Da Bjørnen løb væk - ! (Efterskrift til Politivennen)

For nogen Tid siden besluttede en af Vesterbros kendte Værtshusholdere, der tidligere har haft Forretning paa Wilders Plads ude paa Christianshavn, men nu driver Beværtning i Nærheden af Halmtorvet, at lade male en Bjørn oven over Indgangen til sin Bod - ikke som et almindeligt Symbol mod Afholdenheden, men som et Slags Bomærke, idet han som Specialitet serverer noget, han kalder smaa og store Bjørne - en Drik, der efter hvad en foretagen kemisk Undersøgelse oplyser, bestaar af lige Dele Rom, Rødvin og Malurtbitter, tilsat nogle faa Draaber varmt Kommenvand og et Stykke Sukker.

Værtshusholderen akkorderede med en Maler, hvis Døbenavn er Carl Jensen, men som derude i Kvarteret almindeligt gaar under Navnet "Dryppeløget", og som beredvilligt paatog sig at male den begærede Bjørn paa Muren over lndgangsportalen.

Kunstværket blev fuldført i løbet af en Eftermiddag. Men du MaIeren vidste, at Værtshusholderen er saa paaholdende og vanskelig til faa Penge fra, lavede han ikke Maleriet i Olie men i Limfarve, hvis Holdbarhed som bekendt ikke er særligt stærkt.

Næste Morgen tidligt kom Maleren listende ind ad Bagdøren til Beværtningen for at faa sit Tilgodehavende, der paa Regningen var opgjort til 62 Kr 17 Øre. Men næppe var han traadt over Tærskelen, før Værten, der er en stor, kraftig Mand, rejste sig saa hastigt, at Direktørbordet med hans "Morgen-Bjørn" væltede, og stak den arme Maler en saa eftertrykkelig Lussing, at han trillede om i Gulvsandet ved Siden af det væltede Bord og Iaa og rodede mellem Møblementet ligesom den gamle berømte Klovn "Humsti Bumsti ", de fleste Københavnere endnu vil huske.

Alt imens slog den fuldstændig rasende Værtshusholder fortsat løs paa den Faldne, med Næverne oppe i Hovedet og med Støvlerne bag i Bukserne, saa det stakkels "Dryppeløg" tilsidst hverken vidste ud eller ind og kun mægtede at udstøde en Sending uartikulerede Skrig om Hjælp.

Da Politiet kom, var Maleren smidt ud paa Gaden, hvor han laa og stirrede aandsløvt op paa den Plet af Muren, hvor han Dagen før havde malet sit Kunstværk, men hvor der nu ikke fandtes saa meget som en Tot Haar af Bjørnen tilbage.

Det havde regnet den ganske Nat. Og dette havde Limfarven ikke kunnet holde til. Bjørnen var løbet ud i den megen Væde - var løbet væk, ned ad Muren og ud i Rendestenen, hvor den var sporløst forsvunden i Kloakens dunkle Dyb.

Er det et Under da, at Værtshusholderen var gal i Hovedet?

- Ingenlunde, sagde Dommeren Gaar, da Sagen var til Behandling i Byrettens borgerlige Afdeling Ingenlunde! Men man maa nu en Gang ikke tage sig selv til Rette!

Saa vedtog Værtshusholderen i Mindelighed, men med en lidt sur Mine en Bøde paa 80 Kr. samt indgik paa at betale "Dryppeløget" et Kunstnerhonorar paa 10 Kr., hvortil den bortløbne Bjørn skønsmæssigt og ubeset vurderedes.

Han betalte dette Beløb kontant, og skyndte sig saa hjem i sin Beværtning for at trøste sig med en af sine egne "Indendørs Bjørne!.

Svip

(Aftenbladet (København) 26. april 1928).

Det var paa Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen)

Det tøjlesløse Liv i Smallegade, hvor Klubber opstaar og forsvinder, medens Borgerne ikke kan falde i Søvn.

Politiet rykker ud

Medens Københavns Politi let har faaaet Bugt med de Natkluber, der i sin Tid fandtes paaa Københavns Grund og som saa eftertrykkeligt blev slaaet ned, at de ikke senere har rejst sig, raser Kampen stadig paa Frederiksberg, hvor i alle Tilfælde en Natklub-Vært ikke lader til at ville opgive Kampen mod Myndighederne.

Den paagældende er Restauratør Hansen, Indehaveren af de Selskabslokaler i Smallegade, hvor i sin Tid "Dixiklubben" havde til Huse.

Denne blev i sin Tid sat under Tiltale af Politiet, og under Retssagen blev der afhørt en Række Vidner, som udtalte, at Klubben forstyrrede de Omkringboende, idet der hele Natten, og navnlig i Morgentimerne var et voldsomt Spektakel naar Gæsterne l mere eller mindre opløftet Tilstand begav sig hjem.

"Tory Klubben" opstaar og forgaar.

Klubben blev den Gang dømt, men den opstod hurtigt igen, under Navnet "Tory-Klubben", men var dog ikke slet saa fornem, som den berømte engelske Klub, hvis Navn den havde laant. Ogsaa denne Klub blev lukket, og der rejstes Tiltale mod Restauratør Hansen.

Sagen blev fra Underretten, hvor Hansen blev dømt, appelleret til Landsretten, hvor Restauratør Hansen idømtes henholdsvis 600 og 1000 Kr. i Roder for Overtrædelse af Beværterloven.

Medens Sagen var paa Vej fra Underretten til Landsretten fortsatte Restauratøren med at huse Natklubber, og den ny Forening fik Navnet "Otello"

"Otello" fik Politibesøg.

Der blev ogsaa rejst Sag mod denne Klub og mod Restauratør Hansen, og en ny Række Vidner blev afhørt, men disse kunde kun bekræfte, hvad tidligere Vidner havde udtalt, at Nattelivet i Klubben var i høj Grad generende for Kvarterets Beboere, og at man ønskede, at der blev sat en Stopper for det.

Forleden var Sagen til Behandling hos Dommer Heide-Jørgensen ved Frederiksberg Ret. Dommeren tilbød Restauratør Hansen at ordne Sagen med en Bøde paa 2000 Kr., men det vilde Hansen ikke høre Tale om, hvorfor Sagen blev optaget til Doms, og det bliver næppe billigere.

Da "Otello-Klubben" dog ikke tog Hensyn til den ny Sag, der var rejst, men vedblivende afholdt Baller hos Hansen, fandt Frederiksberg Politi, der ellers, hvad Natklubber angaar, er meget tolerante, det dog for morsomt, og i Lørdags mødte Politiassistent Kjærgaard og 8 Betjente og lukkede Klubben. Der er nu hver Aften Politivagt ved Selskabslokalerne for at forhindre at nye Klubber dukker op, medens man selvfølgelig ikke skrider ind, hvor det drejer sig om virkelige Foreninger eller Selskaber.

Dommen i den nye Sag falder antagelig i den nærmeste Fremtid.

Samtale med Politiassistent Kjærgaard.

I Anledning af Frederiksbergs Politis Kamp mod Natklubben i Smallegade. har vi haft en Samtale med Politiassistent Kjærgaard, der udtaler:

- Vi har nu indtaget det Standpunkt, at vi ikke mere vil finde os i at blive spillet paa Næsen af d'Herrer Natklubledere og Restauratør Hansen Forholdet er nemlig det, at Klublederne Bloch-Hansen og Maskinarbejder Jensen er velkendte herude, de lever udelukkende af Klubberne, og de er allesammen ulovlige. Vi har saaledes faaet konstateret, at der mellem Klubben og Tjenere paa mange Restauranter inde i Byen er et vist Samarbejde saaledes. at Tjenerne inde i Byen pr. Telefon indmelder Gæster, som har Lyst til at aflægge Klubben et Besøg efter lovbefalet Lukketid, og naar disse Gæster saa kommer, er baade deres Medlemskort og Klubbens Karthotek i den skønneste Orden, men det er der som sagt nu sat en Stopper for.

Er der andre Natklubber paa Frederiksberg?

- Ja, vi fører ogsaa stadig Krig mod Kronen, der tidligere havde tilhuse paa Vodroffsvej, men som nu er flyttet hen paa Finsensvej. Værten der vil heller ikke indordne sig under Loven, skønt han har faaet talrige Bøder, men nu rejses der Sag mod ham igen.

- Men kan det betale sig for Indehaverne at trodse Loven?

- Ja! det maa det altsaa kunne!

(B. T. 4. august 1926).

Amerikansk Lynchjustits i København. (Efterskrift til Politivennen)

Kafé "Det grønne Træ" i Viborggade 48.

Københavnerne har, som vi ofte har peget paa det heri "Aftenbladet", en sygelig Trang til at raabe paa Politi, saasnart der bare er den ringeste Lejlighed dertil - undertiden endda, naar der slet ingen Anledning er.

Men i Gaar fik man rent undtagelsesvis Lejlighed til at se en Flok jævne og praktiske Mænd paa egen Haand ordne en Affære der ellers nok i Følge hele sin Natur kunde have paakrævet Politiets og Retfærdighedens Indblanding.

Det var ude i Kafé "Det grønne Træ", den gamle Beværtning, der ses paa Billedet herovenover, og som ligger ude i Viborggade som et sidste Minde om hine fjerne Tider, da der laa Haver og Landsteder paa det Østerbro, hvor nu de lange, snorlige himmelhøje Gader strækker sig.

Kaféen indehaves af en Enkefru Olsen, der driver den sammen med en tidligere Politibetjent Breiting og hendes Søn, en ung Mand, der i sin Tid sejlede som Hovmester ovre i Amerika, men som kort efter, at han for en halv Snes Aar siden vendte hjem, ved et Uheld med en Revolver fik en Kugle i Hovedet og mistede Synet, saa han siden har levet i "Det grønne Træ" som en stakkels blind men dog ikke helt ubehjælpsom Mand.

Han er den ene af Parterne i Affæren fra i Gaar Eftermiddags. Den anden var en for nylig hjem permitteret Marinesoldat, der sad som Gæst i Kaféen hvor der foruden befandt sig en halv Snes andre Gæster.

Pludselig savnede den blinde Vært sin Tegnebog, der indeholdt hele Ugens Omsætning, over 2000 Kr. Og naturligvis gav han sig til at skrige op af Forfærdelse over Tabet af de mange Penge, som han om Aftenen skulde aflevere til sin Moder.

En enkelt af Gæsterne supplerede hans skrig med at foreslaa, at man straks skulde sende Bud efter Politiet. Men da rejste en anden Gæst sig og det aabenbart en, der har været i Amerika og set, hvordan man bærer sig ad derovre. Han beordrede alle Udgangsdørene lukkede. Og saa sagde han: Saa lader vi os visitere allesammen! Lader os kigge efter af hinanden, saa vi kan faa se, hvem af os, der har neglet Tegnebogen!

