Johannes Fibiger (1867-1928). Efterskrift til Politivennen)

"Professor Fibigers Død er et uerstatteligt Tab"

Udlandets berømteste Videnskabsmænd yder hans livsværk den største Anerkendelse.

Kræftforskeren, Nobelprismodtageren, Professor Johannes Fibiger døde i Mandags Aftes paa Rigshospitalet, hvor han var bleven underkastet en Operation.

Avisen bragt på forsiden "fremragende Videnskabsmænds Udtalelser om Professor Fibiger". Desuden en nekrolog af Fibigers nærmeste medarbejder ved Det patologisk-anatomiske Institut, prosektor Bj. Vimtrup hvorfra enkelte citater bringes i uddrag og stærkt forkortet nedenfor:

Professor Fibiger in memorian.

- - - Heldet, som fulgte ham geunem hans senere Aar, var allerede med ham i Ungdommen, thi som et Held og en Lykke, betragter han det selv, at han som ung Læge i 1890 blev Assistent hos Professor Carl Jul. Salomonsen, kort efter at denne var blevet ansat som Professor i Bakteriologi ved Københavns Universitet. Hele Professoratet, for øvrigt det første bakteriologiske Professorøt i Verden, bestod af Professoren, den ulønnede Assistent, en halv Snes Forsøgsdyr, Thermostater og Glas nt. in., altsammen installeret i to Kælderrum i det plantefysiologiske Laboratorium. ---Gennem 3 Aars intensivt Arbejde her, enhvervede han sig et indgaaende Kendskab til de moderne Laboratoriemetoder og den medicinske Bakteriologi, og samtidig nød han godt af Professor Salomonsens aandfulde og inciterende Vejledning. I de senere Aar stod disse 3 Aar for Professor Fibiger som hans lykkeligste, som hans egentlige Læreaar, de Aar, da han fik Sans for videnskabelig Forskning og udødelig Kærlighed dertil.

Som en direkte Fortsættelse af dette Studium kom Fibigers Arbejder over Difteri, et Arbejde, som paa absolut afgørende Maade dokumenterede Værdien af den den Gang helt nye Serumbehandling. Dette Arbejde, der blev fremlagt paa den internationale Bakteriologkongres i Moskva i 1897, blev udført medens Fibiger var Reservelæge paa Blegdamshospitalet. 

- - -

Fra Blegdamhospitalet flyttede Fibiger over til det patologisk-anatomiske Institut, hvis Chef var den som Philosof, Psychiater og Patolog højt ansete Professor Carl Lange, og her kastede han sig med Iver over den patologiske Anatomi.  Allerede 3 Aar senere blev han ved Carl Langes Død Professor og Chef for Institutet.

En lang Række Arbejder over patologiske Emner er udgaaet fra hans Haand. Sammen med Professor C. O. Jensen udførte han en Serie Undersøgelser over Tuberkulosens Infektionsveje, Arbejder, som allerede den Gang gjorde hans Navn bekendt og anerkendt iblandt Patologer og bl. a. bevirkede, at man fra Amerika havde Bud efter ham til at holde Foredrag herom. --- det var derfor ikke noget rent Tilfælde, naar det blev Fibiger, der paaviste Spiroptera carcinomets Aarsag- Det var i 1907, at Fibiger fandt Svulster i Maven af 3 Rotter, som han secerede. En Tilfældighed kan man sige. Men Tilfældet faldt i den rette Mands Haand. Med sejg Udholdenhed undersøgte han disse Rottesvulster, mikroskoperede og funderede og konstruerede, indtil han efter langt Slid fandt ud af, at der i Svulsterne fandtes en lille Rundorm, som Zoologerne kalder Spiroptera. Denne Orm lever som Snylter hos Kakerlaker, og naar Rotterne æder disse, faar de Ormen i sig. --- Kredsløbet er da dette, Spiroptera snylter hos Kakerlaken, denne ædes af Rotten, Spiropteraen bliver fri, vandrer ind i Væggen af Rottens Mave, hvor den fremkalder Svulst-Kræftdannelse, medens dens Æg afgaar med Rottens Fæces, der bliver ædt af Kakerlaker. 

---

Og nu fulgte Arbejderne Slag i Slag, og samtidig kom Anerkendelse udefra. Talrige Forskere søgte hertil fra fjerne Lande. Det patologisk-anatomiske Institut blev som et Centrum for don internationale Kræftforskning, og Fibiger udnævntes til Præsident for den internationale Kræftforsknings Komité, et Hverv, han beklædte med Æra gennem 7 Aar.

--- I sit daglige Liv var Prof. Fibiger stilfærdig, nærmest tilbageholdende. Indenfor sit Laboratorium vilde han helst kun mode Mennesker, han kendte noget til, Folk, som havde Tillid til ham, og som han kunde stole paa. Han var kritisk overfor andre og ikke mindst overfor sig selv og sine egne Arbejder. I et Arbejde som hans er der daglig Fare for at løbe vild, men Prof. Fibiger vilde undgaa Skuffelsen, hans Eksperimenter skulde gentages Gang paa Gang, for han stolede paa dem. Og han stillede samme Krav til andres Arbejde.

Bj. Vimtrup.

(Nationaltidende, 1. februar 1928).

Professor Fibiger død.

Livets Grumhed manifesterer sig ved denne Mands Pæl. Han var lige fyldt 00 Aar og flk for en Maaneds Tid siden Verdensanerkendelse i Form af Nobelprisen - og saa henter Døden ham undt 1 hans gode Arbejdskraft. Fuldkommen bliver Tragedien gennem den Kendsgerning, at Døden kom i Skikkelse af den Sygdom, han gennem et arbejdsomt og paa Resultater rigt Liv havde bekæmpet og med større Held end andre - Kræft.

Johannes Fibiger, der var en sjælden virksom og dybtgaaende Arbejder, var for kort Tid siden i Stockholm hvor han modtog sin fornemme Pris, og i Paris, hvor han holdt medicinske Foredrag, og begge Steder hyldede man den paa sin Vis geniale lærde.

Hjemkommen fra disse anstrengende Reiser hastede han til sit Laboratorium, tog sin hvide Kittel frem og fortsatte sit saa betydningsfulde Forskerarbejde, det havde til Formaal at befri Menneskeheden fra en paa samme Tid snigende og brutal Sygdom.

Ved Nytaarstid følte han Mavesmerter. og efter nogen Tids privat Observation, henvendte han sig til sin Kollega, Professor Schaldemose ved Rigshospitalet, og de to blev enige om, at det var bedst at skride til en Operation for at fjerne et begyndende Onde. Operationen blev heldigt gennemført, og fra alle Sider regnede man med, at Helbredelsen kun var et Spørgsmaal om en Maaneds Tid; men Sygdommen havde fast Greb i Patienten, og Natten til Tirsdag endte den saa fortjenstfulde Mands Liv.

Fra Aaret 1913 var Fibiger en af de faa Videnskabsmænd, som man ude fra den store Verden holdt Øje med og ventede sig meget. Ved en Forelæsning i Dansk medicinsk Selskab fremlagde han den Gang et Resultat, der vakte overordentlig Opsigt, nemlig hans afsluttede Forsøg med eksperimentelt fremkaldt Kræft.

Disse Studier paabegyndte Fibiger i 1907, og de foregik i saa absolut Stilhed, at kun hans Medhjælpere vidste Besked om Arbejdets Art og det epokegørende Resultat.

Lægevidenskaben havde hidtil ikke formaaet at fremkalde Kræftsygdommen hos Dyr som Eksperiment, og de Veje, Fibiger gik for at opnaa det ønskede Resultat, var trange og langvarige.

Han havde i Sukkerhuset i Helsingørsgade fundet en Art Kakerfekar, som var specielt egnet for tot Eksperimenter. L disse Smaadyr fandtes en særlig Slags Snyltere, Rundorme, som det - mærkeligt nok - ikke var muligt, at finde hos Kakerlaker fra andre Huse, og det var derfor et haardt Slag for Videnskabsmanden, at Heisingørsgades Sukkerraffinaderi brændte og dermed udryddede alle hans kostbare Forsøgsobjekter.

Fibiger maatte begynde forfra, og det lykkedes ham omsider at indpode Rundormene paa andre og modtagelige Kakerlaker, og det viste sig saa, at Rotter, der blev fodrede med rundormsbetændte Kakerlaker, fik Kræft.

Der, var disse Resultater, Professor Fibiger forelagde den sagkyndige Forsamling i Medicinsk Selskab, og Meddelelsen fløj Verden over og gav Stedet til andre, paa de opnaaede Resultaters Grund videreførte Eksperimenter.

Forinden havde to danske Kræftforskere, Professorerne Adolf Hannover og C. O. Jensen, gjort en betydende Indsats paa det samme Felt; Prof. C. O. Jensen havde formaaet at overføre Kræft fra det ene Dyr til det andet, men Fibiger var den første i Verden, som saa sig i Stand til at fremkalde Sygdommen hos Dyr uden Anvendelse af selve Kræften, altsaa med et Materiale, der ikke var Kræft.

Dette Resultat vil utvivlsomt blive bevaret i Videnskabens Historie, og man vil med Taknemlighed vende tilbage til det, naar Kræftens Kilde findes.

At dette endelige Resultat ikke lykkedes for Fibiger, er en Sag for sig, men det siger sig selv, at ethvert Skridt fremad mod Maalet: Kræftens Art og Oprindelse, er af den største Betydning, og Fibigers Arbejde giver andre Videnskabsmænd et vigtigt Fingerpeg i den rigtige Retning.

I denne Forbindelse skal det siges, at ingen var mere varsom og forsigtig i Bedømmeisen af de opnaaede Resultaters Værd end Fibiger selv. Han var en sjælden tavs Mand, der aldrig kroede sig af sin Viden og sine Resultater, men tværtimod understregede, at hans Arbejde kun var et Skridt mod det fjerne Maal, og talrige Breve fra lidende Mennesker besvarede han med et kategorisk: "Jeg er ikke Læge, men Videnskabsmand. Jeg kan ikke hjælpe. Dem .... maaske Fremtiden kan det."

Noter.

Johannes Andreas Fibiger blev født den 23. April 1867 i Silkeborg, hvor Faderen var Distriktslæge.

Efter at have taget Studentereksamen blev han i 1801 Reservelæge vod Garnisons Sygehus og senere ved Blegdamshospilalet. Aar 1900 udnævntes han til Professor og udførte derefter et omfattende Arbejde ved Hospitaler og paa Universitetet, hvor han var em afholdt og højtansat Lærer

*

Fibiger gjorde ogsaa paa Febertuberkulosens Omraade en betydelig Indsats, og sammen med Professor O. C. Jensen han at betydningsfuldt Værk, "Undersøgelser over Tuberkulose".

At han fra Ind- saavel som fra Udland modtog mange Slags Ærebeviser og Udnævnelser af videnskabelig Art er en Selvfølge. I 1925-16 var han Universitetets Rektor.

*

Fibiger blev 1804 gift med sit Næstsøskendebarn, Datter af Læge Chr. Fibiger paa Traiaskjæ- Gods. 

Slægten stammer fra Hoftrompeter C. Fibiger, der kom til Danmark under Frederik d. 3.

*

Da Fibigers videnskabelige Opdagelse blev kendt, strømmede læger fra Alverdens Lande til Fibiger Laboratorium for at lære Mesterens Metoder at kende, og det lykkedes dem at fremkalde Kræft  eksperimentelt paa Mus ved Bestrygning med Tjære, og disse Japanere fremhævede i deres Kræftskrifter. at det var den danske forskers Resultater, de her bragte videre. Fibiger fortsatte iøvrigt Japanernes Tjære-Metode og har ogsaa dermed opnaaet betydende Resultater

*

Ha Prof. Fibiger som dansk delegeret deltog i Kongressen i Washington KW. fremlagde han Beviser for. at Kvæg tuberkulosen kunde angribe Mennesker: Tyskeren Hoherl Koch havde hidtil forsikret, at noget saadant var udelukket.

Johannes Fibiger fastslog ved den Lejlighed sin Betydning som den paa samme Tid grundige og geniale Videnskabsmand.

(Social-Demokraten, 2. februar 1928).

Fibigers resultater viste sig ganske kort til efter hans død ikke at være korrekte. Det ændrer dog ikke ved at han og Th. Madsen i 1898 udviklede en serumbehandling med overraskende gode resultater. 1899 blev igangsat en produktion blev igangsat. Efterspørgsel oversteg imidlertid det antal. Johs. Fibiger og andre pegede på at det ville være hensigtsmæssigt at oprette et serumterapeutisk institut (Seruminstituttet på Amager). Ligeledes eksperimenterede han i 1902 med sammenhængen mellem tuberkulosevirus i køer og mennesker. 

Fibigers arbejde anses for medicinhistoriens første eksperimentelle arbejde, hvor der foruden den aktivt behandlede gruppe af patienter også er benyttet en kontrolgruppe, idet patienter indlagt på henholdsvis lige og ulige datoer blev allokeret til hver sin gruppe.

Vilhelm Ellermann (1871-1924). (Efterskrift til Politivennen)

Dr. med. Vilhelm Ellermann spillede i sin ungdom for Akademisk Boldklub som vandt datidens vigtigste danske turnering fodboldturneringer 1893-94, 1894-95 og 1895-96. Han spillede forward og var turneringens topscorer. 

Ellerman udførte især blodforskning. Afhandlingen "Experimentel Leukæmi hos Høns" (1908) sammen med veterinær Oluf Bang påviste at sygdommen var overførbar og skyldtes en ultravisibel, filtrerbar virus. De opdagede dermed det første kræftvirus. "Undersøgelser over den perniciøse Anæmis Histologi" var et vigtigt bidrag til viden om arten af knoglemarvsceller. Ellermann udviklede også forbedrede metoder til påvisning af tuberkelbasiller i hoste og til tælling af blodlegemer.

Han blev senere retsmediciner og patolog og blev prosektor på Bispebjerg Hospital i 1913 og professor i retsmedicin ved Københavns Universitet fra 1914. 

Den 4. juni 1913 fandt man ved tørvegravning i Jylland en mand iført skindkofte. Liget blev sendt til Retsmedicinsk Institut i København hvor assistenten, Vilhelm Ellermann undersøgte det. Han fik mistanke om at Nationalmuseets opfattelse af at det måtte dreje sig om en tater fra omkring år 1700 eller en savnet arbejdsmand fra 1860. Ellermann havde imidlertid erfaring fra opgravede ligdele i mosetørv om at det kunne holde sig meget længe. I 1916 påviste han at surt reagerende højmose og især sphagnumsyre kunne fremkalde en ejendommelig mosegarvning. Denne opdagelse vakte international sensation. Se Preben Geertinger: Af en retsmedidiciners bekendelser (2021).  

I 1914 overtog Ellermann professoratet i retsmedicin efter Knud Pontoppidan (1853-1916) som havde en klinisk psykiatrisk tilgang til faget. Ellermann var mere teoretisk og biologisk orienteret og satte gang i flere dyreforsøg i instituttets laboratorier. 

Den nye retsmedicinske Professor.

Dr. med. V. Ellermann.

Som meddelt i vor Aftenudgave i Gaar, er Prosektor Dr. med. Vilhelm Ellermann udset til Professor Pontoppidans Efterfølger i Professoratet i Retsmedicin.

Denne Efterretning kommer ikke overraskende, thi indenfor Lægekredse var Dr. Ellermann forlængst udpeget til Stillingen, og der kunde kun være Tale om en enkelt Konkurrent, som vidstes ikke at være Ansøger.

Dr. Ellermann hører til vore mest bekendte yngre Videnskabsmænd, og hans Navn har ikke blot herhjemme en smuk Klang, men ogsaa i Udlandet gennem de mange fremragende Arbejder, han har præsteret paa forskellige af Pathologiens Omraader. Han viste meget tidligt udpræget videnskabelige Anlæg. Allerede som ganske ung Læge drog han ud for at studere pathologisk Anatomi, og fra dette Felt hentede han Emnerne til en Guldmedailleafhandling og fik sin Doktordisputats, der vakte betydelig Opsigt.

For den strenge Videnskab glemte Dr. Ellermann dog ikke den praktisk Side af Medicinen. Han har saaledes gennemgaaet en meget fyldig og alsidig Hospitalsuddannelse, været Kandidat ved Kommunehospitalet, klinisk Assistent og Reservelæge ved Frederiks Hospital og Reservelæge ved Blegdamshospitalet.

I en Aarrække har han assisteret Professor Pontoppidan som Prosektor ved det retsmedicinske Institut, og for Tiden beklæder han Stillingen som Prosektor ved Bispebjerg-Hospitalet.

Dr. Ellermann møder saaledes med de bedste Forudsætninger til sit nye Embede, idet han forbinder klinisk Erfaring og ualmindelig praktisk Dygtighed med Videnskabsmandens store Lærdom. Dertil kommer en usædvanlig stor Energi og Arbejdskraft. Han har skrevet talrige originale Arbejder, nogle saa sprænglærde, at de kun kan læses af Specialkyndige, og andre, som bærer Vidne om stor praktisk Sans. Han har angivet originale Undersøgelsesmethoder, der har baaret Navnet Ellermann Verden rundt gennem de videnskabelige Tidsskifter, og i den hjemlige medicinske Presse er han en af de mest frugtbare Forfattere, ligesom alle Læger kender hans udmærkede praktiske Vejledning i bakteriologisk Undersøgelse.

Dr. Ellermann, der hyppigt har studeret i Udlandets videnskabelige Centrer, har nylig opholdt sig i længere Tid i Paris for at studere Retsmedicin. Han vil utvivlsomt let glide ind i sin nye Stilling, hvor han i Forvejen er saa godt hjemme, og Universitetet vil være beriget med en udmærket Lærer og en frodig, initialivrig Videnskabsdyrker. De studerende og Embedslægerne vil faa en Professor, som de kan høre med Glæde og Udbytte, og Retten vil faa en Mand, hvis Afgørelser kan modtages med den største Tillid.

Dr. J.

(Nationaltidende 28. januar 1914).

I 1914 skrev han en artikel om retsmedicinsk bedømmelse af hermafroditter. Seksualbiologien var noget nyt. Ellermann skrev bl. a.: ”Kønsbestemmelsen har retsmedicinsk Betydning, dels i Skilsmisser og Arvesager, dels i kriminelle Sager (Sædelighedsforbrydelser). Endelig kan der være Tilfælde, hvor et individ ønsker at skifte Køn officielt for at opnaa de Rettigheder, som dermed følger i Retning af Kønsforbindelser og Levevis”. Ellermann definerede køn ud fra mand- og kvindekategorierne som ses som grundlæggende forskellige. Han opdelte køn i primære kønskarakterer (testikler eller ovarier), sekundære kønskarakterer (knoglestørrelse, muskler og behåring), samt tertiære kønskarakterer (psykiske træk). Sidstnævnte betegnede han som ”først og fremmest den specifikke Kønsdrift, der normalt er hetero-sexuel (…) dernæst det mandlige resp. kvindelige Væsen: Summen af Interesser, Evner og Tilbøjeligheder. Forskellighederne paa disse Punkter behøver formentlig ikke nogen nærmere Omtale”. Om hermafroditter skrev han: ”Det er jo paa Forhaand det naturlige at betragte Kønskirtlerne som det faste Grundlag [for kønsudviklingen], og der er saa meget mere Grund dertil, som Eksperimentet tilsyneladende afgav en Støtte herfor”. (Vilhelm Ellermann: Den retsmedicinske Bedømmelse af Hermafroditerne. Ugeskrift for Læger, 76, 1914). Se artiklen "De Ulykkeligste iblandt os" her på bloggen.

50 Aar.

Professor Vilhelm Ellermann

Som i de fleste Forhold er der utvivlsomt ogsaa med Hensyn til Kvaliteten af Studie- og Eksamens-Hold en vis Periodicitet. Og det kan vistnok med Føje hævdes, at den Aargang unge Medicinere, der gik i Gang med deres Studium i Begyndelsen af det sidste Ti-Aaar af forrige Aarhundrede, var af særlig fin Kvalitet. Mange af dette Kuld har i en ung Alder gjort deres Navne fordelagtig bekendt; flere af dem staar nu i første Række indenfor dansk Lægevidenskab.

Professor i Retsmedicin ved Københavns Universitet, Dr. med Vilhelm Ellermann hører til dette Kuld, og allerede inden "Cantussen" havde hans gode Hoved og utvivlsomme videnskabelige Anlæg gjort ham bemærket blandt Lærere og Kammerater. Han tog en sin Eksamen i 1896, studerede saa patologisk Anatomi og almindelig Histologi i Heidelberg og lod disse Studier give sig Udtryk i en Afhandling om Undersøgelser over Æggestok- og Nyresvulster, der skaffede ham Universitetets Guldmedaille. Forskellige Hospitalsansættelser vekslede herefter mod Studieophold i Udlandet, i 1902 tog han den medicinske Doktorgrad med en Afhandling om Undersøgelser over Marvskedefarvningens Kemi, i nogle Aar var han derefter successive Reservelæge ved Blegdamshospitalet og Frederik Hospital samt Assistent ved Kommunehospitalets patologiske Institut og ved Universitetet retsmedicinske Institut, hvilken sidste Ansættelse indicerede hans fremtidige videnskabelige Hoved-Specialitet. I 1914 udnævntes han nemlig til Professor i Retsmedicin ved Universitetet, og et Par Aar efter blev han Formand for Retslægeraadet.

