Smedemester Svedstrup 1825-1827. 1/2. (Efterskrift til Politivennen)

Ferdinand Svedstrup var ud af en familie hvor faderen døde som 44 årig, mens moderen blev overlag opdragelsen af de 14 børn (12 drenge og 2 piger). I 1850 overtog han Mørdrup Smedje, Mørdrupvej 125. Som smed var han især kendt for sine hestesko som folk kom langsvejs fra for. Omkring 1898 overtog sønnen John William Svedstrup smedeforretningen. Han blev gift med en norsk kvinde, men flyttede efter hustruens død i 1900 tilbage til Helsingør til sin datter, fhv. skolebestyrerinde frk. Betzy Svedstrup. En af hans sønnedøtre var indtil 1921 sproglærerinde ved realskolen i Stenlille. 

Kort fra 1857 som viser smedjens placering (til venstre) i forhold til landsbyen Mørdrup.

Den hundred-aarige

Fhv. Smedemester Ferdinand Svedstrup fortæller om gamle Dage.

Slaverne paa Kronborg

I den lille Landsby Mørdrup, faa Kilometer fra det mondæne Espergærde, fandt der forleden en ret usædvanlig Begivenhed Sted, idet en af Beboerne, den gamle, forhenværende Smedemester Ferdinand Svedstrup fyldte 100 Aar.

Den usædvanlige Fødselsdag gik selvfølgelig ikke stille af. Skolen, hvor den gamle Smed bor hos sin Datter, den tidligere Lærerinde, var Dagen igennem fyldt med Gratulanter fra nær og fjærn. Sogneraadet mødte in pleno, Smedelauget fra Helsingør, hvor Fødselsdagsbarnet er født, mødte ogsaa op, og desuden kom der Venner og Bekendte fra hele Egnen for at lykønske den gamle Smed, der altid har været og stadig er ualmindelig afholdt.

Den 100-aarige fortæller. Minder fra Slaveriets Dage.

Vi har igaar aflagt et Besøg hos Smedemester Svedstrup, der nu er faldet til Ro ovenpaa Fødselsdagsfestlighederne. Da vi kom ind, sad den gamle Mand i en Lænestol og underholdt sig interesseret med sin Datter om Døgnets Begivenheder, i hvilke han følger med med stor Interesse.

Vi bad den gamle Smedemester fortælle lidt om gamle Dage, en Anmodning, han efterkom med den allerstørste Velvilje, og det varede ikke længe, inden vi var inde i en interessant Samtale om en Tidsalder, der for os Nutidsmennesker synes saa uendelig langt borte, og som dog altsaa ikke er fjernet længere fra os, end at der endnu lever Mennesker, der har oplevet den.

- Jeg er født den 3. Februar 1825 i Groskenstræde, i Helsingør, siger den gamle Smedemester. Min Fader var Kommandersergent, men ved Siden heraf holdt lian ogsaa Skole. Da jeg var tre Aar gammel, døde min Fader, og Skolen blev da nedlagt, hvorefter min Moder og mine Søskende flyttede ud til Trykkerdammen. Fra denne Periode kan jeg tydeligt huske Slaverne paa Kronborg. Disse ulykkelige Mennesker sad indespærret i skumle Fængsler paa Slottet, med tunge Jernlænker om Fødderne, og havde det kun saa kummerligt. I deres Fangebuller lavede de forskellige Smaating, som de roligste og mest fredelige af dem en Gang om Ugen fik Lov til at gaa ud i Byen og sælge. De var dog stadig under Opsigt af Slavesergenten, der flittigt brugte sin Pisk, hvis de ikke vilde makke ret, og de var altid iført Slavedragt.

Slaverne blev den Gang meget haardt behandlet, og forbrød de sig mod Reglementet, blev de strengt straffet, ja, der skulde saamænd ikke saa meget til, for at de stakkels Mennesker blev dømt til Døden. Henrettelsen fandt da altid Sted paa den aabne Plads, Grønnehave, der endnu findes. Som Dreng overværede jeg en såadan Halshugning af en dødsdømt Slave, en Oplevelse, jeg aldrig glemmer. Alle Eksekutioner foregik den Gang offentlig, og der var selvfølgelig fuldt af Folk, naar en Dødsdom skulde eksekveres.

Et mislykket Flugtforsøg.

Saadan som Slaverne havde deit, fortsætter den gamle Smedemester efter en Pause, var det selvfølgelig ikke underligt, at de af og til prøvede paa at flygte, men det var meget vanskeligt, og det lykkedes kun faa at slippe bort. De fleste af dem der naaede udenfor Kronborg Fængsel, blev som Regel taget lige i Omegnen. Jeg erindrer saaledes et Tilfælde, hvor en Slave undslap forklædt som Kommandanten General Rothes Kusk. Han blev imidlertid fanget lige udenfor Byen og straffet for Flugtforsøget ved at blive offentlig pisket Han blev bundet til en Pæl, og en af Slavesergenterne piskede ham da mod en svær Tamp. For at overdøve den Ulykkeliges Skrig lod man Regimentsmusiken spille.

Soldatens "glade" Liv.

Det var strenge Dage dengang. Selv Soldaterne havde det ikke for godt. Jeg blev aldrig Soldat, jeg var nemlig født i en Købstad, og var saaledes det, man kaldte "frifødt". Soldaterne skulde imidlertid heller ikke gøre sig skyldig i mange Forseelser, før de blev haardt straffede. En af de mest almindelige Straffemetoder var Spidsrod. Jeg har ved flere Lejligheder overværet, at Soldater har maattet løbe Spidsrod, og de Kammerater, som var udkommanderet tal at eksekvere Dommen, turde ikke andet end slaa til, thi bag dem stod Sergenterne og passede paa, at de udiførte Afstraffelsen paa en ordentlig Maadc. Gjorde de ikke det, kunde de risikere selv at kamme til at løbe Spidsrod ... Louis.

(B. T. 6. juni 1925).

For 100 Aar siden - og nu.

Smedemester Ferdinand Svedstrup i Mørdrup ved Helsingør fyldte i Tirsdags 100 Aar. Han har i den Anledning fortalt en Del af sine Erindringer, bl. a. følgende:

Jeg skal fortælle Dem lidt om Læreforholdene den Gang. Det vil maaske have nogen Interesse for Nutidens Lærlinge at læse om, hvad der blev budt os Lærlinge i 1840.

Min Læremester var Smed Georg Smidt - der tampede os fra Morgen til Aften. Kl. 5 om Morgenen skulde der være Ild paa Essen. VI havde jo ikke Tændstikker den Gang, men maatte hugge Ild med Fyrtøjet. Det tog Tid, og det kunde ogsaa mislykkes. Var Ilden ikke blæst op til Kl. 5, saa vankede der Dagens første Klø, og de var de værste. Mester var altid bedst oplagt til Klø om Morgenen. Min Læretid er for mig en lang Erindring om Sult og Klø, Sult og Klø. Vor Frokost bestod af 2 Skiver Fedtebrød, Svendene fik et Stykke Ost paa det ene Stykke. Til Vesper Kl. 5 fik vi et halvt Stykke Fedtebrød med Ost. Svendene fik hertil en Snaps, til Aftensmaden var to Rundtenommer (1 Stk. med Fedt og 1 Stk. med Ost og Smør). Middagsmaden bestod af Ærter, Kant, Grød og lign. og var det eneste Maaltid, der nogenlunde kunde mætte en sulten Mave, men dog kun for en kort Tid. Det skete mange Gange, at jeg segnede besvimet om af Mathed ved Ambolten. Sulten nagede evig og altid. Jeg kan huske, at jeg gjorde mig til Vane at levne en File Bid af vort knap tilmaalte Aftensmaaltid til næste Morgen. Morgenmaaltidet var nemlig kun en Kop tefarvet Vand med en Bid brunt Sukker til. Naar Jeg havde en lille lavning af Fedtebrødet fra den foregaaende Aften, kun et Stykke paa en Tomme i Firkant, kunde jeg saa nogenlunde klare Morgenarbejdet og svinge de tunge Forhamre.

Vi Lærlinge hittede paa at gaa til Bageren og bede ham om at gøre Brødene kortere og tykkere, da der jo kun vankede det bestemte Antal Rundtenommer, og at spørge om mere vilde blive besvaret med en Lussing. Bageren grinte til os - det var alt. Det var i og for sig føret, da jeg lærte at bruge Skraatobak, at jeg kunde holde Sulten nede og Arbejdsevnen oppe. Skraaen blev Lægedom for mig, og den har fulgt mig som en trofast Følgesvend lige til i Dag, da jeg kan skimte mine 100 Aar.

(Folkets Avis - København 18. februar 1925).

Foto fra Dagbladet (København) 2. februar 1925.

Slaverne paa Kronborg.

Af en Hundredaarigs Erfaringer.

Forleden fyldte Smedemester Ferdinand Svedstrup, Mørdrup ved Helsingør, 100 Aar.

