Mere om det slesvigske Spørgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Zahle skriver i sin "Folketid.": Der er iaar paa vore Folkefester talt Meget om Slesvig og Slesvigerne. Dette kræver Eftertanke. Naar Pastor Richardt sagde, at Hovedgrunden til Slesvigs Tab var, at vore Forfædre lod det fremmede trænge ind, saa er deri noget Sandt, men ogsaa Noget, der kun er halvt sandt. Den første Lære, som heraf maatte uddrages, var da den, at intet ufrit Folk selv kan sørge for sit Folkelivs Hævdelse og Fremme. Altsaa har Enevældens 200 Aar været til Skade for Folkelivet i Danmark. Et Folk uden Selvstyrelse sygner hen. Skal man vente Alt af Regeringen, vænnes man til selv at ligge paa den lade Side. Her stemmer Richardt med den, der i "Folketidenden" skrev, at Tvangsskoleloven fra 1814 har fremmet Tydskheden i Slesvig. Alligevel var dansk Almuesprog udbredt lige ned til Hollingsted ved Dannevirke og gamle Folk i Angel talte endnu Dansk. Dette Dansk blev ikke pleiet af Regeringen; ti det er ikke nok, at man værner om Sproget, naar man ikke agter de Smaafolk, som tale det fra Fædrene nedarvede Folkesprog. Men netop dette ser man jo, Folk ikke endnu i vore Dage vil gaa ind paa. Tvertimod taler man om den falske Folkelighed. Saa vidt var det kommet med Danskheden i Slesvig, at i de første slesvigske Stændermøder talte de Allesammen Tydsk, saa at P. H. Lorentsen vakte Opsigt ved at være den Eneste, der talte Dansk. Saa kom Laurids Skau som Folketaler paa Skamlingsbanken og saa kom H. Kryger. At gjøre L. Skau til Amtsforvalter var næppe den rigtige Maade at fremme Danskheden paa. Man skulde have støttet de folkelige Kræfter derovre i Stedet for at sende en hel Besætning af kongerigske Embedsmænd, som paa faa nær ikke havde Øie for Folkets eget Tarv. Jeg har for en halv Menneskealder siden udtalt, at det slesvigske Spørgsmaal var af Regeringen gjort til et Embedsspørgsmaal, nemlig om hvem der skulde have de slesvigske Embeder, Kjøbenhavns eller Kiels Embedssøgere. Det burde have været et Folkespørgsmaal; ti kun ved den indfødte slesvigske Danskhed kunde Slesvig eller Sønderjylland have værget sig mod at tilfalde de høitydske Kjøbmand, Godseiere, Embedssøgere og Andre, der fra tydsk Stade stod lige over for de raadende Kræfter i Kongeriget. Som man heraf ser, maa der sluttes saaledes: At de "Nationalliberale" har villet være ved Magten med alle deres Embedsbortgivelser ovre i Slesvig har netop været Ulykken. Hvis derimod de folkelige Kræfter i Kongeriget havde faaet Lov til at støtte de folkelige Kræfter i Slesvig dels ad den frivillige Samfundsvei dels ved at lade fødte Slesvigere faaet Slesvigs Embeder, da vilde vi nu ikke vare komne til den Yderlighed, at vi kun kan tale om Nordslesvigs Gjenerhvervelse, men da kunde vi have holdt fast ved vor ældgamle folkelige Ret, at hele Slesvig var Danmarks rette og folkelige Eie. Men hermed staar paa lige Trin den Sandhed, at havde Rotwitts Venner, havde Blixen-Finecke raadet, da det kom til ny Uenighed mellem Danmark og Tydskland, var det maaske ikke gaaet saa galt, som det gik. I alt Fald var det fra Grundtvigs, Tschernings og Blixens Side der advaredes mod det Hallske Regimente i Slesvig. Og nu har selv "Dagbladet" indrømmet, at det var galt med Sprogtvangen. For sidste Krig advarede vi imod at der taltes saa letfærdigt om "den anden slesvigske Krig". Da Spændingen tiltog, læste man i de navnløse Meddelelser, som tilsendtes ovre fra Slesvig, endog de Ord "vi glæde os til Krigen"; der udtaltes ved en offentlig Fest paa den kongelige Skydebane, at Krisen med Udlandet var fremkaldt "med beraad i Hu"; ja Krieger udtalte i Rigsraadet ved Novemberlovens Vedtagelse: "Hvo Intet vover, Intet vinder!" Altsaa kan man ikke tale om, at vi selv eller vore ledende Statsmand ere uden Skyld i at have fremkaldt en Afgjørelse med Udlandet om det slesvigske Spørgsmaal. Naar man da ikke havde Noget imod en krigersk Afgjørelse, saa maa de, der medvirke til alle de foregaaende Skridt, ogsaa finde sig i den Fred, der fulgte paa Krigen. Det er sørgeligt, men selv det store Frankrig ivrer imod, at Nogen tanker paa Hævn over den skete Ydmygelse. Altsaa var ikke blot Lauenborg og Holsten men det gamle Sønderjylland tabt, afstaaet ved Fred og Slesvigerne løst fra deres Troskabsed. Men saa synge Mand som Digteren Palludan-Müller: "Slesvigs Land gjenvundet, det er Danmarks Maal!" Kan det være rigtigt? Sømmer det sig tænksomme Mænd? Efter Freden kom Krigen om Slesvig mellem Prøisen og Østerrig, og saa fik Napoleon den 3die indsat i Pragerfreden den Artikkel V, hvorefter Slesvigs nordlige Distrikter skal gjenforenes med Danmark, naar de ved fri Afstemning udtale sig derfor. Det skete ikke for Danmarks Skyld; ti ellers havde Napoleon i 1870 anket over, at denne Artikkel ikke var overholdt, da han opregnede hele Preussens øvrige Fremfærd. Det skete kun for at saa den Tanke om Afstemning, han havde indført ved at tage Savoyen og Nizza fra Italien, stadfæstet af større Magter. I Stedet for at glædes over denne Artikkel, skulde Danmark sørge; ti, hvis den kom til Udførelse, maatte vi vel som de Smaa finde os i Udfaldet, men derved havde vi ogsaa for stedse fraskrevet os Retten til det øvrige Sønderjylland med Dannevirke og alle de andre dyrebare Minder samt mange dansksindede Hjerter. Vil Mænd, der selv have Del i et Riges Styrelse, tale med om slige pinlige Tilstande, drøfte dem paa Folkefester, saa Folk til at raabe Hurra for uklare Talemaader, da er det vel rigtigt, at der opfordres til at tanke over den virkelige Side af Sagen: Hvis Afstemning engang, saasom naar Kronprindsen kommer til Roret i Prøjsen, tilbydes, hvorledes tanker man sig da at ville i Danmark med dets Rigsdag optage de indvandrede Tydske, hvordan vil man stille sig til de af Prøisen indsatte Embedsmand, hvordan vil man finde sig i de der opførte Fæstninger og Havne, og hvorledes vil man efter Afgjørelsen i det Hele stille sig til Prøisen under de større Kampe, der let kan opstaa mellem Stormagterne. Her er vi inde paa et Spørgsmaal, der ligeledes fremkaldes ved Folkefester. Adskillige Høiskolelærere og andre Lærere, stundom endog Gejstlige ere meget ivrige med at opmande til Kamp, men her ser jo Enhver, at vi er de Smaa, og Højskolerne er jo ikke det samme som Skytteforeninger. Derimod skulde det synes, at det laa meget nærmere for Høiskoleforstandere og Folkelærere at mane til sund Eftertanke, til klart Overblik, til moden Overveielse, for at vi dog ikke igjen skal i Blinde styrte os i Kampen og siden være henviste til kraftløse Skaaltaler og Hurraer, fordi man indlod sig i en haabløs og slet overtænkt Kamp.

(Aarhus Amtstidende 6. august 1873).

Carl Friedrich Heiberg (1796-1872). (Efterskrift til Politivennen)

Den 16. i denne måned er i Slesvig en af ​​Slesvig-Holstens mest loyale patrioter dr. Carl Friedr. Heiberg, død efter længere, alvorlig sygdom. Heiberg blev født i 1796 i Klensbye i distriktet Gottorf, kom ind på universitetet i Kiel i 1817 for at studere jura, tog til Berlin året efter, hvor han primært koncentrerede sig om studiet af æstetik, rejste derefter gennem Sachsen, opholdt sig i Heidelberg i 1820 og vendte tilbage til Kiel efter en rejse gennem Michaelis i Schweiz samme år. Efter at have bestået embedseksamen i Gottorf med hæderlig udmærkelse i 1821, blev han 1825 udnævnt til underretsadvokat for Slesvig og Holsten, notar i 1830 og giftede sig i 1835 med Asta, grevinde von Baudissin, en klog og energisk kvinde, som var en sand støtte for ham i senere vanskelige tider. I mellemtiden fik den historiske retning af hans juridiske og filosofiske studier ham til at forberede sig på en akademisk karriere. Universitetet i Rostock tildelte ham titlen som doktor i jura for hans litterære bidrag til Heidelberg Yearbooks, Elvers' Themis og andre tidsskrifter. Da han skulle uddanne sig som privatlektor, blev han trukket ind i den politiske bevægelse i Slesvig-Holsten af ​​Lornsens optræden og arbejdede aktivt for sit fædreland som forfatter og foredragsholder. Han grundlagde Slesvig-Holstens Advokatforening, hvoraf han blev valgt til syndikus og sekretær. I 1842 blev han udnævnt til over- og landsretsadvokat. Indvalgt i den grundlovgivende forsamling i 1848 stemte han imod underkastelsen, hvorved han blev udelukket fra amnestien i 1851. Forvist fra sit hjemland rejste han til Tyskland på jagt efter en ny indflydelsessfære og vendte først tilbage til Slesvig efter den anden amnesti. Han fik dog ikke lov til at udøve advokatvirksomhed igen for Slesvig eller Holsten. Frataget sin indtægt grundlagde han 1857 en engros- og forlagsvirksomhed i Slesvig; Men hans voksende indflydelse på befolkningen og hans mere aktive holdning til landets anliggender førte til lukningen af ​​butikken i 1859 og 60. Som formidler af tysk litteratur og oppositionelle skrifter, der fremmede modstand i hertugdømmet Slesvig, havde det længe været en hindring for de danske myndigheders propaganda. I denne periode af sit liv fik doktor Heiberg også betydning for den tyske boghandel, og denne viste ham som bekendt, den tyske dannelses og ånds tapre fortaler i Norden, dens aktive anerkendelse i disse vanskelige tider. Efter Slesvig-Holstens befrielse fra dansk styre i 1864 blev han udnævnt til appelretsadvokat og notar af den højeste civile myndighed. I årene 1864-1866 var han aktiv i den snævre beskyttelse af de slesvig-holstenske foreninger, senere var han medlem af Venstres Centralvalgbestyrelse. Hans aftagende styrke afholdt ham fra at tage aktiv del i offentlige anliggender i hans sidste år, skønt han fortsatte med at interessere sig for dem indtil sin død. Loyal mod sit land i alle sine omskiftelser var han så heldig, at han ved sine dages ende kunne se ikke blot befrielsen af ​​Slesvig-Holsten fra fremmed herredømme, som han havde været med til at søge, men også den herlige forening af den tidligere splittede og magtesløse nation til det første kulturimperium i verden, hans drømmes højeste mål realiseret. Æret være hans minde!

Carl Friedrich Heiberg.

