Studentermødet om Slesvig 8. Maj 1883. (Efterskrift til Politivennen)

Det almindelige studentermøde, som Studenterforeningen havde indbudt til i Gaar Aftes Kl 9, var særdeles talrig besøgt. Arbejderforeningens store Sal var propfuld af Mennesker. Kand. A. C Larsen aabnede Mødet og bad alle Udtalelser om Forholdet mellem Studenterforeningen og Studentersamfundet holdt tilbage ved denne Lejlighed. Han gav dernæst Ordet til Gehejmearkivar A. T. Jørgensen, som af Studenterforeningen var bleven opfordret til at holde et Foredrag om den danske Regering i Slesvig under Frederik den syvende. Det var ham ikke behageligt at tale offenlig herom, thi dels var den offenlige Fremtræden ham lidet tilvant og dels fristede den Behandling, andre Mænd havde modtaget ved offenlige Møder, ikke til at følge dem efter. I øvrigt savnede han ikke Kvalifikationer til at tale om det opgivne Emne, han Havde videnskabelig syslet med det omspurgte Afsnit af Historien og var ved Fødsel og Slægtskab stærkt knyttet til det Land, hvorom det drejede sig Han havde ikke overværet det Møde, paa hvilket Pingel havde indladt sig om det slesvigske Spørgsmaal, og skulde derfor ikke tage dennes Udtalelser til Udgangspunkt.

Tegner Julius (Juul) Ferdinand Møller (1857-1935): Rigsarkv. A. D. Jørgensen (1840-1897). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den Situation, som var givet ved Frederik den VIl's Tronbestigelse, var den, at det ved et kongeligt aabent Brev af Kristian den VIII var fastslaaet, at det danske Monarkis Ret til Slesvig var umisteligt, hvorledes det end gik med Kongedømmet. Med Hensyn til Holsten var det aabne Brevs Indhold ikke saa klart; det syntes som om Kristian den VIII havde Grund til at tro, at der her gjaldt noget andet, at der her var lovgivende Arvefølge Han vilde i sin Udvikling gaa ud fra, at Spørgsmaalet om Slesvigs Arvefølge var uangribelig uden iøvrigt nærmere at komme ind paa en Undersøgelse af dette Spørgsmaal, der for øvrigl var hans Specialitet, hvis nogen ønskede en indgaaende Drøftelse. Det første Stød til den slesvigholstenske Bevægelse var givet af Frederik VI ved Indførelsen af særlige Stænderforsamlinger for Hertugdømmerne samt ved indsættelsen af Fællesregeringen paa Gottorp. Det var meget hurtig gaaet ind i den almindelige Bevidsthed, at Forbindelsen havde gammel Hævd; men dette forholdt sig ikke saaledes, den indførtes først ved Stænderinstitutionen i 1834. Tidligere havde Slesvig haft særlig Administration og en særlig Overret, Holsten ligeledes, og det var først Frederik VI, der gjorde Forandring heri, uden vist at tænke paa, hvilke skjæbnesvangre Følger det kunde have. Nyere Forfattere vare enige i, at Slesvigholstenerne ikke havde haft noget retsligt Holdepunkt for Hertugdømmernes Udelelighed hvis denne Forbindelse ikke var kommen i Stand, og hvis Frederik VI i Stedet for at give Hertugdømmerne en fælles Administration, havde knyttet Slesvig til Danmark, vilde den nationale Bevægelse i Hertugdømmerne rimeligvis slet ikke været opstaaet. Saaledes var altsaa Stillingen ved Frederik VIl's Tronbestigelse. Ved aabent Brev af 28de Januar 1848 fik Hertugdømmerne medbestemmende Myndighed i Monarkiets Fællesanliggender. Disse bestod i Udenrigspolitiken, Hær og Flaade samt de Finanser, der vedkom Hæren og Flaaden. I denne Kongens første Regeringshandling laa et Program, meget forskjelliget fra Martsprogrammet. Betegnende var det ogsaa, at Kongen i sit Statsraad strax optog to Holstenere, Bardenfleth og Moltke. Men det blev ved Programmet, af selve Fællesforfatningen blev der intet, thi nu kom Martsbevægelsen, og Martsministeriet blev dannet. Dette var ingenlunde et rent Systemskifte, men kun et Kompromis mellem de ældre og nyere Anskuelser. Der optoges lige mange Helstatsmænd og Liberale, og de ældre havde endda Overtaget, idet kun to Liberale. Hvidt og Lehmann, fik Portefolier. Martsministeriets Program blev da ogsaa et Kompromis Program, i Følge hvilket Slesvig skulde være i uopløselig Forbindelse med Danmark, og Holsten i Personalunion med det. I Sommerers Løb rejste der sig imidlertid Vanskeligheder, og Ministeriet optog Tanken om Slesvigs Deling, men Kongen vilde ikke give sit Samtykke dertil, og man vendte tilbage til det gamle Program. Længere ud paa Efteraaret mente Ministeriet imidlertid, at det atter maatte optage Tanken om Slesvigs Deling, hvis England under Fredsforhandlingerne skulde fordre det; men dette foranledigede Martsministeriets Afgang, og nu traadte Novemberministeriet til. I dette var det nationale Parti kun repræsenteret ved to Medlemmer (Madvig og Clausen), de øvrige holdt paa Traditionen, og der under handledes altsaa paa Grundlag af Slesvigs Selvstændighed, og i Foraaret 1849 var Regeringen tvungen til at holde fast paa dette Program, da det angrebes stærkt fra tysk Side. Efter Vaabenstilstanden i 1849 stod man atter overfor Spørgsmaalet om, paa hvilket Grundlag Forhandlingen nu skulde indledes. Madvig og Clausen hævdede stærkt Nødvendigheden af Slesvigs Deling. Clausen holdt paa, at man hellere maatte staa af paa Landomraadet end paa den inderlige Forbindelse mellem Danmark og Nordslesvig og Madvig mente, at man, om man end vilde holde paa den gamle Grænse, dog burde indrømme Nationerne fuld Selvstændighed. Til dem sluttede sig nu Sponneck, der gjorde giældende, at Slesvig selv havde forbrudt sin Ret til at være selvstændigt, idet den ene Halvdel havde sluttet sig til Oprøret, og at Kongeriget, der ikke kunde gjennemføre Slesvigs Selvstændighed, havde Ret til at vælge imellem Helstaten eller Delingen. Da Enighed ikke kunde opnaas, indgav Clausen og Madvig deres Demission, men Spliden blev dog bilagt. Forhandlingen trak nu i Langdrag og man naaede ind i Aaret 1850. I den første Halvdel af Aaret forsøgtes forskjellige Kombinationer. Holstenerne henvendte sig direkte til Kronen og fremkom med deres sædvanlige Forlangende om et udeleligt Slesvig-Holsten. Herpaa kunde man selvfølgelig ikke indlade sig, og samtidig kom der da ogsaa fra Nordslesvig en Deputation, som protesterede mod denne Afgjørelse. Og da der nu ikke øjnedes anden Udvej, benyttede Regeringen sig af sin Ret til ved Magt at sætte sig i Besiddelse af Slesvig efter formelt at have sluttet Fred med Prøjsen den 2den Juli 1850. Samtidig henvendte man sig til Stormagterne med Begjæring om Garantier for Arvefølgen og i denne Henvendelse medtog man Holsten. Hvorfor man havde gjort dette, var ikke Taleren klart, det fremstilledes paa den Tid som noget, der fulgte ganske af sig selv. Ved dette Tidspunkt var Reaktionen skreden frem overalt i Evropa; den nationale Bevægelse havde man faaet Bugt med alle andre Steder, og man kunde altsaa nu henvende hele sin Opmærksomhed paa Danmark, og med en national Afgjørelse af vort Mellemværende med Tyskland vilde Holsten jo være bleven tilovers, saa der var ingen Stemning for et Slesvig til Eideren. Den sidste Halvdel af 1850 var heldig for os. Vi sejrede paa Valpladsen og ved den første Londoner Protokol blev Danmarks Integritet slaaet fast. I 1871 havde vi Notabelforsamlingen i Flensborg, men dens Afgjørelser ledede kun til at forøge Bevægelsen i Hertugdømmerne. Saa kom Proklamationen af 28de Januar 1852, der indførte Helstatsordningen, og den anden Londoner Protokol, der garanterede den nye Ordning. Der indførtes særlige Forfatninger for Hertugdømmerne, en for Slesvig og en for Holsten, og endelig fik vi Fællesforordningen af 1854, der kun var raadgivende og bestod af 20 kongevalgte og 30 valgte af Rigsdagen og hvori intet konstitutionelt var bleven tilbage. Som Kommentar hertil fulgte i Hertugdømmerne Pressesager. Forbud mod danske Blade, Rigsdagens Adresser, der ikke bleve besvarede osv. Oppositionen mod Regeringen voxede nu fra Dag til Dag og blev endelig saa stærk, at Regeringen i December 1854 maatte fortrække. Det er dog et Spørgsmaal, om denne Sejr for de Nationale var en virkelig Sejr. Det havde maaske været bedre, om Regeringen, der havde truffet saa mange Aftaler med Tyskland, havde faaet Tid til at gjennemføre en Ordning, hvordan denne end var bleven. For Hertugdømmernes Vedkommende opnaaedes kun, at Forhandlingerne fremdeles bleve uafgjorte. Ørsteds Fald skyldtes for Resten vistnok snarere personlige Intriger end Oppositionen, og det nye Ministerium betegnede da heller ikke nogen virkelig Systemforandring. Hall og Andræ fik dog gjennemført en Ændring i Fællesforfatningen, hvorved der tilsattes denne 30 umiddelbart valgte Medlemmer, og denne Forsamling blev nu virkelig konstitutionel; men Sammensætningen var alligevel uheldig, idet den altfor ensidig tog Hensyn til danske Interesser, og hele Konflikten kom nu til at hvile paa det danske nationale Parti. Holsten forlangte særlige Forfatninger, og da dette Ønske ikke blev efterkommet, optoges de Forhandlinger, som saa fortsattes indtil Udbrudet af den sidste Krig. Det maatte indrømmes, at Regeringens Stilling havde været overordenlig vanskelig. Overgangen fra det absolute til det indskrænkede Monarki havde ikke kunnet udskydes, men Vanskeligheden ved at gjennemføre den i et sammensat Land, hvor to Nationer mødes, ere betydelige. Hertil kom saa, at Kongestammen var i Færd med at dø ud, og at vi til Nabo havde en Stormagt, der stadig udvidede sit Landomraade og som følte sig kaldet til at interpellere i vor Sag. Paa Valpladsen er det en stor Fordel at være en Stormagt, og det er det ikke mindre ved de diplomatiske Underhandlinger. Det staar i dens Magt at drage Forhandlingerne i Langdrag, den kan altid vælge det beleilige Øieblik til at gribe ind i Begivenhederne, og naar man ser Aktstykkerne i den dansk tyske Strid, kan man ikke være i Tvivl om, at Prøjsen i fuldt Maal har benyttet sig af denne Fordel. Alle Aftaler vare trufne, naar Changerne vare for dens Sag. En Stormagt kan desuden ganske anderledes uddanne sine Diplomater; et lille Lands Diplomater kan aldrig i ren teknisk Henseende komme paa Side af dem. Af alle vore Udenrigsministre under Konflikten var kun en - Reedtz - Diplomat af Fag, og at vi i de 15-16 Aar, Striden stod paa, davde haft ni forskillige Udenrigsministre var jo i og for sig uheldigt. En saadan Række af Systemskifter maa nødvendigvis medføre megen Usikkerhed og der hvilede da ogsaa megen Usikkerhed over hele Fr. VII's Regering. Vi havde jo desuden ingen virkelige politiske Partier. Bondevennerne var et Rigsdagsparti, der ikke blandede sig i den almindelige Politik, og mellem de øvrige var der ingen skarp politisk Modsætning. Dertil kom at Kongen var en uberegnelig og upaalidelig Mand, der blandede personlige Forhold ind i sine Beslutninger. Alle disse Vanskeligheder maatte man holde sig for Øje ved Bedømmelsen af det slesvigske Spørgsmaal.

Taleren gik derefter over til at omtale Forholdene i Slesvig under den danske Administration. Som ung havde han været meget oppositionel, og det skulde indrømmes, at der i Slesvig fandtes mangfoldige uheldige Embedsmænd; men hvorfra skulde man tage en dygtig Embedsstand; man maatte jo formelig gaa paa Jagt efter Embedsmænd? Tyskerne vilde ikke tjene den danste Regering, og indfødte danske vare ikke tilstrækkelig inde i Forholdene. Særlig i den sidste Tid anstrængte Regeringen sig til det yderste for at faa Embedsmænd, der vare fødte i Hertugdømmerne. I det hele og store var det vanskeligt at lægge nogen væsenlig Skyld paa Enkeltmand. Der var fra den overordnede Administration gaaet frem med en Hensynsfuldhed og Humanitet, som enhver uhildet Kommission vilde finde paaskjønnnelsesværdig. Ved Ordningen af Sprogsagen var der gaaet liberalt frem. Clausen og Madvig voterede stadig i den Aand; den første anbefalede stadig den yderste Forsigtighed og strengeste Retfærdighed, og Madvig gik endog saa vidt at tilraade, at man skulde finde sig i, at der i Kirker og Skoler taltes ikke blot i det tyske Sprog men ogsaa i tysk Aand. Sprogreskriptet havde ganske vist ikke truffet nogen heldig geografisk Grænse. Det vakte særlig stærkt Anstød i Angel, men det var urimeligt at opfatte det som en Fornærmelse imod det tyske Folk. Naar man hermed sammenlignede Tyskernes Adfærd nu Slesvig eller i Elsas Lothringen, svandt det ind til intet. Taleren, der var født nord for Flensborg Fjord, havde selv faaet tysk Undervisning og han havde læst de tyske Forfattere, længe inden han gjorde sig bekjendt med de danske, men alligevel havde tysk altid været ham fremmed. Betydningen af Begivenhederne havde for ham været den, at han havde følt, at der fra dansk Side blev gjort noget for at bevare Slesvig. Havde vi givet Slip paa det ved fredelig Overenskomst, vilde Landet formentlig have været tabt for os ikke blot politisk min ogsaa nationalt. Fejlene ved Regeringen vare: Mangel paa politisk Sans oq politisk Bøjelighed; de gamle vilde ikke vide af nogen ny Grænse, de nationalliberale kunde ikke tænke sig nogen ny Samfundsordning uden konstitutionelle Former og konstitutionelle Garantier. Lidt Afslag paa begge Sider kunde have fjærnet mange Vanskeligheder. Vi burde tage Lære heraf, at ikke den Tid skulde komme, da man dømte os, som vi nu vilde dømme dem (Stærkt Bifald). 

Under Højesteretssagfører Zahles Ledelse begyndte Forhandlingen. Assessor Madvig var væsenlig enig med Jørgensen. Taleren havde været ansat i det slesvigske Ministerium; han kjendte godt til de Klager, der førtes over slesvigske Forhold og Embedsmænd, og maatte indrømme, at der var begaaet Fejl. Man tabte sig maaske ofte i Smaating, i Juristeri. Embedsstanden betragtede sig maaske vel meget omgivet af en Nimbus, som gjorde den fremmed for dens Omgivelser. Den Nølerpolitik, man fulgte den Gang, den overdrevne Forsigtighed, som iagttoges ved enhver paatænkt Forandring, skadede Slesvig, men det er ubilligt, naar der klages over den lokale Embedsstand. De slesvigske Embedsmænd stod gjennemgaaende nok saa høit som de danske. Taleren glædede sig over Jørgensens fordomsfrie Dom over hin Tids Historie; det var ikke de Fejl, der bleve begaaede den Gang, som skilte os af med Slesvig. Nej, der forelaa et Problem, som ikke kunde løses; om en Engel var kommet ned fra Himlen, havde han ikke kunnet ordne vort Forhold til Slesvig. Derfor er det uretfærdigt at tale om dem, "der skilte os af med Slesvig". Om vi havde beholdt Januarministeriet i sin Tid, om vi vare naaede ind paa at faa en Personalunion af 4 Stater (de tre Hertugdømmer og Kongeriget), havde det intet hjulpet. I det Tilfælde vilde Holsten og Lauenburg have kommet til at regere os. Tanken om Slesvigs Deling, som England interesserede sig for, og som vi nu godt kunne forsone os med, strandede i sin Tid paa Modstand ikke hos Kongen alene, men hos saa godt som hele Folket. Det vilde man slet ikke høre om, "det skal ej ske", lovede Konge og Folk hinanden. Daværende Minister Madvig stillede dog i Oktober 1850 et Forslag om at dele Slesvig omtrent ved Slien, men ingen støttede ham i Statsraadet. Heller ikke vore Modstandere, Østerig og Prøjsen, ønskede denne Losning. De vare mod enhver liberal Politik, de søgte at fjærne dem fra Regeringen her hiemme, som stode Bevægelsen i 1848 nær. I 1864 kom Tanken om Delingen frem igjen, den engelske Regering foreslog en saadan, den danske Regering optog Tanken, men England holdt ikke sit Løfte om at blive ved sit første Forslag. Taleren vilde indrømme Jørgensen, at man var gaaet lidt vel vidt i sin Iver for at bevare det danske Sprog i Slesvig, men efter at Bestemmelserne om Benyttelsen af dansk Sprog var optaget i den slesvigske Forfatning, var det en betænkelig Sag at røre ved dem. Hvordan vi end havde bestemt Sproggrænsen, vilde der nok have været Tyskere nord for den, som havde beklaget sig.

Professor Kr. Erslev havde ikke i Jørgensens fordomsfri Fremstilling fundet nogen stærk Opfordring til at tage Ordet; Madvigs Udtalelser kunde mere trænge til at imødegaas. Han takkede Jørgensen for hans klare Fremstilling af den Tilbagegang, den Ebbe, som havde præget vor indre og ydre Politik siden 48, saa at man mere og mere fjærnede sig fra de gode Tanker, som udtaltes i 1848. Uagtet alt, hvad Madvig havde sagt om Delingen, staar det dog fast, at der her forelaa en Løsning, som ikke blev prøvet. Det er vist nok, at der var Stemning herhjemme imod at gaa til en Deling, men hvordan var den opstaaet? At betragte Ejderen som Danmarks rette Grænse var egenlig ikke kjendt i Frederik den sjettes Tid. Det var en Tanke, som kun var ført ind i Folket af de liberale Stormænd fra Fyrrerne. Hvis denne Tanke senere beredte dem Vanskeligheder, saa maatte de takke sig selv derfor. Er der nogen logisk Nødvendighed for at sætte Ejderen som en national Grænse? Man kan mene, at vi have historisk Ret til en saadan Grænse og man kan maaste tvivle om denne Ret (Nej! Nej!), men en national Grænse kan Ejderen, som skiller Tyske fra Tvske, ikke være. Det er vanskeligt at vide, hvad der kunde have sket, hvis de Nationalliberale havde tænkt deres Tanker til Ende og arbejdet for at faa en virkelig national Grænse. Man kan ikke frikjende dem for et Ansvar, thi de byggede fra først af paa en kun halvt gjennemtænkt Tanke og de manglede politisk Bøjelighed til at lade sig udvikle med Tiden (Stærk Bifald, blandet med lidt Hyssen)

Gehejmeraad Madvig maatte i Modsætning til sin Søn hævde, at en Deling burde være forsøgt. Men Erslev havde Uret, naar han dadlede de Nationalliberale saa stærkt. Man maatte jo huske paa, at deres Fordring om Ejderen som Grænse var kun en Følge af Tyskernes Fordring om et "Schleswig Holstein meerumschlungen" med Kongeaaen til Grænse. Nordslesvigerne havde heller aldrig kunnet slutte sig til Tanken om Slesvigs Deling, en Mand som Kryger holdt i sin Tid stadig paa Slesvigs Udelelighed. Taleren, Clausen og Sponneck kunde intet udrette mod den almindelige Modstand mod Delingstanken, de maatte saa læmpe sig efter Forholdene. Nu have vi vel nok slaaet os Ejdergrænsen ud af Hovedet, men at blive den Tanke kvit paa en god Maade, vilde vist have været vanskeligt. I sin Tid var det ikke muligt at faa Folk til at indrømme det.

Madvigs Foredrag, som kun kunde høres af forholdsvis faa, hilsedes med stærkt Bifald. Dirigenten mente, at det passende kunde være et afsluttende Foredrag, og foreslog at de fremtidige Talere skulde indskrænke sig til at tale 10 Minuter.

Kand. Scharling takkede Madvig for hans Protest mod Erslevs Udtalelser; han kunde tydelig mærke, at Erslev havde ikke selv levet i den Tid, han talte om. Ploug turde ikke i 1862 optage Artikler, der anbefalede Slesvigs Deling, det vilde kun have ødelagt "Fædrelandet"

Provst Sich syntes, at det var ganske naturligt, at vi ikke vilde have Danmark delt i sin Tid; han mindede om, at Kampen for Sønderjylland ikke havde været forgjæves

Provst Grundtvig mindede om, siden vi aandelig havde vundet Slesvig, Kong Dan; Sagnet om ham var et af de første Udtryk for Ejdertanken. Hvis Erslev havde staaet Forpost ved Dannevirke, saaledes som Taleren havde gjort i 1850, da vilde han vist have talt paa en hel anden Maade. Han havde truffet mange danske i Slesvig, og i 1848-50 var den historiske Grænse ogsaa for en stor Del national. Han haabede, at den nationale Kamp for Slesvig skulde minde os om, at vi skulde leve for vort Folk, men ikke for almene kosmopolitiske Ideer (Bifald og Hyssen).

Dr. Fridericia kunde ikke forstaa, at man vilde frakjende de yngre Ret til at dømme om, hvad der er foregaaet før deres egen Levetid. Hvor bliver saa den hele historiske Videnskab af? Grundtvig havde ingen Grund til at tale om kosmopoliske Ideer. Taleren og hans Meningsfæller vilde ikke lade sig frakiende Navnet nationale. Det kommer tydeligere og tydeligere frem, at Eidertanken blev betragtet som et Udtryk for den nationale Bevægelse derhjemme i Halvtredserne og Treserne; de nationale seilede under et falsk Flag. Den Politik, vi førte over for Slesvig, stødte Evropa fra os; det er ikke rimeligt, at vi ved en Deling af Slesvig havde stødt Evropa. Det var lige saa naturligt for Tyskerne at ønske en national Afrunding mod Nord, som det er for os at ønske at forenes med vore Landsmænd i Nordslesvig. Og naar man nu siger, at Delingstanken næppe var lykkedes, maa man ikke glemme, at Eiderpolitiken jo heller ikke lykkedes. De danske Politikere burde have husket, at vi vare de svage.

Fotograf Mary Dorthea Frederikke Steen (1853-1939): Octavius Thomas Hansen (1838-1903) politiker, højesteretssagfører. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Højesteretssagf. Oct. Hansen kunde ikke forstaa, at Grundtvig i Anledning af, at Erslev forlangte en ren national Grænse, skulde give sig til at tale om kosmopolitiske Ideer. Prof. Grundtvig havde udgydt sit Blod for Fædrelandet paa Valpladsen, det var noget, som Taleren havde Respekt for, selv om man bagefter pralede lidt deraf .... (I Anledning af denne Yttring blev der en frygtelig Tummel).

Dirigenten opfordrede Taleren til at tage disse Ord tilbage.

Oct. Hansen: Naar Grundtvig vilde indrømme, at der i en Forsamling af danske Studenter ikke havde været Grund til at fremhæve egen Tapperhed, ellers ikke.

Dirigenten beklagede det forefaldne og opfordrede til at skifte Emne.

Oct Hansen: Hvad man havde trængt til i Slesvig var en virkelig praktisk Politiker.

Dr. Rosenberg: Eidergrænsen var voxet fast i det danske Folk fra Arilds i Tid og levendegiort af Digterne. Tabet af Slesvig var en "Skæbne", der havde ramt os.

Høiesteretsassessor Rimestad advarede Oct. Hansen og andre mod for rask at dømme de Mænd, som førte Underhandlinger med Tyskland i sin Tid. Det var forbavsende, "hvor nær" det havde været ved, at deres Politik var lykkedes. Quaade havde den 9de November 1863 meldt, at Bismarck da var rede til at gaa ind paa Tanken om et Ejder-Holsten og et Ejder-Danmark.

Assesor Madvig indrømmede, at Historien havde Ret til at dømme, men man skal være meget varsom i sin Dom over den nærmest foreaaaende Tid. Lad os arbeide i Enighed fremad og ikke forkjætre hinanden!

Dr. Hempel kunde ikke forstaa, hvorfor man vilde have de yngre med til en Diskussion, naar de ikke maatte faa Lov til at dømme. Han syntes, at det var stor Nøjsomhed, naar man trøstede sig over Tabet af Slesvig ved, at man havde vundet Slesvigernes Hiærter.

A. D. Jørgensen syntes, at der var gjort meget for en forsonlig Politik i overfor Slesvig under de stadige Udæskninger fra tysk Side. Det var rimeligt, at vi forsøgte at holde paa Slesvig saa længe som muligt, ellers vilde man have beskyldt os for Fejghed.

Dirigenten sluttede Mødet Kl. over et med cn Tak til Indlederen.

Paa Opfordring af A. C. Larsen raabte Forsamlingen et kraftigt Leve for den danske Studenterstands Æresmedlem Madvig.

(Morgenbladet (København) 9. maj 1883)

En forsideartikel på Morgenbladet (København) 11. maj 1883 kommenterede på mødet.

Nu kommer Sandhederne frem. Ved det almindelige Studentermøde, der, som omtalt i Gaar, afholdtes i Arbejderforeningens Festsal i Tirsdags, og hvor saadanne Mænd, som Gehejmeraad Madvig, Assessor Madvig, Gehejmearkivar Jørgensen, Professor Kr. Erslev, Professor Grundtvig, Kandidat Emil Elberling, Dr. Fredericia m. Fl. vare i Ilden, fik det national-liberale Parti nogle Sandheder at vide, som vel ikke ere nye; men, som man kan se, at der i Stilhed er gemt paa til ved given Lejlighed. Nu, da Ploug, ikke kan knalde saa rask med sin velkendte Pisk, og - da Billes hvasse Tunge og skarpe Pen ikke mere gør Tjeneste ved det nu Uge for Uge ynkeligere "Dagblad", nu kommer der Humør baade i gamle og unge Akademikere og Embedsmænd. Spørgsmaalet drejede sig om "det slesvigske Spørgsmaal" og Gehejmearkivar Jørgensen gav da den Oplysning om salig Frederik den 7de, at han var en "uberegnelig og upaalidelig Karakter", og at han var "et typisk Udtryk" for "den Uregelmæssighed", der havde hersket i Regeringen, altsaa i det nationale Partis stadig stiftende Ministerier. Dette er en Udtalelse, der fortjener at noteres; Skade, at den kommer saa sent frem af sit Skjul. Saa talte samme Gehejmearkivar og Assessor Madvig, der stedse begynder i Øst og ender i Vest, efter at have snuset rundt i Alt som en Kok i et Køkken, om de tidligere slesvigske Embedsmænd, og gav dent Attest for, at de stod paa et lige saa høit Trin som den øvrige Del her i Landet. Dette har nu ikke meget at sige, og dertil kommer, at det er Usandhed, thi det er en Kendsgerning, at netop de danske Embedsmænds Optræden i Slesvig har bidraget til, at Danmark tabte denne Landsdel. Paa mangfoldige Steder i Slesvig var Stemningen mod de danske Husfogder, Landfogder, Amtmænd og andre Øvrigheder saa hadefuld, at man af den Grund alene valgte Tysk for Dansk. Det har ogsaa senere vist sig, da Kongeriget efter 1864 blev oversvømmet af "betrængte Slesvigere", at disse, da de bleve ansatte i Embeder, her i Landet, vilde begynde at indføre den samme Tone her som i Hertugdømmet overfor Folk. Men den gik ikke, skønt vi ellers ikke er forvænte her i Danmark. Kig nu ned f. Eks. til Næstved, Vordingborg, ind i Odense og de mange Jurisdiktioner omkring denne By og flere andre Steder, saa vil man saa et Begreb om, hvorledes en Befolkning kan opdrage en Embedsmand, som mener, at hans Avtoritet sidder i de forgyldte Frakkeknapper og hans Myndighed i Guldtressen om Kasketten.

Professor Kr. Erslev fremkom med den drøje Sandhed, at der i "den danske Politik siden 1848 havde gjort sig en sørgelig Tilbagegang gældende", og at de ledende Mænd havde paa den Tid (de Nationalliberales Tid) ikke Mod til at tage Konsekvenserne, som nødvendigvis fulgte med sand Opfattelse af Nationaliteten, og det var disse Mænd (c: Monrad, Lehmann, Krieger, Hall, Bluhme og deres Medhjælpere Pressen, Ploug og Bille), som ved deres uklare Nationalitetsbegreber bar Ansvaret for den daværende Politik. - Se, saa rene Ord for Pengene fik Dhrr. Nationalliberale, men det generede dog Professor Grundtvig i den Grad, at han kaldte Erslev en ung Mand, som ikke kunde have nogen Mening om slige Ting, og Professoren talte videre om, at han havde været med i Krigen og "ofret Liv og Blod", hvilket gav Højesteretssagfører Octavius Hansen Anledning til at tale om Praleri og de mange Tilhørere Lejlighed til efter Behag at huje, hysse og komme med voldsomt Bifald.

Fotograf Olaf Gjørup (1861-1936) & Co.: journalist, forfatter, bibliotekar Rudolf Emil Elberling (1835-1927). Foto fra mellem 1896 og 1927. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kandidat Emil Elberling, der i flere Aar var knyttet til det afgangne "Fædrelandet", gav den interessante Meddelelse, at han i 1802 indstændig havde anmodet Ploug om blot i nogle Anmeldelses artikler at omtale Delingen af Slesvig ; men han turde ikke optage Artikler herom og havde tilføjet, "at hvis der kom et Ord frem "Fædrelandet" om denne Sag, vilde det være ruineret". Altsaa: den store Mand, Carl Ploug, der altid har slaaet om sig med sin Overbevisning, sine rene Hensigter som Politiker, han tør, ikke behandle et Spørgsmaal i sit Blad, som var et Livsspørgsmaal for Danmark den Gang, fordi han frygtede at miste sine Abonnenter.

Det er ret interessante Sandheder, som der her er fremkomne, og det viser os, hvorledes Partiinteresse og Egennytte stedse har været stillet i første Række. Medens det nationalliberale Parti, hvis Afløvning er det nuværende Højre, skaffede os af med de 3 Hertugdømmer, sørgede det for at tilrive sig Embederne og Magten over Pengekassen saa længe som mulig.

Mødet i Tirsdags var arrangeret af Højre for at protestere mod Dr. Pingels Udtalelser i Haandværkerforeningens Lokale og for at skabe en Stemning til Fordel for Partiet. Men det blev anderledes. De historiske Sandheder lader sig ikke bortforklare, og derfor blev Mødet en Fiasko, et Nederlag for Indbyderne. 

(Social-Demokraten 10. maj 1883).

Johan Nicolai Madvig (1804-1886) klassisk filolog og politiker. Rektor for Københavns Universitet i én toårig og fire etårige perioder i årene 1855 til 1879. Medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Han var medlem af Folketinget  4. december 1849 til 27. maj 1853. Medlem af Landstinget  3. juni 1853 til 28 august 1854 og fra 12. juli 1855 til 1. oktober 1874. Folketingets formand 1852-1853, og næstformand i Landstinget 1858-1863, 1866-1869 og 1870-1874. Valgt til Rigsrådet i 1856 og var dets præsident til 1863. Han var medlem af Rigsrådets Folketing fra 1864. Han stod som kultusminister bag skoleloven af 1850 for det lærde skolevæsen, der som den første lov havde den almene dannelse øverst i sin formålsparagraf. Gehejmekonferensråd i 1881. Madvigs Allé på Frederiksberg er opkaldt efter ham.

Johan Nikolai Agathon Madvig (1833-1919), søn af professor Johan Nicolai Madvig. 1857 volontør, 1859 assistent, 1861 kancellist og 1863 fuldmægtig i det slesvigske ministerium. Afgik 1864 ved ministeriets opløsning. Han beskæftigede sig derefter med de slesvigske arkivsager og arbejdede ved Inkorporationskommissionen samt for Justits- og Indenrigsministeriet i sagerne fra de inkorporerede slesvigske distrikter. 1871-72 udgiver af Lov- og Ministerialtidende. 1872 assessor i Københavns Kriminal- og Politiret, 1879 til assessor i Landsover- samt Hof- og Stadsretten. Fra 1885 var han tillige næstformand i Sø- og Handelsretten og 1891-1905 var han formand i denne ret.

Adolph Ditlev Jørgensen (1840-1897) var en dansk historiker og rigsarkivar. 1863 blev han ansat som hjælpelærer ved den lærde skole i Flensborg med løfte om at blive adjunkt og bibliotekar ved et påtænkt offentligt bibliotek for Slesvig, men afskedigedes efter krigen 1864 og vendte tilbage til København. 1869 assistent i Kongerigets arkiv, rentekammerafdelingen. 1874 blev han fuldmægtig, og ved C. F. Wegeners afgang blev han gehejmearkivar og overtog ledelsen af Kongerigets arkiv fra 1. januar 1883.

Kristian Sophus August Erslev (1852-1930). Professor ved Københavns Universitet i 1883-1916, rigsarkivar i 1916-1924 og formand for Carlsbergfondets bestyrelse i 1913-1926.

Octavius Thomas Hansen (1838-1903) Sagfører og politiker. 1869 blev han overrets- og 1874 højesteretssagfører. 1872 blev han valgt til Folketinget og genvalgt 1873 for en lille gruppe "de nationale Løsgængere" der i reglen stemte sammen med Mellempartiet. Han sluttede sig til oppositionen, og var 1880-90 forsvarer i en række politiske sager, mest for Venstre-folk. Hansen var senere på året med til at danne Den liberale Vælgerforening 1883 og var formand 1885 samt 1888-90 medlem af overbestyrelsen for Venstres organisation. 

Professor Svend Hersleb Grundtvig (1824-1883). Søn af N.F.S. Grundtvig. Ved udbruddet af Krigen 1848-51 meldte han sig som frivillig. Han blev løjtnant 17. juli 1848 og deltog ved Dybbøl og Isted. Efter krigen fortsatte han i hæren som À la suite. Han udtrådte 1863 som kaptajn. Under Krigen 1864 var han i seks måneder ved eksercerskolen i København og 1868-1879 kaptajn i forstærkningen.

Rudolf Emil Elberling (1835-1927) var forfatter, journalist og kvinderetsforkæmper. Han var medarbejder ved Fædrelandet i 1860-1882 og bibliotekar ved Rigsdagen 1880-1912. Han var medstifter af Den liberale Vælgerforening på Frederiksberg og formand 1883-86. Desuden medlem af Dansk Kvindesamfunds styrelse 1883-1887.

Studentersamfundets rolle som samlingssted for den akademiske opposition aftog ved slutningen af 1883 med det i november 1883 stiftede "Københavns liberale Vælgerforening” (bl. a. direktør G. A. Hagemann). I forbindelse med et suppleringsvalg til Folketinget i Københavns Amts 1. kreds samledes nogle mindre kredse af liberale højremænd, venstremænd og socialdemokrater i "De forenede liberale Vælgerforeninger for Frederiksberg" med bibliotekar Rudolf Emil Elberling som formand.

Mere om det slesvigske Spørgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Zahle skriver i sin "Folketid.": Der er iaar paa vore Folkefester talt Meget om Slesvig og Slesvigerne. Dette kræver Eftertanke. Naar Pastor Richardt sagde, at Hovedgrunden til Slesvigs Tab var, at vore Forfædre lod det fremmede trænge ind, saa er deri noget Sandt, men ogsaa Noget, der kun er halvt sandt. Den første Lære, som heraf maatte uddrages, var da den, at intet ufrit Folk selv kan sørge for sit Folkelivs Hævdelse og Fremme. Altsaa har Enevældens 200 Aar været til Skade for Folkelivet i Danmark. Et Folk uden Selvstyrelse sygner hen. Skal man vente Alt af Regeringen, vænnes man til selv at ligge paa den lade Side. Her stemmer Richardt med den, der i "Folketidenden" skrev, at Tvangsskoleloven fra 1814 har fremmet Tydskheden i Slesvig. Alligevel var dansk Almuesprog udbredt lige ned til Hollingsted ved Dannevirke og gamle Folk i Angel talte endnu Dansk. Dette Dansk blev ikke pleiet af Regeringen; ti det er ikke nok, at man værner om Sproget, naar man ikke agter de Smaafolk, som tale det fra Fædrene nedarvede Folkesprog. Men netop dette ser man jo, Folk ikke endnu i vore Dage vil gaa ind paa. Tvertimod taler man om den falske Folkelighed. Saa vidt var det kommet med Danskheden i Slesvig, at i de første slesvigske Stændermøder talte de Allesammen Tydsk, saa at P. H. Lorentsen vakte Opsigt ved at være den Eneste, der talte Dansk. Saa kom Laurids Skau som Folketaler paa Skamlingsbanken og saa kom H. Kryger. At gjøre L. Skau til Amtsforvalter var næppe den rigtige Maade at fremme Danskheden paa. Man skulde have støttet de folkelige Kræfter derovre i Stedet for at sende en hel Besætning af kongerigske Embedsmænd, som paa faa nær ikke havde Øie for Folkets eget Tarv. Jeg har for en halv Menneskealder siden udtalt, at det slesvigske Spørgsmaal var af Regeringen gjort til et Embedsspørgsmaal, nemlig om hvem der skulde have de slesvigske Embeder, Kjøbenhavns eller Kiels Embedssøgere. Det burde have været et Folkespørgsmaal; ti kun ved den indfødte slesvigske Danskhed kunde Slesvig eller Sønderjylland have værget sig mod at tilfalde de høitydske Kjøbmand, Godseiere, Embedssøgere og Andre, der fra tydsk Stade stod lige over for de raadende Kræfter i Kongeriget. Som man heraf ser, maa der sluttes saaledes: At de "Nationalliberale" har villet være ved Magten med alle deres Embedsbortgivelser ovre i Slesvig har netop været Ulykken. Hvis derimod de folkelige Kræfter i Kongeriget havde faaet Lov til at støtte de folkelige Kræfter i Slesvig dels ad den frivillige Samfundsvei dels ved at lade fødte Slesvigere faaet Slesvigs Embeder, da vilde vi nu ikke vare komne til den Yderlighed, at vi kun kan tale om Nordslesvigs Gjenerhvervelse, men da kunde vi have holdt fast ved vor ældgamle folkelige Ret, at hele Slesvig var Danmarks rette og folkelige Eie. Men hermed staar paa lige Trin den Sandhed, at havde Rotwitts Venner, havde Blixen-Finecke raadet, da det kom til ny Uenighed mellem Danmark og Tydskland, var det maaske ikke gaaet saa galt, som det gik. I alt Fald var det fra Grundtvigs, Tschernings og Blixens Side der advaredes mod det Hallske Regimente i Slesvig. Og nu har selv "Dagbladet" indrømmet, at det var galt med Sprogtvangen. For sidste Krig advarede vi imod at der taltes saa letfærdigt om "den anden slesvigske Krig". Da Spændingen tiltog, læste man i de navnløse Meddelelser, som tilsendtes ovre fra Slesvig, endog de Ord "vi glæde os til Krigen"; der udtaltes ved en offentlig Fest paa den kongelige Skydebane, at Krisen med Udlandet var fremkaldt "med beraad i Hu"; ja Krieger udtalte i Rigsraadet ved Novemberlovens Vedtagelse: "Hvo Intet vover, Intet vinder!" Altsaa kan man ikke tale om, at vi selv eller vore ledende Statsmand ere uden Skyld i at have fremkaldt en Afgjørelse med Udlandet om det slesvigske Spørgsmaal. Naar man da ikke havde Noget imod en krigersk Afgjørelse, saa maa de, der medvirke til alle de foregaaende Skridt, ogsaa finde sig i den Fred, der fulgte paa Krigen. Det er sørgeligt, men selv det store Frankrig ivrer imod, at Nogen tanker paa Hævn over den skete Ydmygelse. Altsaa var ikke blot Lauenborg og Holsten men det gamle Sønderjylland tabt, afstaaet ved Fred og Slesvigerne løst fra deres Troskabsed. Men saa synge Mand som Digteren Palludan-Müller: "Slesvigs Land gjenvundet, det er Danmarks Maal!" Kan det være rigtigt? Sømmer det sig tænksomme Mænd? Efter Freden kom Krigen om Slesvig mellem Prøisen og Østerrig, og saa fik Napoleon den 3die indsat i Pragerfreden den Artikkel V, hvorefter Slesvigs nordlige Distrikter skal gjenforenes med Danmark, naar de ved fri Afstemning udtale sig derfor. Det skete ikke for Danmarks Skyld; ti ellers havde Napoleon i 1870 anket over, at denne Artikkel ikke var overholdt, da han opregnede hele Preussens øvrige Fremfærd. Det skete kun for at saa den Tanke om Afstemning, han havde indført ved at tage Savoyen og Nizza fra Italien, stadfæstet af større Magter. I Stedet for at glædes over denne Artikkel, skulde Danmark sørge; ti, hvis den kom til Udførelse, maatte vi vel som de Smaa finde os i Udfaldet, men derved havde vi ogsaa for stedse fraskrevet os Retten til det øvrige Sønderjylland med Dannevirke og alle de andre dyrebare Minder samt mange dansksindede Hjerter. Vil Mænd, der selv have Del i et Riges Styrelse, tale med om slige pinlige Tilstande, drøfte dem paa Folkefester, saa Folk til at raabe Hurra for uklare Talemaader, da er det vel rigtigt, at der opfordres til at tanke over den virkelige Side af Sagen: Hvis Afstemning engang, saasom naar Kronprindsen kommer til Roret i Prøjsen, tilbydes, hvorledes tanker man sig da at ville i Danmark med dets Rigsdag optage de indvandrede Tydske, hvordan vil man stille sig til de af Prøisen indsatte Embedsmand, hvordan vil man finde sig i de der opførte Fæstninger og Havne, og hvorledes vil man efter Afgjørelsen i det Hele stille sig til Prøisen under de større Kampe, der let kan opstaa mellem Stormagterne. Her er vi inde paa et Spørgsmaal, der ligeledes fremkaldes ved Folkefester. Adskillige Høiskolelærere og andre Lærere, stundom endog Gejstlige ere meget ivrige med at opmande til Kamp, men her ser jo Enhver, at vi er de Smaa, og Højskolerne er jo ikke det samme som Skytteforeninger. Derimod skulde det synes, at det laa meget nærmere for Høiskoleforstandere og Folkelærere at mane til sund Eftertanke, til klart Overblik, til moden Overveielse, for at vi dog ikke igjen skal i Blinde styrte os i Kampen og siden være henviste til kraftløse Skaaltaler og Hurraer, fordi man indlod sig i en haabløs og slet overtænkt Kamp.

