af
H. Rink,
fhv. Direktør for den kgl. grønlandske Handel.
I en Artikel i "Ugeskrift for Læger" for 4. Marts d. A. har fhv. Læge i Nordgrønland v. Haven givet en Skildring af Grønlændernes Tilstand, der i Betragtning af de trøstesløse Oplysninger, han giver, næppe kan siges at have vakt den Opmærksomhed, som den fortjener. Thi dersom den skulde være ensidig eller feilagtig, bør den modsiges, er den derimod rigtig, maa Læseren jo dog for Alvor spørge, hvad der er blevet af det Værgemaal, som Danmark har paataget sig for at fortsætte Egedes Værk, og som det endnu hyppig roses for: hvad have Grønlænderne faaet i Erstatning for i halvandet hundrede Aar stadig at have skaffet ikke faa Danske deres Livsophold, for at have modtaget mange af disse med Gjæstfrihed og skaffet dem et venligt Hjem i deres fattige Land? - ikke at tale om de Penge, som de i en Række af Aar have indbetalt i den danske Statskasse. Efter i 34 Aar at have syslet med grønlandske Anliggender, for Størstedelen i selve Grinland, har jeg i Anledning af, at jeg for nylig har opgivet min Embedsvirksomhed, paatænkt at udtale mig om de her berørte Spørgsmaal i et særskilt lille Skrift, men føler mig dog nu opfordret til foreløbig i al Korthed at belyse dem for en større Kreds af Læsere end den, jeg ellers vil kunne gjøre Regning paa.
For da straks at skride til Hovedsagen kan det bevidnes, at hvad v. Haven siger om Tilstanden blandt Grønlænderne i Almindelighed, et hverken mere eller mindre end Sandhed, og enhver Ven af Grønlænderne bør formentlig takke ham for hans Udtalelser. Der gives vistnok endnu mange Undtagelser, og hervpa maa vi grunde vort Haab om Fremtiden, men det er Sandhed, at Boliger, Klæder og Levemaade blandt Grønlænderne i Almindelighed i Tidernes Løb ere blevne saa forværrede, at de Indfødte i denne Tilstand ikke mere ville være i Stand til at modstaa det strænge Klima og derfor maa gaa til Grunde, hvis ingen Forandring indtræder. Naar vi nu ville undersøge Oprindelsen til denne skrøkkelige Elendighed, som v. Haven giver os et Indblik i, maa vi ikke søge den i enkelte tilfældige Onder eller Feilgreb, og vi maa gaa langt tilbage i Tiden, og det er egentlig et i al sin tilsyneladende Ringhed omfattende kulturhistorisk Spørgsmaal, vi her have for os, men hvad Hovedsagen angaar, kan jeg dog ogsaa fatte mig i Korthed.
Læge, kolonibestyrer Christian Nicolai Rudolph (1811-1882), tegner, litograf Edvard Westerberg, Edvard (1824-1865): Colonien Omenak. 1850-1865. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Naar Talen er om Fattigdom, ligger det jo temmelig nær at give Monopolhandelen og dens Varepriser Skylden for dette Onde. I Virkeligheden kan det ogsaa vel med Rette paastaas, at den vigtigste, nærmeste Anledning til Fattigdommen er den, at der udføres for mange af de Produkter af Landet, som udgjøre Grønlændernes egne vigtigste Livsfornødenheder. Men paa den anden Side kan der ogsaa paavises, at det er Grønlænderne selv, der ønske at afgive disse Produkter, at der i Bytte for disse bydes dem de Varesorter, som de selv helst ville have, og at Varepriserne nu ere saa favorable for Grønland, som de store Vanskeligheder ved Omsætningen tillade, hvorhos selv en betydelig Forbedring af dem næppe vilde have den ringeste Indflydelse paa Velstanden. Der kan altsaa, naar man gaar ud fra den Forudsætning, at der skal banes Grønlænderne Adgang til at omsætte deres Produkter efter Behag, næppe tillægges Handelen i egentlig Forstand nogen væsenlig Del i denne beklagelige Tilstand. Men Monopolhandelen er ikke den eneste Særegenhed ved Grønlands Stilllng som Del af den danske Stat. Det er en bekjendt Sag, at naar der er Tale om denne Landsdels Administration, kan der strængt talt ikke anføres andre offenlige Indretninger som bestaaende der end "Mission" og "Handel". Naar undtages nogle først i de senere Aar Indførte og ganske foreløbige Bestemmelser, spørger man forgæves efter Domstols, Lov og Ret samt kommunale Indretinger. Det forholder sig virkelig saa, at der kun har existeret Love for de Fremmede, som opholde stg i Landet, ikke for dets egenlige Indbyggere. Havde det været i Koloniernes tidligste Aar, vilde dette næppe være paafaldende, men nu efter over hundrede Aars Forløb, og naar man betænker den gamle Regel "Med Lov skal man Land bygge", turde der være Grund til Formodning om, at der her er en væsenlig Mangel, som maaske kunde bidrage til at forklare, hvorledes den nuværende sørgelige Tilstand er opstaaet.