Professor Ellermann har endvidere i en Del Aar været Censor ved lægevidenskabelig Eksamen og Eksaminator i Retsmedicin, og hans videnskabelige Position markeres iøvrigt bl. a. ved Medlemsskab af Videnskabernes Selskab og med Formandsposten i Biologisk Selskab. Imorgen træder han ind i de 50aariges Fylking - Side om Side med en Række gamle Studiekammerater, der i de kommende Aar vil være vor Lægevidenskabs og Lægestands Triarier. Denne Indtræden i "de unge Veteraners Kreds" vil sikkert give den ansete og elskværdige Videnskabsmand mange Vidnesbyrd om, at han baade indenfor og udenfor Lauget er en afholdt og skattet Mand.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 27. december 1921).

I forbindelse med lægeerklæringer i forbindelse med spirituspåvirkede færdselsuheld anbefalede Retslægerådet hvor Vilhelm Ellermann var formand, at få fastslået bestemte, videnskabeligt betryggende metoder for en spiritusprøve. I 1922 udtalte rådet sig for første gang i en sag om spirituskørsel. Professor Ellermanns navn dukkede op ved adskillige drabssager i København.

Dødsfald.

Professor, Dr. med. V. Ellermann.

Artiklen noget slørede foto er her erstattet af Vilhelm Ellermann. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

I et Par Dage har man vidst, at Professor Vilh. Ellermann laa alvorlig syg paa Rigshospitalet, hvor Prof. Schaldemose havde opereret ham for en Flegmone paa Halsen, en akut Bindevævsbetændelse, der var opstaaet gennem en ubetydelig Infektion. Betændelsen medførte hurtigt en universel Blodforgiftning, men man haabede dog at redde hans Liv, og i Gaar Morges sporedes nogen Bedring- Op ad Dagen forværredes Tilstanden imidlertid atter, og ud paa Eftermiddagen lukkede Professor Ellermann sine Øjne for stedse.

Efterretningen om hans Bortgang vil blive modtaget ikke alene med den Bestyrtelse, som en saadan brat Død altid vil vække, men med den dybeste Beklagelse. Thi den betyder baade rent menneskeligt set en stor Sorg for hans Familie og Venner og et uerstatteligt Tab for Videnskaben og den Gerning, han dyrkede med saa ualmindelig Dygtighed.

Vilhelm Ellermann blev kun 52 Aar gammel. Han var født i København den 28. December 1871, blev Student 1889 og tog medicinsk Embedseksamen 1896.

Efter at have tilbragt en Tid i Heidelberg, hvor han studerede Patologisk Anatomi og Histologi, var han ansat ved forskellige københavnske Hospitaler, og samtidig arbejdede han paa en Afhandling, der indbragte ham Universitetets Guldmedaille. Paany studerede han i Udlandet og var derefter Kandidat paa Kommunehospitalet og klinisk Assistent i Kirurgi ved Frederiks Hospital. I 1902 fik han Doktorgraden paa et fortrinligt Arbejde om Marvskedefarvningemes Kemi og begyndte nu at praktisere i København. I en Aarrække var han samtidig Reservelæge, først paa Blegdamshospitalet, senere paa Frederiks Hospital, og Assistent ved Kommunehospitalets patologiske Institut og ved Universitetets retsmedicinske Institut. I 1913 blev han Prosektor ved Bispebjerg Hospital, og i denne Stilling vedblev han at virke, efter at han i 1914 var bleven Knud Pontoppidans Efterfølger som Professor i Retsmedicin og senere Formand i Retslægeraadet.

Den praktiske Lægegerning interesserede næppe Professor Ellerman. Han var den fødte Videnskabsmand og arbejdede med en ualmindelig Stringens og Dygtighed. Sammen med afdøde Professor Erlandsen har han skrevet en Række værdifulde Afhandlinger af mikroskopisk og bakteriologisk Indhold, der viste ham som en fremragende Tekniker, og hans Arbejder om Anæmierne og Leukæmierne skabte ham et Navn Verden over ved deres Grundighed og Originalitet. Navnlig hans Undersøgelser over Leukæmien er banebrydende. Det lykkedes ham (og 0. Bang) i 1909 at overføre Hønseleukæmien fra Dyr til Dyr, og han havde dermed vist, at denne Sygdom var af infektiøs Natur, foraarsaget af usynlige Bakterier. Hans Undersøgelser støtter imidlertid i høj Grad den Antagelse, st ogsaa Menneskets Leukæmi - eller Leukose, som han kaldte Sygdommen - er en infektiøs Lidelse, hvad enten den har sin Oprindelse fra en Sygdom i Benmarven eller i det lymfatriske System.

Professor Ellermann førte en veltalende og livlig Pen, men ellers var han ikke af mange Ord. Bag hans tilknappede Væsen gemte der sig dog baade Lune og Humor, og han var en trofast Ven for dem, han sluttede sig nærmere til. Han havde rnange Interesser udenfor sin Videnskab, var meget musikalsk og elskede Kunst Den Berømmelse, hans Arbejder skaffede ham, gik ham aldrig til Hovedet. Og han vandt megen Anerkendelse baade herhjemme, hvor han var Medlem af Videnskabernes Selskab, og i Udlandet, hvor de fleste af hans Arbejder kom frem.

Professor Ellermann efterlader sig Hustru og en ung Søn, om hvem megen Medfølelse vil samle sig.

Dr. J.

(Nationaltidende 25. september 1924).

Professor Vilh. Ellermann død.

Døden har i Gaar bortrevet en af vore kendteste Videnskabsmænd, Professor Vilhelm Ellermann, Lederen af Retsmedicinsk Institut Han blev kun 52 Aar gammel og døde som Følge af en Sygdom, han havde paadraget sig under Udførelsen af sin Gærning.

For nogle Dage siden, da Professoren var beskæftiget med Obduktion, følte han sig generet af en Filipens paa den ene Kind. Han rev Hul paa Filipensen og maa derved have tilført det aabne Saar en Liggift. Der udviklede sig i hvert Fald en Blodforgiftning, og i Fredags var Ansigtet og Halsen angrebet af et hæftigt Udslet, saa Professoren maatte lade sig indlægge paa Professor Schaldemoses Klinik. Forgiftningen greb trods gentagne Operationer saa stærkt om sig, at det snart stod klart, at det her gjaldt Liv eller Død, og i Gaar Eftermiddags Kl. 3 indtraadte Døden.

Vilhelm Ellermann blev født 1871. 18 Aar gammel blev han Student, i 1899 erhvervede han Universitetets Guldmedalje, og i 1902 blev han Dr. med. ved en Afhandling om Undersøgelser over Marvskedefarvningernes Kende. Efter at have beklædt forskellige Embedsposter blev han i 1913 Prosektor ved Bispebjærg Hospital og i 1914 blev han Professor i Retsmedicin ved Københavns Universitet. Siden 1917 har han været Formand for Retslægeraadet og Leder af Retsmedicinsk Institut. Det var særlig i sidstnævnte Egenskab han kom i Forbindelse med den store Offentlighed.

Personlig var han en elskværdig og meget forekommende Mand, omend han til Tider kunde være noget tilknappet, naar det drejede sig om Embedsforretninger.

Baade Videnskaben og Retslægevæsenet mister ved Professor Ellemanns Død en Mand, der næsten er uerstattelig, da der ikke paa dette specielle Felt i Øjeblikket findes nogen, der kan løfte Arven efter ham.

Hans Arbejde føres foreløbig videre af hans to Assistenterm Doktorerne Seemann og Fog

Afdøde efterlader sig Hustru og Barn.

(Social-Demokraten 25. september 1924)

Ved hans begravelse talte bl. a. dr. med. Mogens Fenger (ifølge Roskilde Dagblad 30. september 1924);

"Professor Ellermann mødte Tanken om Døden med fuldendt Fatning. Han forstod, at han havde naaet de fleste af de Maal, Livet havde sat ham; han vilde nødig løbe Faren for at gentage sig selv, blive gammel og smidt bort som et udslidt Stykke Værktøj ... Vi andre saa anderledes paa det; for os stod han paa Højden af sin Kraft og havde endnu meget at udrette. Vi glemmer aldrig den Renhed og Sandhed, som prægede hans personlighed... "

Efterfølgende viste det sig at Ellermann døde som følge af miltbrand fra en ny barberkost. Den var fremstillet af kinesiske hestehår. Dette vakte almindelig bekymring. Professor Oluf Thomsens og lektor Vilh. Jensens undersøgelser viste at Ellermanns barberkost var inficeret med miltbrandsporer, men havde ikke været i stand til at påvise noget lignede for andre af denne type barberkost. De havde fået fat på 37 ud af et parti på 288. Og man havde heller ikke andre tilfælde. Generelt advarede de mod barberkoste fra Kina, Rusland og Sibirien da disse før havde vist sig inficerede. 

En søgning i Google Books på hans navn viser at hans videnskabelige forskning om bl. a. kræft, retrovirus m. v. fortsat citeres i talrige bøger på engelsk, tysk og andre sprog internationalt. Vilhelm Ellermann påviste sammen med professor ved Landbohøjskolen, Oluf Bang (1881-1937) at leukæmi hos høns har stor lighed med leukæmi hos mennesker, og at hønseleukæmi skyldes et virus. Denne opdagelse vakte international opmærksomhed og fik stor betydning for kræftforskningen. 

Vilhelm Ellermanns gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling 10, række 11, nummer 12. Dr. med Vilhelm Ellermann. Professor ved Københavns Universitet. 28.12.1871-24.9.1924. Og hustru Agnes Ellermann. 27.6.1875-20.3.1963. Mogens Ellermann. Overlæge dr. med. 21.2.1904-2.8.1977. Og hustru Sigrid Ellermann 5.12.1895-6.4.1981. Hun var tidligere sygeplejerske. Sønnen Mogens var overlæge  ved Københavns militærhospitals psykiatriske afdeling 1856-1974. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Dr. Thorkild Rovsing (1862-1927). (Efterskrift til Politivennen).

