Studentermødet om Slesvig 8. Maj 1883. (Efterskrift til Politivennen)

Det almindelige studentermøde, som Studenterforeningen havde indbudt til i Gaar Aftes Kl 9, var særdeles talrig besøgt. Arbejderforeningens store Sal var propfuld af Mennesker. Kand. A. C Larsen aabnede Mødet og bad alle Udtalelser om Forholdet mellem Studenterforeningen og Studentersamfundet holdt tilbage ved denne Lejlighed. Han gav dernæst Ordet til Gehejmearkivar A. T. Jørgensen, som af Studenterforeningen var bleven opfordret til at holde et Foredrag om den danske Regering i Slesvig under Frederik den syvende. Det var ham ikke behageligt at tale offenlig herom, thi dels var den offenlige Fremtræden ham lidet tilvant og dels fristede den Behandling, andre Mænd havde modtaget ved offenlige Møder, ikke til at følge dem efter. I øvrigt savnede han ikke Kvalifikationer til at tale om det opgivne Emne, han Havde videnskabelig syslet med det omspurgte Afsnit af Historien og var ved Fødsel og Slægtskab stærkt knyttet til det Land, hvorom det drejede sig Han havde ikke overværet det Møde, paa hvilket Pingel havde indladt sig om det slesvigske Spørgsmaal, og skulde derfor ikke tage dennes Udtalelser til Udgangspunkt.

Tegner Julius (Juul) Ferdinand Møller (1857-1935): Rigsarkv. A. D. Jørgensen (1840-1897). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den Situation, som var givet ved Frederik den VIl's Tronbestigelse, var den, at det ved et kongeligt aabent Brev af Kristian den VIII var fastslaaet, at det danske Monarkis Ret til Slesvig var umisteligt, hvorledes det end gik med Kongedømmet. Med Hensyn til Holsten var det aabne Brevs Indhold ikke saa klart; det syntes som om Kristian den VIII havde Grund til at tro, at der her gjaldt noget andet, at der her var lovgivende Arvefølge Han vilde i sin Udvikling gaa ud fra, at Spørgsmaalet om Slesvigs Arvefølge var uangribelig uden iøvrigt nærmere at komme ind paa en Undersøgelse af dette Spørgsmaal, der for øvrigl var hans Specialitet, hvis nogen ønskede en indgaaende Drøftelse. Det første Stød til den slesvigholstenske Bevægelse var givet af Frederik VI ved Indførelsen af særlige Stænderforsamlinger for Hertugdømmerne samt ved indsættelsen af Fællesregeringen paa Gottorp. Det var meget hurtig gaaet ind i den almindelige Bevidsthed, at Forbindelsen havde gammel Hævd; men dette forholdt sig ikke saaledes, den indførtes først ved Stænderinstitutionen i 1834. Tidligere havde Slesvig haft særlig Administration og en særlig Overret, Holsten ligeledes, og det var først Frederik VI, der gjorde Forandring heri, uden vist at tænke paa, hvilke skjæbnesvangre Følger det kunde have. Nyere Forfattere vare enige i, at Slesvigholstenerne ikke havde haft noget retsligt Holdepunkt for Hertugdømmernes Udelelighed hvis denne Forbindelse ikke var kommen i Stand, og hvis Frederik VI i Stedet for at give Hertugdømmerne en fælles Administration, havde knyttet Slesvig til Danmark, vilde den nationale Bevægelse i Hertugdømmerne rimeligvis slet ikke været opstaaet. Saaledes var altsaa Stillingen ved Frederik VIl's Tronbestigelse. Ved aabent Brev af 28de Januar 1848 fik Hertugdømmerne medbestemmende Myndighed i Monarkiets Fællesanliggender. Disse bestod i Udenrigspolitiken, Hær og Flaade samt de Finanser, der vedkom Hæren og Flaaden. I denne Kongens første Regeringshandling laa et Program, meget forskjelliget fra Martsprogrammet. Betegnende var det ogsaa, at Kongen i sit Statsraad strax optog to Holstenere, Bardenfleth og Moltke. Men det blev ved Programmet, af selve Fællesforfatningen blev der intet, thi nu kom Martsbevægelsen, og Martsministeriet blev dannet. Dette var ingenlunde et rent Systemskifte, men kun et Kompromis mellem de ældre og nyere Anskuelser. Der optoges lige mange Helstatsmænd og Liberale, og de ældre havde endda Overtaget, idet kun to Liberale. Hvidt og Lehmann, fik Portefolier. Martsministeriets Program blev da ogsaa et Kompromis Program, i Følge hvilket Slesvig skulde være i uopløselig Forbindelse med Danmark, og Holsten i Personalunion med det. I Sommerers Løb rejste der sig imidlertid Vanskeligheder, og Ministeriet optog Tanken om Slesvigs Deling, men Kongen vilde ikke give sit Samtykke dertil, og man vendte tilbage til det gamle Program. Længere ud paa Efteraaret mente Ministeriet imidlertid, at det atter maatte optage Tanken om Slesvigs Deling, hvis England under Fredsforhandlingerne skulde fordre det; men dette foranledigede Martsministeriets Afgang, og nu traadte Novemberministeriet til. I dette var det nationale Parti kun repræsenteret ved to Medlemmer (Madvig og Clausen), de øvrige holdt paa Traditionen, og der under handledes altsaa paa Grundlag af Slesvigs Selvstændighed, og i Foraaret 1849 var Regeringen tvungen til at holde fast paa dette Program, da det angrebes stærkt fra tysk Side. Efter Vaabenstilstanden i 1849 stod man atter overfor Spørgsmaalet om, paa hvilket Grundlag Forhandlingen nu skulde indledes. Madvig og Clausen hævdede stærkt Nødvendigheden af Slesvigs Deling. Clausen holdt paa, at man hellere maatte staa af paa Landomraadet end paa den inderlige Forbindelse mellem Danmark og Nordslesvig og Madvig mente, at man, om man end vilde holde paa den gamle Grænse, dog burde indrømme Nationerne fuld Selvstændighed. Til dem sluttede sig nu Sponneck, der gjorde giældende, at Slesvig selv havde forbrudt sin Ret til at være selvstændigt, idet den ene Halvdel havde sluttet sig til Oprøret, og at Kongeriget, der ikke kunde gjennemføre Slesvigs Selvstændighed, havde Ret til at vælge imellem Helstaten eller Delingen. Da Enighed ikke kunde opnaas, indgav Clausen og Madvig deres Demission, men Spliden blev dog bilagt. Forhandlingen trak nu i Langdrag og man naaede ind i Aaret 1850. I den første Halvdel af Aaret forsøgtes forskjellige Kombinationer. Holstenerne henvendte sig direkte til Kronen og fremkom med deres sædvanlige Forlangende om et udeleligt Slesvig-Holsten. Herpaa kunde man selvfølgelig ikke indlade sig, og samtidig kom der da ogsaa fra Nordslesvig en Deputation, som protesterede mod denne Afgjørelse. Og da der nu ikke øjnedes anden Udvej, benyttede Regeringen sig af sin Ret til ved Magt at sætte sig i Besiddelse af Slesvig efter formelt at have sluttet Fred med Prøjsen den 2den Juli 1850. Samtidig henvendte man sig til Stormagterne med Begjæring om Garantier for Arvefølgen og i denne Henvendelse medtog man Holsten. Hvorfor man havde gjort dette, var ikke Taleren klart, det fremstilledes paa den Tid som noget, der fulgte ganske af sig selv. Ved dette Tidspunkt var Reaktionen skreden frem overalt i Evropa; den nationale Bevægelse havde man faaet Bugt med alle andre Steder, og man kunde altsaa nu henvende hele sin Opmærksomhed paa Danmark, og med en national Afgjørelse af vort Mellemværende med Tyskland vilde Holsten jo være bleven tilovers, saa der var ingen Stemning for et Slesvig til Eideren. Den sidste Halvdel af 1850 var heldig for os. Vi sejrede paa Valpladsen og ved den første Londoner Protokol blev Danmarks Integritet slaaet fast. I 1871 havde vi Notabelforsamlingen i Flensborg, men dens Afgjørelser ledede kun til at forøge Bevægelsen i Hertugdømmerne. Saa kom Proklamationen af 28de Januar 1852, der indførte Helstatsordningen, og den anden Londoner Protokol, der garanterede den nye Ordning. Der indførtes særlige Forfatninger for Hertugdømmerne, en for Slesvig og en for Holsten, og endelig fik vi Fællesforordningen af 1854, der kun var raadgivende og bestod af 20 kongevalgte og 30 valgte af Rigsdagen og hvori intet konstitutionelt var bleven tilbage. Som Kommentar hertil fulgte i Hertugdømmerne Pressesager. Forbud mod danske Blade, Rigsdagens Adresser, der ikke bleve besvarede osv. Oppositionen mod Regeringen voxede nu fra Dag til Dag og blev endelig saa stærk, at Regeringen i December 1854 maatte fortrække. Det er dog et Spørgsmaal, om denne Sejr for de Nationale var en virkelig Sejr. Det havde maaske været bedre, om Regeringen, der havde truffet saa mange Aftaler med Tyskland, havde faaet Tid til at gjennemføre en Ordning, hvordan denne end var bleven. For Hertugdømmernes Vedkommende opnaaedes kun, at Forhandlingerne fremdeles bleve uafgjorte. Ørsteds Fald skyldtes for Resten vistnok snarere personlige Intriger end Oppositionen, og det nye Ministerium betegnede da heller ikke nogen virkelig Systemforandring. Hall og Andræ fik dog gjennemført en Ændring i Fællesforfatningen, hvorved der tilsattes denne 30 umiddelbart valgte Medlemmer, og denne Forsamling blev nu virkelig konstitutionel; men Sammensætningen var alligevel uheldig, idet den altfor ensidig tog Hensyn til danske Interesser, og hele Konflikten kom nu til at hvile paa det danske nationale Parti. Holsten forlangte særlige Forfatninger, og da dette Ønske ikke blev efterkommet, optoges de Forhandlinger, som saa fortsattes indtil Udbrudet af den sidste Krig. Det maatte indrømmes, at Regeringens Stilling havde været overordenlig vanskelig. Overgangen fra det absolute til det indskrænkede Monarki havde ikke kunnet udskydes, men Vanskeligheden ved at gjennemføre den i et sammensat Land, hvor to Nationer mødes, ere betydelige. Hertil kom saa, at Kongestammen var i Færd med at dø ud, og at vi til Nabo havde en Stormagt, der stadig udvidede sit Landomraade og som følte sig kaldet til at interpellere i vor Sag. Paa Valpladsen er det en stor Fordel at være en Stormagt, og det er det ikke mindre ved de diplomatiske Underhandlinger. Det staar i dens Magt at drage Forhandlingerne i Langdrag, den kan altid vælge det beleilige Øieblik til at gribe ind i Begivenhederne, og naar man ser Aktstykkerne i den dansk tyske Strid, kan man ikke være i Tvivl om, at Prøjsen i fuldt Maal har benyttet sig af denne Fordel. Alle Aftaler vare trufne, naar Changerne vare for dens Sag. En Stormagt kan desuden ganske anderledes uddanne sine Diplomater; et lille Lands Diplomater kan aldrig i ren teknisk Henseende komme paa Side af dem. Af alle vore Udenrigsministre under Konflikten var kun en - Reedtz - Diplomat af Fag, og at vi i de 15-16 Aar, Striden stod paa, davde haft ni forskillige Udenrigsministre var jo i og for sig uheldigt. En saadan Række af Systemskifter maa nødvendigvis medføre megen Usikkerhed og der hvilede da ogsaa megen Usikkerhed over hele Fr. VII's Regering. Vi havde jo desuden ingen virkelige politiske Partier. Bondevennerne var et Rigsdagsparti, der ikke blandede sig i den almindelige Politik, og mellem de øvrige var der ingen skarp politisk Modsætning. Dertil kom at Kongen var en uberegnelig og upaalidelig Mand, der blandede personlige Forhold ind i sine Beslutninger. Alle disse Vanskeligheder maatte man holde sig for Øje ved Bedømmelsen af det slesvigske Spørgsmaal.

