14 november 2023

Børnemishandling i Rosenborggade. (Efterskrift til Politivennen)

Børnemishandlerne fra Rosenborggade dømt.

Det dømte Ægtepar Madsen-Wedin. I Midten Forsvareren, Overretssagfører Bohn-Christiansen paa Domhusets Trappe.

I Gaar faldt Dommen over det mærkelige Ægtepar, Madsen-Wedin fra Rosenborggade, der den 13. April paa en oprørende brutal Maade mishandlede deres lille seksaarige Pige, idet Faderen gennempryglede Barnet paa det nøgne Legeme med en Hundepisk, medens Moderen holdt hende. Ægteparret havde privat engageret Overretssagfører Bohn-Christiansen som Forsvarer, men det var en meget utaknemlig Opgave denne havde faaet. Han havde forlangt en yderligere Vidneafhoring af Doktor Fogh fra Retsmedicinsk Institut, der først havde behandlet Barnet, men det viste sig at være et fælt Misgreb. Doktorens Forklaring tjente kun til yderligere at understrege Forældrenes raa Brutalitet, og efter dette faldt Rohn-Christiansens i sig selv meget spagfærdige Forsvarsargumenter ganske til Jorden. Han paaberaabte sig en Højesteretsdom fra 1893, hvor de Tiltalte i et lignende Tilfælde var blevet frikendt, men Dommeren oplyste ham om, at der forelaa fem Højesteretsdomme af senere Dato, der sagde det stik modsatte, saa ogsaa her var han meget uheldig.

Dommer Troels-Lund gav de unaturlige Forældre hver 30 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost, en Dom der forefaldt tilhørerne meget mild, saa det kunde derfor kun forbavse, at de dømte efter Konference med deres Sagfører, appelerede til Østre Landsret

- - -

VI havde senere en Samtale med Hr. Troels-Lund, der udtalte:

Jeg mener egentlig ikke selv at Dommen er mild - 30 Dage paa sædvanlig Fangekost svarer jo til ca 120 Dages simpelt Fængsel, men den er afsagt efter nøje Overvejelse. Jeg har forresten drøftet Sagen med Stadsadvokaten, og jeg mener Dommen er saadan, at en højere Instans hverken vil mildne eller skærpe den, men derimod give den Stadfæstelse.

(Aftenbladet (København)  4. juni 1924).

Voldshandlingen blev udført palmesøndag den 13. april 1924 mod Ebba Lisa Wedins barn Anna Lisa (6 år) af første ægteskab fordi hun havde taget en kjole forkert på og spildt en kop vand på køkkengulvet. Hun ville ikke bede om forladelse. 

Efter dommen anmeldte ægteparret den unge pige Ebba Lundin som havde foranlediget voldssagen. Hun var i mellemtiden rejst hjem til Sverige, og anklagen om at hun skulle havde stjålet nogle af fru Wedins pleureuser og bedraget parret for 4 kroner, blev afvist. 

Landsretten fordoblede den 26. juni 1924 straffen til 2 måneder. Ægteparret sproglærer Richard og Ebba Lisa ansøgte om benådning. Der blev ført en stærk agitation til støtte for ægteparret, henvendelse til justitsministeren og  Landsretten. Justitsminister Steincke nedsatte efterfølgende straffen fra 2 til 1 måneds fængsel.

Barnet blev anbragt i pleje i Nordsjælland. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar