Et Barn skændet og myrdet i København. (Efterskrift til Politivennen)

Dyrisk Forbrydelse paa Vesterbro i Nat. - Morderen er flygtet, men kendes og jages af Politiet.

København.

I Morges er der paa Vesterbro konstateret en Ugerning af den mest afskyelige Art, idet en otteaarig Pige er fundet skændet og myrdet.

Barnet, hvis Navn er Alice, havde af sine Forældre, Repræsentant Jensen og Hustru, Oehlenschlägergade 30, ved 4½ -Tiden i Gaar Eftermiddags faaet Lov til at gaa ned paa Gaden for at lege med nogle jævnaldrende Kammerater. Hun fik bestemt Paalæg om at komme op igen i god Tid, for man skulde spise til Aften, men Alice kom ikke.

Naturligvis blev Forældrene ængstelige og søgte efter hende paa alle tænkelige Steder, men forgæves, og man underrettede da Politiet. Et større Opbud af Betjente blev øjeblikkelig sat i Eftersøgning, men Resultatet var negativt.

Ud paa Natten blev ogsaa Opdagelsespolitiet underrettet, og den samlede Politistyrke foretog nu omfattende Afhøringer af Alices Legekammerater og Beboere i Gaden. Men først i Morges kom det for Dagen, at den forsvundne Pige var set i Mattæusgade sammen med en berygtet Mandsperson, der i Kvarteret gaar under Navnet "Røde Carl".

Saa snart denne Oplysning indløb paa Politigaarden, tog Opdagelsespolitiets Chef, Thune Jacobsen, sammen med flere Medlemmer af det flyvende Korps til "Røde Carl" s Bopæl i Mathæusgade 34, første Sal. Man brød Døren op og fandt i Lejligheden det savnede Barn som Lig, kvalt af et Stykke Sejlgarn og med tydelige Spor af en dyrisk Forbrydelse. Liget var laaset inde i et Klædeskab.

"Røde Carl" jages.

Opdagelsespolitiet konstaterede straks, at "Røde Carl" er identisk med en ofte straffet Voldsforbryder Carl Vilhelm Jørgensen, som boede i Lejligheden sammen med sin Moder. Denne var den foregaaende Dag rejst til Jylland, og "Røde Carl" har derfor kunnet udføre sin uhyggelige Gerning uforstyrret.

Politiet har udsendt Stikbreve af Forbryderen til alle Politicentraler i Provinsen og det nærmeste Udland, og det flyvende Korps er i fuld Aktivitet i Hovedstaden.

Endnu ved 11-Tiden i Formiddags var Forbryderen paa fri Fod, men Stikbrevene med hans Signalement dukkede allerede op paa Søjler og Plakattavler over hele Byen. Gerningsmanden beskrives som middelhøj, 27 Aar gammel, bredskuldret og rødhaaret.

Det er konstatere at Morderen har været hjemme i Morges.

Morderen melder sig selv.

Senere meddeles:

Kort efter Middag meldte den efterlyste Morder sig paa Politigaarden og tilstod sig skyldig i Forbrydelsen.

Han vil i Eftermiddag Kl. 3 blive fremstillet i Grundlovsforhør.

(Bornholms Social-Demokrat 23. september 1929).

I Herning Avis 23. september 1929 blev han beskrevet som "kendt i KVarteret som en Drivert, der nødigt vilde bestille noget. Han har, saavidt det vides, ikke været paa Forbryderbanen før ... Han har været gidt, men hans Hustru forlod ham efter kort Tids Forløb."

Retssagen fandt sted ved et nævningeting 4. februar 1930. Han erklærede sig skyldig, og blev idømt livsvarigt tugthus, hvilket Jørgensen var tilfreds med.

Tragedien i Hejlsgade . (Efterskridt til Politivennen)

Frygteligt Familiedrama i Hejlsgade i Nat.

En Fader søger Døden med sine tre Børn. - Børnene er døde, og Faderen kan næppe overleve. - Aarsagen er Fortvivlelse over Hustruens Død.

I Nat har der fundet et trist Familiedrama Sted i Ejendommen, Hejlsgade Nr. 1. 

En Mand og Fader har I Fortvivlelse over sin Hustrus Død besluttet sig til at berøve sig og sine Børn Livet. Og hans Forehavende har medført Døden for Børnene, medens han selv endnu i Nat, da disse Linjer skrives, er i Live.

En Dame, der bor i samme Ejendom, mærkede, at der strømmede Gas ind gennem Entrédøren til hendes Lejlighed, og hun stod straks op for at se, om det var fra hendes Køkken, at Gassen kom; men det viste sig, at det var fra hendes Nabos, Maskinarbejder Jacobsens Lejlighed.

Da hun vidste, at Jacobsen i de sidste Dage havde været meget fortvivlet over, at hans Hustru var afgaaet ved Døden, frygtede hun straks tor, at Manden I sin Fortvivlelse havde gjort en Ulykke paa sig selv og sine Børn.

Hun alarmerede derfor Politiet, som straks mødte med stor Udrykning, og Ambulancen blev tilkaldt, men den kom ikke i Anvendelse, da Politiet forinden standsede 2 Taxa-Vogne, som med det sædvanlige holde Flag hurtigt kørte til Kommunehospitalet med de gasforgiftede Mennesker.

Da Politiet kom ind i Lejligheden.

Da Politiet kom og sprængte Døren til Jacobsens Lejlighed, mødte der det et uhyggeligt Syn. I Sengene laa tre Børn tilsyneladende i den blideste Søvn. De var afklædt og kun iført Linned. I Værelset ved Siden af laa Jacobsen paaklædt men bevidstløs.

De fire Personer blev fordelt i de to Biler og kørt til Hospitalet. Her kunde man imidlertid kun konstatere, at de tre Børn, der er 16, 13 og 11 Aar gamle, var døde, medens Faderen er meget stærkt forgiftet og maaske Ikke kan leve. Det vil vel ogsaa være det bedste for ham, om han maa følge Hustru og Børn i Graven, da han ellers kan blive sat under Tiltale for Drab.

Inde i Lejligheden fandt Politiet en Gasslange, der var ført fra Køkkenet ttl Værelserne, hvor Børnene og Faderen laa. Der var derimod ikke gjort Forsag paa at lukke for Aabninger I Vinduer og Døre.

Motivet.

Da Lægerne paa Hospitalet havde konstateret Dødsfaldene, blev Politiets Mordkommission alarmeret. Men Kendsgerningerne talte, de tre Børn var døde - og Faderen tilsyneladende haabløs syg.

Det meste Materiale, der forelaa for Opdagerne, var et Brev, hvori Maskinarbejder Jacobsen

meddelte, at Motivet til hans fortvivlede Handling var Sorgen over Hustruens Død.

Mordkommissionen l Arbejde.

Da der foreligger et aabenbart Mord og Selvmordsforsøg, og da der Ikke kunde være Tale om at afhøre Hovedpersonen, blev to Opdagere sendt ud i Ejendommen for at søge nærmere Oplysning. Men de kunde ikke i Nat faa andet at vide end det, vi ovenfor har meddelt.

Den 16-aarlge Ingrid, den 13-aarlge Knud Ove og den 11-aarige Harry var døde, og den ca. 40 Aar gamle Fader var Døden nær.

Hvad det omtalte Brev indeholdt ud over Meddelelsen om, at Aarsagen til den fortvivlede Handling var Sorg over Hustruens Død, kunde man kun meddele Familien.

(Social-Demokraten 21. august 1929).

Huset i Hejlsgade, hvor Dramaet fandt Sted. Krydset viser, hvor Jacobsens Sovekammer er. Døren og Vinduerne er slaaet op for at faa Gaslugten ud. Foto fra Klokken 5, 21. august 1929.

Nielsen, der sprængte Døren til Jacobsens Lejlighed og saa, hvad der var sket. Foto fra Klokken 5, 21. august 1929.

Ejendommen i Heilsgade i København, hvor det rystende Gasdrama, der krævede tre Ofre, fandt Sted. Foroven ses Politiets Segl paa Døren. Foto fra Ærø Venstreblad, 22. august 1922.

Faderen døde to dage efter, den 22. august ved middagstid på hospitalet, efter kun kortvarigt at være ved bevidsthed

Ofrene fra Hejlsgade-Dramaet begraves

En Jordefærd af gribende Virkning.

De fire Kister bæres til Fællesgraven.

En tusindtallig Skare strømmede i Gaar ud til Vestre Kirkegaard, hvor Ofrene for det frygtelige Drama i Hejlsgade, Faderen, der tog sine tre Børn med sig i Døden, skulde sænkes i Graven ved Siden af Moderen der var gaaet forud.

Det store Kapel har vel aldrig været Ramme om en mere gribende Tragedie end denne. Her stod de fire hvide Kister, alle pyntet med en Guirlande af røde Roser, og foran sad de af Sorgen sønderknuste Slægtninge. Jacobsens gamle Forældre, stivnede i Fortvivlelse, hans Broder, Søster og Svigerinde samt andre Paarørende. Bag Kisterne stod to floromhyIlede Faner, Maskinarbejderforbundets og Sygekassens. 

Pastor Charles Nielsen fra Kristkirken havde faaet den uhyre vanskelige Opgave at tale ved Baarerne, og han løste Opgaven smukt. Jævnt og roligt , men saadan at det gik til Hjerterne, skildrede han det smukke Sammenhold mellem Forældrene gennem 17 Aar, Jacobsens Kamp for at holde Hjemmet oppe under Hustruens toaarige Sygeleje og hans fuldstændige Sammenbrud i Sorgen, da hun døde.

- Denne Mand, der elskede sine Børn saa højt, at han aldrig vilde have kunnet lagt Haand paa dem, havde desværre den altfor let tilgængelige Adgang til Gassen, der dræber uden Brutalitet - det var den store Ulykke.

Og derefter udtalte Præsten et Ønske, som alle vil være enige med ham i: Gud give, vore Teknikere kunde gøre det vanskeligere for Folk at aabne for Gassen! Talen sluttede med en Bøn; Forlad ham hans Skyld; han vidste ikke, hvad han gjorde.

Medens Rummet genlød af Hulken, sang man Salmen, der var sunget ved Moderens Baare, og hvis trykte Tekst havde ligget i den lille Iris Hænder, da man fandt hende død: "Jeg er træt og gaar til Ro ..."

Og saa blev de fire Kister baaret ud og sænket i Graven til Moderen. Da brast det for Slægtningene, Jacobsens Moder, Søster og Svigerinde sank bevidstløse sammen og maatte bringes ud til en Droske og køres hjem.

Men længe efter stod der i Hundredvis af Mennesker og stirrede paa Graven, der lukkedes over en Tragedie saa rystende, som vi heldigvis sjældent oplever den.

(Aftenbladet (København) 26.  august 1929)

To af Kisterne bæres til Graven. Foto fra Social-Demokraten 26. august 1929.

Liva Weels Plads. Heilsgade går ind til venstre, man kan se de lige numre. Bygningen med nr. 1 er yderst til venstre. Ud fra fotoet ovenfor virker det som om den lå på hjørnet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mordet i Estlandsgade, (Efterskrift til Politivennen).

 

Social-Demokraten, 3. marts 1926: foto fra lejligheden, opdagerkorpset (overvagtmester Liktner med ryggen til) og Estlandsgade. 

En gammel Cigarhandlerske i Estlandsgade myrdet.

Morderen har knust hendes Hoved med en Økse og derefter overskaaret hendes Hals.

I Estlandsgade-Kvarteret opskræmtes Beboerne i Gaar Eftermiddags ved Efterretningen om, at der var forøvet et Mord i Estlandsgade 3. Den 61-aarige Cigarhandlerske, Fru Louise Holm var fundet dræbt i sin Lejlighed.

Morderen havde tilredt hende frygteligt, idet han først har knust hendes Hoved og derefter overskaaret hendes Hals. Endnu ved Midnatstid kunde Opdagelsespolitiet ikke fastslaa Mordets Karakter. Om Rovmord er der næppe Tale.

Mordkommissionen med Overvagtmester Liktner i Spidsen er i fuld Aktivitet.

Paa vort Billede ses den myrdede Cigarhandlerskes Butik i Estlandsgade en en Gadebetjent, som holder Nysgerrige paa Afstand.

Netop paa samme Tid som Offentligheden med spændt Interesse imødeser Afslutningen af den uhyggelige Sag fra Annexgaardsvej, har Opdagelsespolitiet faaet en ny mystisk Affære til Undersøgelse.

Et Mord er begaaet i Estlandsgade 3, i Kvarteret mellem Dannebrogsgade og Revalsgade, kun faa Hundrede Meter fra Ejendommen, Komplottet fra Den Fingerløse gæstede Drabsnatten... Det er saaledes paany imod den københavnske Underverden, Politiøjet er vendt.

Den Myrdede findes.

Morderens Offer er den 61-aarige Fru Louise Holm, der i Estlandsgade 3 i Stuen drev en Cigar- og Vinhandel. Bag Butiken havde hun sin Privatlejlighed, der bestod af et Par Værelser.

Fru Holm var noget gigtsvag, og til nogle af Naboerne havde hun i Forgaars fortalt, at hun i Gaar Formiddags skulde ind til Overlæge Otlesen for at blive underkastet en Lysbehandling.

Beboerne i Kvarteret havde lagt Mærke til, at Forretningen var lukket fra om Morgenen og hele Formiddagen. Saa kom Middagsbladene; da Budet ikke blev lukket op, lagde han Bladbunken ovenpaa Automaten udenfor Butiken.

... Klokken b.ev 3, og nu begyndte man at ane Uraad, da der stadig var lukket.

Marskandiserske, Fru Bertine Holm, der bor i samme Ejendom, gik ind ad Gangen og bankede paa Køkkendøren. Hun blev meget forbauset ved at finde den aaben, idet hun vidste, at Cigarhandlersken var ydert forsigtig i Retning af at laase Dørene.

Det slog hende, at der var noget galt, og hun gik ud og kaldte paa Naboen, Boghandler Petersen, og dennes Hustru, hvem hun satte ind i Situationen.

Da de kom ind i en lille Korridor mellem Køkkenet og Stuen i Cigarhandlerskens Lejlighed, fandt de Fru Louise Holm liggende paa Gulvet.

Der saa forfærdeligt ud. Øjensynlig havde der staaet en Kamp paa Liv og Død.

Fru Holm, der var fuldt paaklædt, var myrdet efter at være tilredt paa en grufuld Maade. Hendes Hovede var delvis knust, formentlig med en Økse, og derefter var hendes Hals skaaret over. En blodplettet Brødkniv laa ved Siden af Liget.

Mordkommissionen  kommer

Boghandler Petersen telefonerede til Politiet paa Vesterbros Station, hvorfra man straks sendte et Politiautomobil ud til Stedet, men Mandskabet var øjeblikkelig klar over, at her gjaldt det at tilkalde Opdngelsespolitiet hurtigst muligt.

Der blev slaaet Alarm til Politigaarden, og i Løbet af faa Minuter ankom Politiinspektør Volquartz, Overvagfmestrene Liktner og Schou, Vagtmester Seltorp, Overbetjent Ottosen og deres Medarbejdere, Dr. Fog fra Retsmedicinsk Institut, Forstander Bugge fra Identificeringsbureauet, Politiets Fotograf osv.

Det er en Selvfølge at hele dette Opbud vakte den største Bevægelse i det tætbefolkede Kvarter. Det var en Sensation i Lighed med, da Mordbranden og Eksplosionen i Revalsgade, lige om Hjørnet, gik for sig ved Paasketid. Gaden blev afspærret, men i Eftermiddagens og Aftenens Løb søgte Hundreder af Mennesker hen til Stedet for blot at faa et Glimt at se af de travle Politimænd.

Den myrdede Kvinde blev fotograferet, og da den sædvanlige Undersøgelse var foretaget, blev Liget ført til Retsmedicinsk Institut.

Opdagerne fandt yderligere Tegn paa, at den gamle Dame havde kæmpet med Morderen. Rundt i hendes Ansigt var der Knivstik, og ogsaa i hendes ene Haand var der et Saar, rimeligvis fremkommet ved, at hun har grebet efter Mordvaabnet, enten det nu er Kniven eller Øksen.

Der blev, som sædvanlig i saadanne Sager, holdt Raad, og derefter gik Opdagerne i Gang med en systematisk Afhøring i hele Gaden og hos alle, der kunde antages at give en Oplysning af Interesse,

Det er Opdagelsespolitiets Opfattelse, at Mordet er foregaaet Mandag Nat eller muligt allerede oin Aftenen, et Moment, der naturligvis havde sin Betydning for Undersøgelsen.

Inden Aften havde Overvagtmester Liktner, der tog tilbage til Hovedkvarteret paa Politigaarden, faaet mere end et halvt Hundrede Rapporter til Gennemlæsning.

Fru Louise Holm var en velhavende Dame.

Men Opdagerne mener ikke, at der foreligger Rovmord.

Fru Louise Holm havde været gift med en Skræder i Korsgade. Hun havde en Søn, der for Tiden opholder sig i Amerika. Han ventes hjem nu i Foraaret, og hun glædede sig meget til Gensynet, og fortalte, at hun vilde sende ham 6000 Kr. i Fødselsdagsgave.

Sin nuværende Forretning havde hun kun haft i et Par Aar. Tidligere drev hun en stor Marskandiserforretning i Slotsgade og hun lagde ingen Skjul paa, at hun var velhavende, saaledes at Butiken i Estlandsgade ikke var nogen Livsbetingelse for hende. Ligeledes yndede hun at tale om sine Juveler og Smykker, og hendes Fingre var prydede af Brillanter. Det morede hende, efter hvad hun sagde, at laane Penge ud til Kvarterets Folk. Hun var ikke ublu med Renterne.

Opdagerne skriver deres Rapporter.

Politiassessor Krenchel, der er udset til at lede Efterforskningen i Mordsagen, aflagde i Gaar Besøg paa Gerningsstedet og fik Lejlighed til at sætte sig ind i det foreliggende Materiale.

Der gaar Rygter om, at Fru Holm stillede sig særdeles velvilligt overfor Folk, der kom for sent hjem; naar de bankede paa Ruden, var hun altid rede til at sælge Cigarer eller Spiritus. Fra flere Sider var hun blevet advaret, men uden at det ændrede hendes Optræden.

Netop fordi man overalf i Kvarteret fremhævede Fru Holms Rigdom. Saa det nær at antage, at her forelaa et Rovmord. Der blev derfor iværksat en nøje Undersøgelse vedrørende hendes Pengeforhold. Imidlertid viste det sig ved Ransagning i Lejligheden, at der tilsyneladende ikke manglede Penge. Der fandtes nogle Hundrede Kroner, og Sparekassebøger og Tegnebøger var i Behold.

Skriget i Naten

Man har meget nøje afhørt Beboerne i Naboejendommene, og har derved bl. a. faaet én interessant Forklaring frem. Boghandler Petersens Hustru har oplyst, at hun vaagnede forrige Nat ved 1 -Tiden ved at høre et Skrig og en rallende Lyd.

Fruen havde dog ikke straks fæstnet Opmærksomheden derved, idet der i Kvarteret ofte høres mærkelige Lyde ved Nattetid. Men efter det nu passerede har hun naturligvis tænkt, at dette staar i Forbindelse med Mordet. Og Politiet er tilbøjelig til at give hende Ret.

Fru Holm plejede at gaa i Seng ved 11-Tiden om Aftenen. Hun havde den Vane at ligge og læse nogle Timer. Ude paa Gaden kunde man se Skæret fra Læselampen.

Der søges -

Ganske naturligt ønsker Opdngelsespolitiet ikke i Øjeblikket at udtale sig om den Teori, der er opstillet' angaaende Mordforbrydelsen. Det er dog næppe nogen Hemmelighed, at man enten regner med et Hævnmord eller med et Røveri, der af eti eller, anden Grund mislykkedes.

I Aftes afhørtes nogle yngre Mænd af Fru Holms nærmeste Slægt og desuden en Række andre Personer. Ved Midnatstid fortsattes Afhøringerne af to Mænd.

Paa dette Tidspunkt erklærede Politiinspektør Volquartz, at han ikke antog, at Sagen i Natten Løb vilde blive opklaret.

(København, 3. marts 1926)

Da Rygtet om Mordet fløj ud over Kvarteret.

Øverst: Folkemængden udenfor den Myrdedes Butik. - Nederst: En Filmsfotograf i Virksomhed paa Taget af en Bil midt i Folkemylderet.

Det var ikke et Brag, der lød, og som alarmerede Kvarteret som gennem en vældig Højttaler, det var et Rygte, der begyndte ganske stille som en Hvisken mellem nogle enkelte Mennesker, men denne Hvisken knitrede fra Hus til Hus som en Løbeild, der en Gang antændt ikke kan standses, det fængede overalt: - Har De hørt det? Et nyt Mord. En gammel Cigarhandlerske her henne i Gaden er fundet dræbt med Øksehug og Knivstik? Og denne Hvisken sted efterhaanden til en Brusen, der skyllede gennem Gaderne og rev alle med sig. Tilløbet til Gerningsstedet begyndte. Smaaa og store, Børn og Gamle, alle strømmede derhen. Politiet mødte frem for at holde Menneskemasserne tilbage, det var nødvendigt thi alt som Røret voksede, blev Situationen jo ligefrem faretruende. Midt i Sværmen dukkede en Filmfotograf op og "drejede" først Menneskehavet ind i sit Objektiv og rettede derefter dette mod Mordhuset, Stedet for den frygtelige Daad, den lille Cigarhandlerbod.