Til "Nordsjælland" fortæller den Hundredaarige følgende, der sikkert vil interessere:

Jeg erindrer fra de Dage, da jeg var ca. 6 Aar gammel, Halshugningen paa Grønnehave. En af Slaverne paa Kronborg havde forbrudt sig haardt, og i de Dage gaves ingen Pardon. Han skulde halshugges, og Dødsdommen skulde fuldbyrdes ude paa Grønnehave paa det Sted, hvor Skydevoldene senere fandtes. Henrettelsen var som altid i de Dage offentlig - det vil sige: Folk blev holdt i tilbørlig Afstand fra Retterstedet af en tæt Kordon af Soldater. Publikum mere anede end just saa, hvad der skete.

Men vi Drenge havde bedre Chancer. Vi smed os ned paa Grønsværet og kunde sna nogenlunde faa vor Nysgerrighed tilfredsstillet ved at kigge mellem Soldaternes Ben.

Der var altsaa i de Dage Slaver paa Kronborg. Der skulde ikke saa meget til for at blive smedet i Jern. Et Tyveri, ja, mindre end det var tilstrækkeligt. Slaverne var indespærrede i Slottets yderste Udenværk. De sad her bag Tremmerne med deres Lænker om Benene og lavede forskellige Smaating. En Gang om Ugen fik de skikkeligste Lov til at gaa ud i Byen og sælge disse Smaating til Folk, men altid var de under Bevogtning af Slavesergenten. Jeg købte en Gang som Dreng et Par Trætøfler af en Slave for en Rigsort (50 Øre).

Den samme Slave var for øvrigt et rigtigt pænt Menneske at se paa. lHan var selvfølgelig frygtelig udmajet med sine Lænker om Benene og sin hvide og sortdelte Slavedragt. Jeg spurgte ham, hvorfor han var kommen i Slaveriet. Jeg trak en Tøjrepæl op! sagde han. Saa fulgte der vel en Hest med? spurgte jeg. Det gjorde der vel - Saa var den Passiar forbi. Slavesergenten jagede ham videre.

En lille Begivenhed fra Slavedagene, som vakte en Del Opsigt, maa jeg dog fortælle, fordi det viser, at det ikke var helt umuligt at flygte fra Slaveriet. Kommandanten paa Kronborg - jeg tror, han bed General Rothe - var en fin Mand, der havde stort Hestehold derude og altid kørte med fire Heste. Han ejede "Aggersvold" ved Jyderup og andre Godser, og han kørte hver Sommer derned. Hans Kusk hed Peter Jensen, en flot Karl, som altid var med ham. Under en af disse Udflugter lykkedes det en af Slaverne, der hjalp til med Pasningen af Genoralens Heste at slippe uset ind i Peter Jensens Kammer. Her fik han med Hammer og Mejsel Jernringen om Foden hugget over, hvorefter han iførte sig Peter Jensens flotte Søndagstøj, den høje Hat, Kalvekrydset, Lakstøvler og Spadserestok, og i denne Mundering passerede Slaven stolt forbi den ellers meget paapasselige Vagt og vandrede bort. Faa Timer efter blev Flugten opdaget, og Jagten gik saa efter den ulykkelige undvegne. Tilsidst fangede man ham og førte ham tilbage til Slaveriet. Først skulde han dog have en ekstra Revselse i Generalens egen høje Nærværelse. Paa Slottets Grund var rejst en Pæl, hvor den ulykkelige blev bundet. Han fik saa paa den bare Krop alle de Prygl, han kunde taale. For at overdøve hans Skrig spillede Regimentsmusiken.

Ja, føjer Svedstrup til, det var en haard Tid dengang. Soldaterne havde det saamænd ikke bedre. Soldaterne var jo i de Dage Bønder, thi vi Købstadfolk var "frifødte". Jeg erindrer at have set en sølle Soldat løbe Spidsrod, som det kaldtes, ogsaa under Militærmusik. En lang Række Soldater blev stillet op i to Geledder, hver forsynet med en smidig Hasselkæp. Gennem denne "Gade" skulde den strafskyldige Soldat saa gaa. Hver Mand skulde give ham et Rap, og de havde at slaa til, thi bag dem stod Underofficererne og sørgede for, at Straffen blev eksekveret i sin fulde Strenghed. Snød en af Kammeraterne, var han udsat for selv at faa samme Omgang. Den arme Soldat var mere død end levende, da Torturen var endt.

(Fredericia Social-Demokrat 24. februar 1925).

Lærlingehjemmet. (Efterskrift til Politivennen).

"Lærlingehjemmet". Da Rigsdagen ved Lov af 1857 vedtog, at den ældre Næringslovgivning skulde træde ud af Kraft 5 Aar efter, altsaa 1862, var der mange af de ældre, erfarne Haandværkere, der rystede paa Hovedet og meentt, at det vilde være meget betænkeligt for Haandværkerstanden, naar hele den gamle Ordning med Eet blev kastet overende. Det viste sig ogsaa snart. En Opløsningstilstand indtraadte, hvor navnlig Forholdet mellem Mester og Lærling blev saa løst som vel muligt. Drengene løb fra Mestrene, og den ene Mester tog gierne den andens Dreng, naar denne blot kunde bestille lidt. Drengene brøde sig ikke om indgaaede Forpligtelser og forlode deres Tjeneste, og Mestrene kunde ikke godt faae nogen Ret over Drengene, da man som oftest ingen Contract bruste oprettet. At dette i høieste Grad var demoraliserende for Lærlingene og gjorde dem lidet skikkede til i Tidens Løb selv at uddanne Lærlinge, er indlysende. Da traadte Malermester Vilh. Schiønning frem med en Plan om Dannelsen af en Forening, som skulde uddanne Lærlinge, hvilken Plan tiltraadtes af flere Mænd, saaledes at "Foreningen til Lærlinges Uddannelse i Haandværk og Industri" den 17de Novbr. 1874 dannedes. Den maatte i Begyndelsen kjæmpe endeel for sin Tilværelse, men tog snart under sin nuværende Formand, Hofmeubelfabrikant Larsens energiske Ledelse et stærkt Opsving og spredte sig ved Oprettelsen af Filialer over hele Landet, saaledes at den nu alene for Kjøbenhavns Vedkommende tæller 1100 Medlemmer og 6-700 Lærlinge.

Det blev snart klart for Bestyrelsen, at et væsentligt Middel til Opgavens Gjennemførelse vilde være Oprettelsen af et Lærlinge-, Pleie- samt et Arbeiderhiem, og for at tilveiebringe de hertil nødvendige Pengemidler, henvendte Bestyrelsens Formand sig til de paagjældende Ministre, Finantsminister Estrup og Justitsminister Nellemann, om at erholde Bevilling til at drive et Lotteri til Fordeel for en slig Stiftelse. Denne Anmodning blev mødt med den største Beredvillighed, og meget hurtigt erhvervedes der allerhøieste Bemyndigelse til Lotteriets Oprettelse. Efterat Commerceraad J. W. Heyman havde tilbudt at stille den nødvendige Caution, lykkedes det snart at skaffe den fornødne Capital tilveje. Da Lotteriet efter faa Aars Virksomhed havde opsparet ca. 100,000 Kr., meente Bestyrelsen, at Tiden var kommen til at bygge Lærlingehjemmet, og et Udvalg blev derfor nedsat med Borgmester, Etatsraad Knudsen som Formand. Efter mange Overvejelser og Overslag overdroges det til Architekt Georg Møller at udarbeide den Plan, hvorefter Lærlingehjemmet nu er under Opførelse.

Lærlingehjemmet bygges paa en Grund, som er kjøbt af Etatsraad Blom, Nørresøgade 9. Det er bestemt til at skulle optage forældreløse, fattige Lærlinge eller Lærlinge, som leve under ulykkelige Forhold i Hjemmet. Foreløbig er Antallet sat til 100 Lærlinge, som skulle have Kost, Logis, Lys, Varme, Vask, Stopning og Lapning, samt i Fritiden Underviisning i Skrivning, Regning og Tegning samt Legemsøvelser; om Vinteren vil der ved selskabelige Adspredelser, som Dands, Sang, Musik, Oplæsning og muligen et lille Theater blive sørget for Lærlingenes Underholdning.

Hvad angaaer Localets Indretning, da vil der efter Planen findes i Kjælderen et stort Kjøkken samt Opbevaringsrum og Plads til Piger og til Huusmoderen, endvidere forskjellige Værksteder, deels til Medarbeidere, deels til Snedkere og andre Arbeidere, 3 a 4 Badeværelser og et Styrtebad m. m. I Stueetagen er Spisesalen (med en Elevator). Bolig for Inspecteuren og Portneren samt et Værelse for Bestyrelsen. Paa 1ste Sal er Sovesalen, et langt Værelse med en Gang i Midten og afdeelt ligesom i Romerske Bade i smaa Rum med Plads til Tre i hvert Rum. Enhver Lærling faaer en god Seng, en Stol og et Skab med Skuffer, saaledes at Enhver kan have sit Tøi under Laas og Lukke. I hver Ende af Salen bliver der anbragt Vandfade med Baiithaner. I samme Etage findes desuden Closetter m. m. 2den Etage vil foreløbig ikke blive benyttet til Lærlingehjem, men er bestemt til senere at tages i Brug, hvis det skulde vise sig nødvendigt at udvide Lærlingenes Antal til 100. I 3die Etage findes Festsalen, samt Sygestue, Garderober, Læseværelse, Bibliothek og Tegneværelse. Et bestemt Reglement til Ordenens Overholdelse vil blive opslaaet i Localerne, og enhver Lærling, som opfylder de ham paahvilende Pligter, vil faae Belønning og Understøttelse. Den nuværende Viceformand for Foreningen, Skomagermester, Oldermand Kapp, er af Bestyrelsen eenstemmig valgt til at være Hjemmets Inspecteur og skal have Bolig i samme. Det Hele staaer under Lærlingeforeningens Bestyrelses Control. Medlem af Foreningen, fhv. kongelig Mundkok Sørensen har lovet at føre Control med Maden og dens Tilberedelse.

