Hvi rose I så vore fædre. (Efterskrift til Politivennen)

---

En af de pudsigst beliggende sangerindeskure var ved indgangen til Holmens Kirkegård. "Ved Gravens Rand" kaldtes det betegnende. Når datidens drenge kiggede ind ad døren til det for dem forbudte sted, slog en os af øl og tobak dem i møde, og man hørte koret synge datidens slagsang:

En skorsten uden røg
en bøfsteg uden løg

Der var altid fuldt hus, og råb og skrig blandede sig med kvidrelærkernes mere eller mindre falske toner. Unægteligt et mærkeligt billede på gravens fred.

Men hvad gravens fred angår var det endnu for et halvt århundrede siden kun så som så i datidens København.

(Frederiksborg Amts Tidende (Hillerød), 28. december 1936. Uddrag).

Christian Beyer (1841-1933): Alleenlyst på Østerbro, ca. 1860. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sangerinderpavilloner fandtes i København fra 1850'erne. De fleste på Frederiksberg og Vesterbro. "Ved Gravens Rand" hed egentlig "Alleenslyst". Omkring 1864 oplyste politiet at der var 21. Alleenslyst bestod af en pavillon med åben veranda omgivet med lukkede lysthuse. I 1853 var værtshusholderen Niels A. Nielsen. Senere overtaget af pianist og musiklærer Philip Theodor Otterdahl med syngepiger.

Interiør fra Alleenlyst ved Lille Triangel, Øster Farimagsgade. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret. Efter motivet at dømme synes det at ligne den stadig eksisterende på Bakken.

John Barrymore: "Naar en Mand elsker". (Efterskrift til Politivennen).

John Barrymore og Dolores Costello.

John Barrymore og Dolores Costello.

Det er vistnok en alt for almindelig Opfattelse i Europa, at Amerika ingen Skuespilkunst har, - og dog ejer den amerikanske Scene Kunstnere, hvis Talent gør dem værdige til Verdensberømmelsen. Og blandt de største af disse Kunstnere tæller John Barrymore, der vandt sit Navn med Hamlet og Richard III, men som først i Filmen erobrede et Verdenspublikum.

I nær Fremtid faar vi ham paany at se, idet han for Warner Brothers har indspillet en Film, der er bygget over Herman Melville Hvalfanger-Epos "Moby-Dick". Paa Dansk har dette usædvanlige Filmsværk faaet Navnet "Naar en Mand elsker". Et stort Publikum vil glæde sig til Gensynet med Barrymore, for er han stor mellem Scenens Kunstnere, er han maaske den allerstørte af det hvide Lærreds. Og som en indtagende Partner for Berømtheden ser vi Dolores Costello, Maurices skønne Datter.

(Nationaltidende, 26. oktober 1927).

Reklame for filmen i Social-Demokraten 31. oktober 1927   premieredagen i Palads Teatret. Filmen gik også på Napoli, falkoneralle 94, Odeon Teatret Fælledvej 6.

Fotoramas Film "Naar en Mand elsker" viser den trofaste Kærlighed, en Mand kan bevare overfor den Kvinde, han en Gang har givet sin Haand og sit Hjerte. Det er den røde Traad, der gaar gennem Filmen, og John Barrymore og Dolores Costello yder i deres Roller som de to elskende et ganske fortrinligt Spil. Naar dertil kommer den Fantasi og Pragt hvormed filmen er sat op, og de storslaaede Scener om Bord paa Hvalfangerskibet, der kommer ud i en Brandstorm, kan v kun anbefale publikum denne Forestilling.

(Nordjyllands Social-Demokrat 22. november 1927)

Filmen var Barrymores (1882-1942) første større film (en stumfilm), og på engelsk var titlen "The Sea Beast". Han spillede kaptajn Ahab. Han havde før spillet "Dr. Jekyll & Mister Hyde" og "Sherlock Holmes". Barrymore og Costello (1903-1979) blev forelsket efterfølgende, hvad der medførte at Costellos forældre blev skilt. Filmen blev godt modtaget af pressen i USA. Barrymores karriere forløb fint indtil midten af 1930'erne hvor han blev alkoholiseret, og i 1935 skilt fra Costello - som stoppede sin karriere i 1943, efter først at have været barnestjerne og senere indspillet film som voksen.

Filmen skulle have været indspillet ved hjælp af bølge-, storm-, og egnmaskiner, men i stedet blev det en virkelig storm, og efter otte dage lykkedes det at optage en række efter datidens målestok enestående scener.

"Valencia", Vesterbrogade 32. (Efterskrift til Politivennen)

Vesterbrogade 32 er en af Vesterbros ældre bygninger. Oprindelig opført som "Thors Ølhal" efter tysk forbillede 1861, tegnet af Tivolis arkitekt H. S. Stilling. Frederik den 8. var med til indvielsen. En tegning fra Illustreret Tidende nr. 428 fra 1867, side 82 betegnet som: "En Cafe Chantant udenfor Vesterport" ser ud til at kunne være fra dette sted. Senere blev det til Figaro og Palais de Dances. Og bl.a. brugt af prostituerede som "jagtmark"

"Palais de Dance" på Vesterbrogade 32 blev opkøbt af den tidliger tjener hos "Wivel", direktør Adler Petersen. Under 1. verdenskrig tjente han mange penge, og skal efter sigende være blevet tilbudt 2 millioner for det, men forlangte 3. Direktør Adler Petersen forsøgte uden stort held et par sæsoner (1925?-) at videreføre Palais de Dances som revyteater under navnet Folies Bergere. Radioen transmitterede en par gange jazz-orkestret herfra. 

"VALENCIA"

Københavnerne fik i Gaar et nyt Danselokale, et helt Stykke Paris a la "Florida", i det ombyggede og moderniserede "Palais de danse", der - heldigvis - ikke er til at kende igen, takket være Arkitekterne Rosenstand, Kühn og Galatius samt Firmaet Lyaberg og Hansen.

Lokalet er holdt i lyse og festlige Farver, og den før saa hæslige Balkon er omdannet til en Række hyggelige Loger, hvorfra man kan overvære Dansen og nyde Musiken.

Dans, Dans og Dans er det ny Etablissements Løsen. Der danses fra Kælder til Kvist, og to Orkestre skifter uafbrudt.

En morsom Nyhed er det argentinske "Morena Band", der er anbragt mellem Publikum. De 5 eksotiske Herrer spiller og synger aldeles bedaarende og vil blive et stort Trækplaster. Desuden er der i Aftenens Løb Optræden af forskellige Danse-Eksperter, bl. a. et Par meget livfulde engelske Damer, der samtidig er et Par glimrende Akrobater.

Lederen af Københavns nyeste og flotteste Danseetablissement er Hotelejer Chr. Larsen fra Hornbæk Kro, der synes at have haft en heldig Haand, da han udslettede det tidligere saa misrøgtede "Palais de dance".

(Klokken 5 (København) 16. september 1927).

Danselokalet Valencia. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Byens nyeste Dansepalads.

"Valencia" i Stedet for Folies Bergéres.

Folies Bergéres paa Vesterbro er som bekendt brudt sammen. Af dens Ruiner opstod i Aftes et stort - og det skal siges - meget smukt Danselokale "Valencia". Af det gamle Palais de dance og Folies Bergéres er intet tilbage. Direktør Larsen fra Hornbæk Kro har i Stedet skabt et overordentlig stilfuldt Dansepalads i fine, behagelige Toner og med nogle yndige, smaa loger paa Balkonen.

Efter en Indvielse under mere private Former, aabnedes Dørene for Publikum, der festklædte og i aabenbart Festhumør tog det smukke Lokale i Besiddelse. Adskillige kendte Navne fra det lystige København saas mellem de "navnløse", men alle syntes at befinde sig udmærket. To Orkeste, Eibergs og Morena Band, besørgede sammen med et Par Danserinder Underholdningen og gav derigennem et godt Bidrag til Aftenens gode Forløb. 

Under Projektørernes Straaler i Guld og Rødt og Blaat fortsattes Dansen til henad Morgenstunden.

At dømme efter Modtagelsen i Aftes synes "Valencia" at ville faa en stor Sukces hos Byens muntre Børn.

(Folkets Avis (København) 16. september 1927).