Sidste Billede af den Myrdede.

Fru Louise Holm.

Der var forøvrigt intet at se, men man vidste jo, at de var derinde, de undersøgende Politimænd, og saa holdt man Stand i Haab om, at der skulde ske noget. Og sent paa Aftenen skete der ogsaa noget. Da kom Rustvognen, og da har de Liget ud i Kisten. Og alle strakte Hals, og en hemmelighedsfuld Gysen gik gennem dem alle: der bar de jo Morderens Offer bort.

Kisten med den Myrdedes Lig bæres ud til Rustvognen.

Med knust Hoved og overskaaren Hals.

Grufuldt Mord i Estlandsgade.

En 60-aarig Detailhandlerske fundet myrdet i Gangen bag sin Butik.

Opdagelsespolitiets Mordkommission paa Klapjagt efter den ukendte Gerningsmand.

Den Myrdede og hendes afdøde Mand, Marskandiser Holm.

- - - 

Den Myrdedes Liv og Forild.

Fru Holm. der vilde være fyldt 61 Aar den 15. Marts, var den yngste af en Søskendeflok. af hvilke en Broder, pensioneret Lokomotivfører Jensen, bor i Øresundsgude. Dennes ældste Datter er gift med Juvelhandler Alfred Hansen, og en anden Datter med Sigfred Nielsen, afsondret sig og er ikke kommet sammen med sine Slægtninge

Fru Hoim havde været gift med Marskandiser Holm, der i nogle og tyve Aar drev Forretning Korsgade 44 og bl. a. havde en ret stor Virksomhed, han var den første der drev her i Byen. Da Manden døde, fortsatte Enken Virksomheden i nogle Aar indtil hun i 1921 besluttede af rejse over og tilbringe Resten af sine Dage hos en Søn i Amerika. Hun solgte da Forretningen og hele sit lndbo til Marskandiser G. Nilsson, der endnu driver den. Ved Juletid rejste hun, men Opholdet i Mmcnka blev hende en stor Skuffelse. hun blev Uvenner med sin Søn og reiste hjem igen - hun kom tilbage September 1922. Af den Kapital hun havde, da hun rejste, ca. 12,000 Kroner, var der endnu en halv Snes Tusind Kroner i Behold, da hun overtog Cigarforretningen i Estlandsgade.

(Aftenbladet, 3. marts 1926)

Det gaadefulde Mord i Estlandsgade.

Var det Morderen der sprang over Plankeværket?

I Løbet af Onsdagen lykkedes det ikke det københavnske Opdagelsespoliti at faa det ringeste Spor af den Person, der myrdede Cigarhandlerske Louise Holm, Estlandsgade 3.

60 Opdagere er i Aktivitet, og der er bleven foretaget Afhøringer af over 100 Mennesker, deriblandt en ældre Tømrersvend Jensen c: den omtalte Malersvend Lønbo, men de har begge kunnet bevise deres Alibi.

Mandag Aften var der Bryllupsfest i en Lejlighed i Nærheden, og da nogle Gæster var ude i Gaarden, saa de en Mandsperson springe over Plankeværket fra Gaarden ved Estlandsgade 3. De mente, dét var en Tyv og anstillede en nærmere Undersøgelse, men han var sporløst forsvundet.

Fru Holm var bekendt for at drive en ret udstrakt Handel efter Lukketid, og usandsynligt er det ikke, at Morderen er en af hendes Kunder. Det kan tænkes, at han er kommet for at faa nogle Varer, men at hun ikke har villet give ham nogen Kredit, og at han saa maaske under Indflydelse af Spiritus har begaaet sin forfærdelige Forbrydelse. Skulde dette være Tilfældet. er Morderen alt saa at soge i den myrdedes Kundekreds.

(Kolding Social-Demokrat, 4. marts 1926).

Mordet i Estlandsgade.

Den myrdede Fru Louise Holm havde gennem sin Steddatter Tilknytning til Rønne.

--- Vi erfarer i Dag, at den myrdede ikke er ukendt i Rønne. Hun, der er født Louise Jensen, har, som nævnt, været første Gang gift med en Skrædermester Holm og dennes Datter er gift med Skipper Flade her i Byen.

Hos Flades har man altid regnet Fru Louise Holm som Svigermoder, og hun har ofte besøgt sin Steddatter og Svigersøn her i Rønne, hvor man satte meget Pris paa hende. Fru Holm var meget godgørende, og der nævnes flere Eksempler paa, hvorledes hun har ydet fattige Folk her i Byen Hjælp, ja endog sendt dem Tøj fra sin Forretning i København. Holm drev en større Skræder- og Garderobeudlejningsforretning i Korsgade.

I Ægteskabet med Holm havde Fru Louise Holm en Søn, Jean Otto Holm, der som Dreng altid tilbragte sine Sommerferier hos Skipper Flades og sikkert vil huskes af en Del jævnaldrende her i Byen. Jean Holm bor nu i Amerika, hvor han har en Farm og er Medlem af en stor Kødtrust. 

Skrædermester Holm, der var en Del Aar ældre end sin Kone, døde efter en Snes Aars Ægteskab, og siden giftede Fru Holm sig med en Marskandiser Hansen, fra hvem hun senere blev skilt. 

Fru Holm har været et Aars Tid i Amerika hos sin Søn, men efter at være vendt tilbage, købte hun Cigarforretningen i Estlandsgade. Hun kunde ikke være ledig. Hun havde efterhaanden faaet en betydelig Kundekreds, som hun var meget afholdt af.

Ifølge Hovedstadsbladene er der i Fru Holms Lejlighed fundet Værdier for 12-14,000 Kr. og hos en Sagfører skal være deponeret et Testamente, hvorefter Sønnen Jean i Amerika er indsat som Universalarving.

Et af de unge Mennesker, som hun har ydet Hjælp, Malersvend L ø n b o, har været i Forhør, men han har sit Alibi i Orden. Han udtaler, at Fru Holm var et ualmindelig godt Menneske og derfor afholdt i hele Kvarteret. Man er meget betaget af den sørgelige Skæbne,

(Bornholms Avis og Amtstidende, 4. marts 1926. Uddrag).

Aviserne begyndte at svirre med teorier om motiverne for mordet, bl. a. at hun skulle være mandfolkekær, se fx Aftenbladet, 8. marts 1926.

Efterlysningsplakat fra Aftenbladet, 10. marts 1926.

Fru Louise Holm blev den 7. april 1926 bisat på Bispebjerg. Til stede var knap en snes mennesker. Sønnen opholdt sig i Amerika. I september 1929 afhørte man den fængslede barnemorder Carl Jørgensen ("Røde Carl") for om han kunne have begået mordet.

I november 1936 genoptog man afhøringen af sønderjyden "Manden fra Texas" der på det tidspunkt var fængslet for tyveri. En 3-4.000 mennesker blev afhørt i sagen, og nogle fingeraftryk blev aldrig lokaliseret til hvem de tilhørte.

Foto fra Aftenbladet, 22. januar 1955 som berettede om at sagen stadig var uafklaret.

Ejendommen Estlandsgade 3 hvor mordet fandt sted, er i dag nedrevet og udlagt til park og legeplads. Så man kan kun se husene overfor. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ballotti-Rovmordsagen og den polsk-russiske Ghetto i Kjøbenhavn (4): Forhørene. (Efterskrift til Politivennen).

Ballotti tilstår!

Udførlig beretning om forhøret i går.
Falsk pas. Falske papirer.
Sprunget af toget på vej til Sibirien.

Straks i går morgens overførtes den farlige mordbrænder fra arresten på Nytorv til arresthuset på Blegdamsvej. Transporlen skete naturligvis pr. vogn og under streng bevogtning, mens Ballotti selv var forsynet med forsvarlige håndjern og reb om benene, ganske som på anholdelsesdagen.

I arresten har han kun håndjernene på. Han var i går fuldstændig rolig efter den foregående aftens anstrengelser, og arrestopsynet havde ingen som helst besværligheder med ham. Også om natten havde han været forholdsvis rolig, kun en gang imellem afbrødes hans urolige halvsøvn af små hadefulde udbrud, råb og eder.

Forhøret i går. Morderen Szadkowskys fremstilling.

Straks i går formiddags begyndte birkedommer Valeur forhørene over Ballotti og de øvrige arresterede deltagere i mordet. Forhøret begyndte kl. 10:30; og varede uafbrudt til henad kl. 4. Afhøringen skete i tinghuset på Blegdamsvej. Først førtes Szadkowsky ind og blev ved hjælp af tolk udspurgt om mordets enkeltheder. Som bekendt er det Szadkowsky der blev såret af den flaske, gårdejer Beck kastede, og ham der ved sin tilståelse har ledet politiet på sporet efter Ballotti. 

Han er en uanseelig og spinkel lille fyr, kun en 18-19 år gammel. Han ligner mest en halvvoksen dreng og har et ualmindelig hæsligt ydre med grove træk, stor mund og sort, forpjusket hår. Hans udseende bliver endnu grellere ved de skrammer og sår, han har fået under udøvelsen af mordet.

Da han føres frem for skranken, er han fuldstændig sønderknust. Under hele forhøret græd han og jamrede sig, uden at han dog søgte at besmykke sine handlinger. Han giver en udførlig fremstilling af mordet og indrømmer alt i detaljer.

Angående planen til mordet meddeler han, at den først fattedes i mandags, og at den gik ud på at man først skulle forlange de penge Ballotti havde til gode hos Beck, og hvis de ikke fik dem, skulle de binde dem, der var i gården og selv tage pengene; og hvis dette også mislykkedes, skulle man uden videre skyde folkene ned. Pengene skulle de have!

Det er Ballotti der har købt billetter til toget til de øvrige deltagere. De er ankommet til Holte med toget kl. 6.14, og det er således morderne som jernbanepersonalet har lagt mærke til.

Da fru Beck straks da de trådte ind i værelset, skreg op for de ind på hende. Der blev en frygtelig tumult. Under denne trak Szadkowsky sin kniv og huggede den ind i ryggen på hende. I det samme kom Beck til. I en håndevending havde han grebet flasken og slyngede den med fuld kraft i hovedet på Szadkowsky så det sortnede for ham. Ballotti for da frem med en revolver i hver hånd og fyrede dem af. Blødende segnede Beck om, død øjeblikkelig. For imidlertid at være sikker på, at han ikke skulle leve op igen, gik Szadkowski og Ballotti hen til ham og borede begge deres dolke i brystet på ham.

Efter at således både Beck og hans kone var gjort uskadelige, begyndte røveriet. Ballotti tog først Becks pengepung op af lommen på ham og råbte til de andre:

"Nu har jeg fået, hvad jeg vil have! Nu kan I andre ta', hvad I vil!"

De andre røvede da alle værdigenstandene. Ballotti tog ingen af disse. Szadkowki og Lobetski trak fingerringene af Beck og konen og stjal alt, hvad de kunne finde af sølvtøj.

Derefter tog de afsted med det samme. Vejen gik over Virum og Lyngby ad Kongevejen til København. Efter ankomsten gik de op i Clewinskis lejlighed og gemte rovet.

Lobetski nægter.

Efter at Szadkowski var ført tilbage i arresten, blev den anden af de anholdte Lobetski ført frem. Også han er lille og spinkel, skægløs, ca. 20 år gammel. Under forhøret optrådte han med den største koldblodighed og vægrede sig bestemt ved at give nogen som helst oplysninger. Skønt Szadkowski har opgivet ham som en af deltagerne, nægtede han hårdnakket.

"Jeg er anarkist!" gentog han, "og siger intet!"

Hvor meget end dommeren søgte at overtale ham og true ham - det hjalp ikke. 

Ballott: afhøres. Håndjernene tages af ham. 

Derefter blev Ballotti ført ind. - Han var lænket både på hænder og fødder, men bevarede en fuldkommen ro.

»Jeg siger ikke et ord, før håndjernene bliver taget af mig!" var hans første svar på dommerens spørgsmål. "Så løs håndjernene!" siger birkedommeren.

Betjentene iler til, men de kan ikke få håndjernene op. Efter anholdelsen er de blevet snøret så stramt, så de har gnavet sig ind i huden. Der er da intet andet at gøre, end at file dem over.

"Er De sulten?" spørger dommeren.

"Meget sulten!" svarer Ballotti knapt.

Dommeren giver da ordre til, at der skal gives ham noget at spise, og et øjeblik efter kommer arrestforvareren med en skål varm suppe. Ballotti spiste den med glubende appetit.

Først herefter tager forhøret sin begyndelse. Dommeren tager den dolk frem, som er fundet på vejen ved Søllerød Sø.

"Kender De den dolk?" spørger han.

"Det er min dolk!" svarer Ballotti uden at fortrække en mine.

Dommeren spørger derefter, hvorledes det er gået til, at spidsen er brækket af, og Ballotti forklarer, at det er sket under overfaldet på Thornbjerggard.

"Da jeg var i Vallore for at hente de 140 Kr., man ville snyde mig for." siger han "stak jeg ild på gården og huggede min dolk i livet på forvalteren. Ved den lejlighed er spidsen brækket af, men dolken har jeg senere slebet igen. Det er også rigtig at det var mig der gik hen til vinduet for at skyde snyderen Nielsen ned!"

Endvidere forklarer han at grunden til overfaldet på Højbjerggaard også ene og alene er den, at han ikke kunne få de penge, han havde til gode. Han indrømmer at det er ham der har affyret de to skud og har tilføjet det ene dolkestik.

Han hedder ikke Ballotti.

Angående sig selv fortæller han, at han er 24 år gammel og anarkist. Han nægtede at opgive sit navn. Kun siger han at han ikke hedder Ballotti. Han har tre forskellige pas hos sig og forskelligt lydende papirer. Ingen af dem er ægte, alle er de falske og har været benyttet under hans rejser i forskellige lande. Endvidere meddeler han, at han har kone og børn, men nægter også at give nogen oplysning om, hvor disse bor. På forespørgsel om han tidligere er straffet svarer han nej!

"Det var min fulde og fast bestemmelse," siger han "ikke at overgive mig levende til politiet! Hvem der ville anholde mig, ville jeg skyde ned som en hund. Det sidste skud ville jeg gemme til at dræbe mig selv med! und. Det sidste skud ville jeg gemme til at dræbe mig selv med! Jeg har villet kræve min ret - og jeg har villet have den! Så rnåtte det koste, hvad det ville."

Og gang efter gang udstøder han et rasende udbrud: "Vidste jeg blot, hvem den skurk er, der har angivet mig!"

Dommeren forsøger flere gange at få ham til at give oplysninger om sine medskyldige, men hans eneste svar er:

"Det er rigtig nok, at jeg har medskyldige. Men det er en sag, der ikke kommer mig ved. Det må politiet om!"

Og da dommeren søger at lokke ham i en fælde ved at spørge ham om, hvor mange billetter han købte på jernbanestationen, smiler han hånligt: "Det kan ikke nytte. De vil prøve på at få mig til at gå i vandet! Aldrig! Aldrig!"

Efter afhøringen overførtes han atter til arrestbygningen.

En flugt fra jernbanetoget.

Som meddelt er det altså konstateret at morderens virkelige navn ikke er Ballotti og hermed stemmer det godt at nogle af hans russiske landsmænd i går har opgivet til politiet, at han har deltaget i oprørsbevægelsen i Rusland.

Under den sidste store opstand skal han være blevet arresteret og dømt til forvisning til Sibirien, men skal være flygtet på vejen til sit forvisningssted. Flugten skete ved at han sprang ud af jernbanetoget, mens det var i fuld fart. Han slap derfra levende, kun med nogle skrammer.

Slutningen af forhøret.

Til slut afhørte birkedommer Valeur den arresterede kvinde, Stanislava Muckow, der

havde ligget og gemt tyvekosterne i sin seng. Det lille, nyfødte barn har hun med i arresten.

Under gråd fortæller hun, at hun intet har kendt til mordet eller mordplanen, og da dommeren spørger hende, om hun da i hvert fald ikke har været med til at gemme kosterne, svarer hun, at hun intet har kendt dertil.

Clewinski, der havde lejet lejligheden, hvori Ballotti fandtes, blev ikke afhørt i går.

På vej til udlandet.

Det viser sig nu, efter hvad der er oplyst, at anholdelsen af Ballotti er sket i sidste øjeblik. Han og hans kammerater havde planlagt at afrejse herfra i aftes med et skib til udlandet. Både Ballottis og den endnu efterlyste polaks tøj var blevet bragt ombord i damperen, der lå ved Toldboden.

Politiet mener, at han kun var kommet op i Clewinskis lejlighed for at hente sin andel i rovet. Hvor han har opholdt sig siden mordet, har politiet endnu intet kendskab til.

Eftersøgningen i går.

Hele dagen i går var alt politimandskab på benene for at anholde den af deltagerne, som endnu er på fri fod. I aftes mente man at have sundet et spor der rimeligvis ville føre til hans snarlige pågribelse. De to polakker der var sendt hertil fra Frederikssund, sendtes i går tilbage. De skal tiltales for betleri.

I går eftermiddags alarmeredes Lyngby Politi fra gl. Holte, hvor gartneren på Holtegård havde set to mistænkelige polakker. Politiassistent Pürschel og tre betjente tog afsted og anholdt de to mistænkte. Den ene af dem havde i baglommen en revolver indsvøbt i et lommetørklæde og patroner i vestelommen. Det er dog næppe nogen af morderne.

De sårede betkente.

Opdagelsesbetjent Frandsen befandt sig i går forholdsvis vel og er nu bragt til sit hjem. Det

viser sig, at det er et rent mirakel, at han ikke er blevet såret alvorligere. Foruden skuddet i låret har han fået to skud gennem trøjen og et skud gennem hatten.

På Nordre Birks Politis vegne overbragte politiassistent Nielsen i Hellerup ham en tak. 

Overbetjent Niels Andersen har foruden strejfskudet ved tindingen også fået et skud der er gået gennem hatten. Han var i går, efter den oprivende begivenhed, fritaget for tjeneste.

Kongen har straks i går tildelt begge betjentene dannebrogsmændenes hæderstegn. 

Frn Beck føres til sygehuset

I går formiddags kl. 10 ankom redningskorpsets nye ambulanceautomobil til Højbjerggaard for at føre den sårede fru Beck til Lyngby Sygehus. Fruen er nu i betydelig bedring, og meddelelsen om at morderne er fanget har haft en meget gavnlig indflydelse på hendes sindstilstand, der efter mordet var yderst oprevet. Til stede ved overførelsen var dr. Therkildsen og en sygeplejerske.

Med Holtetoget tog i går en mængde mennesker ud til mordstedet og beså de omgivelser, hvor

den grufulde begivenhed har fundet sted.

Efter hvad vi erfarer, agter tjenestekarlene, der tjente på gården, at skifte på grund af den uhygge, de føler efter mordet. Navnlig er den karl, der var indespærret i karlekammeret, mens mordet forøvedes, blevet stærkt rystet og har næsten ikke fået søvn siden den frygtelige dag.

En komite er i går trådt sammen for at indsamle en pengesum til den sårede fru Beck, der efter mordet befinder sig i meget dårlige økonomiske kår. 

Ballottis sidste trusler.

Forud for anholdelsen synes Ballotti nærmest at have haft sin gang på Christianshavn. Det var også nærmest her politiet efter de indhentede oplysninger havde ventet at finde ham i lørdags. Brændpunktet i efterforskningerne var på dette tidspunkt Amagergade hvor et polsk-russisk logihus findes. I stedet for Ballotti blev det altså en af hans medskyldige der anholdtes her af den udsendte stærke politistyrke.

Enkelte beboere på Christianshavn med forbindelser i de indvandrede russeres verden har set og talt med Ballotti i dagene umiddelbart før anholdelsen. De har alle fået det indtryk, at han omgikkes med nye forbitrede hævnplaner. Navnlig er han overfor personer, der kom hos den i går omtalte lettiskfødte fru Rasmussen i Strandgade, fremkommet med udtalelser herom. Han har til flere sagt:

"Vent bare, jeg skal vise dem ganske anderledes ting i Danmark!" Han har også omtalt sit besøg for kort tid siden 

I Studentersamfundets Retshjælp

hvor han umiddelbart før hævnbranden på Thornbjerggaard henvendte sig for at få hjælp til at komme i besiddelse af sin formentlig tilgodehavende løn. Da man i retshjælpen forklarede ham, at han intet kunne få af sin løn, fordi han havde forladt sin tjeneste i utide, råbte han, idet han udslyngede nogle af sit hjemlands eder, at "så skulle han nok vise, hvordan lov og ret skulle være i Danmark! Dermed var han gået harmfuld bort.

Ballotti er med andre ord kommet i konflikt med den sjofle danske tyendelov, og dennes

hårde klasseparagrafer har medvirket til at fremkalde hans vilde had og raseri: Hvor han kom, efter sit besøg i retshjælpen, gentog han sit: Jeg skal vise Jer lov og ret i Danmark!

Ballotti på "Social-Demokraten"s kontor.

Også på vort redaktionskontor har Ballotti været umiddelbart før den første brand for at søge hjælp. To af vore medarbejdere talte med ham, men det viste sig meget vanskeligt at få Ballotti til at forstå, hvorledes vi tænkte at yde ham bistand. Det blev derfor aftalt med ham, at han skulle komme igen dagen efter, og for at det da kunne gå glattere, havde vi anmodet en russisk-polsk tolk om at komme næste dag. Ballotti blev imidlertid borte, og man så ham ikke mere på redaktionen. Her mærkedes det forresten ikke, at han var stærkt ophidset. Trusler udslyngede han ikke mod nogen. Kun når han stadig gentog ordet "penge", gjorde han det med ret kraftigt eftertryk. Han gjorde her det samme nette og ret bestikkende indtryk, som han har efterladt mange andre steder før sit røvertogt.

Ballotti-søndagen i København.

Søndagen i går beherskedes fuldstændig af Ballotti. Hele København talte om denne affære og om intet andet. De dramatiske enkeltheder ved anholdelsen drøftedes alle vegne, familiens skød, på restaurationer og på søndagens spadsereture. Naturligvis blev også Lille Brøndstræde byens centrum i går. Strøgpublikummet og tusinde af andre lagde deres vej om gennem det aktuelle kvarter. En folkevandring, som aldrig før er set i disse bydele, drog gennem Pilestræde og Vognmagergade, hvis triste boliger i denne tid er skildret i "Social-Demokraten", og i selve Lille Brøndstræde var der fra morgenstunden til hen ad aften fuldstændig trængsel. Tusinder af mennesker som aldrig før har sat deres ben i denne elendighedens gyde, færdedes der i går og stod opstillede langs fortovene for at betragte "morderhulen". Sky blikke sendtes  op imod de ituslagne ruder på 3. sal, hvor anholdelsens blodige drama skete, og en dæmpet passiar førtes som en dyb mumlen langs den forholdsvis stille gade.

Men inde i kvarterets beværtninger gik bølgerne højt. Et publikum, som ellers holder til på byens "bedre" kafeer, havde i går blandet sig mellem "Brøndkuren"s og "Guldgruben"s stamgæster, og dagens ekstrapersonale kunde ikke overkomme at servere alle de "runde" (små glas øl), der krævedes ind af de tæt sammenpakkede gæster, mens gulv og borde sejlede i øl, og luften var tyk som sirup af tobaksrøg og varme dampe. Mage til dag har "Brønden" og dens kælderhalse aldrig oplevet, så længe den har stået.

Polakhuset,

hvor Ballotti anholdtes, var bevogtet af politi og ganske afspærret for alle andre end beboerne. Døren ind til Ballottis og Klewinskys værelse var forseglet. I øvrigt var nu de opskræmte polske og danske beboere af huset faldet en smule til ro. Barrikaderne bag de gamle skæve døre var draget tilbage og det kummerlige familieliv begyndte at røre sig så småt igen. 

(Social-Demokraten 16. november 1908)

Morddramaet

Forhøret
Wolkow tilstår - Bulotti præsenteres for sine kammerater.

Det kan ikke nægtes, at det er anstrengende for en dansk forhørsdommer at afhøre russere. Selv med en så flink tolk som pastor 0rtved kan det ikke undgås, at spørgsmål og svar ikke altid dækker hinanden, ikke at tale om, at forhøret trækker i langdrag derved, at dommerens svar skal oversættes til russisk og arrestantens fra russisk til dansk. Den direkte påvirkning, krydsforhøret. overrumplingen osv. er tillige her så godt som udelukkede.

På den anden side synes det virkelig, som om Bulottis bande er forholdsvis let at arbejde med. Vi ser bort fra, at Lobetsky endnu ikke har villet tilstå; med ham er det kun et tidsspørgsmål, navnlig da de andre ikke alene har tilstået deres egne forbrydelser, men også oplyst om Lobetskys medskyld.

Da birkedommer Valeur i går kl. 2 påbegyndte forhøret, tog han Wolkow for først. Til at begynde med nægtede denne at kende noget som helst til Bulottis bande og var ganske fremmed for mordet på Højbjerggård, men du han indså, at en nægtelse var håbløs i længden, foretrak han omsider at tilstå. Han oplyste så, at han hed Alexander Ivanow Wolkopp og var 27 år gammel. Først lørdag den 7. november kom han hertil fra Rusland og var ganske ukendt med den herværende koloni, om end ikke med byen. Tilfældet førte ham op til Clewinsky, hvor han traf Bulotti og halvvejs blev tvunget til at deltage i røvertogtet til Højbjerggård. Han påstod, at han ikke havde været med inde i stuehuset, men stået vagt udenfor røgterens kammer, samt at han ikke havde fået nogen andel af rovet. Ligeledes påstod han, at han ikke havde været bevæbnet.

Efter hans tilståelse afsagde birkedommeren arrestdekret og lod ham føre ud, mens Bulotti kom for. Denne var atter i går villig til at give oplysninger; dog ville han i begyndelsen ikke navngive sine kammerater, ja, end ikke tallet på dem. Forhørsdommeren lod derfor Szadkowsky, Lobetsky og Wolkopp defilere forbi ham, og hans overraskelse var synlig. Efter et kort ærgrelsesudbrud indrømmede han, al de havde været med, men udbrød: "Jeg burde have ventet det, da vi var fire om det. Havde jeg været alene, skulle man ikke have fået fat i mig."

Derimod var det endnu i går håbløst at få Lobetsky til at tilstå. Han nægtede stadig at have kendskab til morddramaet, skønt både Bulotti og Szadkowsky har oplyst, at han var med inde i stuen.

Så vidt man af tilståelserne kan se, har banden kun talt fire medlemmer i alt, hvoraf de tre har været inde i proprietær Becks spisestue. Når der oprindelig har været opgivet et større tal, må dette sikkert skyldes den øjeblikkelige forvirring og lammelse af hukommelsen.

- - Det betragtes som rimeligt, at bandens fire medlemmer er identiske med de fire personer, som et par unge mennesker den følgende dag oplyste var med i Hillerødtoget kl. 6.14 mandag aften og stod af ved Holte.

(Dagens Nyheder, 18. november 1908)

Ballotti og hans kammerater.

Hvor Ballotti har holdt sig skjult. - Dræbt 15 politibetjente med en bombe? - Et fripas fra politiet.
Nye oplysninger fra forhørene.

I går eftermiddags kl. 2 fortsatte birkedommer Valeur forhørene over Ballotti og hans kammerater, og afhøringen trak ud lige til kl. 7. Forhøret foregik ligesom de tidligere, i tinghuset på Blegdamsvej i et retslokale på første sal hvorfra der er direkte udgang til arresterne. Som tolke fungerede skræder Altermann og pastor Ortved, og forhøret overværedes af politiassistent Pürschel fra Lyngby. Den første der afhørtes var den 

Ballotti

mistænkelige polak som under eftersøgelserne af morderne anholdtes af det svenske politi i Malmø og førtes hertil. Det viste sig at hans papirer alle var falske, og politiet nærede derfor straks mistanke om at han havde været deltager i mordet. Dette er imidlertid oplyst ikke at være rigtig, men da han er ganske uden subsistensmidler, bliver han ikke løsladt, men bliver sendt tilbage til sit hjemland. 

Hans navn er Workoff og han er født i prøjsisk Polen. Han bliver derfor ikke udleveret til de russiske myndigheder, men bliver sendt tilbage til Tyskland. Dette vi foregå en af de nærmeste dage.

Skomager Klewinski fortæller.

Efter Workoffs afhøring førtes skomager Klewinkski ind. Som bekendt var det ham hos hvem de røvede koster blev fundet, og i hvis lejlighed i Lille Brøndstræde det var at Ballotti blev fanget.

Han havde allerede tidligere erkendt at have været vidende både om planlæggelsen af ekspeditionen til Højbjerggård og om tyvekosternes gemmested. I forhøret i går - der for hans vedkommende alene varede over 2 timer - gav han en udførlig og, som det synes fuldtud pålidelig beretning om alt hvad han kendte til sagen.

Han forklarer at Ballotti var kommet til ham allerede om lørdagen, før mordet fandt sted om mandagen, og i hans lejlighed havde Ballotti da søgt at overtale de øvrige deltagere til at tage med. Nogen endelig aftale blev der ikke truffet. Men om mandag morgen samledes deltagerne på ny i hans lejlighed og forberedte sagen. Kl. 11 skulle Klewinski være på Fødselsstiftelsen for at hente sin kæreste, der nu skulle udskrives efter overstået fødsel.

Straks efter at han var kommet tilbage fra stiftelsen, gik han igen for at passe sit arbejde, og har derved ikke hørt den nærmere udarbejdelse af planens enkeltheder. Han arbejdede for marskandiser Rasmussen i Aabenraa og opholdt sig 

Szadkowsky

der til om aftenen. Da han kom tilbage, var Ballotti og de øvrige forsvundet.

Sent om aftenen kom de - alle på en gang - og fortalte nu om at de havde myrdet gårdejer Beck og havde såret hans kone. Tyvekosterne trak de op af lommerne og smed dem ind under sengen. Klewinskis kæreste der lå til sengs, fik straks en brosche og en urkæde for at holde sin mund.

Ballotti, Lobetski og Wolkoff blev i Klewinskis lejlighed natten over. Szadkowsky der var såret i ansigtet af Becks flaske, gik alene hjem til sit logi i Lille Brøndstræde 15.

Den næste dag tvang Ballotti Klewinski til at sy tyvekosterne ind i madrassen, hvorefter de alle forsvandt hver til sit. Klewinski har ikke selv fået nogen som helst andel af de røvede koster.

Ballotti beder om at komme i forhør.

Klewinski havde hidtil ikke været konfronteret med Ballotti og troede derfor ikke, politiet havde fået fat på ham. Under forhøret søgte han derfor at dække over ham så godt han kunne. Birkedommeren lod da Ballotti føre gennem retslokalet, så Klewinski på ham, hvorefter han forstod at alle deltagerne var arresterede.

Da afhøringen af Klewinski var tilendebragt, meddelte arrestforvareren at Ballotti havde bedt om at måtte blive afhørt. Han førtes da ind. Grunden til hans anmodning var den at han ville søge at redde Klewinski, som han nu så var i politiets klør.

Han forklarede at Klewinski ikke havde haft det mindste med mordet at gøre. Han havde været Ballottis bekendt, men havde stået fuldstændig udenfor mordsagen. Dommeren meddelte da at tyvekosterne var fundet i Klewinskis lejlighed, men Ballotti smilede blot og sagde at det ville han se før han troede.

Dommeren lod da de fundne koster fremvise for Ballotti - og denne trak på skulderen med det smil: Godt! så kunne det jo heller ikke nytte længere at nægte det!

Han fortalte derefter ganske i overensstemmelse med Klewinski angående planlæggelsen af mordet. Kun drog han Klewinskis kæreste med ind i sagen, mens Klewinski selv havde søgt at dække hende så godt det var muligt. Ballotti er nemlig stadig af den formening at det er hende der har angivet ham, og han bygger dette på at Klewinskis kæreste netop var kommet op ad trappen lige før opdagelsesbetjentene kom og fangede ham. Imidlertid er han som bekendt på vildspor, idet hun kun havde været nede for at gøre indkøb.

Barselskvinden tilstår.

Sluttelig afhørtes Klewinskis kæreste der som barselspatient havde ligget og gemt kosterne. Hidtil havde hun nægtet at have kendt noget som helst til mordplanen, men i går indrømmede hun straks at hun havde overværet planlæggelsen og havde skjult de røvede genstande.

Da dommeren spurgte hende om hvor de ting var hun selv havde fået, svarede hun at broschen sad i et kjoleliv der hængte på væggen i lejligheden. Der vil derfor i dag blive foretaget en ny husundersøgelse.

Inden afhøringen afsluttedes, bad hun dommeren, om ikke denne 

Lobetski

kunne sørge for at hendes nyfødte barn blev døbt. Hun er troende katolik og ville derfor gerne have sit barn kristnet. Barnet befinder sig for tiden i pleje på St. Johannes Stiftelse.

Ballotti med falsk skæg.

Kun de ovennævnte personer var i forhør i går. Under de tidligere afhøringer er der imidlertid fremkommet adskillige nye momenter som hver på sin vis kaster lys over sagen.

Det er således konstateret at Ballotti da han sammen med de andre kørte i toget til Holte, var uden skæg. Men i lommen havde han et falsk skæg, og dette tog han på undervejs til Højbjerggård for at Beck skulle kunne kende ham igen. Skægget havde han nemlig ladet rage af sig efter branden i Vallore, og nu da han kom for at kræve sin penge, kunne han jo nok indse at der ikke var nogen mulighed for at Beck ville rykke ud med dem godvillig hvis Ballotti ikke så ud som den gang han tjente på gården.

På vejen ind til København tog han atter det falske skæg af. Endvidere byttede han og Lobetski frakke - den ene har en lang frakke og den anden en har en lang frakke og den anden en ganske kort - for at de ikke skulle kunne genkendes hvis nogen skulle lægge mærke til dem på vejen.

Under mordet var der kommet blod på Ballottis frakke, og dette vaskede han af dagen efter mordet oppe i Klewinskis lejlighed.

Byttet deles.

I forhøret er det endvidere pålyst at alle deltagerne har været inde i stuen på gården og har været behjælpelig med at binde fru Beck og plyndre lejligheden. Det var først henimod slutningen af overfaldet at Wolkoff på Ballottis befaling gik ud og stod vagt i gården.

Szadkowski havde taget en flakse brændevin med hjemmefra, og den delte de inden mordet forøvedes.

De skud som Ballotti affyrede mod Beck, må være afskudt umiddelbart efter at Beck havde kastet flasken, for i faldet styrtede ham over på Szadkowski, so denne faldt til gulvet sammen med liget. Under den efterfølgende plyndring tog Ballotti nøglerne op af Becks lommer og lukkede bl.a. også det skab op hvor børnene havde gemt sig. Disse gav et hjerteskærende skrig, men Ballotti rørte dem ikke. 

På vejen ind til København gav Ballotti Szadkowski 2 kr., og da denne senere syntes at det var lovlig lidt, fik han yderligere en krone. Wolkoff har slet intet fået. Resten af de stjålne penge - kun et halvthundrede kr. i alt - blev om natten delt mellem Ballotti og Lobetski. Planen var nemlig at disse skulle løse billet med et skib til Antwerpen og derefter, når de var ankommet dertil, sende rejsepenge til de to andre. En del af de penge Lobetski fik, anvendte han til at løse noget tøj hjem for, som han havde stående på lånekontoret.

Hvor Ballotti har boet.

Efter branden på Thornbjerggaard viser det sig at Ballotti straks er taget til København. Og her har han boet det meste af tiden siden.

Imidlertid har han ikke indlogeret sig blandt sine russiske landsmænd, hvor han var klar over at politiet straks ville søge ham, men han har boet i forskellige danske hoteller og pensionater. Således har han en kort tid boet i et pensionat i 

Wotkoff

Overgaden o. Vandet og en tid i Havnegade. Ja, han har endogså taget sig en lille rejse over Sundet og har i nogle dage opholdt sig i Sverige uden at politiet har opdaget ham, hverken på udturen eller på hjemrejsen. Hertil bidrog naturligvis den omstændighed at hans udseende jo ikke længere svarede til det signalement der var udsendt.

I pensionaterne boede han under navnet Iwan Karazoff, på hvilket navn han havde falsk pas og falske papirer. 

Ved den visitation der blev foretaget af ham, dagen efter anholdelsen, vist det sig at han havde indsyet et helt bælte af patroner i sin skjorte. Under forhørene forklarede han at de sidste skud han affyrede under kampen med betjentene var rettet mod ham selv, men betjentene havde forhindret ham i at vende våbnet mod sit eget bryst hvorved skuddene var gået af i luften.

Hvor er dolken?

Som tidligere meddelt, blev der dagen efter mordet fundet en dolk ved Søllerød Sø. Dette har senere vist sig at vær Lobetskis dolk, og den har ikke været benyttet ved mordet.

Den dolk som Szadkowski har brugt, og hvormed han har såret fru Beck, er derimod ikke fundet.

Szadkowski forklarer at han har givet Ballotti den, og denne indrømmer også at han har fået den. Men da dommeren spurgte ham om hvor han havde gjort af den, svarede han: "Det kan De jo selv se at finde ud af. Jeg tænker den stadig sidder i livet på den mand som jeg plantede den i!"

"Hvem mener De?" spurgte dommeren. "Der er jo kun en mand som er blevet myrdet."

"Ja, det må De om! .... Når jeg ovre i Rusland har kunnet dræbe 15 politibetjente med en bombe, kan jeg vel sagtens også gøre mere end det!"

Politiet har afsøgt alt, både Ballottis person og hans gemmer, men uden at finde den eftersøgte dolk. Efter hvad der er oplyst, er det en såkaldt "finsk tollekniv" til at lukke sammen,

Et fripas fra politiet.

Mens Ballotti, Lobetski og Wolkoff optræder med en vis værdighed under forhørene, er Szadkowski ganske faldet sammen. Han er en ung, forhutlet fyr som i den tid han har været i landet, har kæmpet med den yderste fattigdom, og i den sidste tid før mordet ikke har haft til det tørre brød.

Da man straks efter anholdelsen begyndte at gå ham på klingen, udtalte han:

"Ingen penge" Ingen tøj! Ingen mad! Skidt med det hele! Jeg er snart ligeglad om jeg skal leve eller dø!"

Og han fortalte da løst og fast, alt hvad han vidste om mordet. Blot dommeren stillede ham i udsigt at han, når afhøringen var til ende, skulle have en portion varm mad, lyste hans øjne og munden stod ikke stille på ham af iver efter at fortælle.

Karakteristisk nok for den måde hvorpå politiet ledede eftersøgningen af morderne er det, at Szadkowski efter mordet endogså gik omkring med en slags fripas fra politiet.

Som tidligere meddelt blev han anholdt allerede dagen efter mordet, men kort efter løsladt igen. Og hvad der er endnu mere opsigtsvækkende er, at han ved samme lejlighed fik overleveret et kort fra politiet, ved hvilket han kunne vise at han havde i alle måder klaret for sig!

Mens alle andre polakker blev tilkaldt til afhøring, kunne Szadkowski således, ene af alle, ganske rolig gå omkring endogså under selve politiets beskyttelse!

Hvem er Ballotti?

Politiet svæver endnu fuldstændig i uvidenhed om hvem Ballotti egentlig er. "Det skal De nok senere få at vide!" er hans eneste svar hver gang han bliver spurgt derom.

Og i et af forhørene føjede han til: "Den dag jeg skal henrettes, eller jeg ved jeg ikke bliver sendt tilbage til Rusland, da skal De få det at vide - men heller ikke før! Aldrig skal russerne få mig i deres magt! Den dag jeg skal dø, da skal jeg sige det for at min kone og mine børn kan få at vide at jeg ikke mere er i live! Men også kun af den grund!"

Ballotti tror stadig at forholdene her er ligesom i Rusland, og at hans henrettelse er nær forestående. Alligevel optræder ham med stor ro. I arresten er hans opførsel upåklagelig.

Mordernes personer.

De billeder vi ovenfor bringer af deltagerne i mordet, er gengivelser efter fotografier i politiets forbryderalbum. Som det vil ses, er Ballottis udseende nu gjort så godt som ukendelig, efter at han har ladet håret klippe og sit skæg rage af.

Alt hvad politiet ved om Ballotti er at han er 24 år gammel, og født i Rusland. Wladislau Szadkowski er født 1885 i russisk Polen, Josef Lobetski 1887, ligeledes i russisk Polen og Alexander Ivanowitsch Wolkoff 1881 i Rusland. Lobetski er blind på det ene øje og tuberkuløs.

Ballotti har på den ene arm et stort ar som han siger er mærket efter et hug der er tilføjet ham af en kosaksabel.

I dag afholdes intet forhør.

Det næste forhør holdes i morgen kl. 12 Ved dette vil hr. Altermann alene fungere som tolk, da pastor Ortved skal bruges som tolk under den tidligere her i bladet omtalte overfaldssag på Lolland. 

(Social-Demokraten 25. november 1908. Et kortere referat med tegningerne findes i Aftenbladet, 25. november 1908).

Aviserne havde forskellige udgaver af de arresteredes udseende. Nedenfor bringes dagbladet Dannebrogs version.