Ved Legater og andre Midler haaber man med Tiden at komme saavidt, at der kan oprettes Fripladser og Pladser for halv Betaling.

Den 4de October 1881 blev Grundstenen lagt af Hs. Maj. Kongen, og paa Foreningens Stiftelsesfest, den 17de Novbr. d. A., haaber man, at Krandsen vil blive reist, saaledes at Bygningen til næste Sommer kan staae færdig til at tages i Brug. 

Af Medborgere er skjænket Forskjelligt, deels Penge, deels Varer, deels Arbeide. Naar Lærlingehjemmet staaer færdigt og kan bære sig selv, skal der begyndes paa et Arbeiderhjem for fattige, hæderlige, gamle Arbeidere med deres Hustruer, saaledes at de kunde faae Fribolig og med Tiden ugentlig Understøttelse. 

Vi skulle endnu til Slutning erindre om den kraftige Opfordring, som Formanden, Capitain Larsen i sin Tale ved Grundstenens Nedlæggelse rettede til Mand og Kvinder, som have Hjerte for den Fattige, om i Testamenter at oprette Legater til Fordeel for ovennævnte fattige Stiftelser. Bestyrelsen har, som anført. allerede modtaget forskjellige Legater og aarlige Bidrag, hvoriblandt det største er et Bidrag fra de Spannjerske Legater paa 1000 Kr. Ved Hjælp heraf har Foreningen allerede kunnet hjælpe forskjellige Lærlinge deels med privat Logis, deels med Klæder og ugentlig Understøttelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. oktober 1881. 2. udgave).

Portalen af røde sandsten stammede fra en nedreven lille bygning ved Botanisk Have (Nyhavn). Hjemmet åbnede ca. et år efter. Dekorationsmaler Fristrup havde lavet drapperier udført af malermester Schübler. Håndværkerne var murermester Schachtschabel og P. Hansen, tømrermester P. Hansen, snedkermestrene Miede og Neckelmann. 

Lars Peter Elfelt (1866-1831): Lærlingeplejehjemmet i Nørre Søgade 11. Hjemmet blev opført 1881 og var drevet af Foreningen til Lærlinges uddannelse i Håndværk og Industri. Her var plads til 110 lærlinge i alderen 14-20 år under deres læretid, typisk 3-5 år. Det var billigt at bo der, så det kunne forenes med en lærlingeløn. Lærlingene fik her en seng på en sovesal samt adgang til fælles bad, spisesal og opholdsrum. Kosten var inkluderet i prisen. Foruden morgenmad og aftensmad fik lærlingene en madpakke med på arbejde. På facaden står skrevet: I ungdommens opdragelse ligger fædrelandets fremtid. Bygningen blev i 1968 solgt til hotelvirksomhed. Kbhbilleder. Public domain.

Lærlinge- Plejehjemmet, Nørresøgade 11 (1881-1968), Lærlingehjemmet eller "Plejen" blev drevet af Foreningen til Lærlinges uddannelse i Håndværk og Industri. Hjemmet husede 110 lærlinge i alderen 14-20 år under deres læretid, typisk 3-5 år til billig husleje. Lærlingene fik her en seng på en sovesal samt adgang til fælles bad, spisesal og opholdsrum. Kosten var inkluderet i prisen. Foruden morgenmad og aftensmad fik lærlingene en madpakke med på arbejde. På facaden stod: I ungdommens opdragelse ligger fædrelandets fremtid.

Foreningen Lærlingehjemmets Minde (1902-2003) blev stiftet for at bevare kontakten til tidligere bofæller, nemlig de håndværkere, der under deres læretid havde boet på Lærlinge- Plejehjemmet. 

Arkitekt Georg Ebbe Wineken Møller (1840–1897) tegnede i historicistiske stil. Han var 1854-59 elev af G. F. Hetsch og startede i 1855 på Kunstakademiet, men gik ud af arkitekturklassen i 1863. Han var 1859-1867 kon­duktør hos J. D. Herholdt, Christian Zwingmann og Vilhelm Tvede. Han tegnede forskellige bygninger såsom Niels Juels Gade 10 (1871), Det Forenede Dampskibsselskabs forretningsbygning i Kvæsthusgade (1872), og sammen med Dahlerup Hotel d'Angleterre (1875), Statens Museum for Kunst (1889-96} og Glyptoteket. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Lærlingehjemmet blev i 1968 solgt og indrettet til Hotel Kong Arthur.

Vold paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Vold. Søndagen den 12te August d. A. om Aftenen var Arbeidsmand H. C. Jensen sammen med et Par Kammerater i et Huus i Thyrasgade, i hvilket han boede, og da de Alle mellem Kl. 11 og 12 gik ud af Huset, var han den Første, der traadte ud af Gadedøren, udenfor hvilken 2 unge Mennesker, af hvilken den ene ligeledes boede i Huset, stode i Samtale. Idet Jensen traadte ud paa Gaden, kom han til at snuble - efter hans Formening som Følge af, at et af de 2 unge Mennesker spændte Been for ham, hvad de dog Begge have benægtet - og han rettede i den Anledning det Spørgsmaal til dem, om de stode der for at overfalde ham. Dette Spørgsmaal havde tilfølge, at den ældste af de omtalte 2 Personer, Hvidgarverlærling Frantz Carl Erik Dahlmann, 16 3/4 Aar gl., med knyttet Haand slog Jensen i Ansigtet, og der opstod derpaa et Slagsmaal imellem disse, hvilket dog hurtigt blev afbrudt derved, at en af Jensens Kammerater gik imellem. Imidlertid havde Dahlmanns Kammerat, en Rebslagerlærling, 15 3/4 Aar gl., taget sin Lommekniv frem og aabnet dens ene Blad, der var ca. 2 Tommer langt og spidst tilløbende, og umiddelbart efterat Slagsmaalet var ophørt, rakte han denne Kniv til Dahlmann med de Ord: "Slaae væk med den!" Dahlmann, der i det under Sagen optagne Forhør forklarede, at han er "umaadelig hidsig", tog imod Kniven og tilføiede, uden at der var givet ham nogen Anledning, og uden at han dengang var i Haandgemæng med nogen af de Tilstedeværende, Jensen to Stød med Knivsbladet i Ansigtet, af hvilke det første ramte ham over det høire Øie og det andet i Overlæben og Tungen, og det maae derhos ansees for givet, at han imellem disse to Stød endvidere bibragte ham en Rift med Kniven paa det høire Beens Inderside. Efter Stødet i Overlæben og Tungen segnede Jensen om, medens Dahlmann løb bort. Jensen blødte stærkt, navnlig af Saaret over det høire Øie, og maatte den næste Dag bringes paa Hospitalet, hvor han laa som Patient til den 22de August, da han udskreves som helbredet. Det maatte antages, at Knivstødene mod Jensens Ansigt vare førte med Kraft, skjøndt ikke med fuld Kraft, og at Virkningen af det første Stød tildeels er afbødet derved, at Jensen fik sat i Dahlmanns Arm i det Øieblik, da han stødte til. Ifølge vedkommende Overlæges Erklæring indtog Saaret over Øiet den øverste Deel af det højre øvre Øielaag og var lidt over en Tomme langt; Saaret i Overlæbens Rand, omtrent i Midten, var ganske overfladisk, lodretløbende, og Saaret paa Tungen var af et Par Liniers Længde, skarprandet og trængt igjennem Tungens Slimhinde ind i Tungesubstantsen; intet af de tilføiede Saar formentes at ville have skadelige Følger for Jensens fremtidigc Helbredstilstand, men Saaret paa Øielaaget vilde efterlade et Ar. Dahlmanns Medtiltalte erkjendte under Forhøret, at det var hans Mening med at række sin Kammerat Kniven, at Sidstnævnte skulde bruge den mod Jensen, uden at han dog havde nogen Tanke for den Ulykke, der kunde skee ved dens Brug. og Dahlmann forklarede, at han vel stødte mod Jensens Ansigt, hvor det kunde træffe sig, men uden at have til Hensigt at tilføie ham nogen bestemt Skade og uden at tænke paa den Ulykke, han derved kunde afstedkomme. Begge de Tiltalte erklærede, at de ikke havde havt noget Udstaaende med Jensen, og at de, navnlig Dahlmann, vare komne i en ophidset Stemning, deels ved det stedfundne Slagsmaal, deels ved en af en anden Tilstedeværende umiddelbart forinden brugt Yttring, hvorved de betegnedes som "Gadedrenge", og denne Erklæring fandt Retten ingen Grund til at forkaste. De Tiltalte, af hvilke Dahlmann tidligere er straffet for grovt Tyveri med 25 Rottingslag, bleve ved Kriminalrettens Dom ansete, Dahlmann med 8 Maaneders Forbedringshuusarbeide, den Medtiltalte med 25 Rottingslag, hvorhos de begge tilpligtedes in solidum at betale 18 Kr. 80 Øre i Erstatning til Arbeidsmand Jensen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. november 1877. 2. udgave).

Borgervæbningen og Gadetumult i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Aalborg skrives i Gaars-Nr. af "Aalbp.": Vi havde her igaar Aftes et afskyeligt Spektakel med Opløb og Slagsmaal mellem menige Soldater og Byens Lære- og Gadedrenge. Den nærmeste Anledning hertil var, at det ved Borgercorpsets Indrykning i Byen i Fredags Aftes var kommet til Sammenstød i Trængslen mellem nogle menige Soldater og nogle Læredrenge, hvorved der mellem disse faldt Skjældsord og tillige ubehagelige Haandgribeligheder. Det skulde nu hævnes fra begge Sider igaar Aftes efter Borgercorpsets Parade, og begge Parter mødte mandsstærke paa Exerceerpladsen, hvorfra de først deeltoge i Folkeforlystelsen at drage med Corpset gjennem Gaderne. Da dette var traadt af paa Vestergade, strømmede Modstanderne i store Skarer op paa Allegade, hvor de strax spærrede al Passage i den nærmest tilstødende Deel af Gaden. En Tidlang gik det her med Hujen og Piben fra Drengenes Side, engang imellem afbrudt af et lille Slagsmaal hist og her, dog altid efter Angreb fra Drengene. Politiet kom nu tilstede; men Fuldmægtigen, som ingen Assistance havde hos sig, blev strax overvældet og kastet til Jorden, hvorved han endog fik et, dog kun ubetydeligt Knivstik i Skulderen. Der kom derefter endelig et Par Patrouiller tilstede, som efterhaanden fik Masserne splittede ad; men endnu en Timestid, efter at Spektaklen var begyndt, kunde en enkelt Soldat ikke gaae paa Gaden, uden at blive omringet af Drengene, som han enten maatte flygte for eller indlade sig i Slagsmaal med, for at slippe løs, forsaavidt han ikke var saa heldig at faae Assistance fra voxne civile Folk.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 25. august 1869)

Optøier. Aalborg, den 24de Aug. (Abvst.) Vi havde her igaar Aftes et afskyeligt Spektakel med Opløb og Slagsmaal mellem menige Soldater og Byens Lære- og Gadedrenge. Den nærmeste Anledning hertil var, at det ved Borgerkorpsets Indrykning i Byen i Fredags Aftes var kommet til Sammenstød i Trængslen mellem nogle menige Soldater og nogle Læredrenge, hvorved der mellem disse faldt Skjældsord og tillige ubehagelige Haandgribeligheder. Det skulde nu hævnes fra begge Sider igaar Aftes efter Borgerkorpsets Parade, og begge Parter mødte mandstærke paa Exercerpladsen, hvorfra de først deltoge i Folkeforlystelsen at drage med Korpset gjennem Gaderne. Da dette var traadt af paa Vestergade, strømmede Modstanderne i store Skarer op paa Allgade, hvor de strax spærrede al Passage i den nærmest tilstødende Del af Gaden. En Tidlang gik det her med Hujen og Piben fra Drengenes Side, engang imellem afbrudt af et lille Slagsmaal hist og her, dog altid efter Angreb fra Drengene; Politiet kom nu tilstede, men Fuldmægtigen, som ingen Assistance havde hos sig, blev strax overvældet og kastet til Jorden, hvorved han endog fik et, dog kun ubetydeligt Knivstik i Skulderen; der kom derefter endelig et Par Patrouiller tilstede, som efterhaanden fik Masserne splittede at, men endnu 1 Times Tid efterat Spektaklet var begyndt, kunde en enkelt Soldat ikke gaae paa Gaden uden at blive omringet af Drengene, som han enten maatte flygte for eller indlade sig i Slagsmaal med for at slippe løs, forsaavidt han ikke var saa heldig at faae Assistance fra voxne civile Folk. Det Hele var et Høist uhyggeligt Optrin, og det kunde dog saa let have været undgaaet, dersom en eller anden Befalingsmand, som var Vidne til Opløbet, strax havde faaet Militæret til at gaae hver til Sit. Hvad dog uden stort Besvær maatte kunne have været opnaaet. Hovedaarsagen, skulle vi indrømme, maa søges hos den uvorne Gadeungdom, som vi plages med heri Byen fremfor alle andre Steder.

(Thisted Amtsavis 26. august 1869).

Udsigt fra Østeraagade i Aalborg. Tegnet af E. Schwanenflügel. Illustreret Tidende 566, 1870.

Aalborg, den 27de August.

Der er nu ogsaa for Aalborgs Vedkommende Udsigt til en tidsvarende Ophævelse af Borgervæbningen. Medens i Horsens og Aarhuus Byraadet have taget Initiativet i denne Sag, er her Justitsministeriet kommet Randet i Forkjøbet, idet det under 18de ds. har tilskrevet Stiftamtet saaledes: "Efter at det ved Lov om Værnepligt af 6te Marts d. A. § 47 er blevet fastsat, at Tjeneste i Kjøbstædernes Borgervæbninger eller Politiecorps - med de midlertidige Undtagelser, der indeholdes i § 3 - ikke kan affordres Nogen, der hører til Forstærkningen, kan Ministeriet ikke ansee det for rigtigt, at de endnu i enkelte af de større Kjøbstæder bestaaende Borgervæbninger opretholdes, og Ministeriet er derfor sindet at nedlægge allerunderd. Forestilling om Ophævelse af Borgervæbningerne i Odense, Aalborg, Randers, Aarhuus og Horsens - dog saaledes, at der i Forbindelse med disse Kjøbstæders Brandcorps af det ældre i Linien og Forstærkningen udtjente Mandskab oprettes mindre Politieafdelinger samt en Ophævelse af de i disse Kjøbstæder værende Borgervæbningsfond som saadanne og deres Henlæggelse under Brandfonden" osv.

- Forinden Ministeriet foretager Videre i anførte Henseende har det imidlertid villet give vedkommende Byraad Leilighed til at yttre sig i Sagen, som saaledes nu forelægger til Erklæring her. Det kan vel ikke være Tvivl underkastet, at ogsaa Aalborg Byraad vil afgive et Votum, der kan fremme den hurtigst mulige Afskaffelse af en Institution, der er lige saa byrdefuld for dens Medlemmer som den er uden al Betydning i militair Henseende, medens Politiet efter den tilsigtede nye Ordnings Ikrafttræden vil faae en Medhjælp, der ikke alene i Ildebrandstilfælde, men ogsaa ved mange andre Lejligheder vil kunne bidrage til Opretholdelse af Orden, som det - hvor som her, Politiets Mandskab er yderst utilstrækkeligt, men Politiet iøvrigt, trods alle hadefulde Angreb, er lige saa godt som i de fleste andre Provindsbyer - i mange Tilfælde er umuligt at tilvejebringe uden Assistance af respectable Indvaanere, som langt lettere finde Gehør ligeoverfor Spektakelmagere end Militairpatrouiller, - der sædvanligt kun irritere Stemningen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. august 1869)

Gadeptøierne i Aalborg. "Aalborgposten" har fra Politifuldmægtig Johnsen modtaget en skrivelse i Anledning af sin Meddelelse om Optøierne. Det hedder bl. A. i denne Skrivelse: "Jeg blev ikke nogensinde denne Aften "overvældet og kastet til Jorden"; derimod er holdt jeg en enkelt Gang, da jeg ved et opstaaende Slagsmaal rev de stridende Parter fra hinanden, et Par mindre blide Skub af nogle haandfaste Jenser som ilede en Kammerat til Hjælp. Det af Avisen berørte Knivstik opdagede jeg først imorges ved at set en lille Rift i min Frakke, og jeg veed kun at have omtalt det i Spøg, da jeg hørte, at det Rygte gik her i Byen, at jeg var baaren blødende bort fra Valpladsen. Det forholder sig neppe rigtigt, at endnu en Times Tid, efterat Spektaklerne vare begyndte, kunde en enkelt Soldat ikke gaae paa Gaden uden at blive overfalden af Drengene. Da det var lykkedes Politiet omtrent ½ Time, efterat Borgervæbningen var aftraadt, ved Hjælp af Militairpatrouiller at jage de sammenflokkede Soldater adsplittede, patrouilleredc det i længere Tid i de Gader, hvor Optøierne havde været, uden at blive Vidne til noget saadant Overfald. Nogle halvvoxne Drenge samlede sig vel udenfor Dramatiken paa Algaden, men da en enkelt af dem var bleven anholdt, fulgte hele Sværmen i nogen Frastand med ned til Arresthuset, hvor den, da Ingen havde Lyst til at gjøre Kammeraten Følgeskab, hurtigt skiltes ad".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. august 1869)

Ordningen for købstædernes vedkommende blev ophævet i 1873, i København dog først i 1909. Omfattet var borgere som havde ret til at drive borgerlig næring, dvs. ikke tjenestefolk og håndværkersvende.

