Da Bjørnen løb væk - ! (Efterskrift til Politivennen)

For nogen Tid siden besluttede en af Vesterbros kendte Værtshusholdere, der tidligere har haft Forretning paa Wilders Plads ude paa Christianshavn, men nu driver Beværtning i Nærheden af Halmtorvet, at lade male en Bjørn oven over Indgangen til sin Bod - ikke som et almindeligt Symbol mod Afholdenheden, men som et Slags Bomærke, idet han som Specialitet serverer noget, han kalder smaa og store Bjørne - en Drik, der efter hvad en foretagen kemisk Undersøgelse oplyser, bestaar af lige Dele Rom, Rødvin og Malurtbitter, tilsat nogle faa Draaber varmt Kommenvand og et Stykke Sukker.

Værtshusholderen akkorderede med en Maler, hvis Døbenavn er Carl Jensen, men som derude i Kvarteret almindeligt gaar under Navnet "Dryppeløget", og som beredvilligt paatog sig at male den begærede Bjørn paa Muren over lndgangsportalen.

Kunstværket blev fuldført i løbet af en Eftermiddag. Men du MaIeren vidste, at Værtshusholderen er saa paaholdende og vanskelig til faa Penge fra, lavede han ikke Maleriet i Olie men i Limfarve, hvis Holdbarhed som bekendt ikke er særligt stærkt.

Næste Morgen tidligt kom Maleren listende ind ad Bagdøren til Beværtningen for at faa sit Tilgodehavende, der paa Regningen var opgjort til 62 Kr 17 Øre. Men næppe var han traadt over Tærskelen, før Værten, der er en stor, kraftig Mand, rejste sig saa hastigt, at Direktørbordet med hans "Morgen-Bjørn" væltede, og stak den arme Maler en saa eftertrykkelig Lussing, at han trillede om i Gulvsandet ved Siden af det væltede Bord og Iaa og rodede mellem Møblementet ligesom den gamle berømte Klovn "Humsti Bumsti ", de fleste Københavnere endnu vil huske.

Alt imens slog den fuldstændig rasende Værtshusholder fortsat løs paa den Faldne, med Næverne oppe i Hovedet og med Støvlerne bag i Bukserne, saa det stakkels "Dryppeløg" tilsidst hverken vidste ud eller ind og kun mægtede at udstøde en Sending uartikulerede Skrig om Hjælp.

Da Politiet kom, var Maleren smidt ud paa Gaden, hvor han laa og stirrede aandsløvt op paa den Plet af Muren, hvor han Dagen før havde malet sit Kunstværk, men hvor der nu ikke fandtes saa meget som en Tot Haar af Bjørnen tilbage.

Det havde regnet den ganske Nat. Og dette havde Limfarven ikke kunnet holde til. Bjørnen var løbet ud i den megen Væde - var løbet væk, ned ad Muren og ud i Rendestenen, hvor den var sporløst forsvunden i Kloakens dunkle Dyb.

Er det et Under da, at Værtshusholderen var gal i Hovedet?

- Ingenlunde, sagde Dommeren Gaar, da Sagen var til Behandling i Byrettens borgerlige Afdeling Ingenlunde! Men man maa nu en Gang ikke tage sig selv til Rette!

Saa vedtog Værtshusholderen i Mindelighed, men med en lidt sur Mine en Bøde paa 80 Kr. samt indgik paa at betale "Dryppeløget" et Kunstnerhonorar paa 10 Kr., hvortil den bortløbne Bjørn skønsmæssigt og ubeset vurderedes.

Han betalte dette Beløb kontant, og skyndte sig saa hjem i sin Beværtning for at trøste sig med en af sine egne "Indendørs Bjørne!.

Svip

(Aftenbladet (København) 26. april 1928).

Det var paa Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen)

Det tøjlesløse Liv i Smallegade, hvor Klubber opstaar og forsvinder, medens Borgerne ikke kan falde i Søvn.

Politiet rykker ud

Medens Københavns Politi let har faaaet Bugt med de Natkluber, der i sin Tid fandtes paaa Københavns Grund og som saa eftertrykkeligt blev slaaet ned, at de ikke senere har rejst sig, raser Kampen stadig paa Frederiksberg, hvor i alle Tilfælde en Natklub-Vært ikke lader til at ville opgive Kampen mod Myndighederne.

Den paagældende er Restauratør Hansen, Indehaveren af de Selskabslokaler i Smallegade, hvor i sin Tid "Dixiklubben" havde til Huse.

Denne blev i sin Tid sat under Tiltale af Politiet, og under Retssagen blev der afhørt en Række Vidner, som udtalte, at Klubben forstyrrede de Omkringboende, idet der hele Natten, og navnlig i Morgentimerne var et voldsomt Spektakel naar Gæsterne l mere eller mindre opløftet Tilstand begav sig hjem.

"Tory Klubben" opstaar og forgaar.

Klubben blev den Gang dømt, men den opstod hurtigt igen, under Navnet "Tory-Klubben", men var dog ikke slet saa fornem, som den berømte engelske Klub, hvis Navn den havde laant. Ogsaa denne Klub blev lukket, og der rejstes Tiltale mod Restauratør Hansen.

Sagen blev fra Underretten, hvor Hansen blev dømt, appelleret til Landsretten, hvor Restauratør Hansen idømtes henholdsvis 600 og 1000 Kr. i Roder for Overtrædelse af Beværterloven.

Medens Sagen var paa Vej fra Underretten til Landsretten fortsatte Restauratøren med at huse Natklubber, og den ny Forening fik Navnet "Otello"

"Otello" fik Politibesøg.

Der blev ogsaa rejst Sag mod denne Klub og mod Restauratør Hansen, og en ny Række Vidner blev afhørt, men disse kunde kun bekræfte, hvad tidligere Vidner havde udtalt, at Nattelivet i Klubben var i høj Grad generende for Kvarterets Beboere, og at man ønskede, at der blev sat en Stopper for det.

Forleden var Sagen til Behandling hos Dommer Heide-Jørgensen ved Frederiksberg Ret. Dommeren tilbød Restauratør Hansen at ordne Sagen med en Bøde paa 2000 Kr., men det vilde Hansen ikke høre Tale om, hvorfor Sagen blev optaget til Doms, og det bliver næppe billigere.

Da "Otello-Klubben" dog ikke tog Hensyn til den ny Sag, der var rejst, men vedblivende afholdt Baller hos Hansen, fandt Frederiksberg Politi, der ellers, hvad Natklubber angaar, er meget tolerante, det dog for morsomt, og i Lørdags mødte Politiassistent Kjærgaard og 8 Betjente og lukkede Klubben. Der er nu hver Aften Politivagt ved Selskabslokalerne for at forhindre at nye Klubber dukker op, medens man selvfølgelig ikke skrider ind, hvor det drejer sig om virkelige Foreninger eller Selskaber.

Dommen i den nye Sag falder antagelig i den nærmeste Fremtid.

Samtale med Politiassistent Kjærgaard.

I Anledning af Frederiksbergs Politis Kamp mod Natklubben i Smallegade. har vi haft en Samtale med Politiassistent Kjærgaard, der udtaler:

- Vi har nu indtaget det Standpunkt, at vi ikke mere vil finde os i at blive spillet paa Næsen af d'Herrer Natklubledere og Restauratør Hansen Forholdet er nemlig det, at Klublederne Bloch-Hansen og Maskinarbejder Jensen er velkendte herude, de lever udelukkende af Klubberne, og de er allesammen ulovlige. Vi har saaledes faaet konstateret, at der mellem Klubben og Tjenere paa mange Restauranter inde i Byen er et vist Samarbejde saaledes. at Tjenerne inde i Byen pr. Telefon indmelder Gæster, som har Lyst til at aflægge Klubben et Besøg efter lovbefalet Lukketid, og naar disse Gæster saa kommer, er baade deres Medlemskort og Klubbens Karthotek i den skønneste Orden, men det er der som sagt nu sat en Stopper for.

Er der andre Natklubber paa Frederiksberg?

- Ja, vi fører ogsaa stadig Krig mod Kronen, der tidligere havde tilhuse paa Vodroffsvej, men som nu er flyttet hen paa Finsensvej. Værten der vil heller ikke indordne sig under Loven, skønt han har faaet talrige Bøder, men nu rejses der Sag mod ham igen.

- Men kan det betale sig for Indehaverne at trodse Loven?

- Ja! det maa det altsaa kunne!

(B. T. 4. august 1926).

Amerikansk Lynchjustits i København. (Efterskrift til Politivennen)

Kafé "Det grønne Træ" i Viborggade 48.

Københavnerne har, som vi ofte har peget paa det heri "Aftenbladet", en sygelig Trang til at raabe paa Politi, saasnart der bare er den ringeste Lejlighed dertil - undertiden endda, naar der slet ingen Anledning er.

Men i Gaar fik man rent undtagelsesvis Lejlighed til at se en Flok jævne og praktiske Mænd paa egen Haand ordne en Affære der ellers nok i Følge hele sin Natur kunde have paakrævet Politiets og Retfærdighedens Indblanding.

Det var ude i Kafé "Det grønne Træ", den gamle Beværtning, der ses paa Billedet herovenover, og som ligger ude i Viborggade som et sidste Minde om hine fjerne Tider, da der laa Haver og Landsteder paa det Østerbro, hvor nu de lange, snorlige himmelhøje Gader strækker sig.

Kaféen indehaves af en Enkefru Olsen, der driver den sammen med en tidligere Politibetjent Breiting og hendes Søn, en ung Mand, der i sin Tid sejlede som Hovmester ovre i Amerika, men som kort efter, at han for en halv Snes Aar siden vendte hjem, ved et Uheld med en Revolver fik en Kugle i Hovedet og mistede Synet, saa han siden har levet i "Det grønne Træ" som en stakkels blind men dog ikke helt ubehjælpsom Mand.

Han er den ene af Parterne i Affæren fra i Gaar Eftermiddags. Den anden var en for nylig hjem permitteret Marinesoldat, der sad som Gæst i Kaféen hvor der foruden befandt sig en halv Snes andre Gæster.

Pludselig savnede den blinde Vært sin Tegnebog, der indeholdt hele Ugens Omsætning, over 2000 Kr. Og naturligvis gav han sig til at skrige op af Forfærdelse over Tabet af de mange Penge, som han om Aftenen skulde aflevere til sin Moder.