Ved forhørene den 26. november afhørtes skomager Neumann som politiet mente at have kendt til Ballottis planer. Der blev indkaldt vidner mod Neumann, ligesom politiet mente hans papirer var falske: Han var ikke mecklenborger og kristen som han opgav, men russer og jøde. Den 3. december erkendte han dog at være russer og at Neumann var et falsk navn. Den 10. december oplyste han så at hans rigtige navn var Alexander Johan Fenschou, født i guvernementet Kowno 28. februar 1856. Han afviste at have begået forbrydelser i Rusland, og bad sig fritaget for at blive overdraget til de russiske myndigheder. Han erkendte at have forsynet russere med falske papirer. 

Polakken Morkoff som var anholdt i Malmø, blev løsladt. Hans papirer var falske, og han blev sendt til Stettin. 

Hvor Bulloti befinder sig

Den indvendige side af ting- og arresthuset på Blegdamsvej.

Det er intet under at man passer nøje på Bullotti - og endda frygter for at han skal undvige.

Ting- og arresthuset på Blegdamsvej er ikke nogen tidssvarende arrestbygning skønt den ikke kan siges at være særlig gammel. Den opførtes for et halvt hundrede år siden efter tegning af arkitekt M. G. Bindesbøll.

At forholdene derude ikke er som de burde være, fremgår tydeligt deraf at fanger gang på gang er undveget. Således er den kendte forbryder der gik under navnet "Aben" deserteret derfra, og sidst undveg to farlige indbrudstyve fra Frederiksberg der heldigvis kort efter blev pågrebet i Ordrup.

Og dog har man efterhånden gjort adskilligt for at forbedre forholdene. Man har således opsat det halvtag der ses i forgrunden af vort billede, og endvidere anbragt vindueskasser på bygningen, således at fangerne ikke fra deres celler kan gøre tegn til kammerater der uligt kunne kravle til vejrs i en nabobygning og søge forbindelse.

Undvigelserne er gerne foregået på den måde at fangerne er steget op på et nødtørftshus som findes i hjørnet til højre under det nuværende halvtag. Fra det lille hus har de kunnet nå over den temmelig højre mur ud i Læssøesgade.

Hvad Ballotti angår, så føres han altid kun ud i det lille gårdsrum der findes nærmest arrestbygningen til venstre. Og her er det meget vanskeligt for ham at sættes sig i forbindelse med andre.

Men han er jo et overordentlig snedigt menneske, og da der ikke er tvivl om at han pønser på flugt, forstår man at der våges over ham både dag og nat. 

(Aftenbladet, 2. december 1908).

Ballotti og hans medskyldige.

Ballotti på Strøget i går.
En fabrik for falske papirer.

Birkedommer Valeur fortsætter i dag forhørene angående mordet på Højbjerggård, og han er nu så vidt i sine undersøgelser at forhørene rimeligvis snart vil kunne sluttes. Det eneste punkt af betydning, som endnu står uoplyst, er spørgsmålet om hvor Ballotti har opholdt sig i dagene fra den 10. november (den dag mordet fandt sted), indtil den 14. november. Ellers har man klarhed over, hvor han har boet lige siden han kom fra Thornbjerggård i Vallore, og indtil han blev pågrebet. Fra den 23. til 30. oktober har han boet i Overgade o. Vandet 52. Natten mellem den 31. oktober og 1. november foretog han overfaldet på proprietær Nielsen på Thornbjerggård. og fra den 2. til 10. november har han boet hos skomager Klewinski hos hvem de røvede koster senere opbevaredes. 

De fire manglende dage siger han at han har boet på et hotel et sted i nærheden af Havnegade. For at få oplyst, hvad dette er for et hotel, lod birkedommeren ham i går foretage en køretur ned gennem hele det kvarter, hvorom der kan være tale. Kl. 10 i går formiddags kørte en droske ind i arrestgården på Blegdamsvej, og Ballotti førtes ned. Han havde lænker både om hænder og fødder, men for at ingen skulle lægge mærke til ham, var han iført overfrakke, og der var svøbt et stort, uldent tæppe omkring benene på ham. I drosken befandt sig endvidere to civile betjente samt tolken Altermann, der siden jul fungerer alene som tolk.

Ballotti var særdeles livlig oq øjensynlig meget glad ved atter at skulle ud blandt mennesker, og

han fik plads ved det ene af vinduerne i drosken. Vognen kørte nu ned over Dronning Louises Bro, ad Vendersgade, Gl. Strand til Havnegade, hvor Ballotti stadig blev udspurgt, om han kunne genkende det hus hvor han havde boet. Men han svarede stadig nej. Så drejede man om ad Nyhavn, men heller ikke der genkendte Ballotti stedet.

Turen gik nu videre ad St. Annæplads og Toldbodgade, men med lige ringe resultat. Ballotti bad så om at man ville føre samme vej tilbage, og dette skete. Endvidere kørte man nu op gennem alle tværgaderne ved Havnegade, men lige frugtesløst var det. Turen gik så tilbage over Kongens Nytorv, ad Gothersgade til arresthuset og ved 12-tiden var køreturen forbi.

Under hele turen var Ballotti særdeles oprømt og sad og fortalte historier om sit ophold i Rusland og sine rejser i udlandet. For at stramme humøret op på ham havde betjentene yderligere medtaget noget chokolade, som man trakterede ham med i vognen.

Ballotti i fængslet.

Ballotti optræder stadig under sit fængselsophold med en bestemt holdning der tyder på en stærk personlighed. Der er ikke tvivl om at han i kraft af sin intelligens ganske har haft de andre deltagere i sin vold. Han har siden sin arrestation fået et ret stort skæg der hist og her er begyndt at gråne, hvilket tyder på at man har ret når man antager at han er oppe i trediverne,

Det er umuligt for dommeren at få ham til at sige andet end hvad han selv vil. "Jeg har allerede sagt for meget", gentager han ofte, når man går ham på klingen, og han mæler da ikke et ord mere. Da dommeren ville have oplyst hvor nogle ringe og smykker var blevet af, svarede Ballotti at det kendte han ikke noget til. Først da Lobetski havde tilstået, at han havde overleveret disse ringe til Ballotti, indrømmede denne at han havde fået dem, men påstod nu at han havde kastet det "skidt" i vandet!

Udenfor hans celle er der stadig ekstravagt, men der har ikke været grund til klage angående hans opførsel. Fra den russiske præst var der blevet bragt ham en russisk bønnebog, men denne har han sendt tilbage med den besked at den var ikke noget for ham. På et af bladene havde han af brødsmulerne fra sine måltider modelleret en overordentlig smuk gengivelse af det russiske våben som han derpå som tegn på sin foragt, havde gennemhullet med en pind.

Af brødsmuler har han ligeledes for nogle dage siden lavet en bombe, hul indvendig og så står som en knyttet næve. Denne bombe og en gengivelse af det russiske våben - ligeledes af brødsmuler - vist han til fængselsbetjenten idet han ved fagter viste hvorledes denne bombe skulle kastes mod våbnet.

De øvrige deltagere beskæftiges for tiden i fængslet med at klistre poser.

Klewinskis kæreste der efter at være kommet ud af Fødselsstiftelsen lå og gemte tyvekosterne, har nu fået sit barn til sig i fængslet. Barnet blev lige før jul døbt af den katolske pastor Neuvel og fik navnet Josefa.

Falske legitimationspapirer.

Efter hvad der var fremkommet i ved afhøringen af den arresteredes skomager Neumann, fik politiet mistanke om at en polak Franz og hans kæreste Tekla, der boede i Pilestræde 72, havde været med til at forfærdige falske legitimationspapirer. Både Franz og Tekla blev derfor for en uges tid siden anholdt.

I forhøret i mandags indrømmede de også at de havde fabrikeret gummistempel, lydende på "Kongeriget Polen" på polsk, og de havde anvendt dette til at lave falske pas med. Stemplet havde de gemt oppe under taget på et loft i Prinsessegade på Christianshavn. I tirsdags førtes de tilbage ud til det angivne sted hvor stemplet ganske rigtig fandtes.

Hvor mange falske papirer de har lavet, kan de ikke angive. Neumann har fået tre af dem, men han har næppe selv fabrikeret nogle.

Sognefogden i Ejby.

I mandags var sognefogden i Ejby tilkaldt til forhør i anledning af Ballottis overfald på proprietær Nielsen på Thornbjerggaard. Sognefogden forklarede at der ikke kunne være tvivl om at Ballotti havde forøvet overfaldet, udelukkende fordi han følte sig forurettet.

Kort før Ballotti skulle skifte den 1. november var sognefogden blevet tilkaldt af proprietær Nielsen, der fordrede at han skulle fjerne Ballotti fra gården, og fogden gik da også derover. Ballotti gjorde ingen modstand, men gik straks på fogdens opfordring. Af fogden fik han da 3 kr. til at rejse til København for. 

Da dommeren spurgte fogden hvorfor han ikke havde søgt at mægle forlig og få proprietæren til at udbetale Ballotti hans løn, svarede fogden at det var fuldstændig forgæves, da proprietæren ofte lå i klammeri med sine folk.

Politiet vil nu undersøge hvorvidt proprietæren hyppigt har bortjaget sine tjenestefolk før skiftetiden og beholdt deres løn.

(Social-Demokraten, 31. december 1908).

Anarkisten Bulloti i Rusland.

Han er identisk med en bekendt russisk anarkist Kusminski.
Hans tidligere bedrifter.

I anledning af det på proprietær Beck udførte mord har "Dannebrogs" Petersborg-korrespondent henvendt sig til en opdagelsesbetjent i det russiske poliotis politiske afdeling for at få at vide om den politiske politiafdeling skulle have nogen kendskab til Bullotti og hans morderbande der har huseret i Danmark. Da navnet Bullotti selvfølgelig er taget efter et falsk pas, overgav man den nævnte opdagelsesbetjent det billede af forbryderen som "Dannebrog" bragte straks efter pågribelsen med en beskrivelse af Bullotti og de andre mordere.

Efter at man havde ventet flere dage på svar, gav den russiske politimand endelig livstegn fra sig og bad om en sammenkomst. 

Hans hjemmelsmand fortalte nu at det russiske statspoliti allerede for flere dage siden havde fået meddelelse fra det danske politi. Ved at sammenligne det omtalte billede af Bullotti med portrætterne i "forbryderalbummet" over politiske forbrydere der findes i det politiske politis bureau, mener man at Bullotti er den samme anarkist som stod i spidsen for den morderbande der for to år siden myrdede den baltiske godsejer baron Budberg et par verster fra dennes gods i Estland. 

Også andre mord og ildspåsættelser i de baltiske provinser mener man at Bullotti der den gang kaldte sig

Kusminski

har udført. Alle disse anarkistiske morderbander der oversvømmer landet, har - fortalte opdageren - deres specialiteter. Bullottis alias Kusminskis specialitet er agrarmord og ildspåsættelse. Han er med sin intelligens og den utrolige dristighed hvormed han "arbejder", en af de farligste russiske anarkister.

