Dansk Baltisk Auxiliére Corps, 1919. (Efterskrift til Politivennen)

I starten af januar 1919 meldte danske aviser at 10.000 frivillige finner havde meldt sig til Estland. I juni synes hvervningen var gået i stå og tropperne vendte tilbage til Finland. Samtidig ville aviserne vide at Aage Westenholz ville sende danske frivillige dertil. Westenholz udtalte i begyndelsen af februar at han håbede at afsende et elitekorps "med stor kraft i forhold til sit antal" (Dagbladet 3. februar 1919). Det blev senere til Det Dansk-Baltiske Auxiliær Corps som skulle kæmpe sammen med baltere (estere, lettere og litauere) som erklærede sig uafhængige efter den russiske zars fald. Bolsjevikkerne og deres tilhængere i Baltikum mente at regionen skulle være del af Sovjetunionen. 

Den danske regering med den radikale C. Th. Zahle som stats- og justitsminister og Erik Scavenius som udenrigsminister fra 24.06.1913, og socialdemokraten Th. Stauning socialminister fra 18.11.1918 havde i november 1918 tilladt den britiske flåde at bruge Københavns red som flådebase i kampen om herredømmet over Østersøen. Den foretog et ødelæggende torpedobådsangreb mod den sovjetiske flådestyrke i sommeren 1919. Slagkrydserne HMS Tiger og HMS Hood forlod Københavns red i maj 1920.

Ønsket var at afsende omkring 1000 mand. Tallet varierer efter kilde, men ca. 200 mand kom af sted: 12 officerer, 12 underofficerer og 189 menige. Løjtnant af reserven, Richard Borgelin (1887-1966) blev forfremmet til kaptajn og kompagnichef. De frivillige havde for en stor dels vedkommende ikke nogen militær uddannelse. En mindre del havde en værnepligtig uddannelse, og andre igen en form for hjemmeværns grunduddannelse. De ankom til Tallinn 4. april 1919. 

Aage Westenholz (1859-1935) arbejde som ingeniør 1886-1910 i Siam (senere Thailand), og meldte sig som frivillig i kampene mellem Frankrig og Siam 1893. Han avancerede til kaptajn i den siamesiske sømineafdeling. Aage Westenholz deltog stærkt i den danske forsvarsdebat forud for vedtagelsen af forsvarsloven 1909 og agiterede for uddannelse af frivilligt mandskab til opstilling i motoriserede og rekylgeværbevæbnede støtteenheder. I 1908 havde han oprettet et korps på ca. 150 mand (Korps Westenholz) som blev anerkendt af krigsministeriet og deltog i en række øvelser i forbindelse med sikringsstyrelsen. Aage Westenholz afholdt selv alle udgifter i forbindelse med korpset der blev ophævet 1919. 1918-19 var Aage Westenholz primus motor i dannelsen af en frivillig dansk styrke der skulle sendes til Estland og på lige fod med andre hvidgardistgrupper bekæmpe bolsjevikkerne. I den socialdemokratiske og radikale presse blev Aage Westenholz kritiseret for dette initiativ.

Direkt. Westenholz og hans Forbryderkompagni.

Det berygtede Forbryderkompagni, som Direktør og Godsejer Westenholz i de sidste Maaneder har samlet, bestaar udelukkende af Folk fra det laveste Samfundsdyb. Folk, som fra deres Barndom har været underkastet Værgeraadets Tilsyn eller været anbragt paa de dertil indrettede Opdragelsesanstalter, Folk, hvis aandelige Niveau er saa lavt, at ingen Forbrydelse afskrækker, naar blot den betales med Penge,

Saadanne Individer er det, at den fine Direktør og Godsejer allierer sig med for at hjælpe sine Standsfæller i Estland mod Revolutionen. Man finder derimod ikke nogle Overklassebørn blandt det Forbryderkompagni, der i disse Dage befinder sig om Bord paa den finske Damper "Merkur" , der ligger ved østre Silokaj i Frihavnen. Men det er sikkert ikke fordi, at de har saa megen Agtelse for sig selv, saa de ikke vil optræde som Forbrydere, men det skyldes udelukkende, at de er for feige til at ofre Livet for deres Klasseinteresser. Derfor maa Westenholz nu søge ned paa Bunden af Samfundets Kloak for at hente Mudder til at vaske sine estniske Standsfæller rene med.

Saa viseligt er det kapitalistiske Samfund indrettet, at det betaler sig for Overklassen gennem Udbytning og Udplyndring af Arbejderne at skabe en Armé, som for Penge vil begaa hvilken som helst Judasgerning, de bliver opfordret til.

Denne Armé findes i alle Lande. Vi vi blot her minde om den svenske Havnearbejderstrejke i 1908, hvor den svenske Overklasse indforskrev Skruebrækkere fra England, eller den amerikanske Pengefyrste Pinkerton, der oprettede sit berygtede Skruebrækkerbureau.

Vi har igennem "Solidaritet" rettet en Anmodning til Regeringen om at skride ind mod Westenholz ulovlige Bureauvirksomhed i Nansensgade 75, St.

Men Westenholz faar uhindret Lov til at fortsætte sin Forbrydervirksomhed. Endnu ligger Skibet i Frihavnen, og Regeringen kan endnu skride ind og forhindre de Forbrydelser, som Westenholz tilsigter. Hvis ikke dette sker, maa de danske Arbejdere tage Initiativet til at forhindre, at dette Forbryderkompagni kommer til Estland. Søfyrbøderne har vedtaget ikke at sejle med Skibe til Rusland eller Finland, der har Vaaben eller Forbrydere om Bord. I Øjeblikket ligger "Merkur" og venter paa at blive lastet med Mel. Det var da at haabe, at Havnearbejderne vil nægte at laste dette Skib, før der er stillet betryggende Garani for, at det Westenholzske Mandskab og deres Mordredskaber ikke vil blive transporteret til Estland, men at saavel Mandskab som Vaaben fjernes fra "Merkur", før Indladningen begynder.

(Solidaritet 13. marts 1919)

Hvidgardisterne til Estland.

Hvordan Kontrakten ser ud.

Med stigende Forbavselse er Offentligheden Vidne til den af Direktør Westenholz iværksatte Hvervning af Frivillige til Bekæmpelse af Bolschevikerne i Estland og Letland. Som "Politiken" forleden rigtigt gjorde opmærksom paa, kan Regeringen ikke forhindre, at der gaar frivillige til Estland, ligesom der under Krigen har meldt sig danske Frivillige baade paa fransk og tysk Side. Men Bladet er klar over, at Sagen bliver en anden, naar det som i dette Tilfælde er Hvervning eller Organisering af Frivillige, der er Tale om.

Dette er ganske klart. Uden et Øjebliks Betænkning vilde Regeringen have forbudt en saadan Organisering af Frivillige, om den havde fundet Sted under Verdenskrigen til Fordel for en af de krigsførende Magter. Saa afgjort uneutralt og farligt for vort Land vilde den blive anset for at være. Og med Rette. Men simpel Retfærdighed og Opretholdelsen af den samme urokkelige Neutralitet byder da, at der ogsaa skrides ind i dette Tilfælde. At Rusland er mindre farlig for Danmark end en af Stormagterne, og at vi derfor ikke skylder de samme Hensyn, er et Synspunkt, som det vil være ganske  uværdigt at anlægge. Og ikke blot uværdigt, men uklogt. Thi bør der ikke Danske i Rusland, og er ikke adskillige danske Handelsforetagender interesseret i og har Forbindelser med Rusland?

At det er Hvervning, der foregaar, fremgaar dels af de Udtalelser, Dir. Westenholz selv har fremsat, dels af den Kontrakt, der oprettes mellem Hververbureauet og de Frivillige. Ved et Tilfælde er vi kommet i Besiddelse af en saadan, og vi gengiver den her:

D. B. A. C. Løbenr.: 00.

Hr. N- N-

I Løbet af den kommende Uge skal første Afdeling af D. B. A. C. antagelig afgaa til Estland. Hvis De stadig fastholder Deres Anmeldelse og vil indgaa paa nedennævnte Betingelser bedes indlagte Svarkort returneret omgaaende.

Der bydes Dem følgende Betingelser:

1) Fuldstændig Udrustning (se Anmærkning 1.).

2) Fri Over- og Hjemrejse.

3) Frit Ophold fra og med den Dag Kontrakten underskrives til og med den Dag Udskibning i København finder Sted.

4) Kontrakten sluttes indtil Udgangen af August 1919, men Hjemsendelse kan dog finde Sted forinden eventuelt mod en Godtgørelse. (Dette Punkt er endnu ikke fuldt fastslaaet og bliver det næppe før første Afdelings Afrejse.)

5) Desuden følgende Pengeydelser:

a) Efter Indskibningen 100 Kr.

b) En maanedllg Løn 350 Kr. (finske Mark.)

c) En Invaliditetsforsikring for fuldstændig Invaliditet hidrørende fra Sygdom, Saar, etc. under Tjenestetiden 12,000 Kr. engang for alle.

Forsikringssummen formindskes i Forhold til Invaliditetsgraden eller Skalaen i Forsikringsaktieselskabet "Baltica"s Tarif.

6) De maa medbringe Soldaterbog, Forholdsattester, Anbefaling, Lægeattest, personlige Papirer som Daabsattest o. lign. samt om muligt sørge for Rejsetilladelse og Pas til Udlandet.

7) De maa før Kontraktunderskrivelsen underkaste Dem Lægeeftersyn og Vakcination.

8) Mens De er i Tjenesten vil saavel den Post, De modtager, som den, De afsender, blive underkastet Censur.

9) Tjenestetiden begynder ved Kontraktens Underskrift.

10) Skulde Kontrakten i nogen Maade blive forandret - og da til det bedre - vil den Kontrakt, De underskriver, blive ændret l Overensstemmelse dermed med tilbagevirkende Kraft fra Underskriftsdagen.

Forsikringspræmien er ved Deres Afrejse indbetalt, hvorimod Komiteen Intet Ansvar kan paatagt sig, hvis Forholdene skulde medføre Lønningernes eventuelle Udeblivelse. Dog er Forholdene undersøgt, og der maa anses at være betryggende Garantier for de fornødne Midlers Tilstodeværelse.

Derefter følger Anmærkning 1, som angiver, hvoraf den fulde Udrustning bestaar, og hvad dens Værdler beregnes til for de Sagers Vedkommende, som den Hvervede selv skal anskaffe sig.

Vi har tilladt os at fremhæve forskellige Ting i Kontrakten, saaledes Punkt 4, der indeholder den opsigtvækkende Oplysning, at hvis den Hvervede efter at være kommet til Estland, efter nogen Tids Forløb skulde komme til bedre Erkendelse, skal han betale Godtgørelse for at slippe hjem igen.

