Johannes Fibiger (1867-1928). Efterskrift til Politivennen)

"Professor Fibigers Død er et uerstatteligt Tab"

Udlandets berømteste Videnskabsmænd yder hans livsværk den største Anerkendelse.

Kræftforskeren, Nobelprismodtageren, Professor Johannes Fibiger døde i Mandags Aftes paa Rigshospitalet, hvor han var bleven underkastet en Operation.

Avisen bragt på forsiden "fremragende Videnskabsmænds Udtalelser om Professor Fibiger". Desuden en nekrolog af Fibigers nærmeste medarbejder ved Det patologisk-anatomiske Institut, prosektor Bj. Vimtrup hvorfra enkelte citater bringes i uddrag og stærkt forkortet nedenfor:

Professor Fibiger in memorian.

- - - Heldet, som fulgte ham geunem hans senere Aar, var allerede med ham i Ungdommen, thi som et Held og en Lykke, betragter han det selv, at han som ung Læge i 1890 blev Assistent hos Professor Carl Jul. Salomonsen, kort efter at denne var blevet ansat som Professor i Bakteriologi ved Københavns Universitet. Hele Professoratet, for øvrigt det første bakteriologiske Professorøt i Verden, bestod af Professoren, den ulønnede Assistent, en halv Snes Forsøgsdyr, Thermostater og Glas nt. in., altsammen installeret i to Kælderrum i det plantefysiologiske Laboratorium. ---Gennem 3 Aars intensivt Arbejde her, enhvervede han sig et indgaaende Kendskab til de moderne Laboratoriemetoder og den medicinske Bakteriologi, og samtidig nød han godt af Professor Salomonsens aandfulde og inciterende Vejledning. I de senere Aar stod disse 3 Aar for Professor Fibiger som hans lykkeligste, som hans egentlige Læreaar, de Aar, da han fik Sans for videnskabelig Forskning og udødelig Kærlighed dertil.

Som en direkte Fortsættelse af dette Studium kom Fibigers Arbejder over Difteri, et Arbejde, som paa absolut afgørende Maade dokumenterede Værdien af den den Gang helt nye Serumbehandling. Dette Arbejde, der blev fremlagt paa den internationale Bakteriologkongres i Moskva i 1897, blev udført medens Fibiger var Reservelæge paa Blegdamshospitalet. 

- - -

Fra Blegdamhospitalet flyttede Fibiger over til det patologisk-anatomiske Institut, hvis Chef var den som Philosof, Psychiater og Patolog højt ansete Professor Carl Lange, og her kastede han sig med Iver over den patologiske Anatomi.  Allerede 3 Aar senere blev han ved Carl Langes Død Professor og Chef for Institutet.

En lang Række Arbejder over patologiske Emner er udgaaet fra hans Haand. Sammen med Professor C. O. Jensen udførte han en Serie Undersøgelser over Tuberkulosens Infektionsveje, Arbejder, som allerede den Gang gjorde hans Navn bekendt og anerkendt iblandt Patologer og bl. a. bevirkede, at man fra Amerika havde Bud efter ham til at holde Foredrag herom. --- det var derfor ikke noget rent Tilfælde, naar det blev Fibiger, der paaviste Spiroptera carcinomets Aarsag- Det var i 1907, at Fibiger fandt Svulster i Maven af 3 Rotter, som han secerede. En Tilfældighed kan man sige. Men Tilfældet faldt i den rette Mands Haand. Med sejg Udholdenhed undersøgte han disse Rottesvulster, mikroskoperede og funderede og konstruerede, indtil han efter langt Slid fandt ud af, at der i Svulsterne fandtes en lille Rundorm, som Zoologerne kalder Spiroptera. Denne Orm lever som Snylter hos Kakerlaker, og naar Rotterne æder disse, faar de Ormen i sig. --- Kredsløbet er da dette, Spiroptera snylter hos Kakerlaken, denne ædes af Rotten, Spiropteraen bliver fri, vandrer ind i Væggen af Rottens Mave, hvor den fremkalder Svulst-Kræftdannelse, medens dens Æg afgaar med Rottens Fæces, der bliver ædt af Kakerlaker. 

---

Og nu fulgte Arbejderne Slag i Slag, og samtidig kom Anerkendelse udefra. Talrige Forskere søgte hertil fra fjerne Lande. Det patologisk-anatomiske Institut blev som et Centrum for don internationale Kræftforskning, og Fibiger udnævntes til Præsident for den internationale Kræftforsknings Komité, et Hverv, han beklædte med Æra gennem 7 Aar.

--- I sit daglige Liv var Prof. Fibiger stilfærdig, nærmest tilbageholdende. Indenfor sit Laboratorium vilde han helst kun mode Mennesker, han kendte noget til, Folk, som havde Tillid til ham, og som han kunde stole paa. Han var kritisk overfor andre og ikke mindst overfor sig selv og sine egne Arbejder. I et Arbejde som hans er der daglig Fare for at løbe vild, men Prof. Fibiger vilde undgaa Skuffelsen, hans Eksperimenter skulde gentages Gang paa Gang, for han stolede paa dem. Og han stillede samme Krav til andres Arbejde.

Bj. Vimtrup.

(Nationaltidende, 1. februar 1928).

Professor Fibiger død.

Livets Grumhed manifesterer sig ved denne Mands Pæl. Han var lige fyldt 00 Aar og flk for en Maaneds Tid siden Verdensanerkendelse i Form af Nobelprisen - og saa henter Døden ham undt 1 hans gode Arbejdskraft. Fuldkommen bliver Tragedien gennem den Kendsgerning, at Døden kom i Skikkelse af den Sygdom, han gennem et arbejdsomt og paa Resultater rigt Liv havde bekæmpet og med større Held end andre - Kræft.

Johannes Fibiger, der var en sjælden virksom og dybtgaaende Arbejder, var for kort Tid siden i Stockholm hvor han modtog sin fornemme Pris, og i Paris, hvor han holdt medicinske Foredrag, og begge Steder hyldede man den paa sin Vis geniale lærde.

Hjemkommen fra disse anstrengende Reiser hastede han til sit Laboratorium, tog sin hvide Kittel frem og fortsatte sit saa betydningsfulde Forskerarbejde, det havde til Formaal at befri Menneskeheden fra en paa samme Tid snigende og brutal Sygdom.

Ved Nytaarstid følte han Mavesmerter. og efter nogen Tids privat Observation, henvendte han sig til sin Kollega, Professor Schaldemose ved Rigshospitalet, og de to blev enige om, at det var bedst at skride til en Operation for at fjerne et begyndende Onde. Operationen blev heldigt gennemført, og fra alle Sider regnede man med, at Helbredelsen kun var et Spørgsmaal om en Maaneds Tid; men Sygdommen havde fast Greb i Patienten, og Natten til Tirsdag endte den saa fortjenstfulde Mands Liv.

Fra Aaret 1913 var Fibiger en af de faa Videnskabsmænd, som man ude fra den store Verden holdt Øje med og ventede sig meget. Ved en Forelæsning i Dansk medicinsk Selskab fremlagde han den Gang et Resultat, der vakte overordentlig Opsigt, nemlig hans afsluttede Forsøg med eksperimentelt fremkaldt Kræft.

Disse Studier paabegyndte Fibiger i 1907, og de foregik i saa absolut Stilhed, at kun hans Medhjælpere vidste Besked om Arbejdets Art og det epokegørende Resultat.

Lægevidenskaben havde hidtil ikke formaaet at fremkalde Kræftsygdommen hos Dyr som Eksperiment, og de Veje, Fibiger gik for at opnaa det ønskede Resultat, var trange og langvarige.

Han havde i Sukkerhuset i Helsingørsgade fundet en Art Kakerfekar, som var specielt egnet for tot Eksperimenter. L disse Smaadyr fandtes en særlig Slags Snyltere, Rundorme, som det - mærkeligt nok - ikke var muligt, at finde hos Kakerlaker fra andre Huse, og det var derfor et haardt Slag for Videnskabsmanden, at Heisingørsgades Sukkerraffinaderi brændte og dermed udryddede alle hans kostbare Forsøgsobjekter.

Fibiger maatte begynde forfra, og det lykkedes ham omsider at indpode Rundormene paa andre og modtagelige Kakerlaker, og det viste sig saa, at Rotter, der blev fodrede med rundormsbetændte Kakerlaker, fik Kræft.

Der, var disse Resultater, Professor Fibiger forelagde den sagkyndige Forsamling i Medicinsk Selskab, og Meddelelsen fløj Verden over og gav Stedet til andre, paa de opnaaede Resultaters Grund videreførte Eksperimenter.

Forinden havde to danske Kræftforskere, Professorerne Adolf Hannover og C. O. Jensen, gjort en betydende Indsats paa det samme Felt; Prof. C. O. Jensen havde formaaet at overføre Kræft fra det ene Dyr til det andet, men Fibiger var den første i Verden, som saa sig i Stand til at fremkalde Sygdommen hos Dyr uden Anvendelse af selve Kræften, altsaa med et Materiale, der ikke var Kræft.

Dette Resultat vil utvivlsomt blive bevaret i Videnskabens Historie, og man vil med Taknemlighed vende tilbage til det, naar Kræftens Kilde findes.

At dette endelige Resultat ikke lykkedes for Fibiger, er en Sag for sig, men det siger sig selv, at ethvert Skridt fremad mod Maalet: Kræftens Art og Oprindelse, er af den største Betydning, og Fibigers Arbejde giver andre Videnskabsmænd et vigtigt Fingerpeg i den rigtige Retning.

I denne Forbindelse skal det siges, at ingen var mere varsom og forsigtig i Bedømmeisen af de opnaaede Resultaters Værd end Fibiger selv. Han var en sjælden tavs Mand, der aldrig kroede sig af sin Viden og sine Resultater, men tværtimod understregede, at hans Arbejde kun var et Skridt mod det fjerne Maal, og talrige Breve fra lidende Mennesker besvarede han med et kategorisk: "Jeg er ikke Læge, men Videnskabsmand. Jeg kan ikke hjælpe. Dem .... maaske Fremtiden kan det."

Noter.

Johannes Andreas Fibiger blev født den 23. April 1867 i Silkeborg, hvor Faderen var Distriktslæge.

Efter at have taget Studentereksamen blev han i 1801 Reservelæge vod Garnisons Sygehus og senere ved Blegdamshospilalet. Aar 1900 udnævntes han til Professor og udførte derefter et omfattende Arbejde ved Hospitaler og paa Universitetet, hvor han var em afholdt og højtansat Lærer

*

Fibiger gjorde ogsaa paa Febertuberkulosens Omraade en betydelig Indsats, og sammen med Professor O. C. Jensen han at betydningsfuldt Værk, "Undersøgelser over Tuberkulose".

At han fra Ind- saavel som fra Udland modtog mange Slags Ærebeviser og Udnævnelser af videnskabelig Art er en Selvfølge. I 1925-16 var han Universitetets Rektor.

*

Fibiger blev 1804 gift med sit Næstsøskendebarn, Datter af Læge Chr. Fibiger paa Traiaskjæ- Gods. 

Slægten stammer fra Hoftrompeter C. Fibiger, der kom til Danmark under Frederik d. 3.

*

Da Fibigers videnskabelige Opdagelse blev kendt, strømmede læger fra Alverdens Lande til Fibiger Laboratorium for at lære Mesterens Metoder at kende, og det lykkedes dem at fremkalde Kræft  eksperimentelt paa Mus ved Bestrygning med Tjære, og disse Japanere fremhævede i deres Kræftskrifter. at det var den danske forskers Resultater, de her bragte videre. Fibiger fortsatte iøvrigt Japanernes Tjære-Metode og har ogsaa dermed opnaaet betydende Resultater

*

Ha Prof. Fibiger som dansk delegeret deltog i Kongressen i Washington KW. fremlagde han Beviser for. at Kvæg tuberkulosen kunde angribe Mennesker: Tyskeren Hoherl Koch havde hidtil forsikret, at noget saadant var udelukket.

Johannes Fibiger fastslog ved den Lejlighed sin Betydning som den paa samme Tid grundige og geniale Videnskabsmand.

(Social-Demokraten, 2. februar 1928).

Fibigers resultater viste sig ganske kort til efter hans død ikke at være korrekte. Det ændrer dog ikke ved at han og Th. Madsen i 1898 udviklede en serumbehandling med overraskende gode resultater. 1899 blev igangsat en produktion blev igangsat. Efterspørgsel oversteg imidlertid det antal. Johs. Fibiger og andre pegede på at det ville være hensigtsmæssigt at oprette et serumterapeutisk institut (Seruminstituttet på Amager). Ligeledes eksperimenterede han i 1902 med sammenhængen mellem tuberkulosevirus i køer og mennesker. 

Fibigers arbejde anses for medicinhistoriens første eksperimentelle arbejde, hvor der foruden den aktivt behandlede gruppe af patienter også er benyttet en kontrolgruppe, idet patienter indlagt på henholdsvis lige og ulige datoer blev allokeret til hver sin gruppe.

Sproget og Ordene. (Efterskrift til Politivenen)

Interview med den gamle Ordbogs-Forfatter, Professor Verner Dahlerup, der nu har taget Afsked med Universitetet.

Ordbogen, som voksede i det uendelige. - Den, Guderne hader, gør de til Ordbogsskriver.

Professor Verner Dahlerup, tegnet til "Nationaltidende" af Aage Roose.

Gamle Professor Dahlerup er ikke mere ved Universitetet. For hans Elever havde anet det, holdt han forleden sin sidste Forelæsning - i Stedet for at forsætte Semestret ud.

- Hvorfor gjorde De Afgangen saa brat? sporger jeg Verner Dahlerup, da jeg sidder hos ham mellem alle Bøgerne en stille Foraarsaften ude paa Østerbro.

- Hvorfor .... aa, det var begyndt at trække op til at skulle være en større Forestilling, naar jeg holdt min "Afskedsforelæsning", med Taler og Tak og Blomster det huede mig ikke, Kræfterne er heller ikke store .... og saa brød jeg af, nogle Forelæsninger før man havde ventet det. Naar man trækker sig tilbage paa Grund af manglende Kræfter, er det ogsaa naturligt at gaa saa ubemærket som muligt.

- Hvad er det, der har gjort Dem træt?

- Jeg fik et Nervesammenbrud for et Par Aar siden, og derefter fulgte et halvt Aar, hvori jeg slet intet maatte tage mig til nu har min Læge sagt. at jeg skal spare saa meget paa Kræfterne som muligt. Havde jeg endda kunnet nøjes med at holde Forelæsninger, men en Professor ved Universitetet har jo ogsaa mange andre Ting at gøre, for Eks. at optræde som Opponent ved Doktordisputatserne, og det formaaede jeg ikke længere nu.

- Er det Ordbogen, som har slidt saa stærkt paa Dem?

- Saadan et Nervesammenbrud er jo ikke et ukendt Fænomen for Folk i min Alder, der har arbejdet meget. Jeg skal nævne en Lidelsesfælle, der ellers staar mig fjernt: Hr. Lyngsie .... det er jo aabenbart det samme, der nu er hændt ham. Man kan holde det gaaende nogen Tid - saa bryder man sammen.

- Er Ordbogen ikke svulmet op til et langt større Arbejde end fra først af tænkt?

- Jo, det er den fælles Skæbne for alle Ordbøger .... de vokser, efterhaanden som Ordforraadet vokser, og det gør det jo næsten hver eneste Dag. Hvem vilde i Fjor have talt om Radiolyttere .... hvem vilde før Krigen have talt om Trommeild .... der kommer idelig nye Ord, som man bliver nødt til at tage Hensyn til

- Fristes man ikke ogsaa let til at tage for meget med?

- Der er det komiske, at Folk, naar de ser Ordbogen, først synes, at den kunde have været langt mindre, men begynder de saa at lede efter et bestemt Ord og slaar op i Bogen, finder de som Regel, at den ikke er nær stor nok.

- En Ordbog forældes vel hurtigere end alle andre Bøger?

- Ja, det gør den selvfølgelig ... Af Videnskabernes Selskabs Ordbog kom 1. Bind i 1793 og 7. Bind i 1909, og hvis man bare slaar op paa for Eks. Damp, findes der af Sammensætninger kun een: Dampebad. Andre kendes overhovedet ikke. Værket er forældet, før det er fuldendt.

- Det maa i Længden være ret utilfredsstillende for Ordbogs-Forfatteren ....