En enkelt af Gæsterne supplerede hans skrig med at foreslaa, at man straks skulde sende Bud efter Politiet. Men da rejste en anden Gæst sig og det aabenbart en, der har været i Amerika og set, hvordan man bærer sig ad derovre. Han beordrede alle Udgangsdørene lukkede. Og saa sagde han: Saa lader vi os visitere allesammen! Lader os kigge efter af hinanden, saa vi kan faa se, hvem af os, der har neglet Tegnebogen!

Det skete, som han bød.

D. v. s. da Visitationen var godt i Gang, var der en af Gæsterne, den fornævnte Mariner, der pludselig fik ondt og gled ind paa Toiletrummet!

Hans Forsvinden fæstede øjeblikkelig Mistanken paa ham. Og da man fik ham halet ud fra Toilettet og undersøgte dette, fandt, man den forsvundne Tegnebog med alle Pengene gemt i en Krog derinde.

Tyven var altsaa leveret. Og den første Gæst var der igen med sit Raab paa Politiet. Men saa rejste Amerikaneren sig for anden Gang:

- Ingen Politi her! Hvad Glæde har vi eller Olsen af det? Nej - la'e os selv holde Lynchjustits! Lad os gi' Slubberten en regulær Dragt Klø, saa han kan lære at holde sig i Skindet en anden Gang, og lad os saa lade ham rende med sin Skam!

Det skete igen, som han bød!

Stærke Hænder greb Marineren. Op paa Bordet med ham. Enden i Vejret. Og saa frem med Bukseremmene. Hvorpaa Synderen fik sig en Omgang Strambuks, der varede et godt Kvarter og aftvang ham en Række hjærteskærende Smertenshyl.

Og alligevel saa' han helt taknemlig ud, da Afstraffelsen var til Ende, og han med et videre Spark af Amerikanerens Støvlehæl blev smidt ud af "Det grønne Træ"s Paradis med Tilhold om ingensinde mere at sætte sine grimme Ben dér.

Dommer Lynch havde været i Arbejde. Den blinde Vært fik sine Penge igen. Og Gæsterne fik en ekstra Omgang til Tak for Assistancen.

(Aftenbladet (København) 28. juli 1925).

Nytorv 3 - "Politikælderen". (Efterskrift til Politivennen)

 Politikælderen

Et gammelt Stykke København, der forsvinder.

Paa Nytorv, tæt ved Nygade, ligger dybt nede i Jorden en morsom Kælderrestauration, der er kendt af utallige Københavnere med K. Den hedder officielt "Politikælderen", men kaldes i daglig Tale altid for "Politikælderen". Der knytter sig mange Minder til denne hyggelige Kælder, hvor i Tidernes Løb Forretningsfolk, Politimænd og Kunstnere traf sammen i et hyggeligt Samvær, enten vod Billarderne eller ved en varm Romtoddy. Det var her, i Jordens dybe Skød, at Opdagerne fra Politikammeret søgte ned i den ofte knapt tilmaalte Fritid for at. sluge en Kop Kaffe eller skylle Halsen ren med et iskoldt Glas Øl efter en Morderjagt, og Politireporterne har ofte her, af løsrevne Samtaler, opsnuset et og andet til deres Aviser.

Samtidig har "Politikælderen" alle Hine Dage været et godt Madsted, og trods sin ejendommelige Beliggenhed haft et stort madspisende Stampublikum, der sikkert med Vemod vil erfare, at den gamle Kafé jævnes med Jorden til April. Og hvorfor? Fordi Privatbanken, der ligger paa Hjørnet af Nygade, har købt Ejendommen og bygger hele Molevitten om til Banklokaler.

I 40 Aar har Politikælderen ligget paa Nytorv, og ved et mærkeligt Sammentræf forsvinder den samtidig med at Politiet flytter fra Domhuset til den ny Politigaard. Den nuværende Restauratør Jørgensen har været Indehaver af Kaféen i de 40 Aar, den har ligget I Kælderen.

Det er et gammelt Stykke København, der forsvinder, et hyggeligt Minde om Firsernes og Halvfemserne glade København, da Byen var en stor og dum Provinsby uden Hovedstadsnykker.

Der vil blive drukket nogle Glas Gravøl, den Dag Politikælderen gaar ind til den evige Hvile.

(Klokken 5 (København) 10. februar 1924).

Artiklen får ikke fortalt at det officielle navn var "Jørgensens Kafe", med andre navne som "Porcelænskælderen" eller bare "Nr. 3" (Nytorv 3). Restauratør Jørgensen ledede kafeen i 37 år. Glansperioden var da Flæsketorvet lå på Nytorv. Den lavede "god borgerlig mad", fx labskovs.

Om nedrivningen af Nytorv 3 med fotoer fra før og nu, se indslaget "Den gamle Patricierejendom", 10. oktober 1923 her på bloggen

Værtshuset "Nordpolen". (Efterskrift til Politivennen).

"Nordpolen"

"Signe med kongenæsen"
Den danske "Skalle"
Ignatus fortæller i "Politiken"

"Nordpolen" er en af de få virkelig forbryderfælder der findes her i byen. Man stiger fra Vognmagergade ned ad en smal trappe og befinder sig i et underjordisk, af borde, stole, diske og flasker opfyldt lokale, hvor ordenen mellem vagabonderne opretholdes af et par solide kæmper, der passer handsker nr. 12. Gennem en dør i baggrunden opdager man et glimt af værten, der dog ikke viser sig uden ved højtidelige lejligheder. 

Til venstre for den egentlige beværtning ligger der et aflangt rum, som kaldes "Stuen". Dette rum hvori der som regel er slagsmål i den ene ende, medens en halv snes driverter ligger og sover i den anden, er unægtelig interessantere end gaskælderen i "Sherlock Holmes". Rundt om på de fedtede bænke sidder forbrydere, der har tilbragt deres meste tid i Vridsløselille, og mellem forbryderne Vognmagergades friserede alfonser, de såkaldte "krasseka'le", "blæsere" eller "embedsmænd" (betegnelserne "alfons", "hopsaka'l" og "gummidreng" er opfundne af bladene og ukendte i kvarteret). 

Mellem damerne, der næsten uden undtagelse ryger træpibe, er den mest bekendte en tidligere værtshusholderske som bærer navnet "Signe med kongenæsen". Når hun er drukken, synger hun en sentimental sang. 

I denne stue sad i gamle dage "den dovne Dreng" (han er nu i Horsens Tugthus), og her soldede "Tevehår" og "Bernhardt med Patten" for de penge, de havde tjent ved indbrud. Mange pladser er nu blevet tomme efter Lersøaffæren. "Og alt det", siger Bræddestablen. "fordi de fingererede lidt ved en politibetjent."

Bræddestablen er en mand med ydre optræden og måske i øjeblikket den af vagabonderne, der renest har bevaret kvarterets sprog. Den 35-årige mand er høj og velvoksen, med et rødligt, stærkt bygget ansigt, med en dobbelt overlæbe, knækkede fortænder og med et knivstik-ar på underlæben. I henseende til toilette er han på højden af de moderne fordringer. Han taler gerne og understreger enkelte ord med stærke armbevægelser. Og hvad er det ikke for besynderlige ord!

Forbryderne i kvarteret har deres eget sprog, som dels er ejendommeligt ved de adjektiviske betegnelser (en pibe med et stort hoved kaldes fx for "bredskuldret") dels ved en ironisk ombytning af ord fra bogsproget, som når fx en bisse ufravigelig kaldes "prins". (Ordet bisse er opfundet af skribenter). Yderligere benyttes disse ord til dannelse af verber. En prins der om natten sover i en retirade, siger, at han "prinser den", og damer som han møder på logisstedet kaldes prinsesser. Hr. sprogforsker! Tal med Bræddestablen og Strile-Karl, og De vil opdage, hvor uvidende De er i dansk sprog!

Han "går og skyder" betyder, at han går og stjæler, "et skud" er et stykke tyvegods (ladegårdslemmerne kalder i øvrigt en cigarstump "et skud"). "Kan du være i vognen" betyder: Kan du klare dig? At "gå på'en" betyder at bekende. At "blive solgt" er at blive overlistet i et krydsforhør. "Vil du springe?" betyder: Vil du slås? Og "Så siger jeg nik" betyder: parat til at drikke en skalle.

At drikke en skalle er at træde et par skridt tilbage, lynsnart at fare frem og med den øverste del af panden at ramme modstanderen over næsen og knuse denne med et stærkt stød. Nordpolens stamgæster viser i så henseende en forbavsende færdighed. Man må personlig se dem drikke en skalle eller dog betragte deres skade, knækkede næser for at få en forestilling om det frygtelige våben. Danske slagsbrødre, der om bord på skibe henflyttes til andre egne her drikker fremmede slagsbrødre skaller, vækker på en gang forfærdelse og forbavselse. En lignende benyttelse af hovedet til slagsmål er ganske ukendt andre steder end i Danmark. Bræddestablen viser styrken af sin pandebrask, idet han drikker kældervæggen en skalle, så det bogstavelig talt knager i den gamle, sure rønne. Endda erklærer han at Lars med Patten er hans overmand. En gang i ungdommens dage drak han Bræddestablen en skalle, der "blev siddende", og at denne mester i faget nu i 2 år skal være forhindret i at præstere ordentligt arbejde, forøger yderligere Bræddestablens misfornøjelse med de bestående samfundsforhold.

Ved afskeden gør han følgende klassiske bemærkning:

"Man går op af pølen og fingererer ved en panser (gadebetjent). Værså'artig, ind i svededåsen med det samme. Man danderer den med seven (grøn sæbe, som benyttes til at knuse ruder med i udhængsskabe), og aldrig så snart har han lugtet til et par skaldede brocher, førend den står på kul (vand og brød). I Leret (Lersøen) må man ikke komme, og forladning i pistongen er der ikke over det hele. Man kan li'så godt straks gå ud på går'en og slå de tre slaw."

Derefter vendte Bræddestablen sig til Signe med Kongenæsen og sagde:

"Sine! La vos så få de to drosler!"

(Aalborg Tidende, 1. marts 1902).

Fotoet viser ikke Nordpolen, men en kælderbeværtning i Lille Brøndstræde 12. Bagest porten til Sjæleboderne (7. oktober 1908). Fotograf Ernst Nyrop Larsen. Københavns Museum. Public Domain.

I en omtale af en bog af Albert Gnudtzmann og Helmer Lind, bragte Fredericia Social-Demokrat 26. februar 1907 nogle citater fra bogen:

Vi vælger at aflægge "Nordpolen" et besøg. Det stemmer os for brystet da vi efter at være klatrede ned ad den stejle trappe, befinder os i et lokale hvor en snes mennesker trænges sammen i to rum der hver for sig er af størrelse som et pigekammer i en ældre københavnsk ejendom. Et lokale hvor den ubeskriveligste stank af last og dyrisk ligegyldighed lægger sig tyngende på åndedrættet, og hvor kærligheden til snavset har overtrukket de nøgne vægge med en fedtet og klæbrig patina.

Af de to rum er det ene skænkestue, det andet "dameværelse". Ved denne elegante betegnelse forstås at stedets furier her har deres residens. Ikke alene opholder de sig der på de tider af dagen da de ikke virker i deres kald, men de sover her også, hvilende på borde og bænke eller simpelt hen på gulvet, hvor det tommetykke snavs er stampet sammen til en fast, ubestemmelig masse. Når dagens jagt efter de usle skillinger de behøver til megen brændevin og en smule mad, er endt, og kavalererne er gået ud for at forsøge hvad nattens timer kan kaste af sig, synker det hærgede kvindelegeme sammen her, svækket og udmarvet af last, arrest og pint af utøj, stinkende af spiritus.

(Fredericia Social-Demokrat, 26. februar 1907).

Natterestaurationer. (Efterskrift til Politivennen).

 Da i 1888 den store nordiske udstilling - som kong Oscar med et bevinget ord kaldte en "formelig verdensudstilling" - nærmede sig, da millionen begyndte at danse for øjnene på de noget sangvinske københavnere, da man i ånden så de store verdenssteder øde og tomme, mens alle jordens folkeslag i lange tog oversvømmede vor by og vort land forstod selv en så ravnekrogsagtig institution som Københavns Byråd at man måtte ophæve rådstueplakaten af 1884, der snarere gør indtryk af at være affattet i Bethesda end på Råd- og Domhuset.

Denne bestemmelse gik som bekendt ud på, at de gode borgere kun indenfor hjemmets fire vægge havde lov til at spise og drikke efter midnat. På slaget 12 skulle hver café, hver beværtning, hvert værtshus være lukket.

At Københavns daværende udmærkede og kloge politidirektør, etatsråd Crone, af yderste evne modarbejdede vedtagelsen af en sådan anordning, havde selvfølgelig intet at sige ligeover for den stærke pietistiske retning, som altid ser skævt til enhver ytring af livsglæde, og hvis mest udprægede repræsentant afdøde vekselerer Mannheimer forbindelse med den endnu levende møbelfabrikant Severin Andreas Jensen den gang var.

Men da, som sagt, udstillingen stod for dørene, var ophævelsen af denne plakat en af de første og af forholdene mest påkrævede foranstaltninger, som blev truffet til at modtage den gyldne sommer. En fem, seks restaurationer fik mod erlæggelgelsen af 4000 kroner lov til at holde åben til kl 2 - en halv snes andre måtte beholde siddende gæster til det samme klokkeslet, der i en by som Paris er døgnets skønneste time.

En sag på papiret er imidlertid noget andet end samme sag udført i det virkelige liv.

De vise borgerrepræsentanter, der kun von Hørensagen kender København ved nat, er selvfølgelig ved den praktiske gennemførelse at sådanne beslutninger på en vis måde afhængige af den konduite, som deres naturlige rådgiver, Københavns politidirektør, er i besiddelse af.

Sjælden har man haft større anledning til at beklage, at gamle Crones ånd ikke længere svævede over vandene, end netop ved denne lejlighed. For vistnok er Crones efterfølger, hr. Eugen Petersen, besjælet af de bedste forsætter. I alt Fald er det in confesso, at han har seks lauder til sin juridiske embedseksamen.

Men det synes, som om hans erfaringer ikke er at denne verden. Havde hr. Eugen Petersen nemlig et indgående kendskab  til, hvorledes de glade københavnere morer sig ved nat, vilde han - for han bærer i virkeligheden ansvaret - efter udstillingsårets slutning ikke have nægtet natbevilling til det lokale i byen, der blandt alle natterestaurationer i 88 viste sig som det eneste brugelige - National

*

Som bekendt har vi i vor by et utal af kælderbeværtninger.

Vi vil lade det spørgsmål stå åbent, om kældere overhovedet er sømmelige opholdssteder for mennesker. Vi vil heller ikke udtale os om, hvorvidt de egner sig til restaurationslokaler om dagen. Om natten er de absolut mindre heldige som sådanne - i alt fald når man kun har dem.

En elegant natterestauration skal ligge i stuen. Der må være vidt og rummeligt, højt til loftet med store spejle og elektrisk lys - kort sagt et lokale hvis hele udstyr lægger en vis dæmper på en altfor vidtdreven munterhed.

*

Når man derimod som en grævling må krybe ned i en hule, hvor loftet er lavt og luften indeklemt, fordi der aldrig kan luftes ordentlig ud - hvor muligheden af et spejdende øje fra gaden er udelukket, hvor selv de ivrige politibetjente betænker sig to gange på at kaste en tølperagtig person ud, fordi de må slæbe ham op af trapperne, dér bliver uvilkårlig tonen hulebeboerisk.

Vore tre fashionable nattebeværtninger er Blanch, Klosterhallen og Rydberg - alle på Strøget.

Vi véd ikke, om politidirektøren, hr Eugen Petersen, nogensinde har været dernede. Vi véd derimod, at hans næstkommanderende, første politiinspektør, fhv. dragonløjtnant, cand. juris Theodor Petersen, nidkær som han er, ikke så sjældent har inspiceret disse nødtørftsanstalter. Det synes ikke, at hr. politiinspektøren har haft tilstrækkeligt udbytte af sine ihærdige anstrengelser.

For i så fald måtte han have forklaret sin overordnede, at om end selvfølgelig disse nattebeværtninger har deres berettigelse, hvad der til overflod bevises af deres talrige publikum, tiltrænges der ved siden deraf andre kaféer, hvor folk, hvis arbejde først slutter efter midnat, og familier, der efter en sen teaterforestilling ønsker at tilbringe et par timer på et offentligt sted, i ro og stilhed kan nyde deres aftensmad.

Og man pådrager sig sikkert ikke beskyldningen for rigorisme ved at udtale, at vore nuværende nattebeværtninger er mindre egnede for familieliv

*

Som enhver ved, foretager første politiinspektør - og andre af politietatens spidser fra tid til anden med offentlig understøttelse smårejser til udlandets større byer for at gøre sig bekendt med forskellige kommunale institutioner, såsom drosker, prostitution, sundhedsvæsen, opdagelsespoliti etc.

Vi vil ikke tale om de store verdensbyer. Men vi er sikre på, at når en af disse politiofficianter har været i - lad os tage Hamburg, en by omtrent af Københavns størrelse - når de altså har været i Hamburg, har de sikkert spurgt sig selv: Hvorfor er dog ikke forholdene sådan i vor egen by?

Efter deres uden tvivl hårde dagværk, der mange gange har trukket ud til midnat, har de på en elegant restauration kunnet styrke deres udhungrede legemer lige til kl. 1 - uden hverken at generes af politi eller fulde folk.

Og når klokken er blevet 1, er det måske muligt, at de herrer har tilbragt en times tid eller to i Kafe Nowak på Gänsemarkt, hvor der er åbent til den lys morgenstund.

En stor og luftig stueetage, et publikum der tilhører alle stænder uden at man generes af dennes blanding.

I et hjørne sidder rige udlændinge, og ved deres bord skiftes hurtig champagneflaskerne. Lige overfor et selskab herrer og damer - virkelige damer.

Demimonden - i hvert fald fruentimmer, der vitterligt for Politiet ernærer sig ved utugt, - findes ikke i dette lokale.

Ved døren står en uniformeret portier. Han indlader ingen dame, med mindre hun er ledsaget af en herre, og skulle det hændes, at berygtede fruentimmer slap ind, er fornøjelsen kun kort. værten eller overkelneren behøver blot at hviske et par ord til selskabet, og damerne forsvinder.

Om vedkommende herrer er flotte kunder, der bruger masser af penge hver eneste aften, må de lige godt finde sig i denne bestemmelse, der overholdes med ubøjelig strenghed.

Skulle det ikke være muligt herhjemme at få i hvert fald en sådan natterestauration.

Jacob Worm Müller.

(København, 13. februar 1891).

Københavnske Originaler: Musikdirektøren. (Efterskrift til Politivennen).

Det var nede i en af de mange underjordiske "foreninger", der dukkede op på grund af politiforbuddet mod at kaféer og restaurationer måtte holde åbent efter midnat. Sammen med en ven var jeg kommet derned, af nysgerrighed, lokket af larmen, der i nattestilheden kom op fra den dybe kælder.

I tæt blå tobaksrøg lå lokalerne, luften var lummer og kvalm, stuvende fuldt som der var af mennesker. Stemmer summede, latter og sang kæmpede med tonerne fra et klaver om at få magten i den døvende støj.

Vi fik omsider en lille plads ved et stort rundt bord, hvorom allerede flere gæster, end der var albuerum for, havde bænket sig med kruset foran sig og cigaren i munden.

Om én drejede hele samtalen sig. En middelhøj mand i åbentstående lurvet vinterfrakke, der viste en fedtet vest - underfrakke var der intet af - og en snavset flip. Han lå slap tilbage i stolen med halvlukkede øjne i det oppustede ansigt, med strittende sort over- og kindskæg. Engang imellem åbnede han øjnene halvt, langede mat ud efter ølkruset, tog en slurk og strøg så ihærdigt overskæget, der ved den evige dyppen i øllet var blevet til sammenfiltrede, våde tjavser.

Man ville have ham til at traktere klaveret.

"Nå Carl, giv os nu en lille en på hakkebrættet", sagde indsmigrende en stor slagter. Carl åbnede øjnene og snerrede som en drillet abe et arrigt

Nej.