Det skete, som han bød.

D. v. s. da Visitationen var godt i Gang, var der en af Gæsterne, den fornævnte Mariner, der pludselig fik ondt og gled ind paa Toiletrummet!

Hans Forsvinden fæstede øjeblikkelig Mistanken paa ham. Og da man fik ham halet ud fra Toilettet og undersøgte dette, fandt, man den forsvundne Tegnebog med alle Pengene gemt i en Krog derinde.

Tyven var altsaa leveret. Og den første Gæst var der igen med sit Raab paa Politiet. Men saa rejste Amerikaneren sig for anden Gang:

- Ingen Politi her! Hvad Glæde har vi eller Olsen af det? Nej - la'e os selv holde Lynchjustits! Lad os gi' Slubberten en regulær Dragt Klø, saa han kan lære at holde sig i Skindet en anden Gang, og lad os saa lade ham rende med sin Skam!

Det skete igen, som han bød!

Stærke Hænder greb Marineren. Op paa Bordet med ham. Enden i Vejret. Og saa frem med Bukseremmene. Hvorpaa Synderen fik sig en Omgang Strambuks, der varede et godt Kvarter og aftvang ham en Række hjærteskærende Smertenshyl.

Og alligevel saa' han helt taknemlig ud, da Afstraffelsen var til Ende, og han med et videre Spark af Amerikanerens Støvlehæl blev smidt ud af "Det grønne Træ"s Paradis med Tilhold om ingensinde mere at sætte sine grimme Ben dér.

Dommer Lynch havde været i Arbejde. Den blinde Vært fik sine Penge igen. Og Gæsterne fik en ekstra Omgang til Tak for Assistancen.

(Aftenbladet (København) 28. juli 1925).

Nytorv 3 - "Politikælderen". (Efterskrift til Politivennen)

 Politikælderen

Et gammelt Stykke København, der forsvinder.

Paa Nytorv, tæt ved Nygade, ligger dybt nede i Jorden en morsom Kælderrestauration, der er kendt af utallige Københavnere med K. Den hedder officielt "Politikælderen", men kaldes i daglig Tale altid for "Politikælderen". Der knytter sig mange Minder til denne hyggelige Kælder, hvor i Tidernes Løb Forretningsfolk, Politimænd og Kunstnere traf sammen i et hyggeligt Samvær, enten vod Billarderne eller ved en varm Romtoddy. Det var her, i Jordens dybe Skød, at Opdagerne fra Politikammeret søgte ned i den ofte knapt tilmaalte Fritid for at. sluge en Kop Kaffe eller skylle Halsen ren med et iskoldt Glas Øl efter en Morderjagt, og Politireporterne har ofte her, af løsrevne Samtaler, opsnuset et og andet til deres Aviser.

Samtidig har "Politikælderen" alle Hine Dage været et godt Madsted, og trods sin ejendommelige Beliggenhed haft et stort madspisende Stampublikum, der sikkert med Vemod vil erfare, at den gamle Kafé jævnes med Jorden til April. Og hvorfor? Fordi Privatbanken, der ligger paa Hjørnet af Nygade, har købt Ejendommen og bygger hele Molevitten om til Banklokaler.

I 40 Aar har Politikælderen ligget paa Nytorv, og ved et mærkeligt Sammentræf forsvinder den samtidig med at Politiet flytter fra Domhuset til den ny Politigaard. Den nuværende Restauratør Jørgensen har været Indehaver af Kaféen i de 40 Aar, den har ligget I Kælderen.

Det er et gammelt Stykke København, der forsvinder, et hyggeligt Minde om Firsernes og Halvfemserne glade København, da Byen var en stor og dum Provinsby uden Hovedstadsnykker.

Der vil blive drukket nogle Glas Gravøl, den Dag Politikælderen gaar ind til den evige Hvile.

(Klokken 5 (København) 10. februar 1924).

Artiklen får ikke fortalt at det officielle navn var "Jørgensens Kafe", med andre navne som "Porcelænskælderen" eller bare "Nr. 3" (Nytorv 3). Restauratør Jørgensen ledede kafeen i 37 år. Glansperioden var da Flæsketorvet lå på Nytorv. Den lavede "god borgerlig mad", fx labskovs.

Om nedrivningen af Nytorv 3 med fotoer fra før og nu, se indslaget "Den gamle Patricierejendom", 10. oktober 1923 her på bloggen

Værtshuset "Nordpolen". (Efterskrift til Politivennen).

"Nordpolen"

"Signe med kongenæsen"
Den danske "Skalle"
Ignatus fortæller i "Politiken"

"Nordpolen" er en af de få virkelig forbryderfælder der findes her i byen. Man stiger fra Vognmagergade ned ad en smal trappe og befinder sig i et underjordisk, af borde, stole, diske og flasker opfyldt lokale, hvor ordenen mellem vagabonderne opretholdes af et par solide kæmper, der passer handsker nr. 12. Gennem en dør i baggrunden opdager man et glimt af værten, der dog ikke viser sig uden ved højtidelige lejligheder. 

Til venstre for den egentlige beværtning ligger der et aflangt rum, som kaldes "Stuen". Dette rum hvori der som regel er slagsmål i den ene ende, medens en halv snes driverter ligger og sover i den anden, er unægtelig interessantere end gaskælderen i "Sherlock Holmes". Rundt om på de fedtede bænke sidder forbrydere, der har tilbragt deres meste tid i Vridsløselille, og mellem forbryderne Vognmagergades friserede alfonser, de såkaldte "krasseka'le", "blæsere" eller "embedsmænd" (betegnelserne "alfons", "hopsaka'l" og "gummidreng" er opfundne af bladene og ukendte i kvarteret). 

Mellem damerne, der næsten uden undtagelse ryger træpibe, er den mest bekendte en tidligere værtshusholderske som bærer navnet "Signe med kongenæsen". Når hun er drukken, synger hun en sentimental sang. 

I denne stue sad i gamle dage "den dovne Dreng" (han er nu i Horsens Tugthus), og her soldede "Tevehår" og "Bernhardt med Patten" for de penge, de havde tjent ved indbrud. Mange pladser er nu blevet tomme efter Lersøaffæren. "Og alt det", siger Bræddestablen. "fordi de fingererede lidt ved en politibetjent."

Bræddestablen er en mand med ydre optræden og måske i øjeblikket den af vagabonderne, der renest har bevaret kvarterets sprog. Den 35-årige mand er høj og velvoksen, med et rødligt, stærkt bygget ansigt, med en dobbelt overlæbe, knækkede fortænder og med et knivstik-ar på underlæben. I henseende til toilette er han på højden af de moderne fordringer. Han taler gerne og understreger enkelte ord med stærke armbevægelser. Og hvad er det ikke for besynderlige ord!

Forbryderne i kvarteret har deres eget sprog, som dels er ejendommeligt ved de adjektiviske betegnelser (en pibe med et stort hoved kaldes fx for "bredskuldret") dels ved en ironisk ombytning af ord fra bogsproget, som når fx en bisse ufravigelig kaldes "prins". (Ordet bisse er opfundet af skribenter). Yderligere benyttes disse ord til dannelse af verber. En prins der om natten sover i en retirade, siger, at han "prinser den", og damer som han møder på logisstedet kaldes prinsesser. Hr. sprogforsker! Tal med Bræddestablen og Strile-Karl, og De vil opdage, hvor uvidende De er i dansk sprog!

Han "går og skyder" betyder, at han går og stjæler, "et skud" er et stykke tyvegods (ladegårdslemmerne kalder i øvrigt en cigarstump "et skud"). "Kan du være i vognen" betyder: Kan du klare dig? At "gå på'en" betyder at bekende. At "blive solgt" er at blive overlistet i et krydsforhør. "Vil du springe?" betyder: Vil du slås? Og "Så siger jeg nik" betyder: parat til at drikke en skalle.

At drikke en skalle er at træde et par skridt tilbage, lynsnart at fare frem og med den øverste del af panden at ramme modstanderen over næsen og knuse denne med et stærkt stød. Nordpolens stamgæster viser i så henseende en forbavsende færdighed. Man må personlig se dem drikke en skalle eller dog betragte deres skade, knækkede næser for at få en forestilling om det frygtelige våben. Danske slagsbrødre, der om bord på skibe henflyttes til andre egne her drikker fremmede slagsbrødre skaller, vækker på en gang forfærdelse og forbavselse. En lignende benyttelse af hovedet til slagsmål er ganske ukendt andre steder end i Danmark. Bræddestablen viser styrken af sin pandebrask, idet han drikker kældervæggen en skalle, så det bogstavelig talt knager i den gamle, sure rønne. Endda erklærer han at Lars med Patten er hans overmand. En gang i ungdommens dage drak han Bræddestablen en skalle, der "blev siddende", og at denne mester i faget nu i 2 år skal være forhindret i at præstere ordentligt arbejde, forøger yderligere Bræddestablens misfornøjelse med de bestående samfundsforhold.

Ved afskeden gør han følgende klassiske bemærkning:

"Man går op af pølen og fingererer ved en panser (gadebetjent). Værså'artig, ind i svededåsen med det samme. Man danderer den med seven (grøn sæbe, som benyttes til at knuse ruder med i udhængsskabe), og aldrig så snart har han lugtet til et par skaldede brocher, førend den står på kul (vand og brød). I Leret (Lersøen) må man ikke komme, og forladning i pistongen er der ikke over det hele. Man kan li'så godt straks gå ud på går'en og slå de tre slaw."

Derefter vendte Bræddestablen sig til Signe med Kongenæsen og sagde:

"Sine! La vos så få de to drosler!"

(Aalborg Tidende, 1. marts 1902).

Fotoet viser ikke Nordpolen, men en kælderbeværtning i Lille Brøndstræde 12. Bagest porten til Sjæleboderne (7. oktober 1908). Fotograf Ernst Nyrop Larsen. Københavns Museum. Public Domain.

I en omtale af en bog af Albert Gnudtzmann og Helmer Lind, bragte Fredericia Social-Demokrat 26. februar 1907 nogle citater fra bogen:

Vi vælger at aflægge "Nordpolen" et besøg. Det stemmer os for brystet da vi efter at være klatrede ned ad den stejle trappe, befinder os i et lokale hvor en snes mennesker trænges sammen i to rum der hver for sig er af størrelse som et pigekammer i en ældre københavnsk ejendom. Et lokale hvor den ubeskriveligste stank af last og dyrisk ligegyldighed lægger sig tyngende på åndedrættet, og hvor kærligheden til snavset har overtrukket de nøgne vægge med en fedtet og klæbrig patina.