Professor Thorkil Rovsing blev læge 1885, dr. med 1889. Professor ved Københavns Universitet 1899, rektor 1919-20. Åbnede december 1900 en klinik i Rosenvægets Alle (Institut Francais). Han var overlæge på Røde Kors' klinik på Plantanvej. 1904 overkirurg på Frederiks Hospital. Undervisningsminister i forretningsministeriet Liebe 30. marts – 5. april 1920. Han udtalte ved sit jubilæum i december 1925 at han havde udført godt 30.000 operationer.  Rovsinggade på Nørrebro er opkaldt efter ham.

Amerikaneren Professor Rovsing.

Steinach, Cranston, Liebe og Mumien.

Hver Gang Verdenspressens Læsere forbavses over en eller anden storslaaet Nyhed og den finder Vej til danske Læsere, kommer der samtidig et velment: Det vidste jeg saamænd godt! fra en eller anden stor Dansker. At denne store Dansker er Professor, Dr. med. Thorkil Rovsing er sikkert Ingen blind for. Professor Rovsing er en Mand med et meget amerikansk Tilsnit, og hver Gang et eller andet betydningsfuldt er kommet frem, og Journalisten i Embedsmedfør har hen vendt sig til ham med ønsket om en Udtalelse, har det altid været det samme:

- Det vidste jeg saamænd godt!

Hvem husker ikke den Glæde, der gik gennem det danske Folk, da Professor Steinach meddelte om sin epokegørende Operation. Vi var alle forbløffede, indtil Professor Rovsing kom sit sit:

- Herregud, det har jeg gjort mange Gange!

Der dannede sig efterhaanden mange sære Myter om Professor Rovsings Steinach-Arbejde, og det fortaltes frit og utvungent i vide Kredse, at Professoren havde behandlet en 84-aarig Mand med et saadant Held, at denne følte sig saa ung som et 6 Maaneder gammelt Foster.

Den næste Meddelelse, der kom, var om Atomet, der kunde deles.

 Det kan jeg ogsaa. sagde Professor Rovsing, det har jeg kunnet længe, men det viste sig, at han ikke blot delte Atomet midt over, men at han delte det i lige store Stykker.

Da tog Videnskaben og Undertegnede sin Hat ærbødigt af.

Saa kom Meddelelsen fra Athen om, at Rhallis havde demissioneret.

- Det kan jeg ogsaa! sagde Professor Rovsing og saa paa sit Kongebillede i Sølvramme.

Og endelig kom Meddelelsen om, at den engelske Dr. Cranston Walker havde gengivet en Kvinde, der havde været død i fire Minutter, Livet. Og atter henvendte Journalisten sig til Professor Rovsing.

- Det kan jeg ogsaa! sagde Professor Rovsing. Den Mand. De saa gaa ud af Døren, da De kom. har været død i ti Minutter, men jeg er kommen meget videre i mine Eksperimenter. sagde Professoren og pegede paa en Mand, der sad inde i den anden Stue og telefonerede.

- Ser De den Mand, sagde Professor Rovsing. Han har ogsaa været død. men jeg har kaldt ham til Live igen. Det tog nogen Tid, for han var Mumie, men nu er han da bragt saa vidt. at han kan telefonere. Om otte Dage kan han begynde at komme lidt ud!

- - -

Saa takkede Journalisten for velvillig Underretning og forsvandt

(Klokken 5 17. januar 1921).

Filmens Fremtid som lægevidenskabeligt Undervisningsmiddel. 

Interessante udtalelser til København af Professor Thorkil Rovsing.

Professoren har selv ladet en af sine Operationer optages i levende Billeder.

KØBENHAVN beskæftigede sig i en Artikel forleden med spørgsmaalet om de levende Billeders Anvendelse til kulturelle Formaal der burde og pegede paa forskellige Opgaver, der kunde løses.

Den vigtigste af disse er Lægevidenskaben. Brug af det levende Billede. For at faa dette Spørgsmaal nærmere belyst har vi bedt Professor Th. Rovsing om en Udtalelse. Den  berømte Kirurg viser sig at være fuldkommen overbevist om den store Nytte, Filmen kan gøre i Videnskaben, og han har selv eksperimenteret med dens Anvendelse.

Professor Rovsings Udtalelser faldt i Hovedsagen saaledes: 

Blodlegemernes og Bakteriernes Kamp.

Det levende Billede har meget stor Betydning for Videnskaben, og det anvendes allerede runget I andre Steder i Verden.

Institutet Pasteur har ladet optage en mikrofotografs Film, der viser Blodlegemernes Kamp med Bakterierne - en vidunderlig FIlm. Det drejer sig om Fotografering gennem Mikroskop med 800 Ganges Forstørrelse, og man er Bogstavelig talt Blodlegernerne kaste sig over Bakterierre, som Politibetjente, der hugger ned paa Forbrydere.

Disse overordentlig interessante Levende Billeder har været forevist flere Gange herhjemme, idet Seruminstitutets Leder, Direktør Thorvald Madsen, har laant dem fra Pasteur-Institutet i Paris og bl. a. forevist dem i medicinsk Selskab.

Saadanne Film kan spille en meget stor Rolle til Paavisning af de forskellige Livsprocesser. De pasteur'ske Billeder vil kunne være uvurderlige i den medicinske Undervisning. Jeg gaar ud fra, at der kan tages Kopier af en saadan Film, og vi burde have et Eksemplar til Universitetet.

I Kirurgiens Tjeneste

Der er et stort Felt for de levende Billeder som Støttemiddel i Anatomi, Fysiologi og Kirurgi. Der findes forøvrigt nogle franske Operationsfilms. Lægevidenskaben har holdt sig noget tilbage, fordi der oprindelig fremkom nogle af denne Art Films, som udnyttedes i Reklameøjemed; saadanne Optagelser maa selvfølgelig ikke misbruges, og det er ikke altid helt let til at værge sig imod. 

Af Hensyn til Uddannelsen af de vordende Kirurger bruger man endnu mange Steder i Udlandet at foretage større Operationer i store Auditorier for at give Plads til Studenterne. Men det rummer en Fare for Patienten. Og de største Operationer maa af antiseptiske Aarsager altid foregaa i strengt steriliserede Rum, hvor der kun kan være en halv Snes Personer til Stede. Derfor har man nu i Tyskland begyndt at optage store Operationer paa Film, som senere kan forevises ved Forelæsninger og Demonstrationer.

Thorkid Rovsing-Filmen.

Jeg har selv prøvet at lade en saadan Film optage, siger Professoren. Og det lykkedes meget godt. - Nu er der jo knapt med Penge. Men naar vi kommer ind i bedre Tider, vil jeg ansøge Staten om større Summer til Optagelse af saadanne Films. De bør anskaffes saa snart der er Mulighed for at faa. Penge, baade til Kirurgien og Anatomien. Man kan følge en hel Disektion paa et saadant levende Billede, som er optaget i Tyskland. Her kan Billederne støtte meget, selv om de ikke kan være Erstatning for en virkelig Disektion. Til disse mangler man ofte Lig - og saa kan et levende Billede gøre megen Nytte, det kan i hvert Fald give den studerende Begreb om, hvordan de skal bære sig ad.

Filmen paa Universitetet.

- Har Deres Operations-Film været benyttet i Undervisningen?

- Ikke endnu. Den er bleven forevist for Professorer og for Hospitalsdirektøren for at interessere dem i denne Anvendelse af Filmen. Der fordres naturligvis en Del Teknik fra begge Sider, baade af Operatøren og Fotografen, for at Resultatet skal blive godt; man maa jo ikke komme i Vejen for hinanden. Og Skolefilmen, som optog min Operation, har en udmærket Fotograf. 

Vi har her paa Rigshospitalet Lysbilledapparater, der bruges en Del i Undervisningen; men de giver kun et enkelt Moment og viser ikke en Udvikling, saaledes som det levende Billede. At dette vil faa meget stor Betydning for den fremtidige kirurgiske Undervisning er givet. Vi har her 200-300 Studenter; og det er kun en ringe Brøkdel af disse, der kan faa Adgang til at overvære Operationerne. Men gennem Optagelser af Operationerne paa levende Billeder, kan de senere reproduceres for de Studerende saa ofte det skal være.

I det hele vil Filmen uden al Tvivl blive af den største Værdi Fremtiden for den naturvidenskabelige Undervisning.

(København 5. marts 1922).

I en artikel i Nationaltidende 25. april 1922 fortalte Rovsing sin version af en konflikt han havde haft med direktøren for Frederiks Hospital (fotoerne nedenfor stammer fra denne artikel):

Jeg var netop blevet Reservekirurg hos Oscar Bloch. Jeg var en 27-28 Aar; og forlovet med min Hustru. Vil vilde selvfølgeligt gerne giftes, af hvilken Grund jeg, da jeg modtog Posten som Reservekirurg, havde sikret mig, at jeg Aaret efter maatte have Lov til at gifte mig. Direktøren lovede mig en Lejlighed, og alt var tilsyneladende klappet og klart. Saa skete det hverken værre eller bedre, end at min Fader, der jo var en stor Militærskribenl, skrev en fortræffelig Artikel: "Civilmilitarisme". som handlede om alle de mange afdankede Officerer, der var sat i Spidsen for vore store civile Institutioner (Landbohøjskolen, Polyteknisk Læreanstalt o s. v.). En meget vittig Artikel for Resten, i hvilken han ogsaa omtalte og lod en temmelig ilde Medfart vederfares Frederiks Hospitals daværende Direktør, en afskediget Oberst Schiøler.

Stud. Med. Thorkild Rovsing, 19 Aar.

Kort efter fik jeg Meddelelse om, at man ikke kunne skaffe mig den lovede Lejlighed. Jeg lejede saa en Lejlighed til min Kone lige overfor Hospitalet. Men Dagen for mit Bryllup den 30. April 1890 kaldtes jeg ned hos Direktøren, som erklærede, at hvis jeg giftede mig, havde jeg min Afsked med det samme.

Reservekirurg Thorkild Rovsing med sin Kæreste.

Se dette var jo ubetinget ikke helt morsomt. Bryllup den næste Dag og Afsked paa graat Papir fra mit Levebrød (der jo iøvrigt betød adskillig! mere end et Levebrød for mig); de to Ting stod ikke rigtigt til hinanden!

Og saa begyndte der en Krig, som strakte sig over tre Maaneder, og som for en stor Del førtes i "Nationaltidende. Da ingen Læge vilde søge Pladsen og Forbitrelsen over Overgrebet voksede, endte det med. at man kom til mig og bad mig saa mindelig om atter at vende tilbage. Det vilde jeg jo nok men jeg vilde sejre helt. Derfor satte jeg som Betingelse for min Tilbagevenden. at Direktor Schiøler samt Inspektør Lautrup skulde afskediges.