- Jo, men ingen kan forlange, at en Ordbog, der kommer i 1926, skal indeholde de Ord, som utvivlsomt vil opstaa i 1930. Derfor trækker alle store Ordbøgers Udgivelse ud i en længere Aarrække. For Resten siger fremmede Anmeldere om vor Ordbog, at det gaar forbavsende hurtigt med den. I Løbet af dette Aar naar vi det 8. Bind og har dermed gjort "H." færdigt helt ned til Høvding og alt det. Dette Bind bliver trykt i Sommer og kommer vel sagtens til Efteraaret. I Sverrig er der den store Akademi-Ordbog, som begyndte allerede i 1893, og vi har da helt "halet den" nu og er kommet meget videre end Svenskerne.

- Er vort Sprogs Udvikling god? Bliver det rigere af de mange nye Ord?

- Hvis jeg skulde indvende noget, maatte det være, at man sluger alt for mange Fremmedord raat, man gør sig slet ikke Ulejlighed for at finde et dansk Ord i Stedet for det fremmede. Tyskerne er jo langt bedre til det end vi de har Fernsprecher for Telefon og Bahnsteig for Perron osv. Men at vort Sprog bliver rigere ved de nye Ord, kan dog ikke benægtes. Vi kunde slet ikke klare os med for Eks. Holbergs Ordforraad længere. Ved Siden af de fremmede Ord faar vi ogsaa stadig en Mængde nye Ord ind i Sproget fra Dialekterne .... Ord som slidsom, selvgod, al gante, Fæstemand, bjærge, bjærgsom og lignende var paa Mollerups Tid rene Dialektord; dem bruger vi jo rask væk nu. Vore Hjemstavnsdigtere - Folk som Jeppe Aakjær, Thorkild Gravlund og Andersen Nexø - har bragt en Mængde gode Ord ind i vort Sprog.

- Hvilken Opgave skal Ordbogen løse?

- Den skal først og fremmest være praktisk, man skal kunne finde, hvad man har Brug for, men den maa paa den anden Side heller ikke medtage alle mulige Fremmedord og Dialektord .... saa drukner man i det .... det gælder om at finde en passende Mellemvej, men det er naturligvis svært at trække en Grænse. Der er jo nu knap det Sprog i Verden, som ikke har afgivet Laaneord til Dansk! I vor Ordbog findes ikke alene det Sprog, vi nu bruger, men den rummer Sproget lige fra omkring 1700 til nu. Saa der bliver Arbejde nok endda, selv om noget skydes ud .... Man tor nok sige, at den, Guderne hader, gør de til Ordbogsskriver! Det er noget af det mest opslidende, der er til.

- Og dog har det Arbejde jo hele Deres Hjerte, Professor Dahlerup!

- Ja, svarer Professoren og bøjer sig let hen over de friske Korrekturark, som ligger paa Skrivebordet ... ja, naar man sidder ved det, morer det En alligevel. Det skulde ogsaa helst være saadan, at Artiklerne ikke blev blot til at slaa op i, men at Folk ogsaa fik Lyst til at læse dem, studere dem og derved faa et sandt Indtryk af Sprogets Rigdom. Ethvert enkelt Ord har jo et Væld af Betydninger, og der kommer idelig nye til. Hvis man for en Snes Aar siden skulde skrive, hvad en I lyver betød, vilde man absolut ikke skrive, at det var et Menneske. Ved Studium af Ordbogen skal man kunne faa et Hovedindtryk af def, som Sprogets Materiale bestaar af. Vi har jo den Triumf, at J. P. Jacobsen, da han skulde til at skrive, læste Molbechs Ordbog igennem og noterede en Masse Ord deraf for rigtigt at være rustet.

- Kan man maale et Menneskes Intelligens efter dets Ordforraad?

- Ja, det kan man vist nok, men det behøver ikke altid at slaa til. En Forfatter som Holberg opnaaede med et ganske lille Ordforraad de allerstørste Resultater. Den af vore Digtere, som vist nok har det største Ordforraad, er N. F. S. Grundtvig. Der er vist ingen som han, der paa een Gang har behersket Gammel-Dansk og Ny-Dansk, sjællandske Dialekter og Jydsk, Gadesprog og det højtidelige Sprog.... Gennemgaaende er Københavnerne dem, der har det ringeste Ordforraad. Et Barn fra Landet véd mange flere Tings Navn i Naturen. For en Københavnerdreng er en Fugl en Fugl, men en Dreng fra Landet véd godt, at der er mange Slags Fugle

- Hvilke Planer har Professoren nu for Deres Otium?

- Ordbogen bliver jeg ved med som De ser .... og saa har jeg min anden gamle Kærlighed: Holberg, som jeg heller ikke vil holde op at dyrke. -

Clerk.

(Nationaltidende 15. maj 1926).

Dahlerup må have ment Michael Christian Lyngsie (1864-1931) fra Dansk Arbejdsmandsforbund. Han havde været i frontlinjen i mange sammenhænge, men fik fra 1925 flere alvorlige nervesammenbrud efter stærke arbejdsbelastninger. 

Fotograf, generalkommissær Frederik Riise (1863-1933): Nordisk filolog Karl Verner Hornemann Dahlerup (1859-1938). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Karl Verner Hornemann Dahlerup (1859-1938) var professor i nordiske sprog ved Københavns Universitet. Han grundlagde Ordbog over det danske sprog (ODS) og medvirkede fra omkring 1900 til 1915, hvor projektet overgik til Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

ODS “den store danske ordbog” dækker rigssproget fra 1700 til ca. 1950. Værket udkom i 28 bind i årene 1918-56, senest genoptrykt i 1990'erne. Et i 5 bind supplement udkom for 1956-2004. Ordbogen findes online.

Gravsten på Vestre Kirkegård, København: "Professor ved Universitetet Verner Dahlerup. Den danske ordbogs grundlægger. * 31 oktbr 1859 + 24 aug 1938. Marie Dahlerup * 13 febr 1862 + 27 jan 1954". Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kristian Frederik Vilhelm Kroman, 1846-1925. (Efterskift til Politivennen)

Mindeord om Kr. Kroman.

En Udtalelse af Professor Starcke.

Paa vor Opfordring udtalte i Aftes Professor Dr. phil. C. N. Starcke, der gennem saa mange Aar har staaet Kroman nær, disse Mindeord over den Afdøde:

- Med Professor Kroman forsvinder en af vort Folks betydeligste Aandsrepræsentanter. Hans stilfærdige Liv var besjælet af den dybeste og redeligste Kærlighed til Videnskab, og Sandhedserkendelsen stod tillige for ham som Udtryk for de højeste moralske Vurderinger.

Paa de Studenter, der i de henved 40 Aar, han virkede som Professor, fulgte hans Forelæsninger, øvede han den største Indflydelse. Han lærte dem at tænke klart og at fole Afsmag for alt uægte.

Enhver, der fik med Professor Kroman at gøre, fik dette Indtryk af Beundring og Ærefrygt for en stor og redelig aandelig Kraft. Men i Folkets offentlige Liv spillede han ikke en dertil svarende Rolle. Han savnede den Ærgerrighed, der gør Folk haardhændede. Mødte han Modstand, Misforstaaelse og Smaalighed, trak han sig sky tilbage.

En Tid lang saa det ud, som om han skulde gribe bestemmende ind i vor Skoles Udvikling, men mere organisationsvante Hænder skød ham til Side. Det er ham, der har lukket Skolen op for Gymnastik, Sløjd og hele den rationelle Behandling, som man nu følger. Men han selv naaede kun lidt af det, han vilde.

Man kaldte ham upraktisk og omstændelig. Men det betød, at han aldrig vilde slaa af og nøjes med det mindre værdifulde i Stedet for det bedste.

I sine senere Aar samledes hans Arbejde om forskellige Punkter, som kunde synes uden indre Forbindelse. Saa skrev han om Trondhjems Domkirke, saa tog han ivrig Del i Debatten om Einstein, saa skrev han saa betydelig en Afhandling som "Det menneskelige Øjes Bevægelse", og nu til sidst stod han for at tale om den religiøse Reformation, som han mente var nødvendig. Alt sammen var det Udslag af en aldrig hvilende Lidenskab for at bringe Sandheden frem, og naar han nu er falden paa Valpladsen samler alle de, der har kendt ham nærmere, sig i Ærefrygt for hans Minde. Han hører til dem, der, medens de lever, kan synes mindre omtalt, end de fortjener - men hvad han har skrevet, vil ogsaa efter hans Død bevare sin fulde Værdi. Dette er kun givet faa, men Professor Kroman hørte ogsaa til de udvalgte.

