Hvi rose I så vore fædre. (Efterskrift til Politivennen)

---

En af de pudsigst beliggende sangerindeskure var ved indgangen til Holmens Kirkegård. "Ved Gravens Rand" kaldtes det betegnende. Når datidens drenge kiggede ind ad døren til det for dem forbudte sted, slog en os af øl og tobak dem i møde, og man hørte koret synge datidens slagsang:

En skorsten uden røg
en bøfsteg uden løg

Der var altid fuldt hus, og råb og skrig blandede sig med kvidrelærkernes mere eller mindre falske toner. Unægteligt et mærkeligt billede på gravens fred.

Men hvad gravens fred angår var det endnu for et halvt århundrede siden kun så som så i datidens København.

(Frederiksborg Amts Tidende (Hillerød), 28. december 1936. Uddrag).

Christian Beyer (1841-1933): Alleenlyst på Østerbro, ca. 1860. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sangerinderpavilloner fandtes i København fra 1850'erne. De fleste på Frederiksberg og Vesterbro. "Ved Gravens Rand" hed egentlig "Alleenslyst". Omkring 1864 oplyste politiet at der var 21. Alleenslyst bestod af en pavillon med åben veranda omgivet med lukkede lysthuse. I 1853 var værtshusholderen Niels A. Nielsen. Senere overtaget af pianist og musiklærer Philip Theodor Otterdahl med syngepiger.

Interiør fra Alleenlyst ved Lille Triangel, Øster Farimagsgade. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret. Efter motivet at dømme synes det at ligne den stadig eksisterende på Bakken.

Et populært Østerbro-Ansigt. (Efterskrift til Politivennen)

Trafikmester C. J. Jeppesen, der nu tager sin Afsked.

Man behøver hverken at være Skuespiller, Filmør eller Forfatter for at blive kendt og populær i Byen. Der er Folk, som gør deres Arbejde i al Stilfærdighed og som dog opnaar den Position ligefrem at komme til at høre med ti! Byens Fysiognomi.

En saadan Position har denMand. der ses paa ovenstaaende Billede.

Tusinder vil sikkert sige: - Ih ja. ham kender vi da rigtig godt. men vi véd blot ikke, hvad han hedder.

Det er Trafikmester C. J. Jeppesen ude paa Trianglen. Nu glider han ud af Københavnerbilledet, for den 31. Januar trækker han sig tilbage til Privatlivet,

- Jeg synes jeg har Lov til det - siger han. I 41 Aar har jeg virket ansat ved Sporvejene, og jeg er nu 68. I den Tid er Byen jo vokset. Men egentlig talt er det gaaet næsten umærkeligt for mig, fordi Trafiken er steget gradvis. Men naturligvis var det mere fredelige Tider, da jeg kom til i 1884. Da begyndte jeg ved Forstædernes Sporveje med de smaa Hestevogne ad Farimagsgade og Blegdamsvejen, og Tempoet var jo et noget andet end nu. Saa kom Dampsporvognen og Akkumulatorvognen ad Gothersgade, som var Forløberen for Elektrificeringen omkring Aarhundredskiftet. 

Ja. man har jo fulgt en Del af de faste Passagerer fra de var Børn og til et Stykke op i Aarene, og kendt er man jo bleven paa Posten her gennem Tiderne.

Den gamle Trafikmester stryger sig tankefuld gennem sit graanende skæg og smiler mildt. Med sit venlige og glade Smil er det, at han har vundet Københavnernes Hjerte.

(Aftenbladet (København) 29 januar 1929)

Carl Julius Jeppesen var født i Tranekær på Langeland, og aftjente sin værnepligt ved garden og var ansat ved sporvejene i 42 år. Først som konduktør, 1903-1926 som trafikmester på Trianglen. Han døde i marts 1941 efter nogen tids sygdom i sit hjem på Østerbro, godt 83 år gammel. En af hans sønner Frølich Jeppesen var da ansat som depotbestyrer ved sporvejene. Han blev begravet på Vestre Kirkegård fra Østre Kapel.

Børnenes Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

Øverst: Til venstre. Hospitalets Facade. Til højre: Smaa Patienter og deres Plejersker paa Havealtanen. I Midten: Prof. Monrad med Sygejournalen. - Nederst: Paa Altanen mod Øster Farimagsgade. Til højre: En lille Pige med engelsk Syge faar Massage.

Solen skinner ind i de lyse Rum, hvorfra der lyder Barnepludren og ind mellem lidt Barnegraad. Der høres bløde Kvindestemmer, der tysser og beroliger. Gennem Stuerne, hvor 5-6 høje, skinnende propre Senge har Plads, tripper nogle smaa blege Væsener afsted, men i næste Øjeblik moder man andre Smaa med solbrunede Kinder og Smil om Munden.

Vi er ude i Professor Monrads Verden - Dronning Loiuses Børnehospital i  Øster Farimagsgade, den store, røde Bygning med de mange Balkoner, der, naar Vejret tillader det, er fyldt med Børn og Barnesenge, Og midt imellem de sinaa vandrer unge Kvinder med milde Ansigter  og Øjne, der lyser af Kærlighed til de Væsener, der er betroet til deres Varetægt og Pleje. At Kærligheden er gensidig ser man, naar de passerer Sengene. Saa rækkes der buttede eller spinkle Arme op imod dem, og de gør det ikke forgæves. Hvor travlt end Plejerskerne har. bliver der altid et Minut tilovers til lige at tage Barnet op og kæle et Øjeblik for det.

Plejemoderen, Frk. Petersen, svæver som den gode Aand over det hele; den gode Aand, der er Grundelementet i hele Hospitalet derude.

- Er Børn vanskeligere at have som Patienter end Voksne, spørger vi. 

- Nej, absolut ikke, lyder Svaret De falder hurtigt til Ro, naar vi har faaet dem herind og er lette at have at gøre med.

- Men der kræves særlige Evner og en uendelig Taalmodighed?

- Ikke naar man holder af Børn, og det gør vi vel alle herude, saa er det en uendelig Glæde at pusle om dem. De er nemlig selv taalmodige og glemmer vist hurtigt Savnet af Hjemmet og Forældrene, naar de har vænnet sig til os. Vi har ca. halvandet Hundrede Børn her, lige fra Nyfødte til Fjortenaarsalderen. Nogle har været her i flere Maaneder - f. Eks. Knud der. Og Frk. Petersen peger paa den sødeste lille Dreng, dor smiler mod os med et Par skælmske Øjne. "Han er lam i hele Kroppen. Men vi venter og haaber paa Bedring"

- - Vi gaar fra Stue til Stue, og stadig gentager Indtrykket sig af en uendelig Godhed og Omhyggelighed for de smaa Patienter. Der er ligefrem noget opløftende ved et Besøg derinde, som ikke paa noget andet Hospital

Der lyser den højeste menneskelige Følelse, Kærligheden til de hjælpeløse, lidende Børn, ud fra hver Krog. Og man bøjer sig i taknemmelig Beundring for det Eksempel, den store Læge og hans Stab giver os andre, der maaske daglig gaar dette Hospital tankeløst forbi

- - -

Fra mange Sider vilde man sikkert gerne i Dag paa Prof. Monrads 60-aarige Fødselsdag have grebet Anledningen til at takke ham.

Men han har unddraget sig enhver Hyldest ved at rejse bort paa Ferie. Nu maa vel først og fremmest taknemmelige Forældre nøjes med at sende Hospitalet en Blomster-Hilsen.

(Aftenbladet (København), 19. august 1927).

Foto fra Aftenbladet (København) 16. december 1926: Forberedelser til juleaften på Dronning Louises Børnehospital.

Hjørnet af Lundsgade og Uppsalagade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Rædselsfuld Familie-Tragedie i Eckersberggade. (Efterskrift til Politivennen)

En Grossererfrue død i Gaar af Fosterfordrivelse.

Grossereren har begaaet Selvmord i Nat.

I Ejendommen Eckersberggade Nr. 38 ude i de smaa Byggeforeningshuse mellem Øster Farimagsgade og Sortedamssøen er der i Gaar og i Nat udspillet et rædselsfuldt Familiedrama af en saa uhyggelig Natur, at der vil staa Gny om det over den hele By og det ganske Land.