Taleren gik derefter over til at omtale Forholdene i Slesvig under den danske Administration. Som ung havde han været meget oppositionel, og det skulde indrømmes, at der i Slesvig fandtes mangfoldige uheldige Embedsmænd; men hvorfra skulde man tage en dygtig Embedsstand; man maatte jo formelig gaa paa Jagt efter Embedsmænd? Tyskerne vilde ikke tjene den danste Regering, og indfødte danske vare ikke tilstrækkelig inde i Forholdene. Særlig i den sidste Tid anstrængte Regeringen sig til det yderste for at faa Embedsmænd, der vare fødte i Hertugdømmerne. I det hele og store var det vanskeligt at lægge nogen væsenlig Skyld paa Enkeltmand. Der var fra den overordnede Administration gaaet frem med en Hensynsfuldhed og Humanitet, som enhver uhildet Kommission vilde finde paaskjønnnelsesværdig. Ved Ordningen af Sprogsagen var der gaaet liberalt frem. Clausen og Madvig voterede stadig i den Aand; den første anbefalede stadig den yderste Forsigtighed og strengeste Retfærdighed, og Madvig gik endog saa vidt at tilraade, at man skulde finde sig i, at der i Kirker og Skoler taltes ikke blot i det tyske Sprog men ogsaa i tysk Aand. Sprogreskriptet havde ganske vist ikke truffet nogen heldig geografisk Grænse. Det vakte særlig stærkt Anstød i Angel, men det var urimeligt at opfatte det som en Fornærmelse imod det tyske Folk. Naar man hermed sammenlignede Tyskernes Adfærd nu Slesvig eller i Elsas Lothringen, svandt det ind til intet. Taleren, der var født nord for Flensborg Fjord, havde selv faaet tysk Undervisning og han havde læst de tyske Forfattere, længe inden han gjorde sig bekjendt med de danske, men alligevel havde tysk altid været ham fremmed. Betydningen af Begivenhederne havde for ham været den, at han havde følt, at der fra dansk Side blev gjort noget for at bevare Slesvig. Havde vi givet Slip paa det ved fredelig Overenskomst, vilde Landet formentlig have været tabt for os ikke blot politisk min ogsaa nationalt. Fejlene ved Regeringen vare: Mangel paa politisk Sans oq politisk Bøjelighed; de gamle vilde ikke vide af nogen ny Grænse, de nationalliberale kunde ikke tænke sig nogen ny Samfundsordning uden konstitutionelle Former og konstitutionelle Garantier. Lidt Afslag paa begge Sider kunde have fjærnet mange Vanskeligheder. Vi burde tage Lære heraf, at ikke den Tid skulde komme, da man dømte os, som vi nu vilde dømme dem (Stærkt Bifald). 

Under Højesteretssagfører Zahles Ledelse begyndte Forhandlingen. Assessor Madvig var væsenlig enig med Jørgensen. Taleren havde været ansat i det slesvigske Ministerium; han kjendte godt til de Klager, der førtes over slesvigske Forhold og Embedsmænd, og maatte indrømme, at der var begaaet Fejl. Man tabte sig maaske ofte i Smaating, i Juristeri. Embedsstanden betragtede sig maaske vel meget omgivet af en Nimbus, som gjorde den fremmed for dens Omgivelser. Den Nølerpolitik, man fulgte den Gang, den overdrevne Forsigtighed, som iagttoges ved enhver paatænkt Forandring, skadede Slesvig, men det er ubilligt, naar der klages over den lokale Embedsstand. De slesvigske Embedsmænd stod gjennemgaaende nok saa høit som de danske. Taleren glædede sig over Jørgensens fordomsfrie Dom over hin Tids Historie; det var ikke de Fejl, der bleve begaaede den Gang, som skilte os af med Slesvig. Nej, der forelaa et Problem, som ikke kunde løses; om en Engel var kommet ned fra Himlen, havde han ikke kunnet ordne vort Forhold til Slesvig. Derfor er det uretfærdigt at tale om dem, "der skilte os af med Slesvig". Om vi havde beholdt Januarministeriet i sin Tid, om vi vare naaede ind paa at faa en Personalunion af 4 Stater (de tre Hertugdømmer og Kongeriget), havde det intet hjulpet. I det Tilfælde vilde Holsten og Lauenburg have kommet til at regere os. Tanken om Slesvigs Deling, som England interesserede sig for, og som vi nu godt kunne forsone os med, strandede i sin Tid paa Modstand ikke hos Kongen alene, men hos saa godt som hele Folket. Det vilde man slet ikke høre om, "det skal ej ske", lovede Konge og Folk hinanden. Daværende Minister Madvig stillede dog i Oktober 1850 et Forslag om at dele Slesvig omtrent ved Slien, men ingen støttede ham i Statsraadet. Heller ikke vore Modstandere, Østerig og Prøjsen, ønskede denne Losning. De vare mod enhver liberal Politik, de søgte at fjærne dem fra Regeringen her hiemme, som stode Bevægelsen i 1848 nær. I 1864 kom Tanken om Delingen frem igjen, den engelske Regering foreslog en saadan, den danske Regering optog Tanken, men England holdt ikke sit Løfte om at blive ved sit første Forslag. Taleren vilde indrømme Jørgensen, at man var gaaet lidt vel vidt i sin Iver for at bevare det danske Sprog i Slesvig, men efter at Bestemmelserne om Benyttelsen af dansk Sprog var optaget i den slesvigske Forfatning, var det en betænkelig Sag at røre ved dem. Hvordan vi end havde bestemt Sproggrænsen, vilde der nok have været Tyskere nord for den, som havde beklaget sig.

Professor Kr. Erslev havde ikke i Jørgensens fordomsfri Fremstilling fundet nogen stærk Opfordring til at tage Ordet; Madvigs Udtalelser kunde mere trænge til at imødegaas. Han takkede Jørgensen for hans klare Fremstilling af den Tilbagegang, den Ebbe, som havde præget vor indre og ydre Politik siden 48, saa at man mere og mere fjærnede sig fra de gode Tanker, som udtaltes i 1848. Uagtet alt, hvad Madvig havde sagt om Delingen, staar det dog fast, at der her forelaa en Løsning, som ikke blev prøvet. Det er vist nok, at der var Stemning herhjemme imod at gaa til en Deling, men hvordan var den opstaaet? At betragte Ejderen som Danmarks rette Grænse var egenlig ikke kjendt i Frederik den sjettes Tid. Det var en Tanke, som kun var ført ind i Folket af de liberale Stormænd fra Fyrrerne. Hvis denne Tanke senere beredte dem Vanskeligheder, saa maatte de takke sig selv derfor. Er der nogen logisk Nødvendighed for at sætte Ejderen som en national Grænse? Man kan mene, at vi have historisk Ret til en saadan Grænse og man kan maaste tvivle om denne Ret (Nej! Nej!), men en national Grænse kan Ejderen, som skiller Tyske fra Tvske, ikke være. Det er vanskeligt at vide, hvad der kunde have sket, hvis de Nationalliberale havde tænkt deres Tanker til Ende og arbejdet for at faa en virkelig national Grænse. Man kan ikke frikjende dem for et Ansvar, thi de byggede fra først af paa en kun halvt gjennemtænkt Tanke og de manglede politisk Bøjelighed til at lade sig udvikle med Tiden (Stærk Bifald, blandet med lidt Hyssen)

Gehejmeraad Madvig maatte i Modsætning til sin Søn hævde, at en Deling burde være forsøgt. Men Erslev havde Uret, naar han dadlede de Nationalliberale saa stærkt. Man maatte jo huske paa, at deres Fordring om Ejderen som Grænse var kun en Følge af Tyskernes Fordring om et "Schleswig Holstein meerumschlungen" med Kongeaaen til Grænse. Nordslesvigerne havde heller aldrig kunnet slutte sig til Tanken om Slesvigs Deling, en Mand som Kryger holdt i sin Tid stadig paa Slesvigs Udelelighed. Taleren, Clausen og Sponneck kunde intet udrette mod den almindelige Modstand mod Delingstanken, de maatte saa læmpe sig efter Forholdene. Nu have vi vel nok slaaet os Ejdergrænsen ud af Hovedet, men at blive den Tanke kvit paa en god Maade, vilde vist have været vanskeligt. I sin Tid var det ikke muligt at faa Folk til at indrømme det.

Madvigs Foredrag, som kun kunde høres af forholdsvis faa, hilsedes med stærkt Bifald. Dirigenten mente, at det passende kunde være et afsluttende Foredrag, og foreslog at de fremtidige Talere skulde indskrænke sig til at tale 10 Minuter.

Kand. Scharling takkede Madvig for hans Protest mod Erslevs Udtalelser; han kunde tydelig mærke, at Erslev havde ikke selv levet i den Tid, han talte om. Ploug turde ikke i 1862 optage Artikler, der anbefalede Slesvigs Deling, det vilde kun have ødelagt "Fædrelandet"

Provst Sich syntes, at det var ganske naturligt, at vi ikke vilde have Danmark delt i sin Tid; han mindede om, at Kampen for Sønderjylland ikke havde været forgjæves

Provst Grundtvig mindede om, siden vi aandelig havde vundet Slesvig, Kong Dan; Sagnet om ham var et af de første Udtryk for Ejdertanken. Hvis Erslev havde staaet Forpost ved Dannevirke, saaledes som Taleren havde gjort i 1850, da vilde han vist have talt paa en hel anden Maade. Han havde truffet mange danske i Slesvig, og i 1848-50 var den historiske Grænse ogsaa for en stor Del national. Han haabede, at den nationale Kamp for Slesvig skulde minde os om, at vi skulde leve for vort Folk, men ikke for almene kosmopolitiske Ideer (Bifald og Hyssen).

Dr. Fridericia kunde ikke forstaa, at man vilde frakjende de yngre Ret til at dømme om, hvad der er foregaaet før deres egen Levetid. Hvor bliver saa den hele historiske Videnskab af? Grundtvig havde ingen Grund til at tale om kosmopoliske Ideer. Taleren og hans Meningsfæller vilde ikke lade sig frakiende Navnet nationale. Det kommer tydeligere og tydeligere frem, at Eidertanken blev betragtet som et Udtryk for den nationale Bevægelse derhjemme i Halvtredserne og Treserne; de nationale seilede under et falsk Flag. Den Politik, vi førte over for Slesvig, stødte Evropa fra os; det er ikke rimeligt, at vi ved en Deling af Slesvig havde stødt Evropa. Det var lige saa naturligt for Tyskerne at ønske en national Afrunding mod Nord, som det er for os at ønske at forenes med vore Landsmænd i Nordslesvig. Og naar man nu siger, at Delingstanken næppe var lykkedes, maa man ikke glemme, at Eiderpolitiken jo heller ikke lykkedes. De danske Politikere burde have husket, at vi vare de svage.