"Åh hvad Carl - en af dine egne" hviskede en pukkelrygget lille fyr i tarveligt arbejdstøj uden overfrakke; han sad kælent klemt op ad Carl og betragtede ham med beundrende næsten forelskede blikke.

Carl smilte mat, greb så sit krus og tømte det, skubbede stolen tilbage og rejste sig.

"Nu ja - siden det er dig" mumlede han og satte sig hen ved klaveret.

En stund sad han og stirrede op i loftet med hænderne på tangenterne, strøg sig af og til hårdt, som for at vække de sløve sanser, over ansigtet. Så kom der med et liv i alle træk, øjnene spillede, læberne bevægede sig, som om han sang.

"Nu skal I få min vals." Så slog han an og spillede, mens larmen stilnede i lokalet. Sikkert og let tumlede hænderne sig henover tangenterne, slog kådt, som hoverende over deres egen færdighed, lystige spring over hinanden, - og en gammel vals, engang en af døgnets yndede melodier, en underlig blanding af melankoli og frejdig livsglæde fik alle de halvdrukne gæster til at lytte og vugge med hovedet i takt til tonerne.

"Bravo, bravo" og håndklap, dundren med krus og banken i borde med stokke hilste komponisten, da den sidste tone var døet hen.

Han vendte sig smilende om, så sig stolt og glad om og bukkede så sirlig. Så sad han en stund og fantaserede på klaveret, smilte skælmsk hen til den lille pukkelryggede, slog så an og spillede igen "en af sine egne".

Straks de første toner havde lydt, bragede et voldsomt bifald løs, og Carl vendte sig om og smilte og nikkede, lukkede øjnene og vuggede med hovedet i takt med tonerne, toner, der da var på hele det glade Københavns læber, en trippevals, lystig og rask, med et omkvæd, der var blevet til døgnets slagord, forherligende øllet og øllets magt. Man sang omkvædet med, dundrende i takt dertil med krusene, der fyldtes og atter fyldtes. Dacapo og dacopo måtte melodien gives, til slut fik Carl sit krus i hånden og stående stødte gæsterne glassene mod hans og takkede.

"Skål, musikdirektør", sagde slagteren.

"Skål musikdirektør", sagde jeg og stødte kruset mod hans - og i det samme smilte jeg lidt hånligt.

Da blev Carls ansigt med et alvorligt, og et hvast blik mødte mig.

"Jo - jeg har været musikdirektør", sagde han - "men det er længe siden" føjede han vemodig til. Så lænede han sig tilbage og smilte og fortalte med stolthed om da han som ung musiker blev trukket frem til dirigentposten på et af vore større badehoteller, om hvordan hans kompositioner gjorde lykke, hvordan kongen af Sverige skænkede ham en diamantring, og den danske konge en kostbar brystnål.

"Men det er nu væk - væk altsammen", sagde han og tog tankefuld en slurk af sit krus Og den lille pukkelryggede så bedrøvet op på sin ven og sukkede.

"Nu vil de ikke engang længere have mig i danselokalernes orkester - de siger, jeg drikker. Men hvis er skylden? Det er chikane, ren chikane, og den skæreste misundelse - og så den forbandede kælling, forsikrer jeg Dem", lallede han videre. "Men jeg skal vise de andre, at Carl duer endnu. Ja for jeg har en idé - en storartet Idé." Det sidste sagde han smilende - med en hemmelighedsfuld mine.

Og den lille pukkelryggede så stolt op på ham og rykkede endnu nærmere ind til ham. Alt hvad gæsterne bad, smigrede og trakterte nyttede ikke: Carl ville ikke spille mere den aften. Han sad og drak krus på krus og sukkede dybt. Til slut faldt han snorkende ned på bordpladen.

"Kom nu Carl, nu går vi hjem - i seng", sagde den lille indsmigrende, og tog ham under armen. Og med usikre skridt vaklede de ud af lokalet.

"Hvad bestiller han nu, hvad lever han af?" spurgte jeg opvarteren. Han forklarede mig, at Carl og den lille pukkelrygede, der var lappeskomager, boede oppe på en ussel kvist i Vognmagergade, sov på en gammel madras på gulvet. Den lille fortjente til det lidt, de behøvede, så morede Carl ham under arbejdet med at gnide melodier af på sin violin. Om natten kom de herned, og så trakterte gæsterne på dem for at Carl skulle spille for dem.

Da jeg kom op på gaden, hvor morgenens grålys faldt grelt ned mellem husene så jeg langt borte i den dæmrende dag to skikkelser, en stor og en lille. Og den lille anspændte alle sit spinkle krøblingelegemes kræfter for at få sin "store" ven slæbt hjem - hjem på den usle kvist.

(København, 4. juli 1889).

Gendarm-Spektakler ved Løgte-Kroen. (Efterskrift til Politivennen)

Næppe er Efterretningerne om Kampen ved Brønderslev i Vendsyssel naaet Landet rundt, før der foreligger et nyt Eksempel paa, hvor i Bund og Grund uskikkede Ministeriets Gendarmer er til at holde Orden, og paa hvor let de stik imod Bestemmelsen afstedkommer Uorden af den farligste Art.

Der er i Onsdags Aftes ved Løgte-Kroen tæt udenfor Nørrebro forefaldet et skarpt Sammenstød mellem to Gendarmer og Befolkningen. Anledningen var ubetydelig som i Jylland, og her som dér kom det i et Nu til en Scene, under hvilken der saas dragne Sabler paa den ene Side og løftede Hænder paa den anden.

Vore Reportere meddeler følgende :

Klokken var hen ad halv ni. Inde i Krostuen sad en Del Gæster, deriblandt en Gaardejer fra Frederiksborgkanten, der havde ladet sit Køretøj holde udenfor. Nogle kaade Mennesker havde benyttet sig af hans Fraværelse til at laane" Vogn og Heste og med dem foranstalte en Væddekørsel ude paa Landevejen, idet en kørte, og en anden skulde løbe ved Siden af. Saa gik det frem og tilbage i Trav og Galop, indtil Gendarmerne kom.

Der er stationeret seks Gendarmer og en Sergent i Politistationen paa Bispebjærgs Vej, et Stykke paa den anden Side Kroen. To af dem patrouillerede netop i Nærheden; de saa det utidige Væddeløb og stred, som rimeligt var, ind. Synderne fik imidlertid Tid til at gardere sig selv, og Følgen var, at Gendarmerne gik ind i Kiven - som det synes i den forkerte Tro, at Ejermanden bar Skylden for det passerede.

Han sad paa en Bænk op til Væggen og var efter Øjenvidners Erklæring kendelig beruset. Da Gendarmerne traadte ind og fik at vide, at det var hans Vogn, der holdt ude paa Vejen, forlangte de, at han skulde følge med og befalede i den Anledning den foran siddende Vognmand Frederiksen at rejse sig op og give Plads. Denne Mand lystrede efter deres Mening ikke hurtig nok, og nu faldt de første knubbede Ord. Men Spektaklet begyndte dog først, da Gendarmerne paa en hensynsløs Maade greb Gaardmanden i Skulderen og smed ham fremad, saa han tumlede om ude i Forstuen. Frederiksen gik da, medens der rundt omkring faldt misbilligende Ord fra de tilstedeværende imod Gendarmerne, hen og hjalp Manden paa Benene, hvorefter Optrinet hurtig blev forlagt ud paa Gaden.

Her stimlede en Masse Mennesker sammen, baade Gæsterne inde fra. og mange hvem Støjen lokkede til, saa at de snart var samlet henved Hundrede Personer. Gendarmerne havde imidlertid sluppet Gaardmanden og vendt sig mod Frederiksens to tilstedeværende Brødre, Brøndgraver Frederiksen og Grønthandler Frederiksen, der begge bor i Nærheden, og som i Forening med alle Øjenvidnerne til det passerede bebrejdede Gendarmerne, at de havde vist en altfor brutal Opførsel. Herunder erklærede de pludselig Brøndgraver Frederiksen for anholdt og tog et Par Haandjærn frem, da han, der i øvrigt ingen Vegne kunde komme i Sværmen, formentes ikke at ville følge med, og nu opstod der en forfærdelig Tumult. Folk trængte rasende frem mod Gendarmerne, uden at en eneste tog Parti for disse; Stokke kostedes, der fuldt truende Raab, og gennem det hele stingrede Gendarmernes Signalfløjter efter Hjælp.

Saa trak de blank. De huggede om sig for at holde sig fri fra at blive trampede over Ende, og en af dem rettede sin Karabin frem foran sig, parat til al give Ild. Omtrent paa dette kritiske Tidspunkt, da det kunde være blevet til et komplet Brønderslev Slag Numer to med Faldne og Saarede, Prygl og Stenkast, kom en Sergent og en Menig af Infanteriet til og tog efter Gendarmernes Tilraab en Haand i med for at redde dem, og det lykkedes dem med stort Besvær. Det synes som om den regulære Militæruniform har øvet en beroligende Virkning. De to Soldater fik Gendarmerne og Brøndgraver Frederiksen, der imidlertid havde faaet Haandjærnenc paa, ført et Stykke hen ad Vejen, og lidt efter slap de bort med Lemmerne hele og naaede Politistationens beskyttende Fængselsmure. Rigtignok medbragte de en Fange, men Affæren lignede desuagtet et komplet Nederlag.

Der har - som i alle Kroer - af og til været lidt Spektakel i Lygte-Kroen, men ingen mindes andet, end at Synet af en af de Politibetjente, som Folk kender og er vant til at respektere, al Tid har været nok til at bringe Ro til Veje, saa meget mere som disse Mænd har Ord for at optræde paa en besindig og lidet udfordrende Maade. Til Vanskelighederne i Onsdags Aftes kom endvidere den, at Folk ingen Sympati havde for Gendarmerne, og at de som Følge deraf mistede noget af den Bistand, som en Politibetjent i Neglen kan gøre Regning paa. Og endelig var Værten, Hr. Klausen, til alt Uheld sengeliggende paa Grund af Sygdom. Gendarmerne spurgte i øvrigt slet ikke efter ham, da de kom.