I Lejligheden paa 1. Sal har der i en Aarrække boet en 44-aarig Grosserer ved Navn T. Henriksen sammen med sin 39-aarige Hustru. Ægteparret, der sad i nogenlunde gode Kaar, idet Fruen, der var Russerinde af Fødsel, supplerede Mandens Indtægter ved at give Undervisning i Fransk og Russisk, havde kun et Barn, en lille 4-aarig Pige, der var anbragt i Pleje hos nogle Slægtninge. Nu havde det imidlertid vist sig, at Fru Henriksen paany skulde bringe et Barn til Verden. Og hun har i den sidste Tid - uvist egentlig hvorfor - været meget nedtrykt derover.

I Forgaars Aftes blev hun pludselig syg, uden at der blev tilkaldt nogen Læge. Denne

blev først tilkaldt i Gaar Eftermiddags, og

da Lægen kom var Fruen død!

Lægen fandt ved en Undersøgelse Dødsfaldet saa mystisk og mistænkeligt, at han nægtede at udstede nogen Dødsattest og i Stedet for sendte en Meddelelse til Politiet.

Det blev Opdagelse-politiets Mordeksperter, der fik Sagen til Undersøgelse. Og det første, der skete, var, at Fru Henriksens Lig blev beslaglagt og kørt ud paa Retsmedicinsk Institut for at blive underkastet legal Obduktion.

Denne skulde have fundet Sted i Formiddag. Men forinden har Dramaet udviklet sig videre paa en endnu mere tragisk og uhyggelig Maade, idet Ægtemanden, der i Gaar kun havde været Genstand for en ganske kort Afhøring, men i Dag skulde være mødt paa Politigaarden, har

unddraget sig enhver Opgørelse

af sit mulige Ansvar for eller Meddelagtighed i Hustruens Død, idet har har begaet Selvmord!

I Morges tidligt fandt nogle af Huset andre Beboere, der kom ind for at se til ham og trøste ham i hans Sorg over Hustruens Død, ham siddende eller rettere liggende i en Stol inde i sin Dagligstue, hvor han havde skudt sig i Baghovedet med en Revolver af svær Kaliber.

Døden er sikkert indtraadt øjeblikkelig.

Tæppet er saaledes allerede faldet for denne Tragedie, hvis Udvikling ellers næppe havde været til at overse. Der kan jo vel næppe være Tvivl om, at Fru Henriksens Død skyldes et mislykket Forsøg paa Fosterfordrivelse, og at Grossereren har været saa stærkt meddelagtig heri og derigennem i Hustruens Død, at han ikke har turdet tage Ansvaret ved et retsligt Opgør men har valgt at gaa i Døden for egen Haand.

(Aftenbladet (København) 9. januar 1926).

Obduktionen af fru Henriksens lig viste at der ikke var foretaget nogen forbryderisk operation. Hun var blevet såret under en almindelig udskylning. Udskylning blev på daværende tidspunkt bl. a benyttet efter samleje (fx med antiseptisk opløsning) for at undgå graviditet. I dag ved vi at det ingen effekt havde på sædcellerne og at effekten er meget lav.

Grosserer Henriksen havde ikke nogen andel i konens død, og selvmordet skyldtes formentlig sorgen over hustruens død. Så vidt jeg kan se var der ikke noget dementi i Aftenbladet over den uberettigede beskyldning.

Amerikansk Lynchjustits i København. (Efterskrift til Politivennen)

Kafé "Det grønne Træ" i Viborggade 48.

Københavnerne har, som vi ofte har peget paa det heri "Aftenbladet", en sygelig Trang til at raabe paa Politi, saasnart der bare er den ringeste Lejlighed dertil - undertiden endda, naar der slet ingen Anledning er.

Men i Gaar fik man rent undtagelsesvis Lejlighed til at se en Flok jævne og praktiske Mænd paa egen Haand ordne en Affære der ellers nok i Følge hele sin Natur kunde have paakrævet Politiets og Retfærdighedens Indblanding.

Det var ude i Kafé "Det grønne Træ", den gamle Beværtning, der ses paa Billedet herovenover, og som ligger ude i Viborggade som et sidste Minde om hine fjerne Tider, da der laa Haver og Landsteder paa det Østerbro, hvor nu de lange, snorlige himmelhøje Gader strækker sig.

Kaféen indehaves af en Enkefru Olsen, der driver den sammen med en tidligere Politibetjent Breiting og hendes Søn, en ung Mand, der i sin Tid sejlede som Hovmester ovre i Amerika, men som kort efter, at han for en halv Snes Aar siden vendte hjem, ved et Uheld med en Revolver fik en Kugle i Hovedet og mistede Synet, saa han siden har levet i "Det grønne Træ" som en stakkels blind men dog ikke helt ubehjælpsom Mand.

Han er den ene af Parterne i Affæren fra i Gaar Eftermiddags. Den anden var en for nylig hjem permitteret Marinesoldat, der sad som Gæst i Kaféen hvor der foruden befandt sig en halv Snes andre Gæster.

Pludselig savnede den blinde Vært sin Tegnebog, der indeholdt hele Ugens Omsætning, over 2000 Kr. Og naturligvis gav han sig til at skrige op af Forfærdelse over Tabet af de mange Penge, som han om Aftenen skulde aflevere til sin Moder.

En enkelt af Gæsterne supplerede hans skrig med at foreslaa, at man straks skulde sende Bud efter Politiet. Men da rejste en anden Gæst sig og det aabenbart en, der har været i Amerika og set, hvordan man bærer sig ad derovre. Han beordrede alle Udgangsdørene lukkede. Og saa sagde han: Saa lader vi os visitere allesammen! Lader os kigge efter af hinanden, saa vi kan faa se, hvem af os, der har neglet Tegnebogen!

Det skete, som han bød.

D. v. s. da Visitationen var godt i Gang, var der en af Gæsterne, den fornævnte Mariner, der pludselig fik ondt og gled ind paa Toiletrummet!

Hans Forsvinden fæstede øjeblikkelig Mistanken paa ham. Og da man fik ham halet ud fra Toilettet og undersøgte dette, fandt, man den forsvundne Tegnebog med alle Pengene gemt i en Krog derinde.

Tyven var altsaa leveret. Og den første Gæst var der igen med sit Raab paa Politiet. Men saa rejste Amerikaneren sig for anden Gang:

- Ingen Politi her! Hvad Glæde har vi eller Olsen af det? Nej - la'e os selv holde Lynchjustits! Lad os gi' Slubberten en regulær Dragt Klø, saa han kan lære at holde sig i Skindet en anden Gang, og lad os saa lade ham rende med sin Skam!

Det skete igen, som han bød!

Stærke Hænder greb Marineren. Op paa Bordet med ham. Enden i Vejret. Og saa frem med Bukseremmene. Hvorpaa Synderen fik sig en Omgang Strambuks, der varede et godt Kvarter og aftvang ham en Række hjærteskærende Smertenshyl.

Og alligevel saa' han helt taknemlig ud, da Afstraffelsen var til Ende, og han med et videre Spark af Amerikanerens Støvlehæl blev smidt ud af "Det grønne Træ"s Paradis med Tilhold om ingensinde mere at sætte sine grimme Ben dér.

Dommer Lynch havde været i Arbejde. Den blinde Vært fik sine Penge igen. Og Gæsterne fik en ekstra Omgang til Tak for Assistancen.

(Aftenbladet (København) 28. juli 1925).

Biskop Anton Bast. (Efterskrift til Politivennen)

 Biskop Basts Anholdelse.

Alle hans Forhold skal nu kriminelt undersøges.

Han vandrede rolig og med oprejst Pande ind i Arresten.

Husundersøgelse paa Biskoppens Kontor i Aftes.

En Vognladning Papirer bragt op paa Domhuset.

Biskop Anton Bast.

Som en Bombe slog Efterretningen om Biskop Anton Bast s Anholdelse i Aftes ned i Byen og spredtes lynsnart fra det Centrum, Politigaarden i dette Tilfælde var, til Stadens fjærneste Kroge, baaret paa Rygtets rappe Vinger, saaledes som det altid gaar med Sensationen.

Og Biskoppens Anholdelse vel nok siges at staa højt paa Rangstigen som Sensation. Det er den store Julebegivenhed, man traditionsmæssigt véd, skal komme hvert Aar i December Maaned, naar den store Højtid rykker os ind paa Livet, og som i Reglen er et Mord af en særlig uhyggelig og dramatisk Art, et Kæmpetyveri eller lign.