Noter.

Professor Kroman matte for nogle Uger siden gaa til Sengs, lidende af en stærk Træthed og Sløjhed, som ikke vilde fortage sig. Han blev indlagt paa Dr. Blads Klinik, hvor Lægerne konstaterede, at alle hans Organer faktisk var som hos en ung Mand. Alligevel udmattedes Professoren mere og mere, efterhaanden som Dagene gik. Kræfterne svandt og svandt - og Kl. 11 Søndag Aften indtraadte Døden.

Lægerne kunde i Virkeligheden ikke sige andet end: Han døde af Træthed. 

*

Professor Kroman var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Da han var oppe hos Kong Christian den Niende for at takke for Ridderkorset - fortæller en sandfærdig Anekdote - overrumplede den gamle Konge ham ved at sige:

- Ja, jeg var nu egentligt imod det - for disse Filosofer er jo nogle slemme Fritænkere.

- Bevares, Deres Majestæt, svarede Kroman, men vi erkender efterhaanden allesammen, at vi slet ingenting ved . ..

- Det respekterer jeg, udbrød Christian den Niende, saa har De dog fortjent Ridderkorset.

*

I de "Studenterminder", som i Vinter udkom hos Gad under Redaktion af cand. mag Erik Rindom, fortæller Kroman følgende fornøjelige lille Episode fra den Gang, han fik Guldmedaillen for en Afhandling til Kgl. danske Videnskabernes Selskab:

Medaillen vejede et Fjerding-pund og kunde efter Reglerne byttes med 820 Kr. Kroman beholdt den en Maaned - saa faldt han for Fristelsen, tog en Afstøbning i Tin og gik med selve Medaillen til Selskabets Kasserer, Professor Reinhard. "Jeg var blevet helt nervøs for, at jeg skulde bestille et nyt Eksemplar" - sagde denne - "der er aldrig nogen før, som har beholdt Medaillen saa længe ... og vi har ikke mere end den samme!"

Kroman tilføjer, at han var I Tvivl om, hvorvidt dette var Spøg eller Alvor Men da en af hans Venner nogle Aar senere modtog Videnskabernes Selskabs Medaille, genkendte han ganske rigtigt just den, han selv i sin Tid havde faaet, paa en ubetydelig Rids i den blanke Flade.

(Nationaltidende 28. juli 1925).

Fotograf Hans Adam Christian Emil Hohlenberg (1841-1901): Filosof Kristian Frederik Vilhelm Kroman (29.3.1846-26.7.1925). 1876-1901. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Professor Kromann død.

Natten til Mandag er Professor Kroman død. Han havde de sidste Uger ligget til Sengs paa Overlæge Blads Klinik, lidende af Træthed. Hans Kræfter svandt daglig, langsomt ebbede Livet ud, indtil han stille gled ind i Døden.

Meddelelsen herom vil blive modtaget med Vemod viden om. Ved sit betydningsfulde Arbejde for Skolevæsenet og store pædagogiske Interesse var han en kendt og skattet Mand langt udenfor den Kreds, han som Universitetslærer og Fagfilosof tilhørte. Hans filosofiske Arbejder er alle prægede af hans klare og skarpsindige Tænkeevne og logiske Sans, og hans Fremstillingsevne stod Maal hermed, var klar og overordentlig konsis. Hans friske, kloge, forstaaende og originale Personlighed og hele hans Livsførelse var et godt Udtryk for hans Mening om de etiske Kravs Betydning. Han kan med Rette betegnes som Grundlæggeren af den moderne danske Skole og dens Undervisningsmetoder. Naturfagenes stærke Vækst paa Bekostning af de humanistiske Fag i Skoleundervisningen skyldes tildels hans Indflydelse - ligesom han ivrigt gjorde sig til Talsmand for en Udvidelse af Gymnastik og Sløjd i Skolen.

Som Universitetslærer var han fremragende. Hans Metode var at ægge til Selvtænkning, selv ved Eksamensbordet kunde det more ham at lade alt det tillærte Stof ligge og undersøge, om Eksaminanden havde tilegnet sig det saaledes, at han kunde bruge det selvstændigt.

I dansk Filosofis og i den danske Skoles Historie har Professor Kroman indskrevet sit Navn usletteligt.

*

Til min gamle Lærer

Professor Kroman er død.

Og jeg og maaske mange andre af hans gamle Elever bringes til at fortryde, at vi ikke, mens Tid var, fik ham takket, som han fortjente det, for den Undervisning, han gav os i vort Rusaar.

For mig var han den eneste af alle dem, der gennem Gymnasiet og ved Universitetet var mine Lærere, som virkelig helt fangede mig og bandt mig til sig med en Taknemlighed, der nu ved hans Død maa have Lov til med sin Varme at bidrage til hans Hæder.

Jeg er ikke Filosof af Fag, og jeg véd kun lidt om, hvordan Kroman bør placeres blandt Samtidige og Forgængere. Jeg kender ham kun som den, der ved sin Personligheds Magt forstod at føre mange af sine Tilhørere ind til Overvejelser, der blev grundlæggende for deres Liv og Erkendelse.

Han staar for mig som en Forsker, der er særlig nordisk i sin Form.

I hans Fag er der tusinde Anledninger til at fortabe sig i Højtidelighed og indbildske Systemer. Hver anden filosofisk Professor føler sig kaldet til at afgøre alle de store Spørgsmaal endeligt gennem lange Rækker af Beviser og Udviklinger, der ikke mere lader noget aabent. Deres Virksomhed kan minde om Frostens: Det kan meget godt lade sig gøre at lave noget, der kan bære en lille Tid, men der kommer et Tøbrud, hvor det, der stivnede og døde, igen bliver levende og mægtigt. Og Mennesker, der i Tillid til den faste Is begiver sig ud paa det dybe, kan pludselig finde sig drivende paa en Flage uden Haab om at naa Land.

Tyske Filosofer har haft den Slags Tilbøjeligheder til at tæmme og stivne de store Have.

Men Kroman var Dansker. Med vor Nations Skepsis overfor det, der giver sig ud for at være færdigt og endeligt afgørende. Og med vort Smil ad al uægte Visdom.

Derfor forsøgte han ikke at faa sine Elever til at lære et System. Han førte dem gennem Filosofiens Historie og gav dem dermed et Overblik over det, der er frembragt af Værdi i de Tider, der er forbi. Og han var en kritisk Fører. Men hans første og egentlige Stræben var at faa os til at tænke selv.

Det er ejendommeligt for den Metode, han anvendte i sin Undervisning, at han aldrig ønskede en Sag fremstillet med bestemte Ord. Han lignede kun lidt den Lærer, der først føler sig lykkelig, naar hans egne Vendinger klinger tomt tilbage mod ham.

Det var Kroman en særlig Glæde at lade en Elev gaa sine egne Veje i Behandlingen af det Problem, der laa for. Og jeg husker hans lille Smil, naar han paaviste Fejl og Urigtigheder i Forslag til Løsninger, der bragtes ham fra os Unge i Auditoriet.

Han var en overlegen Mand. Derfor er vi saa lykkelige især at kunne mindes ham som et Menneske. Han følte det ikke som sin Opgave at gøre os til smaa propfyldte Flasker med en autoriseret Etikette paa Maven; det var hans Lyst at se os som selvstændige Mennesker, hvem det korte korte filosofiske Kursus havde lært Grænserne for, hvad menneskelig Erkendelse magter, og Betingelserne for rigtig Tænkning.

Derfor vil det, Kroman lærte, ikke forældes.

Han vil blive staaende som en Type, vi med en særlig Glæde kalder dansk! Det rolige, kloge Menneske, der besindig vejer, hvad der møder ham, og ikke foler Trang til gennem spraglede Fantasier at undslippe fra den ærlige Hverdag, der omgiver os. Han var en Mand, der fulgte sit Folks Lov og sin egen Lov.

Og vi er bedrøvede over, at han nu er død.

Knud Bruun-Rasmussen,

cand. jur.

