Sylow og hans 2 Betjente. - Krabbe som Forhprsdommer.
Vort Broderorgan "Silkeborg Social-Demokrat" meddeler følgende: Gaardejer Niels Bay og Hustru Maren Bay, født Hansen, bosiddende i Elling pr. Funder, har begge været underkastet Hr. Sylows og hans Hjælperes Tortur i 11 Uger.
Gaardejer Bay havde i 1892 købt noget mere Jord ind til sin Ejendom, og det var da Meningen, at han vilde flytte sin Gaard hen paa det ny Jordstykke. Familien havde allerede taget Ophold i et paa Jorden liggende Beboelseshus, medens der paa den ældre Jordlod endnu henstod et Par Udhuse, hvor der blandt andet opbevaredes en Del Tørv samt nogle Vinduer og Døre, der senere skulde anvendes til de nye Huse.
En Nat i Juli Maaned 1892 opkom der imidlertid Ild i de to Udhuse, der var assureret for 1000 Kr. Konen, der, grundet paa et Par Smaabørns Urolighed, havde været vaagen et Par Gange, var da bleven opmærksom paa Ildskæret, men hun troede, at det hidrørte fra en Hedebrand. De brændende Huse laa nemlig et godt Stykke borte fra Gaarden. Først om Morgenen tidlig, da Manden stod op, blev de opmærksom paa, at Ilden i Nattens Løb havde fortæret de to Udhuse.
Dagen efter mødte Herredsfoged Krabbe fra Kjellerup med sine Retsbetjente for at optage Brandforhør. Bay var den Dag i Silkeborg. Hr. Krabbe afhørte Konen, der ikke var særlig diplomatisk anlagt, idet hun indrømmede overfor Forhørsdommeren, at hun ikke havde noget imod, at de gamle Skure nedbrændte, og at hun ønskede at faa opført et nyt Stuehus.
Denne Aabenmundethed forekommer nu imidlertid os at vidne om Konens Uskyld, men Hr. Krabbe kom til et andet Resultat, idet han sigtede Konen for at have paasat Ilden, og Dagen efter hentede han saa vel hende som Manden til Arresten i Horup, eller som det i Reglen benævnes Kjellerup.
Konen maatte saaledes forlade 5 Børn, hvoraf det mindste kun var faa Maaneder gammelt og den ældste endnu ikke konfirmeret.
I Begyndelsen behandlede Hr. Krabbe Ægteparret med stor Strænghed. Senere, da Dommeren antagelig kom til den Anskuelse, at de var uskyldige, blev han mildere stemt. Da Bay blev syg, fik han saaledes Tilladelse til Ekstraforplejning, ligesom de Anholdte fik Tilladelse til at veksle Breve med de i Hjemmet tilbageblevne Børn.
I Arresten i Kjellerup hensad Manden i 6 Uger og Konen i 4 Uger, hvorefter de løslodes.
*
Der hengik derefter 3 Aar. Imidlertid var Sylow og hans Hjælpere kommen til Jylland, og nu begyndte der først en Prøvelsens Tid for det stakkels Ægtepar.
De hentes til Arresten i Randers. - Manden iføres Fangedragt. - Frygtelige Trusler. - Betjent Andersen stiller sig over End. - En Hundeføde.
En skøn Dag mødte Politibetjenten fra Kjellerup og beordrede Ægteparret til at følge med til Kjellerup. I største Hast maatte de forlade deres 5 Børn, Hus og Hjem for at ledsage Betjenten. De sad derefter i Arresten i Kjellerup om Natten. Dagen efter blev de fremstillet for Hr. Krabbe, der oplæste et Telegram for dem, hvoraf det fremgik, at de skulde fremstilles for Sylow, som den Gang opholdt sig i Randers.
Under Politiledsagelse gik Turen derefter til Randers, hvor Ægteparret straks af Politiet blev underkastet en grundig Visitation. De maatte afføre sig alle Klædningsstykker, og Manden blev derefter i ført Fangedragt. Saa blev de indsatte hver i sin Fangecelle.
Her fik de ulykkelige Ægtefolk Lov til at hensidde i 11 Uger, uden at de i den Tid fik Lov til at høre det mindste fra Hjemmet eller modtage nogen som helst Ekstraforplejning.
Føden var højst tarvelig og langtfra tilstrækkelig. Om Morgenen fik de en halv Pot Mælk og 4-5 Skiver Rugbrød, hvilket udgjorde Brødrationen for hele Dagen. Om Smør eller Paalæg var der slet ikke Tale. Om Middagen fik de en Ret Vandmad, Kaal, Ærter eller Suppe, men kun meget lidt Sul. Bay led derfor ligefrem Sult, medens Konen, som led af frygtelige Sjælelidelser, næsten intet kunde spise.
Var Kosten sløj og utilstrækkelig var Behandlingen endnu værre.
Det var særlig de 2 Betjente Valdemar Petersen og Andersen, der var haarde mod Fangerne. Hvad de 2 Herrer ikke kunde hitte paa, syntes Arrestforvareren at kunne udfinde.
Vi skal nu først beskæftige os med Hr. Bay og senere skildre hans Hustrus Lidelser.
I Førstningen kom han i Forhor en 3-4 Gange om Ugen. Senere indskrænkede Forhørene sig til en Gang ugenlig, men i den mellemliggende Tid blev han bearbejdet af de 2 Betjente.
Ofte blev han udskældt paa det groveste. Valdemar Petersen tiltalte ham saaledes med Lømmel, Bandit og andre lignende smagfulde Udtryk og forsikrede ham om, at han ikke skulde komme paa fri Fod de første 10 Aar, og at han først skulde blive saa tør som Træ.
Andersen trakterede ham paa lignende Maade og gik endogsaa en Gang over til Haandgribeligheder nede i Cellen og puffede til Bay saa han faldt om paa Gulvet.
Dr. Sylow brugte en anden Fremgangsmaade. Han formanede Bay til at bekende. Den Smule Straf, han vilde faa for den lille Forseelse, var slet ikke værd at regne og saa vilde han hurtig komme paa fri Fod.
Til Trods for Hr. Sylows søde og formanende Ord og Betjentenes Brutalitet lod Bay sig ikke bevæge til at fremkomme med nogen Tilstaaelse.
Der blev saa forsøgt at sætte ham ind i Cellen til andre Arrestanter, der havde tilstaaet. De søgte at overtale ham til at fremkomme med en Bekendelse. Men alt var forgæves. Han havde dog den Fordel af disse Lokkespioner, at de gav ham en Del af deres Levninger fra Maaltiderne, hvorved han kunde stille sin frygtelige Sult.
Niels Bay holdt sine Lidelser ud, til Trods for, at han ikke i den lange Tid maatte skrive hjem eller modtage Breve. Det eneste Bud, han fik fra Hjemmet, var naar han skulde underskrive en forfalden Veksel.
Hustruens Lidelser. Hun trues af Vanvidets Uhygge.
Maren Bays Behandling var ikke bedre. Ogsaa overfor hende var de 2 Betjente umenneskelige. Der var ogsaa her en 8 Dages Tid imellem hvert Forhør. Sylow søgte ligeledes at bibringe hende den Opfattelse, at hun ved at bekende vilde slippe let fra den Affære.
Efter at have siddet 4 Uger i Arresten, var hun en Dag i Forhør. Andersen ledsagede hende tilbage til Cellen. Han spurgte hende om, hvor lang Tid hun havde siddet arresteret. Da hun svarede 4 Uger, udbrød Betjenten, at hun, hvis hun ikke bekendte, skulde faa Lov til at sidde i Arresten i mindst 4 Aar. Konen ytrede da, at hun nok med Guds Bistand skulde komme ud.
Betjenten lod hende da vide, at her var han Gud, og hvis hun ikke bekendte, skulde hun faa Lov at sidde i Arresten saa længe, til der groede Mos paa kende.
En Søndag indfandt Valdemar Petersen sig i Cellen. Han havde ved den Lejlighed paataget sig et meget hyklerisk Anstrøg. Han beklagede Konen og lovede, at han skulde gøre alt for hende, naar hun blot vilde bekende. Hun spurgte derefter Betjenten, om det forholdt sig rigtig, at Sylow vilde hugge Fingrene af Folk. "Siger Folk det?" spurgte Betjenten. "Ja," forsikrede Konen. Betjenten lod hende ganske rolig blive i sin Forestilling og tilraadede hende at bekende, da han saa nok skulde gøre sin Indflydelse gældende. Hun vilde saa snart komme hjem til sine Born, ligesom hendes Mand straks vilde blive løsladt. Hvis hun vilde bekende, behøvede hun blot at ringe paa Klokken, saa skulde hun komme op til ham.
Efter at Betjemen var gaaet, var Konen fuldstændig fortumlet i Hovedet. Hun besluttede sig til at fremkomme med en Tilstaaelse, naar hun derved kunde frelse sin Mand.
Hun ringede derfor paa Klokken, hvorefter hun straks førtes op for Valdemar Petersen. Hun sagde til Betjenten, at nu vilde hun fremkomme med en Tilstaaelse, naar hun derved kunde fri sin Mand ud.
Men nu blev Valdemar Petersen helt rasende og spyttede efter Konen, som han beskyldte for at ville holde Politiet for Nar. Hun blev derefter straks ført ned i Cellen.