Af de to rum er det ene skænkestue, det andet "dameværelse". Ved denne elegante betegnelse forstås at stedets furier her har deres residens. Ikke alene opholder de sig der på de tider af dagen da de ikke virker i deres kald, men de sover her også, hvilende på borde og bænke eller simpelt hen på gulvet, hvor det tommetykke snavs er stampet sammen til en fast, ubestemmelig masse. Når dagens jagt efter de usle skillinger de behøver til megen brændevin og en smule mad, er endt, og kavalererne er gået ud for at forsøge hvad nattens timer kan kaste af sig, synker det hærgede kvindelegeme sammen her, svækket og udmarvet af last, arrest og pint af utøj, stinkende af spiritus.

(Fredericia Social-Demokrat, 26. februar 1907).

Mads Hansen - "Mads Øje" 1846-1913. (Efterskrift til Politivennen)

"Mads Øje"

For nogen Tid siden anholdt Politiet en paa Graabrødretorv boende Værtshusholder Mads Hansen, almindelig kaldet "Mads Øje", som sigtet for falsk Anmeldelse.

Sagen blev henvist til Behandling ved idet Kriminalkammer, men "Mads Øje", der er temmelig durkdreven, har hidtil benyttet sig af et gennemført Benægtelsessystem, og det har saaledes endnu ikke været Assessor Ussing muligt at faa noget ud af den Sag.

Til Gengæld er der derimod kommen andre rare Historier om "Mads Øje" frem før Dagens Lys. Ti kort efter Værtshusholderens Arrestation anmeldte seks Piger, der har tjent hos ham, at Mads havde opført sig overfor dem paa en Maade, der er stærkt stridende mod Sædeligheden. Endvidere lod Pigerne fremkomme Ytringer om, at de langt fra var de eneste, der havde været Genstand før hans uappetitlige Optræden, og Politiet anmoder derfor ethvert Tyende, der har været i "Mads Øje"s Tjeneste og har noget at klage over, om at henvende sig med deres Oplysninger til andet Kriminalkammer.

(København 27. januar 1895).

"Mads Øie". "Avisen" skriver :

Kjender De "Mads Øje?"

Han er forhenværende kjøbenhavnsk Værtshusholder fra Graabrødretorv og Fiolstræde med flere Steder.

Bitte Mads er ikke Vært længere, men derimod Gjæst hos Plejefa'r under andet Kriminelkammer.

Mads er sigtet for fæle Ting, nemlig - som Politiet fortæller - "for i større Omfang at have udvist usædeligt Forhold overfor sit Tjenestetydende".

Der foreligger mange Klager over den slemme Mads, nok til at drage ham tit Ansvar for, men alligevel ønsker Politiet at modtage mulige Oplysninger og Klager fra de Mange, som i Aarenes Løb have tjent hos "Mads Øje".

(Isefjordsposten 2. februar 1895).

Mads Øjes Hukommelse.

Forleden blev der foretaget en Fogedforretning hos en bekendt københavnsk Værtshusholder, Mads Hansen, ogsaa kaldet "Mads Øje", der for Tiden sidder anholdt som sigtet for Voldtægt imod flere Tjenestepiger.

"Mads Øje" protesterede imod Forretningens Fremme under Henvisning til, at Kriminalrettens Forsal, hvor Forretningen foretoges, kun var hans midlertidige Opholdssted.

Kongens Foged omstødte imidlertid hans Protest, og i Lørdags fortsattes Forretningen paa samme Sted.

Rekvirenten forlangte, i F. "Folk. Av.", at han skulde opgive, hvad han ejede, og specielt, om Billardet i hans Beværtning paa Vestergade Nr. 7 var hans eget.

"Mads Øje" erklærede imidlertid, at Opholdet i Varetægtsfængslet havde indvirket saa stærkt paa hans Hjerne, at han for Tiden var meget syg og under Behandling af Fængselslægen.

Han havde ganske tabt Hukommelsen og vidste hverken, om han var gift eller forlovet, hvad han ejede eller ikke ejede, saa lidt som, hvor han var henne i Verden.

Skulde imidlertid Kongens Foged alligevel ønske at fortsætte Forretningen, forlangte han at blive indlagt paa et Hospital til Observation - paa Rekvirentens Regning!

Det kan blive ganske interessant at se, hvad Enden bliver paa denne mærkelige Fogedforretning.

(Nordjyllands Arbejderblad 15. januar 1901).

Fra Højesteret.

En gammel Sædelighedsforbryder.

---

... tog Retten fat paa Sagen mod den fhv. Værtshusholder Mads Hansen, kaldet "Mads Øje".

Sagen foretoges for lukkede Døre, og jeg kan af Hensyn til dens Natur heller ikke referere dens Detailler nærmere end saaledes:

Tiltalte er født 1846 og er en ualmindelig usympatetisk Personlighed. Han blev i 1895 straffet med 15 Dages Vand og Brød for Bedrageri, men det holdt haardt at faa ham til at tilstaa. Senere har der flere Gange været indledet Undersøgelse mod ham for forskjellige Lovovertrædelser, men han klarede sig hver Gang ved sine Benægtelser.

Under denne Sag er han tiltalt for Voldtægt mod ikke mindre end 7 Kvinder. De første Sager skriver sig fra 1890, da han var Værtshusholder i en Kjælder paa Graabrødretorv, nedenunder politistationen, og der sivede allerede den Gang noget ud om, at der var noget i Vejen med ham, men han forstod at klare sig. Først i Midten af November blev han arresteret, og efter al Sandsynlighed har han gjort sig skyldig i mange flere Forbrydelser, end der foreligger Anmeldelse om.

Som sædvanligt nægtede han til det yderste og søgte at skyde Skylden paa Anmelderinderne, af hvilke for Resten flere stod paa et lige saa lavt Standpunkt som han. Derved lykkedes det ham at faa sit Forhold draget bort fra de strenge Voldtægtsparagrafer og skubbet ind under lempeligere. Sagen foreligger ret daarligt oplyst fra Kriminalrettens Side, men i slige Sager er det selvfølgelig vanskeligt at faa de kvindelige Vidner til at forklare den fulde Sandhed.

Kriminalretten har efter Straffelovens §§ 285 og 210 idømt ham 1 Aars Forbedringshus. Politidirektøren vilde have haft ham dømt efter § 171, og saa var Straffen bleven meget haardere, rimeligvis Tugthus.

Højesteret blev ikke færdig med Voteringen før et Kvarter over 2. Assessorerne vilde helst have været helt færdige med det samme. De vilde imidlertid ikke vente, til Dommen var indført, og maatte nu i Morges tidlig ulejlige sig ind til Retten blot for at oplæse Dommen. Man kan da gaa ud fra, at den er lang og rimeligvis ogsaa betydelig haardere end Kriminalrettens.

(Aarhus Amtstidende 1. august 1901)

Mads Øje blev ved kriminalretten idømt 1 års forbedringshusarbejde for at have lokket en mængde kvinder med sig under foregivende af at ville fæste dem og derefter har forsøgt eller fuldbyrdet voldtægt imod dem. Kriminalretten skønnede at kvinderne måske ikke havde været helt uvillige, men det mente Højesteret ikke. Den 1. august 1901 forhøjede Højesteret straffen til 18 måneders forbedringshusarbejde.

"Mads Øje" udpantet.

Optrin paa Politikamret.

For nogle Dage siden stadfæstede Højesteret en Dom paa 4 Aars Forbedringshusarbejde over den bekendte Værtshusholder Mads Hansen, ogsaa kaldet "Mads Øje".

Nu er det imidlertid saaledes, at Arrestanter, der bliver dømte, selv skal betale Omkostningerne ved deres Arrestophold, det er lige haardt nok, men saaledes byder en gammel Lov. Udgiften for Mads Øjes Vedkommende er løbet op til 354 Kr. 40 Øre.

Da den stridbare Mads Hansen ikke vilde betale disse Penge godvilligt, sendte Politiet ham i Gaar Kongens Foged paa Halsen. Fogden traf ham i Arresten i Vestre Fængsel. Da Mads hørte, hvad Fogdens Ærinde var, blev han gal i Hovedet og erklærede, at han ikke ejede noget og derfor intet havde at betale med.

Politiet havde imidlertid opsnuset, at Mads Hansen ejede en Sparekassebog, hvorpaa der indestod 370 Kr , og forlangte, at Fogden skulde gøre Udlæg i denne. Dette protesterede imidlertid Mads Hansen imod og hævdede, at Bogen tilhørte hans Søn.

Politiet fik alligevel Pengene. I Gaar Eftermiddags kom nemlig Sønnen op paa Politikamret for at tage Afsked med Faderen, der skulde afrejse til Vridsløselille. Politiet forklarede saa Sønnen, hvad Faderen havde sagt om Sparekassebogen og betydede, at hvis Sønnen ikke godvillig overleverede Politiet Pengene, vilde der blive rejst en ny Sag mod Faderen for falsk Forklaring til Fogedprotokollen. Efter denne Forklaring gav Sønnen Politiet Fuldmagt til at hæve Pengene.

Da Mads Hansen hørte dette, bebrejdede han Sønnen paa det skarpeste, at han havde givet efter, men Politiet lo, det havde jo faaet Pengene og beholdt dem.

(Social-Demokraten 7. august 1901).

Malerens Hævn.

Der var forleden Aften et vældigt Opløb udenfor en Beværtning i en af Københavns Smaagader. 

Og Aarsagen var en ret sjælden.

For et Par Dage siden havde Værten, der gaar under det smukke Navn "Mads Øje" han har kun et Øje - faaet hele sin forretning malet op i blomstrende farver

Da Maleren kom med sin Regning, nægtede Værten kategorisk at betale. Mads tog sit luneste Smil paa og beklagede, at han ikke kunde betale.

At Maleren blev arrig, siger jo sig selv Og saa udpønsede han en frygtelig Hævn.

Forleden Aften, da Gaden laa øde og stille hen, listede han sig med en Tønde Tjære hen til Beværtningen, og med en vældig Kalkekost oversmurte han hele facaden fra øverst til nederst med den vellugtende Tjære

Der blev slaaet Alarm, og Mads kom ud og spurgte, hvad det var for noget.

Til Svar fik han en Pøs Tjære ned ad Ryggen, saa han blev lige saa sort udvendig, som hans Sjæl maa antages at være.

Til sidst blev Politiet tilkaldt, men da var den onde Maler selvfølgelig over alle Bjerge.

(Korsør Avis 9. juni 1908).

Attentatet mod "Mads Øje".

København, Lørdag.

Det er en lille Skiftedagshistorie, der nær kunde have udartet til Tragedie.