Tusinder af Mennesker vil der vel nok findes, der nu afleverer den sædvanlige Replik: "Det vidste vi nok" - "Det har vi været klare over længe"! Og sikkert er det naturligvis, at der er mange Mennesker, som slet ikke har sig beroliget ved den Betænkning der for et Par Maaneder siden blev udsendt af den civile Kommission, som nedsattes paa Bølgerne af den Bevægelse indenfor Centralmissionens og Jerusalemskirkens Kreds hvis oprindelige Udsprang gaar saa langt tilbage som til den her i "Aftenbladet" i sin Tid indgaaende skildrede Kontravers mellem Kirkens Præst, Pastor Ingerslev, og de to tungetalende Damer, Frkn. Adils og Holzig.

Affærens Oprindelse.

Biskop Bast tog Parti for de to Damer, han lagde sin stærke Haand og sin Autoritet i Vægtskaalen imod Præsten, og Resultatet blev, at Pastor Ingerslev suspenderedes, medens Tungetalerne triumferede.

Dog - det var en Pyrrhus-Sejr Anton Bast vandt derved. Hans Modstandere samledes imod ham og den Kritik og slumrende Misfornøjelse, der altid mudrer under en enevældig Hersker og Administrator, rejste Hovedet til et aabenlyst Angreb, og da først og fremmest til Kravet om en Undersøgelse af Biskoppens Administration af de store Pengemidler, der mellem Aar og Dag er gaaet gennem hans Hænder.

Længe stod Biskop Bast for Skud, tilsyneladende uden at vakle og uden at rokkes i sin Selvtillid og i sin Tro paa sig selv og sin egen Retfærdighed. Men sidst blev Angrebene saa voldsomme, at han - vel i et Slags Desperation - stod frem og krævede det ikke ukendte Tilslørelses- og Forplumringsmiddel, der hedder "en Kommission", - en Kommission, hvis Medlemmer: Overretssagfører Byrdal, Skoleinspektør Arnvig og Journalist Ravn-Jensen, der udvalgtes af Justitsministeren, sikkert mødte med den ærligste Vilje til deres Gerning men som forud var saa stærkt handicappede ved deres Mangel paa Autoritet og Myndighed, at de næsten med Sikkerhed kunde spaas at Resultatet maatte blive netop saa svævende og intetsigende, som det blev.

Offentligheden beroligedes ikke gennem Kommissionens Beretning og end mindre ved Justitsministerens Vedføjelse om, at han "Ikke fandt Anledning til af foretage videre i Sagen"- Biskop Basts Modstandere fortsatte deres Arbejde imod ham upaavirkede af denne Afgørelse og ligeledes af den Kendsgerning, at Biskoppen vendte hjem fra den store Metodistkongres i Amerika med en Tillidserklæring i Lommen og en, i hvert Fald tilsyneladende udtømmende. Godkendelse af sin biskoppelige Administration og hele sit Forhold.

Begæring om kriminel Undersøgelse

Allerede i Begyndelsen af Oktober rettede en Kreds af Jerusalemskirkens Menigheds Medlemmer en direkte Anmodning til Justitsminister Steincke om at faa Biskoppens Forhold gjort til Genstand for en rigtig, en retslig, en kriminel Undersøgelse. I første Omgang afviste Justitsministeren Anmodningen, idet han fandt Sigtelserne for svagt underbyggede med Realiteter. Han henviste iøvrigt Klagerne til Statsadvokaten. Og her har de senere fundet saa meget Øre, at denne satte Politiet i Gang med en Undersøgelse.

Det blev Bedragerieksperten Overvagtmester Balle, der kom til at foretage den første Afhøring af Bast. Men da denne som sædvanlig stillede sig stejlt afvisende sendtes Sagen til Politiassessor Stamm i 15. Undersøgelseskammer, der har behandlet saa mange celebre og indviklede Sager før.

I Løbet af de sidste Par Dage har Politiassessoren ved Gennemgang af Sagens Akter og Bilag og ved Afhøring af Klagerne samlet saa meget Materiale, at han ved Henvendelse til Dommer Pihl i Byrettens 1. Afdeling fik udstedt en Anholdelsesordre mod Biskoppen.

Anholdelsen og Ransagningen paa Biskoppens Kontor.

Kl. 4 i Gaar Eftermiddags køn derefter Overvagtmester Balle og Overbetjent Gram sammen med de to unge Opdagere Møller og Frederiksen ud i Stokhusgade til Bast's Privatkontor. Balle og Gram blev af Kontorets Damer vist ind i Biskoppens Privatkontor bagved, hvor de traf ham selv siddende ved Skrivebordet.

De to Politimænd præsenterede sig og oplæste derefter Dommerkendelsen om, at han vilde være at anholde, idet de anmodede ham om at gøre sig rede til at følge med!

Anton Bast sank et Øjeblik sammen i Skrivebordstolen som ramt af et Chock ved den forfærdende Meddelelse. Men et Sekund efter havde han atter det fulde Herredømme over sig selv. Han rankede sin stærke Skikkelse, rejste sig, tog sit Overtøj paa og erklærede sig "parat"

Under Bevogtning af de to uden for ventende Opdagere Møller og Frederiksen blev Bast i en Bildroske kørt ud til Politigaarden, medens Gram og Balle blev tilbage paa Kontoret for - ligeledes i Henhold til Dommerkendelsen - at foretage en Ransagning af dette og beslaglægge eventuelle Bevisligheder.

Ransagningen strakte sig over fulde fire Timer. Og først ved HaIvnitiden forlod de to Politimænd Kontoret medførende en hel Bil fuld af Papirer og Dokumenter til Brug for den retlige Undersøgelse.

Da Arrestcellens Dør lukkede sig etter ham.

Fra jydsk Hjorddreng til nordisk Biskop.

Ude i Politigaarden havde Politiassessor Stamm imidlertid taget Biskoppen for sig til Afhøring. Han gennemgik i Løbet at nogle Timer en Del af de fremkomne Sigtelser men kom iøvrigt ikke ind paa Detailler, idet Bast indtog sit sædvanlige Standpunkt at afvise alt med en forbavset Rysten paa Hovedet. Ved Titiden blev Bast gennem Politigaarden Cirkelgang ført over i Arresten, ledsaget af de to Opdagere. Han gik rank og rolig ind i Cellen og hørte tilsyneladende upaavirket Døren smække i bag sig - havde ganske aabenbart allerede i dette det første forfærdelige Øjeblik hvor han fra enevældig Biskop var forvandlet til almindelig Varetægtsfange, gjort sig klar til Kamp for sin Frihed, sit Liv, sin Eksistens. Kun laa der ligesom en Taage over hans ellers saa stærke Øjne, og kan hænde, han i denne Stund som i en Vision saa sit Liv jage sig forbi i Erindringen - saa sig selv som den lille fattige jydske Hjorddreng, derovre ved Løkken hvor han er født som Søn af en Maler, og videre hans Vandring op ad Lykkens og Magtens Stige, til han naaede den høje Post som Biskop for de metodistiske Menigheder i hele Norden med et pragtfuldt, næsten rigt Hjem derude ved Siden af den genrejste Jerusalemskirke og en Villa paa 30 Værelser ude ved Birkerød - indtil nu i denne Skæbnetime, da alt var brudt sammen, og han sad spærret inde mellem Cellens fire hvide Vægge, sigtet, som det hedder i Dommerkendelsen, for omfattende Bedragerier.

Endnu vides der intet som helst officielt om, i Henhold til hvilke specielle Sigtelser, Anholdelsen er sket. Men det tør sikkert betragtes som givet, at Anholdelsen ikke er foretaget paa den ganske i Almindelighed holdte Antagelse, at der maa være noget i Vejen. Det ekstraordinære Skridt at sende en Biskop ind bag Fængslets Mure maa selvfølgelig være underbygget med saadanne Realiteter, saadanne Kendsgerninger, at de kan betragtes ikke alene som moralsk men ogsaa som juridisk fældende for ham.

I Formiddag Kl. 11 vil Anton Bast blive fremstillut for Dommer Pihl, hvor Politiassessor Stamm vi begære Fængslingskendelse afsagt over ham.

(Aftenbladet (København) 9. december 1924).

Dengang - og nu.

Biskop Bast og Børnene.

Den, der er faldet, kan selv et Æsel ustraffet sparke efter.

Lad være, at Manden ogsaa har forbrudt sig - at han selv ikke i Tide indsaa, at man ikke kan blande det betroede sammen med sit eget, uden at man løber den Risiko, at komme ud paa gyngende Grund, var maaske hans første Feil - det bør alligevel ikke glemmes, at han gjorde et enestaaende Arbejde, der ligefrem var blevet som en Mærkepæl i den Bevægelse, som bæres frem af den smukke Tanke; Ingen Sultende under Københavns Tage, naar Julen gaar ind. Og ingen, der ikke selv, som han, steg ned i Dybet, opsøgte denne Bys fattigste af de fattige og skabte dem den Glæde, som for dem var et Glimt af selve Julens - og Lykkens - Stjærne, véd hvad dette krævede af sin Mand.