Maren Bay, der er stærk religiøs anlagt, vilde gærne tale med Præsten, men Arrestforvareren afslog stadig hendes Bøn. Endelig den 5. Juni kom Præsten, og efter at have talt i længere Tid med hende om den sigtede Forbrydelse, talte han trøstende og opmuntrende Ord til hende, hvilket tydede paa, at han troede paa hendes Uskyld.
Senere, da hun bad om, at Præsten maatte komme til hende, blev det hende nægtet. Hun blev endelig syg, og Lægen blev hentet. Han talte venligt til hende og lovede, at han skulde give hende noget Medicin, der skulde skaffe hende Søvn. Men nu blev Maren bange, hun troede, at Lægen vilde forgive hende. Han fik dog det stakkels forskræmte Væsen beroliget og gav hende derefter en Medicin, der var styrkende og oplivende. Hun fik dog kun et Par Gange heraf, saa nægtede Arrestforvareren at give hende mere.
I det Hele taget syntes det, som om Arrestforvareren har spillet en fremragende Rolle ved Udøvelsen af Tortur mod Arrestanterne. Han søgte stadig at paavirke dem til at bekende og betjente sig ofte af opdigtede Historier for at gøre Indtryk paa Fangerne.
En Dag sagde han saaledes til Maren Bay, at nu kunde hun jo godt bekende, for nu havde hendes Mand bekendt og derfor kunde hun ogsaa lige saa godt tilstaa sin Andel i Skylden. En anden Gang meddelte han Maren, at alle hendes Børn var kommen paa Sognet. Alt sammen lutter Opspind.
Ogsaa overfor Maren Bay blev der benyttet Lokkespioner. Hun blev saaledes sat hen i en Celle, hvor der sad et frækt og forbryderisk Fruentimmer, der søgte at paavirke Maren til at bekende. Hun viste bl. a., hvorledes hun fik Ekstraforplejning, blot fordi hun havde tilstaaet.
En Dag hørte Maren, at ikke mindre end 3 af Arrestanterne havde hængt sig, hun gik derefter i en frygtelig Angst for, at hendes Mand skulde være iblandt de ulykkelige, men Tilfældet vilde saa at hun en Dag fik et Glimt at se af Niels Bay, hvilket var hende til stor Beroligelse.
Pinslerne vedblev til det sidste. En Dag kom Arrestforvareren med et Par nye Trætøfler til hende, idet han ironisk bemærkede, at naar hun havde faaet dem slidt op, skulde hun nok faa et Par ny. Konen var den Gang overbevist om, at hun aldrig kom paa fri Fod.
Den sidste Dag, hun sad i Arresten, blev hun flyttet hen i en Celle, hvor en af de ulykkelige Arrestanter havde hængt sig. Hun var da Vanviddet nær. Da hun blev ført op for Sylow, meddelte han hende, at hun vilde blive løsladt, men, føjede han til. De maa være belavet paa, at jeg kan hente Dem igen hvad Dag det skal være.
Konen blev selvfølgelig glad ved at faa sin Frihed. Hun stod imidlertid fuldstændig blottet for Midler. Politiet gav hende da 3 - skriver tre - Kroner til at rejse hjem for. Dette Beløb var langt fra tilstrækkeligt.
Efter sin Hjemkomst var Konen næsten fuldstændig fra Forstanden i de første Uger. Saa snart hun saa sine Børn, blev hun greben af en frygtelig Angst og henfaldt i en krampagtig Graad.
Niels Bay løslodes Dagen efter. Ogsaa han var svært medtaget af de 11 Ugers Arrestophold.
Beboerne bevidner deres Deltagelse ved at indsende en Adresse til Sylow. - - Ægteparret faar overrakt en Gave paa 200 Kr.
Egnens Beboere var alle overbevist om Ægteparrets Uskyld. En Adresse undertegnet af 65 Beboere, hvori der forsikredes om Ægteparrets hæderlige Vandel blev indsendt til Sylow, der imidlertid ikke tog ringeste Notits heraf.
Naboerne havde i den lange Tid, da Parret sad arresteret, med rørende Omhu taget sig af Ejendommens Drift, lige som de havde taget sig af de mange Smaabørn, der ellers vilde have været prisgivet den rene Elendighed.
Efter sin Hjemkomst modtog Niels Bay en Pengegave af 200 Kr. fra Egnens Beboere, som et synligt Bevis paa deres tro om hans og hans Hustrus Uskyldighed.
Pengene kom ham ret tilpas, da Ejendommen selvfølgelig var blevet en Del forfalden i de 11 Uger, han havde været indespærret i Arresten.
Ovenstaaende Skændigheder er først kommet til Offenlighedens Kundskab, efter at Socialdemokratiet har faaet en selvstændig Presse i Silkeborg.
(Social-Demokraten 2. august 1900).