Fotograf Mary Dorthea Frederikke Steen (1853-1939): Octavius Thomas Hansen (1838-1903) politiker, højesteretssagfører. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Højesteretssagf. Oct. Hansen kunde ikke forstaa, at Grundtvig i Anledning af, at Erslev forlangte en ren national Grænse, skulde give sig til at tale om kosmopolitiske Ideer. Prof. Grundtvig havde udgydt sit Blod for Fædrelandet paa Valpladsen, det var noget, som Taleren havde Respekt for, selv om man bagefter pralede lidt deraf .... (I Anledning af denne Yttring blev der en frygtelig Tummel).

Dirigenten opfordrede Taleren til at tage disse Ord tilbage.

Oct. Hansen: Naar Grundtvig vilde indrømme, at der i en Forsamling af danske Studenter ikke havde været Grund til at fremhæve egen Tapperhed, ellers ikke.

Dirigenten beklagede det forefaldne og opfordrede til at skifte Emne.

Oct Hansen: Hvad man havde trængt til i Slesvig var en virkelig praktisk Politiker.

Dr. Rosenberg: Eidergrænsen var voxet fast i det danske Folk fra Arilds i Tid og levendegiort af Digterne. Tabet af Slesvig var en "Skæbne", der havde ramt os.

Høiesteretsassessor Rimestad advarede Oct. Hansen og andre mod for rask at dømme de Mænd, som førte Underhandlinger med Tyskland i sin Tid. Det var forbavsende, "hvor nær" det havde været ved, at deres Politik var lykkedes. Quaade havde den 9de November 1863 meldt, at Bismarck da var rede til at gaa ind paa Tanken om et Ejder-Holsten og et Ejder-Danmark.

Assesor Madvig indrømmede, at Historien havde Ret til at dømme, men man skal være meget varsom i sin Dom over den nærmest foreaaaende Tid. Lad os arbeide i Enighed fremad og ikke forkjætre hinanden!

Dr. Hempel kunde ikke forstaa, hvorfor man vilde have de yngre med til en Diskussion, naar de ikke maatte faa Lov til at dømme. Han syntes, at det var stor Nøjsomhed, naar man trøstede sig over Tabet af Slesvig ved, at man havde vundet Slesvigernes Hiærter.

A. D. Jørgensen syntes, at der var gjort meget for en forsonlig Politik i overfor Slesvig under de stadige Udæskninger fra tysk Side. Det var rimeligt, at vi forsøgte at holde paa Slesvig saa længe som muligt, ellers vilde man have beskyldt os for Fejghed.

Dirigenten sluttede Mødet Kl. over et med cn Tak til Indlederen.

Paa Opfordring af A. C. Larsen raabte Forsamlingen et kraftigt Leve for den danske Studenterstands Æresmedlem Madvig.

(Morgenbladet (København) 9. maj 1883)

En forsideartikel på Morgenbladet (København) 11. maj 1883 kommenterede på mødet.

Nu kommer Sandhederne frem. Ved det almindelige Studentermøde, der, som omtalt i Gaar, afholdtes i Arbejderforeningens Festsal i Tirsdags, og hvor saadanne Mænd, som Gehejmeraad Madvig, Assessor Madvig, Gehejmearkivar Jørgensen, Professor Kr. Erslev, Professor Grundtvig, Kandidat Emil Elberling, Dr. Fredericia m. Fl. vare i Ilden, fik det national-liberale Parti nogle Sandheder at vide, som vel ikke ere nye; men, som man kan se, at der i Stilhed er gemt paa til ved given Lejlighed. Nu, da Ploug, ikke kan knalde saa rask med sin velkendte Pisk, og - da Billes hvasse Tunge og skarpe Pen ikke mere gør Tjeneste ved det nu Uge for Uge ynkeligere "Dagblad", nu kommer der Humør baade i gamle og unge Akademikere og Embedsmænd. Spørgsmaalet drejede sig om "det slesvigske Spørgsmaal" og Gehejmearkivar Jørgensen gav da den Oplysning om salig Frederik den 7de, at han var en "uberegnelig og upaalidelig Karakter", og at han var "et typisk Udtryk" for "den Uregelmæssighed", der havde hersket i Regeringen, altsaa i det nationale Partis stadig stiftende Ministerier. Dette er en Udtalelse, der fortjener at noteres; Skade, at den kommer saa sent frem af sit Skjul. Saa talte samme Gehejmearkivar og Assessor Madvig, der stedse begynder i Øst og ender i Vest, efter at have snuset rundt i Alt som en Kok i et Køkken, om de tidligere slesvigske Embedsmænd, og gav dent Attest for, at de stod paa et lige saa høit Trin som den øvrige Del her i Landet. Dette har nu ikke meget at sige, og dertil kommer, at det er Usandhed, thi det er en Kendsgerning, at netop de danske Embedsmænds Optræden i Slesvig har bidraget til, at Danmark tabte denne Landsdel. Paa mangfoldige Steder i Slesvig var Stemningen mod de danske Husfogder, Landfogder, Amtmænd og andre Øvrigheder saa hadefuld, at man af den Grund alene valgte Tysk for Dansk. Det har ogsaa senere vist sig, da Kongeriget efter 1864 blev oversvømmet af "betrængte Slesvigere", at disse, da de bleve ansatte i Embeder, her i Landet, vilde begynde at indføre den samme Tone her som i Hertugdømmet overfor Folk. Men den gik ikke, skønt vi ellers ikke er forvænte her i Danmark. Kig nu ned f. Eks. til Næstved, Vordingborg, ind i Odense og de mange Jurisdiktioner omkring denne By og flere andre Steder, saa vil man saa et Begreb om, hvorledes en Befolkning kan opdrage en Embedsmand, som mener, at hans Avtoritet sidder i de forgyldte Frakkeknapper og hans Myndighed i Guldtressen om Kasketten.

Professor Kr. Erslev fremkom med den drøje Sandhed, at der i "den danske Politik siden 1848 havde gjort sig en sørgelig Tilbagegang gældende", og at de ledende Mænd havde paa den Tid (de Nationalliberales Tid) ikke Mod til at tage Konsekvenserne, som nødvendigvis fulgte med sand Opfattelse af Nationaliteten, og det var disse Mænd (c: Monrad, Lehmann, Krieger, Hall, Bluhme og deres Medhjælpere Pressen, Ploug og Bille), som ved deres uklare Nationalitetsbegreber bar Ansvaret for den daværende Politik. - Se, saa rene Ord for Pengene fik Dhrr. Nationalliberale, men det generede dog Professor Grundtvig i den Grad, at han kaldte Erslev en ung Mand, som ikke kunde have nogen Mening om slige Ting, og Professoren talte videre om, at han havde været med i Krigen og "ofret Liv og Blod", hvilket gav Højesteretssagfører Octavius Hansen Anledning til at tale om Praleri og de mange Tilhørere Lejlighed til efter Behag at huje, hysse og komme med voldsomt Bifald.

Fotograf Olaf Gjørup (1861-1936) & Co.: journalist, forfatter, bibliotekar Rudolf Emil Elberling (1835-1927). Foto fra mellem 1896 og 1927. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kandidat Emil Elberling, der i flere Aar var knyttet til det afgangne "Fædrelandet", gav den interessante Meddelelse, at han i 1802 indstændig havde anmodet Ploug om blot i nogle Anmeldelses artikler at omtale Delingen af Slesvig ; men han turde ikke optage Artikler herom og havde tilføjet, "at hvis der kom et Ord frem "Fædrelandet" om denne Sag, vilde det være ruineret". Altsaa: den store Mand, Carl Ploug, der altid har slaaet om sig med sin Overbevisning, sine rene Hensigter som Politiker, han tør, ikke behandle et Spørgsmaal i sit Blad, som var et Livsspørgsmaal for Danmark den Gang, fordi han frygtede at miste sine Abonnenter.

Det er ret interessante Sandheder, som der her er fremkomne, og det viser os, hvorledes Partiinteresse og Egennytte stedse har været stillet i første Række. Medens det nationalliberale Parti, hvis Afløvning er det nuværende Højre, skaffede os af med de 3 Hertugdømmer, sørgede det for at tilrive sig Embederne og Magten over Pengekassen saa længe som mulig.

Mødet i Tirsdags var arrangeret af Højre for at protestere mod Dr. Pingels Udtalelser i Haandværkerforeningens Lokale og for at skabe en Stemning til Fordel for Partiet. Men det blev anderledes. De historiske Sandheder lader sig ikke bortforklare, og derfor blev Mødet en Fiasko, et Nederlag for Indbyderne. 

(Social-Demokraten 10. maj 1883).

Johan Nicolai Madvig (1804-1886) klassisk filolog og politiker. Rektor for Københavns Universitet i én toårig og fire etårige perioder i årene 1855 til 1879. Medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Han var medlem af Folketinget  4. december 1849 til 27. maj 1853. Medlem af Landstinget  3. juni 1853 til 28 august 1854 og fra 12. juli 1855 til 1. oktober 1874. Folketingets formand 1852-1853, og næstformand i Landstinget 1858-1863, 1866-1869 og 1870-1874. Valgt til Rigsrådet i 1856 og var dets præsident til 1863. Han var medlem af Rigsrådets Folketing fra 1864. Han stod som kultusminister bag skoleloven af 1850 for det lærde skolevæsen, der som den første lov havde den almene dannelse øverst i sin formålsparagraf. Gehejmekonferensråd i 1881. Madvigs Allé på Frederiksberg er opkaldt efter ham.

Johan Nikolai Agathon Madvig (1833-1919), søn af professor Johan Nicolai Madvig. 1857 volontør, 1859 assistent, 1861 kancellist og 1863 fuldmægtig i det slesvigske ministerium. Afgik 1864 ved ministeriets opløsning. Han beskæftigede sig derefter med de slesvigske arkivsager og arbejdede ved Inkorporationskommissionen samt for Justits- og Indenrigsministeriet i sagerne fra de inkorporerede slesvigske distrikter. 1871-72 udgiver af Lov- og Ministerialtidende. 1872 assessor i Københavns Kriminal- og Politiret, 1879 til assessor i Landsover- samt Hof- og Stadsretten. Fra 1885 var han tillige næstformand i Sø- og Handelsretten og 1891-1905 var han formand i denne ret.

Adolph Ditlev Jørgensen (1840-1897) var en dansk historiker og rigsarkivar. 1863 blev han ansat som hjælpelærer ved den lærde skole i Flensborg med løfte om at blive adjunkt og bibliotekar ved et påtænkt offentligt bibliotek for Slesvig, men afskedigedes efter krigen 1864 og vendte tilbage til København. 1869 assistent i Kongerigets arkiv, rentekammerafdelingen. 1874 blev han fuldmægtig, og ved C. F. Wegeners afgang blev han gehejmearkivar og overtog ledelsen af Kongerigets arkiv fra 1. januar 1883.

Kristian Sophus August Erslev (1852-1930). Professor ved Københavns Universitet i 1883-1916, rigsarkivar i 1916-1924 og formand for Carlsbergfondets bestyrelse i 1913-1926.