Byrådet i Aalborg behandlede den 30 august 1869 en skrivelse fra justitsministeriet om en udtalelse om borgervæbningens ophævelse, og udvalget udtalte at det anså ophævelsen for tidssvarende og særdeles hensigtsmæssige. Erklæringen blev tiltrådt af overbrandinspektøren og tiltrådt med akklamation af byrådet.

Efter en studie af Bern. Middelboe: Parti af Østeraagade i Aalborg. Illustreret Tidende nr. 552, 1870.

Kjøbenhavns offentlige Politiret. Juni 1865. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns offentlige Politiret,

1ste Afdeling, Assessor Sporon.

Mandagen den 12te Juni.

- Havde Høker D. Nielsen blot i Fredags instrueret det Bybud rigtigt, som forleden gav Møde for ham i Retten, saa havde han sluppet med 4 Mark for sin Helligbrøde, medens han nu idag maatte af med 1 Rd.

- Da Fjerhandler Haunstrup har konfereret med Politiet angaaende Duns Ud- og Indførsel i Vingaardstræde og er villig til at rette sig efter Politiets Forskrifter, saa kan han ogsaa idag slippe med en Advarsel.

- I over 20 Aar har det været Kutume blandt Nørrebros havebesiddende Beboere, at Latrinudførslen fra Eiendommene skeer ved, at man fører der ildelugtende, men kraftige Gjødningsstof ud i Haverne, hvor det nedgraves, for at Træerne kunne have godt deraf. Men have Træerne godt deraf, saa have Naboerne ondt deraf, og derfor blev det idag betyder Fuldmægtigen for Restauratrice Jfr. Olsen paa Nørrebro, at Latrinudførslen for Fremtiden skal ske paa den anordningsmæssige Maade. 

- Den gamle Sag mod Jens Christiansen, som forleden ved at transportere 9 Grise havde tabt en uskyldig lille Gris paa Gaden, hvorved Grisen stødte sin ene Taa saa stærkt, at den ikke kunde reise sig og derfor blev liggende, var atter for idag, og Jens Christiansen skulde for sin uforsvarlige Kjørsel have indbetalt i Rd., men da han ikke i lang Tid havde seet 1 Rd., betalte Slagter Østergaard, som var mødt, fordi der muligvis kunde være Grund til at antage, at han havde gjort sig fyldig i Dyrplageri, Mulkten for Jens, hvormed Sagen hævedes, da der oplystes, at Slagtermesteren aldeles ikke havde gjort sig skyldig i Dyrplageri.

- Snedkermester Thorsen var stævnet, fordi Latrinerne i hans Eiendom vare i Uorden, men hans Søn, Urtekræmmet Th., mødte og erklærede meget smagfuldt, "at hans Fader hverken kunde give Møde eller skrive nogen Fuldmagt. da han var ifærd med at reise af til Storarmeen." Sagen hævedes med en Advarsel, da Thorsen jun. oplyste, at Uordenerne i rette Tid vare hævede.

- Vognmand Søren Nielsen havde forleden Søndag med sin Karetvogn taget uberettiget Holdeplads paa Kongens Nytorv, og ved sin megen Snakken frem og tilbage idag i Retten, hvorved han understøttedes heldigt af et af ham medtaget Vidne, Billedskærer Bruun, lykkedes det ham at trække Sagen en halv Time i Langdrag. Paa Onsdag vil Vognmanden faa sin Dom. 

- For Vandspild betalte Grosserer Schoustrup 2 Rd.. og en lignende Bøde udrededes af Snedkermester Kaalund, der havde ladet et Par Læs Murgrus udkaste fra sin Eiendom paa Nørrebrogade. 

- En Skomagersvend, der havde overtraadt Politiets Tilhold om Anmeldelse ved Politiprotokollen, fik i den Anledning en Advarsel, da han dog havde gjort den fornødne Anmeldelse til Politiassistenten. 

- Sidse Marie Rasmussen, der havde forladt Ladegaarden mod Politiets Forbud, fik en Anvisning paa den samlede Ret, og Frederik Wilhelm Wildborg, der havde begaaet den samme Forseelse, maatte vente til et senere Retsmøde for at faa sin Dom at høre.

(Dags-Telegraphen (København) 13. juni 1865).

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling, Assessor Wallick.

Lørdagen den 17de Juni.

- - -

- I et af de forrige Retsmøder var der fremstillet en 15aarig Dreng, der var anholdt for Tyveri af er Uhr. Uhrets Eiermand, Bødkermester Thorngreen, havde i sin Anmeldelse til Politiet rettet en stærk Mistanke mod Drengen, hvem han Udligne havde antruffet i Tyveri, navnlig af nogle Gummiballoner. Drengen, der har været i Lære hos Thorngreen, har vel tidligere engang taget nogle Gummiboldte paa Bødkerens Loft for at lege med dem, og paa dette ubetydelige og aldeles intetsigende Faktum havde Thorngreen ikke taget i Betænkning at reise en bestemt Anklage mod Drengen. Drengens Moder erklærede for Skranken, at Thorngreen ikke var bekjendt for at behandle sine Læredrenge godt, ja at det endogsaa aldrig havde været muligt for nogen Læredreng at holde ud hos Thorngreen, til han blev Svend. Ved det sidste Gang og idag afholdte Forhør fremkom der imidlertid ikke det Allermindste, der kunde bidrage til at anse Drengen for den Skyldige, og Sagen blev derfor hævet, efterat Thorngreen havde faaet en Paamindelse om, at man ikke burde være saa rask med at mistænke den Første den Bedste.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 18. juni 1865)

Gadeoptøier i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen).

Allerede i flere Aftener have her paa Gaderne, hedder det i "Aalborg Avis", fundet Sammenløb og Slagsmaal Sted imellem Soldater og Læredrenge, der navnlig Fredagaften (Markedsdagen) og i Søndags førte til heftige Optrin, hvis Fornyelse igaar Aftes ved de enkelte Politiofficianters Anstængelse og Soldaternes, skjøndt sene, Bortfjernelse endnu itide blev forhindret. Som det erfares har denne Tumult havt sin Aarsag i kaade Drillerier af Læredrengene mod de ellers fredeligtsindede Soldater, der desaarsag havde samlet sig for at gjøre Modstand. At et saadant Uvæsen skal kunne drives af Drenge, der staae under deres Mestres Tugt, er vistnok at beklage, og det tør derfor forventes, at Politiet kraftigen vil indskjærpe Anordningerne om Opsynet med Læredrengene udenfor Arbeidstiden og tillige vaage over disses Efterlevelse, saaog at der strængelig paasees, at ingen offentlig Udskjænk til Drenge eller lignende til Udskeielser og Demoralisation førende Uordener finder Sted. Ved den Orden og Rolighed, der ellers altid har været kjendelig ved den herværende Soldateske, bør maa haabe, at ogsaa fra denne Side hver Anledning til eller Næring af urolige Collisioner vil blive forebygget, i hvilken Henseende man efter de foregaaende Afteners Optrin vel allerede turde have ventet præventive Foranstaltninger. Skulde imod Formodning nye Tumulter af denne Natur indtræde, var det vistnok ogsaa ønskeligt, at Politiet uskaansomt vilde giøre Brugen af sin Magt og vid denne adsplitte Hobene, hvad enten disse bestaae af Drenge eller Soldater, hvilke sidste ved Sammenløb paa Gaderne naturligvis ere den samme civile Politimyndighed underlagte som enhver anden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. september 1842).

Bekjendtqjørelse fra Politimester Ræder i Horsens. (Efterskrift til Politivennen)

indrykket i Byens Avis: Læredrengene her i Byen have i længere Tid besøgt Kipperne og lignende Steder, og der afstedkommet mange og mange Slags Uordener, indtil jeg troede at gjøre bedre i at tillade dem, indtil et bestemt Klokkeslet, at besøge visse Værtshuse, dog uden at de der maatte spille eller drikke. Paa denne Maade dreves Drengene ud af Kipperne. Det har imidlertid viist sig, at Værtshuusbesogene have ført til endnu større og mere almindelige Uordener, og jeg har derfor nu maattet forbyde samme. Forudseeligen vil dette Forbud have til Følge, at Drengene igjen ville søge til Kipperne, hvilket Politiet vistnok, saavidt muligt, vil søge at forhindre, men dog alene ikke vil være istand til at forebygge. Ondet har nemlig sin Rod i den altfor store Frihed, som ikke blot om Søn- og Helligdagene, men selv om Sognedagene indrømmes Drengene, og saalænge Forældre og Mestere ikke i dette Stykke ville virke i Forening med Politiet, vil dette kun beholde Valget imellem at drive Drengene fra Værtshusene til Kipperne og fra Kipperne til Værtshusene. Jeg opfordrer derfor paa det Indstændigste enhver samvittighedsfuld Mester, Fader eller Huusbonde til at holde deres Drenge og Sønner saavel fra Kipperne som fra Værtshusene, og derimod at søge paa passende Maade at beskjæftige dem i deres Fritimer, eller at forskaffe dem anstændig Fornøielse hjemme, hvilket i al Fald ved Foreninger imellem et Antal Mestere letteligen vil lade sig gjøre. Erfaringen har i den seneste Tid viist, for hvilke Farer Haandværksdrenge og lignende unge Mennesker, naar de formeget ere overladte til dem selv, ere udsatte, og ingen brav Mand vil have det paa sin Samvittighed at have bidraget til at styrte et ungt Menneske i Fordærvelse, der af Forsynet eller af Forældre og Værger var overdraget ham til Opdragelse og Omsorg.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1842).