Men dette Arbejde bør ikke slaas i Stykker. Der staar andre parat til at tage det op, og det maa kunne føres videre uplettet og stemplet af den Aand, der i hvert Fald har præget det: Hjælpsomhedens. Lad ham staa til Regnskab for de Fejl, han begik, lad ham bøde for dem, men lad ikke andre, de Fattige, lide derunder.

Centralmissionen har da ogsaa i Gaar udsendt et Opraab om Støtte for dets Virksomheder. Opraabet slutter med disse Ord: Derfor beder vi i de Fattiges Navn enhver, der har Tillid til os og tror, at vi er ærlige Mennesker, om ikke at svigte Centralmissionen. Vi forsikrer, at der skal være klart Regnskab for enhver Øre, der gives ud.

(Aftenbladet (København) 10. december 1924).

Biskop Bast's Arrestation.

Hvad Sigtelserne omfatter.

Det gik naturligvis, som det var ventet, i Gaar: I et - forunderligt nok lukket Retsmøde - afsagde Dommer Pihl Fængslingskendelse over Biskop Bast, foreløbig for et Tidsrum af tre Uger, altsaa til den 31. December.

Biskoppen kommer saaledes i hvert Fald til at tilbringe Julen indenfor Fængslets Mure - den Højtid, der for ham og for alle de Hundreder af Fattige, der netop ved denne Tid flokkedes om ham og hans Velgørenhedsarbejde, var Aarets store, altoverskyggende Begivenhed. Men der er vel ingen Tvivl om. at der vil gaa lang, meget lang Tid, før Anton Bast kommer ud igen, baade Vinter og Vaar og næste Sommer med.

Foreløbig er Revisionsinstitutets Folk gaaet i Gang med Forsøget paa at bringe Rede i hans Regnskaber - et Arbejde, der nok vil vise sig at rumme nærsagt uovervindelige Vanskeligheder ikke alene paa Grund af det vældige Materiale, der er Tale om, hele Vognlæs af Papirer og Dokumenter, men først og fremmest paa Grund af den despotiske Overlegenhed og Skødesløshed, hvormed han har behandlet alt, hvad der hed Regnskaber.

Anklagepunkterne.

Forhøret i Gaar blev, som sagt, holdt for lukkede Døre, hvilket officielt motiveredes med "Hensynet til Sagens videre Opklaring", en Vending, der almindelig opfattes som en Tilkendegivelse af, at der formenes at være "Medskyldige" i Sagen, uden at man her dog vil have let ved at gætte, hvem der kan være tænkt paa, medmindre der skal søges bag det almindeligt udbredte Rygte, at en større Del af Biskoppens saakaldte "Privatforbrug" er gaaet i Lommerne paa Medlemmer af hans nærmeste Familie.

Forespørgsler efter Forhørets Slutning sent i Gaar Eftermiddag til Dommer Pihl og Politimester Stamm om Indholdet af de Anklagepunkter, der havde motiveret Fængslingskendelsen, blev afviste. Ingen af de Herrer ønskede at udtale sig om Sagens Detailler. Men fra anden Side erfarer vi, at der, som i Gaar sagt her i Bladet, selvfølgelig foreligger ganske konkrete og bestemte Sigtelser mod Biskoppen.

En af disse Sigtelser drejer sig om det manglende Regnskab for et Beløb paa 16.000 Dollars, d. v. s. 100,000 Kr. som Biskoppen havde samlet ind til Jerusalemskirken under en Amerikarejse.

Dernæst koncentrerer Anklagerne sig om Regnskaberne for de forskellige af Bast startede Børnehjem, bl.a. det paa Unnerupgaard oppe ved Raageleje, hvor der paa en bestemt Tid var opført Udgifter til 370 Børn, medens det hævdes, at der i Virkeligheden den Gang kun fandtes 108 Børn i Hjemmet. - Til et andet Børnehjem var der en Gang indsamlet 26,000 Kr., medens der i Regnskabet kun kan findes opført 16,000 Kr., uden at det kan ses, hvor de resterende 10,000 Kr. er bleven af.

Et andet Angrebspunkt mod Biskop Bast er hans Regnskaber for Herberget ved Jerusalemskirken. Her findes i et bestemt Regnskab opført Udgifter til fuld Forplejning for 63 Mand, medens der kun skal have boet 17 Mand paa Herberget. Man hævder, at der her paa denne Maade er forsvundet ca. 20,000 Kr. Og af lignende Forhold er der adskillige, bl. a. ogsaa den saa ofte debatterede, mystiske Transaktion med Bladet "Fyrtaarnet", der i sin Tid gik over fra Centralmissionens Eje til Bast's private Foretagende og i hans Hænder blev et særdeles indbringende Foretagende.

Alle disse Ting vil dog foreløbig faa Lov at hvile, indtil Revisionen er tilendebragt. Og Anton Bast vil sikkert faa Lov til at tilbringe alle de tre Uger, den oprindelige Fængsling varer, i Ro i sin Celle paa Politigaarden.

(Aftenbladet (København) 10. december 1924).

Den 11. december blev Bast overflyttet fra domhuset til Vestre Fængsel. Opklaringsarbejdet besværligggjordes af at Postvæsnet havde brændt dokumentation 1912-1922 (det opbevarede dem kun 1 år). Så politiet måtte nøjes med udskrifter fra Landmandsbanken og Handelsbanken. 

Biskop Basts ankomst til landsretten i en droske. Foto fra Aftenbladet (København) 19. december 1924.

Den 18. december var fængselskendelse i landsretten der ophævede den hvorefter Bast gik fri for fængsel.

Biskop Basts ankomst til landsretten i en droske. Foto fra Aftenbladet (København) 19. december 1924.

Sagen tog adskillige år før den blev afgjort. Bast blev i marts 1926 idømt fængsel i tre måneder for svigagtige forhold. Han benægtede alt, men blev suspenderet fra bispeembedet, senere bedt om at aftræde det. Se: "Et Optrin i Østre Anlæg" fra juli 1926.

Børnemishandling i Landskronagade. (Efterskrift til Politivennen)

Lille Else blev pryglet med et Kosteskaft.

En oprørerende Børnemishandlings-Affære paa Østerbro.

I Landskronagade paa Østerbro er i disse Dage foregaaet en oprørende Børnemishandling, der har haft til Følge, at Politiet har maattet gribe ind.

Det er en lille 11-aarig Pige, Else Rasmussen, fra Landskronagade 19 A, St, Datter af en fhv. Gasværksarbejder Rasmussen, der er blevet mishandlet af sin Stedmoder.

Den lille Pige er blevet slaaet saaledes med et Kosteskaft, at der er fremkommet store, blodunderløbne Mærker.

Gadens Beboere tilkaldte Politiet, som straks fjernede den lille Else fra den pryglelystne Stedmoder.

Else er nu i Pleje hos et Medlem af sin Familie, medens Plejemoderen en af de første Dage vil komme for Retten.

(Klokken 5 (København) 31. juli 1924).

Landskronagade 19 blev opført i 1899. Bygningen er nu andelsbolig.

Lille Elses Tragedie.

"Klokken 5" undersøger Mishandlings-Affæren paa Østerbro. - Den hellige Stedmoder bad en Bøn før hun mishandlede det ulykkelige Barn. - Naar Else blev laaset inde i en Kulkælder, og naar hun blev jaget ud paa Gaden for at sælge Roser.

I Fængsel med Børnenes Bødler.

Den i Gaar omtalte Børnemishandling i Landskronagade 19 A antager efterhaanden et frygteligt og uhyggeligt Omfang. Det er saa 

grusomme og umenneskelige Forhold,

der kommer frem tor Dagens Lys, at man maa forsværge, at det var sandt, hvis ikke der forelaa saa haandfaste og umiskendelige Beviser herfor.

VI har haft Lejlighed til at se den lille Elses frygtelig mishandlede Krop. Og ingen vil kunne tænke sig, at en Kvinde, der er gaaet ind i en Moders Sted, kunde mishandle et Barn i den Grad.

Det mishandlede Barn.

Den lille Else har paa begge sine Laar saa store gule og blaa blodunderløbne Mærker, at man skulde tro, der var slaaet med en Jernhammer. Kun underligt at en saadan Mishandling kan have fundet Sted, uden at der er grebet ind noget før. Mishandlingen fandt som bekendt Sted sidste Fredag.