Kusminski bruger den trafik at tinge sig i tjeneste hos den landmand som han har udset til sit offer, for på denne måde at lære lokaliteterne at kende. Efter en kort tjenestetid forsvinder han så, for senere at vende tilbage med en bande der udfører mordet og udplyndringen.

Der er ingen i det russiske politi der kender Kusminski-Bullottis rigtige navn da han altid lever på falsk pas. Men han skal tale russisk med polsk accent, er det sandsynligt at han stammer fra Polen.

Ved et agrarmord som Kusminski-Bullotti med fire andre anarkister udførte på et gods i nærheden af Vilna, blev han grebet og skulle transporteres til St. Petersborg for at konfronteres med andre anarkister. Skønt morderen var lænket om hænderne, lykkedes det ham

at undvige under transporten.

I kupeen - fortæller opdageren - hvor han bevogtedes af tre gendarmer, fingerede Kusminski en afmagt, og da gendarmerne som følge af dette ildebefindende fjernede håndjernene og tillod Kusminski at gå ind i toiletrummet, benyttede han lejligheden til at slå vinduet ud og springe ud mens toget var i fuld fart.

Skønt gendarmerne snart mærkede uråd og der blev givet signal med nødbremsen, lykkedes det Kusminski, forfulgt af de tre gendarmer, at undslippe sine forfølgere. Kusminski forsvandt den gang sporløst og først flere måneder efter springet ud af kupevinduet skal han efter det russiske politis mening være dukket op i Polen.

Han er nemlig mistænkt for i forening med en større anarkistbande at have deltaget i overfaldet og udplyndringen af posttoget på en lille station i nærheden af Skiernevice hvor postfunktionærerne myrdedes.

Denne Bullotti-Kusminski - sluttede den russiske opdager sin fortælling - er - hvis det er ham som vi mener - en af de farligste anarkister som vort politi længe, men forgæves har forsøgt at pågribe.

 Al ære det danske politi!

---

Alt det korrespondenten her beretter, passer udmærket med hvad der i øvrigt er oplyst om "Bullotti".

Til herboende landsmænd har han jo ladet sig forlyde med at han er sprunget ud af et russisk tog. Og i hans kuffert har man fundet papirer der næsten dokumenterer at han hedder Kusminski eller at han i hvert fald tidligere har benyttet sig af dette navn.

Loubensky tilstår efter at være konfronteret med Bullotti.

I går havde birkedommer Valeur den triumf at han fik stivnakken Loubensky bøjet. Den lille anarkist som rent ud havde nægtet at svare, var i et forhør der varede 4 timer. Han var lige så stædig som tidligere. Det hjalp ikke at pastor Ortved og skræddermester Althermann der stadig fungerer som tolke, forklarede ham at hans kammerater havde fortalt hvorledes det hele var gået til. Han ville ikke give sig.

Til sidst vidste birkedommeren intet andet middel end at konfrontere ham med Bullotti. Men det viste sig også at være probat. Da Bullotti erklærede at han havde forklaret alt, blev Loubensky urolig, og da han til sidst måtte høre på at Bullotti gav en detaljeret beskrivelse af mordet til protokollen, så knækkede han sammen som en foldekniv. Og resultatet blev at han aflagde en fuldt detaljeret tilståelse om sin deltagelse i overfaldet på Højbjerggård. Fuldstændig sønderknust blev han ført tilbage til sin celle.

(Aftenbladet 24. november 1908) 

Bullotti.

En samtale med birkedommer Valeur

En på en gang god og dårlig ide.

Fra forhøret i går.

Vore læsere erindrer sikkert vort - undskyld vi selv siger det! - fortræffelige fotografi fra det indre af fængselsgården på Blegdamsvejs arresthus, et fotografi vor fotograf med megen møje fik "klappet" oppe fra tagryggen af ejendommen nr. 4 på Blegdamsvej.

For dette har vi fra flere læsere modtaget komplimenter, hvad ansporede os til nye anstrengelser - nu ville vi se at få et fotografi af det indre af Bullottis celle.

Til den ende spurgte vi i går den nye arrestforvarer hr. Flindt om han var tilbøjelig til at tage en plade på et tidspunkt hvor Bullotti fx havde sin gårdtur.

Den altid forekomne forvarer meddelte os imidlertid at han ikke kunne give tilladelse dertil, det lå kun i birkedommerens magt. Stod det til ham selv, ville han måske nok lade os få adgang.

Nå. Vi opsøgte birkedommer Valeur og forelagde ham vort spørgsmål. Men den gamle birkedommer smilede polisk og sagde:

- Nej, den går virkelig ikke. De må dog huske på sagens omstændigheder. Man har opdaget et komplot som havde til hensigt at befri Bullotti. Hvem ved om der går flere fri som har det samme i sinde. Så var det jo en smuk historie om vi lod en journalist og en fotograf få adgang til fængslet så eventuelle medlemmer af komplottet som måske endnu ikke er anholdt, kunne læse sig til hvorhen de skulle gå. Nej, den ide synes jeg ikke er så god - set fra en birkedommers standpunkt. Journalistisk set - Gudbevares!

På vort spørgsmål om hvordan sagen står og om den snart kan ventes sluttet, svarede birkedommeren at det meget kommer an på hvor lang tid det vil tage for det russiske politi at identificere forbryderne. Før der foreligger besked fra Rusland, vil sagen ikke bliv indanket til doms. Det er jo ellers ganske underordnet for hans straf om han har gjort sig skyldig i forbrydelser i Rusland. Men det er dog af stor interesse. Her fra arresten antager jeg ellers sagen er i orden henad jul.

---

Birkedommeren havde i øvrigt Bullotti i forhør i går i ikke mindre end 5½ time. Det drejede sig særlig om at få oplyst hvor fru Becks ringe var henne. Bandens medlemmer påstod alle at Bullotti havde taget dem. Dette tilstod Bullotti også. Men hvor han havde gjort af dem, ville han ikke røbe

Retten mener nu at Bullotti har flere "gode" venner her i byen, han har overgivet ringene, og man har nu sat al kraft ind på at få oplyst hvor disse herrer opholder sig. Der kan altså snart ventes flere anholdelser. 

Osc.

(Aftenbladet (København), 5. december 1908).

Højbjerggård-dramaet opføres i retten.

Ballotti konfronteres med ejeren af Tornebjerggård.

Et mærkeligt skuespil foregik i går i nordre birks retslokale på Blegdamsvej.

Birkedommer Valeur havde ønsket at Bullotti og hans kammerater demonstrerede hvorledes hele begivenheden på Højbjerggård var gået for sig, og alle de arresterede blev derfor ført ind i retslokalet.

Idet en af betjentene overtog proprietær Becks rolle og tolken, skræddermester Altermann, agerede fru Beck, begyndte nu det sære skuespil. Et bord og nogle stole fuldstændiggjorde scenen og Bullotti, Lobetski, Wolkoff og Szadkowski, hvoraf de tre første havde lænker om benene, viste hvorledes de havde overfaldet fru Beck, dræbt hendes mand og plyndret lejligheden.

Derefter konfronteredes Bullotti med ejeren af "Tornebjerggård" i Vallore, hr. Nielsen.

Bullotti erklærede at han var taget til Vallore i den ganske bestemte hensigt at stikke ild på gården og skyde ejeren.

Han havde nemlig 111 kroner til gode hos NIelsen. Disse penge havde Nielsen nægtet at betale ham og derfor havde han taget en så frygtelig hævn over ham.

Nielsen påstod på sin side at han havde tilbudt Bullotti pengene, men at denne ikke ville modtage dem.

Nogle af de røvede koster savnes.

I lejligheden i Lille Brøndstræde hvor Bullotti blev pågrebet, fandt politiet hovedparten af de på "Højbjerggård" røvede koster.

Men også kun hovedparten. Der manglede og mangler endnu en del sager, nemlig 1 sølvur, 3 guldringe, 6 sølvtaffelskeer og 3 forgyldte kasseskeer.

Hvis disse sager kan skaffes til veje, vil politiet erstatte det beløb for hvilket genstandene muligvis er pantsat eller solgt.

(Aftenbladet (København), 9. december 1908).

Højbjerggård solgt.

Fru Beck og minderne.

"Højbjerggård", den samme der var skuepladsen for Bullotti-bandens morddåd, blev i går solgt til proprietær Müller, Rudersdal for 45.500 kr.

Denne sum kan lige dække prioritetsgælden og omkostningerne, og der bliver således ikke noget til fru Beck.

Proprietær Müller havde for øvrigt selv 10.000 kr. indestående i ejendommen på 3. prioritet.

Det sølvtøj som Bullotti og hans kammerater røvede, viser sig kun at have en værdi af ca. 100 kr. Det udleveredes i går af birkedommer Valeur, og i næste måned vil det komme til auktion sammen med løsøre fra gården.

Fru Beck får efter ønske lov til at beholde enkelte ting som hun sætter pris på. For øvrigt er de genstande der findes eller fandtes på "Højbjerggård" naturligvis nærmest egnede til at vække frygtelige minder hos hende, og hendes familie har da også frarådet hende at beholde ret mange af dem.

(Aftenbladet (København), 23. december 1908).

Bullotti i Nyhavn

En "påvisning"
De savnede ringe.

I går ankom til Nyhavnskvarteret en lukket droske. Ud af denne steg den frygtede Bullotti, belagt med håndjern og fodlænke og ledsaget af den store, populære politibetjent Nielsen fra Ordrup samt en anden betjent og tolken, hr. Altermann.

Grunden til dette optrin var at Bullotti havde ment at kunne påvise et logihus hvor han havde boet i tiden fra rovmordet på "Højbjerggård" indtil sin arrestation. Der havde han nemlig gemt tre ringe som savnedes mellem de røvede koster. Nu skulle han altså påvise stedet.

Man turede så rundt i kvarteret, men Bullotti kunne naturligvis ikke finde logihuset. Historien var opspind, hvad der tydelig fremgik af alt - også at Bullottis ondskabsfulde grin. Han kunne til sidst kun erindre at stedet fandtes hvor der var vand og skibe.

Bullotti har selvfølgelig kun haft til hensigt at få en køretur til byen - måske der kunne åbne sig en udsigt til at frigøre sig. Han er ganske naturlig parat til at vove alt for at få sin frihed eller blot tilføje sine vogtere skade.

Der er for ham alt at vinde, intet at tabe. Han er overbevist om at skal henrettes.

(Aftenbladet (København), 31. december 1908).