Octavius Thomas Hansen (1838-1903) Sagfører og politiker. 1869 blev han overrets- og 1874 højesteretssagfører. 1872 blev han valgt til Folketinget og genvalgt 1873 for en lille gruppe "de nationale Løsgængere" der i reglen stemte sammen med Mellempartiet. Han sluttede sig til oppositionen, og var 1880-90 forsvarer i en række politiske sager, mest for Venstre-folk. Hansen var senere på året med til at danne Den liberale Vælgerforening 1883 og var formand 1885 samt 1888-90 medlem af overbestyrelsen for Venstres organisation. 

Professor Svend Hersleb Grundtvig (1824-1883). Søn af N.F.S. Grundtvig. Ved udbruddet af Krigen 1848-51 meldte han sig som frivillig. Han blev løjtnant 17. juli 1848 og deltog ved Dybbøl og Isted. Efter krigen fortsatte han i hæren som À la suite. Han udtrådte 1863 som kaptajn. Under Krigen 1864 var han i seks måneder ved eksercerskolen i København og 1868-1879 kaptajn i forstærkningen.

Rudolf Emil Elberling (1835-1927) var forfatter, journalist og kvinderetsforkæmper. Han var medarbejder ved Fædrelandet i 1860-1882 og bibliotekar ved Rigsdagen 1880-1912. Han var medstifter af Den liberale Vælgerforening på Frederiksberg og formand 1883-86. Desuden medlem af Dansk Kvindesamfunds styrelse 1883-1887.

Studentersamfundets rolle som samlingssted for den akademiske opposition aftog ved slutningen af 1883 med det i november 1883 stiftede "Københavns liberale Vælgerforening” (bl. a. direktør G. A. Hagemann). I forbindelse med et suppleringsvalg til Folketinget i Københavns Amts 1. kreds samledes nogle mindre kredse af liberale højremænd, venstremænd og socialdemokrater i "De forenede liberale Vælgerforeninger for Frederiksberg" med bibliotekar Rudolf Emil Elberling som formand.

Lornsen Monument i Rendsborg. (Efterskrift til Politivennen)

Monument for Uwe Lornsen. Efter en mangeaarig og besværlig Agitation i Holsten og den tydske Del af Slesvig, som paa Grund af sin partikularistiske Tendens ikke har kunnet glæde sig ved de nuværende Magthaveres Yndest, er det omsider lykkedes at faa de fornødne Penge samlede sammen til et Monument for din første "schlesvigholsteinske" Oprører, Uwe Lornsen. Monumentet, som tillige skal bære Navn af "schleswig-holsteinischen Landesdenkmal" og er en Forherligelse af Oprørets endelige Sejr ved Preussens Hjælp, vil blive afsløret i Rendeborg næstkommende 1ste Septbr. med obligate Festtog, Tale af Pastor Schnittger i Slesvig, "Festessen" og "Commers" samt "Frühconcert den følgende Dag til "Nachfeier".

(Nationaltid.)

Fædrelandet 21. august 1878.

To Fester. I Morgen skal der i Rendsborg afsløres et Mindesmærke for Uve Jens Lornsen, en af Schlesvigholsteinismens Banebrydere, og paa Mandag feires Sedandagen. Det er gjentagne Gange bleven sagt, at Striden om Hertugdømmerne Slesvig og Holsten har været den første Kilde, hvorfra de storpolitiske Omvæltninger i Mellemeuropa ere udgaaede. Denne Strid medførte Krigen 1864, denne førte til Krigen imellem Østerrig og Preusen, til Opløsningen af det tydske Forbund, og disse Forandringer i Tydskland fremkaldte atter den Rivalitet imellem Frankrig og Preussen, der førte til den fransk-tydske Krig, det franske Kejserdømmes Fald og det tydske Riges Oprettelse. Skjønt denne Mand, Uve Lornsen, har været medvirkende til vort Fædrelands Sønderlemmelse og vi derfor kun kunne fordømme hans Bestræbelser, saa skulle vi dog kaste et kort Blik tilbage paa ham og hans Virksombed. Uve Lornsen er født paa Øen Sild 1793 og var en Friser af Fødsel. Han studerede i Kiel, besøgte ogsaa Universitetet i Jena og efter endt Examen blev han ansat i det slesvigsk holstensklauenborgske Kancelli i Kjøbenhavn: 1830 udnævntes han til Landfoged paa sin Fødeø Sild, men, førend han tiltraadte denne Post, udgav han et lille Skrift med Titel: "Ueber das Verfassungswerk in Schlesvigholstein". For dette Skrift blev han dømt til at miste sit Embede og til et Aars Fæstningsstraf. Efter udstaaet Straf reiste han til Rio Janeiro, men vendte senere tilbage til Europa og tog Ophold i Sveits, hvor han døde 1833. Lornsen's Skrift er kun en lille Piece paa 14 Sider, men de vakte stor Opsigt og fremkaldte en hel Række Smaaskrifler baade for og imod Lornsen' s Anskuelser. Anledningen til at Skriftet udkom den Gang var vistnok den franske Revolution, der fordrev Bourbonerne og fremkaldte et levende politisk Røre i hele Europa. Man kan i selve det lille Skrift se, at Uve Lornsen var paavirket af de franske Ideer. Skriftets sidste Linie lyder nemlig saaledes: "Unser König ist nicht ein gemachter, sondern ein geborner Bürgerkönig", og et andet Sted hedder det, "at den Sandhed var fremgaaet af de forbigangne tiders store Kampe, at for Fremtiden vil det være den store Middelstand, det er i Besiddelse af den fysiske og materielle Magt som vil regere Verden og alt hvad det reiser sig imod den, vil kraftesløs sønderslaaes imod den." Det er altsaa den franske Borgerkonge og det franske Bourgeoisi Lornsen har tænkt sig som Mønster i sit Forfatningsværk. I dette forlanger han en selvstændig Forfatning for begge Hertugdømmer med en fuldstændig administrativ Sondring fra Kongeriget, ja han foreslaaer tillige, at Kongen en Tid af Aaret burde residere i Slesvig. Tanken om en særlig Forfatning og en særlig Administration vakte stort Bifald blandt hele Embedsstanden. Tanken om en Forfatning var iøvrigt Ingenlunde ny. i Følge den tydske Forbundsakt af 5. Juni 1815 skulde der i alle Forbundsstater indføres en Stænderforsamling, og Ridderskabet havde gientagne Gange forsøgt at faa dets Privilegier anerkjendte som Grundlag for en Forfatning, medens Ridderskabets Sekretær Dahlmann skrev om Hensigtsmæssigheden af en Forfatning efter engelsk Mønster. Tanken om en Forfatning vakte stærkt Røre, og Bevægelsen saavel i Hertugdømmerne som i Kongeriget førte jo til, at Kong Frederik den Sjette indførte Stænderforfatningen, medens der tillige 1834 indsattes en fælles Regering for begge Hertugdømmerne i Slesvig, en fælles Overappellationsret etc. Der kan næppe være Tvivl om, at Frederik den Sjette har troet at burde give efter for den Stemning iblandt en Del af Befolkningen, der krævede en Forfatning og at han har troet, hvilket ogsaa Ørsted siger, at tilfredsstille Slesvigholstenerne ved ovennævnte Institutioner, og det kan derfor ogsaa siges, at Uve Lornsen ved sit Skrift har bidraget til Indførelsen af disse Institutioner, der gave "Schleswigholsteinismen" en saa betydelig Magt. Det var Lornsen's Ønske at Hertugdømmerne og kongeriget kun skulde have "Konge og Fjende fælles", og dette opnaaedes væsenligt; i et efter Lornsen's Død udgivet, men af ham forfattet Skrift, har han tillige udtalt, at Forbindelsen imellem Hertugdømmerne og Kongeriget skulde ophøre, naar Mandsstammen uddøde. Uve Lornsen har iøvrigt ikke udrettet nær saa meget som Falck og Dahlmann. Naar der nu rettes et Mindesmærke for ham, saa er det formodenlig fordi han blev betragtet som Martyr. Naar Tydskerne i Morgen foretage AfsIøringen, kunde en og anden dog maaske tillige huske paa, at Lornsen har været medvirkende til sit Fædrelands Sønderlemmelse.

(Dannevirke 31. august 1878).

Wilhelm Claudius: Das Lornsen-Denkmal zu Rendsburg im Augenblick der Enthüllung. Gartenlaube nr. 5 1879. Soklen består af tre grupper: De to slesvig-holstenske søstre, en gammel mand som belærer en ung med et sværd, en gammel kone fortæller til piger.. 

Igaar er det meget omtalte Mindesmærke for Uve Jens Lornsen blevet afsløret i Rendsborg. Det er netop 40 Aar siden, at Lornsen døde i Genf. Han var født 1793 paa Øen Sild, hvor hans Fader var Skibscapitain. Fra 1816-20 studerede han Jura i Kiel og Jena, hvor han ivrig deeltog i den tydske Burschenschaft-Bevægelse og Agitationen for et enigt tydsk Keiserrige. Fra 1820-30 var han ansat i det slesvig-holsteenske Cancelli i København. Da Julirevolutionen i Frankrig udbrød, blev han greben af den revolutionaire Strømning og udgav sit Skrift "Das Verfassungswerk in Schleswig-Holstein", hvori han forlangte en fri Forfatning for begge Hertugdømmer i Personalunion med Danmark. Skriftet vakte saa stor Opsigt og Bevægelse, at Regjeringen lod ham sætte under Tiltale, strax efterat han havde tiltraadt sit Embede som Landfoged paa Sild. Den slesvigske Overret dømte ham til Embedsfortabelse, Erstatning af Omkostningerne og eet Aars Fængsel i Rendsborg. Det er nærmest paa Grund af dette ufrivillig  Ophold i Rendsborg, at Lornsens Monument er blevet opreist i denne By. Efter udstaaet Fængselsstraf gik Lornsen til Rio de Janeiro og senere til Schweiz, hvor han temmelig upaaagtet døde 1838 i en Villa ved Genfersøen. Hans Skrift gav det første stærke Stød til de separatistiske Ideers og Oprørets Udvikling, saa at man senere ligefrem betegnede Lornsen som "Slesvigholsteinismens Fader".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. september 1878).

Uve Lornsens Mindesmærke. Afsløringen af Mindesmærket for Uve Lornsen fandt Sted i Rendsborg iSøndags, og denne Festlighed havde efter tydske Blades Meddelelser samlet c. 10,000 Mennesker. Efter Afsløringen fandt der et Festmaaltid Sted. I Referatet i "Kiel. Z." af de holdte Taler finder man mærkelig nok ingen haanende Udtalelser om Danmark og det danske Folk, men derimod lutter Hentydninger til, at det "schleswigholsteinske" Folk vil staa fast og værge sig imod Reaktionen.

(Dannevirke 3. september 1878. Folkets Avis - København 5. september 1878).

Grundstenen for monumentet blev lagt ved en festligheden 24. marts 1873 ved paradepladsen. Dagen markerede 25 årsdagen for opstandens begyndelse og fandt sted samtidig med fejringer andre steder i hertugdømmerne, fx Kiel og Haderslev. Det faldt ikke i de preussiske myndigheders smag: Det skete to dage efter Wilhelm I's fødselsdag som kun halvhjertet blev fejret - i Slesvig-Holsten foretrak man betegnelsen "der preussiske König" frem for "unser König". 400 gæster var inviteret til en festmiddag. Blandt skåltalerne var der ingen for kejser Wilhelm eller Preussen, derimod for hertug Friedrich og Tyskland m.m. Overpræsident baron Scheel Plessen nægtede at give tilladelse til en husindsamling og Kiels magistrat havde indskærpet politiet at forhindre husindsamlinger til fordel for mindesmærket, men pengene strømmede alligevel ind.