(Aarhus Amtstidende 6. august 1873).

Carl Friedrich Heiberg (1796-1872). (Efterskrift til Politivennen)

Den 16. i denne måned er i Slesvig en af ​​Slesvig-Holstens mest loyale patrioter dr. Carl Friedr. Heiberg, død efter længere, alvorlig sygdom. Heiberg blev født i 1796 i Klensbye i distriktet Gottorf, kom ind på universitetet i Kiel i 1817 for at studere jura, tog til Berlin året efter, hvor han primært koncentrerede sig om studiet af æstetik, rejste derefter gennem Sachsen, opholdt sig i Heidelberg i 1820 og vendte tilbage til Kiel efter en rejse gennem Michaelis i Schweiz samme år. Efter at have bestået embedseksamen i Gottorf med hæderlig udmærkelse i 1821, blev han 1825 udnævnt til underretsadvokat for Slesvig og Holsten, notar i 1830 og giftede sig i 1835 med Asta, grevinde von Baudissin, en klog og energisk kvinde, som var en sand støtte for ham i senere vanskelige tider. I mellemtiden fik den historiske retning af hans juridiske og filosofiske studier ham til at forberede sig på en akademisk karriere. Universitetet i Rostock tildelte ham titlen som doktor i jura for hans litterære bidrag til Heidelberg Yearbooks, Elvers' Themis og andre tidsskrifter. Da han skulle uddanne sig som privatlektor, blev han trukket ind i den politiske bevægelse i Slesvig-Holsten af ​​Lornsens optræden og arbejdede aktivt for sit fædreland som forfatter og foredragsholder. Han grundlagde Slesvig-Holstens Advokatforening, hvoraf han blev valgt til syndikus og sekretær. I 1842 blev han udnævnt til over- og landsretsadvokat. Indvalgt i den grundlovgivende forsamling i 1848 stemte han imod underkastelsen, hvorved han blev udelukket fra amnestien i 1851. Forvist fra sit hjemland rejste han til Tyskland på jagt efter en ny indflydelsessfære og vendte først tilbage til Slesvig efter den anden amnesti. Han fik dog ikke lov til at udøve advokatvirksomhed igen for Slesvig eller Holsten. Frataget sin indtægt grundlagde han 1857 en engros- og forlagsvirksomhed i Slesvig; Men hans voksende indflydelse på befolkningen og hans mere aktive holdning til landets anliggender førte til lukningen af ​​butikken i 1859 og 60. Som formidler af tysk litteratur og oppositionelle skrifter, der fremmede modstand i hertugdømmet Slesvig, havde det længe været en hindring for de danske myndigheders propaganda. I denne periode af sit liv fik doktor Heiberg også betydning for den tyske boghandel, og denne viste ham som bekendt, den tyske dannelses og ånds tapre fortaler i Norden, dens aktive anerkendelse i disse vanskelige tider. Efter Slesvig-Holstens befrielse fra dansk styre i 1864 blev han udnævnt til appelretsadvokat og notar af den højeste civile myndighed. I årene 1864-1866 var han aktiv i den snævre beskyttelse af de slesvig-holstenske foreninger, senere var han medlem af Venstres Centralvalgbestyrelse. Hans aftagende styrke afholdt ham fra at tage aktiv del i offentlige anliggender i hans sidste år, skønt han fortsatte med at interessere sig for dem indtil sin død. Loyal mod sit land i alle sine omskiftelser var han så heldig, at han ved sine dages ende kunne se ikke blot befrielsen af ​​Slesvig-Holsten fra fremmed herredømme, som han havde været med til at søge, men også den herlige forening af den tidligere splittede og magtesløse nation til det første kulturimperium i verden, hans drømmes højeste mål realiseret. Æret være hans minde!

Carl Friedrich Heiberg.

Am 16. ds. ist in Schleswig einer der treuesten Patrioten Schleswig-Holsteins, Dr. Carl Friedr. Heiberg, nach langer, schwerer Krankheit verschieden. Heiberg war im Jahre 1796 zu Klensbye im Amte Gottorf geboren, besog 1817 die Universität Kiel, um die Rechte zu studiren, ging im Jahre darauf nach Berlin, wo er sich namentlich mit dem Studium der Aesthetik beschäftigte, bereiste dann Sachsen, hielt sich 1820 in Heidelberg auf und kehrte nach einer reise durch die Schweiz Michaelis selben Jahres nach Kiel zurück. Nechdem er 1821 auf Gottorf die juristische Amtsprüfung mit rühmlicher Auszeichnung bestanden, ward er 1825 zum Untegerichtsadv ocaten für Schleswig und Holstein, 1830 zum Notar ernannt und verheirathete sich im Jahre 1835 mit Asta, Gräfin von Baudissin, einer geistvollen und thatkräftigen Frau, die ihm in späteren schweren Drangsalen eine wharhafte Stütze war. Inzwischen ward er durch die historische Richtung seiner juristischen und philosphischen Studien veranlasst, sich für die akademische Carriere auszubilden. Die Universität Rostock ernannt ihn wegen seiner literatischen Beiträge in den Heidelberger Jahrbüchern, in Elvers' Themis und andern Zeitsc hriften zum Doctor juris. Im Begriff, sich als Privatdocent zu habilitiren, ward er durch Lornsen's Auftreten in die polititsche Bewegung in Schleswig-Holstein hineingezogen und wirkte als Schriftsteller wie als Redner thatkräftig für sein Vaterland. Er begründete den schleswig-holsteinischen Advocatenverein, zu dessen Syndicus und Secretär er gewählt wurde. Im Jahre 1842 war er zum Ober- und Landgerichts-Advocaten ernannt worden. 1848 in die constituirende Landesversammlung gewählt, stimmte er mit gegen die Unterwerfung, infolge dessen er 1851 von der Amnestie ausgeschlossen wurde. Aus seinem Heimathlande verbannt, bereiste er, um sich einen neuen Wirkungskreis zu suchen, Deutschland, und kehrte erst infolgde der zweiten Amnestie nach Schleswig zurück. Doch ward ihm die Betreibung der Advocatur für Schleswig, wie auch für Holstein nicht wieder gestattet. Seiner Einnahme beraubt, gründete er 1857 in Schleswig ein Sortiments- und Verlagsgeschäft; doch sein erwachender Einfluss auf die Bevölkerung und seine activere Haltung in den Landesverhältnissen veranlassten 1859 und 60 die Schliessung des Geschäftes, das als Verbreiterin deutscher Literatur und oppositioneller, den Widerstand fördernder Schriften im Herzogthum Schleswig den dänischen Behörden schon lange genug für ihre Propaganda hinderlich gewesen war. In dieser Peiode seines Lebens hat Dr. Heiberg auch Bedeutung für den deutschen Buchhandel gewonnen, und dieser hat ihm, dem tapfern Verfechter deutscher Bildung und Gesinnung im Norden, in jener schweren Zeit bekanntlich seine thatkräftige Anerkennung bezeigt. Nach der Befreiung Schleswig-Holsteins von der dänischen Herrschaft 1864 ward ihm von der obersten Civilbehörde die Bestallung als Appelationsgerichtsadvocat und als Notar. In den Jahren 1864-1866 war er im engeren Ausschutz der schleswig-holsteinischen Vereine thätig, später war er Mitglied des Central-Wahl-Comités der liberalen Partei. Seine abnehmenden Kräfte hielten ihn in den letzten Jahren von einer thätigen Theilnahme an den öffentlichen Angelegenheiten fern, denen er aber bis zu seinem Ende ein warmes Interesse zuwandte. In allen Wechselfällen treu seinem Lande, war es ihm vergönnt, am Ende seiner Tage nicht nur die von ihm miterstrebte Befreiung Schleswig-Holsteins von der Fremdherrschaft, sondern auch die glorreiche Einigung der früher zerrissenen und machtlosen Nation  zu dem ersten Culturreiche der Welt, das höchste Ziel seiner Wünsche, verwirklicht zu sehen. Ehre seinem Andenken!

(Börsenblatt für den deutschen Buchhandel: Fachzeitschr. für Verlagswesen u. Buchhandel. 28. august 1872)

Forfølgelserne af Heiberg under det danske herredømme er omtalt på denne blog i indslaget om Casper Conrad Langheim fra 1860, og om en knapmagers selvmord samme år.

På internettet findes C. F. Heibergs "Das souveräne Herzogthum Schleswig in seiner staatsrechtlichen Verbindung mit Holstein ..." (1846).

Hans tredje søn, digteren Hermann Heiberg (1840-1910) beskrev barndommen som lys og meget fri. Han overtog faderen boghandel i perioden 1859-1870. Hans kone Asta Heiberg udgav i 1897 "Erinnerungen aus meinem Leben" hvori manden også omtales, også de her på bloggen nævnte forfølgelser. I disse erindringer skildres bl. a. også Krigen 1848-1851 og den danske undertrykkelse af de tyske i Slesvig-Holsten.

Harro Paul Harring. (Efterskrift til Politivennen)

Harro Paul Harring (1798-1870) revolutionær forfatter, demokrat og kosmopolit. Han  var født i den frisiske del af Slesvig, tæt ved Husum. Efter et kort ophold som historisk militærmaler i København, rejste han i 1820 til Wien og Würzburg. I 1821 deltog han i den græske uafhængighedskrig. Harro Harring nævnes den 26 februar 1822 i Aarhuus Stifts-Tidende. Han var kendt i København som tysk poet. Så til Rom et år. Dernæst til Wien. Han boede også i Schweiz og München, i Wien arbejdede han som skripforfatter på Theater an der Wien. Han var i Prag, Warschawa 1828 hvor han blev kornet i et russisk lancerregiment. Da revolutionen brød ud i Frankrig i juli 1830, rejste han til Braunschweig, Bayern og Saxen. Her blev han udvist som demagog og tog til Strasbourg hvor han udgav avisen Das constitutionelle Deutschland og deltog i Hambach Festival 1832. Men måtte så forlade landet til Frankrig i Dijon–Châlonsområdet. Her mødte han Giuseppe Mazzini og deltog i det revolutionære angreb på Savoie. Han blev arresteret flere gange i Schweiz og blev uvist til London. I maj 1837 blev han såret og levede en tid på Helgoland. Her var hans revolutionære ideer imidlertid ikke populære blandt indbyggerne. Guvernøren Henry King sendte bud efter et krigsskib for at få ham fjernet. 

