Et gribende Billede af Bolignøden i Storkøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen).

 

En Moder med sit nyfødte Barn udenfor deres "Hjem", det faldefærdige Sprøjtehus paa Frederikssundsvej.

Behjærtede Mennesker har henledt vor Opmærksomhed paa et rystende Udslag af den Bolignød, der fremdeles hærger Storkøbenhavn.

To Kvinder, Moder og Datter, har taget Bopæl I det gamle Sprøjtehus ved Frederikssundsvej. Den yngre Kvinde har født et Barn i Omgivelser, som er aldeles umenneskelige. Sprøjtehuset er et ældgammelt, muret Skur ved Vejkanten, saa lavt, et Menneske knapt kan staa oprejst. 

Dette Rum er uden Vinduer. Kun hvor Storme har løsrevet de sprukne Tagsten trænger Lyset ind. Og ved Døren, der holdes fast ved Hjælp af to Som og et Stykke Seglgarn, opnaar en Stribe Dag netop at kaste sit Skær over et Bohave saa trist, saa fattigt, saa usselt, at Hjertet krymper sig hos den Indtrædelse 

En Hule midt I Storbyen.

Met det falder ikke let nogen Ind at aflægge Besøg i dette faldefærdige Sprøjtehus, der uænset har ligget hen, modens Storbyen voksede op om det. En Strøm af kørende og gaaende har passeret den lille Ruin uden et Øjeblik at have tænkt paa, at her boede Mennesker. Luksusbiler og Sporvogne, Arbejdere, Direktører og Overretssagførere med mere eller mindre betændt Samvittighed har jaget forbi, og ikke een har haft Fantasi nok til at tænke sig en gammel Kvinde, hendes 18-aarige Datter og 14 Dage gamle Datterdatter siddende i det mørke Rum, hvor for Aar tilbage Spindelvævet lagde dig over en gammel Landsbysprøjte.

Barnet, der skulde beskyttes af Gaardejeren ved Stege

Den ældste af Kvinderne hedder Sidse Marie Larsen. Hun er fra Fakseegnen og blev for 12 Aar siden skilt fra sin Mand, som siden intet har betalt til hende. I 1914 flyttede hun til København med tre af Børnene, to Drenge og en Pige ved Navn Krista Gunhild. Sønnerne blev Mælkedrenge, og af deres Løn tillige med hvad Moderen kunde tjene levede Familien. Da Krista blev 14 Aar mente Værgeraadet, at hun havde bedst af at blive anbragt hos gode Mennesker paa Landet. Ganske vist er der Erfaring for, at de Bønder, som antager sig Værgeraadsbørn, ser mere paa eget Tarv end paa Børnenes, men i Gaardejer Hemming Hemmingsen i Frenderup ved Stege mente Værgeraadet dog at have fundet en Mand, som vilde paase, at Krista under sin Opvækst ikke blev udsat for Farer.

Tre Maaneder efter at den 14-aarige Pige var kommet til Gaarden afskedigede Gaardejeren sin eneste Karl, og nu begyndte der en Tid fuld af Arbejde for det spinkle Pigebarn. Hun blev Fodermester og Malkepige, Høstarbejder og Stuepige, Kreaturpasser og Vaskerkone. Om Sommeren varede Arbejdsdagen fra 5 Morgen til 8-9 Aften, hvorefter der ofte var en Del Indvendig Gerning at udføre. Om Vinteren gjorde det velsignede Mørke Arbejdsdage mindre skar // ikke af den Grund Maanedslønnen, som var paa 30 Kr. Men hans Heste blev ogsaa godt passede, de 12 Køer blev malkede to Gange daglig, Roerne blev lugede, Sæden bjerget og Huset holdt i Orden. Det var i Sandhed en god Arbejderske, Hr. Hemmingsen der havde faaet, og han gav hende ikke Tid til at tænke paa Kæresteri.

Alligevel traf Krista snart en Gaardmandssøn, som hun kom til at holde af. Om Hr. Hemmingsen vaagede over Pigebarnet, til hun var fyldt 16 Aar er ikke helt oplyst. Derimod er det givet, at der allerede i denne Alder bestod et Forhold mellem de Unge, og da Gaardmandssønnen, der bl. a. tjente godt som Musiker, havde mindst 25,000 Kr. af egne Penge i Banken, kunde der maaske senere af dette Kærlighedsforhold udvikle sig et lykkeligt Ægteskab.