Det gav allerede fra først af Anledning til en gjennemgaaende Misforstaaelse, naar de tidligste Forfattere om Grønlænderne paastod, at disse hverken havde Love eller Øvrighed. Rigtignok tilføiedes der, at der havdes Skikke og Vedtægter, men der blev ikke lagt fornøden Vægt paa, at disse havde den samme Betydning for Samfundets Bestaaen som Love i civiliserede Lande, og at den patriarkalske Myndighed traadte i Øvrigheds Sted. En Hovedgrund til denne feilagtige Opfattelse af de Indfødtes Samfundsorden var vel de for et Jagtfolk særegne Eiendomsforhold, der slet ikke forstodes af de Fremmede, men mere eller mindre betragtedes som et regelløst Standpunkt. Vistnok herskede der et vist Fællesskab, men dette var ingenlunde regelløst. Det var begrænset ved særskilte Regler for Optagelse i Familien eller Forsørgerpligt, for Samliv mellem Husfæller og mellem Beboerne af den samme Vinterplads, og hertil kom, at ved Siden af en ubegrænset Frihed i visse Retninger vare Individerne med Hensyn til deres private Liv mere bundne ved Skik og Vedtægt end i civiliserede Samfund. Fremfor alt var det farefulde og besværlige Erhverv paa Havet at sætte i Lighed med en almindelig Værnepligt, og de Regler, der gjaldt derfor, og i hvilke de Ældre stadig maatte undervise de Unge, kunde fylde en hel Bog. All dette var mere eller mindre at betragte som Grønlændernes Love, og det var denne Lov, som styrkede det Indbyrdes Sammenhold, ved hvilket det blev muligt at føre en tilfreds Tilværelse i Egne, hvor ingen anden Nation uden store Hjælpemidler fra andre Lande er i Stand til endog blot midlertidig at friste Livet. Man skulde nu tro, at den mangeaarige Forbindelse med Europæerne maatte have medført Lettelser og Forbedringer ved dette Erhverv, men de Hjælpemidler, det derved har vundet, ere ikke at regne for noget i Modsætning til, hvad det i den samme Forbindelse har tabt, og endnu ere de gamle grønlandske Opfindelser, Kajakker, Konebaade og Telte, saaledes som de var for 1000 Aar siden, en nødvendig Betingelse for Familiernes Velstand. Der havde derfor tilvisse været Grund til straks fra først af at værne om Grønlændernes Skikke og Vedtægter og havde dem som Love, og man kan ikke drage nogen Sammenligning mellem de Lande, i hvilke de oprindelige Jagtfolk fortrænges for at afløses af Agerdyrkere, og Grønland, hvor ingen Europæer kan leve uden i et og alt at støtte sig til et vist Antal Indfødte, som have vedligeholdt deres ældgamle Erhverv og Levmaade.