I september 1838 var han på åen Jersey, for i vinteren 1838-39 at returnere til Helgoland, derefter Bordeaux og Burges. Turen gik 1841 til Holland, derefter England, Frankrig og Brasilien. I august 1843 rejste han til USA hvor han levede som maler og forfatter. Opstanden i 1848 fik ham tilbage til Slesvig, over Hamborg og Rendsborg, hvor han udgav avisen Das Volk. Han holdt bl. a. en tale i Bredstedt i Nordfrisien hvor han agiterede for en nordfrisisk republik. Han sluttede talen med at drage et sværd og citere et nordfrisisk mundheld "hellere død end slave".

I 1828 var der i Kjøbenhavnsposten (23. maj, 27. maj, 3. juni) en længere anmeldelse af hans biografiske skrift Rhonghar Jarr. Og igen den 30. september 1828 hvor han vendte tilbage til København. Da Kjøbenhavnsposten bragte et uddrag af hans "Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft", blev det i 1831 for meget for  Frederik 6. som beordrede kancelliet til at standse avisens bidrag af Harring samt indskærpe politiet til at skride ind over for fornærmelser af venligtsindede regeringer.

Herefter følger en lind strøm af notitser og avisartikler om ham, både hans skrifter og hans livlige rejsevirksomhed og sporadiske arrestationer. Dette gælder for øvrigt også tyske aviser og USA hvor han hyppigt blev nævnt. Han nævnes bl.a. ganske kort i et af Karl Marx' værker, så denne må have kendt ham. Umiddelbart før opstanden i 1848 var han begyndt at agitere for oprettelse af arbejderforeninger:

- En Correspondents-Artikel fra Slesvig-Holsten i et sydtydsk Blad indeholder følgende Notits om en ogsaa her bekjendt Personlighed:

- Efter 23 Aars Fraværelse er den bekjendte Skribent Harro Harring, Nordfriesen, endeligen vendt tilbage til sit Hjem, efterat han med Vandringsstaven har udmaalt Verden og sidst dvælet i Nordamerika. Da han landede i Tønningen modtoge hans Slægt og Venner ham, i hvis Følge han begav sig til sit, ved Husum liggende Fædrehuus. Det lader til at de herværende politiske Begivenheder have bestemt ham til at vende hjem til hans Fødeegn; thi han interesserede sig strax levende for dem; allerede paa Landingspladsen skal han have holdt en Tale til den forsamlede Mængde, og sammenkaldte et Folkemøde af Nordfrieser, for at meddele disse sine politiske Anskuelser og Raad. Denne Nordfriese er vistnok en meget respektabel politisk Charakteer, men han hører aabenbart til de overspændte, og naar han i 23 Aar har gjennemvandret Verden, saa er han ogsaa, ligesom hiin Vandrer hos Schiller, vendt tilbage til Fædrenehjemmet som en Fremmed, og det viser sig temmelig klart, at han i disse 28 Aar ikke har levet og lidt med os. Var Harro Harring ikke en Exalteret, saa vilde han ikke have talt om at oprette en nordfriesisk Republik, og havde han ikke saa længe været borte, saa vilde han ikke nu nære de danske Sympathier, han nu uforbeholdent udtaler, og hvorved han vækker Alles Forargelse. At Danske og Tydske ere beslægtede Folk, der som saadanne ikke burde staae saa fjendske ligeoverfor hverandre, kan i og for sig betragtet være meget rigtigt, men deraf følger endnu ikke, at vi skulle gaae op i Danmark og nødes til at blive Danske, saa at Harro Harrings mæglende Tale var langt mere egnet til at holdes for Danske paa Skydebanen i Kjøbenhavn, end for Folk her i Landet og Nordfrieser. Naar Harro Harring ved denne Leilighed fortæller os, at han er lige velvillig stemt mod Danmark og mod Tyskland, at den nuværende Kamp gjør et smerteligt Indtryk paa ham, ligesom ogsaa at han paa fædrene Side nedstammer fra Skandinavien og paa mødreneside fra Spanien, saa henhører Alt dettt aabenbart slet ikke til Sagen, og kan kun være en Rettesnor for ham, ikke for os. Efter denne politiske Debut har han begivet sig til sin Broder, Præsten i Sehestedt ved den slesvig-holstenske Canal, og vi maae nu afvente hans videre Foretagender."

(Kjøbenhavnsposten 18. oktober 1848)

Herefter begyndte den danske (og dele af den tyske) presse at blive mere kølig i deres beskrivelse af Harring. Det blev ikke bedre af at aviserne mente hans sympatier lå tættere på slesvigerne end på dansk-nationale: Fra at blive omtalt som den velkendte Harring, gik man nu over til at blive benævnt den berygtede Harring. Hans skrifter blev forbudt i Slesvig. Aviserne fortsatte dog flittigt med at omtale hans virksomhed, nu på en uvenlig måde. Harring var skandinavist og dermed i modsætning til den slesvig-holstenske bevægelse. Han blev derfor udvist derfra hvorefter han tog til Kristiania (Oslo). Her opfordrede han  på skrift nordmændene til at gøre oprør mod det konstitutionelle monarki og måtte forlade Norge i maj 1850. Ved den lejlighed bragte tyske konservative aviser nedenstående artikel:

Den vagabonderende revolutionskarl Harro Harring.

Avisen Augsburg rapporterede om dette berygtede emne, som vandrede rundt i Europa og Amerika i forbindelse med oprør. Allgemeine Zeitung for noget tid siden fra Stockholm følgende:

"Den kendte Harro Harring, der har fundet et sikkert tilflugtssted i Norge i et halvt år, har mistet det ved at udgive flere skrifter med den åbenlyse tendens til at bringe Norge i oprør og vælte landets monarkiske forfatning. Om morgenen den 29. maj dukkede fire politibetjente op i hans bopæl og informerede ham om regeringens beslutning om at fjerne ham fra kongedømmet. Først virkede han ganske rolig, da han hørte denne nyhed, men så udtrykte han bekymring for, at der var en hensigt om at udlevere ham til Rusland. *) Efter at være blevet beroliget på dette punkt, pakkede han hurtigt sine ting og blev ført om bord på en damper, som den følgende dag skulle føre ham til København. Endnu en gang blev han overvældet af frygten for at blive spillet på russiske hænder i København gennem skjulte intriger. For at berolige ham, ordnede regeringen det sådan at han ved sin ankomst i København fik overbragt 30 specier til at rejse videre til England. I mellemtiden samledes en række borgere, for det meste indfødte tyskere, sammen og besluttede at protestere mod Harrings udvisning, som fik 140 underskrifter. Nogle borgere var allerede kommet til etatsråd Sørensen for at anmode om Harrings løsladelse, men deres anmodning var definitivt blevet afvist. Aftenen før Harrings afgang samledes en folkemængde på stranden og hilste ham med jubel, men spredte sig så uden at forårsage uorden. Den egentlige årsag til Harro Harrings udvisning var et norsk skuespil, han havde udgivet kort forinden, kaldet "Testamentet fra Amerika". Dette dokument fordømmer enhver monarkisk styreform, hvad enten den er forfatningsmæssig eller absolut; hver enkelt er baseret på bedrageri og bestikkelse, herunder den norske grundlov. Blandt andre udsagn finder man følgende: "Monarki er ikke af Guds nåde, men af ​​Guds forbandelse." "Den såkaldte norske frihed er en karikatur, for vi har ingen nationalitet." "Norge er et pavedømme; vores pave bor i Stockholm, men vi er ikke romere." "Kongen har absolut ret til at få folket slagtet, hvis de gør modstand." "Monarkiets ret er en åbenlys løgn" mv.

Den "bekymring", som Harring, denne slyngel revolutionære Harring, udtrykte i den rapport, "om at se sig selv udleveret til Rusland" og bemærkningen om, at han "havde været i russisk militærtjeneste i et stykke tid" giver os mulighed for at dele med vores læsere et par ting om den måde, hvorpå han kom i denne militærtjeneste. - Det var i juli 1828, for 22 år siden, da en meget indelukket lille mand, omkring 30 år gammel, ankom til Warszawa fra Tyskland, besøgte de notabiliteter der, især dem med tyske navne, beskrev sin ekstremt triste, pengeløse situation og fortalte de nævnte notabiliteter den forfærdelige nyhed: "For ikke at sulte, ville han være nødt til at tage sit eget liv, hvis han ikke blev optaget i russisk militærtjeneste." - De højtstående militære embedsmænd, som han henvendte sig til, fandt det mærkeligt, at en person, der ikke var kendt for andet end sin vagabonderende "En frisers rejser" (der som bekendt blev kastet efter læseren i fire bind af Harro Harring) søgte at blive taget i tjeneste for en fremmed stat, der ikke var særlig glad for lignende individer.

Hr. Harrings håb, som han havde bragt med sig til Warszawa, og som måske havde været mere kvantitativt end hans eksisterende styrke, skrumpede voldsomt. Tilfældigvis havde en tysker, der havde været i russisk tjeneste i årevis, statsråd S., der året før havde spist middag med førnævnte Harring ved table d'hôte i München, det "uheld" at blive stødt på dette spisebekendtskab der i Warszawa. Den stakkels etatsråd S. var nu det nye anker, som hr. Harring forsøgte at klynge sig til sit håbløse lille håbsskib. Han bad ham om et lån som låneren gavmildt bevilgede, og som også gav den mand der længtes efter værnepligten, den sikkerhed, at hvis denne længsel ikke skulle tilfredsstilles, ville han tage ham gratis med i sin egen vogn til Tyskland hvortil etatsråden skulle rejse. - Hr. Harring udtrykte sin glæde - som vi kan berette fra en god kilde - på forskellige måder. For det første fordømte han Tysklands snæversyn, "fordi en monark af det sydlige Tyskland, til hvem han mest hengiven havde bedt om en underofficersstilling eller støtte i kontanter, med de mest kostbare forbundne værker, "Fahren ham" havde afvist begge. - Så faldt han skiftevis i bagtalende og misantropiske henrykkelser, - så atter jublede højlydt ved tanken om en gunstig beslutning "som ville efterlade hele Tyskland i en tilstand af forbløffet forbløffelse"; - dansede rundt i lokalet; Han bandt sin noget slidte frakke fast for at vise, hvor vidunderligt slank hans talje var (let forklaret med hans tidligere sult), og hvordan alle ville beundre ham i hans ulan-uniform; Så gav han af taknemmelighed sin nye søn et af sine værker at læse, betroede ham vidunderlige hemmeligheder og sluttede af med en ny pumpe, som hans protektor også venligt gik med til! - I løbet af få dage blev hr. Harro Harring, takket være førnævnte statsråd S.s uophørlige indsats, "kejserlig russisk underofficer", og var nu, for at bruge Schillers ord, "på stigen til den højeste magt!" - I betragtning af sin fattigdom og på kejserlig bekostning fik han alt det udstyr, som enhver frivillig ellers må skaffe sig, og han fik også sikkerhed for, at han ville stå på lige fod med junkerne med hensyn til avancement. - Hr. Harring bragte nyheden om denne uventede lykke personligt til den mand, som han udelukkende og udelukkende havde at takke for det, med virkelig excentrisk jubel. Han kunne næppe finde ord til at udtrykke sin glæde over, at etatsraad S. havde reddet ham fra hungersnød ved sine anstrengelser og udtalte de oprigtigste forsikringer om evig taknemlighed til sin "Frelser i hans dybeste jordiske nød"! Det taknemmelige minde om hans velgører skulle aldrig dø ud i hans "så ofte misforståede hjerte". - Velgøreren svarede på alle udråb, som i profetisk forventning: "At når han hjælper en person, forventer han aldrig taknemmelighed!" - Der var næppe gået et par måneder, da korporal Harring af gode grunde blev frataget denne hæder, hans uniform blev taget af, og han blev dirigeret over grænsen til Tyskland, som nu var så heldig at besidde skatten igen, som den ganske vist slet ikke var gået glip af. – Hr. Harrings første sag var nu at skrive pamfletter mod Rusland i Tyskland – Manden vilde trods alt leve og ligesindede Boghandlere skulde hjælpe ham dertil – hvori han erklærede det for en skændsel at have iført den uniform, som han havde bedt om på den ydmygste og mest bedende måde, og hvori han fandt, for at bruge sine egne ord, sin største lykke. - Vi vil tilskrive den hurtige ændring i disse synspunkter hr. Harrings politiske konsekvens, hvilket kan undskylde meget, især i nyere tid. - Det menneskelige, bundløse fællesskab af førnævnte slyngel var dog mest fyldestgørende dokumenteret ved, at han anså det for en uundgåelig sag straks at smide snavs på den mest skamløse måde i alle datidens sympatiske aviser på førnævnte etatsråd S., den mand, som han havde plaget med den mest grublende, tiggede, den sidste af hvilke bogstaver og ord, som havde den første, men den sidste gjort alt i hans magt for at redde denne menneskelige plage fra sult. -Den nylige fremkomst af disse vagabonds har fået os til at offentliggøre denne erindringer for at give et eksempel på demokratisk taknemmelighed. - Hr. Harring er nu i England, hvor der også gror træ til galge. - Men hvis manden, der indledte bevægelsen, forestillede sig, at Rusland "havde krævet hans udlevering", er der tale om en "overtroisk overvurdering af egne evner". Rusland vil være glad for at slippe af med denne slags rabalder fra sine grænser. Og at tidligere sergent Harro Harring er en del af rabalder, er noget, han nok ikke selv ville turde afvise.