I Larsbjørnstræde ligger en lille Beværtning, hvis Vært gaar under Navnet "Mads Øje". Beværtningen søges ved Skiftedagstider af en Del af Landboerne. Hos Mads Øje indlogerede i Fredags en ældre Karl sig. Han havde omtrent 200 Kroner hos sig, da han den første Nat gik i Seng, men i Morges, da han vaagnede, var Pengene borte. Han syntes at høre nogen pusle ved Døren, men da han kom op, var den formentlige Tyv borte. Straks efter fik han fat i Værten, "Mads Øje", og bebrejdede ham i stærke Ord, at hans Beværtning var en Tyvebeværtning, hvor ærlige Folk blev bestjaalet. Værten kunde intet svare hertil, og Karlen forsvandt rasende. Han gik ud i Byen og købte for sine sidste Penge en Revolver med tilhørende Patroner. Nogle Timer senere indfandt han sig i Beværtningen, satte sig ved et Bord i en Krog, og da "Mads Øje" et Øjeblik vendte Ryggen til, trak han Revolveren op og fyrede. Under vildt Slagsmaal blev han overmandet og afleveret til Politiet. Han tilstod straks, at det havde været hans Hensigt at skyde Værten, hvem han mistænkte for Tyveriet. Den anholdte har tidligere været straffet for Vold. Der venter ham nu en streng Straf.

Rvportor.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 7. november 1910).

Pistolskudet i Mads "Øjes" Beværtning

En Eftermiddag i November var der stor Staahej i "Agrarcaféen" i Lars Biørnstræde 12. En af Gæsterne, fhv. Vognmand Jens Petersen havde beskyldt Værtens Fader, Mads Hansen, kendt under Navnet "Mads Øje", for at have stjaalet 180 Kr, fra ham og var efterhaanden kommen i saadant Raseri, at han havde slaaet en Rude ud og afskudt en lille Pistol, som Mads Hansen mente var rettet mod ham.

Jens Petersen blev arresteret, men det kunde ikke bevises, at det havde været hans Hensigt at ramme. Petersen selv hævdede, at han kun vilde skræmme Mads Hansen. Petersen, som under Sagen har været indlagt til Observation, og som i Følge Professor Friedenreichs Erklæring er alt andet end begavet, blev derfor frifunden.

(Social-Demokraten 12. februar 1911).

Menneskemarkedet.

Blot et Blik paa ovenstaaende Sceneri fra "Skiftedagen" og man føler Forbavselse over, at dette fra "Herremandstiden" stammende Menneskemarked endnu opretholdes.

Udenfor Hagers Engageringsbureau i Klosterstræde, men især dog i Larsbjørnstræde, hvor W. Hansens Efterfølger og Jørgen Jensens Enke har deres Fæstekontorer, samles ved November og Maj en Skare af unge. og ældre Bønderkarle og -Piger, der søger de yderst slet lønnede Arbejdspladser.

I Gaar rørte der sig et ejendommeligt Liv i Gaden, helt forskelligt fra det vanlige. I hundredevis gik og kom "Arbejdskraften" mens en og anden Forpagter eller Proprietær kom slentrende og saa til som ved et Dyrskue.

Allerede tidligt paa Formiddagen var der "Rabalder" i Gaden. Et Par unge Mennesker kom i Klammeri, og det gik udover "Agrar-Kafeen"s store Rude, bag hvilken den bekendte Gæstgiver Madsen, kaldet "Mads Øje" residerer.

Naa, det aabne Gab til Beværtningen skadede ikke Omsætningen; det snildt beliggende Traktørsted havde hele Dagen stærkt Besøg af Pladssøgende og af de kendte "Bondefangere", der lurede paa Rov, og ude paa Gaden købsloges der om "ægte", men meget billige Gulduhre, som forsvandt i Lommerne, hver Gang Betjenten kom anstigende.

Det hele forældede og inhumane Arrangement gjorde et nedslaaende Indtryk paa sundttænkende Tilskuere.

Hvor er det dog urimeligt, at disse arbejdskraftige unge Mænd skal være henviste til at staa som Kvæg paa aaben Gade eller sidder til Beskuelse i mørke, snævre Lokaler.

Vi har et velorganiseret, kommunalt Arbejdsanvisningskontor (i Guldbergsgade) men intet tilsvarende for Staten.

Vi har krævet og vil vedblivende kræve menneskelige Forhold indførte ogsaa paa dette Omraade; et stort, godt indrettet og humant ledet Anvisningskontor for Landets Mænd og Kvinder, der søger Arbejde, en Institution, som vilde kunne danne en Regulator ved Arbejdsløsheden og en Hæmsko for Indførsel af udenlandsk og da navnlig polsk Arbejdskraft.

Som dette Menneskemarked nu er indrettet, er det en Haan mod Menneskeheden. Der var hen paa Eftermiddag foretaget henved en halv Snes Anholdelser, navnlig for Bondefangeri, og et Par for Slagsmaal - og adskillig flere ventedes i Løbet af Aftenen og Natten.

(Social-Demokraten 3. maj 1911).

Mads Hansen døde i marts eller april 1913.

På dette foto (udsnit) fra Kbhbilleder af en ukendt fotograf ses Larsbjørnsstræde med Agrar-Cafeen til venstre 1909. Nogenlunde samme vinkel som Social-Demokratens tegning i artiklen ovenfor.

Højesteret. (Efterskrift til Politivennen)

"Hertugen for Bondefangerne". Han græd i Retten, men talte ikke.

Højesteret dømmer.

Den 60'aarige Værtshusholder Kort Andersen, som bor sammen med sin Søn paa Lyngbyvejen i København, er en gammel Bekendt af Offentligheden, idet han gentagne Gange har været tiltalt for Vold, lige som hans Beværtning har været et Samlingssted for et udvalgt Selskab af Slagsbrødre.

Nu er han tiltalt for Vold, og ved Kriminal- og Politirettens Dom er han idømt Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage. Han er selv mødt i Højesteret og viser sig at være en lille tyk, rødblisset Mand med et Par smaa ondskabsfulde Griseøjne, der sender Aktor, M. Lunn nogle meget forbitrede Sideblink, medens denne fremsætter Anklagen. Som Defensor har han medbragt P. G. C. Jensen.

Lunn refererer Sagen. Kort Andersen er trods sin høje Alder en meget hidsig Mand. En Aften i Vinter kom fire Snedkersvende til Sønnens Beværtning paa Lyngbyvejen. Stolen, som den ene Snedkersvend sad paa, gik i Stykker. Værten, unge Kort Andersen, forlangte 2 Kr. i Erstatning for den. Han satte med det samme en ny Stol frem, men ogsaa den gik i Stykker. Værten forlangte igen 2 Kr. i Erstatning, men ogsaa den gik i Stykker. Værten forlangte igen 2 Kr. i Erstatning, men Snedkerne tilbød i Stedet for Penge selv at istandsætte Stolen. Unge Kort Andersen fastholdt imidlertid Forlangendet, og Svendene erklærede nu, at det var Bondefangeri det Hele. Stolene var saa gamle, at de ikke kunde benyttes længere, og blev kun sat frem for at gaa i Stykker og fremkalde et Krav paa Erstatning. Gamle Kort Andersen kom til og hørte det og gik skrax over til Haandgribeligheder, idet han slog den ene Snedker med en Flaske. Derefter opstod der et almindeligt Slagsmaal, hvorunder Kort Andersen tilføjede tre af Svendene alvorlige Læsioner ved Hjælp af Flasker og en Stoleryg. Da tiltalte Kort Andersen er en mange Gange straffet Person, idet hans dels har modtaget Bøder, dels er straffet med Vand og Brød, og da han i dette Tilfælde er optraadt ualmindelig brutalt, skal jeg paastaa Dommen skærpet eller stadfæstet.

P. G. C. Jensen mødte som Defensor og skildrede den Snedkersvend Würz, der havde siddet paa Stolene, som en ualmindelig svær Person, som tilmed efter flere Gæsters Udsagn selv har søgt at faa Stolen til at gaa i Stykker. Dette er meget rimeligt, thi Snedkerne havde efter Fyraften været paa et andet Værtshus, hvor de hver havde drukket 5 a 6 "Sorte", en Drik, som efter Defensors Mening skal være meget berusende. Det kom til almindeligt Slagsmaal, hvorunder Snedker Christensen tager Tiltalte i "Kværken" og sætter ham imod Væggen. Denne Optræden af Svendene synes Kriminalretsdommeren slet ikke at have taget Hensyn til, og dog er det værd at lægge Mærke til, at disse berusede Mennesker kommer ind i Kurt Andersens Beværtning, beskadiger hans Inventar, nægter at betale, skælder ham ud for at være "Hertug for Bondefangerne" og sluttelig med Vold sætter ham op imod Væggen.

Saa langt var Hr. P. G. C. Jensen kommen i sine Forsøg paa at undskylde Kurt Andersen, da der i Retssalen indtræffer en Episode, som vækker megen Munterhed.

Den gamle Voldsmand er nemlig bleven saa henrevet af sin Defensors Veltalenhed, at han af Medlidenhed med sig selv brister i Taarer. Sønnen, der sidder ved hans Side, ser mildt bebrejdende paa ham, maaske af Hensyn til den megen Brændevin, der gaar spildt ved denne Lejlighed, men Hr. P. G. C. Jensen fortsætter ubekymret sit Foredrag. Hans Klient var ganske vist en gammel Voldsmand, men Kriminalretten har ikke derfor Lov til at gaa ud fra, at han al Tid har Uret. Det Par Spark og de Slag med Flasker og Stole, som Snedkerne modtog, knude de nok taale, og det er helt morsomt at høre Kriminalrettens Dom konstatere, at den ene Snedkersvend som Følge af den ham overgaaede Vold, var uarbejdsdygtig fra Lørdag ved Middagstid indtil - den følgende Mandag Morgen. Taleren kunde ikke se, at Kurt Andersen havde forbrudt noget, og han paastod ham derfor frifunden, subsidiært idømt Lovens mildeste Straf.

Dermed er Proceduren sluttet, men da Kurt Andersen har anmeldt, at han selv vil holde en Tale i Skranken, vender Hr. P. G. C. Jensen sig til ham med Spørgsmaalet: "Vil De have Ordet?"

"Nej, jeg har egenlig ikke fundet noget, saa hvis det kan gaa an .."

"Ja, De har vist bedst af at lade være".

Saa begyndte Voteringen. Den er hurtig tilende og byder paa Stadfæstelse af den indankede Dom. Den gamle Voldsmand skal altsaa paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

(Kolding Social-Demokrat 25. oktober 1900).

En kjøbenhavnsk Forbryderhule. (Efterskrift til Politivennen)

Den lukkes af Politiet.

Politiet synes nu at ville tage haardt fat paa de ikke faa Beværtningskjældere, der afgiver Samlingsplads for Samfundets værste Individer: Indbrudstyve, Banditter af enhver Art, professionelle Betlere og de modbydeligste af Smaagadernes Soutenører - de "finere" kommer der selvfølgelig ikke.