Naa, det tyggedes der et Øjeblik paa, en haard Betingelse var det jo, og Resultatet blev da ogsaa det lille Kompromis, at Afskedigelsen blot skulde være i Stand inden Aarets Udgang. Saadan blev det saa, og jeg blev med fuld Honnør sat ind igen i den Stilling, uden hvilken hele min Karriere som Kirurg havde været afbrudt.

(Nationaltidende 25. april 1922, uddrag)

Professor Rovsing angriber.

"Forum", en ny "upolitisk" Fraktion indenfor Studenterforeningen, havde i Onsdags Aftes indbudt til sit første Møde.

Professor Rovsing, der var Aftenens Hovedtaler, talte om dansk Politik og fremsatte en Række meget skarpe Udtalelser:

Det, der har ødelagt vor Politik, er, at vi har for mange Partier - at et Parti kan sidde 10-12 Aar - blot fordi de andre er endnu større Forbrydere

Højre havde Estrup - Venstre havde Alberti, som ogsaa J. C. Christensen havde Ansvar for, og de Radikale, Edv. Brandes og Erik Scavenius, havde Ansvaret for, at Glüchstadt blev sendt til Paris. Da Venstre kom til, gjorde dette Parti alt, hvad Glüctstadt sagde, man skulde gøre, og Regeringen gennemførte, at Glüchstadt blev sendt til Genua, skønt Kongen paa det bestemteste satte sig derimod. Men Neergaard bliver alligevel siddende! Om Klaus Berntsen sagde Professor Rovsing, at Modstanderne lader ham sidde, til han raadner op af sig selv. Dr. Ussing og Neergaard udsteder vitterligt usandfærdige Erklæringer. Man anfører, at de er personligt hæderlige. Ja, det manglede blot andet. Men i Kraft af denne personlige Hæderlighed burde de være gaaet begge to. Personlig Hæderlig er ikke nok. Det skal jo selv den mindste Bestillingsmand være. Men der maa mere til som Statsminister eller som Leder af Landmandsbanken.

Hvis der overhovedet skal komme Frelse i Danmark fra det Uføre, vi er kommet i, saa skal det komme fra den akademiske Ungdom - den, der er ubunden af de Lønspørgsmaal, som de fleste Partier beskæftiger sig med.

Og det er saa forkert at se ogsaa her disse politiske Baase, hvor de unge Mennesker direkte fra den hjemlige - Her Skolens - Paavirkning, glider ind.

Der skal renses ud i den Augiasstald, dansk Politik er.

- - -

I Anledning af en Udtalelse af Professor Thorkil Rovsing i Studenterforeningen om at J. C. Christensen politisk set var en Forbryder, idet han i havde Ansvaret for Alberti, hvem han først lod falde da det blev uigenkaldelig klart for alle, at den forhenværende høje Mand var en Falskner og Bedrager, har J. C. Christensen overfor "Berl. Tid.", erklæret at denne Udtalelse absolut var usand. Alberti fik Afsked i Juli Maaned 1908 efter Aftale med ham, fordi Regeringen ønskede Ro til Gennemførelse af Forsvarslovene og fordi der altid stod Strid om ham. Det stod ikke klart for alle at han var en Bedrager. Jeg anede paa dette Tidspunkt intet derom.

(Thisted Amtsavis 28. oktober 1922).

Johan Gottfred Matthison-Hansen (1832-1909). (Efterskrift til Politivennen)

Johan Gottfred Matthison-Hansen (Johann, Gotfred) (1832-1909) var søn af organisten og komponisten Hans Matthison-Hansen. Han debuterede som organist i Malmø 1856. 1859 blev han organist ved Frederiks Tyske Kirke i København, fra 1871 ved Sankt Johannes Kirke. Han gav i årene 1874-77 over 100 Koncerter i Danmarks købstæder, optrådte 1877 i Hannover, 1878 i Leipzig og 1884 i Weimar. 1881-1909 ved Trinitatis Kirke. Han var en af sin tids betydeligste organister og orgelkomponister. I 1863 fik han Det anckerske Legat og drog på studierejse til Tyskland. Ved hjemkomsten var han sammen med Grieg, Rikard Nordraak og Emil Horneman med til at stifte koncertforeningen Euterpe.

Ved konservatoriets stiftelse 1867 blev han lærer i orgelspil, senere også i klaverspil. Blandt sine elever talte han Johan Bartholdy, Jørgen Ditleff Bondesen, Asger Hamerik, Gustav Helsted, Johan Adam Krygell, P.E. Lange-Müller, Otto Malling og Frederik Rung. I 1891 blev han professor og fra 1900 blev han medlem af bestyrelsen. I en lang årrække afholdt han årligt 3-4 eftermiddagskoncerter i Trinitatis Kirke, hvor han fremførte værker af den klassiske og moderne orgellitteratur. Desuden gav han i årene 1874-1877 ca. 100 koncerter rundt om i danske byer. I 1898 udnævntes han til Ridder af Dannebrog.

En stor del af hans musik er for klaver eller orgel, men han skrev dog også kammer- og orkestermusik og sange.

I forbindelse med Grundtvigs død 2. september 1872 var Matthison-Hansen involveret i en affære. En læge J. H. Matthiessen havde anmodet om at få komponeret musik til en tekst til en march som han havde skrevet. (Den var trykt i Dansk Kirketidende 1872, s. 585-588). Matthiessen der var amatørdigter, påduttede således Matthison-Hansen sit værk. Matthison-Hansen (der dengang boede i Slotsgade på Nørrebro) fik verset forelagt. Efter at have læst digtet, meddelte han først at han havde opgivet at sætte musik til de stive og stridige rytmer i digtet. Men ombestemte sig uden at ane hvem der skulle synge det (i Køge eller kirken?). Oven i det kom der det problem at Matthison-Hansen havde ønsket at overtage hele orgelspillet, men det ville Peter Andreas Fenger (1797-1879) som var sognepræst ved Vor Frelsers Kirke og Grundtvigs ældste dalevende præsteven, ikke vide noget af, han ville ikke afsætte organiset J. A. Gether (1826-1913). Desuden mente han at der ikke kunne blive tid til Matthiessens sørgemarch. Matthison-Hansen talte så med Gether som ikke spændte ben for at han kunne komme og spille sørgemarchen. Men Fenger ville ikke vide noget af det. Den 9. september meddelte Matthison-Hansen at han opgav det hele: Matthiessen havde udsat marschen da det firestemmige mandskor skulle ledsages af en Kragelund-basun. Men også Fenger blev rasende. Men det hele endte dog med at Grundtvigs kiste blev båret ud af kirken til den Matthiessensk-Matthison-Hansenske sørgemarch. I 1873 komponerede han en melodi til Grundtvigs "Sov sødt, barnlille".  

Budtz Müller: Gottfred Matthison-Hansen. (1832-1909). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Professor Gottfred Matthison-Hansen.

Et 50-Aars Jubilæum.

Der er i Dag forløbet et halvt Aarhundrede, siden den da 27-aarige Johan Gottfred Matthison-Hansen modtog Ansættelse som Organist ved Frederiks tyske Kirke paa Kristianshavn.

Som ældste Søn af den fremragende Orgelspiller og Komponist Hans Matthison-Hansen var han saa at sige prædestineret til musikalsk Virksombed og blev da ogsaa som Barn undervist i Orgelspil af Organist Barth og af sin Fader, Domorganisten i Roskilde. Han tog imidlertid Studenterexamen og begyndte paa Juraen, men snart vandt de kunstneriske Tilbøjeligheder Overhaand, og han kastede sig for Alvor over Musiken.

Som Orgelspiller debuterede Gottfred M.-H. i Aaret 1856 i Malmø og har siden da udfoldet en ganske overordentlig stor og ærefuld Virksomhed som Koncertgiver paa dette Instrument. Ikke blot herhjemme, men ogsaa i Udlandet er hans Navn højt anset som en af de betydeligste Orgelvirtuoser, og hans Kompositioner - af hvilke en Mængde er udkommet i Tyskland - udmærker sig ved dets vægtige musikalske Indhold ikke mindre end ved deres noble og smukke Form.

I Trinitatis Kirke, til hvilken Professor Gottfred Matthison-Hansen har været knyttet siden 1881, har Kunstneren i en længere Aarrække afholdt højst interessante Orgel foredrag med Fremførelse af ældre og nyere Værker, Foredrag. som vandt ualmindelig Tilslutning og Paaskønnelse. Ved det Kgl. Musikkonservatorium er Professoren en lige saa udmærket som afholdt Lærer i Orgel- og Klaverspil.

Med uskrømtet Hjærtelighed vil man da i Dag fra utallige Sider sende den gamle ypperlige Kunstner og den sjældent noble og elskværdige Mand Lykønskninger til Jubilæet i taknemmelig Beundring for hans betydelige og udmærkede kunstneriske Livsgerning.

G. K. H.

(Dannebrog 1. februar 1909)

Christian Rasmus Neuhaus (1833-1907): Helga Maria Matthison-Hansen (1841-1919). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

G. Matthison-Hansen

- - -

Omkring Navnet Matthison-Hansen staar der Glans i den danske Musiks Historie. Den Flensborg Skippersøn, Hans Matthison-Hansen, der som 25-aarig fik Landets bedstlønnede Organistembede, ved Domkirken i Roskilde, blev Stamfader til en Kunstnerslægt, til en Slægt af Musikere, indenfor hvilke den ældstefødte Søn Gottfred Matthison-Hansen var den, der naaede længst ind paa sin berømte Faders Berømmelse.

Johan Gottfred Matthison-Hansen blev født den 1. November 1832 og skal have vist musikalske Anlæg saa tidligt, at han kunde synge Melodier længe før han kunde tale. Af Faderen fik han, som naturligt var, sin første Undervisning i Klaverspil, men fra sit 10. til sit 13. Aar fortsattes Undervisningen, der nu ogsaa kom til at omfatte Musikteori, hos den kendte Organist og Teoretiker W. Barth. Imidlertid viste Gottfred Matthison-Hansen ogsaa Kærlighed til Bogen, og han blev Student i sit 18. Aar og valgte Juraen som Studium. Men efter nogle Aars Tilværelse som Regensianer blev Bøgerne lagt til Side (1855) og Musikken hans eneste Kærlighed; og saaledes perfektionerede han sig i Orgelspil, at han allerede Aaret efter med Held optraadte ved en Koncert i Malmø. Den 1. Februar 1859 ansattes han som Organist ved "Frederiks tyske Kirke" i København, hvorfra han 1871 forflyttedes til Johanneskirken og fra denne igen 1881 som Prof. A. P. Berggreen’s Efterfølger til Trinitatis Kirke.