*) Harro Harring har skrevet mange ting mod Rusland. Han havde tidligere tjent en tid i det russiske militær (under storhertug Constantinos regiment i Warszawa).

Der vagabondirende Revolutionsmachergeselle Harro Harring.

Ueber dieses berüchtigte, in Geschäften der Rebellion in Europa und Amerika umvagabondirende Subjekt berichtete die Augsb. Allgemeine Zeitung vor einige Zeit aus Stockholm Folgendes:

"Der bekannte Harro Harring, der seit sechs Monaten eine sichere Zuflucht in Norwegen gefunden, hat sich derselben verlustig gemacht, indem er mehrere Schriften mit der offenbaren Tendenz herausgegeben, Norwegen in Aufstand zu bringen und die monarchische Verfassung des Landes umzustürzen. Am 29. Mai Morgens fanden sich in seiner Wohnubg vier Polizeibediente ein, und gaben ihm den Beschluss der Regierung zu erkennen, ihn aus dem Reiche zu entfernen. Er schien anfangs bei dieser Mittheilung ganz ruhig, bad äusserte er aber die Besorgniss, dass man die Absicht habe, ihn an Rusland abzuliefern. *) Nachdem man ihn in dieser Hinsicht beruhigt hatte, packte er schnell seine Sachen, und wurde an Bord eines Dampfschiffes geführt, welches ihn am folgenden Tag nach Kopenhagen bringen sollte. Abermals überfiel ihn die Furcht, in Kopenhagen durch vergorgene Ränke in russische Hände gespielt zu werden. Um ihn auch darüber zu beruhigen, verordnete die Regierung, dass bei seiner Ankunft in Kopenhagen eine kleine Summe von 30 Speciesthalern ihm überreicht würde, damit er sofort seine Reise nach England fortsetzen könne. Eine Anzahl Bürger, meistens geborne Deutsche, sammelte sich indessen und beschloss gegen die Verweisung Harrings einen Protest, welcher 140 Namensunterschriften erhielt. Einige Bürger hatten sich schon vorher bei dem Staatsrath Sörensen eingefunden, um die Freilassung Harrings zu begehren, ihr Ansuchen war aber bestimmt abgeschlagen worden. Am Abend vor der Abreise Harrings sammelte sich eine Menge Volks am Strande und begrüsse ihn mit Vivatrufen, ging aber dann ohne Unordnung auseinander. Die eigentliche Veranlassung zue Verweisung Harro Harrings war ein kurz vorher von ihm publicirtes norwegische Schauspiel, genannt: "Das Testament aus Amerika". Diese Schrift verdammt jede monarchische Regierungsform, sie sey constitutionell oder absolut; jede sey auf Betrug und Bestchung gegründet, auch die norwegische Verfassung. Unter anderen Aeusserungen findet man folgende: "Die Monarchie ist nicht von Gottes Gnaden, sondern von Gottes Fluch." "Die sogenannte norwegische Freiheit ist eine Karrikatur, denn wir haben keine Nationalität." "Norwegen ist ein Papstthum; unser Papst residirt in Stockholm, wir sind aber keine Römer." "Der König hat unumschränktes Recht, das Volk niederhauen zu lassen, wenn es Widerstand leistet." "Das Recht der Monarchie ist eine offenbare Lüge" u. s. w.

Die in jenem Berichte angedeutete "Besorgniss" besagten Harrings, dieses streichenden Revolutions-Härings "an Russland sich ausgeliefert zu sehen", udn die Bemerkung, dass derselbe "eine Zeitlang in russischen Militairdiensten gestanden habe", gibt es uns Gelegenheit, einige Beiträge über die Art und Weise, wie er in diese Militairdienste gekommen, hier den Lesern mitzutheilen. - Es war im Juli 1828, also vor 22 Jahren, als in Warschau ein sehr confiscirt aussehendes kleines, etwa 30jähriges Menschekind, aus Deutschland angekommen, die dortigen Notabilitäten, besonders die mit deutschen Namen, überlief, seine höchst traurige, mittellose Lage schilderte und besagten Notabilitäten die grausliche Verschering mittheilte: "Um nicht zu verhungern müsse er sich das Leben nehmen, wenn er nicht in russische Militairdienste aufgenommen würde." - Die höheren Militairbeamten, an die er sich gewandt, fanden es wunderbar, dass ein, durch weiter nichts, als durch seine vagabondirenden "Fahren eines Friesen" (die bekanntlich in 4 Bänden der Lesewelt von Harro Harring an den Kopf geschleudert wurden) bekanntes Subjekt nachsuche, im Dienste eines femden, für vergleichen Individuen eben nicht zärtlich gesinnten Staates aufgeneommen zu werden. 

Die Hoffnungen des Herrn Harring, die er mit nach Warschau gebracht, und die quantitativer als seine vorhandene Varschaft seyn mochten, schrumpften gewaltig zusammen. Zufälligerweise hatte ein Deutscher, seit Jahren in russischen Diensten stehend, der Staatsraat S., der im Jahre vorher in München mit besagten Harring an der table d'hôte gespeist, das "Unglück", von dieser Speisebekanntschaft dort in Warschau angetroffen zu werden. Der arme Staatsrath S. war nun der neue Anker, an welchen Herr Harring seine trostloses Hoffnungsschifflein anzuklammern versuchte. Er hat ihn um Verwendung und um ein - Darlehn, das der Angepumpte auch mildthätig bewilligte und dem Militairdienstsehnsüchtigen auch noch die Beruhigung gab , wenn diese Sehnsucht nicht befriedigt werden sollte, ihn in seinem eignen Wagen kostenfrei nach Deutschland, wohin der Staatsrath zu reisen im Begriff war, mitzunehmen. - Herr Harring aüsserte - wie wir aus guter Quelle berichten können - seine Freude auf unterschiedliche Art. Zuerst verdammte er Deutschlands Engherzigkeit, "weil ein Monarch Süddeutschland, dem er beit devotester Ueberreichung seiner kostbar gebundenen Werke ("Fahren eines Friesen") um eine Unteroffizierstelle oder eine Unterstützunng in baarem Gelde gebeten, ihm beides versagt habe"; - dann verfiel er abwechselnd in seigwartische und menschenfeindliche Entzückungen, - jubelte dann wieder laut auf bei dem Gedanken einer für ein günstigen Entscheidung, "welche ganz Deutschland in starres Staunen setzen werde"; - tanzte im Zimmer herum; schnürte sich den etwas fadenscheinigen Frack eng zusammen, um zu beweisen, wie himmlisch-schmächtig seine Taille sey (bei vorhergegangengen Hunger leicht erklärlich), wie ihn alles in seiner Uhlanenuniform bewundern werde; gab dann aus Dankbarkeit seinem neuen Sönner eins seiner Werke zu lesen, vertraute demselben wunderbare Geheimnisse an, und schloss mit einem neuen Pump, zu dem sich sein Mäcen auch gutmüthig berbei liess! - In wenigen Tagen war Herr Harro Harring durch die unablässigen Bemühungen des genannten Staatsraths S. "kaiserlich russischer Unteroffizier", und stand nun, mit Schiller zu reden, "auf der Leiter zur höchster Macht!" - Es ward ihm in Betracht seiner Armuth und auf kaiserliche Kosten das ganze Equippement bewilligt, das jeder Freivillige sich sonst selbst bec haffen muss, auch die Versicherung ertheilt, dass er im Avancement den Junkern gleich stehen solle. - Die Nachricht von diesem unerwarteten Glücke brachte Herr Harring persönlich dem Manne, dem er es einzig und allein zu verdanken gatte, mit wahrhaft excentrischen Jubel. Er fand kaum Worte, um sein Entzücken auszusprechen, dass der Staatsrath S. ihn durch seine Bemühungen vom Hungertode gerettet habe und sprach die heilichsten Versicherungen ewiger Dankbarkeit gegen seinen "Retter auf tiefster Erdennoth" aus! Nie sollte die dankbare Erinnerung gegen seinen Wohltäter in seinem "so oft verkannten Herzen" erlöschen. - Der Wohltäter antwortete auf alle Exclamationen, gleichsam im prophetischen Vorausblick: "Dass er, wenn er einem Menschen helfe, nie auf Dankbarkeit rechne!" - Kaum waren einige Monate vergangen, als der Unteroffizier Harring dieser Würde aus triftigen Gründen entkleidet, die Uniform ihm ausgezogen und er über die Grenze nach Deutschland dirigrit wurde, das nun das Glück hatte, den freilich ganz und gar nicht vermissten Schatz wieder zu besitzen. - Herrn Harrings erstes Geschäft war nun, in Deutschland Pamphlete gegen Russland zu schreiben - leben wollte der Mann doch und gesinnungstüchtige Buchhändler sollten dazu helfen - in welchen er es für eine Schmach erklärte, die Uniform getragen zu haben, die er sich auf das demüthigste, flehendlichste erbettelt, und in der er, mit seinen eignen SWorten zu reden, seine höchste beglückung fand. - Wir wollen den raschen Wechsel dieser Ansichten auf die politische Consequenz des Herrn Harring schieben, womit sich besonders in neuerer Zeit viel entschuldigen lässt. - Die menschliche bodenlose Gemeinschaft des genannten Unherzüglers dokumentirte sich aber am genügendsten dadurch, dass er es für ein unaufschiedbares Geschäft hielt, den genannten Staatsrath S., den Mann, den er mit den kriechendsten Bettelbriefen und Bettelworten (von denen die letzten freilich im Winde verstoben, die ersten aber doch existiren) belästigt, der alle für ihn gethan gatte, was in seinen Kräften stand, um diese menschliche Pestbeule von Verhungern zu retten, - sofort in allen damaligen gesinnungstüchtigen Blättern auf die schaamloseste Weise mit Schmutz bewarf. - Das Auftauchen diese Vagabonden in neuester Zeit hat uns bewogen, diese Reminiscenz zu veröffentlichen, um ein Beispiel - demokratischer Dankbarkeit zu liefern. - Herr Harring befindet sich jetzt in England, wo ja auch Holz zum Galgen zu wac hsen pflegt. - Wenn der Bewegungsmann sich aber ainbildete, dass Russland "seine Auslieferung verlangt habe", so ist dies eine "abergläubische Selbstüberschätzung". Russland ist froh, wenn es Gesindel dieser Art aus seinen Grenzen los wird. Und dass der vormalige Unteroffizier Harro Harring zum Gesindel gehört, wird wohl er selbst nicht zu bestreiten wagen. 

*) Harro Harring hat Manches gegen Russland geschrieben. Er war früher (unter Grossfürst Constantinos Regiment in Warschau) eine Zeitlang in russischen Militärdiensten gestanden. 

(Deutsches Wochenblatt für constitutionelle Monarchie 28. Juli 1850)

Turen gik først til København, så til London. Da han kom til Hamborg i 1854, blev han arresteret og kun ved den amerikanske konsuls hjælp slap han fri og tog til USA - indtil han i 1856 tog til Rio de Janeiro, hvorfra han rejst til England. På Jersey bad han den danske regering om et sted at bo. 

I 1861 synes stemningen i de danske aviser efterhånden at være mildere stemt overfor Harring. Man gjorde opmærksom på at han ikke havde været på slesvig-holstenernes side, men alligevel forbød de danske myndigheder ham at vende tilbage til Danmark. Det fik han så efterfølgende lov til (i 1863?). Han kom til København og erklærede at ville købe sin far gård tilbage i Hatsted Sogn i Slesvig for at trække sig tilbage der. Men så udbrød krigen 1864. Hans sidste år tilbragte han på øen Jersey hvor hans mentale tilstand blev værre og værre. Desuden følte han sig forfulgt af franske og russiske agenter. Han begik selvmord ved at spise fosfor fra tændstikker.

Hans død i 1870 blev omtalt med længere artikler i et stort antal aviser:

Slesvigeren Harro Paul Harring er den 1ste ds. afgaaet ved Døden paa Øen Jersey i den engelske Canal. Sit urolige og eventyrlige Liv endte han i et Anfald af Sindsforvirring. Siden 1860 har han nemlig stadig troet at være Gjenstand for den russiske Regjerings Efterstræbelser; denne Tanke forlod ham aldrig og omtaagede tilsidst hans Forstand saaledes, at han tog Gift. Harro Harrings Navn blev tidt nævnet i Aarene 1830-40, da han ved sine revolutionaire Skrifter og Bedrifter tildrog sig almindelig Opmærksomhed. Senere levede han som politisk Flygtning i Nordamerika, en kort Tid (1853 og 54) i Slesvig og Kiøbenhavn, senere, 1867-68, atter i Kjøbenhavn, og endelig i London, hvor de republikanske Flygtninge Mazzini, Ledru-Rollin osv. understøttede ham. Paa Øen Jersey traf Harring sammen med den berømte franske Digter Victor Hugo, der siden 1855 havde valgt dette afsides beliggende Sted til sit Ophold. Om han har havt nogen Andeel i de sidste Aars revolutionaire Bevægelser, vides ikke med Bestemthed. Harro Harring var født 1798 i Landsbyen Ibensdorf (tætved Husum), af frisisk Æt. Som ungt Menneske viste han levende Sands for Kunst og Poesi, senere offrede han med excentrisk Iver hele sit Liv til den politiske Frihedsbevægelse. I Kjøbenhavn og Dresden beskjæftigede han sig med Maleri; l Slesvig udgav han 1821: "Blüthen der Jugendjahre" og "Dichtungen", farverige, men lidt noget overspændte Poesier. Om Harrings Kjærlighed til Danmark vidner navnlig et Digt, der er optaget i Samlingen "Dania" (udgivet i Slesvig 182l), hvori det hedder;

"vom Meer umwogt im fernen Norden dort
Sei laut gegrüsst, du Heimathland der anen,
Es zog aus deiner Flur mit Altgewalt mich fort
Ein ew'ger Drang, ein heises, dunkles Senen.
Doch fliegt der Geist ins traute Dänenland
Süss träumend oft zum wilden Nordmeerstrand."