Hos den umenneskelige Stedmoder.

VI aflagde i Gaar Besøg I Landskronegade 19 og traf Fru Rasmussen hjemme.

- Hvorledes har De dog kunnet mishandle Else saaledes.

- Det var nødvendigt. Hun var en uartig og løgnagtig Pige - og stjæle vilde hun ogsaa.

- Men det berettiger dog ikke til en saadan Behandling.

- Jeg har forsøgt alt. Jeg har tryglet og bedt hende, men intet har hjulpet. Ja, jeg har bedt til Jesus for hende, men det hjalp heller ikke?

- Og saa mente De, at det hjalp med et Kosteskaft?

- Ja.

- Hvorledes bar De dem dog ad med at slaa hende saa frygtelig.

- Jeg lagde hende over denne Skamle her - hun viser os en høj Skamle - og saa slog jeg jo til ....

Saa kynisk og raa, saa uanfægtet staar denne Kvinde og fortæller alle Enkelthederne ved den frygtelige Afstraffelse.

En saadan Kvinde kan man tiltro alt, og 

det er da heller ikke første Gang, at Else har været udsat for Mishandlinger fra sin Stedmoders Side.

Vi talte med Elses Moster - altsaa en Søster til Elses rigtige Moder - Fru Brøndum, Landskrona Tværgade 4, og de Oplysninger vi her fik vidner om en Barndom saa trist og saa ond, som man kun sjældent har hørt.

Elses Moder var de to sidste Aar hun levede sindssyg og

den lille Else maatte da skøtte sig selv.

Saa døde Moderen og Elses Far traf sin nuværende Kone i Nyhavn. Og nu begyndte først den lille Piges Trængsler for Alvor. .

Allerede før Stedmoderen blev gift med Rasmussen, mishandlede hun Else paa det frygteligste. Saaledes gik Else rundt med et blaat Øje i længere Tid, som hendes kærlige Stedmoder havde givet hende. Prygl og Hundsen hørte i det hele taget med til Dagens Orden.

Dette Dyr af en Kvinde kunde saaledes raabe efter Else, naar hun legede paa Gaden: Kan Du saa komme op med Dig din Syfilisunge!

Hvor raat!

Naar Stedmoderen havde set sig vred paa Else,

laasede hun hende inde i en mørk og skummel Kælder.

For at skaffe Midler til Stedmoderens Forbrug af Snustobak og andre lækre Sager blev Else jaget paa Gaden for at sælge Roser og med Paalæg om, at det ikke kunde nytte hende noget at komme hjem, førend hun havde faaet solgt alle Roserne, ellers vankede der Prygl. Ja, selv Juleaften maatte Else ud med Kurven og vendte først tilbage ud paa Aftenen.

Lille Else

Saa ledes henslæbtes Elses Dage indtil nu, hvor Mishandlingen blev saa grov, at den ikke længere kunde skjules.

Men Faderen - ?

Men en Far har Else dog haft.

Hvorledes har han dog kunnet være Vidne til al denne Elendighed?

Jo, da Elses rigtige Mor var levende, var han en pæn og paapasselig Mand. Men senere begyndte han at svire og drikke og kom saa ikke hjem naar han havde tjent sin Ugeløn, blev Else sendt ud om Aftenen for at lede efter Faderen paa Beværtningerne der i Nærheden, Og vendte hun hjem, uden at faderen var med eller uden at have faaet Penge af ham, ja saa stod den paa Prygl igen.

Sin frygtelig Tilværelse for en lille Pige som Else at vokse op i, hun ser saa mild og god ud, og det er ogsaa kun Lovord, Husets Beboere og de Handlende deromkring har overfor Else.

Nu er hun som sagt

fjærnet fra det unaturlige "Hjem"

og foreløbig ombragt hos sin Moster, som Else er forfærdelig glad for. Og det er at haabe, at Politiet, der nu har taget sig af Sagen, ikke vil tage med Fløjelshandsker paa denne forbryderiske Stedmoder, der i Stedet for at blive en Moder for Else blive hendes Bøddel.

Er Straf nogensinde fortjent, saa er det i et saadant Tilfælde som det her, hvor en stor og voksen Kvinde skamslaar et værgeløst Barn, saa grusomt og saa raat som det er sket med den lille Else.

VI siger:

- I Fængsel med Børnenes Bødler.

(Klokken 5 (København) 1. august 1924)

Sagen mod Adolfine Rasmussen, Landskronagade 19 st. blev første gang behandlet i byretten den 16. august 1924. Det viste sig her bl. a. at hun havde anvendt en vaskepind (ca. halvdelen af et kosteskaft). Hun indrømmede mishandlingen.

Lille Else.

Det mishandlede Barn fremsætter Anklagen mod sin Stedmoder.

Else.

I en Række Artikler har "Klokken 5" skildret Mishandlingsaffæren fra Østerbro. VI har afsløret de forfærdelige Mishandlinger, som lille Else har været Genstand for fra sin Stedmoders Side: Fru Kirstine Rasmussen, Landskronagade 19 A.

Forundersøgelsen har været foretaget af Politiassessor Krenchel i 11. Undersøgelseskammer. I lørdags afholdtes Forhør hos Dommer Troels-Lund.

Under Forhøret oplystes det, at Elses Moder døde for 3 Aar Siden af Sindssyge. Else kom da i Pleje hos sin Moster, en Fru Jørgensen, Landskronagade 4, 4. Ved Pinsetid forrige Aar giftede Rasmussen sig med Stedmoderen, og Else kom hjem.

En Fader - -

Elses Fader var den første, der blev afhørt, og han blev forelagt Vidnepligten og gjort bekendt med, at hvis han ikke talte Sandhed, vilde det medføre, at han blev anholdt.

Han forklarede, at Else løj og var tyvagtig. Naar hun blev sendt i Byen, var hun ofte blevet »ak en Time eller mere og havde besøgt Rasmussens Moster. Ra Gang for et Aar siden havde hun timler et Besøg hos Rasmussens Broder stjaalet 2 Kroner.

Har hun senere rapset? spurgte Dommeren.

- Nej.

Hvad Else forklarer.

Else bliver nu afhørt.

Hun forklarer, at hun gentagne Gange er mishandlet af Stedmoderen. Hun er blevet trukket i Haarflætningerne igennem Stuen ud i Køkkenet. En Gang er hun blevet sparket i Underlivet, saa hun var syg i flere Dage, Og en Gang er hun blevet lukket inde i en Kulkælder om Dagen, til Faderen kom hjem og lukkede hende ud. Hun er ogsaa blevet pryglet.

Dommen falder i Dag.

Er Fru Rasmussen sindssyg?

Politiet blev i Gaar Formiddags kaldt til Landskronagade for at afhente en sindssyg Kvinde. Det viste sig at være Barnemishandlersken Fru Rasmussen. Hun havde flaaet alt Tøjet af sig.

Efter at Politilægen havde undersøgt hende, blev det besluttet at indlægge hende paa 6. Afdeling.

(Klokken 5 (København) 18. august 1924).

Skal lille Elses Plageaand slippe for Straf?

Hvorledes lyder Dr. Fog's Lægeerklæring? - Skal Mishandlingerne bortforklares? - Et underligt Hemmelighedskræmmeri.

Dette er ikke grov Mishandling! - Stedmoderen lagde lille Else over en Skammel, bad en Bøn og pryglede det ulykkelige Barn med en tommetyk Vaskepind. - Endnu 8 Dage efter bærer Elses Krop frygtelige Mærker efter Slagene 

Vore Afsløringer af lille Elses Lidelser vakte Opsigt i Gaar, og fra alle Sider mærkede vi, at kogende Had af Harme mod den onde Stedmoder, der er Barnets Bøddel.

Det var den sidste Pryglescene, der fik Bægeret til at flyde over, og endelig blev den lille rige befriet for sin Plageaand.

En hemmelig Erklæring - !

Men hvorledes tager Politiet paa en saadan Affære. Vi har med Glæde konstateret, naar Politi og Domstole har slaaet ned paa Dyrplagerne og givet dem en velfortjent Straf. Men her, hvor det drejer sig om et Barn, der tilredt værre end noget Dyr, maa Myndighederne gaa endnu strengere til Værks. Og, hvis det er Hensigten at yde Stedmoderen en ufortjent Beskyttelse, da skal vi ogsaa vide med andre Midler at fremtvinge en retfærdig Afgørelse.

Dr. Fog fra Retemedicinsk Institut har undersøgt Barnet og udstedt en Erklæring. Men denne Erklæring er hemmelig - !

