Den 20 januar 1919 flygtede Olsen fra Sundholm ved at rive lagener i stykker og fire sig ned fra sovesalens vindue og svømme over vandgraven. Han blev fanger igen dagen efter på Søndre Boulevard da et salatvogn opdagede ham. Han blev fulgt til "Bræddehytten" hvor han blev anholdt. Han fik en tillægsstraf for flugtforsøget. Han blev derefter sendt til 6. afdeling på Kommunehospitalet til undersøgelse hvor han blev fundet normal.
I maj 1920 gennempryglede han og en cigarhandler Saunto en betjent og smed ham derefter ud. Han gået ind efter at have hørt sang og bægerklang. De fik hver 700 kr. i bøde, fru Saunto 300 kr. for ulovlig spiritusudskænkning.
Engang i 1920 eller 1921 blev han tilsyneladende forelsket i Andrea Rasmine Madsen, og indledte et forhold hvor han undtagelsesvis ikke udnyttede hende. Han opholdt sig nu nogle år i udlandet. I 1924 begyndte nettet imidlertid at strammes omkring hans talrige ulovlige virksomheder, og aviserne begyndte at skrive om dem:
Den Hvide Neger.
Af en moderne Forbryders Saga.
Københavns Politi behandler i øjeblikket en Sag mod en af de sidste Aars mest berygtede Voldsmænd og Forbrydere. Hans Jørgen Olsen, kendt af Politiet og i visse Vesterbro-Sidegader under Navnet "Den hvide Neger."
Han er sigtet for Tyverier fra sine mange Kærester. og under Sagen er hans sjældne Forbryderbane blevet opklaret i alle Enkeltheder. Det viser sig, at han i aarevis har Ievet af Kvinder. Alene af en har han paa almindelig Alfonsmaner faaet over 50,000 Kr. i nogle Aar, en anden har foræret ham Møbler, en tredje et Automobil osv. Hans Indflydelse paa Kvinder har været rent ud fabelagtig. Gang paa Gang har han, trods uhyggeligt Brutalitet og forbryderisk Voldsomhed, besnæret Gadens løse Fugle, og han har i Aarevis holdt ligefrem Harem. Officielt levede han af en lille Cigarforretning paa Vesterbro, men det er Kvinderne, der har underholdt ham. Gang paa Gang er han blevet arresteret og sat i Fængsel, men hver Gang, han kommer ud, begynder han paany. Efter at være løsladt i 1914. slog han ind paa sin gamle levevej, og først da Jorden var gloende under ham, forsvandt han til Udlandet.
I nogle Aar levede han i London. Amsterdam og Paris og tilsidst i Berlin, allevegne som Alfons. Paany kom han hjem. og atter besnærede hun ulykkelige Kvinder, saaledes at han for et Par Aar siden kunde rejse til Tyskland og købe Hotel i Swinemünde. Han blev imidlertid hurtigt ked af denne borgerlige Næringsvej, og paany stod han paa den kære københavnske Asfalt som den ukuelige Kvindeforfører. Men omsider blev Forholdene for indviklede. En skinsyg Kvinde angav ham, og nu sidder han atter i Saksen. Sidste Gang slap han med Tugthus, men denne Gang er der Sandsynlighed for. at han bliver erklæret sindssyg. I et Forhør i Gaar hos Dommer Knudsen, hvor Vesterbros løse Fugle fyldte det meste af Lokalet, nægtede han frækt alt og erklærede, at han havde ernæret sig som Fremmedfører og Translatør. Ingen af de kvindelige Vidner turde for Øjnene af den frække Forbryder vidne imod ham, og Forhøret formede sig til Tider saa dramatisk, at Dommeren maatte skride ind. Det bliver antagelig en baade langvarig og omstændlig Sag, inden det lykkedes at faa den enestaaende frække Forbryder under Laas og Slaa igen
(Herning Avis 8. maj 1924)
"Den hvide Neger", et Dyr i Menneskeskikkelse.