Det blev rigtignok skrevet og offentliggjort paa en Tid, da saagodtsom alle Slesvigere endnu følte og betragtede sig som Danske.

En uimodstaaelig Lyst til at flakke om i Verden som de gamle Vikinger - med hvilke han lidt sammenligner sig i sine Skrifter - drev ham fra Hjemmet. En Reise til Wien og Ungarn gav ham Stoffet til sit Skrift: "En Frisers Reiser i Danmark, Tydskland og Ungarn" (München 1828, 4 Bd.) Da Frihedskampen i Grækenland udbrød, kunde Harring ikke modstaae den philhelleniske Begejstring; han indskibede sig i Marseille til Morea, men gik meget snart derfra til Rom, hvor han ernærede sig ved Maleri. 1828 tog han Krigstjeneste i Polen iblandt Gardelandsenererne. I 1831 efter den polske Revolutions ulykkelige Udfald skrev han "Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft" (Nürnberg 1831, 2 Bd.) og flere andre Brochurer til Fordeel for Polakkerne. Den sachsiske og baierske Regjering viste ham ud af Landet som Medlem af "Burschenschaft" og farlig Urostifter, hvorpaa han i Strasburg stiftede et politisk Blad: "Das constitutionelle Deutschland", hvori han heftig angreb det daværende tydske Forbund. I 1836 blev han arresteret i Bern, men flygtede til England, hvor han blev haardt saaret i en politisk Duel. Paa den Tid begyndte det slesvig- holsteenske Røre i Hertugdømmerne. Harring har aldrig sympathiseret med det slesvig-holsteenste Parti, hvis egennyttige Hensigter han fuldkommen gjennemskuede; ikke destomindre nægtede Frederik VI's Regjering ham Tilladelse til at vende tilbage. Han gik derpaa til Brasilien og senere til Nordamerika. Indførelsen af den frie Forfatning i 1849 i Danmark hilsede han med stor Glæde; imidlertid kunde han efter 1850 heller ikke finde Hvile i sin Hjemstavn, uagtet der ligesaalidet dengang som under hans sidste Ophold her blev lagt ham nogensomhelst Hindring iveien. Som Agent for forskjellige revolutionaire Selskaber flakkede han fra det ene Land til det andet. Af hans Skrifter fortjener endnu at fremhæves et heroisk Digt: "Szaparhy og Batthyany" og Romanen "Dolores", en Skildring af Livet i Sydamerika (Basel 1850, i 4 Bd.).

Harro Harring var, uden nogen særdeles Begavelse, gjennemtrængt af en stærkt udviklet Selvfølelse, der bragte ham til at tillægge sig selv og sine Foretagender en Betydning, som de paa ingen Maade havde, og som man heller neppe tillagde dem paa de Steder, hvorfra han til sin sidste Time troede, at der udsendtes Forfølgere imod ham. Den nylig afdøde Professor Krøyers Selvbiographi giver ikke Harring noget godt Vidnesbyrd fra den Tid, de færdedes sammen i den græske Frihedskrig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. maj 1870).

Harring, Harro Poul (28.8.1798-15.5.1870) forfatter, maler, politisk eventyrer. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Han er begravet på Jersey hvor hans gravsted på Sion kirkegård stadig findes med påskriften: "Friede. Paul Harro Harring. Born at Ibensdorf August 28 1798. Died May 15 1870. A political exile, man of letters and painter who fought for freedom. He was a Dane and a friend of Byron, Garibaldi and Mazzini." 

Han er medtaget i adskillige engelske, amerikanske, tyske og andre opslagsværker, se fx nedenstående:

HARRING, Harro Paul, a German author, born at Ibensdorf, near Husum, in Schleswig, Aug. 28, 1798, died by his own hand in the island of Jersey, May 25, 1870. He was the son of a landed proprietor of Friesland, but received only a scanty education, and was obliged to accept a small clerkship in the custom house. Subsequently he devoted himself to painting and literature in various places, and after publishing two volumes of poetry at Schleswig in 1821 he wrote a sketch of his adventurous life and travels entitled Rhonghar Jarr, Fahrten eines Friesen in Dänemark, Deutschland, Ungarn, &c. (4 vols., Munich, 1828). In 1828 he joined a Philhellenic expedition to Greece, but soon went to Rome, and next to Warsaw, where he served for a few months in the army. His Polish experiences were embodied in his novel Der Pole (3 vols., Baireuth, 1831), and in his Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft (2 vols., Nuremberg, 1831; French, Strasburg, 1833). On account of his revolutionary tendencies he was subsequently expelled from Bavaria and Saxony, and in 1836 he was arrested in Bern and sent to England, where in 1837 he was wounded in a duel. He next attempted to publish in Heligoland revolutionary songs for circulation in Germany, but was arrested and sent back to England. On returning to that island in 1839 he was sent as a prisoner on a vessel bound to England, but jumping overboard he was picked up by a French ship, and afterward lived successively in England, Brazil, and the United States. In 1849 he arrived in Norway, whence he was expelled in the following year. He then became a member of the European central democratic committee in London, to which city he returned in 1856 after having been in 1854 under arrest in Harburg, and after having spent again some time in Brazil. Although he occasionally received assistance from his friends at subsequent periods, misery and discontent made him commit suicide. His publications comprise, besides poems, plays, and miscellaneous writings, many novels, of which "Dolores," the scene of which was in South America, written in English and published in New York in 1844 (German, 4 vols., Basel, 1858-'9), is considered the best.

(The American Cyclopaedia: A Popular Dictionary for General Knowledge, Bind 8, 1883)

Fra 1880'erne synes at han glide ud i glemselen, men han fik en kort renæssance i form af interesse efter afstemningen 1920. Mange af hans værker kan findes på internettet på Google Books ved søgning på hans navn. I nyere tid er der kommet flere værker om ham.

Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866). (Efterskrift til Politivennen)

 

August Weger (1823-1892): Johann Heinrich Bartelsen. Koffardikaptajn, senere officer i den preussiske hær. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Skipper Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866) var født i Maasholm ved Kappel nordøst for byen Slesvig ved Sliens udmunding i Østersøen. Han var af en skipper- og bondefamilie. Han blev gift i 1830 og ægteparret fik 16 børn, hvoraf 10 døtre overlevede ham. Om hans barndom, opvækst og tidlige liv vides ikke meget, men siden han blev 22 var han sømand, fra 1833 med egen jagt, Dorothea. I 1840'erne kom han i kontakt med de demokratiske og liberale strømninger i Slesvig og sluttede sig til oprøret i 1848. 

Bartelsen gjorde sig i 1849 bemærket ved Slaget i Eckernförde hvor danske krigsskibe blev nedkæmpet. Han deltog på slesvig-holstensk side, og bidrog til at redde den danske besætning på det brændende skib "Christian VIII", med fare for sit eget liv - skibet sprang i luften kort tid efter at det var blevet rømmet.

Eckernførde, 7. april. I går morges halv tre gik skipper Bartelsen fra Slesvig, medlem af søkommissionen Lorenz Karberg, skibsbygningsudstillingen fra Kiel, med 25 mand - hovedsagelig fra Arnis og Kappeln - og 10 mand fra slesvig-holstenske soldater om bord på den på reden liggende danske fregat "Gefion", tog kommandoen fra den danske besætning, gjorde det smukke skib klar til at sejle, hejste det tyske sorte, røde og guld flag under gaflen med tre begejstrede hurra og bragte denne nu tyske fregat sikkert ind i Eckernförde havn ved 5-tiden om morgenen, hvorefter kaptajn Donner - der netop var ankommet fra Holtenau med søfolk - indtog fregatten med sine folk. Fregatten bærer 60-pund, 30-pund og 18-pund kanoner.

Eckernförde, den 7. April. Gestern Morgen 2ein halb abgingen der Schiffer Bartelsen aus Schleswig, das Mitglied der Marine-Commission Lorenz Karberg, der Schiffbauconstruction Schau aus Kiel, mit noch 25 Männern - hauptsächlich von Arnis und Cappeln - und 10 Mann schleswig-holsteinischer Soldaten an Bord der auf er Rhede liegenden dänischen Fregat "Gefion", entnahmen der dänischen Besatzung das Commando, machten das schöne Schiff segelklar, hissten die deutsche schwartz-roth-goldene Flagge unter dreimaligen begeisterten Hurrah unterm Gaffel, und brachten diese nunmehr deutsche Fregatte gegen 5 Uhr Morgens sicher in den Hafen von Eckernförde, wonach der Capitain Donner - der von Holtenau mit Matrosengerade angelangt war - die Fregatte mit seinen Leuten besetzt. Die Fregatte trägt 60pfündige, 30pfündige und lage 18pfündige Kanonen.

(Neue preußische Zeitung 11. april 1849)

Slesvig, 8. april. Den vidunderlige ødelæggelse af det danske slagskib "Christian VIII" og erobringen af ​​den smukke fregat "Gefion" er af så stor betydning for vores land og vores fremtid givet den nuværende konstellation af europæiske forhold at vi stadig mangler at tilføje individuelle detaljer til alle disse som involverede sig i dette, også for at lade retfærdigheden ske. Efter at de to nævnte skibe havde smidt parlamentærflag og forhandlingerne var brudt sammen, begyndte der først ild fra det sydlige batteri. Dette besvarede skibene for en tid. "Christian VIII" forsøgte i mellemtiden at komme væk og lettede ankeret (ifølge andre, hvilket dog bestrides, blev ankertovet på det tidspunkt skudt ned). Brændingen var dog for høj, så den sejlede ind mod byen og kom til at ligge over for sydbatteriet, og så strandede den og gik så på grund, og senere strøg skibene det danske flag og hejste det hvide flag. Hvis der nu lå en overgivelse i dette, syntes der ikke at blive gjort noget for den nuværende besætning på skibene. Da flere skibskaptajner fra Kappeln, Arnis og Bartelsen fra Slesvig havde overværet begivenhederne hele dagen, ilede kaptajn Bartelsen, brødrene Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart m.fl. sig til kommandanten sammen med officerer og besætning på "Christian VIII" for at hente dem i land. Bartelsen gik derfor med overfyrmester Preutzer op på slagskibets dæk og gav kommandanten et brev, hvorpå denne efter at han havde foretaget nærmere undersøgelser, blev bragt i land med flere andre. Kommandøren blev båret i land gennem brændingen på Bartelsens anmodning, mens sømændene gik i vand til brystet. Mens Bartelsen var på skibet, fik han at vide at skibet var i brand. Han gik ned og så det brænde fire steder. Han beregnede efter at være blevet forevist krudtkammeret, at ilden ville vare til kl. 12, så ville ilden nærme sig krudtkammeret, og han siges at være af den mening at ilden måtte være udbrudt et andet sted. Tanken om at redde skibet lader ikke til at være faldet nogen ind. Efter at han og Preutzer havde aftalt at han skulle blive på skibet, anmodede Bartelsen om at de forlod det. Da danskerne ikke adlød ordren om at sætte skibet i søen, forlod han skibet sammen med kommandør Paludan. Skipper Bartelsen bad da de der stod i land, følge med til fregatten "Gefion" for også derfra at hente kommandanten. Ingen svarede dog før kaptajn Peter Petersen sprang ud i vandet og sluttede sig til ham i båden. Disse to fik så selskab af førnævnte Meyer og to fiskere fra Wesebye. Det ser ud til, at Eckernförde-fiskerne var bange. Disse mænd gik nu om bord på fregatten efter at have valgt Bartelsen som talsmand undervejs. Efter en halv time kom de; "Gefion" havde dog ikke hængt en stige ud. Men da et reb hang ned, klatrede Bartelsen op og bad om at tale med chefen for skibet. Tvunget op på dækket af en officer gik han til kaptajn Meyer i kahytten og bad ham tage sig sammen med en anden officer og 25 mand og følge ham. På spørgsmålet om, hvem der gav ordren, og hvad kommandøren i Eckernförde hed, opgav vores landsmand ikke navnet. Han svarede at han ikke kendte navnet, kun kommandoen, og at den straks skulle udføres. Da der stadig var nogen tøven og batteriet nu frygtede for Bartelsen, blev der sendt en kugle. Da Bartelsen havde sagt at hvis de ikke fulgte med, ville der blive affyret ild fra flere batterier, da hans liv var uden betydning, bragte disse skud sagen til afklaring, idet Bartelsen noterede sømændenes nedtrykte humør og forsikrede at de ikke vil blive udsat for noget. Nu gik chefen for fregatten, en anden officer og 25 mand ned i båden og blev budt velkommen af ​​de fem mænd, kl. 8.30 kom de til borgmesteren og fra da af overgivet til hertugen af ​​Coburg-Gotha. Da han fik at vide at kun unge artillerister fra Slesvig-Holsten betjente fortbatterierne, næsten uden officerer, gav kommandanten udtryk for, hvordan ulykken havde ramt danskerne i denne kamp i dag. Nu gjaldt det om at bringe skibet i havn, forgæves anmodede Bartelsen om det. Hertugen af ​​Gothas adjudant stillede derefter 1000 mark til rådighed for ham for at få den nødvendige styrke. De fem mænd fik selskab af andre fra Kappeln og Arnis, som tidligere havde været med til at redde besætningen på slagskibet, og gav Bartelsen fuld kommando. Så det lykkedes dem, også fordi den tyske flådekomité fra Kiel sluttede sig til kl. 01.00, at føre fregatten til broen i Eckernförde kl. 05.00. Så snart skibet lå for anker her, blev de resterende fanger landsat. (H.C.)