Am 16. ds. ist in Schleswig einer der treuesten Patrioten Schleswig-Holsteins, Dr. Carl Friedr. Heiberg, nach langer, schwerer Krankheit verschieden. Heiberg war im Jahre 1796 zu Klensbye im Amte Gottorf geboren, besog 1817 die Universität Kiel, um die Rechte zu studiren, ging im Jahre darauf nach Berlin, wo er sich namentlich mit dem Studium der Aesthetik beschäftigte, bereiste dann Sachsen, hielt sich 1820 in Heidelberg auf und kehrte nach einer reise durch die Schweiz Michaelis selben Jahres nach Kiel zurück. Nechdem er 1821 auf Gottorf die juristische Amtsprüfung mit rühmlicher Auszeichnung bestanden, ward er 1825 zum Untegerichtsadv ocaten für Schleswig und Holstein, 1830 zum Notar ernannt und verheirathete sich im Jahre 1835 mit Asta, Gräfin von Baudissin, einer geistvollen und thatkräftigen Frau, die ihm in späteren schweren Drangsalen eine wharhafte Stütze war. Inzwischen ward er durch die historische Richtung seiner juristischen und philosphischen Studien veranlasst, sich für die akademische Carriere auszubilden. Die Universität Rostock ernannt ihn wegen seiner literatischen Beiträge in den Heidelberger Jahrbüchern, in Elvers' Themis und andern Zeitsc hriften zum Doctor juris. Im Begriff, sich als Privatdocent zu habilitiren, ward er durch Lornsen's Auftreten in die polititsche Bewegung in Schleswig-Holstein hineingezogen und wirkte als Schriftsteller wie als Redner thatkräftig für sein Vaterland. Er begründete den schleswig-holsteinischen Advocatenverein, zu dessen Syndicus und Secretär er gewählt wurde. Im Jahre 1842 war er zum Ober- und Landgerichts-Advocaten ernannt worden. 1848 in die constituirende Landesversammlung gewählt, stimmte er mit gegen die Unterwerfung, infolge dessen er 1851 von der Amnestie ausgeschlossen wurde. Aus seinem Heimathlande verbannt, bereiste er, um sich einen neuen Wirkungskreis zu suchen, Deutschland, und kehrte erst infolgde der zweiten Amnestie nach Schleswig zurück. Doch ward ihm die Betreibung der Advocatur für Schleswig, wie auch für Holstein nicht wieder gestattet. Seiner Einnahme beraubt, gründete er 1857 in Schleswig ein Sortiments- und Verlagsgeschäft; doch sein erwachender Einfluss auf die Bevölkerung und seine activere Haltung in den Landesverhältnissen veranlassten 1859 und 60 die Schliessung des Geschäftes, das als Verbreiterin deutscher Literatur und oppositioneller, den Widerstand fördernder Schriften im Herzogthum Schleswig den dänischen Behörden schon lange genug für ihre Propaganda hinderlich gewesen war. In dieser Peiode seines Lebens hat Dr. Heiberg auch Bedeutung für den deutschen Buchhandel gewonnen, und dieser hat ihm, dem tapfern Verfechter deutscher Bildung und Gesinnung im Norden, in jener schweren Zeit bekanntlich seine thatkräftige Anerkennung bezeigt. Nach der Befreiung Schleswig-Holsteins von der dänischen Herrschaft 1864 ward ihm von der obersten Civilbehörde die Bestallung als Appelationsgerichtsadvocat und als Notar. In den Jahren 1864-1866 war er im engeren Ausschutz der schleswig-holsteinischen Vereine thätig, später war er Mitglied des Central-Wahl-Comités der liberalen Partei. Seine abnehmenden Kräfte hielten ihn in den letzten Jahren von einer thätigen Theilnahme an den öffentlichen Angelegenheiten fern, denen er aber bis zu seinem Ende ein warmes Interesse zuwandte. In allen Wechselfällen treu seinem Lande, war es ihm vergönnt, am Ende seiner Tage nicht nur die von ihm miterstrebte Befreiung Schleswig-Holsteins von der Fremdherrschaft, sondern auch die glorreiche Einigung der früher zerrissenen und machtlosen Nation  zu dem ersten Culturreiche der Welt, das höchste Ziel seiner Wünsche, verwirklicht zu sehen. Ehre seinem Andenken!

(Börsenblatt für den deutschen Buchhandel: Fachzeitschr. für Verlagswesen u. Buchhandel. 28. august 1872)

Forfølgelserne af Heiberg under det danske herredømme er omtalt på denne blog i indslaget om Casper Conrad Langheim fra 1860, og om en knapmagers selvmord samme år.

På internettet findes C. F. Heibergs "Das souveräne Herzogthum Schleswig in seiner staatsrechtlichen Verbindung mit Holstein ..." (1846).

Hans tredje søn, digteren Hermann Heiberg (1840-1910) beskrev barndommen som lys og meget fri. Han overtog faderen boghandel i perioden 1859-1870. Hans kone Asta Heiberg udgav i 1897 "Erinnerungen aus meinem Leben" hvori manden også omtales, også de her på bloggen nævnte forfølgelser. I disse erindringer skildres bl. a. også Krigen 1848-1851 og den danske undertrykkelse af de tyske i Slesvig-Holsten.

Harro Paul Harring. (Efterskrift til Politivennen)

Harro Paul Harring (1798-1870) revolutionær forfatter, demokrat og kosmopolit. Han  var født i den frisiske del af Slesvig, tæt ved Husum. Efter et kort ophold som historisk militærmaler i København, rejste han i 1820 til Wien og Würzburg. I 1821 deltog han i den græske uafhængighedskrig. Harro Harring nævnes den 26 februar 1822 i Aarhuus Stifts-Tidende. Han var kendt i København som tysk poet. Så til Rom et år. Dernæst til Wien. Han boede også i Schweiz og München, i Wien arbejdede han som skripforfatter på Theater an der Wien. Han var i Prag, Warschawa 1828 hvor han blev kornet i et russisk lancerregiment. Da revolutionen brød ud i Frankrig i juli 1830, rejste han til Braunschweig, Bayern og Saxen. Her blev han udvist som demagog og tog til Strasbourg hvor han udgav avisen Das constitutionelle Deutschland og deltog i Hambach Festival 1832. Men måtte så forlade landet til Frankrig i Dijon–Châlonsområdet. Her mødte han Giuseppe Mazzini og deltog i det revolutionære angreb på Savoie. Han blev arresteret flere gange i Schweiz og blev uvist til London. I maj 1837 blev han såret og levede en tid på Helgoland. Her var hans revolutionære ideer imidlertid ikke populære blandt indbyggerne. Guvernøren Henry King sendte bud efter et krigsskib for at få ham fjernet. 

I september 1838 var han på åen Jersey, for i vinteren 1838-39 at returnere til Helgoland, derefter Bordeaux og Burges. Turen gik 1841 til Holland, derefter England, Frankrig og Brasilien. I august 1843 rejste han til USA hvor han levede som maler og forfatter. Opstanden i 1848 fik ham tilbage til Slesvig, over Hamborg og Rendsborg, hvor han udgav avisen Das Volk. Han holdt bl. a. en tale i Bredstedt i Nordfrisien hvor han agiterede for en nordfrisisk republik. Han sluttede talen med at drage et sværd og citere et nordfrisisk mundheld "hellere død end slave".

I 1828 var der i Kjøbenhavnsposten (23. maj, 27. maj, 3. juni) en længere anmeldelse af hans biografiske skrift Rhonghar Jarr. Og igen den 30. september 1828 hvor han vendte tilbage til København. Da Kjøbenhavnsposten bragte et uddrag af hans "Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft", blev det i 1831 for meget for  Frederik 6. som beordrede kancelliet til at standse avisens bidrag af Harring samt indskærpe politiet til at skride ind over for fornærmelser af venligtsindede regeringer.

Herefter følger en lind strøm af notitser og avisartikler om ham, både hans skrifter og hans livlige rejsevirksomhed og sporadiske arrestationer. Dette gælder for øvrigt også tyske aviser og USA hvor han hyppigt blev nævnt. Han nævnes bl.a. ganske kort i et af Karl Marx' værker, så denne må have kendt ham. Umiddelbart før opstanden i 1848 var han begyndt at agitere for oprettelse af arbejderforeninger:

- En Correspondents-Artikel fra Slesvig-Holsten i et sydtydsk Blad indeholder følgende Notits om en ogsaa her bekjendt Personlighed:

- Efter 23 Aars Fraværelse er den bekjendte Skribent Harro Harring, Nordfriesen, endeligen vendt tilbage til sit Hjem, efterat han med Vandringsstaven har udmaalt Verden og sidst dvælet i Nordamerika. Da han landede i Tønningen modtoge hans Slægt og Venner ham, i hvis Følge han begav sig til sit, ved Husum liggende Fædrehuus. Det lader til at de herværende politiske Begivenheder have bestemt ham til at vende hjem til hans Fødeegn; thi han interesserede sig strax levende for dem; allerede paa Landingspladsen skal han have holdt en Tale til den forsamlede Mængde, og sammenkaldte et Folkemøde af Nordfrieser, for at meddele disse sine politiske Anskuelser og Raad. Denne Nordfriese er vistnok en meget respektabel politisk Charakteer, men han hører aabenbart til de overspændte, og naar han i 23 Aar har gjennemvandret Verden, saa er han ogsaa, ligesom hiin Vandrer hos Schiller, vendt tilbage til Fædrenehjemmet som en Fremmed, og det viser sig temmelig klart, at han i disse 28 Aar ikke har levet og lidt med os. Var Harro Harring ikke en Exalteret, saa vilde han ikke have talt om at oprette en nordfriesisk Republik, og havde han ikke saa længe været borte, saa vilde han ikke nu nære de danske Sympathier, han nu uforbeholdent udtaler, og hvorved han vækker Alles Forargelse. At Danske og Tydske ere beslægtede Folk, der som saadanne ikke burde staae saa fjendske ligeoverfor hverandre, kan i og for sig betragtet være meget rigtigt, men deraf følger endnu ikke, at vi skulle gaae op i Danmark og nødes til at blive Danske, saa at Harro Harrings mæglende Tale var langt mere egnet til at holdes for Danske paa Skydebanen i Kjøbenhavn, end for Folk her i Landet og Nordfrieser. Naar Harro Harring ved denne Leilighed fortæller os, at han er lige velvillig stemt mod Danmark og mod Tyskland, at den nuværende Kamp gjør et smerteligt Indtryk paa ham, ligesom ogsaa at han paa fædrene Side nedstammer fra Skandinavien og paa mødreneside fra Spanien, saa henhører Alt dettt aabenbart slet ikke til Sagen, og kan kun være en Rettesnor for ham, ikke for os. Efter denne politiske Debut har han begivet sig til sin Broder, Præsten i Sehestedt ved den slesvig-holstenske Canal, og vi maae nu afvente hans videre Foretagender."

(Kjøbenhavnsposten 18. oktober 1848)

Herefter begyndte den danske (og dele af den tyske) presse at blive mere kølig i deres beskrivelse af Harring. Det blev ikke bedre af at aviserne mente hans sympatier lå tættere på slesvigerne end på dansk-nationale: Fra at blive omtalt som den velkendte Harring, gik man nu over til at blive benævnt den berygtede Harring. Hans skrifter blev forbudt i Slesvig. Aviserne fortsatte dog flittigt med at omtale hans virksomhed, nu på en uvenlig måde. Harring var skandinavist og dermed i modsætning til den slesvig-holstenske bevægelse. Han blev derfor udvist derfra hvorefter han tog til Kristiania (Oslo). Her opfordrede han  på skrift nordmændene til at gøre oprør mod det konstitutionelle monarki og måtte forlade Norge i maj 1850. Ved den lejlighed bragte tyske konservative aviser nedenstående artikel:

Den vagabonderende revolutionskarl Harro Harring.