Den berygtede Københavner-Alfons, der har ført talrige uge Kvinder i Ulykke, og hvis Liv er præget af Last, Forbrydelse, Vold og Sindssyge. - Manden, der ved Utugt erhvervede sig en Formue, og som havde kvindelige Slaver i Berlin, London, Amsterdam, Paris, Brüssel og Leipzig.
Som tidligere omtalt er Københavns Byret for Tiden stærkt beskjæftiget med at opklare en Sag, der er rejst mod en af den københavnske Forbryderverdenas kendte Navne, Olaf Hans Jørgen Olsen, kaldet "den hvide Neger".
"Den hvide Neger" er et Navn, som i Aarenes Løb har beskæftiget Bladenes Politireportere meget.
Han indledede sin forbryderiske Løbebane ved Aarhundredskiftet, da han var 17 Aar gammel. Det var et Tyveri, han havde valgt at debutere med, og det forskaffede ham 2 Gange 5 Dages Vand og Brød. To Aar efter afgik han til Afsoning af 1 Aars Forbedringshus for at have paadraget en hel Række Pigebørn Sygdom. I 1906 blev han idømt 6 Maaneders Fængsel for Vold imod Politiet. Han havde gennemtampet et Par Betjente, der havde paadraget sig hans Mishag. Endvidere fik han i 1914 en Straf paa 120 Dages Fængsel for Vold mod en civil Person. Og endelig i 1918 maatte han lide 19 Maaneders Forbedringshus for Alfonseri i stor Stil.
Den hvide Neger er Typen paa Storstads-Alfonsen. Manden, der gaar i Kvinderne med Laksko. Florian'en, der bedaarer ved sin Veltalenhed og sit Væsens Elegance. Udbytteren med den eventyrlige Hensynsløshed og Brutalitet.
Mens vi blader i hans sidste Sags Akter, stiger dette Billede af Forbryderens Person frem for os.
Det var Husbeboerne i en Ejendom Under Elmene, der i 1918 forargedes over det Leben, der blev ført i Negerens Palæ, som hans Lejlighed blev kaldt af hans Bekendte, og henledte Politiets Opmærksomhed paa ham. Der blev gennem Uger anstillet store Observationer for at faa Hold paa Søgen, og endelig en Dag havde man sikret sig saa mange Navne paa Kvinder af den lette Garde, og Mænd, der havde været i disses Selskab, saa man ikke mere behøvede at tage i Betænkning at slaa ned paa Negeren.
I den følgende Tid oprulledes for Kriminalretten en Række højst ulykkelige Billeder - Billeder uden Sidestykke - fra det laveste Samfundsliv. Det godtgjordes, at Negeren havde ikke mindre end fem Piger til at forsørge sig, og at de daglig indbetalte ham Summer, der varierede fa 35-50 Kr. At han under saadanne Forhold var i Besiddelse af et Par Sparekassebøger med et Indestaaende paa godt 35,000 Kr., kan ikke forundre.
Selv hævdede han, at hans Velstand stammede fra hans Indkomster fra en Vin- og Cigarforretning i Viktoriagade og en i Matthæusgade, dels fra hans Agentur med Vin og Tobak og Handel med Billetter til Vesterbro« Forlystelsessleder, for ikke at glemme hans Sjakren med Laanesedler fra Assistenshuset. Desuden paastod han, at han havde haft Forbindelse med alle de i den store Juveltyveri-Affære implicerede personer, og havde afsat adskillige Guldsager for dem under Reiser i Udlandet. Alfonseri - nej, aldrig i Evighed. Det var han forlængst blevet helbredet for at beskæftige sig med.
Imidlertid var Indicierne mod ham for stærke. Et Par af Pigerne. der længe havde haft et Horn i Siden paa ham, men havde næret Ængstelse for at løbe fra ham, lod nu, da han var isoleret, deres Vrede faa frit Løb, og de gav ham baade læst og paaskrevet.
Man fik fastslaaet, at Negeren overhovedet intet som helst havde foretaget sig siden han blev løsladt fra Straffeanstalten i 1914, men alene havde levet af sine 5 Veninders Penge, og sat de overskydende Beløb paa Bankbøger.