I Aarene 1862—63 berejste han paa det Ancker’ske Legat Tyskland og optraadte da ved flere Koncerter som Orgelvirtuos. Hjemkommen fra denne Rejse blev han Medstifter af "Euterpe" (se Side 147), og 1867 indtraadte han som Lærer ved Københavns Musikkonservatorium, først i Orgelspil, senere (1884) ogsaa i Klaverspil, og ved denne Anstalt faldt indtil 1905 en betydelig Del af hans Virksomhed, ikke mindst i de sidste fem Aar, da han efter August Windings Død blev Konservatoriets Meddirektør.

Som en Adspredelse i sit Livs lange Arbejdsdag foretog G. Matthison-Hansen flere Rejser, der gjorde ham kendt og æret i Udlandet. Saaledes gæstede han som spillende 1877 Hannover ved "Allgemeiner deutscher Musikverein"s Musikfest, 1878 Leipzig til en Koncert i Thomas-Kirken og 1884 Weimar, hvor Fr. Liszt, med hvem han sluttede personligt Venskab, var blandt hans Tilhørere. Og i Danmark besøgte han 1874—77 forskellige Byer og afholdt omved 100 Koncerter.

G. Matthison-Hansen.

"Orgelmesteren" blev han kaldt blandt de danske Orgelspillere. Han var ikke blot Virtuos, en fuldkommen Teknikker og fantasifuld Kolorist, men han var ved sit Instrument en højtkultiveret Kunstner, der med fintmærkende Sans og Smag forenede ægte Begejstring og stor Aandfuldhed. — Sin Autoritet som Kunstner og Orglets Mester styrkede han grundigt ved de Eftermiddagskoncerter — 3 á 4 aarligt — han fra 1883 i ca. 20 Aar gennemførte i Trinitatis Kirke, og ved hvilke en Mængde ny Orgellitteratur lød for første Gang i Danmark. Ogsaa en Del af hans egne Kompositioner fik deres Førsteopførelse her, og som Komponist er hans Navn knyttet til følgende Værker *):

[Her listen]

Af disse Værker vil navnlig Orgelkompositionerne bevares gennem Aarene, thi Orgelkompositionerne er dem, der i stærkeste Grad er Udtryk for det oprindelige hos den hedenfarne Mester; dog er ogsaa Cello-Sonaten (Op. 16), Klavertrioen (Op. 5) o. a. interessante Mindesmærker om en Kunstner, der i en Tid, hvor Gades og Hartmanns Aand "svævede over Vandene", holdt sig fri af Paavirkning fra den Side. Idealerne fra Ungdommen, Wagner og Liszt, svigtede han aldrig, det kendes paa hans Værker, og hans Interesse for det moderne i Tiden og Ungdommens musikalske Radikalisme svækkedes ikke. —

Efter Niels W. Gades Død udnævntes G. Matthison-Hansen til Professor (den 21. Januar 1891 samtidig med Barnekow). Ridderkorset blev ham tildelt den 8. April 1898, og Dannebrogsmændenes Kors kom til at smykke hans Bryst paa 50 Aars Dagen som Organist — og ikke ved Indvielsen af det kgl. Musikkonservatoriums nye Bygning, da et Blad ved en Fejltagelse nævnte Matthison-Hansens Dekoration blandt dem, der uddeltes i den Anledning. — G. Matthison-Hansen, der nød Ry som vor første Orgellærer (han var ogsaa paa det Omraade for at bruge et af hans egne Yndlingsudtryk saa »knusende dygtig«), talte blandt sine mange, mange Orgelelever bl. a. Bartholdy, J. D. Bondesen, Ove Christensen, Geisler, Grieg, Asger Hamerik, G. Helsted, Adam Krygell, Lange-Müller, Otto Malling, Fr. Rung o. m. m. a.

I al sin Færd som Menneske var G. Matthison-Hansen en helstøbt Personlighed, "en Aristokrat som Musiker og Menneske". Paa en Maade kom han til at staa ret ensom i vort Musikliv, men ikke uden Venner, der ærede ham som den rigtbegavede Kunstner og højsindede Mand, og ude i Verden er hans Navn et af de faa danske Musikernavne, der virkelig har fæstnet sig i Musikverdenens Bevidsthed.

*) Fortegnelsen er velvilligt tilstillet Forf. af Fru Professorinde Helga Matthison-Hansen, f. Müller.

(Gerhardt Lynge: Danske Komponister i det tyvende Aarhundredes Begyndelse. 2. udgave 1917. Uddrag).

Matthison-Hansens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pietro Købke Krohn 1840-1905. (Efterskrift til Politivennen)

Pietro Købke Krohn (1840-1905) var søn af billedhugger og medaljør Frederik Christopher Krohn (1806–1883) og Sophie Susanne Købke (1807–1853). Han blev student fra Metropolitanskolen 1859, uddannede sig som kunstmaler under Wilhelm Marstrand og P.C. Skovgaard.

Pietro Købke Krohn: Maren Krohn (1863). Statens Museum for Kunst.

Han deltog i 2. Slesvigske Krig 1864 som frivillig officersaspirant og blev løjtnant efter Alsaffæren. Han illustrerede flere børnebøger, bl.a. broderen Johan Krohns Peters Jul (1866 og 1870) og I Skoven skulle være Gilde (1870 og 1883). 

Illustration til Johan Krohn "Peters jul" (1870), illustration af Pietro Krohn. Statens Museum for Kunst. TIl fri brug.

Han opholdt sig 1871–1878 i Italien og var 1878 ansat ved Verdensudstillingen i Paris. Opholdet i udlandet var ifølge Jac. Ahrenberg ("Erindringer om Pietro Krohn) at han på trods af sine militære fortjenester i krigen 1864 ikke passede ind i samtidens danske nationalisme:

"Rosenstand og Krohn havde, da jeg lærte dem at kende, maaske løsnet - i det mindste i Teorien de haarde Lænker, de havde ikke vist sig helt nationale. Det saa virkeligt ud til, at Talen om deres Exkommunikation havde været i det mindste delvis rigtig. Dette gjaldt i mindre Grad Rosenstand, fordi han udførte dygtige Malerier, men mere Krohn, som malede lidet, men teoretiserede des mere i Kunsten. Krohn omgikkes den danske Koloni meget lidt. Man viste ham megen Kulde indenfor den; særlig gjorde C. F. Aagaard dette, saa at Krohn ansaa det for bedst ikke at fejre sin Juleaften i den skandinaviske Koloni. Ved Festen holdtes der Taler af og for baade den ene og den anden, af hvilken Grund ogsaa jeg vilde bede om Ordet for at foreslaa en Skaal for min Ven Pietro Krohn, som tidligere havde virket meget i og for Klubben. Til min Forundring blev jeg paa det bestemteste raadet fra at gøre dette, blandt andet af en saa blid og godhjærtet Mand som min gamle Velynder og Ven Heinrich Hansen, det københavnske Kunstakademis Vicepræsident. Til Hansens Udtalelse bemærkede Aagaard hidsigt: "Det er vist bedst for ham, at han ikke er her"

I Virkeligheden omgikkes han mest og intimest med de ikke-danske. I Walter Runebergs Familie var han Hjærte-Vennen, hos den svenske Billedhugger Carlsson saa jeg ham mere end en Gang. Takanen og Stigell nærede han stor Sympati for, mig skænkede han stadig sin venlige Bistand, særlig da det gjaldt om at komme i Berøring med Vatikanets paa dette Tidspunkt vanskeligt tilgængelige Samlinger og det pavelige Regimentes Spidser. Han kendte nøje alle Veje og Stier i de ultramontanes Bydel, kendte overhovedet Rom nøje, hvor han havde opholdt sig siden 1871 (til 1878). Han ordnede for mig Udflugterne til Nemisøen, til Albanerbjærgene, til Soracte, fulgte selv med til den guddommelige Villa Este, Romantikens Fuldendelse i Italien, uforglemmelig for mig i sine (bøcklinske) Farvers Skønhed, sine Linjers Storhed og sin tragiske Ensomhed."

- - -

"Krohn var en daarlig Fortæller. Til Trods for sine mange brogede Oplevelser savnede han i Almindelighed Form paa sit Foredrag og sin Tale. Længere Perioder var ham aldeles umulige. Men fik jeg ham en Gang imellem med Rosenstand bagved et Bord i et Hjørne i et Trattoria, og Talen faldt paa Krigen 1864, da kunde det med Rosenstands Hjælp dog blive til noget. Krohn havde i Omegnen af Dannevirke og navnlig paa Als vist en exemplarisk Evne til Organisation og en Koldblodighed, hvad der skaffede ham, den frivillige, Officers-Epauletter han blev Løjtnant. Jeg, der som en Arv fra min politisk lidenskabelige Fader afskyede det tyske Regimente og som havde været nær ved at rømme fra Hjemmet for at komme til at tage Del i den dansk-tyske Krig, nød disse, Krohns og Rosenstands Skildringer, ganske paa samme Maade, som jeg i sin Tid læste Feltlægens Historier. Rosenstand fortalte nok bedre, men han lagde over disse Episoder en bred, undertiden overdreven, Komik. Den Tone laa ikke for mig. Krohn meddelte sine Oplevelser i korte, varme, enthusiastiske, men afbrudte Sætninger den Maade, hvorpaa han skildrede Episoderne, stod min Natur og min til alle Tider uhørte Erbødighed for de militære Dyder nærmere. Disse Sympatier, disse Følelser var hos mig udviklede i Fændrikens og Feltlægens klare høje og varme Atmosfære. Jeg saa paa Krigen som et Retfærdighedskrav, og dér passede det komiske ikke videre godt ind.

Da Krigen mellem Frankrig og Tyskland brød ud, var alle de nordiske Folks Sympati paa Frankrigs Side. Danskerne, som endnu den Dag i Dag ikke har glemt 1864, var naturligvis mest begejstrede for Frankrig. Krohn fortalte, at han, ligesom alle danske Officerer, havde faaet Befaling til at holde sig beredt, og det var hans Overbevisning, at hvis de to Fægtninger ved Wörth og Weissenburg var faldne ud til Frankrigs Fordel, vilde Danmark uden Tvivl have erklæret Preussen Krig, drevet dertil saavel af den almindelige Folkestemning som af de enkeltes bitre Minder. Det var højtidelige spændende Tider, vi den Gang oplevede", tilføjede han. I dansk Politik var han, medens han opholdt sig nede i Italien flere Grader til Venstre for sin Ven Lange, ofte forekom det mig, af Oppositionslyst."