Fotograf Louis Rousseau (1811-1874): Portræt af en kvinde. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Den af Egede grundede Kolonisation var som bekjendt kun et Missionsforetagende, idet Handelen, som blev knyttet dertil, kun var beregnet paa at tilveiebringe nye Midler til Missionens Underhold. Handelen blev derfor først ogsaa, saavidt det lod sig gjøre, overdraget til Private, hvorved Regjeringen jo tillige tilkjendegav, at den ikke vilde blande sig i Grønlændernes Skikke og Samfundsorden, uden for saa vidt som Omvendelsen til Kristendommen førte det med sig. Men dette var lettere sagt end overholdt og faldt i Praxis ganske anderledes ud. Thi baade i Missionens og i Handelens Tjeneste maatte der jo bosætte sig Europæere i Landet, og disse fornægtede allermindst her deres Natur at ville regiere over de Indfødte i Kolonilandene. Begunstiget ved Grønlændernes fredelige Karakter blev Anerkjendelsen af Europæernes Autoritet snart befæstet ved Traditionen. Den tyske Missionær i det sydligste, og den danske Haandværker i det nordligste Grønland ville lige godt regjere over de Indfødte, som de satte« imellem. Der var selvfølgelig heller ikke Tale om at respektere Skikke og Vedtægter, enhver nyankommen Europæer ansaa sig som Lovgiver, den ene bedre end den anden. Men hertil kom, at der ved Handelen med de Fremmede fremkaldtes en Forstyrrelse i Eiendomsforholdene, idet de Produkter, som solgtes, unddroges det ved Skikkene hjemlede Fællesskab, uden at Samfundet havde Garanti for, at Sælgeren ikke lige fuldt benyttede sig af Fællesskabet for selv al nyde godt af andres Fangst. Det samme maatte blive Tilfældet med Hensyn til de Personer, der udrettede Tjeneste for de Fremmede paa det fælles Erhvervs Bekostning .
Læge, polarforsker Elisha Kent Kane (1820-1857) Portrait of Ootuniah. 1856. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Efter at Regjeringen i de første halvhundrede Aar efter Egede slet ikke havde blandet sig i Grønlændernes Samfundsanliggender uden ved at underholde Missionen, blev der, da Monopolhandelen for stadig var overtaget af Staten, udfærdiget en Instruks for Handelens Betiente, i Særdeleshed "Kiøbmændene". Af dennes 15 Poster omhandler den ene "Grønlænderne", over hvilke Kjøbmændene hver for sit Distrikt installeres som Øvrighed. Denne ret kuriøse Anordning overdrager Kjøbmanden et fuldstændigt Regimente med et vist patriakalsk Anstrøg. Grønlændernes egne Vedtægter ignoreres ganske, Kjøbmanden skal veilede dem med Hensyn til de forskjellige Aarstiders rette Benyttelse, en forstandig Levevis osv., og naar de begaa grovere Forseelser, tilføies der, "straffes de efter Omstændighederne og Forbrydelsens Beskaffenhed". Alle disse Forskrifter viste sig selvfølgelig kun lidet praktiske. Kjøbmanden havde jo ikke den fornødne Indsigt i Grønlændernes Erhverv, som ingen forstaar sig paa uden de selv, og han havde desuden tilstrækkeligt at varelage som Handelsbestyrer. Det viste sig ogsaa snart, at den kongelige Handels Overbestyrelse i Moderlandet paa lignende Maade kun skænkede den civilisatoriske Del af sin Opgave liden Opmærksomhed. Staten kunde vel ved at overtoge Handelen have de to forskiellige Formaal for Øie, men den burde ikke overdrage det samme Firma, det samme Kontor at varetage de dertil sigtende Forretninger. Man