*

Professor Kristian Kroman var født 1846 i Maribo som Søn af en Skibsfører. Hans Moder var født Krøyer. Han forsøgte sig en kort Tid som Sømand og Købmand, men tog saa Eksamen ved Jonstrup Seminarium i 1865. Fire Aar efter blev har Student. 1874 Magister i Filosofi og 1877 Dr. phil for en Afhandling: "Den esakte Videnskabs Indlæg i Problemet om Sjælens Eksistens."

Hans Professorgerning falder i Aarene 1884-1922. Til hans Professorat hørte Stillingen som Docent i Pædagogik. Han var i mange Aar Kulturministeriets pædagogiske Konsulent og Medlem af Eksamenskommissionen.

(København 29. juli 1925).

Professor dr. phil K. Kroman. 1846-1925. Marie Louise Kroman 1852-1926. Gravsten på Vestre kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vilhelm Ellermann (1871-1924). (Efterskrift til Politivennen)

Dr. med. Vilhelm Ellermann spillede i sin ungdom for Akademisk Boldklub som vandt datidens vigtigste danske turnering fodboldturneringer 1893-94, 1894-95 og 1895-96. Han spillede forward og var turneringens topscorer. 

Ellerman udførte især blodforskning. Afhandlingen "Experimentel Leukæmi hos Høns" (1908) sammen med veterinær Oluf Bang påviste at sygdommen var overførbar og skyldtes en ultravisibel, filtrerbar virus. De opdagede dermed det første kræftvirus. "Undersøgelser over den perniciøse Anæmis Histologi" var et vigtigt bidrag til viden om arten af knoglemarvsceller. Ellermann udviklede også forbedrede metoder til påvisning af tuberkelbasiller i hoste og til tælling af blodlegemer.

Han blev senere retsmediciner og patolog og blev prosektor på Bispebjerg Hospital i 1913 og professor i retsmedicin ved Københavns Universitet fra 1914. 

Den 4. juni 1913 fandt man ved tørvegravning i Jylland en mand iført skindkofte. Liget blev sendt til Retsmedicinsk Institut i København hvor assistenten, Vilhelm Ellermann undersøgte det. Han tvivlede på at Nationalmuseets opfattelse af at det måtte dreje sig om en tater fra omkring år 1700 eller en savnet arbejdsmand fra 1860. Ellermann havde  erfaring fra opgravede ligdele i mosetørv om at det kunne holde sig meget længe. I 1916 påviste han at surt reagerende højmose og især sphagnumsyre kunne fremkalde en ejendommelig mosegarvning. Denne opdagelse vakte international sensation. Se Preben Geertinger: Af en retsmedidiciners bekendelser (2021).  

I 1914 overtog Ellermann professoratet i retsmedicin efter Knud Pontoppidan (1853-1916) som havde en klinisk psykiatrisk tilgang til faget. Ellermann var mere teoretisk og biologisk orienteret og satte gang i flere dyreforsøg i instituttets laboratorier. 

Den nye retsmedicinske Professor.

Dr. med. V. Ellermann.

Som meddelt i vor Aftenudgave i Gaar, er Prosektor Dr. med. Vilhelm Ellermann udset til Professor Pontoppidans Efterfølger i Professoratet i Retsmedicin.

Denne Efterretning kommer ikke overraskende, thi indenfor Lægekredse var Dr. Ellermann forlængst udpeget til Stillingen, og der kunde kun være Tale om en enkelt Konkurrent, som vidstes ikke at være Ansøger.

Dr. Ellermann hører til vore mest bekendte yngre Videnskabsmænd, og hans Navn har ikke blot herhjemme en smuk Klang, men ogsaa i Udlandet gennem de mange fremragende Arbejder, han har præsteret paa forskellige af Pathologiens Omraader. Han viste meget tidligt udpræget videnskabelige Anlæg. Allerede som ganske ung Læge drog han ud for at studere pathologisk Anatomi, og fra dette Felt hentede han Emnerne til en Guldmedailleafhandling og fik sin Doktordisputats, der vakte betydelig Opsigt.

For den strenge Videnskab glemte Dr. Ellermann dog ikke den praktisk Side af Medicinen. Han har saaledes gennemgaaet en meget fyldig og alsidig Hospitalsuddannelse, været Kandidat ved Kommunehospitalet, klinisk Assistent og Reservelæge ved Frederiks Hospital og Reservelæge ved Blegdamshospitalet.

I en Aarrække har han assisteret Professor Pontoppidan som Prosektor ved det retsmedicinske Institut, og for Tiden beklæder han Stillingen som Prosektor ved Bispebjerg-Hospitalet.

Dr. Ellermann møder saaledes med de bedste Forudsætninger til sit nye Embede, idet han forbinder klinisk Erfaring og ualmindelig praktisk Dygtighed med Videnskabsmandens store Lærdom. Dertil kommer en usædvanlig stor Energi og Arbejdskraft. Han har skrevet talrige originale Arbejder, nogle saa sprænglærde, at de kun kan læses af Specialkyndige, og andre, som bærer Vidne om stor praktisk Sans. Han har angivet originale Undersøgelsesmethoder, der har baaret Navnet Ellermann Verden rundt gennem de videnskabelige Tidsskifter, og i den hjemlige medicinske Presse er han en af de mest frugtbare Forfattere, ligesom alle Læger kender hans udmærkede praktiske Vejledning i bakteriologisk Undersøgelse.

Dr. Ellermann, der hyppigt har studeret i Udlandets videnskabelige Centrer, har nylig opholdt sig i længere Tid i Paris for at studere Retsmedicin. Han vil utvivlsomt let glide ind i sin nye Stilling, hvor han i Forvejen er saa godt hjemme, og Universitetet vil være beriget med en udmærket Lærer og en frodig, initialivrig Videnskabsdyrker. De studerende og Embedslægerne vil faa en Professor, som de kan høre med Glæde og Udbytte, og Retten vil faa en Mand, hvis Afgørelser kan modtages med den største Tillid.

Dr. J.

(Nationaltidende 28. januar 1914).

I 1914 skrev han en artikel om retsmedicinsk bedømmelse af hermafroditter. Seksualbiologien var noget nyt. Ellermann skrev bl. a.: ”Kønsbestemmelsen har retsmedicinsk Betydning, dels i Skilsmisser og Arvesager, dels i kriminelle Sager (Sædelighedsforbrydelser). Endelig kan der være Tilfælde, hvor et individ ønsker at skifte Køn officielt for at opnaa de Rettigheder, som dermed følger i Retning af Kønsforbindelser og Levevis”. Ellermann definerede køn ud fra mand- og kvindekategorierne som ses som grundlæggende forskellige. Han opdelte køn i primære kønskarakterer (testikler eller ovarier), sekundære kønskarakterer (knoglestørrelse, muskler og behåring), samt tertiære kønskarakterer (psykiske træk). Sidstnævnte betegnede han som ”først og fremmest den specifikke Kønsdrift, der normalt er hetero-sexuel (…) dernæst det mandlige resp. kvindelige Væsen: Summen af Interesser, Evner og Tilbøjeligheder. Forskellighederne paa disse Punkter behøver formentlig ikke nogen nærmere Omtale”. Om hermafroditter skrev han: ”Det er jo paa Forhaand det naturlige at betragte Kønskirtlerne som det faste Grundlag [for kønsudviklingen], og der er saa meget mere Grund dertil, som Eksperimentet tilsyneladende afgav en Støtte herfor”. (Vilhelm Ellermann: Den retsmedicinske Bedømmelse af Hermafroditerne. Ugeskrift for Læger, 76, 1914). Se artiklen "De Ulykkeligste iblandt os" her på bloggen.

50 Aar.

Professor Vilhelm Ellermann

Som i de fleste Forhold er der utvivlsomt ogsaa med Hensyn til Kvaliteten af Studie- og Eksamens-Hold en vis Periodicitet. Og det kan vistnok med Føje hævdes, at den Aargang unge Medicinere, der gik i Gang med deres Studium i Begyndelsen af det sidste Ti-Aaar af forrige Aarhundrede, var af særlig fin Kvalitet. Mange af dette Kuld har i en ung Alder gjort deres Navne fordelagtig bekendt; flere af dem staar nu i første Række indenfor dansk Lægevidenskab.