Avisen Augsburg rapporterede om dette berygtede emne, som vandrede rundt i Europa og Amerika i forbindelse med oprør. Allgemeine Zeitung for noget tid siden fra Stockholm følgende:

"Den kendte Harro Harring, der har fundet et sikkert tilflugtssted i Norge i et halvt år, har mistet det ved at udgive flere skrifter med den åbenlyse tendens til at bringe Norge i oprør og vælte landets monarkiske forfatning. Om morgenen den 29. maj dukkede fire politibetjente op i hans bopæl og informerede ham om regeringens beslutning om at fjerne ham fra kongedømmet. Først virkede han ganske rolig, da han hørte denne nyhed, men så udtrykte han bekymring for, at der var en hensigt om at udlevere ham til Rusland. *) Efter at være blevet beroliget på dette punkt, pakkede han hurtigt sine ting og blev ført om bord på en damper, som den følgende dag skulle føre ham til København. Endnu en gang blev han overvældet af frygten for at blive spillet på russiske hænder i København gennem skjulte intriger. For at berolige ham, ordnede regeringen det sådan at han ved sin ankomst i København fik overbragt 30 specier til at rejse videre til England. I mellemtiden samledes en række borgere, for det meste indfødte tyskere, sammen og besluttede at protestere mod Harrings udvisning, som fik 140 underskrifter. Nogle borgere var allerede kommet til etatsråd Sørensen for at anmode om Harrings løsladelse, men deres anmodning var definitivt blevet afvist. Aftenen før Harrings afgang samledes en folkemængde på stranden og hilste ham med jubel, men spredte sig så uden at forårsage uorden. Den egentlige årsag til Harro Harrings udvisning var et norsk skuespil, han havde udgivet kort forinden, kaldet "Testamentet fra Amerika". Dette dokument fordømmer enhver monarkisk styreform, hvad enten den er forfatningsmæssig eller absolut; hver enkelt er baseret på bedrageri og bestikkelse, herunder den norske grundlov. Blandt andre udsagn finder man følgende: "Monarki er ikke af Guds nåde, men af ​​Guds forbandelse." "Den såkaldte norske frihed er en karikatur, for vi har ingen nationalitet." "Norge er et pavedømme; vores pave bor i Stockholm, men vi er ikke romere." "Kongen har absolut ret til at få folket slagtet, hvis de gør modstand." "Monarkiets ret er en åbenlys løgn" mv.

Den "bekymring", som Harring, denne slyngel revolutionære Harring, udtrykte i den rapport, "om at se sig selv udleveret til Rusland" og bemærkningen om, at han "havde været i russisk militærtjeneste i et stykke tid" giver os mulighed for at dele med vores læsere et par ting om den måde, hvorpå han kom i denne militærtjeneste. - Det var i juli 1828, for 22 år siden, da en meget indelukket lille mand, omkring 30 år gammel, ankom til Warszawa fra Tyskland, besøgte de notabiliteter der, især dem med tyske navne, beskrev sin ekstremt triste, pengeløse situation og fortalte de nævnte notabiliteter den forfærdelige nyhed: "For ikke at sulte, ville han være nødt til at tage sit eget liv, hvis han ikke blev optaget i russisk militærtjeneste." - De højtstående militære embedsmænd, som han henvendte sig til, fandt det mærkeligt, at en person, der ikke var kendt for andet end sin vagabonderende "En frisers rejser" (der som bekendt blev kastet efter læseren i fire bind af Harro Harring) søgte at blive taget i tjeneste for en fremmed stat, der ikke var særlig glad for lignende individer.

Hr. Harrings håb, som han havde bragt med sig til Warszawa, og som måske havde været mere kvantitativt end hans eksisterende styrke, skrumpede voldsomt. Tilfældigvis havde en tysker, der havde været i russisk tjeneste i årevis, statsråd S., der året før havde spist middag med førnævnte Harring ved table d'hôte i München, det "uheld" at blive stødt på dette spisebekendtskab der i Warszawa. Den stakkels etatsråd S. var nu det nye anker, som hr. Harring forsøgte at klynge sig til sit håbløse lille håbsskib. Han bad ham om et lån som låneren gavmildt bevilgede, og som også gav den mand der længtes efter værnepligten, den sikkerhed, at hvis denne længsel ikke skulle tilfredsstilles, ville han tage ham gratis med i sin egen vogn til Tyskland hvortil etatsråden skulle rejse. - Hr. Harring udtrykte sin glæde - som vi kan berette fra en god kilde - på forskellige måder. For det første fordømte han Tysklands snæversyn, "fordi en monark af det sydlige Tyskland, til hvem han mest hengiven havde bedt om en underofficersstilling eller støtte i kontanter, med de mest kostbare forbundne værker, "Fahren ham" havde afvist begge. - Så faldt han skiftevis i bagtalende og misantropiske henrykkelser, - så atter jublede højlydt ved tanken om en gunstig beslutning "som ville efterlade hele Tyskland i en tilstand af forbløffet forbløffelse"; - dansede rundt i lokalet; Han bandt sin noget slidte frakke fast for at vise, hvor vidunderligt slank hans talje var (let forklaret med hans tidligere sult), og hvordan alle ville beundre ham i hans ulan-uniform; Så gav han af taknemmelighed sin nye søn et af sine værker at læse, betroede ham vidunderlige hemmeligheder og sluttede af med en ny pumpe, som hans protektor også venligt gik med til! - I løbet af få dage blev hr. Harro Harring, takket være førnævnte statsråd S.s uophørlige indsats, "kejserlig russisk underofficer", og var nu, for at bruge Schillers ord, "på stigen til den højeste magt!" - I betragtning af sin fattigdom og på kejserlig bekostning fik han alt det udstyr, som enhver frivillig ellers må skaffe sig, og han fik også sikkerhed for, at han ville stå på lige fod med junkerne med hensyn til avancement. - Hr. Harring bragte nyheden om denne uventede lykke personligt til den mand, som han udelukkende og udelukkende havde at takke for det, med virkelig excentrisk jubel. Han kunne næppe finde ord til at udtrykke sin glæde over, at etatsraad S. havde reddet ham fra hungersnød ved sine anstrengelser og udtalte de oprigtigste forsikringer om evig taknemlighed til sin "Frelser i hans dybeste jordiske nød"! Det taknemmelige minde om hans velgører skulle aldrig dø ud i hans "så ofte misforståede hjerte". - Velgøreren svarede på alle udråb, som i profetisk forventning: "At når han hjælper en person, forventer han aldrig taknemmelighed!" - Der var næppe gået et par måneder, da korporal Harring af gode grunde blev frataget denne hæder, hans uniform blev taget af, og han blev dirigeret over grænsen til Tyskland, som nu var så heldig at besidde skatten igen, som den ganske vist slet ikke var gået glip af. – Hr. Harrings første sag var nu at skrive pamfletter mod Rusland i Tyskland – Manden vilde trods alt leve og ligesindede Boghandlere skulde hjælpe ham dertil – hvori han erklærede det for en skændsel at have iført den uniform, som han havde bedt om på den ydmygste og mest bedende måde, og hvori han fandt, for at bruge sine egne ord, sin største lykke. - Vi vil tilskrive den hurtige ændring i disse synspunkter hr. Harrings politiske konsekvens, hvilket kan undskylde meget, især i nyere tid. - Det menneskelige, bundløse fællesskab af førnævnte slyngel var dog mest fyldestgørende dokumenteret ved, at han anså det for en uundgåelig sag straks at smide snavs på den mest skamløse måde i alle datidens sympatiske aviser på førnævnte etatsråd S., den mand, som han havde plaget med den mest grublende, tiggede, den sidste af hvilke bogstaver og ord, som havde den første, men den sidste gjort alt i hans magt for at redde denne menneskelige plage fra sult. -Den nylige fremkomst af disse vagabonds har fået os til at offentliggøre denne erindringer for at give et eksempel på demokratisk taknemmelighed. - Hr. Harring er nu i England, hvor der også gror træ til galge. - Men hvis manden, der indledte bevægelsen, forestillede sig, at Rusland "havde krævet hans udlevering", er der tale om en "overtroisk overvurdering af egne evner". Rusland vil være glad for at slippe af med denne slags rabalder fra sine grænser. Og at tidligere sergent Harro Harring er en del af rabalder, er noget, han nok ikke selv ville turde afvise.

*) Harro Harring har skrevet mange ting mod Rusland. Han havde tidligere tjent en tid i det russiske militær (under storhertug Constantinos regiment i Warszawa).

Der vagabondirende Revolutionsmachergeselle Harro Harring.

Ueber dieses berüchtigte, in Geschäften der Rebellion in Europa und Amerika umvagabondirende Subjekt berichtete die Augsb. Allgemeine Zeitung vor einige Zeit aus Stockholm Folgendes:

"Der bekannte Harro Harring, der seit sechs Monaten eine sichere Zuflucht in Norwegen gefunden, hat sich derselben verlustig gemacht, indem er mehrere Schriften mit der offenbaren Tendenz herausgegeben, Norwegen in Aufstand zu bringen und die monarchische Verfassung des Landes umzustürzen. Am 29. Mai Morgens fanden sich in seiner Wohnubg vier Polizeibediente ein, und gaben ihm den Beschluss der Regierung zu erkennen, ihn aus dem Reiche zu entfernen. Er schien anfangs bei dieser Mittheilung ganz ruhig, bad äusserte er aber die Besorgniss, dass man die Absicht habe, ihn an Rusland abzuliefern. *) Nachdem man ihn in dieser Hinsicht beruhigt hatte, packte er schnell seine Sachen, und wurde an Bord eines Dampfschiffes geführt, welches ihn am folgenden Tag nach Kopenhagen bringen sollte. Abermals überfiel ihn die Furcht, in Kopenhagen durch vergorgene Ränke in russische Hände gespielt zu werden. Um ihn auch darüber zu beruhigen, verordnete die Regierung, dass bei seiner Ankunft in Kopenhagen eine kleine Summe von 30 Speciesthalern ihm überreicht würde, damit er sofort seine Reise nach England fortsetzen könne. Eine Anzahl Bürger, meistens geborne Deutsche, sammelte sich indessen und beschloss gegen die Verweisung Harrings einen Protest, welcher 140 Namensunterschriften erhielt. Einige Bürger hatten sich schon vorher bei dem Staatsrath Sörensen eingefunden, um die Freilassung Harrings zu begehren, ihr Ansuchen war aber bestimmt abgeschlagen worden. Am Abend vor der Abreise Harrings sammelte sich eine Menge Volks am Strande und begrüsse ihn mit Vivatrufen, ging aber dann ohne Unordnung auseinander. Die eigentliche Veranlassung zue Verweisung Harro Harrings war ein kurz vorher von ihm publicirtes norwegische Schauspiel, genannt: "Das Testament aus Amerika". Diese Schrift verdammt jede monarchische Regierungsform, sie sey constitutionell oder absolut; jede sey auf Betrug und Bestchung gegründet, auch die norwegische Verfassung. Unter anderen Aeusserungen findet man folgende: "Die Monarchie ist nicht von Gottes Gnaden, sondern von Gottes Fluch." "Die sogenannte norwegische Freiheit ist eine Karrikatur, denn wir haben keine Nationalität." "Norwegen ist ein Papstthum; unser Papst residirt in Stockholm, wir sind aber keine Römer." "Der König hat unumschränktes Recht, das Volk niederhauen zu lassen, wenn es Widerstand leistet." "Das Recht der Monarchie ist eine offenbare Lüge" u. s. w.

Die in jenem Berichte angedeutete "Besorgniss" besagten Harrings, dieses streichenden Revolutions-Härings "an Russland sich ausgeliefert zu sehen", udn die Bemerkung, dass derselbe "eine Zeitlang in russischen Militairdiensten gestanden habe", gibt es uns Gelegenheit, einige Beiträge über die Art und Weise, wie er in diese Militairdienste gekommen, hier den Lesern mitzutheilen. - Es war im Juli 1828, also vor 22 Jahren, als in Warschau ein sehr confiscirt aussehendes kleines, etwa 30jähriges Menschekind, aus Deutschland angekommen, die dortigen Notabilitäten, besonders die mit deutschen Namen, überlief, seine höchst traurige, mittellose Lage schilderte und besagten Notabilitäten die grausliche Verschering mittheilte: "Um nicht zu verhungern müsse er sich das Leben nehmen, wenn er nicht in russische Militairdienste aufgenommen würde." - Die höheren Militairbeamten, an die er sich gewandt, fanden es wunderbar, dass ein, durch weiter nichts, als durch seine vagabondirenden "Fahren eines Friesen" (die bekanntlich in 4 Bänden der Lesewelt von Harro Harring an den Kopf geschleudert wurden) bekanntes Subjekt nachsuche, im Dienste eines femden, für vergleichen Individuen eben nicht zärtlich gesinnten Staates aufgeneommen zu werden. 