kan være temmelig vis paa, at af de for hinanden saa modsatte Hverv vil det, som hurtigst og lettest lover et tilsyneladende Udbytte, som kan kaste Glans over Institutionen, ganske fortrænge det andet. Saaledes gik det ogsaa her: at kunne hjembringe større og større Ladninger Tran og Skind fra Grønland blev i Virkeligheden det vigtigste Formaal, medens man ganske oversaa, at den forøgebe Indhandling ikke beroede paa en forøget Vinskibelighed, men tilveiebragtes derved, at Indbyggerne mere og mere blottede sig for deres egne Livsfornødenheder for at kunne tilbytte sig fremmede Varer, der kun vare til saare kortvarig Nytte for dem. Thi alt eftersom Agtelsen for gammel Slik og den Indbyrdes Disciplin blandt Grønlænderne slappedes, voksede Tilbøieligheden til Øieblikkets Nydelser. Naar det blandt Skikkene var Retten at nyre Godt af Fællesskabet, som vedligeholdt sig bedst, fandt Producenten jo mindre og mindre sin Regning ved at spare. Ifølge ovennævnte Instrux skulde der vises stor Varsomhed med at udhandle dansk Proviant til Grønlænderne, men i Aarenes Løb bleve alle hertil sigtende Indskrænkninger hævede. Derhos forøgedes Handelspladsenes Antal; til de oprindelige 10 eller 12 Kolonier er der efterhaanden føiet 50 Filialer eller Udliggersteder, for at de vidtadspredte Producenter overalt saa snart som muligt kunde indlevere Spæk og Skind af de fangne Sælhunde paa Handelen. Naar hertil endelig føies, at Handelens Regnskabsførere i Grønland alle lønnedes med Procenter af de hjemsendte Produkter, vil det kunne indses, hvorledes den administrerende i Direktions Virksomhed omsider kunde tage en udelukkende merkantil Retning.
Den fuldkomne Mangel paa tilbørligt Hensyn til Samfundstilstanden, gav sig ogsaa tilkjende ved Benyttelsen af Befolkningens Arbeidskraft. Det Net af Etablissementer, ved hvilke Produkterne skulde sammenskrabes i smaa Portioner over den udstrakte Kyst, fordrede et forholdsvis stort Apparat af Arbeidskraft saa vel som af Bygninger og Transportfartøier. Efter at man fra først af havde maattet anvende Danske til al offenlig Tjeneste, fandt man dog allerede tidlig paa ogsaa at benytte Grønlændere. Men den traditionelle Forestilling om, at det maatte være Europæerne, som skulde være de regjerende, har herved lige indtil vor Tid givet sig konsekvent tilkjende, selv paa de ubetydeligste Omraader. Til alt simpelt Arbeide, som hverken kræves Uddannelse eller var forbundet med Myndighed eller Ansvar, tog man aldrig i Betænkning at anvende Grønlændere baade i fast Tjeneste og som leiede Folk, uagtet de derved unddroges det nationale Erhverv, men til Stillinger, som udkrævede en nok saa ringe Bemyndigelse, har man endnu indtil vore Dage kun af Forlegenhed for Danske anvendt Grønlænderne. Dette gjælder særlig om de saakaldte Udliggere eller Bestyrerne af Filialpladserne, thi de ere jo paa Grund af disses afsides Beliggenhed Kolonibestyrernes Repræsentanter i de mindre Distrikter. Hertil har man især brugt danske Haandværkere, som for en temmelig ringe Løn lod sig antage til Tjeneste i Grønland. Men mærkelig nok kommer hertil ogsaa Fartøisførere, som besørge Transportvæsenet langs Kysterne med indfødt Mandskab! thi man ved jo dog saa godt som over hele Verden, at Grønlænderne selv bedst forstaa sig paa at færdes i disse Farvande.