Professor i Retsmedicin ved Københavns Universitet, Dr. med Vilhelm Ellermann hører til dette Kuld, og allerede inden "Cantussen" havde hans gode Hoved og utvivlsomme videnskabelige Anlæg gjort ham bemærket blandt Lærere og Kammerater. Han tog en sin Eksamen i 1896, studerede saa patologisk Anatomi og almindelig Histologi i Heidelberg og lod disse Studier give sig Udtryk i en Afhandling om Undersøgelser over Æggestok- og Nyresvulster, der skaffede ham Universitetets Guldmedaille. Forskellige Hospitalsansættelser vekslede herefter mod Studieophold i Udlandet, i 1902 tog han den medicinske Doktorgrad med en Afhandling om Undersøgelser over Marvskedefarvningens Kemi, i nogle Aar var han derefter successive Reservelæge ved Blegdamshospitalet og Frederik Hospital samt Assistent ved Kommunehospitalets patologiske Institut og ved Universitetet retsmedicinske Institut, hvilken sidste Ansættelse indicerede hans fremtidige videnskabelige Hoved-Specialitet. I 1914 udnævntes han nemlig til Professor i Retsmedicin ved Universitetet, og et Par Aar efter blev han Formand for Retslægeraadet.

Professor Ellermann har endvidere i en Del Aar været Censor ved lægevidenskabelig Eksamen og Eksaminator i Retsmedicin, og hans videnskabelige Position markeres iøvrigt bl. a. ved Medlemsskab af Videnskabernes Selskab og med Formandsposten i Biologisk Selskab. Imorgen træder han ind i de 50aariges Fylking - Side om Side med en Række gamle Studiekammerater, der i de kommende Aar vil være vor Lægevidenskabs og Lægestands Triarier. Denne Indtræden i "de unge Veteraners Kreds" vil sikkert give den ansete og elskværdige Videnskabsmand mange Vidnesbyrd om, at han baade indenfor og udenfor Lauget er en afholdt og skattet Mand.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 27. december 1921).

I forbindelse med lægeerklæringer i forbindelse med spirituspåvirkede færdselsuheld anbefalede Retslægerådet hvor Vilhelm Ellermann var formand, at få fastslået bestemte, videnskabeligt betryggende metoder for en spiritusprøve. I 1922 udtalte rådet sig for første gang i en sag om spirituskørsel. Professor Ellermanns navn dukkede op ved adskillige drabssager i København.

Dødsfald.

Professor, Dr. med. V. Ellermann.

Artiklen noget slørede foto er her erstattet af Vilhelm Ellermann. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

I et Par Dage har man vidst, at Professor Vilh. Ellermann laa alvorlig syg paa Rigshospitalet, hvor Prof. Schaldemose havde opereret ham for en Flegmone paa Halsen, en akut Bindevævsbetændelse, der var opstaaet gennem en ubetydelig Infektion. Betændelsen medførte hurtigt en universel Blodforgiftning, men man haabede dog at redde hans Liv, og i Gaar Morges sporedes nogen Bedring- Op ad Dagen forværredes Tilstanden imidlertid atter, og ud paa Eftermiddagen lukkede Professor Ellermann sine Øjne for stedse.

Efterretningen om hans Bortgang vil blive modtaget ikke alene med den Bestyrtelse, som en saadan brat Død altid vil vække, men med den dybeste Beklagelse. Thi den betyder baade rent menneskeligt set en stor Sorg for hans Familie og Venner og et uerstatteligt Tab for Videnskaben og den Gerning, han dyrkede med saa ualmindelig Dygtighed.

Vilhelm Ellermann blev kun 52 Aar gammel. Han var født i København den 28. December 1871, blev Student 1889 og tog medicinsk Embedseksamen 1896.

Efter at have tilbragt en Tid i Heidelberg, hvor han studerede Patologisk Anatomi og Histologi, var han ansat ved forskellige københavnske Hospitaler, og samtidig arbejdede han paa en Afhandling, der indbragte ham Universitetets Guldmedaille. Paany studerede han i Udlandet og var derefter Kandidat paa Kommunehospitalet og klinisk Assistent i Kirurgi ved Frederiks Hospital. I 1902 fik han Doktorgraden paa et fortrinligt Arbejde om Marvskedefarvningemes Kemi og begyndte nu at praktisere i København. I en Aarrække var han samtidig Reservelæge, først paa Blegdamshospitalet, senere paa Frederiks Hospital, og Assistent ved Kommunehospitalets patologiske Institut og ved Universitetets retsmedicinske Institut. I 1913 blev han Prosektor ved Bispebjerg Hospital, og i denne Stilling vedblev han at virke, efter at han i 1914 var bleven Knud Pontoppidans Efterfølger som Professor i Retsmedicin og senere Formand i Retslægeraadet.

Den praktiske Lægegerning interesserede næppe Professor Ellerman. Han var den fødte Videnskabsmand og arbejdede med en ualmindelig Stringens og Dygtighed. Sammen med afdøde Professor Erlandsen har han skrevet en Række værdifulde Afhandlinger af mikroskopisk og bakteriologisk Indhold, der viste ham som en fremragende Tekniker, og hans Arbejder om Anæmierne og Leukæmierne skabte ham et Navn Verden over ved deres Grundighed og Originalitet. Navnlig hans Undersøgelser over Leukæmien er banebrydende. Det lykkedes ham (og 0. Bang) i 1909 at overføre Hønseleukæmien fra Dyr til Dyr, og han havde dermed vist, at denne Sygdom var af infektiøs Natur, foraarsaget af usynlige Bakterier. Hans Undersøgelser støtter imidlertid i høj Grad den Antagelse, st ogsaa Menneskets Leukæmi - eller Leukose, som han kaldte Sygdommen - er en infektiøs Lidelse, hvad enten den har sin Oprindelse fra en Sygdom i Benmarven eller i det lymfatriske System.

Professor Ellermann førte en veltalende og livlig Pen, men ellers var han ikke af mange Ord. Bag hans tilknappede Væsen gemte der sig dog baade Lune og Humor, og han var en trofast Ven for dem, han sluttede sig nærmere til. Han havde rnange Interesser udenfor sin Videnskab, var meget musikalsk og elskede Kunst Den Berømmelse, hans Arbejder skaffede ham, gik ham aldrig til Hovedet. Og han vandt megen Anerkendelse baade herhjemme, hvor han var Medlem af Videnskabernes Selskab, og i Udlandet, hvor de fleste af hans Arbejder kom frem.

Professor Ellermann efterlader sig Hustru og en ung Søn, om hvem megen Medfølelse vil samle sig.

Dr. J.

(Nationaltidende 25. september 1924).

Professor Vilh. Ellermann død.

Døden har i Gaar bortrevet en af vore kendteste Videnskabsmænd, Professor Vilhelm Ellermann, Lederen af Retsmedicinsk Institut Han blev kun 52 Aar gammel og døde som Følge af en Sygdom, han havde paadraget sig under Udførelsen af sin Gærning.

For nogle Dage siden, da Professoren var beskæftiget med Obduktion, følte han sig generet af en Filipens paa den ene Kind. Han rev Hul paa Filipensen og maa derved have tilført det aabne Saar en Liggift. Der udviklede sig i hvert Fald en Blodforgiftning, og i Fredags var Ansigtet og Halsen angrebet af et hæftigt Udslet, saa Professoren maatte lade sig indlægge paa Professor Schaldemoses Klinik. Forgiftningen greb trods gentagne Operationer saa stærkt om sig, at det snart stod klart, at det her gjaldt Liv eller Død, og i Gaar Eftermiddags Kl. 3 indtraadte Døden.

Vilhelm Ellermann blev født 1871. 18 Aar gammel blev han Student, i 1899 erhvervede han Universitetets Guldmedalje, og i 1902 blev han Dr. med. ved en Afhandling om Undersøgelser over Marvskedefarvningernes Kende. Efter at have beklædt forskellige Embedsposter blev han i 1913 Prosektor ved Bispebjærg Hospital og i 1914 blev han Professor i Retsmedicin ved Københavns Universitet. Siden 1917 har han været Formand for Retslægeraadet og Leder af Retsmedicinsk Institut. Det var særlig i sidstnævnte Egenskab han kom i Forbindelse med den store Offentlighed.

Personlig var han en elskværdig og meget forekommende Mand, omend han til Tider kunde være noget tilknappet, naar det drejede sig om Embedsforretninger.

Baade Videnskaben og Retslægevæsenet mister ved Professor Ellemanns Død en Mand, der næsten er uerstattelig, da der ikke paa dette specielle Felt i Øjeblikket findes nogen, der kan løfte Arven efter ham.

