Den stormede Politistation. (Efterskrift til Politivennen).

Batalje paa Dyrehavsbakken.

Paa Dyrehavsbakken var der i Aftes en større Batalje, idet to unge Knægte, Robert Emil Hansen fra Thorsdage og Knud Andreas Hansen fra Slotsgade, lavede Ballade, bl.a. i Dansesalonen "Figora", hvor de knuste Stortrommen, hvorefter Politiet indsatte dem i Arreesten. Her forsøgte en Bøllesværm at befri dem, og Politibetjentene, 16 i Tallet, maatte have Stavene frem, inden det lykkedes at jage Spektakelmagerne fra hinanden og faa de to Anholdte ført til Blegdamsvejens Arresthus.

(Aftenbladet (København) 1. august 1927).

Træ-Stationen paa Bakken.

Det er jo ikke nogen særlig imponerende Bygning, Politiet har som Station paa Dyrehavsbakken, og dog har den gennem Aarene været Skuepladsen for mangt et Braavallaslag.

Bakkens Gæster er jo ikke alle lige sagtmodige Naturer, og bruser først Blodet, skal der oftest tages et ordentlig Nap, før Temperaturen atter staar paa normale Tilstande.

I Lørdags var ,som omtalt, en Bøllesværm nærmest ved at rive hele Huset ned, men Stationen holdt sig skam, takket være Ankomsten af en Undsætningsstyrke paa 16 Mand med Gummi Haandgranater.

Træ Stationen har altsaa visse Lighedspunkter med Verdun-Fæstningen. Den har hidtil væretuindtagelig, og forhaabentlig holder den sig rank, til den mør af Ælde af sig selv synker i Smuld.

(Aftenbladet (København) 2. august 1927).

Amerikansk Lynchjustits i København. (Efterskrift til Politivennen)

Kafé "Det grønne Træ" i Viborggade 48.

Københavnerne har, som vi ofte har peget paa det heri "Aftenbladet", en sygelig Trang til at raabe paa Politi, saasnart der bare er den ringeste Lejlighed dertil - undertiden endda, naar der slet ingen Anledning er.

Men i Gaar fik man rent undtagelsesvis Lejlighed til at se en Flok jævne og praktiske Mænd paa egen Haand ordne en Affære der ellers nok i Følge hele sin Natur kunde have paakrævet Politiets og Retfærdighedens Indblanding.

Det var ude i Kafé "Det grønne Træ", den gamle Beværtning, der ses paa Billedet herovenover, og som ligger ude i Viborggade som et sidste Minde om hine fjerne Tider, da der laa Haver og Landsteder paa det Østerbro, hvor nu de lange, snorlige himmelhøje Gader strækker sig.

Kaféen indehaves af en Enkefru Olsen, der driver den sammen med en tidligere Politibetjent Breiting og hendes Søn, en ung Mand, der i sin Tid sejlede som Hovmester ovre i Amerika, men som kort efter, at han for en halv Snes Aar siden vendte hjem, ved et Uheld med en Revolver fik en Kugle i Hovedet og mistede Synet, saa han siden har levet i "Det grønne Træ" som en stakkels blind men dog ikke helt ubehjælpsom Mand.

Han er den ene af Parterne i Affæren fra i Gaar Eftermiddags. Den anden var en for nylig hjem permitteret Marinesoldat, der sad som Gæst i Kaféen hvor der foruden befandt sig en halv Snes andre Gæster.

Pludselig savnede den blinde Vært sin Tegnebog, der indeholdt hele Ugens Omsætning, over 2000 Kr. Og naturligvis gav han sig til at skrige op af Forfærdelse over Tabet af de mange Penge, som han om Aftenen skulde aflevere til sin Moder.

En enkelt af Gæsterne supplerede hans skrig med at foreslaa, at man straks skulde sende Bud efter Politiet. Men da rejste en anden Gæst sig og det aabenbart en, der har været i Amerika og set, hvordan man bærer sig ad derovre. Han beordrede alle Udgangsdørene lukkede. Og saa sagde han: Saa lader vi os visitere allesammen! Lader os kigge efter af hinanden, saa vi kan faa se, hvem af os, der har neglet Tegnebogen!

Det skete, som han bød.

D. v. s. da Visitationen var godt i Gang, var der en af Gæsterne, den fornævnte Mariner, der pludselig fik ondt og gled ind paa Toiletrummet!

Hans Forsvinden fæstede øjeblikkelig Mistanken paa ham. Og da man fik ham halet ud fra Toilettet og undersøgte dette, fandt, man den forsvundne Tegnebog med alle Pengene gemt i en Krog derinde.

Tyven var altsaa leveret. Og den første Gæst var der igen med sit Raab paa Politiet. Men saa rejste Amerikaneren sig for anden Gang:

- Ingen Politi her! Hvad Glæde har vi eller Olsen af det? Nej - la'e os selv holde Lynchjustits! Lad os gi' Slubberten en regulær Dragt Klø, saa han kan lære at holde sig i Skindet en anden Gang, og lad os saa lade ham rende med sin Skam!

Det skete igen, som han bød!

Stærke Hænder greb Marineren. Op paa Bordet med ham. Enden i Vejret. Og saa frem med Bukseremmene. Hvorpaa Synderen fik sig en Omgang Strambuks, der varede et godt Kvarter og aftvang ham en Række hjærteskærende Smertenshyl.

Og alligevel saa' han helt taknemlig ud, da Afstraffelsen var til Ende, og han med et videre Spark af Amerikanerens Støvlehæl blev smidt ud af "Det grønne Træ"s Paradis med Tilhold om ingensinde mere at sætte sine grimme Ben dér.

Dommer Lynch havde været i Arbejde. Den blinde Vært fik sine Penge igen. Og Gæsterne fik en ekstra Omgang til Tak for Assistancen.

(Aftenbladet (København) 28. juli 1925).

De københavnske Bøller er blevet tæmmede.

Selv i Vesterbrogades berygtede Sidegader nærmer man sig Idyllen.

Bøllens Risiko og Straf.

Et Interview med den fung. Politiinspektør.

Natten til igaar blev Kontorchef Kofoed og Dr. Ditlef Nielsens Søn Knud Ditlev Nielsen udsat for et alvorligt Overfald, da de opholdt sig udenfor Kontorchefens Villa paa Ordrup Jagtvej og netop var ifærd med at tage Afsked med hinanden.

Overfaldet var saa alvorligt, at Dr. Ditlef Nielsens unge Søn maatte bringes paa Hospitalet, hvor der forestaar ham et ikke helt kortvarigt Ophold.

Er Bølleuvæsenet i Tiltagende?

I Anledning af denne Hændelse har den Overfaldnes Fader fremsat nogle Udtalelser om Bølleuvæsenet, som han mener er i udpræget Tiltagen.

Politiassistent Mellerup.

- I min Ungdom, siger Dr. phil. Ditlef Nielsen, var den Slags umotiverede Bølleoverfald meget almindelige. De var næsten blevet en Landeplage, op det havde til Følge, at vi Unge søgte Uddannelse i Boksning og lignende Selvforsvars-Midler.

Det skabte Respekt, og det holdt Bølleuvæsenet nede.

Nu er Bølleuvæsenet igen ved at rejse Hovedet.

Havde min Søn fulgt mit Eksempel, vilde han være sluppet for det Hospitalsophold, som nu forestaar ham. Jeg har nemlig selv Vished for. at et velrettet Boksestød er i Stand til at drive en anmassende Bøllesværm paa Flugt.

Politiet er af en ganske anden Mening.

Vi har forelagt Dr. Ditlev Nielsens Udtalelser for den fungerende Politiinspektør. Politiassistent Mellerup, hvis daglige Gerning ligger i et af de københavnske Kvarterer, der i hvert Fald tidligere blev anset for et af de uroligste - Vesterbro med alle Sidegader, som en Gang ikke havde noget godt Ry netop i denne Henseende.

- Hvordan Forholdene er for hele Københavns Vedkommende, tør jeg ikke udtale mig om, svarede Politiassistenten, men for Vesterbros Vedkommende er Bølleuvæsenet gaaet ganske betydeligt ned. Vi har i denne Retning et nærliggende Eksempel i Saxogade, der blot for nogle Aar siden nærmest maatte siges at være berygtet - den er nu blevet næsten helt fredsommelig.

Naar vi kan konstatere denne glædelige Nedgang i Antallet af Overfald paa sagesløse Personer, saa findes der en ganske interessant Forklaring herpaa, som en af mine Betjente gjorde mig opmærksom paa, da vi forleden talte om Spørgsmaalet. Det er, at Voldsmændene efterhaanden er kommet saa højt op i Straf, at Risikoen er blevet for stor. Jeg husker her særlig eet Eksempel, en Fyr, som vi havde herude for nogle Aar siden, og som havde gjort sig det til en ren Sport at staa i en Gadedør i Saxogade og ganske uventet falde over absolut sagesløse Personer.

Han var haard at faa tæmmet, men han er nu kommet saa højt op i Straffene, at han ved, hvor meget det gælder, hvis han en Gang til bliver grebet i en saadan Forbrydelse.

Betegnende er det ogsaa, at da jeg kom herud til Stationen, maatte der saa tidligt om Aftenen som fra 7-10 patrouillere to Betjente sammen i Saxogade, idet det viste sig, at den enkelte Betjent var udsat for Forulempelser af Bøllerne. De Forhold eksisterer slet ikke mere.

Heller ikke i Omegnen, siger Lyngby Politi.

Men hvordan stiller nu Forholdet sig i Københavns Omegn?

Vi retter dette Spørgsmaal til Politiet i Lyngby, der for Aar tilbage ofte havde meget alvorlige Overfaldssager at behandle.

- Det passer absolut ikke for vort Vedkommende, siger Overbetjenten - og der er vist ikke ret mange, der vil give Dr. Ditlev Nielsen Ret i, at det er saa slemt. Det er mit bestemte Indtryk, at Bølleuvæsenet er ved at forsvinde - samtidig med Drikkeriet. Eric.

(B. T. 27. juni 1925).

Røveri paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

En Landmand skamslaaet og plyndret.

Københavns Politi anholdt Mandag en ualmindelig raa Voldsmand, Carl Jørgensen. Den anholdte sad forleden Aften paa en Beværtning i Istedgade sammen med en af Vesterbros letlevende Kvinder Paula Bøje-Rasmussen. De var kommen i Selskab med en Landmand, der var velbeslaaet med Penge, og som ustandselig rekvirerede Spiritus. Parret syntes imidlertid, at man skulde have endnu mere og blev meget fornærmet, da Landmanden betalte sin Regning og gik. Paula Rasmussen fulgte efter og fik han til sidst overtalt til at gaa med tilbage til Beværtningen. Saa fortsattes Drikkeriet en Tid, skønt Landmanden var meget beruset.

Ved Lukketid, da Manden hverken kunde høre eller se, betalte han for i anden Gang en større Regning. Jørgensen saa ved den Lejlighed, at han endnu havde en Del Penge hos sig. Saa snart Manden var kommen ud paa Gaden, gik Parret ogsaa. Jørgensen fulgte selv efter den ravende Mand. Er Stykke henne i Gaden opdagede Landmanden en aabentstaaende Gadedør, hvor han gik ind, antagelig for at sætte sig og hvile lidt paa Trappen

Næppe var han kommen indenfor, før Jørgensen indfandt sig. Skønt denne maatte have let Spil overfor den berusede Mand, slog han ham flere frygtelige Slag i Hovedet, saa han straks faldt bevidstløs om ved Foden af Trappen.

Her blev han senere fundet af nogle af Husbeboerne, der tilkaldte Politiet. Paa Politistationen kom han saa meget til sig selv. at han kunde forklare, hvad der var sket. Nogle Kriminalbetjente blev sendt ud og fandt hurtigt, hvem Parret var.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Konservativt Organ for Gjentofte- og Lyngbykredsen 21. januar 1925)

Udbyttet blev ca. 50 kr. Poula Jørgensen blev også anholdt, men løsladt igen. Hun forklarede imidlertid at Carl Jørgensen havde allieret sig med en kammerat, Thorvald Burthoft. Han blev nogle dage senere anholdt.

De "letlevende kvinder" søgte fx husrum på Hotel Banegaarden, Istedgade 6. Alfonser kunne også være "pæne" mennesker som levede en dobbelttilværelse, fx barber Einar Viggo Jensen, der december 1924 blev anholdt for alfonseri, selv om han var gift. Han var alfons for en hel skare letlevende kvinder. Han blev anholdt i Westend 6.

Den blinde Kurvemager fortæller sit Livs Tragedie. (Efterskrift til Politivennen)

Tjenestekarlen, der blev pryglet og mishandlet af to Bønder til han mistede Synet.

Den ene af Slynglerne klippede ham i Øret med en Saks - for at mærke han for hele Livet.

Børnene i Gaden stimler sammen.

- Der kommer han! siger de alle, deres Ansigter bliver pludselig alvorlige, og de stirrer mod en høj, fattigt klædt Mand, der langsomt arbejder sig frem, - og som har en halvvoksen Knægt til at føre sig.

Manden er den blinde Kurvemager Niels Nielsen

fra Folkvarsvej. Han har sin egen Historie, hans Liv er en Tragedie; det er ikke en medfødt Svaghed, det er ikke en alvorlig Sygdom, der har gjort ham blind. Nej, det er en Bondes Kørepisk, en raa og brutal Bendes Mishandling, der har gjort, at Niels Nielsen for evigt har mistet sit Syn.

Vi følger med ham hjem, følger med til hans blinde Kone og hans to Smaapiger, den ene er 3, den anden kun et halvt Aar gammel, og her i hans lille Lejlighed beder vi ham fortælle om

hans Livs Historie

Alt tegnede saa lyst og festligt, alt Syntes at være i den bedste Gænge for ham. Han var Bondekarl han tjente i Kirkelte ved Lillerød, og selv om han ikke var beslaaet med Gods og Guld, fandt han Livet herligt. Han haabede som alle andre, der vil frem, han haabede indtil den Dag, han brutalt blev frarøvet Synet ved et modbydeligt og raat Overfald fra sin Husbonds Side.

- Det var den 8. Oktober 1904, siger Niels Nielsen. Vi var færdige med alt Høstarbejdet, og da jeg om Formiddagen vilde køre Hestene ud paa Marken, kom min Husbond, Gaardejer Christian Petersen, og siger til mig:

- Du skal ikke køre Hestene ud. Det skal jeg nok selv besørge. Jeg har ikke Brug for Dig mere, Du kan rejse med det samme.

- Jeg saa paa ham, fortsatte Niels Nielsen, jeg var meget forundret. Jeg vidste jo nok, at enkelte Gaardejere benyttede den Trafik at smide deres Folk af Tjenesten for at slippe for at betale dem deres Løn, men jeg havde alligevel ikke ventet mig den Behandling.

- Var han da ellers flink?

- - Naa-h, det er saa meget sagt. Han havde jo en grov Mund og var noget hidsig og opfarende, men vi var da kommet ud af det sammen.

- Hvad sagde De til ham?

- Jeg sagde, at jeg mente, jeg var fæstet hos ham og ikke uden Grund kunde jages paa Porten; men han blev ved sit, og saa lod jeg ganske roligt Hestene staa og gik ned til Byen for at hente mit Kravetøj og forskellige Smaating.

Da jeg ved Middagstid kom hjem og vilde gaa over i Borgstuen for at faa min Mad, kom Christian Petersen løbende hen imod mig, hidsig og rasende som en Tysker. Jeg skulde ikke have nogen Mad, ikke det mindste, jeg var færdig hos ham og kunde blot skrubbe af. Han brød sig ikke om at se mig et Øjeblik længere.

Naa, jeg lovede saa at gaa, blot jeg fik mine Penge.

Prygl.

Men det skulde jeg aldrig have sagt, for i sin Hidsighed gav han sig til at gennembanke mig.

- Slog De ikke igen?

- Jo, saa godt jeg kunde; men det varede ikke længe, for vi havde ikke slaaet mange Slag, før Christian Petersens Nabo, Peder Mathiesen, kom til og hjalp sin Frænde. De to gennembankede mig paa det frygteligste. Aldrig nogen Sinde er jeg blevet behandlet paa den Maade, og jeg ømmede mig og skreg af Smærten efter Slagene.

Chr. Petersens Moder kom til.

- Men hvad er det dog, Du gør ved ham, Christian? sagde hun. Lad det stakkels Menneske dog gaa.

Men jeg fik ikke Lov til at gaa.

Begge Gaardejeme var saa hidsige, at de absolut ikke var modtagelige for Fornuft eller for en Appel om Skaansel. De tampede løs paa mig, antagelig anede de ikke selv hvorfor, men de gjorde det.

Og saa sagde Chr. Petersen pludselig:

- Hold ham fast, Peter, saa saa gaar jeg ind og henter Kørepisken.

Saa kan han mærke lære, at det er Alvor.

Peter Mathiesen holdt mig, og Chr. Petersen hentede sin Kørepisk. Var jeg ikke forhen blevet mishandlet, saa blev jeg det nu. Han gennembankede mig med Pisken, og da han ikke kunne mere, smed han mig ned i Stenbroen.

Blodet flød af mig. Jeg kunde intet se; men jeg tænkte ikke over, at jeg skulde være blind.

Det værste Blod blev vasket af mig, jeg blev smidt paa en Vogn og kørt til Hørsholm - og her sov jeg Natten over i Arresten. Det skulde jo laves om til, at det var mig, der var Forbryderen. Men den gik ikke. Dagen efter blev jeg indlagt paa Usserød Sygehus; men Lægen her sagde, at jeg skulde til en Specialist i København. Der var ogsaa en Betjent, som rejste med mig; men ingen Steder vilde de have mig, fordi Karlebo Kommune ikke vilde kautionere for mig. Saa blev jeg ført tilbage til Usserød Sygehus, og her laa jeg i 3 Maaneder. Overlægen var forfærdelig flink; men han vilde hele Tiden have, at jeg skulde til Behandling hos Professor Bierring her i København. Men han kunde ikke hjælpe mig.

Den ulykkelige Mand blev klippet i Øret med en Svinesaks.

- De var blevet blind? spørger vi.

- Ja, Nethinden var sprunget. Mit venstre Øje var daarligt, og det kunde jeg ikke se med, og det højre blev slaaet i Stykker med Kørepisken eller i Faldet mod Stenbroen. Hvornaar véd jeg ikke. Men det var frygteligt pludselig at mærke, at man ikke kunde se.

- Var det Deres egen Husbond, der mishandlede Dem mest?

- Ja, det var det vel; men det var da Peter Mathiesen, der klippede mig i Øret.

- Hvad gjorde han?

- Ja, han sagde til min Husbond: Hold Du ham nu lidt, saa skal jeg mærke ham, som han fortjener, - og han tog da en Svinesaks og skar mig i Øret. Jeg skulde mærkes for Livstid, og det blev jeg.

Men det var ogsaa hele den Løn, jeg fik for mit Arbejde den Sommer.

- Fik De aldrig nogen Erstatning?

- Nej, det viste sig, at Christian Petersen intet ejede. Han maatte gaa fra Gaarden, og nu er han Daglejer, hvis han da lever endnu.

- Og har De saa opretholdt Livet som Kurvemager?

- Ja, jeg kunde det jo, før jeg blev slaaet blind, og det har jeg altsaa ernæret mig ved. Nu fletter jeg Dækketøjskurve til De blindes Udsalg, og naar det gaar hurtigt, kan jeg tjene 24 Kr. om Ugen.

- Det kan De da ikke leve af?

- Nej, men af de Penge skal jeg jo ogsaa betale Medhjælp, og det er heller ikke saa billigt. Men vi faar Invaliderente, og det er vi evig glade og taknemmelige for. Bare jeg kan arbejde, er der intet som helst at være ked af, men jeg kunde godt lide at faa min egen Forretning. Saa vilde jeg faa mere for mit Arbejde end nu.

(Klokken 5 (København) 14. juni 1924).

En Pølsemand skamslaaet. (Efterskrift til Politivennen)

Han blev slaaet i Jorden og hans Vogn blev væltet. - Pølser, Sennep og Rundstykker i forvirret Kaos.

Ved 12-Tiden i Nat blev der udkæmpet et drabeligt SIag paa Amagertorv. Her havde 3 sildige Nattevandrere grupperet sig om en Pølsevogn, og de rekvirerede ind med en Voldsomhed, der ikke havde Bund i deres kontante Beholdning, og da Betalingens Time slog, kom det da ogsaa til et brutalt og blodigt Sammenstød. De 3 Mennesker vilde ikke betale Aagerpriser for Pølserne, fortalte de, og da Pølsemanden trods denne Forsikring alligevel krævede sin Betaling, foer de 3 Mænd over ham, kastede ham om paa Stenbroen efter at have gennempryglet ham paa det læsterligste, og blev, da Pølsemanden stadig laa og "gav ondt af sig", enige om at hælde hele Pølsevognens Indhold ud over ham.

Pølseforhandleren slap med Skrækken, og han fik rejst sig saa betids, at han kunde komme af Vejen, inden Vognen blev væltet. Han søgte at forhindre dette; men hans Anstrengelser var forgæves, og snart efter laa hele Vognens Indhold, Pølser, Sennep og Rundstykker, i en underlig kaotisk Blanding.

Pølseforhandleren raabte Gevalt, og en Del Nattevandrere satte i fuld Fart efter de 3 Voldsmænd. Det lykkedes at fange den ene - den 23-aarige Holger A., som blev bragt til Nørregades Politistation. Her fortalte han, hvem det var, han havde været sammen med, og i Formiddag er hans to Kammerater bleven anholdt.

(Klokken 5 (København) 4. april 1923).

Olaf Hans Jørgen Olsen (3/8). (Efterskrift til Politivennen)

I oktober 1911 var Olaf Olsen arresteret på Svendsgade politistation i København hvorfra han undslap. I november 1911 var han igen-igen involveret i en voldsperiode og for at undgå pågribelse flygtede han til London. Han havde gennem årene forskellige forretninger til at dække over sin virksomhed som alfons: En cigarforretning i Viktoriagade 8 (omkring 1911).

Traver-Valde og den hvide Neger arresterede,

De to Voldsmand overfalder og skamslaar en svensk Opdager.

I Forgaar Alles er de to berygtede københavnske Voldsmænd, Valdemar Petersen. bedre kendt under Navnet Traver Valde og Olaf Olsen kendt under Navnet "Den hvide Neger", blevet taget i Forvaring at Politiet.

De to Herrer der begge er straffede adskillige Gange tidligere for Vold, Alfonseri m. m. har været paa fri Fod i det sidste halve Aar.

"Traver Valde" siden han udstod Straffen efter sin berømmelige Flugt gennem Politiinspektør Schepelern-Larsens Kontor oppe i Politiets tredje Afdeling. Vinteren har aabenbart været god for dem, som det hedder i Forretningssproget, thi man har kunnet se dem i den meste Tid overalt i den inferiøre Del af det københavnske Forlystelsesliv elegant udhalede efter allersidste Mode og strøende om sig med Penge som fuldendte Levemænd.

I Forgaars Aftes var de kommen paa Rundtur ude paa de frederiksbergske Varieteer. Humøret var højt hos dem, og de naaede helt henimod Midnat, inden de fik sat den Prik over I'et som et voldsomt Overfald paa sagesløse Folk er for dem, og som de skal have med for at en Aften skal kunne siges at være fuldkommen vellykket.

Men de fik Prikken med.

I Haven foran en af Varieteerne i Allégade væltede de sig pludselig som efter fælles Aftale ind paa to svensktalende Herrer, der intet anende kom udfra Variéteen, og som i Løbet af faa sekunder laa paa Jorden, blodige og halvt bevidstløse, mishandlede paa det frygteligste af de to Banditter.

Der kom straks Politi til, tre Betjente der imidlertid maatte fløjte om Hjælp og have Staaven i Brug inden det lykkedes dem at overmande Voldsmændene og faa dem førte til Stationen i Pilealleen. Her fik de Haandjærn paa og efter at have tilbragt Resten af Natten i Ensomhed hver i sit Detentionslokale overførtes de om Morgenen til Arresten paa Blegdamsvejen for i Grundlovsforhøret hos Fuldmægtig Graa at blive belagte med Arrest.

De to Voldsmands Ofre. af hvilke den ene er en kendt Opdager fra Malmøpolitiet, der var her i Byen for at eftersøge en svensk Tyv, maatte bringes til en Læge for at forbindes. De vi! begge komme til at give Møde i Frederiksberg Ret for at afgive Vidneforklaring under Sagen.

(Aftenbladet (København) 2. februar 1914).

Under retssagen påstod Olaf Olsen at han intet kunne huske, og da en arrestlæge udtalte at han led af epileptiske anfald, blev han dømt til fængsel på sædvanlig fangekost i 120 dage. Det var han tilfreds med.

Den 8. juni 1915 angreb Olaf Olsen to betjente (Kjerting og Møller) på Vesterbrogade. De slog imidlertid igen og han måtte flygte.

 I 1915 fik politiet nys om at han ulovligt udskænkede spiritus. 

Olaf Hans Jørgen Olsen (2/8). (Efterskrift til Politivennen)

I april 1907 flygtede Olaf Olsen fra Københavns Kommunehospital. Han blev pågrebet i Helsingborg og ført tilbage til København. Året efter var han igen i avisen:

Fra Danmarks Sodoma.

3 Alfonser i Aalborg leverer et Kæmpeslag.

Det er ganske forfærdelige Ting, der kan ske i Aalborg, den By, som ikke med Urette er kaldt "Danmarks Sodoma".

En rædsom Historie er Store Bededagsnat foregaaet deroppe, og herom beretter "Nordjyllands" Krigskorrespondent følgende gruopvækkende Enkeltheder:

I det smukke, men kølige Vejr Store Bededagsaften var 3 Kavallerer, der almindeligvis betegnes som Alfonser, kommen i Krigshumør og leverede ved Midnatstid en større Bataille i Jernbanegade og Sankelmarksgade. De 3 Herre var Chrisian Roed, af borgerlig Livsstilling Cyklesmed, "Rejsende" Olaf Olsen, ogsaa kaldet den "hvide Neger" eller "Greven", samt en Herre ved Navn Petersen, hvis Livsstilling angives at være Kok.

Udover, at de havde nydt en Del Spiritus, vides ikke, hvad der havde gjort dem saa fortrædelige paa deres Medmennesker, men de slog i hvert Fald ubarmhjertigt løs paa alle, der kom i deres RNærhed. Der faldt Lusinger den Aften, som gav Ekko i Gaderne og samlede et stort og revanchelystent Publikum paa flere Hundrede Mennesker.

Da man syntes, at det gik forvidt med d'Hrr.s Raaheder, begyndte Forsamlingen at gaa angrebsvis til Værks. I et Antal af henimod 100 forfulgte de Bøllerne, der imidlertid brækkede Staverne af et Stakit og benyttede disse som Vaaben.

Trods den store Overmagt lykkedes det alligevel de 3 Kæmper at drive hele Flokken tilbage i Jernbanegade, slaaende ned paa alt og alle, de mødte. En Bademester, der af Nysgerrighed og uden rigtig at ane, hvad der foregik, var kommen med i Følget, blev af Chr. Roed slaaet til Jorden med Næveslag, og medens han laa her, sparket over Benene og den ene Haand, hvis Tommelfinger blev forstuvet. Redaktør, Postexpedient Aarseth fra Fredericia, der ogsaa kom spadserende i Sankelmarksgade, fik et Næveslag i Ansigtet, men han slog fra sig og gav Kokken en "bagvendt", saa hans Mundtøj sprang til Blods.

Imidlertid kom en Betjent til Stede, og da han saa, hvad der foregik, fløjtede han efter sine Kolleger, der ankom i et Antal af 6-7, men da var de 3 Bøller selvfølgelig over alle Bjerge. Man eftersøgte de omliggende Ejendomme, men uden Resultat.

Ud paa Natten anholdtes Kokken og Chr. Roed - den sidste hos et Selskab af "Damer". Den "hvide Neger" fandt man først Lørdag Morgen. At han kan give "Greven" ses bedst deraf, at han i sin Tegnebog havde 185 Kr.

Sidste Akt

foregik paa Politistationen. Efter megen Parlamentering og Vidneførsel af en temmelig humoristisk Art idømtes "Greven" en Bøde paa 15 Kr. De andre to indgik paa at betale hver en Bøde paa 100 Kr., hvilket svarer til 20 Dages Fængsel, samt 25 Kr. i Erstatning til Bademesteren og Lægeregningen. Bøden vedtages stiltiende. Chr Roed har forinden en Dom paa 15 Dages Fængsel hængende over Hovedet paa sig for Alfonseri.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 11. maj 1908).

Slagsmål på Kvægtorvet. (Efterskrift til Politivennen).

Lørdag formiddag opstod et blodigt slagsmål på Kvægtorvet mellem en folk kvægdrivere, deriblandt "Den dovne Dreng", "Surmulen", "Gråbideren" og "Bræddestablen". De bearbejdede hinanden med stave så blodet flød af dem.

Nogle slagtersvende kom nu til og ville forhindre yderligere overlast, men nu kom et andet slæng kvægdrivere til og begyndte at slå løs på slagterne, så at der kom en snes mennesker i slagsmål.

Politiet kom nu til, og fik de værste slagsbrødre anholdt, men "Gråbideren" og "Surmulen" måtte tages under lægebehandling.

(Folkets Avis - København, 11. december 1905).

Kjøbenhavnske Bøller. (Efterskrift til Politivennen)

Natten til i Fredags fandt der i Følge "Pol." ude i Blaagaardsgade i Kjøbenhavn en større Scene Sted, som foreløbig er endt med ikke mindre end fire Arrestationer.

Omtrent ved Midnatstid kom en paa Nørrebro velkjendt Bølle, Carl Jensen, som af Profession er Væver, ned i en lille Forretning i Blaagaardsgade, hvor der sent ud paa Aftenen serveres varme Æbleskiver. Han forlangte i en brysk Tone nogle Æbleskiver, men da han tidligere havde gjort Spektakler i Kjælderen, viste Værten ham ud.

Men førend Væveren kom ud ad Døren, traadte tre store, stærke Karle ned i Kjælderen og gik uden mange indledende Bemærkninger løs paa Værten. Det var Væverens Kammerater og Forbundsfæller, som havde staaet oppe paa Gaden og set hvad der passerede.

Alle fire overfaldt de nu den ulykke lige Vært; Væveren greb en Stol og knuste den paa Byggen af ham, og de regalerede ham Alle saa kraftigt med Slag og Spark, at han maatte flygte ud i Køkkenet. Men selv herud forfulgte de ham; de to flaaede Klæderne af ham, den tredie rev hans Lommeuhr op, kastede det paa Jorden og traadte paa det, den fjerde knuste et Spejl og kastede Tallerkener og Glas i Hovedet paa den stakkels Vært.

Denne saa sig da saa haardt trængt, at selv det kraftigste Mod vælge maatte være berettiget. Han greb det første, han kunde faa fat i, en svær Kødkølle, og svingede den mod Væverens Hoved; han ramte ham midt i Panden, og Bøllen segnede halvt bevidstløs og blodig til Jorden.

Imidlertid var der kommen Politi til; Betjenten saae hurtigt, hvorledes det hang sammen, og med noget Besvær lykkedes det at faa de fire Bøller overmandede.

Væveren, som havde faaet Kølleslaget i Panden, maatte i Droske kjøres til Kommunehospitalet; men efter her at være forbunden blev han ført til Politistationen.

(Jyllandsposten 26. januar 1896).

Betjent Kundby, Amager. (Efterskrift til Politivennen)

 Politi-Overfald paa Amager.

Betjent Kundby.

Den Mand, hvis Billede vi her bringer, er for Øjeblikket Samtalens eneste Genstand paa Amager. Det er Politibetjenten i Dragør, Peter Nielsen Kundby, der forrige Søndag overfaldt to værgeløse Karle med dragen Sabel, tilføjede dem flere alvorlige Saar, og nu med Standhaftighed nægter Overfaldet og endog truer de Overfaldne med Injuriesøgsmaal.

Vi skal i Korthed fremdrage dette nye Udslag af Politi-Heltemod efter de Oplysninger, som vi straks paa Stedet bar indhentet.

Men først en Karakteristik af Betjenten Kundby.

Han er en høj, svær Mand paa ca. 36 Aar med et stort, grovt Ansigt, forsynet med store Øren. Hans Vej fra Københavns Politi til Amagers sydligste Spids betegnes ved en Række Heltegærninger, men han har altid søgt at benægte dem i Retten, naar hans Meriter var saa opsigtvækkende, at Situationen fordrede kriminel Indblanding.

For tre Aar siden afskedigedes han af Københavns Politi, men fik umiddelbart derefter Ansættelse som Opdagelsesbetjent og fungerende Overbetjent i Amager Birk. At hans Kvalifikationer som Opdager var mindre gode, er overflødigt at bemærke, og heller ikke egnede han sig just til at varetage en Overbetjents Stilling og Pligter.

Det varede ikke længe, før man blev ked af ham. Saavel af sine Kolleger i Korpset som af Befolkningen var han lige lidt afholdt, og Misstemningen mod ham blev tilsidst saa stærk, at han ansaa det for raadeligst at tage sin Afsked. Dette gjorde han og han søgte samtidig Plads som menig Betjent i Drager Det var her, han kort efter sin Tiltrædelse atter viste sit Heltemod og ualmindelig fine Temperament ved sit Overfald forrige Søndag.

Der havde denne Dag, som regelmæssig hver Søndag, været offentlig Dans i Kongelunden, og efter Dansens Ophør drog et større Selskab syngende og larmende gennem Skoven, dog uden at forulæmpe nogen. Kundby, som havde været tilstede ved Dansen og rimeligvis vilde vise Prøver paa sin Myndighed, løb efter Selskabet med dragen Sabel, og her var det, han paa Vejen traf to Karle, der gik roligt ved Siden af hinanden.

Uden at sige et Ord styrtede Betjenten sig over dem, hævede Sablen og gav den ene, Johan Johansen et alvorligt

Sabelhug over Armen

Derefter førte han et nyt Hug mod Johansens Hoved. Med den Kraft, hvormed det blev ført, vilde det utvivlsomt have dræbt Karlen, saafremt han ikke havde bøjet Hovedet til Siden.

Betjenten vendte sig nu til den anden Karl, August, gav ham bagfra

Hug i Baghovedet

og endnu adskillige Hug over Armene. Saa gik Betjenten og lod de to saarede Mennesker, dryppende af Blod, selv finde Vejen hjem.

Da dette brutale Overfald rygtedes over Amager, var Indignationen naturligvis uhyre. Befolkningen forlangte med god Grund Kundbys øjeblikkelige Afskedigelse, og forhaabentlig bliver han fjærnet inden altfor lang Tid.

Foreløbig er der indledet kriminel Undersøgelse over det Passerede, og Kundby har for Retten dristigt nægtet alt. Heldigvis kom der under Optrinet saa mange Vidner tilstede, at han ikke vil kunne undgaa en meget haard Straf. Naar det andet Steds er blevet fortalt, at Sablen er taget fra ham, er dette dog urigtigt.

De Overfaldne.

Af de Overfaldne befinder især Johansen sig mindre vel. Han tjener hos Proprietær Leth paa "Raagaard" i Ullerup og maa endnu i længere Tid gaa med Armen i Bind. Saaret er meget betydeligt og hele Armen stærkt opsvulmet.

August, der tjener hos Gaardejer Kristen Hansen i Ullerup, er ogsaa stærkt medtaget. Saaret i Baghovedet er vel ikke absolut farligt, men saavel dette som de andre Saar vil for lang Tid gøre ham udygtig til alt Arbejde.

Man haaber paa Amager, at det utaalelige Politiregimente efter denne blodige Affære nu vil være forbi. Dette er dog ingenlunde sikkert, selv om Kundby bliver afskediget. Amtsraadet har nemlig bestemt, at alle Betjente paa Amager herefter skal bære Sabel - en Forret, der tidligere var Kundby forbeholdt - og man tør saaledes antage, at Amagerne ikke gaar absolut fredelige Tilstande i Møde

(København 9. august 1895).

Politiet paa Amager.

Sidste Efteraar indførte Amager Birk den Skik eller Uskik, om man vil, at Politibetjentene skulde forsynes med lange Ryttersabler. Birkedommeren motiverede den Gang sit Forslag med, at Betjentene skulde have noget at værge sig med.

Nu har imidlertid, som vi meddelte i Gaar, Betjent Kundby fra Dragør misforstaaet Situationen og gaaet angrebsvis til Værks med den dragne Sabel. Vi har undersøgt Sagen paa Stedet, og det synes sikkerl, at der foreligger et Myndighedsmisbrug.

Egnens Ungdom havde Søndag den 28. Juli faaet sig en Svingom i Kongelunden, hvor Betjent Kundby var til Stede som Ordenshaandhæver. Der forefaldt imidlertid ikke anden Uorden end at en noget urolig Gæst paa læmpelig Maade blev "hældt ud" af Værten og dennes Medhjælpere. Der blev saaledes ingen Brug for Kundbys Assistance. Dansen ophørte Kl. 12 og Ungdommen begav sig da straks paa Hjemvejen gennem Skoven. I den smukke Sommeraften sang man nogle Sange, men deri har selvfølgelig intet kriminelt.

Kundby maa imidlertid have anset Sangen for Kontrebande, thi han og en civilklædt Betjent Walther løb efter de Syngende. Bag ved disse gik to Tjenestekarle, som slet ikke deltog i Sangen, og som ikke var sig nogen Brøde bevidst. Disse to hører pludselig en Stemme sige: "Der er de," og umiddelbart derefter fik den ene Karl et Sabelhug i Baghovedet. Den anden Karl vendte sig derefter til Angriberen, som viste sig at være Kundby, og spurgte: "Hvad slaar De for," men i Stedet for at svare huggede Betjenten efter hans Hoved. Da Karlen i det samme bukker sig ned, rammer Sabelen hans Arm og bibringer den et tommedybt Saar, af hvilket Blodet straks væltede ud. Og Betjenten gav ham endda flere mindre Saar i Siden og paa Armen.

Medens dette stod paa var de Syngende løbet deres Vej. En 15 Aars Dreng, som var kommet bag efter, fik dog af den vrede Bersærk en velrettet Lussing med paa Vejen. De to Saarede gav sig paa Vej til deres Hjem i Ullerup, men det var en drøj Vandring, da de var udmattede af Blodtabet. Ved Hjemkomsten blev Saarene forbundet og næste Morgen kom de under Lægebehandling. De to unge Tjenestekarle, som har et godt Lov paa sig i deres Egn, vil maaske ikke faa varige Følger af Slaget i Kongelunden, men de er endnu, omtrent 14 Dage efter, ude af Stand til at gøre Fyldest i deres Arbejde.

Sagen blev straks mældt til Amager Birk, hvor den, som i Gaar meddelt, for Tiden behandles.

Betjent Kundby, som for ca. 6 Uger siden blev ansat i Dragør, synes ikke at have noget godt Lov paa sig hverken her eller i sin tidligere Virksomhed. Han var oprindelig ansat ved Københavns Politi, hvor han ikke stod paa nogen god Fod med sine Kolleger. Senere har han været ved Opdagelsespolitiet og kom derefter til Amager Birk, som for 6 Uger siden sendte ham til Dragør. I Forhørene har Kundby erklæret, at han ikke har overskredet Grænsen for sin Myndighed. Men det er jo notorisk, at Karlene har faaet Skrammer af Sabelen, og der er Vidner nok paa, at de to angrebne Karle ikke forulempede hverken Betjenten eller andre. Selv "Nationaltidende", som i Aftes bringer en Notits om denne Sag, indrømmer da ogsaa, at de to unge Mand "ikke har hørt til de værste Urostiftere", og at "Kundby maaske paa den mørke Skovvej har anset Situationen for alvorligere, end den i Virkeligheden var, hvorfor han trak sin Sabel og tildelte et Par af Karlene nogle Sabelhug". Men en saadan Misforstaaelse af Situationen vidner ikke om den Overlegenhed, som en Politimand bør være i Besiddelse af.

Kundby har iøvrigt for et Par Dage siden i Vidners Overværelse udtalt følgende om Begivenheden i Kongelunden :

"Ja, naar De piber for saadanne Smaating, saa skal De faa noget andet at vide."

Der har paa Amager været udspredt det Rygte, at Sabelen nu var taget fra ham. Denne Formodning er sagtens opstaaet derved, at Betjenten sidste Søndag mødte til et Storborgergilde i Kongelunden uden dette Værge, og at han i det hele her optraadte paa en ganske anden Maade end ved Ungdomsgildet forrige Søndag. Men Sabelen er i Virkeligheden ikke taget fra ham. Birket har ladet ham forblive i Funktion under Forhørene, der næppe vil blive sluttede før om en Uges Tid, naar Birkedommeren kommer hjem fra sin Ferierejse. Og derefter skal Sagen sendes til Amtet, inden der kan foretages noget videre i den.

Der er selvfølgelig ingen Grund til at klage over, at Birket gaar grundig tilværks. Men det havde sikkert været korrekt og i Overensstemmelse med Praksis i lignende Tilfælde, naar man havde suspenderet Betjenten fra sin Stilling, saa længe Undersøgelsen staar paa, og det vilde i hvert Fald være i Overensstemmelse med Befolkningens Ønsker.

(Social-Demokraten 10 august 1895).

Den 13. august blev betjent Kundby suspenderet fra sin bestilling. Kort tid efter blev han syg med lungebetændelse. Han blev midlertidig erstattet af betjent Jensen i Kastrup. Han måtte ved den lejlighed aflevere sin sabel. Under forhørene blev de forulempede i tvivl om det overhovedet var Kundby som havde slået dem.

Kundby blev herefter mælkeforpagter. I det embede blev han december 1895 vidne i en sag mod en af de rigeste bønder i Hollænderbyen gårdejer Isbrand Jensen, Store Magleby som havde brændt liget af et barn hand havde fået med sin husholderske Bothilde Nilsson, og som hun havde kvalt. Kundby havde her bemærket en ulidelig stank i bryggerset, men Isbrand Jensen havde forklaret at det var kålstokke, og Kundby var derefter gået igen uden at undre sig over denne brand i december måned. 

Politibrutalitet. (Efterskrift til Politivennen)

En Betjent skamferer en svagelig Mand. Modbydeligt Prygleri. Politibetjente og Bøller. Hvis er Skylden?

Vi fortalte forleden om et Tilfælde, hvor en Borger blev arresteret, fordi han anklagede en Politibetjent for Myndighedsmisbrug, og derefter blev arresteret.

I Dag præsenterer vi et andet Tilfælde af Brug eller Misbrug af Myndighed, der i sine Enkeltheder er lige saa betegnende som modbydeligt.

Tilfældet foregik i Jægergade paa Nørrebro, i et af Københavns mest udprægede Arbejderkvarterer. Vi gik ud for at undersøge Sagen, hvorom vi havde faaet underhaands Underretning, og kom op i Ejendommen Nr. 5 i Jægergade, ad en mørk og snavset Trappegang, helt op til Kvisten.

Vi kommer ind i en lille Stue, der er tarvelig men proper; bagved den ligger Sovekammeret, I Sengen dér ligger en ældre, svagelig udseende Mand; det er Arbejdsmand Jens Lorentz Hansen.

Han løfter mat Hovedet fra Puden, da vi kommer ind; og da vi meddeler Grunden til vort Besøg. fortæller han med svag Stemme:

"Jeg er Arbejdsmand, 57 Aar gammel, i den sidste Tid har jeg været arbejdsløs, fordi jeg ikke har Kræfter nok til det strænge Slid; for nogen Tid siden fik jeg knust mit ene Ben, og jeg lider af Nervegigt i begge Arme, derfor kan jeg ikke forsørge min Familje paa den Maade, jeg kunde ønske.

Saa i Mandags havde jeg Besøg af et Par gamle Venner, og vi drak en Del Glas sammen, - Brændevin var det, for vi har ikke Raad til andet. - Kan være, det er gaaet mig lidt til Hovedet, for da Kammeraterne gik Kl.3 om Eftermiddagen, blev jeg hidsig, fordi min Kone bebrejdede  mig, at jeg havde siddet og sviret, og kom maaske med Bemærkninger i en mere truende Tone, end de var ment.

Min Kone blev imidlertid bange og løb ned paa Gaden og hentede Politiet - "

"Ak Gud, ak Gud," afbrød Konen med Taarer i Øjnene og rystede fortvivlet paa Hovedet, "blot jeg ikke havde gjort det, jeg fortryder det saadan, men jeg var saa overilet."

Betjenten prygler Manden

"Lidt efter," fortsætter Manden, "kom Betjenten herop; det første han spurgte om var, om vi havde modtaget Fattighjælp, og da vi maatte tilstaa dette, sagde han, at jeg "Satan knuse" ham skulde komme paa Ladegaarden."

"Hvad Numer havde den Betjent?" spurgte vi.

"Det lagde jeg ikke Mærke til; men jeg véd, han hedder Petersen, og er Vicevært i en Ejendom paa Nordvestvej; han har Post her i Kvarteret."

"Hvad skete saa videre?"

"Han beordrede mig til at staa op af Sengen, paa hvilken jeg havde lagt mig, og da jeg ikke øjeblikkelig efterkom denne Opfordring, slog han mig et Par Gange med flad Haand i Hovedet.

Saa stod jeg op og fulgte med ham ud paa Gangen, der fortalte han, at jeg skulde paa Stationen, jeg sagde saa, at jeg ikke vikle gaa, for jeg havde faaet mine Træsko paa, og da han derpaa greb mig i Benene for at trække mig ned ad Trappen, satte jeg mig - irriteret som jeg var bleven - til Modværge, skønt den var ikke stærk." sagde han med et mat Smil og stak en kraftløs, mager Arm frem.

"Saa blev Betjenten som rasende; han drog Staven mod mig gamle Mand, og gennempryglede mig saadan, at jeg sank stønnende om paa Trappen.

Et oprørende Syn.

"Ja," sagde Konen, "de andre af Husets Beboere, der kom til, blev meget opbragte over Betjentens Brutalitet; da jeg i min Angst raabte: Lad vær at slaa min Mand saadan, svarede han: "Hold Kæft, Kælling", og til min voksne Datter, der brast i Graad over den Behandling, hendes Fader fik, hvæsede han: 

Hvad tuder Du for?«

"Ja," sagde den Mishandlede, "det er rigtigt, og her skal De se, hvorledes han har slaaet mig." og han trak sin Skjorte ned fra Overkroppen. 

Vi troede det næsten ikke muligt: Fra Skulderen og ned over Ryggen strakte sig en bred. blodunderløben Stribe, vel en tre Tommer lang, øjensynlig frembragt af Politistaven; paa højre Arm havde han to Saar, dækket med størknet Blod, og af Omfang som en To- og Enøre.

"Og her skal De se," sagde Konen, og viste os en Skjorte, hvis højre Ærme var plettet i stort Omfang med Blod, "det var den, min Mand havde paa den Aften."

Vi væmmedes uvilkaarligt ved Synet og spurgte videre: "Saa fik De vel Lov til at gaa."

"Ak nej, jeg maatte spadserere med til Stationen; der fik jeg Lov at sidde en Time, saa gav de mig fri. Jeg har ligget i Sengen siden da; i Gaar kunde jeg slet ikke røre mig; i Dag er det blevet en Kende bedre" - - -

Saaledes talte han og sank mat tilbage i den haarde, fattige Seng, mens hans Hustru stod og stirrede paa ham med fugtige Øjne.

Hvorfor er Betjentene ofte raa ?

Man maa uvilkaarligt spørge sig selv om det er muligt, at Politiet kan behandle en Borger paa denne oprørende Maade. Og det synes desværre at være saa; Mandens og Konens Udsagn stemmede fuldt ud over ens, og der er flere Vidner til det passerede.

- Vi har før paa indtrængende Mande paatalt den Optræden, Politiet ved mange Lejligheder udviser overfor Borgerne; vel ved vi, i at der i Korpset er mange intelligente og rettænkende Betjente, men sikkert, er det ogsaa, at man der kan finde Folk, der rettes burde have deres Plads blandt Brøndstrædekvarterets Bøller og Slagsbrødre; Bønderkarle, der lige er hentet herind fra Tærskeloen og Møddinggruben, og som har set saa længe paa de blanke Knapper, der pryder deres Uniform, at de fuldstændig er bleven hypnotiserede af Glansen og tror, de er nogle Allerhelvedeskarle, for hvilke hver Mand skal krybe i Støvet, og vover nogen at mukke, mener de at være i deres gode Ret til at slaa ham fordærvet.

Naar man erfarer disse Udslag af grove og brutale Betjentes plumpe Raahed, skulde man tro, man levede i Rusland under Peter den Stores Regimente.

En stor Del af Skylden falder selvfølgelig paa Politidirektøren, fordi han ikke bedre forstaar at vrage og vælge mellem de Folk, han antager til Borgernes Beskyttelse.

Ary Bob.

(København 7. september 1894).

Nordvestvej var indtil 1904-1905 Borups Alle.

Bøllebedrift paa Fælleden. (Efterskrift til Politivennen)

Her er Skærslibern -

I Gaar Eftermiddags Kl. 7 1/4 satte et Par gamle Skærslibere deres Trækvogn paa Blegdamsvejen ved Fredensgade for at gaa over paa Fælleden og spise deres medbragte Mad.

Nogle Bøller stod i Nærheden og saa til.

Straks da Vognen var forladt, gik en af dem hen og væltede den.

En af de gamle Skærslibere saa det, og foreholdt Bøllen det urigtige heri.

Som Svar fik han en knyttet Næve midt i Ansigtet, og da han søgte at retirere, fik han nok en og nok en, indtil hans Ansigt lignede en stor Blodpøl. - Saa grinede Banditten til sine Kammerater, der anerkendende grinede igen.

Men nogle Arbejdere, der var kommet tilstede, fandt dog Spasen for grov, og en af dem gik efter en Betjent. Forinden denne kom tilstede, havde imidlertid Bøllen fundet det klogest at forsvinde, og kun en af hans Kammerater var endnu tilbage. Ham forsøgte Betjenten at anholde for at faa Oplysning om Gærningsmanden; men det var ikke saa lige en Sag. Ti da Fyren mærkede hans Hensigt, smed han Huen af Hovedet og løb alt, hvad Remmer og Tøj kunde holde, ud paa Fælleden. Efter en lang og ivrig Jagt lykkedes det endelig Betjenten at faa fat i ham.

Imidlertid havde selve Gærningsmanden nærmet sig forsigtig.

En rolig og støt Arbejder, der genkendte Slynglen, greb ham behændig og holdt ham fast, til Betjenten kom tilbage med Kammeraten. 

Under umaadelig Deltagelse førtes de da til Stationen.

Max.

(København 10. juni 1893).

Nytaarsaften i Allinge 1882. (Efterskrift til Politivennen)

Del er er saare utaknemligt Hverv, skrives der fra Allinge til "Bornh. Av", at staa ved Politikorpset i Allinge, idet man, uden at tale om det ubehagelige i paa en Høitidsaften at skulle traske om paa Gaden i 5 a 6 Timer, udsætter sig for de mest demoraliserede Personers Had og Hævnlyst. En hel Del Folk, som man mente sig berettigede til al regne nellem "bedre Folk", undslog sig for at være Politiet behjælpelig med at Iøse dets vanskelige Opgave at skaffe Ro eg Orden tilveie, uagtet det regnede ned med antændte Dynamitfænghætter imod og omkring Politiet og Skud knaldede rundt om dette fra en Flok paa henved 100 Personer (Pøbel tør man vel ikke kalde dem under Et, da der som sagt var Mænd imellem, som man jo ellers maa regne til "bedre Folk"). Der var endogsaa en Mand af Byraader, der tilkjendegav sin Nærværelse ved, at han, da en Næsvis Slyngel giorde Mine til Angreb paa Politiet, høit og tydelig irettesatte dette, fordi en af Mandskabet med sin Haand førte ham med sig. Man kunde næsten fristes til at tro, at Politikorpset var udkommanderet for at more disse hæderlige Mænd ved at staa som Skive for Tumultanternes Skud og Fænghætter, hvilke sidste især regnede ned over dem. En af Tumultuanterne, der fandtes i Besiddelse af Skydevaaben, blev paagreben, da han var i Færd med at angribe Politibetjenten; men en tredie Person var saa tjenstvillig at snappe og løbe bort med Skydevaabnet. Den første blev sat i Hullet, hvor barmhjertge Sjæle efter Sigende vederkvægede ham med 3 Pægle Brændevin og nogle Rundtenommer; men da han alligevel holdt et fælt Spektakel, blev han efter ca. en Timestids Forløb atter sat paa fri Fod og kunde gjenoptage den afbrudte Fornøielse.

(Nationaltidende 6. januar 1883).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931): Allinge Havn. 1890-1931. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Soldateroptøjer i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 22de September.

Igaar Aftes forefaldt der nogle uhyggelige Optøjer af Soldater her i Byen, idet der nemlig, imedens Musiken spillede udenfor Regimentschefens Bolig paa Hjørnet af Sankelmarks- og Jernbanegade, hvor der som sædvanligt var samlet en betydelig Menneskesværm, pludseligt og uden nogen tilsyneladende Grund opstod en stærk Tumult iblandt de i usædvanligt stort Antal tilstedeværende Soldater, og da de tilstedeværende Politiebetjente søgte at tilvejebringe Orden, bleve flere af dem i meer eller mindre Grad Gjenstand for personlig Overlast, idet de enkeltviis bleve omringede af Soldaterne, der desværre syntes at handle efter en forud lagt Plan, og maatte flere af Betjentene for at frelse sig fra yderligere Mishandlinger tye ind i de tilstedende Ejendomme. Saaledes vare et Par Betjente retirerede ind i Architekt Webers Port og bleve her formeligt belejrede af Soldaterne, der med Magt trængte paa og i stort Antal stormede ind ad Porten, ja enkelte af dem vare dristige nok til at forfølge Betjentene, der havde maattet trække sig tilbage til Trappegangen, op ad denne; men her kunde dog Betjentene holde dem fra Livet, indtil de fik Assistance. Flere Befalingsmænd, saavel Officerer som Underofficerer, der vare komne tilstede og forsøgte at tale Soldaterne tilrette, bleve ligeledes Gjenstand for personlig Overlast fra disses Side; saaledes maatte en Sergent, der blev forfulgt af en Sværm Soldater, tye ind i en Bagerboutik, hvorved han undgik sine Forfølgere, der nu afkjølede deres Harme ved at slaae et Par Ruder i Boutikken ind. - Der vil nu selvfølgeligt blive indledet streng Undersøgelse for om muligt at udfinde Ophavsmændene til de stedfundne Excesser, og det er at haabe, at dette vil lykkes, for at vor ellers fredelige By kan blive forskaanet for Gjentagelse af slige uhyggelige Optøjer, der just ikke tyde paa nogen streng Disciplin iblandt Soldaterne. Ganske vist forefalder der i Regelen af og til Uordener, hvor en større Deel Soldater ere samlede, som t. Ex. i Leiren m. fl. - men her i Byen har man dog hidtil været forskaanet for Tumulter af en saa scandaleus Art, hvor det gaaer ud over fredelige Borgeres Stendomme og Person, og det tor forventes, at de militaire Myndigheder ville i den Retning tage saa omfattende Forholdsregler imod Gjentagelse, som Omstændighederne paabyde.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 22. september 1882).

Militære Optøjer i Aalborg. Fra Aalborg skrives til os den 22de Septbr.: I Gaar fandt mytterilignende Optøjer Sted blandt den her i Byen liggende Garnison. Da Musiken, som sædvanlig Torsdag Aften, blæste udenfor Oberstens Vinduer, hvor den inspicerende General netop befandt sig, fandt Politiet sig foranlediget til at tage en Sergent, der var ualmindelig ilde lidt, under Beskyttelse, hvorfor han blev interneret med 3 Betjente i Oberstens Port. Forbitrede her over brøde en Del Soldater Porten op, befriede Fangen og bankede Politiet. En tililende Kaptejn, der søgte at skaffe Orden til Veje, blev ved et Slag i Nakken kastet ud af Porten og gjennempryglet af Soldaterne og en anden Kaptejn, der derefter kom til Stede og havde Mod og Aandsnærværelse nok til med dragen Sabel at ville kommandere Folkene til Orden, blev kastet til Jorden og trampet paa af et Par hundrede Mand. Sergenten var imidlertid flygtet, men blev forfulgt af de ophidsede Soldater, der, da de troede, at han havde søgt Tilflugt i en Bagerbutik paa Hjørnet af Algade og Jernbanegade, stormede denne under vilde Raab, og sprængte Døren samt med deres Sabler itusloge Ruderne. Der skal endog være falden Udtalelser om, at bemeldte Sergent ikke skulde komme levende hjem fra Øvelserne. En stor Del af Natten herskede der stærk Røre paa Gaderne; Politiet saa man næsten intet til. Det er at haabe, at saa vel de civile som de militære Autoriteter ville tage energisk fat, for at udfinde de Skyldige og bringe Klarhed over denne Sag.

P. S. Det fortælles nu, at hele Affæren hat været overlagt fra tidligere Tid. En Del Soldater skulle have drukket hele Dagen for at forberedes til at gaa i Spidsen, og strax da Musiken stillede uden for Obersten, begyndte Soldaterne at udskjælde Obersten for bl. A. "Regimentskomager" og inviterede ham neden under til Prygl. - En uskyldig Toldbetjent blev ligeledes ilde tilredt.

(Aarhus Amtstidende 23. september 1882).

Atter Optøjer i Aalborg. (Aalb. Stft.) Atter Fredag Aften vare en Del af Byens Gader og Pladse Skueplads for nogle uhyggelige Tumulter, foraarsagede ligesom den foregaaende Aften af Soldater. Disse begyndte strax ved Mørkets Frembrud at samles i Klynger hist og her i Gaderne og strømmede derefter fra alle Kanter til Torvet, hvor de som det syntes forud havde aftalt at samles og hvor der nu ligeledes efterhaanden samledes en betydelig Mængde civile, af hvilke dog vistnok den overvejende Del kun var til Stede af Nysgjerrighed. Soldaterne, der efter Sigende havde til Hensigt at befri en samme Dag for Insubordination arresteret Kammerat, samledes i en tæt Klynge foran Hovedvagten, hvor de peb og raabte, og det lod først til som om de virkelig havde til Hensigt at storme Hovedvagten, der kun var besat med 1 Korporal og 7 Mand; men pludselig opstod der et Rygte om, at den omtalte Soldat hensad i den civile Arrest, og nu stormede en hel Skare Soldater til Arresthuset i Gabelsgade, hvor de forsøgte at trænge ind; men da den solide Dør modstod deres Anstrængelser, lode de sig nøje med at ituslaa et Par Vinduesruder. Politiet var selvfølgelig temmelig mandstærkt til Stede, men formaaede ikke at udrette noget videre over for den store Masse af Soldater, der til Dels rent ud nægtede at adlyde de til dem rettede Opfordringer om at gaa rolig hver til sit, og endskjønt der nok var lovet militær Assistance, indtraf penne mærkværdig nok først omtrent Kl. 9½. Efter at Vagtmandskabet ved delte Klokkeslæk var blevel forstærket med en større Styrke under en Officers Kommando, lykkedes det temmelig hurtigt ved Militærets Assistance at faa Mængden adspredt, og efter at Soldaterne Kl. 10 vare qaaede hjem til deres Kvarterer, blev den almindelige Orden hurtigt gjenoprettet. - Desværre gik det heller ikke den Aften af uden temmelig alvorlige Sammenstød imellem Soldaterne og Politiet, hvorved et Par Betjente blev tilføjet en Del Overlast; saaledes blev en Betjent, der havde maattet retirere ind i en Port i Slotsgade, forfulgt der ind af en Del Soldater og kastet til Jorden samt tilføjet en Del Slag og Spark faa vel i Hovedet som paa Kroppen, og en anden Betjent blev i Slotsgade anfaldet af en Del Soldater med dragne Sabler og tilføjet et Sabelhug i Hovedet, som dog heldigvis ikke trængte gjennem Hjelmen, og desuden et Saar i Haanden.