Uwe Jens Lornsen mindesmærke i Rendsborg. Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 Unported license.

Haderslev Liedertafel 1847. (Efterskrift til Politivennen)

 Den 8de August 1847.

Denne Dag hører atter til de Dage, der længe vil leve i de Haderslevske Borgeres og Fleres glædelige Minde. I forrige Maaned besluttede den herværende Liedertafel at foretage en Landtour og nedsatte i denne Anledning en Comitee. Comiteen henvendte strax Øiet paa den skjønne Nygaard Skov, for, om muligt, at erholde denne til Festplads, og henvendte sig derfor med Bøn derom til Geheimeraadinde v. Krogh paa Nygaard. Hos denne Hædersdame fandt Comiteen en overraskende Liberalitet; ei blot Skoven, men ogsaa det yndige Have- og Parkanlæg omkring Nygaard, vistnok det skjønneste her i Amtet, stilledes den til Disposition; ja endog mere indrømmedes, idet der tillodes, at der turde koges i Sidhuset o. s. v. Udflugten berammedes nu til den 8te August. Først var det paatænkt, at Touren alene skulde foretages tilskibs; men da der viste sig Vanskelighed ved at tilvejebringe det fornødne Antal Skibe, toges den Beslutning, at Hovedfarten skulde skee tilvogns, hvorimod de, der mere yndede en Skibstour, kunde tage en saadan Befordring.

Comiteen sørgede nu for Leievogne, men da disse langtfra vare tilstrækkelige, henvendte den sig til andre Besiddere af Equipager, og havde den Glæde, at ei blot Besidderne af saadanne, som boe her i Staden, beredvillig og gratis leverede dem, men endogsaa Bønder velvillig sendte Vogne herind til Staden. Den 3. August kom; Farten var bestemt til Kl. 1 og skulde foretages fra Borgerforeningens Locale, hvor Liedertaflen har sine Syngeøvelser, og hvorhen de, der vilde deeltage i Farten, begave sig; da saaes en Række af 44 Vogne, næsten alle saavelsom tildeels ogsaa Hestene prydede med Grønt og Blomster. De besteges nu efterhaanden i Borgerforeningens Gaard, hvor 4 kjørte ind ad Gangen og da de sidste kom ud derfra dannede de en Række fra Møllepladsen igjennem Badstuegaden til Borgerforeningen. Paa den første Vogn indtog nu Festcomiteen sin Plads, paa de tvende næste det fra Haderslev medbragte Musikcorps. Touren gik fra Møllepladsen gjennem Lavgaden over Torvet og derfra gjennem Nørregade til Nygaard. Ved Bortfarten fra Byen kom der en lille Regnbyge, der netop syntes som kaldet til at gjøre Touren behagelig, da den størstendeels dæmpede Støvet, der ellers vilde have molesteret de Kjørende. Man steg nu af i Nygaard Gaard og Vognene fordeelte sig imellem de nærliggende Gaarde, hvor der velvillig var indrømmct dem Station. Da Selskabet traadte ind i Have- og Parkanlægget, overraskedes det paa det behageligste ved at finde dette ganske nysoppyntet og med revne Gange, hvorpaa der endnu ei var et Fodspor at see, og paa en af de skjønne Græsplainer stod et meget smukt Telt, tilhørende den Haderslevske Borgerforenings Værtinde, Enkemadame Nehlsen, og prydet med en blaa, en guul, en hvid og en rød Fane. Man ventede nu dem, der vilde ankomme tilskibs og begav sig derfor med Instrumentalmusikken i Spidsen igjennem Skoven ned til Fjorden for at modtage dem. Her overraskedes man atter paa det behageligste, idet de Ankommendes Antal var langt større end man havde ventet og deres Flotille ikke bestod af mindre end 3 Jagter og 5 Seilbaade. Den ene Jagt var forsynet med Kanoner, hvormed der saluteredes medens de Ankommende gik iland og medens Musikkorpset spillede. Nu gik Processionen til Festpladsen ved Teltet, og snart begyndte Liedertaflen, tildeels med Accompagnement af Mustkcorpset, sine fortrinlig udførte Foredrag. Imidlertid havde der indfundet sig flere Folk fra Landet og navnlig flere anseete Gaardmand fra Omegnen, størstendcels fra Aastrup, der fandt velvillig Modtagelse og glædede sig ved Festen. Efterat Liedertaflen og Musikcorpset først havde holdt Foredrag paa den egentlige Festplads i Nærheden af Nygaard Sidhuus, begave te sig til Skoven og foredroge nu ogsaa her flere Musiknummere, der ofte lønnedes med Klappen og Dacaporaab. Herfra begav man sig igjen tilbage til Festpladsen, for at spise i Teltet. Da Menneskemængden var langt større, end man havde ventet, maatte man spise i tvende Afdelinger. I begge Afdelinger herskede den største Munterhed og navnlig i den første Afdeling, til hvilken Comitecn selvfølgelig hørte, oplivedes Selskabet ved mange interessante Toaster. Efterat der var spiist, spillede Musikken endnu til Dands i det Grønne, der varede til henved Kl. 8½ om Aftenen, da Selskabet tog bort ad sine forskjellige Veie, Vognene igjen i Række tilbage til Staden. Neppe fortjener det at ændses at circa en Snees Folk, størstendeels fra Vonsbæk, lønnede den gjæstfrie Modtagelse, de havde nydt, med i Skumringen, da de krøb frem som Natteugler, og da de sidste 6-7 Vogne just vare bestegne, at synge et Stykke, hvormed de troede at kunne drille de Bortdragne, men hvorom ingen af disse bekymrede sig. De samme Folk skulle senere have søgt at gjøre nogen Scandal i Teltet. Iøvrigt herskede den fortrinligste Orden, der for en stor Deel skyldes Sognefogden Hr. Christian Juhl i Aastrup, der i Dagens Anledning var indsat til temporair Politimester.

Festens Vognskare drog nu tilbage til Haderslev, kjørte i Procession igjennem Gaaskjærgaden til Gammelhaderslev, vendte paa Pladsen forved Christine-Frederika-Stiftelsen tilbage igjennem Storegade, over Torvet og igjennem Slotgaden til Borgerforeningen, hvor man steg af, og i hvis store Sal der endnu udbragtes et Par Toaster og Musikcorpset endnu foredrog et Par Musiknummere.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 11. august 1847).

Nygård var ejet af gehejmeråd Frederik Ferdinand von Krogh (1780-1844). Det må være enken Johanne Sophia von Warnstedt (1781-1867). Han fik Kroghsvej i Silkeborg opkaldt efter sig.

Den udførlige beretning om hvor fredeligt det var gået til, skyldes formentlig at der ved Liedertaflet i 1845 var opstået optøjer.

Slesvig, Juli 1847 (Efterskrift til Politivennen)

I månederne op til udbruddet af krigen 1848-1851 var der kun få aviser i kongeriget Danmark (hvis grænse var Kongeåen) som gjorde opmærksom på at Slesvig måske skulle ønske at være noget for sig, dvs. hverken blive indlemmet i kongeriget Danmark, eller blive en del af det tyske forbund. 

Hvor stor udbredelse en sådan holdning havde i befolkningen i Slesvig, er uvist. Det er lige så uvist hvorvidt københavnerpressen udtrykte den slesvigske befolknings ønske om at komme til at høre til kongeriget Danmark. For hertugdømmet var blevet en del af det politiske spin hvor man rask væk identificerede dansksprogede med dansksindede, og dermed naturligt tilhørende det enevældige kongerige Danmark. 

Nedenstående artikel - en kommentar til en "folkeadresse" fra tusindvis af slesvigere, er en sjælden undtagelse fra den hadske stemning og latterliggørelse af alle fra Slesvig som vovede at ytre andre holdninger end de etablerede, især i København. Den blev udgivet mindre end et år før sådanne holdninger blev fejet til side af krigen 1848-1850:

København, den 26. juli 1847
- Ifølge "Dannevirke" er i forrige uge indgivet en slesvigsk folkeadresse til Hs. M. Kongen i anledning af stænderforsamlingen i Slesvig 1846; den er underskrevet af 3920 slesvigske lodsejere, hvis navne siges at være ordnede i otte mægtige kolonner på adressens kæmpeark af 18 alens længde og ca. 2½ alens bredde. Adressen går ud på at fornægte den slesvigske stænderforsamlings politiske bestræbelser, idet indgiverne erklærer, at de "kun med afsky kan tænke på at blive stukne ind under det store Tyske Forbund." Hvad de derimod attrår og anser for rettest og ønskeligst for deres stilling og forhold udtaler de således: "vi ønsker helst at blive dem vi hidtil har været; vi ønsker ikke at inkorporeres i Danmark, men endnu langt mindre at inkorporeres i Tyskland. Vi er bange for at inkorporeres i kongeriget, fordi der findes nogle indretninger, som vi ikke ynder og som måske kan blive os pålagt, fx Kongeloven (vi mener naturligvis ikke arvefølgen, der gælder her lige så fuldt som i kongeriget, men regentens ubegrænsede enevælde), konsumtionen, den højere toldafgift osv." - -  De ønsker at blive hvad de hidtil have været: "dansktalende eller tysktalende slesvigere, alt eftersom vi nu engang er, og vi indser ikke, hvorfor det ikke skulle være muligt for os at forblive dette, uden at den ene af os skal fortrædige den anden." 

Med hensyn til forfatningsspørgsmålet hedder det: "Dersom vor stænderforsamling, således som den sidst var sammensat eller som den nu er sammensat for den følgende diæt, fik samme magt til at beslutte og afgøre, som den har til at råde og foreslå; så indser vi ganske klart, at den først og fremmest vil anvende sin magt til at sætte sine ovenomtalte fordærvelige ønsker og planer igennem. Men dette kan vi umulig ønske. Og hvis vi ikke kan få nogen anden konstitution end en sådan, hvori folket kun på skrømt tog del for i virkeligheden at beherskes af adels- og embeds- eller juristaristokratiet, da kan vi lige så lidt anse dette for noget godt. Men skulle H. Maj., der altid har vist sig som en ven af folkeudvikling og fremskridt, i Deres visdom finde det hensigtsmæssigt at gøre sit tro folk delagtig i en friere forfatning af en sådan art, at bonde og borger virkelig fik samme del i lovenes og skatternes bestemmelse som de andre stænder, så ville vi vist nok med taknemmelighed modtage en sådan gave af H. M.s hånd og anse den for en betryggelse for vor fremtid. Vi er også overbeviste om, at i så tilfælde ville folket snart vide at gøre sig fri fra den afhængighed, hvori der hidtil - af mangel på oplysning, på sammenhold og på mod - har stået til de højere stænder, og lære at vælge til sine repræsentanter mænd, som i sandhed besad interesse for borger- og bondestanden og virkeligt kendskab til dens stilling. Men vi gentage det. D. M.! Den friere forfatning, som det slesvigske folk kun kan anse for ønskelig, måtte ikke være aristokratisk, men folkelig, måtte ikke løsne vor forbindelse med Danmark og måtte ikke bringe os i noget som helst afhængighedsforhold til Tyskland."