Die Hoffnungen des Herrn Harring, die er mit nach Warschau gebracht, und die quantitativer als seine vorhandene Varschaft seyn mochten, schrumpften gewaltig zusammen. Zufälligerweise hatte ein Deutscher, seit Jahren in russischen Diensten stehend, der Staatsraat S., der im Jahre vorher in München mit besagten Harring an der table d'hôte gespeist, das "Unglück", von dieser Speisebekanntschaft dort in Warschau angetroffen zu werden. Der arme Staatsrath S. war nun der neue Anker, an welchen Herr Harring seine trostloses Hoffnungsschifflein anzuklammern versuchte. Er hat ihn um Verwendung und um ein - Darlehn, das der Angepumpte auch mildthätig bewilligte und dem Militairdienstsehnsüchtigen auch noch die Beruhigung gab , wenn diese Sehnsucht nicht befriedigt werden sollte, ihn in seinem eignen Wagen kostenfrei nach Deutschland, wohin der Staatsrath zu reisen im Begriff war, mitzunehmen. - Herr Harring aüsserte - wie wir aus guter Quelle berichten können - seine Freude auf unterschiedliche Art. Zuerst verdammte er Deutschlands Engherzigkeit, "weil ein Monarch Süddeutschland, dem er beit devotester Ueberreichung seiner kostbar gebundenen Werke ("Fahren eines Friesen") um eine Unteroffizierstelle oder eine Unterstützunng in baarem Gelde gebeten, ihm beides versagt habe"; - dann verfiel er abwechselnd in seigwartische und menschenfeindliche Entzückungen, - jubelte dann wieder laut auf bei dem Gedanken einer für ein günstigen Entscheidung, "welche ganz Deutschland in starres Staunen setzen werde"; - tanzte im Zimmer herum; schnürte sich den etwas fadenscheinigen Frack eng zusammen, um zu beweisen, wie himmlisch-schmächtig seine Taille sey (bei vorhergegangengen Hunger leicht erklärlich), wie ihn alles in seiner Uhlanenuniform bewundern werde; gab dann aus Dankbarkeit seinem neuen Sönner eins seiner Werke zu lesen, vertraute demselben wunderbare Geheimnisse an, und schloss mit einem neuen Pump, zu dem sich sein Mäcen auch gutmüthig berbei liess! - In wenigen Tagen war Herr Harro Harring durch die unablässigen Bemühungen des genannten Staatsraths S. "kaiserlich russischer Unteroffizier", und stand nun, mit Schiller zu reden, "auf der Leiter zur höchster Macht!" - Es ward ihm in Betracht seiner Armuth und auf kaiserliche Kosten das ganze Equippement bewilligt, das jeder Freivillige sich sonst selbst bec haffen muss, auch die Versicherung ertheilt, dass er im Avancement den Junkern gleich stehen solle. - Die Nachricht von diesem unerwarteten Glücke brachte Herr Harring persönlich dem Manne, dem er es einzig und allein zu verdanken gatte, mit wahrhaft excentrischen Jubel. Er fand kaum Worte, um sein Entzücken auszusprechen, dass der Staatsrath S. ihn durch seine Bemühungen vom Hungertode gerettet habe und sprach die heilichsten Versicherungen ewiger Dankbarkeit gegen seinen "Retter auf tiefster Erdennoth" aus! Nie sollte die dankbare Erinnerung gegen seinen Wohltäter in seinem "so oft verkannten Herzen" erlöschen. - Der Wohltäter antwortete auf alle Exclamationen, gleichsam im prophetischen Vorausblick: "Dass er, wenn er einem Menschen helfe, nie auf Dankbarkeit rechne!" - Kaum waren einige Monate vergangen, als der Unteroffizier Harring dieser Würde aus triftigen Gründen entkleidet, die Uniform ihm ausgezogen und er über die Grenze nach Deutschland dirigrit wurde, das nun das Glück hatte, den freilich ganz und gar nicht vermissten Schatz wieder zu besitzen. - Herrn Harrings erstes Geschäft war nun, in Deutschland Pamphlete gegen Russland zu schreiben - leben wollte der Mann doch und gesinnungstüchtige Buchhändler sollten dazu helfen - in welchen er es für eine Schmach erklärte, die Uniform getragen zu haben, die er sich auf das demüthigste, flehendlichste erbettelt, und in der er, mit seinen eignen SWorten zu reden, seine höchste beglückung fand. - Wir wollen den raschen Wechsel dieser Ansichten auf die politische Consequenz des Herrn Harring schieben, womit sich besonders in neuerer Zeit viel entschuldigen lässt. - Die menschliche bodenlose Gemeinschaft des genannten Unherzüglers dokumentirte sich aber am genügendsten dadurch, dass er es für ein unaufschiedbares Geschäft hielt, den genannten Staatsrath S., den Mann, den er mit den kriechendsten Bettelbriefen und Bettelworten (von denen die letzten freilich im Winde verstoben, die ersten aber doch existiren) belästigt, der alle für ihn gethan gatte, was in seinen Kräften stand, um diese menschliche Pestbeule von Verhungern zu retten, - sofort in allen damaligen gesinnungstüchtigen Blättern auf die schaamloseste Weise mit Schmutz bewarf. - Das Auftauchen diese Vagabonden in neuester Zeit hat uns bewogen, diese Reminiscenz zu veröffentlichen, um ein Beispiel - demokratischer Dankbarkeit zu liefern. - Herr Harring befindet sich jetzt in England, wo ja auch Holz zum Galgen zu wac hsen pflegt. - Wenn der Bewegungsmann sich aber ainbildete, dass Russland "seine Auslieferung verlangt habe", so ist dies eine "abergläubische Selbstüberschätzung". Russland ist froh, wenn es Gesindel dieser Art aus seinen Grenzen los wird. Und dass der vormalige Unteroffizier Harro Harring zum Gesindel gehört, wird wohl er selbst nicht zu bestreiten wagen. 

*) Harro Harring hat Manches gegen Russland geschrieben. Er war früher (unter Grossfürst Constantinos Regiment in Warschau) eine Zeitlang in russischen Militärdiensten gestanden. 

(Deutsches Wochenblatt für constitutionelle Monarchie 28. Juli 1850)

Turen gik først til København, så til London. Da han kom til Hamborg i 1854, blev han arresteret og kun ved den amerikanske konsuls hjælp slap han fri og tog til USA - indtil han i 1856 tog til Rio de Janeiro, hvorfra han rejst til England. På Jersey bad han den danske regering om et sted at bo. 

I 1861 synes stemningen i de danske aviser efterhånden at være mildere stemt overfor Harring. Man gjorde opmærksom på at han ikke havde været på slesvig-holstenernes side, men alligevel forbød de danske myndigheder ham at vende tilbage til Danmark. Det fik han så efterfølgende lov til (i 1863?). Han kom til København og erklærede at ville købe sin far gård tilbage i Hatsted Sogn i Slesvig for at trække sig tilbage der. Men så udbrød krigen 1864. Hans sidste år tilbragte han på øen Jersey hvor hans mentale tilstand blev værre og værre. Desuden følte han sig forfulgt af franske og russiske agenter. Han begik selvmord ved at spise fosfor fra tændstikker.

Hans død i 1870 blev omtalt med længere artikler i et stort antal aviser:

Slesvigeren Harro Paul Harring er den 1ste ds. afgaaet ved Døden paa Øen Jersey i den engelske Canal. Sit urolige og eventyrlige Liv endte han i et Anfald af Sindsforvirring. Siden 1860 har han nemlig stadig troet at være Gjenstand for den russiske Regjerings Efterstræbelser; denne Tanke forlod ham aldrig og omtaagede tilsidst hans Forstand saaledes, at han tog Gift. Harro Harrings Navn blev tidt nævnet i Aarene 1830-40, da han ved sine revolutionaire Skrifter og Bedrifter tildrog sig almindelig Opmærksomhed. Senere levede han som politisk Flygtning i Nordamerika, en kort Tid (1853 og 54) i Slesvig og Kiøbenhavn, senere, 1867-68, atter i Kjøbenhavn, og endelig i London, hvor de republikanske Flygtninge Mazzini, Ledru-Rollin osv. understøttede ham. Paa Øen Jersey traf Harring sammen med den berømte franske Digter Victor Hugo, der siden 1855 havde valgt dette afsides beliggende Sted til sit Ophold. Om han har havt nogen Andeel i de sidste Aars revolutionaire Bevægelser, vides ikke med Bestemthed. Harro Harring var født 1798 i Landsbyen Ibensdorf (tætved Husum), af frisisk Æt. Som ungt Menneske viste han levende Sands for Kunst og Poesi, senere offrede han med excentrisk Iver hele sit Liv til den politiske Frihedsbevægelse. I Kjøbenhavn og Dresden beskjæftigede han sig med Maleri; l Slesvig udgav han 1821: "Blüthen der Jugendjahre" og "Dichtungen", farverige, men lidt noget overspændte Poesier. Om Harrings Kjærlighed til Danmark vidner navnlig et Digt, der er optaget i Samlingen "Dania" (udgivet i Slesvig 182l), hvori det hedder;

"vom Meer umwogt im fernen Norden dort
Sei laut gegrüsst, du Heimathland der anen,
Es zog aus deiner Flur mit Altgewalt mich fort
Ein ew'ger Drang, ein heises, dunkles Senen.
Doch fliegt der Geist ins traute Dänenland
Süss träumend oft zum wilden Nordmeerstrand."

Det blev rigtignok skrevet og offentliggjort paa en Tid, da saagodtsom alle Slesvigere endnu følte og betragtede sig som Danske.

En uimodstaaelig Lyst til at flakke om i Verden som de gamle Vikinger - med hvilke han lidt sammenligner sig i sine Skrifter - drev ham fra Hjemmet. En Reise til Wien og Ungarn gav ham Stoffet til sit Skrift: "En Frisers Reiser i Danmark, Tydskland og Ungarn" (München 1828, 4 Bd.) Da Frihedskampen i Grækenland udbrød, kunde Harring ikke modstaae den philhelleniske Begejstring; han indskibede sig i Marseille til Morea, men gik meget snart derfra til Rom, hvor han ernærede sig ved Maleri. 1828 tog han Krigstjeneste i Polen iblandt Gardelandsenererne. I 1831 efter den polske Revolutions ulykkelige Udfald skrev han "Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft" (Nürnberg 1831, 2 Bd.) og flere andre Brochurer til Fordeel for Polakkerne. Den sachsiske og baierske Regjering viste ham ud af Landet som Medlem af "Burschenschaft" og farlig Urostifter, hvorpaa han i Strasburg stiftede et politisk Blad: "Das constitutionelle Deutschland", hvori han heftig angreb det daværende tydske Forbund. I 1836 blev han arresteret i Bern, men flygtede til England, hvor han blev haardt saaret i en politisk Duel. Paa den Tid begyndte det slesvig- holsteenske Røre i Hertugdømmerne. Harring har aldrig sympathiseret med det slesvig-holsteenste Parti, hvis egennyttige Hensigter han fuldkommen gjennemskuede; ikke destomindre nægtede Frederik VI's Regjering ham Tilladelse til at vende tilbage. Han gik derpaa til Brasilien og senere til Nordamerika. Indførelsen af den frie Forfatning i 1849 i Danmark hilsede han med stor Glæde; imidlertid kunde han efter 1850 heller ikke finde Hvile i sin Hjemstavn, uagtet der ligesaalidet dengang som under hans sidste Ophold her blev lagt ham nogensomhelst Hindring iveien. Som Agent for forskjellige revolutionaire Selskaber flakkede han fra det ene Land til det andet. Af hans Skrifter fortjener endnu at fremhæves et heroisk Digt: "Szaparhy og Batthyany" og Romanen "Dolores", en Skildring af Livet i Sydamerika (Basel 1850, i 4 Bd.).