Forleden Nat lukkede Politiet Beværtningen "Brønden" i Brøndstræde, en fuldstændig Forbryderhule, hvis Bestyrer og Opvarter viste sig at være i Komplot med den Forbryderbande, der blandt andet stjal Pengekassen med de 1000 Kr. fra Værtshusholderen paa Enghavevej. Forrige Nat kom Turen til "Nordpolen" i Vognmagergade.

"Nordpolen" var maaske nok den værste af den Slags Huler. Lokalet, der ligger dybt nede i Jorden, bestaar af tre smaa Rum, men i disse Rum kunde man hver Aften træffe maaske over hundrede Personer der var altid fuldt Hus og Gjæsterne var stuvede sammen som Sild i en Tønde.

Det var ikke noget opbyggeligt Syn, der frembød sig for En, naar man kastede Blikket ned i "Lokalet". Langs Væggene laa døddrukne Mænd og Kvinder, paa hvis Legemer de endnu mere rørige Gjæster trampede - uden at de Overbordfaldne mærkede det ringeste dertil. Hvor haardt disse Individer kunde sove, fik Politiet at mærke, naar dette, hvad ikke saa sjældent skete, kom til Stede for at foretage en Anholdelse. Det viste sig da i Reglen umuligt at faa disse brændevinsberusede Mennesker vækkede.

Brændevin var selvfølgelig det, der først og fremmest gjorde sig gjældende i "Polen". Mad kunde der dog ogsaa faas - skønt den ikke var særlig eftertragtet. En staaende Ret var Lunge med Sauce til 4 Øre Portionen. 

Forøvrigt var det en Trafik, som almindeligt benyttedes af de Stoddere, der gik rundt og tiggede om Dagen, at de om Aftenen solgte den Mad, de havde tigget sig til, nede i "Polen", for at faa Penge til Brændevin. Efter at de havde drukket sig fulde, sov de Rusen ud nede i Kjælderen og stavrede derefter ud i Staden for at "fægte" sig et Par Skillinger til ved at antaste de ikke altid saa knebne Nattevandrere. Det kunde da ske, at de næste Morgen, sultne og forfrosne, kom igjen og kjøbte den Mad tilbage, som de om Aftenen havde solgt af Hensyn til den kjære Brændevin.

Hvilket Virvar, der kunde opstaa nede i den skumle, af Mennesker, Røg og Dunst fyldte Kjælder, naar Politiet overrastede Gjæsterne med en Visit, kan let tænkes. Der var jo saa at sige ingen af de Tilstedeværende, der havde rent Brød i Posen.

Et saadant Virvar opstod der da ogsaa i Nat, da et Par Opdagere pludselig indfandt sig, ledsaget af Kjøbenhavns to stærkeste Betjente, "Bøllejørgen" og "Savskæreren" kaldede, for hvem Kvarterets Banditer nærer den største Respekt - af gode Grunde. Forvirringen fulgtes af Dødsstilhed; det var, som om hele Selskabet med et blev ædru - med Undtagelse af de mest døddrukne Gjæster, der som sædvanlig sov Rusen ud langs med Væggene.

Saa ganske uforberedt paa Politiets Komme var man dog ikke denne Gang. To Militærarbejdere, der havde forvildet sig ned i Kjælderen og var bleven drukne fulde, kom i deres salige Tilstand op at slaas og drog Sablerne, hvormed de slog løs paa hinanddn af Hjærtens Lyst, medens de øvrige Gjæster delte sig i to Parter - et for hver af de to hidsige Krigere - og saa gik det løs over hele Linjen.

Det vilde Slagsmaal var dog tildels stilnet af, da Politiet kom til Stede. De to Soldater, der blødte af mange fæle Saar, som de havde bibragt hinanden, var trætte sunkne sammen hver paa sin Stol, og de øvrige Gjæster var vendt tilbage til deres Brændevin.

Politiet tog øjeblikkelig fat paa at "rydde Bulen". Og dette Arbejde stod ikke længe paa.

Medens Opdagerne agerede Tilskuere, stillede den vældige "Savskærer" sig oppe i Døren, og den ikke mindre vældige "Bølle-Jørgen" paabegyndte "Udsmidningsarbejdet", der gik for sig paa den Maade, at den sidstnævnte Betjent tog Gjæsterne i Nakken og sendte dem i en Haandevending op til "Savskæreren", som saa besørgede Resten ved at sørge for, at der ikke fremkom nogen Standsning i Farten. Samtidig vankede der naturligvis adskillige Knubs, for der var jo dem, der "mukkede".

Et ret pudsigt Tilfælde indtraf forøvrigt ved denne Lejlighed. En meget fin Herre med høj Hat kom tilfældig forbi og tog Anledning til at dadle "Savskæreren" fordi denne brugte sin Stav lidt vel flittig, noget der selvfølgelig ikke afficerede Betjenten, som vidste, med hvilke Folk han havde at gjøre. Et Øjeblik efter hørte man høje Nødraab længere nede i Gaden, og da Politiet kom til, saa man den fine Herre ligge i Rendestenen med Hatten saa flad som en Harmonika og med nogle slemme Skrammer i Ansigtet, medens nogle Banditer skyndsomt tog Flugten. De samme Mennesker, som han havde ynket, havde paa denne Maade vist ham deres Taknemlighed.

Efter at Politiet havde lukket Forbryderhulen, blev de to stadigt blødende Soldater afleverede til Hovedvagten.

(Aarhus Amtstidende 14. marts 1899).

Continental Bodega Company. (Efterskrift til Politivennen)

Højesteret.

Bodegasagen.

Højesteretssagfører Asmussen fortsatte sit gaar afbrudte Foredrag. Ifølge Kontrakten mellem Grosserer Mann og Restauratør L. Madsen overdrages der ham et Konsignationslager af Vine og Spirituosa, og han maa kun sælge "Bodega"s Varer. Derimod synes det, at han for egen Regning trakterer med Smørrebrød. Han skal hver Dag opgiøre Salget og Omsætningen med Grosserer Mann, hvis Kontrol og Tilsyn han t i enhver Tid er underkastet. Madsen lønnes med Provision, angaaende hvis Størrelse Kontrakten indeholder nærmere Bestemmelser. Kontrakten med Madsen adskiller sig kun fra en tidligere Kontrakt med Retauratør Henriksen derved, at Madsen ogsaa skal opgive, hvad der er solgt paa Kredit, medens ingen saadan Bestemmelse fandtes i Henriksens Kontrakt. Tilsyneladende er der ogsaa en Formel med Hensyn til Beregningen af Vederlaget. Der er derfor ikke nogen Væsensforskel mellem de to Kontrakter. og det er derfor umuligt at se, hvad der skulde gjøre det nuværende Forhold lovligt, medens det tidligere var ulovligt. Mann erkjender selv, at hans Firmas Interesser ere saaledes knyttede til Vinstuens Drift, at han selv kan siges at være Interessent. Forholdet er det, at Forretningen ikke blot drives med "Bodega"s Varer, men at ogsaa Mann fastsætter Prisen, hvortil der skal sælges, ligesom Madsen kun kan forsyne sig med Varer fra Bodega. Derhos beregnes Madsens Løn efter Omsætningen ikke efter Fortjenesten. Den Selvstændighed, som tilsyneladende er indrømmet Madsen, er i Virkeligheden kun et Skin. Saaledes betales Huslejen i Realiteten af Selskabet ikke af Værten. Med Hensyn til Driftsomkostningerne er Forholdet ligeledes det at det er Selskabet, som sørger for deres Afholdelse. I Virkeligheden faaer Madsen ikke som i Kontrakten anført et maanedligt Vederlag af 440 Kr., men kun 130 Kr. maanediig.

Efter endt Dokumentation nedlagde Aktor Paastand paa Skjærpelse eller Stadfæstelse af den indankede Dom.

Højesteretssagfører Shaw var Defensor. Han vilde bestemt modsige den Opfattelse, som var gjort gjældende af Aktor, at det her drejede sig om en Forretning, der pro forma drives paa en Andens Borgerskab. Spørgsmaalet er alene, om "Bodega" paa Grund af den Ordning af Kreditforholdene, som det har truffet her i Lighed med andre Steder, skulde nødvendiggjøre, at det erhverver Borgerskab. Han mindede om, at "Bodega" har drevet Forretning siden 1881, men først længe efter er man kommen i Tanker om, at den skulde være ulovlig. For "Bodega" er Sagen af største Betydning. Det Forhold, som nu foreligger, er udelukkende Forholdet til Restauratør L. Madsen, medens tidligere Ordninger aldeles ikke vedrøre Sagen. Manns og Madsens Forretninger ere fuldstændig adskilte og drives hver paa sit Borgerskab. Mann driver Vinhandel, Madsen Restauration, hvor der serveres Drikkevarer og Spisevarer. Ingen af dem gaaer udenfor deres Borgerskab. Spørgsmaalet er nu, om Mann har gjort sig skyldig i Overtrædelse af Næringsloven ved den Maade, hvorpaa han leverer sine Varer til Madsens Restauration. Alt foreligger i saa Henseende klart og Mim og her er ikke Tale om noget Proformaværk. Det er muligt, at "Bodega" ikke har Ret til at sikre sig overfor Madsen saaledes som det skeer, men Andet er her ikke at afgjøre. Det er aldeles ikke rigtigt, naar Aktor har hævdet, at "Bodega" er den virkelige Indehaver af Forretningen og Madsen kun Straamand. Madsen er netop den virkelige Indehaver, baade nominelt og reelt. Madsen har saaledes ingenlunde kun pro forma lejet Lokalet, til hvis Fremleje "Bodega" udtrykkelig har erhvervet Eierens Samtykke. Forholdet er nærmest det, at Madsen er Lejer og "Bodega" Kautionist. Lokalet er derimod ubetinget Madsens, og han er eneraadig baade over det og over Driften. Naar man dernæst vil hævde, at Madsen er uselvstændig, fordi han kun maa handle med "Bodega"s Varer, da vilde dette føre til meget forbausende Resultater, thi lignende Forhold gjøre sig ofte gjældende. "Bodega" har truffet den Ordning, som er tilstede, for at sikre sig og derfor forbeholdt sig Ejendomsretten til Konsignationslageret, over hvilket Madsen dog har ubetinget Raadighed; Mann er kun Madsens Vinleverandør. Hvis man vil dømme "Bodega", maatte dette ske efter Næringslovens § 4; men denne kan ikke anvendes, da "Bodega" slet ikke er Interessent. Hele Forholdet har alene havt til Hensigt at sikre "Bodega"; men dette Selskab kan ikke derved fra Leverandør blive Restauratør. Det sikrer sig ved den trufne Ordning ogsaa, hvad der er af største Betydning for det, at dets Vine sælges uforfalskede og til dets fastsatte Priser. Madsen driver derimod selv Forretningen, og saaledes er Kreditgivningen og Spisevarerne "Bodega" aldeles uvedkommende. Han paastod Mann frifunden.