Uanset, at han jo havde udmærket Raad til at klæde sig, havde han en Gang foreslaat dem at forære ham en Pels i Fødselsdagsgave, og Pigerne havde bifaldet hans Forslag. De gik gennem lang Tid og betalte hver afdragsvis 20 Kr. pr. Uge til en Bundtmager, indtil Pelsens Pris var naaet.
Paa lignende Vis erhvervede han sig Malerier, et Flygel, nogle Bryssellertæpper og et elegant Renaissancemøblement.
Da han en Dag havde faaet en mindre Voldssag paa Halsen, besluttde han at rejse bort herfra af Angst for, at hans andre kriminellet Affærer samtidig skulde blive opdaget, og han indviede den ene af sine Veninder i sit Forehavende, fordi han vilde ha ve hende med til Udlandet. Hun blev meget smigret herover; idet hun heri saa t Bevis for, at hun var hans Yndlingskæreste, og da
Negeren stak af til London, solgte hun hans Vin- og Tobaksforretninger for ham og tog efter ham med Pengene, medens de fire andre Piger stod alene tilbage og ikke anede hverken ud eller ind.
Først troede de ham arresteret, men de var ud af Stand til at erhverve sig Oplysninger herom, og af Skræk for, at han skulde vende frygtelig tilbage, sparede de bestandig Kapital sammen til ham.
Opholdet i London blev dog kun af kort Varighed. Parret blev simpelthen udvist paa Grund af deres tøjlesløse Liv.
I Amsterdam gik det dem ikke bedre; men i Berlin var det ham derimod muligt at forblive i over et Aar.
Her fik Negeren snart flere Kvinder i sine Garn, og en skønne Dag sendte han saa sin københavnske Veninde hjem igen.
Længe efter dukkede Negeren paany op i København, og strax genvandt han sine gamle Veninder. Hundetrofaste faldt de for hans første Blik, og nu var det, at han lejede sig ind derude paa Amager.
Et af hans Pigebørn forklarede under Retssagen, at Negeren kunde være saa forfærdelig opfarende og brutal; men strax efter blive mild og god igen. Da hun en Uges Tid ikke havde tjent godt med Penge, slog han hende saaledes, at to Tænder knækkede i Munden paa hende; og da hun græd herover, blev han øm og lovede ... at hun skulde faa Lov at fejre Jul sammen med ham og de andre, naar hun saa vilde tage sig ordenlig sammen.
Da man i sin Tid havde afsluttet Retssagen, blev Negeren Indlagt til Observation paa 6. Afdeling. og Professor Friedenreich afgav efter en længere Observation en Erklæring, af hvilken fremgik, at man maatte betragte Negeren som sindssyg.
Det hed i Erklæringen:
Arrestanten er herefter i alt væsenligt uforandret siden sidst. Hans Epilepsi er for Tiden ret fredelig, og hans aandelige Svækkelse synes ikke at være kendelig tiltaget. Hans ringe Begavelse udelukker ikke, at han véd god Besked med, hvad der er lovligt, og hvad ikke paa de Omraader, han kender til, saa lidt som en vis Snuhed, der viste sig ved hans energiske Benægtelse og Forsvar samt ved Benyttelsen af alle Midler til at skaffe sig Fordele og et behageligt Liv. Han er fremdeles løgnagtig, doven og blottet for moralske Følelser og har tilstrækkelig dokumenteret sin Uforbederlighed. Han er en aandelig Invalid, muligt til Dels paa Grund af medfødt Anlæg, men vist hovedsagelig paa Grund af den Hjærnesygdom, der ogsaa betinger hans epileptiske Anfald. Om den har noget at gøre med hans Syfilis, lader sig ikke afgøre, for Tiden giver hans Blod kun en meget svag Wassermanns Reaktion (0.1-10, 0,2-100). Hans Adfærd i Retten og de Symptomer, han frembød de første Dage paa Afdelingen, maa opfattes som en stærk psykisk Reaktion paa Ubehagelighederne.