Harro Harring var, uden nogen særdeles Begavelse, gjennemtrængt af en stærkt udviklet Selvfølelse, der bragte ham til at tillægge sig selv og sine Foretagender en Betydning, som de paa ingen Maade havde, og som man heller neppe tillagde dem paa de Steder, hvorfra han til sin sidste Time troede, at der udsendtes Forfølgere imod ham. Den nylig afdøde Professor Krøyers Selvbiographi giver ikke Harring noget godt Vidnesbyrd fra den Tid, de færdedes sammen i den græske Frihedskrig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. maj 1870).

Harring, Harro Poul (28.8.1798-15.5.1870) forfatter, maler, politisk eventyrer. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Han er begravet på Jersey hvor hans gravsted på Sion kirkegård stadig findes med påskriften: "Friede. Paul Harro Harring. Born at Ibensdorf August 28 1798. Died May 15 1870. A political exile, man of letters and painter who fought for freedom. He was a Dane and a friend of Byron, Garibaldi and Mazzini." 

Han er medtaget i adskillige engelske, amerikanske, tyske og andre opslagsværker, se fx nedenstående:

HARRING, Harro Paul, a German author, born at Ibensdorf, near Husum, in Schleswig, Aug. 28, 1798, died by his own hand in the island of Jersey, May 25, 1870. He was the son of a landed proprietor of Friesland, but received only a scanty education, and was obliged to accept a small clerkship in the custom house. Subsequently he devoted himself to painting and literature in various places, and after publishing two volumes of poetry at Schleswig in 1821 he wrote a sketch of his adventurous life and travels entitled Rhonghar Jarr, Fahrten eines Friesen in Dänemark, Deutschland, Ungarn, &c. (4 vols., Munich, 1828). In 1828 he joined a Philhellenic expedition to Greece, but soon went to Rome, and next to Warsaw, where he served for a few months in the army. His Polish experiences were embodied in his novel Der Pole (3 vols., Baireuth, 1831), and in his Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft (2 vols., Nuremberg, 1831; French, Strasburg, 1833). On account of his revolutionary tendencies he was subsequently expelled from Bavaria and Saxony, and in 1836 he was arrested in Bern and sent to England, where in 1837 he was wounded in a duel. He next attempted to publish in Heligoland revolutionary songs for circulation in Germany, but was arrested and sent back to England. On returning to that island in 1839 he was sent as a prisoner on a vessel bound to England, but jumping overboard he was picked up by a French ship, and afterward lived successively in England, Brazil, and the United States. In 1849 he arrived in Norway, whence he was expelled in the following year. He then became a member of the European central democratic committee in London, to which city he returned in 1856 after having been in 1854 under arrest in Harburg, and after having spent again some time in Brazil. Although he occasionally received assistance from his friends at subsequent periods, misery and discontent made him commit suicide. His publications comprise, besides poems, plays, and miscellaneous writings, many novels, of which "Dolores," the scene of which was in South America, written in English and published in New York in 1844 (German, 4 vols., Basel, 1858-'9), is considered the best.

(The American Cyclopaedia: A Popular Dictionary for General Knowledge, Bind 8, 1883)

Fra 1880'erne synes at han glide ud i glemselen, men han fik en kort renæssance i form af interesse efter afstemningen 1920. Mange af hans værker kan findes på internettet på Google Books ved søgning på hans navn. I nyere tid er der kommet flere værker om ham.

Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866). (Efterskrift til Politivennen)

 

August Weger (1823-1892): Johann Heinrich Bartelsen. Koffardikaptajn, senere officer i den preussiske hær. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Skipper Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866) var født i Maasholm ved Kappel nordøst for byen Slesvig ved Sliens udmunding i Østersøen. Han var af en skipper- og bondefamilie. Han blev gift i 1830 og ægteparret fik 16 børn, hvoraf 10 døtre overlevede ham. Om hans barndom, opvækst og tidlige liv vides ikke meget, men siden han blev 22 var han sømand, fra 1833 med egen jagt, Dorothea. I 1840'erne kom han i kontakt med de demokratiske og liberale strømninger i Slesvig og sluttede sig til oprøret i 1848. 

Bartelsen gjorde sig i 1849 bemærket ved Slaget i Eckernförde hvor danske krigsskibe blev nedkæmpet. Han deltog på slesvig-holstensk side, og bidrog til at redde den danske besætning på det brændende skib "Christian VIII", med fare for sit eget liv - skibet sprang i luften kort tid efter at det var blevet rømmet.

Eckernførde, 7. april. I går morges halv tre gik skipper Bartelsen fra Slesvig, medlem af søkommissionen Lorenz Karberg, skibsbygningsudstillingen fra Kiel, med 25 mand - hovedsagelig fra Arnis og Kappeln - og 10 mand fra slesvig-holstenske soldater om bord på den på reden liggende danske fregat "Gefion", tog kommandoen fra den danske besætning, gjorde det smukke skib klar til at sejle, hejste det tyske sorte, røde og guld flag under gaflen med tre begejstrede hurra og bragte denne nu tyske fregat sikkert ind i Eckernförde havn ved 5-tiden om morgenen, hvorefter kaptajn Donner - der netop var ankommet fra Holtenau med søfolk - indtog fregatten med sine folk. Fregatten bærer 60-pund, 30-pund og 18-pund kanoner.

Eckernförde, den 7. April. Gestern Morgen 2ein halb abgingen der Schiffer Bartelsen aus Schleswig, das Mitglied der Marine-Commission Lorenz Karberg, der Schiffbauconstruction Schau aus Kiel, mit noch 25 Männern - hauptsächlich von Arnis und Cappeln - und 10 Mann schleswig-holsteinischer Soldaten an Bord der auf er Rhede liegenden dänischen Fregat "Gefion", entnahmen der dänischen Besatzung das Commando, machten das schöne Schiff segelklar, hissten die deutsche schwartz-roth-goldene Flagge unter dreimaligen begeisterten Hurrah unterm Gaffel, und brachten diese nunmehr deutsche Fregatte gegen 5 Uhr Morgens sicher in den Hafen von Eckernförde, wonach der Capitain Donner - der von Holtenau mit Matrosengerade angelangt war - die Fregatte mit seinen Leuten besetzt. Die Fregatte trägt 60pfündige, 30pfündige und lage 18pfündige Kanonen.

(Neue preußische Zeitung 11. april 1849)

Slesvig, 8. april. Den vidunderlige ødelæggelse af det danske slagskib "Christian VIII" og erobringen af ​​den smukke fregat "Gefion" er af så stor betydning for vores land og vores fremtid givet den nuværende konstellation af europæiske forhold at vi stadig mangler at tilføje individuelle detaljer til alle disse som involverede sig i dette, også for at lade retfærdigheden ske. Efter at de to nævnte skibe havde smidt parlamentærflag og forhandlingerne var brudt sammen, begyndte der først ild fra det sydlige batteri. Dette besvarede skibene for en tid. "Christian VIII" forsøgte i mellemtiden at komme væk og lettede ankeret (ifølge andre, hvilket dog bestrides, blev ankertovet på det tidspunkt skudt ned). Brændingen var dog for høj, så den sejlede ind mod byen og kom til at ligge over for sydbatteriet, og så strandede den og gik så på grund, og senere strøg skibene det danske flag og hejste det hvide flag. Hvis der nu lå en overgivelse i dette, syntes der ikke at blive gjort noget for den nuværende besætning på skibene. Da flere skibskaptajner fra Kappeln, Arnis og Bartelsen fra Slesvig havde overværet begivenhederne hele dagen, ilede kaptajn Bartelsen, brødrene Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart m.fl. sig til kommandanten sammen med officerer og besætning på "Christian VIII" for at hente dem i land. Bartelsen gik derfor med overfyrmester Preutzer op på slagskibets dæk og gav kommandanten et brev, hvorpå denne efter at han havde foretaget nærmere undersøgelser, blev bragt i land med flere andre. Kommandøren blev båret i land gennem brændingen på Bartelsens anmodning, mens sømændene gik i vand til brystet. Mens Bartelsen var på skibet, fik han at vide at skibet var i brand. Han gik ned og så det brænde fire steder. Han beregnede efter at være blevet forevist krudtkammeret, at ilden ville vare til kl. 12, så ville ilden nærme sig krudtkammeret, og han siges at være af den mening at ilden måtte være udbrudt et andet sted. Tanken om at redde skibet lader ikke til at være faldet nogen ind. Efter at han og Preutzer havde aftalt at han skulle blive på skibet, anmodede Bartelsen om at de forlod det. Da danskerne ikke adlød ordren om at sætte skibet i søen, forlod han skibet sammen med kommandør Paludan. Skipper Bartelsen bad da de der stod i land, følge med til fregatten "Gefion" for også derfra at hente kommandanten. Ingen svarede dog før kaptajn Peter Petersen sprang ud i vandet og sluttede sig til ham i båden. Disse to fik så selskab af førnævnte Meyer og to fiskere fra Wesebye. Det ser ud til, at Eckernförde-fiskerne var bange. Disse mænd gik nu om bord på fregatten efter at have valgt Bartelsen som talsmand undervejs. Efter en halv time kom de; "Gefion" havde dog ikke hængt en stige ud. Men da et reb hang ned, klatrede Bartelsen op og bad om at tale med chefen for skibet. Tvunget op på dækket af en officer gik han til kaptajn Meyer i kahytten og bad ham tage sig sammen med en anden officer og 25 mand og følge ham. På spørgsmålet om, hvem der gav ordren, og hvad kommandøren i Eckernförde hed, opgav vores landsmand ikke navnet. Han svarede at han ikke kendte navnet, kun kommandoen, og at den straks skulle udføres. Da der stadig var nogen tøven og batteriet nu frygtede for Bartelsen, blev der sendt en kugle. Da Bartelsen havde sagt at hvis de ikke fulgte med, ville der blive affyret ild fra flere batterier, da hans liv var uden betydning, bragte disse skud sagen til afklaring, idet Bartelsen noterede sømændenes nedtrykte humør og forsikrede at de ikke vil blive udsat for noget. Nu gik chefen for fregatten, en anden officer og 25 mand ned i båden og blev budt velkommen af ​​de fem mænd, kl. 8.30 kom de til borgmesteren og fra da af overgivet til hertugen af ​​Coburg-Gotha. Da han fik at vide at kun unge artillerister fra Slesvig-Holsten betjente fortbatterierne, næsten uden officerer, gav kommandanten udtryk for, hvordan ulykken havde ramt danskerne i denne kamp i dag. Nu gjaldt det om at bringe skibet i havn, forgæves anmodede Bartelsen om det. Hertugen af ​​Gothas adjudant stillede derefter 1000 mark til rådighed for ham for at få den nødvendige styrke. De fem mænd fik selskab af andre fra Kappeln og Arnis, som tidligere havde været med til at redde besætningen på slagskibet, og gav Bartelsen fuld kommando. Så det lykkedes dem, også fordi den tyske flådekomité fra Kiel sluttede sig til kl. 01.00, at føre fregatten til broen i Eckernförde kl. 05.00. Så snart skibet lå for anker her, blev de resterende fanger landsat. (H.C.)

Schleswig, den 8. April.

