunde sættes Punktum for den Skik, at en Anklaget skal være Skive for Betegnelser, der ikke er tilladte overfor hæderlige Folk. Højesteret burde have benyttet Lejligheden til at sætte dette Punktum.

Men selv med disse Indvendinger glæder vi os over Højesterets afgørelse.

-   -   -

Blandt dem, der ogsaa bør mindes i denne Affære, er Anklageren.

Højesteretsadvokat Nellemann.

Denne Mand har benyttet sin Anklager Stilling i denne Sag taktfuldt, og der aandede gennem hans Tale en ret varm Sympati for den unge Kvinde, som har lidt saa haard en Medfart, og hvis Modpart han skulde være.

(Aalborg Amtstidende, 11. februar 1901)

Kristian IX stilles overfor Resultatet af Valgene den 3. april 1901. Alma Bondesens sag var formentlig en af talrige andre som førte til systemskiftet i 1901. Illustration fra Det danske socialdemokratis historie fra 1871 til 1921.

Fra Inkvisitionssystemets Dage

Alna Bondesen-Affæren, der i sin Tid var paa alles Læber, og som gav Stødet til den nye Retsreform

Paa Vestre Kirkegaard jordedes Skærtorsdag Værkmester Vilh. Wieder fra Odense, skriver "Social-Demokraten". I den afdødes sørgende Enke genkendte Bladet den af "Social -Demokraten" i sin Tid meget omtalte Alma Bondesen, som i 1899 uskyldig sad fængslet i 3 Maaneder og derefter idømtes Vand- og Brødstraf.

Da vi forlod Kirkegaarden, stod hele den Alma Bondensenske Sag lyslevende i vor Erindring. De frygtelige Mishandlinger, som den purunge Pige for ca. 25 Aar siden var Genstand for fra Politiets og Kriminalretsdommer Finsens Side. Først ved "Soc.-Dem." Hjælp lykkedes det at skaffe hende Oprejsning for alle de Lidelser, hun uskyldig havde gennemgaaet.

I de Dage, da Sagen stod paa, var Alma Bondesens Navn paa alles Læber; thi det var faktisk 

en oprørende Justitsforbrydelse. 

Derfor blev det ogsaa Alma Bondesen-Sagen. der gav Stødet til den ny Retsreform: thi alle rettænkende Mennesker oprørtes over den inkvisitoriske Mishandling, som den unge Pige var blevet underkastet.

Alma Bondosen var fra Maribo, men tog Plads i København hos Herreekviperingshandler Fisker. En Dag blev der stjaalet nogle Sølvskeer, og Fruen kunde selvfølgelig ikke tænke sig at andre end den unge Pige havde begaaet Tyveriet.

Fru Fisker lod Politiet hente, og Alma Bondesen blev straks sigtet som Tyven. Saa spærrede man den unge Pige ind i en Celle, og det blev Kriminalretsassessor Finsen, der fik hende under Behandling. Finsen var 

en af de mest berygtede Dommere, 

der paa det Tidspunkt regerede i Kriminalretten. I 3 Maaneder hersede han med den unge Pige for at faa hende til at tilstaa en Forbrydelse, som hun aldrig havde begaaet. Man var i de i Dage ikke bange for at anvende Tortur som Sult og lignende for at faa presset Tilstaaelsen ud af det ulykkelige Offer, der var kommet indenfor Fængslets Mure. Ingen fik hun Lov til at tale med - ja, selv de, der ønskede at forsvare hende, blev afvist. Og under alle Forhørene var Fru Fisker, der senere er død som sindssyg paa St. Hans Hospital, den ivrigste til at sværte Alma Bondesen. skønt denne havde det bedste Lov fra alle, der kendte hende. Den virkelige Tyv tilstod senere Tyveriet.

Da Dommer Finsen ikke kunde faa Alma til at bekende Tyveriet, søgte han andre Veje for at hindre, at hun slap ud af Arresten uden Straf 

Han rejste en ny Sigtelse for Tyveri.