Bemærkelsesværdigt er ogsaa Punkt 8, der indfører Censur, og Punkt 10, hvoraf det fremgaar, at Komitéen Ikke har Garanti for Lønningernes Udbetaling.

Naa, denne Side af Sagen er mindre væsentlig. Er der virkelig Danske, der er letsindige nok til at indlade sig paa denne tvivlsomme Historie, bør de ogsaa have Lov til selv at bære Følgerne.

Men det, der er af Betydning ved denne Kontrakt er, at den med Tydelighed fastslaar, at den westenholz'ske Virksomhed er ren og skær Hvervning og som saadan ubetinget neutralitetsstrldlg.

Den bør derfor forbydes.

E-g.

(Social-Demokraten 18. marts 1919)

Aage Westenholz forsøgte at tilbagevise avisens påstand om hvervning og at kontrakten kun var et udkast. Social-Demokratens holdning var at Danmark skulle forholde sig neutralt, men tog afstand til Lenins Rusland. De pegede på at det danske Riffel-Syndikat havde interesse i rekylkorps. 

Skal Westenholz' "Kreaturdamper" sejle i Dag?

For over en Uge siden skulde den finske Damper "Merkur" have været afsejlet med Westenholz frivillige Kreaturer til Reval, men endnu ligger den ude i Frihavnen. "Soc.-Dem," er i Gaar bleven klar over, at det Hververbureau, som Westenholz har oprettet, er neutralitetsstridig; men hvorfor hører vi da ikke Minister Staunings Røst, hvorfor optræder denne Mand ikke som Arbejdernes Repræsentant og forlanger denne Hververvirksomhed standset. Et Ord til Arbejderne om, som Protest at nedlægge Arbejdet for at forhindre dette Bureaus Forbrydervirksomhed, vilde vinde Anerkendelse hos alle Arbejdere, men ikke et Ord fra Stauning eller den radikale Regering. Her ser man igen den politiske Humbug. De Midler, som Arbejderne kunde anvende med et godt Resultat, bliver ikke udnyttet eller blot tilsigtet. Hvad nytter det, at en enkelt Mand allerunderdanigst faa Lov at skrive Sandheden, naar Partiets Topfigurer kniber Øjnene sammen, naar det var nødvendigt, at de var rigtig aabne. Paa den Maade er det, at Partiets Virksomhed bliver det modsatte af, hvad den burde være.

Men heldigvis faar Arbejderne mere og mere aabnet Øjnene for deres Styrke uden at Parolen skal komme fra "Guderne" . Sømændene saavel som Søfyrbøderne i Danmark har besluttet ikke at yde saa meget som en Haandsrækning til de Skibe, der skal transportere Vaaben og Soldater til Estland. "Merkur" kan saaledes heller ikke faa nogle af Bugserbaadene til at slæbe sig ud af Havnen. Men der var overhovedet ikke en dansk Arbejder, der burde svine sine Hænder til med Arbejde ved Skibet, og det vilde sikkert ogsaa være lykkedes Havnearbejderne at blokere "Merkur" , hvis ikke Frihavnen endnu skjulte en Del Skruebrækkere fra Strejken i 1913 og 1914, men desværre maa de organiserede Arbejdere endnu lide under det Forlig, der den Gang blev indgaaet.

At Forholdene om Bord ikke er saa gunstige, kan man forstaa, naar man faar at vide, at der er opslaaet Plakater paa Skibet, der siger, at hvis nogen af Besætningen rømmer og bliver paagrebet, saa vil de uvægerligt blive sendt til Finland og skudt, det samme gælder, hvis de viser mindste Tegn paa Ulydighed.

Dette ene Træk viser tydeligt den finske Overklasses Angst for Arbejderklassens internationale Reisning. Kun sørgeligt, at Topfigurerne indenfor Arbejderbevægelsen ikke er i Besiddelse af saa megen Intelligens, at de vil være med til at forebygge de Forbrydelser, som Overklassen gennem Spekulanter og Agenter søger at fuldbyrde ved at lade unge uoplyste Arbejdere hverve til at skyde paa deres russiske Klassefæller.

Arbeiderlederne forstaar ikke, at man har større internationale Pligter, end at lade sig repræsentere paa de forskellige Konferencer og Kongresser.

(Solidaritet 19. marts 1919).

Hvidgardisterne.

En Deputation hos Statsministeren.

En Deputation fra Socialdemokratisk Ungdomsforbund har i Gaar søgt Audiens hos Statsministeren i Anledning af Hvervningen til Estland.

Deputationen, der bestod af Ernst Christiansen og Jobs. Erwig, overrakte Ministeren følgende Henvendelse:

19. Marts.

Er det Statsministeren bekendt, at der her i Landet er oprettet et Bureau til Hvervning at frivillige, som skal anvendes i Kampen i Estland og Letland?

Er det Statsministeren bekendt, at det indtil nu er lykkedes Bureauet at hverve en 900 Mand?

Er det Statsministeren bekendt at 6-700 af disse er militærpligtige Personer, af hvilke mange er Officerer og Underofficerer?

Er det Statsministeren bekendt, at første Afdeling af de hvervede, ca. 250 Mand, staar umiddelbart før Afrejsen med den finske Damper "Merkur", der samtidig skal føre Levnedsmidler til Finland ?

Er det Statsministeren bekendt, at der i store Dele af den danske Arbejderklasse raader stærk Harme over nævnte Forhold, at denne Harme har givet sig Udslag i Demonstrationer udenfor Hververbureauets Bopæl, og at Sømændenes og Søfyrbødernes Forbund har vedtaget i paakommende Tilfælde ikke at ville sejle de hvervede til Bestemmelsesstedet ?

Agter Regeringen at skride ind mod denne Trafik, saaledes som Socialdemokratisk Ungdomsforbund har opfordret Regeringen til, i Overensstemmelse med ogsaa den socialdemokratiske Rigsdagsgruppes Opfattelse af denne Sag?

Ministeren lovede at tage Sagen op til Undersøgelse endnu i Dag, og forhaabentlig fører dette da til det ønskede Resultat: Standsning at Hvervningen og Forbud mod de allerede Hvervedes Afrejse.

(Kolding Social-Demokrat 22. marts 1919)

Westenholz'erne er rejst.

Det sidste Automobil klart til Start i Nansensgade.

Endelig i Gaar var Direktør Aage Westenholz naaet saa vidt, at han kunde sende sine første 300 Mand afsted til Estland.

En stor del af Eftermiddagen maatte Politiet afspærre Nansensgade for at borttransporten af Styrkens store Bagage kunde ske uhindret. Men trods smaa Tilløb til Ballade forløb det hele ellers saare fredeligt.

Kl. 6 til Morgen lettede "Merkur" fra Nordre Toldbod med Kurs efter Hangö. Derfra gaar det pr. Bane til Helsingfors, og endelig vil en engelsk Isbryder besørge Overfarten til Frontlinjen Dorpat-Narva.

Som bekendt bliver enhver Frivillig, der tages til Fange, omgaaende skudt af Bolchevikerne, saa Rejsen er jo ikke saa helt hyggelig endda.

(Folkets Avis 26. marts 1919).

Sammen med Merkur afsejlede den finske damper Joulau. Den løb imidlertid på grund ved Dragør Fyrskib, og Merkur fortsatte alene.

En film paa Falderebet.

4 estniske Frivillige I Arresten.

Sent i Gaar Nat drog 4 af de Frivillige til Estland stærkt berusede gjennem Strøget i Kjøbenhavn, hvor de samlede stort Opløb. Den ene af dem arresteredes paa Østergade; men hans tre Kammerater gik videre og fulgtes af en stadig voxende Menneskemængde, der gav sit Mishag kraftigt til Kjende, og hvis Holdning tilsidst blev saa truende, at de Frivillige affyrede nogle Revolverskud i Luften. Dette var Signalet til Panik, og under Forvirringen forsvandt de tre unge Mænd ud paa Kongens Nytorv, forfulgt af Mængden; de flygtede derefter ind paa en Kafé. hvor de ligeledes affyrede Revolverskud. Faa Minutter efter ankom Politiet og anholdt dem.

De fire Anholdte var ikke med "Merkur", da den i Gaar Formiddags afsejlede til Estland med deres Kammerater.

(Jyllandsposten 27. marts 1919).

De anholdte overnattede på Antonigades politistation i detentionen. Næste morgen fik Westenholz dem løsladt uden videre tiltale eller bøde.

I Kamp mod Bolschevikerne.

Danske Frivillige i Uniform paa Vej til Estland.

Det er efterhaanden ikke saa faa unge danske Mænd, der frivillig har meldt sig til Kampen mod Bolschevikerne. Vort Billede viser Baade, der bringer Tropper om Bord paa den finske Damper "Merkur", før den afsejlede med en Styrke paa 300 Mand. Afrejsen forløb ikke uden Forstyrrelser fra Syndikalisterne, der var op for at vise deres Protest mod Hvervningen. Korpsets Chef er Kaptajn Gudme, og blandt Officererne er Chefens Broder, Løjtnant Gudme, der som frivillig har deltaget i Kampen i Finland.

(Vendsyssel Tidende, 28. marts 1919, 2. udgave).

Søfyrbødernes Forbund havde besluttet at ingen organiseret søfyrbøder måtte være behjælpelig med transporten af de frivillige. På Søfyrbødernes generalforsamling den 30. marts 1919 ekskluderedes to medlemmer af forbundet som havde meldt sig som frivillige, og fyrbøderne på de to slæbebåde som havde slæbt damperen fra kaj blev ligeledes ekskluderet.

Korpsets første opgave i Estland var ved åbningen af parlamentet som blev overvåget af dobbeltpatruljer med 10 mand gående i hver side af gaden med påsatte bajonetter. Byen var et virvar af forskellige soldater fra en bl.a. fransk militær delegation, baltisk-tyske soldater, og svenske frivillige, og kombineret med alkohol og letlevende damer, var der en del problemer med disciplinen. Det hvilket også gjaldt for de danske frivillige, og få dage efter valgte man at flytte enheden til en kaserne i Nómme udenfor byen.

Justitsministeriet (Zahle) afgjorde i begyndelsen af april at hvervningen var lovlig og at man ikke kunne skride ind. Ministeriet bad herefter politiet undersøge om der var grundlag for tiltale efter straffelovens § 76 om ulovlig hvervning og våbenudførsel. Politidirektøren mente ikke at der havde fundet ulovlig hvervning sted, og om våbenudførslen udtalte han at det var "noget vrøvl". Zahle insisterede imidlertid på en kriminel undersøgelse. Westenholz ophørte med hvervningen den 3. maj 1919.