Sagen blev derpaa forelagt Retslægeraadet, der udtalte, at efter den afgivne Erklæring maa det skønnes, at Arrestanten er sindssyg, lidende af epileptisk Sløvsind, og at han som farlig for den offenlige Sikkerhed maa tages i Forvaring.
Paa Grundlag af denne Udtalelse dømte Kriminalretten ham da ogsaa til Indsættelse paa en Sindssygeanstalt.
Men Negeren appellerede, og for Højesteret kæmpede hans Forsvarer, Højesteretssagfører Trolle, saa voldsomt for, at han skulde have Fængselsstraf i Stedet for Indespærring paa en Anstalt, og saa ufatteligt det end lyder, lod den ærværdige Ret haant om Retslægeraadets Udtalelser og idømte Negeren 18 Maaneders Forbedringshus.
I denne Omgang vil Negeren atter blive indlagt til Observation, og paany vil han komme til at bede sin Forsvarer gaa i Brechen for, at han kan faa et Par Aars Forbedringshus i Stedet for Indespærring blandt sindssyge.
Men om Højesteret denne Gang vil følge Forsvareren er et andet Spørgsmaal, hvis Besvarelse ligger ude i Fremtiden.
(Fyns Social-Demokrat (Odense) 24. maj 1924).
Den hvide Neger flygtet fra Domhuset.
Han spadserede uanfægtet til Raadhuspladsen, hvorfra han kørte i Automobil.
Den berygtede Forbryder, Olaf Hans Jørgen Olsen, kaldet Den hvide Neger, er i Gaar Middags flygtet fra Domhuset. Som gentagne Gange omtalt var han fængslet, efter at hans tidligere Forlovede havde anmeldt ham for Indbrudstyveri.
Hans Sag behandles ved 11. Kriminalkammer hos Politiassessor Krenchel.
Flugten.
Han var i Gaar kørt ind fra Vestre Fængsel og blev anbragt i et Skab paa 1. Sal paa Domhuset, idet han skulde møde i en af de borgerlige Afdelinger. Aarsagen var, at Vinfirmaet Dam havde anlagt Sag imod ham til Betaling af for 200 Kr. Vin, Negeren havde rekvireret til sin ulovlige Natbeværtning i Adelgade.
Den gamle Arrestbetjent Petersen, der havde Opsigt med ham, undlod at laase Døren til Skabet. Negeren sad i Ro og Mag ved en Kop Kaffe med Brød, da Petersen gik ud i Værelset ved Siden af for at telefonere.
Det var Negeren ikke længe om at benytte sig af. Han gik gennem en Filtdør ind i et Retslokale, og da han saa, at Lokalet var tomt, gik han videre ud paa Gangen. Han fortsatte uforstyrret sin Gang ned ad Trappen og stod kort efter ude i Kattesundet.
Der har vi Negeren!
I Kælderbeværtningen overfor Domhuset sad et Selskab, hvoriblandt Anmelderinden, Frøken Madsen. Hun fik straks Øje paa ham og raabte:
- Der har vi Negeren!
Han hørte Raabet, men tog fortsat Situationen med Ro og spadserede ad Frederiksberggade til Raadhuspladsen hvor han i nogen Afstand vinkede til en Chauffør, der fik travlt med at trække Motoren op.
Chaufføren er en gammel Københavner, der hedder Rasmussen, og som fører K. 1217.
Han har forklaret, at Klokken var omkring halvet, da Negeren steg ind i Automobilet, hvor han satte sig godt til Rette.
Kør til Frederiksberg Allé 14, sagde han, og et Øjeblik efter spurtede man af Sted efter den opgivne Adresse Men da Vognen var naaet derud i Nærheden, bankede Negeren paa Ruden:
- Kør til GI. Kongevej 176.