Vi skulle mene, at disse fornuftige og uforbeholdne betragtninger over konstitutionssagen indeholder et bevis for rigtigheden af den mening, vi altid har forfægtet med hensyn til det slesvigske spørgsmål: at nemlig det nærmeste og vigtigste middel til både at styrke Slesvigs danske nationalitet og bevare dets fremtidige forbindelse med Danmark vil være, i overensstemmrlse med den folkelige frihed, at bevirke en udvidelse af den for stænderne gældende valglov, både i Slesvig og det øvrige Danmark. Det udtales ikke her ligefremt, men meningen kan ikke være nogen anden, da der ikke gives noget andet middel til opnåelsen af det, der anses som det retteste og ønskeligste. Men vore officielle liberale i og udenfor stænderne har desuagtet aldrig vist nogen virksom eller oprigtig stræben i den retning. De ville ellers ikke sige, at når stænderne først har fået lovgivende myndighed, kan man vente, at de selv ville udvide valgloven; de må vel vide, at dette langtfra ville blive tilfældet, da stænderne så langt snarere med al kraft ville holde fast på et sådant privilegium til at beskatte de øvrige klasser af folket og foreskrive dem love. Sagen er meget mere den, at de nuværende stænder, der for kongerigets vedkommende udgår af ca. 38.000 vælgere, allerede nu anser deres rådgivende fuldmagt som et privilegium, hvori de, uagtet al deres nationale og politiske liberalitet, ingenlunde er tilbøjelige til at delagtiggøre den store folkemængde; de ville lige så lidt efter opnåelsen af en konstitution som nu indrømme andre end besidderne af formuen, af huse og jorder, ret til repræsentation, så at vi aldrig med deres gode vilje eller ønske få en sand repræsentation af folket, men kun hvad vi har: en repræsentation af liggende fæ. 

Hvor frimodige og frisindede disse liberale endog anstiller sig, når talen er om Slesvig og Tyskland, så er der dog noget de frygter og hader endnu langt mere end både tyskheden og det tyske forbund, og det er netop en sand folkerepræsentation; for det aner dem vel, at den kunne gøre langt værre indgreb i deres privilegerede tilstand end noget andet; at allerede beskatnings- og ernæringsforholdene ville blive underkastede en ganske anden reform end der kunne svare til deres interesse. En udvidelse af repræsentationen får alene i så henseende hver dag større betydning og bliver nødvendig for blot at komme til mere fuldstændig kundskab om den sande folkemening og folketrang. Denne slesvigske folkeadresse har imidlertid nu bidraget til tydeliggørelsen af, at der ikke kan være tanke hverken om nogen begrundet tillid til stænderne eller om at overdrage dem nogen større myndighed, før de er blevet det, de skulle være og som de kun kunne blive ved en udvidelse af valgloven.

(Kjøbenhavnsposten, 26. juli 1847)

Optøier i Flensborg 14de Juni 1847. (Efterskrift til Politivennen)

Optøier i Flensborg. "Flensb. Zeit." af 17de Juni melder: I Mandags holdt St. Knuds-Gilde i St. Johannis Sogn sin aarlige Skydefest. Ved Middagsbordet udbragtes et Leve for Hs. Majestæt Kongen, paa hvilket flere andre Skaaler fulgte. - Kongeskudet udførtes af Sølvsmed Øttinger. Det smukke Veir havde lokket Tusinde til Gildehuset; selve dette saavelsom Haven og den til Stedet forende Vei var opfyldt af Spadserende. Ved Indgangen til Skyttehuset var Trængselen forfærdelig, og saa hændte det sig desværre, at ved Hjemtoget en Hob tillod sig at begaae en høist dadelverdig Uorden. Larmen begyndte dermed, at en Flok Børn, for det meste Disciple fra Wilhelmine-Friskole, paa Havretorvet istemte Visen "Schleswig-Holstein meerumschlungen", som de syntes at have lært ret godt. Dette Selskab af smaae sangere drog igjennem flere Gader hen til Holmen og fra Holmen tilbage til Havretorvet. Enhver Uhildet maatte ved dette Optog gjøre det Spørgsmaal: om disse Børn af egen Drivt skulde have foretaget en saa usømmelig Sangopførelse, eller - hvad temmelig almindelig blev antaget - om en foregaaende Tilskyndelse hertil har fundet Sted? - Herpaa flokkede sig Gadedrenge, Læredrenge, Beskjenkede og andre Drivere omkring den lille Liedertafel for at høre deres Yndlingssang og istemme i Chor. Hoben blev stedse talrigere, den veltede sig gjennem Angelbogaden, Katsundet hen til Holmen, hvorfra den atter strømmede til Havretorvet. Den stigende Tumult og Pøbellarm, ledsaget af "Schleswig-Holstein meerumschlungen", tog nu i den Grad overhaand, at Politimandskabet var  nødsaget til at handle; men samme blev trengt saaledes af Tumultuanterne, at en tilfældig tilstedeværende vakker og haandfast Borger saae sig foranlediget til at yde en af de insulterede Politiofficianter virksom Bistand, hvorfor han blev mishandlet af Pøbelen. Hoben, som blev stedse mere tumultuansk, trengte sig nu hen til Advocat Bremers Bopæl, hvor Scandalen med Piben, Hurra, Skrig, Larm etc. naaede den høieste Spidse. - Herfra skubbede Massen sig videre mod Nord; paa flere Steder blev gjort larmende Holdt, indtil Pøbelmassen omsider nærmede sig Filialbanken. Her var allerede Vagtmandskabet til Anstaltens Beskyttelse opstillet med paasat Bajonet. Man fornam nu Stemmer fra Massen, at disse Soldater intet vilde gjøre Folket, de vilde blot bevogte dette Institut! - Tumulten naaede nu en saadan Høide, at Politiet atter  forsøgte at optræde handlende, hvorved Overpolitiofficianten personlig blev angreben. Ved denne Leilighed blev en Skibstømmersvend fængslet, som tidligere havde arbeidet hos den bekjendte Skibsbygmester Poulsen i Aabenraa. - Henimod Midnat lykkedes det omsider Hr. Justitsraad og Politimester Niemann at bevæge Tumultuanterne til at gaae hjem. - (Som vi høre, har Politiet igaar befalet samtlige Haandværksmestre, fra Kl. 9 om Aftenen at holde deres Læredrenge hjemme.) Denne Begivenhed giver Anledning til alvorlige Betragtninger og det nødvendige Spørgsmaal: hvorfra hidrører Impulsen til slige Optrin? Hvo kan være Borgen for, at ikke alvorlige Stridigheder reise sig, naar retsindige Indvaanere i Flensborg ægges paa denne Maade og nødsages til kraftig Handlen? Særdeles nødvendigt turde det være, at Byen erholder en passende Garnison, for at den trofaste Undersaat kan være sikker paa sine Eiendele og sit Liv. Vel ere, som vi erfare, mange Tumultuanter blevne kjendte, som derfor heller ikke kunne undgaae Undersøgelser og Afstraffelse, men det er i alt Fald bedre, at en saadan Uskik fra Begyndelsen af forhindres ved Militair.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. juni 1847).

Ordlyden af artiklen fandtes oversat til tysk i bl.a. Regensburger Zeitung, Neue Würzburger Zeitung: Würzburger Abend-Zeitung; Würzburger Anzeiger und Handelsblatt 23. juni 1847.

Kiel, 18. juni. Sidste mandag var der nogle mindre fredsforstyrrelser i Flensborg, som ikke skyldtes fødevareprisstigningen, men var af mere politisk karakter. I anledning af en borgerfugleskydning om aftenen gik en del mennesker gennem gaderne med folkesangen "Slesvig-Holsten". Nogle fanatiske danskere tog anstød af denne uskyldige og tilladte fornøjelse og ville bruge vold for at forhindre sangen. Den på denne måde opståede tumult, hvor angriberne syntes at være blevet afvist ret groft af de angrebne slesvig-holstenere, vakte unødig ængstelse hos ledelsen af ​​den danske filialbank, så de selv rekvirerede militær beskyttelse til banken. Publikum forholdt sig stille om aftenen, efter at den kendte slesvig-holstenske advokat Bremer havde fået et Leve. (H.A.Z.)

Kiel, den 18. Juni. Am letzten Montags sind in Flensburg einige unerhebliche Ruhestörungen vergekommen, die indessen nicjt durch die Lebensmitteltheuerung veranlasst sind, sondern mehr politischer Natur waren. Bei Gelegenheit eines Bürgervogelschiessens zog am Abend eine Anzahl von Leuten mit dem Volkslied "Schleswig-Holstein" durch die Strassen. An diesem unschuldigen und erlaubten Vergnügen nahmen einige fanatische Dänen anstoss und wollten den Gesang mit Gewalt verhindern. Durch den auf solche Weisse entstandenen Tumult, bei welchem die Angreifer von den angegriffenen Schleswig-Holsteinern ziemlich unsanft zurückgewiesen zu ein scheinen, ward die Direktion der dänischen Filialbank in eine unnöthige Angst versetzt, so dass sie selbst militärischen Schutz für die Bank requirirte. Die Masse verlief sich am Abend ganz ruhig, nachdem dem bekannten schleswig-holsteinisch gesinnten Advokat Bremer ein Hoch gebracht war. (H. A. Z.)

(Nürnberger Kurier : (Friedens- und Kriegs-Kurier). 24. juni 1847)

Notitsen blev også bragt i fx Fränkischer Merkur, der bayerische Volksfreund og die bayerische Landbote,

Landvæsensinstitutet Ørsberg i Angel. (Efterskrift til Politivennen)

I vort sidste Nummer berettede vi, at i disse Dage tvende unge Mennesker, den ene fra Staden, den anden fra Amtet Haderslev, vare tagne til Ørsberg i Angel, for at frequentere det derværende Landvæsensinstilut. Vi supplere denne vor Beretning derhen, at ikke blot 2 men 4 unge Mennesker, der have valgt Landbruget til deres Levevei, og af hvilke 2 ere fra Staden og 2 fra Amtet Haderslev, i disse Dage ere tagne til Institutet i Ørsberg, erfterat der allerede i nogen Tid befinde sig 2 Elever her fra Amtet paa dette Institut.

Med inderlig Glæde hører man Beretningerne om den theoretisk-practiske Dannelse, de vordende Landmand erholde paa det fortræffelige Landvæsensinstitut i Ørsberg. Underviisningen gives af 5 udmærkede theoretisk practiske Lærere. Af Underviisningsmethoden anføre vi kun nogle enkelte Træk, der ere komne til vor Kundskab, men som tilstrækkelig godtgjort, at den sande Skole for den vordende dygtige Bonde befinder sig i Ørsberg. Den theoretiske og den practiske Dannelse gaae her Haand i Haand. Medens en Deel af Eleverne erholde den theoretiske Underviisning, maa den anden Deel øve sig i at føre Plov og Harve, selv at forfærdige disse og andre Avlsredskaber, at saae, høste o. s. v.

Hvad Veterinairvidenskaben angaaer, der er saa nyttig for Bonden, saa finde Eleverne i Ørsberg den herligste Leilighed til deres theoretisk-practiske Dannelse. En udmærket Dyrlæge er Lærer ved Anstalten, og giver ei blot en reen theoretisk Underviisning, som han gjør anskuelig ved Anatomering af Huusdyr paa Anstalten, men han medtager ogsaa Eleverne, naar deres Tid tillader det, paa sine Udflugter til Omegnen, hvor han er meget søgt af Bønderne, og lader da Eleverne, naar han anseer dem for forberedede dertil, paa egen Haand under hans Tilsyn foretage selv vanskelige Operationer.