Dommeren havde faaet at vide, at en anden Tjenestepige havde bedt Alma Bondesen om at hente hende en Kjole i Byen, og at hun af denne Pige havde faaet 3 Kr. til Betaling af Kjolen. Alma Bondesen naaede ikke at faa hentet Kjolen, da hun i Mellemtiden blev arresteret; men da hun ved Arrestationen kun havde 92 Øre hos sig, betragtede Dommeren det som Bedrageri af 2 Kr. 68 Øre. skønt Alma havde mange flere Penge til Gode hos Fisker, og skønt hun fra Arresten havde tilskrevet en Slægtning om at hente og bringe Kjolen til den omtalte Pige.

Alt dette tog Dommer Finsen sig ikke af. Han og fire andre Krimlnalretsdommere idømte hende 5 Dages Vand og Brød for Bedrageri.

Efter 3 Maaneders Indespærring og efter at have udstaaet Vand og Brød straffen, slap Alma Bondesen ud af "Retfærdighedens" Kløer. I dén Nød henvendte den mishandlede og uskyldig dømte unge Pige sig til "Social-Demokraten", der øjeblikkelig tog sig af hendes Sag. Der blev indkaldt til et offentligt Møde paa det daværende Vodroffslund, hvor

hele Alma Bondesens Lidelseshistorie blev skildret for Tusinder af Mennesker.

En mægtig Harme greb iøvrigt hele Befolkningen ved de Afsløringer, som "Social-Demokraten" bragte. Dette medførte, at Alma Bondesen af Kriminalretten fik udbetalt 500 Kr. i Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest.

Alma Bondesen var dog ikke dermed renset for Bedrageri-Sigtelsen og den Straf, hun havde lidt. "Social-Demokraten" rettede nu alle sine Bestræbelser paa at faa Sagen taget op til Paakendelse ved selve Højesteret, og dette lykkedes.

Det tog flere Dage for Retten at behandle Sagen færdig, og under dette herskede der bogstavelig talt, i store Dele af Befolkningen ligefrem Feberspænding, thi hver eneste Dag bragte Defensor, Højesteretssagfører Salomon nye Ting frem fra Forhørskammeret i Kriminalretten. Det oplystes saaledes, at Finsen havde ladet indføre Ting i Protokollen, som intet havde med Virkeligheden at gøre, og paa dette Grundlag havde den samlede Ret dømt Alma Bondesen!

Sagen endte med,

at Højesteret pure frifandt Alma Bondesen

og yderligere tilkendte hende 500 Kr. , i Erstatning. 

I den paafølgende Rigsdagssamling fremdrog Redaktør Borgbjerg Sagen og samtidig krævede han en ny Retsreform gennemført.

Alberti, der var Justitsminister, turde ikke, efter det der var sket, gaa imod dette Krav.

Vi fik den ny Retsreform, og Stødet til denne skyldtes i ikke ringe Grad de Lidelser, Alma Bondesen under den gamle lnkvisitionssystem maatte udstaa.

P. K

(Social-Demokraten, 1. april 1923. Nordjyllands Social-Demokrat, 4. april 1923).

En lignende skæbne overgik Nelly Andersen, som sad arresteret 1. december 1895-22 januar 1896 for at have stjålet en urkæde fra det herskab hun tjente. Det viste sig senere at urkæden befandt sig i fruens kjoleliv. Hun var blevet anmeldt af den hun tjente hos, nemlig daværende justitsminister Nellemann. Efterfølgende anklagede denne nu i stedet Nelly Andersen for at havde stjålet en fodpose og ske - som senere blev fundet på loftet. Hun tilkendtes ligeledes erstatning ved Højesteret. 

Alma Bondesen i 1926 da hun blev klasselotterikollektor. Foto fra Social-Demokraten, 23. februar 1926.

Grosserer Fisker gav efter Højesteretsdommen Alma Bondesen en skriftlig undskyldning for ubetænksomt at have voldt hende uret. Samt en sum af 500 kr. Alma Bondesen fik i 1926 tilkendt en klasselotterikollektion. 