Naar man nu sammenholder disse Træk med Grønlændernes Tilstand for Monopolhandelens Oprettelse, da de endog kunde forene sig om at drive selvstændig Hvalfangst med deres selvopfundne Redskaber, og da en livlig Samfærdsel fandt Sted med indbyrdes Byttehandel langs Kysten, giver alene dette et saa mistrøstende Indblik i den af Selvvirksomhed kuende Indflydelse, de have været udsatte for. Men det maa tillige betænkes, at hine tilsyneladende ringe Spørgsmaal om Udliggere og Fartøisførere ere af den allerstørste Betydning for det lille grønlandske Samfund i Fremtiden. Ved Monopolet er dette tilligemed Handelens herfra udgaaende Funktionær i den største Afhængighed af Overbestyrelsen i Moderlandet. Naar denne derfor i Gjerningen viser, at den anser Grønlændere for ubrugelige til Udliggere og Fartøisførere, saa længe man kan faa Danske dertil, sattes der derved et Stempel paa hele den indfødte Befolkning i Almindelighed! thi herefter rette Europæerne i Grønland sig, og efter disse atter Grønlænderne. Det er ikke paa Inspektionerne og Kolonibestyrerne i Grønland, at Ansvaret for denne mangelfulde Tilstand falder tilbage. I Modsætning hertil har Missionen allerede for over hundrede Aar siden begyndt at anvende indfødte Lærere eller Kateketer og har nu i meget lang Tid vistnok kun ganske undtagelsesvis benytter Danske til saadan Tjeneste. Det er derhos bevislig en Fordom, at kristelig Skolelærdom og bogrig Syssel skulde være uforenelig med Grønlændernes Næringsvei og Levemaade. De tidligere Kateketer valgtes blandt Erhververe, som tilfældig havde havt mere end sædvanlig Lyst til Læsning. Der fandtes blandt dem ansete og duelige Kajaksangere, sande Hædersmænd i enhver Henseende, og de udførte deres Lærergjerning nærmest som et Æreshverv. Nu oplæres de vordende Kateketer paa Seminariet, hvor de ogsaa stadig holder til at øve sig i Kajakkens Brug. I de seneste Aar har man ogsaa søgt at uddanne indfødte Præster. Men saalænge de ovennævnte nedtrykkende Indflydelser gjøre sig gjældende paa Samfundet gjennem den verdslige Bestyrelse, er der næppe Udsigt til, at indfødte Præster ville kunne havde den til deres Embede svarende Selvstændighed, ligesom Undervisningens og Oplysningens Fremme vil finde en Begrænsning ved Fattigdommen.
Ved at indrette Lægeembederne i Grønland har man mere eller mindre havt Distriktslægerne i Danmark for Øie og er derved kommen til at berede de til Grønland udgaaende Læger Skuffelser og Vanskeligheder, som man her hjemme ingen Forestilling giør sig om. Først med Hensyn til Kommunikationen tør det nok paastaas, at en i Danmark bosat Læge lettere kunde komme til Patienter, der vare fordelte paa tre fremmede Verdensdele, end den grønlandske Læge kan komme omkring til Patienterne i sit Distrikt. Hertil kommer Ukyndighed i Sproget. Grønlændernes Ligegyldighed ved at følge Lægens Ordre og endelig de Boligers Beskaffenhed, i hvilke Patienternes Kur og Pleie skal foretages, og af hvilke v. Haven har givet en ligesaa sand som gruopvækkende Skildring. Saavel han som andre have tilraadet som den eneste Udvei under disse store Vanskeligheder at indrette passende Sygestuer paa forskjellige Bopladser og ansætte indfødt Sygeplejersker, som i dette Øiemed havde modtaget Uddannelse paa et Hospital i Danmark.