Vi erfarer imidlertid, at Politiets Standpunkt skal være dette, at her ikke foreligger grov Mishandling!

Maa vi da spørge: Hvad er grov Mishandling? Skulle Else først være slaaet til Krøbling, før Stedmoderen kunde faa sin velfortjente Straf.

VI spørger blot, og vi har god Grund til at spørge efter at vi med vore egne Øjne har set lille Elses stakkels mishandlede Legeme. Ved at undersøge den lille Else opdager man, at det ikke alene er paa Underkroppen hun har synlige Tegn af Mishandlinger, men ogsaa i Hovedet. Hun har saaledes paa begge Sider af Hovedet store gule og blaa Mærker efter Slag. Paa Næsen har hun et langt aargammelt Ar. Det stammer ogsaa fra en Pryglescene.

Sagen er heldigvis heller ikke sluttet endnu. Og Forhørene vil forhaabentlig overbevise Politi og Dommerne om, at her er Grænsen for Revselse af et Barn brutalt overtraadt.

Det skal dog slaas fast en Gang for alle, at,

ustraffet mishandler og skamslaar man ikke et værgeløst Barn.

Vi har modtaget mange Henvendelser i Løbet af i Gaar fra Beboerne i Gaden og de har alle som een takket os for, at vi tog os af lille Elses Sag.

Og det er artige Ting, der fremkommer om denne umenneskelige Stedmoder. En Gang pryglede hun Else paa sin sædvanlige hensynsløse Maade, derefter greb hun fat i den lille Pige og 

dunkede hendes Hoved ind mod Muren,

indtil en af Beboerne havde lagt sig imellem. Altid saa man den lille Else forgrædt og forknyt. Om Morgenen - enten det var Sommer eller Vinter - blev Else jaget ud Kl. 5 for at skaffe gammelt Brød. Og Pinsemorgen, medens alle de andre smaa Piger stod i deres nystrøgne Pinsepuds, maatte den lille Else slide og slæbe med at banke Tæpper og gøre rent. Det var hendes Pinsefornøjelse.

Ja, saaledes kan det ene triste Billede efter det andet rulles op for os. Men hvad vi har fremført maa være nok til at karakterisere denne Kvinde, der er i Stedet for at blive Elses anden Mor, blev hendes Plageaand og Bøddel

(Klokken 5 (København) 2. august 1924).

Fru Rasmussen blev ved byretten idømt 14 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Sagen blev i aviserne sammenlignet med dommen i juni 1924 i sagen mod ægteparret Wedin, som også er beskrevet andetsteds på denne blog. Straffen for ægteparret var langt større.

Else Sonja Emilie Rasmussen (født 9. marts 1913) var datter af arbejdsmand Ejner Johannes Rasmussen (1886-1948) og Anne Margrethe Brøndum (1888-før 1924). Ejner giftede sig anden gang i 1924 med den fraskilte Adolfine Kirstine Marie Petrine Karoline Dagmar Larsen (1883-?). I slutningen af 1920'erne boede hun i Landskronagade 19, stadig hos sin far og stedmoderen. Da Else var 17 år (1930) var hun anbragt på Vejstrup Statsungdomshjem ved Svendborg. Også kaldet Vejstrup Pigehjem, en institution for "for indtil 25 Piger i Alderen fra 16-21 Aar, som i andre Ungdomshjem eller i øvrigt har vist særlig slet Opførsel, med det Formaal gennem et 3-aarigt Ophold at give disse Piger en efter deres Evner og Forhold passende Opdragelse og Oplæring". Else blev gift første gang i 1940. Hun var da strygerske og boede i Landskronagade 21. Hun blev gift yderligere to gange.

Ryvang Radio. (Efterskrift til Politivennen)

Ryvang Radio's Prøver.

Glimrende Orkesterkoncerter.

Blandt de danske Radioamatører er Ryvang Radio hurtig bleven en meget populær Slation, skønt den ikke er traadt ind som nogen officiel Rundtelefoneringsstation.

Stationen er nemlig leveret af Aktieselskabet Siemens & Schuckert paa den Betingelse, at den først antages efter en indgaaende Afprøvning af Stationens Evne som Telefonistation, hvorunder det i høj Grad kommer an paa at faa Rapporter ind fra Landets forskellige Egne om, hvorledes Telefonien høres under skiftende atmosfæriske Forhold, og man glæder da jævnlig Amatørerne med gode Musikudsendelser, for at gøre dem interesseret i at lytte efter Stationen og indsende Rapporter om, hvorledes Stationen er hørt.

Der har under disse Prøver, der i denne Tid afholdes flere Gange om Ugen, jevnlig været benyttet større Orkestre og Musikensembler, saaledes at der har været budt Broadcasting, som man ikke før har kendt her i Landet.

Der har været givet Kammermusik-Aftener med Strygekvartetter af Amatører, en Aften med moderne Melodier af et større Orkester af Tivolimusikere, en Aften med Mandolintrio samt Mængder af Solistydelser - altsammen er gaaet glimrende igennem.

De til Kompagniet indkomne Rapporter viser, at Stationen høres glimrende over hele Landet.

Det vil sikkert glæde alle danske Amatører, om der kunde skabes en saadan fast Ordning, at Ryvang Radio kunde blive stillet til Disposition for Radiopublikummet paa en lignende Maade, som Militærmusiken nu anvendes til Glæde for det civile Publikum.

(B. T. 2. maj 1924).

De danske Radioudsendelser.

Ryvang som Rundtelefonistation.

Der har i den sidste Tid været diskuteret livligt om et Forslag, som den stærkt interesserede Radioamatør, Redaktør Borch, Lolland-Falsters Folketidende, har fremsat om at lade Ryvang Radio udsende Operaer fra Det kgl. Teaters Scene.

Redaktør Borch skrev, at Koncerterne fra Lyngby er en umusikalsk Rædsel, medens Udsendelserne fra Ryvang er tilfredsstillende.

I den Anledning har man fra forskellige Sider oplyst, at Dansk Radioklub ligger i Forhandling med Det kgl. Teater om at udsende Operaer over "Storstationen i Jorcks Passage", som det bl. a. hedder i nogle Blade. Siden har man gennem Interviews søgt at slaa fast, at der ikke kan være Tale om at sende regelmæssige Koncerter fra Ryvang, da Statstelegrafen har økonomisk Monopol paa Radioudsendelser, og mange Provinsblade beklager dette meget.

Vi kan fra bedste autoritative Kilde oplyse, at der ikke er nogen Grund til at fremsætte saadanne Beklagelser for Tiden. Loven om Radiotelegrafi og -Telefoni fastslaar, at Staten og ikke en enkelt Statsinstitution har Eneret paa Afsendestationer.

Baade under Krigsministeriet, Handelsministeriet og Marineministeriet samt i Løbet af de kommende Aar tillige under Indenrigsministeriet vil der være Radiostationer, der ikke sorterer under Ministeriet for offentlige Arbejder.

Forøvrigt vil Spørgsmaalet om et økonomisk Monopol overhovedet ikke spille nogen Rolle i denne Sag, da de Provinsudsendelser, som hidtil er foretaget fra Ryvang Radio, og som Radioudvalget af 1924 har forhandlet med Autoriteterne om, slet ikke har noget mod Penge at gøre. Det drejer sig blot om Udsendelser til kulturelle Formaal, hvorved Assistancen har været ganske gratis.

Der er da heller ikke paa kompetent Sted truffet nogen som helst Afgørelse, der tyder paa, at saadanne Udsendelser ikke kan fortsættes i Fremtiden. Iøvrigt kan vi tilføje, at ogsaa Dansk Radioklub har forhandlet om Udsendelser over Ryvang Radio.

(B. T. 9. maj 1924).

Et Besøg i Ryvangens Radio-Station.

En Samtale med Chefen, Ingeniørkaptajn Thomsen

Stationen og Radio-Telegrafist Sølvig.

Endnu ligger Ryvangen hen som en Enklave af Eng og Smaalund. Men i Horisonten er Byen ved at rejse truende Stennæver mod Idyllen. Aar for Aar rykker Husene nærmere ind paa Livet af det fri Terræn, der dog stadig forsvares og hævdes af Militæret, specielt Ingeniør-Regimentet. hvis Øvelsesplads det er.

I disse landskabelige Omgivelser har den nye Radio-Station faaet en ideel Beliggenhed, markeret af de to 72 Meter høje Jernmaster, som bærer Antennen.