Direktør Chr. Larsen havde haft en onkel Joakim-agtig karriere fra karl til kroejer i Fredensborg. Han havde købt Hornbæk Badehotel og omdannede det til et samlingssted for kystens landliggerpublikum. Han solgte hotellet og købte i stedet "Folies Bergere" ("Palais de Dances") og omdøbte det til "Valencia" i september 1927. 

Annonce i Folkets Avis - København 15. september 1927.

Larsen købte juni 1929 Sophienborg (Hillerød), Tietgens gamle gods for 387.000 kr. I 1930 solgte han det nu velkørende danseetablissement, men købte det kort tid efter tilbage igen.

Rulleskøjtevirtuoserne Loia og partner, foto fra Klokken 5 (København) 6. januar 1930. De optrådte på Valencia på daværende tidspunkt. I 1930 solgte Chr. Larsen Valencia til direktør C. Menton. Han købte det dog tilbage igen ret hurtigt efter.

"Valencia" var fra sidst i tyverne Skandinaviens største varieté. Eksklusiv underholdning af internationale kunstnere og artister. Efterhånden gik det ned ad bakke, og skiftede navn og ejere flere gange. I 1970’erne drev Simon Spies natklub i lokalerne, og under stedets sidste brogede år som natklub, lagde Valencia blandt andet hus til Dansk Melodi Grand Prix i 1981.

I nyere tid er det blevet gennemrestaureret af arkitekt Dorte Mandrup som advokatbranchens kursus- og mødecenter. Ejendommen blev bragt tilbage til sit oprindelige ydre. Den historiske facade kan igen ses fra gaden.

"Colosseum". (Efterskrift til Politivennen)

 Colosseum

Det nye Films-Palæ paa Nørrebro, der indviedes i Aftes.

Ved en lille Højtidelighed indviedes i Aftes det nye, store Biografteater paa Jagtvejen, "Colosseum" hvis Direktører bliver de to Bevillingshavere C. E. Jensen og Jacob Jacobsen.

Vi har tidligere omtalt Teatret, der er paa Størrelse med Aladdin-Teatret paa Amager og som nogenlunde svarer til dette i moderne Indretning. I Facaden ud mod Jagtvejen, ganske tæt ved Nørrebros Runddel, har det kun Billetkontor og Indgang. Selve Teatret er rejst paa en Baggrund, hvor før var Tømmerplads, og den rigelige Plads har tilladt den største Hensigtsmæssighed ved Opførelsen af Tilskuerrummet.

I Aftes beundrede en indbudt Kreds med mange af vor Filmsverdens bedste Navne dette Tilskuerrum, der er præget af Stil og Smag, er holdt i diskrete Farver og oplyset af yderst pyntelige Lamper. Man fandt, At Nørrebro med dette ny Teater har faaet sin egen elegante Stor-Biograf, ligesom Amager har faaet sin i Aladdin-Teatret, og man lykønskede paa Kvarterets Vegne de to Direktører til den smukke Bygning, der tilfredsstiller alle Tidens Krav.

De indbudte overværede Fremførelsen af den Film, hvormed Tearet aabner for Publikum 2. Juledag. Det er et amerikansk Folkeskuespil med Titlen "Signaltaarnet", fuld af Spænding og Underholdning. Med sine stærkt bevægede Scener, hvoraf mange er dramatisk gribende, hører det til de bedste af Slagsen og udgør en udmærket Juleforestilling, der nok vil samle Publikum.

Men foreløbigt behøver "Colosseum" vist ikke at gøre sig store Anstrengelser for at trække Nørrebro'erne til Huse. Alle skal ind og se, hvorledes det dejlige, nye Film-Palæ tager sig ud, og alle vil sikkert beundre det.

(Social-Demokraten 24. december 1924).

Colosseum lå Jagtvej 67, ved siden af Folkets Hus, det senere Ungdomshuset som nu er nedrevet. Lokalet var tegnet af arkitekt Ludvig Jacobsen. Der var plads til 1.000 tilskuere, og den ledsagende musik til filmen skal have været et førsteklasses orkester, det var et 10 mands orkester under ledelse af kapelmester Leo Sørensen. Kun Paladsteatret var større. Kinopalæet rummede 900 mennesker, Aladdin-Teatret 800. Der var to forestillinger om aftenen: Kl. 7 og kl. 9. Salen blev også brugt til foredrag, fx holdt Peter Freuchen et 11. april 1925.

Jagtvej 67. Den tomme plads til højre rummede Jagtvej 69. Da den blev nedrevet, kom biografen til syne. Her set fra Metro Nørrebros Runddel. Foto Erik Nicolaisen Høy. 

"Signaltaarnet" handlede om en signalmand på en bjergstation og hans familie. I hovedrollerne var Virginia Valli og Wallace Beery. Af film gennem tyverne kan nævnes: "Klokkeren fra Notre Dame" (april 1925), "Charlies Tante" (oktober 1925), "Operaens Hemmelighed" (marts 1926), "Fristerinden" (Greta Garbo og Antonio Moreno, maj 1927)

I 1929 anskaffede biografen et lydfilmanlæg som for første gang blev afprøvet i marts 1929. Under 2. verdenskrig blev den saboteret, da den blev tvunget til at vise film for værnemagten. Den lukkede i 1983, hvor den var blevet pornobiograf. Bygningen brændte 1986 og overtaget af Aldi.

The Daring French Folies that Startled Scandinavia. (Efterskrift til Politivennen)

Just See What's Thrilling Stolid Denmark Bare Knees and Pink Tights and a Leading lady That Comes Right Out and Shimmies in Front of All the Folks

COPENHAGEN.

TOURISTS and members of the Copenhagen foreign colony are chuckling up their sleeves at the good people of Denmark, Norway and Sweden over the "big thrill" these placid Scandinavians are getting out of the very Frenchy Follies which recently opened at a leading Copenhagen theatre.

The show has shattered the usual Norse calm with all the effect of a hula dancer prancing. Into a prayer meeting.

Society and bohemia hail It as a daring departure from the humdrum. Ministers are calling on their flocks to stay away from tho "disgraceful spectacle." Stockholm and Christiania are howling for a tour. Seats are sold out weeks ahead. Everywhere one goes he is asked, in a whisper, "Have you seen the Follies?"

Visitors from the Continent or America buy front-row seats, expecting something daringly extraordinary. Instead, they are mildly amused, somewhat bored shocked not at all. And they go out grinning at their gasping neighbors and wondering where on earth these Danes and Swedes have been for the past ten years!

For the show that is startling Scandinavia is what the Americans term "old stuff." Copenhagen's "sensation" is nothing more than the Follies father used to like back in the days when bead breast plates were tho nadir of naughtiness and the comedian got a roar everytime he mentioned pajamas.

This is the answer - the Follies, a type of stage entertainment introduced to the rest of the world long ago, has just reached Scandinavia. And its people are thrilled by costumes that would now be considered passe In Paris or Now York; they are cracking their ribs at gray-bearded "gags" which went out of fashion with the extinct runway.

The first Follies are said to have been given the world by Buda Pest. That was

a long time before the war, when the Hungarian capital yielded nothing in spice or gayety to any European city. It was the first city to start the "revue" as opposed to the stereotyped musical comedy or operetta; and the novelty quickly spread to other countries.

Paris gave the Follies international fame with the Folies Bergere. In about 1005 the managers introduced the institution to the States. The idea then traveled back across the water to London, Berlin and Vienna. 

But there was one part of the world to which Follies failed to penetrate. Scandinavia, cool and serene, takes its entertainment leisurely. Even Copenhagen, which claims to be the capital of Scandinavian art life and culture, was content to jog along with musical comedies, acrobats - and Ibsen plays for the highbrows.

That is, it was so content until recently, when one of Copenhagen's producers woke up to the fact that barrels of bullion had been coined by the backers of a different kind of girly-girly show.

"I'll start the Danish Follies!" he decided.

His librettist he set to work translating all the wlso cracks that saw service on Broadway and the boulevards back in history. He ordered extra spotlights and increased his orchestra. He lassoed all the prettiest girls he could find, judging them with due regard to curves and dimples. And he called on his costumer. 

There was the first hitch. The producer, as best he could, described what he wanted. The costumer blinked. A yard of chiffon and a few dozen beads! It sounded interesting, but - impossible. Muffs instead of skirts! V-backs to the waist! This was something entirely new to tho Danish mind.

The costumer told the producer he was perfectly willing to do what ho could, but he frankly, admitted he never had made such costumes and he very much doubted he could make them. It was necesary, the producer found, to send to Paris to have the job done.

Mlle. Yvonne Daunt, in the Costume a Swedish Star Refused to Wear.

Difficulty number two came when the first costumes arrived and a dress rehearsal was ordered. The Swedish actress who was to be starred in the new show rushed out of her dressing room, shaking in the manager's face a handful of silk and silver spangles.

"Do you expect me to wear this?" she demanded. "Just this?"

"Certainly," replied the manager. "It's modeled after the costume Yvonne Daunt wore in her last success in Paris."

"I wonder she didn't freeze to death, then!" exploded the leading lady. "Give me something to wear or give me my release" 

She got her release, along with half dozen beautiful Scandinavian blondes who couldn't see themselves trotting out before a Copenhagen audience in white tights. The producer, undaunted, filled their places and got another leading lady willing to risk a cold. He was gambling heavily on the show. He was betting that Scandinavians, under the skin, are no different from New Yorkers and Parisians. And he won.

Tho morning after the "first night" of Copenhagen's first Follies the newspapers bristled with reviews. Some of the adjectives cheered loudly for the new show; others reared up on their toes and shouted, "Naughty! Naughty!" Before the week was over the house was sold out far in advance, all Copenhagen was talking about the Follies, and the news was speeding to Norway and Sweden that there was "something spicy In Denmark."

Agnes Brienmann, Dancer of the Danish Follies. (c Kadet & Herbert).

Most of the comment centered about Miss Agnes Brienmann, who - since she appeared in the Follies, at any rate has become famous as "the most shapely girl in Denmark." In the first act Miss Brienmann trips out in short silver toned tights, with a breast shield of the same hue. Her only other ornament is a diamond-studded anklet.

This is the costume which Copenhagen theatregoers describe either as "terrible"

or "daring," according to their lights. But several Americans say they recognize it as a "dead ringer" for a costume worn in one of Mr. Ziegfeld's Follies of pre-war date. Likewise, they fall to see anything particularly "snappy" in the ostrich feather headdress of Miss Kis Anderson.

"But wouldn't such a thing be prohibited in New York?" untraveled Copenhagen folk demand, innocently and sincerely.

"It wasn't when I saw it back in 1909," reply their American friends. "That sort of thing is a llillo bit out of date on Broadway. They've gone back to clothes, you see. The two best musical shows of the present season don't share a single pair of tights between them."

"But it's Parisian, anyway!" counter the Danes.

To which the French reply that Paris, like New York, has had a revulsion against the undraped. The most talked-of actress in Paris today Is Mlle. Lysette Chambral. Her fame rests on the costume she wears in the season's biggest revue, in which she takes the role of Joan of Arc and appears in chain armor covering her front head to heel!

Even sober sided Londoners refuse to indulge in exclamations over the Follies when they come to Copenhagen. England, they say, no longer gets excited about tights. The patrons of the music halls prefer swagger kilts and just a peep at dimpled knees; for example, the costume of May Leigh, one of the current favorites along Piccadilly.

A Photograph of Mary Leigh (left), Illustrating the Kilts English Theatregoers Prefer to Tights. When Miss Kis Anderson Appeared in This Ostrich Headdress, the Danes Gasped and the Tourists Yawned.

So the French and the Americans and the British chuckle up their sleeves when the Swedes and the Danes and the Norwegians talk about tho "naughty Frenchy Follies." But the Scandinavians, even if they don't see the joke, are good natured about It.

"Wo don't care if we are ten years late," they say. "We're getting thrilled and - we like it."

(The Morning Tulsa daily World, Comic and Magazine Section, 2. juli 1922).

Avisen har fået navnene galt i halsen: Der er tale om Agnes Brissmann (1893-1954) og Kiss Andersen som optrådte i Scala-Revyen 1922.

"Drømme-Villaen" i Valbygaards Alle lukket af Politiet. (Efterskrift til Politivennen)

"Tosse-Huldas" natlige fester forbi.

Det er et karakteristisk tidens tegn, at de hemmelige "gæstehjem", som smarte repræsentanter for nattelivet kvindelige garde altid opretter, når de selv er blevet en kende til års, og som tidligere altid lå i de forreste af Vesterbros sidegader eller nede på Gammelholm, nu efterhånden er rykket ud på de fjerneste forstæders villaveje, hvorhen man med nogen føje kan regne med, at sædelighedspolitiets øje og hånd ikke så let rækker. 

Et "Glædens hus" i europæisk format.

Men - Sædelighedspolitiet har alligevel fulgt skridt med udviklingen, hvad det har dokumenteret ved det kup, der er foretaget i nat, og som har bragt en meget kendt "dame" af den københavnske halvverden ind bag lås og slå.

"Damen" er frk. HuIda Johansen, der under sit øgenavn "Tosse-Hulda", vil være bekendt fra tidligere omtale her i bladet - i ordets snildeste betydning: ikke for sine dyders skyld.

Hun fik for nogen tid siden, efter at der var overgået hende en betinget dom for usædelighed, plads som "husbestyrerinde" hos bibliotekar O. S. Jensen, der bebor den store, pragtfulde villa nr. 14 ude på den idylliske vej Valbygårds Alle ude i Valby, som ejes af blikkenslagermester Bodholdt. 

Hvorledes damens position i hjemmet egentlig har været, kan være ligegyldig. Men forholdet blev efterhånden dette, at Tosse-HuIda der åbenbart ikke er så tosset endda, nu i de sidste måneder har haft fuld og uindskrænket myndighed og dispositionsret over syv af villaens store værelser, mens bibliotekaren har indskrænket sig til at bebo en enkelt lille afsides salon.

Og frøkenen, der for resten ved siden af driver en cigarforretning i ejendommen Westend nr. 18, har ladet villaen møblere i østerlandsk stil med en overdådig afbetalingsødselhed, der har virket ligefrem forbløffende på de folk - af begge køn - der har haft den ære at være gæster derude.

Drømmevillaen

var det navn hvorunder Valbygårds Allé nr 14 nu til slut var kendt og skattet i det glade København, der lever aftenens og nattens første timer i "Palais de danse" og som ikke ejer evne til at slukke feststemningen så brat og primitivt som lysene slukkes i det gamle Figaro-Palads. 

Så gik automobilerne jo i den sene nattetime ud til Valby til - til "Drømme-Villaen", hvor Tosse-Hulda var en imødekommende og gæstfri - men dyr - værtinde som uden smålige hensyn gav husly til de herrer og damer som begærede sligt, og som var hende bekendte som eller i hvert fald skønnedes at være "vederhæftige" købere!

En flaske champagne kostede en bagatel af 150 kr., smørrebrød 2 kr. pr. stk. osv. - og derhos måtte der ligesom i de russiske "Glædens Huse" erlægges en fast afgift på 100 kr. til værtinden for selve opholdet i et af villaens værelser, så man kan forstå at "Tosse-Hulda" havde masser af penge i sparekassen og både hest og vogn. da da politiet nu slog ned i idyllen og rev det hele i stykker.

Politi ved alle indgangene og ved alle vinduerne.

Sædelighedspolitiet har haft huset under observation de sidste 3-4 nætter og hver nat konstateret, at mindst en halv snes automobiler mødte op og afleverede en Iast af herrer og damer. Og i nat skred man altså ind.

Alle adgange til villaen blev pludselig ved tretiden spærret af politi - også udenfor vinduerne posteredes der uniformerede betjente for at udelukke flugtforsøg ad denne vej. Og på et givet signal blev hoveddøren sprængt, hvorefter seks sædelighedsbetjente trængte ind i huset.

Man fandt en del herrer samlede om et overdådigt frokostbord, men ellers af damer kun to purunge pigebørn, af hvilke den ene var efterlyst for tyveri, mens den anden hørte til byens allerletteste kavaleri. Herrerne, blandt hvilke der var et par meget kendte københavnere og et par omtrent lige så kendte matadorer fra en sjællandsk provinsby, fik lov til at gå, da man havde sikret sig deres navne som vidner. Men de to unge piger og værtinden selv måtte med til domhuset som anholdte.

Og nu sidder "Tosse-Hulda" i kachotten oppe på Nytorv, medens ,"Drømme-Villaen" derude i Valbygårds Allé ligger hen, øde og tom og mørk. 

Undtagen netop lige det værelse hvor bibliotekar O. S. Jensen, der slet intet har hørt til de natlige fester og ikke har haft den ringeste anelse om sin husbestyrerindes store Gæstfrihed, sidder ene tilbage ved sin studerelampe og sine bøger. 

(Aftenbladet (København), 11. marts 1922).

Drømmevillaens Saga.

Tosse-Hulda dømt.

En Kaution paa 6,000 Kr. for at komme paa fri Fod I tre Dage.

Dommer Spang-Hansen i Byrettens 7. Afdeling nød i Gaar den udsøgte Ære at blive præsenteret for den hidtidige Værtinde i "Drømmevillaen" ude paa Valbygaardsvej Nr 14. Frk Hulda Josefine Emilie Johansen, der, som fortalt, forleden blev arresteret, sigtet for foruden sin, i hvert Fald delvist lovlige Cigarhandel i Westend Nr. 13, al have drevet et lidt for gæstfrit "Natteherberge" paa Valbygaardsvej

Overretssagfører Viggo Andersen, der var mødt som privat engageret Defensor for Tosse Hulda. holdt en lang Forsvarstale for hende og henstillede til Dommeren, at hun kun blev tiltalt for ulovlig Udskænkning af "Spiritus", Men der blev intet Hensyn taget til dette Defensorat. Dommen, der faldt straks efter, lød paa, at Damen skal hensættes i Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 3 Maaneder.

Overretssagførei Andersen anmodede derpaa om, at Tosse Hulda maatte blive løsladt en Tid, saa hun kunde faa Tid til at afvikle sin Forretning I Westend og i det Hele ordne sine Sager. Men herom vilde Politiassessor Madsen, der repræsenterede Anklagemyndigheden, ikke høre Tale. Og først, da Overretssagføreren havde stillet en kontant Kaution paa 5000 Kr fik Damen lov at gaa og blive borte i tre Døgn for at berede sig til de tre Maaneders Faste.

Hun skal møde igen i Retten paa Torsdag Eftermiddag. Ellers fortaber hun de 5000!

(Aftenbladet (København) 21. marts 1922).

Valbygårdsvej 14. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019

Gadenavnet er forkert, der er ikke tale om Valbygårds Alle (det var der ikke noget der hed), men Valbygårdsvej 14. I Krak 1920 ganske som der står i artiklen, ejet af blikkenslagermester A. Bodholt, og beboet af bibliotekar O. S. Jensen.

"Tosse-Hulda" var i august 1920 blevet arresteret for at have smadret ruder i en ejendom ved Nørrevold. Ejendommens ejer, en kendt grosserer, havde samlet to "damer" fra Vesterbro op. Den ene var Hulda Josephine Emilie Johansen ("Tosse-Hulda") - der drev en "forretning" i Westend. I nattens løb gik "Tosse-Hulda" af ukendte årsager amok. Hun blev løsladt efter at have deponeret et erstatningsbeløb.

"Gæsterne" var tilsyneladende nogle "Gullach-baroner". Ved razziaen anholdtes derudover Orla Hansen, som tidligere havde været sigtet i det dengang uopklarede chaufførmord på Anneksgårdsvej ved Damhussøen. Han fik dog 200 kr i erstatning for uforskyldt varetægtsarrest. Pengene førte ham til "Tosse-Hulda".

Marts 1924 var hun igen anklaget for rufferi, stadig for virksomhed i Valbygårdsvej, og nu udvidet med en filial i Dannebrogsgade 16. Byretten dømte hende til 6 måneders tvangsarbejde, Orla Hansen 3 måneder. Landsretten stadfæstede denne dom i juli 1924. Hun døde umiddelbart efter, og blev den 14. august 1924 begravet på Humlebæk Kirkegård. Hendes betydelige formue tilfaldt hendes mor, en svensk fabriksarbejder i Humlebæk. 

Fra dansebodernes tid. (Efterskrift til Politivennen).

Lidt om de københavnske danseboder og dansebuler.

Af Carl C. Christensen.

Der har i den senere tid været stærkt røre angående dansen på vore restauranter (dansen mellem bordene", som den populært kaldes) og der er faldet stærke ord både for og imod. Fra adskillige sider har jeg således fået det argument stukket ud, at "det er dog forfærdeligt som københavnerne har danselyst, og sådan har det dog i tidligere tider slet ikke været". Til alle disse mennesker kan jeg dog roligt kunne sige, at i "de gode gamle dage", som der altid bliver råbt så meget på, har det været langt værre, så der er såmænd ikke  spor af grund til at blive forarget over den smule dans i restauranterne og i vores autoriserede danselokaler. I "de gode gamle dage" var der et utal af danseboder og dansebuler, både officielle og uofficielle, og det har vist næppe gået så pænt til på disse (når man gennemgår de gamle politirapporter), som det går til i vore nuværende offentlige danselokaler og restauranter.

For at begynde med den indre by, så fandtes der i august 1789 dansebod på hjørnet af Brøndstræde og Vognmagergade som holdtes af en mand ved Navn Rommelhoff, hvis navn vi finde knyttet til en anden dansebule senere Over denne mand kom der adskillige klager til politiet. Samtidig var der hos en hr. Staal dansebule i Magstræde og hos Utzen på hjørnet af Grønnegade og Christen Bernikowstræde. I 179t0 var der dans med "slagsmål og klammeri" i Lars Lejstræde 237 samt i 238. Sidstnævnte sted hedder det i politirapporten, at der var "Dans og og musik og findes en del ledige kvinder". Ved Vestervold var der adskillige dansebuler, og i 1790 klages der over, at der i Teglgårdsstræde hos en madam Krengel om søndagen var dans "til det var dag om mandagen". Det må bestemt have været det, som man kaldte "langdans". Samme år træffer vi i Ulkegade (nuværende Holmensgade) danseboder i nr. 122, nu nr. 23, hos Hans Lund, i nr. 278 (nu nr. 29) hos Mansfeldt, hos hvilken der var "4 unge kvindemennesker", i nr. 165 (nu nr. 26) hos Johansens enke Karen Birch; i Lille Kirkestræde 55 (nu nr. 6) var der dans hos Chr. Rommelhoff, i Laksegade 310 (nu nr. 10) hos Gottlieb Jans enke og i Dybensgade 190 (nu nr. 61) hos J. J. Møller. De fleste steder her var der tillige såkaldte punchesale, hvor bægrene rimeligvis er blevet svungne højt, og hvor der efter al sandsynlighed har været animeret stemning. Kommer vi ind i det 19. århundrede træffer vi en meget stor del danseboder i stuer og kældre, alt for mange til byens daværende ringe udstrækning og forholdsvis ringe indbyggerantal! Der var således danseboder i Kompagnistræde nuv. nr. 22, i Larsbjørnstræde nuv. nr. 19, på Kongens Nytorv i Kælderen, hvor nu Magasin du Nord er, på hjørnet af Landemærket og Brøndstræde, på Toldbodvejen nuværende nr. 20. GI. Mønt 39, Brogade 23 i kælderen, "Rabeshave" i Langebrogade, Farvergade 9, Suhmsgade 2, Lille Strandstræde 4 i kælderen, Store Regnegade II hos madam Korup på 1. sal, ja endog i en så fin ejendom som rådmand Skibsteds i Trompetergangen nr. 117 (nuværende Niels Hemmingsensgade nr. 32) var der i mange år en stærkt besøgt dansekælder. Meget omtalte danseboder var også Toftes kælder på Nørregade nr. 21, (hvor nu telefonselskabets ejendom er) samt dansekældrene i rebslagermester Hans Thranes ejendom på hjørnet af Nørregades ulige numre og volden, hvor i mange år den kendte Lars Erichsen var vært, inden han fraflyttede ejendommen og indrettede "Erichsens Salon" i "Kalkeballen" i Lille Kannikestræde, hvilken dansesalon jeg udførlig har skildret i en tidligere artikel om det pågældende kvarter. På hjørnet af Brolæggerstræde og Rådhusstræde nr. 1 i den Liebenbergske ejendom var en meget bekendt og søgt dansekælder i den kælder, hvor der nu er indrettet smørlager. I 70'erne var der offentlig dans på hjørnet af Møntergade nr. 2 og Pilestræde inde i baggården, og hvad mener man om, at der for et halvt hundred år siden blev afholdt offentlig dans på en åben estrade i en beværtningshave i Store Kongensgade på det sted hvor nu Palægade ligger. I en gade som Lille Kongensgade var der flere danseboder, således i nr. 8 (et par steder fra hvor den bekendte værtshusholder "Fatter Nagel" boede), endvidere i nr. 25 samt i det gamle "Skippernes Lavshus", hvor nu det Gamélske Kaffebrænderi findes. 

Ude i Dronningens Tværgade, i nuværende nr 56 har der i meget lang årrække været dansebod. som nu er gået over til at blive det bekendte danselokale "Kæden". Oprindelig var det en berygtet dansebod, "Sorte Kristians Krog" eller "Krismas Dansedod", men da Tofte i 1847 flyttede hertil fra sin dansekælder på Nørregade, kom der rigtig sving over den, og den er såmænd ovenikøbet blevet besunget af visedigteren Peter Emil Petersen ("Kærneper"). Navnet "Kæden" har den til fælles med en velgørenhedsanstalt som ligger i samme bydel, og dette navnefællesskab gav en gang anledning til en ganske pudsig episode.

Dar var nemlig for adskillige år siden ved den pågældende velgørenhedsanstalt et bestyrelsesmedlem, en meget fin gammel dame, som var så fin på det at hun aldrig benyttede ordet "spyt", men omskrev det til "mundvand", og denne dame skulle engang køre til bemeldte anstalt. Hun gav kusken ordre til at køre til "Kæden" og da kusken i sin praksis kun derved forstod dansesalonen, så kørte han ganske rolig den fine gamle dame dertil, hvor han satte hende af. Om hun nu kom ind i dansesalonen, eller hvor hun havnede, melder historien intet om

For ca. 60 år siden var der endnu dansebod i kælderen på hjørnet af Laksegade og Asylgade, hvor der nu er bødkerværksted, og som i folkemunde gik under navnet "Laksen". En af de mest kendte værter var Carl Mossin, hvis hustru også var en attraktion idet hun vejede intet mindre end 460 pund. Kom man ned i Køkkenet her, kom man først ind i et lokale, hvor skænken fandtes, og det var en betingelse, at man først måtte drikke en af de snapse, som stod skænkede på buffeten i det støvfyldte lokale inden man fik adgang til den indenfor liggende dansesal. Publikummet bestod for det meste af søfolk med deres "damer", og stemningen var som oftest meget høj. Ikke langt derfra lå for enden af Hummergade en anden dansekælder "Admiralen" i Admiralgade hvis publikum var noget lignende som "Laxens", kun var måske damerne endnu tarveligere end i "Laxen"

-o-

Selv forstæderne havde deres danselokaler. Således lå på Vesterbrogade i nr 17 "Peter Haab" som senere blev ombygget til det kendte danselokale "Valkyrien", i nr. 29 lå »Danseboden Vesterbro med gyngen". På Værnedamsvejen lå "Colossæum" kaldet "Klodsen". Nørrebro havde flere danselokaler, bl a. på Blegdamsvejen omtrent nuværende nr. 4, en meget besøgt lå i det gamle nr II (nu nr. 44) og i nr 14 (nu nr 54-56-58). På Østerbro træffer vi endnu i 70'erne danselokalet "Neptuns Hal" i daværende Citadelsvej nr. 3 (nuværende Classensgade nr. 7). Ja selv på Amagerbro har der været dansebod på det sted hvor nu Sønderbros Teater ligger. Foruden disse små og tarvelige lokaler var der store danselokaler som "Vega" (det gamle "Kalkeballen"), "Fønix" (populært kaldet "Fuglen"), Figaro« (det nuværende "Palæ de danse") og "Aftenstjernen" hvilken sidste lå i Lille Regnegade, omtrent hvor nu nr. 21 og 23 er i Ny Østergade. "Aftenstjernen" var i sin tid blevet indrettet på foranledning af Københavns politi som afløsning af de mange små danseboder, som da blev nedlagt, og det var selvfølgelig lettere for politiet at have opsigt med et stort lokale end med mange små. Selve navnet "Aftenstjernen" fik det på grund af en over orkestret anbragt stor gasstjerne.

Af alle disse danselokaler eksisterer nu kun "Fønix", "Palais de Danse" og "Kæden" samt den nyere "Florasal". "Valkyrien" blev først til "Maria Bedesal" derefter til en alkoholfri restaurant, og "Vega", den gamle glade "Kalkeballe" til en kristelig kvindeforening. Nu er altså parolen hos det danselystne publikum som ikke vil gå "på dansebod" at det helst vil danse i restauranterne mellem bordene, og  det nytter vel næppe noget at sætte sig derimod. Man må hellere sige, som der synges i operetten "Bocaccio":

"Ske hvad der vil.
Jeg ser til

Carl C. Christensen

(København, 3. januar 1922).

Sommerrevyer i Korups Have. (Efterskrift til Politivennen)

Valby Sommerrevy startedes i Aftes. En særdeles fornøjelig Forestilling.

I aftes var det blevet Valbys tur til at holde sommerrevypremiere, og som i tidligere år fandt højtideligheden sted i Korup Have. Men hvad der ikke just kan siges om alle tidligere Valby revyer, gælder for den som der i aftes var "oppe over byen", den blev en ubetinget succes som længe vil trække et stort publikum ud bag Søndermarkens smukke gamle træer.

Men Henriksen havde jo også i år ofret noget for sin revy, og han havde skaffet sig en kreds af unge fremadstræbende skuespillere og skuespillerinder, der dannede ikke så lidt mere end staffagen om det gammelkendt variétéduettistpar hr. og fru Linné (den lille mand med den store kone).

Spiritistisk samfundsdrama i tre seancer kaldes Valby Revyen; navnlig 1. og sidste seance gjorde sig, ja til sidst blev bifaldet og begejstringen så stærk, at publikum ikke lod sig fordrive fra haven, før det havde set forfatteren og komponisten blive båret op på tribunen.

At Valby Revyen foruden meget andet godt indeholder et par ligefrem sjældne perler, nemlig en S-vise (fire lange vers, hvor hvert eneste ord begynder med S) og så en potpourri-duet, som ægteparret Linné mestrer til fuldkommenhed, vi snart være en kendsgerning som hele byen snakker om.

(Aftenbladet (København) 16. juni 1920.)

Der arbejdes på Valby-Revyen

I en pause under prøverne. Til højre hr. og fru Linne.

I den gamle, hyggelige Korups Have ude i Valby er sommerforestillingerne begyndt. Der spilles småstykker, men selvfølgelig skal der atter i sommer spilles en revy. Prøverne på den er i fuld gang - på de første akter vel at mærke. For naturligvis har forfatteren, den kendte journalist Chr. Krum det ligesom alle andre revyforfattere: Han skriver ikke sidste akt før dagen før generalprøven.

Men derfor slider de unge damer og herrer lige meget i det under Krums egenhændige instruktion - hvad han jo er godt kendt med fra sin årlige tre måneders teatervirksomhed i Roskilde.

De spillende er unge og ubekendte - de skal først her vinde deres sceniske sporer.

Kun to er gamle bekendte. Det er hr. og fru Linné, den lille mand og den store kone.

Han der oprindelig var skuespiller, men ikke kunne vinde frem på grund af sin lidenhed, skal spille den komiske hovedrolle og synge flere nye, danske viser, mens han sammen med sin frue synger et par af de kendte duetter.

Humør er der imidlertid i den lille mand, og det skal nok slå fængende gnister når "den er oppe over byen" ruller af tirsdag den 8. juni.

(Aftenbladet (København) 1. juni 1920.)

Frk. Sick-Hartvig.

To gode, kendte skuespillernavne har den unge dame, der i aften ved den 50. opførelse af revyen i Korups Have synger om serveringsdamerne og “sin onkel Ferdinand".

Heldigvis kan den unge pige frk. Sick-Hartvig, bevise sin ægte skuespillerafstamning, ikke alene gennem navnet, men også gennem foredraget af de viser som er hende betroet. Det er en soubrette i svøb som publikum her skænker sit bifald.

Men for øvrigt, alle får de publikums bifald - først og fremmest den lille mand og den store kone - og derfor kan revyen i Korups Have - Chr. Krums værk - med sindsro se de mørke aftener i møde.

De vil ikke, så sandt københavnerne vil more sig, formindske besøget.

(Aftenbladet (København) 6. august 1920.)

Valby Sommerrevy.

Ude i den lille, hyggelige "Korups Have". hvor den gemytlige direktør Henrichsen residerer, var der i aftes premiere på den årlige sommerrevy der her opføres i fri luft inde under Søndermarkens gamle træer.

Titlen i år er “Op ad bakke" eller "Valby Sommerrevy 1922", og hovedforfatteren er Knud Lumbye der dog har medtaget en række viser fra kolleger som er uden jalousi overfor dette lille friluftsteater der er noget ganske for sig.

Dekorationerne der er malet af Rodian Thomsen, sluttede aktuelt med en udsigt over den endnu ikke fuldt færdige hollandske udstilling således som den vil komme til at se ud.

Der var mange kvikke sange med refræner som: 

Den ligger på kommoden derhjemme,
såvidt jeg ved, så ligger den fremme,
der kan jeg sagtens finde den
hvis ikke no'en har flyttet den.

Det talrige publikum modtog i den smukke sommeraften den lille revy med stærkt bifald og fremkaldte gang på gang alle de optrædende: Jacobi Warnick, Ludwig Petersen, Emil Holmelin, Grete Gjern, Adde Sich Christiansen og Agnes Falck.

(Nationaltidende 8. juni 1922, 2. udgave.)

Endnu i 1920'erne var der kundegrundlag for denne form for restaurationer af denne type med sommerforlystelser. Men så løb tiden fra det, Korups Have lukkede 1934 og bygningerne blev nedrevet i 1936. Vejen Bag Søndermarken markerer nogenlunde hvor stedet var.

Korups Have må ikke forveksles med Bjælkehuset som ligger ca. 100 meter længere oppe ad Valby Bakke på Valby Langgade. Det blev etableret i 1915 i stil med "De små Haver". "Hytten" har skiftet udseende flere gange, fx har der været bjørnegræs på taget med en græssende ged. På Bjælkehusets hjemmeside angiver man køkkenet som stedet hvor man opfandt friturestegt camembert.

Marryat Lauritzen (1884-1951). (Efterskrift til Politivennen)

(Otto) Marryat Lauritzen (1884-1951) var en meget populær visesanger og komiker som optrådte overalt i landet i fra 1908 til sin død. I perioden fra 1908 til november 1917 optræder han i talrige annoncer som optrædende, indtil dette sker:

Anholdt

Hr. Marryat Lauritzen anholdt for homoseksuelt Forhold. - Sangeren nægter at være skyldig.

Visesangeren Marryat Lauritzen, der i Sommer optraadte i "Børsen"s Lysthave, skulde Torsdag Aften have tiltraadt et Engagement i Svendborg Sangforenings Palmehave. Men det blev der intet af; thi et Par Timer før Hr. Lauritzen skulde optræde, blev han anholdt i en Cigarforretning i Svendborg.

Anholdelsen skete efter Rekvisition af Randers Politi, og i Aftes blev Lauritzen under Politiledsagelse sendt til Randers. Sigtelsen gaar ud paa, at han skal have gjort sig skyldig i homoseksuelt Forhold overfor nogle Drenge i Randers, men foreløbig nægter Sangeren bestemt at være skyldig.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 3. november 1917).

Børsens lysthave lå i Esbjerg. Annoncer viste at han i hvert fald optrådt til 5. september 1917 på dette sted. Han der ellers er meget omtalt i annoncer i aviserne, er efter  som sunket i jorden, i hvert fald ud fra aviserne at dømme. Først september 1918 - altså næsten et år efter - begynder der igen at komme annoncer for hans engagementer. Herefter genoptages den nærmest uendelige række af annoncer. I juli 1920 blev han igen anholdt, men denne gang fortsætter han sin karriere. 

Anholdt for Uterlighed.

Visesangeren Marryat Lauritzen, der jo ikke er helt ukendt her i Esbjerg, er sidst i forrige Uge bleven anholdt for Homoseksualisme i Korsør.

Under et Forhør har han tilstaaet at have vist Uterlighed overfor en Dreng, hvorimod han bestemt nægter at have begaaet noget homoseksuelt. Undersøgelsen mod ham fortsættes, og der er afsagt Anholdelsesdekret over ham.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 21. juli 1920).

Nedenfor nogle få eksempler på annoncer.

(Nordjyllands Social-Demokrat 29. november 1923)

Marryat Lauritzen

trækker stadig Publikum til Hyby Lund. De, der endnu ikke har hørt og set ham, maa benytte Lejligheden i Morgen Em. og Aften eller Torsdag og Søndag i næste Uge, da det er sidste Optrædender - for denne gang.

(Fredericia Social-Demokrat 9. juni 1928).

Tegningen er en selvkarikatur. Helt til sin død i 1951 fortsætter han med at optræde, hvilket fremgår af hundredvis af annoncer. At han kunne genoptage karrieren efter den i sin tid meget alvorlige anklage, er en undtagelse fra reglen om at homoseksuelle, eller anklagede for homoseksualitet, vakte afsky og afstandtagen. Hans eftermæle nævner intet om den tavse periode i hans liv:

Marryat Lauritzen døde i gaar.

En munte- og glad aarhusianer er ikke mere. I gaar døde visesangeren, Bondekomikeren, træskodanseren og karikaturtegneren Marryat Lauritzen paa Marselisborg hospital, 67 aar gammel. Gennem mange aar har Marryat Lauritzen lidt af sukkersyge. ligesom han ogsaa led af daarlige nyrer. Men alligevel kommer hans død overraskende. - Han havde netop været I Silkeborg og optræde, da han hjemkommet til Aarhus i gaar morges blev syg og maatte Indlægges paa Marselisborg hospital, hvor han døde i løbet af dagen.

Marryat Lauritzen hørte vel nok en svunden generation til, selvom han endnu rejste ud og optraadte og ogsaa kunne more en forsamling Men sin store popularitet hentede han hjem for adskillige aar siden, da han var fast inventar ved det daværende "Salonen", nu "Sjette Frederiks kro" i Risskov. Her debuterede han i 1906 som bondekomiker og fik en saadan sukces. at han fortsatte 3 maaneder i træk for senere at vende tilbage hertil gennem 29 sæsoner. I 40 aar rejste han fra etablissement til etablissement i Danmark, Norge, Sverige og Finland - og var elsket alle vegne paa grund af sit straalende humør og sin enestaaende hjælpsomhed.  Gennem nogle sæsoner var han fast gæst paa "Bakken" ved København, ligesom han naaede at komme i radioen og har indsunget og indfortalt 300 af sine bedste numre paa Polyphon- og Odeon-plader.

Nu var der blevet stille om Marryats navn, selvom han stadig hørte til bybilledet i Aarhus, naar han med sin lille hund gik tur gennem byen fra sit hjem i Høegh Guldbergsgade 61. Han var en stor dyreven.

I de senere aar helligede han sit arbejdet indenfor en af byens aldersrenteforeninger, hvis formand han var. Man stod netop overfor faneindvielse i denne forening en af dagene. Marryat havde været sjælen i at skaffe fanen, og han skulle ogsaa være sjælen i afsløringen og slaa det første som i fanestangen. Nu kommer fanen til at vaje over hans baare l stedet.

(Demokraten (Århus) 4. april 1951).

Marryat Lauritzen indspillede omkring 50 grammofonplader i periode 1910-1930. Hvoraf et par kan findes på You Tube. Han optrådte mest i Århus på mindre steder som komiker i molbokostume. Der findes en diskografi på nettet. Den røber måske indirekte lidt af historien: 1907-1915 udkommer hvert år en håndfuld plader. Så er der et hul 1916-1918. Hvorpå produktionen genoptages med fornyet kraft 1920.

Anna Jacobsen (1857-1926). (Efterskrift til Politivennen)

Skuespilleren Anna Theresia Jacobsen (29.3.1857-15.2.1926) optrådte fra ca. 1875 ved provinsscenerne; 1877 Frederiksberg morskabs-teater og Théâtre du Boulevard (senere Scala). 1883 spillede hun jomfru Vibe i Et enfoldigt Pigebarn på Casino. Derefter igen til provinserne og Norge. 1895–98 var hun ved Det kgl. teater. 1903 igen på Casino og dernæst ved Aarhus Teater 1904-09. 

Anna Theresia Jacobsen (1857-1926). Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Fru Anna Jacobsen,

Et Jubilæum.

Det vil være naturligt, om Aarhus Theater bliver fuldt i Morgen Aften til Fru Anna Jacobsens Jubilæumsforestilling. Det vil kun være en ringe Tak for mange fornøjelige Stunder. Fru Jacobsen hører til de Kunstnere, som kaster Glans over den Scene, de hører til.

Saa mange Skuespillere gjør sig til af og herømmes ogsaa for, at deres Repertoire er omfattende. Det spænder over Skikkelser fra Carl Moor til Smukke Ferdinand, fra Desdemona til Jomfru Vibe, fra den nordiske Tragedies haarfagre, kyske Møer til den franske Farces letfærdige Elskerinder. Kunsten synes at bestaa i ligesaa godt - eller lige daarligt - at kunne spille en hvilken som helst Rolle, give en hvilken som helst digterisk Skikkelse Kjød og Blod. Det er dog langt fra givet, at det er disse Skuespillere, der er de store Kunstnere. I mange Tilfælde røber det store forskelligartede Repertoire jo ikke andet end Manglen paa den udprægede Evne, den Evnens Ensidighed, der er Betingelsen for den sande kunstneriske Styrke og Alvor.

Fru Jacobsen hører ikke til dem med det mangfoldige Repertoire. Mange har hendes Roller været gjennem Aarenes Løb; men alle bærer de det samme Grundpræg. Ikke blot, at de er faldet inden for den samme Kreds af Mennesketyper, men ogsaa at de er belyst fra et og samme Temperament, en og samme Grundopfattelse.

De sceniske Skikkelser, hun har ført frem, og som stiger frem for Erindringen, bærer alle Mærke af deres Skaberske. Med andre Ord: der er Stil over dem, paa samme Maade som en bildende Kunsters Værker i al deres Mangfoldighed kan bære Bud om det samme Sind, den samme Kunstnerpersonlighed.

Vil man forsøge at bestemme den Synsvinkel, under hvilken hun anskuer alle de gamle Kvinder, det er faldet i hendes Lod at fremstille, saa bliver det Humorens. Ved Humoren latterliggjøres der gjennem Sympathi. Hun ler, kan skoggerle ad de gamle Jomfruer, de gamle "pæne" Koner af Almuen, den simple Madam, Kjællingen; men hun holder af dem allesammen med alle deres Pudsigheder. Hendes Latter har derfor Sympathien til Grundlag, bærer aldrig Haanen i sig. Herved tages Braaden af Latteren. Og derfor er ogsaa den Latter, hun vækker, Udtryk for en ved hendes Spil frigjort Glæde, thi der lees, som hun ler: uden Ondskab, uden Antipathiens Spot.

Ud fra denne sin Sympathi udstyrer hun saa sine Figurer med de tusinde Smaatræk, som netop kun den kjærlighedsfulde Iagttager vil være i Stand til at aflure sine Modeller.

Hun kan vel overdrive, bruge for stærke Midler. Men saa er til Gjengjæld den komiske Kraft saa stor, at man bøjer sig. Hun staar jo her sammen med alle Komikens Store, saavel dens Forfattere som dens Skuespillere. Skruk-Hanne i "Ideale Magter" er en saadan eneste stor Overdrivelse i Maske, i Gebærde; men hvor dybt komisk er den ikke!

Men iøvrigt holder hun sig tæt nok op til sine Forbilleder i Livet. Hendes Bette Fip i "Livet paa Hegnsgaard" var en saadan "Studie i Marken" og gav et Billede, som virkede ved umiddelbar Sandhed paa Tilskuerne. Fru Jacobsen er ikke naaet højere i realistisk og komisk Menneskefremstilling end i denne Figur; men den betegner ogsaa i sig selv, hvor højt hun kan naa.

Saa husker man hendes halv- eller helsimple Madammer, som Enkefru Truelsen i "Ranke Viljer", de godlidende, gammeldags og rørende gamle Koner, som Madam Hansen i "Brødrene Hansen" og den bredt komiske! Madam Rust i "Sparekassen".

Men som al virkelig Begavelse har Fru Jacobsen sin Begrænsning. Hendes "fine" Damer er hidtil ikke lykkedes hende.

Man kunde derfor have ønsket til hendes Jubilæumsforestilling at se hende i en for hende mere karakteristisk Rolle end "Hertuginden" i "Hvor man kjeder sig".

Del kan imidlertid blive interessant at se hende løse denne Opgave. Man tør gaa ud fra, at det, der er af komisk Stof i Rollen, vil blive udnyttet; og den Latter, hun altid har evnet at kalde frem omkring sig, vil ogsaa hendes Jubilæumsaften bølge frem og vise hende, hvor paaskjønnet hendes Virksomhed er. Sven.

(Jyllandsposten 2. oktober 1908).

Fra 1909 blev hun en populær skuespillerinde på Folketeatret, hvor hun spillede københavnske småborgermadammer, skrappe bønderkoner og lystige gamle tjenestepiger. Afbrudt 1917-1918 af en sygdomsperiode. Hun vendte tilbage oktober 1918. Hun var gift med skuespiller Johan Ludvig Valdemar Schæffer (1844-1916). 

Fru Anna Jacobsens Sygdom og Rekonvalescens.

Fru Anna Jacobsen i Rigshospitalets Grønnegaard.

I hele denne, nu snart sluttede Sæson har Fru Anna Jacobsen ikke vist sig paa Folketeatret hvis Publikum virkelig har savnet hendes blodrige Komik og skarpe Karakteriseringsevne.

Sygdom er det, der har holdt Fruen borte fra Scenen. Først var det en Øjensygdom, men da den var overstaaet, havde Kuren - en Svedekur - svækket Fru J. saa meget, at hun tog ud paa Landet til en Slægtning for at vinde Kræfter. De kom imidlertid ikke, og da hun stadig tog af i Vægt, lagde Fruen sig ind paa Rigshospitalet hos Prof. Gram.

Her har Fru J. ligget til Sengs i over 3 Maaneder, og først for nylig er Skuespillerinden kommet op og begyndt at gaa.

- Straks kunde jeg næsten ikke gaa, siger Fruen, der sidder i en magelig Stol i sit Værelse paa Rigshospitalet, men nu kan jeg gaa ud i Grønnegaarden, skønt jeg stadig endnu er saa træt i Knæ og Ryg. Men fremad gaar det, og jeg tager paa i Vægt. Om 2-3 Uger skulde jeg gerne rejse til et Rekreationshjem ved Kerteminde, hvor jeg tilbringer hele Sommeren for at være i fuld Kraft, til Folketeatret atter lægger ud. Jeg fik saamænd i Gaar Tilbud om at spille Friluftskomedie  ved Aarhus, men det hverken kan eller vil jeg. 

- Skønt De dog længes efter at spille Komedie?

- Ja, det ved Gud jeg gør. Det har været drøjt at ligge her hele Vinteren og tænke paa. at de nu spillede paa Nørregade - jeg skulde f. Eks. have haft Fru Dinesens Rolle i "Jette Gebert". Nu haaber jeg at faa en rigtig god Karakterrolle. Bare Prof. Ejnar Christiansen vilde skrive en til mig! Der er for øvrigt en Figur, jeg i den senere Tid har faaet stor Lyst til at spille. Den forekommer ganske viet foreløbig kun i en Roman. Det er Bedstemoderen i Maxim Gorkis Barndomserindringer. De maa kunne dramatiseres.

Fru Jacobsen har talt sig træt, og de før saa livlige Øjne bliver synlig matte.

Men forinden vi tager Afsked, siger den populære Skuespillerinde:

- Har Publikum, som De før sagde, virkelig savnet mig, saa kan De være overbevist om, at jeg har savnet det mindst lige saa meget.

(Aftenbladet (København) 3. maj 1918)

I 1924 spillede hun hovedrollen i "Bolettes brudefærd" på Folketeatret. Den blev i 1938 filmatiseret med Bodil Ipsen og Peter Malberg i hovedrollerne.