Hjem fra Estland.

En ung Horsensianers Oplevelser.

En ung Horsensianer, Svend Petersen, Søn af Kjøbmand Magnus Petersen, er i disse Dage vendt tilbage efter en Tid som Frivillig at have deltaget i Estlændernes Kamp mod Bolshevikerne.

"Hors. Av." har talt med den hjemvendte Kriger, som fortæller, at han for to Maaneder siden sammen med 17 andre danske Frivillige, deraf 2 Officerer, forlod Danmark. Afdelingen, der skulde høre under et svensk Korps, var udrustet med Støtte af nogle private Danske. Ved Ankomsten til Fronten ved Narva blev vi indkvarteret paa en russisk Kaserne sammen med det svenske Korps - ca. 100 Mand - under svensk Overkommando.

Udrustningen var dels Rekylgeværer, dels russiske Geværer og krumme Kosaksabler. Her begyndte Uddannelsen. Efter en 14 Dages Tid blev vi overflyttet til Byen Petriristri og fik et Par Dages Ophold paa et dansk Gods, der tilhørte Ingeniør Alex. Foss - ca. 2 Kilometer fra Fronten. Atter førtes vi tilbage til Reval, men snart efter kom vi til Baltich-Port for at blive uddannet og organiseret; det varede en 3 Ugers Tid. Derefter blev vi pr. Jærnbane befordret til Byen Tetschary lige ved Fronten.

Den 8. April foretog vi et Fremstød, drev de Røde paa Flugt og tog den By, de havde besat, uden nævneværdig Modstand. Vore Officerer havde imidlertid undladt at sende Forposter ud. Vi blev overfaldet af en kraftig Maskingeværild og maatte trække os tilbage. Officererne tabte Konduiten, og først efter at en af de Menige havde overtaget Kommandoen, kom der atter Orden i vore Rækker, og de Røde blev paany drevet paa Flugt, efterladende sig 2 Slæder med Ammunition og 1 Fange. Ogsaa deres Middagsmad efterlod de urørt, og den var ikke saa lidt bedre end den Mad, vi var vant til at faa til daglig. Paa vor Side ramtes 7. I Dagens Løb kom det atter til Smaakampe med skiftende Held. Ved Hjælp af 50 Mand Finner indtog vi Byen Sevillevo, der blev skudt i Brand. Den 10. April sendte vi Rekognosceringspatrouiller ud forskjellige Steder. En Patrouille blev overfaldet af en større Styrke Røde, og en dansk Frivillig, Richter, faldt.

Et Par Dage efter forsvandt vore Officerer fra os, ogsaa de to danske. Løjtnant Palludan og Løjtnant Dam. Det blev sagt, at de var rejst til Dorpat og vilde vende tilbage i Løbet af nogle Dage. Vi ventede i fire Dage, men der kom ingen Officerer. Vi sendte da en Deputation til Majoren, der havde Overkommandoen over det svenske Korps, og anmodede ham om at blive løst fra vore Kontrakter.

Grunden til dette Skridt var ikke alene, at vore Officerer havde vist sig som nogle upaalidelige Fyre, men ogsaa, at Forplejningen var yderst slet. Vandgrød var den daglige Kost; det fik vi undertiden 2-3 Gange om Dagen, kun sjældent fik vi en tynd Suppe. Desuden fik vi tørt Brød, der nærmest var Savsmuld. Smør og Sukker kjendte vi ikke. Og saa var det ikke en Gang hver Dag, vi fik Mad. Vor eneste Drik var kold Kaffe. Vandet kunde vi ikke drikke, da de Røde havde fyldt det med Tyfusbaciller. Vi sov paa et Knippe Halm. Tøjet har jeg kun haft af en Gang i den Tid, vi var derovre.

Majoren nægtede at gaa med til Kontrakt-Løsningen, idet han fortalte, at Officererne vilde vende tilbage i Løbet af Aftenen, og at vi derefter strax skulde afgaa til Fronten. Officererne kom dog ikke, og vi var da 3 Mand, der besluttede at flygte om Natten i et Sanitetstog til Reval. De lykkedes. Vi fortalte, at vi var syge, hvad heller ikke var ganske usandt. I Løbet af de to Dage, Rejsen varede, fik vi kun 4 Stkr. Brød til The.

Da vi naaede Reval, fandt vi vore Officerer, der ganske rolig havde taget Ophold paa et Hotel der i Byen. Ogsaa her blev vi behandlet alt andet end godt fra Officerernes Side.

Levnrdsmiddelforholdene i Reval var frygtelige. Jeg har aldrig set saa fattige og elendige Mennesker som her. Da vi spiste paa Kasernen, stod Børn og Oldinge med udstrakte Hænder og bad om Brød.

Det lykkedes os efter nogle Dages Forløb at snige os om Bord i Isbryderen, der gaar til Helsingfors. Her traf vi Chefen for det velorganiserede Westenholz'ske Korps, Kaptajn Gudme. Da vi naaede til Helsingfors, var Kaptajn Gudme os behjælpelig med at faa vore Pas i Orden hos den danske Generalkonsul. Herfra gik Rejsen videre til Stockholm-Kjøbenhavn.

(Jyllandsposten 2. maj 1919).

Efter 18. maj afløste kompagniet en estisk bataljon på 600 mand i området kaldet ”de estiske alper” nær Munimäggi, Æggebjerget, Estlands højeste punkt – 318 meter over havet – og nær godset Hahnhof ved landsbyen Rouge. En tynd linje baseret på otte feltvagter, hver centreret om et rekylgevær, dækkede 800 meter frontlinje. En enkelt frivillig mistede livet her. Snart blev kompagniet del af en estisk kampgruppe, der skulle rykke sydpå og ind i Letland for at hjælpe med at trænge de røde væk, ved at afskære dem fra forbindelserne mod øst. Målet var Kreutzberg-Jacobsstadt ved Düna-floden.

Den 30. maj angreb man den Røde Hær ved Litene/Lettin som trak sig tilbage. En enkelt frivillig døde af sine sår fra de foregående kampe. I juni lykkedes det at tage 300 tropper til fange. Frivilliges dagbøger afslører at de danske frivillige ikke brød sig meget om byen Kreutzberg-Jacobstadt. Den omtales som ”bolsjevik-rede” beboet af mestendels jøder, der beskrives som ”modbydelige” og ”snavsede”. Fra estisk side blev der advaret om, ikke at tage imod jødiske skønheders invitationer, da de skulle være øvede i snigmord og grusomme pinsler. 

Den 25. maj og 1. juni blev Louis Hansen og Hans Jensen dræbt. Ligene blev sendt med skib til København. Ekstrabladet offentliggjorde i nogle artikler at lønnen blev udbetalt i estniske mark, ikke finske (ca. 1/3 af det lovede), maden var utilstrækkelig og ofte uspiselig. Mandskabet udøvede ulovligheder som de herefter gav bolsjevikkerne skylden for. Desuden skulle de to faldne være blevet skudt af danskerne selv. Højrebladene berømmede danskernes indsats.

I juni 1919 begyndte de frivillige at vende tilbage til Danmark.

Kampen mod Bolschevismen optaget paa Film.

De danske Frivillige i Estland og deres Forhold.

Skønt baade Posten og den telegrafiske Forbindelse med Estland har været afbrudt i nogen Tid - eller maaske netop derfor - er der her hjemme kommet nogle ildesindede Rygter op om de danske Frivillige, der kæmper mod Bolschevikerne ved den estiske Front. Et Par Blade har været ivrige for at udsprede Rygterne, og dernæst har disse faaet et saadant Omfang, at en anset Ester, som for Tiden opholder sig her, forleden overfor os udtrykte sin Forundring over, at man her i København vilde udtale sig saaledes om Landsmænd, som langt borte daglig var i Livsfare, medens de kæmpede for en stor Sag, og som var afskaaret fra at svare. Det sidste maatte være nok til at tvinge til Tavshed foreløbig, mente han.

Vi har i Gaar halt en Samtale med to Mænd, der lige er kommet fra Reval, og som i næste Uge rejser dertil igen, nemlig Hr. Asbjørn Bech, en københavnsk Forretningsmand, og Løjtnant Carl Sørensen, hvis Navn er blevet kendt under Verdenskrigen, i hvilken han deltog paa fransk Side. Fra mange Beretninger ved man, hvor tappert han optraadte i den franske Fremmedlegion; og han var den af samtlige Legionærer, der nævntes oftest i Rapporterne.

De to Mænd betænkte sig ikke paa at kalde Sladderen om vore Landsmænd ved den estiske Front for en Mishandling af deres Ære.

- Der har været lidt Gnidning mellem Lederne af det danske og det svenske Korps, sagde Løjtnant Sørensen. - Men det burde ikke være tilstrækkeligt til, at man her hjemme omtalte vort eget Korps i den Grad nedsættende. Der har ogsaa været en Smule Uorden i Udbetalingen af de danske Frivilliges Lønninger. Men hvor let kan det ikke ske i et Land, hvor Finansvæsenet har været udsat for Rystelser. Nogle Dage før jeg rejste, har jeg selv fra de estiske Myndigheder modtaget det fulde Beløb, som Danskerne deroppe skulde have, og jeg har udbetalt dem hele deres Tilgodehavende. 

De er i enhver Henseende tilfredse, og hvad der er lige saa vigtigt - man er i Estland tilfreds med dem. De bliver alle Vegne modtaget med stor Glæde og Velvillie.

- Og kan de gøre nogen Nytte deroppe? spurgte vi.

- Det kan de, svarede Hr. Bech, som under sit Ophold i Estland har taget en Mængde Fotografier, han nu kan vedlægge som Beviser for sine Ord om Tilstandene i Estland Man har ogsaa optaget en stor Film, paa hvilken baade Mennesker og Begivenheder er gengivet med uomstødeligt sande Træk.

De kan især gøre Nytte, fordi de er et af de bedst udrustede Korps i Estland. Kaptajn Gudme har skaffet dem alt, hvad en moderne Soldat kan ønske sig af Udrustning; og han og hans Medarbejdere holder fortrinlig Justits indenfor Rækkerne.

Korpset tæller 193 Mand; og jeg har ledsaget det helt ud til Fronten i et Panserautomobil og kan af Selvsyn bevidne, at de gaar modigt paa, hvor der er størst Fare. Jeg var derude for at fotografere, og jeg har set Granater sprænges ti, femten Meter fra Panserautomobilet.

- - -

Sammen med de to raske Mænd overværede vi en privat Forevisning at den store Film, der i den nærmeste Tid vil komme offentlig frem, uden at man dog endnu véd, om Censuren vil tillade den i dens Helhed. Der er Optrin i den - dels Bolschevikernes Skændselsgerninger og Portræter af deres myrdede Ofre, og dels Bolschevik-Henrettelser. som muligvis vil gøre et altfor stærkt Indtryk paa nervøse Mennesker Man saa paa denne Film Grupper af russiske Bolscheviker, der var taget til Fange. De lignede Aandssvage; og Hr Bech, som havde talt med dem og set dem paa nærmeste Hold, bekræftede, at deres aandelige Udvikling stod paa et saa lavt Trin, at de var som uansvarlige Børn - men ganske vist som Børn, der var farlige for deres Omgivelser. Deres Ledere kunde faa dem til hvad som helst. Og man saa endvidere paa de levende Billeder de Bolscheviker, der var dødsdømte, gaa op ad Trinene paa en Galge, lægge Strikken om deres Hals og selv besørge deres Henrettelse for Øjnene af en talrig Skare Tilskuere.

I Almindelighed bliver de Dødsdømte blot ført hen til den nærmeste Lygtepæl, som en Stige bliver stillet op imod, og der hænger de sig selv. Paa deres Bryst er fæstet en Plakat, hvorpaa deres Forbrydelse og Dom er skrevet. Det er kun de overbeviste Bolscheviker, de, som frivilligt er gaaet med til Mord og lignende Skændselsgerninger, der bliver dødsdømt.

Største Delen er "tvungne Bolscheviker", og de bliver behandlet som almindelige Krigsfanger.

Hvis man bare kunde faa alle, der har Tilbøjelighed til Bolschevisme, over til Fronten - eller blot over til Estland - og vise dem, hvad Bolschevikerne maa gennemgaa, saa længe de er under deres egne Føreres Herredømme, altsaa før de bliver taget til Fange, sluttede Hr. Asbjørn Bech - saa tror jeg, at al Tilbøjelighed vilde svinde øjeblikkeligt. En bedre Kur kan ikke tænkes. Har man en Gang set en By, hvor Bolschevikerne har sultet og har været tyranniseret af deres forbryderske Førere, kan man ikke oftere diskutere Bolschevismen. Førernes Maal er altfor tydelige, og kun Individer som de. De har set min Film gengive, kan lade sig bedrage af dem.

Haagen.

(Nationaltidende 5. juli 1919)

Efter en rolig periode kom de tilbage til Estland hvorfra de afmarcherede 24. juli 1919. Fra 26. juli 1919 kom de under beskydning af det røde artilleri, der støttede en række røde enheder. Den 27. juli rykkede styrken videre frem mod landsbyen Samukinor, hvor man igen ventede på, at de estiske fløje støttede op. Den 28. juli blev hele kompagniet sat samlet ind med støtte af 12 rekylgeværer mod de røde styrker. Fremrykningen stoppede, og til sidst blev styrken kastet tilbage til Sjakovsina. Her lå de i kamp i tre dage, afviste flere angreb, alt imens hundredvis af granater dagligt regnede ned over stillingerne.

2. august blev styrken trukket nogle få hundrede meter ud af linjen, men patruljetjeneste og et enkelt bagholdsangreb tilførte alligevel styrken tab. 8. august blev den godt slidte styrke trukket helt væk fra fronten. Samme måned blev trykket mod de estiske styrker mærkbart lettet, da bolsjevikkernes interesse skiftede mod syd, hvor den ”hvide-russiske” general Denikin rykkede frem i Ukraine og truede med at indtage de store byer Kharkov og Kiev.

I slutningen af august vendte korpset tilbage, og i anledning af kongens generelle hyldest stilet til formanden for centralkomiteen for de frivillige korps, professor Troels-Lund, oplæstes kongens skrivelse også for Westenholz' korps ved Frederiksholms Kanal. Oplæsningen overværedes af direktør Westenholz og formanden for korpsets bestyrelse, kaptajn baron Wedell-Wedellsborg. (Foto fra B. T. 1. september 1919). 

2. september marcherede det danske kompagni fulgt af en estisk æresgarde på 1000 mand bestående af en husareskadron, et infanteri og marinesoldater, officerer fra Talllins militærskole, og hele tre militærorkestre gennem byen ned til havnen og skibet ”Kalevipolg” der skulle sejle danskerne tilbage til København. Den estiske øverstbefalende general Johan Laidoner i selskab med bl.a. den estiske statsminister Otto Strandman takkede for indsatsen. 

Tabstallene var 7 døde, 20 sårede, og 4 fangne. Estland var selvstændigt indtil 1940.

Sandheden om det danske Korps i Estland.

En af Deltagerne fortæller om de faktiske Forhold - Angrebene var skrevet af Desertører eller ubrugelige Soldater.

Grundet paa de de uretfærdig Angreb paa det af Hr. Direktør Aage Westenholz startede Korps - Dansk Baltisk Auxiliére Corps - vil jeg fortælle lidt om, hvorledes Forholdene, efter mit Skøn, i Virkeligheden var.

I første Række maa jeg dog bemærke, at disse Angreb enten var skrevet af Desertører eller af Folk, som var sendt hjem som ubrugelige, og det er mig ufatteligt, at et af Landets største og efter dets egen Formening bedste Blade har kunnet optage disse Angreb, som tydeligt viste, hvad det var for Personer, der havde skrevet dem.

F. Eks. klagede en Desertør over, at han "maatte ligge paa aaben Mark om Natten". Det var naturligvis ogsaa himmelraabende uretfærdigt, at vor Ledelse ikke sørgede for at føre et 1. Kl. Hotel med Trainet til Brug for Dhrr. men det lod sig altsaa ikke gøre, og Dhrr. mente saa, at naar de ikke hver Nat kunde komme til at hvile deres trætte Lemmer i Edderduns-Dyner, var de berettiget til at desertere fra et Korps, hvor de var frivilligt med.

Eti Ting, der gentagne Gange er blevet angrebet, er vort 

Sanitetsvæsen.

Det kunde maaske nok have været bedre, men det har dog klappet under hele Turen, og medens, vi til ca. 175 Mand havde en Læge, en Sanitær og to Ambulancesoldater, havde Esterne kim een Læge, een Sanitær, to Sygeplejersker og to á tre Ambulancesoldater til ca 450 Mand.

Under hele Felttoget var Lægevognen tæt bag Kompagniet, og naar vi lagde os i faste Stillinger, tog Lægevogne Station 100 à 200 m bag Ildlinien, medens der altid laa en af Ambulancesoldaterne i selve Ildlinien, rigeligt forsynet med Forbindings-Materiel.

Forplejningen lod enkelte Gange en Del tilbage at ønske, men da det skyldes de daarlige Ernærings- og Transportforhold , og vi jo dog har faaet, hvad vi kunde spise (selvom det ikke altid var Risengrød og Gaasesteg), saa synes jeg ikke, vi har nogen Grund til at klage, selv om det en enkelt Gang gik lidt skævt

Lønningerne

var udmærkede, f. Eks. fik en Menig hos os 600 estniske Mark pr. Md., medens en estnisk Løjtnant kun fik 400 Mk. At Lønningerne ikke altid faldt præcis d. 1 . , synes jeg man maa undskylde i et Land som Estland, og for Resten er vi hele Tiden blevet behandlet honnet med Hensyn til Pengene - de estniske Soldater ventede tidt 2-3 Maaneder paa deres Lønning.

Saa er der Angrebene paa vore Officerer, og desværre maa jeg indrømme, at vi havde faaet enkelt ret uheldige Officerer med, som ikke forstod at omgaas det til Tider noget vanskelige Mandskab.

Men de Mænd, som ledede os, og som flere Gange med Dygtighed førte os gennem det til Tider frygtelige Virvar, har vi kun Grund til at takke, og de, der har forsøgt at berige sig paa Korpsets Bekostning, er efter sikkert Forlydende arresterede i Reval af den estniske Regering.

At der herskede en streng Disciplin er sandt, men det var ogsaa absolut nødvendigt, og det, at der gentagne Gange skulde være truet med Dødstraf, er, saa vidt mig bekendt, ikke sandt, og i hvert Tilfælde er 

ingen Dødsstraf

eksekveret inden for det danske Korps.

Vi har kun haft ét Tilfælde, hvor det var nødvendigt at gaa haardt frem.

Det var en af Mandskabet, der paa en meget grov Maade gjorde sig skyldig i Lydighedsnægtelse, og han var som Følge deraf hjemfalden til Dødsstraf ifl. de estniske Krigslove. En Krigsret. ligeligt sammensat af estniske og danske Officerer, dømte ham i Stedet til 5 Aars Fæstningsarrest.

I og for sig er saadan en Straf haard nok. men denne Mand blev, som Dansker, behandlet meget humant. f. Eks. havde han fire Timers daglig Frihed, hvori han uden Ledsagelse spadserede frit omkring i Reval. Nu er Manden benaadet og paa Vej hjem, saa man kan jo ikke paastaa, at han har faaet den Straf, der tilnærmelsesvis svarer til Dødsstraf!

Jeg vil slutte med at rette en Tak til alle mine Kammerater, saavel Befalingsmænd som Menige for den Tid vi var sammen i Estland.

Jeg rejser nu derover igen for at kæmpe under General Balachowitz, og jeg vil da fra Tid til arden forsøge at fortæle Bladets Læsere - derigennem eventuelle Kammerat - lidt om den kommende Tid i Estland og Rusland.

Otto Hansen,

Vicefeldwebel i Nord-Vest-Armeen.

(Fyens Stiftstidende 16. september 1919).

Nord-Vest-Armeen på 50-60.000 mand rykkede i oktober 1919 frem mod Gatschina (en by lidt syd for Sankt Petersborg). På daværende tidspunkt regnede Thisted Amts Tidende med at Petrograd ville falde i begyndelsen af november.

En artikel af kaptajn C. V. Nyholm: "Den russiske Nord-Vest-Armes Mænd paa Gatchina-Fronten" (Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 6. august 1919) beretter at  armechef var general Rodzyanka (1879-1970). Artiklen nævner at armeen ikke havde et dårligt forhold til esterne. Han berettede fra fronten at tropperne ikke havde været afløst i tre uger, ingen løn havde fået og var elendigt klædt. Armeen blev trængt tilbage fra Sankt Petersborg til Narva i Estland. Rodzyanka blev sendt til England 23. november 1919 og slog sin først ned der, dernæst i USA.

Efter at oberstløjtnant Gudme i midten af oktober 1919 havde udtalt at overskuddet til mandskabet blev udbetalt i den estniske legation, henvendte de hjemvendte frivillige sig der (Holbergsgade 20), men fik den besked at der intet overskud var. 

Hr. Westenholz og de estniske Penge.

Patriot og Velgører.

Efter at have givet hver af de "artige" Soldater 200 Kr. vil han ikke have mere med Sagen at gøre.

"jeg er Ikke Idiot" siger Hr. Westenholz.

Etter at have sat den estniske Komedie i Scene har Patrioten, Direktør Westenholz ikke haft mange rolige Timer, hverken i København eller paa sit Herresæde i Birkerød. Den arme Direktør har modtaget saa mange Henvendeleer og Bebrejdelser, at han næppe mere vover sig ud paa lignende Eventyr.

Et meget stort Antal af de Frivillige og mange af deres Slægtninge har gjort ham Livet surt ved at kræve ham til Regnskab for de gyldne Iøfter, han afgav i den første Begeistring over sin Idé og over, at den var bleven realiseret Nu har Piben faaet en anden Lyd.

Vor Omtale i Gaar af de vanskelige Pengeforhold har ikke sat ham i bedre Lune, hvilket fremgaar af en Samtale, vi har haft med ham.

"Jeg skylder Ikke nogen noget"

var Omkvædet for alle Hr. Westenholz Udtalelser.

- Hvad siger De til de Frivillige Krav om Efterbetaling? spørger vi. 

- De har intet Krav paa Penge, og jeg skylder dem Ikke noget.

- Maaske ikke, men den estniske Regering da?

- Ja, den har frygtelig Uorden i Maskineriet; men jeg tror heller Ikke, den skylder de Frivillige noget.

- Hvorledes skal man saa forklare Uoverensstemmelsen mellem den estniske Legation og Oberstløjtnant Gudme?

- Det ved jeg ikke. Men han har sine papirer i Orden.

- Har han da ikke haft Vanskeligheder med Regeringen?

- Jo, der har vist været noget i Vejen, jeg ved ikke hvad.

- Var Kaptajnen ikke arresteret?

- Nej, det viser hans Papirer i alt Fald ikke. Jeg tror nok, at han var meget vellidt

- Tror? De ved det altsaa ikke?

- Nej, der kan jo altid være Friktioner; men de vil godt have ham derover igen. Saa det tyder jo Ikke paa noget daarligt Forhold.

Hvorledes faer de Frivillige deres Penge.

er vort næste Spørgsmaal.

- Ja, som sagt, jeg skylder dem intet. Jeg har givet hver af de hjemvendte 200 Kr., og de faar 200 Kr. i Ekviporitgspenge af Legationen. Saa jeg synes ikke, der er noget at beklage sig over.

- Har De personlig foræret hver af de 200 Mand 200 Kr.?

- Nej, kun de flinke.

- Hvormange har været flinke?

- Jeg har udbetalt til 140 Mand. Men jeg vil ikke betale Penge til Desertører og andre daarlige Elementer. Men er der endnu nogle af de gode Soldater, kan de godt faa Pengene

Mild Kritik af den estniske Legation.

- Naar De ikke vil betale Deres Soldater, endskønt den estniske Legation henviser til Dem, hvad skal Folk saa gøre? 

- Ja, det kommer virkelig ikke mig ved. Jeg skylder Ikke nogen noget.

- Men hvorfor henviser Legationen saa til Dem?

- Aa, det er jo ikke erfarne Diplomater. De ved vel ikke Besked.

- Det kan De maaske have Ret i, men det kan Folkene jo ikke leve af.

- Nej, men jeg skal heller Ikke forsørge dem. Og da slet ikke

"ham med Kappen"

Westenholz mener Postbud Larsen, der har udlaant sin Kappe med Hr. Westenholz Vidende.

- Da vil altsaa heller ikke erstatte den?

- Nej, Jeg er da Ikke helt Idiot. Naar Folk laaner ud, maa de selv om at faa det igen.

- Det kan Manden jo ikke være tjent med.

- Det kan godt være; men saa maa han jo prøve Legationen igen.

Efter dette afsluttede vi Interviewet med Hr. Westenholz, der vel har lokket danske Mænd ud til Slagtebænken for en dem uvedkommende Sag, men alligevel ikke vil honorere selv de retfærdigste Krav. Det er let nok at være Patriot, at udslynge Fraser om Mandsmod og Hæder for Landet, men det er aabenbart ulige vanskeligere at honorere selv de simpleste Pengekrav. Forhaabentlig slipper Salonhelten ikke lige saa let fra sine Forpligtelser, som han er sluppet udenom Tilsagnet til de Frivillige om, at deres Fremtid vilde være sikret, blot de lod sig indrullere i Friskarekorpset.

Der findes vel nok en Form for at faa Hr. Westenholz Ml at betale.

Dines.

(Social-Demokraten 19. oktober 1919)

Westenholz anlagde sag mod redaktøren af Klassekampen, Otto Larsen der blev idømt 6 måneders fængsel, samt en bøde på 500 kr. 

I maj 1920 meddelte Københavns Byret at den havde modtaget besked fra justitsministeriet (Venstre) om at anklagerne mod Westenholz og Paludan skulle bortfalde. 

En begejstret støtter af Westenholz' korps var den nationalkonservative digter og forfatter Valdemar Rørdam (1872-1946) som skrev digte og artikler i aviserne. Under 2. verdenskrig skrev han "Så kom den dag som vi har ventet længe" som hyldede Hitlers indsats mod bolsjevismen og et hyldestdigt til Christian Frederik von Schalburg. Efter krigen fik han frataget sin offentlige støtte og af Æresretten sidestillet med en millionværnemager.

Det skandinaviske Korps. (Efterskrift til Politivennen)

Det skandinaviske Korps.

"Politiken"s Krigskorrespondent har sendt Bladet endnu et Brev, der nærmest omhandler det skandinaviske Korps, denne lille Skare, der havde en saa glimrende men desværre altfor kort Løbebane. Korrespondenten skriver:

"Iberegnet de Forstærkninger, det (Korpset) modtog i Løbet af Krigen, har det talt ialt henimod 200 Mand. Af disse er der kun tre tilbage, hvoraf de to er tjenstgjørende fremdeles, og én er paa Hospitalet i Prætoria. Denne sidste *) har meddelt mig det væsentlige af denne Beretning.

Den 10de Oktober forlod Korpset (ca. 100 Mand stærk) Prætoria efter at have paraderet for Præsidenten. De havde kun haft et Par Dages Exercits, de fleste havde hverken skudt eller redet for og maatte derfor efter vore militære Begreber være en meget lidet brugbar Afdéling. Men kække, modige Folk var de alle; de fleste var Søfolk, som havde faret Verden rundt og var vante til at klare sig i en snæver Vending. I Klerkdorf fik de Heste, og det skal have været et yderst komisk Syn at sé disse 100 Mand for første Gang til Hest, den ene efter den anden faldt af, Hestene løb hid og did, omtrent som de vilde, men fremad gik det, lidt efter lidt kom der nogenlunde Orden i det, og sidst i Oktober kom man til Mafeking. Hér laa Korpset i tre Uger under en ypperlig Træning, var omtrent daglig i Kamp og fik allerede hér et godt Ord paa sig. Naar Ledninger til Dynamitminer skulde afbrydes eller noget andet særlig farligt udføres, hvortil Frivillige flulde anvendes, var man altid sikker paa, at et tilstrækkeligt Antal og mere end det meldte sig fra det skandinaviske Korps".

Massakren ved Modderfloden.

Om den uhyggelige Affære ved Modderriver, hvorved det lille, tapre Korps blev fuldstændig oprevet, skriver Korrespondenten:

"Den 28dc November, lige efter Slaget ved Modderriver, ankom Korpset til Magersfontein. Om Aftenen den 9de December blev 50 Mand af Korpset sendt ca. 1,500 Meter frem som Piket, 10 Mand var tilbage som Hestevagt, om de øvrige véd man ikke, hvor de var (det hænder ofte hér, at store Dele af en "Kommando" uden Lov gaar deres Vej for en Tid).

Piketen tog Plads nede i en Sænkning med en svag Skraaning foran sig; ca. 1.000 Meter til Venstre laa en lignende Boerpiket (Brandvagt kaldes de hér). Piketerne havde Ordre til at trække sig tilbage ved Daggry; blev de angrebne før, skulde de trække sig tilbage, søgende at opholde Fjenden saa længe som muligt. Boerne havde besat deres højre Fløj meget stærkt, venstre Fløj svagere, medens Centrum aldeles ikke var besat.

Det var en regnfuld, stille Nat, alt var roligt til ca. Kl. 3 1/4 Morgen (da er her endnu mørkt), da hørtes nogle faa Skud til Højre, saa igjen stille nogle Sekunder, kanske et Minut, men for dem, som laa og ventede, forekom det en Evighed - det var saa lydløst, at de kunde høre Hjærtet banke i Brystet; da var det pludselig, som om et Ildhav flod ud fra Foden af Bjærgryggen paa Boernes højre Fløj, og i næste Øjeblik gjenlød Luften af Mausergeværernes Knitren, de Saaredes Skrigen og Hurraraab fra de stormende Englændere. Ca. 1/4 Time stod det paa, da var Englændernes første Stormanfald tilbageslaaet med stort Tab. Boerne havde, som de plejer, ladet Englænderne, der marscherede i sluttede Kolonner, komme ind paa ca. 150 Meters Afstand, inden de aabnede Ilden.