De to sager spillede en rolle i udarbejdelse af de grundlæggende principper i retsreformen af 1916 (trådte i kraft 1919). som vores nuværende retsplejelov hviler på. Den afskaffede den hemmelige inkvisitoriske procesform, som var et levn fra enevælden. Dommeren skulle med den anklagede som væsentligt undersøgelsesobjekt søge at få sandheden oplyst. Det betød at dommeren på forhånd pressede den sigtede for en tilståelse. Under enevælden blev anvendt tortur. Efter grundloven i 1849 blev mistænkte holdt fængslet i lang tid for at fremkalde tilståelsen. Inkvisitionssystemet betragtede altså den måske uskyldige som overbevist forbryder, den sikrede altså ikke borgerne retssikkerhed.

Hvorledes Folk "tilstaar". (Efterskrift til Politivennen)

En uskyldig Pige "tilstaar" at have stjaalet et Uhr.

Den rette Tyv findes.

En 16-aarig Pige ved Navn Laura tjente i Fjor hos en Smed i Ringkøbing Amt, og et Par Dage efter at hun havde forladt Smedens Hus, savnede denne et gammelt Sølv-Cylinderuhr, som havde ligget gemt i en uaflaaset Kommodeskuffe i Smedens Sovekammer.

Sagen blev anmeldt til Politiet, og da en Politibetjent indfandt sig hos Lauras Forældre for at afæske hende Forklaring, tilstod hun at have taget Uhret i Skuffen. Hun blev nu forhørt i Retten, og da Dommeren ikke vilde nøjes med den blotte Tilstaaelse om at have taget Uhret, men forlangte Besked om, hvor Uhret var, forklarede hun, at hun af Frygt for Opdagelse havde tilintetgjort Uhret, havde traadt det i Stykker og kastet Stumperne i Kakkelovnsilden, for at de skulde smælte, og da hun alligevel ved Dagen efter at røre om i Aften fandt nogle Metallevninger, kastede hun disse paa Møddingen, hvor Politiet ogsaa senere fandt nogle Metalstykker, der efter et Par Uhrmageres Forklaring "gærne kunde være Rester af et Lommeuhr". Da Lauras Tilstaaelse saaledes syntes at stemme med andre foreliggende Oplysninger, blev hun dømt efter den afgivne Forklaring. Paa Grund af hendes svage Aandsævner slap hun med simpelt Fængsel i 8 Dage. Hun udstod Straffen.

Nogen Tid efter rygtedes det, at Smedens Uhr ejedes af en anden Mand i Byen, en Lærling blev arresteret og tilstod nu, at det var ham, der havde stjaalet Uhret, og derefter bortbyttet det. At dette var rigtigt, bevistes ogsaa ved flere Vidneforklaringer. Laura maatte altsaa være uskyldig i Tyveriet. 

Amtmanden beskikkede en Sættedommer til at optage nye Forhør, og nu forklarede Pigen, at hendes "Tilstaaelse"  var opdigtet fra Ende til anden. Kun trykket af den mod hende rejste Mistanke, og da hun troede, at Skinnet var stærkt mod hende, havde hun givet efter for Forældrenes Formaning om helst straks at sige Sandhed, og havde saa opdigtet hele Forklaringen i det Haab, derved hurtigere at faa Ende paa Sagen. Sættedommeren lod nu de i Møddingen fundne Metalrester kemisk undersøge, og herved viste det sig nu, at disse Rester var af Metal, som ikke bruges til Lommeuhre, men havde en anden Oprindelse.

Med dette Grundlag kom Lauras Sag for anden Gang til Overretten, og ved dennes forrige Søndag afsagte Dom blev Underretsdommen ophævet og Laura frifunden. Hun opnaaede saaledes en Oprejsning, som hun næppe selv har drømt om.