Dog, her ophørte Gaardejer Hemmingsens Interesse for Krista, som nu var blevet en stor og kraftig Pige paa 18 Aar.

Tilbage til Elendigheden I Kobenhavn.

Allerede ved Nytaarstid stod det klart, at Krista skulde have et Barn. Gaardejer Hemmingsen syntes pludselig, at han ikke længer havde Brug for hendes Arbejdskraft, og da hun desuden havde naaet den Alder, hvor hun kunde unddrage sig Fremmedes Tilsyn, fandt Gaardejeren det naturligt at lade hende rejse til København den 1. marts. Hun kom højt frugtsommelig til Hovedstaden og opsøgte sin Moder paa Lersøvej. Moder og Datter har altid - trods Adskillelsen - været knyttet til hinanden med stærke Baand, og Krista var lykkelig over at have Moderen hos sig under den forestaaende Fødsel.

Krista Larsen med sit nyfødte Barn.

Men Skæbnen vedblev at forfølge disse to arme Kvinder. Den 12. Maj blev de sat paa Gaden af en vred Husejer, der havde Loven paa sin Side. De pakkede deres fattige Stumper paa en Trækvogn og drog af Sted uden Maal eller Méd, uden Anelse om, hvor de skulde tilbringe Natten. Fødslen kunde ventes hver Dag og hver Time, men Barnets Fader var langt borte, helt ovre i Stege, hvis Bank vogter over hans mange Penge. 

Udmattede standsede de to Kvinder udenfor Brandstationen paa Frederikssundsvej. Hvad skulde de gøre? En medlidende Brandmand gav sig i snak med dem. Han var brav og hjælpsom. Paa eget Ansvar gav han Moder og Datter Tilladelse til at sætte deres Smule Bohave ind i det faldefærdige Sprøjtehus, som i lange, lange Tider har staaet ubenyttet. stadig mere forfaldent og elendigt. Det faldt ikke Brandmanden ind, at de to Kvinder selv vilde tage Ophold i Ruinen. Men dot gjorde de, og her levede de i 4 Dage, ventende paa al den ny Samfundsborger skulde komme til Verden.

Fødslen i Iskageboden.

Imidlertid havde Politiet faaet Nys om Sagen. En Betjent Indfandt sig og erklærede, at vor i social Henseende vidt fremskredne Tid ikke tillader en Moder at føde under saa himmelraabende Forhold. Moder og Datter var ogsaa villige til at lade sig føre til Sundholm, men de stillede som Betingelse, at de ikke skilles. Atter greb Skæbnen brutalt ind. Moderen har faaet Fattighjælp, Datteren ikke. Paa Sundholm hører de derfor under hver sin Afdeling, og vilde ikke faa Lejlighed til at se hinanden.

I deres Nød fandt de paa Udvej. En Mand i Nabolaget ejede en Iskagebod, som stod tom fordi Foraaret var for køligt til at handle med Iskager. Herind fik de to Kvinder Lov at flytte og her fødte Krista Storebededagsnat en lille pige. Men selv Naturen havde bestemt, at disse tre Væsener skulde forfølges. Der kom Varme i Vejret, og faa Dage efter Fødslen forlangte Bodens Ejer, at Moderen, Datteren og den nyfødte skulde flytte. Det lod sig ikke gøre Krista kunde ikke rejse sig fra sit elendige Leje. Saa fjernede Ejeren Vinduer og Døre, og der laa den unge Kvinde med sit nyfødte Barn til aaben Beskuelse tor frække Personer, og udsat for Nattens Kulde.

Politiet blev igen underrettet Overbetjenten i Vagten paa Tranevej vilde ikke tro, hvad der blev fortalt ham. Men da det bekræftedes gav han sin Harme stærke Udtryk samtidig med at han gav Ordre til at Døre og Vinduer atter skulde ind sættes i Iskageboden og forsynes med Politiets Segl. Det skete, og nu boede de tre Mennesker I den forseglede Iskagebod til Krista kunde staa op, tage sit Barn paa Armen og vandre tilbage til det lille, forfaldne Sprøjtehus.

Her har de tre Kvinde siden levet.

(Social-Demokraten, 4. juni 1924).