Nu saa' pludselig Piketen en Dél Englændere (ca. 200) komme op paa Bakkekammen foran dem, ganske tydelig mod Himlen, ikke 100 Meter borte. Piketen aabnede Ilden med frygtelig Virkning. Englænderne kastede sig ned og forsøgte at besvare Ilden, men i Tusmørket kunde de vanskeligt sé ned i Sænkningen. Efter 1½ Times Kamp hejste Englænderne hvidt Flag, men kort efter kom en anden Afdeling paa ca. 400 til Syne paa Piketens højre Fløj, og Kampen gjenoptoges. Nu skulde naturligvis Piketen i Følge sin Ordre have trukket sig tilbage, hvad Boerpiketen paa venstre Fløj allerede havde gjort, men Anføreren, Feltkornet Flygare (født i Afrika af svenske Forældre), vilde ikke gaa tilbage endnu, og inden kort Tid var det for sent, da de var omringede og afskaarne af Englænderne. Indtil da var ingen døde, blot saarede, men nu var det som en Hagelbyge af Kugler over dem. De laa dækkede, saa godt de kunde, i Grøfter, bag Stene og Buske; ved den mindste Blottelse blev de saarede, men alligevel skød de. En Finne havde en Kugle gjennem Laaret og en gjennem Læggen. Feltkornetten fik en Kugle gjennem Armen, Næstkommanderende, Staalberg (svensk), havde en Finger afskudt og en Kugle gjennem Armen osv., alle fortsatte Kampen, til de fik deres Banesaar. Staalberg raabte, om en havde et Lommetørklæde at give ham til Forbinding om Armen, min Meddélers Sidemand rejste sig halvt op for at kaste det over til ham, men faldt død tilbage med en Kugle gjennem Struben; hans Sidemand hævede Ryggen lidt for ar tage en Patron af Lommen, faldt i næste Øieblik sammen med en Kugle fra Skulderen gjennem Hjærtet. I over 2 Timer havde Kampen staaet paa, da fik Feltkornetten en Kugle i Brystet, og Staalberg raabte til de andre, at de maatte forsøge at komme bort, men faldt i samme Øieblik nm. skudt i Hoften. At rejse sig op og forsøge at bryde gjennem Englænderne syntes endnu farligere end at blive, hvor de var (at overgive sig tænkte ingen paa); da var det, at en ung Fyr fra Wandal, Einar Olsen, én af de kiækkeste og mest afholdte i hele Korpset, sprang op og lagde for med det Udraab: "Kom an, Kammerater, lad os prøve at tage dem!" Med bøjede Hoveder satte de afsted, de, som endnu kunde bevæge sig, 17 ialt, mod de Englændere, som var komne dem i Ryggen. Kuglerne susede om Ørene, en 20 a 30 Meter ad Gangen, saa ned i Dækningen, skød Magasinet ud, op igien og videre frem. Englænderne veg til Side. Tilsidst havde de blot en 50 Meter tilbage til et tæt Buskads, da faldt ovennævnte Olsen om. Min Meddeler, der var ved Siden af ham, vilde forsøge at hjælpe ham, men Kuglerne slog som Hagelbyger ned om dem, Olsen faldt paany, skudt i Hjærtet; min Meddéler fik en Kugle gjennem Hatten og to gjennem Trøjen, heldigvis blot Hudsaar, og slap ind i Skoven. Blot 8 naaede frem til Boerne, og af disse flere saarede; 22 Mand faldt i denne Kamp. 19 blev fangne, samtlige saarede. 

Resultatet af denne Kamp var, at Boerne fik sendt Forstærkninger og besat Stillingen i Centrum. Blot én Afdeling Englændere var kommen igjennem, og den blev ødelagt.

Efter denne Kamp blev Korpset omorganiseret og sluttede sig til General Cronje, sammen med hvem det blev taget til Fange.

Overalt hernede hører man Lovord over det tapre skandinaviske Korps.

*) En Broder til Korrespondenten.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 9. maj 1900. Uddrag).

Det Skandinaviske Korps bestod i 1899 af 45 svenskere, 25 danskere, 22 finner, 13 nordmænd, 7 tyskere, 3 hollændere, 1 russer og 1 italiener. De omtalte tre officerer var feltkornet (kaptajn) Johannes Flygare, premierløjtnant Erik Stålberg (underofficer fra den svenske hær) og sekondløjtnant William Bærentzen (dansk ingeniør ved jernbanerne). Samt 4 delingsførere. Korpset havde 90 heste og 3 vogne, hver trukket af et forspand på 16 okser. Trænmandskabet er 10 afrikanere.

Boernes taktik ved Modderfloden var kendt: De trak sig stille tilbage i løbet af natten fra farlige stillinger i tide og havde sluttet sig til hovedlinien og til forberedte stillinger eller naturlige dækninger. Eller forsvandt hurtigt på deres heste. General Cronje skrev i sin kortfattede, tjenstlige indberetningdagen efter kampen (hvor skandinaverne fyldte en fjerdedel): "Næst efter Gud kan vi takke skandinaverne for vores sejr." 

I april 1900 var William Bærentzen kommet sig så meget at han kunne rejse hjem til Danmark som invalid og mod løfte om ikke at vende tilbage til Sydafrika så længe krigen varer.

Omkring halvdelen af korpset havde ikke deltaget i denne kamp. Nye frivillige meldte sig da budskabet om korpsets indsats ved Magersfontein spredtes. Den blev reorganiseret under ledelse af danskeren feltkornet Jens Friis og deltog i kampen ved Paardeberg. Her blev Cronje omringet og måtte den 27. februar 1900 overgive sig med 4.000 mand, herunder hele det Skandinaviske Korps. Korpset havde 2 dræbte og 3 sårede. 

I alt 170 mand meldte sig til det Skandinaviske Korps. Krigsfangerne blev anbragt i lejre på St. Helena, Bermuda og i Indien:

De skandinaviske Krigsfanger paa St Helena.

Fra en af de danske Fanger paa St. Helena, Feltkornet ved det skandinaviske Korps, I. Friis, har "Berl. Tid." modtaget et Brev, dateret "Krigsfangernes Lejr, Deadwood Camp, St. Helena den 2den Juli" og paastemplet af Censor, Prisoners of War.

Brevets Indhold er følgende:

"I flere danske Aviser har jeg set Lifter over de fangne Skandinaver paa St. Helena, men da ikke en er korrekt, tillader jeg mig herved at sende Dem den korrekte Liste.

Det vilde være ønskeligt, om Provinsbladene samt Aviser i Sverig, Norge og Finland vilde optage Listen.

J. Friis.

Den vedlagte Liste er saalydende:

[herefter følger listen over de 16 krigsfanger]

(Aarhus Amtstidende 2. august 1900).

I 1908 rejses et stort mindesmærke for skandinaverne ved Magersfontein: En 6,5 m høj obelisk i en kreds med 4 mindre sten, en for hvert af de nordiske lande og med navnene på de faldne, forbundet med jernkæder. De ligger stadig begravet på det sted hvor de faldt. I 1978 skal monumentet have været i dårlig forfatning på grund af erosion og indskrifterne næsten udvisket." 

Kommandant Frederick fra det skandinaviske korps tilbød ved udbruddet af 1. verdenskrig den engelske krigsminister at sende ca. 1.000 mand.

I december 1924 blev der i Studenterforening afholdt et mindearrangement for korpsets deltagelse på boernes side. Bl. a. den næstkommanderende i korpset, grosserer Bærentzen holdt en tale. Han fremhævede indsatsen ved Magersfontein.

Gendarmbedrifter i Husum. (Efterskrift til Politivennen)

Landsbyen Husum - ca 5/4 Mil fra København ad Frederikssundsvejen - var i Søndags Aftes i et frygteligt Oprør, som var sat smukt i Scene af de blaa Ordensvogtere

I Husums nærmeste Omegn foregaar Arbejdet paa en Del af den Bahnson'ske Front, og der er altsaa her boiat en større Del Fæstningsarbejdere, med hvem Gendarmerne kan finde krigersk Underholdning i ledige Timer.

Begivenheden fra i Søndags skildres nu saaledes af forskelligt Folk i Byen:

Søndag Aften havde en større Del Fortarbejdere samlet sig i et paa en Sidevej liggende lille Skovanlæg, som i umindelige Tider har været et fredlyst Sted. Arbejderne, der ikke har megen Underholdning i deres Færd for Livssagen, sad her og morede sig ved Sang og Harmonikaspil. Nu er det imidlertid en Kendsgerning, at det Husum Højre, som glædes baade ved Forterne og Fortarbejdernes Stillinger, er grumme kede af Arbejderne selv, fordi der med dem er kommen lidt friskere Pust i den konservative By. Af den Grund fandt saa en Højre Mælkeforpagter paa at melde Fortarbejdernes Søndagslystighed til Gendarmerne, og disse kom da ogsaa straks til Stede i Kraft af deres paatrængende Nødvendighed.

Gendarm Mortensen lagde for, idet han to Gange opfordrede Forsamlingen til at gaa og tredie Gang drog sin Klinge til Slag. Derefter opstod nu et Skænderi, som endte med, at flere blev slaaede af Sablerne og endnu flere noterede.

De to Gendarmer var nu i deres Element, og for at være Herrer over Situationen sendte de Bud til nærmeste Gendarmstation i Utterslev, hvorfra snart en Forstærkning paa 4 Mand ankom. Byen blev nu formelig erklæret i Belejringstilstand. Ingen maatte passere Vejen og ingen staa udenfor Husene. Forskellige Personer, der var aldeles udenfor Affæren fra Skovanlæget, blev ramte af Slag. En Røgter, som kom fredelig henad Sidevejen, blev først puffet, stødt og dernæst slaaet med Sablen, saa han endnu bærer Mærker deraf paa sin ene Arm. En anden Arbejdsmand, fhv. Politibetjent Risgaard, som vilde afværge yderligere Molest for Røgteren, blev anholdt og ført henad Vejen. Da han udenfor Smedien forlangte at faa Lov til at gaa, blev han pryglet i den Grad, at hans Skrig kunde høres i lang Afstand. Senere skal den samme Pryglescene have gentaget sig udfor Husum Mølle.

En Mand, som i 30 Aar har boet i Husum By, blev det forbudt at opholde sig paa sin egen Grund ud til Vejen. En Arbejdsmand, som stod paa sin Gaardsplads og saa paa Opløbet, blev af en Gendarm anmodet om at gaa ind i Huset. Da han beskedent udtalte, at han dog nok maatte have Lov at staa paa sit eget, blev han stemplet som storsnudet og noteret i Gendarmens Lommebog.

Der var i øvrigt ikke faa, som blev skrevne. Tallet opgives til over 10. En Arbejdsmand havde til Mælkeforpagteren, der anmeldte Fortarbejderne, sagt: "Din Tosse, hvad Pokker vil Du have Ulejlighed med at hente Gendarmerne!" Han blev skrevet. To unge Piger blev noterede ved Anlæget. Den ene havde, efter at Gendarm Mortensen havde gjort Brug af Sabelen, sagt: "Smid ham i Grøften!" Hun blev straks attraperet og hendes Veninde noteret som Vidne.

Fire af Fortarbejderne er anholdte og sendt til Nordre Birks Arresthus. Den ene af disse, Jens Brix, skal have begaaet den Forbrydelse at foreslaa sine Kammerater at give Gendarmerne et Hurra. En anden, Marius Andersen, havde, da en af Gendarmerne med sin Sabel vilde staa en Vejfarende, gjort et Kontraangreb paa Gendarmen ved Hjælp af et Skovleskaft.

I Gaar var en Arbejdsmand Kühl, om slet ikke var til Stede under den første Skærmydsel, i Forhør i Nordre Birk. Han var sigtet for Mandag Aften at have foreslaaet sine Kammerater at jage Gendarmerne ud af Byen. Foreløbig blev han dog fri for videre Tiltale i denne Sag.

Endnu i Tirsdags Aftes var Byen i en Slags Belejringstilstand, og ridende Gendarmer jog hen ad Vejene.