(Gads danske magasin 1911-1912. Uddrag).

Fotoet fremstiller Pietro Krohn, sammen med Elisabeth Jerichau Baumann og (i midten) sønnen Harald Jerichau. 1873. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Efter sin hjemkomst 1878 tegnede han en del kostumer til Det Kongelige Teater, fik 1880 ansættelse som dets økonomiinspicient og kostumier og blev 1885 tillige sceneinstruktør

Erik Ludvig Henningsen (1865-1930): Et møde et Foreningen "Bogstaveligheden". Siddende fra venstre: Erik Skram, Georg Brandes, Sophus Schandorph, Holger Drachmann, Edvard Brandes, Viggo Johansen, August Jerndorff, Herman Trier, J.P. Jacobsen, P.S. Krøyer, Karl Madsen, Pietro Krohn, Kristian Zahrtmann. Stående fra venstre: F. Hendriksen, Karl Gjellerup, Otto Borchsenius, Hans Nic. Hansen, Martinus Galschiøt, Laurits Tuxen, Harald Høffding, Michael Ancher. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1880 fik han ideen om foreningen Bogstaveligheden, en selskabelig klub der afholdt diskussionsaftner om kunst og litteratur. Med tilknytning til bladet Ude og Hjemme. Den var desuden selskabelig forening og støttekreds for de yngre radikale intellektuelle. Medlemmerne var hovedsagelig malere og forfattere. Foreningens sidste møde var i juni 1882.

Niels Christian Hansen: Emilie Juliane Krohn, f. Bull (1841-1910), hvis mand Pietro Krohn var. Det kongelige Bibliotek. De blev gift 28. januar 1881, datter af cand.jur. Carl Ludvig Bull. Barnet må være datteren Michaela Krohn (som senere giftede sig til efternavnet Pooley). De havde også sønnen Mario Krohn (1881–1922), der var kunsthistoriker. Fri af ophavsret.

I årene 1880-1893 virkede Pietro Krohn som kostumier, økonomiinspektør og operainstruktør ved Det Kongelige Teater (1885-1893), samtidig med at han var kunstnerisk leder hos Bing & Grøndahl; her tegnede han bl.a. Hejrestellet (1888) der er inspireret af kinesisk og japansk kunst og foregriber med sin dekorative linjeføring art nouveau-stilen. Fuglene blev modelleret af billedhuggeren Ludvig Brandstrup (1861-1935). Maleriet af Fanny Gaarde og Effie Hegermann-Lindencorne fra Tegne- og kunstindustriskolen for kvinder. Det var deres debut på Bing & Grøndahl. Fanny Garde stod senere bag Mågestellet.

Frederik Riise (1863-1933): Pietro Krohn. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1889 udgav han faderens (Fritz Krohn) efterladte optegnelser omkring danske kobberstik i værket Samlinger til en beskrivende fortegnelse over danske kobberstik, raderinger, illustrationer m.m. (fotografisk genoptryk i 1962), og det er stadig standardværket om dette emne.

1893 til sin død Kunstindustrimuseets første leder. Sammen med museets bibliotekar Emil Hannover (hans efterfølger) stod han for opbygningen af museets første samling bl.a. ved omfattende indkøb på Verdensudstillingen i Paris 1900 af art nouveau-genstande og med kunsthåndværk udformet af danske kunstnere som Thorvald Bindesbøll, Effie Hegermann-Lindencrone, Arnold Krog, Herman A. Kähler, Johan Rohde, Harald Slott-Møller og J.F. Willumsen. Museet lå til 1926 på nuværende H. C. Andersens Boulevard i det såkaldte H: C: Andersen Slottet. Herefter i Frederiks Hospital hvor det stadig fungerer som Designmuseum Danmark.

H.C. Andersen Slottet eller Tivolislottet, tegnet af arkitekten Vilhelm Klein i "Rosenborg-stil" 1892-93 blev bygget til Kunstindustrimuseet. "Slottets" pragtrum er vestibulen med rundbuede arkader i siderne og en lang række opbyggelige sentenser på sorte stenplader hele vejen rundt. Da Kunstindustrimuseet flyttede til Frederiks Hospital i Bredgade i 1926, blev bygningen anvendt til bl.a. hovedkontor for De Forenede Bryggerier, Gymnastikinstitut, Officersforening og Garnisonsbibliotek, Louis Tussaud's Wax Museum (1974-2007) samt den kontroversielle udstilling Bodies i 2008. Bygningen rummer i dag kontorer for Tivoli samt møde- og selskabslokaler. Tivoli planlagde at nedrive bygningen i 2006. Kulturarvsstyrelsen afviste en fredning af bygningen. 

Vi opsøge dernæst en anden Autoritet i Museums-Spørgsmaal, Kunstindustrimuseets Direktør,

Professor Pietro Krohn,

der modtager os i sin højtbeliggende, af sjældne Kunstsager opfyldte Lejlighed i Museet.

Direktør Krohn maatte være særlig kompetent til at udtale sig om den foreliggende Sag, eftersom han - som vore Læsere veed - under den nylig afholdte Udstilling i Kolding i længere Tid opholdt sig der ovre og bl. a. ledede Indretningen af den smukke, lille Afdeling for Kunstindustri, der med Rette enstemmig blev anset for at være Udstillingens Perle.

Professoren havde med Interesse gjort sig bekjendt med den her omtalte Plan og udtalte bl. a.:

- Et Kunstindustrimuseum, der jo er det, jeg kjender bedst, maa efter Sagens Natur helst ligge i Hovedstaden af Hensyn til, at Haandværkerstanden her er langt talrigere og mere afvexlende repræsenteret end i Provinserne. Anderledes derimod med et Folkemuseum, der jo for en stor Del indeholder Ting, der angaa Bøndernes Liv. Jeg ser ikke, hvorfor det ikke skulde kunne lægges i Kolding. Der kunde vel ogsaa være Tale om Silkeborg f. Ex., men Kolding vilde dog være at foretrække. Jeg er i høj Grad bleven bestyrket i Troen herpaa, efter at jeg under Udstillingen i September har havt Lejlighed til paa nært Hold at iagttage Forholdene der ovre. Det, Kolding ved den nævnte Lejlighed præsterede, var i Virkeligheden beundringsværdigt. Da jeg saae Udstillingsbygningerne blive rejste, troede jeg i mit stille Sind, der vilde komme et Underskud paa mindst 10,000 Kr. Og saa blev det hele Underskud kun 2 - 3000 Kr. - altsaa aldeles forsvindende - og alene i Entre indkom 25,000 Kr. Det viser bl. a., at Kolding har et brillant Opland, som interesserer sig for. hvad der foregaar i Byen. Kolding har tillige en udmærket Beliggenhed - hvorfor i det hele taget slæbe alt, hvad der angaar Bønderne, hertil Kjøbenhavn? De, der vil studere Museet, rejse sikkert gjærne over til Kolding, og Besøget i Folkemuseet blev alt i alt vistnok større efter Flytningen, end det for Øjeblikket er.

.... Talen falder derefter paa Koldinghus, og Professoren udtaler ligesom Direktør Bernh. Olsen sin store Beundring for det gamle Slot og dets Anvendelighed som Hjemsted for et stort Folkemuseum, fælles for hele Landet.

- Ikke mindst Betydning vil det kunne have, siger Hr. Krohn, at man i det smukke, bakkede Anlæg, som omgiver Ruinen, vil kunne faa udmærket Plads til de smaa Bønderhuse o. lign., der høre til Museer af denne Art. Som sagt, jeg tror ubetinget, at Kolding er det rette Sted at lægge Museet.

(Esbjerg Folkeblad (1889-1900) 20. november 1897)

Han blev Ridder af Dannebrog 1889 og Dannebrogsmand 1900.

Professor Pietro Krohn.

(F. 23de Januar 1840-D. 15de Oktober 1905.)

Efter lang og haardnakkel Kamp mod en haabløs Sygdom er Kunstindustrimuseets Direktør, Professor Pietro Krohn, afgaaet ved Døden. I de sidste fem-seks Aar havde han lidt af den Brightske Syge. Nu i Sommer forværredes hans Tiisland betænkeligt han maatte afbryde en Rejse i Italien. Han led tilsidst meget.

Pietro Købke Krohn var født i Kjøbenhavn den 23de Januar 1840 som Søn af Medaillør Frederik Christoffer K. Han blev Student fra Metropolitanskolen 1859 og vilde saa være Kunstner. Han malede under Marstrands og Skovgaards Vejledning, men afbrød sine Studier i 1804 for at gaa frivillig med i Krigen som Officersaspirant; han blev Løjtnant eller Alfæren ved Als. Siden tilbragte han en Aarrække (1871-78) i Italien, som han elskede og altid bevarede en dyb Forkærlighed for. De italienske Venner var de bedste af hans Venner, de italienske Minder hans gladeste. Netop saa smaat og billigt, som han levede hernede, var det skønt; han vilde siden aldrig rejse anderledes der. Og han vendte stadig tilbage. Han kom sig der fra sine Sygdomsanfald, helst næsten i den værste italienske Sommervarme.

I 1878 fik han en Ansættelse ved Pariser-Udstillingen og vendte derefter hjem, hvor han snart blev Kostumier ved del kgl. Teater, 1880 udnævntes han til Økonomi-Inspektør, 1885 tillige til Scene-Instruktør, hans Maler-Uddannelse, som aldrig havde ført ham vidt paa Kunstnerbanen, blev nu af den største Betydning. Han var en første Rangs Kostumier med højt kultiveret Smag og levende Farvesans. Som Scene-Instruktør havde han særlig Betydning for Operaen; han iscenesatte ogsaa af og til Skuespil, men gjorde sig her vanskeligt gældende ved Siden af Professor Blochs fine Kyndighed. Hans Sag var Operaens virkningsfulde Dekorationer og brogede Masse-Optrin - enhver vil f. Eks. beundre Kunstnerøjet i Arrangementerne til "Carmen" og "Aida". Der kunde være noget besværligt og upraktisk i hans Opbygninger af Trapper og store Stilladser, som undertiden lammede Teatrets øvrige Arbejde, men brillant tog det sig ud.