"Kriminalrettens Dom stadfæstedes af Højesteret, fordi Højesteret efter de foreliggende Oplysninger maa anse Grosserer Mann som Ejer af Vinstueforrretningen, selv om den drives med Restauratør Madsen som Bestyrer. Mann blev altsaa idømt samme Bøde som ved Kriminal- og Politiretten.

(Nationaltidende 15. november 1898. 2. udgave).

For Højesteret

X Kjøbenhavn. den 16. Novbr.

Bodega.

I Formiddags har Højesteret været optaget af en Sag, der var anlagt mod den herværende Bestyrer af den bekjendte internationale Vinforretning "Bodega Continal Company", Hr. Mann. Han var af Kriminal- og Politiretten idømt en Bøde af 250 Kr. for 4. Gang begaaet Overtrædelse af Næringsloven og havde denne Gang faaet Lyst til at høre hvad Højesteret sagde om denne Sag.

Som Aktor mødte Højesteretssagfører Asmussen, der navnlig gjorde gjældende, at selv om Firmaet lod Udskjænkningen besørge ved en Restauratør, der havde Borgerskab - dette er nemlig Tilfældet - , var det dog selv saa væsentlig interesseret i Udskænkningen, at det ogsaa selv maatte have Borgerskab.

Som Defensor hævdede Hr. Shaw, at Aktor og Kriminalretten vel var enige om Domfældelse, men ikke om Begrundelse deraf. Aktor vilde have Mann dømt som den virkelige Indehaver af Forretningen, som om det egentlig var pro forma Værk, at den blev dreven af en anden; men dette var ingenlunde Tilfældet. Bodegakompagniet var kun Leverandør til den Restauratør, som stod for Udskænkningen og som ledede denne Del af Forretningen ganske paa egen Haand. Bodega var hverken aktiv i Forretningen eller Interessent i den. Kriminalretten havde her aabenbart forvexlet Ordet "Interessent" med Ordet "interesseret"? Bodegas Forhold til Restauratøren var et simpelt Kreditforhold, som ikke havde noget med Næringsloven at gjøre. Rundt om i Alverdens store Byer drev Bodegakompagniet Forretning paa den Maade; det vilde dog være mærkeligt, om Kjøbenhavn netop skulde være det eneste Sted, hvor det var lovstridigt. Han nedlagde dermed Paastand paa Direktør Manns Frifindelse.

Efter en meget lang Votering kom Højesteret til samme Resultat som Kriminalretten og stadfæstede Bødedommen med den Motivering, at Hr. Mann maatte anses som Ejer af Vinstuen, selv om denne blev bestyret af en anden.

Hvis altsaa Hr. Mann vil fortsatte Bodegaforretningen, maa han nu erhverve Borgerstab, hvad han imidlertid ikke kan faa, da han er født Mecklenborger og ikke har Indfødsret her i Landet. Følgen af Dommen bliver saaledes, at Bodegakompagniet maa søge en anden Bestyrer af sin københavnsk Forretning.

(Aarhus Amtstidende 16. november 1898).

Amagertorv med Continental Bodega Company i midten. 1898? Kbhbilleder. Public domain. Avisen har fået galt fat i navnet: The  Continental Bodega Company.

Natteliv paa "Strøget". (Efterskrift til Politivennen)

Natteliv paa "Strøget".

De kjøbenhavnske Nattekafeers Tid er forbi. Da Kommunalbestyrelsen med en kraftig Beslutning satte Bom for det natlige Knejpeliv, som var en Skandale for Hovedstaden, blev der med med et dødt paa Strøget efter Midnat. Selve de Kafeer og Restaurationer, fra hvilken forargelsen var kommen, har nu maattet lukke en efter en. Nattesjovet havde spoleret deres Renome, saa at ingen vilde besøge dem ved højlys Dag.

Men for det letbenede Kjøbenhavn var denne Overgang til fredelige Tilstande om Natten aabenbart en Vederstyggelighed. Storkespringvandet var Nattesværmerne bleven kjede os, saa at kun den ene skrækkelige Udvej stod dem aaben: at gaa hjem og i Seng i nogenlunde borgerlig Tid.

Saa kom en populær Bagermester dem til Undsætning. Det var "Adresseavisen"s tidligere Redaktør, nu fleraarig Bagermester, Lorry Fejlberg. Hans Butik ligger lige overfor hans gamle Redaktionskontor, midt i Vimmelskaftet. En saa heldig Beliggenhed maatte jo aabenbart kunde udnyttes, og dens Ejer var ikke længe om at tage sin Beslutning.

Han meddelte Kjøbenhavnerne, at de hos ham kunde faa varme Boller og Mælk fra Kl. 12 til Kl. 4 om Natten. En Bager har jo Lov til at forhandle sine Varer til enhver Tid paa Døgnet baade Søn- og Helligdag.

Politiet var ganske vist noget i Tvivl om, hvorvidt Udskjænkning af Mælk ikke var ensbetydende med Udskjænkning af Drikkevarer; men Bageren vilde dog ikke give sig paa dette Punkt, før der forelaa en Domsafgjørelse.

Saa aabnede han da sin uskyldige Nattedeværtning forrige Nat. Det skulde gaa pænt og ordentligt til, og derfor blev der ved Indgangen posteret en haandfast Cerberus, som skulde paase, at ingen enlige "Damer" eller fulde Mandfolk kom ind i Helligdommen.

Man skulde synes, at dette natlige Udsalg af Mælk og Brød ikke kunde interessere andre end sultne og tørstige Mennesker. Men lur Kjøbenhavnerne! De havde strax Færten af, at her kunde blive "Sjov i Gaden", og de lod ikke Lejligheden gaa ubenyttet hen.

Ved Midnatstid var Vimmelskaftet sort af Mennesker. En hylende og larmende Hob belejrede Bagerbutiken for at slippe ind og Luften gjenlød af skrækkelige Vittigheder. Latter og Hvin og nu og da en lille Opsang.

En talrig Politistyrke havde travlt med at skaffe Passage for de talrige Drosker, som uafbrudt rullede igjennem Strøget paa denne Tid af Døgnet.

Saa udbryder der pludselig et lille Slagsmaal hist og her i den tæt sammenpressede Mængde.

Betjentene styrter til, griber de værste Urostiftere i Kraven og trækker af med dem til Raad- og Domhuset. Andre slipper med at blive "noterede". Men uafbrudt fortsattes Larmen og Støjen blandt de glade Kjøbenhavnere, som her føler sig fuldstændig i deres Es.

Og saaledes blev det ved den ganske Nat. Lorry Fejlbergs nye Natbeværtning var bleven indviet med en Reklame, som spaar den en lang og glimrende Fremtid - hvis den ikke bliver forbudt.

K.

(Aarhus Amtstidende 16. november 1895).

Ukendt fotograf: Vimmelskaftet 36, Lorry Feilbergs bageri. Interiør fra bagermester Lorry Feilbergs konditori, Vimmelskaftet 36. Kildetekst: Billedet er taget under en lille Festivitet i Anledning af Forretningens Aabning. Tv. bag Disken, Lorry Feilberg (Profil) th. for ham Cand. phil. Erik Skram og Digteren Sofus Schandorph. Den sidstnævnte nærmest siddende Dame er forhenværende Skuespillerinde Fru D. Watt. Den bag hende staaende, foroverbøiede Herre er Arkitekt Erik Schiødte. Foran denne, med høire Haand paa Bordpladen, Tivolis Direktør, Forfatteren Robert Watt. Ved samme Bord, nærmest Watt, Forfatterinden Fru Amalie Skram. (Mariboe). Fremstillet 17. maj 1890. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Fra Højesteret.

Lorry Feilberg.

Kriminal- og Politiretten daværende Bagermester, nuværende Direktør for "Operetten" Lorentzius altsaa ikke Lorry!) Frederik Feilberg en Bøde af 20 Kr. for at have overtraadt Politivedtægtens § 92 ved i Tidsrummet fra 14de November 1895 indtil Februar 1890 at have holdt sin Butik i Vimmelskaftet aaben fra Kl. 12 Nat indtil Kl. Morgen og her solgt Mælk, Kager, Boller m. m. til det Publikum, der disse sene Nattetimer besøgte hans Butik.

Denne Dom har Hr. Feilberg ikke for de 20 Kroners, men for Principets Skyld - ønsket at høre Højesterets Mening om. I Gaar kom Sagen til Behandling, og for Appellanten mødte

Højesteretssagfører Otto Liebe,

som i det væsenlige udtalte sig saaledes i det meget veltalende Foredrag, hvormed han aabnede Proceduren :

- Min Klient, siger han, var indtil Midten af November 1895 Bagermester som alle andre Bagere: om Dagen solgte han sit Brød og sine Boller fra Butiken i Vimmelskaftet, og om Natten solgte han fra Vinduet i sit Bageri adskillige varme Boller til Gadens sene Nattevandrere. Det er jo Skik hos visse Klasser af Befolkningen at delikatere sig med en varm Bolle hos Bageren, naar man sent paa Natten er paa Vej til sit Hjem - og det var meget almindeligt, at der i Løbet af Natten solgtes 150-200 Boller fra Vinduet i Hr. Feilbergs Bageri. Hr. Feilberg kom da paa den Tanke, som forekom ham baade naturlig og profitabel, at lukke disse Nattevandrere ind i sin Butik i Stedet for at lade dem staa i alt Slags Vejr ude paa Gaden og - her kommer vi til Knudepunktet i denne Sag - til den varme Bolle at servere sine Gjæster et Glas Mælk. Der er jo i Kjøbenhavn altid mange Folk paa Gaden om Natten og da navnlig paa Strøget, hvor Hr. Feilberg boede. Der kom jo bl. a. Kl. 2 en Mængde Mennesker fra Riises Natkafé; det Publikum skulde Hr. Feilberg imidlertid meget betakke sig for at faa ind i sin Butik; det var ikke dem, men derimod Folk, der var blevne opholdte i deres Forretninger, ved Møder, i Selskaber o. lign., som han ønskede at servere et Glas Mælk for til den varme Bolle. Set fra Næringsrettens Standpunkt var han fuldt berettiget hertil. Lige overfor hans Butik boede en anden Bagermester, som ogsaa solgte varme Boller om Natten og paa Forlangende udleverede Kunderne et Glas Vand. Hr. Feilberg var mere liberal: han vilde sælge dem et Glas Mælk. Det kriminelle er altsaa Mælken, denne uskyldige Drik, der saa langt fra at være berusende tværtimod siges at have en beroligende Virkning paa Folk, der har smagt lidt for meget paa de "vaade Varer. For en almindelig Betragtning maa det da ogsaa forekomme ganske urimeligt, at naar Hr. Feilberg som Bager har Lov til at have sin Butik aaben hele Natten, han saa ikke skulde have Lov til at give Kunderne et Glas Mælk at drikke til Fortæringen.