Hans Arbejde føres foreløbig videre af hans to Assistenterm Doktorerne Seemann og Fog

Afdøde efterlader sig Hustru og Barn.

(Social-Demokraten 25. september 1924)

Ved hans begravelse talte bl. a. dr. med. Mogens Fenger (ifølge Roskilde Dagblad 30. september 1924);

"Professor Ellermann mødte Tanken om Døden med fuldendt Fatning. Han forstod, at han havde naaet de fleste af de Maal, Livet havde sat ham; han vilde nødig løbe Faren for at gentage sig selv, blive gammel og smidt bort som et udslidt Stykke Værktøj ... Vi andre saa anderledes paa det; for os stod han paa Højden af sin Kraft og havde endnu meget at udrette. Vi glemmer aldrig den Renhed og Sandhed, som prægede hans personlighed... "

Efterfølgende viste det sig at Ellermann døde som følge af miltbrand fra en ny barberkost. Den var fremstillet af kinesiske hestehår. Dette vakte almindelig bekymring. Professor Oluf Thomsens og lektor Vilh. Jensens undersøgelser viste at Ellermanns barberkost var inficeret med miltbrandsporer, men havde ikke været i stand til at påvise noget lignede for andre af denne type barberkost. De havde fået fat på 37 ud af et parti på 288. Og man havde heller ikke andre tilfælde. Generelt advarede de mod barberkoste fra Kina, Rusland og Sibirien da disse før havde vist sig inficerede. 

En søgning i Google Books på hans navn viser at hans videnskabelige forskning om bl. a. kræft, retrovirus m. v. fortsat citeres i talrige bøger på engelsk, tysk og andre sprog internationalt. Vilhelm Ellermann påviste sammen med professor ved Landbohøjskolen, Oluf Bang (1881-1937) at leukæmi hos høns har stor lighed med leukæmi hos mennesker, og at hønseleukæmi skyldes et virus. Denne opdagelse vakte international opmærksomhed og fik stor betydning for kræftforskningen. 

Vilhelm Ellermanns gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling 10, række 11, nummer 12. Dr. med Vilhelm Ellermann. Professor ved Københavns Universitet. 28.12.1871-24.9.1924. Og hustru Agnes Ellermann. 27.6.1875-20.3.1963. Mogens Ellermann. Overlæge dr. med. 21.2.1904-2.8.1977. Og hustru Sigrid Ellermann 5.12.1895-6.4.1981. Hun var tidligere sygeplejerske. Sønnen Mogens var overlæge  ved Københavns militærhospitals psykiatriske afdeling 1856-1974. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Dr. Thorkild Rovsing (1862-1927). (Efterskrift til Politivennen).

Professor Thorkil Rovsing blev læge 1885, dr. med 1889. Professor ved Københavns Universitet 1899, rektor 1919-20. Åbnede december 1900 en klinik i Rosenvægets Alle (Institut Francais). Han var overlæge på Røde Kors' klinik på Plantanvej. 1904 overkirurg på Frederiks Hospital. Undervisningsminister i forretningsministeriet Liebe 30. marts – 5. april 1920. Han udtalte ved sit jubilæum i december 1925 at han havde udført godt 30.000 operationer.  Rovsinggade på Nørrebro er opkaldt efter ham.

Amerikaneren Professor Rovsing.

Steinach, Cranston, Liebe og Mumien.

Hver Gang Verdenspressens Læsere forbavses over en eller anden storslaaet Nyhed og den finder Vej til danske Læsere, kommer der samtidig et velment: Det vidste jeg saamænd godt! fra en eller anden stor Dansker. At denne store Dansker er Professor, Dr. med. Thorkil Rovsing er sikkert Ingen blind for. Professor Rovsing er en Mand med et meget amerikansk Tilsnit, og hver Gang et eller andet betydningsfuldt er kommet frem, og Journalisten i Embedsmedfør har hen vendt sig til ham med ønsket om en Udtalelse, har det altid været det samme:

- Det vidste jeg saamænd godt!

Hvem husker ikke den Glæde, der gik gennem det danske Folk, da Professor Steinach meddelte om sin epokegørende Operation. Vi var alle forbløffede, indtil Professor Rovsing kom sit sit:

- Herregud, det har jeg gjort mange Gange!

Der dannede sig efterhaanden mange sære Myter om Professor Rovsings Steinach-Arbejde, og det fortaltes frit og utvungent i vide Kredse, at Professoren havde behandlet en 84-aarig Mand med et saadant Held, at denne følte sig saa ung som et 6 Maaneder gammelt Foster.

Den næste Meddelelse, der kom, var om Atomet, der kunde deles.

 Det kan jeg ogsaa. sagde Professor Rovsing, det har jeg kunnet længe, men det viste sig, at han ikke blot delte Atomet midt over, men at han delte det i lige store Stykker.

Da tog Videnskaben og Undertegnede sin Hat ærbødigt af.

Saa kom Meddelelsen fra Athen om, at Rhallis havde demissioneret.

- Det kan jeg ogsaa! sagde Professor Rovsing og saa paa sit Kongebillede i Sølvramme.

Og endelig kom Meddelelsen om, at den engelske Dr. Cranston Walker havde gengivet en Kvinde, der havde været død i fire Minutter, Livet. Og atter henvendte Journalisten sig til Professor Rovsing.

- Det kan jeg ogsaa! sagde Professor Rovsing. Den Mand. De saa gaa ud af Døren, da De kom. har været død i ti Minutter, men jeg er kommen meget videre i mine Eksperimenter. sagde Professoren og pegede paa en Mand, der sad inde i den anden Stue og telefonerede.

- Ser De den Mand, sagde Professor Rovsing. Han har ogsaa været død. men jeg har kaldt ham til Live igen. Det tog nogen Tid, for han var Mumie, men nu er han da bragt saa vidt. at han kan telefonere. Om otte Dage kan han begynde at komme lidt ud!

- - -

Saa takkede Journalisten for velvillig Underretning og forsvandt

(Klokken 5 17. januar 1921).

Filmens Fremtid som lægevidenskabeligt Undervisningsmiddel. 

Interessante udtalelser til København af Professor Thorkil Rovsing.

Professoren har selv ladet en af sine Operationer optages i levende Billeder.

KØBENHAVN beskæftigede sig i en Artikel forleden med spørgsmaalet om de levende Billeders Anvendelse til kulturelle Formaal der burde og pegede paa forskellige Opgaver, der kunde løses.

Den vigtigste af disse er Lægevidenskaben. Brug af det levende Billede. For at faa dette Spørgsmaal nærmere belyst har vi bedt Professor Th. Rovsing om en Udtalelse. Den  berømte Kirurg viser sig at være fuldkommen overbevist om den store Nytte, Filmen kan gøre i Videnskaben, og han har selv eksperimenteret med dens Anvendelse.

Professor Rovsings Udtalelser faldt i Hovedsagen saaledes: 

Blodlegemernes og Bakteriernes Kamp.

Det levende Billede har meget stor Betydning for Videnskaben, og det anvendes allerede runget I andre Steder i Verden.

Institutet Pasteur har ladet optage en mikrofotografs Film, der viser Blodlegemernes Kamp med Bakterierne - en vidunderlig FIlm. Det drejer sig om Fotografering gennem Mikroskop med 800 Ganges Forstørrelse, og man er Bogstavelig talt Blodlegernerne kaste sig over Bakterierre, som Politibetjente, der hugger ned paa Forbrydere.

Disse overordentlig interessante Levende Billeder har været forevist flere Gange herhjemme, idet Seruminstitutets Leder, Direktør Thorvald Madsen, har laant dem fra Pasteur-Institutet i Paris og bl. a. forevist dem i medicinsk Selskab.

Saadanne Film kan spille en meget stor Rolle til Paavisning af de forskellige Livsprocesser. De pasteur'ske Billeder vil kunne være uvurderlige i den medicinske Undervisning. Jeg gaar ud fra, at der kan tages Kopier af en saadan Film, og vi burde have et Eksemplar til Universitetet.

I Kirurgiens Tjeneste

Der er et stort Felt for de levende Billeder som Støttemiddel i Anatomi, Fysiologi og Kirurgi. Der findes forøvrigt nogle franske Operationsfilms. Lægevidenskaben har holdt sig noget tilbage, fordi der oprindelig fremkom nogle af denne Art Films, som udnyttedes i Reklameøjemed; saadanne Optagelser maa selvfølgelig ikke misbruges, og det er ikke altid helt let til at værge sig imod. 