Oprindelig vidste han ikke meget om Musik; Teaterfolk fra den Tid smiler endnu ved Tanken om hans løjerlige musiktekniske Udtryk. Men med sin lidenskabelige Arbejdsvillie satte han sig ogsaa ind i dette Kunst-Omraade. Hans hede, nervøse, undertiden stundesløse Energi var beundringsværdig. Ender Indstuderingen af "Aladdin"- var der en Tid lang, hvor man fandt Maskinfolkene halvsovende rundt i Teatret, saa medtagne var de af Natte-Prøver. Historisk er især en Prøve, som begyndte om Formiddagen Klokken 11 og fortsattes til om Eftermiddagen og derefter optøges paany etter Forestillingen og saa varede fra Kl. 11 Aften til den næste Middag Kl. 3. Da var Professor Krohn nødt til at holde op - - af Hensyn til de Andre! 

Pietro Krohn kunde i de Tider nok lide at blive anset for en haard og stærk Karakter: han vilde vise en ubøjelig, mandig Villie. I Virkeligheden var han det blidest omgængelige Menneske, snarere veg end stærk, den mest trofaste og opofrende Ven. Kammeraterne fra Italien (som Edelfeldt) var hans selvskrevne Gæster paa Gennemrejse. Tjenstvillig viste han sig til det yderste; utrættelig kunde han sidde ved en Vens Sygeleje. Dette vennesæl blide og muntre kunde ret kuriøst brydes med det villet mandige.

Da Kunstindustri museet (hvormed der egentlig menes Museum for Kunsthaandværk) stiftedes, blev han dets Direktør. Samler havde han altid været med Liv og Sjæl. Fanatisk Arbejdsiver havde han netop til at oparbejde ny Sag. Den fulde Tro til, al man kunde opdrage Folkets Smag ved saadan et Museum. Med den anvendte Kunst havde han desuden tidligere Forbindelse gennem Bing & Grøndahls Fabrik, hvis kunstneriske Raadgiver han en Tid lang var; Hejrestellet i 1888 skabtes saaledes under hans Auspicier. 1893 traadte han da i Spidsen for det nye Museum.

Netop som den, han var, blev han den rette Mand paa den rette Plads. Egentlig var der jo ikke noget ret Museum; dengang - og delvis den Dag idag - fandtes dansk Kunsthaandværk mere paa Nationalmuseet og Rosenborg end i Museet med del uheldige Navn. Der skulde arbejdes og agiteres; det gjorde mindre, at han ikke var den udlært kyndige Kunsthistoriker, - han havde sin ivrige Samler-Interesse. Han fandt med utrættet Idé-Rigdom paa sine skiftende Udstillinger, og han sendte dem rundt til Provinserne. I Tale og Skrift agiterede han, som i Grunden hverken var Taler eller Skribent, for Kunsthaandværkels gode Sag. Det lykkedes ham, hvad der var en Bedrift, at samle et taknemligt og talrigt Stam-Publikum om det unge Museum.

Han var visselig fuldkomment lykkelig ved sin Virksomhed her. Der var en egen Glæde ved at se den smukke Mand med de fine Hænder færdes mellem alle de mangeartede Kunstsager: hans Liv var saa ganske i de brogede Samlinger. Han havde intet af de mange Museums-Menneskers ængstelige Tilbageholdenhed for alt nyt, snarere forgabede han sig let i en og anden Kunstner, fordi han var ny. Med sin overbeviste Tro kunde han se overraskende meget hos sine Favoriter. Der var en Dag, han i flammende Beundring udbredte sig over en Tegning - eller var det en Radering - af Max Klinger. Det dybe Mesterskab, Landskabets Uhygge og stærke Stemning - "se, blot hvorledes han karakteriserer den Morder dér gaar". Det var en meget lille og ingenlunde mærkelig Mandsskikkelse. "Er det nu en Morder?" spurgte Vennen. "Ja, kan du ikke se det!". "Nej, del er jo ogsaa noget Snak". "Noget Snak . . . men Klinger har jo selv sagt mig det".

Der kunde være noget uskyldigt overdrivende i denne hans Kunst-Entusiasme. Men hans Lidenskab for Kunsten var ægte nok. Og han satte al sin Livskraft, til det sidste, ind paa sin kære Gerning.

Hans Navn vil uforglemmeligt være knyttet til hans Museum. Paa Operaen vil vi endnu længe i "Carmen" og "Aida" kunne beundre hans fantasifulde Kunstnerblik. Og dybest vil hans Venner - om der er Venne-Taknemlighed til - savne ham og lil deres Dødsdag mindes hans trofaste Sind og ildfulde Hjerte.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 16. oktober 1905)

Professor Pietro Krohns Død.

Mindetale i Kunstindustrimuseet.

Det danske Kunstindustrimuseums Bestyrelse var idag samlet til Plenarmøde i Anledning af Professor Pietro Krohns Død. Formanden, Fabrikdirektør Harald Bing indledede Mødet med følgende Mindeord:

Budskabet om vor Direktørs Død er af Bestyrelsens Medlemmer blevet modtaget med oprigtig Deltagelse. Hos mange af os har hans Bortgang vakt virkelig Sorg - vi mødes alle i Erkendelse af det betydningsfulde Tab, Museet har lidt. Thi det er ikke blot en højtbegavet Embedsmand, dette mister, det er neppe for meget at sige, at Krohn har skabt denne Institution, har præget den med sin Aand og sin Villie.

Jeg ved saa godt som nogen, at Takken for dets Oprettelse maa vendes andetsteds hen. Det er en Hæder for Industriforeningen i Kjøbenhavn, at den i Firserne sporede den svage og gryende Interesse for den kunstindustrielle Bevægelse, at den vaagede over dens Udvikling, støttede og fremmede den, indtil Tanken var moden til at træde ud i Livet. Det var denne Forening i Forbindelse med Ny Carlsberg Museumslegat, der med Støtte af Stat, Kommune og private Velyndere tilvejebragte de ydre Betingelser for dets Eksistens. Men den, der indblæste det indre Liv, som aabnede dets Borte ud til den store Almenhed, den, der forstod Tidens Tegn og gjorde denne Anstalt til, hvad den er bleven: et nyttigt, ja uundværligt Led i vort Samfunds Arbejde, - det var Pietro Krohn.

Lad mig idag og i denne Kreds dvæle et Øjeblik ved de Egenskaber hos vor afdøde Direktør, som gjorde ham saa vel skikket til sin Post. Udadtil: hans Verdensmandsskikkelse, repræsentative Væsen, taktfulde og sikre Optræden. Man maa have set ham blandt udenlandske Kolleger - ved de aarlig tilbagevendende Museumskongresser, ved Juryarbejdet paa Verdensudstillinger - for ret at kunne bedømme Værdien af disse rent ydre Fortrin. De sikrede ham. Repræsentanten for et af Europas yngste Museer, Plads i forreste Række blandt hans Standsfæller, og disse var ikke længe om at erkende den Kundskabsfylde, det frie Syn. Den brændende Iver for den fælles Gerning, som knyttedes til hans vindende Fremtræden. Han var saa lykkelig at komme til at virke i en Periode, hvor der opstod en mærkelig Renæssance i den europæiske Kunstindustri. Paa sine Rejser i Udlandet indsugede han med sin ejendommelige Modtagelighed for nye Indtryk alt, hvad der frembød sig af skønne og rige Impulser og søgte da her i Museet at frugtbargøre det Sete og Hørte.

Her i Museet - det vil sige i det hele Land. Thi for Krohn var Museet ikke den Bygning i Kjøbenhavn, hvor dels Samlinger opbevares; for ham var ethvert Sted i Danmark, hvor man ytrede Trang til at se hans Skatte udstillede i en kortere eller længere Tid, den rette Plads for hans ambulante Museum. Ingen By var ham for fjern, ingen Vintertur for haard, naar han havde lovet at give Møde, og han var døv for alle Indvendinger, som kunde rejses af Hensyn til hans vaklende Helbred. Til disse Udstillinger trindt omkring i Provinserne knyttede han gerne en Række Forelæsninger om de fremstillede Genstande. Krohn har tit sagt mig, at det var hans bedste Timer, dem, han tilbragte paa Katedret i Landets Købstæder med en Kreds af Haandværkere og Landboer for sig; han mente intetsteds at have haft bedre Tilhørere, kunde ikke noksom fremhæve deres Lydhørhed, Forstaaeise og Modtagelighed for det, han bragte dem af fremmed og ukendt. Overhovedet var hans Foredragsvirksomhed, den, han ogsaa øvede her i Museet, bleven hans kæreste Syssel. Det var ingen formet akademisk Veltalenhed, han udtoldede paa disse Aftener, hvor vor Foredragssal Gang paa Gang var fyldt til Trængsel. Hans Fremstillingsmaade bar Præg af det samme springende, impulsive, som var en Del af hans Natur; men Faa kunde som han vække sit Auditoriums Interesse for den Genstand, han omtalte; der var hos ham en indre Glød, som fra Talerstolen meddelte sig til hele Forsamlingen. Emnet for disse Foredrag var som oftest hentet Ira de stadigt vekslende Særudstillinger, som det var hans Lyst og Stolthed at bringe tilveje. Han udviklede i saa Henseende en Opfindsomhed, som aldrig trættedes, stod i stadig Korrespondance med Udlandet for at sikre sig nyt Stof og øste i fulde Skaaler af det, han fandt i vort eget Land. At levendegøre Museet var hans Formaal; det var ham ikke om at gøre at tilvejebringe en Samling Arbejder af svundne Tiders Kunstilid, og det uagtet han selv fra Ungdommen havde været en flittig og kyndig Samler. Men han erkendte, at et moderne Museum i Hovedsagen maa bygges paa det bedste i Samtidens Kunstindustri, oplyst og suppleret mod skønne og typiske Eksempler paa Fortidens Kunst.

Jeg har søgt i disse faa Træk al tegne Billedet af Krohn som Museumsmand, saaledes som denne Forsamling har kendt ham. Med sit ejendommelige, rige Temperament har han præget den Virksomhed, her er udfoldet i Museets yngste og vanskeligste Periode. Det er vemodigt at tænke paa, at han ikke oplevede at se den Udvidelse gennemført, med hvilken han saa længe og saa udholdende havde syslet.

Da jeg sidste Gang - for en Uge siden - talte med ham, var hans Tanker optagne af Fremtidsplaner for Gerningen herinde; det var, som om han frygtede for, at et og andet skulde blive glemt. Pietro Krohn behøvede ikke at nære en saadan Frygt; thi Kunstindustrimuseet vil neppe glemme dels første Direktør: Mindet om hans sjælfulde, fornemme Personlighed vil her blive bevaret og æret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 17. oktober 1905)

Pietro Krohn og gravsted på Vestre Kirkegård. Han blev begravet 20. oktober 1905.  Foto Erik Nicolaisen Høy.