Die wunderbare Vernichtung des dänischen Linienschiffes "Christian VIII" und die Eroberung der schönen Fregatte "Gefion" ist für unser Land und unsere Zukunft bei der gegenwärtigen Constellation der Europäischen Verhältnisse von so grosser Bedeutung, dass wir noch Einzelnes immer Nachtragen müssen, um Allen, die sich hierbei betheiligt, auch Gerechtigkeit widerfahren zu lassen. Nechdem die beiden genannten Schiffe die Parlamentair-Flagge gestrichen hatten und die Unterhandlungen abgebrochen waren, begann das Feuer zuerst aus der Südbatterie. Dieses ward von den Schiffen eine Zeitlang erwiedert. "Christian VIII" versuchte indessen fortzukommen und lichtete die anker (nach Anderen, was aber bestritten wird, wurde damals das Ankertau abgeschossen). Die Brandung war aber zu hoch, so dass es gegen die Stadt getrieben und der Südbatterri gegenüber zu liegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und der Südbatterie gegenüber zu lliegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und später die Dänische Flagge fallen liess; worauf die Schiffe die weisse Flagge aufzogen. Wenn nun hierin eine Uebergabe lag, so schien doch für die augenblickliche Besatzung der Schiffe nichts gethan zu werden. Da indessen mehrere Schiffscapitaine aus Cappelm Arnis und Bartelsen aus Schleswig dem Treffen den ganzen Tag über mit angesehen hatten, so beeilten sich namentlich Capitain Bartelsen, die Gebrüder Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart und Andere den Commandeurnebst Offizieren und Mannschaft von "Christian VIII" an's Land zu holeen. Bartelsen begab sich deshalb mit dem Uber-Feyerwerker Preutzer auf das Deck des Linienschiffes und überbrachte dem Commandeeur ein Schreiben, worauf dieser, nachdem er nähere Erkundigungen eingezogen hatte, mit mehreren Andern an's Land gebracht wurde. Indem der Commandeur, auf Bartelsen's Aufforderung, durch die brandung an's Land getragen wurde, mussten die Matrosen bis an die Brust durch das wasser gehen. Während bartelsen auf dem Schiffe war, wurde ihm gesagt, dass es im Schiffe brenne. Er begab sich in die unteren Räume und sah es an vier Stellen brennen. er berechnete, indem er sich die Pulverkammer zeigen liess, dass der Brand bis 12 Uhr andauern könne, bis das Feuer der Pulverkammer sich nähern werden, und soll der Mainung sein, dass das Feuer noch an einer anderen Stelle ausgebrochen sein müsse. Der Gedanke an eine Rettung des Schiffes scheint Niemanden eingefallen zu sein. Nachdem er und Preutzer sich dahin verständigt hatten, dass dieser auf dem Schiffe bleiben solle, Bartelsen's Aufforderung. Die bote von dem Schiffe in die See zu bringen, von Seiten der Dänen nicht Folge gegeben war, verliess er mitt dem Commandeur Paludan das Schiff. Hierauf forderte Schiffer Bartelsen die am Lande Stehenden auf, sich mit ihm nach der Fregatte "Gefion" zu begeben, um ebenfalls von dieser den Befehlshaber zu hoolen. Niemand meldete sich aber, bis der Capitain Peter Petersen aus Sonsackerin's Wasser sprang und sich zu ihm in's Boot begab. Diesen beiden schlossen sich dann noch der vorerwähnte Meyer und zwei Fischer aus Wesebye an. Es scheint, dass sich dis Eckernförder Fischer gefürchtet haben. Jene Männer, schifften nun an die Fregatte, indem sie Bartelsen unterwegs zum Wortführer erwählt hatten. Nach einer halben Stunde kamen sie an; allein der "Gefion" hatte keine Leiter ausgehängt. Da aber ein Seil hinab hing, so kletterte Bartelsen, an diesem bis in die Hängematten empor und verlangte den Commandeurr des Schiffes zu sprechen. Von einem Offizierauf's Deck genöthigt, begab er sich zu dem Capitain Meyer in die Kajüte und forderte diesen auf, sich nebst einem anderen offizier und 25 Mann zu übergreben und ihm zu folgen. Auf die Anfrage, von wem der Befehl komme und wie der Commandant von Eckernförde heisse, berliess unsern Landsmann seine Geistesgegenwart nicht. Er antwortete, dass er den Namen nicht wisse, nur den Befehl kenne, und dass derselbe sogleich ausgeführt werden müsse. Da noch einige Zögerung entstand und man auf der Batterie jetzt für Bartelsen fürchtete, wurde eine Kugel hingesandt. Da Bartelsen geäussert hatte, dass, falls man nicht folgen werde, von mehreren Batterien Feuer gegeben werden würde, indem es auf sein Leben dabei nicht ankomme, so führten diese Schüsse zum Abschluss der Sache, indem Bartelsen die gedrückte Stimmung der Matrosen durch die Versicherung zu heben suchte, dass ihnen keinee Unbill viderfahren werde. Nun begaben sich der Commandant der Fregatte, ein zweiter Offizier und 25 Mann in das Boot und wurden von den fünf Männern um 8½ Uhr an den Herrn Bürgermeister und von da an Se. Durchl. den Herzog von Coburg-Gotha abgeliefert. Auf die Mittheilung, dass nur junge Schleswig-Holsteinische Artilleristen fast ohne Offiziere die Schanzbatterieen bedient, sprach der Commandeur es aus, wie das Unglück die Dänen in diesem Kampfe heute verfolgt habe. Jetzt kan es darauf an, das Schiff in den Hafen zu bringen. Vergebens forderte Bartelsen dazu auf. Von dem Adjudaten des Herzogs von Gotha wurden ihm dann 1000 Mark zur Verfügung gestellt, um die nöthigen Kräfte zu bekommen. Den fünf Männern gefellten sich nun auch andere aus Cappeln und Arnis, die bisher bei der Rettung der mannschaft des linienschiffes anablässig thätig gewesen waren, bei, und übertrugen Bartelsen das volle Commando. So gelang es ihnen, denen noch um 1 Uhr das Comite der Deutschen Marine aus Kieel beitrat, die Fregatte Morgens 5 Uhr an die Brücke in Eckernförde zu führen. Sobald das Schiff hier befestigt war, wurden die übrigen Gefangenen ausgeschifft. (H. C.)

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 12. april 1849)

Efter Treårskrigen kom han under politiopsyn, men måtte dog stadig foretage sine fragter, indtil han i februar 1852 blev idømt 2 gange 4 dages vand og brød for at have udbragt en skål for Slesvig-Holsten på et værtshus. Han blev efterfølgende forbudt at besøge noget værtshus. Han var i en periode sat i husarrest af politimester Leisner som er behandlet andetsteds på denne blog. 

Han blev i danske aviser under krigen 1864 beskrevet som en landsforræder. I tyske som en helt. Om hans indsats ved Dannevirke følgende danske artikel:

En slesvigsk Forræder. Af et os meddeelt Brev optage et følgende Afsnit, der giver en ganske interessant Oplysning om en af de slesvigske Forrædere, som have vejledet Fjenden under hans Angreb paa Dannevirke:

"Lad mig tilføie et Par Ord om en Personlighed, der har spillet en Hovedrolle ved Preussernes Overgang over Slien ved Arnæs. I Byen Slesvig har der levet og lever endnu en Skipper Bartelsen, barnfødt der i Byen, alt saa dansk; med sin Jagt "Dorothea", der for Tiden ligger i Lübeck, har han holdt en stadig Fart mellem dette Sted og Slesvig. Allerede i den forrige Krig spillede han en fremragende Rolle; han var saaledes en af Hovedlederne ved den sørgelige Ekernførde-Affaire og har stadig været paa færde ved alle oprørske Foretagender. Han blev derfor ogsaa, saa vidt jeg veed, undtagen fra Amnestien, men senere paa Grund af sin store Familie benaadet; dog har han maattet udstaae en kort Fængselsstraf. Strax ved Begyndelsen af det nærværende Oprør i Holsteen var han med at forberede Demonstrationer i Slesvig, men blev nødsaget til at forlade Slesvig og begav sig da tit Kiel, hvor han stillede sig til "Hertugens" Disposition. Da denne ikke gav ham Udsigt til Virksomhed, tilbød han Prinds Friedrich Carl sin Tjeneste som Fører ved en eventuel Overgang over Slien. Han gav Prindsen meget detaillerede Beskrivelser af Dannevirkestillingen og opgav ham hvor og paa hvilken Maade den bedst kunde omgaaes. Prindsen modtog Forræderens Bistand, gav ham Officeers Rang og ansatte ham som Næstkommanderende ved Brotrainet. I denne Egenskab har Bartelsen ledet hele Overgangen over Slien. Han tilvejebragte fra Kiel og Ekernførde de 200 Baade, som blev benyttede ved Arnæs, han førte saa at sige Fjenden lige ind i Baadene han gav Forholdsregler for Overfarten og var det Hele den ledende Mand. Jeg haaber, at den Dag skal komme, da Bladet vender sig, og at retfærdig Straf da vil ramme denne skjændige Landsforræder og dem, der have forbrudt sig som han."

Dagbladet (København) 24. februar 1864)

Skipper Bartelsen havde foreslået at beskytte pontonbroen ved Egernsund (som han havde været med til at lave) den 18. februar 1864 efter Rolf Krake-affæren ved at spærre farvandet med sænkede fartøjer. Det kom dog ikke til udførelse. Han blev udnævnt til preussisk skibskaptajn med ansvar for kystbevogtningen, dvs. bevogtningen af Flensborg Fjord, observation af fjendtlige skibe og kystsignalapparaterne. Han foreslog - dog uden held - at spænde fiskenet tværs over Vemmingbund for at de kunne stoppe det danske krigsskib "Rolf Krake"s skrue.

I starten af juni blev der i danske aviser berettet om at Bartelsen i slutningen af maj havde opholdt sig på Als hvor han optrådte i civil og rekognocerede terrænet med henblik på den senere overgang. Han optrådte efterfølgende officielt med preussisk uniform. Knap en måned senere var han en af lederne ved overgangen af Alssund. Hans egen beretning om overfarten kan læses i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864:

En Sømand, som ledede Overgangen til Als (Skipper Bartelsen fra Slesvig) melder derom i "Itzeh. N.": "Først sattes 3000 Md. over i 180 Baade, som roedes af (20) frivillige slesvigske Skippere, preussiske Pionerer og 1½ Bataillon Infanteri; de danske Batteriers Ild var meget hæftig; men kun 2 Baade kæntrede, 60 Md. saaredes og dræbtes; 100 Skridt fra Land sprang Preusserne i Vandel (2-3 Fod dybt) og stormede strax Batterierne. Efter 1 Times Forløb kom atter 3000 Md. over i Baadene; de foruroligedes ikke af det danske Skyts. Da det 3die Hold (3000 Md.) skulde sattes over, kom "Rolf Krake" til; det var et meget piinligt Øieblik ; det regnede ned omkring os med Shrapnells; niende preussiske Batterier tvang heldigviis snart "Rolf Krake" til at vende om. Artilleriet fattes dernæst over paa Dobbelt-Pontoner, der vare sammenbundne, betakkede med en Træbro og paa begge Sider forsynede med et Rækværk, saa at ethvert Par dannede en ordentlig Færge; Kanonerne kjørtes fra Pontonbroen i fuld Fart ned i Vandet, hver af 6 Heste; dernæst roede man videre. Kl. 10 om Form. var hele den preussiske Styrke paa Als: 20,000 Md. Infanteri, 2 ridende Batterier, 2 Cavalleriregimenter."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864)

Under krigen 1864 blev han dekoreret 2 gange af preusserne. Han blev i november 1864 udnævnt som krydstoldinspektør på Slesvigs og Holstens østkyst. Ved en festlighed for 5. april 1849 fik Bartelsen i 1865 af "taknemmelige medborgere" overrakt en sølvpokal af borgmesteren i Eckernförde. I juli 1865 søgte han stillingen som havnekaptajn i Kiel. Han fik overdraget at forestå Sliens opmudring, og var rejst til Hamburg for at hente en muddermaskine, men blev samtidig smittet med kolera. Han døde deraf den 27. august 1866 i Kappeln (Slesvig - der i mellemtiden var blevet preussisk).

Casper Conrad Langheim (1806-1864), Eckernförde. (Efterskrift til Politivennen)

Eckernförde ligger i Slesvig mellem byen Slesvig og Kiel ved en fjord. I perioden før, under tre-årskrigen 1848-1851 var den skiftevis på slesvig-holstenernes og danskernes hænder. Efter krigen og op til krigen 1864 blev der fra dansk side stillet stadig kraftigere krav om at fremme danskheden. 