Brøndgraver Frederiksen, der saavel som hans to tilstedeværende Brødre skildres som en humant optrædende Mand, blev først løsladt fra Stationen Kl. 2 om Natten, og kun mod udtrykkeligt Løfte om at holde sig hjemme næste Dag, til Politiet atter lod ham hente. Han maatte i Gaar Formiddags møde paa Stationen og afgive Forklaring, og Rapport er ligeledes optaget over forskellige andre, saaledes over Værtens Hustru Fru Klausen.

Undersøgelserne, der ledes af Birkedommer Schouw, er nu i fuld Gang men Arrestationer var endnu ikke foretagne i Gaar Aftes.

(Social-Demokraten 10. september 1886).

Gendarm-Affæren ved Løgte-Kroen.

Efter at "Social-Demokraten har givet en omstændelig Beretning om det i Onsdags Aftes ved Løgte Kroen passerede, og vi i Gaar har faaet det yderligere stadfæstet, er der nu sendt en officiel, men yderst mager Beretning rundt til de øvrige Blade, der endnu ikke har bragt noget om Sagen, og som man formodenlig søger at indvirke paa ved selv at komme dem i Forkøbet. Skrivelsen er ogsaa bleven tilsendt os; den udmærker sig ved sin Forbigaaelse af den vigtigste Episode, nemlig Sammenstødet uden for Kroen, og lyder saaledes:

"I Onsdags Aftes sad en Afbygger fra Gandløse, en Brøndgraver, en Vognmand m. fl. i Beværtningsstedet "Lygten" paa Nørrebro (Stadens Grund) og nød en Del Drikkevarer. Under Drikkelaget byttede Afbyggeren og Vognmanden Heste. En Handelsmand kom kort efter til Stede, og til ham falbød Vognmanden straks den Hest, som han kort forinden havde afkøbt Afbyggeren og som endnu stød forspændt udenfor. Der opstod nu mellem de Vedkommende Disput om, hvorvidt ogsaa Hesten duede til at løbe, og en Væddekørsel udenfor paa Gaden kom nu i Stand, idet Handelsmanden løb omkap om Bajerskøl med Hesten og Vognen. Denne grove Politiuorden paa en saa befærdet Passage som Nørrebrogade og Frederiksundsvejen foranledigede et Par Gendarmer til, til Udfindelse af de Skyldige og efter at have standset Uvæsenet udenfor at gaa ind i Kroen for at opsøge Køretøjets Ejer, som de ogsaa fandt i Krostuen, værende i overvættes drukken Tilstand. Da han var uvillig til at følge med paa Stationen, hvor Forhøringen foreløbig maatte foregaa, og en Brøndgraver, der ligeledes var meget beruset, var grov og uforskammet og vilde forhindre Afbyggerens Henbringelse til Stationen, blev de begge to, som det nærmeste Sted, hensatte i Detentionslokalet ved Uttersløv Politistation og derpaa løsladte, efter at have opgivet Navn og Bopæl, Brøndgraveren Kl. 1 om Natten og Afbyggeren om Morgenen, idet de først da havde udsovet deres Rus. - Ved samme Lejlighed blev en Grønthandler, der er Broder til Brøndgraveren, ligeledes paa Grund af Krospektakler sat ud af Beværtningsstedet af Gendarmerne. - Under det Passerede er det en Selvfølge, hvad der næsten altid finder Sted ved en saadan Lejlighed, at de Anholdte, navnlig den ene, modsatte sig Bortbringelsen fra Krostuen, ligesom ogsaa Grønthandleren, da han blev kastet ud, greb fat i vedkommende Gendarm, men hertil indskrænkede sig ogsaa det Passerede. Paa Grund af Spektaklet samlede der sig vel noget Opløb udenfor Lygten Kro paa Nørrebrogade, men Ro og Orden var fuldstændig tilvejebragt forinden Afbyggeren og Brøndgraveren blev førte bort af Gendarmerne. Forøvrigt har ingen Anholdelser fundet Sted og yderligere Forhør end til Rapport har ikke været anstillet. Sagen vil formentlig finde sin Afgørelse i den offenlige Politiret en af de første Dage.

- Efter de af os i Gaar foretagne nye Undersøgelser stemmer vor første Beretning imidlertid i alt væsenlig overens med det passerede. Kun blev Brøndgraver Frederiksen ikke - som meddelt - belagt med Haandjærn paa Transporten; først da Gendarmerne var kommen med ham ind i Porten til  Stationen, vilde de lægge Haandjærnene paa, rimeligvis for mere ugenert at kunne brutalisere ham. Men paa Frederiksens Anskrig kom da Politiet ud og lagde sig imellem. Politiet synes stærkt at misbillige Gendarmernes grove Adfærd mod Frederiksen, der i en lang Aarrække har været bosat paa Stedet og nyder almindelig Agtelse som en respektabel Mand. Han løslodes Kl. 1 om Natten. Der afholdtes intet Forhør i Gaar.

Misstemningen mod Gendarmerne er almindelig derude. Det paastaas, at de skrider ind paa de ubetydeligste Anledninger. Forleden fik en ældre Mand en Bøde paa 8 Kr. for - tilmed rent i Spøg - at have sagt "Ned med Estrup! Et Par Drenge paa en femten Aar, der sloges, blev arresterede og idømt 6 Kr.!

Gendarmernes Antal er bleven forstærket fra 6 til 10 Mand. hvilket af mange menes at være ensbetydende med fire Graders Stigning paa Ophidselses-Termometret.

(Social-Demokraten 11. september 1886).

Tiltale for Drab. (Efterskrift til Politivennen)

Den 28. September f. A var der i Purhus Kro samlet 4 Reisende tilligemed en paa Egnen hjemmehørende Dagleier, hvilke nød forskjellige Omgange Snapse og udviste støiende Adfærd, hvorfor Kroeieren sendte Bud efter Sognefogden og andre Starboende, deriblandt en Gaardeier, som modtog Budskabet udenfor sin Gaard, netop som han kom hjem fra Jagt, og nu gik hen til Kroen medhavende sit med ca. 50 Hønsehagel ladede Gevær. Efterat Sognefogden i længere Tid forgæves havde opfordret de Reisende og blandt disse den tidligere for Vold og Løsgængeri straffede Murer Mühlenberg til Rolighed, bleve de med Bistand af flere af de Tilstedeværende satte udenfor, ved hvilken Leilighed Mühlenberg, der gjorde Modstand og slog om sig, faldt om paa Trappen, og da den ommeldte Gaardeier bøiede sig ned, for at ffnde ham til Side, blev han sparket i Hovedet af Mühlenberg, men det lykkedes dog at faa Døren lukket. Mühlenberg kastede nu først en Flaske og derpaa en af sine Træsko giennem den med Glasruder forsynede Gadedør, hvorved Ruderne splintredes og Glasstumperne stod om Ørene paa de i Krostuen Tilstedeværende, og baade Sognefogden og Gaardeieren bleve ramte i Ansigtet af Skaarene. Herved opstod der Uro i Krostuen, hvor der foruden disse 2 Mand var 8 andre Mand til Stede, hvorimod Kroejeren havde trukket sig tilbage til sit til Krostuen stødende Kontor, og da ingen turde gaa udenfor for at hindre den yderligere Vold, de befrygtede fra Mühlenbergs Side, spurgte Gaardeieren Sognefogden, om han maatte skyde paa Mühlenberg, og da han efter sin Forklaring hørte Sognefogden sige: "Ja, men i Benene", aabnede han Døren lidt og sigtede paa Mühlenbergs Ben med sin Bøsse, der imidlertid klikkede, hvorpaa han, idet atter en Ting blev af Mühlenberg kastet mod Døren, greb en Bøsse, som en af de andre Tilstedeværende havde hos sig, og - idet Kroeieren inde fra Kontoret, efter hvad der er oplyst, flere Gange havde sagt "skyd" ud i Krostuen. - affyrede denne med Sigte efter Benene paa Mühlenberg, som da var i en Afstand af mellem 4 og 10 Skridt fra Døren, og hvem der herved blev tilføiet et Skudsaar paa høire Laars Bagflade. Mühlenberg faldt nu til Jorden og blev bragt ind i Krostuen, og efter at være foreløbig forbunden, blev han kiørt til Randers og indlagt paa Sygehuset. Efter Lægens Erklæring var han beruset og ofte Symptomer paa Dilirium, som dog bedredes næste Dag, men den 27. September døde han, og de obducerende Sagers Skjøn gaar ud paa, at det maa antages, at Dødsaarsagen har været en Sygdom opstaaet som Følge af det tilføiede Skudsaar do« en paa Grund af overdreven Nydelse af spirituøse Drikke dertil særlig disponeret Person. Gaardeieren har forklaret, at han, der var noget fortumlet i Hovedet efter det Spark, han havde faaet, ikkun vilde forebygge yderligere Vold og aldeles ikke havde til Hensigt at lemlæste endsige dræbe Mühlenberg, og Sognefogden, der ikke vil kunne huske, men heller ikke vil benægte at have brugt Kininen om at skyde Mühlenberg i Benene, har forklaret, at han i alt Fald har gjort det af Forskrækkelse og i den Tanke, at Gaardeieren, der var en meget ældre Mand, nok vidste, hvad han giorde, ligesom Kroejeren endelig har forklaret, at han kun af Forskrækkelse har udstødt sit Udraab "skyd", og at han ikke vidste, om det var for at ramme eller kun for at skræmme Mühlenberg, at Gaardeieren skød. Viborg Overret fandt nu ogsaa, at det maatte anses for givet, at det havde ligget aldeles udenfor deres Hensigt, at Mühlenberg skulde dø eller lemlæstes, ligesom det heller ikke kunde antages, at de maatte have kunnet forudse hans Død som en rimelig Følge, idet vedkommende Distriktslæges Erklæring gaar ud paa, at et Skudsaar gjennem Benet af den omhandlede Art ikke i Almindelighed vil medføre Fare for Livet eller Tab af Lemmer, men idet det paa den anden Side ikke kunde antages, at Mühlenbergs Angreb havde været af en saadan Art, at det ude beføie til at anvende et saa farligt Vaaben paa den ommeldte Maade, fandtes Gaardeieren at maatte anses efter Straffelovens § 40 andet Membrum med simpelt Fængsel i 1 Maaned, og Sognefogden samt Kroeieren, det ved deres Optræden havde medvirket til Anvendelsen af den ommeldte vold, efter samme § sammenholdt med § 51 med lige Fængsel i henholdsvis 8 og i 4 Dage. 