Efter at vi saaledes have gennemgaaet de forskiellige Indflydelser, det grønlandske Samfund har været udsat for, kunde der nok spørges, hvorledes der alligevel kunde medgaa saa lang Tid, inden de uheldige Virkninger ret gav sig tilkjende. Aarsagen dertil var først Landets spredte Beboelse. De Indfødte have i Reglen været fordelte paa over et halvt hundrede Bopladse, og det var længe i Hovedsagen kun, hvor der boede Europæere, at de gamle Skikke paavirkedes. Dernæst var det først i 1830-40, at Provianthandelen blev givet helt fri. Men med alt det bliver dog den Seighed, hvormed Befolkningen selv endnu i sin Fornedrelse har kunnet trodse de nævnte Indflydelser, mærkelig. Særlig er det forbausende at se, hvor mange Mennesker enkelte duelige Fangere ere i Stand til at ernære, og hvorledes andre kjæmpe for at holde sig opreist midt iblandt deres fattige Omgivelser. Med usvækket Mod give de sig endnu daglig i Kast med de Farer og naturlige Vanskeligheder, som deres Gjerning fører med sig, men værre er det at holde Stand i Kampen mod den Usselhed og Ligegyldighed, der møder den i deres Hjem. Naar den tarvelige Hygge, som dette skulde byde dem, savnes af Mangel paa Hustugt og Orden, saa synke ogsaa de omsider sammen, henfalde til Tungsind og finde sig i, at deres Hulvasen forfalder.
Efterhaanden blev det indlysende, at Levningerne af Grønlændernes Skikke og Vedtægter ikke stod til at redde, uden alt man støttede sig til de bedre Kræfter, som endnu fandtes blandt Grønlænderne selv. Man indsaa, at Aarsagen til Tilbagegangen maatte søges deri, at det ikke var de dueligste Indfødte, men Fremmede af de forskjelligste Samfundsklasser i fjerne Lande, som vare komne til at regjere. Anledningen til at foretage en Forandring opstod derved, at der paa Grund af Epidemier og Hungersnød blev givet fornyede Bestemmelser om, at Handelen gjennem sine Regnskabsførere skulde uddele Hjælp i Trangstid efler de saakaldte Sultekost- og Udborgningslister dels gratis, dels paa Kredit. Efter Sagernes hidtilværende Gang var der al Rimelighed for, at hele Befolkningen efterhaanden vilde blive afhængig af denne Hjælp, og delt i smaa Samfund, der hver for sig sammenhobede sig om en af de mange, dels af Udliggerne, dels af Kolonibestyrerne selv forvaltede Handelspladser, og bebyrdede sig med i den ene Aarstid at skulle afbetale den Gjæld, de havde paadraget sig i den anden. Med denne Udsigt for Øie var det, at nogle i Grønland ansatte Danske, der havde været Vidne til den store Elendighed, som især paa visse Bopladser var indtraadt, indgav et Forslag om Oprettelse af Forstanderskaber, i hvilke udvalgte Indfødte skulde deltage, og som næst efter Varetagelsen af al Slags Understøttelse skulde søge at gjenoplive gammel Skik og virke til Indførelsen af en efter de nuværende Omstændigheder offenlig, lovlig Orden. Det var jo paa den ene Side indlysende, at en saadan Orden maatte grundes og indføres af Grønlænderne selv, men paa den anden Side, at de nu ikke mere vare i Stand til at forene sig derom uden Veiledning dertil fra de Danskes Side. Forslaget blev først forsøgt paa en høist ufuldkommen Maade og mødte mange Hindringer baade i Moderlandet og i Grønland, indtil det siden 1872 har været gennemført efter en nogenlunde fast Plan. Ligesom Institutionen endnu kun er ordnet efter "foreløbige Bestemmelser", er den selvfølgelig ogsaa endnu saare ufuldkommen, for saa vidt som den skal være afpasser efter Grønlændernes Begreber og Evner! men det tør med Føie paastaas, at den overalt har vakt deres Interesse og Eftertanke, ligesom ogsaa de i de senere Aar deri deltagende Danske samvittighedsfuldt have udført det dermed forbundne ikke ringe Arbeide. Et Udkast til en Veiledning i grønlandske Vedtægter og Skikke er bleven sammenstillet af forskjellige Udtalelser derom fra mange Indfødte og sendt til Grønland i 1881 for at underkastes dertil udvalgte Indfødtes Betænkning i de forskjellige Distrikter. Hvad endelig Forstanderskabets Pengemidler angaar, da bleve deres Indtægter beregnede som en Afgift af, hvad der indhandledes ved hver Koloni, og Udgifterne tillige ordnede med det Formaal for Øie, at Institutionens Økonomi kunde give en Forestilling om Selvbeskatning. Men foreløbig er der vist stor Varsomhed med Udgifterne, og som en Følge heraf have disse separate Kasser nu opsparet en Formue af ialt henved 200,000 Kr.