(Viborg Stifts Folkeblad 26. september 1882).

De militære Uroligheder i Aalborg.

Højrebladene har med en mærkelig Tavshed forbigaaet Soldaterurolighederne i Aalborg i Slutningen af forrige Uge; men netop Forsøget paa at tie Bevægelsen tildøde er det bedste Bevis for, hvor generende dette pludselige Brud paa Disciplinens stramme Lænker har været for Dhrr. Magthavere.

Som det fremgaar af Referaterne her i Bladet var Bevægelsen rettet mod de Overordnede, som paa forskellig Maade blev tildelt en mindre blid Behandling. Saavel Officerer som Underofficerer blev pryglede, en Sergent var ligefrem Genstand for hidsig Forfølgning, og det var kun ved at søge Tilflugt i en Butik, at han undgik videre Mishandling. Naar det ved samme Lejlighed tillige gik ud over Politiet, saa var det naturligvis kun, fordi dette søgte at værne Befalingsmændene mod de opbragte Menige. Urolighederne kortfattes to Aftener i Træk, og anden Aften forsøgte man oven i Købet at storme Arresthuset.

En militær Begivenhed af denne Natur fortjener den største Opmærksomhed. Vi har tidligere paapeget, hvilke barbariske Straffe, der er satte for den Slags Brud paa Disciplinen, og det følger heraf, at der skal en høj Grad af Forbitrelse, ja af Fortvivlelse til, for paa dette Omraade at sætte sig ud over Lovene og ud over Følgerne af at slippe sin Harme løs mod dem, af hvem man føler sig undertrykte.

Der er vel ingen Grund til at mene, at de militære Forhold i Aalborg er værre end i andre Garnisonsbyer her i Landet; Tilstandene er vist tværtimod saa temmelig ens overalt. Man er derfor berettiget til at antage, at den hele menige Soldaterstand er gennemtrængt af Forbitrelse og af Had til Militarismen, og denne Følelse kan slaa ud i lys Lue hvad Dag det skal være, saaledes som det nu skete i Jylland. Under visse Forhold, f. Eks. under en almindelig Folkeopstand, vil da denne saa voldsomt løsslupne Forbitrelse vende sig ødelæggende netop mod dem, der har set deres eneste Børn i Militarismen.

Aarsagen til den gennemgaaende Utilfredshed er ikke vanskelig at paapege. Vi har flere Gange havt Anledning til at nævne dem, og vi skal gentage her, hvad der er sagt ved disse Lejligheder. Der er naturligvis nu en ganske anden Aand i Befolkningen end for et halvt Hundrede Aar siden, der er nu en Trang til at hævde sin personlige Ret, til at fordre Hensyn til sin personlige Ære, og der er hos hver Enkelt en levende Følelse af som Menneske at have naturligt Krav paa Ligestillelse med enhver anden Borger i Samfundet. Paa disse Følelser over Militarismen den mest brutale Vold. Man forlanger, at Statsborgeren fuldstændig skal skifte Karakter, saasnart han trækker i Soldatertrøjen, man forlanger, at han skal lade sig dressere som en Puddelhund og kommandere som en Slave; man derover ham dels direkte og dels indirekte alle Rettigheder og overlæsser ham i Stedet for med en hel Række nye Pligter, hvoraf mange baade er fornuftstridige og unødvendige. Dette kunde allerede være nok til al vække Utilfredshed; men saa kommer hertil, at Dhrr. Officerer i mange Tilfælde misbruger deres privilegerede Stilling og Soldaternes Lydigheds- og Tavshedspligt til at tilføje disse personlige Krænkelser. Alt dette skaber ondt Blod, og der behøves kun en ringe Anledning for at sætte Masserne i Bevægelse.

En saadan Anledning var for Aalborgs Vedkommende det, at en Soldat af Reserven (af Aargangen 1876) uden Dom havde faaet tildelt 5 Dages stræng Arrest i Bøjen. Denne Straf udstaas saaledes: Den Paagældende lænkes med begge Ben til Gulvet. Han er paa denne Maade fængslet uafbrudt baade Dag og Nat, undtagen 1 Time daglig. Det er os ikke bekendt, hvad Vedkommende havde forbrudt; men Forseelsen maa efter hans Kammeraters Formening sikkert have været ringe; og saa brød Forbitrelsen ud, denne Forbitrelse, der satte over alle Skranker og slog baade til Officerer og Underofficerer.

Bøjestraffen er, som det vil erindres, af nyere Dato. Den hører til de "store" og "gode" Bedrifter, som de moderate Venstremænd har velsignet Landet med ved det Tillæg til Hærloven, som de i Hui og Hast og i en hemmelig Forstaaelse med Højre gennemførte i Samlingen 1880-81. Disse Herrer "Demokrater" har alene ved denne Lov vist, hvor taabeligt det er, at Befolkningen betror deres Velfærd til blakkede Elementer, og deres Produkt, dette "Tillæg til Hærloven", bekræfter, hvor særligt det er for Magthaverne ikke at lade Lovgivningen følge med Tidsaandens Udvikling.

Der er et gammelt Ord, som siger, at den, som Guderne vil ødelægge, slaar de med Blindhed. Man er vel i Henhold hertil berettiget til at tro, at Guderne ikke tænker paa noget mindre end at ødelægge de bestaaende militære og kapitalistiske Forholds, thi det kan ikke nægtes, at disse Forhold Støtter og Bærere sarer frem, som om de ikke havde Øjne i Hovedet. Trods det, at de véd, eller i det mindste burde vide, med hvilken Uvilje Soldaterne betragter Bøjestraffen, bringer de dog denne i Anvendelse, og, ikke nok hermed, paatænker de endog at gaa videre og etablere Tilstande, der ret vil vække Misfornøjelse og Utilfredshed mellem de Menige.

I Tillæget til Hærloven findes en § 32, som gaar under Navnet "Vagabondparagrafen". I Følge denne kan en Mand, som 5 Gange har forset sig, f. Eks. har faaet i Alt 4 Dages Vagtarrest og en Gang 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, udlages af sin Afdeling og hensættes til "fortsat Tje￾neste". Denne Straf er i og for sig haard nok; men i Følge hvad der meddeles har Krigsministeriet gjort Skridt til at indføre en egen Slags Uniform for Personer af Hæren, der behandles efter den nævnte § 32. Uniformen skal bestaa af en graameleret Vaabenfrakke med sort Krave, lyseblaa Hue og Benklæder, medens det militære Snit, som endnu maatte være tilbage, iøvrigt vil blive bibeholdt. Dette er altsaa en fuldstændig Slaveuniform, i hvilken de Vedkommende skal spadsere paa offenlig Gade til Haan og Spot for Enhver. Der hører virkelig ikke meget til i Tjenesten sar at erhverve sig de ovennævnte 9 Dages Fængsel, og Vedkommende, som har paadraget sig dem, er ikke derfor nogen umoralsk Karakter eller forøvrigt uhæderlig. Men ikke desto mindre vil man paa denne Maade stille ham udenfor det menneskelige Samfund, prisgive ham for Alles Foragt og saaledes fylde hans Sind med Bitterhed og Had.

De, som tror, at man paa den Maade kan opelske "Kærlighed til Konge og Fædreland", maa være meget blinde.

Urolighederne i Aalborg er foranlediget ved, at Straffebestemmelserne i "Tillæget til Hærloven" befinder sig i den mest afgjorte Modstrid med Tidens humanere Aand. Heraf burde man lære at tage Hensyn til Befolkningens aandelige Udvikling; men nej! Krigsministeriets sidste Bestemmelse viser, at man intet har lært, og Fremtiden vil bringe Følgerne.

(Social-Demokraten 30. september 1882).

I Aalborg har der, efter Rejsendes Udsagn, i de senere Aftener atter været mindre Optøjer, saa at Vagten, forstærket med 60 Mand, stadig maa være paa Benene, dog er det nærmere Byens Pøbel end Soldaterne, der deltager. Det hedder sig, at der blandt Soldaterne vil blive iværksat en Indsamling til Fordel for deres Familier, som, rimeligvis paa Grund af Deltagelse i de letsindige Optøjer, vil blive idømt aarelang Fængselsstraf. Dette sker ikke af Sympathi med Spektaklerne, men af medlidenhed med de uforsørgede Familier. Man har endog Haab om at naa en Sum paa ca. 1600 Kr. (Vends. Tid.).

(Aarhus Amtstidende 7. oktober 1882)