(Nationaltidende 23. april 1884. 2. udgave)

De søgte alle om benådning og i september 1884 blev straffene ændret til bøder til statskassen. 200 kr. til M. Andersen, 50 kr. A. Dyrby Nielsen og 40 kr. til Buchwald.

Testamentet i Møllegade. (Efterskrift til Politivennen)

Testamentet er Navnet paa det eiendommelige lille lave, gammeldags Hus, der ligger i Møllegade Nr. 10 paa Nørrebro og stikker af mod sine nye Omgivelser. Før laa det ensomt, fredelig og stille langt fra Byens Tummel og Støi Side om Side med de Dødes Have, den mosaiske Kirkegaard, fra hvilken dets Have kun var skilt ved et forfaldent, halvt omstyrtet Plankeværk. I Kristian den Fjerdes Tid var "Møllegade" en alfar Landevei fra Hovedstaden ad Nordsjælland til. Ved Guldbergsgade bøiede den mod Nordvest og løb i lige Linie fordi "Tagenshus", som den Gang var et Bangehus, en straatækt Lerhytte. Allerede i Frederik den Fjerdes Tid var denne Vei hvis tidligere Tilværelse endnu røber sig ved Resterne af et Par næsten sløifede Jorddiger tværs over "Lammefælleden", nedlagt og omskabt til en Fægade, ad hvilken Kvæget blev drevet paa Græsgangene; men paa Hjørnet af nuværende GuIdbergsgade og Møllegade laa et lille Hus, et Krosted, hvor de Vejfarende pleiede at søge til. Senere blev der bygget endnu et Hus ved Veien, nemlig det omtalte Nr. 10, der bærer paa en Alder af halvandet hundrede Aar. Da mosaisk Kirkegaard skulde anlægges, blev hint gamle Krosted, der laa paa det Jordsmon, som var indrømmet Kirkegaarden, nedbrudt, og Retten til Beværtning gik over paa det nuværende Nr. 10, der siden har været et af Almuen meget søgt Traktørsted, hvis Glansperiode dog mest faldt i vore Bedsteforældres Tid. Medens Embedsmand og Folk af den finere Verden valfartede til Traktørstedet "Jylland" paa Nørrebrogade ved Fælledveien, og kunstnere og Studenter søgte til Billigheden paa St. Hans Torv, morede den adstadige Haandværker og den jævne Borgermand bedst i "Testamentet". Det var nemlig Navnet paa det omtalte Beværtningssted ved den nuværende Møllegade, som den Gang kaldtes "Jødeveien". Det var det nære Naboskab med Mosaisternes sidste og sikre Valfartssted, Kirkegaarden, der skaffede Beværtningsstedet dette Navn. Først kaldte Folkelunet det for "det gamle Testamente", men senere blev Navnet for Nemheds Skyld forkortet til "Testamentet". Naar Haandværkerne havde fulgt deres afsjælede Kammeraters Lig i Procession til Assistens Kirkegaard, gjorde Følget i Reglen en "Afstikker" hen til Testamentet. Der spændte man den blanke Staalkaarde fra Lænd, det gyldenspændte Skødskind blev hængt paa Knagen, den sorte Stadskjole blev trukket af, Kridtpiberne og Tobakskassen kom frem, og saa drak man den Hedengangnes Gravøl, Indtil Hundeglam og Vægterens Tuden lød inde paa Blegdammen og mindede om, at nu var det Tid at bryde op. Men Søndag Eftermiddag spankulerede Haandværksmanden og den jævne Borger stiv og stram, pyntet med Livkjole, med Piben i Baglommen, Signetet paa Maven og Hareuldshatten kjækt paa "Snur" ud af Parten. Først gik Veien til Assistens Kirkegaard, hvor der aflages et Besøg hos de Døde. Saa skraaede man over til "Testamentet" paa Jødeveien. Gjæsterne modtoges høvisk af den joviale Vært, pyntet med sølvknappet Vest og knæspændte Skindbukser. "Glukflasken" klukkede muntert og Snapsene eller "Sopknerne", som de kaldtes, gik lystig rundt. Sangen tonede, og Kuglerne rumlede paa Keglebanen. Men Støien generede ingen, thi der var langt til "Halvmaanen" paa Nørrebro, som i lang Tid var det nærmeste Nabosted. Kom det til Strid, afgjordes Sagen paa Stedet. Man satte Piberne fra sig og tog saa "Livtag", til en af Parterne "bed i Græsset". Saa drak man "Forlig", og naar man endelig brød op, drog hele Selskabet i den fortroligste Harmoni Arm i Arm gjennem den øde Forstad ad Byen til, hvor man skiltes for at sove ud, saa man næste Morgen igjen kunde begynde sit vante Dagværk. Nu har Tidens Ælde lagt sin tunge Haand paa "Testamentet", saa Vinduerne ere blevne skæve, og Rygningen har bølget sig. Det gamle Skur passer ikke til de nye Omgivelser, og Bygningen, der allerede i lang Tid har staaet ubeboet, er selvskrevet til snart at vandre heden til det forsvundne Kjøbenhavn.

V. Both.

(Nationaltidende 5. februar 1884).

Forhandling af spirituøse Drikke i København. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Magistratens Skrivelse af 13de September 1880 rejstes Spørgsmaalet om Beværtningsnæringens Ordning, Forhandling og Udskænkning af Spirituosa o. s. v. her i Byen. Borgerrepræsentationen nedsatte i den Anledning en Kommission, som kom til at bestaa af d'Hrr. Crone, Fenger, Giødesen, Hansen (Formand), Jensen, Kayser, Knudsen, Mannheimer, Møller, Schleisner og Syndergaard, og disse har nu fremsat følgende Forslag: Den har opstillet en betydelig Indskrænkning i Beværtningsstedernes Antal som en Hovedopgave og i Forbindelse dermed bedre Orden og større Tilsyn med de tilbageblivende Beværtninger, hvorimod den ikke har tilsigtet en Fordyrelse af Spirituosa, da et saadant Skridt maa være Statens Sag. Med Hensyn til Værtshusholdernæringen foreslaas der som Betingelser for Borgerskab 35 Aars Alder, Vidnesbyrd om godt Rygte og Sikkerhed efter Magistratens Skøn, samt maaske Forsørgelsesret i København. Antallet bør bringes ned til én Værtshusholder for hver 800 Indbyggere. Der er for Tiden 1350 Værtshusholdere, men deres Antal vilde efter Forslaget bringes ned til 300. Afgiften bør betydelig forhøjes; Rettigheden bør kun gives for tre Aar, men kan paaregnes fornyet, naar Vedkommende er værdig dertil.

Tænkes Ordningen gennemført inden 1890, bør der indtil videre opstilles følgende Regler: Der meddeles indtil videre intet nyt Værtshusholderborgerskab. Den aarlige Afgift forhøjes fra 1. Januar 1884 til 200 Kr. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde dem, der ville give Afkald paa deres nuværende Ret, et Beløb af f. Eks. 300 Kr. Af Konditorier findes der nu 30. Dette Tal bør være Grænsen, og Afgiften for 1883 sættes til 200 Kr. og bør senere søges forøget.

Af Restaurationer findes der nu 60,  af Gæstgiverier 115. Disse Tal bør danne den fremtidige Grænse, særlig for at forebygge, at Grænsen for den øvrige Beværtningsnæring skal kunne omgaas ved at erhverve disse Arter af Borgerskab; hertil kræves dog for Gæstgiverier Lovhjemmel. Afgiften foreslaas foreløbig sat til henholdsvis 200 og 400 Kr.

Høkere, mener Kommissionen, bør fremtidig ikke have Ret til Udskænkning af Øl og Brændevin ved Disken for staaende Kunder, hvorhos denne Ret for de ca. 200, der have den, bør ophøre med 1885. Indtil da bør den nuværende Afgift af 10 Kr. forhøjes.

Endvidere anbefales Oprettelsen af en Del offenlige Bespisningssteder, som med Held ere forsøgte andre Steder. De skulle være fordelte over hele Byen og paa passende Steder i hensigtsmæssige Lokaler, hvor der beværtes med al Slags kold og varm Spise, The, Kaffe, Øl, men hvor Vin eller Spirituosa hverken maa udskænkes eller forhandles. Blade og Aviser bør forefindes (Læsestuer); Kortspil maa ikke finde Sted. De bør holdes aabne fra Kl. 5 Morgen til 11 Aften. For saadan Virksomhed maatte kræves de almindelige Borgerskabsbetingelser, 25 Aars Alder osv.; Næringsadkomsten skulde betales som Borgerskab af 2. Klasse (138 Kr.), men kun meddeles Personer, som efter Magistratens Skøn dertil findes egnede, og som afgive behørig Betryggelse mod Misbrug, og kun naar det paagældende Lokale er befundet egnet til Øjemedet. Der vil selvfølgelig ikke komme til al paahvile denne Næring nogen aarlig Afgift; heller ikke skulde den underkastes Tal-Begrænsningen for Beværtningsnæringerne. For saa vidt et Selskab maatte danne sig til Oprettelsen af slige Bespisningssteder (mulig forbundne med Bogsamlinger), kunde Kommunen give et saadant Selskab særlig Støtte ved i de første Aar at yde Selskabet et nærmere bestemt aarlig Tilskud til disse Etablissementers Drift.

Endvidere har Kommissionen stillet Forslag til Politivedtægten, der angaar Lokalernes Renlighed og Orden. Det bestemmes fremdeles, at berusende Drikke ikke maa udskænkes til Personer under 18 Aar eller til Berusede, ej heller til Gæster, der ere begyndt at blive berusede eller til Personer, om hvem det vides, at de ere henlagte i Fattigvæsenets Stiftelser. Ingen maa vise sig kendelig berusede paa Gade eller offenlig Sted. Værten skal i lukket Vogn hjembringe dem, der ere blevne berusede hos ham. Værten maa ikke tillade Udbetaling af Arbejdsløn eller Hyre i hans Lokaler. Finder Slagsmaal eller Lign. Sted i en Beværtning, kan Politiet forlange den lukket for den Dag. Forstyrrende Støj kan Politiet forbyde, ligesom kvindelig Medhjælp til Opvartning - Værtens Hustru undtagen. Offenlige Beværtningssteder skulle holdes lukkede fra 12-4 om Natten, og i den Tid maa ingen Gæst opholde sig der. Sluttede Selskaber er dog udelukket fra denne Bestemmelse.