Fru Anna Jacobsen om svundne Tider.

I et morsomt gammelt Hus paa Hjørnet af Ørstedsvej og Sophievej bor Skuespillerinde Fru Anna Jacobsen, der i næste Maaned kan fejre sit 40 Aars Skuespillerinde-Jubilæum. Fru Jacobsen modtager os i sin hyggelige Dagligstue, der er smykket med gamle og smukke Mahognimøbler. Der er selv noget hyggeligt over Fru Jacobsen, naar hun sidder i Armlænestol paa Forhøjningen og dukker ned i Mindernes Dyb.

Privatbillede af Fru Anna Jacobsen.

- Jeg regner min sceniske Løbebane fra September 1884, da jeg de[bu]terede paa Casino hos Theodor Andersen som Jomfru Vibe i "Et enfoldigt Pigebam". Selve Dagen kan jeg ikke huske; men det var i September. Alt hvad der ligger forud for dette vil jeg ikke tale om, det var saa sørgeligt .. . Naa, det skal vi nærmere komme ind paa. Jeg fik en god Debut og blev nogle Aar i Amaliegade. Men, ja jeg er saadan et sjovt Menneske, saa forlod jeg Scenen og privatiserede i flere Aar. En skønne Dag kom dog Lysten atter op i mig, og i 1896 aflagde jeg Prøve paa Det kgl. Teater, blev antaget og fik straks en Del Roller udleveret.

- Hvem var Direktør den Gang?

- Det var Peter Hansen, "Cabiro", som han blev kaldet. Naar jeg selv skal sige det, fik jeg en straalende Debut paa Kongens Nytorv som Madam Quist i Henrik Hertz' "Fristelsen", den samme Rolle jeg skal spille ved min Jubilæumsforestilling.

- Mødte De nogen Modstand ved Teatret, ny som De var?

- Ork nej, de var saamænd saa søde og rare allesammen mod mig, navnlig Fru Echardt cg daværende Fru Soffy Mantzius. Og sikke et Ensemble jeg kom ind i. Emil og Olaf, Fru Hennings, Elga Sinding, Jerndorff og den skønne Emma Thomsen. Mine bedste Aftener var naar jeg spillede sammen med Olaf Poulsen. Vi kunde saa godt sammen.

- Spillede De ogsaa i Holberg?

- Nogle enkelte Gange, bl. a. i "De Usynlige".

- Interesserer Holberg Dem?

Fru Jacobsen rynker Næsen;

- Egentlig ikke. Jeg fik flere Roller udleveret, men Stykkerne kom aldrig op. Da der saa var gaaet 8 Aar, fik jeg min Opsigelse.

- Hvorfor?

- Der skulde spares i de Tider, og de ældre paa Teatret krævede mere Gage. Peter Hansen var meget ked af det, da han maatte lade mig, som den sidst ankomne, gaa.

- Var De selv ked af det?

- Det kan ikke nægtes; men nu er jeg ikke ked af at det gik som det gik. Jeg gik atter tilbage til Privatlivet, spillede saa 1 Sæson hos August Rasmussen i Provinserne, og kom i [ulæseligt årstal] til Aaarhus Tetaer under Benjamin Pedersen. Det var dejlige Aar, de 5 Aar jeg var der. De skønneste Minder jeg har fra Aarhus var da Oluf Poulsen optraadte som Gæst. Vi spillede sammen bl. a. i "Genboerne" og "Den politiske Kandestøber". Og paa mit 25 Aars Jubilæum spillede jeg Hertuginden i "Hvor man keder sig".

- Var det Deres lykkeligste Aar?

- Nej, de sidste 16 Aar jeg har været ved Folketeatret er de lykkeligste Aar i mit Liv. Jeg kom dertil i 1909 under Johannes Nielsen, og vil De tro, at min første Rolle paa Folketeatret blev en dundrende Fiasko. Professor William Bloch satte "Den Stundesløse" i Scene, og man gav mig Pernilles Rolle. Jeg protesterede; men baade Johs. Nielsen og Bloch mente, at jeg kunde spille Rollen.

- Kunde De da ikke det?

Nej, jeg følte det selv, og jeg forvirrede ogsaa Publikum. Og er det ikke mærkeligt. Jeg har altid kun haft Lyst til at spille gamle komiske Karakterroller som Madam Rust i "Stærekassen", Madammen i "Forhus og Baghus", Kollektricen i "Ranke Viljer" og Pensionatsfruen i Emma Gads "Barnets Ret" o. l.

Anna Jacobsen som Madammen i "Forhus og Baghus".

- Har De aldrig følt scenisk Vandrelyst?

- Nej, der hvor jeg er, føler jeg mig hjemme. Jeg er Hjemmemenneske, og Scenen er mit Hjem!

- Byder Scenens liv mest Glæder eller Sorger?

- Mest Glæder, tror jeg nok. Jeg har altid følt mig hjemme paa begge Sider af Rampen, og jeg har ingen Skuffelser haft i min Kunst! Da jeg forlod Det kgl. Teater havde jeg maaske nogle sorte Dage og vilde løbe fra det hele; men jeg opgav da baade Rullekælderen og Kagekonehuset.

- Hvorledes former De Deres Roller?

- Naar jeg har læst en Rolle igennem, staar den lyslevende for mig, og det Indtryk udslettes ikke om saa Stykket faret bliver opført flere Maaneder efter.

- Hvordan er det at blive gammel?

- Det véd jeg ikke. Det kan vi tale om, om en Snes Aar.

- Hvilket Publikum vil De helst spille for?

- Mine Kolleger. Jeg er aldrig gladere end naar jeg ser, at der sidder Skuespillere i Teatret, og saa siger jeg til mig selv: I Aften skal der tages fat!

- Det er sjældent at høre; det plejer at være omvendt!

- Ja, det véd jeg godt. Da jeg var paa Det kgl. Teater, og Provinsens Skuespillere i Maj Maaned fyldte Teatret, sagde Olaf og de andre, naar de kiggede gennem Hullerne i Tæppet: Naa, i Aften skal vi ordentlig pilles ned!

- Var Provinsens Skuespillere saa kritiske?

- De var dengang bitre paa alle os, der sad paa Thalias Flæsk i Hovedstaden. Hvorledes det er nu, ved jeg ikke.

- Hvad vil De spille paa Deres Jubilæumsaften?

- Madam Quist i "Fristelsen" og Kokkepigen i "Tjenestefolk". Husker De Fjeldstrup som Kusken? Hvor var han pragtfuld!

- Hvem skal spille den nu?

- Emil Helsengreen, og det er en Rolle der passer glimrende for ham. Aftenen slutter med en Epilog af Professor Einar Christiansen, fremsagt af Undertegnede.

- Hvilke Interesser har De udenfor Scenen?

- Jeg elsker at rejse, naar Foraaret bryder frem, og jeg har bl. a. 5 Gange været i Paris.

- Og hvad er Deres Ønsker for Fremtiden?

- At det maa gaa mit kære, gamle Teater i Nørregade godt. og at jeg maa være med til at dele dets Glæder og forhaabentlig meget faa Sorger, i mange Aar endnu.

- Og Deres nye Direktør?

- Det er en dejlig Mand!

(Klokken 5 (København) 15. august 1924).

Sofievej skiftede senere navn: Fra Åboulevarden 1929 til Worsaasvej og 1931 fra H. C. Ørstedsvej til Steenwinkelsvej. Det omtalte hus må have ligget i krydset H. C. Ørstedsvej/Steenwinkelsvej.

Anerkendelsen som bedste komiske skuespiller kom til udtryk ved hendes 40-års jubilæum i 1925, hvor hun blev tildelt medaljen Ingenio et arti. Hun døde året efter.

Gravsten på Vestre Kirkegård. Indskriften lyder: "Skuespillerinde Anna Jacobsen / Karen Bræstrup / Arkitekt Cosmus Bræstrup /(ulæseligt)". Arkitekten Cosmus Ernst Georg Bræstrup (1877-1944) og Karen Margrethe Ida Johanne Schäffer (f. Jacobsen) var gift. Hun var datter af skuespiller Johan Ludvig Valdemar Schäffer og Anna Jacobsen mor, skuespillerinde Anna Theresia Jacobsen. Det er et urnegravsted som figuren nederst også antyder. Foto Erik Nicolaisen Høy.