Selvfølgelig er Indretningen tiptop moderne, og herinde var det, at man i forgaars Aftes, samtidig med en engelsk Station foretog det Eksperiment at optage Nattergalens Sang og videresende den til hele Skandinavien. At Forsøget fuldt ud lykkedes, viser de indgaaede Meddelelser fra hele Danmark og fra adskillige Modtagere I Norge og Sverige.

Vi aflagde i Gaar et Besøg derude, og bad Stationens elskværdige Chef

INGENIØRKAPTAJN THOMSEN

fortælle lidt om Eksperimentet.

- Vor Mikrofon er overordentlig følsom, svarede Kaptajnen, saa følsom, at det kan høres over hele Landet, naar f. Eks. Telegrafisten trækker Vejret i dens Nærhed - for ikke at tale om Automobilhornenes Tuden paa Lyngbyvejen og Bom-Klokkens Signaler nede ved Jernbanelinien.

I den dejlige Foraarsaften i Gaar fik vi saa den Idé at stille Mikrofonen ud i den lille Lund herudenfor. Stærene fløjtede og Nattergalene sang vidunderligt. De holder jo til herude i denne lille fredlyste Plet.

Og det hele gik fortræffeligt. Kort efter Udsendelsen fik vi de første Underretninger om, at Fuglesangen var opfanget fuldkornmen tydeligt. Det var en hel Nydelse at høre den, blev der sagt os. Ogsaa i Dag har vi faaet Masser af Beviser for, at det lille Eksperiment var vellykket og vakte Glæde, og Begejstring rundt om i Hjemmene, hvor man har Modtagere.

Jeg maa i det hele taget sige, at de Prøver, vi anstiller herude med Udsendelser, er bleven mødt med almindelig tilfredshed. Alt høres klart og tydeligt. Langt oppe og inde i Jylland sidder der Bønder og Smaakaarsfolk, for hvem vore smaa Aftenkoncerter nu er bleven til almindelig Opmuntring, Og oppe i Sverige og Norge véd jeg, der ogsaa lyttes med Glæde til, hvad Stationen herude byder paa. 

Vi har altsaa kun Grund til være tilfredse. Beklageligt er det blot, at man fra enkelte Hold betragter os som Konkurrent, og derfor er os mindre gunstigt stemt.

Men det maa vi naturligvis se bort fra. For os gælder det kun om at skaffe saa gode Resultater som muligt, og økonomiske Interesser er der jo ikke Tale om her.

De Udsendelser, vi foretager for Tiden, er at betragte som Prøver paa Stationens Ydedygtighed, og hidtil er det gaaet glat - det fremgaar altsaa af den Tilfredshed Modtagerne af alle Samfundslag stadig udtaler overfor os.

- - -

Og saa foretager vi en lille Runde med Kaptajnen, der fortæller, at Udsendelsen endnu ikke foregaar under helt ideelle Forhold.

Indspilning af Sang sker i et lille Rum, hvis Vægge er fuldstændig dækket af Tæpper. Under Optagelsen af Orkestermusik maa Mikrofonen først dækkes af et tykt Lag Vat, derover anbringes tre svære Tæpper, og endelig stilles den ind bag Vægtæppet. Det er man nødsaget til paa Grund uf dens Følsomhed. Nu faar man imidlertid snart et stort Døckersk Filttelt til Disposition, og saa haaber man, de akustiske Forhold skal blive bedre for de assisterende Kunstnere, som for øjeblikket maa sætte deres Præstationer ned paa "halv Kraft" eller mindre for ikke at virke for kraftigt.

Vi er jo allerede godt med herhjemme med Hensyn til Radiostationen. Ryvang-Stationen betyder et yderligere Skridt fremad i Kampen om den traadløse Erobring af Luftregionerne.

(Aftenbladet 22. maj 1924).

Paa Ryvang Radio

Afsendelsen af den traadløse Samtale

Paa Slaget syv kører vi med KØBENHAVNs Radioavis ind gennem Ingeniørkasernen, forbi Skildvagten, der staar Vagt i Gevær og gør store Øjne, og videre ud ad Markvejen ned til Tremmeporten. Her bag ligger Ryvang Radio. I to smaa Huse er Afsender- og Modtagestationen. Vi hører Dynamoen snurre og ser de fintmærkende Apparater og Lamperne, der gløder og straaler hvidt. Imponerende er de to Staalobelisker som Masterne paa en amerikansk Dreadnought med et Spind af Barduner, der synger i Blæsten. Og mellem Masterne de fine Antenner, der tager mod Stemmer og Melodier ude fra Rummet og sender ud i Rummet talende og syngende Ord. I Aften skal de vise, om de kan gribe og gøre tydeligt, hvad der siges - ikke fra en fast Station, men fra et flyvende Punkt, der flytter sig 180 km i Timen.

Løjtnant Bjarkow har kredset over Ryvangen. Vi ved, han er der. Nu sejler han ind over Byen. Om et Øjeblik er han paa sin Plads. 800 Meter over Tivoli. Spillet kan begynde. Vi lukkes ind i det lille Afsenderrum. Vægge, Loft og Gulv er polstrede, vi befinder os i en Æske, Ansigt til Ansigt med en gul Skive paa et Nodestativ. Der er Huller i Skiven, og Vat stikker ud af Hullerne. Til denne Stumtjener er det. jeg skal tale. Det er ikke uden Komik. Men om jeg nu ler, forraader Tjeneren mig til det halve Europa. Kun Smilet har han endnu ikke erobret.

Hr. Nodestol! Hallo, Hallo! Ryvang Radio. KØBENHAVN's Radioavis. Jo, jeg ved, at de hører mig, de tusinde Lyttere, de nyeste Begivenheder i Døgnet, om den hvide Neger, om Sommeren. som ikke kommer, om Travløb og Oprøret i Albanien. Men Flyveren, den i Rummet springende Mand, kan han høre et Ord af det hele? Hallo, Hallo. Hr. Schray, kan De høre, hvad jeg siger?

Stemmen fra Rummet

Modtagerklapperne spændes fast om Ørene, men de er ikke ene om at gøre Situationen spændende og Lytteren hed om Ørene. Kommer han mon? Sur. sur, sur og svirre, svirre, svirre, siger det, er det ham eller hans Maskine eller blot en Bi, der fløj forbi? Hallo, Hallo, Ryvang Radio, jo, her er jeg 800 Meter over Byen - lige over Bjørnehuset i Zoologisk Have. Hallo, Hallo, nu over Tivoli. Klart og tydeligt hører vi hans Stemme, der er Blæst i den, men det pynter paa og giver Flugt over de mange smukke Ord, han siger til vore lyttere. Vi tilraaber ham gennem Nodestolen et: Hallo, hvad ser De nu? Og da er det, det sker, vor Radio-Medarbejder bliver lyrisk og improviserer en flot og bevæget Skildring af Søndermarken og Folkefesten dér, set ovenfra. Det er den første improvisation om Bord i en dansk Flyver Og saa vellykket var den, at man maatte ønske, danske Forfattere vilde tage Planen op og vise, hvad de duer til i 800 Meters Højde.

Saa glider Maskinen. Sukces'en var fastslaaet.

*

Eksperimentet set og hørt fra Flyvepladsen

Sorte, dystre Skyer vekslede med hvide, mildere, da KØBENHAVNs Radio-Medarbejder i Aftes ved 7-Tiden ude paa Flyvepladsen paa Amager mødtes med Løjtnant Bjarkow, Løjtnant Erlind, Ingenier Gunnar Frederiksen og en Række andre interesserede.

- Det er ideelt Flyvevejr! sagde Erlind. Det Eksperiment maa lykkes!

Bjarkow var i straalende Humør.

- Jeg skal gøre mit til, at det skal gaa. Det her interesserer mig meget.

Saa blev den flotte Henry Potez-Maskine trukket ud af Hangaren. Vor Medarbejder formummede sig i Flyverpelsen, fik Hætten med Høreklapperne over Hovedet og anbragte sig midt imellem sine Apparater. Disse fik et sidste Eftersyn af Ingeniør Frederiksen - 0g Bjarkow lod Propellen snurre.

R-a-t-s-c-h! sagde det. Og Grosset nejede sig for Lufttrykket.

- Det er kun en Tiendedel af den Fart, den skal op paa, bemærkede Bjarkow tørt.

To Soldater blev anbragt ved Stoppeklodserne, der indtil da havde hibdret Maskinen i at bevæge sig.

- Kontakt! lød det.

- Kontakt! svaredes der.

Og saa spadserede den store Fugl af. 