Nogle af Kommissionens Medlemmer udtale sig endvidere for Ansættelse under Magistraten af en Mand, der skal føre Tilsyn med Beværtningsvæsenet og dermed beslægtede Forhold, indgive Beretninger om Tilstanden og foreslaa nye Foranstaltninger.

I Vedtægten af 12te Juni 1858 foreslaas en Forandring, hvorefter Høkere ikke skulde kunne faa Ret til Udskænkning af Øl og Brændevin paa Stedet. De nuværende Høkere skulle dog beholde den af dem erhvervede Ret til Udløbet af Aaret 1885.

Hvad angaar offenlige Danselokaler, da foreslaas, at disse ikke maa holdes aabne efter Kl. 12 Midnat. Ved saadanne Lokaler maa der ikke findes særskilte, ved Dør, Forhæng eller paa anden Maade lukkede Rum til Beværtning af eller Ophold for de Besøgende.

Bevilling til Logishuse skal kun kunne meddeles, naar der i den Lejlighed, som dertil agtes benyttet, findes særlig Adgang, som ikke berøre Skænkestuen, til Sovelokalerne. Betalingen for Natteleje maa ikke modtages i Skænkestuen.

De oven for anførte Forslag foreslaar Kommissionen skulle vedtages straks. Derhos indstiller den, at Sagen i sin Helhed underkastes en almindelig Behandling i Kommunalbestyrelsen, saaledes at det overdrages Magistraten senere at fremsætte nærmere Forslag til til de Foranstaltninger, som Kommissionen yderligere anser for nødvendige til Forholdenes videre Udvikling. Disse Forslag gaa bl. A. ud paa, at der skal gives skarpere Bestemmelser om Antallet af Udsalgssteder for Spirituosa, ikke forbunden med Udskænkning, og gives nøjere Bestemmelser om Udskænkningslokalernes Beskaffenhed og hele Indretning, Beliggenhed, Størrelse etc. 

I de Kommissionsbetænkningen ledsagende Oplysninger meddeles der bl. A., at der i 10 af Beværtningsstederne for Tiden gives musikalske Aftenunderholdninger, dog ere kun 4 af disse egenlige Sangerindelokaler; det gennemsnitlige Antal af Besøgende er for disse sidstes Vedkommende henholdsvis 450, 250, 200 og 150, for de øvrige ca. 50 daglig.

Med Hensyn til de offenlige Danselokaler oplyses, at Antallet er 6, og det ene af disse er forsynet med særskilte Kabinetter, hvorimod dette ikke er Tilfældet for de øvriges Vedkommende. Der afholdes Dans tre Gange ugenlig, de to Aftener til Kl. 1 og den ene til Kl. 12. Det gennemsnitlige Antal af Besøgende hver Aften stiller sig saaledes : i "Figaro" 100.500, i "Fønix" 100-400, i "Aftenstjernen" 100-300, i "Kjæden" 200-800, i "Vega" og "Valkyrien" 50-300.

Siden Vinteren 1870-71 indtil 1879-80 er der aarlig afholdt henholdsvis 16, 19. 20, 21, 23, 20, 22, 17, 20 og 23 offenlige Maskerader, der have været besøgte gennemsnitlig af 100-300 og for et enkelt Lokale (Kasinos) Vedkommende af 400-1000 Personer hver Gang.

Antallet af Herberger og Logishuse er 85 med Plads til 1581 Personer. Af disse Lokaler ere 69 særlig for Søfolk (af hvilke 628 kunne optages), Haandværkere og andre Rejsende, der kunne modtages i et Antal af 458), medens I I ere egenlige Nattelogishuse med Sengeplads til ialt 495 Individer. Hver enkelt Nattelogisghus er beregnet til 5 a 120 Personer, der erlægge en Betaling af 25 eller 35 Ø. pr. Nat. For de Logishuses Vedkommende, som søges af Søfolk, besørges Opvartningen 16 Steder udelukkende af Kvinder, 21 Steder af Mænd og 5 Steder tildels af Mænd, tildels af Kvinder. 10 af Værterne give sig tillige af med Forhyring af Søfolk i større Omfang (de sidste Aar gennemsnitlig 5000 Individer), medens flere andre lejlighedsvis befatte sig hermed.

For at forhindre de Ulemper, som ere forbundne med, at mange Personer, navnlig Søfolk, ere henviste til at opholde sig paa Værtshuse for at træffes af dem, der ville søge deres Arbejde, anser Kommissionen det for meget ønskeligt, om der kunde træffes den Ordning, at intet Beværtningssted, hvor der udskænkes Spirituosa, maa findes paa nogen Arbejdsplads eller i dens umiddelbare Nærhed, men den erkender, at praktiske Hensyn hindre en saadan Ordning. Derimod tilraader den bestemt Forbud mod, at Arbejdsløn eller Hyre udbetales paa saadanne Steder, hvilket vil virke ikke lidet dæmpende paa Beværternes Redebonhed til uden kontant Betaling at udskænke til Arbejdere og Søfolk. Kommissionen har tillige ved sine Undersøgelser bragt i Erfaring, at der i de Beværtningssteder, hvor der samles mange Arbejdere, spilles Kort i stort Omfang, og at der spilles om Drikkevarer.

Det behøver næppe nogen nærmere Forklaring, i hvor høj Grad denne Omstændighed befordrer overdreven Nydelse af Spirituosa; dels forlænger Spillet Opholdet paa Beværtningsstedet, dels bliver Resultatet af hvert Spil, at den Tabende giver "en Omgang" til alle Medspillende, og man vilde derfor anse det heldigt, om et Forbud kunde udstedes mod, at der drives Kortspil paa offenlige Værtshuse. Efter den bestaaende Lovgivning er imidlertid saadant Spil i Almindeligbed tilladt, og der vil næppe kunne opnaas nogen Forandring heri, hvorfor Kommissionen, hvor meget den end beklager det paaankede Forbold, har afholdt sig fra at stille noget Forslag vedrørende dette Punkt.

I Logishusene finder paa store Steder Adgangen til Soveværelserne Sted gennem Skænkestuen, hvor først Betalingen for den kommende Nat erlægges og dernæst Resten af Paagældendes Penge jævnlig medgaar til Drikkevarer, som han dels selv nyder, dels maa traktere de øvrige Gæster med. For at raade Bod paa dette højst beklagelige Forhold turde det, da et Forbud mod Udskænkning af Spirituosa paa disse Steder - hvad der vilde være det ønskeligste - lige saa lidt tør paaregnes, som i de oven for nævnte Tilfælde, være det mest praktiske, at fastsætte, at ethvert Logishus skulde have en særskilt Adgang til Sovelokalerne, saaledes at Ingen for at naa til disse var nødt til at passere Udskænkningsstuen, ligesom det maatte forbydes, at Betaling for Logiet erlagdes i sidstnævnte Lokale.

(Social-Demokraten 26. april 1882).

Logishuset Holger Danske. (Efterskrift til Politivennen)

Logishuset "Holger Danske" i Farvergade er, som bekendt, særligt et Tilflugtssted for en stor Del Vagabonder og straffede Personer, men det hændes dog af og til, at en tilrejsende Haandværker eller Tjenestekarl kan forvilde sig dertil. Har de da Penge, er det en Selvfølge, at de tilstedeværende Gæster opfordre dem til at give Noget, og de kan ikke godt undslaa sig derfor, da Opfordringen gerne frem￾sættes i en saa bestemt Form, at det godt forstaaes, at den, der ikke giver Brændevin til Selskabet, faar Prygl. Den der bliver beruset er temmelig sikker paa, at man stjæler hans Penge, hvis han da har saadanne, og Tyveri og Slagsmaal hører egenlig til Dagens Orden.

Foruden det almindelige sanitære Tilsyn maa Politiet næsten daglig, ofte flere Gange, aflægge Besøg der og der er saaledes siden i Søndags Middags anholdt ikke mindre end 6 Personer, de fleste tidligere straffede, som mistænkte for Tyveri af Penge fra Medlogerende.

(Social-Demokraten 8. juli 1880).

Frederik Riise (1863-1933): Farvergade med gæstgivergården Holger Danske. Uden årstal. Kbhbilleder. Public domain.

Drikfældige skoledrenge. (Efterskrift til Politivennen)

Under en Sag ved den offenlige Politiret fremkom Sigteise mod Værtshusholder Nielsen, Kristenbernikovstræde 7, for at have tilladt, at der i hans Beværtning udskjænkedes berusende Drikke til Børn. Politiet foretog nærmere Undersøgelse, og det oplystes, at 4 Drenge, i en Alder af mellem 10 og 13 Aar, tilligemed et Par andre Drenge, som ikke have været til at opspørge, havde den 13de f. M. været i nævnte Beværtning og der drukket 7 halve Flasker Bajerskøl, 7 Snapse Brændevin og Kaffe med 2 Snapse Rom i hver Kop. Flere af disse Drenge havde tidligere ofte været i den paagjældende Beværtning og der nydt Bajerskøl, Kaffe med Rom i og Toddy. De indfandt sig i Reglen i Beværtningen, naar de om Eftermiddagen gik fra Skole, og det var let at se, at de vare Skoleelever, da de medbragte deres Skolebøger. Værten havde saa godt som altid været til Stede i Lokalet, og det var med hans Vidende, at Drengene bleve beværtede med berusende Drikke. Det oplystes derhos, at en af de omtalte Drenge om Aftenen paa den ovenfor nævnte Dag var bleven truffen liggende paa Gaden i beruset Tilstand. Efter ved en Forbigaaendes Foranstaltning at være bragt til nærmeste Politistation havde han her i en Timeslid lidt of Opkastning, der gik over til Kramp trækninger og var i den Tilstand bleven bragt til sine Forældres Hjem. For at have overtraadt Politivedtægtens § 68, der forbyder i offenlige Beværtningslokaker at udskjænke stærke eller berusende Drikke til Børn, betalte Værtshusholder Nielsen i Mindelighed en Bøde af 30 Kr.