Som et eksempel på hvor vanskeligt det kunne være for borgmester og embedsmænd - der måske ville være på god fod med befolkningen i byen - er Casper Conrad Langheim. Han blev borgmester i byen i september 1841. Den tidligere borgmester Claudius var omkommet i 1840 ved en ulykke da en kanon sprang i forbindelse med et fakkeltog for kongen. Borgmesteren var udpeget af kongen, og byens styrelse bestod af ham og en magistrat i samarbejde med en folkevalgt forsamling kaldet de deputerede borgere. Formanden for magistraten (borgmesteren) havde desuden 3 rådmænd (senatorer)

Gennem sin embedskarriere til 1860 blev han skydeskive for begge parter og anklaget af begge parter for at stå med modstanderne. Desværre kender vi for lidt til hvordan det alligevel lykkedes for ham at blive siddende, og hvordan de almindelige indbyggere i byen egentlig mente om ham. Hvordan borgerskabet generelt stillede sig til omvæltningerne under treårskrigen, er der ikke bevaret udtalelser om. Selv om de fra begge sider blev taget til indtægt for deres egne synspunkter. Men embedsmændene måtte melde ud. Langheim anerkendte de nye magthavere og han formåede stort set at beholde sine embeder under hele treårskrigen, samt helt op til 1860.

Om tiden op til treårskrigen ikke så meget på denne blog. Men i september 1849 var byen ved at falde i slesvig-holstenernes hænder, ligesom Husum var det. Før det skete, findes nedenstående notitser som synes at antyde at han var tro mod kongen, idet penge blev sendt nordpå. Det modsatte borgerne sig. 

Schleswig-Holsteinische Städtebilder, Eckernförde. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den 12 ds. har der været temmelig betydelige Spektakler i Eckernførde. Da Oppebørselsbetjentene ville sende deres Kasser til Flensborg, satte Borgerne sig der imod, og om Aftenen bleve vedkommende Embedsmænds Vinduer, navnlig Borgemester Langheims, slaaede ind under Kattemusik og Charivari. Ifølge "N. Fr. Pr." er Centralcasserer Boldt paa en reise gjennem Byen Slesvig bleven modtaget af Folket paa en "følelig" Maade. Det er vel altsaa rimeligt, at Eckernførde og Slesvig ville lide Husums Skjæbne.

(Roeskilde Avis og Avertissementstidende 18. september 1849)

Grunden til kattemusikken skulle ifølge tyske aviser være at de danske embedsmænd ville sende penge til Flensburg:

Fra øjenvidner i Eckernförde hører vi, at der var et ret betydeligt tumult der i går aftes. Embedsmændene der skal have gjort en indsats for at sende penge til det centrale kassekontor i Flensborg. Borgerne modsatte sig dette, og om aftenen blev ruderne hos de relevante embedsmænd, herunder borgmester Langheims, smadret under akkompagnement af kattemusik.

Aus Eckernförde hören wir von Augenzeugen, dass daselbst gesten Abends ein ziemlich bedeutender Krawall gewesen ist. Die dortigen Hebungsbeamten sollen Miene gemacht haben, Gelder an die Centralkasse in Flensburg einzusenden. Die Bürger haben sich dem widersetzt, und Abends wirden unter Katzenmusik den bezüglichen Beamten, unter andern auch dem Bürgermeister Langheim die Fenster eingeworfen.

(Landshuter Zeitung. Niederbayerisches Heimatblatt für Statt und Land 20. september 1849).

I Th. Lüders: "Denkwürdigkeiten zur neuesten Schleswig-Holsteinischen geschichte" bd. 3 om året 1849 antydes de da også at han var upopulær blandt slesvig-holstenerne. Her fik Langheim følgende skudsmål (s. 375):

Borgmester Langheim var en personlighed sammensat af forfængelighed, snavset egeninteresse og uvidenhed, som i krigens tre år altid blæste efter vinden. Regeringen udviste den svaghed at han kunne blive siddende og ikke trådte tilbage.

Bürgermeister Langheim, eine aus Eitekkeit, schmutzigen Eigennutz und Unwissenheit zusammengesetze Persönlichkeit, welcher während der drei Kriegsjahre den Mantel stets nach dem Winde trug. Es war eine Schwäche der Regierung, dass sie im Amte beliess und nicht absetzte.

I oktober 1849 tog Langheim tilsyneladende sin afsked. Men dette synes ikke at have blevet ham tilstået. Og i en dansk avis blev han ved årsskiftet 1849/1850 skældt ud for at være for venligsindet overfor slesvig-holstenerne, i stedet for at støtte de kongetro borgere i byen:

- Fra Eckernførde erfare vi, at Nytaarsnatten dersteds, som paa mange andre Steder i Slesvig, har været meget urolig. Man maa nemlig ingenlunde troe, at Troskabsfølelsen mod Kongen og Kjærligheden til Danmarks Sag i denne lille, men dog efter den 5. April 1849 saa navnkundige By, er ganske slukt eller undertrykt. Tværtimod har der allerede siden Krigens Begyndelse ifjor bestaaet en loyal Klub af meget agtede og formuende Borgere, Muurmester S., Hattemager D., Guldsmed P., Bogbinder L., Reebslager B. og flere, omtrent 10 i Tallet, hvilket ikke er en ganske ringe Mængde for en By som Ekernførde, hvor saagodtsom hele Embedsstanden og Magistraten er færdig at sprække af Tydskhed. Men i Ekernførde haves aldeles det samme mærkelige Særsyn, som i Flensborg; det er ikke og kan ikke være Danskhed, eller Kjærlighed til det Danske, der driver disse Folk til at udsætte sig for Vold og Forfølgelse, for Spot og Haan, men det er den sunde, jævne Borgeraand, der reiser sig mod det lærde slesvig - holsteenske Løgne- og Udsugelses-System, mod Fordærvelsen og Nederdrægtigheden iblandt den slesvig - holsteenske Embedsstand, og mod dette uhyggelige Spil med Eed og hellige Løfter. Foruden hine Borgere er i Ekernførde største Delen af Fiskerne og og Skipperne (der udgjorde 1/4 Deel af Statens Beboere), som stadig have staaet i Forbindelse med Danmark og danske Sømænd, yderst kjede af det oprørske Væsen, og lægge ikke mindste Skjul paa deres Sindelag. Saaledes ere Forholdene i Ekernførde. I den sidste Tid var den loyale Forening trængt frem med større Bestemthed og Ugeneerthed, end før, hvilket da vakte alvorlige Bekymringer blandt de tyske "Patrioter". Nytaarsaften pleier man i denne By, som overalt, at more sig med Smaadrillerier og Karnevalsoptøier, om de end tidt ere lidt plumpe. Den Frihed, som denne Aften syntes at yde, blev af Slesvig-Holstenerne benyttet til en Demonstration mod de troe Slesvigere. Især var det Muurmester S., som var dem en Torn i Øiet. Han havde endog med sine Meningsfæller i Sommer holdt et Gilde i Anledning af Slaget ved Fredericia, hvorfor han rigtignok blev stævnet til Raadstue, men vidste dog at undgaae videre Tiltale ved at foregive, at han havde høitideligholdt sin Kones Fødselsdag. Kl. henimod 9 paa Nytaarsaften rykkede da en Pøbelhob, som iforveien var trakteret af Kjøbmændene H. og M. med ægte Kartoffelbrændeviin, ind paa Muurmesterens Huus og tvang denne til at flygte. Han retirerede til den prøisiske Vagt, midt i Byen, men da denne ikke i mindste Maade vilde yde ham Hjælp, henvendte han sig til Borgemester Langheim, for at bevæge denne til energiske Forholdsregler. Benævnte Borgemester L. er ikke yndet i Ekernførde paa Grund af sit sære Væsen, og, naar der er en eller anden Skandal, saa pleier Gade-Ungdommen altid at betænke hans Vinduer med nogle Steenkast. Da denne Mand saaledes bestandig lever i Angst for at faae sine Vinduet ituslagne, turde han naturligviis ikke yde den flygtede Borger nogen Hjælp, fordi dette vilde have kostet ham alle sine store og dyre Ruder. Muurmester S. maatte altsaa begive sig hjem og fandt da største Delen af sit Indbo aldeles ødelagt. Den vilde Skare var imidlertid draget videre, for at fortsætte sit Arbeide i slesvig-Holsteens Tjeneste. Hos Guldsmed P. paa Torvet søgte de at opbrække Vinduesskodderne, for at aabne sig Adgang til nogle Sølvskeer og Ringe, hvilket dog ikke lykkkedes. Under bestandig Brølen af deres yndede "Meerum-schlungen" opsøgte de nu alle de "Dansksindedes" Huse (ialt 16) og regalerede Vinduerne med Steen samt Beboerne med Trusler og Skjældsord. Omsider Kl. 1 var Runden gjort og alle "Forrædere" afstraffede. Hverken Politiet eller Prøiserne have gjort det Mindste for ar forhindre dette Uvæsen. Hvad vil nu følgen blive af disse Exesser? De velsindede Slesvigere ville slutte sig end tættere sammen, de ville end klarere føle og erkjende, hvad det slesvig-holsteenske Væsen er og tilsigter, de ville med Trofasthed og Taalmodighed oppebie den Stund, da deres Konge atter bliver Herre i Landet - og frelser dem fra videre Undertrykkelse.

(Dannevirke 7. januar 1850)

Året efter var slesvig-holstenerne ved at blive nedkæmpet, og Langheim fik i september 1850 også dømmende politimyndighed. I september måtte han dog flygte fra slesvig-holstenerne, "und hoffentlich kehrt er nicht wieder", som mange tyske aviser skrev da de igen indtog byen. Danske skibsbatterier havde skudt plejehuset i brand. "Gefion" var slesvig-holstensk: 

Danskerne som var smidt ud af Eckernförde, forsøgte at sætte ild til Gefion. En dansk bombe ramte Gefion. Borgmester Langheim fra Eckernförde er flygtet til danske skibe. Men hans kone, der er født i København, vil gerne holde med tyskerne.

Die Dänen, die aus Eckernförde geworfen wurden, machten den Versuch, die Gefion in Brand zu stecken. Eine Dänische Bombe hat die Gefion getroffen. Der Bürgermeister Langheim aus Eckernförde hat sich auf dänische Schiffe geflüchtet. Seine Frau aber, aus Kopenhagen gebürtig, will's mit den Deutschen halten.

(Die Volksbötin 20. september 1850.)

En tysk avis skrev tilbageskuende om denne affære:

Borgmesteren Langheim, måske den eneste i Eckernförde, der sympatiserede med danskerne, blev tvunget til at svare på Paludans brev på vegne af byen Eckernförde om at borgerne overlod beslutningen om at fortsætte eller stoppe kampen til de militære myndigheder. Umiddelbart efter parlamentarikerens ankomst havde Jungmann og de øvrige befalingsmænd besluttet ikke at lukke skibene ud af havnen igen. De svarede derfor, efter at de heroiske borgere i Eckernförde udelukkende havde lagt beslutningen i deres hænder:

"Vi ser ingen grund til at skåne dine skibe. Skulle du udføre din trussel om at beskyde en åben by, ville et sådant hærværk blive en forbandelse for Danmark, hvis repræsentant du er her. Jungmann, kaptajn og chef for kystbatteriet. Irminger, kaptajn og bataljonschef. Wiegand, bychef".

Der bürgermeister Langheim, der Einzige vielleicht in Eckernförde, der dänischen Sympathien hatte, sah sich gezwungen, auf Paludans Schreiben im Namen der Stadt Eckernförde zu erwidern, dass de Bürger die Entscheidung über Fortsetsung oder Einstellung dess Kampfes den Militärbehörden überliessen. Jungmann war mitt den übrigen Kommandeurs gleich nach dem Eintreffen des Parlamentärs entschlossen gewesen die Schiffe nicht wieder aus dem Hafen zu lassen. Sie erviderten daher, nachdem die heldenmüthigen Bürger Eckernförde's die Entscheidung ausschliesslich in ihre Hand gelegt:

"Wir sehen uns nicht veranlasst, Ihre Schiffe zu schonen. Sollten Sie Ihre Drohung, eine offene Stadt zu beschiessen, verwirklichen, so, würde ein solcher Vandalismus der Fluch Dänemarks werden, dessen Repräsentant Sie hier sind. Jungmann, Hauptmann und Kommandeur der Küstenbatterie. Irminger, Hauptmann und Batallionskommandeur. Wiegand, Stadtkommandant".