Saa kørte man derud, men endnu en Gang skiftede Negeren Sind og dirigerede nu Vognen ud ad Ørstedsvej. Her findes en Udgravning, og da Chaufføren maatte køre langsomt her forbi, sprang Negeren ud, kastede to enkronesedler til Chaufføren og løb efter en Lillebil, som han vinkede til. Men Lillebilchaufføren turde naturligvis ikke tage Turen, og ligeledes mislykkedes hans Vink til en anden Lillebil.
Imidlertid var K. 1217 kommet hen i Kærheden af ham, og han steg da paany ind i Vognen og kørte til Aaboulevarden, hvor han gik ud og betalte 1 Kr. 50 Øre. Men for tredie Gang betænkte han sig og bad Chaufføren køre ud ad Borups Allé. Efter at have betalt hyrede Negeren en 2 Personers Vogn (med hvidt Bælte) og kørte videre nordpaa.
Saasnart K. 1217 var kommet hen til en Holdeplads, ringede Politiet til Chaufføren og bad ham køre til Domhuset for at afgive Forklaring.
- Ja, sagde Rasmussen, men hvem skal betale Turen?
Han kørte dog straks ind paa Nytorv og fortalte om sine Oplevelser.
Forinden havde han talt med en Kollega og sagt:
- Det var en underlig, gal Mand, jeg har kørt for. Han lignede Den hvide Neger, men ham kan det jo ikke være, da han sidder arresteret.
Til Islemark -
Det er oplyst, at Negeren er kørt helt ud til Vandværksanlægene ved Islemark. Han betalte Turen og vandrede videre ud ad Landevejen.
Opdagelsespolitiet gav hurtigst muligt samtlige Politikorps paa Sjælland Meddelelse om Negerens Flugt, hvorefter en betydelig Opdagerstyrke dirigeredes fra Domhuset ud i Marken.
Hver Opdager og hver Politibetjent kender Den hvide Neger, saa han tør næppe vise sig her i Byen.
Rundt om har han mange Venner, - og Veninder - der antages at ville hjælpe ham baade med Penge og Klæder, men han gaar rimeligvis snart i det Net, Opdagelsespolitiet har spændt ud.
Et Signalement.
Det officielle Signalement af ham ser saaledes ud:
Olaf Olsen, kaldet Løvfeldt eller Den hvide Neger, er født i København den 2. November 1882.
Han er 180 Centimeter høj, korpulent, noget duknakket, blegfed, har lyst, ved Siderne graasprængt Haar, stor Næse; han er formentlig iført mørkebrun, blød Hat, mørkeblaa Regn- og Støvfrakke med Bælte helt rundt, mørkt Tøj og sorte Sko.
(København 5. juni 1924).
En mystisk Hilsen fra "den hvide Neger".
Er han i London?
(Privattelegram).
København, Tirsdag.
En Restauratør paa Vesterbro har fra London faaet et Brevkort, hvorefter den frygtede "hvide Neger" skulde være naaet til London. Kortet er dateret Bryssel, 6. Juni, men forsynet med engelske Frimærker og stemplet af det engelske Postvæsen 5. juni 24, og underskrevet "Olaf J. Olsen".
Det er foreløbig Politiet en Gaade, hvorledes "den hvide Neger" skulde være naaet til London i Tiden fra Tirsdag til Torsdag, med mindre han straks er rejst til Hamborg og derfra med Flyvemaskine taget over Rotterdam til London.
Forøvrigt er der mange i København, som paastaar at have set "Negeren", f. Eks. i et Danselokale paa Frederiksberg. Endvidere skal han være set paa Kallundborg-Egnen og ved Husum.
(Ærø Avis 11. juni 1924).
"Den hvide Neger" kom i Middags.
Han blev straks indsat I Arresten.Den hvide Neger er vendt hjem fra sin lille Udenlandsrejse.
I Gaar Eftermiddags Kl. 4 blev han og hans Ledsagerske Rigmor Lund af de norske Opdagere Brun og Malm ført om Bord i "Kong Haakon, og i Middags kom Skibet hertil og lagde til ved Larsens Plads.