For et lignende Forhold, men udøvet i et noget mindre Omfang, vedtog Værtshusholder Hansen, Gammelmønt 7, i mindeligbed en Bøde af 25 Kr.

(Morgenbladet (København) 5. februar 1880).

Værtshusholderske i Griffenfeldtsgade. (Efterskrift til Politivennen)

En Værthusholderske i Griffenfeldtsgade foranledigede en Aften i April Opløb paa Gaden derved, at hun gaaende paa Gaden højt jamrede over, at en Person, der havde været til Stede i hendes Mands Beværtningslokale, havde forlangt at se hendes Ægteskabsbevis. Da to Politibetjente nu kom til, forlangte hun at de skulde anholde den paagjældende Person. Betjentene fik de Tilstedeværende til at gaa og opfordrede Konen til at forholde sig rolig, men hun skreg endnu højere og brugte Skjældsord som Tyveknægt, Laban osv. Hendes Mand kom nu til og søgte at formaa hende til at gaa ind, men hun nægtede det, og da hun tilsidst blev aldeles rasende, førte Betjentene hende til Politistationen. Paa Vejen hertil kom Manden atter og bad om hun maatte gaa hjem; dette tillod Betjentene, men da de slap hende, slog hun den ene i Ansigtet med knyttet Haand og greb den anden i Uniformskraven ligesom hun tog sit Hovedklæde og Shavl af og kastede det paa Gaden. Paa Stationen blev det hende tilbudt at gaa hjem men hun nægtede at lade sig dimittere og hendes Adfærd var saa støjende, at hun med Magt maatte sættes i en Droske og kjøres til Hovedstationen. Paa Veien derhen udskjældte hun de Betjente, der sad hos hende i Drosken, og disse maatte gjøre de største Anstrængelser for at forhindre hende fra at bide og slaa dem, og efter at hun omsider var bragt over i Arrestbygningen ved Hovedstationen, foer hun pludselig ind paa den ene og tilføjede ham med knyttet Haand et Slag i Ansigtet. Under den mod hende indledede Undersøgelse ved Kriminalretten oplystes det at hun ved den omhandlede Lejlighed var noget beskjænket Tilstand og i høj Grav af Affekt, og ved en Erklæring af Retslægen i Forbindelse med en Udtalelse af en Læge, der i Løbet af de 3 a 4 sidste Aar af og til havde behandlet hende, blev det efter at hun havde været indlagt til Observation paa Kommunehospitalet, godtgjort, at hun lider af kronisk Alkoholisme, der medfører en ikke ringe Sløvelse af de mentale Evner, samt udtalte Symptomer paa Sindssygdom; fremdeles at hun var hallucineret paa Hørelsen, og at hele denne sygelige Tilstand medfører, at hun, selv om hun ikke ved den ommeldte Lejlighed hat været i høj Grad beruset, dog godt kan være kommet i en saa lidenskabelig Sindsbevægelse, at hun som Følge af sin sygelige Tilstand fuldstændig har tabt Herredømmet over sig selv, og ihvorvel Retslægen ikke troede, at man kunde anse hende for fuldstændig afsindig og utilregnelig, maatte han dog anse hende for at være i den Grad svækket, at hun ikke var i Besiddelse af den fulde Tilregnelighed, der findes hos sunde Individer. Tiltalte blev som Følge af det anførte dømt efter Straffelovens §§ 100 og 101, sammenholdt med § 39, og Straffen bestemtes til simpelt Fængsel i 14 Dage.

(Morgenbladet (København) 30. september 1879).

Værtshusholderi paa Amalienborg. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Jeg tillod mig for længere Tid siden at fremkomme med en Anke i "Morgenbladet" over det formentlig ulovlige Værtshusholderi, der blev dreven af Portneren paa Kr. VII.s Palæ paa Amalienborg, og det hjalp den første Tid, men kun for at blive en Overgang til det værre. Jeg besluttede mig da til al være en opmærksom Iagttager, for at se, hvor vidt dette Uvæsen blev drevet, og jeg maa tilstaa, at Resultatet oversteg mine dristigste Forventninger; det maa ikke være nogen daarlig Forretning, thi jeg tør med Sikkerhed paastaa, at nævnte Portner hver Dag i Sommer har forhandlet gjennemsnitlig 3 a 4 Ankers bajersk Øl foruden andre Ølsorter, Cigarer, og et meget betydeligt Kvantum Brændevin. Men der skal jo ogsaa meget til, naar han som i Sommer, da Palæet undergaar en Hovedreparation, har forsynet næsten samtlige Arbejdere derved med vaade Varer, foruden Leverancer til de øvrige Palæers Beboere. Det var derfor med god Ret, at Værtshusholderne følte sig krænkede derover, thi skal der være Værtshus paa Amalienborg, er vedkommende Ihændehaver af det, som alle andre, pligtig at løse Borgerskab og svare sine Asgifter.

Jeg kunde forstaa, at en slig Forretning kunde været ført, naar der ingen Slotsforvalter var paa Palæet, men en saadan er der, og han passerer mange Gange daglig Porten og har hver Gang Syn for Sagen, uden nogensinde at hæve et Ord derimod. Dette er, hvad jeg ønsker at bringe frem, da de højere Myndigheder synes at ville dysse Sagen hen, nu da det er gaaet op for dem, at det er galt fat derude. Portneren har vel nok faaet en Advarsel for sit Forhold og Slotsforvalteren et Tilhold fra vedkommende Ministerium om at søge nævnte Værtshus hævet, men jeg tillader mig at udtale, at det vilde have mere retfærdigt og efter min Anskuelse det eneste Middel imod fremtidig Gjentagelse, om Portneren var bleven idømt en klækkelig Mulkt for ulovligt Værtshushold og Brændevinshandel og Slotsforvalteren en lignende for den Maade, hvorpaa han har overset det.

Deres ærb. S+n.

(Morgenbladet (København) 18. september 1879)

Moltkes Palæ (Christian den 7.s Palæ) og Levetzaus Palæ (Christian den 8.’s Palæ) husede i sidste halvdel af 1800-tallet Udenrigsministeriet.

Vold og Forledelse til falsk Forklaring for Retten. (Efterskrift til Politivennen)

Den 13de Marts d, A. indfandt Snedkersvend Petersen sig i Følge med 2 Personer i en Værtshuusholders Beværtning i Hummergade hvor han sammen med sine Ledsagere nød et betydeligt Qvantum baiersk Øl, for hvilket han, da han skulde betale, blev 9 Øre skyldig, og da Værtshuusholderen - den under Sagen Tiltalte - forlangte fuld Betaling, blev Snedkeren grov og truede med at ville give Tiltalte "en Skalle". Forbittret herover slog Tiltalte ham med knyttet Næve i Ansigtet, saa at han foer midt hen i Stuen, og ved et nyt Angreb fra Tiltaltes Side faldt Snedkeren, der var meget beskjænket, om paa Gulvet. Medens han laa her, slog Tiltalte ham gjentagne Gange i Hovedet og tilføjede ham flere Spark, hvoraf et ramte ham i Hovedet. Derefter reiste Tiltalte ham op og kastede ham tildeels med et Spark ud af Døren, hvor han kom til at ligge saaledes, at Døren ikke kunde lukkes, hvilket gav Anledning til, at Tiltalte gav ham et nyt, denne Gang lempeligere, Skub, saa at han kom til at ligge paa et udenfor Døren værende Trin, hvor han synes at være kommen til at ligge i en forkeert Stilling med Benet, og hvor fra han trillede ned paa Gaden. Derpaa kastede Tiltalte hans Kaskjet ud til ham og lod ham ligge, indtil han ved Foranstaltning af Politibetjent, der var tilkaldt af Andre, blev bragt til Frederiks Hospital. Ifølge den af Overchirurgen afgivne Erklæring havde den Vold, der saaledes var overgaaet Petersen, fremkaldt, foruden nogle Læsioner, der hurtigt lægedes, en Forvridning af venstre Fod, hvorved den udvendige Ankel var brækket. Som Følge af dette Brud maatte Petersen forblive under Lægebehandling paa Hospitalet i 45 Dage, og da han den 10de Juli gav Møde i Retten, var hans fuldstændige Helbredelse endnu ikke opnaaet, men dog at vente. Tiltalte forklarede under Forhørerne, at han havde handlet i ustyrlig Hidsighed, fremkaldt ved Petersens foregaaende Adfærd, men uden Hensigt til at skade ham og uden at tænke paa, hvilke Følger hans Handling kunde fremkalde, og Rigtigheden heraf fandt Criminalretten ikke Føie til at forkaste. Strax efter at det Omhandlede var passeret, opfordrede Tiltalte en Snedkersvend og en Tjenestepige, der begge havde overværet Overfaldet, til at fortie, at de havde seet ham staae og sparke Petersen, hvilken Opfordring havde til Følge, at de tvende Personer afgave en usand Forklaring til en Politirapport, og da de senere vare tilsagte til Møde i Retten overtalte han dem paany til i Retten at for klare overeensstemmende med, hvad de havde forklaret til Politirapporten; disse urigtige Forklaringer bleve dog ikke beedigede, idet de to Comparenter, efterat de i samme Møde vare blevne satte under Anholdelse som mistænkte for falsk Forklaring for Retten, vedgik, at de efter Opfordring af Tiltalte havde gjort sig skyldig i denne Lovovertrædelse, men derhos erklarede, at de ikke vilde have bekræftet deres falske Forklaringer med Ed, hvis en saadan var bleven dem afkrævet, ligesom Tiltalte ogsaa erklærede, at det havde ligget udenfor hans Hensigt at forlede de to Medtiltalte til at aflægge falsk Ed. Ved Rettens Dom bleve de Tiltalte ansete med Fængsel paa Vand og Brød, Værtshuusholderen i 6 Gange 5 Dage og de 2 Medultalte hver i 3 Gange 5 Dage. Værtshuusholderen tilpligtedes derhos ved Dommen at betale Snedker Petersen en Erstatning af ialt 120 Kr. for Næringstab og Lidelser.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. september 1879).

Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921): Hummergade set fra Admiralgade mod Asylgade. Mellem 1880 og 1918. Københavns Museum, Kbhbilleder. Public domain.