Spørgsmaalet om indfødte Forstandere maatte føre til det for omtalte Spørgsmaal om Indfødte i offenlig Tjeneste. Det er jo indlysende, at naar Regjeringen opfordrer Grønlænderne til af deres egen Midte at vælge Forstandere, som skulle udgjøre deres nærmeste Øvrighed, kan den ikke godt paa samme Tid vedblive at søge Udliggere og Fartøisførere blandt Arbejdere og Søfolk i Danmark, fordi Grønlændere som saadanne ikke besidde Anseelse nok til at kunde beklæde disse Stillinger. Uagtet der blandt de danske Udliggere i Grønland findes hæderlige Mand, som maa siges at have virket til Gavn for deres nærmeste grønlandske Kreds, kan dog ingen indfødt Myndighed drives ved Siden af dem. Kun naar Udliggeren er en for sin Stilling særlig uddannet Indfødt, kan der ved Samvirken mellem ham og Forstanderen samt Kateketen paa den samme Plads ventes gjenoprettet en patriarkalsk Ordning efter gammel Skik. Det har nu viist sig ved Erfaring, at de Grønlændere, som saaledes i offenlig Tjeneste skulle udgjøre et Slags Mellemled mellem deres Landsmænd og Europæerne, bedst kunne erhverve den fornødne Uddannelse dertil ved et Ophold i Danmark. Planen hertil er i de seneste Aar bleven gjenoptaget. Man tænkte derved paa at lade de unge Grønlændere, som kom hertil, nærmest lære et Haandværk, men, alt som de viste Anlæg til Regnskabsføring og god Økonomi, tillige at lade dem lære, hvad de behøvede for at kunne bestyre et Udliggerstade. Det vigtigste var vel, at der derved lige overfor deres Landsmænd gaves dem Vidnesbyrd om, at de ved fornøden Stræbsomhed kunde opnaa at stilles lige med Danske, og at de lige overfor Europæerne kunde repræsentere deres Landsmænd paa en værdig Maade. Af disse Grunde mente man ogsaa, at Fartøisførere kunde fuldende deres Uddannelse ved i nogle Vintre at arbeide paa Skibsværfter her, medene de om Sommeren gjorde Reiser med Handelens Skibe. Endelig kunde maaske unge Ægtefolk opholde sig her paa den Maade, at Manden uddannede sig paa en af de nævnte Maader, medens Hustruen oplærtes som Sygepleierske. For paa en Gang at kunne opnaa disse Øiemed, og hvad dermed muligen kunde forbindes, blev der i 1879 foreslaaet at anskaffe en særegen Bygning til et Grønlandshjem hernede. Indenrigsministeriet bevilgede dertil 24,000 Kr af de omtalte separate Midler. Bygningen blev derefter opført og tagen i Brug i Februar 1880 af 8 grønlandske Lærlinge.