Ogsaa Landmaaleriet læres i Ørsberg aldeles theoretisk-practisk, saa at Eleverne selv maa kunne opslaae deres Maalebord i Ørsberg og Omegn, hvor Bønderne velvillig intet have imod disse Øvelser, tage denne eller hiin Kobbel, Skov o. s. v. til Papir og beregne disses geometriske Størrelse.

Jordboniteten anskueliggjøres Eleverne deels ved en betydelig Samling af Mineralier og Mineralblandinger (Jordblandinger), der opbevares paa Anstalten, deels ved Gravninger og Boringer paa Markerne.

Ligeledes er der i Ørsberg fortræffelig sørget for theoretisk-practisk Underviisning i Gartneriet. For blot at nævne een Green deraf, saa findes der i Anstaltens Have flere hundrede forædlede Frugttræer, der ere podede af Eleverne.

Disciplinen forbinder Strenghed med Mildhed. Navnlig de Elever, der befinde sig paa selve Anstalten (nogle logere nemlig i Nærheden) staae under strængt Tilsyn. Fremfor Alt sørges for, at Eleverne ikke vænnes til Ladhed, men, saa meget fornuftigt, uafladelig beskjæftiges enten med Theori eller Praxis, saa at Eleven i Ufornuftigte Øine muligen kan synes at blive behandlet noget streng, men hvorfor han i sin Tid vil takke sin Opdragelsesanstalt og sine Lærere. De tildeelte Straffe bestaae iøvrigt blot i stræng mundtlig Irettesættelse, og eventuel Stuearrest.

Idet vi slutte disse af Flere, der i disse Dage have besøgt Institutet, os meddeelte Notitser, bemærke vi kun sluttelig, at der aldeles Intet er i Veien for Optagelse af Elever fra dansktalende Districter i Hertugdømmet Slesvig. isærdeleshed naar disse Elever nogenlunde forstaae det tydske Sprog, om de end ikke kunne tale det. Lærerne ved Anstalten forstaae næsten alle Dansk og navnlig taler Bestyreren det ganske færdig, og alle vide at rette sig efter Elevernes Tarv.

Den fremadskridende Landvidenskab dyrkes ogsaa kjærlig i Ørsberg. Ei blot de betydeligste navnlig tydske Værker over Landvæsenet findes ialmindelighed paa Anstalten, men ogsaa flere Modeller af de nyopfundne eller hidindtil hos os ukjendte Avlsredskaber, ja disse Redskaber ere tildeels fuldstændig forfærdigede og prøves paa Markerne.

Endelig bemærke vi med Glæde, at den herlige Anstalt i Ørsberg, der næsten lover at blive mere for Hertugdømmerne, end engang Anstalten i Hosirul var for Schweiz, idet denne størstendeels blev en Anstalt for unge Adelige og andre Fornemme fra forskjellige Lande i Europa, den første derimod lover at blive en sand theoretisk-practisk Skole for Hertugdømmernes Bondestand, - endnu bemærke vi om denne Anstalt, at den til næste Sommer vil blive frequenteret af 34 Elever, medens den begyndte med det beskedne Antal af 9.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 1. maj 1847).

Slagsmaal ved Pintsefest i Gram Slotshave. (Efterskrift til Politivennen)

 - Hvorledes Høiskolen i Rødding virker for sine Elevers Dannelse, derpaa have disse nylig aflagt en Prøve. I mange Aar har den smukke Slotshave i Gram anden Pintsetag velvillig været overladt til offentlig Forlystelse; Degn og Orgelbygger Hr. Orbt fra Gramby har uden Vederlag indfundet sig med et ret vakkert Musikcorps, og Festen er bleven bivaanet af en stor Deel af Omegnens Beboere, navnlig ogsaa af mange simple Bønder; stedse har der hersket den skiønneste Enighed og Festen har altid været betragtet som en lille Folkefest. Dette Aar indfandt sig Eleverne fra Høiskolen ved Festen, sluttede sig sammen med flere Ripensere og en Lærer (!) fra Kolding Lærdestole, saa at deres Samfund udgjorte nogle og tyve Personer. Man saae nu snart disse Folk, størstendeels Drenge, i Flokke paa 6-8, med danske Cocarder paa Huerne, skraalende danske Viser, marschere i Stormskridt igjennem Alleerne med hverandre under Armen, hvorved de afspærrede andre Folk Gangene, faa at navnlig Damerne maatte retirere ud til Siderne for dem. Overhovedet udmærkede de sig ved en saadan Raahed, at den allerede om Eftermiddagen begyndte at blive de øvrige Tilstedeværende utaalelig. Om Aftenen befandt sig et temmelig stort Selskab fornøiet sammen i et Forfriskningstelt, hvori der sad en Harpenspillerske og sang tydske Sange. Just som hun sang "Schleswig-Holstein meerumschlungen", brød en Flok Elever ind i Teltet, atter brølende saa stærk de kunde en dansk Vise, for at forstyrre Harpenspillerskens Sang. Værten viste dem paa Grund af deres Opførsel ud af Teltet. Nu hentede de deres Kamerater og brød alle igjen brølende ind i Teltet. Da skred Godsinspektøren som Stedets Politimester ind og opfordrede Tumultuanterne til at opføre sig ordentlig, men som Svar fik han et Slag med en Stok paa Hovedet. Nu havde de Tilstedeværendes Uvillie holdt sig længe nok i Skranker, man sprang nu til baade fra Teltet og udenfra, fik fat i Krabaterne, valkede nogle af dem igjennem og kastede de, der ikke hurtignok priste Been, ud af Haven paa den ene nær, der havde slaaet Inspecteuren og som arresteredes.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 6. juni 1846).

Rødding Højskoles første forstander 1844-1845 var Johan Jørgen Stiller Wegener (1811-1883). Han blev efterfulgt 1845-1846 af Christian Flor (1790-1875) og 1846-1850 af Hans Frederik Helweg (1816-1901).

Corsaren fra 26. juni 1846 bragte en meget lang satirisk artikel med hele 4 tegninger over sammenstøddet. Denne tegning forestiller inspektør Nissen, som var politimester i situationen. Han beskrives som en blodtørstig person.

- Naar der i "Dannevirkes" sidste Nr. berettes, at den, der nylig arresteredes paa Gram, "atter blev frigiven paa Folkets imponerende Stilling", saa tillade vi os at berigtige denne Paastand med følgende fra paalidelig Kilde hentet Efterretning: Efterat Bønderne og de øvrige Deeltagere i Festen havde kastet Eleverne og deres Selskabsbrødre ud af Haven paa een nær, transporteredes denne af en Politibetjent til Arresten, men befriedes underveis derved, at en af hans Kamerater, der vare bevæbnede med Stokke, gav Politibetjenten et Slag over Haanden, hvorved Arrestanten fandt Leilighed til at smutte bort.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 10. juni 1846).

Berigtigelse af en usandfærdig Beretning i Lyna.

Anledning af den Artikel i Lyna No. 45, som har til Hensigt at fremstille os som raae og grove Mennesker, hvilket vi nemlig skulle have vist i Gram Have anden Pintsedag, tager vi os den Frihed at give Publicum (især Høiskolens Venner) en sandfærdig Fremstilling af Tildragelserne.

Efter at vi om Middagen vare tagne fra Rødding, ankom vi til Gram omtrent Kl. 2, hvor vi modtoges af Disciplerne fra Ribe lærde Skole, og da vi i disses Selskab havde drukket Kaffe hos Gjæstgiver Nissen, spadserede vi lidt omkring i Haven, ikke som Lyna beretter "i Stormskridt 6-8 med hverandre under Armen. saa at vi spærrede Gangene", men gaaende 2 i det høiest, 3 med hinanden, og dette vil ingenlunde kunne genere Nogen, da de fleste Gange er saa brede, at 10 Personer godt kunne gaae ved Siden af hverandre. Derpaa gik vi til det i Haven værende Springvand og sang der nogle danske og svenske Sange, som Lyna siger vi "skraalede"; men hvis dette havde været Tilfældet, vilde Omegnens Folk vist ikke have sluttet sig omkring os og bedel om at gjentage dem, samt yttret, at de hellere høre paa vore danske Sange end paa Harpenspillerskens kunstige "Meerumschlungen", hvilket tillige beviser, at Lyna igien har sagt Usandhed, idet den fortæller, at vi ved vor Opførsel bleve Folk utaalelige, thi der var ikke een Gang, man fulgte efter os, naar vi sang, men det var den hele Eftermiddag, saasnart de hørte os synge. Henimod Aften gik vi alle ind i det af Lyna omtalteTelt for at forfriske os lidt. I dets ene Ende befandt sig det i Lyna kaldte "temmelig Store, fornøiede Selskab" bestaaende af: Kammerjunker Amtsforvalter von Kroghs tvende Sønner, den ene Forpagter paa Billeslund, den anden Harreby Godsinspectør Nissen, Gjæstgiver Nissen selv, et par andre Herrer, som vi ike kjendte, men som er sagt os at være Amtmand Johansens Søn fra Lundsgaaard og Amtssekretair Vardenburg, samt nogle flere Personer af simplere Stand. Disse omringede en Harpenspillerske, hvem de, ved at yttre, at hvis hun ikke sang hvad de vilde have, ikke fik en Skilling, opmuntrede, eller saa at sige tvang til, saa høit hun kunde, at synge "Schleswig-Holsten meerumschlungen", hvilken deilige Sang de af alle Kræfter istemte, for om muligt at overdøve den danske Sang: "Danmark deiligst Vang og Vænge", der blev sungen af 6 -8 danske Bønder, som sad i den anden Ende af Teltet. I den Overbeviisning, at have Lov til at synge med hvad Parti vi vilde, stemte vi naturligviis i med Bønderne, hvorved vi maae tilstaae, at "Meerumschlungen" blev overdøvet. Derover blev ovenmeldte Selskab forbittret, og medens vi sad ved Bordet og ventede paa et Glas Punch, som vi flere Gange havde forlangt uden at erholde, kom den ene Hr. v. Krogh hen til en af Disciplene fra Ribe lærde Skole, ved Navn Riis, der sad bag Bordet, og idet han søgte at komme over Banken foran Bordet for bedre al kunne naae, hævede han en Knippel (thi Stok var det ikke) i Veiret og pegede paa den danske Cokarde. nemlig Dannebrogskorset, der blev baaren af os alle, spurgte han; "hvad det var for en Plet. der sad paa Kasketten? og hvem der havde berettiget ham til at bære den? Efterat have faaet Svar som Tiltalt: "hvad det angik ham?" befalede han, at Cokarden strax skulde tages af, og da dette nægtedes, begyndte han at slaae efter hans Hoved med sin Knippel, og skjøndt han i nogen Tid vedblev hermed, var Vedkommende dog heldig nok til hver Gang at afparrere Slaget. Hertil kunde vi ikke holde os aldeles rolige og reiste os op fra Bordet, da vi jo gjerne kunde vente mere af det Slags; og nu begyndte Værten, ovennævnte Herr Nissen, at skrige af fuld Hals, at det danske Pak (som han kaldte os foruden mange andre smutte Benævnelser, der hyppig løbe fra hans og hans Venners Munde, f. X.; danske Hunde, danske Kjeltringer) skulde forlade hans Telt, da vi forstyrrede hans Værtskab. Vi gik da ogsaa ud, ikke fordi vi ved vor Opførsel fandt os forpligtede dertil; men da vi Høiskole-Elever vare ganske ubevæbnede, fordi det aldrig faldt os ind, at vi vilde blive overfaldne ved denne Forlystelsesfest, medens alle Slesvigholstenerne vare bevæbnede med Stokke eller Knipler, og vi hverken havde Lyst til at sidde og lade os slaae eller see paa, at de sloge vore Kammerater. Nu sige "Lyna", at vi hentede vore Kammerater og brøde atter ind i Teltet under en dansk Sang; men det er atter Usandhed: thi neppe vare vi komne udenfor, førend vi bleve angrebne af Gjæstgiveren og de ovennævnte fornemme Herrer tilligemed nogle dem formodentlig tilhørende Karle, og vi søgte nu at komme ud af Gjæstgiveren«sHave, hvori Teltet stod.