Lovet være Bahnsons Gendarmer! Danmark føler sig stolt over de store Minder fra Brønderslev, Aars, Varde, Brøndbyvester, Vangede, Husum osv.

(Social-Demokraten 31. maj 1889).

Ukendt fotograf: Frederikssundsvej 317. Drenge på gaden. Ca. 1900. Fotoet er taget fra Husum landsby og mod vest. Bag toppen af bakken ligger fæstningen. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

To Mils Volden. (Efterskrift til Politivennen)

En Vold med en 50 Fod bred Stadsgrav foran sig, dobbelt saa lang som Kjøbenhavns gamle Vold, men ikke omsluttende noget, derimod liggende udstrakt i Linje for at dække eller rettere at bilde Verden ind, at den dækker to Mil af den Cirkelbue, der, fortsat i lignende Afstand fra Byen helt rundt, vilde udgjøre 10 Mil - dette det nyeste Udslag af dansk Ingeniørkunst er det, at HS. Excellence, Hr. Krigsminister Bahnson vil bruge Broderparten af de 8 Millioner, han har bedrøvet Statskassen for, til at overraske den undrende Samtid med.

Efter hvad vi har erfaret, er Arbejdet paabegyndt for flere Uger siden.

Volden vil blive bygget saaledes, som (den er indtegnet paa "Vor Arne"s Kort. Den vil begynde ved Utterslev Mose, omringe Husum, derefter løbe mod Syd og overskære Chauseen til Roskilde og Jærnbanen ved Ludvighaabs Mølle. Paa den største Del af denne Strækning vil man alt finde Pæle og Profiler anbragte i Egnen, saa man kan se, hvorledes den skal løbe.

Med mest Nysgjerrighed betragtes disse Mærker af Beboerne i Omegnen; thi de faar først ved dem lidt Forestilling om, hvad der paatænkes. Om nogen Expropriation har der, efter hvad der meddeles os, ikke egenlig været Spørgsmaat. Det synes, som om det høje Krigsministerium i sin nærværende Magtfylde føler sig altfor stort til at bekymre sig om slige Pedanterier som Ejendomsforhold. Det er nok Meningen uden videre at bygge Volden og først bagefter at lade alle Spørgsmaal, som angaar Ejendomsforhold, jævne sig, som de kan bedst.

Hvis det er Tilfældet, turde maaske Nachspielet til dette provisoriske Fæstningsforetagende blive det artigste. Her er det ikke Tilfældet som ved de nordligere Forter, at de ikke i nogen betydelig Grad forandrer Egnens Fysiognomi, at de ikke forandrer de almindelige Kommunikationsveje, men halvvejs er skjulte og først bliver for Alvor bemærkede, naar den Tid nærmer sig, da de skal bruges, og Omgivelserne derfor maa ryddes bort. Denne Vold vil dele Egnen i en Del, som ligger udenfor, og en Del, som ligger indenfor, den vil skille meget, som hører sammen, og Kommunikationen mellem det udenfor og det indenfor liggende vil kun finde Sted gjennem bestemte Porte eller Aabninger.

Vi haaber at kunne blive i Stand til at følge dette provisoriske Fæstningsforetagende, som vi foreløbig henleder Offenlighedens Opmærksomhed paa.

(Morgenbladet (København) 3. august 1888).

Granatsprængningen paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Af de nærmere Oplysninger, vi har kunnet indhente om Ulykken paa Amagerfælled i Onsdags, skal vi meddele følgende:

Et Arbejdskommando af 1ste Artilleriafdeling under Anførsel af Sergent Bøssling var udsendt for at sløjfe en Jordvold, der har været benyttet ved Øvelserne i Sommer. Under Arbejdet fandt man et større Projektil, som viste sig at være udskudt fra Faste Batteri af Fæstningsartilleriet og afveg i flere Retninger fra de Skarp. Feltartilleriet benytter. Projektilet - en Granat - har ikke truffet Maalet, hvorved den strax vilde være sprængt, men har slaaet ned i den bløde Muldjord uden at explodere.

Man trak den ud af sit Leje og afskruede Dækslet, der lukker for Sprængsatsen; Sergenten hældte lidt af Krudtet ud og antændte dette. Da det var afbrændt, forlod han den med Paabud om, at ingen maatte røre den. I dette Tilfælde har vistnok Sergenten begaaet en Fejl, idet han burde have sørget for, at Projektilet strax var blevet gjort uskadeligt eller paa anden Maade faaet det af Vejen.

Hans Befaling om, at ingen maatte røre det, er imidlertid ikke blevet overholdt, og snart hørte man den stærke Explosion, der, som i Gaar meddelt, havde saa sørgelige Følger.

Hvad der har frembragt Explosionen, er man endnu ikke ganske paa det rene med. Der blev i Gaar afholdt Forhør over den Del af Mandskabet, som ikke var bleven kvæstet ved Ulykken. og heraf synes det at fremgaa, at tre af de tilskadekomne atter havde givet sig i Lag med Granaten. og man vil have set dem antænde Tændstikker, som det menes, en af dem har stukket ned i Granaten, hvis Indhold derved exploderede.

Fra anden Side mentes, at det var Ild-Rester af det Krudt, Sergenten stak Ild i, som var heldt i Granaten, men dette er jo temmelig usandsynligt, da Krudt som bekjendt ikke efterlade Gløder. Imidlertid var man enig om, at der var benyttet Ild af en eller anden Beskaffenhed ved Sprængningen. Nogen reel Oplysning om Aarsagen til Katastrofen vil man vel næppe kunne faa, før de saarede er saa vidt helbredede, at de kan tages i Forhør.

Sprængningens Resultat var frygteligt. 5 Mand var ramte af Granatstumperne. Saa hurtigt det lod sig gjøre, gik der Bud efter den nærmestboende Læge og en Del Drosker. Lægen kom hurtig til Stede og ydede de saarede den første Hjælp ved Forbinding, hvorefter de hurtigst blev kjørte til Garnisons Sygehus

Efter disse foreløbige Oplysninger synes det altsaa, at Ulykken ene og alene er sket ved Kaadhed eller en utilgivelig Uagtsomhed fra Mandskabets Side.

* * *

Den af de 5 saarede, der er bleven haardest ramt, er skrækkelig medtaget. Paa det ene Ben er baade Skinneben og Lægben totalt knuste. Musklerne er fuldstændig bortrevne, saa Lægerne anser det for næsten umuligt, at Benet kan blive helt igjen. Man har dog opsat at amputere det for at give Patienten alle Chancer. Paa det andet Ben er hele Læggen bortreven, men har er dog intet Brud. Dette Ben vil man ikke blive nødt til at amputere, men det bliver næppe mere til at støtte paa, idet f. Ex. Akillessenen er helt sønderreven. Det ser ud, som om Læggen var tagen bort i én Mundfuld af et eller andet Rovdyr.

Den anden af de haardt saarede har faaet et stort Stykke af det ene Laars Bagside bortrevet, hvilket sikkert ogsaa vil svække Benets Styrke meget i Fremtiden. Desuden er han bleven stemt solbrændt i Ansigtet, men Øinene har næppe lidt noget.

De øvrige tre er mindre slemt medtagne, det er nærmest Hænder og Ben, det er gaaet ud over.

Heldigvis svæver ingen af de saarede i Livsfare, hvis ikke uforudsete Omstændigheder støder til.

(Morgenbladet (København) 23. september 1887).

Tvangsindmeldelser i Højres "Arbejderforeninger". (Efterskrift til Politivennen)

"Arbejdernes Værn".

Vi har modtaget følgende:

"Undertegnede, der i ca. 8 Maaneder har været beskæftiget som civil Arbejdsmand under 1ste Ingeniørdirektions 2det Bygningsdistrikt, modtog en Dag for omtrent en Maaned siden under mit Arbejde paa Ny Artillerikaserne Besøg af min militære Formand, en Oversergent ved Ingeniørerne. Han forespurgte mig, om jeg vilde være villig til at indmelde mig under "Arbejdernes Værn", da jeg i modsat Fald ikke kunde beholde Arbejde ved Distriktet. Dette var en Ordre fra højere Vedkommende, og i Følge sin Instruks havde han at forelægge hver enkelt af de ca. 20 Arbejdere under Distriktet denne Forespørgsel.

Jeg svarede Sergenten paa hans i øvrigt høflige Spørgsmaal, at jeg hverken kunde eller vilde indmelde mig i "Værnet". Han mente dog, at jeg skulde betænke mig, og gav mig en Frist paa 8 Dage, men da han i Løbet af denne Tid endnu to Gange forelagde mig "den højere Ordre", svarede jeg lige saa bestemt, at jeg ikke vilde være i "Værnet", da jeg ikke sympatiserede med den Forening.

Da de 8 Dage lakkede mod Enden, kom Sergenten igen og gjorde mig opmærksom paa, at det økonomiske Hensyn ved Indmeldelsen i "Værnet" ikke behøvede at trykke, da der nu fra Kontoret vilde blive betalt 1 Kr. til Indmeldelsen i "Arbejdernes Værn", saaledes at enhver Arbejder under den militære Kommando nu med Lethed kunde blive Medlem. Denne Gang forlangte Formanden et bestemt Svar, for at Kontoret kunde vide, hvor mange af Arbejderne, der vilde efterkomme Ordren.

Endnu en Gang fik jeg Lejlighed til at slaa min Foragt for "Værnet" fast, og jeg fastholdt min Vægring, trods Sergentens vistnok personlig velmente Forestillinger.

Hermed var min Skæbne afgjort.

Om Lørdagen fik jeg min Afsked og mit resterende Tilgodehavende. De øvrige under Distriktet beskæftigede Arbejdere beholdt deres Pladser, fordi de alle uden Undtagelse havde modtaget Kontorets Indmeldelsespenge til  Kapitalistforetagendet, og hermed vandt den milttære Kommando den attraaede Sejr.

Jeg bebrejder ikke disse Arbejdere deres Handlemaade. Med Pisken over Hovedet har de ladet sig tvinge til at opgive deres Selvstændighed, og Skammen herfor falder paa de militære Avtoriteter, der paa denne Maade har spillet Slavefoged for Kapitalisterne. Men jeg kunde ikke følge mine Kammeraters Eksempel, endskønt jeg har Kone og 3 Børn og kun med Frygt kan se Vinterens strænge Dage i Møde.

