Viser opslag med etiketten fængsler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fængsler. Vis alle opslag

30 maj 2026

De kvindelige Fanger. (Efterskrift til Politivennen)

Dansk Kvindesamfund kræver Amtsarrester med kvindeligt Tilsyn ude i Landet og flere kvindelige Politibetjente, samt en kvindelig Fængselslæge for de kvindelige Fanger i København

I en Artikel, optrykt i Dansk Kvindesamfunds Medlemsblad, paataler Overingeniør Simonsen det lidet heldige i den Omstændighed, at kvindelige Fanger rundt om i Landet er under Opsigt af mandlige Arrestbetjente. Han foreslaar Indretningen af særlige Amtsarrester ned kvindeligt Tilsyn for kvindelige Fanger, i Lighed med Statens Kvindefængsel her i Kobenhnvn, hvor Tilsynet formentligt er indrettet paa, at det drejer sig om kvindelige Fanger.

Til dette Krav slutter Dansk Kvindesamfund sig aldeles og tilføjer yderligere for egen Regning: 

Alligevel er Forholdene i København alt andet end ideelle, idet Kvinders Anholdelse, saavelsom deres Transport lil og fra Forhorskamrene foregaar ved mandlige Beljente, ligesom legemlig Undersøgelse af Kvinder næsten altid foregaar ved mandlige Læger.

Dansk Kvindesamfund foreslaar -

D. K. foreslaar derefter en Ordning, hvorefter der i hver Politikreds i Provinsen uddannes der bosiddende Kvinder til at bislaa Politiet og Arrestbetjentene ved Anholdelse, Transport og Bevogtning af Kvinder.

Desuden bør det baade i Provinsen og København gøres obligatorisk, at politimæssig, legemlig Undersøgelse af Kvinder skal ske ved kvindelige Læger, ganske uanset om de paagældende Kvinder forlanger det.

Desuden bør der ansættes det fornedne, overordnede kvindelige Personale indenfor saavel Københavns Politi som Statspolitiet og Anklagemyndighederne, ligesom et Par kvindelige Dommere i Københavns Byret.

Fængselsdirektør Erik Kampmann.

- Vi har forelagt en Del af Overingenior Simonsens og D. K.s Ønsker for Fængselsdirektør Erik Kampmann, der elskværdigt svarer os:

- Efter min Mening er Idealet absolut: Kvindeligt Tilsyn med kvindelige Fanger; men jeg mener, at vi, saavel ved Statens Kvindeafdeling herude paa Vestre Fængsel som ved Københavns Kommunes Kvindefængsel paa Nytorv og Arresthuset paa Blegdamsvej har det fyldestgørende kvindelige Arrestpersonale.

Jeg kan ikke se noget uheldigt i, at Fængselslægerne er Mænd, tværtimod mener jeg, at netop visse Kvindetyper, der ofte findes mellem de kvindelige Fanger, hellere man undersøges af en mandlig end af en kvindelig Læge.

Arrestforvarerens Hustru skal i Provinsen visitere de kvindelige Arrestanter.

Med Hensyn til Ønsket om kvindeligt Personale i Provinsens Arrester, er man heller ikke saa daarligt stillet, som D. K. mener. Ifølge en Lovbestemmelse helt fra 1846, er det nemlig paabudt, at Arrestforvarerens Hustru, eller i  Mangel heraf en af Politimesteren beskikket dertil egnet Kvinde, skal visitere de kvindelige Arrestanter.

Et par større Central-Kvindefængsler ude i Landet.

Yderligere Udvidelse af kvindeligt Arrestpersonale i Provinsen vil foreløbig blive alt for bekosteligt; men hvis vi en Gang faar den store Fængselsreform, som vi alle ønsker, vil der antagelig blive oprettet et eller to større Central-Kvindefængsler for de kvindelige Arrestanter ude fra Landet, der staar foran en Afsoning af længere Varighed, f. Eks. et i Jylland og et paa Fyn, og her mener jeg, at hele Personalet bør være Kvinder

Hvor findes Kvinden?

Med Hensyn til D. K.s Ønske, om Kvinder i de overordnede Stillinger indenfor Anklagemyndighederne o. s v., saa har jeg absolut intet principielt mod Sagen, blot det i saa Fald bliver en Kvinde, der i sig forener Myndighed og alle de andre til et saadant Embede nødvendige Egenskaber - og det vil maaske ikke være saa ganske let at finde hende.

Gunver.

(Nationaltidende, 18. december 1929).

10 februar 2026

Biskop Bast i Fængsel. (Efterskrift til Politivennen)

De amerikanske Metodister og Anton Bast.

"Fattigpræsten" tages under Armene, og Sagen vendes paa Hovedet.
En mærkelig Erklæring.

Netop i disse Dage, hvor der gøres store Anstrengelser for at faa "Fattigpræsten" Anton Bast benaadet for Afsoningen af de 8 Maaneders Fængsel, han idømtes for svigagtigt Forhold, føres der i Amerika en voldsom Kampagne, der har til Formaal at rense Bast og rimeligvis at forberede hans Ankomst til Staterne.

I det store amerikanske Metodistblad "The Christian Advocate" er i disse Dage offentliggjort en Redegørelse af hele den omfattende Retssag.

Redegørelsen er naturligvis stærkt farvet, og den, der ikke kender Sagen, faar det Indtryk, at Bast er et lille, hvidt Lam, som den danske Retfærdighed har handlet ilde med. Man kalder Dommen en teknisk Sejr for Domstolen, men en moralsk Sejr for Bast.

I denne mærkelige Redegørelse findes der ogsaa en Erklæring fra de to Biskopper Nuelsen og Blake, hvori Sagen er vendt fuldstændig paa Hovedet.

Erklæringen lyder saaledes:

Biskop Bast er frikendt paa alle de Punkter, som vedrører Uorden i Finanserne. Han er dømt skyldig og har faaet tre Maaneders Fængsel for i 1916 rent teknisk at have overtraadt Loven, idet han da har anmodet Folk om at købe "Fyrtaarnet" og hjælpe Centralmissionen. "Fyrtaarnet" - et Ugeblad - var nemlig Biskop Basts private Foretagende, og Overskudet tilfaldt derfor ham, men dette Overskud anvendte han saa selv til Centralmissionen. Dommen er en teknisk Sejr for Anklagerne, men anses iøvrigt for at være absolut uretfærdig. I Betragtning af alle de Anklager, man havde rettet imod Biskoppen, maa vi absolut betragte Udfaldet som en moralsk Sejr for Biskop Bast. Kirken har al mulig Grund til at nære den dybeste Tiilld til Biskop Basts kristelige Karakter og moralske Ære.

(underskrevet Nuelsen og Blake).

I hvor høj Grad denne Erklæring er misvisende fremgaar af den Kendsgerning, at Bast er idømt 3 Maaneders Fængsel som skyldig i svigagtigt Forhold ved at vildlede Almenheden og Centralmissionen til under urigtigt Foregivende at købe "Fyrtaarnet", hvorved han har haft en Fortjeneste paa 182,000 Kr.

De to Biskopper vil fremstille Sagen, som om Hr. Bast er dømt for en ren Formalitet, at han og ikke Centralmissionen ejede Bladet, men at alle de Indkomne Midler er tildelt Centralmissionen og de Fattige. Dersom det sidste havde været Tilfældet vilde Hr. Bast ikke være bleven dømt. Han er dømt paa den Realitet, at han tilvendte sig selv 182,000 Kr., som Giverne havde bestemt for de Fattige, og som Biskop Bast i Skrift og Tale havde indbildt Offentligheden vilde komme de Fattige til Gode.

De to Metodist-Biskopper har ved deres Erklæring vundet en glimrende teknisk Sejre. Til større fuldkommenhed kan Hykleriets Teknik næppe drives. Det er kun vanskeligt at se, at der i denne Teknik levnes Plads for "kristelig Karakter og moralsk Ære."

(Social-Demokraten 16. april 1926).


Biskop Bast benaades ikke

Justitsminister Steincke har afslaaet Benaadningsansøgningen og begrunder Afslaget.
Rejsen til Amerika.

Iaftes forelaa Justitsministerens  Svar paa Biskop Basts Benaadningsansøning. Det blev et Afslag. Paa et Ministermøde igaar var Bestemmelsen enstemmig bleven tiltraadt. 

Benaadningsansøgningens Motivering.

Efter en Betænkningstid besluttede Biskoppen sig til ikke at appellere Dommen til Højesteret, og den 25. Marts indsendte hans Forsvarer. Overretsagfører Wreschner, Benaadningsansøgningen, hvori der hl. a. stod anført, at Biskoppen led af Sukkersyge. Endvidere stod der i Ansøgningen, at Biskoppen havde til Hensigt at forlade Landet og tage fast Ophold i Amerika.

Biskoppens Forbehold.

Benaadningsansøgningen blev visse Maader svækket af et Brev som Biskoppen den 2. April sendte Vicepolitidirektøren. lian tog heri Forbehold overfor Erklæringen om at han vilde forlade Landet. Som Biskop kunde han ikke selv tage Bestemmelse om, hvor han skulde virke. Forøvrigt var det hans Hensigt at rejse til Amerika og blive der saa længe Forholdene tillod det. Men af og til maatte han tage Rejser her til Landet, dele for at afvikle sine Forhold, dels for at foretage fornødne Visitatsrejser.

Endelig anførte han, gt han efter hans Mening kun var bleven dømt for nogle Artikler og Notitser i Fyrtaarnet, og disse var alle skrevne i god Tro.

Som bekendt indstillede Nævningerne ikke, som det ellers saa ofte sker, Biskoppen til Benaadning. Benaadningsansøgningen har heller ikke været støttet af Statsadvokaten, der tvært imod har udtalt sig stærkt imod det.

Politidirektøren anbefalede Benaadningen paa Betingelse.

Derimod har Politidirektøren anbefalet Benaadningen med den Indskrænkning, at Biskoppen forpligtede sig til at forlade Landet for bestandig. Ansøgningen er endvidere bleven anbefalet af Medlemmerne af Centralmissionens Repræsentantskab, af Præsterne indenfor den metodistiske Menighed og af Østre Landsret, hvilken sidste ikke nærmere har begrundet Tilslutningen men kun har skrevet "efter samtlige foreliggende Omstændigheder".

Justitsministerens Motivering for Afslaget.

Justitsministeren har motiveret Afslaget paa følgende Maade:

Biskoppens Forslag om at være damt for nogle Artikler og Notitser, der er skrevet i god Tro, kan ikke anses for at være rigtig. Han er bleven kendt skyldig i Svig og Retten har lagt denne Kendelse til Grund for sin Dom.

Endvidere hedder det i Afslaget, at der ikke bør ses gennem Fingre med Misbrug af Velgørenhed. En Benaadning vilde i vide Kredse af Befolkningen blive opfattet som en Svækkelse af den afsagte Dom.

Endelig havde forskellige offentlig, fremsatte Udtalelser af Personligheder indenfor den metodistiske Menighed været af en saadan Art at de kunde befrygtes at støtte den nævnte fejlagtige Udtydning af en eventuel Benaadnings Begrundelse.

Med Hensyn til Biskoppens Sygdom, kunde denne godt behandles paa Vestre Fængsel eller paa dettes Sygehus, hvilket Overlægen for Københavns Politi havde meddelt i en Erklæring.

Generalsekretæren om Benaadningsafslaget.

Generalsekretæren i den metodistiske Menighed, Pastor Rasmussen har iaftes udtalt til et herværende Blad, at den trufne Afgørelse ikke havde nogensomhelst Indflydelse indenfor Menigheden.

Det havde været Biskoppens Hensigt at tage Orlov og rejse til Amerika, for at deltage i Biskoppernes Møde den 15. Maj. Mødet var dog ikke af afgørende Betydning for Biskoppen, den endelige Beslutning med Hensyn til hans Person træffes føret ved Generalkonferencen i 1928.

En Samtale med Kirkeministeren

Biskop Bast er af den danske Stat anerkendt som Præst og kan som saadan foretage Vielser. For at faa Spørgsmaalet klaret, om han vedblivende, som Sagen har udviklet sig, vil beholde denne Anerkendelse, havde vi til Morgen en Samtal med Kirkeminister Dahl.

- Selvfølgelig kan han ikke beholde Anerkendelsen, svarede Ministeren. Han kan ikke efter det skete foretage kirkelige Handlinger, som har borgerlig Betydning. Men naturligvis staar det ham frit for at præke og udføre andre kirkelige Handlinger.

- Er der tilgaaet Biskop Bast en Meddelelse herom?

- Nej, men det vil ske med det første.

(B. T. 24. april 1926).

Den 18. maj 1926 skulle Bast starte afsoningen, men mødte op med en erklæring på politigården hvori han begærede sagen genoptaget ved en ny nævningeret til Højesteret. Han erklærede sig uskyldig. Dermed blev afsoningen udsat til Højesteret afviste en ny sag den 21. maj. Få dage efter blev han indsat, og erklærede sig syg. Fængselslægen overlæge Friis-Møller fandt dog ikke hans tilstand så alvorlig at Bast skulle afsone på sygeafdelingen. Dette faldt i øvrigt i tråd med hvad Basts egen læge havde udtalt. Han blev derefter ført til en almindelig fængselscelle.

I slutningen af maj havde et medlem af Metodistkirken, læge Kyed-Nielsen indgivet en klage til kirken over Basts private forhold til afgørelse på præstekonventet i USA. 

I juni 1926 behandledes sager mod biskop Basts brodersønner. Sofus Bast havde tidligere været straffet med forbedringshus og tugthus. Denne gang havde han stjålet for over 2.000 kr. cykler. Aage Peter Bast var blevet løsladt af tugthuset, men så tiltalt i en anden. Han stod i protokollen over mistænkelige personer.

Den 28. juni 1926 havde metodistbiskoppen Blake fået lov til at afholde en konference i Vestre Fængsel hvor også biskop Waldorff fra Kansas City var mødt op. En anmodning med ca. 250 underskrifter om løsladelse. Anmodningen fik ikke megen opbakning fra aviserne uanset partifarve. Det blev afvist af justitsminister Steincke. Han blev løslast efter 3 måneders afsoning den 21. august 1926.

I december 1926 fik den afskedigede metodistpræst Ingerslew ved dom tildelt 40.000 kr. i erstatning fra metodistmenigheden. Menigheden havde afskediget ham som følge af kritik af Bast.

07 december 2025

To Danskere arresteret i Moskva. (Efterskrift til Politivennen)

Direktør Hjalmar Hartmann og Arkitekt Gotfred Tvede har været arresteret i Moskva. En Samtale med Fru Hartmann og Fru Tvede. 

Der er i Gaar kommet et Telegram hertil fra Moskva, som fortæller, at vore to udmærkede Landsmænd, Direktør Hjalmar Hartmann, der er Indehaver af det store Frøfirma af samme Navn, og Arkitekt Gotfred Tvede er blevet arresteret i Moskva, fordi de fik rundt i Byens Gader og fotograferede. Som alle ved. der har været i Rusland eller følger med i russiske Forhold, et dette paa det allerstrengeste forbudt - ja var det bl. a. i 1914, da den, der skriver disse Linier, var paa Rejse i Ruslaud. Dette maa de to Danskere have glemt, og Politiet tog dem saa. Kort efter blev de dog sat paa fri Fod igen, fordi de henvendte sig til Landbrugsraadet som kendte dem vel. Men trods dette kan det jo have været en ret ubehagelig Oplevelse. - Jeg kan tale lidt ned af Erfaring. Da jeg i 1918 var paa en ensom Fodtur ved Boden i Sverrig, blev jeg sat i Fængsel, fordi jeg var kommet ind paa Fæstningsterrænet. Det var ikke morsomt, og glad var jeg, da Journalistforeningens Formand Andreas Buntzen hjalp mig ud. Men langt værre end et svensk Fangehul er sikkert det russiske.

- Hvad siger De til den Historie, spurgte vi i Gaar Fru Gerda Hartmann, f. Godfred Christensen, som altid forveksles med Overlæge Hartmanns frue, der ogsaa hedder Gerda, men er født Lehhmann.

-Aa, jeg er ikke nervøs. Jeg fik Telegram fra min Mand i Gaar, og alt var vel.

- Naar var det afsendt?

- Tidlig i Gaar Morges, og jeg fik det mellem et og to.

- Hvornaar rejste Deres Mand?

- For tre Uger siden. Han har man Gange været i Moskva, og har et stort og betydende Personalbekendtskab derovre. Det hele er en Bagatel sikkert. Det kan have været lidt ubehageligt lige straks, men senere er det en ganske morsom Oplevelse. Moskva er jo en interessant gammel By, det har fristet min Mand og Arkitekt Gotfred Tvede, og saa er det gaaet galt.

- Er De to alene derovre?

- Nej, de er sammen med den bekendte Statsraad Kofoed fra Tula-Guvernementet. De tre rejser sammen.

- Hvad skal De derovre?

- Det ved jeg næsten ikke om jeg maa sige; men lad gaa. De er derovre her Indbydelse fra Sovjet for at se paa en del Ejendomme i Moskva og Omegn. Det er Ejendomme til Brug for Frihavn, Lagre, Magasiner - og ligeledes nogle, der skal indrettes til Landbrug, hvis min Mand og Arkitekt Tvede mener, de er vel egnet dertil. De har samledes de allerbedste Kort paa Haanden, og jeg er ikke det mindste nervøs.

- - Senere talte vi med Arkitekt Tvedes Frue, der saa lige saa optimistisk paa Situationen.

- Ogsaa jeg er ganske rolig, men finder jo nok, at lidt større Forsigtighed havde været paa sin Plads. Selv om der er kønt i Moskva, bør man dog ikke tage Billeder, naar det er forbudt.

- Naar venter De Deres Mand hjem?

- Baade han og Direktør Hartmann kommer om en Uges Tid, om alt gaar vel. Og det haaber vi.

Jonas.

(Nationaltidende 13. marts 1924).


Arkitekt Christen Gotfred Tvede (1863-1947) hvis forældre var arkitekt Vilhelm Tvede (1826-1891) og Marie Ostermann, stod bag en lang række herregårde og villaer tegnet i nybarok stil for adel og borgerskab. Han var desuden arkitekt for Østasiatisk Kompagni og Det Classenske Fideicommis. Tegnestue var blandt de største. 


Hørbygård på Tuse Næse ved Holbæk Fjord (1900-01). Foto Erik Nicolaisen Høy (2018).

Blandt hans kan nævnes: Charlottenlund Travbane (1891), sygehjem i De Gamles By (1897-1901, sidefløj senere forlænget), Frederiksberg Gasværksarbejders Byggeforenings huse ("Den hvide by på Frederiksberg"), Finsens medicinske Lysinstitut, klinik og administrationsbygning, Rosenvængets Hovedvej 4 (1900-01) ØKs tidligere hovedbygning, Holbergsgade 2 (1907-08), Ordrupgaard (1916-19, sammen med Therkel Hjejle), Finseninstituttets hovedbygning, Strandboulevarden 49 (1919-21). Arbejderboliger i Rørdal, Aalborg (1899-1901, sammen med Olaf Schmidth), Silkeborg Papirfabrik (1910, senere udvidet), Gramhus, enkesæde til Gram Slot, nu Jørgen Overbys Tegnestue, Slotsvej 46, Gram (1939).


Christen Gotfred og Bodil Marie Tvede er begravet sammen med deres (sviger)forældre. De blev gift 1895: J. E. S. Dorph-Petersen * 9 april 1845 + 20 decbr 1927. Rose Dorph-Petersen født Sødring * 12 april 1850 + 24 april 1927. * Gotfred Tvede * 7 oktbr 1863 + 30 decbr. 1947. Bodil Marie Tvede, født Dorph-Petersen * 24 decbr 1873 + 8 marts 1964. Gravsted på Vestre Kirkegård. Afdeling M, rk. 17, nr. 30. . Foto Erik Nicolaisen Høy. 2019.

19 december 2024

Mere Retsskandale. (Efterskrift til Politivennen)

Sylow og hans 2 Betjente. - Krabbe som Forhprsdommer.

Vort Broderorgan "Silkeborg Social-Demokrat" meddeler følgende: Gaardejer Niels Bay og Hustru Maren Bay, født Hansen, bosiddende i Elling pr. Funder, har begge været underkastet Hr. Sylows og hans Hjælperes Tortur i 11 Uger.

Gaardejer Bay havde i 1892 købt noget mere Jord ind til sin Ejendom, og det var da Meningen, at han vilde flytte sin Gaard hen paa det ny Jordstykke. Familien havde allerede taget Ophold i et paa Jorden liggende Beboelseshus, medens der paa den ældre Jordlod endnu henstod et Par Udhuse, hvor der blandt andet opbevaredes en Del Tørv samt nogle Vinduer og Døre, der senere skulde anvendes til de nye Huse.

En Nat i Juli Maaned 1892 opkom der imidlertid Ild i de to Udhuse, der var assureret for 1000 Kr. Konen, der, grundet paa et Par Smaabørns Urolighed, havde været vaagen et Par Gange, var da bleven opmærksom paa Ildskæret, men hun troede, at det hidrørte fra en Hedebrand. De brændende Huse laa nemlig et godt Stykke borte fra Gaarden. Først om Morgenen tidlig, da Manden stod op, blev de opmærksom paa, at Ilden i Nattens Løb havde fortæret de to Udhuse.

Dagen efter mødte Herredsfoged Krabbe fra Kjellerup med sine Retsbetjente for at optage Brandforhør. Bay var den Dag i Silkeborg. Hr. Krabbe afhørte Konen, der ikke var særlig diplomatisk anlagt, idet hun indrømmede overfor Forhørsdommeren, at hun ikke havde noget imod, at de gamle Skure nedbrændte, og at hun ønskede at faa opført et nyt Stuehus.

Denne Aabenmundethed forekommer nu imidlertid os at vidne om Konens Uskyld, men Hr. Krabbe kom til et andet Resultat, idet han sigtede Konen for at have paasat Ilden, og Dagen efter hentede han saa vel hende som Manden til Arresten i Horup, eller som det i Reglen benævnes Kjellerup.

Konen maatte saaledes forlade 5 Børn, hvoraf det mindste kun var faa Maaneder gammelt og den ældste endnu ikke konfirmeret.

I Begyndelsen behandlede Hr. Krabbe Ægteparret med stor Strænghed. Senere, da Dommeren antagelig kom til den Anskuelse, at de var uskyldige, blev han mildere stemt. Da Bay blev syg, fik han saaledes Tilladelse til Ekstraforplejning, ligesom de Anholdte fik Tilladelse til at veksle Breve med de i Hjemmet tilbageblevne Børn.

I Arresten i Kjellerup hensad Manden i 6 Uger og Konen i 4 Uger, hvorefter de løslodes.

*

Der hengik derefter 3 Aar. Imidlertid var Sylow og hans Hjælpere kommen til Jylland, og nu begyndte der først en Prøvelsens Tid for det stakkels Ægtepar.

De hentes til Arresten i Randers. - Manden iføres Fangedragt. - Frygtelige Trusler. - Betjent Andersen stiller sig over End. - En Hundeføde.

En skøn Dag mødte Politibetjenten fra Kjellerup og beordrede Ægteparret til at følge med til Kjellerup. I største Hast maatte de forlade deres 5 Børn, Hus og Hjem for at ledsage Betjenten. De sad derefter i Arresten i Kjellerup om Natten. Dagen efter blev de fremstillet for Hr. Krabbe, der oplæste et Telegram for dem, hvoraf det fremgik, at de skulde fremstilles for Sylow, som den Gang opholdt sig i Randers.

Under Politiledsagelse gik Turen derefter til Randers, hvor Ægteparret straks af Politiet blev underkastet en grundig Visitation. De maatte afføre sig alle Klædningsstykker, og Manden blev derefter i ført Fangedragt. Saa blev de indsatte hver i sin Fangecelle.

Her fik de ulykkelige Ægtefolk Lov til at hensidde i 11 Uger, uden at de i den Tid fik Lov til at høre det mindste fra Hjemmet eller modtage nogen som helst Ekstraforplejning.

Føden var højst tarvelig og langtfra tilstrækkelig. Om Morgenen fik de en halv Pot Mælk og 4-5 Skiver Rugbrød, hvilket udgjorde Brødrationen for hele Dagen. Om Smør eller Paalæg var der slet ikke Tale. Om Middagen fik de en Ret Vandmad, Kaal, Ærter eller Suppe, men kun meget lidt Sul. Bay led derfor ligefrem Sult, medens Konen, som led af frygtelige Sjælelidelser, næsten intet kunde spise.

Var Kosten sløj og utilstrækkelig var Behandlingen endnu værre.

Det var særlig de 2 Betjente Valdemar Petersen og Andersen, der var haarde mod Fangerne. Hvad de 2 Herrer ikke kunde hitte paa, syntes Arrestforvareren at kunne udfinde.

Vi skal nu først beskæftige os med Hr. Bay og senere skildre hans Hustrus Lidelser.

I Førstningen kom han i Forhor en 3-4 Gange om Ugen. Senere indskrænkede Forhørene sig til en Gang ugenlig, men i den mellemliggende Tid blev han bearbejdet af de 2 Betjente.

Ofte blev han udskældt paa det groveste. Valdemar Petersen tiltalte ham saaledes med Lømmel, Bandit og andre lignende smagfulde Udtryk og forsikrede ham om, at han ikke skulde komme paa fri Fod de første 10 Aar, og at han først skulde blive saa tør som Træ.

Andersen trakterede ham paa lignende Maade og gik endogsaa en Gang over til Haandgribeligheder nede i Cellen og puffede til Bay saa han faldt om paa Gulvet.

Dr. Sylow brugte en anden Fremgangsmaade. Han formanede Bay til at bekende. Den Smule Straf, han vilde faa for den lille Forseelse, var slet ikke værd at regne og saa vilde han hurtig komme paa fri Fod.

Til Trods for Hr. Sylows søde og formanende Ord og Betjentenes Brutalitet lod Bay sig ikke bevæge til at fremkomme med nogen Tilstaaelse.

Der blev saa forsøgt at sætte ham ind i Cellen til andre Arrestanter, der havde tilstaaet. De søgte at overtale ham til at fremkomme med en Bekendelse. Men alt var forgæves. Han havde dog den Fordel af disse Lokkespioner, at de gav ham en Del af deres Levninger fra Maaltiderne, hvorved han kunde stille sin frygtelige Sult.

Niels Bay holdt sine Lidelser ud, til Trods for, at han ikke i den lange Tid maatte skrive hjem eller modtage Breve. Det eneste Bud, han fik fra Hjemmet, var naar han skulde underskrive en forfalden Veksel.

Hustruens Lidelser. Hun trues af Vanvidets Uhygge.

Maren Bays Behandling var ikke bedre. Ogsaa overfor hende var de 2 Betjente umenneskelige. Der var ogsaa her en 8 Dages Tid imellem hvert Forhør. Sylow søgte ligeledes at bibringe hende den Opfattelse, at hun ved at bekende vilde slippe let fra den Affære.

Efter at have siddet 4 Uger i Arresten, var hun en Dag i Forhør. Andersen ledsagede hende tilbage til Cellen. Han spurgte hende om, hvor lang Tid hun havde siddet arresteret. Da hun svarede 4 Uger, udbrød Betjenten, at hun, hvis hun ikke bekendte, skulde faa Lov til at sidde i Arresten i mindst 4 Aar. Konen ytrede da, at hun nok med Guds Bistand skulde komme ud.

Betjenten lod hende da vide, at her var han Gud, og hvis hun ikke bekendte, skulde hun faa Lov at sidde i Arresten saa længe, til der groede Mos paa kende.

En Søndag indfandt Valdemar Petersen sig i Cellen. Han havde ved den Lejlighed paataget sig et meget hyklerisk Anstrøg. Han beklagede Konen og lovede, at han skulde gøre alt for hende, naar hun blot vilde bekende. Hun spurgte derefter Betjenten, om det forholdt sig rigtig, at Sylow vilde hugge Fingrene af Folk. "Siger Folk det?" spurgte Betjenten. "Ja," forsikrede Konen. Betjenten lod hende ganske rolig blive i sin Forestilling og tilraadede hende at bekende, da han saa nok skulde gøre sin Indflydelse gældende. Hun vilde saa snart komme hjem til sine Born, ligesom hendes Mand straks vilde blive løsladt. Hvis hun vilde bekende, behøvede hun blot at ringe paa Klokken, saa skulde hun komme op til ham.

Efter at Betjemen var gaaet, var Konen fuldstændig fortumlet i Hovedet. Hun besluttede sig til at fremkomme med en Tilstaaelse, naar hun derved kunde frelse sin Mand.

Hun ringede derfor paa Klokken, hvorefter hun straks førtes op for Valdemar Petersen. Hun sagde til Betjenten, at nu vilde hun fremkomme med en Tilstaaelse, naar hun derved kunde fri sin Mand ud.

Men nu blev Valdemar Petersen helt rasende og spyttede efter Konen, som han beskyldte for at ville holde Politiet for Nar. Hun blev derefter straks ført ned i Cellen.

Maren Bay, der er stærk religiøs anlagt, vilde gærne tale med Præsten, men Arrestforvareren afslog stadig hendes Bøn. Endelig den 5. Juni kom Præsten, og efter at have talt i længere Tid med hende om den sigtede Forbrydelse, talte han trøstende og opmuntrende Ord til hende, hvilket tydede paa, at han troede paa hendes Uskyld.

Senere, da hun bad om, at Præsten maatte komme til hende, blev det hende nægtet. Hun blev endelig syg, og Lægen blev hentet. Han talte venligt til hende og lovede, at han skulde give hende noget Medicin, der skulde skaffe hende Søvn. Men nu blev Maren bange, hun troede, at Lægen vilde forgive hende. Han fik dog det stakkels forskræmte Væsen beroliget og gav hende derefter en Medicin, der var styrkende og oplivende. Hun fik dog kun et Par Gange heraf, saa nægtede Arrestforvareren at give hende mere.

I det Hele taget syntes det, som om Arrestforvareren har spillet en fremragende Rolle ved Udøvelsen af Tortur mod Arrestanterne. Han søgte stadig at paavirke dem til at bekende og betjente sig ofte af opdigtede Historier for at gøre Indtryk paa Fangerne.

En Dag sagde han saaledes til Maren Bay, at nu kunde hun jo godt bekende, for nu havde hendes Mand bekendt og derfor kunde hun ogsaa lige saa godt tilstaa sin Andel i Skylden. En anden Gang meddelte han Maren, at alle hendes Børn var kommen paa Sognet. Alt sammen lutter Opspind.

Ogsaa overfor Maren Bay blev der benyttet Lokkespioner. Hun blev saaledes sat hen i en Celle, hvor der sad et frækt og forbryderisk Fruentimmer, der søgte at paavirke Maren til at bekende. Hun viste bl. a., hvorledes hun fik Ekstraforplejning, blot fordi hun havde tilstaaet.

En Dag hørte Maren, at ikke mindre end 3 af Arrestanterne havde hængt sig, hun gik derefter i en frygtelig Angst for, at hendes Mand skulde være iblandt de ulykkelige, men Tilfældet vilde saa at hun en Dag fik et Glimt at se af Niels Bay, hvilket var hende til stor Beroligelse.

Pinslerne vedblev til det sidste. En Dag kom Arrestforvareren med et Par nye Trætøfler til hende, idet han ironisk bemærkede, at naar hun havde faaet dem slidt op, skulde hun nok faa et Par ny. Konen var den Gang overbevist om, at hun aldrig kom paa fri Fod.

Den sidste Dag, hun sad i Arresten, blev hun flyttet hen i en Celle, hvor en af de ulykkelige Arrestanter havde hængt sig. Hun var da Vanviddet nær. Da hun blev ført op for Sylow, meddelte han hende, at hun vilde blive løsladt, men, føjede han til. De maa være belavet paa, at jeg kan hente Dem igen hvad Dag det skal være.

Konen blev selvfølgelig glad ved at faa sin Frihed. Hun stod imidlertid fuldstændig blottet for Midler. Politiet gav hende da 3 - skriver tre - Kroner til at rejse hjem for. Dette Beløb var langt fra tilstrækkeligt.

Efter sin Hjemkomst var Konen næsten fuldstændig fra Forstanden i de første Uger. Saa snart hun saa sine Børn, blev hun greben af en frygtelig Angst og henfaldt i en krampagtig Graad.

Niels Bay løslodes Dagen efter. Ogsaa han var svært medtaget af de 11 Ugers Arrestophold.

Beboerne bevidner deres Deltagelse ved at indsende en Adresse til Sylow. - - Ægteparret faar overrakt en Gave paa 200 Kr.

Egnens Beboere var alle overbevist om Ægteparrets Uskyld. En Adresse undertegnet af 65 Beboere, hvori der forsikredes om Ægteparrets hæderlige Vandel blev indsendt til Sylow, der imidlertid ikke tog ringeste Notits heraf.

Naboerne havde i den lange Tid, da Parret sad arresteret, med rørende Omhu taget sig af Ejendommens Drift, lige som de havde taget sig af de mange Smaabørn, der ellers vilde have været prisgivet den rene Elendighed.

Efter sin Hjemkomst modtog Niels Bay en Pengegave af 200 Kr. fra Egnens Beboere, som et synligt Bevis paa deres tro om hans og hans Hustrus Uskyldighed.

Pengene kom ham ret tilpas, da Ejendommen selvfølgelig var blevet en Del forfalden i de 11 Uger, han havde været indespærret i Arresten.

Ovenstaaende Skændigheder er først kommet til Offenlighedens Kundskab, efter at Socialdemokratiet har faaet en selvstændig Presse i Silkeborg.

(Social-Demokraten 2. august 1900).

15 december 2024

St. Croix: Oprørsfangernes skæbne. (Efterskrift til Politivennen).

En artikel i Svendborg Avis, 1900 omtaler ikke direkte fangerne i Horsens Tugthus fra oprøret i 1878, men mere generelt om forholdene:


Negrene paa vore vestindiske Øer
Fra Horsens Tugthus.

Af en nylig udkommen Bog af Pastor Haffstrøm: "Fra Horsens Tugthus, 12 Aars Iagttagelser", tillader vi os at aftrykke følgende:

Blandt de her i Landet mere usædvanlige Typer maa jeg nævne Negrene fra de vestindiske Øer, hvoraf der desværre altid findes nogle i Straffeanstalten. 

De taaler saa daarligt Klimaet, at deres Helbred som oftest tager Skade, uagtet her gøres det mest mulige for at bevare dem mod Forkølelse.

Medens den senere Biskop Lind var Fængselspræst, søgte han at henlede Regeringens Opmærksomhed paa det yderst uheldige i at føre Negrene hertil, og baade Inspektører og Præster har jævnlig gjort opmærksom på det samme. 

Det vilde formentlig ikke være umuligt at træffe Overenskomst med den engelske Regering eller en anden, der har Straffeanstalter i Klimaer, som vore Negre bedre kan taale, end det Danske. Naar Negrene kommer her til, forstaar de i Reglen ikke et Ord dansk, saa at de allerede af den Grund har ondt ved at finde sig til Rette. Man maa altsaa tale Engelsk med dem. og da "Neger-Engelsk" er en ret ejendommelig Afart af Sproget, gaar det besværligt nok.

Gårdtur i Horsens Tugthus ved østre fløj. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920) 1-4: 1900 - 1920 m.m.. Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

Selve Forbrydelserne, hvorfor de straffes, har tit et for vore Begreber fremmed Præg.
En Neger var fornærmet over, at hans Svoger havde bekostet en fælles Svigerindes Begravelse. Han stillede sig da under en Platan paa Kirkegaarden, og da Ligfølget kom, stød han Svogeren.
En anden, (halv Neger, halv Indianer) var forlovet med en sort Pige. Da hun slog op med ham. vilde han gerne have Kæresteforholdet genoptaget, men af Mangel derpaa vilde han slaa hende ihjel, for at hun ikke skulde blive en andens. Han købte sig da en seksløbet Revolver og gik med den til hendes Bopæl. Hun stod ved sit Vindue, da han kom. Han tiltalte hende kærligt, men i Stedet for at svare, spyttede hun og vendte Ryggen til. Han stød hende da i Ryggen, og da hun flygtede fra Vinduet, stød han Resten af Revolverens Skud efter hende. Hun faldt død ned, før hun var kommen ud af Stuen.

Af fem Skudsaar, som hun havde faaet, var tre absolut dødelige.

Endelig Negrenes Tyverier o. lign. har tit en ejendommelig Karakter.

En Neger havde en Nat været til Ligstue, hvor der holdtes Dans og blev drukket til Ære for den afdøde. Da han gik derfra, faa han paa Gaden et Par Personer bære en Kasse og antog, at de havde stjaalet den Han tog sine Støvler af og listede sig efter dem. Han saa, at de satte
Kassen ned og brød den op.

Da en Person i Nærheden tændte et Lys, gik de videre med Kassen, og han efter dem.
De mærkede, at nogen fulgte efter dem, løb deres Vej og lod Kassen staa. Han fandt i den en Blikæste med Penge i, tog den og gemte den i et Buskads, hvor den senere blev funden.
Meget uheldigt er det, at den almindelige danske Straffelov ikte gælder paa de vestindiske Øer. Dette medfører, at Negrene jævnlig er idømt meget længere Straffetid, end de samme Gerninger vilde medføre for en Dansk. De kan ikke undgaa at anstille Sammenligninger, da de al Tid er paa Fællesarbejdsstue.

De fleste Negre er meget lærvillige og i mange Henseender letnemme. Kun kan de i Reglen næsten slet ikke lære at regne; derimod at læse og skrive lærer de fleste overmaade hurtigt. De skriver da mærkværdig godt for sig. Deres Breve er ordrige og Sproget blomstrende; men Ordene synes dog at være naturligt Udtryk for deres livlige Tankegang. Dansk lærer de som oftest let; en enkelt af dem lærte snart at tale Dansk flydende og saa fri for fremmed Akcent, som jeg næppe har hørt af nogen anden fremmed.

De er meget taknemmelige for en god Behandling og ikke lidet stolte af de Kundskaber, der bliver dem meddelte i Tugthuset.

Tugthuset set fra syd. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920) 1-4: 1900 - 1920 m.m.. Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

I religiøs Oplysning staar de ikke saa langt tilbage, som man skulde tro. Ad mundtlig Vej har de gærne faaet et ikke ubetydeligt Kendskab til Skriftens Indhold. Der synes paa Øerne at være en underlig uklar Sammenblanding af alle Sekter og Partier. Naar de ikke er Katoliker, ved de mangen Gang næppe selv rigtig, hvilken Kirke de hører til, Luteraner eller Herrnhutter, Metodister eller Episkopale. Den Ulykke er dog ikke saa stor da de dog plejer at have dyd Ærbødighed for det hellige og meget villigt tager imod Kirkens Goder. Alle de ikke-katolske Negre bliver da ogsaa fra Præstens og Straffeanstaltens Side behandlede, som om de hørte til Folkekirken. Der konfirmere« uden Betænkelighed Episkopale osv.

Negrene udtaler sig gærne med dyb Anger om deres Forbrydelser, men de er alt for meget Stemningsmennester. Til alvorlig og varig Omvendelse kan de sjælden bringes. Man faar meget snart Godhed for Negrene med deres Barnlighed, men i deres Letsindighed og Omskiftelighed er der for meget barnagtigt. Ved siden af en vis Vildmandsnatur var det ikke lidt af Letsindighed, der medførte det sørgelige Oprør paa St. Croix 1878, hvor fra nogle af Deltagerne kom i Tugthuset, men for Resten for længe siden er benaadede.

I sædelig Henseende synes det at staa grumme ilde til mellem Negrene, de fleste har Kærlighed til deres Mødre, men Flertallet af de Negre, vi havde i Straffeanstalten, var født udenfor Ægtestab, og Forholdet til Fædrene var da gærne meget løst.

En Ejendommelighed er, at Negrene saa tit forandrer Navn, at de jævnlig er i Vildrede med, hvad de selv egentlig hedder. En herværende Fange skrev hjem og spurgte, hvorledes det gik hans Datter Lucretia, "men", strev han, "dette er ikke hendes Døbenavn, som jeg ikke kan huske, men hun var opkaldt efter min yngste Søster"

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende, 30. juni 1900)

Est. Anna's Hope, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Af særlig interesse er en påstået efterkommer (søn) af Mary Thomas (Queen Mary) som var voldelig:


Mord i Vestindien.

Fra Christiansted paa St. Croix skrives den 19. September til Ritz. Bur.:

For nylig er der ved en Plantage i Nærheden af Frederiksted forefaldet et af de desværre ret hyppige Mord. En yngre Arbejder har ved Knivstik dræbt en Negerinde, som han levede sammen med, et fuldstændig overlagt Mord, hvorved han allerede længe havde truet hende.
Morderen oprørte Alle ved sin frække og trodsige Holdning, baade under Transporten til Christiansted og overfor Retten hvor han brovtede af sin Bedrift i den rolige Bevidsthed om at man højst kan give ham nogle faa Aars Indespærring, hvilket han ikke ansaa for nogen egentlig Straf.

Der er for saa vidt Tradition i Morderens Familie, idet han er Søn af den berygtede "Queen Mary", der i Oprøret 1878 var Hovedfører for en brændende og skændende Bande Negere, særlig kjendt ved det gyselige Mord og Lemlæstelsen af 2 danske Soldater udfor Plantagen Carlton.

(Jyllands-Posten 9. oktober 1904)


Dansk Vestindien
Af fhv. Politimester Fischer.
Den ny Æra paa vore vestindiske Øer synes nu at skulle tage sin Begyndelse, blandt andet med en Omordning af Beskatningsforholdene. Det er dog ikke saa meget Paaligning af nye Skatter, der har vakt Røre blandt Befolkningen, men netop det modsatte, Ophævelsen af en i en Række af Aar bestaaende Skat. Ifølge de sidste fra St. Croix modtagne Efterretninger, er det Planterne paa Øen, der er komne i Bevægelse i Anledning af et Forslag fra Guvernementet om Ophævelse af Immigrationsskatten, en Skat, der saa vidt erindres for henved 40 Aar siden lagdes paa Plantagerne for ved Indførsel af Arbejdere fra fremmede Steder at sikre Planterne den nødvendige Arbejdskraft, der ved Slaveriets Ophævelse begyndte at svigte, idet de nu frigivne Negere følte Ulyst til Arbejdet paa Landet, og enten tyede til Byerne eller forlod Øen for at begive sig til St. Thomas, hvor Arbejdet i Havnen eller paa Skibsværfterne lovede dem rigelig Fortjeneste og megen Frihed. For at modvirke denne Bestræbelse tyede man til en Løsgængerlov og hæmmende Bestemmelser for Udvandringen til St. Thomas; men ingen af disse Foranstaltninger førte til det forønskede Resultat. Løsgængerloven blev ikke gennemført med den fornødne Stringens (om af Mangel paa den fornødne Politistyrke eller af andre Grunde, skal ikke her siges), og Forbudet mod Udvandringen forstod Negerne med Lethed at omgaa. Man besluttede sig da til Indførelse af Kulier fra Østindien, men Experimentet var dels for bekosteligt, og slog dels ikke til, uvist af hvilken Grund, og man gik derpaa en anden, ganske vist billigere, men i sine Virkninger utvivlsom uheldigere Vej. idet man med den engelske Regerings Samtykke besluttede sig til ved Hvervningsagenter at forskaffe sig Arbejdere fra de engelske Øer i Vestindien, særlig fra den stærkt overbefolkede Ø Barbados. En Følge af dette System var imidlertid, at Agenterne, der fik Honorarer for hver Arbejder, de hvervede, saa vidt erindres 8 Dollars for hver, ikke var særlig omhyggelige eller kræsne i Valget og de for tog, hvad der faldt for blandt Byernes Udskud og ofte i Stedet for egentlige Arbejdere erhvervede sig Skomagere eller Skræddere eller andre saadanne Folk, som ikke forstod sig paa Markarbejde og heller ikke var villige til at udfore eller lære dette, da de ankom til Bestemmelsesstedet. 

Denne Ulyst i Forbindelse med Uvilligheden til at underkaste sig det bundne Liv paa en Plantage, vakte Utilfredshed hos dem og ledede til, at det samme forplantede sig til vor egen ellers godmodige Negerbefolkning, som tilsidst gav sig Udslag i det bekendte sørgelige Oprør paa St. Croix i 1878, hvor Størstedelen af Øens bedste Planlager saa vel som Byen Frederikssted nedbrændtes, og hele Øen truedes med Ruin, som kun afværgedes ved Guvernør Gardes betimelige og energiske Indskriden med Hjælp fra St. Thomas. Den ommeldte Immigrationsskat, der opkrævedes med et Beløb af 10 Cents aarlig pr. Acre sukkerkultiveret Jord, er siden da bleven opkrævet og anvendt i det nævnte Øjemed. Det Fond der herved såvel som ved Bidrag fra Kolonialkassen dannedes og benævntes Immigrationsfondet beløber sig nu til 70.000 Dollars som Guvernementet formener der er Anvendelse for paa anden Maade, idet man, omend anerkendende den stadig tilstedeværende Mangel paa tilstrækkelig Arbejdskraft paa Landet, nu formener, at det maa blive hver enkelt Planters Sag selv at forskaffe sig den Arbejdskraft, han behøver. Heri er Planterne imidlertid ikke enige, idet de formener, at det er uoverkommeligt for en enkelt eller for enkelte Plantere at erhverve sig Arbejdere fra fremmede Steder. Saavel for at drøfte dette som andre Plantagedriften vedrørende Spørgsmaal, man formener den ny energiske Bestyrelse, Øerne har faaet vil fremkomme med eller allerede er fremkommen med i Kolonialraadet, er Planterne blevne enige om at danne en Forening kaldet "Planters Association", der holdt sit første Møde i Frederiksted den 9. September dette Aar.
Mødet indlededes med en Tale af Direktør Hagemanns Forretningsfører, Hr. Conrad, der stærkt betonede Nødvendigheden af, at Planterne under det ny Regeringssystem, der ikke som det tidligere lod alting støtte sig selv, og Staten betale Underbalancen paa Øens Budget, sluttede sig til Regeringen og bistod den med Raad og Daad, særlig i Spørgsmaal vedrørende Øens Hovedserhvervskilde, Landbruget, som han formente ikke var fyldig nok repræsenteret i Kolonialraadet. Efter disse indledende Bemærkninger gik han over til at omtale Guvernementets Forslag under Budgetforhandlingerne i Kolonialraadet om at ophæve Immigrationsskatten og fremtidig lade det være hver enkelt Planters Sag fra fremmed Sted at erhverve sig den Arbejdskraft, han behøvede. Dette mente han var uoverkommeligt for den enkelte Planter, og Vanskelighederne ved Erhvervelsen fra fremmede Steder, hvorved han vistnok sigtede til Øerne i Vestindien, vilde blive endnu større, naar Arbejderne ved Panamakanalen først tog deres Begyndelse. Han foreslog derfor Skatten bibeholdt, eller som man under et tidligere Møde havde omtalt, forandret til 5 Cents pr. Acre af al Jord paa Plantagerne uden Hensyn til, om den var i Kultivation eller ej. Immigrationsfondet skulde derefter vedblive at bestaa, og Renten deraf i Forbindelse med den ny Skat anvendes til Indførelse af Arbejdere fra fremmede Steder. 

Under en Diskussion, som derefter udviklede sig, var man almindelig enig med Formanden i, at Immigrationsskatten burde vedblive at bestaa og i Forbindelse med Immigrationsfondet anvendes i det Øjemed, hvori den var stifet. Kun var man ikke enig i Fastsættelsen af Skattens Størrelse; Planter Svitzer vilde saaledes have Skatten delt i 3 Satser, alt afhængig af Jordens Beskaffenhed eller den Anvendelse, der gjordes deraf i Jord i Sukkerkultivation skulde derefter svare 10 Cents pr. Acre, 5 Cents pr. Acre af Jord, der endnu ikke er, men kan blive kultiveret, og ingen Skat af Jord, der henligger i Ukrudt (Bushland). Planter W. Latimer gav en statistisk Oversigt over Skattens Størrelse efter de forskellige Beregningsmaader: der er nu 16,300 Acres i Sukkerkultivation, sat i Stat 10 Cents bliver Beløbet 1,630 Dollars, 30,000 Acres i anden Kultivation a 5 Cents vilde give 1500 Dollars samt 4900 Acres uopdyrket og ubeskattet tilsammen en Skat af 3,150 Dollars; men dersom man tager det samlede Areal af 51,200 Acres til en Sats af 5 Cents, bliver Skattens Totalbeløb 2,250 Dollars, eller da der synes at være indløben en Regnefejl for ham, rettere 2,560 Dollars. Efter at endnu en Taler havde paapeget det beklagelige i, at Landet blottes for Arbejdskraft ved, at Arbejderne tyr til Byerne, hvor de hendriver deres Tid i Lediggang, sluttede Diskussionen med at vedtagen Resolution, hvori man enstemmig paa Hr. Svitzers Forslag vedtog at anbefale Opretholdelsen af Immigrationsskatten, saaledes at den fremtidig opkræves med et Beløb af 5 Cents pr. Acre uden Hensyn til om Jorden er i Kultur eller ej. 

Efter, hvad der saaledes foreligger om det sjældne Tilfælde, at Skatteyderne afslaar et Tilbud fra Regeringens Side om Ophævelse eller Afskaffelse af en Skat, skulde det synes, at de Grunde, der i sin Tid foranledigede Skattens Indførelse, i Mellemtiden maa være undergaaet en Forandring. Dette er dog saa langtfra Tilfældet, at man endnu føler Savnet af tilstrækkelig Arbejdskraft paa Landet, og trods den bitre Erfaring, man har gjort om Forøgelse af samme ved Indførelse af Arbejdere fra de fremmede vestindiske Øer, dog fastholder samme, medens et Middel, der er lige for Haanden og maatte synes mere formaalstjenligere og tillige billigere, ikke tænkes anvendt. Man klager jo vg vistnok med Rette - over, at Byerne er overbefolkede og vrimler af arbejdsdygtige Negere fra Landet, der i Byen fører et Dagdriverliv og indirekte lever paa Plantagernes Bekostning, idet de, enten ved at stjæle Frugt eller paa anden ulovlig Maade erhverver, hvad de behøver til Livets Ophold, udsuger disse. Det ligger da nær at spørge, om ikke et effektivt og i tilstrækkelig Mængde tilstedeværende Politi, maatte kunne forebygge dette, og navnlig ved en streng og konsekvent Gennemførelse af Løsgængeranordningen maatte kunne føre Tilsyn med de vagabonderende Individer og saaledes forhindre Byernes Overbefolkning af dem, og fremtvinge deres vedvarende Ophold paa Landet. At Politiet i sit nuværende faatallige Antal og maaske under en uensartet Styrke i begge Politidistrikter paa Øen ikke formaar at løse denne Opgave, turde være indlysende; men at det i forøget Antal og under en Politimester før hele Øen maatte kunne gøre det, anser jeg for utvivlsomt, ligesom jeg tror, at den noget forøgede Udgift, som hertil vilde udkræves, i Længden vilde vise sig vel anvendt og rigelig opvejet ved det Gode, der derved i flere Retninger vilde pånaaes.

(Nationaltidende, 9. november 1904 (2. udgave)

Native Workmen, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.


The Guiana arrived this morning from New York. Among her passengers is Police Clerk Dendtler, who confirms the report of the capture in Baltimore of a man named Smith who while awaiting sentence i Frederiksted St. Croix prison on a charge of murder, escaped. Smith is a son of "Queen Mary" who for her connection with the riot in St. Croix in 1878 when she is said to have murdered two soldiers, was sentenced to 16 years hard labour in Horsens Workhouse, but long since returned to St. Croix.

(The Bulletin, with which is incorporated the Saint Thomas Commercial and Shipping Gazette, 1. juli 1908)


En Morder
Fra Vestindien
i Horsens Tugthus

2. Juledags Morgen Kl. 8 - ankom Barken St. Croix til Frihavnen fra Vestindien. Om Bord var en Neger, Villiam Smith, 30 Aar gl., som i Aaret 1904 paa St. Croix myrdede en ung Pige af Jalousi. Han flygtede fra Fængslet, ved med sine Haandjærn, som han havde smøget af sig, at slaa Fængselsbetjenten et dræbende Slag i Hovedet, da han lukkede hans Celledør op. Smith kom om Bord paa et Skib, flygtede til Amerika, hvor han i 1907 overfaldt en gammel Kone og blev fængslet; man opdagede da, at det var Morderen Villiam Smith, og han blev derefter transporteret tilbage til Vestindien, hvor han siden har været i Arrest, lænket paa Hænder og Fødder.
Højesteret har dømt ham til livsvarigt Tugthus, og nu er han altsaa sendt hertil under Bevogtning af to vestindiske Gendarmer. Paa hele Overrejsen har han været lænket paa Hænder og Fødder. En Opdager fra Politikammeret hentede ham ved Skibet og korte ham til Arresten paa Nytorv, hvor han blev indsat i en Celle.

I Dag transporteres han til Horsens Tugthus, hvor han skal tilbringe Resten af sin Levetid. Hans Fader blev ligeledes dømt for Mord og indsattes i Horsens Tugthus i 1878.

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 28. december 1908)


Quin Marrys Søn.
Han skal om 10 Aar sendes fra Horsens Tugthus til Amerika og drages til Ansvar for Manddrab.
For sex Aar siden blev Negeren Marry indsat i Horsens Tugthus til Afsoning af 16 Aars Straf for at have sprættet Maven op paa sin Kæreste. Det frygtelige Drama blev udspillet nede paa St Croix. Marry var blevet rasende vild efter at have konstateret, at hans Pige havde været ham utro, og saa maatte han have Hævn.

Mens Marry har siddet i Tugthuset, har han gentagne Gange været i Forhør i Anledning af en Sigtelse, som de amerikanske Myndigheder har rettet mod ham. Den gaar ud paa, at Marry skulde have begaaet et Manddrab i New York for en Del Aar tilbage. Marry, der er bleven rolig og besindig bag Fængslets Mure, har tilstaaet at have dræbt en Mand derovre. Hans Navn kender han ikke: men det var en Mand, som havde set for ømt til en Pige, han havde i New York.

De amerikanske Myndigheder har faaet Underretning om Tilstaaelsen, og naar Marry om 10 Aar har afsonet sin Straf for Bugsprætningen, skal han sendes til Amerika for at sone sin anden Brøde.

Men Amerikanerne tager jo anderledes alvorlig fat paa Mordere, og da navnlig naar det er Negre. Marry vil blive dømt til Døden i den elektriske Stol - hvis man ikke blot nøjes med at hænge ham op.

Marry, som blev født i 1878 i Frederiksteds Arrest, hvor hans Moder, Quin Marry, var Deltager og Medleder af et Oprør, var hensat, vil saaledes også komme til at afslutte sit Liv bag Fængslets Mure.

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 17. juni 1916)

Om Wiliam Smith, se Videnskab.dk. Ifølge en artikel i POV skete der følgende med "dronningerne" fra oprøret "The Fireburn" i 1878: Susanne Abrahamson "Bottom Belly" fik ni børn og døde 1906 i Richmond fængslet i Frederiksted, Queen Mary (gift 1902, død 1905 på plantagen Williams Delight), Queen Agnes og Queen Mathilde (gift 1907, død 1935) hver tre.

04 december 2024

Frk. Aaris' 5½ Maaned Arrest. (Efterskrift til Politivennen)

Til Von Wylich.

Vi omtalte i Søndags Frk. Marie Aaris' Løsladelse af Frederiksberg Birks Arrest (Blegdamsvejen), hvor hun har hensiddet i 5½ Maaneder som sigtet for Ildspaasættelse hos Konditor Bachs Enke i Frederiksberg Alle 56. Frk. Aaris har nu anmodet os om at offenliggøre følgende Fremstilling af hendes Sag og den Behandling, Dommer van Wylich har tildelt hende.

Hr. Redaktør!

I Lørdags slap jeg ud af Arresten paa Blegdamsvej efter at have siddet i 5½ Maaned som mistænkt for Brandstiftelse. Det har været en haard Tid for mig, og kun min gode Samvittighed og min ufortrødne Benægtelse af den mig paasigtede Forbrydelse har ført mig frelst gennem Hr. Dommer van Wylichs Behandling af Sagen. Hr. van Wylich har Skældsord, Trusler og Tyveri og Usædelighed.

Det var den 14. August f. A., at det brændte i en Kælder i den Ejendom, Frederiksberg Alle Nr. 56, hvor Fru Bach har Konditori i Stuen. Fru Backs Datter, Helga, opdagede først et Lysskær fra Kælderen, hvor en Fru Ræder havde nogle Sager liggende. Hun gjorde mig opmærksom derpaa, da jeg kom ud i Køkkenet. Vi stod saa et Øjeblik i Samtale paa Køkkentrappen og meddelte straks ude i Bageriet, at der var Ild. Vicevært Dahl, som tilkaldtes, gik da ned i Kælderen og slukkede Ilden med en Spand Vand.

Kort forinden havde Fru Backs Søn Holger været nede i Forretningens Kælder og hentet en Spand Is. Da Politiet nu optog Forhør, først i Hjemmet, senere paa Frederiksberg Station, hvor jeg ogsaa var tilsagt, var Fruen meget ulykkelig ved Tanken om, at Sønnen kunde blive mistænkt.

Det endelige Resultat blev imidlertid, at jeg blev anholdt tre Dage efter Branden, erklæret for Arrestant som sigtet for Forbrydelsen og anbragt i Fængslet. Det har været en frygtelig Tid, og jeg tvivler om, at ret mange Kvinder vilde have gaaet den Tur igennem. Jeg er bleven beskyldt for at have stjaalet Penge af Forretningens Skuffe, Duge og Strømper fra Fruens Gemmer, jeg har imod mig haft baade Dommeren, Overbetjent Bentzen, og andre Betjente, som har søgt at kue min Modstand. For at komme mig til Livs havde man bl. a. nævnet tre Vidner, en Dansklærerinde Fru Hauge og to andre Damer fra Damekursus'et, som skulde bevidne, at jeg havde gaaet til Danseøvelse hos dem i Vinteren 1898, hvorved man formodentlig har villet søgt godtgjort, at jeg havde Lyst til Adspredelser, brugte Penge, stial af Skuffen og saaledes var en Kvinde, der var kapabel til alt muligt ondt. Det viste sig imidlertid, at det ikke var mig, men en Slægtning af mig, Margrethe Aaris (nu i Vestindien), med hvem jeg havde stor lighed, som havde gaaet til Danseøvelse hos Fru Hauge, og de tre Vidner vovede da heller ikke at aflægge anden Ed end den, at jeg lignede en Frk. Aaris, der havde gaaet til Danseøvelsen.

Men værst af alt var mig Dommer var Wylichs Optræden. Hans til en Begyndelse lokkende Ord slog om i de stærkeste Udtryk, Sproget ejer. Han har efter hvert Forhør, vel mindst en Snes, skældt mig ud som "Forbryderske", "Tyvekvinde", "frækt Kvindemenneske". "Djævel", "forbandet lidenskabeligt Fruentimmer" osv. Jeg hævder her, at han ikke har haft den fjærneste Begrundelse for disse Udtryk. Under Sagen er det tilbagevist, at jeg har til egnet mig nogetsomhelst af Fru Bachs Ejendele, for Ildspaasættelsen har man ikke kunnet finde Skygge af Bevis mod mig, og Paastanden om, at jeg har staaet i Forhold til den 21-aarige Holger Bach har Dommeren ikke ladet denne bekræfte med Ed, og jeg agter at sagsøge Holger Bach for denne Beskyldning.

Ved Juletid slog Hr. van Wylich ind paa en ny Taktik, idet han truede mig i haarde Ord med at sætte mig paa Oringe. Jeg var "forrykt", "skruptosset". Da jeg protesterede mod denne Paastand, blev han paany hidsig, rev i Rapporterne og raabte: "Aa, for Fa'en, før hende ud!" .Han føjede til, at jeg skulde ikke slippe fra ham. Han "havde Tid at vente".

Heldigvis har jeg ogsaa kunnet vente. Men hvilken Tid af Lidelser og Krænkelser! Da jeg løslodes i Lørdags, udtalte van Wylich, at jeg havde at møde, naar jeg blev tilsagt, da jeg ellers atter vilde blive arresteret. Jeg svarede hertil, at jeg hellere vilde blive, hvis jeg skulde arresteres igen, men dette lod han, som om han overhørte.

Nu er jeg altsaa paa fri Fod efter at have været uskyldig indespærret i næsten et halvt Aar. Jeg har kun en Ting at bebrejde mig, og der er, at jeg ikke i de to første Forhør fortalte, at jeg den Aften, Branden fandt Sted, havde set Holger Bach komme op fra Kælderen noget forinden. Jeg undlod dette, fordi jeg ikke vilde kaste Mistanke paa ham. Maaske har dette stillet min egen Sag uheldigere, men da jeg i det tredie Forhør oplyste Sammenhængen, svarede van Wylich, at det var "Løgn" eller "Ondskab", fordi jeg var bleven gal paa Familien.

Jeg har følt Trang til at meddele Offenligheden noget nærmere om denne Sag. Thi saa frygtelig en Behandling. Hr. van Wylich har budt mig, havde jeg aldrig tænkt mig mulig. Den staar tillige i den skarpeste Modsætning til den Venlighed, der vistes mig fra Opsynet i Arresten. Hvor mangen svag Kvinde vilde ikke i mit Sted have været kuet blot af Dommer van Wylichs haardhændede Retspleje!

Marie Aaris.

(Social-Demokraten 2. februar 1900).


Ukendt fotograf: Chr. Bachs konditori. Åbnet 1897. Fra venstre: N.N., bud; N.N., bagerlærling; N.N., bagersvend; Chr. Bach, konditor; N.N., bagersvend (fra Tyskland); Holger Bach, bager. Kbhbilleder.

Bager Bachs bageri åbnede 1897. I 1938 fik det tilnavnet ”Göringbageren” fordi Göring havde bestilt 24 wienerbrødsskrubber fra Bager Chr. Ludvig Bach til ham og hans mandsskab.

Den 29-årige telefonarbejder og bestyrelsesmedlem i Telefonarbejdernes Fagforening. Peter Sonne var stærkt medvirkende til at Marie Aaris' sag blev rejst i aviserne. Han var i familie med hende langt ude og samlede bevismateriale for at vise hendes uskyld. Han bragte hende mad i fængslet og blev efter fængselsopholdet forlovet med hende. Kort før brylluppet i juli 1901 styrtede han ned fra et tag i Sortedamsgade (daværende navn for strækningen på Sortedam Dosseringen fra Sankt Hans Gade til Nørrebrogade) da han skulle udføre nogle reparationer på en telefonledning. Han døde på stedet. Han havde været ansat 5 år i telefonselskabets tjeneste og før det været brandmand. Til hans begravelse på Sundby Kirkegård mødte omkring 1.000 mennesker op med 5 faner og en mængde kranse.

04 november 2024

Drankere. (Efterskrift til Politivennen)

Et sørgeligt Livsbillede.

Fra "Den mørke Gang" ved Kjøbenhavns offentlige Ret.

Paa Raad- og Domhuset i Kjøbenhavn, oppe ved den offentlige Politirets Lokaler, er der en Korridor, som kaldes "den mørke Gang". Navnet kommer af det i Korridoren herskende Mørke, der gjør, at man altid maa have Gasblussene tændte.

Jeg kommer derigjennem, som jeg er kommet det saa tit.

Langs Væggene befinder "Skabene" sig - disse saa meget omtalte Indretninger, som Synderne puttes ind i, naar de erklæres for Arrestanter, eller de som Arrestanter venter paa at komme frem for Dommeren. I dette Øjeblik hører man dog ikke en Lyd derindefra. De er formodentlig tomme endnu.

Men i Nærheden staar den lange Bænk, som har et saa slet Lov paa sig, fordi de, der sidder paa den, har et lige saa slet Ry, og fordi den til Tider ikke er fri for at vrimle af Utøj. Her er der fuldt optaget. Og det er ikke noget hyggeligt Syn, der møder en, naar man kaster Blikket hen over de ligblege, rystende og lasede Skikkelser, som befolker Bænken.

Det er Drankerne - de professionelle Drankere, som atter og atter stedes for den offentlige Politirets Dommere for at faa deres Bøde for Drukkenskab - og som aldrig bliver anderledes end de er.

Her er alle de kjendte Typer, som med kun saa Dages Mellemrum vender tilbage.

Der er f. Ex. "Blomsterpigen". Til Trods for sit smukke Navn er denne "Pige", en gammel, modbydelig Kjælling, skiden baade udvendig og indvendig, og med en stinkende Brændevinsaande.

Man ser hende regelmæssig hver tredje Dag paa denne Bænk. Og dette gaar saaledes til: Hun tigger Penge sammen til Brændevin den ene Dag, drikker sig fuld og sankes om Aftenen af Politiet op af Rendestenen, hvorpaa hensættes i Detentionslokalet paa den nærmeste Politistation, og Dagen efter stedes for en af Dommerne i den offentlige Ret. Han idømmer hende en Bøde paa 10 Kr., og denne begynder hun strax at afsone med to Dages Fængsel paa Vand og Brød i Kristianshavns Kvindefængsel. Derpaa kommer hun ud, tigger atter Penge til Brændevin, drikker sig fuld, sankes op af Politiet og staar den næste Dag igjen for Dommeren.

Saadan er Blomsterpigens daglige Liv.

Saa er der Drankeren Neye. Han var oprindelig Møbelsnedker, en af de allerdygtigste Kunstsnedkere, vi har haft herhjemme. Nu lider han af kronisk Alkoholisme - og dermed er alt sagt.

Han trækkes ikke herop i den senere Tid. For nu kjender Politiet ham. Men naar en af de yngre Betjente, som ikke har haft med ham at gjøre før, ser ham rave om paa Gaden kan det hænde, at han bliver taget i Nakken bliver slæbt paa Stationen - og kommer for Retten. Han bliver dog aldrig dømt. Naar man her oppe, hvor man kjender ham, har givet ham en ordentlig Snaps Brændevin - hvorved hans Holdning bliver sikrere - og han føres ind for Dommeren, trækker han en Lægeerklæring frem af Brystlommen. Og denne Lægeerklæring gaar ud paa, at naar Neye synes fuld, saa er han ædru, medens han naar han synes ædru er fuld. Ganske saadan lyder Attesten naturligvis ikke, men det er i alt Fald Meningen Sagen er, at naar Neye ikke faar Spiritus slingrer og raver han som en fuld Mand, medens Brændevinen strammer ham op for en Tid.

Han blev i sin Tid ødelagt ved at give sig til at drikke af den Sprit, han skulde polere Møbler med; tilsidst drak han saa rigeligt af denne Vare, at ingen Mester kunde have med ham at gjøre.

Dernæst er der "Krykkefar". Det er en gammel, gammel Mand, der gaar paa to krykker - skjønt han er Dilerist. Naar han føres frem for Skranken ved 12-1 Tiden, er han saa medtaget af Formiddagens sobres Liv - han kommer naturligvis fra Detentionslokalet, hvor han er bleven sat ind om Aftenen - at han ryster over hele Kroppen, og det er ham umuligt at føre det Ølglas Brændevin til Læberne, som man rækker ham for at stive ham af. Men naar han har faaet denne behagelige Slurk til Livs, føler han sig altid som et nyt og bedre Menneske.

- - Det er som sagt intet hyggeligt Syn, der møder en, naar man kaster Blikket hen over den Række elendige Stakler, som sidder paa den lange Bænk. Men det kan dog blive endnu uhyggeligere. Det er nemlig ikke sjældent, at et af disse Mennesker pludselig gribes af Deliriumskrampe og styrter ned paa Gulvet, hvor de ligger og vrider sig med Fraaden staaende ud af Munden.

Mangen Gang ses mellem de paa Bænken siddende ganske unge Mennesker paa en Snes Aar eller deromkring. Og det er ikke sjældent, at ogsaa de overfaldes af Deliriumskrampe.

De fleste af dem fører selvfølgelig nærmest et vagabonderende Liv, og flere af dem har den Dristighed at gaa omkring paa Raadhuset og tigge, ikke alene af Funktionærerne, men ogsaa af Assessorerne. Her oppe ved de sig nemlig nogenlunde sikre, idet de ved, at man her har en Del Medlidenhed med dem. Men saa kan det rigtignok hænde, at de, ligesom de atter er kom men ned ad Raadhusets brede Trapper, antastes af en tjenstivrig Betjent, som derpaa putter dem i Kachotten, naar de ikke kan gjøre Rede for, hvordan de tjener til Livets Ophold.

(Aarhus Amtstidende 14. februar 1899).

27 oktober 2024

Forsømte Børn. (Efterskrift til Politivennen)

En Samfundsfare?
Hver 56de Dreng en Forbryder?
Et Opraab.

En Kreds af Mænd her i Byen er i disse Dage traadt sammen for at danne en saakaldet "kristelig Forening for offenlig tiltalte o g straffede Børns Redning", hvis Formaal skal være at frelse de mange Børn, der paa Grund af ulykkelige Forhold i Hjemmet og forsømt Opdragelse kommer ind paa Forbryderbanen.

Antallet af disse forbryderiske Børn er desværre i stadig Stigning Aar for Aar, ikke blot i Udlandet, men ogsaa herhjemme, og man føler overalt, at man her staar overfor en Samfundsulykke saa stor og faretruende, at man ikke længer kan se roligt til. men maa gribe alvorligt ind.

Det hedder i Opraabet:

Uagtet det maa antages, at kun en lille Del af Børneforbrydelser anmeldes for Øvrigheden, har der alene i København i 1896 været tiltalt for Retten 418 Børn og i 1897 524 Børn under 15 Aar, og hertil kommer et lignende stort Tal for det øvrige Land. Det er bleven godtgjort af den Kommission, som i 1893 blev nedsat af Kultusministeriet i Samraad med Justitsministeriet, at Antallet af Forbrydelser af Børn fra 10-15 Aar naar i Forhold til Befolkningen i Højde med de Voksnes, ja overgaar det, at i København 1880 hver 56de Dreng var en Forbryder, og at Antallet af domfældte Børn er i en stadig Stigen, at Antallet vokser i betydelig stærkere Grad end Folkemængden og end Antallet af domfældte af alle Aldersklasser. Disse sørgelige Forhold gælder ikke alene for København, men i lige saa høj Grad Byerne, ja endog Landdistrikterne. I 1890 var for hele Landet Antallet af Børneforbrydelser 578, deraf blev 269 Børn dømte, og Resten 309 løsladt med en Advarsel. Af disse faldt de 86 paa København, 104 paa Byerne og 79 paa Landdistrikterne.

Saadanne Børn mangler aldeles Modstandskraft og falder atter og atter tilbage, saaledes at f. Eks. en Dreng endog har været fængslet 4 Gange i godt 11 Maaned; de vokser op i et Forbryderliv. hvilket medfører, at over Halvdelen af vore Forbrydere er begyndte med Forbrydelser som Børn.

Samtidig med dette Opraab har Foreningen udsendt et lille illustreret Skrift, som indeholder en Række Eksempler paa, hvordan Børn bliver Forbrydere. Det er Pastor S. H. Nissen ved Vestre Fængsel, der fortæller. Han begynder med at skildre det Syn, der frembyder sig, naar man en Eftermiddag ved 6-Tiden staar ved Enghavevej og ser Vrimlen af Børn strømme ud fra de mange derværende Skoler for at søge hjem til de store Kaserner, der taarner sig op rundt omkring. Man kan ikke lade være, siger han, at tænke paa denne Børneskares Fremtid. Mange af dem er glade og fornøjede, men - mange bærer allerede Præg af af at have oplevet meget. Dér gaar en 13 Aars Pige rask hjemad, hun har travlt, kan man se, hun er nemlig, trods sine unge Aar, allerede en Slags Husmoder. Hun skal hjem og styre Huset, Moderen er død, nu skal hun have Maden lavet færdig, til Faderen kommer hjem fra Arbejde, og hjælpe sine yngre Søskende.

Dér gaar en, han skynder sig ikke hjem, tværtimod man mærker, han vil helst blive paa Gaden saa længe som muligt, thi der er ikke hyggeligt hjemme hos ham, der sidder en halvfuld Fader og skælder ud, Penge bringer han saa lidt af hjem, og Moderen kommer først senere hjem, træt af at have slidt hele Dagen ved Vaskebaljen. Der gaar en lille Fyr, man kan se paa dam, at han er dygtig træt, han har en Formiddagsplads hos en Købmand, og hele Dagen har han maattet bringe Pakker i Byen snart til Øster- snart til Vesterbro. Ja mange af disse Børn har oplevet og set meget, set megen Nød og mange Fristelser, og mangen en Kamp er allerede kæmpet i det lille Barnehjærte.

Som man gaar videre opfyldt af alle disse Tanker, kommer der et nyt Syn, som endnu stærkere griber en. Det er Synet af Vestre Fængsel, som nu ligger lige foran og med sit store Bygningskompleks behersker alle sine Omgivelser. Hvor taler ikke den Bygning til os om Sorg og Synd, om Fristelser og Fald. Det er mange ulykkelige Mennesker, der huses i denne store Bygning. Efter Politidirektørens Beretning for 1896 var det samlede Antal af Arrestanter i København 10,787 og Aarets Gennemsnitstal af Arrestanter var 376 daglig.

Igen dukker Billedet af den støre Børneskare frem for ens Blik. Mange af disse ulykkelige Mennesker i Fængslerne, ja langt over Halvdelen, er allerede som Børn ført ind i Forbryderlivet og er gledne længere og længere ned ad Skraaplanet. De voksede op i et daarligt Hjem og blev hurtigt førte ind paa Betleri og senere Tyveri. Mange af dem var tidlig komne ind paa Fabrikerne - dette Liv, som har været til saa stor Ulykke for Masser af Børn - og hurtig drog Fabriklivet dem nedad. Man kommer til at tænke paa de mange Familiefædre, som sidder derinde, de gaar nu ud derfra og giver deres daarlige Eksempel for deres opvoksende Bør. Men det er ikke nok med disse mørke Tanker, thi inden for Fængslets Mure gemmes en stor Skare Børn.

Pastor Nissen lukker Døren op ind til nogle af disse sørgelige Fængselsceller, hvori der sidder Børn. Han fortæller bl. a.:

En 12 Aars Dreng, der sad fængslet, fortalte, at hans Hjem var saa usselt, at han ikke kunde være der. Faderen drak og fortjente intet, og der var stadig Ustyr og Slagsmaal i Huset. Nu havde han opdaget et Hundehus, og her søgte han Ly om Natten, endskønt det var Midvinter. Da Fængselspræsten spurgte ham, hvorledes han kunde holde det ud om Natten for Kulde, forklarede han, at han og Hunden var gode Venner, og Dyret varmede ham saa dejligt, naar han sov Side om Side med det. Herfra gik han saa ud og stjal, og hans Sovefælle fik sin Part af Kosterne. Han var dog ikke ene om sit Tyvehaandværk, men var i Samlag med flere Ransmænd, som havde laget Bolig paa et Loft, hvorfra de gik ud og stjal til "fælles Bedste".

*

En 12 Aars Pige havde gentagne Gange øvet Tyveri; man nænnede ikke at holde hende i Fængsel, og hun fik derfor Lov at gaa ud og afvente sin Dom; men aldrig saa snart var hun Frihed, før hun faldt igen. En Gang sad hun fængslet lige op til Julen; Dommeren nænnede ikke at holde hende indespærret i Juledagene; han udsatte da hendes Afstraffelse til efter Helligdagene og gav hende fri saa længe. Men Juleaften, den Aften, da Børnenes Fest drager ind, da stjal Pigen igen. Efter Højtiden maatte hun saa afsone to Forbrydelser.

*

En 14 Aars Dreng var allerede meget vidt paa Forbryderbanen ... Hjemmet frembød et Syn af Fattigdom og Urenlighed, hvortil man sjældent havde set Mage, og det var derfor ikke saa underligt, at Børnene gled ud paa Forbryderbanen. Alligevel var der noget rart at læse Drengens Ansigt. Baade Dommeren og Overlæreren havde det Haab, at han kunde bjærges, dersom han havde kunne komme ind under andre og bedre Omgivelser. Drengen siger, at han stjæler, fordi h nit man savne den nødvendige Føde hjemme, og dette er vist ogsaa rigtigt.

*

En Dreng paa 13 Aar sad i Fængsel for Tiggeri. Det var en lang, mager Skikkelse, og man har sjældent eller aldrig set en saa laset og pjaltet Fyr; han frembød et saare pinligt og uhyggeligt Skue. Og der stod en næsten utaalelig Stank ud fra hans Klæder, som han sov i ude, hvor han bedst kunde finde et Leje. Han var nu en fuldkommen Løsgænger og Tigger. Denne Gang havde han været inde at tigge hos en Bager, og her havde Politiet taget ham.

*

En Purk paa 10 Aar var sat i Fængsel. Han var saa lille, at da Fængselspræsten kom ind i Cellen, kunde han ikke saa Øje paa ham og mente, at der slet ingen var derinde. Endelig opdagede han den lille Fyr, der laa og ragede paa Gulvet bag ved Bordet. Han var fængslet for Tyveri, idet han havde stjaalet Uhre, som han havde faaet solgt, og med større Kammerater havde han soldet Pengene op paa Varieteer og lignende Steder.

*

Som man ser, er det stadig de samme Aarsager, der gaar igen, til Børnenes Forbrydelser: Fattigdom, daarlige Hjem, forsømt Opdragelse. Hvad vil den "kristelige Forenig" nu foretage for at raade Bod paa disse Ulykker, som hos alle maa vække den dybeste Medfølelse? Derom siger Opraabet, at Foreningens Formaal skal være gennem et organiseret Menighedsarbejde i By og paa Land at søge at frelse enhver saadan ulykkelig Dreng eller Pige i Danmark, dels ved at hjælpe de sunkne, faldne Børn, dels ved at øve en forebyggende Gerning overfor dem der er ved at falde, idet vi vil tilstræbe at redde saadanne, der uden at være offenlig tiltalte har begyndt at vise forbryderske Tendenser. Vi vil derfor søge at anbringe disse Børn hos forstandige, kristne Mennesker paa Landet, ligesom vi ogsaa vil søge at formaa alvorlige kristne Skibskaptejner til at tage sig af saadanne Børn.

Det kan være meget godt, men indseer de kristelige Herrer ikke, at saalænge Hovedaarsagen til Forbrydelserne, nemlig Fattigdommen, vedbliver at eksistere, saalænge vil der ogsaa vedblive at mylre forbryderiske Børn ud fra de usle og elendige Hjem? Opraabets Underskrivere hører for en stor Del til Højres ivrigste Støtter, d. v. s, de er med til at opretholde den kapitalistiske Samfundsorden, som fordømmer Mænd og Kvinder til Slaveri i Fabrikerne og lader Børnene vokse op for Lud og koldt Vand paa Gader og Stræder. Hvis der var Alvor og Dybde i disse Herrers Kristendom, saa nøjedes de ikke med at gøre godt mod de ulykkelige Børn - en Bestræbelse, der naturligvis er al Ære værd - men de søgte at ramme Ondet i dets Rod ved at arbejde med paa en Samfundsreform, der umuliggjorde saadanne Tilstande som dem, hvori Børneforbrydelserne bunder.

(Social-Demokraten 2. november 1898).

09 oktober 2024

Formand Hamann, Kristianshavns Fængsel arresteret for Utugt. (Efterskrift til Politivennen)

Formand Hamann arresteret!

Utugt i Kristianshavns Fængsel

I Gaar Morges arresteredes en af de mandlige Funktionærer ved Arresthuset for kvinder paa Kristianshavn, Opsynsmand Hamann, han er anklaget for at have staaet i Forhold til de kvindelige Fanger i Arresthuset.

Det store Fængselskompleks paa Kristianshavn bestaa, som bekendt af to fuldstændig adskilte Bygninger, det omtalte Arresthus, der huser kvindelige Varetægtsarrestanter og hvor Hamann er ansat, samt Straffeanstalten, der dirigeres af Inspektør From, og hvor domfældte kvindelige Fanger afsoner deres Straf.

Det er to prostituerede Kvinder, som for Tiden sidder i Straffeanstalten, der ufrivillig har røbet Hamanns Meriter, hvorved Skandalerne fra Arresthuset er bleven afsløret.

De to Kvinder sladrede af Skole til deres Medfanger, hvem de fortalte om det lystige Leben, de havde ført i Arresthuset under Opsynsmandens Regimente. Hr Hamann aflagde nemlig ofte Besøg i Kvindernes Celler, under Paaskud af, at han skulde føre Tilsyn med deres Arbejde. Ved disse Besøg var det, at han bedrev Utugt med dem.

Kvindernes Fortællinger kom Opsynet for Øre og rapporteredes videre til Inspektør From, og Sagen anmældtes til Chefen for Opdagelsespolitiet, Inspektør Madsen, der i Gaar Morges lod Opsynsformanden anholde.

I det foreløbige Forhør, som Inspektør Madsen afholdt, tilstod Hamann straks sin Brøde. Han paastod, at det kun var de prostituerede Kvinder mellem Arresthusets Fanger, som han havde staaet i Forhold til, og at det kun var i Løbet af det sidste Aarstid, han havde indladt sig paa disse Meriter.

Saasnart Hamann havde aflagt Tilstaaelse, blev han afskediget fra sin Plads og blev samtidig belagt med Arrest.

For at faa konstateret i hvor lang Tid og i hvor stort Omfang Hamann har forseet sig, vil Politiet lade foretage en Afhøring af samtlige de prostituerede Kvinder, der i den sidste Aarrække har siddet i Arresthuset paa Kristianshavn.

Hamann er 38 Aar og har været ansat i Arresthuset fra 1889, altsaa i 9 Aar, i hvilket Tidsrum han i Øvrigt har opført sig upaaklageligt. Han et gift og har 4 Børn, og Familien staar altsaa nu brødløs, som Følge af Forsørgerens Ubesindighed.

Straffelovens § 167 bestemmer, at naar en Opsynsmand ved et Fængsel øver Utugt med Kvinder, der staar under hans Opsigt, straffes han med Fængsel eller under skærpende Omstændigheder med Strafarbejde indtil 2 Aar.

(Social-Demokraten 3. april 1898).


Skandalen i Fængslet.

Formand Hamanns Arrestation.

Sagen angaaende den i Søndags omtalte arresterede Opsyns-Formand Hamann fra Kristianshavns Arresthus er nu overgivet et Kriminalkammer til nærmere Undersøgelse.

Opsyns-Formanden var tilligemed Vagtmesteren, Hr. Ludvigsen, det eneste mandlige Personale i Arresthusets det øvrige Opsynspersonale bestaaer udelukkende af kvinder.

Dette kvindelige Opsyn patruljerer stadig paa Sangene udenfor Cellerne, i hvis Døre der er Kighuller, gennem hvilke der kan holdes Øje med Fangerne. Naar Opsyns-Formand Hamann aflagde sine dristige Visiter hos de kvindelige Fanger, stod han altsaa hvert Øjeblik i Fare for at blive opdaget. Det falder da ganske uforklarligt, at Hamann i et længere Tidsrum - efter hans egen Tilstaaelse i hvert Fald i et Aar - har kunnet uhindret drive sine Meriter, uden at han nogensinde er bleven overrasket af Opsynet eller at der er fattet Mistanke til ham, paa Grund af hans paafaldende langvarige Besøg i Cellerne.

Ved det kriminelle Forhør vil denne Side af Sagen antagelig blive oplyst; har en saadan Mistanke virkelig foreligget, saa har Opsynet maaske ikke vovet at fremsætte den, af Mangel paa Beviser til at dokumentere en saa dristig Anklage mod en Foresat. Hamann har vel ligeledes stolet paa, at ingen af hans Underordnede turde driste sig til at kigge ind i Cellen, mens han, deres Formand, inspicerede - der føres jo en jærnhaard Disciplin indenfor Fængslets Mure ogsaa for selve Personalets Vedkommende, - og heri ligger sandsynligvis Forklaringen af, at den Slags Skandaler har kunnet passere i Kvindefængslet, og endda kun opdagedes ved et rent Tilfælde.

Det omtalte prostituerede Fruentimmer, der gav Anledning til Skandalens Afsløring, havde nemlig en Dag i forrige Uge diverteret sin Opsynskone med en Række Historier fra sit "frie" Liv indenfor Fængslet; det endte med, at Fangen pralede af, at det omtalte "frie" Liv ogsaa kunde fortsættes indenfor Fængslets Mure og at Opsyns-Formand Hamann ikke var bange for at indlade sig med Fangerne. Da Opsynskonen udtalte sin Tvivl herom, bandte og svor Fruentimret paa, at hvad hun fortalte var Sandhed, og hun henviste til, at en anden kvindelig Fange ligeledes havde staaet i forhold til Hamann. Ved at forhøre denne Fange viste det sig straks, at Forklaringen var rigtig, og det var nu afgjort, at Hamann var skyldig.

I Lørdags Morges tog Opdagelsespolitiets Chef, Inspektør Madsen, personligt ud til Arresthuset og forhørte Hamann. Da denne erfarede, at han var afsløret, og at der var to Kvinder som Vidner imod ham, blev han som lynslaaet og tilstod straks sin Brøde.

Hamanns Plads som Opsyns-Formand er endnu ikke besat.

(Social-Demokraten 5. april 1898).


Politidirektøren besluttede efterfølgende at ansætte en kvindelig overopsyn.


Udsnit fra hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt f. Petersen (1866-1931): Ca. 60 små portrætter, Københavns Politi, 1 Feb. 1912. Henrik Madsen fra Opdagelsespolitiet undersøgte Hamanns sag. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Henrik Madsen var 1895-1919 chef for opdagelsespolitiet der dengang bestod af ca. 50 mand. Han stod bag opklaringen af en række store danske kriminalsager - bl.a. Bulloti-sagen (1908) og  Alberti-sagen (1908). Han introducerede i 1900 den biometriske efterforskning i Danmark, dvs. målinger af øre, fod, venstre mellemfinger, venstre albue oghøjde. Disse identifikationsmetoder blev allerede i 1904 afløst af fingeraftrykssystemet.