Haandværksdrenge. (Efterskrift til Politivennen)

Haandværksdrengene i Kjøbenhavn ere det tydeligste Bevis paa, hvor meget Oplysningen i de senere Aar har virket til de lavere Menneskeclassers moralske Forbedring. For neppe tyve Aar siden saae man Læredrenge, især af Skomagerprofesssionen, ideligen drive deres Spil paa Gaderne, og forstyrre den offentlige Rolighed ved deres Kaadheder. Man frygtede ordentlig for at komme igjennem Klosterstrædet, Grønnegade og Antonistrldet. En Skomagerdreng var den Gang en Person, der ved Gadeopløb, der hørte til Dagens Orden, spillede en vigtig Rolle.  Han behøvede kun at fløite i Fingrene naar han saae en heel eller halvbeskjenket Kjerling, og strax samledes tusinde andre Cammerater ved det første Løsen. Ved Bryllipsilluminationer forherligede saadanne Drenge Festen med adskillige Løier, saasom: at sye Pigerne sammen og sværte dem Ansigtet med Kjønrøg. Om Vinteren kastede de Snebolder efter Folk, og i enhver Aarstid repræsenterede de i en vis Henseende den offentlige Retfærdighed, ved at forfølge en stakkel Tyv igjennem alle Gader, og naar denne just ikke opbyggelige Procession var endt, at bringe ham op paa Politiekameret. Simple Folk havde i de Tider den Skik, selv at straffe den Tyv, der havde stjaalet en Ubetydelighed hos dem, ved at sættee ham under Posten o. s. v., og siden at overlevere ham til Gadedrengene. Alle disse Misbrug ere nu næsten ganske forsvundne. Opløb på Gaden ere en stor Sjeldenhed, og de fleste Haandværksdrenge besidde en Æresfølelse, der afholder dem fra at begaae Kaadheder. Det er et reent Særsyn, at see en barfodet Skomagerdreng med en Stabel Tallerkener og Potter i Form af en Pyramide paa Hovedet, eller en sneehvid Parykmagedreng med en Æske Paryker paa Nakken gjøre Optøier paa Gaden. Saare sjeldent seer man Drenge flokke sig sammen og forvolde Opløb, og Adelgaden er næsten den eneste Gade, hvor man endnu af og til møder en Dreng, der minder os om hvad Haandværksstanden og Læredrengene i Kjøbenhavn engang havde været. Hvad er Aarsagen til denne paafaldende Forandring til det bedre? Intet uden vort forbedrede Skolevæsen. Vore Friskoler have betydeligen tiltaget i Tallet, og ere blevne hensigtsmæssigere indrettede. Ungdommen af de lavere Stænder sysselsættes førend den kommer i Lære hos Haandværksmestere paa en nyttig og passende Maade. De faae tidligen et Slags Dannelse, der stikker mærkeligen af mod den Raahed og Vankundighed, der tilforn vare saa almindelige Egenskaber hos menig Mand. Udenlandske Svende strømme ikke mere herind i saadan en Mængde som tilforn, og Haandværksclassen bestaaer mest af Indfødte, som have nydt en bedre Opdragelse og Skoleundervisning. Søndagsskolerne have især bidraget meget til dette værdige Øiemeds Fremme. Haandværkdrengen har nu Leilighed til at anvende de Fritimer, han tilforn tilbragte i Ørkesløshed: denne Moder til alt Ondt og al Ryggesløshed, til at erhverve sig de for hans Bestemmelse høist nødvendige Kundskkaber. Saa øiensynlige ere Frugterne af dette Gode, saa umiskjendelige Oplysningens Virkninger! Held derfor enhver, der ved sine Indsigter, sin Formue og sine gode Raad har bidraget og endnu fremdeles bidrager til vort Skolevæsens Fremtarv. Paa denne beroer det meste. Oplysningen er et Blomster, som sjelden trives i en udyrket Bund. Denne maa tidligen gjødes, renses og luges, naar den spæde Blomst skal kunne spise og ikke qvæles af Ukrud eller hentørres af Mangel paa nærende Safter.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 66
Løverdagen den 27 Maji 1809
Spalte 1049-1051

Læredreng. (Efterskrift til Politivennen)

Da jeg har erfaret, at min Dreng Niels Olsen tilligemed hans Fader Ole Nielsen, gaaer omkring blandt mine Kunder og indbilder dem, at jeg efter det engelske Bombardement, der satte mig ud af Stand til at virke med min Profession, ikke vil løsgive Førstnævnte af sin Lære, for igien paa andet Sted at vorde anbragt; saa bedes mine Velyndere, der saaledes let kunde forledes til at miskiende mig, vel at lægge Mærke til: at jeg tvertimod villigen frafalder min Paastand paa bemeldte Dreng, naar denne med sin Cautionist Peter Nielsen indfinder sig hos mig, og paa lovlig Maade hæver den med mig oprettede Lærecontract. Med Faderen derimod, kan og bør jeg ikke af flere Aarsager indlade mig.

Niels Jensen, Kleinsmedemester i Dronningensgade paa Christianshavn No. 260.

(Kiøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger den 8. oktober 1807)

En besynderlig Methode.

(Indsendt fra Helsingør.)

En vis skomagermester der i nogle år har været plaget af apopleksi eller lammelse og som på grund af det ikke kan flytte sig fra et sted til et andet uden hjælp, har allerede længe troet at kunne standse sine smerter ved at tyrannisere sine lærlinge. Han lider nemlig kun i underkroppen af denne svaghed, og kan da temmelig godt bruge arme og hænder. Når nu smerten med forandring af vejrliget eller på grund af alt for mange strabadser tager heftigt på, kalder han på en eller anden af drengene og lader dem opsøge et eller andet på gulvet. Og når han da har dem i fælden, tyranniserer han dem på det skammeligste ved at slå dem i hovedet med læste eller hvad der er for hånden. Da denne metode langt fra kan være rigtig, og da det ikke mindsker hans smerter, var det uden tvivl mest hensigtsmæssig at han lod den være.

(Politivennen nr. 1420. Løverdagen, den 17de Marts 1843. Side 165-166). 

Sudergade i Helsingør. Suder er et plattysk ord for ”skomager.” Og skomagere var der mange af her dengang gaden lå i udkanten af byen. Stanken fra garvningen af læder gjorde dem uønskede i bymidten. På Politivennens tid lå Sudergade dog inde i byen.

Om den næsten af Mode gaaende, men i Aar atter begyndte Nytaarsgratulation.

(Indsendt fra Helsingør)

Når man i år mod sædvane ikke har haft den fornøjelse at få "et glædeligt nytår" af politibetjente, så har man desværre haft visit af lære- eller håndværksdrenge.

Da disse penge kun sjældent bruges til nødvendige ting, men som oftest til drik eller svir, kortspil osv. (man ved vel at drenge ikke må søge værtshus, men de gør det dog hyppigere end deres mestre og svende9, så var det ønskeligt om der måtte sættes et lovbud som på det strengeste forbød såvel folk at give noget nytårsgratiale, som lærlinge m. fl. at gratulere. Tiggeri forbydes, hvorfor ikke også dette gratulationsvæsen.

Kræmmerne havde for et års tid siden forpligtet sig med hinanden ikke at give jule- eller nytårsgaver, tilgift i varer eller penge. Men dette synes at være gået i sig selv, i det mindste med hensyn til tilgiften og gratialer til gratulanterne.

(Politivennen nr. 1410. Løverdagen, den 7de Januar 1843. Side 10)

Anmodning til Herr' Reebslageren i Sølvgaden.

Flere af Sølvgades beboere ville være nævnte rebslager meget taknemmelig hvis han om søndagen ville forskåne dem for han og hans folks utålelige råben, skrigen og banden. Det begynder med den tidlige morgen og vedvarer uafbrudt næsten hele dagen. Man tror denne anmodning i høj grad er rimeligt begrundet. For når man hele ugen har udholdt disse plager og hvert øjeblik på dagen har måtte være vidne til hvorledes en ulykkelig dreng der står i lære, bliver udskældt, pryglet og tyranniseret for den mindste forseelse på den mest barbariske måde, så tror man med rette at kunne kræve at blive fri for disse oprørende og hjerteskærende optrin på den dag hvor sindet efter hele ugen har været i virksomhed, ønsker ro og hvile efter sine forretninger.

(Politivennen nr. 800, Løverdagen den 30te April 1831, s. 313-314)

Redacteurens Anmærkning

Der var rebslagerier langs Østervoldgade mellem Sølvgade og Stokhusgade i nyere tid. Så langt tilbage som folketællingen 1787 boede en rebslager i Stokhusgade. Sabinsky fortæller at "i 1849 da Fredericia-slaget var vundet, blev der sendt en stor masse Slesvig-Holstenere hertil som fanger, omtrent 1100. Da stod jeg og drejede for rebslagerne ved Østervold, da fangerne kom forbi og rebslagerne trillede er stort postetræ oppe fra volden og ned på dem. Det var jo oprørere fra Fredericia slaget. De skulle til Sølvgades kaserne." 