Paa dette Tidspunkt - i Midten af November 1895 - beskæftigede Pressen sig netop stærkt med Spørgsmaalet om Natkafeerne; naturligvis ønskede ingen at bibeholde dem i deres daværende Form med det udsøgt slette Selskab, som holdt til paa disse Steder, men paa den anden Side hævdede man, at i en By som Kjebenhavn, hvor en Masse Mennesker ved Forretninger og lignende er tvungne til at være ude om Natten, dog bør findes ét Sted, hvor en Forfriskning kan indtages. Da kom Hr. Feilberg altsaa frem med sin Idé om at holde Bagerbutiken aaben fra 12-4 og servere Boller og Mælk for Gjæsterne. Pressen greb denne Idé som en fortræffelig Løsning paa Natkaféspørgsmaalet, og om Morgenen den 1 Ide November bragte Bladene Artikler eller Notitser om "Premieren Aften" - det var Starten af Hr, Feilbergs Udsalg, der mentes, og som saaledes pustedes op til en Begivenhed af Rang. Og Kiøbenhavnerne der jo fra gammel Tid har haft Tilbøjelighed for at være med, hvor der er - for at bruge et vulgært Udtryk - "Sjov i Gaden" - de foranstaltede i den historiske Nat mellem den 14de og 15de November 1895 et syndigt Rykind i Hr. Feilbergs Butik. Der var denne Nat og mange paafølgende Nætter 5-600 siddende Gjæster! Nu er det jo klart, at alle disse Mennesker kom ikke alene for Bollernes og Mælkens Skyld - nej, det, der interesserede den største Part af dem, var noget helt andet, det var dette Spørgsmaal: tør Lorry Feilberg virkelig lukke op, og dersom han tør det - hvad vil Politiet saa gjøre? Det var det, der fik Kjøbenhavnerne til at strømme sammen i Hr. Feilbergs Butik.

Altsaa Hr. Feilberg lukker op - og hvad gjorde Politiet? Ja, det tog virkelig denne Sag au sérieux! Det mødte mandstærkt op, afspærrede Sidegaderne osv., optraadte med andre Ord efter min Mening lige saa forkert som f. Ex. under Optøjerne omkring "Storkespringvandet". Politiets Optræden fik det Udslag, den maatte faa: Tilstrømningen til Bagerbutiken vedvarede i lang Tid.

Der er jo ikke Tvivl om, at Politiet burde have taget hele denne Affære ganske overlegent, rolig have set til, hvorledes det vilde have udviklet sig - og man skulde snart have faaet at se, at denne Forhandling af Mælk og Brød vilde komme til at foregaa i netop den stilfærdige Ro og Orden, som Hr. Feilberg ved hele sin Optræden i hine Dage viste, at han ønskede. Det maa netop siges til hans Ære, at han holdt fortrinlig Justits i sit Lokale, da han saa', hvad det trak op til, som Følge af Politiets mærkelige Holdning. Han posterede ved Indgangen to fhv. Inspektionsbetjente, som nægtede Adgang for alle berusede Personer, for Damer uden Ledsagelse og for alle andre tvivlsomme Personer, og hvad blev Resultatet? - at der ingen som helst Uorden fandt Sted i Hr. Feilbergs Butik, som kunde være til mindste Géne for den paagjældende eller de omliggende Ejendommes Beboere.

Men Politiet nøjedes ikke med efter daarlig Konduite at møde mand stærkt udenfor Butiken om Natten - man gik videre: man stævnede Hr. Feilberg, og man idømte ham ved Kriminalrettens Dom af 18de Februar 1896 en Bøde af 20 Kr. for Overtrædelse af Politivedtægtens Forbud mod Udskjænkning af Drikkevarer.

Naturligvis - denne Bøde af 20 Kr. er hverken generende for Hr. Feilbergs Pung eller for hans borgerlige Ære, og det er ikke for Bødens Skyld, at han nu ulejliger denne høje Ret. Det er for det Princips Skyld, der efter hans Mening er krænket ved Kriminalrettens Dom - dette Spørgsmaal, om en Bagers Butik, hvor der sælges Brød og Mælk er et "Beværtningssted", der er underkastet Politiets Kontrol og Myndighed, og om Forhandlingen af Mælk kan siges at være en "Udskjænkning af Drikkevarer", som efter Politivedtægten kan forbydes efter KL 12 Aften.

- - - Hr. Liebe gaar nu over til den juridiske Bevisførelse; han gjennemgaar med stor Grundighed Lovgivningens Bestemmelser om Beværternæring og hævder energisk, at Lovenes Definition af "offenligt Beværtningssted" aldeles ikke kan bringes i Anvendelse paa en Bagerforretning.

Han nedlægger derefter Paastaud paa den indankede Doms Underkjendelse og Forandring samt paa, at Sagens Omkostninger paalægges det Offenlige.

Højesteretssagfører Shaw tager derefter Ordet :

- Hæderværdige Højesteret! I nærværende Sag møder jeg efter Ordre for den indstævnede Part, Kjøbenhavns Politidirektør, og skal procedere til den indankede Doms Stadfæstelse. Jeg behøver ikke ret længe at opholde den høje Ret, thi det forekommer mig, at Sagen ligger allerede ganske klart for. Hr. Feiberg tiltales for Overtrædelse af Politivedtægtens Bestemmelser, der er givne den offenlige Ordens Interesse, givne for at sikre Borgerne Orden og Ro i Byens Gader ved Nattetid. De Optøjer, der fandt Sted udenfor Hr. Feilbergs Butik, viser klart, hvor stor Interesse det Offenlige mente have i at stoppe disse Natbeværtningers Virksomhed - standsede man den ikke, saa vilde Exemplet smitte, og dersom denne Sag skulde gaa Politidirektøren imod, saa er det min Overbevisning, at Natbeværtningsuvæsenet vil tage fat igjen med fornyet Kraft. Kjærnen i denne Sag er netop, hvad Borgerrepræsentant Philipsøn har udtrykt i det kommunale Raad ved at sige: Borgerne kræver Ro om Natten. Skulde Politivedtægtens Bestemmelser ikke kunne sikre Borgerne dette ogsaa i et Tilfælde som dette overfor Hr. Feilbergs Udskjænkning af Mælk ved Nattetid - ja, saa maa Politivedtægtens Koncipister rigtignok siges at have været højst uheldige.

At der ved Vedtægtens Ord "Drikkevarer" kun skulde være sigtet til ligefrem spirituøse Drikke, er ganske urimeligt; Mælk er utvivlsomt i Følge hele Lovgivningens Ord og Aand paa dette Omraade Indbefattet i Begrebet "Drikkevarer". I Vedtægten hedder det: "Øl og andre Drikkevarer" - men der vilde dog ikke være Spor af Mening i at forbyde Udskjænkningen af f. Ex. Skibsøl, der ikke indeholder det mindste Alkohol, og samtidig tillade Salget af Mælk. Nej, det, der er ment, er alle Drikkevarer - og min ærede Kollega har absolut ikke Ret i, at en Højesteretsdom af 1886 skulde yde nogen Støtte for hans Paastand om, at Forbudet mod Udskjænkning ikke ogsaa skulde være gjældende for, hvad han kalder "Forhandling" af Drikkevarer, in casu Mælk. Om den af mig hævdede Forstaaelse af Vedtægten var der da ogsaa Enstemmighed under den senere Forhandling i Borgerrepræsentationen, og det er ikke uden Interesse, at der fra Hr. Feilbergs Kolleger i deres Fagskrift blev protesteret imod, hvad der foregik i Hr. Feilbergs Butik Bagerne ønskede ingenlunde deres Næringsret forstaaet saaledes, som Hr. Feilberg fortolkede den.

At Vedtægts-Bestemmelsens Udførelse i Praxis falder ind under Ordenspolitiet, forekommer mig saa selvfølgeligt, at der ikke kan være Tale om noget Myndighedsmisbrug her.

Jeg skal hermed slutte, idet jeg nedlægger den allerærbødigste Paastand paa, at den indankede Dom stadfæstes

Liebes Replik:

- Om de faktiske Forhold synes der ikke at være nogen Uoverensstemmelse mellem min Modpart og mig, men derimod paa et andet, i mine Øjne meget vigtigt Punkt. Hvad jeg holder fast ved, er dette, at den historiske Udvikling godtgjør, at Politiet har Ret og Myndighed til at opretholde Ro og Orden paa offenlig Vej og Gade, i offenlige Beværtninger, Forlystelsessteder, Theatre osv., men Politiet har ikke Ret til at trænge ind i Borgernes Boliger, i de Næringsdrivendes og Handlendes Lokaler - her er vi paa fredhellig Grund, og det er ud fra denne Hovedbetragtning, at jeg hævder, at Hr. Feilberg ikke retfærdig kan dømmes for Overtrædelse af Politivedtægtens Bestemmelser. Giver den høje Ret ikke denne Betragtning Medhold, saa svæver vi ganske i Luften; saa er der ikke længere det Sted, hvor Politiet ikke kan trænge ind under Paaskud af at ville opretholde "offenlig Ro og Orden"; saa kan Politiet lukke "Studenterforeningen", afbryde et Bal i en Privatmands Hus osv. saa er vi med andre Ord lige inde under Politistaven allesammen!

Vil man virkelig dømme Hr. Feilberg efter de Bestemmelser, der gjælder for Beværtningsdrivende saa vil det være under en ny Form "for Smed at rette Bager«.

- - Efter en kort Duplik af Hr. Shaw indlades Sagen, og Voteringen tager sin Begyndelse. Dommen kan ventes afsagt ved Retsmødets Begyndelse i Dag.

(Dannebrog (København) 2. februar 1898).

Højesteret stadfæstede dommen på en bøde af 20 kr, salær til Shaw på 80 kr og 10 kr til justitskassen.

Frederik Laurentius (Lorry) Feilberg, 10.2.1858-26.6.1917. var som journalist knyttet til "København" og "Middagsposten". 1888-90 redigerede han "Adresseavisen" som han omdannede til tillige at indeholde tekststof. Han blev bagermester og 1891 i Vimmelskaftet 36 åbnede et Mønsterbageri hvor publikum gennem en glasvæg kunne iagttage svendenes arbejde i bageriet. 

I 1896 købte han Carl Kehlets kendte sangerindepavillon i Allégade 9 og omdøbte den til "Operetten".

En Folketingsmand i den offentlige Politiret. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen hævet.