Der var modt et Par danske Opdagere. Faaborg Petersen gik straks om Bord for at overtage Ansvaret for Negeren. Straks efter gik man fra Borde, og da Negeren viste sig paa Landgangsbroen hilste en Del af hans gamle Venner fra Vesterbro ham med et Hurra.
Negeren vinkede smilende og raabte:
- Den Gang gik det ikke. men bedre Lykke en anden Gang. I en Auto førtes Negeren og hans Ledsagerske straks til Domhuset, hvor han med det samme blev overgivet til 2. Undersøgelseskammer og indsat i Arresten.
Rigmor Lund blev ført over i Opdagelsespolitiets Lokaler, hvor man ved Redaktionens Slutning var ved at afhøre hende.
Det drejer sig om al faa oplyst, hvorvidt hun har været Arrestanten behjælpelig med Flugten fra Danmark. Har hun det, vil hun antageligt blive fremstillet i Grundlovsforhør og arresteret. Hvis hun derimod, hvad man antager, kun har hjulpet ham i Udlandet, vil hun blive sat paa fri Fod.
I Morgen tager Assessor Krenchel den hvide Neger i Forhør.
(Nationaltidende 2. juli 1924).
Hs. Majestæt "Negeren"s Hjemkomst.
En Herre der "skal ta'es med det Gode"!
I Gaar afsluttedes anden Akt af den Farce, der hedder "Den hvide Negers Flugt". Med Christianiadamperen "Kong Haakon" kom Flygtningen hertil, ledsaget af to norske Politimænd, og blev modtaget paa Larsens Plads af en Stab af vore hjemlige Opdagere og med en Honnør, der mindede om en Fyrstemodtagelse i de gode gamle Fredensborgdage.
For en jævnt sund Hjerne virkede Optrinet nærmest uhyggeligt i al sin Komik: Her kom denne uappetitlige Forbryder, der, siden han blev konfirmeret, hele sit Liv igennem har snyltet paa stakkels ulykkelige Kvinders Skændsel og kun i Kraft af sin eksempelløse Frækhed har holdt sig klar af det permanente Fængselsophold, der tilkommer ham, marcherende over Landgangsbroen, iført "Kungliga Svenska Segelselskåp"s elegante Medlemsuniform og gelejdet af de to Opdagere, Overbetjentene Sei ndal (forrest paa Billedet) og Faaborg-Petersen (umiddelbart bag Forbryderen), medens en tredie Politimand i passende Afstand bar hans Haandkuffert og hans Overfrakke, og Kajen var besat af en Skare Fruentimre med store, spraglede Hatte og mægtige Blomsterbuketter samt af en lille udsøgt Flok af hans Kolleger blandt Hovedstadens Alfonser, hvem "Negeren" naadigt og huldsaligt trykkede i Haanden og takkede for Modtagelsen.
Den holder sig altsaa endnu lige frisk, den Fiktion, "den hvide Neger" har forstaaet at opretholde under sin mangeaarige Kamp med Politi - at han skal ta'es med det Gode (!) - dette Skadedyr, der burde have alle de korporlige Tærsk, Loven blot paa nogen Maade hjemlede Tilladelse til at give ham, i Stedet for at vartes op og kæles for som en Greve.
Helt i Billedets' Baggrund ser man den "Dame", der blev anholdt sammen med ham oppe i Christiania, og som har været paa Farten med ham gennem Sverige, efter at være kaldt over til ham her fra København.
Hun hedder Rigmor Petersen og har i en Aarrække boet ovre i Londons Bærme under Navnet Rigmor Paterson eller - som gift Mis Lundh.
(Aftenbladet (København) 3. juli 1924).
Under retssagen viste det sig at Oluf Jensen syntes henrykt over at være genstand for så megen opmærksomhed. Han sad i Horsens Straffeanstalt juli 1924 til juli 1925. Den 23. september 1924 krævede Københavns Politi en regning på 159 kr. 45 øre betalt, hvilket fogedretten gav tilladelse til at hæve på hans bankbog i Landmandsbanken. Udadtil gav han nu udtryk for at ville være lovlydig og anskaffede sig en cigarforretning på Østerbro.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar