Præsten kom for sent. (Efterskrift til Politivennen).

En pinlig situation på Holmens Kirkegård.

Da begravelsen skulle foregå, manglede præsten, og man måtte sende bud efter ham.

En ret pinlig situation indtraf i går paa Holmens Kirkegård under en begravelse.

Hvor er præsten?

Kl. 12:30 skulle en enkefru Rasmussen begraves, og der var mødt et stort følge. Da klokken nærmede sig det fastsatte tidspunkt, var følget samlet i kapellet, ligesom koret og nogle musikere, der skulle spille ved sørgehøjtideligheden. Den eneste, der manglede, var præsten, hr. pastor Glahn fra Frederiksberg. Klokken blev 5 minutter over tiden, den blev 10 minutter over, og der kom stadig ingen præst. Familien og de nærmeste begyndte at blive urolige, og da klokken nærmede sig stærkt til kl. 1, blev man enige om pr. telefon at spørge i præstens hjem.

Det viste sig da, at der fra præstens side var begået en fejl angående klokkeslættet, og hurtigst muligt arriverede da den uheldige præst til begravelsen. 

De øvrige begravelser blev forsinkede.

På familien såvel som på det store følge gjorde tildragelsen et pinligt indtryk, og følgen af præstens fejltagelse blev, at dagens øvrige begravelser blev forsinkede ikke så lidt. Fra korets side forsøgte man at få musikken strøgel for at få begravelsen til at gå så hurtigt som muligt, men selvfølgelig indlod man sig ikke på det. Og begravelsen foregik da planmæssigt, men altså betydelig forceret.

En undskyldning fra præsten.

Vi har talt med hr. pastor Glahn, der selvfølgelig er meget ked af historien. - Det er afgjort min fejl, og jeg har givet familien den mest uforbeholdne undskyldning. Jeg er meget ked af det, men sket er jo sket, og det er mig, der har gjort fejlen. Det indrømmer jeg åbent og ærligt og har gjort min undskyldning derfor. Andet kan jeg jo ikke nu bagefter.

(Klokken 5 (København), 14. december 1927).

Uhyggelig begivenhed på Assistens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Fire kirkegårdsbetjente faldt sammen med kisten i graven under en jordefærd.

I går eftermiddags ved 3-tiden fandt der en meget uhyggelig begivenhed sted på Assistens gamle kirkegård. 

I kapellet havde pastor T. Høyer fra St. Andreaskirken bisat en gammel dame, enkefru Blichfeldt. Højtideligheden overværedes af et følge der tale ca. 35 mennesker, hovedsagelig ældre damer og herrer.

Otte kirkegårdsbetjente bar kisten fra kapellet til graven, fulgt af følget. Kisten blev anbragt på træunderlaget, der var lagt ovenpå graven og rebene blev stukket ind under kisten. Alle otte ligbærere stog herefter parat til at fire kisten ned.

Pludselig knækkede træunderlaget over den den ene side - og i samme nu styrtede kisten og fire ligbærere ned i graven. De tre kom hurtigt op, men den fjerde, den 35-årige kirkegårdsbetjent August Olsen fra Syvens Alle nr. 7, kom i klemme mellem gravens kant og kisten, og blev først efter en del besvær befriet af sine kolleger. Han klagede over stærke mavesmerter, og blev i ambulance kørt til Kommunehospitalet hvor det konstateredes at han havde pådraget sig en lettere underlivskvæstelse.

Begivenheden gjorde selvfølgelig et meget pinligt indtryk på følget. Efter en lille pause forrettede pastor Høyer jordpåkastelsen og lyste velsignelsen.

(Nationaltidende, 24. april 1927).

I Fattigjord med Fyrstekranse. (Efterskrift til Politivennen).

En hjemfalden Grav og et gammelt Københavnerminde.

Den blomstersmykkede Kiste med Prinsesse Maries Krans.

Det er i disse Dage 20 Aar siden, at en fattig kvinde, en af Københavns fattigste, som Lig blev bragt ud paa Set. Johannes Stiftelsen. Hun blev lagt i en tarvelig, sortmalet Fattigkiste, men dem, der paa Begravelsesdagen kom ind i Stiftelsens lille Kapel ved Blegdamsvejen, maatte nærmest faa det Indtryk, at det var en fremragende Personlighed, en af Samfundets Store, der her skulde jordfæstes. Den fattige Kone var fuldstændig skjult under et mægtigt Væld af Blomster - der hvælvede sig store Palmegrene over Hovedgærdet, og paa Kistens Fodende laa en stor, kostbar Dekoration med brede rødhvide Baand. paa hvilke det i Guldbogstaver stod "Fra Prinsesse Marie og Børn". Og langt ud over Gulvet bredte Kransene sig. Værdien af denne Blomsterhyldest repræsenterede maaske flere Penge, end den fattige Kvinde, der laa i kisten, selv nogen Sinde havde haft i sine Hænder.

Og det var et mærkeligt Følge der samledes om Kisten. Det lille kapel var fyldt til sidste Plads, og Folk stod i Kø langt ud paa Blegdamsvejen. Det var mest kvinder, elegant klædte Damer, side om Side med kvinder i tyndslidte Sjaler, og der var pelsklædte Herrer med høje Silkehatte, ved Siden af lusede, forsumpede Individet fra den indre Bydels skumle Gader.

Men havde man spurgt de Folk der flokkedes om Kisten, hvad den Døde hed, vilde de fleste blive Svar skyldige. Jomfru Juliane Marie Elise Hansen stod der i den officielle Dødsliste, men det Navn kendte kun de færreste af de Mennesker, der mødte til Ligfærden. De kendte kun et andet Navn, der ganske vist ogsaa var kendt af hvert Barn i Byen - de vilde svare: Det er "Jomfru Tidsfordriv", der bliver begravet1

Hverken hendes Øgenavn eller hendes mærkelige skikkelse er glemt endnu. Ingen vidste rigtig, hvem hun var, eller hvorledes hendes Livsskæbne havde formet sig. Selv fortalte hun aldrig noget, men Folkesnakken havde efterhaanden omgivet hende med et Skær af Romantik og Mystik. Hun havde kendt bedre Duge, var af "god Familie", sagde man. Det var en ulykkelig kærlighedshistorie, der havde giort hende sær, fortaltes der. Maaske var det sandhed, maaske Fantasi, man fik det aldrig at vide. Men man husker hende som det mærkelige, halv forstyrrede Individ, der færdedes paa Gaderne, altid glad smilende, i en besynderlig Beklædning, pyntet med Masser af falmede Tøjblomster, med en stor kurv paa Armen og fulgt af en Flok Børn.

Hun var ikke Tiggerske - langt fra men der var altid Folk, der stak noget til hende, og hun havde en Gang hos en Mængde Handlende der betragtede hende som "fast Kunde" og gav hende den Smule, hun behøvede. Navnlig Bolscher! Dem brugte hun en Mængde af til at dele ud mellem de Børn, der altid flokkedes om hende, og hvis Drillerier hun aldrig opfattede fornærmeligt.

Saa laa hun en Dag og døde stille inde i sit fattige Kammer i den allerinderste By. Og det var pludseligt, som om Københavnerne kom til al tænke paa, at de skyldte dette fattige Kvindemenneske en sidste Opmærksomhed. De tænkte paa, at hun, der selv var et af samfundets Skumpelskud, aldrig havde gjort andet end godt, og hvis mærkelige Liv i al Fabl havde været præget af Kærlighed til Børnene. Og saa dækkede de hendes fattige kiste med Blomster!

Men efter Talen kørte Ligvognen alene, uden Følge, ud til Bispebjerg Kirkegaard, hvor Kisten blev sænket i Fattigjord. Nu er der gaaet 20 Aar - det Tidsrum der tilstaas et "Fattiglig" at hvile i Jorden og Graven er hjemfalden til Sløjfning. Men maaske faar "Jomfru Tidsfordriv" Lov at ligge i Fred endnu nogle Aar. Henover det Stykke "linjebegravelse", hvor hun ligger, er der plantet Graner, en hel smuk Tykning dækker alle de fattige Hvilesteder, blandt hvilke ingen mere kan paapege det enkelte, der er den mærkelige Københavneroriginals. Hende, der tog sit Liv Hemmelighed med sig i Graven.

O. B.

(Aftenbladet (København) 15. november 1926).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931): Jomfru Tidsfordriv. Fredericiafesten, 6. juni 1899. Det kongelige Bibliotek.

Gammeldags Jordefærd og moderne Ligbrænding. (Efterskrift til Politivennen)

Det københavnske Kirkegaardsareal omfatter nu 252 Tdr. Land. 

Fra Bispebjerg Krematorium.

I store, hyggelige og lyse Kontorer i Løngangsstræde residerer Københavns Begravelsesvæsen, og her træffer vi Direktør Berg, hvem vi har anmodet om en Samtale om gammeldags Jordefærd og moderne Ligbrænding.

- Der findes i Øjeblikket i København fem Kirkegaarde, begynder Direktøren, der er kommunale: Assistens paa 38 Tdr. Land, Vestre paa 94, Bispebjerg paa 74, Brønshøj paa 4½ og Sundby paa 7, desuden ejes Holmens paa 10 Tdr. Land, Garnisons paa 9, Frelsers paa 4, Katolsk Vestre paa 2, Mosaisk Nørrebro paa 2½ og Mosaisk Vestre paa 7 Tdr. Land af vedkommende Kirker eller Menigheder. Det vil altsaa sige at der i København i Øjeblikket findes et samlet Kirkegaardsareal paa ca. 252 Tdr. Land, hvoraf de 217 Tdr. indtages af kommunale Kirkegaarde.

Det er imidlertid snart ved at blive for lidt. Derfor er vi for Tiden i Gang med at udvide Vestre Kirkegaard med Terrasseanlæg og der foreligger Forslag om at udvide Sundby Kirkegaard med ca. 12 Tdr. Land. Endvidere vil vi i nær Fremtid foreslaa Bispebjerg udvidet med ca 25 Tdr. Land - og dermed vil vi kunne klare oa i en Aarrække.

- Skal det Areal, Københavns Kommune købte for 5 Aar siden ude ved Damhussøen, da ikke anvendes? Var det ikke ca. 100 Tdr. Land

- Jo. det var, men jeg er næsten tilbøjelig til at tro, at dette Areal ikke bliver anvendt. Og denne Tro bygger jeg paa den stærkt voksende Tilslutning, Ligbrændingsforeningerne har. Tager den stadig til paa samme Maade, behøver vi næppe flere Kirkegaarde.

- Hvordan er Forholdet mellem gammeldags Jordefærd og Ligbrænding?

- Jeg kan illustrere det ved et Par Tal. I 1912-13 fandt der ialt 5740 Begravelser Sted. heraf var 180 Ligbrændinger. I 1917-18 var af 6232 Begravelser de 329 Ligbrændinger og i 1919-20 408 af 7044. I 1920-21 gaar Begravelserne tilbage til 6378. og Ligbrændingerne stiger til 537, og dette Forhold fortsættes i 1921-22 med henholdsvis 6470 og 697. Ligbrændingen er saaledes i stadig Vækst og Begravelserne i Tilbagegang.

- Hvori ligger det? I hygiejniske Hensyn?

- Det tror jeg ikke. De gammeldags Begravelser har ikke indflydelse paa Hygiejnen. Omdannelse af de døde Legemer indeholder ingen Risiko for os andre, saaledes som moderne Kirkegaarde anlægges. Men i Almindelighed tager Omdannelsen paa denne Maade henimod 20 Aar, medens den ved Brændingen sker paa en Time. Dertil finder aabenbart stadig flere Brændingen mere Æstetisk, den foregaar jo paa en smuk og højtidelig Maade, og endelig er der et praktisk og i Virkeligheden vægtigt Moment, som utvivlsomt har afgørende Indflydelse: den Fare, Følgets Medlemmer ved en Jordefærd i daarligt Vejr løber for at paadrage sig Sygdomme. Der er ikke ret meget farligere end at staa paa en Kirkegaard i Regn og Slud Ved Ligbrændingen foregaar jo alt inden Døre.

- Naar ogsaa jeg foretrækker Ligbrændingen, skyldes det de Grunde. jeg her har nævnt, og selvfølgelig det. at vi sparer et Par Millioner til Anlæg af nye Kirkegaarde. Og det tror jeg vi gør - Udviklingen bærer tydeligt henimod Krematoriet og Urnehallen.

Teddy

(København 7. oktober 1923)

Mens antallet af kremerede i 1923 i København var 96 ud af 1000 døde, steg det til i 1970 at være 782 ud af 1000 døde. I 2022 blev der udført 6.860 ligbrændinger på Bispebjerg/Sundby. Ifølge Danske Krematoriers Landsforening bliver ca. 83 % af danskerne kremeret.

I 2022 blev der udført 3.666 kirkelige begravelser i Københavns Stift - hvilket formentlig udgør ca. 2/3 af alle begravelser. De kirkelige begravelser er faldende i forhold til de borgerlige begravelser. Fra 2008 til 2018 steg de sidste fra 22 til 31 procent af alle begravelser.

En Begravelse efter gammelt Haandværkerlaugs Ceremoniel. (Efterskrift til Politivennen).

 

Kisten bæres forbi afdødes bopæl af de kjoleklædte og kårdebærende tømrere.

Alle de ceremonier der var knyttet til de gamle håndværkerlaug, har jo efterhånden liggesom laugene selv tabt deres betydning, men i går levede en af dem op tilmed midt i dagens travle liv, hvor den vakte nogen opsigt og samlede tusinder af tilskuere.

Lederen af Tømrersvendenes Aktieselskab, P. H. Hansen er død og blev i går middags begravet fra Andreas Kirken. Omkring den hvide kiste, på hvis sider sås laugets insignier, dannede kjoleklædte svende med kårder ved siden en hædersvagt, mens laugets of fagforeningers floromvundne faner var opplantet ved kisten.

Da. højtideligheden, ved hvilken pastor Sten holdt en smuk tale, var forbi, blev kisten båret ud til ligvognen der nu fulgt af hundreder af svende kørte ad Gothersgade og et stykke ind i Linnésgade. Ved hjørnet af Frederiksborggade standsede den, og æresvagten med kårderne ved lænd løftede nu kisten af og bar den som laugets ceremoniel foreskrev det, forbi afdødes bolig, Frederiksborggade 26. Ved hjørnet af Rømersgade sattes kisten atter på ligvognen, der nu fulgt af fanerne og de mange svende, langsomt bevægede sig ud til Assistens Kirkegård, hvor hustømrersangforeningen "Vega" sang et stemningsfuldt farvel.

(Aftenbladet (København), 18. februar 1922).

Naar Spiritisterne begraver deres Døde. (Efterskrift til Politivennen) - 1921

Forargelse i kirkelige Kredse

(privat)

På Vestre Kirkegård i København fandt i går en enestående jordefærd sted. Spiritisterne begravede en af deres døde under udfoldelsen af ejendommelige ceremonier. Der var ingen præst til Stede. Ligtalen blev holdt af et medium, der var hensat i trance. Hun talte ikke med sin egen tunge, men med en høj, klar mandsrøst. Der fandt ingen jordpåkastelse sted, men i stedet lod man liljer dale ned på kisten.

I kirkelige kredse hersker den største forargelse over denne begravelse.

(Demokraten (Århus), 26. februar 1921.)

Kommunist-Begravelse i Odense. (Efterskrift til Politivennen).

En kommunistbegravelse vakte i forgårs opsigt og forargelse på Odense Assistens Kirkegård. Der deltog et par hundrede mennesker i jordefærden, som foregik uden medvirkning af præst, og der blev ikke sunget salmer, men derimod blev der holdt revolutionære taler, og følget råbte "rød front!" med knyttede næver i luften. Som afslutning sang man "Internationale", hvorefter man skiltes.

Myndighederne har i går fået henstilling fra mange sider om, at der træffes foranstaltninger, som sikrer, at noget lignende ikke kan finde sted i fremtiden. Man hævder, at kirkegården ikke er et sted, hvor der skal drives rød propaganda. 

Kirkegårdsinspektør Askegaard har konfereret med stiftsprovst Fog-Petersen, og man er blevet enig om, at der ikke findes hjemmel for indskriden. Således som forholdene er herhjemme, hvor vi har den mest vidtgående frihed i trossager, kan alle begravelser foregå på kirkegårde, ja, de skal foregå dér, og man finder ikke, at der i det pågældende tilfælde har fundet noget forargeligt sted i den forstand, at det var gudsbespotteligt.

Kirkegårdinspektøren udtaler imidlertid tanken om muligheden for oprettelsen af en kontrolleret begravelsesplads uden for den egentlige kirkegård til dem, der ønsker at blive begravet uden for kirken, men man har endnu ikke haft dette spørgsmål fremme til nærmere overvejelse

(Korsør Avis, 19. december 1933)

Dommedags-Begravelsestale paa Lolland. (Efterskrift til Politivennen)

Dommedagstorden ved Ligbaaren.

En Præst, der har forløbet sig.

Paa Lolland-Falster er Sindene i disse Dage stærkt optaget af en af disse desværre ikke ukendte, uhyggelige Episoder, hvor en Præst benytter en Begravelse, hvor mange Mennesker, som han ellers ikke kan faa i Tale, er til Stede, til at give en, - lad os kalde det: fanatiske Harme - Luft, og derved skyder fuldstændig over Maalet og kun opnaar at vække offentlig Forargelse.

Sagen har faaet et ret opsigtvækkende Forløb, idet man i flere af de Lolland- Falsterske Blade forleden saa en saalydende Annonce:

Hjertelig Tak

undtagen til Pastor Leibølle for al den venlige Deltagelse. der er vist mig under min Hustrus lange Sygdom, Død og Begravelse.

Sæddinge. 12. Oktober 1929.
J. P. Jørgensen.

Det er en af Rødby-Egnens mest kendte og agtede Mænd, fhv. Sognefoged Jørgensen, der har indrykket denne Annonce, der et Par Dage efter suppleredes véd et "Aabent Brev".

Til Hr. Pastor Leibølle.

Nebbelunde.

Da De ikke endnu har givet mig en Undskyldning eller spurgt mig om Grunden til min mærkelige Tak i Bladene, gaar jeg ud tra, at De helst vil tie det ihjel. Just saa let gaar det nu ikke, Hr. Pastor.

Naar De Ikke skammer Dem ved at rette et saa ondartet Angreb paa hele Deres Menighed, og bruger det som Ligtale, saa vil jeg ikke betænke mig paa at stemple Talen som et aandsforladt Produkt, i højeste Grad sårende.

Ikke engang Velsignelsen kunde De unde os. hverken i Kirken eller ved Greven.

Sorgen over min afdøde Hustru kommer jeg nok over ved Guds Hjælp; men den Bitterhed og Trods, De ved Deres Ord har bragt ind i mit Sind, er saa uhyre vanskelig at blive kvit..

Sæddinge. 18. Oktober 1921).
J. P. Jørgensen.

Man faar ved at læse disse Linier absolut det Indtryk, at dette er en Mand, der er alvorlig krænket og haardt ramt i sine ømmeste Følelser, og samtidig faar man den Opfattelse, at det maa være en Mand, der næppe kan give Anledning til offentlige Revselsesprædikener. Dette Indtryk har vi faaet bekræftet ved telefonisk Samtale med en kendt Mand paa Egnen, der siger:

- Jørgensen og hans afdøde Hustru hører til Egnens mest afholdte og agtede Folk, og det var den største Begravelse, her har været i umindelige Tider. Hele Følget følte sig meget ilde berørt af Præstens Tale. Han sagde bl. a.: Jeg føler stor Angst, naar jeg tænker paa den Afdødes evige Fremtid! - Og derefter tordnede han mod "den verdslige Selskabelighed, der holder Menneskene borte fra Guds Rige", Ord, som ingen af de Tilstedeværende fandt, der var Spor af Grund til at bruge. Vi er alle enige med Jørgensen, naar han offentlig har bebrejdet Præsten hans Optræden, og Harmen her paa Egnen er almindelig.

(Aftenbladet 18. oktober 1929).

Den lollandske Begravelsestale.

Pastor Leibølle fortæller om hvad han sagde.

"Natt." har i Fortsættelse af Diskussionen om den pinlige Begravelsestale paa Lolland spurgt Pastor Leibølle, hvad der skete ved Begravelsen, og som har givet Anledning til Hr. Jørgensens opsigtsvækkende Skridt.

- Fhv. Sognefoged Jørgensen, siger Pastor Leibølle, maa regnes blandt Egnens kendte Mænd, og hans Hustrus Begravelse var den største i mange Aar... I min Tale ved Kisten karakteriserede jeg den afdøde i venlige Ord, men sagde til Slut: "Selv staar jeg med stor Angst i min Sjæl, naar jeg tænker paa den afdødes evige Fremtid".

- Hvorfor brugte De disse Ord?

- Fordi den afdøde, saa vidt jeg kan se, aldrig har villet søge Guds Rige.

- Mærkede De straks Misstemning hos dem, der hørte Talen?

- Nej. Iøvrigt tror jeg, at det heller ikke saa meget var dette Afsnit af Talen, som nogle efterfølgende Bemærkninger om den verdslige Selskabelighed, der har givet Anledning til "Misstemningen" ... Jeg sagde, at jeg i verdslig Selskabelighed ser en Fare for Mennesker, fordi den holder dem borte fra Guds Rige.

- Hvad er Grunden til, at De tog dette Spørgsmaal op netop ved denne Lejlighed?

- Jeg anser det for enhver Præsts Pligt at advare Mennesker mod alt, hvad der kan holde dem tilbage fra Guds Rige. Er det ikke Grund nok?

- Er Selskabeligheden større paa Deres Egn, end mange andre Steder?

- Den er større end godt er, og det har jeg sagt, fordi jeg er Præst.

*

Saa vidt Pastor Leibølle.

Om han har Ret i sine Synspunkter med Hensyn til den "verdslige Selskabelighed" forekommer os ikke at være det afgørende i denne Sag. Derom kan  der være delte Meninger, og Præsten har som enhver anden Lov til at hævde sin Mening.

Men hvad der maa paatales, og med Rette er bleven paatalt, er den utrolige Anmasselse, at Præsten giver sig til at holde moraliserende Foredrag af denne Art ved en Begravelse. Det kan han gøre ved et Møde i Forsamlingshuset, eventuelt i en Prædiken. I et Tilfælde som det foreliggende maa hans Optræden af alle honette Mennesker stemples som malplaceret.

Og at Præsten herved saa langt fra at gavne netop skader den Sag, han vilde tjene, føler vi os ganske overbevist om.

Pastor Leibølle forsvarer sig.

Han kræver Ret til at tale, som han vil, ogsaa ved Begravelser.

I de lollandske Blade har Pastor Leibølle nu offentliggjort et Svar, der i sin Helhed lyder saaledes:

LIGTALER.

I Anledning af Hr. fhv. Sognefoged  Jørgensens "aabne Brev" skal jeg tillade mig at gøre følgende Bemærkninger:

Naar Hr. Jørgensen skriver, at jeg ikke engang kunde unde de tilstedeværende Velsignelsen, skal jeg kun dertil oplyse, at jeg aldrig ved nogen Begravelse har brugt Velsignelsen, hverken i Kirken eller ved Graven, hvad man heller ikke er pligtig til.

Af Artiklen synes det iøvrigt at fremgaa, at det, jeg særlig skal have Bebrejdelser for, er ikke, at jeg i og for sig har sagt, hvad jeg har; men at det er sket i en Ligtale. Den Tankegang, som ligger bagved, er altsaa denne: "Ved Gudstjenester og Moder kan Præsten jo endda have Lov at sige Sandheden og advare mod Synd, thi det kan vi saa dejligt komme uden om ved at holde os borte fra Kirken. Men naar vi møder op i Kirken til en Begravelse, saa har Præsten at holde sin Mund med den Slags; vi vil ikke ved den Lejlighed høre noget, som kan ramme vor Samvittighed." - Men en saadan Tankegang kan jeg ikke billige; dertil er det hele for alvorligt. Dette Liv bærer for enhver af os enten hen imod en evig Tilværelse hos Gud eller imod en evig Tilværelse fra Gud. og jeg føler det som min Pligt baade ved Gudstjeneste og Begravelse at advare Mennesker mod at leve saadan, at de skubber Herrens klare Ord til Side: "Søg først Guds Rige og hans Retfærdighed".

At en saadan Advarsel af nogle opfattes paa den Maade, at man derved vil Mennesker noget ondt, er beklageligt; jeg haaber, at der maa blive set paa denne Artikel paa en anden Maade.

Talen "var af alt andet end opbyggelig Art", har Hr. Jørgensen udtalt til "Social-Demokraten". - Ja, det var den for nogle Deles Vedkommende; men jeg ønskede heller ikke, at alt i den skulde være "opbyggeligt". Hvis der paa en Plads skal opføres en Bygning, men Pladsen i Forvejen er optaget af en anden Bygning, maa man jo først rive den gamle Bygning ned. - Naar Mennesker lever saaledes, at de er optaget af verdslig Selskabelighed, naar man i den Grad er hengivet til Kortspil og lignende, at det atter og atter bliver foretrukket for de Ting, som hører til Guds Rige, saa er der i saadanne Menneskers Hjerte noget, som maa brydes ned. Der maa af Herren selv lægges en ny Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro paa Gud. (Hebræerbrevet 6-1). Naar den Forudsætning er til Stede, er "opbyggelig" Tale paa sin Plads.

Naar der er Ild i et Hus, og dets Beboere ligger og sover og er i yderste Fare for at indebrænde, saa har det dog ikke hidtil været regnet for nogen særlig forkastelig Gerning at prøve paa at faa dem vækket og reddet. - Naar der nu er Tale om det, der er værre, ikke at indebrænde levende; men at gaa evig fortabt - skulde det saa være rent galt at sige, saa det kan høres: "Vend dig fra den verdslige Selskabelighed og til den levende Gud!"

Nebbelunde Præstegaard pr. Rødby
Den 18. oktober 1929
J. Leibølle.

(Ærø Venstreblad 21.oktober 1929)

Pastor J. Leibølle, foto fra Thisted Amtsavis 17. februar 1936, i anledning af at han indstilledes som sognepræst i Gamtofte. Han havde da virket siden 1932 i Hvidbjerg-Lyngs. 1921-1932 i Nebbelunde-Sæddinge.

Tragedie i Valby. (Efterskrift til Politivennen)

Et Drama i Valby.

Valbygaards Villakvarter opskræmmedes i Formiddags ved at erfare, at der i dets fredelige Omgivelser havde fundet et Dobbelt Selvmord Sted. Sagens nærmere Omstændigheder ere følgende! Hos Staldmester paa GI. Carlsberg H. P. Hansen, Valbygaardsvej 30, boede paa 1. sal en enlig Dame, der havde lejet en 2 Værelses Lejlighed af Hr. hansen, og som atter havde udlejet det ene Værelse til en Gartner, der var ansat paa Valbygaard.

I Morges Kl. 5 vækledes Hr. Hansens Hustru ved et Par Skud, og hun kaldte strax paa sin Mand, der øjeblikkelig ilede op i Lejligheden ovenover. Her mødte ham et uhyggeligt Syn. Ved sin Indtræden i Værelset saa han en ung Pige, rimeligvis Gartnerens Kjæreste, ligge fuldt paaklædt paa Sofaen, medens Gartneren laa noget derfra paa Gulvet. Begge vare døde. Øjeblikkelig løb Hr. Hansen efter Læge Durloo og Politibetjent Svendsen. De gave begge strax Møde, men kunde kun konstatere, at Døden var indtraadt.

Gartneren havde sandsynligvis skudt den unge Pige med en Revolver, staaende i nogen Afstand, og herefter rettet denne mod sig selv.

Skuddene havde ramt godt og strax dræbt begge de unge Mennesker.

Motivet synes at være Næringssorg. Gartneren var igaar af sin Principal, Grosserer Petersen, Valbygaard sagt op til Fraflytning i Dag, hvad der vel har trykket ham, og kan have været i ethvert fald medvirkende årsag til dobbeltselvmordet.

Efter hvad vi senere erfarer er den afdøde gartners navn Petersen. Han havde efterladt sig 3 breve, et til den dame han boede hos, og 2 til folk i Valby. Samtlige breve blev taget i forvaring af politiet. Ligene er ført til Valby fattighus.

(Nationaltidende 25. januar 1899. 2. udgave).

Mord og selvmord.

Frygtelig begivenhed i morges.
En ung mand skyder sin kæreste, og bagefter sig selv.
Tvende Dræbte.

Ude i Valby er der tidlig i morges foregået en forfærdelig Begivenhed, idet en ung Mand har dræbt sin unge Kæreste ved et Revolverskud og bageste taget Livet af sig selv

Det forfærdelige Mord og Selvmord er fuldt ud lykkedes, idet de to unge Mennesker var døde og kolde da Læge og Politi tilkaldtes.

Vi skal i det efterfølgende give sammentrængt Skildring af Morgenens sørgelige Drama.

Hovedpersonen er, som sagt, en ung mand

Valdemar Petersen

Han boede paa Valbygårdsvej nr. 24, ikke langt fra Jesus-Kirken. 

Han havde her et lille Værelse i Hus, hvor han boede til Leje hos Staldmester Hansen fra Gamle Carlsberg.

Den unge Mand var Kæreste med en purung Pige, den kun ca. 17-årig Agnes Andresen, Datter af en paa GI. Jernbanevej boende Handelsagent.

Der er ikke Tvivl om, at den unge Mand ikke har næret “alvorlige Hensigter" overfor den unge Pige, med hvem han jævnlig gik ud og morede sig.

Saaledes havde de i Søndags været paa et Bal, hvorfra de først kom hjem langt ud paa morgenen.

Valdemar Petersen var da stærkt beruset.

Hans Principal, Forpagteren Valbygaards Have, Gartner Christiansen, blev gnaven over at se sin Undergivne komme hjem paa den Tid af Dagen, og sagde til ham:

“Jeg vil ikke finde mig i de Slags Narrestreger."

Herover blev Petersen rasende og svarede med nogle mindre behagelige Grovheder.

Christiansen sagde da:

“Ja, saa er De opsagt fra Deres Plads til den første!"

“Jeg kan saamænd gerne gå med det samme," svarede Petersen.

“Naa, ja, det har jeg heller ikke noget imod," var Christiansens svar og herved blev det.

Da Petersen blev ædru, gik det op for ham, at han havde baaret sig galt ad, og han blev i et meget nedtrykt Humør.

Det var forøvrigt i den sidste tid blevet klart at han allerede var ked af sin kæreste. Ofte kom det til stormende Optrin imellem dem, naar hun besøgte ham paa hans Værelse i det lille Hus.

I de sidste Dage havde han ladet sig forlyde med, at han ville rejse til Hamborg da han var blevet led og ked af opholdet herhjemme

I går aftes 

ved nitiden opsøgte Agnes Andresen sin kæreste i hans hjem.

Beboerne i huset mærkede dog ikke til at det gik særligt stormende til mellem de to.

Først ud paa Morgenen kom det uhyggelige drama, der forstyrrede freden i dette lille, idylliske Hjem.

Omtrent kl. 6 vaagnede Familien ved at høre to paa hinanden hurtigt følgende Knald.

Forfærdet sprang de op og ilede op Lejerens værelse.

Det forfærdelige Syn, der mødte dem her, fik dem til at skrige højt af skræk. 

De var en Besvimelse nær og havde i det første Øjeblik helt tabt sans og Samling.

Hvad de saa, var:

Paa Sofaen i Petersens Værelse lå den unge Pige, helt paaklædt udstrakt, øjensynlig død. Hun var ramt af Kuglen i Tindingen, hvorfra en tynd Bloddraabe piblede ned over det blege Ansigt, hvis Mund var aaben og hvis brustne Øjne med et endnu i Døden bevaret Udtryk af rædsel stirrede tomt ud i det dystre lys som Skæret fra de Tililendes lampe kastede derind.

Men, endnu uhyggeligere:

Paa Gulvet laa det unge menneske, vridende sig i de sidste Smerter, rallende og stønnende. Et Skum af hvid fråde stod om hans Læber. Hans ben var krampagtigt trukne sammen, således at knæene stod næsten helt oppe under Hagen. Ved hans Side laa Revolveren, af hvis Løb det dræbende Bly var udgået. Det var let at se, at han var Døden nær. 

Læge og politi.

Da Familiens Medlemmer havde overvundet den første Skrækslagenhed, styrtede de ud i den mørke Nat for at kalde Læge og Politi.

Det varede imidlertid omtrent en times Tid, inden Læge Durloo kom til Stedet, og da var enhver tanke om at redde Livet for de to unge Mennesker udelukket. Der laa to kolde Lig i Værelset. Lægen havde kun at konstatere Døden og Dødsårsagen.

Kort efter ankom Politiet, der hurtigst muligt sørgede for Ligenes Borttagelse. Paa en Vogn kørtes de til byens Fattighus.

Politiet fandt endvidere i værelset 

et brev

hvis Overskrift lød: "Min egen kære moder".

Brevet var fra Selvmorderen, stillet til hans her i Byen boende gamle moder, der er Enke.

I Brevet skildrer Valdemar Petersen sine Ulykker. Han havde opgivet alt Haab om at komme frem i Verden, efter at hans Kæreste havde meddelt ham, at hun var frugtsommelig. Heri maa da den direkte Årsag Selvmordet og Mordet paa den unge Pige søges.

Det fremgår endvidere af Brevet, at de, begge lige fortvivlede over deres forhold, har været enige om at gaa i døden sammen.

Foruden dette Brev laa der Breve både fra ham og hende til deres venner og Slægtninge, og hvori de hver paa sin Vis skildrer de ulykker der har drevet dem i døden. 

Ude i nat.

Det fremgår af de Undersøgelser, vi har anstillet, at Kæresteparret ikke, som man har troet, har tilbragt hele natten i hans Hjem.

Kl. 1 i Nat talte Valdemar Petersen nemlig med en af Medhjælperne i Christiansens Gartneri.

Medhjælperne bemærkede da, at et stykke henne paa Vejen stod Agnes Andresen, men hun holdt sig under hele Samtalen skjult.

Petersen gjorde Indtryk af at være meget nedtrykt, og han talte gentagne gange om, at han vilde rejse til Tyskland. Til Sidst sagde han:

“Ja, nu ses vi ikke mere, Farvel og Lev vel”

Siden er der ingen der har talt med ham. Han er sandsynligvis straks efter gaaet med den unge Pige op paa sit værelse.

Ligsyn.

Endnu i Formiddags, da Redaktionen af "København" sluttedes, var der ikke holdt Ligsyn, men det meddeltes os at det ville finde sted i løbet af eftermiddagen, ligesom der vil blive afholdt forhør over den familie hos hvilken selvmorderen boede.

(København 25. januar 1899.)

(København 26. januar 1899 fulgte op om sagen).

Dobbelt-Selvmord l Valby.

Et Par unge Kærestefolk afliver sig.
Efterladte Breve.

Natten til i Gaar har en ung Gartner Hermann Petersen, der boede hos Staldmester Hansen paa Valbygaardsvej i Valby, dræbt sin Kæreste og sig selv ved et Revolverskud. Den unge Pige, Agnes Andresen, var Datter af en paa Gl. Jærnbanevej i Valby boende Slagtermester.

Hermann Petersen, der er Søn af en i Frederiksberggade boende Enke, havde i Søndags tilligemed sin Forlovede og sine Svigerforældre været til Bal paa "St. Thomas", og dette medførte, at hans Principal, Gartner Petersen paa Valbygaard, straks afskedigede ham, da han mente, Arbejdet ikke blev passet. Hermann Petersen udtalte til sin Familie og sine Venner, at han agtede at rejse til Udlandet, og hans herboende Søster laante ham i den Anledning 10 Kr. Han købte imidlertid i Tirsdags Eftermiddags for disse Penge en Revolver af svær Kaliber, og Selvmordet var altsaa allerede paa dette Tidspunkt besluttet.

Hermann Petersen var Medlem af den socialdemokratiske Forening i Valby samt Bestyrelsesmedlem i den dertil knyttede Sangforening, for hvilken Garver L. P. Pedersen paa Mosedalsvej er Formand. I Tirsdags Aftes havde Sangforeningen Mode i Valby Kro; Hermann Petersen kom til Stede og deltog i Øvelserne, uden at nogen af hans Kammerater og Venner anede, at han rugede paa Selvmordsplaner.

Da Petersen gik, tog han Afsked med Formanden med den Tilføjelse, at han rejste, men den følgende Dag skulde der indtræffe Brev fra ham. Hermann Petersen gik fra Sangforeningen hjem til sine Svigerforældre, hvor han om Aftenen ved 10-11 Tiden hentede sin Forlovede. De to unge Mennesker fulgtes sammen til hans Logi, hvor altsaa Dramaet foregik Kl. 5 i Gaar Morges.

Man er ikke klar over, hvad der har bevæget de unge Mennesker til at søge Døden. Familien mener, at den unge Pige er bleven fortvivlet over, at hendes Kæreste skulde rejse, og at hun har talt om at begaa Selvmord. Hendes mørke og eksalterede Sindsstemning har saa paavirket ham i den Grad, at han har besluttet at følge hende i Døden.

Kl. 5 i Gaar Morges hørte Hermann Petersens Vært et Skud, og efter nogle Minutters Forløb atter et Skud, fulgt af et dumpt Fald. Da Værten gik ind i Petersens Værelse, fandt han ham liggende paa Gulvet og den unge Pige paa Sofaen, begge fuldt paaklædte. De havde begge Skudsaar i Hovedet, hun i den venstre Tinding og han i højre Tinding. Den unge Pige var allerede død, medens Petersen udaandede kort efter. Det formodes, at han først har rettet Vaabenet mod sin Kæreste og dræbt hende, og at han derefter har skudt sig selv.

Paa Bordet laa to Breve, et fra den unge Pige til hendes Forældre, og et fra Hermann Petersen til Sangforeningens Medlemmer. Det sidstnævnte har følgende Indhold:

Til
"Socialdemokratisk Sangkor"
ved Hr. Garver L. P. Petersen,

fra Gartner Herman Petersen.

Kære Partifæller!

Jeg maa forlade Eders Rækker og siger Eder Tak for den tid, vi har arbejdet sammen. Jeg har, som I ved, kun interesseret mig for sangkoret og dettes sociale arbejde og formål, men nu må jeg trække mig tilbage.

Fremad, brødre! Frem til kamp! Vor sang, den giver kraft!
Farvel, I gode kammerater, nu har jeg og min pige det godt!

Den unge piges brev lød således:

Kære Moder?

Tak for alt, hvad Moder har været for mig. Naar jeg skriver disse Linier, saa er jeg lykkelig, thi jeg dør med ham, som jeg har kærest over alt i Verden. Han vilde jo dø, og Moder ved jo nok, at foruden ham kunde jeg ikke leve.

Jeg vil ønske, at Moder med Glæde ser paa os. Nu har vi det jo saa godt. Ej med Sorg maa Øjet skue de to kære Ansigter, thi hellere maa jeg da være død, end at Vanvidets grufulde Spøgelse maa mærke min Pande.

En Ting skal Moder vide: jeg gaar i Døden som en uskyldig ung Pige. Hos Hermann har jeg jo været sikker som hos Moder selv, saa den tanke må moder endelig ikke have.

I min kommodeskuffe ligger en rose - læg den på mit bryst!"

Sammen med Agnes' brev lå en lille skrivelse fra Herman Petersen til hans svigerforældre:

"Kære fader og moder! Ja - det har I været for mig! tilgiv mig og Agnes den sorg vi  nu har gjort eder.

Hjælp till med at skåne min gamle moder, at hun først sent og varsomt får denne sorg at høre. Send først bud til mine brødre i København og i Lyngby.

Farvel og tilgiv os, thi vi vil sammen i graven!"

Vi talte i Aftes med de Afdødes respektive Familier, der selvfølgelig var dybt rystet over det skete, og for hvem hele begivenheden stod som en uløselig gåde. Vor partifælle, garver Petersen udtalte sig i stærke lovord om sin afdøde ven, der trods sin ungdom havde været en trofast støtte i virksomheden for Socialdemokratiet.

Hermann og Agnes får nu deres sidste ønske opfyldt - de kommer til at hvile i en fælles grav på Vestre Kirkegård.

Social-Demokraten 26. januar 1899.

Aftenbladet den 26. januar 1899 bragte et resume over de ovennævnte oplysninger, samt denne tegning. Avisen fortalte at han efter mødet i sangforeningen havde været på besøg hos bager Hansen hvis ene datter han gennem et stykke tid havde "haft et godt øje til ... Men hun ville ikke vide af ham."

De Forlovedes Begravelse.

Pastor Ussing forbyder Fane og Sang.
Præsten hilstes med Hurraraab.

Begravelsen i Gaar paa Vestre Kirkegaard, hvor Ligene af Gartner Herman Petersen og hans Forlovede, Frøken Agnes Andresen, jordfæstedes, formede sig til en Begivenhed, der ret karakteriserer Præsteregimentets Magt.

Som omtalt havde Herman Petersens Venner ønsket at synge et Farvel i Kapellet samt at lade den socialdemokratiske Fane vaje ved de to Baarer - men Præsten Ussing fra Jesuskirken i Valby nægtede rent ud sin Tilladelse hertil. Det er den samme Øl-kirkepræst, som forbød Musik (men ikke Øl) paa Frederiksberg Pinse-Morgen. Præsten Glahn ved Frederiksberg Kirke, der havde konfirmeret den unge Pige, nægtede paa Forespørgsel at tale ved hendes Baare, og de Efterladte var da henvist til Hr. Ussing, der er bekendt for sin Fanatisme og bl. a. har faaet sit Navn i Folkemunde ved den populære Sang i "Sommerrevuen om Pinse-Solen.

Hr. Ussing svarede Familien, at han ikke kunde tillade firstemmig Sang ved denne Lejlighed!!!. Hvad Fanen angik, saa kunde han ganske vist ikke forbyde, at den ledsagede Kisterne, men i saa Fald vilde han ikke tale.

Den afdøde Herman Petersens Broder gjorde opmærksom paa, at Fanerne var floromvundne.

"Det nytter intet", svarede Hr. Ussing. Og han tilføjede: "Jeg skriver for Tiden en Bog om Selvmordere og om Ceremonierne ved deres Begravelse. Denne Bog udkommer om kort Tid, og jeg vilde komme i Modstrid med de Meninger, som jeg fremsætter i Bogen saafremt jeg føjede Dem i Deres Ønsker."

Efter denne Indledning var der Grund til at vente, at Præsten vilde give Anledning til yderligere Forargelse ved selve Begravelsen.

I Kapellet.

Kl. 12 i Gaar Middags var en talrig Skare samlet paa Kirkegaarden, og det lille Kapel blev hurtig fyldt til sidste Plads. Det socialdemokratiske Sangkor fra Valby var mødt med floromvunden Fane, men trods indstændig Anmodning i sidste Øjeblik nægtede Ussing den Adgang til Kapellet.

De to lyse Kister var stillet Side om Side og dækkedes med et overvældende Flor af duftende Kranse og Blomster - den sidste Hilsen fra de Afdødes store Familie og Vennekreds. Blandt Kransene bemærkedes flere med store røde Sløjfer, der var sendt fra de socialdemokratiske Foreninger.

Efter en Ventetid paa en Snes Minuter arriverede Hr. Ussing, bleg og mager, af et asketisk Udseende og med kolde, haarde Øjne; hele Mandens Optræden viser, at han staar uforstaaende og udeltagende overfor de almindeligste menneskelige Følelser. Han har kun et Maal: hensynsløst at pege paa Svovlpølen som det endelige Opholdssted, og man maa lade ham, at han i fuldt Maal benyttede sin Talefrihed, selv om to stakkels Moderhjærter krymper sig derunder.

Hr. Ussing sagde bl. a. følgende :

Vi samles her i en saare alvorlig Anledning. Mørket har overfaldet de to unge Mennesker, ved hvis Baare vi staar. De havde heldigvis ikke gjort sig skyldig i noget, der i Menneskenes Øjne anses for ondt. Aarsagen til deres Død var uforklarlig, og Sorgen bliver da faa meget større for de Efterlevende . . .

Indtil dette Punkt var Hr. Ussings Tale ret moderat. Men havde Præsten klappet med den ene Haand, saa slog han nu til med den anden. Han fortsatte omtrent saaledes :

Men det kan ikke forties, at disse unge Mennesker har overgivet sig til Mørket, de har gjort sig skyldig i en af de store Synder, baade overfor Gud og Mennesker. Der er onde Aander oppe i Tiden, som stiller sig undskyldende overfor Selvmordere og siger, at vi ikke bør dømme disse Stakler. Men Guds Ord skal have Lov til at stemple saadanne Ord som Løgn. Man siger om Selvmord, at det er "at dø i Skønhed". Man kan kun tale om at dø i Skønhed, naar man ser Døden fremstillet paa et Teater eller beskrevet i en Roman, men ikke, naar man staar med Virkeligheden for Lynene. De, der hin Morgen kom ind i Stuen paa Valbygaardsvej og saae de to Lig, kunde ikke paastaa, at det var en Død i Skønhed . . .

Præstens Tale afbrydes her af en stærk Hulken, en krampagtig undertrykt Graad - det er den afdøde Herman Petersens gamle, svagelige Moder, der segnefærdig maa klynge sig til en af sine Slægtninge.

Forsamlingen er stærkt indigneret over Præstens Udtalelser og udtaler sig herom saa højlydt, at det overdøver Talen. Da der atter bliver Ro, fortsætter Hr. Ussing - han er øjensynlig fuldt opsat paa at repetere et Kapitel af sin Selvmorderbog:

Det er pjaltede Mennesker, som ikke ved, hvad Mod er. Der skal mere Mod til at leve end til at dø. Lad os ikke prise det, som ikke er Pris værd. Man har sagt, at det her dog var Kærlighed, som havde ført dem i Døden, og Kærlighedens Kaabe skjuler Syndernes Mangfoldighed. Men det var ikke Kærlighed, men Egenkærlighed, ikke alene at tage sit eget Liv, men ogsaa en andens Liv. Vi ved ikke, hvem af dem der først tog Beslutning om at dø. Men der er ingen Undskyldning for den, der fortvivler og erklærer, at han ikke længer kan leve. Dette siger jeg dog ikke for at dømme disse to Mennesker - dem skal Gud dømme. Sker der en saadan Ulykke, da skal vi efterlevende dømme os selv og det Samfund, der priser en saadan Død, et Samfund, der optager Menneskenes Sind med mange Spørgsmaal, men glemmer Gud ....

Der er ogsaa dem, der har sagt om disse To, at nu har de jo Fred. Ingen Kristen har Lov til at sige dette. Ingen ved, om disse Døde har det godt. Husk vel paa, at Herren siger: Den, der ikke troer, gaar hen til et evigt Mørke, hvor der er Graad og Tænders Gnidsel, til et Sted, hvor der er forfærdeligt!

. . .

Atter lyder der Skrig og Graad fra Kvinderne; Situationen bliver et Øjeblik helt uhyggelig; Forsamlingen føler Medlidenhed med den stakkels Familie, mod hvem Præsten har vendt sig og slynger sine sidste truende Ord. Nu er det heldigvis Slut, og man trækker atter lettet Vejret, som befriet fra et uhyggeligt Mareridt. Men det er uforstaaeligt, at Folk i det hele taget anmoder Præsterne om at tale over de Døde.

*

Kisterne bæres ud af Kapellet; den floromvundne Fane føres nu frem og bæres i Spidsen for Toget. Saasnart Hr. Ussing, der bærer lavpullet, bredskygget Kvækerhat, faar Øje paa Fanen, raaber han: Væk med den! Væk med den! Sogneraadsmedlem Therkelsen parlamenterer med Præsten, mens Toget et Øjeblik standser. Det ender med, at Præsten giver sit Samtykke paa den Betingelse, at Fanen bæres sammenrullet!

Ved Graven.

Fællesgraven er gravet helt ude paa det lave, flade Terræn tæt ved Frederiksholms Teglværker, hvor der endnu fuldstændig mangler Beplantning. Fra Gravtuen ses et vidtstrakt Panorama: paa den ene Side Kalveboderne med Amagers Kyst, og langt ude i Horisonten Køgebugt, og paa den anden Side Valby med de lave, landlige Huse, hvor de unge Mennesker boede, og hvor Selvmords-Dramaet foregik.

Efter at Kisterne er sænket i Graven, - Hermans nederst og Agnes' øverst, - og Præsten har udført Jordpaakastelsen, træder Fanebæreren til og svinger det røde Banner tre Gange over Graven. Nu, da Præsten fuldført sin Funktion og er parat til at stige til Vogns, træder Sogneraadsmedlen Therkelsen hen til ham for at saa en Forklaring om, af hvad Grund han stillede sig saa afvisende overfor Fanen. Det store Følge lytter opmærksomt til, men føler sig ikke tilfredsstillet ved Hr. Ussings Argumenter.

Indignationen vokser, og da Præsten tilsidst afbryder Samtalen og kører bort, stormer Folk sammen om hans Vogn og - raaber et demonstrativt Hurra! Tre lange, taktfaste Hurraraab tordner hen over Kirkegaarden og afbryder Gravstilheden, mens Ussings Vogn ruller bort.

Et lignende Optrin er næppe nogensinde tidligere forefaldet i de Dødes Have. Vinder Hr. Ussing mange saadanne Sejre, er det snart ude med ham og Præstevældet.

Men det var jo en god Reklame for hans forventede Værk om Selvmorderne.

(Social-Demokraten 1. februar 1899).

Dramaet.

De Dræbtes Begravelse i Gaar.

Pastor Henry Ussing
Talen
En Kamp om Fanen!
Skandaløse Optrin paa Kirkegaarden

Den Forventning, vi Gaar udtalte om, at man vilde sørge for, at Begravelsen af det unge Kærestepar fra Valby, Herman Petersen og Agnes Andresen, ikke gav Anledning til offenlig Forargelse, har desværre ikke bekræftet stg.

Tværtimod blev Begravelsen Anledning til forargelige og skandaløse Optrin.

I det Efterfølgende vil vi give et tro Referat af denne den uhyggeligste Begravelse, det nogensinde er falden i vor Lod at overvære

Foran Kapellet

paa Vestre Kirkegaard havde der ved Tolvtiden samlet sig en stor Del Mennesker, som afventede Præstens Ankomst.

Foran Indgangen stod Medlemmer af den socialdemokratiske Sangforening med deres røde Silkefaner.

Da Hr. Ussing i sin Landauer kørte op foran Porten - en Snes Minuter over den fastsatte Tid - blev han straks adspurgt af et Bestyrelsesmedlem.

- Maa vi tage Fanen med ind i Kirken?

- Nej!

- Hvorfor? Er det, fordi vi er Socialdemokrater?

- Nej. Jeg er selv Socialdemokrat, det gør Intet. Men, de, der skal begraves, er Selvmordere - dem maa der ikke gøres Stads af! De skal begraves i Stilhed. 

Efter delte Ordskifte gik Præsten ind i Kapellet.

Omkring Kisterne

Det lille Kapel er overfyldt til stuvende Trængsel. Luften er kvælende tung at indaande. Foran de to Egetræskister, der er dækkede med smukke Kranse, sidder de Afdødes Familier, alle klædt i dybeste Sorg. Det øvrige Publikum staar op, saa tæt, at der er ikke Plads til at røre sig en Tomme.

Efter at Præsten er traadt ind, bliver der afsunget en lang Salme. Der er ingen Musik, ligesom der heller ikke er Lys i Kapellet. Kun Faa synger.

Saa træder Præsten frem, beder en kort Bøn og oplæser det Skriftsted, han vil tale over:

"Lyser er endnu en liden Stund hos Eder - vandrer derfor varligen, mens I have Lyset, at Mørket ej skal falde over Eder

Efter at have oplæst dette Skriftsprog, begynder Præsten paa 

Talen,

af hvilken vi paa Stedet nedskrev et omtrent ordlydende Referat, som vi her gengiver med enkelte uvæsenlige Forkortelser.

Han begynder saaledes :

- Lyset er dette Livs Lys. Lad os huske, at Livet er kun en liden Stund. Men, vi ved ikke, hvor længe. Ingen af os har Brev paa, hvor gamle vi skal blive. Derfor gælder det om at bruge den Tid, vi har, og at vandre frem ad den Vej, der fører til Lyset.

Der skinner Lys i denne Verden, men det er omgivet af Mørke.

En alvorlig Anledning

Han sænker nu sin Stemme til en Hvisken, idet han fortsætter:

Det er en alvorlig Anledning, der har kaldt os sammen her.

Mørket har overfaldet to unge Mennesker, og vi er bevægede til den dybeste Medlidenhed med deres Skæbne.

Det var unge, raske Mennesker med Udsigt til et langt og lyst Liv. Men saa faldt Mørket over deres Sind, og de begik denne foriærdelige Gerning.

Enhver, der har lidt Følelse i Hjærtet, maa have Medlidenhed med dem. Vore Hiærter maa bæve af Medlidenhed. Sært vilde det være, dersom vi ikke følte med i den dybe Sorg, der hersker i Hjemmene, som disse To har efterladt sig.

I Stilhed vil vi da følge dem til deres sidste Hvilested.

Familjens Sorg.

Præsten vender sig nu direkte til Familjen, og udtaler med blid Stemme:

- I siger, at det var unge, livfulde, ja, flinke og brave Mennesker. Det er en Trøst, at I kan tale svaaledes om dem, en stor Trøst, at de ikke har forladt Verden, fordi de har gjort noget Ondt i menneskelig Forstand. Men ...

I skal høre Guds Ord!

Her hæver Præsten sin Røst, idel han ligesom retter sig op og næsten raaber. Med en prælatmæssig Myndighed i Tonen fortsætter han:

..... Men, det gør paa den anden Side ogsaa Sorgen ubegribeligere og større. Naar vi nu staar her med mørke Hjærter, saa kan vi ikke glemme, at Guds Ord har noget at sige. Guds Ord maa holdes i Ære! Og det kan da ikke skjules, naar I nu har ønsket Guds Ord talt her - (henvendt til Familjen): "Og det var var jo Eders Ønske?- - saa kan det ikke forties at de, der selv overgiver sig til Mørkets Magt, begaar en stor og forfærdelig Synd.

Et Barn græder.

Paa dette Tidspunkt begynder et Spædebarn at skrige himmelhøjt ude i Forhallen. En Hund gøer, der tysses og støjes, saa det er næsten umuligt at følge Præsten. Han fortsætter:

- Dette skal ikke siges for at dømme de Døde, men for at retlede de Levende.

Del er en Synd, den Merstørste Synd mod Gud at begaa Selvmord, og det er den største Synd mod Menneskene.

Og dette skal siges saa meget des stærkere i vore Dage, fordi det er onde Aander oppe i Tiden, som priser denne Synd. De nøjes ikke med med at undskylde den, men de oplyser den forfærdelige Synd som den skønne og sande Død. Men med Guds Ord vil vi stemple stige Røster som Løgnen? Tale. Nej, det er og bliver en Synd !

Man har talt store og berømte Ord om at dø Skønhed.

Del et en forvirret Hjærnes tale.

Dette er dog ikke at dø i Skønhed - hvem tør sige Sligt ?

Det kan være skønt at se det paa Teatre, eller at læse det i Romanerne, men saaledes er det ikke i det virkelige Liv.

Et stygt Syn!

Pludselig hæver Præsten sin Røst paany, idet han taler ud over Forsamlingen med gennemtrængende og hævet Røst:

Hvad tror I, de Mænd mener, som hin Morgen trængte ind i Værelset paa Valbygaard, hvor disse Mennesker laa døde? De siger sikkert ikke, at det var skjønt, hvad de der saae?

Demonstrationer

Fra Forsamlingens Baggrund lyder der i dette Øjeblik harmfulde Udbrud. "Fy! Fy!" raaber Nogle "Lad os gaa," siger andre. "Vi vil ikke høre mere!" En Del oprørte Mennesker trænger op mod Kapeldøren for at slippe ud. Under den stærke Uro, der opstaar, hører man fortvivlet Hulken og klagende Udbrud fra de Kvinder, der omgiver Kisterne. Herman Petersens Moder græder højt og fortvivlet.

Præsten har forsøgt at fortsætte, han priser den Død, der er efter Salmens Ord "Lær mig o Skov at visne glad," i Modsætning til den stygge Død, der fremkaldes af Lidenskabernes vilde Storm, der river Løvet af Træerne og knækker de tykkeste Skovstammer.

Tilsidst maa han dog holde op. Han ser med lynende Øjne og rynkede Bryn ud over Forsamlingen, i hvilken Uroen er stor. Hans Tavshed og hans af en mægtig Fanatisme lynende Blikke frembringer den Ro, som hans Tale har afbrudt. Efter et Minuts Ophold forsætter han sin Tale.

Var de modige ?

Præsten fortsætter:

- Mange siger at der skal Mod til at give slip paa Livet. Ja, der gives et saa stort Pjatteri hos Folk at de ikke en Gang har Mod til at begaa Selvmord.

Men, lad os tale alvorligt og tilstaa, at der skal mere Mod til at leve Livet end til at dø.

Jeg kalder det ikke modigt, at man render fra det Hele!

Nej, lad os ikke prise Sligt!

Var det Kærlighed?

Saa siger man :

Men, det er Kærlighed!

Ja, Kærlighed er een stor og skøn Følelse. Men her er det ikke den store, skønne Kærlighed, som det saa gerne vil give sig ud for at være. Hvis det var saa, da kunde man bøje sig derfor. Men det er slet ikke Kærlighed - det er kun Egenkærlighed!

Saa forfærdeligt det end er at sige det: Det er lige det modsatte af Kærlighed, at tage en Andens Liv med sig i Graven.

Mellem de to maa Gud dømme, men vi skal have Lov at sige:

Nej, det er ikke Kærlighed!

Samvittigheden!

Der et to Lys : Lyset i Guds skrevne Ord og Lyset i os selv Naar Guds Lys overskygges af Vantroens Sorger, har vi Lyset i vor egen Sjæl, den menneskelige Samvittighed.

Den største Ulykke for et Menneske er at give slip paa sin Samvittighed, saa han glemmer at spørge: Hvad er Ret?

Giver vi efter for øjeblikkelige Stemninger, det kun er halv Sandhed, saa er det en skrækkelig Ulykke. At gøre, hvad der er Uret, gøre, hvad man kun i øjeblikket har mest ulyst til, det er en forfærdelig Utroskab imod Samvittigheden, men en endnu større Synd mod Guds Ord deroppe!

Er man tilmed født i et kristent Land og døbt i Jesu Kirke, saa er det en frygtelig Utaknemlighedens og Vantroens Synd.

Der er ingen Undskyldning for den, der døer i Fortvivlelsens Mørke, naar han har Lyset over sig!

Kan Du ikke andel i Din Ulykke, saa kan Du kaste Tig paa dine Knæ og bede til Gud!

Synd ! Synd !

Præsten vender sig nu mere direkte til hele Forsamlingen, idet han udtaler :

- Saa skal det del da være sagt, at disse Mennesker har sluppet Lyset for at kaste sig ud i Mørket. Det er en grusom Synd! Gid Eders hjærter i denne Stund maatte føle en saadan Frygt og Bæven, at I aldrig vil kunne gøre en saadan Gærning!

Samfund og Kirke!

- Dog - disse to Mennesker bærer ikke hele Skylden for det forfærdelige.

Lad os tilstaa: Samfundet, hvor saadanne onde Selvmordsgjærninger prises i høje Toner, har ogsaa sin Del af Skylden.

Og den Kirke, som har døbt og opdraget dem, bærer ogsaa Skyld, fordi den ikke har mægtet at vække dets Samvittigheder.

Lad kun kirken slaa sig for Brystet hver Gang der sker saadanne Gærninger!

Et Glimt af Haab?

Præsten siger derefter Noget, der vækker Opmærksomhed. Han antyder, at deres Forstand kan have været omtaaget i Gerningsøjeblikket. Derfor maa man ikke dømme dem. Endvidere:

- Ingen ved, hvad der er sket i deres Hjerter i det Øjeblik, de endnu levede, efter at de havde skudt sig! Jesu Kærlighed er umaadelig. Endnu i den sidste Stund kan han gøre et Under med Mennesket, der døer i en Synd!

Præsten forlader imidlertid hurtigt disse mildere, men meget dunkle Antydninger, og nu anslaar han meget kraftige Toner :

- Nogle trøster sig, idet de siger:

"Ja, det var sørgeligt som det gik. Men nu har de Fred, nu er de lykkelige."

Det kan en Kristen ikke sige - det maa han ikke sige.

Vi ved ikke om de er lykkelige. Men vi véd af Guds Ord, at de, der slipper deres Faders Haand, gaar ind i det yderste Mørke, hvor der er evig Graad og Tænders Gnidsel! Hvo, der tror, bliver salig, men hvo, der ikke troer, er fordømt til det evige Mørke

Endelig er Præsten færdig.

Hans sidste Ord er en Bøn om, at de, der har staaet de Afdøde nær, maa finde Trøst i deres dybe Sorg. 

Grennem Præstens Ord lyder uafbrudt fortvivlet Graad og Hulken fra de Kvinder, der sidder nærmest Kisten.

Til Graven!

Kapellets Døre smækkes atter op, og Folk presser sig ud paa Kirkegaardspladsen.

Midt i Skaren kommer de to Kister, baarne af kraftige Mænds Arme, ud af Kapellet.

Sangforeningens Fane er løftet højt foran Toget og smælder i den stærke Blæst paa sin høje Stang.

Pastor Ussing er kommen efter Kisterne. Da han ser Fanen, kalder han ad en Kirkebetjent.

- Sig til dem, at de skal tage den Fane væk !

Betjenten styrter i fuld Firspring ud paa Pladsen, hvor han raaber til de Forreste :

- Væk med Fanen!

Der bliver Uro, og Toget standser.

Paany forsøger Folk fra Sangforeningen at paavirke Pastor Ussing :

- Nej, siger han, hvis Fanen ikke kommer bort, gaar jeg ikke med til Graven!

Saa bæres Fanen til Side, og Toget sætter sig atter i Bevægelse.

Dog, rundt om fra lyder der dæmpede Raad til Fanebæreren :

"Fanen frem!"

Og tilsidst gaar han virkelig frem med Fanen igen og gaar foran Toget. 

Kun løfter han ikke Fanen i Vejret, men sænker den ned mod Jorden.

Jordpaakastelsen

Begravelsespladsen er langt borte, i Kirkegaardens yderste Ende. Man ser Frederiksholms Teglværk tæt foran sig, Kallebodstrands blaa Vandflade sænker sig nær derunder. Man vader

i et frygteligt Søle.

Graven er dyb. De to Kister skal staa ovenpaa hinanden Først sættes Herman Petersens Lig i Jorden, hvorpaa Præsten forretter Jordpaakastelsen, og læser "Fadervor". Derefter drages Agnes Andresens Kiste ned i det sorte Dyb.

Da Præsten ogsaa har kastet Jord paa den unge Kvindes Kiste, tager han Afsked med Familien.

Medens dette foregaar, trænger Fanebæreren sig op til Graven og sænker Fanen tre Gange ned over den - den sædvanlige sidste Hilsen.

Præsten gør intet Forsøg paa at hindre denne Demonstration. Men idet han træder bort fra Graven, hilser han paa et af Valby Sogneraads Medlemmer, Hr. Therkilsen.

En Diskussion.

Og med denne Mand indlader Præsten sig nu i en længere Diskussion, den frembyder et mærkeligt Billede.

Omkring de to Mænd, der hæftigt disputerer om Præstens Kompetence til at forbyde Fanernes Udfoldelse, danner der sig en stor Gruppe Mennesker, der ivrigt trænger og skubber omkring dem.

Latter og spottende Bemærkninger lyder lil Præsten, der siger:

- Her er jeg Herre. Der bliver intet juridisk Spørgsmaal ud af den Ting! 

Tilsidst bliver det dog øjensynligt Præsten for hedt. Hurtigt byder han Therkilsen Farvel og skrider ud gennem Menneskemængden.

Han faar da

Et sidste Farvel!

Det kommer her til et Optrin, der heldigvis er uhørt paa Kirkegaarden, hvis Fred dog altid respekteres.

Ude paa Vejen holder Præstens Landauer, hvis Kusk knalder lystigt med Pisken.

Idet Præsten nu fejer sin Kjole sammen omkring sig for at stige op i Vognen, lyder der ude fra Flokken et spottende Raab :

- Skal vi ikke give Præsten et Hurra !

Just da smækker Præsten Vogndøren i efter sig - og i samme Ojeblik genlyder Luften af høje Skrig :

- Hurrah-h! - Hurrah-h!

Piben og Hyssen og larmende Tilraab forfølger Præstens Vogn, der i flyvende Karriere bag de skræmte Heste piler op ad Kirkegaardsvejen.

Saasnart Øjeblikket er forbi, bliver der en kort, uhyggelig Tavshed blandt de Tilstedeværende. De ser paa hverandre, som om de ikke ret vil tro, hvad de i dette øjeblik har oplevet: at Kirkegaardens Fred brutalt er bleven forstyrret af ubesindige Mennesker, der er komne i en ophidset og irriteret Sindsstemning overfor en Præsts Optræden.

Saa afløses Tavsheden af livlig bevæget Samtale om det forefaldne, mens Flokken langsomt spreder sig mellem Gravene og i en sagte drivende Strøm rækker over mod Udgangene.

Dramaet i Valby har faaet sin dramatiske og triste Afslutning.

Pax

(København 1. februar 1899).

I efteråret 1911 udsendte kultusministeriet et cirkulære til landet biskopper om at ministeriet ikke anså det for stemmende med hverken udviklingen og kirkens tarv at præster modsatte sig faner i kirken, fx våbenbrødrene, fagforeninger eller andre faner ved begravelser. Det samme gjaldt for brug af udsmykning og anden musik end orgelspil. Biskopperne blev pålagt at indskærpe præsterne dette, så man blev forskånet for forargelige optrin ved begravelser hvor præster farer frem mod en socialdemokratisk fane eller en beværterfane.

Buste af Henry Ussing (1855-1943). Jesuskirkens første præst 1891-1915. Af Ludvig Brandstrup (1915). Busten befinder sig allerbagest i kælderen under Jesuskirken i museumssamlingen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Væltet med Ligvognen.

"Tidens Krav" fortæller i Lørdags: De mange Spadserende paa Vesterbrogade i København var i Søndags Vidne til et højst uhyggeligt Optrin. En Rustvogn skulde nemlig bringe et Lig til et af Kapellerne paa Vestre Kirkegaard og efterfulgtes af den Afdødes nærmeste Slægtning, som havde taget Plads i et par Drosker. Paa Hjørnet af Vesterbrogade og Enghavevej væltede Rustvognen og Kisten med Liget faldt ned paa Gaden. Selvfølgelig vakte dette Optrin den største Opsigt, og der samledes snart en meget betydelig Menneskemængde. De Liget ledsagende Slægtninge, hvoraf flere kvindelige, var naturligvis særlig stærkt grebne af Tildragelsen, og gav deres ved dette Uheld forøgede Smerte Luft i Taarer. Omsider lykkedes det at faa Kisten paa ny anbragt i Rustvognen, der derefter med Følget fortsatte sin triste Kørsel til Vestre Kirkegaard.

(Dagbladet Hejmdal 14. september 1898).

Vi har atter Sorg over Provst Levinsen. (Efterskrift til Politivennen)

I Søndags begravedes Murarbejdsmand Jensen Spür fra Mathæus Kirke. Som gammelt Medlem af "den socialdemokratiske Forening i 13. Kreds," havde han ønsket at Foreningens Banner fulgte ham til hans sidste Hvilested.

Foreningens Bestyrelse mødte med Banneret og anbragte dette foran Kisten, men Provst Levinsen nedlagde straks Forbud herimod og befalede, at Banneret ikke maatte være til Stede, naar dets Motto ikke var tilsløret.

Foreningens Formand gjorde ham opmærksom paa, at Foreningen ikke havde noget Slør til dette Brug, og at Mottoet og den øvrige Inskription selvfølgelig var anbragt, for at det skulde ses.

Paa dette Tidspunkt var Kirken optagen til sidste Plads af Partifæller og Kolleger, der vilde vise den Afdøde Sympathi. Alligevel gav Provst Levinsen Ordre til, at 13. Kreds Banner skulde fjernes fra Kirken. Dette vakte selvfølgelig Forargelse, og en Del af Følget forlod Kirken tillige med Banneret. Udenfor Kirken samledes derefter en talrig Skare Partifæller, som fulgte 13. Kreds Fane til Kirkegaarden.

Provst Levinsen har herved atter vist, at han er en af de Præster, der sætter Rekord med Hensyn til gejstlig Opblæsthed og Dumhed.

Fanen's Motto lyder "Folkets Vilje er den højeste Lov." Dette anerkender Grundloven, men ikke Provsten. Han maa dog indrømme, at naar Folket har erobret den politiske Magt, er det ogsaa Folkets Vilje, som Præster og andre Statstjenere maa underkaste sig.

Hr Levinsen fremhævede i sin Tale, at vi Mennesker skulle have Kærlighed og øve Retfærdighed mod hinanden; men hvorledes vil han have dette udført i det praktiske Liv, naar han ikke selv tager Hensyn til andre Menneskers Overbevisning; thi det er ikke Retfærdighed. at han benytter sin Magt overfor Anderledestænkende paa en brutal Maade.

Jeg beklager det skete, saa meget mere som den afdøde Partifælle altid har fulgt 13. Kreds Banner med Stolthed og i Bevidstheden om, at under dette Banner vil der blive skabt lykkeligere Samfundsforhold.

J. P. J.

(Social-Demokraten 16. juli 1898).

Begravelser af de Døde ved Gjentofte-Ulykken. (Efterskrift til Politivennen)

Den 11. juli 1897 skete Danmarkshistoriens første store togulykke ved Gentofte Station. Et ekstratog fra Helsingør kørte bagfra op i et holdende tog som medførte et stort antal rejsende fra Holte, bl.a. fra de socialdemokratiske vælgerforeninger i 10. 12. og 13. kreds som havde været på udflugt til Søllerød. Blandt de der tilfældigvis undgik døden var folketingsmændene Jen. Jensen (han havde taget et tidligere tog), A. C. Meyer, Hørdum og landstingsmand Knudsen. De to sidste havde besluttet at tage et senere tog. Forfatteren Sofus Michaëlis brækkede et ben.

40 døde og 132 blev kvæstede. Lokomotivføreren i toget der kom bagfra, var Carl Hansen. 40 år, og havde kørt i 11 år. Dagen før (lørdag) var han mødt ind 3:30 om morgenen til kl. 5 eftermiddag. Om søndagen var han mødt ind kl. 7 morgen og assisterede med vask og vognrangering til hen på eftermiddagen. Efter et par timers fritid, blev han kl. 5 kommanderet til ekstratoget til Helsingør. Han havde overset et signal, og fik 4 måneders fængsel.

Indenrigsministeren udsendte en skrivelse til Statsbanerne angående understøttelse til de forulykkede og deres efterladte. Mange fattige henvendte sig derfor til Johannesstiftelsen for at få ordnet begravelsen på statens bekostning, men her meddelte inspektør Matthiesen at en meddelelse ikke var kommet fra ministeriet - man måtte selv betale kisterne. Han henviste til Begravelsesvæsnet der igen henviste til Statsbanerne. 

Aftenbladet bragte den 13. juli en beskrivelse af ligene på St. Johannes Stiftelsens Kapel.

Alfred Theodor Collin (1849-1922): Gentofte Ulykken 11/7 1897. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De Døde.

Den første Begravelse.

I Gaar Eftermiddags Kl. 2 begravedes Gasværksarbejder Ole Larsen. Han var den første af de ved Gentofteulykken dræbte, som stededes til Hvile.

Begravelsen havde samlet over 300 Mennesker, væsenligst Kammerater og  Partifæller af den Afdøde, der vilde vise ham den sidste Ære. I det store Kapel, der var fyldt til sidste Plads, og som var højtideligt smykket med grønne Træer og Lyspyramider, stod l Kisten, omgiven af Fanerne fra 13de i Kreds's socialdemokratiske Forening, Gasværkets Faner, Gasværksarbejdernes Sygekasses Fane, "Den broderlige Arbejderforenings Sygekasses Fane samt Gasværkets Faner med Københavns Kommunes Mærke paa Spydet. Kisten var dækket af et Væld af smukke Krandse. Statsbanerne havde sendt en Palmedekoration, og fem store Krandse var sendt fra 13de Kreds's socialdemokratiske Forening, fra kammeraterne paa Gasværkets 1ste og 2det Hold, samt fra Gasværkets Pladsarbejdere og Kullossere. Ved Kistens Fodende var henlagt en Krands af lyserøde og gule Roser med Silkebaand, signerede "Fra Kongen."

Efter at Koret med Orgelets Ledsagelse havde sunget Salmen "Jeg lever og ved ej hvorlænge fuldtrøst", talte Provst Levinsen over Emnet "Fra Morgen til Aften skifte Tiden, og alle Ting er snare for Herren."

Der var i Talen ikke noget Trøstens Ord til den Afdødes Datter, den unge Pige, som nu har mistet sin Fader og for kort Tid siden maatte sige sin kære Moder Farvel. Provsten meddelte, at han vilde vente med at omtale Jærnbane-Ulykken til i Morgen, hvor den kan løbe af Stablen med mere Effekt.

Efter Talen afsang Koret "Dejlig er Jorden", og Kisten bares derefter, under et af Koret sunget Farvel, ud af den Afdødes Kammerater og Bestyrelsesmedlemmer i 13. Kreds.

Regnen faldt tæt henover Kirkegaardens friste Grønsvær og blomstersmykkede Grave som varme Taarer fra en graa Himmel. Den græd ustandseligt ligesom hin unge Pige, som vandrede bag sin Faders Baare til Hvilestedet langt borte i Kirkegaardens sydligste Hjørne.

Foran vajede Fanerne. Saa fulgte den kransebehængte Kiste, og paa Vejen op til Graven skiftedes der hyppigt Bærere. Den Afdøde var en svær Mand, og Føret var tungt af den vedvarende Regn. 

Endelig svingedes der til venstre. Jorden var kastet op paa en lang Strækning. Det var her, i den saakaldte "Liniebegravelse", hvor en Række Grave, for at spare paa Arbejdslønnen, opkastes paa en Gang, at Ole Larsens afsjælede Legeme skulde sænkes ned.

Saafremt denne Plads, hvis Areal næppe levner de Efterlevende Jord til Plantning af et Par Blomster, og hvis Omgivelser hører til de paa Kirkegaarden mest vanrøgtede, er anvist af det Offenlige, der har bekostet Begravelsen, da er dette atter et Bevis paa, at Staten i denne Folkesorg ganske vist siger: "Hvis det forlanges, vil vi hjælpe, men det skal være paa billigste Maade."

Byen rundt vistes Deltagelse ved Flagning paa halv Stang. Saaledes var dette Tilfældet paa Banegaardene, vestre Gasværk samt fra en stor Del as Kolonihaverne ved Vester Fælledvej.

Af Kransenes Overflod blev der lagt en Del til Side, hvorefter den gule Kiste langsomt sænkedes i den lerede Jord. Præsten bad Fadervor og gik bort. Men ved den aabne Grav stod den unge Kvinde, Barnet, som log Afsked, Afsked med ham, der en Gang legede med sin lille Datter og bar hende paa sine stærke Arme.

*

Provst Levinsen havde lovet, at Vælgerforeningens Banner maatte være til Stede ved Ligfærden i Gaar, og han havde givet Tilsagn om, at Banneret atter maatte følge i Morgen, hvor 5 Medlemmer fra Kredsen, 4 Kvinder og 1 Mand, begraves fra Matthæuskirken.

Men i Gaar var Provsten bleven betænkelig. Han havde paa Banneret set Ordene: "Folkets Vilje den højeste Lov" broderet i gul Silke, og dette Valgsprog kan Provsten ikke lide. Han mener, at Guds Vilje er den højeste Lov. Lad gaa! Men i Forfatningsspørgsmaal deler man ikke den politiske Magt mellem Gud, Konge og Folkerepræsentation. Altsaa kan man paa en Fane skrive f. Eks. "For Konge og Fædreland" eller "Folkets Vilje er den højeste Lov" uden derved at ville skyde til Himmels. Provsten burde simpelthen aldrig forbyde nogen Fane paa sit Omraade, naar der da ikke i vedkommende Fanes Devise er en ligefrem Haan eller Udfordring overfor Kirken.

Saa fast holdt Hr. Levinsen paa sit Forbud mod "Folkets Vilje", at han kun tillod Bannerets Nærværelse i Morgen, naar de farlige Ord dækkes af et Stykke Klæde. Mærkelige Mennesker, de Præster!

(Social-Demokraten 17. juli 1897)

Dagen efter var der igen begravelser fra Assistens Kirkegård, Holmens Kirkegård og Vestre Kirkegård:

Paa Vestre Kirkegaard

begravedes i Gaar den 32-aarige Syerske Frøken Marie Thomsen. 

Omtrent 150 Mennesker havde indfundet sig i det store Kapel for at følge den dræbte unge Kvinde til Graven, og i Kirkegaardens Omegn flagedes flere Steder paa halv Stang, saaledes, ligesom i Fredags, fra en stor Del af Kolonihaverne.

I Kapellet, der var smykket med Lavrbærtræer og Lyskandelabrer, stod Kisten skjult af Sommerens smukkeste Blomsterstor, der i lyse og lette Farver dækkede Baaren. Kongen havde sendt en Krans af hvide Lillier og gule Roser, og ovenpaa Kisten laa Palmegrene, famlede med lyserøde Roser.

Orgelet og Koret intonerede "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred", og Præsten, Pastor Oldenburg fra Frue Kirke talte over Apostlen Paulus' Ord "Intet skal skille mig fra Guds Kærlighed".

Ligesom Dagens Vejr syntes ogsaa Dagens Præst at se med mildere Øjne paa de stakkels Forulykkede end Fredagens, og i Modsætning til Provst Levinsens Tale Dagen forud var Pastor Oldenburgs, om den end ikke virkede gribende eller varmende og nærmest var som en almindelig præstelig Indvielsestale, dog præget af en Understrøm af Medfølelse, ligesom den ogsaa sluttede med nogle Ord til de Forulykkedes to Søstre.

Koret afsang nu "Jeg lever - og ved hvorlænge fuldtrøst" og et Farvel, under hvilket Kisten bares ud af de faste Ligbærere til Graven, der er beliggende tæt bag Kapellet.

(Social-Demokraten 18. juli 1897).

Søndagens Begravelser.

Fællesbegravelsen.

Formiddagsgudstjenesten i Matthæuskirken er netop forbi, og Menigheden anmodes om at forlade Kirken. Kl. 12 skal den store Fællesbegravelse af de fem unge Mennesker, som satte Livet ti! ved Gjentofteulykken, foregaa, og der er kun en halv Time til Forberedelserne.

Der bliver Travlhed.

Lavrbærtræer og Palmer bæres ind, de ti sorte Skamler anbringes foran Koret, de blomstersmykkede Kister bliver baarne ind i Kirken af nænsomme Hænder, og Slægt og Venner kommer sagte, Bortklædte, med Slør for forgrædte Øjne og med sorgtunge Skridt ind og tager Plads i Koret.

Saa kommer Mængden, der har staaet presset sammen foran Kirkedørene under Kampen for at faa Plads. De floromvundne socialdemokratiske Faner - alle Kjøbenhavns Valgkredse har vist sendt hver sin - anbringes rundt om de fem Kister, som alle bærer Kranse fra Kongen og Dronningen, fra Statsbanerne, fra de socialdemokratiske Foreninger, fra de unge Menneskers Arbejdskolleger og fra mange, mange deltagende Venner og Bekjendte.

Det er Arbejderes Børn, som her ligger Lig - man ser det saa let. Men Kisterne er smykkede som til nogen Rigmands Jordefærd, og den dybeste Deltagelse ses i Minerne paa hvert et Menneske i den store Kirke.

Vi gaar rundt om Kisterne, og vi taler med de grædende Kvinder eller med Mændene, der staar med alvorsfulde Miner.

Der ligger den 17 aarige Emilie Christensen og ved Siden af: hendes Veninde, den kun 15 aarige Jenny Burmeister; midt iblandt de fem Kister staar Kisten med Arbejdsmand Johannes Nielsen, der blev 21 Aar. og ved denne Kistes anden Side ligger Ligene af den 19aarige unge Pige Jacobine Petersen og den 17 sange Syerske Gertine Jensen.

Alle fem var de om Morgenen paa den skæbnesvangre Dag, ungdomsfriske, søndagsmuntre, tagne med 10de og 13de Kreds af Socialdemokratisk Forening i Skoven.

- - - Klokkeringningen fra Taarnet holder op. Orglet falder ind med et Præludium, og saa synger Menigheden "Lyksalig, lyksalig"!

Kvinderne omkring Kivterne hulker, og i Mændenes Øjne er Taarer. En Kone græder saa hjærtegribende tungt, og hun stammer frem gjennem Hulken: "Jeg vil se hende, længe jeg kan I Jeg vil se hende ! Jeg - vil --se - - hende - - - ! Og Manden ved hendes Side lægger varsomt og ømt sin Arm om hendes Skulder, trykker hendes Hoved ned til sit Bryst og hvisker til hende: "Aa, vær nu god, Mutter, vær nu god! Og han maa selv tørre Taarerne af Øjnene, hvor de pibler frem

Ingen højlydte Klager, men stille Graad, hjærteskærende Jammer omkring Kisterne; kun i faa Øjne er der ikke Taarer, og alt imedens lyder gjennem Kirken: "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred !

Provst Levinsen træder frem i Kordøren, og han taler over det smukke Ord: Ikke en Spurv falder til Jorden, uden at det er Guds Vilje. Med mere aabne, mere modtagelige Hjærter har en Menighed ikke mødt en Præst end den Menighed, som i Gaar Middag fyldte Matthæuskirken

Rørt Sangbund fandt Provsten ogsaa, da han lagde et godt Ord ind for den nedbøjede Lokomotivfører Hansen og hans stakkels Hustru.

Orglet faldt atter ind med: "Jeg lever og véd, hvor længe fuldtrøst, og endelig bares de fem Kister ud af Kirken, ud paa Ligvognene, som ventede udenfor.

Og det vemods indgydende Ligtog satte sig i Bevægelse ud mod Vestre Kirkegaard, medens Regnen strømmede ned og lagde sit Taageslør over alt.

(Dannebrog (København) 19. juli 1897)

Fra Matthæuskirken:

---

Under en trykkende Varme, der medførte et Besvimelsesanfald hos en Dame, der stod paa Galleriet, holdt Pastor Levinsen Sørgetalen.

Præsten, der talte tørt, dogmatisk, uden Varme eller Inderlighed og ikke henvendte et eneste trøstende Ord til Ofrenes Efterladte, benyttede som Udgangspunkt Skriftstedet om, at ikke en Spurv falder til Jorden uden Guds Villie. Præsten talte ikke om selve Gentofte-Ulykken, men fremdrog et Tilfælde fra Jesu Liv, hvor der i det gamle Jødeland styrtede et Taarn sammen og dræbte 18 Mennesker, og hvor Jesus havde sagt: Tror I, at disse ikke var lige saa gode som alle andre Mennesker? Men Præsten formaaede kun et eneste Sjeblik at fængsle tilhørernes Opmærksomhed, nemlig da han med et ganske forbmaaende Henblik paa Gentofte-Ulykken opkastede Spørgsmaalet om, hvem der bar Skylden, og besvarede Spørgsmaalet med at anføre Jesu Ord, da den faldne Kvinde førtes til ham: Den, som er uskyldig, kaste den første Sten ...

- - -

Herefter beskrives højtidelighederne på Solbjerg Kirkegård, Garnisonskirkegård, Holmens Kirkegård, Assistens Kirkegård, Frelsers Kirkegård og Vestre Kirkegård:

Paa Vestre Kirkegaard.

Kl. 1½ begravedes her fra det nordre Kapel Skorstensfeiermester Rasmussen, hans Hustru, hendes Søster, Enken efter Sprøjtefører Sørensen og dennes 10aarige Plejedatter Theodora. De fire Kister stod ved Siden af hverandre ballede af Kransene, blandt hvilke, der foruden de officielle Krans bemærkedes Kranse fra "Foreningen til Lærlinges Uddannelse". Skorstenssejerlavet - hvis Fane paraderede foran Kisten - , Lystfiskeriforeningen, Idrætsforeningen "Goon" , Fodsportforeningen "Freya", beboere i Toldbodgade og fra de efterladte Børn.

Pastor Sørensen fra Garnisons Kirke holdt Talen. Han talte over Jeremias Ord "Land, Land, Land hør Herrens Ord!" og henvendte sig derefter til Familien: Jeg véd, at der er en dyb Sorg i alle deres Hjærter, der stod de Afdøde nær. De har jo tabt saa meget. Faderen var en Mand, der i mange Aar havde levet i smaa Kaar, troligt hjulpen af sin svagelige Hustru og dennes Søster, om hvis kærlige Hjærte den lille Kiste ved Siden af hendes vidnede. Den indeholdt jo en lille Pige, som hun havde taget sig af, da Tiderne syntes lysere for hende og hendes. Men hvad jeg her kan sige derom er kun saa lidt. Eders Kærlighed vil selv kunne lægge Resten til, naar I dvaler ved Minderne om de bortdragne. Men vil der spørges mig om de var forberedte, da de kaldtes bort, da vil jeg sige, at derom kan jeg ikke dømme, dertil har jeg kendt dem for lidt, og der ligger jo heller ingen Vægt paa min Mening. Her har kun en højeres Mening Ret.

Pastor Sørensens Tale var saavel i Form som Tone holdt myndigt og kraftigt, men uden Spor af Indre-Missions Svovl og Helvedestrusler. Særlig kønt lød det, da han bad om Guds Velsignelse for de efterladte Børn, hvoraf en lille Pige, Carla, der ligger paa Frederiks Hospital fra Ulykkesnatten og endnu ikke véd, at hendes Nærmeste er døde. Efter at Koret havde afsunget "Tænk, naar en Gang -" bares Kisterne under Tonerne af et Farvel ud til Graven. Enken Sørensens Kiste blev baaret af hendes afdøde Mands Kammerater i Brandvæsenet, fra hvilken ligeledes Brandfuldmægtig Hyller saas i Følget.

*

En Time senere begravedes fra samme Kapel det 25aarige Bud Stjernblad, der den ulykkelige Søndag havde virket som Opvarter i Søllerød Kro og blev knust i Toget paa Hjemvejen.

Tienestetyendets Syge- og Begravelseskasses Fane var til Stede Kranse var sendte fra Kongen, Statsbanerne, hans Principal J. A Gøtkes kvindelige Personale, Tuborg og fra Søllerød Kro. Talen holdtes af Pastor Nielsen fra Johannes Kirkes nye Sogn. Han talte over Æmnet: "Menneskene tænker sig deres Livs Veje, men Gud bestemmer dem." Da de, der den Søndag drog ud i den friste grønne Skov for at nyde Naturens Skønhed, tog af Sted derud, da var der ingen, der tænkte sig Hjemkomstens Frygtelighed. Særlig var det vel de mindre bemidlede af Samfundet, der paa denne Maade vilde styrke sig til deres daglige Arbejde, og for mange var det maaske Aarets eneste Friluftstur, og alle tænkte sig Dagen anderledes, end den blev. Men der er jo i den forløbne Uge talt og skrevet og grædt saa meget om den Ulykke. Præsten henvendte Ordet til den Afdødes Forlovede, med hvem den Forulykkede jo havde tænkt sig at følges en anden Vej end den, der var bestemt af Herren, og til hans Moder, hvorefter han sluttede med Bøn. Kisten bares derefter under orglets og Korets Toner til Graven.

(Social-Demokraten 20. juli 1897)