Den nyvalgte socialdemokratiske Folketingsmand Sigvald Olsen var bleven meldt i Kjøbenhavn for Værtshusuorden, og Sagen foretoges i Forgaars i den offentlige Politiret. "Nationaltid." bringer følgende Referat :

Mødte var: Tiltalte, Cigarfabrikant Sigvald Olsen, Anmelderen, Kontorbud Otto Jensen og Vidnet, Værtshusholder Handest. Et andet Vidne, Folketingsmand Har. Jensen, var ikke mødt, men fra denne forelaa et Brev.

Assessoren oplæste først Rapporten, der gik ud paa, at Sigv. Olsen den 19de April Kl. 7½ om Morgenen havde slaaet Anmelderen to Slag i Ansigtet.

Sigvald Olsen benægtede Rigtigheden. Han var den paagjældende Morgen, ledsaget af en Meningsfælle - de kom begge tidligt fra Jærnbanen - kommet ind i Handests Beværtning paa Vandkunsten. Otto Jensen havde her budt paa bajersk Øl, men da Sigv. Olsen fandt, at Jensen ikke var ganske ædru, nægtede han at modtage det. Jensen havde derefter skjældt ham ud, bl. a. for socialistisk Levebrødsmand, og skjønt Olsen flere Gange bad ham forføje sig bort, vilde han dog ikke gaa. Olsen rejste sig derfor sluttelig, og idet han skubbede Jensen til Side, gik han ind i et andet Lokale.

Assessoren: Ja, men i Rapporten staar, at De har slaaet ham to Gange i Ansigtet.

Sigv. Olsen: Det er ikke sandt.

Betjenten var tilkaldt, efter at det omhandlede var passeret, han kunde Intet sige.

Kontorbud Otto Jensen indrømmede, at han havde været noget beruset. Den Tanke var opstaaet hos ham, da Værten, Hr. Handest, havde udbrudt  "der kommer vor nyvalgte Folketingsmand", at han vilde tale med denne. Hvad han havde sagt, kunde han ikke rigtig huske.

Assessoren: Der havde jo været Fest den Nat. Var De med der?

Otto Jensen: Nej, jeg havde været til Fest med mig selv. Da jeg blev ved at tale til Olsen, slog denne mig to dog ikke stærke Slag i Ansigtet og rustede i mig, idet han sagde, at hvis jeg ikke passede mig selv, saa skulde jeg faa. Derefter var det, at jeg hentede en Betjent.

Værtshusholder Handest henholdt sig til Olsens Forklaring. Olsen og Har. Jensen vare komne ind i hans Beværtning, hvor der var blevet serveret for dem. Otto Jensen havde væltet sig ind paa dem og kaldt dem Levebrødsmænd. Olsen havde derefter rejst sig og skubbet Jensen tilside. Slagene havde Handest ikke set noget til. Desuden var Jensen en Time senere kommet ind i Beværtningen, og han havde erklæret, at Slagene ikke vare til at mærke.

Assessoren: Er De blevet slaaet, Jensen?

Otto Jensen: Ja det er jeg stadig overbevist om, Olsen har ogsaa sagt til Handest, at han beklagede, hvis han havde slaaet Jensen.

Sigv. Olsen: Jeg har kun gjort, hvad der var nødvendigt for at komme bort fra Jensen. Hvis han havde faaet Slag af mig, vilde han ikke for Retten kunnet konstatere, at han ikke kunde huske det.

Assessoren: Ja, efter det saaledes oplyste erklærer jeg Sagen for hævet.

(Aarhus Amtstidende 3. maj 1895).

Ukendt fotograf: Vandkunsten. Cafe Aug. Handest. 1905. Det kunne være August Handest "himself" som står i døren? Konen ser ud til at holde en flaske. Kbhbilleder. Public Domain.

Natterestaurationer. (Efterskrift til Politivennen).

 Da i 1888 den store nordiske udstilling - som kong Oscar med et bevinget ord kaldte en "formelig verdensudstilling" - nærmede sig, da millionen begyndte at danse for øjnene på de noget sangvinske københavnere, da man i ånden så de store verdenssteder øde og tomme, mens alle jordens folkeslag i lange tog oversvømmede vor by og vort land forstod selv en så ravnekrogsagtig institution som Københavns Byråd at man måtte ophæve rådstueplakaten af 1884, der snarere gør indtryk af at være affattet i Bethesda end på Råd- og Domhuset.

Denne bestemmelse gik som bekendt ud på, at de gode borgere kun indenfor hjemmets fire vægge havde lov til at spise og drikke efter midnat. På slaget 12 skulle hver café, hver beværtning, hvert værtshus være lukket.

At Københavns daværende udmærkede og kloge politidirektør, etatsråd Crone, af yderste evne modarbejdede vedtagelsen af en sådan anordning, havde selvfølgelig intet at sige ligeover for den stærke pietistiske retning, som altid ser skævt til enhver ytring af livsglæde, og hvis mest udprægede repræsentant afdøde vekselerer Mannheimer forbindelse med den endnu levende møbelfabrikant Severin Andreas Jensen den gang var.

Men da, som sagt, udstillingen stod for dørene, var ophævelsen af denne plakat en af de første og af forholdene mest påkrævede foranstaltninger, som blev truffet til at modtage den gyldne sommer. En fem, seks restaurationer fik mod erlæggelgelsen af 4000 kroner lov til at holde åben til kl 2 - en halv snes andre måtte beholde siddende gæster til det samme klokkeslet, der i en by som Paris er døgnets skønneste time.

En sag på papiret er imidlertid noget andet end samme sag udført i det virkelige liv.

De vise borgerrepræsentanter, der kun von Hørensagen kender København ved nat, er selvfølgelig ved den praktiske gennemførelse at sådanne beslutninger på en vis måde afhængige af den konduite, som deres naturlige rådgiver, Københavns politidirektør, er i besiddelse af.

Sjælden har man haft større anledning til at beklage, at gamle Crones ånd ikke længere svævede over vandene, end netop ved denne lejlighed. For vistnok er Crones efterfølger, hr. Eugen Petersen, besjælet af de bedste forsætter. I alt Fald er det in confesso, at han har seks lauder til sin juridiske embedseksamen.

Men det synes, som om hans erfaringer ikke er at denne verden. Havde hr. Eugen Petersen nemlig et indgående kendskab  til, hvorledes de glade københavnere morer sig ved nat, vilde han - for han bærer i virkeligheden ansvaret - efter udstillingsårets slutning ikke have nægtet natbevilling til det lokale i byen, der blandt alle natterestaurationer i 88 viste sig som det eneste brugelige - National

*

Som bekendt har vi i vor by et utal af kælderbeværtninger.

Vi vil lade det spørgsmål stå åbent, om kældere overhovedet er sømmelige opholdssteder for mennesker. Vi vil heller ikke udtale os om, hvorvidt de egner sig til restaurationslokaler om dagen. Om natten er de absolut mindre heldige som sådanne - i alt fald når man kun har dem.

En elegant natterestauration skal ligge i stuen. Der må være vidt og rummeligt, højt til loftet med store spejle og elektrisk lys - kort sagt et lokale hvis hele udstyr lægger en vis dæmper på en altfor vidtdreven munterhed.

*

Når man derimod som en grævling må krybe ned i en hule, hvor loftet er lavt og luften indeklemt, fordi der aldrig kan luftes ordentlig ud - hvor muligheden af et spejdende øje fra gaden er udelukket, hvor selv de ivrige politibetjente betænker sig to gange på at kaste en tølperagtig person ud, fordi de må slæbe ham op af trapperne, dér bliver uvilkårlig tonen hulebeboerisk.

Vore tre fashionable nattebeværtninger er Blanch, Klosterhallen og Rydberg - alle på Strøget.

Vi véd ikke, om politidirektøren, hr Eugen Petersen, nogensinde har været dernede. Vi véd derimod, at hans næstkommanderende, første politiinspektør, fhv. dragonløjtnant, cand. juris Theodor Petersen, nidkær som han er, ikke så sjældent har inspiceret disse nødtørftsanstalter. Det synes ikke, at hr. politiinspektøren har haft tilstrækkeligt udbytte af sine ihærdige anstrengelser.

For i så fald måtte han have forklaret sin overordnede, at om end selvfølgelig disse nattebeværtninger har deres berettigelse, hvad der til overflod bevises af deres talrige publikum, tiltrænges der ved siden deraf andre kaféer, hvor folk, hvis arbejde først slutter efter midnat, og familier, der efter en sen teaterforestilling ønsker at tilbringe et par timer på et offentligt sted, i ro og stilhed kan nyde deres aftensmad.

Og man pådrager sig sikkert ikke beskyldningen for rigorisme ved at udtale, at vore nuværende nattebeværtninger er mindre egnede for familieliv

*

Som enhver ved, foretager første politiinspektør - og andre af politietatens spidser fra tid til anden med offentlig understøttelse smårejser til udlandets større byer for at gøre sig bekendt med forskellige kommunale institutioner, såsom drosker, prostitution, sundhedsvæsen, opdagelsespoliti etc.

Vi vil ikke tale om de store verdensbyer. Men vi er sikre på, at når en af disse politiofficianter har været i - lad os tage Hamburg, en by omtrent af Københavns størrelse - når de altså har været i Hamburg, har de sikkert spurgt sig selv: Hvorfor er dog ikke forholdene sådan i vor egen by?

Efter deres uden tvivl hårde dagværk, der mange gange har trukket ud til midnat, har de på en elegant restauration kunnet styrke deres udhungrede legemer lige til kl. 1 - uden hverken at generes af politi eller fulde folk.

Og når klokken er blevet 1, er det måske muligt, at de herrer har tilbragt en times tid eller to i Kafe Nowak på Gänsemarkt, hvor der er åbent til den lys morgenstund.

En stor og luftig stueetage, et publikum der tilhører alle stænder uden at man generes af dennes blanding.

I et hjørne sidder rige udlændinge, og ved deres bord skiftes hurtig champagneflaskerne. Lige overfor et selskab herrer og damer - virkelige damer.

Demimonden - i hvert fald fruentimmer, der vitterligt for Politiet ernærer sig ved utugt, - findes ikke i dette lokale.

Ved døren står en uniformeret portier. Han indlader ingen dame, med mindre hun er ledsaget af en herre, og skulle det hændes, at berygtede fruentimmer slap ind, er fornøjelsen kun kort. værten eller overkelneren behøver blot at hviske et par ord til selskabet, og damerne forsvinder.

Om vedkommende herrer er flotte kunder, der bruger masser af penge hver eneste aften, må de lige godt finde sig i denne bestemmelse, der overholdes med ubøjelig strenghed.

Skulle det ikke være muligt herhjemme at få i hvert fald en sådan natterestauration.

Jacob Worm Müller.

(København, 13. februar 1891).