Af Hensyn til Uddannelsen af de vordende Kirurger bruger man endnu mange Steder i Udlandet at foretage større Operationer i store Auditorier for at give Plads til Studenterne. Men det rummer en Fare for Patienten. Og de største Operationer maa af antiseptiske Aarsager altid foregaa i strengt steriliserede Rum, hvor der kun kan være en halv Snes Personer til Stede. Derfor har man nu i Tyskland begyndt at optage store Operationer paa Film, som senere kan forevises ved Forelæsninger og Demonstrationer.

Thorkid Rovsing-Filmen.

Jeg har selv prøvet at lade en saadan Film optage, siger Professoren. Og det lykkedes meget godt. - Nu er der jo knapt med Penge. Men naar vi kommer ind i bedre Tider, vil jeg ansøge Staten om større Summer til Optagelse af saadanne Films. De bør anskaffes saa snart der er Mulighed for at faa. Penge, baade til Kirurgien og Anatomien. Man kan følge en hel Disektion paa et saadant levende Billede, som er optaget i Tyskland. Her kan Billederne støtte meget, selv om de ikke kan være Erstatning for en virkelig Disektion. Til disse mangler man ofte Lig - og saa kan et levende Billede gøre megen Nytte, det kan i hvert Fald give den studerende Begreb om, hvordan de skal bære sig ad.

Filmen paa Universitetet.

- Har Deres Operations-Film været benyttet i Undervisningen?

- Ikke endnu. Den er bleven forevist for Professorer og for Hospitalsdirektøren for at interessere dem i denne Anvendelse af Filmen. Der fordres naturligvis en Del Teknik fra begge Sider, baade af Operatøren og Fotografen, for at Resultatet skal blive godt; man maa jo ikke komme i Vejen for hinanden. Og Skolefilmen, som optog min Operation, har en udmærket Fotograf. 

Vi har her paa Rigshospitalet Lysbilledapparater, der bruges en Del i Undervisningen; men de giver kun et enkelt Moment og viser ikke en Udvikling, saaledes som det levende Billede. At dette vil faa meget stor Betydning for den fremtidige kirurgiske Undervisning er givet. Vi har her 200-300 Studenter; og det er kun en ringe Brøkdel af disse, der kan faa Adgang til at overvære Operationerne. Men gennem Optagelser af Operationerne paa levende Billeder, kan de senere reproduceres for de Studerende saa ofte det skal være.

I det hele vil Filmen uden al Tvivl blive af den største Værdi Fremtiden for den naturvidenskabelige Undervisning.

(København 5. marts 1922).

I en artikel i Nationaltidende 25. april 1922 fortalte Rovsing sin version af en konflikt han havde haft med direktøren for Frederiks Hospital (fotoerne nedenfor stammer fra denne artikel):

Jeg var netop blevet Reservekirurg hos Oscar Bloch. Jeg var en 27-28 Aar; og forlovet med min Hustru. Vil vilde selvfølgeligt gerne giftes, af hvilken Grund jeg, da jeg modtog Posten som Reservekirurg, havde sikret mig, at jeg Aaret efter maatte have Lov til at gifte mig. Direktøren lovede mig en Lejlighed, og alt var tilsyneladende klappet og klart. Saa skete det hverken værre eller bedre, end at min Fader, der jo var en stor Militærskribenl, skrev en fortræffelig Artikel: "Civilmilitarisme". som handlede om alle de mange afdankede Officerer, der var sat i Spidsen for vore store civile Institutioner (Landbohøjskolen, Polyteknisk Læreanstalt o s. v.). En meget vittig Artikel for Resten, i hvilken han ogsaa omtalte og lod en temmelig ilde Medfart vederfares Frederiks Hospitals daværende Direktør, en afskediget Oberst Schiøler.

Stud. Med. Thorkild Rovsing, 19 Aar.

Kort efter fik jeg Meddelelse om, at man ikke kunne skaffe mig den lovede Lejlighed. Jeg lejede saa en Lejlighed til min Kone lige overfor Hospitalet. Men Dagen for mit Bryllup den 30. April 1890 kaldtes jeg ned hos Direktøren, som erklærede, at hvis jeg giftede mig, havde jeg min Afsked med det samme.

Reservekirurg Thorkild Rovsing med sin Kæreste.

Se dette var jo ubetinget ikke helt morsomt. Bryllup den næste Dag og Afsked paa graat Papir fra mit Levebrød (der jo iøvrigt betød adskillig! mere end et Levebrød for mig); de to Ting stod ikke rigtigt til hinanden!

Og saa begyndte der en Krig, som strakte sig over tre Maaneder, og som for en stor Del førtes i "Nationaltidende. Da ingen Læge vilde søge Pladsen og Forbitrelsen over Overgrebet voksede, endte det med. at man kom til mig og bad mig saa mindelig om atter at vende tilbage. Det vilde jeg jo nok men jeg vilde sejre helt. Derfor satte jeg som Betingelse for min Tilbagevenden. at Direktor Schiøler samt Inspektør Lautrup skulde afskediges.

Naa, det tyggedes der et Øjeblik paa, en haard Betingelse var det jo, og Resultatet blev da ogsaa det lille Kompromis, at Afskedigelsen blot skulde være i Stand inden Aarets Udgang. Saadan blev det saa, og jeg blev med fuld Honnør sat ind igen i den Stilling, uden hvilken hele min Karriere som Kirurg havde været afbrudt.

(Nationaltidende 25. april 1922, uddrag)

Professor Rovsing angriber.

"Forum", en ny "upolitisk" Fraktion indenfor Studenterforeningen, havde i Onsdags Aftes indbudt til sit første Møde.

Professor Rovsing, der var Aftenens Hovedtaler, talte om dansk Politik og fremsatte en Række meget skarpe Udtalelser:

Det, der har ødelagt vor Politik, er, at vi har for mange Partier - at et Parti kan sidde 10-12 Aar - blot fordi de andre er endnu større Forbrydere

Højre havde Estrup - Venstre havde Alberti, som ogsaa J. C. Christensen havde Ansvar for, og de Radikale, Edv. Brandes og Erik Scavenius, havde Ansvaret for, at Glüchstadt blev sendt til Paris. Da Venstre kom til, gjorde dette Parti alt, hvad Glüctstadt sagde, man skulde gøre, og Regeringen gennemførte, at Glüchstadt blev sendt til Genua, skønt Kongen paa det bestemteste satte sig derimod. Men Neergaard bliver alligevel siddende! Om Klaus Berntsen sagde Professor Rovsing, at Modstanderne lader ham sidde, til han raadner op af sig selv. Dr. Ussing og Neergaard udsteder vitterligt usandfærdige Erklæringer. Man anfører, at de er personligt hæderlige. Ja, det manglede blot andet. Men i Kraft af denne personlige Hæderlighed burde de være gaaet begge to. Personlig Hæderlig er ikke nok. Det skal jo selv den mindste Bestillingsmand være. Men der maa mere til som Statsminister eller som Leder af Landmandsbanken.

Hvis der overhovedet skal komme Frelse i Danmark fra det Uføre, vi er kommet i, saa skal det komme fra den akademiske Ungdom - den, der er ubunden af de Lønspørgsmaal, som de fleste Partier beskæftiger sig med.

Og det er saa forkert at se ogsaa her disse politiske Baase, hvor de unge Mennesker direkte fra den hjemlige - Her Skolens - Paavirkning, glider ind.

Der skal renses ud i den Augiasstald, dansk Politik er.

- - -

I Anledning af en Udtalelse af Professor Thorkil Rovsing i Studenterforeningen om at J. C. Christensen politisk set var en Forbryder, idet han i havde Ansvaret for Alberti, hvem han først lod falde da det blev uigenkaldelig klart for alle, at den forhenværende høje Mand var en Falskner og Bedrager, har J. C. Christensen overfor "Berl. Tid.", erklæret at denne Udtalelse absolut var usand. Alberti fik Afsked i Juli Maaned 1908 efter Aftale med ham, fordi Regeringen ønskede Ro til Gennemførelse af Forsvarslovene og fordi der altid stod Strid om ham. Det stod ikke klart for alle at han var en Bedrager. Jeg anede paa dette Tidspunkt intet derom.

(Thisted Amtsavis 28. oktober 1922).