Vi har meddelt denne Sag, fordi der i denne Tid opdukker den ene Retsskandale efter den anden. Den unge Piges Historie kan derfor maaske bidrage til at belære Dommerne om Forsigtighed baade ved Forhørene og Domfældelsen.

(Social-Demokraten 18. december 1900).

Mærkelige Domme ved Højesteret. (Efterskrift til Politivennen)

- - -

Et Par Dage før havde en Rufferisag fra Odense været for Højesteret.

Sagen var rettet mod Ægteparret Frøsig. Det er konstateret, at Ægteparret ved deres forbryderiske Virksomhed har ødelagt flere unge Piger i Bund og Grund. De to Ægtefæller har benyttet deres Magt og Myndighed over stakkels enestaaende Piger til at tvinge dem til Samleje med Gæsterne. De har drevet Pigerne ud paa Gaderne og Hotellerne med Paalæg om at bringe Kunder hjem til Forretningen, og de har tvunget Pigerne til at drikke med Gæsterne og til at være "villige" overfor disse. Paa den Maade har Frøsig og hans Hustru bragt Sorg og Elendighed ikke alene over 5 a 6 unge Piger, men ogsaa over disses Familie.

Underretten idømte Parret 8 Maaneders Forbedringshus for Rufferi og Bedrageri. Men Højesteret frikendte dem for Bedrageri og idømte dem kun 4 Gange 5 Dages Vand og Brød for Rufferi.

"Fyns Socialdem." siger derom:

I vore Dage, hvor man over hele Europa tager med haarde Hænder paa de samvittighedsløse Personer, der driver Handel med unge Piger, maa Højesterets Dom højlig forundre. Thi Ægteparret Frøsigs Adfærd er sandelig endnu mere foragtelig og oprørende end Alfonsens og Pigehandlerens modbydelige Geschæft.

Frøsig og Hustru har endvidere bevislig blandet Vin med Vand og serveret gamle, dovne Ølsjatter som godt Bajerskøl, og Retten har frifunden dem for dette Bedrageri.

Muligvis er Højesterets Dom mere Overensstemmelse med den juridiske Retfærdighed end Underrettens. Men til Gengæld er den saare langt borte fra det, almindelige Mennesker vil kalde Gengældelse og moralsk Oprejsning. Og der er i dette Tilfælde Folk, som langt fra kan være tilfredse med den afsagte Dom, men som maa betragte det som skrigende uretfærdig.

Vi mener her Forældrene til de unge Piger, der er ødelagte i Frøsigs væmmelige Forretning.

Lad være, at det var fattige Piger, og at deres Forældre er Fattigfolk. De har dog sikkert elsket deres Børn lige saa højt som andre og de har sikkert grædt lige saa tunge Taarer over deres Døtres Ulykke, som de hæderværdige Højesteretsassessorer vilde have gjort, om det var deres Børn, der her var Tale om.

Lov og Ret er et uforklarligt elastisk Begreb. For nogle Dage siden dømtes en stakkels aandssvag Syerske i København til 8 Aars Tugthus for at have stukket Ild paa Ejendommen i Badstuestræde 6. Nævnte Ildløs foraarsagede ingen Skade, hverken paa Menneskeliv eller Værdier, og den blev hurtig slukket. Den ulykkelige Pige blev to Dage efter Dommens Afsigelse vanvittig af Anger og Sorg og maatte indlægges paa St. Hans Hospital.

Ægteparret Frøsig slipper med nogle Dages Vand og Brød, og Spekulanten i smaa Børn bliver rent ud frikendt.

Vi er ikke Tilhængere af haarde Straffe, og Højesteret har mange Gange dømt saaledes, at hvert medfølende Menneskes Hjærte maatte krympe sig derved. Ikke mindst har vi set hæderlige Arbejdere blive haardt ramte.

Derfor fortjener Højesterets Mildhed at noteres. Vi lever altsaa virkelig i et Land, hvor Lovene med særlig Mildhed skaaner de Forbrydere, der forgriber sig paa smaa Børn og paa unge Piger.

(Social-Demokraten 3. december 1899. 2. udgave).