De her omhandlede Foranstaltninger til Grønlændernes Bedste ville imidlertid aldrig kunne opnaa deres Bestemmelse, hvis de ikke faa en sagkyndig Ledelse her i Moderlandet, en Ledelse, der er grundet paa langvarig Erfaring og paa den Interesse for det af saa faa kjendte grønlandske Samfund, som kun et længere Ophold i Grønland kan give. Allerede i 1840 foreslog en af Regjeringen nedsat Kommission enstemmig at oprette en permanent Kommission, som uafhængig af Handelen kunde varetage Grønlændernes Interesser. Der blev intet Hensyn taget til dette Forslag. Imidlertid have vi set, i hvor høi Grad det kunde have fortjent at komme i Betragtning. Det har jo vist sig, at om end Handelens Direktion eller, som den senere kaldtes, Direktorat upaaklagelig opfyldte sit Hverv som Kommissionær og Skibsrheder for Grønland og for Statskassen, har det dog i Egenskab af Grønlændernes Formynder eller Værge været en forfeilet og allerede for lang Tid siden fuldkommen forældet Institution. I Aaret 1863 udtalte Indenrigsministeren sig ogsaa udtrykkelig for en Adskillelse af Administrationen fra Handelen. Af Forfattere kan nævnes en af Grønlændernes faa Talsmand her i Hjemmet, Captain E. Bluhme, som ved sit Skrift "Fra et Ophold i Grønland 1863-64" har udviklet den samme Tanke, om end efter en vel vidtgaaende Plan. I Aaret 1873 indgav Handelens Direktør et Forslag til Indenrigsministeriet om at gjenoptage Planen fra 1840 om end i en meget moderat Form, men fik Afslag derpaa. I 1875 fornyede han Forslaget, men uden Resultat. Endelig i 1877 billigede Ministeriet ifølge en yderligere motiveret Indstilling, om ikke Oprettelsen af en Kommission, saa dog Udnævnelsen af visse sagkyndige Konsulenter, som Direktøren kunde holde Møder og raadføre sig med i Spørgsmaal, der ikke henhørte under Handelen eller Missionen. Denne Foranstaltning var selvfølgelig endnu meget ufuldkommen. Hensigten med Forslaget var, ganske at udsondre Sager vedkommende Varetagelsen af Grønlændernes Samfundsanliggender fra Handelens Kontorer, hvor de have vist sig ikke at høre hjemme. Handelens Direktør burde vel være Medlem af Kommissionen, men selv om han havde megen grønlandsk Erfaring, burde han dog ikke være dens Formand. Imidlertid kunde dog Ministeriets Resolution danne Overgangen til en formentlig mere naturlig Ordning i Fremtiden, og for saa vidt mulig at forberede en saadan vedtaget der paa det første Møde, under Forudsætning af at Indenrigsministeriet intet vilde indvende derimod, en Forretningsorden, ved hvilken Direktøren paatog sig visse Forpligtelser ovefor de øvrige Deltagere, og man blev enig om blandt Medlemmerne indbyrdes at betegne sig som "Kommissionen for Grønlændernes Anliggender".
(Nationaltidende 12. maj 1882).
Geolog, præst Julian Edward Tennison-Woods (1832-1889): Frederickshaab Greenland. Paamiut. 1860. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Artiklen er udgivet kort tid efter Rink forlod posten som direktør for Den Kongelige Grønlandske Handel. En stilling han havde haft siden 1871. Rink havde da grundlagt Grønlænderhjemmet, se indslaget En Grønlænderkoloni i Kjøbenhavn. Han skrev i 1879 "Om grønlandske Skikke og vedtægter".
Samtidens konservative administration i Danmark opfattede Rinks tanker som fikse ideer og ham selv som en besværlig forhandler. En modartikel blev kort efter offentliggjort i Nationaltidende. Denne modvilje førte formentlig til at han opsagde sin stilling i 1882 og flyttede til sin eneste datter, som boede i Christiania (Oslo). Her døde han elleve år senere.
Herefter blev det han havde opnået, afviklet: Kommissionen der skulle rådgive direktoratet, havde ingen midler til at gøre sig gældende og Grønlænderhjemmet blev nedlagt i 1896.
Hans kone Signe Rink, født Møller skrev bøger om grønlændernes liv og deres forhold til de danske. I Norge fortsatte han med at udgive bøger om Grønland.
Han fik i 1956 opkaldt en gade efter sig i Aalborg. Det Grønlandske Selskab indstiftede i 1960 Rink-medaljen og er siden med uregelmæssige mellemrum blevet uddelt.
En biografi om Rink af Pia Rink blev udgivet i 2019: "Grønland blev hans skæbne – Om H. J. Rink og hans tid".