Farlig Uorden paa Hauserpladsen.

Som et bidrag til de andre der flere gange er fremkommet i dette blad mod den københavnske gadeungdoms kådheder m.m. tjener følgende:

På en på den ovennævnte plads beliggende grund som tilhører hr. murermester Sibbern, og som er aldeles uindhegnet til den side der vender ud til Suhmsgade, forsamler sig dagligt en del større og mindre gadedrenge som morer sig med kortspil og forskellige slags lege. Skønt de ved denne lejlighed i deres sædvanlige maner tillige både hujer og skriger, hvorved de i flere henseender ulejliger beboerne i de tilstødende huse, skulle man dog ikke have påtalt sådant, når dette var den eneste ulempe som deres forsamlinger medfører. Men da de tillige morer sig med at kaste sten, dels efter nabohusenes tage, vinduer etc. etc., ja endogså ved at kaste efter nogle træer der står i en lille have ved den førnævnte plads, hvis toppe rager op over et plankeværk der indhegner haven, og udsætter de personer som går i denne have for den største fare, så anser man det for en pligt at annoncere denne uorden, der hvis den ikke i tide blev påtalt og søgt hæmmet, kunne have meget ubehagelige følger. Den her nævnte forsamling er især talrigst på søn- og helligdagene, idet der foruden de anførte individer tillige forsamler sig en del læredrenge på den påankede, uindhegnede grund, og på disse dage er især stenregnen stærkest og mest vedholdende. Således holdt fx sidstafvigte søndag en forspændt vogn i en af nabogårdene omtrent et kvarters tid, og mens den således holdt, faldt der adskillige sten i vognen og en ditto på den ene hest, hvilket nær havde forårsaget at hestene var blevet løbske. Blot i anmelderens have og på en dertil stødende plads har hans folk opsamlet over 150 sten af større og mindre vægt.

Annoncenten slutter med det ønske: at hr. Sibbern ville gøre sit til at hæmme den påankede og lignende uordner ved at indhegne den omtalte grund der tilhører ham, ligesom han heller ikke rager i tvivl at politiet jo vil søge at standse en i sine følger så farlig uorden som den skildret ovenfor.

(Politivennen nr. 650, Løverdagen den 14de Juni 1828, s. 390-392)

Besværligt Drengecommers.

I den senere tid er udenfor huset nr. 81 i Vognmagergade hvor kollektøren bor i stueetagen, blevet et samlingsplads for 6 til 7 temmelig voksne håndværkerdrenge der meget højt efter kl. 9 hver søndag aften, diskuterer og meget ofte spærre passagen såvel på fortovet som til nævnte hus når en eller anden skal op til sammes beboere.

Man håber vedkommende mestre der alle bor i nærheden, ikke vil lade denne påmindelse være frugtesløs så at man herefter forskånes for den ubehagelighed sådanne personers højtklingende - meget ofte - bekvemme talemåder fører med sig.

(Politivennen nr. 394. Løverdagen den 19de Julii 1823, s. 6379).

En daarlig Opmuntring for Snedkerhaanværket.

En af de professioner som især har nået et temmelig højt niveau her i Danmark, er unægtelig snedkerprofessionen. I den henseende kan vi vel måle os med de fleste øvrige europæiske nationer. Derfor er det et rimeligt ønske at dette håndværk måtte vedblive at nyde opmuntring. Men for begyndere udi samme findes den nu om stunder desværre ikke i den grad det kræves for at opnå hensigten. 

"Snedkerprofessionen i Danmark kan måle sig med de fleste øvrige europæiske nationer. Derfor er det et rimeligt ønske at dette håndværk måtte vedblive at nyde opmuntring." (Møbler fra borgerstue på Politivennens tid. Om det er dansk eller udenlandsk skal jeg ikke kunne sige. Nationalmuseet, eget foto 2015)

Følgende tilfælde vil vise at de som bedømmer denne professions arbejder, ikke altid betjener sig af de midler der i den henseende er mest hensigtsmæssige. En snedkermester her i byen har to drenge som efter at have stået deres visse år i lære, findes værdige af mestrene til at gøre deres svendestykke. I den anledning indgiver hver en tegning til det Kongelige Kunstakademi. Den ene på en kommode, den anden på et chatol. Den førstes tegning blev antaget, dog med det vilkår at han skulle forandre noget på samme, hvilket altså af vedkommende blev forandret på drengens tegning. Men snedkeren fandt at denne forandring var så ubetydelig at da kommoden allerede var sat i arbejde og køberen ønskede at have den som den var på den første tegning, lod man drengen forarbejde kommoden som den første bestemmelse var. Han frygtede imidlertid for at dette stykke kunne have nogen vanskelighed for at blive antaget af vedkommende, da det ikke svarede fuldkommen til den befalede opgave. Men til hans store fornøjelse blev det ikke alene antaget, men også særdeles rost. 

Den anden drengs tegning som var et chatol, blev straks antaget uden at der blev gjort forandring på den. Mesteren glædede sig især over at denne hans dreng ville indbringe ham ære, da han var overbevist om hans særdeles duelighed. Arbejdet blev færdigt og indstillet til prøve. Mesteren ventede med længsel på efterretning om den ros han håbede hans dreng havde fået. Dog til hans store forundring kom drengen bedrøvet hjem og sagde at hans chatol var kasseret, og at han havde fået ubehagelig omtale, ikke for arbejdet skyld, men fordi det var for brillant. Hvis han forandrede noget af dette og gjorde det mere simpelt, kunne det måske antages, men med den tilføjelse at det ellers ikke ville blive antaget som svendestykke. Da stykket i øvrigt svarer til tegningen, og intet kan udsættes på arbejdet, findes det virkelig urimeligt at vedkommende kan fremkomme med sådan anke, og deres grunde kan ikke let vides.Imidlertid kan det sikkert ikke være til opmuntring for begyndere i snedkerhåndværket, og mestrene kommer herefter til at lade dem lave vinduesrammer, skamler, spytbakker osv. for at arbejdet ikke skal få ord for at være for brillant.

(Politivennen nr. 381. Løverdagen den 19de April 1823, s. 6165-6168).

Redacteurens Anmærkning.

En annonce i Adresseavisen, 5. januar 1837 fortæller lidt om svendestykkernes betydning og brug:

Snedkerlaugets Interessenter tilkjendegives herved, at Fredagen den 6te Januar 1837, om Formiddagen Kl. 9, bliver i et af Magistratens Værelser for den befalede Commission foreviist Svendestykkerne af de til Udgang af 4de Qvartal 1836 Udlærte, tilligemed Døbe-, Vaccinations- og Læremester-Attester, samt af dem, som ere værnepligtige, Amtmandspas. Søndagen den 8de f. M. bliver Ind- og Udskrivning hos mig om Eftermiddagen Kl. 4 paa min Bopæl i Skindergaden Nr. 38. Mandagen den 9de og Tirsdagen den 10de næstefter indbetales paa Laugshuset Snedkersvendenes Tidepenge og Løverdagen den 14de f. M. indbetales Mester-Oplag og Fattigpenge for det sidstforløbne Qvartal med 2 mk. Tegn.

Kjøbenhavn, den 27de December 1836.

J. C. Holst, Oldermand.

Advarsel til en Kjeldermand i Pilestrædet.

Ved nogle gange om aftenen kl. 9 at have passeret Pilestræde har anmelderen set slagsmål af voksne drenge uden for nr. 122 og i den tilstødende port. Ved at forhøre sig nøjere herom, har han fået at vide at en del håndværksdrenge, især skrædder- og hattemagerdrenge, søger i denne kælder, og da de så ofte kommer i klammeri, formoder man at dette sker over deres tab eller gevinst i spil. Foruden at drengenes mestre og husbonder på flere måder taber ved sådan værtskab, kan dette også have betydelige følger for drengenes fremtid. At holde drikke- og spillehus for drenge er utilladeligt, og da beboeren af nævnte kælder synes at være uvidende herom, så gives ham herved denne underretning for at han i fremtiden kan vogte sig for de ubehagelig følger et utilladeligt og ulovligt værtshushold for drenge sikkert vil drage efter sig.

(Politivennen nr. 359. Løverdagen den 16de November 1822, s. 5830).

Om Opløb og store Stæder.

Det skændige uvæsen der viser sig ved voldelig overfald på rolige og fredelige undersåtters ejendom, må harme hver retsindig mand. Dersom en sammenløben pøbel gør regning på sin store, men uordentlige masse, da forregner den sig sikkert, og må naturligvis kræve hver brav mands løftede arm imod sig. For af alt regimente på jorden er dog vel pøbelregimentet det afskyeligste og nederdrægtigste. Til dettes undertrykkelse er unægtelig intet virksommere middel fra den offentlige autoritets side end at møde egenrådig vold med lovlig kraft på stedet. Disse pøbelskarer og drengeherrer der tror sig voksne til at udføre et gadeherredømme der gør indgreb i den offentlige ro, i den sikkerhed som enhver venter i en kultiveret stat på offentlig gade, følelig og drøjt vises på stedet at den optugtelse de mangler eller tror sig vokset fra, endnu er til stede. Intet kurerer den kåde, tøjlesløse og til dels ondskabsfulde pøbel bedre end tørre hug hvor der ikke lægges fingre imellem. Man bør slå til rette tid således at de pågældende kan føle, føle længe at det er alvor. For at kurere fra bunden af vil det ved sådanne lejligheder på ingen måde komme an på nogle arme og ben, for det almindeliges vel som her er spørgsmål om, er af langt højere betydning og vægt. At kaste vinduer ind og forvolde urostiftende opløb i en stor by, er et af de fejeste og nederdrægtigste skarnstykker anmelderen kender, og ved ingen straf for hård for udøveren, om end den til lovlig sikkerhed og orden autoriserede magt på stedet hængte vedkommende i lygtepælen.