Ved Starten. Paa Førersædet Premierløjtnant Bjarkow. I Observationsrummet KØBENHAVNs Radiomedarbejder (siddende) og Ingeniør Hunnar Frederiksen (staaende).

Den holdt sig paa Jorden, idet den satte Kursen ud imod Sundet. Starten skulde ske imod Vinden, og den var fralands. Ved Krudttaarnet vendte den - full speed - og i en Snes Meters Højde gled den henover Hovederne paa Tilskuerne. Der blev rørt ved Haleroret - og i stærk Fart steg den op i den klare Luft. Vor Medarbejder vinkede fornøjet til Afsked ... snart efter skimtedes Maskinen kun som en lille Prik inde over Byens Taarne og Tinder.

... Inde i en af Flyvepladsens Barakker var Modtagerapparatet anbragt. Ingeniør Frederiksen havde hertil i Dagens Anledning knyttet en Højttaler, og i spændt Forventning afventedes foran denne, hvad der vilde ske.

Præcis Kl. 7½ |ød det:

- Saa begynder KØBENHAVNs Radio-Avis! Hallo! Hallo!

Og derefter fulgte Oplæsningen af Dagens Nyheder.

Men Stemmen fortsatte:

- Nu vil vi forsøge at lade vor Medarbejder, der i Øjeblikket befinder sig i en Flyvemaskine over Byen København, svare. Hallo, Hr. Schray, kan De høre os? Kan De høre os, Hr. Schray, Hallo!

Et Minuts Tavshed. Saa lød Stemmen fra Luften:

- Hallo! Ryvangens Radio! Kan De høre, hvad jeg siger? Kampflyvemaskinen her. Vi suser frem med en Fart af 220 Kilometer i Timen ...

Klart og tydeligt naaede hvert Ord frem til de mange Lyttere. Højttaleren raabte dem ud over Flyvepladsen.

Stationen i Ryvangen svarede, og efter en Stunds Forløb vendte Maskinen tilbage. Roligt og støt landede den, da Klokken var otte, og smilende modtog dens Passagerer Lykønskningerne ...

- Det maatte lykkes, sagde jeg jo! bemærkede Erlind stolt.

Ogsaa Ingeniør Frederiksen høstede megen Anerkendelse for sit Arbejde.

Et Kvarter efter var Potez-Maskinen atter trukket ind i Hangaren, og Fred og Ro hvilede over Flyvepladsen, det gamle, historiske Sted, hvor i sin Tid Københavnerne i Hundredevis kamperede for at se en Maskine lette sig 5 Meter over Jorden.

- Ak, hvor forandret!

M r. Nobody.

(København 6. juni 1924. Sidste del af en længere reportage fra begivenheden).

Forsvarsministeren gav kort tid efter Landssammenslutningen af danske Radioklubber tilladelse til at Ryvang Radio kunne bruges til udsendelse til "Danske Radioamatører"

Holger Damgaard (1870-1945): Ryvangens Radio på Ryvangs Allé. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Statsminister Staunings nytårtale 31. december 1924 blev udsendt gennem Ryvang Radio.

Statsminister Staunings nytårstale blev annonceret i talrige aviser, som fx her i Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 30. december 1924. På regeringens hjemmeside står at traditionen startede i 1941, i øvrigt med Stauning. 

Den første radiofoni foregik den 5. november 1922 med musik og sang over Lyngby Radio. Danmarks første forsøg med rigtige radioudsendelser foregik i Ryvang. I 1924 blev der udsendt private radioudsendelser fra Københavns Radiofoni og fra Ryvangen Radio, og dagbladet Politiken sendte Politikens Radio-Avis. I 1925 indførtes monopol som forsøgsordning – permanent fra 1926, hvor Statsradiofonien oprettedes. Kalundborg Radio kom til i august 1927. Arealet ligger nu Ryvangen Naturpark.

Eksempler på radioudsendelser var: morgenvækning med morgengymnastik, hestevæddeløb, et dyreforedrag, skuespil med lydkulisser, kammersanger Holm synger "Humlebien", koncert i Odd-Fellow Palæet med dans - selv hjemme i stuerne!

Radioen lå formentlig i området der i dag hedder Ryvangens Naturpark. Det er fredet, og om kulturhistorien hedder det bl.a.:

"Området Ryvangens Naturpark var oprindelig en nordlig del af Ryvangsmarken, som var et øde og sumpet sted. I 1893 opkøbte staten Ryvangsmarken samt Vognmandsmarken, der lå syd for, til militær anvendelse. Ingeniørregimentet flyttede hertil og gik snart i gang med at grave dybe afvandingsgrøfter og en sø med tre øer, samtidig med at der blev anlagt veje og plantet til."

Mine billeder af dette område (fra 2013) kan ses på Kbhbilleder. Der var dog ikke rester af radiostationen.

Kirkebetjent begaar Overgreb mod Smaapiger i St. Jacobskirken. (Efterskrift til Politivennen)

En uhyggelig Sigtelse mod en kirkefunktionær.

Lokket Smaapiger ind i St. Jacobskirkens Menighedshus og mishandlet dem.

Reservebetjent Hans Larsen anholdt.

Opdagelsespolitiet har i Morges anholdt en i de religiøse Kredse ude paa Østerbro meget kendt Mand, Reservekirkebetjent ved St. Jacobskirken, Hans Marius Larsen, i Henhold til nogle højst graverende og alvorlige Sigtelser, der i de sidste Dage har verseret i Kvarteret derude om Kirken, og som nu endelig har fortættet sig til en direkte Anmeldelse til Øvrigheden.

Larsen, der er 30 Aar gammel, gift og selv har to smaa Piger i 7-8 Aars Alderen, er Vicevært for Ejendommen Østerbrogade Nr. 114, hvor han selv boer i Sidehuset. Men ved Siden heraf beklæder han Stillingen som Hjælper hos St. Jacobskirkens Kirkebetjent, har bl. a. Forpligtelse til at besørge Ringningen med Kirkeklokkerne de 3 af Ugens Dage, til at passe Fyret og sammen med sin Hustru besørge Renholdelsen af Menighedshuset, der, som bekendt, ligger umiddelbart ved Siden af Kirken.

Hvor meget eller hvor lidt ler ligger i de mod Larsen fremsatte Sigtelser er det i Øjeblikket vanskeligt at sige. Men Sigtelserne gaar ud paa, at han skal have lokket et Par Smaapiger paa en halv Snes Aar ind i Menighedshuset, hvortil han i Følge sin Stilling har Nøglen, og her skal have mishandlet Børnene paa den uhyggeligste Maade. Og at Politiet i hvert Fald ikke afviser Sigtelserne som helt ugrundede, turde fremgaa deraf, at Larsen, som sagt. i Morges er bleven anholdt i sit Hjem, og at han antagelig allerede i Formiddag vil blive fremstillet til Fængsling i Dommervagten.

Anholdelsen, om hvilken Rygtet som en Lyn har bredt sig indenfor Menigheden, har naturligvis her vakt den pinligste Opsigt.

Forbryderen tilstaar.

Umiddelbart for Redaktionens Slutning erfarer vi, at den Anholdte i et Forhør paa Domhuset. hvorhen han var fort. har aflagt Tilstaaelse om det væsentligste i de mod ham rettede Sigtelser, nemlig, at han har benyttet sin uhindrede Adgang til Menighedshuset til at lokke de smaa Piger med sig derind og i selve Menighedshuset har opført sig forbryderisk overfor Børnene.

(Aftenbladet (København) 13 februar 1924)

Den uterlige Kirkebetjent løsladt.

En hensynsfuld Dommer og en afskyelig Forbryder.

Man erindrer den ækle Sag med Kirkebetjent Larsen ved Sct. Jacobskirken, der har lokket Smaapiger ind i Menighedshuset og der havde forbrudt sig mod dem paa det frygteligste.

Kirkebetjenten nægtede til at begynde med; men da Beviserne var for overvældende, tilstod han og begyndte at spille angerfuld.

Om det er dette, der har gjort Indtryk paa Dommeren, Hr. Scharling, skal vi lade være usagt; men der skete i Gaar det ret opsigtsvækkende, at da Politiassessor Krenckel fremstillede Kirkebetjenten i et afsluttende Forhør, løslod Dommeren ham til Dommen falder.

Vi har i al Almindelighed ikke noget imod, at der i Retten vises Mildhed og Skaansel. Men her er sandelig Mildheden ikke paa sin Plads.

(Folkets Avis - København 7. marts 1924).

Larsen blev idømt 4 års forbedringshus.