Schleswig, den 8. April.

Die wunderbare Vernichtung des dänischen Linienschiffes "Christian VIII" und die Eroberung der schönen Fregatte "Gefion" ist für unser Land und unsere Zukunft bei der gegenwärtigen Constellation der Europäischen Verhältnisse von so grosser Bedeutung, dass wir noch Einzelnes immer Nachtragen müssen, um Allen, die sich hierbei betheiligt, auch Gerechtigkeit widerfahren zu lassen. Nechdem die beiden genannten Schiffe die Parlamentair-Flagge gestrichen hatten und die Unterhandlungen abgebrochen waren, begann das Feuer zuerst aus der Südbatterie. Dieses ward von den Schiffen eine Zeitlang erwiedert. "Christian VIII" versuchte indessen fortzukommen und lichtete die anker (nach Anderen, was aber bestritten wird, wurde damals das Ankertau abgeschossen). Die Brandung war aber zu hoch, so dass es gegen die Stadt getrieben und der Südbatterri gegenüber zu liegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und der Südbatterie gegenüber zu lliegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und später die Dänische Flagge fallen liess; worauf die Schiffe die weisse Flagge aufzogen. Wenn nun hierin eine Uebergabe lag, so schien doch für die augenblickliche Besatzung der Schiffe nichts gethan zu werden. Da indessen mehrere Schiffscapitaine aus Cappelm Arnis und Bartelsen aus Schleswig dem Treffen den ganzen Tag über mit angesehen hatten, so beeilten sich namentlich Capitain Bartelsen, die Gebrüder Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart und Andere den Commandeurnebst Offizieren und Mannschaft von "Christian VIII" an's Land zu holeen. Bartelsen begab sich deshalb mit dem Uber-Feyerwerker Preutzer auf das Deck des Linienschiffes und überbrachte dem Commandeeur ein Schreiben, worauf dieser, nachdem er nähere Erkundigungen eingezogen hatte, mit mehreren Andern an's Land gebracht wurde. Indem der Commandeur, auf Bartelsen's Aufforderung, durch die brandung an's Land getragen wurde, mussten die Matrosen bis an die Brust durch das wasser gehen. Während bartelsen auf dem Schiffe war, wurde ihm gesagt, dass es im Schiffe brenne. Er begab sich in die unteren Räume und sah es an vier Stellen brennen. er berechnete, indem er sich die Pulverkammer zeigen liess, dass der Brand bis 12 Uhr andauern könne, bis das Feuer der Pulverkammer sich nähern werden, und soll der Mainung sein, dass das Feuer noch an einer anderen Stelle ausgebrochen sein müsse. Der Gedanke an eine Rettung des Schiffes scheint Niemanden eingefallen zu sein. Nachdem er und Preutzer sich dahin verständigt hatten, dass dieser auf dem Schiffe bleiben solle, Bartelsen's Aufforderung. Die bote von dem Schiffe in die See zu bringen, von Seiten der Dänen nicht Folge gegeben war, verliess er mitt dem Commandeur Paludan das Schiff. Hierauf forderte Schiffer Bartelsen die am Lande Stehenden auf, sich mit ihm nach der Fregatte "Gefion" zu begeben, um ebenfalls von dieser den Befehlshaber zu hoolen. Niemand meldete sich aber, bis der Capitain Peter Petersen aus Sonsackerin's Wasser sprang und sich zu ihm in's Boot begab. Diesen beiden schlossen sich dann noch der vorerwähnte Meyer und zwei Fischer aus Wesebye an. Es scheint, dass sich dis Eckernförder Fischer gefürchtet haben. Jene Männer, schifften nun an die Fregatte, indem sie Bartelsen unterwegs zum Wortführer erwählt hatten. Nach einer halben Stunde kamen sie an; allein der "Gefion" hatte keine Leiter ausgehängt. Da aber ein Seil hinab hing, so kletterte Bartelsen, an diesem bis in die Hängematten empor und verlangte den Commandeurr des Schiffes zu sprechen. Von einem Offizierauf's Deck genöthigt, begab er sich zu dem Capitain Meyer in die Kajüte und forderte diesen auf, sich nebst einem anderen offizier und 25 Mann zu übergreben und ihm zu folgen. Auf die Anfrage, von wem der Befehl komme und wie der Commandant von Eckernförde heisse, berliess unsern Landsmann seine Geistesgegenwart nicht. Er antwortete, dass er den Namen nicht wisse, nur den Befehl kenne, und dass derselbe sogleich ausgeführt werden müsse. Da noch einige Zögerung entstand und man auf der Batterie jetzt für Bartelsen fürchtete, wurde eine Kugel hingesandt. Da Bartelsen geäussert hatte, dass, falls man nicht folgen werde, von mehreren Batterien Feuer gegeben werden würde, indem es auf sein Leben dabei nicht ankomme, so führten diese Schüsse zum Abschluss der Sache, indem Bartelsen die gedrückte Stimmung der Matrosen durch die Versicherung zu heben suchte, dass ihnen keinee Unbill viderfahren werde. Nun begaben sich der Commandant der Fregatte, ein zweiter Offizier und 25 Mann in das Boot und wurden von den fünf Männern um 8½ Uhr an den Herrn Bürgermeister und von da an Se. Durchl. den Herzog von Coburg-Gotha abgeliefert. Auf die Mittheilung, dass nur junge Schleswig-Holsteinische Artilleristen fast ohne Offiziere die Schanzbatterieen bedient, sprach der Commandeur es aus, wie das Unglück die Dänen in diesem Kampfe heute verfolgt habe. Jetzt kan es darauf an, das Schiff in den Hafen zu bringen. Vergebens forderte Bartelsen dazu auf. Von dem Adjudaten des Herzogs von Gotha wurden ihm dann 1000 Mark zur Verfügung gestellt, um die nöthigen Kräfte zu bekommen. Den fünf Männern gefellten sich nun auch andere aus Cappeln und Arnis, die bisher bei der Rettung der mannschaft des linienschiffes anablässig thätig gewesen waren, bei, und übertrugen Bartelsen das volle Commando. So gelang es ihnen, denen noch um 1 Uhr das Comite der Deutschen Marine aus Kieel beitrat, die Fregatte Morgens 5 Uhr an die Brücke in Eckernförde zu führen. Sobald das Schiff hier befestigt war, wurden die übrigen Gefangenen ausgeschifft. (H. C.)

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 12. april 1849)

Efter Treårskrigen kom han under politiopsyn, men måtte dog stadig foretage sine fragter, indtil han i februar 1852 blev idømt 2 gange 4 dages vand og brød for at have udbragt en skål for Slesvig-Holsten på et værtshus. Han blev efterfølgende forbudt at besøge noget værtshus. Han var i en periode sat i husarrest af politimester Leisner som er behandlet andetsteds på denne blog. 

Han blev i danske aviser under krigen 1864 beskrevet som en landsforræder. I tyske som en helt. Om hans indsats ved Dannevirke følgende danske artikel:

En slesvigsk Forræder. Af et os meddeelt Brev optage et følgende Afsnit, der giver en ganske interessant Oplysning om en af de slesvigske Forrædere, som have vejledet Fjenden under hans Angreb paa Dannevirke:

"Lad mig tilføie et Par Ord om en Personlighed, der har spillet en Hovedrolle ved Preussernes Overgang over Slien ved Arnæs. I Byen Slesvig har der levet og lever endnu en Skipper Bartelsen, barnfødt der i Byen, alt saa dansk; med sin Jagt "Dorothea", der for Tiden ligger i Lübeck, har han holdt en stadig Fart mellem dette Sted og Slesvig. Allerede i den forrige Krig spillede han en fremragende Rolle; han var saaledes en af Hovedlederne ved den sørgelige Ekernførde-Affaire og har stadig været paa færde ved alle oprørske Foretagender. Han blev derfor ogsaa, saa vidt jeg veed, undtagen fra Amnestien, men senere paa Grund af sin store Familie benaadet; dog har han maattet udstaae en kort Fængselsstraf. Strax ved Begyndelsen af det nærværende Oprør i Holsteen var han med at forberede Demonstrationer i Slesvig, men blev nødsaget til at forlade Slesvig og begav sig da tit Kiel, hvor han stillede sig til "Hertugens" Disposition. Da denne ikke gav ham Udsigt til Virksomhed, tilbød han Prinds Friedrich Carl sin Tjeneste som Fører ved en eventuel Overgang over Slien. Han gav Prindsen meget detaillerede Beskrivelser af Dannevirkestillingen og opgav ham hvor og paa hvilken Maade den bedst kunde omgaaes. Prindsen modtog Forræderens Bistand, gav ham Officeers Rang og ansatte ham som Næstkommanderende ved Brotrainet. I denne Egenskab har Bartelsen ledet hele Overgangen over Slien. Han tilvejebragte fra Kiel og Ekernførde de 200 Baade, som blev benyttede ved Arnæs, han førte saa at sige Fjenden lige ind i Baadene han gav Forholdsregler for Overfarten og var det Hele den ledende Mand. Jeg haaber, at den Dag skal komme, da Bladet vender sig, og at retfærdig Straf da vil ramme denne skjændige Landsforræder og dem, der have forbrudt sig som han."

Dagbladet (København) 24. februar 1864)

Skipper Bartelsen havde foreslået at beskytte pontonbroen ved Egernsund (som han havde været med til at lave) den 18. februar 1864 efter Rolf Krake-affæren ved at spærre farvandet med sænkede fartøjer. Det kom dog ikke til udførelse. Han blev udnævnt til preussisk skibskaptajn med ansvar for kystbevogtningen, dvs. bevogtningen af Flensborg Fjord, observation af fjendtlige skibe og kystsignalapparaterne. Han foreslog - dog uden held - at spænde fiskenet tværs over Vemmingbund for at de kunne stoppe det danske krigsskib "Rolf Krake"s skrue.

I starten af juni blev der i danske aviser berettet om at Bartelsen i slutningen af maj havde opholdt sig på Als hvor han optrådte i civil og rekognocerede terrænet med henblik på den senere overgang. Han optrådte efterfølgende officielt med preussisk uniform. Knap en måned senere var han en af lederne ved overgangen af Alssund. Hans egen beretning om overfarten kan læses i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864:

En Sømand, som ledede Overgangen til Als (Skipper Bartelsen fra Slesvig) melder derom i "Itzeh. N.": "Først sattes 3000 Md. over i 180 Baade, som roedes af (20) frivillige slesvigske Skippere, preussiske Pionerer og 1½ Bataillon Infanteri; de danske Batteriers Ild var meget hæftig; men kun 2 Baade kæntrede, 60 Md. saaredes og dræbtes; 100 Skridt fra Land sprang Preusserne i Vandel (2-3 Fod dybt) og stormede strax Batterierne. Efter 1 Times Forløb kom atter 3000 Md. over i Baadene; de foruroligedes ikke af det danske Skyts. Da det 3die Hold (3000 Md.) skulde sattes over, kom "Rolf Krake" til; det var et meget piinligt Øieblik ; det regnede ned omkring os med Shrapnells; niende preussiske Batterier tvang heldigviis snart "Rolf Krake" til at vende om. Artilleriet fattes dernæst over paa Dobbelt-Pontoner, der vare sammenbundne, betakkede med en Træbro og paa begge Sider forsynede med et Rækværk, saa at ethvert Par dannede en ordentlig Færge; Kanonerne kjørtes fra Pontonbroen i fuld Fart ned i Vandet, hver af 6 Heste; dernæst roede man videre. Kl. 10 om Form. var hele den preussiske Styrke paa Als: 20,000 Md. Infanteri, 2 ridende Batterier, 2 Cavalleriregimenter."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864)

Under krigen 1864 blev han dekoreret 2 gange af preusserne. Han blev i november 1864 udnævnt som krydstoldinspektør på Slesvigs og Holstens østkyst. Ved en festlighed for 5. april 1849 fik Bartelsen i 1865 af "taknemmelige medborgere" overrakt en sølvpokal af borgmesteren i Eckernförde. I juli 1865 søgte han stillingen som havnekaptajn i Kiel. Han fik overdraget at forestå Sliens opmudring, og var rejst til Hamburg for at hente en muddermaskine, men blev samtidig smittet med kolera. Han døde deraf den 27. august 1866 i Kappeln (Slesvig - der i mellemtiden var blevet preussisk).