Idet jeg overlader til den store Offenlighed at dømme om, hvor det er man respekterer Arbejderens Frihed, skal jeg kun tilføje, at jeg har ventet saa længe, Inden jeg offenliggør Historien, fordi jeg først vilde sikre mig en Anbefaling fra Distriktet for mine 8 Maaneders Arbejde. Denne Anbefaling modtog jeg i afvigte Uge, og jeg skal lade den supplere mit Indlæg, da det herved kan blive konstateret, at ikke andre Aarsager har bevirket min Afskedigelse.

Anbefalingen lyder saaledes:

"Arbejdsmand Andreas Olsen har arbejdet ved 1ste Ingeniørdirektions 2det Bygningsdistrikt i ca. 8 Maaneder i indeværende Aar, og har i den Tid vist sig som en paalidelig og flittig Arbejder.

København, 14. December 1886.
P. Wiingaard,
Oversergent
ved 2det bygningsdistrikt.

Saaledes handler altsaa Krigsministeriet med Arbejderne. Men lad os saa faa slaael fast, at al den Tale om Respekten for Arbejdernes Mening og om "Værnet"s frie Arbejdere er ren og skær Humbug.

Andreas Olsen

(Social-Demokraten 19 december 1886).

---

Vi erfarer nu, at den militære Overkommando vil hævne sig over denne Offenliggørelse ved fremtidig at nægte Arbejdsformændene Tilladelse til at give Anbefalinger til Arbejdere, som onsker disse. Og saa mærkværdigt gestalter altsaa det militære Højredespoti sig, at ved ikke en Gang vil give sine værnede Folk i "Værnet" Attester for deres Forhold under det militære Arbejde.

(Social-Demokraten 13. januar 1887. Uddrag).

Hærens Opløsning. (Efterskrift til Politivennen)

Ovenstaaende Kundgjørelse udmærker sig ved en Oprigtighed, som ikke altid pryder Provisoriets Udfærdigelser. I den foreløbig: Lov om Oprettelsen af et politisk Gendarmeri søgtes der bevaret et Skin af, at vi her havde at gjøre med en Foranstaltning, som laa inden for den bestaaende Lovordens Ramme; Skinnet bestod i Henvisningen til Grundlovens § 25.

Af Kundgjørelsen ser vi, at der ved Gendarm-Provisoriet ikke blot er Tale om en foreløbig Lov, for hvis Udstedelse de grundlovmæssige Betingelser sættes; dette Provisorium er intet mindre end en Opløsning af Hæren. 

Ministeriet sætter en klækkelig Præmie for de Befalingsmand, der vil træde ud af deres militære Stilling for at tage politisk Tjeneste under Diktaturet. De beholder den Lønning, som de nu har for at tjene i Hæren, og desuden faar de et Tillæg af 1200 Kr. for Kaptejner, 900 for Premierløjtnanter osv. nedefter, samt Udrustningsgodtgjørelse og andre Emolumenter. Om hele Hæren skal opløses paa en Gang, ses ikke af Kundgjørelsen. Foreløbig nøjes man vel med at bryde større eller mindre Dele ud af Rammerne; om det altsammen skal brydes ned, vil sagtens bero paa, om Regeringen behøver det hele for at lære Befolkningen den passende Grad af Disciplin. Opløsningens Omfang vil kun være et Tidsspørgsmaal, der alene afhænger af Folkets Lærenemhed. Er Folket saa lærenemt, som Provisoriet ønsker, vil det kun være nødvendigt at hværve en mindre Del af Befalingsmandskabet bort fra Hæren; men er Folket tungt til at nemme sin Umyndighedstilstand, kan den Dag være nær, da "Livssagens" Ministerium har afvæbnet Landet over for fremmede Fjender og har opløst hele Hæren til at blive, hvad et ministerielt Organ kalder "Despotiets Lejesvende".

Men bortset fra, hvor stor en Del af vort Forsvar der skal berøves Fædrelandet for at gjøre politisk Tjeneste hos Provisoriets Regering, er Hærens Opløsning moralsk fuldbyrdet fra samme Øjeblik Hr. Bahnsons Hværvning finder Sted. En Hær er jo ikke en Samling af løsrevne Individer, er ikke en Ting, som man har i Orden, fordi en hvis Mængde Numre er udtagne paa Sessionerne eller et bestemt Antal Mennesker gaar med Epauletter. En Hær er en Organisme, der forstyrres, naar noget Led tages ud eller slaas i Stykker, og Ødelæggelsen breder sig til at blive total, jo flere Led der ramponeres i den organiske Bygning. Ministeriet har valgt den mest ødelæggende Fremgangsmaade. Havde det taget en enkelt Afdeling, et Regiment f. Ex., og udkommanderet det til Gendarmtjeneste, var der vel sket et alvorligt Brud paa Hærordningen, men det havde dog ikke været en saadan almindelig Opløsning, som maa finde Sted, naar der sattes høje Præmier for i Flæng at udtræde af Kadrene.

Ved det, vi her har sagt, er der endnu kun taget Hensyn til, hvad man maa kalde den tekniske Side af Opløsningen. Herpaa var der maaske Midler til at raade Bod, en Bemærkning i den foreløbige Lov kunde tyde paa, at Krigsbestyrelsen vil søge Erstatning for den Afgang, Hæren lider ved Diktaturets Hværvning. Men hvad ingen kan raade Bod paa i lange Tider, naar Ulykken først er sket, det er den aabenlyse Benyttelse af Hæren som politisk Redskab.

Der er af Regeringspressen kørt megen og løs Klage over oppositionel Agitation i Hæren Hr. Bahnson har gjort kort Proces med den Slags Klager. Efter at Gendarm-Provisoriet har udfoldet sig, existerer der ikke længer en Hær, som et upolitisk, uden for Partikampen staaende Landsforsvar. Hæren er ved dette Provisorium og paafølgende Kundgjørelse officielt indlemmet i det ministerielle Parti - for saavidt Ministeriet er raadig over Hærens Partifarve. Fra i Gaar har vi ingen Hær, men kun Prætorianere.

(Morgenbladet (København) 29 oktober 1885).

Knap en uge efter attentatforsøget på Estrup den 21. oktober 1885, udstedte regeringen den 27. oktober 1885 den provisoriske gendarmerilov. Estrup nærede mistro til Venstre-styrede politikredse som han i stedet bemandede med et statsligt gendarmkorps - "De blå gendarmer". Korpset blev mødt med mistro af lokalbefolkningen. Det kulminerede i "Slaget på Store Brønderslev Marked" i 1886. Gendarmerne blev her mødt med tilråb, kæppe og stenkast. 

Korpset havde samme beføjelser som politiet og kunne arrestere folk. Estrups hensigt var at indgyde frygt i befolkningen for at få folk til at opføre sig som hvad Højre opfattede som "gode borgere". De havde fire afdelinger i Danmark i henholdsvis København, Ringsted, Kolding og Århus. Fra disse afdelinger blev de sendt ud i landet for at håndtere de opgaver som var blevet dem pålagt, fx indkræve skat og opretholde ro og orden. De Blå Gendarmer blev nedlagt i 1897. Få år efter Estrup gik af (1894).

Militarisme og Væggetøj. (Efterskrift til Politivennen)

I Aarhus Byraadsmøde den 6te ds. forelaa ifølge Jyllandspst, en Meddelelse fra Indkvarteringskommisionen om, at 18de Regiment havde forlangt at maatte forlade Grarups Kaserne. Grunden hertil var, at Mandskabet idelig havde klaget over, at det plagedes voldsomt af Væggetøj der. Sagen gav Anledning til følgende Forhandling. Formanden meddelte, at Indkvarteringskommissionen havde erklæret, at den fandt Fordringen billig; den havde henvendt sig til Frkn. Grarup og forespurgt, om de kunde faa Væggetøjet udryddet, og til Svar herpaa havde disse erklæret og vedlagt en Erklæring fra en Kammerjæger, at Væggetøjet fuldstændig kunde udryddes. Dette forandrede jo Forholdene, men han vidste dog ikke, om man skulde forlade denne Kaserne eller leje en ny Kaserne. Selv at anskaffe det nødvendige Sengetøj, Rekvisiter m. m. vilde koste Byen ca. 8000 Kr. Mørk kunde ikke skønne rettere, end at man i hvert Fald ikke kunde opsige Lejen i Frøknerne Grarups Kaserne for til April, og kunde Frøknerne Grarup til den Tid skaffe Kasernen fri for Væggetøj, særlig hvis den nu stod ledig (Holm: Nej, det gør den ikke). Ja, for hvis det havde været Tilfældet, kunde man jo have foretaget saadanne Hovedrensninger, som ere nødvendige for Udryddelsen, og som, saavidt han vidste fra en af disse Væggetøjsmænd, foretoges med Svovl og Edikesyre. Speyer mente, at det var en Imødekommen, man viste Frøknerne Grarup, at man allerede nu underrettede dem om, at man vilde opsige Lejemaalet. Det vilde blive meget vanskeligt for Frkn. Grarup den 1ste April at præstere en Attest for, at Væggetøjet var forsvundet. Baumann kunde bevidne, at der havde været Masser af Væggetøj en Gang, han havde havt Mandskab liggende der. Mork vilde saamænd ingenlunde tilraade at man skulde beholde Kasernen. Væggetøj var jo noget ubehageligt Noget, skøndt det Slags Dyr jo bed forskelligt paa de forskellige Mennesker. Det vidste nok alle de Herrer; han selv havde prøvet det mange Gange. Forøvrigt var han uenig med Speyer i, at det paahvilede Frøknerne Grarup, den 1ste April at bevise, at var intet Væggetøj var i Kasernen; det var os, der skulde bevise, at der var Væggetøj. Speyer: Saa skulde altsaa Indkvarteringskommissionen lægge sig derned og lade sig bide (stærk Latter). Byraadet besluttede at opfordre Indkvarteringskommissionen til atter at forhandle med 8de Regiment om Sagen.

(Social-Demokraten 13. januar 1881).

Grarups Kaserne. Billede fra "Langelandsgades Kaserne Århus 1889 - 1989 (1989).

Århus blev kaserneby i 1785. En egentlig kaserne blev etableret 1823 på Mindegade 10-12 i købmandsfirmaet Meulengrachts & Søns gård (nedrevet 1879). Grarups Kaserne lå i Mejlgade 55 i tobaksfabrikant Anders Grarups (1802-1871) pakhus (1847) indtil 1881. Grarup havde allerede før indretningen af kasernen haft dragoner boende i sit hjem 1834 og 1845. Anders Grarup gik fallit i 1860, men en af sønnerne købte gården tilbage og en del af familien beboede stadig bygningen. Den husede 140 mand.

En soldat skrev et lille vers på væggen:

I Grarups hus
er rotter og mus
er lopper og lus
mod fnat må soldaterne kæmpe.

I august 1882 ødelagde en ildebrand forhuset til kasernen.