(Der Kamerad: militärisch-belletristisches Wochenblatt. 19. februar 1864).

Hans kone havde åbenbart slesvig-holstenske sympatier, og dette blev efter  krigens afslutning i 1852 lagt borgmester Langheim til last: hans kone havde hyldet Bonin efter hans sejr ved Fredericia:

--- 

For ikke mange Dage siden holdt Omegnens galante Folk et Bal i Blumthal Kro, hvor ogsaa den berygtede Kiøbmand Martini var tilstede; en dansk Officier, som paa anden Haand ønskede Entré, blev afvist. Her levedes høist gemytligt med Schleswig-Holstein meerumschlungen og Hochs for Staten Schleswigholstein. Advocat Lübbes er ogsaa Justitsembedsmand paa Godset Maasleben, hvorunder Kroen sorterer. For faa Dage siden gav Hr. Cordes paa Hohenstein, tal Norden for Eckernförde, et Selskab for sine Naboer, Venner og Troesforvandte, og blandt disse navnes ogsaa Advocai Lübbes. Her sang man ved Bordet "Schleswig-Holstein mcerumschlungen", holdt patriotiske Taler til Bedste for det Land Schleswig-Holstein og udbragte Vivat og Hochs for samme, og der i Lübbes's Overværelse, der netop er Justitsembedsmand paa Godset. Vi kunne naturligviis ikke sige, om Lübbes raabte med, ja vi kunne ikke engang forsikkre, at han hørte derpaa - vi vare nemlig ikke iblandt Gæsterne - men vi opfordre ham herved at fralægge sig denne for en Embedsmand høist graverende Beskyldning ved at bevise sit Alibi; thi han skal, saafremt Regjerlngen giør Noget ved Sagen, undersøge Criminalia og dømme sine Medskyldige. Hvad nu Eckernförde angaaer, da befinder man sig der efter Beleiringstilstandens Ophør ret vel, er tilsyneladende rolig og tillader sig blot i Udkanterne af Byen at give sig Luft i den skiønne "Meerumschlungen", men dette kommer nu formodenlig hverken til Borgemesterens eller Kommandantens Kundskab; man er ikke saa ufornuftig eller ubeskeden at besvære Vedkommendes Øren. Forresten lever Schleswigholsteinismen der i fuldt Velgaaende, og det er visselig ei uden Grund, Eckernförde har feiret den eneste virkelige Triumph, Oprørerne have havt over deres retmæssige Landsherre; d. 5. April 1849 er et uomstødeligt, et blivende historisk Factum.

Vi have kjendt Eckernførde i en Række af Aar og tør derfor frit udtale den Formening, at denne By af det hele Land, som har været insurgeret, sidst vil forandre sig til det Bedre. Blandt flere Grunde er den for os den vigtigste, at Borgemester Langheim er forbleven og mulig fremdeles bliver i sit Embede. Denne Mand, saaledes som vi fjende ham, er af ret gode Evner, men af en svag Charakteer; han er som et Siv for Vinden. Hvad Under da, at han i en Række af Aar har været Schleswigholsteinismens Tilhænger og er mere tilbøielig til det Onde end til det Gode. Vi have kjendt hans Færd, saavel da han udførte Kongens Bud, som da den provisoriske Regjering var hans Afgud; nu er han maaskee igien den retmæssige Fyrstes tro Tjener, forsaavidt en utro Tjener nogensinde igjen kan blive tro. Dersom vi tør meddele nogetsomhelst Raad, da bør han forflyttes; thi han har formeget compromiteret sig til, at han atter kan handle selvstændig som Embedsmand, og det fjendlige Parti tvinger ham netop derved til at handle saavidt gjørligt i sin Aand. Vi ville kun levere eet Beviis, men det er ogsaa slaaende. Efter Schleswigholsteinernes moralske Seir ved Fredericia, efterat Vaabenstilstanden var proclameret og Slesvig altsaa regieredes, om end af Fremmede, dog altid i Kongens Navn, blev Bonin inviteret til Eckernførde og der bekrandset, med al den Pomp, Høie og Lave, Embedsmænd og Borgere, kunde udvise, som Seirherre ved Fredericia, af Borgermester Langheims ægteviede Hustru. Man lægge Mærke til Sagen. Den fungerende øverste Magistratspersons Kone bekrandser offenlig Landsherrens Fjende, fordi han har kjæmpet mod hans Armee; om den gode Langheim eller Fruen tillige holdt Talen, som naturligvis blev holdt, erindre vi ei længer. Kan der vel tænkes større Forhaanelse mod Landsherren! Og denne Fru Langheim er født dansk, vi troe i Kjøbenhavn. I danske Hædersqvinder, hvis Sønner have blødt for os, Eders betrængte og mishandlede Brødre, hvis Gaver have qvæget saavel den saarede Oprører som den hæderkronede Kriger, beklage med os, at en dansk født Qvinde er falden saa dybt! Om Advocat Lübbes ville vi denne Gang ikke tale mere, uagtet vi ubetinget ansee ham for en af Partiets Koryphæer; vi ville først see, om han agter at frigjøre sig for, hvad vi ovenfor have debiteret, og forbeholde os da fremdeles Ordet om ham, naar vi dertil finde os foranledige.

---

(Roeskilde Avis og Avertissementstidende 22. maj 1852).

I hvert fald ser det ud til at de danske myndigheder var utilfredse med ham, for i august 1853 blev Langheim degraderet til stadssekretær, mens den 23-årige cand. juris. Hammerich blev borgmester, byfoged og politimester. Nogen stor ændring synes det dog ikke at have medført, Langheims linje blev videreført.

Efter krigen blev alle de slesvig-holstenske embedsmænd afskediget. Langheim måtte godt nok opgive posten som borgmester i 1853, men han fik lov til at fortsætte som bysekretær, auktionsforvalter og rådmand. Han afløstes af premierløjtnant Louis Hammerich (1830-1919) som havde deltaget i krigen som frivillig på dansk side. Han fungerede 1853-1856.  

Fra hertugdømmet Slesvig, 20. februar. (Schw. M.) Den efter det slesvigske ministeriums befaling anlagte sag af magistraten i Eckernförde by mod den tidligere borgmester i Langheim, nu bysekretær der, for tilbagebetaling af pengene fra bykassen i årene 1849-1850 til statskassen i Rendsborg i statholderskabets regeringstid indbetalte skatter til indretning af krigsskat og og de renter, der betales til private, der låner byen penge til dette formål, er fra appelretten i Flensborg den 22. december v. J. besluttet, at tiltalte kun skal tilbagebetale 301 og 44 1/4 FRM i stedet for de krævede 4250 og 82 FRM, og sagsomkostningerne.

Aus dem Herzogthüme Schleswig, den 20. Februar. (Schw. M.) Die auf Befehl des Schleswigschen Ministeriums von dem Magistrate der Stadt Eckernförde wider den vormaligen Bürgermeister Langheim, jetzt Stadtsecretär daselbst, erhobene Klage auf Ersatz der aus der Stadtkasse in den Jahren 1849-1850 an die Landeskasse in Rendsburg während der Regierung der Statthalterschaft einbezahlten Termine der zur Entrichtung der Kriegssteuer ausgeschribenen gezwungen Anleihe und der an Privaten, welche der Stadt dazu Gelder angeltehen, dafür bezahlten Zinzen ist von Appelationsgerichte zu Flensburg den 22. December v. J. dahin entschieden, dass der Beklagte statt der geforderten 4250 und 82 F. R. M. nur 301 und 44 1/4 F. R. M. zu erstatte habe, under Vergleichung der Prozeskosten.

(Magdeburgiscxhe Zeitung: Anhalter Anzeiger 1. marts 1858.)

- Undersøgelserne mod Dr. Heiberg i Slesvig i Anledning af Udbredelsen af Stænder-Majoritetens Adresse have lfølge "R. E." ført til den Oplysning, at de Stænderdeputerede Raadmønd Marquardsen, Hansen-Grumby og Ahlefeldt-Sehested imellem 10. og 11. Febr. begav sig til Slesvig og medbragte den i Forsamlingens Bureau trykte Rumohrske Adresse. Disse tre Herrer konfererede derpaa med Dr. Heiberg, udlagte Texten i Klubbens "Museum" samt oplæste Adressen for en Forsamling; samtidigt bestilte Dr. Heiberg 2000 Aftryk af Adressen hos Bogtrykker Pfingsten i Itzehoe og denne havde allerede den 14. Februar Arbeidet færdig. Af Alt dette fremgaaer saaledes, at  hele Arrangement ved den oprørske Adresses Offentliggiørelse er udgaaet fra Majoritetens 26 Medlemmer. Da Dr. Heiberg den 16. modtog Exemplarer af Adressen, lod han den uopholdelig uddele i Slesvig, Kiel, Hamborg og Flensborg. I den sidste By anholdt man samtlige Adresser i Herzbruchs Boghandel og der skal ikke være forsendt Exemplarer Nord for Flensborg (?). da der ikke har været taget Aftryk af Adressens danske Text. - Med Hensyn til den oprørske Adresse fra Byen Slesvig have Undersøgelserne vist. at dens oprindelige Text er forfattet af Kjøbmand og deputeret Borger Berseck og i Aafskrift meddeelt Brygger Detlefsen og Korkfabrikant Esch, der paatoge sig at forlokke smaaborgere til at underskrive Adressen. Det lykkedes dem dog kun at samle 80 Underskrifter, da mange Borgere vægrede sig ved at underskrive en saa oprøst Text; Adressen blev derfor omredigeret, og Kjøbmand Herting og den Deputerede Langheim satte sig derpaa i Bevægelse for at samle Underskrifter. Den saaledes modificerede Adresse synes dog endnu at have været Slesvigs Borgere for skarp, thi Berseck, Esch og Brødrene Detlevsen forenede sig senere om at redigere en endnu mildere Text, der blev udført i Steentryk af Lithograph Eckener i Slesvig. Disse Adresser bleve samtlige leverede til Byens Stænderdeputeret, Raadm. Marquardsen, der medtog dem til Flensborg. Efterhaanden have samtlige Underskrivere nu indrømmet, at de ere blevne opfordrede til kun at sætte deres Navn under Adressen, uden at kjende eller i ethvert Fald at forstaae dens Indhold: "thi en Takadresse er jo dog en uskyldig Ting!" - De deputerede Borgere Berseck, Langenheim, Arlitz og Myohl ere suspenderede som saadanne og Raadmand Marquardsen udelukket fra Majoritetens Forhandlinger indtil Undersøgelserne have givet et bestemt Resultat for hans Nedkommende. - Ifølge en Korresp. til "I. R." have Stadssekretairerne (Byskriverne) i Slesvig og Ekernførde erholdt Vink om at søge deres Afskeed, og Hr. Langheim er som Følge heraf afreist til Kjøbenhavn, hvor han skal have havt flere Audientser hos den slesvigske Minister,

(Vestslesvigsk Tidende (Tønder) 13. april 1860)

Efter den affære synes det som de danske myndigheder havde fået nok af Langheim,  tommelskruerne skulle skrues på mod oppositionen, og det anså man ikke Langheim for manden til. Den 16. april 1860 blev C. C. Langheim afskediget i nåde og med pension. Han var da stadssekretær, auktionsforvalter og rådmand. Samtidig meddeltes at justitsråd Leisner var bogmester, stadssekretær, byfoged og auktionsforvalter. Se andetsteds på denne blog. 

I oktober 1860 fik C. C. Langheim, nu forhenværende stadsekretær i Eckernförde bestalling til at drive advokatforretning i hertugdømmet Slesvig mod at tage bopæl i byen Slesvig. I december 1860 fik C. C. Langheim af kongen bestalling til at drive advokatforretning ved underretterne i hertugdømmet Slesvig med forpligtelse til at tage bopæl i byen Slesvig. Han døde kort efter krigens slutning i oktober 1864, ca. 58 år gammel efter længere tids sygdom.