At såkaldte velklædte folk af alle stænder og køn kan som til en forlystelse tillade sig at gå gade op og gade ned for at se og mætte deres nysgerrighed på sådanne uvaner og voldsomme overfald, er lige så meget at forundres over som at beklage. Heller ei bør den offentlige myndighed der må og skal foutineres, ske på kjole eller køn, men uden både persons- og kønsanseelse udøve deres lovlige kald og pigter. Ingen har ved sådanne lejligheder at beklage sig over det ham tilstødte, men må skrive det modtagne på de bevæggrundes regning der har forvoldt dem.

Disse store masser af det menneskelige køns udskud som alle hovedstæder er overlæsset med, hører der vist nok en stærk arm til at holde i tømme, når de først er i gæring. Men de er på ingen måde frygtelige, så længe de ikke har vigtig og indflydelsesrige støtter de kan holde sig til og opretholdes af. Ved mod og kraft er de hastig brudte, og rejses ikke mere. Slappelse og eftergivenhed er da kun styrkningsmidler for dem.

Den offentlige ro og sikkerhed der uden grund, blot af ondskab eller kådhed brydes er så oprørende hos hver retskaffen og veltænkende mand at den offentlige autoritet altid må regne på det overvægtige parti.

Men til denne offentlige understøttelse trænger sig anmelderen nogle bemærkninger på han ikke kan lade uberørte. I tider som nærværende er det uden tvivl ikke ligegyldigt  at lade gamle af vane gåede gode ordensindretninger igen træde i kraft. Hertil regner jeg at det hele personale af land- og sømagten bør som før rette sig efter tappenstreg og vagtskud. Hvorfor denne gode subordinationsindretning er efterladt, er mig ubekendt. Men at den er gavnlig, rigtig og i flere end en henseende nødvendig i store stæder er jeg overbevist om. Det er langt fra anmelderen at jeg lader mindste mistanke om uorden fra disse side gælde i opløbstilfælde, men så meget er vist at de forøger stimlen, at de bidrager til at dække de skyldige, og gør det vanskeligere for autoriteterne at skelne og kende hvem disse er. Det samme er tilfældet med de nyhedsgridske fruentimmer af alle klasser, og derfor bør skørtet ikke fri dem for et dygtigt rap hvor det træffer på. De har der intet at gøre og må tåle lidt for at få deres allevegne fremstikkende nysgerrighed tilfredsstillet. - Dog! man bør i fremtiden ikke alene vente, men kræve som samfundspligt hos en dannet nation at enhver af hvad køn, stand eller alder han end er, vil bidrage til at befæste selskabets indvortes ro og vise dette ved at sky steder som pøbel og urostiftere har valgt til tumleplads, for der ville i modsat tilfælde let klæbe en skadelig mistanke på deres sindelag som de i så fald ene kunne tilskrive sig selv og vanskelig aftvætte.

Overskriftens andet indhold: store stæder, egner sig ikke udførlig på dette sted at afhandles. Men løselig vil anmelderen kun berøre det synspunkt hvorfra jeg betragter disse. Jeg anser dem som hovedkilderne til alle staters forfald, og er så langt fra at agte den stat for stor og lykkelig som brovter af den største menneskemasse samlet på et sted, at jeg snarere tror derfra at udlede den første kilde til dens fald. I det mindste hjemler historien mig ret. Det kommer til visse ikke an på hvor stort et tal af mennesker der indesluttes inden for en bys mure for at udgøre dens hæder og vel, men hvilke mennesker det er. Jo større tal af mennesker en by opviser, jo vissere er man på at under dette tal udgør bærmen det største. Man nævner hvilken stad man vil, og man skal finde denne sandhed bekræftet. Det er altså klart at storheden herved falder sammen. De mange ørkesløse og alene tærende kræfter som opdynges i store stæder, er således en fordærvelse for det hele. At arbejde disse imod, at fordele dem og derved tvinge dem til gavn for sig selv og staten, var lige så ønskeligt som tilrådeligt. Mest bemærkelsesværdigt synes sammenhobningen og overlæsningen af mennesker på et sted at vise sine skadelige følger i de mindre stater hvor så at sige hele staten er indesluttet i en stor stad. Heraf rejser sig for den store stad mangehånde ulemper, som fx levnedsmidlernes og alle øvrige fornødenheders fordyrelse, ligesom de mindre købstæders så betydelige aftagen og hendøen uden tvivl står dermed i nøje forbindelse. Heraf den uhyre fattigskat som den vindskibelige må yde på det at den lade kan leve. Det er langt mere end beklageligt når den stræbsomme og ærekære husfar med en stor familie skal tvinges af sit redelige erhverv at afgive den skærv han ikke kan miste for sine egne, for dermed at bringe enten ubesindigheden eller ladheden et offer. Der er intet bedre middel til fattigvæsenets afskaffelse end det: at der ingen fattige må findes. Det vil sige: krøblingen, den aldrende og syge skal være berettigede til at finde understøttelse af menneskeligheden, men ikke den karske og sunde der med hele lemmer og arbejdsførhed aftvinger staten sin underholdning uden anden grund end den han er fattig. Arbejde bør staten skaffe en sådan, men erstatte sit ophold skal han. For dette er den eneste måde at tvinge ladheden på. Til afværgelse af den overhåndtagende masse af fattige i de store stæder ville det især være hensigtsmæssigt og nødvendigt at indskrænke så usle næringsveje som disse: med 1 tønde øl og 1 anker brændevin at indgå en ægteskabelig forbindelse *) der om få år leverer staten en hel rede fuld af børn tilligemed forældrene. Hvorledes kælderfamilier der har lidt eller intet at leve af, have forøget sig navnlig i København på de sidste tyve til tredive år, vil mange vist mindes. Herfra skriver sig især oplaget for fattigvæsnet. Herfra i påkommende tilfælde den rivende strøm af mennesker der som man siger, vil fiske i rørte vande fordi den store hob intet har at tabe. Når til disse klynger sig den store svær af håndværksdrenge hvis tøjlesløshed på de senere årgange også mærkbart synes at overskride den magt og myndighed som deres mestre og husbonder bør have over dem, så foranlediger sådant vist nok at et politi i en stor stad må have kraft for at virke. Til at befæste denne kraft synes det middel som i dette blad forrige år foreslog og som senere i en tysk stad også blev i lignende tilfælde gjort til politianordning at være særdeles anvendeligt. Dette bestod nemlig i at enhver husfar og håndværksmester strengt blev pålagt at være ansvarlig for sine drenge når opløb skete. Heraf fulgte at man ikke således kunne forstyrres i sin ro og husfred af drengekådhed og ondskab som sket er. For alle drenge som fandtes ved opløb enten deltagende deri eller opholdende sig derved, skulle pågribes og vedkommende husbond, far eller mester stå til ansvar **).

Måtte i disse vink findes noget der kunne anses for nyttigt og anvendeligt, for at hindre optrin der er så forargelige og upassende for kultiverede samfund og hvorunder ondskab, lyst til at bryde den indvortes fred, eller hvad andre hensigter skjuler sig, så ville det være ønskeligt at et statsklogt hoved ville drøfte en materie der synes nærmere at trænge til geniets hjælp, end hvad der hypotetisk vil foregå på jorden om nogle hundrede år - eller aldrig. Efter anmelderens individuelle og uforgribelige mening ville undersøgelser om det nærværende bringe et gavnligere udbytte og rigere renter end hint og være aldeles på sted og tid, eftersom det tidspunkt vi leve og færdes i, ikke kan være udtømt for nyttige genstand der egner sig tænkernes granskning og bistand af råd.

*) De ægteskabelige forbindelsers lethed for almindelig mand turde mulig have en rigtigere og alvorlige side at betragtes fra, end den gavn de bringer folkeformerelsen. For at lade vellysten tilfredsstile sin trang på vindskibelighedens bekostning, er næppe en vinding for nogen stat. Man skal ikke lette overbefolkningen i store byer, men så meget muligt arbejde hen imod hvor den ikke synlig er produktiv og gavnlig. Den vil blive stor nok alligevel.

**) At håndværksdrenge skal findes i store flokke på gaderne kl. 9-10-11 ja senere, synes aldeles stridende mod god hustugt og orden. Heraf også den liderlighed som allerede følger den unge alder ikke alene i fagter og ord, men i veneriske tilfælde der ikke er så sjældne blandt læredrenge.

(Politivennen No. 246, Løverdagen den 16de September 1820. Side 3967-3977)