Nu opstod der rigtignok en Kamp, saavel i Gjæstgiverens Gaard som paa Møllepladsen, hvori der vankede blodige Pander paa begge Sider; men vi Høiskole-Elever toge ingen Deel i denne, undtagen at en af os, som fik et Slag i Nakken, fik fat paa en Stok og gjengjeldte. Gud skee Lov med udmærtet Held, sin Angriber. Vi vare nemlig desværre ikke alene ganske ubevæbnede, men ogsaa kun faa og for da meste smaae, da de fleste af de Store og Stærke vare andetsteds, og det har vel været Aarsag til Slesvigholstenernes store Mod.

Til Slutning maae vi ogsaa erindre, at foruden de allerede omtalte Usandheder i "Lyna" bliver disses Tal forøget derved, at ingen af os har hørt det mindste til, at Inspecløren, der iøvrigt ingen Polititegn bar, som "Lyna" beretter, paabød Rolighed inden han brugte Stokken; heller ikke har der været tænkt paa al arrestere nogen af Høiskolens Elever, som enhver Læser af Lyna ellers maatte troe.

Nu overlade vi Publikum at bedomme, hvem der har været raae og grove i deres Opførsel, enten de fornemme unge Herrer eller vi simple Bondesønner.

Rødding Høiskole, d. 16. Juni 1846

H. C. Clemmensen. I. RiiS. F. P. Vind.

P. RooSt. F. Hansen. F. Müller.

H. O. Knudsen. I. Berg. L. Paulsen.

C. Thomsen.

(Dannevirke 24. juni 1846).

Næste tegning fra Corsaren forestiller en af de to unge adelsmænd v. Krogh som har overtaget harpespillerskens instrument og istemmer "Schleswig-Holsteing meerumschlungen".

Erklæring fra Directionen for Høiskolen i Rødding.

Lyna fra 6te Juni meddeler Beretning om en Scene, som anden Pintsedag har fundet Sted i Gram-Slotshave, for at bevise, hvor raat og uanstændigt Eleverne paa Høiskolen i Rødding ved denne Leilighed have opført sig. Da en saadan Fortælling naturligviis gaaer over i andre mere læste Blade, finder Høiskolens Direction sig opfordret til at erklære: at vi meget nøie have udspurgt alle de Elever som vare tilstede i Gram Have, og at vi efter disses eenstemmige Forklaringer, hvilke fuldkommen stemme overeens med de Beretninger, som forskjellige Øie- og Ørevidner til det Passerede af sig selv have meddeelt flere af os, ikke have den allermindste Grund til at antage, at nogen af Høiskolens Elever i nogensomhelst Henseende eller paa nogensomhelst Maade har opført sig usømmeligt. Da mange Læsere maaskee ville have ondt ved at troe, at Eleverne skulde være ganske skyldfrie, naar et offentligt Blad saa stærkt anklage dem, saa bør vi til ovenstaande Erklæring tilføie, at vi endnu ingensinde have seet eller erfaret i Høiskole-Elevernes Opførsel noget Exempel paa Raahed; hvorimod vi undertiden vel have hørt den Frygt udtale, at Høiskolen lagde an paa for sine, men aldrig, at den lagde an paa for raae og plumpe Sæder; og dernæst, at vi flere Gange baade med os selv og Andre have erfaret, at Lyna ingenlunde har nogen om Samvittighed, naar det til Opnaaelsen af dens Hensigter og Planer gjælder om med Fripostighed at skeie ud fra Sandheden og at angribe Nogen paa en uværdig og al god Tone tilsidesættende Maade, hvorpaa den, for at vi skulle nævne da sidste Exempel, som angaaer nogen af vore Personer, afgav et fuldgyldigt Beviis i en Fremstilling af en Bondeforsamling i Kjøbenhoved, hvor Professor Flor skildres som Reise-Apostel for den danske Propaganda; thi i denne findes kun ganske enkelte Stænk af ydre Sandhed, medens den ellers saaledes er sammensat af Fordreielser, Fortielser og ligefremme Usandheder, at den i Virkeligheden indeholder saagodt som ikke et eneste sandt Ord.

(Dannevirke 24. juni 1846).

Disse to artikler i Dannevirke blev citeret vidt og bredt i de danske aviser.

Denne tredje tegning fra Corsaren skal vise v. Krogh som er blevet overfaldet af nogle danske bønder som udenfor teltet har overhørt sangen og besvaret den med "Danmark dejligst vang og vænge."

Endnu et par Ord om Optøierne i Gram Slotshave.

I "Dannevirke" Nr. 106 findes en Artikel med Overskrivt: "Berigtigelse af en usandfærdig Beretning i Lyna," som er underskreven af 10 Elever paa Høiskolen i Rødding. Denne Artikel skal gjendrive den af os i vort Blads Nr. 45 givne Beretning om de Røddinger Elevers Opførsel i Gram Slotshave paa sidste anden Pintsedag og skildre den som usandfærdig. Det kan nu ikke være vor Hensigt, at indlade os i vidtløftige Discussioner med Skoledrengene i Rødding; de gjorde bedre i, at stikke Næsen i Bøgerne og lære noget Ordentligt, end offentlig at drage i Feldten imod Slesvig Holstenerne, hvorved de kun gjøre sig latterlige i alle fornuftige Folks Øine, isærdeleshed naar de fremtræde med en synlig anmassende Suffisance, der altid er et Tegn paa Indsærænkethed. De Røddinger Elever ville vi her i Korthed svare, at vor Beretning er affattet efter aldeles troværdige og de i Sagen deelagtige Øienvidners Udsagn, og at navnlig flere Damer, der anden Pintsedag ligeledes bivaanede Festen i Gram Slotshave, endnu i disse Dage have forsikkret os, at de havde seet sig foranledigede til at retirere af Gangene for Eleve-Karavanerne. Ja Bønder fra Gramegnen have endog ligetil betegnet den saakaldte "Berigtigelse" i Dannevirke som usandfærdig. Saalænge der altsaa ikke indløber Berigtigelse fra en anden og troværdig Side, maa vi holde vor Beretning i Lyna Nr. 45 for væsentlig sandfærdig og kunne ikke tilbagekalde noget deraf. At vi skulde have hentydet til, at een af de Røddinger Elever var bleven arresteret, er aldeles usandfærdig. Vi have blot ialmindelighed sagt, at Een arresteredes. Rigtignok nævnedes os dengang en Maler Paulsen fra Ribe som Arrestanten, men da vi vilde gaae sikker, navngav vi ham ikke, for ei at fornærme en Uskyldig. Nu kunne vi imidlertid betegne ham som den omtalte Arrestant.

Virkelig fortrinlig er Elevernes Forsikkring, at de havde sunget saa allerkjæreste i Gram Slotshave, at de Tilstedeværende aldeles glemte al anden Musik og løb bag efter dem for at høre deres Sang. Nu, Forsikkringen skader ikke, det er en daarlig Kone, siger Ordsproget, der ikke roser sit eget Smør, men om man løb efter dem, for at høre paa deres fortryllende Toner, eller for at see et Narreoptog, ville vi overlade Andre til Bedømmelse.

Paa "Berigtigelsen" i Dannevirkes Nr. 106 følger en Efterskrift under Titel af "Erklæring fra Direktionen for Høiskolen i Rødding", *) der som anonymt Product aldeles bærer Præg af en i Mørke snigende Feighed. Hvorfor understriver Direktionen sig ikke med Medlemmernes Navne, da den i sin formeentlige Vigtighed fog vel ikke indbilder sig, at Alle vide Directionmedlemmernes Navne. Saa vidt vi vide, er Professor Flor i Directionen, dog kunne vi kun meddele dette som Rygte; ei heller kjende vi de øvrige Direktionsmedlemmer.

At den navnløse Direktion for det Røddinger Propaganda-Institut forsvarer sine Elevers Sag, er naturligt. Navnlig vil den navnlose Direction slet ikke lade Prædicatet Raahed hvile paa Eleverne, ja siger endog, "at den tværtimod har hørt den Frygt udtale, at Høiskolen lagde an paa for fine Sæder."

Denne Erklæring klinger høist latterlig, naar man tænker paa den scantaløse Tale, som Peter Ravn fra Hammelef, en fra den omtalte Skole afgaaet Elev, forrige Aar holdt paa Skamlingsfesten, og som efter mange Tilstedeværendes Udsagn i høi Grad bar Raahedens og Gemeenhedens Præg; ja, hvad der er notorisk, denne værdige Discipel betjente sig endog af det høist uanstændige Udtryk, at man paa Høiskolen lærte "at bruge Næverne". Hvorledes kan man ogsaa lære sine og anstændige Sæder paa en Skole, hvis Hovedleder, Professor Flor, i en Tale, han holdt ved Tiltrædelsen af sin nuværende Post, skal have sagt til de forsamlede Elever, "rigtignok var de først 30 i Tallet, dette Tal var endnu lidet, men dog fuldkommen stort nok til al gjennemprygle 100 Tydskere." Denne Tale kunne vi rigtignok kun meddele efter troværdige Rygter, men er det ikke et slemt Tegn for en Høiskole, naar Publikum lægger dens HovedLærer og -Leder saa smukke Ord i Munden?!

Den navnløse Direktions hele "Erklæring" synes ogsaa mere at løbe ud paa en Retfærdigjørelse, af Prof. Flors Adfærd ved Grandeforsamlingen i Kjøbenhoved, da den navnløse Direction vel føler, at Hr. Professoren ved denne Lejlighed ikke har betaget sig til Fordeel for Høiskolen. Dog hermed være nok sagt om begge de betegnede Arikler ig Dannevirkes Nr. 106.

*) Denne Erklæring findes ogsaa optagen i "Fædrelandet" og "Berl. Tidende."

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 1. juli 1846).

Denne artikel ses ikke citeret i nogen danske aviser.

Den sidste tegning fra Corsaren forestiller Nissen som efter et slagsmål med sine egne er blevet slået halvdød.

I Rødding Højskoles reglement § 13 om slagmål stod: "Med Hensyn til Slagsmaal saavel i som udenfor Skolen bestemmes: at den som slaar første Slag, erlægger en Bøde af 4 skilling. Genslaget er frit". Rødding Højskole havde i efteråret 1845 fået plads til 32 elever og en inspektør. Ifølge Fædrelandet havde skolen sommer 1846 en snes elever. Det forhindrede dog ikke eleverne i at opsøge de to kroer i nærheden. Affæren i Gram synes ikke at have fundet plads i Käthe Z. S. Pedersen og John Pedersen: Rødding Højskole 1844-1994. 1994.